I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg stadig opholder mig i den sydvestlige del af Skye, Sligachan, Sligachan dalen og Loch Coruisk, stadig i de vilde bjerge The Black Cuillins.
Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.
Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.
På de andre sider, er der flere uddrag fra den del af turen, hvor jeg var på Skye.
Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.
Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg var i Sligachanområdet og de vilde bjerge The Black Cuillins.
Link til hjemmesider om Skye:
http://www.skye.co.uk/
http://en.wikipedia.org/wiki/Cuillin
Link til sider med oplysninger om Sligachanområdet:
http://www.sligachan.co.uk
http://www.undiscoveredscotland.co.uk/skye/sligachan/index.html
http://en.wikipedia.org/wiki/Sligachan
http://www.isleofskye.net/central/sligachan/
Sligachan øl-bryggeri:
http://www.cuillinbrewery.co.uk/history.htm
Link til sider med fotos fra Sligachanområdet:
http://www.panoramicearth.com/613/Scotland/Loch_Sligachan_and_Glen_Sligachan
http://myweb.tiscali.co.uk/photoflooddays/CSligachan.htm
http://www.gla.ac.uk/medicalgenetics/skye_cuillin_coruisk.htm
http://www.freefoto.com/tag/river
http://www.michael-macgregor.co.uk/page32.html
http://www.ineedanimage.com/addtobask_Glen_Sligachan_4932.aspx
http://www.tcweb.co.uk/munroheights/listings/24.html
Link til sider med vandreoplysninger, overnatning, kort m.m.:
http://www.skyewalk.co.uk/sligachanloch.shtml
http://tinyurl.com/232fg3
http://www.syha.org.uk/SYHA/web/site/LocalInformation/glenbrittlelocal.asp
http://www.walkingbritain.co.uk/walks/walks/walk_b/2589/
Sligachan Bunkhouse, som jeg brugte som base:
http://www.hostel-scotland.co.uk/hostels/index.asp?ID=143
Det Skye baserede skotske folk-rock band Runrig har skrevet en sang og melodi, hvor temaet er sligachan bjerget Marsco (Norse sprog, nordligt germansk sprog/Norge i vikingetiden/middelalderen = Seagol = Måge). Læs her lyrikken på gælisk og engelsk:
http://www.jimwillsher.co.uk/Site/Runrig/Lyrics/Lyrics_Detail.php?AlbumID=11#STuMoLeannan
Uddrag af min rejsebeskrivelse:
Søndag den 23. juni.
Da det blev lyst, blev jeg vækket af en gøg, den kukkede og kukkede. Senere den morgen vågnede jeg ved, at der var stegende hedt i værelset. Nogen havde lukket op for varmen og mine radiatorer stod vidt åbne. Så jeg fik smidt noget af mit tøj. Så nu kunne jeg få tørret mit tøj.
Sct. Hans dag! Den danske sommer i sit bedste tøj, farver, dufte og varme, tradition og bål og heksen til bloksbjerg. Her på Skye i Sligachan, stod jeg lettere mørbanket, op til dagens vejr, der vanen tro viste sig fra den så absolut værste side!! Regnen væltede ned igen…igen!!! En sand syndflod trommede på husets tag, blæsten rev i det gamle tag og klaprede med træernes grene mod vægge og ruder. Det var da utroligt med det vejr! Jeg er ved at blive lidt ærgerlig, al den forventningens planlægning og så prøver vejret at spolerer det, gang på gang.
Nå! Jeg gik ned på hotellet og fik morgenmad til 3,95£, ca. kr. 48,-. Pølser, scrambled eggs, bacon/skinke, svampe og tomat. Egentligt ret kedeligt, da jeg jo havde fået det hver gang jeg havde boet på et Bread & Breakfast. Under måltidet, besluttede jeg at jeg ville skide vejret en lang Sct. Hans march og gå turen gennem Sligachandalen til Loch Coruisk, en tur på ca. 45 km.!! Frem og tilbage. Jeg syntes jo nok jeg er i træning nu til at klare hvad som helst. Så mere regn og blæst, vådt tøj, klipper, bjerge og strabadser kunne bare komme an.
