TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Orkney Kirkwall

Sct. Magnus Katedralen er fantastisk stor og smuk, trods det, at den ligger i en lille by fjernt fra verdens vrimmel. Katedralens historie og dens navn opstod på følgende måde: Historien starter i årene op til 1098, da Orkney var underlagt 2 brødre, jarlerne Paul og Erlend. Magnus var den ældste søn af Erlend. Magnus´s fætter hed Hakon, søn af Paul. I det år ankommer den norske konge pludselig på fjendtligt besøg. Han afsætter de 2 jarler og beordrer dem til at returnere til Norge. Han indsætter sin søn Sigurd og fortsætter sit besøg med at tage Magnus og Hakon med på sit videre erobrings - og plyndringstogt i Skotland. Men Magnus ville ikke trække sit sværd og deltage i overfaldende og plyndringerne, han blev i båden og sang salmer og bad. Den norske konge hånede ham og kaldte ham en kujon. Det lykkedes Magnus at springe over bord og svømme ind til den skotske kyst, her forsvandt han og man kender ikke hvordan han overlevede i årene efter. I mellemtiden dør hans far, onkel, og også den norske konge. Magnus vender tilbage og deler Orkney mellem sig og Hakon. Deres venskab varede ved i nogle år, men forskellige uheldige ting skete og de blev uvenner og øerne stod over for at blive kastet ud i en borgerkrig, men striden blev bilagt ved mellemkomst af andre adelsmænd i 1117 på øen Egilsay. Aftalen gik ud på, at begge jarler skulle enes om at skrue ned for deres ambitioner og drage hjem med kun 2 skibe og få udvalgte mænd. Magnus indvilgede i aftalen, men da Magnus var meget respekteret af alle på Orkney, og Hakon følte sig underlegen, ville han nu en gang for alle ødelægge Magnus og hans mænd. Han dukkede op senere på øen Egilsay, med en stor flåde af skibe og mange mænd. Magnus var klar over faren og at han ville komme til at dø, men i stedet for at kæmpe og kaste øerne ud i en krig, stillede han 3 forslag til Hakon, der tog hensyn til Hakons sjæl, hvis han brød sine løfter, bl.a. at dræbe en ubevæbnet mand, som Magnus også var. Et forslag var at Hakon skulle drage på pilgrimsrejse og aldrig vende hjem. Men lige som nummer 2 forsalg, at Hakon skulle udvandre til selve Skotland blev selvfølgelig afslået. Det tredje og sidste forslag fra Magnus var, at Hakon kunne vansire ham som han havde lyst, bare han ikke slog ham ihjel, eller han kunne blinde ham og kaste ham i fængsel. Hakon kunne godt lide denne løsning, men hans mænd ville ikke være med til det. De mente, at en af jarlerne måtte dø, det delte øsamfund måtte forenes. Hakon erklærede, at han ikke var klar til at dø. Magnus bad sine mænd om ikke at forsvare sig og trådte frem for at møde sin skæbne. Hakon beordrede sin fanebærer om at slå Magnus ihjel. Men han nægtede vredt. Hakon vendte sig til sin kok, Lifolf. Lifolf græd og bad om ikke at skulle udføre denne handling, men Magnus talte til ham og sagde at han ville tilgive Lifolf for den dåd han måtte udføre. Vær ikke bange, for du gør dette mod din vilje, og ham der presser dig til dette, synder mere end du gør. Magnus knælede ned for Lifolf og bad ham slå ham hårdt i hovedet og ikke halshugge ham, som man gjorde med røvere og mordere. Lifolf slog da Magnus hårdt i hovedet, så hjerneskallen brast i 2 dele. Det skete i april 1117. En drabelig og spændende historie, der fortsætter med at Magnus begraves ved The Brough of Birsay. I mange år efter opstår der mirakler omkring gravstedet. Klipper forvandles til grønne græsmarker, lys stiger op på himlen midt om natten. En masse andre mirakler skulle også være opstået. Til sidst får en mand på Westray besøg af Magnus som genfærd. Magnus beder om at blive gravet op og flyttet til Kirkjuvagr (Kirkwall) og kirken der. Beskeden bliver bragt til Biskop William i Kirkjuvagr. Magnus skelet bliver herefter flyttet til kirken, som dog ikke er katedralen, men antagelig St. Olaf kirken. Magnus bliver gjort til helgen i 1135 og hans gravrelikvier bliver senere overflyttet til St. Magnus Katedral i 1137. Katedralen blev opført til Magnus, men også som et led i Jarl Rognvald Kolsson forsøg og overtagelse af Orkneyøerne. Dette lykkedes i 1129, da han fik overdraget øerne af den norske konge Sigurd. Rognvald drog mod øerne med en hær, for at afsætte Paul, Jarlen af Orkney. De blev mødt af modstand fra Pauls mænd. Rognvalds far Kol var ikke meget for, at man startede en ødelæggende krig på Orkney, så han foreslog, at man ved list fik Orkneys befolkning over på sin side ved at proklamere, at han ville bygge den mest enestående kirke på øerne i Kirkjuvagr. Kirken skulle bære St. Magnus som navn og være stor og flot som en katedral. I 1137 begyndte byggeriet, men Rognvald fik aldrig den færdige katedral at se. I 1158 bliver han myrdet af en klanchef fra det skotske hovedland. I 1192 bliver Rognvald også helgen. Man fandt hans skelet og udstyr i 1800-tallet. Rognvald og Magnus efterladenskaber er indmuret i en hjørnepille af katedralen.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...