TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor efter opholdet i Shieldaigområdet kommer til Loch Torridon, byen Torridon og bjergområdet af samme navn. Her skal jeg bo på et SYHA hostel, hvorfra mine vandringer i bjergene skal udgå. 

Mit næste mål er byen Garve, som er et sted som er nødvendig at nå, hvis jeg vil nordpå i Skotland mod Inchnadamph o.s.v., da byen er på ruten som den eneste busrute, som "coaches" af Tim Dearmann Coaches (busoperatør),  benytter i den del af Skotland.

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst. 

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i Torridonområdet.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Link til sider med alt hvad hjertet begærer, hvis man vandrer, cykler, sejler, fisker, m.m.

http://www.hillwalking.org.uk/

http://www.scotland-inverness.co.uk/activities.htm

Link til sider med meget andet fra Skotland og spec. Torridonområdet.

http://www.celticfringe.org.uk/torridon.htm

http://www.amazon.co.uk/exec/obidos/ASIN/1851373047/thehighlanofscot

http://www.amazon.co.uk/exec/obidos/ASIN/0711708509/thehighlanofscot

http://www.nineonesix.co.uk/

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/torridon/beinneighe/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/torridon/torridon/index.html

http://www.historic-scotland.gov.uk/

Link til overnatning i Skotland generelt, f.eks. på hotel, hostel, B&B, feriehytter m.m.:

http://www.roomfinderscotland.co.uk/

Link til overnatning i Torridon området på hotel, hostel, B&B, feriehytter m.m.:

http://www.roomfinderscotland.co.uk/mapsearch.php?townid=312  

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Onsdag den 26. juni.

Denne dag havde jeg som sagt planlagt en lang tur op Torridonbjergene, med de primære mål Beinn Eighe bjergmassivet, bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair og hvis vejret og hvis min fysiske vurdering var positiv, tage den lange tur ned gennem Torridon Forrest dalen langs floden Abhainn Coire Mhic Nobuil og ud til Loch Torridon ved flodens udløb (der hvor jeg gik ud til i går) og til sidst på asfaltvejen langs Loch Torridon tilbage til hostellet. Det ville blive en tur på ca. 40 km.!!

Men jeg havde indhentet en del informationer inden min tur til Skotland om netop denne tur. Bl.a. havde jeg via biblioteket, skaffet en video med vandringen, ruten og seværdighederne her. Det er en barsk tur i dårligt vejr og man skal passe på sig selv. Så jeg ville ikke tage den endelige beslutning, før jeg havde gået ruten op til bjergsøen og tilbage til stedet hvor stien drejer skarpt og går ud i dalen. Her kunne jeg nok vurdere og fornemme, om det kunne gå an, at tage den store tur rundt om bjergmassivet Liathach ud til Loch Torridon.

Mit udgangspunkt var en lille P-plads på vejen mod Kinlochewe, hvor stien starter op mod Beinn Eighe bjergmassivet. For at komme dertil kunne jeg enten gå dertil, som ville betyde, at jeg nok ikke ville kunne nå min tur ned gennem dalen, ligesom at turen så ville blive for lang for min fysiske formåen. Eller jeg kunne vente lidt og tage en postbus fra Torridon Hostel, der så kunne sætte mig af ved P-pladsen. Post bussen ville afgå kl. 10:35, lidt for sent op på dagen, for sådan en tur. Men andre muligheder er der ikke. Her går ikke nogen busruter. Så jeg havde besluttet, at tage postbussen.

Nu er det jo den mest lyse tid på året, så selv om det skulle blive ud på aftenen inden jeg ville nå tilbage, ville det stadig være rimeligt lyst, selv langt ud på aftenen. Jeg pakke min turrygsæk med tøj og proviant til hele dagen, så den også dækkede min eventuelle lange tur gennem dalen. Foruden proviant og ekstra tøj, havde jeg, som altid, noget sikkerhedsudstyr med. Fløjte, mobiltelefon, stærke receptpligtige smertestillende piller fra min læge, overlevelseslagen (sølvfarvet varmebevarende specielt plastdækken/pose med vægt på 60g.!! Megen væske, lille specialblok med en koncentreret mad (overlevelsesmåltid), Sweitzerkniv med mange funktioner, lygte, små remme og snor, vabelplaster, alm. plaster, tape til opstramning og indbinding af knogleskader, brækkede led og forstuvninger, hudcreme, toiletpapir m.m.