Så da jeg havde pakket ned til dagen med proviant, som bl.a. bestod af müesli og lidt brød og kiks, skiftetøj og varmt vand til te, stillede jeg mig ud på verandaen under en utæt tagrende og skrålede op mod de jagende grå skyer og den piskende regn: PYT MED VEJRET, REGN MED MIG!!!… Heldigvis var jeg stadig alene i bunkhuset, så det var nok kun regn - og tordenguden der hørte mit trodsige brøl.
Af sted gik det nu ud ad stien, der i starten var god og tilpas nem at gå på. Den var dog fyldt med skærver, store og små, der betyd, at man skulle passe på ikke at forvride foden. Mine vandrestokke var her fortrinlige hjælpere.
Området var førhen i mange generationer centrum for kvægmarkeder og stierne i området blev brugt til at drive dyrene sydøst mod hovedlandet, hvor en færge bragte dem over det smalle stræde Kyle Of Lochalsh, hvor der i dag er en flot moderne bro. Hotellet, da det kom til, blev så brugt af handelsmændene og opkøberne og bunkhuset, har tjent som logi for studedriverne, tjenestefolk og andre.
Jeg skridtede godt derud ad op og ned af små bakker, med Sligachan floden bugtende sig på min højre hånd, nogle gange flre hundrede meter væk, andre gange gik jeg tæt op ad dens bredder. Vandet brusede i svimlende fart, i samme retning som jeg gik. Sligachandalen er meget bred flere steder, men er et utroligt smukt sted. Synet af de mørke bjergsider, bjergrygge og toppe indhyldet i regntåger, men med lyset flagrende ind og ud og rundt om de forrevne bjergkamme, udgjorde et fantastisk skue.
Man kan nedenfor i kortudsnittene følge min rute gennem Sligachandalen. Til venstre for stien rejser bjergryggen Druim na Ruaige sig, der har forbindelse op til det første store bjerg Beinn Dearg på 651 meters højde. På højre side er der også en bjergkam, Nead na h-lolaire og Ouire Aiobhach. Allerede fra disse bjergrygge strømmer der adskillige vandløb ned mod Sligachan floden.
Det betyder, at stien hele tiden flyder med vand, ofte så meget, at det går mig op til støvlekanten, altså ca. 10 – 12 cm. På denne måde er jeg nødt til at hoppe fra sten til sten, eller træde på tørvekanterne. Det er en meget anstrengende måde at gå på. Stien bliver hele tiden gennemskåret af små vandløb. I starten er der lagt trædesten over, men senere på ruten, er der ikke denne mulighed, så man skal se sig for. På billederne nedenfor kan man se det vanskelige terræn jeg måtte gå i.
Regnen blev lidt tyndere, nærmest støvregn og det var en klar forbedring, så vandringen hen ad stien gik nu bedre. Jeg vænnede mig til underlaget jeg gik på og affandt mig med, at vandet stod ind over støvlerne. Og mine støvler er altså gode, der kom ikke en dråbe ind. Mine fødder føltes tørre og varme. Jo længere jeg kom ind i dalen, jo højere blev de omliggende bjerge.
Navnet ”The Black Cullins”, De Sorte Cullins, bærer bjergene med rette. Med denne mørkegrå himmel og sparsomme lys, virkede bjergvæggene sorte, truende og ildevarslende. Men det lys der var, fik også andre betagende farver til at vælde frem. Farver i alle tænkelige grå nuancer. Dybblå, indigoblå, sortblå og nærmest mørk bordeaux nuancer, lavede et fantastisk farveorgie i og omkring bjergene, fra bund til top.
Dalen var overvejende smaragdgrøn, men vekslede i alle mulige grønne farvespil. Små søer og runde bakker med spredte klippeknolde og store sten brød denne grønne bundfarve. Hvor der var lidt mere lys, skinnede bjergskråningerne som grønne gardiner. Jamen.. det var ubeskriveligt smukt og kan slet ikke fotograferes med et ordentligt resultat. På min videre færd nærmede jeg mig bjerget Marsco på 736 meters højde. Det rejser sig pludseligt og majestætisk stejlt op fra dalens bund på min venstre side. Imponerende.
