TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

En af Chelmno KZ dødslejrens bygninger, hvor de sidste fanger blev myrdet. SS gennede de sidste 48 fanger sammen i bygningen og skød dem. Bagefter blev ofrene brændt - Der er ikke megen viden om, hvor mange flugtforsøg fra lejren, som lykkedes, men det er kendt, at fire personer var i stand til at flygte fra dødslejren. En af de fire mænd blev kaldt Szlamek Bajler, også kendt som Yakov Grojanowski, som undslap lejren den 19. januar 1942, efter to ugers tvungen arbejdskraft som graver (massegravene i skoven/waldlager). Det lykkedes ham at nå frem til ghettoen i Warszawa, og fik kontakt med den jødiske modstandsbevægelse her. Hans skriftlige redegørelse for Chelmno dødslejren, er bevaret i de underjordiske arkiver i ghettoen i Warszawa, kendt som Ringelblum Arkiv. De 3 andre undslupne fanger fra Chelmno, var Michal Podchlebnik, fra Kolo, der flygtede og gemte sig i Rzeszow indtil slutningen af krigen, og Mordechai Zurawski fra Wloclawek og Simon Srebrnik fra Lodz, som begge flygtede fra lejrens kornkammer den 17. januar 1945. -- Disse 4 fanger var de eneste fanger, som overlevede Chelmno dødslejren - Ca. 350.000 mennesker blev myrdet i denne lejr. -- I foråret 1944 besluttede tyskerne at likvidere Lodz ghettoen, som på det tidspunkt, var den sidste ghetto i de besatte polske områder (russerne var stærkt på vej frem mod Polen. Tyskerne besluttede, at de resterende 80.000 af ghettoens jødiske indbyggere, skulle udryddes i løbet af de kommende måneder af 1944. For at opnå dette, blev skovlejren ved Chelmno igen aktiveret, og "Bothmann-kommandoen", som tidligere havde huseret i Lodz og Chelmnolejren, blev hjemkaldt fra Jugoslavien. Hans Bothmann blev udnævnt til Kommandant og SS-Hauptscharführer Walter Piller næstkommanderende. To barakker bygget i skovlejren overtog de opgaver, det ødelagte slot tidligere udførte. Jøderne fra Lodz-ghettoen, som skulle henrettes først, blev bragt til Kolo med tog og derefter af den smalsporede jernbane til Chelmno station, eller ved at lastbiler kørte dem direkte til Chelmno dødslejren. De blev holdt i fangenskab i kirken ved siden af det ødelagte slot. Kirkens bygninger husede også Bothmann's stabsbil. -- Fra kirken blev ofrene fragtet til skovlejren i lastbiler. De blev beordret til at tage opstilling på forsiden af en af de to nye barakker, som var bygget af "Sonderkommandoen". Hver barak var omkring 20 m. lang og omkring 10 m. bred og bestod af to store rum, et for mænd og et for kvinder/børn, som kun var udstyret med hylder til ofrenes tøj. Bygningerne var omgivet med et plankeværk. For at få lejren til at ligne en større midlertidig lejr, var den udstyret med skilte, hvorpå der var opført ikke-eksisterende bygningsnumre og vejvisningsskilte. På en dør kunne man læse et skilt med teksten: "Til Badehus", mens der på væggen inde i bygningen var et skilt med teksten: "Til lægen". Uden på begge døre var der et skilt med teksten: "Omklædningsrum" for henholdsvis mænd og kvinder. -- Hver gang de ca. 25-30 jøder fra hver lastbil, alle var linet op foran bygningerne, efter køn, fik jøderne at vide, at de skulle arbejde for Tyskland. De vil blive kørt til byer som Leipzig, Köln osv. - For at undgå komplikationer og for at fremskynde afklædningen inden deres tur i "baderummet", blev de endvidere orienteret om, at de ville komme til at opholde sig i de nyopførte barakker, sammen med så meget som muligt af deres familie - Men først skulle de "afluses og i bad". -- For at få dem til at klæde sig af hurtigt, fik de også at vide, at transporterne ville begynde at afgå samme dag og de skulle skynde sig. Værdigenstande skulle placeres på hylderne, mens brød, tobak og tændstikker og andet skulle indpakkes i lommetørklæder eller små poser og placeres separat, fordi det beskidte tøj skulle gøres rent kemisk og eventuelle værdigenstande, som var tilbage i lommerne, ville blive brændt. -- Når alle havde afklædt sig, først kvinder, efterfulgt af mændene, var de nødt til at gå gennem en dør med et skilt: "Til Badehus". Bag døren var der en