Skotland, Danmark og hele verden under 2. Verdenskrig 1939 - 1945.
Nedenfor i dette store tekstafsnit er der 15 - 20 historier primært tilknyttet sø- og luftkrigen i 2. Verdenskrig - især på Atlanten, men også andre interessante historier om specielle hændelser, fakta og et væld af links m.m.
Herunder også nogle afledte historiske krigshændelser i Danmark i forbindelse med de tusinder af flyvninger, som Royal Air Force foretog ind over dansk territorium, for at nå og bombe de mange mål i Tyskland og farvandene omkring. Ofte fra flybaser i Skotland.
Emnerne er bl.a. luftangrebet på Ålborg flyveplads, umiddelbart efter den tyske erobring af Danmark i april 1940 og det dramatiske og uhyggelige flystyrt på Vemmenæs på Tåsinge den 23. april 1944.
Se teksterne ved de mange foto´s fra hændelserne i nedenstående fotoalbum.
Suppler evt. med at se og læse på den imponerende danske hjemmeside:
http://www.airmen.dk/
og
http://www.flensted.eu.com/
som beskriver alle forhold omkring luftkrigen over Danmark i 2. Verdenskrig, fly, nedstyrtningssteder, flyvernavne, kirkegårde osv.
Der er også mange beskrivelserne af "Slaget om Atlanten", historier og links de store slag med slagskibe til danske handelsskibes skæbner under konvojsejladserne over Atlanten osv.
Nederst er der et emne omkring Katyn-massakren i det daværende Polen og den danske retsmediciner Helge Tramsen og indflydelsen disse uhyggelige historiske begivenheder havde på den danske modstandsbevægelse medvirken i planlægningen af det engelske bombeangreb på de tyske dæmninger Eder, Mohne og Sorpe - "Dam-Busters-raid" 16/17 maj 1943. Historien herom kan ses og læses nederst i fotoserien og nederst i dette tekstafsnit.
Men ellers er denne og den næste side helliget et udvalgt antal beretninger og oplysninger om Skotland, Orkney og andre områder, herunder Danmark og den betydning 2. Verdenskrig havde for landene og hvilken rolle og betydning landene havde for krigens gang.
Indholdet omhandler primært sø - og flystridskræfterne i og omkring Skotland, handels - og krigsskibskonvojer, søslag, kystbevogning, flypatruljer, ubådsbekæmpning, særlige episoder og hændelser med tilknytning til Skotland og Danmark.
Der er også mange andre indslag om søkrigen i Middelhavet og med særlige historiske hændelser her og over hele verden.
Skotland og England:
Skotland havde enorm betydning for udfaldet af "Slaget Om Atlanten". De allierede havde desperat brug for forsyninger fra bl.a. USA og Canada for overlevelsen som Europas sidste forsvar mod tyskerne og nazimen. Forsyningskonvojerne over Atlanten var det, slaget stod om, fra 1939 til maj/juni 1943, hvor De Allierede sejrede på Atlanten og de tyske U-både og krigsskibe ikke mere alvorligt kunne true konvojerne over Atlanten og over ishavet til Murmansk i Sovjetunionen.
Orkney-øernes
største by og havneby, Kirkwall var fra 2. Verdenskrigs start, briternes vigtigste kontrolhavn for kontrabandefragter, altså for opbringning og kontrol af fragter og laster på alle landes handelsskibe, som befandt sig, eller kom ind i britisk og internationalt farvand omkring England efter den 3. september 1939.
I månederne efter april 1940, lå der konstant enorme mængder fragtskibe i Kirkwall´s havn og i farvandet omkring havnen, ofte ventende på at blive kontrolleret eller tilbageholdt, heriblandt 11 danske handelsskibe.
Briterne ville sikre sig, at alle handelsskibe ikke fragtede råvarer og gods, herunder krigsmateriel til tyske havne, eller til tyske erobrede lande og havne, som kunne bruges mod England og senere De Allierede. Hundredvis af handelsskibe lå i britiske havne ved krigsudbruddet og især i april, maj og juni 1940, da tyskerne havde erobret, Danmark, Norge, Holland, Belgien og Frankrig.
Efter den 9. april 1940:
Cirka 2 tredjedele af den danske handelsflåde overtaget af tyskerne, eller kom under deres kontrol, resten ca. 250 skibe var udenlands, kaldet "Udeflåden". En medvirkende årsag til at tyskerne kunne erobre mange danske handelsskibe, skete pga. den hårde vinter 1939/1940, hvor isen lukkede danske havne og farvande, hvorved mange skibe lå indefrosset og ikke kunne undslippe, da tyskerne erobrede landet i løbet af knap en dag, den 9. april 1940.
Danske sømænd uden for landet den 9. april 1940:
Omkring, men minimum 6361 danske sømænd, befandt sig uden for landet på deres skibe eller i havn, da tyskerne overtog Danmark (Udeflåden - udesejlerne). Ikke alle sejlere ville deltage i krigen, men forsvandt, søgte hjem via andre lande, eller gemte sig - en del blev dog interneret og anbragt i lejre og andre steder rundt om i verden - I England fik internerede danske søfolk, som ikke ville sejle i britisk tjeneste, tilbud om at få arbejde i britiske arbejdslejre, hvor skovhugst og træforarbejdning blev deres opgave - vel at mærke under gode forhold og behandling.
Hvor opholdt de danske handelsskibe sig efter den 9. april 1940?:
De mange danske handelsskibe i "Udeflåden" var ikke alle i britisk farvand, men befandt sig i neutrale havne, på havet eller i havne, som var kontrolleret af tyskerne eller deres allierede ud over den ganske verden. Over hundrede skibe og deres besætninger blev internerede, skibene beslaglagt, overtaget, stjålet eller solgt til andre stater.
Desuden var der flere specielle danske skibe, der også var på oversøiske opgaver, som blev fanget af krigens udvikling, f.eks. skoleskibet "Danmark" i USA og 4 bjergningsskibe, kabelskibe og 3 Grønlandsskibe, f.eks. "Julius Thomsen", som under store vanskeligheder, kom til at ligge over 2 måneder i Kirkwall/Orkney, inden det fik lov til at sejle til Grønland, med sine vigtige forsyninger. I den forbindelse skete der en britisk fejl og skibet afsejlede under dansk flag og gennem hele krigen kom dette skib til at sejle, som det eneste, under dansk flag. Kun i krigens sidste måneder kom nogle overlevende få danske skibe, til at sejle under dansk flag igen.
Danske handelsskibe i England:
Ud over, at der lå mange danske handelsskibe i britiske havne, var der en del danske skibe som var på vej over havene rundt om England f.eks. Atlanten, hvor der opstod store problemer med at få afklaret om disse skibe skulle sejle til neutral havn eller til britisk kontrolleret havn. Det store kaos i april 1940 foranledigede mange stridigheder mellem, redere, officerer og besætninger om hvad man skulle - adskillige gange måtte skibets kaptajner tvinge sit skib til at sejle til britisk kontrolleret havn eller neutral havn, ofte både på trods af ordrer fra Danmark, skibets redere og den menige besætnings ønsker.
Da briterne ikke havde megen "fidus" til Danmark´s modstandsvilje mod tyskerne, blev vi på mange måder betragtet som mistænkelige - man stolede ikke på Danmark - en efter min mening absolut korrekt antagelse, som de næste 2-3 år af krigen klart beviste - vores samarbejde med Nazityskland skyldets ikke kun tvang og pression fra tysk side - topmålet af samarbejde blev bl.a. demonstreret, da Danmark tidligt i krigen, forærede tyskerne 8 motortorpedobåde fra vores flåde! Det var også vores egen flåde, som minestrøg vores og andres farvande for tyskerne osv. osv.
Vores handelsskibe, redere og deres besætninger blev derfor af briterne, ofte mistænkt for "urent trav" og med en modvilje og nedvurdering, som resulterede i chikane og anden besværliggørelse af procedurerne omkring vore handelsskibes kontrol af fragter og mandskab. Den danske samarbejdspolitik med Nazityskland, som den danske regering og politiske ledelse førte, fik det meste af verden til at se ned på Danmark.
I 1940 havde Nazityskland en ikke-angrebspagt med Stalin og Sovjetunionen og det var en kendt sag, at hovedparten af de danske besætninger og deres fagorganisationer, var stærkt kommunistiske (dog ikke kaptajner og 1. Styrmænd/øverste officerer på skibene). På det tidspunkt af krigen, var Sovjetunionen briternes fjende (Stalin indlemmede dele af Polen og de Baltiske lande i 1939/1940 i aftale med Hitler og England erklærede jo krig mod Tyskland i forbindelse med tyskernes invasion af Polen den 1. september 1939).
Ligeledes havde Danmark, naivt og fejt, i 1939, inden tyskernes overfald på landet den 9. april 1940, indgået en ikke-angrebspagt med Nazityskland, noget som ikke fik briterne og andre lande til at se velvilligt på danmark - selvom man godt vidste, at vi var meget bange for tyskerne og deres erobringsplaner.
Flere danske handelsskibe måtte ligge uvirksomme i op til flere måneder i Kirkwall og i andre britiske havne. I april 1940 lå der 87 danske handelsskibe i britiske havne og mange flere danske handelsskibe blev senere opbragt og sejlet til England - sådan at de kunne indgå i den britiske og De Allieredes handelsskibsflåder - en del handelsskibe kom dog også af frivillighedens vej, i et samarbejde mellem rederne, fagorganisationerne, skibskaptajnerne og deres besætninger og med den danske stat/den tyske besættelsesmagt (Malterserkors-skibenes neutrale sejlads til England med danske landbrugsvarer).
Britiske Commenwealth havne:
Ud over verden lå der over 40 danske handelsskibe i britisk kontrollerede havne, flådehavne og Commenwealth-havne osv (fek.s. Gibraltar, Freetown/Sierra Leone, Halifax/Canada, Hongkong, Singapore, Durban og Aden).
De fleste af disse danske skibe kom hurtigt under engelsk flag og blev indsat i fragtkonvojerne over det meste af verden. Der var dog store vanskeligheder med de danske besætninger og de fagorganisationer, som repræsenterede dem - de fleste var kommunistiske og socialistiske og ville ikke umiddelbart fortsætte under britisk herredømme - der var også besvær med søofficererne og deres organisationer og selvfølgelig også med rederierne og ikke mindst den danske "appeacement" marionet-regering under tysk herredømme.
Men i de kaotiske måneder i foråret 1940, måtte der megen ny tænkning og initiativer til fra alle sider, for at få organiseret, ikke kun den danske maritime handelsflådes nye rolle, men også hele verdens handelsflåder og de nye forhold og betingelser, som blev en følge af Tysklands, Japans og Italiens krigserklæringer, og til dels også Vichy-Frankrigs rolle på det maritime område.
Desværre viste sig, at op mod 100 danske handelsskibe rundt om i verden, blev interneret og beslaglagt/stjålet i april 1940 og i de følgende månder og år. Mange lå interneret i et eller flere år, bl.a. i amerikanske havne.
England var desperate for at få fat i, eller få kontrol over så mange handelsskibe i verdenskrigens start, som muligt, da man var klar over, at transport af landets fornødenheder ville blive altafgørende for overlevelse i forhold til Nazitysklands og Japans krigs- og erobringsplaner.
England havde verdens største handelsflåde ved krigsudbruddet, men havde brug for at kunne kontrollere så mange andre landes handelsflåder og skibe som muligt, for at forhinde, at det blev tyskerne, som fik fat i dem.
Norges handelsflåde:
Norge havde en af verdens største handelsflåder ved krigsudbruddet (4 gange så stor som den danske). 33.000 norske søfolk deltog i verdenskrigen og ca. 4.500 mistede livet.
Norges militære modstand og kamp mod tyskerne i ca. 2 måneder efter invasionen i april 1940, hjulpet af britiske ekspeditionsstyrker, fik briterne til at betragte Norge som en allieret og de mange hundredvis af norske handelsskibe kom på den måde til at indgå i den handelsflåde, som briterne kunne regne med - vel at mærke sådan, at de norske skibe kom til at sejle under eget flag og ikke som de danske, der måtte overgå til britisk eje og flag (lavere fragtrater og hyre til besætningerne - hvor de norske priser og hyrer var væsentlig bedre og højere). Hele denne problematik skabte mange konflikter og ballede og mytteri på flere danske handelsskibe.
Andre landes handelsflåder:
Ligeledes var den hollandske handelsflåde også meget stor og lige som den norske handelsflåde kom de hollandske handelsskibe til at sejle for briterne under eget flag og forhold, som var bedre end de danske. Cirka 12.000 hollandske søfolk deltog i krigen og ca. 1.600 mistede livet.
De belgiske, græske og neutrale svenske handelsskibsflåder, som også var af en betragtelig størrelse, deltog i krigen på britisk side og blev primært ført under eget flag og ikke overgivet til den britiske krigsflådeadministration og britisk flag.
Europæiske havne - Leningrad havn og skibet "Axel Carl":
I april 1940 - lå der 24 større danske handelsskibe i franske og andre europæiske havne, herunder også i franske kolonilande i Afrika (Marokko m.fl.).
I Leningrad, Sovjetunionen, lå skibet "Axel Carl", fra Heimdal rederiet, den 22. juni 1941 - dagen hvor Tyskland invaderede Sovjetunionen.
Danmark og dermed skibet og besætningen, blev derfor af russerne, betragtet som en del af Tyskland efter deres erobring af Danmark den 9. april 1940. Danmark blev derfor betragtet som fjender af Sovjetunionen (de diplomatiske forbindelser mellem DK og Sovjetunionen var afbrudt allerede i 1940).
Nu kom der 2 år, hvor besætningen måtte gennemgå ufattelige strabadser og lidelser, inden de blev fri og kunne komme til England og deltage i verdenskrigen igen.
D
eres skib "Axel Carl" blev sænket i havnen i Leningrad af tyske styrtbombefly i august 1941 og besætningen blev herefter interneret i flere lejre rundt om i Sovjetunionen, hvorved 3 danske søfolk omkom af sygdom og sult, inden de overlevende via Teheran og Alexandria til sidst kom til England i løbet af maj 1943. Inden da blev førstemaskinmester Niels Oscar Anderson, dog dræbt i Teheran ved en bilulykke.
Flere af "Axel Carls" besætningsmedlemmer tog hyre på allierede handelsskibe i Alexandria i marts 1943 og kom ud at sejle med fragtskibe i Middelhavet og var bl.a. med på et af de handelsskibe, det norske "Hermelin", som deltog i De Allieredes invasion af Sicilien.
Se i dette link til en TV-udsendelse om en af de overlevendes beretning om skibet "Axel Carl" og besætningens skæbne:
http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-29758132:en-danskers-rejse-
gennem-2-verdenskrig.html
Link til dansk side med tab af sømænd i 2. Verdenskrig, som stammede fra Nyborg:
http://www.vikkelsoejorgen.dk/39705964
Skibsliste 1941 og søulykker samme år - udgivet af Ministeriet for Handel & Industri & Søfart:
http://www.sbib.dk/documents/Skibslister/1941.pdf
http://www.sbib.dk/documents/Dansk_soeulykkestatistik/1941_001-067.pdf
Link til side med oversigt over alle danske tab af søfolk under 2. Verdenskrig:
http://www.befrielsen1945.dk/temaer/modstandskamp/allierettjeneste/kilder/sejlere.pdf
Link til oversigt over søgbare kildematerialer:
http://klubbmaritim.com/Dokument/KMbibliotekfeb09.pdf
Andre områder af verden, hvor danske handelsskibe opholdt sig i april 1940:
Desværre kom det for mange danske handelsskibe og deres besætninger, til at blive en meget svær tid efter april 1940 - de fleste skibe og besætninger blev interneret og skibene beslaglagt og mange kom først ud at sejle i løbet af 1941.
I verdens endnu mange neutrale havne i april 1940, lå mange danske handelsskibe og ventede på losning eller lastning af gods.
Amerika:
I amerikanske havne lå der 37 skibe (Boston, New York, Baltimore m.fl. Disse blev interneret og kunne derfor ikke sejle. Først den 12. juli 1941 blev de frigivet og kunne overtages af USA, under amerikansk flag eller Panamaflag (f.eks. Esso-tanskskibene fra Mærsk).
Inden da havde mange besætningsmedlemmer taget hyre på andre landes handelsskibe, som ikke var interneret og ca. 100 sømænd valgte at rejse hjem til Danmark via en særlig ordning (USA var ikke i krig med Tyskland på det tidspunkt).
Da de danske skibe blev overgivet til de amerikanske sømyndigheder, blev skibe omdøbt og fik andre besætninger, dog oftest med danske officerer som ledere, men med blandet besætninger fra mange lande, herunder også danske menige sømænd.
Skoleskibet "Danmark" med 120 søskole-elever ombord, lå i Jacksonville på den sydøstlige kyst af USA i april 1940, blev ikke som sådan berørt, men måtte finde sig i at ligge her hele krigen. Elever og besætning blev frigivet, hvorefter de fleste elever derefter tog hyre på andre landes handelsskibe og deltog i konvojkrigen på Atlanten og andre steder på verdenshavene.
