TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Første Verdenskrig - The Pals bataljonerne & Sommeoffensiven 1. juli 1916.

"THE PALS" - Britiske nyoprettede hærenheder samlet i bataljoner, som bestod af soldater rekrutteret fra samme område, samme beskæftigelse, fædre, sønner, familie og venner, herafnavnet "The Pals". Kitcheners idé med at samle soldaterne i sådanne bataljoner blev en kæmpestor succes. Alle var glade for at kunne tjene landet, sammen med dem man kendte eller havde samhørighed med, f.eks. via det job man havde eller den branche man arbejdede inden for. -- Her er det glade soldaterkammerater fra kystbyen Hull, tilhørende 10. - 11. - 12. eller 13. Palsbataljon i 11. East Yorkshire Regiment, som var en regulær britisk hærenhed i 92. Brigade, 31. Infanteridivision, som marcherer mod døden eller lemlæstelse i Sommeoffensiven 1. juli 1916 - De 4 bataljoner i 11. East Yorkshire Regiment, havde deres egne bataljonsnavne: 10. Hull Commercials - 11. Hull Tradesmen - 12. Hull Sportsmen og 13. Hull t´Others. -- Lige som de titusindvis af andre soldater i Pals bataljonerne blev de fleste dræbt eller sårede under Somme-slagets næsten 5 måneders forløb.

FRANKRIG. SLAGMARKEN VED SOMMEFLODEN DEN 1. JULI 1916. Kortudsnit af hele Somme slaget og dets udvikling indtil 19. november 1916 hvor slaget ebbede ud. Man kan se de sparsomme resultater i landvinding man opnåede - på bekostning af hundredtusinde af døde soldater på begge sider og et landskab og byer totalt smadret til ukendelighed og værdiløst. Øverst i kortets hjørne ses byen Serre, hvor bl.a. Accrington Pals skulle angribe. -- Planlægningen af angrebet ved Sommefloden. -- Ved en konference i december 1915, besluttede De Allierede, at søge efter sejr i krigen, ved at foretage samtidige offensiver på Vestfronten, Østfronten og på den Italienske Front. -- Man var enige om, at et kombineret fransk-britisk angreb på Vestfronten, skulle ske i Picardy-området, nord og syd for Sommefloden i starten af juli 1916. Der var ikke nogen iøjnefaldende vigtige og strategiske mål bag de tyske fronter. Angrebsområdet blev valgt hovedsagligt fordi det var her, at de britiske hære og de franske hære forbandt De Allieredes frontlinier. -- Tyskerne kom De Allieredes planer i forkøbet, ved at iværksætte en offensiv mod franskmændene ved Verdun den 21. februar 1916. -- Som følge af dette pres mod den franske hær, var den britiske hær nødt til at overtage hovedrollen i Somme-offensiven. -- Slaget ved Sommefloden, skulle iværksættes ved et ugelangt artilleribombardement. Infanteriangrebet var sat til at ske den 29. juni, men pga. dårligt vejr, blev angrebet udsat 48 timer. -- Angrebstidspunktet blev sat til kl. 07.30 den 1. juli 1916. -- SOMME-SLAGETS FAKTA: -- 1. juli til 18. november 1916 i området Picardy, Frankrig. -- Strategi: Allieret sejr. -- Resultat: Taktisk hårdknude og dødvande. -- De Allierede: Det Britiske Imperium, England, Australien, Canada, New Zealand, Newfoundland, Syd Afrika og Frankrig. Imod disse, Det Tyske Imperium. -- Militærchefer: De Allierede: Douglas Haig og Joseph Joffre. Tyskland: Max von Gallwitz og Fritz von Below. -- Styrkefordeling: Ved begyndelsen: 13 Britiske og 11 Franske divisioner. Ved slutningen: 51 Britiske og 48 Franske divisioner. -- Tyskland: Ved begyndelsen: 10½ division. Ved slutningen 50 divisioner. -- Tab: Det Britiske Imperium: 419.654. Frankrig: 204.253. I alt: 623.907 (heraf 146.431 dræbte eller savnede). -- Yderligere Allierede omkostninger: 100 tanks og 782 Royal Flying Corps fly ødelagt. -- Tab: Tyskland: 434.500 i alt (heraf 164.055 dræbte eller savnede). -- By og områdenavne for slagene ved Sommefloden fra 1. juli til 18. november 1916: Albert – Bazentin – Fromelles – Pozières – Mouquet Farm – Guillemont – Ginchy – Flers-Courcelette – Morval – Thiepval Ridge – Le Transloy – Ancre Heights – Ancre – Gommecourt – Serre – Fricourt – Beaumont-Hamel – Mametz m.fl.

Oversigt over Somme-slaget i 1916. Her ses de enkelte større slag i Somme-området fra 1. juli til 19. november 1916.

Kort over de planlagte britiske angreb den 1. juli og her med angivelser af personer og episoder som der er historiske beretninger om. Se og læs ved de 6 fotos nedenfor om soldaten Dick King/familie m.m., som er nævnt på herværende kort. Læs om ham og hans familie og skæbne i angrebet på Fricourt. Øverst på kortet ses Landsbyen Serre, hvor Pals-bataljonen Accrington Pals i 31. Division skulle angribe.

Postkort fra 1910, som viser forskellige fotos fra den engelske by Accrington, hvorfra hovedparten af alle de våbenføre mænd i bataljonen Accrington Pals kom fra. -- En kort beskrivelse af byen umiddelbart før 1. Verdenskrig. -- Lord Kitchener´s hverving af soldater omfattede også denne bys mænd, som blev opstillet i bataljonen Accrington Pals. -- Accrington var dengang en betydningsfuld by og et vigtigt jernbaneknudepunkt, 22 miles nord for Manchester og 5 miles øst for Blackburn. Grundlaget for byen var bomuldsvævning - og spinderier. Der var fabrikker hvor man foretog tryk på bomuldsvarer, hvoraf en fabrik havde 1300 ansatte. Der var også store firmaer, som leverede maskiner m.m. til disse industrier, ligesom der også lå bryggerier, kul lagre og stenbrud. Maskinfabrikken Howard and Bullough Ltd. havde næsten 5000 ansatte. -- I hele byen boede i 1911 45.000 mennesker. (på størrelse med Svendborg i dag).

Accrington Pals bænket udendørs til te i lejeren South Camp ved Ripon, Yorkshire i England.

Accrington Pals - skydetræning i lejren Wormold Green i England under Første Verdenskrig, inden de skulle være klar til at sejle til Frankrig og dø på slagmarkerne ved floden Somme. Soldaterne her anvender en af den britiske hærs infanterigeværer, den lange udgave af det amerikanske Lee Enfield.

Bataljonen samlet dagen før. Her mønstres styrken og soldaterne informeres om angrebet, mål og hvad der forventes af dem - I praksis og underforstået - gå uden tøven i døden! Dagen efter var 4/5 del af disse soldater her dræbt! Om morgenen den 1. juli havde Sir Henry Rawlinson, kommandøren af den britiske 4. Armé, udsendt et budskab til alle sine soldater, hvor han ønskede dem held og lykke, og understregede, at de skulle holde fast i hver fodsbredde jord som de erobrede. Den præcise og vedvarende artilleribeskydning i en hel uge ville i høj grad bistå infanteriet i den opgave (som viste sig slet ikke at holde stik). Soldaterne kunne dog ikke undgå at bemærke de store anlæg af gravpladser til de kommende døde soldater, som var ved at blive anlagt, da de i mange kolonner passerede forbi Sucrerie og Colincamps. Gravpladser hvor enorme mængder af dem kom til at blive begravet og hvor mange af dem ligger den dag i dag.

31. Infanteridivisionens mål 1. juli 1916. Somme-offensivens nordlige frontafsnit, hvor bl.a. 31. Infanteridivision og hermed de mange Kitchener-Pals bataljoner skulle deltage, herunder Accrington Pals. Længst mod nord skulle der ske et afledningsangreb foretaget af 46. North Midland Infanteridivision og 56. London Infanteridivision på området omkring Gommecourt, men i det væsentlige dannede 31. Infanteridivision det nordlige kampområde i Somme-offensiven og dermed den venstre flanke af det britiske VIII Corps og hermed 29. Infanteridivision - som havde ansvaret for at erobre landsbyen Beaumont-Hamel og området her. På 31. divisions venstre flanke, skulle 48. South Midland Infanteridivision ikke deltage i angrebet, men alene yde beskydning og udlægge røg og udlåne to af dens bataljoner til 4. Infanteridivision på 31. infanteridivision's højre flanke. 31. Infanteridivision´s bataljoner skulle til at svinge syd om og op mod landsbyen Serre, som når den var erobret, ville skulle fungere som en flankebeskyttelse for resten af briternes 4. Armé mod syd og deres mål for Somme-offensiven. Den forreste skyttegravslinje for den 31. Infanteridivision lå i forbindelse med fire linjer af lave trækrat: Disse skyttegravsafsnit havde, som alle andre britiske skyttegravssystemer havde, fået navne efter de kristne apostle. I dette frontafsnit var der 4 skyttegravsafsnit (benævnt Copse) med navnene: Matthew, Mark, Luke and John (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes). Afstanden fra de britiske skyttegrave til Serre var ca. 1600 meter og mellem disse lå de tyske skyttegravssystemer, som bestod af 4 linjer. Tyskerne havde desuden kraftigt befæstet Serre, som et af deres vigtige hovedforsvarspunkter. Det lille frontafsnit med deres lave træer, som dannede John Copse skyttegravsafsnittet, var derfor omdrejningspunktet, hvor hundreder tusinder af soldater ville rotere omkring i den omfattende Somme-offensiv. Den lille landsby Serre og tyskerne havde allerede trodset tre morderiske angreb af den franske hær i juni 1915 og det var kendt, at tyskerne havde gjort god brug af landskabet og landsbyens bygninger til at gøre området til, hvad de håbede var en uindtagelig fæstning.

Landsbyen Serre, set fra den britiske side. I forgrunden ses skyttegravsafsnittet med navnet "John Copse". Det var bl.a. herfra Accrington Pals bataljonen (11. East Lancashire Regiment i 94. Brigade, 31. Infanteridivision) skulle angribe over det åbne land op mod byen – de skulle angribe på den højre flanke, fra skyttegravsafsnittet Matthew og John Copse. Fotoet er fra juni 1916 kort før Somme-slaget startede den 1. juli. Den venstre flanke af offensiven ved Serre blev tildelt 94. Brigade, og de placerede halvdelen af 14. York & Lancaster Regimentet bestående af 2. Bataljon Barnsley Pals, som skulle rykke frem i anden bølge og sikre den nordlige flanke ved skyttegravsafsnittet John Copse. I skyttegravsafsnittet mellem John og Luke Copse, skulle 12. York & Lancaster Regiment, The Sheffield City Pals bataljonen angribe Serre langs med 11. East Lancashire Regiment, med The Accrington Pals bataljonen, som blev placeret både som angribere i første bølge og i anden bølge fra skyttegravsafsnittet John og Matthew Copse, sammen med 13. York & Lancaster Regiment, 1. Bataljon Barnsley Pals. Bataljonen fra Accrington Pals og begge bataljonerne fra Barnsley Pals og fra Sheffield City Pals bataljonen skulle også levere soldater til 3 og 4 bølge af soldater og reserver bag ved frontskyttegravene. Som det definitive tryk på de tyske skyttegrave og Serre, skulle 4 bataljoner fra 31. Infanteridivision´s 93. Brigade, trænge op fra den højre flanke mod syd - et svingende slag mod undersiden af Serre. De 4 bataljoner var 15. West Yorkshire Bataljon, som skulle danne forreste bølge, efterfulgt af 16. og 18. West Yorkshires bataljoner, med den 18. Durham Light Infantry i den bageste bølge. Alle enhederne ville fremme i deres stormløb mod de tyske skyttegrave passere gennem hinandens linjer, hvorved de ville give dem mulighed for at omstrukturere og konsolidere deres positioner. Ligeledes skulle enheder fra 48. Infanteridivision, nemlig 8. og 6. bataljon fra Royal Warwickshire Regimentet, angribe området ”The Quadrilateral” Redoubt (det firkantlignende frontområde syd for Serre), også kendt som Heidenkopf på tysk.

Serreområdet og dets optegnelser af skyttegrave og angrebsmål. Hvert skyttegravskompleks havde sit eget navn. De tyske soldater i landsbyen var fra 169. Infanteriregiment (8. Baden) og havde kunnet gøre sig bekendt med området i over et år. De franske angreb i juni 1915 havde slået tyskerne ud af den landskabsmæssige modsatte højderyg og givet den franske (og nu den britiske) deres nuværende forreste linje, men de franske angreb havde kostet meget dyrt i tab for deres sparsomme gevinst. Selv om Serre området kunne se ud som et ubetydeligt strategisk mål, var det militærstrategisk lige så vigtigt, som Thiepval syd for Serre, hvis ydre udseende kunne være militærstrategisk vildledende. Lige syd for Serre, ved 4. Infanteridivision´s operationsområde, lå resterne af de forreste præ-franske angrebslinjer, som var kendt som ”Heidenkopf”, efter at en lokal tysk kommandant. Briterne kaldte det ”The Quadrilateral” (firkant-lignende). – Opbygning: -- Den 24. juni 1916 begyndte det britiske artilleri en uge langt bombardement af de tyske stillinger. Et bombardement, der var designet til ikke kun at ødelægge de tyske stillinger, men også udslette eller gøre de tyske infanterister mentalt nedbrudte af granatchok, at modstanden ville være minimal. 31. Infanteridivision´s base var i og omkring landsbyen Bus-lès-Artois og om aftenen og natten den 30. juni, sneg briterne sig, ligesom deres franske kolleger havde gjort det fra samme landsby et år tidligere, ud foran deres forreste skyttegrave, sådan at de kunne springe ud fra positioner ud i ”No Man´s Land” og frem mod de tyske skyttegrave. Humøret var højt trods det dårlige vejr, der havde forårsaget to dages udsættelse af offensiven. Alle ønskede at tro, at den følgende morgen, lige foran dem lå en allerede slået fjende og de som britiske mænd fra mange forskellige samfundskredse i England, som f.eks. professionelle soldater, kontorister, minearbejdere, fiskere, sportsfolk osv., ville kunne angribe og føre offensiven frem til den ultimative sejr.

Kort over det område af fronten, hvor Serre lå og hvor bl.a. Accrington Pals skulle angribe 07:30 den 1. juli 1916. 31. Infanteridivisionens mål 1. juli 1916. Somme-offensivens nordlige frontafsnit, hvor bl.a. 31. Infanteridivision og hermed de mange Kitchener-Pals bataljoner skulle deltage, herunder Accrington Pals. Længst mod nord skulle der ske et afledningsangreb foretaget af 46. North Midland Infanteridivision og 56. London Infanteridivision på området omkring Gommecourt, men i det væsentlige dannede 31. Infanteridivision det nordlige kampområde i Somme-offensiven og dermed den venstre flanke af det britiske VIII Corps og hermed 29. Infanteridivision - som havde ansvaret for at erobre landsbyen Beaumont-Hamel og området her. På 31. divisions venstre flanke, skulle 48. South Midland Infanteridivision ikke deltage i angrebet, men alene yde beskydning og udlægge røg og udlåne to af dens bataljoner til 4. Infanteridivision på 31. infanteridivision 's højre flanke. 31. Infanteridivision´s bataljoner skulle til at svinge syd om og op mod landsbyen Serre, som når den var erobret, ville skulle fungere som en flankebeskyttelse for resten af briternes 4. Armé mod syd og deres mål for Somme-offensiven. Den forreste skyttegravslinje for den 31. Infanteridivision lå i forbindelse med fire linjer af lave trækrat: Disse skyttegravsafsnit havde, som alle andre britiske skyttegravssystemer havde, fået navne efter de kristne apostle. I dette frontafsnit var der 4 skyttegravsafsnit (benævnt Copse) med navnene: Matthew, Mark, Luke and John (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes). Afstanden fra de britiske skyttegrave til Serre var ca. 1600 meter og mellem disse lå de tyske skyttegravssystemer, som bestod af 4 linjer. Tyskerne havde desuden kraftigt befæstet Serre, som et af deres vigtige hovedforsvarspunkter. Det lille frontafsnit med deres lave træer, som dannede John Copse skyttegravsafsnittet, var derfor omdrejningspunktet, hvor hundreder tusinder af soldater ville rotere omkring i den omfattende Somme-offensiv. Den lille landsby Serre og tyskerne havde allerede trodset tre morderiske angreb af den franske hær i juni 1915 og det var kendt, at tyskerne havde gjort god brug af landskabet og landsbyens bygninger til at gøre området til, hvad de håbede var en uindtagelig fæstning. De tyske soldater i landsbyen var fra 169. Infanteriregiment (8. Baden) og havde kunnet gøre sig bekendt med området i over et år. De franske angreb i juni 1915 havde slået tyskerne ud af den landskabsmæssige modsatte højderyg og givet den franske (og nu den britiske) deres nuværende forreste linje, men de franske angreb havde kostet meget dyrt i tab for deres sparsomme gevinst. Selv om Serre området kunne se ud som et ubetydeligt strategisk mål, var det militærstrategisk lige så vigtigt, som Thiepval syd for Serre, hvis ydre udseende kunne være militærstrategisk vildledende. Lige syd for Serre, ved 4. Infanteridivision´s operationsområde, lå resterne af de forreste præ-franske angrebslinjer, som var kendt som ”Heidenkopf”, efter at en lokal tysk kommandant. Briterne kaldte det ”The Quadrilateral” (firkant-lignende). – Opbygning: Den 24. juni 1916 begyndte det britiske artilleri en uge langt bombardement af de tyske stillinger. Et bombardement, der var designet til ikke kun at ødelægge de tyske stillinger, men også udslette eller gøre de tyske infanterister mentalt nedbrudte af granatchok, at modstanden ville være minimal. 31. Infanteridivision´s base var i og omkring landsbyen Bus-lès-Artois og om aftenen og natten den 30. juni, sneg briterne sig, ligesom deres franske kolleger havde gjort det fra samme landsby et år tidligere, ud foran deres forreste skyttegrave, sådan at de kunne springe ud fra positioner ud i ”No Man´s Land” og frem mod de tyske skyttegrave. Humøret var højt trods det dårlige vejr, der havde forårsaget to dages udsættelse af offensiven. Alle ønskede at tro, at den følgende morgen, lige foran dem lå en allerede slået fjende og de som britiske mænd fra mange forskellige samfundskredse i England, som f.eks. professionelle soldater, kontorister, minearbejdere, fiskere, sportsfolk osv., ville kunne angribe og føre offensiven frem til den ultimative sejr.