Jeg havde studeret bøger og anvisninger for det sikkerhedsudstyr der anbefaledes at have med, som minimum, når man gik i disse vilde bjerge. Jeg er jo ydermere alene på tur og skal kunne klare mig selv ved et uheld, der ikke indbefatter dødsfald. Jeg har i planlægningsfasen og under hele turen været klar over risikoen og faren ved at færdes alene i bjergterræn, som jeg jo strengt taget aldrig har prøvet før!! Selv om jeg har trænet en del og er i god fysisk form, har min tur i Skotland nu varet så længe, at en vis udmattelse og nedslidning for længst er indtrådt. Omvendt har det også betydet en vis erfaring og bedre omtanke for hvad jeg gør og er i færd med at gøre. Alt i alt, er jeg fortrøstningsfuld og ved godt mod og ikke bange for turen, men besidder en respekt for naturens og bjergenes farer. Det er meget udfordrende og utroligt spændende!!

Jeg sov godt og længe, og stod op klokken 08:30 til lyden af fløjtende vind og slagregn på værelsets rude. Åh, nej!! Ikke igen! Jo, et kik ud viste mig en blygrå himmel, hvor regnen væltede ned i piskende kaskader. Det er dog fandens til vejr hver dag. Nå, der er ikke en skid at gøre, op og i gang. Morgen mad i den store fælles spisesal og så ellers alt mit vintertøj på, sådan en juni sommerdag!! Jeg travede ned til vejkrydset, hvor jeg lige havde tid, at kikke ind et lille hus hvor der er en slags turistbod kaldet Countryside Centre. Købte et par postkort. Dernæst ud at vente på postbussen i piskende regn. Heldigvis var der et plasticskur.

Medens jeg ventede kom den buschauffør forbi på sin rute, som jeg havde kørt med i går og som havde hjulpet mig meget. Jeg slog ud med armene og jeg kunne se han genkendte mig. Også han slog ud med armen og hilste mig. Sådan noget er rart at opleve.

Lidt efter kom postbussen. Her var 3 andre personer med, der viste sig også at skulle på vandring op i Torridonbjergene, men ikke op til bjergsøen, kun ned gennem dalen og rundt til Loch Torridon. Så noget af turen ville jeg måske kunne have kontakt til dem. Jeg besluttede dog, at jeg ikke ville følges med dem, men gå min egen tur alene.
Postbussen blev ført af en midaldrende sorthåret kvinde med store gammeldags briller og en cerut i munden. Næppe havde jeg sat mig til rette, før fanden tog ved hende. Hun startede denne gamle Leyland/Bedford postbus i en sky af grus og skærver, og speedede ud af vejen mod Kinlochewe, som om det var en formel 1 racerbil.
Kors i hytten hvor kørte hun stærkt!! Jeg kunne se speedometret, og ofte lå det på 70mph. Selv i sving og op over bakker. Vejen er meget smal og enkeltsporet, ofte uoverskuelig i svingene og med dybe slugter og stejle skråninger på den højre side. Tilmed regnede det jo ad H. til og vejen var fuld af vandpytter og huller. Jeg tror faktisk denne tur er noget af det mest farlige jeg har været ude for!!
Hun ræsede bl.a. rundt om et klippehjørne med omkring 60mph. så vi kunne mærke baghjulene slap vejen. Lige på den anden side kom der en modkørende bil… iiiiiiiiii…op på klodserne kom madammen. Bilen sejlede, hoppede og slingrede hen ad vejen, men hun fik den trukket ud i rabatten, vel en 10 cm. fra en skråning der faldt stejlt ned med ca. 75 –100 meter!!
Den modkørende bil for forbi med chaufføren vinkende og smilende over hele hovedet. Vores postwoman vinkede tilbage, tog et fornyet bid i cerutten, sparkede til gaspedalen og havde jeg nær sagt, sparkede også til højderoret (som sidder på en flyvemaskine) og accelererede hen af vejen med gearkassen og koblingen højtlydt protesterende.

