TJEKKIET - PRAG
Primært historisk og sekundært turistmæssigt:
I sommeren 1991 og igen i 2001 var jeg og min familie, en tur til Tjekkiet og hovedstaden Prag.
I nedenstående fotoserie har jeg indsat 14 turistmæssige fotos fra turene, ledsaget af tekster med relation til billederne.
Men min store interesse, var og er landets historie, efter at det blev oprettet på ruinerne af 1. Verdenskrig, med navnet Den 1. Republik Tjekkoslovakiet af 1919.
I herværende tekstområde, men især ved de 390 fotos i nedenstående fotoafsnit, har jeg beskrevet de historiske begivenheder på en meget omfattende og detaljeret måde, med primær fokus på tiden i 1930´erne, Nazitysklands erobring af landet og tiden under det nazistiske herredømme fra 1938 til 1945, suppleret med lidt historisk stof omkring betydningen, som det kommunistiske kup i landet i 1948, foranledigede.
Beskrivelserne er særdeles detaljeret, med mange historiske hændelser og slæbner for enkeltpersoner, byer osv. - historier, som i dag ikke er særligt kendt og omtalt.
Alle disse detaljer har jeg forsøgt at kæde sammen til en helhed, som kommer hele vejen rundt om landets historie fra 1919 til 1945, baggrund, forløb og foreløbige slutning i dagene efter befrielsen af russerne i de dramatiske døgn, da Prag´s befolkning gjorde oprør mod den tyske besættelsesmagt, fra den 4. maj til den 9. maj 1945.
I den forbindelse har jeg også medtaget mange beskrivelser om begivenheder fra landets tidligere historie, ofte i tilknytning til enkeltpersoners og familiers skæbne.
Ligeledes er har jeg beskrevet flere historiske forbindelser til hændelser før, under og efter verdenskrigen, som skete i andre lande og som fik betydning for historiens gang i landet, både som nation, som for personer og familier m.m. (f.eks. De Allieredes krigsindsats, tjekkoslovakiske soldater og flyveres skæbne, jøderne og Holocaust i landet og andre steder, nazistiske SS-folk´s biografier og meget mere).
Link til en engelsksproget bog om Operation ANTHROPOID "ASSASSINATION" skrevet af Det Tjekkiske Forsvarsministerium, som fortæller hele den komplette historie om krigen i Tjekkoslovakiet/Prag og hele forløbet fra planen med at likvidere Heydrich - udførelsen og de tyske repressalier m.m.:
Men læs også historien nedenfor på dansk, hvor jeg har søgt og oversat hele historien med flere sammenhængende oplysninger end i linket her.
Nederst i dette tekstafsnit, er der en gennemgang af jødernes skæbne i Tjekkoslovakiet og den rolle, som KZ-lejren Theresienstadt havde i den forbindelse.
I foto-delen af denne side, er der også en del fotos med tilhørende tekster om dette emne.
Link til side om jøderne i Tjekkoslovakiet under II Verdenskrig:
http://www.porges.net/JewishHistoryOfCzechRepub.html
I herværende tekstafsnit, er der ligeledes en række links til nogle af de web-sider og kilder, jeg har benyttet. Flere af disse sider er på tjekkisk, men kan med udmærket resultat, oversættes med Google-Oversættelsesfunktionen.
Jeg havde i den forbindelse, stor interesse i at besøge et bestemt sted i Prag, nemlig Barokkirken Sct. Cyril & Methodius
i Resslovagaden nr. 9, som dannede skueplads for de 7 faldskærmsagenters endelige kamp, mod den tyske overmagt, den 18. juni 1942.
Besøget blev en af mine helt stor oplevelser i livet - et besøg jeg aldrig glemmer og som fik mig til at fordybe mig i dette historiske emne.
Jeg har skrevet på emnet i ca. 2 år og "pløjet" gennem internettets fantastiske muligheder, lånt bøger m.m., for at finde frem til det, jeg har ønsket at fortælle om Tjekkoslovakiets, Prag´s og folkets skæbne, før og under 2. Verdenskrig, hvor Nazitysklands folkemord på et helt kontinent - Europa, Østeuropa og Rusland, også ramte Tjekkoslovakiet hårdt.
Min interesse for emnet blev allerede etableret, da jeg var ung. Jeg læste en fantastisk bog - en dokumentar/historisk romanlignende bog, skrevet i 1960´erne og udgivet i DK i 1968, af Alan Burgess og hedder på dansk: Syv Mænd Ved Daggry (Schønberg Forlag). Den kan stadig lånes på biblioteket.
Bogen handler bl.a. om den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse og landets eksil-regering i England og deres iværksættelse og udførelse af likvideringen af den ekstremtnazistiske Reichprotektor for Böhmen & Mähren, SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich.
De 2 delstater blev efter tyskernes erobring af landet, benævnt som Protektoratet. Delstaten Slovakiet og Det Karpatiske Rusland, blev til en marionetstat under subtysk herredømme.
Bogen beskriver i detaljer, baggrunden og optakten til, hvordan tjekkoslovakiske faldskærmsagenter i 1941 - 1942, blev uddannet til nedkastning i deres hjemland, for at etablere sabotage m.m. - og altså også, at foretage et attentat på Rigsprotektoren "Slagteren Fra Prag".
Endevidere indeholder bogen også beretningerne om likvideringens følger for faldskærmsagenterne og medlemmerne af modstands-bevægelsen, herunder ikke mindst for landets øvrige befolkning (bl.a. udslettelsen af landsbyen Lidice) og krigshistoriens gang i Tjekko- slovakiet og det øvrige Europa, Østeuropa og Sovjetunionen, som på mange måder fik betydning her også.
Link til CIA web-side med bedømmelse af Allan Burgess´ bog
"Syv Mænd Ved Daggry": http://tinyurl.com/34w5pwj
Hvis du læser teksterne ved alle de 423 fotos, i nedenstående fotosektion, vil du med garanti blive overrasket over mange historiske ting, som ikke er umiddelbart kendt, skrevet om og i øvrigt sammenkædet og i det hele taget oversat til dansk.
Jeg har oversat tusindvis af tekster fra engelsk, tysk og tjekkisk og har på den måde, kunnet beskrive historiens "vingesus" på en ny meget, meget detaljeret måde - god fornøjelse....!
Her er en kort oversigt, som sammenfatter historiebeskrivelserne ved de 423 fotos
(efter de få turistfotos, begyndende med fotoet af Præsident Tomáš Masaryk).
Fotosektionens billeder har ikke nogen nummereret fastlagt rækkefølge - men hænger historisk og begivenhedsmæssigt sammen i en slags "glidende overgang", men med relevante spring frem og tilbage i historien, når dette er vigtigt eller interessant at vide, både for helhedens skyld, men også af hensyn til detaljerne i denne helhed.
(1.) Tjekkoslovakiets dannelse i 1919, den politiske ledelse og land-området og dets befolkning, herunder Nazitysklands, Adolf Hitler´s og det sudetertyske landområdes krav om indlemmelse i "Det Tredje Rige" og de europæiske politiske lederes reaktion på Tysklands ønsker om "Lebensraum". München-aftalen og Chamberlain´s "appeasement-politik" (eftergivelsespolitik) over for Hitler og nazismen.
(2.)
Tysklands krigsforberedelser og optakten til den planlagte krig mod Tjekkoslovakiet (Fall Grün) og landets forventede modstand og reaktion på den nazistiske invasion den 1. oktober 1938. Den vestlige verdens forræderi mod Tjekkoslovakiet. Militære styrkeforhold og organisation af en eventuel krig med deltagelse af både Polen og Ungarn som angribere og Sovjetunionen som Tjekkoslovakisk forbundsfælle og evt. militære hjælper.
(3.) Angrebet på Tjekkoslovakiet fra Nazityskland, for at indlemme Sudeterlandet i Tyskalnd. Polen og Ungarn i oktober 1938 og Tjekkoslovakiets kapitulation i oktober 1938. Stilstand efter indlemmelsen af sudeterområdet i Tyskland oktober 1938. Den tyske offensiv 1. marts 1939 og Tjekkoslovakiets kapitulation den 15. marts 1939. Nazisternes indtog i Prag og beskrivelser af de nazistiske ledere, deres terror af landets befolkning og omkostningerne for de tjekkoslovakiske ledere, politiske som militære.
(4.) Nazismens omfang i Tjekkoslovakiet og de første modstandsbevægelser og faldskærmsagenters missioner i Protektoratet. Beskrivelser af organisationen og uddannelsen af faldskærmsagenterne, deres baggrund, udstyr og flytransport til nedkastningsområderne i Protektoratet, herunder tyskernes opklarings- og pejleorganisation.
(5.) Modstandsbevægelserne i Tjekkoslovakiet, ledere og almindelige medlemmer heraf. Biografier og beretninger om disse og de første faldskærmsagenter og deres virke og resultater. De tyske krigsforbrydelser eskalerer. Udryddelsen af landsbyen Lezaky og Gestapo´s optrevling af modstandsbevægelserne.
(6.) Modstandsbevægelsens "Tre Konger" i Prag. Beretninger om flere betydningsfulde medlemmer af modstandbevægelsen, ofre og resultater af den tyske terror. Flere ankomster af faldskærmsagenter, biografier af dem og deres resultater, herunder fremkomsten af forrædere blandt disse agenter og de fatale følger det fik for faldskærmskammeraterne og modstandsbevægelsen og befolkningen i øvrigt.
(7.) "Operation Anthropoid" - Likvideringen af Reichprotektor Reinhard Heydrich. Forberedelserne, udførelsen af attentatet og følgerne for landet og omverdenen. Den afsluttende heroiske kamp, af de overlevende 7 faldskærmsagenter i katedralen i Prag den 18. juni 1942. Biografier af de nazistiske ledere i aktionen og faldskærmsagenternes skæbne og eftermæle.
(8.) Historien om denne vigtige begivenhed, som i dag kan opleves i katedralen i Prag. Praktiske oplysninger ved besøg her m.m.
(9.) De nazityske repressalier mod tjekkoslovakkerne efter likvideringen af Heydrich. Omfang og forløb af disse tyske krigsforbrydelser. Historien om anti-nazisten Albert Göring, broder til den mægtige nazileder, Feltmarskal Hermann Göring.
