TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Tjekkoslovakiets oprør og befrielse fra det nazistiske åg, skete først til allersidst fra den 4. maj 1945. Tjekkoslovakiet havde på det tidspunkt af krigen, mange store og små partisangrupper, der udgjorde omkring 7.500 modstandsfolk. Disse partisaner deltog især i "Slaget om Skinnerne", hvor sabotage virkede forstyrrende på den tyske jernbanetransport. Man overfaldt tog og stationer, tyske troppetog, og beskadigede janebanespor og broer. F.eks. var der nogle jernbanelinjer, som nazisterne kun kunne bruge i dagtimerne og ikke engang hver dag. I de første dage af maj 1945, blev modstandskampen intensiveret efter dannelsen af en midlertidig tjekkoslovakiske regering i Košice den 4. april 1945. Der blev dannet såkaldte "Nationale Kommitéer", som overtog administrationen af byer som tyskerne var fordrevet fra. Mere end 4.850 sådanne komitéer blev dannet mellem 1944 og slutningen af krigen i maj 1945, ofte under tilsyn af Den Røde Hær, primært efter den 11. maj 1945. Den 4/5. maj begyndte den nationale opstand spontant i Prag, og det nydannede tjekkiske Nationale Råd (Ceská národní rada), overtog næsten øjeblikkeligt ledelsen af oprøret. Over 1.600 barrikader blev opført i hele byen, og omkring 30.000 tjekkiske mænd og kvinder kæmpede i tre dage mod 37.000 - 40.000 tyske tropper støttet af kampvogne og artilleri. Den 8. maj kapitulerede den tyske Wehrmacht og delvis også Waffen-SS, da nogle af de enheder søgte at frelse sig, ved at søge mod vest og de amerikanske linier, men andre SS-grupper blev ved at kæmpe helt til den 11. maj. De sovjetiske tropper ankom den 9. maj. -- Opstanden i Prag den 4/5. maj 1945. Borgere, modstandsfolk og selvbestaltede millitser i byen, har på fotoet oprettet en af de utallige barrikader - Her ved den berømte Karlsbro i centrum af Prag. -- I 2. Verdenskrigs sidste dage i Prag, blev befolkningen i byen opmuntret af nyhederne om, at den amerikanske hær, under ledelse af den berømte General Patton, havde kurs mod hovedstaden. Mange frygtede, at blive erobret af Den Røde Hær og russerne, som også var på vej, kæmpende mod de tyske relativt stærke styrker, som stod i Tjekkoslovakiet, herunder mange Waffen-SS enheder, som ikke ville stoppe kampen mod russerne - de havde heller ikke udsigt til andet end den visse død, så deres bitre kamp, trak ophøret af død og ødelæggelse længere og længere ud. Den 4. maj 1945 begyndte mange af Prags indbyggere, at gøre modstand, ved at bygge barrikader i gaderne, bevæbne sig og direkte angribe de tyske myndigheder og soldater i byen. Man rev tyske skilte ned og overmalede dem med patriotiske slagord. Nogle overfaldt tyskere og mange af de tidligere nazivenlige medborgere, både som hævn og få at få fat i våben. Folk strømmede ud i gaderne og forhindrede tyskerne i at manøvrere med deres styrker, hvoraf de fleste var stationeret uden for Prag, på kasernerne her. Russerne blev overrasket over at Patton og amerikanerne var stærkt på vej mod Prag og Marskal Konjevs panserstyrker i det sydlige Østtyskland, ilede den 6. maj 1945 i forceret tempo, stik syd og fejede al tysk modstand væk og rasede mod Prag, for at komme først. Modstandsbevægelsen havde planlagt at gøre opstand, netop den 4. maj, for at erobre Prag og dermed landets integritet og overlevelse som nation, inden de blev befriet af enten amerikanerne eller russerne - man ville ikke være offer eller i "gæld" til stormagterne, hvis/når de befriede dem. Hvis man selv havde befriet sig fra tyskerne, var situationen en anden og bedre i en efterkrigstid - Tjekkerne havde jo en