Af de 120 elever der var på skoleskibet i april 1940, omkom 14 af de unge danske elever i krigen på de handelsskibe de var påmønstret.
Man kunne kun finde 7 gamle elever, da Skoleskibe "Danmark", skulle sejles hjem igen efter krigen. Mange af de helt unge mænd, ja kun store drenge, fik en hård brutal start på deres liv og mange blev rodløse og fik ikke det tilhørsforhold til fædrelandet, som mange af de danske søfolk ellers fik og havde. Et betydeligt antal af skoleskibseleverne blev ude i verden, især i USA efter krigen og vendte aldrig hjem.
I havne i Mellem- ogSydamerika, lå der ca. 22 danske handelsskibe:
2 danske tankskibe i St. Thomas, Vestindien, som senere, via en priseret i Trinidad blev overtaget af England og indsat i konvojfarten på Atlanten - uden dansk mandskab, som ikke ville og måtte tage hyre på disse nu britiske skibe. De 2 skibes besætninger fik hyre på andre danske tankskibe i samme rederikoncern (Panama Transport Company/D.D.P.A. anciennitetsforhold).
2 danske skibe lå Montevideo i Uruguay, hvor det ene "Laura", senere kom under amerikansk flag og kom til at sejle under krigen i konvojsejladsen på Atlanten. Det andet skib "Chr. Sass" kom aldrig ud at sejle under krigen, men lå beslaglagt i Montevideo, trods utallige protester og frigivelsesforsøg fra mange parter, herunder den danske regering.
I Argentina lå der 5 danske handelsskibe (skibet "Malaya" var dog undsluppet interneringen, da det afsejlede i juni 1940) og de 4 øvrige skibe kom til at ligge interneret indtil begyndelsen af 1942, da de blev solgt til Argentina og kom ud at sejle primært i argentinsk farvand.
I Brazilien lå der 5 danske handelsskibe, som også fik et meget langtrukkent ophold med det meste af deres besætninger ombord. Først i marts/april 1942 blev de solgt til brazilianske ejere og kom til at sejle under krigen under bekvemmelighedsflag - det vides ikke om de danske besætninger fik hyre på de nu brazilianske skibe.
Brazilien var ikke neutrale, men angreb tyske ubåde på havet - især efter at tyske u-både havde sænket adskillige brazilianske fragtskibe i 1941/1942. I August 1942 erklærede Brazilien krig mod Tyskland og Italien og De Allierede fik mulighed for fly- og flådebaser på landets østkyster i samarbejde med dets militær.
Nu kunne man mere seriøst patruljere og angribe tyske u-både og forsyningsskibe i Sydatlanten herfra, som sammen med baserne på de midt- og sydatlantiske småøer kom til at betyde et større forsvar for skibene i disse farvande.
2 af de 5 tidligere danske skibe blev under krigen sænket, et i november 1942 og det sidste i august 1944 - der var ingen omkomne ved disse 2 sænkninger.
Chile:
De 5 danske handelsskibe i chilenske havne, som siden april 1940, hvad ligget i god ro og orden i havnen Talcahuano og andre havne i Chile, blev beslaglagt i februar 1941 og overtaget af den chilenske stat, med om tilbageførsel efter krigen og behørig kompensation.
Hele overtagelsen foregik med anvendelse af løgn og manipulation og trusler om magtanvendelse og man tog ikke notits af officiel dansk protest. Herefter blev besætningerne behandlet groft og chikaneret.
I begyndelsen af 1942 fik de sidste af de danske skibes besætninger hyre og muligheder for at komme til New York og med andre handelsskibe bl.a. i allieret sejlads på Atlanten. Lidt under halvdelen af besætningerne tog dog hyre på de overdragne skibe og sejlede mellem Chile og amerikanske havne.
De fine velholdte danske skibe, blev under chiles ejerskab misligeholdt og var ofte i elendig stand og kunne ikke sejle og flere gange måtte danske maskinfolk tilkaldes og hjælpe til med at få dem sejldygtige - chilenerne kunne ikke klare det.
3 af skibene forliste i løbet af krigen, 1 blev sænket af en tysk u-båd og de 2 andre henholdvis strandede og sank pga. en kollision med et andet skib. Det vides ikke om der var danske sømænd ombord og der omkom nogle i disse 3 forlis.
Chile var pro-nazistiske lige som Argentina tildels var det. Defor var britiske forsøg på at overtage de 5 skibe frugtesløse.
Den danske marionet-regering føjede tyske krav om, at besætningerne ikke måtte sejle til amerikanske og andre sydamerikanske havne og at de skulle afmønstre og ikke tage hyre på andre skibe og rejse hjem til Danmark, betalt af den danske stat. Gjorde man det ikke var det strafbart. Det var man i besætningerne meget utilfreds med og man føjede kravene kun delvis på nogle af de 5 skibe.
De besætningsmedlemmer, som ikke ville sejle med de chilensk
stjålne skibe, blev tvunget i land og måtte henslæbe resten af 1941 i land med hjælp fra firmaet Broom i Valparaiso og andre organisationer.
Peru:
1 dansk handelsskib og dets besætning, der lå i havnen i Callao, Peru, blev behandlet på lignende måde, som i Chile. Her måtte besætningen til sidst gå i land og skibet sejlede under peruviansk flag, men under samme selskab som de 5 danske skibe fra Chile. Skibet med navnet "Irland" blev sat ind i kystsejlads, men måtte på et tidspunkt have danske maskinfolk ombord, for at skibet overhovedet kunne sejle!
Japan:
2 danske skibe, som japanerne beslaglagde i deres havne i april 1940, blev senere sat i japansk sejlads under japansk flag, efter langvarige forhandlinger mellem, Danmark/Tyskland og Japan, som ikke førte til nogen aftale. Begge skibe gik tabt under krigen i stillehavet.
Kina og Hongkong:
Flere danske handelsskibe i havne i Kina og Hongkong ("Gertrude Mærsk", "Peter Mærsk" og kabelskibet "Store Nordiske" m.fl.) blev interneret og beslaglagt i april 1940 og kom besætningerne blev tvunget til Shanghai.
Her blev de sammen med både norske og svenske besætningsmedlemmer samlet og udsat for ekstremt dårlige forhold med ringe støtte fra bl.a. det danske konsulat, som i samarbejde med den danske marionet-regering under tysk herredømme, ikke gjorde nok for de uskyldige søfolk og i mange tilfælde ligefrem søgte at ligge alle mulige hindringer i vejen for besætningens ophold, eventuel videretransport (hjemrejse via den transsibiriske jernbane m.m.) og generel pleje osv. Besætningerne måtte tåle, hungersnød, dysenteri, tyfus og TB, uden nævneværdig lægehjælp. Mindst 6 sømænd omkom under disse forhold.
Flere sømænd søgte at klare sig igennem og overleve ved at tage dårligt betalte job, ved kriminalitet hvor nogle blev pågrebet og sat i de berygtede kinesiske fængsler, som samtiden beskrev som helt ekstremt frygtelige!
Alle protester og beklagelser over forholdene og situationen, som besætningerne og deres ledere fremsatte over for bl.a. de danske myndigheder på generalkonsulatet fik ingen nævneværdig betydning.
Efter krigen fremsattes klagerne igen over for konsulatet, men med hjælp og opbakning fra Danmarks Udenrigsministerium, blev alle klager og erstatninger afvist - Man henholdt sig til tesen: "Påstand mod påstand"! -
Se sådan opførte den danske stat sig mod sine egne også efter krigen - Tilfældene i Kina var ikke enestående - også andre søfolk kom til at mærke de danske lederes "tak" til sine egne efter krigen!
Ud over de nævnte havne og steder ud over verden, lå der også danske handelsskibe i italienske, spanske, portugisiske, græske, svenske og i mange asiatiske havne - ja over alt i verden - vi var en søhandelsnation af betydning på det tidspunkt - lige som Mærsk er det endnu mere i dag.
Konklusioner:
For de over 6200 danske søfolk i 2. Verdenskrig, som var udenlands i april 1940, var det som den danske stat bød dem af vilkår som dansker, meget ringe og man svigtede i stor stil, disse mange mennesker.
De måtte gennemgå opslidende interneringer, ofte ilde set og nedværdiget og generet på mange uværdige måder, måtte lide af sult og sygdomme, uvished og påtvungne love og regler og trusler om straf fra deres eget land!
Alt sammen primært fordi Danmark i den grad, samarbejdede med Nazityskland og Hitler og ikke sagde fra i tide. 794 danske søfolk omkom i aktiv tjeneste i krigen på havene i "Udeflåden") - Dertil kom de over tusinde andre døde i "Hjemmeflåden", blandt fiskere og andre, som havde med den maritime verden at gøre under krigen og efter krigen (minesprængninger i årene efter krigen).
Det kan godt være Danmark blev skånet af den førte politik, for dem der boede i landet under krigen - men det blev dyrt på mange andre områder - både menneskeligt og økonomisk - det tog mange år at få lidt anseelse og respekt i omverdenen igen.
Danmark under og efter 2. Verdenskrig, var et meget meget mørkt
kapitel i vor historie - man kan kun skamme sig over de feje politiske partier, som regerede dengang - Socialdemokratiet og de Radikale. Efter krigen var det stort set de samme politikere, som kom til at lede landet - De klæbede til magten uanset hvad de havde udrettet og slap over deres skændsler for billigt!
Omkostningerne:
Tabene af danske søfolk, som omkom i verdenskrigen kom til andrage ca. 15,4% af udeflådens besætninger (ca. 981 søfolk mistede samlet livet) på altså minimum 6361 søfolk (både officerer og de andre besætningstyper).
Tabene af skibe mellem 1. september 1939 og 9. april 1940:
Der blev fra 1. september 1939 og til 9. april 1940, indtil den danske handelsflådes fragtskibe i overvejende grad blev overtaget af briterne og USA, i det britiske The Ministry of War Transport (MoWT), sænket 28 danske fragtskibe (f.eks. fragtskibet "Samsø", som var under britisk flag efter 9. april 1940). Mange danske fragtskibe under britisk flag, ofte med nyt skibsnavn, blev under hele krigen sænket og mange danske søfolk omkom. Her er en opgørelse over danske tab af søfolk m.fl.:
Danske omkomne før den tyske besættelse (1.9.1939-8.4.1940):
388 søfolk, 4 fiskere, 2 passagerer, 6 udlændinge = 400
(dertil kommer besætningerne fra de 4 Esjergkuttere der blev sejlet ned i februar 1940, men som ikke er med i denne opgørelse).
Omkomne danskere m.fl. efter besættelsen 9. april 1940:
Hjemmeflåden: 365 søfolk, 19 passagerer = 381
Udeflåden: 981 søfolk
Færinger: 152
Fiskere: 217 fiskere, 1 passager = 218
Ukendt skib: 134 søfolk
Krigshandling (fangenskab m.m.): 18
Tvivlsomme hændelser: 12
(til tvivlsomme hører ufuldstændige oplysninger om bl.a. fiskere i allieret tjeneste)
Dræbt efter krigen (miner) 103 søfolk, 65 fiskere, 50 passagerer = 218
De samlede tab ifølge denne opgørelse ca.: 2514 personer.
Omkomne søfolk efter rang og beskæftigelse i både hjemme- og udeflåden (krisforlis, ulykker og sygdom).
Oversigten er på grundlag af rapporter og delvis skøn og fraregnet passagere og andre ikke hørende til handelsflådebesætninger f.eks. færinger, fiskere osv.) :
Kaptajner: 93
Dæksofficerer (styrmænd m.fl.): 146
Maskinofficerer (maskinmestre m.fl.): 212
Telegrafister: 11
Kokke- og restaurationsfolk: 191
Menige dæksfolk (dæksdrenge, matroser, donkeymænd m.fl.): 307
Menige maskinfolk (kullempere, fyrbødere m.fl.): 208
Torpederinger af handelsskibe fra u-både og efterfølgende sænkning af skibet, kostede ofte mange maskinfolk og søfolk, som befandt sig nede i skibet - Torpedoeksplosionerne dræbte ofte de vagthavende i maskinrummet (maskinmestre og maskinfolk) og kokke nede i skibet.
Tab af mange menige dæksbesætningsmedlemmer, var udtryk for at de var dem der var flest af på skibene og ofte opholdt sig ude i det fri, hvor beskydning, granateksplosioner m.m. og det barske hav og vejret var særdels farligt for dem - en stor del af de omkomne dæksfolk, skyldtes derfor også ulykker på skibene.
Et grusomt eksempel på de ultimative omkostninger sømænd og de efterladte/deres hjemstavn måtte lide:
Marstal by på Ærø mistede under 2. Verdenskrig 80 sømænd på danske og allierede skibe, som deltog i konvojerne på især Atlanten. Det er mange fædre og sønner at miste for sådan en lille by!!
Tab af skibe:
Omkring 60 danske handelsskibe deltog fra 1940 til 1943 direkte i de atlantiske skibskonvojer - hvorunder 22 blev sænket.
I hele den periode 1940 til 1943, mistede den danske handelsflåde ca. 80 skibe ved forlis og sænkninger - hertil kom de hundredvis af internerede og beslaglagte skibe verden over, hvoraf mange kom under et andet lands flag, blev solgt og i disse forbindelser, blev sænket eller forliste på verdenshavene eller i havnene.
Efter 1943 mistede Danmark også mange skibe og besætninger.
Men de værste år var fra 1940 til og med 1943.
Lidt kildematerialeforslag og andre oplysninger:
Læs evt. det store 4-bindsværk fra 1982, som har titlen: "Søfolk og skibe 1939 - 1945" - "Den danske handelsflådes historie under anden verdenskrig". Her bliver virkelig alting belyst og beskrevet - meget detaljeret og et fantastisk godt historisk redskab, hvis man vil vide noget om danmarks handelsmarines rolle under verdenskrigen.
Detaljernes rigdom gør værket til en fornøjelse at læse - omend der er over 2300 sider at læse og betragte (fotografier, skemaer og kort m.m.).
Læs også længere nede i dette tekstafsnit, hvor der er nogle beskrivelser af danske skibes skæbne under krigen på Atlanten, (ved Skotland/Orkney/Kirkwall), herunder med links til internetsider med oplysninger om disse, f.eks. om den pågældende tyske u-båd, som sænkede det danske skib osv.
Ligeledes er der nedenfor i fotoafsnittet ved hvert foto, mange beskrivelser og oplysninger om også danske skibe i britisk tjeneste og konvojsejlads under "Slaget om Atlanten".
Mere om atlanterhavskrigen:
De første 2 krigsår havde tyskerne overtaget og næsten bragt sejren i hus - men de allieredes teknologiske udvikling, efterretningsudvikling (Ultra/Benchley Park) primært i England og USA afgjorde til sidst udfaldet i "Slaget om Atlanten". De allieredes fly, skibe m.m. fik teknisk udstyr, radar, asdic m.m. for opsporing af fjendtlige fly, skibe og u-både.
Fly og skibe udvikledes i rivende fart og blev de tyske overfladeskibe og ubåde overlegne på alle måder i løbet af 1943. I 1944 var der tidspunkter hvor tyskerne mistede mere ubådstonnage end de allierede mistede fragtskibstonnage.
2. Verdenskrigs sidste handelsskib,
som blev sænket af en tysk u-båd,
inden Tysklands overgivelse den 8. maj 1945, skete ved Skotland, ved May øen i fjordmundingen Firth of Forth ud for Edingburgh og nord for North Berwick.
Det var den nye udviklede tyske u-båd Type XXIII, U-2336, ført af Kapitänleutnant Emil Klusmeier, som ramte 2 handelsskibe her. Først torpederede han det canadiske handelsskib "Avondale Park", kl. 23:03 (med 2 døde søfolk som resultat) og kl. 23:06 ramte han og
sank det sidste handelsskib i
verdenskrigen, det norske fragtskib "Sneland I",
ført af Kaptajn Johannes Lægland. Skibet medførte 2800 tons kul og havde en besætning på 29 mand. Torpedoen ramte "Sneland I" i styrbords side og skibet sank på 2 minutter, hvorved Kaptajn Johannes Lægland og 5 besætningsmedlemmer blev dræbt omgående og et andet såret besætningsmedlem døde, da han skulle transporteres i land. Dette skete den 7. maj - 7 døde mænd og 22 overlevende, såret på liv og sjæl, i alt 9 søfolk blev dræbt af et tysk svin, selv om krigen for så vidt var stoppet (Norge blev frit den 4/5 maj 1945, lige som Danmark).
U-bådskaptajnen Emil Klusmeier og hans besætning
, havde kun været på havet i 14 dage, efter sin afsejling fra Larvik i Norge den 1. maj 1945. Alle vidste, at krigen så godt som sikkert var ovre inden får få dage, men alligevel skulle dette svin ud og slå nogle flere mennesker ihjel! Helt unødvendigt og ondskabsfuldt på dette tidspunkt af krigen og nazisvinet overlevede og kunne allerede i juli 1945, løslades efter overgivelsen og levede da indtil den 19. januar 1982, hvor han døde, 69 år gammel.