Lancashire Fusilers/Salford Pals ventende nede i skyttegravene nær ingenmandsland og angrebet her op mod Serre og de 4 tyske skyttegravslinier. Man kan på billedet ane den spændte venten og undertrykte rædsel. Lidet anede de nok, at de næsten alle sammen ville være døde 40 minutter efter at de kom op over skyttegravens kant. Soldaterne på fotoet blev 20 minutter efter dette foto blev taget, beskudt med mange tyske maskingeværer.

Accrington Pals lige før de skal op af skyttegravene. Se de andre billeder af angrebet. De bagfra kommende engelske bølger af soldater, især den 3 og 4 bølge blev nærmest skåret ned i bundter, mange faldt ned i deres egne skyttegrave, ramt omgående af den tyske maskingeværild, inden de var helt oppe af den.

På billedet af slagmarkens område, taget den 22. juni 1916, kan man se de 4 tyske skyttegravslinier, startende med den forreste skyttegrav ved S2, hvor netop Accrington Pals skulle angribe. Syd for S2 skulle Leeds og Bradford Pals angribe (S3). Soldaterne der ikke blev dræbt omgående kæmpede sig gennem det åbne ingenmandsland hen mod de tyske pigtrådshegn. Her prøvede man at forcere det, men mange blev skudt sønder og sammen i forsøget. Nogle kom dog over og angreb mod og ned i den forreste tyske skyttegravslinie. De bagfra kommende engelske bølger af soldater, især den 3 og 4 bølge blev nærmest skåret ned i bundter, af den tyske maskingeværild, mange faldt ned i deres egne skyttegrave, ramt omgående af den tyske maskingeværild, inden de var helt oppe af den. The Accrington Pals forcerede op mod Serre, og efter ganske kort tid, næsten uden officerer og befalingsmænd, som alle var dræbt eller sårede. Disse grupper af soldater vendte stort set aldrig tilbage, men blev næsten alle dræbt. Angrebet døde ud ved ottetiden og resterne af soldaterne humpede tilbage gennem ligdyngerne, maskingeværilden og granaterne, mange nåede aldrig tilbage i skyttegravens beskyttelse, men faldt døde eller sårede om, oven i deres kammerater og venner fra deres barndom og ungdom i Accrington. Her lå de nu i deres ungdoms vår smadret, gennemhullet og lemlæstet, medens de få overlevende soldaterkammerater skrigende løb, kravlede og humpede forbi mod sikkerheden i deres egen skyttegrav. Man kan slet ikke forestille sig sådan en krig. Hvad får dog nogen til at gøre dette!? Hvem kan dog få sig selv til at sende sine mænd ud til den visse død på den måde?

Luftfoto fra selve sommeoffensivens start den 1. juli 1916 - her med skyttegravene ved Serre med de britiske til venstre og de tyske til højre foran landsbyen Serre.

Også landsbyen Serre og områdets tyske skyttegrave blev heftigt bombarderet af englænderne i en hel uge inden! Her er det resterne af nogle småskove ved Serre, som er helt smadrede. Efterhånden som soldaterne fra Accrington Pals blev mejet ned ude omkring i ”No Man´s Land”, tog nogle af dem sig sammen og rystede den sindssyge oplevelse lidt af sig og begyndte at skyde med deres geværer fra de granathuller og steder, som kunne anvendes til beskydning af de tyske skyttegrave. Mange tyske soldater stod frit fremme på skyttegravskanterne og skød mod de britiske soldater. Her er en beretning fra Menig Harry C. Bloor, Accrington Pals: ”Jeg og 2 andre fra bataljonen lå i skjul i et granathul, vi var alle sårede. Jeg kikkede over kanten af granathullet og kunne se tyskerne. Jeg blev pludselig meget vred og gal. Jeg havde set og så mine kammerater blive mejet ned af tyskernes maskingeværkugler og kunne se en af mine kammerater hænge sønderskudt i deres pigtråd. Jeg tænkte på min rigtig gode ven og kammerat, som var blevet dræbt af en granat et par dage før. Jeg tænkte, at vi alle var dødsdømte og kunne ikke se, hvordan vi skulle komme derfra i live. Jeg havde ikke kunnet stille noget op overfor tyskerne – endnu. Jeg tog den beslutning, at jeg ville dræbe en af dem, inden de fik ram på mig. Jeg tog mine patronholdere ud og lagde dem tilrette foran og ved siden af mig og lagde mig tilrette og indstillede sigtet på min riffel og sigtede på de tyske soldater. Jeg fik en tysker i sigtet og fyrede – Han strakte armene i vejret og faldt baglæns ned i deres skyttegrav. De andre tyskere omkring ham dukkede sig hurtigt ned i skyttegraven. Jeg kom til at ligge i dette granathul indtil sent næste dag den 2. juli. Og jeg besluttede at forsøge at komme væk, selv om jeg var såret i foden. Jeg kravlede tilbage gennem mudder og døde kammerater, afrevne lemmer og smadrede kroppe, uden om og over dem, de hårdt sårede, som stadig var i live, stønnede og græd og bad om hjælp – men jeg kunne ikke gøre noget! Endelig nåede jeg vores angrebsskyttegrav, som jeg nærmest faldt ned i. Skyttegraven var fuld af sårede og døde kammerater, ingen raske soldater, ingen bårefolk og lægehjælp. Der sad en fyr på en ammunitionskasse, jeg prøve at tale til ham, men han reagerede ikke. Jeg tilbragte natten i et mandehul i skyttegraven sammen med nogle andre sårede kammerater. Næste morgen på tredjedagen efter angrebet kravlede jeg op i skyttegraven igen og fyren sad stadig på sin kasse – han havde været død hele tiden. En hårdt såret officer sagde til mig: ”Hvis du vil væk herfra unge mand, så kravl! Det gjorde jeg så… Harry fik først lægehjælp om natten denne tredje dag, 60 timer efter at være blevet såret. Han tilbragte et helt år på hospital og blev hjemsendt som invalid i sensommeren 1917.

Smadret tysk skyttegrav foran landsbyen Serre - nogle steder bevirkede de ugelange britiske bombardementer omfattende ødelæggelser i de tyske skyttegrave, men ofte var de ikke bemandet med ret mange soldater - de var i skjul i de veludbyggede dybe tyske bunkers og "dougouts".

Soldater fra bataljonen Accrington Pals uden for Serre, efter erobringen af en del af en tysk skyttegrav. Angrebet lykkedes ikke og Serre blev ikke indtaget under Somme-slaget fra 1. juli til 18. november 1916. Bataljonen havde efterladt nogle få soldater/signalfolk i egen skyttegrav, som skulle melde om angrebets forløb og resultater. Flere af disse blev vidner til nedslagtningen af deres kammerater på tætteste hold. Lance Korporal H. Bury, Accrington Pals beretter: ”Vi i stand til at se vores kammerater rykke fremad hen over ”No Man´s Land”, kun for at blive skåret ned som græs på en eng. Jeg følte mig syg over dette ragnarok og jeg græd. Vi så faktisk et signalflag vifte nær Serre, men det var kun synligt i få sekunder, så forsvandt det og vi kunne ikke tolke signalet med sikkerhed”. -- Senere under slaget, kom Lance Korporal H. Bury (underkorporal) ud for følgende surrealistiske hændelse: I nærheden af mig var 2 signalfolk fra Accrington Pals i gang med at hjælpe bårefolk med at slæbe de hundredvis af sårede rundt på bårer. En gruppe stabsofficerer kom forbi forbindspladsen og en af dem spurgte vores korporal: ” Hvorfor er disse mænd ikke blevet barberet?”. ”Jeg kunne have skudt ham uden samvittighedsnag”!

94. Infanteri Brigades ordre nr. 90, 16. november 1916 - 2 dage før Somme-slaget var ovre. En ordre om at 1 officer og 55 andre soldater med forskellig rang fra 11. Bataljon, East Lancashire Regimentet (Accrington Pals bataljonen), skal foretage et raid om natten ind i de tyske skyttegrave. Ordren beskriver hvad planen er, tidspunkter, bemanding, artilleriforberedelse, flankebeskyttelse og andre ting.

Beretninger fra tyske soldater, som stod i deres skyttegrave i og omkring Serre, da Accrington Pals i alm. gang bevægede sig op mod landsbyen og de tyske befæstninger. Accrington Pals bataljonens angrebsområde op mod Serre, beskrives i feltmeldinger således: Græs i næsten taljehøjde på en svag opadgående skråning mod det tyske forsvar. Soldaterne i Accrington Pals blev billedlig talt mejet ned som græs, da de angreb op af skråningerne. Bataljonen mistede 235 dræbte og 350 sårede på kun 20 minutter. De soldater, der formåede at kæmpe sig igennem de tyske linjer blev opslugt i kampene, forsvandt som om de havde gået ud i et røgslør for aldrig at blive set igen. En håndfuld Accrington Pals soldater fra bataljonens forreste linje nåede til Serre, men det skulle blive deres sidste handling og hvilested, indtil deres lig blev fundet senere på året, da et andet mislykket forsøg på at erobre Serre blev gjort af samme 31. Infanteridivision, som havde lidt et tab på 3.600 soldater på kun 1 dag - 1.349 af dem var blevet dræbt. Deres naboenheder i 4. Infanteridivision (sammen med de to bataljoner fra Royal Warwickshire Regiments), mistede yderligere 5.752 soldater - herunder 1.883 dræbte. Den 24. februar 1917 forlod tyskerne Serre, som en del af deres Operation Alberich, for at trække sig tilbage til Hindenburg Linjen. Landsbyen blev aldrig taget af de allierede med militær magt.

Nyere foto med et vue set fra øst ind over Serre og mod vest, ned mod de britiske skyttegrave. På fotoet ses skyttegravsbenævnelserne m.m. Det var soldater fra det tyske 169. Infanteriregiment, som forsvarede Serre.

Skematisk overblik over krigskirkegårdene omkring Serre, herunder den nævnte Railway Hollow (Dugout) Cementery. Her er de lagt ind oven på et samtidigt kortudsnit, som viste skyttegravene og deres navne m.v.

Vejen mod vest ved landsbyen Serre - vej/informationstavler som viser hen til de mange memorials og krigskirkegårde i området, som jeg besøgte den 31. maj 2013.

Serre Lès Puisieux og vejen Rue de Mailly Maillet D919 derop. Udsigt mod øst set fra vest. Ved byens vestlige udkant ses mindestedet for 12. York-Lancs Regimentet.

Vue mod sydøst ved Serre på min tur op ad markvejen til de britiske krigskirkegårde og mindeparken Sheffield Memory Park, med bl.a. Accrington Pals Memorial.

Udsigt mod vest ved Serre på markvejen op mod Sheffield Memorial Park, ud mod byen Colincamps bag horisonten og med de 2 britiske krigskirkegårde Sucrerie Military Cemetery og Euston Road Cemetery, som ses i horisonten.

Serre - Første krigskirkegård jeg besøgte på vej til Sheffield Memory Park var Serre Road Cemetery no. 3, som rummer 86 grave fra soldater i 31. Division. I baggrunden kan ses Queens Cemetery og Luke Copse Cemetery.

Serre - Serre Road Cemetery no. 3. Her gravstenen for Menig (Private) J.J.Topping, som tilhørte East Lancashire Regiment og faldt på Sommeslagets første dag den 1. juli 1916.

Serre - Sheffield Memory Park set fra Queens Cemetery.

Serre - Queens Cemetery er opbygget i flere planer og rummer 311 britiske grave. Alle de over tusind britiske krigskirkegårde verden over er smukke og stemningsfulde og holdes omhyggeligt ved lige.

Serre - Queens Cemetery - Luke Copse Cemetery i baggrunden t.v.

Serre - Queens Cemetery. Gravsten for Lance Corporal Giles Lund nr. 15025. Han faldt også den 1. juli 1916, 24 år gammel. Han var søn af Samuel og Louisa Giles, Park Street 23 i Accrington.

Serre - Queens Cemetery. Gravsten for 2 faldne soldater fra hver sin hærenhed, som faldt den samme dag 13. november 1916 ved Serre. Menig M. Cowton fra East Yorkshire Regiment, som faldt kort før Sommeslagets afslutning den 18. november 1916. Desuden er Menig F. Allen fra Royal Welsh Fusiliers også begravet her.

Serre - Luke Copse British Cemetery ved Sheffield Memory Park rummer "kun" 44 grave.

Sheffield Memorial Park og indgangen med informationsskilte og med Barnsley Pals Memorial i baggrunden inde i parken.

Ved indgangen til Sheffield Memorial Park ses dette informationsskilt, som skematisk men forenklet, viser skyttegravene og bl.a. de tyske maskingeværstillingers positioner, som dræbte de hundredvis af britiske soldater, som asede op af markerne mod Serre.

Lige inden for indgangen af Sheffield Memory Park ses mindesmærket for 2 af de Pals bataljoner som deltog i angrebet op mod Serre - The Barnsley Pals Memorial. Barnsley Pals første og anden bataljon som tilsammen mistede 561 soldater på denne dag.

Rester af skyttegravene og granathullerne omkring mindesmærkerne for Somme-slaget ved Serre og området hvor Accrington Pals og de andre Pals bataljoner angreb. Det er noget af det første man ser, når man færdes i parken. Tyskerne brugte bl.a. et Maxim G8 maskingevær, med 300 skud pr. minut!! En dødelig effektiv ”blysprøjte”, som flåede store huller i briternes rækker i det åbne ingenmandsland, hvor der ingen dækning fandtes og hvor afstanden mellem maskingeværet og briterne kun var mellem 100 og 200 meter. Soldaterne kunne ikke gå eller løbe ret hurtigt i det granathullede, mudrede og uvejsomme ingenmandsland, hvor de hurtigt mødte minerne ved den forreste tyske skyttegrav og pigtråden. Denne kombination af forhindringer og soldaternes kilovis af tungt udstyr, gjorde soldaterne langsomme og det blev derfor en smal sag for de tyske maskingevær- og geværskytter, at ramme dem. Som siddende ænder blev de pillet ned af pigtråden, eller splittet ad, af de miner de trådte på eller udløste. De døde som fluer, ”limet” til de forreste tyske skyttegravskanter. Et uhyggeligt, forgæves og unødvendigt blodbad.

I udkanten af Sheffield Memory Park står dette memorial-kors til minde om en af de faldne soldater, som faldt netop på dette sted, men først blev fundet den 3. april 1928. Det drejer sig om Private Albert Edward Bull, service nr. 12/1831, som faldt den 1. juli 1916 (på korset står der modstridende datoer i utydelig gravering - 14. juli 1916). Han var 22 år og soldat i 12. Bataljon - York And Lancaster Regiment. Han ligger ikke begravet under korset, men er begravet på Serre Road Cemetery No. 2, grav nr. XIX. E. 16. Han var søn af Louis John and Agnes Bull, The Bungalow, Hundall, Apperknowle, Sheffield.

Accrington Pals Memorial ved Serre. Mindesmærket er opbygget af røde mursten, hentet i Accrington by i England. Percy Holmes, bror til en af de faldne Accrington Pals, fortæller, at da det blev kendt, at Accrington Pals var blevet udslettet i et angreb, var hele byen i chok. I dagene og ugerne efter Somme-slagets start, gik rygterne mere eller mindre vildt rundt i England, Skotland og Irland. Borgerne i Accrington og opland fik via rygter opfattelsen af, at kun 7 mand af hele bataljonen havde overlevet og man samledes chokeret og vrede omkring borgmesterens hus. De var overbeviste om, at han holdt oplysningerne hemmelige for dem. I ugerne efter blev aviserne fyldt med rækker og kolonner af lister med de faldne, foruden nekrologer og fotos af de døde soldater. Hele det britiske samfund var chokeret og i dyb afmægtig sorg og krise. Næsten alle huse i byen trak gardinerne for og kirkeklokkerne ringede hele dagen uden ophold. Alle havde mistet en mand, en kæreste, en bror. Percy Holmes vil aldrig glemme denne følelse af ufattelig gru og afmagt, vrede og utrøstelig sorg, der prægede byen i mange år efter 1. Verdenskrig. Familierne til de tusindvis af sårede og ikke mindst de savnede soldater, brugte dage og uger på at søge oplysninger og vished om deres kære. Der herskede enormt kaos og oplysninger og meddelelser viste sig at være forkerte, både om sårede, døde of savnede. Familier indrykkede avisannoncer i deres iver for at få nyt om deres kære. Mange familier måtte vente i mange måneder inden de kunne få nogen valid besked og tusindvis fik aldrig vished om skæbnen for deres søn, ægtefælle, bror osv. Ud over sorgen over tabet og uvisheden, betød det også årelange økonomiske problemer for de efterladte (arv og gæld m.m.). Den 12. juli – Orangeman´s Day i Belfast, Nordirland, blev al trafik stoppet ved middagstid og hele byen holdt 5 minutters stilhed i sorg og minde. ---- Sådan kan en historie få et udløb bl.a. pga. en enkelt mands, Lord Kitcheners skæbneforløb, som endte i det iskolde stormpiskede hav ved Orkney, da han druknede sammen med næsten hele besætningen på slagkrydseren HMS Hampshire, da den sank efter at være løbet på en tysk u-bådsudlagt mine. Lord Kitchener satte mange ”fingeraftryk” i historien i sine 66 års levetid. Desværre havde det altid noget at gøre med krig, massevis af døde, massakrer, blod og ulykke for alle hans omgivelser. Måske er nogens teori om, at han skød sig selv i maj eller juni 1916 ikke helt ved siden af! Hvem kan dog holde ud at leve på sådan en baggrund. Hvis han tog sit eget liv, kunne den engelske regering og militær selvfølgelig ikke tillade, at det blev kendt, at deres store krigshelt afgik ved døden på denne feje og uværdige måde. Derfor kan der være tale om, at man søgte at skjule de virkelige hændelser, med en stand in på HMS Hampshire. Læs om dette på den anden side om Kitcheners historie og endeligt.

Accrington Pals Memorial og den slags tekster som næsten står alle steder på de tusindvis af mindesteder, mindeplader osv. som markere de millioner af døde soldater i Europa´s mange krige. Der var 720 soldater i den angrebsstyrke som Accrington Pals kunne mønstre til offensiven den 1. juli 1916. De var fordelt over ca. 125 meters bredde og opsat i 4 bølger/rækker.

