TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Jiri Potucek´s faldskærmsuniform, som havde på ved nedkastningen. Faldskærmsagenterne fra gruppen "Silver A", ramte jorden hårdt og Potucek kunne i mørket se den frosne ånde fra Bartos, da denne ramte jorden nær ved. Som de lærte ved træning, skulle fødderne knapt rører jorden, før man med sit udstyr, skulle afbøde faldet ved straks at rulle om. Jorden var meget frossen og der var meget lidt sne - men stærk frost betød, at luften og vinden var isnende kold. Så snart de havde rullet rundt og fik sig rejst, var det om at få styr på faldskærmslinerne og få trukket luften ud af faldskærmen. Der var en let østlig vind, men de fik begge hurtigt kontrol over faldskærmene. I den mørke nat på marken fik de 2 kammerater øje på hinanden, men var klar over, at stedet var ret uegnet for længere ophold, de kunne heller ikke se eller høre Josef Valcik. De kom begge på benene og gik hen mod hinanden, medens de bar på deres grønne silkefaldskærme. Med et listigt smil vendte Potucek sit ansigt mod sin leder Alfred Bartos og sagde:" Så er vi hjemme, Fredo!" - "Er du okay?" - "Jeg er, men ved ikke hvad der er galt med Josef. Jeg så ham i sin faldskærm et stykke fremme, da vi hang i luften!" - Mod den formørkede himmel i de usynlige stjerners frosne land, stod de nu og tænkte over, hvor Valcik og containeren med udstyr mon kunne være. Over sig kunne de i det fjerne høre den mørke brummen fra flymotorerne på det fly, som havde kastet dem ned - lyden fadede ud og de stod ubevægelige og lyttede anspændt i det frosne tyste mørke. Men det er helt stille. Bartos sagde:" Jiri, lad os pakke faldskærmene sammen og få dem begravet - vi ved ikke hvad der er galt med Josef, men vi må forsvinde så hurtigt som muligt herfra. Dér i den fjerne landsby, kan vi måske finde skjul og få kontakt til nogen med vores egen radio". Med deres commandofeltknive fik de hakket et hul i den frosne jord, ved siden af vejen de var kommet til. Begge arbejdede febrilsk på at grave hullet ud, alene på grund af, at den isnende kulde føltes, som den krøb ind under huden. Da de langt om længe fik hullet dybt og stort nok, puttede de de deres faldskærme og faldskærmsuniformer deri. Nu var det vigtigt at komme hurtigt væk. Ved instruktionerne før flyvningen, fik de indskærpet, at det var absolut vigtigt, at få det udstyr, som kunne undværes begravet eller gemt, så ingen andre kunne finde det. -- De gik mod den nærmeste skov, hvor de overvejede om de skulle vente til om morgenen, inden de kunne drage videre. Orienteringen i det mørke ukendte landskab, var ikke let, da de så ud over markerne og de fjerne landsbyer. - Bartos sagde: "Vi går mod øst, hvor vi måske kan finde Josef - flyet fløj jo mod øst, hvor Josef sprang ud. Det begyndte at sne let og en gang imellem stoppede de op og lyttede efter Josef Valcik og så sig om efter containeren og dens faldskærm. Udstyret var vigtigt at få fat i. Men der var ingen tegn på liv eller lyde. - Bartos sagde: "Hvis Valcik hoppede og klarede landingen, kan vores udstyr måske være hos ham. Men her kan vi ikke gøre noget, det er for farligt at stoppe - vi går videre og kan komme tilbage senere. Videre gik de indtil de kom til de første huse i en landsby. - "Fredo, hvis vi virkelig vil passe på, så tror jeg ikke vi skal søge skjul i den her første landsby vi har fundet, vi går videre". Allerede efter nogle hundrede meter kom de til den næste landsby Podmoky. Bartos fik sit kort frem og efter et hurtigt kik, sagde han:" Jiri, vi er ikke hvor vi skal være ....!" Senere fik de så kontakt til skolelederen i landsbyen og de kunne nu ånde lettet op, de var på rette kurs med deres mission - men de måtte også se at få kontakt med Valcik. -- Da gruppen blev samlet (læs ovenfor i starten af teksten) fik man, på trods af besvær med placeringen af radiosenderen, radioen etableret i et stenbrud i nærheden af landsbyen. Jiri Potucek blev officielt "ansat som nattevagt" i stenbruddet. Den 16. januar 1942, lykkedes det ham at skabe radiokontakt til det tjekkoslovakiske militærs radio i London. I den næste længere periode, lykkedes det at sende en stor mængde rapporter, ikke kun fra "Silver A", men også fra Kaptajn Vaclav Morávek, modstandsorganisationen PVVZ og andre. I lang tid var radiostationen med kodenavnet Libuse, den eneste, der holdt radiokontakt med London. Efter attentatet på Reinhard Heydrich, tyskernes udslettelse af landsbyerne Lidice og Lezaky og forræderen Curda´s omfattende stikkeri og de 7 andre agenters heltemodige død i kirken i Prag, var det nu kun Alfred Bartos og Jiri Potucek, som de sidste levende medlemmer af gruppen "Silver A". Det betød at både at Alfred Bartos og Jiri Potucek var på flugt, da Gestapo allerede var på sporet af dem og at det kun var et spørgsmål om tid, før de kunne arrestere dem. Med hjælp fra en række modstandsfolk lykkedes det at få radiostationen i stenbruddet flyttet til Konciny, hvor Potucek skjulte sig nærved i en hytte i Burdych. Den 30. juni 1942 omringer Gestapo med tjekkiske gendarmer byen Konciny og indledte en razzia. Potucek undslipper ved et stort held belejringen af byen og det lykkedes ham at flygte videre, men nu uden sit udstyr og andet, som kunne hjælpe ham. Han er helt alene og prisgivet og har svært ved at klare sig alene - ingen tør hjælpe ham under tyskernes grusomme fremfærd mod befolkningen, som hævn for likvideringen af Heydrich. Man blev arraesteret uden den mindste grund tortureret og ofte henrettet. Potucek var dårligt klædt på til sin flugt, han havde ikke nogen radio mere og vidste ikke hvor han skulle søge hen. Fuldkommen udmattet og afkræftet, søgte han ind i en lille skov mellem landsbyerne Thorns og Rosice og lagde sig til at sove. Her lå han og sov, da en tjekkoslovakisk gendarmpatrulje opdagede ham og skød ham på stedet - døden kom til ham 2. juli 1942. Læs videre på næste foto om Jiri Potucek.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...