Læs også de mange andre interessante
og på sin vis spændende historiske beretninger nedenfor, se de fantastiske fotos både i tekstafsnittene og i fotoalbummet nederst.
Læs evt. også den fremragende bog af Richard Woodman:
"The Real Cruel Sea" - The Merchant Navy In The Battle Of The Atlantic, 1939 - 1943. (Efter maj 1943, var tyskernes u-både slået og deres krigsindsats blev ikke mere farlig for De Allieredes samlede sejr og Englands overlevelse i årene 1939 til 1943).
Bogen er på engelsk (knap 800 sider) og kan lånes på biblioteket - Men det er en fantastisk historisk detaljeret opgørelse af alle de politiske, sømilitære og handelsflådemæssige forhold, herunder medrivende skildringer af de mange konvojers skæbner, skibe og besætninger, primært fokuceret på handelsskibene. Her er alt om sænkningerne, u-bådene, besætningerne, de overlevende - hundreder af skibsnavne og deres skæbne - også nogle danske skibes skæbner på Atlanten. bogen er meget, meget detaljeret og man kan ikke lægge bogen fra sig, så spændende synes jeg den var - og så er oplysningerne indeholdende de nyeste facts, da bogen er skrevet i 2004.
Se f.eks. også dette link til denne utroligt detaljerede web-side fra Norge om primært norske handelsskibe og deres besætninger:
http://www.warsailors.com/index.html
Se her links til sider med et væld af oplysninger om Skotland og skotternes militære betydning for England, Europa og 2. Verdenskrig:
http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_the_Atlantic_%281939-1945%29
http://en.wikipedia.org/wiki/Military_of_Scotland
http://www.orkneybatteries.pwp.blueyonder.co.uk/html/gun_batteries.html
Mere om Skotland of søkrigen på Atlanten og omkring Orkney-øerne:
Beretningerne om Skotland´s, Orkney´s og f.eks. Hoyøen - og Lynessområdets betydning og de hændelser, som knytter sig til Skotland og 2 .Verdenskrig, her med vægt på historiske begivenheder, facts og meget mere, som har relevans til Skotland´s og hermed Orkney´s vigtige rolle i "Slaget om Atlanten", som de allieredes søkrig i Atlanten mod Nazityskland ofte kaldes.
Slaget om Atlanten, er som mange andre slag og begivenheder i 2. Verdenskrig udråbt, som en af de vigtigste slag der blev kæmpet. Hvis man ikke have kunne få skibe fra Canada og Amerika til England og ikke havde kunnet få konvojer igennem til Murmansk og Sovjetunionen, ville de allierede have tabt krigen. Man ville ikke have kunnet skaffe føde, materiel og soldater nok til at klare alle de brændpunkter, der var at kæmpe om.
Mange af de skotske fjorde og havne var fortrinlige til at beskytte de allieredes flådefartøjer og brugtes også til opmarchch og samling af konvojskibe, som skulle retur til USA, Canada, Sovjetunionen og andre krigsknudepunkter over hele verden efter krigsmateriel, tropper, fødevarer og andre ressourcer m.m.
Ligeledes fungerede disse havne og fjorde også som opsamlingssteder for de ofte udmattede konvojskibe, som mere eller mindre decimerede i antal, sønderskudt m.m., kom retur fra de iskolde nordatlantiske farvande, gennem tyske u-bådskobbler´s patruljenet og søgende tyske slagskibe, enten det var til USA eller Canada, eller turen gik tur-retur til Murmansk i det nordlige Sovjetunionen med de livsvigtige forsyninger til russerne på Østfronten. Her brugtes fjorden bl.a. Loch Ewe på Skotlands nordvestkyst som naturhavn og opmarchsted for konvojerne.
Hvis russerne ikke havde fået massiv hjælp af krigsudstyr og fødemidler, ville de antageligt tabt kampen til tyskerne. Den østlige front bandt jo 2-3 millioner tyske soldater, foruden fantastiske mængder af materiel,
fra den første halvdel af 1939 til begyndelsen af 1945.
Se et link her til oplysninger om konvojer, skibe m.m.:
http://www.convoyweb.org.uk/index.html
Link til historierne om de danske fragtskibe "Peter Mærsk", Leise Mærsk" og fragtskibet "Lily", "Fredensborg" og "England"
(
de 2 første skibe under britisk flag og ejer og deres sænkning i november 1940 og december 1942, af de tyske u-både U-100 (J.Schepke) og U-185 (August Maus). Fragtskibet Lily blev sænket nær Kirkwall, Orkneyøerne den 26. april 1940 - alle ombordværende omkom.
Begge skibene "Fredensborg" og "England" i ballast, afsejlede sammen iht. de danske forordninger om parvis sejlads i krigstid, fra Orkney-øen Copinsay/Shapinsay, tillige med det tidligere danske fragtskib "Faro", som nu var norsk ejet (havde tidligere heddet Ragna og Randi). Det norske skib blev skadet ved en torpedering kl. 20:03 den 27. januar 1940, ca. 20 km. sydøst for Copinsay/Shapinsay af den tyske U-båd U-20. Fragtskibet fik kun et mindre læk og sank ikke og man forsøgte senere at redde skibet, men det strandede på klippekysten ved Taracliff Bay, Deerness på Orkney´s Mainland. Det var vinter og vejret var i disse dage omkring den 27. januar 1940 særdeles dårligt, med kulde og storm. 8 sømænd omkom og 7 overlevede forliset.
Men i forbindelse med "Faro´s torpedering, opdagede kaptajnen på U-20 også de 2 danske skibe, som straks havde sejlet til undsætning ved "Faro", da den blev forsøgt torpederet. Begge de 2 danske skibe lå nær ved "Faro" for at frelse overlevende og måske redde skibet fra forlis, da det ikke så ud til, at det ville synke, trods skaderne.
Men ca. 50 minutter efter angrebet på "Faro", klokken 20:52, blev "Fredensborg" med kaptajn J.V.Thorn, ramt af en torpedo fra U-20 (Kapitänleutnant Harro von Klot-Heydenfeldt). Torpedoen eksploderede midtskibs af "Fredensborg", hvilket fik det danske skib til at brække i stykker på 10 sekunder og forsvinde i det stormende hav, med hele sin 20 mand store besætning - ingen overlevende!
Kun 30 minutter senere klokken 21:24, ramte U-20 det anden danske fragtskib, "England", med en G7e torpedo under skibets kommandobro, hvilket fik skibet til at brække i 2 stykker og synke på kun 2 minutter i det oprørte hav. Her omkom straks de 20 mand af besætningen, der bestod af 21 mand - kun en sømand blev reddet.
I linkene nedenfor er der yderlige link til oplysninger om u-bådene og deres chefer Schepke, Maus, Max-Martin Schulte og Haro von Klot-Heydenfeldt.
Link til andre handelsskibe og deres skæbne:
Fragtskibet "Faro":
http://www.uboat.net/allies/merchants/212.html
Fragtskibet "Fredensborg":
http://www.uboat.net/allies/merchants/214.html
Fragtskibet "England":
http://www.uboat.net/allies/merchants/215.html
Tankskibet "Susan Mærsk"
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/988.html
Fragtskibet "Lifland":
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/2221.html
Tabsliste fra "Lifland":
http://www.uboat.net/allies/merchants/crews/ship2221.html
Den tyske U-båd U-20:
http://www.uboat.net/boats/u20.htm
Kapitänleutnant Haro von Klot-Heydenfeldt i U-20:
http://www.uboat.net/men/commanders/615.html
Ubådens kaptajn Klot-Heydenfeldt omkom allerede den 1. juli 1940, da hans nye kommando, som chef på den større og nyere u-båd U-102, på deres første krigspatrulje i Atlanten, førte til at u-båden blev dybdebombet af den britiske eskortedestroyer HMS Vansittart, sydøst for Irland, hvorved han og hele besætningen på 43 mand omkom.
Ved Leise Mærsk´s sænkning omkom 17 besætningsmedlemmer og 7 overlevede. Kaptajn Peter Konge Mortensen var blandt de omkomne.
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/666.html
Den tyske U-båd U-100:
http://www.uboat.net/boats/u100.htm
Kapitänleutnant Joachim Schepke i U-100:
http://www.uboat.net/men/schepke.htm
U-bådens kapatajn Schepke omkom under u-bådens sænkning i marts 1941.
Ved Peter Mærsk´s sænkning, omkom alle 67 ombordværende, herunder kaptajnen Otto Aggerholm.
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/2495.html
Den tyske U-båd U-185:
http://www.uboat.net/boats/u185.htm
K
apitänleutnant August Maus:
http://www.uboat.net/men/maus.htm
U-bådens kaptajn Maus overlevede krigen.
Fragtskibet "Lily" på 1.281 tons:
Bygget 1920 i Elbing, Danzig, Tyskland. Ejere: Marius Nielsen & Søn, København.
Sejlrute da skibet blev torpederet af U-13 Kapitänleutnant (Max-Martin Schulte): Fowey (afgang 2. april) - Kirkwall, Orkneyøerne - (afgang 25. april mod Preston), med en last af "kina-ler".
Klokken
00:28 om natten den 26. april 1940, blev det uledsagede fragtskib "Lily" ramt af en torpedo, der dog ikke detonerede (mange tyske torpedoer avde fejl og eksploderede ikke ved anslag på skibene), fra den tyske ubåd U-13, Klokken 01:17 ramte den anden torpedo, som U-13 havde affyret, Lily i stævnet, hvorved forskibet brækkede af og fik skibet til at synke på kun 45 sekunder (optegnelser fra U-bådens logbog). "
Lily" blev meldt savnet efter at have forladt Kirkwall samme dag. Ombord var også et engelsk prise-mandskab, bestående af en officer og fem soldater.
Fragtskibet "Lily":
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/314.html
Den tyske U-båd U-13:
http://www.uboat.net/boats/u13.htm
Kapitänleutnant Max-Martin Schulte:
http://www.uboat.net/men/commanders/1149.html
U-bådens kaptajn Schulte overlevede krigen, selv om U-13 allerede den 31. maj 1940, blev sænket, men uden at han og mandskabet omkom. Han kom dog ikke ud med en anden u-båd og overlevede derfor nok krigen. Mandskabet i U-13, blev senere fordelt på andre u-både, hvor de fleste senere omkom i løbet af krigen.
Links til andre danske skibe sænket af tyske u-både:
(Efter tyskernes erobring af Danamrk 9. april 1940, blev de fleste danske handelskibe, som på det tidspunkt var uden for Danmark, overgivet til den britiske handelsflåde i krigstid - Derfor er mange britiske handelsskibe, egentlige danske handelsskibe med danske besætninger).
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/3183.html
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/2880.html
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/172.html
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/134.html
Link til dansk web-side om sænkninger af danske fragskibe 1939 til 1942 - mange detaljer:
http://www.ryetoftt.dk/454728
Atlantkrigens samlede menneskelige omkostninger:
"Slaget om Atlanten" kom til at koste 30.248 sømænd livet, alene i den britiske handelsflåde, foruden de tusindvis af andre allierede sømænd i handelsskibene fra USA, Canada, Norge, Danmark, Sverige, Holland, Belgien, Grækenland, Sovjetunionen og mange andre lande. "Slaget om Atlanten" kostede 2828 sænkede allierede handelsskibe og 158 allierede krigsskibe. Desuden mistede over 15.000 sømænd deres liv i de allieredes krigsskibsflåder - Over 32.000 tyske u-bådsfolk (781 tyske ubåde blev sænket) ud af 39.000 folk i den tyske u-bådsflåde, omkom også i krigen.
Dertil kommer de tusindvis af sænkede skibe og omkomne søfolk, som 2. Verdenskrig også kostede - Ovennævnte er kun tab fra krigen på Atlanten 1939 - 1945.
De enorme krigsomkostninger i "Slaget om Atlanten", kan illustreres på den måde, at disse tab af mennesker og skibe m.m., udgør mere end de sidste 500 års søkrigstab!!
Forsyningerne til England og hermed også videre til andre krigsskuepladser, f.eks. med hjælp til russerne via ishavskonvojerne, blev under krigen, foretaget af 85.775 fragtskibe og eskortefartøjer i 2.889 konvojer. Konvojernes tab af skibe blev på 654 skibe og 1578 skibe blev tabt under sejlads alene uden eskorte. "Slaget om Atlanten" kom alene til at koste et totalt tab af skibstonnage på 11.899.732 tons.
Året 1942 blev et af de mest omkostningstunge år for De Allierede, da de tyske u-både sænkede over 8.000.000 tons fragt- og krigsskibe. Hertil kom tab af tonnage på alle de andre havområder, hvor allierede handelsskibe sejlede.
Mere om "Slaget om Atlanten":
Nordatlantens vejr og ikke mindst de mange storme og orkaner i de iskolde havområder, syd for Grønlands sydspids "Kap Farvel" og i "Danmarksstrædet" mellem Island og Grønlands østkyst, var ofte helt ekstreme og ikke egnet til at sende konvojer, bestående af ofte 40 - 60 handelsskibe og eskortefartøjer, ud i. - Ca. en tredjedel af alle allierede skibstab, skyldtes derfor ofte forlis og kollisioner og ofte "bare", at skibe forsvandt sporløst på havet. - I januar 1943 startede en lang periode på 140 dage, hvoraf de 116 dage i Nordatlanten var plaget af store storme og orkaner, som den dag i dag, er en periode, som ikke er overgået med lige så mange storm- og orkandage!
"Operation Torch" - Middelhavet og Atlanten:
Tabene af mandskab og skibe var enorme, hvoraf november 1942 var en helt uhyggelig tabsperiode,hvor tyske u-både på godt 14 dage sænkede 117 handelsskibe, svarende til 700.000 tons skibstonnage. De nordatlantiske konvojer havde i den periode færre eskortefartøjer, til at beskytte sig, da mange af disse flådefartøjer var med i den store landgangsoperation og invasion i Nordafrika - Operation "Torch", som skulle føre til Det Tyske Afrikakorps og Feltmarskal Rommels nederlag.
Den tyske flådeledelse og hermed Admiral Dönitz, var ikke klar over De Allieredes invasionsplaner og dermed flådestyrkers overførsel til Middelhavet. Det betød, at hovedparten af de tyske u-både forblev i Nordatlanten og ikke i til strækkeligt antal, kunne forhindre invasionsplanerne og udførelsen heraf i Middelhavet. - Til gengæld betød det, at u-bådene i Nordatlanten, pludselig havde mere frit spil og kunne angribe de nordatlantiske skibskonvojer, til og fra England. Konvojernes eskortefartøjer kunne ikke dæmme op for de mange tyske u-både, som i Admiral Dönitz planlagte operationer i de såkaldte "Wolf-packs", i mange tilfælde kunne sænke fragtskibe reletivt uhindret.
Efterretninger og kodebrydning:
Den britiske efterretningsorganisation "Ultra" havde heller ikke i november 1942, fået brudt koderne fra den nyeste tyske kodemaskine Enigma "4". I 10 måneder havde man ikke kunne bryde disse koder og tyskerne havde derfor et forspring, da de allerede ved krigens start og fremover, let kunne bryde de britiske koder og derfor kunne overvåge konvojernes ruter, antal skibe og eskortefartøjer m.m.
Nordatlantens konvojer blev derfor på en måde ofret i et par måneder, for at invasionen i Nordafrikan kunne sker som planlagt. De Allierede havde på det tidspunkt af krigen, november 1942, stadig ikke den nødvendige kvantitet og kvalitet, sådan at konvojernes ekskortefartøjer og flydækningen, samlet set kunne yde den fornødning beskyttelse af konvojerne.
Nye konsekvenser i "Slaget om Atlanten":
Men fra januar 1943 og indtil juni 1943 ændredes billedet og styrkeforholdet drastisk. Hitler beordrede Admiral Dönitz til, at forlægge mange af sine u-både til Gibraltar og Middelhavet, efter at han fik kendskab til De Allieredes landgang i Nordafrika. Hvorved slap de Nordatlantiske konvojer i december og januar 1942/1943, for de fleste tyske u-bådes hærgen. Desværre viste vejret sig i den periode sig fra sin værste side og betød store tab for konvojerne alligevel.
De Allierede fik brudt Enigma "4" koderne i december 1942, de fik nye bedre radarudstyr til både skibe og fly, bedre søge- og sporingsudstyr, som de tyske u-både ikke kunne spore, før det var for sent, bedre dybdebomber og affyringsapparater hertil, flere eskortefartøjer og ikke mindst betydelig bedre dækning fra patruljefly over hele Nordatlanten.