Skematisk opstilling af det "skyttekædesystem" som man anvendte når man skulle foretage et frontalangreb på fjendens skyttegrave. Selv om man ikke skulle tro det - så var der mening med galskaben - dødelig mening!! De forskellige "bølger" af soldater havde ofte forskellige opgaver under angrebet og umiddelbart efter. Efter at alle soldaterne fra Accrington Pals havde forladt deres skyttegrave, gik der ca. 20 minutter inden chefen for bataljonen Liutenant Colonel Rickman rapporterede til 94. Brigades Hovedkvarter, at hans soldater blev massakreret i "Ingenmandsland" på vej op mod Serre. Angrebet blev ikke stoppet og myrderierne fortsatte.

Accrington Memorial og et halstørklæde fra fans af Accrington Fodboldklub. Mange besøgende efterlader deres mindekors og andre særlige ting som minde om deres besøg.

Inden East Lancashire Regiment ankom til Frankrig og Sommeområdet i 1916, var enheden først udstationeret i en kort periode i Egypten i slutningen af 1915 til februar 1916 - derfor også denne mindeplade for dette ophold.

Mindeplade for "Z" kompagniet i bataljonen Burnley Pals (11. East Lancashire Battalion/Regiment), som også var en del af de bataljoner, som deltog i angrebet op mod Serre 1. juli 1916.

Mindeplade for "Y" kompagniet i bataljonen Chorley Pals (11. East Lancashire Battalion/Regiment), som også var en del af de bataljoner, som deltog i angrebet op mod Serre 1. juli 1916.

Gravene på en af de mange krigskirkegårde ved Serre, med de mange faldne fra bl.a. Accrington Pals. Her ses kirkegården med navnet Railway Hollow Dugout (bemærk det gamle granat/minekrater i forgrunden) ned i baggrunden. Pals bataljonerne blev nærmest udraderet en og samme dag, den 1. juli 1916. De havde trænet i 2 år og på ca. 20 - 40 minutter, i det frygtelige angreb, over et åbent ingenmandsland, ved resterne af byen Serre, blev næsten alle soldater fra denne bataljon massakreret. Af 720 soldater i Accrington Pals bataljonen, som var i angrebsstyrken, døde 235 soldater og 350 blrev såret i løbet af ca. 20 til 40 minutter!! Leeds Pals Bataljonen mistede 750 soldater af 900 mand og Grimsby og Sheffield Pals bataljonerne mistede over halvdelen af deres soldater. Efter tilbagetrækningen af de få overlevende, var alle i chok. Det kom helt bag på briterne, at dette kunne ske. Det viste sig ved dagens slutning, at det stort set var gået sådan alle steder. Ca. 60.000 soldater døde, blev sårede eller forsvandt på kun 1 dag!! Men selv om denne første dag var katastrofal, fortsatte briterne og franskmændene presset på fronten, helt indtil vinteren satte en stopper for offensiven den 18. november 1916. Tyskerne holdt Serre helt til februar 1917. De Allierede vandt kun nogle få miles terræn, og med et helt ufatteligt spild af soldater og materiel. 610.000 soldater mistede man i de få måneder i 1916, inden vinteren stoppede kampene ved Sommefloden. Tyskerne mistede antagelig et lignende antal soldater, da de foretog gentagne modangreb. Brigadegeneral H.C. Rees, sagde om sine enheder og Pals bataljonerne, at han aldrig havde set sådan et modigt angreb før, med aldrig vigende bølger af soldater, der uanset uhyggelige tab, blev ved at gå frem, fylde de udtyndede rækker af soldater op og ikke tøvede en kende!! Accrington Pals blev efter deres totale udradering, genformet og forstærket og deltog i resten af verdenskrigen, lige til slutningen. Bataljonen var med i offensiven, den 28. juni 1917 ved Oppy-Gavrelle nær Arras. Den viste imponerende vilje og mod i slagene ved La Becque i juni 1918 og ved Ploegsteert Wood i september 1918, lige før våbenhvilen den 11. november 1918. Ved tyskernes forårsoffensiv i marts og april 1918, kæmpede bataljonen tappert i forsvarskampe ved Ayette og Hazebrouck. I området omkring Serre, hvor bataljonen fik sin ilddåb, er der i dag stadig mange vidnesbyrd fra de uhyggelige og opslidende kampe. Den tyske øverstbefalende General Ludendorff udtalte senere ved krigens slutning, at Sommeslaget havde udtyndet og udmarvet den tyske arme´ i en sådan grad, at den aldrig forvandt skaderne og som han sagde..blev båret ud!! Ved området omkring Serre er der i dag krigskirkegårde og mindesmærker for kampene her. Man finder stadig granater, ammunition, en masse andet udstyr og skeletdele i området.

Sheffield Memory Park og Memorial Arch som fører ned til en af krigskirkegårdene, som er beliggende ved kanten af memorial parken, nemlig Railway Hollow Cemetery, som ses i baggrunden.

Ved Sheffield Memory Park ligger Railway Hollow Cemetery, som rummer 109 britiske grave. Området blev ikke erobret fra tyskerne under Somme-slaget, men først indtaget i februar 1917, da tyskerne trak sig til bage til deres hovedforsvarslinje.

Serre - Sheffield Memory Park og Railway Hollow Cemetery. Gravsten over Menig E. Chadwick fra Accrington Pals bataljonen East Lancashire Regiment - faldt også den 1. juli 1916.

Serre Road Cemetery No. 1. Denne store britiske krigskirkegård ligger neden for landsbyen Serre ved vejen D919. Kirkegården rummer 2427 grave, heraf 2126 britiske grave, 120 canadiske, 147 australske, 27 new zealandske, 6 sydafrikanske og 1 fra New Foundland (Canada).

Serre road Cemetery No. 1. -- Og her ligger de så, hundredtusinder af soldater, Europas ungdom massakreret til ingen verdens nytte. Tusinder af kirkegårde i Frankrig og Belgien vidner om dette enorme slagteri af ungdommen i Europa fra 1914 til 1918. VURDERING AF SOMMESLAGET: Det er vanskeligt at afgøre hvem der sejrede i Slaget ved Sommefloden. -- England og Frankrig vandt en del jordområder, men ikke mere end 8 kilometer på det dybeste fremadrettede erobrede landområde — meget mindre i forhold til deres oprindelige mål for offensiven. -- England havde med sine soldater og de frontafsnit de skulle etablere offensiven på, kun erobret ca. 3 kilometer, med et tab på ca. 420.000 soldater til følge. Det betyder, at hver centimeter (10 mm.) jord englænderne erobrede, kostede 2 døde eller sårede soldater. -- En gruppe af engelske og Commonwealth historikere har siden 1960´erne modsagt den længe vedtagne tese, at Slaget ved somme var en katastrofe. Påstanden er, at Slaget ved Somme medførte flere fordele for englænderne, end det gjorde for tyskerne. Som den britiske historiker Gary Sheffield har sagt: "Slaget ved Somme var ikke en sejr i sig selv, men uden dette slag ville De Allierede ikke have sejret i 1918." dog kan man kun vente på at det kommer et entydigt historisk underbygget bevis på den påstand. -- Tysklands strategiske opfattelser af England og deres militære formåen, hvilede på, at Tyskland primært kun skulle kæmpe med England på havet med sine søstridskræfter. Tyskerne regnede ikke med, at komme til at kæmpe mod en stor engelsk hær på landjorden - man opfattede kun Frankrig og Rusland som de primære fjender, som skulle bekæmpes og sejres over. Iht. nogle historikere, blev Englands hær noget tyskerne måtte regne med, efter at Sommeslaget var ovre i november 1916. Da England i efteråret 1916, måtte regnes som en øget alvorlig trussel mod tyskernes krig i Belgien/Frankrig, vedtog Tyskland den 31. januar 1917, at deres u-bådskrig til havs, nu ville blive ført uden søretlige restriktioner - Man ville skyde på og sænke alle skibe, som kunne forsyne England med alle typer varer, soldater og miltærudstyr. Formålet var at udsulte England på alle vitale områder. Beslutningen, udførelsen heraf og resultatet blev for tyskerne fatalt - det bragt USA ind i krigen på De Allieredes side! -- Andre historikere modsagde påstanden om Sommeslagets og hermed Englands stigende betydning og indvirkning på krigen. Disse historikere mente, at det skyldtes England store financielle og industrielle kraft, som uundgåeligt ville blive forøget i betydning i forhold til krigens uløste hårknude, skyttegravenes dødvande, hvor der ingen vindere var i sigte efter november 1916. -- I begyndelsen af 1916, var den britiske hær en stor samling frivillige amatører. Slaget ved Somme var den første reelle test af denne nyoprettede "New Army", som Lord Kitchener var ophavsmand og mentor for, lige fra starten af krigen. -- Det er brutalt, men nøjagtig set, at selv om mange engelske soldater blev dræbt i Sommeslaget, så var det en nødvendig erfaring. Derfor var de enorme tab af lille militær betydning. -- Desuden var de engelske soldater i Sommeslaget de første frivillige og derfor ofte de bedst trænede, i god form, de mest kamp/krigsbegejstrede og de bedst uddannede af den britiske hær. For Tysklans vedkommende var de gået i krig med en trænet hær af regulære soldater og reservister. Hvert tab af en tysk soldat bevirkede mindre begejstring, erfaring og effektivitet. -- Den tyske øverstbefalende Kronprins Rupprecht af Bavaria fastslog, "Hvad der blev tilbage af, den i fredstid førsteklasses trænede tyske infanterihær, blev ofret på slagmarkerne ved Sommefloden." -- Det er ikke klart, om en opslidningskrig var bedre for England, med et indbyggertal på ca. 50.000.000, end det var for Tyskland, med ca. 70.000.000 indbyggere. -- Nogle historikere holder på, at skaderne som Sommeslaget påførte Tyskland, var uoprettelige. Efter Sommeslaget var Tyskland aldrig i stand til at reetablere dens tab i soldater og materiel, som havde været årsagen til, at tyskerne stort set havde kunnet holde ud og opretholde deres områder under Sommeslaget. -- Dette argument indebærer, at ved slutningen af Sommeslaget i november 1916, var England og Tyskland meget nær ved at være lige militært stærke. -- Der er dog aldrig fremført et kvalificeret bevis for denne teori. Man kan også sige, at den ineffektivitet, som briterne og franskmændende viste i krigsåret 1917, hvor mange dele af den tyske hær var travt beskæftiget på den russiske front, viser det modsatte. -- Den 24. februar 1917, foretog tyskerne et strategisk velovervejet tilbagetrækning fra Sommefronten, for at forberede og udbygge sit fæstningsværk "Hindenburg Fronten". På den måde kunne tyskerne forkorte fronten og det landområde, som de skulle besætte og opretholde. -- Man mener, at de tyske øverstbefalende, ikke troede på, at den tyske hær ville kunne klare gentagne store slag, som det ved Somme. Men de tyske øverstbefalendes meninger førte ikke til deres hæres ødelæggelse. De tyske øverstbefalende udførte en tilbagetrækning af fornuftige årsager. Tabet af territorium blev opvejet flere gange i kraft af, at det gav frie hærenheder, som kunne anvendes til offensive planer, en fornuftig militær beslutning, modsat den britiske High Command, som ikke var i stand til at føre sådanne strategiske planer ud i livet (på trods af Napoleon's kendte snusfornuftige konklusion omkring fordelene ved at ofre erobret land). -- De strategiske følger af Slaget ved Somme kan ikke sløre det faktum, at det var et af de mest kostbare slag under 1. Verdenskrig. -- En tysk officer, Friedrich Steinbrecher, skrev: “ Somme. Hele verdenshistorien kan ikke indeholde et mere forfærdeligt ord".

Ad vejen fra Serre Road Cemetery No. 1 op til næste britiske krigskirkegård - Serre Road Cemetery No. 2. I baggrundes ses Det Fransk Kapel, som ligger ved den franske krigskirkegård ved Serre. Jeg har parkeret ved et mindesmærke for 3 soldater, som blev fundet her i oktober 2003.

Mindesmærket for de 3 faldne soldater fra Første Verdenskrig. 2 Tyske faldne fra juni 1915 og en britisk som faldt 1. juli 1916 ved Somme-slagets første dag. De blev fundet her og er begravet på Serre Road Cemetery Nr. 2.

Serre Road Cemetery No. 2. Denne kirkegård rummer 5971 britiske grave, 619 canadiske, 401 australske, 73 new zealandske, 34 sydafrikanske, 28 fra New Foundland (Canada) og også 13 tyske soldater. Kirkegården blev anlagt i 1917, sådan at man kunne genbegrave og samle mange af de faldne fra kamphandlingerne omkring floden Ancre.

Ved Serre Road Cemetery no. 2. - Her står et privat opsat mindesmærke for Løjtnant V. Braithwaite fra 1. Bataljon, P.A. Somerset Light Infantry, 4. Infanteridivision, som faldt her den 1. juli 1916.

Oversigt over de største tab af soldater pr. enhed over 500 i nogle af de bataljoner, herunder "The Pals" bataljonerne, som deltog i åbningen af Somme-slaget den 1. juli 1916. Kolonnen ved navn "Type" viser bare om enheden er fra den "gamle" engelske hær eller enheden er fra de nye Pals-bataljoner: N.A. (New Army).

Foran en tysk skyttegrav og dens pigtrådsspærringer. Britiske soldater ligger døde i hobetal efter et mislykket angreb. under Somme-slaget i 1916. Fotoet af disse massakrer er dækkende for hele Første Verdenskrigs slagmarker - også her ved Serre.

Det Tyske maskingevær MG08, var den tyske hærs standard maskingevær i 1. Verdenskrig og var en videreudvikling af Hiram S. Maxim´s oprindelige 1884 Maxim Gun. MG08 blev produceret i en række varianter under krigen. MG08 forblev i tjeneste indtil udbruddet af 2. Verdenskrig da den gradvist blev efterfulgt af MG13 Dreyse og MG34. MG08 blev udtaget af tjeneste i 1942. Der blev produceret over 170.000 styk. Våbnet kunne afgive 400 - 500 skud i minuttet og mundingshastigheden var ca. 900 meter i sekundet.

Menig S. D. Hardman, Accrington Pals bataljonen. Læs om denne soldat og hans brev til sine kære, aftenen før han skulle i kamp ved Serre i Somme-slaget. Se ved næste foto og se og læs evt. også ovenfor i tekstafsnittet, hvor det originale brev er at se og læse.

Dette brev er et maskinskrevet eksemplar, som blev skrevet efter krigen. Det stammer fra menig Sam. D. Hardman, Accrington Pals, som skrev til sine forældre om aftenen den 30. juni 1916, før han næste dag den 1. juli, skulle deltage i angrebet mod tyskerne i Serre i Somme-slaget. Han blev som hovedparten af sine kammerater dræbt den næste dag. Se det originale brev ovenfor i tekstafsnittet og læs mere herom.

En del af de overlevende soldater fra de "Kitchener Pals-bataljoner", som angreb i bl.a. Serreområdet (fotoet viser veteraner fra Leeds-Pals bataljonen), tog til deres slagmarker og skyttegrave på besøg efter krigen og nogle i årene efter indtil de døde af alder eller ikke kunne pga. sygdom. Men mange ønskede ikke at mindes dette kapitel i deres liv og besøgte aldrig stedet eller ville ikke tale om det - Det var meget traumatiserende for de fleste soldater, at mindes dette ragnarok og alle deres døde kammerater. I dag her i året 2014, er den sidste overlevende soldat fra 1. Verdenskrig død og borte. Men nogle tog til deres egne slagmarker næsten hvert år. Menig Harry C. Bloor fra Accrington Pals havde også svært ved at komme over krigens rædsler og besøgte først Somme slagmarken i 1935 på sin motorcykel. Siden den gang har han besøgt stederne 12 gange indtil sin død. Han udtalte: ”Jeg ønsker at komme der så længe jeg kan klare det og jeg prøver hver gang på, at være her den 1. juli kl. 07:30. Her står jeg så på det nøjagtige samme sted, som jeg stod på, da jeg skulle ”Over The Top” i 1916. – Nogle krigskirkegårde fik ikke mange besøg af de gamle soldater – der kunne gå år mellem at disse kirkegårde fik besøg af gamle engelske soldater - men gartnerne passede kirkegårdene omhyggeligt, noget som de stadig gør iht. forordningerne fra The WarGraves Commission, forordninger som skal gælde til evig tid! I dag besøges kirkegårdene ofte af familie og historisk interesserede mennesker og turister fra hele verden.

Nutidig foto (efterår) af de marker, som Accrington Pals rykkede frem over op mod byen Serre. Dengang var hele området gennemskåret af skyttegrave, granathuller og pigtråd. Terrænet skråner svagt opad mod højderyggen i landskabet, hvor Serre ligger lige bag.

En af de britiske soldaterkirkegårde Luke Copse Cemetery ses i baggrunden og i forgrunden en af de gamle ueksploderede granater, som ofte findes på markerne omkring byen Serre og alle andre steder omkring Sommefloden hvor krigen rasede i 4 år fra 1914 til 1918.

Man finder stadigvæk den dag i dag masser af efterladenskaber fra Første Verdenskrig - lig af soldater, våben og udstyr og ikke mindst gamle ueksploderede granater af forskellig kaliber, som disse her samlet sammen og lagt i landsbyen Serre. Granater og bomber bliver indsamlet af den belgiske hær og destrueret/bortsprunget.

Britisk håndgranat fra markerne ved Serre - en model Mills, som briterne producerede i store mængder. Håndgranater var en vigtig del i både forsvar og ved angreb mellem soldaterne fra begge hære i skyttegravene.

Fra slagmarken omkring Serre. Gevær- og maskingeværammunition og shrapnel kugler fra den type granater som blev skudt ind over fjendens skyttegrave, hvor de eksploderede i luften over soldaterne og derved anrettede et blodbad nede i skyttegraven. Nogle af disse typer granater blev kaldt "wizhhh bang".

Kortudsnit af slagmarkerne ved Bazentin, Mametz, Fricourt, Ovillers, Colmaison, Guillemont, Longueval m.fl. -- Læs ved de næste fotos om nogle andre Pals-bataljoner og om en særlig soldat og hans skæbne den 1. juli 1916 i Sommeslaget ved landsbyen Fricourt.

På vej til slagmarken - en hel engelsk generation drog ud på "eventyr", som viste sig at blive vejen til "galeanstalten og slagtehuset Vestfronten". Her 7. Bataljon Bedfordshire Pals. Baggrunden for Somme-slaget: I februar 1916 havde de tyske hære lanceret et fuld skala angreb på den franske by Verdun. Deres mål var ikke at indtage i byen, som var af væsentlig moralsk værdi for det franske folk og militære ledelse, men blot at få den franske hær til at forbløde og dø i forsøget på at forsvare Verdun og frontafsnittet der. Det franske forsvar af fronten ved Verdun blev stadig vanskeligere og vanskeligere, de var ved at forbløde og den britiske øverstbefalende General Haig blev sat under pres af sin franske modpart General Joffre, for at etablere en modoffensiv af tilstrækkelig størrelse, sådan at presset på de franske hære blev elimineret og ville tvinge tyskerne til at omdirigere tyske tropper væk fra Verdun og hen hvor briterne kunne iværksatte deres offensiv. Man valgte et område nord-øst for Amiens, hvor de franske og britiske hære mødtes langs floden Somme. De franske styrker her ville angribe mod byen Peronne, mens den britiske hær skulle avancerede mod byen Bapaume.

