 |
|
|
 |
|
Perthshire, Skotland og området ved søen Loch Voil, byen Balquhidder og det område, hvor jeg vil berette om en spændende hendelse fra 2. Verdenskrig, hvor jeg har "forsket" i at samle sammen på og om, hvad der skete her den kolde vinternat 23. novenber 1940.
Årsagen er en henvendelse fra en dansk ejer af området, som mente, at der skulle være styrtet et fly ned under krigen. Det var der så - og her kan du på siden læse om det og i øvrigt se og læse mere om emnet.
Kortudsnit af området omkring Loch Voil og bjergområdet Fathan Glinne, hvor flyet, en Whitley mrk. V styrtede ned. Den røde cirkel viser omtrent hvor flyet styrtede og ligeledes ses den vej man mener agterskytten, med de 2 brækkede ben, fulgte ned ad bjerget til gården Tuarach Cott. Da der ikke var nogen hjemme, fortsatte han videre over isen nordover til gården, som ikke ses på kortudsnittet, hvor han fik hjælp.
Ved søen Loch Voil og nær byen Balquhidder i det centrale Skotland - Her bjergområdet ved navn: Allt Fathan Glinne. Det er her i dette område, at bomeflyet - en Whitley mrk. V styrtede ned.
Nedslagsstedet for Whitleyflyet neden for bjergtoppen. Skrånigen er stadig overstrøet med små rester af metaldele m.m.
Her en stump af Whitley´ens ene vinge.
Indtil 1980 lå resterne af flyet her næsten urørt. Men i 1980 forsvandt hovedparten af resterne, da en gruppe med en helikopter fjernede dette for at anvende resterne i en genopbygning af flyet, som dog aldrig blev til noget. Inden da kunne man se det meste af det bagerste af flyet, herunder agtertårnet med maskinkanonerne og hvor også agterskytten Sergant W. S. Hamilton, antagelig opholdt sig under styrtet og derfor overlevede. En af delene var sektionen ved bobmbelugerne, som stadig kunne manuelt vippes op og i. Ligeledes lå de 2 motorer stadig ved vraget, foruden mange mange andre flydele. Men alt det blev fjernet dengang og er siden ikke blevet ordentligt restaureret, som man søger at gøre med mange andre fundne styrtede fly og som stadig kan reddes og genopbygges.
Dele af en vinges flaps.
Fathan Glinne bjergområdet og nedstyrtningsstedet for Whitley´en, om natten den 23. og 24. november 1940. Flyet var et af de få fly, som styrtede ned under en operationel opgave og ikke i forbindelse med en trænings - eller transportopgave. De fleste styrt skete i den forbindelse.
Den eneste overlevende Sergent W.S. Hamilton kravlede i flere timer med 2 brækkede ben, ned ad bjerget i vinterfrosten, ned til en farm, som var uden beboere den nat! Han kravlede så videre over en frossen sø, Loch Voil over til en anden farm, hvor han fik kontakt og blev reddet. Hamilton blev en gammel mand og døde i 2002.
Der er i dag gang i at genopbygge en Whitley til museumsbrug. Vragdelene fra den Whitley Mrk. V (P5090), som blev hentet i 1980, omfatter bl.a. komplet port wing, dele af flyets haleparti, 2 Merlin motorer og måske det bagerste agterskyttetårn, tillige med mange andre dele.
Vragdele fra Whitleyflyet ligger spredt i store og små samlinger over et større areal. Mange vragdele er gennem tiden blevet taget med af vandrefolk og folk, som har undersøgt stedet for ting, som kunne bruges i en eventuel restauration af et Whitleyfly, for brug i museumsøjemed.
Det viste fly, en 2 motores bombe - og rekognosceringsfly af typen Armstrong Whitley mrk. V, var den type, som styrtede ned i Fathan Glinneområdet i det centrale Skotland om natten 23. - 24. november 1940. Flyet med nummeret YG-L P5090, kom fra basen Limavady, i Nordirland, hvor den hørte til Squardron nr. 502. Flyet lettede med de 6 besætningsmedlemmer (1 mere end normalt) den 23. november kl. 20:00 om aftenen og fløj ud på patrulje og eskorte af konvoj nr. SC11, bestående af allierede skibe, nordvest for Irland. I meget dårligt vejr på tilbageturen, mister flyet orienteringen og flyver forbi Nordirland og styrter ned om natten den 24. november i det centrale Skotland omkring Loch Voil, 1 mil vest for byen Balquhidder, i et bjergområde, som hedder Fathan Glinne. Styrtet sker antagelig også, ud over vejrsituationen, fordi flyet løber tør for brændstof. Eskadrillen var den første som fik den nyudviklede engelske ASV-radar, som kunne bruges i fly, men på det tidspunkt i slutningen af 1940, havde men endnu ikke radar i flyene, herller ikke på skibe. Det blev først muligt i starten af 1941. Tyskerne var meget længe om at finde ud af, at De Allierede hurtigt rådede over radar og især ikke, at de allerede tidligt i krigen kunne anvende det i fly. En fordel, som senere i krigen, sammen med andre tekniske forspring i forhold til tyskerne, gjorde, at De Allierede til sidst vandt Slaget Om Atlanten. Det viste fly på billedet er ikke det fly som styrtede ned, men en Whitley Mk.V, YG-Q fra samme eskadrille nr. 502. Billedet er fra starten af 1941, hvor man her kan se ASV-radarens antenner på flyets krop øverst. Under billedet ses Coastal Commands optegnelser om flyets opgave på dagen, fakta om dens besætning og status på styrtet, herunder en kort beskrivelse af forløbet for flyvningen og det fatale styrt til sidst.
En Whitley mrk. V uden ASV-radar. Flyet blev også brugt til almindelige bombeopgaver, eftersøgningsmaskine og som agent - og forsyningsnedkastningsmaskine over Europa under 2. Verdenskrig.
Flyets tekniske specifikationer gældende for modellen Whitley Mrk.V. med sine 2 Merlin motorer og modellem Mrk. III, med Tiger motorer og det bagereste "dustbin" bevægelige maskingeværtårn. ----
Generel oplysninger: ---- Besætning: 5 ---- lænde: 21.49 m. ---- Vingespand: 25.60 m. ---- Højde: 4.57 m. ---- Vingeareal: 106 m². ---- Egenvægt: 8.768 kg. ---- Maksimum flyvevægt: 15.196 kg. ---- Motorktaft: 2 Rolls-Royce Merlin 10, vandkølet V12 motorer med en ydelse 1.145 hp gver. ---- Maksimum hastighed: 370 km/h i 5 km.´s højde. ---- Aktionsradius: 2.650 km. fuldt lastet. ---- Aktionsradius ved færgeopgaver uden megen last: 3.900 km. ---- Flyvehøjde/marchhøjde: 7.900 m. ---- Stigningsevner: 4.1 m. pr. sekund. ---- Maksimum bærestyrke i vinger: 143 kg./m². ---- Bevæbning: 1 styk Vickers K .303 inch/7,7mm. maskingevær i et fronttårn. ---- 4 styk Browning .303 inch/7,7mm. maskingeværer i haletårnet. ---- Bombelast: Op til 3.175 kg. i flykroppen og 14 individuelle bombetyper under vingerne, typiske 12 styk 110 kg. bomber og 2 styk 230 kg. bomber.
Bomber så tunge som 907 kg. kunne flyet også bære og kaste med.
