TOMMY´S HJEMMESIDER - KLIK IND

Prag - Tjekkiet

Prag som turistby er velkendt af mange danskere med byens mangfoldige seværdigheder, kultur og folkeliv. Vi har været der 2 gange og de næste billeder, viser lidt af det som byen kan byde på - turistmæssigt set. -- Jeg har dog på denne web-side valgt, at lægge vægt på, at fortælle Prags og Tjekkoslovakiets historie fra 1930´erne, tiden lige før og under 2. Verdenskrig og indtil det kommunistiske kup i februar 1948. Jeg har i mange år ønsket at fortælle detaljeret om landets historie, i denne grusomme periode af Europa´s samtidige historie. -- Men se de dejlige fotos fra den berømte by. Her et postkort med et vue ind over byen og Karlsbroen og kongeslottet i baggrunden.

Folklore og turister på den berømte Karlsbro. Juli 2001.

Prag, Karsbroen og Kongeslottet i baggrunden.

Karlsbroen, Kongeslottet og i forgrunden en skulptur af den tjekkiske komponist Antonín Dvorák (8. september 1841 - 1. maj 1904). -- Dvorák er mest kendt for sine Slaviske danse og for den sidste af hans ni symfonier (Fra den nye verden); men han komponerede i stort set alle genrer og skabte mesterværker i dem alle. F.eks. er han nok den væsentligste komponist af strygekvartetter mellem Franz Schubert og Béla Bartók. Dvorák integrerede i stor stil og med stor succes folkemusik i den klassiske musik. Han anses for at være den mest alsidige af de store tjekkiske komponister i 1800-tallet, og hans farverige, geniale og dramatiske symfonier og kammermusik afspejler karakteren i den folkelige tjekkiske musik. Hans musik blev hurtig populær over hele Europa og i USA, hvor han tilbragte tre år som lærer. Han efterlod sig mange ufærdige værker. -- Indtil han fyldte 32 år var han ansat som violinist ved Nationalteateret i Prag. Derefter fik han et mindre krævende job for at få mere tid til at komponere. -- Det blev til følgende: 9 symfonier, 14 strygekvartetter, 5 symfoniske digtninge, 5 ouverturer. Symfoniske variationer: Karneval, Serenade for strygere opus 22 (1875), Slavisk dans opus 46 nr. 8 (1878), Sange min moder lærte mig / Zigeunersange opus 55, Stabat Mater opus 58 (1877), Symfoni nr. 6 opus 60 (1880), Scherzo capriccioso opus 66 (1883), Slavisk dans opus 46 nr. 4 (1886), Klaverkvintet opus 81 (1887), Klavertrio nr. 4 opus 90 Dumky (1891), Symfoni nr. 9 opus 95 Fra den ny verden (1893), 10 bibelske sange opus 99 (1894), Cellokoncert opus 104 (1895). Operaer: Den snu bonde (1878), Dimitrij (1882), Jakobineren (1889), Djævelen og Katinka (1899), Rusalka (1900), Armida (1904), Humoresker, Mazurka, Eclogues, Slaviske danse, Legender, Fra Böhmens skove, m.m.

En aften tog vi en bybus ud til udkanten af Prag, hvor Krizikova-fontænen ligger. Denne imponerende fontæne i Prag er unik, den findes ikke magen til i verden. Fontænen, et kæmpe springvand, blev oprindelig bygget til den såkaldte ”århundrede-udstilling” i 1891. Hundrede år senere undergik Fontænen, en total renovering. Man holdt Tjekkoslovakisk udstilling i 1991. I dag fremstår Fontænen med adskillige tusinde dyser, lyssætning, musik og endda lejlighedsvise dansere. ---- Forestillingerne er oftest baseret på kendte rock, pop eller klassiske stykker musik, som altså iscenesættes med vand og musik koreograferet. Musikken kan bl.a. være Bocelli, Dvorak og Queen. Forestillingerne varer knapt en time. Vand - og musikshowet tager sig bedst ud, når det er mørkt, så ses det vidunderlige flotte lysshow bedst. Vi oplevede et fantastisk show bestående af flot musik og enestående smukt synkroniseret vand - og farvespil.

Da det blev mørkt blev oplevelsen helt overvældende flot og medrivende. Der er et fantastisk musikspringvand. Vi hørte storladne musikværker, både klassisk og pop og heavyrock, f.eks. Queen, Santana, Jimi Hendrix. Lys, farver og musik er nøje synkoniseret med springvandsfontænerne. Fontænen ligger i en stor park, som ikke er specielt for turister som sådan, men bruges af indbyggerne i byen til byfester, sport og meget andet. Foto juli 2001.

Den centrale bymidte og torvet i Prag, som alle sikkert kender. Det tjekkiske navn for torvet er: Staromestske Namesti. Torvet har lagt brosten til mange af byens tragedier, bl.a. i 1621 hvor 27 adelsmænd blev henrettet på bedste stockholmske vis, da et oprør mod kejsermagten slog fejl. Torvet er omgivet af smukke, gamle huse, og Tyn kirken, hvor Tycho Brahe ligger begravet. På fotoet ses et uvejr trække op den dag vi var her.

"Den Gyldne Stad" Prag. Området nær slottet har et kuperet middelalderligt gadeområde, som har den betegnelse.

På vor gå-tur rundt i Prag - stødte vi på dette pudsige optrin, med en omtippet DDR- Trabant, hvor det var schweitzeren i den hvide bil, som øjensynlig havde væltet trabanten om på siden, så han kunne få plads til sin store dyre bil. Der var ikke til at få en P-plads i den del af Prag nær kongeslottet. Så det var åbenbart hans løsning på p-pladsproblemet. Men mon ikke schweitzeren har fået "en hilsen" fra politiet i Prag!? Foto fra vores tur juni 1991.

Det berømte øl-tempel U-Flecku, som stammer fra 1498. Her sætter man sig og så kommer der straks et kæmpe glas øl, Pivo - der spørges ikke om du skal have noget eller hvad du skal have - du skal have glasset og drikke det - det er et krav!! Spændende og hyggeligt sted med en dejlig gårdhave.

Vi fandt bl.a. frem til en lokal hal inde i byen, hvor vi for en billig penge fik billet til et stort folklore koncert med sang, dans m.m. Flot og meget alternativ oplevelse, hvor her ikke kom turister. Vi forstod ikke et slav af hvad der blev sunget og danset, men det var så flot og medrivende og en rigtig god oplevelse.

Karlstein borg og landsby. Karlsteins historie strækker sig tilbage til 1348, hvor selveste Karl d. IV, bøhmisk konge og tysk-romersk kejser, sammen med ærkebiskop Arnost af Pardubice lagde grundstenen til Karlstein. Borgen er den vigtigste i landet efter Prags kongeslot. Vi besøgte det imponerende slot, som ligger et godt stykke uden for Prag (ca. 30 km.). Vi var på en heldagstur i stegende hede. Turen var dog utrolig god og spændende med besøg på et interessant glaspusteri og i byens handelsgader med mange butikker med salg af glaskunst og krystalglas, karafler o.a. -- Karlstein borg blev bygget som et sted til at opbevare de kongelige skatte, bl. a. det hellige romerske imperiums kroningsjuveler. Karl d. IV havde en stor samling af relikvier, som han også ønskede beskyttet. Finansieringen skyldte Karl d. IV landets sølvminer, hvoraf han ejede 25%. Borgen skulle også udtrykke det Bøhmiske folks uafhængighed.-- Bemærk, at borgkonstruktionen ligger på en bakkekam. Borgen har gennemgået flere ombygninger, senest i slutningen af det 19.årh., hvor der blev renoveret i puritansk, neogotisk stil af Josef Mocker. En stor del er bygget i høj gotisk stil.Karlstein, hvis navn betyder Karls borg direkte oversat. Første arkitekt var Mathias af Arras og fra 1352 kom Peter Parler til, ganske som i byggeriet af St.Vitus katedralen i Prag. Peter Parler stod også bag Karlsbroen i Prag. -- Helligkorskapellet har 3000 ædelstene sat ind i væggene, krystaller af veneziansk glas glimter som stjerner i loftet, og gulvet var dækket af ædelstene. -- Karl d. IV blev Bøhmisk konge i 1346, siden blev han tysk-romersk kejser. Han blev gift 4 gange. Karl d. IV ønskede at genskabe Karl den Stores tid, derfor d.IV. -- Karl d. IV’s sidste kone Eliska fik ophævet et forbud mod kvinder på borgen, som Karl d. IV gennemførte, fordi borgen var et helligt sted, og han ønskde at meditere og filosofere uden kvinder tilstede! Man forstår ham godt - hæ- hæ! Men Eliska forklædte sig som page og kom ind, derefter opgav han sit forbud. -- Hussiter-hære belejrede borgen i 22 uger i det 15. årh, og svenskernes hær kom i samme ærinde i det 17. årh.

Glasværk Rückl Krystal. Ved landsbyen Nizbor ligger en af Tjekkiets ældste glasvirksomheder, hvor traditionen for krystal-produktion strækker sig 300 år tilbage. Bøhmisk krystal fra Tjekkiet er blandt verdens fineste, og håndværkets århundreder lange tradition holdes stolt i hævd. Her sen en nutidig glaspuster i fabrikken, et knaldhårdt arbejde, hvor mange ikke lever længe - især ikke dem som også sidder og sliber krystalglas. De sidder i anstrengende arbejdsstillinger og arbejder på akkord, med koldt vand løbende ned ad sig, dog oven på et læder/plastklæde. Arbejdet skulle være utroligt opslidende, men godt betalt efter tjekkiske forhold.

Der sidder mange glasslibere flere steder på fabrikken - som her med glasskæremaskiner - eller slibere, som køles og spules med vand konstant. Den absolutte nøjagtighed og præcision bevirker ofte anspændte og overbelastede muskler hos medarbejderne - mange kan ikke holde til det - de slides op. Men frabrikken frembringer altid noget enestående fint glashåndværk og lønnen er god efter tjekkiske forhold.

Det kan stærkt anbefales at læse denne velskrevne bog skrevet af Madeleine Albright, som var USA´s udenrigsminister under Præsident Clinton. Hun er af tjekkisk afstamning og fandt ud af som 59 årig, at hun er jøde. Bogen omhandler primært årene 1937-1948, men beskæftiger sig med mange politiske og historiske baggrunde og skæbne for Tjekkoslovakiet og for hendes liv, siden hun blev født i 1936.

Kort introduktion til landet Tjekkoslovakiets oprindelse, dannelse og første 2 årtier i det 20. århundrede. ---- Fotoet viser: Præsident Tomáš Masaryk, Tjekkoslovakiets vigtigste grundlægger og "landsfader", blev valgt til landets første præsident ved 1920 valget, og blev genvalgt i 1925 og 1929. Han tjente som formand og præsident indtil den 14. december 1935, da han tog sin afsked på grund af dårligt helbred. Masaryk kom til at opleve en legendariske autoritet blandt det tjekkiske og slovakiske folk, og han benyttede denne myndighed til at skabe et omfattende uformelt politisk netværk, kaldet "Hrad". Det var hans myndighed og politiske virke, som bidrog til at holde sammen på landet og forhindrede et massivt udbrud af nationalisme i de etniske minoriteter, der boede inde i Tjekkoslovakiet. En koalition af fem tjekkoslovakiske partier, der blev kendt som "Petka" (de fem), udgjorde rygraden i den offentlige administration og som sikrede og vedligeholdt landets stabilitet. Premierminister Antonín Švehla ledede "Petka"* (*"Fem-mands Komiteen" var en uofficiel, semi-konstitutionel politisk institution, oprettet til at håndtere politiske vanskeligheder i republikken. Det blev grundlagt i september 1920 og bestod af et råd med lederne fra de 5 koalitionsparter, der rådgav den tjekkoslovakiske regering). Han klarede i det meste af 1920'erne, at få en sammenhængende koalitionspolitik til at fungere, og som overlevede indtil 30. september 1938. ---- Efter 1. Verdenskrig, brød Kejserriget Østrig-Ungarn sammen. Sent i oktober 1918, blev en uafhængig tjekkoslovakisk stat etableret, der bestod af landområderne i Böhmen og områder, der tilhørte Kongeriget Ungarn, som blev proklameret som stat den 28. oktober 1918. De tyske deputerede i Böhmen, Mähren og Schlesien i Imperial-Parlamentet (Reichsrat) henviste til "Fjorten Punkter" i den amerikanske præsident Woodrow Wilson´s plan for landene i området, hvor de (sudetertyskerne) mente, at de iht. dette, kunne få ret til selvbestemmelse, og forsøgte samtidigt at forhandle en forening af de tysksprogede områder med den nydannede Republik Tysk-Østrig, som selv tog sigte på, at tilslutte sig den oprettede stat Weimar Tyskland. Men Sudeterlandet blev indarbejdet i det nyoprettede Tjekkoslovakiet, som blev en multietnisk stat med flere nationaliteter: Tjekker, tyskere, slovakker, ungarere og andre. Den 20. september 1918, bad "regeringen" i Prag om USA's samtykke til annektering af Sudeterlandet. Præsident Woodrow Wilson sendte ambassadør Archibald Coolidge til den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet. Efter Coolidge blev vidne til tjekkiske politi´s brutalitet mod fredelige Sudetentyske demonstranter (54 dræbt, blandt dem kvinder og børn), foreslog Coolidge muligheden for at afgive visse tysksprogede dele af Böhmen til Tyskland og Østrig (det sydlige Mähren og det sydlige Böhmen). Coolidge insisterede også på, at de tyske beboede områder i Vest- og NordBöhmen lå inden for Tjekkoslovakiets nye grænser. Men den amerikanske delegation i Paris, anført af USA´s øverste diplomat Allen Dulles, understregede, at man ville bevare enheden i Den 1. Tjekkiske Republik, hvorfor man besluttede ikke at følge Coolidge's forslag. ---- Den amerikanske kommission i Paris-fredskonferencen udsendte en erklæring, som gav enstemmige støtte til "enhed af de tjekkiske områder". Kommissionen var enstemmig i sin anbefaling af, at adskillelsen af alle områder beboet af den tysk-böhmiske (sudetertyskere) befolkning, ikke kun ville udsætte Tjekkoslovakiet for stor fare, men også skabe store vanskeligheder for tyskerne selv. Den eneste mulige løsning var at indarbejde disse tyskerne i Tjekkoslovakiet. Flere tyske mindretal i Mähren, herunder den tyske befolkning i Brno, Jihlava, og Olomouc forsøgte også at slå til lyd for tilknytning til Tysk-Østrig, men det mislykkedes. -- Tjekkerne forkastede dermed sudetertyskernes forhåbninger og krævede inddragelse af Sudeterlandet i deres nye stat, på trods af tilstedeværelsen af 23,4% (fra 1921) etniske tyskere, fordi området og befolkningen, altid havde været en del af Böhmen og Mähren. Traktaten i Saint-Germain, Paris i 1919 bekræftede inddragelsen af de tysksprogede områder Sudentenland, i den nye stat Den 1. Republik Tjekkoslovakiet. Den første myndighed i Tjekkoslovakiet blev etableret af den nyoprettede nationalforsamling den 14. november 1918. Fordi territoriale afgrænsninger var usikre og valghandlinger umulige at gennemføret, blev den midlertidige nationalforsamling dannet på grundlag af valget i 1911 til det østrigske parlament med tilføjelse af 54 repræsentanter fra Slovakiet. De nationale mindretal var ikke repræsenteret og derfor erklærede sudetertyskerne sig som en del af Tysk-Østrig iht. Præsident Wilsons princip om selvbestemmelse, og ungarerne forblev loyale med Ungarn. ---- Nationalforsamlingen valgte Tomáš Masaryk som landets første præsident, som valgte en provisorisk regering under ledelse af Karel Kramar, og udarbejdede en foreløbig forfatning. Paris-fredskonferencen blev indkaldt igen i januar 1919. Den tjekkiske delegation blev ledet af Kramar og Eduard Benes, premier-og udenrigsminister, på vegne af den midlertidige tjekkoslovakiske regering. På konferencen godkendte man oprettelsen af Den 1. Tjekkoslovakiske Republik, som skulle omfatte det historiske Böhmiske Kongerige (herunder Böhmen, Mähren og Schlesien), Slovakiet, og . Optagelsen af De Russiske Karpater fastsatte en fælles grænse med Rumænien, som var en vigtig allieret for Republikken Tjekkoslovakiet mod Ungarn. Men i januar 1920 krydsede den tjekkoslovakiske hær, den polske grænse og brød tidligere aftaler med polakkerne om grænsedragningen. Med våbenmagt besatte tjekkerne området i Polen ved navn Zaolzie, hvor polakkerne udgjorde flertallet af befolkningen. Efter en kort kamp enedes parterne om en våbenhvile, hvor tjekkerne fik magten over området vest for Olza floden, som de havde besat. På det tidspunkt bestod befolkningen af 60% polakker og 25% af tjekker. Tjekkerne krævede ved den lejlighed, at byen Lausitz, som havde været en del af den Böhmiske Kongerige indtil Trediveårskrigen, også skulle overgå til Tjekkoslovakiet, men det blev afvist. ---- Den 10. september 1919, blev der underskrevet en "minoritets" traktat, som befalede Tjekkoslovakiet til at placere sine etniske minoriteter under beskyttelse af "Folkeforbundet". Men i løbet af de næste to årtier, fortsatte de tyske, slovakiske og ungarske mindretal, der boede inde i Tjekkoslovakiet, med at arbejde for en adskillelse fra Tjekkoslovakiet. Tjekkoslovakiets uafhængighed blev udråbt den 28. oktober 1918, af Det Tjekkoslovakiske Nationale Råd i Prag. Flere etniske befolkninger og områder med forskellige historiske, politiske og økonomiske traditioner, skulle integreres i en ny statslig struktur. I lyset af datidens enorme forhindringer, i kølvandet på 1. Verdenskrigs rædsler, var oprettelsen af det tjekkoslovakiske demokrati, faktisk en triumf. Ved indførelse af forfatningen i 1920, blev der installeret et parlamentarisk system og repræsentativt demokrati, med relativt få vælgere for hver repræsentant på valg. Dette gav mulighed for en bred vifte af politiske partier og forhindrede at landet blev domineret af enkeltpersoner eller ledende politiske enheder/partier (facistiske og nazistiske partier i andre europæiske lande som, Tyskland, Spanien, Italien, Rusland osv.).

....Men nu fra det nutidige sorgløse rejseliv, over til det historiske og også dybsorte kapitel i Europa´s og hermed også Tjekkoslovakiet´s og Prag´s historie fra 1938 til 1945. -- For her træder "Djævelens Sendebud" frem af mørket - Et grumt og uhyggeligt billede af en aldeles ond og skingrende gal mands indtræden på den historiske arena. Som et stålsat monster i trenchcoat, tramper han frem, fra mørket og ud i lyset ---- Klar til at forføre det tyske folk og det meste af det øvrige Europa´s befolkninger og påføre Europa og verden ufattelige lidelser, i en scala og udbredelse, som man aldrig havde set magen til før. -- Hvordan kunne det dog ske? Hvordan kunne tyskerne i militæret, politiet, retsvæsenet, industrien, landbruget, finansieringsbranchen, bankerne, kirken og mange, mange flere almindelige tyskere lade det ske? ---- Var man i alle de herskende kredse i Tyskland virkelig så griske, egoistiske og magtbegærlige og antisemitiske, at man ville udnytte denne lille mandsling´s demagoiske evner, for at fremme sine egne økonomiske og magtfulde mål? Åbenbart - Men hen ad vejen løb det hele fra dem alle og der var ingen vej tilbage! Resultatet blev, at ca. 60.000.000 mennesker måtte dø og flere hundrede millioner blev såret og skændet for livet - alt sammen fordi dette lille sorte kryb, mestrede at begejstre alt og alle, om sin person, vilje og vanvittige planer. Han fik mange europæiske befolkningsgrupper over på sin side, også i Danmark, inden han startede krigen og satte verden i brand. Han fik USA´s førende magasin "Life" til at kåre ham som årets mand i 1938!! ---- De næste mange fotos, billeder og historiske beskrivelser og fortællinger - samler de få men skæbnesvangre år´s historiske mareridt for Europa og specielt også for Tjekkoslovakiet og Prag, sådan, at du forhåbentlig fornemmer det ragnarok, som for alvor tog fart med krisen i maj - september 1938 og erobringen af Tjekkoslovakiet i marts 1939 og det samtidige øvrige Europa´s politiske elite´s afmagt, fejhed og forræderi mod deres egne befolkninger, totalt udstillet og derfor katastrofalt for alle - i sidste ende for tyskerne selv. ---- Jeg ved godt, at temaerne har være omtalt, beskrevet og filmet tusindvis af gange - men hellere en gang for meget.... Den lille mørke mand kan sagtens dukke op igen - Måske denne gang med en gemt bombe i sin "turban", en sabel skjult på ryggen og en "bog" i hånden, hvorfra blodet konstant drypper!!

Tjekkoslovakiet, som det så ud lige efter 15. marts 1939, da Nazityskland havde erobret landet og døbt det "Rigsprotektoratet Böhmen & Mähren". München-Aftalen/Diktatet fra 29. september 1938, betød at Tyskland skulle have det blå område på kortet, kaldet Sudeterlandet, hvor befolkningen overvejende havde tysk baggrund. Det lyserøde landområde skulle afstås til Ungarn og det lille røde polskdominerede område, erobrede Polen under Tysklands "uerklærede krig" mod Tjekkoslovakiet, som de indledte på baggrund af Münchenaftalen den 1. oktober 1938. Tyskland havde ikke noget mod dette og accepterede Polens begrænsede erobring. (Polen samarbejdede med Tyskland indtil sommeren 1939, da Polen selv kunne se "skriften på væggen" og at Hitler og tyskerne havde hemmelige planer for invasion af Polen selv, med start den 1. september 1939. Polens "Herskende Klasse" og Kirken, ville gerne af med jøderne og polakkerne havde, lige som Tyskland, en kedelig tradition for antisemitisme, både før, under og også efter 2. Verdenskrig og foretog flere gange hensynsløse udryddelser af jøder (pognomer - det hører man ellers ikke om - men det er historiske fakta). Det gule landområde med røde prikker, var det tyskerobrede landområde pr. 15. marts 1939, med benævnelsen Rigsprotektoratet, der af Tyskland blev opdelt i Böhmen og Mähren. Tyskland havde ellers ved München-Aftalen, lovet Premierminister Neville Chamberlain fra England, at man ikke ville kræve mere "Lebensraum" og erobre resten af Tjekkoslovakiet. Som alle ved gjorde Hitler og tyskerne det alligevel iht. til de planer, de allerede havde udarbejdet op til "skuespillet München-Aftalen" i september 1938, planer som var påbegyndt, så tidligt som i 1936. Kun det landområde, som er gult, blev til staten Tjekko-Slovakiet (egentlig kun Slovakiet), som var en "marionet-stat" under Tyskland. Ved splittelsen af Tjekkoslovakiet, hvor Tyskland fik herredømmet over de mest udviklede dele af landet, herunder Sudeterlandet, mistede landet 70% af jern-og stålproduktionen, 70% af el-produktionen, 3,5 millioner indbyggere (de fleste ikke-tjekker, men sudetertyskere) samt de berømte Skoda-Fabrikker og de store sværindustrier i f.eks. området omkring byen Brno. -- Da Hitler uden Englands og Frankrigs modreaktion, ignorerede München-Aftalen, og erobrede den sidste del af landet den 15. marts 1939, var Hitler nu sikker på, at han kunne gå videre med sine erobringsplaner i Europa. Han var en "mester" i at opfinde anledninger og påskud til at iværksætte sine erobringskrige - ofte ved selv at få det til at se ud, som om det var modparten, som provokerede Tyskland. Vestens forræderi mod Tjekkoslovakiet betød, at man lod som ingenting, medens tyskerne underlagde sig Tjekkoslovakiet og brød alle de aftaler, som de havde indgået. Tjekkoslovakiet etablerede dog, som en af de få nationer i Europa, straks en uforsonlig modstand mod Nazityskland, lige til 9. maj 1945. -- Den eneste aftale Hitler holdt, var sin aftale med "Djævelen" selv! En "aftale", som kastede verdenssamfundet ud i verdenshistoriens største ragnarok nogensinde, et ragnarok, som da det var ovre, førte til både højreorienterede og venstreorienterede diktaturer, juntaer osv. verden over, med kommunismens diktatur og folkemord, fra 1945 og de næste ca. 55 år frem og stadig forefindes i mange lande ud over kloden (Nordkorea, Venezuela, Cuba osv.).

Foto fra slutningen af "forhandlingerne" i München den 29. september 1938. Den engelske Premierminister Neville Chamberlain og Adolf Hitler, her i en situation med et "hjerteligt" håndslag på aftalen med Tyskland om overdragelsen af Sudeterområderne i Tjekkoslovakiet til Tyskland. Hitler og Tyskland havde gennem 1938 og især efter annekteringen af Østrig først på året, lagt et massivt pres på Tjekkoslovakiet, for at få "løst spørgsmålet" om det tyske mindretal i landet (Sudetenland) og herunder også sprøgsmålet om de samme etniske problemer, med landområder, som tidligere var ungarske eller polske, men blev en del af Tjekkoslovakiet, som blev skabt på ruinerne af 1. Verdenskrig i 1919, hvor Kejserriget Østrig-Ungarn blev delt op i enkeltstater. Hitler brugte dette dilemma, til løftestang, for at få gang i sine hemmelige erobringsplaner for Tjekkoslovakiet, Polen og senere Frankrig. Hen over foråret 1938, kulminerende med Maj-Krisen (Tjekkoslovakiets begrundede frygt for et tysk angreb og landets følgende militære mobilisering), fik Hitler til at rase, da han følte, at han i den forbindelse "tabte ansigt". Han blev hen over sommeren 1938 mere og mere grov og skinger i sine verbale krav over for Tjekkoslovakiet og England/Frankrig (Frankrig havde en pagt fra 1924 med Tjekkoslovakiet, som betød, at man skulle hjælpe landet, hvis det blev angrebet af f.eks. Tyskland). ---- Krisen spidsedes til i september 1938, hvilket fik den engelske Premierminister Neville Chamberlain til at flyve til Tyskland, den 15. september 1938, for at mødes med Adolf Hitler i Berchtesgaden. Hensigten var at undgå en krig med Tyskland og opnå en løsning af problemerne omkring Tjekkoslovakiet og Suderterlandet (det tyske mindretal i udkanten af Tjekkoslovakiet, som udgjorde ca. 20% af befolkningen). Det var første gang Chamberlain nogensinde fløj. Mødet den 15. september, førte ikke til noget konstruktivt, ud over, at Hitler nu luftede tanken om en militær løsning, hvis ikke man gik ind på hans ideer, planer og krav! Den 23. september 1938 fløj Chamberlain til München igen, som blev et møde, hvor han og England "fik kniven for struben", da Hitler her klart tilkendegav, at hans forslag på en løsning, nu var et ultimatum og at han, hvis han ikke fik sin vilje, ville udnytte en krig mod Tjekkoslovakiet, som løsning. Det kom som et chok for Chamberlain og forhandlingsdeligationen, da det forrige mødes løsninger den 15. september, indebar forskellige demokratiske og palamentariske betingelser for overdragelsen af Sudeterlandet til Tyskland, bl.a. folkeafstemninger og en international kommision m.m. Dem havde Hitler helt sprunget fra og forlangte nu betingelsesløst overdragelse af Sudterlandet inden den 28. september 1938. Chamberlain, måtte flyve hjem og fordøje den "kamel". Han måtte så igen for 3. gang, flyve til Tyskland og Hitler, den 29. september, på foranledning af den forsmåede facistiske diktator, Mussolini i Italien. Her "forhandlede" England så igen med Hitler og de 3 andre europæiske "stormagter" Tyskland, Frankrig og Italien. Mussolini fra Italien følte sig som en andenrangs-leder og Italien, som et land sat uden for "det fine selskab". England og Frankrig var ved det møde blevet møre og løb fra alt det de havde lovet Tjekkoslovakiet (som ikke var indbudt og som for længst var koblet af forhandlingsforløbet). I den forbindelse, havde Frankrigs udenrigsminister løjet groft og bevidst om flere vigtige ting, som betød, at Frankrig ikke ville støtte Tjekkoslovakiet, hvis Tyskland angreb landet. Chamberlain og England ville heller ikke mere hjælpe landet, da man ville udgå en krig med Tyskland. Chamberlain udtalte bl.a. disse ord, som var en klar kapilation over for Hitler og nazismen: "Hvor meget vi end kan sympatisere med en lille nation, som bliver konfronteret med en stor og magtfulde nabo, kan vi ikke i disse tilfælde, forpligte os til at inddrage hele det britiske imperium i krig, alene på grund af den lille nations skæbne"! -- England og Frankrig kapitulerede og sammen med Italien og Tyskland underskrev man de ultimative aftalekrav, som Hitler havde forlangt. Forræderiet var fuldbyrdet og da Chamberlain vendte tilbage til England den 30. september 1938, proklamerede han glædestrålende, at aftalen sikrede "Peace in our time." (Fred i vor tid). De euopæiske landes feje forræderi mod Tjekkoslovakiet var en realitet - et forræderi, som kom til at sætte gang i Hitlers magtdrømme med Polensfelttoget og etableringen af 2. Verdenskrig, som ændrede verden totalt og stadig gør - et forræderi som kom til at koste 60 mill. mennersker livet, på bare 6 år!! Man ser på fotoet Chamberlain´s åbenlyse naive tilgang til Hitler og tro på dennes forsikringer om, at Tyskland nu ikke havde flere territorale krav i Europa. Hitler med et tykt "hjerteligt" grin over sin triumf! Et fantastisk skuespil, dækkende over mandens uhyggelige planer for Europa - ikke mindst for sin egen befolkning, som blev forført - indtil de i maj 1945 "opdagede", at der sgu ikke stod en ny VW, i ruinerne af de tyske byer! Den "joviale" Hitler, hvis facade dækkende over en dyb ringeagt for englænderen. Hitler kunne ikke fordrage Chamberlain og behandlede ham med dyb foragt. Hitler sagde om Chamberlain:" Han er en ligegyldig "parantes"", som taler med et forældet demokrati´s latterlige jargon". Den fattige del af Tjekkoslovakiet, benævnt Slovakiet, blev i aftalen afsat som en "satelitstat" af Tyskland kaldet Tjekko-Slovakiet (se foregående foto af kort og tilhørende tekst). ---- Tyskerne iværksatte deres invasion af Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938 og lancerede deres militære forårsoffensiv 1. marts 1939, hvor de hurtigt besejrede og erobrede landet og etablerede "Protektoratet Böhmen & Mähren", og holdt deres indtog i Prag den 15. marts 1939. Læs videre ved de næste mange fotos om Hitlers Plan Grøn – Fall Grün vedr. annekteringer af hele Tjekkoslovakiet. -- Chamberlain erkendte sit fatale fejlskøn og deraf følgende nederlag for sin eftergivenhedspolitik (Appeasement-policy) over for Hitler. Den 27. april 1939 foreslog han derfor også, at England indførte værnepligt og gjorde sig klar til en mulig kommende krig med Tyskland.

Tysk propaganda postkort, hvor man hylder München-Aftalen og dens "løsning" med Sudeterlandets indlemmelse i Tyskland. På postkortet ses Chamberlain yderst til venstre, til højre Hitler og i baggrunden til højre, den italienske facist og diktator "Il Duce" Benito Mussolini og til venstre bag Chamberlain, er det den franske premierminister Édouard Daladieri, som også deltog i "forhandlingerne" med Hitler ---- Neville Chamberlain (født 18. marts 1869 i Birmingham – død af kræft den 9. november 1940 i Heckfield), der repræsenterede Det Konservative Parti og var Englands premierminister 1937-1940. ---- Chamberlain er nok en af de mest kontroversielle engelske politikere i det 20. århundrede. Det skyldes den såkaldte appeasement-politik ("eftergivelsespolitik"), som han førte overfor Adolf Hitler i sensommeren og efteråret 1938 i optakten til først tyskernes erobring af Tjekkoslovakiet og siden 2. Verdenskrig. ---- Før Chamberlain blev premierminister, havde han i perioden 1916-1937 en lang række politiske embeder, bl.a. som sundhedsminister og finansminister. ---- Neville Chamberlain´s sidste år som politiker i England: Den 20. februar 1938 trådte Anthony Eden tilbage som engelsk udenrigsminister, hvor han samtidigt hævdede, at Chamberlain var alt for eftergivende overfor Hitler og Tyskland. Kort tid efter i marts 1938, annekterede Tyskland det allerede nazificerede naboland Østrig ("Der Anschluss"), som Hitlers andet "skud i bøssen", da det første var annekteringen af Rhinlandet på grænsen til Frankrig. Chamberlain´s politiske virke overskygges dog af, at han den 29. september 1938 underskrev München-Aftalen og dermed reelt lod Hitler og Tyskland overtage først Sudeterområdet i Tjekkoslovakiet og efterfølgende hele landet, da tyskerne invaderede hele Tjekkoslsovakiet den 15. marts 1939 og vel at mærke uden at England og Frankrig tog nogen notits af det - men "kikkede den anden vej". ---- Da erkendte Chamberlain sit fatale fejlskøn. Bemærkelsværdigt var det dog, at Chamberlain trods alt, havde en popularitetsrate på 55 % hen over sommeren 1939 i den engelske befolkning og 68 % ved årsskiftet 1939. Englænderne troede stadig på, at Chamberlain kunne klare at stoppe Hitler, selv om alle i december 1939, havde kendskab til Hitlers invasion den 1. september 1939 og erobring af Polen 3 uger efter. Den 3. september 1939 klokken 11:15 i en radiotale, erklærede Neville Chamberlain Tyskland krig, da Tyskland ikke havde reageret positivt overfor det engelske ultimatum om at stoppe angrebet på Polen. Den 12. oktober 1939, i en tale fra Underhusets talerstol, afslog Chamberlain Hitler´s useriøse "opfordring til fred". Chambertlain var på det tidspunkt en syg mand og senere, da den mislykkede militære undsætnings -og støtteintervention i Midt - og Nordnorge i vinteren/foråret 1939/1940, blev en realitet, fratrådte Chamberlain sit embede og trak sig tilbage, syg og afkræftet af en kræftsygdom, indtil han døde den 9. november 1940. Chamberlain´s død var nok en nådefuld barmhjertig gud, som udfriede ham for, at opleve den enorme skyld, som han ville have følt, hvis han havde levet krigen ud. Hans eftermæle er jo frygteligt at tænke på.---- Efter Chamberlain´s fratrædelse, blev han efterfulgt af Winston Churchill, i tidsrummet mellem den 5. til 10. maj 1940, som faldt sammen med de dage, hvor Hitler iværksatte sit militære angreb på Holland, Belgien og Frankrig og det Engelske Ekspeditionskorps II, som var sendt til Frankrig og baseret i det vestlige Belgien og Nordfrankrig. ---- Chamberlain var i øvrigt med til at danne SOE (Special Operations Executive), som bl.a. forestod de senere agentnedkastninger og spionage i de besatte lande, herunder især i Tjekkoslovakiet og senere i Danmark.

Neville Chamberlain på fotoet her, hvor han i sin radiotale til det engelske folk udtalte de nu berygtede ord, som fuldbyrdede Englands "appeasement-politik" (eftergivelsespolitik) over for Nazi-Tyskland. Radiotalen blev foretaget den 27. september 1938, kort før Chamberlain fløj til München for en sidste runde af samtaler med Hitler for at undgå en krig. Indholdet i talen indeholdt bl.a. disse fatale politiske knæfald for Hitler: "Hvor forfærdeligt, fantastisk, utroligt det er, at vi skal grave skyttegrave, og iføre os gasmasker her i landet, på grund af et skænderi i et fjernt land, mellem mennesker, om hvem vi ikke ved noget." - "Hvor meget vi end kan sympatisere med en lille nation, som konfronteres med en stor og magtfulde nabo, kan vi i alle tilfælde ikke forpligte os til at inddrage hele det britiske imperium i krig, alene på den lille nations vegne." ---- Chamberlain, englænderne og resten af verden blev ellers advaret mange gange om, hvad der ville komme fra Hitler og Tysklands antisemitiske side! ---- Allerede i marts 1938, hvor Tyskland havde annekteret Østrig, blev jøderne her forfulgt og slæbt ud fra deres hjem, tvunget til at skrubbe anti-nazistiske slagord fra fortovet med tandbørster, rengøre offentlige latriner med deres bare hænder, og offentligt terroriseret på andre måder. SS-manden Adolf Eichmann, som var chef for den jødiske tvangsemigration - og jødetransport-ekspert, oprettede allerede i 1938 i Wien/Østrig et system, et "samlebånd", hvor tyskerne tvangssendte østrigske jøder ud af landet - et såkaldt reetablerings - og udvandringsprogram, hvor jøderne under tvang, blev frataget alle deres ejendele og værdier "i bytte" for et tvunget udvandringsvisum, bl.a. til USA, Canada og andre steder. Tyskerne forsøgte sig også med Palæstina, men det ville islamisterne og de såkaldte palestinensere ikke, trods intensivt forsøg på samarbejde mellem Tyskland og muslimerne og Stormuftien af Jerusalem. I omkring et år blev 100.000 østrigske jøder på den måde jaget ud af landet. Tyskland og Eichmann havde dog megen besvær med at få afsat jøderne til omverdenen. ---- Mange lande, præget af både anti-immigrant og antisemitiske følelser, nægtede at lade jøder indvandre hos sig. I juni 1938 indkaldte USA´s præsident Roosevelt til et møde i Evian i Frankrig, for at løse situationen. Næsten ingen af de 32 deltagende lande var villige til at acceptere yderligere indvandringer af jøder. Roosevelt havde håbet, at Storbritannien ville skabe et jødisk territorium et eller andet sted i sit imperium. Storbritannien afviste, da man mente, at der ikke var nogen områder i imperiet, som egnede sig til denne "europæiske løsning" (Knæfald for Tyskland igen). Mens andre lande præsenterede økonomiske undskyldninger, var Australiens repræsentant mere klar i mælet. "Australien, sagde han, ville IKKE modtage jødiske flygtninge, fordi, som han sagde: "Vi har ikke noget reelt raceproblem, og vi ØNSKER ikke at importere et". ---- Kun den Dominikanske Republik kunne acceptere et par flygtninge! ---- Mange historikere mener, at den adfærd alle disse 32 lande verden over og specielt i Europa viste, tændte et "grønt lys" for Hitler og Tyskland, sådan at de kunne angribe jøderne, som de gjorde den 9. november 1938 ("Krystalnatten"), efter at en jødisk flygtning havde myrdet en tysk embedsmand (Ernst vom Rath) i Paris. Den tyske regering med Hitler i spidsen, tilrettelagde og udførte det ondskabsfulde angreb/pogrom på jøder i hele Tyskland og Østrig. Angrebene, blev kendt som "Krystalnatten". De nazistiske horder brændte synagoger, brændte bøger, plyndrede jødiske virksomheder og butikker og tvang sig adgang til jødiske hjem, hvor de ødelagde alle de værdigenstande, som de ikke kunne tage med sig. Omkring 1.000 jøder blev myrdet og 30.000 jødiske ledere, rabbinere blev sendt i koncentrationslejre og udsat for forfærdelige behandlinger. ---- *München-aftalen blev indgået mellem Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien den 29/30. september 1938. Aftalen åbnede for den første større revision af Versaillesaftalen fra 1919 efter 1. Verdenskrig og Tysklands nederlag. Den ændrede Tjekkoslovakiets grænser således, at omkring 2,5 millioner tyskere kom «hjem til riget» - dvs. blev indlemmet i Tyskland. Aftalen blev indgået for at berolige den urolige tyske minoritet i Tjekkoslovakiet og tilfredsstille de tyske krav om, at «uretten» fra Versailles skulle gøres god igen. Men Hitler og det tyske militær havde inden forhandlingerne og aftaleunderskrivelsen, fremstillet en plan for annekteringen af hele Tjekkoslovakiet og ikke kun Sudeterlandet - "Plan Grøn "Fall Grün" som den hemmeligt blev kaldt. Chamberlain´s godtroenhed og politiske naivitet var let at udnytte for de snu nazister. Hitler var nu sikker på, at han havde magten over regeringerne i Europa og han kunne ufortrødent planlægge sine andre politiske og militære mål, invadere Polen og lave en "handel" med Rusland om en Ikke-Angrebspagt og at Rusland derfor kunne tage en "ordentlig bid" af det østlige Polen, når tyskerne havde angrebet Polen i vest. (Nazipropagandaen fortalte det tyske folk, at man ikke angreb, men forsvarede sine grænser mod Polsk aggresion, da man fingerede et polsk angreb). Alt dette var pure løgn! Polen havde ikke en chance og 3 uger efter invasionen var det slut med Polen og 5 års grufuld mareridt for polakker og især jøderne, kunne tage sin begyndelse.

Hitler skriver under på München-Aftalen (i baggrunden ses bl.a. Herman Göring). Den detaljerede forhistorie var denne: Efter den nervepirrende militærpolitiske Maj-Krise mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet, indkaldte en vred Adolf hitler, den 28. maj 1938, til et møde i vinterhaven i Rigskancelliet. Blandt de inviterede nazistiske ledere var der Wilhelm Keitel, Von Brauchitsch, General Beck og Føreren's civile sekretær, Fritz Wiedemann. Hitler erklærede her bl.a.: "Det er min urokkelige vilje, at Tjekkoslovakiet skal fjernes fra verdenskortet". Et protokolat af mødet (Hitlers vilje), blev underskrevet af Keitel, hvor det hed: "Iværksættelsen af denne plan skal garanteres at ske, inden 1. oktober 1938 - senest!". To dage senere, den 30. maj 1938, underskrev Hitler endeligt det reviderede direktiv om "Fall Grün" ("Sagen Grøn") - planlægningen, angrebet og erobringen af hele Tjekkoslovakiet og ikke kun Sudeterområdet, hvor den tyske og tysksprogede befolkning boede (indlemmet i Tjekkoslovakiet ved landets etablering i 1919, som følge af 1. Verdenskrigs tyske nederlag). Planen blev internt i den nazistiske organisation, forklaret som en sikkerhedsforanstaltning mod truslerne fra den østlige flanke (Hitler hentydende til de hemmelige planer med Polen og Rusland) og dernæst planen om at foretage fremstød mod vest mod Frankrig og England. På samme møde udtrykte Hitler sin overbevisning om, at Storbritannien ikke ville risikere en krig, indtil den britiske genoprustning var genoprettet, som Hitler mente ville ske omkring 1941-42. Tyskland ville i en række felttog eliminere Frankrig og dets allierede i Europa i intervallet 1938-41, mens den tyske genoprustning stadig havde et forspring. Hitlers vilje til at gennemføre "Fall Grün" i 1938/1939 i plan og praksis, medførte dog en alvorlig krise i den tyske kommandostruktur. Chefen for generalstaben i Wehrmacht (Tysklands ikke nazistiske hær), General Ludwig Beck protesterede i en lang række notater, at "Fall Grün" ville starte en verdenskrig, at Tyskland ville tabe, og opfordrede Hitler til at udskyde den planlagte krig. Hitler kaldte Beck's argumenter imod krig "Kindische Kräfteberechnugen" ("barnlige forudsigelser"). ---- Da den engelske premierminister Neville Chamberlain vendte tilbage til Tyskland den 23. september 1938 til et topmøde med Hitler i Bad Godesberg, for at fremlægge sin fredsplan på grundlag af forhandlingerne den 15. september, om overførsel af Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet til Tyskland, var den britiske delegation meget ubehageligt overrasket over at erfare, at Hitler afviste sine egne vilkår, som uacceptable, selv om han havde præsenteret dem ved forrige møde i Berchtesgaden. Hitler´s plan var at sætte en stopper for Chamberlain's fredsskabende indsats, en gang for alle. Hitler forlangte at Sudeterlandet blev afstået til Tyskland senest den 28. September 1938, uden forhandlinger mellem Prag og Berlin, og ingen international kommission til at overvåge overførslen, at der ingen folkeafstemninger blev afholdt i de overførte distrikter. For god ordens skyld, proklamerede Hitler også, at Tyskland ikke ville se bort fra at udnytte krigen som en mulighed, indtil alle krav vedrørende Tjekkoslovakiet, Polen og Ungarn var blevet opfyldt. Da Chamberlain blev præsenteret for Hitlers nye krav, protesterede han mod at blive præsenteret for et sådant ultimatum, hvilket fik Hitler til at give svar på tiltale, da hans dokument, hvori hans nye krav stod, der havde titlen "Memorandum", som han sagde: "godt kunne være et ultimatum" Den 25. September 1938 afviste England Bad Godesberg ultimatummet og begyndte forberedelserne til krig. For yderligere at understrege briternes vrede og protest, var Sir Horace Wilson, den britiske regerings ledende industrielle rådgiver, som havde et tæt samarbejde med Chamberlain, sendt til Berlin for at informere Hitler om, at hvis tyskerne angreb Tjekkoslovakiet, så ville Englands allierede Frankrig kende sine forpligtigelser, som krævet af den fransk-tjekkoslovakiske alliance af 1924. England ville i den forbindelse føle pligt og ære i, at tilbyde Frankrig bistand. I første omgang, var Hitler fast besluttet på at fortsætte med det planlagte angreb den 1. oktober 1938, men på et tidspunkt mellem 27. og 28. september, skiftede Hitler mening. Han imødekom en forbøn og et forslag fra bl.a. fra Mussolini, om en ny konference i München med Chamberlain, Mussolini, og den franske Premierminister Édouard Daladier, hvor man skulle diskutere den tjekkoslovakiske situation. Netop hvad der fik Hitler til at ændre sin holdning, er ikke helt klart, men det er sandsynligt, at kombinationen af fransk-britiske advarsler, og især den daværende styrke af den britiske flåde, endelig havde overbevist ham om, hvad det mest sandsynlige resultat af "Fall Grün" ville være, på dette tidspunkt i efteråret 1938 - en krig med det vestlige Europa. Måske var han også blevet vedvarende informeret om, at hans krigsmaskine ikke var helt klar endnu til sådan en kraftanstrengelse, som en storkrig ville være - og hvad ville Sovjetunionen så finde på mod øst? Planerne med Polensfeltoget og senere aftalen med Stalin i efteråret 1939 kunne ikke omgøres - så en "forhandlingsløsning" kunne bane vejen for en "fredelig" overtagelse af Tjekkoslovakiet. Der er mange muligheder, da Hitler også dengang var kendt for pludselige uigennemtænkte planer og deres udførelse - denne set med nazisternes øjne, viste sig at være en af de bedre. For alle andre fatal! Mødet den 29. september 1938, resulterede, som alle ved, i München-Aftalen, hvor England og Frankrig løb fra alle deres garantier, trusler og ære. I England reagerede Winston Churchill med chokeret vrede og med en skarp tale til The House of Commons, "Underhuset", en tale, som bl.a. indeholdt følgende udtalelser: "Vi har lidt et totalt nederlag, der ikke vil kunne blive rettet op på ... Jeg er sikker på, at inden for en periode, måske i år eller om nogle måneder vil Tjekkoslovakiet blive indlemmet i Nazi-regimet Tyskland. Vi er vidne til en katastrofe af største omfang ... vi har lidt et nederlag uden krig, hvis konsekvenser vil følge os langt hen ad vejen ... vi har passeret en forfærdelig milepæl i vores historie, hvor hele Europas balance er blevet afsporet. .. Og tro ikke, at dette er slutningen. Dette er kun det første lille nip, den første lille forsmag på en bitter kop, som vil blive tilbudt os, år efter år, med mindre vi ved hjælp af en fantastisk genoplivning af vores moralske sundhed og vores krigeriske vigør, vil rejse os igen og tage pladsen på frihedens side, som i de gamle dage"! Hvor fik han dog ret! ---- Josef Stalin var også utilfreds med München-konferencens resultat. Sovjetunionen havde ikke været repræsenteret, selv om de selv følte, at de skulle anerkendes som en stormagt. Englænderne og franskmændene derimod havde i hans øjne brugt Sovjetunionen til at skræmme tyskerne med. Stalin konkluderede, at Vesten aktivt havde indgået i partnerskab med Hitler ved at give nazisterne yderligere landområder, og man frygtede, at de senere kunne finde på en undskyldning til at indgå en alliance mellem Nazi-Tyskland og de vestlige magter mod Sovjetunionen. Denne frygt havde indflydelse på Stalins beslutning om at underskrive Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazi-Tyskland i sommeren 1939. Optakten til 2. Verdenskrig var med andre ord rodet sammen med snuhed, held og forkerte gisninger og beslutninger på forkerte grundlag på forkerte tidspunkter - men alt sammen med det største held på Hitlers side.

