I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos fra turen, hvor jeg sejlede fra Castebay på Barra Island til Lochboisdale på South Uist.
Fra Lochboisdale udgik mine ture bl.a. til Eriskay og videre op på øen South Uist til Howmore og området her, som ligger midt på øen. Senere gik turen så videre op på North Uist og Berneray i nord.
Fotos fra den del af rejsen er delt op i 3 fotoalbummer.
Hebridefoto 1, Hebridefoto 2. og Hebridefoto 3
Fotoalbum nr. 2 har fotos fra South Uist.
Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og man kan læse den tilhørende tekst.
Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.
Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg turede rundt på South Uist.
Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.
Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i den sydelige og midterste del af South Uist, bl.a. Lochboisdale og Howmore.
Link til hjemmeside om South Uist:
http://www.southuist.com/
http://www.storasuibhist.com/
http://www.undiscoveredscotland.co.uk/southuist/southuist/index.html
Link til området i og omkring Lochboisdale:
http://tinyurl.com/2fk856
http://tinyurl.com/yw2wba
Link til området i og omkring Baleshare:
http://www.undiscoveredscotland.co.uk/baleshare/baleshare/index.html
Link til området i og omkring Carinish og Clachan:
http://www.undiscoveredscotland.co.uk/northuist/carinish/index.html
Link til området i og omkring Howmore:
http://www.syha.org.uk/SYHA/Web/Site/Hostels/Howmore.asp
http://www.kildonanmuseum.co.uk/index.html
Link til side med oversigt over Bread & Breakfast m.m.:
http://www.undiscoveredscotland.co.uk/areawestsouth/guest.html
Link til side med hostels (SYHA) m.m.:
http://www.syha.org.uk/SYHA/web/site/home/home.asp
Link til side med en ornitologisk forening (fugle):
http://www.rspb.org.uk/
Uddrag af min rejsebeskrivelse:
Onsdag den 12. juni.
Jeg fik sovet rigtig godt denne nat, stærene larmede som de plejede, men jeg har åbenbart været tilpas træt, så jeg fik sovet og hvilet godt. Jeg stod ført op kl. 08:30 og fik noget hurtigt morgen mad og pakket det sidste ned i en nu mere handy rygsæk end da jeg kom til bunkhuset.
Jeg cyklede op til Tommy MacDonald/Rothan Cycles og fik returneret cyklen og betalt. Han var, ligesom i sine mails til mig inden turen, en flink og hjælpsom ung mand, reel og ærlig, jeg takkede ham mange gange. Jeg havde planlagt at tage den samme busrute som jeg anvendte til Howmore. Den ville komme til købmanden/posthuset hos Mr. Brant kl. 09:50.
Vejret var som fint nok på denne morgen, dog så det ikke ud til at det ville holde. Skyer trak op og nu havde jeg jo været på Hebriderne i næsten en uge og kunne begynde at se på skyerne, om de ville give regn eller de ville forblive tørre. Det lignede kommende regnbyger der trak op.
Jeg skulle stå lidt og vente uden for købmanden inden bussen skulle komme og køre mig til North Uist, Carinish og Heather Morrison v/ B&B Bonnieview. Her skulle jeg kun leje en cykel, da alle værelser var optaget, selv i marts måned, da jeg forsøgte forudbestilling. Men jeg kunne så leje en cykel der, og cykle op til det private hostel der skulle ligge ude mod Balashare halvøen. Jeg kunne så bare ringe til hende og aftale hvor hun kunne hente cyklen, når jeg ikke skulle bruge den mere.
Sådan er der på Hebriderne, man stoler på folk og behøver ikke være bange for tyverier m.m. Fra B&B Bonnieview skulle jeg cykle, med fuld oppakning, op til det private hostel Taigh Mo Sheanair, som oversat fra gælisk betyder My Grandfather´s House (min bedstefars hus), ejet af Alasdair og Gina Macdonald, som skulle ligge helt ude vestpå mod Baleshare øen, hvor området hedder Claddach Baleshare. Jeg havde pr. telefon forudbestilt det i marts måned.
På mit kort som jeg havde udprintet fra internettet skulle det ligge på vejen ud til dæmningen, der forbinder Baleshare øen med North Uist. Da jeg i praksis skulle finde det lå det ude af nogle krogede smalle veje, et godt stykke fra kortets placering af stedet. Heldigvis var der sat nogle træskilte op, der viste vej. Stedet ligger godt nok langt ude ved verdens ende!!
