Uddrag af min rejsebeskrivelse, hvor jeg først sejlede med den lille færge fra John O´ Groats til Burwick på den sydlige Orkneyø South Ronaldsay. Her gik bussen via de 4 "Churhill" vejdæmninger og over Lamb Holm til Orkney Mainland og hovedbyen Kirkwall, hvor jeg gik ud til et SYHA Hostel, som jeg havde booket hjemmefra flere måneder før. Herfra udgik mine ture de næste 9 dage på gåben, cykel og bil. 

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser. 

http://da.wikipedia.org/wiki/Orkney#Historie 

http://www.orkneyjar.com/history/timeline.htm 

http://www.scotlandview.co.uk/orkney_islands.htm 

http://www.rampantscotland.com/visit/bldev_visit_skye.htm 

http://www.syha.org.uk/SYHA/web/site/home/home.asp 

http://www.doughoughton.com/webpage/index.html 

Siderne omkring opholdet på Orkney rummer også en masse historisk materiale, beskrivelser, spændende anekdoter m.m., ikke mindst i forbindelse med Skotlands og Orkneys rolle i de 2 store verdenskrige 1914 - 1918 og 1939 -1945.

Se ligeledes her for dette materiale, på de 3-4 sider om disse kriges indvirken på Skotland som nation, dets folk, herunder også Orkney-øerne m.m.

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Lørdag den 6. juli. 

Jeg sluttede min beretning, da jeg var på vej over til Orkneyøerne. Her startede jeg min gennemgang af den skotske historie, hvor jeg også indlemmede Orkney i den tidlige fase af denne ø´ s historie indtil og omkring vikingetiden. Som tidligere nævnt, forblev Orkney præget af norsk dominans i mange århundreder fremover. Bl.a. sproget. Det er en variant af Norræna/nornesproget i Norge og som i næsten 1000 år, fra ca. år 800 EK til år 1700 EK, er Orkneys sprog. Den dag i dag trykkes der stadig ofte engelsk og norsk i brochurer m.m.
Jeg vil senere vende tilbage til historiske beretninger i Kirkwall, omkring Ophir/Houton og Eynhallow. Ligeledes vil jeg beskrive 1. og 2. Verdenskrig, set med Skotske  og Orkneyøjne, når jeg senere beretter om mit besøg på Lyness flådekirkegård og det nye krigshistoriske museum på øen Hoy.

Om bord på færgen, anløb vi nu Burwick, som er en lille naturhavn, med en ramponeret cementmole, et molesteret venterum med et stinkende lokum i den ene ende og ellers en øde og forblæst lidet turistvenlig forpost for de ellers dejlige og smukke Orkneyøer.  
Da vi havde forladt færgen, og de nye rejsende, der skulle tilbage til Skotland var gået ombord og færgen igen forlod molen, stod vi nye besøgende på Orkney mutters alene og gloede. Solen var kommet frem igen og vejret blev bedre og bedre. Men der skete ikke en rygende fis. Vi havde alle regnet med, at der stod en bus klar til turen til Kirkwall. Men intet skete. Jeg gik lidt rundt og kikkede ud over havet fra en dæmning. 

Her ringede jeg hjem og fik en god snak med familien. Endelig kom der en bus, men den vendte bare rundt, holdt et øjeblik, for at fortælle os, at den ikke kørte til Kirkwall. Lidt efter kørte den igen og vi stod igen og glanede. Men endelig så vi en bus komme og endelig var det den rigtige og vi kom af sted mod Kirkwall i et dejligt solskin. Landskabet smilede imødekommende, med de bløde bakkedrag, gårdene, kvæget på de grønne græsmarker. Senere ned over de små øer og over dæmningerne, Churchill Barriers, der i krigens tid fungerede som barrierer mod de tyske ubåde, der søgte ind mellem øerne ved højvande, for at ramme den engelske højsøflåde, der lå i den kæmpe naturhavn Scapa Flow. 

Her var meget smukt og jeg ville jo komme derned en af de andre dage, for at se området og dets dramatiske historie, med det berømte Italian Chapel, en slags kirke, som italienske krigsfanger byggede i løbet af 2. Verdenskrig, medens de opførte dæmningerne mellem øerne. Landskabet med de hvide strande, lyseblå hav mellem øerne, den blå himmel med de hvid tottede skyer, meget smukt og lige som jeg havde forventet det og glædet mig til. 

Lige inden vi nåede Kirkwall, gik vejen snorlige der ud ad og op ad lange seje bakkestigninger, der strakte sig mindst en kilometer opad. Det ville vist blive hårdt, en af de andre dage, at skulle cykle op og ned af disse lange bakker. Men på dette tidspunkt af min tur, var jeg i en formidabel form. Så det skulle nok gå. Jeg havde hjemmefra kikket grundigt på mit kort og fundet ud af, at jeg kunne stå af ved et bestemt vejkryds i Kirkwall og ved en gåtur, skrå gennem nogle gader, op til hvor SYHA hostellet ligger på Old Scapa Road. 

