Her kan du læse en masse om mit livs drømmetur til Hebriderne, Skye, selve Skotland og Orkneyøerne, 6 ugers eventyr. 

Nedenfor kan du først læse lidt om, hvorfor jeg altid har drømt om, at netop Skotland, skulle være det land, som min drømmetur skulle gå til. Du kan også her læse om den omfattende planlægning af turen. 

Selve rejsens indhold og form og forløb har jeg bearbejdet i en stor rejsebeskrivelse, som i printet version omfatter 265 A4 sider, med 956 kort og farvefotos. 
På min PC fylder den over 70 MB. Rejsebeskrivelsen kan selvsagt ikke i sin helhed gengives her på min hjemmeside. Det vil være alt for omfattende og urealistisk.

Du kan på nettet se et specielt uddrag fra den del af turen, hvor jeg opholdt mig på øen Skye i det vestlige Skotland. Uddraget står på denne hjemmeside opført som en vandretur i det skotske højland (Skyeøen hører ikke til det skotske højland, det er ejeren af denne hjemmeside, der har en forkert stedbetegnelse), men ok! 

På dette link kan du læse min udvalgte  rejsebeskrivelse, hvor der i øvrigt på denne hjemmeside er mange andre gode historier og oplysninger at hente.

http://www.skotland.dk     

Endvidere er der nedenfor også oprettet en stribe andre links til hjemmesider og mangfoldige oplysninger om Skotland og hvordan man evt. kan planlægge og foretage en rejse til dette fantastiske land.

Ved at klikke på nedenstående links, vil du kunne få et væld af muligheder for oplysninger om hele Skotland, billeder, beretninger, turistoplysninger, lokale temaer, sprog, kort og meget mere. Næsten alle sider har yderligere links til andre relaterede emner om Skotland.

http://www.skotland.com 

http://wikitravel.org/en/Scotland 

http://www.visithebrides.com 

http://www.w-isles.gov.uk/hebrides/index.htm 

http://www.loveofscotland.com/og.html 

http://www.directory.visitourscotland.co.uk/web/hot.html 

http://www.rampantscotland.com/visit/bldev_visit_skye.htm 

BBC - Noget om det skotske vejr:

http://www.bbc.co.uk/weather/features/understanding/scotland_01.shtml 

Færgeselskab som besejler Hebriderne, Skye, Orkney og det øvrige Skotland:

http://www.calmac.co.uk/ 

http://en.wikipedia.org/wiki/Caledonian_MacBrayne 

Endvidere er der flere links i de øvrige menupunkter fra turen gennem Skotland, se bare alle de andre sider.

Du vil her og under de andre menupunkter omkring Skotland kunne læse mere og se mange fotos, malede billeder m.m. fra turen, da jeg også er amatørbilledmager. 
Jeg har malet og maler stadig billeder med motiver fra turen.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. 
Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Rejsebeskrivelsen indeholder også store afsnit med min version af hele den Skotske historie fra år 3800 før Kristi op til i dag.
Her er der i særlige afsnit, lagt vægt på alle de historiske forhold og betydning som Skotland, efter min mening, havde for de 2 store verdenskrige i forrige århundrede. Her ikke mindst politik og navngivne personer, som havde indflydelse på krigenes forløb. Men alt har hver gang relation til Skotland som helhed, eller udvalgte egne af Skotland, Hebriderne og Orkney. 

I disse afsnit af rejsebeskrivelsen er der et væld af beskrivelser, med kort og billeder fra store slag, krigsskibe, fly og kampvogne m.m.

Men den skotske historie byder på mange andre fantastiske barske og farverige optrin, personer m.m. Mange af disse historier, anekdoter, sagn og myter har jeg fortolket efter beste evne i min version. 

Efter indledningen umiddelbart herunder, har jeg indsat forskellige uddrag af rejsebeskrivelserne, fra et udvalg af de områder på turen, som jeg besøgte og vandrede igennem. 

Uddragene er datoopdelt og som du vil se er der spring i datoangivelserne. De udeladte datoer er beskrivelser som ikke er med i billedbogen, men kan være med på fotoalbum-siderne. 

Uddragene kan ikke indeholde de fotos og kort, som er tilknyttet rejsebeskrivelserne, men en del kan ses nedenfor i fotoalbummene, som har et større udvalg af billeder end i billedbogen, som man elektronisk kan blade i. Ved hvert foto er der en  tilhørende tekst.

Hallo! 
Ciamar a tha sibh? 

I rejsebeskrivelserne bruger jeg ofte de gæliske navne for steder, bjerge m.m. Det har bl.a den årsag, at da jeg planlagde turen og hentede "gratis" vandrekort på internettet, var disse kort ofte meget lokale og udstyret med gæliske navne. 
Det var og blev ikke noget problem.

Men måske er det et problem for dig at læse overskriften, som begynder med Hallo! Men det er bare den gæliske betegnelse for en venlig velkomst, nemlig oversat sådan: 

Hej, hvordan har du det?  

Denne del af rejsebeskrivelserne omhandler de 14 første dage med rejsen fra Glasgow til Barra Island, som ligger i den sydlige ende af øgruppen Ydre Hebrider ude i Atlanten. Derefter op til South Uist, Benbecula, North Uist og endelig Berneray, hvorfra turen gik mod øen Skye, som ligger nærmere selve Skotland. 

De tilknyttede fotos ses i fotoalbummene, altid nedenfor rejsebeskrivelserne. 

Indledning.  

I året 2002 kunne jeg få min gamle drøm realiseret, nemlig en lang naturvan-dretur til Hebriderne, Skotland og Orkneyøerne. 

Jeg har hele mit liv interesseret mig for naturoplevelser, fugle og insekter og fotograferet og malet billeder ud fra disse spændende emner. Jeg trængte til en lang periode, hvor jeg kunne være alene om at rejse rundt og selv klare alle gøremål, finde mig selv og helt hellige mig det at være alene med naturen, vejret og mine tanker. 

Jeg ville opsøge alle de kendte og ukendte øde egne i den region af verden, som altid har fascineret mig meget. Jeg var godt klar over, at det ville blive en stor udfordring, ikke mindst da jeg ville være helt alene om alt, herunder planlægningen, alt det praktiske og selve turen.

Jeg har et job som godt nok ikke er specielt højtlønnet, men til gengæld kan jeg til en vis grad planlægge min arbejdsmængde og forløb sådan, at jeg i efteråret 2001, kunne realisere drømmen og få ca. 5/6 ugers sammenhængende sommerferie i maj/juni 2002. 

Så nu kunne jeg gå i gang med de første forberedelser og vurderinger, hvordan jeg skulle gribe opgaven an, for jeg fandt snart ud af, at det ville blive et stort arbejde, at planlægge turen i mindste detalje, som jeg ønskede at gøre og som jeg var overbevist om også var nødvendigt, for at jeg kunne klare så mange dage alene, med de tusinde ting som man givetvis måtte klare selv, når rejsen stod på.

Planlægningen gav bl.a. det problem, at jeg ikke have sommerkøre/sejlplaner for 2002. Det affødte, at jeg brugte 2 måneder på en bestemt løsning og rute, der involverede togtur og færgetur fra Glasgow gennem det sydlige højland, Glencoe, Oban, Ben Nevis og Fort William til færgebyen Mallaig, som ligger ude på vestkysten, nordvest for Glasgow. Denne færgeforbindelse viste sig at blive nedlagt op til sommersejlplanen 2002. 
Hele denne rejseplan måtte jeg droppe og finde på en anden løsning og revurdere ønskerne til turens indhold.

Men hele denne lange planlægningstid var også særdeles spændende, også selv om jeg måtte ændre mine planer. Der var så mange interessante ting at læse og se i bøger, kort og i særdeleshed på internettet.

Efter at have brugt ca. et ½ år på at planlægge den endelige tur, blev det til en godt 5 ugers lang rejse med fly fra Århus lufthavn på Mols til Stansted ved London og herfra videre med fly til Prestwick nær Glasgow, hvor  jeg skulle tage toget ind til Glasgow. 

Herfra gik turen med fly til Barra øen sydligst i Hebriderne over Skye øen til det vestlige, nordlige og østlige Skotland med afslutning på Orkneyøerne og tilbagerejse via Inverness, Glasgow, Stansted og Esbjerg Lufthavn. 

Forarbejdet og planlægningen.

Min plan havde jeg lavet meget detaljeret ned til mindste detalje. Den beskrev hver eneste ting jeg ville se og nå hver dag. Hvor jeg skulle bo med booking forud. Hvilke busser, tog, og færger jeg skulle bruge med afgang og ankomsttider. Kilometerafstande, bjerghøjder m.m. alternative muligheder.
 
Alle oplysninger om overnatningsstedet, telefon, mail, adresser m.m. Breve sendt som bekræftelse på min ankomst på dagen.  Booking af lejet cykel og meget mere.  

Planen indebar både en bookingplan med alle de praktiske oplysninger, herunder alle vigtige telefonnumre på læger, hospitaler og politi m.m. Derudover en plan over selve turens ophold og forløb med en stram datoplan. Hele turen blev fortrinsvis lavet med grundlag i internettets muligheder. Kun et par kort og et par bøger købte jeg og nærmest som backup på min plan der næsten var færdig, da jeg købte disse ting. 

Internettet forsynede mig med både turbeskrivelser, kort over alle landsdele, overnatningssteder og links til nyttige oplysninger, derudover brugte jeg mails flittigt til den kommunikation jeg havde med B&B´s, Hostels og campingpladser, busselskaber m.fl. 
Det sparede mig for mange penge til køb af kort, anslået på over kr. 2000,-. Desuden lånte jeg en masse bøger og bl.a. video om Skotland på biblioteket. Jeg brugte dog noget internet tid ud over min forudbetalte ration, desuden 3–4 sæt blækpatroner til printeren og noget papir.

Jeg købte også en del professionelt udstyr, tøj, støvler m.m.  Bl.a. vandrestave, som viste sig at være uvurderlige i mine lange bjergvandringer.  I det hele taget er jeg i dag glad for, at jeg valgte at købe professionelt udstyr, da opholdet viste sig at kræve rigtig meget af tøj og udrustning. Så det var en god investering. Spejdersport i Odense gav mig en rigtig stor og god hjælp og 10 % rabat. Ligeledes købte jeg støvler og rygsæk m.m. ved et ophørssalg fra nogle lukkede Intersport forretninger, til 3/4-del af normalprisen!! 

En af mine store problemer inden afrejsen, var hvilket kamerasystem jeg skulle tage med. Mit spejlreflekskamera med tilhørende 300/600mm. telelinse var optimalt at have med, men det vejede alt for meget i forhold til alt det andet jeg skulle have med. 
Min rygsæk var bare så stor og tung, især telt, kogegrej, mad og sovepose m.m. vejede og fyldte enormt.  Jeg havde lånt nogle af disse ting af personer fra Hannes familie.  Men jeg valgte at bruge det lille kamera med zoom jeg havde købt til børnene i 2000. Det er lille og let og handy. Jeg ville fortrinsvis fotografere diasbilleder. 

Endvidere indbefattede planen også lægebesøg, tandlægebesøg, medicin, forsikringer m.m. inden afrejsen. Også hjemmefronten skulle planlægges, da Hanne jo skulle være alene med alt det daglige og de problemer med hus og helbred, der kunne opstå.  