Soldater i Wiltshire Regimentet vinker glade med deres hjelme, da de marcherer hen ad vejen fra Acheux til Forceville (i dag vej nr. D9389), videre over Bouzincourt til Pozieres/Ovillers-La-Boisselle skyttegravene og Somme-angrebet her den 23. juli 1916. Regimentet hørte til 25. Infanteridivision, en Pals enhed fra den nye britiske hær oprettet 1914 og underlagt 7. Brigade og var tidligere i 1915 overført fra 3. Infanteridivision. Soldaterne på fotoet tilhører 1. Pals Bataljon Wiltshire Regimentet.

Soldater fra Wiltshire Regimentet går frem over ”No Man´s Land” mod de tyske skyttegrave. -- Tyskerne brugte bl.a. Maxim G8 maskingeværer, med 400 - 500 skud pr. minut!! En dødelig effektiv ”blysprøjte”, som flåede store huller i briternes skyttekæder, hvor den eneste dækning var de mange granatkratre og bag en falden død kammerat. Afstanden mellem maskingeværet og de britiske soldater var visse steder på fronten kun var 40 - 50 meter, nogle gange 100 - 200 meter, men flere steder var der længere. Soldaterne kunne ikke gå eller løbe ret hurtigt i det granathullede, mudrede og uvejsomme landskab, hvor de mødte minerne og pigtråden ved den forreste tyske skyttegrav – hvis de overhovedet nåede så langt – det skete ikke ret tit – da mange angreb og modangreb mislykkedes. -- Denne kombination af forhindringer og den ofte enorme vægt af udrustning de skulle bære med i angrebet, gjorde soldaterne langsomme og blev derfor en smal sag for de tyske maskingeværskytter, at ramme dem. Som siddende ænder blev de pillet ned af pigtråden, eller splittet ad, af de miner de trådte på. De døde som fluer, liggende i bunker foran de forreste tyske skyttegrave. Når tyskerne angreb de britiske skyttegrave skete det samme – død og ødelæggelse. Et uhyggeligt, forgæves og unødvendigt blodbad uden sidestykke i historien. -- I en anden Pals-bataljon, Manchester Pals blev næsten 10.000 soldater under Første Verdenskrig indrulleret, hvoraf 4.776 blev dræbt. Samlet set havde Manchester Pals omkring 13.000 døde og sårede. -- Den engelske øverstbefalende hed General Haig - efter krigen blev han ikke anklaget for massemord, men blev hyldet for sejren og tildelt en bonus på 100.000 £ (ca. 1,1 million) - det var rigtig mange penge dengang. -- Alle de mange hundredtusinder af laveste rangklasser i det engelske militær, fra sergenter og nedad til de menige, som overlevede krigen med både lette og svære fysiske og psykiske skader, var heldige hvis de overhovedet fik en pension og hvis de fik, var det af en størrelse, som de ikke kunne leve af og slet ikke forsørge en familie med. Efter krigen så man i mange år de tusinder af krigsinvalider ligge, sidde eller stå i gaderne i de engelske byer, hvor de solgte husflid, tændstikker, tuskhandlede eller bare tiggede. Blandt den engelske almindelige befolkning var der i mange år efter krigen, stor bitterhed mod den herskende klasse i England. En tendens, som jeg tror der altid har været og stadig er til en vis grad.

Menig Richard Richardson King, kaldet Dick, fotograferet med sine 4 børn, tre piger og en dreng og sin hustru Emma, som i øvrigt var gravid med deres 5. barn i efteråret 1915, inden han tog med sin enhed, den britiske 21. Infanteridivision til Frankrig. Enheden var færdig trænet i England og klar til aktiv tjeneste. Dick som stammede fra Nottinghamshire og var kulminearbejder og Emma flyttede efter deres bryllup til Tickhill, nær Doncaster i det sydlige Yorkshire i Nordengland. Her var kullene af god kvalitet og lønnen var bedre. I 1914, da Dick var 30 år gammel, lod han sig hverve til Kitcheners nye hær: The Pals. En dag kom han sent hjem og kom ind med pamfletten ”Here Comes Kitchener´s Army” og fortalte at han uden Emma´s vidende og accept havde ladet sig hverve til denne hær. I løbet af få dage var han menig King i Pals-bataljonen 10. King´s Own Yorkshire Light Infantry, tilhørende den 21. Infanteridivision. Hæren var glade for disse mange kulminearbejdere, som meldte sig til tjenesten. De var stærke og udholdende, vant til hårdt arbejde og ikke bange og vant til at risikere livet i kulminerne. De var perfekte til det hårde liv i skyttegravene - at grave dybe huller var noget som de vidste alt om.

Skematisk kort over Fricourt området hvor Dick Kings bataljon skulle angribe nordsiden af byen. Efter ankomsten til Frankrig sent i efteråret 1915 og efter lange anstrengende marcher fra havnen mod skyttegravsområderne i Nordfrankrig og krigen her, skulle Pals-bataljonerne trænes til den form for krig. Inden afrejsen fik alle orlov og Dick mødtes med sin kone og børn og med sine 2 andre brødre (en ved navn Frank) , som også var soldater i divisionen. Ved sin afsked med sin hustru, fortalte han hende, at han ikke forventede at komme hjem igen og at han ville dø i krigen! I forsommeren 1916 fik en del soldater fra bataljonen uventet orlov, herunder Dick. Han håbede på at kunne rejse hjem og besøge sin kone, da han havde fået at vide, at hun havde født deres 5. barn – en pige, som fik navnet Gladys Hope Verdun. Men al rejse var inddraget, da Somme-slaget stod for tur. Dick og hans 2 brødre mødtes i stedet en eftermiddag i en landbrugsbygning i nærheden (”Estaminet”). Her spiste de medbragt mad og drak vin. Da det blev aften ville den ene broder, Frank tilbage til enheden, men Dick afslog og sagde, at dette var sidste gang de alle 3 ville være samlet og han ville nyde det så længe som muligt. De fortsatte med at hygge sig sammen lige til daggry og nåede lige tidsnok tilbage til enheden inden dagens reveille lød. Det var dagen før slaget skulle stå – fredag den 30. juni 1916. Om natten den 1. juli tænkte Dick på sin kone og den nyfødte pige, som han ikke havde set og måske aldrig ville få at se. Ligeledes tænkte han på, at hans ældste datter Christine, netop havde fødselsdag lørdag den 1. juli 1916 – og at hun den dag fyldte 9 år. Selv om Dick og hans broder Frank var i samme deling i bataljonen, var der umiddelbart før angrebet, så mange soldater og trængsel i angrebsskyttegraven, at de ikke kunne stå sammen eller være i nærheden af hinanden, når de skulle angribe og ”Over The Top”.

"No Man´s Land" ved Fricourt og her hvor Dick King skulle angribe. Angrebet ved Somme-floden skulle starte kl. 07:30 og kort før dette tidspunkt, havde soldaterne i Dick´s deling krøbet nogle få meter ud foran deres skyttegrav i ”No Man´s Land”, hvor de gjorde sig klar til at rejse sig op og gå frem mod de tyske skyttegrave ved den franske by Fricourt/Contalmaison. Da delingslederen fløjtede i sin fløjte præcis kl. 07:30 rejste alle soldaterne sig op og tog de første skridt fremad. Øjeblikkelig begyndte de tyske maskingeværer at skyde og de britiske soldater blev mejet om i bundter i deres egne pigtrådsspærringer og i de åbninger der var lavet, så de kunne gå igennem og fløje sig ud i angrebs bølger i de lange lige rækker. Det vidste tyskerne godt, så de koncentrerede i starten deres skydning mod disse åbninger i de britiske pigtrådsspærringer, med katastrofale følger for soldaterne – få minutter efter de havde rejst sig lå de i dynger, døde og sårede, skrigende medens de tyske maskingeværer klaprede deres dødsrytme. Dick King blev ikke ramt i disse første minutter, men fulgte de overlevende af sin Lewis maskingeværgruppe op ad en let skrånende græsklædt bakke. Dick´s broder, Frank blev ramt af maskingeværkugler straks han rejse sig op. Han blev truffet i den ene arm og i en lunge og faldt hårdt såret om, sammen med mange andre i pigtråden. Solen skinnede allerede varmt over slagmarken og soldaterne asede af sted i kugleregnen med deres tunge udrustning (ofte over 40-60 kg. pr. mand).

Den sønderbombede franske by Fricourt. Pludselig bragede mange tunge tyske artillerigranater ned over ”No Man´s Land” – især over området hvor de første britiske rækker af soldater gik frem. Dick King gik i den første række og da krudt og støvbølgerne var drevet væk, var Dick ikke at finde blandt de overlevende, hverken gående, liggende eller såret/død. En af de kraftige granater havde ramt så tæt på ham, at han var sprængt i stumper og stykker, så selv rester af ham ikke umiddelbart var at se. Man fandt aldrig noget fra ham – Dick King fik ret i sin frygt, han ville ikke overleve angrebet og ikke se sin familie igen og aldrig se sit nyfødte barn. Kun ganske få meter borte lå hans broder Frank, hårdt såret og vidste ikke noget om, at hans bror var død, på sådan en frygtelig måde, så tæt på. Frank måtte som tusindvis af andre sårede soldater på slagmarkerne ved Somme, ligge i timevis i solens hede og vente på hjælp, som ofte ikke kom – soldaterne døde som fluer af deres sår, chok og tørst. Det viste sig senere, at mange soldater klarede at ligge såret i flere dage i ”No Man´s Land” inden de blev fundet og reddet – nogle blev først reddet efter 14 dage, hvis de havde overlevet ventetiden og skaffet sig vand fra granathullernes skidne vand. Dick´s 2 andre brødre overlevede krigen. Dick´s kone, Emma havde efter sin fødsel været på besøg hos sine forældre, uden de 4 andre børn, som blev passet i nærheden af hjemmet i Tickhill. Da hun kom hjem med den nyfødte, fandt hun et telegram opsat uåbnet på kaminhylden. Telegrammet fortalte hende, at hun havde mistet sin mand og far til deres børn. 2 andre mænd fra landsbyen var også blevet dræbt i Sommeslaget.

Fricourt/Mametz og en afreven hånd på slagmarken øst for Mametz i et område af slagmarken som havde navnet Danzig Alley.

Fricourt - Info omkring området den 1. juli 1916.

Fricourt i dag set via Google.

Fricourt - Bois Francais Hill - endnu kan man se noget af de gamle slagmarker ved Fricourt.

Diset med finregn kl. 09:09 den 30-05-2013 over området ved landsbyen Fricourt på min vej til de britiske krigskirkegårde her. Umiddelbart lige inden jeg tog dette foto fløj en flot Blå Kærhøg (han) hen over markerne og vejen.

Fricourt New British Cemetery rummer 210 grave med faldne fra 1. Juli 1916.

Britisk Mills håndgranat på markvejen ved Fricourt New Cemetery.

Fricourt Peake Wood Cemetery rummer 101 britiske grave. Efter slaget om bl.a. Fricourt/Colmaison og Mamets området. -- 10. (Service) Battalion (New Army), West Yorkshire Regiment, dannet 3. september 1914, tilhørende 50. Brigade, 17. (Northern) Division. Bataljonen kom til Frankrig, Boulogne den 14. juli 1915. -- 10. Bataljon West Yorkshire´s uddrag fra deres krigsdagbog fra Sommeslaget: Kl. 7:30 tog bataljonen del i det store angreb. Til højre angreb enheder fra 7. Division og til venstre 21. Division.

Udsigt ud over landskabet ved Fricourt Peake Wood Cemetery kl. 09:22 den 30-05-2013. Dette bløde venlige landskab var under Første Verdenskrig skueplads for et enormt spild af mennesker og ressourcer, hvor landskabet var totalt smadret og oversået med granathuller, skyttegrave, ødelagt krigsmateriel og rådnende lig.

En af krigskirkegårdene omkring Fricourt – (Punkt 110) Fricourt New Cementary. Ved de tyske skyttegrave blev der den 1. juli 1916 bragt nogle enorme miner til sprængning – minekraterne fik navnet The Tambour Craters. Nord for dette område angreb 10. Bataljon fra West Yorkshire Regiment, herunder Dick King´s deling. Selv om 10 % af regimentet blev holdt tilbage som reserver, mistede de angribende enheder næsten 95% af angrebsstyrken ud af dem, som ”went over the top” og gik ud over slagmarken. Mange af dem, herunder Dick King (gravsten uden hans lig under, da han blev sprængt i stykker af granateksplosionen), er begravet i Fricourt New Cementary bag Tambour Craters. Minerne blev sprængte 2 minutter før alle enheder skulle angribe. Der blev blev detoneret ca. 25.000 kg. eksplosiver under de tyske Tambour skyttegrave, umiddelbart til højre for 10. Bataljon West Yorkshire. For Dick King og hans 725.557 soldaterkammerater fra hele det britiske imperium betød det ikke noget – de var på det tidspunkt alle døde og borte…

Fricourt British Cemetery (Bray Road) rummer 133 grave, hvoraf hovedparten af soldaterne faldt den 1. Juli 1916.

Memorial for 7. Bataljon Alexandra Princess Of Wales Own Yorkshire Regiment (Green Howards), som faldt den 1. juli 1916 her på dette sted, hvor nu Fricourt British Cementery (Bray Road) ligger (133 grave).

Fricourt - en af de få officielle tyske krigskirkegårde på Vestfronten og Somme-området: Deutsche Krigsgräberstätte 1914-1918. Kirkegården rummer 17027 faldne tyske soldater med kendt grav og navn. Oprindeligt blev de fleste faldne bare hældt i 4 massegrave her (18447) - senere blev der etableret gravpladser med opsat kors og navn på nogle af de faldne. -- Se fotos og omtalen af "Den Røde Baron" - Baron Von Richthofen, det tyske flyver-es, som lå begravet her.

Minde-plade for den tyske krigskirkegård i Fricourt. De fleste faldne tyske soldater er samlet her fra forskellige slagmarker fra den Første Verdenskrig fra årene 1914 til 1918. Da Tyskland ikke havde en omhyggelig registrering af deres faldne soldater i verdenskrigen, ligger hundredtusinder i ukendte grave og på slagmarkerne og på kirkegårde i Tyskland.

Fricourt Deutsche Krigsgräberstätte 1914-1918. De 4 massegrave rummer 18447 faldne, heraf 6477 ukendte soldater.

Fricourt Deutsche Krigsgräberstätte 1914-1918.

Fricourt Deutsche Krigsgräberstätte 1914-1918 og her bare 4 faldne, herunder en tysk jøde. Alle har samme dato for deres død nemlig 31-03-1918.

Kaptajn Baron Manfred Von Richthofen lå indtil 1923 på den tyske krigskirkegård i Fricourt. Han blev da af sin bror ført til familiens gravsted i Berlin og i 1975 ført til Wiesbaden og igen begravet der.

Foto af Baron Manfred Von Richthofen med nogle af sine flyverkammarater, herunder sin broder Lothar. -- 1-Karl Allmenröder -- 2- Kurt Wülshoff -- 3- Sebastian Festner -- 4- Karl-Emil Schäfer -- 5- Manfred von Richthofen -- 6- Kurt Wolff -- 7- Wilhelm Reinhardt -- 8- Erich Löwenhardt -- 9- Lothar von Richthofen.

Nær Fricourt på landevejen D1 mellem landsbyerne Bray og Corbie blev Kaptajn Baron Manfred Von Richthofen skudt ned i sit røde 3-dækker jagerfly. Nedstyrtningstedet blev fotograferet mange år efter krigen.

Kaptajn Baron Manfred Von Richthofen fotograferet umiddelbart efter sin død af en britisk officer. Han blev skudt ned i sit fly den 21. april 1918 og ramte jorden få hundrede meter nord for landsbyen Corbie, nær Sommefloden.

Kaptajn Baron Manfred Von Richthofen blev i første omgang begravet på Bertangles Cementary den 22. april 1918. Australske soldater affyrer her skud til ære for ham, selv om Von Richthofen havde skudt over 100 allierede fly ned. Trods næsten 4 års myrderier, ærede man stadig hinandens berømte faldne officerer.

Vraget af Kaptajn Baron Manfred Von Richthofen´s 3-dækker jagerfly. Man har sporet det til, at det enten var piloten Kaptajn Roy Brown fra den canadiske jagerflyeskadrille 209, eller en maskingeværskytte fra den australske 53. Maskingevær Kompagni, som ramte Von Richthofen.

Nyproduceret (2006) tysk udgave af den type Fokker DR1 3-dækker, som Kaptajn Baron Von Richthofen fløj under første Verdenskrig. Se ovenfor i tekstafsnittet hvor du kan se en video med flyet i luften.

Første Verdenskrig og Sommeslaget fra den 1. juli til 17. november 1916.

Tema her: Pals-bataljonerne ved Serre og Fricourt.

4½ måneds ragnarok med hundredtusinder af faldne soldater fra Europa og hele verden.

De Allierede:

Franske, belgiske, britiske, herunder skotske, irske og britiske Commenwealth landes soldater fra Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika, Indien m.fl. Soldater fra alle landenes kolonier i Afrika, Mellemøsten, Asien osv. Desuden Balkanlandene Rumænien, Serbien, Montenegro og Grækenland og endelig Portugal og Japan.

Kejserrigerne i det Centrale Europa:

Primært Tyskland, Østrig/Ungarn, Tyrkiet, Bulgarien og soldater fra deres erobrede områder i andre lande i Europa, f.eks. fra Sønderjylland i Danmark. Desuden soldater fra kejserrigernes få kolonier i Afrika.

I første Verdenskrig, men ikke i Sommeslaget, deltog desuden Rusland, Italien og forskellige Balkanlande og senere U.S.A. på De Allieredes side.

"The Pals" bataljonerne.

Den britiske regulære hær baseret i England, var ved krigsudbruddet ikke stor nok til at klare en så stor konfrontation, som en altomfattende krig i Europa ville betyde. Man var også nødt til at have mange soldater i de britiske kolonier over hele verden.

Menupunktet her har især fokus på den britiske Krigsminister Lord Kitchener´s nye hær "The Pals", som blev påbegyndt i august 1914 og som i 1916 var på over ½ million mand, som blev sat ind i stort omfang i Sommeslaget.

