TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Caitness Duncansby

Nordvestlige Skotland og min bustur østover, følgende vejen rundt langs bredderne af fjorden Loch Eriboll, som her ses i dette kortudsnit. Loch Eriboll er for mig interessant, da det er her den berømte danske keramikkunstner Lotte Glob, i 2006 har bygget et spændende hus til selv og et nyt atelier. Ligeledes har fjorden historisk interesse, da den er blevet brugt til "naturhavn", opankringsplads for ubåde og andre krigsskibe. Den legendariske britiske slagkrydser HMS Hood lå her en del i starten af 2. Verdenskrig, indtil det i jagten på den tyske marines stolthed, slagskibet Bismarck, blev sænket af netop Bismark oppe i det vinterkolde Danmarksstræde mellem det nordvestlige Island og Østgrønland. 
Medlemmer af Hood´s besætning, anbragte hvidmalede sten inde på land, hvor disse sten dannede navnet på skibet. Ligeledes blev stenene også lagt, så de dannede besætningsmedlemmets rang og navn. Kort tid efter dette, blev Hood sendt ud i jagten på Bismarck i april/maj 1941 og sænket, hvorved hele besætningen omkom i en gigantisk eksplosion i et ammunitionslager på Hood. Kun 3 besætningsmedlemmer blev reddet. I dag ligger disse sten og dermed disse navne udødeliggjort i det grønne græs på Loch Eriboll´s bredder. Stenene bliver tilset og malet og stedet skærmet og vedligeholdt som minde om denne krigens grufulde hændelse. Senere i foråret 1941 blev Bismarck dog sænket på dramatisk vis af andre krigsskibe i den engelse flåde, dog med stor hjælp fra de engelske hangarskibsbaserede dobbeldækker Swordfish torpedobombere.
3 dage før jeg kom til Durness, fortalte Martin Mackay mig, at de skydeøvelser fra krigsskibe, som pågik i Cape Wrathområdet, havde foranlediget at 3 storkalibrede granater, ved et fejlaffyring, havde slået ned, ude midt i Loch Eriboll. Martin havde selv hørt og set nedslagende - bulderet fra granaternes bane og nedslaget så han ude i fjorden, da han kom kørende langs bredden af fjorden. Han og andre, som også havde observeret granatnedslagene, hvade kontaktet flåden/militæret, men bare fået at vide, at det ikke passede, der var ikke affyret granater og ikke nogen ind over Durness og ned i Loch Eriboll. Men som Martin Mackay sagde, det var sket før, og hver gang nægte flåden, at det var sket. Men de var klart rystede og altid nervøse for, at granaterne pludselig ramte ned i byen, eller hvor der opholdt sig mennesker. Det må jeg nok sige - sikke en trussel at have over hovedet, når man bor i Durnessområdet - især når myndighederne ikke vil indrømme fejl eller risikoen for, at der kan ske fejlskud.
Nordvestlige Skotland og min bustur østover, følgende vejen rundt langs bredderne af fjorden Loch Eriboll, som her ses i dette kortudsnit. Loch Eriboll er for mig interessant, da det er her den berømte danske keramikkunstner Lotte Glob, i 2006 har bygget et spændende hus til selv og et nyt atelier. Ligeledes har fjorden historisk interesse, da den er blevet brugt til "naturhavn", opankringsplads for ubåde og andre krigsskibe. Den legendariske britiske slagkrydser HMS Hood lå her en del i starten af 2. Verdenskrig, indtil det i jagten på den tyske marines stolthed, slagskibet Bismarck, blev sænket af netop Bismark oppe i det vinterkolde Danmarksstræde mellem det nordvestlige Island og Østgrønland. Medlemmer af Hood´s besætning, anbragte hvidmalede sten inde på land, hvor disse sten dannede navnet på skibet. Ligeledes blev stenene også lagt, så de dannede besætningsmedlemmets rang og navn. Kort tid efter dette, blev Hood sendt ud i jagten på Bismarck i april/maj 1941 og sænket, hvorved hele besætningen omkom i en gigantisk eksplosion i et ammunitionslager på Hood. Kun 3 besætningsmedlemmer blev reddet. I dag ligger disse sten og dermed disse navne udødeliggjort i det grønne græs på Loch Eriboll´s bredder. Stenene bliver tilset og malet og stedet skærmet og vedligeholdt som minde om denne krigens grufulde hændelse. Senere i foråret 1941 blev Bismarck dog sænket på dramatisk vis af andre krigsskibe i den engelse flåde, dog med stor hjælp fra de engelske hangarskibsbaserede dobbeldækker Swordfish torpedobombere. 3 dage før jeg kom til Durness, fortalte Martin Mackay mig, at de skydeøvelser fra krigsskibe, som pågik i Cape Wrathområdet, havde foranlediget at 3 storkalibrede granater, ved et fejlaffyring, havde slået ned, ude midt i Loch Eriboll. Martin havde selv hørt og set nedslagende - bulderet fra granaternes bane og nedslaget så han ude i fjorden, da han kom kørende langs bredden af fjorden. Han og andre, som også havde observeret granatnedslagene, hvade kontaktet flåden/militæret, men bare fået at vide, at det ikke passede, der var ikke affyret granater og ikke nogen ind over Durness og ned i Loch Eriboll. Men som Martin Mackay sagde, det var sket før, og hver gang nægte flåden, at det var sket. Men de var klart rystede og altid nervøse for, at granaterne pludselig ramte ned i byen, eller hvor der opholdt sig mennesker. Det må jeg nok sige - sikke en trussel at have over hovedet, når man bor i Durnessområdet - især når myndighederne ikke vil indrømme fejl eller risikoen for, at der kan ske fejlskud.
Loch Eriboll og den altid fotograferede lille sjove ø, med sin lille sandtange, grusvej og hus på øen.
Loch Eriboll og den altid fotograferede lille sjove ø, med sin lille sandtange, grusvej og hus på øen.
Lyset over Loch Eriboll skifter konstant. Skyer, sol og år - og dagstidspunkt indhylder fjorden og de lave klippeformationer omkring den, med skiftende farverige panoramaoplevelser, som her på dette foto.
Lyset over Loch Eriboll skifter konstant. Skyer, sol og år - og dagstidspunkt indhylder fjorden og de lave klippeformationer omkring den, med skiftende farverige panoramaoplevelser, som her på dette foto.
I teksterne ovenfor i indledningen til dette menupunkt er historien om dette canadiske krigsskib beskrevet. Det Canadiske krigsskib fregatten 270. NENE, som uder 2. Verdenskrig sejlede under engelsk flag og hed HMCS NENE. Skibet blev sammen med andre krigsskibe brugt til at eskortefartoj til de mange farefulde konvojer over Atlanten, bl.a. til Murmansk i Rusland og retur. Ved krigens slutning blev skibet sammen med nogle andre krigsskibe i gruppen E.G.9., sat til at finde og opbringe 15 tyske u-både ved Narvik i Nordnorge i maj 1945, og eskortere dem til Loch Eriboll på Skotlands nordlige kyst. Historien fortsætter på de følgende fotos....
I teksterne ovenfor i indledningen til dette menupunkt er historien om dette canadiske krigsskib beskrevet. Det Canadiske krigsskib fregatten 270. NENE, som uder 2. Verdenskrig sejlede under engelsk flag og hed HMCS NENE. Skibet blev sammen med andre krigsskibe brugt til at eskortefartoj til de mange farefulde konvojer over Atlanten, bl.a. til Murmansk i Rusland og retur. Ved krigens slutning blev skibet sammen med nogle andre krigsskibe i gruppen E.G.9., sat til at finde og opbringe 15 tyske u-både ved Narvik i Nordnorge i maj 1945, og eskortere dem til Loch Eriboll på Skotlands nordlige kyst. Historien fortsætter på de følgende fotos....
HMSC NENE´s besætning. De er stort set alle canadiere, da skibet oprindelig var fra den Canadiske Flåde, men under 2. Verdenskrig var en del af den britiske flåde.
HMSC NENE´s besætning. De er stort set alle canadiere, da skibet oprindelig var fra den Canadiske Flåde, men under 2. Verdenskrig var en del af den britiske flåde.
Det Canadiske krigsskib 270 HMCS NENE. Foreste 4" kanon og dens besætning: Fra venstre på fotoet ses de 4 "Gunners": Hare, Ball, Hole og Hoey.
Det Canadiske krigsskib 270 HMCS NENE. Foreste 4" kanon og dens besætning: Fra venstre på fotoet ses de 4 "Gunners": Hare, Ball, Hole og Hoey.
Agterdækket på HMCS NENE, hvor man er i gang med at affyre dybdebomber mod tyske u-både. Detonationerne kan ses ude i havet agten for skibet.
NENE var bl.a. med til at sænke et søsterskib til U-båden U-255, nemlig U-257. Her er dataer for denne hendelse. ---- Fakta som på lakonisk måde er skrevet, men som indeholder så megen gru for de tyske sømænd i ubåden. U-båden blev dog i dette tilfælde "kun" skadet, så 30 søfolk dræbtes og 19 overlevede. Inden man blev reddet af de 2 krigsskibe, sænkede u-bådsbesætningen selv den skadede ubåd. ---- U-257 Fakta: Type: VII C. ---- Byggestart: 23.12.1939, Vulkan Vegesack Werft, Bremen. ---- Serie: U 256 - U 261. ---- Byggenummer: 022
Køllægning: 22.02.1941. ---- Stabelafløb: 19.11.1941. ---- Tjensteklar: 14.01.1942. ---- Tjenesteklargøringskommandant: O. Heinz Rahe. ---- Feldpostnummer: 23394. ---- Kommandanter på u-båden: ---- 14.01.1942 til 24.02.1944: K. Heinz Rahe. ---- U-bådeslotille: 14.01.1942 til 30.09.1942 UF 5, U-Flottille (Kiel). ---- Uddannelsebåd: 01.10.1942 til 24.02.1944 UF 3, U-Flottille (La Pallice). ---- Angrebsubåd med 6 togter. ---- Ingen sænkede skibe. ---- Detaljer fra togterne: ---- 1. Togt: 15.09.1942 -til 18.10.1942 under Oberleutnant Heinz Rahe. ---- 15.09.1942 sejlet ud fra Kiel. ---- 18.09.1942 sejlet ind til Bergen, Norge. ---- 21.09.1942 sejlet ud fra Bergen. ---- Operationsområde: Østlige Nordatlant. ---- 18.10.1942 sejlet ind til La Pallice. ---- 2. Togt: 07.12.1942 til 14.12.1942 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 07.12.1942 sejlet ud fra La Pallice. ---- Operationsområde: Biskayen. ---- 14.12.1942 sejlet in til La Pallice. ---- 3. Togt: 22.12.1942 -til 12.02.1943 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 22.12.1942 sejlet ud fra La Pallice. --- Operationsområde: Middelhavet, Nordatlanten, vest for Irland. ---- 12.02.1943 sejlet ind til La Pallice. ---- 4. Togt: 14.03.1943 til 07.05.1943 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 14.03.1943 sejlet ud fra La Pallice. ---- Operationsområde: Nordatlanten, syd for Grønland. ---- 07.05.1943 sejlet ind til La Pallice. ---- 5. Togt: 12.06.1943 til 14.09.1943 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 12.06.1943 sejlet ud fra La Pallice. ---- Operationsområde: midtatlanten, Kanarieøerne og Freetown. ---- 14.09.1943 sejlet ind til Lorient. ---- 
Forlægningtur: 16.11.1943 til 18.11.1943 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 12.06.1943 sejlet ud fra Lorient. ---- Operationsområde: Midtatlanten, Kanarieøerne og Freetown. ---- 14.09.1943 sejlet ind til St. Nazaire. ---- 6. Togt: 02.01.1944 til 24.02.1944 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 02.01.1944 sejlet ud fra St. Nazaire. ---- Operationsområde: Nordatlanten, vest for Irland. ---- Tab af u-båden den 24.02.1944. ---- Skæbne: 24.02.1944. sidste kommandant: K. Heinz Rahe. ---- Sted: I den midterste del af Nordatlanten. ---- Position: 47°19'N-26°00'W. ---- Plankvadrat: BD 6613. ---- Sænket af dybdebomber fra den Canadiske Fregat "HMCS Waskesiu" og den britiske Fregat "HMS Nene". ---- U-båden svært beskadiget og sænket af eget mandskab. ---- Døde:30. ---- Overlevende: 19. ---- Detaljeoplysninger: U 257 blev under turen tilbage mod Frankrig fanget ind af sikringsskibene i konvojen SC-153 og blev tvunget op af dybdebomber fra den Canadiske Fregat "HMCS Waskesiu" og den britiske Fregat "HMCS Nene", som tilhørte den 6. ledsage - og sikringgruppe. Efter svære skader efter dybdebombeeksplosioner måtte U-båden dykke ud og resten af besætningen, som ikke var dræbt, fik u-båden sænket (Enigma kodemaskinen måtte ikke falde i De Allieredes hænder). ---- De 19 overlevende besætningsmedlemmer fra U 257 blev reddet af de 2 fregatter.
Agterdækket på HMCS NENE, hvor man er i gang med at affyre dybdebomber mod tyske u-både. Detonationerne kan ses ude i havet agten for skibet. NENE var bl.a. med til at sænke et søsterskib til U-båden U-255, nemlig U-257. Her er dataer for denne hendelse. ---- Fakta som på lakonisk måde er skrevet, men som indeholder så megen gru for de tyske sømænd i ubåden. U-båden blev dog i dette tilfælde "kun" skadet, så 30 søfolk dræbtes og 19 overlevede. Inden man blev reddet af de 2 krigsskibe, sænkede u-bådsbesætningen selv den skadede ubåd. ---- U-257 Fakta: Type: VII C. ---- Byggestart: 23.12.1939, Vulkan Vegesack Werft, Bremen. ---- Serie: U 256 - U 261. ---- Byggenummer: 022 Køllægning: 22.02.1941. ---- Stabelafløb: 19.11.1941. ---- Tjensteklar: 14.01.1942. ---- Tjenesteklargøringskommandant: O. Heinz Rahe. ---- Feldpostnummer: 23394. ---- Kommandanter på u-båden: ---- 14.01.1942 til 24.02.1944: K. Heinz Rahe. ---- U-bådeslotille: 14.01.1942 til 30.09.1942 UF 5, U-Flottille (Kiel). ---- Uddannelsebåd: 01.10.1942 til 24.02.1944 UF 3, U-Flottille (La Pallice). ---- Angrebsubåd med 6 togter. ---- Ingen sænkede skibe. ---- Detaljer fra togterne: ---- 1. Togt: 15.09.1942 -til 18.10.1942 under Oberleutnant Heinz Rahe. ---- 15.09.1942 sejlet ud fra Kiel. ---- 18.09.1942 sejlet ind til Bergen, Norge. ---- 21.09.1942 sejlet ud fra Bergen. ---- Operationsområde: Østlige Nordatlant. ---- 18.10.1942 sejlet ind til La Pallice. ---- 2. Togt: 07.12.1942 til 14.12.1942 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 07.12.1942 sejlet ud fra La Pallice. ---- Operationsområde: Biskayen. ---- 14.12.1942 sejlet in til La Pallice. ---- 3. Togt: 22.12.1942 -til 12.02.1943 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 22.12.1942 sejlet ud fra La Pallice. --- Operationsområde: Middelhavet, Nordatlanten, vest for Irland. ---- 12.02.1943 sejlet ind til La Pallice. ---- 4. Togt: 14.03.1943 til 07.05.1943 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 14.03.1943 sejlet ud fra La Pallice. ---- Operationsområde: Nordatlanten, syd for Grønland. ---- 07.05.1943 sejlet ind til La Pallice. ---- 5. Togt: 12.06.1943 til 14.09.1943 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 12.06.1943 sejlet ud fra La Pallice. ---- Operationsområde: midtatlanten, Kanarieøerne og Freetown. ---- 14.09.1943 sejlet ind til Lorient. ---- Forlægningtur: 16.11.1943 til 18.11.1943 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 12.06.1943 sejlet ud fra Lorient. ---- Operationsområde: Midtatlanten, Kanarieøerne og Freetown. ---- 14.09.1943 sejlet ind til St. Nazaire. ---- 6. Togt: 02.01.1944 til 24.02.1944 under Kapitänleutnant Heinz Rahe. ---- 02.01.1944 sejlet ud fra St. Nazaire. ---- Operationsområde: Nordatlanten, vest for Irland. ---- Tab af u-båden den 24.02.1944. ---- Skæbne: 24.02.1944. sidste kommandant: K. Heinz Rahe. ---- Sted: I den midterste del af Nordatlanten. ---- Position: 47°19'N-26°00'W. ---- Plankvadrat: BD 6613. ---- Sænket af dybdebomber fra den Canadiske Fregat "HMCS Waskesiu" og den britiske Fregat "HMS Nene". ---- U-båden svært beskadiget og sænket af eget mandskab. ---- Døde:30. ---- Overlevende: 19. ---- Detaljeoplysninger: U 257 blev under turen tilbage mod Frankrig fanget ind af sikringsskibene i konvojen SC-153 og blev tvunget op af dybdebomber fra den Canadiske Fregat "HMCS Waskesiu" og den britiske Fregat "HMCS Nene", som tilhørte den 6. ledsage - og sikringgruppe. Efter svære skader efter dybdebombeeksplosioner måtte U-båden dykke ud og resten af besætningen, som ikke var dræbt, fik u-båden sænket (Enigma kodemaskinen måtte ikke falde i De Allieredes hænder). ---- De 19 overlevende besætningsmedlemmer fra U 257 blev reddet af de 2 fregatter.
Billedet viser en tysk U-båd, som eskorteres af den canadiske fregat HMCS NENE under overgivelsen i maj 1945, hvor den tyske u-båd U-255,sammen med 14 andre tyske u-både, skal forlægge til Loch Eriboll.
Her nedenfor kan man læse om U-255´s historie i 2. Verdenskrig og dens fakta. ---- U-255: ---- Type: VII C. ---- Byggestart: 23.09.1939. ---- Værft: Vulkan Vegesack Werft, Bremen. ---- Serie: U 251 - U 255. ---- Byggenummer: 020. ---- Køllægning: 21.12.1940. ---- Stabelafløb: 08.10.1941. ---- Tjensteklargøring: 29.11.1941. ---- Tjenesteklargøringskommandant: K Reinhart Reche. ---- Feldpostnummer: 47763. ---- Kommandanter på u-båden: ---- 29.11.1941 til 06.06.1943. K. Reinhart Reche. ---- 07.06.1943 til xx.08.1944. O. d.R. Erich Harms. ---- xx.08.1944 til 01.03.1945 - u-båden uden besætning. ---- 02.03.1945 til 08.05.1945. O. d.R. Helmuth Heinrich. ---- U-bådsfFlottillen: ---- 29.11.1941 til 30.06.1942. 8. U-Flottille (Danzig). ---- Uddannelsbåd 01.07.1942 til 31.05.1943. 11. U-bådsflottille (Bergen). ---- Frontangrebs U-båd 01.06.1943 til 30.11.1943. 13. U-bådsflottille (Trondheim). ---- Frontangrebs U-båd 01.12.1943 til  xx.08.1944. 7.  U-Bådsflottille (St. Nazaire). ---- Frontangrebs U-båd   xx.08.1944 til 01.03.1945. ---- U-båden ikke i tjeneste 02.03.1945 til  08.05.1945. 13. U-bådsflottille (Trondheim). ---- Antal togter: 11. ---- Antal sænkede skibe: 12. ---- Sænket tonnage: 55.073 BRT. ---- Detaljer fra togterne: ---- Udstationeringsejlads: 15.06.1942 til 20.06.1942, under  Kapitänleutnant Reinhart Reche. ---- 15.06.1942 sejlet fra Kiel, 20.06.1942 anløbet Narvik. ---- 1. Togt: ---- 23.06.1942 til 20.07.1942 under  Kapitänleutnant Reinhart Reche.  23.06.1942 sejlet fra Narvik, 15.07.1942 anløbet Narvik. ---- 18.07.1942 sejlet fra Narvik til operetionsområdet: Nordatlanten. ----  Operation mod konvojen PQ-17 og området Barentshavet. ---- 20.07.1942 anløbet Bergen. ---- 2. Togt: 04.08.1942 til 09.09.1942 under Kapitänleutnant Reinhart Reche.  04.08.1942 sejlet ud fra Bergen til operationsområdet Nordatlanten og opklaringsopgaver ved Spitzbergen i forbindelse med flådeøvelser med tyske krydsere i operation 'Wunderland' bl.a. krydseren "Admiral Scheer". ---- 09.09.1942 anløbet Neidenfjord, Norge. ---- 3. Togt: 13.09.1942 til 25.09.1942 under Kapitänleutnant Reinhart Reche. 13.09.1942 sejlet fra Neidenfjord til operationsområdet Nordatlanten og angreb på konvojerne PQ-18 og QP-14. ---- 25.09.1942 anløbet Bergen. ---- 