Endelig skulle jeg vinde forståelse for mit projekt, ikke mindst da mit fravær også faldt i den tid hvor Malene ville blive færdig med sin uddannelse i Viborg, der indebar, at jeg ikke kunne være med når hun fik sin eksamen.  I det hele taget var planlægningen af turen en utrolig vanskelig ting, der så absolut gav rigtig store problemer, der undertiden var næsten ubærlige og affødte masser af søvnløse og anstrengende nætter. 

Mange dage og timer gik også med den fysiske del af forberedelserne. Jeg gik lange ture med tung oppakning og i det mest kuperede terræn jeg kunne finde på Sydfyn. 
Nu bagefter er det godt, at jeg lavede denne planlægning. Hvis jeg skal på en sådan tur en anden gang, vil jeg nok overveje, at gøre knap så meget ud af det.  
Nogle ting var jeg da også nødt til at ændre undervejs, bl.a. teltovernatningerne og visse planlagte vandreture med hele oppakningen. Godt jeg var så fornuftig, for hvis jeg ikke havde ændret planer undervejs, ville noget af turen have været i fare for at blive spoleret. 

Nu viste turen sig dog, at blive helt fantastisk og opfylde mine vildeste ønsker i en grad, der helt oversteg mine forventninger til turen.  Omkostningerne for hele turen inkl. udstyr, tøj m.m. løber op i ca. kr. 40.000,- måske mere. Men det er en tur jeg aldrig glemmer, mit livs tur!!

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Hebriderne.

Turen fra Glasgow til Barra Island, fredag den 7. juni. 

Jeg havde som sagt lavet en tur-plan med angivelser af alle dages program, herunder tider, steder m.m. Desuden havde jeg lavet en booking plan med alle oplysninger om klokkeslæt, adresser, bosteder, navne, byer, busser, tog, færger, fly, telefonnumre, e-mailadresser og meget mere. Det var min agt at følge den så nøjagtigt som muligt hele turen igennem uanset vejr og vind.

Oprindeligt var det meningen, at jeg skulle finde en bus eller tog til lufthavnen i Glasgow, men da taxitilbuddet var meget fint, var det en meget lettere løsning, også set med mit store bagageproblem. 

Jeg stod op kl. 06:00, da jeg ikke havde sovet særligt godt og følte mig noget træt, men alligevel opstemt, en følelse jeg trods senere træthed og udmattelse havde hver gang jeg stod op. Jeg fik så at sige et ”kick” og blev ”høj” af alt det spændende nye og meget usikre forehavende jeg havde sat i gang. 
Jeg er her bagefter sikker på, at det holdt mig i gang og forhindrede mig i at blive syg medens turen stod på. Jeg gik i bad og pakkede det sidste ned. Morgenmad var jeg godt klar over allerede i planlægningen, at der ikke ville blive tid til. Jeg gik ned i receptionen og fik mig udskrevet hos en forkølet receptionist der faktisk blev vækket med min ankomst i receptionen. Han bestilte dog taxien.

”Taxien” kom men lignede mere en privat bil med en indvandrer ved rattet.  Men han var nu meget venlig, om end han talte dårligt engelsk. Turen gik fint ud til Glasgow lufthavn, hvor jeg skulle flyve med British Airways kl. 09:00 til Barra Island. 
Jeg havde undersøgt turen via internettet og fundet ud af, at jeg skulle flyve med et lille De Havilland 2-motores Twin-Otter fly med plads til 20 personer og lande på sandstranden, når det var low tide/ebbe på Barra kysten ved Eolaigearraidh på nordkysten af øen.
 
Turen var ret dyr, £ 100 for en enkeltbillet. Men set i lyset, at jeg skulle bruge ca. 2 dage på at rejse med busser, tog og færge, hvor prisen nok havde blevet mere end halvt så dyr, var det nu ikke så galt. Nu tog turen kun 1 time og så var jeg på min turs egentlige start. Flybilletten havde jeg også bestilt og betalt via internettet. Det gik nu ikke så let og ”smertefrit” som bestillingerne og betalingerne til billetterne hos Ryan Air. 

Jeg kom til lufthavnen i god tid. Jeg havde i starten en mani med ikke at komme for sent og derfor gav jeg mig meget god tid til at nå mine mødetider m.m. Man kan sige det ikke var nødvendigt, men det gav mig en ro og tro på at jeg kunne klare alt og huske på ting, som var absolut nødvendigt for at det hele kunne fungere optimalt. 
Men jeg glemte at få pakket min schweizerkniv ned i min store bagage, da man ikke måtte have knive med i flyets kabine. Jeg måtte så gå til check-in skranken igen og få den med på en speciel indskrivning. Det tog meget lang tid og med stort besvær, da flyselskabet ikke ville gøre det. Man mente, at jeg måtte efterlade den i lufthavnen og dermed miste den. 
Men til sidst var der lydhør for mine argumenter på mit lidt ubehjælpsomme engelske sprog, som dog blev markant bedre i løbet af turen. Jeg fik den pakket ned i en særlig papkasse.  Så det var godt, at jeg som regel gav mig god tid, når jeg skulle møde op til en rejseafgang. 

Nu viste det sig, at flyet til Barra også var forsinket i en time. Så var det bare at vente. Vejret var igen blevet fint med sol og høj blå himmel. Og endelig skulle vi ombord i det lille fly og starten gik fint. 

Her var sørme tale om at flyve! Vi var kun 7 med flyet og vi kunne se piloternes arbejde foran i cockpittet. Turen foregik i lav højde ind over det smukke Skotlands vestlige kyst ud over havet, Little Minch mod Barra. Vi fløj ikke højere, end jeg kunne se havfugle flyve nede over vandet, bl.a. så jeg de store hvide suler flyve hen over vandet. Man kunne også se havbunden nogle steder helt ude midt i havområdet mellem Skotland og Hebriderne. Farverne var bare så flotte med de dybblå og turkis og smaragdgrønne toner vekslende med mørkgrønne og næsten sorte eller mørkegrå områder. 

Det blev en flot og spændende flyvning ned mod stranden hvor vi skulle lande, jeg fotograferede landingen, fra da vi strøg hen over den lille lufthavnsbygning og den flade vanddækkede sandstrand til hjulene tog vandet/sandet og vi taxiede hen mod lufthavnsbygningen. Her stoppede flyet på tørt sand og vi steg ud til sommer og sol og meget varmt vejr, som er sjældent på Barra Island. 

Jeg baksede rundt med min mega oppakning. Det viste sig hurtigt, at den postbus som jeg havde regnet med skulle afgå fra lufthavnen kl. 10:10, ned til Castlebay hovedbyen på Barra, ca.12 km. væk, ikke kunne vente på flyet og var kørt sin rute. 
Her stod vi så, jeg og så 4 englændere, de 2 andre rejsende blev hentet/kørte selv derfra. 

Begrebet postbus er et fænomen som bruges i England og Skotland. Det er de almindelige postbiler, der tillige med deres hverv som postudbringer også har et antal sæder i bussen, hvor man for et beskedent beløb kan hoppe på og stå af hvor man vil på bussens postrute. 

Det skyldes, at der mange steder i England og især i Skotland er områder hvor der bor ganske få mennesker og der ikke er økonomi for at opretholde en almindelig busdrift. Men postbilerne skal jo ud med breve og pakker og så er det en rigtig god løsning for turister og lokalbefolkning ude selv i de mest øde egne. 

Postbusruterne og køreplaner m.v. findes på internettet, hvor jeg brugte denne løsning til noget af min transport. Denne løsning er ikke almindelig oplysninger i nogle af de bøger kender til. Selv i den nye udgave af Politikens Visuelle Guide til Skotland, er det kun nævnt med småt et enkelt lille sted og uden forklaringer, eller nogle praktisk anvisninger. 

Nå vi stod så der! Nu var det også sådan, at jeg havde påsyet mine rygsække med danske flag. Jeg tror det gjorde udslaget, for pludselig kom der en ældre mand hen til mig og tilbød mig et lift i sin gamle Opel Vectra Han vil køre mig en tur rundt på øen og vise mig nogle flotte steder. 

Som det ses på kortet går der en vigtig vej rundt langs kysten. En strækning på ca. 25 – 30 km. Vi fik læsset mit grej og så gik turen ellers ud i naturen på denne grønne ø, efterladende 4 betuttede englændere ved lufthavnsbygningen midt ude i marehalmen og de hvide sandstrande. Senere på dagen traf jeg dem, da de endelig kom til hovedbyen Castlebay på øen. De skulle bo på samme hostel Dunard i byen. 

Vi havde kun kørt få hundrede meter, før den gamle mand forklarede, at her på Hebriderne og også på Barra kunne man ikke fordrage englændere. Hebriderne hører godt nok  til England, men øerne ligger langt fra London og alt det der sker der og endnu længer fra EU og Brüssels. 

Jeg fandt senere ud af hvorfor englændere ikke er elsket men kun tålt på de sydlige øer af Hebriderne. Det blev meget klart fortalt og jeg kunne med selvsyn se og fornemme hvorfor, da jeg kom til South Uist og North Uist nogle dage derefter. 
På hele min tur i Skotland, mærkede jeg mange gange dette had eller udtalte uvilje mod englænderne. Lidt som vort ambivalente forhold til tyskere. I øvrigt så jeg også en del tyskere på Hebriderne og de var så sandelig heller ikke velsete. 
Men både englænderne og tyskerne havde noget med, som kan lukke munden på kritikerne, nemlig penge! Og på de fattige Hebrideøer er penge ”guld værd”.

Nu er Barra ikke den mest fattige del af Hebriderne, selv om der ikke er meget arbejde, at få ud over lidt landbrug med får og kreaturer. Men man har prøvet at gøre en kæmpe indsats her, med bl.a. penge fra EU, for at få bæredygtige  ting til at gå. Jeg er nu ikke sikker på, at det vil lykkedes dem! Men der kommer en hel del turister på øen, men som sagt flest englændere og også øvrige skotter.

Vi danskere er uhyre sjældne gæster, men vi er særdeles velkomne, befolkningen er utroligt venlige og hjælpsomme. Desværre er det også sådan, at det ofte er englændere der slår sig ned med turistinstitutioner m.m. De har jo pengene. Det gør det jo ikke bedre, når den indfødte befolkning ikke kan fordrage dem i forvejen. 

Nu er det sådan, at på Hebriderne, er der mange mennesker der er religiøse eller meget troende, noget a la´ indre mission og Vestjyllands religiøsitet.
 
Vejret og naturen og levemulighederne er virkeligt ekstremt hårde og marginale, da også megen indkomst kommer fra fiskeri ude på Atlanten og i de farlige farvande omkring øerne og havet omkring Skotland i det hele taget.
 
Kombineret med de ringe muligheder som englænderne indtil efter 2. Verdenskrig tilbød befolkningen på Hebriderne for overlevelse, har det nok betydet, at man så har tyet til religiøsiteten mange steder. Især South Uist, North Uist og Berneray øerne er meget religiøse også selv om der her er tale om både protestanter og katolikker.
Emnet vil jeg komme ind på senere, i min beskrivelse af turen op over disse andre øer. 

På en cykeltur rundt på Barra så jeg en mosaikdekoration på den vestvendte kirkevæg i den lille by Northbay i den nordlige del af Barra (Bagh Shiarabhagh på gælisk). Den forestiller Sct. Barr helgenen, der skuer ud mod vest, stående i en båd.  Denne dekoration illustrerer fint, det forhold befolkningen har til de barske leveforhold på Hebriderne. 