Mine medpassagere var på mærkelig vis også blevet tavse og sad med stive blikke  og hvide knoer, som limet til sæderne. Vi bankede nu videre hen ad vejen med os alle hoppende i sæderne, så jeg flere gange ramte loftet med knolden. Den tur glemmer jeg aldrig…puha for en oplevelse. Men langt om længe nåede vi P-pladsen hvor vi skulle af.

Da jeg steg ud kom jeg i tanke om, at i morgen skulle jeg jo med samme postbus og afgang til Achnasheen og togstationen der. Det ville blive en endnu længere tur.. oh-ve oh-skræk!! Så jeg har noget at se frem til! Men der er altså ikke andre muligheder. Naturen her ved P-pladsen er flot og jeg kastede et langt blik op mod bjergene i den retning jeg regnede med jeg skulle gå. Jeg lod de andre start deres tur og fik mig i stedet noget at drikke og tissede en tår. Regnen væltede stadig piskende ned over mig. Herude er der ingen træer eller læ.

Jeg startede min tur op ad stien i piskende modvind og regn. Stien var meget fin efter forholdende, om end våd og drivende af vand. Terrænet steg moderat det meste af vejen opad, selvom der var steder der var noget stejl.
 
Stien gik op neden for foden af højderyggen Am Fuar-mheallan og med udsigt op mod passet mellem Beinn Eighe bjergene og Liatchac bjergene. Begge bjergmassiver er ca. 1000 meter høje og står som 2 mægtige kæmper, bevogtende passet og dalen bag ved. Til høje ind over floden Coire Dubh Mor sås de enorme skråninger med mægtige stenskred, der i det disede lys i den piskende regn så ud som lilla grød der var løbet ned af bjergsiden. Farverne på skåningerne var sorte og forskellige farver mørk og lys grå, men med disse stenskred, der aftegnede sig med lilla og næsten dybrosa farver, når man så dem på afstand.
Længere oppe ad stien sås på venstre hånd, de næsten lodrette og stejle klippevægge på bjerget Stuc a Choire Dhuibh Bhig. På venstre hånd tårnede det egentlige Beinn Eighe bjergmassiv sig op, som er en flere kilometer lang bjergryg der starter med bjerget Stuc Coire an Laoigh og Coire nan Clach fortsættende med Coinneach Mhor, for til sidst at ende med det 980 meter høje Sail Mhor bjerg, som jeg skal rundt om, for at komme om til bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair.

Et stykke oppe ad stien kan jeg ikke undgå at indhente de 3 andre personer jeg havde kørt med i postbussen. Og efter et stykke tid overhaler jeg dem og går videre i mit eget tempo. Heldigvis er regnen så stærk og vedvarende, at der ikke dannes tåge i den højde jeg går i, så man kan rimeligt orientere sig. Så trods vejret, kan man se de frygtindgydende og vilde bjerge tårne sig op rundt omkring sig.
Til venstre kan jeg nu se bjergene Coireag Dubh Mor og den tågeindhyllede Spidean a Choire Leith bjerg. Pludselig kommer jeg frem til en lidt større sø på venstre hånd og er klar over, at nu skal jeg snart kunne finde forgreningen af stien, hvor jeg skal vælge den højre stiretning. På kortet ser det ud som om det er let at se. Og det er det egentlig også for pludselig efter en drejning af stien ses der en lille stenvarde, der markerer de 2 stier retninger. 

Mange af billederne i fotoalbummet er fra internettet, men viser min rute nøjagtigt. Jeg mente ikke jeg kunne få billeder med mit kamera i det frygtelige vejr som jeg måtte gå i. Det kan næsten ikke beskrives, så skrækkeligt var det!! Som man allerede kan se på stien til højre, er den meget mere stenet og ufarbar. Det fandt jeg hurtigt ud af.