(10.) De tusinder af tjekkoslovakker, som blev myrdet i de tyske KZ-lejre. Beskrivelser af disse relevante lejre, deres virke og betydning. Henrettelserne af både deltagende og uskyldige tjekkoslovakker i KZ-Mauthausen. Historien om KZ- og transitlejren Theresienstadt ved Prag, dens kommandanter og deres krigsforbrydelser, herunder de manglende retslige opgør med disse og tusindvis af andre tyske krigsforbrydere.
(11.) Optakten og grundlaget for nazisternes udryddelse af landsbyen Lidice - Ekstremt detaljeret med beskrivelser af indbyggerne, herunder børnene og deres tyske bødler. Hele forløbet og resultatet af denne uhyrlige ugerning, som tyskerne foretog mod landsbyen. Henrettelsen af 173 mænd og drenge.
(12.) Detaljerede beskrivelser af voksne og børns skæbne i Lidice. Gasningen af 81 børn fra Lidice. To sønner fra familier i landsbyen og deres skæbne i allieret tjeneste i R.A.F. Byens totale forsvinden fra jordens overflade og tyskernes ekstreme ondskab herved, herunder deres organisation og udførelse af og fjernelsen af alt, som kunne spores til hvor landsbyen havde ligget.
(13.) Historien om pæretræet i Lidice og tiden efter tyskernes kapitulation og forsvinden fra Tjekkoslovakiet og hermed Lidiceområdet, med de få overlevende kvinders tilbagekomst. De uhyggelige konsekvenser for landsbyen og landet efter krigen.
(14.) Oprettelsen af Lidice mindepark og det enestående skulpturelle kunstværk, som det tog billedhuggeren Marie Uchytilová ,over tyve år at fremstille under store kvaler og modstand. Lidice i dag og meget mere.
(15.) Afslutningen på krigen i Tjekkoslovakiet og den internationale anerkendelse af landet, som en selvstændig nation. Oprøret mod tyskerne, i begyndelsen af maj 1945 i Prag, forløbet og resultatet, herunder beskrivelse af Vlasov´s Hær i Prag og dennes skæbne, da russerne befriede landet og Prag (med accept fra allieret side).
(16.) Retsopgøret med nazistiske ledere, deltaljeret! Tjekkoslovakkernes brutale hævn over sudetertyskere og tidligere nazister, forrædere og kollaboratører. Opførelsen af mindesmærker, herunder afslutningsvis det nye mindesmærke (2009), for faldskærmsagenternes virke i Prag.
Oplysningerne ved hvert foto, er generelt ofte meget detaljerede og indeholder mange spændende og overraskende fakta, som i dag er lidet kendt!
Nedenfor har jeg samlet en lang række links til web-sider, med baggrundsmaterialet for teksterne ved alle fotografierne, i fotoafsnittet nederst på denne web-side.
Link til liste over samtlige tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, som blev kastet ned i landet i 2. Verdenskrig. Listen har markeringer for hvem der samarbejdede med tyskerne - både frivilligt og under tvang/tortur (tjekkisk sprog - oversæt med Google).
Faldskærmsagenterne, missionerne, fotos af agenterne (tekst på tjekkisk, som kan oversættes med Google):
http://cs.wikipedia.org/wiki/Seznam_%C4%8Deskoslovensk%C3%BDch_para%C5%A1utist%C5%AF
http://www.e-reading.mobi/bookreader.php/142065/Burian_-_Assasination._Operation_Anthropoid_(1941-1942).pdf
Links til det militærhistoriske museum i Prag (tjekkisk sprog - men også med engelsk tekst):
Link til web-side om Reinhard Heydrich:
Wannsee-Konferencen - R. Heydrich: Den endelige løsning på jøde-spørgsmålet:
Link til sider om Tjekkoslovakiets modstandsbevægelser, medlemmerne, lederne:
Link til websiden for St. Cyril og Methodius kirken (under besættelsen var den kendt som St. Charles Borromeo), i Resslova gaden nr. 9, i Prag:
Lidice-massakren 10. juni 1942:
Her et et link til en tjekkisk side med alle de myrdede mennesker fra byen Lidice, vist med foto og en kort beskrivelse af dem - flest mænd, da alle mænd og store drenge blev skudt i gården og haven på Horak´s gård.
I linket kommer du ind på side 4 i beskrivelsen af Lidice´s borgere, hvor det er familien Horak du ser og kan læse om, familien som lagde have til udslettelse og alle mænd og drenge i landsbyen. Familien Horak blev anholdt den 4. juni 1942 og henrettet i Prag den 16. juni. Teksten er på tjekkisk, men hvis du bruger Google oversættelses-maskinen, får du en tekst oversat fra tjekkisk til delvis dansk, men som godt kan forstås, med lidt god vilje.
Her går hele historiens gru op for en, da man nu ser personernes foto og læser lidt om deres liv. Man føler hvordan det må have været, at stå blandt dem man kender i byen, hører maskingeværenes skarpe knald og de dumpe smæld, når kuglerne træffer dine naboer, inden kuglerne også river livet ud af dine hænder - skrigene, stønnen, klagen og råb - blod og menneskerester flyver mellem de tætpakkede mænd, som står op ad deres egne madrasser fra sengene op mod muren i Horak´s have. - Dernæst ligger de i en bunke på jorden, blødende og nogle måske endnu stønnende, inden en tysk pistolkugle ender mareridtet for manden og dødens bamhjertighed indtræffer.
Inde i gårdens lade - i mørket, står alle de mænd, som ikke er henrettet endnu, sanseløse af angst og rædsel - Nu skal de jages ud og stå foran geværerne og maskingeværernes rygende løb - de hører kun lige kommandoen "Achtung Feur!" - Så kommer døden flyvende..... måske når de at skrige, måske er den sidste tanke de når at tænke denne: - Hvad sker der med min kone - min søster, mine børn? Sådan gentog det sig hele dagen!!
Meget værre - på sin vis - gik det kvinderne og børnene - langsomt og for de flestes vedkommende døde de under frygtelige pinsler i KZ-lejre og i gaskamre og gas-lastbiler, eller bare døde en langsom død af sult og sygdom i lejrene - adskilt fra deres børn, alene - så alene!
Og alle børnene! Over hundrede børn - alene - revet væk, uden mor og far, blandt fremmede rædselsslagne mennesker og børn - jaget rundt af tyske sadister, med hunde, og "kapo´er som slår med knipler på folk - for til sidst at blivet gennet ind i en kælder med måske hundrede andre nøgne mennesker - og se og høre deres grusomme gråd og skrig, da giftgassen bulmer ud i rummet og de alle under 15-20 minutters rædselsvækkende pinsler omsider dør, mast sammen, flået af de voksne, nu blålige og blege lig - næsten ikke med menneskelige udtryk - filtret ind i hinanden i dødens ultimative og absolutte mest hæsligste død noget mennekse kan forestille sig!
Link til Lezaky-massakren:
http://tinyurl.com/3axnfjw
Det gjorde tyskerne mod disse børn og var medvirkende til ca. 1.500.000 andre børn omkom fra 1938 til 1945!! - Tyskerne uskyldige? - Vi vidste intet - som mange sagde? Aldrig i livet - gu´ vidste de noget, mange af dem - Det er sidenhen blevet dokumenteret! Millioner af tyskere bifaldt og deltog aktivt i forbrydelserne mod menneskeheden! Men denne viden var vel ubærlig - fortrængt blev den vel... Forblændet og beruset i alle "sejrene" i starten af krigen fra 1939 - 1943 - indtil det gik den anden vej!
Hvordan kunne det ske? - Vidste tyskerne ikke selv hvad de var i færd med?
En sådan mega anstrengelse som hele den nazityske nation måtte iværksætte, for at transportere og udrydde alle de millioner af mennesker, kunne ikke forblive en hemmelighed - Alle de tyske soldater som kom hjem på orlov og som i tusindtal, havde været med til myrderier rundt om i Europa - især Østeuropa - Alle de tyskere som solgte og leverede varer til lejrene - Alle de tyskere, som blev forflyttet til anden tjeneste - Kom ikke og fortæl mig, at de holdt kæft og ikke sagde et muk hjemme eller til andre! Nogen holdt nok kæft - men et udryddelsesragnarok af de dimensioner, som tyskerne foranstaltede, kunne man ikke holde hemmeligt - Den kristne katolske kirkes medvirken i både Tyskland og Polen, omkring forfølgelserne af jøderne, er også en kendsgerning - Så gu´ vidste mange tyskere det! Deres altid benægtelse og uvindenhed om de 5-6 års ragnarok, som deres mænd, sønner og brødre nedkaldte over millioner af mennesker i Europa - Den historie tror jeg gansk simpelt ikke på!
Nogen ("Revisionisterne" og andre) siger så, at det ikke fandt sted, at der ikke blev myrdet så mange - men hvor blev de så af, alle de millioner af savnede og forsvundne mennesker??
Krigsårene i Tjekkoslovakiet og hovedstaden Prag.
I en radiomeddelelse kl. 04:30 om morgenen d. 15 marts 1939 blev det meddelt, at den tyske hær ville invadere Prag kl. 06:00. Prag ville være besat kl. 06:30. Tjekkerne blev beordret til at forholde sig roligt.
Indtagelsen af Tjekkoslovakiet
var kulminationen på en lang nazistisk kampagne mod landet, som Hitler betragtede som en del af det tyske ''lebensraum'', hvor sudetertyskerne og deres landområde skulle tilbage til det stortyske rige. Han havde ellers på München-konferencen i 1938 lovet, at han ikke ville invadere Tjekkoslovakiet.
Desuden var der ikke vilje, i de andre europæiske lande, til at sætte ind med de tiltag, som kunne have stoppet Hitlers vanvid - Her var den vege og naive britiske premierminister Chamberlain, den som reelt satte Hitler og hans rædselsregime i stand til at fortsætte sin fremfærd og starte 2. Verdenskrig. Fejhed, såkaldt konstruktiv dialog og hans "appeasement-politik" (eftergivelsespolitik),
bekræftede bare Hitler i, at hans modstandere var svage og ikke udgjorde nogen trussel for hans videre planer med Tyskland og verden.
Baggrund:
Formålet med hele München konferencen var at diskutere fremtidens Tjekkoslovakiet i forhold til territoriale krav fra Adolf Hitler. Det befolkningsmæssigt blandede Sudeterland var af enorm strategisk betydning for Tjekkoslovakiet, da det meste af landets forsvarsværker var placeret langs en bjergkæde, som udgjorde grænsen til det tyske rige. Endvidere var disse landområder betydningsfulde for landet, da 70% af industriproduktionen lå her.