På bjerget Heaval nord for og knejsende over Castlebay, er der ikke langt fra toppen, opført en hvid statue af en engel med et barn, kaldet The Lady of The Island. Denne statue er også udtryk for denne store religiøsitet der præger de ca. 2600 fastboende personers hverdag på Barra.
 
Turen med den gamle mand førte os rundt på øens mange små smalle veje og til de flotte naturscenerier der fandtes alle vegne. Han fortalte om stederne og spurgte til mig og mine planer for min tur. Han fortalte en masse forskelligt, men jeg må tilstå, at noget af det han sagde, havde jeg svært ved at forstå. Dialekt og udpræget mumleri gjorde det noget svært at forstå hvad han mente. Men han var utroligt venlig og hjælpsom og kørte mig lige til mit bosted, nemlig hostellet i Castlebay kaldet The Dunard. 

Begrebet hostels i Skotland går i korte træk ud på, at man i nogle tilfælde booker sig ind forlods, andre gange ankommer man bare og overnatter i en seng, ofte under primitive forhold med ringe toilet, badeforhold og køkkenfaciliteter. Normalt er der ingen vært på stedet, eller også kommer de kun en gang imellem. Man betaler så f.eks. i et tomt marmeladeglas.
 
Nogle hostels er mere organiserede, f.eks. SYHA. Her kan nogle gange nærmest være tale om hotellignende forhold. Man skal dog altid regne med, at sove i flersengsrum. Jeg oplevede dog faktisk, at være alene mange gange på de hostels jeg anvendte på min tur. Prisen varierer fra £9 op til £11/12, altså ca. fra kr. 120,- til kr. 150,- pr. døgn. Man laver så selv sin egen indkøbte mad. Nogle gange kan man være heldig, at finde efterladt proviant, som man så kan benytte gratis. 

Man træffer ofte mange interessante mennesker og har mulighed for at hygge sig gevaldigt. Men andre gange er folk noget mere reserverede, især tyskere og også englænderne. Men jeg må nu sige at jeg holdt meget af de englændere jeg mødte, de ville gerne snakke og lytte og var flinke og meget hjælpsomme. Men jeg oplevede dem jo også ofte kun som turister. 

Hostellet var et familiedrevet sted, hvor jeg blev vist op på et værelse på 1 sal. Det viste sig faktisk, at jeg på hele turen, oftest fik værelser anvist på 1 - 2 - 3 – ja sågar på 4 etage på såvel hostels som ved B&B`s. Det var jo knap så godt, når jeg skulle slæbe min enorme oppakning derop! 
På det familieejede hostel The Dunard i Castlebay fik jeg det forud bookede værelse for den ene nat jeg skulle være der, det viste sig, at der ikke skulle bo andre der. Ejerne Chris og Kate var nu ikke så velvillige og hjælpsomme, som jeg kunne ønske, da jeg jo for første gang skulle prøve denne form for ophold, så jeg havde nogle problemer med at finde mig til rette i starten. 

Men vejret var fantastisk, varmt og solrigt og næsten ingen vind. Og jeg klædte hurtigt om, da jeg kunne se, at jeg sagtens kunne nå min planlagte tur ud på øen Vestray, da jeg pga. den gamle mands hjælp kom rimeligt tidligt til Castlebay. 

Jeg gik ned i den lille by Castlebay, som trods sin lidenhed, er hovedbyen på øen Barra. Jeg havde fundet hvor den cykelhandler I. Macdougall boede, hvor jeg havde søgt at booke en cykel. Men det viste sig, at jeg måtte ringe til ham og få ham til at køre ned til sit skur, hvor jeg så kunne møde ham og få lejet en cykel. Det gik nu også udmærket, om end de cykler han havde ikke var særligt gode. Jeg lejede den for de 2 dage jeg ville cykle rundt på øen.
 
Så efter at have handlet lidt ind i det lille supermarked The Coop, cyklede jeg af sted sydvest over mod øen Vestray, som er forbundet med Barra ved en vejdæmning. 
Cykelturen i dette dejlige vejr, var bare helt fantastisk, her var så stille og smukt. Denne grønne ø i det blå hav og med den høje azurblå himmelhvælving ovenover mig. Jeg fløjtede og sang mens jeg cyklede af sted, turen var meget kuperet, mange lange stigninger på den smalle snoede vej, men med mange storslåede udsigter. 

Et stykke uden for og oppe over Castlebay, med en betagende udsigt ind mod byen, fandt jeg et sted hvor jeg satte mig og drak te og spiste kiks og lidt brød med ost og honning.

Nede ved husene sås den karakteristiske hund border collien, som alle skotter med respekt for sig selv har. Hundene løber rundt og gør af alt der bevæger sig, cyklister, fugle, flyvemaskiner, månen og alle deres får. Det er ligesom vor egen hund Iza, der jo også er en border collie. På hele min tur så jeg i hundredvis af disse hunde, mange var til at snakke med og klappe.

Lidt længere oppe ad vejen mødte jeg så mit første monument for de 2 verdenskrige, som var så hårde ved befolkningen på alle øerne på Hebriderne. Her står alle navnene på de faldne soldater. 
Især 1. verdenskrig gik hårdt ud over befolkningen på øerne. Mødet med disse mange monumenter, var noget som i løbet af hele turen, berørte mig dybt. 
Alle disse tusindvis af mennesker der blev slået ihjel, selv om der ikke boede og stadig bor ret mange mennesker på Hebridernes små øer.
 
I 2. Verdenskrig var de med deres offer med til, at nazismen ikke fik rodfæste i hele Europa og verden. Også Barra´s befolkning betalte en høj pris for denne frihed, som mange danskere ikke blev klar over, at de var ved at miste, før langt henne i krigen og fik sig besindet i sidste øjeblik og fik valgt side mod tyskerne og nazismen. 

Videre gik cykelturen, nu heldigvis ned ad en lang nedkørsel mod dæmningen til Vestray. Øens grønne opal lå badet i sollys med sine blændhvide strande og smaragdgrønne vand langs kysten og det mørkere dybblå hav længere ude. 
Jeg kunne se Atlantens turkisblå dønninger brække over i store bølgeslag, selv et godt stykke ude fra kysten, hvor der lå klipper lige under havoverfladen. 

Jeg cyklede hen over dæmningen og svingede til højre op mod højderne på den vestlige side af Vestray  Jeg fandt ud af, at jeg havde for meget tøj på, for det var utroligt varmt og som jeg hørte senere, var det meget usædvanligt med sådan en varme og flot vejr, jeg svedte enormt på denne cykeltur. 

I det hele taget svedte jeg utroligt meget på hele skotlandsturen, uanset hvordan vejret var. Her er ingen steder hvor der er fladt terræn, altså aser man til fods eller på cykel op ad den ene stigning efter den anden. Det krævede god fysik og megen væske undervejs men det havde jeg forudset og taget højde for. 

Forbi Caolas, der bestod af 2-3 huse uden beboelse op til en indhegning, hvor jeg stillede cyklen og klavrede over hegnet og begyndte vandreturen ned mod Traugh Bharlais, der er en lille lagune med smaragdgrønt og turkisgrønt   vand, sorte klipper og kridhvidt sand.

Det var fantastisk, her på min første egentlige turdag helt alene, at vandre og høre, lugte og se denne øde natur folde sig ud for mig. Stilheden med lyden fra nogle får, fugle som rødben og strandskader og havets brusen, selv om der ikke var ret megen vind. 

Atlanten bragede ind mod kysten i blændende hvide kaskader omgivet af det dybblå, indigoblå, dybgrønne og stålgrå havs uendelige vidder. Vandet var iskoldt men utroligt rent og lugtede også fantastisk rent og friskt. Luften var så vidunderlig at indånde, denne salte og våde lidt metalliske sten – og klippelugt. 
Og indånde gjorde jeg, da jeg senere asede op på højdedraget Aird a´Chaolais, op til en utroligt smuk udsigt ud over Atlanten vestpå og nordpå mod det lille bjerg Beinn an Scuite og det lidt større bjerg Beinn Tangabhal, hvis top var indhyllet i tåge og skyer. Navnene er gæliske.

Oppe på højdedraget satte jeg mig ned og gav mig til at male med akvarel. Jeg drak noget te og sodavand, spiste lidt kiks og en chokoladebar og slappede helt af i over en time. 
Strandskaderne og rødbenene og de få viber skræppede og gav hals hele tiden, de havde jo reder og unger rundt omkring mig, men de passede nu også dette arbejde ind imellem, de skiftedes til at passe mig op. 

Jeg tog mig selv i, at tale med dem og fløjte om kap med dem og i det hele taget leve mig ind i deres hverdag, her på denne normalt forblæste knold af en klippeformation på en af de yderste vestlige steder i Europa. Ja mange gange fløjtede jeg og sang af karsken bælg når jeg cyklede og vandrede af sted. Ofte opfandt jeg   en rytmisk sang som gav mig et godt rytmisk fodslag.

Engang cyklede jeg forbi 2 personer der sad i læ af nogle klipper langs vejen. Jeg så dem ikke før jeg  havde cyklet forbi dem højt syngende i vilden sky. De grinede og vinkede tilbage, men har nok syntes at her kom der da vist en skør kugle!! Men jeg havde det bare så dejligt, kisteglad og ”oppe at køre”. Jeg vil også sige, at jeg faktisk i den overvejende tid på hele min tur ofte var helt euforisk og nok pressede min psyke og fysiske formåen ud til det yderste.
 
Men det mærker man ikke før man kommer hjem og så slår det tilbage som en hammer!  Men på denne første turdag og resten af turen, levede jeg helt ud og nød det i fulde drag.  Neden for klipperne svømmede der 5 tejster rundt, på engelsk hedder de black guillermot.  Jeg så også andre fugle, feks. Stenvender, stenpikker, havterne, ride, topskarv.

Lidt senere gik jeg videre langs kysten og rundt om højdedraget og tilbage til min cykel. Turen gik videre forbi Beinn Orasaigh ud langs vejen på den østlige side af Vatersay. Her var stadig lige smukt og dejligt. 

Her langs kysten ,havde jeg på internettet set, at der skulle ligge et vrag af en Catalina vandflyver fra 2. verdenskrig, hvoraf der stadig kunne ses rester. Og ganske rigtigt nede ved stranden op ad en skråning lå resterne af denne krigsflyver, der under krigen anvendtes til rekognosceringer ude over Atlanten for at forhindre tyske ubådes sænkninger af konvojskibe fra Amerika. Flyene var bevæbnede og havde dybdebomber ombord, der kunne uskadeliggøre ubådene. I 1942 styrtede denne Catalina ned på øens kyst og besætningen dræbtes. 

Jeg fulgte nu den smalle vej sydover på øen. På begge sider østligt og vestligt lå de enorme lange hvide sandstrande bredt ud. Her var der nogle få turister i campingbiler. Jeg stillede cyklen og gik ud mod vest og Atlanterhavet. Undervejs så jeg mindesmærket for et skibsforlis på netop denne kyst. Forliset skete i 1853, da et skib fuldt af udvandrere på vej mod Amerika løb ind i en storm her. Over 450 mennesker druknede.