Soldaterne til den nye britiske hær "The Pals" blev alle hvervet fra slutningen af 1914 og i resten af krigen. Entusiasmen var fra starten enorm - det væltede ind med frivillige, selv drenge prøvede lykken og nogle 15 -16 årige blev antaget, som regel på et falskt grundlag. Hundredtusinder af unge mænd og familiefædre lod sig begejstre og meldte sig til denne hær. Konceptet var, at man kunne hverve sig til at tjene sammen med sine venner, brødre, familie og arbejdskammerater, fra distrikter og byer fra alle samfundslag. På det grundlag blev hundredvis af bataljoner oprettet (typisk ca. 1100 mand pr. bataljon). Succesen betød en enorm kraftanstrengelse for det britiske samfund på alle planer - især logistik og forsyningsproblemer tårnede sig op, men blev hen ad vejen løst. Financieringen af denne hær skete med statslige midler, men også med betaling fra brancher i forskellige erhverv, byråd, godser og økonomisk støtte fra mange rige enkeltpersoner.

Bataljonerne blev derfor oprettet med navne som relaterede til disse forhold.

Jeg har i dette menupunkt specielt ønsket at fortælle om en af disse bataljoner, som blev oprettet med mænd fra den nordengelske by Accrington og omegn, bl.a. Burnley, Chorley og Blackburn nord for Manchester - The Accrington Pals (En af de 3 bataljoner i 11. East York & Lancaster Regimentet i den 31. Infanteridivision).

Medens verdenskrigen rasede i Europa og verden over til lands og vands, blev Pals-bataljonerne udrustet og optrænet, så de var klar til at blive sat ind i det enorme angreb, som De Allierede satte i værk ved Sommefloden den 1. juli 1916.

Ud over beretningen om Accrington Pals skæbne i Sommeslaget, er der også mange andre historier tilknyttet i dette tekstafsnit, såvel som ved de mange fotos i galleriet nedenfor. Accrington Pals skæbne i dette frygtelige slag, blev et af de værste som de indsatte bataljoner oplevede - et slag som bare på den første dag kom til at koste England 60.000 mand i faldne, sårede og savnede - Ca. 20.000 britiske soldeter mistede livet denne første dag - et tab som den dag i dag, er rekord for et lands mistede soldater i et slag - på bare en dag.

Accrington Pals mistede 585 mand af sin angrebsstyrke på ca. 720 mand på kun ca. 20 minutter.

En anden Pals bataljon også fra Nordengland, The 10. West Yorks mistede det største antal soldater fra en enhed på en enkelt dag under 1. Verdenskrig, nemlig 91% af sin angrebsstyrke, som krøb op af deres skyttegrave (der var ca. 790 mand samlet i de 4 angrebskompagnier i bataljonen), da de under angrebet 1. juli 1916 ved Somme-floden, mistede 710 mand og det i løbet af kun ca. 40-50 minutter!

I de andre særlige menupunkter på min hjemmeside, med emner relateret til Første Verdenskrig, f.eks. 2013 WW1 Ypres, WW1 En Soldats Død, WW1 Kitcherner, rulles meget af krigens historie, baggrund op med beskrivelser af enheder og soldater på andre slagmarker, på havet osv. Ligeledes er der også i de mange menupunkter omhandlende Skotland og min 6 ugers tur i 2002, historier tilknyttet teksterne til mange fotos fra denne tur.

Læs de gruopvækkende facts, se de mange billeder og ikke mindst klik på det store antal links, som leder dig til et fantastisk verden af historiske oplysninger om 1. Verdenskrig og ikke mindst Skotlands og dets soldaters skæbne i krigen.

Mange links fører dig til animerede kort over slagene, videoer af mange slags fra den tid, og fra nutiden, hvor man stadig mindes Sommeslagets enorme tab af soldater. Læs soldaternes sidste breve hjem m.m.

Læs også i menupunktet: "2013 WW1 Kitchener", som omhandler den britiske Krigsminister Lord Kitchener skæbne og død, da den britiske tunge krydser HMS Hampshire, hvorpå han var ombord, på sin vej mod Rusland, bliver minesprængt og hurtigt synker vest for Orkneyøerne i maj 1916 - en måned før hans nye hær på over ½ million mand skulle deltage i det stort anlagte angreb mod tyskerne ved den franske flod Somme 1. juli 1916.

Kik også i menupunktet: "WW1 En Soldats Død", som beretter om min tur i 2002 til Skotland, hvor jeg på den nordlige ø North Uist, får en for mig gribende oplevelse ved synet af en familiegravsten med en falden soldats navn påført, som relaterer til 1. Verdenskrig. Denne oplevelse førte til en masse historisk søgning og sluttelig et besøg i Belgien, Ypres i maj 2013, hvor soldaten i virkeligheden ligger begravet på en britisk krigskirkegård.

Anledningen var den, at jeg på øen, yderst på vestkysten (Hornish), så en lille ældgammel kirkegård og en sort granit gravsten med inskriptionen: "Corporal Ewen Nicholson, killed in action, Ypres 3th of June 1916, 24 years old".

Hebridernes fåtallige befolkning led meget under især Første Verdenskrig, hvor mange mænd blev indkaldt/lovet jord og andre fordele af England, hvis de lod sig hverve. I stedet blev frygteligt mange dræbt på Første Verdenskrigs slagmarker.

Dette spild af menneskeliv og de sorger og savn på øerne, som udspillede sig dengang - gravstenens ensomme placering i klitterne ud til Atlanterhavet, hvor næste land på den anden side af havet var USA og Canada, betog mig dybt og har aldrig sluppet sit tag i mig og derfor har jeg siden vendt og drejet det i mine tanker.

I år 2009 satte jeg mig så for at finde ud af alt det jeg kunne omkring denne soldats tjeneste, enhed, krigsskueplads, død, begravelses sted - ja, alt om krigen i og omkring Ypres i Belgien i juni 1916.

Jeg kunne på gravstenen se, at Ewen Nicholson var i en canadisk hærenhed. Søgningen og bearbejdningen af emnet fik mig til at beslutte at tage på en lang tur til alle Første- og Anden Verdenskrigs slagmarker i Belgien, Frankrig og Tyskland i maj/juni 2013. Her kunne jeg så besøge soldatens rigtige gravsted - ringen var sluttet.

Så kik i dette menupunkt, på billederne med tilhørende tekst - her står hele historien fortalt - for mig var det fantastisk spændende at finde frem til alle de mange facts og de autentiske historiske hændelser - som at være der selv......

Men tilbage til dette menupunkts emne.

Her først en statistik/oversigt over Første Verdens-krigs menneskelige omkostninger:

Land	Samlet antal indkaldte mænd	Dræbte soldater	Sårede soldater	Krigsfanger & savnede soldater	Samlede tab	Procentvise tab af indkaldte mænd
De Allierede
Rusland	12.000.000	1.700.000	4.950.000	2.500.000	9.150.000	76,3 %
Frankrig	8.410.000	1.357.800	4.266.000	537.000	6.160.800	76,3 %
Det Britiske Imperium	8.904.467	908.371	2.090.212	191.652	3.190.235	35,8 %
Italien	5.615.000	650.000	947.000	600.000	2.197.000	39,1 %
U.S.A.	4.355.000	126.000	234.300	4.500	364.800	8,2 %
Japan	800.000	300	907	3	1.210	0,2 %
Rumænien	750.000	335.706	120.000	80.000	535.706	71,4 %
Serbien	707.343	45.000	133.148	152.958	331.106	46,8 %
Belgien	267.000	13.716	44.686	34.659	93.061	34,9 %
Grækenland	230.000	5.000	21.000	1.000	17.000	11,7 %
Portugal	100.000	7.222	13.751	12.318	33.291	33,3 %
Montenegro	50.000	3.000	10.000	7.000	20.000	40,0 %
Total	42.188.810	5.152.115	12.831.004	4.121.090	22.104.209	52,3 %
Land	Samlet antal indkaldte mænd	Dræbte soldater	Sårede soldater	Krigsfanger & savnede soldater	Samlet tab	Procentvise tab af indkaldte mænd
Central- magterne
Tyskland	11.000.000	1.773.700	4.216.058	1.152.800	7.142.558	64,9 %
Østrig-Ungarn	7.800.000	1.200.000	3.620.000	2.200.000	7.020.000	90,0 %
Tyrkiet	2.850.000	325.000	400.000	250.000	975.000	34,2 %
Bulgarien	1.200.000	87.500	152.390	27.029	266.919	22,2 %
Total	22,850,000	3,386,200	8,388,448	3,629,829	15,404,477	67,4 %
Ialt Første Verdens-krig	65.038.810	8.538.315	21.219.452	7.750.919	37.508.686	57,6 %

Med den baggrund er her starten på historien om Lord Kitchener´s opbygning af sine nye hære "The Pals".

Field Marshall Lord Kitchener, som blev krigsminister (Secretary of State for War) den 5. august 1914, troede ikke krigen ville være "ovre til jul", som man optimistisk antog. Han startede en massiv hvervningskampagne for at udbygge Englands nye hær, så den kunne sidestilles med deres hovedallierede Frankrig, mod deres fælles fjender Tyskland og Det Østrig-Ungarske Kejserrige. Hans opfordring til at melde sig til hæren og hans nye hære gav en overvældende tilslutning fra mænd fra alle samfundsklasser.

Lord Kitchener mente, at mænd, som boede i et givet område/by eller delte en fælles baggrund i samfundet, ville deltage i krigen, hvis de kunne komme til at udføre tjeneste sammen med dem de kendte fra deres område. Lord Derby satte navn på disse hærenheder på et møde i Liverpool den 28. august 1914:"The Pals" (vennerne), for på den måde at beskrive disse nye bataljoner af sammenhørige mænd. Mange småbyer og større bysamfund oprettede Pals bataljoner, f.eks. Liverpool, Manchester, Leeds, Bradford, Barnsley og Accrington m.fl.

Da de allierede, herunder især England, Skotland, Irland, Canada, Australien, New Zealand og andre Commenwealth-lande, satte en af Første Verdenkrigs største militære offensiver i gang ved Sommefloden i Nordfrankrig den 1. juli 1916 kl. 07:30, var man glade for, at Kitchener allerede i august 1914 havde iværksat opbygningen af en stor slagkraftig ny engelsk hær.

I teksterne, er der af og til et hvidt markeret ord, hvorpå man kan klikke og læse uddybende faktahistorie.

Slaget ved Somme Floden den 1. juli 1916:

Den første dag i offensiven.

Efter en uges konstant artilleribeskydning med flere millioner granater mod de tyske frontlinjer, begyndte offensiven kl. 07.30 den 1. juli 1916.

De gamle erfarne ledende officerer i den engelske hær var ikke overbevist om, at Kitchener’s New Armies kunne klare de krævende angrebsopgaver i den forestående offensiv, i forhold til Englands glorværdige gamle hærenheder.

Kitchener´s soldater i Pals-bataljonerne havde for en stor del ikke deltaget i mange krigshandlinger i verdenskrigen endnu, men havde trænet og trænet og opbygget en ekspertise og kampånd, som var enestående for den tid - men det så man ikke fra de gamle hærenheders ledende officerers side. Man gjorde som man plejede.

Med den stivsindede øverstbefalende General Haig, blev offensiven igangsat med soldaterne placeret i lange tætte rækker i et antal bølger - ofte 9-10 bølger pr. angreb, med forskellige funktion og opgaver, som skulle gå hen over slagmarken og knuse de tyske linjer, efter en hel uges konstant bombardement af de tyske skyttegrave og bagland, og derefter rykke videre frem og få krigen sluttet.

General Haig beordrede oven i købet soldaterne til kun at gå fremad, ikke løbe eller søge dækning. Man troede fuldt og fast på, at det ugelange artilleribombardement havde smadret tyskerne helt og aldeles, så det bare ville blive en spadseretur over til deres skyttegrave og smadre resterne af den tyske hær. Flere officerer i Haig´s stab og hærenheder prøvede at foreslå nogle lidt mere forskelligartede angrebsopbygninger - de blev alle fejet af bordet. Man skulle gøre som man havde lært det siden starten af krigen.

I de fleste tilfælde havde det ugelange bombardement ikke ødelagt det tyske forsvarsområde foran deres skyttegrave, pigtråden var ikke ødelagt og skyttegravene ikke ødelagt. Tyskerne havde virkeligt gravet dybt ned og etableret solide og velfunderede bunkers overalt. Jordbunden bestod mange steder af kalksten og andet hårdt materiale, som ikke lod sig helt smadre, trods de intensive bombardementer.

Så snart artilleribeskydningen stoppede, gik tyskerne i gang med at reparere og opstille deres maskingeværer og soldater og snigskytter igen. Man var hurtigt klar til at tage imod de langsomtgående tætte rækker af tungtlæssede britiske, skotske og canadiske infanterister (ofte 30-40 kg pr. mand!). Tyskerne åbnede ild langs hele deres frontlinje og man mejede på nogle få timer titusinder af de britiske soldater ned ,som korn på en mark. Men strategien fra Haig´s side blev ikke ændret, man blev bare ved med at sende soldaterne ud til den visse død og lemlæstelse. Nogle officerer prøvede at få omstødt ordrerne, men Haig afviste dem kategorisk.

Da dagen var omme, var Haig skyld i, at verden for første og eneste gang oplevede så enorme tab på bare en dag.

Det eneste lyspunkt i offensiven skete i den sydlige franske del af fronten, hvor man brugte andre alternative taktikker i løbet af dagen og hvor man her også blev hjulpet bedre af det franske artilleri.

I den sydlige del af Sommeslagets front, erobrede den britiske 18. og 30. Division deres opgivne mål, inklusive byen Montauban , og 7. Division tog Mametz. På midten af fronten ved Thiepval var den irske 36. (Ulster) Division ved at erobre det vigtige tyske skyttegravsområde ved navn Schwaben Redoubt , men blev nødt til trække sig tilbage, da deres flanker ikke kunne holde fremdriften og derfor sakkede bagud - man måtte gøre fronten kortere og ikke risikere tyske modangreb fra flankerne mod midten.

Disse meget minimale "gevinster" kostede briterne 57.470 døde og sårede den første dag, men man ville ikke afbryde offensiven, selv med franskmændene meget hårdt optaget og også presset helt i bund ved Verdun. General Haig forventede allerede en dag efter offensivens start, at der ikke ville blive noget gennembrud, som var en del af baggrunden for offensiven - aflastning af de franske hære ved Verdun.

Den vigtiske overordnede grund var, at Frankrig var ved at tabe krigen ved Verdun, hvor tyskernes offensiv i februar 1916, var ved at slide Frankrigs hær helt op. Ved Verdun mistede tyskerne ligesom Frankrig, dog også frygteligt mange soldater - over en million mand. Frankrig tryglede briterne om at foretage en offensiv et andet sted i Frankrig for at aflaste Frankrigs udmattede hær. Briterne valgte at det skulle være ved Sommefloden slutningen af juni 1916 - angrebstidspunktet blev dog udskudt til den 1. juli 1916.

General Haig tillod sig som øverstbefalende senere, at betragte slaget ved Somme, som et opslidningsslag, med det håb, at det var tyskerne, som ville blive først slidt op. På sin vis fik han ret - tyskerne erkendte efter Sommeslaget i november/december 1916, at de aldrig ville kunne klare at udkæmpe et tilsvarende stort anlagt slag.

Tyskerne tog dog fejl, for da Rusland i oktober 1917, efter den kommunistiske revolution, gik ud af krigen kunne Tyskland og Østrig/Ungarn frigøre og overføre flere millioner soldater til Vestfronten og anvende dem i deres store offensiv i marts 1918, som betød at de erobrede alle de frontområder, som man havde kæmpet frem og tilbage om siden 1914.

De Allierede fik dog i sidste øjeblik stoppet den tyske offensiv, som samtidigt betød, at de sidste tyske kræfter var opbrugt og De Allierede kunne foretage een lang offensiv hen over foråret og resten 1918 indtil sejren var i hus kl. 11:00, den 11. november 1918.

Første Verdenskrigs forløb i 1916 var ikke det General Haig havde lovet politikerne hjemme i England, sine officerskollegaer og ikke mindste alle sine soldater, som i hundredtusindvis blev slagtet uden nogen strategisk grund og fordel.

Som et kuriosum og salt i såret, for de hjemvendte britiske soldater, herunder de ca. 2,3 millioner sårede og savnede britiske soldater, fik General Haig efter krigen udbetalt 100.000 £ i bonus for sejren over tyskerne i 1918. Det svarer sådan set til, at han fik lige under 10 pence i bonus for hver engelsk, skotsk og canadisk soldat m.fl. som blev dræbt i Første Verdenskrig.

Fotoet viser de ledende britiske generaler poserer for fotografen.

^{Se nedenfor lyd og filmklip fra Sommeslagets begyndelse.

The Opening Day:

Lyt til beretningerne fra de mænd som var med i slaget.

The Battle of the Somme

En samling klip fra den originale film fra den første dag i Sommeslaget:}

Nedenfor kan du læse og sætte dig ind i historien om en af Kitcheners hærafdelinger: Bataljonen i den britiske 31. Division: Accrington Pals (del af 11. East Lancashire Regiment). I denne enhed var Accrington Pals en af de 4 bataljoner i regimentet.

Divisionen bestod af følgende andre bataljoner i de øvrige regimenter: 4 bataljoner fra Hull, 2 fra Bradford, 2 fra Barnsley, 1 fra henholdsvis Leeds, Sheffield, County Durham og altså 1 bataljon fra Accrington. Hver bataljon havde en styrke på ca. 1100 mand, hvoraf angrebsstyrken i bataljonen bestod af omkring 700 til 800 mand.

Alle de andre bataljoner mistede omtrent samme antal soldater i angrebet på Serre - alle bataljonerne blev nærmest udslettet den dag.

Se link til Accrington Pals egen Hjemmeside her:

http://www.pals.org.uk/pals_e.htm

Nedenfor kan du læse og se hele historien om Accrington by, dens mænd, deres skæbne, deres død, følgerne osv. Accrington Pals havde den militære betegnelse: 11. Battalion East Lancashire Regiment, benævnt som The Accrington Pals og hørte til den britiske 31. Infanteridivison. Alle bataljonens soldater kom fra denne mellemstore industriby Accrington ca. 40 kilometer nord for Manchester og Blackburn.

Deling/Platoon fra B Kompaniet, Accrington Pals poserende for fotografen kort efter, at de er optaget i bataljonen i efteråret 1914. Stedet er Hyndburn Park School, Accrington.

