TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Jødiske mænd i Theresienstadt Ghettoen 1943. -- Jøderne i ghettoen lagde et stort arbejde i at administrere "selvstyret" af ghettoen. Dette havde man på sin vis, lidt held med, så der trods de givne betingelser kunne opretholdes rimelig betingelser med en grundlæggende standard for hygiejne, kultur og menneskelig adfærd i ghettoen. At dette til dels lykkedes, skyldes antagelig den store koncentration af meget veluddannede jøder i ghettoen. -- Den værste konsekvens af "selvstyret" var dog, at det indebar en forforpligtelse for de jødeældste, til at sammensætte transportlisterne for de jøder, der skulle deporteres østpå til andre lejre. Langt hen ad vejen var flere af de jødeældste dog ikke klar over, hvor deportationerne gik hen og hvad der skete med deres medmennesker. De troede i starten, at deportationerne gik længere østpå, hvor forholdene nok var værre, men hvor der stadig var et håb om overlevelse. Senere fik ældsterådet vished om, hvad en deportation i virkeligheden indebar, nemlig udslettelse i Auschwitz-Birkenau i Polen. Dette var imidlertid en viden, som de besluttede at holde for sig selv, så næsten hele ghettoens befolkning af jøder var uvidende om situationen indtil tyskernes kollaps – "Vi kan alligevel ikke gøre noget for at stoppe myrderierne, så hvorfor ikke spare folk for en sådan viden om deres skæbne", skulle den jødiske leder Rabbi Leo Beck have udtalt, da en flygtet fange vendte tilbage til Theresienstadt for at advare ledelsen. -- Den jødiske ledelse fik således snart erfaret, at Therisenstadt ikke var en mønsterghetto, men en gennemgangslejr. -- I starten gik transporterne fra Theresienstadt til Lodz-ghettoen i Polen, men fra oktober 1942 gik de direkte til dødslejren Auschwitz-Birkenau. Indtil den sidste transport i oktober 1944 afgik der 25 tog fra Theresienstadt til Auschwitz-Birkenau indeholdende mænd, kvinder og børn. 80 % af disse blev øjeblikkeligt gasset ved ankomsten, og 90 % overlevede ikke krigen. -- I alt blev der sendt 39.395 Prag-jøder til Theresienstadt, heraf var ca. 15.000 børn og unge. De 31.709 døde, enten i ghettoen eller i dødslejrene østpå. Af de 92.199 jøder der havde boet i Böhmen/Mähren, overlevede kun 14.045 krigen. -- Lejren der oprindeligt var tiltænkt de böhmiske og mähriske jøder, blev en gennemgangslejr for mere end 150.000 jøder fra ca. 20 lande, som passerede gennem lejren fra oktober 1941 til maj 1945. Af disse døde omkring 33.000 på stedet, mens næsten 20.000 forblev i live. -- Det er karakteristisk, at de overlevende jøder der udelukkende har oplevet internering i Theresienstadt, ser tilbage på denne tid med gru og forfærdelse, mens overlevende jøder fra andre lejre ser tilbage på tiden i Therienstadt, som et paradisisk afbræk i et ellers forfærdeligt forløb. -- Der var ikke rart i Theresienstadt, men sammenlignet med andre lejre, havde man en chanche for at overleve. Ingen andre steder havde man "et kulturliv", som i Theresienstadt. Man fik sågar lov til at have en synagoge og praktisere religionen i en gammel hestestald - nazisterne smadrede ellers alle synagoger i Europa og Rusland, hvis de fandt dem. noget af jødernes arbejde i Theresienstadt, bestod bl.a. i at modtage alt muligt fra synagoger rundt om fra Europa, både træværk, og hellige remedier, f.eks. Tora-ruller. Det vat frygteligt for de troende ortodokse jøder, at være med til at save disse ting op til brænde og ødelægge et folks kultur - her deres egen kultur! Det værste problem var dog sulten. Folk var frygtelig underernærede. Maden bestod hovedsagelig af en grå kålrabi-suppe, hvori der flød kartoffelstumper eller byggryn. Der "serveredes" kød og brød af og til, men ikke meget. Helbredsstilstanden var derfor også meget dårlig, og medicin var der ikke meget af. Der var dog et "hospital", som kun modtog meget og særligt syge fanger, der passede lægen at "kikke" på. En dygtig jødisk apoteker, fik også lov at praktisere sin kunne. Ligeledes var de hygiejniske forhold meget ringe, alene