Jeg gik det sidste stykke ned på den enorme strand. Her var helt øde og utroligt fredfuldt, selvom Atlantens store dønninger brusede ind på stranden. Jeg tog støvler og sokker af, smed bukser og gik nu i underbukser rundt og hen langs stranden og et stykke ud i vandet, der var meget koldt men svalende for mine hede fødder i vandrestøvlerne. Det var fantastisk bare at gå der helt alene med den bagende sol på hovedet, den friske vind og havets salte friske lugt i ansigtet. 
Bagefter satte jeg mig lidt oppe på sandet og drak noget te og limonade og spiste mere kiks med ost og honning.

Da jeg vendte mig om lå der lidt til venstre en død sæl og længere bagude i horisonten kunne jeg se, at vejret begyndte at skifte karakter. Himlen der nordøst på  så nu meget mørkeblå og truende ud. Et uvejr var helt sikkert på vej. 
Det var nu også sidst på eftermiddagen, ja faktisk ville det være aften inden jeg ville nå Castlebay igen, så jeg begav mig tilbage mod Barra. Men sikken en fantastisk dejlig dag jeg havde haft. Turen på ca. 12 km. tilbage blev lidt hård, det var blæst op og terrænet var meget kuperet, jeg var godt træt for det var stadigt varmt og trykkende. Det begyndte også at regne inden jeg nåede hjem på mit hostel. 

Her klædte jeg om efter lidt vaskeri af kroppen, og gik ned i køkkenet og lavede lidt mad med ris og pasta som grundelementer. Jeg tog maden med op på værelset, hvor jeg sad ved vinduet og kikkede ud over Castlebay bugt med den karakteristiske borg et stykke ude i bugten. Vejret var blevet overskyet og lidt efterårsagtigt. 
Men udsigten var dejlig, noget mere end man kan sige om den mad jeg havde fået bikset sammen!! Nå jeg er ikke taget på tur for at spise fint og godt, det kan jeg gøre hjemme. Træt og mæt, drak jeg en whisky og skrev nogle postkort, inden jeg pakkede lidt om i min bagage, da det at finde noget i oppakningen og holde orden, hele tiden kræver omtanke og planlægning. I morgen uanset vejret vil jeg på cykeltur rundt på øen og bl.a. se sælbugten, museumshuset inde midt på øen og ellers nyde naturen og min frihed til at gøre lige hvad jeg vil.

Lørdag den 8. juni.

Jeg sov rimeligt godt den nat, om end jeg vågnede flere gange. Jeg vågnede meget tidligt og stod op til en tåget regnfuld morgen, som dog hurtigt skiftede til tørvejr igen. Jeg handlede ind i det lokale lille supermarked Coop og spiste morgenmad og vaskede op på hostel. 

Så pakkede jeg til min cykeltur rundt på øen. Til aften kl. 19:40 skulle jeg med færgen til Lochboisdale, jeg havde købt billetter fredag aften til £ 5,40, ca. kr. 65,-. Vejret var nu blevet helt fint, selvom der var en stor luftfugtighed. Jeg cyklede nu modvest og op mod nordvest forbi bjerget Ben Tangaval og kom ud langs kysten ved Borgh og Borve Point. 
Her var utroligt smukt. Dette mageløse farveorgie i grønne, blå og grå toner såvel på havet som på land gik op i en højere enhed. Skyerne og disen og dette klare lys og den uendelige himmelhvælving, favnede landskabet i pastellyse farvenuancer skridende over i mørkere gråblå og til tider næsten sortblå skygger og horisontlinier.

Kysten var ridset op med forrevne og forvredne sorte lavaklipper, afløst af runde og af havet og vinden slebne klipper, i mange farvespil, spættet af tang og lavforekomster med iblandet irgrønt lysende  mos og græspuder, for så pludselig at blive afbrudt af en bred og umådelig hvid sandstrand, det konstant blev ”kysset” af hvide skumbrusende bølgetoppe der drev hen over det koboltblå, turkis og smaragdgrønne atlanterhavsvand, for dernæst at smyge sig kælent og forførisk følende op ad standens hvide sand. 

Og lydende af havet, vinden og skrigene fra strandskaderne, (som på engelsk hedder oystercatchers, østersfangerne frit oversat), ensomheden og følelsen af ubegrænset frihed og pagt med naturen. Alt dette kan næsten ikke rummes i ord og billeder, jeg følte stor ydmyghed over at jeg har fået mulighed for at opleve dette og leve min drøm ud. 

Bugten ved Borve point, kaldes også sælbugten, så jeg stillede cyklen ved hegnet ind til denne halvø, gik gennem hegnslågen og ud mod kysten. I hele Skotland kan man normalt frit gå ind på landmændenes jorder, hvis man bare opfører sig fornuftigt og ikke ødelægger hegn, lukker led og ikke sviner med affald. Markerne er jo også for det meste græssletter med sandhuller og huler, hvor kaninerne boltrer sig i tusindvis mange steder. 
Men oven på mund og klovesygen i 2001 er mange ikke glade for turisternes og vandrefolkets traven på deres marker. Der er bestræbelser fra magtfulde landboorganisationers side, at få indført begrænsninger i denne frie adgang til private menneskers arealer. Det må vi ikke håbe sker, da det netop er denne mulighed, der gør Skotland til så dejligt et travetursland og elsket af alle turister der besøger landet. 

Jeg travede nu ud af hjulsporene et stykke tid med de skrigene strandskader, viber og stenpikkere flyvende omkring mig, får og fårelort var der også umådeligt mange af, jeg opgav hurtigt at undgå fårelortene, fårene flyttede heldigvis højt brægende sig selv. Jeg skråede ud til venstre og gik langs klippekysten udad mod vest, med håbet om at se nogle sæler eller måske en odder. 
Men jeg så ingen af delene. Jeg kom nu ud til en af de karakteristiske kirkegårde, der ofte ligger helt ude ved kysten, fjernt fra både byen og den tilhørende kirke. Kirkegården var omkranset af en kampestensmur  med et par tunge og rustne smedejernslåger. 
Stedet er århundreder gammelt, utroligt primitivt og præget af kraftigt forfald. Her er ingen kapel, graverskur eller noget som helst. De skæve gravsten og grundstykket er meget forsømt og forvitret. 
Alt er dækket af græs, mos  og lav, tekster på stenen er ofte ulæselige pga. alder, vind og vejr. Men man bruger stadig kirkegården og på en eller anden måde føles det rigtigt, at den og andre kirkegårde ligger her ude ved disse forrevne vilde og barske kystegne. 

Der er noget stemningsfuldt over hele sceneriet, betagende og vemodigt, forfald og armod står til skue men også en fredfyldt atmosfære , der vidner om en ærbødighed og indsigt i livets ofte barske skæbneforløb på øerne i Hebriderne, med dette sidste hvilested for disse ofte fattige mennesker på Skotlands mest forblæste udposter.

Jeg begav mig nu på tilbageturen til min cykel, det havde været en god tur ud til denne fugtige forblæste kyststrækning og på en måde også en lidt sørgmodig og melankolsk tur at gå. Vejret var jo godt nok præget af lidt sol, men luften var fugtig og det blæse en del, disen hang over ethvert højdedrag eller bakke. Men at se ud over havet og langs kysten med disse elementers farvespil og urkraft var også opløftende.

Når man sådan går og går af sted myldrer tankerne jo rundt i hovedet. Så er man opstemt, så nedtrykt så intenst nærværende og pludselig nærmest distræt, taber tråden og glemmer selv de mest banale færdigheder og ting man skal huske på. Utallige gange tager jeg mig selv i, at checke hvor min pengepung er, kamera, briller osv. Det er i sær her i starten af turen, at det kniber med at bevare overblikket og ikke blive stresset, af alle de ting jeg skal huske. Jeg er på dette tidspunkt utroligt glad for, at jeg har planlagt så meget Alt er skrevet ned, selv i de mindste detaljer.

Jeg cyklede nu nordover og drejede til højre op ad den lille vej der går op i dalen nord for den lille samling huse kaldet Borgh. Her ved starten af  af vejen lå en hvid bygning, som nærmest lignede en fabriksbygning, men ved nærmere øjesyn, kunne jeg godt se, at det var en kirke. Den var rimeligt hvidkalket, men bar præg af nødtørftigt vedligeholdelse og bidrog til mine iagttagelser, at egnen er beboet af nøjsomme ”croftere”, som er mennesker der har et lille landbrug med en del får, lidt kvæg og fisker lidt hummere på havet. 

Dalen er meget smuk og umådelig grøn, bakkerne med de forskelligfarvede grønne firkanter og skæve stykker græsjord, buler sig op mod de dybgrønne men lave bjerge hyldet i dis og skyer, selvom de ikke er højere end 350 meter. Vejen gik hurtigt over i markvej og jeg stillede cyklen og begav mig på vej op i dalen mod en lille museumsbygning, der ligger ved foden af bjergene Grianan og Thartabhal. 

Vejret var nu blevet mere solrigt og jeg svedte godt på min vandretur op mod den lille museumsbygning, som tonede frem efter endnu en stigning over bakkerne. Museumshuset var tidligere bygget som led i en række tiltag ”The Cummunity” har prøvet at starte, for at trække flere turister til. Bygningen var nu allerede stærkt forfalden og ingen opholder sig der. 
Museumet, som man egentlig dårligt kan kalde det, skulle vise hvordan man levede i fordums tider og det kan man da godt indrømme, at det viser, men ellers er det en lang vandretur, hvis man kun ønsker at se dette hus. 

Men jeg var nu glad for min tur, dalen var smuk og fredfyldt og da jeg fik sat mig i læ af bygningen i solskinnet var der bare rart, for vinden var ret kold og jeg skulle passe på ikke at blive kold indvendig på kroppen, når sveden blev afkølet af vinden. Det ville være ret træls, at starte min tur i Skotland med forkølelse eller halsbetændelse eller værre. Frem kom teen og mine smurte madder og uundgåelige kiks. 
En skotsk familie med små børn, havde også aset sig op til huset og vi fik en hyggelig stund med at snakke om natur og fugle og løst og fast. Jeg vinkede farvel til dem og sad nu en stund og nød stilheden og den livgivende sols stråler op mod den hvide stenmur inden jeg gik tilbage ned af markvejen til min cykel.

Turen gik op mod klippehalvøen Greian Head og Cleat, hvor der også ligger en primitiv natur golfbane og en sendestation til et eller andet teknisk halløj. Cykelturen var knap så hård, da jeg havde sidevind nordover igennem byerne Allathasdal og Cuidhir, som kun består af nogle få spredte huse, der ikke huser croftere. 
Så drejede vejen østover og jeg fik en kold hård modvind at slås med op mod mit mål på toppen af Cleat højdedraget. Blæsten var skarp deroppe men sikken udsigt op mod nord til Eolaigearraidh, Scurrival Point og videre mod South Uist og de fjerne bjerge der. 

Jeg kunne se den enorme kridhvide strand hvor jeg landede fredag formiddag og det blågrønne hav og de hvide bånd af brydende bølger. Heroppe på toppen prøvede jeg min mobiltelefon og den virkede sørme, for jeg fik fat i både Malene og Hanne. Malene havde fået 10 for en eksamensopgave i Viborg. Det var en sjov fornemmelse, at stå der alene langt ude i Atlantens vidder på en lille ø og så alligevel have en velkendt stemme så tæt på. 