Det kom til at passe fint, jeg ankom til hostellet, som ligger i den sydvestlige udkant af byen. Bygningerne har antageligt tidligere været fabriksbygninger, for det så noget kedeligt ud og var også lidt nusset og forsømt. Men der var nu rent nok og tingene fungerede. 

Jeg fik mit værelse og lidt efter klokken 20:30 var  jeg klar til at gå en tur ned i byen, for at orientere mig om forskellige ting, hvor færgerne lå, hvoraf jeg skal bruge en, når jeg skal sejle til Westray. Jeg var også interesseret i at finde gaden, Tankerness Lane, hvor cykeludlejeren Bobby´s Cycle Centre befinder sig. I morgen søndag har jeg for flere måneder siden booket en cykel, som jeg kan hente helt ekstraordinært søndag formiddag. St. Magnus Katedralen.

Turen til fods ned gennem byen i det dejlige sommer vejr, var skøn. Aftenen var lys og venlig, selv om klokken nærmede sig ni om aftenen. Det er lyst næsten til midnat, her oppe på Orkneyøerne, ude i det nordlige Atlanterhav. 

Nede i byen fandt jeg nemt cykelforretningen og gik op mod bymidten, hvor jeg kunne se St. Magnus Katedralen knejse over byens tage. Kirkwall denne bys navn, er som over titusinde andre navne på Orkneyøerne, norske navne, Nornsproget, der er blevet omdannet til engelsk udtale og stavning. 

Oprindelig hed Kirkwall, Kirkjuvagr, som kom til at hedde Kirkvoe. Det udtales Kirkwaa, der lyder som det engelske Kirkwall. Så derfor fik byen med tiden, omkring 1700, navnet Kirkwall. Ordet betyder The Church Bay, ”Kirkebugten”, og ikke ”Kirkemuren”, som man umiddelbart ville oversætte det til. Men sådan er det gået med de mange tusinder af norske navne øerne har, helt tilbage fra omkring år 800-900 efter Kristi, da de første vikinger kom til øerne. Kirkwall ligger på en stor ø, der opdeles i West Mainland og East Mainland. Byen ligger smukt ned mod Kirkwall bugten. 
Men oprindelig er navnet Kirkwall ikke ensbetydende med, at det er St. Magnus Katedralen, der nu ligger ved bugten og som har givet området Kirkjuvagr, Kirkvoeer og sidst Kirkwall navnet. Før St. Magnus Katedralen blev bygget, lå der en anden kirke, Church of St. Olaf, hvor  der i dag kun er en stump mur med en dør i, op til en smal lille gade, som også lå dengang i 1100-tallet. 

Husene er ofte små og i blandet udførelse og ligger op ad smalle gader, hvor man både kan gå og køre på, som en slags kombinerede køre/gågader. Men næsten alle huse er opført i firkantede grå granitsten. Med taget i lavet af grå skifer. Det kan i tåget og dårligt vejr, virke meget trist og trøstesløs og byen virker da også, som en meget lille provinsby, når man kommer  ned gennem byen fra syd. Men der er ikke megen plan i husenes placeringer og de er ofte sammenbygget og ligger planløst rundt omkring. 

Men jeg synes nu det er helt rart med dette umiddelbare indtryk, det også giver. Ude fra kommende meninger, siges at mene, at nutidens beboere i Kirkwall ikke respekterer den vitterlige gamle vikingeby, den oprindelig opstod fra. Bortset fra St. Magnus Katedralen, The Bishop´s Place, som stammer fra 11 –12- hundrede tallet, er de fleste gamle bygninger fra 16-17 hundrede tallet. Bl.a. Tankerness House og Old Kirkwall Grammar School, "The Bishop´s Place, også kaldet The Earls Place. 

I 1564 giftede Mary Queen of Scots Orkney bort til Stewart Dynastiet. Orkney og Kirkwall blev nu regeret af Stewart Dynastiet. Først Robert senere sin søn Patrick. Disse jarler, satte sig op mod Kong James IV af Skotland omkring år 1600. De var utroligt onde og grusomme. De krævede at befolkningen skulle arbejde for sig uden løn. Hvis man nægtede eller prøvede at undgå det, blev man fanget og tortureret og slået ihjel. Jarl Patrick ville samle sine bygninger omkring St. Magnus Katedralen og udbygge sin residens og kontrol med området herfra. Men i 1606 var han sådan i gæld, at han blev sat i fængsel og halshugget i 1615. 
Bygningerne blev færdiggjort i 1607 og virkede herefter som biskoppernes residens og magtbastion indtil 1705, hvor bygningerne var i så elendig forfatning, at de blev forladt og forfaldt videre til de ruiner vi ser i dag. 