Kort som viser de engelske Coastal Commands baser i England, Skotland og Nordirland i 1940. Selve Irland var neutrale under krigen og deltog ikke i flåde- og luftforsvaret af de britiske øer.
Den lakoniske oplysning fra Coastal Command, på en af de utallige tragedier i luften og på havet, når de Allierede flyver fløj ud på togter mod nazi-tyskland i Norge, Danmark og andre kystegne i Europa. Her i denne oplysning, ses besætningens død og senere begravelse på en kirkegård i Fredrikshavn.
Hudson mrk. V fly - På foregående foto, ses oplysningen om de Allierede dræbte flyvere, som er stedt til hvile på kirkegården i Frederikshavn. De fløj i denne flytype fra The Coastal Command.
Her en anden oplysning om en af de få danske flyvere, Sergent Thomsen, som fløj i Coastal Command. Han var sergent og var fra Kerteminde på Fyn. Flyet, en Bristol Beaufort torpedobomber styrtede i havet ved havnebyen Brest i det nordvestlige hjørne af Frankrig under et angreb på ubåds - og krigsskibsbasen her. En overlevede og blev krigsfange, men de omkomne blev ikke fundet, og deres navne står, sammen med ca. 60.000 andre flyvere på tavlerne i det gigantiske engelske Ronnymede Memorial. Mange tusind andre flyvere ligger begravet over hele Europa, ofte i nærheden af hvor de blev dræbt, eller hvor de fra havet skyllede i land.
Bristol Beaufort "in action".
Her et foto af en kampslidt Hurricane II jagerfly med piloten stående på vingen og en mekaniker i arbejde med flyet. Underteksten beretter om Pilot Officer Claude Strickland fra eskadrille 615. Han blev skudt ned og omkom, da flyet blev ramt af "flak" (kanoner på jorden, som skyder op mod fly), over Belgien den 27. oktober 1941.
Hovedbygningen ved Runnymede Airforce Memorial, hvor alle de 20.360 dræbte flyvere og øvrigt personel er opført med navne, rang m.m. Fælles for dem alle er, at de ikke er blevet fundet eller bjærget, men er omkommet uden at de har kunnet få en egen grav. ---- Det personel som har kunnet blive bjerget rundt om i verden under 2. Verdenskrig har som oftest en grav, i nærheden af hvor de blev dærbt og fundet, men spredt ud over hele verden. Mange tusinde familiemedlemmer til den dræbte, forældre, koner og børn m.fl., har ofte ikke kendt til den dræbtes grav, hvor og hvordan efter krigen og den dag i dag. Mange tusinde faldne ligger i deres grave spredt ud over landene rundt om i verden, på små og store kirkegårde eller samlet på oprettede kirkegårde. I f.eks. Tyskland og Norge (f.eks. Stavanger) ligger der på nogle kirkegårde, flere hundrede samlet i deres sidste hvilested. Mange dræbte blev skudt ned med deres fly over havet og forsvandt sporløst her, men nogle drev ofte flere måneder rundt i havet indtil de blev vasket op på stranden et sted. Nedskydninger ved Holland og Norge betød flere gange, at de døde drev i land på den Jyske vestkyst. I alt mistede Det britiske luftvåben Royal Air Force 116.000 flybesætningsmedlemmer under 2. Verdenskrig.
Ved indgangen til Runnymede Airforce Memorial kan man se hvad der her er tale om - alle de ofre uden en egen grav, som familie og andre kan besøge. Ud over Runnymede Airforce Memorial, ligger der en mængde andre "Memorials" over hele England og Skotland og mange andre steder i verden.
Der er stadig mange organisationer, som forsker i at finde slægtninge til savnet personel og i det hele taget tage sig af efterkrigstidens sorg og savn hos millioner af mennesker kloden rundt. På internettet kan man finde et utal af hjemmesider fra små og store organisationer og enkeltpersoner og familier, som søger kendskab til historien bag deres savnede slægtning, som forsvandt enten under 1. eller 2. Verdenskrig. Tusinder af personer i familierne, ved den dag i dag ikke hvad der blev af deres mand, søn eller familiemedlem, som forsvandt under krigen.
Et sted læste jeg, at et fly blev skudt ned og styrtede ned i det nordlige Frankrig og man i den lokale landsby i den forbindelse måtte begrave hele flyets besætning på 7 sammen, da deres kroppe var brændt helt op og derfor blev begravet lokalt på landsbyens kirkegård, i kun 3 kister.
De endeløse tavler med alle de mange tusinder af navne på flyvere og andet personel, som omkom under 2. Verdenskrig og aldrig fik en egen grav. -- I de 2.074 dage og nætter mellem den 3. september 1939 og den 7. / 8. august 1945, blev der fløjet i alt 387.416 bombeflytogter og kastet over 955.000 tons bomber og 8.953 bombefly gik tabt, oftest med hele besætningen inkluderet.
Personlig opsat mindeark for en Canadisk Pilot Officer Joseph Moses Patterson, som i en alder af 23 år blev skudt ned i sin Wellington bombemaskine ved en kyst i Danmark 7. februar 1943. ---- Teksten oversat: "I dag lever vi i en fri verden, på grund af dig, Joe. Du gav dit liv for en storslået og rigtig sag. Du er vores helt. Altid elsket og respekteret og aldrig glemt - Fra familien Patterson".
Sådan noget siger alt om den smerte og savn denne familie og tusinder andre lever med, den dag i dag!
Den spændende og tragiske beretning om et britisk Whitley bombefly´s styrt i 2. Verdenskrig i Skotland og et afsnit om luftkrigen over Danmark.
Oplæg og baggrund.
I fortsættelse af mine tidligere oplysninger og historier på mine andre menupunkter omkring Skotlands rolle i både 1. - og 2. Verdenskrig, herunder forholdene vedrørende forsvars - og overvågningsopgaverne over bl.a. Atlanten i 2. Verdenskrig, vil jeg her yderligere berette om den del af krigen, inden jeg kommer til historien om flystyrtet.
Se også de øvrige sider om 2. Verdenskrig, hvor slaget om Atlanten m.m. også er udførligt beskrevet og med mange flere billeder og kort m.m.
Se de mange billeder og deres tekst nederst i dette fotoalbum.
Specialafsnit:
Luftkrigen over Danmark - Fly, besætninger, flytyper, nedstyrtninger, kirkegårde, kort m.m.
Se og læs på den imponerende danske hjemmeside
http://www.airmen.dk/
om luftkrigen over Danmark, herunder beretningerne om bl.a. de engelske Whitley bombeflys´styrt i Danmark.
Her er en utrolig mængde meget detaljerede oplysninger - f.eks dette "klikbare" danmarkskort, som viser mange af de fly som styrtede ned og hvor man kan se og læse om det enkelte sted ved at klikke på nummerangivelsen:
Fly - klikbart kort
Kortet og flynumrene er baseret på DFEV, FAF og "Airwar over Denmark" AOD (Opdateret juli 2011).
Bogstavet M ved et flynummer indikerer et monument.
Der er 3063 allierede flyvere fra 461 fly i databasen.
Se fly- og besætningstab i linkene
Alle fly
og
Alle flyvere
på hjemmesiden
www.airmen.dk
.
Se særligt interessante fly og flyvere i Om airmen.dk
De mest kendte flyvere ses ved alle fly – og ofte med mange flere oplysninger.
Der er 309 flystyrt markeret på ovenstående danmarkskort.