Med den italienske diktator Benito Mussolini som mægler, gav den engelske ministerpræsident Arthur Neville Chamberlain og den franske ministerpræsident Édouard Daladier efter ønske fra Nazi-Tyskland, tilladelse til, at det multietniske Sudeterland blev opdelt mellem Nazi-Tyskland, Polen og Ungarn. Dette gjorde man, da man håbede, at denne "appeasement-politik (eftergivelses-politik), kunne forhindre endnu en krigmed Tyskland. Året efter brød 2. verdenskrig alligevel ud, og München-aftalen fremhæves derfor som paradeeksemplet på, at man aldrig skal give efter for diktatorers krav.
Sudeterlandet:
Var et område af det vestlige Tjekkoslovkaet, hvor etniske tyskere udgjorde et flertal. Sudetertyskerne havde I forbindelse med opløsningen af det Østrig-Ungarske Rige i 1. Verdenskrigs sidste dage, forsøgt at forhindre områdets optagelse i det nydannede Tjekkoslovakiet og gennem oprør prøvet at blive en del af det nydannede Østrig. Sejrherrerne fra 1. verdenskrig og Tjekkoslovakiet forbød dog dette, og gennemtrumfede beslutning med delvis brug af våbenmagt, hvis man ikke makkede ret. Mange sudetertyskere nægtede at tilhøre Tjekkoslovakiet og var forbitrede over, at man var blevet nægtet ret til selvbestemmelse, som den amerikanske præsiden Wilson, havde fremlagt i sine 14 punkter fra januar 1918. Sudeterlandet blev en del af Tjekkoslovakiet, fordi det i historisk tid havde været en del af den overvejende tjekkiske kerneprovins Böhmen. Det var altså historiske, og ikke sproglige eller etniske skel, der lå til grund for områdets indlemmelse i Tjekkoslovakiet. Et flertal i området følte sig som tyskere i et fremmed land.
Hitlers krav:
I marts 1938 Havde Nazi-Tyskland brudt alle aftaler og annekteret Østrig, det såkaldte "Anschluss". Der var en bred opfattelse af, at Hitlers næste krav ville blive Sudeterlandet med dets tyske befolkning. Både Frankrig og Sovjetunionen havde alliancer med Tjekkoslovakiet, men ingen af dem, var materielt eller politisk forberedt til en militær konfrontation med Nazi-Tyskland. I Vesteuropa var man overordentligt interesserede i at udgå, at en altødelæggende krig, igen skulle hærge Europa, og politikerne ville have svært ved at overbevise befolkningen om en krig på bekostning af Sudeterlandet. På dette tidspunkt var Josef Stalin næsten mere mistroisk over for de kapitalistiske Vest-stater end over for Hitler.
Hitler derimod spillede meget højt spil, og lod ikke til at være bange for på sætte alt ind på et kort.
München-aftalen:
Parterne blev enige om en aftale den 29. september 1938, og omkring klokken 1:30 om natten den 30. september underskrev Adolf Hitler, Neville Chamberlain, Benito Mussolini og Édouard Daladier München-aftalen. Den tjekkoslovakiske regering nægtede at acceptere aftalen og erklærede, at man ville kæmpe alene mod overmagten.
Aftalen gav Sudeterland til Tyskland allerede fra den 1. oktober 1938. Senere på dagen den 30. september underskrev Chamberlain og Hitler en fredsaftale mellem England og Nazi-Tyskland.
Dagen efter den 1. oktober satte invasionen igang og de tyske armeer gik over de tjekkoslovakiske grænser.
Her kan du på engelsk læse hele den historiske beretning om baggrunden, planerne, gennemførelsen og resultatet af Nazitysklands (Fall Grün), Ungarns og Polens senere angreb på Tjekkoslovakiet efter den. 1. oktober 1938.
Link til oversigt over tjekkoslovakiske hærenheder 1938:
http://armada.vojenstvi.cz/predvalecna/cisla/4.htm
Link til side med beskrivelse af oprøret i Prag, maj 1945:
http://www.militaryphotos.net/forums/showthread.php?103073-Czech-Uprising-in-Prague-1945-photos
Link til sider om tjekkoslovakiske flyvere i R.A.F.´s eskadriller m.m.:
http://cz-raf.hyperlink.cz/
http://cz-raf.hyperlink.cz/Books/312book.html
Link til web-sider med krigshistorie m.m.:
http://tinyurl.com/3yxkva5
http://hitlernews.cloudworth.com/sitemap.php
http://www.spiegel.de/flash/flash-10269.html
http://www.lexikon-der-wehrmacht.de/inhaltsverzeichnis1.htm
Efter 2. Verdenskrig blev sudeterområdet og de polske og ungarske områder givet tilbage til Tjekkoslovakiet. Efter Lidice-massakren i juni 1942, ophævede de allierede deres indgåelse af München-aftalen og Tjekkoslovakiet blev internationalt godkendt, som en fri nation igen.
Først i november 1973 blev aftalen endeligt juridisk ugyldiggjort, da Vesttyskland, som en udløber af udsoningen af Tysklands tidligere Østpolitik, var kommet daværende Tjekkoslovakiet i møde og udelukkede fremtidige krav om yderlige grænserykninger.
Noget om Reichprotektor SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich "Slagteren fra Prag",
7. marts
1904
i Halle (Saale) og døde af sine sår den
4. juni
1942
i
Prag
). Han var leder af det tyske
Reichssicherheitshauptamt
(
RSHA
). Han var fra
1922
til
1930
i
marinen
.
1931
blev han medlem af
NSDAP
og
SS
og blev
1. marts
1934
Gruppenführer
. -- Han deltog i opbygningen af sikkerhedstjenesten (
SD
). Fra
1936
var han chef for sikkerhedspolitiet (
SIPO
) og SD (CS-SD). Han organiserede systematisk kontrol, forfølgelse og afpresning som terror. Han udsendte i
1938
efter
Anschluss,
Adolf Eichmann
til
Wien
, for at denne skulle organisere forfølgelse og udvisning af jøder. -- I
1939
blev han chef for RSHA. Han organiserede det tilsyneladende polske overfald på den tyske
radiosender Gleiwitz
,
31. august
1939
som skulle give Hitler påskud for Tysklands angreb på Polen
1. september
. Overfaldet ses derfor ofte som det der udløste
2. Verdenskrig
. I
Polen
ledede han indsatsen af SS og indretningen af
ghettoer
. -- I
1941
blev Heydrichs største opgave "
Endlösung der Judenfrage
". Han blev udnævnt til stedfortrædende statholder i
protektoratet
Bøhmen-Mähren
. I
1942
organiserede han
Wannsee-Konferencen
.
Den
27. maj
1942, bliver han likvideret af faldskærmsagenter, udsendt af den tjekkiske
eksilregering
i
London
og han dør 8 dage senere af læsionerne herfra. Den
10. juni
1942
udførte SS under Karl Hermann Frank og Kurt Delauge en gengældelsesaktion mod landsbyen
Lidice
, hvor de mandlige indbyggere blev dræbt og kvinder og børn blev deporteret til
koncentrationslejre
hvor mange kvinder blev gasset, herunder 81 af deres børn.
"Det Blonde Bæst", som nogle tyske SS-folk kaldte Heydrich, havde store planer for hele Protektoratet, herunder også for Prag. Den skulle være en af de ledende byer indenfor den nazistiske nye europæiske orden.
(klik evt. på understregede ord, hvorefter du ledes til websider med ordets emne).
Reinhard Heydrich blev født
Link til lydspor med en tale af Reinhard Heydrich:
http://en.wikipedia.org/wiki/File:Reinhardt_Heydrich_speech_excerpt.ogg
Heydrich´s "højre hånd" i Protektoratet, sudetertyskeren Karl Hermann Frank:
K. H. Frank blev dømt til døden ved hængning, for sit ansvar for massakren på befolkningen i byerne Lidice og Lezaky, som tyskerne udslettede som hævn for likvideringen af Reinhard Heydrich. Frank blev hængt med den Østrig-Ungarske og også tjekkoslovakiske metode, hvor hængningen sker oppe på en 2-3 meter høj stolpe "Pole Hanging" - en metode, som er meget mere brutal og frygtelig for offeret at gennemgå, end den normale metode, vi normalt forbinder med hængning, hvor ofret falder gennem en faldlem og rebet om halsen omgående knækker halsen på ofret og døden indtræder med det samme (normalt). SS-bødlen blev selv hængt i Pankrac fængslets gård med 5000 tilskuere og optaget på film og fotograferet til alverdens medier. Han blev begravet i en anonym grav på Dablice kirkegården i Prag.
Link til en over 8 minutter lang original film
tjekkoslovakisk ugerevy med henrettelsen af SS Obergruppenführer Statssekretæren for Protektoratetl Karl Hermann Frank i Prag den 22. maj 1946:
http://resources.ushmm.org/film/display/main.php?file_num=1868
Kilde: Steven Spielberg Film and Video Archive at USHMM.
Eller:
http://www.executedtoday.com/tag/pole-hanging/
(Den sidste dødsdom, som blev udført i Tjekkoslovakiet skete i 1989. Siden da er dødsdomme forbudt i landet).
