TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Takket være det mod, som Fafek familien udviste, ved ikke at afsløre noget, da de blev arresteret, tortureret og derefter henrettet af Gestapo, forblev Ogoun familiens hjem på Václavkova gaden 18, Dejvice bydelen, Prag, et sikkert og hemmeligt skjulested for agenter og modstandsfolk under krigen, indtil 17. juni 1942. Proffesor Dr. Phil. Josef Ogoun, hans kone Marie, og sønner Milan og Luboš overlevede krigen. Professor Joseph Ogoun døde den 1. januar 1952. Lubos Ogoun, den ene søn, tog uddannelse som koreograf og dimitterede på samme dato, som da likvideringen af Heydrich skete. Han blev en kendt koreograf efter krigen. Den anden søn, Milan Ogoun, arbejdede i Energy Research Institute i Prag. Deres mor, Marie Ogounová, døde i Prag den 4. oktober 1967. -- Historien om Proffesor Ogoun er kort denne: Han blev pludselig hasteindlagt på Kromeriz Provinshospital for mentalt syge mennesker, onsdag den 17. juni 1942. I den periode, havde tyskerne og Gestapo iværksat deres massearrestationer af modstandsfolk, bl.a. på grundlag af faldskærmsagenten, forræderen Karel Curda´s angiveri og man havde derved opdaget de 7 overlevende faldskærmsagenter i katedralen den 17. juni. Ogoun anvendte hopitalet som flugtsted og fristed, i lighed med en lang række modstandsfolk, som også frelste sig under 2. Verdenskrig, ved at blive indlagt her, hvor man aktivt, fik de indlagte "patienter" skjult og til at "forsvinde" for tyskerne. Man forfalskede indlæggelserne, papirer og journaler og anden dokumentation "forsvandt". Eksperten på Kromeríž hospitalet, Dr. Charles Victor, fik gennemført, at man måtte behandle Ogoun. Begrundelsen var, at han havde fået en pludseligt opstået psykisk sygdom, som var forbundet med angst, søvnløshed, forvirrede ideer og sjælelig ømskindethed. På grund af den tilstand, havde patienten en stor risiko for kronisk sindsyge og det blev anbefalet, at han fik døgnbehandling på hospitalet og dermed fast indlæggelse. Lægerne fortalte, at de eneste gange han var glad, var når han kunne være sig selv og ikke skulle koncentrere sig om noget. Han ville ikke spise og man måtte kæmpe for, at få ham til at spise noget. Stemningen var trist, men han arbejdede lidt i hospitalets haveafdeling og han forsøgte at læse underholdende bøger. Hver anden dag kom der besøg fra hans familie og slægtninge. Den 28. september 1942, blev der ved den civile byret, gentagne gange, sat spørgsmålstegn ved, om hans mentale tilstand ikke krævede berøvelse af hans rets-og handleevne. Bekendte, som efter hans indlæggelse, tilfældigt mødte professor Ogoun, ville næppe genkende ham. Han havde ladet sit skæg vokse inden og under krigen blev hans udseende i høj grad ændret (påstået spisevægring og andet). -- Ogoun havde efter tyskernes besættelse af Tjekkoslovakiet, hjulpet modstandsbevægelsen og tog aktivt del i husningen og hjælpen til faldskærmsagenterne fra den 19. maj 1942 indtil sin "sikkerhedsflugt" til "sindsygehospitalet", den 17. juni 1942, i lighed med de mange andre familier, som også deltog i modstandsarbejdet og hvor næsten alle blev anholdt af Gestapo og henrettet - de fleste i KZ-Lejren Mauthausen, Østrig, den 24. oktober 1942. Men som en af de få familier, var professor Ogoun´s familie ikke undersøgt af Gestapo, selvom der på attentatdagen var Gestapo husundersøgelser i gaden hvor de boede. Familien hjalp bl.a. Kubis med at få hans sår i ansigtet behandlet af en læge, ligesom familien samarbejdede med familien Fafek, som dog blev henrettet, uden at afsløre Ogoun familien og derfor slap de uskadt gennem krigen. Da Proffesor Ogoun, efter Heydrich´s likvidering, fik rapporter om de første anholdelser og henrettelser af andre i modstandsbevægelsen og hørte om Lidice tragedien, "forårsagede det en pludselig forringelse af hans mentale tilstand". Han mente, at hvis han blev patient på hospitalet for sindslidende, ville det være en vis fordel, i tilfælde af en undersøgelse af Gestapo. Han fik ret og frelste herved sin familie. -- Under den tyske besættelse, nedskrev professor Ogoun sine oplevelser omkring attentatet på Heydrich. Manuskriptet var skjult på Slavia fodboldbanernes tribuner, hvor det dog gik tabt under Prags opstand den 4/5. maj 1945, hvor det brændte, sammen med tribunerne. Efter befrielsen, skrev han for egen regning en lille bog med titlen "The Truth About Heydrich" ("Sandheden om Heydrich"), hvor han bl.a. beretter om sit ophold på Kromeriz Hospitalet. Han skriver: " Jeg tilbragte tre måneder på Kromeríž, en sindssygeanstalt, hvor jeg næsten hele dagen kunne skrive og tale om bl.a. politik og faktisk havde det overraskende rimeligt.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...