Det historiske berømte tidspunkt, ved middagstid den 1. oktober 1938, hvor Neville Chamberlain, efter sin hjemkomst fra Tyskland og ved landingen på Heston Aerodrome i England, efter München-aftalens underskrivelse, synligt stolt og triumferende bekendtgjorde, at han havde sikret "fred i vor tid" i München-aftalen (diktatet) med Hitler. Samme dag gik de tyske tropper ind i Tjekkoslovakiet for at erobre Sudeterlandet. "Fall Grün" var sat i værk. Så medens tyske panserstyrker rykkede over grænserne og tyske bombefly fløj over Tjekkoslovakiet, stod Chamberlain foran snurrende filmkameraer og fotografers blitz og sagde følgende: "... Aftalen vedrørende det tjekkoslovakiske problem, som nu er blevet underskrevet, er i mine øjne, kun begyndelsen til en større aftale, hvori hele Europa vil finde fred. Denne morgen havde jeg endnu en samtale med den tyske kansler, Adolf Hitler, og her er det stykke papir som bærer hans navn såvel som mit. (Chamberlain vinker med papiret til mængden til lyden af hurra-råb). Nogle af jer har måske allerede hørt hvad det indeholder, men jeg vil alligevel læse det højt for jer... "Med disse ord og falbelader udstillede han sin fatale naivitet og indsigt i nazismens fremmarch, som på det tidspunkt i slutningen af 1938, havde vist sin sande grufulde hensigt adskillige gange. Annekteringen af Østrig, i Spanien, hvor Hitler støttede Franco med fly og soldater, i det italienske militære felttog mod bl.a. Abbesinien (Etiopien) i Afrika og Albanien. I Tyskland de utallige overgreb mod jøder og andre såkaldte fjender af Det 3. Rige. ---- Men det engelske folk og hele Europa lappede det henrykt i sig, det var lige det der skulle til, for at give den tryghed man tog for givet, nemlig, at det engelske imperium ville kunne præstere at sikre denne tryghed. Det kunne England (pga. Winston Churchill´s mod og trods) på sigt også, som det eneste af alle de europæiske lande, som ellers fra 1. september 1939 og fremefter, blev løbet over ende af de nazistiske horder.

Tysk kortskitse over Tjekkoslovakiet, som var det kort, som dannede grundlaget for München-aftalen den 29/30. september 1938. Man kan se de områder, som tyskerne og Hitler fik lov til at overtage (stjæle) ved München-aftalen (München-diktatet), hvor Tjekkoslovakiet ikke var inviteret. Forræderiet fra Englands og Frankrigs side kunne iværksættes. Men som vi ved, så nøjedes tyskerne ikke med at erobre de aftalte landområder (Sudentenland), men annekterede hele landet den 15. marts 1939.

Sudeterområderne i Tjekkoslovakiet, (sudeter-betegnelsen relaterer til det bjergrige landområde Sudeterne, som strækker sig på begge sider af grænsen mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet), hvor befolkningen primært bestod af etniske tyskere og deres efterkommere, lå som en bred kant i grænseområderne ind til Tyskland, men også til Polen og Ungarn. Befolkningen udgjorde ca. 20 % af tjekkoslovakiets samlede befolkning og følte sig undertrykt af den tjekkiske befolkning - i perioder med god grund. Fotoet viser sudetertyskeren Konrad Henlein, lederen af det nazistisk inspirede politiske parti: Sudeten Deutsche Partei (SDP). -- Den 12. marts 1938, annekterede Nazi-Tyskland Østrig (Anschluss). Umiddelbart efter Anschluss, gjorde Hitler sig selv til talsmand for de etniske tyskere, der boede i Tjekkoslovakiet, og mange sudetertyskerne gav deres støtte til Henlein, der støttede Hitler's politik og planer glødende. Partiet begyndte at kræve, at den tjekkiske regering skulle afstå Sudeterlandet til Tyskland. ---- SUDETERTYSKERNES SKÆBNE: Mange tror, at sudeter-tyskerne først kom til Böhmen & Mähren sammen med nazisterne, men rent faktisk blev de indbudt allerede i det 12. århundrede af böhmiske herremænd, der havde brug for nybyggere. Fra 1526 var Sudeterland en del af det Østrig-Ungarnske kejserrige, og da Tjekkoslovakiet blev dannet i 1919, som en følge af 1. Verdenskrig, kom dette overvejende tysksindede område til at høre ind under Tjekkoslovakiet. -- Befolkningen i sudeterområdet havde svært ved at tilpasse sig i den nye stat. Tidligere havde de overvejende udgjort en overklasse, men nu blev de fortrængt fra de offentlige embeder, de store godser og slotte blev opdelt og afgivet til de tjekkiske bønder - alt i alt blev sudetertyskerne kraftigt undertrykt af tjekkerne i 1930´erne, kulturelt, økonomi- og erhvervsmæssigt og ikke mindst demokratisk og statsretligt. Derved begyndte den sudetertyske nationalisme at spire frem. Ved valgene stemte de på deres egne partier og kandidater, som var overvejende konservative og socialdemokratiske. -- Men i 1933 begyndte den sudetertyske gymnastiklærer Konrad Henlein at agitere for nazismen og dens "løsninger" på sudtertyskernes problemer og ved valget i 1935 fik nazisterne 70 % af de tysksprogedes stemmer. Herefter begyndte man at kræve retten til at bekende sig til tyskheden, et krav som reelt ville føre til en opdeling af Tjekkoslovakiet. -- I løbet af sommeren 1938, fortsatte spændingerne mellem sudetertyskerne, Nazi-Tyskland og Tjekkoslovakiet at vokse, da sudetertyskerne igen og igen hævdede, at de blev diskremineret af regeringen i Prag. -- Da krigens skygge kom til at fylde mere over Europa igen, ønskede den franske og den britiske regering, at forhindre, at krisen mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet, skulle eskalere til en ny verdenskrig i Europa i sommeren 1938. Både Frankrig og England var begge enige om, at støtte en fredelig løsning på krisen, selvom det var på bekostning af det demokratiske Tjekkoslovakiet. Både Lord Halifax og Chamberlain i England og Daladier og Bonnet i Frankrig, opfordrede Tjekkoslovakiet til at give efter for Henlein´s og Hitler´s krav. Især var franskmændene tilbageholdende med at støtte deres allierede Tjekkoslovakiet (pagten fra 1924). Det gik så vidt for Frankrigs vedkommende, at den franske udenrigsminister Bonnét bevidst manipulerede sit eget land, englænderne og alle andre i det politiske system, på en beskidt og løjnagtig måde, som vildledte og ødelage mulighederne for en reel og håndfast stillingtagen til Hitlers nye krav til omverdenen. Sovjetunionen havde lovet at give militær bistand til Tjekkoslovakiet, hvis Frankrig også gjorde det samme. Men Frankrig ønskede ikke at involvere sig i en krig, så efter et møde mellem udenrigsministrene fra Sovjetunionen, Rumænien og den franske udenrigsminister, Georges-Étienne Bonnet, der ligesom de fleste franske og britiske politikere, var en ivrig fortaler for den eftergivende politik over for Hitler, fortalte kabinettet i Frankrig, at Sovjetunionen kun ville sende Tjekkoslovakiet 200 fly og en lille hærenhed. Han sagde også, at Rumæniens udenrigsminister havde afvist, at tillade passage af sovjetiske tropper og fly gennem hans land. Begge oplysninger var bevidste løgne. I virkeligheden var der allerede i sommeren 1938, ca. 500 sovjetiske militærfly til stede i Tjekkoslovakiet og Rumænien havde klart sagt, at de ville opfylde deres forpligtelse, og i tilfælde af en tysk invasion, ville de tillade passage af sovjetiske tropper og fly. Med disse bevidste løgne, skabte den franske udenrigsminister Bonnet, en situation, hvor Frankrig besluttede, ikke at overholde deres aftaleforpligtelse over for Tjekkoslovakiet. Krigens skygge blev kun større og større og mere og mere sort og truende.

Præsident Dr. Eduard Benes, holder tale for de militære styrker i 1937, kort efter sin tiltrædelse som ny præsident i landet efter valget. Tjekkoslovakiets dygtige, men ærgerrige og "hårdhudede" politiker, overtog landets præsidentembede efter landets store demokratiske landsfader Thomas Masaryk´s sygdom i 1935 og død i 1937. Han havde været leder i landet siden 1919, da Den 1. Republik Tjekkoslovakiet blev dannet. Masaryk førte landet gennem 20´erne og 30´ernes vanskelige tider, hvor nationalisme og diktaturer afløste demokratierne i mange lande i Europa. Masaryk blev genvalgt ved hvert valg. Med Eduard Benes fik landet en ny handlekraftig og snu strateg, men også en hensynsløs politisk begavelse, som også så det for vigtigt, at have et godt forhold til Sovjetunionen ud over relationerne til de resterende demokratiske lande i Europa. Benes var klar over Hitler´s og tyskernes ekspansionsdrømme og prøvede at forberede sit land på en mulig konflikt og krig med Tyskalnd i den nærmeste fremtid. Det tjekkoslovakiske militær blev i 30´erne moderniseret og trænet, modsat det som skete i de andre demokratiske lande i Europa, især England, Frankrig, men også i de mindre lande, som i Danmark, hvor Staunings "System", med de radikale naive pacifistiske stemmer, nærmest afskaffede det danske militære forsvar og senere forærede Danmark på et sølvfad til tyskerne. Den forræderiske "samarbejdspolitik" i DK holdt over 3 år og servicerede nazisterne på alle områder - Regeringen blåstemplede og tilskyndede bl.a., at danskere kunne gå ind i de tyske styrker og at man oprettede "Frikorps Danmark" - I alt ca. 12.000 danske mænd søgte om krigsdeltagelse under det tyske hagekors. Dertil kom over 100.000 arbejdere, som regeringen gladeligt lod tage til Tyskland for at arbejde for Hitler og nazismen! Tjekkoslovakiet´s præsident Benes var af en anden støbning og så rædslernes anmarch da tid var - men ingen ville høre på det - og de vestlige demokratier sørgede derfor, på en måde selv for, at nedkalde ragnarok over sig selv og de fleste af verdens befolkninger i de næste 5-6 år.

Den 1. oktober 1938 gik Nazityskland ind og besatte sudeterlandområderne. Tjekkoslovakiets Præsident Dr. Eduard Beneš afleverede den 5. oktober 1938 sin afskedsbegæring i kølvandet på afgørelsen i München-aftalen og tyskernes invasion den 1. oktober 1938. I sin tale til regeringen og sit folk, men også med en engelsk oversættelse klar, udtalte Benes: "Tjekkoslovakiet er parat til at forsvare sit territorium og vil ikke frivilligt give afkald på en del af det. Hæren er udstyret med moderne våben, og er fast besluttet, sammen med folket, at forsvare deres demokratiske regering og kompenserer for, hvad der kan mangle i den talmæssige styrke i hæren". Efter krigen fremkom den engelske oversættelse af talen, som Præsident Eduard Beneš havde holdt. I denne oversættelse, er der tilføjet en passus om, at han lover det unge demokrati (Tjekkoslovakiet blev dannet i 1919, som følge af freden i Versailles efter 1. Verdenskrig), at landet ikke vil afgive og opgive sine grænser uden kamp, som efter München-aftalen skal tilfalde Nazityskland. ---- Tjekkoslovakiet havde alligevel ikke viljen til at tage en militær konfrontation med Nazityskland og den 22. oktober, ledsaget af sin kone Hana, fløj Benes fra Prag til England. ---- I Wien 11 dage senere den 2. november 1938, præsenterede Joachim von Ribbentrop og den italienske udenrigsminister, Grev Galeazzo Ciano, den endelige erklæringer om indgåelse af aftalen om føringen af den Tjekkoslovakiske-ungarske grænse, som betød indlemmelse af store dele af Tjekkoslovakiet til Ungarn. Wien-aftalen afgjorde samtidigt fordelingen af landet på grundlag af "München-aftalen" fra 29. september 1938. Som et resultat af disse såkaldte aftaler mistede Tjekkoslovakiet 41.098 km2 af sit landområde, sammen med 4.879.000 af sine borgere, 70 % af sin industri og naturressourcer. Alligevel skete der flere ændringer fremover. Den 19. november erklærede Nationalforsamlingen i det resterende Slovakiet og Karpatiske Rusland sig uafhængige. Det officielle navn på den tilstand var, at dette resterende landområde kom til at hedde Tjekko-Slovakiet.

I efteråret 1938 og indtil foråret 1939 flygtede mange tjekkoslovakiske officerer til England, herunder også store dele af den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste med Oberst Franticek Moravec i spidsen (på fotoet (t/h) sammen med Præsident Dr. Eduard Benes). Den Tjekkoslovakiske efterret-ningstjeneste bosatte sig i Rosendale Road, West Dulwich, hvor man oprettede den første militære radiostation i England, som etablerede radiokontakt med de forskellige tjekkoslovakiske modstandsbevægelser, som allerede i starten af verdenskrigen, konsoliderede sig, ved at de store modstands grupper, dannede Den Centrale Ledelse af Modstandskampen, med det tjekkiske navn: Ústrední Vedení odboje domácího, ÚVOD. Den Tjekkiske modstandskamp fungerede i princippet hemmeligt mellem Benes og Uvod i Protektoratet. Eksil-regeringen i England og modstandskampen i hjemlandet, skulle tjene det langsigtede formål, at have en regering og et militært apparat, når Tjekkoslovakiet blev befriet fra den nazistiske besættelse.---- Fakta om Oberst František Moravec: Han måtte i 1915 forlade sine studier ved Det Filosofiske Fakultet på Universitetet i Prag og drage i krig for det Østrig-Ungarske Kejserrige. Her blev han på østfronten, taget til fange i januar 1916. Efter 1. Verdenskrig endte den 11. november kl. 11:00 1918, vendte han tilbage til Tjekkoslovakiet, som blev oprettet som stat i 1919 med benævnelsen: Den 1. Tjekkoslovakiske Republik. Her deltog han i bekæmpelsen af de ungarske bolsjevikker i Slovakiet. Senere tog han en militærerhvervsmæssig uddannelse i årene 1927-29 med eksamen fra Universitetet Vojnová i byen Pilsen. I 1930 blev han ansat i landets militære provinskommando i Prag. Fra 1934 indtil sin flugt til England, opbyggede han en velfungerende efterretningstjeneste i Tjekkoslovakiet, underlagt hærens generalstab. Han tilvejebragte mange vigtige oplysninger i årene lige før tyskerne angreb Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938 - herunder også under den militær-politiske krise i maj 1938, hvor tjekkerne forventede et tysk angreb og mobiliserede landets militær. ---- Med sig på sin flugt aftenen før tyskerne erobrede landet den 15. marts 1939, tog han og de andre officerer mange vigtige dokumenter og viden med, som briterne havde stor glæde af at kende til og som betød et godt samarbejde i kampen mod Tyskland og nazismen. I krigsårene 1940-1945 bidrog hans oprettelse af den tjekkoslovakiske eksilbaserede efterretningstjeneste, til mange værdifulde informationer. Den mest kendte er nok kontakten med dobbeltagenten A-54 i det tyske Abwehr, Paul Thümmel og samarbejdet med modstandsledelsen i protektoratet, i gruppen med officererne Balaban - Masin og Morávek ("De Tre Konger"), indtil disse tre i 1941/1942, blev dræbt af Gestapo. I 1944 blev han general for alle de tjekkoslovakiske militærenheder. Efter krigen vendte han hjem, men da Stalin og kommunisterne "kuppede" Tjekkoslovakiet i 1948, blev han af det kommunistiske parti forfulgt og måtte til sidst søge asyl i USA i februar 1948. Her blev han senere rådgiver for USA´s forsvarsministerie. I juli 1966 døde han i Washington, USA, 71 år gammel.

Fotoet viser de 4 ledende tjekker i England - fra venstre ses Oberst Frantisek Moravec, Generalmajor Sergej Ingr - Eksil-Præsidenten Dr. Eduard Benes og General Rudolf Viest. Sammen med modstandsbevægelsen i Protektoratet Böhmen & Mähren og specielt i Prag, udarbejdede og planlagde den tjekkoslovakiske eksilregering og deres efterretningstjeneste, sammen med briternes egne efterretningsorganisationer, heriblandt SOE, udvalgte sabotage mål i landet. Man udvalgte egnede tjekkiske soldater, fra den tjekkoslovakiske eksil-hær i England, til at blive uddannet til commandosoldater og faldskærmsagenter. Uddannelsen skete på de særligt oprettede engelske baser og kursussteder (TST), hvor soldaterne blev uddannet til de kommende faldskærmsnedkastninger i landet. Man fik koordineret disse missioner med det britiske militær, flyvevåben og special-enheder (telegraf- og commandosoldat-enheder, forfalskningseksperter o.a.). De kommende faldskærmsbårne agentgrupper, skulle bistå tjekkoslovakkerne i hjemlandet med at uddanne modstandsfolk, foretage sabotage, oprette netværk og efterretningsorganisationer, herunder de vigtige radiosendestationer. Desuden fik flere missioner særlige primære mål, hvor den helt store opgave blev, at udføre et attentat på Rigsprotektoren SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, der hørte til Tysklands top-5 ledelse og som var ekstrem grusom og nådesløs i den måde han behandlede landet og tjekkerne på. Man var blevet enige om, at man ville sende nazisterne et signal om, at man kunne ramme selv de mest betydende nazistiske ledere - Tjekkerne ønskede hævn over "Slagteren fra Prag". ---- Ligeledes ønskede Benes også, at vise og understrege over for De Allierede, at Eksil-regeringen og Tjekkoslovakiet var på De Allieredes side - Tjekkernes behandling af landets mindretal, f.eks. Sudetertyskerne var i de sidste par år inden 1939, forløbet meget kritisabelt, især set med De Allieredes øjne. England og Neville Chamberlain var i starten af krigen ikke ubetinget på Tjekkoslovakiets side i alle de spørgsmål, som havde med den europæiske politik at gøre og Tjekkoslovakiets rolle her. På fotoet ses de 4 tjekkoslovakiske ledere, som besluttede at sende agentgrupperne "Anthropoid", "Silver A" og "Silver B" til hjemlandet og her likvidere den nazistiske Rigsprotektor Reinhard Heydrich. Under forløbet af attentatforberedelserne i Prag, fik man informationer om, at nazisterne ville fare frem med voldsom gengældelse, hvis man foretog et attentat på en ledende nazist. Af frygt for grusomme og omfattende represalier, besluttede man i London, kort før attentatet skulle finde sted, at kontakte modstandsbevægelsen og agenterne i Prag gennem "Libuse" radiosenderen i landet. Beskeden og advarslen var, at man ikke skulle fortsætte med attentatplanerne. I en kontraspionageoperation rettet mod en af faldskærmsagent-grupperne med kodenavnene "Silver A og B", opsnappede Gestapo, en af disse radiosendte advarsler, den 12. maj 1942 (attentatet skulle finde sted den 27. maj). Gestapo rapporterede: "Fra de forberedelser, "Ata" og (forræderen) agenten Zemek, kan fortælle om, da de selv er omfattet af opgaven, ved vi omtrent hvor det skal ske og vi gætter på, trods deres tavshed om flere ting, at man er ved at forberede at myrde H. (Heydrich)". ---- Den Tjekkoslovakiske eksilregering: "Dette attentat vil ikke hjælpe De Allierede og vil bringe enorme konsekvenser for vores nation ... Vi (eksilregeringen og de relevante ledere hos De Allierede) har besluttet, at der udstedes en ordre gennem agentgruppen "Silver A" (agentgruppen, som stod for forberedelsen og hjælpen til den anden agentgruppe "Anthropoid", som skulle stå for udførelsen af attentatet), om ikke at udføre likvideringen. Da der er en risiko for, at ordren forsinkes og ikke når frem, skal ordren gives straks. Hvis det er nødvendigt, af hensyn til de internationale årsager (Heydrich som en af de højeste naziledere i Tyskland), skal man forsøge at likvidere en lokal Quisling og forræder i stedet... vil dette første valg være E (nazisympatisøren undervisningsministeren Emanuel Moravec i Prag)". Oberst Frantisek Moravec havde i øvrigt allerede taget en beslutning om, at likvidere den nævnte forræder "Undervisningsministeren" i marionetregeringen i Prag, Emanuel Moravec - Denne beslutning blev nu aldrig til noget, da de 2 agenter i missionen "Tin" (agenterne Cupal & Svarc), man sendte på denne mission, ikke var i stand til at løse opgave pga. mange uheld og alvorlige personskader i forbindelsen med faldskærmslandingen m.m. ---- En person, der gjorde en stor indsats, for at selve operation "Anthropoid" og likvideringen af Reinhard Heydrich blev en succes, var en tjenestemand i Karlín Sokol modstandsorganisationen, Antonín Oktábec. Med yderligere hjælp fra modstandsorganisationen "Jindra", koordinerede han hjælp til faldskærmsagenterne (husly, transport, våben, m.m.) og blev fortaler for attentatet. Lige inden attentatet skulle ske den 27. maj 1942, var efterretninger radiosendt fra modstandsbevægelsen fra landet, at tyskerne ville nedkalde en frygtelig hævn over befolkningen, hvis nogen dræbte en tysk leder i landet (Heydrich). Det resulterede i, at kun 2 dage før attentatdagen, svarede Oberst František Moravec i London, via radiosendingerne til modstandsbevægelsenlandet og hermed agentgruppen. Radiosendingen gik underligt nok til radiosenderen i Château Panenské Brezany, som modstandsmanden Prof. Vladimír Krajina hemmeligt stod for: Moravec´s svar lød: "Bevar roén - når det drejer sig om modstandskampen, ser vi også problemet klart. Vi frygter for situationen efter atentatet mod en embedsmand i det tyske Protektorat, hvorfor et sådant ikke kommer på tale. Giv beskeden til ÚVOD" (modstandsbevægelsens 3 samarbejdende grupper)! ---- Til dato er det stadig et uforklarligt mysterium, hvorfor Oberst Moravec ikke sendte beskeden om annullering af operation "Anthropoid" direkte via gruppens radio i agentgruppen "Silver A", i stedet for via flere radiosendere, personer og modstandsorganisationer. Beskeden nåede ikke frem og operationen og attentatet blev udført, med de enorme konsekvenser for landet og befolkningen, som likvideringen af Heydrich afstedkom. -- Læs videre ved de mange fotos om hele historien og emnet omkring Tjekkoslovakiet under 2. Verdenkrig. Det er meget detaljeret, ofte med beskrivelser og historiske oplysninger, som det har taget mig over 2 år at sætte sammen, oversætte og samle fotos herom. Der er mange overraskende og ret ukendte "opdagelser" af historiske hændelser, sammenhænge omkring krigens og modstandskampens gang i og omkring Tjekkoslovakiet. ---- Efter attentatet blev modstandsgruppen Sokol´s leder Antonín Oktábec´s kone Vlasta anholdt og henrettet i KZ-lejren Mauthausen den 24. oktober 1942, sammen med hundredvis andre tjekkoslovakker. Antonín Oktábec blev senere selv fanget og henrettet den 26. januar 1943.

I de tidlige morgentimer den 14. marts 1939, dagen før landets kapitulation til Tyskland, formåede Oberst František Moravec og 10 af hans efterretningsfolk og den i Tjekkoslovakiet berømte General i hæren, Jan Syrový hemmeligt, at flyve til til Warzawa i Polen over Sverige til England, med de mest værdifulde efterretninger, dokumenter og arkiver. De lettede fra Prag´s Ruzyne Lufthavnen til Stockholm-Bromma Lufthavn med en mellemlanding i Warszawa-Okecie Fryderyka Chopina Lufthavn i en lejet hollandsk KLM Douglas DC-3 flyvemaskine. De kom af sted fra mellemlandingen i Polen, kun 20 minutter før tyskerne med de forreste enheder af 1. Panzer-Division sværmede hen over flyvepladsen. Da de nåede til England med deres værdifulde efterretningsarkiv, blev det overgivet til det britiske MI6, så det kunne anvendes i den kommende kamp mod Tyskland. ---- Fotoet her viser folk fra den tjekkoslovakiske og engelske militære og politiske efterretningsstab i England: Fra venstre mod højre på fotoet: Oberst Frantisek Moravec, Kaptajn Jaroslav Tauer, Major Harold Gibson, Kaptajn Alois Caslavka, Præsident Eduard Benes, Prokop Drtina og Jaromir Smutny. ---- Den tjekkoslovakiske eksil-regering i England, der blev etableret af landets Præsident Dr. Eduard Beneš, som den 5. oktober 1938, afleverede sin afskedsbegæring i Prag og den 22. oktober, ledsaget af sin kone, Hana, fløj fra Prag til England, søgte at bekæmpe tyskerne i deres land på mange måder, politisk som militært. Ved aktiv deltagelse af tjekkoslovakiske hærenheder i de forskellige britiske værn og luftforsvar, herunder også flere jagerfly- og bombeflyeskadriller med tjekkoslovakisk mandskab. ---- I 1941 og 1942 blev flere små teams af tjekkoslovakiske faldskærmsfolk uddannet på bl.a. Cholmondeley Slot og Park i Malpas, Cheshire, England. Men der var mange andre steder, hvor man trænede de kommende faldskærmsagenters færdigheder - I Skotland ved skyde- og overlevelseskurser, ved faldskærmsskoler og køretøjsuddannelse, radio- og telegrafikurser, bombe- og sprængstofkurser osv. Disse uddannede agenter blev både enkeltvis og i hold kastet ned i Tjekkoslovakiet for at organisere den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse og for at iscenesætte likvideringen af Reichprotektor og SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, som var den nazistiske leder af Protektoratet Böhmen & Mähren. Hans uhæmmede ondskab og hensynsløshed i undertrykkelsen af befolkningen gav ham navnet "Slagteren fra Prag". ---- Med støtte fra andre små grupper af faldskærmsfolk nedkastet i landet, blev der senere lagt planer, for at udføre likvideringen af Heydrich. På dette tidspunkt i 1941-42, hvor tyskerne gik fra den ene sejr til den anden i Europa og hvor Heydrich og tyskerne næsten havde udslettet alle modstandsbevægelser i protektoratet, var modstanden mod det nazistiske styre, aftaget meget og mange tjekker affandt sig nu med deres situation. Ligeledes var mange i befolkningen også blevet fanget ind af den nazistiske propaganda og "konverteret" til nazisterne og deltog i høj grad med at få Tjekkoslovakiet "germaniseret". Modstandsbevægelserne havde meget lidt chanche for at forblive uopdagede og tusinder blev angivet, afsløret og henrettet pga. disse landsmænds forræderi. Man havde derfor også meget svært ved, at organisere og udføre større modstandsaktiviteter - Men man kunne stadig rekruttere medlemmer til disse modstandsorganisationer - trods de store tab. Den tjekkoslovakiske ledelse i England, var godt klar over, at da så mange landsmænd sympatiserede med Nazisterne, måtte man konstant søge at præge de politiske holdninger til landet, så disse holdninger ikke resulterede i, at De Allierede afskrev Tjekkoslovakiet, som en forrædernation, som f.eks. Ungarn og Rumænien, som aktivt støttede tyskerne og senere efter sommeren 1941, deltog militært på tyskernes side mod russerne på østfronten. Det var derfor meget vigtigt for den tjekkoslovakiske ledelse, at overbevise De Allierede om, hvor man stod, hvis side man var på. Man ville opnå, at landet via sin eksil-regering og aktive modstandskamp i hjemlandet, efter krigen med tyskerne, kunne etablere landet igen, på de vilkår, som gjaldt før krigen og München-aftalen fra 29. september 1938, herunder få de landområder tilbage (sudeterlandet, de ungarske og polske erobrede landområder), som man dengang mistede. Efter likvideringen af Heydrich og tyskernes frygtelige gengældelse over for befolkningen i sommeren 1942, ophævede England og Frankrig München-aftalen og erklærede den ugyldig - sådan at man efter krigen, i en forhandling med tjekkoslovakkerne, kunne få den nye stat på fode igen (det indebar, at man skulle finde ud af en løsning med de 2-2½ million sudetertyskeres skæbne efter krigen - de ville ikke kunne blive i landet, men måtte givetvis sendes til Tyskland).

Lige inden og det første år af besættelsen af Tjekkoslovakiet, som trådte i kraft ved landets kapitulation den 15. marts 1939, sluttede hundredvis af tidligere militære officerer sig til Nationens Forsvar, som på militær vis prøvede at opbygge en slagkraftig modstandsbevægelse i protektoratet. Mange kom til at betale dette med tabet af deres liv. Vidnesbyrd om dette, er et fotografi af en genforening af fjerde års kandidater fra Krigsstudiets Universitet fra oktober 1935. Af de seksten officerer på billedet, mistede syv deres liv i kampen mod nazisterne. Første række fra venstre: 1. Oberst Josef Dvorák. 2. Brigade General Václav Volf. 3. Oberstløjtnant František Mašek. 6. Oberstløjtnant Rudolf Feistmantl. 7. Anden række fra venstre: 1. Oberstløjtnant František Chládek. 2. Oberst František Pohunek. 4. Oberst Josef Kohutek. 5. De hundrevis af medlemmer i "Nationens Forsvar" blev i de første år af besættelsen næsten udryddet, da tyskernes efterretningsvæsen Abwehr, Gestapo, SD, SS og de mange tjekkoslovakiske nazisympatisører i politi og gendarmeri, var meget dygtige til at optrevle og udrydde de forskellige modstandsgrupper under ikke blot "NF", men også over for de 3 andre hoved modstandsbevægelser, som kæmpede mod tyskerne og deres medløbere i landet. ---- Den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse bestod af fire hovedgrupper: 1). Hærkommandoen koordinerede et væld af spontane grupperinger da man dannede "Nationens Forsvar" (Obrana národa, ON), med afdelinger i England og Frankrig. 2). Eduard Benes's samarbejdspartnere, som blev i landet, skabte organisationen "Politisk Center" (Politické ústredí, PU), ledet af Prokop Drtina. PU blev næsten ødelagt af anholdelser i november 1939, hvorefter de yngre politikere overtog kontrollen. 3). Socialdemokraterne og venstreorienterede intellektuelle, dannede modstandsgrupper, med medlemmer fra fagforeninger og uddannelsesinstitutioner m.fl., som samledes i organisationen "Vi Forbliver Tro" (Peticní Výbor Verni Zustaneme, PVVZ). 4). Det Kommunistiske parti i Tjekkoslovakiet (KSC) var den fjerde store modstandsgruppe. KSC havde været en af over tyve politiske partier i den demokratiske 1. Tjekkoslovakiske Republik, men det havde aldrig opnået stemmer nok til at ryste den demokratiske regering. Efter München-Aftalen flyttede ledelsen af KSC til Moskva, og resten af medlemmerne "gik under jorden". ---- Den militære/demokratiske modstandsgruppe ON, gruppen PU og gruppen PVVZ, slog sig sammen i begyndelsen af 1940 og dannede den centrale ledelse af modstandsbevægelsen (Ústrední výbor odboje domácího, ÚVOD. Ud over selve modstandskampen, deltog UVOD også i indsamling af efterretninger. ÚVOD samarbejdede også med den sovjetiske efterretningstjeneste (Benes beslutning om at stå sig godt med Stalin), som også var til stede i Prag. Efter den tyske invasion af Sovjetunionen i juni 1941, forsøgte de demokratiske grupper at skabe en fælles front, der kunne omfatte den kommunistiske KSC. Reinhard Heydrich's udnævnelse i efteråret 1941, forpurrede disse bestræbelser. I løbet af 6-9 måneder, ved midten af 1942, havde nazisterne udryddet i hundredvis af de mest erfarne personer i den tjekkiske modstandsbevægelse. Indtil 1943, var den modstand KSC kunne mønstre, svag. Den Tysk-Sovjetiske Ikke-angrebspagt i 1939, havde efterladt KSC i forvirret uorden. Men de var stadig tro mod den sovjetiske linjen og KSC begyndte en mere aktiv kamp mod nazisterne, efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 (Kodenavn: Barbarossa).

Hitler står her sammen med General Wilhelm Keitel i sommeren 1938. Han er her ved at få forklaret og vist de planer for angrebet på Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938, med kodenavnet "Fall Grün". Udførelsen af planen kom til at gå lige som tyskerne ville have det – efter kort tid opgav Tjekkoslovakiet modstanden og Sudeterlandet blev erobret uden væsentlige kamphandlinger. Tyskerne fik derefter tid til at etablere sine styrker for det endelige angreb og overtagelse af hele Tjekkoslovakiet i marts 1939. ---- Ved de næstfølgende fotos, er planerne for angrebet belyst og hvad det kom til at betyde for Tjekkoslovakiet efter kapitulationen og senere med modstandskampen og dens forløb. ---- Den tyske invasion af Tjekkoslovakiet med kodenavnet "Fall Grün", bestod af 38 infanteridivisioner, 3 pansrede divisioner, 3 bjerg divisioner, 2 lette divisioner og af 7 luftvåbendivisioner. Den 30. september 1938, havde den tjekkoslovakiske hær i alt 46 divisioner: 21 infanteridivisioner og 4 motoriserede divisioner, samt flere forskelligartede divisioner. Desuden havde tjekkerne også 4 divisioner med "infanteri med lav kvalitet (skupiny)", som bemanding i grænsefæstningsværkerne. Desuden var der 138 bataljoner af uniformerede grænsevagter, toldere, jernbanevagter osv.). Antallet af soldater og våben i den tjekkoslovakiske hær i september 1938, i forbindelse med generalmobiliseringen var: 1.280.000 soldater, 217.000 heste, 26.000 motorkøretøjer, 207.200 pistoler, 1.536.000 håndgranater, 864.500 ZB vz. 24 rifler, 34.500 lette maskingeværer, 7.100 tunge maskingeværer (CZ vz. 24), 1.600 tungere maskingeværer (ZB VZ. 37), 600 panserværnskanoner (37 mm. og 47 mm. kanoner), 230 luftværnskanoner (20 mm. VKPL vz. 36), 90 luftværnskanoner (80 mm.), 140 luftværnskanoner (83,5 mm. "Flak". Denne styrke var et maksimum og skulle forsvare alle grænserne og baglandet, hvor Tjekkoslovakiet havde 3 grænselinier ind til Tyskland og vel at mærke 3 grænslinier, som samtidig var grænseområder, som næsten udelukkende havde en tysksproget og tyskvenlig befolkning på ca. 2,5 million, nemlig sudetertyskerne.

Tysklands endelige og tilrettede militære invasionsplan "Fall Grün" fra september 1938 og som blev anvendt i marts 1939 og med udgangspunkt fra de sudetertyske landområder man erobrede i oktober 1938. De tyske hærenheder, som deltog i invasionen er nævnt ved foregående foto. ---- Fra venstre og nederst var det 10. Tyske Armé, som skulle angribe mod øst. Næste enhed var 12. Armé, som skulle støtte 10. Armé og støde op mod nordøst. Den sidste enhed nederst var 14. Armé, som skulle støde mod nord. Fra venstre øverst, skulle tyske grænseenheder og et par divisioner holde grænsen til Tjekkoslovakiet lukket, da man ikke kunne anvende de bjergrige landområder i det nordvestlige Tjekkoslovakiet, til invasion. Den næste enhed var 8. Armé, som skulle støtte op om den 2. Armé, der skulle støde ind fra nord, ved grænsen op til Polen og rykke tværs over Tjekkoslovakiet og møde den tyske 14. Armé, som kom op fra syd ved den Ungarske grænse. Målet var at skære landet over og indkredse Tjekkoslovakiets forsvar i en gigantisk "knibtang". Ved fotoet længere fremme, som viser tyske soldater, der er ved at vælte et grænseskilt, kan du læse mere udførligt om, hvilke tyske enheder der deltog og hvad deres mål var. I juni, juli og det meste af august 1938, foretog den tyske hær de sidste vigtige planlægningsaktiviteter og uddannelse af de regulære militærenheder, som skulle udføre invasionens specielle angrebsoperationer. Det skulle se ud som om Tyskland var i færd med, at etablere landets vestlige grænseforsvar. Under dække af denne opgave, øgede tyskerne i slutningen af august og september, antallet af reservesoldater og udfyldning af de divisioner, med soldater og udstyr, sådan at hele invasionshæren var opgraderet til den fulde slagstyrke. Forberedelserne iht. hele planen, frem mod den 1. oktober 1938, blev udført med et stigende tempo. Tyskernes 4 andre arméer, som ikke skulle deltage i invasionen, blev underordnet den tyske øverste militærledelse OKH. Disse enheder fik følgende opgaver: 2 arméer fik defensive roller i øst. I Østpreussen, var den 3. armé placeret og på den anden side af den polske korridor i Vestpreussen og Pommern, skulle den 4. armé beskytte mod den meget usandsynlige mulighed for et polsk angreb. Tyskerne foretog ligeledes et overraskende valg af øverstbefalende for de 4 arméer, da man indkaldte General Hammerstein, fra sin pensionering. Tyskernes 5 resterende arméer skulle sættes ind i en bue rundt om Tjekkoslovakiet og landets 2 vigtige provinser Böhmen og Mähren, fra den tysk-polske grænse mod nord til den østrig-ungarske grænse mod syd. På kortet kan man ved evt. forstørrelse, se detaljer i planen. ---- Disponeringen af den tjekkoslovakiske hær den 30. september 1938: Den I. Armé "Havlícek", under kommando af Armégeneral Sergej Vojcechovský, med hovedkvarter beliggende i Kutná Hora, var koncentreret i den nordlige provins, Böhmen, hvor hovedstaden Prag ligger. Arméen var opdelt i 9 infanteridivisioner opdelt i 4 korps, med 1 infanteri division i reserve. Deres opgave var at forsvare Böhmen og de industrielle centre i hovedstaden Prag, Plzen og Ceské Budejovice. -- Den II. Armé "Jirásek", under kommando af Armégeneral Vojtech Boris Luza, med hovedsæde i Olomouc, var koncentreret i det nordlige Mähren, med 3 infanteridivisioner delt i 2 korps samt grænseforsvar og grænseenheder, med 1 infanteri division i reserve. Deres opgave var at forsvare det nordlige Mähren´s grænse og forhindre tyskerne i at foretage en omslutningsinvasion her ("knibtangsbevægelse"). Selv om tjekkoslovakkerne havde opført og forstærket grænsen med massive grænsenbefæstninger, var grænseenhederne betydeligt svagere end de ordinære tjekkoslovakiske hærenheder. -- Den III. Armé "Štefánik", under kommando af Armégeneral Josef Votruba med hovedsæde i Kremnica, var koncentreret i Slovakiet med 4 infanteridivisioner opdelt i 3 korps, med med 2 infanteridivisioner og 1 motoriseret division i reserve. Deres opgave var at forsvare Slovakiet fra en forventet ungarsk invasion samt et tysk angreb i det sydlige Mähren og / eller hovedbyen Bratislava i Slovakiet. -- Den IV. Armé "Neruda", under kommando af Armégeneral Lev Prchala, med hovedkvarter beliggende i Brno, var også koncentreret i det sydlige Mähren, med 5 infanteridivisioner opdelt i 4 korps samt reserve enheder, med 2 infanteridivisioner og 1 motoriseret division i reserve. Deres opgave var at forsvare det sydlige Mähren mellem Ceské Budejovice og sammenløbet af Donau og Morava floderne og sådan, at man kunne forhindre et tysk angreb, hvor disse kunne foretage en omsluttende operation ("knibtang"). -- Reserverne for hovedkvarteret var under direkte kommando af hærens overkommando under den øverstbefalende for hæren, General Ludvík Krejci. Det bestod af 9 infanteridivisioner og motoriseret division. De motoriserede divisioner bestod af lette kampvogn, lastbiler til troppetransport og cykeltransporterede soldater.

Tysk planlægningskort fra 12. marts 1938, som viser Tjekkoslovakiet´s grænsebefæstede områder, både som allerede opført, under opførelse og som planlagt til opførelse. --- På grund af den ugunstige strategiske position provinserne Böhmen og Mähren havde op til Tyskland, kunne Tjekkoslovakiet kun opretholde en defensiv strategi og forsvarspolitik, som man forsøgte at udligne, ved opførelsen af forsvarssystem af befæstninger, med baggrund i de franske forsvarsbefæstninger ind mod Tyskland - den franske Maginot Linie. Utvivlsomt spillede det for tjekkoslovakkerne, en stor rolle, at have en "Permanent Front" (fæstningsgrænse), hvorved man kunne stoppe en invasion, som alle deres potentielle fjender kunne finde på at iværksætte. I 1938 omsluttedes landet fra alle sider, af flere mere eller mindre fjendtlige naboer, hvor Tyskland var den største fjende/trussel, bl. a. pga. tyskernes krav om sudeterlandets indlemmelse i Tyskland, selv om det var placeret i Tjekkoslovakiet. Den geografiske fordeling af den tjekkoslovakiske våbenindustri, som lå i de centrale områder i Plzen, Prag og Brno, krævede en forsvarsstrategi, der kunne forhindre modstandernes fjendtlige hære, i at komme forbi landets grænseforsvarsområder. Udvidelsen og opførelserne af befæstningerne af den tjekkisk-tyske grænse, blev besluttet af Parlamentet i Tjekkoslovakiet i 1932, og byggeriet begyndte i 1935. Befæstningerne skulle være gennemført i løbet af ti til femten år. Ligesom Frankrig, brugte Tjekkoslovakiet en stor del af deres forsvarsbudget på opførelsen af grænsernes fæstningsværker. Det var beregnet, at udgifterne til fæstningsværkerne ville løbe op i 2,5 mia. tjekkoslovakiske kroner i 1938. Dette var imidlertid kun en tiendedel af det beløb, som Frankrig havde måttet anvende ved opførelsen af Maginot Linien, selv om Tjekkoslovakiets grænser var ti gange så lange. De tjekkoslovakiske grænsebefæstninger og Maginot Linien var i omfang, dybde og teknisk udstyr, usammenlignelige. Med beslutningen om opførelsen af grænsebefæstningslinierne, havde den tjekkoslovakiske generalstab, måttet give afkald på nødvendigheden af en mobil og operationel militær forsvarspolitisk doktrin. -- Den 20. marts 1935, udnævnte forsvarsministeriet, General Karel Husárek, som chef for opførelsen af det tjekkoslovakiske grænseforsvar (reditelství opevnovacích prací, ROP). -- Med betydelig deltagelse af franske eksperter, omfattede grænsebefæstningerne flere linjer af befæstninger langs landets grænser, bestående af "primære forsvarsområder", som blev udstyret med betonbunkere til infanteriet og grænsevagtmandskabet, inspireret af den franske Maginot Linie, og "sekundære forsvarsområder", som bl.a. i deres befæstninger, havde lettere maskingeværer som f.eks. vz.36 og en mere moderne vz.37, foruden andre forhindringer (pigtråd, "tjekkisk pindsvin", anti-tank grøfter og områdets naturlige barrierer). De "primære forsvarsområder" (bunkersbefæstninger) var bevæbnet med kanoner og adskillige tunge og lette maskingeværer og bemandet med 900 infanteri- og vagtsoldater pr. "fæstning". De primære forsvarsområder, var planlagt til at være fuldt udbygget og bevæbnet med 3000 kanoner, eksklusive morterer og anti-tank kanoner. Imidlertid kunne fæstningsværkerne ikke altid opføres, som den vigtigste forsvarslinje, på grund af områdets bjerge og skove. Desuden var en defensiv linje bygget op omkring hovedstaden Prag, og en defensiv linje, der løb vest og nordvest for Plzen (ses på kortet). -- Hvis det lykkedes for angriberne (tyskerne), at bryde gennem de tjekkoslovakiske grænsefæstningsværker, ville angriberen have god plads, til deres meget mobile panserstyrker, i det forholdsvis flade Böhmen, hvorved landets tre militære våbenproduktionscentre ville være truet. En fortsat kamp kunne, når en rettidig tilbagetrækning var lykkedes, da kun ske i de bjergrige områder i Slovakiet, som ikke havde nogen større industriel infrastruktur og betydning. -- De de primære grænsefæstningsværker krævede et års planlægning og tre til fire år til opførelsen, var udviklingen af hele befæstningssystemerne i efteråret 1938, stadig ikke afsluttet, og kun omkring 20% af de primære grænsebefæstningsområder var klar, men dog var 70% af det sekundære grænseforsvar blevet afsluttet. -- Planen var at opføre 1.300 primære grænsebefæstninger og 16.000 sekundære grænsebefæstninger. Alle disse befæstninger skulle fordeles langs Tjekkoslovakiets grænser op til Tyskland, Ungarn og Polen. -- Mellem 1935 til 1938, var der opført 9 artilleri forter, med 265 infanteri kasematter. Omkring 9.500 lettere forsvarsstillinger, var blevet fuldstændig udbygget og bevæbnet. Af de primære grænsefæstningsanlæg, var 7 bygget i det sydlige Mähren ind mod Østrig, 11 i resten af Slovakiet og resten i det nordlige Mähren og Böhmen. Af de lettere stillinger, var 3.003 blevet opført i det vestlige og sydlige Böhmen, hvoraf 1.852 i det nordlige Böhmen og 1.000 i det sydlige Böhmen, 1.195 i det øvrige nordlige Böhmen og 1.492 i Slovakiet.