152 fly er ikke på kortet (i alt 461).
Peg på et flynummer og se oplysningerne ved et klik.
Se f.eks. i nedenstående links med særligt interessante flystyrt på følgende lokaliteter i Danmark:
3 nedstyrtede Whitley bombefly:
P005
WHI K9048
- Ved Hadsund
P007
WHI N1383
- Store Vildmose
P048
WHI Z6498
- Grønsund
2 nedstyrtede Short Stirling bombefly:
P049
STI W7441
- Lillebælt
P120
STI R9190
- Sælgrunden ved Siø/sydfyn
I linket her ses oplysninger om de
69 flyvere
som mindes i Rebild, da de mistede livet under nedkastningsoperationer til den danske modstandsbevægelse. De var i disse fly
Se evt. også her om
Gram, flyvere og nedkastningsoperationer
Kik evt. også i disse links
(bl.a. klikbart kort over flyvergrave på danske kirkegårde):
Als
*
Flytyper
*
Fly og opgaver
*
Flyvere 1946
*Kirkegårde
Følgende antal flystyrt er ikke vist på kortet:
111 i NordsøenThe North Sea, 20 i Østersøen, 6 i Kiel Bugt, 1 i Fehmarn Belt, 1 i Kattegat, 6 i Skagerrak m.fl.
Se evt. også meget mere på hjemmesiden:
Airwar over Denmark
Skotland.
Skotlands rolle i krigen bar især præg af, at landet og området var livsvigtigt for England´s overlevelse i starten og langt hen i krigen. Herfra kunne man flåde - og flyvemæssigt overvåge, beskytte og bekæmpe de tyske stridskræfter.
Her var det især den tyske flåde, med dens mange store slagskibe og ikke mindst dens u-bådsflåde, under ledelse af Admiral Dönitz, som var ved at tvinge England i knæ, især indtil både USA og Sovjet blev omfattet af krigen. England stod, efter Frankrigs fald allerede i starten af 1940, helt alene mod den nazi-tyske militære overmagt.
Hele periodens kampe om herredømmet over kystområderne og hele Atlanten og dens skibskonvojer med forsyninger fra USA og Canada til England selv og dets krigsskuepladser på hjemmefronten og i bl. a. Nordafrika, forsyninger til Sovjetunionen, da de kom ind i krigen i sommeren 1941, betød at, Skotland´s geografiske placering, fik overordenttlig stor betydning for krigens udfald, såvel på havet, som i luften.
Slaget om Atlanten betragtes dengang og stadig i dag, som en af de vigtigste og længste slag under 2. Verdenskrig. Flere år tog det, inden De allierede, bl.a. kva deres teknologiske overvægt, fik knust de nazi-tyske flåde- og flystridskræfter.
Ud over den britiske militære kraftanstrengelse fra flåden, Royal Navy og landets handelsskibsflåde, som på det tidspunkt var en af verdens største, bidrog især flådens kystforsvar, trawlere, slupper, mindre flådefartøjer osv, men herunder især de maritime flyvekommandoer - The Coastal Command, i at forhindre tyskernes planer om at afskære England totalt fra forsyninger og ad den vej tvinge dem til overgivelse.
Beretningen om netop dette flystyrt i det centrale Skotland hænger sammen med at flyet tilhørte The Coastal Command og styrtede ned under en militær operation og ikke i forbindelse med en trænings - eller fragtopgave, som generede de fleste styrt af fly over hele Skotland under krigen.
Krigshistorisk sammenhæng omkring Englands flydivision The Coastal Command.
Tysklands luft-blitzkrieg i sommeren 1940, som de tabte i løbet af september/oktober 1940, betød at de ødelagde deres egne planer om en direkte militær invasion mod selve England.
Tyskland gik, efter stor succes i 1939-1940 og også i 1941 på sænkninger af handelsskibe med primært ubåde, over til en kraftig optrapning af denne form for krigsførelse, nøjagtig som i 1. Verdenskrig, hvor ubåde også spillede en enorm rolle i kampen for sejren, som tyskerne jo som bekendt også tabte dengang.
Trods en tysk ubådsflåde, som i krigens start var meget lille og kun med ganske få oceangående ubåde til disposition, fik man på kort tid uhyre succes med at anvende disse få ubåde i sænkninger af de skibe, som primært sejlede over Atlanten.
Den engelske skibsfart og især flådens evner og muligheder for at beskytte handelsskibsflåden, var i starten af krigen meget ringe. Man var slet ikke klar og havde ikke materiel, mandskab og ikke mindst forstand og kendskab nok til at forsvare, beskytte og bekæmpe de få tyske ubåde. De tyske ubåde havde herlige tider, hvor man næsten uden egne tab, kunne sænke det ene skib efter det andet.
Tyskerne var jo også dygtige og lidt heldige, at ubåden U-47 jo sænkede det gamle britiske slagskib Royal Oak inde i Scapa Flow på Orkney øerne i oktober 1940. Den tyske chef for ubådsflåden Dönitz havde kløgtighed og held til at overbevise Hitler om, at ubådsflåden skulle forøges markant og anvendes til at tvinge England i knæ - På det tidspunkt gik det jo ikke med at invadere England ligesom det tyske flyvevåben ikke kunne besejre det engelske luftforsvar. Senere overskyggede tyskernes egne planer for invasionen af Sovjet også helheden og ubådsflåden fik meget frie tøjler i udviklingen.
Churchill, den store engelske leder under krigen, var helt klar over hvad tyskerne havde i sinde og foretog mange tiltag, for at prioritere forsvaret og angrebet på de tyske skibe og ubåde.
Man anvendte titusindvis af både militære og civile mennesker på at opfinde militært isenkran, efterretninger og andet, som ville kunne anvendes mod det nazityske stormløb på den demokratiske verden.
Man startede straks med forskning i udvikling af radarmateriel til skibe og fly, i undervandssøgemateriel (asdic) til flådens skibe, elektronisk overvågning af tyskernes radio - og sendemateriel, radiopejlinger herpå osv. Radar - og radiopejlestationer blev oprettet mange steder i Skotland og på øerne omkring. Mange af de tiltag betød et stort teknologisk forspring i forhold til tyskerne. Forhold som tyskerne ikke kunne opdage og ikke forstod, at englænderne kunne og dermed ikke tog de rigtige forholdsregler herfor, især ikke da det rigtig spidsede til for alle krigens parter. Her spille tyskerne fallit på dette teknologiske område, som i løbet af 1943 betød deres totale nederlag på de mange krigsskuepladser til søs, her ikke mindst i og omkring Skotland.
På et tidspunkt var den engelske flåde heldig med at opbringe en tysk ubåd, hvorved man fik fingre i den hemmelige uundværlige tyske kodemaskine "Enigma". Da englænderne havde oprettet hemmelige engelske forskningsenheder, med netop kodebrydning som speciale, gik der ikke så lang tid, før man kunne bryde alle tyske kodemeddelelser fra og til de tyske ubåde og skibe.
Da tyskerne ikke anede uråd og anvendte kodemaskinerne flittigt, kunne englænderne meget tit begynde at dæmme op for ubådenes hærgen på havet, da man nu kunne dirigere konvojerne uden om de tyske "ulvekobler" af ubåde, ligesom man kunne angribe dem med sine krigsskibe eller fly.
I begyndelsen af 1942 og 1943 var kampen reelt færdig for tyskernes side i Atlanten. De Allierede fik ikke sænket ret mange skibe af tyskerne mere og slet ikke så det ville true forsyningssikkerheden til England og den senere planlagte invasion i Frankrig i juni 1944.
