TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Hvem kæmpede om Prags frihed: Det var tjekkiske borgere, både fra proletariatet og bourgeoisiet i byen, som deltog i kampene mod tyskerne under opstanden. De var alle enige om, at målet for kampen, var at frigøre byen og landet fra den tyske besættelse. I foråret 1945, bestod proletariatet og dets modstandsorganisationer og grupper, af patrioter, som havde udført en reel kamp mod nazisterne i landet. I modsætning hertil var bourgeoisiet, som i overvejende grad bestod af folk, fra den bedre stillede del af indbyggerne, fra magtapparatet, administrationen, universitetsuddannede osv., der under hele den tyske besættelse, ikke havde meget til fælles med de befolkningsgrupper, som faktisk stod for den meste modstand og kamp mod nazismen. Men så snart de følte, at det nazistiske "tusindårsrige sang på sidste vers", forsøgte de at "spille med" og give det indtryk, at de også havde bidraget til kampen og nu ville opnå de nye fordele, som tiden efter den nazistiske orden, givetvis ville give dem og være til gavn for deres befolkningsgruppe. -- Det var den almindelige etniske tjekkiske oprører, som kæmpede i Prag, dem som i praksis under det nazistiske åg, havde været tvunget til at arbejde for nazisterne. Det var dem, som selv havde måttet opleve og udstå krigens rædsler i landet, men også dem, som foragtede alt tysk og dem som var nødt til at samarbejde med tyskerne, der var de første til at gøre spontant oprør, uden at vente på de politiske ordrer. Trods manglende militær uddannelse, bevæbnede de sig med håndvåben erobret fra tyskerne eller leveret af de instanser, som vendte sig mod tyskerne og magten i landet (politi, gendarmeri) og specielt fra "Vlasov´s Hær" (se og læs ved de 2-3 sidste fotos om opstanden i Prag). De kæmpede overraskende godt og forsøgte at hindre de overlegne tyske styrkers bevægelighed, ved et omfattende netværk af hastigt etablerede gadebarrikader. Den taktik med at blokere de tyske militærbevægelser, blev en succes. Et af oprørernes vigtigste mål var også nået, nemlig at påvise og synliggøre den tjekkiske modstandsvilje og befri byen inden de blev "befriet" af Den Røde hær eller for den sags skyld den amerikanske hær (tjekkoslovakkerne havde jo en eksil-regering og militær i England). Men det blev et tæt opgør med tyskerne, hvor hver enkelt time skulle tælles med, inden oprøret kunne sikre byens frihed og inden russerne ville ankomme. Takket være oprørerne, fik Prag sig frigjort fra tyskerne, før ankomsten af de sovjettiske styrker. Det Tjekkiske Nationale Råd, ledet af Otakar Machotka og som vel at mærke var loyal over for eksil-præsident Edvard Beneš i London, repræsenterede den "proletariske" befolkning i Prag, ved de forhandlinger, som kom til at stå med de russiske militærledere efter "befrielsen". De "marionetagtige" regeringsstyrker i Prag og i landet i øvrigt (Böhmen og Mähren), politi, gendarmer, toldere og andre sikkerhedsstyrker, bestod mest af etniske tjekker, men kontrolleret af Gestapo. De fleste af disse styrker, grupper eller enkeltpersoner vendte deres våben og udstyr mod tyskerne, som de ellers skulle beskytte under besættelsen. Selv om de ikke udgjorde nogen reel fare for det veluddannede tyske militær, afleverede disse tjekkiske styrker frivilligt en stor del af deres håndvåben, ammunition og kommunikationsudstyr til oprørerne. De skulle tidligere bevogte Prag mod "den indre fjende", men i virkeligheden vendte de altså deres våben mod deres tidligere allierede, tyskerne. Tidligere blev disse styrker af politi, gendarmer, toldere og andre betragtet som forrædere, af den menige tjekkiske befolkning "proletaraiatet", og nu da de vendte sig mod besættelsesmagten, betragtede tyskerne