TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Skotland Historie

Kortene viser landet Pictland, som det hed dengang omkring Kristi fødsel. Vi er ca. midt i jernalderen. Folkeslaget som kaldtes picterne er ikke nogle folk der er indvandret, men snarere den befolkning, der udviklede sig i jernalderen her. Hele "Skotland´s" befolkning på den tid, bestod af 3 andre folkeslag. The Irish-Scots, The Scots/Dalriada og The Britons. Se ovenfor i historiebeskrivelserne både det trykte og det du kan finde i de mange links til historiesites.
Kortene viser landet Pictland, som det hed dengang omkring Kristi fødsel. Vi er ca. midt i jernalderen. Folkeslaget som kaldtes picterne er ikke nogle folk der er indvandret, men snarere den befolkning, der udviklede sig i jernalderen her. Hele "Skotland´s" befolkning på den tid, bestod af 3 andre folkeslag. The Irish-Scots, The Scots/Dalriada og The Britons. Se ovenfor i historiebeskrivelserne både det trykte og det du kan finde i de mange links til historiesites.
Kort som viser romernes dominans i ca. 400 år i "Skotland". De røde firkanter er romerske borge/befæstninger og de andre firkantede symboler viser romernes lejre og forsøg på okkupasion af landområderne. Romerne møder dem omkring Kristi fødsel og kalder dem picts, painted people, da picterne malede sig selv i stærke farver, når de drog i krig (se bare i filmen Braveheart med Mel Gibson, hvor han anvender denne krigsmaling, selv om handlingen i filmen forgår omkring 1295-1305 efter Krist). Den romerske general Agricola besøger Orkney i året 78 efter Kristi, umiddelbart før han invaderer Pictland og slår picterne i året 84 efter Kristi. Men allerede i året 90 efter Kristi, må han trække sig tilbage og overlade det nordligste af Pictland til picterne selv. I årene 122 og 142 efter Kristi bygges 2 store mure tværs hen over landet. Den ene mur kaldet Hadrians Mur, den anden Antonines Mur. I året 180 invaderer picterne sydpå og besejrer Hadrians Mur. I året 367 får picterne endelig rigtig has på romerne og romerne må trække sig helt ud af Pictland omkring år 390 efter Kristi. Picterne havde da omkring år 150 efter Kristi, opdelt sig i 2 hovedområder, der faktisk var delvis demokratisk styret. Det nordlige samfund kaldets Caledonians og de sydlige, helt ned til Hadrians Mur kaldets Maetae.
Kort som viser romernes dominans i ca. 400 år i "Skotland". De røde firkanter er romerske borge/befæstninger og de andre firkantede symboler viser romernes lejre og forsøg på okkupasion af landområderne. Romerne møder dem omkring Kristi fødsel og kalder dem picts, painted people, da picterne malede sig selv i stærke farver, når de drog i krig (se bare i filmen Braveheart med Mel Gibson, hvor han anvender denne krigsmaling, selv om handlingen i filmen forgår omkring 1295-1305 efter Krist). Den romerske general Agricola besøger Orkney i året 78 efter Kristi, umiddelbart før han invaderer Pictland og slår picterne i året 84 efter Kristi. Men allerede i året 90 efter Kristi, må han trække sig tilbage og overlade det nordligste af Pictland til picterne selv. I årene 122 og 142 efter Kristi bygges 2 store mure tværs hen over landet. Den ene mur kaldet Hadrians Mur, den anden Antonines Mur. I året 180 invaderer picterne sydpå og besejrer Hadrians Mur. I året 367 får picterne endelig rigtig has på romerne og romerne må trække sig helt ud af Pictland omkring år 390 efter Kristi. Picterne havde da omkring år 150 efter Kristi, opdelt sig i 2 hovedområder, der faktisk var delvis demokratisk styret. Det nordlige samfund kaldets Caledonians og de sydlige, helt ned til Hadrians Mur kaldets Maetae.
Ornamenter og tegninger fra det pictiske rige i Skotland, fra ca. 600 - 700 år før kristi, indtil vikingerne og historiens gang opsluger picterne og folkeslagene og historien ruller videre. Picterne havde deres storhedstid, samtid med, at Romerne ekspanderese i england og rykkede nordpå op i Skotland. De fik dog aldrig helt fodfæste - Picterne slog dem tilbage flere gange. I Skotland ses der stadig mange historiske minder fra romernes tilstedeværelse her. Se links øverst på denne side.
Ornamenter og tegninger fra det pictiske rige i Skotland, fra ca. 600 - 700 år før kristi, indtil vikingerne og historiens gang opsluger picterne og folkeslagene og historien ruller videre. Picterne havde deres storhedstid, samtid med, at Romerne ekspanderese i england og rykkede nordpå op i Skotland. De fik dog aldrig helt fodfæste - Picterne slog dem tilbage flere gange. I Skotland ses der stadig mange historiske minder fra romernes tilstedeværelse her. Se links øverst på denne side.
Hadrians mur (latin: Vallum Hadriani) er en mur og et fæstningsværk af sten og tørv. Den er 120 kilometer lang og ligger i England syd for grænsen til Skotland (i afstand fra 15 til 110 kilometer). Hadrians mur blev bygget af romerne under kejser Hadrian, påbegyndt år 122. Formålet var at beskytte det romerske Britannien mod pikternes plyndringstogter fra Skotland og dermed gøre det muligt at bruge de romerske tropper i andre dele af imperiet. Muren skulle således give fredelige forhold mod syd, afgrænse fronterne psykologisk og endvidere skabe økonomisk stabilitet. Muren var den nordligste grænse for Romerriget gennem det meste af dets herredømme i Britannien. Romerne havde dog adskillige isolerede forter og lejre et stykke op i Det østlige Skotland. Muren var kejserrigets stærkest befæstede fæstningsværk med 14 grænseforter. Med tiden fik muren også stor betydning i forbindelse med grænsehandel. Muren har været på UNESCO's Verdensarvsliste siden 1987. Hadrians Wall, går tværs over England i det nordligste North Humberland. Ud over bygningsværket er der i området flere store og mindre bygningsefterladenskaber fra romernes befæstninger, borge og lejre. Hadrians Wall er genstand for megen turisme, hvor man kan få guidede ture eller selv gå hele ruten langs muren tværs over England. Se ovenfor i de mange links til oplysninger og materiale om denne unikke ferieoplevelse. Se også de fantastiske fotos og videooptagelser omkring muren, borgene og naturen langs muren.
Hadrians mur (latin: Vallum Hadriani) er en mur og et fæstningsværk af sten og tørv. Den er 120 kilometer lang og ligger i England syd for grænsen til Skotland (i afstand fra 15 til 110 kilometer). Hadrians mur blev bygget af romerne under kejser Hadrian, påbegyndt år 122. Formålet var at beskytte det romerske Britannien mod pikternes plyndringstogter fra Skotland og dermed gøre det muligt at bruge de romerske tropper i andre dele af imperiet. Muren skulle således give fredelige forhold mod syd, afgrænse fronterne psykologisk og endvidere skabe økonomisk stabilitet. Muren var den nordligste grænse for Romerriget gennem det meste af dets herredømme i Britannien. Romerne havde dog adskillige isolerede forter og lejre et stykke op i Det østlige Skotland. Muren var kejserrigets stærkest befæstede fæstningsværk med 14 grænseforter. Med tiden fik muren også stor betydning i forbindelse med grænsehandel. Muren har været på UNESCO's Verdensarvsliste siden 1987. Hadrians Wall, går tværs over England i det nordligste North Humberland. Ud over bygningsværket er der i området flere store og mindre bygningsefterladenskaber fra romernes befæstninger, borge og lejre. Hadrians Wall er genstand for megen turisme, hvor man kan få guidede ture eller selv gå hele ruten langs muren tværs over England. Se ovenfor i de mange links til oplysninger og materiale om denne unikke ferieoplevelse. Se også de fantastiske fotos og videooptagelser omkring muren, borgene og naturen langs muren.
Hadrians Wall og Sycamore Gab. Denne del af muren og området har været anvendt i film og er ligesom blevet vartegnet for Hadrians Wall.
Hadrians Wall og Sycamore Gab. Denne del af muren og området har været anvendt i film og er ligesom blevet vartegnet for Hadrians Wall.
Hadrians Wall og området omkring muren ved Sycamore Gab. Dette område blev brugt i filmatiseringen af Robin Hood fra 1991, hvor man ser Robin Hood (Kevin Costner) og hans "tro væbner", maureren Nazeem (Morgan Freeman) flygte fra de romerske soldater over muren og op ad de stejle græsskråninger. Folkeslaget Maurerne er en betegnelse for de muslimske indbyggerne på Den iberiske halvø og i Maghreb (Nord-Afrika) i middelalderen. Det område i Spanien, der blev kontrolleret af muslimerne blev kaldt al-Andalus.
Hadrians Wall og området omkring muren ved Sycamore Gab. Dette område blev brugt i filmatiseringen af Robin Hood fra 1991, hvor man ser Robin Hood (Kevin Costner) og hans "tro væbner", maureren Nazeem (Morgan Freeman) flygte fra de romerske soldater over muren og op ad de stejle græsskråninger. Folkeslaget Maurerne er en betegnelse for de muslimske indbyggerne på Den iberiske halvø og i Maghreb (Nord-Afrika) i middelalderen. Det område i Spanien, der blev kontrolleret af muslimerne blev kaldt al-Andalus.
Hadrians Wall - imponerende!
Hadrians Wall - imponerende!
Hadrians Wall og området ved Sewing Shields Crags.
Hadrians Wall og området ved Sewing Shields Crags.
drabet på Jarlen Magnus, som katedralen i Kirkwall på Orkney Mainland er opkaldt efter og hvor hans skeletrester liger. Beretningen om denne historiske begivenhed har jeg skidrte således: Magnus vender tilbage og deler Orkney mellem sig og Hakon. Deres venskab varede ved i nogle år, men forskellige uheldige ting skete og de blev uvenner og øerne stod over for at blive kastet ud i en borgerkrig, men striden blev bilagt ved mellemkomst af andre adelsmænd i 1117 på øen Egilsay. Aftalen gik ud på, at begge jarler skulle enes om at skrue ned for deres ambitioner og drage hjem med kun 2 skibe og få udvalgte mænd. Magnus indvilgede i aftalen, men da Magnus var meget respekteret af alle på Orkney, og Hakon følte sig underlegen, ville han nu en gang for alle ødelægge Magnus og hans mænd. Han dukkede op senere på øen Egilsay, med en stor flåde af skibe og mange mænd. Magnus var klar over faren og at han ville komme til at dø, men i stedet for at kæmpe og kaste øerne ud i en krig, stillede han 3 forslag til Hakon, der tog hensyn til Hakons sjæl, hvis han brød sine løfter, bl.a. at dræbe en ubevæbnet mand, som Magnus også var. Et forslag var at Hakon skulle drage på pilgrimsrejse og aldrig vende hjem. Men lige som nummer 2 forsalg, at Hakon skulle udvandre til selve Skotland blev selvfølgelig afslået. Det tredje og sidste forslag fra Magnus var, at Hakon kunne vansire ham som han havde lyst, bare han ikke slog ham ihjel, eller han kunne blinde ham og kaste ham i fængsel. Hakon kunne godt lide denne løsning, men hans mænd ville ikke være med til det. De mente, at en af jarlerne måtte dø, det delte øsamfund måtte forenes. Hakon erklærede, at han ikke var klar til at dø. Magnus bad sine mænd om ikke at forsvare sig og trådte frem for at møde sin skæbne. Hakon beordrede sin fanebærer om at slå Magnus ihjel. Men han nægtede vredt. Hakon vendte sig til sin kok, Lifolf. Lifolf græd og bad om ikke at skulle udføre denne handling, men Magnus talte til ham og sagde at han ville tilgive Lifolf for den dåd han måtte udføre. Vær ikke bange, for du gør dette mod din vilje, og ham der presser dig til dette, synder mere end du gør. Magnus knælede ned for Lifolf og bad ham slå ham hårdt i hovedet og ikke halshugge ham, som man gjorde med røvere og mordere. Lifolf slog da Magnus hårdt i hovedet, så hjerneskallen brast i 2 dele. Det skete i april 1117. En drabelig og spændende historie, der fortsætter med at Magnus begraves ved The Brough of Birsay. I mange år efter opstår der mirakler omkring gravstedet. Klipper forvandles til grønne græsmarker, lys stiger op på himlen midt om natten. En masse andre mirakler skulle også være opstået. Til sidst for en mand på Westray besøg af Magnus som genfærd. Magnus beder om at blive gravet op og flyttet til Kirkjuvagr og kirken der. Beskeden bliver bragt til Biskop William i Kirkjuvagr. Magnus bliver herefter flyttet til kirken, som ikke er katedralen, men antagelig St. Olaf kirken. Magnus bliver gjort til helgen i 1135 og hans gravrelikvier bliver senere overflyttet til St. Magnus Katedral i 1137.
drabet på Jarlen Magnus, som katedralen i Kirkwall på Orkney Mainland er opkaldt efter og hvor hans skeletrester liger. Beretningen om denne historiske begivenhed har jeg skidrte således: Magnus vender tilbage og deler Orkney mellem sig og Hakon. Deres venskab varede ved i nogle år, men forskellige uheldige ting skete og de blev uvenner og øerne stod over for at blive kastet ud i en borgerkrig, men striden blev bilagt ved mellemkomst af andre adelsmænd i 1117 på øen Egilsay. Aftalen gik ud på, at begge jarler skulle enes om at skrue ned for deres ambitioner og drage hjem med kun 2 skibe og få udvalgte mænd. Magnus indvilgede i aftalen, men da Magnus var meget respekteret af alle på Orkney, og Hakon følte sig underlegen, ville han nu en gang for alle ødelægge Magnus og hans mænd. Han dukkede op senere på øen Egilsay, med en stor flåde af skibe og mange mænd. Magnus var klar over faren og at han ville komme til at dø, men i stedet for at kæmpe og kaste øerne ud i en krig, stillede han 3 forslag til Hakon, der tog hensyn til Hakons sjæl, hvis han brød sine løfter, bl.a. at dræbe en ubevæbnet mand, som Magnus også var. Et forslag var at Hakon skulle drage på pilgrimsrejse og aldrig vende hjem. Men lige som nummer 2 forsalg, at Hakon skulle udvandre til selve Skotland blev selvfølgelig afslået. Det tredje og sidste forslag fra Magnus var, at Hakon kunne vansire ham som han havde lyst, bare han ikke slog ham ihjel, eller han kunne blinde ham og kaste ham i fængsel. Hakon kunne godt lide denne løsning, men hans mænd ville ikke være med til det. De mente, at en af jarlerne måtte dø, det delte øsamfund måtte forenes. Hakon erklærede, at han ikke var klar til at dø. Magnus bad sine mænd om ikke at forsvare sig og trådte frem for at møde sin skæbne. Hakon beordrede sin fanebærer om at slå Magnus ihjel. Men han nægtede vredt. Hakon vendte sig til sin kok, Lifolf. Lifolf græd og bad om ikke at skulle udføre denne handling, men Magnus talte til ham og sagde at han ville tilgive Lifolf for den dåd han måtte udføre. Vær ikke bange, for du gør dette mod din vilje, og ham der presser dig til dette, synder mere end du gør. Magnus knælede ned for Lifolf og bad ham slå ham hårdt i hovedet og ikke halshugge ham, som man gjorde med røvere og mordere. Lifolf slog da Magnus hårdt i hovedet, så hjerneskallen brast i 2 dele. Det skete i april 1117. En drabelig og spændende historie, der fortsætter med at Magnus begraves ved The Brough of Birsay. I mange år efter opstår der mirakler omkring gravstedet. Klipper forvandles til grønne græsmarker, lys stiger op på himlen midt om natten. En masse andre mirakler skulle også være opstået. Til sidst for en mand på Westray besøg af Magnus som genfærd. Magnus beder om at blive gravet op og flyttet til Kirkjuvagr og kirken der. Beskeden bliver bragt til Biskop William i Kirkjuvagr. Magnus bliver herefter flyttet til kirken, som ikke er katedralen, men antagelig St. Olaf kirken. Magnus bliver gjort til helgen i 1135 og hans gravrelikvier bliver senere overflyttet til St. Magnus Katedral i 1137.
I Sct. Magnus Katedralen i Kirkwall, ligger disse skeletrester efter Jarlen Magnus.
I Sct. Magnus Katedralen i Kirkwall, ligger disse skeletrester efter Jarlen Magnus.
Robert The Bruce. Var en kort overgang konge i Skotland, samtidig med William Wallace forsøg på at starte oprør mod englænderne, som var de reelle magthavere i Skotland. Robert The Bruce, var loyal over for Wallace og alligevel ikke. Han prøvede at "spille på flere heste". Mange gange var han tæt på at forråde Wallace definitivt - han slap også for den hævn Wallace udførte på dem som kom ham i vejen. læs mere ovenfor i links og i min egen skotske historieberetning.
Robert The Bruce. Var en kort overgang konge i Skotland, samtidig med William Wallace forsøg på at starte oprør mod englænderne, som var de reelle magthavere i Skotland. Robert The Bruce, var loyal over for Wallace og alligevel ikke. Han prøvede at "spille på flere heste". Mange gange var han tæt på at forråde Wallace definitivt - han slap også for den hævn Wallace udførte på dem som kom ham i vejen. læs mere ovenfor i links og i min egen skotske historieberetning.
Man havde fra skotsk side siden 1168 lavet en alliance med Frankrig, sådan at hvis England angreb Skotland eller Frankrig, skulle de straks invadere England. Denne alliance holdt ved i flere århundreder og betød ofte stærk afsmitning fra Frankrig i Skotland. Bl.a. betød det, at skotternes konge James IV i 1513 invaderede England, der havde angrebet Frankrig. Man siger, at det var et af de værste og største nederlag skotterne måtte indkassere i historien. James IV og mange af hans højtrangerende og betydningsfulde adelsmænd blev også massakreret i dette slag ved Flodden, nær Kelso, Northumberland i 1513. Slaget varede kun ca. 2 timer og i løbet af den korte tid blev over 10000 skotter slået ihjel. Kong James kunne man ikke finde før dagen efter, så ilde tilredt var han blevet, at man ikke kunne genkende ham.
Man havde fra skotsk side siden 1168 lavet en alliance med Frankrig, sådan at hvis England angreb Skotland eller Frankrig, skulle de straks invadere England. Denne alliance holdt ved i flere århundreder og betød ofte stærk afsmitning fra Frankrig i Skotland. Bl.a. betød det, at skotternes konge James IV i 1513 invaderede England, der havde angrebet Frankrig. Man siger, at det var et af de værste og største nederlag skotterne måtte indkassere i historien. James IV og mange af hans højtrangerende og betydningsfulde adelsmænd blev også massakreret i dette slag ved Flodden, nær Kelso, Northumberland i 1513. Slaget varede kun ca. 2 timer og i løbet af den korte tid blev over 10000 skotter slået ihjel. Kong James kunne man ikke finde før dagen efter, så ilde tilredt var han blevet, at man ikke kunne genkende ham.
Slaget ved Flodden i Northhumberland. De to hæres opstilling, ledere m.m.
Slaget ved Flodden i Northhumberland. De to hæres opstilling, ledere m.m.
Slaget ved Culloden, sydøst for Inverness i Skotland, den 16. april 1746, var det sidste og endelige opgør mellem de fransk støttede Jacobitter og Hannorovianerne/englænderne efter Jacobitter oprøret i 1745. ---- Det var det sidste slag, som blev udkæmpet på britisk jord, og bragte formålet med Jacobitter-sagen, som var at genskabe Stuartklanen og overtage tronen over Storbrittanien, til et endeligt nederlag, som de aldrig kom sig over. ---- Jacobitterne — de fleste af dem Highland Scots — støttede kravet om, at Charles Edward Stuart, med "kælenavnet" "Bonnie Prince Charlie" eller "The Young Pretender" skulle have den engelske trone. ---- Den britiske hær under ledelse af The Duke of Cumberland, en yngre søn af den Hannoverianske regent Kong George II, støttede sin far´s sag. ---- Følgerne af slaget ved Culloden var brutale og og skabte et tilnavn til den sejrende general: "Butcher" Cumberland. ---- Charles Edward Stuart forlod England og rejste til Rom, og forsøgte aldrig siden at tage tronen igen. Borgerrettigheder blev knægtet af englænderne. Nye love begrænsede og ødelagde de skotske højlandsklaners feudale indflydelse og system. Folket blev nærmest ulovliggjort.
Slaget ved Culloden, sydøst for Inverness i Skotland, den 16. april 1746, var det sidste og endelige opgør mellem de fransk støttede Jacobitter og Hannorovianerne/englænderne efter Jacobitter oprøret i 1745. ---- Det var det sidste slag, som blev udkæmpet på britisk jord, og bragte formålet med Jacobitter-sagen, som var at genskabe Stuartklanen og overtage tronen over Storbrittanien, til et endeligt nederlag, som de aldrig kom sig over. ---- Jacobitterne — de fleste af dem Highland Scots — støttede kravet om, at Charles Edward Stuart, med "kælenavnet" "Bonnie Prince Charlie" eller "The Young Pretender" skulle have den engelske trone. ---- Den britiske hær under ledelse af The Duke of Cumberland, en yngre søn af den Hannoverianske regent Kong George II, støttede sin far´s sag. ---- Følgerne af slaget ved Culloden var brutale og og skabte et tilnavn til den sejrende general: "Butcher" Cumberland. ---- Charles Edward Stuart forlod England og rejste til Rom, og forsøgte aldrig siden at tage tronen igen. Borgerrettigheder blev knægtet af englænderne. Nye love begrænsede og ødelagde de skotske højlandsklaners feudale indflydelse og system. Folket blev nærmest ulovliggjort.