Forlægningssejlads: 29.09.1942 til  03.10.1942 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. 29.09.1942 sejlet fra Bergen og anløbet Kiel 03.10.1942. ---- Forlægningssejlads: 07.01.1943 til 18.01.1943 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. ---- 07.01.1943 sejlet fra Kiel. 18.01.1943 anløbet Hammerfest. ---- 4. Togt: 23.01.1943 til 09.02.1943 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. 23.01.1943 sejlet fra Hammerfest til operationsområde: Nordatlanten og angreb på konvojerne: JW-52 og RA-52. ---- 09.02.1943 anløbet Narvik. ---- 5. Togt: 22.02.1943 til 15.03.1943 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. ----  22.02.1943 sejlet fra Narvik til operationsområde: Nordatlanten og angreb på konvojerne JW-53 og RA-53. ---- 15.03.1943 anløbet Narvik. ---- 6. Togt: 29.03.1943 til 29.04.1943 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. ---- 29.03.1943 sejlet fra Narvik til operationsområde: Nordatlanten og omkring øen Jan Mayen. ---- 29.04.1943 anløbet Bergen. ---- 7. Togt: 09.07.1943 til 19.09.1943 Under Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ---- 09.07.1943 sejlet fra Bergen. 16.07.1943 anløbet Narvik. ---- 19.07.1943 sejlet fra Narvik til operationsområde: Ishavet i den Sibiriske Søvej nord om det russiske kontinent for deltagelse i øvelsen 'Wunderland II'. ---- 19.09.1943 anløbet Narvik . ---- Forlægningssejlads: 05.10.1943 til  13.10.1943 Under Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ----05.10.1943 sejlet fra Narvik. 13.10.1943 anløbet Bergen. ---- 8. Togt: 26.02.1944 til 11.04.1944 Under Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ---- 26.02.1944 sejlet fra Bergen til operationsområde: Nordatlanten og vest for Irland. ---- 11.04.1944 anløbet St. Nazaire, Frankrig. ---- Testsejlads: 06.05.1944 til 08.05.1944 Under Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ---- 06.05.1944 sejlet fra St. Nazaire til operationsområde: Biskayen for at foretage et dybdedykkeforsøg. 08.05.1944 anløbet St. Nazaire. 9. Togt: 06.06.1944 til 15.06.1944 Under  Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ---- 06.06.1944 sejlet fra St. Nazaire til operationsområde:  Biskayen og Den Engelske Kanal (D-Dag landgang i Normandiet). ---- 15.06.1944 anløbet St. Nazaire. Forsyningssejlads: 22.04.1945 til  24.04.1945 Under Oberleutnant zur See der Reserve Helmuth Heinrich. ---- 22.04.1945 sejlet fra St. Nazaire.  24.04.1945 anløbet La Pallice. 10. Togt: 28.04.1945 til 30.04.1945 Under Oberleutnant zur See der Reserve Helmuth Heinrich. ---- 28.04.1945 sejlet fra La Pallice til operationsområde: Mineudlægning ved Les Salbles d'Olonne. ---- 30.04.1945 anløbet St. Nazaire. ---- Forsyningssejlads: 02.05.1945 til 03.05.1945 Under Oberleutnant zur See der Reserve Helmuth Heinrich. ---- 02.05.1945 sejlet fra St. Nazaire. 03.05.1945 anløbet La Pallice. 11. Togt: 05.05.1945 til 07.05.1945 Under Oberleutnant zur See der Reserve Helmuth Heinrich. ---- 05.05.1945 sejlet fra La Pallice til operationsområde: Biskayen. ---- 07.05.1945 anløbet St. Nazaire. ---- Skæbne: ---- 13.12.1945 - kl. 10:30 - sidste kommandant: O. Helmuth Heinrich. Sted: I Nordatlanten nordvest for Irland, Position: 55°50'N-10°05'W. Planquadrat: AM 5169. ---- Sænket i henhold til planen: Operation Deadlight, af den engelske flåde. ---- U-bådens tab: ---- Døde: 0. Alle overlevede krigen (særsyn)! ---- Detaljer: ---- 08.05.1945 sejlet fra St. Nazaire. 17.05.1945 ankommet til Loch Eriboll, Nordskotland. ---- 17.05.
1945 sejlet fra Loch Eriboll. 17.05.1945 sejlet ind i Loch Alsh. 18.05.1945 sejlet fra Loch Alsh. 19.05.
1945 sejlet til Lishally. 01.09.1945  sejlet fra Lishally. 01.09.1945 sejlet ind i Loch Ryan. 10.12.1945 slæbt fra Loch Ryan. 11.12.1945 slæbt til en position af "HMS Cubitt". ---- 13.12.1945 - kl. 10:30 blev u-båden sænket af jager - og torpedoflyene Beaufighters med raketter fra den 254. Squadron Royal Air Force. ---- 
Denne udbådsbesætning var heldig at overleve krigen. De tyske ubådstab under 2. verdenskrig løb op i ca. 31.000 døde. Det svarer til et tab af ca. 700 ubåde. De fleste sænkninger betød døden for alle ombord.
Billedet viser en tysk U-båd, som eskorteres af den canadiske fregat HMCS NENE under overgivelsen i maj 1945, hvor den tyske u-båd U-255,sammen med 14 andre tyske u-både, skal forlægge til Loch Eriboll. Her nedenfor kan man læse om U-255´s historie i 2. Verdenskrig og dens fakta. ---- U-255: ---- Type: VII C. ---- Byggestart: 23.09.1939. ---- Værft: Vulkan Vegesack Werft, Bremen. ---- Serie: U 251 - U 255. ---- Byggenummer: 020. ---- Køllægning: 21.12.1940. ---- Stabelafløb: 08.10.1941. ---- Tjensteklargøring: 29.11.1941. ---- Tjenesteklargøringskommandant: K Reinhart Reche. ---- Feldpostnummer: 47763. ---- Kommandanter på u-båden: ---- 29.11.1941 til 06.06.1943. K. Reinhart Reche. ---- 07.06.1943 til xx.08.1944. O. d.R. Erich Harms. ---- xx.08.1944 til 01.03.1945 - u-båden uden besætning. ---- 02.03.1945 til 08.05.1945. O. d.R. Helmuth Heinrich. ---- U-bådsfFlottillen: ---- 29.11.1941 til 30.06.1942. 8. U-Flottille (Danzig). ---- Uddannelsbåd 01.07.1942 til 31.05.1943. 11. U-bådsflottille (Bergen). ---- Frontangrebs U-båd 01.06.1943 til 30.11.1943. 13. U-bådsflottille (Trondheim). ---- Frontangrebs U-båd 01.12.1943 til xx.08.1944. 7. U-Bådsflottille (St. Nazaire). ---- Frontangrebs U-båd xx.08.1944 til 01.03.1945. ---- U-båden ikke i tjeneste 02.03.1945 til 08.05.1945. 13. U-bådsflottille (Trondheim). ---- Antal togter: 11. ---- Antal sænkede skibe: 12. ---- Sænket tonnage: 55.073 BRT. ---- Detaljer fra togterne: ---- Udstationeringsejlads: 15.06.1942 til 20.06.1942, under Kapitänleutnant Reinhart Reche. ---- 15.06.1942 sejlet fra Kiel, 20.06.1942 anløbet Narvik. ---- 1. Togt: ---- 23.06.1942 til 20.07.1942 under Kapitänleutnant Reinhart Reche. 23.06.1942 sejlet fra Narvik, 15.07.1942 anløbet Narvik. ---- 18.07.1942 sejlet fra Narvik til operetionsområdet: Nordatlanten. ---- Operation mod konvojen PQ-17 og området Barentshavet. ---- 20.07.1942 anløbet Bergen. ---- 2. Togt: 04.08.1942 til 09.09.1942 under Kapitänleutnant Reinhart Reche. 04.08.1942 sejlet ud fra Bergen til operationsområdet Nordatlanten og opklaringsopgaver ved Spitzbergen i forbindelse med flådeøvelser med tyske krydsere i operation 'Wunderland' bl.a. krydseren "Admiral Scheer". ---- 09.09.1942 anløbet Neidenfjord, Norge. ---- 3. Togt: 13.09.1942 til 25.09.1942 under Kapitänleutnant Reinhart Reche. 13.09.1942 sejlet fra Neidenfjord til operationsområdet Nordatlanten og angreb på konvojerne PQ-18 og QP-14. ---- 25.09.1942 anløbet Bergen. ---- Forlægningssejlads: 29.09.1942 til 03.10.1942 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. 29.09.1942 sejlet fra Bergen og anløbet Kiel 03.10.1942. ---- Forlægningssejlads: 07.01.1943 til 18.01.1943 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. ---- 07.01.1943 sejlet fra Kiel. 18.01.1943 anløbet Hammerfest. ---- 4. Togt: 23.01.1943 til 09.02.1943 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. 23.01.1943 sejlet fra Hammerfest til operationsområde: Nordatlanten og angreb på konvojerne: JW-52 og RA-52. ---- 09.02.1943 anløbet Narvik. ---- 5. Togt: 22.02.1943 til 15.03.1943 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. ---- 22.02.1943 sejlet fra Narvik til operationsområde: Nordatlanten og angreb på konvojerne JW-53 og RA-53. ---- 15.03.1943 anløbet Narvik. ---- 6. Togt: 29.03.1943 til 29.04.1943 Under Kapitänleutnant Reinhart Reche. ---- 29.03.1943 sejlet fra Narvik til operationsområde: Nordatlanten og omkring øen Jan Mayen. ---- 29.04.1943 anløbet Bergen. ---- 7. Togt: 09.07.1943 til 19.09.1943 Under Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ---- 09.07.1943 sejlet fra Bergen. 16.07.1943 anløbet Narvik. ---- 19.07.1943 sejlet fra Narvik til operationsområde: Ishavet i den Sibiriske Søvej nord om det russiske kontinent for deltagelse i øvelsen 'Wunderland II'. ---- 19.09.1943 anløbet Narvik . ---- Forlægningssejlads: 05.10.1943 til 13.10.1943 Under Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ----05.10.1943 sejlet fra Narvik. 13.10.1943 anløbet Bergen. ---- 8. Togt: 26.02.1944 til 11.04.1944 Under Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ---- 26.02.1944 sejlet fra Bergen til operationsområde: Nordatlanten og vest for Irland. ---- 11.04.1944 anløbet St. Nazaire, Frankrig. ---- Testsejlads: 06.05.1944 til 08.05.1944 Under Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ---- 06.05.1944 sejlet fra St. Nazaire til operationsområde: Biskayen for at foretage et dybdedykkeforsøg. 08.05.1944 anløbet St. Nazaire. 9. Togt: 06.06.1944 til 15.06.1944 Under Oberleutnant zur See der Reserve Erich Harms. ---- 06.06.1944 sejlet fra St. Nazaire til operationsområde: Biskayen og Den Engelske Kanal (D-Dag landgang i Normandiet). ---- 15.06.1944 anløbet St. Nazaire. Forsyningssejlads: 22.04.1945 til 24.04.1945 Under Oberleutnant zur See der Reserve Helmuth Heinrich. ---- 22.04.1945 sejlet fra St. Nazaire. 24.04.1945 anløbet La Pallice. 10. Togt: 28.04.1945 til 30.04.1945 Under Oberleutnant zur See der Reserve Helmuth Heinrich. ---- 28.04.1945 sejlet fra La Pallice til operationsområde: Mineudlægning ved Les Salbles d'Olonne. ---- 30.04.1945 anløbet St. Nazaire. ---- Forsyningssejlads: 02.05.1945 til 03.05.1945 Under Oberleutnant zur See der Reserve Helmuth Heinrich. ---- 02.05.1945 sejlet fra St. Nazaire. 03.05.1945 anløbet La Pallice. 11. Togt: 05.05.1945 til 07.05.1945 Under Oberleutnant zur See der Reserve Helmuth Heinrich. ---- 05.05.1945 sejlet fra La Pallice til operationsområde: Biskayen. ---- 07.05.1945 anløbet St. Nazaire. ---- Skæbne: ---- 13.12.1945 - kl. 10:30 - sidste kommandant: O. Helmuth Heinrich. Sted: I Nordatlanten nordvest for Irland, Position: 55°50'N-10°05'W. Planquadrat: AM 5169. ---- Sænket i henhold til planen: Operation Deadlight, af den engelske flåde. ---- U-bådens tab: ---- Døde: 0. Alle overlevede krigen (særsyn)! ---- Detaljer: ---- 08.05.1945 sejlet fra St. Nazaire. 17.05.1945 ankommet til Loch Eriboll, Nordskotland. ---- 17.05. 1945 sejlet fra Loch Eriboll. 17.05.1945 sejlet ind i Loch Alsh. 18.05.1945 sejlet fra Loch Alsh. 19.05. 1945 sejlet til Lishally. 01.09.1945 sejlet fra Lishally. 01.09.1945 sejlet ind i Loch Ryan. 10.12.1945 slæbt fra Loch Ryan. 11.12.1945 slæbt til en position af "HMS Cubitt". ---- 13.12.1945 - kl. 10:30 blev u-båden sænket af jager - og torpedoflyene Beaufighters med raketter fra den 254. Squadron Royal Air Force. ---- Denne udbådsbesætning var heldig at overleve krigen. De tyske ubådstab under 2. verdenskrig løb op i ca. 31.000 døde. Det svarer til et tab af ca. 700 ubåde. De fleste sænkninger betød døden for alle ombord.
Loch Eriboll var, som jeg tidligere har nævnt, skueplads for forskellige hændelser under 2. Verdenskrig. I maj 1945 blev 15 tyske u-både eskorteret til Loch Eriboll fra bl.a. Narvik fjorden i Norge. Dette blev iværksat umiddelbart efter meddelelsen om Tysklands kapitulation i starten af maj 1945. Den 16. 17. og 18. maj 1945 blev de 15 tyske ubåde, erobret og beordret til Loch Eriboll, sammen med 5 tyske følgefartøjer. ---- Ubådene blev kun liggende nogle få dage indtil alt var organiseret, hvorefter de blev beordret til en anden Skotsk fjord, Loch Alsh. ---- Nedenfor her har jeg indsat en beskrivelse og vidneberetning om hændelsen. Der er ligeledes oplistet u-bådenes numre og navnene på ubådenes kaptajner. ---- Overgivelsen af 15 tyske ubåde: ---- Eskortegruppen E.G. 9, som bestod af krigsskibene HMC NENE, LOCH ALVIE, MONNOW, ST PIERRE og MATANE, dampede ud fra flodmundingen af River Foyle med et farvel til  Londonderry i Nordirland, med ordre om at fortsætte med at eskortere en konvoj J.W. 67 fra Rusland og tilbage til Rusland med konvoj R.A. 67. ---- Forlydender om, at freden var på vej, gik  rundt på skibene, da vi sejlede afsted, og at hærene stod foran Berlins porte og at krigen kunne være ovre hvad dag det skulle være. ---- BBC Nyhederne kl. 08:00 rapporterede, at Admiral Dönitz havde beordret alle tyske U-både til at blive på overfladen og overgive sig. ---- Tyskland overgav sig og eskortegruppe E.G. 9 forlod konvojen den 16. maj 1945, med ordre om at overtage hele den tyske U-bådseskadre med base i Narvik Fjord i Norge. ---- Der lå 15 u-både i fjorden, som var serviceret af 4 tyske forsyningsskibe og en smuk yacht med en tysk ledende officer ombord. Det var norges konges yacht, som var beordret til at sejle under tysk flag. ---- Tyskernes u-både var ved at gøre klar til at forlægge til Trondheim, da de den 17. maj opdagede toppen af en mast fra et skib, som viste sig at være masten, skibsbroen og boven på HMCS NENE. ---- Alle E.G. 9 krigsskibe gik i aktion og med maksimum fart omringede de gruppen af u-både. ---- "Da vi nåede dem, indtog vi strategiske positioner og bordede adskillige u-både for at forhindre, at noget skulle ske og for at lure dem af. ---- U-bådene og de 5 andre skibe som overgav sig til E.G. 9 torsdag den 17. maj 1945. ---- * (stjerne betyder, at det var HMCS NENE som eskorterede de pågældende u-både m.fl.) ---- Listen ser således ud, med først nævnt: Takt/Morse Navn, dernæst U-båds Nr., og så Kommandant/Kaptajn navn. ---- 1. UANC. 278, Franze. ---- 2. UAQT. 363, Nees. ---- 3. UANV. 295, (85?), Wiebddt*. ---- 4. UBTC. 868, (968?), Westphalen. ---- 5. UANT. 294, Schutt. 6. UBVD. 992, Folke* or Falke. ---- 7. UCDQ. 7765 (1165?), Homann. ---- 8. UBGA. 668, Henning. ----- 9. UAOP. 313, Schweiger. ---- 10. UAWX. 481, Andersen. ---- 11. UBID. 716, Thimme. 12. UATN. 427, Gudenus. ---- 13. UBVI. 997, Lehmann. ---- 14. UAOV. 378, Will. ---- 15. UAON. 312, Gazen. ---- Disse 15 U-både skulle eskorteres til Loch Eriboll på nordkysten af Skotland. ---- Vi havde ombord på HMCS NENE tre besætningsmedlemmer som kunne tysk, fordi deres forældre havde immigreret til Canada efter 1. Verdenskrig. Disse 3 var uvurderlige under operationen. ---- HMCS NENE signalerede frem og tilbage med W/T signaler ved hjælp af de 3 besætningsmedlemmer, hvoraf den ene var uddannet W/T operatør. --- Sandy Donaldson var en af de 6 mand, som var instrueret om at gå ombord i en af de tyske u-både som guide for u-bådens tur mod det nordlige Skotland. De sov ikke i 2 dage. Der var en smule samtale mellem vores sømænd og de de tyske u-bådsfolk, da sproget indbyrdes ikke fungerede alt for godt. Forholdene var trange i u-båden, med for lidt plads til messebordet og ingen plads på hver side af bordet. På grund af, at vi næsten ikke kunne komme til at røre os ved bordet, sammen med de tyske u-bådsfolk, foreslog Sandy på et tidspunkt, at en af vores folk tog hans våbenbælte, hvori hans hylster med pistolen sad, af og at en tysk u-bådsmand skulle række det videre til en af vore andre folk ved bordenden. Halvvejs oppe langs bordet tog en af de tyske u-bådsmænd pistolen ud af hylsteret, kikkede på den og stak den så tilbage i hylsteret og rakte den videre op til vores mand. Det var et intens øjeblik og noget man altid vil huske på. ---- Det følgende signal fra den ledende u-båds officer til gruppen af u-både blev oversat af vores Bruno Sonntag og sendt af Sam Forsythe med sit signallys. ---- Der stod: ---- 
"Kammerater, vi nærmer os England, vi skal udføre denne mission og adlyde deres love. Vi må adlyde vor Fører og tage en bid af det sure æble. U-bådenes våben er uden for vores anliggender. Vi skal udføre denne sidste mission og overdrage vores u-både". ---- Da vi anløb Loch Eriboll den 18. maj, opankrede vor E.G.9 gruppe og hvert skib skulle have en U-båd surret fast på hver side af skibet. ---- U-992 lagde til ved vor bagbord side og hele mandskabet i u-båden var meget samarbejdsvillige og høflige. U-bådskaptajnen Kaptajn Hans Falke talte perfekt engelsk, da han delvis var oplært i forretningslivet i England. Han var 25 år gammel! ---- Han bad høfligt om at komme til at tale med en af vore tysktalende besætningsmedlemmer, som blev Bruno Sonntag. Falke ønske at vide noget om Canada, da skibet han var på, jo egentlig var canadisk, men under krigen sejlede under engelsk flag, og hvorfor der var så mange tysktalende folk på skibet. ---- 
U-295, som havde den tyske Flådekommandør ombord, kom op langs siden af HMCS NENE og kom derved til at lave et fodstort hul i NENE's styrbords side, ca. 1 meter over vandlinien på højde med messen for de almindelige søfolk ombord. 2 folk blev letter såret herved. Art Desjardine, Skibsbyggeren, riggede en prop til indvendigt i messeområdet, ved hjælp af tømmer og kanvas for at forhindre skibet i at tage vand ind under sejlads. ---- Den tyske kaptajn påstod, at uheldet var en uheldig hændelse.