The Accrington Pals er muligvis den mest kendte bataljon, som blev oprettet i de første måneder af 1. Verdenskrig med baggrund i Lord Kitcheners oprettelse af en stor frivillige engelsk hær.

Grupper af alle slags venner i og omkring i Accrington og dens nabobyer meldte sig samlet, for at danne en bataljon med klar karakteristisk lokal identitet.

I bataljonens første vigtige aktion, mistede den 91 % af sine soldater inden for de første 40 minutter, da bataljonen angreb byen og området ved Serre i Sommeslaget den 1. juli 1916, den første dag, som blev helt ubeskriveligt dyr i menneskeliv og døde soldater for den engelske hær. De enorme tab i bataljonen, som reelt betød at den nærmest blev udslettet, var svært for byens indbyggere at klare, hvor alle havde en slægtning, en ven eller bror, ægtemand eller kæreste, som var blevet dræbt denne ene dag. Vinduerne i husene havde nedrullede eller gardiner trukket for, kirkeklokkerne ringede fra alle kirker hele dagen uden ophør.

Selv om bataljonen blev forsynet med nyt mandskab blev Accrington Pals aldrig den samme enhed igen. Enhedens karakter og identitet forsvandt.

Dannelsen af Accrington Pals.

En måned efter 1. Verdenskrigs udbrud skrev avisen Accrington Observer & Times den 8. September 1914, at Krigsadministrationen havde accepteret et tilbud fra borgmesteren i Accrington, Captain John Harwood , om at danne en komplet infanteribataljon. Da recruitment ( rekruteringen) begyndte den 14. september blev der de første 3 timer rekruteret 104 mænd. Brødre, fætre, venner og arbejdskolleger meldte sig sammen og den 24. september havde Accrington Pals Bataljonen nået sin fulde styrke med 36 officerer og 1.076 menige og befalingsmænd. Kun 10 dage tog det, i de patriotiske berusende måneder i starten af Første Verdenskrig.

Cirka halvdelen af bataljonens mænd kom fra selve byen Accrington og opland. Resten af mandskabet kom primært fra de nærliggende byer Burnley, Chorley og Blackburn. Nogle måneder senere blev bataljonen forstærket med en 1/4 del via et oprettet reservekompagni på ca. 200 mand.

Gennem de tidlige måneder af bataljonens eksistens, trænede mændene omkring deres by og opland. I februar blev bataljonen godkendt til at blive trænet i Caernarvon, hvor Lt-Col. A. W. Rickman fra The Northumberland Fusiliers overtog kommandoen.

I maj 1915, flyttede bataljonen fra Caernarvon til Penkridge Bank Camp nær Rugeley, hvor den mødte 12. 13. og 14. Bataljon fra The York & Lancaster Regimentet for at danne 94. Brigade i 31. Division. Bataljonen flyttede flere gange senere i juli og september 1915, først til Ripon og så til Hurdcott Camp nær Salisbury, før 31. Division i december 1915 pakkede ned og gjorde sig klar til at rejse til Egypten, for at imødegå en Tyrkisk trussel mod Suez Kanalen. Medens denne rejse blev sat i værk, forsvandt denne trussel og i den sidste uge af februar 1916, blev 31. Division beordret til Frankrig, for at tage del i forberedelserne til og deltagelsen i det kommende forenede britisk-franske angreb ved Sommefloden den 1. juli.

Sommeslaget og baggrunden for bl.a. Pals-bataljonernes angreb på de tyske skyttegrave ved landsbyen Serre.

I januar 1916, havde de 2 øverstbefalende for de britiske og franske armeer, Haig og Joffre, nået frem til enighed om at iværksætte en stor offensiv på Vestfronten for den kommende sommer. Selv om Haig havde talt for en offensiv i Flanderen i Nordvestbelgien, blev beslutningen den, at angribe langs den brede front, nær ved hvor de 2 landes armeer stødte op mod hinanden nær floden Somme og dannede den ubrudte frontlinje mod tyskerne.

Valget af stedet for en offensiv kunne dårligt blive værre! Den kalkholdige jord havde sat tyskerne i stand til, at grave dybe skyttegrave, konstruere dybe beskyttelsesrum, som var næsten umulige for artilleribeskydning at ødelægge.

Tyskerne havde også kunnet lave stærke maskingeværstillinger, da de også beherskede de højdedrag, som De Allierede skulle angribe op mod. Skyttegravene oppe på højdedragene havde stærke befæstninger foran, med tætte pigtrådsspærringer, miner og masser af dækning til egen soldater og til at omgruppere. Man havde udsigten og overblikket og man kunne placere sin beskydning med både lette og svære våben på en meget præcis måde. Alle mål ved egne skyttegrave og hos briterne og franskmændene var nøjagtigt tegnet ind på de tyske kort, sådan at koncentreret maskingeværild kunne ramme alle de steder i pigtrådsspærringerne som var åbne for soldaterne, som skulle igennem netop der for at gå ud i "Ingenmandsland" og forcere hen og op mod de tyske skyttegrave.

I de efterfølgende måneder efter februar 1916, bevirkede det tyske angrebspres på de franske hære ved Verdun, at De Allierede blev tvunget til at aflaste de franske hære og ændre planer for offensiven. I stedet for et samarbejde med de franske styrker, måtte briterne nu selv klare angrebet ved Somme. Man valgte at angribe over en ca. 20 kilometer bred front fra syd ved Fricourt/Mametz til nord hvor landsbyerne Serre og Maricourt lå på den nordlige bred af Sommefloden.

Målene for Pals bataljonerne fra 94. Brigade, 31. Division var at erobre befæstningerne på bakketoppen ved Serre og derpå danne en defensiv flanke mod nord-øst og nord.

Angrebet skulle ledes af 11. East York & Lancashires (Accrington Pals) til højre og 12th York & Lancasters (Sheffield City Battalion) til venstre. 13th and 14th York & Lancasters (1st and 2nd Barnsley Pals) skulle være reserver til de 2 ledende bataljoner. Modstanderne på bakketoppen og i Serreområdet var det tyske 169. Infanteri Regiment (8. Baden).

Se link her med historien om 3 brødre fra Barnsley Pals, som alle blev dræbt ved Serre den 1. juli 1916:

http://www.walkernews.btinternet.co.uk/pals/index.html

Eller læs historien om de tre brødre her i forkortet udgave:

Den 1. juli 1916 var brødrene Fred , Charles og Ernest Walker med i angrebet på Serre, som soldater i Barnsley Pals bataljonerne nr. 13. og nr. 14. fra East York & Lancaster Regimentet. De deltog sammen med soldaterne fra bataljonerne Sheffield Pals og Accrington Pals og angreb fra skyttegravene med betegnelserne Matthæus, Markus,Lukas og Johannes(John) Copse. Walker brødrene var placeret ved John Copse skyttegravsafsnittet (se evt. nedenfor i fotoafsnittet, hvor der er kort der viser den omtalte skyttegrav m.m.). Under angrebet blev de alle 3 dræbt. Ligene af Fred og Ernest blev aldrig fundet, så de ligger i jorden på slagmarken vest for Serre den dag i dag. De blev antagelig sprængt i tusind stykker ved granattræffere på eller nær deres kroppe, eller de blev som døde dækket til af jord og mudder ved granatnedslagene omkring dem. De er optaget med navn og enhed på Thiepval Memorial komplekset, som rummer navnene på over 55.000 britiske faldne uden kendt gravsted. Deres brorCharles Walker blev fundet på slagmarken efter slaget og har en markeret grav på Euston Road Cemetery, i nærheden af Serre.

Sommeslaget begynder med artilleribombardementer den 24. juni 1916.

Den 24. juni åbnede det britiske artilleri et bombardement, som skulle vare til om morgenen den 1. juli 1916, hvor angrebet med forsinkelser, var planlagt til at skulle starte. Artilleribombardementet skulle smadre det tyske forsvarsanlæg totalt, men resultatet blev, at dette slet ikke lykkedes, da tyskerne havde sikret sig dybt i jorden og ikke led megen overlast, ligesom forsvarsanlægget og pigtråden foran de forreste skyttegrave, ikke var mere ødelagte, end det hurtigt kunne udbedres og reetableres.

I de tidlige aftentimer den 30. juni, forlod 11. East Lancashires Accrington Pals deres lejr ved Warnimont Wood for en march på ca. 10 kilometer til skyttegravene foran Serre. Kl. 02:40 om lørdagen den 1. juli, nåede de første ledende kampagnier de forreste frontskyttegrave, hvorfra de skulle angribe tyskerne kl. 07:30 samme morgen. Tyskernes overblik og udsyn havde dog sat dem i stand til at smadre disse angrebsskyttegrave - tyskerne havde opdaget hvad der var på færde og kort efter at bataljonen var samlet i resterne af skyttegravene begyndte tyskerne at dænge dem til igen med intens artilleribeskydning.

I dette link kan man se billeder og skyttegravskort for området:

Aerial photographs of Serre, 1916

Da klokken blev 06:30, intensiverede det britiske artilleri deres beskydning af de tyske frontlinjer. Nu beskød begge parter hinandens angrebsskyttegrave og forreste frontskyttegrave intenst - et helvede på jorden for infanteristerne.

Kl. 07:20 ledte Captain Tough den første bølge af bataljonens 4 bølger af infanterister's ca. 90 meter ud i helvedes forgård " No Man's Land", ingenmandsland, under dække af artilleri - og morterbeskydning.

Nogle få minutter senere fulgte anden bølge med ud bag første bølge, ledet af Captain Livesey .

Da de britiske granater stadig eksploderede omkring og i den forreste tyske frontskyttegrav, baksede mændende fra det tyske 3. og 4. kompagni fra 169. Infanteriregiment, med deres udstyr og maskingeværer, rifler og håndgranater, for at komme ud af deres sikrede dækningsrum og op til skyttegravens frontkant, så de kunne tage imod de engelske infanterister og deres angreb. Flere tyske soldater greb deres maskingeværer og gik ud i granathuller foran deres forreste skyttegrave, for bedre at kunne ramme de britiske rækker af marcherende infanterister.

Kl. 07:30 blev den engelske artilleribeskydning løftet og ført længere bagud i det tyske bagland. Første bølge af engelske infanterister rejste sig fra deres liggende, eller siddende positioner og begyndte at gå fremad mod de tyske skyttegrave, med påsat bajonet på deres geværer. Maskingevær - og riffelbeskydningen fra tyskernes side startede omgående og jog ind i den første fremadgående engelske infanteribølge. En britisk observatør kædende bølgerne af død sammen med ordene og det han så: "Som bundter af korn i høsten faldt mændene".

Ufatteligt skulle man tro, så lykkedes det trods den enorme beskydning med maskingeværer og rifler, at grupper af "Pals" fra første og anden bølge, overlevede maskingeværkuglerne og fik sig stredet gennem den tyske pigtråd og miner og kastet sig ned i den foreste tyske frontskyttegrav for at kæmpe med de tyske infanterister her.

På venstre flanke lykkedes det også nogle af 12. East York & Lancasters Pals, at kæmpe sig vej frem til deres del af angrebsmålet. Men det hele var forgæves - bag ved dem blev den tredie og fjerde bølge totalt smadret, allerede inden mange af dem overhovedet nåede ud i ingenmandsland - de blev skudt i stumper og stykker og sprængt i laser af tysk granat - og morterbeskydning. De forreste kompagnier af 13. East York & Lancasters Pals, blev skåret ned efter tur. Nogle af de overlevende menige infanterister fra "The Pals", med alle deres officerer døde eller sårede, pressede sig fremad op mod byen Serre - man så dem aldrig igen, hverken som død, sårede eller tilfangetagne - De forsvandt i slagets malstrøm!

De få overlevende engelske infanterister i eller omkring de tyske frontskyttegrave, som også havde mistet og nærmest var blevet berøvet deres forstærkningkompagnier, da tabene steg til skyhøje størrelser, blev tvunget til at trække sig tilbage over ingenmandsland, med yderligere mange tab af soldater til følge. Nogle enheder mistede 80 -90 % af deres soldater den morgen, for da kl. var ca. 08:00 var the battle for Serre ovre - en halv time til 40 minutter blev der på den del af fronten dræbt og såret mange tusind soldater! Alle var chokeret - også tyskerne!

Historien om The East Lancashire Regiment, bataljonen Accrington Pals fra Første Verdenskrig beretter, at ud af 720 infanterister fra Accrington Pals, som deltog i angrebet med de fire bølger af infanterister, blev 584 dræbt, såret eller forsvandt uden kendskab til deres skæbne.

Brigadier-General H. C. Rees , Kommandant af 94. Brigade udtalte efter angrebet: "Resultatet af tyskernes granater, mortergranater, shrapnels, maskingevær - og riffelbeskydning, var så overvældende, at næsten ingen af vores mænd nåede den tyske frontskyttegrav. Bølgerne af vore soldater gik så fint frem i god orden, men smeltede væk i den ufattelige hårde beskydning, men ikke een mand vaklede, brød rækken, eller forsøgte at gå tilbage. Jeg har aldrig set og kunne aldrig i min vildeste fantasi forestille mig sådan et fremvisning af mod, disciplin og beslutsomhed."

På den første dag af Slaget ved Somme, lykkedes det kun at slå få huller i de tysle linjerr og kun nær selve Sommefloden i den sydlige del af fronten, hvor det tyske forsvarsterræn ikke var gunstigt for dem. De britiske tab den en dag blev på ca. 60.000 døde, sårede og forsvundne soldater!!

Læs i dette link om Accrington Pals angreb - Krigsdagbog for dagene 30. juni til 5. juli 1916:

War Diary

Dagene og ugerne efter slaget, hvor Accrington Pals blev udslettet som enhed:

Når man læste avissiderne i The Accrington Observer & Times i månederne juli og august 1916, blev katastrofen for byen alt for tydelig. De første få tilsyneladende gode nyheder fra Sommeslaget, som også inkluderede en fejlagtig nyhed om, at man havde erobret byen Serre, blev afløst af avisens plads på siderne, til at fortælle sandheden og vise billeder af døde, sårede og savnede engelske soldater i tusindvis.

Få, hvis overhovedet nogen af byens indbyggere, kunne sige sig fri for at blive ramt af tragedien. Percy Holmes, broderen til en af Accrintons faldne Pals, husker det således:"Jeg husker da nyheden kom til byen, at Accrington Pals var blevet udslettet. Jeg tror ikke der var en eneste gade eller vej i Accrington og omegn, der ikke havde deres gardiner trukket for vinduerne og klokkerne i Christ Church ringede med langsomme slag hele dagen. Jeg vil aldrig glemme denne uhyggelige dag!".

Slaget ved Somme fortsatte frem til november 1916, og ebbede ud, da vinteren satte en stopper for kampene. Byen Serre blev ikke erobret af briterne, som man først fortalte, den forblev på tyske hænder indtil February 1917 .

Sommeslaget førte til at man kun erobrede nogle få kilometer mudret slagmark, med det kolossale blodige tab af 610.000 britiske og franske soldater, døde, sårede og savnede. Tyskernes tab skønnes til at have været lige så høje, måske endda højere.

Slaget ved Somme og dets betydning for De allieredes samlede sejr i november 1918, er stadig genstand for hård debat, her over 90 år senere. Den tyske øverstbefalende Ludendorff skrev dog, at ved Somme "blev den tyske hær så presset, at den måtte indstille kampene og finde sig i at blive helt og aldeles "båret ud".

Selv om Accrington Pals karakteregenskaber som bataljon i 11. East York & Lancashires var blevet ødelagt i slaget foran byen Serre, blev enheden genopbygget med nye soldater og udstyr og deltog i krigen helt til den 11. november 1918, da freden kom.

Accrington Pals deltog i succesfulde offensiver den 28. juni 1917 ved Oppy-Gavrelle (Slaget ved Arras), igen den 28. juni 1918 ved La Becque , og den 28. september 1918 ved Ploegsteert Wood .

Ved det store Tyske forårsoffensiv i 1918, spillede battalionen en betydelig defensiv rolle den 27. marts ved Ayette og den 12. - 13. April ved Lys (Hazebrouck) .

Læs her om en soldats skæbne, Sam Hardman og hans sidste brev til sine forældre - et brev han ikke fik sendt, inden han blev dræbt om morgenen den 1. juli 1916.

Brevet er lidt blodplettet, efter at det blev fundet på hans lig.

The Accrington Pals - Eve Of The Somme: A Letter Home:

I 1901, 10 år gammel levede Sam Hardman
med sine forældre, Laurence og Elizabeth, og hans
søstre Mary, Ann og Eleanor, i Radcliffe, Manchester.
Efter at familien flyttede fra Radcliffe til Accrington, blev
Sam undervist hos St. Andrew's Mission i Oswald-
twistle da krigen brød ud i august 1914.
Den følgende måned meldte han sig ind i rækkerne
hos Accrington Pals .

Han skrev dette brev den 30 juni 1916,
kun nogle få timer før The Pals gik ud i angrebet
på byen Serre attack on Serre den første dag
i Slaget Ved Somme.
Sam blev dræbt under angrebet.
Se og læs mere ved fotos nedenfor i fotgalleriet.

Sam Hardman.

Maskinskrift af brevet kan ses i fotodelen nedenfor sammen med øvrige oplysninger om sagen.

Tab af soldater i Slaget ved Somme:

Land	Samlet tab	Dræbte	Fanger
England	360.000+	-	-
Canada	25.000	-	-
Australien	23.000		< 200
New Zealand	7.408	-	-
Irland	25.000	-	-
Syd Afrika	3.000+	-	-
Newfoundland	2.000+	-	-
I alt Britiske Empirium	419.654	95.675	-
Frankrig	204.253	50.756	-
I alt De Allierede	623.907	146.431	-

Tyskland	465.000	164.055	31.000

De officielle Allierede omtrentlige tab i Slaget ved Somme, som blev fremsat på Chantilly Konferencen den 15. november 1916, var på 485.000 britiske soldater, inklusive soldater fra imperiet og franske soldater. Tyskland mistede 630.000 soldater. Disse tal blev brugt til at argumentere for, at Slaget ved Somme var et succesfuldt slag for De Allierede. Men der var betydelig skepsis dengang, mht. om tabstallene var rigtige. Efter krigen blev der revideret i tabstallene, som nu viste et tab på 419.654 britiske soldater og 204.253 franske soldater. Sammenlagt altså 623.907 tab af soldater, hvoraf 146.431 blev meldt savnet (antageligt døde).