Efter Maj-krisen mellem Tjekkoslovakiet og Tyskland og Englands og Frankrigs udglattende retorik - Følte Hitler og de ledende nazister, at de havde "tabt ansigt" over for omverdenen og i forhold til Tjekkoslovakiet. Den 28. maj 1938 indkaldte Hitler til et møde i vinterhaven i Rigskancelliet. Blandt de indbudte nazister var det Wilhelm Keitel, Von Brauchitsch, Beck og Fritz Wiedemann. Hitler erklærede bl.a. på mødet: "Det er min urokkelige vilje, at Tjekkoslovakiet skal fjernes fra verdenskortet". Et følgebrev underskrevet af Keitel bestemte, at udførelsen af planen herfor "skal udføres inden den 1. oktober 1938, senest!". -- To dage senere, den 30. maj, underskrev Hitler det endelige reviderede direktiv om "Fall Grün" - angrebet på Tjekkoslovakiet. Efter juni 1938 spidser krisen langsom til og september måned går med "skinforhandlinger" med England og Frankrig, som naive "frelsere" og "for fred i vor tid", kulminerende med München-aftalen den 29. september 1938. -- 2 dage efter den 1. oktober, gik tyskerne ind i Sudeterland, den overvejende tysksprogede og tyskvenlige del af Tjekkoslovakiet. ----Hitler informerer her sin "Reichtag/regering" og det tyske folk om Tysklands annektering af sudeterlandet og sin politik vedrørende hele Tjekkoslovakiet. Begrundelsen for det senere planlagte "Fall Grün" med at erobre hele landet, skulle bl.a. understøttes af løgnagtige fingerede overgreb, røverier og mord, som tjekkerne skulle have udøvet på det tyske mindretal i landet (tyske agenter og sudeter-nazister foretog selv disse "overgreb", forklædt som tjekkiske politi, soldater eller civile). Hitler havde desuden den 29. september, "forhandlet" en "aftale" igennem med England og Frankrig, om overdragelse af de sudetertyske områder, deres befolkning og værdier i Tjekkoslovakiet til Tyskland. Nu påstod Hitler, at tjekkoslovakkerne selv var skyld i, at Tyskland forsvarede de overgivne landområder mod de påståede overgreb fra tjekkoslovakkernes side og at han ville svare igen med trusler om at erobre hele landet. Der var også andre grunde, men nogle af disse var meget hemmelige. Polensfelttoget, angrebet på det vestlige Europa, angrebet på Sovjetunionen, osv. osv. Det var noget, som Hitler havde taget beslutning om, allerede inden erobringsplanerne for Tjekkoslovakiet.

Tyske soldater i færd med at vælte et grænseskilt mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet (Sudeterlandet) den 1. oktober 1938. Invasionen efter planen "Fall Grün" var iværksat. Planen omfattede ca. 900.000 soldater, som var veltrænede og udstyret med delvist moderne våben, ca. 2600 kampvogne, hvor de 85-90% dog var forældede med for lidt panser og for små-kalibrede kanoner og endelig ca. 2850 fly, som til gengæld var moderne og overlegne på næsten alle punkter i forhold til alle andre luftvåbenfly i Europa.

Tyske panservogne i opmarch ved den tjekkoslovakiske grænse om morgenen den 1. oktober 1938. ---- De tyske kampvogne, her panservognen Pz.Kpfw. IV, rykker ind i Tjekkoslovakiet. De tyske pansrede styrker i oktober 1938, var planlagt til at omfatte 3.328 kampvogne, men på grund af de økonomiske og industrielle mangler ved produktionen af bl.a. Panzer Kampfwagen III og IV (Pz.Kpfw) kampvognene, havde den tyske hær kun 2.606 kampvogne til rådighed i september 1938. Selv om dette antal operative kampvogne var i størrelsesordenen 4,86:1 nummerisk, i forhold til de kampvogne tjekkerne rådede over ved krigsudbruddet, var omkring 88% af tyskernes kampvogne allerede forældet, på tidspunktet for München-aftalens underskrift. ---- De tyske panserstyrker ved invasionen bestod af: 1468 styk Pz.Kpfw. I - Let kampvogn. 823 styk Pz.Kpfw. II - Let kampvogn. 59 styk Pz.Kpfw. III - Mellemstor kampvogn. 76 styk Pz.Kpfw. IV - Infanteristøtte kampvogn. 180 styk Pz.BfWg. I og III - Kommandør kampvogn.

Messerschmitt Bf-109 D jagerfly, den 30. september 1938, står her klar i den skarpe septembersol, hos denne eskadrille, som venter på deres operationsordre og indsats i angrebet på Tjekkoslovakiet, som startede næste dag den 1. oktober 1938. ---- Det tyske flyvevåben, Luftwaffes styrker bestod af 1.180 jagerkampfly, hovedsagelig Bf 109 S og D, 290 Junkers Ju 87 "Stuka" styrtbombefly og 290 mellemtunge 2-motores bombefly, primært Heinkel He-111 og Dornier Do-17. I alt havde Tyskland 2.850 kampfly, hvoraf ca. 2.000, var militært moderne. De fleste af flyene var baseret, så de skulle deltage i invasionen, med kodenavnet "Fall Grün". Det tyske Luftwaffe, var også det mest moderne og slagkraftige flyvevåben, af sin art i 1938. Luftvåbnet var udviklet til at samarbejde med og støtte hæren (Wehrmacht), men Luftwaffe´s kampfly var alligevel overlegen i forhold til næsten alle udenlandske flytyper og hermed også i forhold til tjekkernes flyvevåben. Tyskernes forcerede oprustning, f.eks. mht. kampfly, i perioden fra 1935 til 1939, betød, at produktionen af tyske kampfly, blev produceret på en glidende automatiseret måde, hvor optimale standardløsninger på f.eks. flykroppe og vinger, materialevalg og ikke mindst flymotorer, betød, at Luftwaffe havde en fordel frem for andre landes samtidige flyproduktion og herunder også i forhold til de fly Tjekkoslovakiet havde produceret og anvendte i sit flyvevåben + russiske fly også.

Det tjekkoslovakiske luftvåben havde forældede fly, i forhold til de tyske fly af typen Junkers Ju 87 "Stuka" styrtbomber, Messerschmidt Bf 109 jagerfly og de effektive Heinkel He 111 bombefly. Flyene tjekkoslovakkerne rådede over, havde man selv udviklet og produceret på egne fabrikker, men de var langsomme, men manøvredygtige fly af "dobbeltdækker" typen, som disse på fotoet, af typen Avia Bk-534. Men de tjekkoslovakiske piloter var langt bedre uddannet og dygtige og kunne klare sig godt mod den tyske overmagt, som havde mange flere moderne fly. Det tjekkoslovakiske luftvåben var i 1930´er blevet betydeligt udbygget, med et større antal fly og flytyper, men stadigt i mindre antal, sammenlignet med hvad det tyske Luftwaffe rådede over. Selv om de tjekkoslovakiske piloter var veluddannede, manglede luftvåbnet moderne kampfly, og tyskerne havde en klar numeriske overlegenhed. Det tjekkoslovakiske luftvåben bestod den 30. september 1938 af 445 styk Avia B-534 - kampfly (370 styk Avia B-534 og 75 styk Bk-534), 300 styk Letov Š-328 - lette bombefly, 100 styk lette rekognosceringsfly (hovedsagelig Aero A-100/Ab-101), 60 styk Avia B-71 - bombefly og 50 styk MB 200 - tunge bombefly. -- I alt havde Tjekkoslovakiet 880 operationelle kampfly ud af 955 fly mod 3.194 kampfly fra Luftwaffe, hvoraf 2.850 var afsat til at deltage i "Fall Grün". Af tjekkernes kampfly var mellem 600 og 700 af dem, i dækningsstyrken (første linje fly), hvoraf 520 var operationelle. Kampflyene af typen Avia B-534 og Bk-534 "dobbeltdækkere", var bevæbnet med fire 7,92 mm maskingeværer (Bk-534 havde to maskingeværer og en 20 mm. Oerlikon automatisk maskinkanon). Med en maksimal hastighed på 405 km./timen. Da flyet blev indsat i det tjekkoslovakiske luftvåbnet i 1935, var B-534 teknologisk et godt stykke foran sine konkurrenter i flyvevåbnene i England, USA og Sovjetunionen. Det var hurtigt og elegant, og under flyveopvisnings show i 1937 i Zürich, blev det kun overgået af Tyskland's Messerschmitt Bf-109 jagerfly. Men allerede i 1938 var flyet ved at blive forældet. -- Det tjekkoslovakiske luftvåben havde også 60 Avia B-71 lette bombefly, produceret under licens i Sovjetunionen. Flyets design var meget moderne, men manglede driftmæssig raffinement, med stor fortrydelse for besætninger og vedligeholdelsesmandskabet. Avia B-71 (benævnt i Sovjetunionen som SB-2), var den første moderne fly, som var serieproduceret i Sovjetunionen, og formentlig det mest formidable bombefly i midten af 1930'erne. 60 af disse fly skulle være fløjet til Tjekkoslovakiet i midten af 1938, men den planlagte produktion (på licens), foregik for langsomt og det selvom der pågik en stadig farligere politisk situation i sommeren 1938. Selv om flyet kun kunne medbringe en bombenyttelast på 600 kg., havde det en maksimal hastighed på 450 km./timen, hvilket var hurtigere end de jagerkampfly, som det tjekkoslovakiske luftvåben havde. Luftvåbnet havde også 50 Bloch MB-200 tunge bombefly. Selv om dette fly kun havde en maksimal hastighed på 285 km./timen, kunne det til gengæld have en bombenyttelast på 1.200 kg.

Tjekkoslovakiske soldater 1937. I forbindelse med Maj-krisen 1938, mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet, mobiliserede landet mange soldater og igen den 23. september, en uge før tyskerne gik til angreb den 1. oktober 1938. Mobiliseringen og opstillingen af de tjekkoslovakiske soldater var ud fra visheden om, at man måtte være klar til at håndtere den tyske trussel inden 1. oktober 1938. Den tjekkoslovakiske hær var temmelig stor og var en af de mest moderne og veludrustede hære, som eksisterede i september 1938 og havde også en meget effektiv organisation og kommandostruktur. På grund af spændingerne i Sudeterlandet mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet, som begyndte i maj 1938, var det meste af hæren, allerede mobiliseret i september 1938 og androg ca. 1.280.000 uddannede soldater. Dette antal omfatter ikke alle reservisterne, da det kun var 18 klasser i første reserve (I. záloha) og specialister fra anden reserve (II. záloha), som blev indkaldt. Hovedparten af den anden reserve var ubevæbnet, tilsyneladende på grund af manglende våben. De tjekkoslovakiske væbnede styrker havde en egen indenlandsk stor og effektivt våbenproduktion, og producerede derfor selv de fleste af sine håndvåben, artilleri, køretøjer og fly. De vigtigste våbenproducenter var Škoda Works (Škodovy závody), CKD (Ceskomoravská Kolben-danek), CZ (Ceská zbrojovka) og ZB (Zbrojovka Brno). Antallet og typerne af våben af den tjekkoslovakiske hær i september 1938: Soldaterne var bevæbnet med ZB vz.24 infanteririfler. Man rådede over ca. 217.000 heste, 26.000 motorkøretøjer, 207.200 pistoler, 1.536.000 håndgranater, 864.500 rifler, 34.500 lette maskingeværer, 7.100 tunge maskingeværer (CZ vz. 24), 1.600 tunge maskingeværer (ZB VZ. 37), 600 panserværnskanoner (37 mm. og 47 mm. kanoner), 230 luftværnskanoner (20 mm. VKPL vz. 36), 90 luftværnskanoner (80 mm.), 140 luftværnskanoner (83,5 mm. "Flak" vz. 22). ---- I fredstid bestod den tjekkoslovakiske regulære hær i 1937 af 171.000 soldater, fordelt i 17 infanteri divisioner og 4 motoriserede (rychlé) divisioner. Den gennemsnitlige divisionsstyrke blev derfor - efter fradrag af 10.000 mand, som var i hærens flyvevåben og i andre tjenestegrene i militæret, på ca. 7.000 soldater. I forbindelse med Maj-Krisen, voksede militærets styrke til 320.000 soldater. Ved fuld mobilisering, som forudsat før 1938, skulle mobiliseringen opstille 972.747 soldater, herunder 43.474 officerer. Den generelle mobilisering, den 23. september 1938, skulle efter de nyeste planer dengang, kunne opstille 1.280.000 soldater, bestående af 38 divisioner - 34 infanteri divisioner og 4 motoriserede divisioner. En af disse infanteridivisioner var motoriseret via transport med lastbiler og en anden var i færd med at blive motoriseret. De motoriserede divisioner, var ligesom de franske divisioner (légères de cavalerie), bestående af en kampvognsbrigade og en kavaleribrigade. Tjekkoskovakkerne havde også fire division-store afdelinger, som bestod af soldater med en lavere infanterikvalitet (Benævnt som: Skupiny). Disse styrker bemandede de omfattende grænsefæstningsværker ind mod den tyske grænse. Ved grænserne var der desuden 138 bataljoner af uniformerede mænd (grænsevagter, toldere, jernbane vagter, osv.), som også deltog i bemandingen af grænsefæstningsværkerne. Disse 138 bataljoner mænd, svarede til 14-15 infanteridivisioner.

Polen udnyttede den nazityske invasion af Tjekkoslovakiet og erobrede et område af det nordlige Mähren, (Zaolzie regionen og Ceský Tešín) hvor der var en stor del af tidligere polske indbyggere, som blev indlemmet i Tjekkoslovakiet i 1919, i forbindelse med opdelingen af landene efter 1. Verdenskrig. Fotoet viser polske soldater, der marcherer ind i Tjekkoslovakiet den 8. oktober 1938. -- Polen støttede i slutningen af 1930´erne Nazityskland, da de derved håbede på gavn af støtten, da de vurderede, at Hitler ville få en afgørende indflydelse i Europa og specielt i spørgsmålet om den polske enklave og befolkning i Tjekkoslovakiet, men også i forhold til de flere millioner polske jøder, som de kristne polske katolikker, gerne så uddrevet af Polen. I forhold til Tjekkoslovakiet, håbede polakkerne, ved Hitler´s mellemkomst, at kunne få den polske enklave tilbage, som de mente retmæssigt hørte til Polen. Ved München-aftalen, fik Polen ikke direkte lov til at indlemme den lille enklave i det nordøstlige Tjekkoslovakiet, men de havde givetvis Hitler´s underforståede accept heraf. De fik da også lov til at gå ind i Tjekkoslovakiet, uden at tyskerne tog synderlig notits af det - Hitler havde jo andre planer med Polen senere! ---- Med Polens samarbejde med Hitler og tyskerne før og i 1938, legede de på en måde med "ilden" og Hitler og tyskerne må have "grinet hele vejen op i blodbanken" over polakkernes naive tilgang til Hitlers drømme og planer for erobringen af Polen og Sovjetunionen, som Hitler hele tiden havde "i støbeskeen". Antisemitismen (som her med dette udtryk, alene gælder jøderne), var ikke kun fremherskende i Tyskland, men også stærkt i fremmarch i mange andre europæiske lande, herunder Polen. Den øverste ledelse af polens romersk-katolske kirke, Ærkebiskoppen, Kardinal August Hlond, skrev allerede i en udtalelse i 1936: "Det jødiske problem vil eksistere lige så længe jøderne eksisterer. Det er en kendsgerning, at jøderne modarbejder den katolske kirke, fremturer med fritænkeri og er gudløshedens, bolsjevismens og den undergravende virksomheds fortrop... Det er en kendsgerning, at jøderne bedrager, tager renter og er alfonser. Det er en kendsgerning, at unge jøder har en dårlig indflydelse på den polske ungdom". -- Når en sådan usminket antisemitisk udtalelse, fra en af de mest fremstående katolikker i Polen, i 1936, kunne lade sig gøre, er det svært ikke at tro, at denne holdning kom til at betyde meget for de senere begivenheder, da tyskerne angreb Polen og begyndte udryddelsen af landets jøder - et folkemord, som især blev grusomt effektiviseret netop i Polen - Hvad havde det overvejende romersk-katolske Polen lovet tyskerne og Hitler i tilgift, hvis disse ville udrydde landets jøder?! Allerede efter 3 uger, da Polen havde kapituleret, var tyskerne raskt i gang med at drive de polske jøder sammen - Hvordan havde tyskerne allerede den kendskab til de polske jøders bopæle og adresser osv.? En grum mistanke og måske forkert - men det nager! Uanset hvad, kom det også til at gå frygteligt ud over alle andre polakker, da tyskerne ikke opførte sig, som den polske romersk-katolske ledelse havde regnet med (i 1930´erne var der ikke megen hjælp at få for jøderne i Europa - og slet ikke fra den romersk-katolske side, herunder Vatikanet og den daværende pave. Sidst i 2. Verdenskrig, var dele af Vatikanet medvirkende til at frelse en del jøder fra nazismen, når de havde ladet sig omdøbe!! Vatikanet var også med til at hjælpe nazisterne mod jøderne - ikke mindst efter krigen, da man her sørgede for, at mange nazister blev skjult og hjulpet videre i frihed - ja det er fakta!!). ---- Tyske nationalfacistiske militante "Freikorps", havde gentagne gange små kampe med kommunistiske grupper i det nordvestlige grænseområde mellem Tyskland og Polen. Den tyske enklave med byen Köningsberg, var et område, som polakkerne ønskede indlemmet i Polen. Med de bevidst vildledende, senere provokationer, udført af tyske agenter og polskforklædte tyske soldater i grænseområdet til Polen, havde Hitler en god, men løgnagtig baggrund, for sit angreb på Polen knap et år senere den 1. september 1939 - og som kom til at udløse 2. Verdenskrig med Englands og Frankrigs krigserklæring mod Tyskland den 3. september 1939. ---- Da den tyske 2. Armé havde begyndt sin offensiv i det nordlige Mähren i Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938, var Polens regering og militær, herunder de lokale grænsevagter og politi-enheder, ved grænsen ind til den polske enklave, sat på fuld alarm. -- I byen Bogumin den 6. oktober, fik den polske kommando oplysninger om tjekkoslovakiske-tyske træfninger ikke langt fra Ostrava, som alarmerede polakkerne endnu mere. Efter ordre fra General Wladyslaw Bortnowski, blev det besluttet at indlede den militære invasion, for at erobre Zaolzie regionen og Ceský Tešín, før tyskerne kunne gøre det samme. -- Uden advarsel eller krigserklæring angreb Polen kl. 06:00 den 8. oktober og erobrede hurtigt de ønskede områder.

De tjekkoslovakiske kampvogne var moderne for deres tid og deres kvaliteter i hurtighed, bevægelighed og ildkraft, var betydelige. Det gav tyskerne gode kampvogne, da de tjekkoslovakiske kampvogne og deres produktionsanlæg blev erobret i oktober 1938 og senere i marts 1939. Tjekkoslovakiets nyeste kampvogne var langt bedre end de tilsvarende tyske kampvogne. Den viste kampvogn, en LT vz. 35, var en af de bedste Tjekkoslovakkerne havde tegnet, udviklet og produceret, inden for deres egen industri.

Tjekkoslovakisk infanteri og lette kampvogne af model Lt vz 34, med fly af typen Letov S328 over dem, under en øvelse i 1937. Spildte kræfter - forsvaret kom aldrig til at betyde noget for landet - da ledelsen af Tjekkoslovakiet ikke turde tage konfrontationen med tyskerne og deres andre fjender omkring sig og gik ind på München-aftalens betingelser omkring Sudeterlandet.

Tysk infanteri, som tager dækning bag en Panzer Kampfwagen I-B, fra den tyske 1. SS Panzerdivision, i deres fremrykning mod Prag, den 6. marts 1939. Den tjekkoslovakiske ledelse (uden præsidenten Benes, som var trådt tilbage den 5. oktober 1938) og overkommandoen beordrede alle enheder i Mähren og Slovakiet til at trække sig tilbage og prøve at nå ind i Polen. Uden alvorlig modstand avancerede tyskerne hurtigt gennem Böhmens flade landskab, og den 7. marts kapitulerede forsvarerne i Plzen og den 8. marts i Olomouc, mens de fleste af de tilbageværende tjekkoslovakiske styrker var på flugt, heraf nogle med forsøget på at nå til Polen. Den 11. marts var tyskerne nået ind til den tjekkoslovakiske hovedstad Prag og kunne indtage byen og landet den 15. marts 1939. ---- Polen havde siden slutningen af februar 1939, taget imod de mange civile flygtninge og en del retirerende tjekkoslovakiske soldater. Andre 4.000 tjekkoslovakiske soldater, lykkedes det at flygte til deres allierede, Rumænien. De fleste soldater i Rumænien fandt efterhånden vej til Frankrig eller Storbritannien. Tjekkoslovakiets ca. 500 LT vz. 34/35 lette kampvogne, blev erobret af tyskerne. Disse blev herefter taget i brug af den tyske hær, under betegnelsen Pz.Kpfw. 35 (t). Af de 50 nye og mere moderne LT vz. 38 lette kampvogne, blev kun 18 erobret af tyskerne.

Tyskerne marcherer ind i Prag - Winston Churchill fik ret - mere af den bitre kop, skulle Europa komme til at smage, senere Polen og i juni 1940, marcherede de tyske tropper gennem Triumfbuen i Paris! -- Med hensyn til Polens erobring af den polske enklave i det nordøstlige Mähren i oktober 1938, viste det sig paradoksalt nok senere, at da tjekkoslovakkerne ikke kunne modgå det tyske massive angreb fra 1. marts og til den 15. marts 1939, da tyskerne erobrede landet definitivt, flygtede mange rester af de tjekkoslovakiske hærenheder og flyvevåben ind i Polen, hvor de fik lov at opholde sig i nogle lejre. Polen havde med det samme, da de havde opnået deres angrebsmål i Tjekkoslovakiet i oktober 1938, erklæret sig neutrale og tillod derfor at tjekkoslovakkerne kunne finde et flugt/frirum i Polen. -- Herfra drog tusindvis af tjekkoslovakiske soldater videre til Frankrig med skibe fra de polske havne. Andre soldater fra de sydøstlige dele af Tjekkoslovakiet, kunne ikke komme til Polen, men søgte sydpå via Rumænien (allieret), Balkan, Grækenland, til Mellemøsten, som jo var i britiske kolonihænder. Herfra kom mange med skib til de sydfranske havne, eller til Fremmedlegionens hvervekontorer i Nordafrika. Udenlandske soldater kunne ikke optages i den regulære hær i Frankrig - men i Fremmedlegionen kunne man. Det blev også den mulighed, som mange tjekkoslovakiske soldater udnyttede, så de kunne komme til Frankrig og senere til England og kæmpe mod tyskerne. -- Den nazityske invasion af Tjekkoslovakiet, var det første eksempel på total militær erobring af et land i Europa og viste omverdenen det helt åbenlyse forræderi og fejhed, som alle Europa´s lande gav Tjekkoslovakiet til del. Man lod Hitler føre en krig uden at gøre noget, hvilket medførte, at Hitler kunne gå videre med sine planer for erobring af Polen osv. -- Bortset fra ofrene for de få kamphandlinger de tyske styrker (både SS og den regulære Wehrmacht) påførte landet, foretog tyskerne også massemord på flere tusinde tjekkoslovakiske krigsfanger og civile. Under "Operation Tannenberg", blev næsten 5.000 tjekkoslovakker skudt på 460 massehenrettelseslokaliteter som de særlige SS-enheder, "indsatsgrupperne", udførte, ud over de almindelige værnemagtsoldater, SS, SD og Sipo gjorde. Alt i alt, udgjorde de civile tab i den tjekkoslovakiske befolkning, ca. 80.000 - 120.000. -- Den 11. marts 1939, da tyskerne var rykket tæt på Prag, præsenterede chefen for den 10. Tyske Armé, General der Artillerie Walther V. Reichenau, et ultimatum over for Armé General Sergej Vojcechovský og Brigadegeneral Langer, som lød: Alle tjekkoslovakiske militære enheder i Prag skulle kapitulere den 14. marts, ellers ville Luftwaffe udføre deres ordrer om, at "fjerne Prag fra jordens overflade".

Tjekkoslovakiske soldater bliver eskorteret af tyske soldater efter kapitulationen 15. marts 1939. ---- Tabene for Tjekkoslovakiet var høje. Omkring 719.000 blev taget til fange. De næste 5-6 års mange dræbte civile og modstandsfolk i Tjekkoslovakiet, udryddelsen af de tjekkoslovakiske jøder osv., skal også regnes i 100.000´ender af dræbte/myrdede!! -- Det lod det forræderiske Europa bare tyskerne gøre!! -- Man kan hævde, at med tjekkoslovakkernes modstand og vilje, til ikke at bøje sig for tyskerne, holdt landet det tyske militær, dets politi og embedsmandsadministration, beskæftiget i meget stor grad. Tyskerne måtte anvende utroligt mange ressourcer for at holde tjekkoslovakkerne nede! Ressourcer, som tyskerne i realiteten ikke havde og kunne undvære andre steder. Ligesom Norge, som gennem hele verdenskrigen havde en modstandsbevægelse med stor gennemslagskraft og som kva deres ikke-samarbejdspolitik, fik tyskerne til at tage landet alvorligt, strategisk set og på den måde bandt ca. 250.000 tyske militærpersoner i Norge. Selv da de afsluttende kampe om Berlin i april 1945 stod på, "hyggede" de 250.000 tyskere sig stadig i Norge!! -- Viljen til modstand og ikke-samarbejde med Nazityskland, var med til at genere tyskerne alvorligt i de lande, som valgte den politik, selvom det kostede meget blod og ulykke for befolkningerne. Danmarks politikere valgte dengang den feje og dermed vigtige hjælp til nazisterne, sådan at de kunne blive ved med at føre krig længere (fødevareforsyning, arbejdskraft og samarbejde om alt muligt, politi, retsvæsen osv.). Efter krigen dannede man også en overgangsregering, med stort set de samme "nazistiske" lakajer ("danske politikere"). Nogen kalder datidens politiske morads for "junta-tiden", hvor landet på en måde blev "ledet", som et "junta-diktatur", som ikke var folkeligt valgt og begrundet - Bl.a. det såkaldte "rets-opgør" med de danske nazister, Schalburgkorps-folk, soldater i tysk tjeneste osv. Man indførte forordninger og praksis med tilbagevirkende kraft og på trods af politikker under besættelsen, som tilskyndede danskere til at gå i tysk militærtjeneste og som arbejdskraft i Tyskland m.m. De blev alligevel dømt skyldige for samarbejdet med nazisterne, selvom det retslige grundlag ikke var til stede. Mange rigtige skyldige blev også dømt, det kunne man jo ikke undgå, da det var så nemt at støtte tyskerne gennem det meste af krigen. -- Nederst i dette foto- og historiemæssige materiale, er der en kortere gennemgang af det der skete i Tjekkoslovakiet efter krigen, hvor sudetertyskerne, ungarerne og polakkerne inden for Tjekkoslovakiets grænser, var nødt til at blive overført til deres hjemland - I Tjekkoslovakiet kunne de ikke bo mere - det blev alt for farligt for disse befolkninger efter krigen - Tjekkoslovakkerne havde meget at hævne!! Man foretog da også mange vilkårlige overgreb og massakrer på sudetertyskere og egne forrædere, mænd, kvinder og børn - anslået ca. 30.000 - hvoraf mange blev myrdet af soldater fra Den Røde Hær, da den rykkede ind i Tjekkoslovakiet.

Kort efter enheder af de tyske styrker krydsede grænsen til Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938, foretog Adolf Hitler et triumferende besøg i grænseområdet (se foto). Samtidigt, den 5. oktober 1938, afleverede Præsident Dr. Eduard Beneš sin afskedsbegæring og den 22. oktober, ledsaget af hans kone, Hana, fløj han fra Prag til England. -- I Wien 11 dage senere, den 2. november 1938, præsenterede Joachim von Ribbentrop og den italienske udenrigsminister, Grev Galeazzo Ciano, den endelige erklæringer om indgåelse af en aftale om den langvarige voldgift omkring spørgsmålet vedrørende den tjekkoslovakiske-ungarske grænse, en aftale, som gjorde Ungarn til herre over flere landområder i Tjekkoslovakiet. Wien-aftalen færdiggjorde samtidigt fordelingen af de resterende landområder, bestemt i München-aftalen fra 30. september 1938. Som et resultat af disse færdiggørelser og aftaler og landområdeafståelse fra Tjekkoslovakisk side, mistede Tjekkoslovakiet 41.098 km2 af statens område, sammen med 4.879.000 af sine borgere. Alligevel var der flere ændringer fremover. Den 19. november 1939 erklærede Nationalforsamlingen Slovakiet og Karpatiske Rusland, som autonome. Det officielle navn på den tilstand blev ændret til Tjekko-Slovakiet. I realiteten kom området til at fungerede som en tysk satelit-stat.

Efter at det tjekkoslovakiske militære forsvar opgav at kæmpe videre i begyndelsen af marts 1939, gjorde tyskerne sig klar til at rykke ind i Prag. I en radiomeddelelse kl. 04:30 om morgenen den 15. marts 1939, blev det meddelt, at den tyske hær ville invadere Prag kl. 06:00. Prag ville være besat kl. 06:30. Tjekkoslovakkerne blev beordret til at forholde sig roligt. Men de tyske tropper fik ikke en venlig modtagelse - som her på fotoet, vrede tilråb og knyttede hænder - men nytteløse og afmægtige. ---- Tjekkoslovakisk ordenspoliti blev, som det også skete i Danmark, da tyskerne besatte vort land, en del af hverdagen i Protektoratet. Kort efter besættelsen, fik en tysk chef for det tyske ordenspoliti overdraget ledelsen med, at føre tilsyn med det tjekkoslovakiske ordenspoliti. Der var på det tidspunkt i alt 5.430 politifolk og gendarmer i protektoratet. Mange gendarmer var aktive i modstandsbevægelsen, men også mange sympatiserede med tyskerne og nazismen og samarbejdede med Gestapo. For mange af de kommende nedkastede tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, som mødte disse gendarmer, fik det fatale konsekvenser. ---- De næstfølgende 300 - 400 fotos med tilhørende tekst fortæller til fulde, om Tyskland og dens befolknings uhyrlige forbrydelser mod Tjekkoslovakiet, fra 1. oktober 1938 og til 11. maj 1945, hvor tyskerne tillige tromlede hen over det øvrige Europa - blinde og døve for al den smerte og ulykke de skabte omkring sig - hvad havde de mon tænkt sig, da det gik den anden vej? - Hitler havde ikke en plan B - han og nazilederne ofrede så bare deres eget folk ---- Med Goebbels ord: "Wollen Sie Den Totalen Krieg?" (Vil I have den totale krig?) Jublede tyskerne sågu igen!? Så det fik de - Men til sidst i krigen og bagefter, lykkedes det dem at få den frie verdens elite (excl. Sovejetunionen)og ledere til at hjælpe dem op at stå igen - der var jo mange penge og stor magt i at gøre dette, ikke mindst da man ville stoppe yderligere sovjetisk ekspansion i Europa. ---- Men alle de millioner af almindelige mennesker, som tyskerne myrdede, alle disses pårørende, alle disse enorme værdier som tyskerne ødelagde eller stjal? Hvad med dem og især deres pårørende, hvis der stadig var nogen i live? Ja! De måtte se at tyskerne fik hjælp! Retfærdigheden for den almindelige borger i Europa måtte man lede forgæves efter. ---- Tyskerne led meget til sidst i krigen og også i årene lige efter, men alt det de tog fra hele Europa gennem krigen, millioner af liv, deres ejendele, ejendomme, respekten, medmenneskeligheden, uskylden, retfærdighederne, fundamenterne for folk og nationer osv., har aldrig opvejet deres bevidste og planlagte folkemord på Europas befolkninger. Det er i dag en kendsgerning, at millioner af almindelige tyskere allerede i 1941, kendte til og deltog i massehenrettelserne af jøder og andre folkeslag rundt om i Europa, herunder især myrderierne i østlandene og Sovjetunionen, som blev iværksat hen over sommeren 1941. De samlede tyske kristne kirkelige organisationer, katolske som protestantiske, støttede og bifaldt i stor stil, det nazistiske regime, begyndende allerede i 1920´erne, men udtalt og vedvarende, fra 1933, efter nazisternes overtagelse af det tyske samfund. Den nazistiske politik mht. til jødernes udryddelse, vidste de fleste tyskere, allerede i 1930´erne - de utallige og gentagne påstande om, at man ikke vidste noget om udryddelsen af jøderne i Tyskland og det øvrige Europa, passer slet ikke og er de samtidige tyskeres perverterede usmagelige løgne. Prøv at læs bogen af Daniel Jonah Goldhagen: "Hitler´s Willing Executioners - Ordinary Germans And The Holocaust" (Hitler´s Villige Bødler - Almindelige Tyskere Og Holocaust). Bogen er på over 600 sider - og et rystende vidnesbyrd og bevis på millioner af tyskeres ufattelige fortrængning af deres meddelagtighed og skyld for Europas Holocaust. -- Bogen er på engelsk og kan lånes på biblioteker i DK.

Forstenede og vrede borgere i Prag, er her vidne til tyskernes indmarch i byen. -- Resumé over optakten og erobringen af Tjekkoslovakiet: 1). Münchenaftalen var en aftale mellem regeringscheferne for Storbritannien, Frankrig, Italien og Nazi-Tyskland, som blev underskrevet natten til den 30. september 1938 i forbindelse med München-konferencen, som var blevet indkaldt, på foranledning af en forsmået diktator Mussolini fra Italien, for at finde en løsning på det sudetertyske spørgsmål. Repræsentanter fra Tjekkoslovakiet, hvis områder var til forhandling, var ikke inviteret til konferencen, hvorfor München-Aftalen også senere har fået betegnelsen München-Diktatet og Vestens Forræderi mod Tjekkoslovakiet. - 2). Tyskland besatte Sudeterlandet 1. oktober 1938 og planlagde samtidigt erobring af hele Tjekkoslovakiet (Böhmen og Mähren og Slovakiet). - 3). Ungarn besatte grænseområderne (sydlige tredjedel af Slovakiet samt det sydlige Ruthenien) med ungarske minoriteter, i tidsrummet fra den 20. oktober 1938 til 15. marts 1939. - 4). Provinsen Slovakiet (Ruthenien) bliver givet "uafhængighed", også i efteråret 1938. - 5). Polen besætter Zaolzie-området hvor de polske minoriteter levede, fra den 6. oktober 1938. - 6). Den 15. marts 1939 bliver Tjekkiet (Böhmen og Mähren) sluttelig erobret af tyskerne og omdannet til Reich-Protektoratet Böhmen og Mähren (tysk satellit-stat). ---- "DET VESTLIGE FORRÆDERI"! (Tjekkisk: Zrada Západu). Tjekkoslovakkerne mente før, i og under 2. Verdenskrig og har også i dag, en vidt udbredt mening om, at de ledende europæiske lande og USA, begik forræderi mod dem, ved München-Aftalen og igen senere, ved den kommunistiske overtagelse i 1948 og de senere oprør, som ungarerne i 1956 gjorde, og tjekkoslovakkerne i 1968, hvor "Vesten" igen svigtede sine egne aftaler, forpligtelser og moralske ansvar. Udtrykket "Vestligt forræderi" blev anvendt af mange tjekkoslovakiske politikere, som skrev regelmæssigt i landets aviser og sammen med de tilknyttede følelser, blev dette udtryk en alment bred opfattelse blandt tjekkoslovakkerne. De tjekkoslovakiske vilkår ved München-Aftalen, kom til at hedde München- Forræderiet (Mnichovská zrada), eller München-Diktatet (Mnichovský diktat). - Udtrykket "FORRÆDERIET MOD DE ALLIEREDE" (Zrada Spojencu), blev opfundet på samme tid og har den samme betydning. -- Winston Churchill sagde selv, med adresse til tidsrummet mellem sensommeren 1938/München-Aftalen og midten af marts 1939 (Nazitysklands erobring af Tjekkoslovakiet): "Storbritannien og Frankrig havde muligheden for at vælge mellem krig og vanære. De valgte vanære. De burde have valgt krigen". ---- I Tjekkoslovakiet begrundede de tjekkoslovakiske facistiske/nazistiske propagandister fra Böhmen og Mähren f.eks. Emanuel Moravec o.a., samarbejdet med Nazityskland med, at man ikke kunne regne med det forræderiske England og Frankrig - det var bedre at samarbejde med Tyskland!

Hitler spankulerer stolt forbi æresvagten ved Prag´s kongeslot, Prazsky Hrad og regeringsbygninger den 15. marts 1939. -- Hitler havde ikke ro i sindet og ville ofte forcere sine planer, uden hensyn til realiteter og faktuelle kendsgerninger. Invasionen af Sudterlandet og senere hele Tjekkoslovakiet fra den 1. oktober 1938, skete selv om Tyskland ikke var fuldstændig klar til at starte en større krig og da slet ikke en verdenskrig. Tyskernes egne interne problemer med at overholde de plan- og tidsmæssige og praktiske forhold med planen "Fall Grün", var meget store. Men forløbet op mod den 1. oktober 1938, herunder München-Aftalen, fortalte Hitler, at der ikke var nogen stor risiko for, at tyskerne ville modtage krigserklæringer fra Frankrig og England og dermed fare for en ny verdenskrig mod Tyskland. Hitlers uvidenhed og ignorering af fakta fra sine industrielle og militære rådgivere, fik ham til at iværksætte sine planer for tidligt. Tyskland var ikke forberedt hverken militært eller økonomisk til den foranstående verdenskrig. Hitler blev advaret om, at hans potentielle allierede: Italien, og i 1938 til dels Polen, Ungarn, Rumænien, Sovjetunionen og Japan, måske ikke ville kæmpe på vegne af Tyskland, og at man kunne se meget synlige tegn på, at flertallet af tyskerne, ikke var begejstrede for udsigten til krig i starten af 1938. "Anschluss", annekteringen af Østrig, i det tidlige forår 1938, forbedrede dog det tyske folks tro på Hitler og nationalsocialismens muligheder. -- Tyskland havde ikke tilstrækkelige forsyninger af olie og andre vigtige råvarer (plante - og industriproduktion af råstoffer til fremstilling af syntetisk olie, til brug i den kommende tyske krigsindsats, var ikke i drift på det tidspunkt og var også ca. 10 gange så dyrt at fremstille, som almindelig raffinering af fossil olie)). Tyskland var stærkt afhængige af olieimport fra udlandet (bl.a. fra de engelske kolonier i Mellemøsten). Den Tyske Kriegsmarine rapporterede, at hvis krigen skulle komme med England som modpart, ville man ikke kunne bryde en britisk flådeblokade af de tyske havne, og da Tyskland ikke havde adgang til store olielagre, ville Tyskland i en krig, blive besejret uden anden grund, end mangel på olie. Økonomiministeriet fortalte Hitler, at Tyskland kun havde 2,6 millioner tons olie at råde over, og man havde regnet ud, at en krig med England og Frankrig, vil kræve 7,6 millioner tons olie. -- I løbet af 1938 spidsede konflikten med Tjekkoslovakiet til og briterne nægtede den 18. september 1938, at levere metaller til Tyskland og den 24. september forbød Det Engelske Admiralitetet britiske skibe, at sejle til tyske havne. Briterne tilbageholdt ved den lejlighed tankskibet "Invershannon", som var på vej til Hamborg med 8.600 tons olie. Dette forårsagede øjeblikkelige økonomiske og produktionsmæssige smerter i Tyskland. -- I betragtning af Tyskland's afhængighed af importeret olie (80% af den tyske olie i 1930'erne kom fra andre verdensdele, herunder fra mange britiske kolonier), og sandsynligheden for, at en krig med England og en blokade herfra, ville afskære Tyskland fra olieforsyninger, har historikere hævdet, at Hitlers beslutning om at se en fredelig afslutning og aflyse "Fall Grün" i maj 1938, skyldtes bekymringer over olieforsyningsproblemet. Historiens gang viser nu noget andet - Angrebet blev så bare iværksat et lille halvt år efter, den 1. oktober 1938 med kulminationen på erobringen 15. marts 1939. -- Som et resultat af topmødet og München-Aftalen, var Adolf Hitler i det berømte amerikanske tidsskrift TIME Magazine's, kåret som "Man of the Year" for 1938!! -- En af grundene til at Hitler straks efter München-Aftalen overtrådte den, ved at erobre Tjekkoslovakiet og ikke kun Suderterlandet i marts 1939, var at få fat i de tjekkoslovakiske aktiver (olie, industrikapacitet, sværindustri m.m.), for at afhjælpe den økonomiske krise og oprustning i Tyskland. Fra Prag´s Borg og Slot Prazsky Hrad, proklamerede Hitler, at Böhmen og Mähren, nu var et tysk Protektorat.

Torsdag den 16. marts 1939, udstedte Adolf Hitler i Prag et dekret, som betød oprettelsen af Protektoratet Böhmen og Mähren. Hitler var ledsaget på en sightseeing tur i Prag, med den øverste SS-leder Heinrich Himmler (bag Hitler til højre) og 35-årige SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich (bag Hitler til venstre), som senere den 28. september 1941, blev "Stedfortrædende" Reichprotektor for Protektoratet Böhmen & Mähren (afløser for Neurath). SS-Gruppenführer Karl Hermann Frank blev samtidig udnævnt som Heydrich´s Statssekretær for Protektoratet. To dage efter sightseeing-turen, udnævnte Hitler, Baron Konstantin von Neurath, til Det 3. Riges Protektor af Böhmen & Mähren, indtil han blev fjernet den 27. september 1941 og sendt på tidsubestemt "ferie" - Konfliktsky og uduelig, som naziledelsen mente han var. Med Heydrich´s overtagelse af ledelsen i Protektoratet, blev der iværksat en helt anden "dagsorden": Helvede på jord brød løs!

Prags slotsplads i april 1939 og en parade til ære for den øverste SS-leder i Tyskland, Heinrich Himmler. I dag er vi mange, som har gået på nøjagtigt samme sted, som disse svin gik dengang - stedet er som besudlet af ondskab og blod, når man ser dette foto!! ---- Læs her hvad Himmler bl.a. sagde den 8. november 1938 i München, godt en måned efter, at Tyskland havde indledt deres invasion i Tjekkoslovakiet. Heinrich Himmler kom under sin tale ind på jødespørgsmålet og hvordan Tyskland ville løse dette "problem" - også gældende for jøderne i Tjekkoslovakiet. Han sagde bl.a.: ...."Desuden er Tjekkoslovakiet blevet anti-semitisk, alle Balkan-lande er anti-semitisk, hele Palæstina er engageret i en desperat kamp mod jøderne, så inden så længe vil der ikke være plads noget sted i verden til jøderne. ---- Jøden vil sige til sig selv, at hvis man kunne fjerne denne risiko, hvis kilden og oprindelseslandet til anti-semitismen, Tyskland, er udbrændt og destrueret (ausgebrannt und vernichtet), vil problemet være løst for jøden. Vær klar over dette, at hvis det er den kamp, der vil afgøre, om vi bliver besejret, vil der ikke være nogen forbehold tilbage for tyskerne, de vil alle blive sultet ud og slagtet. Det vil gælde over for alle, at det ikke er nok, at være begejstret tilhænger af Det Tredje Rige og det er ikke nok, at han taler tysk og har en tysk mor"! ---- Her blev vist alle statsledere i Europa advaret, alle tyskerne, hele verden og jøderne som det udvalgte folk for den kommende tilintetgørelse - Himmler var på det tidspunkt Hitlers "højre hånd" i mange henseender og ikke en hvilken som helst nazistisk "gauleiters" trusler om ubønhørlig ondskab udført i praksis. ---- Alligevel fik Himmler og Hitler lov til at fortsætte deres færd frem mod verdens ultimative ragnarok, som de næste 6 år udviklede sig til.