Ved købmanden begyndte det at øse ned, ja regnen stod ned i stænger, men jeg kunne stå lidt i læ af butikken, jeg skulle jo passe på ikke at misse bussen, når den kom. Men jeg havde ikke stået længe der, før der kom en ældre mand inde fra butikken og spurgte mig om jeg ikke ville have et lift nordpå mod North Uist
Han skulle faktisk til Carinish på besøg og da jeg skulle samme sted hen og fik ham forklaret, at jeg skulle til B&B Bonnieview, sagde jeg ja til et lift, og så var det jo også gratis. Jeg fik, i piskende regn, bakset min oppakning ind i den gamle opel kadet og så gik det af sted i adstadigt tempo nordpå mod først øen Benbecula over øen Grimsay til Carinish.
Den ældre mand var pensionist og boede sydpå i en udrangeret campingvogn og havde io ver 50 år og hele livet vandret i Skotland. Vi fik en god snak om naturen på Hebriderne og jeg spurgte om han havde set kongeørn (Golden Eagel). Det havde han faktisk ikke nogensinde, underligt nok. Så det er altså ikke nemt at få ørnen at se på øerne.
Den gamle fortalte lidt om øerne mens vi kørte. Jeg spurgte om der var et sted hvor man kunne hæve penge i en automat, eller bank. Det kan man kun i byen Balivanich på øen Benbecula, og der ville han da godt køre mig hen, selv om det jo er en omvej. Det var flot af ham, så vi kørte til Balivanich og jeg hævede 100£ i Bank of Scotland, jeg synes jo at jeg allerede havde brugt lidt vel rigeligt med penge på turen.
Turen i bil nordpå var en blanding af flot landskab og fattige huse og armod og også pæne huse/bebyggelser. Balivanich er mere en by, end mange af de andre byer, som jeg allerede har nævnt. Mange af dem er egentlig kun en løs samling af huse på et lille område. F.eks. Ludag, Howmore og Clachan.
I Balivanich ligger der en militærforlægning og den giver jo lidt arbejde til flere mennesker. Desuden er der også en lille lufthavn. Regnen kom og gik i byger og da vi kom til Carinish, holdt vi ved skolen kaldet the primary school. Jeg fik sagt farvel og takket den gamle mand mange gange. Så nu skulle jeg finde hvor H. Morrison og B&B Bonnieview lå.
Regnen stod nu ned i stænger, og jeg søgte ind på skolen, både af hensyn til læ for regnen og måske var der mulighed for at spørge hvor hun boede. Jeg havde ikke lyst til at vandre rundt på må og få med fuld oppakning og ikke vide hvor jeg skulle gå hen. På skolen var der time, så jeg stod og ventede lidt indtil der kom en dame der fortalte hvor H. Morrrison boede. Jeg havde forlods ringet og aftalt med Morrison, at hun var hjemme. Lidt efter var regnen var stilnet lidt af, og jeg gik ned ad vejen og kunne snart se huset som jeg regnede med var Morrisons. Jeg gik ind til huset og bankede på. En hund gøede rasende indenfor og jeg skulle ikke nyde noget med at lukke op. Der kom ingen ud og jeg gik lidt rundt på må og få udenfor.
Det var lidt køligt vel omkring 8-10 graders varme. Jeg besluttede, at vente udenfor på en lille trappe i læ for vejret. Her fik jeg lidt te og kiks. Endelig kom hun hjem og undskyldte sit fravær. Grunden til at hun ikke havde ledige værelser, skyldtes, at hun hvert år fast lejede værelser ud til de vejarbejdere/asfaltlæggere, der hvert år kom over til øerne for at lave nyt og reparere vejene. Vi aftalte hvor længe jeg ville have cyklen og jeg betalte forud £40. Hvis jeg ikke ville bruge den hele turen til Lochmaddy ville hun refundere mig forskellen pr. brev. Hun tog £5 som kompensation når hun skulle hente cyklen, der hvor jeg ville stoppe med cyklingen.
Da jeg så cyklen, blev jeg noget skuffet. Den var så absolut ikke pengene værd. En slidt og dårlig kvalitet mountainbike var hvad jeg kunne få. Men der var sådan set, ikke noget at gøre. Jeg tror hun fornemmede min skuffelse og at hun ikke havde været hjemme, da jeg kom til huset, så hun kørte mig til mit hostel ved Cladach Baleshare. I det stadige regnvejr, var det ok for mig.
