TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Jøder i Prag på vej til godstoget mod Theresienstadt Ghettoen i 1942. -- I årtiet op til 2. Verdenskrig følte jøderne sig sikre i Tjekkoslovakiet, sammenlignet med forholdene i de øvrige øst-europæiske lande. Den tjekkoslovakiske politik lagde vægt på tolerance. Böhmens/Mährens jødiske befolkning var på dette tidspunkt hovedsagelig arbejdende, middelklasse byboere. Det jødiske samfund var integreret i det tjekkiske, jøderne talte tjekkisk, sendte deres børn i tjekkiske skoler og blandede ægteskaber var almindelige. I 1931 giftede 32 ud af hver100 jødiske brudgomme sig med ikke-jødiske kvinder. -- I 1930 levede 50 % af jøderne i Böhmen/Mähren i Prag, hvor de udgjorde ca. 4,17 % af befolkningen. Selvom fødselstallet var faldende i det jødiske samfund, så voksede Prags jødiske befolkning efter 1933. Det skyldtes de mange forfulgte flygtninge fra de tyske nazificerede områder. -- Byen blev et transitsted for jøder, som ventede på visa til Storbritannien og USA. Denne strøm var stor på grund af Tjekkoslovakiets geografiske beliggenhed midt i Europa, og fordi regeringen førte en meget liberal immigrationspolitik. Mange af jøderne strandede imidlertid i Tjekkoslovakiet, fordi de europæiske lande og USA førte en meget streng flygtningepolitik. Der var i denne tid en meget ringe forståelse i verdenssamfundet for mennesker, der flygtede på grund af race og religion. Danmark var ingen undtagelse i denne sammenhæng – her anerkendtes kun til nød politiske flygtninge. -- Efter "München-aftalen" i 1938 og indtil Tjekokoslovakiets indlemmelse i det tyske rige i 1939, havde den tjekkoslovakiske regering været under et stærkt pres, fra tysk side, omkring jødespørgsmålet. I Tyskland så man gerne, at Tjekkoslovakiet indførte anti-jødisk lovgivning med de nazi-tyske Nürnberg-love fra 1935 som forbillede. Den tjekkoslovakiske regering reagerede på disse krav ved at begrænse immigrationen fra Nazi-Tyskland, og ved at fyre et lille antal offentlig ansatte med to jødiske forældre. Desuden meddelte den, at man kiggede på de tilflyttere, der var ankommet efter 1918. Regeringen var imidlertid meget modvillig mod at foretage yderligere tiltag mod jøderne i dette tidsrum. -- Da nazisterne i 1939 indtog Tjekkoslovakiet, var der 56.000 jøder i Prag, hvoraf 15.000 var tyske jødiske flygtninge. Med tyskernes indtog i Böhmen/Mähren var startskuddet nu gået til kampagner, der skulle stimulere jødefordomme, jødehad og jødeforfølgelser. -- Den tjekkoslovakiske marionet-regering i Böhmen/Mähren, der nu begyndte at udstede love i overensstemmelse med Nürnberg-lovene, udstedte samtidig nogle forordninger, som bestemte, at der skulle indsættes tjekkoslovakiske bestyrelser i jødiske virksomheder. -- Men tyskerne anså slet ikke disse tiltag som radikale nok. Derfor besluttede den tyske overhøjhed at påtvinge protektoratet deres egne løsninger på jødespørgsmålet – især fordi beslutningen om de tjekkoslovakiske bestyrelser i de jødiske virksomheder måtte anses som et forsøg på, at holde de jødiske ejendele væk fra tyske hænder. -- Den 21. juni 1939 bestemte tyskerne således, at jøderne skulle holdes ude af det økonomiske liv i Böhmen/Mähren, og at de skulle have deres ejendele registreret. Jødiske firmaer skulle overtages af tyske bestyrelser, som skulle stå for salget af dem. Disse beslutninger blev taget helt uden om den tjekkoslovakiske "regering", der kunne læse om det i pressen. Jødespørgsmålet var nu et rent tysk anliggende, og der blev oprettet et hovedkontor for jødeanliggender i Prag, hvor den berygtede ekspert i jødespørgsmål, Adolf Eichmann, flyttede ind. -- Herefter blev der vedtaget en mængde love, der indskrænkede jødernes frihed. Herunder ses et udpluk : • Forbud mod at benytte offentlige bade og swimmingpools • Henvisning af jøder til særlige afdelinger i restauranter • Spærretid for jøder fra daggry til skumring • Forbud for jøder mod at hæve mere end 1500 kr. om ugen, samt mod at oppebære renter • Tvunget salg af guld, sølv, platin samt juveler til discountpris • Forbud mod at se film og teater • Forbud for jødiske læger mod at behandle andre end jødiske patienter • Forbud mod at gå i tjekkoslovakiske skoler – senere mod undervisning af jøder i det hele taget • Genindførelse af påbudet om brug af den gule jødestjerne • Forbud mod at forlade sit lokale område uden polititilladelse • Tvungen flytning af jøderne fra lejligheder i de bedste områder af Prag til gamle lejligheder i andre dele af byen (lejlighederne blev overtaget af nazi-folk, sudetertyskere m.fl.). -- I bogen "Hvem kan glemme dette?" fortæller pigen Helga om, hvordan den jødiske kirkegård inden hendes deportation, var det eneste sted hun måtte lege. Læreren Irma fortæller i samme bog om, hvordan de en tid underviste børnene i synagogen, fordi