passage, omkring 20-25 meter lang, med et 1½ meter højt hegn lavet af træplanker. Passagen drejede vinkelret til den ene side og førte til en rampe. Nær rampen var en lukket gas-lastbil bakket ind og her var jøderne nødt til at gå op og ind. -- Når 70-90 mennesker var inde i lastrummet, blev dørene lukket, og den fyldte lastbil, som kun holdt ca. 200 meter fra de åbne ligforbrændingsriste i skoven, kørte så den korte køretur derhen, åbnede chaufføren Laabs, eller en anden bøddel en ventil, således at udstødningsgasserne nu trængte ind i det lukkede rum og dræbte menneskerne derinde i løbet af ca. seks minutter. -- De åbne forbrændingsriste, der blev bygget af SS - Hauptscharführer Runge, med hjælp af jødiske arbejdere fra Lodz ghettoen (her skulle de selv og alle andre jøder brændes). Runge og en anden SS-mand Lenz var ansvarlig for de 2 åbne "ovne". Disse "ovne" blev beskrevet i vidneudsagnet fra en tidligere fange, Mordechai Zurawski, i 1945: "I skoven var der to identiske forbrændingsovne, hvor man kun kunne se toppen af dem, da de var nedgravet i store gruber, der var 4 m. dyb, 6 m. bred, og 10 m. lang. Siderne af gruben var gradvist indsnævret mod bunden og på det sted, hvor de nåede "ovnens" riste, som var ca. 1 m. brede og ½ m. lange. Ristene var lavet af skinnerne fra en smalsporet jernbanen, den ene side var lavet af mursten og beton. Under risten, var der et hulrum til aske og hulrum for at sikre en korrekt strøm af luft til "ovnen". Et lag af træ blev lagt nederst, hvorpå de døde gassede jøder blev anbragt. Ligene skulle placeres, så de ikke rørte hinanden. I det nederste liglag, var der plads til tolv personer. Deres lig blev derefter dækket med et lag af tilhugget træ og endnu et lag af lig på anbragt. På denne måde kunne "ovnen" rumme op til 100 lig ad gangen, hvorefter der blev sat ild til det nederste lag, med anvendelse af brændbar væske. Efterhånden som lig- og trælagene brændte ned, blev den frie plads i "ovnen" fyldt op i toppen, med nye lig og træ. Dette var tyskerne svært tilfredse med, da man nu kunne udrydde "beviserne" meget hurtigt og i stor scala. Ligene brændte hurtigt og blev til aske i løbet af ca. 15 minutter. Asken blev fjernet fra hulrummet nederst i "ovnen", ved anvendelse af lange jernstænger med en 40 cm. bred jernplade i enden. Fjernelse af aske var et vanskeligt og farligt arbejde, da "ovnen" var rødglødende og udviklede en ekstrem varme. Ingen af de fanger, som skulle betjene denne funktion, kunne holde til opgaven i mere end to eller tre dage. Når fangen ikke kunne klare heden mere og kollapsede og ikke var i stand til at fortsætte, blev denne omgående dræbt og en ny fange beordret til opgaven. Knogler og aske blev pakket i sække, som var fremstillet af jøderne i ghettoen og i andre lejre. Men inden pakningen i sækkene, skulle knoglerne først være knust med træstempler på et særligt cement fundament. Tyskerne havde dertil også en knogle-knusemaskine. Sækkene blev kørt ud af skovlejren om natten for at blive tømt ved Zawadka møllen eller kastet i floden Warta. En af ovnene, blev ødelagt i august 1944, mens den anden ovn først blev ødelagt i januar 1945". Afslutningen på SS-Sonderkommando Chelmno skete om natten den 17. januar 1945. Bothmann fik hele lejren samlet og fortalte, at "Den Røde Hær" havde besat Lodz, og kommandoen skulle opløses øjeblikkeligt. Mordechai Zurawski vidnede: "Om natten den 17. januar 1945, blev dørene til rummet i kornkammeret åbnet, hvor ca. 20 arbejdsjøder sov og med resten sovende ovenpå næste etage. To SS-mænd kom ind, Lenz og Haase, med deres elektriske lommelygter og de beordrede os til at forlade bygningen 5 ad gangen. Efter de første 5 gik ud, hørte vi 5 skud og vi var da sikre på, at de blev dræbt. Da de næste 5 blev kaldt ud, ønskede ingen at gå ud. Så SS-mændene tvang dem ud og igen hørte vi 5 skud. Jeg skulle til at gå med den tredje gruppe på fem personer, da jeg tog en kniv, som jeg havde gemt, og jeg bankede lommelygten ud af Lenz 'hånd. Jeg begyndte at løbe væk og vinkede med kniven til højre til venstre. Den nærmeste SS-mand