---- Denne u-båds kaptajn havde en arrogant og uhøflig optræden. Han fik besked på, at han skulle komme ombord på NENE med en liste over u-bådens udstyr og udrustning, sådan at de kunne sejlen med os til Loch Alsh for at blive interneret her. ---- Da han kom ombord klappede han hælene sammen og foretog en nazihilsen. Så fik han at vide, at han bare havde med det samme, at forsvinde ned i sin u-båd og komme tilbage på en sober og diciplinær måde, ellers ville der blive taget alvorligt ved ham. Det hjalp. ---- Vi  sejlede fra Loch Eriboll den 19. maj med U-bådene og ankom til Loch Alsh den 20. maj, hvor de blev overdraget til internering. ---- Vi fortsatte så til Londonderry med ankomst sent den 20. maj. Der var mange tyske u-både opankret ved Lisahally og nogle  ved Londonderry. ---- Det var noget af et syn, at se disse tyske u-både vente på at blive overgivet lige uden for havnen, da morgene brød frem. ---- Fotoet viser  
U-båd nr. 992, som er klar til at kaste en line over til HMCS NENE, da eskorteringen til Loch Eriboll fandt sted. ---- Kik evt. i afsnittene ovenfor, hvor det er link til historier og billeder fra hændelsen. ---- Se også teksterne ved de følgende billeder.
Loch Eriboll var, som jeg tidligere har nævnt, skueplads for forskellige hændelser under 2. Verdenskrig. I maj 1945 blev 15 tyske u-både eskorteret til Loch Eriboll fra bl.a. Narvik fjorden i Norge. Dette blev iværksat umiddelbart efter meddelelsen om Tysklands kapitulation i starten af maj 1945. Den 16. 17. og 18. maj 1945 blev de 15 tyske ubåde, erobret og beordret til Loch Eriboll, sammen med 5 tyske følgefartøjer. ---- Ubådene blev kun liggende nogle få dage indtil alt var organiseret, hvorefter de blev beordret til en anden Skotsk fjord, Loch Alsh. ---- Nedenfor her har jeg indsat en beskrivelse og vidneberetning om hændelsen. Der er ligeledes oplistet u-bådenes numre og navnene på ubådenes kaptajner. ---- Overgivelsen af 15 tyske ubåde: ---- Eskortegruppen E.G. 9, som bestod af krigsskibene HMC NENE, LOCH ALVIE, MONNOW, ST PIERRE og MATANE, dampede ud fra flodmundingen af River Foyle med et farvel til Londonderry i Nordirland, med ordre om at fortsætte med at eskortere en konvoj J.W. 67 fra Rusland og tilbage til Rusland med konvoj R.A. 67. ---- Forlydender om, at freden var på vej, gik rundt på skibene, da vi sejlede afsted, og at hærene stod foran Berlins porte og at krigen kunne være ovre hvad dag det skulle være. ---- BBC Nyhederne kl. 08:00 rapporterede, at Admiral Dönitz havde beordret alle tyske U-både til at blive på overfladen og overgive sig. ---- Tyskland overgav sig og eskortegruppe E.G. 9 forlod konvojen den 16. maj 1945, med ordre om at overtage hele den tyske U-bådseskadre med base i Narvik Fjord i Norge. ---- Der lå 15 u-både i fjorden, som var serviceret af 4 tyske forsyningsskibe og en smuk yacht med en tysk ledende officer ombord. Det var norges konges yacht, som var beordret til at sejle under tysk flag. ---- Tyskernes u-både var ved at gøre klar til at forlægge til Trondheim, da de den 17. maj opdagede toppen af en mast fra et skib, som viste sig at være masten, skibsbroen og boven på HMCS NENE. ---- Alle E.G. 9 krigsskibe gik i aktion og med maksimum fart omringede de gruppen af u-både. ---- "Da vi nåede dem, indtog vi strategiske positioner og bordede adskillige u-både for at forhindre, at noget skulle ske og for at lure dem af. ---- U-bådene og de 5 andre skibe som overgav sig til E.G. 9 torsdag den 17. maj 1945. ---- * (stjerne betyder, at det var HMCS NENE som eskorterede de pågældende u-både m.fl.) ---- Listen ser således ud, med først nævnt: Takt/Morse Navn, dernæst U-båds Nr., og så Kommandant/Kaptajn navn. ---- 1. UANC. 278, Franze. ---- 2. UAQT. 363, Nees. ---- 3. UANV. 295, (85?), Wiebddt*. ---- 4. UBTC. 868, (968?), Westphalen. ---- 5. UANT. 294, Schutt. 6. UBVD. 992, Folke* or Falke. ---- 7. UCDQ. 7765 (1165?), Homann. ---- 8. UBGA. 668, Henning. ----- 9. UAOP. 313, Schweiger. ---- 10. UAWX. 481, Andersen. ---- 11. UBID. 716, Thimme. 12. UATN. 427, Gudenus. ---- 13. UBVI. 997, Lehmann. ---- 14. UAOV. 378, Will. ---- 15. UAON. 312, Gazen. ---- Disse 15 U-både skulle eskorteres til Loch Eriboll på nordkysten af Skotland. ---- Vi havde ombord på HMCS NENE tre besætningsmedlemmer som kunne tysk, fordi deres forældre havde immigreret til Canada efter 1. Verdenskrig. Disse 3 var uvurderlige under operationen. ---- HMCS NENE signalerede frem og tilbage med W/T signaler ved hjælp af de 3 besætningsmedlemmer, hvoraf den ene var uddannet W/T operatør. --- Sandy Donaldson var en af de 6 mand, som var instrueret om at gå ombord i en af de tyske u-både som guide for u-bådens tur mod det nordlige Skotland. De sov ikke i 2 dage. Der var en smule samtale mellem vores sømænd og de de tyske u-bådsfolk, da sproget indbyrdes ikke fungerede alt for godt. Forholdene var trange i u-båden, med for lidt plads til messebordet og ingen plads på hver side af bordet. På grund af, at vi næsten ikke kunne komme til at røre os ved bordet, sammen med de tyske u-bådsfolk, foreslog Sandy på et tidspunkt, at en af vores folk tog hans våbenbælte, hvori hans hylster med pistolen sad, af og at en tysk u-bådsmand skulle række det videre til en af vore andre folk ved bordenden. Halvvejs oppe langs bordet tog en af de tyske u-bådsmænd pistolen ud af hylsteret, kikkede på den og stak den så tilbage i hylsteret og rakte den videre op til vores mand. Det var et intens øjeblik og noget man altid vil huske på. ---- Det følgende signal fra den ledende u-båds officer til gruppen af u-både blev oversat af vores Bruno Sonntag og sendt af Sam Forsythe med sit signallys. ---- Der stod: ---- "Kammerater, vi nærmer os England, vi skal udføre denne mission og adlyde deres love. Vi må adlyde vor Fører og tage en bid af det sure æble. U-bådenes våben er uden for vores anliggender. Vi skal udføre denne sidste mission og overdrage vores u-både". ---- Da vi anløb Loch Eriboll den 18. maj, opankrede vor E.G.9 gruppe og hvert skib skulle have en U-båd surret fast på hver side af skibet. ---- U-992 lagde til ved vor bagbord side og hele mandskabet i u-båden var meget samarbejdsvillige og høflige. U-bådskaptajnen Kaptajn Hans Falke talte perfekt engelsk, da han delvis var oplært i forretningslivet i England. Han var 25 år gammel! ---- Han bad høfligt om at komme til at tale med en af vore tysktalende besætningsmedlemmer, som blev Bruno Sonntag. Falke ønske at vide noget om Canada, da skibet han var på, jo egentlig var canadisk, men under krigen sejlede under engelsk flag, og hvorfor der var så mange tysktalende folk på skibet. ---- U-295, som havde den tyske Flådekommandør ombord, kom op langs siden af HMCS NENE og kom derved til at lave et fodstort hul i NENE's styrbords side, ca. 1 meter over vandlinien på højde med messen for de almindelige søfolk ombord. 2 folk blev letter såret herved. Art Desjardine, Skibsbyggeren, riggede en prop til indvendigt i messeområdet, ved hjælp af tømmer og kanvas for at forhindre skibet i at tage vand ind under sejlads. ---- Den tyske kaptajn påstod, at uheldet var en uheldig hændelse. ---- Denne u-båds kaptajn havde en arrogant og uhøflig optræden. Han fik besked på, at han skulle komme ombord på NENE med en liste over u-bådens udstyr og udrustning, sådan at de kunne sejlen med os til Loch Alsh for at blive interneret her. ---- Da han kom ombord klappede han hælene sammen og foretog en nazihilsen. Så fik han at vide, at han bare havde med det samme, at forsvinde ned i sin u-båd og komme tilbage på en sober og diciplinær måde, ellers ville der blive taget alvorligt ved ham. Det hjalp. ---- Vi sejlede fra Loch Eriboll den 19. maj med U-bådene og ankom til Loch Alsh den 20. maj, hvor de blev overdraget til internering. ---- Vi fortsatte så til Londonderry med ankomst sent den 20. maj. Der var mange tyske u-både opankret ved Lisahally og nogle ved Londonderry. ---- Det var noget af et syn, at se disse tyske u-både vente på at blive overgivet lige uden for havnen, da morgene brød frem. ---- Fotoet viser U-båd nr. 992, som er klar til at kaste en line over til HMCS NENE, da eskorteringen til Loch Eriboll fandt sted. ---- Kik evt. i afsnittene ovenfor, hvor det er link til historier og billeder fra hændelsen. ---- Se også teksterne ved de følgende billeder.
Maj 1945. Tysk u-båd nr. 992 fæstnes til det canadiske krigsskib fregatten HMCS NENE i Loch Eriboll. Skibet var som mange andre under den britiske flådes flag under 2. Verdenskrig. -- Farvandet mellem nordkysten af Skotland og Orkneyøerne har navnet Pentland Firth. På bunden af dette lille smalle men altid befærdede farvand ligger der i dag 215 skibsvrag, herunder især mange fra 1. og 2. Verdenskrig.
Maj 1945. Tysk u-båd nr. 992 fæstnes til det canadiske krigsskib fregatten HMCS NENE i Loch Eriboll. Skibet var som mange andre under den britiske flådes flag under 2. Verdenskrig. -- Farvandet mellem nordkysten af Skotland og Orkneyøerne har navnet Pentland Firth. På bunden af dette lille smalle men altid befærdede farvand ligger der i dag 215 skibsvrag, herunder især mange fra 1. og 2. Verdenskrig.
Efter de historiske fotos og beretningerne om krigens hændelser i og omkring Loch Eriboll - vender jeg tilbage til min tur og dens videre forløb. På dette kortudsnit, som viser det nordligste Skotland, kan man se og følge min rute fra vest mod øst langs nordkysten. -- Farvandet nord for Skotland og vest for Orkneyøerne og op til Island var et af Atlanterhavets farvandsområder, som blev anvendt til de vigtige skibskonvojer mellem USA/Canada og Skotland/England i både 1. og især i 2. Verdenskrig. Den nærmeste del af havområdet lige nordvest for Skotland, havde under 2. Verdenskrig betegnelsen "The Western Approaches" ("Det vestlige ankomstområde for de skibskonvojer, som kom fra USA/Canada). I dette havområde ligger der i dag 1.274 skibsvrag på bunden, heraf hundredevis af skibe og u-både fra 2. Verdenskrig. I hele havområdet op til Island, ligger der 3.567 skibsvrag - heraf over tusinde vrag af handelsskibe, krigsskibe og tyske u-både fra både 1. og 2. Verdenskrig. -- For yderligere oplysninger og historier fra de 2 store verdenskrige, kik i de øvrige sider med indhold omkring dette (Skotland/1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig).
Efter de historiske fotos og beretningerne om krigens hændelser i og omkring Loch Eriboll - vender jeg tilbage til min tur og dens videre forløb. På dette kortudsnit, som viser det nordligste Skotland, kan man se og følge min rute fra vest mod øst langs nordkysten. -- Farvandet nord for Skotland og vest for Orkneyøerne og op til Island var et af Atlanterhavets farvandsområder, som blev anvendt til de vigtige skibskonvojer mellem USA/Canada og Skotland/England i både 1. og især i 2. Verdenskrig. Den nærmeste del af havområdet lige nordvest for Skotland, havde under 2. Verdenskrig betegnelsen "The Western Approaches" ("Det vestlige ankomstområde for de skibskonvojer, som kom fra USA/Canada). I dette havområde ligger der i dag 1.274 skibsvrag på bunden, heraf hundredevis af skibe og u-både fra 2. Verdenskrig. I hele havområdet op til Island, ligger der 3.567 skibsvrag - heraf over tusinde vrag af handelsskibe, krigsskibe og tyske u-både fra både 1. og 2. Verdenskrig. -- For yderligere oplysninger og historier fra de 2 store verdenskrige, kik i de øvrige sider med indhold omkring dette (Skotland/1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig).
Luftfoto af området omkring Tongue, hvor en smal vejdæmning fører over fjorden. I bunden af fjorden ligger højdedraget, hvor borgruinen Castle Varrich knejsende skuer ud over dalen og fjorden.
Luftfoto af området omkring Tongue, hvor en smal vejdæmning fører over fjorden. I bunden af fjorden ligger højdedraget, hvor borgruinen Castle Varrich knejsende skuer ud over dalen og fjorden.
Landsbyen Tongue, som jeg skulle skifte transport i. Fra den lille ford transitbus til Royal Mail´s røde postbus, som ville bringe mig den lange vej til Thurso, en tur på næsten 3 timer i denne skrumplende og ukonfortable bus.
Landsbyen Tongue, som jeg skulle skifte transport i. Fra den lille ford transitbus til Royal Mail´s røde postbus, som ville bringe mig den lange vej til Thurso, en tur på næsten 3 timer i denne skrumplende og ukonfortable bus.
Castle Varrich ligger højt på denne bakke og "våger" over området omkring byen Tongue.
Castle Varrich ligger højt på denne bakke og "våger" over området omkring byen Tongue.
Rersterne af Castle Varrich. Kyle Of Tongue fjorden i baggrunden.
Rersterne af Castle Varrich. Kyle Of Tongue fjorden i baggrunden.
Thurso set oppe fra højdedraget Mount Pleasant.
Thurso set oppe fra højdedraget Mount Pleasant.
Sir John´s Square i Thuso bymidte. Her havde jeg ca. 1½ time indtil min næste bus mod John O´Groats afgik fra busstationen. Jeg gik mig en tur rundt i byen og fik en næsten uspiselig burger i en Fish & Chips bod, som jeg spiste lidt af på en bænk her i "parken".
Sir John´s Square i Thuso bymidte. Her havde jeg ca. 1½ time indtil min næste bus mod John O´Groats afgik fra busstationen. Jeg gik mig en tur rundt i byen og fik en næsten uspiselig burger i en Fish & Chips bod, som jeg spiste lidt af på en bænk her i "parken".
Min gåtur rundt i Thurso bragte mig ned til kysten, hvor der ligger endnu en borgruin, som ikke er så gammel, da den var færdigbygget omkring 1878.
Min gåtur rundt i Thurso bragte mig ned til kysten, hvor der ligger endnu en borgruin, som ikke er så gammel, da den var færdigbygget omkring 1878.
Kortudsnit for området omkring havnebyen John O´Groats og Duncansby Stacks, den nordøstligste del og punkt i Skotland.
Kortudsnit for området omkring havnebyen John O´Groats og Duncansby Stacks, den nordøstligste del og punkt i Skotland.
"Swona Viuw" B&B ligger her på hjørnet og ejes af den ældre kone Mrs. J. Sinclair. Swona-navnet er samtidigt navnet på den lille klippeø, som ligger lige ud for John O´Groats. Klippeøen kaldes også Stroma.
"Swona Viuw" B&B ligger her på hjørnet og ejes af den ældre kone Mrs. J. Sinclair. Swona-navnet er samtidigt navnet på den lille klippeø, som ligger lige ud for John O´Groats. Klippeøen kaldes også Stroma.
Bussen til John O´Groats havde en buschauffør, som gav mig en særlig service, for han kendte godt det B&B jeg skulle bo på, for han var nabo dertil, så han kørte mig lige til døren, selv om ruten ikke skulle køres den vej!! Det må jeg sige, det var service. Jeg takkede ham og steg af og gik ind til mit B&B "Swona View", som blev drevet af Mrs. J. Sinclair, som var en lille vissen og religiøs kone, der var noget stramtandet. Jeg kunne straks mærke, at jeg var kommet til en anden knap så venlig egn. Hun havde regler for alt. Præcis klokkeslæt for morgenmad, hvornår man skulle tage bad m.m. Men huset og værelset var så rene og nysselige, så det gjorde ondt. Et noget specielt sted at bo, hvis man ikke kan lide regler, når man er på ferie. Jeg kunne nu godt leve med det, den korte tid jeg skulle være hos hende.
Fotoet viser et vue ned over John O´Groats og man kan se byens vartegn, det spirklædte gamle John O'Groats House Hotel ved havnen.
Bussen til John O´Groats havde en buschauffør, som gav mig en særlig service, for han kendte godt det B&B jeg skulle bo på, for han var nabo dertil, så han kørte mig lige til døren, selv om ruten ikke skulle køres den vej!! Det må jeg sige, det var service. Jeg takkede ham og steg af og gik ind til mit B&B "Swona View", som blev drevet af Mrs. J. Sinclair, som var en lille vissen og religiøs kone, der var noget stramtandet. Jeg kunne straks mærke, at jeg var kommet til en anden knap så venlig egn. Hun havde regler for alt. Præcis klokkeslæt for morgenmad, hvornår man skulle tage bad m.m. Men huset og værelset var så rene og nysselige, så det gjorde ondt. Et noget specielt sted at bo, hvis man ikke kan lide regler, når man er på ferie. Jeg kunne nu godt leve med det, den korte tid jeg skulle være hos hende. Fotoet viser et vue ned over John O´Groats og man kan se byens vartegn, det spirklædte gamle John O'Groats House Hotel ved havnen.
"Caper Feidh" er en lille rar B&B/ restaurant/cafe´ i John O´Groats, hvor jeg fik et jævnt måltid men sød og rar betjening af en ung pige.
"Caper Feidh" er en lille rar B&B/ restaurant/cafe´ i John O´Groats, hvor jeg fik et jævnt måltid men sød og rar betjening af en ung pige.
John O´Groats lille museum, som hedder The Last House, som oversat betyder "det sidste hus". Museumet og navnet, er nu mest for turisternes skyld, for indholdet i museumet er ikke specielt imponerende og huset kan man ikke sige er det sidste hus på kysten omkring John O´Groats.
John O´Groats lille museum, som hedder The Last House, som oversat betyder "det sidste hus". Museumet og navnet, er nu mest for turisternes skyld, for indholdet i museumet er ikke specielt imponerende og huset kan man ikke sige er det sidste hus på kysten omkring John O´Groats.
Inde i museumet ses ting fra krigens tid, ubåds-flag m.m.
Inde i museumet ses ting fra krigens tid, ubåds-flag m.m.
Byen har altid haft en færgeforbindelse til Orkney og til den lille klippeø Stroma, som ligger ude i farvandet Pentland Firth,  mellem Skotlands nordkyst ud for John O´Groats og Orkneys sydligste øer Hoy og South Ronaldsay. Navnet John O´Groats stammer fra en hollandsk mand, Jan de Groot, som levede fra 1488 - 1513 og drev færgen til Orkney, sammen med sine 7 sønner. Billetten kostede dengang 2 pence og blev kaldt Groat. Derfor fik byen navnet John O´Groats og ikke Jan O´Groats, som man skulle tro. 
