TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Ravensbrück KZ og kvinder på "jord & beton" slavearbejde. -- Yderligere 5 kvinder fra Lidice ankom i de kommende uger og måneder, efter at hovedparten af landsbyens kvinder var deporteret til kz-lejren. Marie Rákosová ankom i august 1942, da hun på deportationstidspunktet lå på hospitalet i Kladno. Anna Kohlicková og Marie Hanzlová dukkede op den 13. september 1942, efter at de havde født deres børn, i fangenskab på Dykovagaden 20, i Prag og som straks efter fødslen, var taget fra dem og anbragt på et "børnehjem" i Prag. Marie Müllerová og Zofie Pesková ankom den 28. oktober 1942, som samtidig var den tjekkoslovakiske nationaldag og dagen hvor Frantiská Hroniková fødte sin søn i kz-lejren og hvor de kvindelige SS-vagter omgående tog spædbarnet og dræbte det!! -- Kvinderne fra Lidice havde enorme problemer med at opholde sig i KZ-lejren. De forstod ikke hvorfor de blev anbragt her og terroriseret på denne grusomme måde hver dag, tillige med at de intet fik at vide om deres mænd og deres børn!! I starten holdt de liv i tanken om, at der måtte være sket en fejl, de var jo ikke jøder. De håbede på, at blive sat fri snart, når misforståelsen blev klarlagt - men som tiden gik svandt håbet og hverdagen bestod kun af endeløs terror, sult og kulde, sygdom, snavs og uhumske forhold, slavearbejde, træthed og manglende søvn. Flere af deres medborgere fra Lidice, begyndte at dø omkring dem og snart begyndte mange at blive sendt til gaskammeret i KZ-Auschwitz og til sidst i Ravensbrück-lejren også. -- 6 af kvinderne fra Lidice arbejdede i 12 timers skift på en mekanisk fabrik i Waldbau, hvor de samlede dele til kampfly og elektriske komponenter. Fabrikken var strengt bevogtet med el-pigtrådshegn. Kvinderne fik næsten ingen føde eller vand, men skulle bare arbejde og arbejde! Sådan var det også i slavefabrikken Neu Brandenburg, 30 km. fra Berlin, hvor arbejdet bestod i maskinboring af metalkomponenter. I ammunitionsfabrikken Grüneberg, var arbejdsbetingelserne endnu værre, hvor giftige stoffer og tungt arbejde ved store samlebånd, krævede mange ofre. Alle steder var det 12 timers arbejde og 12 timers "fri" inklusive transport frem og tilbage. Kvinderne blev ofte slået, mishandlet, misbrugt og terroriseret på udspekuleret måde af vagter og arbejdsledere. Hvis de gjorde vrøvl, eller ikke kunne klare arbejdet, blev de bare henrettet eller sendt i dødslejren. Afstraffelser af dem skete ofte uden grund - nogle kvinder blev sat til at stå op udenfor i timevis uden mad eller vand, eller de blev nedsænket i iskoldt vand udenfor om vinteren, hvorefter de ikke fik tørt tøj. Kvinderne sultede konstant og plukkede græs, som de spiste, når de ikke blev overvåget af vagterne - hvis de så, at de spiste græs, ville de blive straffet af de sadistiske kvindelige SS-vagter. -- Disse ekstreme levevilkår betød, at kvinderne for manges vedkommende, ikke kunne klare opholdet i kz-lejren og begyndte at dø - en for en, af sult, sygdom, snavs og uhumske forhold. I takt med afsvækkelsen, blev flere og flere sendt til gasning i KZ-Auschwitz og KZ-Majdanek i Polen. da kvinderne fra Lidice ankom til Ravensbrück, var dødsraten hver dag ca. 3 kvinder, men i slutningen af 1942 døde der hver dag 6-7 kvinder. Da der begyndte at komme fanger fra de østlige kz-lejre senere i krigen, steg dødstallet til 60-100 hver dag! Derfor byggede tyskerne et gaskammer og krematorie i januar 1945, så de hurtigere kunne komme af med de uegnede slavearbejdere!

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...