I 1486 erklærede Kong James III, at Kirkwall skulle have betegnelsen Kongelig Borg, Royal Burgh. Betegnelsen kom af, at byen udviklede sig i 2 områder på den tid. Den nordlige ældste bydel The Burgh, hvor Kirkwall borgen stod indtil 1615, hvor den blev ødelagt som en følge af opgøret mellem jarlerne og den skotske konge og hvor der i dag intet er tilbage af denne borg. 

Den anden bydel omkring katedralen, The Laverock, stod under kontrol af biskopperne i Kirkwall. Denne byopdeling gav navn til byens mangeårige og stadigt  afholdte årlige The Ba´ Games, mellem The Uppies og The Doonies. 

Orkney har haft forskellige herskere gennem tiderne. Fra vikingetiden var det fortrinsvis de norske vikinger og deres indflydelse sprogligt og kulturelt. Men de skotske jarler havde også perioder med regering af Orkney. 
I 1379 overtager Sinclair dynastiet Orkney, på vegne af  Det Norske Kongehus og også senere Det Danske Kongehus indtil 1468, hvor regeringen overgår til Den Skotske Kongehus. Det var en følge af de giftermål man ofte benyttede i middelalderen, når man skulle ”handle med besiddelser og indflydelse”. 

Her blev Orkney handlet for 50.000 Floriner i en aftale mellem den skotske konge James III og Kong Christian I af Danmark og Norge Kong James skulle giftes med Kong Christian I ´s datter Margaret. Men betalingen faldt ikke fuldt ud og nogle år senere overgik ejerskabet helt til den skotske krone. Men efter 1468 blev Orkney aldrig siden en del af Norge. 

Men her sådan en sommeraften, tager byen sig rar og venlig ud, med en vis charme. Når man kommer nordfra, især ad søvejen fra de nordlige Orkneyøer, tager byen sig helt anderledes ud. Her mødes man af høje rødstensbygninger, der huser store gamle hoteller, lagerbygninger m.m. 

En malerisk havnefront og med St. Magnus Katedralen majestætisk knejsende lidt oppe i den høje del af byen. Omegnen med de grønne bløde bakkedrag, plettet med små gårde og huse, den blå himmel og det dybblå hav, får byen til at tage sig godt ud. 

Jeg oplevede bl.a. en sen aften et utroligt smukt skue oppe fra mit vindue i hostellet. Den sene aftensol gik ned over bakkedragene Wideford Hills mod vest og solens stråler ramte de grå huse og fik hele byen til at gløde i en varm bordeaux farve, jeg aldrig nogen sinde havde set så smukt før. Det kan ikke fotograferes, men kun ses med øjet. Det var et betagende skue, at se denne farve brede sig ud over husenes vægge og tage. Det så næsten ud, som om der var bordeauxfarvede luer på husene.
Solen og lyset spejledes i vinduerne i et blændende farvespil af dybrøde og bordeaux farver. Efterhånden som det blev mørkere og mørkere omkring kl. 22.30, ændredes farverne over i mørkere og mørkere bordeaux nuancer, indtil de gled over i koksgrå og sorte skygger og kun gadebelysningen nu viste byens natlige farver. Uforglemmelig oplevelse.
 
Kirkwall opstod som sagt omkring 1100-tallet. Byen var dengang kun nogle få huse, men da man byggede St. Magnus Katedralen, der var begyndt bygget i 1137, trak dette byggeri mennesker dertil og byen voksede sig stille og roligt større. Byen har haft en farverig historie, da den op gennem tiderne har været hjemsted for jarler, biskopper og kongelige forbindelser fra Norge, Danmark, Skotland og England.

I St. Magnus Katedralen kan man se mindealteret for sænkningen af det engelske slagskib Royal Oak, 14. oktober 1939 i Scapa Flow, af den tyske ubåd U-47, der havde sneget sig ind mellem de østlige øer. 

Katedralen er fantastisk stor og smuk, trods det, at den ligger i en lille by fjernt fra verdens vrimmel. Katedralens historie og den navn opstod på følgende måde: 
Historien starter i årene op til 1098, da Orkney var underlagt 2 brødre, jarlerne Paul og Erlend. Magnus var den ældste søn af Erlend. Magnus´s fætter hed Hakon, søn af Paul. I det år ankommer den norske konge pludselig på fjendtligt besøg. Han afsætter de 2 jarler og beordrer dem til at returnere til Norge. Han indsætter sin søn Sigurd og fortsætter sit besøg med at tage Magnus og Hakon med på sit videre erobrings - og plyndringstogt videre vestud  og nordom og ned langs vestsiden af Skotland. 