Den britiske officielle historiker Sir James Edmonds hævdede at de tyske tab var på 680.000, men denne påstand er blevet kritiseret. En uafhængig statistisk rapport fra Det Britiske War Office konkluderede, at de tyske tab ved den britiske sektor af fronten kunne være så lave som 180.000 gennem hele slaget. I dag er det almindelig accepteret, at de samlede tyske tab ved Sommeslaget var mellem 465.000 og 600.000. I sin udgivelse af biografien af General Rawlinson, blev Major-General Sir Frederick Maurice suppleret med tabsoplysninger fra Reichsarchiv, med et tabstal på 164.055 døde og forsvundne tyske soldater.

De gennemsnitlige tab pr. division (som bestod af ca. 10.000 soldater) på den britiske sektor af fronten indtil den 19. november 1916 var 8.026 — 6.329 for de 4 Canadiske divisioner, 7.408 for den ene New Zealand Division, 8.133 for de 43 britiske divisioner og 8,960 for de 3 Australske divisioner. De britiske daglige tab i Slaget ved Somme var 2.943 soldater, som overgik det 3. slag ved Ypres 1917 Third Battle of Ypres, men de næsten 4 måneders kampe i Sommeslaget og tabene her, var ikke så alvorlige, som de tab pr. dag i de 2 måneders kampe i Slaget ved Arras Battle of Arras (1917), som var 4.076 døde pr. dag, eller det krigsafsluttende slag, The Final Hundred Days offensiven i 1918, som kostede 3.685 soldater pr. dag.

Royal Flying Corps , Den Britiske Hærs Flyverkorp mistede 782 fly og 576 piloter under slaget.

Andre internetsider og links om Første Verdenskrig og bl.a. Pals-bataljonernes rolle og skæbne.

William Turner's "In Memory of our Baxenden Lads" Inkluderer korte biografier af 3 Accrington Pals: L/Cpl. Percy Bury, Pte. Ernest Kenyon and Sgt. Walter Counsell Todd.

Tom Morgan's beretning fra hans besøg ved Serre i 1996. visit to Serre .

De som er interesserede i historien omkring slagmarkerne ved Sommefloden og Vimy Ridge, som disse steder se ud i dag, kunne måske have nytte at se og læse her: an account of recent visits .

Læs evt. også den detaljerede guidebog: "The Somme Battlefields" af Martin Middlebrook. Kan lånes på biblioteket - (på engelsk).

Læs evt. også samme forfatters bog: "The First Day On The Somme".

Links to other First World War pages

http://en.wikipedia.org/wiki/Portal:World_War_I

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_military_engagements_of_World_War_I

http://www.worldwar1.com/tsearch.htm

http://www.firstworldwar.com/

http://www.1914-1918.net/

http://www.worldwar1.com/

http://www.webmatters.net/france/ww1_serre_3.htm

http://www.pals.org.uk/pals_e.htm

http://www.pals.org.uk/enlistment.htm

http://www.pals.org.uk/gallery.htm

http://www.pals.org.uk/timeline.htm

http://www.fylde.demon.co.uk/welcome.htm#CONTENTS

http://www.pals.org.uk/film/film1.htm

Beskrivelse af filmsekvensen med de marcherende Accrington Pals: "På deres vej fra Penkridge Bank Camp til Ripon, vendte Accrington Pals tilbage til det østlige Lancashire på en rekrutvisit, som varede fra den 30. juli til 5. august 1915. Denne markante film, viser battalionen marchere fra Blackburn til Accrington Søndag den. 1. august 1915.

http://www.pals.org.uk/howitzers/list.htm

http://www.pals.org.uk/anim_s.htm

http://www.bbc.co.uk/history/interactive/animations/wwone_map_somme/index.shtml

http://www.bbc.co.uk/history/worldwars/wwone/launch_ani_wwone_movies.shtml

http://tinyurl.com/3ylxrk

http://www.iwm.org.uk/server/show/ConWebDoc.3775

http://en.wikipedia.org/wiki/First_day_on_the_Somme

http://www.pals.org.uk/lais_e.htm

http://www.pals.org.uk/barnsley/bromley.htm

http://www.pals.org.uk/letters1916.htm

http://lu.softxs.ch/mackay/RLM_Diary.html

http://www.iwm.org.uk/server/show/nav.00o00200g

http://www.thiepval.org.uk/photographs.htm

http://www.somme-1916.com/memorial013.htm

http://news.bbc.co.uk/2/shared/spl/hi/pop_ups/06/uk_battle_of_the_somme/html/1.stm

Se disse mange muligheder for at se autentiske og realistiske film fra Første Verdenskrigs helvede på vestfronten:

http://tinyurl.com/dco3vj

Se historien om den gigantiske mineeksplosion ved de tyske " Hawthorn Redoubt" skyttegrave nær landsbyen La Boisselle.

http://www.lochnagarcrater.org/July011916.html

Se videoklip med Baron Von Richthofens fly - en Fokker DR1, som er blevet genskabt i Tyskland i 2006 og læs om denne historie neders i fotogalleriet herunder.

http://www.youtube.com/watch?v=C0m4D4pwJqE

Sidst i fotogalleriet kan du se og læse om slagmarken og området ved Fricourt.

Men læs også de mange historier ved hvert foto herunder:

FRANKRIG. SLAGMARKEN VED SOMMEFLODEN DEN 1. JULI 1916. Kortudsnit af hele Somme slaget og dets udvikling indtil 19. november 1916 hvor slaget ebbede ud. Man kan se de sparsomme resultater i landvinding man opnåede - på bekostning af hundredtusinde af døde soldater på begge sider og et landskab og byer totalt smadret til ukendelighed og værdiløst. Øverst i kortets hjørne ses byen Serre, hvor bl.a. Accrington Pals skulle angribe. -- Planlægningen af angrebet ved Sommefloden. -- Ved en konference i december 1915, besluttede De Allierede, at søge efter sejr i krigen, ved at foretage samtidige offensiver på Vestfronten, Østfronten og på den Italienske Front. -- Man var enige om, at et kombineret fransk-britisk angreb på Vestfronten, skulle ske i Picardy-området, nord og syd for Sommefloden i starten af juli 1916. Der var ikke nogen iøjnefaldende vigtige og strategiske mål bag de tyske fronter. Angrebsområdet blev valgt hovedsagligt fordi det var her, at de britiske hære og de franske hære forbandt De Allieredes frontlinier. -- Tyskerne kom De Allieredes planer i forkøbet, ved at iværksætte en offensiv mod franskmændene ved Verdun den 21. februar 1916. -- Som følge af dette pres mod den franske hær, var den britiske hær nødt til at overtage hovedrollen i Somme-offensiven. -- Slaget ved Sommefloden, skulle iværksættes ved et ugelangt artilleribombardement. Infanteriangrebet var sat til at ske den 29. juni, men pga. dårligt vejr, blev angrebet udsat 48 timer. -- Angrebstidspunktet blev sat til kl. 07.30 den 1. juli 1916. -- SOMME-SLAGETS FAKTA: -- 1. juli til 18. november 1916 i området Picardy, Frankrig. -- Strategi: Allieret sejr. -- Resultat: Taktisk hårdknude og dødvande. -- De Allierede: Det Britiske Imperium, England, Australien, Canada, New Zealand, Newfoundland, Syd Afrika og Frankrig. Imod disse, Det Tyske Imperium. -- Militærchefer: De Allierede: Douglas Haig og Joseph Joffre. Tyskland: Max von Gallwitz og Fritz von Below. -- Styrkefordeling: Ved begyndelsen: 13 Britiske og 11 Franske divisioner. Ved slutningen: 51 Britiske og 48 Franske divisioner. -- Tyskland: Ved begyndelsen: 10½ division. Ved slutningen 50 divisioner. -- Tab: Det Britiske Imperium: 419.654. Frankrig: 204.253. I alt: 623.907 (heraf 146.431 dræbte eller savnede). -- Yderligere Allierede omkostninger: 100 tanks og 782 Royal Flying Corps fly ødelagt. -- Tab: Tyskland: 434.500 i alt (heraf 164.055 dræbte eller savnede). -- By og områdenavne for slagene ved Sommefloden fra 1. juli til 18. november 1916: Albert – Bazentin – Fromelles – Pozières – Mouquet Farm – Guillemont – Ginchy – Flers-Courcelette – Morval – Thiepval Ridge – Le Transloy – Ancre Heights – Ancre – Gommecourt – Serre – Fricourt – Beaumont-Hamel – Mametz m.fl.

31. Infanteridivisionens mål 1. juli 1916. Somme-offensivens nordlige frontafsnit, hvor bl.a. 31. Infanteridivision og hermed de mange Kitchener-Pals bataljoner skulle deltage, herunder Accrington Pals. Længst mod nord skulle der ske et afledningsangreb foretaget af 46. North Midland Infanteridivision og 56. London Infanteridivision på området omkring Gommecourt, men i det væsentlige dannede 31. Infanteridivision det nordlige kampområde i Somme-offensiven og dermed den venstre flanke af det britiske VIII Corps og hermed 29. Infanteridivision - som havde ansvaret for at erobre landsbyen Beaumont-Hamel og området her. På 31. divisions venstre flanke, skulle 48. South Midland Infanteridivision ikke deltage i angrebet, men alene yde beskydning og udlægge røg og udlåne to af dens bataljoner til 4. Infanteridivision på 31. infanteridivision's højre flanke. 31. Infanteridivision´s bataljoner skulle til at svinge syd om og op mod landsbyen Serre, som når den var erobret, ville skulle fungere som en flankebeskyttelse for resten af briternes 4. Armé mod syd og deres mål for Somme-offensiven. Den forreste skyttegravslinje for den 31. Infanteridivision lå i forbindelse med fire linjer af lave trækrat: Disse skyttegravsafsnit havde, som alle andre britiske skyttegravssystemer havde, fået navne efter de kristne apostle. I dette frontafsnit var der 4 skyttegravsafsnit (benævnt Copse) med navnene: Matthew, Mark, Luke and John (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes). Afstanden fra de britiske skyttegrave til Serre var ca. 1600 meter og mellem disse lå de tyske skyttegravssystemer, som bestod af 4 linjer. Tyskerne havde desuden kraftigt befæstet Serre, som et af deres vigtige hovedforsvarspunkter. Det lille frontafsnit med deres lave træer, som dannede John Copse skyttegravsafsnittet, var derfor omdrejningspunktet, hvor hundreder tusinder af soldater ville rotere omkring i den omfattende Somme-offensiv. Den lille landsby Serre og tyskerne havde allerede trodset tre morderiske angreb af den franske hær i juni 1915 og det var kendt, at tyskerne havde gjort god brug af landskabet og landsbyens bygninger til at gøre området til, hvad de håbede var en uindtagelig fæstning.

Landsbyen Serre, set fra den britiske side. I forgrunden ses skyttegravsafsnittet med navnet "John Copse". Det var bl.a. herfra Accrington Pals bataljonen (11. East Lancashire Regiment i 94. Brigade, 31. Infanteridivision) skulle angribe over det åbne land op mod byen – de skulle angribe på den højre flanke, fra skyttegravsafsnittet Matthew og John Copse. Fotoet er fra juni 1916 kort før Somme-slaget startede den 1. juli. Den venstre flanke af offensiven ved Serre blev tildelt 94. Brigade, og de placerede halvdelen af 14. York & Lancaster Regimentet bestående af 2. Bataljon Barnsley Pals, som skulle rykke frem i anden bølge og sikre den nordlige flanke ved skyttegravsafsnittet John Copse. I skyttegravsafsnittet mellem John og Luke Copse, skulle 12. York & Lancaster Regiment, The Sheffield City Pals bataljonen angribe Serre langs med 11. East Lancashire Regiment, med The Accrington Pals bataljonen, som blev placeret både som angribere i første bølge og i anden bølge fra skyttegravsafsnittet John og Matthew Copse, sammen med 13. York & Lancaster Regiment, 1. Bataljon Barnsley Pals. Bataljonen fra Accrington Pals og begge bataljonerne fra Barnsley Pals og fra Sheffield City Pals bataljonen skulle også levere soldater til 3 og 4 bølge af soldater og reserver bag ved frontskyttegravene. Som det definitive tryk på de tyske skyttegrave og Serre, skulle 4 bataljoner fra 31. Infanteridivision´s 93. Brigade, trænge op fra den højre flanke mod syd - et svingende slag mod undersiden af Serre. De 4 bataljoner var 15. West Yorkshire Bataljon, som skulle danne forreste bølge, efterfulgt af 16. og 18. West Yorkshires bataljoner, med den 18. Durham Light Infantry i den bageste bølge. Alle enhederne ville fremme i deres stormløb mod de tyske skyttegrave passere gennem hinandens linjer, hvorved de ville give dem mulighed for at omstrukturere og konsolidere deres positioner. Ligeledes skulle enheder fra 48. Infanteridivision, nemlig 8. og 6. bataljon fra Royal Warwickshire Regimentet, angribe området ”The Quadrilateral” Redoubt (det firkantlignende frontområde syd for Serre), også kendt som Heidenkopf på tysk.

Serreområdet og dets optegnelser af skyttegrave og angrebsmål. Hvert skyttegravskompleks havde sit eget navn. De tyske soldater i landsbyen var fra 169. Infanteriregiment (8. Baden) og havde kunnet gøre sig bekendt med området i over et år. De franske angreb i juni 1915 havde slået tyskerne ud af den landskabsmæssige modsatte højderyg og givet den franske (og nu den britiske) deres nuværende forreste linje, men de franske angreb havde kostet meget dyrt i tab for deres sparsomme gevinst. Selv om Serre området kunne se ud som et ubetydeligt strategisk mål, var det militærstrategisk lige så vigtigt, som Thiepval syd for Serre, hvis ydre udseende kunne være militærstrategisk vildledende. Lige syd for Serre, ved 4. Infanteridivision´s operationsområde, lå resterne af de forreste præ-franske angrebslinjer, som var kendt som ”Heidenkopf”, efter at en lokal tysk kommandant. Briterne kaldte det ”The Quadrilateral” (firkant-lignende). – Opbygning: -- Den 24. juni 1916 begyndte det britiske artilleri en uge langt bombardement af de tyske stillinger. Et bombardement, der var designet til ikke kun at ødelægge de tyske stillinger, men også udslette eller gøre de tyske infanterister mentalt nedbrudte af granatchok, at modstanden ville være minimal. 31. Infanteridivision´s base var i og omkring landsbyen Bus-lès-Artois og om aftenen og natten den 30. juni, sneg briterne sig, ligesom deres franske kolleger havde gjort det fra samme landsby et år tidligere, ud foran deres forreste skyttegrave, sådan at de kunne springe ud fra positioner ud i ”No Man´s Land” og frem mod de tyske skyttegrave. Humøret var højt trods det dårlige vejr, der havde forårsaget to dages udsættelse af offensiven. Alle ønskede at tro, at den følgende morgen, lige foran dem lå en allerede slået fjende og de som britiske mænd fra mange forskellige samfundskredse i England, som f.eks. professionelle soldater, kontorister, minearbejdere, fiskere, sportsfolk osv., ville kunne angribe og føre offensiven frem til den ultimative sejr.

Kort over det område af fronten, hvor Serre lå og hvor bl.a. Accrington Pals skulle angribe 07:30 den 1. juli 1916. 31. Infanteridivisionens mål 1. juli 1916. Somme-offensivens nordlige frontafsnit, hvor bl.a. 31. Infanteridivision og hermed de mange Kitchener-Pals bataljoner skulle deltage, herunder Accrington Pals. Længst mod nord skulle der ske et afledningsangreb foretaget af 46. North Midland Infanteridivision og 56. London Infanteridivision på området omkring Gommecourt, men i det væsentlige dannede 31. Infanteridivision det nordlige kampområde i Somme-offensiven og dermed den venstre flanke af det britiske VIII Corps og hermed 29. Infanteridivision - som havde ansvaret for at erobre landsbyen Beaumont-Hamel og området her. På 31. divisions venstre flanke, skulle 48. South Midland Infanteridivision ikke deltage i angrebet, men alene yde beskydning og udlægge røg og udlåne to af dens bataljoner til 4. Infanteridivision på 31. infanteridivision 's højre flanke. 31. Infanteridivision´s bataljoner skulle til at svinge syd om og op mod landsbyen Serre, som når den var erobret, ville skulle fungere som en flankebeskyttelse for resten af briternes 4. Armé mod syd og deres mål for Somme-offensiven. Den forreste skyttegravslinje for den 31. Infanteridivision lå i forbindelse med fire linjer af lave trækrat: Disse skyttegravsafsnit havde, som alle andre britiske skyttegravssystemer havde, fået navne efter de kristne apostle. I dette frontafsnit var der 4 skyttegravsafsnit (benævnt Copse) med navnene: Matthew, Mark, Luke and John (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes). Afstanden fra de britiske skyttegrave til Serre var ca. 1600 meter og mellem disse lå de tyske skyttegravssystemer, som bestod af 4 linjer. Tyskerne havde desuden kraftigt befæstet Serre, som et af deres vigtige hovedforsvarspunkter. Det lille frontafsnit med deres lave træer, som dannede John Copse skyttegravsafsnittet, var derfor omdrejningspunktet, hvor hundreder tusinder af soldater ville rotere omkring i den omfattende Somme-offensiv. Den lille landsby Serre og tyskerne havde allerede trodset tre morderiske angreb af den franske hær i juni 1915 og det var kendt, at tyskerne havde gjort god brug af landskabet og landsbyens bygninger til at gøre området til, hvad de håbede var en uindtagelig fæstning. De tyske soldater i landsbyen var fra 169. Infanteriregiment (8. Baden) og havde kunnet gøre sig bekendt med området i over et år. De franske angreb i juni 1915 havde slået tyskerne ud af den landskabsmæssige modsatte højderyg og givet den franske (og nu den britiske) deres nuværende forreste linje, men de franske angreb havde kostet meget dyrt i tab for deres sparsomme gevinst. Selv om Serre området kunne se ud som et ubetydeligt strategisk mål, var det militærstrategisk lige så vigtigt, som Thiepval syd for Serre, hvis ydre udseende kunne være militærstrategisk vildledende. Lige syd for Serre, ved 4. Infanteridivision´s operationsområde, lå resterne af de forreste præ-franske angrebslinjer, som var kendt som ”Heidenkopf”, efter at en lokal tysk kommandant. Briterne kaldte det ”The Quadrilateral” (firkant-lignende). – Opbygning: Den 24. juni 1916 begyndte det britiske artilleri en uge langt bombardement af de tyske stillinger. Et bombardement, der var designet til ikke kun at ødelægge de tyske stillinger, men også udslette eller gøre de tyske infanterister mentalt nedbrudte af granatchok, at modstanden ville være minimal. 31. Infanteridivision´s base var i og omkring landsbyen Bus-lès-Artois og om aftenen og natten den 30. juni, sneg briterne sig, ligesom deres franske kolleger havde gjort det fra samme landsby et år tidligere, ud foran deres forreste skyttegrave, sådan at de kunne springe ud fra positioner ud i ”No Man´s Land” og frem mod de tyske skyttegrave. Humøret var højt trods det dårlige vejr, der havde forårsaget to dages udsættelse af offensiven. Alle ønskede at tro, at den følgende morgen, lige foran dem lå en allerede slået fjende og de som britiske mænd fra mange forskellige samfundskredse i England, som f.eks. professionelle soldater, kontorister, minearbejdere, fiskere, sportsfolk osv., ville kunne angribe og føre offensiven frem til den ultimative sejr.