Stien var visse steder svær at følge, da den egentlig kun bestod i store klippestykker, hvor man nærmest skulle hoppe til og fra. Samtidigt blev den meget stejl flere steder og alt i alt meget fysisk krævende og ikke så lidt farlig. Man skulle passe på ikke at glide eller træde/hoppe forkert. Men ind i mellem var den let at følge. Mange af bjergstierne i Skotlands bjerge, er tilrettet af soldater fra militæret. Man har søgt at gøre det nemmere for menneskerne at komme op i bjergene. Der er jo rigtig mange mennesker fra hele verden, der tager på bjergtur og klatrer i bjergene.

På vej op ad denne klippefyldte sti, så jeg flere frøer, uden dog at vide hvad det er for en. Men i denne højde og under disse vejrforhold må det da være en speciel frø, der kan tåle sådanne betingelser. Den er jo et krybdyr med ”koldt” blod og som kræver en vis varme. For her var ikke særligt varmt, vel omkring 8-10 grader. Men stiens beskaffenhed betød, at jeg måtte bruge alle kræfter på at komme frem og det gav varme og sved i stride strømme. 
  
Efterhånden kom jeg om på den nordøstlige side af Sail Mhor bjerget. Her var der endnu bedre vejr, mere sol og varme, men det stænkede også indimellem. Jeg nærmede mig nu det sidste stykke sti op mod bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair. Stien stiger brat og stejlt op over en sej lang strækning, og jo længere jeg kommer opad stien jo værre bliver vejret mærkeligt nok. Regnen sætter inde igen og som noget nyt blæser det meget kraftigt op og kulden kan man næsten tage og føle på, sådan falder temperaturen.    

Her er masser af vand og blæsten pisker vandet op og tilbage op mod vandfaldets faldkant. Da jeg er næsten oppe ved kanten til plateauet og bjergsøen, til højre for vandfaldet, der afvander søen, er jeg meget spændt på hvad syn der venter mig. Her virker ugæstfrit og uhyggeligt. Her er dødstille, når man ser bort fra vandets brusen, vindens susen og lyden af mine støvlers skraben i skærverne.
Mørket mellem bjergvæggene den blygrå himmel og følelsen af at være alene på jorden er lidt skræmmende på en eller anden måde. Igen, som tidligere griber jeg mig selv i at tænke, at det er dog fantastisk!! Nu står jeg her, jeg har kunnet klare det indtil nu, det kan virke helt uvirkeligt, at det er mig der er her nu. Underlig fornemmelse, som kan gøre mig meget utryg i imellem, som om jeg ikke er sikker på, at det er mig alligevel og at jeg vågner op og opdager, det kun er en drøm.
Men virkeligheden rammer mig lige i synet, da jeg træder de sidste meter op over kanten og får synet ud over søen og op mod nordsiden af Beinn Eighe bjergmassivet, hvor denne side af bjerget kaldes The Tripple Buttress. Der rejser sig for enden af søen en bjergvæg, der består af 3 mægtige bjergsøjler, deraf navnet. Men heroppe er der uhyggeligt at stå. Man kan alle vegne hen langs søens højre bred, se utallige vilde stenskred, som stammer oppe fra Sail Mohr bjergets sider og top. Her er ikke aftegnet sti på kortet og jeg kan se, at der heller ikke er mange der tør gå hen langs den højre søbred, for der er ikke trådt en sti, som kan ses med det blotte øje.
Stenskreddene går helt ned og lige ud i søen og da jeg kikker i min kikkert kan jeg se, at der må falde store klippestykker ned jævnligt, da mange ser helt nybrudt ud og ikke bevokset med lav og alger. Så det er så absolut et farligt sted at færdes. Jeg har også i mine forberedelser hjemme fra, læst, at man skal lade være med at gå rundt om søen, det er for farligt. 
   
Naturen har altid fascineret mig, alle disse utrolige følelser jeg kan opnå ved at færdes deri. Man bliver aldrig træt af det. Men hvad stiller jeg op? Jo jeg beslutter mig til at gå rundt om søen og vælger at starte med den højre side af søen, hvor alle de farlige stenskred ligger. Her får jeg god brug for mine vandrestokke, som er helt uundværlige medens jeg klatrer og balancerer rundt på og mellem de millioner af nedstyrtede klippestykker, der på billederne ikke ser så store ud, men når man går på dem, er store og glatte, skarpe og skæve. Desuden ligger de ikke altid fast men skrider og rokker når man træder op på dem.

