TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Sutherland Durness

Kortudsnittet viser det nordvestligste hjørne af Skotland. Her var mit mål, ophold hos Martin Mackay og hans B&B "GlenGolly" i Durness, tillige med en opvisning i fåredrivning af hans border collies. Jeg havde inden turen pr. mail aftalt besøget og opvisningen. I Durness ville jeg se den berømte Smoo Cave, en kæmpe 3-kammer grotte med et vandfald inde i 3 kammer. Cape Wrath som ligger aller yderst ude på Skotlands nordvestligste pynt var også et hovedmål. Endelig var en tur til den danske berømte kunstner Lotte Glob´s atelier i Balnakeil Craft Village og Balnakeil bugten og Faraid Head halvøen også vigtige mål at nå.
Kortudsnittet viser det nordvestligste hjørne af Skotland. Her var mit mål, ophold hos Martin Mackay og hans B&B "GlenGolly" i Durness, tillige med en opvisning i fåredrivning af hans border collies. Jeg havde inden turen pr. mail aftalt besøget og opvisningen. I Durness ville jeg se den berømte Smoo Cave, en kæmpe 3-kammer grotte med et vandfald inde i 3 kammer. Cape Wrath som ligger aller yderst ude på Skotlands nordvestligste pynt var også et hovedmål. Endelig var en tur til den danske berømte kunstner Lotte Glob´s atelier i Balnakeil Craft Village og Balnakeil bugten og Faraid Head halvøen også vigtige mål at nå.
Durness by, er som det ses, meget lille, men med mange specielle oplevelser at byde på. Området er så absolut et besøg værd og kan anbefales på det varmeste. Luftfotoet viser den del af byen hvor Martin Mackay´s B&B ligger, nemlig ude af vejen og ca. midt i fotoet.
Durness by, er som det ses, meget lille, men med mange specielle oplevelser at byde på. Området er så absolut et besøg værd og kan anbefales på det varmeste. Luftfotoet viser den del af byen hvor Martin Mackay´s B&B ligger, nemlig ude af vejen og ca. midt i fotoet.
Durness og gaden som fører ud mod Balnakeil Bay. Et stykke ude ad gaden til højre ligger Martin MacKay´s B&B, som jeg skulle bo hos.
Durness og gaden som fører ud mod Balnakeil Bay. Et stykke ude ad gaden til højre ligger Martin MacKay´s B&B, som jeg skulle bo hos.
Købmanden i Durness, hvor man kan stige på en sommerbus mod Thurso mod øst og evt. den lokale Royal Mail postbus. Butikken har alt hvad folk har brug for her ude langt mod nord.
Købmanden i Durness, hvor man kan stige på en sommerbus mod Thurso mod øst og evt. den lokale Royal Mail postbus. Butikken har alt hvad folk har brug for her ude langt mod nord.
Durness Visitor Centre (Turistkontoret).
Durness Visitor Centre (Turistkontoret).
Et vue ned ad den vej i Durness, hvor "GlenGolly" B&B´et ligger på venstre hånd, det hvide hus lige ved den høje telefonmast.
Et vue ned ad den vej i Durness, hvor "GlenGolly" B&B´et ligger på venstre hånd, det hvide hus lige ved den høje telefonmast.
Hos Martin Mackay og hans hustru. Dette er bare indgangspartiet, gangen man kommer ind i når man åbner yderdøren. Som næsten alle hjem i Skotland, elsker de at fylde deres hjem med alverdens porcelæn, nips, tingel-tangel, figurer, især af hunde, får og heste og dyr fra naturen, men også fade, tallerkner kopper m.m. pryder alle ledige hylder, skabe og vægge over hele huset. På en lav skænk, oppe på første sal, hvor døren ind til mit værelse var, stod der over hundrede figurer af hunde, kun border collies. Ingen gengangere - men over hundrede hunde i alverdens situationer. Og der var ikke støv mellem figurerne. Imponerende. Sådan var det også neden under i stuen, fyldt op med hunde overalt. Desuden en mængde flotte sølvfade og pokaler for Martin Mackay´s mangeårige triumfer med opdræt og konkurrencer for sine border collies. Jeg kom bl.a. for at se den tidligere eropamester og verdensmester Roy, som Martin havde. Den var dog gået på pension, men var en skøn rolig og kælen hund.
Hos Martin Mackay og hans hustru. Dette er bare indgangspartiet, gangen man kommer ind i når man åbner yderdøren. Som næsten alle hjem i Skotland, elsker de at fylde deres hjem med alverdens porcelæn, nips, tingel-tangel, figurer, især af hunde, får og heste og dyr fra naturen, men også fade, tallerkner kopper m.m. pryder alle ledige hylder, skabe og vægge over hele huset. På en lav skænk, oppe på første sal, hvor døren ind til mit værelse var, stod der over hundrede figurer af hunde, kun border collies. Ingen gengangere - men over hundrede hunde i alverdens situationer. Og der var ikke støv mellem figurerne. Imponerende. Sådan var det også neden under i stuen, fyldt op med hunde overalt. Desuden en mængde flotte sølvfade og pokaler for Martin Mackay´s mangeårige triumfer med opdræt og konkurrencer for sine border collies. Jeg kom bl.a. for at se den tidligere eropamester og verdensmester Roy, som Martin havde. Den var dog gået på pension, men var en skøn rolig og kælen hund.
Mit hyggelige værelse hos Martin Mackay´s B&B.
Mit hyggelige værelse hos Martin Mackay´s B&B.
Durness og Martin Mackay´s får og hans border colliehunde i aktion med at drive rundt med fårene. 2 hunde havde hentet fåreflokken langt ude bag bakkerne på Mackay´s marker og drevet dem op til huset. Den tidligere verdensmester Roy, var også med, men ikke blandt de 2 hunde, som drev fårene. Roy er gået på pension og bruges kun til avl. Mange border collies hunde bliver som regel uegnede til drivning af får omkring 7-9 års alderen. De presses af de yngre hunde i koblet og "går så at sige ned med flaget" og kan ikke klare ikke være den ledende og bedste i teamet. Så bliver de uegnede og tages ud af drift. Men Roy var nu en fantastisk dejlig hund, stille og roligt væsen, godmodig og kælen ud over alle grænser. Han kunne vældig godt lide mig. En aften, da jeg og Martin og hans kone sad i familiens stue og snakkede og hørte musik, lå Roy ved mine fødder og blev nusset og kløet, skøn hund. Dejlig hyggelig aften, den glemmer jeg aldrig.
Durness og Martin Mackay´s får og hans border colliehunde i aktion med at drive rundt med fårene. 2 hunde havde hentet fåreflokken langt ude bag bakkerne på Mackay´s marker og drevet dem op til huset. Den tidligere verdensmester Roy, var også med, men ikke blandt de 2 hunde, som drev fårene. Roy er gået på pension og bruges kun til avl. Mange border collies hunde bliver som regel uegnede til drivning af får omkring 7-9 års alderen. De presses af de yngre hunde i koblet og "går så at sige ned med flaget" og kan ikke klare ikke være den ledende og bedste i teamet. Så bliver de uegnede og tages ud af drift. Men Roy var nu en fantastisk dejlig hund, stille og roligt væsen, godmodig og kælen ud over alle grænser. Han kunne vældig godt lide mig. En aften, da jeg og Martin og hans kone sad i familiens stue og snakkede og hørte musik, lå Roy ved mine fødder og blev nusset og kløet, skøn hund. Dejlig hyggelig aften, den glemmer jeg aldrig.
Martin Mackay med 2 af sine border colliehunde, Roy og en yngre han Bob.
Martin Mackay med 2 af sine border colliehunde, Roy og en yngre han Bob.
Hunden har efter en serie flankeløb nær fårene, markeret sin position og leder fårene gennem hegnsåbningen ned i marken igen. Helt fantastisk opvisning og helt uden kommandoer eller fløjt fra Martin Mackay´s side. Hundene leder bare og samler fårene i en fold, som om at det var den mest naturlige ting i verden. De får ingen instruktioner - utroligt!
Hunden har efter en serie flankeløb nær fårene, markeret sin position og leder fårene gennem hegnsåbningen ned i marken igen. Helt fantastisk opvisning og helt uden kommandoer eller fløjt fra Martin Mackay´s side. Hundene leder bare og samler fårene i en fold, som om at det var den mest naturlige ting i verden. De får ingen instruktioner - utroligt!
Durnes Sheepdog Trails 26-09-2005. De vindende hunde og ejere.
Local trailwinners:
Nr. 1. Jock Sutherland med hunden Maid. Nr. 2. Martin Mackay med hunden Bob. Nr. 3. Stephen Mackinnon med hunden Ben. Nr. 4. Neil Mackenzie med hunden Lass. Nr. 5. Michael Otter med hunden Bella.
Trail-Specials:
Macrae Trophy, Skilling Cup, Glengolly Shield, Baillie Cup: Jock Sutherland.
Trials Cup: Martin Mackay.
Durnes Sheepdog Trails 26-09-2005. De vindende hunde og ejere. Local trailwinners: Nr. 1. Jock Sutherland med hunden Maid. Nr. 2. Martin Mackay med hunden Bob. Nr. 3. Stephen Mackinnon med hunden Ben. Nr. 4. Neil Mackenzie med hunden Lass. Nr. 5. Michael Otter med hunden Bella. Trail-Specials: Macrae Trophy, Skilling Cup, Glengolly Shield, Baillie Cup: Jock Sutherland. Trials Cup: Martin Mackay.
Durness. Sango Bay, som er et fantastisk smukt område, som hele tiden forandrer sig med dagens gang, lyset og høj og lavvande.
Durness. Sango Bay, som er et fantastisk smukt område, som hele tiden forandrer sig med dagens gang, lyset og høj og lavvande.
Durness og den berømte kyst her.
Durness og den berømte kyst her.
Sango Bay´s vestlige del, som forbinder Durnes med den storslåede halvø Faraid Head, som ses i horisonten på fotoet.
Sango Bay´s vestlige del, som forbinder Durnes med den storslåede halvø Faraid Head, som ses i horisonten på fotoet.
Kortudsnit med Durness og Faraid Head. Jeg gik den dejlige og fantastiske vandretur langs vestkysten ud til enden af Faraid Head og tilbage ad østkysten til Durness. På vejen derud gik turen over Balnakeil Craft Village og Lotte Glob´s atelier.
Kortudsnit med Durness og Faraid Head. Jeg gik den dejlige og fantastiske vandretur langs vestkysten ud til enden af Faraid Head og tilbage ad østkysten til Durness. På vejen derud gik turen over Balnakeil Craft Village og Lotte Glob´s atelier.
Foto-kalvakade over de kunstbutikker og kunstværksteder, som findes i Balnakeil Craft Village. Her findes også den berømte Lotte Glob´s atelier.
Foto-kalvakade over de kunstbutikker og kunstværksteder, som findes i Balnakeil Craft Village. Her findes også den berømte Lotte Glob´s atelier.
Den danske keramik-kunstner Lotte Glob, som har boet og arbejdet i Durness/Skotland det meste af sit liv. Dansk TV - DR 1 har flere gange vist TV-portrættet, som Søren Ryge Petersen lavede i 1997/98. Her fik han tegnet et fantastisk godt "billede" af mennesket Lotte Glob, som så absolut hører til en af denne verdens meget spændende personligheder. Ovenfor har jeg sat link ind til hendes hjemmeside, ligesom de følgende billeder og fotos viser hendes mangfoldige og ofte særprægede produktion af keramisk kunst. Hun holder af at forsvinde alene ud i den skotske natur, kun med sparsom proviant og et lille et-mandstelt. Her vandrer hun alene og tegner og slapper af. Hun har i årevis opsat mange af sine kunstværker ude i naturen, ved søer, oppe i bjergene osv. Hendes atelier i Balnakeil Craft Village solgte hun i 2002 og byggede et nyt i nærheden af Durness, samtidig med, at hun også byggede sit nye særprægede hus her. Hun er i dag ældre og har i de senere år formgivet mange vandkunst-fontæner i keramik, både som led i hendes kunstneriske virke, som bestillingsopgaver - bl.a. til John Lennon´s Memorial Garden i Durness. Ovenfor i mine rejsebeskrivelser, er der lidt mere at læse om Lotte Glob.
Den danske keramik-kunstner Lotte Glob, som har boet og arbejdet i Durness/Skotland det meste af sit liv. Dansk TV - DR 1 har flere gange vist TV-portrættet, som Søren Ryge Petersen lavede i 1997/98. Her fik han tegnet et fantastisk godt "billede" af mennesket Lotte Glob, som så absolut hører til en af denne verdens meget spændende personligheder. Ovenfor har jeg sat link ind til hendes hjemmeside, ligesom de følgende billeder og fotos viser hendes mangfoldige og ofte særprægede produktion af keramisk kunst. Hun holder af at forsvinde alene ud i den skotske natur, kun med sparsom proviant og et lille et-mandstelt. Her vandrer hun alene og tegner og slapper af. Hun har i årevis opsat mange af sine kunstværker ude i naturen, ved søer, oppe i bjergene osv. Hendes atelier i Balnakeil Craft Village solgte hun i 2002 og byggede et nyt i nærheden af Durness, samtidig med, at hun også byggede sit nye særprægede hus her. Hun er i dag ældre og har i de senere år formgivet mange vandkunst-fontæner i keramik, både som led i hendes kunstneriske virke, som bestillingsopgaver - bl.a. til John Lennon´s Memorial Garden i Durness. Ovenfor i mine rejsebeskrivelser, er der lidt mere at læse om Lotte Glob.
Dette særprægede hus fik hun bygget til sig selv. Man må håbe, at konstruktionen kan holde til de ofte frygtelige storme og orkaner, som hærker Skotland og især det nordlige Skotland. Arkitekten ved navn Gokay Doueci, ja det hedder han, fik til opgave at tegne og indrette et hus ud fra hendes ønsker, behov og anvisninger, sådan, at huset afspejlede hendes livssyn og levevis. Det ligger her smukt ved Loch Eriboll, lidt øst for Durness.
Dette særprægede hus fik hun bygget til sig selv. Man må håbe, at konstruktionen kan holde til de ofte frygtelige storme og orkaner, som hærker Skotland og især det nordlige Skotland. Arkitekten ved navn Gokay Doueci, ja det hedder han, fik til opgave at tegne og indrette et hus ud fra hendes ønsker, behov og anvisninger, sådan, at huset afspejlede hendes livssyn og levevis. Det ligger her smukt ved Loch Eriboll, lidt øst for Durness.
Vandkunst/fuglebad eller bare et pragtfuldt kunstværk ude i haven/naturen. Som ofte går de blå og grønne farver igen i hendes kunstneriske univers.
Vandkunst/fuglebad eller bare et pragtfuldt kunstværk ude i haven/naturen. Som ofte går de blå og grønne farver igen i hendes kunstneriske univers.
Fadet her er mere formfuldendt og må være inspireret af bjerget Suilven, som ligger sydvest for byen Lochinver i området rundt om Loch Assynt, som jeg jo også har besøgt og beskrevet tidligere. Dette bjerg rejser sig lodret op i landskabet og ses viden om.
Lotte Glob´s vandringer har ofte været i bjergområderne syd for Durness, f.eks. i bjergene Ben Loyal, Foinaven, Quinag m.fl.
Fadet her er mere formfuldendt og må være inspireret af bjerget Suilven, som ligger sydvest for byen Lochinver i området rundt om Loch Assynt, som jeg jo også har besøgt og beskrevet tidligere. Dette bjerg rejser sig lodret op i landskabet og ses viden om. Lotte Glob´s vandringer har ofte været i bjergområderne syd for Durness, f.eks. i bjergene Ben Loyal, Foinaven, Quinag m.fl.
Lotte Glob: Syngende kor. Her ude i de åbne skotske vidder, har hun anbragt dette pragtfulde kor. Den evige vind og blæst får de hule "syngende" hoveder til at udtrykke naturens og vejrets sang. Smukt tænkt og udført og - indrømmet - særpræget keramisk kunstværk. -- Mange af hendes arbejder gennem årene, har været med dette bevidst grove og lidt ufærdige, eller måske "mislykkede" kunstneriske udtryk - som jeg vil tro udspringer af hendes meget traumatiske barndom, som ganske utilpasset barn i det danske skole - og ungdomssystem. Hendes livssyn og opfattelse, mener jeg, ses tyydeligt i den kunst hun frembringer - En helt unik sammenhæng i livets tilskikkelser, som hun opfatter dem og får formidlet via sin kunst. I dag synes jeg hun i mine øjne, er en helt formidabel kunstner, som formår, at skabe noget aldeles unikt, som både er enkelt, primitivt og nærmest ufærdigt, men alligevel utroligt smukt på sin helt enestående måde, hvor man samtidigt kan fornemme hvorfor og hvad der får Lotte Glob til at give kunstværket de mange forskellige udtryk og budskaber så klart frem.
Lotte Glob: Syngende kor. Her ude i de åbne skotske vidder, har hun anbragt dette pragtfulde kor. Den evige vind og blæst får de hule "syngende" hoveder til at udtrykke naturens og vejrets sang. Smukt tænkt og udført og - indrømmet - særpræget keramisk kunstværk. -- Mange af hendes arbejder gennem årene, har været med dette bevidst grove og lidt ufærdige, eller måske "mislykkede" kunstneriske udtryk - som jeg vil tro udspringer af hendes meget traumatiske barndom, som ganske utilpasset barn i det danske skole - og ungdomssystem. Hendes livssyn og opfattelse, mener jeg, ses tyydeligt i den kunst hun frembringer - En helt unik sammenhæng i livets tilskikkelser, som hun opfatter dem og får formidlet via sin kunst. I dag synes jeg hun i mine øjne, er en helt formidabel kunstner, som formår, at skabe noget aldeles unikt, som både er enkelt, primitivt og nærmest ufærdigt, men alligevel utroligt smukt på sin helt enestående måde, hvor man samtidigt kan fornemme hvorfor og hvad der får Lotte Glob til at give kunstværket de mange forskellige udtryk og budskaber så klart frem.
Balnakeil bugtens enorme hvide sandstrande og krystalklare vand og turkisfarvede hav, dannede ramme om dette kunstværk, som bestod af hundredvis af keramik "bolde", som Lotte Glob udlagde i denne kystfølgende endeløse række af mangefarvede "bolde" i forskellige størrelser. De blev udlagt ved lavvande og da højvandet satte ind, blev man vidne til, at kæden først blev bugtet og slynget, for senere at briste forskellige steder og danne mindre slyngede kæder og få og enlige "bolde", som drev ind sammen i grupper, eller hver for sig, i takt med tidevandets fremfærd. Det hele blev filmet af Søren Ryge Petersen i hans portrætfilm om Lotte Glob. Det visuelle indtryk var flot og tankevækkende og man kan udlede mange tanker og meninger om det samlede kunstværks menneskelige budskab, som kan handle om de mange enkeltindivider, med forskellig form, farve og indhold, som menneskene består af i dag. Denne menneskelige kæde/kædereaktion, brydes ofte af udefrakommende hændelser (tidevandet), kæden brydes, man mister sammenholdet, man vokser fra hinanden eller man adskilles bevidst eller forhindres i at være en del af livets kæde. Man driver fra hinanden og ofte i favnen på andre, man hellere vil være hos, eller ufravilligt er nødt til at være hos, i de grupper og fællesskaber menneskene altid har dannet her på jorden. Nogen bliver revet væk af livets tidevand, andre ønsker ikke at være med i fællesskabet, men at være alene og andre igen ønsker at være med i fællesskabet, men magter det ikke og flyder rundt på må og få i livets tidevand, som ubønhørligt altid skyller hen over menneskene.
Ja man kan udlede meget, når en så dygtig kunstner, som Lotte Glob fremstiller sådanne unikke kunstværker med et så mangfoldigt budskab, afhængende af de øjne der ser. Uforglemmeligt.
Balnakeil bugtens enorme hvide sandstrande og krystalklare vand og turkisfarvede hav, dannede ramme om dette kunstværk, som bestod af hundredvis af keramik "bolde", som Lotte Glob udlagde i denne kystfølgende endeløse række af mangefarvede "bolde" i forskellige størrelser. De blev udlagt ved lavvande og da højvandet satte ind, blev man vidne til, at kæden først blev bugtet og slynget, for senere at briste forskellige steder og danne mindre slyngede kæder og få og enlige "bolde", som drev ind sammen i grupper, eller hver for sig, i takt med tidevandets fremfærd. Det hele blev filmet af Søren Ryge Petersen i hans portrætfilm om Lotte Glob. Det visuelle indtryk var flot og tankevækkende og man kan udlede mange tanker og meninger om det samlede kunstværks menneskelige budskab, som kan handle om de mange enkeltindivider, med forskellig form, farve og indhold, som menneskene består af i dag. Denne menneskelige kæde/kædereaktion, brydes ofte af udefrakommende hændelser (tidevandet), kæden brydes, man mister sammenholdet, man vokser fra hinanden eller man adskilles bevidst eller forhindres i at være en del af livets kæde. Man driver fra hinanden og ofte i favnen på andre, man hellere vil være hos, eller ufravilligt er nødt til at være hos, i de grupper og fællesskaber menneskene altid har dannet her på jorden. Nogen bliver revet væk af livets tidevand, andre ønsker ikke at være med i fællesskabet, men at være alene og andre igen ønsker at være med i fællesskabet, men magter det ikke og flyder rundt på må og få i livets tidevand, som ubønhørligt altid skyller hen over menneskene. Ja man kan udlede meget, når en så dygtig kunstner, som Lotte Glob fremstiller sådanne unikke kunstværker med et så mangfoldigt budskab, afhængende af de øjne der ser. Uforglemmeligt.