I februar 1943 havde de nordatlantiske konvojer kun luftdækning af i alt 18 langdistance patruljefartøjer, primært de amerikanske B24 Librators, men man ændrede prioriteringerne og tilførte hurtigt flere af denne type fly og i maj 1943 var der 70 sådanne fly - denne overvågning og angrebstrussel, medførte, at de tyske u-både i maj 1943, med stor risiko ikke mere kunne udnytte deres overfladefordel, når de skulle lade batterier op og se og angribe konvojerne med torpedoer.
I maj og juni 1943, betød det, at tyskerne mistede et uhørt højt antal u-både og besætninger, som man ikke kunne erstatte kvantitativt og kvalitativt hurtigt nok. Det betød at Admiral Dönitz i juli trak alle u-både væk fra Nordatlanten og placerede dem i Midt- og Sydatlanten og omkring Gibraltaråbningen ind til Middelhavet. Men uanset dette fortsatte tyskerne med at miste u-både i stort tal, da De Allierede nu havde baser og fly, som stort set kunne dække store dele af hele Atlanterhavet.
De tyske u-både havde ikke kvalitets- og operationelt fulgt med teknologisk og skulle stadig bruge megen tid på havoverfladen, for at oplade batterier m.m. Fra maj/juni og fremover blev hundredvis af tyske ubåde sænket af fly og flådefartøjer - ikke mindst da de, når de skulle ud eller hjem fra krigspatrulje var nødt til at sejle gennem Biskayen og farvandet ud for det vestlige Frankrig, hvor tyskernes baser lå. Mange u-både blev her sænket af allierede fly (Sunderlands, Catalinaer, Liberatorer B24, Wellingtons og Hudsons).
Senere forskning i "Slaget om Atlanten"...
har vist, at forskellige prioriteringer undervejs, ville have givet betydelige færre tab og forhindret de tyske u-både i deres til tider udslagsgivende sejre, som var tæt ved at betyde, at "Slaget om Atlanten" var tabt for de allierede og kunne have betydet, at England ville blive nødt til at opgive kampen mod Tyskland, i perioden september 1942 til marts/april 1943.
Samtidige ledende flådeofficerer har udtalt, at med bare 2 eskadriller langtrækkende fly mere, end den øverste militære ledelse ville anvende på denne krigsskueplads, ville "Slaget om Atlanten" have været vundet tidligere og med mindre tab af menneskeliv og skibe.
Det kan illustreres på den måde, at ved Casablanca-konferencen i januar 1943 (Churchill, Roosevelt og Charles de Gaulle, hvor Stalin havde takket nej til at komme), havde man her besluttet, at prioritere kampen mod de tyske u-både på Atlanten og få dem nedkæmpet. Dette førte desværre ikke til at man overførte flere fly, herunder langtrækkende fly, til overvågning og jagt på tyske u-både - Man var stadigt oppe mod den landmilitære prioritering af bombninger af landbaserede mål, hvor bl.a.
Det britiske "Bomber Command" havde stor indflydelse og på sin vis forhindrede, at de nødvendige antal fly og deres kvalitet, blev overført til bl.a. "Costal Command" og til konvojtjenesten. Dette skete først i maj 1943, da De Allieredes handelsflåder, havde mistet enorme mængder tonnage og søfolk og de tyske u-både var ved at vinde slaget.
"Costal Command" var dog også delvis selv skyld i, at man ikke fik overført det nødvendige antal fly til atlanterhavskonvojerne.
I over 2 år havde "Costal Command" og Det Britiske Admiralitet , selv presset på, sammen med "Bomber Command", for at man indledte en massiv bombning af de tyske u-bådsbaser på den franske vestkyst. Denne intensive bombning af disse baser satte man i værk fra januar til maj 1943.
Hvis man kunne ødelægge baserne og u-bådene her, inden de drog til havs, ville det spare enorme anstrengelser i material og mandskab på havet under transport og forsvar af konvojerne - en egentlig logisk beslutning - men som på sin vis blev fatal, da man ikke kunne ødelægge baserne og u-bådene her. De Allierede kastede 19.000 tons bomber over baserne og byerne hvor de lå, hvilket kostede mange civile fransk borgere livet. Ligeledes kostede de mange flyangreb et tab af 262 bombefly og deres besætninger - og ikke en eneste tysk u-båd blev skadet eller ødelagt under disse massive bombninger!!
De Allieredes anstrengelser var helt forfejlede og man spildte bare sine ressoucer uden den mindste effekt - tvært imod!
Disse anstrengelser havde fået en helt anden effekt, hvis man havde anvendt dem i "Slaget om Atlanten" - det kom tiden efter april/maj 1943 til at vise, da man endelig overførte kapasiteten til atlantens konvojer.
Hvis man havde kunnet bruge de 262 nedskudte fly til u-bådsbekæmpelsen på Atlanten, ville det have betydet, at man med hver konvoj, kunne have øget flypatruljetiden med 29 timer over konvojerne. Ligeledes ville det teoretisk og ud fra de daværende tilgængelige statistikker, have betydet, at man ville have opnået 700 flere opdagelser af u-både omkring konvojerne. Det ville alt andet lige have begrænset de tyske u-både succes med deres sænkninger af handelsskibe.
Men dengang under krigen, var man ofte nødt til at beslutte prioriteringer ud fra færre oplysninger og ikke kendt viden, som man i har - man kan altid være bagklog om sådan noget. 2. Verdenskrig var en enorm kompliceret anstrengelse med millioner af enkeltsager, som man skulle beslutte både decentralt og centralt - koordineringen var ofte ikke til at opretholde og styringen ekstremt vanskeliggjort - processerne var en lang tilpasning og ændring gennem krigen.
"Slaget om Atlanten" var tabt for tyskerne i maj 1943..
og selv om de i resten af krigen sænkede skibe fra konvojerne, var antallet stærkt reduceret og fik ingen betydning for forsyningerne til England og hermed bl.a. til den forestående invasion i Normandiet, Frankrig den 6. juni 1944.
Link til hoved-websider for tyske u-både, sænkede handelsskibe, konvojer osv.:
http://www.ubootwaffe.net/index.html
http://www.uboat.net/index.html
http://www.warsailors.com/
http://www.convoyweb.org.uk/index.html
http://www.deepimage.co.uk/wrecks/uboats/767/u767-mainpage.htm
http://www.uboat.net/history/leopoldville.htm
http://www.uboat.net/boats/u486.htm
http://www.youtube.com/watch?v=f4rWrHHrCNE
http://www.youtube.com/watch?v=mwyUvvkfodE
http://www.google.dk/images?hl=da&biw=1012&bih=584&q=ss+leopoldville&um=1&ie=UTF-8&source=univ&ei=hEQqTZ7fAdLA8QOZ69G1Ag&sa=X&oi=image_result_group&ct=title&resnum=2&ved=0CCwQsAQwAQ
Link til historien om den sænkede australske krydser "HMAS Sydney",
som blev sænket af det tyske krigsskib "Kormoran", som var kamufleret som handelsskib. I linket kan ses og læses alt om denne katastrofe for den australske flåde i november 1941 - linket indeholder videoer og fotos af begge skibes vrag, da skibenes vrag er fundet i havet ud for den vestaustralske kyst på ca. 2 kilimeters dybde (marts 2008):
http://www.findingsydney.com/default.asp
http://www.navy.gov.au/HMAS_Sydney_(II)
Videoer af begge skibsvragene:
http://www.findingsydney.com/video.asp
http://www.findingsydney.com/video.asp
Link til hele historien om HMS Kite og dets og besætningens skæbne (meget detaljeret!), se foto og beskrivelsen nedenfor i fotoafsnittet:
http://www.secondworldwar.org.uk/kite2.html
http://www.uboat.net/allies/commanders/1.html
http://www.uboat.net/boats/u344.htm
Link til side med kort over Barentshavet og positionerne for de ca. 30 sænkede tyske u-både her:
http://www.secondworldwar.org.uk/u344.html
I fotoafsnittet nederst er der her billeder fra Loch Ewe og Murmansk i Sovjetunionen, tillige med beskrivelser af denne del af "Slaget om Atlanten" (Nordatlanten).
Ishavs-fronten, Sovjetunionen, Tyskland, De Allierede og deres ledere - Konklusioner:
Hvis tyskerne havde sejret i 1941/1942, havde Hitler kunnet flytte over 3 millioner mand og meget af sit materiel tilbage til Vesteuropa, Nordafrika og andre steder og ville helt sikkert forsøgt på en invasion af England.
Østfrontens betydning som støttefront og aflastning for de allierede og Englands overlevelse som et frit land og deraf følgende fristed for opbyggelse af en ny og større hær på resterne fra den slagne hær efter retræten fra Dunkerqurke i Nordfrankrig.
Ligeledes kunne Amerika sende hundreder af tusinde soldater og kolossale mængder materiel til England, ligesom mange frivillige fra hele verden blev indrulleret i opbygningen af en slagkraftig allieret hær. Mange undslupne soldater og frivillige fra tyskernes okkuperede lande, meldte sig også i hobetal til denne opbygning af verdenshistoriens største hær på engelsk grund.
Dette kæmpe krigsmaskineri, var vel at mærke ikke udelukkende baseret på forsvarsteknik, men i stedet meget baseret på at udføre angrebskrig. Da de allierede så absolut, havde tænkt sig at komme tilbage til Europas fastland og smadre tyskerne og nazismen senere. I hvert fald, ville russernes eliminering som krigsdeltager, give de øvrige allierede enorme problemer med at overleve det tyske pres. Måske var det egentlig det der knækkede Tyskland. De måtte også skaffe sig utrolige maser af materiel, til alle de krigsskuepladser, de var engagerede i. Fra 1943 og til enden manglede de i hvert fald både materiel og soldater.
Efter Stalingrad - og Afrikafelttogets fiaskoer, havde tyskerne, måttet sige farvel til enorme mængder materiel og soldater (I Nordafrika ca. 270.000 mand og ved Stalingrad i Rusland ca. 350.000 mand). Hver gang de mistede et slagskib, tanks og fly, blev det vanskeligere og vanskeligere at erstatte det med et nyt. Brændstof, stål og kvalificeret arbejdskraft blev sværere og sværere at skaffe tilstrækkeligt af. Man måtte anvende millioner af tvangsarbejdere, krigsfanger m.m. for at holde produktionen nogenlunde oppe.
Føden blev knap og de mere og mere vedholdende luftangreb fra allieret side, smadrede også Tysklands infrastruktur, moral og kontinuitet. Fra foråret 1943 går det hastigt ned ad bakke for nazisterne. Det finder vi danske ud af, så skifter holdningerne og det officielle Danmark bliver nødt til at holde med de allierede. Det var også i sidste øjeblik.
Ved krigens slutning, da russerne omringede Berlin og knuste Hitlers regime der, havde de så mange soldater i angrebet af Tyskland (omkring 4,5 millioner!!), at de allierede, og især England var bange for, at de mange armekorps russerne havde på den nordlige front af Berlin, havde ordre om og kurs mod Slesvig Holsten og Danmark. De kunne under en dag nå op i Jylland. Jalta konferencen mellem Stalin, Roosevelt og Churchill, havde ellers tidligere betydet, at man var blevet enige om at opdele de erobrede landområder efter en vedtaget hemmelig plan, når krigen var vundet og ovre.
Amerikas Roosevelt var på det tidspunkt syg og svækket og General Eisenhower var slet ikke vågen for Stalins dobbeltspil og konspiratoriske og snu evner. Churchill opfattede situationen noget anderledes og var ikke overbevist om Stalins løfter og aftaleberedvillighed. Senere viden bekræfter, at russerne højst sandsynligt var fortsat op i Danmark, hvis ikke englænderne og General Montgommery, som amerikanerne foragtede og afskyede intenst, nærmest i panik, havde svunget sin 8. Arme´ op mod Slesvig Holsten og Danmark i de sidste dage af april 1945. Det forhindrede russerne i at forcere yderligere frem og reddede Danmark fra at blive et kommunistisk ”paradis” for Aksel Larsen og alle de andre ”frihedskæmpere” der kæmpede for Danmarks befrielse, så de bagefter kunne blive de nye herremænd, efter tyskernes kapitulation, når russerne havde overtaget Danmark.
Russernes angreb på Bornholm efter krigens afslutning, indikerer så absolut, efter min mening, at russerne havde planer om okkupation af Danmark. Så ville Stalin, ved at kikke på et landkort se, at han kunne kontrollere hele Østersøen fra Finland til ud i Nordsøen, hvis også Danmark blev en del af versalstaterne til Sovjetunionen!! Det danske folk, kommunister som andre frihedskæmpere og folkekravet i 1943/1944 reddede Danmark i de allieredes øjne, i hvert fald de engelske øjne.
Vort sidste halvandet års tilslutning til den vestlige alliances side, betød, at vi blev beskyttet af England, da det virkeligt gjaldt!! Det var storsindet af Churchill og ikke mindst af General Montgommery, at dreje op mod Danmark, da de engelske hære hastede ind over Nordtyskland i de sidste uger af krigen. Montgommery var efter D-dagen i Normandiet 6. juni 1944, ellers besat af tanken om, at det var ham der skulle indtage Berlin først.
Hans overilede mislykkede angreb i Holland, med faldskærmstroppeangreb omkring Arnhem for at sikre broerne over floderne til sin arme´ s fremrykning ind i Nordtyskland fra Holland (se og læs evt. i menupunktet og siden med Holland, hvor hele dette drama oprulles) og senere skænderier med amerikanerne og Eisenhower i særdeleshed, betød, at han ikke fik de informationer og opbakning der skulle til for at han kunne følge sine planer ud i livet og blive første mand i Berlin. Der var helt klart storpolitik i den sag og der kunne Montgommery ikke stille noget op. Det havde han slet ikke format til.
Han var inkarneret engelsk hærfører med ”stiff upper lip” og førte de stolte engelske traditioner videre med mænd af den rette arrogante og uforsonlige men retfærdige støbning, som f.eks. tidligere Lord Kitchener og også Winston Churchill selv. Så en masse historiske tilfældigheder, hvor forskellige personer og begivenheder var på rette sted i rette tid, betød, at vi undgik russisk overtagelse af vort land.
Men dette historiske forløb, ville kun have kunnet ske, hvis Atlantens konvojer og forsyninger var kommet over ”dammen” fra Canada og Amerika til England og noget af det videre til Sovjetunionen. Winston Churchill skrev efter krigen: "The Battle of the Atlantic was the dominating factor all through we had lost that we would have lost everything. Oversat: Slaget om Atlanten var den dominerende factor, hvis vi havde tabt, ville vi have tabt det hele".
Omkostninger i "Slaget om Atlanten":
Det var i sandhed en enorm kraftanstrengelse for de allierede. De allierede mistede 4786 skibe i 2. Verdenskrig. Det svarer til en tonnage på ca. 21 millioner. Et enormt antal og et enormt spild!! Alene England mistede 2566 skibe. Kikker man på hvordan det fordeler sig mellem søstridskræfterne, ser det således ud.
Af de 4786 skibe blev de 2775 sænket af ubåde, svarende til en tonnage på 14,5 million. 622 skibe blev sænket af luftbårne styrker, bombninger, torpedoangreb, osv. Øvrige mistede skibe foregik ved andre måder, minesænkninger, ulykker, vejrmæssige forlis osv.
Tyskerne mistede 781 u-både foruden de fleste af deres store slagskibe, Bismarck, Graf Spee, Gneisenau, Tirpitz, Scarnhorst osv.
Ud af de tyske tab på 781 u-både, fordeler det sig med 635 sænkninger på angreb fra allierede krigsskibe, fly og miner. 63 sænkes med regulære bombninger. Men alene 83 sænkninger, sker på grund af uheld og ulykker!!
Amerikanerne sænker 132 u-både, mens englænderne gør det af med 503 u-både.
Link til statistik over tyske tab under 2. Verdenskrig:
http://www.feldgrau.com/stats.html
Her historiske beretninger om De Allieredes konvojer over Nordatlanten fra USA/Canada til England/Skotland og Fra Skotland til Murmansk og Arkangelsk i det nordlige Sovjetunionen:
Konvojen PQ-17 - Verdens største konvoj tragedie.
De russiske konvojer.
Da tyskerne invaderede Sovietunionen i juni 1941, fandt russerne og englænder sig pludselig i en fælles alliance mod tyskerne. Som et resultat af dette, indgik England en aftale med Sovietunionen om levering af varer og krigsmateriel via nordatlantiske konvojer.
Nu kunne England slet ikke klare, at forsyne Rusland med nogen større mængde of noget som helst, da de selv "hang med det yderste af neglene" i bestræbelserne for selv at have forsyninger nok af alting - Forsyningerne kom reelt fra USA, som allerede fra krigens start forsynede England med alt hvad de behøvede.
Den amerikanske præsident Roosevelt var forudseende og oprettede en lov om ydelser i henhold til denne lov, som blev kaldt "låne og lejeloven". Bl.a. "lånte" USA England 50 destroyere, hurtige flådefartøjer, som kunne beskytte konvojerne over atlanten til England og også konvojerne til Rusland. Trods dette havde man dog i de første krigsår alt for få og anvendelige flådefartøjer til bevogtning af disse livsvigtige konvojer.