Men Magnus ville ikke trække sit sværd og deltage i overfaldende og plyndringerne, han blev i båden og sang salmer og bad. Den norske konge hånede ham og kaldte ham en kujon. Det lykkedes Magnus at springe overbord og svømme ind til den skotske kyst, her forsvandt han og man kender ikke hvordan han overlevede i årene efter. 
I mellemtiden dør hans far og onkel, ligesom den norske konge også dør. Men Magnus vender tilbage og deler Orkney mellem sig og Hakon. Deres venskab varede ved i nogle år, men forskellige uheldige ting skete og de blev uvenner og øerne stod over for at blive kastet ud i en borgerkrig, men striden blev bilagt ved mellemkomst af andre adelsmænd i 1117 på øen Egilsay.
Aftalen gik ud på, at begge jarler skulle enes om at skrue ned for deres ambitioner og drage hjem med kun 2 skibe og få udvalgte mænd. Magnus indvilgede i aftalen, men da Magnus var meget respekteret af alle på Orkney, og Hakon følte sig underlegen, ville han nu en gang for alle ødelægge Magnus og hans mænd. 

Han dukkede op senere på øen Egilsay, med en stor flåde af skibe og mange mænd. Magnus var klar over faren og at han ville komme til at dø, men i stedet for at kæmpe og kaste øerne ud i en krig, stillede han 3 forslag til Hakon, der tog hensyn til Hakons sjæl,  hvis han brød sine løfter, bl.a. at dræbe en ubevæbnet mand, som Magnus også var. Et forslag var at Hakon skulle drage på pilgrimsrejse og aldrig vende hjem. Men lige som nummer 2 forsalg, at Hakon skulle  udvandre til selve Skotland blev selvfølgelig afslået. Det tredje og sidste forslag fra Magnus var, at Hakon kunne vansire ham som han havde lyst, bare han ikke slog ham ihjel, eller han kunne blinde ham og kaste ham i fængsel. 

Hakon kunne godt lide denne løsning, men hans mænd ville ikke være med til det. De mente, at en af jarlerne måtte dø, det delte øsamfund måtte forenes. Hakon erklærede, at han ikke var klar til at dø. Magnus bad sine mænd om ikke at forsvare sig og trådte frem for at møde sin skæbne. Hakon beordrede sin fanebærer om at slå Magnus ihjel. Men han nægtede vredt. 
Hakon vendte sig til sin kok, Lifolf. Lifolf græd og bad om ikke at skulle udføre denne handling, men Magnus talte til ham og sagde at han ville tilgive Lifolf for den dåd han måtte udføre. Vær ikke bange, for du gør dette mod din vilje, og ham der presser dig til dette, synder mere end du gør. Magnus knælede ned for Lifolf og bad ham slå ham hårdt i hovedet og ikke halshugge ham, som man gjorde med røvere og mordere. 

Lifolf slog da Magnus hårdt i hovedet, så hjerneskallen brast i 2 dele. Det skete i april 1117. En drabelig og spændende historie, der fortsætter med at Magnus begraves ved The Brough of Birsay. I mange år efter opstår der mirakler omkring gravstedet. Klipper forvandles til grønne græsmarker, lys stiger op på himlen midt om natten. En masse andre mirakler skulle også være opstået. Til sidst for en mand på Westray besøg af Magnus som genfærd. Magnus beder om at blive gravet op og flyttet til Kirkjuvagr og kirken der. Beskeden bliver bragt til Biskop William i Kirkjuvagr. Magnus bliver herefter flyttet til kirken, som ikke er katedralen, men antagelig St. Olaf kirken. Magnus bliver gjort til helgen i 1135 og hans gravrelikvier bliver senere overflyttet til St. Magnus Katedral i 1137.
 
Katedralen blev opført til Magnus, men også som et led i Jarl Rognvald Kolsson forsøg og overtagelse af Orkneyøerne. Dette lykkedes i 1129, da han fik overdraget øerne af den norske konge Sigurd. Rognvald drog mod øerne med en hær, for at afsætte Paul, Jarlen af Orkney. 
De blev mødt af modstand fra Pauls mænd. Rognvalds far Kol var ikke meget for, at man startede en ødelæggende krig på Orkney, så han foreslog, at man ved list fik Orkneys befolkning over på sin side ved at proklamere, at han ville bygge den mest enestående kirke på øerne i Kirkjuvagr. Kirken skulle bære St. Magnus som navn og være stor og flot som en katedral. 