Mindesten. Til minde om 250 året for Slaget ved Culloden. Ved den lejlighed samledes ca. 7000 klanmedlemmer ved Culloden til minde om slaget. ---- Baggrund for opgøret og slaget: Prins Charles Edward Stuart, kendt som Bonnie Prince Charlie eller The Young Pretender, oprettede succesfuldt en hær, overvejende bestående af Skotske Highland klansmænd, som indtog Edinburgh og slog The Royal Army, som havde base i Skotland, i Slaget ved Prestonpans. ---- Den engelske regering begyndte at trække styrker hjem fra krigen med Frankrig i Flanderen for at kunne hamle op med Jacobitterne oprørshær. ---- Efter en længere ventetid forudså og sagde til sine generaler, at de engelske Jacobitter også ville stable en oprør på benene og at Frankrig ville invadere England for at hjælpe dem. ---- Prins Charlie´s hær på ca. 5.000 mand invaderede England den 8. november 1745 og trængte frem gennem Carlisle og Manchester til Derby, en position hvor de nu kunne true London, og lede til, at King George II, var nødt til at flygte til Hannover (familiebaggrund m.m.). Jacobitterne mødte kun sparsom modstand i England, men der var ikke megen aktiv støtte fra de engelske Jacobitter og den franske invasions flåde var stadig kun ved at blive samlet. Hærene under General George Wade og William Augustus, Duke af Cumberland, også kendt som The "Wee German Lairdy" og "The Butcher" ("Slagteren"), var i anmarch. ---- En milits i London var ved at blive samlet og Jacobitterne havde hørt, at en tredie hær (opdigtet) var ved at slutte sig til dem. Jacobitternes general Lord George Murray og The Council of War, insisterede på at returnere til Skotland og forøge sine styrker her, og den 6. december 1745 trak de sig tilbage, hvor en sur og gnaven Prins Charlie måtte overlade kommandoen til Murray. ---- Jacobitternes hær nåede Glasgow den 25. december, reorganiserede sig om modtog nogle få tusind mænd mere. De stødte så sammen med noget af den engelske hær under General Henry Hawley nær Falkirk, hvor Jacobitterne vandt slaget. ---- The Duke af Cumberland ankom til Edinburgh den 30. januar for at overtage regeringens hær efter General Hawley. De marcherede nordpå langs kysten, medens hæren blev proviantieret fra havets spisekammer. Hæren samlede sig ved Aberdeen og tilbragte 6 uger med omhyggelig træning. ---- I mellemtiden fortsatte den engelske kongens hær, at presse Prins Charlie, og han trak sig tilbage norpå, medens han misted mænd og ikke fik indtaget Stirling Castle eller Fort William men søgte kamp mod Fort Augustus og Fort George i Inverness tidligt i april 1746. Prins Charlie tog nu selv over i ledelsen, insisterende på at foretage et defensiv angreb.
Mindesten. Til minde om 250 året for Slaget ved Culloden. Ved den lejlighed samledes ca. 7000 klanmedlemmer ved Culloden til minde om slaget. ---- Baggrund for opgøret og slaget: Prins Charles Edward Stuart, kendt som Bonnie Prince Charlie eller The Young Pretender, oprettede succesfuldt en hær, overvejende bestående af Skotske Highland klansmænd, som indtog Edinburgh og slog The Royal Army, som havde base i Skotland, i Slaget ved Prestonpans. ---- Den engelske regering begyndte at trække styrker hjem fra krigen med Frankrig i Flanderen for at kunne hamle op med Jacobitterne oprørshær. ---- Efter en længere ventetid forudså og sagde til sine generaler, at de engelske Jacobitter også ville stable en oprør på benene og at Frankrig ville invadere England for at hjælpe dem. ---- Prins Charlie´s hær på ca. 5.000 mand invaderede England den 8. november 1745 og trængte frem gennem Carlisle og Manchester til Derby, en position hvor de nu kunne true London, og lede til, at King George II, var nødt til at flygte til Hannover (familiebaggrund m.m.). Jacobitterne mødte kun sparsom modstand i England, men der var ikke megen aktiv støtte fra de engelske Jacobitter og den franske invasions flåde var stadig kun ved at blive samlet. Hærene under General George Wade og William Augustus, Duke af Cumberland, også kendt som The "Wee German Lairdy" og "The Butcher" ("Slagteren"), var i anmarch. ---- En milits i London var ved at blive samlet og Jacobitterne havde hørt, at en tredie hær (opdigtet) var ved at slutte sig til dem. Jacobitternes general Lord George Murray og The Council of War, insisterede på at returnere til Skotland og forøge sine styrker her, og den 6. december 1745 trak de sig tilbage, hvor en sur og gnaven Prins Charlie måtte overlade kommandoen til Murray. ---- Jacobitternes hær nåede Glasgow den 25. december, reorganiserede sig om modtog nogle få tusind mænd mere. De stødte så sammen med noget af den engelske hær under General Henry Hawley nær Falkirk, hvor Jacobitterne vandt slaget. ---- The Duke af Cumberland ankom til Edinburgh den 30. januar for at overtage regeringens hær efter General Hawley. De marcherede nordpå langs kysten, medens hæren blev proviantieret fra havets spisekammer. Hæren samlede sig ved Aberdeen og tilbragte 6 uger med omhyggelig træning. ---- I mellemtiden fortsatte den engelske kongens hær, at presse Prins Charlie, og han trak sig tilbage norpå, medens han misted mænd og ikke fik indtaget Stirling Castle eller Fort William men søgte kamp mod Fort Augustus og Fort George i Inverness tidligt i april 1746. Prins Charlie tog nu selv over i ledelsen, insisterende på at foretage et defensiv angreb.
Samtidigt kort over slagmarken ved Culloden. ---- Jacobitternes hær: ---- Næsten 3/4 dele af hæren bestod af skotter fra klanerne i højlandet i det nordlige Skotland. Hovedparten af mændende var romersk katolske, men mere end en trediedel var skotsk episkopaliske i troen. Denne 1/3 af hele hæren var episkopaliere fra det nordøstlige skotske lavland, nord for floden Tay, så mere en halvdelen af alle var episkopalianere, men dem fra lavlandet var frastødt over, at skulle iklæde sig højlands uniform, som var en del af jacobitternes uniform. ---- Kun 20-25% af højlænderne var bevæbnet med sværd, nogle havde spyd eller økser eller lignende eller erobrede våben af alle slags. ---- Under invasionen af England i 1745 dannede ca. 300 engelske episkopalianere fra Manchester et regiment, men blev ladt tilbage, som bagtrop ved Carlisle. ---- Mange af Jacobitterne havde forladt hæren og taget hjem, efter slaget ved Falkirk, og hæren var derfor slemt underbemandet og dårligt proviantieret. ---- Jacobitterhæren som kæmpede i Slaget ved Culloden bestod af mænd fra følgende klaner: Klan Stuart, Klan MacDonald af Keppoch, Klan MacDonnell af Glengarry, Klan MacDonald af Clan Ranald, Klan Cameron, Klan Gordon, Klan Fraser, Klan MacLean, Klan MacLeod, Klan Ogilvy, Klan Chisholm, Klan MacLaren, Klan MacBain, Klan MacLachlan og The Chattan Confederation af Klan MacKintosh og Klan Farquharson. ---- Den britiske hær under Cumberland, blev samlet og trænet i Aberdeen, og var godt udrustet. Hæren omfattede følgende enheder: ---- 3 regimenter af Scottish Horse; Kerr's Dragoons dækkede den venstre flanke, ledet af Lord Mark Kerr, leder af Klan Kerr. Hæren omfattede antagelig også nogle tyske Hannoverianere. ---- Derudover 12 battalioner af infanteri, hvoraf 2/3 var engelske og 1/3 var samlet af klansmænd fra skotske lav - og højlandsklaner. ---- 1 battalion og en større millits var blevet dannet af Klan Campbell Scottish Highlanders. James leder af The Highland Klan. Sinclair kommanderede The Royal Scots sammen med Charles Cathcart. ---- 3 battalioner infanterister af Scottish Lowlanders støttede englænderne ved Culloden. De kom fra Klan Cathcart, Klan Colville, Klan Sempill, Klan Kerr og Klan Cunningham (hærenhed med kanoner). De fleste af disse skotske klaner kæmpede blandede regimenter som f.eks. The Royal Scots Infanteri Regiment og nogle var tilhørende en engelsk officers navn, f.eks. Barrel's Infanteriregiment. ---- Andre Højlandsklaner som f.eks. Klan MacKay, Klan Munro, Klan Ross, Klan Sutherland, Klan Gunn og Klan Grant, var sidestillet med englændernes hærenheder, under oprøret i 1745 og frem, men var overført til anden militær tjeneste og var ikke med i Slaget ved Culloden. Klanen MacKay deltog dog under bekæmpelsem af Jacobitteroprøret i 1745/46 og erobrede guld og forsyninger for at stoppe disse ting i at nå jacobitternes leder Bonnie Prince Charlie før slaget satte igang og Klan Ross forsvarede Inverness Castle mod jacobitterne. ---- Der er ofte fremsat meninger om, at mændene fra disse klaner, kæmpede for den engelske regering og konge ved Culloden, men der er kun lidt, hvis overhovedet, beviser for det.
Samtidigt kort over slagmarken ved Culloden. ---- Jacobitternes hær: ---- Næsten 3/4 dele af hæren bestod af skotter fra klanerne i højlandet i det nordlige Skotland. Hovedparten af mændende var romersk katolske, men mere end en trediedel var skotsk episkopaliske i troen. Denne 1/3 af hele hæren var episkopaliere fra det nordøstlige skotske lavland, nord for floden Tay, så mere en halvdelen af alle var episkopalianere, men dem fra lavlandet var frastødt over, at skulle iklæde sig højlands uniform, som var en del af jacobitternes uniform. ---- Kun 20-25% af højlænderne var bevæbnet med sværd, nogle havde spyd eller økser eller lignende eller erobrede våben af alle slags. ---- Under invasionen af England i 1745 dannede ca. 300 engelske episkopalianere fra Manchester et regiment, men blev ladt tilbage, som bagtrop ved Carlisle. ---- Mange af Jacobitterne havde forladt hæren og taget hjem, efter slaget ved Falkirk, og hæren var derfor slemt underbemandet og dårligt proviantieret. ---- Jacobitterhæren som kæmpede i Slaget ved Culloden bestod af mænd fra følgende klaner: Klan Stuart, Klan MacDonald af Keppoch, Klan MacDonnell af Glengarry, Klan MacDonald af Clan Ranald, Klan Cameron, Klan Gordon, Klan Fraser, Klan MacLean, Klan MacLeod, Klan Ogilvy, Klan Chisholm, Klan MacLaren, Klan MacBain, Klan MacLachlan og The Chattan Confederation af Klan MacKintosh og Klan Farquharson. ---- Den britiske hær under Cumberland, blev samlet og trænet i Aberdeen, og var godt udrustet. Hæren omfattede følgende enheder: ---- 3 regimenter af Scottish Horse; Kerr's Dragoons dækkede den venstre flanke, ledet af Lord Mark Kerr, leder af Klan Kerr. Hæren omfattede antagelig også nogle tyske Hannoverianere. ---- Derudover 12 battalioner af infanteri, hvoraf 2/3 var engelske og 1/3 var samlet af klansmænd fra skotske lav - og højlandsklaner. ---- 1 battalion og en større millits var blevet dannet af Klan Campbell Scottish Highlanders. James leder af The Highland Klan. Sinclair kommanderede The Royal Scots sammen med Charles Cathcart. ---- 3 battalioner infanterister af Scottish Lowlanders støttede englænderne ved Culloden. De kom fra Klan Cathcart, Klan Colville, Klan Sempill, Klan Kerr og Klan Cunningham (hærenhed med kanoner). De fleste af disse skotske klaner kæmpede blandede regimenter som f.eks. The Royal Scots Infanteri Regiment og nogle var tilhørende en engelsk officers navn, f.eks. Barrel's Infanteriregiment. ---- Andre Højlandsklaner som f.eks. Klan MacKay, Klan Munro, Klan Ross, Klan Sutherland, Klan Gunn og Klan Grant, var sidestillet med englændernes hærenheder, under oprøret i 1745 og frem, men var overført til anden militær tjeneste og var ikke med i Slaget ved Culloden. Klanen MacKay deltog dog under bekæmpelsem af Jacobitteroprøret i 1745/46 og erobrede guld og forsyninger for at stoppe disse ting i at nå jacobitternes leder Bonnie Prince Charlie før slaget satte igang og Klan Ross forsvarede Inverness Castle mod jacobitterne. ---- Der er ofte fremsat meninger om, at mændene fra disse klaner, kæmpede for den engelske regering og konge ved Culloden, men der er kun lidt, hvis overhovedet, beviser for det.
Slaget ved Culloden øst for Inverness. ---- Jacobitternes Hær: ---- Ca. 5.400 mand. Hærkomandør - Prince Charles Edward Stuart (Bonnie Prince Charlie). ---- hærens frontlinie af mænd: 3.810 mand. ---- Højre flanke: 1.150 mand, ledet af Lord George Murray, bror til lederen af Klan Murray. ---- Atholl Highlanders Regiment: 500 mand ledet af William Murray Lord Nairne. ---- Klan Cameron Regiment: 400 mand ledet af Donald Cameron af Lochiel, de facto leder af Klan Cameron. ---- Klan Stewart af Appin Regiment: 250 mand ledet af Charles Stewart af Ardshiel, onkel til lederen af Klan Stewart af Appin. ---- Hærens centrum: 1.760 mand ledet af Lord John Drummond. Frasers af Lovat Regiment: 400 mand. Ledet af Charles Fraser af Inverallochy og Simon Fraser, Master af Lovat. ---- Chattan Confederation Regiment: 350 mand ledet af Alexander MacGillivray af Dunmaglass, leder af Klan MacGillivray, for Lady Anne Farquharson MacIntosh, "Colonel Anne", hustru til lederen af Klan MacKintosh, Kaptajn af Klan Chattan Confederation og datter af John Farquharson af Invercauld. ---- Klan Farquharson Regiment: 250 mand ledet af James Farquharson af Balmoral, "Balmoral the Brave". ---- Klan MacLachlan & Clan MacLean Regiment: 290 mand ledet af Lachlan MacLachlan af MacLachlan, leder af Klan MacLachlan og støtte til Prinsens lejr, med Charles MacLean af Drimnin som næstkommanderende. ---- Klan MacLeod Unit: 120 mand Malcolm MacLeod af Raasay, tilknyttet til Klanerne MacLachlan & MacLean Regiment. ---- Edinburgh Regiment: 200 mand ledet af John Roy Stewart. ---- Klan Chisholm Regiment: 150 mand ledet af Roderick Chisholm af Comar, søn af leder af Klan Chisholm. ---- Hærens venstre flanke: 900 mand ledet af James Drummond, 3. Duke af Perth, leder af Klan Drummond. ---- Klan MacDonald af Klan Ranald: 200 mand ledet af Ranald MacDonald af Klan Ranald, "Young Clanranald", søn af lederen af Klan MacDonald af Klan Ranald. ---- Klan MacDonald af Keppoch Regiment: 200 mand ledet af Alexander MacDonnell af Keppoch, leder af Klan MacDonnell af Keppoch. ---- Klan MacDonnell af Glengarry Regiment: 420 mand ledet af Donald MacDonell af Lochgarry. ---- Klan Grant af Glenmorriston Unit: 80 mand ledet af Alexander Grant af Corrimony - tilknyttet Klan MacDonnell af Glengarry Regiment. ---- Anden frontlinie: 1.190 mand ledet af Lt.Col. Walter Stapleton. ---- Klan Ogilvy Angus Regiment ledet af Lord David Ogilvy, søn af lederen af Klan Ogilvy. ---- 1. Clan Gordon Regiment ledet af Lord Lewis Gordon, bror af lederen af Klan Gordon. ---- 2. Klan Gordon Regiment ledet af John Gordon af Glenbucket. ---- Duke af Perth's Regiment (Ukendt leder). ---- Regiment Eccosais Royeaux ledet af Lord Louis Drummond. ---- Irish Piquets Regiment ledet af Major Summan. ---- Tredie linie: ---- 400 mand. ---- Kilmarnock's Regiment ledet af William Boyd, 4. Jarl af Kilmarnock, leder af Klan Boyd. ---- Pitsligo's Regiment ledet af Alexander Baron Forbes af Pitsligo). ---- Regiment Baggot (Ukendt leder). ---- Lord Elcho's Horse ledet af David Wemyss Lord Elcho, søn af lederen af Klan Wemyss. ---- Life Guards (leder ukendt). ---- FitzJames's Horse ledet af Sir Jean McDonell. ---- ARTILLERY (leder ukendt). ---- 2 x 2 punds kanoner, 3 x 4 punds kanoner, 3 x 6 punds kanoner. ---- Note 1: Skæbne for de ovenfor oplistede ledende officerer: ---- Donald Cameron af Lochiel, de facto leder af Klan Cameron, blev såret og måtte bæres fra slagmarken. ---- Charles Fraser af Inverallachie blev dødeligt såret. ---- Alexander MacGillivray af Dunmaglass, leder af Klan MacGillivray, blev dræbt, sammen med alle sine officerer undtagen 3 fra Klan Chattan Regiment. ---- Lachlan MacLachlan af MacLachlan, leder af Klan MacLachlan, blev dræbt. ---- Charles MacLean af Drimnin blev dræbt, sammen med 2 af hans sønner. ---- James Drummond, 3. Duke af Perth leder af Klan Drummond, blev såret flere gange og båret fra slagmarken, men døde på vej til Frankrig. ---- Alexander MacDonell af Keppoch, leder af K Klan MacDonell af Keppoch, blev dræbt. ---- Andre personer af interesse på jacobitternes side, som blev dræbt ved Culloden: ---- William Drummond af Machany, 4. Viscount af Strathallan. ---- Robert Mercer af Aldie, en officer i The Atholl Highlanders Regiment. ---- Gillies Mhor MacBean af Dalmagerry, som ledede The MacBeans af Klan Chattan Regiment. ---- Note 2: Andre klaner kæmpede og døde ved Culloden end det fremgår af denne gennemgang af slaget: ---- The Atholl Highlanders Regiment, kendt som The Atholl Brigade, var for det meste sammensat af medlemmer fra Klan Murray, Klan Ferguson, Klan Stewart af Atholl, Klan Menzies og Klan Robertson. ---- Ligeledes er klanregimenterne ikke så ligetil at definere, som deres klannavne antyder. F.eks. i Klan Cameron Regiment var der også medlemmer af Klan MacFie og Klan MacMillan. ---- Klan Stewart af Appin Regiment var ikke kun klansmænd fra Stewar af Appin, men og af Klan MacLaren, Klan MacColl, Klan MacInnes, Klan MacIntyre, og Klan Livingstone. ---- Klan Chattan Regiment var hovedsagelig sammensat af Klan MacIntosh, Klan MacGillivray, og Klan MacBean, men inkluderede også klansmænd fra Kan MacKinnon og Klan MacTavish, som ikke var en del af Klan Chattan Confederation. ---- Klan MacDonnell af Keppoch Regiment inkluderede, bortset fra Klan MacDonnell af Keppoch, også Klan MacDonald af Glencoe, også kendt som Klan MacIan, Klan MacGregor og Klan MacIver. ---- Lord Ogilvy's Angus Regiment bestod mest af klansmænd fra Klan Ogilvy og Klan Ramsay. ---- Duke af Perth's Regiment bestod mest af klansmænd fra Klan Drummond. ---- Kilmarnock's Regiment havde også de fleste af deres mænd fra Klan Boyd. ---- Pitsligo's Regiment ligeså af medlemmer fra Klan Forbes. ---- Lord Elcho's Horse bestod mest af Klan Wemyss mænd. ---- Den Britiske Hær ledet af Commander 'William Duke af Cumberland: ---- Første frontlinie: ---- Earl of Abermarle Kerr's Dragoons, som sikrede den venstre flanke, blev ledet af Lord Mark Kerr, leder af Kerr. ---- Barrel's 4. Infanteriregiment ledet af Lord Robert af Klan Kerr. ---- Munro's 37. Infanteriregiment ledet af Major Dejean, enheden som senere blev The Royal Hampshire Regiment. ---- Campbell's, 21. Infanteriregiment ledet af 'Charles' leder af Klan Colville, i dag hedder enheden The Royal Scots Fusiliers. ---- Price's 14. Infanteriregiment, senere The West Yorkshire Regiment (The Prince af Wales's Own)). ---- Cholmondley's 34. (Cumberland) Infanteriregiment, som senere blev til The Border Regiment. ---- The Royal Scots ledet af Charles Cathcart af Klan Cathcart og James Sinclair af Klan Sinclair. ---- Anden frontlinie: ---- Ledet af Major General John Huske. ---- Semphill's, 25. Infanteriregiment ledet af "Hugh" leder af Klan Sempill og Kaptajn Campbell, hvor enheden senere fik navnet Te King's Own Scottish Borderers. ---- Wolfe's 8. Infanteriregiment ledet af Lt.Col. James Wolfe, hvor enheden senere kom til at hedde The King’s Liverpool Regiment. ---- Bligh's 20. Infanteriregiment, senere kaldet The Lancashire Fusiliers. ---- Conway's 48. Infanteriregiment, senere med navnet The Northamptonshire Regiment. ---- Fleming's 36. (Herefordshire) Infanteriregiment. ---- Howard's 3. Infanteriregiment, senere med navnet Buffs Royal East Kent Regiment. ---- Tredie frontlinie: --- Leder Brigade General Mordaunt. ---- Blakeney's 27. Infanteriregiment, fra Ireland, senere med navnet Royal Inniskilling Fusiliers. ---- Battereau's 62. Infanteriregiment, som senere blev opløst. ---- Pulteney's 13. Infanteriregiment, senere The Somerset Light Infantry. ---- Royal Artillery ledet af Kaptajn Cunningham af Klan Cunningham. ---- 10 x 3 punds kanoner. ---- Klan Campbell's Militia ledet af Major Jack Campbell. ---- Cobham's Dragoons, senere med navnet The 10th Royal Hussars (Prince af Wales's Own. ---- Kingston's Horseregimen, senere opløst.