Link til historien om Hermann Göring´s bror - anti-nazisten Albert Göring:
http://tinyurl.com/34y9wlw
http://en.wikipedia.org/wiki/Albert_G%C3%B6ring
Link til info om Gestapo, SS og RSHA:
http://hitlernews.cloudworth.com/gestapo-rsha-nazi-secret-police.php
http://tinyurl.com/3256zlf
Link til fakta om KZ-lejren Theresienstadt (Prag) og andre Holocaust-lejre med tilknytning til Tjekkoslovakiet:
http://www.virtual-zoom.cz/terezin_mapa/index_en.html
http://www.virtual-zoom.cz/terezin_mapa/tours/4.html
http://fanger.dybdahl.dk/theres.htm
http://www.jewishgen.org/ForgottenCamps/Camps/RavensbruckEng.html
http://www.scrapbookpages.com/DachauScrapbook/DachauTrials/Mauthausen01.html
http://www.ushmm.org/wlc/en/article.php?ModuleId=10007464
http://www.ushmm.org/wlc/en/article.php?ModuleId=10007323
http://tinyurl.com/3y53lt8
http://history1900s.about.com/od/holocaust/tp/holocaustpictures.htm
http://tinyurl.com/39g5bn3
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Holocaust
http://en.wikipedia.org/wiki/German_war_crimes
http://weber.ucsd.edu/~lzamosc/gmoreinf.html
http://frank.mtsu.edu/~baustin/holo.html
http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_the_Jews_in_the_Czech_Republic
http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_the_Jews_in_Slovakia
http://old.hrad.cz/kpr/holocaust/hist_zid_uk.html
http://www.izieu.com/new_page_9b.htm
http://www.auschwitz.dk/id17.htm
http://www.oskarschindler.net/index.htm
http://www.emilieschindler.info/Schindler/
http://www.auschwitz.dk/Timeline/nr8.htm
http://www.holocaust.emilieschindler.com/
http://www.izieu.com/new_page_9.htm
http://www.izieu.com/new_page_2.htm
KUNNE DET "BETALE SIG" FOR TJEKKOSLOVAKIET OG DETS EKSIL-REGERING I LONDON, AT BESLUTTE AT LANDET SKULLE YDE EN MEGET STOR MODSTANDS- OG SABOTAGEAKTIVITET MOD DEN NAZITYSKE BESÆTTELSE, HERUNDER BESLUTTE, PLANLÆGGE OG UDFØRE LIKVIDERINGEN AF REINHARD HEYDRICH - SELVOM LANDETS BEFOLKNING, I RESTEN AF KRIGEN, BLEV GRUSOMT TERRORISERET OG TUSINDVIS DRÆBT AF DET NAZISTISKE REGIME?
KONKLUSION:
Jeg mener, at der var et absolut nødvendigt behov for en modstandsindsats mod tyskerne, fra Tjekoslovakkernes side.
Men var det nødvendigt at dræbe Reinhard Heydrich?
Havde det været bedre og vigtigere, at foretage store sabotageaktioner og sprænge fabrikker m.m.?
Behovet for, eller det modsatte, for likvideringen af Reinhard Heydrich, udløser efter min mening mindst 2 grunde:
(1).
Tjekkoslovakiet havde i 1941/1942, behov for at etablere nogle meget vigtige og synlige begivenheder, som kunne bidrage til, at Tjekkoslovakiet fik en markant profil på internationalt plan.
De Allierede/vestmagterne i Europa havde ignoreret problemerne med Nazityskland og Hitlers krav på annektering af Sudeterlandet i 1938 og deres senere erobring af hele Tjekkoslovakiet, hvor deres terror mod befolkningen var særlig grusom.
De Allieredes svigt af disse fælleseuropæiske udfordringer, som bl.a. det tjekkoslovakiske problem udgjorde, foranledigede at tjekkoslovakkernes eksil-regering, eksil-militær og efterretningstjeneste i England, besluttede, at placere deres land i en position, sådan, at man efter krigens ophør (og nazisterne havde tabt), ville kunne kræve deres internationale ret til igen, at blive etableret, som en anerkendt nation. eksil-regeringen i England arbejdede konstant på, at profilere sig over for De Allierede.
Man deltog på alle militære fronter med tusindvis af frivillige tjekkoslovakker. Oprettelsen af samarbejdet med Den Engelske Efterretningstjeneste SOE om træning og nedkastning af faldskærmsagenter i Tjekkoslovakiet var et af disse mange tiltag - om end succeen ikke stod mål med anstrengelserne og omkostningerne for både agenter og landets befolkning. Faldskærmsagenterne og modstandsbevægelserne fik ikke for alvor, udført den sabotage, som kunne have ramt tyskerne på afgørende vis - dertil var den nazityske terror og effektivitet for stor og dominerende.
Organisationen af sabotageorganisationerne i det tyskbesatte Tjekkoslovakiet, fik kodenavnet ”Perun”. Ud over foretage sabotageaktioner og oprette en gurillakrigstaktik mod Tyskerne, omfattede planerne også likvidation af fremtrædende enkeltpersoner og grupper af personer fra den tyske besættelsesmagt, eller forrædere og kollaboratører fra landet. ligeledes var formålet, at modvirke den svigtende indsats på hjemmefronten og forhindre forræderi fra egne rækker og dæmme op for folkemordet på den tjekkiske nation. Chefen for denne opgave blev General Frantisek Moravec.
Desværre blev det reelle resultat i Tjekkoslovakiet/Protektoratet, af alle anstrengelserne, ubetydelige i forhold til det, som lykkedes i f.eks. Frankrig, Polen, Jugoslavien og Sovjetunionen. Modstandskampen kom derfor mere til at blive opfattet, som det spontane udtryk for modstand, end en planlagt og målrettet indsats.
Men likvideringen af Reichprotektor SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, bevirkede at Tjekkoslovakiets modstandskamp fik en agtet plads i historien for den europæisk modstand mod Nazityskland.
Over hele Europa, Østeuropa, Rusland og i Nordafrika, gik Tyskland sejrrigt frem i 1941/1942 og De Allierede havde rigeligt med, at forsvare sig og dæmme op for nazismens fremmarch. Tjekkoslovakkerne havde derfor muligheden for selv, at statuere et betyddningsfuldt eksempel, ved at sætte likvideringen af Reinhard Heydrich på dagsordenen. Konventionel sabotage var ikke mere nok til at ryste tyskerne og byde dem trods. Tyskerne kunne let tilsløre den sabotage, som blev påført dem - men likvideringen af en af topnazisterne, ville de ikke kunne skjule og slet ikke hvis det var Reinhard Heydrich - Tyskerne ville da opdage, at tjekkoslovakkerne ikke ville finde sig i at være en del af Det Tredie Rige og at de kunne ramme dem lige i deres egen nazistiske hjertekule og at hele verden fik det at vide!
(2).
Siden Heydrich´s overtagelse af magten i Protektoratet Böhmen & Mähren, havde hans terror og brutalitet bevirket, at tjekkoslovakkerne resignerede og ikke troede på landets og folkets fremtid. Modstandsbevægelsen var næsten udraderet og tyskerne og deres tilhængere i Protektoratet, sat solidt i "sadlen", sådan at ingen andre havde nogen indflydelse på hvad der skulle ske med landet og befolkningen - det vidste kun tyskerne!
Likvideringen af Heydrich ville sende tyskerne et signal om, at fremtiden for dem og deres ledere, ville kunne betyde døden og at deres død var en retfærdig straf, et punktum, hvor skarpretteren var den tjekkoslovakiske nation.
Virkningen af likvideringen af Heydrich var ekstremt vidtrækkende, både på det politiske, militære og medmenneskelige område. Tyskernes hævn over Heydrich´s likvidering og død, fik "floder af blod" til at flyde i Tjekkoslovakiet. Politisk betød det, at England og Frankrig annullerede München-aftalen fra 1938, da man erfarede om tyskernes folkemord og udryddelse af og myrderier af befolkningerne i de tjekkoslovakiske landsbyer Lidice og Ležáky. Dette gav en verdensomspændende opmærksomhed og udløste en bølge af sympati for Tjekkoslovakiet.
Efter blodbadet i landet, havde ingen forestilling om, at tjekkerne og tyskerne kunne leve fredeligt sammen i en stat og at det ville betyde deportation af sudetertyskerne i landet efter krigen.
Ophævelsen af München-aftalen banede vejen for, at Tjekkoslovakiet kunne etableres som selvstændig nation igen, efter krigen.
Likvideringen førte på sin vis til
modstridende resultater.
På den ene side, blev Tjekkoslovakiets og dets modstandskamps omdømme og prestige betydeligt højnet i hele verden og førte til en enorm bølge af solidaritet med de lidelser, den tjekkoslovakiske nation, blev udsat for, med de grusomme tyske repressalier. Navnet Lidice blev et symbol på sympatien med en lille nation og at den militære attentataktion viste deres engagement i modstandskampen.
Alt dette førte til de politiske beslutninger og løsninger, som De Allierede traf mht. fremtidens Tjekkoslovakiet, som en suveræn stat. Et andet aspekt af disse hændelser betød, at modstanden i landet øgedes markant, i resten af krigen. Tjekkoslovakkerne fik som de eneste under 2. Verdenskrig udryddet en af Tysklands "Top-3" nazister.
På den anden side, medførte likvideringen af Heydrich, at tyskerne tog en frygtelig og brutal hævn mod tjekkoslovakkerne, i resten af krigen. Tusindvis af landets indbyggere blev myrdet og udsat for horrible umenneskelige overgreb - ofte selv om de var helt uskyldige (f.eks. Lidice-massakren). Modstandshandlingen og dens følger blev en meget blodig og bitter "pille" for tjekkoslovakkerne at sluge, ikke mindst indbyrdes og i forhold til sudetertyskerne, som man hævnede sig på, så snart landet blev frit igen og inden disse kunne nå at flygte allesammen (tjekkoslovakkerne og den Røde Hær, myrdede ca. 30.000 sudetertysker, tyskere og nazitilhængere i ugerne efter befrielsen).
Likvideringen og følgerne førte også til, at modstandsbevægelsen i Tjekkoslovakiet og De Allierede, i resten af krigen ikke turde foretage lignende likvideringer af højtstående nazister - man var alt for afskrækket og bange for tyskernes hævn.
Ydermere er der også det aspekt, at da Heydrich i januar 1942, lancerede "Jødespørgsmålets løsning" og iværksatte Holocaust, på alle jøder i Europa og Rusland, førte det til, at tyskerne uden tøven iværksatte "Operation Reinhard Heydrich", gengældelsen og tilskyndelsen til oprettelsen af de nazistiske dødslejre, bl.a. Auschwitz, Treblinka, Majdanek og Belzec og deportationerne af millioner af jøder og andre, til udryddelse her. Selvfølgelig var det ikke alene likvideringen i Tjekkoslovakiet og raseriet fra nazisternes side, som startede jødeudryddelserne, men hændelserne satte nazisterne i stand til, at bruge dette som delvis anledning - udadtil!
Men planerne og beslutningerne for udryddelsen af jøderne, var allerede taget af Hitler og nazisterne og på set og vis, hele det tyske folk, som i millionvis vidste af, sympatiserede med og tog del i disse forbrydelser mod menneskeheden (dokumenteret og påvist i bøger og forskning gennem 1990´erne, specielt i 1996).