Også landsbyen Serre og områdets tyske skyttegrave blev heftigt bombarderet af englænderne i en hel uge inden! Her er det resterne af nogle småskove ved Serre, som er helt smadrede. Efterhånden som soldaterne fra Accrington Pals blev mejet ned ude omkring i ”No Man´s Land”, tog nogle af dem sig sammen og rystede den sindssyge oplevelse lidt af sig og begyndte at skyde med deres geværer fra de granathuller og steder, som kunne anvendes til beskydning af de tyske skyttegrave. Mange tyske soldater stod frit fremme på skyttegravskanterne og skød mod de britiske soldater. Her er en beretning fra Menig Harry C. Bloor, Accrington Pals: ”Jeg og 2 andre fra bataljonen lå i skjul i et granathul, vi var alle sårede. Jeg kikkede over kanten af granathullet og kunne se tyskerne. Jeg blev pludselig meget vred og gal. Jeg havde set og så mine kammerater blive mejet ned af tyskernes maskingeværkugler og kunne se en af mine kammerater hænge sønderskudt i deres pigtråd. Jeg tænkte på min rigtig gode ven og kammerat, som var blevet dræbt af en granat et par dage før. Jeg tænkte, at vi alle var dødsdømte og kunne ikke se, hvordan vi skulle komme derfra i live. Jeg havde ikke kunnet stille noget op overfor tyskerne – endnu. Jeg tog den beslutning, at jeg ville dræbe en af dem, inden de fik ram på mig. Jeg tog mine patronholdere ud og lagde dem tilrette foran og ved siden af mig og lagde mig tilrette og indstillede sigtet på min riffel og sigtede på de tyske soldater. Jeg fik en tysker i sigtet og fyrede – Han strakte armene i vejret og faldt baglæns ned i deres skyttegrav. De andre tyskere omkring ham dukkede sig hurtigt ned i skyttegraven. Jeg kom til at ligge i dette granathul indtil sent næste dag den 2. juli. Og jeg besluttede at forsøge at komme væk, selv om jeg var såret i foden. Jeg kravlede tilbage gennem mudder og døde kammerater, afrevne lemmer og smadrede kroppe, uden om og over dem, de hårdt sårede, som stadig var i live, stønnede og græd og bad om hjælp – men jeg kunne ikke gøre noget! Endelig nåede jeg vores angrebsskyttegrav, som jeg nærmest faldt ned i. Skyttegraven var fuld af sårede og døde kammerater, ingen raske soldater, ingen bårefolk og lægehjælp. Der sad en fyr på en ammunitionskasse, jeg prøve at tale til ham, men han reagerede ikke. Jeg tilbragte natten i et mandehul i skyttegraven sammen med nogle andre sårede kammerater. Næste morgen på tredjedagen efter angrebet kravlede jeg op i skyttegraven igen og fyren sad stadig på sin kasse – han havde været død hele tiden. En hårdt såret officer sagde til mig: ”Hvis du vil væk herfra unge mand, så kravl! Det gjorde jeg så… Harry fik først lægehjælp om natten denne tredje dag, 60 timer efter at være blevet såret. Han tilbragte et helt år på hospital og blev hjemsendt som invalid i sensommeren 1917.

Accrington Pals Memorial ved Serre. Mindesmærket er opbygget af røde mursten, hentet i Accrington by i England. Percy Holmes, bror til en af de faldne Accrington Pals, fortæller, at da det blev kendt, at Accrington Pals var blevet udslettet i et angreb, var hele byen i chok. I dagene og ugerne efter Somme-slagets start, gik rygterne mere eller mindre vildt rundt i England, Skotland og Irland. Borgerne i Accrington og opland fik via rygter opfattelsen af, at kun 7 mand af hele bataljonen havde overlevet og man samledes chokeret og vrede omkring borgmesterens hus. De var overbeviste om, at han holdt oplysningerne hemmelige for dem. I ugerne efter blev aviserne fyldt med rækker og kolonner af lister med de faldne, foruden nekrologer og fotos af de døde soldater. Hele det britiske samfund var chokeret og i dyb afmægtig sorg og krise. Næsten alle huse i byen trak gardinerne for og kirkeklokkerne ringede hele dagen uden ophold. Alle havde mistet en mand, en kæreste, en bror. Percy Holmes vil aldrig glemme denne følelse af ufattelig gru og afmagt, vrede og utrøstelig sorg, der prægede byen i mange år efter 1. Verdenskrig. Familierne til de tusindvis af sårede og ikke mindst de savnede soldater, brugte dage og uger på at søge oplysninger og vished om deres kære. Der herskede enormt kaos og oplysninger og meddelelser viste sig at være forkerte, både om sårede, døde of savnede. Familier indrykkede avisannoncer i deres iver for at få nyt om deres kære. Mange familier måtte vente i mange måneder inden de kunne få nogen valid besked og tusindvis fik aldrig vished om skæbnen for deres søn, ægtefælle, bror osv. Ud over sorgen over tabet og uvisheden, betød det også årelange økonomiske problemer for de efterladte (arv og gæld m.m.). Den 12. juli – Orangeman´s Day i Belfast, Nordirland, blev al trafik stoppet ved middagstid og hele byen holdt 5 minutters stilhed i sorg og minde. ---- Sådan kan en historie få et udløb bl.a. pga. en enkelt mands, Lord Kitcheners skæbneforløb, som endte i det iskolde stormpiskede hav ved Orkney, da han druknede sammen med næsten hele besætningen på slagkrydseren HMS Hampshire, da den sank efter at være løbet på en tysk u-bådsudlagt mine. Lord Kitchener satte mange ”fingeraftryk” i historien i sine 66 års levetid. Desværre havde det altid noget at gøre med krig, massevis af døde, massakrer, blod og ulykke for alle hans omgivelser. Måske er nogens teori om, at han skød sig selv i maj eller juni 1916 ikke helt ved siden af! Hvem kan dog holde ud at leve på sådan en baggrund. Hvis han tog sit eget liv, kunne den engelske regering og militær selvfølgelig ikke tillade, at det blev kendt, at deres store krigshelt afgik ved døden på denne feje og uværdige måde. Derfor kan der være tale om, at man søgte at skjule de virkelige hændelser, med en stand in på HMS Hampshire. Læs om dette på den anden side om Kitcheners historie og endeligt.

Gravene på en af de mange krigskirkegårde ved Serre, med de mange faldne fra bl.a. Accrington Pals. Her ses kirkegården med navnet Railway Hollow Dugout (bemærk det gamle granat/minekrater i forgrunden) ned i baggrunden. Pals bataljonerne blev nærmest udraderet en og samme dag, den 1. juli 1916. De havde trænet i 2 år og på ca. 20 - 40 minutter, i det frygtelige angreb, over et åbent ingenmandsland, ved resterne af byen Serre, blev næsten alle soldater fra denne bataljon massakreret. Af 720 soldater i Accrington Pals bataljonen, som var i angrebsstyrken, døde 235 soldater og 350 blrev såret i løbet af ca. 20 til 40 minutter!! Leeds Pals Bataljonen mistede 750 soldater af 900 mand og Grimsby og Sheffield Pals bataljonerne mistede over halvdelen af deres soldater. Efter tilbagetrækningen af de få overlevende, var alle i chok. Det kom helt bag på briterne, at dette kunne ske. Det viste sig ved dagens slutning, at det stort set var gået sådan alle steder. Ca. 60.000 soldater døde, blev sårede eller forsvandt på kun 1 dag!! Men selv om denne første dag var katastrofal, fortsatte briterne og franskmændene presset på fronten, helt indtil vinteren satte en stopper for offensiven den 18. november 1916. Tyskerne holdt Serre helt til februar 1917. De Allierede vandt kun nogle få miles terræn, og med et helt ufatteligt spild af soldater og materiel. 610.000 soldater mistede man i de få måneder i 1916, inden vinteren stoppede kampene ved Sommefloden. Tyskerne mistede antagelig et lignende antal soldater, da de foretog gentagne modangreb. Brigadegeneral H.C. Rees, sagde om sine enheder og Pals bataljonerne, at han aldrig havde set sådan et modigt angreb før, med aldrig vigende bølger af soldater, der uanset uhyggelige tab, blev ved at gå frem, fylde de udtyndede rækker af soldater op og ikke tøvede en kende!! Accrington Pals blev efter deres totale udradering, genformet og forstærket og deltog i resten af verdenskrigen, lige til slutningen. Bataljonen var med i offensiven, den 28. juni 1917 ved Oppy-Gavrelle nær Arras. Den viste imponerende vilje og mod i slagene ved La Becque i juni 1918 og ved Ploegsteert Wood i september 1918, lige før våbenhvilen den 11. november 1918. Ved tyskernes forårsoffensiv i marts og april 1918, kæmpede bataljonen tappert i forsvarskampe ved Ayette og Hazebrouck. I området omkring Serre, hvor bataljonen fik sin ilddåb, er der i dag stadig mange vidnesbyrd fra de uhyggelige og opslidende kampe. Den tyske øverstbefalende General Ludendorff udtalte senere ved krigens slutning, at Sommeslaget havde udtyndet og udmarvet den tyske arme´ i en sådan grad, at den aldrig forvandt skaderne og som han sagde..blev båret ud!! Ved området omkring Serre er der i dag krigskirkegårde og mindesmærker for kampene her. Man finder stadig granater, ammunition, en masse andet udstyr og skeletdele i området.

Serre road Cemetery No. 1. -- Og her ligger de så, hundredtusinder af soldater, Europas ungdom massakreret til ingen verdens nytte. Tusinder af kirkegårde i Frankrig og Belgien vidner om dette enorme slagteri af ungdommen i Europa fra 1914 til 1918. VURDERING AF SOMMESLAGET: Det er vanskeligt at afgøre hvem der sejrede i Slaget ved Sommefloden. -- England og Frankrig vandt en del jordområder, men ikke mere end 8 kilometer på det dybeste fremadrettede erobrede landområde — meget mindre i forhold til deres oprindelige mål for offensiven. -- England havde med sine soldater og de frontafsnit de skulle etablere offensiven på, kun erobret ca. 3 kilometer, med et tab på ca. 420.000 soldater til følge. Det betyder, at hver centimeter (10 mm.) jord englænderne erobrede, kostede 2 døde eller sårede soldater. -- En gruppe af engelske og Commonwealth historikere har siden 1960´erne modsagt den længe vedtagne tese, at Slaget ved somme var en katastrofe. Påstanden er, at Slaget ved Somme medførte flere fordele for englænderne, end det gjorde for tyskerne. Som den britiske historiker Gary Sheffield har sagt: "Slaget ved Somme var ikke en sejr i sig selv, men uden dette slag ville De Allierede ikke have sejret i 1918." dog kan man kun vente på at det kommer et entydigt historisk underbygget bevis på den påstand. -- Tysklands strategiske opfattelser af England og deres militære formåen, hvilede på, at Tyskland primært kun skulle kæmpe med England på havet med sine søstridskræfter. Tyskerne regnede ikke med, at komme til at kæmpe mod en stor engelsk hær på landjorden - man opfattede kun Frankrig og Rusland som de primære fjender, som skulle bekæmpes og sejres over. Iht. nogle historikere, blev Englands hær noget tyskerne måtte regne med, efter at Sommeslaget var ovre i november 1916. Da England i efteråret 1916, måtte regnes som en øget alvorlig trussel mod tyskernes krig i Belgien/Frankrig, vedtog Tyskland den 31. januar 1917, at deres u-bådskrig til havs, nu ville blive ført uden søretlige restriktioner - Man ville skyde på og sænke alle skibe, som kunne forsyne England med alle typer varer, soldater og miltærudstyr. Formålet var at udsulte England på alle vitale områder. Beslutningen, udførelsen heraf og resultatet blev for tyskerne fatalt - det bragt USA ind i krigen på De Allieredes side! -- Andre historikere modsagde påstanden om Sommeslagets og hermed Englands stigende betydning og indvirkning på krigen. Disse historikere mente, at det skyldtes England store financielle og industrielle kraft, som uundgåeligt ville blive forøget i betydning i forhold til krigens uløste hårknude, skyttegravenes dødvande, hvor der ingen vindere var i sigte efter november 1916. -- I begyndelsen af 1916, var den britiske hær en stor samling frivillige amatører. Slaget ved Somme var den første reelle test af denne nyoprettede "New Army", som Lord Kitchener var ophavsmand og mentor for, lige fra starten af krigen. -- Det er brutalt, men nøjagtig set, at selv om mange engelske soldater blev dræbt i Sommeslaget, så var det en nødvendig erfaring. Derfor var de enorme tab af lille militær betydning. -- Desuden var de engelske soldater i Sommeslaget de første frivillige og derfor ofte de bedst trænede, i god form, de mest kamp/krigsbegejstrede og de bedst uddannede af den britiske hær. For Tysklans vedkommende var de gået i krig med en trænet hær af regulære soldater og reservister. Hvert tab af en tysk soldat bevirkede mindre begejstring, erfaring og effektivitet. -- Den tyske øverstbefalende Kronprins Rupprecht af Bavaria fastslog, "Hvad der blev tilbage af, den i fredstid førsteklasses trænede tyske infanterihær, blev ofret på slagmarkerne ved Sommefloden." -- Det er ikke klart, om en opslidningskrig var bedre for England, med et indbyggertal på ca. 50.000.000, end det var for Tyskland, med ca. 70.000.000 indbyggere. -- Nogle historikere holder på, at skaderne som Sommeslaget påførte Tyskland, var uoprettelige. Efter Sommeslaget var Tyskland aldrig i stand til at reetablere dens tab i soldater og materiel, som havde været årsagen til, at tyskerne stort set havde kunnet holde ud og opretholde deres områder under Sommeslaget. -- Dette argument indebærer, at ved slutningen af Sommeslaget i november 1916, var England og Tyskland meget nær ved at være lige militært stærke. -- Der er dog aldrig fremført et kvalificeret bevis for denne teori. Man kan også sige, at den ineffektivitet, som briterne og franskmændende viste i krigsåret 1917, hvor mange dele af den tyske hær var travt beskæftiget på den russiske front, viser det modsatte. -- Den 24. februar 1917, foretog tyskerne et strategisk velovervejet tilbagetrækning fra Sommefronten, for at forberede og udbygge sit fæstningsværk "Hindenburg Fronten". På den måde kunne tyskerne forkorte fronten og det landområde, som de skulle besætte og opretholde. -- Man mener, at de tyske øverstbefalende, ikke troede på, at den tyske hær ville kunne klare gentagne store slag, som det ved Somme. Men de tyske øverstbefalendes meninger førte ikke til deres hæres ødelæggelse. De tyske øverstbefalende udførte en tilbagetrækning af fornuftige årsager. Tabet af territorium blev opvejet flere gange i kraft af, at det gav frie hærenheder, som kunne anvendes til offensive planer, en fornuftig militær beslutning, modsat den britiske High Command, som ikke var i stand til at føre sådanne strategiske planer ud i livet (på trods af Napoleon's kendte snusfornuftige konklusion omkring fordelene ved at ofre erobret land). -- De strategiske følger af Slaget ved Somme kan ikke sløre det faktum, at det var et af de mest kostbare slag under 1. Verdenskrig. -- En tysk officer, Friedrich Steinbrecher, skrev: “ Somme. Hele verdenshistorien kan ikke indeholde et mere forfærdeligt ord".

Soldater fra Wiltshire Regimentet går frem over ”No Man´s Land” mod de tyske skyttegrave. -- Tyskerne brugte bl.a. Maxim G8 maskingeværer, med 400 - 500 skud pr. minut!! En dødelig effektiv ”blysprøjte”, som flåede store huller i briternes skyttekæder, hvor den eneste dækning var de mange granatkratre og bag en falden død kammerat. Afstanden mellem maskingeværet og de britiske soldater var visse steder på fronten kun var 40 - 50 meter, nogle gange 100 - 200 meter, men flere steder var der længere. Soldaterne kunne ikke gå eller løbe ret hurtigt i det granathullede, mudrede og uvejsomme landskab, hvor de mødte minerne og pigtråden ved den forreste tyske skyttegrav – hvis de overhovedet nåede så langt – det skete ikke ret tit – da mange angreb og modangreb mislykkedes. -- Denne kombination af forhindringer og den ofte enorme vægt af udrustning de skulle bære med i angrebet, gjorde soldaterne langsomme og blev derfor en smal sag for de tyske maskingeværskytter, at ramme dem. Som siddende ænder blev de pillet ned af pigtråden, eller splittet ad, af de miner de trådte på. De døde som fluer, liggende i bunker foran de forreste tyske skyttegrave. Når tyskerne angreb de britiske skyttegrave skete det samme – død og ødelæggelse. Et uhyggeligt, forgæves og unødvendigt blodbad uden sidestykke i historien. -- I en anden Pals-bataljon, Manchester Pals blev næsten 10.000 soldater under Første Verdenskrig indrulleret, hvoraf 4.776 blev dræbt. Samlet set havde Manchester Pals omkring 13.000 døde og sårede. -- Den engelske øverstbefalende hed General Haig - efter krigen blev han ikke anklaget for massemord, men blev hyldet for sejren og tildelt en bonus på 100.000 £ (ca. 1,1 million) - det var rigtig mange penge dengang. -- Alle de mange hundredtusinder af laveste rangklasser i det engelske militær, fra sergenter og nedad til de menige, som overlevede krigen med både lette og svære fysiske og psykiske skader, var heldige hvis de overhovedet fik en pension og hvis de fik, var det af en størrelse, som de ikke kunne leve af og slet ikke forsørge en familie med. Efter krigen så man i mange år de tusinder af krigsinvalider ligge, sidde eller stå i gaderne i de engelske byer, hvor de solgte husflid, tændstikker, tuskhandlede eller bare tiggede. Blandt den engelske almindelige befolkning var der i mange år efter krigen, stor bitterhed mod den herskende klasse i England. En tendens, som jeg tror der altid har været og stadig er til en vis grad.

Del siden på Facebook

| Svar

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai.

Fed hjemmeside! Håber at du bliver ved med at skrive og opretholde den

Bedste hilsner, Nicolai.