TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Første Verdenskrig - The Pals bataljonerne & Sommeoffensiven 1. juli 1916.

Også landsbyen Serre og områdets tyske skyttegrave blev heftigt bombarderet af englænderne i en hel uge inden! Her er det resterne af nogle småskove ved Serre, som er helt smadrede. Efterhånden som soldaterne fra Accrington Pals blev mejet ned ude omkring i ”No Man´s Land”, tog nogle af dem sig sammen og rystede den sindssyge oplevelse lidt af sig og begyndte at skyde med deres geværer fra de granathuller og steder, som kunne anvendes til beskydning af de tyske skyttegrave. Mange tyske soldater stod frit fremme på skyttegravskanterne og skød mod de britiske soldater. Her er en beretning fra Menig Harry C. Bloor, Accrington Pals: ”Jeg og 2 andre fra bataljonen lå i skjul i et granathul, vi var alle sårede. Jeg kikkede over kanten af granathullet og kunne se tyskerne. Jeg blev pludselig meget vred og gal. Jeg havde set og så mine kammerater blive mejet ned af tyskernes maskingeværkugler og kunne se en af mine kammerater hænge sønderskudt i deres pigtråd. Jeg tænkte på min rigtig gode ven og kammerat, som var blevet dræbt af en granat et par dage før. Jeg tænkte, at vi alle var dødsdømte og kunne ikke se, hvordan vi skulle komme derfra i live. Jeg havde ikke kunnet stille noget op overfor tyskerne – endnu. Jeg tog den beslutning, at jeg ville dræbe en af dem, inden de fik ram på mig. Jeg tog mine patronholdere ud og lagde dem tilrette foran og ved siden af mig og lagde mig tilrette og indstillede sigtet på min riffel og sigtede på de tyske soldater. Jeg fik en tysker i sigtet og fyrede – Han strakte armene i vejret og faldt baglæns ned i deres skyttegrav. De andre tyskere omkring ham dukkede sig hurtigt ned i skyttegraven. Jeg kom til at ligge i dette granathul indtil sent næste dag den 2. juli. Og jeg besluttede at forsøge at komme væk, selv om jeg var såret i foden. Jeg kravlede tilbage gennem mudder og døde kammerater, afrevne lemmer og smadrede kroppe, uden om og over dem, de hårdt sårede, som stadig var i live, stønnede og græd og bad om hjælp – men jeg kunne ikke gøre noget! Endelig nåede jeg vores angrebsskyttegrav, som jeg nærmest faldt ned i. Skyttegraven var fuld af sårede og døde kammerater, ingen raske soldater, ingen bårefolk og lægehjælp. Der sad en fyr på en ammunitionskasse, jeg prøve at tale til ham, men han reagerede ikke. Jeg tilbragte natten i et mandehul i skyttegraven sammen med nogle andre sårede kammerater. Næste morgen på tredjedagen efter angrebet kravlede jeg op i skyttegraven igen og fyren sad stadig på sin kasse – han havde været død hele tiden. En hårdt såret officer sagde til mig: ”Hvis du vil væk herfra unge mand, så kravl! Det gjorde jeg så… Harry fik først lægehjælp om natten denne tredje dag, 60 timer efter at være blevet såret. Han tilbragte et helt år på hospital og blev hjemsendt som invalid i sensommeren 1917.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...