Slaget ved Culloden øst for Inverness. ---- Jacobitternes Hær: ---- Ca. 5.400 mand. Hærkomandør - Prince Charles Edward Stuart (Bonnie Prince Charlie). ---- hærens frontlinie af mænd: 3.810 mand. ---- Højre flanke: 1.150 mand, ledet af Lord George Murray, bror til lederen af Klan Murray. ---- Atholl Highlanders Regiment: 500 mand ledet af William Murray Lord Nairne. ---- Klan Cameron Regiment: 400 mand ledet af Donald Cameron af Lochiel, de facto leder af Klan Cameron. ---- Klan Stewart af Appin Regiment: 250 mand ledet af Charles Stewart af Ardshiel, onkel til lederen af Klan Stewart af Appin. ---- Hærens centrum: 1.760 mand ledet af Lord John Drummond. Frasers af Lovat Regiment: 400 mand. Ledet af Charles Fraser af Inverallochy og Simon Fraser, Master af Lovat. ---- Chattan Confederation Regiment: 350 mand ledet af Alexander MacGillivray af Dunmaglass, leder af Klan MacGillivray, for Lady Anne Farquharson MacIntosh, "Colonel Anne", hustru til lederen af Klan MacKintosh, Kaptajn af Klan Chattan Confederation og datter af John Farquharson af Invercauld. ---- Klan Farquharson Regiment: 250 mand ledet af James Farquharson af Balmoral, "Balmoral the Brave". ---- Klan MacLachlan & Clan MacLean Regiment: 290 mand ledet af Lachlan MacLachlan af MacLachlan, leder af Klan MacLachlan og støtte til Prinsens lejr, med Charles MacLean af Drimnin som næstkommanderende. ---- Klan MacLeod Unit: 120 mand Malcolm MacLeod af Raasay, tilknyttet til Klanerne MacLachlan & MacLean Regiment. ---- Edinburgh Regiment: 200 mand ledet af John Roy Stewart. ---- Klan Chisholm Regiment: 150 mand ledet af Roderick Chisholm af Comar, søn af leder af Klan Chisholm. ---- Hærens venstre flanke: 900 mand ledet af James Drummond, 3. Duke af Perth, leder af Klan Drummond. ---- Klan MacDonald af Klan Ranald: 200 mand ledet af Ranald MacDonald af Klan Ranald, "Young Clanranald", søn af lederen af Klan MacDonald af Klan Ranald. ---- Klan MacDonald af Keppoch Regiment: 200 mand ledet af Alexander MacDonnell af Keppoch, leder af Klan MacDonnell af Keppoch. ---- Klan MacDonnell af Glengarry Regiment: 420 mand ledet af Donald MacDonell af Lochgarry. ---- Klan Grant af Glenmorriston Unit: 80 mand ledet af Alexander Grant af Corrimony - tilknyttet Klan MacDonnell af Glengarry Regiment. ---- Anden frontlinie: 1.190 mand ledet af Lt.Col. Walter Stapleton. ---- Klan Ogilvy Angus Regiment ledet af Lord David Ogilvy, søn af lederen af Klan Ogilvy. ---- 1. Clan Gordon Regiment ledet af Lord Lewis Gordon, bror af lederen af Klan Gordon. ---- 2. Klan Gordon Regiment ledet af John Gordon af Glenbucket. ---- Duke af Perth's Regiment (Ukendt leder). ---- Regiment Eccosais Royeaux ledet af Lord Louis Drummond. ---- Irish Piquets Regiment ledet af Major Summan. ---- Tredie linie: ---- 400 mand. ---- Kilmarnock's Regiment ledet af William Boyd, 4. Jarl af Kilmarnock, leder af Klan Boyd. ---- Pitsligo's Regiment ledet af Alexander Baron Forbes af Pitsligo). ---- Regiment Baggot (Ukendt leder). ---- Lord Elcho's Horse ledet af David Wemyss Lord Elcho, søn af lederen af Klan Wemyss. ---- Life Guards (leder ukendt). ---- FitzJames's Horse ledet af Sir Jean McDonell. ---- ARTILLERY (leder ukendt). ---- 2 x 2 punds kanoner, 3 x 4 punds kanoner, 3 x 6 punds kanoner. ---- Note 1: Skæbne for de ovenfor oplistede ledende officerer: ---- Donald Cameron af Lochiel, de facto leder af Klan Cameron, blev såret og måtte bæres fra slagmarken. ---- Charles Fraser af Inverallachie blev dødeligt såret. ---- Alexander MacGillivray af Dunmaglass, leder af Klan MacGillivray, blev dræbt, sammen med alle sine officerer undtagen 3 fra Klan Chattan Regiment. ---- Lachlan MacLachlan af MacLachlan, leder af Klan MacLachlan, blev dræbt. ---- Charles MacLean af Drimnin blev dræbt, sammen med 2 af hans sønner. ---- James Drummond, 3. Duke af Perth leder af Klan Drummond, blev såret flere gange og båret fra slagmarken, men døde på vej til Frankrig. ---- Alexander MacDonell af Keppoch, leder af K Klan MacDonell af Keppoch, blev dræbt. ---- Andre personer af interesse på jacobitternes side, som blev dræbt ved Culloden: ---- William Drummond af Machany, 4. Viscount af Strathallan. ---- Robert Mercer af Aldie, en officer i The Atholl Highlanders Regiment. ---- Gillies Mhor MacBean af Dalmagerry, som ledede The MacBeans af Klan Chattan Regiment. ---- Note 2: Andre klaner kæmpede og døde ved Culloden end det fremgår af denne gennemgang af slaget: ---- The Atholl Highlanders Regiment, kendt som The Atholl Brigade, var for det meste sammensat af medlemmer fra Klan Murray, Klan Ferguson, Klan Stewart af Atholl, Klan Menzies og Klan Robertson. ---- Ligeledes er klanregimenterne ikke så ligetil at definere, som deres klannavne antyder. F.eks. i Klan Cameron Regiment var der også medlemmer af Klan MacFie og Klan MacMillan. ---- Klan Stewart af Appin Regiment var ikke kun klansmænd fra Stewar af Appin, men og af Klan MacLaren, Klan MacColl, Klan MacInnes, Klan MacIntyre, og Klan Livingstone. ---- Klan Chattan Regiment var hovedsagelig sammensat af Klan MacIntosh, Klan MacGillivray, og Klan MacBean, men inkluderede også klansmænd fra Kan MacKinnon og Klan MacTavish, som ikke var en del af Klan Chattan Confederation. ---- Klan MacDonnell af Keppoch Regiment inkluderede, bortset fra Klan MacDonnell af Keppoch, også Klan MacDonald af Glencoe, også kendt som Klan MacIan, Klan MacGregor og Klan MacIver. ---- Lord Ogilvy's Angus Regiment bestod mest af klansmænd fra Klan Ogilvy og Klan Ramsay. ---- Duke af Perth's Regiment bestod mest af klansmænd fra Klan Drummond. ---- Kilmarnock's Regiment havde også de fleste af deres mænd fra Klan Boyd. ---- Pitsligo's Regiment ligeså af medlemmer fra Klan Forbes. ---- Lord Elcho's Horse bestod mest af Klan Wemyss mænd. ---- Den Britiske Hær ledet af Commander 'William Duke af Cumberland: ---- Første frontlinie: ---- Earl of Abermarle Kerr's Dragoons, som sikrede den venstre flanke, blev ledet af Lord Mark Kerr, leder af Kerr. ---- Barrel's 4. Infanteriregiment ledet af Lord Robert af Klan Kerr. ---- Munro's 37. Infanteriregiment ledet af Major Dejean, enheden som senere blev The Royal Hampshire Regiment. ---- Campbell's, 21. Infanteriregiment ledet af 'Charles' leder af Klan Colville, i dag hedder enheden The Royal Scots Fusiliers. ---- Price's 14. Infanteriregiment, senere The West Yorkshire Regiment (The Prince af Wales's Own)). ---- Cholmondley's 34. (Cumberland) Infanteriregiment, som senere blev til The Border Regiment. ---- The Royal Scots ledet af Charles Cathcart af Klan Cathcart og James Sinclair af Klan Sinclair. ---- Anden frontlinie: ---- Ledet af Major General John Huske. ---- Semphill's, 25. Infanteriregiment ledet af "Hugh" leder af Klan Sempill og Kaptajn Campbell, hvor enheden senere fik navnet Te King's Own Scottish Borderers. ---- Wolfe's 8. Infanteriregiment ledet af Lt.Col. James Wolfe, hvor enheden senere kom til at hedde The King’s Liverpool Regiment. ---- Bligh's 20. Infanteriregiment, senere kaldet The Lancashire Fusiliers. ---- Conway's 48. Infanteriregiment, senere med navnet The Northamptonshire Regiment. ---- Fleming's 36. (Herefordshire) Infanteriregiment. ---- Howard's 3. Infanteriregiment, senere med navnet Buffs Royal East Kent Regiment. ---- Tredie frontlinie: --- Leder Brigade General Mordaunt. ---- Blakeney's 27. Infanteriregiment, fra Ireland, senere med navnet Royal Inniskilling Fusiliers. ---- Battereau's 62. Infanteriregiment, som senere blev opløst. ---- Pulteney's 13. Infanteriregiment, senere The Somerset Light Infantry. ---- Royal Artillery ledet af Kaptajn Cunningham af Klan Cunningham. ---- 10 x 3 punds kanoner. ---- Klan Campbell's Militia ledet af Major Jack Campbell. ---- Cobham's Dragoons, senere med navnet The 10th Royal Hussars (Prince af Wales's Own. ---- Kingston's Horseregimen, senere opløst.
Slaget ved Culloden 1746. Beskrivelse af slaget og dets tab (Jeg anvender udtrykket: den engelske hær o.a. af nemhed orsager, hæren bestod af både englændere, skotter, tyskere og irere): ---- The Duke of Cumberland og hans "engelske" hær på ca. 8.000 mænd ankom til Nairn den 14. april 1746. ---- Jacobitternes hær på ca. 5.400 mænd forlod deres base ved Inverness, efterladende det meste af deres forsyninger og samlede sig 8 km. øst for Drummossie, ca. 19 km. fra Nairn. ---- Prins Charles havde besluttet, at tage personlig kommando over hans hær med råd fra hans adjutant general, Secretary O’Sullivan, som fortrak, at sætte en defensiv front op ved Drummossie Moor, som var et åbent hede - mose - og engområde lukket inden mellem det gærdeindhegnede område Culloden mod nord og Culloden park´s mure mod syd. ---- Lord George Murray "kunne ikke lide kampområdet" og sammen med andre ledende officerer udpegede han alle de uhensigtmæssige steder i det rå hedelandskab, som gjorde det meget fordelagtig for fjenden, The Duke af Cumberland, med det uensartede hedeområde, som gjorde det noget vanskeligere for de berømte udfordere fra The Highland Clans, medens de var ude i det åbne hedeland, med frit skud fra Cumberland’s kraftige kanoner. ---- Officererne havde opfordret til en guerilla aktionskampagne, men prins Charlie afslog den løsning. ---- Den 15. april fejrede den "engelske" Regeringshær Duke Cumberland's fødselsdag, og udbragte skåler for hans helbred og succes. ---- Med et forslag fra Murray prøvede Jacobitterne om aftenen, at gentage deres succes ved Prestonpans, ved at foretage et natangreb på den "engelske" hærlejr, men de af sult halvdøde Highlanders, som kun havde fået 1 kiks pr. mand i løbet af dagen, var stadig 3 km. fra Nairn ved daggry og måtte derfor marchere tilbage igen, undervej søgende efter mad eller falde i søvn i grøfter eller udhuse. ---- mange af dem lå udmattet inde på gulvene på Culloden House under hele det senere slag ved Culloden. ---- Tidlig den 16. april marcherede den "engelske" hær fra Nairn, og Jacobitternes skød med deres våben for at slå alarm (selv da hørte flere ikke alarmen), for at kalde tropperne frem og danne de 2 frontlinier. --- I 1. frontlinie med udmattede Highland infanterisoldater, havde geværer i centrum og på flankerne af fronlinien, den 2. frontlinie inkluderede kavalerirregimenter og de skotske og irske regimenter i den fransk hær. ---- Vejret var dårligt, med en storm, som piskede regn ind i ansigterne på Jacobitterne. The Duke og den "engelske" hær ankom ca. ved middagstid og stillede op i 2 frontlinier foran Jacobitternes hær. ---- Deres venstre flanke indtog området ved en lav stenmur, som gik mod syd sammen med hedeområdet ned mod Culloden Park. ---- Hestedragoner og militsfolk fra den "engelske" hær bevægede sig om bag muren for at besætte parken omkring Jacobitternes flanke. Prins Charlie´s artillri, i undertal med ca. 3 til en, åbnede ild først, men på grund af dårlig træning af kanonmandskaberne, gav det meget lidt resultat. ---- I de næste 20 minutter blev Duke Cumberland's fortrinlige artilleri ved med at smadre granater ned i Jacobitternes frontlinier, medens Prins Charlie, trak sig væk i sikkerhed, sådan at han ikke kunne se sine egne hærenheder, hvor han ventede på "englændernes" fremrykning. ---- Af uforklarlige grunde forlod prinsen sin styrker i over en ½ time, medens bombardementet stod på. ---- Selvom det rå hedelandskab forhindrede alt for store tab blandt Jacobitterne, begyndte moral hos Jacobitterne at blive ødelagt. Adskillige klanledere, gale over den manglende vilje til aktion, pressede Prins Charlie til at tage affære. ---- Da prinsen endelig var til sinds at give ordren om angreb, afslog Klan McDonalds at være med, da de var rasende over, at være blevet placeret helt ude på venstre flanke, som de mente var helt forkert, da deres traditionelle ret var at være på den højre flanke. ---- Klan Chattan var de første som gik til angreb, men ude i det hullede hedeområde foran dem blev de nødt til at trække mod højre, sådan at de derved kom til at gå i vejen for de efterfølgende regimenter og angrebet blev skubbet op mod muren. ---- The Highlanders gik fremad på den venstre flanke af de "engelske" tropper men løb ind i adskillige runder af musket ild (geværskydning) og artilleribeskydning, hvor man havde skiftet ammunitionen fra kuglerunde granatbomber til kardæskbomber (bomber som ved nedslaget sprænges i tusind stykker, som kan dræbe mange i stor omkreds af nedslagsstedet). ---- Slagmarken ved Culloden. ---- Tros denne beskydning lykkedes det et stort antal soldater fra Jacobitternes rækker, at nå de "engelske" frontlinier, men til forskel fra deres andre forgående succesfulde slag, betød deres ukoordinerede angreb , at deres fremrykkende frontlinier kun ankom til "englænderne" første frontlinie i mindre sammenhængende stykker - ikke samlet i linie. Den nye opfundne bajonet bor på geværerne, som "englænderne" nu brugte, betød at angrebets linier af soldater, i mange tilfælde blev mast flade, for da der ikke var nogen dybde i linierne, blev soldaterne knust mod den "engelske" frontlinie. ---- På trods af dette, brød den højre flanke af Jacobitterne gennem den første linie af de "engelske" soldater og blev kun holdt tilbage af Duke Cumberland's anden frontlinie. ---- En Kaptajn fra Munro's regiment udtalte senere, at "Midt under kampen råbte den officer, som ledede Klan Cameron, til mig om at komme til ham, hvilket jeg afslog og røbte til slynglen om at gå i aktion i stedet. Det gjorde han så, ved at skyde på mig, dog uden at ramme. Så gik jeg til ham og fik fat i hans pistol og skød ham død. med hans pistol og kniv fortsatte jeg min fremfærd". ---- Medens angrebet stadig var i gang, havde en lille del af de "engelske" tropper forceret parkmuren og Campbell militsen gik fren og kunne uset skyde mod den højre flanke af Jacobitterne linie. ---- Sammen med al den anden brutale gevær - og pisolskydning og behandlingen fra kavaleriet, blev Jacobitterne tvunget til retræte. Duke Cumberland formerede sine dragoner og beordrede dem til at rydde Jacobitternes styrke, men det lille kontigent af de irske elitesoldater og andre regimenter dækkede tilbagetoget af Jacobitterne. ---- Slaget ved Culloden tog kun ca. 60 minutter inden Duke Cumberland var sejrherre og ca. 1.250 Jacobitter var døde og et lignende antal sårede, hertil kom 558 tilfangetagne. ---- Duke Cumberland nistede kun ca. 52 døde og 259 sårede.
Slaget ved Culloden 1746. Beskrivelse af slaget og dets tab (Jeg anvender udtrykket: den engelske hær o.a. af nemhed orsager, hæren bestod af både englændere, skotter, tyskere og irere): ---- The Duke of Cumberland og hans "engelske" hær på ca. 8.000 mænd ankom til Nairn den 14. april 1746. ---- Jacobitternes hær på ca. 5.400 mænd forlod deres base ved Inverness, efterladende det meste af deres forsyninger og samlede sig 8 km. øst for Drummossie, ca. 19 km. fra Nairn. ---- Prins Charles havde besluttet, at tage personlig kommando over hans hær med råd fra hans adjutant general, Secretary O’Sullivan, som fortrak, at sætte en defensiv front op ved Drummossie Moor, som var et åbent hede - mose - og engområde lukket inden mellem det gærdeindhegnede område Culloden mod nord og Culloden park´s mure mod syd. ---- Lord George Murray "kunne ikke lide kampområdet" og sammen med andre ledende officerer udpegede han alle de uhensigtmæssige steder i det rå hedelandskab, som gjorde det meget fordelagtig for fjenden, The Duke af Cumberland, med det uensartede hedeområde, som gjorde det noget vanskeligere for de berømte udfordere fra The Highland Clans, medens de var ude i det åbne hedeland, med frit skud fra Cumberland’s kraftige kanoner. ---- Officererne havde opfordret til en guerilla aktionskampagne, men prins Charlie afslog den løsning. ---- Den 15. april fejrede den "engelske" Regeringshær Duke Cumberland's fødselsdag, og udbragte skåler for hans helbred og succes. ---- Med et forslag fra Murray prøvede Jacobitterne om aftenen, at gentage deres succes ved Prestonpans, ved at foretage et natangreb på den "engelske" hærlejr, men de af sult halvdøde Highlanders, som kun havde fået 1 kiks pr. mand i løbet af dagen, var stadig 3 km. fra Nairn ved daggry og måtte derfor marchere tilbage igen, undervej søgende efter mad eller falde i søvn i grøfter eller udhuse. ---- mange af dem lå udmattet inde på gulvene på Culloden House under hele det senere slag ved Culloden. ---- Tidlig den 16. april marcherede den "engelske" hær fra Nairn, og Jacobitternes skød med deres våben for at slå alarm (selv da hørte flere ikke alarmen), for at kalde tropperne frem og danne de 2 frontlinier. --- I 1. frontlinie med udmattede Highland infanterisoldater, havde geværer i centrum og på flankerne af fronlinien, den 2. frontlinie inkluderede kavalerirregimenter og de skotske og irske regimenter i den fransk hær. ---- Vejret var dårligt, med en storm, som piskede regn ind i ansigterne på Jacobitterne. The Duke og den "engelske" hær ankom ca. ved middagstid og stillede op i 2 frontlinier foran Jacobitternes hær. ---- Deres venstre flanke indtog området ved en lav stenmur, som gik mod syd sammen med hedeområdet ned mod Culloden Park. ---- Hestedragoner og militsfolk fra den "engelske" hær bevægede sig om bag muren for at besætte parken omkring Jacobitternes flanke. Prins Charlie´s artillri, i undertal med ca. 3 til en, åbnede ild først, men på grund af dårlig træning af kanonmandskaberne, gav det meget lidt resultat. ---- I de næste 20 minutter blev Duke Cumberland's fortrinlige artilleri ved med at smadre granater ned i Jacobitternes frontlinier, medens Prins Charlie, trak sig væk i sikkerhed, sådan at han ikke kunne se sine egne hærenheder, hvor han ventede på "englændernes" fremrykning. ---- Af uforklarlige grunde forlod prinsen sin styrker i over en ½ time, medens bombardementet stod på. ---- Selvom det rå hedelandskab forhindrede alt for store tab blandt Jacobitterne, begyndte moral hos Jacobitterne at blive ødelagt. Adskillige klanledere, gale over den manglende vilje til aktion, pressede Prins Charlie til at tage affære. ---- Da prinsen endelig var til sinds at give ordren om angreb, afslog Klan McDonalds at være med, da de var rasende over, at være blevet placeret helt ude på venstre flanke, som de mente var helt forkert, da deres traditionelle ret var at være på den højre flanke. ---- Klan Chattan var de første som gik til angreb, men ude i det hullede hedeområde foran dem blev de nødt til at trække mod højre, sådan at de derved kom til at gå i vejen for de efterfølgende regimenter og angrebet blev skubbet op mod muren. ---- The Highlanders gik fremad på den venstre flanke af de "engelske" tropper men løb ind i adskillige runder af musket ild (geværskydning) og artilleribeskydning, hvor man havde skiftet ammunitionen fra kuglerunde granatbomber til kardæskbomber (bomber som ved nedslaget sprænges i tusind stykker, som kan dræbe mange i stor omkreds af nedslagsstedet). ---- Slagmarken ved Culloden. ---- Tros denne beskydning lykkedes det et stort antal soldater fra Jacobitternes rækker, at nå de "engelske" frontlinier, men til forskel fra deres andre forgående succesfulde slag, betød deres ukoordinerede angreb , at deres fremrykkende frontlinier kun ankom til "englænderne" første frontlinie i mindre sammenhængende stykker - ikke samlet i linie. Den nye opfundne bajonet bor på geværerne, som "englænderne" nu brugte, betød at angrebets linier af soldater, i mange tilfælde blev mast flade, for da der ikke var nogen dybde i linierne, blev soldaterne knust mod den "engelske" frontlinie. ---- På trods af dette, brød den højre flanke af Jacobitterne gennem den første linie af de "engelske" soldater og blev kun holdt tilbage af Duke Cumberland's anden frontlinie. ---- En Kaptajn fra Munro's regiment udtalte senere, at "Midt under kampen råbte den officer, som ledede Klan Cameron, til mig om at komme til ham, hvilket jeg afslog og røbte til slynglen om at gå i aktion i stedet. Det gjorde han så, ved at skyde på mig, dog uden at ramme. Så gik jeg til ham og fik fat i hans pistol og skød ham død. med hans pistol og kniv fortsatte jeg min fremfærd". ---- Medens angrebet stadig var i gang, havde en lille del af de "engelske" tropper forceret parkmuren og Campbell militsen gik fren og kunne uset skyde mod den højre flanke af Jacobitterne linie. ---- Sammen med al den anden brutale gevær - og pisolskydning og behandlingen fra kavaleriet, blev Jacobitterne tvunget til retræte. Duke Cumberland formerede sine dragoner og beordrede dem til at rydde Jacobitternes styrke, men det lille kontigent af de irske elitesoldater og andre regimenter dækkede tilbagetoget af Jacobitterne. ---- Slaget ved Culloden tog kun ca. 60 minutter inden Duke Cumberland var sejrherre og ca. 1.250 Jacobitter var døde og et lignende antal sårede, hertil kom 558 tilfangetagne. ---- Duke Cumberland nistede kun ca. 52 døde og 259 sårede.