Propaganda-foto: Heinrich Himmler, til venstre, øverste Nazi-leder for Holocaust og alverdens andre myrderier og terror under krigen - Reinhard Heydrich, midt i billedet, som havde flere opgaver før og under krigen, bl.a. som leder af den østeuropæiske Holocaust og arkitekten bag udryddelsen af jøderne (Wannsee-konferencen, ophavsmanden og igangsætteren af terrornatten i Tyskland, "Krystalnatten" i 1938 + en mængde andre "tillidshverv", som f.eks. at være øverste leder af "Einsatz-grupperne i Østeuropa, som var de enheder, sonderkommandoer, der indfangede hele byers indbyggere eller befolkninger i et område og lod dem skyde ude i det fri, i lavninger, i store gravede gruber, i grøfter, titusinder af hængninger, brænding af mennekser i kirker, lader og andre steder, hvor man kunne myrde løs. I midten til højre for Heydrich, Karl Wolff og en ukendt assistent yderst til højre. Alle fotograferet på Obersalzberg, maj 1939. Karl Wolff var en højt rangerende SS-mand, som efter krigen i 2 omgange under retssager slap for nævneværdig straf - helt uberettiget, da Eichmann-sagen 1962 påviste, at Wolff som ledende SS-mand havde megen kendskab til jødeudryddelserne. Desuden at han var ansvarlig for 300.000 jøders deportation til Treblinka og Auschwitz og massakren på en mængde tilfangetagne italienske partisaner, deporteret til Hviderusland (Wolff var øverstbefalende over resterne af Italien, efter at landet havde kapituleret og Mussolini myrdet og tyskerne var drevet tilbage til den nordlige del af Italien, som de holdt okkuperet indtil 2. maj 1945, hvor man overgav sig til De Allierede). -- Wolff blev dømt til 15 års fængsel i 1964, men blev allerede løsladt i 1969 pga. "dårligt helbred", hvorefter han levede indtil 1984, inden svinet døde en naturlig død. Han arbejdede i mange år lige efter krigen, for CIA og derfor blev han aldrig ordentligt retsforfulgt og stillet til regnskab for de forbrydelser han begik og de løgne om sit kendskab til jødeudryddelsen, som han påstod han ikke kendte til, men som han beviseligt gjorde. Grim - grim sag, hvor USA og De Allierede udnyttede dette svin til hemmelige opgaver, som vi i dag ikke kender til. Men uanset hvad, så skulle han være dødsdømt i 1946/47, som mange af de andre top-nazister blev det. En skændsel og en hån uden lige! ---- Umiddelbart ser sådan et propagandafoto ufarligt og "hyggeligt" ud, med disse pænt klædte "noble" mænd i hyggelig snak i solskinnet i de smukke bjerge. Men tiden er maj 1939, et par måneder efter Prag og Tjekkoslovakiet blev erobret og få måneder før ragnarok brød ud og kastede verden ud i et ufatteligt myrderi og terror, som man aldrig har set magen til siden. Over 60.000.000 døde - Fotoet burde vise disse tyske udyr stående i blod til halsen!

Den hemmelige statspoliti (Geheime Statspolizei) - Gestapo - blev oprindeligt grundlagt af Herman Göring (t/højre på fotoet) i Preussen den 26. april 1933, hvor opgaverne var at forfølge modstandere af det nazistiske regime. Samtidig grundlagde Heinrich Himmler en lignende struktur - et politisk politi i Bayern den 20. april 1934. Reinhard Heydrich, blev chef for Gestapo, som først blev dannet ved en omstrukturering af alle Tysklands tidligere politiske politienheder. Den 27. september 1939, blev Gestapo indarbejdet i den samlende organisation RSHA (Reich Sicherheits Haupt Amt). Gestapo's Special Division (Kontor IV.), havde til opgave, at overvåge og forfølge alle modstandere af regimet (modstandsbevægelser, religionsorganisationer, kommunistiske bevægelser, den jødiske befolkning m.m.) og afdelingen skulle organisere terrorkampagner med henblik på, at styrke det nazistiske diktatur i Tyskland og i de kommende besatte landområder. Gestapo anvendte umenneskelige forhørsmetoder, trusler, tortur og "beskyttende varetægt" i bl.a. koncentrationslejre. Gestapo var direkte ansvarlig for mordet på millioner af mennesker. ---- I Protektoratet havde Gestapo filialer (Staatspolizei-leitstellen) i Prag og Brno, som kontrollerede regionale afdelinger (Aussendienst-stellen) i de mindre byer. I 1946 erklærede Den Internationale Militære Domstol, at Gestapo var en kriminel organisation. -- Andre nazistiske organisationer: 1). Freikorps (en slags ofte lokalt baserede militser), var udbredt i hele Tyskland. Medlemmerne i disse organisationer, var primært tidligere soldater fra 1. Verdenskrig og højreorienterede unge. Medlemmerne piskede ofte en fordrejet og forstørret antisemitisk stemning op og havde rabiate synspunkter. De deltog i starten af den nazistiske æra, ofte i gadekampe mod kommunisterne. I begyndelsen af 20-erne deltog disse "korps" i forhindringen og udslettelsen af flere venstreorienterede kupforsøg i Tyskland, samt senere, at bidrage til at "forsvare" de baltiske lande mod sovjetisk aggression. - 2). SS - Schutzstaffeln - organisationen blev grundlagt i 1925 som en eliteorganisation under NSDAP (National Socialistische Deutche Arbeiter Partei). Da Heinrich Himmler overtog kommandoen i 1929 havde organisationen kun 290 medlemmer, men senere i Det Tredje Rige, var antallet vokset til flere hundrede tusinde. SS var opdelt i tre grupper: Det "Almindelige" SS (Algemeine SS) - SS-Totenkopf, som var ansvarlig for bevogtning af KZ-Lejre og Waffen-SS (Våben-SS). SS kontrollerede politiet, Gestapo og Sicherheitdienst (SD). SS bidrog til "Den endelige løsning på jødespørgsmålet" i Europa. I 1934 lå antallet af medlemmer på ca. 10.000. SS havde også opgave med at arrangere sikkerheden for og især beskyttelsen af de nazistiske ledere.

Foto: Reinhard Heydrich. -- RSHA (Reich Sicherheits Haupt Amt) var Nazi-Tysklands centrale sikkerhedsmyndighed, der blev oprettet den 27. september 1939, med det formål at samle alle de tyske politiorganisationer under en samlet ledelse. Man kunne derved koordinere det nazistiske terror-system bedre under 2. Verdenskrig. Hovedkvarteret var beliggende på Prinz-Albrecht-Straße i Berlin. -- Grundlaget blev skabt af Heinrich Himmler, som den 17. juni 1936, samlede alle politiorganisationer i hele Tyskland, sådan, at han blev den øverste leder heraf. Han fortsatte den 26. juni, med at reorganiserede politiet i to organisationsgrupper: 1). Ordnungspolizei (ORPO), som bestod af det nationale uniformerede politi og det lokalbaserede politi. 2). Sicherheitspolizei (SIPO) som bestod af Gestapo (Geheime Stats Polizei) og KRIPO (Kriminalpolizei) og havde Reinhard Heydrich som leder af SIPO, Gestapo, KRIPO og SD (Sicherheits Dienst, som var en del af det samlede SS under Himmler). SS og SD bestod af det tidligere Hauptamt der Sicherheitspolizei og Sicherheitsdienst der Reichführer der SS. -- I september 1939, blev SD og SIPO (som bestod af Gestapo og KRIPO) samlet under ét kontor, RSHA, som blev lagt ind under Reinhard Heydrich's kontrol. Heydrich blev forfremmet til SS-Obergruppenführer und General der Polizei, den 24. september 1941, lige inden sin tiltrædelse i Protektoratet den 28. september 1941. -- SD blev etableret den 19. juli 1932 af Reinhard Heydrich, som ønskede at kontrollere alle medlemmerne af nazistpartiet NSDAP (National Socialistische Deutche Arbeiter Partei) via SD. Med tiden voksede SD sig til også at kontrollere alle typer af organisationer i det nazityske rige. Da RSHA blev oprettet med Reinhard Heydrich, som leder, kom han til at kontrollere alle nazi-statens undertrykkende politiorganisationer og var på den måde, en af nazitysklands mægtigste mænd efter Hitler, Himmler og Göring. Reinhard Heydrich var dog direkte underlagt SS-Reichfürer Heinrich Himmler. ---- SS blev oprettet i 1925, som en fanatisk eliteorganisation underlagt det daværende SA under Emil Röhm. Efter "de lange knives nat" den 30. juni 1934, hvor Röhm blev myrdet og hvor SS, med Himmler som leder, overtog SA. SS bestod herefter af Det Almindelige SS (Algemeine SS) og SD (Sicherheits Dienst). Desuden var der flere særlige underafdelinger af SS - F.eks. Totenkopfverbände (Dødningehovedforbundet), som blev en SS afdeling i 1934 og senere blev den organisation, som stod for ledelsen og bevogtningen af nazisternes KZ-lejre. Waffen-SS blev oprettet lige før krigen, som delvis modsvar til den almindelige tyske hær (Der Wehrmacht). Himmler havde store drømme om sit SS, som han ledede helt fra 1929 og frem til Nazi-tysklands endeligt i maj 1945. Waffen-SS blev en betydelig militær succes, set med tyske øjne og havde på et tidspunkt under krigen 40 divisioner under våben, heraf mange elitekorps - både på infanteriområdet, men især på panservåbenområdet (ca. 500.000 mand). Alle de mange nazistiske organisationer, militære som politimæssige, herunder også den almindelige tyske hær, Wehrmacht, bidrog til de uhyrlige masseudryddelser af millioner af mennesker i Europa - og så på kun 5-6 år! -- Efter Heydrich's død, blev RSHA ledet af Himmler personligt indtil 1943, da det blev overtaget af Ernst Kaltenbrunner. -- I februar 1944 blev en af SD-afdelingerne sat i spidsen for Abwehr (Efterretningstjenesten/kontraspionagen), som på den måde ophørte med at være en selvstændig afdeling. SD oprettede en afdeling i Prag i 1939 efter erobringen af Tjekkoslovakiet (SD-Leitabschnitt Prag). Fotoet viser Reinhard Heydrich ved en parade i Prag 1942 inden han blev likvideret den 27. maj samme år.

Foto af en skidtvigtig Heinrich Himmler og den nyudnævnte Reichprotektor for Böhmen & Mähren SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, som forlader "festlighederne", efter den overraskende udnævnelse af ham. Dagen er den 28. september 1941, kl. 11, da den officielle indvielse af den kommende "Slagter fra Prag" begyndte i Prags Slot. Reinhard Heydrich spildte ikke sin tid i sin nye stilling. Et vidnesbyrd om hans øjeblikkelige iværksættelse af sine planer, var en teleprint sendt ud kort efter sin ankomst den 27. september 1941 kl. 15:10 til Reich SS-leder, Heinrich Himmler, med ordlyden: "....at anholdelsen af den tidligere premierminister Elias er gennemført som planlagt. Ligeledes efter planen, er den tidligere minister Havelka, også anholdt kl. 18:00. Kl 19:00, meddelte den tjekkiske radio min udnævnelse til Reichprotektor....at afhøring af Elias og Havelka er i gang.... til gavn for den politske fremtid, beder jeg formand Thierack af Folkets Domstol, om hurtigst muligt, at sætte premierminister Elias for en ekstraordinær Senatsdomstol under "Folkets Domstol".... Den hastighed og brutalitet hvormed Heydrich's intervention i protektoratet, især i indførelse af militær undtagelsestilstand, masseanholdelserne af tusinder af tjekkiske borgere, opsætning af domstole under den militære undtagelsestilstand og øjeblikkelig gennemførelse af henrettelser, skabte en atmosfære af frygt og terror blandt befolkningen i protektoratet. I denne atmosfære, blev Premierminister og General Alois Eliáš dømt til døden den 1. oktober 1941 - en handling som chokerede hele landet og omverdenen også. Dermed begyndte en periode på ca. 4 år, som blev den mest terroromfattende blodige periode, i den tjekkoslovakiske nation's nyere historie.

Reinhard Heydrich i forgrunden og Karl Hermann Frank (læs om denne psykopat og hans død ved fotoserien om ham, til sidst i fotoserien), stående til venstre, begge i en uskøn positur, heilende for en ideologi, som kun den grusomste djævel kunne have skabt!! Prag tidlig forår 1942. ---- I England følte Premierminister Chamberlain sig forrådt af nazisternes fremmarch og indså, at hans Appeasement-politik (eftergivelsespolitik) over for Hitler havde lidt skibbrud. Denne indsigt førte til en meget hårdere kurs over for nazisterne. Bl. a. gav han ordre til straks at mobilisere hele den Britiske Hær til krig. Frankrig gjorde det samme. Italien så sig udmanøvreret som et 2. rangs medlem af de førende lande i Europa, og startede som modsvar sin egen invasion af Albanien i april 1939. Tjekkoslovakiets præsident, Dr. Eduard Benes, flygtede den 22. oktober 1938 til London, hvor han dannede en eksil-regering. Da tyskerne omsider erobrede landet den 15. marts 1939, blev formanden for landets parlament, Emil Hácha, nødt til at indgive landets kapitulation til tyskerne. ---- Med tyskernes ankomst forandredes mange ting i Prag og i hele landet. Militæret blev frataget deres våben og hjemsendt. Kun 7.000 mand forblev let bevæbnede, men reduceret til rollen som ceremoni-garde. Aviser blev lukket og trafikken blev lagt om fra den hidtidige kørsel i venstre side af vejen til højrekørsel, som i resten af Tyskland. -- Den såkaldte ''vinterhjælp'' blev iværksat. Denne var en af tyskernes propagandaforsøg, som ikke virkede efter hensigten, der var, at verden skulle få opfattelsen af, at den tjekkoslovakiske regering havde ladet borgerne sulte, og at tyskerne kom som "frelsende engle" med suppekøkkener, hvorfra de uddelte gratis mad. Da forsøget ikke virkede, sendte tyskerne regningen for maden til den "tjekkiske regering". ---- Parlamentsformanden Emil Hácha var aldrende og en nedbrudt mand. Dette foranledigede den pro-nazistiske ekstremist Rudolf Gajda til at lave ballade i regeringen for at erobre magten, men end ikke tyskerne støttede ham, så kupforsøget slog fejl. Til gengæld fik det regeringen til at opløse alle partier og danne ''National Solidaritet'' for at stå stærkere samlet. ---- Hitlers øverste repræsentant i Tjekkoslovakiet/ Böhmen & Mähren var ''Reichsprotektoren''. Den første af disse var Konstantin von Neurath, som ankom den 5. april 1941. Forud for ham, var den ledende administrator ankommet, nemlig Karl Hermann Frank fra SS, som beholdt posten under hele besættelsen. -- Forud for Neuraths ankomst havde Frank beordret alle, specielt børnene, ud på gaderne som hyldest for den nye rigsprotektor. Hvis man ikke efterkom ordren ville det koste bøder, men her viste det tjekkiske folk en passiv modstand, idet de valgte at holde børnene hjemme i protest, og dermed foretrække bøder frem for at adlyde. ---- I det hele taget gjorde tjekkerne hvad de kunne for at drille og genere tyskerne. De praktiserede en passiv modstand i protest mod besættelsen. F.eks. ignorerede de Hitlers fødselsdag. -- Over sommeren 1941 strammedes grebet, enhver modstand straffedes hårdt. Det var strengt forbudt at støtte eller kontakte Eduard Benes' eksil-regering i London. Det var ligeledes forbudt at synge patriotiske sange, og der var dødsstraf for at besidde våben. ---- Hitlers invasion af Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938, var sidste advarsel til verdenssamfundet, inden tyskernes angreb på Polen, den 1. september 1939 og som udløste 2. verdenskrigs rædsler.

Den 27. september 1941, udsendte det Tjekkiske Presse Agentur nyheden om, at Reichprotektor Konstantin von Neurath var blevet "syg", og at erstatningen for ham, blev "Stedfortrædende" Reichprotektor, Reinhard Heydrich. ---- Grunden til denne udskiftning af leder var den nazistiske bekymring for fremtidens udvikling i Protektoratet. Ud over omfattende tjekkoslovakiske strejker og sabotage, som især plagede jernbanetransporten, var der også et øget antal åbne folkelige demonstrationer og modstandsaktioner mod besættelsesstyrkerne. Mellem den 14. og 21. september 1941, blev Protektoratet ramt af en presseboykot, hvilket blev opfattet fra tysk side, som en meget betydningsfuld protesthandling, der var organiseret med hjælp fra udenlandske radio-virksomheder (BBC o.a.). Adolf Hitler beskyldte Neurath for ikke at være hård nok mod de tjekkoslovakiske modstandstilkendegivelser. I et forsøg på at vende denne udvikling, besluttede Hitler sig for en radikal løsning. Konstantin von Neurath blev sendt væk for "at komme sig" og samme dag, ankom en flyvemaskine til Prag med Reinhard Heydrich ombord. Heydrich satte straks en plan i kraft, med det formål at ødelægge modstandsytringerne og sabotage- og modstandsangrebene i Tjekkoslovakiet og få landet "germaniseret". De overraskende elementer i denne interventionsplan, hvor hastighed og grusomhed, skulle gøre en afgørende forskel og have en stærk psykologisk effekt på befolkningen, blev allerede sat i værk den 27. september 1941 og betød, at frygt og rædsel for terror kastede sorte skygge over landet. Dagen efter, den 28. september 1941, indførte Heydrich en militær undtagelsestilstand for "Oberlandrats" (de regionale guvernører) i Prag, Brno, Moravská Ostrava, Olomouc, Kladno og Hradec Králové. Den militære undtagelsestilstand betød, at der kun var tre muligheder, når man blev anholdt: 1. Overgivet til Gestapo. 2. Forhørt og fængslet eller frigivet. 3. En skyldig domsafsigelser var = med henrettelse og død. Bestemmelserne i den militære undtagelsestilstand var uigenkaldelige, og man blev så vidt muligt henrettet samme dag, som man blev dømt. Sammen med nyheden om Heydrich's tiltrædelse i Protektoratet, frigav pressen den chokerende oplysning om arrestationen af Premierminister Elias. På fotoet ses SS-ledelsen i Prag fra højre: Den tyske Statssekretær i Protektoratet SS-Gruppenführer Karl Hermann Frank, i midten Reichprotektor SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich og til venstre SS-Obersturmbandführer Horst Böhme, som senere fik hovedrollen i iscenesættelsen af udslettelsen af landsbyen Lidice og Lezaky i juni 1942. ---- 3 djævle på rad og række! Se nedenfor, hvor fotoets tekst fortæller denne tyske krigsforbryder Böhme´s skæbne.

Reinhard Tristan Eugen Heydrich (Født 7. marts 1904 - død 4. juni 1942) var SS Obergruppenführer og General der Polizei, Chef Der Reich Sicherheitsdienst RSH, (Senere RSHA), herunder Gestapo, SD og Kripo, alle sammen Nazi politi organer og desuden Stedfortrædende Rigsprotektor for Böhmen og Mähren fra 28. september 1941 til sin død 4. juni 1942. ---- Adolf Hitler betragtede ham som en mulig efterfølger for sig selv. Da nazisterne flyttede hovedkvarteret for Interpol til Berlin i starten af 1942, blev han udnævnt til og fungerede som formand for den internationale retshåndhævende myndighed!! Heydrich var også iniativtager og formand for den berømte og uhyggelige Wannsee konference i april 1942, hvor man drøftede, besluttede og skitserede planerne for deportationen og udryddelsen af alle jøder i Tyskland og det øvrige Europa, med iværksættelse i de tysk-besatte områder. ---- Allerede den første dag i sit nye embede i Prag, den 28. september 1941, indførte han skrappere regler og love, herunder en militær undtagelsestilstand, som betød, at tyskerne kunne anholde, torturere og henrette hvem som helst de ville, ofte uden egentlig rettergang, en skueproces. Den lille modstandsbevægelse der eksisterede i Tjekkoslovakiet blev i løbet af få uger næsten tilintetgjort, mange af dens medlemmer blev anholdt, og en stor del af disse blev idømt dødsstraf. Det var ikke kun medlemmer af modstandsbevægelsen, der måtte lade livet, mange tidligere militærofficerer og intellektuelle blev også slået ihjel af nazisterne. De så nemlig på disse personer som de naturlige ledere af Tjekkoslovakiet, og derfor var de farlige for nazisterne og måtte ryddes af vejen. Polititerroren skulle ikke bare slå modstandsbevægelsen ned, den skulle også bane vejen for det, Heydrich så, som en af sine hovedopgaver, nemlig at gøre befolkningen mere "tyske"; det man kaldte "germaniseringen" af befolkningen i Tjekkoslovakiet. Heydrich anså tjekkoslovakkerne for at være gode arbejdere og intet andet. Derfor var det ikke nødvendigt med al for megen skolegang. Alle universiteter blev derfor lukket, og de studerende og lærerne blev sat til at arbejde på de forskellige fabrikker og, hvis man var heldig, på et kontor. ---- Heydrich havde 3 hovedopgaver: 1. Under-minere al modstand. - 2. Planer for ungdommen – at sørge for gode arbejdere til Det 3. Rige. - 3. Åbne vejen for germaniseringen af landet under og efter krigen (når den var vundet af tyskerne - forstås). ---- I Prag begyndte indflydelsen fra SS og Gestapo at vokse. Overalt blev indbyggerne mindet om det, blandt andet ved de blodrøde flag med det sorte "solsymbol", svastika hagekorset på, der hang fra alle betydningsfulde bygninger, også fra borgen Hradcany, som i dag er bolig for præsidenten og tidligere var det for de konger og fyrster der regerede landet. ---- Ligesom Heydrich havde store planer for hele landet, havde han det også for Prag. Den skulle være en af de ledende byer indenfor den nazistiske nye orden. ---- Allerede fra maj '41 blev tysk, det eneste sprog man måtte tale i Prag – altså et skridt på vejen til den germanisering Heydrich ønskede at gennemføre, da han overtog magten den 28. september 1941. ---- Heydrich blev den 27. maj 1942 angrebet af tjekkiske faldskærmsagenter udsendt fra England af den Tjekkoslovakiske eksilregering under Præsident Eduard Benes. For disse agenter, med hjælp fra den resterende lokale modstandsbevægelse, lykkedes det at ramme og såre Heydrich med en håndgranat i hans stabsbil i Liben-bydelen i Prag. Han døde lidt over en uge senere af komplikationer, som følge af sine kvæstelser. ---- Læs videre i de tekstafsnit, som er tilknyttet ved de adskillige andre fotos af "Den Blonde Djævel" og denne psykopat og hans gerninger. Lyt også til hans tale i det placerede link ovenfor i tekstafsnittet inden fotoserien om Prag og Tjekkoslovakiet.

Reinhard Heydrich og lidt om hans liv: I december 1930 mødtes Heydrich med Lina Mathilde von Osten (født 14. juni 1911 - død 14. august 1985). Hun var datter af Jürgen von Osten, en mindrebetydende tysk aristokrat. De blev gift den 26. december 1931 i Großenbrode. Parret fik fire børn: Klaus, født i 1933; Heider, født i 1934; Silke, født i 1939, og Marte, født kort efter sin fars død i juni 1942. I 1943 blev Klaus dræbt i en trafikulykke, hvor han blev kørt over af en lastbil. Lina Heydrich fik i 1944, deres søn Heider, som da var 9 år gammel, fjernet fra Hitlerjugend, af frygt for at han skulle få den samme skæbne som sin far og da det på det tidspunkt af krigen, blev en realitet, at Tyskland ville bruge børnesoldater. Heider, den ældste, overlevede krigen, sammen med sin mor og sine to søstre. ---- Ifølge historikeren Jaroslav Cvancara, havde Heydrich et ekstra barn med en elskerinde, en leder af BDM (Bund Deutche Mädel - Foreningen af Tyske Piger). ---- Tyskerne rejste et monument i Prag, til ære for Heydrich, efter hans død, som blev revet ned af tjekkerne i 1945. Efter at Heydrich var død, gav Hitler den højgravide Lina Heydrich, lov til at bo i Prag på residensen Panenske Brezany. ---- Heydrich's yngre bror Heinz Siegfried (født 29. september 1905 i Halle), var i første omgang en fanatisk nazist, men blev efterhånden desillusioneret over det der skete i Tyskland. Han blev selv involveret i at skaffe falske identitetspapirer til jøder og redde dem fra forfølgelse. Da hans aktiviteter blev afsløret af Gestapo, fik han valget mellem at begå selvmord, eller stå til regnskab ved en domstol (hvor han ville besudle familiens ære og få en dom, som betød henrettelse). Han skød sig selv den 19. november 1944. ---- I slutningen af krigen, vendte Heydrich´s enke Lina tilbage til øen Fehmarn med de overlevende børn. Hun ejede og drev et hotel og restaurant der. Den finske teater instruktør og digter Mauno Manninen (1915-1969) var en hyppig gæst på hotellet. Han fik medlidenhed med de vanskeligheder, hun oplevede kva hendes berygtede navn og tilbød at gifte sig med hende, for at hun kunne ændre det. De giftede sig i 1965, men boede ikke sammen. Hun døde i 1985 og bedyrede lige til det sidste, at hun ikke havde vidst noget om de grusomheder, som hendes første mand, Reinhard Heydrich havde begået. Lodret løgn - selvfølgelig vidste hun alt om det!

"SS - The Devils Engine Room" ("Djævlenes Maskin Rum"): Fra venstre - Karl Wolff - Reinhard Heydrich - Heinrich Himmler og Werner Lorenz. ---- Karl Friedrich Otto Wolff (13. maj 1900 - 17. juli 1984) var et højtstående medlem af SS og endte med den nazistiske rang af SS -Obergruppenführer og generalsekretær i Waffen-SS. Han blev chef for Reichsführer Heinrich Himmler´s personlige medarbejdere og forbindelsesofficer i SS til Adolf Hitler, indtil Wolff blev udskiftet i 1942 og i 1943 overtog den militære ledelse i Italien indtil krigens slutning, som skete der allerede den 2. maj 1945 på Wolff´s initiativ. Wolff var sandsynligvis "Himmler's øjne og ører" i Hitlers hovedkvarter. Her i centrum af magten, har han utvivlsomt været i stand til at være opmærksom på alle væsentlige begivenheder, eller let kunne få adgang til de relevante oplysninger. Ud fra de oplysninger, der passerede hans skrivebord, modtog Wolff kopier af alle breve, skrivelser og rapporter fra SS-officerer. På et tidspunkt, da hans SS-venner, var med i de omfattede organisatoriske opgaver af "Aktion Reinhard" (hævnmyrderierne i Polen og Rusland og i KZ-lejrene pga. Reinhard Heydrich´s likvidering), kan han ikke have undgået at vide om den holocaust, som nazisterne også påførte tjekkoslovakiet i denne "Aktion Reinhard". Wolff´s senere benægtelse af viden om Holocaust, kan ikke passe. Man kan dog måske antage, at hvis han kun fik kendskab til hændelser, som var enkeltstående og selvom de havde et detaljeret niveau, har han måske ikke haft adgang og viden til det samlede omfanget af de grusomheder, som det nazistiske regime praktiserede over hele Europa - især i den østlige del. Et eksempel, som måske kan antyde dette, er afviklingen og deportionen af Warszawa´s Ghetto´s befolkning, som resulterede i massive "flaskehalse" for jernbanetransporten. Her ringede Wolff bl.a. til den stedfortrædende Reich trafikminister Dr. Albert Ganzenmüller. I et senere brev han sendte til Ganzenmüller den 13. august 1942, takkede Wolff Ganzenmüller for hans bistand: "Jeg bemærker med særlig glæde din rapport, hvor der i 14 dage har været tog i gang dagligt, med transport af medlemmer af "det udvalgte folk" til Treblinka (ghetto- og jødebefolkningen i Warszawa)... Jeg har taget kontakt med de deltagende organisationer, således at en smidig gennemførelse af den samlede indsats er sikret". Men alene den omstendelige udtryksform, indikerer, at han godt vidste hvad man havde gang i. Han var SS-Obergruppenführer og med denne høje hirakiske position i SS, har han givetvis haft fuld adgang til at vide alt om Holocaust! -- Wolff blev arresteret den 13. maj 1945 af U. S. Army tropper (med løftet om, at han ville blive genforenet med sin familie), og blev fængslet i Schöneberg. Under Nürnbergprocessen, fik Wolff lov til at unddrage sig retsforfølgelse ved at levere beviser mod hans kolleger i SS/nazisterne, og blev derefter overdraget, i januar 1947, til det britiske militærfængsel i Minden. I 1947 blev han omfattet af den Vesttyske regerings denazifications-proces. Han blev sat i husarrest og efter at en tysk retssag, blev Wolff i november 1948 idømt fem års fængsel på grund af sit medlemskab af SS. Syv måneder senere, blev hans straf nedsat til fire år, og han blev løsladt! ---- Indtil han i 1962 bliver gen-arresteret, var det påstået, at Wolff havde arbejdet for CIA, samtidig med at det lykkedes at opbygge sin egen public relations-virksomhed. ---- I 1962 under retssagen i Israel mod Adolf Eichmann, viste dokumentationen, at Wolff havde arrangeret deportationen af italienske jøder i 1944. Wolff blev igen retsforfulgt i Vesttyskland og i 1964 blev han dømt for at udvise 300.000 jøder til Treblinka udryddelseslejren, deportationen af italienske jøder til Auschwitz, og massakren på italienske partisaner i Hviderusland. For disse forhold blev han idømt 15 års fængsel. Wolff udtjente kun en del af sin straf og blev løsladt i 1969, på grund af dårligt helbred. Han fik sine fulde borgerlige rettigheder genetableret i 1971. Trods sit "dårlige helbred", levede han helt til 17. juli 1984, inden han endelig døde! ---- Werner Lorenz blev efter krigen interneret i England et stykke tid, indtil han blev idømt 20 års fængsel, ved et af retsopgørene i Nürnberg den 10. marts 1948, på anklager for forbrydelser mod menneskeheden (Han var SS-chef for planerne for fordrivelsen af polakker og andre folkeslag fra deres hjem og byer, sådan at "etniske tyskere" kunne overtage disses ejendomme og værdier). Allerede i 1951 blev hans straf nedsat til 15 år, og så tidligt som i 1955 blev han løsladt! Siden levede han som en fri mand og døde i Hamburg i marts 1974 - 83 år gammel - Også han fik et langt og "godt" liv, trods hans andel i SS og den nazistiske Holocaust over Europa! Det oplevede alle hans ofre ikke og måske heller ikke deres børn!! - Hvordan kunne det gå til?? Man ser ham jo "på fersk gerning" sammen med de 3 andre massemordere på fotoet! ---- Heinrich Himmler. Som bl.a. chef for alle politienheder, var Himmler kun teknisk ansvarlig over for Wilhelm Frick, indenrigsministeren, for i praksis var han kun ansvarlig over for Hitler. Himmlers politi var uafhængige, og de adlød ikke landets love og forfulgte og terroriserede snarere borgerne end beskyttede dem i Det 3. Rige. Reinhard Heydrich´s hensynsløse effektivitet og kampberedthed i alle de embeder han besad i SS, gav ham øgenavnet "det blonde uhyre" og "Himmler's onde geni". ---- Heydrich og Himmler havde et mærkeligt, men praktisk samarbejde. Selv om Himmler var chef, var Heydrich den sande kraft bag SD (SicherheitsDienst) og Gestapo under SS. Selv om de personligt ikke brød sig om hinanden, dannede de to mænd et solidt partnerskab og blev en kraft, som alle i den nazistiske ledelse kunne regne med. Mens Heydrich´s evner aldrig blev draget i tvivl af over-og underordnede, betød hans arrogance og uforsonlighed, at han kun fik få tilhængere i partiet, hvor han undertiden bragte Himmler i forlegenhed og vanskeligheder, så denne som øverste chef, var nødt til at rydde op i de følger Heydrich afstedkom. Himmler mistede af og til tålmodigheden med Heydrich, når han følte sig manipuleret og misbrugt, så han undertiden kaldte heydrich for "Djengis Khan". Ved etableringen af Det 3. Rige, var det Heydrich, som hjalp Hitler og Himmler med at indsamle oplysninger om mange politiske modstandere, hvor han oparbejdede et omfattende registreringssystem og noteringer om enkeltpersoner og organisationer, som var imod partiet og regimet. Han menes at være skaberen af forfalskede dokumenter fra en russisk korrespondance med den tyske overkommando. Selv om det nu er kendt, at der også var en sammenfaldende russisk militær forfalskning af dokumenter igang, udført af russiske officerer. Men på det tidspunkt af krigen på Østfronten, var det en udbredt opfattelse, at forfalskningskomplottet var et led i Heydrich's aktioner mod russerne, hvilket betød en meget stor grad af prestige for Heydrich. ---- Han var også medvirkende til oprettelse af falske 'angreb' fra Polen mod de tyske grænseområder, hvorfra der på den landsdækkende radio ,blev rapporteret fra bl.a. Gleiwitz. Denne nedrige plan havde til formål, at give den nazistiske begrundelse, for deres angreb på Polen den 1. september 1939 og begyndelsen af 2. Verdenskrig med Englands og Frankrigs krigserklæring mod Tyskland den 3. september. Denne fortolkning af årsagerne til tyskernes angreb mod Polen, blev efter krigen afsløret af De Allierede efterforskere, da de begyndte at forske i de erobrede tyske dokumenter. ---- At nogen på dette foto overhovedet kunne gå fri for nogen betydelig straf, forstår jeg ikke - De ses da på billedet og taget på "fersk gerning"!

Fra Czernin Slottet, den 2. oktober 1941, holdt Reinhard Heydrich en tale til de ledende repræsentanter for besættelsesmagten i Tjekkoslovakiet. I talen fjernede han al tvivl om sine planer og mission: "Jeg må utvetydigt og med ubøjelig hårdhed, bringe borgerne i dette land, såvel tjekkoslovakiske som andre, til forståelse for, at der ikke er nogen der kommer uden om det faktum, at de er medlemmer af Das Reich (Det Tyske Rige) og som sådan skylder de troskab hertil ... Disse mine opgaver, er prioriteret og kræves af hensyn til krigen. Jeg vil have ro i sindet, velvidende, at alle tjekkoslovakiske arbejdere yder sit maksimum for den tyske krigindsats ... Dette omfatter, at den tjekkoslovakiske arbejder behandles - for at sige det helt ærligt - således at han kan gøre sit arbejde bedst muligt". - I en del af talen, hvor det handlede om den "endelige løsning", sagde han, at Protektoratets fremtid, skal én gang for alle, afgøres ved tysk beslutningskraft: "At være i stand til at træffe en beslutning om, hvem der er egnet til at blive "germaniseret". Jeg har brug for oversigt mht. folkets racesammensætning ... Vi har alle slags mennesker her, nogle af dem er fra en god race, med kvalitet og god dømmekraft. De vil være enkle at arbejde med, dem kan vi "germanisere". På den anden side har vi racemæssigt mindreværdige mennesker og, hvad der er værre, de udviser forkert adfærd. Disse vil vi smide ud. Der er masser af plads mod øst. Mellem disse to yderpunkter er der dem i midten, som vi er nødt til at undersøge grundigt. Vi har altså racemæssigt mindreværdige mennesker, men med god dømmekraft, så har vi racemæssige uacceptable folk med dårlig affærd. Hvad angår den første slags, skal vi genbosætte dem i Riget eller et andet sted, men vi er nødt til at være sikker på, at de ikke længere er en race, som vi er ligeglade med at udvikle på ... En gruppe er der fortsat, selv om disse mennesker er racemæssigt acceptable, med fjendtlighed i deres tankegang - det er den farligste gruppe, fordi det er en ledende race-ren klasse. Vi er nødt til at tænke gennem nøje, hvad vi skal gøre med dem. Vi kan flytte nogle af dem til Das Reich, placere dem i en rent tysk miljø, og derefter "germanisere" og genopdrage dem. Hvis dette ikke kan lykkes, skal vi stille dem op mod væggen"! ---- Straks efter sin ankomst i Prag begyndte Heydrich, at gennemføre sin idé om "den endelige løsning på det jødiske problem". En af hans første dekreter, dateret den 29. september 1941, berørte foranstaltninger mod tjekkoslovakiske jøder i blandende ægteskaber, tjekkoslovakker som var venner med jøder, og krav om lukninger af synagoger. Det fremgår blandt andet: "... Jødiske synagoger og steder med bøn, er ikke blevet brugt til religiøse formål i nogen tid. I stedet er de blevet centre for alle former for jødisk undergravende "virksomhed" og arnesteder for ulovlig skjult propaganda. Af denne grund har jeg beordret lukning af alle jødiske synagoger og bedesteder. Dette skal træde i kraft straks ... Visse tjekkoslovakiske kredse opfører sig på en meget venlig måde mod jøderne, især i den seneste tid. Det er hovedsageligt de tjekkoslovakiske "elementer", der forsøger at vise deres anti-tyske tænkning. Jeg har befalet, at statens politi, skal gribe ind mod tjekkoslovakkerne, som åbent demonstrere deres venskab med jøderne i gaderne og på offentlige steder - de skal varetægtsfængsles!". Denne foranstaltning blev skabt, fordi nogle tjekkoslovakker udviste støtte til jøderne, efter at alle jødiske borgere blev tvunget til at bære den gule Davidsstjerne fra september 1941. Nogle ikke-jøder var begyndt demonstrativt at bære davidsstjernen, således at de åbent viste deres støtte til jøderne. Samtidig indledte Heydrich forberedelserne til at etablere en jødisk ghetto i Theresienstadt ved Prag. Den tyske hær forlod området med den gamle borg, så tidligt som i oktober 1941. De første jødiske "beboere" (fanger), ankom til Theresienstadt den 24. november 1941. Fra 9. januar 1942, blev i alt 86.934 fanger sendt ud fra Theresienstadt til udryddelseslejre, oprettet i det tidligere polske område. Kun 3.097 overlevede, så de kunne opleve slutningen af krigen.

Den 9. oktober 1941, sendte Reinhard Heydrich et notat til alle ledere, i de politimæssige og civile instanser, som han havde befalingen over i Protektoratet. Her informerede han dem om sin mission i Protektoratet. Han efterlod ingen i tvivl om, hvilke metoder, han ville bruge i sin regeringstid. "... Dette ærefulde embede, er ikke blot en ære for mig personligt, men er også en anerkendelse af arbejdet i sikkerhedspolitiet og Gestapo... Jeg ved, at jeg blev betroet denne opgave, som medlem af SS og som sådan skal jeg opfylde den". Heydrich's befalinger i protektoratet blev virkelighed og absolut "lov" for Sikkerhedspolitiet (SIPO) og Sikkerhedstjenesten (SD). Den 10. oktober 1941 under overværelse af SS-Sturmbannführer Adolf Eichmann, ledede Reinhard Heydrich en konference om "den endelige løsning på det jødiske problem" i Protektoratet. Han erklærede.... "at der var ca. 88.000 jøder, der levede i Protektoratet - 48.000 i Prag, 10.000 i Brno og 10.000 i Moravská Ostrava. Han oplyste...."at Theresienstadt var det bedste sted at bygge en midlertidig indsamlings- og gennemgangslejr ...Transporter til og fra lejren vil ikke tage meget tid. To eller tre togsæt kunne sendes ud dagligt, med ca. 1.000 personer hver. "Genhusning" skal udføres i henhold til evakueringsprincipperne. Ved hjælp af en tidstestet metode, kan hver jøde tage et ikke aflåst stykke bagage med personlige ejendele med sig, med en vægt på op til 50 kg. - og for at gøre vores arbejde lettere, kan man have fødevarer til 2-4 uger med.

Tjekkisk nutidig offentlig bygning, i Prag, som under 2. Verdenskrig var hovedkvarter for GESTAPO. Her i Prag, planlagde og beordrede Heydrich, "Slagteren Fra Prag", alle sine forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og terror, som næsten ikke har set sin lige siden - ikke i den målestok, som han og nazisterne organiserede før og under krigen. -- Man skulle så tro, at forbrydelserne mod menneskeheden ville blive mindre, hvis man kunne få denne galning slået ihjel. Det lykkedes at få ram på Reinhard Heydrich den 27. maj 1942, med hans efterfølgende død den 4. juni. -- Tiden efter hans død og indtil krigen endelig sluttede, bevirkede ikke denne reducerede aktivitet - tvært imod hævnede nazisterne attantatet, på grusomste vis.... læs om alt dette, ved de mange næstfølgende fotos i dette omfattende foto- og historiemateriale. -- Efter mordet på Reinhard Heydrich, blev SS-Obergruppenführer og Politi-Generaloberst Kurt Daluege, fungerende stedfortrædende Protektor for Böhmen og Mähren. Det var Kurt Deluege, som sammen med Karl Hermann Frank, fik ordren til at organisere udslettelsen af landsbyerne Lidice og Lezaky ved Prag. -- Nogle historikere mener, at attentatet på Heydrich kom til at koste omkring 5.000 tjekkoslovakker livet. -- Spørgsmålet er så, om attentatet var ofrene værd? Jeg er tilbøjelig til at mene nej. Jeg mener ellers, at man burde have kunnet dræbe flere højtstående nazister under krigen - Men De Allierede turde ikke anvende den mulighed, hverken i Tjekkoslovakiet eller andre steder - netop fordi man frygtede nazisternes hensynsløse hævn mod det tjekkiske folk, jøderne og i de andre tysk besatte lande. -- Det levede nazisterne helt op til! Endvidere sendte det også et endegyldigt og knusende bevis på, at tyskerne var i stand til at gøre hvad som helst mod andre mennesker, som hævn, som terror og afskrækkelse. Mareridtet i Tjekkoslovakiet og bl.a. i de mange nazistiske KZ-lejre, bevirkede, at man fra allieret side, ikke turde røre andre nazister resten af krigen - det var kun de lokale modstandsbevægelser, som kunne gøre noget, når de fik træning hertil og våben/udstyr, bl.a. kastet ned med fly fra England. ---- Endelig kan man også antage, at tyskerne nu fandt det legitimt, at begynde at udrydde jøderne i Europa, på en meget mere intensiveret og organiseret måde i stor skala (iht. Heydrich og Wannsee-mødet i 1942, om jødernes udryddelse), tillige med at man alle steder i Europa blev mere og mere rabiate med terror og henrettelser mod befolkningerne, hvor jøderne dog stod i første række, efterfulgt af alle andre mennesker med en særlig religion, sygdom, politisk tilhørsforhold osv. Ondskaben havde ingen grænser for det nazistiske regime. ---- Efter Heydrich´s død fortsatte hans "højre hånd" Adolf Eichmann og andre nazister, med at føre Heydrich´s og Hitlers bestialske planer om udryddelse af jøderne videre - Han og hans organisation, organiserede togtransporter til de frygtelige udryddelseslejre i Østeuropa og Tyskland! Ligeledes også med Hitlers begrundelse for sit felttog mod Rusland - han ville besejre og udrydde "Bolchevismen" - så massehenrettelser af russere, baltere og polakker og vilkårlige drab, skete i stor stil gennem hele krigen, hvor tyskerne havde erobret disse lande. Mange af de tysk besatte lande, havde befolkningsgrupper, som støttede tyskerne mod russerne (baltiske lande, Ukraine, Hviderusland m.fl.) og medvirkede bla. derfor til myrderier og terror i "stor stil", mod deres egne landsmænd - især i Østeuropa, Polen, Ungarn, Lithauen, Rumænien, Balkan, Frankrig (Vichyfrankrig), Holland, Italien osv.

På hjørnet af bygningen, hvor Gestapo havde hovedkvarter, er der i dag en mindeplade for alle de lidelser, drab og folkemord, som tyskerne foretog i Tjekkoslovakiet under 2. Verdenskrig. Tysklands overtagelse af erobrede lande og områder, blev hurtigt organiseret af de dertil oprettede "Indsatsgrupper -Einsatzkommandos", som ad-hoc blev dannet af deres chef, Reinhard Heydrich. Disse Indsatsgrupper skulle hurtigt efter erobringen sikre offentlige bygninger, dokumenter og områdets administration. I sommeren 1938, hvor Tyskland var ved at forberede invasionen af Tjekkoslovakiet, blev indsatsgrupperne, som skulle organisere Tjekkoslovakiet, grundlagt. Hensigten var, at indsatsgrupperne skulle følge i kølvandet på den tyske hær, når de rykkede ind i Tjekkoslovakiet, for at sikre de offentlige kontorer og administration, herunder al dokumentation om borgerne i landet. I modsætning til de tidligere Einsatzkommandos, (anekteringen af Østrig), var indsatsgrupperne nu bevæbnet og havde tilladelse til frit at bruge bevæbningen, for at fuldføre deres mission, med at overtage al administration og kontorer, som tilhørte den tjekkoslovakiske stat. Indsatsgrupperne var aldrig en fast etableret organisation, men snarere ad hoc-enheder, som rekrutteredes primært fra egne rækker af SS, SD og forskellige tyske politi enheder, som Ordenspolitiet, Gendarmeriet, Kripo og Gestapo. ---- Her i denne bygning huserede bl.a. følgende tyske SS-mænd: Helmut Braun, Gestapo Prag og Benesov. -- Franz Brixel, Gestapo Prag og Kladno. -- Wilhelm Clemens, Gestapo Prag. -- Heinrich Faber, Gestapo Prag, Kladno og Mlada Boleslav. -- Josef Fabian, Gestapo Prag, Pankracfængslet. -- Johann Fischer, Gestapo Prag og KZ-lejren Terezin (Theresienstadt) i Prag 1942-1945. -- Johann Kortner, Gestapo Prag. -- Peter Krämer, Gestapo Prag. -- Eugen Nemitz, Gestapo Klatovy, KZ Terezin/Theresienstadt. -- Adolf Venecek, Gestapo Prag. -- Blodet driver ned af disse navne! Man må håbe, at alle fik en fortjent død i løbet af eller efter krigen!

