TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Vickers Wellington 2-motores let bombefly, som blev brugt til mange formål, hvoraf nogle ikke passede til denne flytype, f.eks. som patruljefly i R.A.F Costal Command (kystforsvaret). Flyet blev primært brugt som startegisk og operationelt bombefly i krigens første par år. Den blev hurtigt distanceret af bedre flytyper, men kom alligevel til at fungere hele krigen, som et vigtigt transportfly til f.eks. faldskærmssoldater, trækker af glideplaner, målmarkeringsfly, flyveopgaver for faldskærmsnedkastninger af agenter og forsyninger til modstandsbevægelser og agenter i de besatte lande. Flytypen deltog også gennem hele krigen i anti-ubådspatruljer over Atlanten og Middelhavet. -- Flyets hastighed, maksimum bombelast, rækkevidde, bevæbning og brændstoføkonomi kunne ikke hamle op med de nyere flytyper, som England i hastigt tempo udviklede og byggede lige før og under krigen. ---- Eskadrille Nr. 311 fløj med disse fly i de første par år af krigen, inden de gik over til de amerikanske Liberator B-24 - 4- motores bombefly i 1943. Eskadrillen var en tjekkoslovakisk ledet og bemandet enhed, overvejende med tjekkoslovakisk flypersonale, som var undsluppet landet, da tyskerne erobrede det den 15. marts 1939. Eskadrillen blev oprettet med base på Honington, Suffolk, den 29. juli 1940. Eskadrillen var en del af 3. gruppe under R.A.F. Bomber Command. Den første aktion eskadrillen foretog, skete om natten den 10./11. september 1940. Eskadrillen fortsatte med at være i Bomber Command på basen East Wretham, som var en satellitbase af Honington, fra midten af september 1940 og indtil slutningen af april 1942, da eskadrillen blev overført til Costal Command (kyst-kommandoen) på basen Aldergrove, nordvest for Belfast i Nordirland, hvor enheden overgik til en rekognoscerings- og patruljerolle. På det tidspunkt havde eskadrillen fløjet 1.021 operationelle ture, og kastet mere end 1.300 tons bomber på fjendtlige mål, bl.a. Berlin, Bonn, Boulogne, Brest, Köln, Flushing, Essen, Kiel, Paris og Torino. Kort tid efter overgangen til opgaver i Coastal Command, deltog eskadrille Nr. 311 (ligesom andre enheder af kystforsvarseskadrillerne) i det tredje 1000-bombefly raid på Bremen. Her startede eskadrillens Wellingtons dog fra basen Birchan Newton. I juni 1945 blev enheden overført til Transport-Kommandoen og begyndte flyvninger mellem England og Tjekkoslovakiet. Den 15. februar 1946, blev eskadrillen opløst som en RAF-enhed. Eskadrillen mistede i alt 250 tjekkoslovakiske dræbte flyvere under krigen (94 blev dræbt under bombeflyperioden og 156 under perioden son patrulje- og transportfly). Under 2. Verdenskrig blev 548 tjekkolovakiske flyvere dræbt, heraf 169 i flyvninger med Wellingtonmaskinerne, 96 i Liberatorflyene, 84 i Spitfire jagerflyene, 35 i Hawker Hurricane jagerflyene, 58 i andre flytyper og 78 blev dræbt i ulykker, hvor de var enten trænere eller flyveelever. Året 1942 var et hårdt år, da tabene her var højest ca. 28,3 %. I jagerflyeskadrillerne med tjekkoslovakisk mandskab var det eskadrille Nr. 310, som havde de største tab, nemlig 31 dræbte piloter. Eskadrille Nr. 313 mistede 25 piloter, eskadrille Nr. 312 mistede 17 og eskadrille Nr. 68 mistede kun 8 piloter. Alle de tjekkoslovakiske flyeskadriller nedskød i alt 192 bekræftede tyske fly og 57 ubekræftede tyske fly og de forårsagede også bekræftede svære ødelaggelser på 116 tyske fly. Jagerfly eskadrillen Nr. 310 havde som sagt de største tab af piloter, men havde også det størst antal nedskudte tyske fly. Den procentvise fordeling af tab pr. flytype og flyverens opgave på flyene var sådan, at piloter på bombefly havde en dødelighed på 25% - bombekastere tegnede sig for 20%, navigatører havde en dødelighed på 10%, men maskinister/maskingevær skytter/radiooperatører havde en dødelighed på 35%. Disse levede livet farligt, da disse opgaver med radiobetjening og som mekaniker på flyet, også omfattede betjening