Balnakeil bugten og Balnakeil Castle i baggrunden. Det er nu ikke en egentlig borg, men "bare" et større hus. Balnakeil - og Durnessområdet har siden stenalderen haft menneskelig liv og påvirkninger, som der er mange vidnedsbyrd om og efterladensskaber fra. Århundrederne op til, under og efter vikingetiden, som jo egentlig kun foregik i 2-3 århundreder, præger mange af områdets karakteristika. Balnakeil´s kirkeruin fra vikingetiden og de få begravelsespladser i området, som er helt tilbage fra sten/jernalderen.
Balnakeil bugten og Balnakeil Castle i baggrunden. Det er nu ikke en egentlig borg, men "bare" et større hus. Balnakeil - og Durnessområdet har siden stenalderen haft menneskelig liv og påvirkninger, som der er mange vidnedsbyrd om og efterladensskaber fra. Århundrederne op til, under og efter vikingetiden, som jo egentlig kun foregik i 2-3 århundreder, præger mange af områdets karakteristika. Balnakeil´s kirkeruin fra vikingetiden og de få begravelsespladser i området, som er helt tilbage fra sten/jernalderen.
Aftenlyset falder ind fra havet, ind over Balnakeilbugtens kridvide strande og irgrønne havvand, medens gråblå regnskyer samler sig og truende nærmer sig fra sydvest. Min vandretur ud langs halvøen Faraid Head med dette smukke syn hele vejen, var fantastiskdejligt. De mange klipper blev hele tiden afløst af enorme sandklitter og disse hvide strande. En meget kærkommen og anderledes vandring, end jeg normalt har skulle vandre, nemlig i klipper, skærver, sten og mudder.
Aftenlyset falder ind fra havet, ind over Balnakeilbugtens kridvide strande og irgrønne havvand, medens gråblå regnskyer samler sig og truende nærmer sig fra sydvest. Min vandretur ud langs halvøen Faraid Head med dette smukke syn hele vejen, var fantastiskdejligt. De mange klipper blev hele tiden afløst af enorme sandklitter og disse hvide strande. En meget kærkommen og anderledes vandring, end jeg normalt har skulle vandre, nemlig i klipper, skærver, sten og mudder.
Faraid Head og næsten ude ved halvøens yderste område. Regnskyer trak sammen og det småstænkede lidt. Men lyset her ude ved klipperne, langt ude i Atlanten, som halvøen strækker sig ud i, var helt unikt og enestående smukt. De gråblå skyer, det lyseblå hav og de sorte lavaklipper med deres lag af smaragdgrønt græs, tog sig umådeligt smukt ud i det særlige lys, som solen, skyerne og himlen frembragte. På turen mødte jeg stor regnspove, som i deres flugt forbi mig, udstødte melodiske og melankolske fløjt, som yderligere understregede den visuelle og følelsesmæssige stemning, som naturen bød mig på vandringen her. Senere så jeg også en sortstrubet lom, som lettede neden for nogle klipper og derefter forsvant ud over havet. Smuk - smuk tur.
Faraid Head og næsten ude ved halvøens yderste område. Regnskyer trak sammen og det småstænkede lidt. Men lyset her ude ved klipperne, langt ude i Atlanten, som halvøen strækker sig ud i, var helt unikt og enestående smukt. De gråblå skyer, det lyseblå hav og de sorte lavaklipper med deres lag af smaragdgrønt græs, tog sig umådeligt smukt ud i det særlige lys, som solen, skyerne og himlen frembragte. På turen mødte jeg stor regnspove, som i deres flugt forbi mig, udstødte melodiske og melankolske fløjt, som yderligere understregede den visuelle og følelsesmæssige stemning, som naturen bød mig på vandringen her. Senere så jeg også en sortstrubet lom, som lettede neden for nogle klipper og derefter forsvant ud over havet. Smuk - smuk tur.
Helt ude ved enden af halvøen Faraid Head holdt jeg hvil og drak te, trods det at vejret blev dårligere. Skyerne trak sammen og blev nærmest uigennemtrængelige for solen, som her ud på aftenen ikke havde sin styrke mere. Dette foto fik jeg taget af dette fantastiske naturskuespil omkring mig. Man skulle tro det var løgn, at vejret og lyset kan forandre sig så meget, men sådan sker det i Skotland og især ude ved havet og hvor der er endeløse klipper, sand, græs og lavvandede havbugter. Da jeg stod der, føltes det som om Messias/Jesus var på vej, til at stige ned til mig ad Jacob´s sølvfarvede solstige. "Himmelsk" oplevelse - helt unikt!!
Helt ude ved enden af halvøen Faraid Head holdt jeg hvil og drak te, trods det at vejret blev dårligere. Skyerne trak sammen og blev nærmest uigennemtrængelige for solen, som her ud på aftenen ikke havde sin styrke mere. Dette foto fik jeg taget af dette fantastiske naturskuespil omkring mig. Man skulle tro det var løgn, at vejret og lyset kan forandre sig så meget, men sådan sker det i Skotland og især ude ved havet og hvor der er endeløse klipper, sand, græs og lavvandede havbugter. Da jeg stod der, føltes det som om Messias/Jesus var på vej, til at stige ned til mig ad Jacob´s sølvfarvede solstige. "Himmelsk" oplevelse - helt unikt!!
Balnakeil.
Balnakeil.
Balnakeil.
Balnakeil.
Balnakeil.
Balnakeil.
Min "himmelske" henrykkelse kom dog meget hurtigt ned på jorden igen. For da jeg havde gået lidt mere og skyerne lettede lidt og regnen drev ud over havet og blev afløst af let skydække og en lys sløret dis, kom jeg frem til hegnet ved militærforlægningen, som desværre er placeret her ude på den yderste pynt af Faraid Head. Det er sikkert en militær nødvendighed, men øv for et klimaks, at blive mindet om denne verdens galskab og bestræbelser på at forhindre og forebygge dette galskab i at ske.
Min "himmelske" henrykkelse kom dog meget hurtigt ned på jorden igen. For da jeg havde gået lidt mere og skyerne lettede lidt og regnen drev ud over havet og blev afløst af let skydække og en lys sløret dis, kom jeg frem til hegnet ved militærforlægningen, som desværre er placeret her ude på den yderste pynt af Faraid Head. Det er sikkert en militær nødvendighed, men øv for et klimaks, at blive mindet om denne verdens galskab og bestræbelser på at forhindre og forebygge dette galskab i at ske.
På østsiden af Faraid Head er landskabet mere blødt og rundt i form af græsklædte gamle klitter og udviskede og forvitrede klipper. Vejret klarede op på min vej tilbage mod Balnakeil og Durness. Lyset blev igen helt anderledes. Søfugle fløj skrigende rundt og nede i bugten så adskillige sæler. På et tidspunkt så jeg et sælhovede stikke lige lodret op i vandet. Sælen bevægede sig ikke, men hang i vandoverfladen som en prop og gyngede i takt til bølgerne og dønningernes bevægelser. Da jeg kom nærmere og kunne bruge min kikkert, så jeg at sælen havde lukkede øjne og min første antagelse var, at den var død. Men så kunne jeg se dens næsebor åbne og lukke sig i takt med åndedraget. Sælen sov åbenbart sådan! Min passage af den del af kysten tog ca. 20 minutter, og i den tid rørte den sig ikke af stedet, men sov roligt i dønningernes søvndyssende vuggende bevægelser. Særpræget og sjov oplevelse.
På østsiden af Faraid Head er landskabet mere blødt og rundt i form af græsklædte gamle klitter og udviskede og forvitrede klipper. Vejret klarede op på min vej tilbage mod Balnakeil og Durness. Lyset blev igen helt anderledes. Søfugle fløj skrigende rundt og nede i bugten så adskillige sæler. På et tidspunkt så jeg et sælhovede stikke lige lodret op i vandet. Sælen bevægede sig ikke, men hang i vandoverfladen som en prop og gyngede i takt til bølgerne og dønningernes bevægelser. Da jeg kom nærmere og kunne bruge min kikkert, så jeg at sælen havde lukkede øjne og min første antagelse var, at den var død. Men så kunne jeg se dens næsebor åbne og lukke sig i takt med åndedraget. Sælen sov åbenbart sådan! Min passage af den del af kysten tog ca. 20 minutter, og i den tid rørte den sig ikke af stedet, men sov roligt i dønningernes søvndyssende vuggende bevægelser. Særpræget og sjov oplevelse.
Kyle Of Durness, det lavvandede farvand mellem Cape Wrath Halvøen og Durness/Faraid Head.
Kyle Of Durness, det lavvandede farvand mellem Cape Wrath Halvøen og Durness/Faraid Head.
Kyle Of Durness. Her gik jeg langs kysten ud og tilbage, medens jeg ventede på den lille færge over til Cape Wrath bussen.
Kyle Of Durness. Her gik jeg langs kysten ud og tilbage, medens jeg ventede på den lille færge over til Cape Wrath bussen.
Ved "færgefarten" over Kyle Of Durness farvandet, hvis lille båd bringer folk over til de 2 gamle minibusser som kører de ca. 20 km. ud til Cape Wrath.
Ved "færgefarten" over Kyle Of Durness farvandet, hvis lille båd bringer folk over til de 2 gamle minibusser som kører de ca. 20 km. ud til Cape Wrath.
Den lille fladbundede aluminiumsbåd efter turen over det lavvandede Kyle Of Durness farvand, lægger til ved den gamle cementanløbsrampe på bredden af Cape Wrath-halvøen, hvorfra minibussen kører folk ud til den yderste pynt med fyrtårnet Cape Wrath.
Den lille fladbundede aluminiumsbåd efter turen over det lavvandede Kyle Of Durness farvand, lægger til ved den gamle cementanløbsrampe på bredden af Cape Wrath-halvøen, hvorfra minibussen kører folk ud til den yderste pynt med fyrtårnet Cape Wrath.
Kortudsnit af Cape Wrath-halvøen og Kyle Of Durness-farvandet, som ses i fotoets nederste højre hjørne, hvor den lille båd sejler os over til bussen, som kører af den smalle vej ud til Cape Wrath. -- I farvandet ud for Cape Wrath og mod vest over til Hebriderne, ligger der 179 skibsvrag på bunden, heraf særligt mange fra 2. Verdenskrig, men også mange forliste skibe, som er gået på skær og ramt klipperne her. Vejret er ofte hårdt med stærke storme og lumske havstrømme. -- 30 km. vest for Cape Wrath, den 5. juli 1944, kl. 21:50, blev trawleren Noreen Mary på 207 tons, bygget i 1916, sænket af kanonbeskydning med 88mm. granater fra den tyske u-båd U-247. Af trawlerens 10 mands besætning blev de 8 dræbt under sænkningen af deres fisketrawler. Hændelsen var på dette tidspunkt af 2. Verdenskrig, ret speciel, da de tyske u-både konstant blev sporet og angrebet af allierede fly. U-bådskaptajnen, Oberleutnant zur See Gerhard Matschulat (24 år), var åbenbart koldblodig nok, eller bare uerfaren og dumdristig nok, til at ligge uddykket og sænke trawleren med sin kanon. U-247 havde kun været i krig siden den 18. maj 1944, da den sejlede ud fra basen i Arendal i Norge og blev kort tid efter selv sænket af dybdebomber, i den Engelske Kanal den 1. september 1944, udlagt af de Canadiske frigatter HMCS Saint John og HMCS Swansea. Alle 52 besætningsmedlemmer i U-247 omkom. -- Mellem og omkring Orkney-øerne og farvandet Pentland Firth mellem Orkney og Skotland´s nordkyst og rundt om Cape Wrath, ligger der i dag 608 skibsvrag, heraf mange fra både 1. og 2. Verdenskrig.
Kortudsnit af Cape Wrath-halvøen og Kyle Of Durness-farvandet, som ses i fotoets nederste højre hjørne, hvor den lille båd sejler os over til bussen, som kører af den smalle vej ud til Cape Wrath. -- I farvandet ud for Cape Wrath og mod vest over til Hebriderne, ligger der 179 skibsvrag på bunden, heraf særligt mange fra 2. Verdenskrig, men også mange forliste skibe, som er gået på skær og ramt klipperne her. Vejret er ofte hårdt med stærke storme og lumske havstrømme. -- 30 km. vest for Cape Wrath, den 5. juli 1944, kl. 21:50, blev trawleren Noreen Mary på 207 tons, bygget i 1916, sænket af kanonbeskydning med 88mm. granater fra den tyske u-båd U-247. Af trawlerens 10 mands besætning blev de 8 dræbt under sænkningen af deres fisketrawler. Hændelsen var på dette tidspunkt af 2. Verdenskrig, ret speciel, da de tyske u-både konstant blev sporet og angrebet af allierede fly. U-bådskaptajnen, Oberleutnant zur See Gerhard Matschulat (24 år), var åbenbart koldblodig nok, eller bare uerfaren og dumdristig nok, til at ligge uddykket og sænke trawleren med sin kanon. U-247 havde kun været i krig siden den 18. maj 1944, da den sejlede ud fra basen i Arendal i Norge og blev kort tid efter selv sænket af dybdebomber, i den Engelske Kanal den 1. september 1944, udlagt af de Canadiske frigatter HMCS Saint John og HMCS Swansea. Alle 52 besætningsmedlemmer i U-247 omkom. -- Mellem og omkring Orkney-øerne og farvandet Pentland Firth mellem Orkney og Skotland´s nordkyst og rundt om Cape Wrath, ligger der i dag 608 skibsvrag, heraf mange fra både 1. og 2. Verdenskrig.
Historien om Fregatten HMS Bullen, de 2 tyske U-både, U-775 og U-297 og den britiske Costal Command flyvebåd og "u-bådsdræber", en Short Sunderland Mark III, NS-Y fra Eskadrille 201, med base i Castle Archdale, Loch Erne, County Fermanagh, Nordirland. Det var den 6. december 1944 - 2. Verdenskrig var tabt for tyskerne, men deres u-både strejfede stadig rundt omkring England, ofte i og omkring de skotske farvande. U-775 var på sin første krigspatrulje, efter at have stået til søs den 1. november 1944 fra Kiel til Bergen i Norge og videre til bl.a. de nordskotske farvande omkring Cape Wrath og Pentland Firth i farvandet mellem Skotland og Orkneyøerne. Her fik u-bådens kaptajn, Oberleutnant zur See Erich Taschenmacher den britiske fregat HMS Bullen i sigte og sænkede den med en enkelt torpedo, som traf fregatten i styrbords side, hvor motor og kedelrummet blev smadret og skibets "ryg" brækket. Vandet væltede ind og fregatten blev overfyldt med vand og brækkede i 2 dele, medens den sank, hvorved 71 mand på fregatten omkom og 97 overlevede. I nærheden lå der yderligere 2 fregatter, HMS Loch Insh og HMS Goodall og destroyeren HMS Hesperus. - HMS Goodall blev som det sidste skib i konvojeskorterne, sænket
om aftenen den 29. april 1945, ved Murmansk i Barentshavet, hvorved 112 besætningsmedlemmer omkom og 44 overlevede. Den tyske U-båd, U-286 som sænkede Goodall, blev selv sænket dagen efter, af bl.a. fregatten Loch Insh. Alle u-bådens besætningsmedlemmer omkom - krigen krævede stadigt sine unødige ofre, selv om krigen sluttede få dage senere den 8. maj 1945. - De 3 britiske krigsskibe hastede ned mod positionen, hvor HMS Bullen var ved at synke, hvor de hurtigt optog søgningen efter den tyske u-båd og samtidigt prøvede at samle overlevende op fra HMS Bullen. HMS Goodall fik u-bådskontakt via sit Asdic system og man jagede u-båden i over 14 timer mod nordøst, med anvendelse af serier af dybdebomber. U-båden, U-775 undgik dog at blive ramt og forsvandt væk fra området. Senere i krigen lykkedes det U-775, at sænke 1 handelsskib. Den 28. februar 1945 blev det lille amerikanske fragtskib Soreldoc, sænket i farvandet mellem Irland og England, sydøst for Dublin. Skibet brød i 2 dele og sank på kun 30 sekunder, hvorved kaptajnen og 14 besætningsmedlemmer og passagere omkom. 21 andre overlevede. Den 6. marts 1945, blev det store britiske fragtskib Empire Geraint skadet, af en torpedo fra U-775 - dog uden at skibet sank. U-775 overlevede krigen og besætningen overgav sig den 9. maj 1945 i Trondheim, Norge.  -- Historien om U-297 og Short Sunderland flyvebåden kan ses og læses ved næste foto. -- Sænkningen skete her: Strathy Point, position 58º30'N, 05º03'W. Se evt. side med vragoplysninger: http://www.wrecksite.eu/wreck.aspx?123922 og evt.: http://www.scapaflow.com/wrecks-of-cape-wrath.html
Historien om Fregatten HMS Bullen, de 2 tyske U-både, U-775 og U-297 og den britiske Costal Command flyvebåd og "u-bådsdræber", en Short Sunderland Mark III, NS-Y fra Eskadrille 201, med base i Castle Archdale, Loch Erne, County Fermanagh, Nordirland. Det var den 6. december 1944 - 2. Verdenskrig var tabt for tyskerne, men deres u-både strejfede stadig rundt omkring England, ofte i og omkring de skotske farvande. U-775 var på sin første krigspatrulje, efter at have stået til søs den 1. november 1944 fra Kiel til Bergen i Norge og videre til bl.a. de nordskotske farvande omkring Cape Wrath og Pentland Firth i farvandet mellem Skotland og Orkneyøerne. Her fik u-bådens kaptajn, Oberleutnant zur See Erich Taschenmacher den britiske fregat HMS Bullen i sigte og sænkede den med en enkelt torpedo, som traf fregatten i styrbords side, hvor motor og kedelrummet blev smadret og skibets "ryg" brækket. Vandet væltede ind og fregatten blev overfyldt med vand og brækkede i 2 dele, medens den sank, hvorved 71 mand på fregatten omkom og 97 overlevede. I nærheden lå der yderligere 2 fregatter, HMS Loch Insh og HMS Goodall og destroyeren HMS Hesperus. - HMS Goodall blev som det sidste skib i konvojeskorterne, sænket om aftenen den 29. april 1945, ved Murmansk i Barentshavet, hvorved 112 besætningsmedlemmer omkom og 44 overlevede. Den tyske U-båd, U-286 som sænkede Goodall, blev selv sænket dagen efter, af bl.a. fregatten Loch Insh. Alle u-bådens besætningsmedlemmer omkom - krigen krævede stadigt sine unødige ofre, selv om krigen sluttede få dage senere den 8. maj 1945. - De 3 britiske krigsskibe hastede ned mod positionen, hvor HMS Bullen var ved at synke, hvor de hurtigt optog søgningen efter den tyske u-båd og samtidigt prøvede at samle overlevende op fra HMS Bullen. HMS Goodall fik u-bådskontakt via sit Asdic system og man jagede u-båden i over 14 timer mod nordøst, med anvendelse af serier af dybdebomber. U-båden, U-775 undgik dog at blive ramt og forsvandt væk fra området. Senere i krigen lykkedes det U-775, at sænke 1 handelsskib. Den 28. februar 1945 blev det lille amerikanske fragtskib Soreldoc, sænket i farvandet mellem Irland og England, sydøst for Dublin. Skibet brød i 2 dele og sank på kun 30 sekunder, hvorved kaptajnen og 14 besætningsmedlemmer og passagere omkom. 21 andre overlevede. Den 6. marts 1945, blev det store britiske fragtskib Empire Geraint skadet, af en torpedo fra U-775 - dog uden at skibet sank. U-775 overlevede krigen og besætningen overgav sig den 9. maj 1945 i Trondheim, Norge. -- Historien om U-297 og Short Sunderland flyvebåden kan ses og læses ved næste foto. -- Sænkningen skete her: Strathy Point, position 58º30'N, 05º03'W. Se evt. side med vragoplysninger: http://www.wrecksite.eu/wreck.aspx?123922 og evt.: http://www.scapaflow.com/wrecks-of-cape-wrath.html
Fregatten H.M.S. Bullen (Skibsnr.: K 469) af Buckley-klassen. 
Tonnage 1.300 tons 
Afsluttede 1943 - Betlehem-Hingham Skibsværfter Inc, Hingham MA 
CLASS: BUCKLEY (lend-lease)
TYPE: TE (turbine-electric drive, 3" guns) 
Displacement: 1,400 tons (std) 1,740 tons (full) Dimensions: 306' (oa), 300' (wl) x 36' 9" x 13' 6" (max)
Armament: 3-3"/50 Mk22 (1x3), 1-1.1"/75 Mk2 quad AA (4x1), 8-20mm Mk 4 AA (varied by ship), 
1 Hedgehog Projector Mk10 , 4-Mk6 depth charge projectors, 2-Mk9 depth charge tracks
Machinery: 2 "D" Express boilers, G.E. turbines with electric drive, 12000 shp, 2 screws
Speed: 24 knots Range: 4,940 nm @ 12 knots Crew: 186