de var udvist af de tjekkoslovakiske skoler. Jøderne vidste det ikke, men disse lovgivningstiltag, var de første skridt på vejen i nazisternes plan om jødernes endelige udslettelse i dødslejre. I front for denne plan stod SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, der var den fungerende rigsprotektor for Böhmen/ Mähren m.m. Hans første værk efter sin ankomst til Prag i sept. 1941, var at lukke de sidste synagoger og stoppe al anden jødisk virksomhed. Desuden holdt han møder med bl.a. Eichmann, omkring deportation af jøderne i Prag og hele Böhmen/Mähren. På disse møder besluttede man, at protektoratets jøder skulle sendes til ghettoerne i Lodz, Minsk og Riga. -- Kort tid efter hans ankomst til Prag afgik således det første tog fra Prag til Lodz i Polen indeholdende 1000 jøder. Herefter blev yderligere 5000 sendt samme sted hen. Mange af disse jøder døde indenfor få måneder, og på et møde i oktober 1941 blev det besluttet, at protektoratets jøder skulle opsamles i en ny ghetto, Theresienstadt, som lå ca. 60 km. nord for Prag. -- Theresienstadt var en gammel fæstningsby, der på dette tidspunkt var beboet af ca. 7000 tjekkoslovakker. Heydrich mente imidlertid, at stedet sagtens kunne rumme 50.000-60.000 jøder. Planen var, at jøderne skulle deporteres til udrydelseslejre med tog fra Theresienstadt, men intet måtte slippe ud til offentligheden om denne plan. Jøderne skulle tro, der var tale om en arbejdslejr – en ghetto. -- I november 1941 blev der derfor sendt et arbejdshold bestående af unge jødiske mænd af sted til Theresienstadt, for at gøre ghettoen klar til indflytning. På grund af byens fortid som fæstning, var den nem at afskære fra omverdenen, men den lå stadigvæk ikke mere afsondret end, at der fandtes en jernbaneforbindelse lige i nærheden. Desuden havde Gestapo i forvejen et effektivt fængsel "Kleine Festung" i fæstningen (i praksis et regulært torturkammer). Disse tre faktorer gjorde tilsammen, at Therisienstadt var særlig egnet som opsamlingsghetto. Byens tjekkoslovakiske beboere blev bedt om at rejse et andet sted hen, og efter få dage ankom de første transporter med mænd, kvinder og børn fra Prag. -- Arbejdet med at registrere de personer, der skulle af sted samt disses ejendele, blev foretaget af ledelsen af den jødiske menighed i Prag under kontrol af tyskerne. På denne måde kom jøderne til at tage del i deres egen udryddelse. De havde imidlertid intet valg. Tjekkoslovakerne var uvillige til at hjælpe jøderne til modstand – der var dødstraf for hele familien, hvis man skjulte jøder. Desuden havde de mange jødeflygtninge, især tyske, skabt en begyndende modvilje mod jøder i befolkningen. -- Passiv modstand blev dog også straffet hårdt. Således var hele den første jødiske ledelse i Prag, blevet sendt til KZ-Manthausen, fordi de havde forhalet registreringen, af de første 1000 jøder, der skulle deporteres. Denne jødiske ledelse blev myrdet her indenfor 12 dage – dette var en advarsel til den efterfølgende ledelse af den jødiske menighed, der blev sat til den fortsatte registrering. -- Før en familie skulle deporteres blev de informeret herom af den jødiske ledelse. De måtte medbringe ca. 50 kg. bagage pr. person, som de kunne tage med sig til et fast opsamlingssted, hvorfra de deporterede blev eskorteret af tjekkoslovakisk politi til Prag-stationen Bubny. -- De mange værdier som jøderne efterlod sig i Prag tilfaldt tyskerne. 45 varehuse var pakket med konfiskerede jøde-ejendele. Disse ejendele havde Gestapo-folk førsteret til i forbindelse med indretningen af kontorer i de besatte områder. Andet gik til Nazi-velgørenhedsorganisationer, men alt i alt var de mange ejendele en invitation til en udbredt korruption blandt tyskerne. -- Nogle af de jødiske efterladenskaber gik imidlertid også til oprettelsen af et jødisk museum. De første tiltag til dette museum blev allerede gjort i 1906, da den omfattende byfornyelse, havde ødelagt den gamle jødiske ghetto. En ledende jøde Dr. Stein var ansvarlig for registreringen af gamle værdifulde jødeting. Han foreslog tyskerne, at man skulle tilføje tingene til det jødiske museum, man var påbegyndt i 1906. Det faldt i god jord hos tyskerne. Motiverne til oprettelsen af museet var imidlertid forskellige. Mens Stein håbede at kunne bevare nogle jødiske ejendele, der kunne gives tilbage til de rette ejere efter krigen, så ønskede tyskerne at oprette et smæde-monument over en uddød race - jøderne. -- Blandt de sidste der blev deporteret til Theresienstadt, var lederne af den jødiske menighed i Prag, der havde forestået registreringsarbejdet. Herefter fulgte det jødiske personale på det jødiske museum, men til allersidst i 1945 fulgte jøder fra blandede ægteskaber, der ellers indtil da havde haft en særlig beskyttet status.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...