Fotoet er fra byens havneområde, hvor man kan gå op til det lille nyanlagte torv, hvor der er opført et lille butikscenter. Her er der souvenir/kunstbutikker, en cafe´og en butik med skotske strikvarer. Jeg tror nu ikke der er megen fremtid i det center, her var ingen mennesker, midt i højsæsonen - det gå vist ikke. Statuen på fotoet viser en viking eller picter, som var et folk, som levede her i det nordlige Skotland, før skandinavierne og siden vikingerne drog hærgende lanngs Skotlands kyster fra omkring år 800 - 900 og frem til omkring år 1100 - 1200.  Her er beskrivelse omkring Jan de Groat på engelsk: A mound and flag pole near the John O'Groats House Hotel mark the site where Jan de Groot, a Dutchman, built his famous house in the reign of James IV (1488 - 1513). His seven descendants quarreled about precedence and Jan de Groot solved this problem by building an octagonal house with eight doors, one for each of his seven sons and himself, and an eight sided table so that no one occupied the head of the table. Jan de Groot ran a ferry to Orkney and charged 2p a trip. The coin for this denomination became known as the 'groat'. Jan de Groot is buried in Canisbay churchyard where his tombstone can be seen, now moved to inside the entrance porch for protection against the weather. Over a period of time the name Jan de Groot has subsequently changed to John O'Groats.
Byen har altid haft en færgeforbindelse til Orkney og til den lille klippeø Stroma, som ligger ude i farvandet Pentland Firth, mellem Skotlands nordkyst ud for John O´Groats og Orkneys sydligste øer Hoy og South Ronaldsay. Navnet John O´Groats stammer fra en hollandsk mand, Jan de Groot, som levede fra 1488 - 1513 og drev færgen til Orkney, sammen med sine 7 sønner. Billetten kostede dengang 2 pence og blev kaldt Groat. Derfor fik byen navnet John O´Groats og ikke Jan O´Groats, som man skulle tro. Fotoet er fra byens havneområde, hvor man kan gå op til det lille nyanlagte torv, hvor der er opført et lille butikscenter. Her er der souvenir/kunstbutikker, en cafe´og en butik med skotske strikvarer. Jeg tror nu ikke der er megen fremtid i det center, her var ingen mennesker, midt i højsæsonen - det gå vist ikke. Statuen på fotoet viser en viking eller picter, som var et folk, som levede her i det nordlige Skotland, før skandinavierne og siden vikingerne drog hærgende lanngs Skotlands kyster fra omkring år 800 - 900 og frem til omkring år 1100 - 1200. Her er beskrivelse omkring Jan de Groat på engelsk: A mound and flag pole near the John O'Groats House Hotel mark the site where Jan de Groot, a Dutchman, built his famous house in the reign of James IV (1488 - 1513). His seven descendants quarreled about precedence and Jan de Groot solved this problem by building an octagonal house with eight doors, one for each of his seven sons and himself, and an eight sided table so that no one occupied the head of the table. Jan de Groot ran a ferry to Orkney and charged 2p a trip. The coin for this denomination became known as the 'groat'. Jan de Groot is buried in Canisbay churchyard where his tombstone can be seen, now moved to inside the entrance porch for protection against the weather. Over a period of time the name Jan de Groot has subsequently changed to John O'Groats.
Jan de Groot´s gravsten her opsat som mindested for byens egentlige grundlægger. Hans grundlægning af en færgefart i starten af 1500-tallet eksisterer jo stadig her i 2002. En etableret færgefart trækker altid udviklingen igang, præcis som jernbanen gjorde i 1800-tallet verden over.
Jan de Groot´s gravsten her opsat som mindested for byens egentlige grundlægger. Hans grundlægning af en færgefart i starten af 1500-tallet eksisterer jo stadig her i 2002. En etableret færgefart trækker altid udviklingen igang, præcis som jernbanen gjorde i 1800-tallet verden over.
Nede ved havnen, står et af byens vartegn, som alle turister skal fotograferes ved. Det er såmænd bare en stander med navneskilte, som med kilometerangivelser peger i retning mod fjerne byer og steder på kloden. Men lidt kulturhistorie, er der dog i denne stander, da den har stået her i mange årtier og på sin vis fortæller, at her er vejen og Skotland slut og at man nu kun har havet at fortsætte ud på.
Nede ved havnen, står et af byens vartegn, som alle turister skal fotograferes ved. Det er såmænd bare en stander med navneskilte, som med kilometerangivelser peger i retning mod fjerne byer og steder på kloden. Men lidt kulturhistorie, er der dog i denne stander, da den har stået her i mange årtier og på sin vis fortæller, at her er vejen og Skotland slut og at man nu kun har havet at fortsætte ud på.
John O´Groats østlige havnemole med denne kioskprægede butik. Men man skal ikke lade sig snyde og tro, at det bare er en almindelig kiosk - for det er det i sandhed ikke! Det var nok det sted, som imponerede mig mest. Jeg har aldrig set sådan et fantastisk udvalg af sjove, spændende, interessante, særegne ting og sager. Her var et enormt udvalg af billigt tingeltangel, men også en masse fine og gode, flotte kvalitetsting. Whisky, smykker, strik og meget mere. Jeg brugte ad 2 omgange nok ca. 2 timer derinde. Virkeligt et besøg værd! Fimiliedrevet er det også, med nogle flinke og venlige ejere, som opbevarede min oppakning, medens jeg gik rundt i byen den eftermiddag, inden jeg skulle med færgen til South Ronaldsay/Orkney. Vejret den dag var fint og solrigt og medens jeg ventede på færgen, anbragte jeg mig nede bag bygningerne og slappede af med te og spisning. Jeg kikkede på kort og funderede over min næste spændende færd til Orkney og hvad den ville bringe mig af oplevelser. Medens jeg sad på cementen bag huset kom der en engelsk mand op til mig og vi faldt i snak. Han var på ferie og havde åbenbart god tid og det havde jeg jo også, så vi talte sammen i 1½ time om alt muligt, især om historie, 2. verdenskrig, som jo betød utroligt meget for alle englændere og skotter - uden dem havde vi alle måske været nazister i dag! - Uuuuha - da!
John O´Groats østlige havnemole med denne kioskprægede butik. Men man skal ikke lade sig snyde og tro, at det bare er en almindelig kiosk - for det er det i sandhed ikke! Det var nok det sted, som imponerede mig mest. Jeg har aldrig set sådan et fantastisk udvalg af sjove, spændende, interessante, særegne ting og sager. Her var et enormt udvalg af billigt tingeltangel, men også en masse fine og gode, flotte kvalitetsting. Whisky, smykker, strik og meget mere. Jeg brugte ad 2 omgange nok ca. 2 timer derinde. Virkeligt et besøg værd! Fimiliedrevet er det også, med nogle flinke og venlige ejere, som opbevarede min oppakning, medens jeg gik rundt i byen den eftermiddag, inden jeg skulle med færgen til South Ronaldsay/Orkney. Vejret den dag var fint og solrigt og medens jeg ventede på færgen, anbragte jeg mig nede bag bygningerne og slappede af med te og spisning. Jeg kikkede på kort og funderede over min næste spændende færd til Orkney og hvad den ville bringe mig af oplevelser. Medens jeg sad på cementen bag huset kom der en engelsk mand op til mig og vi faldt i snak. Han var på ferie og havde åbenbart god tid og det havde jeg jo også, så vi talte sammen i 1½ time om alt muligt, især om historie, 2. verdenskrig, som jo betød utroligt meget for alle englændere og skotter - uden dem havde vi alle måske været nazister i dag! - Uuuuha - da!
Min vandring ud mod Duncansby Stacks og fyrtårnet der, gik ad en solbeskinnet åben smal og bugtet vej, med brægende får og fløjtende store regnspover. Græsset og bakkedragene skinnede grønne og frodige, kun afbrudt af store hvide områder med bølgende "haver" af kæruld. Varm og lang vandring frem og tilbage, men utrolig dejlig tur.
Min vandring ud mod Duncansby Stacks og fyrtårnet der, gik ad en solbeskinnet åben smal og bugtet vej, med brægende får og fløjtende store regnspover. Græsset og bakkedragene skinnede grønne og frodige, kun afbrudt af store hvide områder med bølgende "haver" af kæruld. Varm og lang vandring frem og tilbage, men utrolig dejlig tur.
Duncansby fyr ligger her yderligt på de mægtige klipper, som er Skotlands nordøstligste punkt. Så nu har jeg været ude på Skotlands 2 yderste punkter i hver side af landet, her nord på. Jeg kunne stå helt ude ved kanten neden for fyrtårnet, som ses yderst til venstre på fotoet. Titusindvis af søfugle myldrede rundt i luften og her var en stank af fuglelort og ammoniak, så man næsten ikke kunne trække vejret, så jeg mente nok jeg kunne stille mig op og lade vandet ud over klippen, lidt urin fra eller til ville vist ikke gøre nogen forskel. Heldigvis var vinden ikke ind mod mig, så havde jeg vist ikke skullet lade vandet der.
Duncansby fyr ligger her yderligt på de mægtige klipper, som er Skotlands nordøstligste punkt. Så nu har jeg været ude på Skotlands 2 yderste punkter i hver side af landet, her nord på. Jeg kunne stå helt ude ved kanten neden for fyrtårnet, som ses yderst til venstre på fotoet. Titusindvis af søfugle myldrede rundt i luften og her var en stank af fuglelort og ammoniak, så man næsten ikke kunne trække vejret, så jeg mente nok jeg kunne stille mig op og lade vandet ud over klippen, lidt urin fra eller til ville vist ikke gøre nogen forskel. Heldigvis var vinden ikke ind mod mig, så havde jeg vist ikke skullet lade vandet der.
Havets kræfter ses her tydeligt, hvor det har banket en gevaldig hule ud i klippekysten.
Havets kræfter ses her tydeligt, hvor det har banket en gevaldig hule ud i klippekysten.
Nærbillede af hulens øverste del, med mallemuk-rederne ude på klippekanterne.
Nærbillede af hulens øverste del, med mallemuk-rederne ude på klippekanterne.
Min vandretur oppe på Duncansbys klipper førte mig adskillige kilometer ud ad kystlinien, bl.a. her ved klippepynten, som hedder "The Knee" (knæet). I Skotland har kysterne alle et utal af disse efterladte klippestøtter ude i havet, efterladte i takt med at havet æder sig ind gennem klipperne. Man kalder disse klippesøjler for "Stacks". De steder hvor disse "Stacks" er særligt store, særprægede og imponerende får særlige navne og er ofte udflugtsmål for turister. Duncansby Stacks er derfor også et yndet udflugtsmål, hvis man endelig får sig forvildet ud i den del af Skotland.
Min vandretur oppe på Duncansbys klipper førte mig adskillige kilometer ud ad kystlinien, bl.a. her ved klippepynten, som hedder "The Knee" (knæet). I Skotland har kysterne alle et utal af disse efterladte klippestøtter ude i havet, efterladte i takt med at havet æder sig ind gennem klipperne. Man kalder disse klippesøjler for "Stacks". De steder hvor disse "Stacks" er særligt store, særprægede og imponerende får særlige navne og er ofte udflugtsmål for turister. Duncansby Stacks er derfor også et yndet udflugtsmål, hvis man endelig får sig forvildet ud i den del af Skotland.
Duncansby Stacks og klippen "The Knee".
Duncansby Stacks og klippen "The Knee".
Her ses de så, de 2 enorme og visuelt imponerende klippesøjler uden for klippekysten. Bemærk bådens  størrelse i forhold til de 2 "stacks".
Her ses de så, de 2 enorme og visuelt imponerende klippesøjler uden for klippekysten. Bemærk bådens størrelse i forhold til de 2 "stacks".
Længere henne ad kysten, kunne man se tilbage forbi den ene af de store "stacks" over mod "The Knee".
Nedenfor ses de lave flade klipper, som ved lavvande dukker op af havet. Her møver sælerne sig op og ligger og gasser sig i solen. Men der er kamp om en plads i solen. Da jeg gik på klipperne, kunne jeg hele tiden høre denne højlydte brølen af sælernes kamp om de bedste pladser. Brølene rungede mellem de stejle klippevægge og stemningen var helt enestående. Synet af natursceneriet, lydende og lugtene var helt ubeskrivelig. Fantastisk oplevelse. Se også siden med alle mine natur, dyre - og fuglefotos med tilhørende beretninger om oplevelserne med disse steder og hændelser. Mange kilometer ude ad kysten, fik jeg et fantastisk syn bagud hen over de 2 "Stacks". Langs klippevæggene patruljerede utallige storkjover, en rovmåge, som på udspændte vinger anvender opvindene ved klipperne, til at glide grasiøst og elegant hen langs klippevæggene, søgende efter bytte, som kan være æg og unger af de ynglende søfugle. Måske opdager den en syg eller skadet fugl på klippen eller nede på havet, så er denne fugls skæbne beseglet. Storkjoven fungerer som en slags naturens skraldemand i dette klippekystmiljø. Se fotos af storkjoven og beretningerne med disse fugle, på siden med dyr fra Skotland. Jeg havde en helt særlig oplevelse her ved Duncansby med en storkjove. Læs om det på den anden side.
Længere henne ad kysten, kunne man se tilbage forbi den ene af de store "stacks" over mod "The Knee". Nedenfor ses de lave flade klipper, som ved lavvande dukker op af havet. Her møver sælerne sig op og ligger og gasser sig i solen. Men der er kamp om en plads i solen. Da jeg gik på klipperne, kunne jeg hele tiden høre denne højlydte brølen af sælernes kamp om de bedste pladser. Brølene rungede mellem de stejle klippevægge og stemningen var helt enestående. Synet af natursceneriet, lydende og lugtene var helt ubeskrivelig. Fantastisk oplevelse. Se også siden med alle mine natur, dyre - og fuglefotos med tilhørende beretninger om oplevelserne med disse steder og hændelser. Mange kilometer ude ad kysten, fik jeg et fantastisk syn bagud hen over de 2 "Stacks". Langs klippevæggene patruljerede utallige storkjover, en rovmåge, som på udspændte vinger anvender opvindene ved klipperne, til at glide grasiøst og elegant hen langs klippevæggene, søgende efter bytte, som kan være æg og unger af de ynglende søfugle. Måske opdager den en syg eller skadet fugl på klippen eller nede på havet, så er denne fugls skæbne beseglet. Storkjoven fungerer som en slags naturens skraldemand i dette klippekystmiljø. Se fotos af storkjoven og beretningerne med disse fugle, på siden med dyr fra Skotland. Jeg havde en helt særlig oplevelse her ved Duncansby med en storkjove. Læs om det på den anden side.
Turen i solskin ud langs de forrevne klipper ved Duncansby.
Turen i solskin ud langs de forrevne klipper ved Duncansby.
Den lille havneby John O´Groats, syner ikke af ret meget - og det er den heller ikke. Hele området ser faktisk lidt fattigt og trøstesløs ud og byen kæmper så afgjort for at overleve på turister og via den lille færge som jeg skulle med til Orkneyøerne. Færgen er meget lille og tager ikke biler med, kun passagere. Men byen og området har heldigvis det nordøstligste punkt Duncansby Stacks, som en stor turistattraktion - og dette sted er da også helt fantastisk et besøge - storslåt og flot - en oplevelse ud over det normale, det kan anbefales. På dette luftfoto kan man danne sig et billede af havneområdet i John O´Groats.
Den lille havneby John O´Groats, syner ikke af ret meget - og det er den heller ikke. Hele området ser faktisk lidt fattigt og trøstesløs ud og byen kæmper så afgjort for at overleve på turister og via den lille færge som jeg skulle med til Orkneyøerne. Færgen er meget lille og tager ikke biler med, kun passagere. Men byen og området har heldigvis det nordøstligste punkt Duncansby Stacks, som en stor turistattraktion - og dette sted er da også helt fantastisk et besøge - storslåt og flot - en oplevelse ud over det normale, det kan anbefales. På dette luftfoto kan man danne sig et billede af havneområdet i John O´Groats.
Foto hvor motivet er taget nede fra havnemolen og med vue op mod John O'Groats House Hotel. I forgrunden ved trappen ses indgangen til det gamle is/frysehus, altså ikke til vaffelis og ispinde, men til is i forbindelse med lagring og isning af fisk. Her sad jeg på trappen og nød en kop te og så på den lille havn liv, hvor bl.a. en stor speed-gummibåd med 10-12 turister fræsede ud af havnen på tur ud på sigtseeing ude omkring Duncansby Stacks.
Foto hvor motivet er taget nede fra havnemolen og med vue op mod John O'Groats House Hotel. I forgrunden ved trappen ses indgangen til det gamle is/frysehus, altså ikke til vaffelis og ispinde, men til is i forbindelse med lagring og isning af fisk. Her sad jeg på trappen og nød en kop te og så på den lille havn liv, hvor bl.a. en stor speed-gummibåd med 10-12 turister fræsede ud af havnen på tur ud på sigtseeing ude omkring Duncansby Stacks.
John O´Groats Hotel - nedlagt og i forfald. Man har flere gange søgt at holde liv i bygningen med forskellige ejere og tiltag, bodega, restaurant, museum osv.
John O´Groats Hotel - nedlagt og i forfald. Man har flere gange søgt at holde liv i bygningen med forskellige ejere og tiltag, bodega, restaurant, museum osv.
Efter 4 timers ophold ved havnen, kom færgen endelig fra Orkney, brusende og girende skævt i den stærke tidevandsstrøm. I baggrunden klippeøen Swona/Stroma.
Efter 4 timers ophold ved havnen, kom færgen endelig fra Orkney, brusende og girende skævt i den stærke tidevandsstrøm. I baggrunden klippeøen Swona/Stroma.
Havnen i John O´Groats og den lille færge Pentland Venture. I forgrunden de allesteds nærværende hummerruser.