Tyskerne var ramt dybt i deres nazistiske sjæl, med likvideringen af Heydrich, men det gjorde dem også mere beslutsomme i, at udføre deres umenneskelige planer for befolkningerne, som de ikke kunne lide - her ultimativt fatalt for den jødiske befolkning.
Uanset modstandsresultaterne og likvideringen af Heydrich, blev det en ekstrem høj og blodig pris, alle kom til at betale, ikke kun tjekkoslovakkerne, men for befolkningerne i hele Europa, Østeuropa og Rusland.
Likvideringen af Heydrich, "Operation Anthropoid", blev trods alt en af de vigtigste gerninger og ikon, for den europæiske anti-nazistiske modstand.
Heydrich var en af verdenshistoriens største massemordere, som fik sin velfortjente straf.
________________________________________________________________
Jøderne i Prag indtil tiden før 2. Verdenskrig
Jøderne ankom til Prag i det 9. Århundrede. De fik tilladelse til at slå sig ned i byen, fordi de havde hjulpet med at bekæmpe de slavere, der var hedninge. Indtil 1098 blev de betragtet som ligeværdige borgere. Herefter startede korstogene, og det bevirkede, at de blev anset som mindreværdige borgere, der skulle bo i et aflukket område, en ghetto. De blev anvist til at bo i en bestemt del af Prag, hvor alle spor efter dem i dag er slettet. I denne periode indførtes også jødestjernen, som de skulle bære som et symbol på de 30 sølvpenge, Judas havde solgt Jesus for.
I 1200-tallet opstod det jødiske kvarter, Josefov, som man stadig kan se resterne af i Prag i dag. Jøderne befandt sig vel i Prag, og i 1215 slap de for at bære jødestjernen. Omkring 1700-tallet udgjorde de således ca. ¼ af befolkningen. Flere af jøderne blev meget velhavende, fordi de under krige lånte penge ud til de krigsførende. Dette var et hverv, som man overlod til jøderne, fordi de kristne anså det som et nedværdigende erhverv.
I 1850 ophører jøde-ghettoen som selvstændig bydel, og den bliver indlemmet i Storprag. Kvarteret kalder man nu Josefov, efter kejser Josef II, som havde været årsag til, at jøderne havde fået en øget økonomisk og social frihed.
I 1897-1906 sanerede man den jødiske bydel, som var i en sundhedsmæssig og hygiejnisk uforsvarlig stand. På dette tidspunkt var 20 % af kvarterets beboere jøder. I forbindelse med saneringen indsamlede man jødiske kultur- og kunstgenstande, som besøgende fra 1909 kunne se i Ceremonihuset ved den jødiske kirkegård.
Jøderne umiddelbart før og under 2. Verdenskrig – med fokus på jøderne i Prag.
I årtiet op til 2. Verdenskrig følte jøderne sig sikre i Tjekkoslovakiet, sammenlignet med forholdene i de øvrige øst-europæiske lande. Den tjekkoslovakiske politik lagde vægt på tolerance (under Præsidenten Thomas Masaryk).
Bøhmens/Mæhrens jødiske befolkning var på dette tidspunkt hovedsagelig arbejdende, middelklasse byboere. Det jødiske samfund var integreret i det tjekkiske, jøderne talte tjekkisk, sendte deres børn i tjekkiske skoler og blandede ægteskaber var almindelige. I 1931 giftede 32 ud af hver100 jødiske brudgomme sig med ikke-jødiske kvinder.
I 1930 levede 50 % af jøderne i Bøhmen/Mæhren i Prag, hvor de udgjorde ca. 4,17 % af befolkningen. Selvom fødselstallet var faldende i det jødiske samfund, så voksede Prags jødiske befolkning efter 1933. Det skyldtes de mange forfulgte flygtninge fra de tyske nazi-områder.
Byen blev et transitsted for jøder, som ventede på visa til Storbritannien og USA. Denne strøm var stor på grund af Tjekkoslovakiets geografiske beliggenhed midt i Europa, og fordi regeringen førte en meget liberal immigrationspolitik. Mange af jøderne strandede imidlertid i Tjekkoslovakiet, fordi de europæiske lande og USA førte en meget streng flygtningepolitik. Der var i denne tid en meget ringe forståelse i verdenssamfundet for mennesker, der flygtede på grund af race og religion. Danmark var ingen undtagelse i denne sammenhæng – her anerkendtes kun til nød politiske flygtninge.
Efter München-overenskomsten i 1938 og indtil Tjekokoslovakiets indlemmelse i det tyske rige i 1939, havde den tjekkoslovakiske regering været under et stærkt pres fra tysk side omkring jødespørgsmålet. I Tyskland så man gerne, at Tjekkoslovakiet indførte anti-jødisk lovgivning med de nazi-tyske Nürnberg-lovene som forbillede. Den tjekkoslovakiske regering reagerede på disse krav ved at begrænse immigrationen fra Nazi-Tyskland, og ved at fyre et lille antal offentlig ansatte med to jødiske forældre. Desuden meddelte den, at man kiggede på de tilflyttere, der var ankommet efter 1918. Regeringen var imidlertid meget modvillig til at foretage yderligere tiltag mod jøderne i dette tidsrum.
Da nazisterne i 1939 indtog Tjekkoslovakiet, var der 56.000 jøder i Prag, hvoraf 15.000 var tyske flygtninge. Med tyskernes indtog i Bøhmen/Mæhren var startskuddet nu gået til kampagner, der skulle stimulere jødefordomme, jødehad og jødeforfølgelser.
Den tjekkoslovakiske regering i Bøhmen/Mæhren, der nu begyndte at udstede love i overensstemmelse med Nürnberg-lovene (1935), udstedte samtidig nogle forordninger, som bestemte, at der skulle indsættes tjekkoslovakiske bestyrelser i jødiske virksomheder.
Tyskerne anså slet ikke disse tiltag som radikale nok. Derfor besluttede den tyske overhøjhed at påtvinge protektoratet deres egne løsninger på jødespørgsmålet – især fordi beslutningen om de tjekkoslovakiske bestyrelser i de jødiske virksomheder måtte anses som et forsøg på at holde de jødiske ejendele væk fra tyske hænder.
D. 21 juni 1939 bestemte tyskerne således, at jøderne skulle holdes ude af det økonomiske liv i Bøhmen/Mæhren, og at de skulle have deres ejendele registreret. Jødiske firmaer skulle overtages af tyske bestyrelser, som skulle stå for salget af dem. Disse beslutninger blev taget helt uden om den tjekkoslovakiske regering, der kunne læse om det i pressen. Jødespørgsmålet var nu et tysk anliggende, og der blev oprettet et hovedkontor for jødeanliggender i Prag, hvor den berygtede ekspert i jødespørgsmål,
Eichman,
flyttede ind.
Herefter vedtoges der en mængde love, der indskrænkede jødernes frihed. Herunder ses et udpluk :
I bogen "Hvem kan glemme dette?" fortæller pigen Helga om, hvordan den
jødiske kirkegård
inden hendes deportation, var det eneste sted hun måtte lege. Læreinden Irma fortæller i samme bog om, hvordan de en tid underviste børnene i synagogen, fordi de var udvist af de tjekkoslovakiske skoler.
Læs evt. også bogen: Richard Z. Chesnoff: "Hitlers Tyveknægte - Beretningen om historiens største tyveri, Europas udplyndring af jøderne". I bogen er der 2 omfattende kapitler om udplyndringen af jøderne i Tjekkoslovakiet (Det Tyske Protektorat Böhmen & Mähren) og Slovakiet. Her anskueliggøres den ufattelige ondskab og meddelagtighed i Holocaust, som nazisterne, tyskerne, sudetertyskerne, de tjekkiske landsforræderne, kommunisterne og mange flere, gjorde sig skyldige i.
Også de skiftende regeringer efter kommunismens fald i 1989 i Tjekkiet, har indtil i dag, på sin vis videreført antisemitismen og undertrykkelsen af de få overlevende jøder og deres efterkommere, som kom tilbage til landet efter krigen og for hovedpartens vedkommende, aldrig har fået nogen værdier tilbage, helelr ikke kompensation, eller som fra deres flugt til udlandet, herfra krævede deres stjålne værdier tilbage. Hvis man har fået noget tilbage, har det kun andraget en brøkdel af den værdi de blev plyndret for. Det var ikke kun tyskerne/nazisterne, som plyndrede - jødernes naboer og mange i den tjekkoslovakiske nation deltog begejstret i udplyndringen af det tjekkoslovakiske jøder oghovedparten har aldrig villet indrømme endsige returnere røvergodset til de jødiske ejere eller efterkommere, som overlevede Holocaust.
Fortsat fra før boghenvisningerne:
Jøderne vidste det ikke, men disse lovgivningstiltag, var de første skridt på vejen i nazisternes plan om jødernes endelige udslettelse i dødslejre. I front for denne plan stod Reinhard Heydrich, der var overhovedet i nazi-sikkerhedspolitiet (SS) og rigsprotektor for Bøhmen/ Mæhren.
Hans første værk efter sin ankomst til Prag i sept. 1941 var at lukke de sidste synagoger og stoppe al anden jødisk virksomhed. Desuden holdt han møder med bl.a. Eichmann omkring deportation af jøderne i Prag og hele Bøhmen/Mæhren. På disse møder besluttede man, at protektoratets jøder skulle sendes til Lodz, Minsk og Riga.
Kort tid efter hans ankomst til Prag afgik således det første tog fra Prag til Lodz i Polen indeholdende 1000 jøder. Herefter blev yderligere 5000 sendt samme sted hen. Mange af disse jøder døde indenfor få måneder, og på et møde i oktober 1941 blev det besluttet, at protektoratets jøder i stedet skulle opsamles i en ny ghetto, Theresienstadt, som lå ca. 60 km. nord for Prag.
Theresienstadt var en gammel fæstningsby, der på dette tidspunkt var beboet af ca. 7000 tjekkoslovakere. Heidrich mente imidlertid, at stedet sagtens kunne rumme 50.000-60.000 jøder. Planen var, at jøderne skulle udsluses til udrydelseslejre fra Theresienstadt, men intet måtte slippe ud om denne plan. Jøderne skulle tro, der var tale om en arbejdslejr – en ghetto.