Konvojerne sejlede til de 2 nordrussiske havnebyer Murmansk og Arkhangelsk. For at nå disse havne, måtte konvojerne af skibe sejle farligt nær den tyskeerobrede norske kyst, hele vejen op i ishavet og ned til de 2 havnebyer.
Konvojer som skulle til Rusland havde betegnelsen PQ, og returkonvojerne hed QP (betegnelserne kom sig af, at den ledende officer, som planlagde de føreste konvojer til og fra Rusland var Commander P.Q. Edwards, så hans 2 fornavn´s bogstaver blev øgenavnet for konvojnumrene f.eks. PQ-17).
Den første konvoj forlod England i august 1941 og i foråret 1942 havde de 12 konvojer, som var blevt afviklet, kun mistet et skib. Skibet, som gik tabt lige efter Nytår 1942, blev det førte offer for tyskernes første u-båd, som blev sendt på patrulje og angreb mod de nordatlantiske konvojer. De Allierede fik her den første grimme advarsel om hvad som ville komme - nu gik det ellers lige så godt.
Det første militære flådetab, som konvojerne fik, var i konvojen PQ-8, da U-454 ledet af Kaptajnløjtnant H ackländer, sænkede den britiske destroyer HMS Matabele, med tab af næste alle mand ombord , nordøst for Kola halvøen den 17. 1942.
Fra den 24. maj til den 30. maj 1942, foretog tyske fly 245 bombe - og torpedoangreb mod konvoj nr. PQ-16, hvis 30 skibe, hermed var den største Rusland konvoj til dato. Tyskerne sænkede 5 skibe og skadede 4 andre skibe. Det var det hidtidige hårdeste slag mod en af de nordatlantiske konvojer.
PQ-17 sejler fra Island.
Den 27 juni 1942 kl. 16:00 forlod skibene i konvoj PQ-17, deres ankerpladser i Hvalfjordur, Island og dampand headed northwards. The convoy consisted of 35 ships and was heavily lede nordpå. Skibenes last bestod af 297 fly, 594 tanks, 4246 lastbiler inklusive biler med last af forskellige våben og endelige var skibene lastet med 156.000 tons andre forsyninger m.m.
Konvojens last svarede til, at man kunne udruste en hær på 50.000 mand og havde en værdi af 700 million dollars i datidens møntfod.
Konvojen var svært bevogtet af flådefartøjer, hvoraf 4 var krydsere, 3 destroyere. 2 britiske u-både og 2 tankskibe, som var med, hvis et skib kom til at mange brændstof.
Kort efter at have forladt Island løb et af skibene SS Richard Bland på grund, og måtte bagefter returnere til Hvalfjordur. Den 29. juni sejlede konvojen ind i et område med megen tung is og 4 skibe blev alvorligt skadet og 1 skib SS Exford måtte vende om. Tilbage var der nu 33 skibe i konvojen til Rusland.
Konvojens videre færd hen over nordatlanten blev en katastrofe for De Allierede. Konvojen blev angrebet ustandseligt på ruten, af 9 forskellige tyske ubåde (se nedenfor skemaet med listen over sænkede skibe og hvilken tysk u-båd som stod for sænkningen)
I alt blev 24 skibe sænket ud af de 33 skibe i konvojen (22 handelsskibe og 2 krigsskibe). 153 sømænd på handelsskibene mistede livet, kun 7 sømænd overlevede samlet fra alle de 22 sænkede handelsskibe.
Tabet af materiel var ekstremt højt og et hårdt slag for De Allierede. De 22 tabte handelsskibe androg en skibstonnage på 142.518 tons. 3.350 motorkøretøjer gik tabt, 430 tanks, 210 bombeflyvemaskiner og 99.316 tons anden fragt, f.eks. radarudstyr og ammunition m.m.
Skibet Paulus Potter blev først sænket den 13 juli, da den blev fundet drivende uden mandskab, af den tyske u-båd U-255. Skibet var blevet rømmet en uge forinden, da det var blevet angrebet af tyske fly fra Luftwaffe. 3 mænd fra u-båden bordede skibet, for at se om skibet kunne bringes til en havn i Norge, men det kunne ikke lade sig gøre og Kaptajnløjtnant
Reche
satten en torpedo i skibet og sænkede det.
Desuden havde den sovjettiske tanker Azerbaijan mistet sin last af hørfrøolie og meget af skibet Winston-Salem's last var blevet kastet i havet ved Novaya Zemlya, da skibet var i fare for at synke og man derfor undgik forlis, ved at kaste en del af lasten overbord.
3 yderlige tab af handelsskibe, ud af de 11 overlevende skibe fra QP-17, fandt sted, da disse 3 skibe i returkonvojen fra Rusland den 20. juli, blev sænket af U-255, som dermed kom op på 5 sænkede skibe, bare fra den ene konvoj QP-17. Skibene var Silver Sword fra QP-17 og de 2 andre, som ikke var fra QP-17, Bellingham og Gray Ranger. Det tyske Luftwaffe fløj 202 angreb mod konvojen og sænkede 8 skibe ud af de i alt 24 skibe,der blev sænket. Tyskerne miste 5 fly under disse mange angreb.
Link til oplysninger om de russiske konvojer m.m.:
Se også de 5 fotos med oplysninger om Murmansk og de russiske konvojer nedenfor i fotoafdelingen.
Handelsskibe som gik tabt i konvoy PQ-17.
Dato | Skib | Vægt/tons | Land | Sænket af |
4 Juli | Christopher Newport | 7.191 | US | |
4 Juli | William Hopper | 7.177 | US | |
Kl. 22:15 om aftenen den 4 juli, blev konvojens skibe beordret til at sprede sig og klare sig selv alene, da eskorten skulle forlade konvojen, som hermed blev opløst. Så gik det rigtig galt, som oversigten viser nedenfor - den 5. juli blev et mareridt for de civile handelsskibe og deres besætninger. | ||||
5 Juli | Navarino | 4.841 | UK | Luftwaffe |
5 Juli | Carlton | 5.127 | US | |
5 Juli | Fairfield City | 5.686 | US | Luftwaffe |
5 Juli | Daniel Morgan | 7.177 | US | |
5 Juli | Empire Byron | 6.645 | UK | |
5 Juli | River Afton | 5.423 | UK | |
5 Juli | Earlston | 7.494 | UK | |
5 Juli | Honomu | 6.977 | US | |
5 Juli | Peter Kerr | 6.476 | US | Luftwaffe |
5 Juli | Washington | 5.564 | US | Luftwaffe |
5 Juli | Bolton Castle | 5.203 | UK | Luftwaffe |
5 Juli | Zaafaran | 1.559 | UK | Luftwaffe |
6 Juli | Pan Atlantic | 5.411 | US | Luftwaffe |
6 Juli | John Witherspoon | 7.180 | US | |
7 Juli | Alcoa Ranger | 5.116 | US | |
7 Juli 06:00 | Pankraft | 5.644 | US | Luftwaffe |
7 Juli 16:00 | Aldersdale | 8.402 | US | |
7 Juli 20:00 | Hartlebury | 5.082 | UK | |
8 Juli | Olopana | 6.069 | US | |
10 Juli | El Capitan | 5.255 | Panama | |
10 Juli | Hoosier | 5.060 | US | |
13 Juli | Paulus Potter | 7.168 | Holland |
Den næste konvoj til Rusland.
PQ-18 forlod Loch Ewe, Vestskotland den 2. september 1942 med 40 skibe og ankom til Arkhangelsk den 17. september med 27 skibe. Tyske ubåde havde sænket 3 skibe og Luftwaffe 10 skibe, men tyskerne slap ikke for egne tab, da de mistede 3 u-både, nemlig
U-88
,
U-457
og
U-589
.
Alle ombordværende i de 3 u-både omkom. Man fik altså hævn over U-88 og U-457, som havde sænket skibe i konvojen PQ-17.
Efter at også konvoj PQ-18 havde mistet mange skibe (13 styk), blev konvojerne til Rusland suspenderet og ikke genoptaget før konvojen JW-51 sejlede i december 1942. Den strategiske effekt af disse 2 konvojslag var meget større end tabet af mænd og materiel, da det betød, at Rusland kom til at mangle de konvojer, som skulle have fulgt umiddelbart efter konvojerne PQ-17 og PQ-18.
Flere oplysninger om "Slaget om Atlanten".
Efter 1942 og ind i 1943, fik De allierede endelig overtaget på Atlanten og dermed på konvojsejladserne, da de teknologisk og antalsmæssigt blev overlegne mht. flydækning og eskorteskibe og i stort antal forhindrede de tyske ubåde og fly i at komme til at sænke skibene i konvojerne, ligesom De Allieredes fly og krigsskibe nu opsporede og sænkede flere tyske u-både, end tyskerne havde kapasitet til at erstatte, hverken i nybygninger og i sær ikke på uddannede u-bådsfolk.
For eksempel er der krigsskibet HMS Warspite, som havde flere swordfish torpedo – og bombefly ombord og som allerede 1940 sænkede sin første ubåd, der dog var Italiensk.
Krigsskibene, i forbindelse med konvojerne var bl.a. Avenger, Biter, Fencer, Archer, Chaser, Campania, og især Vindex. De blev dyrekøbte bekendtskaber for de tyske ubåde. Vindex "sparker især røv" på tyskerne i konvojerne til Murmansk i Sovjetunionen.
U-81 og sænkningen af "Ark Royal" hangarskibet i Middelhavet:
Herunder skudsmål for den tyske u-båd U-81 og dens meritter. Det var den u-båd som den 13. november 1941 under kommando af kaptajn Guggenberger sænkede den berømte britiske hangarskib HMS Ark Royal i Middelhavet.
Se nedenfor i fotoafsnittet, hvor historien og billeder findes om denne sag.
U-81
Type
Byggestart
Tjenesteklar
Kaptajner
Togter
Resultater - Sænket tonnage
U-bådens skæbne
26. april 1941 - 24. december 1942. | |
25. december 1942 - 9. januar 1944. | Over-Løjtnant Johann-Otto Krieg (Jernkorset) |
17 togter
(træning).
1. august 1941 - 30. november 1941.
(Front u-båd)
1. december 1941 - 9. januar 1944
(Front u-båd)
26. april 1941 - 31. juli 1941.
24 skibe sænket, i alt 41.784 Bruttoregistertons.
1 Hjælpe krigsskib (Trawler) sænket, i alt 1.150 Bruttoregistertons.
1 krigsskib sænket, i alt 22.600 tons.
2 skibe skadet, i alt 14.143 Bruttoregistertons.
Sænket kl. 11:30 den 9. januar 1944 ved Pola, i position 44.52 Nordlig, 13.51 Østlig af USA bomber. Hævet den 2. april 1944. Brudt op, 2 døde. Ukendt hvad der skete med den øvrige besætning - antagelig omkommet.
Link til side med alt om u-både, typer, historie, tab m.m.:
Spændende fotoserie af angrebet på den tyske ubåd U-848:
Film om den tyske u-båd U-31:
Film om dybdebombeangreb på tysk u-båd:
Tysk u-båd på patrulje 1941:
Tysk U-båd i aktion 1941:
Se endelig nederst, hvor der er link til en 10 minutters video omkring det sidste tyske slagskib Tirpitz, som briterne sænkede i den norske fjord Alta i 1944.
Allersidst på denne side, er der skrevet om det store engelske flyangreb på tyskernes base ved Aalborg i 1940, se fotos herfra m.m.
Historien i detaljer:
HMS Barham var bygget af John Brown værftet, Clydebank, Skotland.
Historien om det engelske slagskib "HMS Barham" og begivenhederne i og omkring krigen i Middelhavet og Nordafrika.
Byggestart februar 1913. Stabelafløbning oktober 1914. Tjenesteklar oktober 1915.
Navnet 'Barham' kom fra Admiral Charles Middleton 1762-1813, som var Lord Barham. Han blev First Lord of the Admiralty og var med ved Slaget ved Trafalger og arbejde sammen med Admiral Horatio Nelson.
HMS Barham´s sidste uger i 2. Verdenskrig.
HMS Barham opererede i Middelhavet i den engelske flådeenhed med navnet Force K, som havde base på øen Malta, som England ville holde for enhver pris, da øen var af vital betydning for bekæmpelsen af det tyske Afrikakorps under General Erwin Rommel og for kampen om Middelhavet.
Den 9. november 1941 kom flådeenheden i kamp ved Cape Spartivento, det sydvestlige Italien, hvor RAF forinden havde rapporteret om en italiensk konvoj af skibe i Det Ioniske Hav, som var på vej mod Nordafrika og det tyske Afrikakorps med forsyninger, hvilket fik Force K til at dampe ud fra Malta.
Konvojen bestod af 7 transportskibe eskorteret af 6 destroyere, med en fjernereliggende krydser flådeenhed, som ekstra eskorte.
Tidligt om morgenen blev alle de 6 italienske transportskibe sænket, tillige med destroyeren "FULMINE". Senere, medens den italienske destroyer "LIBECCIO" er i færd med at samle overlevende op fra havet, bliver den torpederet af en britisk u-båd, så også denne destroyer synker.
Den 13. november 1941 returnerer en anden britisk flådeenhed Force H til Gibraltar, after at enhedens 2 hangarskibe "Ark Royal" og "Argus" har fået fragtet og fløjet yderligere Hawker Hurricane jagerfly til Malta. Det berømte hangarskib, som tyskerne flere gange har proklameret, at have sænket, "ARK ROYAL", bliver da ramt af en torpedo fra den tyske u-båd "U-81". Skibet får hurtigt svær slagside uden dog at synke, men man forsøger at trække skibet til Gibraltar. Det mislykkedes, da hangarskibet kun er nogle få kilometer fra Gibraltar kuldsejler det og synker. "U-81" er en af 4 tyske u-både, som det er lykkedes for, at snige sig ind i Middelhavet, gennem det britiske stærkt bevogtede smalle Gibraltarstræde.
Link til historien og billeder m.m. om "HMS ARK ROYAL" og den tyske u-båd U-81.
Mere om U-både og krigen i Middelhavet:
Den 16. november 1941 bliver en af de fire tyske u-både "U-433" sænket af den engelske korvet HMS "Marigold" i det samme farvand, som HMS Ark Royal også blev ramt af en torpedo fra U-81. I slutningen af måneden sænker den hollandske u-båd 0-21 den anden af de 4 tyske u-både, nemlig "U-95". Mellem sidst i september og december 1941, slipper 26 tyske u-både ind i Middelhavet og sænker rigtig mange af den engelske flådes krigsskibe.
De Allierede mistede i Middelhavet i gennemsnit pr. måned 4 fragtskibe, med en tonnage på 19.000 tons.
Nordafrika, på landjorden starter briterne den 18. november 1941 en hovedoffensiv kaldet "Operation 'Crusader" fra området ved Sollum og i januar 1942 har briterne nået El Agheila. Det tyske Afrikakorps og de italienske styrker omkring Sollum og Bardia bliver forbigået af englænderne i forbindelse med deres pres frem mod Tobruk. Det bliver tropper fra New Zealand, der den 27. januar besejrer den tyske garnison i Tobruk.
Den 27. november 1941 da slaget om Tobruk er i gang bliver det australske krigsskib "PARRAMATTA" sænket, da det eskorterer et ammunitionsskib ind mod havnen i Tobruk . Det er den tyske u-båd "U-559", som sænker det med en torpedo i bagbords side. Efter at kampene om Tobruik startede, havde De Allieredes anstrengelser været enorme, dag og nat sejlede alle typer skibe mænd, materiel og ammunition ind til styrkerne i Tobruk. Da kampene stoppede kunne man gøre omkostningerne op. De Allierede havde mistet 25 krigsskibe af alle typer, men kun 5 sømænd fra handesflåden var omkommet!
På havet igen, den 25. november 1941, ud for kysten ved Sollum og nord for Sidi Barrani i positionen 32.34 Nord og 26.24 Øst i Middelhavet, sniger Kapatajn-Løjtnant Hans-Diedrich Freiherr von Tiesenhausen i sin type VIIC u-båd U-331, ind på nogle store fine mål for sine torpedoer.
U-båden var på sit 3 togt og havde den 17. november landsat 8 tyske kommandosoldater på den egyptiske kyst øst for Ras Gibeisa. Kommandosoldaternes opgave var, at sprænge en vigtig Allieret jernbaneforbindelse i luften nær ved kysten - det lykkedes ikke.
De fine mål er Flådeenheden Force K, med 3 slagskibe på linie, og med 8 destroyere som flanker. Et af de britiske slagskibe er det 31.100 ton tunge HMS Barham, med 1260 mands besætning ombord og med Kommandør Kaptajn G.C.Cooke som chef. De 2 andre slagskibe er HMS "Queen Elizabeth" og HMS "Valiant".