dem som forrædere. Uanset hvad, havde disse borgere fra "beskyttelsesmagten", meget få flugtmuligheder og måtte derfor kæmpe med mod tyskerne. Tyske civile, bosat i Prag, administratorer, embedsmænd og familiemedlemmer af det tyske militær, sudetertyskere og deres familie, var det nemmeste og mest legitime mål for den tjekkiske vrede og hævnlyst. De måtte flygte over hals og hoved, på alle mulige måder, ofte i stjålne køretøjer, for at redde deres liv. Mange grusomheder blev begået mod hinanden på begge sider. Nogle tyskere, især SS, tog hævn over de tjekkiske civile borgere. ---- De regulære tyske hærenheder blev faktisk fanget både inden for og uden for Prag. De befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Da spillet var ved at være ude for tyskerne i Prag, havde de brug for Prag´s vejnet, for at flygte mod vest, så de kunne overgive sig til amerikanerne. -- Overlegne i antal, udstyr og uddannelse, blev presset fra oprørerne mod de tyske styrker i Prag, dog hen over tid for stort. Den midlertidige undertegnelsen af en overgivelseserklæring mellem Det Tjekkiske Nationale Råd og tyskernes øverstbefalende for værnemagten (den tyske alm. hær), General Toussaint, kan kun betragtes, som en delvis sejr for oprørerne, da dette kun fik en mindre del af disse tyske tropper, til at flygte vestpå. Nogle hærenheder var nødt til at fortsætte kampen, da de blev tvunget til dette af forskellige fanatiske SS enheder og fra Waffen-SS, som egentligt skulle være deres allierede, men som nægtede at anerkende en våbenhvile og ville fortsætte den menigngsløse krig på bl.a. deres bekostning. Waffen-SS enhederne blev betragtet, som den bedst udstyrede, trænede og motiverede del af alle de tyske styrker. De bestod for det meste af soldater fra "Kampfgruppe Wallenstein", som var blevet oprettet af enheder fra Waffen-SS, der havde tilhørt enhederne på troppeøvelseskasernen ved navn: Truppenübungsplatz Böhmen, som var et stort uddannelsesområde nær Benešov uden for Prag. Der var oprettet to væsentlige enheder, med hver sin ledende officer. Styrken bestod af fire regimenter med et lille antal pansrede køretøjer og nogle få artilleri-enheder. Da Waffen-SS var den mest fanatiske af de tyske enheder, havde de også mest at tabe. I tilfælde af overgivelse, forventede de ingen nåde (noget som de, da det skete, heller ikke fik). De afslog den midlertidige overgivelsesaftale og våbenhvile og betragtede alle de tyske enheder, der gjorde det, som forrædere. Waffen-SS enhederne blev ved at kæmpe fra den 7/8. maj og de sidste rester af soldaterne herfra, blev forfulgt og bekæmpet, af Den Røde Hær i skoven sydvest for Prag, så sent som 11. maj 1945. Russerne kom overraskennde buldrende ind i Prag fra nord, den 9. maj og fik på den måde afsluttet kampen i Prag. Men da havde oprørene allerede vundet og tyskerne på flugt mod syd og vest. Dette banede vejen for, at den tjekkiske eksil-regering, i dagene efter, kunne begynde,at flyve hjem til landet igen. Inden og også samtidig med at byens indbyggere "hyldede" de enorme kolonner af sovjetiske kampvogne, der rullede ind i Prag, forlod de sidste tyske hær-enheder byen under beskyttelse af en midlertidig våbenhvile. De Allieredes militære kommando havde aftalt med den sovjettiske ledelse, som tidligere nævnt, at Prag skulle "befries" af Den Røde Hær. Derfor havde man allerede, uden at oprørerne i byen vidste noget om, at den sovjetiske hærs ankomst for at hjælpe dem i "allersidste øjeblik", var et skuespil overfor alle i byen, da kapitulationen og overgivelsen fra de tyske styrkers side, var underskrevet 13 timer før de første sovjetiske kampvogne nærmede sig Prag fra nord. Ca. 30 sovjetiske soldater blev dræbt i udkanten af Prag i flugt-træfninger med resterne