TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

WesterRoss Torridon

Bjergsøen var trods vejret smuk og lidt frygtindgydende at se ud over, især op til højre, hvor bjerget Sail Mhor næsten lodret rejser sig 400 meter op. Selve Sail Mhor bjerget er ca. 1000 meter højt, så bjergsøen ligger i ca. 600 meters højde. Sail Mhor har en udpræget tendens for at forvitre kraftigt, da bjergets nederste sider er oversået med nedfaldne klippestykker af ofte enorme dimensioner. Det frarådes på det kraftigste at gå rundt om søen, i hvert fald på den højre side, hvor der jævnligt falder store sten og klippestykker ned. Så det måtte jeg da prøve - ik? På fotoet ser de store stenskredslignende klippeskråninger, da ud, som om man nemt kan gå hen ad bredden på disse. Troede jeg - men det tog mig 1½ time at gå den strækning, som ses på fotoet - og hvilken tur med hjertet oppe i halsen af skræk! Det var nok det mest skræmmende forehavende jeg havde været ude i i årevis. Det var så modbydeligt, at gå og klatre på og gennem disse løse klippestykker, som så absolut ikke var små sten, men store klipper, som jeg nogle gange måtte krave op på eller møve mig forbi, alt imedens jeg skrækslagent kikkede op på det svimlende bjerg, som rugede mørkt og dystert over mig og kunne finde på hver øjeblik at kaste en klippe ned på mig. Mange af de klipper og sten jeg så, var helt nye nedfaldne stykker, da der ikke groede lav eller mos på dem - det var helt rene brudsten, som var styrtet ned. Langt om længe kom jeg helskindet ned i bunden af sidebredden, nede ved den lyse klippe i hjørnet af søen i højre side. Jeg var stadig rædselsslagen og rystede af anstrengelse og adealinens pumpen i kroppen. Men jeg mente nu, at jeg var fri af de farligste steder for nedfaldne klippestykker, der hvor jeg stod nu. Så jeg satte mig bag en kæmpe klippeknold og fik teen frem, noget mad og slik. Jeg trængte til at "falde ned", mentalt. Jeg tog regnhatten af og nød stilheden og blæstens susen, trods kulden, som krøb ind på min svedige krop under vinterjakken, (sommerdag sidst i juni!). På vejen over de frygtelige rokkesten, fløj en vandstær op og for pibende hen over vandet og gemte sig længere nede ad bredden, mellem klipperne. På fotoet kan man i baggrunden bedre se de 3 klippesøjler The Triple Buttress.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...