Da jeg når et stykke ind over denne skråning af nedstyrtede klippestykker kikker jeg op og ser bjerget Sail Mhor tårne sig helt vildt op over mig. Der er næsten ved at gå panik i mig, så skræmmende ser det ud og jeg venter hvert øjeblik at se klippestykker vælte ned mod mig her på denne udsatte klippeskråning. Her inde under bjergvæggene er der helt og aldeles dødstille. Jeg er ved at falde flere gange, sveden hagler af mig og jeg isner af frygt, men det nytter ikke at gå tilbage, jeg må fortsætte mit vilde forehavende.

Skråningerne og stenskreddene  afløste hinanden hen langs søens højre bred i en uendelighed. Sådan føltes det. Det tog næsten 3 kvarter at kravle på og forbi disse uhyggelige stenskred. Det er lang tid at være i begyndende panik og med en isnende frygt jagende rundt i kroppen, med adrenalinen pumpende vildt rundt i kadaveret. Alle sanser er slået til, her går det ikke at køre på autopilot, hvert skridt og bevægelse skal overvejes og besluttes. Men heldigvis styrtede der ikke nogle klipper ned og i virkeligheden ville det også være ret usandsynligt, hvis jeg lige netop skulle være der hvor en klippeblok ville styrte ned. Men bare tanken på hvad der kunne ske og hvor dumdristigt det var, for ikke at sige sindsygt at gå turen der, fik mig til at ryste og være bange i en grad, jeg meget sjældent har følt i mit liv før. Puuha!

Så da jeg nåede ned, hvor jeg kunne se at skråningerne blev mindre stejle og der ikke ville være fare for klippestyrt og at jeg havde nået søens ende, var jeg helt fysisk og mentalt udmattet. Jeg orkede ikke at gå længere og sjæl og krop skreg på at få hvile, at slå anspændelsen fra og ”komme ned på jorden igen”. Det småregnede i imellem og blæsten var meget kold og da jeg kom lidt længere frem fandt jeg et sted med en enorm klippeblok og klippefremspring der dannede et sted med læ, besluttede jeg mig til at holde hvil og spise noget mad og få noget varm te og en lille whisky, at dulme nerverne på. Jeg havde en lille plastflaske med en Highland Park 18 års single malt whisky med. En sluk af denne dejlige drik måtte være alle tiders medicin, så jeg kunne få repareret mine flossede nerver og få lidt varme i mine fingre, som var helt hvide af kulde og anstrengelse over at holde fast på vandrestokkene, den sidste lille time på min tur hen over de uhyggelige stenskred.

Pludselig fløj der en vandstær op og piskede hen langs søens bred, medens den udstødte sine tjiip – tjiip lyde i bar arrigskab over at blive forstyrret i sit lille paradis, her højt oppe i Torridonbjergene. Så jeg var ikke helt alene, men havde en af mine dejlige fuglevenner som selskab. Men frem kom min mad, 2 tørre boller med rigeligt smør og kalkun og ost, dertil te og whisky, mums! Jeg sad en stund og slappede af og nød min nyvundne frihed fra den frygtelige skærsild, som jeg lige havde været igennem, på de farlige stenskråninger.
 
Jeg havde taget min hat af og med mit sparsomme hår som eneste værn mærkede jeg pludselig et ordentligt plast oppe på hovedet! Det gav et sæt i mig, først troede jeg det var en fugl der havde bombet mig en lort i hovedet, men så faldt der flere store dråber af vand, nogle kæmpestore dråber må jeg nok sige, de klaskede ned. Jeg kikkede hen og op bag klippen jeg sad i læ af og da så jeg et skræmmende syn. Skyer så sorte som koks og hidsig regn trak sydende hastigt op mod mig og inden jeg fik pakket min proviant ned, blev jeg overfaldet, nærmest som af en syndflod af vand.
Det væltede ned, så jeg troede det var løgn og samtidig tog vinde helt vildt til, og i løbet af sekunder drog der en veritabel storm op over kanten ved den anden ende af søen og hujede hen over søens vand og ramte mig som med en kølle. I regnen var der hagl og slud og det piskede ned over mig i kaskader.