Huset som ses her, er et genopført hus, som var en grusom skueplads, hvor 32 jacobit klansoldater blev brændt levende, efter slaget ved Culloden i april 1746. ---- Efter sejren beordrede Duke Cumberland, at alle de sårede og tilfangetagne Jacobitter skule henrettes, en handling, som gav ham tilnavnet "the Butcher". Særlige fangne klanpersoner med høj klanrang overlevede for at blive sat i prøve, men senere skudt i Inverness. Prins Charlie flygtede fra slagmarken og overlevede i 5 måneder i Skotland på trods af en udlovet dusør på £30,000 for hans tilfangetagelse. ---- Prins Charlie undslap til Frankrig på en dramatisk måde via Skye og Hebriderne, bl.a. udklædt som Flora Macdonald´s "lady's maid". ---- Umiddelbart efter slaget red Duke Cumberland ind til Inverness, med sit sværd stadig dryppende af blod, en symbolsk og truende gestus. Den følgende dag fortsatte "Slagteren" sine blodige gerninger, da patruljer blev sendt tilbage til slagmarken for at dræbe eventuelle overlevende. Man mener at ca. 70 Jacobitter mere blev dræbt, som en følge af disse dødspatruljer. ---- Duke Cumberland tømte fængslerne i Skotland for almindelige fanger osv. og erstattede pladserne i fængslerne med sympatisører af Jacobitterne. Mange af disse nye fanger blev bragt sydpå til England til rettergang, hvor anklagen var forrædderi m.m. ---- "Retssagerne" forgik i Berwick, York og London. Dødsdomme blev afsagt i forholdet 1 til 20. Af alle 3.470 Jacobitter, støtter og andre, som blev taget som fanger efter slaget ved Culloden, blev 120 dødsdømt og myrdet og 88 døde i fængsel. ---- 936 fanger blev transporteret til de engelske kolonier rundt om i verden og 222 andre fanger blev landsforvist. ---- Selvom mange tilsyneladende blev løsladt på et tidspunkt, er skæbnen for ca. 700 mennesker ukendt. ---- Lige som Duke Cumberland uddelte summariske og mere eller mindre retfærdige justitsafgørelser over for Jacobitterne og andre, som var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, var han lige så skånselsløs over for desertører fra sin egen hær, da han dødsdømte og myrdede 36 af disse. ---- Som kontrast til hans skånselsløse brutale behandling af de fangne klansmænd, blev de afdelinger af irske soldater, som var under den franske hær under slaget ved Culodden, betragtet som almindelig overgivelse fra regulære soldater og blev behandlet godt og sendt tilbage til Frankrig. ---- De blev altså betragtet som regulære soldater fra en fremmed magt og blev behandlet som ved normal praksis i krigsanliggender. ---- De fangne Jacobitterblev betragtet som forræddere og troløse (selv om mange ikke havde haft noget valg om at være med i krigen, da de skulle følge deres klanleder) og blev derfor behandlet derefter. ---- De Hannoverianske styrker fortsatte deres angreb på Jacobitternes sympatisører i de efterfølgende måneder — hvor de ødelage klansystemet med loven "The Act of Proscription" ("loven om fordømmelse og forbud"), hvor man fattiggjorde dem, forbød dem at bære kilt og deres klanklædning (kilt-tern "tartan" og farver o.a.), man indførte love ("Tenures Abolition Act" - afskaffelse af retten til fast ubetinget militær - og anden tjeneste), som afskaffede den feudale klanbestemmelse om bunden militær - og krigstjeneste for og under klanen. ---- Via loven ("Heritable Jurisdictions Act ") fjernede man den suverene magt, som klanlederne havde over deres klan. En betinget statut blev målrettet mod at gøre den herskende religionsopfattelse hos Jacobitterne, Episkopalianismen forbudt (Den romersk katolske religion var allerede forbudt). ---- Den engelske regerings tropper blev udstationeret rundt om i Skotland, primært i højlandet og man byggede flere veje og barakker, så englænderne bedre kunne kontrollere regionen. ---- I tilgift til "The Wade roads" (Wade´s veje) konstrueret til Major-General George Wade efter "The Fifteen Rising", blev et nyt fort bygget ved Fort George øst for Inverness. Den forbudte klanklædning med kilt og de skotskternede mønstre og farver var officielt kun forbudt i Highland regimenterne, som gjorde tjeneste i den engelske hær. I praksis måtte resterne af de skotske klansmænd ty til at iklæde sig tøjet i skjul for englænderne og alle deres spioner og andre sympatisører. --- Sammenlagt betød alle englændernes love og andre grusomheder, at enormt mange klansmænd fra højlandet, som skotter fra hele landet emigrerede til bl.a. USA. Canada m.fl. lande. ---- I de kommende 2 århundreder spillede klansmændene og klansystemet ingen rolle og det skotske had til englænderne blev grundlagt og som stadig er vidt udbredt blandt menige skotter! (min egen erfaring og mening!) Skotland´s befolkning måtte undertrykke deres patroitisme og selvværd, men man kunne ikke og kan vel aldrig underkue et stolt og patriotisk folk, selv om der inden for deres egne rækker var klaner som ikke ikke delte disse værdier, men solgte sig til englænderne. --- Sådan er der altid nogen der gør, i alle lande - bare fortjenesten er høj nok og hykleri ikke betyder noget. ---- Fraværet af klansystemet betød dog også, at der blev plads til andre samfundsformer og initiativer, opfindelser og forbedringer ---- Duke Cumberland levede ikke evigt og nye tider rullede ind over England, såvel som over hele den vestlige verden (udnyttelsen af kolonimagternes kolonier). I Skotland fostrede man f.eks. Robert Burns (forfatter m.m.), som i dag er Skotlands nationalhelt på lige fod med vores H. C. Andersen i DK. i slutningen af 1700-tallet begyndte så småt det industrialiserede samfund, at tegne sig, med store fabrikker til vævning af tekstiler, minedrift og stålindustri til følge, hvorefter 1800-tallet yderligere eskalerede den teknologiske udvikling, som affødte helt nye samfundsformer, proletariatbefolkninger, folkevandringer, epokegørende opfindelser osv. ---- Man kan så sige, at klansystemet stod i vejen og at det var godt det forsvandt - både og - jeg tror udviklingen var kommet alligevel - også til højlandets klaner - Udviklingen i Skotland fra 1750 og frem, blev født i strømme af blod - efter min mening unødvendigt og grusomt af den herskende klasse i England på den tid.
Huset som ses her, er et genopført hus, som var en grusom skueplads, hvor 32 jacobit klansoldater blev brændt levende, efter slaget ved Culloden i april 1746. ---- Efter sejren beordrede Duke Cumberland, at alle de sårede og tilfangetagne Jacobitter skule henrettes, en handling, som gav ham tilnavnet "the Butcher". Særlige fangne klanpersoner med høj klanrang overlevede for at blive sat i prøve, men senere skudt i Inverness. Prins Charlie flygtede fra slagmarken og overlevede i 5 måneder i Skotland på trods af en udlovet dusør på £30,000 for hans tilfangetagelse. ---- Prins Charlie undslap til Frankrig på en dramatisk måde via Skye og Hebriderne, bl.a. udklædt som Flora Macdonald´s "lady's maid". ---- Umiddelbart efter slaget red Duke Cumberland ind til Inverness, med sit sværd stadig dryppende af blod, en symbolsk og truende gestus. Den følgende dag fortsatte "Slagteren" sine blodige gerninger, da patruljer blev sendt tilbage til slagmarken for at dræbe eventuelle overlevende. Man mener at ca. 70 Jacobitter mere blev dræbt, som en følge af disse dødspatruljer. ---- Duke Cumberland tømte fængslerne i Skotland for almindelige fanger osv. og erstattede pladserne i fængslerne med sympatisører af Jacobitterne. Mange af disse nye fanger blev bragt sydpå til England til rettergang, hvor anklagen var forrædderi m.m. ---- "Retssagerne" forgik i Berwick, York og London. Dødsdomme blev afsagt i forholdet 1 til 20. Af alle 3.470 Jacobitter, støtter og andre, som blev taget som fanger efter slaget ved Culloden, blev 120 dødsdømt og myrdet og 88 døde i fængsel. ---- 936 fanger blev transporteret til de engelske kolonier rundt om i verden og 222 andre fanger blev landsforvist. ---- Selvom mange tilsyneladende blev løsladt på et tidspunkt, er skæbnen for ca. 700 mennesker ukendt. ---- Lige som Duke Cumberland uddelte summariske og mere eller mindre retfærdige justitsafgørelser over for Jacobitterne og andre, som var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, var han lige så skånselsløs over for desertører fra sin egen hær, da han dødsdømte og myrdede 36 af disse. ---- Som kontrast til hans skånselsløse brutale behandling af de fangne klansmænd, blev de afdelinger af irske soldater, som var under den franske hær under slaget ved Culodden, betragtet som almindelig overgivelse fra regulære soldater og blev behandlet godt og sendt tilbage til Frankrig. ---- De blev altså betragtet som regulære soldater fra en fremmed magt og blev behandlet som ved normal praksis i krigsanliggender. ---- De fangne Jacobitterblev betragtet som forræddere og troløse (selv om mange ikke havde haft noget valg om at være med i krigen, da de skulle følge deres klanleder) og blev derfor behandlet derefter. ---- De Hannoverianske styrker fortsatte deres angreb på Jacobitternes sympatisører i de efterfølgende måneder — hvor de ødelage klansystemet med loven "The Act of Proscription" ("loven om fordømmelse og forbud"), hvor man fattiggjorde dem, forbød dem at bære kilt og deres klanklædning (kilt-tern "tartan" og farver o.a.), man indførte love ("Tenures Abolition Act" - afskaffelse af retten til fast ubetinget militær - og anden tjeneste), som afskaffede den feudale klanbestemmelse om bunden militær - og krigstjeneste for og under klanen. ---- Via loven ("Heritable Jurisdictions Act ") fjernede man den suverene magt, som klanlederne havde over deres klan. En betinget statut blev målrettet mod at gøre den herskende religionsopfattelse hos Jacobitterne, Episkopalianismen forbudt (Den romersk katolske religion var allerede forbudt). ---- Den engelske regerings tropper blev udstationeret rundt om i Skotland, primært i højlandet og man byggede flere veje og barakker, så englænderne bedre kunne kontrollere regionen. ---- I tilgift til "The Wade roads" (Wade´s veje) konstrueret til Major-General George Wade efter "The Fifteen Rising", blev et nyt fort bygget ved Fort George øst for Inverness. Den forbudte klanklædning med kilt og de skotskternede mønstre og farver var officielt kun forbudt i Highland regimenterne, som gjorde tjeneste i den engelske hær. I praksis måtte resterne af de skotske klansmænd ty til at iklæde sig tøjet i skjul for englænderne og alle deres spioner og andre sympatisører. --- Sammenlagt betød alle englændernes love og andre grusomheder, at enormt mange klansmænd fra højlandet, som skotter fra hele landet emigrerede til bl.a. USA. Canada m.fl. lande. ---- I de kommende 2 århundreder spillede klansmændene og klansystemet ingen rolle og det skotske had til englænderne blev grundlagt og som stadig er vidt udbredt blandt menige skotter! (min egen erfaring og mening!) Skotland´s befolkning måtte undertrykke deres patroitisme og selvværd, men man kunne ikke og kan vel aldrig underkue et stolt og patriotisk folk, selv om der inden for deres egne rækker var klaner som ikke ikke delte disse værdier, men solgte sig til englænderne. --- Sådan er der altid nogen der gør, i alle lande - bare fortjenesten er høj nok og hykleri ikke betyder noget. ---- Fraværet af klansystemet betød dog også, at der blev plads til andre samfundsformer og initiativer, opfindelser og forbedringer ---- Duke Cumberland levede ikke evigt og nye tider rullede ind over England, såvel som over hele den vestlige verden (udnyttelsen af kolonimagternes kolonier). I Skotland fostrede man f.eks. Robert Burns (forfatter m.m.), som i dag er Skotlands nationalhelt på lige fod med vores H. C. Andersen i DK. i slutningen af 1700-tallet begyndte så småt det industrialiserede samfund, at tegne sig, med store fabrikker til vævning af tekstiler, minedrift og stålindustri til følge, hvorefter 1800-tallet yderligere eskalerede den teknologiske udvikling, som affødte helt nye samfundsformer, proletariatbefolkninger, folkevandringer, epokegørende opfindelser osv. ---- Man kan så sige, at klansystemet stod i vejen og at det var godt det forsvandt - både og - jeg tror udviklingen var kommet alligevel - også til højlandets klaner - Udviklingen i Skotland fra 1750 og frem, blev født i strømme af blod - efter min mening unødvendigt og grusomt af den herskende klasse i England på den tid.
”Bonnie Price Charles”, eller Charles Edward Stuart. Jacobitternes, de nordlige skotske klaners, berømte men sidste hærfører, som i slaget ved Culloden 1746, tabte til englænderne. I Kilmuir (lille billede til venstre), ligger Flora MacDonald´s grav, som er den berømte kvinde der i 1745/1746 var med til at frelse Prince Charles Edward fra englænderne, efter hans hær på ca. 9000 clanmænd, fra Glenfinnan, Camerons og MacDonalds havde tabt slaget ved Culloden nær Inverness den 16. april 1746 til englænderne. Prince Charles Edward havde ellers marcheret med sin hær næsten helt til London, faktisk kun et par hundrede kilometer derfra. Krigen opstod, da Prince Charles Edward i august 1745, ville erobre den skotske trone tilbage, efter flere hundrede års engelsk besættelse. Opstanden blev kaldet ”The 45 Jacobite Rebellion. Efter det frygtelige nederlag ved Culloden, hvor hæren blev slagtet på det grusomste af en overlegen, velarmeret engelsk hær, flygtede ”Bonnie Prince Charlie” i over 5 måneder rundt mellem Hebriderne, South Uist og flere steder i det skotske højland. Her var det, at Flora Macdonald reddede ham på øen Benbecula i Hebriderne og sejlede ham til Skye, hvor han kom til byen Portree. Der hvor han boede, er der i dag et hotel, Royal Hotel, der har bevaret hans stue. Senere kom et fransk skib til og fik ham reddet den 20. september 1746. Flora Macdonald blev fanget af englænderne og bragt til Tower of London. Senere kom hun ud og blev gift og emigrerede i 1774 til North Carolina i Amerika, for dog at vende tilbage i 1779, hvor hun bosatte sig i den lille by Flodigarry. Hendes hjem her, er restaureret og virker som et lille hotel i dag. Da hun døde i 1790, blev hun begravet her i Kilmuir. Hele denne fantastiske historie, er gengivet i utallige musikstykker og sange, kaldet ”The Jacobite Songs”. Skotterne er et stolt og trodsigt folk, især over for englænderne. Efter den sidste opstand i 1746, indførte englænderne en masse grusomme straffende love over for befolkningen. Bl.a. måtte de ikke bære kilt og spille sækkepibe, ligesom de ikke måtte eje våben. Samtidig dræbtes clansmænd, ledere og andre i hobetal. Alt dette førte stor armod og immigration. Den skotske nation forblødte både i bogstaveligste forstand og også i intellekt og viden. Clansystemet blev ødelagt og svært decimeret. I de år havde man særligt brug for fremsynede mænd, også i Skotland. Men englænderne smadrede det hele. Denne undertrykkelse fortsatte helt frem til vort århundrede. En opstand i 1882, kendt som Battle of the Braes, hvor små husmænd, crofters, gjorde oprør over nogle helt urimelige afgifter og renter for deres jord/adgang til jordstykker. Selv om de tabte striden der, førte det dog til dannelsen af en landbrugssammenslutning og begyndende fornuftige leveforhold for mange skotter. I de år skete der jo også en masse andet i Europa. Her i Danmark startedes Andelsbevægelsen, brugserne og andre sociale forbedringer. Efter 1850 érne og resten af århundredet, tog industrialiseringen rigtig fart, og dette udviklingens ”lokomotiv”, trak mange andre gode fremskridt med sig, men også teknologiske fremskridt, der betød muligheden for krig i meget stor skala. 1. Verdenskrig og senere 2. Verdenskrig er eksempler på menneskenes indbyggede selvdestruktive opfindsomhed, som aldrig vil gå af mode og som igen vil hærge vor ellers dejlige jord. Historien med ”Bonnie Prince Charles” er god at kende. Man kan godt forstå skotternes brændende ønske om et frit Skotland og for mange vedkommendes, et had til englænderne. Skotternes historie længere tilbage er jo også en fantastisk beretning om vikinger og picterne.
”Bonnie Price Charles”, eller Charles Edward Stuart. Jacobitternes, de nordlige skotske klaners, berømte men sidste hærfører, som i slaget ved Culloden 1746, tabte til englænderne. I Kilmuir (lille billede til venstre), ligger Flora MacDonald´s grav, som er den berømte kvinde der i 1745/1746 var med til at frelse Prince Charles Edward fra englænderne, efter hans hær på ca. 9000 clanmænd, fra Glenfinnan, Camerons og MacDonalds havde tabt slaget ved Culloden nær Inverness den 16. april 1746 til englænderne. Prince Charles Edward havde ellers marcheret med sin hær næsten helt til London, faktisk kun et par hundrede kilometer derfra. Krigen opstod, da Prince Charles Edward i august 1745, ville erobre den skotske trone tilbage, efter flere hundrede års engelsk besættelse. Opstanden blev kaldet ”The 45 Jacobite Rebellion. Efter det frygtelige nederlag ved Culloden, hvor hæren blev slagtet på det grusomste af en overlegen, velarmeret engelsk hær, flygtede ”Bonnie Prince Charlie” i over 5 måneder rundt mellem Hebriderne, South Uist og flere steder i det skotske højland. Her var det, at Flora Macdonald reddede ham på øen Benbecula i Hebriderne og sejlede ham til Skye, hvor han kom til byen Portree. Der hvor han boede, er der i dag et hotel, Royal Hotel, der har bevaret hans stue. Senere kom et fransk skib til og fik ham reddet den 20. september 1746. Flora Macdonald blev fanget af englænderne og bragt til Tower of London. Senere kom hun ud og blev gift og emigrerede i 1774 til North Carolina i Amerika, for dog at vende tilbage i 1779, hvor hun bosatte sig i den lille by Flodigarry. Hendes hjem her, er restaureret og virker som et lille hotel i dag. Da hun døde i 1790, blev hun begravet her i Kilmuir. Hele denne fantastiske historie, er gengivet i utallige musikstykker og sange, kaldet ”The Jacobite Songs”. Skotterne er et stolt og trodsigt folk, især over for englænderne. Efter den sidste opstand i 1746, indførte englænderne en masse grusomme straffende love over for befolkningen. Bl.a. måtte de ikke bære kilt og spille sækkepibe, ligesom de ikke måtte eje våben. Samtidig dræbtes clansmænd, ledere og andre i hobetal. Alt dette førte stor armod og immigration. Den skotske nation forblødte både i bogstaveligste forstand og også i intellekt og viden. Clansystemet blev ødelagt og svært decimeret. I de år havde man særligt brug for fremsynede mænd, også i Skotland. Men englænderne smadrede det hele. Denne undertrykkelse fortsatte helt frem til vort århundrede. En opstand i 1882, kendt som Battle of the Braes, hvor små husmænd, crofters, gjorde oprør over nogle helt urimelige afgifter og renter for deres jord/adgang til jordstykker. Selv om de tabte striden der, førte det dog til dannelsen af en landbrugssammenslutning og begyndende fornuftige leveforhold for mange skotter. I de år skete der jo også en masse andet i Europa. Her i Danmark startedes Andelsbevægelsen, brugserne og andre sociale forbedringer. Efter 1850 érne og resten af århundredet, tog industrialiseringen rigtig fart, og dette udviklingens ”lokomotiv”, trak mange andre gode fremskridt med sig, men også teknologiske fremskridt, der betød muligheden for krig i meget stor skala. 1. Verdenskrig og senere 2. Verdenskrig er eksempler på menneskenes indbyggede selvdestruktive opfindsomhed, som aldrig vil gå af mode og som igen vil hærge vor ellers dejlige jord. Historien med ”Bonnie Prince Charles” er god at kende. Man kan godt forstå skotternes brændende ønske om et frit Skotland og for mange vedkommendes, et had til englænderne. Skotternes historie længere tilbage er jo også en fantastisk beretning om vikinger og picterne.
Slagene på Krim-halvøen var yderst blodige og kostede mange soldater livet.
Slagene på Krim-halvøen var yderst blodige og kostede mange soldater livet.
"The Thin red Line" - De britiske rødfrakker og deres skyttelinier mod de russiske rytteriangreb under Krimkrigen. Se tekst ovenfor fotoalbummet.
"The Thin red Line" - De britiske rødfrakker og deres skyttelinier mod de russiske rytteriangreb under Krimkrigen. Se tekst ovenfor fotoalbummet.
Ukraine og Krim-halvøen, hvor hovedparten af Krimkrigen foregik. Læs evt. i ovenstående link om Krimkrigens forløb m.m.
Ukraine og Krim-halvøen, hvor hovedparten af Krimkrigen foregik. Læs evt. i ovenstående link om Krimkrigens forløb m.m.
Skara Brae. Se beskrivelsen af historien om bosættelsen ovenfor.
Skara Brae. Se beskrivelsen af historien om bosættelsen ovenfor.
Hilton of Cadboll Stone. Pictisk monument-sten.
Hilton of Cadboll Stone. Pictisk monument-sten.
Ring Of Brodgar. Se beskrivelse ovenfor i tekstafsnittet.
Ring Of Brodgar. Se beskrivelse ovenfor i tekstafsnittet.
Ring Of Brodgar. Se beskrivelse ovenfor i tekstafsnittet.
Ring Of Brodgar. Se beskrivelse ovenfor i tekstafsnittet.
Stirling Bridge.
Stirling Bridge.

