TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Fra Lovosice blev børnene fra Lidice allerede den næste dag fragtet med tog til den polske by Lodz (Litzmannstadt) og anbragt i den tidligere tekstilfabrik i Gneisenaugade (fotoet). Børnenes ankomst til Lodz blev bekendtgjort via et telegram fra SS-lederen Horst Böhme i Prag, hvis tekst endte som følger: "Disse børn medbringer kun hvad de bærer af tøj. Ingen særlig pleje er ønskelig". SS-Hauptstürmführer Hermann Krumey´s tidligere omtalte brev, beordrede Lidice´s børn sendt til Lodz. Børnene havde nu været vristet ud af deres hverdag, hjem og familie siden om natten den 9. juni og her den 14. juni 1942, havde de stort set ikke fået noget at spise!! Der var tale om børn, med en alder fra godt et år til 16 år (dog kun piger - drengebørn, som var fyldt 15 år, blev konsekvent henrettet den 10. juni, sammen med deres fædre i Lidice). Børnene blev tvunget til at sove på kolde snavsede gulve uden tæpper, hvor de dækkede sig med deres frakker, hvis de overhovedet havde nogen bragt med sig (det var jo højsommer). Børnene led under forfærdelige uhygiejniske forhold og flere var syge (ingen eller næsten ingen mad, sparsomt med vand, rædsel, hjemve, ingen ordentlig søvn, snavs og infektioner, osv.). Tyskerne havde desuden udstedt specifikke ordrer om, at ingen lægelig eller medicinsk behandling, skulle gives til børnene. I Lodz gik de tyske centrale myndigheder for "Race og Genetablering" i gang med at udvælge flere børn til "germanisering". Resultatet blev 7 børn, 6 piger og én dreng. Pigerne var: Marie Dolezalová, Emilie Frejová, Eva Kubikova, Vera Vokatá, Anne Hanfová, Marie Hanfová og deres lillebror, Václav Hanf. Ham fik de 2 søstre frelst, ved bogstaveligt at græde ham ud af transporten til dødslejren Chelmno. På den tid, i midten og hen til sidst i juni hvor disse udvælgelser af børn til "germanisering", foregik der også heftig korrespondance mellem Race & Genetableringsmyndigheden (RuS) i Lodz, under ledelse af Hermann Krumey og RHSA og dennes afdeling IV B 4. Emnet var hvad man skulle stille op med de 81 resterende børn fra Lidice, som nu befandt sig i den nedlagte tekstilfabrik i Lodz ghettoen. Lederen for afdelingen på det tidspunkt, var den berygtede Adolf Eichmann. En af de sidste dage i juni og på grundlag af et brev fra Heinrich Himmler, som foreslog "sonderbehandlung" (udryddelse) af børnene, opstillede Eichmann muligheden for deportationen af børnene til Chelmno og deres eventuelle udryddelse her. Dette svar til Hermann Krumey, ankom den 1. juli 1942 og allerede den 2. juli, fik Hermann Krumey de 81 Lidice børn ansvarsmæssigt overgivet til Gestapo´s kontor i Lodz, sådan at de kunne står for udryddelsen af børnene. Inden da skulle der dog lige arrangeres et af de løgn- og propagandaskuespil, som nazisterne var så glade for at udføre over for deres ofre. Om onsdagen den 1. juli, da Krumey havde fået brevet fra Adolf Eichmann, fik børnene "lov" til at skrive nogle postkort til andre dele af deres familie, end deres forældre, som jo alle på det tidspunkt, enten var henrettet eller sendt til KZ-lejren Ravenbrück, familie som ikke havde tilknytning til Lidice. Kun ganske få af disse postkort nåede frem til modtagerne. Postkortene er bevaret i dag og når man læser disse skrevne ord fra fortvivlede og rædselsslagne børn, er det næsten ikke til at bære at læse! Børnenes gennemgående håndskrevne tema til modtagerne af postkortene, er spørgsmålene om nyt om deres mor og far, hvor de er og hvad der er sket. ligeledes skriver børnene om sult og ønsket om bare at få lidt brød. Denne tyske fremgangsmåde, med at lade nogle dødsdømte uskyldige børn, sende meddelelser ud til omverdenen, som om alt var i orden, skulle dysse de ældste børn ned og forsikre dem om, at deres fremtid var sikker, inden de alle i virkeligheden, skulle møde døden i løbet af få dager. Ligeledes skulle postkortene, give familiemedlemmerne i Böhmen, det indtryk, at børnene var sendt til gen-uddannelse et andet sted. Tyskernes hele plan og fremgangsmåde mht. bl.a. børnene fra Lidice, hører til nogle af de mest infame og rystende handlinger som disse tyskere udførte under deres folkemord på Europa´s befolkninger (Lidice´s børn var ikke jøder). Transporten af børnene til udryddelseslejren Chelmo, omkring 70 kilometer væk, foregik i dagene mellem den 2. til 6. juli. Straks ved børnenes ankomst til lejren, blev de jaget op i og gasset til døde, i Magirus gas lastbiler. Ud af de oprindeligt 105 deporterede børn fra Lidice, blev 81 myrdet i Chelmno, 6 døde i det tyske Lebensborn børnehjem, 1 døde på vej til "germanisering" og kun 17 børn vendte hjem efter krigen - hjem til en verden, som fuldstændig var forsvundet og aldrig ville komme igen!

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...