I 1137 begyndte byggeriet, men Rognvald fik aldrig den færdige katedral at se. I 1158 bliver han myrdet af en klanchef fra det skotske hovedland. I 1192 bliver Rognvald også helgen. Man fandt hans skelet og udstyr i 1800-tallet. Rognvald og Magnus efterladenskaber er indmuret i en hjørnepille af katedralen.

Jeg stod nu på torvet foran St. Magnus Katedralen. Den er bare imponerende flot. Her var mange mennesker for nu trak Kirkwall Pibe Band op og gave os et forrygende sækkepibeshow. Det var faktisk enormt flot og lød rigtig godt. De spillede også moderne melodier. Samtidig samlede de ind til deres maraton march næste dag på over 40 kilometer fra Stromness til Kirkwall, hvor de ville spille og gå. 

Bagefter gik jeg ned til havnen, bl.a. for at finde ud af hvor færgen ville sejle fra når jeg skulle til Westray om tirsdagen. Det var nu ikke til at se sig ud af. Oprindeligt havde min plan været, at jeg skulle af sted om mandagen, men færgen passede bedre om tirsdagen, jeg kunne være flere timer længere på Westray. Så det var fint at finde ud af det. 

Jeg nød aftenen på en bænk, hvor jeg kunne sidde og se på livet omkring havnen. Til sidst gik jeg ind på hotellets restaurant ved havnen og fik mig en sirlion steak, inden jeg gik den lange vej hjem til mit SYHA hostel. Det havde været en lang og omskiftelig rejsedag fuld af mange indtryk. Jeg glædede mig meget til at foretage min egentlige første ekspedition på Orkneyøerne i morgen, hvor turen gik mod Houton, med færge til Lyness på Hoy øen og krigsmuseet her.

Næste afsnit:

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg efter opholdet på selve det Skotske fastland kommer med færgen og bussen til Orkney Mainland og hovedbyen Kirkwall. Målet er at besøge steder på Orkney Mainland, øen Hoy, øen Lamb Holm, øen Westray og hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt og slet ikke havde kunnet planlægge, at jeg fik mulighed for at komme med BBC til den totalfredede ø Eynhallow.  

Fotos fra den del af rejsen er samlet i 3 fotoalbum.
Orkney 1. Orkney 2. Orkney 3.

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Efter nedenstående oversigt og links er der afsnit af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg sejlede med færgen fra John O´Groats til øen South Ronaldsay og tog en bus, som bl.a kørte via Lamb Holm og til Kirkwall, hvor jeg skulle bo på et SYHA hostel i udkanten af den vestlige del af byen. 

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Link til Orkney hjemmesider med oplysninger/links/fotos m.m.  om den del af Skotland:

http://www.escapetotheedge.co.uk/mainland-orkney-burray.html

http://da.wikipedia.org/wiki/Orkney#Historie

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/kirkwall/kirkwall/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/kirkwall/stmagnus/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/kirkwall/palaces/index.html

http://www.movingiton.com/Orkney/oc_home.htm

http://www.scotlandview.co.uk/orkney_islands.htm

Link  til Highland Park Whisky destilleriet:

http://www.highlandpark.co.uk/distillery/

http://www.awa.dk/whisky/highpark/index.htm

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/kirkwall/highlandpark/index.html

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Søndag den 7. juli.

Jeg sov godt om natten og stod ikke så tidligt op. Jeg nød min morgenmad stille og roligt. Jeg fik fat i cykeludlejeren, selv her på en søndag og jeg aftalte, at jeg kunne hente cyklen kl. 11:00. Jeg havde for flere måneder siden booket en rundvisning på Highland Park Whiskydestilleriet kl. 12:00.
Efter at have fået min cykel, der var udmærket til mine mange lange cykelture de næste dage, cyklede jeg op ad de stejle bakke inde i Kirkwall op mod Lamb Road, hvor destilleriet ligger. Jeg svedte meget, da solen skinnede varmt ned fra en blå himmel. Jeg trak lige vejret udenfor de store bygninger og gik ind i gården og ind i et lille lukaf, hvor der stod noget med visitors. Her kunne jeg i en opslået bog se, at jeg stod opført med navn og klokkeslæt for mit besøg, lige efter en flok tyskere. Jeg regnede så med, at jeg skulle deltage i en rundvisning sammen med dem.

Highland Park Whiskydestilleri, som er verdens mest nordligt beliggende destilleri, blev startet af en farverig personlighed i Kirkwall i 1798. Magnus Eunson var en religiøs oldermand i den Presbyterianske Kirke i Kirkwall, om dagen og om natten fremstillede han whisky illegalt og smuglede det ud fra Orkney.
På den tid var det forbudt, at fremstille whisky illegalt, kun få destillerier havde tilladelse. Grunden til at man havde disse love, var at man søgte at registrere alle der producerede whisky, så man kunne inddrive enorme skatter herfra, fordi den engelske stat havde brug for enorme summer, til de mange krige de havde i gang, mange steder på jorden. I Amerika, mellemøsten, Indien og ikke mindst krige med Napoleon Bonaparte som huserede her og der og alle vegne i Europa mellem 1769 og 1821.