Den tidlige skotske historie før Kristus og århundrederne umiddelbart efter.

Allernederst på denne side ses en række fotos, hvis tilhørende tekst også fortæller lidt historie om Skotlands øvrige historie.

Ligeledes kan du se en underside til denne side, med et væld af links til en masse omkring Skotland.

Links til en række sider med tidlig skotsk historie:

Den skotske historie - tidslinie:

http://members.aol.com/_ht_a/skyelander/timeline.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/usfeatures/timeline/to1000.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/usfeatures/timeline/to1200.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/usfeatures/timeline/to1300.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/usfeatures/timeline/to1350.html

Skotland før Kristus:

http://members.aol.com/skyelander/prehist1.html

http://members.aol.com/skyelander/prehist2.html

http://www.historic-scotland.gov.uk/

http://members.aol.com/skyelander/scotland.html

http://www.scotlandhistory.net/index.html

Den skotske befolkning. Picterne m.fl.:

http://members.aol.com/scothist/scot3.html#picts

http://en.wikipedia.org/wiki/Picts#Society

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/usfeatures/dalriada/index.html 

http://members.aol.com/scothist/scot3.html

De skotske klaner:

http://en.wikipedia.org/wiki/Scottish_clan

Romerne i England og Skotland:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/usbiography/biographies/gnaeusjuliusagricola.html

http://members.aol.com/scothist/scot2.html#agricola

Link til en masse sider med historiske oplysninger om Hadrians Wall. Fotogallerier, interaktive kort med oplysninger om hvordan man kommer dertil, fotos m.m., Vandre-arrangementer m.m.

http://members.aol.com/scothist/scot2.html#hadrian

http://www.hadrians-wall.org/flash/map.htm

Link til Tankerness Museum og Sct. Magnus Katedralen i Kirkwall, Orkney:

http://en.wikipedia.org/wiki/Hadrian%27s_Wall

http://www.hadrianswallphotos.com/index.php/gallery/list/0/Roger-Clegg

http://www.hadrians-wall.org/Gallery_Prof.aspx

Video med lyd om Hadrians Wall og North Humberland:

http://www.hadrians-wall.org/Gallery_video.aspx?id=&Page=1

http://www.nationaltrail.co.uk/HadriansWall/index.asp?PageId=1

http://www.hadrianswalk.co.uk/

http://www.hadrianswall.info/

Interaktive kort:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/westmainland/skarabrae/index.html


Side om Slaget ved Culloden i 1746:

http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_Culloden

http://www.highlanderweb.co.uk/bloody/culloden/bloody5.htm

http://www.nls.uk/maps/military/record.cfm?id=401

http://www.orkney.org/museums/tankhouse.htm

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/kirkwall/orkneymuseum/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/kirkwall/stmagnus/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/kirkwall/palaces/index.html

Side om Skara Brae:

http://www.aboutaberdeen.com/culloden-ghosts.php

Udvalgte historiske beretninger og oplysninger om den første menneskelige civilisation i Skotland:

Ring of Brodgar på Orkney Mainland, vestsiden. 

Se billeder i fotosamlingen nederst på siden.

The Ring of Brodgar (eller Brogar) er en stencirkel opført i tiden omkring den yngre stenalder på Orkney Mainland. Stencirklen findes på en lille landtange mellem søerne nær havnebyen Stennes og byen  Harray . Det indvendige område af stencirklen har aldrig været udgravet af arkæologer og videnskabeligt dateret, men man antager, at stencirklen blev opført omkring år 2.500 før Kristus og derfor er nogenlunde samtidig med den berømte engelske Stonehenge  og mange andre forhistoriske steder på De Britiske Øer og i Europa. 

Cirklen er 104 meter i diameter, og er en af de største, man kender til i England.  Cirklen bestod af 60 sten, hvoraf der i dag kun er 27 tilbage.  Stenene er sat i ccirkulære grøfter med en dybde på op til 3 meter og 9 meter bredde, som var udgravet af den solide stenede klippegrund af de mennesker, som levede her for næsten 4.500 år siden.

Omgivelserne har ligeledes også mange stensætninger og jordhøje, fra forhistoriske beboelser, hvilket tilføjer landskabet et særdeles mytisk og rituelt udseende. Selv om formålet med stencirklerne og stenopstillingerne (Neolitter) i landskabet, på næsten alle Orkneyøerne, ikke er kendt, gør det nære slægtsskab med The Standing Stones of Stenness  og dets nærliggende bebyggelse og boplads  Maeshowe   Ring of Brodgar til et sted af stor betydning.

Et andet berømte forhistorisk sted på Orkneyøerne er Skara Brae bebyggelsen.

Skara Brae er en stor stenopført bebyggelse fra yngre stenalder, beliggende i bugten The Bay of Skaill på vestkysten af Orkney Mainland. Bebyggelsens unikke uspolerede og originale tilstand har betydet, at stedet er optaget på  UNESCO World Heritage Site (UNESCO's Verdensarvsliste). Stedet er et af fire steder i Skotland, hvor de andre tre steder er: Old Town og New Town of Edinburgh, New Lanark i South Lanarkshire og St. Kild

a  på Western Isles (Hebriderne). 

Skara Brae er Europa´s største bebyggelse/landsby fra yngre stenalder.

Indtil 1850, lå Skara Brae under sandklitterne inde bag bugten. Grådigt hav og store storme blotlage dette år dele af områdets forhistoriske bebyggelse. i 1924 blev yderligere dele af området blotlagt på lignende måde. Desværre er det man kan se i dag fra den sidste periode, hvor bebyggelsen blev yderligere blotlagt. Bebyggelsen består af 8 ens huse, forbundet med en serie af lave gyder. Bebyggelsen blev fuldt udgravet arkæologisk  mellem 1928 og 1930 af fonden Vere Gordon Childe .

Skara Brae's indbyggere var bønder og hyrder og indbyggerantallet var ikke højere end 50 til 100 på noget tidspunkt. De fabrikerede og brugte Grooved Ware ("lertøj med en rillet kant øverst). Man anvendte ikke jordhøje til, som læ og ly for husene og de var ikke gravet ned i jorden (klippegrund, de fleste steder). I stedet var husene bygget ind i eller op ad bunker/høje af affald, kendt som betegnelsen "køkkenmøddinger" (på engelsk:"middens". 

Selv om bunkerne/højene af køkkenmøddingerne betød en mindre stabilitet for husene, betød det dog, at man fik opfyldt det vigtigste formål på levestedet. Man fik en meget bedre isolering af husene mod det barske vinterklima på Orkneyøerne, dengang som nu. Husene havde en størrelse på 40 kvadratmeter, med et stort kvadratisk rum, som var husets "hjerte" hvor opvarmning og madlavning foregik. Da der kun groede ganske få træer på Orkneyøerne, anvendte menneskene i Skara Brae drivtømmer og hvalknogler, hvorpå der var anbragt græstørv, son tag til deres huse.  

Bebyggelsen havde i nogle af husene møbler af sten, herunder reoler, skænk, borde, stole og opbevaringsrum. Et "smart" drænsystem var også en del af husenes udstyr og man mener også, at man havde installeret en primitiv form for toilet i hvert hus. 7 af husene havde ens møbler med senge og skænk af sten opsat på det samme sted i alle husene. 

Skænken stod op mod væggen modsat døren og var det første man ville se, når man gik ind i huset. Det 8. hus havde ikke nogen skænk eller opbevaringsrum, men var anvendt til at samle og fremstille mindre ting og håndværktøj. Man fandt ved udgravningen en masse sten - ben og gevirfragmenter. Bygningen anvendtes givetvis som "fabrik" for tilvirkning af pilespidser, knive, økser og bennåle m.m.