af den grund, at der var stuvet over 50.000 mennesker sammen på et areal, der var beregnet til 10.000. Der var ulideligt koldt om vinteren og frygtelig varmt om sommeren i beboelsesrummene, hvor hver person havde ca. 0,6 m2 til sin rådighed, og hvor man sov i køjesenge i op til 4-5 etager. -- Kvinder og mænd levede adskilt i lejren. Alle voksne måtte arbejde ca. 10-12 timer hver dag. Slavearbejdet omfattede mange ting og på sin vis ofte i noget, som havde betydning og værdi for lejren, fangerne og tyskerne. Der arbejdedes med håndværk, jord- og beton, skov- og markarbejde, reparation af mange ting, kulminedrift, savværk, sortering af døde jøders værdigenstande og tøj, renovation og ikke mindst arbejde med at slæbe syge og døde fanger rundt til læge, til mønstring, til begravelse, til krematorium, til samlingspladser for bl.a. deportationerne med togtransporterne til udryddelseslejrene. Anvisningen til arbejdsopgaver med f.eks. syge- og dødetransport, blev "administreret" af en ondskabsfuld østrisk kvinde, som gik under navnet "Gnädige Frau, küss die Hand". Disse ord skulle man huske at sige flere gange, medens man havde foretræde for dette monster - glemte man at sige det, blev man verfet ud og risikerede at blive taget til togtransport og udryddelse! -- Fangernes mange arbejdsopgave, betød, at børnene derfor blev anbragt i særlige børne- og ungdomshuse. I sådanne huse kunne der godt være 2-300 børn, drenge og piger for sig. Disse huse var delt i mindre, selvstændige kollektiver på mellem 15 og 40 børn med en leder, en til to hjælpere samt assistance fra læger, sygeplejer og socialarbejdere. Netop børnene er kendetegnende for livet i Theresienstadt – i Auschwitz-Birkenau var der næsten ikke nogen børn, kun de der blev brugt til medicinske forsøg, resten blev gasset kort tid efter ankomsten. -- I Theresienstadt gjorde man meget for at lette opholdet for børnene, som på mange måder havde det bedre end de voksne. Madrationerne blev fordelt efter, hvilket arbejde man havde, men børnene fik bedre og mere mad end de voksne. De største børn og unge måtte arbejde - i starten fra de var 16, senere fra de var 14 eller 12. -- Undervisning var forbudt, mens fritidsbeskæftigelse af børn var tilladt. Der fandt derfor alligevel undervisning sted i ghettoen under dække af forskellige ting. Historieundervisning blev til dramaer og geografiundervisning til gætteleg. Almindelig undervisning fandt dog også sted, selvom det var frygtelig risikabelt, og i sådanne situationer var der en der stod vagt ved døren. Ved et tegn fra vagten skulle man hurtigt skubbe skolesagerne bort og begynde at synge, gerne tyske sange da det virkede mest uskyldigt. -- Der blev også tegnet meget i børnehusene. Nogle af disse tegninger kan man se i begravelsesceremonihuset ved den jødiske kirkegård i Prag. Man opfordrede børnene til at tegne, for at bearbejde deres psykiske problemer. Grunden til at så mange af tegningerne kom til at indeholde positive familiebilleder var, at man opfordrede dem til at tegne om dengang, de levede et trygt og godt liv med familien. Man mente, det var vigtigt for, at de kunne håbe på fremtiden og holde modet oppe om et bedre liv . -- Læreren Irma fortæller i bogen "Hvem kan glemme dette?" om en dreng, der ikke huskede meget fra før deportationen til Theresienstadt. En dag blev han spurgt om, hvad han ville være når han blev stor. Svaret var : "Hund hos tyskerne, for tyskerne kan så godt lide hunde." -- Over hele lejren og for de mennesker der kom til at leve der permanent eller i en kortere eller længere tid, inden de blev sendt til en udryddelseslejr, hvilede der altid en stressende uhyggelig frygt og angst for, at gøre en fejl, sige noget forkert, blive syg osv. - for da var man pr. definition sikker på at blive afhentet og sat på den næste togtransport til f.eks. KZ-Auschwitz. hvor man var sikker på at blive udryddet. Næsten 90.000 jøder fra Theresienstadt blev sendt til udryddelse i KZ-lejre - primært Auschwitz.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...