Englands mange fredstraktater og samarbejde med andre nationer f.eks. Tyskland, Østrig, Rusland, Spanien m.fl. var nødvendige for at dæmme op for Napoleons forsøg på at tage verdensherredømmet fra England, der dengang stod stærkt som verdens førende kolonimagt. Englands fjende nr. 1op gennem historien, siden vikingetiden, har altid været Frankrig. Danmark fik jo som støtter til Frankrig, mange tæv af englænderne. Admiral Lord Nelson gav os høvl, bl.a. i slaget på Reden og Københavns bombardement i årene 1801 til 1812.

Mange destillerier havde ikke råd til at betale al den skat, så de fremstillede whisky illegalt. Magnus fremstillede det oppe på bakken i et lille skur til får og redskaber. Her var der en frisk kilde, The Cattie Maggie”, der udsprang.

Man har altid undret sig over de mange friske og stærke udspringede kilder på Orkney. Her er ikke store bjerge og derfor en naturlig forklaring på kildernes kraftige vandudslip. Mange mener, at Skotlands klippefyldte hovedland sørger for disse kilder, ved at vandet presses ud i klippegrunden under havet mellem fastlandet og Orkney og så bryder igennem på de små øer rundt omkring.

Ligeledes kunne han ikke langt derfra, hente tørv til brændingen, kaldet ”peat”. Allerede dengang hed stedet på bakken Highland Park, så da det blev lovligt i 1826, at fremstille whisky, kom whiskyen selvfølgelig til at hedde Highland Park. Magnus var også en foregangsmand i det broderskab af forretningsmænd, hvis forretninger blomstrede på Orkney i de år. Man talte ligefrem om ”The Orkney Mafia”. Bakken hvor han havde sit destilleri, var ligeså ,et godt sted at holde udkik efter de kontrollanter, ”The Excisemen”, som forsøgte at bekæmpe og registrere de ulovlige whiskydestillerier overalt i Skotland. I 1895 sælges Highland Park til Grantfamilien der igen sælger videre til Uighland Destilleries i 1937.

Highland Park whiskyen fremstilles efter gamle principper. Man har sit eget vand, sit eget område med ”peat”, kaldet Hobbister Moor. Man har i modsætning til mange andre moderne destillerier, fortsat med den gammeldags måde at lave whisky på. Man malter sit eget byg, tørrer byggen på sit eget ”loft”.
Medarbejderne på Highland Park er ofte ansat hele livet der og jobbene går i arv fra far til søn. Så mange familier kan have generationer af arbejdere og ledere på Highland Park. Ovnene er stadig de samme gamle ovne der blev indsat omkring 1895!! I dag er de dog også computerstyrede.
I min rundvisning, så det sjovt ud med de gamle ovnslåger og hele fremtoningen af de gamle ovne, ved siden af nogle ophængte computerskærme. Kontrasten var stor.

Whiskyen har en karakteristisk smag af tørv, lyng og røg, hvor man kun bruger mellemstykket og topstykket af tørvebrikken. Man bruger sherryfade til opbevaring og lagring, der giver whiskyen dens farve og en blødere og mere rund og fuldendt smagfuld finish.
Jeg personlig elsker Highland Park whisky, især den 18 års udgave, der har en fantastisk flot farve og smager guddommeligt. Den har en blød, silkeagtig honningkonsistens, rig på smag og har alligevel en kompleksitet ud over det normale. Smagen der ligger mellem det tørre og røgede og det søde og bløde smagsområde.
Whiskyen betragtes som en af de bedste i verden og det kan jeg helt tilslutte mig. Når man opholder sig udenfor Highland Park, kan man både se og lugte røgen fra de pagodeformede tårne, hvor den karakteristisk sødligt men stramt lugtende røg vælder ud.

Jeg gik nu ind i modtagelsen for de besøgende gæster, der skulle have rundvisning. Her blev jeg meget venligt modtaget og fik at vide, at jeg fik en speciel rundvisning. Det var kun mig som rundviseren ville have med. Det tyske hold skulle jeg ikke deltage på. Kun lige den lille 15 minutters film, som vistes inden rundvisningen, var sammen med tyskerne. Man var meget trætte af tyskere og deres besøg, som ofte betød brok og arrogante optrin.