Temperaturen faldt på sekunder, som om der var trykket stempel ned fra oven. Jeg tror temperaturen faldt til en 3-4 grader. Jeg har aldrig kendt til mage, at vejret kan skifte så hurtigt og dramatisk. På under 2 minutter stod verden i ´et og jeg var klar over, at mine prøvelser heroppe ikke var ovre endnu. Jeg stod i den værst tænkelige situation, i den ”forkerte” ende af søen, med en lang tur ad den venstre bred i en stormende modvind, med piskende regn, hagl og slud, ude i et terræn der ikke gav nogen som helst læ og ikke mindst alene og ufatteligt langt fra andre mennesker og hjælp, hvis jeg ville få problemer.

Men op og af sted. Da der heller ikke er nogen egentlig sti på den venstre side af søen, blev turen tilbage mod kanten ned mod dalen igen et mareridt. Jeg kunne ikke kikke op og fremad ret godt, for jeg fik hele tiden hagl i øjnene, vinden var ved at blæse mig omkuld, jeg måtte læne mig frem i vinden og bruge begge vandrestokke for at komme frem. Mine fingre frøs lynhurtigt til is, jeg havde dog ikke taget vanter med, sådan en sommerdag!! Jeg kunne dårligt nok holde om stokkene, sådan frøs de.

Jeg kan stadig tænke på og prøve at huske hvordan det lykkedes mig at nå hen til nedgangen fra bjergsøen. Det står stadig helt uvirkeligt og jeg har svær ved at erindre hvordan jeg klarede det og hvor længe det stod på inden jeg nåede tilbage til kanten ned mod dalen igen. Jeg har aldrig været ude for noget værre vejr end det der skete deroppe! Jeg havde i mine forberedelser gentagne gange stødt på udsagn om de lynhurtige vejrskift, der kunne ske i de Skotske bjergegne, men at det kunne blive så uhyggeligt hurtigt og med en sådan vildskab havde jeg slet ikke drømt om. Så forstår jeg bedre, at der er så mange der forulykker og også dør hvert år i Skotland.
Hvis jeg ikke havde mit professionelle udstyr med og på, den dag, tror jeg ikke jeg havde klaret den. Mange turister forvilder sig op i bjergene, uden ordentligt tøj på, der passer til sådanne vejrskift, uden tanke på hvor farligt det kan være. Dehydrering, kulde og orienteringssvigt, fald og brækkede og forstuvede lemmer koster mange ofre hvert år, også selvom der advares på mange måder og der er et bjergredningskorps tilknyttet alle de store og enorme bjergområder, hvor der er mange vilde og farlige bjerge. Torridon området har også et redningspost, Faktisk i samme bygning, som SYHA hostel ligger i.

Da jeg nåede hen til kanten, hvor stien går ned i dalen igen, skulle jeg først krydse vandfaldets tilløb. Det var også en næsten uoverstigelig opgave, for stormen rasede ind over kanten og dannede kastevinde hen over området ved kanten. Jeg skulle ind over flere frådende vandmasser og vade over brede vandfyldte klipper, springe over huller oh klatre over klippestykker. Regnen og haglene hamrede stadig ind hovedet på mig, men jeg kom helskindet over vandfaldets tilløb.
Det værste var nu ovre, nu skulle jeg ”bare” ned ad stien igen og gå ca. 25 –30 kilometer gennem bjergområdets stier!!! Fanden tog ved mig og jeg tog mit kamera op og tog nogle billeder, selv om jeg var ved at ryge på røven i blæsten. Billederne er heller ikke meget bevendt, men i dag viser de mig dog, hvor vildt det var.

Denne enestående tur op til denne bjergsø i Torridonbjergene, vil jeg nok aldrig glemme. Det er altså bare for vildt, hvad jeg oplevede ved denne naturperle af en sø også selv om vejret var helt umuligt!!