Men så gik det atter nedad og videre østpå op ad en lang lang stigning forbi bjerget Ben Cliad og ned i en lille dal med øens eneste lille lund af træer, fyrretræer men også løvtræer. De var nu noget forkrøblede, som de stod der, skuttede og trykket sammen i læ for årstidernes rasen.
 
Jeg ankom nu til en lille by der ligger ved en naturhavn i den nordøstlige side af Barra. Byen hedder Northbay og består af et lille fiskerimole og en kirke St. Barr´s Church, en politistation og et hotel/kro og en samling huse spredt rundt på klipperne. På kirken er der er kæmpestort mosaikbillede af helgenen St. Barr der står op i en båd og skuer ud mod vest. Kunstneren der har lavet billedet er en Margaret Somerville. 

Videre gik det nu sydover i strid skrå modvind til byen Buaile nam Bodach, hvor jeg gik ind på Heathbank hote. Der var en bar hvor jeg fik en sludder og to store glas iskold cola og hørte lidt om VM i fodbold, som jo netop var startet. Det var rart at hvile et lille øjeblik. 
Op på cyklen igen og i byen Earsairidh så jeg en af de karakteristiske røde telefonbokse og den benyttede jeg til at ringe til Mrs. M.A. Maclellan på ”Bayview” det bread & breakfast jeg skulle ankomme til om aftenen i Lochboisdale på South Uist. Jeg ville lige sikre mig, at hun var klar over jeg ville komme, da jeg havde booket og betalt stedet via internettet for 2-3 måneder siden.

Hun lød lidt irriteret, da jeg fik forbindelsen, jeg var endnu ikke så ferm til det engelske sprog og det at tale med skotter og deres individuelle dialekter. Men det viste sig hurtigt at der havde været en misforståelse mellem mig og internetbetalingen. Jeg troede jeg havde betalt hele opholdet men det var kun et forskud på £ 4, og da jeg havde skrevet til hende, at jeg havde betalt det hele og hun endnu ikke havde fået nogen penge var hus selvfølgelig lidt mistroisk og afvisende. Vi kunne ikke rigtig forstå hinanden i telefonen, men jeg fik aftalt, at jeg ville henvende mig til turistbureauet i Castlebay og søge deres hjælp med opklaringen af og løsningen på problemerne. 

Jeg cyklede nu mod Castlebay igen og jeg havde ikke cyklet langt, da jeg fremme ad vejen så, at den over en umådelig lang strækning steg opad mod bjerget Heaval. Nå!  jeg asede opad og opad og svedte som ind i helvede og pludselig orkede jeg ikke mere, men måtte stå af cyklen og gå opad resten af vejen. 

Det var en lang tur over flere kilometer, men endelig kom jer op på toppen af vejen, der nu slyngede sig ned mod Castlebay. Puh hvor var jeg træt, det var nu midt på eftermiddagen og jeg skulle have klaret af med turistbureauet og ”Bayview” i Lochboisdale. 
Heldigvis havde det åbent denne lørdag til kl. 17:00 og de klarede problemerne og fik forklaret mig og Mrs. M.A. Maclellan hvordan betaling og misforståelserne kunne ryddes af vejen. Jeg skulle bare vende tilbage til turistbureauet lige før 17:00 og så ville de have ringet og ordnet forholdene. 

Så jeg begav mig tilbage til mit hostel for at pakke ned. Ejerne var ikke til stede men de havde allerede smidt mig ud af mit værelse!! Alle mine ting lå hulter til bulter ude på gangen!! Jeg vidste godt, at jeg kun havde booket for et døgn, men da jeg ikke kunne få kontakt til dem inden jeg cyklede til morgen, kunne jeg ikke fortælle dem eller aftale, at jeg kom hjem ud på eftermiddagen og derfor havde brug for et sted til mine ting. 

Nå, øv! Jeg fik styr på mine ting og satte min rygsæk i opholdstuen, så jeg kunne hente den når jeg skulle med færgen kl. 19:40. Jeg spiste lidt rodet sammen mad og cyklede ned til turistbureauet og fik klaret sagerne med ”Bayview” B&B i Lochboisdale. Derefter cyklede jeg ned til cykeludlejerens skur og stillede cyklen der. De 2 dage koste £ 16. En rimelig pris trods alt. Mit hostel kostede kun £ 10, som jeg bare skulle putte i en trækasse i køkkenet inden jeg forlod huset. 

Nu gik jeg til det lokale hotel, Craigard Hotel, der viste sig er være et pænt og hyggeligt sted med spisepladser ved vinduerne ud til Castlebaybugten og borgen Kiessimul et stykke ude i bugten. Maden var fortrinlig og ikke særlig dyr. Nu var det tid at komme tilbage til hostellet og få hentet mit grej og komme ned til færgehavnen. Det ville blive et par kilometers hård travetur med det enorme læs på ryggen. 
Men på hostellet traf jeg to engelske piger i bil, der tilbød at køre min oppakning ned til færgen. Vi aftaltes at mødes der, da de skulle med samme afgang og også til Lochboisdale. Nede ved færgehavnen fik vi en god snak og så bl.a. en sæl inde i havnebassinet lige inden færgen anløb molen. Nu kunne jeg vinke farvel til Barra og et par spændende og utrolige dejlige dage her.

Sejlturen blev på ca.1½ time, hvor jeg oppe på dækket tilbragte megen tid med at kikke på fugle i min kikkert. Jeg så de store hvide suler dykke i havet, mallemukker, der er en albatrosart og rider, der er en mågeart, alke og lomvier og topskarv. Desværre havde jeg håbet på at være så heldig, at se delfiner eller sæler, men desværre så jeg ikke nogen. Vejret var nu ikke det bedste, blæst og lidt snusket regn. 
Ankommet til Lochboisdale, kørte de 2 piger mig og udrustningen op til ”Bayview” B&B, der lå oppe på en klippeknold med udsigt over havnen og havet over mod Skye, hvis høje bjerge kunne anes i horisonten.

Jeg blev modtaget af en lidt mut Mrs. Maclellan. Hun var en lille vimset ældre dame, der til hver sætning og udtale sagde aha, aha, aha…. Det var en noget sjov og løjerlig entre jeg fik, men der gik nu ikke så lang tid, så fandt jeg ud af at omgås hende. Og senere viste det sig også, at hun var meget flink og rar. 

Der var utroligt rent og ordentligt og jeg fik et dejligt værelse. Det var nu rart med lidt orden og renhed bl.a. på badeværelset. Jeg håbede jeg kunne få vasket noget tøj, for jeg havde jo en del svedt og vådt tøj fra de 2 dage på Barra. Jeg lavede lidt te inden jeg gik i seng. Klokken var blevet hen mod elleve om aftenen og morgendagen ventede med mange spændende oplevelser.
Lochboisdale havn set fra ”Bayview” B&B. Bjerget Beinn Ruigh Choinnich ses til venstre i baggrunden. Skye øen ligger ude i den fjerne horisont.  glæder mig usigeligt!!

NÆSTE AFSNIT OG TUREN FRA BARRA ISLAND TIL SOUTH UIST:

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos fra starten af turen, som begyndte i Glasgow, hvorfra jeg fløj ud til Hebriderne, til den lille sydlige ø Barra Island, hvor man lander i en lufthavn, som består af et lille kontroltårn og en lang sandstrand, som ved lavt tidevand, betyder, at flyet kan lande der.

Se umiddelbart neden for i teksten et link til en video med landingen set indefra kabinen.

Efter opholdet på Barra Island gik turen så videre op på South - og North Uist og Berneray i nord.

Fotos fra den del af rejsen er delt op i 3 fotoalbummer.
Hebridefoto 1, Hebridefoto 2. og Hebridefoto 3

Fotoalbum nr. 1 har fotos fra Barra Island, Vatersay, og Eriskay.

Ved at klike på fotoet kan du se et større format, og man kan læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg var på øen Eriskay.

Under menupunktet før punktet Hebride foto 1: Skotland/Hebriderne, er der flere uddrag fra den del af turen, hvor jeg var på Hebriderne.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Her er et link til den officielle Barra Community Site m.fl.

http://www.isleofbarra.com/

Her er så overskriften til Barra og Vatersay historiske center på det gæliske sprog:

Comunn Eachdraidh Bharraidh agus Bhatarsaidh
det er da nemt at udtale - nå ikke?

Og her link til andre oplysninger fra Barra Island:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/areawestsouth/business.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/barra/barra/info.html

Luftfartsselskabet, fly m.m.:

Se videoen af landingen af flyet fra Glasgow, set inde fra kabinen. Det var dette fly jeg var med på turen til Barra Island. Der er tale om et 2-motores Twin-Otter fly, som ved lavvande, lander på stranden i det nordvestlige af øen Barra Island. (Videoen er fra avisen Jyllandsposten og der vises først en reklame inden videoen vises):

http://jp.dk/jptv/nyheder/udland/article2644981.ece

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/barra/loganair/index.html

Lufthavnen på Barra Island:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/barra/airport/index.html

Færgeselskabet, færger og overfart m.m.:

http://www.calmac.co.uk/

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/barra/castlebay/index.html

Dunard Hostel:

http://www.dunardhostel.co.uk/

B&B - Guesthouses:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/areawestsouth/guest.html

Kisimul Castle:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/barra/kisimulcastle/index.html

http://www.clanmacneil.ca/history3.htm

Barra Church/Star Of The Sea:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/barra/starofthesea/index.html

Vatersay halvøen:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/vatersay/vatersay/index.html

Barra Island, vestsiden af øen, Borve:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/barra/borve/index.html

Eriskay øens egen hjemmeside:

http://www.w-isles.gov.uk/eriskay/eriskay.htm

Hjemmeside om roning i kajak og ture på Hebriderne:

http://www.clearwaterpaddling.com/

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Søndag den 9. juni.

Jeg vågnede ved syvtiden om morgenen. Udenfor blæste en skarp kuling og regnen øsede ned. Det var ikke rart at erkende, når jeg nu havde planlagt en lang cykeltur sydpå og ud på øen Eriskay, der er forbundet med South Uist ved en nyanlagt vejdæmning.
Jeg havde aftalt pr. mail, at Tommy Macdonald v/Rothan Cycles i Howmore, midt på South Uist, ville sætte en lejet cykel nede hos B&B ”Bayview” i Lochboisdale. Det havde han også gjort om lørdagen. Det var en god ny turcykel med sidetasker.

Men først skulle jeg have en god gang morgenmad. Jeg fik et flot måltid af høj kvalitet og det var nu helt rart, at sidde i den varme stue og kikke ud på det skrækkelige vejr. Der var nogle interessante bøger at læse og kikke billeder i. Jeg sad en time, og imens blev regnen lidt mindre kraftig. Jeg gjorde klar til min tur, fik en madpakke med og aftalte med Mrs. Maclellan, at hun ville vaske noget af mit våde og snavsede tøj.

Jeg startede min cykeltur og den første kilometer regnede det ikke så slemt og jeg havde også rygvind på min vej ud mod vest til byen Dalabrog og hovedvejen nr. B888 som går sydpå til Poll a Charra. Her skal jeg ad vejen mod det gamle færgested Ludag, hvorfra dæmningen går til Eriskay.