af flyets maskingeværer, når de blev angrebet af tyske jagerfly, hvor maskingeværskytterne havde en dødsens farlig opgave på flyet. De tyske fly gik ofte efter at beskyde bombeflyets maskingeværtårne, sådan at hvis de havde dræbt skytterne i bombeflyets maskingeværtårne, kunne de efterfølgende bedre og sikrere komme tæt på og nedskyde bombeflyet. -- Et Wellington fly fra den tjekkoslovakiske eskadrille nr. 311, med kendingsbogstavet "A", ført af Eskadrilleleder J. Stransky, angreb den tyske u-båd, U-106 (type 1XB), med Kapitänleutnant Hermann Rasch som chef. Angrebet skete under flyets patrulje over Biscay-bugten den 27. juli 1942, da flybesætningen kl. 15:30 om eftermiddagen, opdagede U-106 på havet syd for den tyske flådebase Lorient på den franske vestkyst. Flyet havde indledt patruljen kl. 09:18 og retunerede kl. 19:41, og havde et mandskab ud over eskadrillelederen og piloten J. Stransky, bestående af Sergent Vycha, Sergent Havranek, Pilot Officer Hrebadka, Sergent Halada og Sergent Bukancik. -- U-106 havde forladt basen den 25. juli på sit 7. togt og krigspatrulje og sejlede uddykket på havet, da Wellingtonflyet angreb i en højde på ca. 15-25 meter over havoverfladen og kastede 4 Torpex dybdebomber mod u-båden, medens flyets front maskingeværskytte beskød u-bådens kommandotårn. U-106 nåede ikke at dykke, men forsvarede sig med sine twin-maskinkanoner fra u-bådens platform bag kommandotårnet (maskinkanon-platformen blev af u-bådsbesætningerne kaldt "vinterhaven"/wintergarten"). Da flyet passerede u-båden, sås eksplosionerne og u-båden slingede og krængede og stoppede næsten sin fremdrift. Flyet angreb igen og 2 dybdebomber traf lige ved siden af u-bådens skrog, samtidig med at u-båden begyndte at dykke, selvom flybesætningen ved den anden overflyvning af u-båden, kunne se, at dens tårnluge stod åben. Da der ikke kom bobler eller vragdele op fra dykkestedet, antog man, at den underste tårnluge var lukket tidsnok inden dykningen. På dykkestedet sås kun flydende grønlig/grålig oliefilm. Da flyets besætning ikke kunne afgøre om u-båden var sænket, eller bare havde nået at dykke, fortsatte man videre på sit patruljetogt. -- Angrebet havde dog betydet, at U-106 var blevet slemt beskadiget og at chefen Kapitänleutnant Hermann Rasch, under beskydningen fra flyet, var blevet såret og en af u-bådens vagtofficerer WO Premierløjtnant zur See Günter Wissmann, var blevet dræbt. U-båden måtte afbryde det planlagte togt og "hinke" tilbage til basen i Lorient, med ankomst den 28. juli. U-106 kunne efter reparationer, først igen den 22. september, drage ud på sit 8. togt. Kapitänleutnant Rasch og U-106 var en af de mest succesrige u-både under krigen i Atlanten. Rasch og U-106 sænkede 12 allierede handelsskibe og i alt nåede U-106, at sænke og beskadige 22 allierede handelsskibe og krigsskibe, på tilsammen 190.561 tons, herunder under ledelse af den foregående u-bådschef Jürgen Oesten. -- U-106 havde startet sit første togt allerede den 20. september 1940, under Jürgen Oesten. Efter Hermann Rasch, blev U-106 den 20. juni 1943 overtaget af Oberleutnant Wolf-Dietrich Damerow. Den 28. juli 1943 drog U-106 ud på sit 10. krigstogt under den nye chef. Men allerede 6 dage efter, den 2. august 1943, nord-vest for Kap Ortegal, Spanien, blev U-106 angrebet med dybdebomber fra 2 britiske og australske Sunderland fly fra eskadrille nr. 228 (fly "N") og eskadrille nr. 461 (fly "M"). U-106 blev sænket, hvorved 22 besætningsmedlemmer omkom og 36 overlevende, som blev reddet af en udsendt tysk motortorpedobåd. Chefen Oberleutnant Wolf-Dietrich Damerow var blandt de overlevde, men var svært såret og døde den 21. maj 1944 på et militærhospital. -- Fra flyets besætning fik piloten J. Stransky, tildelt den britiske DFC udmærkelse, i august 1942, samt 3. klasse af det tjekkoslovakiske krigskors. Sergent Halada fik tildelt 1. klasse af det tjekkoslovakiske krigskors.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...