Jeg gik nu ned af stien tilbage rundt om bjerget Sail Mhor, for at nå tilbage til stenvarden og stien enten tilbage ned til landevejen eller stien gennem Torridondalen til Loch Torridon ca. 25 kilometer væk. Jeg måtte se hvordan det stod til og hvordan jeg havde det når jeg nåede dertil. Jeg havde vel gået ca. 200 – 300 meter ned ad stien, da vinden som med et fingerknips forsvandt og kun blæste friskt, som da jeg gik op tidligere på dagen. Regnen stilnede af og stoppede faktisk i længere perioder, der kom lidt sol frem. Jeg troede ikke mine egne øjne!! Ja, men det var dog utroligt, at vejret sådan kan skifte igen, på under nogle få minutter. Efter jeg nu havde været oppe i helvede i flere timer,  blev jeg helt euforisk og lettet, jeg sang og fløjtede og travede det bedste jeg havde lært ned ad stien.
 
Et stykke fremme, så jeg en enlig skikkelse komme gående imod mig. Vi mødtes og vi hilste på hinanden. Han var englænder og han spurgte hvordan der var deroppe. Jeg måtte tilstå, at jeg syntes der var utroligt smukt men også fantastisk farligt og lidt uhyggeligt. Jeg fortalte om dette pludselige uvejr, der nær havde taget pippet fra mig. Men han var, kunne jeg se, en garvet bjergvandrer, så jeg tror ikke min beretning bed på ham, for han takkede og sagde, at han havde været der flere gange og ikke var bange for at gå derop.
 
Man må jo huske på, at jeg aldrig har vandret i bjerge alene på den måde før. Jeg kan derfor selvsagt ikke have en erfaring, der vil kunne indgyde mig selvsikkerhed nok til ikke at føle frygt og uhygge oppe ved denne bjergsø. Efter at have sagt farvel og ønsket god tur, begav jeg mig tilbage ad stien i det nu rimeligt fine vejr. Det skulle senere vise sig, at vejret kun var fint her på den nordlige side af Sail Mhor bjerget. For da jeg kom tilbage hen mod stenvarden og hvor stien deler sig, blæste det igen stærkere og regnen faldt trøstesløs igen.
På min vej tilbage, kom der pludselig 6-7 kronhjorte springende op neden for stien, op foran mig ca. 300 - 400 meter væk. Videre op sprang de mellem klipperne, i graciøs og elegant stil med den førende kronhjortetyr forrest. Et stykke op standsede de og kikke ned på mig og blev enige med sig selv, at jeg ikke var særlig farlig, Så de begyndte at søge føde, alt mens de vandrede videre op og forsvandt væk bag om nogle klippe fremspring. Men en flot og spændende oplevelse var det. Jeg forsøgte at tage et billede, men det blev mislykket.
På næsten hele min tur, var jeg ikke klar over, at kameraet var gået i stykke og ikke kunne tage billeder med zoomfunktion tilsat, ligesom billederne ofte havde et falskt lysskær i det ene hjørne. Kameraet viste ikke noget når jeg brugte det og tilsyneladende virkede det godt nok. Men måske har det fået for mange klem og stød, tillige med at det sejlede i vand. Men skidt pyt, jeg var ikke taget til Skotland kun for at tage billeder. Endelig nåede jeg ned til hvor stien deler sig og stenvarden.