Flådeenheden var på vej mod farvandet mellem Malta og Libyen fra Alexandria i Egypten, for at jage italienske konvojer med udrustning til aksemagternes soldater i Nordafrika, Da u-båden sidst på eftermiddagen, lister inden for torpedoernes skudafstand, ligger u-båden i periskopdybden ca. 25 cm. under havoverfladen. Von Tiesenhausen´s u-båd placerer sig mellem 2 destoyere og fra 1200 meters afstand affyrer han 4 torpedoer i vifteform, mod det midterste af slagskibene i linjen af de 3 store krigsskibe.
3 af torpedoerne træffer HMS Barham's bagbords side, som hurtigt får slagskibet til at krænge over med en kraftig slagside, samtidig med at branden under dækket er så kraftig, at den hurtigt spredes hen mod skibets ammunitionsdepot. 2½ minut efter torpedoerne træffer skibet, kænterer skibet om på siden, og brand og ammunitionen fra skibets 15" kæmpestore granater antændes og det store slagskib sprænges til atomer i en gigantisk eksplosion, der fuldstændig river hele det store slagskib fra hinanden, smadrer alt. 862 mand dør øjeblikkelig, inklusive Kaptajn Cooke, men på mirakuløs vis, var mange af besætningsmedlemmerne allerede sprunget i havet, da skibet straks begyndte at kæntre.
De øvrige skibe i Force K, kunne kun se hjælpeløse til, da de så det mægtige skibe eksplodere. Man havde dog åbenbart åndsnærværelse nok til at filme det hele. (du kan se filmen nedenfor i de opsatte links - bered dig på et chock!). Kort tid efter katastrofen kan HMS Hotspur og HMS Nizam begynde at samle de overlevende op fra havet, i alt 395 søfolk.
Von Tiesenhausen havde ikke nogen ide om, hvilket skibe han ramte, alle i u-båden havde dog hørt den enorme eksplosion efter bragene fra torpedotræfferene, så de vidste de havde sænket et skib. Skæbnen faldt i HMS Barham´s lod.
Von Tiesenhausen havde ikke tid at tænke på resultatet, han havde nok at gøre med at prøve at undslippe.
Den tyske u-båd U-331 blev nu jagtet intensivt af de hævngerrige engelske destroyere i Force K flåden, men u-båden slap fra alle de mange dybdebomber, englænderne kastede ud i havet på u-bådens formodede position og sejlede retur mod Grækenland, hvor den anløb havnen Salamis den 21. februar 1942.
Kampen om Middelhavet og magten i Nordafrika havde også sine gode sider for De Allierede, som ellers i 1941, fik mange nederlag verden over på alle fronter i luften, på havet og på landjorden.
Nogle dage inden tragedien med HMS Barham´s sænkning havde Force K sænket 2 fragtskibe mere, vest for Grækenland. På dette tidspunkt af krigen i Middelhavet omkring årsskiftet 1941 - 1942, mister Aksemagterne, Tyskland og Italien 60 % af sine forsyninger til sine nortdafrikanske hære. De Allieredes flyvevåben, u-både og flådefartøjer angreb konstant og vedholdende, trods egne tab af slagskibe og hangarskibe. - I Østafrika overgav de sidste italienske styrker sig ved Gondar i det nordlige Ethiopien, den 27. maj 1942. Det Italienske Facistiske Imperium i Østafrika ophørte hermed at eksistere.
De Allierede havde den opfattelse, at den tyske u-båd var U-331 og, at det var den, der havde sænket HMS Barham. Ydermere mente de, at U-331 var blevet sænket samme dag som HMS Barham sank. - Men i 1998 kom en bemærkelsesværdig historie frem.
Den 19. januar 1998 blev den nu meget gamle Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen interviewet via telefon. Han havde en helt klar erindring om hændelsen. Da han pga. sin meget nedsatte hørelse, ikke kunne tale direkte i telefon, blev interviewet gennemført med hjælp fra hans hustru.
Den 25. november 1941 havde Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen, på U-331 affyret sine 4 torpedoer på en gang og efter et stykke tid, hørt 3 eksplosioner, som hidrørte fra sine torpedotræffere af et engelsk skib. Han vidste ikke hvilket et han havde ramt.
Da de 4 torpedoer blev affyret og forlod u-bådens torpedorør, på deres 1260 meter lange kurs mod HMS Barham, gjorde Von Tiesenhausen, som sædvanligt med stor koldblodighed, sin u-båd klar til at dykke og hvis han ikke var blevet opdaget, ville han bringe sig i position til et angreb mere, fra en anden position. - Men efter affyringen, glemte han denne gang, eller overså han betydningen af, at 4 tunge torpedoer lige havde forladt u-båden fra torpedorørerne i u-bådens bov. Det bevirkede, at han ikke fik trimmet u-bådens balance hurtigt nok og u-bådens bov, vippede opad og brød op af havoverfladen i et skumsprøjt, tillige med, at også u-bådens tårn med det påmalede u-bådsnummer tydeligt kunne ses over vandet.
Von Tiesenhausen kæmpede febrilsk for at få boven ned igen, da u-bådens tilsynekomst over havoverfladen, kun var ca. 125 meter fra det nærmeste slagskib HMS Valiant, som med det samme fik øje på u-båden og hvis kapatajn hurtigt fik slagskibet til at ændre kurs, i den hensigt at vædre u-båden.
U-bådens operatører arbejdede hurtigt, for at få u-båden nedad i havet igen, da det store slagskib i en krap bue, styrede hen mod u-bådens position. Nervepirrende minutter gik, medens u-bådens folk kun kunne håbe på, at de ville dykke hurtigt nok, til at undgå at blive vædret og på Slagskibet bad man til, at de ville nå frem i tide, til at ramme u-båden, som ville betyde dens sænkning.
Men i sidste øjeblik var U-331 så dybt nede, at det store tunge slagsskib, trods sit skrogs dybde i havet, kun lige akkurat buldrede hen over U-331, uden at gøre den skade.
Medens alt dette stod på, lød den enorme eksplosion, da HMS Barham eksploderede. Alle i u-båden får også et chok, da de hører det gigantiske brag nede i vandet - de ved da, at de har sænket et stort flådefartøj - men har ikke tid at tænke mere over det - deres liv er truet i u-båden - det har førsteprioritet.
U-331 var nu på vej ned i havet under alarm-dykning, stejlt og hurtigt dybt nedad. Men noget var underligt inde i u-både - dybdemåleren opførte sig mærkeligt! Under alarmdykningen bevægede dybdemålerens visernål sig langsommere og langsommere for til sidst at standse ved dybden 76 meter. Besætningen fornemmede, at man stadig dykkede nedad, men måleren viste det ikke!
Det var en farlig situation, fordi u-bådens maksimale sikkerhedsdybde var stillet til 100,60 meter. Tiesenhausen bad om en fornyet melding fra den forreste dybdemåling. Meldingen ramte besætningen med rædsel og frygt. De havde dykket og nu nået ned i en dybde, som u-båden slet ikke skulle kunne klare, nemlig 250 meters dybde! De besætningen, ude af flippen og halvt afsindige, fik u-båden stoppet og nu forsigtigt begyndte, at lirke den opad igen, slog det dem alle, at dybdetrykket på u-bådens skrog, forlængst burde have krøllet u-båden sammen, som en øldåse - men ikke så meget som en bolt eller møtrik var sprunget løs, utætheder og havvand var heller ikke at se.
U-båden havde med nød og næppe undsluppet fjenden oppe på havet og det dødbringende tryk i dybet. Tiesenhausen skrev mange år senere: "I sådanne øjeblikke, når man sejler væk fra 2 katastrofer på en gang, så tier man, snakker ikke - man er bare glad for, at have været heldig og at man stadig er i live"
Von Tiesenhausen overlevede krigen som krigsfange og efter krigen levede han med sin hustru i Canada, hvor han i år 2000 døde i Vancouver, i en alder af 85 år.
U-331 Type
Bygning påbegyndt
Tjenesteklar
U-bådens Kømmandører
Togter
U-bådens sænkninger
Skæbne
31. marts 1941 - 17. november 1942 |
10 patruljetogter
31.marts 1941 - 1.juli 1941.
1. Flottille
(træning)
1.juli 1941 - 14.oktober. 1941.
1. Flottille
(front u-båd)
15.oktober 1941 - 14.april 1942.
23. Flottille
(front u-båd)
15.april 1942 - 17. november 1942.
29. Flottille
(front u-båd)
1 Hjælpe flådefartøj sænket på 9.135 Bruttoregistertons.
1 Slagskib (HMS Barham) sænket på 31.100 tons.
1 krigsskib skadet på 372 tons
Von Tiesenhausen signalerede til et andet Allieret fly fra u-båden, at u-båden og besætningen ville overgive sig, men enten opfattede man det ikke fra flyet, eller man så det slet ikke, for kort efter blev u-båden angrebet af et torpedobevæbnet fly, et Fairey Albacore fra eskadrillerne 500 og 820, som var stationeret på det britiske hangarskib
.
U-331 blev igen hård ramt og endelig sænket, den 17. november 1942 i Middelhavet nord for Algier, på positionen 37.05 Nord, 22.27Øst, med et tab af 32 døde u-bådsfolk og 17 overlevende, heriblandt Von
Tiesenhausen.
De overlevende blev reddet af britiske fly.
Den 10. oktober 1942 blev u-båden angrebet af 3 Lockheed Hudson u-båds-jagerbombefly. Her blev en af u-bådens kanonmandskab dræbt, bådsmand Hans Gerstenich.
Den 17 november blev u-båden svært skadet og kunne ikke dykke eller sejle mere.
Link til billeder og film fra sænkningen af HMS Barham.:
http://www.youtube.com/watch?v=C06w7tS7p-Q
http://video.google.com/videoplay?docid=7009975008653689943
http://uboat.net/gallery/index.html?gallery=BarhamA
Kort over U-331´s angreb med torpedoer.
Krigshistoriske oplysninger om Clydeværfterne i Glasgow, Skotland.
I Glasgow lå de berømte Clydeværfter. I marts 1941 angreb tyskerne med 200 bombefly i 15 timer i træk disse værfter og havneområdet. Da røgen var drevet væk stod der kun 7 bygninger tilbage. Alt var smadret. Havn, skibsværfterne, fabrikkerne, beboelserne til arbejderne, et ammunitionslager. Seks uger efter, var flere af fabrikkerne allerede i gang igen og ved juletid 1941, var alle de vigtigste installationer og produktionsapparatet klar igen.
Clydebank skibsværfterne gik også i gang med at bygge The Mulberry Harbours, som var de mobile invasionshavne de allierede anvendte ved landgangen i Normandiet 6. juni 1944.
Historien om Slaget ved Nordkap, hvor de allierede langt om længe fik ram på det tyske slagskib Scharnhorst.
Links til beskrivelser og billeder fra nogle af Scharnhorst´s operationer under 2. Verdenskrig:
http://www.militaria-house.com/schlachtschiff-scharnhorst.html
Film om de 2 tyske slagskibe Scharnhorst og Giesenau i kamp med det engelske hangarskib HMS Glorius og dets 2 eskortefartøjer destroyerne HMS Acasta og HMS Ardent:
Film:
Den tyske ugejournal (Die Deutsche Wochenschau) 1940-06-22 Gneisenau og Scharnhorst.
Læs evt. også nordmanden, Alfred R. Jacobsen´s bog: "Scharhorst - En Fuldtræffer I Barentshavet". En meget god og spændende dokumentarisk bog af manden, som efter ihærdige undersøgelser og dykninger, fandt Scharnhorst på havets bund i 300 meters dybde i år 2000.
Bogen, som er oversat til dansk, kan lånes på biblioteket.
Slaget ved Nord-Kap sidste uge af december 1943. Det er det sidste søslag i europæiske farvande under krigen. Her i dramaet er aktørerne følgende: 2 konvojer nr. JW55B og RA55A, med en meget slagkraftig konvojeskorte bestående af slagskibet HMS Belfast, krydserne HMS Norfolk og HMS Sheffield og et antal destroyere, som er lagt ud som lokkemad for det tyske lommeslagskib Scharnhorst, der er super moderne, stærkt bestykket og rædsom hurtiggående, samt sin lille destroyereskorte. En engelsk flådeenhed bestående af slagskibet HMS Duke of York, krydseren HMS Jamaica, destroyerne HMS Saumarez, HMS Stord, HMS Scorpion, og HMS Savage.
Scharnhorst er en af de sidste større skibe Tyskland råder over på denne tid af krigen. Sammen med Tirpitz, som det meste af krigen ligger i de fjeldbeskyttede norske fjorde, er disse 2 frygtindgydende skibe nazitysklands stoltheder. De fleste større slagskibe Tyskland rådede over i starten af krigen, er allerede sænket og der er ikke meget glorværdigt over den tyske marine mere. Men Scarnhorst har gennem krigen været en stærk spiller på banen. Den overlegenhed i ildkraft og hurtighed har givet den mange sejre og mulighed for flugt og forsvinden når det passede den.
Men inden denne beretning, vil jeg lige understrege Sharnhorst´s uhyggelige effektivitet. Allerede den 8 juni 1940, ved krigens start var Sharnhorst og Gneisenau i gang med at beskyde og prøve, at forhindre de engelske tropper, der havde undsat Norge, da Tyskerne angreb den 9. april samme år, i at undslippe tilbage til England.
afstand fyrede Sharnhorst sine kanoner af og ramte hangarskibet med flere træffere omgående på bl.a. flyvedækket, som blev sat ud af kamp. HMS Glorius fik ingen fly på vingerne og det sank hurtigt med tabet af 1207 mand, herunder alle RAF piloter og mekanikere. Kun 43 mand overlevede.
Engelske skibe søgte at forhindre dette og det kom til kamp mellem hangarskibet HMS Glorius på 22.200 tons og dens to følge destroyere HMS Acasta og HMS Ardent ud for Narvik i Norge. På
Se disse links, med beskrivelser og billeder af de 3 britiske krigsskibe:
De 2 destroyere led hurtigt samme skæbne. HMS Acasta havde forinden nået at affyre en torpedo, der ramte Scharnhorst på mellemdækket og kostede 48 tyske søfolk livet. De 3 engelske skibe kostede i alt 1519 mand livet. Ud af de 3 skibes besætninger overlevede i første omgang kun 63 mand. De flød rundt i vandet i 2½ dag inden de blev samlet op. Men da var yderligere 25 døde af deres sår eller druknet. Kun 38 overlevede mødet med Sharnhorst.
Grunden til, at de overlevende ikke blev samlet op, var at der ikke var flere fartøjer, alle 3 var sænket. Fra destroyeren HMS Ardent overlevede kun 1 mand, menig Roger Hooke. Alle fra de 2 destroyere blev dræbt, på nær den ene fra HMS Ardent.
På samme tid, som massakren på de 3 engelske skibe fandt sted, sejlede krydseren HMS Devonshire på en hemmelig mission kun ca. 150 kilometer væk. Den opfangede SOS signalerne, men turde ikke besvare SOS signalerne. Den hemmelige mission bestod i, at sejle den Norske Konge og hans stab til friheden i England. HMS Devonshire turde ikke give sig til kende, af frygt for at Sharnhorst, der på det tidspunkt ikke havde en effektiv radar endnu, ville finde dem og også udradere dem og kongen af Norge. HMS Glorius var det første hangarskib der blev sænket af et overfaldeskib.
Men tilbage til Slaget om Nordkap. Optakten er den, at den tyske chef for flådestyrkerne, Admiral Doenitz, bliver stigende kritiseret og presset, fordi det i november og december 1943 lykkes de allierede, at sende 3 konvojer til Murmansk og 2 konvojer retur uden et eneste tab af konvojskibe. De tyske ubåde har ellers siden 1940 gjort store indhug i de allieredes handelsskibsflåder.
Som tidligere nævnt, er mange af de store tyske slagskibe og krydsere på dette tidspunkt af krigen, sænket rundt om i verden, i sær i det nordlige Atlanterhav. Tyskerne ligger i dækning i de norske fjorde. Man er bange for at miste flere. Englænderne presser også på, man er ved at have overlegenhed i luften og på havet og tyskerne har ikke kunnet udvikle sporingsudstyr, efterretningsmateriel og f.eks. asdic, radar som englænderne og amerikanerne har i fuldt sving på deres skibe og fly. Fly og skibe patruljerer alle vegne og tyskerne kan ikke vide om de bliver opdaget og pludselig får en bombe serveret.
Tyskernes ubåde, har på det tidspunkt også fået mange tæv, de har ikke nær det antal som tidligere. Alt i alt kan man på det tidspunkt af krigen, helt klart se hvor meningsløst det er for tyskerne, at kæmpe mod en stærkere og stærkere overmagt. Men som vi ved er der stadig over 1½ år til krigen slutter, og de sidste forbitrede kampe stopper helt inde og nede i kælderen i Rigsdagsbygningen i Berlin, så sent som den 2. maj 1945, 3 dage efter, at Hitler har begået selvmord!!