I november 1941 blev der derfor sendt et arbejdshold bestående af unge jødiske mænd af sted til Theresienstadt for at gøre ghettoen klar til indflytning. På grund af byens fortid som fæstning var den nem at afskære fra omverdenen, men den lå stadigvæk ikke mere afsondret end, at der fandtes en jernbaneforbindelse lige i nærheden. Desuden havde Gestapo i forvejen et effektivt fængsel i fæstningen. Disse tre faktorer gjorde tilsammen, at Therisienstadt var særlig egnet som opsamlingsghetto. Byens beboere blev bedt om at rejse et andet sted hen, og efter få dage ankom de første transporter med mænd, kvinder og børn fra Prag.
Arbejdet med at registrere de personer, der skulle af sted samt disses ejendele, blev foretaget af ledelsen i den jødiske menighed i Prag under kontrol af tyskerne. På denne måde kom jøderne til at tage del i deres egen udryddelse. De havde imidlertid intet valg. Tjekkoslovakerne var uvillige til at hjælpe jøderne til modstand – der var dødstraf for hele familien, hvis man skjulte jøder. Desuden havde de mange jødeflygtninge, især tyske, skabt en begyndende modvilje mod jøder i befolkningen.
Passiv modstand blev dog også straffet hårdt. Således var hele den jødiske ledelse blevet sendt til Manthausen, fordi de havde forhalet registreringen, af de første 1000 jøder, der skulle deporteres. Ledelsen døde her indenfor 12 dage – dette var en advarsel til den efterfølgende ledelse af den jødiske menighed, der blev sat til at registrere.
Før en familie skulle deporteres blev de informeret herom af den jødiske ledelse. De måtte medbringe ca. 50 kg. bagage pr. person, som de tog med sig til et fast opsamlingssted, hvorfra de deporterede blev eskorteret af tjekkoslovakisk politi til Prag-stationen Bubny.
De mange værdier som jøderne efterlod sig i Prag tilfaldt tyskerne. 45 varehuse var pakket med konfiskerede jøde-ejendele. Disse ejendele havde Gestapo-folk førsteret til i forbindelse med indretningen af kontorer i besatte områder. Andet gik til Nazi-velgørenhedsorganisationer, men alt i alt var de mange ejendele en invitation til en udbredt korruption blandt tyskerne og de tjekkiske medløbere.
Nogle af de jødiske efterladenskaber gik imidlertid også til oprettelsen af et jødisk museum. De første tiltag til dette museum var som tidligere nævnt allerede gjort i 1906, da den omfattende byfornyelse, havde ødelagt den gamle jødiske ghetto. En ledende jøde Dr. Stein var ansvarlig for registreringen af gamle værdifulde jødeting. Han foreslog tyskerne, at man skulle tilføje tingene til det jødiske museum , man var påbegyndt i 1906. Det faldt i god jord hos tyskerne. Motiverne til oprettelsen af museet var imidlertid forskellige. Mens Stein håbede at kunne bevare nogle jødiske ejendele, der kunne gives tilbage til de rette ejere efter krigen, så ønskede tyskerne at oprette et smæde-monument over en uddød race - jøderne.
Blandt de sidste der blev deporteret til Theresienstadt, var lederne af den jødiske menighed i Prag, der havde forestået registreringsarbejdet. Herefter fulgte det jødiske personale på det jødiske museum, men til allersidst i 1945 fulgte jøder fra blandede ægteskaber, der indtil da havde haft en særlig beskyttet status.
Som tidligere nævnt var Theresienstadt (Terezin) en gammel fæstningsby. Den var anlagt omkring 1780 af Josef II, der opkaldte den efter sin mor, kejserinde Maria Theresa. Byen kom til at bestå af 13 kaserner og 220 beboelseshuse, der dækkede et areal på 400 hektar. Byen er bygget efter tidens forsvarstekniske principper, dvs. med snor-lige gader, der krydser hinanden vinkelret, og et stjerneformet militæranlæg, hvorfra kanonerne kunne operere til alle sider.
Byen havde to fæstninger på hver sin side af floden Ohre, og hele anlægget der kunne rumme 7000 soldater og 3000 civile, var forbundet med underjordiske gange. Den symmetriske byplan betød, at man i byen anvendte bogstaver i stedet for gadenavne, mens kaserner og beboelseshuse betegnedes ved en kombination af romer- og arabertal, f.eks. C IV.
Kort fra sommeren 1944 over jøde-ghettoen i Theresienstadt. I midten ses torvet. Dette er den største af de to fæstninger. På den anden side af floden ligger den noget mindre og sikrere fæstning, hvor Gestapo-fængslet var indrettet.
Byen blev forældet som fæstningsværk i 1800-tallet, og den stod tom i slutningen af århundredet. I 1939 da tyskerne besatte området, var der dog vokset en lille by med ca. 7000 indbyggere op. Det var en lille misligholdt og usund by, som ikke var i besiddelse af nogen industri bortset fra en mølle og et bryggeri. Den civile befolkning levede af garnisionen, hovedsageligt som værtshusholdere og bordelværter.
Disse indbyggere fik som sagt ordre om at flytte, da det i oktober 1941 besluttedes, at byen skulle omdannes til jødisk ghetto/opsamlingsted for protektoratets jøder. I denne anledning blev der opsat en bræddevæg gennem byen, der adskilte den tysk beboede del af byen fra kz-lejren.
Den første plan om, at lejren udelukkende skulle være opsamlingssted og gennemgangslejr for protektoratets jøder, blev imidlertid ændret ved nazistmødet i Wansee i januar 1942. Her besluttede man, at lejren skulle have karakter af et iscenesat bedrag. Den skulle give sig ud for at være en mønsterlejr, så man derved kunne skjule den jødiske tragedie for verden. Det blev besluttet, at ghettoen skulle have karakter af ældreghetto for særligt udvalgte jøder over 65 år fra Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet og Holland. Det drejede sig om promenente jøder, såsom højtstående, politikere og embedsmænd, kulturpersonligheder, videnskabsmænd og kunstnere, foruden særligt udvalgte jøder fra Holland og Danmark. Via denne konstruktion mente Heidrich, at en indblanding fra højtstående embedsmænd, der havde familiær eller arbejdsmæssig tilknytning til jødiske kredse, kunne afværges.
Taktikken lykkedes i første omgang ved at rygterne om mønsterghettoen, rygtedes blandt håbefulde jøder, der frivilligt ankom til Theresienstadt. Mange af dem havde kontrakter, der lovede dem livslang bolig, mad og medicinsk hjælp i deres nye hjem. Disse kontrakter havde de indgået med tyskerne mod at afgive deres ejendele til staten. Men kontrakterne viste sig desværre ikke at være noget værd, når de først var ankommet til Theresienstadt.
Theresienstadt var imidlertid noget særligt i forhold til andre lejre. Alene det, at der her var samlet så mange "åndspersoner" på et sted, gjorde den til noget særligt. Dette gjorde den også særlig egnet som propagandalejr – her blev nemlig digtet, sunget, malet, spillet teater, holdt foredrag osv., men altid under tysk censur.
Ligeledes var der i byen tale om selvforvaltning, et administrativt bedrageri der kunne fuldføre illusionsbilledet af det "ghetto paradiso", som Hitler kaldte Theresienstadt. Denne jødiske selvforvaltning kom til at bestå af de ledende Prag-jøder, der havde stået for registreringen af de deporterede jøder fra Prag. I spidsen stod den jødeældste, der var eneansvarlig for alt, hvad der foregik i byen, og som var den eneste tyskerne forhandlede med. Til at rådgive sig havde han to stedfortrædere og et ældsteråd på ca. 20 medlemmer. Alle var de udnævnt af tyskerne.
Forvaltningen var opbygget bureaukratisk efter østrig-ungarsk forbillede. Denne bestod af centralsekretariat, folkeregister, arbejdscentral, arbejderforsorg, afd. for indre forvaltning, økonomiafd., teknisk afd., finansafd., sundhedsvæsen og forsorg, ungdomsforsorg samt fritidsforvaltning.
Jøderne i ghettoen lagde et stort arbejde i at administrere selvstyret på bedste vis. Dette lykkedes, så der trods de givne betingelser kunne opretholdes rimelig normale betingelser med en grundlæggende standard for hygiejne, kultur og menneskelig adfærd i ghettoen. At dette i så stor udstrækning lykkedes, skyldes sikkert den store koncentration af meget veluddannede jøder i ghettoen.
Den værste konsekvens af selvstyret var dog, at det indebar en forforpligtelse for de jødeældste til at sammensætte transportlisterne for de personer, der skulle deporteres østpå. Langt hen ad vejen var de jødeældste dog ikke klar over, hvor deportationerne gik hen. De troede i starten, at deportationerne gik længere østpå, hvor forholdene nok var værre, men hvor der stadig var et håb om overlevelse. Senere fik ældsterådet vished om, hvad en deportation i virkeligheden indebar, nemlig udslettelse i Auschwitz-Birkenau i Polen. Dette var imidlertid en viden, som de besluttede at holde for sig selv, så næsten hele ghettoens befolkning af jøder var uvidende om situationen indtil tyskernes kolaps – "Vi kan alligevel ikke gøre noget for at stoppe myrderierne, så hvorfor ikke spare folk for en sådan viden om deres skæbne", skulle den jødiske leder Rabbi Leo Beck have udtalt, da flygtet fange vendte tilbage til Theresienstadt for advare ledelsen.
Den jødiske ledelse fik således snart erfaret, at dette ikke var en mønsterghetto, men en gennemgangslejr. I starten gik transporterne fra Theresienstadt til Lodz-ghettoen i Polen, men fra oktober 1942 gik de direkte til dødsfabrikken Auschwitz-Birkenau. Indtil den sidste transport i oktober 1944 afgik der 25 tog fra Theresienstadt til Auschwitz-Birkenau indeholdende mænd, kvinder og børn. 80 % af disse blev øjeblikkeligt gasset ved ankomsten, og 90 % overlevede ikke krigen.
I alt blev der sendt 39.395 Prag-jøder til Theresienstadt, heraf var ca. 15.000 børn og unge. De 31.709 døde, enten i ghettoen eller i dødslejre østpå. Af de 92.199 jøder der havde boet i Bøhmen/Mæhren, overlevede kun 14.045 krigen. Lejren der oprindeligt var tiltænkt de bøhmiske og mæhriske jøder, blev en gennemgangslejr for mere end 150.000 jøder fra ca. 20 lande, som passerede gennem lejren fra oktober 1941 til maj 1945. Af disse døde omkring 35.000 på stedet, mens næsten 20.000 forblev i live.