Da jeg nåede ud til den sydgående vej, begyndte regnen igen at piske ned, samtidig fik jeg nu en strid modvind. Det blev en utrolig hård og våd affære, men jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig videre ned til færgestedet Ludag.
Der lå et lille skur med et toilet og et lille hummer, en ventesal for bus eller lignende. Her tørnede jeg ind og fik mig noget varm te og en whisky og en af Mrs. Maclellan´s sandwhiches.
Jeg følte mig meget forkommen og kold, der var ikke mange varmegrader udenfor. Jeg fik også konstateret, at mit udstyr til så ekstreme vejrforhold var optimale. Min Tenson jakke og Marmot goretexbukser holdt regnen ude. Men jeg sveder jo meget, så våd bliver jeg indvendigt alligevel. Men her er det svedtransporterende undertøj en god hjælp, så jeg holdt mig i det mindste varm det meste af tiden.

Fra skuret kunne jeg kikke ud mod syd over Sound of Barra mod Eriskay og de små øer Lingay og Fuday. Da det jo her ude i ved det åbne hav stormede og regnen piskede ned i skrå kaskader, var jeg lidt utryg ved at skulle cykle, i strid modvind, over en kilometer på den åbne lave dæmning, over til Eriskay.

Men jeg begav mig af sted og det gik nu helt godt, om end det var anstrengende. Endelig nåede jeg øen, hvor kirken St. Michael lå oppe på bakken ved dæmningen. Kirkeklokken i kirketårnet, stammer fra en sunket tysk krigsskib fra 1. verdenskrig. Øen skulle efter sigende være særlig dejlig at besøge, men jeg blev hurtigt klar over, at det vist kun kunne være i varmt og solrigt vejr, for mage til pissevejr tror jeg man skal lede længe efter.

Umiddelbart så her meget fattigt ud, ligesom helheden gav indtryk af at her var ret trist og kedeligt at leve. Husene så slidte og grå ud, ja det mindede lidt om østtyske byer på landet.
  
Her er antagelig også udbredt religiøsitet, da jeg også kom forbi en helgenfigur i menneskelig størrelse. Statuen stod ved den smalle vej op forbi bjerget Ben Scrien og havde udsigt ned mod den lille samling huse kaldet Balla, der trykkede sig sammen for foden af bjerget.

Heroppe kunne jeg også se, at et fodboldhold var ved at starte en kamp på en lille bane nede i byen. Det så nu nærmest ud til at blive en vandpolokamp, for kors hvor det stadig regnede. I tørt og klart vejr kunne jeg godt fornemme, at udsigten måtte være formidabel, men i dette vejr, var al udsigt stærkt præget af regntåger, dis og skyer. Der skal lyst til at bo på sådan en ø, tænk hvordan det var for et par år siden, da der ingen dæmning var, men kun en lille færge.

Videre gik det nu op og ned af ganske små veje, hvor jeg sådan skulle passe på løse sten og oversvømmet glat asfalt ned af de stejle bakker. Mit mål var sydenden af øen med bakken Ben Stack. Vejret troede jeg ikke kunne blive værre end det allerede var. Men jeg måtte tro om!!! Da jeg nåede ned til sydenden regnede det så meget, at jeg nærmest følte det som om jeg svømmede i vand. Jeg har næsten aldrig oplevet noget lignende.

Jeg satte min cykel og gik opad græsset og lyngen omkring klipperne på Ben Stack. Da jeg kom til en tørveudgravning var jeg så våd og ubehageligt stemt (vandet og mudderet stod op over mine støvler), at jeg opgav turen til toppen, vendte om, tog  cyklen og begav mig tilbage igen.

Ved helgenstatuen satte jeg min cykel og sagde til mig selv, at uanset dette skide vejr, ville jeg prøve at nå op på Ben Scrien bjerget, der kun er ca. 200 meter højt. Jeg havde købt 2 vandrestave med fjedre og de var en uvurderlig hjælp på min opstigning på det glatte græs og klipperne.
Men her gik turen op noget bedre, da der var mange klipper og efter en ½ times tid var jeg næsten oppe ved toppen. Det blæste en halv pelikan heroppe, så jeg bestemte, at det var bedre at blive lidt nede af skråningen. Det var jo også min egentlige første ”bjergbestigning”, da det jeg havde befundet mig på, på Barra ikke var så højt.
 
Udsigten rundt deroppe var jo meget hæmmet af vejrets rasen, men jeg kunne kikke ned nordover mod dæmningen der forsvandt ud over havet mod Ludag i regndisen. Mod vest kunne jeg se ud over Prince Charles bugten mod Lingay og Fuday øerne. Det var svært at stå stille i den meget kraftige kuling der blæste mig en lang march. Så efter et kort ophold oppe på bjergkammen, gik det nedad igen.

Jeg fandt hurtigt ud af, at man hele tiden skal  orientere sig og passe på ikke at fare vild. Men nu er det jo en forholdsvis lille ø, så jeg kunne udmærket holde retningen, selvom jeg ikke gik nøjagtig den samme vej ned og tilbage som da jeg gik op. Jeg fik fat i min cykel igen og nu gik det nedad med rygvind.
Jeg søgte efter en restaurant, der skulle ligge på øen. Den skulle hedde The Politician, men jeg fandt den ikke. Jeg opgav nu mit besøg på Eriskay, men syntes ikke turen var spildt. Jeg fandt ud af hvad jeg kunne holde til og fik nogle erfaringer der kom mig til gode senere på turen i Skotland. Og egentlig var det nok mest rigtigt at besøge øen i dette herrens vejr, da deres hverdag ofte er præget af uvejr.

Turen gik nu med god rygvind tilbage ad dæmningen mod  Ludag. Og nu så det ud til, at vejret ville blive bedre, solen begyndte at kikke igennem skyerne. Men først tørnede jeg ind ved mit ”shelter”, hvor jeg søgte ly på udturen. Jeg fik igen noget varm chokolade og te, tog mig en lille whisky og spiste resten af min madpakke.

Det var nu ud på eftermiddagen og jeg cyklede ad tilbagevejen mod vest. Min agt var at tage turen op langs vestkysten. Vinden var stadig i ryggen og nu kom solen mere på banen, det stænkede kun lidt ind imellem, så jeg fik en rar cykeltur opad de smalle små veje langs kysten. Her lå en del små landbrug, kaldet crofts, ofte forfaldne og slidte af vejr og vind og det armod, man kan se alle vegne på Hebriderne og især på South Uist. Der er rigtig mange ruiner spredt ud over landskabet.

Menneskene har forgæves forsøgt, at finde levevej her på disse grønne med ufrugtbare øer. Her er næsten kun græs, klipper, marehalm og sand. Her er heller megen vilje til at passe på naturen. Mange steder ligger der bilvrag, endnu med nummerplader på, alt muligt affald, byggematerialer m.m. fylder godt op. Det er lidt synd. Men sand og græs dækker hurtigt skavankerne og hovedparten er stadig smuk og frodigt. Der er utallige mosehuller, småsøer og vandløb.
Og hvis man skal forbinde Hebriderne med noget og især South Uist er det de millioner af gule vandirisblomster og kridhvide kæruldsblomster, der myldrer frem i fuldt flor her i juni måned. Men alle disse farver fra vegetationen, de blanke vandflader og de små bakker, hvor de meget smalle veje slynger sig imellem og ovenover den dybblå forårshimmel, gør at helheden bjergtager en alligevel.

Jeg cyklede videre ud i dette landskab, igennem husene kaldet Gearraidh ma Monadh ud til kysten og derefter op mod nord, indtil jeg kom til en frønnet gammel kirkegård fra middelalderen nær Baghasdal. Jeg gik rundt om kirkegårdsmuren og fik den dejlige udsigt ud til den lille klippeø Orosay.

Området så fattigt og forsømt ud som det lå der præget af den stærkt forfaldne kirkegård med de knækkede forvitrede gravsten og skæve gæliske stenkors med den karakteristiske stenring i centrum gennem korset. Indtrykket blev forstærket, da jeg i et trådhegn så 2 afpillede kragelig hænge og daske for vinden. Virkningen  var både lidt komisk og samtidig lidt uhyggelig og afmagtsskabende. Jeg besluttede nu at udnytte den sene eftermiddag og det nu gode vejr til at cykle tilbage mod Lochboisdale.
Turen havde set ud over dagen givet mig en masse oplevelser med vejret, øernes livsbetingelser, naturen, forskellige både glade, sørgmodige og forbavsende følelser for hvad jeg så.

Fuglelivet var også på sit højeste, jeg så bl.a. den sjældne Corncrake (på dansk engsnarre) der er i familie med vor grønbenede rørhøne, vandrikse og agerhøne i en kombination. Fuglen er meget sky og lister især rundt i og omkring de utallige moser med de gule vandiriser, men undertiden kommer den ud i det lave græs og der stikker den på en sjov måde hovedet op og galer i vilden sky med en meget gennemtrængende lyd.
Flere steder sås sortstrubet bynkefugl, en meget flot farverig fugl der især opholder sig langs vejene og grøfterne, hvor den hopper op så trådhegnene og fløjter nok så lystigt.
Den store regnspoves melodiske fløjt lyder hele tiden og denne store fugls lange krumme næb og hvide gump ses tydeligt i dens flugt hen over indhegningerne til de tusindvis af får der går alle vegne.
Ved alle huse er der næsten altid en eller flere border collies, frit løbende rundt og gø eller ligge dovne og dase i solen, hvor der er læ. Selv om der nu er sol fremme, er det stadig ret køligt, vinden er kold, skarp og uforsonlig og man skal passe på ikke at komme til at fryse.

På ”Bayview” gik jeg i gang med at hænge tøj og udrustning op til tørre. Om aftenen gik jeg ned til havnen hvor der lå et lille madsted, hvor jeg fik lidt fastfood og en is. Vejret var blevet klart med en iskold vind ind fra havet. Jeg fik en sludder med 2 engelske turister i bil. Nåt man kikkede ud over havet mød øst kunne man tydeligt se øen Skye, som jeg ville komme til den 17. juni. Øens høje bjerge kunne ses med de karakteristiske tågeskyer omkring tinderne.

Tilbage på mit B&B kikkede jeg min cykel efter og grundede over hvordan jeg dog skulle kunne cykle op til Howmore midt på South Uist i morgen, med min enorme oppakning. Min værtinde mente dog, at den lokale bus ville tage min cykel med.
Så jeg besluttede at tage bussen i stedet for som oprindeligt planlagt, at cykle noget af vejen og gå fra byen Bonais de sidste ca. 15 km. til Howmore og det SYHA bunkhouse der ligger der.
Det var den helt rigtige beslutning for da jeg næste morgen efter endnu et dejligt morgenmåltid, prøvede at cykle ned til havnen, hvor bussen afgår fra, kunne jeg godt mærke, at det slet ikke ville gå over så lang en rute som jeg havde planlagt.

Mandag den 10. juni

Om morgenen klokken godt ni tog jeg en bus fra Lochboisdale mod nord. Den ville komme forbi Howmore hvor jeg havde planlagt ophold på SYHA bunkhouse her. En rigtig flink buschauffør tog min cykel med i bussen og så gik det af sted i dejligt solskin og en varme der var klart bedre end dagen før.

Det blev en dejlig tur, hvor jeg fik set meget af South Uist, da bussen kørte ad de små veje. Ikke alle huse og smågårde så fattige ud. Der var også velholdte og hyggelige huse med lidt have, blomster m.m.