Havnen i John O´Groats og den lille færge Pentland Venture. I forgrunden de allesteds nærværende hummerruser.
John O´Groats havnefront.
John O´Groats havnefront.
Men så blev det tid, at sige farvel til Skotland for et stykke tid, nu gik turen mod Orkneyøerne, der lå smukt ude i horisontens lyseblå linie. Farvel til den lille by, John O´Groats, hvis ensomme og kedelige udpost forsvandt i den lette regn der nu faldt fra en lille byge, samtidigt med at det også begyndte at blæse lidt op. Tidevandet  rev og flåede i det lille skib, strømmen var frådende med enorme strømhvirvler til følge. Det var utroligt, at strømmen kunne være så enorm, da der jo er mange kilometer mellem fastlandet og Orkneyøerne.
Her ude på havet var det ret koldt og blæsende, jeg fik set en sæl der kikkede på færgen med snuden lige oven vande. Sejlruten går i lige linie forbi øen Swona, som ses på fotoet bag færgen, op til Orkneyøen South Ronaldsay, hvor vi skal anløbe en lille havn ved Burwick. Havn og havn, det ser nu nærmest ud til kun, at være en lille mole på mit kort. På vej over passerer vi de små klippeskær Muckle Skerry og Pentland Skerries på højre hånd. Farvandet mellem nordøstkysten af Skotland og Orkneyøerne har i hundredvis af skibsforlis på sin samvittighed. På internettet fandt jeg en fortegnelse over de utroligt mange skibe der er sunket ud for kysten, stødt på klippeskær, ramlet ind i klippevæggene, løbet på miner og torpederet. Havbunden må være oversået af skibsvrag. Det er altså et farligt farvand at sejle i. Storm og tåge er jo hyppige gæster på disse kanter.
Men så blev det tid, at sige farvel til Skotland for et stykke tid, nu gik turen mod Orkneyøerne, der lå smukt ude i horisontens lyseblå linie. Farvel til den lille by, John O´Groats, hvis ensomme og kedelige udpost forsvandt i den lette regn der nu faldt fra en lille byge, samtidigt med at det også begyndte at blæse lidt op. Tidevandet rev og flåede i det lille skib, strømmen var frådende med enorme strømhvirvler til følge. Det var utroligt, at strømmen kunne være så enorm, da der jo er mange kilometer mellem fastlandet og Orkneyøerne. Her ude på havet var det ret koldt og blæsende, jeg fik set en sæl der kikkede på færgen med snuden lige oven vande. Sejlruten går i lige linie forbi øen Swona, som ses på fotoet bag færgen, op til Orkneyøen South Ronaldsay, hvor vi skal anløbe en lille havn ved Burwick. Havn og havn, det ser nu nærmest ud til kun, at være en lille mole på mit kort. På vej over passerer vi de små klippeskær Muckle Skerry og Pentland Skerries på højre hånd. Farvandet mellem nordøstkysten af Skotland og Orkneyøerne har i hundredvis af skibsforlis på sin samvittighed. På internettet fandt jeg en fortegnelse over de utroligt mange skibe der er sunket ud for kysten, stødt på klippeskær, ramlet ind i klippevæggene, løbet på miner og torpederet. Havbunden må være oversået af skibsvrag. Det er altså et farligt farvand at sejle i. Storm og tåge er jo hyppige gæster på disse kanter.
Øen Swona eller Stroma, hvor begge navne bruges, ligger ud for John O´Groats og er ikke beboet i dag, men har tidligere huset adskillige beboere. Her er mange ruiner fra alle tider af historien. I dag er her kun får. Farvandet Pentland Firth mellem Skotlands nordkyst og Orkney brugtes også meget af de tyske u-både under både 1. og 2. Verdenskrig, til jagtmark på allierede fragtskibe og krigsskibe, som anvendte strædet meget, da sejlturen uden om Orkney var en enorm omvej og også meget farefuld. Det vidste tyskerne og u-bådene sænkede mange skibe her både med torpedoer og med udlagte miner. Men også de allierede vidste dette og patruljer med krigsskibe og fly lokaliserede mange ubåde, hvoraf mange blev sænket i farvandet og omkring Cape Wrath, hvor der alene der ligger 3 tyske u-både, i deres kolde grav, nær klippekysten omkring Cape Wrath. De allierede havde et højere teknologisk stade uder begge verdenskrige. Det betød at de bl.a. kunne følge de tyske u-både bevægelser og plotte deres positioner - vel at mærke uden at tyskerne var klar over det. Det var en dyr og fatal omkostning for tyskerne under begge krige, men godt for alle andre!
Øen Swona eller Stroma, hvor begge navne bruges, ligger ud for John O´Groats og er ikke beboet i dag, men har tidligere huset adskillige beboere. Her er mange ruiner fra alle tider af historien. I dag er her kun får. Farvandet Pentland Firth mellem Skotlands nordkyst og Orkney brugtes også meget af de tyske u-både under både 1. og 2. Verdenskrig, til jagtmark på allierede fragtskibe og krigsskibe, som anvendte strædet meget, da sejlturen uden om Orkney var en enorm omvej og også meget farefuld. Det vidste tyskerne og u-bådene sænkede mange skibe her både med torpedoer og med udlagte miner. Men også de allierede vidste dette og patruljer med krigsskibe og fly lokaliserede mange ubåde, hvoraf mange blev sænket i farvandet og omkring Cape Wrath, hvor der alene der ligger 3 tyske u-både, i deres kolde grav, nær klippekysten omkring Cape Wrath. De allierede havde et højere teknologisk stade uder begge verdenskrige. Det betød at de bl.a. kunne følge de tyske u-både bevægelser og plotte deres positioner - vel at mærke uden at tyskerne var klar over det. Det var en dyr og fatal omkostning for tyskerne under begge krige, men godt for alle andre!
Operation Freshman var det originale Special Operations Executives (SOE) forsøg på at sætte det tyske tungtvandsanlæg i Vermark, Norge, ud af spillet, inden nazisterne kunne oparbejde nok til fremstillingen af en A-bombe. Hvis det ikke havde været for disse mænds opofrelse og død i denne operation, ville forløbet af 2. Verdenskrig måske blevet et helt andet. Denne og senere S.O.E. operationer var basis for filmen "Telemarken Helte".
Operation Freshman var det originale Special Operations Executives (SOE) forsøg på at sætte det tyske tungtvandsanlæg i Vermark, Norge, ud af spillet, inden nazisterne kunne oparbejde nok til fremstillingen af en A-bombe. Hvis det ikke havde været for disse mænds opofrelse og død i denne operation, ville forløbet af 2. Verdenskrig måske blevet et helt andet. Denne og senere S.O.E. operationer var basis for filmen "Telemarken Helte".
Mindesmærket ved Slettebo i Norge nær det sted, hvor mange af commandosoldaterne blev myrdet af tyskerne, efter det fejlslagne raid mod tungtvandsfabrikken, som tyskerne anvendte i forsøget på at fremstille atomvåben. ---- Den 19. november 1942 lettede 2 Horsa glidefly spændt efter i lange wirer fra 2 firemotores Halifax bombemaskiner, fra den lille RAF luftbase Skitten, ca. 6 km. nordvest for byen Wick i det nordøstlige Skotland. Glideflyene havde 2 piloter hver, 3 piloterfra hærens nyligt formerede Glider Pilot Regiment og 1 pilot fra The Royal Australian Air Force. ---- Hver glidefly medførte 16 commando-trænede frivillige mænd fra The royal Engineers, alle dygtige teknikere, med megen kendskab til eksplosiver, elektronik og detonatorer m.m. ---- En lægeofficer fra RAF Skitten tog også med dem. ---- Norske modstandsfolk organiserede denne enkelt-tur til landingsstedet nær søen Mosvatn i Telemarkområdet i det sydlige Norge. ---- Ingeniørsoldaterne skulle finde og ødelægge det tyske hydro-electric værk ved Vermork, ca. 90 kilometer vest for Oslo.  Værket producerede tungt vand, til de forsøg på at fremstille atomvåben, som Hitler havde sat  i gang. ---- Operationen gik galt og 40 ingeniørsoldater blev dræbt. ---- Desuden styrtede et af Halifaxflyene, med sit Horsa glidefly efter, ned i 
et bjerg - her overlevede 10 mand. ---- Inden de blev taget til fange af tyskerne, kæmpede de bravt. Tyskerne havde også fanget alle øvrige mænd fra operationen, de døde ikke ved landingen. Hitler havde tidligere beordret, at alle commandosoldater skulle skydes, hvis de blev fanget. Man skulle ikke tage nogen fanger overhovedet. ---- Kun General Rommel tilkendegav sin misfornøjelse med den ordre. ---- Efter at have været til forhør hos Gestapå, blev mange af de engelske soldater forgiftet på Stavanger Hospital, andre blev myrdet ved Slettebo og begravet i byen Brusand. ---- Andre af fangerne blev ført til Grini nær Oslo og skudt den 18. januar 1943. ---- En måned efterblev en gruppe norske sabotører, som var trænet af den britiske hær, kastet ned med faldskærm. For disse sabotører lykkedes det at sprænge tungtvandsanlægget i luften, selvom de i kampen for at klare det og slippe væk mistede mange mand. ---- Commando - og sabotørangrebene blev det grundlan der anvendtes i filmen "Telemarkens Helte", med bl. a. den amerikanske skuespiller Kirk Douglas.
Mindesmærket ved Slettebo i Norge nær det sted, hvor mange af commandosoldaterne blev myrdet af tyskerne, efter det fejlslagne raid mod tungtvandsfabrikken, som tyskerne anvendte i forsøget på at fremstille atomvåben. ---- Den 19. november 1942 lettede 2 Horsa glidefly spændt efter i lange wirer fra 2 firemotores Halifax bombemaskiner, fra den lille RAF luftbase Skitten, ca. 6 km. nordvest for byen Wick i det nordøstlige Skotland. Glideflyene havde 2 piloter hver, 3 piloterfra hærens nyligt formerede Glider Pilot Regiment og 1 pilot fra The Royal Australian Air Force. ---- Hver glidefly medførte 16 commando-trænede frivillige mænd fra The royal Engineers, alle dygtige teknikere, med megen kendskab til eksplosiver, elektronik og detonatorer m.m. ---- En lægeofficer fra RAF Skitten tog også med dem. ---- Norske modstandsfolk organiserede denne enkelt-tur til landingsstedet nær søen Mosvatn i Telemarkområdet i det sydlige Norge. ---- Ingeniørsoldaterne skulle finde og ødelægge det tyske hydro-electric værk ved Vermork, ca. 90 kilometer vest for Oslo. Værket producerede tungt vand, til de forsøg på at fremstille atomvåben, som Hitler havde sat i gang. ---- Operationen gik galt og 40 ingeniørsoldater blev dræbt. ---- Desuden styrtede et af Halifaxflyene, med sit Horsa glidefly efter, ned i et bjerg - her overlevede 10 mand. ---- Inden de blev taget til fange af tyskerne, kæmpede de bravt. Tyskerne havde også fanget alle øvrige mænd fra operationen, de døde ikke ved landingen. Hitler havde tidligere beordret, at alle commandosoldater skulle skydes, hvis de blev fanget. Man skulle ikke tage nogen fanger overhovedet. ---- Kun General Rommel tilkendegav sin misfornøjelse med den ordre. ---- Efter at have været til forhør hos Gestapå, blev mange af de engelske soldater forgiftet på Stavanger Hospital, andre blev myrdet ved Slettebo og begravet i byen Brusand. ---- Andre af fangerne blev ført til Grini nær Oslo og skudt den 18. januar 1943. ---- En måned efterblev en gruppe norske sabotører, som var trænet af den britiske hær, kastet ned med faldskærm. For disse sabotører lykkedes det at sprænge tungtvandsanlægget i luften, selvom de i kampen for at klare det og slippe væk mistede mange mand. ---- Commando - og sabotørangrebene blev det grundlan der anvendtes i filmen "Telemarkens Helte", med bl. a. den amerikanske skuespiller Kirk Douglas.
Claus Helberg var en af de norske sabotører, som tog del i The Freshmen mission. Han blev en af sit lands mest dekoreredehelte i 2. Verdenskrig. Han ses her på et genvisit, hvor han fik en statuette med mindesmærket for The Spean Bridge Commando Memorial, nær bjerget Ben Nevis og byen Fort William, Skotland.
Claus Helberg var en af de norske sabotører, som tog del i The Freshmen mission. Han blev en af sit lands mest dekoreredehelte i 2. Verdenskrig. Han ses her på et genvisit, hvor han fik en statuette med mindesmærket for The Spean Bridge Commando Memorial, nær bjerget Ben Nevis og byen Fort William, Skotland.
Nedlagt og slettet krigsflyvestation Skitten, Caithness, Skotland. Herfra drog patruljefly, redningsfly og ubådsjagerfly ud til angreb på de tyske søstridskræfter og til angreb mod tyske mål i Norge.
Skitten luftbase var bl.a. stedet hvorfra Operation Freshmen startede. 2 Halifaxbombefly med 2 Horsa svævefly og 40 commandosoldater fløj til Norge, Hardangervidden og Sletteboområdet, hvor man ville sabotere tyskernes fabrik til fremstilling af tungt vand, som tyskerne ville anvende til fremstilling af atombomber. Operationen blev en total katastrofe, alle fly forulykkede og alle soldaterne blev enten dræbt ved styrtene og resten blev senere tortert og skudt og forgiftet af tyskerne på ordre fra Hitler selv. Læs om hele historien ved de andre billeder og ovenfor i historieteksterne.
Nedlagt og slettet krigsflyvestation Skitten, Caithness, Skotland. Herfra drog patruljefly, redningsfly og ubådsjagerfly ud til angreb på de tyske søstridskræfter og til angreb mod tyske mål i Norge. Skitten luftbase var bl.a. stedet hvorfra Operation Freshmen startede. 2 Halifaxbombefly med 2 Horsa svævefly og 40 commandosoldater fløj til Norge, Hardangervidden og Sletteboområdet, hvor man ville sabotere tyskernes fabrik til fremstilling af tungt vand, som tyskerne ville anvende til fremstilling af atombomber. Operationen blev en total katastrofe, alle fly forulykkede og alle soldaterne blev enten dræbt ved styrtene og resten blev senere tortert og skudt og forgiftet af tyskerne på ordre fra Hitler selv. Læs om hele historien ved de andre billeder og ovenfor i historieteksterne.
Kortudsnit af området omkring Skitten Luftbasen, som under 2. Verdenskrig lå nær Wick i det nordøstlige Skotland/Caithness. Skitten ligger ved den lille krumme vej/sti tæt op ad den rødt afmærkede hovedvej mellem Wick og Thurso.
Kortudsnit af området omkring Skitten Luftbasen, som under 2. Verdenskrig lå nær Wick i det nordøstlige Skotland/Caithness. Skitten ligger ved den lille krumme vej/sti tæt op ad den rødt afmærkede hovedvej mellem Wick og Thurso.
Horsa svævefly trukket af et bombefly eller transportmaskine. F.eks. DC-3 transportmaskine, Halifax, Wellington, Lancaster eller Whitley bombefly. Svæveflyet kunne transportere ca. 30 fuldt udrustede soldater.
Horsa svævefly trukket af et bombefly eller transportmaskine. F.eks. DC-3 transportmaskine, Halifax, Wellington, Lancaster eller Whitley bombefly. Svæveflyet kunne transportere ca. 30 fuldt udrustede soldater.
Operation Freshman og Mindedagen i år 2002. ---- Nordmanden Claus Helberg var en af de norske sabotører, som tog del i missionen. Han blev en af sit lands mest dekorerede helte i 2. Verdenskrig. 
Claus havde været blandt de 400 nordmænd, som kom til Skotland i januar 1942, for at modtage træning i  Aviemore området, specifikt i Glenmore Forest Lodge. 9 måneder senere kom han tilbage til sin egen hjemby Rjukan, for at sprænge tungtvandsanlægget i luften, som tidligere ikke var lykkedes for de 2 hold ingeniørsoldater. I år 2002 var Claus den ene ud af tre, som stadig var i live, af alle de sobotører, som overlevede deres succesfulde angreb.
Operation Freshman og Mindedagen i år 2002. ---- Nordmanden Claus Helberg var en af de norske sabotører, som tog del i missionen. Han blev en af sit lands mest dekorerede helte i 2. Verdenskrig. Claus havde været blandt de 400 nordmænd, som kom til Skotland i januar 1942, for at modtage træning i Aviemore området, specifikt i Glenmore Forest Lodge. 9 måneder senere kom han tilbage til sin egen hjemby Rjukan, for at sprænge tungtvandsanlægget i luften, som tidligere ikke var lykkedes for de 2 hold ingeniørsoldater. I år 2002 var Claus den ene ud af tre, som stadig var i live, af alle de sobotører, som overlevede deres succesfulde angreb.
På stedet hvor Skitten Luftbasen  lå under 2. Verdenskrig, blev der afholdt en mindedag i 2002. ---- Her blev der holdt en hyldesttale af The Lord Lieutenant Graham Dunnet, for alle de mænd, som deltog i de 2 angreb på tungtvandsværket i Norge, hvoraf de fleste omkom. Der blev fremsagt bønner og lagt kranse af forskellige hærenheder, repræsentanter for forskellige organisationer og for de familier, som havde slægtninge med i de 2 angreb dengang. Det var en mindefuld hyldest til de som døde i forsøget på, at forhinde tysk fremstilling af atomvåben. Nordmændene selv var jo senere mere succesfulde, men ved frokosten senere i Wick´s Forsamlingshus, takkede den norske Konsul igen folkene, som gav deres liv for sagen. ---- Andre talere takkede de som havde organiseret dagens arrangementer og for at minde alle om den store pris en hel generation i verden betalte for at sikre sejren over tyskland, italien og Japan m.fl.
På stedet hvor Skitten Luftbasen lå under 2. Verdenskrig, blev der afholdt en mindedag i 2002. ---- Her blev der holdt en hyldesttale af The Lord Lieutenant Graham Dunnet, for alle de mænd, som deltog i de 2 angreb på tungtvandsværket i Norge, hvoraf de fleste omkom. Der blev fremsagt bønner og lagt kranse af forskellige hærenheder, repræsentanter for forskellige organisationer og for de familier, som havde slægtninge med i de 2 angreb dengang. Det var en mindefuld hyldest til de som døde i forsøget på, at forhinde tysk fremstilling af atomvåben. Nordmændene selv var jo senere mere succesfulde, men ved frokosten senere i Wick´s Forsamlingshus, takkede den norske Konsul igen folkene, som gav deres liv for sagen. ---- Andre talere takkede de som havde organiseret dagens arrangementer og for at minde alle om den store pris en hel generation i verden betalte for at sikre sejren over tyskland, italien og Japan m.fl.