Den forhistoriske befolkning på Orkneyøerne byggede stenstrukturer, kaldet  chambered cairns  (stenhøje med et indvendigt hulrum). Disse pyramidelignende stenhøje, blev bygget som fælles begravelsessteder.  Orkney´s historie med disse stenhøje, går tusinder af år tilbage i tiden, hvor byggestilen ligeledes undergik forandringer. Selv om disse byggeformer er forskellige, er alle stenhøje i dag kategoriseret i 2 hovedtyper: The Orkney-Cromarty og The Maeshowe.

En lignende bebyggelse, dog meget mindre, findes i Rinyo  på øen Rousay Island. Usædvanligt er der ikke fundet en Maeshowe-type bebyggelse på  Rousay og selv om der er et stort antal af Orkney-Cromarty stenhøje, er stenhøjene på Rousay bygget af en befolkning kaldet "Unstan ware folket" (lertøj som var fint dekoreret og udført med stor kunnen og for større anvendelighed).

Skara Brae bebyggelsen menes at have været beboet fra omkring 3.100 før Kristus og 600 år frem. Omkring år 2.500 før Kristus, da klimaet forandrede sig og det blev meget koldere og vådt, blev bebyggelserne og området forladt af alle menneskene.

Mine egne historiske beskrivelser af det tidlige "Skotland", før og efter Kristi fødsel. 


Orkney og det nordlige, vestlige Skotland, ligesom Irland, har været beboet af mennesker, helt tilbage fra 3800 før Kristi fødsel. Det vis sige, at der har været en civilisation i snart 6000 år. 

Når man samtidig tænker på de umenneskelige leveforhold som naturen har kunnet tilbyde befolkningen dengang og senere op gennem historien, er det faktisk ret utroligt og ikke så lidt imponerende. 

Dengang var der ikke får man kunne avle på, men kun leve af jagt på hjorte, fugle og fisk. Bjørne og ulve var der også mange af, dertil har man ikke kunnet dyrke ret meget og kunnet holde varmen i et område, hvor det også dengang var regnfuldt koldt og blæsende. Sygdomme og evindelige fejder mellem familier og byer og regulære krige mellem indtrængende fremmede folkeslag, romerne, picterne, kelterne fra Irland, som er de egentlige skotter, The Norsemen (vikingerne), normannerne, angelsakserne, northhumbrians (nordlige England) englændere osv. 

Trods disse flere årtusinders ulykker, har Skotland og også Orkney hele tiden haft en stor grad af civilisation, med musik og kunst og kunsthåndværk, imponerende bopladser og en tidlig religiøs vækkelse. Jarler og konger har bekriget hinanden og delt landet op mange gange, lang tid før vi f.eks. fandt ud af det. 

Det var først med vikingernes fremmarch omkring 785 efter Kristi, at der kom gang i vor hjemlige opdeling i herremandsvælde, jarlers landområder og de første konger over dele af Danmark. Næsten 500 år før pyramiderne i Egypten, blev der på Orkneyøerne bygget flotte imponerende bysamfund, på trods af de barske og vanskelige forhold der måtte herske dengang. 

Den mest berømte bosættelse er Skara Brae fra omkring 3.100 år før Kristi. I Danmark stavlede vi bare nogle sten op, eller dækkede dem med lidt jord. Skara Brae bosættelsen holdt ud i ca. 600 år, inden den blev forladt omkring år 2.500 før Kristi. 

På det tidspunkt begyndte bronzealderen som varede til ca. år 600 før Kristi. Inden bronzealderen var disse bebyggelser fundament for en sammenslutning, nærmest en kommune for beboerne. I bronzealderen delte folk sig op og levede mere for sig selv. 

Samtidig skete der et drastisk fald i temperaturen og vejret blev betydeligt koldere og mere regnfuldt. På Orkney fandt bronzealderen ikke så stort indpas, man holdt sig til den gamle facon  uden brug af megen bronze til redskaber og våben. Man var jo også nødt til at handle sig til det, det var dyrt, så bronzen betragtedes som vi betragter guld og ædelstene i dag. Men et typisk efterladenskab fra bronzealderen er de små jordbakker eller Burnt  Mounds, som er askebunker fra en slags udendørs ildsteder, hvor sten blev varmet op og brugt til at koge vand og måltider. En måde man har anvendt helt op til 1800-tallet på de fattige Hebrideøer (Western Isles).   

Kortene nedenfor viser landet Pictland, som det hed dengang omkring Kristi fødsel. Vi er ca. midt i jernalderen. Folkeslaget som kaldtes picterne er ikke nogle folk der er indvandret, men snarere den befolkning, der udviklede sig i jernalderen her. 

Man kender egentlig ikke så meget til picterne, de virker som nogle mystiske spøgelsesagtige mennesker, der ikke har efterladt sig så mange vidnesbyrd omkring deres oprindelse, levevis osv. De har antagelig været en blanding af folkene fra Irland, folk fra det nordlige England. I årtusinder har der været forbindelse mellem Pictland og Irland. Faktisk kaldtes de irske befolkninger der bosatte sig i Pictland for Scotsmen. 

På Orkney, var det picterne der regerede, ved hjælp af en indsat statholder. Romerne møder dem omkring Kristi fødsel og kalder dem picts, painted people, da picterne malede sig selv i stærke farver, når de drog i krig (se bare i filmen Braveheart med Mel Gibson, hvor han anvender denne krigsmaling, selv om handlingen i filmen forgår i 1200-tallet efter Krist).    

Clach  An  Tiompain , Pictisk  symbolsten  i  Strathpeffer .


Pictiske stenmonumenter. 

Den romerske general og statholder for England Julius Agricola besøger Orkney i året 78 efter Kristi, umiddelbart før han invaderer Pictland og slår picterne i året 84 efter Kristi. Men allerede i året 90 efter Kristi, må han trække sig tilbage og overlade det nordligste af Pictland til picterne selv. I årene 122 og 142 efter kristi bygges 2 store mure tværs hen over landet. Den ene mur kaldet Hadrians Mur, den anden Antonines Mur. I året 180 invaderer picterne sydpå og besejrer Hadrians Mur. I året 367 får picterne endelig rigtig has på romerne og romerne må trække sig helt ud af Pictland omkring år 390 efter Kristi.

Hadrians mur:

Dele af Hadrians mur, nær Greenhead , langs med en rute, hvor store sektioner er blevet nedrevet i årenes løb for at blive brugt til forskellige andre formål.

Dette kort viser placeringen af Hadrians mur og Antonine muren i Skotland og det nordlige England.

Hadrians mur (latin: Vallum Hadriani ) er en mur   og et fæstningsværk   af sten og tørv. Den er 120 kilometer lang og ligger i England syd for grænsen til Skotland (i afstand fra 15 til 110 kilometer).

Hadrians mur blev bygget af romerne   under kejser Hadrian , påbegyndt år 122 . Formålet var at beskytte det romerske Britannien   mod pikternes plyndringstogter fra Skotland og dermed gøre det muligt at bruge de romerske tropper i andre dele af imperiet . Muren skulle således give fredelige forhold mod syd, afgrænse fronterne psykologisk og endvidere skabe økonomisk stabilitet. Muren var den nordligste grænse for Romerriget gennem det meste af dets herredømme i Britannien, og den var kejserrigets stærkest befæstede fæstningsværk med 14 grænseforter. Med tiden fik muren også stor betydning i forbindelse med grænsehandel. 

Muren har været på UNESCO's Verdensarvsliste  siden 1987 .

Den Antoninske mur:

Den Antoninske mur var en romersk   forsvarsmur af sten og jord som gik tværs over det som i dag er det skotske   lavland. Den har navn efter kejseren som beordrede bygningen af muren, Antoninus Pius .

Bygningen af muren begyndte i året 142 efter Kristi og var fuldført i år142. Muren var 60 km lang, fra Old Kirkpatrick   ved Firth of Clyde   til Bo'ness   ved Firth of Forth . Den skulle erstatte Hadrians mur , som lå 160 km. længere mod syd. Der blev bygget et midlertidige fort og lejre nord for muren, men det lykkedes aldrig for romerne, at erobre området, som forblev under pictisk og keltisk kontrol. Muren blev angrebet flere gange af disse folkeslag. 

Muren var svagere end Hadrians mur, men trods alt var det et imponerede bygningsværk man fik bygget på bare 2 år og så langt ude i yderkanten af det romerske imperium. Primært bestod forsvarsværket af 4 meter høj jordvold med en bred voldgrav på nordsiden, og en vej på sydsiden. Det blev oprindelig planlagt at anlægge en borg for hver 10 kilometer. Det blev dog revideret og man anlagde borge for hver 3 kilometre. I alt anlagde romerne 19 borge langs muren, inden hele komplekset blev opgivet og romerne trak sig tilbage sydpå til Hadrians Mur.

Rester af borg ved Barr Hill, Twechar.    

Efter bare tyve år indså romerne, at de militære driftomkostninger for muren var for store og de romerske og legionene blev trukket tilbage til Hadrians Mur i 164 efter Kristi . Efter en serie angreb af picterne i 197, besøgt  kejser Septimius Severus   provinsen, og man reparede dele af muren i forbindelse med et felttog i de nordlige delene af de engelske øer. Romerne holdt muren i endnu nogle få år. Muren og perioden benævnes af nogle  senromerske historikere for Den Severiske Mur.

Det meste af muren er i dag væk, men sektioner er synlige ved Bearsden , Kirkintilloch , Twechar , Croy , Falkirk og Polmont .

Fortsat beskrivelse af den tidlige skotske historie.

Picterne havde da omkring år 150 efter Kristi, opdelt sig i 2 hovedområder, der faktisk var delvis demokratisk styret. Det nordlige samfund kaldets Caledonians og de sydlige, helt ned til Hadrians Mur kaldets Maetae. Der var to hovedsprog, begge P-celtic/gaelic med hver sit geografiske tilhørsforhold og befolkning. Noget lignende welch-sproget i dag. 

Picterne levede af håndværk, jorddyrkning, handel, jægere, fisker og frem for alt krigere, eller krigskarle. Man ved, at de deltog i romernes cirkus i rom, som gladiatorer og som lykkeridere. Omkring jernalderens slutning omkring år 500 efter Kristi begynder der allerede at ske en udbredelse af kristendommen. Forkynderne kommer i forbindelse med befolkningen fra Northhumbria/Angles og tyske handelsrejsende. I det vestlige Pictland, nedsætter irske bosættere, kaldet Scots, sig og opretter kongeriget Dalriada, fra ca. år 350 til 500 EK.  

Sideløbende omkring år 400 til 550 EK, opstår kongeriget Northumbria, der har stor erobringstrang. Allerede i år 563 EK får indvandrerne fra Irland, The Scots store tæv. Northumbrianerne fortsætter erobringsfelttoget nordpå og i 585 EK får hæren under picternes første konge Bridei Mac Mailchon også slemme smæk og 15 år senere da picterne og bretonerne igen sammen prøver at tæske northumbrianerne, får de selv så slemme tab, at man taler om en massakre. 

Indtil år 685 EK hersker northumbrianerne over dele af pictriget. Men så  i 685 EK lykkedes det endelig en af picternes konger, Bridei Mac Bili og hans hær alene, at smadre northumbrianerne. Det giver picterne nogle år hvor de spiller med musklerne og tæsker løs på de vestlige mennesker, The Scots. 

De opretter et dynasti med navnet Squabbles i år 694 EK. Men så i år 711, er den allerede gal igen, northumbrianerne har noget at hævne og forøver et blodbad på en af picternes hære. En anden hær angriber en anden del af The Scots område i år 736. Igen i 744 EK er det så picterne og deres gamle frænder bretonerne, der ryger i totterne på hinanden. 

Som man kan se, er der faktisk konstant krig og terror hele tiden i og omkring Pictland. Det må have kostet dyrt i menneskeliv , sult og sygdomme, og gjort det svært at opretholde civilisationen og udvikle samfundet, så det kan modstå svære tider, som hastigt er på vej omkring år 790 EK.

For da begynder Pictland og hele det engelske kontinent og også Orkney at blive angrebet af norske og danske vikinger i morderiske overfald og plyndringer. Allerede i år 795 –806 EK erobrer vikingerne den lille men vigtige ø Iona, som ligger ved vestkysten af Skotland. Øen var det første sted hvor der blev bygget en stor kristen kirke, som havde stor betydning for kristendommens forkyndelse i Pictland og omegn. 

Så i 810 EK begynder picterne og The Scots at forstå, at de må slå pjalterne sammen, hvis de skal klare sig, og i 847 EK dannes et kongerige under Kenneth Mac Alpin for scots og picts. Men de mange århundreders krige og ufred, har gjort picterne møre som samfund og det hele går i opløsning omkring år 900 EK. 

Vikingerne også kaldet The Norsemen er nu helt dominerende i store dele af Europa, allerede omkring år 800 dannes der små kolonier af vikinger i Pictland. Dette er med til at destabilisere picterne, som så må strække våben og ophøre med at være en sammenhængende nation af pictere.

Vikingerne indtager Rouen i Frankrig i 841 EK, Dublin indtages og udråbes til kongedømme i 853, Paris får smæk i 885 og omkring 900 ekspanderer vikingerne yderligere. Orkney bliver underlagt en jarl kaldet Harald Fairhair i 901 EK. Nu følger den ene jarl efter den anden på Orkney og Shetland. Vikingerne regerer over det meste af det nordlige og vestlige Skotland, foruden mange øer f.eks. Hebriderne og også mange steder nede i England. Bl.a. Lindisfarne i Northumbria bliver indtaget af vikingerne allerede i 793 EK. 

Orkney bliver efterhånden en meget vigtig brik i vikingernes ekspansionspolitik og indtil den sidste jarl på øerne bliver myrdet i 1231 EK, som de fleste blev i den periode på ca. 300 år, betegnes som Orkneyøernes gylden tid, hvor handel og udvikling trivedes, trods de mange stadige krige og uvæsen. 

Krig har vel egentlig altid givet en masse udvikling produktions – og handelsmæssigt, for dem der ikke lige står i første række når pile, lanser og sværd hagler ned over dem. Jarlernes besiddelser overdrages Jarl Magnus II of Angus. I år 910 indfører/opfinder Jarl Einar I (kaldet Torf Einar) peat, altså tørv på Orkney, så opvarmning og andet hvor konstant ild kan gøre arbejde og madlavning lettere. I 980 EK opdages Grønland af vikingerne. Medens jarlerne regerede sloges de ofte indbyrdes og udtænkte rævekager, så de kunne myrde modstanderen. 

I 1045 er der et større søslag mellem jarlerne Rognvald og Thorfinn i farvandet Pentland Firth mellem Orkney og Thuso/John O´Groats. Her får Rognvald smæk og bliver fanget og myrdet på øen Papa Stronsay i 1046. 

I 1056 bliver Malcolm Canmore konge af Skotland. Inden da har der været en stribe af store og små konger, regerende over forskellige dele af Skotland. Nogle regerende de tidligere pictområder og nogle regerende The Scots. Efter 846 hvor man samles i en nationlignende model, har man så delvis fælles kongehuse, eller konger over forskellige regioner. 

På Orkney får de en konge fra Norge i året 1098, Sigurd King of Orkney. Men Orkney har på dette tidspunkt været helt og holdent influeret af kulturen fra vikingerne i Norge.  Faderen Kong Magnus dør 5 år efter og Sigurd vender tilbage til Norge for at blive konge. I 1115 bliver en vigtig person for kristendommen på Orkney, Jarl Magnus Erlendsson, myrdet i Egilsay, han bliver martyr og kommer til at hedde St. Magnus. Hans navn kommer til at pryde den enorme og flotte St. Magnus Katedral i Kirkwall på Orkney, som fuldføres i året 1137. Mordet på St. Magnus og den imponerende katedral i Kirkwall.

I disse årtier, deltager mange jarler, konger og monarker og deres små hære, i korstogene til Jerusalem og mellemøsten, på pilgrimsfærd til Rom, eller i krige i England og Frankrig, på lejesoldat basis. I 1263 er Kong Hakon af Norge på inspektion i sine vestlige og nordvestlige besiddelser bl.a. Orkney. Ved Largs i Skotland, udkæmper han et slag mod en hær fra den skotske Kong Alexander III og taber, bliver såret og flygter til Kirkwall på Orkney, hvor han dør. Herefter mister de norske konger den sidste magt i selve  Skotland, men stadig ikke på Orkney. 

Efter picternes endeligt omkring år 900 og sammensmeltningen af dem og The Scots, oplever det skotske rige nu ca. 100 år med en turbulent tid, hvor vikingerne fra Norge hersker over kystegnene i Nordskotland og på Hebriderne indtil 1263, hvor de får røvfuld og efterfølgende kun hersker over Orkney. 

Vikingerne og de efterfølgende norske konger accepterer og bliver på en måde accepteret af skotterne for deres besiddelser i yderkanterne af det skotske rige. Men vikingerne gør lige hvad der passer dem alligevel. På Hebriderne herskede Kong Magnus fra Norge. Han blev kaldt Magnus barben, fordi han klædte sig som skotte, med kilt og sager. 

Men små krige udkæmpes indbyrdes mellem de skotske herskere, hele tiden. Men efter år 1000, følger en jævn strøm af skotske konger fra familierne og de førhen herskende dynastier af samfund, f.eks. The Scots of Alba, The Angles of Lothian, The Britons of Strathclyde, men også vikingerne i det vestlige Skotland og øgrupperne og normannerne bidrager med herskere indtil 1263. 

Det giver selvfølgelig nogle lokale krige og fejder, men ellers oplever Skotland en tid på ca. 300 år, indtil 1286, hvor der er tale om en egentlig skotsk nation. Kongerne indbyrdes strides dog internt om magten, i 1018 tæsker Malcolm Canmore II fra Alba dynastiet i nord, monarken fra Lothian i sydøst  – og vest, senere myrdes Malcolm af Macbeth i 1040. Han er en stærk og hård banan, der også bliver myrdet i 1058 af en ny Malcolm. 

Den store medvirkende årsag var monarkerne fra det stærke og indflydelsesrige Canmore dynasti, som grundlægges af Malcolm Canmore og hans hustru Margaret. Canmore betyder på den tid oversat: Stort hoved. Englænderne sydpå accepterer i 1066, at der nu er tale om en skotsk nation, selv om man har mange fejder om grænsedragningen i de næste par hundrede år bliver man på fredelig vis! helt enige om grænsestregen i 1237, som også bruges i dag!! Nemlig floderne Solway og Tweed. 

Tiden bruges til at skabe et godt fundament til udbygning af infrastruktur, love og ikke mindst byer, skoler og erhverv. Mange borge opstod omkring og efter 1140, da herremændene under Kong Davis, der i årene 1124 til 1153 er regent og får gang i handel og etablerer byer osv, brugte dem som en slags handelsstationer. Det gav megen succes og fremgang. Det skotske kongehus blev især under Alexander III udbygget og gjort stærk, sådan at det lignede mange andre europæiske kongehuse på den tid. 

Før 1164 huserer en selvbestaltet krigsherre i Kintyre og Argylprovinserne i det sydvestlige Skotland. Han vinder magten der og også senere på Hebriderne. Men han tror åbenbart mere om sig selv og drager i krig med nogle forenede skotske konger i 1164. Her får han så endelig smæk og må lade livet. Han opfandt en kombination af årefremdrift og sejl til hans skibe. Derved kunne han sejle hurtigere og bedre, end mange af hans fjender. 