Tyskernes ledelse og herunder den stræbsomme tyske Storadmiral Dönitz, ønsker at der skalske noget her og nu. Han beordrer nu sin Admiral Erich Bey på slagskibet Scharnhorst, at denne sejler ud af den norske fjord
Langefjord, om aftenen den 25. december 1943.
Slagskibet og 5 destroyere som eskorte skal på togt nordover, for at angribe 2 konvojer, som tyskerne har efterretninger om, nemlig konvoj nr. JW55B med kurs mod Skotland og RA55A, med 19 handelsskibe fra Loch Ewe i Skotland med kurs mod Murmansk. Tyskerne har forudset, at konvojerne vil krydse hinanden omkring Nordkap ved Norges nordligste kyst.
Så her er beretningen, minut for minut, time for time om søslaget ved Nordkap og Scharnhorst´s sænkning.
Det er også rigtigt, at konvojerne er på vej, men hvad tyskerne ikke ved er, at englændernes Admiral Fraser, har fået oplysningerne om, at Scharnhorst er på vej derop. De 2 konvojer er nu lokkemad for Scharnhorst i et hasarderet spil om konvojernes skæbne. Hvis Scharnhorst finder dem, vil skibet virkelig få mulighed for at sænke mange skibe, både fragt - og flådefartøjer. Hvad tyskerne heller ikke ved er, at konvojerne er særdeles kraftige beskyttet af en konvojeskorte, med slagkrydsere, krydsere, son f.eks. HMS Belfast, HMS Norfolk og HMS Sheffield og flere destroyere + endnu en flådeenhed med destroyere og slagskibet HMS Duke of York, som ligger i beredskab og som "fældens lukkeklap". Den britiske Admiral Fraser har sat lokkemad på menuen og klappet en fælde op for Scharnhorst. Tyskerne hopper i med samlede ben - Scharnhorst damper ud til angreb, sikker på sin uovervindelighed.
Scharnhorst´s skæbneforløb minut for minut - time for time:
25. december 1943: Kl. 19:00, Slagskibet Scharnhorst forlader Altenfjorden med destroyere fra den 4. Flotille (Kommandør Kaptajn Johannesson) nr. Z-29, Z-30, Z-33, Z-34, og Z-38, med ordre om at angribe den Allierede konvoj JW-55B bestående af 19 skibe. Angrebsenheden er under kommando af Kontre-Admiral Erich Bey.
Scharnhorst sætter sin maksimale marschfart an og forcerer hele aftenen og natten, og ingen skibe på det tidspunkt af krigen, kan følge skibets hastighed, heller ikke de 5 tyske eskortedestroyere! De får ordre til at vende tilbage til fjorden. Scharnhorst og dens besætning er sejrssikre og tror de bogstaveligt "kan gå på vandet", så de buldrer frem gennem morgenmørket - Scenen er sat - fælden er ved atklappe i for Scharnhorst - de ved det bare ikke!
26. december 1943: Kl. 08:34 , Scharnhorst bliver opdaget af den tunge krydser HMS Norfolk på en afstand af 30.000 meter. Umiddelbart efter optager de 2 lette krydsere HMS Belfast og HMS Sheffield fra flådeenheden "Force I" under kommando af Vice-Admiral Burnett, også kontakt.
Kl. 09:24, åbner HMS Belfast ild mod Scharnhorst fra 11.900 meters afstand og bliver fulgt op af kanonild fra HMS Norfolk
kl. 09:30. Scharnhorst svarer igen med kanonild fra sit bagerste 11" kanontårn, men uden at ramme noget.
Scharnhorst rammes af 2 styk 20.3 cm. granater fra HMS Norfolk. Den ene granat rammer kanondækket, men eksploderer ikke. Den anden granat rammer overbygningen foran og ødelægger Scharnhorst´s radaranlæg (FuMo 27). Scharnhorst drejer af mod sydøst med 30 knobs fart og drejer så igen mod nord.
Kort efter kl. 12:00, sejler Scharnhorst endnu engang til angreb mod de britiske krydsere i "Force I" og åbner ild
Kl. 12:30 med sine store 11" kanoner og andre mindre kanoner. I dette andet angreb, bliver HMS Norfolk ramt 2 gange af Scharnhorst´s 28 cm. granater. Tårn "X" træffes og sættes permanent ud af spillet, da kanontårnets brystværn smadres. Den anden granattræffer ødelægger HMS Norfolk´s radar og dræber 7 mand her.
HMS Sheffield bliver ikke truffet direkte af nogen granater, men granatnedslagene er så tæt på, at skibet træffes af mange granatsplinter.
Kl. 12:41 , drejer Scharnhorst af mod syd og indstiller beskydningen. Måske anede den tyske Kontre-Admiral Erich Bey, at noget var galt, da han jo kunne se, at den styrke han var oppe imod, var meget stærk og at der ingen konvojskibe var i nærheden - Han beslutter at vige og sætte kursen tilbage mod den norske fjord igen.
Men nu spiller den britiske Admiral Fraser sit trumfkort ud - den anden britiske flådeenhed "Force II", har i mellemtiden lagt sig i position, sådan, at Scharnhorst sejler lige i "armene på denne flådeenhed, som bl.a. har det mægtige britiske slagskib HMS Duke of York med sine enorme kanoner, som kan affyre granater på 35,6 cm. diameter.
Kl. 16:17, får slagskibet HMS Duke of York radarkontakt med Scharnhorst på en afstand af 42.500 meter. Da afstanden er nede på 10.900 meter, åbner HMS Duke of York ild
kl. 16:48. Næsten omgående bliver Scharnhorst ramt af et 35.6 cm. granat i "Anton" kanontårnet, som sættes ud af spillet. En anden granat fra HMS Duke of York smadrer Scharnhorst´s flyhangar.
Kl. 16:57 åbner også HMS Belfast og HMS Norfolk ild. Scharnhorst bliver hurtigt ramt flere gange, af briternes granater, men det lykkedes tyskerne, at øge afstanden til "Force II" til 19.600 meter.
Kl. 18:20 brager en 35.6 cm. granat fra HMS Duke of York gennem Scharnhorst's øverste kedeldæk og træffer Nr. 1 Dampkedelrum, sektion 9, som betyder, at hele rummet, kedlen og søfolkene her bliver smadret. Scharnhorst´s hastighed falder til 22 knob.
Kl. 18:50, angriber destroyerne fra "Force II" på begge sider af Scharnhorst og med deres bredsider vendt mod begge sider af Scharnhorst. Ud over destroyernes kanonild, er det primære våben destroyernes torpedoer, som sidder i deres torpedorør på hver side af destroyerne. Destroyerne er ret tæt på Scharnhorst og opgaven er meget farlig, selvom det tyske slagskib har lidt megen skade, kan det stadig hurtigt sænke en "lille" destroyer. Men stadig bliver Scharnhorst beskudt af de store britiske krydsere og slagskibet - tyskerne har nok at se til og kan ikke besvare alle angreb på samme tid. En sværm af torpedoer affyres mod Scharnhorst og en af deres torpedoer træffer Scharnhorst's styrbords side, mens 3 torpedoer træffer skibet på den bagbords side. Scharnhorst´s hastighed falder til 20 knob.
Kl. 19:01 åbner HMS Duke of York og HMS Jamaica ild igen, fra en afstand af 9.600 meter og træffer Scharnhorst adskillige gange . Scharnhorst besvarer stadig beskydningen med sine 2 store 11" kanontårne "Bruno" og "Cäsar", men uden at træffe nogen britiske skibe.
Kl. 19:12 åbner krydserne fra den britiske styrke "force I" ild. Herefter sejler de 2 britiske krydsere HMS Jamaica og HMS Belfast i position for et torpedoangrab på Scharnhorst - de 2 skibe affyrer alle deres torpedoer, tillige med, at de 3 destroyere HMS Musketeer, HMS Opportune og HMS Virago affyrer 19 torpedoer mere.
Scharnhorst rammes af flere torpedoer igen og skibet er nu dødsdømt - et inferno af eksploderende granater, tusindvis af flyvende granatsplinter og fragmenter fra skibet, brand over det meste af skibet, skoldhed damp og brændende olie, stinkende overophedede kemikalier, en infernalsk larm af brag og buldren, metal der vrides og smadres, mænd der skriger og stønner - uden chance for hjælp. Et helvede på havet og ligesom det skete for det andet store tyske slagskib Bismarck, som briterne nådesløst og hævngerrigt skød sønder og sammen, som også kæntrede og sank i maj 1941.
Kl. 19:45 kæntrer Scharnhorst endelig og synker hurtigt ned i det kolde ishav ved Nordkap, Nordnorge.
Skibets skæbne bliver dog til sidst bamhjertigt for de tyske søfolk. Døden bliver slem for dem, men en fortsat kamp ville ikke have været mildere - nu slipper de for flere lidelser, slipper for nazismens vanvid, som fik dem til at ende her oppe i det kolde ishav til ingen verdens nytte - ud over, at eftertiden måske ikke lader nazismen komme til magetn igen noget sted på jorden.
1932 mand følger skibet ned i dybet, mange allerede døde, endnu flere frygteligt sårede, mange endnu levende, da de gurglende og desperat hivende efter vejret sluger det iskolde eller beskidte olieholdige vand, skrigende lydløst med åben mund under vandet, fægtende med arme og ben i de sidste hjælpeløse spasmer, drukner de endelig stille, stille - inde i skibet eller i suget ned sammen med skibet mod ishavets bund, måske med de sidste bønfaldende tankeråb på deres mor eller kone - mange er jo helt unge mennesker på omkring 20 år.
Men mange tyske søfolk har også søgt at redde sig, ved at springe i havet, men de suges ubønhørligt ned af skibet, eller de ligger fri af skibet, i havets isnende favntag og ser med rædsel og vantro, den brændende olie på havoverfladen feje, hen mod dem og med et forpint kort skrig og rallen opsluges de i den brændende olie på havet - sort tyk kvalmende røg skjuler bamhjertigt synet af skibets og mandskabets død. Da Scharnhorst er sunket og væk er der kun vraggods og brændende olie og røg tilbage. De britiske skibe sejler stille og påpasselig ind mellem vragodset og bjærger kun 36 forkomne og rædselsslagne tyske sømænd.
Scharnhorst var på dette tidspunkt i 1943, verdens hurtigste slagskib, Tysklands stolthed, som mange prominente gæster havde besøgt, bl.a. Adolf Hitler og Herman Hess.
Nu havde Hitler slagskibet Tirpitz tilbage. Det blev senere bombet og sænket i den Nordnorske fjord Tromsø, af en specialenhed af 4-motores Lancaster bombemaskiner i 1944. .
Den 3. oktober 2000:
Vraget af Scharnhorst bliver fundet ca. 140 km. nord nord-øst for Nordkap. Skibet ligger i ca. 290 meters dybde, med bunden opad og særdeles smadret og ødelagt.
Herunder nogle fotos og maleri af søslaget, se også i fotalbummet nedenfor.
Maleri af Slaget ved Nordkap malet af Charles Pears.
Scharnhorst blev sænket den 26. december 1943, med tabet af 1.932 mænd af besætningen. Kun 36 overlevede.
Scharnhorst dødeligt ramt, brændende og rygende på vej mod sit endeligt i det iskolde hav nær Nordkap.
Tekniske fakta:
Scharnhorst
Type: | Slagskib | Skibsklasse: | |
Værft: | Kriegsmarine Werft Wilhelmshaven, Tyskland | Forsikringsnr.: | 125 Panzerschiff D |
Bestilt den: | 25. januar 1934 | Tjenesteklart: | 7. januar 1939 |
Kølen sat: | 15. juni 1935 | Afmønstret tjeneste: | Nej/Sænket. |
Stabelafløbning: | 3. oktober 1936 | Alder: | 5 år indtil sænkningen |
Skibets skæbne: | Sænket 26. december 1943 af HMS Duke of York og andre eskorterende britiske flådefartøjer, med kanonild og torpedoer. Sted: Barents Havet, nord for Nordkap i Norge (72.16 Nord - 28.41Øst) 1932 mand af besætningen blev dræbt, 36 mand overlevede. |
Størrelse, maskineri og ydeevne:
Længde: | 235 meter | Engines: | 3 Brown-Boveri gearede turbiner |
Dæksbredde: | 30 meter | Dampkedler: | 12 Wagner three drum type |
Detachement: | 9,88 meter, maksimum dybde | Skorstene: | 3 |
Vægt/Displacement: | 31.800 tons / 38.900 lastet | Motorydelse: | 160.000 (shp) |
Hastighed: | 31.6 knob | ||
Besætning: | 1.840 | Operationsradius: | 6.200 Sømil = 11482.4 km. v/19 knob´s hastighed. |
Bevæbning: | |||
Antal kanoner: | Type | Kanonmontering: | Maksimum skudlængde / Elevation |
9 | 11"/54.5 (280mm) SK C/34 | 3 x 3 kanontårne | 40911 meter v/40° elevation med en 362,75 kg. armeret panserbrydende granat |
12 | 5.9"/55 (150mm) SK C/28 | 4 Dobbelt kanontårne 4 Enkelt kanoner | 22.990 meter v/40° elevation med en 49,95 kg. HE granat |
14 | 4.1"/65 SK C/33 | 7 Dobbeltkanoner | 17.692 meter v/45° elevation Anti-luftskyts / højde: 37.483 meter v/80° elevation |
16 | 1.5"/83 (37mm) SK C/30 | 8 Dobbeltkanoner | 8.500 meter v/45° elevation Anti-luftskyts / højde: 20.391 meter v/85° elevation |
10 | 0.79"/65 (20mm) AA MG | Enkelt maskinkanoner | 4.899 meter v/45° elevation Anti-luftskyts / højde: 11.096 meter v/85° elevation |
6 | 21" (533mm) torpedo rør | 2 x 3 affyringsrør | |
3 | Flyvebåde/1-motores | Arado Ar-196 |
Link til Scharnhorst´s operation "Ostfront" ved Nordkap og dens sænkning:
Læs her om den grumme bagside af historien om konvoj-havnebyen Murmansk, Sovjetunionen og kommunismen´s menneskeforagt og kvindesyn.
Beretning om en frygtelig massakre på kvinder i Murmansk ved krigens slutning, forårsaget af den kommunistiske tankegang og ledelse.
Flådebyerne Murmansk og Arkangelsk, som under 2. Verdenskrig var og i dag stadig er, nogle betydelige sovjetiske/russiske havne med både civil - og flådemæssig betydning. Under krigen sejlede der mange konvojer fra De Allieredes lande, primært fra England, Skotland og USA, Canada og Island til Murmansk, med krigsudstyr og fødevarer til Sovjetunionens krig mod tyskerne på Østfronten. Tyskerne søgte med bl.a. Slagskibet Scharnhorst og deres u-både, at forhindre disse konvojer i at slippe igennem farvandet nord om Norge.
Historien om massakren på de russiske kvinder ved Murmansk i slutningen af krigen med tyskerne, havde sit grundlag på følgende måde: Russerne havde oprettet et bordelkompleks, hvis kvinder skulle betjene de mange søfolk fra især handels - og krigsflåden fra De Allierede og egne flådestyrker, med seksuelle ydelser.
Kvinderne var nøje udvalgt omht. udseende og de kunne alle tale engelsk. De skulle, ud over de seksuelle ydelser, også anvendes som informationskilder for russerne vedrørende de bordelbesøgende søfolks viden om forholdene hos De Allierede. Det gjaldt både de krigsmæssige forhold, men også de mulige politiske oplysninger, som kunne "gafles" af kvinderne. De russiske kvinder virkede altså som både ludere og spioner.
Ulempen for russerne og det kommunistiske system, med Stalin, som var nærmest paranoid og mistroisk omkring mange forhold i Sovjetunionen, betød at den kommunistiske ledelse i Murmansk og måske højere oppe i det kommunistiske system, blev nervøs for disse mange bordelkvinders viden og mulige hensigter og handlinger i deres omgang med De Allieredes søfolk. Kommunisterne så fjender alle vegne!
Ved verdenskrigens slutning i 1945 blev ca. 300 kvinder i bordellerne fanget ind og sat på et skib, som sejlede dem til havs, hvor kommunisterne druknede dem med koldt blod, i det iskolde vand!! - Tak for tro og værdifuld tjeneste på bordellet - en enkeltbillet ud på havet til en grusom død!!
En uhyrlighed og som til fulde viser kommunismens menneskeforagt og Stalins umenneskelighed og vanvid i hele sin regeringstid. Tænk også bare på myrderierne af over 15.000 polske officerer og andre i Katynskoven i Polen under krigen - Endda også ved at påstå, at det var tyskerne, som havde myrdet alle de mange mennesker.
Vestens demokratiske lande, har efter min mening, aldrig gjort op med den fortid, som kommunisterne satte en katastrofal historisk aftryk på, i over 70 år verden over.