Til den anden side går bjergryggen over det meget høje bjergmassiv, bestående af toppene Sgurr nan Gillean, Am Basteir, Bruach na Frithe og Sgurr Beag og Harta Corrie opkaldt efter floden Harta Corrie, der løber ned og forener sig med Sligachan floden.
Længere fremme kan jeg på min højre hånd se denne dal som ender ved foden af bjergene Sgurr a Mhadaidh, Sgurr na Banachdich og Sgurr a´Ghreaoaidh. På dalens venstre side tårner bjergene Druim nan Ramh og Coire Riabhach sig op. Mange af disse bjerge er ca. 1000 meter høje og når man går nede i dalen, virker de frygtindgydende med deres dybsorte bjergvægge indhyldede i regntåger og dis.
Fremme ad stien kunne jeg nu tydeligt se dalen Harta Corrie åbne sig op ind mod højre, i en imponerende dyb og bred dal med ovennævnte stejle og sorte bjerge, der ligesom stod og vogtede over dalen. Hvor dalen munder ud i Sligachandalen ligger der to større søer kaldet Loch Dubha. Regnen var faktisk holdt op, eller i hvert fald stoppet midlertidigt. Jeg fandt mig en sten, at sidde på og frem kom te og mad. Jeg havde gået omkring 10-12 kilometer, så det var dejligt, at side lidt ned og nyde den fred og ro der var over hele sceneriet.
Når jeg kikkede ind i Harta Corrie dalen, sås de dybblå og sorte farver langs bjergskråningerne og inde i bunden var der bare mørke, som om natten, havde holdt sit indtog specielt lige der. Et par enkelte gæs sejlede rundt i den ene sø ellers hørtes der ikke en lyd ud over det rislende vand omkring mig og brusen fra den nærliggende Sligachan flod.
Lidt efter begyndte det så at regne igen, så jeg pakkede ned og begav mig af sted videre syd over. På kortet kunne jeg se, at der skulle en sti mod højre, op venstre om bjerget Meall Dearg, Druim Hain bjergryggen og videre op højre om bjerget Sgurr Hain, hvorefter man skulle kunne begynde, at se Loch Coruisk. Lidt fremme kunne jeg se en fjern sti bugte sig opad bjergskråningerne mod højre og da jeg lidt efter kom længere frem, kunne jeg godt se, at stien skilte sig i to grene. Jeg var altså på ret kurs og begyndte turen ad denne nu noget smallere sti, der også var i væsentligt dårligere forfatning. Stien krydsede flere gange nogle vandløb, bl.a. den lidt større Altt nam Fraoch Choire.
Her endte min vandring, med udsigt over Loch Coruisk. Mageløs udsigt, smukt!
Stien blev meget mudret og sejlede i vand, jeg måtte springe over vandet flere steder og her var mine vandrestokke uvurderlige. Sådan gik det over ca. en kilometer…meget anstrengende og vådt. Men så begyndte terrænet at stige, jeg havde nået opstigningen mod Sgurr Hain, som strækker sig ca. 4-5 kilometer opad, målt ud, med alle de små slyngninger der hele tiden er på stien, når den passerer små klippefremspring og går uden om små vandløb og små vandhuller. Puuha, det blev en streng opstigning. Stien steg opad og opad, hver gang den forsvandt bag et klippestykke og jeg kom derhen forbi, kunne jeg se endnu et langt stykke frem og opad, endeløst! Men der var ”ingen vej tilbage”, hvis jeg ville nå mit mål for vandringen, måtte jeg også klare denne opstigning.
Jeg gik dog og spekulerede over, at jeg jo også skulle den lange vej tilbage. Jeg var på nuværende tidspunkt, godt klar over, at det ville blive en utrolig hård tur. Men oplevelserne og spændingen bar mig på usynlige vinger opad på mine trætte ben. Vejret så nu ud til at bedre sig, regnen faldt mere sporadisk og der var lyse pletter i det grå regnfulde skylag. Da jeg nåede op på bjergryggen, havde jeg en fantastisk udsigt bagud ud over dalen og flodlejet. Lyset fra solen slog nogle steder igennem, som spotlights på bjergenes skråninger, meget smukt.