Ejer Admiralitetet 
Hjemhavn 
Dato for angreb 6 Dec 1944 Nationalitet: Britisk 
   
Skæbne sænket af U-775 (Erich Taschenmacher) 
Position 58.30N, 05.03W - Grid EN 15 
Suppler 168 officerer og mænd (71 døde og 97 overlevende). 
Convoy 
Rute 
Cargo 
Historie bygget som en unavngivet destroyer escort (DE 78) af Buckley klassen for den amerikanske flåde. På 25 oktober 1943, bestilt efter afslutning som fregat HMS Bullen (K 469) i Royal Navy. 
  
Bemærkninger om tab på 6 Dec, 1944, HMS Bullen (K 469) (LtCdr AH Sogn, RN) i det 19. Escort Gruppen blev sænket af en myg fra U-775 off Strathy Point i Pentland Firth. HMS Loch Insh (K 433) (T / A / LtCdr EAK Dempster, DSC, RNVR) og HMS Goodall (K 479) (LtCdr JV Fulton, RNVR) i samme Escort Group jages U-båd til de næste 14 timer, men hun undslap uskadt. Liste over skibets døde besætningsmedlemmer kan ses her:
http://www.uboat.net/allies/merchants/crews/ship3385.html
Af reel interesse var HMS Bullen, og Manipur, og den potentielle lokaliteter af disse to vrag blev hurtigt placeret. Bullen startede livet som en amerikansk fregat kendt som USS DE78, før hun blev leaset til Storbritannien og benyttes af RN. Hun blev torpederet af U-775 på 6 Dec 1944 og lå uopdagede indtil 28/7/02, da hun blev markeret på Karins ekkolod i en generel dybde på 80-90m.and blev først dykkede på 29/7/02. Bottom tider var op til 20 minutter og den dybeste registrerede dybde var 91, de fire åbne kredsløb dykkere konkluderet, at for reelle efterforskning dette var tæt på max dybde for deres flasker, havde de fem rebreathere ikke har denne begrænsning. Skuddet linje var landet i det åbne broen området, så en øjeblikkelig anerkendelse af vraget er et krigsskib var let, brand kontrol og range finding udstyr rodede i blandt kompasset og telegrafer og videre op vraget var små dæk pistoler med ammunition spyede ud over havbunden.