Fandme om ikke der i det samme kom en stor BMW ind i gården, hvor man ikke måtte køre ind, da der var en stor parkeringsplads foran destilleriet. Det var selvfølgelig en tysk familie med en arrogant skiderik af mand der brovtende henvendte sig til personalet. Her fortalte man ham, at han lige skulle flytte sin bil ud af gården. Det blev han så sur over at han uden et ord, snurrede rundt, marcherede ud til sin skide store BMW og for ud af gården. Derfor er man så trætte af disse tyskere og deres mangel på pli og god opførsel. Jeg må medgive, at jeg har samme opfattelse af dem, når de arrogant fører sig frem, ikke mindst i Skotland.
Jeg traf på flere af slagsen undervejs. Efter filmforevisningen, som var en betagende flot fremstilling af historien omkring whiskyfremstilling og historien om Orkney og Highland Park, skiltes jeg fra tyskerne. Mærkeligt nok kunne en af de gamle tyskere ikke dy sig for at brokke sig over et eller andet efter filmen. Personalet smilede bare overbærende med sigende blikke til mig.

Min personlige fremviser tog mig nu med på en hyggelig og informativ rundtur i hele destilleriet. Jeg kunne stille alle de spørgsmål jeg ville og fik god tid til at se og fornemme det engagement, der helt klart ligger til grund, for det arbejde hvert enkelt ansat yder på Highland Park.
Bagefter gik jeg op i shoppen, hvor man kunne købe souvenirs. Her fik jeg en god lang snak med personalet. Der var ikke travlt, tyskerne var ”over alle bjerge” og vi havde fred og ro til at snakke om tingene. Jeg købte en hue og et lille glas med inskription. Selve whiskyen var meget dyr og jeg kan jo købe det samme i Danmark, hvor whiskyen faktisk er ikke så lidt billigere, trods vore høje afgifter!! Men jeg fik lov at smage et par glas af deres eminente gudedrik.

Herefter gik turen nu ned i byen for at se mig om. Jeg gik ind i katedralen igen, for se lidt mere og fornemme dens skønhed og historie. Jeg vandrede også rundt på kirkegården og over til ”The Bishops Place”. Her satte jeg mig på en bænk på parkens græs, i skyggen af et stort træ og slappede af og nød udsigten ud over torvet og katedralen, de mennesker der gik forbi.

Turistsæsonen var nu godt i gang, så byen myldrede af mennesker. Normalt har hele Orkney kun en befolkning på ca. 19000. Men i sommerhalvåret, er her ”sort” af turister, især i Kirkwall. Men når man går ned igennem den krogede gågade, hører man desværre tysk tale hele tiden. Det er som at gå ned ad en gade i Hamburg, så mange er der, øv! Jeg gik nu ind på Tankerness Museum.
Det blev en dejlig oplevelse. Man havde gjort meget ud af at vise hele Orkneys historie på en spændende og oplysende måde, med mange velbevarede og spændende ting udstillet, ting som var fundet i de utallige udgravninger, man har foretaget ud over alle de ca. 70 øer som Orkney består af.

Min tur rundt på Orkney indbefatter ikke besøg på de mest berømte steder med udgravninger eller steder med ”standing stones” . Disse steder ligger meget spredt og ville have krævet mange penge og tid, hvis jeg skulle nå at se bare de vigtigste, medens jeg opholdt mig på øerne. Min tur var ikke udelukkende en tur for at se de store turistmål, men også at se de små ting, dykke lidt længere ned og ikke bare se de store etablerede seværdigheder.
 
På museet opdagede jeg, at de havde udstillet og beskrevet alle de vigtigste udgravninger. Klenodierne fra udgravningerne lå her på museet. Ved udgravningerne kunne man kun se ruinerne, murerne og hullerne fra fortidens bopladser, huse og omgivelser. På museet kunne man se indholdet og bedre forstå historien og menneskenes vilkår dengang.
 
I 1850 havde man den værste orkan på øerne. Det var en sandstorm af dimensioner, den blæste store områder af græs og jord langs kysterne på alle øerne. Derved opdagede man en bosættelse ved Skaill Bay på vestkysten af hovedlandet (West Mainland), som kaldes Skara Brae. Det er en berømt arkæologisk sted som blev udgravet færdigt i 1928 til 1930. Bosættelsen og husenes høje kvaliteter overrasker i dag besøgeren. Bebyggelsen stammer fra årene 3200 til 2200 før Kristi.

Bebyggelsen står i dag lige ud til kysten, havets indvirkning, storme gennem århundreder, har ædt klipper og sand væk. Da den opstod for 40 århundreder siden, lå den betydeligt længere inde i landet.
Over hele Skotland og også på Orkneyøerne, er der utallige mindelser fra fortiden. Bl.a. den berømte Ring of Brodgar ved Stenness, der har en af de største diametre i verden, nemlig 104 meter i diameter. Det er en stencirkel, bestående af 60 store opretstående sten, hvoraf kun de 27 står op i dag. Man begravede sine døde ved stenene efter opførelsen omkring 3000 år til 2000 år før Kristi.  Man har regnet ud at med datidens muligheder, har man anvendt mellem 85000 til 200000 mandetimer for at opføre disse stencirkler.