Klikk - klackk- klackk - lyden af ladegreb og patronernes indføring i kammeret på de tyske bødlers rifler, høres tydeligt på dødspladsen, hvor en peloton af tyske soldater gør klar til endnu engang at henrette en samling fanger i Prag. Der er stille, kun skridt fra officerernes trin i gruset og den sagte mumlen og gråd fra de dømte mennesker, som må stå med ryggen til deres bødler - trækkende deres skulderblade sammen og stivne i ryggen og helt i vold af deres grænseløse rædsel, afmagt og fornedrelse! De holder vejret, alt mens snot og tårer, og andre kropsvæsker flyder fra dem uden kontrol, da de hører de skarpe tyske kommandoer om at give: "Achtung" - Anlegen - Feur!! Skuddene smælder øredøvende, bødlernes arme og skuldre rykker og ekkoerne af riffelskuddene knalder pladsen rundt og brager derefter ud over omegnen, så alle ved hvad der er sket - igen! Ved muren rykker og spjætter det i menneskenes hoveder, kroppe og arme, da kuglerne brager og river sig gennem deres kroppe - og smelder ind i stenmuren foran dem - de styrter om, pludseligt, abrupt, eller som i langsom slow-motion! - På jorden ligger de fleste nu helt stille, enkelte sitrer i lemmerne og en enkelt graver med fødder og hænder i få sekunder i gruset - så er der dødsstille! - Kommandoen: Abladen! - Et minut tikker langsom lydløst afsted, da et par officerer tager sig sammen, trækker deres pistoler op af hylsteret og trasker ligegyldigt ud til de faldne fanger - ser på dem, pirker til dem med en støvlebesat fod, går vidre til den næste - en ser ikke helt død ud og pistolen hæves og et kort bjæffende skud lyder og kroppens hoved rykker og blodet sprøjter igen! - Næste hold fanger er på vej...det hele gentager sig igen - og igen - hver dag i flere år!!! Når man ser dødslisterne, datoerne og henrettelsestidspunkterne fra dengang - så ved man besked om omfanget og dets organisation og præcision - modbydelig læsning!

Prag-Kobylisy skydebanen, som under den militære undtagelsestilstand, som 2 gange var indført af først Reinhard Heydrich, allerede i slutningen af september 1941 og igen senere efter hans likvidering og død den 4. juni 1942, fungerede som henrettelsplads for tusindvis af borgere fra modstandsbevægelsen og for andre, som skulle af med livet, f.eks. bare man ikke havde sit "Ausweiss" (personlige papier) på sig, eller havde sortbørsvarer på sig, eller bare kendte, eller var i familie med nogen som skulle henrettes af tyskerne. Tusindvis blev skudt her.

En af de første og vigtigste ofre for massehenrettelserne, var regeringslederen og General Alois Eliás. - Jeg har nævnt ham tidligere ovenfor, ved de fotos, som omhandler tyskernes invasion i Tjekkoslovakiet. Efter hans ledende rolle i hærens forsvar af landet, blev han regeringsleder i marionet-regeringen i landet, efter tyskernes overtagelse. Eliás var født 7. marts 1890. Han havde tjent i de tjekkoslovakiske hærenheder, som soldat i både Rusland og Frankrig i løbet af 1. Verdenskrig og opnåede rang af general. I 1920-1921 blev han som ung general ,chef for forsvarsministeriets kontor og i 1921 - 1923 studerede han på The University of War Studies i Paris. Hjemvendt herfra havde han flere chefstillinger i den tjekkoslovakiske administration, herunder den fortsatte kontrol med nedrustnings- og afmilitariseringen af bl.a. Tyskland. 1931 - 1933 Kommandør af den 2. Infanteribrigade, 1933 - 1935 Kommandør af 3. Division. 1935 - 1938 Kommandør af 5. Korps og dernæst transportminister indtil den 27. april 1939, hvor han blev udnævnt til Premierminister i marionetregeringen, som blev dannet efter tyskernes erobring af Tjekkoslsovakiet den 15. marts 1939. Den første "regering", efter tyskernes erobring af landet og deres dannelse af Protektoratet Böhmen og Mähren, var kun af midlertidig karakter, fordi tjekkoslovakkerne kun betragtede den som en erstatning for Den 1. Tjekkoslovakiske Republik fra 1919. En udskiftning af den førnævnte regering blev drøftet i slutningen af april 1939. Statens Formand for Protektoratet Böhmen og Mähren ,Emil Hácha, mente at udnævnelsen af Alois Eliáš, var det bedste valg. Hácha håbede, at den popularitet, som Elias havde erhvervet i løbet af hans tidligere militære karriere, ville være gavnligt for Emil Hácha´s marionetregering under tysk overherredømme. Selv om det er noget tvivlsomt, har nogle historikere skrevet, at Hácha havde håbet, at Elias' tidligere kontakter med Reichsprotektor Konstantin von Neurath, kunne få denne til se det ønskelige i, at Elias blev den nye Premierminister i Protektoratet. ---- Det faldt i god jord hos den vege og konfliktsky Neurath og den 27. april 1939, blev Elias udnævnt til Premierminister. Elias tog ledelsen ud fra den overbevisning, at han kunne få en enestående mulighed for at hjælpe sit land. Under hans embedstid, samarbejdede han tæt med modstandsbevægelsen "Nationens Forsvar" og eksil-præsidenten Eduard Benes i London, i deres fælles kamp mod den nazistiske besættelsesmagt. Den 27. september 1941, en uge efter udnævnelsen af Reinhard Heydrich, som den nye stedfortrædende Reichsprotektor i stedet for Neurath, som mistede sine beføjelser, trådte Heydrich straks i karakter, allede den første dag i embedet. Han havde store planer med landet og ville starks have knust den tjekkoslovakiske modstand og få landet "germaniseret". Elias og mange hundrede andre militære og civile blev anholdt. Elias blev stillet for retten og dømt til døden. -- Efter at Heydrich blev likvideret (se fremad ved alle de andre fotos med tilhørende historie om Operation "Anthropoid") og nøjagtig på årsdagen et år senere, den 27. maj 1942, blev Elias henrettet på Kobylisy skydebanerne ved Prag, som en yderligere hævn for attentatet på Heydrich den dag. Tyskernes hævn var enormt omfattende og skånselsløs brutal og blodig! ---- Elias fik først en statslig begravelse med fuld udmærkelse den 7. maj 2006 og blev efterfølgende begravet på Vítkov kirkegården i Prag.

General Josef Bily deltog i oprettelsen af organisationen "Nationens Forsvar". Han blev født den 30. juni 1872. I sit voksne liv begyndte han sin karriere med eksamen fra Imperial Cadet School i Trieste og University of War i Wien. Under 1. Verdenskrig var han officer i den Østrig-Ungarske hær og havde kommandoen over et regiment på den russiske og senere, italienske front. I 1917-1918 havde han som Oberstløjtnant, kommandoen over en special hærenhed på Asiago fronten i Italien. I årene 1918-1920 var han øverstbefalende for garnisonen i Ceské Budejovice. 1920-1922 Kommandør af den 16. Infanteri Brigade i Frydek. 1923-1928 Kommandør af den 6. Division i Brno. I årene 1928-1935 var han Kommandør af Det Böhmiske Militære Provinshovedkvarter. Han blev pensioneret i juli 1935. Efter tyskernes invasion og besættelse af landet, deltog han sammen med bl.a. Elias i oprettelsen af organisationen "Nationens Forsvar". Efter at General S. Ingr flygtede til England, blev Bily organisationens leder. I foråret 1939 "gik han under jorden". Den 14. november 1940, blev han arresteret af Gestapo i det sydlige Böhmen, hvor han skjulte sig. ---- Dagen efter Heydrich's indsættelsen i embedet den 28. september 1941, blev 2 af de fungerende ledere af den militære modstandsorganisation, "Nationens Forsvar" General Bily og General Hugo Vojta, dømt under den indførte militære undtagelsestilstand, som Heydrich beordrede iværksat omgående. De 2 ledere blev skudt og henrettet på Ruzyne Kasernen den 28. september 1941. -- Disse brutale foranstaltninger var fra Heydrich´s side, starten på de næste års terrorregime, som tyskerne iværksatte for at bryde den anti-tyske modstand i Tjekkoslovakiet. ---- Det sidste General Bílý råbte ud mod den tyske henrettelsespeloton´s soldater, da han stående med ryggen mod henrettelsesstolpen var: "Længe leve Den Tjekkoslovakiske Republik! - Skyd i hunde!"

Foto af en af tyskernes vilkårlige henrettelser af formodede intellektuelle tjekkoslovakker (Universiteternes studerende, lærere og proffessorer, men også kunstnere og forfattere m.fl.). I de første uger efter den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet, der begyndte den 15. marts 1939, blev snesevis af højtstående tjekkiske militære officerer i modstandsbevægelsen Obrana Naroda ("Nationens Forsvar") fanget og sat i det berygtede fængsel Ploetzensee i Berlin. Her blev de henrettet op ad fængslets mure. I løbet af 2. Verdenskrig, blev mange tusinde tjekkoslovakker myrdet, da tyskerne udvidede listen over forbrydelser, som kunne straffes med døden. Ikke kun mord og højforræderi i landet, kunne straffes med døden - man fandt frem til 25 andre forhold, som nærmest pr. automatik førte til henrettelse af fangen. I Ploetzensee- og Pankracfængslet i Prag (Hvor de såkaldte "Folkets Domstole" i det besatte Tjekkoslovakiet, som tyskerne benævnte "Das Reich Protektorat Böhmen og Mähren - blev tusindvis af formodede modstandsfolk og deres familiemedlemmer og bekendte dømt til døden og henrettet. I andre fængsler og kz-lejre foregik der også dømninger og henrettelser. Oberst Josef Srstka, som gennem modstandsbevægelsen "Nationens Forsvar" (ON), havde hjulpet familier til de tjekkoslovakiske modstandsfolk og soldater, der kæmpede sammen med De Allierede, blev myrdet i Ploetzensee den 1. juni 1943, sammen med sin gode ven General Alois Machacik, den velhavende entreprenør Gustav Svoboda, og Vaclav Adam, en kaptajn fra det Tjekkoslovakiske Forsvarsministerium. Mere end 670 tjekkoslovakiske modstandsfolk blev myrdet i Ploetzensee, hvorfra deres friske lig rutinemæssigt blev leveret til nazistiske læger, hvor kroppene anvendtes til lægeforsøg og øveobjekter!! ---- Den første store manifestation af den tjekkoslovakiske modstand, fandt sted den 28. oktober 1939, med en massedemonstration, som førte til store slagsmål, kostede én livet og sårede mange. Denne demonstration blev anført af de tjekkoslovakiske studerende. ---- Hitlers reaktion på demonstrationen var udtalelsen om, at såfremt der var mere modstand, ville han jævne Prag med jorden. Derudover lukkede man alle højere læreanstalter i 3 år, og studenterlederne blev straffet. Hitler iværksatte ''Operation Albrecht'', som gik ud på, at omkring 2000 af de mest sandsynlige oprørere blev deporteret til KZ-Lejrene Dachau og Buchenwald, hvor de skulle tjene som gidsler for en fremtidig god opførsel i Protektoratet.

Fra de første dage af den tyske besættelse af landet, opstod der forskellige illegale organisationer, herunder den nok mest kendte organisation "Nationens Forsvar", som hovedsagelig bestod af tidligere soldater og officerer. Andre organisationer, politiske som intellektuelle dannedes også. Så tidligt som i marts 1939 opstod det første vigtige illegale blad "At Kæmpe!". Men de tyske sikkerhedsstyrker, SIPO, SD, Abwehr, Gestapo og SS, sad ikke med hænderne i skødet. Allerede den 25. august 1939, optrevlede Gestapo en efterretningsorganisation bestående af tidligere officerer i hæren under ledelse af Dr. Zdenek Schmoranz. En uge senere arresterede Gestapo 3.000 ledende personer i det tjekkoslovakiske offentlige og kulturelle liv (Operation "Albrecht I"). Den 28. oktober 1939, nedkæmpede de nazistiske sikkerhedsstyrker brutalt en demonstration, som var arrangeret på 30 års dagen for oprettelsen af Den 1. Tjekkoslovakiske Republik af 1919. Begravelsen af et af ofrene - Jan Opletal - udløste nye protester. Nazisterne fulgte dette op ved at udføre ni henrettelser af nogle studenterledere den 17. november 1939, og påbud om omgående lukning af alle tjekkoslovakiske universiteter. Omkring 1200 studerende blev deporteret til koncentrationslejre. Ved udgangen af 1939 og begyndelsen af 1940, rettede Gestapo et hårdt slag mod modstandsorganisationen "Nationens Forsvar", efterfulgt af massearrestationer. Ikke desto mindre, var modstandsfolk i begyndelsen af 1940, i stand til at danne den kommende førende modstandsorganisation ÚVOD, som bestod af flere politiske undergrupperinger, men som samarbejdede om den fælles fjende tyskerne og landets medløbere og forrædere (undtaget var den kommunistiske modstandsbevægelse, som opererede alene). ---- Blandt medlemmerne af "Nationens Forsvar", blev disse vigtige personer myrdet i Plötzensee: Oberst Josef Tacl (til venstre) og Kaptajn af 1. klasse Zdenek Tvrz, som tidligere var ledende medlemmer af den regionale kommando i "NF" i det østlige Böhmen.

Den nazistiske ledelse i Prag og Protektoratet: Karl Hermann Frank, SS-statssekretær i Protektoratet Böhmen og Mähren (anden person fra venstre), Reinhard Heydrich, fungerende Rigsprotektor for de 2 regioner (tredje fra venstre) og Heinrich Müller, chef for Gestapo (fjerde fra venstre), på et møde i Prag omkring 1941-42. Så megen ondskab på et så lille et område - Rummet må have lugtet og emmet af frygt og underdanighed fra de ansatte, mistænkelig vogten på hinandens hensigter og rænkespil, spytslikkeri, korporlig svedlugt, dårlig ånde, læderlugt, skosværte, mølpulver, barbervand, cigaretter og cigarer. Det eneste man nok ikke kunne lugte, var al det blod, som disse umenneskelige svin fik til at flyde overalt på Jorden. ---- Når der var ubehagelige ting på dagsordenen - og det ville der altid være, når så modbydelige mænd var samlet, var den daværende Rigsprotektor von Neurath fraværende. Han var en konfliktsky person, som altid sørgede for at være ude af protektoratet, når der skulle foregå ubehagelige ting. Han blev skiftet ud med Reinhard Heydrich den 27. september 1941, som den 27. maj 1942 blev likvideret med en håndgranat, kastet af en af de tjekkiske faldskærmsfolk fra England. Heydrich blev efterfulgt af Kurt Daluege og senere Wilhelm Frick. ---- Den 22. juni 1941 invaderede Hitler og tyskerne Rusland. Den pro forma indsatte Parlamentsformand Emil Hacha i Protektoratet, støttede denne aktion, da han var imod kommunismen, men eksilregeringen i London anført af Eduard Benes lavede en aftale med Rusland om den kommende efterkrigstid, når tyskerne var besejret, idet han anså faren fra tyskerne som større. ---- Fra oktober 1944 til maj 1945 gjorde tjekkoslovakkerne voldsomt oprør mod besættelsesmagten, kulminerende med det væbnede oprør den 4 . maj 1945. ---- USSR og USA kom tjekkerne til undsætning og befriede dem fra Tysklands besættelse den 8.- 11. maj 1945. Herefter henstod landet i et vakuum oven på den frygtelige krig og dens uhyggelige efterslæb af frygtelige opdagelser af tyskernes bestiale fremfærd i landet og det øvrige Europa. I februar 1948 blev kommunismen ved et kup indført i Tjekkoslovakiet, trods modstand fra store dele af folket. Det ene diktatur afløste det andet....

Den tjekkoslovakiske marionet - regeringslederen Emil Hácha og Adolf Hitler i Prag foråret 1939. Hácha blev født 12. juli 1872. Mellem 1898-1916: Embedsmand i provinsen Böhmen´s regionsudvalg. 1916-1918: Ansat ved højesteretten i Wien. 1919-1925: Vicepræsident ved Højesteret i Den 1. Tjekkoslovakiske Republik. 1925-1938: Præsident for Højesteret i republikken. Professor i lovgivning ved Charles Universitet, Prag. November 1938 til marts 1939, formand for VSA. Den 15. marts 1939, blev han brutalt tvunget til at erklære accept af Tyskland´s (se nederst hvordan) besættelsen af republikken. Derefter var han indtil maj 1945, formelt formand for "regeringen" i Böhmen og Mähren. Fra 1941 holdt han sig i kontakt med Eduard Beneš i London, men Hácha blev tvunget ud i isolation efter arrestationen og henrettelsen af Præsidenten Alois Elias. På grund af dårligt helbred, blev han efterhånden en marionet i hænderne på nazisterne og deres kollaboratører. Han blev arresteret efter befrielsen af landet og døde i varetægtsfængsel i Pankrác fængslet den 1. juni 1945. -- Om natten til den 14-15. marts 1939, på et møde med præsident Emil Hácha, havde Adolf Hitler fremlagt et ultimatum, som betød, at den tyske hær ville overtage Böhmen og Mähren kl. 06:00 den følgende morgen. Under massive pres og trusler, opgav Hácha endelig og sagde: "Jeg betroer hermed Böhmens og Mährens skæbne i hænderne på Der Führer". En dag tidligere, havde det slovakiske senat stemt og vedtaget etableringen af en ny "uafhængig" stat Slovakiet. -- Samme dag havde en gruppe på 11 efterretningsofficerer, under ledelse af Oberst František Moravec, forladt landet og medtaget landets efterretningsarkiv til London.

Den 19. november 1941 gav protektoratets politiske formand Hácha, Reinhard Heydrich, fire af de syv nøgler til kronjuvel kammeret. Han ledsagede denne symbolske handling med ordene: "Disse Krojuveler, som er deponeret i St. Wenceslas 'Kapel i St. Vitus' Kathedralen i Prag, er symboler på Böhmen og Mähren's troskab til Das Reich. Den 15. marts 1939, overtog Das Reich, denne værdighed, som konger af Böhmen engang havde, og overtog dermed beskyttelsen af disse juveler og dermed nøglen til magten. Hr. Reich Protector! Jeg afleverer hermed personligt til Dem, som Føreren's kommissær i protektorat, de fire nøgler til Kronjuvelerne, som var i min besiddelse".

Foto fra sommeren 1937. Prag set fra slotsborgen med Karlsbroen nederst til højre i billedet. Landet og byen endnu ikke ramt af katastofen året efter. ---- PRAG UNDER DEN TYSKE BESÆTTELSE: I oktober 1939 beordrede tyskerne mørklægning af Prag. Dette var for at undgå, at selv den mindste smule lys skulle blive et mål for fjenden. ---- Mørklægningen betød en helt ny levemåde for borgerne i Prag. I vinterdagene lå gaderne øde hen efter den sidste biograffilm. I krigens sidste år var der sådan en mangel på gas og kul, at mange lejligheder ikke blev opvarmet og man blev nødt til at gå tidligt i seng for at holde varmen. Samtidig med mørklægningen kom rationeringen, hvilket i starten faktisk betød, at nogle havde det bedre end før. Rationeringen var stort set den samme, som i selve Tyskland, dog fik man lidt mindre fedt. Andre mere luksusprægede varer var også lettere at få fat på, end i selve Tyskland - hvis man ikke kunne få fat i dem i butikkerne, kunne man altid prøve sortbørsen, hvilket dog var farligt. Blev man taget i sortbørshandel, var det sidestillet med sabotage, som ofte betød døden. -- Som krigen blev mere intensiv gjorde mange en indsats for at øge madproduktionen. Prags parker blev pløjet op, og der blev sået kartofler og grøntsager. Mange begyndte også at holde kaniner, som de så gik og fedede op i deres sparsomme fritid fra deres arbejde i de tyske krigsfabrikker. De ledende nazister ønskede at frem-stå som ven med arbejderklassen - der kunne ikke føres krig uden deres hjælp på fabrikkerne. -- Nazisterne pralede med, at en arbejders løn steg med 40 - 45 % fra marts 39 - 40. Under Heydrich, som virkelig ønskede at fremstå som deres kammerat, fik arbejderne på især våbenfabrikkerne ekstra tobak og sko. Se og læs mere om Prag under krigen ved næste foto.

Prag sommeren 1937, før nazisterne invaderede landet og byen. ---- Fortsat fra forige foto.... Vigtigst for Nazisterne var altså våbenfabrikkerne i området. Det betød at de andre samfundsklasser blev overset eller ignoreret. Det gik især hårdt ud over middelklassen, der blev meget berørt af lukningen af mange middelstore virksomheder. De blev i stedet anvist arbejde som arbejdsmænd på en af de fabrikker tyskerne ønskede at holde i gang. I slutningen af krigen blev det dog værre for alle. En arbejdsuge på våbenfabrikkerne var i teorien 64 timer om ugen. Men rent faktisk arbejdede man 12 timer om dagen, 6 dage om ugen og dertil kom søndagsarbejde engang imellem. For eksempel skulle en arbejdsmand, der arbejdede i et af Prags yderområder, hjemmefra klokken 4 om morgenen for at komme hjem igen omkring klokken 22. Man kunne ikke bare skifte job, hvis man fandt noget der lå tættere på, dertil skulle man have sin arbejdsgivers samtykke, og det var ikke altid lige let. -- Rationerne blev også mindre i de sidste år af krigen, samtidig fik butikkerne og restauranterne færre og færre varer. Der er eksempler på restauranter, der genbrugte det, der blev tilovers på tallerkenerne, for at kunne servere for den næste gæst. Prags gader blev i denne periode fyldt med affald. Der var ikke arbejdskraft nok til også at fjerne skraldet. Hospitaler og andre offentlige bygninger samt folks lejligheder blev ikke varmet op - man skulle bruge de midler andre steder. Transportsystemet led også nød. Kun priviligerede grupper som f.eks. læger havde lov til at køre i privatbil. Benzinmanglen betød at busser og lastbiler kørte på kulos. -- I slutningen af '44 kom forbudet mod alle privatbiler og alle lagre af dæk blev fjernet af Nazisterne. Herefter blev cyklen det vigtigste transportmiddel for mange. Sporvognene kørte også stadigvæk. Det kunne dog være farligt at køre med den. Der var mange uheld på grund af manglende reservedele. -- Besættelsen betød, at staten fik en større rolle i den enkelte tjekkoslovaks liv. Man skulle have nye identitetskort og samtidig underskrive en erklæring om at man ikke var jøde eller sigøjner. Dette skulle man bevise med et stamtræ, der viste begge sæt bedsteforældre. Man skulle også registres for rationeringskort og arbejdsformidling. Efter mordet på Heydrich skulle alle husholdninger også have registreret alle medlemmer over 15 år. Rejsende skulle reportere til politiet inden 24 timer efter de ankom. -- Det var meget farligt at blive anholdt uden at have papirerne i orden. Under den værste periode var folk paniske for at have papirerne i orden og huske at have dem på sig. Havde men ikke orden i disse sager, betød det anholdelse og fængsling hos Gestapo, hvilket ofte medførte døden. Samtidig med registreringen og rationeringen kom køerne. Man skulle stå i kø for alt. Den sørgeligste kø af dem alle var nok den, hvor jøderne stod i kø for at blive registreret for deportation til Theresienstadt eller gaskamrene i Auschwitz-Birkenau. -- Sygdom fulgte også med krigen. De dårlige rationer og presset fra våbenfabrikkerne var en medvirkende faktor til dette. En anden medvirkende faktor var truslen fra Gestapo, og de folk/stikkere, de havde, til at spionere mod deres egne landsmænd. Dette betød, at man aldrig kunne vide sig helt sikker på, om noget af det man havde sagt, selv til venner eller familie, ville havne hos Gestapo. -- Tyskerne havde fra starten haft styr på alt kulturelt. Man havde en helt speciel afdeling til at tage sig af den tjekkoslovakiske kultur, som man i sidste ende ønskede at afskaffe, så der kunne blive plads til den tyske kultur i stedet for. Alt hvad der blev skrevet kom under skrap censur, ikke bare aviser men også bøger, musik og drama. Nazisterne opfordrede de intellektuelle til, at skrive om arbejderne i rosende toner, samt at give læserne en mundsmag på, hvad tiden efter krigen ville byde på, ånden af det nye Europa - tysk overherredømme. Da man ønskede at indføre den tyske kultur i stedet for den oprindelige tjekkoslovakiske, betød det, at man på teatrene rundt om i Prag hovedsageligt spillede tyske komponister og dramaer. Al denne "finkultur" betød dog intet for masserne. Især de unge ville hellere lytte til jazz, hvilket tyskerne ikke så på med milde øjne. Jazzen var nemlig skabt af dårlige racer - jøderne og negrene i USA. Dette mente man var et symbol på, at der var noget rivende galt i Amerika. -- En af de fornøjelser tjekkoslovakkerne satte mest pris på under krigen var sport. Især ishockey, hestevæddeløb og fodbold var populært. Men alt som krigen skred frem, blev det sværere og sværere at få tid til en hobby. Der blev også arrangeret sportskampe mellem tyske og tjekkiske hold. Dette blev bevidst brugt som propaganda fra tyskernes side. For at vise den ariske races overlegenhed, ordnede de det sådan, at det tyske hold aldrig tabte når publikum var til stede. -- For den største del af befolkningen var biografen midlet til at slippe væk fra virkeligheden. Før krigen havde den tjekkiske filmindustri været under en rivende udvikling. Dette havde tyskerne ingen intentioner om at stoppe. Man gav dog de tjekkiske filmfolk nogle retningslinier; eksempelvis måtte jøder ikke vises i positivt lys, man skulle også undgå alt antitysk. Tyskerne filmede også en del af deres egne propagandafilm i områderne omkring Prag - her var de fri for de allieredes bomber og kunne benytte sig af de gode tekniske faciliteter. -- Under det meste af krigen blev Prag sparet for bombninger og ødelæggelser. Men i maj 1945, blev byen dog udsat for intense tyske bombeangreb, for at stoppe det igangværende oprør. -- Den første bombning fandt sted den 15. november 1944. Det gik ud over et elektricitetsanlæg i en forstad til Prag. Pragerne tog det dog ikke særligt alvorligt, det var jo ikke den store katastrofe. Det var først da Mozartbroen i centrum af byen, blev bombet d.14. februar, at alvoren gik op for dem. Ved denne lejlighed blev en del bygninger nær broen bombet, heriblandt flere hospitaler og der var mange døde og sårede. Det viste sig senere at dette angreb var en misforståelse. Det var amerikanske flyvere, som var kommet ud af kurs, og om troede at de bombede den tyske by Dresden. -- Den 25. marts 1945 blev Prag udsat for en del industri-bombninger, som også medførte mange dødsfald, men alt i alt slap byen relativt ubeskadiget fra krigen.

Foto af den heilende tjekkoslovakiske "politiker" Emanuel Moravec, som under det tyske herredømme i Protektoratet Böhmen & Mähren fra 15. marts 1939 til 9/10. maj 1945, var den som havde den reelle magt i protektoratet, næst efter tyskerne og Reichprotektor Reinhard Heydrich, som overtog styringen i protektoratet den 27. september 1941. Moravec var vild med nazismen og i særdeleshed med Heydrich, som indsatte ham som "Undervisningsminister" i protektoretets marionet-regering i starten af 1942. -- Emanuel Moravec var født den 17. April 1893 i Prag. Han var ud af en småborgerlig forretningsfamilie. Han tog eksamen fra en teknisk skole i 1912. På dagen for udbruddet af 1. Verdenskrig den 28. juli 1914, blev han indkaldt til den østrig-ungarske hær, i hvis rækker han deltog i kampene om Galicien. I 1915 faldt Emanuel Moravec i russisk fangenskab. I Rusland anmodede han om russisk statsborgerskab, for at komme med tilbage som soldat i den russiske hær, sådan at han kunne komme tilbage til sit hjemland på den måde. Men det mislykkedes og i stedet meldte han sig til den 1. Serbisk Frivillige Division, hvor han gjorde tjeneste som maskingeværdelingsfører. I september 1916 blev han såret i Slaget ved Amzaci og efter behandlingen blev han i marts 1917, efter anmodning, inkluderet i en Tjekkoslovakisk hærenhed, som kæmpede mod Østrig/Ungarn. Han deltog i Slaget ved Zborova. I januar 1920 efter krigen, blev han gift med den 17 årige russiske pige Grigoryevna Beková. Da var han selv 27 år. -- Efter hjemkomsten til den nyoprettede stat Den 1. Republik Tjekkoslovakiet, blev han professionel soldat i den nyligt oprettede tjekkoslovakiske hær. Fra 1920 fungerede han som efterretningsofficer i det militære hovedkvarter i Uzhgorod. Fra 1923-1927 arbejdede han på det militære hovedkvarter i Prag. -- Fra 1931 underviste Emanuel Moravec på Prag´s Militærakademi. I 1932 blev han skilt fra sin første kone, med hvem han havde to børn (Igor og Georg). Samme år giftede han sig med Pavel Szondyovou, hvorefter de fik en søn Paul Emanuel. ---I trediverne støttede Emanuel Moravec åbent en politisk gruppe kaldet "Castle" (Borg), som tilhørte de demokratisk sindede politikere omkring Præsident Masaryk og politikeren Eduard Benes. Da Præsident Masaryk døde i 1937, udtalte Moravec ved militærparaden under begravelsen, at Masaryk havde ledet den 1. Republik Tjekkoslovakiet af 1919 med stor autoritet. Under München-krisen i efteråret 1938 var Emanuel Moravec modstander af den tjekkoslovakiske politiske kapitulation og tiltrædelse af München-aftalen omkring Tysklands anektering af det tjekkoslovakiske, men tyskdominerede Sudetenland. I sine foredrag og i sine artikler i pressen, opfordrede han til væbnet modstand mod Tyskland. Efter vedtagelsen af München-aftalen den 29/30. september 1938 (München-diktatet), hvor tyskerne ikke nøjedes med at annektere Sudeterlandet, men få dage efter aftalens underskrift, den 1. oktober, startede et storstilet militært angreb på Tjekkoslovakiet, fik Emanuel Moravec et dybt psykiske chok over dette udfald. Tyskerne kunne dog ikke i første omgang erobre Tjekkoslovakiet hen over efteråret og vinteren 1938/1939, men måtte samle nye militærstyrker og militærteknologi, for at erobre landet i deres offensiv fra 1. marts 1939 til 15. marts 1939, hvor Tjekkoslovakiet endelig blev besejret militært. Moravec blev da pludselig tilhænger af et samarbejde med Tyskland. Tyskerne opdelte landet i Protektoratet Böhmen & Mähren ("Den 2. Tjekkoslovakiske Republik") og marionetstaten "Tjekko-Slovakiet. Moravec blev som alle andre tjekker sendt hjem fra det tjekkoslovakiske militær og blev forbudt at offentliggøre sine taler og kronikker i medierne. Af den årsag overvejde Moravec, at emigrere til Costa Rica, som han dog ikke gjorde. -- Efter besættelsen af Tjekkoslovakiet, havde de tyske ledere fået øje på Moravec´s politiske potentiale, sådan at forstå, at hvis de kunne vikle ham ind i et "spin" af lokkende fordele for ham, kunne de måske bruge og udnytte hans frygt og frustration, sådan at han kunne blive manden, som ville være deres bedste aktiv og entusiastisk promotor for den nazistiske ideologi i landet. -- Deres plan lykkedes fint - Moravec samarbejdede med SD, Abwehr, Gestapo og andre tyske "herremænd", herunder med den reelle leder i protektoratet, Karl Hermann Frank og ikke den vege Reichprotektor Neurath. Ved ankomsten af "den stedfortrædende" nye Reichprotektor Reinhard Heydrich den 28. september 1941, besøgte Moravec ham personligt og svor troskab til det tyske rige. Emanuel Moravec besøgte også Heydrich´s familie. Moravec´s søn Igor tiltrådte SS og Georg gik ind i Hitlerjugend. Moravec´s tredje kone Jolana blev ansat i Gestapo. -- I 1941 blev han formand for et Kuratorium for obligatorisk uddannelse af unge mellem 10 og 18 år i Böhmen og Mähren (hjernevask af unge i den nazistiske ideologi /den tjekkiske udgave af "Hitlerjugend"). -- Da Moravec var en næsegrus beundrer af Reinhard Heydrich, blev han i 1942 medlem af protektoratets "regering", som "undervisningsminister". -- Efter likvideringen af Heydrich blev Moravec´s positioner i "regeringen" endnu stærkere. "Nikkedukken" Præsident Hacha og de andre i "regeringen", havde ikke mod til at modsætte sig Morave´s beslutninger. Han blev ofte citeret og fetteret i den tyskkontrolerede radio og skrev kronikker i aviserne, som ikke var frie medier mere. Han opfordrede borgerne til at samarbejde med tyskerne. Den tjekkoslovakiske eksil-regering i London, som lededes af den, i oktober 1938, flygtede Præsident Eduard Benes, rasede imod Moravec´s opførsel og udtalelser, som man med god grund mente, skadede Tjekkoslovakiet´s omdømme i udlandet. Man besluttede derfor, at sende 2 faldskærmsagenter til protektoratet, for at myrde Moravec. Til dette formål blev agentgruppen "Tin", med Ludvik Cupal og Jaroslav Svarc sendt af sted. -- Man havde også besluttet at myrde Reinhard Heydrich, via en anden gruppe faldskærmsagenter ("Anthropoid"). Da dette lykkedes og tyskernes efterfølgende brutale hævn over Tjekkoslovakiet, betød at landets modstandsbevægelse og agentgrupper stort set blev udryddet, resulterede det også i, at mission "Tin" også blev en fiasko, både fordi de 2 agenter kom til skade ved landingen med faldskærm, heraf Cupal med skader, som forhindrede ham i at deltage i nogen form for attentat, og fordi han blev dræbt for egen hånd under et skudopgør med Gestapo den 15. januar 1943. Den anden agent Svarc, blev ligeledes dræbt for egen hånd i krypten under kirken i Resslovagaden i Prag den 18. juni 1942, sammen med de 6 andre agenter, som havde være med til at få Heydrich likvideret den 27. maj (døde den 4. juni af sine sår). Angrebet på Moravec blev derfor aldrig gennemført. -- Moravec's yngste søn Georg døde i et bombeangreb og hans to andre sønner var savnet ved fronten og var antagelig døde. Da russerne stod lige uden for Prag den 8. maj 1945, startede tjekkernes opstand mod tyskerne den 4/5. maj. Moravec tog konsekvensen og skød sig den samme dag. -- Emanuel Moravec´s samarbejde med nazityskland blev et symbol for den frie verden, over en forræder, som samarbejdede med den nazistiske besættelsesmagt. Moravec´s forræderi er blevet sammenlignet med Norges berømte nazistiske samarbejdspartner, Vidkun Quisling. Moravec fik derfor også tilnavnet Den Tjekkiske Quisling. (læs lidt mere ved det næste foto).

Emanuel Moravec blev af samtidige folk, betragtet som en ekspert i krigsførelse og internationale spørgsmål. Han bidrog intensivt med skriverier til pressen, især i menigmands aviser og optrådte ofte i kulørte ugeblade. De fleste af hans artikler blev sidenhen efter krigen udgivet under pseudonymet Stanislav Yester. Inspireret af Præsident Masaryk, skrev Moravec bogen "Statens forsvar". I midt-trediverne udtalte han, at Nazi-Tyskland var den største fjende af Tjekkoslovakiet. I 1933 blev Emanuel Moravec udnævnt som oberst ved generalstaben i den tjekkoslovakiske hær. I 1936 udgav han bogen "Mulighed For Krig i Centraleuropa" og "Krigen i Etiopien". På det tidspunkt udtrykte han en stor beundring for det fascistiske Italien. -- Fotoet her: Om aftenen den 2. juni 1942 (5-6 dage efter attentatet på Heydrich og 2 dage før denne dør), indkaldte han protektoratets "regering" til et offentlig møde (demonstration) på den gamle rådhusplads i Prag. Her var han i sin tale, fortaler for, i overensstemmelse med den bedste nazistiske propaganda, at man fordømte likvideringen af Reinhard Heydrich og at man skulle forkynde den tjekkiske nation's troskab til Hitler's 3. Reich. 60.000 af Prag´s indbyggere deltog i demonstrationen. -- Den 27. juni 1942, blev borgere i Olomouc tvunget til at lytte til Emanuel Moravec's anti-Beneš tirader (efter likvideringen af Heydrich og Lidice-massakren og henrettelsen af tusinder af medborgere)!!

Umiddelbart efter den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet den 15. marts 1939, sprang der en masse tjekkiske fascistiske og nazistiske grupper "ud af skabet" f.eks. "Det Nationale Fascistiske Fællesskab", "Flaget" og "National Genfødelse". Disse gruppers kampagner blev alle aktiveret i et forsøg på at vinde magt. Men tyskernes prioritet var at fastholde både freden i landet og en stabil i tyskvenlig samarbejdspolitik. Protektoratets "Regering" gjorde ihærdige anstrengelser for at skabe en illusion om uafhængighed i forhold til de øvrige tysk besatte lande i Europa. Så tidligt som 21. marts 1939 havde marionetpræsidenten Dr. Emil Hácha indsat et Forberedende Udvalg i Det Nationale Forbund, som var en nydannet samlende politisk organisation. Samtidig opløste han alle andre politiske partier! Dagsordenen for Det Nationale Forbund, var baseret på national enhed, social retfærdighed og den kristne moral - med andre ord, vilkår hvormed der frit kunne manipuleres. Ved at opnå etniske samhørighed, kunne nationen forsøge at opretholde enheden mod "besætterne" og deres bestræbelser på at "kvæle" bevægelsen. I sidste ende tiltrådte næsten alle de mandlige medlemmer af de før-München- aftalens politiske partier, herunder kommunisterne, Det Nationale Forbund. Kun jøderne blev forbudt at deltage i forbundet. Ved udgangen af 1939, havde Det Nationale Forbund, mere end 4 millioner tjekkiske medlemmer! Men nazisterne havde ingen interesse i en organisation med en klar tjekkisk nationalistisk dagsorden. -- Efter en reorganisering i 1940, hvorunder en ny strømning af aggressiv anti-semitisme, kombineret med et åbent samarbejde med tyskerne, begyndte en ny "dagsorden", at gøre sig gældende i Det Nationale Forbund. Men dens politiske indflydelse, blev ikke desto mindre, efterhånden kraftigt reduceret. -- I stedet trængte den fascistiske organisation, "Flaget" frem. Dens grundlag og "dagsorden", var afledt af principper i den tyske og italienske fascisme og blev et synonym for det officielle tjekkiske samarbejde med tyskerne. Nazisternes hensigt med denne nationalfacistiske organisation, var at få den til, at fungere som en forstyrrende enhed, i det "politiske liv" i protektoratet og via "Flagets" virke, at fremme pro-tyske principper fra den tyske og italienske fascisme. Men "Flaget" nåede aldrig niveauet for politisk indflydelse, som deres medlemmer havde håbet på. -- For tyskerne udvikledes der dog et aktivt vigtigt samarbejde mellem "Flaget" og Gestapo. Et efterretningssamarbejde blev oprettet for direkte samarbejde mellem "Flaget" og Gestapo. "Flagets" ledelse beordrede alle sine medlemmer til at informere om jøder, kommunister, tilhængere af Benes, modstandsmedlemmer, ulovlig og skjult propaganda osv.

En ekstremt selvhævdende, national-facistisk og aktivistisk bevægelse i det tjekkiske samfund, opstod kort efter besættelsen, der sammen med de nye strømninger i det oprettede "Det Nationale Forbund", hurtigt førte til, at det meste af det tjekkoslovakiske samfund, på alle planer, indledte samarbejde med de nye tyske magthavere. Militæret afskaffedes, kun en parade-enhed fik lov at eksistere, politi- og gendarmtjenesten i landet samarbejdede med tyskerne, retsvæsen og domstole ligeså, medier og aviser talte tyskerne sag, mere eller mindre, telegraf- og tele- og postvæsen kunne man ikke stole på. Politiske partier blev afskaffet og kun én organisation blev grundlag for "regeringen", under det tyske herredømme. Sprog og kultur blev ensrettet, tysk skulle tales og skrives i mange sammenhænge. Universiteterne blev lukket, forsamlingsfriheden forsvandt - og ikke mindst var og blev mange sympatisører, med den nazistiske strømning i landet - så forræderi og stikkervirksomhed, kom hurtigt til at præge hverdagen for tjekkoslovakkerne - væggene havde ører - nid og nag gennem generationer mellem folk og familier blev hævnet i stigende grad - jøderne i landet mistede arbejde, position, deres virksomheder, borgerrettigheder, blev forfulgt og deporteret og myrdet, sådan, at der efter krigen ikke var mange tjekkoslovakiske jøder tilbage, som kunne vende tilbage. Vilkårlige anholdelse og vold, terror og henrettelser var dagens orden, især da Reinhard Heydrich kom til magten den 28. september 1941 - og endnu mere efter, at han blev likvideret og døde den 4. juni 1942. Det der kom til at overgå tjekkoslovakkerne derefter og i resten af krigen, var frygteligt og i dag stadigt uhyggeligt at tænke på. Det var derfor overordentligt svært for alle de tjekkoslovakker, som ønskede at kæmpe imod Tyskland, besættelsesmagten og deres egne forræderiske dele af befolkningen. Men alligevel bidrog landets modstandsevne til, at tyskerne aldrig helt fik dem knust og altid måtte binde store militærstyrker, politi og kontroladministration, for at holde Tjekkoslovakkerne i ave. Tjekkoslovakkerne kæmpede ligeledes i tusindtal i De Allieredes styrker, til lands, i luften og på havet. Befolkningens uforsonlige selvopholdelsesdrift var og er enestående, omend, at denne vej kom til at koste dem alle meget, meget dyrt, i blod og tårer. -- For at komme så vidt og blive et frit land igen, efter det tyske åg (for så 2-3 år efter at komme under det kommunistiske og russiske åg, desværre), måtte man bekæmpe sine egne "Dæmoner" i landet, i form af f.eks. disse facistiske, nazistiske og ekstreme nationalistiske organisationer, der havde medlemmer fra alle samfundslag. Den mest kendte organisation var den i 1930 oprettede "De Böhmiske og Mähren Fascister, som i 1939, dannede en ny bevægelse, kaldet "Den Tjekkiske Sammenslutning Til National Samling" - også kendt som "Flaget". Organisationen kopierede de tilsvarende uniformerede organisationer i Tyskland som SA, SS og som blev protektorates "SA" eller SS, under navnet "Svatopluk's Guards" (SG). "Flagets" leder, Josef (Jan) Rys-Rozsévac, kopierede de tyske nazistiske ledere efter bedste evne!

Jan Rys-Rozsévac (født 1. november 1901 i Bílsko u Horic), var en tjekkoslovakisk journalist og politiker og leder af den fascistiske organisation "Vlajka" ("Flaget"). Jan Rozsévac studerede medicin på et universitet, men blev aldrig færdig med sine studier. I 1936 blev han optaget i organisationen "Vlajka" "Flaget", som oprindelig var en nationalistisk organisation, grundlagt i 1930. På det tidspunkt brugte han peudonymet Jan Rys, med hvilket navn han udgav bøger, som disse: "Židozednárství - metla lidstva", Jødisk Frimureri - Menneskehedens Svøbe, i 1938 og "Hilsneriáda en TGM", Med Hilsen fra Tomáš Masaryk, i 1939, (Masaryk var Den 1. Republik Tjekkoslovakiet af 1919´s mest berømte og respekterede præsident, som døde i 1937). Efter München-aftalen i 1938, blev "Vlajka" ("Flaget") officielt opløst, og Rys-Rozsévac fængslet. Han blev løsladt lige før Tjekkoslovakiet blev erobret og besat (15. marts 1939), hvor han blev leder af det genopståede "Vlajka". Rys-Rozsévac forsøgte at etablere en mægtig fascistisk organisation og hjalp med at flytte "Vlajka" ("Flaget") fra den traditionelle anti-tyske chauvinisme, til at samarbejde med Nazisterne og Gestapo. I løbet af 1939 - 1940 organisereede "Vlajka" massemøder mod politikere, som havde deres grundlag i Den Første Tjekkoslovakiske Republik, repræsenteret ved Thomas Masaryk og Dr. Eduard Beneš. Den tyske ledelse, nazisterne og det tyske erhvervsliv, repræsenteret ved de store tyske industi- og kemikalievirksomher, besluttede i stedet at støtte den gruppe af samarbejdspartnere, som befandt sig rundt om Emanuel Moravec, som var Jan Rys-Rozsévac´s politiske konkurrent. På grund af konstante propaganda aktiviteter og angreb på Moravec, blev "Vlajka" igen opløst i slutningen af 1942 og lederne, herunder Rys-Rozsévac, blev sendt som privilegerede fanger til KZ-Lejren Dachau og overført til Tyrol ved slutningen af krigen, hvor han blev befriet i begyndelsen af maj 1945. ---- Efter krigen blev Rys-Rozsévac og tre af hans kollegaer fra "Vlajka", Josef Burda, Jaroslav Cermak og Otakar Polívka, dømt til døden, sammen med flere andre, som blev idømt langvarige fængselsstraffe. Jan Rys-Rozsévac blev hængt i Pankrác Fængslet i Prag den 27. juni 1946.