Umiddelbart før 1174, er der ved at opstå nogen uro omkring den kendsgerning at den engelske ø jo består af både England og Skotland, med 2 kongehuse. Det engelske kongehus og samfund rigt og det Skotske relativt fattigt. Englænderne vil nu gerne have fingre i Skotland. Men de skotske konger vil ikke være med til det.

Men så i 1174 bliver William The Lion fanget af Henry II af England og sat i spjældet. Henry proklamere, i The Treaty of Falaise 1174, at han nu er Skotlands øverste leder og myndighed. Men han håndhævede ikke overherredømmet særlig meget. William prøvede konstant efter sin løsladelse, på at komme fri af den påtvungne aftale igen. 

Efter 50 år, dvs. omkring 1225, annullerede Richart The Lionheart af England aftalen. Men så i 1286, da Alexander III falder af sin hest og brækker nakken og dør, starter mange hundrede års ”ørkenvandring for Skotland som selvstændigt rige. Da han dør overtages Skotland i en overgangstid af biskopper og de ledende og rigeste adelsmænd i Skotland. 

Men det ville ikke kunne gå ret længe. Der ville hurtigt opstå krige mellem herremænd og andre der kunne finde på at udnytte situationen med en manglende konge. 

Englands konge på det tidspunkt var Kong Edward I og han indvilgede og sendte efter en snedig list, The Maid of Norway, som var familie dengang op til Skotland, så hun kunne blive gift med Edward egen søn og han kunne opnås et fælles kongehus for begge lande. Desværre for ham, så blev pigen syg under transporten til Skotland og hun døde inden hun nåede op. 

Skotland havde nu ingen naturlig arvtager og man inviterede Edward op, så han kunne hjælpe med en løsning på problemet. Edward var allerede kendt på den tid, for at være verdens største løgner og shuft. Til skotternes overraskelse, udråbte han sig omgående som ”overlord” af Skotland. For som han sagde, for at undgå at der opstod borgerkrige. Da han samtidig i smug havde medbragt sin mægtige hær, havde skotterne ikke noget valg. Han indsatte en proselyt, Balliol som ny Skotsk konge. 

Balliol havde nu ikke tænkt sig at adlyde Edward I, så allerede i 1295 gjorde han oprør mod Edward. Man havde fra skotsk side siden 1168 lavet en alliance med Frankrig, sådan at hvis England angreb Skotland eller Frankrig, skulle de straks invadere England. Samtidig har William Wallace (Braveheart), startet sit oprør.

Historisk gennemgang af William Wallace´s liv og død, som man sådan nogenlunde kender til.

Link til side om Wallace:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/usbiography/biographies/williamwallace.html http://www.undiscoveredscotland.co.uk/stirling/stirlingcastle/index.html http://www.undiscoveredscotland.co.uk/falkirk/falkirk/index.html http://www.undiscoveredscotland.co.uk/stirling/bannockburn/index.html http://www.undiscoveredscotland.co.uk/usbiography/monarchs/roberti-a.html http://www.undiscoveredscotland.co.uk/usbiography/monarchs/roberti-b.html

Sir William Wallace.




Født:

Ca. 1270 i Elderslie   eller måske nærmere  Rowlands Gill.

Død:

Den 22. august  1305, Smithfield, London.

Livsgerning:

Ridder og Skotsk Patriot.

Forældre:

Alan Wallace / Sir Malcolm Wallace, mor ukendt.

Børn:

Ukendt.

Sir William Wallace var uddannet ridder og en skotsk patriot, som ledede modstanden mod den engelske besættelse af skotland under uafhængighedskrigene i Skotland (T he Wars of Scottish Independence) . 

William og hans tid, var inspiration for den historiske roman: The Acts and Deeds of Sir William Wallace, Knight of Elderslie, som blev skrevet af en troubadur i 1500-tallet ved navn Blind Harry. Bogen er mere en roman end en biografi og har foranlediget megen af den patriotiske legende, som opstod omkring historien og tiden da  William Wallace levede og døde sin heroiske død i London. Filmen  Braveheart fra 1995 med og instrueret af Mel Gibson, er baseret på Blind Harry´s roman. 

Wallace's fødselsdag og fødested er man i historiske kredse ikke enige om hvad der er fakta. Nogle mener at Wallace blev født ca. 1272. Et historisk værk "The History of William Wallace and Scottish Affairs" fra det 1600 århundrede påstår, at 1276 var året hvor han blev født. Normalt mener mange han blev født i Elderslie, nær Paisley i Renfrewshire, selvom det er blevet foreslået, at hans fødested lå nærmere Rowlands Gill , som er et alternativt navn for Derwent Park , nær Hurlford og Kilmarnock i Ayrshire .
Til støtte for antagelsen omkring fødestedet Elderslie, har nogle historikere nu påstået, at William's antagelige far, som var kendt som Malcolm Saville, i stedet og på grundlag af, at man for nylig, har fundet David Saville's segl, "David Saville af Low Fell ", som var en ridder og undersot til kong James the Steward, stammede fra Riccarton, Ayrshire, nær London.

Der er også stærke familiebånd til  Craigie Castle , sydøst for Kilmarnock. Nogle af Wallace's første aktioner foregik i Ayrshire og lokale traditioner påstår, at hans første konflikter med engelske soldater, var over fiskerettigheder og foregik ikke i  Lanark   men vest for Riccarton, på et sted kendt som "Bickering Bush".

Modsat mener Elderslie tilhængerne, at bynavnet Ellerslie er fra det 19´ende århundrede og var en lille landsby, som hovedsagligt ernærede sig ved mindrift og ikke som byen Elderslie, som er meget yngre.  Wallace's første kamp skete ved Lanark, som ligger ca. 50 km. øst for Elderslie og Ellerslie. Herefter drog han til Ayrshire for at tilslutte sig nogle skotske adelige, som kæmpede mod englænderne ved  Irvine .

Traditionen beskriver ofte Wallace som en "almindelig ordinær mand" i modsætning til manden fra landområdet,  Robert the Bruce , som kom fra den øvre adel i Skotland. Ikke destomindre er der diskussioner over Wallace's eksakte livslinie, da hans tilhørsforhold også traditionelt, omfatter at Wallace's familie var mindre adelige ( gentry ), som en gren af familien Richard Wallace the Welshman (navnet Wallace betyder "Welsh"), hvor Richard var en jordejer, tilknyttet som et tidligt medlem af The House of Stuart , som senere blev til The Royal House of Scotland.

Medens tradiotionen hævder, at Sir Malcolm Wallace af Elderslie som faderen til 3 sønner, Malcolm, John, og William Wallace, viser det fundne segl, at William er søn af Alan Wallace af Ayrshire, der fremgår af The Ragman Roll i 1296 som "lejer af kronen af  Ayrshire ". Kendsskabet til de tidlige år af William Wallace liv betyder at "Sir William Wallace var en yngre søn af Alan Wallace, en kronelejer i Ayrshire". 

Wallace hævdes at være uddannet i latin, af 2 onkler, som bleb præster. Personen Blind Harry, nævner ikke  Wallace's afrejse fra Skotland og departure eller at han havde kamperfaring allerede i starten af 1297.

Skotland i Wallace's tid.

William Wallace Monumentet i Stirling.  

Omkring den tid, da Wallace blev født, havde Kong  Alexander III   regeret i over 20 år . Hans regeringstid havde betydet fred og ro og økonomisk fremgang, og han havde med succes forhindret de gentagne engelske krav om deres overhøjhed over skotland. I 1286, døde Alexander efter at være faldet af sin hest. Ingen af hans børn overlevede ham.

De skotske adelige (The Scottish Lords) udråbte derfor Alexander's 4-årige granddatter  Margaret  (kaldet "the Maid of Norway"), som Dronning. På grund af hendes lave alder, blev der i overgangstiden nedsat en midlertidig regering, indtil hun var gammel nok til at regere selv.

Kong Edward I af England  drog straks nytte af denne ustabilitet i Skotland, ved at arrangere en traktatforhandling og underskrivelse heraf "T he Treaty of Birgham" med de skotske lords. Her betroede han hans søn  Edward , til Margaret, på den betingelse, at Skotland ville forblive et selvsændigt kongerige. 

Men Margaret, blev syg og døde kun 8 år gammel (1290), på sin vej fra sit hjemland Norgew til  SKotland. En række krav fra forskellig side, om at få den skotske krone, blev omgående fremsat.

Med udsigten til, at Skotland ville ende i en krig om ejerskab af kronen og landet, inviterede de ledende mænd af riget  Edward's til en voldgiftsret. Før processen skulle begynde, insisterede Edward på, at alle deltagerne skulle betragte ham som Lord Paramount af Scotland (Øverste i Skotland). Efter nogen modstand, især fra  John Balliol  og Robert Bruce, accepterede alle dette forhold. Til sidst, tidligt i november 1292, ved en stor samlet ret, som blev afholdt i borgen Berwick-upon-Tweed, blev afgørelsen den, at John Balliol havde det største krav iht. lovgivningen og annonceringen af valget af ham som nyt Skotsk overhoved blev iværksat af Kong Edward den 17. november 1292.

Selvom resultatet af den store voldgiftssag havde sket på en fair og legal måde, fortsatte Kong  Edward med at udnytte de politiske mål, som var at underminere Skotlands uafhængighed og gøre Kong John´s (Balliol) position besværlig. 

Balliol brød sit løfte og proklamerede, under stor virak, sig som konge af Skotland  i marts 1296. I slutningen af måneden stormede Kong Edward borgen  Berwick-upon-Tweed  og overfaldt den skotske grænseby her. Han slagtede næsten alle sine modstandere, som opholdt sig i området, selv om de flygtede til deres hjem.

I april, blev skotterne slået i slaget  Battle ofDunbar (1296)  i Lothian og i juli havde Edward presset Balliol til at abdicere på  Kincardine Castle . Edward rejste til Berwick i august for at modtage en formel overgivelse af ca. 2000 skotske adelsmænd ( Ragman Roll ), og hvor han inden også havde fjernet  The Stone of Destiny , den skotske kroningssten fra  Scone Palace , og fragtet den til London.

Wallace's bedrifter og militære karriere begynder.

I følge skribenten Blind Harry, skriver denne, at Wallace's far blev dræbt i en træfning ved Loudoun Hill i 1291.

I henhold til en lokal legende fra Ayrshire, konfronterede 2 engelske soldater Wallace på markedet i Lanark, ham for hans fiskeri på floden her. Meningsudvekslingen eskalerede og det kom til en voldelig udgang, hvorved de 2 engelske soldater blev dræbt. Blind Harry placerer denne hændelse nede ved floden Irvine, hvor 5 engelske soldater skulle være blevet dræbt. De lokale myndigheder udstedet kort efter en arrestordre mod Wallace.

I henhold til en plade opsat udvendig på St. Paul's Cathedral i Dundee, begyndte William Wallace sin frihedskrig med at dræbe sønnen af den engelske guvernør i Dundee, efter at denne flere gange havde forulempet Wallace og hans familie. Denne historie kan have mere fakta i sig, da man mener  Wallace kan have frekventeret den skole, som i dag er The High School of Dundee, og som ligger i det område, hvor han tilbragte noget af sin opvækst, nemlig i den nærliggende landsby Kilspindie.

Wallace's aktiviteter mellem 1294 og 1296 er udokumenterede, men Blind Harry påstår, at Wallace var under beskyttelse af hans onkel Ronald Crawford , Sheriff af Ayrshire. Wallace udnyttede denne forbindelse til sin fordel og der er udokumenterede beretninger om hans tidlige karriere som forhutlet kriminel. I perioden fra 1291 til 1297 var Wallace deltager i adskillige aktioner, hvor englænderne tabte kampen hver gang.

Wallace og 40 klanmedlemmer afsatte og dræbte  William Heselrig , den engelske sherif i  Lanark, i maj 1297 , angiveligt for at hævne Marion Braidfute of Lamington´s død, der var den unge brud, som  Wallace friede til og giftede sig med iht. Blind Harry's historie.

snart efter denne dåd, fik Wallace sejre i kampe ved Loudoun Hill   (nær Darvel , Ayrshire) og Ayr; Han kæmpede også sammen med  William Douglas   in Scone , hvor man udryddede den engelske dommer , William Ormesby . 

Byer som Aberdeen, Perth, Glasgow, Scone, Dundee, og landområdet nord for Forth blev befriet fra engelsk herredømme. Støtterne til den tiltagende revolte, fik et væsentlig tilbageslag, da en del skotske adelige indgik aftale med england ved Irvine i juli 1297. I august, forlod Wallace Selkirk Forest med sine følgere for at slutte sig til  Andrew Moray   ved   Stirling . Moray påbegyndte et nyt oprør og med deres fælles styrker ved Stirling, forberedte de sig på at møde englænderne i et slag.

Ifølge Blind Harry, fik denne taktik, med mindre angreb og efterfølgende forsvinding, Kong Edward til at give skylden for dette og dernæst at henrette de fleste af The Council of Barons i The Barns of Ayr i juni 1297, tillige med samme fremgangsmåde i Renfrewshire - Disse hændelser er dog ikke bekræftet andre steder. 

Ronald Crawford var den første af The Barons, som blev hængt. Han havde anmodet om at få Wallace til sit område ved Ayr, hvilket Wallace gjorde, efter at have foretaget et ærinde for sin onkel. Wallace og hans mænd ankom sent om aftenen, hvor de straks gik til angreb og dræbte samtlige soldater og officerer i garnisonen i Ayr. De sovende englændere blev på effektiv vis låst og barrikaderet inde og deres huse stukket i brand, resten blev dræbt udenfor i mørket. Wallace og hans mænd trak sig derefter tilbage til Selkirk Forest. Da nyheden om at Ronald var blevet dræbt af englænderne nåede Crawford familien, tilsluttede Ronald's søn, William sig til Wallace i Selkirk Forest.

Da Wallace's styrke tog til og ny information om englænderne blev skaffet af Wallace´s næstkommanderende John Graham,   fik det Wallace straks til at flytte sin øgede styrke fra Selkirk Forest op til The Highlands. Men på vejen op til The Highlands, mødte Wallace med Andrew Moray og hans styrke ved Stirling. Fra dette punkt af, var guerrillakrigen slut og den åbne krig var en realitet.

Slaget ved Stirling Bridge.

Den 11. september 1297, sejrede Wallace i The Battle of Stirling Bridge . Selvom de var væsentligt underlegne i styrke og antal mænd, lykkedes det de skotske styrker, ledet af Wallace og Andrew Moray  (som var havde en højere adelsrang, da han var første søn), at udrydde den engelske hær. 

Jarlen af Surrey´s (Earl of Surrey) professionelle hær, bestående af 300 kavalerister og 10.000 infanterisoladater, oplevede en sand katastrofe, da de ville krydse over floden via Stirling Bridge over på nordsiden, for at angribe skotterne. Den smalle bro betød, at de engelske soldater kun kunne komme fremad enkeltvis, eller to ad gangen, måske 3 ved siden af hinanden. Skotterne ventede så på at ca. halvdelen af englænderne var nået over på nordbredden, hvorefter de kunne dræbe dem og resten, lige så hurtigt som de kunne komme over broen. På denne snedige måde, fik de splittet den overvældende engelske styrke og eliminere denne fordel og slagte de fleste og sejre, da dagen var omme.

Under slaget fik en mindre styrke, ledet af en af Wallace's kaptajner, en del engelske soldater til at flygte bagud over broen, hvor de blev standset af andre engelske soldater, som masede sig fremad. På grund af de mange mænd og udstyr på broe brasede broen sammen og mange engelske soldater druknede. Skribenten Blind Harry påstår, at broen var tilrigget sådan, at den ville bryde sammen i kraft af nogke skotske mænd, som var placeret under dele af broen. Skotternes bemærkelsesværdige sejr, øgede tilstrømningen af mænd til hæren betydeligt.  Hugh Cressingham , Edward's øverste skatteopkræver i Skotland blev dræbt i slaget. Cressingham's hud blev dernæst skrællet af hans lig og tørret, sådan at skotterne kunne lave trofæer, bælter m.m. af hans hud!

Med William Crawford som leder lykkedes herefter ham og 400 skotsk tungt kavaleri, at jage de resterende engelske soldater helt ud af Skotland. Det menes, at Wallace´s kompagnon Moray døde af sår, som han pådrog sig på slagmarkerne i vinteren 1297-98, men en indsigelse sidst i november 1300, fra hans onkel Sir William Moray of Bothwell, hvor en skifteret blev afholdt i  Berwick, optegnes det, at Moray var blevet dødeligt såret ved Stirling i slaget mod den engelske konge. 

Under sin returnering fra slaget ved Stirling Bridge, blev Wallace slået til ridder, sammen med sine anden - og tredjekommanderende John Graham og  William Crawford , antagelig udført af Robert the Bruce. Wallace fik ved den lejlighed navnet "Guardian of Scotland and Leader of its armies" ("Beskytter af Skotland og leder af dens hære").

I de efterfølgende 6 måneder efter slaget ved Stirling Bridge, førte Wallace et angreb ind i det nordlige England. Hand ønske var at vise den engelske Kong Edward, at slagene nu skulle foregå på engelsk jord og at skotterne kunne tilføje englænderne samme skader syd for grænsen. Selvfølgelig blev Edward rasende, men nægtede at tage sig det nær.

Slaget ved Falkirk.

Et år senere tabte Wallace slaget ved Falkirk ( Battle of Falkirk) . Den 1. april 1298 invaderede englænderne  Skotland ved  Roxburgh . De plyndrede  Lothian   og raserede nogle borge, men fik ikke   Wallace til at gå til modangreb. 

Skotterne optog den brændte jords taktik ( scorched-earth policy)   i deres eget land og de engelske forplejningsledere kunne ikke skaffe føde nok til styrkerne - Kong Edward søgen efter Wallace og hans styrker ville først ende ved   Falkirk .

Wallace arrangerede sine spydbevæbnede mænd i fire sektioner (" schiltrons "), i runde høje formationer, hvor tynde spidse pæle blev holdt op som defensiv værn mod f.eks. rytteri. Englænderne angreb først med sit kavaleri og fik derved brudt rækkerne med de skotske bueskytter.

De skotske riddere trak sig tilbage og  Edward's soldater begyndte at angribe de skotske sektioner af spydbevæbnede mænd. Det forbliver stadigt uklart om det var det engelske infanteri´s beskydning med jernbolte, pile og sten, som havde den udslagsgivende effekt på de skotske spydsektioner, men det er antagelig beskydningen af de tætstående skotske spydmænd, med pile fra armbrøster, som fik sektionerne til at gå i opløsning.

I hvert fald betød beskydningen, at der opstod gabende huller i sektionerne, hvorved englænderne havde adgang til at knuse de resterende spydmænd i sektionerne. Skotterne mistede mange mænd. Wallace undslap og hans militære omdømme led et slemt nederlag. John Graham blev dræbt og  William Crawford blev nu Wallace's næstkommanderende. Ifølge kilder dengang, udkæmpede Wallace under sin flugt, en kamp med Brian de Jay, overhoved af The English Templars, og dræbte ham i Callendar.