international anerkendt eksil-regering i London, takket være dennes leder eks-præsidenten Eduard Benes. Modstandsbevægelsen og mange andre tjekker, anmodede skiftesvis dog både amerikanerne og russerne om at komme til undsætning - man vidste jo ikke om man kunne befri byen, eller holde den befriet - man vidste godt, at de tyske styrker i og omkring Prag var stærke og var meget lidt opsat på at opgive kampen. Flere tjekkoslovakiske politi- og gendarmenheder, vendte nu front mod tyskerne og støttede befolkningen med udlevering af våben og køretøjer. I Prag opholdt sig på det tidspunkt også den militære anti-kommunistiske hær, Vlasov´s Hær (ROA), som siden siden 1943, havde støttet tyskerne og herunder især Waffen-SS og var organiseret i lighed med denne. Hæren blev kaldt Vlasov-hæren, eller som Generalløjtnant Andrej Vlasov, selv benævte hæren: Den Anti-Kommunistiske Russiske Befrielseshær (ROA). Vlasov-Hæren, som bestod af mange russiske antikommunister, men også andre landes antikommunister, havde ikke kæmpet direkte sammen med de tyske hærenheder, da naziledelsen var noget kølig over for ideen med denne enheds aktive deltagelse på tysk side - man stolede ikke på Vlasov og de andre ledere i hans hær (Vlasov var tidligere en meget stor sovjetisk helt, medens han var soldat i Den Røde Hær indtil sommeren 1942, hvor han blev svigtet af den russiske hærledelse, da han ledede sin 2. Shockarmé i kamp og blev ladt i stikken af Den Røde Hær´s ledere og måtte se sine folk blive næsten udryddet og han selv taget til fange. Herefter skiftede han side for at bekæmpe det kommunistiske styre og støttede nu tyskerne og her altså især Waffen-SS). Tyskerne havde i øvrigt over en million mand i sine styrker, gennem hele krigen, som bestod af mange mennesker fra hele Europa, herunder omkring 6000 danskere. Men i februar/marts 1945 blev Vlasov-Hæren sat ind i aktiv kamp mod de russiske angreb, som fejede hen over Oder-Floden og videre mod Berlin. Vlasov-hæren kæmpede for første og eneste gang i de ekstremt hårde kampe ved Seelow-højderne på vestsiden af Oder-floden og altså øst for Berlin. Men slaget i dette område kunne tyskerne ikke holde til - man ofrede de sidste hærenheder, man rådede over og kampene kom til at koste næsten ½ million døde og sårede i alt på begge sider. Resterne af Vlasov-Hæren undslap blodbadet omkring Oder-floden og flygtede til Tjekkoslovakiet og Prag og Vlasov selv forsøgte at komme amerikanerne i møde, så han kunne blive fanget af dem og ikke sine russiske landsmænd, hvor han ikke ville finde nåde og betragtet som en forræder af de russiske kommunister og deres ledelse. Den russiske general Sergei Bunyachenko var leder af Vlasov-Hæren i Prag og han beordrede "Vlasovitterne" til vende sig mod tyskerne og hjælpe Tjekkerne i byen med at gøre opstand og levere våben og ammunition til befolkningen. Vlasov-Hæren var relativt godt udrustet (herunder pansrede køretøjer og artilleri) og mange af dens soldater, som havde sluttet sig til enheden, var erfarne veteraner fra Østfronten. Imidlertid havde Vlasov-Hæren (ROA) og lederne heraf, ikke planer om at blive i Prag under hele byens opstand. Efter at have hjulpet tjekkerne i godt én dag, hastede enheden mod syd, for at nå de amerikanske styrker og overgive sig til dem. Vlasov stolede ikke på sine egne ledere i hæren - alt var kaos i krigens sidste dage. Han søgte selv mod de amerikanske linier, medens hans hær, sammen med nogen af de tyske Waffen-SS styrker også forsøgte det samme. Det var den visse død at blive fanget af Den Røde Hær.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...