Of real interest was HMS Bullen, and Manipur, and the potential sites of these two wrecks were quickly located. Bullen started life as an American frigate known as the USS DE78 before she was leased to Britain and used by the RN. She was torpedoed by U-775 on 6 Dec 1944 and lay undiscovered until 28/7/02 when she was marked on Karins sounder in a general depth of 80-90m.and was first dived on 29/7/02. Bottom times were up to 20 mins and the deepest recorded depth was 91m, the four open circuit divers concluded that for real exploration this was close to the max depth for their cylinders, the five rebreathers did not have this limitation. The shot line had landed in the open bridge area so an immediate recognition of the wreck being a warship was easy, fire control and range finding equipment jumbled in amongst the compass and telegraphs and further up the wreck were small deck guns with ammunition spewed out over the sea bed.
Fregatten H.M.S. Bullen (Skibsnr.: K 469) af Buckley-klassen. Tonnage 1.300 tons Afsluttede 1943 - Betlehem-Hingham Skibsværfter Inc, Hingham MA CLASS: BUCKLEY (lend-lease) TYPE: TE (turbine-electric drive, 3" guns) Displacement: 1,400 tons (std) 1,740 tons (full) Dimensions: 306' (oa), 300' (wl) x 36' 9" x 13' 6" (max) Armament: 3-3"/50 Mk22 (1x3), 1-1.1"/75 Mk2 quad AA (4x1), 8-20mm Mk 4 AA (varied by ship), 1 Hedgehog Projector Mk10 , 4-Mk6 depth charge projectors, 2-Mk9 depth charge tracks Machinery: 2 "D" Express boilers, G.E. turbines with electric drive, 12000 shp, 2 screws Speed: 24 knots Range: 4,940 nm @ 12 knots Crew: 186 Ejer Admiralitetet Hjemhavn Dato for angreb 6 Dec 1944 Nationalitet: Britisk Skæbne sænket af U-775 (Erich Taschenmacher) Position 58.30N, 05.03W - Grid EN 15 Suppler 168 officerer og mænd (71 døde og 97 overlevende). Convoy Rute Cargo Historie bygget som en unavngivet destroyer escort (DE 78) af Buckley klassen for den amerikanske flåde. På 25 oktober 1943, bestilt efter afslutning som fregat HMS Bullen (K 469) i Royal Navy. Bemærkninger om tab på 6 Dec, 1944, HMS Bullen (K 469) (LtCdr AH Sogn, RN) i det 19. Escort Gruppen blev sænket af en myg fra U-775 off Strathy Point i Pentland Firth. HMS Loch Insh (K 433) (T / A / LtCdr EAK Dempster, DSC, RNVR) og HMS Goodall (K 479) (LtCdr JV Fulton, RNVR) i samme Escort Group jages U-båd til de næste 14 timer, men hun undslap uskadt. Liste over skibets døde besætningsmedlemmer kan ses her: http://www.uboat.net/allies/merchants/crews/ship3385.html Af reel interesse var HMS Bullen, og Manipur, og den potentielle lokaliteter af disse to vrag blev hurtigt placeret. Bullen startede livet som en amerikansk fregat kendt som USS DE78, før hun blev leaset til Storbritannien og benyttes af RN. Hun blev torpederet af U-775 på 6 Dec 1944 og lå uopdagede indtil 28/7/02, da hun blev markeret på Karins ekkolod i en generel dybde på 80-90m.and blev først dykkede på 29/7/02. Bottom tider var op til 20 minutter og den dybeste registrerede dybde var 91, de fire åbne kredsløb dykkere konkluderet, at for reelle efterforskning dette var tæt på max dybde for deres flasker, havde de fem rebreathere ikke har denne begrænsning. Skuddet linje var landet i det åbne broen området, så en øjeblikkelig anerkendelse af vraget er et krigsskib var let, brand kontrol og range finding udstyr rodede i blandt kompasset og telegrafer og videre op vraget var små dæk pistoler med ammunition spyede ud over havbunden. Of real interest was HMS Bullen, and Manipur, and the potential sites of these two wrecks were quickly located. Bullen started life as an American frigate known as the USS DE78 before she was leased to Britain and used by the RN. She was torpedoed by U-775 on 6 Dec 1944 and lay undiscovered until 28/7/02 when she was marked on Karins sounder in a general depth of 80-90m.and was first dived on 29/7/02. Bottom times were up to 20 mins and the deepest recorded depth was 91m, the four open circuit divers concluded that for real exploration this was close to the max depth for their cylinders, the five rebreathers did not have this limitation. The shot line had landed in the open bridge area so an immediate recognition of the wreck being a warship was easy, fire control and range finding equipment jumbled in amongst the compass and telegraphs and further up the wreck were small deck guns with ammunition spewed out over the sea bed.
Fortsat den 6. december 1944 og 3 timer efter at Fregatten HMS Bullen var sunket, ankom den britiske militære flyvebåd, Short Sunderland Mk.III. NS-Y fra eskadrille 201 til havområdet kl. 10:53 om formiddagen, hidkaldt fra dens ordinære u-bådspatruljering, for at bistå med søgningen af overlevende og opsporing af den tyske u-båd. På det foregående foto af området, ses flyets eftersøgnings rute, som foregik i et nøje planlagt mønster. Flyets pilot var Flyverløjtnant Denis Ralph Hatton nr. 129070, fra R.A.F. - V.R. (Volunteer Reserve - folk og enheder fra de frivillige reserver i RAF). Piloten Hatton og hans 11 mands store besætning på flyvebåden kunne straks se de overlevende fra HMS Bullen i vandet, hvor de søgte at overleve på flydende vragdele og skibets redningsflåder. Flyvebåden fortsatte sin eftersøgning for at opdage den tyske u-båd, via sin radar, udkik og Radiopejlingssystem (Huff-Duff-systemet). Da klokken var 16:43, i det svindende december eftermiddagslys, opdagede man en lille hvid røgsky/tågesky lige over havoverfladen, knap 8 kilometer væk. Pilot Hatton dykkede ned til en flyvehøjde på ca. 70 meter og nærmede sig positionen, hvor den hvide "sky" stadigt kunne ses, sammen med en krusning og lille bølge i havoverfladen. Besætningen var hurtigt klar over, at det var en u-båds Snorkel (luftindtag til u-bådens motorer, så denne kunne sejle og oplade batterierne under havoverfladen og ikke behøvede at sejle på havet i uddykket tilstand) og at u-bådens hastighed var ca. 10 - 12 knob og at retningen var i nordøstlig retning. Men u-båden var ikke U-775, men en anden tysk u-båd, nemlig U-297. Den var under kommando af Oberleutnant zur See Wolfgang Aldegarmann og var på sin første krigspatrulje, som var indledt den 11. november 1944, fra Kiel til Horten i Norge, hvorfra krigspatruljen udgik den 25. november og som nu havde varet kun 12 dage. Kaptajnen og u-bådens besætning var glade for den nye type udstyr, som snorkelsystemet betød for båden - så man sejlede lystigt afsted med snorklen oven vande. Man var åbenbart ikke erfaren nok til at vide, at snorklen udsendte vanddamp og skabte en tydelig bølge i havoverfladen. Sunderlandflyet angreb straks i ca. 15-20 meters højde, men dens dybdebomber, fejlede og blev ikke udløst ved overflyvningen af positionen med snorkelbølgen. Man vendte rundt og angreb igen - på samme måde hen langs og i samme retning, som bølgen løb efter u-bådens snorkel - og dennegang udløstes dybdebomberne, 6 styk. Klokken var nu 16:52 og 3 dybdebomber ramte ned i bølgen lige bag snorklen og de 3 andre dybdebomber slog ned ca. 25 meter foran snorkelen. Alle 6 bomber eksploderede og snorkel og bølgen herefter forsvandt. Hatton lod flyet cirkle i ca. 5 minutter og man kunne nu se en stor mængde olie og okkerfarvet vand strømme op på havoeverfladen, der efter 20 minutter dækkede et område på godt 2 kilometers størrelse. En af de 6 dybdebomber havde direkte ramt u-bådens kommandotårn og blæst det til atomer. Havet væltede ind i u-båden og besætningen kunne intet stille op, de var komplet uforberedte og havde ingen tid til at foretage sig noget og alle de 50 tyske u-bådsfolk druknede skrigende, på deres vej ned i dybet, inden vraget ramte bunden ca. 100 meter nede og alle var druknet. Positionen for sænkningen er ca. 20 km. vest for kysten ved Yesnaby, som ligger på Ørkney-øernes hovedø. Hatton og hans Sunderland fløj nu væk og kl. 16:57 kunne man via radio- og morsesignaler rapportere om situationen, til de britiske frigatter og destroyeren, som stadig søgte i området. Hatton forblev i området, cirklende indtil kl. 17:35, da man var nødt til at flyve tilbage til basen på den sidste benzin i flyets tanke. Man havde nu været i luften siden kl. 07:10 om morgenen og de landende på basen i Nordirland kl. 21:23, efter en tur på 14 timer og 13 minutter. Hatton kunne dog kun rapportere, at de muligvis havde sænket en u-båd, da de ikke havde nået at få radarkontakt og angrebet skete så hurtigt. Flyets fotokameraer havde heller ikke haft lys nok til at få billeder fra positionen. Hatton og flyet blev derfor aldrig akkrediteret for sænkningen af U-297. Man antog at korvetternes dybdebomber havde været skyld i sænkningen af u-båden (Briterne vidste ikke hvilken u-båd, som der var tale om og slet ikke at der var tale om 2 u-både). Ligeledes kunne tyskerne heller ikke finde ud af hvad der var sket, da u-båden aldrig dukkede op igen på basen i Norge og først et år efter (december 1945), fik besætningens pårørende besked om, at deres mænd var savnet og antageligt døde under u-bådens patruljering (man antog, at u-båden lå på bunden længere mod øst i farvandet Pentland Firth, mellem Skotlands nordkyst og Orkney-øerne). U-297 blev fundet af dykkere fra Stromness, Orkney-øerne den 4. marts 2000 liggende i 86 meters dybde. Man har senere fremstillet en mindeplade, som man har fastgjort til resterne af vragets kommandotårn. Pladen har alle de faktuelle oplysninger om u-båden og alle de dødes navne - U-båden er en søkrigsgrav og må ikke forstyrres af andre dyk og fjernelse af vragdele eller andre upassende forhold omkring "graven". -- Flyveløjtnant Hatton og hans 11 mands store besætning, kom heller ikke til at opleve krigens slutning. Den 14. marts 1945 kl. 14:03, lettede besætningen i Sunderlandflyvebåden NS-A, stadig tilhørende eskadrille 201, og fløj på en af de mange rutinemæssige patruljeopgaver over havet. Men kun 27 minutter efter starten, bragede Hatton med sit fly ind i bakkerne nordvest for Killybegs, County Donegal i Irland, hvorved flyet eksploderede og hele besætningen omkom i flammerne. Hatton og hans besætning ligger på kirkegården i byen Irvinestown, ca. 18 km. nord for byen Enniskillen i County Fermanagh, Nordirland, nær stedet hvor deres base lå under 2. Verdenskrig. Ingen af de personer, som direkte deltog i historiens forløb overlevede krigen og man kan derfor kun afgøre historiens forløb og slutning, ud fra de optegnelser, der foreligger skriftligt fra dengang. -- Short Sunderland flyvebådene anvendtes i 28 eskadriller i 2. Verdenskrig. Sunderlandflyet er akkrediteret for at have sænket i alt 28 tyske u-både og deltaget i 7 andre u-bådssænkninger, sammen med andre allierede krigsskibe. Fotoet af Sunderlandflyet viser bl.a., at det var udstyret med en meget effektiv stærk projektør, "Leigh Lights" (opkaldt efter konstruktøren Leigh). Projektøren ses som en "hvid anordning ("plet") under styrbords vinge, til venstre yderst på fotoet. Sunderlandflyet blev fremstillet i stort antal og i mange versioner siden flyets "fødsel" i 1937 og blev først taget ud af militær drift i 1960´erne.
Fortsat den 6. december 1944 og 3 timer efter at Fregatten HMS Bullen var sunket, ankom den britiske militære flyvebåd, Short Sunderland Mk.III. NS-Y fra eskadrille 201 til havområdet kl. 10:53 om formiddagen, hidkaldt fra dens ordinære u-bådspatruljering, for at bistå med søgningen af overlevende og opsporing af den tyske u-båd. På det foregående foto af området, ses flyets eftersøgnings rute, som foregik i et nøje planlagt mønster. Flyets pilot var Flyverløjtnant Denis Ralph Hatton nr. 129070, fra R.A.F. - V.R. (Volunteer Reserve - folk og enheder fra de frivillige reserver i RAF). Piloten Hatton og hans 11 mands store besætning på flyvebåden kunne straks se de overlevende fra HMS Bullen i vandet, hvor de søgte at overleve på flydende vragdele og skibets redningsflåder. Flyvebåden fortsatte sin eftersøgning for at opdage den tyske u-båd, via sin radar, udkik og Radiopejlingssystem (Huff-Duff-systemet). Da klokken var 16:43, i det svindende december eftermiddagslys, opdagede man en lille hvid røgsky/tågesky lige over havoverfladen, knap 8 kilometer væk. Pilot Hatton dykkede ned til en flyvehøjde på ca. 70 meter og nærmede sig positionen, hvor den hvide "sky" stadigt kunne ses, sammen med en krusning og lille bølge i havoverfladen. Besætningen var hurtigt klar over, at det var en u-båds Snorkel (luftindtag til u-bådens motorer, så denne kunne sejle og oplade batterierne under havoverfladen og ikke behøvede at sejle på havet i uddykket tilstand) og at u-bådens hastighed var ca. 10 - 12 knob og at retningen var i nordøstlig retning. Men u-båden var ikke U-775, men en anden tysk u-båd, nemlig U-297. Den var under kommando af Oberleutnant zur See Wolfgang Aldegarmann og var på sin første krigspatrulje, som var indledt den 11. november 1944, fra Kiel til Horten i Norge, hvorfra krigspatruljen udgik den 25. november og som nu havde varet kun 12 dage. Kaptajnen og u-bådens besætning var glade for den nye type udstyr, som snorkelsystemet betød for båden - så man sejlede lystigt afsted med snorklen oven vande. Man var åbenbart ikke erfaren nok til at vide, at snorklen udsendte vanddamp og skabte en tydelig bølge i havoverfladen. Sunderlandflyet angreb straks i ca. 15-20 meters højde, men dens dybdebomber, fejlede og blev ikke udløst ved overflyvningen af positionen med snorkelbølgen. Man vendte rundt og angreb igen - på samme måde hen langs og i samme retning, som bølgen løb efter u-bådens snorkel - og dennegang udløstes dybdebomberne, 6 styk. Klokken var nu 16:52 og 3 dybdebomber ramte ned i bølgen lige bag snorklen og de 3 andre dybdebomber slog ned ca. 25 meter foran snorkelen. Alle 6 bomber eksploderede og snorkel og bølgen herefter forsvandt. Hatton lod flyet cirkle i ca. 5 minutter og man kunne nu se en stor mængde olie og okkerfarvet vand strømme op på havoeverfladen, der efter 20 minutter dækkede et område på godt 2 kilometers størrelse. En af de 6 dybdebomber havde direkte ramt u-bådens kommandotårn og blæst det til atomer. Havet væltede ind i u-båden og besætningen kunne intet stille op, de var komplet uforberedte og havde ingen tid til at foretage sig noget og alle de 50 tyske u-bådsfolk druknede skrigende, på deres vej ned i dybet, inden vraget ramte bunden ca. 100 meter nede og alle var druknet. Positionen for sænkningen er ca. 20 km. vest for kysten ved Yesnaby, som ligger på Ørkney-øernes hovedø. Hatton og hans Sunderland fløj nu væk og kl. 16:57 kunne man via radio- og morsesignaler rapportere om situationen, til de britiske frigatter og destroyeren, som stadig søgte i området. Hatton forblev i området, cirklende indtil kl. 17:35, da man var nødt til at flyve tilbage til basen på den sidste benzin i flyets tanke. Man havde nu været i luften siden kl. 07:10 om morgenen og de landende på basen i Nordirland kl. 21:23, efter en tur på 14 timer og 13 minutter. Hatton kunne dog kun rapportere, at de muligvis havde sænket en u-båd, da de ikke havde nået at få radarkontakt og angrebet skete så hurtigt. Flyets fotokameraer havde heller ikke haft lys nok til at få billeder fra positionen. Hatton og flyet blev derfor aldrig akkrediteret for sænkningen af U-297. Man antog at korvetternes dybdebomber havde været skyld i sænkningen af u-båden (Briterne vidste ikke hvilken u-båd, som der var tale om og slet ikke at der var tale om 2 u-både). Ligeledes kunne tyskerne heller ikke finde ud af hvad der var sket, da u-båden aldrig dukkede op igen på basen i Norge og først et år efter (december 1945), fik besætningens pårørende besked om, at deres mænd var savnet og antageligt døde under u-bådens patruljering (man antog, at u-båden lå på bunden længere mod øst i farvandet Pentland Firth, mellem Skotlands nordkyst og Orkney-øerne). U-297 blev fundet af dykkere fra Stromness, Orkney-øerne den 4. marts 2000 liggende i 86 meters dybde. Man har senere fremstillet en mindeplade, som man har fastgjort til resterne af vragets kommandotårn. Pladen har alle de faktuelle oplysninger om u-båden og alle de dødes navne - U-båden er en søkrigsgrav og må ikke forstyrres af andre dyk og fjernelse af vragdele eller andre upassende forhold omkring "graven". -- Flyveløjtnant Hatton og hans 11 mands store besætning, kom heller ikke til at opleve krigens slutning. Den 14. marts 1945 kl. 14:03, lettede besætningen i Sunderlandflyvebåden NS-A, stadig tilhørende eskadrille 201, og fløj på en af de mange rutinemæssige patruljeopgaver over havet. Men kun 27 minutter efter starten, bragede Hatton med sit fly ind i bakkerne nordvest for Killybegs, County Donegal i Irland, hvorved flyet eksploderede og hele besætningen omkom i flammerne. Hatton og hans besætning ligger på kirkegården i byen Irvinestown, ca. 18 km. nord for byen Enniskillen i County Fermanagh, Nordirland, nær stedet hvor deres base lå under 2. Verdenskrig. Ingen af de personer, som direkte deltog i historiens forløb overlevede krigen og man kan derfor kun afgøre historiens forløb og slutning, ud fra de optegnelser, der foreligger skriftligt fra dengang. -- Short Sunderland flyvebådene anvendtes i 28 eskadriller i 2. Verdenskrig. Sunderlandflyet er akkrediteret for at have sænket i alt 28 tyske u-både og deltaget i 7 andre u-bådssænkninger, sammen med andre allierede krigsskibe. Fotoet af Sunderlandflyet viser bl.a., at det var udstyret med en meget effektiv stærk projektør, "Leigh Lights" (opkaldt efter konstruktøren Leigh). Projektøren ses som en "hvid anordning ("plet") under styrbords vinge, til venstre yderst på fotoet. Sunderlandflyet blev fremstillet i stort antal og i mange versioner siden flyets "fødsel" i 1937 og blev først taget ud af militær drift i 1960´erne.
Gravsten over Fyrbøder af 1. Klasse Royal Navy nr. C/KX 694023 - Edward Evans fra fregatten H.M.S. Bullen. Evans var søn af Theresa Evans og Eveline Evans, Bordesley Green, Birmingham, England. -- Denne dræbte britiske sømand var 29 år, da han døde ombord på fregatten H.M.S. Bullen. Graven og stenen står på Lyness Flådekirkegården, område O - række 1 - grav nr. 16, på øen Hoy, Scaåa Flow, Orkneyøerne, Skotland. Jeg besøgte kirkegården i juli 2002 på min tur gennem hele Skotland.