Da jeg jo havde kørt med den gamle mand, var jeg trods lidt hindringer kommet tidligt til mit hostel. Da jeg ankom, var det stadigt et møjvejr og egnen og området så lidt trøsteløs ud. Ejeren Alasdair MacDonald har restaureret sin fars hjem, der ligger lige ved siden af sit eget hjem. Huset er moderniseret med de bedste materialer, bl.a. danske Velux tagvinduer. Alt er velholdt og meget rent, her bliver bestemt rart at være.
Området omkring huset er grønne græsmarker med små bakker, moser, søer og med stranden ned til vandet der ligger bag øen Baleshare, man kan se ligge og skærme kysten mod Atlantens mægtige bølger. Længere ude kan man se kystlinien af Kirkibost Island, der ligger sydvest for Bayhead, som er mit næste mål, når jeg er færdig med Baleshare.
På Alasdair´s marker går alle hans får og bræger. Her er ingen haver, kun de rå huse og alle det forskellige skrammel fra flere generationers kasserede maskiner og andet grej, en praksis alle øerne bærer præg af. Ude lidt væk fra Alasdair´s hus stod der en traktor, rusten og dog nok kørt rundt for ikke så længe siden. Den lignede bare en traktor der var blevet træt og gået i stå og efterladt der alene på bakkeskråningen.
Rundt om hostellet og Alasdair´s hus lå der andre bilvrag og gamle hummerruser m.m. Men sådan er der alle vegne, det er deres kultur og jeg følte senere, at naturen og menneskene og dette affaldsproblem ligesom hørte sammen på en eller anden mærkelig måde. Det virkede naturligt at man kunne se, at her stred menneskene med sit udkomme og på trods af vejret og naturens præmisser. Det er ligesom om, at affaldet er menneskenes synlige visitkort der også går i arv til næste generation, på disse grønne øer.
Hostellet var uden beboere, da jeg ankom, så jeg fandt et værelse ovenpå, der så tomt ud. Her pakkede jeg ud og skiftede til tørt tøj og gik ned i køkkenet og fik lavet lidt varm mad, der for en gangs skyd smagte fint, jeg er vist ved at komme efter det. Lidt efter kom så ejeren Alasdair over til mig og bød mig velkommen. Han var indbegrebet af en beboer på North Uist, ”crofter” og fårehyrde, fisker, bidt af arbejdet og vejr og vind. Han var ikke ret høj, vel 1,65m. tæt bygget og enormt bred over skuldrene, korte enorme kraftige arme med underarme så tykke som mine lår!! Men muskler alle vegne. Hans hænder var ligeledes enorme. Hans hånd havde samme størrelse som 2 af mine.
Der stod han så, lidt duknakket ydmyg og dog bestemt, men udstrålende venlighed og nysgerrighed i sine kæmpe store gummistøvler og orange regnjakke og fedtede bør på hovedet. Han smilede skævt og med et lunt glimt i øjnene. Jeg kunne lide ham lige med det samme. Han viste mig rundt i huset og talte med dette lidt svære at forstå, mumlende skotske sprog, der tales her ude på Hebriderne. Han krydrede også sin ord med vendingerne Aha – aha- aha ved alle sætningers slutning og så svar på det man selv sagde. Det lyder som et automatisk udtryk på noget de ikke altid forstår, når man taler sit lidt famlende skoleengelsk. Men det lyder meget sjovt.
Jeg fortalte ham, at jeg ville gøre klar til en cykletur mod nord og ud ad vejen nr. A867 mod Lochmaddy og gå op til stenalder gravpladsen med den 3500 år gamle ”stendysse” Bharpa Langais. Det er en 12 meter høj samling af tusindvis af sten dynget op, men med en hule eller gravkammer inden i og en lav åbning med en gang derind. Man kan dog ikke komme derind, da det er alt for farligt.
Jeg lavede noget varmt vand og pakkede min turrygsæk og begav mig ud et herrens vejr. Det blæste og regnede som ind i helvede, strid modvind og blytunge mørke skyer jagede hen over himlen. Ja, det var næsten mørkt. Men jeg var opsat på at fuldføre, trods det skrækkelige vejr.
Jeg nåede Clachan na Luib, hvor der var en lille købmand, som jeg aflagde et visit og købte lidt godt til turens videre forløb, bananer, kiks, sodavand, slik en øl og nogle postkort. Herefter gik turen ud af den smalle vej mod Lochmaddy. Der kørte dog nogle biler her, da det er den eneste vej der går rundt på øen.