Bussen satte mig af ved Ben Mhor Filling Station, hvor der også er en lille købmandshandel med tilhørende posthus. Ejeren er Mr. & Mrs. J.H.Brant. Jeg gik ind I deres butik og købte lidt mad og andre småting. Derefter fik jeg mig stablet op på cyklen og cyklede ca.1½km. til bunkhuset i Tobha Mor (Howmore).

På vej derop kørte jeg forbi cykelhandleren Rothans cycles, der ligger på hjørnet  hvor vejen drejer op til bunkhuset. Han var jo så flink, at leje mig cyklen og køre den til ”Bayview” i Lochboisdale om lørdagen. Bunkhuset var i renoveret stand et gammelt typisk Hebridehus

Der er meget primitivt, men meget hyggeligt. Hvidkalket med stråtag. Det ligger på en lille bakke ved siden af en  gammel tidlig middelalder gård med kirke og kirkegård (ca. 1200 –1300 tallet). Faktisk et meget spændende sted.

Da jeg ankom, var der ingen andre til stede, men senere kom der 8 – 10 stykker. Heldigvis er der 2 bygninger, så vi var kun nogle få stykker i hovedhuset, hvor køkkenet også var. Jeg fandt mig en køje i et rum hvor der ikke var nogen andre. Dernæst lavede jeg lidt mad og så mig omkring udenfor. Nedenfor ligger en mose med tusindvis af gule vandiriser og omme bagved ligger der en nyere kirke og et stykke længere bagude ligger Atlanterhavet.

Ved middagstid pakkede jeg til min cykeltur sydpå ud langs Atlanten. Jeg tog markvejen ned over en lille stenbro ved stranden og så ellers ad flere grusede og stenede markveje langs kysten ned mod Staoinebrig og Ormaclaeit Castle og videre ud på halvøen Rubha Aird a´Mhuile. Turen var dejlig afslappende, jeg havde god tid og nød det fine vejr. Når man sådan kører af sted i mageligt tempo får man hilst på mange mennesker, for de hilser altid på en med vinken og smil.

Lige før jeg nåede ud til halvøen kørte jeg ind til en kirke, der ganske umotiveret lå ned til en lille sø, men langt langt ude ved havet. Præsten var inde i kirken, så det er en der bruges. På den sidste tur ud til halvøen så jeg et utal af kaniner. De sprintede rundt foran cyklen. Især de små unger var særligt vimse og søde.
Lige da jeg kom til halvøen så jeg straks 2 lille regnspove, der har et lidt kortere næb end den store regnspove og så er den også mindre og har en hvid/sort stribe oven på hovedet. De er meget sjældne i Danmark.

Jeg kørte helt ud til klipperne ved halvøens yderste punkt. Naturen var her storslået, atlanterhavsbølgerne brusede ind mod klipperne og øjet kunne fortabe sig i horisontens uendelige vidder. Bagude inde over land sås bjergene Beinn Mhor, Ben Corodale, Ben Na Hoe og Sheaval og Arnaval, som er gamle vikingenavne af norsk afstamning. Regn og tågeskyer lå tungt indover disse bjerge og højdedrag.

Jeg satte mig i læ af en lille stenmur og her sad jeg stor set i 3 timer og spiste kiks, drak te og sodavand og lidt Highland Park 18års whisky!! Så ud på havet, kikkede efter fugle og sæler og fulgte vejrets skiften ude over Atlanten, hvor regnbyger undertiden drev vestpå ud over horisonten. Ude over havet så jeg de flotte hvide suler dykke efter føde og ryler og rødben, viber og 7-8 lille regnspove drog også forbi.
Pludselig poppede en sæl op ca. 200 meter ude en lille klippevig. Her lå den og så ind på mig i lang tid.
En edderfuglehun drug ud med 6-7 unger på linie efter sig og på et tidspunkt blev jeg angrebet af en meget gal strandskade. Den dykkede ned i hovedet på mig, så jeg måtte bokse den en på næbbet!! Frække kræ! Det var godt jeg havde min hat på, for den hakkede ud efter mig.

Jeg nød, at sidde der i læ og med solen skinnende ned på mig. Herude i den øde natur, fjernt fra alting. De 3 timer fløj af sted, det gør de altid når man har det godt. Klipperne omkring mig var meget forskellige. Der var sorte lavebaserede klipper og mange slags granitklipper. Slebet og skuret af millioner af års bølgeslag og formet i sjove og groteske former. Granitten havde mange flotte farver med abstrakte og fra naturens hånd formede mønstre og linier.

Efter at have set mig mæt på denne skønne plet, her ude ved det mægtige ocean cyklede jeg videre op forbi en tidlig middelalderborg Ormaclait, som viste sig kun at være en slags gård og kun en ruin, noget skuffende, da stedet fremhæves i turistguiderne.

Videre gik det over Bornais ud til hovedvejen A865 og nordpå og til højre ud ad den smalle vej langs Loch Aynort, der endte blindt ved foden af bjerget Sheaval. Turen herud var utrolig smuk, og jeg satte mig ved et lille vandløb og drak lidt te og slappede af i eftermiddagssolen. Tiden var nu blevet ud på eftermiddagen og det var tid at vende snuden hjemad.

Men oppe ad hovedvejen lå der et helt nybygget museum med South Uists historie som tema. Det så spændende ud og jeg gik derind. Og det var faktisk et rart sted med mange spændende effekter fra øens fortid.

Jeg fik her en god fornemmelse omkring øens barske fortid, der ikke ligger så fjernt fra i dag, da der var udbredt armod og fattigdom helt op til 1950. Mange havde ikke El/strøm, selv på den tid. Når man ser beboelserne og menneskernes udseende og påklædning på den tid fornemmer man en udbredt fattigdom og trøstesløshed der skriger til himlen når man ved, at øerne jo er en del af England og regeredes fra London og i dag delvist også fra EU og Brüssels.

Mange mennesker på Hebriderne hader englændere inderligt også selvom der i dag nok gøres meget for dem med midler fra EU og andre. Men nogle af grundene er altså fortidens synder, hvor det for mig ser ud som om, at englænderne har holdt øerne nede, ligesom de altid har forsøgt med Nordirland og deres kolonier gennem historien.

En af de ting som jeg bed mærke i, var at øerne under 1. verdenskrig måtte bidrage til den engelske krigsførelse med en utrolig masse soldater. Da man jo holdt øerne nede i et dybt armod, lidt af det forhold der er tilfældet i dag med den tredje verdens landes manglende muligheder for udvikling, i forhold til den rige vestlige verden. Da befolkningen ikke havde nogen fremtid på øerne og især på South Uist på den tid, lokkede englænderne med, at hvis man meldte sig frivilligt som soldat ville man når, ikke hvis, man kom tilbage, få et stykke jord til gratis til ejendom og rådighed. Det fik mange mænd til at melde sig. Men da de ikke havde særlige mange kundskaber og viden om verden, blev de mest brugt som kanonføde i de frygtelige skyttegravsslag der rasede under hele 1. verdenskrig. I tusindvis af mænd på øerne og især South Uist blev dræbt.

Der er sikkert andre ting som er overgået disse mennesker her på Europas yderste forpost mod vest. Men selv om man kan sige, at 1. verdenskrig og for så vidt også 2. verdenskrig, som også krævede mange ofre herudefra, skete for mange år siden, bliver menneskene mindet om det mange steder ved de mange mindesmærker der spredt ud over øerne. Selv den mindste lille samling huse har et sted de kan mindes ved.
Jeg tror de bruger disse mindesmærker som midler til at holde deres egenart og bevidsthed fangen om hvem de er og hvorfor. Alle familier har en fortid med adskillige faldne familiemedlemmer.

Ligeledes har de mange århundreders fattigdom også betydet store sygdomsskabte dødsfald. Jeg traf på South Uist flere ”indfødte” mennesker og oplevede en utrolig hjælpsomhed og venlighed fra deres side. Så snart de hørte og så, at jeg var fra Danmark var der ingen grænser for imødekommenhed og lyst til at snakke. Det var en god kilde til at forstå deres fortid og nutid. Jeg havde flere gode og lange samtaler med især nogle mennesker omkring Howmore.

På The Heritage Centre, som betyder et museum, vistes der også en masse effekter fra øernes liv, erhvervene var jo lidt landbrug og fiskeri og mange mænd drog ud i verden og tjente til føden så de kunne forsørge deres familie på øerne. De deltog i krige, var skibsværftsarbejdere og tjente på engelske og skotske godser. Mange udvandrede også til Amerika. Lidt som vore tiders gæstearbejdere der dog med tiden blev indvandrere og i dag for manges vedkommende, har dansk statsborgerskab.

Der var mange sjove og spændende redskaber og husflid lavet af de mest underlige genstande. Man kan hurtigt se, at de lidt større havnebyer havde nogle få velhavende mennesker. De omgikkes fine ting i deres hverdag. Den almindelige befolkning måtte lave ”de fine ting” selv. Men de var ofte også flotte. Børnesko lavet ud af hjorteklove, så sålen er hjortens klove!! Fine ting af fiske – og hvalknogler.

Livet som fattig har været hårdt, De har måttet knokle med sand og sten og klipper dag ud og dag ind. Brændslen bestod i tørv (peat på engelsk) som jo måtte graves ud med håndkraft ofte i al slags vejr.
Tørven er dog en meget fin kvalitet og graves den dag i dag over hele Skotland i stor stil. Lugten af røgen fra tørveild hænger i luften alle steder i mindre byer og på landet. Men det er en behagelig lugt, sød og tør. Jeg boede flere steder hvor der blev fyret med tørv (peat) i de åbne ildsteder, meget hyggeligt!! Så når jeg i dag drikker whisky, som jeg holder meget af, kan jeg nu rigtig smage denne ofte søde og røgede aroma som mange whiskyer indeholder, efter at den er fremstillet via tørvens ils og røg.
Føden for menneskene på øerne har været lidt brød, kartofler, kål, fjerkræ, fisk, herunder også hummer!!

Efter mit besøg på museet gik jeg ind i en lille cafe´ der er tilknyttet og fik et par store stykker hjemmebagt kage. De få cafeer drives ofte af lokale madammer eller pensionister. Så det er mad og kager med gods i. Håndlavet og særdeles lækre og smagfulde, mums!! Nu er kager og søde sager noget som skotter og også hebridianere  elsker at guffe i sig, så jeg var kommet det helt rigtige sted i verden, da jeg også kan lide søde sager.
 
Efter besøget på dette gode museum, gik turen atter nordpå ad hovedvejen mod Howmore og mit bunkhouse. Her var der ankommet flere turister og med lidt besvær fik jeg lavet lidt mad, suppe og pasta og lidt brød og te.
Jeg er jo ikke nogen ørn til at lave mad, så det har nok set lidt ”eksotisk” ud for de andre, og smagen var ikke altid særlig god, men jeg var ikke taget på tur for at lave mad, det gjaldt bare om at få noget i ”skrutten”!! Og helst noget der mættede og gav energi, og også sørge for at få nok at drikke!.

Om aftenen var det et fantastisk dejligt vejr. Stille og solrigt. Naturen og lyset og hele stemningen omkring Howmore var bare fantastisk, så jeg besluttede, trods lidt træthed, at cykle mig en aftentur ud i det nationale naturreservat Loch Druidibeg.