Gravsten over Fyrbøder af 1. Klasse Royal Navy nr. C/KX 694023 - Edward Evans fra fregatten H.M.S. Bullen. Evans var søn af Theresa Evans og Eveline Evans, Bordesley Green, Birmingham, England. -- Denne dræbte britiske sømand var 29 år, da han døde ombord på fregatten H.M.S. Bullen. Graven og stenen står på Lyness Flådekirkegården, område O - række 1 - grav nr. 16, på øen Hoy, Scaåa Flow, Orkneyøerne, Skotland. Jeg besøgte kirkegården i juli 2002 på min tur gennem hele Skotland.
Durness Warmemorial.
Durness Warmemorial.
Cape Wrath-halvøen, som vi i den lille minibus kørte henover ad sandede, stenfyldte hjulspor og grusveje, som var skæve og bulede og anstrengende at køre på, som passager. 20 km. puu-ha. Men smukt var her trods det at det også var militært skydeterræn. Da jeg var der, kunne vi kun komme derud til fyret om eftermiddagen. Hele morgenen og formiddagen genlød det af og til at enorme brag og buldren ude fra området. Jeg så da også en større krigsskib ude på havet den dag. Når man skal til Durness og ønsker at besøge Cape Wrath, skal man sikre sig, at man kan komme derud. Nogle gange er der helt lukket i flere dage.
På turen ud til Cape Wrath, så jeg fra bussen adskillige storkjover, som lå på rede nær grusvejene og et sted så jeg en dalrybe med sine kyllinger ile gennem græsset langs grusvejen.
Cape Wrath-halvøen, som vi i den lille minibus kørte henover ad sandede, stenfyldte hjulspor og grusveje, som var skæve og bulede og anstrengende at køre på, som passager. 20 km. puu-ha. Men smukt var her trods det at det også var militært skydeterræn. Da jeg var der, kunne vi kun komme derud til fyret om eftermiddagen. Hele morgenen og formiddagen genlød det af og til at enorme brag og buldren ude fra området. Jeg så da også en større krigsskib ude på havet den dag. Når man skal til Durness og ønsker at besøge Cape Wrath, skal man sikre sig, at man kan komme derud. Nogle gange er der helt lukket i flere dage. På turen ud til Cape Wrath, så jeg fra bussen adskillige storkjover, som lå på rede nær grusvejene og et sted så jeg en dalrybe med sine kyllinger ile gennem græsset langs grusvejen.
Smukt ligger Cape Wrath fyrtåret på klippekanten, med det knaldblå havs uendelige vidder som overvågningsområde.
Smukt ligger Cape Wrath fyrtåret på klippekanten, med det knaldblå havs uendelige vidder som overvågningsområde.
Fyrtårnets tågehorn ved Cape Wrath fyrtårnet. En ordentlig støjsender, må man sige! Se personens størrelse på fotoet.
Fyrtårnets tågehorn ved Cape Wrath fyrtårnet. En ordentlig støjsender, må man sige! Se personens størrelse på fotoet.
Cape Wrath og mig stående oppe ved resterne af de militære bygninger, som anvendtes i 2. verdenskrig. Her var en militær enhed beskæftiget med observationsopgaver og et radaranlæg, som man kunne spore, plotte og varsle om tyske angreb på atlantkonvojer. Alle disse mange udposter rundt omkring på Skotlands yderste kyster, var et meget vigtigt led i De Allieredes endelige sejr over NaziTyskland. De Allieredes teknologiske formåen var i det meste af 2. Verdenskrig tyskerne overlegen. Asdic, radar og radiokommunikation var bedre og ikke mindst var De Allierede gode til at finde og knække de tyske radiokoder og signaler og vel at mærke uden at tyskerne anede uråd! I flere år under krigen havde man brudt de tyske Enigmakodemaskiners koder uden at tyskerne vidste det - det var en uvurderlig hjælp når man skulle spore de tyske ubåde.
Cape Wrath fyrtårnet står her ubemandet og lyser smukt hvidt i alt det grønne og blå fra naturen omkring sig.
Cape Wrath og mig stående oppe ved resterne af de militære bygninger, som anvendtes i 2. verdenskrig. Her var en militær enhed beskæftiget med observationsopgaver og et radaranlæg, som man kunne spore, plotte og varsle om tyske angreb på atlantkonvojer. Alle disse mange udposter rundt omkring på Skotlands yderste kyster, var et meget vigtigt led i De Allieredes endelige sejr over NaziTyskland. De Allieredes teknologiske formåen var i det meste af 2. Verdenskrig tyskerne overlegen. Asdic, radar og radiokommunikation var bedre og ikke mindst var De Allierede gode til at finde og knække de tyske radiokoder og signaler og vel at mærke uden at tyskerne anede uråd! I flere år under krigen havde man brudt de tyske Enigmakodemaskiners koder uden at tyskerne vidste det - det var en uvurderlig hjælp når man skulle spore de tyske ubåde. Cape Wrath fyrtårnet står her ubemandet og lyser smukt hvidt i alt det grønne og blå fra naturen omkring sig.
Cape Wrath og de 2 store klipper, som danner det nordvestligste punkt på Skotlands fastland. Klipperne huser titusindvis af ynglende søfugle.
Cape Wrath og de 2 store klipper, som danner det nordvestligste punkt på Skotlands fastland. Klipperne huser titusindvis af ynglende søfugle.
Denne lille klippeø, som ligger ret ud for Cape Wrath, er ofte mål for beskydning fra fly og skibskanoner.
Denne lille klippeø, som ligger ret ud for Cape Wrath, er ofte mål for beskydning fra fly og skibskanoner.
Enestående foto af et flådefartøjs affyring af en granat ved øvelsesområdet omkring Cape Wrath.
Enestående foto af et flådefartøjs affyring af en granat ved øvelsesområdet omkring Cape Wrath.
Her ses klippeøen indkassere en fuldtræffer af en granat, affyret fra et flådefartøj.
Her ses klippeøen indkassere en fuldtræffer af en granat, affyret fra et flådefartøj.
Cape Wrath området og et stort granathul fra skibskanonerne ude til havs. Området er et af de eneste i Europa, hvor man må flybombe med storkalibrede våben og skyde med skibskanoner mod mål i land.
Cape Wrath området og et stort granathul fra skibskanonerne ude til havs. Området er et af de eneste i Europa, hvor man må flybombe med storkalibrede våben og skyde med skibskanoner mod mål i land.
Smoo Cave og floden som løber under vejen og ned i dette klippehul, som udmunder nede i Smoo Cave hulen.
Smoo Cave og floden som løber under vejen og ned i dette klippehul, som udmunder nede i Smoo Cave hulen.
Floden, som styrter ned i Smoo Cave.
Floden, som styrter ned i Smoo Cave.
Smoo Cave og vandfaldet på et andet tidspunkt og hvor der også er lidt mere vand i flodstrømmen. Sådan kan lysets farver fra jordfaldshullet skifte.
Smoo Cave og vandfaldet på et andet tidspunkt og hvor der også er lidt mere vand i flodstrømmen. Sådan kan lysets farver fra jordfaldshullet skifte.
Smoo Cave.
Smoo Cave.
Inde i hulens første kammer, ses den lille "flod", som kommer ud fra det 3. kammer og vandfaldet derinde. Som det ses er der en primitiv bro ind til disse kammer nr. 2 og 3. Fantastisk oplevelse med de fugtige grønne klippevægge inde i hulen.
Inde i hulens første kammer, ses den lille "flod", som kommer ud fra det 3. kammer og vandfaldet derinde. Som det ses er der en primitiv bro ind til disse kammer nr. 2 og 3. Fantastisk oplevelse med de fugtige grønne klippevægge inde i hulen.
Smoo Cave og en skematisk oversigt over hulerne.
Smoo Cave og en skematisk oversigt over hulerne.
Indgangen til Smoo Cave og den imponerende indgang. Hulen har været brugt til mangt og meget. Vikingernes hærgen bragte folk til flugt ind i hulen, og vikingerne skjulte også deres ting her. Overtro, sagn og gruopvækkende historier hører også med i beskrivelsen af Smoo Cave. Se evt. ovenfor under linksene, hvor der kan læses mere på disse hjemmesider om hulen.
Indgangen til Smoo Cave og den imponerende indgang. Hulen har været brugt til mangt og meget. Vikingernes hærgen bragte folk til flugt ind i hulen, og vikingerne skjulte også deres ting her. Overtro, sagn og gruopvækkende historier hører også med i beskrivelsen af Smoo Cave. Se evt. ovenfor under linksene, hvor der kan læses mere på disse hjemmesider om hulen.
Ovenfor ved Smoo Cave og udsigt ud mod kysten ved Durness.
Ovenfor ved Smoo Cave og udsigt ud mod kysten ved Durness.
Skilt, som viser op til den nyopførte forsamlingsbygning og mindehave for John Lennon.
Skilt, som viser op til den nyopførte forsamlingsbygning og mindehave for John Lennon.
John Lennon Memorial Garden. Mosaikvæggen og Lotte Glob´s vandkunst bagved.
John Lennon Memorial Garden. Mosaikvæggen og Lotte Glob´s vandkunst bagved.
John Lennon Memorial Garden og Stan Parkes, John Lennon´s fætter, som tilbragte 10 år i Durness i den "Croft" som familien ejede. Han var derfor ofte sammen med John Lennon, når denne tilbragte sine ferier i Durness. John Lennon tilbragte så megen tid som muligt i og omkring Durness ved ferier og fridage, under sin opvækst fra det 9´ende år indtil den 17´ende år. Han elskede stedet, også i sin voksne tid, indtil han blev myrdet i New York i 1980.
John Lennon Memorial Garden og Stan Parkes, John Lennon´s fætter, som tilbragte 10 år i Durness i den "Croft" som familien ejede. Han var derfor ofte sammen med John Lennon, når denne tilbragte sine ferier i Durness. John Lennon tilbragte så megen tid som muligt i og omkring Durness ved ferier og fridage, under sin opvækst fra det 9´ende år indtil den 17´ende år. Han elskede stedet, også i sin voksne tid, indtil han blev myrdet i New York i 1980.
John Lennon Memorial Garden, Durness.
John Lennon Memorial Garden, Durness.
Durness og John Lennon.
Han holdt meget til i Durness fra han var ca. 9 år indtil sit 16´ende år. Men han kom til Durness, så tit han kunne, gennem hele sit ret korte liv. Han holdt meget af stedet. ---- Historen om John Lennon´s kærlighed til denne stille og øde del af Skotland. ---- Det er ikke så kendt, at den mest berømte af The Beatles, John Lennon tilbragte sine drengeårs ferier hos sine kusiner og fætre i Sangomore, Durness. Stan, John's fætter tilbragte 10 år af sit voksne liv i Durness indtil 1985 og har fortalt mange historier om John Lennon´s liv i Durness. ---- Der er mennesker i Durness som kan huske, da de legede med den unge John Lennon, når han var på ferie - eller helligdagsophold. ---- Husmandsstedet (The Croft), hvor John Lennon tilbragte sine ferier, kan ses i linksene foroven eller på fotoet her i fotoalbummet. ---- Friheden og den friske luft i Skotland, var det som John Lennon savnede mest, medens han tilbragte sit liv i New York indtil han blev myrdet på gaden der. Ferierne tilbragte John på "croften" sammen med sin fætter Stan Parkes. Den unge Lennon elskede at løbe frit på de 7 hektar land, som hørte til "croften" og han kom så tit han kunne. Stan's stedfar´s familie ejede "croften" i Durness og her tilbragte familien ofte somrene. John kom rejsende med bus, indtil han var 17 år og blev der 3 uger hver sommer. John elskede disse ferie og legen med de mange lokale børn i Durness. ---- En avisartikel fra år 2000 med et interview med Stan, John's fætter, blev trykt med flere fejl, men selve interviewet er bevaret for eftertiden. ---- Da avisen havde trykt interviewet med flere fejl, fik det John´s første kusine Liela, som var læge, til at blive bekymret for ham, bl.a. måden John levede på i Amerika og New York. Hans såkaldte udsvævende og stof-fyldte livsstile, som hun troede han var inde i, fik hende til at skrive til ham om hvad hun mente han gjorde med sig selv og sit liv. John skrev tilbage for at fortælle hende, at det hele var opspind og han førte et meget sundt liv nu og enda bagte brød var en god husmor for sønnen Sean. ---- Men Liela's datter stjal brevet fra John fra sin mor og satte det på auktion hos en af de store auktionshuse enten Bonha´s eller Christies. --- Det gav selvsagt opstandelse og helvede brød løs i pressen. ---- Stan´s breve fra John Lennon, havde han lovet at gemme på et sikkert sted, men er senere også delvis blevet solgt på auktion. Stan har oplyst, at det var for at købe videokamera og fotografiapparat til hans 7-års projekt med at filme familien og skrive deres historie. Så hvad aviserne end har skrevet om disse breves salg og offentliggørelse, er der ikke meget rigtigt i disse artikler. ---- Den 22. september 1996 opdages breve fra John Lennon, som viser, at den tidligere Beatle, kendt for sin aparte livsstil, var et hjemmemenneske og kernesund. I brevene til sin kusine Leila, skrevet i New York i midten af 1970´erne, skrev Lennon om sin kærlighed til Julian, hans søn fra første ægteskab og om sin daglige diæt og yoga rutiner. ---- Brevene blev fundet af Stan, Leila's brother. "About Julian... I'm lucky if I see/hear from him myself. She (former wife Cynthia) allowed him over here twice last year... ," Lennon skrev at han ikke havde slået hånden af hans søn, da han rejse til New York, som rygterne sagde. ---- Brevene viste også, at Lennon's anden kone Yoko Ono ikke havde presset ham til leve som en eneboer i New York. I et brev, Lennon, som blev myrdet af en vanvittig fan i New York i 1980, skrev, "I bet I live to a ripe old age." ---- I august 2002 lavede nogle haveinteresserede i Durness, en park ved byens samlingssted (Village Hall). ---- Begivenheden blev sendt af TV-programmet Beechgrove Garden den 22. august 2002. Dele af parken er dedikeret til minde om John Lennon. Lennons fætter Stan kom til Durness i den anledning. ---- Begivenheden fik megen medieomtale og der var artikler på internettet.
Durness og John Lennon. Han holdt meget til i Durness fra han var ca. 9 år indtil sit 16´ende år. Men han kom til Durness, så tit han kunne, gennem hele sit ret korte liv. Han holdt meget af stedet. ---- Historen om John Lennon´s kærlighed til denne stille og øde del af Skotland. ---- Det er ikke så kendt, at den mest berømte af The Beatles, John Lennon tilbragte sine drengeårs ferier hos sine kusiner og fætre i Sangomore, Durness. Stan, John's fætter tilbragte 10 år af sit voksne liv i Durness indtil 1985 og har fortalt mange historier om John Lennon´s liv i Durness. ---- Der er mennesker i Durness som kan huske, da de legede med den unge John Lennon, når han var på ferie - eller helligdagsophold. ---- Husmandsstedet (The Croft), hvor John Lennon tilbragte sine ferier, kan ses i linksene foroven eller på fotoet her i fotoalbummet. ---- Friheden og den friske luft i Skotland, var det som John Lennon savnede mest, medens han tilbragte sit liv i New York indtil han blev myrdet på gaden der. Ferierne tilbragte John på "croften" sammen med sin fætter Stan Parkes. Den unge Lennon elskede at løbe frit på de 7 hektar land, som hørte til "croften" og han kom så tit han kunne. Stan's stedfar´s familie ejede "croften" i Durness og her tilbragte familien ofte somrene. John kom rejsende med bus, indtil han var 17 år og blev der 3 uger hver sommer. John elskede disse ferie og legen med de mange lokale børn i Durness. ---- En avisartikel fra år 2000 med et interview med Stan, John's fætter, blev trykt med flere fejl, men selve interviewet er bevaret for eftertiden. ---- Da avisen havde trykt interviewet med flere fejl, fik det John´s første kusine Liela, som var læge, til at blive bekymret for ham, bl.a. måden John levede på i Amerika og New York. Hans såkaldte udsvævende og stof-fyldte livsstile, som hun troede han var inde i, fik hende til at skrive til ham om hvad hun mente han gjorde med sig selv og sit liv. John skrev tilbage for at fortælle hende, at det hele var opspind og han førte et meget sundt liv nu og enda bagte brød var en god husmor for sønnen Sean. ---- Men Liela's datter stjal brevet fra John fra sin mor og satte det på auktion hos en af de store auktionshuse enten Bonha´s eller Christies. --- Det gav selvsagt opstandelse og helvede brød løs i pressen. ---- Stan´s breve fra John Lennon, havde han lovet at gemme på et sikkert sted, men er senere også delvis blevet solgt på auktion. Stan har oplyst, at det var for at købe videokamera og fotografiapparat til hans 7-års projekt med at filme familien og skrive deres historie. Så hvad aviserne end har skrevet om disse breves salg og offentliggørelse, er der ikke meget rigtigt i disse artikler. ---- Den 22. september 1996 opdages breve fra John Lennon, som viser, at den tidligere Beatle, kendt for sin aparte livsstil, var et hjemmemenneske og kernesund. I brevene til sin kusine Leila, skrevet i New York i midten af 1970´erne, skrev Lennon om sin kærlighed til Julian, hans søn fra første ægteskab og om sin daglige diæt og yoga rutiner. ---- Brevene blev fundet af Stan, Leila's brother. "About Julian... I'm lucky if I see/hear from him myself. She (former wife Cynthia) allowed him over here twice last year... ," Lennon skrev at han ikke havde slået hånden af hans søn, da han rejse til New York, som rygterne sagde. ---- Brevene viste også, at Lennon's anden kone Yoko Ono ikke havde presset ham til leve som en eneboer i New York. I et brev, Lennon, som blev myrdet af en vanvittig fan i New York i 1980, skrev, "I bet I live to a ripe old age." ---- I august 2002 lavede nogle haveinteresserede i Durness, en park ved byens samlingssted (Village Hall). ---- Begivenheden blev sendt af TV-programmet Beechgrove Garden den 22. august 2002. Dele af parken er dedikeret til minde om John Lennon. Lennons fætter Stan kom til Durness i den anledning. ---- Begivenheden fik megen medieomtale og der var artikler på internettet.
John Lennon og hans hustru Yoko Ono med deres børn på gåtur langs kysten ved Durness.
John Lennon og hans hustru Yoko Ono med deres børn på gåtur langs kysten ved Durness.
Huset, "Croften", som var John Lennons hjem i de næsten 10 år af hans ungdom, hvor næsten alle ferier tilbragtes her. John Lennons elskede området og at lege med byens børn og unge. Huset var ejet af fætteren Stan Parkes familie. Huset ligger i den del af Durness, som hedder Durness Sangomore i den østlige del af byen.
Huset, "Croften", som var John Lennons hjem i de næsten 10 år af hans ungdom, hvor næsten alle ferier tilbragtes her. John Lennons elskede området og at lege med byens børn og unge. Huset var ejet af fætteren Stan Parkes familie. Huset ligger i den del af Durness, som hedder Durness Sangomore i den østlige del af byen.