Umiddelbart efter købmanden, gjorde jeg holdt ved et stort mindesmærke over de 2 store verdenskrige. Denne store firkantede murstensstatue har alle navnene fra egnens faldne fra krigene, flest fra 1. Verdenskrig. Den stod der ensom i den piskende regn og skuede ud over de grå vandflader mellem de grønne græsenge.
Men himlen stod i ´et og det hele var gråt, tåget og trøstesløst at se ud på. Jeg sted mig videre i regnen, det var virkeligt næsten for meget med al den hidsige vind tillige. Efter et godt stykke tid, hvor det tilmed gik op ad bakke, nåede jeg stedet hvor stien går fra vejen op til bakketoppen hvor stendyssen ligger. Jeg kunne svagt skimte den oppe på toppen.
Jeg fik ordnet mit tøj oven på den frygtelige cykeltur på den meget dårlige møjcykel jeg havde fået. Nu gik det op ad den fedtede og glatte sti til bakkens top. Stendyssen er enormt stor. Det må have taget meget lang tid, at få slæbt alle disse tusindvis af store sten op på den ca. 100m høje bakketop, helt tilbage for 3500 år siden.
Men heroppe på bakketoppen var det ikke rart at være, så jeg krøb lidt ind i huleåbningen for at få læ. Jeg fik lavet lidt te og spiste bananer og kiks med mine kolde og vandopløste valne fingre. Jeg følte mig både kold og våd, men det var nu mest sved indvendigt under tøjet. Trods vejret gik jeg igen ud og længere op på ad bakken ved siden af og kunne nu se ud over hele området. Men pga. regnen og tågen kunne jeg nu ikke se særligt langt og noget ret tydeligt.
Men nu havde jeg været her, som jeg havde planlagt, og jeg fortrød ikke turen, selvom de 12 km. hjemad i den stride regn og blæst var streng at komme igennem. Så kors, hvor var det rart at komme hjem igen.
Hjemme på hostellet var der nu kommet flere gæster. De var nogle rigtig rare og venlige mennesker fra det Skotske fastland, bl.a Glasgow og fra en anden part af Skotland. Men denne person fandt jeg aldrig ud af hvad hed og hvor han sagde han boede. Han var utrolig svær at forstå. Et mærkeligt mumlende afsnuppet skotsk sprog, så jeg måtte nikke ihærdigt og prøve, at se ud som om jeg var helt med på hvad han sagde. Men han var rigtig rar og venlig. Han kørte rundt alene i sin bil og vandrede i bjerge hele sommeren.
Jeg fik lavet lidt aftensmad og vasket tøj og tørretumblet det, så jeg ville være klar til næste dags store bjergtur til Eaval, som kunne ses fra hostellet. Om aftenen tændte vi op i det åbne ildsted med tørre tørv. Jeg fik mig en whisky og satte mig hen til vinduet og malede en akvarel med motivet fra udsigten ud mod atlanten. Det var meget hyggeligt.
Lidt efter kom Alasdair krabbende over i sine gummistøvler, garbadinebukser og gamle sweater i brune og orange farver, som man brugte det omkring 1970 – 1975. Så sad vi alle der i den varme stue ved ildstedet og skotterne fortalte historier og især Alasdair kunne levende fortælle om sine ture på havet når han fiskede sine ruser op med hummere.
Han fortalte bl.a. en smuk historie om en tur, hvor han fangede en stor hummer i sin ruse. Den var ved at skifte hud/skal. Det er meget sjældent man kan fange dem når de skifter skal, da de så gemmer sig i huller og huler på bunden. Men denne her var altså i gang. Når de skifter skal bliver de helt blå og meget smukke. Og der sad han så i sin lille båd, vuggende på Atlantens dønninger og holdt denne store blå skabning i sine hænder. Han nænnede ikke at slå den ihjel og tage den med hjem, så han satte den forsigtigt ud i det klare solbeskinnede havvand og så et betagende syn, da dyret gled mørkeblå og mystisk ned gennem det klare vand indtil den fadede ud i havet uendelige dybe mørke vand og forsvandt. Det var en gribende naturfortælling, som jeg aldrig glemmer. Man kunne se på Alasdair, at han følte det ligeså, selvom han sikkert havde fortalt den historie mange gange før.
Det var en dejlig aften i disse rare og hyggelige menneskers nærvær og jeg gik til ro med stor fred i sjælen og glædede mig til næste dag hvor jeg ville håbe, vejret ville blive bedre.
Nyeste kommentarer
03.03 | 11:48
hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...