Uddrag af min rejsebeskrivelse, hvor jeg rejste fra Durness med busruter og postbusser. Først sydover via Kinlochbevie, dernæst nordover forbi Loch Eriboll, østover langs nordkysten af Skotland, forbi Bettyhill, Tongue, Coldbackie, Thurso til John O´Groats og Duncansbyområdet i Skotlands nordøstligste hjørne.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Der er mange flere billeder fra opholdet i den underliggende side til denne side, hvor man i dette fotoalbum, kan klikke på det valgte foto og forstørre det og læse den tilhørende tekstbeskrivelse.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Links til hjemmesider med interessant stof, billeder og oplysninger:

http://www.caithness.org/atoz/sutherland/ 

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/durness/locheriboll/index.html 

http://www.scotland-info.co.uk/caithnes.htm 

http://www.rampantscotland.com/visit/bldev_visit_skye.htm 

http://www.scotland-info.co.uk/caithnes.htm 

http://www.scotland-inverness.co.uk/caithnes.htm 

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Fredag den 5 juli.

E fter min gode morgenmad og pakning af mit grej, sagde jeg farvel til Mrs.  Mackay og Martin kørte mig ned til købmanden, hvor der ville afgå en lille minibus ved godt 9:30 tiden. 

Da de n kom, viste det sig, at den først kørte til Kinlochbervie, som ligger ca. 30 kilometer sydvest for Durness. Turen til denne by, var særdeles smuk, da vi drejede ud af den smalle vej det sidste stykke langs fjorden Loch Inchard ud til Kinlocbervie. 

Byen har en stor fiskeindustrihavn, med enorme lagerhaller. Der er ligeledes en stor international teknisk highschool. Så selv om det egentlig er en lille by, har den mange gode arbejdspladser. Flot tur derned og tilbage til Durness.
   
Derefter gik busturen videre mod Tongue. Her skulle vi være fremme inden kl. 11:35, hvor postbussen mod Thurso ville afgå. Turen i dette landskab blev ligeledes meget smuk, bl.a. langs fjorden Loch Eriboll (hvor de 3 granater var slået ned nogle dage forinden).
 
Med i bussen sad der en anden ældre fyr, som var lidt mystisk, antagelig bøsse, klædt i pænt jakkesæt og fin frakke men rejsende på ferie heroppe i dette barske landskab. Det syntes jeg var underligt og han snakkede løst og virkede lidt klæbrig, indtil han lige pludselig ikke ville svare eller tale mere. Jeg havde nok på en eller anden måde fornærmet ham eller han har fundet ud af at jeg ikke var bøsse. Mærkelig var han nu. 

Vi nærmede os Tongue, hvor man skal køre over en lang dæmning tværs over bugten Kyle Of Tongue. Her var ufatteligt smukt i det gode vejr med solskin (for tredje dag i træk!!). Ude til højre og mod syd sås bjergene Ben Hope og Ben Loyal i det fjerne. Tongue har desuden en berømt borg, Caisteal Bharraich liggende oppe på en klippetop vest for byen. På engelsk: (Varrich Castle). Ventede på cafe, spiste kage, drak te.
   
Endelig blev det tid for turen med postbussen til Thurso som kører via Bettyhill og  Melvich. Det blev en lang tur på over 2 timer i den lille postbus, der skrumplede og stoppe et utal af steder, hvor der er en postkasse eller posthus. Jeg fik set mange små flækker og kønne landskaber. Men turen var lang og samtidig kørte vi nu over i en anden type landskab. 

Efter Tongue er landskabet meget mere fladt og kun lave klipper som på Bornholm og i Sydsverige kan ses. Her går landskabet også over i landbrugsarealer, som minder meget om områder i Jylland og for den sags skyld også Fyn. Visse områder så velholdte og rimeligt velfunderede ud økonomisk, men jo længere øst på vi kom jo mere trøstesløs så bebyggelserne ud. Jeg blev godt søvnig til sidst og var glad da jeg kunne stige af i Thurso, hvor jeg havde ca. 1½ times ventetid inden en anden busforbindelse kørte mig til John O´Groats. 

Det jeg så af Thurso så hyggelig ud, selvom byen bar noget præg af forfald og slidtage. Jeg gik en tur rundt i byen og ud langs havnefronten og stranden mod nord. På et ”Fish & Chips”, fik jeg med stort besvær en ubestemmelig burger, der smagte ad helvede til. En formildende omstændighed, var at jeg satte mig i Sir John´s Square og spiste ”måltidet”. 
Thurso er den største by på nordkysten og har en bilfærgeforbindelse til Stromness på Orkneyøerne. Jeg ville nu ikke bruge den forbindelse men bruge den lille passagerfærge i John O´Groats, også fordi jeg ville se de fantastiske klipper ved Duncansby Head, som er Skotlands nordøstligste punkt.
Turistkontoret i Thurso hjalp mig med at finde frem til hvor bussen, Harrolds coaches til John O´Groats holdt. Jeg kom godt med bussen og så fulgte endnu en times buskørsel mod John O´Groats. 

Landskabet her mod øst bar især præg af at være meget fattigt. De små landbrug så ofte faldefærdige ud og jorden var ofte misligeholdt eller lagt ud som græs. Men det var jo noget af et andet Skotland jeg fik set her. Ude mod nord sås havet og i det fjerne kunne jeg tydeligt se Orkneyøerne. Vejret var jo stadig solrigt og fint. Bussens chauffør kendte godt det B&B jeg skulle bo hos, for han var nabo dertil, så han kørte mig lige til døren, selv om ruten ikke skulle køres den vej!! Det må jeg sige, det var service. Jeg takkede ham og steg af og gik ind til mit B&B Swona View og Mrs. J. Sinclair. 
   
Mrs. Sinclair var en lille vissen og religiøs kone, der var noget stramtandet. Jeg kunne straks mærke, at jeg var kommet til en anden knap så venlig egn. Hun havde regler for alt. Præcis klokkeslæt for morgenmad, hvornår man skulle tage bad m.m. Men huset og værelset var så rene og nysselige, så det gjorde ondt.

Sidst på eftermiddagen gik jeg en tur ned til havnen, solen skinnede stadig og på markerne fløj der mange regnspover rundt og pev deres vemodige fløjt. I imellem fes der også en del strandskader og viber rundt. Det er jo nu de har store unger. 

Navnet John O´Groats stammer fra en hollandsk mand, John de Groot, som i femtenhundredetallet drev færgen til Orkney, sammen med sine 2 brødre. Billetten kostede dengang 4d og blev kaldt Groat. Derfor fik byen navnet John O´Groats. Byen bærer dog præg af stagnation og forfald. Der er mange butikker for turister med et væld af tingel tangel og skidt og kanel. The Craft Village, et nyopført kunsthåndværkscenter, så ikke ud til at gå godt. Da jeg var der var der ingen kunder, og flere butikker stod tomme. De butikker der var, havde kunsthåndværk til skyhøje priser, selvom nogle også havde udsalg.
 
Nede ved selve havnefronten lå der en stor kiosk, med et enormt udvalg af de mest utrolige turistsouvenirs jeg nogensinde har set. Der var noget til næsten ingen penge, men også dyre og fine ting. Sølvsmykker osv. The Last House, er et lille hus, som skulle være det sidste hus i Skotland på de kanter. Her er indrettet et lille museum med svingende kvalitet i sine udstillede ting. På pladsen over havnen lå en forretning med originale kvalitetsstrikvarer, men også meget almindeligt juks til nedsat pris. I butikken var der en afdeling med en restaurant og her fik jeg en kop kaffe og en kage. 

Det 6-kantede hus, som er byens vartegn, er i forfald og tomt. Her har tidligere været hotel og restaurant. Da jeg var der, var der kun en snusket bodega tilbage. Jeg gik tilbage mod området hvor mit B&B lå. I et vejkryds lå der 2 restauranter, og jeg valgte, at gå ind på den ene, hvor der også var et B&B. Her var de nu venlige, men måltidet var noget sølle.
 
Medens jeg spiste, drønede det rundt med rockere på store motorcykler. Der var åbenbart træf på en ejendom skråt over for mit B&B!! Rigtig hyggeligt!! Da jeg gik hjem ud på aftenen, måtte jeg gå forbi de mange rockere og motorcykler. På en boldplads havde de deres telte og festen var så småt gået i gang. Der var flere hundrede mennesker og der blev allerede spillet høj musik. Nej, John O´Groats er ikke sted, man behøver at besøge. Her kan man roligt komme for at se klipperne ved Duncansby og så ellers køre igen, eller kommer hertil, for at tage færgen til Orkney, som jeg gør i morgen aften kl. 18:00.

Tilbage på mit B&B, lavede jeg lidt te og skrev dagbog. I morgen skal jeg se Duncansby Head og de imponerende klipper, der er her. Min bagage har jeg fået lov til at lade stå indtil om eftermiddagen, selv om jeg jo faktisk skal forlade mit B&B om formiddagen. 
Om eftermiddagen i morgen skal så gå ned til færgen og tage med over til Orkneyøerne. Det bliver spændende. Jeg har altid drømt om at tage til Orkneyøerne, helt fra da jeg var ung og i morgen oprinder så dagen hvor drømmen går i opfyldelse. Jeg er meget spændt på om alt det spændende og gode jeg ved om øerne også kommer til at passe med de oplevelser jeg håber at få  i den uge jeg vil rejse rundt på øerne. 

Men i morgen formiddag vil jeg først gå ned og se om klippekysten ved Duncansby Head og de stejle og forrevne klipper og de meget flotte ”stacks”, som er resterne af den tidligere kyst, men hvor nogle af klipperne ikke er opslugt af havet og som nu står som enorme klippebastioner ude i det ofte frådende hav, et stykke fra selve kystlinien. Her er også en imponerende søfuglekoloni og ofte ses der mange sæler på de lave og flade klippehylder ude i havet langs kysten, der ved ebbe bliver tørlagt af havet. Her møver sælerne sig op og ligger og slikker solskin og mobber hinanden og ”hauler”, dvs. de galper og brøler ad hinanden. 

Næste afsnit:

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg efter opholdet i Durnessområdet kommer med busruten og postbusruten østpå. Målet er Tongue, Thurso og John O´Groats. Her skal jeg bo hos Mrs. J. Sinclair´s B&B.  

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der et afsnit af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg rejste østover fra Durness og om opholdet i John O´Groats/Duncansbyområdet.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Link til Caitness/Sutherland hjemmesider med oplysninger/links/fotos m.m.  om den del af Skotland:

http://www.caithness.org/links/caithnesssites.htm 

http://www.caithness.org/phototest/ 

http://www.caithness.org/atoz/sutherland/  

Link til vandringsoplysninger/links/fotos m.m. i Caitness:

http://www.caithness.org/geography/walksincaithness/

Link til side med overnatningsmuligheder på B&B i Caitness:

http://www.caithness-business.co.uk/category.php?cat=133

Link til side med overnatningsmuligheder på vandrehjem, (youth hostels og bunkhouses):

http://www.caithness-business.co.uk/category.php?cat=142

Link til en side med fotos og historisk materiale omkring krigsskibet NENE fra den Canadiske Flåde, som bl.a. deltog i opbringningen og eskorteringen af de 15 tyske ubådes forlægning til Loch Eriboll efter den tyske kapitulation i maj 1945:


http://www.ptbo.igs.net/~djdelong/nene_album/nene_album.html

http://www.uboat.net/allies/warships/ship/116.html

Se og læs evt. også om NENE´s redning af 83 overlevende besætningsmedlemmer fra frigatten HMS Tweed:

http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/3162.html

I oplysningerne på disse websider, kan man bl.a. klikke på oplysninger om den u-båd som sænkede HMS Tweed og ubådskaptajnen og hans besætnings skæbne i "Slaget omAtlanten" m.m.

Link til side med historiske fakta om en række tyske ubåde og deres historie, herunder u-både, som har tilknytning til hændelserne  i maj 1945 i Loch Eriboll.:

http://www.hanfom.eu/normal/bilder/uboote/U251-U300.pdf

Link til opslagsværket Wikipedia, med historiske oplysninger om Atlanterhavskrigen 1939 til 1945:

http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_the_Atlantic_%281939-1945%29

Link til side med oplysninger om 2. verdenskrigs luftbaser m.m. i Caitnessområdet:

http://www.caithness.org/caithnessfieldclub/bulletins/2002/ww2_defences_in_caithness.htm

Loch Eriboll, Skotland.
Information om slagskibet Hood og steder, som knytter sig til dette emne, her omkring Loch Eriboll i det northvestlige Skotland.

 
De hvide udlagte sten, som danner ordet The Hood.

For 65 plus years, the name "HOOD" has stood silent watch over Loch Eriboll from a hillside near Durness, Scotland. The name, made up of large stones, was set-in place by crew members of Hood back in 1935, when the Loch was a popular Royal Navy anchorage. The men from Hood were not alone in setting their mark upon the hill - men from other vessels such as Valiant , Whirlwind and submarine H43 , also made sure their ships were represented.

The stones sat for many years, until 1993, when children from the nearby Durness Primary School undertook the first of several efforts to restore and maintain them. The children went to the site, cleared much of the undergrowth from around the stones, then painted them bright white. This was followed by another trip in 1995 (when the area and the site were visited by HRH Prince Charles) and yet another in 1999. The paint and materials were generously provided by the Royal Navy and local citizens. Because of these efforts, a close relationship has been formed between the school and the H.M.S. Hood Association. In return for their hard work on the stones, H.M.S. Hood Association President Ted Briggs has presented the school with a framed print of Hood signed by him.

Local community groups have been trying to get the hillside recongised as a protected historical site for some years now. Unfortunately, despite repeated attempts, the citizens have been unable to raised the interest and funding necessary despite appeals to the MOD, the Commonwealth Wargraves Commission and even the Queen.

Photos of the Hood Stones & Children


Above- The children set off to paint the stones (1999)


Above- The children sitting around the "H" (1999)

Eriboll Church

The "Hood Stones" are not the only memorial/monument to the ship in the Durness area. A memorial plaque to H.M.S. Hood was unveiled in Eriboll Church in 1997. Together with the stones on the nearby hillside, it stands as a testament to the crew and ship that were the symbol of Britain's supremacy as a sea power. Click on the image to the right to view an enlarged version.

For more information on Durness and Loch Eriboll, please visit their official website .