Tyskerne havde dog momentvis stor succes med sænkningskampagner på Atlanten - Da man senere i krigen fik mange store oceangådende ubåde, forlagde man dele af denne ubådsflåde til de amerikanske og canadiske kyster, hvor man herfra slet ikke troede, at man kunne blive angrebet af tyskerne, med det resultat, at tyskerne sænkede en enorm masse skibe i de farvandsområder indtil også dette ikke kunne betale sig for tyskerne. Ligeledes havde man også delvis succes med at danne store samlinger af ubåde i "ulvekobler", som efter en nøje plan, angreb De Allieredes konvojer med svære tab til følge. Dette skete bl.a. i en periode, hvor tyskerne havde opfundet et fjerde kodningshjul i deres Enigma-kodemaskine, hvorved De Allierede i den periode ikke kunne bryde tyskernes koder og igen gav ubådene friere spil på havets jagtmarker. Men også disse nye koder blev brudt. Endvidere var tyskerne også i stand til i en periode, at bryde De Allieredes radiopejlesignaler. Dette kostede også svære tab i skibe og mandskab, men da var krigen så langt fremme, sådan at den enorme amerikanske produktionskapacitet blev altafgørende for det teknologiske og materielmilitære kapløb. Man kunne let producere et overvældende antal nye skibe i forhold til det antal de tyske ubåde kunne sænke.
The Coastal Commands betydning for "Slaget Om Atlanten".
I hele krigsforløbet omkring ubådenes hærgen på Atlanten, udgjorde flyene fra The Coastal Command et væsentligt bidrag til, at sejren på Atlanten til sidst tilfaldt England og De Allierede.
Men da var næsten 6000 skibe, repræsenterende en tonnage på over 17.000.000 tons gået tabt på havet, tillige med titusindvis af søfolk, som døde en grufuld død, brændende i benzin og olie på havet, frysende ihjel og sprængt til atomer på skibene.
Tyskerne mistede alene i ubådsflåden over 800 ubåde ud af en flåde på lidt over 900 styk, sammen med et tab af mandskab på ca. 31.000.
Også de tyske ubådsfolk led ofte en grufuld død, sprængt til grafitti nede i ubådene, eller drukende og skrigende inde i ubådens jernskrog, nede i havets mørke dyb, når ubåden sank uhjælpeligt nedad i dybet indtil befrielsen kom, når trykskroget gav efter og ubåden på et splitsekund blev mast sammen om folkene.
I starten af krigen var det få tyske ubåde, som blev sænket og det fortrinsvis af krigsskibe, men senere blev det flyene fra The Coastal Command, som var den militære styrke, som "pelsede" flest ubåde. Man havde fået meget bedre teknologiske materiel i flyende. Flyene var blevet udviklet bedre til opgaverne og ikke mindst havde man via USA fået fly, som kunne opholde sig meget længere i luften end f.eks. de tyske fly kunne (amerikanske Catalina vandflyvere, 4-motorede Librator bombefly m. fl.). Man kunne dække et enormt havområde og over lang tid, tillige med at disse fly var udstyret med udstyr, som kunne pejle og finde ubådene, da disse for 90 % af tiden sejlede i overfladeposition. Kun ved angreb om dagen og undertiden om natten dykkede man ned og selvfølgelig når man skulle flygte.
Mange handelsskibe blev sænket med ubådens kanon - granater er billigere end torpedoer, som også kræver stor plads i ubåden. Man kunne ikke have så mange skud med torpedoer, som med granater - og handelsskibe var ofte ubevæbnede, eller udstyret med en gammel mere eller minde uduelig 4 " kanon, hvis kanonløb som oftest ikke kunne sænkes så lang ned, at man kunne ramme ubåden!!
Den utrættelige og timevise patruljering af Coastal Command´s fly over Atlanten betød i starten ikke så meget kva den ringe krigsforberedelse og udstyrets beskaffenhed m.m. Men senere i 1941 begyndte dette at give væsentlige fordele og succeer for konvojerne - ikke mindst da man fik ombygget større fragtskibe til små hangarskibe, som havde patruljefly med i konvojerne. Sammen med en væsentlig øget kapacitet af eskorteskibe og fly, blev de tyske ubåde efterhånden stækket og gjort meget ukampdygtige. Mange konvojskibe overlevede i kraft af denne intensive luftovervågning.
The Coastal Command angreb også konstant de tyske flådehavne i Norge, Holland, Belgien og Frankrig, sådan at man kunne sænke ubåde eller følgeskibe her og i det hele taget svække den tyske kampmoral blandt ubådsbesætningerne, når de var i land.
Her var det Coastal Command´s flytyper, som Blenheims, Beauforts, Beaufighters, Hudsuns, Whitleys, Sunderlands og andre flytyper, som konstant angreb disse mange havne og kystområder.
Beretningen om det engelske bombefly Whitley Mrk. V fra The Coastal Command, som styrtede ned i det Centrale Skotland, nær Balquhidder.
Årsagen til, at jeg ønsker at fortælle om hændelsen er følgende:
Jeg fik via min hjemmeside en henvendelse fra en dansk ejer af jagtrettighederne til en del af det omtalte bjergområde i Skotland. Denne fortalte, at der skulle være styrtet et fly ned under 2. Verdenskrig, netop i hans jagtområde. Han ønskede at jeg kunne hjælpe ham med at finde frem til denne mulige historiske begivenhed.
Det satte jeg mig så for at undersøge og her er så resultatet af dette: Det var styrtet et fly ned i hans område.
Ligeledes ville jeg finde ud af andre relaterede historiske ting omkring hændelsens baggrund m.m.
Dette fremgår også af nedenstående beretning.
De første billeder viser søen Loch Voil nær byen Balquhidder i det centrale Skotland - Her ses også fotos fra bjergområdet ved navn: Allt Fathan Glinne. Det var her i dette område, at bombeflyet - en Whitley mrk. V styrtede ned, en frossen vinterkold nat den 23/24. november 1940.
Det viste fly på billederne, er en 2 motores bombe - og rekognosceringsfly af typen Armstrong Whitley mrk. V, som var den type, som styrtede ned i Fathan Glinneområdet i det centrale Skotland om natten 23. - 24. november 1940.
Flyet med nummeret YG-L P5090, kom fra basen Limavady, i Nordirland, hvor den hørte til Squardron nr. 502. Flyet lettede med de 6 besætningsmedlemmer (1 mere end normalt) den 23. november kl. 20:00 om aftenen og fløj ud på patrulje og eskorte af konvoj nr. SC11, bestående af allierede skibe, nordvest for Irland. I meget dårligt vejr på tilbageturen, mister flyet orienteringen og flyver forbi Nordirland og styrter ned om natten den 24. november i det centrale Skotland omkring Loch Voil, 1 mil vest for byen Balquhidder, i et bjergområde, som hedder Fathan Glinne.
Styrtet sker antagelig også, ud over vejrsituationen, fordi flyet løber tør for brændstof.
Den eneste overlevende Sergent W.S. Hamilton kravlede i flere timer med 2 brækkede ben, ned ad bjerget i vinterfrosten, ned til en farm, som var uden beboere den nat! Han kravlede så videre over en frossen sø, Loch Voil over til en anden farm, hvor han fik kontakt og blev reddet.