Det er karakteristisk, at de overlevende jøder der udelukkende har oplevet internering i Theresienstadt, ser tilbage på denne tid med gru og forfærdelse, mens overlevende jøder fra andre lejre ser tilbage på tiden i Therienstadt, som et paradisisk afbræk i et ellers forfærdeligt forløb.
Der var ikke rart i Theresienstadt, men sammenlignet med andre lejre var livet her tåleligt. Ingen andre steder havde man et kulturliv som i Theresienstadt. Det værste problem var dog sulten. Folk var frygtelig underernærede. Maden bestod hovedsagelig af en grå suppe, hvori der flød kartoffelstumper eller byggryn. Der serveredes kød og brød af og til, men ikke meget. Helbredsstilstanden var derfor også meget dårlig, og medicin var der ikke noget af. Ligeledes var de hygiejniske forhold meget ringe, alene af den grund, at der var stuvet over 50.000 mennesker sammen på et areal, der var beregnet til 10.000. Der var ulideligt koldt om vinteren og frygtelig varmt om sommeren i beboelsesrummene, hvor hver person havde ca. 0,6 m2 til sin rådighed, og hvor man sov i køjesenge i op til 4-5 etager.
Kvinder og mænd levede adskilt i lejren. Alle voksne måtte arbejde ca. 10 timer hver dag, og børnene blev derfor anbragt i særlige børne- og ungdomshuse. I sådanne huse kunne der godt være 2-300 børn, drenge og piger for sig. Disse huse var delt i mindre, selvstændige kollektiver på mellem 15 og 40 børn med en leder, en til to hjælpere samt assistance fra læger, sygeplejer og socialarbejdere. Netop børnene er kendetegnende for livet i Theresienstadt – i Auschwitz-Birkenau var der næsten ikke nogen børn, kun de der blev brugt til medicinske forsøg, resten blev gasset kort tid efter ankomsten.
I Theresienstadt gjorde man meget for at lette opholdet for børnene, som på mange måder havde det bedre end de voksne. Madrationerne blev fordelt efter, hvilket arbejde man havde, men børnene fik bedre og mere mad end de voksne. De største børn og unge måtte arbejde - i starten fra de var 16, senere fra de var 14 eller 12.
Undervisning var forbudt, mens fritidsbeskæftigelse af børn var tilladt. Der fandt derfor alligevel undervisning sted i ghettoen under dække af forskellige ting. Historieundervisning blev til dramaer og geografiundervisning til gætteleg. Almindelig undervisning fandt dog også sted, selvom det var frygtelig risikabelt, og i sådanne situationer var der en der stod vagt ved døren. Ved et tegn fra vagten skulle man hurtigt skubbe skolesagerne bort og begynde at synge, gerne tyske sange da det virkede mest uskyldigt.
Der blev også tegnet meget i børnehusene. Nogle af disse tegninger kan man se i begravelsescere-monihuset ved den jødiske kirkegård i Prag. Man opfordrede børnene til at tegne, for at bearbejde deres psykiske problemer. Grunden til at så mange af tegningerne kom til at indeholde positive familiebilleder var, at man opfordrede dem til at tegne om dengang, de levede et trygt og godt liv med familien. Man mente, det var vigtigt for, at de kunne håbe på fremtiden og holde modet oppe om et bedre liv .
Læreren Irma fortæller i bogen "Hvem kan glemme dette?" om en dreng, der ikke huskede meget fra før interneringen. En dag blev han spurgt om, hvad han ville være når han blev stor. Svaret var : "hund hos tyskerne, for tyskerne kan så godt lide hunde."
Danskerne i Theresienstadt:
Indtil 1943 var der ikke noget jødeproblem i Danmark. Ved krigsudbruddet i 1939 levede der omkring 8000 jøder i Danmark. Over halvdelen af disse var en integreret del af det danske samfund, idet der var tale om slægter, der havde været i landet siden 1600-tallet. De øvrige var øst-europæiske jøder, der var ankommet i løbet af 1900-tallet. De adskilte sig fra de øvrige jøder ved at være fattige og meget religiøst engagerede, f.eks. fastholdt de Jiddisch som en vigtig del af deres kulturelle arv. Herudover kom der også ca. 1500 tyske jøder til landet fra Nazi-Tyskland.
På Nazi-mødet i Wansee i oktober 1942, så man tydeligt, at de danske jøder nød en særlig stilling. Det førtes her til protokols, at de skandinaviske lande indtil videre måtte holdes uden for "Endlosung", hvad der i betragtning af deres ringe antal her ikke kunne anses for nogen væsentlig indrømmelse. Den danske regering holdt nemlig fast på at jødeforfølgelse og samarbejde var umuligt, og det var vigtigt for Tyskland at opretholde en god samarbejdspolitik med den danske regering, der samarbejdede trods besættelse af Danmark.
I sept. 1943 følte den tyske rigsbefuldmægtigede i København, Werner Best, sig imidlertid af politiske grunde nødsaget til at afsende et telegram til Berlin, som opfordrede til en løsning på jødespørgsmålet i Danmark. Best var ikke anti-semetisk, og det har for eftertiden stået som lidt af en gåde, hvorfor han sendte dette telegram. Han fortrød imidlertid også og forsøgte at stoppe telegrammet, men det var for sent. I ledtog med den danskvenlige tysker Duckvitz spillede han et dobbeltspil, der kom til at betyde, at kun 481 jøder blev fanget i den efterfølgende razzia mod jøderne d. 1. okt. 1943 . Resten nåede at skjule sig eller flygte til Sverige, fordi de var blevet advaret i tide.
Werner Best sørgede ligeledes for, at der blev indgået en enestående aftale med Eichmann vedrørende de danske jøder, da denne besøgte Danmark d. 2. november 1943. Eichmann var efter Heidrichs død i 1942 blevet den ansvarlige i jødespørgsmål. Aftalen indebar for det første, at jøder over 60 år ikke mere skulle anholdes eller deporteres. For det andet, at deporterede halvjøder og jøder der levede i blandede ægteskaber skulle tilbagesendes til Danmark. For det tredje, at samtlige jøder der var deporteret fra Danmark (altså også de til Danmark flygtede jøder) skulle forblive i Theresienstadt. Og for det fjerde, at repræsentanter for de danske myndigheder i nær fremtid skulle aflægge et besøg i Theresienstadt.
Disse aftaler holdt tyskerne, og aftalen om at de danske jøder kunne forblive i Theresienstadt betød, at "kun" 51 ikke vendte hjem igen efter krigen. Efterfølgende forhandlinger understøttede danskernes særstilling i lejren, idet det lykkedes at skaffe tilladelse til at sende hjælpepakker til Theresienstadt indeholdende mad og tøj.
Takket være disse hjælpepakker var danskerne i rimelig ernæringsmæssig stand ved hjemkomsten til Danmark, hvilket måske kunne bidrage til en opfattelse blandt nogle danskere af, at det måske ikke havde været så slemt endda i Theresienstadt.
Alle fire aftaler der blev indgået med tyskerne blev overholdt. Den sidste implicerede samtlige beboere i Theresienstadt.
Det fuldendte bedrag – Rødekorsbesøget:
Den danske embedsmandskommision fik i foråret 1944 besked om, at de kunne besøge Theresienstadt. Datoen for besøget blev dog udsat flere gange, men den endelige dato blev fastsat til d. 23/6-1944, hvor besøget blev afviklet.
Grunden til udskydelserne var, at Eichmanns kontor i Prag havde lagt planer om, at besøget skulle have en afgørende rolle i overbevisningen af omverdenen om, at der var gode forhold for jøder i Theresiensstadt. Da forholdene jo netop ikke var særlig gode i Theresienstadt, så krævede det lidt tid at gøre byen forberedt til besøget.
Først og fremmest blev besøget udskudt til at ligge om sommeren, hvor byen kunne tage sig bedst ud med importerede blomster (danske i øvrigt) og grønne blade på træerne. Desuden trængte den gamle usunde fæstning i det hele taget til en kærlig hånd. Husene blev således malet og fortovene blev vasket. Der blev opsat nymalede bænke og legeredskaber i parken. Gaderne fik gadenavne, og der blev oprettet en skole, der havde ferielukket. Forretninger med varer i vinduerne blev oprettet til anledningen, og en musikpavillon med orkester blev opstillet. Hospitalerne og alderdomshjemmene fik installeret moderne udstyr, og belægningsprocenten blev reduceret ved Polenstransporter.
Da Theresienstadt i det hele taget var overbefolket, blev der i alt sendt 17.500 i gaskamrene, for at byen kom til at tage sig bedst mulig ud (man sendte selvfølgelig de ringest udseende jøder af sted).
Danskerne som på grund af hjælpepakkerne hjemmefra var i rimelig ernæringsmæssig stand, var udset til at have en helt afgørende rolle under besøget. Danske familier blev genforenet og installeret i lejligheder, der blev møbleret i anledningen. De fik nøje anvisninger for, hvordan de måtte opføre og udtale sig under besøget. Dette skete under trusler om fratagelse af levnedsmiddelpakkerne og deportation, såfremt de ikke fulgte anvisningerne.
Besøgelseskommisionen udgjordes af afdelingschefen i det danske udenrigsministerium, overlægen i sundhedsstyren i Danmark samt repræsentanter for det internationale og tyske Røde Kors. Besøget varede i otte timer, og de blev her ført rundt i byen af borgmester Eppstien (jødeældst), der var udset af tyskerne til at være hovedaktør i skuespillet. Ruten var nøje indstuderet, og alle kendte deres roller og replikker. Under hele besøget blev delegationen mindet om, at hvis den havde noget at udsætte på forholdene i byen, så måtte de huske på, hvordan resten af Tysklands befolkning havde det. Dette var en udspekuleret finte, idet delegationen var blevet forsinket ved flyafrejsen fra Berlin p.g.a. lutfbombardementer.
Bedrageriet lykkedes. Ved hjemkomsten skrev de to danske repræsentanter en rapport om besøget, der var overvejende positiv. Det er senere blevet diskuteret om danskerne virkelig lod sig bedrage. De danske delegerede var hovedsagelig interesserede i de danske jøders forhold, og de var jo i rimelig ernæringsmæssig stand. Hjælpepakkerne kunne derfor anses, som være kommet frem. Derfor kan man mistænke de to danske delegerede for bevidst at have ladet sig narre, for senere at kunne udbygge de danske jøders særaftaler. Således kom de livsnødvendige pakkeforsendelser efter besøget ind i faste rammer, og der blev afsendt et større bibliotek.