Efter at den afgørende invasion af tyskerne i marts 1939, forlod tusindvis af unge mænd landet, for at blive optaget i de tjekkoslovakiske væbnede styrker i udlandet, ligesom man havde gjort det i de første år af 1. Verdenskrig, hvor mange ikke ville tjene under det Østrig-Ungarske Kejserrige og hermed komme i alliance med Kejserriget Tyskland. Den første militære gruppe af denne art, blev dannet i Krakow, Polen så tidligt som 30. april 1939. De fleste i den tjekkoslovakiske hær, krydsede dog kun grænsen til Polen, for at fortsætte deres rejse til Frankrig. Cirka 348.000 tjekkoslovakiske og 3.500 sovjetiske tropper flygtede til deres tidligere fjende Polen, (der havde erklæret sig neutrale, efter at have erobret deres territoriale krav i Tjekkoslovakiet), der siden slutningen af februar 1939, havde taget imod de mange civile flygtninge og flygtende soldater. Andre 4.000 tjekkoslovaksike soldater lykkedes det, at flygte til deres neutrale allierede Rumænien. De fleste fandt efterhånden vej via Grækenland, Cypern og Syrien/Mellemøsten til Frankrig eller England. Skæbnen for de resterende er fortsat ukendt. Men i Frankrig var det ulovligt i fredstid, at danne militære enheder, bestående af udlændinge. De tjekkoslovakiske frivillige havde derfor ingen anden mulighed, end at tilslutte sig Den Franske Fremmedlegion, på den betingelse, at hvis krigen brød ud, skulle de kunne blive frigivet, for at tjene i den tjekkoslovakiske hær uden for hjemlandet. Og det var netop hvad der skete. Allerede i september 1939 oprettede den franske regering Den 1. Infanteribataljon af De Tjekkoslovakiske Væbnede Styrker i Udlandet i byen Agde, Sydfrankrig. Den 6. oktober 1939, blev bataljonen udvidet til et regiment, og en måned senere, var Det 2. Infanteriregiment dannet af flere frivillige nyankomne. Den 5. januar 1940 blev Den 1. Tjekkoslovakiske Division oprettet i Agde, med en styrke på 11.495 mand ved udgangen maj 1940. Af disse var 3.326 frivillige fra hjemlandet og 8.169 var andre udlændinge, polakker, ungarer og andre. I midten af juni 1940, hvor Frankrigs situation var ved at blive kritisk i Nordfrankrig, kæmpede over 5000 soldater fra den tjekkoslovakiske infanteridivision mod tyskerne, sammen med de franske styrker. De tjekkoslovakiske soldater viste stort mod og kampvilje og gjorde deres pligt over for hjemlandet med stor ære, selv i kritiske situationer, (læs nedenfor ved de mange fotos af de faldskærmsagenter, som på baggrund af deres deltagelse i den tjekkoslovakiske infanteridivision, blev uddannet og sendt til hjemlandet på sabotage- og likvideringmissioner).

Fotoet viser en række commandosoldat-kandidater under uddannelse på det første kursus SOE/STS 25, i eftersommeren 1941. Fjerde mand fra venstre er Frantisek Pavelka, som blev den første agent, som blev kastet ned i Tjekkoslovakiet med faldskærm den 3. oktober 1941. Hans mission havde kodenavnet "Procent". På fotoet kan man også se andre af de agenter, som senere blev nedkastet i forskellige missioner: Josef Gabcik (nr.3 fra højre), som likviderede Reinhard Heydrich i Prag, Zemek (yderst til højre) og Zapetal (nr. 2 fra venstre). Læs mere om disse mænds skæbne ved hvert foto af dem fremad i fotoserien. Det engelske SOE (Special Operation Executive) dannede i samarbejde med den tjekkoslovakiske eksil-regering og dennes efterretningstjeneste, et commando/agent uddannelsescenter STS 25, som bl.a. var beliggende i Garramor og Camusdarrach i Skotland. Commando/agentkurset varede i fire uger for hvert hold på 20 mand. De lærte faldskærmsudspring, den grund-læggende teori og praksis med overfald og kamp, og blev skolet i at håndtere kritiske situationer. Formålet med uddannelsen var også at opnå en bedre fysisk og psykiske udholdenhed. Kurset var usædvanligt krævende med megen fysisk konditionstræning, nærkamp mand-til-mand, brug af sprængstoffer, radio-telegrafi-uddannelse, indsamling af efterretninger m.m. Den 20. oktober 1941, blev kurset flyttet til Station XVII i Brickendonbury Manor, i nærheden af London, hvor man var endnu bedre og specialiseret i disse uddannelser. Her fortsatte mændene deres praktiske øvelser i håndtering af sprængstoffer, lærte at skabe alle former for eksplosive bombefælder på veje, jernbaner og i huse. De lærte at bruge trykmekaniske, kemiske og elektriske sikringer til bombeantændelse. Topografiske færdigheder og kortlæsning indgik også i uddannelsen. ---- Jan Kubis på fotoet, kom fra Trebic distriktet i provinsen Mähren i Tjekkoslovakiet og var 29 år gammel i 1942. Hans bedste ven og kampfælle i den kommende mission "Anthropoid" (likvideringen af Reinhard Heydrich i Prag) Josef Gabcik, var tidligere låsesmed i hjemlandet. Begge var sergenter i den tjekkoslovakiske eksil-hær, og havde nået til Frankrig via Polen, efter at tyskerne havde erobret deres land i marts 1939. Her var de begge optaget i Fremmedlegionen og senere kæmpede de i Frankrig, indtil den store evakuering fra Dunkirk, ved den fransk kanalkyst til England, i de kaotiske dage i juni 1940. Jan Kubis var især kendt for sin ekspertise med sprængstoffer. Venskabet under uddannelsen i England, førte ofte til, at de var gæster hos en engelsk familie ved navn Ellison i byen Ightfield, Shropshire. Josef Gabcik fik sig her en engelsk kæreste, Lorna Ellison. -- Efter krigen etablerede byens Menighedsråd en mindeplade på byens krigsmindemærke, så man ville huske navnene på disse to modige mænd. Ightfield blev for de 2 mænd, det sted, som de skulle "hjem" til, mens de var i England. -- Omkostningerne var absolut ultimative for næsten alle de mange tjekkoslovakiske mænd, som deltog i uddannelsen til agenter. De blev alle dræbt og alle dem du kan se på billedet mistede livet i Tjekkoslovakiets frihedskamp. Desuden blev mange af disse mænds familier også myrdet af tyskerne, når de fandt ud af, at familierne havde mænd i De Allieredes styrker. En af de Tjekkoslovakiske instruktører på kurserne, Rudolf Rhubec, mistede alle sine familiemedlemmer, som blev henrettet i byen Luby nær Klatovy den 2. juli 1942, bare fordi han var i De Allieredes styrker. Rhubec selv mistede livet den 9. september 1944, da det fly han var med i, som agent i Operation Silica, styrtede ned i et bjerg i det nordlige Italien. Tjekkoslovakiets frihedskamp mod nazisterne var særdeles blodig og krævede ufattelige tab og ulykker for både aktørerne og familierne, bekendte og andre, ofte helt uskyldige mennesker. Tyskernes og nazisternes "blodrus" i Tjekkoslovakiet, vil man aldrig glemme der i landet!!

Frantisek Pavelka blev født 29. november 1920 i Breclav. I 1939 studerede han filosofi på Masryk universitetet i byen Brno. Efter tyskernes erobring af landet i marts 1939 og lukningen af de tjekkiske universiteter, undgik han at blive arresteret, fængslet og dræbt af tyskerne, som mange andre studerende blev ofre for. Han fik ansættelse på det telegrafiske kontor i Brno og i marts 1940 flygtede han over den ungarske grænse og tog videre gennem Jugoslavien og nåede til Frankrig, hvor han straks, som mange andre tjekker, blev optaget i de tjekkiske hærenheder, som kæmpede sammen med De Allierede mod tyskerne i Nordfrankrig, foråret 1940. Der var her tale om den 1. Tjekkoslovakiske Division i Agde. I maj/juni 1940, da Frankrig faldt og det engelske ekspeditionskorps og mange franske styrker, sammen med mange andre landes soldater, måtte evakueres fra Dunquerke (Dunkirk), kom Pavelka med til England. Her blev han optaget i den tjekkiske kommunikationsenhed i 2. Batalion. I juli 1941 gennemgik han træningsforløbet som faldskærmssoldat med speciale i kommando/agentvirksomhed under SOE uddannelsescenteret STS 25 i Skotland. Han fik ud over træning i faldskærmsudspring, intensiv træning i telegraf- og radiosending, sabotage m.m., som var nødvendigt for udførelsen af de kommende agent- og sabotagemissioner. Han blev udtaget som den agent, der skulle nedkastes med faldskærm i Tjekkoslovakiet i den første mission der, med kodenavnet Operation "Procent", hvis formål primært var, at genskabe kontakten til den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse, som var gået tabt i de første dage af oktober 1941. Han skulle kontakte og levere instrukser fra eksilpræsidenten Dr. Eduard Benes og General Ingr, og medføre radiomateriel og krypteringsnøgler, så man igen kunne sende og modtage radiomeddelelser til London og den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste. Uddannelsen og missionen var en del af den hjælp, som den engelske efterretningstjeneste SOE hjalp den tjekkoslovakiske eksilregering med.

Om aftenen den 3. oktober 1941 blev den færdiguddannede faldskærmsagent, Frantisek Pavelka, kørt til lufthavnen Tangmere, i det britiske grevskab Sussex. Efter et godt aftensmåltid kørte man ham til en hangar i lufthavnen. Her blev han instrueret af flyveleder Jaroslava Šustr, i alt omkring de praktiske og operationelle forhold vedrørende flyvningen, faldskærmsnedkastningen i sit hjemland. Han fik udleveret sit udstyr, som var nødvendigt, for at kunne klare sine opgaver i Protektoratet. -- Endelig lettede flyet, et 2-motores ombygget let bombefly Armstrong Whitworth Whitley IIA, fløjet af den tjekkiske pilot Leo Anderle, sammen med sine fire besætningsmedlemmer, fra lufthavnen. -- Efter at have nået flyvehøjden på 10.000 fod (ca. 3,5 km.), lod piloten Leo Anderle sit fly sætte næsen mod det besatte Europa. To Hawker Hurricane jagerfly fulgte flyet, men returnerede over den Engelske Kanal. Whitleyflyet passerede den franske kyst og tog kurs mod luftrummet over den tyske by Darmstadt. Turen gik uden større problemer, kun to gange blev der skudt med antiluftskyts mod flyet og takket være dårligt vejr undgik man de tyske nat-jagere. Det medførte dog også, at navigationen og indflyvningen til luftrummet, hvor Pavelka, skulle springe i sin faldskærm, ikke gik som planlagt. Han måtte gøre sig klar til at springe ud ca. 35 km. fra det planlagte sted. Flyvelederen Sustr åbnede mandehullet i flyets gulv og man ventede nu bare på, at den grønne signallampe skulle blive tændt af piloten. Da det grønne signal tændtes, tøvede Pavelka ikke, men lod sig, fra sin siddende plads i hullet, kaste ud i den kolde sorte nat over byen Koudelov nær Cáslav, nord for Prag. Efter ham blev containeren med hans udstyr også kastet ud med sin faldskærm. Heri lå nye radio-krystaller til de radioapparater, som allerede befandt sig hos modstandsbevægelsen i Tjekkoslovakiet, desuden nye telegrafnøgler og en krypteringsnøgle. Pavelka var også udstyret med en radiosender, en model Mark III, som han skulle bruge til at opretholde kommunikationen med efterretningsledelsen i London. -- Ud over hans førnævnte opgaver, skulle han hjælpe til med at organisere modstandsbevægelsen og få skabt et netværk af hjælpere for de fremtidige planlagte nedkastninger af andre agenter og deres missioner. -- Selv om Pavelka landede 35 km. fra den planlagte "drop zone", som var nær byen Nasavrky, var han i stand til at etablere kontakt med modstandsbevægelsen på den alternative adresse Václav Dolezal i Nasavrky, den 4. oktober 1941. Med sig havde han også en strømforsyning til radiosenderen med kodenavnet SPARTA I. Faldskærmsspringet blev ikke opdaget af tyskerne og gik helt uden problemer og han begav sig på vej til den nærliggende landsby, da han opdagede, at han kendte området som sin hjemstavn og vidste hvor han skulle sætte kursen imod. Det var hans held, at han blev nedkastet et forkert sted, ikke nok med, at han kendte området, men hvis han havde landet på det planlagte sted, ville Gestapo have ventet på ham! Ifølge efterkrigstidens vidneudsagn fra Louis Schultz, som var medlem af Gestapo´s kontorer i byen Pardubice, var nedkastningen af en faldskærmsagent, kendt på forhånd af Gestapo, som sammen med tysk politi og tjekkiske gendarmer bevogtede markerne omkring byen Nasavrk den nat. Men heldigvis måtte de vente forgæves. Men næste eftermiddag, kunne luftmeldetjenesten fra Luftwaffe (Luftnachtrichtenabteilung), meddele, at et enligt fly havde overfløjet og ændret sin hastighed og højde over Koudelov nær Cáslav, for dernæst at vende om og sætte kursen mod vest og tilbage til England. Man kunne oplyse, at flyet var en bombemaskinetype, men at der ikke blev foretaget noget bombeangreb i området. Gestapo indså, at det var "deres" ventede fly og de skyndte sig straks, mod det nye område, som man nu vidste var der hvor agenten var blevet nedkastet. Det vidste Pavelka ikke noget om, men han havde også lige forladt området, hvor tyskerne nu ville lede. Han vidste heller ikke, at det planlagte aflednings luftangreb på Pardubice hovedbanegård, som skulle skjule hans faldskærmsnedkastning over det "sikre nedkastningssted" ved Nasavrk, blev annuleret pga. det dårlige flyvevejr for de engelske bombefly. Så det var meget heldige tilfældigheder, som betød, at Korporal Frantisek Pavelka undslap Gestapo. Men hans held løb hurtigt ude i løbet af denne oktober i 1941.

I byen Koudelová fik han i den lokale gård, kontakt til Francis Grada, Antonina og Frantisek Kalina. De gemte ham og udrustningen på gården. Pavelka skrev en rapport om sin landing og ankomst til Antonin Krejci, som afleverede den i den lokale sparekasse, hvor modstandsmanden Francis Bursa fik rapporten. Han informerede et andet medlem af gruppen, Rudolf Michalka, som skulle modtage Pavelka om eftermiddagen. Han kom så til at bo hos Michalek og den 6. oktober tog de til Prag. (Befolkningen i området omkring byen Nasavrcko havde stærke nationale og patriotiske følelser og deltog på eksemplarisk måde med bred opbakning i hjælpen til de faldskærmsagenter og modstandsfolk, som kom til området, under hele besættelsen). Pavelka havde straks samme dag i Prag møde med ingeniør Friedl, juristen Dr. Bondy og Churavy, som modtog noget af det forskellige radioudstyr, som Pavelka havde med. -- Desværre skete der samtidigt med Pavelka´s ankomst til Prag, den 6. oktober, et meget hårdt tilbageslag for modstandsbevægelsen i Tjekkoslovakiet, da det for Gestapo, lykkedes at optrevle og arrestere det største antal modstandsmedlemmer nogensinde i landet. Radiosenderen med kodenavnet SPARTA I, i byen Jinonice, blev på tragisk vis, samme aften den 6. oktober afsløret af Gestapo´s radiopejlings- og eftersøgningshold, som derved fik kendskab til hele organisationen og Operation "Procent". Konsekvensen var bl.a. at modstandsbevægelsen helt mistede kontakten med London og Operation "Procent" blev en fiasko. Opdagelsen af senderen førte til masseanholdelser af ledende repræsentanter for modstandsbevægelsen. Gestapo iværksatte nu barske afhøringer, som satte efterforskerne på sporet af mange flere modstandsfolk, som allerede længe havde været under overvågning. Om aftenen den 9. oktober blev oberst Churavy fanget og udsat for brutale forhør, hvilket også førte til omfattende anholdelser i PVVZ, en anden modstandsgruppe med basis i Prag og det østlige Böhmen. Den 18. oktober blev ingeniør Friedl anholdt og den 20. oktober blev Charles Bondy, Frantisek Bursa og Rudolf Michalka også arresteret. Ransagningen hos Bursa gav Gestapo uventet fangst, nemlig den rapport, som Pavelka sendte efter sin landing. Allerede efter en overfladisk gennemgang af rapporten, forstod Gestapo, at de havde fat i oplysninger af uvurderlig værdi. Forhørerne af Bursa og Michalka fortalte Gestapo, at rapporten var underskrevet af Skocdopole (Pavelka´s dæknavn) og at han var den agent, som Gestapo vidste lige var landet. Nu vidste de ud fra rapporten og alle afhøringerne hvad hans opgave var. Bursa røbede under tortur 3 navne vedrørende gården i Koudelová. Ligeledes fik man ud af Francis Bursa hvor de senere nedkastningsgrupper "Silver A" og "B" skulle lande. Frantisek Bursa, Rudolf Michalek, Vaclav Dolezal, Bretislav Svanda, Rudolf Krejcik, Alois Kudlácek, Stanislav Kubica og Emanuel Krivanek blev henrettet for deres deltagelse i modstandskampen. Skæbnen for de tre folk på gården i Koudelová er ikke kendt. Man ved kun, at de ikke kom i fængsel eller koncentrationslejr.

Frantisek Pavelka´s videre skæbne i Protektoratet. Trods det at Frantisek Pavelka, var en fremragende soldat, var han nu anbragt i en særdeles vanskelig og anspændt situation. Han måtte være på konstant flugt og skifte opholdssteder flere gange. Det lykkedes Gestapo at arrestere Marie Rosenbachova den 21. oktober, hvor Pavelka havde søgt tilflugt, men han var inden da taget videre, så her var Pavelka ikke længere. Hun havde dog desværre et navn stående opført, nemlig Petr Soukup. På grund af denne oplysning blev Pavelka den 25. oktober 1941 arresteret hos Fru Paulícková i Kamenický gaden. Under det brutale forhør, var han meget modig. Han afslørede ikke noget, men blev dømt ud fra andre anonyme vidneudsagn. De navne Pavelka oplyste til Gestapo var falske fantasinavne. Takket være denne modige indsats blev ingen anholdt. Som et ubrugeligt vidne blev han kastet i fængsel og i 1942 den 5. august blev han overført til fængslet i Berlin Alt-Moabit, hvor den tyske "Folkets Domstol" den 19. august 1942 dømte ham til døden. Han måtte dog vente indtil 11. januar 1943, hvor han efter 20 timer og 18 minutter blev henrettet i Berlin fængslet Plötzensee. Han var da 22 år, 1 måned og 13 dage gammel. Hans grav er beliggende i Brno i Židenice, Balbínova gaden.

Efter Frankrigs fald og evakueringen af ca. 340.000 britiske, franske og andre landes soldater, fra Dunkirk i Nordfrankrig i slutningen i juni 1940, blev alle disse soldater fordelt på de engelske baser. De tjekkoslovakiske soldater blev samlet og man etablerede de regulære hærenheder med Tjekkoslovakisk ledelse og kommandostruktur. Fotoet viser tjekkoslovakiske soldater (stadig i franske uniformer), til en uformel mønstring/parade, hvor de inspiceres af britiske militærofficerer og den daværende chef for Den 1. Tjekkoslovakiske Division, Brigadegeneral Bedrich Neumann-Miroslav (3. person fra venstre). På dette unikke fotografi, kan man se de fremtidige medlemmer af Operation "Anthropoid" (Likvideringen af Reinhard Heydrich i Prag), stående side om side: Jan Kubiš (1. række, til venstre foran og bag den britiske officer) og Josef Gabcík (første soldat 2. række, lige til højre, klos op af den smilende engelske officer).

Foto af nogle af de tjekkoslovakiske faldskærmsagenter i England. Fra højre kant af fotoet ses lidt af Jan Kubis, Cestmir Sikola med krykker og Frantisek Pospisil med overskæg.

Fotografiet her blev taget mandag, den 28. oktober 1940 og viser præsidenten for eksil-regeringen i England, Dr. Eduard Benes, som besøger den tjekkoslovakiske brigade, i anledning af republikkens uafhængighedsdag. Ved denne lejlighed gav Benes flere tjekkoslovakiske soldater det tjekkoslovakiske Krigs Kors af 1939, for tapperhed vist i kamp under tilbagetoget i Frankrig. - Blandt de dekorerede var de to kommende faldskærmsagenter, som blev indsat i Operation "Anthropoid": Josef Gabcík (nr. 2 fra venstre) og Jan Kubiš, som her får medaljen fastgjort til uniformen af Dr. Eduard Beneš. -- Den senere Operation "Anthropoid", som er omtalt her og udførligt længere fremme i fotoserien, havde til opgave, at likvidere den nye Reichprotektor i Tjekkoslovakiet (Protektoretet Böhmen & Mähren), Reinhard Heydrich, som blev indsat den 28. september 1941. Grundlaget var bl.a. dette: Tjekkoslovakiet havde en meget stor industrikapacitet og efter Tysklands erobring af landet, var tyskerne i stand til at få produceret et betydeligt antal militært materiel til Det Tredje Riges krigsførsel. Den landflygtige eksil-regering mente, at man var nødt til at gøre noget, som ville inspirere det tjekkoslovakiske folk og vise verden, at Tjekkoslovakiet var med De Allierede, i kampen mod Nazityskland. - Ligeledes førte de senere grusomme forhold omkring Reichprotektoren Reinhard Heydrich´s terror-regime i Böhmen og Mähren til, at han, sammen med evt. Statssekretæren SS-Obersturmführer Karl Hermann Frank, blev udpeget som et attentatmål. Attentatet mod Heydrich blev også udført, for at bevise over for nazisterne, at de ikke var urørlige.

Den Tjekkoslovakiske garnison i Moreton Paddox ved parade til ære for eksilpræsidenten Eduard Benes. Jan Kubis ses bære fane-standarden.

Den Tjekkoslovakiske eksil-regering og efterretningstjeneste i England koordinede modstanden i Tjekkoslovakiet, bl.a. med aktionen og likvideringen af Rigsprotektor SS-Obengruppenführer Reinhard Heydrich. Fotoet viser de 2 tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, som blev optrænet til aktionen og likvideringen af Heydrich, som fik kodenavnet: Operation "Anthropoid". Til venstre på fotoet Jan Kubis og til højre Josef Gabcik, som var blandt de første tjekkoslovakker, som fik agentuddannelsen under SOE/STS 25 i sommeren 1941. I Jan Kubis´s skudsmål hedder det: "En smart og godt disciplineret soldat. Han har ikke samme egenskaber, som nogle af de andre og er langsom til at erhverve kendskab og viden. Men han er grundig, pålidelig og meget ivrig, og har masser af fællesskabmæssig fornuft .. Han er en god leder, når han er sikkert på jorden, og han adlyder ordrer til mindste detalje". Begge deltog i den anden gruppe af tjekkoslovakiske soldater, som gennemgik uddannelsen til faldskærmsagenter på STS 25, fra den 16. august til 12. september september 1941. Jan Kubiš var også en af de soldater på uddannelsen, som fik følgende vurdering fra Generalmajor J.T. Unge: "En god pålidelig soldat, stille, men har en vis naturlig drilskhed. Han kan klassificeres til niveau 'D' og kan arbejde sig op til niveau 'B'", som var et fint skudsmål.

R.A.F. flybesætningen fra eskadrille nr. 138, som ses på dette foto, var dem der fløj den historiske flyvning fra England til Tjekkoslovakiet med 3 agentgrupper, bl.a. gruppen med de 2 faldskærmsagenter Jan Kubis og Josef Gabcik, på deres mission "Anthropoid" den 28/29. december 1941. Fra venstre: Flyverløjtnant Hockey, Pilot Officer Wilkin, Flyver Sergent Holden, Flyver Sergent Burke, Sergent Hughes, Sergent Berwick, Sergent Walton og et ukendt besætningsmedlem. -- Specialeskadrille Nr. 138, blev etableret den 21. august 1940, som en særlig enhed, der skulle flyve agenter på missioner i de tyskbesatte lande i Europa, for det engelske SOE (Special Operations Executive). Inden der blev dannet en egentlig specialeskadrille, havde flyver-enheden benævnelsen Nr. 419 Special Duties Flight og skete i starten fra North Weald luftbasen. Til at begynde med, havde denne enhed kun tre enmotorede fly, af typen Westland Lysander Mk. III, der primært anvendtes til at flyve agenter til / fra det besatte Frankrig. Senere fik eskadrillen tre tomotorede fly, af typen Armstrong-Whithworth Whitley Mk.V, sådan at man kunne flyve agenter til mere fjerntliggende fjendtlige områder. Fra 1. marts 1941, blev antallet af flyvninger i eskadrillen øget og flightnummeret blev ændret til Nr. 1419 og igen seks måneder senere den 21. august 1941, da der var et stort antal flyvninger på særlige opgaver. Eskadrillen måtte derfor udvides og fik nu betegnelsen Nr. 138 Special Duties Squadron. Eskadrillen var blev først stationeret på Newmarket basen og fra den 18. januar 1942, på Stradishall basen, og endelig fra 11. marts 1942 på Tempsford basen. I juni 1944 blev eskadrillen udstyret med andre fly, af de 4-motorede Stirling Mk.IV, hvorefter den fortsatte med at udføre specielle flyvninger indtil 9. marts 1945. Eskadrillen blev opløst den 1. september 1950.

Flyverløjtnant Ronald (Ron) Clifford Hockey - (RAF nr. 72993). (født 4. august 1911 - død den 21. februar 1992). Gik bl.a. på den private skole Hele's School i Exeter, Devon i 1920´erne – en skole kun for drenge mellem 11-18-år. Denne skole havde og har stadig denne motto/plakat ”Tentando Superabimus” * – som har relation til, at skolen den 1. november 1938 oprettede en flyveskoleafdeling i enheden Air Cadet Defence Corps og tilknyttet flyveskoleorganisationen Air League med eskadrillenummeret 13 (Air League er stadig eksisterende den dag i dag). Afgangseksamen fra Imperial College, London. I 1933 deltog han i et pilotprojekt kursus og blev ansat i R.A.F. i Farnborough. Efter krigsudbruddet, blev han hyret til særlig militærtjeneste på Hendon basen i eskadrille Nr. 24, som var en særlig enhed udpeget til transport af VIP's, hvor han bl.a. fløj med Winston Churchill og Charles de Gaulle. Efter Frankrig´s fald i juni 1940, blev han overført til Nr. 1419 Special Duties Flight, som senere blev omdannet til Nr. 138 Specialeskadrille (RAFVR), hvor han bliver dens ledende officer i april 1942 (Wing Commander). Fra april 1943 udførte han hemmelige flymissioner med Eskadrille Nr. 334 på Brindisi Basen i det sydlige Italien. Fra februar 1944 blev han Wing Commander af Eskadrille Nr. 38 i England. Han deltog i tilrettelæggelsen og flyvningerne med de amerikanske faldskærmssoldater fra bl.a. 82. og 101. Luftbårne Division, under invasionen af Normandiet, den 6. juni 1944. I 1946 blev han overført til reserverne. Han fik udmærkelsen: ”Distinguished Flying Cross” og et ”D.S.O. (Distinguished Service Order”) for sin indsats. Han døde den 21. februar 1992, knap 81 år gammel.

*Den store ”motto/plakat” neden for flyets cockpit og placeret ud for hvor han har sin plads som pilot har teksten: ”Tentando Superabimus” og er latinsk og betyder oversat til engelsk: ”By braving, we shall overcome" (på dansk noget i retning af: ”Ved at udvise mod skal vi overleve”). Da Hockey gik på denne skole og fik flyvningen ind under huden som ung mand, var det nok nærliggende at han valgte dette motto til at sætte på sin flyvemaskine under sin deltagelse i 2. Verdenskrig.

Flyverløjtnant Hockey´s fire-motores Handley-Page Halifax Mk.II/Serienummer 1a L9613 med kendingsbogstaverne NF-V. Det var med dette fly, at de 3 faldskærmsgrupper, "Anthropoid", "Silver A" og "Silver B", lettede kl. 22:00 fra Tangmere-basen i Sussex i det sydlige England og blev kastet ned med faldskærm, natten mellem den 28. og 29. december 1941, nær Prag i Tjekkoslovakiet (Protektoratet). -- Flyet var ligeledes lastet med et antal faldskærmscontainere med udstyr og radiosendere og de var i alt 15 mand ombord: 7 besætningsmedlemmer - 7 agenter og 1 udspringsleder - Jaroslav Sustr). Flyet og besætningen kom fra R.A.F. Specialeskadrille Nr. 138 med flyverløjtnant Ronald C. Hockey ved "pinden". Ud over de 7 besætningsmedlemmer (se hvem disse var, ved fotoet 2 pladser tilbage), var der en udspringsleder med, som næsten altid var den legendariske og koleriske Tjekkoslovak Kaptajn af 1. klasse Jaroslav Šustr. Han stod for planlægningen af flyvningen, sammen med piloten Hockey og fulgte altid med i flyene, når agenterne skulle springe - Alt var timet og tilrettelagt sådan, at man ofte kunne springe ud, med at interval på kun 7 sekunder mellem hver agent - så havde man en bedre chanche for at lande nogenlunde samlet på jorden. Det var en meget vigtig og historisk flyvning, som de 3 agentgrupper deltog i. Den ene mission med kodenavnet "Anthropoid" bestod kun af de 2 agenter, Josef Gabcik og Jan Kubis, som skulle planlægge og udføre likvideringen af den tyske Reichprotektor for Böhmen & Mähren, Reinhard Heydrich. De 2 andre agentgrupper var støtte- og organisationsgrupper for "Anthropoid". De 2 støttegrupper bestod af 3 mand i den ene og 2 mand i den anden, med kodenavnene "Silver A" og "Silver B". Disse 2 grupper havde man tidligere to gange forsøgt at få nedkastet i Protektoratet, den 7. og 30. november 1941. Men flyet, et 2-motores Whitley Mk.V/Serienummer Z9125 med kendingsbogstaverne NF-A, fløjet af den rutinerede tjekkoslovakiske Pilot Officer Leo Anderle, måtte vende om over Protektoratet, uden at have kastet agenterne ned med faldskærm. Dårligt vejr og ringe sigtbarhed over målområdet forhindrede nedkastningen i Protektoratet disse 2 nætter. Ved afgangen den 28. december om aften, var vejret fint fra starten af og over målområdet, skulle betingelserne også være gode nok til, at nedkastningen kunne ske forsvarligt, selv om det var hård vinter her, med frost og sne. -- Halifax-flyet fløj over den franske kyst ved Le Crotoy området og satte derefter kursen mod luftrummet over Darmstadt i Tyskland, hvor de ankom til dette luftrum kl. 00:42. Under deres flyvning, mødte de to gange tyske natjagerfly, som søgte at finde dem. Den rutinerede og dygtige pilot Hockey undgik natjagerne og man kunne sætte kursen om og flyve mod luftrummet over Protektoratet. Men da de nærmede sig dette område, mistede besætningen og navigatøren flere gange orienteringen, fordi det var meget vanskeligt at finde og genkende de fleste af de referencepunkter, som man skulle bruge for at finde målområdet for nedkastningen af agenter og udstyr. Man kunne ikke se og genkende de jernbanespor, floder og små byer, som man havde lagt kursen og pejlemærkerne efter - Den tunge sne lå over det hele og slørede disse vigtige pejlemærker. Desuden blev de beskudt med luftværnsgranater kl. 2:12. Navigatøren kom derved til at lave nogle navigationsfejl og forvekslede Prag med byen Pilsen. Man troede at beskydningen kom fra Pilsen, men hvor den altså kom fra Prag´s mange luftværnsbatterier. Pilot Hockey måtte undvige disse beskydninger og den vigtige genorientering gik tabt. Resultatet blev, at de 2 agenter i "Anthropoid" blev nedkastet kl. 02:24, tæt på Nehvizdy, en landsby nær Celakovice, øst for Prag, i stedet for øst for Pilsen. Kl. 02:37 blev gruppen "Silver A" nedkastet og i følge navigatoren skete dette øst for Cáslav, men i virkeligheden, blev de kastet ned mellem Podebrady og Mestec Králové. De 3 agenter i "Silver A" var lederen af gruppen, Løjtnant af 1. Klasse Alfréd Bartos, Seniorsergent (Warrant Officer) Josef Valcík, og Lance-korporal Jirí Potucek. Den sidste gruppe "Silver B", bestod af Stabssergent Jan Zemek og Sergent Vladimír Škácha, som blev nedkastet kl. 02:56, men i stedet for at lande nordvest for Ždírec, landede de i nærheden af Kasalicky, ikke langt fra Prelouc. Efter at have afsluttet denne farlige og krævende opgave, vandt Halifax-flyet igen højde og Hockey satte kursen tilbage mod Darmstadt´s luftrum, hvor flyet igen blev beskudt med luftværnsgranater to gange undervejs, dog uden at flyet blev ramt. Halifax-flyet fløj over den franske kyst kl. 07:20 og ind over den engelske kyst kl. 08:07, for til sidst at lande sikkert på Tangmere Luftbasen kl. 08:19.

Den 29. december 1941, kl. ca. 02:30 om morgenen, landede Jan Kubiš og Josef Gabcík på en sneklædt mark, nær byen Nehvizdy øst for, ikke langt fra Prag. Det var et forkert sted at lande, da det var planlagt at de skulle kastes ned nær byen Pilsen, men piloten på det britiske fly havde problemer med orienteringen og kastede dem ned det forkerte sted. Men de 2 agenter begav sig derefter til Pilsen, hvor de via radio kunne kontakte den tjekkoslovakiske ledelse i England. Fra Pilsen fortsatte de videre til Prag, hvor planlægningen af attentatet på Reinhard Heydrich blev iværksat. -- I Prag, kontaktede de iht. planerne, flere familier og medlemmer fra modstandsbevægelsen i byen, som hjalp dem under forberedelserne til attentatet. Gabcík og Kubiš havde oprindeligt planlagt at snigmyrde Heydrich på et tog, men efter at have udforsket dette, indså de, at dette ikke var muligt. Den anden plan var at myrde ham på vejen i skoven, når Heydrich var på vej til arbejde i Prag. De planlagde at trække et kabel på tværs af vejen, der kunne stoppe Heydrich's bil, hvorefter de så kunne skyde ham. De iværksatte denne plan, men efter at have ventet flere timer i skoven ved vejen, med uforrettet sag, blev de afhentet af deres indtrådte leder Løjtnant Adolf Opálka, fra gruppen "Out Distance", som bragte dem tilbage til Prag. Den tredje plan var at snigmyrde Heydrich på gaden inde i Prag. -- På det tidspunkt af krigen i Tjekkoslovakiet, var modstandsbevægelsen og dermed de agentgrupper, som var nedkastet tidligere, blevet hårdt ramt af Gestapo´s effektive efterretningsviden og deraf følgende optrevling af modstandsgrupperne og anholdelser disse og flere agenter. Det betød, at de missioner, som de tidligere nedkastede agentgrupper skulle iværksætte, ikke var blevet udført i nævneværdig grad. Da Gestapo næsten altid fik de anholdte henrettet, havde de overlevende agenter samlet sig i Prag, hvor de nu deltog i planlægningen af attentatet på Reinhard Heydrich. For at dette kunne ske nogenlunde sikkert, flyttede agenterne hele tiden opholdssteder og var derfor meget afhængige af de lokale modstandsfolk og de frivillige familier, som husede, bespiste og hjalp dem, så godt de kunne. Nogle af de mange hjælpere og familier i Prag, var bl.a. disse: Novakova og Khodlova, Frantisek Hejl, Jaroslav Smrz, Jaroslav Piskácek, Familien Morava, Bohumil Strand, Jan Zelenka-Hajský familien, Joseph Pieces, familien Stehlikova, Biskop Gorazd, Præsterne Alois Vaclav og Petrc, hotelejer Ernest Kostal og mange andre.

Agenterne havde næsten altid følgende personligt udstyr med på missionerne: 1 lomme Schweizerkniv , 1 felt-kompas, 1 nødhjælpspakke, 1 lommelygte incl. ekstra pære og batteri, 1 sæt ankelbandager, 1 æske Horlick vandrensningstabletter, 1 dåse tørret kød og chokolade beriget med vitaminer, 1 par læderhandsker foret med bomuld, udsprings-overalls i vandtæt kamuflagestof, 1 æske Bezedrintabletter B (mod træthed), 1 æske K-tabletter (beroligende, lindrende og søvnfremkaldende), 1 spade ilagt i en presenning, 1 polstret hjelm, 1 rustfri flaske med alkohol, 1 pakke radiokrystaller og 1 krypteringsnøgle til udskiftning i egne radiosendere, eller andre modtagere, som havde brug for ny forsyning til deres radiosendere (bl.a. radiosendinger til den Tjekkoslovakiske General Ingr i London), 1 pistol med to magasiner, 2 pas/pasfotos for brug ved fremstilling af nye falske pas, 300 tjekkiske Kroner og 100 tyske Reichsmark. Desuden havde hver agent, som den ultimative udvej, i en håbløs situation for agenten - 1 tablet L (sædvanligvis Kaliumcyanid, KCN til at begå selvmord med). -- Operation "Anthropoid" havde 2 faldskærmscontainere med, der indeholdt følgende: 2 pistoler, en 0.38 COLT - med fire ekstra magasiner og i alt 100 patroner - seks pansergranathylstre fyldt med plastisk sprængstof (hvoraf den ene var gjort klar til brug), 2 mapper med tændsikringer, 2 British Mills håndgranater, model 36M Mk.I (granat ses på fotoet), 1 luftbombe med løfteraket, 4 elektriske sikringer, 1 STENGUN Mk.II specialfabrikeret maskinpistol med i alt 100 patroner i magasinerne, 16 kg. plastisk sprængstof, 2 tændlunter, 4 røgbomber, 1 rulle tynd stålwire og 3 sprængblyanter med forskellig sprænginterval (se foto). Endelig havde agenterne deres individuelle falske dokumenter, breve, billetter og andet, som denne skulle bruge på sin mission.

Agenterne i Operation "Anthropoid" var udstyret med pistoler af denne type, en 0.38 kaliber Colt Pocket Model 1903. Kaliber 0.38 patronerne svarede til 7,65mm., som var standard og stadig er, i mange håndvåben, geværer og maskinpistoler. Våbnet havde en længde på 169mm., en vægt på 665g. og havde et magasin med 8 patroner. Pistolen var udviklet af JM Browning og blev produceret i årene 1903 til 1946, af den amerikanske Colt Fabrik i Hartford, USA. Det var en slagkraftig lethåndterlig pistol, med en ukompliceret indre slag- og udløsermekanisme. Den samlede produktion blev på 554.000 styk, hvor størstedelen blev solgt på det civile marked, primært i USA. Under 2. Verdenskrig bestilte USA´s hær 18.214 styk, som udrustning til en lang række officerer. Den britiske hær andvendte 55.000 styk under krigen. Pistolerne blev også anvendt af de agenthold, som deltog i missionerne: "Bioscop", "Bivouac", "Zink", "Silver A", "Silver B", "Out Distance", "Stella" og "DeSanto". Med denne pistol blev den tjekkoslovakiske gendarm Ometáka skudt af faldskærmsagenten fra gruppen "Zink", Arnost Miks (læs om denne historie længere nede, ved de relevante fotos). De 2 berømte faldskærmsagenter Gabcík og Kubiš anvendte ligeledes denne type pistol i missionen "Anthropoid", i likvideringen af Reinhard Heydrich den 27. maj 1942 i Prag. Han blev dog ikke skudt med pistolerne og heller ikke med den maskinpistol, en Stengun, som det var meningen han skulle skydes med, han blev ramt af sprængstykker fra den hjemmelavede håndgranat/bombe som blev kastet i sidste øjeblik, som nødløsning. Men bagefter fandt tyskerne patronhylstrene fra de skud fra agenternes pistoler, i nærheden af de steder, hvor attentatet fandt sted og senere rundt omkring, på de steder, hvor de efterfølgende skyderier mellem de 2 agenter og Reinhard Heydrich, hans adjudant og chauffør foregik, inden de 2 agenter med nød og næppe og med stort held slap væk, heraf den ene lettere såret. Læs længere nede udførligt om denne likvidering af Heydrich.

Nogle af agenterne i de forskellige missioner, foretrak den lille handy engelske 6.35 mm Browning pistol, som var nem at betjene og let at gemme og transportere.

Operation "Anthropoid", og de 2 faldskærmsagenter: Oversergent Jan Kubis. Født 24. juni 1913 i Vilémovice. Han var barn nr. 2 ud af 4 børn, som skomager Frans Kubiš og hans kone Christine fik. Efter skoletiden tog Jan som helt ung arbejde i landbruget og som murer. Den 1. oktober 1935, blev han som værnepligtig placeret i Jihlava. Kort tid efter blev han sendt til underofficerskolen, hvor han fik meget gode resultater og den 25. april 1936, kom han til 9. Infanteribataljon i Znojmo. 1. oktober 1936 han blev forfremmet til korporal indtil 1. september 1937, hvor han skulle hjemsendes. Men Jan var glad for militærlivet og besluttede at forblive i militæret. Efter sin frivillige anmodning om, at blive optaget på en supplerende uddannelse til befalingsmand, som han bestod, blev han den 15. oktober 1937, forflyttet til 34. Infanteriregiment i Opava. Her kom han ind i den nyetablerede XIII. Vagtbataljon i Jakartovice, som var en eliteenhed under regimentet. I denne enhed blev han befalingsmand over vagterne, som bevogtede opførelsen af de mange befæstninger langs tjekkoslovakiets grænser til Tyskland og Ungarn. Senere kom han til vagtafdelingen, som bevogtede landets centrale ministerier og fungerede som stedfortrædende delingsfører og kommandør af vagtenhedens 3. deling i XIII. Vagtbataljon i Litultovice. I foråret 1938 skiftede han tjeneste til 15. Infanteriregiment og arbejdede senere i kort tid som instruktør ved regimentskolen. De fatale politiske og militære ulykker, som ramte landet pga. "München-diktatet" den 29/30. september 1938, betød, at han deltog i den korte krig mod Tyskland i efteråret/vinteren 1938/1939. Efter landets overgivelse den 15. marts 1939 og det tjekkoslovakiske militærs hjemsendelse, vendte han tilbage til Vilémovice igen og begyndte at arbejde hos den lokale smed. Han var meget vred over og utilfreds med livet og skæbnen i tyskernes erobring af landet og deres oprettede Reichprotektorat og den 16. juni 1939 krydsede han grænsen til Polen og efter ophold i den tjekkoslovakiske militærlejr i Bronowice, sejlede han den 28. juli til Frankrig. Her blev han den 2. august optaget i Fremmedlegionen og blev placeret i legionens 1. Regiment. Efter udbruddet af 2. Verdenskrig 1. september 1939, tog han den 26. september til den tjekkoslovakiske hær, som var ved at blive opstillet i den sydfranske by Agde. Han blev indrulleret i 2. Regiment, 4. Kompagni. Han blev hurtigt forflyttet og den 22. december 1939 blev han forfremmet til stabssergent. Han deltog i de hårde kampe mod de fremrykkende tyske hære i Nordfrankrig og kom med i evakueringen fra Dunkirk over til England. Den 13. juli 1940, efter oprettelsen af 1. Tjekkoslovakiske Brigade, kom han til 3. Infanteribataljon. Den 28. februar 1941 gennemførte han et andet uddannelsforløb og blev den 7. marts 1941 forfremmet til sergent i bataljonen. Jan Kubis blev en af de første tjekkoslovakker, som startede på uddannelsen til faldskærmsagent den 15. august 1941 under STS 26 i Skotland. Da grunduddannelsen var færdig den 14. september 1941, kom han til Ringway i Manchester, hvor STS afholdt mere uddannelse som faldskærmsagent. Den 21. september kom han tilbage til sin enhed igen, hvor han gjorde tjeneste som næstkommanderende i 1. kompagni indtil 14. oktober, da han blev indkaldt til IMO i London og derefter sendt til Skotland for at modtage særlig skydetræning. Årsagen til, at han skulle deltage i dette specialkursus, skyldtes, at mission "Anthropoid" var under etablering og den øverstbefalende ønskede derfor, at Jan Kubis blev tilknyttet den kommende agentmission, sammen med Josef Gabcík, som havde erstattet den oprindelige, men faldskærmsskadede deltager Karel Svoboda. Sammen med Gabcík, blev Kubis den 8. november 1941 sendt til ny træning i STS 2 (for agentopgaver i Protektoratet). Her trænede de skydning, sprængstofbehandling, køretræning og selvforsvar indtil 27. december 1941. Inden de sidste træninger kunne afsluttes, fik de orientering om deres hemmelige mission i starten af november. Deres hemmelige opgave blev overdraget dem af selveste eksil-regeringens præsident Dr. Eduard Beneš. Deres opgave var speciel. De skulle likvidere Reich Protector Reinhard Heydrich i Prag. Man havde forsøgt at flyve dem til nedkastningsområdet i Protektoratet to gange tidligere, den 7. og 30. november, men begge gange måtte flyet returnere pga. dårligt vejr. -- Med i flyet den 29. december 1941, skulle 2 andre agentmissioner "Silver A" og Silver B. Den tredie gang lykkedes det. -- Natten mellem den 28. - 29. december 1941 hoppede Kubis og Gabcík ned i faldskærm og landede i Nehvizdy området og opdagede, at de var kastet ned et forkert sted og nu ikke havde nogen adresser, at søge tilflugt hos. De fik kontakt til London via radiosenderen og kom til Prag, hvor de fik sig installeret hos en familie her. Takket være støtte fra disse, modstandsbevægelsen og de 2 faldskærmsagenter, Adolf Opalka og Joseph Valsic, fra henholdsvis missionerne "Out Distance" og "Silver A", blev opgaven med at likvidere Heydrich udført den 27. maj 1942. Gabcík og Kubis, som blev lettere såret ved attentatet, klarede at flygte fra attentatstedet. - Der er bevaret en håndskreven besked fra Jan Kubis. Dagen efter likvideringen af Heydrich, efterlod Jan Kubiš en seddel til Josef Gabcik i familien Khodl´s hjem. På sedlen skriver han: "Jeg vil ringe til dig i aften. Hvis Dulíšek viser sig, skal du fortælle ham, at jeg er hos Flora. Hils Dulich". Ligesom det er mirakuløst, at dette dokument blev bevaret, var det også bemærkelsesværdigt, at alle faldskærmsagenterne forblev skjulte for Gestapo i mange dage. Gestapo søgte med alle midler, efter attentatet, at skræmme og true befolkningen, for at opnå hurtige resultater i eftersøgningen. Brutale ransagninger af private hjem, anholdelser og henrettelser af hele familier, viste sig at være frugtesløse. Agenterne holdt sig skjult i godt 14 dage, inden deres identitet og skjulesteder blev afsløret. Da Gestapo´s udbetaling af en enorm dusør, til en af de andre faldskærmsagenter, Karel Curda fra samme mission, som også Opalka tilhørte, "Out Distance", blev alle missionernes agenter og deres skjulesteder røbet frivilligt af Curda til Gestapo. De 7 faldskærmsagenter, som havde samlet sig, flygtede ind i barokkirken St. Cyril & Methodius (russisk-ortodoks menighed) på Resslovagaden nr. 9. Efterfølgende blev de, som nævnt, angivet af Karel Curda, som kendte til deres flugtadresser og hvor de efterfølgende blev fundet skjult i kirken. Her kom det til en lang kamp mod omkring 800 tyske Waffen-SS soldater og Gestapo. Da alle 7 agenter til sidst ikke havde nogen anden udvej end at begå selvmord, tog nogle af dem deres gifttablet og/eller skød sig med deres sidste pistolskud i tindingen og døde den 18. juni 1942. Tyskerne mistede over 20 mand i kampen med agenterne, som til sidst brugte kirkens krybt, som sidste gemmested. -- Kubis blev allerede i 1942, posthumt forfremmet til rang af løjtnant af infanteriet og umiddelbart efter krigen med rang af major. Den 30. juni 2002 blev han posthumt udnævnt til rang af oberst. ---- Nazisterne tog grusom hævn for likvideringen af Heydrich. 14 medlemmer af Kubis´ nærmeste familie blev den 24. oktober myrdet i KZ-Lejren Mauthausen i Polen. Jan Kubis 'kæreste i protektoratet Anna Novak blev anholdt i kort tid efter attentatet og blev deporteret til koncentrationslejren Mauthausen, hvor hun døde. Samme skæbne tilfaldt også hendes yngre søster Jindriska, som også blev anbragt i en KZ-lejr, hvor hun også døde. Nazisterne udryddede landsbyerne Lidice og Lezaky, foruden omkring 5000 andre tjekkoslovakker i månederne og de næste par år efter likvideringen. Mange modstandsfolk og andre hjælpere blev også arresteret og myrdet, herunder Biskoppen Goradze og præsten Petrek i kirken, hvor agenterne kæmpede heroisk. Nogle få undslap såsom Professor Josef Ogoun og Ladislav Vanek "Jindra", og kunne efter krigen vidne mod Karel Curda og en anden agent, Velim Gerik, der blev anklaget for forræderi i 1946, og begge henrettet. Protektoratets tyske statssekretær Karl Herman Frank blev offentligt hængt i Pankrac-fængslet i Prag i 1947. Uden for kirken, er der i dag også et mindesmærke for præsten Petrek. Læs meget mere ved de mange fotos længere fremme, både om de mange personer jeg allerede har nævnt og mange andre - ligesom der er detaljerede beretninger om alle de forskellige hændelser, som tyskerne påførte landet under krigen og især efter likvideringen af Reinhard Heydrich.