W.S. Hamilton blev en gammel mand og døde i 2002.
Det viste fly på billedet, hvor der er opført undertekster, er ikke det fly som styrtede ned, men en tilsvarende Whitley Mrk.V, YG-Q fra samme eskadrille nr. 502. Billedet er fra starten af 1941, hvor man her kan se ASV-radarens antenner på flyets krop øverst.
Men under billedet ses Coastal Commands optegnelser om flyet, som styrtede ned i Skotland, og dets opgave på dagen, fakta om dens besætning og status på styrtet, herunder en kort beskrivelse af forløbet for flyvningen og det fatale styrt til sidst.
I skemaform ser det sådan ud:
|
Flybesætning:
|
Militærbetegnelse:
|
Opgave på flyet:
|
Status
|
|
William John Barnfather
|
Sergeant
|
Pilot
|
Dræbt
|
|
John James Westoby
|
Sergeant
|
Pilot
|
Dræbt
|
|
John Whitsed
|
Pilot Officer
|
Observering
|
Dræbt
|
|
James Gerrard Curtis
|
Sergeant
|
Radiooperator/Maskinkanonskytte
|
Dræbt
|
|
Jack Perfect
|
Sergeant
|
Radiooperator/Maskinkanonskytte
|
Dræbt
|
|
W. S. Hamilton
|
Sergeant
|
Maskinkanonskytte (agtertårnet)
|
Såret
|
Flyet var et af de få fly, som styrtede ned under en operationel opgave og ikke i forbindelse med en trænings - eller transportopgave. Mange flystyrt under 2. Verdenskrig, som skete i og omkring England, var ofte i forbindelse med træningsflyvninger.
Under krigen mistede ca. 8.000 flyvere livet på den måde - og altså ikke i direkte krigshandlinger! Øvrige historiske oplysninger med relation til den beskrevne hændelse.
Eskadrillen hvorfra det nævnte Whitley Mrk. V kom fra, var den første eskadrille som fik den nyudviklede engelske ASV-radar, som kunne bruges i fly, men på det tidspunkt i slutningen af 1940, havde men endnu ikke radar i flyene. Det blev først muligt i starten af 1941. Tyskerne var meget længe om at finde ud af, at De Allierede hurtigt rådede over radar og især ikke, at de allerede tidligt i krigen kunne anvende det i fly.
En fordel, som senere i krigen, sammen med andre tekniske forspring i forhold til tyskerne, gjorde, at De Allierede til sidst vandt "Slaget Om Atlanten". Herunder ses en oplistning af Coastal Commands tab af flytypen Whitley mrk. V i starten af krigen.
Det ovennævnte flystyrt omhandler den Whitley mrk. V. fra Squadron/eskadrille 502, som i oktober 1940 ankom til basen Limavady i kommunen Londonderry i Nordirland, efter at have haft base i Aldergrove.
Den første Whitley fra eskadrillen gik tabt allerede den 5. november 1940, da den styrtede kun 2 km. fra basen under en træningsflyvning – alle 3 ombord dræbtes.
Den næste Whitley, som gik tabt, skete den 18. november 1940 under en mine-strygning, hvor flyet kam for lavt ned og ramte havet – kun en omkom.
Den tredje Whitley, som gik tabt, er det fly, som jeg har omtalt ovenfor, som jo skete den 23/24. november 1940.
Det fjerde gik tabt den 30. november 1940, på en ubådspatrulje. Flyet forsvandt ude på havet og man fandt aldrig ud af hvorfor – alle omkom.
Det femte styrtede ned under en natflyvning nær Ballykelly i Irland. alle omkom for nær en enkelt, som blev såret. Det skete 9. december 1940.
Det sjette fly, som gik tabt og hvor alle dræbtes, var et fly på konvoy-eskorte. Da flyet returnerede fløj det også forkert og ramte nogle bakker/bjerge ved Cambeltown/Argyll i det sydvestlige Skotland. Det skete den 23. januar 1941.
Allerede næste dag den 24. januar mistede man det syvende fly under en mission for at finde beskadigede skibe. Besætningen søgte at springe ud, da flyet løb tør for brændstof og styrtede – 3 af besætningen dræbtes.
Ottende fly gik tabt i havet under en eskorteopgave for konvoj SC20. Besætningen nødlandende på havet og alle slap med livet i behold, trods sår. De blev reddet af det engelske krigsskib HMS Harvester ved Malin Head Irland. Dato 7. februar 1941
Niende fly mistede motorkraft og måtte nødlande kort efter start – alle overlevede uden sår. Dato 10. februar.
Tiende fly fik motorproblemer ude ved Hebriderne og foretog en hård landing på området ved Butt Of Lewis, Hebriderne. Alle overlevede. Dato 13. februar.
Elvte fly gik tabt ved et uheld, da flyet ved start ramte noget ved banen og "crashlanded" – alle overlevede. Dato 5. marts 1941.
I tidsrummet oktober 1940 til december 1941, altså godt 1 år mistede alene Coastal Command 46 Whitleys, heraf 25 fra 502 Squadron.
I samme tidsrum mistede The Coastal Command ca. 720 fly - flest Blenheim, Anson, Hudson og Beaufort fly. I hele 2. Verdenskrig omkom ca. 110.000 engelske flyvere/personel og på verdensplan ca. 330.000 flyvere fra alle nationer – ufatteligt tabstal for mennesker oppe i fly – man er jo ikke på jorden, hvor man kan være mange på et lille eller stort område og her blive dræbt i stort antal – modsat i flyene med ganske få personer indeni.
I England ligger der i dag et mindepark for alle de døde flyvere og øvrigt personel i 2. Verdenskrig, som ikke kunne bjærges eller findes, når deres fly blev skudt ned, eller gik tabt på anden måde. Personel som ikke har en kendt og registreret grav i hele verden.
The Runnymede Air Force Memorial, Egham i Surrey.
Her er optegnet over 20.000 RAF-personel, som omkom under krigen.
Se link til dette sted:
Og se fotos nedenfor med flere oplysninger tilknyttet.
Facts om flytypen, udstyr, anvendelse osv:
Her følger en masse facts og tekniske oplysninger om flytypen, udstyr, anvendelse m.m. Der blev bygget 1737 Whitleys.
De blå og understregede ortd kan anvendes til yderligere internetadgang og oplysninger om ordets betydning, evt. også hvis man trykker tasten ALT ned og samtidigt klikker på f.eks. ENTER.
Design og udvikling.
Armstrong Whitworth
A.W.38 Whitley,
var en af tre britiske 2-motores operationelle mellemstørrelses bombemaskiner i Royal Air Force, da 2. Verdenskrig brød ud. Flyet tog del i det første RAF bombeangreb på Tyskland, og forblev en integreret del af de første aktive bombemaskineenheder i krigen, indtil de store 4-motores bombefly blev indført i 1941/42 (the "heavies"). Flyets operationelle tjeneste bestod også i patruljering over havet for kystforsvarskommandoen (Coastal Command), men blev også delvist anvendt som trækfly af svævefly ( glider-tug ) for bl.a. Horsa troppetransport-svævefly og som almindelig transportfly.
Flyet fik sit navn opkaldt efter en forstad til Coventry, som hed Whitley. Her var en af flyfabrikken Armstrong Whitworth's afdelinger placeret.