ramte mit venstre ben med et pistolskud, men jeg blev ved at løbe. De begyndte at skyde på mig fra alle sider, jeg blev skudt i højre ben også, men til sidst lykkedes det mig at komme væk i mørket. Efter at jeg havde humpet og løbet ca. 3 km., kunne jeg se bygningen brænde, hvor vi havde boet. SS-mændene havde sat ild på og jeg hørte også enkelte skud - de skød på dem, som prøvede at redde sig ud af flammerne - men det fik jeg først at vide senere. Mine skudsår var overfladiske og jeg overlevede". -- Den næstkommanderende SS-mand Walter Piller vidnede: "Vi gik til bygningen i slottets gård, hvor der var 40-45 jødiske arbejdere. Først blev den nederste celle åbnet, for at skyde de 20-25 jøder foran bygningen. Efter et par minutter førte Lenz 5 jøder uden for og Bothmann, Lenz og jeg dræbte dem med et skud i baghovedet. Mens den tredje gruppe var på vej ud af fængslet, flygtede en af jøderne - han var kok for de øvrige jøder og alt hvad jeg ved er, at hans fornavn er Maks (Mordechai Maks. Zurawski). Trods jagten på jøden, som blev taget op af Bothmann, et SS - medlem og fire politiofficerer, lykkedes det Maks at flygte. I vagthuset underrettede jeg gendarmeriet om flugten via telefonen, men de fik ham heller ikke fanget. Før Bothmann og de fem andre mænd startede jagten på jøden, beordrede han mig til at tage sig af resten af jøderne i arbejdskommandoet i bygningen, med et skud i baghovedet. Lenz bragte de resterende fem jøder fra den nederste celle ud og de blev dræbt af Lenz og mig selv. Men der var stadig de 20 arbejdere til venstre i den øverste celle. Uden min ordre, tog Lenz en Schupo Wachtmeister (Vagtmester fra Schutzpolizei-enheden i lejren) med op til den øverste celle, så de første 5 jøder kunne skydes på samme måde som med de andre i den nederste celle. Men så snart Lenz åbnede celledøren, kastede fire jøderne sig over ham og trak ham ind i cellen. De fik fat i hans pistol og åbnede ild på de to "Wachtmeisters", som stod ved døren. Døren i nederste etage blev låst, efter Bothmann´s ordre - han var vendt tilbage fra den forgæves søgen efter den flygtende jøde. Bothmann, Häfele og jeg, råbte flere gange til jøderne, om at frigive Lenz og forlade cellen i grupper af fem. Svaret var skud fra pistolen, som de havde taget fra Lenz. Så råbte en af jøderne, at Lenz havde hængt sig selv. Vi kunne ikke tjekke om det var sandt, fordi fangerne satte ild til bygningen (antagelig et løgnagtigt udsagn - De antændte selv bygningen) og flammerne var på vej ud over taget. Ilden spredtes dobbelt så hurtigt, fordi den øverste celle, var fremstillet i træ. Bothmann besluttede at lade bygningen brænde helt ned, til trods for, at Lenz stadig var derinde. Branden betød givetvis, at Lenz ikke længere var i live. De allerede dræbte jøder, som lå foran bygningen, blev også kastet ind i den brændende bygning og efterladt til flammerne, sammen med jøderne i den øverste etage". -- Om morgenen den 18. januar 1945, hvor branden langsomt døede ud, instruerede Bothmann Piller og Gorlich, om at åbne et skab, som stod i et af vagthustes værelser og brænde alle de hemmelige dokumenter heri. Dokumenterne blev brændt og asken spredt over ud over de åbne marker. Bothmann og hans SS-Sonderkommando kørte til Kolo, hvor schutzpolizei enheden blev overladt til det lokale gendarmeri, mens resten af kommandoen tog til Poznan via Konin. -- Det er umuligt at fastslå det nøjagtige antal ofre, som blev myrdet i Chelmno, men den tyske borgmester i Kolo, Becht, meddelte hans læge Leo Brat, at der indtil foråret 1943 var ca. 250.000 jødiske mennesker myrdet. -- Bothmann fortalte Karl May, en af de tyske ansatte i skovlejren (waldlager), i sommeren 1942 under et besøg, at der var omkring 250.000 mennesker begravet der og andre 100.000 ville blive begravet snart. -- Men monumentet på det sted, hvor den tidligere dødslejr lå, angiver at 180.000 jøder blev myrdet her, 160.000 polske jøder og 20.000 jøder fra Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet, og Luxembourg og 4.300 sigøjnere.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...