I september 1298, havde Wallace besluttet at træde tilbage, som Guardian of Scotland til fordel for Robert Bruce, Earl of Carrick , og John Comyn of Badenoch , ex-konge John Balliol's svigerbror, da støtten til ham var faldende fra de skotske adelige. Bruce kom overens med Kong Edward in 1302 , medens Wallace tolkede dette som forsøg på fred med englænderne.

Ifølge Blind Harry, tog  Wallace sammen med William Crawford i slutningen af 1298, på en mission til  Kong Philip IV af Frankrig , på borgen Le Bel of France, for at bede om støtte til skotterne i deres frihedskamp. Under deres rejse ned langs den engelske kyst, stødte den lille konvoj af skibe ind i berømte, men infame pirat Richard Longoville , også kendt som den røde Pimpernel, da hans skib havde røde sejl og grusomme angreb.

Wallace skjulte sig med nogle mænd på sit skib og lod Crawford og nogle få skibe med få mænd ombord sejle videre. Wallace overraskede helt de pirater, som bordede skibet. Longoville blev taget til fange og taget med til Paris, hvor skotterne overbeviste Kong Phillip om at give amnesti til Longoville, mod at han skulle deltage i kampen mod englænderne.

Longoville tjente sammen med The Scots Guard i France i to slag mod englænderne og fortog en rejse til Rom for at opnå støtte til Skotland her. I 1303 blev Squire Guthrie  sendt til Frankrig, for at spørge om ikke Wallace og hans mænd ville komme tilbage til Skotland. Dette gjorde Wallace samme år. De sneg sig ind i Skotland i ly af mørket for at komme til hægterne på William Crawford´s gård nær Elcho Wood. 

Da englænderne havde hørt rygter om Wallace's ankomst i området, gik englænderne til angreb på gården. En jagt opstod på Wallace og hans mænd, efter at de først blev omringet i  Elcho Wood. Her dræbte Wallace en af sine mænd, som han mistænkte for forrædderi og for at hindre englænderne i at spore ham i hans videre flugt.

Wallace's tilfangetagelse og henrettelse.

Wallace undgik tilfangetagelse af englænderne indtil den 5. august 1305, da John de Menteith, en skotsk loyal ridder til Kong Edward,  sammen med hans mænd overbragte Wallace til engelske soldater ved Robroyston nær Glasgow. 

Wallace blev transporteret til London og tiltalt for røveri og drab på civile og fanger (Encyclopaedia Britannica article War Crimes), ved Westminster Hall hvor han blev kronet med en krone af egetræ, som symbol på at han mørte til en "outlaw" - en fredløs. Wallace svarede igen på anklagerne: " Jeg kan ikke være en trussel og forrædder over for Edward, for jeg har aldrig været hans virkelige mål" Den afsatte konge John Balliol var hans officielle konge. Wallace blev erklæret skyldig i alt. 

Den 22 august 1305 , efter retssagen, blev Wallace taget fra salen, afklædt og nøgen trukket ved hælene gennem byen af en hest til Smithfield Market . 

Han blev her trukket ud af led med reb, radbrækket og næsten kvalt ved hængning og kun lige holdt i live, han blev dernæst stækket, maven skåret op og hans tarme blev brændt foran hans øjne!! Til sidst med hætte over hovedet blev han skåret i 4 dele  ( the four horrors ) ved The Elms i Smithfield . Hans afskårede hoved blev opsat på en stage på toppen af London Bridge . Hans hoved fik senere selskab af hovedet af hans bror John og Si mon Fraser . Wallace´s andre lemmer blev fordelt rundt om i det engelske rige, i Newcastle , Berwick , Stirling   og  Aberdeen .

En mindeplade er i dag at se på væggen af The St. Bartholomew's Hospital nær stedet, hvor Wallace blev henrettet i Smithfield. Skotske patrioter og andre interesserede menensker besøger ofte stedet og blomster ses ofte her. Et sværd, som antageligt har tilhørt  Wallace, blev i mange år opbevaret i  Dumbarton Castle og er nu anbragt i The Wallace National Monument nærStirling.

Medier: Film, Bøger, PC-Spil & Musik.

Mel Gibson's statue, som viser Wallace i filmen Braveheart, ved foden af The Wallace monument.

En række omfattende og historiske præcise informationer er blevet skrevet om Wallace. Men mange historier, er baseret på de vandrehistoriske beretninger fra det 1500. århundrede, som troubaduren Blind Harry begik. Historierne har navnet: "The Acts and Deeds of Sir William Wallace, Knight of Elderslie", skrevet omkring 1470. 

Historikere er uenige i dele af Blind Harry's historier, eller forkaster det hele.  Selv om Blind Harry skrev det ud fra det talte sprog omkring 1470 og omhandlede begivenheder 170 år før hans skriverier og det siden har og er genstand for ændringer af virkelighed og fiktion, er Harry's værk det mest autentiske beskrivelse af Wallace's liv og levned. Meget af Harry's arbejde er siden blevet suppleret med beviselige omstændigheder, herunder navne fra landsdelene, The Ragman Roll , og oplysninger fra religiøse og offentlige arkiver.  

Ikke alle detaljer er konsekvente, men det generelle historiske forløb i Harry´s værk er ligefrem proportionalt med lignende historiske oplysninger. Man skal bemærke, at Biskoppen af St. Andrew's havde en kommision, hvor en munk nedskrev en førstehåndsberetning om Wallace's liv og levned, men dette manuskript er aldrig fundt og kendt.

Blind Harry's digt "Barns of Ayr" (Ayr´s lader), beskriver f.eks. hændelsen, da 360 skotske adelsmænd, ledet af Wallace’s onkel  Ronald Crawford , blev indkaldt af englænderne til en "konference" i foråret 1297. Hver gang en af de indkaldte skulle passere en smal indgang, blev et reb kastet ned over personens hals og han blev dernæst hængt. 

Man mener ikke denne episode virkeligt fandt sted, da man antager, at skribenten Blind Harry misfortolkede en linie fra den tekst og digt, som en tidligere og tidsmæssig mellemliggende poet, havde skrevet om  Robert the Bruce . Dette digt fortæller omnøjagtig hvordan de skotske adelsmænd blev hængt med udtrykket: "In ar", som kan oversættes med vendingen: "Rebets ende formet i rundkreds som i en domstol". 

Der er dog ikke noget bevis for, at Blind Harry nogensinde læste dette tidligere digt. Hændelsen, som Blind Harry beskriver, optræder i Mel Gibson´s film fra 1995 Braveheart, men med meget mindre akkuratesse, da Gibson placere hændelsen i Wallace´s barndom, samtidig med at han ikke lader mordet på  Wallace´s onkel Crawford være en del af handlingen i filmen. Ronald Crawford blev dræbt dengang, ligesom i filmen, men ikke på den måde og hans søn overtog hans hverv som sheriff for Ayrshire, hvilket gav filmens historie nogle troværdighedsfordele. 

Filmen er nok, den mest kendte kilde til menigmands kendskab til William Wallace, Skotland og dets tidlige historie. Filmen blev instrueret af Mel Gibson, som også spillede Wallace i sin film. Filmmanuskriptet var skrevet af Randall Wallace. Filmen var en kassesucces, men den fik hård medfart af filmkritikerne. Filmen vandt dog 5 Academy Awards , (Oskars), inklusiv titlen: Bedste film og bedste instruktør. Selv om filmen er baseret på historisk grundlag, indeholder den mange graverende historiske fejl.

Bøger.

Tidligt i det 19. århundrede, skrev Walter Scott  om Wallace i bogen: Liv og død for William Wallace, " Skotlands helt" og  Jane Porter  skrev en romantisk version  i 1810 om legenden Wallace i bogen: De skotske "Chiefs".

G.A. Henty  skrev en roman i 1885 om Wallace´s tid i Skotland, med titlen:In Freedom's Cause (For Frihedens Skyld). Henty, en filmproducer skrev til magazinet Boys Own, og portræterede William Wallace og hans liv, Robert the Bruce, The Black Douglas, og andre, samtidig med, at han tilførte historierne fiktive historiske oplysninger.  

Nigel Tranter   forfattede en litterær fiktion med titlen  The Wallace , i 1975, som siges af akademikere, at være mere akkurat end forgængerenes historier. 

PC-Spil.

Spillet Age of Empires II: The Age of Kings indeholder flere af Wallace's slag og kampe, inklusive slaget The Battle of Stirling Bridge. Ligeledes i dette PC-Spil vinder Wallace i Slaget ved Falkirk, da han smadrer den engelske borg.

I spillet Medieval II: Total War, hvor man spiller som Skotlands hersker, bliver man i stand til at rekruttere enheder f.eks. "Highland Rabble", som er kreeret ud fra den figur, som Mel Gibson portræterede i i sin film "Braveheart") that are modelled after the Wallace that Mel Gibson portrayed in Braveheart. Figuren Wallace fremkommer som en slags portåbner til adgang videre i spillet. (niveau for ssværhedsgraden).


Musik.

Det engelske heavy black metal band Iron Maiden  udgav i 1998 et nummer 'The Clansman' på en CD med titlen 'Virtual XI". Sangen var delvis baseret på Wallace's liv, men igen, som de tapre skotter, som kæmper mod englænderne. 

En del af sangens gentagelsestekst (refrain/chorus), indeholder ord og vendinger, som er meget tæt på det der udspiller sig i en scene i filmen 'Braveheart ', hvor Mel Gibson, som spiller Wallace, nægter at tilstå sin skyld og da skriger ordet 'FREEDOM' - en lignende lydeffekt og skrig kan høres i Iron Maiden´s refrain i nummeret. Nummeret er også at finde på andre opsamlingsplader med Iron Maiden. Nummeret er ikke spcielt heavy black metal. Det er meget smukt og stemningsfuldt med en flot lydkulisse - prøv at hør det - En del heavy metal, black metal, symfonisk heavy metal er utroligt flot og dejligt at lytte til!!

Krimkrigen mellem Tyrkiet, England, Frankrig og Rusland omkring 1850.

Flere skotske hærenheder deltog her, i denne blodige krig.

Se bl.a. dette link:

http://www.futura-dtp.dk/SLAG/Krige/Krimkrigen.htm


Krimkrigens krigsskuepladser:



Sinop   –   Petropavlovsk   –   Alma   –   Sevastopol   –   Balaclava   –   Inkerman   – Eupatoria   –   Taganrog   –   Chernaya River   –   Kars   –   Malakhoff   –   Kinburn   - Kurekdere .

Krimkrigen 1854.

Da Storbritannien og Frankrig sluttede sig til Tyrkiet i krigen mod Rusland, skiftede kampscenen til Krim-halvøen (med undtagelse af to frugtesløse allierede ekspeditioner i Østersøen). Den 14. september gik en britisk-fransk hær på 26.000 mand i land ved halvøens nordvestlige base og begyndte at marcherede mod flådebasen Sevastopol. General Lord Raglan ( Fitzroy Somerset ) fra Storbritannien og marskal Armand Saint-Arnaud   fra Frankrig delte den allierede kommando. Ved Alma-floden fandt de allierede deres vej blokeret af russiske tropper under prins Aleksandr Menshikov . Men de gik ikke desto mindre til angreb den 20. september. Under en hurtig kamp, i hvilken briterne bar hovedvægten af angrebet, blev russerne drevet væk fra højderne syd for floden. Menshikov mistede 1.200 dræbte og mere end 4.000 fanger, mange af dem sårede af britiske bajonetter. Raglan led omkring 3.000 tab; Saint-Arnaud 1.000. Sidstnævnte døde af kolera efter slaget og blev efterfulgt af general Francois Canrobert . Fremstødet mod Sevastopol fortsatte. Silistra, Bomarsund, Sevastopol I Krimkrigen.

Den skotske garde rykker frem under slaget den 20. september 1854 ved Alma-floden - det første store slag under Krim-krigen. De tyrkisk-fransk-engelske styrker under ledelse af Lord Raglan og marskal St. Arnaud slog her den russiske hær, der stod under kommando af fyrst Alexander Mensjikov. De allierede havde på dette tidspunkt kun begrænsede landstyrker på Krim. Efter Alma ankom yderligere 50.000 mand til forstærkning. 

Krimkrigen på halvøen Krim og belejringen af Sevastopol på nordkysten af Sortehavet, foregik fra 1853 til 1855. Her kæmpede det russiske zar-rige mod Tyrkiet, England og Frankrig. I de Britiske hærenheder kæmpede de skotske regimenter ærefuldt, heroisk og forbilledligt mod det russiske kavaleri. The Argyll and Sutherland Highlanders regimentet vandt evig hæder for deres heroiske indsats og fordrivning af ca. 2500 russiske kavalerister og soldater i et af de mange frygtelige slag, i denne regionale konflikt med Rusland. Slaget stod ved Balaclava i 1854 og regimentet stillede op i de obligatoriske skytterækker, med påsat bajonet. De kun 2 rækker soldater fra regimentet, klarede at modstå stormløbet af de mange russiske kavalerister. Kommandøren for regimentet, red ned langs rækkerne af skotske soldater inden slaget og sagde: Der er ingen tilbagetrækning herfra, mænd!! Du må dø hvor du står!! Da russerne angreb lykkedes det skotterne, at dele russerne op i 2 flanker, splitte dem ad og jage dem på flugt. 

Slaget som i dag stadig er berømt for dette heltemod, koldblodighed og vildskab kaldes: ”The Thin Red Line”. 

De 2 lange rækker skotske soldater klædt i rød frakke og ternet kilt - deraf navnet "The Thin Red Line". (se nedenfor om The Times rapport).

Soldaterne, hvoraf hovedparten var fra Skotland, var fra  British Army 's 93rd Sutherland Highland Regiment  ved The Battle of Balaclava i Ukraineden 25. oktober 1854 under Krimkrigen. I dette slag afviste det 93rd regiment og 2 andre Highland regimenter, ledet af Sir Colin Campbell, hvis overordnede var Lord Raglan, et russisk kavaleriangreb (Russian Cavalry, Ingermanlandsky Hussars under ledelse af General Rijov, hvis overordnede var General Pavel Liprandi. Tidligere havde Campbell’s Highland Brigade deltaget i aktioner ved Alma og Sevastopol  på Krimhalvøen.  

Det russiske kavaleris styrke på 2.500, heraf ca. 400 ryttere, red ned ad vejen mod Balaklava. Det var tidligt om morgenen og den eneste engelske militærstyrke, som befandt sig mellem det russiske kavaleri og den uorganiserede og sårbare britiske lejr, var det  93rd regiment, som kun bestod af nogle få hundrede soldater.

General Campbell skulle have sagt til sine soldater:" mænd - der er ikke nogen tilbagetrækning herfra, I må dø hvor I står"! Sir Colin's næstkommandrende John Scott skulle have svaret: "Javel, Sir Colin! Hvis det bliver nødvendigt, så gør vi det". 

Campbell opstillede 93rd regiment i 2 rækker — the "thin red line". Konventionenerne for militære opstillinger, som denne dikterede, at afstanden mellem den enkelte soldat i rækken skulle være 4 mands bredde, men, antallet af soldter i regimentet tillod ikke dette, rækkerne måtte udstrækkes mere. Campbell lod soldaterne i første række vente indtil den russiske fjendes soldater og kavaleri var ganske tæt på, inden han gav ordre til at skyde. Efter første række havde afgivet deres salve, knælede de straks for at genlade deres geværer.

Russerne fortsatte med at rykke frem, trods den koncentrerede skydning på klos hold mod dem, men Campbell lod den anden række af sine soldater vente stående med geværerne klar til skud, indtil de forreste resterende russere kun var ca. 46 meter foran anden række af The Sutherland Highlanders, inden han gav ordte til, at denne række soldater skulle skyde ind i mængden af fremrykkende russere.

Denne modige afventende og koldblodige taktik, havde en uhyggelige indvirkning på de fremrykkende russere - den koncentrerede ildkraft på klos hold, betød at hvert skud traf en russer - de blev mejet ned i bunker foran de 2 rækker skotske soldater, som dog også havde mistet mange mand i rækkerne. Denne nedslagtning af russerne stoppede dem og de begyndte at retiere. Nogle af soldaterne fra The Sutherland Highlanders begyndte at gå fremad i et modangreb, men Sir Colin stoppede dem et råb: " 93rd.! Fandens med al den ivrighed - Stop!"

Det var The Times korrespondent, William H. Russell, som skrev, at han ikke kunne se noget mellem de russiske angribere og den britiske feltlejr ved  Balaklava, men den "tynde røde streg sås som en linie af stål" udgjort af 93. regiment. Udtrykket blev populært og forkortet til udtrykket "the thin red line". Herefter dette blev et udsagn og symbol for britiske soldaters koldblodighed i kamp.

Slaget er malerisk karakteriseret i Robert Gibb 's 1881 maleri af samme navn, som har hjemme hos Argyll og Sutherland Highlanders regiments museum på Stirling Castle , i Stirling , Skotland .

Rudyard Kipling   skrev digtet  'Tommy', som havde disse linier: Så er det Tommy her, så Tommy der, er det så Tommy, 'som ejer jeres sjæle? / Men det er "Thin red line af helte" når trommerne lyder. Tommy Atkins  var det typiske slagudtryk for en menig britisk soldat. Dette kan også have været kilden til titlen for James Jones' bog, 'The Thin Red Line'.

Forfatteren  James Jones   brugte udtrykket The Thin Red Line", som titel for en roman om amerikanske soldater i kamp på  Guadalcanal  under 2. Verdenskrig ( World War II) . Bogens indhold blev anvendt i 2 film, en i 1964 og senest i 1998 (Sean Pen m.fl.). 

George MacDonald Fraser  beskriver både slaget og angrebet af  the Light Brigade  i hans roman  Flashman at the Charge , hvor han anvender sin sædvanlige akkurate indgang og anvendelse af historisk materiale.

Det afledte udtryk The Thin Blue Line  er nogle gange brugt for at betegne politiofficerer.  

Miltærmusik / The Royal Scots Dragoon Guards. 

Udtrykket er også grundlaget for den berømte skotske krigs/soldatersang: The Green Hills of Tyrol), afAndy Stewart . Man kan bl.a. høre denne sang/melodi blive spillet af militærorkestret fra The Royal Scots Dragoon Guards, med base på Edingbourg Castle, som stadig er garnison for regimentet, selvom borgen er et meget yndet og besøgt turistmål. Orkestret kan varmt anbefales - de spiller ikke kun udpræget sækkepibe og militærmusik - men store flotte opsætninger med fede heavy metal/guitar stykker - symfonisk og rigtigt fedt at høre på!

Nummeret "The Green Hills of Tyrol" kan fås på pladen, som kan ses her i dette link tillige med du kan høre uddrag af alle numre på pladen:


http://www.artistdirect.com/nad/store/artist/album/0,,4486673,00.html
 

Endvidere har den kendte guitarist Mark Knopfler medvirket på en CD med orkestret. Pladen hedder "Parallel Tracks".

Se her og lyt til uddrag af alle den plades numre:

http://www.artistdirect.com/nad/store/artist/album/0,,2512764,00.html

Orkestret indspillede bl.a. også musikken til storfilmen "Den Sidste Mohikaner", som blev indspillet for nogle få år siden. Disse numre er med på pladen.

Se her også orkestrets prisoverrækkelse som de fik for årets bedste klassiske album i maj 2009 "Best Album prize at the Classical Brit Awards".

http://http://entertainment.timesonline.co.uk/tol/arts_and_entertainment/music/classical/article6289752.ece