Stien eller mangelen på samme, blev nu udtalt efter at jeg havde passeret bjergryggen. Ruten skulle følge en linie, der gik rimeligt parallel med højdeforskellen, men det så ud som det nu gik noget nedad. Samtidigt var stien svær at følge, da den slyngede sig ind mellem og rundt om klippeblokke. Jeg tabte sporet flere gange og især en gang kunne jeg ikke finde tilbage til stien, men måtte klatre og kravle op og ned ad klipperne for at finde noget der så ud som en sti. Jeg var åbenbart kommet for langt ned, for da jeg fik kravlet langt nok op, kunne jeg se en lille stenvarde og noget der så ud som en sti.
Så gik det videre med større påpasselighed. Her var meget vådt, glatte tørvehuller/mosehuller, tørvemudder, store terrænforskelle og skarpe klippestykker, der stak op alle vegne.
Som det ses på billederne, er stien svær at se og følge. Inden Loch Coruisk søen, sås Loch a Choire Riabhaich.
Flere steder gik stien langs nogle svimlende afgrunde, som på kortet så ud til at falde ca. 300 – 400 meter ned. Dog ikke i frit fald, men man ville godt nok falde ret langt ned og ellers trimle resten af vejen. Den sikre død.
Nu skete der nærmest et under, for mens jeg gik hen ad bjergsiden, de sidste 4-500 meter inde jeg burde kunne se Loch Coruisk, brød solen for alvor igennem. Det var helt overvældende, dette pludselige vejrskift inden for få minutter. Varmen vældede ud af himlen og solens stråler kastede sit lys ud over bjergsiderne, reflekteres i alle de millioner af vandhuller, vandpytter og dannede sølvbånd af de mange små vandløb og strømme, der løb ned fra bjergtoppene og skyllede af sted i de små dale og lavninger, som fandtes i terrænet. Vidunderligt smukt.
Udsigten er ned mod Loch na Creitheach med Bla Bheinn/Blaven bjerget som majestætisk baggrund. Billedet til højre viser Loch Coruisk søen, mørk og dyster i regnskyernes skygger. Der kom sol på så den betagende ud. Synet og oplevelsen af denne sø er meget afhængig af vejret. Om der er det rette lys. Ved visse vejr og lysmæssige omstændigheder, siges det, at det er et af de smukkeste steder i Skotland. Selv om vejret ikke var på min side den dag, må jeg indrømme, at da der kom sol til, var her utroligt smukt. Fotografierne jeg selv har taget, lever slet ikke op til virkeligheden.
Jeg kom nu helt frem så jeg kunne se Loch Coruisk. Her oppe fra ca. 4-500 meters højde, tog søen og omgivelserne sig mageløse ud. Alle disse grønne og blå farver blandede en farvelade af overnaturlig skønhed.
Men passe på ikke at falde ned, skulle jeg sgu´ !! Her var ca. 300 meters næsten frit fald. Højdeskrækken bankede alvorligt på, for stien var utrolig smal og vinden blæste som altid kraftigt oppe i de højder.
Jeg var ikke ret langt fra toppen af bjerget Sgurr na Stri, som ligesom er sidste bastion inden Loch Scavaig som er den fjord, der munder i Cullin Sound. Her oppe fra denne vindomsuste smalle sti, som løb langs bjergvæggen, fik jeg min lyst styret for hårrejsende bjergklatring. Dagen var også ret fremskreden, jeg havde cirka gået omkring 20 km. Og havde jo ligeså lang vej tilbage.
Den sidste uge på Skye, havde også været hård ved min fysik, regn og kulde og ekstreme strabadser, havde drænet mig for energi. Jeg må passe på ikke at træde ud over min tærskel, så det går galt for mig og turen bliver ødelagt. Jeg havde virkeligt lyst til, at gå lidt videre og nå ned til søens bredder. Men jeg følte mig noget kyst af min situation oppe på denne udsatte post, på bjerget Sgurr na Stri. Så modet svigtede måske eller også kan man sige, at det var klogt nok at vende om og begive mig tilbage mod Sligachan. Senere skulle det vise sig, at være en klog disposition.