Tyskerne var så tilfredse med deres projekt, at de lavede en film "Der Fuhrer schenkt den Juden eine Stadt", inden kulisserne blev revet ned igen. På denne måde kunne hjemmefronten og nazimodstandere få indblik i jødernes idylliske liv.
Efter opførelsen af bedragerinummeret blev livet som før i Theresienstadt, alt blev revet ned, og bedrageriets aktører (undtagen de danske) blev sendt med de første Polenstransporter.
Jødernes befrielse:
Fra april 1944 arbejdede man i det danske socialministerium på at få de danske fanger hjem fra de tyske kz-lejre og fængsler. I april 1945 var forhandlingerne nået så langt, at det lykkedes at få stemplet og underskrevet papirer i Berlin, der gav Folke Bernadottes hvide busser lov til at afhente de danske jøder i Theresienstadt.
Den 13. april 1945 ankom busserne til Theresienstadt, hvor lejrkommandanten ved forevisningen af de i Berlin underskrevne dokumenter, indvilgede i at udlevere de danske jøder, såfremt rigsstatsholderen i Prag gav sit samtykke dertil. Dette samtykke blev indhentet den følgende dag, og d. 15. april 1945 kunne danskerne forlade Theresienstadt. Vejen gennem det krigshærgede Tyskland var ikke ufarlig, men d. 17. april passerede man uskadt grænsen ved Padborg, hvorfra man straks fortsatte over Fyn og Sjælland til Malmø i Sverige. Her opholdt de danske jøder sig, indtil de kunne vende hjem til et frit Danmark i maj 1945.
De resterende jøder i Theresienstadt måtte dog blive der indtil juni 1945. De tyske fangevogterne flygtede godt nok fra Theresienstadt allerede d. 2. maj 1945, men p.g.a. en tyfusepidemi måtte man holde fangerne i en streng karantæne indtil juni måned.
Theresienstadt var kun en af de i alt 25 koncentrationslejre, som tyskerne oprettede i Tyskland og dets besatte områder. I disse lejre døde mange af sult, sygdom og udmattelse, men mange døde også fordi de herfra blev sendt til udryddelseslejrene i Polen. Heraf var Auschwitz-Birkenau den største af tyskernes i alt seks udryddelseslejre.
Man har ikke nøjagtige tal på, hvor mange af Europas ca. 11 millioner jøder, der blev ombragt af tyskerne. De seneste opgørelser viser, at af de 9 millioner jøder, der levede i de besatte lande, blev de 5.871.000 myrdet. ________________________________________________________________
Slovakiet:
Kort information om nazisternes medløbere og hjælpere i Slovakiet, Hlinka-bevægelsen og dens Hlinka-Garde, en nationalistisk antisemitisk militant milits med forbillede i den nazistiske SS-"kultur", efter at tyskerne havde etableret Protektoratet Böhmen & Mähren og udråbt Slovakiet til en versalstat af Tyskland i marts 1939.
Hitler´s og nazisternes beslutning om at oprette denne "uafhængige" stat, Slovakiet, blev mødt med begejstring af de slovakiske nationalister, der var repræsenteret ved "Det Slovakiske Folkeparti Hlinka" (i almindelig tale blev de dengang kaldt: "Ludakkerne". Disse anført af deres yderliggående leder, præsten Josef Tiso, tog straks magten i Slovakiet.
Inden krigen havde Hlinka-bevægelsen været meget aktiv i Tjekkoslovakiet og specielt i førkrigsprovinsen Slovakiet, inspiretet af de tyske nazister. Man havde oprettet den politisoldatagtige Hlinka-Garde. Garden var opkaldt efter den antisemitiske nationalistleder Fader Andrej Hlinka.
Lederen af Hlinka-bevægelsen, Josef Tiso påstod, at bevægelsens virke var baseret på katolicismen, men var i virkeligheden en blanding af nationalisme, antikommunisme og antisemitisme. Tiso´s "regering" havde den endnu mere yderliggående Dr. Vojtech Tuka, som premierminister.
Efter tyskernes opdeling af Tjekkoslovakiet, hvor landets provins Ruthenien blev afstået til Ungarn, var der i Slovakiet nu ca. 90.000 jøder bosat (før opdelingen var der 135.000 jøder).
Hlinka-styret samarbejdede med tyskerne og udviklingen i Slovakiet "kom hen ad vejen", til at blive en tro kopi af nazisternes Holocaust i Protektoratet Böhmen & Mähren. Især tog udviklingen af holocaust mod de slovakiske jøder fart, efter at Hlinka-styret´s militær, trådte ind i verdenskrigen på nazisternes side i 1941.
Med nazisternes hjælp og støtte, hvor bl.a. Adolf Eichmann´s "rådgiver i jødiske spørgsmål" (jødeudryddelsen), Dieter Wisliceny, blev tilknyttet, kom der fart i udryddelsen af slovakiets jøder. - Josef Tiso forlangte at alle jøder i Slovakiet, skulle deporteres og aldrig vende tilbage. Man anvendte utallige "krumspring" for at tækkes nazisterne, f. eks økonomiske ordninger, som i praksis totalt udplyndrede de slovakiske jøder for alle deres værdier, lige fra penge, ejendomme, virksomheder, møbler, tøj, smykker, ringe, værdipapierer og forsikringspræmier, osv.
Styret etablerede en aftale med de tyske nazister, om at, mod en afgift til tyskerne for deres omkostninger når de deporterede og anbragte de slovakiske jøder i kz-lejrene til "erhvervsmæssig genuddannelse", fik både tyskerne og det slovakiske regime del i alle pengene, som fremkom ved konfiskeringen af de slovakiske jøders værdier.
Samtidigt indførte styret de samme udelukkelseslove mod jøderne, som nazisterne foretog i Tyskland og i andre besatte lande i Europa, herunder også påbud om at bære den gule jødestjerne på tøjet.
Mellem marts og oktober 1942, gennede regimet 58.000 jøder sammen og sendte dem med jernbanevogne til den polske grænse. Dette skete med deltagelse af lokale etniske tyskere og Hlinka-Garden. Ved den polske grænse overtog de tyske SS-vagter transporten til udryddelseslejrene i Polen, Auschwitz og Majdanek og området i Lublin.
Medregnet de jøder, sigøjnere og andre, der blev deporteret, som befandt sig i det landområde, Ruthien, som Ungarn overtog, omkom omkring 130.000 jøder, sigøjnere og andre deporterede fra Slovakiet i Holocaust - kun ca. 25.000 til 30.000 jøder og andre overlevede regimets deportering af landets borgere under 2. Verdenskrig. Meget få af disse overlevende bosatte sig igen i Slovakiet, men emigrerede til Israel og andre lande efter krigen.
De jøder der valgte at genbosætte sig i Slovakiet, oplevede en fortsat undertrykkelse og antisemitisk holdning fra de ikke-jødiske borgere i Slovakiet - Dette blev yderligere forværret, da det kommunistiske kup i 1948 i Tjekkoslovakiet, førte til, at også Slovakiet blev overtaget af kommunisterne.
Jødernes genetablerede religiøse skoler og synagoger blev konfiskeret og overtaget af det nye kommunistiske styre og omdannet til varehuse, lagre og garager osv.
Kommuniusterne erklærede de overlevende Holocaust-ofre, som ejede ejendomme, virksomheder og andre værdier i Slovakiet for "facister og nazi-kollaboratører"!! F.eks. blev over 600 jødiske menighedsejendomme beslaglagt af det kommunistiske regime.
Efter kommunismens fald i 1989, blev Slovakiet på højst uventet vis, det land i Europa, som var mest indstillet på at yde de overlevende jøder og deres efterkommere, anerkendelse omkring deres værdier, som var blevet stjålet under Hlinka-tiden og kommunisttiden.
Tiden efter 1989 har dog ikke betydet, at jøderne og deres efterkommere har fået let ved at få deres værdier igen (ejendomme og virksomher, eller kompensation. Det har været særdels svært for de fleste i Slovakiet, at opnå dette i praksis, lige som det er sket i alle de andre europæiske lande, som medvirkede til forfølgelsen af jøderne, mere eller minde frivilligt - f.eks. også i Norge, hvor det har været næsten umuligt for de få overlevende efterladte jødiske familier at opnå noget!
I 1997 blev der f.eks i Slovakiet med EU-støtte, udgivet en skolebog, som er skrevet af Tiso-tilhængeren, præsten Milan Durica, hvor man her påstår, at tvangsarbejdslejre under krigen var "virksomheder af en økonomisk karakter", Durica anfører i denne skolebog mange andre uhyrligheder og omskrivninger af fakta fra krigens Holocaust mod jøderne. Denne antisemistiske præst anfører uden blusel, at kz-lejrene var "et paradis på jord"!! Trods protester fra flere sider, anvendes denne skolebog i dag stadig i Slovakiet!! - I byen Zilna, som har en højreorienteret borgmester, har denne udtryk ønske om, at få Slovakiets sigøjnere deporteret ud af landet (der er ikke mange jøder tilbage i Slovakiet). På byens største torv, står der i dag en statue af den antisemitiske leder Andrej Hlinka - denne forbryderbevægelse, som under 2. Verdenskrig, fik myrdet ca. 130.000 jøder og plyndret alle værdier fra dem og de overlevende - dette er virkligheden i Europa og hermed EU i året 2010 -
Utroligt!! Historien gentager sig bare - ofte som her, med samtykke fra den katolske kirke, som også med datidens Vatikan og Pave, var medvirkende til at Holocaust kunne udfolde sig under 2. Verdenskrig, da man ikke sagde fra, men i mange tilfælde tilskyndede til forfølgelsen af jøder og andre under de nazistiske holocaust-år.
Men da det er jøderne og sigøjnerne, som stadig står for skud, er det ikke noget der interesserer EU og venstrefløjen i Europa - Her er man i gang med
at tilskynde til den næste Holocaust, når man har fået lagt grundlaget, så islam kan komme til at regere, når muslimerne bliver mange nok!!
________________________________________________________________
Link til web-sider, med "Revisionismen" og dens alternative historieskrivning og Holocaustbenægtere m.fl.
http://www.patriot.dk/revision.html
Nyeste kommentarer
03.03 | 11:48
hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...