I de næste fotos lidt om Jan Kubis´s baggrund - her med et foto af Jan Kubis´s mor Kristina Kubisova med søsteren Roz. Mitiskova på armen og Bedstemor Franceska med broderen Jaroslav på skødet og med lille Jan Kubis (tv. med hovedet drejet til højre og utydeligt), storebror Rudolf ses yderst til højre.

Francis Kubis (far til Jan Kubis). Såret i fod under tjeneste i den Østrig-Ungarske hær i Første Verdenskrig.

Kubis (overst og bagerst tv.) på Jihlava Officer Kadetskole i Tjekkoslovakiet før krigen.

Tjekkoslovakisk soldat Jan Kubis (th), samme med 2 andre soldaterkammerater - foto fra 1936.

Jan Kubis (tv.) på britisk agent faldskærmskursus - her sammen med 2 andre deltagere.

Nærbillede af Jan Kubis, som poserer med sit gevær.

Operation "Anthropoid og den anden faldskærmsagent: Sergent Josef Gabcík (Født 8. april 1912) i Poluvsie nær Žilina. Han var født ind i en håndværksfamilie, hvor hans far, Franz Gabcík, var håndværksuddannet og gift med hustruen Marie. Efter at have forladt skolen i Rajeckych Teplice, kom han til Böhmen, hvor han fra 1927 til 1932 tog en uddannelse som smed med speciale som låsesmed. Den 1. oktober 1932, startede han sin værnepligt i militæret i Košice i Det 14. Infanteriregiment. I 1933 deltog han i underofficersuddannelsen i Presov og blev den 1. marts 1933 forfremmet til korporal. Den 1. oktober 1933 blev han fastansat i aktiv tjeneste. 1. november 1934 blev han forfremmet til sergent. Efter hans bror Michaels tragiske død, trak han sig ud af militæret den 1. april 1937, efter pres fra sin far. Han blev herefter ansat i en fabrik i Žilina, som fremstillede våben til kemisk krigsførelse, hvor han arbejdede indtil 1. december 1938. Under dette arbejde kom han ud for en ulykke, da han kom til at indånde noget kemisk stof under fabrikationen, og det var kun held, at han ikke blev skadet eller døde heraf. Efter den begivenhed, blev han overført til Trencín, hvor han arbejdede som lagerarbejder. Efter tyskernes erobring af landet i marts 1939, blev fabrikken før erobringen og overtagelsen af den tyske hær, søgt saboteret af tyskerne, hvorved de ansatte kom i stor fare. Efter tyskernes overtagelse af fabrikken, blev flere arbejdere, truet med arrestation, hvis de ikke fortsatte med at arbejde for tyskerne på fabrikken. Dette ville Josef Gabcik ikke finde sig i og den 3. juni 1939 lykkedes det ham, at krydse grænsen til Polen og melde sig til det tjekkoslovakiske konsulat i Krakow, hvorefter han senere blev indskrevet i den tjekkoslovakiske hær i Bronowice i Polen. Senere kom han, som mange af de tjekkoslovakiske soldater fra Polen, til Frankrig, Fremmedlegionen, som var det eneste type militær, som Frankrig lod udlændinge komme ind i. Under de første dage af 2. Verdenskrig i september 1939, forlod han legionen i Algeriet, for at tilslutte sig den oprettede tjekkoslovakiske hær i den sydfranske by Agde. Han tog del i krigshandlingerne i Nordfrankrig og blev tildelt medalje for sin tapperhed. Ved ankomsten til England, efter den store evakuering af allierede tropper fra Dunkirk, blev han den 12. juli 1940, sendt til Den 1. Bataljon af 1. Tjekkoslovakiske Brigade, hvor han fungerede som næstkommanderende for 2. Deling i 3. Kompagni. Den 28. februar 1941 påbegyndte og fuldførte han en uddannelse for infanterisergenter, som han herefter blev forfremmet til, den 7. juli 1941. -- Lige som sin kammerat og ven Jan Kubis, var han blandt de første mænd, der tilmeldte sig uddannelsen til faldskærmsagent i sommeren 1941, hvor han den 17. juli rejste til Skotland, hvor han fuldførte agentuddannelsen i STS 26. Straks efter kom han til faldskærmsuddannelsen i tidsrummet 8. til 16. august 1941 ved kurset under STS 51, Ringway, London. Fra den 14. til den 18. oktober 1941, deltog han i den særlige skydetræning i Skotland. Herefter skulle han tilbage til London, hvor et afsluttende 5-dages kursus, fra den 20. oktober, lærte ham alt vedr. skydning og behandling af sprængstoffer. Kort tid efter, blev han tilknyttet Operation "Anthropoid", hvor han skulle være leder for Jan Kubis og hvor opgaven for deres mission, var at likvidere Reichprotektor Reinhard Heydrich i Prag. Opgaven var delvis en reaktion fra den tjekkoslovakiske eksil-regering og eksil-præsidenten Dr. Eduard Benes og skulle have været iværksat den 28. oktober 1941, som hævn for Heydrich´s grusomme opførsel og terror og drab på befolkningen i Protektoratet, straks han ankom dertil, den 28. september 1941. Gabcík var oprindelig medlem af gruppen, sammen med Karel Svoboda, men da denne måtte udgå af missionen pga. et alvorligt uheld under faldskærmstræningen, valgte man nu at fortsætte med Josef Gabcík og Jan Kubiš i missionen. Begge blev samlet den 8. november 1941 i STS 2 i "Villa Bellasis". Her deltog de begge i ekstra træning med skydning, sprængstoffer, autokørsel og selvforsvar indtil den 27. december 1941. Operation "Anthropoid" skulle oprindeligt udsendes den 7. november, men dårligt vejr forhindrede flyet i at flyve - det samme gentog sig den 30. november. Men det tredje forsøg lykkedes og begge medlemmer af gruppen sprang ud med faldskærm om natten til den 29. december 1941 i området ved Nehvizdy i nærheden af Prag. Efter landingen fortsatte de mod byen Pilsen. Gabsic havde mistet sine personlige papierer og andet udstyr ved landingen, men de kom uden uheld til byen, hvor de fik kontakt med den adresse, som de havde som første mål. Her fik Gabsic nye falske papirer under navnet Zdentek Vyskocil, udarbejdet sammen med modstandsbevægelsen. Herefter drog de begge til Prag. I samarbejde med modstandsbevægelsen, hjælpere og ophold hos forskellige familier i byen, fik de bl.a. også kontakt og hjælp af de to tidligere nedkastede agenter Adolf Opalka og Joseph Valsic. Alle fik sat en plan sammen, sådan at det lykkedes Kubis og Gabsic, at likvidere Reinhard Heydrich den 27. maj kl. 10:35 1942. Begge slap væk i første omgang og blev iht. planerne skjult i flere families lejligheder rundt om i byen, bl.a. Familien Novak, den dag de likviderede Heydrich. Tyskernes brutale eftersøgninger af Heydrich´s attentatmænd og efterfølgende grusomme repressalier, betød, at en anden faldskærmsagent Karel Curda, af skræk og grådighed efter den udlovede dusør, frivilligt mødte op hos Gestapo og fortalte dem alt det han vidste om modstandsbevægelsen og alle agenterne i landet. Denne landsforræderiske gerning førte til, at de 7 faldskærmsagenter, som nu var samlet i Prag, blev opdaget i kirken i Resslovagaden (se forrige foto med Jan Kubis og alle de nedenstående fotos, hvor dette omtales). Efter den heroiske sidste kamp i kirkens krypt den 18. juni 1942, skød også Josef Gabsic sig i tindingen med sin pistols sidste skud og døde. -- Også han blev som Kubis i 1942, posthumt forfremmet til rang af løjtnant af infanteriet og umiddelbart efter krigen med rang af kaptajn. Den 24. juni 2002 blev han ligeledes posthumt, udnævnt til oberst. I modsætning til Jan Kubis´s familie, overlevede det meste af Josef Gabcík´s familie den nazistiske gengældelse og kunne opleve freden i Prag den 11. maj 1945.

Tysk luftmelde- og radiopejlekort, med det området i Protektoratet (den røde områdemarkering), som flyet om natten mellem den 28. og 29. december 1941, overfløj og nedkastede de 3 agentgrupper. Tyskerne vidste dermed hvilke områder de skulle søge og hvor de kunne forøve deres målrettede terror for at få oplysninger om agenternes landinger og missionernes opgavemål. Samtidig med Operation "Anthropoid", blev de 2 andre faldskærmsgrupper nedkastet - Silver A og B. Disse agenter skulle bistå de 2 agenter i "Anthropoid" gruppen, med forberedelserne til attentatet på Heydrich. Luftwaffe´s Flugmeldedienst (Fly-luftmeldetjeneste) overvågede intenst luftrummet over Protektoratet. Flyet med alle agenterne og deres nedkastningsområde kunne man altså lokalisere. Reinhard Heydrich blev straks orienteret om flyets rute og at et antal faldskærmsagenter var kastet ned. Da tyskerne hele tiden forventede nedkastelse af faldskærmsagenter, søgte Wehrmacht-enheder straks i de områder hvor man havde lokaliseret overflyvningen. Men man fik ikke direkte fat i nogen. "Kun" de 2 agenter i "Silver B", blev senere lokaliseret og uskadeliggjort (se ved fotos længere fremme om deres skæbne).

Tysk radiopejlingsudstyr - som var effektiv i tyskernes forsøg på, at opdage hvor alle de hemmelige radiosendere, som modstandsbevægelsen i Tjekkoslovakiet sendte fra. Man kunne derved måske finde frem til de tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, som blev nedkastet. Radiopejlingerne viste ofte det område, som agenterne var blevet kastet ned i. Den tyske radiopejlingstjeneste i Tjekkoslovakiet startede i de første år af krigen - 1939-1942. Følgende strategi blev anvendt: 1) Ledere i det tyske radiopejlings hovedkvarteret var udstyret med store spektrum-modtagere, der overvågede alle radio kortbølge bånd. 2) Når en ukendt radiostation blev opdaget, kunne operatørerne via flere retningsbestemte detektorer, bestemme hvilken retning signalet blev sendt og modtaget til og fra. Ved hjælp af skæringspunktet for disse signalretninger, kunne den omtrentlige placering af den fjendtlige sender bestemmes. 3) Oplysningerne blev givet til den eftersøgningsenhed, som havde ansvar for det særlige område, hvor senderen var placeret. 4) Søgeenhederne blev sendt ud i dette område med et køretøj udstyret med en mobil prøvningsvinkelmåler. 5) Med flere på hinanden følgende målinger, kunne man finpudse og finde den nøjagtige placering på den afsendende radiostation. 6) For at udpege en bestemt lejlighed i et bygningskompleks, havde man personbårne søgere monteret på en rygsæk. 7) Når man fandt den fjendlige radiosender, søgte man at uskadeliggøre den og evt. fange modstandsfolkene, som brugte radiosenderen. Det skete under ledelse af den pågældende lokale Gestapoafdeling. Tyskernes radiopejlings enheder, anvendte køretøjer camoufleret med civil reklamebemaling. Når de havde et omtrentligt område, hvor senderen kunne være placeret, ankom anonyme søgepersoner til fods udstyret med radio søgere (Fu GPC fremstillet af Firmaet Kapsch i Wien), skjult og perfekt maskeret i deres bælter. Disse personer kunne så føre medlemmer af Gestapo hele vejen til døren i den lejlighed, bag hvilken en radiosender blev brugt. Gestapo angreb så straks lejligheden. --- I løbet af 1941 lykkedes det tyskerne, at opfange den overordentlige vigtige radiokommunikation mellem Modstandsbevægelsen i landet og London. Disse radiomeddelelser blev sendt allerede fra efteråret 1939 via en række radiosendere, som medlemmerne af modstandsbevægelsen, som havde kodenavnet SPARTA I og SPARTA II. Driften af SPARTA senderne blev først ledet af det politiske hovedkvarter og senere, fra begyndelsen af 1940, fra den civile enhed under Den Centrale Kommando for Modstandsbevægelsen (ÚVOD). Fra 8. juli 1941, var kun én radiostation - SPARTA I i drift. Den blev drevet af radiotelegrafigruppen hos Professor Krajina i Prag, som opretholdt kontakt med London. Denne sender kunne have påvirket succesen for alle de planlagte aktioner i protektoratet, herunder Operation "Anthropoid" og til realisering af Operation "Procent" (Se ovenfor under historien om faldskærmsagenten Frantisek Pavelka). Dette skete desværre ikke.

De første folk fra modstandsbevægelsen, som de 2 agenter blev hjulpet videre af, var en af tjekkoslovakiets "PET" politinspektører Václav Král i byen Pilsen, nordvest for Prag. Agenterne skulle anvende kodemeddelelsen: “Adina greets Pilsen – March 8th is good”. Se mere ved fotoet af Inspektør Kral. Ligeledes hjalp den pensionerede jernbanemand Václav Stehlík i byen Rokycany med husly og transport m.m. - her var kodemeddelelsen: “Greetings from Hradecký”. Václav Stehlík blev sammen med hele sin familie henrettet i Pilsen-Lobzy den 28. maj 1942.

Vaclav Kral med sin familie i haven. Efter landingen med faldskærm, gemte agenterne Jan Kubiš og Josef Gabcík sig, samt deres personlige operationelle udstyr og sabotagemateriale i Antonín Sedlácek’s haveskur, hvor de tilbragte den første nat i deres hjemland. Næste morgen fandt de ud af, at de var nedkastet et forkert sted pga. en navigationsfejl. I stedet for nedkastningsstedet nær byen Pilsen, var de landet nær byen Nehvizdy, som lå meget nær Prag. De begav sig dernæst mod Pilsen, hvor de her søgte efter deres kontakter til modstandsbevægelsen, herunder de personer, som kendte deres kodemeddelelser, som dernæst kunne hjælpe dem videre på missionen. Det var en farefuld færd, da mange tjekkoslovakker og sudetertyskere sympatiserede med tyskerne og Gestapo havde fanget mange modstandsfolk og kendte godt til området (Luftmeldetjenesten og radiopejlestationerne). Stehlik og Kral var blandt dem, som hjalp Josef Gabcík og Jan Kubiš, med den hjælp de behøvede - bl.a. fik Gabcík lægebehandling, da han havde skadet sin ankel ved faldskærmslandingen. Efter denne gode hjælp fortsatte de 2 agenter deres mission. Efter attentatet den 27. maj 1942, var Gestapo i stand til den 28. maj, at anholde begge de 2 første kontaktpersoner agenterne mødte. Lige som Vaclav Stehlik og hans familie, blev også Vaclav Kral og hele hans familie, herunder hans børn, henrettet i Mauthausen KZ-Lejren den 24. oktober 1942. Stehlik-familien blev henrettet samme dag, den 28. maj 1942, som de blev anholdt. ---- Historieberetningerne fra Tjekkoslovakiet og Prag er fyldt af mord og udryddelser af alle og enhver, som havde eller ikke havde noget at gøre med modstandskampen - Tyskerne tog ikke hensyn til noget, men henrettede alle med samme navn eller familebånd, jobansættelse eller anden forbindelse, uanset hvor langt ude forbindelsen berørte en mistænkt eller anholdt person. Som man kan se af alle mine beretninger om personer og hændelser, var tyskerne helt ustyrlige i deres hævn og blodrus i årene efter 27. maj 1942 i protektoratet. Trods de enorme tab af modstandsfolk og myrderier af indbyggerne i landet, fra tyskernes side og de sympatiserende tjekkoslovakkers og sudetertyskeres medvirken til dette, fortsatte kampen ufortrødent - Et heroisk og modigt folk disse tjekkoslovakker - hvoraf mange også var kommunistisk orienteret.

Mølleren Bretislav Bauman, der boede i den lille by Nehvizdy og som deltog i Sokolská modstandsbevægelsen (landsbyen Sokol), kendt med radiokodenavnet "Jindra", hjalp sammen med et par medlemmer af den tidligere Præsident Masaryk´s Fond mod Tuberkulose, Gabcík og Kubiš med at få kontakt til "Jindra´s" lokale leder, Jaroslav Sokol Piskácek, som besluttede at hjælpe de 2 agenter og deres mission. I hemmelighed fik man organiseret et antal familier, som bistod de 2 agenter med husly og skjul og andre fornødenheder under forberedelserne til attentatet på Reichprotektor Reinhard Heydrich. Familierne var bl.a. Fafkova, Novak, Svatošová, Moravcova og Khódlova. Se disse familier skæbne ved de respektive foto´s. Men denne omfattende hjælp blev en afgørende faktor for, at operation "Anthropoid" blev mulig og, at de 2 faldskærmsagenter fik likvideret Heydrich den 27. maj 1942 (døde af sine sår den 4. juni 1942). Mølleren Bauman og hans kone Emilia blev angivet af forræderen Karel Curda, ligesom alle de andre, denne usling angav til Gestapo, inden og efter attentatet. Bretislav Bauman og hans hustru Emilia blev henrettet i KZ-Lejren Mauthausen den 24. oktober 1942.

En af de personer, som også fik meget stor betydning for udførelsen af Operation "Anthropoid", var officeren Antonín Oktábec i modstandsbevægelsen "Karlín Sokol". Med hjælp fra en anden fraktion af modstandsbevægelsen "JINDRA", koordinerede han hjælpen til faldskærmsagenterne og var nært tilknyttet selve den praktiske del af attentatet på Reinhard Heydrich. ---- Efter at Heydrich var død gik Gestapo amok og satte alle styrker ind for at finde hans mordere. Da faldskærmsagenten Karel Curda fra Mission "Out Distance", den 16. juni 1942, frivilligt henvendte sig til Gestapo med alle oplysninger om de fleste andre faldskærmsagenter i protektoratet, deres hjælpere, folk fra modstandsbevægelsen, adresser m.m., førte det til en "lavine" af anholdelser, brutal tortur af de fleste, herunder Maria Moravcova´s søn Vlastimil "Ata" (var bl.a. ham som den 30. april 1942 hjalp Arnost Miks med at udføre det skæbnesvangre forsøg på at hente noget udstyr fra andre agenters landinger i landet - se længere nedenfor om denne spændende hændelse), som ikke kunne klare Gestapo´s uhyggelige tortur, bl.a. da han blev præsenteret for sin mors afskårne hoved i forhørslokalet!! Hans tilståelse førte til yderligere anholdelser og spor at følge for Gestapo, alt imens forræderen Karel Curda´s angiveri fortsatte og betød, at Gestapo kunne finde de 7 faldskærmsagenter, som havde søgt tilflugt i Barokkirken St. Cyril & Methodius i Resslovagaden 9, Prag, hvor det endte med, at alle agenterne tog deres eget liv, i stedet for at falde i Gestapo´s hænder. -- Antonín Oktábec´s kone Vlasta, blev under denne udryddelse af næsten hele modstandsbevægelsen i Prag og de fleste faldskærmsagenter i protektoratet, arresteret og henrettet i KZ-Lejren Mauthausen den 24. oktober 1942. Antonín Oktábec selv, undslap i første omgang, men blev senere selv fanget og henrettet samme sted den 26. januar 1943. ---- Landsbyen Sokol, hvis flere indbyggere, var vigtige aktører i modstandskampen: Václav Khodl (1895-1942), Doktor Bretislav Lycka (1902-42), Vlastimil Moravec "ATA" (1921-42), Václav Novák (1893-1942), Henriette Nováková (1928-1942), František Pechacek (1896-1944), Dr. Proff. Augustin Pechlát (1877-1941), Ladislav Vanek (1906-93). En anden modstandsgruppe havde kodenavnet "Jindra". Disse medlemmer var bl.a.: Divisionsgeneral Hugo Vojta Sklenar (1885-1941), Zelenka Hajský (1895-1942), Jan Milic Zelenkovà-Hajský Zdenka. Disse 2 og mange andre organisationer blev afsløret og medlemmerne arresteret. Under krigen i Protektoratet, blev over 11.300 mennesker arresteret og mange tortureret, hvoraf omkring 3.400 blev henrettet. Efter sommeren 1942, med de grusomme hævnagter, som tyskerne udsatte befolkningen for, var tjekkoslovakiet næsten knækket - de fleste opgav modstanden og mismodet føg gennem landet og man affandt sig med sin skæbne. Men nogle blev ved at yde modstand, agenter blev sendt til landet og landets ukuelige selvopholdelse fortsatte. Tyskerne måtte binde store styrker i protektoratet for at "holde skansen". Disse styrker manglede man på alle de andre fronter, som tyskerne havde gang i. ---- I Norge f.eks. måtte tyskerne under krigen have ca. 250.000 deroppe for at holde landet besat og sikre det mod angreb fra England. I Danmark hyggede vi os med tyskerne, producerede og solgte lystigt til dem gennem det meste af krigen - vores modstand blev først synlig i eftersommeren 1943, da tyskerne var på tilbagetog overalt og blev yderligere optrappet igen i eftersommeren 1944.

Lederen af faldskærmsgruppen "Silver A", Løjtnant Alfred Bartos (født 23.9.1916) i Wien. Familien vendte efter 1. Verdenskrig tilbage til Sezemic i Tjekkoslovakiet, hvor de stammede fra. Alfred Bartos tog i 1935 eksamen fra gymnasiet i Pardubice. Han kom til at tjene i 8. Kavaleriregiment i Pardubice, hvor han senere blev udnævnt til løjtnant efter sin uddannelse på militærakademiet i Hranice. Efter den tyske besættelsen af landet, lykkedes det også ham, at komme til Frankrig, hvor han i juni 1939 sluttede sig til Fremmedlegionen. Efter en kort tid her, blev han optaget i den tjekkoslovakiske hær i Agde i Sydfrankrig, hvor han arbejdede som efterretningsofficer. Efter evakueringen fra Dunkirk til England - (med det 55 tons tunge sejlskib "Rod El Farag", som senere i krigen, den 27. februar 1944, blev sænket i Middelhavet ved Beirut, da den tyske u-båd U-407 beskød skibet med sin dækskanon indtil det sank), blev han delingsfører i 2. Bataljon i den tjekkoslovakiske hær her. Bartos uddannede sig også til faldskærmsagent, sådan at han kunne deltage i agentvirksomheden i sit hjemland. Han blev leder af faldskærmsmissionen "Silver A", hvor gruppen foruden ham, var sammensat af Sergent Josef Valcík og Korporal Jirí Potucek. Deres opgave var at opsøge modstandsbevægelsen og forny radio- og telegrafikommunikationen med London, foruden at støtte likvideringsgruppen "Anthropoid". En af de vigtigste opgaver for "Silver A" gruppen var også, at etablere kontakt med Kaptajn Václav Morávek. Han var et af de 3 mest berømte medlemmmer af "Nation's Defence"/Nationens Forsvar", som var den militære del af de modstandsorganisationer, som opererede i Protektoratet (hjemlandet). Moravec var til stadighed på flugt fra Gestapo, som i øvrigt med respekt, kaldte de 3 modstandsledere for "de tre tjekkiske konger af modstandsbevægelsen". Med agenternes mission, søgte den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London, at genetablere informationsstrømmen fra bl.a. Agent A-54, alias Paul Thümmel, som havde kontakter til "de 3 konger". Informationerne stoppede brat den 4. oktober 1941, ved Gestapo´s opdagelse og konfiskation af den sidste tilbageværende radiosender, SPARTA 1 i byen Jinonice. Agent A-54 Paul Thümmel, med hvem den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste, havde samarbejdet siden 1936, var ansat i den tyske Efterretningstjeneste og chef for afdelingen for kontraspionagen (Afdeling III, litra F, i Prag, Abwehr). Han leverede mange oplysninger via modstandsbevægelsen til den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London. Herfor fik han lidt penge af modstandsbevægelsen. Han fortalte også modstandsbevægelsen en del løgne og misinformation, sådan at han ikke så let kunne opdages af sine egne folk i Abwehr og Gestapo. Alfred Bartos havde forsøgt at få kontakt med Morávek i lang tid uden held. Ingen kunne formode, at bestræbelserne på at få flere oplysninger fra A-54 (også kendt som RENÉ eller EVA), samt alle andre bestræbelser var meningsløse, fordi Gestapo sammen med senderen SPARTA 1, fik mange radioforsendelser, som de var i stand til at dechifrere. Gestapo vidste derfor allerede, at de vigtigste nyheder, som blev sendt af modstandsbevægelsen til London, måtte kommme fra en person, som sad højt oppe i den tyske militære ledelse i Prag og hvor denne brugte dæknavnet RENÉ. Den 19. oktober 1941 blev Paul Thümmel anholdt med Reinhard Heydrich's samtykke. Men da Gestapo var ude af stand til at bevise noget imod ham, blev han løsladt den 25. november 1941, bl.a. pga. pres fra fremtrædende repræsentanter i det nazistiske regime. Men efter at Gestapo fik indhentet flere beviser, blev Thümmel igen arresteret den 22. februar 1942. Han tilstod da, at han var meddeleren "René" i Abwehr, men forsøgte at overbevise Gestapo om, at hans hensigt var at indkredse og fange hele lederskabet af den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse. Den 2. marts 1942, blev han løsladt på betingelse af, at han ville bringe Kaptajn Morávek til et møde, hvor Gestapo ville lægge en fælde, så de kunne fange ham levende. - Læs videre om denne historie ved de nedenfor viste fotos. - De 2 andre af de "tre konger" fangede Gestapo i april/maj 1942. Kun Kaptajn Václav Morávek undslap med nød og næppe. De 2 andre var Oberstløjtnant Josef Balaban, der blev anholdt den 22. april 1941, med hjælp fra Gestapo´s stikker A. Nerad. Han blev henrettet ved skydning i Ruzyne Kaserne den 3. oktober 1941. Den sidste af trioen var Oberstløjtnant Josef Masin, som blev anholdt den 13. maj 1941, på fersk gerning under en radiotransmission til London. Han blev henrettet den 30. juni 1942 i Prag-Kobylisy. ---- For at vende tilbage til Alfred Bartos og mission "Silver A", starter vi igen med, at han i første halvdel af 1941 blev udvalgt som leder af en særlig vigtig mission i landet, nemlig "Silver A". Gruppen skulle også bistå med de forskellige sabotage- og efterretningsopgaver, der skulle foretages mod tyskerne i landet. Her skulle den vigtige radio Mark III med kodenavnet "Libuse" anvendes. ---- Men først skulle gruppens 3 agenter efter landingen med faldskærm midt om natten, begive sig mod byen Pardubice, som skulle være deres primære opholdssted. Nedkastningen gik ikke som planlagt, Josef Valcik landende et sted, som betød, at han ikke kunne finde de andre to, Alfred Bartos og Jiri Potucek, som søgte hjælp i en nærliggende landsby. De ringede på hos skolelederen Josef Glos. Hans kone var tidligere blevet vækket, da hun hørte flystøj fra det fly, som kastede de 3 agentgrupper ned, så skolelederen var ikke så overrasket over at åbne for de 2 fremmede. Glos spurgte hvor de kom fra og de 2 agenter fortalte kort om deres nedkastning ("vi er kastet ned med faldskærm fra flyet "Legend of the Ladybird") og at de havde brug for hjælp. Familien Glos gav da villigt husly og soveplads for resten af natten. Næste dag hjalp han med at skabe kontakt til modstandsbevægelsen. Skolelederen havde et værdifuldt budskab til brug for afsendelse via "Libuseradio". Næste dag fulgte skolelederen dem til deres primære opholdsted i Pardubice. ---- I mellemtiden havde Josef Valcik fået sin faldskærm pakket sammen og fundet containeren med udstyr og radioer. Han begravede faldskærmen og skjulte radioudstyret og efter en mislykket søgning af sine kammaerater, gik han til byen Podebrad. Den første adresse, som han have mulighed for at finde og søge skjul på, var ikke til at anvende, bl.a. på grund af, at han var landet det forkerte sted. På denne adresse var man her allerede bange for, at han var fanget og i fængsel. Valcik kom dog til en anden adresse, som var mere sikker at anvende. Problemet var nu for Valcik og hans kontaktpersoner, at få fat i og fjerne det gemte udstyr ude i felten, hvor han var landet. Inden de kunne komme uset til landingsstedet, som var meget farligt at komme tilbage til, da man vidste, at Gestapo ofte hurtigt fandt ud af hvor man var landet og derfor kunne ligge på lur. Ligeledes kunne man heller ikke stole på alle i befolkningen. Mange sympatiserede med nazisterne. Der skete også det, at en landmand fandt containeren, hvor noget af udstyret stadig lå i. Der lå en faldskærm og en radio, Valsik´s faldskærmsbeklædning, et jakkesæt og hans feltspade, hvormed han havde gravet det øvrige udstyr ned et andet sted. Landmanden overgav de fundne ting til den lokale politistation. Politi og gendarmerne, søgte primært efter den formodede nedkastede agent og ikke efter at finde mere udstyr. Det lykkedes derfor Valcik af finde og fjerne de andre vigtige ting. Nytårsdag 1941 lykkedes at samle alle 3 agenter hos en familie i Mikulovice. Mission "Silver A" var fuldstændig igen og klar til at udføre sine opgaver. I begyndelsen af maj 1942 forsøgte Alfréd Bartos at kontakte de andre faldskærmsagenter i Protektoratet via små annoncer i aviser, som ved hjælp af aftalte "adgangskoder", kunne give agenterne adressen på en kontaktperson, sådan at missionerne kunne videreføres. Efter at attentatet på Reinhard Heydrich var udført, hvor han i første omgang blev såret, men senere døde den 4. juni 1942, og en af medlemmerne i agentgruppen "Out Distance", Karel Curda den 16. juni, frivilligt gav Gestapo alle de oplysninger om navne, dæknavne, opholdssteder for de tjekkoslovakiske agenter, deres hjælpere i modstandsbevægelsen m.m., havde alle de agenter, som ikke deltog og døde i den heroiske kamp i krypten af kirken i Resslova-gaden i Prag, ikke noget sted at skjule sig og ingen chance for at flygte - Gestapo var hele tiden lige i hælende på dem. Sådan blev det også for Alfred Bartos, som søgte at skjule sig i Pardubice - Lige før han blev opdaget, tog han sin skæbnesvange beslutning og skød sig selv den 21. juni 1942.

Jiri Potucek´s faldskærmsuniform, som havde på ved nedkastningen. Faldskærmsagenterne fra gruppen "Silver A", ramte jorden hårdt og Potucek kunne i mørket se den frosne ånde fra Bartos, da denne ramte jorden nær ved. Som de lærte ved træning, skulle fødderne knapt rører jorden, før man med sit udstyr, skulle afbøde faldet ved straks at rulle om. Jorden var meget frossen og der var meget lidt sne - men stærk frost betød, at luften og vinden var isnende kold. Så snart de havde rullet rundt og fik sig rejst, var det om at få styr på faldskærmslinerne og få trukket luften ud af faldskærmen. Der var en let østlig vind, men de fik begge hurtigt kontrol over faldskærmene. I den mørke nat på marken fik de 2 kammerater øje på hinanden, men var klar over, at stedet var ret uegnet for længere ophold, de kunne heller ikke se eller høre Josef Valcik. De kom begge på benene og gik hen mod hinanden, medens de bar på deres grønne silkefaldskærme. Med et listigt smil vendte Potucek sit ansigt mod sin leder Alfred Bartos og sagde:" Så er vi hjemme, Fredo!" - "Er du okay?" - "Jeg er, men ved ikke hvad der er galt med Josef. Jeg så ham i sin faldskærm et stykke fremme, da vi hang i luften!" - Mod den formørkede himmel i de usynlige stjerners frosne land, stod de nu og tænkte over, hvor Valcik og containeren med udstyr mon kunne være. Over sig kunne de i det fjerne høre den mørke brummen fra flymotorerne på det fly, som havde kastet dem ned - lyden fadede ud og de stod ubevægelige og lyttede anspændt i det frosne tyste mørke. Men det er helt stille. Bartos sagde:" Jiri, lad os pakke faldskærmene sammen og få dem begravet - vi ved ikke hvad der er galt med Josef, men vi må forsvinde så hurtigt som muligt herfra. Dér i den fjerne landsby, kan vi måske finde skjul og få kontakt til nogen med vores egen radio". Med deres commandofeltknive fik de hakket et hul i den frosne jord, ved siden af vejen de var kommet til. Begge arbejdede febrilsk på at grave hullet ud, alene på grund af, at den isnende kulde føltes, som den krøb ind under huden. Da de langt om længe fik hullet dybt og stort nok, puttede de de deres faldskærme og faldskærmsuniformer deri. Nu var det vigtigt at komme hurtigt væk. Ved instruktionerne før flyvningen, fik de indskærpet, at det var absolut vigtigt, at få det udstyr, som kunne undværes begravet eller gemt, så ingen andre kunne finde det. -- De gik mod den nærmeste skov, hvor de overvejede om de skulle vente til om morgenen, inden de kunne drage videre. Orienteringen i det mørke ukendte landskab, var ikke let, da de så ud over markerne og de fjerne landsbyer. - Bartos sagde: "Vi går mod øst, hvor vi måske kan finde Josef - flyet fløj jo mod øst, hvor Josef sprang ud. Det begyndte at sne let og en gang imellem stoppede de op og lyttede efter Josef Valcik og så sig om efter containeren og dens faldskærm. Udstyret var vigtigt at få fat i. Men der var ingen tegn på liv eller lyde. - Bartos sagde: "Hvis Valcik hoppede og klarede landingen, kan vores udstyr måske være hos ham. Men her kan vi ikke gøre noget, det er for farligt at stoppe - vi går videre og kan komme tilbage senere. Videre gik de indtil de kom til de første huse i en landsby. - "Fredo, hvis vi virkelig vil passe på, så tror jeg ikke vi skal søge skjul i den her første landsby vi har fundet, vi går videre". Allerede efter nogle hundrede meter kom de til den næste landsby Podmoky. Bartos fik sit kort frem og efter et hurtigt kik, sagde han:" Jiri, vi er ikke hvor vi skal være ....!" Senere fik de så kontakt til skolelederen i landsbyen og de kunne nu ånde lettet op, de var på rette kurs med deres mission - men de måtte også se at få kontakt med Valcik. -- Da gruppen blev samlet (læs ovenfor i starten af teksten) fik man, på trods af besvær med placeringen af radiosenderen, radioen etableret i et stenbrud i nærheden af landsbyen. Jiri Potucek blev officielt "ansat som nattevagt" i stenbruddet. Den 16. januar 1942, lykkedes det ham at skabe radiokontakt til det tjekkoslovakiske militærs radio i London. I den næste længere periode, lykkedes det at sende en stor mængde rapporter, ikke kun fra "Silver A", men også fra Kaptajn Vaclav Morávek, modstandsorganisationen PVVZ og andre. I lang tid var radiostationen med kodenavnet Libuse, den eneste, der holdt radiokontakt med London. Efter attentatet på Reinhard Heydrich, tyskernes udslettelse af landsbyerne Lidice og Lezaky og forræderen Curda´s omfattende stikkeri og de 7 andre agenters heltemodige død i kirken i Prag, var det nu kun Alfred Bartos og Jiri Potucek, som de sidste levende medlemmer af gruppen "Silver A". Det betød at både at Alfred Bartos og Jiri Potucek var på flugt, da Gestapo allerede var på sporet af dem og at det kun var et spørgsmål om tid, før de kunne arrestere dem. Med hjælp fra en række modstandsfolk lykkedes det at få radiostationen i stenbruddet flyttet til Konciny, hvor Potucek skjulte sig nærved i en hytte i Burdych. Den 30. juni 1942 omringer Gestapo med tjekkiske gendarmer byen Konciny og indledte en razzia. Potucek undslipper ved et stort held belejringen af byen og det lykkedes ham at flygte videre, men nu uden sit udstyr og andet, som kunne hjælpe ham. Han er helt alene og prisgivet og har svært ved at klare sig alene - ingen tør hjælpe ham under tyskernes grusomme fremfærd mod befolkningen, som hævn for likvideringen af Heydrich. Man blev arraesteret uden den mindste grund tortureret og ofte henrettet. Potucek var dårligt klædt på til sin flugt, han havde ikke nogen radio mere og vidste ikke hvor han skulle søge hen. Fuldkommen udmattet og afkræftet, søgte han ind i en lille skov mellem landsbyerne Thorns og Rosice og lagde sig til at sove. Her lå han og sov, da en tjekkoslovakisk gendarmpatrulje opdagede ham og skød ham på stedet - døden kom til ham 2. juli 1942. Læs videre på næste foto om Jiri Potucek.

Jiri Potucek. Født 12.juli 1919, stammede fra Brunico i det sydlige Tyrol, hvor hans far arbejde på en ejendom, som var ejet Grev Sternberg i Sydtyrol (Italien). Kort efter hans fødsel måtte familien af økonomiske årsager, flytte tilbage til Böhmen og byen Vranov nær Rokycany. Skoletiden foregik i lokalsamfundet. Efterfølgende afsluttede han et etårig akademisk kursus og blev derefter ansat ved universitetet i Zlín. Potucek arbejdede sig gradvist op ad i forskellige faser, og var blevet dygtig til fremmedsprog. I 1938 blev han sendt til Jugoslavien til ambassaden der, hvor han det følgende år, den 14. januar 1940, tog til Frankrig, hvor han tilsluttede sig den tjekkoslovakiske hær, som kæmpede i Frankrig. Han blev optaget som menig soldat i en radio- og telefonideling. Som 100.000 tusinder af andre soldater, kom han til England den 26. juni 1940. Skibet han kom med hed "Ville de Liège". I England blev han optaget i 1. Tjekkoslovakiske Brigade. Den 28. oktober 1940 blev han forfremmet til korporal og overtog en deling med speciale i radio- og telekommunikation. Jiri Potucek meldte sig også frivilligt til uddannelsen til faldskærmsagent. Under uddannelsen viste Potucek fremragende resultater i telegrafi og blev derfor medtaget som radiooperatør i missionen "Silver A". Efter flere udsættelser, blev gruppen, som udover Potucek, bestod af lederen Alfred Bartos og Joseph Valcik, nedkastet med faldskærm i nærheden af landsbyen Podebrady om natten den 28/29. december 1941 (læs de foregående tekster ved disse fotos). "Silver A" gruppen kom til at fungere som en succes, især med deres medvirken til, at radiokommunikationen mellem landet og London fungerede helt frem til sommeren 1942. På grund af forræderiet, som blev begået af faldskærmsagenten Karel Curda, fra faldskærmsgruppen "Out Distance", da han frivilligt mødte op hos Gestapo i Prag, den 16. juni 1942, blev der iværksat en bølge af anholdelser af ledere og medlemmer af modstandsbevægelserne og rigtig mange af kammeraterne fra de andre faldskærmsgrupper. Potucek opholdt sig i midten af juni, dagen efter at Curda også havde angivet ham ved navn og skjulested, i møllen i landsbyen Lezaky. Det var en onsdag den 17. juni, at Ludek Matura fra Svítkov kom cyklende til møllen i Lezaky for at advare Jirí Potucek og de to ansatte, Svandas og Štulíks. Tidligt om morgenen den følgende dag, blev radiostationen med kodenavnet "Libuše" taget med ud af dalen hvor landsbyen Lezaky lå. De havde en bil og Potucek var ledsaget af Jindrich Vasko. De begav sig mod nord i retning Cervený Kostelec. Gestapo var lige efter dem og flugten stoppede senere, da Potucek til sidst var alene og prisgivet - han lå og sov i en skov af udmattelse, da han den 2. juli 1942, blev opdaget mellem landsbyerne Trnová og Rosice nær den større by Pardubice, af en gendarmpatrulje og skudt på stedet af gendarmen Sergent Karel Pulpan. Endnu en af de dygtigste og modigste agenter var myrdet.

Mission "Silver A" startede oppe i Halifax-flyet med at piloten sænkede flyets næse ned for at orintere sig og finde den rette flyvehøjde for nedkastningen af agentgruppen og dens container med udstyr. Nedkastningsstedet var beliggende mellem Prave Podebrady og Mestce Kralove. Landingsområdet for agenterne skulle ske over et stort område sådan, at det ikke var så svært at for flyets besætning at identificere landingsområdet for agenterne. Agenterne og deres udspringsleder Sustr så, at det røde lys i kabinen blev tændt og at man nu skulle være klar til at springe, når lyset skiftede til grønt. Man gjorde sig klar, åbnede lemmen i bunden af flykabinen, sådan at når lampen skiftede til grøn, var det bare ordet "go" fra flyvelederen Sustr, inden man siddende på kanten af hullet, med benene ude i slipstrømmen af flyet, bare skal lade sig glide ud af hullet og ud i den isnende mørke vinternat. Alle tre hilses med et "held og lykke" og de 3 agenter hilser igen og beder udkastningslederen Sustr, hilse alle deres venner, når flyet når tilbage til England. --- Da flyet passerer hen over landsbyen Senice, hvis konturer kun lige akkurat er synlige at se i den piskende sne og iståge, lader co-piloten lyset skifte fra rødt til grønt bagude i kabinen, hvor agenterne nervøst venter. Kommandoen grøn og ordren til at springe er endelig frigivet. I lastrummet på flyet reagerer man omgående. Den første af gruppens agenter, der skal springe, er Jiri Potucek og hurtigt efter glider Alfred Bartos også ud af hullet i kabinens gulv og hvirvler ned i mørket lige efter Potucek. Valcik skal springe lige efter, at Sustr har fået containeren kastet ud og da det volder noget besvær, går der værdifuld tid, inden Valcik kan kaste sig ud også. Hastigheden med at komme ud af flyet tager kun nogle få sekunder, men det føltes som en evighed for agenterne. Selv om de 2 første agenet kom ud meget hurtigt efter hinanden, var der allerede stor afstand mellem dem (ca. 200 m) og de havde svært ved at se Valcik´s og containerens faldskærm. Oppe i flyet oplyste nedkastningslederen, Sustr, på den interne radiokanal, at han havde set 4 faldskærme folde sig ud over det kolde vinterlandskab, over området mellem landsbyerne Senice, Vrbice og Podmoky. Halifaxflyets brummen fra motorerne forsvinder i mørket og stilheden spreder sig igen ud over området. Stilheden oppe i luften for de 3 agenter, blev kun brudt af en gøende hund og vindens susen i faldskærmens liner og silkekuppelen over deres hoveder. De oplever en overbevisende følelse af fred, mens de hænger alene og suser ned i mørket, ned mod jorden. De 3 agenter lander hårdt på den frosne jord og let dækkede tilsneede marker. Kl. er 02:37 om morgenen den 29. december 1941, da Mission "Silver A" går igang. ---- Den tredie mand Josef Valcik var også den sidste af gruppen, som sprang ud fra flyet. Man havde erfaring for, at den seperat udkastede container med udstyr, havde størst chance for at blive fundet på jorden, hvis man kastede den ud sammen med den sidste eller anden sidste af agenterne. Flyets agterskytte holdt Valcik fra at springe en kort stund, efter at containeren var udkastet, sådan at Valcik kunne se dens faldskærm dale ned og selv styre hen mod nedfaldsstedet for containeren. Valcik sprang ud i det isnende mørke og piloten gav motorerne på flyet gas, løftede næsen af flyet og inden for få minutter var flyet oppe i den planlagte flyvehøjde og flyvehastighed. Valcik driver i sin faldskærm mere mod øst. Flyets navigitør mener, at de har kastet gruppen ud over "Kildare", i virkeligheden var stedet de kastede gruppen ud, omkring 40 kilometer for langt mod nord.

