TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Tilbage til beretningen om Lidice og befolkningens skæbne. -- Kladno Gymnasium, som skolen ser ud i dag. Her var børnene og kvinderne fra Lidice anbragt i gymnastiksalen. Her undersøgte såkaldte "raceeksperter" børnene, for at bestemme om der var egnede børn, som kunne sendes til "germanisering" hos nazityske familier. Men om aftenen fredag den 12. juni 1942, begyndte tyskerne at tage børnene fra deres mødre, i gymnastiksalen hvor alle var samlet. Man fortalte mødrene, at de skulle sendes med jernbanen, til en arbejdslejr i nogen tid og at deres børn skulle køres dertil i lastbiler, da man påstod, at det var mere behageligt for dem. Trods disse oplysninger, som var en lodret løgn, ville mødrene og børnene ikke skilles fra hinanden. Snart lød fortvivlede skrig fra mødre og børn: "Mor?! Giv mig ikke til dem!" - "Græd ikke mor! Jeg kommer tilbage til dig!" Skrigene og de grædende børn og voksne blev for meget for de tyske svin og man begyndte at skille familierne ad med magt. Tyskerne affyrede deres pistoler op mod loftet i salen og skreg og råbte ad de nu rædselsslagne børn og mødre. Omkring 50 politisoldater fra "Schutzpolizei", begyndte at vriste børn og mødre fra hinanden og slæbe og bære børnene ud af salen og til andre rum i skolen. Her fik de et skilt med navn og nummer om halsen og blev sent om aftenen kørt i 2 busser til byen Lovosice og låst inde i en bygning her. -- Kvinderne og alle børnenes mødre, blev ligeledes med magt gennet op i lastbiler, som kørte dem til togstationen i Kladno, hvor der holdt et særligt passgertog klar til dem. Her blev de jaget op togvognene af en meget stor samling af vagter. Toget forlod stationen og om morgenen, søndag den 14. juni, stoppede toget og de blev jaget ud af vognene og blev modtaget af mange kvindelige vagter med glubske hunde. Under høje råb, hån og spot, blev kvinderne fra Lidice tvunget til at gå, indtil de nåede en lejr med pigtråd og vagttårne - deres endelige mål for deportationen var nået - KZ-lejren Ravensbrück og for 2/3 del af kvinderne blev det endestationen i deres liv - deres død. -- Efter ankomsten til lejren og placeringen i nogle barakker, begyndte mødrene selvsagt at spørge hvornår deres børn ankom (tyskerne havde jo lovet dem, at de ville ankomme med lastbiler). De fik ingen svar, men de andre kvinder i lejren, kunne fortælle dem, at der ikke ville komme og ikke var børn i lejren - det var en lejr kun for kvinder og med overvejende kvindelige vagter og "personale". Først da gik den grufulde sandhed op for kvinderne! -- I en hel måned vidste de intet om deres børn og kvindernes ulykke blev forværret, da der den 13. juli, ankom 7 andre kvinder fra Lidice, som havde haft børn, der var under 1 år gamle. Gestapo havde i første omgang samlet disse 7 mødre med deres spædbørn, sådan at de kunne blive sammen, men Gestapo ændrede med det samme beslutning og tog spædbørnene fra mødrene og anbragte dem på et børnehjem og jagede mødrene ind i KZ-lejren Theresienstadt i Prag, hvor de havde tilbragt den sidste måned her, inden de altså endte i Ravensbrück, lige som de øvrige kvinder fra Lidice. Efter deres adskillelse fra deres spædbørn, havde de intet hørt om deres børns skæbne, eller om de andre børn fra Lidice. KZ-Lejren Ravensbrück "husede" gennem krigen ca. 130.000 kvinder fra 27 lande og ca. 92.000 omkom i lejren, eller blev sendt til dødslejren Auschwitz, hvis de var syge, for gamle og ikke kunne arbjde mere. Her blev de myrdet. KZ-Ravensbrück lå nær byen Fürstenberg ca. 90 km. nord for Berlin og fungerede fra 15. maj 1939 indtil krigens slutning i maj 1945. I januar/februar 1945 opførte man et gaskammer i Ravensbrück og nåede at gasse 2.300 kvinder indtil 8. maj 1945. Nogle af de sidste kvinder, som blev gasset, var bl.a. 3 kvinder fra Lidice, som blev gasset og myrdet den 16. april 1945!

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...