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg efter opholdet i Scourie kommer med busruten nordpå. Målet er Durness, Cape Wrath og Faraid Head. Her skal jeg bo hos Martin Mackay´s B&B "Glengolly".  

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst. 

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der et afsnit af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i Durnessområdet.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

I fotodelen nedenfor, er der også en beretning om sænkningen af en britisk fregat og en tysk u-båd under 2. Verdenskrig, som skete i farvandet mellem Cape Wrath og Strathy Point/Pentland Firth, lige nord for vestkysten af Skotland.

Link til hjemmeside fra Durness og området her:

http://www.durness.org/Links.htm

http://www.durness.org/Loch%20Eriboll.htm#top

http://www.durness.org/Durness%20Village.htm

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/durness/durness/index.html

http://www.scotland-inverness.co.uk/caithnes.htm

http://www.theclearances.org/clearances/parishes.php?parishid=12

http://www.mackaycountry.com

Link til hjemmeside om Martin Mackay´s hunde, de fantastiske Border Collies fra Durness:

http://www.glengolly.com/Glengolly%20Dogs.htm

Link til hjemmesiden om Cape Wrath m.m.:

http://www.durness.org/Cape%20wrath.htm 

http://tinyurl.com/yy2k57

Link til hjemmesider med Lotte Glob´s kunst m.m.:

http://www.lotteglob.co.uk/home.htm

http://www.lotteglob.co.uk/contact.htm

Link til hjemmesider om John Lennon og hans tilknytning til Durness: 

Morgenmad sammen med det engelske par og ellers pakke sammen og sige farvel til Mrs. MacDonald, som jeg forlod ved 10-tiden. Min bus mod Durness afgik først kl. 12:45, så jeg tilbragte min tid med at gå lidt rundt i byen. Handlede lidt ved købmanden, købte en avis, satte mig på en trappe ved butikken i det dejlige solskin og varme vejr, som endelig var kommet, selvom aftenen og nattens vejr havde vist sig fra den dårlige side. Her sad jeg og nød roen og læste lidt i avisen.

Der var reportager om VM i fodbold, som jo var på sit højeste, andre begivenheder og ulykker og skandaler med mennesker, der ikke kunne få nok, men snød og bedragede, udfoldede deres magt og anvendte den for egen vindings skyld eller bare fordi de har denne magt. Men alt dette trivielle og almindelige der foregik rundt om i verden, var jo noget som jeg havde læst om hele mit liv og det ville ske igen og igen.
Menneskeskabte lykkelige og glædelige såvel som ulykkelige og begrædelige ting, ville altid fortsætte med at ske i denne utrolige smeltedigel af en verden, indtil menneskene endelig kommer for langt ud og vi sluttelig får verden helt ødelagt. Jeg håber bare på, at naturen til den tid, sørger for at eliminere os inden det lykkes for os at kvæle jorden helt. Jeg tror på, at naturen vil reguleres os i tide, enten ved at udrydde os helt, eller decimere os, så vi ikke er i stand til at gøre skade mere.

På 13000 til 15000 år har vi klaret at udvikle os og ødelægge umådelige værdier, som vi snart ikke mere vil kunne genskabe. Udviklingen går hurtigere og hurtigere og jeg er sikker på, at vi ”rammer muren” inden for få hundrede år og da vil gå til grunde eller ingen rolle vil spille på denne jord. Hvis vi skal undgå det må vi ”sadle” helt anderledes om på alle niveauer, teknologisk, medmenneskeligt, følelsesmæssigt, holdningsmæssigt, lovmæssigt osv. Sådan en samlet ensretning og forståelse, vil vi aldrig kunne samles om og derfor vil vi ødelægge os selv på et tidspunkt det er bare et spørgsmål om tid!! 

Jeg lagde hurtigt avisen væk! Dens budskaber om vi menneskers afsind, klæber til mine hænder, smitter af, som den sorte tryksværte, der nu sidder på mine fingre. Avisens budskaber står i skærende kontrast til denne fredfyldte, solbeskinnede trappesten i byen Scourie, her i det nordvestlige Skotland. Jeg må nærmest ryste mig både indvendigt og udvendigt, for at få tankerne rystet om i andre baner!  Jeg har det jo godt, er sund og rask og optaget af mit livs tur og gradvist får jeg tankerne kanaliseret over på den forestående bustur til Durness og de forhåbentlige dejlige oplevelser her.
 
Jeg savner slet ikke Danmark og mit hjem, ej heller min kone eller børn. Jeg ringer og skriver til dem, men de er på en eller anden måde uvirkelige og slet ikke en del af min virkelighed lige nu. Det vil de blive igen om ca. 14 dage. Jeg har nu været på farten i en måned og helt levet mig ind i denne tilværelse og den overskygger helt min dagligdag og mine tanker. Hele min ide og plan for turen og dens udførelse har bestemt ikke faldet i god jord hos min familie. 

Men jeg kan nu mærke, at det er det rigtige jeg gør!! Jeg har virkeligt brug for at komme væk fra dem alle, være mig selv. Jeg har ingen skyldfølelse, selv om jeg kan mærke, at min kone får denne følelse frem i mig, da hun nok føler sig fravalgt og kasseret, alene og ensom og i mit fravær må klare det hele derhjemme. Men jeg føler også at det er noget hun må leve med, denne sommer!!! Jeg har brug for at komme væk fra verden, fra familien, mit hidtidige liv og gå og reflektere over mit og vores fælles liv, som en kontrast eller forståelse for sammenhængen eller mangelen på samme, over for de stunder, hvor min tur giver mig mange enestående oplevelser på stribe.
 
Men jeg kan ikke dengang i Skotland og nu hvor jeg skriver denne historie, pege på den eller de rigtige følelser og bevæggrunde for min tur og hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Jeg ved bare, at det var nødvendigt for mig!! At jeg ikke ville kunne holde mit liv uden at komme på afstand af verden og min dagligdag i Danmark på dette tidspunkt i mit liv, i hvert fald for en tid!! At leve som et ”frit” menneske og leve en drøm ud og være i pagt med naturen, dyrelivet, bjergene, kysten, havet og vejret.
Det vil jeg fortsætte med endnu ca. 14 dage og nu stoppe mine refleksioner og se frem til, at bussen kommer om lidt. 

De sorte pennestreger på kortudsnittene nedenfor, er de ture jeg gik og kørte under mit ophold i Durness.
Turen med Tim Dearmann bussen op til Durness tog ca. en time. Ruten bragte mig bl.a. gennem det naturskønne område omkring Laxford Bridge, der ligger i bunden af den skønne fjord Loch Laxford. Videre gik det forbi Rhiconich og udsigt mod øst til bjergene Arkle og Foinaven, inden vi nåede Durness.

Jeg havde nu brugt denne busrute adskillige gange, helt nede fra Garve og kunne nu sige farvel til chaufføren for sidste gang, da jeg steg af i Durness ved købmanden.
Byen så ud til at ligge langs vejen gennem byen. Jeg gik først mod vest, da jeg ikke helt var klar over hvor mit B&B lå. På min venstre hånd lå der et par turistbutikker med kunsthåndværk, en lille restaurant og lidt fremme kunne jeg se et center med et lille museum og det lokale turistkontor. Jeg ville godt vide hvor GlenGolly B&B lå og samtidig få min turkøreplan verificeret mht. når jeg skulle videre mod øst til John O´Groats.
 
Planen, som jeg havde lavet hjemmefra, havde givet mig store problemer, da der ingen direkte busrute er mellem Durness og Thurso/John O´Groats. Min plan var, efter bl.a. kontakt til Durness Turistkontor at tage flere postbusser og tog via Lairg, Thurso og John O´ Groats. Jeg forhørte mig nu på stedet om mine muligheder for en lettere og mindre tidskrævende rute. De kunne fortælle mig, at der var oprettet en lille busrute fra Kinlochbervie over Durness til Tongue. Herfra kan jeg komme med en postbus til Thurso og efter lidt ventetid i Thurso, går der en bus til John O´Groats. Det var fint, så er det på plads. Mit B&B lå i den anden ende af byen ud mod Balnakiel, så jeg gik tilbage og nød det fine vejr med solskin og varme.
  