Starten af turen tilbage, blev en dejlig oplevelse, solen skinnede og det var ikke så koldt og det var vidunderligt, at se det samme bjerglandskab med næsen den anden vej og nu med solen, der lavede sine egne grønne og brune felter ud over bjerglandskabet. Da jeg nåede frem til der hvor stien så småt starter sit fald ned mod dalen og Sligachanfloden, gjorde jeg holdt og besluttede at nyde det gode vejr en sidste gang oppe fra højderne.
Så jeg gik op over nogle klippeflader til højre og ud til kanten af Sgurr Hain bjergryggen. Her var en betagende udsigt ud over dalen Srath na Creitheach med søen Loch na Creitheach i bunden. Nede fra søens bredder, lige over for mit udsigtspunkt, hæver bjerget Bla Bheinn/Blaven sig 928 meter op i himlen. Her ude på kanten af bjergryggen Sgurr Hein, fandt jeg et sted med læ, ogsatte jeg mig og fik en lille kop te og brugte resten af det varme vand på termokanden til at blande mit medbragte müsli i.
Dette varme måltid, der egentlig smagte ad helvede til, håbede jeg ville give mig lidt kræfter til den sidste del af tilbageturen. Jeg sad her en halv time og nød stilheden. En gøg fløj rundt omkring klipperne lid længere oppe og kukkede, det bedste den havde lært. Denne kukken ekkoede rundt mellem klipperne, en sjov oplevelse mere. Nede i dalens bund ved floden der løber ud i søen, går der også en sti, der løber højre om Sgurr Hain og som følger bjerget Blavens fod rundt til der er tilslutning til stien der går den anden vej rundt om Sgurr na Stri. Nede på stien, kunne jeg i min kikkert, se et par mennesker vandre af sted.
på et af billederne nedenfor kan man se mig sidde og nyde udsigten over mod bjerget Bla Bheinn eller Blaven, som det hedder på engelsk. Man kan lige til venstre i billedet, se den sydlige bjergkam, der rejser sig umådeligt stejlt op i himlen. Imponerende syn.
Men nu gik turen så tilbage ad de våde klipper, for at finde stien igen. Det var nu ikke svært og så gik det ellers raskt ned ad stien mod dalen. Jeg skulle dog stadig gå forsigtigt, da stien og området var helt overskyllet af vand, der løb i stride strømme nedad mod dalen. Nede i dalen Stod den så på den samme udmarvende vandretur gennem tørvemudder, klipper, skærver, vandløb og fornyet regn. Ja, det begyndte fandme at regne kraftigt igen!! Bygerne trak op gennem dalen, kom væltende ind over bjergryggene, så tågen og disen hyllede mine flotte udsigter ind igen, øv!
Jeg kunne nu føle en ret stærk træthed. Men som i min soldatertid, som professionel soldat, giver jeg ikke op, min fanden i voldskhed tog over og jeg skridtede raskt til. Jeg havde nu en vis færdighed i at bevæge mig i dette bjergrige terræn. Men kors for var turen lang tilbage. Det føltes som om den aldrig ville tage ende. Den ene bøjning af stien førte bare om til endnu en lang strækning, som jeg kunne se fremad. Vinden og regnen piskede nu ind i mod mig og det var som at gå i sit eget personlige brusebad med tøj på.
Et sidste glimt af dalen Harta Corrie og dens mørke dalslugt, med det sidste maleriske billede på nethinden af ”The Black Cullins”, traskede jeg videre forbi bjerget Marsco mod Sligachan og mit værelse.
Men turen var ikke forbi endnu, jeg gik og gik og kunne nu virkeligt mærke, at jeg var ved at nærme mig min yderste grænse for mine kræfter og vilje. Benene og især knæene gjorde ondt og jeg kunne fornemme en begyndende vabel et par steder, på mine fødder, inde i støvlerne. Mine støvler føltes tørre endnu, men det kunne nok ikke undgås, at lidt fugt kom ind eller at mine fødder på sådan en lang anstrengende dag, ville afgive så megen sved, at mine specielle vandresokker ikke kunne forhindre at fugt ville kunne skabe vabler på mine fødder. Jeg var virkeligt træt, helt smadret, men fortsatte på ren vilje! Godt, at jeg ikke havde taget beslutning, om at gå ned til bredderne af Loch Coruisk, tidligere på dagen.