Whitleyflyet blev udviklet af chefdesigner John Lloyd hos Armstrong Whitworth Aircraft, ud fra et andet fly Armstrong Whitworth AW.23 bomber-transportfly, for at tilpasse sig flyspecifikationerne Air Ministry Specification B.3/34, som blev fastlagt i 1934, gældende for et tungt natbaseret bombefly. Whitleyflyet havde en besætning på 5 og var det første fly i RAF, som havde en kraftig enkeltlags selvbærende flykrop, som betød, at flyet var hurtig og nemt at producere. Da Lloyd ikke var erfaren med anvendelse af flaps på store tunge enkeltvingede fly (monoplane), blev denne konstruktion udeladt. For at kompensere for dette, var den midterste del af vingerne konstrueret med en større indfaldsvinkel på 8,5 grader, sådan at flyet stadig kunne lette og lande på bedste måde. Selvom flaps blev tilført flydedesignet sidst i dets produktion, forblev vingen uændret. Resultatet var, at Whitleyflyet fløj med et meget karakteristisk udseende, med "næsen" nedadbøjet, som også betød en betydelig luftmodstand og derved reduceret hastighed og øget brændstofforbrug. Dette "nose down" (næsen ned) udseende blev også anvendt i efterkrigstidens civile flydesign i Armstrong Whitworth Ensign.
Den første prototype Whitley Mark I (K4586) fløj fra Baginton luftbase den 17. marts 1936, med Armstrong Whitworth's cheftestpilot Campbell Orde. Flyet havde to 795 hp Armstrong Siddeley Tiger IX radial engines (stjerneformet motor). Da man i RAF havde presserende brug for at erstatte de mange dobbeltdækker-bombefly, som stadig gjorde tjeneste, blev der allerede i 1935 bestilt 160 Whitleyfly, selvom flyet ikke var færdigudviklet og heller ikke havde fløjet endnu. Efter at de første 34 fly var blevet leveret, blev motorerne udskiftet til en mere driftsikker to-trins supercharged (kompressor) Tiger VIII motor, som nu fik betegnelsen Whitley Mk.II. Tilføjelsen af et optrækkeligt dobbelt maskingevær bug-tårn (blev kaldt "skraldebøtten"), betød at flyet fik betegnelsen Whitley Mk.III.
Selv om motorerne Tiger VIII blev anvendt i flyudgaverne Whitley II og III, og dermed var bedre end de motorer, som flyet først blev produceret med, blev Whitleyflyenes motorer igen udskiftet til Rolls Royce Merlin i 1938, som derved betød en gevaldig forbedring af flyets præstationer og en ny modelbetegnelse Whitley Mk.IV.
De første Whitleyfly havde bombelemme, som blev holdt lukkede med elastiske snore. Bombelemmende åbnede sig på simpel vis, når de tunge bomber blev udløst og faldt ned på lemmene i Whitley Mk.III blev der anvendt præcise hydraulisk åbnede bombelemme, som betød bedre træfsikkerhed for bombningen. Når man skulle sigte målet for bombningen, åbnede bombeskytten ( bombardier ) en haspe ude i flyets næse, som fik bombesigtet skudt frem fra flyets krop, men som forbedring i flymodellen Mk.IV, blev denne haspe-løsning erstattet af et letglidende forlænget gennemsigtig plexiglas-bombesigte.
Operationel historie.
Whitleyflyet kom første gang i operationel tjeneste hos
No. 10 Squadron
(skadrille) i marts 1937, da det erstattede flyet
Handley Page Heyford
, og ved udbruddet af 2. Verdenskrig var 7 eskardrilleroperationelle med Whitleyflyet. De fleste eskadriller fløj med Whitley III og IV, da Whitley V først lige var blevet introduceret.
Sammen med
Handley Page Hampden
flyet og
Vickers Wellington
, var det Whitleyflyet, som måtte klare de første kamphandlinger i krigen, endda allerede den første nat efter krigsudbruddet, da man fløj over Tyskland og kastede flyveblade (
dropping leaflets
) ned. Blandt de mange flyvebesætninger, som fløj togter over Tyskland i deres Whitleyfly, var den senere berømte
Leonard Cheshire
, som deltog i krigen de første 3 år, med at flyve Whitleyfly. Men - i stedet for Hampden og
Wellingtonflyene - som var udviklet i henhold til specifikationerne
B.9/32 gældende for en dag bombemaskine - var Whitleyflyene altid bestemt for anvendelse i natlige operationer. Derfor fik de ikke de helt store tab i starten af krigen, da man i fuldt dagslys angreb tyske skibe. Sammen med Hampdenfly, foretog Whitleyfly det første bombetogt på tysk jord, natten til den 19. - 20. marts 1940, da de angreb
Hornum
seaplane
basen på øen Sylt(
Island of Sylt
). Whitleyfly udførte også det første RAF togt på Italien i juni 1940.
Da Whitleyflyet var det ældst udviklede af de 3 nævnte flytyper, var flyet allerede forældet ved starten af krigen. Men man producerede over 1000 fly mere, inden man var i stand til at udskifte flyet med et tilstrækkeligt antal nye og bedre fly. Et af problemerne med de 2-motores mellemtunge bombefly var, at de ikke kunne flyve sikkert, hvis de mistede motorkraften fra den ene motor. Bomberkommandoens (Bomber Command
) Whitleyfly fløj 8.996 operationer, kastede 9.845 tons bomber og mistede 269 fly under togterne. Whitleyflyene blev pensineret fra al fronttjeneste sent i 1942, men fortsatte med at flyve fragtopgaver, troppetransporter, faldskærmstræning og svæveflystræk. No. 100 Group RAFbrugte Whitleyfly udstyret med radar - og elektronisk sendeudstyr for at forstyrre den tyske kommunikationstrafik mellem skibe, fly m.m.
British Overseas Airways Corporation
anvendte 15 Whitley Mk V, ombygget til fragtfly i 1942, da man om natten fløj materiel fra Gibraltar
til
Malta.
Det tog 7 timer at flyve til øen og man måtte ofte lande under tyske luftangreb på øen. Whitleyflyene brugte store mængder brændstof i forhold til lasteevnen og blev derfor udskiftet i august august 1942 af flyet Lockheed Hudson
. De 14 resterende Whitleyfly blev herefter returneret til RAF.
Den langtrækkende Whitley Mk VII under Coastal Command, var blandt de sidste fly af typen, som deltog i frontoperationer. Flyets første sænkning af en u-båd skete først den 17. juli 1942, da et Whitleyfly sænkede U-751 (U-boat
U-751), sammen med et Lancaster
bombefly. Efter at have evalueret Whitley flytypen i 1942, anvendte Fleet Air Arm
enheden et antal morderniserede tidligere RAF Mk VII i 1944–46 for træning af flybesætninger, hvor flyet istedet fik isat Rolls Royce Merlin motorer og et nyt benzin indsprøjtningssystem.
Whitley flyvarianter.
Som opfølgning til de 2 prototyper (K4586 og K4587), ved krigsudbruddet, havde RAF 207 Whitleyfly i tjeneste, af typerne Mk I ttl Mk IV types, med følgende versionsvarianter:
Mk.I
Mk.II
46 styk med 920 hp 2-rækkes kompressor
supercharged
Tiger VIII motorer.
Mk.III
80 styk med Tiger VIII motorer, op/nedfældet bugtårn "skraldebøtte/dustbin" med et dobbet maskingevær og også bevæbnet med 2 styk
303 inch (7.7 mm)
machine guns
, hydraulisk betjent bombelemme og mulighed for større bombelast.