På vej tilbage handlede jeg ind hos købmanden, postkort og frimærker m.m. Fra min planlægning hjemme, vidste jeg at huset skulle have et sort smedejernsgitter rundt om haven og foran huset. Det fandt jeg snart og efter en venlig modtagelse, klædte jeg om og fulgte min plan om at se Smoo Cave i den østlige del af byen.

Da jeg kom til stedet, var jeg spændt på at se hvordan hulerne så ud. Jeg havde inden turen, fundet beskrivelser og billeder omkring denne enorme hule hvor der løber en mindre flod ned igennem. Denne lille flod  udspringer i højdedragene sydøst for Durness og Smoo. Lige før den når klipperne ved Smoo, styrter den ned i et enormt hul, som har forbindelse til det bagerste rum i hulen. Nedgangen og indgangen til hulen foregår via en lang trappe ned til bunden af klippeslugten, der rækker ind fra havet, som ligger nogle hundrede meter længere ude.
Hulen er dannet i en limstensklippe og har en åbning på 30 meters bredde og en højde på 15 meter. Hulen er ca. 21 meter høj indvendigt, på det højeste sted og består af 3 store rum. Inde i bunden vælter vandfaldet ned. Man kan komme derind via en lille træbro. Overleveringerne fortæller at hulen fører ned i underverdenen. I et tilfælde skulle der have gået en fløjtespiller ind i hulen og så siden aldrig dukket op igen. En anden historie handler om kampen mellem en dæmon Lord Reay og djævelen. Djævelen ville stjæle dæmonens sjæl og lå på lur i hulen, men lige da han skulle overfalde dæmonen, blev djævelen ramt af en lysstråle fra morgensolen, der brød ind i hulen. Djævelen og 3 af hans hekse blev rædselsslagne og sprængte sig selv op gennem loftet, hvorved hullet som findes i dag, blev dannet og hvor vandfaldet nu løber ned i hulen.
Da hulen er dannet i en limstensklippe, er den i konstant forandring og har i tidligere tider været meget længere, men er styrtet sammen, så den har den størrelse som den har i dag. Navnet Smoo stammer fra vikingernes ordforråd, ”smuga”, som betyder hul eller gemmested. Det har hulen sikkert altid virket som. Man har kendskab til, at hulen selv i præhistorisk tid også var her og blev anvendt som flugtmulighed. Jeg gik ned ad trapperne og hulen tog i mod mig med sit mørke hul.

Hulen er imponerende stor og flot og kan absolut anbefales at besøge.  
Efter besøget i hulerne gik jeg op på klipperne over hulen hvor man kunne se den lille flod løbe og styrte sig ned i hulerne. Derefter fandt jeg en bænk hvor jeg fik te og lidt mad og noget at drikke, det var nu midt på eftermiddagen. Medens jeg spiste min mad kom der en hættemåge og satte sig en ½ meter fra min madpakke!! Ja, det var tæt på, men den var meget interesseret i min mad, så jeg og den øvede en brødkrummekastekonkurrence i et stykke tid. Det havde vi begge megen morskab af.

På min vej tilbage mod mit B&B, begyndte det at regne let og der hang nogle store sorte skyer mod sydvest. Regnen holdt nu op hurtigt og solen kom frem igen. Min plan var nu at gå en lang tur ud via Balnakeil Craft Village og derfra videre ud på og rundt på halvøen Faraid Head. På min vej tilbage  så jeg inskriptionen og mindesmærket for John Lennon, som i sin ungdom havde familie her i Durness og ofte kom her på ferier. Inden turen ud på Faraid Head fik jeg fat i mine regnbukser ”hjemme” på mit B&B. Men ellers gik jeg nu ud ad vejen mod vest og lidt efter kom jeg til Balnakeil Craft Village. Her så jeg med det samme udstillingen og keramikværkstedet for en berømt dansk kunstner, Lotte Glob, som tv-manden Søren Ryge har lavet et par fine portrætter af i 1997/1998.
    
Da jeg kom til hendes udstilling, fik jeg at vide, at hun lige havde solgt stedet, som hun har arbejdet med i 20-30 år!! Hun er desuden flyttet lidt længere ind i landet til Loch Eroboll. Den nye ejer og kunstner viste mig rundt. Men ellers bestod udstillingen stadig af Lotte Globs produktion. Hun har udstillet over det meste af verden, og det kunne også ses på de priser som skulpturerne havde og priserne på den brugskunst hun også laver. Det var priser som jeg slet ikke kunne forholde mig til. Mange af tingene er da flotte, men også meget specielle og mærkværdige ligesom hendes person er helt speciel.

Hun er ud af familien Glob, hvor hendes far Professor P.V. Glob, er kendt for sine bøger om bl.a. hjemmelavet kryddersnapse. Hun havde en hård og meget anderledes opvækst, hvor hun slet ikke kunne klare skolen og et normalt barn/unge opvækst, men gik sine egne veje. Hun fik ingen uddannelse, men tegnede og lavede keramik og fik undervisning af forskellige lærere og kunstnere. Hun flyttede nok her oppe i det øde nordvestlige Skotland, fordi hun ikke ønskede stor kontakt til mennesker.
Hun virker også i tv-udsendelsen lidt menneskesky og som en udpræget ener og original. Men hun har nogle meget spændende betragtninger om mennesker og menneskelivet. Hun tager meget ofte på vandreture i de skønne bjerge i det nordlige Skotland, ofte bare med et lille liggetelt og ofte i flere dage og helt alene. Her forsvinder hun ud i vildnisset. Hun har desuden i flere år, sat et utal af sine skulpturer rundt om i alle egne af Skotlands bjerge. Hun forklarer det med, at hun ønsker at sætte naturen og kunsten i fokus også derude i vildnisset og hun har en rar følelse ved at efterlade lidt af sig selv på disse øde steder. Hun er bl.a. kendt for sine ”flydende” sten. Det er stentøjsbolde der er hule, så de kan flyde i vand.
De kan ses på billedet foroven i bassinet med skulpturspringvandet. I tv-udsendelsen viser hun også en opstilling nede på strandene ved Balnakeil bugten. Meget smuk hyldest til havet og bølgerne der bryder en 300 – 400 meter lang linie af disse keramikbolde, som hun havde lagt ud inden tidevandet nåede op til linien.       

Det var et spændende besøg at se det sted som hun har virket og levet sit meget mærkelige livsforløb. Jeg kan i hende helt se nogle træk, som jeg selv besidder. Min måske begyndende menneskeskyhed, ønsket om ensomhed og en tilværelse og følelsesliv, som jeg selv vil herske over. Nogen vil måske mene det er egoistisk.

Lotte Glob´s bror er ligeledes også en speciel type, der lever af at avle honning i Danmark i ca. 10 måneder og så tilbringe 2 måneder i januar og februar i sin Toyota kassevogn i de mest øde egne langs kysterne her i det nordvestlige Skotland. Her sidder han i dagevis bare og kikker på landskabet eller maler billeder under yderst spartanske forhold. Han søger kun ind til byen efter proviant og tobak. Søren Ryge har også lavet et par tv-programmer om ham. Så man må sige at den familie er ret speciel men også spændende.

Efter mit besøg i Lotte Globs udstilling/værksted, gik jeg lidt ned i kunstner landsbyen, som den skulle virke som. Her så jeg nogle få forskellige udstillinger som ikke fik mig ”op at ringe”, nogle af tingene var noget middelmådige og flere steder bar det præg af en import af tingel-tangel eller produktion af nips til turister, som jeg senere fik at vide slet ikke kommer i det antal, der er nødvendigt, for at sådan en kunstnerlandsby kan overleve. Byen bar da også præg af forfald og mange tomme bygninger. Lotte Glob har nok set den udvikling og solgt mens tid er.
På billedet nedenfor, ses Ishbel MacDonald i sit atelier. Hun havde også en lille cafe´ hvor man kunne få både kage, te og et varmt måltid. Det havde jeg nu ikke tid til. Og det er jo nok en af grundene til at det går skidt for kunstnerlandsbyen. Vi turister har ikke tid, vi skal hele tiden se mere og opleve nye ting og bruger ikke ret mange penge de enkelte steder.

Det er selvfølgeligt sørgeligt for området. Men, som jeg nu har set mange steder på min tur, er det umådeligt svært for disse små samfund at overleve og få tilført udvikling og arbejdspladser. Senere da jeg kom til John O´Groats i det nordøstlige hjørne af Skotland, havde også der prøvet at stable en kunstnerby på benene, oven i købet i nye moderne bebyggelser. Her stod allerede et par år efter åbningen, de fleste butikker tomme og ledige. Megen af den udvikling, man søger at skabe, er finansieret af penge fra EU. Nej, man vil se, at om få år er der kun nogle få kunstnere tilbage og områderne vil igen kun bestå af små landbrug, lidt butikker, håndværkere og de få turisttilbud, der kan løbe rundt.
Og måske er det også i orden, Områderne er jo ofte nogle fantastiske naturperler, både faunamæssigt og landskabsmæssigt. Man må så affinde sig med, at der kun kan leve det antal mennesker, der er rimeligt grundlag for.

Efter mit besøg i kunstnerlandsbyen, gik jeg nu ned mod Balnakeil bugten og de enorme sandstrande området er berømte for. På min venstre hånd, er der anlagt en golfbane i bakkerne omkring Loch Lanlish og Loch Croispol, med udsigt ud over Balnakeil bugten. Beliggenheden er meget smuk. Men jeg kunne ikke se en eneste bil holde ved golfcentret eller person gå på banen og det i sommerhøjsæsonen. Nej, det er ikke let at få noget til at gå. Allerede på min vej ned af vejen, som ligger mellem 2 kampestensomkransede marker, hvor der gik nogle regnspover, viber og måger, kunne jeg se den gamle kirkeruin og den gamle Balnakeil Castle.
  
Ved kirkeruinen gik jeg rundt og så på de gamle gravsten. Kirken stammer helt tilbage fra slutningen af vikingetiden. Herefter gik jeg ned langs stranden på den vestlige side af Faraid Head. Standen er bred og lang, med hvidt sand og lavt vand, der betyder et smaragdgrønt vand og længere ude det blågrønne hav. Det var dejligt at trave ud af stranden med den friske vind i ansigtet og solen oppe på himmelen.

På turen her, så jeg terner og regnspover og også en sortstrubet lom i sin flotte sommerdragt. Der var godt nok sol, men ind imellem kom der store mørke skyformationer, der jog ind fra sydvest og ude over havet sås der af og til nogle kraftige regnbyger, der trak mod øst med hængende regngardiner.

Solen og dens stråler dansede i vandet og oplyste de hvide sandstrande som med et spotlys. Klitterne mellem klipperne blev skinnende hvide og græsset knaldgrønt. Klipperne var nogle steder små og forvitrede, limsten nedbrydes hurtigt. Andre steder var det Torridon sandsten og granit, der dannede mægtige forrevne og stejle klippevægge og dybe klippeslugter hvorimod havets bølger bragede ind mod.

Men videre gik det udad mod Faraid Head´s pynt, som ligger langt ude i Atlanterhavet her på nordkysten af Skotland. Her mødte jeg heller ingen mennesker og det var dejligt bare at trave af sted og nyde, at vejret nu endelig havde været med mig i et helt døgn!!

Det var nu ud på eftermiddagen, men hvis vejret ville arte sig godt, ville jeg fortsætte til langt ud på aftenen. Solen lyset, skyerne, lydene og lugtene på denne tur fik mig i et opstemt humør og en stor ærbødighed for at jeg igen kunne nyde min frihed her på disse øde klippekyster. Jeg ved jo godt, at min kones offer på denne tur også er medvirkende til, at jeg kan tage  mig denne frihed. Ikke at jeg under andre omstændigheder kunne realisere drømmen. Det kunne jeg selvfølgelig også, det er kun et spørgsmål om prioritering. Men stemningen her ved denne enestående smukke strand og klippekyst får de  mest positive følelser frem i mig, med hensyn til min normale almene fremherskende nedtrykthed og tungsind. Men jeg har jo da også været glad og opstemt masser af gange på min tur.

Men turen er jo samtidig en kontrast til mit hidtidige liv og følelser. Så derfor vil jeg nok blive ved at opleve disse følelsesskift under hele turen. Men jeg kan mærke at jeg på denne del af turen bliver mere og mere afklaret mht. hvordan jeg har det og måske hvordan jeg kan klare min fremtid hjemme i Danmark. Men mørke skyer trækker hele tiden ind over bugten, ligesom der i mit liv også trækker mørke skyer ind over mig. Det er bare med at få dem viftet væk eller være ”klædt på” til at tackle dem, så de ikke bevirker varige skader. Så her er nogle udtryksfulde billeder, der virkelig viser stemningen og mine følelser på den del af min tur.

Ude ved pynten af Faraid Head ser jeg nogle fuglekolonier med et væld af lomvier, mallemukker, søpapegøjer og alke. Udsynet er meget smukt med det nu mørkeblå næsten sorte hav, de frådende bølger der brager ind mod klipperne. Jeg går nu op mod venstre og syd øst tilbage og lige nedenfor en militær luftkontrolpost kaldet ”The Bee” bien, pga. dens gule og sorte farver.

Jeg skråede ned over en moselignende lavning, med en lille sø og nogle meget flotte vilde blomster i gule og røde farver. Derefter gik det opad en lang bakkeskrænt indtil jeg kom op til et oversigtspunkt ved en stor stenvarde. Her var en flot udsigt tilbage ned over Faraid Head og tilbage mod Durness.

Jeg satte mig i læ af stenvarden og tog mig et velfortjent hvil og fik mig noget varm te og noget at spise og drikke. Her var rart at side og kikke sig omkring. Ude i havet på venstre hånd mod øst, lå der nogle 2 klippeformationer Clach na Faraid og Clach Mhor na. Faraid, hvor på der var et væld af søfugle i og omkring deres reder.  Længere nede ad kysten sås et klippefremspring Geodh a´Lochaidh og ude i det fjerne sås Durness by som en perlerække af hvide huse. Bag byen kunne man se de 300- 400 meter høje bakkedrag sydligst for byen.

Udsigten mod sydvest byder på en solbeskinnet Balnakeil by og strand. Udsigten lyser op som en naturskabt smaragd af gullighvidt sand, grønt græs og blågråt hav og blåmeleret skyet himmel. Balnakeil Castle.
 
Efter hvilepausen, gik turen ellers ned langs den østlige side af halvøen. Den er ikke så præget af klipper men mere i kæmpestore klitter, ja nærmest bjerge i sand og marehalm. Men her er utroligt smukt, ude i havet ligger der store klippeformationer med deres reder af søfugle. Klitterne er meget stejle flere steder og undertiden ligger de i tilknytning til eller neden for store klippeformationer. Så man går ofte meget højt oppe og også steder hvor man skal tage sig i agt for ikke at falde ned af.