Da jeg til sidst kunne se at jeg nærmede mig området omkring Sligachan Hotel, følte jeg en enorm lettelse. Det blev dejligt at komme hjem på mit værelse også selvom forholdene ikke var så gode. Jeg ville gå over på hotellet om aftenen, der skulle være levende musik og så ville jeg rigtig hygge mig, få noget ordentligt mad og lidt at drikke.
Tilbage nåede jeg endelig langt om længe, tøjet til tørre, i bad og kikke på mine vabler. Men der var heldigvis kun en lille vabel på venstre lilletå. På med et vabelplaster og da jeg prøvede støvlerne på, kunne jeg faktisk ikke mærke nogen gener. Det var også blevet ud på aftenen, det havde været en utrolig lang dejlig dag under åben himmel. Denne tur ned ad Sligachan dalen, er en tur jeg aldrig vil glemme. Uden sidestykke i mit liv.
Jeg gik nu over på hotellets pub, hvor jeg fik lidt mad og et stort glas øl. Derefter satte jeg mig og kikkede på folkelivet, der kom og gik ind og ud af baren. Lokale og hotelgæster, turister og andet godtfolk myldrede omkring. Lidt efter kom der to musikere, hvoraf den ene var fra et meget kendt folkemusikband The Ceilidhs. Han hed Iain MacDonald. Ham og hans makker tog deres harmonikaer frem og så fik vi ellers så hatten passede med medrivende skotsk folkemusik, spændende over hurtige reels og jigs til ceilidhs og underskønne ballader.
Hans makker var fantastisk til at fortolke gamle evergreens fra amerikanske film og det blev et par hyggelige timer i deres selskab. Efter musikken, snakkede jeg med Iain oppe ved baren og han fortalte lidt om sin musik og øvrige virke. Bl.a. at han søgte at få sin makker til at synes om sit liv, da han var bange for, at han var træt af det. Så han trak ham rundt til disse musikaftener, for at holde ham til og gøre ham glad. Makkeren ville egentligt helst spille jazz og det kunne man godt høre på de numre han spillede. Men det lød altså skide godt.
Jeg fik hans visitkort og fortalte ham, at jeg ville anbefale ham til harmonikafestivalerne i Danmark. Ellers hyggede jeg med et par glas whisky. En 21 års og 30 års Glen Fharkas. Den ene var godt nok dyr. Men pyt! På sådan en fantastisk dag burde det nok kunne tillades med denne fejring.
I baren stod der, ligesom i andre barer og som tjenere i restauranter unge udlændinge på job. Jeg havde talt med mennesker fra Sverige, Sydafrika m.fl. De havde alle forskellige grunde, som undertiden fik mig til at spekulere over, om de mon var flygtet fra noget. Det tror jeg egentligt. Måske noget kriminelt eller bare fordi verden gik dem imod. Men hvad ved jeg. Men påfaldende var det. Det kan vel ikke være på samme måde, som når der kommer fremmedarbejdere til Danmark, hvor de plukker bær eller arbejder illegalt. Svaret ligger nok et eller andet sted midt imellem. De barer jeg mødte dem på, lå ofte de mest øde steder.
Aftenen var nu slut og jeg gik tilbage på mit værelse, mæt af dagens utrolige oplevelser. På mit værelse, var der nu lagt førsteklasses sengetøj på sengen. Det kom øjensynligt ovre fra hotellet. Flot! Så det var dejligt at gå til køjs. Det eneste problem jeg havde den nat, var at jeg vågner med krampe i mine ben og hofte. Så er det op og stå og hoppe lidt rundt i mørket. Men ellers var jeg så gu´ så træt, at jeg sov som en sten. Næste dag ville turen gå mod den vestlige og nordlige del af det skotske hovedland. Mit mål er Shieldaig.
Nyeste kommentarer
03.03 | 11:48
hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...