TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Sutherland Garve m.m

Her er så et udsigtsfoto over det meste af bjerget Glas Bheinn. min vandring var jo slet ikke forbi endnu, jeg skulle nu gå den enorme lange vej sydpå, ned langs bjergets klippeskråninger, et stykke over bjergets egentlige fod. Men her skulle være en sti, som jeg kunne følge sydpå, ned mod Achmore Farm og bredden af søen Loch Assynt og borgruinen Ardvreck Castle, inden ruten gik ad asfaltvejen tilbage mod Inchnadamph SYHA Hostel. På kortudsnittet tidligere i dette fotoalbum kan man se den lange rute jeg måtte tilbagelægge. Stien jeg skulle benytte var meget ringe, mudret, sumpet og ofte svær at følge. Men med bjergets sider som ledetråd, var det ikke svært at holde retningen sydover. Regnen tog til og verden stod i ´et, i regn, blæst og kulde. Jeg måtte stride mig frem og sejlende, glidende, snublende asede jeg mig fremad, udmattet, mørbanket og øm alle steder tumlede jeg gennem den knæhøje stride lyng, hvor man ikke kunne se underlaget under planterne, hvorfor man ofte gled, eller snublede i huller eller over sten og klippestykker. Det var meget anstrengende og udmarvende, at vandre ned langs denne bjergsides mudrede stier, hvor vandet strømmede hen ad stien i 10 -15 cm. højde mange steder og hvor vandhuller og sumpede smattede tørvearealer skulle forceres. Dagen var nu gået og det var tidlig aften og jeg havde lang vej endnu. Ind imellem var der dog tidspunkter hvor regnen gik over i støvregn og blæsten lagde sig lidt og da kunne jeg stoppe op og nyde synet af det disede landskab, som trods min situation var umådeligt smukt at skue og opleve - enestående!!

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...