Det blev en fantastisk dejlig tur ud af den smalle vej østpå ud mod Loch Sgioport. Her var helt stille, ingen trafik, kun fårene og vindens lyd kunne høres, meget fredfyldt. Ved en lille p-plads startede der en lille sti ud i reservatet.
At gå der og mærke aftensolen varme mit ansigt og ikke høre en lyd var utroligt dejligt. Kun da jeg havde gået lidt, lød der hele tiden en lille fin melodisk og sørgmodig pibelyd, tynd og fin. Jeg kunne ikke se nogen fugl, men var klar over, at det var en hjejle der fulgte mig i den høje lyng og de små bakker stien gik imellem. Kun stenpikkeren sås og hørte jeg af og til.

Medens jeg gik, bemærkede jeg dog at nogle meget mørke skyer trak op ude fra vest, de så noget truende ud, mørke og ildevarslende, lidt efter slog et lyn ned med et gevaldigt rabalder. Da jeg stod ude i et fladt terræn med vand syntes jeg det var lige lovlig farligt, så jeg besluttede, at gå tilbage og begynde cykelturen tilbage til Howmore. Jeg nåede ud på hovedvejen sydpå da himlens sluser åbnede sig. Kors for et regnvejr! Det stod ned i stænger, men heldigvis havde jeg min regnhat, og gode jakke på der også er regntæt. Men bukserne blev gennemblødt på 2 sekunder.

Men egentlig var det ret spændende at opleve, for ude over Loch Druidibeg viste en flot regnbue sig og pludselig, da regnen stilnede af, kom der en slørugle flyvende tæt forbi mig. Den fløj lavt hen over lyngbakkerne og engene, jagende. Dobbeltbekkasiner fløj skræppende op og zig zaggede i vild flugt hen over engene. Wow for et flot syn! Hele turen værd. Og jeg havde ikke kørt ret længe før mine bukser tørrede op i den nye sol der kom efter regnbygen.  
 
Tilbage i Howmore traf jeg på et engelsk par Howard og Claire, som var kendt med Hebriderne. Vi sad sammen med nogle andre omme i solsiden ved bunkhuset og nød den stille aftensol, der nu var på vej ned ude over Atlanten mod vest.
Pludselig hørte vi fuglen engsnarren (corncrake på engelsk) og da vi rejste os op kunne vi lige bag os i det høje græs se fuglen stikke hovedet op og gale op, hvorefter den dukkede sig og sneg sig væk ned mod mosen med de gule vandiriser.

Solen og den lys kastede en gylden farve hen over landskabet. Lidt senere kom der 2 border collies og en ældre mand fra en naboejendom. Han sagde til den yngste hund, at den skulle hente the white cow, den hvide ko nede i mosen. Og sørme, hunden stæsede straks af sted og kort efter kom den hvide ko gungrende op mellem os ved bunkhuset med hunden i sine haser og alle de andre køer halsende bagefter. Derefter løb de ned forbi kirken på bakken og ned mod stranden. Imponerende dygtig hund. Den anden ældre hund var tilsyneladende detroniseret som den hund der skulle bestemme, for den pev og søgte trøst ved os der stod og så på.   

Senere gik jeg og det engelske par en tur ned til havet, for at se solnedgangen ude over Atlanten. Det var en rar tur i de sidste stråler fra solen. Men dagen havde været lang og begivenhedsrig og jeg trængte til at hvile lidt. Tilbage i bunkhuset, fik jeg og nogle andre noget te og lidt kiks inden vi gik til køjs.

Jeg havde besluttet, at jeg ville ændre lidt i min plan for resten af turen. Teltovernatninger ville jeg droppe, sådan at jeg ville sende mit telt, kogegrej, sovepose og andet retur til Danmark. Dette ville indebære, at jeg skulle finde anden overnatning i Scourie og prøve, at få plads på Inchnadamph Hostel hvis der kom et afbud der, så der blev plads til mig. Ligeledes skulle jeg ringe til Clarinish, Mrs. Bonnievie vedr. den cykel jer havde forud booket. Alt dette ville jeg ordne i morgen inden min tur til Loch Sgioport.

Tirsdag den 11. juni.

Om natten sov jeg rigtig dårligt. Det startede kort tid efter, at jeg havde slukket lyset og prøvede at slappe af og sove. Men straks kunne jeg høre nogle krible krable lyde oppe fra loftet og langs væggen ved loftet. Jeg var straks sikker på, at det var rotter der huserede! De var ret støjende og jeg forventede at se dem krybe ind i mit rum gennem de store hulrum der var flere steder i værelset. De pev og man kunne høre deres klør tappe rundt deroppe. Det var ikke til at sove for.

Men pludselig kom jeg i tanke om, at i dagtimerne vrimlede det med stære oppe på taget og at de hoppede ind og ud i tagets hulrum. Så selvfølgelig, det var ikke rotter men stærene der holdt natteparty. Det overraskede mig meget, da det fortsatte hele natten. Og da jeg ved, at fuglene og også stærene står op med dagslysets komme og flyver hele dagen til det sidste lys er væk, undrer det mig, at de ikke hviler og sover de få timer hvor det er mørkt. De er så at sige i gang 24 timer i døgnet. Det må jeg sige, sikken energi. Jeg fik til sidst da sovet lidt.

Næste morgen efter morgenmad, pakkede jeg det sammen som jeg ville sende tilbage til Danmark. Jeg bragte det ned til købmanden, der også drev et lille posthus. ”Posthuset” bestod af et lille bitte hummer adskilt fra butikken med en klap. Men butikkens ejer, mand og kone hjalp mig med at pakke det ned i 2 forsvarlige pakker, sådan at de kunne sendes billigst muligt. Det blev nu alligevel dyrt ca. £40.

Men vi fik en god snak om Hebriderne, Danmark og hele verdenssituationen. De var rare og venlige og meget hjælpsomme. Hele menageriet tog 1½ time men var ret hyggeligt. Tilbage i bunkhuset kunne jeg nu bedre håndtere min rygsæk, selvom den stadig vejede ca. 25 – 27 kg.

Over middag cyklede jeg op nordpå indtil Loch Driomoir, hvor der er rejst en kæmpe statue med navnet Bana Thighearna Nan Eilean, der er gælisk sprog for Our Lady of The Isles,( vor dame af øerne). Det er en mægtig hvid marmorstatue af en dronningelignende kvinde med et barn på sin venstre skulder. Den står lidt oppe af en skråning og skuer ud over South Uist mod vest.

Bagefter cyklede jeg lidt tilbage ad vejen og drejede til venstre ud af den samme vej som jeg kørte ad aftenen før. Vejen går langs Loch Druidibeg og ender ude ved Loch Sgioport, der er et gammelt nedlagt fiskerleje. Vejret var udmærket her over middag, men der var også sorte skyer på vej og så begyndte det at styrtregne fra en hidsig byge.
Jeg hoppede af og trak ind i læ af nogle lave buske  ved en af de ganske få småskove der er på Hebriderne. Det er skotsk fyr, store vilde rododendron med lilla blomster, som findes over hele Skotland og takstræ. Da bygen var ovre, kom solen frem og jeg fandt et rart sted langs vejen hvor der var læ. Frem kom teen og lidt brød, ost, pølse, honning og marmelade.
Siddende ved siden af en stor klippesten havde jeg en dejlig udsigt ud over Druidibeg naturreservat.

Skyerne vandrede hen over den blå himmel, lyse totter, mørke truende fugtige som en svamp, andre grå, kolde og uforsonlige, jagende som for at æde de hvide og milde skyer op i een mundfuld. Solens lys, mellem disse forskellige farvede skyer vandrede som en lysende hånd med alle fingre udstrakt i kærtegnende bevægelser hen over landskabet. Smukt, smukt!! Her er ingen biler, ingen mennesker, kun stilheden, vindens susen i rododendronbuskene og af og til stenpikkerens pip, stående, vippende på en sten i nærheden.

Lidt senere gik turen videre ud af den smalle vej, der var ret kuperet og slyngede sig mellem rå klipper med blomstrende lyng og græs. Efter et stykke tid nåede jeg ud til Loch Sgioport. Det er et forfaldent gammelt nedlagt fiskerleje, hvor der ingen mennesker bor mere. Der stod kun et par ruiner tilbage.
Ensomme frønnede og mosgroede stenmonumenter over en svunden tid, hvor livet har været utroligt hårdt, at leve med armod, hårdt arbejde og et farefuldt arbejde på havet og med de rå og ugæstfrie klipper som fundament for familiens daglige liv med fårene, fiskene og det undertiden, ja nok ofte ubønhørlige vejrlig, som vi slet ikke kan forestille os, at skulle kunne leve med.

Jeg gik ned til klippekysten neden for et af de gamle ruiner, fik lidt te igen og gik lidt rundt på udkik efter sæler eller en odder. Jeg så nu ingen af delene. Lidt senere gik jeg ned til fiskerlejets havn, hvis vej derned var uvejsom og forvitret med brudte stengærder hængende ud over klippeafsatser. Stedet bar på en vemodig arv af megen slid med både, net og umulige forhold for fornuftigt lønsomt arbejde. Dette fiskeri med både der tager ud fra små flækker er næsten passe´.
Nu er det store havbaserede lakse - og ørredfarme der ligger ude i fjordene og bælterne mellem øerne, mange steder. Større fiskeri sker fra de større byer. Men mange enkeltpersoner, croftere m.fl. har en lille båd, hvor de fisker lidt fisk eller har ruser til hummerfangst.

Jeg begav mig nu på tilbagevejen, op og ned af bakkerne i 10 km. strid og krap modvind. En byge regn tæskede ned over mig og mine bukser blev gennemblødt, da jeg ikke gad stå af cyklen for at tage regnbukser på. Men i den hårde modvind tørrede bukserne forbavsende hurtigt uden at jeg blev koldt og klam.
Det er altså en fornøjelse at være iklædt kvalitetstøj, der er designet og produceret til de udskejelser jeg allerede havde foretaget og helt sikkert ville komme til på min videre tur gennem Skotland.

Hjemme i bunkhuset spiste jeg mad, vaskede lidt tøj og hængte det ud til tørre. Senere på aftenen gik jeg en lang tur alene nede på stranden og nød havets friskhed og mægtige brusen. Bare gå ud og af sted, på denne uendelige lange strand, mens solen fulgte mig formummet bag de drivende regnbyger ude over havet, kastende lys, først hvidt, så gult og siden orangegult, i takt med at den træt og modløs, til sidst sank ned i det mægtige Atlanterhavs dyb ude bag horisonten. Betagende smukt! Det blev næsten mørkt inden jeg nåede hjem og klokken var næsten 11.

På dette bunkhusophold i Howmore havde jeg mange hyggelige stunder med de forskellige beboere fra bl.a. Schweiz, Tyskland, England, Irland og Skotland. Vi fik talt om meget forskelligt, naturoplevelser, turplaner, levevikår i vore respektive lande, politik m.m.

Så indtil nu er turen gået helt fantastisk godt, langt bedre end forventet. Det eneste der plager mig lidt, er at jeg skal koncentrere mig meget for at huske alting, penge, ting og sager, briller, indkøb af fornødenheder, f.eks. fotofilm til de nærmeste dage, tænke fremad, få vasket og tørret tøj m.m. Det kan godt gøre mig lidt stresset, men jeg regner med, at blive bedre til disse ting i fremtiden, efterhånden som jeg bliver mere fortrolig med min situation som rejsende fra sted til sted.