Mk.IV
33 styk med 1030 hp
Rolls Royce Merlin
IV
inline
glycol kølet motorer, forøget brændstof kapacitet, nyudviklet transparent plexiglas bombesigte og produceret fra 1938 og frem.
Mk.IVA
7 styk med 1145 hp Merlin X motorer.
Mk.V
1466 styk af den vigtigste og primære type under krigen, som blev produceret baseret på typen Mk IV, med ændrede halevinger, af-isningsudstyr, manuel betjent hale - og bug
Nash & Thompson
maskingeværtårne, som blev erstattet af motorbetjente tårne udstyret med 4 styk .303 in (7.7 mm) Browining maskingeværer, flykroppens bagende forstærket med
381 mm. belægning, til forsvar mod luftværnsild fra jorden. Denne type fløj første gang i december 1938 og produktionen stoppede i juni 1943.
Mk.VI
Udset til at få Pratt & Whitney- eller Merlin XX motorer, men produktion blev aldrig iværksat.
Mk.VII
146 styk designet til anvendelse hos kystforsvarskommandoen (
Coastal Command
), havde en 6 mands besætning og kunne flyve med en større aktionsradius ca. 3700 km., end de tidligere Whitleyversioner, som kun kunne klare ca. 2011 km., selv med ophængte ekstra benzintanke. Flyene var udstyret med Air to Surface Vessel (ASV) radar
(luft til overfladeskibs radar) for patruljer og togter mod skibe og u-både, med anvendelse af en opsat 4-grenet radarmast og andre antenner.
Eskadriller, som anvendte Whitleyfly.
Overlevende Whitleyfly.
Af de i alt 1737 Whitleyfly, som der blev produceret før og under 2. Verdenskrig, er der ingen fly, som overlevede efterkrigstiden. Men projektet: The Whitley Project er i gang med at genskabe et fly fra rester af nedstyrtede Whitleyfly og en flykropsektion på Midland Air Museum , som ligger side om side med den luftbase, hvor Whitleyflyene fløj deres førte ture.
Perthshire, Skotland og området ved søen Loch Voil, byen Balquhidder og det område, hvor jeg vil berette om en spændende hendelse fra 2. Verdenskrig, hvor jeg har "forsket" i at samle sammen på og om, hvad der skete her den kolde vinternat 23. novenber 1940.
Årsagen er en henvendelse fra en dansk ejer af området, som mente, at der skulle være styrtet et fly ned under krigen. Det var der så - og her kan du på siden læse om det og i øvrigt se og læse mere om emnet.
Kortudsnit af området omkring Loch Voil og bjergområdet Fathan Glinne, hvor flyet, en Whitley mrk. V styrtede ned. Den røde cirkel viser omtrent hvor flyet styrtede og ligeledes ses den vej man mener agterskytten, med de 2 brækkede ben, fulgte ned ad bjerget til gården Tuarach Cott. Da der ikke var nogen hjemme, fortsatte han videre over isen nordover til gården, som ikke ses på kortudsnittet, hvor han fik hjælp.
Ved søen Loch Voil og nær byen Balquhidder i det centrale Skotland - Her bjergområdet ved navn: Allt Fathan Glinne. Det er her i dette område, at bomeflyet - en Whitley mrk. V styrtede ned.
Nedslagsstedet for Whitleyflyet neden for bjergtoppen. Skrånigen er stadig overstrøet med små rester af metaldele m.m.
Her en stump af Whitley´ens ene vinge.
Indtil 1980 lå resterne af flyet her næsten urørt. Men i 1980 forsvandt hovedparten af resterne, da en gruppe med en helikopter fjernede dette for at anvende resterne i en genopbygning af flyet, som dog aldrig blev til noget. Inden da kunne man se det meste af det bagerste af flyet, herunder agtertårnet med maskinkanonerne og hvor også agterskytten Sergant W. S. Hamilton, antagelig opholdt sig under styrtet og derfor overlevede. En af delene var sektionen ved bobmbelugerne, som stadig kunne manuelt vippes op og i. Ligeledes lå de 2 motorer stadig ved vraget, foruden mange mange andre flydele. Men alt det blev fjernet dengang og er siden ikke blevet ordentligt restaureret, som man søger at gøre med mange andre fundne styrtede fly og som stadig kan reddes og genopbygges.
Dele af en vinges flaps.
Fathan Glinne bjergområdet og nedstyrtningsstedet for Whitley´en, om natten den 23. og 24. november 1940. Flyet var et af de få fly, som styrtede ned under en operationel opgave og ikke i forbindelse med en trænings - eller transportopgave. De fleste styrt skete i den forbindelse.
Den eneste overlevende Sergent W.S. Hamilton kravlede i flere timer med 2 brækkede ben, ned ad bjerget i vinterfrosten, ned til en farm, som var uden beboere den nat! Han kravlede så videre over en frossen sø, Loch Voil over til en anden farm, hvor han fik kontakt og blev reddet. Hamilton blev en gammel mand og døde i 2002.
Der er i dag gang i at genopbygge en Whitley til museumsbrug. Vragdelene fra den Whitley Mrk. V (P5090), som blev hentet i 1980, omfatter bl.a. komplet port wing, dele af flyets haleparti, 2 Merlin motorer og måske det bagerste agterskyttetårn, tillige med mange andre dele.
Vragdele fra Whitleyflyet ligger spredt i store og små samlinger over et større areal. Mange vragdele er gennem tiden blevet taget med af vandrefolk og folk, som har undersøgt stedet for ting, som kunne bruges i en eventuel restauration af et Whitleyfly, for brug i museumsøjemed.
Det viste fly, en 2 motores bombe - og rekognosceringsfly af typen Armstrong Whitley mrk. V, var den type, som styrtede ned i Fathan Glinneområdet i det centrale Skotland om natten 23. - 24. november 1940. Flyet med nummeret YG-L P5090, kom fra basen Limavady, i Nordirland, hvor den hørte til Squardron nr. 502. Flyet lettede med de 6 besætningsmedlemmer (1 mere end normalt) den 23. november kl. 20:00 om aftenen og fløj ud på patrulje og eskorte af konvoj nr. SC11, bestående af allierede skibe, nordvest for Irland. I meget dårligt vejr på tilbageturen, mister flyet orienteringen og flyver forbi Nordirland og styrter ned om natten den 24. november i det centrale Skotland omkring Loch Voil, 1 mil vest for byen Balquhidder, i et bjergområde, som hedder Fathan Glinne. Styrtet sker antagelig også, ud over vejrsituationen, fordi flyet løber tør for brændstof. Eskadrillen var den første som fik den nyudviklede engelske ASV-radar, som kunne bruges i fly, men på det tidspunkt i slutningen af 1940, havde men endnu ikke radar i flyene, herller ikke på skibe. Det blev først muligt i starten af 1941. Tyskerne var meget længe om at finde ud af, at De Allierede hurtigt rådede over radar og især ikke, at de allerede tidligt i krigen kunne anvende det i fly. En fordel, som senere i krigen, sammen med andre tekniske forspring i forhold til tyskerne, gjorde, at De Allierede til sidst vandt Slaget Om Atlanten. Det viste fly på billedet er ikke det fly som styrtede ned, men en Whitley Mk.V, YG-Q fra samme eskadrille nr. 502. Billedet er fra starten af 1941, hvor man her kan se ASV-radarens antenner på flyets krop øverst. Under billedet ses Coastal Commands optegnelser om flyets opgave på dagen, fakta om dens besætning og status på styrtet, herunder en kort beskrivelse af forløbet for flyvningen og det fatale styrt til sidst.