af den "Russiske Befrielseshær" Vlasov´s Hær, og med de russiske og ukrainske nationalister, som bevogtede de tyske krigsfangelejre i området. Disse styrker kæmpede under oprøret, både en tid mod oprørerne og en tid med oprørerne, hvor de tog del i kampen mod de tyske styrker i byen og gav oprørerne våben og forsyninger til deres kamp for friheden. Disse russisk-talende anti-kommunistiske tropper fra "Vlasov´s Hær" (ROA), blev ofte forvekslet med Den Røde Hær. Vlasovitterne kæmpede godt, og støttede opstanden i de afgørende timer den 7/8. maj og hjalp Prag, hvor det var mest nødvendigt. Deres offer kom til at koste over 300 dræbte soldater fra "Vlasov´s Hær", i kampene mod bl.a. Waffen-SS. Da kampene senere stoppede, fik denne anti-kommunistiske hærenhed, på grund af de kommunistiske medlemmer i Det Tjekkiske Nationale Råd, afslag på at blive betragtet og accepteret, som allierede og som frihedskæmpere. De fleste fra "Vlasov´s Hær", blev senere taget til fange af Den Røde Hær og deporteret til de sibiriske "Gulag" arbejdslejre, hvor de fleste gik til grunde. I 1946 blev Generalløjtnant Andrej Vlasov og de andre ROA ledere, herunder General Bunyachenko, dømt og henrettet for forræderi i Moskva´s Lubjanka fængsel. ---- Den amerikanske hær blev tvunget af De Allieredes politikerne, til at spille en passiv rolle i befrielsen af det østlige Europa og hermed Tjekkoslovakiet og Prag, på grund af de tidligere aftaler mellem Roosevelt, Churchill og Stalin (f.eks. Jalta-aftalen fra februar 1945). Selv om amerikanerne var i stand til at nå til Prag nogle timer før Den Røde Hær nåede frem, insisterede Den Røde Hær´s kommando på en streng overholdelse af de etablerede aftaler, uanset den faktiske situation i Prag. Den amerikanske General George S. Patton´s styrker var ønsket og forventet i Prag, men kommunisterne gav ham ikke lov til at køre det sidste stykke, selv om hans rekognoscerings enheder, var blevet rapporteret set, blot 20 km. syd for Prag. Under alle omstændigheder var den amerikanske hær, under General Patton´s ledelse, på den vigtige mission i det tidlige forår, at rykke frem hele vejen, til det østlige Böhmen, for at overtale Feltmarskal Ferdinand Schörner til at overgive sig, sammen med sine resterende tyske styrker. Som tidligere nævnt, fik Patton 3 franske forhandlere ind i Prag, hvor deres mission var at overtale General Toussaint, den tyske militære øverstkommanderende i Prag, til at kapitulere, hvilket jo lykkedes. -- Men meget gik også galt i de kaotiske dage omkring oprøret, befrielsen og kamphandlingernes ophør og den efterfølgende opsamling og registrering af de mange forskelligartede tyske hærenheder, som nu skulle være krigsfanger. -- Krigsfanger fra den 20. Waffen Grenadier Division SS (1. Estiske Division) blev forvekslet med krigsforbryderne fra de andre tyske SS-enheder og herunder de "rene" tyske Waffen-SS enheder. Den tjekkiske befolkning og dens oprørere og Den Røde Hær, fortsatte deres fjendtligheder over for de estiske tropper, som overgav sig. Esterne var i overvejende grad blevet tvangsindkaldt til Waffen-SS-enhederne. Denne estiske division havde modtaget en del "særlig uddannelse", ud over den regulære militære uddannelse og havde derfor begået forskellige krigsforbrydelser i den tid, hvor de var underlagt den tyske Waffen-SS kommando. De overlevende fra den estiske Division, som havde overgivet sig i dagene omkring den 8-9. maj 1945, husker det som "Det Tjekkiske Helvede". De var blevet jaget rundt, ydmyget, tortureret og dræbt af den lokale befolkning, oprørerne og af andre tyske Waffen-SS soldater, sådan at mellem 500 og 1.000 estiske soldater blev dræbt, selv om de havde overgivet sig.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...