Et stykke nede ad kystlinien opdager jeg flere sæler der dovent svømmer rundt i en lille bugt omkring stedet Flirum. En sæl tiltrækker min opmærksomhed, for selv om jeg går ca. i 15 minutter på den strækning hvor bugten er, flytter den ikke sin plads. Den ligger kun lige med snuden oppe over vandoverfladen og da jeg kommer så tæt på, at jeg kan se detaljer i min kikkert, opdager jeg at den har lukkede næsebor og lukkede øjne og bare ligger og duver og vipper i vandet. Jeg er klar over at den sover!! Det stod jeg og så på et stykke tid, det er vist sjældent, at se en vild sæl ligge ude i havet og sove på den måde. Jeg troede faktisk den var død. Men i kikkerten kunne jeg se den lukke næseborene op og trække vejret. Den gyngede som en prop i vandet i takt med bølgernes gang.

Jeg fulgte kysten videre sydpå og asede op på højdedraget omkring Aodann Mhor, hvor der igen var en flot udsigt ind over Durness og Sango Bay. Men nu kunne jeg se en stor regnbyge trække ind over området fra sydvest. Jeg fandt frem til et sted, hvor man kunne komme over de hegn, der nu var sat op til landmændenes får. Regnen strømmede nu ned, men det var ikke koldt, så jeg travede glad men øm og træt op mellem fårene og klavrede over endnu et hegn og kom op i den fold hvor Martin Mackay har sine får. Endelig kom jeg ned af et hjulspor, der førte ind til byen og som det viste sig, lige til mit B&B GlenGolly.

Klokken var over halv ti om aftenen og jeg var godt træt og efter en omgang te og kiks gik jeg i seng og så lidt fjernsyn inden jeg faldt i søvn. I morgen skal jeg besøge et af mine store mål på turen, nemlig turen ud til Cape Wrath, som er det nordvestligste hjørne af Skotland. Men jeg har erfaret via turistkontoret og af Martin Mackay, at der er en stor militærøvelse ude på området ved Cape Wrath.
Området er det eneste sted i Europa, hvor man kan kaste bomber på over 1000 pund fra fly og affyre skarpe granater fra store krigsskibe ud for kysten. Disse farlige øvelser og skydninger finder næsten altid sted i turistsæsonen og ofte uden at man bliver varskoet tidsnok!! 3 dage før jeg kom der, fløj der 3 skarpe granater ind over Durness by og slog ned i den næste bugt Loch Eriboll, der ligger et par kilometer fra byen. Man havde selvfølgelig klaget til militæret, men bare fået at vide, at det ikke kunne passe og det ikke var sket. Martin Mackay havde selv set de 3 nedslag fra granaterne og hørt suset og brølet fra dem. Så det er altså farligt at bo så tæt ved sådan et øvelsesområde.

Martin Mackay har fortalt mig, at de normalt slutter ved 13:00 tiden. Så kan man tage over med en lille færge, som jeg i min planlægning allerede havde kontaktet. I morgen vil jeg ringe til færgemanden og få besked hvornår de sejler. Martin Mackay vil køre mig ned til færgen, der afgår fra en mole nær ved Cape Wrath Hotel.

Cape Wrath var især under Anden Verdenskrig en vigtig brik i varslingssystemet for angreb og bevægelser af tyske fly, skibe og ubåde i det nordlige Atlanterhav. I dette farvand opererede og udgik mange konvojer og patruljering, da tyskerne havde mange baser i Norge. I dag har mange af de barakker og bygninger militæret efterlod efter krigen blevet anvendt til hølader og maskinhuse for landmændene. I 50 ´erne blev Durness også opgraderet med moderne overvågningsudstyr for at kunne følge og advare om sovjetunionens militære bevægelser med atomubåde osv.  Inde i Durness så jeg på det lille torv også her et mindesmærke for de mange faldne dette område også har måtte bidrage med, i de 2 verdenskrige.
Jeg er meget spændt på om det kan lade sig gøre, at komme over til Cape Wrath i morgen. Her sidst på siden ses et par billeder fra østsiden af Faraid Head.
  
Torsdag den 4. juli.

Jeg fik en dejlig men anderledes morgenmad. Og efter at have aftalt med Martin, at vi kunne køre til færgen til Cape Wrath kl. 12:30, havde jeg noget tid som jeg brugte til lidt handel nede hos købmanden og en snak med en familie fra Sverige, som kom på 2 store Harley Davidson motorcykler.
 
Martin Mackay kom ind til mig og spurgte om vi ville se hans border collies træne med fårene. Jeg havde tidligere i min planlægning og mails til ham, foreslået at han gav mig en demo af hundenes kunnen.
Vi gik udenfor og han hentede hundene. De var helt ellevilde ag glæde og for rundt om os og ned i marken. Martin fortalte om sine hunde og især om den ene af dem, kaldet Roy. Den var faktisk verdensmester og flerårig champion i Europa m.m. Nu gav han en enkelt kommando og 2 af hundene for af sted, ned over marken ned mod fåreflokken. Hunden Roy, skulle ikke med, for den skulle faktisk på pension. Der sker ofte det, at border collierne ved 6-9 års alderen bliver mentalt stressede bl.a. af at der hele tiden er en yngre hund i oplæring og den ofte mentalt ”sætter sig” på den ældre hund. Det giver ofte de udslag at den ældre hund bliver pylret og underdanig og så er den ikke noget værd som fårehund og til deltagelse i konkurrencer. Roy viste nu tegn på sådanne forhold, så nu skulle han på pension. Hen var også næsten 9 år gammel.

Martin viste mig også rundt i sin stue, hvor alle hans pokaler og æresbevisninger hang. Hele huset var faktisk fyldt af billeder, skulpturer, figurer i alle afskygninger af alle hunderacer, flest border collies. Jeg tror der har været over 1000 ting og sager, nips og tingel tangel. Men hans kærlighed til hundene var tydeligt at se. I det hele taget var han en rar og fornuftig mand, som jeg syntes vældig godt om. Det var et rart og dejligt sted at bo, ligeså.
 
Hundene kunne nu selv finde ud af at drive fårene op til en lille fold ved huset. Det var imponerende at se dem flintre frem og tilbage bag fårene i indbyrdes gensidig forståelse for hvor de skulle jage, hvor de skulle presse fårene, for at få dem gennet op i den rigtige retning. Martin råbte ikke en eneste kommando, for hundene kunne selv klare at lede fårene op og ind i folden og også få dem ud igen og tilbage ned i marken. De er bare så fantastiske kloge disse border collies.
 
Selv om vores egen border collie ikke er særlig dygtig, kan jeg genkende mange af de egenskaber hun har, i forhold til de hunde Martin har. Det var en sjov og fantastisk opvisning Martin og hans hunde gav mig. Jeg kunde også mærke på ham, at han var stolt og var glad for mine spørgsmål og interesse for sagen. Så selv om vi kun lige har mødt hinanden og jeg allerede i morgen tager af sted igen, følte jeg, at han godt kunne lide mig og at vi var på bølgelængde.

Ved halv et tiden kørte Martin mig så de ca. 10 kilometer ned til overfartsstedet for båden til Cape Wrath. Jeg havde ringet til færgemanden og fået at vide, at de måske kunne sejle over ved 13:30 – 14:00 tiden. Vi kørte ud ad vejen mod Cape Wrath Hotel med udsigten ud over Den lange fjord og bugt Kyle of Durness, som er meget lavvandet ved ebbe, så lavt, at bunden kommer op over vandet. Derved dannes der enorme hvidgule sandområder med det blågrønne vand omkring. Meget malerisk og smukt.

Ved den lille p-plads ved en lille mole, satte Martin mig af og vi aftalte, at han ikke skulle tænke på at hente mig igen, da jeg ikke vidste hvornår jeg ville komme tilbage. Jeg ville så enten gå tilbage eller søge at få et lift ude ved den store vej til Durness. Jeg var helt alene her ved molen, solen skinnede og vejret var nu meget varmt. Jeg bestemte mig til at gå en tur ud vest på langs stranden og op på klipperne og bakkedragene, der strakte sig op mod Balnakeil Bay.
Søen Loch Borralie ligger derfor på min højre hånd og hvis jeg går oppe på bakkedragene, kan jeg hele tiden holde øje med hvornår færgemanden kommer og han starter oversejlingen til den anden side, hvor der holder en minibus, der kører mig og de evt. andre turister de ca. 20 kilometer til Cape Wrath. Turen med båden og minibussen frem og tilbage koster ca. kr. 150,00. Vandreturen op over bakkedragene var utrolig smuk, solen bagede ned over de grønne bakker med millioner af tusindfrydblomster.  
 
Oppe fra bakkerne var der en fantastisk udsigt ud over bugten. Jeg spejdede efter sæler, men så ikke nogen. Selv om solen skinnede kan man på billedet foroven til højre se, at blåsorte skyer næsten altid hænger et eller andet sted i horisonten. Det er sjældent helt skyfrit. Men her oppe på bakkerne gav skyerne lyset en helt særlig stemning, som det tydeligt ses på billedet. Klokken nærmede sig 14:00 og jeg gik ned mod molen og satte mig til at vente, sammen med de mange der også var kommet, for at få turen ud til Cape Wrath.

Lidt efter kom bådføreren og efter at han havde hentet den lille båd ude i fjorden, blev vi læsset og vi tøffede over den lille strækning og lagde til en bitte mole på den anden side. Her stod  en mand klar med en lille minibus, som kort efter satte kursen ud af det smalle hjulspor, der strækker sig gennem et umådeligt smukt bølget bakkelandskab, med store moser og heder. Vejen er meget smal og ligger flere gange klos op ad stejle skråninger og dybe klippeslugter.
Desuden er vejen noget bombet, faktisk i elendig stand, så turen bumles af sted i den gamle rustne og værkbrudne minibus. På vejen ud skal vi standse ved en militærpost, der ligger ved floden, nede i en malerisk floddal, med en pitoresk klippestensbro over. På turen ser vi pludselig flere ryper (grouse) med unger pile ud i græsset og tilbage ind over hjulsporet. Lidt efter ser vi rederne af adskillige storkjover, som ligger oppe på nogle små græstuer nær hjulsporet. Efter ca. 2o kilometers bumlen ad denne uvejsomme rute, når vi målet.  
Som man kan se på kortet står der flere steder en anmærkning med Danger Area. Det er de steder der bombes.
 
Cape Wrath er et enestående sted på den skotske nordkyst. I solskin er her helt ubeskriveligt dejligt. Det grønne græs oven på den forrevne og stejle eller lodrette klippekyst, med den hvide brænding og azurblå hav, som strækker sig uendeligt ud i horisonten, hvor USA og Canada ligger et eller andet sted.

Her er enormt mange søfugle. Det er et flot skue med disse tusindvis af fugle som hvide pailletter på en baggrund af et knaldblåt hav. De store flotte hvide suler med det gule hoved og deres sorte vingespidser, glider majestætisk tæt forbi klipperne, længere ude ses jeg nogle styrtdykke ned i havet efter fisk, bare fantastisk at opleve ”live”.

Cape Wrath´s fyrtårn er opført i 1823 og området havde under 2. verdenskrig en vigtig rolle som radarpost for overvågningen af Nordatlantens konvojer og lufttrafik, så Nazitysklands uhyrlige bestræbelser på at overtage verdensherredømmet i 30´erne og 40´erne bl.a. derved ikke blev en realitet.

Efter at have besigtiget det enorme tågehårn ved fyret, satte mig lidt efter på græsset oppe ved fyrtårnet, med udsigt ned over en lodret klippevæg. Solen bagede ned og jeg fik lavet noget te og spist min mad. Mit besøg ved Cape Wrath har betydet en fantastisk oplevelse, en af min turs højeste ønsker der til fulde har indfriet mine forventninger. Det gode vejr var jo så godt, at himmelen var helt skyfri hen på eftermiddagen. Fantastisk.
  
Efter at have tilbragt et par timer ved Cape Wrath gik turen tilbage mod færgestedet og turen over til den anden side. Her kom jeg i snak med et engelsk midaldrende par fra Blackpool, der tilbød mig et lift tilbage til Durness. Jeg klædte mig om og gik i det gode vejr ned i byen, hvor jeg fik et måltid mad på den lille restaurant, der lå ved siden af turistbureauet.
Måltidet var ikke særligt godt, men billigt. Det er godt man kan få et godt glas friskt fadøl til. Det var ved at være aften og jeg gik ned ad trapperne lige bag ved restauranten.
Her kom jeg ned til den berømte flotte stand Sango Bay. Her ligger nogle fine sandstrande med nogle fritlagte sorte vulkanske klipper. Havet bruser ind mod disse strande i store og lange bølger, der er utroligt flotte i deres blå og grønne farver med det hvide skum på toppene.

I Balnakeil bay er bøgerne ikke store og de har en anden kulør, men i Sango Bay, er det bølger fra Atlanten, der ruller ind og her er lyset anderledes og farverne forskellige fra Balnakeil Bay. 

Blæsten stod ind i bugten og jeg klatrede op på et par af de kæmpe klipper, selvom de var meget stejle, glatte og forvitret og forrevne. Her helt ude i brændingen, kunne jeg sidde og få den salte vind og skumsprøjtene i ansigtet. Fantastisk. Ud på aftenen gik jeg tilbage til GlenGolly B&B. Jeg lavede mig noget te, smurte nogle kiks med marmelade og sad så og skrev postkort og dagbog i Martin og hans kones stue. De havde et stereoanlæg, med en masse CD´er med skotsk musik. De havde også en CD, jeg lige havde købt hjemme, en dobbelt CD med live-optræden af berømte skotske kvinder, der synger et væld af de dejligste sange man kan tænke sig, lige så de små hår rejser sig på nakken og på armene. Pladen satte jeg på og så sad jeg ellers der og nød musikken, skrev lidt, gumlede kiks og drak te.
 
Pludselig kom Martins kone ind til mig, hende havde jeg ikke set ret meget. Men hun smilede og fortalte, at det var hende der normalt købte og hørte alle CD´erne de havde. Hun havde hørt jeg spillede lige netop den CD med den skotske skønsang og hun var interesseret i hvorfor jeg lige havde valgt den.
 
Jeg kunne så fortælle hende, at jeg lige havde købte den i Danmark, godt nok specielt skaffet hjem, da pladen var fra 2001, men at jeg var helt vild med den sang og musik på pladen og at jeg hjemme havde et utal af CD´er og bånd med al slags musik fra Skotland. Det var hun meget imponeret over og vi fik en lang snak om musik og mange andre ting. Martin kom også ind i stuen og vi hyggede os med musikken og snakken. De roste mig for, at jeg sådan havde sat mig ind i Skotland og menneskene og naturen og musikken inden jeg rejse af sted på min lange tur. Sådan nogen som mig traf de meget sjældent på, i den strøm af turister de normalt husede i deres B&B. Det var rart at høre og jeg følte mig velkommen og accepteret. 

Jeg kunne senere gå i seng med mindet om endnu en fantastisk dag i Skotland og nu i 2 dage med flot solskin og varme. Jeg har truffet mange rare og venlige mennesker. Jeg føler mig så absolut velkommen og godt tilpas her, her kunne jeg sagtens bo, leve og sikkert have det bedre end i Danmark, hvis jeg bare havde et job og kunne sproget bedre. Men det er nok for sent i dette liv, desværre. Her er til slut de sidste billeder, fra den vestlige del af Skotland jeg nu havde tilbragt ca. 30 dage i. Nu ville landskabet blive noget anderledes i den østlige del og på Orkney senere.     
Næste dag gik der en lille minibus fra Durness til Kinlohbervie, derefter retur til Durness og videre til Tongue, hvor jeg skulle skifte til en postbus mod Thurso.

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...