TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

WesterRoss Torridon

Her er det sted bag den store klippeknold, hvor jeg fandt lidt læ og fik drukket lidt varm te og spist lidt mad. Jeg havde dog kun siddet i kort tid, da mit hoved fik et stort "splask"! Jeg troede det var en fugl, som havde skidt mig i knolden - Men da jeg rejse mig op og vendte mig om og kikkede bagud og opad, så jeg et skræmmende syn - ! Hele synsfeltet var dækket af blåsorte skyer og et splitsekund efter begyndte det at regne og hagle ned i tykke stråler, dråberne, haglene og sludsneen knaldede ned i skallen på mig og det hele stod i et, samtidig blæste det op som i en storm. vinden hujede ned langs klippeskråningen og rundt on klippeknolden og jeg kunne ligefrem mærke hvordan temperaturen faldt, som om der stod et termometer på bredden. her hvor jeg var nu kunne jeg ikke være, jeg måtte se at finde tilbage og komme i læ! Men ak, samme vej tilbage var jo udelukket, jeg skulle ikke nyde noget. Så der var ikke andet at gøre, end at stride sig hele vejen uden om søen, selv om dette ville indebære, at jeg hen langs den anden bred af søen, måtte gå i stik modvind, som havde karakter af storm. Jeg tror det er den værste vandring jeg nogensinde har oplevet! stormen piskede ind i fjæste på mig med sneslud. regn og hagl, mine hænder havde jeg ikke handsker med til - altså det var i juni måned!! mine hænder og fingre frøs til is, de blev helt røde og blåviolette, for turen tog over en halv time, selv i iltempo. Det var ufatteligt, at vejret kunne ændre sig så hurtigt og så drastigt. Jeg var alvorligt bange for at falde eller komme ud for en ulykke, for under disse omstændigheder ville det være fatalt. Kulde og udmattelse ville tage livet af mig. Så der var kun den stædige vilje til at stride sig frem og passe på, så godt som muligt, som gjalt der. Men endelig langt om længe nåede jeg tilbage og rundt om søen og hen til det område, hvor stien fører ned fra søen og vandfaldet. Jeg kom igen helskidet over klippekantens oversvømmede del og ned ad stien. Gudskelov for mine vandrestave - igen var de uundværlige. Neden for klippekanten skete miraklet igen, som med et knips forsvandt vinden og regnen og lyset tittede frem igen. Det blev helt mildt hurtigt her neden for vandfaldet - fantastisk og meget underligt - men sådan skifter vejret og betingelserne i Skotlands bjerge. Man skal være forberedt på det mest uventede, have det rigtige udstyr på og med - det havde jeg gudskelov, jeg havde forberedet mig grundigt hjemmefra og læst om alle farerne. Man ved at ca 30 mennesker omkommer årligt i Skotlands bjerge, ofte pga. udmattelse, vådt tøj og kulde og ulykker, som ofte kun er banale, men i bjergene kan være fatale. Det er svært at finde folk i de ofte meget øde bjerge. Jeg mødte senere 2 danske unge mænd, som kunne berette om en vandretur i korte bukser og t-shirt tidligere på ugen, hvor de blev overrasket af dårligt vejr - de var nu godt klar over, at de havde leget med døden, med den utilstrækkelige beklædning til bjergtur. Det kan se så solrigt og dejligt ud nedefra, men oppe i bjergene kan vejret skifte lynhurtigt, og så er der lang vej hjem.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...