Operation Freshman:

Link til side med beskrivelsen af operation Freshman under 2. Verdenskrig, som gik ud på, at man fra Skitten Luftbase sendte et hold commandosoldater til Norge for at sprænge det tyske anlæg til opfindelsen og produktionen af tungt vand til tyskernes forsøg på at skabe en atombombe.: 

Historien her på norsk:
          

”OPERASJON FRESHMAN” OG EIGERSUNDSDISTRIKTET:

Den mest dramatiske hendelsen som fant sted i vårt lokalsamfunn under 2. verdenskrig, skjedde den 19. og 20. november 1942. Hendelsen hadde tilknytning til flere steder, både i Dalane og i Rogaland for øvrig. Dessuten hadde den følger på det medmenneskelige plan for mange mennesker langt utenfor Norges grenser. Videre hadde det som da skjedde direkte tilknytning til atombomben, Hitlers førerbefaling av 18. oktober 1942 og norsk motstandsbevegelse. Etter krigen har det ofte vært fokusert på hendelsen både ved minnesamlinger, avduking av minnesmerker, i skribentvirksomhet og i foredrag. La oss nå studere nærmere det som skjedde:

Operasjon ”Freshman”
I februar 1943 ble tungtvannsanlegget på Vemork satt ut av funksjon av norske sabotører. Denne sabotasjehandlingen er godt kjent i Norge og langt utover landets grenser. Men i tillegg til denne vellykkede sabotasjen, hadde en annen blitt forsøkt utført tidligere på det samme anlegg, men da med et katastrofalt resultat. Dette sabotasjeforsøket er kjent under navnet ”Operasjon Freshman”.

Bakgrunn og planlegging
Ved begynnelsen av 1942 hadde britisk etterretning mottatt rapporter, som tydet på at tyskerne hadde tredoblet produksjonen av tungtvann. Tungtvann var en viktig bestanddel i produksjonen av atombomben, og tyskernes hovedsted for framstilling av denne bestanddelen var Norsk Hydros anlegg på Vemork. Det ble nå svært viktig for Storbritannia å ødelegge denne produksjonskapasiteten, og tre metoder ble vurdert for å oppnå denne målsettingen:

1. Bombing fra fly
2. Sabotasje utført av norske motstandsfolk
3. Angrep av luftbårne engelske styrker

Det første alternativet ble skrinlagt, fordi det ville være vanskelig å lokalisere målet fra fly. Dessuten antok en at en slik bombing ville føre til at mange sivile ville bli drept.
Angrep av norske sabotører ble heller ikke vurdert som realistisk, fordi britene hadde ikke kjennskap til nordmenn, som de anså dyktige nok til å utføre et slikt oppdrag. Det tredje alternativet, angrep mot anlegget fra luftbårne britiske tropper ble valgt. Oppdraget ble gitt til ”Den første flybårne divisjon”, og operasjonsordren de fikk var: ”Whatever happens, someone must arrive at the objective to do the job!”. Hva som enn skjer, så må en eller annen nå fram til målet og utføre jobben! Alle deltagerne var frivillige, til tross for at de ikke visste hva operasjonen virkelig gikk ut på. På grunn av risikoen og viktigheten av operasjonen, ble det bestemt å bruke dobbelt styrke. Angrepstyrken bestod av to Horsa- glidefly, hvert av dem skulle frakte en offiser, en sersjant, tretten ingeniørsoldater og to glider- piloter. Trekkflyene skulle være to Halifax- fly, og hvert av disse flyene hadde et mannskap på sju. Til sammen bestod hele styrken av 48 personer.

Trening
Ingeniørsoldatene som skulle utføre angrepet deltok i et treningsprogram som varte en måned. Oberstløytnant Mark Henniker ledet treningen og forberedte operasjonen. Den første uken bestod oppgavene av drill- øvinger, våpenøvelse, lange utmarsjer og trening i å lese kart. Det ble lagt spesiell stor vekt på å øve seg opp til å observere.
Den neste uken ble brukt til fjell- klatring i Nord- Wales, der de også foretok lange utmarsjer over fjell- terreng idet de brukte kart i liten målestokk. De overnattet ute i all slags vær, og levde på enkle matrasjoner.
Den tredje uken ble brukt til teknisk trening. De besøkte blant annet engelske og skotske tungtvanns- anlegg, som var mest mulig like det som var i Norge.
I løpet av den siste uken ble gruppen utstyrt med spesial utrustning og en repetisjon ble foretatt av hele opplegget.
Flymannskapet fikk også spesial- trening. De måtte gjøre seg godt kjent med flyene, samtidig som de i praksis øvde seg i å fly på uvant vis. Dette kunne bare gi en liten forsmak på hvordan det virkelig ville bli å føre flyene i mørke over en avstand på 650 kilometer, under forhold som var uvante både for trekk- og gliderpilotene.
Etter å ha fullført oppdraget, skulle de deltagerne som var i stand til det, forsøke å ta seg over grensen til Sverige. Dersom noen av ingeniørsoldatene ble såret i løpet av oppdraget, skulle de bli gitt en injeksjon med morfin og etterlatt, en bestemmelse som de alle forstod og aksepterte.

Mot målet
Det første trekkflyet med glidefly tok av fra Skitten flyplass nær Wick i Skottland om kvelden, torsdag den 19. november 1942. Klokken var da ti minutter på seks. Den andre enheten dro av gårde tjue minutter senere. Begge enhetene klarte å komme nær opp til målet, men møtte tett tåke. De mistet raskt høyde, fordi flyene begynte å bli nediset. Følgelig bestemte de å vende tilbake til basen i Skottland. En enhet nådde ut til kysten nær Stavanger. Nordøst for denne byen, inne i Fylgjesdalen, krasjet glideren mot fjellmasivet, men trekk- flyet kom trygt tilbake til flyplassen i Skottland. Åtte av mannskapet ble drept under flystyrten, men de ni andre overlevde. Her skal vi ikke følge skjebnen til disse overlevende*, men konsentrere oss om den andre flyenheten.

Den andre flyenheten
Det andre trekk- og glideflyet hadde også gjort vendereis. Nordøst for Egersund, i Hellelands- området krasjet glideren i Benkjafjellet i lensmann Hovlands utmark. Trekkflyet fortsatte over Hellelands- dalen og fløy rett inn i Hæstad- fjellet på andre siden av dalen. Alt dette skjedde få minutter før midnatt den 19. november 1942. Flymannskapet på sju i trekk- flyet ble alle drept momentant, mens de to gliderpilotene mistet livet under styrten. En tredje soldat var så hardt skadet at han døde senere på dagen. Av de fjorten andre var tre hardt skadet, mens de øvrige hadde mer eller mindre unngått alvorlige skader.
To av de sprekeste forsøkte å ta seg ned til lokalsamfunnet på Helleland. De fulgte terrenget nedover skråningen og nådde fram til noen bondegårder. Til slutt ankom de til lensmanngården og forklarte hva som var skjedd til lensmannen.
Da folk fra lensmannskontoret kom til ulykkesplassen, ville ingeniørsoldatene vite hvor langt det var til Sverige. Da de fikk kjennskap til det, sa sjefen deres, løytnant Allen, at slik som forholdene nå var, så fantes det ikke annet alternativ enn å varsle tyskerne, og så gå i fangenskap. Alle dokumenter og flyvraket ble det så satt ild på.
Tyskerne fra Slettebø-leiren i Egersund og redningsmannskaper kom snart til lensmannsgården, etter at de derfra hadde blitt informert om ulykken. De satte så av gårde til stedet for ulykken, og da de kom dit var allerede ingeniørsoldatene samlet på en slette nedenfor krasjstedet. De britiske fangene ble så fraktet ned til lensmannsgården, og etter kort tid videre til Slettebø- leiren i Egersund. De ble tatt til leirens hospital, der de ble tatt i skjerpet forhør av Gestapo, som hadde kommet til Egersund fra Stavanger.

Henrettelsen
I de følgende timer var det en hektisk aktivitet i Slettebø- leiren. I fire- tiden om ettermiddagen den 20. november 1942 ble ingeniørsoldatene ført ut av hospitalet. De ble lagt en etter en på en rekke langs ”Burmaveien”, et veistykke som gikk fra Slettebø- leiren til henrettelsesstedet. To tyskere med geværer voktet på hver brite. En yngre tysk offiser, Otto Wagner, ledet eksekusjonspelotongen. Alle som utførte henrettelsen hadde meldt seg frivillig. Henrettelsen ble utført av soldater fra det 12. kompani av regiment 214. Britene ble enkeltvis ført fram til henrettelses- stedet og skutt en etter en. Den yngste briten var 18 år gammel, den eldste 32. Etter hver henrettelse gikk eksekusjonspelotongen bak et mindre bygg av gråstein og betong, for så å komme fram igjen, når det neste offer hadde blitt brakt på plass.
”Hoch- Legt an- Feuer frei!” ( Klar-Sikt-Ild!) lød det for hver engelskmann som falt. Likene ble kastet i et stort hull som hadde blitt gravd ut i en myrslette tett ved henrettelsesstedet. Den tyske ”Feldwebel” Fritz Bornschein, som var vitne til den makabre eksekusjonen, forteller at omkring hundre tyske soldater fra Slettebø- leiren stod langs ”Burmaveien” og så på henrettelsene.
Etter denne hendelsen var det lite snakk blant tyskerne i leiren om det som hadde skjedd. Britene hadde nemlig blitt skutt, fordi de var sabotører, som hadde kommet med gift og kart over Slettebø- området og nærmeste omegn. Deres oppdrag hadde vært å forgifte leirens drikkevann. Dette var den forklaringen som de tyske soldatene fikk av sine overordnede.

Gravlegging 
Den samme kvelden ble de døde kroppene flyttet og kjørt til Brusand. Udåden skulle der skjules i sanden. Det var ti polske krigsfanger som under kommando av en tysk kaptein utførte dette arbeidet. Den tyske kapteinen hadde også med seg en vaktstyrke fra Slettebø- leiren. Polakkene kunne konstatere at alle de døde soldatene hadde uniformer. Likene var fremdeles varme og blødde ennå. De døde kroppene ble lagt på to lastebiler. Deretter kjørte de til en garasje i leiren, der de hentet tre lik til som var lagt i sekker. Dette var de to glider- pilotene som hadde død ved krasj- landingen og den hardt skadete briten som hadde avgått ved døden i løpet av dagen. De sytten døde ingeniørsoldatene ble så kjørt til det nevnte bestemmelsessted. De ble der gravlagt i sanden på et sted nær sjøen.

Etterspill
Da krigen tok slutt i 1945, kom en engelsk undersøkelseskommisjon til Rogaland for å finne ut hva det var som hadde skjedd med de omkomne fra ”Freshman affæren”. Litt etter litt fant kommisjonen ut hvor de fjorten henrettede soldatene hadde blitt gravlagt. Arresterte norske nazister ble tvunget til å grave, og etter to ukers arbeid fant graverne de 17 soldatene. Likene ble sendt til Slettebø- leiren der de ble obdusert. Etter å ha blitt identifisert, ble de gravlagt på Eiganes kirkegård i Stavanger. Senere samme sommer ble de døde fra den andre glideren jordfestet på samme sted. De sju døde fra trekk- flyet ble gravlagt på Helleland kirkegård. En minnestein ble avduket der i 1987. Legemene til de som hadde blitt torturert og drept av Gestapo i Stavanger ble aldri funnet. De hadde blitt senket i havet av Gestapo. I 1985 ble de gitt et minnesmerke på Eiganes kirkegård i Stavanger.
Soldatene som krasjet i Egersunds- området har fått to minneplater i Slettebø- leiren, en i 1957 og en i 1990. Et minnesmerke på en stor varde står også på det stedet der glideren krasjet på Benkjafjellet i Helleland. Minnesmerket ble avduket i august 1999.

Førerbefalingen
Det som skjedde mot de overlevende ingeniørsoldatene, må en se på bakgrunn av en førerbefaling som Hitler hadde sendt ut den 18. oktober 1942, en snau måned før ”Freshman” tragedien fant sted. Befalingen hadde blitt sendt til alle øverstbefalende i de tysk- okkuperte land. Denne ordren slo fast at alle sabotasjeoperasjoner mot tysk- okkuperte land, som ble utført av grupper som tyskerne møtte i kamp, skulle alle bli nedkjempet og drept. Dette skulle skje, selv om fienden var villige til å overgi seg. Dersom det syntes fornuftig, kunne tyskerne spare en person eller to, slik at de kunne forsøke å presse ut opplysninger av dem, men de skulle bli skutt umiddelbart etter avhør. Dersom slike sabotasje- grupper først falt i hendene på landets politi, skulle de øyeblikkelig bli overlevert til Gestapo. Det var forbudt å ta fanger.

Den offiseren som hadde kommandoen i Slettebø- leiren i Egersund den 20. november 1942, var senior offiser, kaptein Schrothberger. Kommandanten i Slettebø- leiren, major Werner von Krehan, var på permisjon til Haugesund, der han var til stede på et møte for offiserer. Men den eldste offiser i Slettebø- leiren visste om sitt ansvar i henhold til førerbefalingen, og handlet deretter. Kontakt hadde blitt tatt med hovedkvarteret i Stavanger to ganger. Første gang da leiren ble kjent med at britiske fly hadde krasjet i Egersunds- distriktet og neste gang da ingeniørsoldatene ankom leiren. Schrothberger fikk ordre om å handle i henhold til førerbefalingen, noe som vi har sett at han da også gjorde.
Sommeren 1946 ble øverstkommanderende i Stavanger- området, Maria von Beeren, stilt til ansvar for det som hadde skjedd med de 14 britene i Slettebø- leiren. Han ble frikjent, fordi også han hadde vært bortreist den 20. november 1942. Hans nestkommanderende, oberst Probst hadde derfor vært fungerende sjef. Probst hadde over telefon vært i kontakt med sjefen sin, og fått tillatelse til å gjøre det som var nødvendig, men med det hadde ikke von Beeren ment henrettelse. Probst døde før han ble stilt til ansvar.

Et par uker etter at von Beeren hadde blitt frifunnet, var han vitne i samme sak mot øverstkommanderende i Norge, generaloberst Nicolaus von Falkenhorst. Falkenhorst ble dømt ansvarlig for det som hadde hendt i Slettebø- leiren. Dette sammen med en del andre forhold han ble holdt ansvarlig for, førte til at han ble dømt til døden ved skyting. Men hans dødsdom ble senere omgjort til tjue års fengsel. Falkenhorst ble satt fri i 1953, og døde i 1968.

Dersom Falkenhorst hadde vist den samme rakryggede holdning som general Erwin Rommel gjorde, da han fikk førerbefalingen, kunne kanskje en del av ”Freshman” tragedien vært unngått. I nærvær av sine offiserer, fortelles det at Rommel tok førerbefalingen, rev den i stykker og sa: ” Slik gjør vi med en slik skjensel- gjerning!”

Synspunkter på temaet
Problematikken omkring operasjon ”Freshman” har opptatt meg over lang tid. I bøker og artikler, på internett og ved hjelp av foredrag, har jeg forsøkt å rette søkelys mot hendelsen. Det er særlig problemstillinger og synspunkter på min framstilling av temaet fra de militære, som jeg har funnet tankevekkende.
I november 1998 var jeg historisk guide for omkring 20 soldater fra Natohovedkvarteret på Jåttaknuten, Stavanger. Det var oberstløytnant Pat Parson som var deres sjef. Målene for den historiske guidingen var Hæstadfjellet i Helleland, Helleland Kirkegård og Burmaveien i Slettebø- utmarken, alle med geografiske knutepunkter til operasjon Freshman.
Etter min orientering på de ulike steder stilte jeg følgende spørsmål: Burde ikke britiske myndigheter, som hadde sendt ut soldatene sine til et slik håpløst oppdrag, blitt stilt til ansvar for tragedien?
Spørsmålet ble av oberstløytnanten betegnet som interessant og provoserende. Det var ofte nødvendig, het det, å ta risker i krigstid som en i fredstid ikke kunne rettferdiggjøre. Dersom lignende situasjoner oppstod, ville en gjøre det samme igjen. Mange andre commando – raids under 2. verdenskrig hadde vært like farefulle og like dårlig forberedt som operasjon ”Freshman”. De som hadde meldt seg til oppgaven forstod helt sikkert at de skulle ut på et farlig oppdrag. Men hadde de visst om ”Führerbefehl”, ville de aldri ha overgitt seg, men kjempet til siste mann. Det mest nedslående med operasjonen var at den var totalt mislykket. Dersom imidlertid oppdraget hadde lykkes, ville verden blitt et tryggere sted. På denne bakgrunn ville det ha vært uansvarlig av de engelske myndighetene ikke å gjøre et forsøk, tross de begrensede forberedelser og utilstrekkelige fluktplaner som preget operasjon ”Freshman”.
I mai 2000 hadde jeg igjen Nato- folk som tilhørere om samme emne, men denne gang var det høyere Nato- offiserer fra ulike forsvarsgrener med generalløytnant Torstein Skiaker spissen, som var til stede. Etter foredraget diskuterte vi temaet. Det kom da fram to forhold som det kan være av verdi å ta med seg. Tilhørerne hadde liten forståelse for at lensmannskontoret på Helleland hadde informert tyskerne i Slettebø – leiren om flystyrten. Videre kom det fram at løytnanten som hadde kommandoen i det glideflyet som falt ned på Benkjafjellet, ikke hadde fulgt operasjonsordren. Det stod ikke noe i ordren om at deltagerne hadde lov til å overgi seg, tvert imot. De skulle ta seg fram til målet og ødelegge det, uansett. De som var såret eller ikke klarte å være med videre, skulle ha blitt gitt en injeksjon med morfin, og så blitt etterlatt i terrenget. Det var alle deltagerne i utgangspunktet innforstått med. Også på dette punkt handlet løytnanten stikk i strid med operasjonsordren. Hadde han overlevd, ville han blitt stilt for krigsrett og anklaget for ordrenekt. I krig skulle ikke soldatene tenke rasjonelt, men følge kommandolinjene! Om de miltære myndigheter som sendte soldatene avgårde visste om ”Führerbefehl”, var irrelevant. For hvilken motivering ville det være for deltagerne å vite, at dersom de falt i i tyskernes klør, ville de bli skutt?

Introduction

This lists of the Operation Freshman personnel and their final resting place. I have also provided a description of the cemetery or memorial that they are commemorated on. The list of personnel was extracted from numerous document at the PRO. The details of their final resting place was provided by the Commonwealth War Graves Commission's web site.

All the personnel either died in the crash of the two guilders, or were subsequently murdered by the German occupation forces in Norway.

Those soldiers who have no known grave are commemorated on the Brookwood Memorial. These soldiers were murdered by the Germans and their remains dumped in the sea. Their bodies have never been recovered. Click hereto read about the war crimes trial of those people involved in their murder.

The other servicemen are buried in three cemeteries in Norway: Stavanger (Eiganes) Churchyard, Oslo Western Civil Cemetery and Helleland Churchyard.

Stavanger (Eiganes) Graves.

This section list the Freshman personnel buried in Stavanger (Eiganes) Churchyard, Norway. The details were supplied from the Commonwealth War Graves Commission's web site.