En Whitley mrk. V uden ASV-radar. Flyet blev også brugt til almindelige bombeopgaver, eftersøgningsmaskine og som agent - og forsyningsnedkastningsmaskine over Europa under 2. Verdenskrig.
Flyets tekniske specifikationer gældende for modellen Whitley Mrk.V. med sine 2 Merlin motorer og modellem Mrk. III, med Tiger motorer og det bagereste "dustbin" bevægelige maskingeværtårn. ----
Generel oplysninger: ---- Besætning: 5 ---- lænde: 21.49 m. ---- Vingespand: 25.60 m. ---- Højde: 4.57 m. ---- Vingeareal: 106 m². ---- Egenvægt: 8.768 kg. ---- Maksimum flyvevægt: 15.196 kg. ---- Motorktaft: 2 Rolls-Royce Merlin 10, vandkølet V12 motorer med en ydelse 1.145 hp gver. ---- Maksimum hastighed: 370 km/h i 5 km.´s højde. ---- Aktionsradius: 2.650 km. fuldt lastet. ---- Aktionsradius ved færgeopgaver uden megen last: 3.900 km. ---- Flyvehøjde/marchhøjde: 7.900 m. ---- Stigningsevner: 4.1 m. pr. sekund. ---- Maksimum bærestyrke i vinger: 143 kg./m². ---- Bevæbning: 1 styk Vickers K .303 inch/7,7mm. maskingevær i et fronttårn. ---- 4 styk Browning .303 inch/7,7mm. maskingeværer i haletårnet. ---- Bombelast: Op til 3.175 kg. i flykroppen og 14 individuelle bombetyper under vingerne, typiske 12 styk 110 kg. bomber og 2 styk 230 kg. bomber.
Bomber så tunge som 907 kg. kunne flyet også bære og kaste med.
Kort som viser de engelske Coastal Commands baser i England, Skotland og Nordirland i 1940. Selve Irland var neutrale under krigen og deltog ikke i flåde- og luftforsvaret af de britiske øer.
Den lakoniske oplysning fra Coastal Command, på en af de utallige tragedier i luften og på havet, når de Allierede flyver fløj ud på togter mod nazi-tyskland i Norge, Danmark og andre kystegne i Europa. Her i denne oplysning, ses besætningens død og senere begravelse på en kirkegård i Fredrikshavn.
Hudson mrk. V fly - På foregående foto, ses oplysningen om de Allierede dræbte flyvere, som er stedt til hvile på kirkegården i Frederikshavn. De fløj i denne flytype fra The Coastal Command.
Her en anden oplysning om en af de få danske flyvere, Sergent Thomsen, som fløj i Coastal Command. Han var sergent og var fra Kerteminde på Fyn. Flyet, en Bristol Beaufort torpedobomber styrtede i havet ved havnebyen Brest i det nordvestlige hjørne af Frankrig under et angreb på ubåds - og krigsskibsbasen her. En overlevede og blev krigsfange, men de omkomne blev ikke fundet, og deres navne står, sammen med ca. 60.000 andre flyvere på tavlerne i det gigantiske engelske Ronnymede Memorial. Mange tusind andre flyvere ligger begravet over hele Europa, ofte i nærheden af hvor de blev dræbt, eller hvor de fra havet skyllede i land.
Bristol Beaufort "in action".
Her et foto af en kampslidt Hurricane II jagerfly med piloten stående på vingen og en mekaniker i arbejde med flyet. Underteksten beretter om Pilot Officer Claude Strickland fra eskadrille 615. Han blev skudt ned og omkom, da flyet blev ramt af "flak" (kanoner på jorden, som skyder op mod fly), over Belgien den 27. oktober 1941.
Hovedbygningen ved Runnymede Airforce Memorial, hvor alle de 20.360 dræbte flyvere og øvrigt personel er opført med navne, rang m.m. Fælles for dem alle er, at de ikke er blevet fundet eller bjærget, men er omkommet uden at de har kunnet få en egen grav. ---- Det personel som har kunnet blive bjerget rundt om i verden under 2. Verdenskrig har som oftest en grav, i nærheden af hvor de blev dærbt og fundet, men spredt ud over hele verden. Mange tusinde familiemedlemmer til den dræbte, forældre, koner og børn m.fl., har ofte ikke kendt til den dræbtes grav, hvor og hvordan efter krigen og den dag i dag. Mange tusinde faldne ligger i deres grave spredt ud over landene rundt om i verden, på små og store kirkegårde eller samlet på oprettede kirkegårde. I f.eks. Tyskland og Norge (f.eks. Stavanger) ligger der på nogle kirkegårde, flere hundrede samlet i deres sidste hvilested. Mange dræbte blev skudt ned med deres fly over havet og forsvandt sporløst her, men nogle drev ofte flere måneder rundt i havet indtil de blev vasket op på stranden et sted. Nedskydninger ved Holland og Norge betød flere gange, at de døde drev i land på den Jyske vestkyst. I alt mistede Det britiske luftvåben Royal Air Force 116.000 flybesætningsmedlemmer under 2. Verdenskrig.
Ved indgangen til Runnymede Airforce Memorial kan man se hvad der her er tale om - alle de ofre uden en egen grav, som familie og andre kan besøge. Ud over Runnymede Airforce Memorial, ligger der en mængde andre "Memorials" over hele England og Skotland og mange andre steder i verden.
Der er stadig mange organisationer, som forsker i at finde slægtninge til savnet personel og i det hele taget tage sig af efterkrigstidens sorg og savn hos millioner af mennesker kloden rundt. På internettet kan man finde et utal af hjemmesider fra små og store organisationer og enkeltpersoner og familier, som søger kendskab til historien bag deres savnede slægtning, som forsvandt enten under 1. eller 2. Verdenskrig. Tusinder af personer i familierne, ved den dag i dag ikke hvad der blev af deres mand, søn eller familiemedlem, som forsvandt under krigen.
Et sted læste jeg, at et fly blev skudt ned og styrtede ned i det nordlige Frankrig og man i den lokale landsby i den forbindelse måtte begrave hele flyets besætning på 7 sammen, da deres kroppe var brændt helt op og derfor blev begravet lokalt på landsbyens kirkegård, i kun 3 kister.
De endeløse tavler med alle de mange tusinder af navne på flyvere og andet personel, som omkom under 2. Verdenskrig og aldrig fik en egen grav. -- I de 2.074 dage og nætter mellem den 3. september 1939 og den 7. / 8. august 1945, blev der fløjet i alt 387.416 bombeflytogter og kastet over 955.000 tons bomber og 8.953 bombefly gik tabt, oftest med hele besætningen inkluderet.
Personlig opsat mindeark for en Canadisk Pilot Officer Joseph Moses Patterson, som i en alder af 23 år blev skudt ned i sin Wellington bombemaskine ved en kyst i Danmark 7. februar 1943. ---- Teksten oversat: "I dag lever vi i en fri verden, på grund af dig, Joe. Du gav dit liv for en storslået og rigtig sag. Du er vores helt. Altid elsket og respekteret og aldrig glemt - Fra familien Patterson".
Sådan noget siger alt om den smerte og savn denne familie og tusinder andre lever med, den dag i dag!
Mere infoKan li'
| |
|
|
|
|