Tænk også bare på de hjemlige danske kommunister efter krigen og op gennem 50´ og 60´erne! Mange af datidens danske kommunister var helt sikkert Sovjetuninonens lakajer, som givet skulle have overtaget og regeret Danmark under Sovjetunionens herredømme efter krigen, hvis altså russerne fik taget Danmark inden de øvrige Allierede nåede herop. Et kommunistsike skrækscenarie, som fandt sted i årene fremover i alle de mange andre øst-europæiske lande efter krigen. Derfor fik vi nok konflikten og krigshandlingerne på Bornholm, selv efter krigen var ovre i Europa.
Efter krigen og op gennem 1960´erne - 70´erne - 80´erne, blev Sovjetunionen rost og forherliget af mange danske kommunister og venstreorienterede, intellektuelle, skuespillere, forfattere, kunstnere osv, over hele landet og helt op i samfundets top, ind i politiske partier, som blev valgt ind i Folketinget, Danmarks vigtigste demokratiske og parlementariske organ!! Utroligt at man kunne forføre en hel befolkning og være så naiv, godtroende eller så ondsindet og beregnende. Man misbruger den frie ytringsfrihed, på en hadefuld og ødelæggende måde, som at skide i sin egen rede!
På sin vis er vi stadig utroligt naive, når noget truer vor relativt frie demokratiske land - Demokratiet i Danmark er kun en tynd hvid dug med et rødt kors på, en helvedes masse lovpapir, som ikke er en skid værd, hvis Mørkets magter vil noget andet, (Husker de fleste ikke Chamberlain´s fredspapir med Hitler fra 1938 - om ikke andet, så har Chamberlain da ikke levet helt forgæves), for nedenunder dette tynde værn trænger Mørket frem - og vi selv inviteret det indenfor!
Op til 2. Verdenskrig og i starten af denne, skal man i Danmark lede længe efter mage til landsskadelig virksomhed, i forhold til danske forhold, måske bortset lige fra forholdene lige før tyskernes invasion af Danmark og Norge og de første år af krigen, som jeg ikke er stolt over at tænke på! Jeg betragter det nærmest som landsforræderri, det der skete den gang - Der var helt sikkert et komplot/aftale med tyskerne om den 9. april 1940. Det kunne vi ikke være bekendt over for den frie verden!
Men nu tilbage til virkeligheden, som den var i 2. Verdenskrig, tilbage til facts og oplysninger, historier osv.
Total liste over 2. Verdenskrigs anvendte flytyper:
http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_aircraft_of_World_War_II
Flytyper og deres rolle og facts i forbindelse med "Slaget om Atlanten". Se neden for i fotoalbummet de forskellige fly og læs også om dem der.
Se og læs evt. også på den imponerende danske hjemmeside om luftkrigen over Danmark:
Her kan man få alle aspekter om dette emne særligt belyst. Der er beretningerne om nedskudte fly, besætningerne, flytyper, samlede tab, kort over nedskydningerne og kirkegårdenes krigsgrave i Danmark.
Der er bl.a. en spændende detaljeret historie om et nedstyrtet Avro Anson fly i Inchnadamph-bjergen i det nordvestlige Skotland, et sted jeg besøgte på min tur gennem Skotland i 2002.
Det engelske flyvevåbens rolle (RAF) og datidens flytyper´s rolle i "Slaget om Atlanten", fra deres baser fra bl.a. Skotland og Orkney, var vitalt og også udslagsgivende i den samlede vurdering af de forhold, som afgør, at de allierede vinder dette slag. Her er det særligt interessant, at 531 ubåde faktisk blev sænket af angrebsfly fra hangarskibe og katapultbaserede fly fra mindre krigsskibe og handelsskibe i den britiske krigs – og handelsflåde. Hertil kommer også i overvejende grad flyene fra de landbaserede baser i England, men primært Skotland og Orkney. Men de katapultbaserede swordfish fly fra krigsskibsbaserede ramper, tegner sig for en betydelig del af ”kagen”.
Tyskerne havde næsten ikke, under 2. Verdenskrig, fly med den fornødne motorkraft og brændstof til lange og vedholdende flyvninger over store afstande og i mange timer pr. tur. Kun det 4-motorede fly Focke Wulff Condor fra 1937, kunne anvendes i atlantiske flyvninger over store afstande i lang tid, ved f.eks. patruljeringer. Flyet var først en civilflyver, men den blev ombygget til krigsfly og blev af tyskerne brugt fra norske baser i eftersøgningen af allierede konvojer på Atlanten.
Flyet medførte en stor last af bomber eller søminer og kommunikerede med de tyske ubåde, så de kunne angribe konvojernes skibe. Der blev kun bygget 263 stykker. Efter krigen blev nogle få overlevende fly ombygget igen og anvendt i det tyske luftfartsselskab Lufthansa.
Briternes mange eminente flytyper, som deltog i "Slaget om Atlanten", var f.eks. Bristol Beaufighter fra 1938, som blev bygget i, for denne flytype, stort antal. 5560 styk! Den blev oprindelig bygget som en torpedo bombemaskine til angreb af skibe fra lav højde, med angreb lige hen over bølgerne. Men den var en pålidelig allround flytype og blev brugt til mange opgaver, bl.a. natjager med radar i krigens sidste tid.
Man anvendte den som back-up krigsfly helt op til sidst i 1950 ´erne!
Den 6.april 1941 angreb 6 Beaufighters slagskibet Gneisenau, medens det lå i havnen i Brest, ved den vestlige franske atlanterhavskyst. En af piloterne Fg Off. Kenneth Campbell traf Gneisenau hårdt, så den måtte på værft i over et halvt år. Campell blev dog skudt ned og døde. For den dåd fik han posthumt Victoriakorset.
De amerikanske Catalinaer fra 1933, var en meget langsomtflyvende vandflyver (190 km/timen), som primært blev brugt til eftersøgninger, overvågninger og som dybdebombe/minekaster mod ubåde. Det var en Catalina vandflyver fra 209. squardron, der opdagede slagskibet Bismarck, der som bekendt førte til Bismarck´s endeligt den 27. juni 1941. Flyet kunne holde sig i luften og tilbagelægge op mod 3800 kilometer. Men da flyet kunne bruges til en mængde opgaver verden over, især også civile, blev der bygget over 4000 styk.
Den brittiske Sunderland vandflyver var lidt hurtigere og meget brugt til overvågninger, eftersøgninger, minelægning og ubådsangriber med dybdebomber og almindelige bomber. Den kunne trods sin enorme størrelse flyve op til næsten 4700 kilometer. Den kunne derved hjælpe konvojerne med at spotte ubåde over store afstande. Der blev bygget 739 styk, fortrinsvis i Blackburn.
Den 9. april 1940, da tyskerne angreb Danmark og Norge samtidig, var det netop sunderland fly der kunne berette om invasionen af Norge, da de opdagede tyske krigsskibe på vej ind i Trondhjemfjorden. Under tyskernes invasion i Norge, var det især Beaufortfighters, Hawker Hurricanes og Gloster Gladiators fly fra Kystkommandoen og hangarskibet HMS Glorious, der fløj angreb mod tyskerne.
HMS Gloroius blev ved den lejlighed sænket af de 2 tyske slagskibe Scharnhorst og Gneisenau. Kun 2 fra Royal Air Force overlevede!! Se og læs om den spændende historie længere ned i afsnittet.
200 styk af flyet Lockheed Hudson, som er amerikansk, blev i februar 1939 leveret til RAF i England. Den skulle også anvendes til angrebsfly mod skibe og ubåde. Den 27. august 1941 opdager 3 Hudsons fra Squadron 269, den tyske ubåd U-570, der ligger på havoverfladen i det nordlige Atlanterhav. Ubåden kunne ikke dykke og overgav sig frivilligt til flyene, senere trak en trawler ubåden til England.
Et Lockheed Hudson anti-ubådsfly´s sænkning af den tyske ubåd U-503:
Type
Byggestart
Tjenesteklar
Kommandører
Togter
Sænkninger
Skæbne
10. juli 1941 -
15. marts 1942
Kapt.-Løjt. Otto Gericke
1 patrulje
(træning)
1. februar 1942 - 15. marts 1942
(front u-båd)
10. juli 1941 - 1. februar 1942
Ingen skibe sænket eller skadet.
Sænket den 15. marts 1942 i Nordatlanten, sydøst for Newfoundland, på position 45.50Nord, 48.50Vest, af dybdebomber, kastet fra et amerikansk Lockheed Hudsonanti-ubådsfly, fra eskadrille nr. VP-82. Alle u-bådens ombordværende blev dræbt.
Hudson PBO-1 var det første fly fra den amerikanske flåde, (lånt/lejet ud til briterne, men fløjet af den amerikanske flåde, som sænkede de 2 første tyske u-både, nemlig U-656 den 1. marts 1942 og U-503 den 15. marts.
Se evt. også disse oplysninger om en nedstyrtet Hudson ved Thisted/Jylland og en oplysningsside om R.A.F.
http://www.airmen.dk/p050.htm
http://da.wikipedia.org/wiki/Royal_Air_Force
2. Verdenskrigs flyvemilitære konsekvenser:
Hudson
flyet med kendingsbogstaverne
PBO-1, var fra en US flådepatrulje eskadrille nr. VP-82, som fløj som eskorte for konvojen ON.72. Hudson PBO-1 var en af de 20 låne - leje (Lend-Lease) Hudson IIIA's, som blev brugt af den amerikanske flåde.
Af alle disse tusinder af krigsflyvere med deres mænd, blev der i hele 2. verdenskrig dræbt flere hundrede tusinder!!! Det fortæller lidt om 2. verdenskrigs enorme omfang og omkostninger, bare på dette område vedrørende luftkrigen verden over, som kun var en mindre del af hele krigens ufattelige spild af menneskeliv og ressourcer.
Baserne på Orkney og i Skotland bidrog i stor udstrækning, til at korte krigen af. Deres indsats i opdagelsen af ubåde, beskyttelse af konvojer og angreb på tyske skibe, havne og installationer, var sammen med alle de andre aktioner i krigen, med til at udmarve Tyskland, mandskabsmæssigt, materielt og økonomisk, så ”bukserne revnede til sidst” og anstrengelserne og tabene ikke var forgæves.
Mon ikke vi i Danmark burde have en underlig smag i munden i forhold til hvad vi skylder alle disse lande og deres mænd og kvinder. Danmarks samarbejde med Tyskland under krigen, i hvert fald op til 1943/44, var jo kun med til, at Nazierne kunne ”holde skruen i vandet” lidt længere og yde bedre modstand, som så kostede endnu mere for de allierede i mandskab og materiel. Vi har vist også blod på hænderne!! Det er ikke særligt rart at tænke på.
Se også i menu-punktet om Prag/Tjekkoslovakiet, hvor der ved de foto, som omhandler Lidice-massakren, er en historie om 2 sønner fra byen, som var piloter i RAF´s Bombercommand og senere i Costal Command (u-båds- og konvojpatruljetjenesten).
Misinformeringen af tyskerne inden invasionen af Europa i juni 1944 og Skotlands rolle heri.
På min tur gennem Skotland, kom jeg forbi, eller kikkede nærmere på de steder, hvor der stadig stod bygninger, eller ruiner af radiopejle - og radarstationer, herunder også radiostationer, som blev brugt til at vildlede og snyde tyskerne startegisk, militært osv.
Jeg så f.eks. rester af anlæg på den nordvestlige del af øen Barra Island, på øen Skye på Trotternish-halvøen nær Duntulm Castle, på Faraid Head i det Nordvestlige Skotland ved Durness (her er stadig en Nato radarstation), på øen Hoy i Orkney-øgruppen osv.
Nogle af disse installationer blev også brugt til at sende fiktive meddelelser og oplysninger til modstandsfolk og til agenter i de tyskbesatte.
I forbindelse med forberedelserne til landgangen i Europa i juni 1944, havde De Allierede iværksat mange store vildledningsmanøvrer, med opstilling af hele byer og militærenheder i pap og krydsfiner, tillige med, at de lod informationer sive om invasionsmålene, hærenhederne (f.eks. Det 5. Amerikansk Korps under ledelse af bl.a. den berømte General Patton), alle disse tiltag, hvor man også brugte dobbeltagenter hos tyskerne, som troede at deres agent i England var på deres side, men i stedet var på englands side.
De Allierede fik tyskerne til at tro, eller i alt fald frygte, at en eller flere allierede invasioner, ville ske enten i Sydfrankrig/Italien - eller også i Norge/Danmark. Her brugte man især de skotske radiosendere til at misinformere tyskerne - samtidigt med, at flåde og flyvevåbnet fortog øvelser og angreb på mål i relevante invasionsområder i bl.a. Norge, så tyskerne på den måde blev bestyrket i troen på, at en invasion kunne ske disse steder.
Alt i alt betød det, at tyskerne ikke turde trække tropper og materiel fra Norge og Danmark og heller ikke fra Sydfrankrig og Italien, hvor De Allierede i 1944 allerede var i gang med invasionen af Cicilien.
Ligeledes havde De Allierede på massiv måde vildledt tyskerne til at tro, at man ville invadere Europa ved Calais i det norligste Frankrig. Tyskerne posterede mange tropper og kampvognsdivisioner her.
Det var et rent uheld, at da invasionen gik i gang 6. juni 1944 og mange tusind faldskærmsjægere blev kastet ned, og de mødte en stærk elite kamvognsdivision, som lige var ankommet til baglandet ved invasionsstrandene, da enheden skulle hvile ud, efter deres mange frontopgaver på østfronten. Det blev en blodig affære for tropperne.
Skotlands rolle i hele dette store vildledningsprogram inden invasionen, hed i Skotland "Operation Skye" og blev startet i Skotland
for at støtte "Operation Fortitude North" (den koordinerede vildledning af tyskerne i den nordlige del af Europa, (Operation Fortitude South = Sydlige Europa). Man udsendte radiosignaler, der var beregnet til at få de tyske analytikere til at forudsige en invasion af det tyskbesatte Norge. Fortitude North betød, at tropper, der ellers kunne være flyttet til Frankrig, måtte blive i Norge.
Skotland havde meget stor betydning for 2. Verdenskrigs udfald, fra start til slut, både direkte militært med flåde, fly og soldater, men også via datidens militærteknologiske anvendelser, især radiopejling, radiomeldinger, støjsendere, men ikke mindst radar, som især kom til anvendelse i og omkring Skotland, på skibe og fly i forbindelse med konvojtjeneste, patruljeringer og angreb på tyske skibe og besatte havne.
Ligeledes foregik megen af den specielle træning, som mange soldater skulle have, for at løse de meget vanskelige militære opgaver under invasionen af Europa, netop i Skotland, da kysterne og naturen var et barsk og vanskeligt terræn at kæmpe i.
De engelske enheder, som her blev uddannet kaldet Commando´s og fik stor betydning i invasionens forløb. Desuden blev uddannelsen grundlaget for den videre udvikling, af de engelske specialenheder fremover, SOE, SAS osv.
Historien om det engelske luftangreb på den tyske luftbase ved Aalborg den 13. august 1940.
Link til oplysninger om luftangrebet på den tyske luftbase ved Ålborg. Se og læs historien på billederne nedenfor i fotogalleriet.
http://www.flensted.eu.com/194018.shtml
Link til flyfotoside fra Luftwaffe:
http://lw1944.flyfotoarkivet.dk/Stories.aspx
Her er så historien om angrebet og fotos fra resultatet og eftertiden.
Det nedskudte britiske fly af typen Bristol Blenheim, tilhørte RAF 82. eskadrille under The Bomber Command og havde kodebogstavene malet på flyet UX-N.
Lettede fra Watton flyvebase kl. 08:40 - Operationsmål: Aalborg.
Kort beretning om angrebet:
Det lykkedes Pilot P/O Hale at flyve til luftbasen, uden at blive skudt ned af flak eller tyske jagerfly, men før Observatør Sergent Oliver kunne nå at udløse flyets bomber, blev R3821 ramt af eksploderende flakgranater fra flakbatteriet 3/Flak Afdeling 615 og styrtede ned på basen Aalborg Vest. Flyets bombelast eksploderede ved nedstyrtningen.
Pilot P/O Earl R.Hale, Observatør Sergent Ralston G.Oliver og maskingeværskytte Sergent. Alfred E. Boland blev dræbt og blev begravet på Vadum kirkegård den 16/8 1940.
Læs evt. den interessante bog skrevet af Ole Rønnest i 2006 med titlen: "Den Dømte Eskadrille" og se evt. dokumentarfilmen af samme navn fra TV2 Nord fra 1996, som statens filmcentral ejer i dag - både bog og film kan lånes på biblioteket.
Dele af Blenheim fly R3821 bliver her fjernet af tyskerne.
Pilot Officer Earl Hale
Vraget af Blenheim IV R3821 ved den tyske Aalborg Vest luftbase den 13/8-1940.
Links til andre sider om nedskydningen af de britiske Blenheimfly:
Nyeste kommentarer
03.03 | 11:48
hej morfar, det er Nicolai. Fed hjemmesid...