Full Name

Alex Charles Allen

Ernest William Bailey

John Thomas Vernon Belfield

Howell Bevan

Frederick William Bray

Alexander Campbell

Norman Arthur Davies

Peter Doig

Thomas William Faulkner

Herbert John Fraser

Charles Henry Grundy

Frederick Healey

John Glen Vernon Hunter

William Jacques

George Knowles

Herbert Legate

David Alexander Methven GM

Robert Norman

Ernest Pendlebury

George Simkins

Leslie Smallman

James May Stephen

Malcolm Frederick Strathdee

John George Llewellyn Thomas

Gerald Stanley Williams

Rank & No

Lieutenant 137173

Sapper 1869293

Driver 2016305

Sapper 2074196

Lance Corporal 1884418

Lance Corporal 1923037

Pilot Officer 401422

Sergeant 350420

Sapper 2115238

Pilot Officer 401601

Sapper 1886725

Lance Sergeant 4385760

Sapper 2110332

Sapper 2114930

Lance Sergeant 1871585

Sapper 1922713

Lieutenant 210866

Sapper 2110268

Driver 2000197

Driver 1884423

Sapper 2068169

Sapper 2010697

Staff Sergeant 320272

Corporal 2076750

Sapper 1948916

Unit

261 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

261 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

261 (Airborne) Field Coy

261 (Airborne) Field Coy

Royal Australian Air Force

1st Glider Pilot Regt

9 (Airborne) Field Coy

Royal Australian Air Force

9 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

261 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

261 (Airborne) Field Coy

261 (Airborne) Field Coy

261 (Airborne) Field Coy

261 (Airborne) Field Coy

1st Glider Pilot Regt

261 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

Age

24

31

26

22

29

24

28

25

22

28

22

29

22

30

28

?

20

22

25

30

?

?

?

23

18

Grave

Z.13

Z.17

Z.5

Z.4

Z.3

Z.2

Z.9

Z.12

Z.1

Z.10

Z.18

Z.22

Z.23

Z.24

Z.14

Z.19

Z.21

Z.25

Z.7

Z.26

Z.6

Z.8

Z.11

Z.15

Z.16

Oslo Western Civil Cemetery Graves

This section list the Freshman personnel buried in Oslo Western Civil Cemetery, Norway. The details were supplied from the Commonwealth War Graves Commission's web site.

Full Name

James Frank Blackburn

Frank Bonner

Robert Evans

Wallis Mahlon Jackson

John Wilfred Walsh

Thomas William White

Rank & No

Sapper 1900803

Sapper 1906932

Able Seaman D/JX 283626

Lance Corporal 4537415

Sapper 2073797

Sapper 1875800

Unit

9 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

H.M.S Titania

9 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

9 (Airborne) Field Coy

Age

28

25

21

21

21

23

Grave

1.B.8

2.B.8

1.B.7

2.B.9

2.B.6

1.B.9

Date

18/1/1943

18/1/1943

18/1/1943

18/1/1943

18/1/1943

18/1/1943

Able Seaman Evans was captured after an earlier raid which attempted to sink the Tirpitz. As outlined in the report, they were all initially kept at Grini Concentration camp before executed together at Trandum.

This section list the crew of the 2nd Halifax which towed Glider No. 2 (click here for a list of the crew of this glider). All these service personnel are buried in Helleland Churchyard.   

Helleland Churchyard (Leif Jørum)

Full Name

Albert Buckton

George Mercier Edwards

James Falconer

Arnold Thomas Hayward Haward

A.R. Parkinson

Arthur Edwin Thomas

Gerard Walter Sewell De Gency

Rank & No

Flight Sergeant 751516

Flight Sergeant 1259259

Sergeant 573120

Flying Officer 115977

Flight Lieutenant

Flight Lieutenant 101580

Pilot Officer 116942

Role

W.Op./Air Gnr

Air Gunner

Flt. Engr

Observer

Pliot

Navigator

Co-pilot

Unit

RAF(VR)

RAF(VR)

RAF

RAF(VR)

RCAF

RAF(VR)

RAF(VR)

Age

23

24

20

28

?

32

20

Grave

Link til side med oversigt over steder med krigsmindemærker:

http://www.caithness.org/atoz/warmemorials/index.htm 


Link til side med oversigt over de mange mennesker som har historier fra Wick og Skitten krigsflyvepladserne under 2. Verdenskrig:


http://www.wartimememories.co.uk/airfields/wick.html

Link til side med oversigt og beskrivelse af de skibsforlis, som er sket i farvandet Pentland Firth:

http://www.caithness.org/caithnessfieldclub/bulletins/1984/october/wrecks_of_pentland_firth.htm

Link til side med beretning om søslag og andet historisk omkring Kyle Of Tongue og området her:

http://tinyurl.com/y2fkbj

Link til hjemmeside om Tongue og Thurso-området med oplysninger/links/fotos m.m.:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/thurso/thurso/index.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Thurso


http://www.undiscoveredscotland.co.uk/tongue/tongue/index.html

Link til John O´Groats hjemmeside med oplysninger/links/fotos m.m.:

http://www.visitjohnogroats.com/directory_of_businesses.htm

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/johnogroats/johnogroats/index.html

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Fredag den 6 juli.


Efter at have stået tidligt op, med en rolig og god nattesøvn bag mig, trods den nærliggende motorcykel – og rockerfest og fået morgenmad præcis kl. 08:00, begav jeg mod Duncansby Head, hvor der også selvfølgelig er et fyrtårn. Disse står der rigtig mange af, ved de Skotske kyster, da de mange småøer og klippeskær gennem tiderne har forårsaget en mængde forlis. Da der også ofte er uvejr og tåge, er disse fyrtårne en vigtig ting for skibsfarten.

Min gåtur ud til klippekysten i det dejlige solskin og gode vejr i det hele taget, var igen en god oplevelse, fuglene sang og fløjtede alle vegne. Langs vejen bølgede det høje græs for vinden, hvor også de små kaniner af og til sås. Kærulden stod og nikkede og dette hvide ”bomuldshav”, bølgede ud over markens vidder,  med den blå himmel ovenover, meget smukt og en rigtig god morgenstemning indfandt sig hurtig hos mig. Bedre start på dagen kunne jeg vist ikke få.

Vejret havde nu i næsten en uge været solrigt og varmt, så var bare dejligt oven på de første 3 ugers regn og rusk. Ved fyrtårnet blev jeg hurtigt klar over, at området her ved det nordøstligste punkt på Skotlands kyst, var enestående. Til venstre for fyret der ligger på kanten af de ca. 50 – 60 meter høje klipper, ligger der nogle fuglerige klippevægge med et væld af søfugle.  

Jeg stod en stund ved parkeringspladsen og betragtede fuglene på klipperne, hvor havet har banket en lang kile ind i kysten. Her var det nemt, at se fuglene rimeligt tæt på og nyde det organiserede kaos der herskede på og omkring deres redepladser. Så gik jeg højre om fyrtårnet og helt ned til klippekanten og fortsatte med at følge kystlinien syd på. Fuglene vrimlede rundt langs klipperne, her var mallemukker, rider, alke, tejster, lomvier og søpapegøjer. Men samtidig sås adskillige storkjover patruljere frem og tilbage langs klippevæggene, på udkik efter ubevogtede reder, æg, unger og syge og svage fugle. Naturens skatteopkrævere på vinger.

Her tidligt på dagen var der ingen andre mennesker i området, så jeg nød at gå her i solskinnet og høre alle naturens lyde og lugte til de påtrængende lugte af fugleekskrementer, hvor ammoniaklugten var særligt fremherskende. Den var utrolig stærk, næsten så man fik tårer i øjnene og brækfornemmelser. Men helheden og sammenhængen i naturen her,  er enestående.

Da jeg kom lidt mere syd på, kunne jeg høre nogle høje brøl, nærmest en slags gøen, der rungede og gav genlyd og ekko mellem klipperne. Det var nok nogle sæler der var i gang med at indtage deres foretrukne pladser på de lave klippeflader, der ligger 40-50 meter fra klippevæggene langs kysten. Det var ebbe og derved blev der tørre klippeflader fri, som sælerne kunne mave sig op på.
Jeg gik lidt længere frem og kunne nu kikke ud over klippekanterne og se det imponerende skue af mange sæler, ca. 35 stk. der møvede rundt på de lave klipper og søgte at vippe hinanden i havet igen, de skubbede og stangede med hovedet, eller brugte siden til at skubbe rivalen ud over kanten.
Ofte brugte de også lufferne til at dele ørefigner ud. Når de havde mobbet en rival ud i vandet løftede de forkroppen og hovedet højt op sammen med halen og brølede ud i luften, man kalder det at sælen udstøder hauls! Lydene er meget høje og dette sceneri var et helt enestående skuespil der var utroligt morsomt, at se og høre på. I min kikkert kunne jeg tydeligt se sælernes forskellige hoved – og kropsudtryk, deres øjne og næsebor og den store mund, når de haulede.

Længere henne ad kysten efter The Knee og omkring klippeterrænet Thirle Door, havde jeg en flot udsig tilbage mod fyrtårnet og den lidt pudsige facon som klippen kaldet The Knee har. 

Flere gange kom der storkjover strygende forbi klippekanterne og ganske få meter fra mig. Det var utroligt spændende, at se denne store rovmåge elegant stryge forbi mig, se dens hoved dreje sig lidt og se dens øjne fange mit blik og derefter den arrogante og ligegyldige mine som fuglen herefter udstrålede, medens den fejer forbi mig i et sus. Pludselig anede jeg ud af øjenkrogen, at en storkjove kom strygende op mod hvor jeg stod, jeg havde tilfældigvis kameraet klar med zoomfunktionen sat til og da den susede forbi mig tog jeg et billede. Det viste sig senere, at det blev udmærket. Det er normalt temmelig umuligt, at fange sådan en hurtig fugl på et foto.
    
Efter denne gode oplevelse, gik jeg videre ud langs kysten og så nu de berømte Stacks of Duncansby. Solen stod på en måde, sådan at de enorme klipper på mine billeder virker sorte, da der er tale om en form for modlys.
  
Jeg fortsatte op langs klippekanterne. Terrænet steg noget opad og udsigten var betagende i det klare vejr. Havet var knaldblåt og himlen helt lyseblå. Søfuglene myldrede rundt som hvide og sorte pletter på den flotte blå baggrund. Og ned i vandet så hele tiden nogle sæler, der hyggede sig gevaldigt med indbyrdes drillerier og doven dasen i vandet. Det er altså utroligt dejligt, at se alle dyrene udvise denne utrolige urkraft til at nyde deres frihed og egenart og gøre det de er bedst til. Heroppe på det højeste sted på klippekysten, drak jeg noget te og kiks. Men ellers gik jeg nu tilbage langs klipperne og besluttede at gå skråt ind over terrænet tilbage mod vejen og John O´Groats.

Tilbage på mit B&B, betalte jeg Mrs. Sinclair, sagde farvel og gik nu ned mod havnen, hvor jeg skulle med færgen om ca. 4 timer. Så det betyder, jeg skal få tiden til at gå.

Nede omkring havnefronten. Jeg gik ind på det lille museum, og tilbragte noget tid i den ret spændende kiosk og alle de ting man kunne se på der. Jeg fik en lille sludder med kioskindehaveren og han sagde, at jeg kunne stille min oppakning hos ham, medens jeg gik rundt og ventede på færgeafgangen kl. 18:00.

Oppe på havnenes udsigtsområde, står der en vejviserstander med skilte der viser afstande til kendte steder i verden. Stedet bruges ofte af turisterne, som fotografibaggrund, da man opfatter stedet som specielt pga. at det er det nordøstligste punkt i Skotland. Jeg synes nu ikke det er noget særligt. På billedet til højre ses udsigten ud over farvandet mellem nordkysten af Skotland og Orkneyøerne, Pentland Firth. Man kan svagt ane Orkney i horisonten og ude til venstre øen Island of Stroma, som er en større ø, som dog ikke mere er beboet.   

Vejret blev nu gradvist dårligere, lette men mørke regnskyer trak ind fra sydvest og det så ud til at kunne begynde at regne. I hvert fald blev det på under en time, koldere i vejret. Jeg fandt et godt sted at være, nemlig bag kiosken, hvor der var både læ og beskyttelse mod den nu lette støvregn der begyndte at falde. Jeg hentede min oppakning og satte mig her i læet og smurte min mad, drak te og sodavand. Ind imellem fodrede jeg måger, som hurtigt så, at jeg spiste mad og derfor vrimlede omkring min plads. Men det var rart bare at sidde lidt på cementen og slappe af og reflektere over verden.
 
Der kom pludselig en engelsk mand op på denne afsats bag kiosken og vi faldt i snak. Han kom fra England og var meget historisk interesseret og desuden meget snakkesalig. Vi stod så der i 1½ time og snakkede om alt muligt, især historiske emner og her specielt 2. Verdenskrig, hvor han fortalte om sin families lidelser og tab under krigen. Vi talte om min tur til Orkney og skotternes uvilje og ofte næsten hadefulde indstilling til englænderne. Vi kom selvfølgelig ind på vor tids svøbe, terrorismen, overvejende fra den muslimske befolkning i mange mellemøstlande og fra det afrikanske og fjerne østen, især Indonesien. Vi var temmelig enige om, at det ikke kunne blive ved at gå.
 
Efter min lange og interessante samtale med englænderen, ringede jeg hjem til Danmark og så blev det tid for at gå ned på kajen, hvor færgen snart ville ankomme fra Orkney. Jeg kunne se den et stykke ude på havet. Den sejlede i en meget skæv vinkel, sådan, at den kunne følge med det utroligt kraftige tidevand, der løb mod vest mellem Orkney og fastlandet. På denne måde kunne færgen åbenbart, spare maskinkraft og på rette tid skære mod venstre og komme ind i farvandet lige uden for havnen.
Jeg fandt senere ud af, at tidevandsstrømmen var utroligt stærk og at det at sejle her krævede et godt kendskab til besejlingsforholdene. Jeg steg ombord og satte mig først på bænkene nede på dækket inde i færgen, der ikke er særligt stor. Vi var ikke mange ombord, i starten, men inden vi forlod havnen kom der en bus med et læs turister, der skulle med til Orkney.
  
Men så blev det tid, at sige farvel til Skotland for et stykke tid, nu gik turen mod Orkneyøerne, der lå smukt ude i horisontens lyseblå linie. Farvel til den lille by, John O´Groats, hvis ensomme og kedelige udpost forsvandt i den lette regn der nu plaskede ned fra en lille byge, samtidigt med at det også begyndte at blæse lidt op. Tidevandet  rev og flåede i det lille skib, strømmen var frådende med enorme strømhvirvler til følge. Det var utroligt, at strømmen kunne være så enorm, da der jo er mange kilometer mellem fastlandet og Orkneyøerne.

Her ude på havet var det ret koldt og blæsende, jeg fik set en sæl der kikkede på færgen med snuden lige oven vande. Sejlruten går i lige linie op til Orkneyøen South Ronaldsay, hvor vi skal anløbe en lille havn ved Burwick. Havn og havn, det ser nu nærmest ud til kun, at være en lille mole på mit kort. På vej over passerer vi øen Island of Stroma på venstre hånd og de små klippeskær Muckle Skerry og Pentland Skerries på højre hånd.
 
Farvandet mellem nordøstkysten af Skotland og Orkneyøerne har i hundredvis af skibsforlis på sin samvittighed. På internettet fandt jeg en fortegnelse over de utroligt mange skibe der er sunket ud for kysten, stødt på klippeskær, ramlet ind i klippevæggene, løbet på miner og torpederet. Havbunden må være oversået af skibsvrag. Det er altså et farligt farvand at sejle i. Storm og tåge er jo hyppige gæster på disse kanter.

Orkney og det nordlige, vestlige Skotland, ligesom Irland, har været beboet af mennesker, helt tilbage fra  3800 før Kristi fødsel. Det vil sige, at der har været en civilisation i snart 6000 år. Når man samtidig tænker på de umenneskelige leveforhold som naturen har kunnet tilbyde befolkningen dengang og senere op gennem historien, er det faktisk ret utroligt og ikke så lidt imponerende.

Dengang var der ikke får man kunne avle på. Men kun leve af jagt på hjorte, fugle og fisk. Bjørne og ulve var der også mange af, dertil har man ikke kunnet dyrke ret meget og kunnet holde varmen i et område, hvor det også dengang var regnfuldt koldt og blæsende. Sygdomme og evindelige fejder mellem familier og byer og regulære krige mellem indtrængende fremmede folkeslag, romerne, picterne, kelterne fra Irland, som er de egentlige skotter, The Norsemen (vikingerne), normannerne, angelsakserne, northhumbrians (nordlige England) englændere osv.

Trods disse flere årtusinders ulykker, har Skotland og også Orkney hele tiden haft en stor grad af civilisation, med musik og kunst og kunsthåndværk, imponerende bopladser og en tidlig religiøs vækkelse. Jarler og konger har bekriget hinanden og delt landet op mange gange, lang tid før vi f.eks. fandt ud af det. Det var først med vikingernes fremmarch omkring 785 efter Kristi, at der kom gang i vor hjemlige opdeling i herremandsvælde, jarlers landområder og de første konger over dele af Danmark.
Næsten 500 år før pyramiderne i Egypten, blev der på Orkneyøerne bygget flotte imponerende bysamfund, på trods af de barske og vanskelige forhold der måtte herske dengang. Den mest berømte bosættelse er Skara Brae fra omkring 3200 år før Kristi.

I Danmark stavlede vi bare nogle sten op, eller dækkede dem med lidt jord. Skara Brae bosættelsen hold ud i ca. 1000 år! Inden den blev forladt omkring år 2200 før Kristi. På det tidspunkt begyndte bronzealderen som varede til ca. år 600 før Kristi. Inden bronzealderen var disse bebyggelser fundament for en sammenslutning, nærmest en kommune for beboerne. I bronzealderen delte folk sig op og levede mere for sig selv. Samtidig skete der et drastisk fald i temperaturen og vejret blev betydeligt koldere og mere regnfuldt. På Orkney fandt bronzealderen ikke så stort indpas, man holdt sig til den gamle facon  uden brug af megen bronze til redskaber og våben. Man var jo også nødt til at handle sig til det, det var dyrt, så bronzen betragtedes som vi betragter guld og ædelstene i dag.

Men et typisk efterladenskab fra bronzealderen er de små jordbakker eller Burnt  Mounds, som er askebunker fra en slags udendørs ildsteder, hvor sten blev varmet op og brugt til at koge vand og måltider. En måde man har anvendt helt op til 1800-tallet på de fattige Hebrideøer (Western Isles). 

2

3

5

1

4

6

7

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

20/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

20/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

20/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

19/11/1942

20/11/1942

20/11/1942

20/11/1942

20/11/1942

20/11/1942

20/11/1942

20/11/1942

Date

Date