Foto af Løjtnant Josef Stríbrný. Sammen med sine 2 venner, den ene også fra Lidice, Løjtnant Josef Horak og Horaks bedste ven Vaclav Student, var det lykkedes dem, den 28. december 1939, at flygte fra Protektoratet til Frankrig (Den sydfranske by Agde), via Slovakiet, Ungarn, Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet, Syrien, Libanon og med skib til Frankrig (den sydfransk by Agde), hvor de ankom den 8. februar 1940. Her deltog Josef Strïbrný, straks i de eksil-tjekkoslovakiske hærstyrker, som kæmpede sammen med de franske og engelske styrker mod de tyske angribere i Nordfrankrig. Han blev kort tid efter gjort til kommandør af det 10. Infanteriregiment, men blev senere enhedens kommunikationsofficer. Under Frankrigs kollaps over for den tyske invasion, kom Josef Stríbrný, sammen med de 340.000 andre allierede tropper til Dunkirk ved den Engelske Kanal, hvor verdenshistoriens største evakuering af soldater fandt sted. Han kom med skibet "Neuralia" til England, den 12. juli 1940. Resterne af den 1. Tjekkoslovakiske Division, blev formeret til en ny enhed, Den 1. Tjekkoslovakiske Blandede Brigade, som blev opstillet den 12. august 1940 og forlagt til Leamington i efteråret 1940. Løjtnant Stríbrný blev enhedens maskigeværkompagni´s yngste officer. I 1941 kom han på træningskursus som faldskærmsagent, men måtte opgive dette, da han pådrog sig en skade ved træningen og ikke kunne deltage i de kommende missioner i hjemlandet. I stedet tog han på eget initiativ i december 1941, skiftet til RAF, hvor han blev uddannet til flynavigatør. Efter endt uddannelse i starten af oktober 1942, blev han tilknyttet den tjekkoslovakiske bombeeskadrille nr. 311 under RAF. Eskadrillen havde kendingsbogstaverne KX PP og blev etableret den 29. juli 1940 med base på Honington i Suffolk. -- Men allerede den 13. oktober 1942, kom han slemt til skade og var tæt på at miste livet, da det Wellington bombefly han gjorde tjeneste på, måtte foretage en nødlanding på basen. Efter et meget langt hospitalsophold og lang genoptræning, kom han tilbage til eskadrillen og foretog da i sin aktive del ag luftkrigen 1040 timers flyvning, heraf de 605 timer i operationelle bombetogter. Han var kendt som en af de bedste navigatører i eskadrille 311. Første flytype han var navigatør på, var Vickers Wellington 2-motores bombefly og senere fra 1943, var han navigatør på de amerikanskbyggede Liberator B-24 - 4- motorede bombefly. Efter at have afsluttet sin operationelle flyvninger, fortsatte han i RAF med at uddanne sig bedre og undervise inden for flynavigation. Ligesom sin ven Josef Horak, fik han også tildelt 3 tjekkoslovakiske krigskors og andre udmærkelser for god og dygtig tjeneste i kamp. Han overlevede krigen, men det meste af hans familie blev myrdet af tyskerne den 16. juni 1942, i forbindelse med Lidice-massakren, som bl.a. var tyskernes hævn over likvideringen af Protektoratets "leder" Reinhard Heydrich.