Her satte jeg mig på en sten og vurderede min tilstand og hvad jeg skulle gøre. Turen tilbage til p-pladsen var til at overse, men jeg ville få en meget lang tur ad asfaltvejen tilbage til Torridon, medmindre jeg kunne få et lift. Men der kører ikke ret mange biler der. Turen den vej ville også blive noget kedelig. Desuden ville jeg sikkert forbande, at jeg ikke tog turen gennem Torridondalen i stedet. Nu var jeg jo her, jeg levede ud min drøm og tænk på hvor jeg ville ærgre mig, hvis jeg ikke afprøvede mig selv på den store tur gennem dalen til  Loch Torridon.
Jeg besluttede at vove mig ad stien ud i Torridon dalen. Det viste sig desværre hurtigt, at stien hurtigt blev meget dårlig. Den gik jo i dalens nederste del og bar præg af, at der ikke ret tit gik mennesker her, eller brugte denne del af stien. Den var utroligt ufarbar, med tørvemudder, mange skærver og store sten. Den slyngede og bugtede sig op og ned imellem klipper og uden om søer og vandhuller. Den var utroligt anstrengende at følge. Som i Cullinsbjergene på Skyeøen, svømmede stien i vand. Jeg vadede i vand til langt op på støvlerne.
Regnen silede ned og blæsten var stadig vedholdende. Det var nu sidst på eftermiddagen og jeg havde været ude i elementernes rasen i over 6 timer. Jeg kunne godt mærke, at jeg var ved at køre træt, både fysisk og mentalt. Men der var ingen vej uden om, fremad kilometer efter kilometer, svedende og asende af sted. Men sceneriet omkring mig var enestående.
Stien fulgte floden i bunden af dalen og jeg opdagede hele tiden smukke steder og maleriske udsigter. Blæsten kom nu som rygvind og det lettede en del i forhold til tidligere på dagen. Jeg kom forbi Loch Grobeig og kunne kikke op til det ene majestætiske bjergmassiv efter det andet, til venstre Meal Dearg på 995 meters højde, Coireag Dhearg, Mullach an Rathain og bagsiden af Liathachbjerget. Til højre bjerget Carn an Feola, Beinn Dearg, og Stuc Loch na Cabheig, senere Ne Rathahan og Sgurr Mhor. Imponerende flot og smukt ud over alle grænser.
Floden var fyldt med vand og brusede af sted i små vandfald og sprøjtende over store klippestykker og sten. Her lugtede friskt og rent, så trods vejret og min udmattelse, var det en tur jeg var glad for jeg ikke havde forkastet, men udnyttet.
Et stykke længere fremme i dalen, bjergryggen Sgurr a Chadeil bag mig og sol på bjergsiden nær Loch Torridon, helt i baggrunden. Undervejs hvilede jeg et par gange og spiste boller, drak vand, men ellers gik og gik jeg. Det blev en lang, lang tur, hvor jeg måtte mobilisere alle mine skjulte reserver, som jeg dårligt nok vidste jeg havde.

På et tidspunkt nåede jeg frem til den sidste del af turen i dalen og stien blev mærkbar bedre. Nu var den ikke så mudret og bredere og belagt med grus. Jeg kunne nu skridte bedre ud og også bedre nyde udsigten, regnen blev nærmest mest til støvregn.
Jeg nåede frem til der hvor der går en sti op mod højre til passet der fører op til Flowerdale Forrest området. Her er der en fin bro, hvor man krydser floden, der nu er en temmelig stor og brusende en af slagsen. Her har den gennem millioner af år gravet sig ned i klipperne og dannet en gigantisk klippeskakt, hvor den kaster sig ned igennem. Fra siderne støder der mindre floder og vandstrømme til. Disse buldrer ned i hovedfloden og føjer endnu mere vand til. Et imponerende skue at følge.

Endelig kom jeg frem til en del af dalen, hvor jeg kunne se Loch Torridon´s vand i det fjerne. Det var rart, at se noget af målet for turen i dalen. Senere kom jeg frem til skoven der omkranser flodens nedre løb, inden den i flere vandfald, inde i skoven, styrter ud i Loch Torridon.
Regnen var hørt op og solen bragede frem, medens jeg gik nede under fyrretræernes kroner og nød den utrolige friske duft af flodens vanddampe, skovens lugt af fyrrenåle, mos og forrådnelse. Endelig nåede jeg asfaltvejen, der ville føre mig langs Loch Torridons bredder tilbage de sidste kilometer til SYHA Hostel.
 
Inden jeg begav mig ud på denne sidste tur, skifte jeg til noget tørt tøj, tog regntøjet af og spiste resten af min proviant og væske. Turen ad asfaltvejen tilbage til hostellet blev faktisk utrolig hård. Jeg var utroligt udmattet og klokken var nu over halv otte om aftenen. Tilbage på hostellet fik jeg vasket mig, ordnet mine ting og pakket ned til i morgen, hvor turen går mod Garve nær Inverness. Sikken dag, helt enestående og fantastisk.