Efter besøget på det fine museum, tog jeg mig en cykeltur ud af byen op mod nordvest i retning af Wideford Hill. Vejret var dejligt, solen skinnede og vinden varm. Kirkwall lå badet i solskin og havet skinnede knaldblåt nordpå op mod øerne der. Bilisterne på vejen vinkede til mig og jeg blev så glad af at bruge kroppen og bare cykle af sted, lugte til naturen, se de mange store regnspover, der flyver alle vegne. Lyst og luften her på disse fortryllende øer her langt ude i Atlanten.

Tilbage i Kirkwall, gik jeg ind på turistkontoret. Det var i første omgang bare for at se mig om. Men jeg opdagede et lille A4 ark på en opslagstavle. Den fortalte noget om en speciel tur til en lille ø kaldet Eynhallow. Det fremgik, at turen kun foregik en gang årligt, da øen er et lukket naturreservat. Turen skulle foregå om onsdagen den 10. juli kl. 19:15, med afgang fra Tingwall. Mit blik blev fanget ind af, at det var RSPB ”Royal Society For The Protection of Birds” som stod for turen, sammen med Orkney Heritage Society.

Jeg spurgte mig for hos personalet i turistbureauet. Jeg kom til at tale med en person der hed Kathleen. Hun smilede meget og fortalte mig, at det var en tur der var svær at få billetter til, men hun havde faktisk 4 stk. tilbage. Turen ville koste £12. Jeg slog hurtigt til og bookede en billet, det var den sidste aften jeg ville være på Orkney, for om torsdagen gik rejsen hjemad mod Danmark igen. Hvis vejret ville være godt, ville det være en formidabel afslutning på min tur.
Kathleen fortalte, at BBC-TV ville være med og optage en film der. Øen er en perle for flere søfugle. Man har haft et forskningsprojekt på øen i over 50 år. Her der det fortrinsvis mallemukken man forsker på.
Fuglen er jo ikke en måge, men en albatros. Albatrosser kan blive meget gamle og mallemukken ligeså. Man har fulgte en bestemt fugl på øen og den døde først da den var 51 år gammel!! Imponerende. På øen er der også ruiner af gamle middelalder bosættelser, ligesom der findes en gammel vikingekirke fra 1100-tallet. Jo mere jeg hørte, jo mere spændende lød det.

Men jeg havde et stort problem, jeg kunne ikke komme til Tingwall, hvorfra turen ville foregå. Byen ligger langt oppe mod nordvest. Jeg ville ikke kunne nå at cykle derop og tilbage igen. Men Kathleen foreslog, at hun ville undersøge om ikke hun kunne få arrangeret, at jeg kunne få et lift med en anden deltager. Jeg aftalte med hende, at jeg ville vende tilbage inden onsdag og få aftalen på plads.

For at fejre mit held med denne tur, vedtog jeg, at jeg ville spise ude og gå til noget skotsk livemusik på Hotel Albert om aftenen. Men inden jeg cyklede hjem, kørte jeg ned til havnen for at se hvad der skete der.

Jeg cyklede derefter hjem for at skifte tøj, hvorefter jeg fandt frem til Hotel Albert, her fik jeg et ”barmeal”, en steak til lavere pris end i restauranten. Her var nu ret kedeligt, ingen mennesker og ingen udsigt. Så efter dette fandt jeg frem til barlokalet, hvor jeg satte mig ved baren og bestilte en øl og en whisky. I baren sad der nogle rigtig heftige bodegatyper.
Jeg faldt i snak med dem og det viste sig faktisk, at de var både rare og venlige og slet ikke ude på noget fis. Dog var der et par fyre, hvoraf den ene var meget rar og snakkesalig, men han var skide sur på en anden og de skændtes bravt og hadefuldt. Vi fik lidt flere whiskyer, de fleste fik jeg af bodegafyrene.
Men jeg kunne mærke på mig selv, at jeg vist hellere måtte stikke piben ind og se at komme hjemad, inden jeg blev for pløret til at cykle hjem. Samtidig var deres skænderier gået over til næsten håndgemæng, så inden jeg kom i vanskeligheder, sagde jeg pænt tak for i aften og sneg mig hjem i mørket, ad de smalle gader i Kirkwall.

I morgen ville jeg skulle bruge mange kræfter til den lange cykeltur til Houton og færgen til Lyness med krigsmuseet på øen Hoy.