Libuse-radioen (Mark III radiosender), kodenavnet for den radiosender, som agentgruppen "Silver A" medbragte den 28-29. december 1941, ved deres landing i protektoratet. Gruppen havde sit primære operationsområde i området omkring byen Pardubice. Radioen kom allerede til at fungere midt i januar 1942, da Jiri Potucek fra gruppen, kunne sende sine første meldinger den 14. og 15. januar 1942 fra et skur i et stenbrud nær landsbyen Lezaky, nord for Prag. Meddelelserne gik til den eksil-baserede militære radiostation på Duke´s Hill i Woldingham, som lå ca. 50 km. fra London. Radiosenderen var meget vigtig for kommunikationen med London og modstandsbevægelsen (UVOD) i Prag og de 7 tjekkoslovakiske agenter (Operation "Antrophoid" og "Silver A og "Silver B"), som allesammen bistod med planlægningen af likvideringen af Reinhard Heydrich. I marts 1942 var "Silver A" gruppen (Alfred Bartos) endelig i stand til at etablere kontakt med modstandslederen Kaptajn Václav Morávek i Prag. Den 14. marts 1942 var "Libuse" radiostationen i stand til at informere London om, at kontakten var blevet etableret og man kunne tilføje de længe ventede informationer fra Morávek og oplysningerne fra Agent A-54, den tyske dobbeltagent i det tyske Abwehr. Med etableringen af kontakten med Morávek og repræsentanter for ÚVOD (sammenslutningen af de 3 hovedmodstandsorganisationer i protektoratet), som London ikke havde haft nyheder fra siden 4. oktober 1941, bortset for de sparsomme oplysninger, som Potucek kunne bidrage med fra midten af januar 1942. "Anthropoid" og "Silver A" missionerne opfyldte kravene og blev en af de mest succesrige faldskærmsudsendte grupper, som opererede i Protektoratet. ---- At holde kontakt med den tjekkoslovakiske Eksilregering og efterretningstjenesten i London, fra de aktive modstandsorganisationer i protektoratet, blev også gjort ved hjælp af ofte hjemmelavede radiosendere, leveret af landets mange radioamatører. En af sendestationerne lededes af Zdenek Spalensky, som den militære modstandsorganisation "Nationens Forsvar" anvendte, når man kommunikerede med radio-hovedkvarteret i Woldingham, England. En af dens brugere var Kaptajn Vaclav Moravek. En Pento SW radiomodtager blev brugt til at modtage meddelelser fra London/Woldingham.-- Mindet om de enetående medlemmer af foreningen "Böhmen & Mähren Radioamatører", som under besættelsen blev arresteret og tortureret til døde af nazisterne for deres modstandsarbejde med deres kortbølgeradioer, er af det tjekkiske Ministeriet for Post & Kommunikation gjort evigt ved at beslutte, efter forslag af den nutidige forening "Bohemian-Moravian Amatør Broadcasters" Central Komité, at de kaldesignaler de modige radioamatører under krigen anvendte, aldrig må anvendes af andre. Disse kaldesignaler fra de personer, som brugte dem under krigen er følgende: OK2AH Jan Habrda fra Prag, OK2BA Alois Barta fra Zlin, OK1BT Bohumil Trasak fra Vysoke Myto, OK1CB Otakar Bartlicka fra Prag, OK2CP Karel Simak fra Zlin, OK1GU Gustav Kosulic fra Prag, OK2HL drengen Hajny fra Troubelice, OK1JV Jaroslav Vitek fra Kolin, OK2KE Svatomir Kadlcak fra Moravská Ostrava, OK2LS Ingeniør Vladimir Lhotsky fra Brno, OK1PZ Zdenek Spalensky fra Prag, OK2PP Vaclav Kopp fra Moravská Ostrava, OK1RO Pavel Homola fra Turnov, OK1RX Josef Hoke fra Prag, OK2SL Ingeniør Ant. Slavik fra Brno, OK1YB Otto Löwenbach fra Dvur Kralove og OK1VK, Vaclav Sevcik fra Plzen.

Josef Valcik født 2. november 1914. (Walz, dæknavn under missionen i Tjekkoslovakiet). I sin ungdom var han i lære på et garveri og arbejdede senere her. Undervejs gik han på aftenskole. Efter at have afsluttet sin værnepligt vendte han tilbage til virksomheden. I december 1939, og efter tyskernes overtagelse af hans land, forlod han det via Ungarn, Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet og Syrien - den "sydlige rute" til Frankrig. Han deltog også i den tjekkoslovakiske hærs kampe i Frankrig og blev evakueret til England, samme med de hundredtusinder af andre allierede tropper. I England fortsatte han i militæret og meldte sig frivilligt til faldskærmsagentuddannelsen. Han blev her frivilligt optaget til at deltage i de kommende faldskærmsopgaver i sit hjemland. Valcik var en lille (172 cm. høj) ejendommelig fyr med blå øjne, altid fuld af energi, jokes og humor, men samtidig en patriot og pålidelig soldat, i farlige situationer. Han var overraskende koldblodig og besad en evne til at skabe en psykisk balance mellem liv og død. Han var et modstykke til det indadvendte temperament, som Alfred Bartos besad. Han blev udvalgt til at deltage i missionen "Silver A", bl.a. via sin velegnede komplementære karakter og åndelige indvirkning i gruppen. Efter landingen i Protektoratet og efter, at han blev forenet med de øvrige agenter i gruppen, var han en af hovedtrækkræfterne i oprettelsen af en bredt forgrenet efterretningsorganisation. ---- Efter at hans skjulested blev opdaget, som følge af Karel Curda´s forræderi og det nøje kendskab Gestapo i øvrigt havde om ham, flygtede han til Prag, hvor han tog del i planlægningen af likvideringen af Reinhard Heydrich. Endvidere var Gestapo´s opdagelse af en anden faldskærmsgruppes agent, Kolarík´s udstyr og dokumenter i den container, som Kolarik ikke kunne finde efter sin landing. Det var en vigtig basisviden, som satte Gestapo i stand til at følge op på alle de data, som stod i dokumenterne for alle faldskærmsagenterne, som allerede var ankommet i Protektoratet. Gestapo havde kopier på alle kontorer og gendarm- og politistationer af agenternes personlige forfalskede dokumenter, hvortil også fotokopier var vedlagt, som de så ud i civil - men altså med et kendt omend falskt navn. Det blev en egenskab som blev fatal for næsten alle agenterne i landet. Fotografiet af Josef Valcik, som Gestapo havde, førte til en intens jagt på ham. Hans falske og rigtige navn og foto blev distibueret ud til alle afkroge af Protektoratet. Valcík var derfor nødt til at opgive sit arbejde i Pardubiceområdet og forlade de 2 andre agenter, Bartos og Potucek og søge til Prag. -- Agenternes falske pas var i London blev stemplet med et enkelt forfalsket stempel fra politiets hovedkvarter i Brno. Denne detalje blev bemærket ud fra de dokumenter Gestapo havde. Den 7. april 1942, sendte Indenrigsministeriet i Protektoratet et strengt fortroligt dokument til politiets (Gestapo) hovedkvarter i Prag, med ordrer om at granske alle personers papierer og dokumenter, der var registreret for at have fået opholdstilladelse efter 1. februar 1942, og hvis dokumenter var udstedt af politiets hovedkvarter i Brno. På den måde kunne man afdække og spore alle de agenter, som var i landet, da deres færden hele tiden kunne kontrolleres via udførelsen af razziaer og det konstante krav til befolkningen om, at vise id ved enhver lejlighed. Da hele modstandsorganisationen i Prag blev rullet op af Gestapo den 16. juni 1942, efter Karel Curda´s angiveri, blev næsten alle modstandsbevægelsens folk arresteret og ekstremt og brutalt forhørt. På dette grundlag måtte også Valcik og de 6 andre agenter, flygte ind i Barokkirken St. Cyril & Methodius på Resslovagaden og siden under kamp, skjule sig i krypten under kirken. Her valgte også Løjtnant Josef Valcík, at ende sit liv med et sidste pistolskud i tindingen, da flugt ikke var mulig og al ammunition i øvrigt var opbrugt.

Operation "Silver B": Gruppen blev nedkastet, samtidig med "Silver A" og "Anthropoid", men skulle lande et andet sted omkring byen Prelouc. "Silver B" bestod kun af 2 agenter, nemlig Stabssergent Jan Zemek (på fotoet) og Sergent Vladimir Skácha. Deres opgave var at levere radioudstyr og yde hjælp med kontakt til efterretningstjenesten i London. -- Jan Zemek blev født den 3. maj 1915 i Vlcnov. Jan var en af sin fars tre børn fra et tidligere ægteskab. Jan arbejdede på et kontor i Brno. I årene 1935-1937 aftjente han sin værnepligt i det 15. Infanteriregiment i Opava, hvorefter han fortsatte i hæren. Fra august 1939 tjente han i den 11. bataljon. I december 1939 forsøgte han forgæves at forlade landet og tilbragte tre måneder i et ungarsk fængsel. Efter løsladelsen rejste han via Balkan og Syrien til Frankrig, hvor han ankom til Agde i maj 1940. Efter at være indrulleret i de tjekkoslovakiske styrker i den fransk hær, deltog han i forsvarskampene i Nordfrankrig i de sidste dage af maj og kom ikke med, da man evakuerede hærene fra Dunkirk. Han klarede at undgå tilfangetagelse af tyskerne og sammen med den berømte skarpskytte Jan Smudkem, kom de under stort besvær via Spanien til Casablanca i Marokko. Her kom de med skib til Martinique og St. Dominic, Bermuda. Med skib tog de herefter til England og ankom i marts 1941. Zemek meldte sig til den Tjekkoslovakiske eksil-hær. Efter sommeren 1941 meldte han sig frivilligt til uddannelsen som faldskærmsagent. Han blev derefter optaget i missionen "Silver B" i efteråret 1941.

Efter 5 måneders uddannelse og træning, blev Zemek og Skácha kastet ned med faldskærm om natten den 28-29. december 1941. De 2 agenter landende dog meget uheldigt, den ene kom til at hænge længe oppe i et træ og udstyret i faldskærmscontaineren blev stærkt beskadiget ved landingen. De mistede permanent kontakten i landingsområdet og Zemek var ude af stand til at skabe kontakt med modstandsbevægelsen og havde ingen mulighed for at sende med radiosenderne, der alle var ødelagt. Han havde under sin flugt og rejse den halve jord rundt for at komme til England, oparbejdet en god erfaring med at klare sig alene og det lykkedes ham at gemme sig for Gestapo. I slutningen af krigen sluttede han sig til modstandsbevægelsen. Efter krigen fortsatte han i hæren, men ved kommunisternes overtagelse af landet, blev han i februar 1948 afskediget fra hæren. I tidsrummet 1950-1951 blev han sat i fængsel af kommunisterne, pga. en af deres anti-love omkring "forbrydelser" mod det kommunistiske styre i landet. Mange fredelige mennekser, som ikke var enige med kommunisterne i Tjekkoslovakiet fra 1948, blev fængslet og tortureret og mange blev henrettet, oftest i det skjulte. Zemek kom i de 2 år fangenskab til at tvangsarbejde i lejren ved Mírov. Efter sin løsladelse arbejdede han som maskinarbejder. Først efter 1989 og det kommunistiske styres fald i landet, opnåede han rehabilitering og fik en udnævnelse og pensionsgivende militær rang som oberst. Han døde i sin hjemby Brno den 6. juli 1994 . Jan´s bror Jaroslav Zemek blev arresteret af tyskerne og henrettet, og en halv-bror Josef mistede livet medens han var partisan i den jugoslaviske modstandsbevægelse. ---- Zemek´s kammerat agent Vladimir Škácha, som var den som landede i træet med sin faldskærm, undgik også at blive opdaget og fanget af tyskerne pga. hjælp fra lokale borgere i området, men blev til sidst arresteret af Gestapo i januar 1945 og anbragt i KZ-lejren Flossenbürg. ---- "Silver B" missionen blev en total fiasko, der kom intet ud af anstrengelserne. De beskadigede radioer kunne ikke erstattes og repareres. Bartos fra gruppen "Silver A" forsøgte at finde de 2 agenter fra "Silver B", men heller ikke dette lykkedes.

Operation "Silver B". Den anden agent var Vladimir Skácha, der blev født den 10. maj 1920. Han havde arbejde som assistent på et arkitektkontor. I marts 1939 lykkedes det ham at komme til Polen (Bronowice), sammen med en tjekkoslovakisk hærenhed. Herfra kom han også til Frankrig og Fremmedlegionen, som mange andre tjekkoslovakiske unge mænd gjorde, efter at tyskerne havde erobret deres land i marts 1939. Efter udbruddet af verdenskrigen, tog han til Frankrig fra Fremmedlegionen i Oran i Nordafrika, for at komme ind i den tjekkoslovakiske eksil-hær. Her blev han en del af de defensive kampe, som De Allierede måtte kæmpe, mod den tyske "Blitzkrieg" i Nordfrankrig i maj/juni 1940. Han blev i august 1941 i England, tildelt en medalje for sin tapperhed under kampene i Frankrig og ved evakueringen fra Dunkirk. Han meldte sig herefter til den militære faldskærmsagentuddannelse, som startede i Skotland. På det grundlag blev han også udtaget til at være med i missionen "Silver B", som blev kastet ned med faldskærm, den samme nat som grupperne "Anthropoid" og "Silver A". Skacha fik ikke kontakt med sin kammerat Jan Zemek og han havde helle ikke mulighed for at få sit udstyr til at fungere. Han kom som Zemek også i en vanskelig situation og havde flere sammenstød med Gestapo. Man fik dog ikke fat i ham før i januar 1945, hvor han blev sendt i KZ-lejren Flossenbürg. ---- Efter krigen var han ansat i hæren et års tid, hvorefter han trådte ud af hæren og skabte sig en civil levevej, som leder af det første supermarked i Brno. I 1968 udvandrer han til Canada, hvor han dør i 1980´erne.

Den 20. marts 1942, mødtes modstandslederen i Prag, Kaptajn Václav Morávek for sidste gang med Sekundløjtnant Alfréd Bartos fra faldskærmsgruppen "Silver A", for at give ham flere beskeder (bl.a. fra Agent A-54) til afsendelse via "Libuse" radiosenderen, som Potucek sendte fra i Hluboká stenbrudet nær landsbyen Lezaky. Bartos fik også fotografier og nye falske dokumenter til de øvrige faldskærmsagenter i gruppen "Silver A". Den følgende dag, var Václav Morávek nødt til at begå selvmord, nær Prašný Broen i Prag. Han gik i en fælde (et fiktivt møde mellem Moravec og Thümmel), oprettet af Gestapo med grundlag i agenten Thümmel, A-54´s fremtvungne oplysninger. Moravec, som konstant var jaget af Gestapo, fordi de kendte til hans identitet og øvrige fakta, f.eks. Miloš Votava, som var Morávek's falske navn. En af de mest modige medlemmer af den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse, var død. ---- Hans tyske kontakt Abwehr-lederen Agent A-54, Paul Thümmel var allerede på det tidspunkt, under konstant overvågning af Gestapo og den 20. marts 1942 blev han arresteret og fængslet i den lille fæstning Theresienstadt i Prag, hvor Gestapo havde hovedkvarter på det tidspunkt af krigen (KZ-gennemgangslejr senere). Han blev dog løsladt pga. manglende beviser. Da Gestapo senere havde beviser nok, arresterede man ham igen og under tvang indrømmede han sit dobbeltspil, men bedyrede over for Gestapo, at det var for at lægge en fælde, så han og tyskerne kunne fange alle modstandsbevægelsens ledere i ét snuptag. Hvis han på eget initiativ, hvilket han stadig var i stand til på det tidspunkt, havde advaret Morávek i tide, ville det helt sikkert have betydet hans dødsdom fra Gestapo´s side. Han måtte ballancere på denne ”skarpe knivsæg” med at oplyse om løgn og fakta, først for den ene part, så den anden. Den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse fik megen gavn af ham. Men skuespillet over for begge parter sluttede i 1944, da han endegyldigt blev arresteret af Gestapo og henrettet ved skydning den 20. marts 1945 i Theresienstadt, som da for længst var omdannet til en KZ-lejr. ---- Paul Thümmel var født 15.1.1902 i Neuhausen, uddannet som konditor i 1927 og meldte sig ind i det lokale NSDAP parti (National Socialistiche Deutche Arbeiter Partei ”Nazistpartiet”). På det tidspunkt, var han overbevist nazist. Siden 1933 var han medlem af Abwehr (kontraspionagen) i Dresden. Det er stadig ikke klart, hvor meget og hvornår Paul Thümmel, startede sin dobbeltrolle og rapportering, men meget tyder på, at han allerede begyndte at informere den Tjekkoslovakiske efterretningstjenste i 1936, inden 2. Verdenskrig startede. Men nogle forfattere hævder, at kun en del af det opfundne og anbragte informationsmateriale, som han fik kendskab til, var blevet udarbejdet af Abwehr. Resten af de oplysninger som modstandsbevægelsen fik, var noget han selv fandt ud af og rapporterede. Virkeligheden var dog, at det ofte blev en vellykket aktion mod tyskerne og Abwehr/Gestapo. Operation "Anthropoid" og likvideringen af Heydrich var han også omfattet af. Det tyske Gestapo og Abwehr skulle kæmpe sammen, men ofte var der en skjult modvilje og modarbejdning mellem dem – Abwehr-organisationen blev senere lagt ind under Gestapo og derfor kunne Gestapo arrestere ham i 1944 og henrette ham i 1945 – Man havde ikke mere brug for ham i 1944. ---- Læs om Kaptajn Vaclav Moravec længere fremme i fotoserien...

Fotoet viser de krystal radioelementer, som var så vigtige for de hemmelige radiosendere, som De Allierede brugte overalt i de tysk-erobrede lande i de forskellige modstandsbevægelser og hos de nedkastede faldskærmsagenter. Her er de anbragt i en bog, sådan at de kunne transporteres og skjules på en sikker måde. Mange af de agentgrupper, jeg har omtalt, havde disse "bøger" med på deres missioner.

Fotoet viser František Vasko, som forpagtede Hluboká stenbrud, sammen med sin bror Jindrich, hvor de hjalp agentgruppen "Silver A", ved at der i kontor/maskinrummet i stenbruddet, var placeret en ekstra væg ind til et lille rum, hvor Jiri Potucek i hemmelighed kunne sende med sin Mark III radiosender med kodenavnet "Libuse". Efter at faldskærmsagenten fra gruppen "Out Distance" Karel Curda's frivilligt og mod en enorm dusør, henvendte sig til Gestapo og fortalte alt om alle de agenter og modstandsforhold han kendte, blev begge brødrene Vasko arresteret og henrettet på godset Pardubice den 2. juli 1942. Det betød også, at de 2 brødre Krupka, som havde forbindelse til agentlederen Alfred Bartos i gruppen "Silver A", blev anholdt og henrettet. I byen Pardubice, kunne det nazistiske registreringskontor, overvåge alle registreringer af opholdstilladelser og sortere falske identiteter fra de rigtige, herunder hvem der opholdt sig hvor og hvem der ejede, lejede eller på anden vis havde tilknytning til f.eks. bynavnet Miretice, hvor mekanikeren i stenbruddet Karel Svoboda boede og om ejerforholdet til møllen i landsbyen Lezaky. Der var uoverensstemmelse i forhold til tingbogen, hvorfor Gestapo foretog eftersøgning og afslørede modstandsbevægelsens folk og sendestationen i stenbruddet Hluboká ved Lezaky. Potucek var dog blevet advaret dagen før og undslap i første omgang. Gestapo eller det tjekkoslovakiske gendarmeri, baseret på deres kommandoforhold der, anholdt derfor František Vasko med sin kone, Jindrich Vasko, maskinoperatøren i stenbruddet Karel Svoboda, mølleren Jindrich Švanda, hans kone Františka, Josef Štulík og hans kone Marie og hendes forældre med deres søn, og endelig også forældrene til Josef Štulík, Václav og Ružena Štulík (læs ovenfor om Stulik´s skæbne ved dette foto af ham). Flere andre blev også arresteret. Lederen af modstandsgruppen i og omkring landsbyen Lezaky, gendarmerisergenten Karel Knez fik de ikke fat i, da han skød sig selv inden, ligesom andre modstandsfolk med tilknytning til modstandsbevægelsen også begik selvmord. En anholdelse af Gestapo betød kun umenneskelig tortur, fare for at man røbede alt, og helt sikkert en henrettelse, når Gestapo ikke mente de kunne få mere ud af personen. Alle de nævnte mennesker og alle andre beboere, børn, kvinder og mænd i landsbyen Lezaky, blev den 24. juni myrdet og henrettet i en massakre, som det der den 10. juni, var overgået landsbyen Lidice i nærheden. Læs nedenfor udførligt om denne ugerning og folkemord, som tyskerne påførte byen Lidice og beboerne der.

Løjtnant Jindrich Vasko, broderen til Franticek Vasko. De var begge opført som bestyrere af Hluboká stenbruddet. Han blev henrettet sammen med sin bror på godset Pardubice den 2. juli 1942. Han råbte rasende mod henrettelsespelotonen og sine bødler, som skulle skyde ham og broderen: "Jeg ønsker ikke at få bind for øjnene, lad mig se mine mordere"!

Hluboká stenbruddet i Dachov, ikke langt fra landsbyen Lezaky. Bygningen på fotografiet er maskinrummet og kontoret i stenbruddet. Herfra sendte agentgruppen "Silver A", sine radiomeldinger til London, fra et lille hemmeligt rum, som var placeret bag en dobbetvæg i bygningens venstre side. Radiostationen havde kodenavnet "Libuse" og blev betjent af faldskærmsagenten Jiri Potucek, der sendte sin første radiomelding ca. 14 dage efter, at agentgruppen "Silver A", var landet med faldskærm, i området nær byen Pardubice den 29. december 1941. Da Gestapo hele tiden fik færten af modstandsbevægelsen i og omkring Pardubice, var radioen med kodenavnet "Libuše", blevet flyttet rundt til andre steder og bagefter returneret til stenbruddet Hluboká. Men i april 1942 var radioen og Jiri Potucek placeret på møllen i Lezaky hos mølleren Jindrich Švanda. Potucek boede på første sal i lejligheden i Lezaky, hvor møllerens svoger Josef Štulík boede med sin familie. Potucek undslap dagen før, da en ansat ved møllen i Lezaky kom cyklende hen til lejligheden og fik ham advaret om, at Gestapo var på vej. Landsbyen Lezaky blev kort tid efter jævnet med jorden, den 24. juni 1942 og alle dens indbyggere myrdet af tyskerne. Massakrerne i Lezaky og i Lidice den 10. juni 1942 (læs udførligt om dette længere nede i fotserien), var kun en del af den uhyrlige hævnudfoldelse, som nazisterne foretog pga. likvideringen af Reichprotektor Reinhard Heydrich. Der var også hundredvis af henrettelser af tjekkoslovakiske modstandsfolk og andre mere eller mindre skyldige borgere. Fra den 28. maj til den 24. juni 1942 (dvs. på mindre end en måned), blev der på grundlag af den militære undtagelsestilstand og krigsret, udstedt fra Prag af Kurt Deleuge, efterfølgeren for Heydrich, arresteret og dømt 448 personer til døden, hvoraf 381 var mænd og 67 var kvinder. Samtidig dømte provinsdomstolen i byen Brno, 247 personer til døden, hvoraf 208 var mænd og 39 var kvinder. I løbet af den tid, at krigsretstilstanden var gældende, blev 1.585 tjekkoslovakiske mænd, kvinder og børn (herunder de 173 mænd, som blev myrdet i Lidice den. 10. juni, uden medvirken af domstolen i Prag) henrettet i Protektoratet. Desuden foretog man andre straffende foranstaltninger, med det formål at udslette den tjekkoslovakiske intelligensia, som tegnede sig for 21% af de henrettede. ---- I begyndelsen af marts 1943, blev Hluboká stenbrud overdraget til den tyske stat og kom under tilsyn af Gestapo i Pardubice, hvis øverste chef Clages, solgte det videre, langt under dets værdi, til sin nevø K.H. Becher. Clages besøgte ofte stenbruddet selv, iført sit civile tøj. Han gik meget op i sin egen velstand og ragede til sig, ved enhver given lejlighed, medens han var i Protektoratet under hele krigen.

Mølleren, Jindrich Švanda, fra Lezaky, var en betydelig modstandsmand, som ydede god hjælp til agentgruppen "Silver A". Han blev også sammen med sin kone Františka skudt på godset Pardubice Château den 2. juli 1942.

På fotoet ses det indhegnede område på godset Pardubice Château, hvor tyskerne skød alle de mange mennesker fra modstandsbevægelsen, beboerne i landsbyen Lezaky og en masse andre mennesker. I løbet af den anden periode af militær undtagelsestilstand, blev 194 tjekkoslovakker myrdet her, kulminerende med de mange henrettelser den 24. juni og den 2. juli 1942. Blandt dem var alle borgerne i Lezaky, modstandsbevægelsens medlemmer der hjalp faldskærmsagenterne fra mission "Silver A", forskellige mennesker i og omkring byen og godset Pardubice og en gruppe af indbyggere fra Cervený Kostelec regionen, der skjulte agenten Jirí Potucek, da han flygtede fra Lezaky-området.

Seniorsergent i det tjekkoslovakiske gendarmeri Karel Knez, var den øverstbefalende for stationen i Vrbatuv Kostelec og var den ledende i modstandsbevægelsen omkring Pardubice. Han arbejdede frygtløst sammen med de øvrige modstandsfolk og agentgruppen "Silver A". Efter at han hørte om starten af anholdelserne i Lezaky, indså han håbløsheden i situationen og skød sig selv den 22. juni 1942.

Mindesmærket for landsbyen Lezaky. Den lille tjekkiske landsby havde ca. 50 beboere og den eksisterer ikke længere. Byen mødte sin skæbne den 24. juni 1942, 14 dage efter den større og langt mere kendte by, Lidice, ligeledes blev udryddet fra jordens overflade. Begge byer blev udslettet, som et led i tyskernes hævn over likvideringen af Reinhard Heydrich i Prag. I modsætning til Lidice, som ikke havde noget med modstandsbevægelsen at gøre, rummede Lezaky nogle modstandsfolk og en illegal radiosender, som var betjent af faldskærmsagent Jiri Potucek fra gruppen "Silver A". Landsbyen havde givet ly til nogle af de faldskærmsagenter, der medvirkede til attentatet. Det blev dens skæbne. Landsbyens 17 mænd og 16 kvinder blev omgående henrettet, mens børnene, 14 i alt, blev ført til Prag, for at de kunne undersøges om de kunne "germaniseres" og adopteret af tyske familier. Samtidigt blev Lezaky jævnet med jorden. Den blev aldrig genopbygget, for der var ingen til at bebo eventuelt nye huse. Kun to af de 14 børn, 2 piger, overlevede. Resten af børnene, blev ligesom de 81 børn fra Lidice, gasset i KZ-Lejren Chelmno i Polen. I dag er der hvor landsbyen lå opført en mindepark, som skal erindre verden om, at intet sted var for småt, til at blive udsat for nazisternes grusomhed. Man har anbragt kors på de steder, hvor husene engang stod.

Landsbyen Lezaky, onsdag morgen den 24. juni 1942, kom en væbnet konvoj af lastbiler og personbiler hen til Gestapostationen i byen Pardubice. Gestapo havde på grundlag af oplysninger fra faldskærmsagenten Karel Curda fra agentgruppen "Out Distance", som alene, forræderisk og frivilligt samarbejdede med Gestapo, fundet frem til, at de faldskærmsagenter og modstandsfolk, som havde deltaget i og likvideret Rigsprotektoren for Böhmen & Mähren Reinhard Heydrich, var personer og befolkning i og omkring byen Pardubice og at faldskærmsagenterne måtte skjule sig i byen eller i regionen. Gestapo vidste også, at en radiosender siden januar 1942, hvde sendt fra området. Allerede 4 dage før den 20. juni 1942, begyndte Gestapo at arrestere folk i landsbyerne Lezaky, Dachov, Vcelakov og Miretice. Det førte til at bl.a. den ledende agent Alfred Bartos, valgte at skyde sig selv den 21. juni 1942 i byen Pardubice, da han ikke kunne undslippe eller skjule sig mere. Den 24. juni blev beslutningen om at udrydde Lezaky sat i værk. På Gestapostationen måtte de hidkaldte borgmestre fra landsbyerne Louka og Miretice, overgive deres registreringer over Chrudim distriktet og landsbyen Lezaky´s indbyggere til Gestapo, sammen med lister over husdyr og protokoller for byens ejendomme. Herefter kørte alle vognene med Gestapo i spidsen mod Lezaky, hvor man straks iværksatte en total hermetisk lukket ring af soldater, gendarmer og politifolk uden om byen. Kl. 12:30 var byen og området sikret. Styrken bestod af ca. 500 mand fra Gestapo, nogle SS-enheder, Shupo (Schutzpolizei) og tjekkoslovakiske gendarm- og politifolk fra Pardubice, Hradec og Kralové. Man gik så igang med at samle indbyggerne, herunder arbejderne fra stenbruddet ved vejen, der førte gennem området. Byens børn, der var i skolen, eller var hjemme hos forældrene, blev samlet og anbragt i mødregruppen. Før klokken blev fem om eftermiddagen, havde man transporteret 47 mænd, kvinder og børn til godset Pardubice. Børnene blev nu taget fra mødregruppen og kørt til Prag. Hovedparten af styrken blev i byen og gik i gang med at plyndre den, for derefter at tænde ild i alle de 9 huse i byen. Hele natten oplystes himlen over Lezaky af det røde og orange ildskær fra den brændende by. Hen over sommeren gik man igang med at jævne byen med jorden og slette alle spor. Entreprisen herfor havde et byggefirma fra Jicín. Fra slutningen af oktober til midten af december 1943, blev resterne af Lezaky helt jævnet med jorden, udført af ca. 65 fanger fra en arbejdslejr. Under opgaven fandt en fange, Josef Bezvoda, penge og våben i to dåser under en sten i hus nr. 13, hvor familien Bohács og Cenek Bures med sin kone havde boet. Indbyggerne havde gemt deres værdisager godt, sådan at meget lidt blev fundet af tyskerne. Men hvad skete der med de 57 indbyggere og herunder børnene?

De 57 mennesker fra byen og omegnen, var samlet i en lille slugt i et stenbrud ved godset Pardubice. Her gik man igang med at skyde alle de 34 voksne indbyggere i Lezaky, 18 kvinder og 16 mænd. Yderligere 7 mennesker som opholdt sig i Lezaky den dag og mere end 40 mennesker fra omegnens landbrug og virksomheder, blev skudt den følgende dag den 25. juni og den 2. juli 1942. Alle 13 børn blev transporteret til Prag om natten mellem den 24. og 25. juni. De blev derefter kørt til ghettoen/fangelejren i Lodz, Polen og til sidst til et børnehjem i Plušcikov nær Poznan, Polen. Søstrene Jarmila og Marie Štulíks blev anerkendt som egnet til "germanisering" og blev overgivet til tyske familier under forskellige navne. Efter krigen opsporede politi-inspektør Josef Ondrácek dem og bragte dem tilbage til Tjekkoslovakiet. De 11 andre børn fra Lezaky blev senere myrdet i en gas lastbil i den polske KZ-dødslejr Chelmno. Sammen med dem myrdede man også en pige fra Lidice, som i første omgang overlevede, da man tidligere havde myrdet de andre 81 børn fra Lidice, som jo blev udryddet den 10. juni 1942. Senere på året den 24. oktober, havde man samlet 254 mennesker, som havde slægtninge i De Allieredes styrker, hæren, flyvevåbnet eller flåden, modstandsfolk, familier hertil, folk som måske kun havde kendt modstandsfolk og mange andre, som nazisterne bare mistænkte eller var i tvivl om. Alle disse mennesker blev henrettet i hobetal den 24. oktober 1942 i koncentrationslejren Mauthausen. ---- Hævnen over Heydrich´s likvidering og død den 27. maj/4. juni 1942 fortsatte hen over vinteren og fortsat i januar 1943, hvor mange flere myrderier på tjekkoslovakiske modstandsfolk og andre patrioter fortsatte i Mauthausen. Desuden anholdt nazisterne mange flere mænd og kvinder fra nabolaget af Lezaky og fra regionen Pardubice, hvor Gestapo mistænkte alle for at have andel i hjælpen til modstandsbevægelsen og agentgruppen "Silver A". Disse blev sendt til koncentrationslejrene Osvetim, Buchenwald og Ravensbrück. Kun nogle få af disse overlevede opholdet der og kunne opleve freden bryde ud i maj 1945.

Landsbyen Lezaky og hus nr. 23, var lige blevet ombygget inden udryddelsen af byen skete. Huset var beboet af Josef Bohác og hans kone Marie med deres børn Bretislav og Františka, tillige med deres familier, bl.a. Cenek Bures og hans søn, som deltog i hjælpen til agentgruppen "Silver A". ---- Tyskerne havde planlagt at give andre landsbyer samme skæbne, som de fuldførte med udryddelsen af Lidice og Lezaky. Her skulle landsbyen Bernartice nær Tábor, som nazisterne mente havde samarbejdet med agentgruppen "Intransit", som havde landet med faldskærm i Rožmitál distriktet om natten den 29. og 30. april 1942, også være udryddet og beboerne henrettet. Landsbyernes indbyggere i Bohdašín og Konciny i Náchod distriktet, var også mistænkt for at stå i ledtog med agentrgruppen "Silver A" og at skjule "Libuse" radiosenderen. Disse landsbyer var også udset til at blive udryddet og alle dens beboere henrettet. Men den bølge af forfærdelse og fordømmelser, som opstod i udlandet, som reaktion på Lidice massakren, forårsagede tilsyneladende nazisterne til at afstå fra at begå disse forbrydelser, og i stedet begrænsede de sig til kun at myrde dem, der direkte hjalp faldskærmsagenterne. I Bernartice, blev 24 personer henrettet under undtagelsestilstanden (22 i Luby nær Klatovy og 2 i Tábor). 22 andre borgere fra Bernartice kom ikke levende fra opholdet i de tyske koncentrationslejre. Nazisterne foretog også en række straffeforanstaltninger mod landsbyerne Bohdašín og Konciny, hvor agenten og radiooperatøren Jirí Potucek fra "Silver A" gruppen tidligere havde gemt sig. Nazisterne anholdt 18 personer i landsbyerne. 15 af dem blev henrettet den 9. juli 1942, i stenbruddet ved godset Pardubice Château.

Historien om modstandslederen Kaptajn Vaclav Moravek (født 08-08-1904), (han er tidligere nævnt ved nogle af de foregående fotos). Mellem 1923-1925 blev han uddannet på Militærakademiet i Hranice, som artilleriløjtnant. Indtil marts 1939 gjorde han tjeneste i 107. Artilleriregiment i Olomouc. I 1933 udnævntes han til Kommandør af 7. Division´s feltkanon brigade og i 1935 blev han forfremmet til kaptajn. Han var desuden en usædvanlig god rytter og skarpskytte. Efter tyskernes erobring af landet 15. marts 1939, forsøgte han forgæves at krydse grænsen til Polen. Han blev dernæst hjemsendt, da den tjekkoslovakiske hær blev opløst. Moravec fik da arbejde som sekretær for et arbejdsanvisnings-kontor. I efteråret 1939 etablerede han kontakt med Oberstløjtnant Josef Balaban og Oberstløjtnant Josef Masin. Disse 3 blev det berømte trekløver, med tilnavnet "De 3 konger i Prag", under de første 2 år af den tyske besættelse, hvor de under den største risiko, ledede en del af modstandskampen mod tyskerne. Vaclav Moravec "gik under jorden" i foråret 1940. Han og de 2 andre officerer blev det vigtigste led i koblingen med dobbeltagenten Paul Thümmel (kodenavne: A-54, René og Eva) i det tyske Abwehr og den eksilbaserede tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London, hvortil man prøvede at opretholde en radioforbindelse med. Vaclav Moravec havde et slogan: "Jeg tror på Gud og på mine pistoler". Han var modig og helt uforsonlig over for tyskerne og sammen med de 2 andre officerers mod og modstandskamp, skabte de faktisk respekt hos Gestapo i Prag. De ledede og udførte et utal af sabotageaktioner og drab på den tyske besættelsesmagt og deres medløbere, stikkere og forrædere. De nøjedes ikke kun med at kæmpe i Prag og protektoratet, men tog også på sabotageaktioner ind i Tyskland og udførte sågar sabotage i Berlin. Ved angreb på Gestapo forsøgte de også at befri nogle af deres fangne kammerater fra tysk fængsel i 1941. Men modstandskampen var en utrolig svær opgave, tyskerne havde hele tiden fat "i den lange ende". De opsnappede konstant andre modstandsfolk, de kunne følge og finde næsten alle radiostationer, som modstandsbevægelsen sendte fra. De var alle 3 på konstant flugt. Selv efter anholdelsen af hans 2 kammerater i april og maj 1941 og hvor han selv undslap med nød og næppe, bød han tyskerne trods, indtil han bogstaveligt talt, med sine rygende pistoler, efter en ildkamp med gestapofolk i en træfning i Strešovické i Prag, blev hårdt såret. For ikke at blive fanget og tortureret og måske komme til at røbe noget om modstandsbevægelsen, skød han sig selv den 21. marts 1942 i Prag nær Prašný broen og parken ved sporvognslinierne i passagen mellem Milady Horákové gaden og Svatovítská gaden. Inden da havde han også skudt og såret flere gestapofolk - Som helte og myter altid gør, døde Moravec kæmpende til det sidste. ---- Rigtig mange modstandsfolk og faldskærmsagenter tog ofte deres eget liv, når de ikke kunne undslippe tyskerne - Tyskernes forhør var vidt berygtet for deres umenneskelige ofte langvarige tortur og mange kunne ikke stå for presset og røbede deres hemmeligheder ufrivilligt. ---- Gestapo og Abwehr og de mange pronazistiske tjekkoslovakiske gendarmer og andre borgere, stikkere og forrædere, havde meget stor succes med at optrevle modstandsbevægelserne og anholde i hundredvis af modstandsfolk - eller bare borgere, som havde den mindste lille tilknytning til en mistænkt modstandsmand, slægtninge, venner, arbejdskolleger osv. Modstandsbevægelsens radiosendere blev ligeledes tit fundet af Gestapo. Modstandsgrupperne blev for manges vedkommende helt udslettet og resterne af folk, som endnu hørte til en af grupperne, måtte indgå i de grupper, som endnu eksisterede. I starten af 1942 var der næsten ingen tilgang af modstandsfolk til grupperne - man turde ikke og det var alt for farligt og tjente ikke noget formål - man fik kun sig selv og sin familie dræbt eller sendt i KZ-lejr. Mange tjekkoslovakker affandt sig med deres skæbne under nazisternes herredømme. Som beskrevet flere steder ved de mange fotos, er det faldskærmsgruppen "Silver A´s" mission, at genetablere kontakten til bl.a. Vaclav Moravec og modstandsorganisationen Sokolská, herunder, at få en ny radiostation oprettet og få reservedele og strømforsyninger til senderne genetableret, da man mistede kontakten til landet i starten af oktober 1941. Ligeledes havde man brug for at få etableret kontakten og informationerne fra dobbeltagenten Paul Thümmel, alias A-54, René og Eva, som stadig befandt sig i det tyske Abwehr´s ledelse i Prag. Læs mere herom ved næste foto.

Mindesten og blomster ved det sted i Prag, hvor Kaptajn Vaclav Moravek døde for egen hånd, som sin sidste udvej. Der er den dag i dag, altid friske blomster ved stenen! -- Historien bag: Den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London forsøgte i efteråret 1941, at genetablere informationerne fra Agent A-54, Paul Thümmel, som blev afbrudt den 4. oktober 1941, ved Gestapo´s fund og konfiskation af den sidste tilbageværende radiosender - SPARTA 1, i byen Jinonice. Paul Thümmel var ansat i det tyske Abwehr (kontraspionagen), som leder af Afdeling III, litra F i Prag med kodenavnet Agent A-54, med hvem den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste havde samarbejdet, så tidligt som fra 1936. Uden at andre i Abwehr vidste noget om det, fungerede han som dobbeltagent og leverede værdifulde oplysninger til den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London og dermed også til modstandsbevægelserne. Han modtog penge for at levere disse oplysninger, men for at undgå opdagelse, leverede han også misinformation til de forskellige modtagere. Faldskærmsagenten Alfred Bartos fra agentgruppen "Silver A" (læs ovenfor ved de tilhørende fotos, om denne gruppe, deres mission og medlemmer), havde forsøgt at få kontakt med Morávek i lang tid, efter sin faldskærmslanding med agentgruppen "Silver A", den 28/29 december 1941, men uden held. Ingen kunne formode, at alle bestræbelserne på at få flere oplysninger fra A-54 (også kendt som RENÉ eller EVA), var meningsløse, fordi Gestapo sammen med erobringen af radiosenderen SPARTA 1 og stationens modstandsfolk, kunne spore og opfange mange radiosendinger, som de var i stand til at dechifrere. Gestapo vidste derfor allerede, at de vigtigste nyheder og oplysninger, som modstandsbevægelsen sendte til London, kom fra en person som måtte sidde højt oppe i den tyske militære ledelse og, at denne brugte dæknavnet RENÉ. Den 19. oktober 1941, på grundlag af uafdækkede kendsgerninger, blev Paul Thümmel agent A-54 anholdt med Reinhard Heydrich's samtykke. Men da de var ude af stand til at bevise noget imod ham, blev han løsladt 25. november 1941, efter indlæg fra fremtrædende repræsentanter for det nazistiske "maskineri". Gestapo gik nu efter at salme flere beviser mod ham. Thümmel blev igen arresteret den 22. februar 1942. Han indså hurtigt, at nu var spillet ved at være slut og tilstod anklagerne, men søgte at overbevise Gestapo om, at hans hensigt med sine hemmelige oplysninger til modstandsbevægelsen og eksil-organisationen i London var at indkredse og hermed anholde alle ledere i den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse. Den 2. marts 1942, blev han løsladt på betingelse af, at han ville bringe Kaptajn Morávek til et møde (se foregående foto og tekst her). Det gik Thümmel med til og han fik Moravec til at komme til et møde den 21. marts 1942, hvor Gestapo havde lagt en fælde for ham. Man måtte dog kæmpe med ham i hidsige skuddueller, inden Moravec hårdt såret skød sig selv. ---- En af de "tre konger", som Gestapo fangede, inden man fik mulighed for at få fat i Kaptajn Václav Morávek, var Oberstløjtnant Josef Balaban, der blev anholdt den 22. april 1941, med hjælp fra en Gestapo stikker ved navn A. Nerad. Balaban blev henrettet ved skydning i Ruzyne Kaserne den 3. oktober 1941. Den næstsidste af trioen, Oberstløjtnant Josef Masin, blev anholdt den 13. maj 1941, da han blev taget på fersk gerning, under en radiotransmission til London. Han blev henrettet den 30. juni 1942 på skydebanen i Prag-Kobylisy. Se de næste fotos af Balaban og Masin, hvor deres skæbne beskrives. Dobbeltagenten Paul Thümmel A-54 blev igen arresteret den 20. marts 1942, dagen før sit "møde" med Moravec. Gestapo turde ikke have Thümmel på fri fod, i forbindelse med fælden, man havde sat op for Moravec. Thümmel havde også advaret Moravec om, at Gestapo var på sporet af ham. Nu vidste Gestapo hvor man havde Thümmel - at man ikke kunne stole på ham og Gestapo kunne derfor ikke bruge Paul Thümmel mere og han blev sat i fængsel i KZ-gennemgangslejren Theresienstadt i Prag og blev henrettet ved skydning den 20. marts 1945, lige inden de sovjetrussiske hære befriede Prag og Protektoratet.

Oberstløjtnant Josef Balaban (født 5. 6.1894). I 1. Verdenskrig var han i den Tjekkoslovakiske Legion i Rusland. I årene efter, i den nyoprettede stat (Den Første Republik af 1919), havde han mange stillinger i forskellige artillerienheder, som f.eks. i stabsafdelingerne, kommandør af et artilleribatteri, kommandoen over et regiment og kommandør af en division. Han havde også stillingen som chef for en afdeling af MNO (Forsvarsministeriet). Efter den tyske besættelse af landet og som en del af afviklingen af det tjekkoslovakiske militær, blev han overflyttet til en kommission, som skulle finde beskæftigelse i den civile sektor, til de tidligere officerer. Straks tog han del i modstandsbevægelsen fra foråret 1939. Han gjorde en personlig og målrettet indsats for at koordinere de enkelte modstandsgrupper. Desværre blev han forrådt af en tidligere kollega og blev arresteret af Gestapo. I løbet af de brutale forhør, viste han stor mod og røbede ingen af sine kammerater. Han blev henrettet i Prag-Ruzyne den 3. oktober 1941, under den første periode med militær undtagelsestilstand, som Reinhard Heydrich indførte næsten omgående efter sin tiltrædelse som Reichprotektor den 28. september 1941.

Oberstløjtnant Josef Masin (født 26. 8.1896). Under 1. Verdenskrig var han ligesom Josef Balaban med den Tjekkoslovakiske Legion i Rusland (1916-1921) og fik her mange hædersbevisninger. Efter han vendte hjem, trådte han ind i den tjekkoslovakiske hærs artillerivåben og pga. hans dygtighed fik han senere rang af oberstløjtnant. Fra marts 1928 gjorde han tjeneste som kommandør for det 1. Artilleri Regiment i Prag-Ruzyne, hvor kammeraten Josef Balaban også gjorde tjeneste. I marts 1939, da tyskerne var ved at erobre landet og hermed hovedstaden Prag, forsøgte han at sprænge kasernens depoter indeholdende våben og sprængstoffer. Han ville ikke have, at materiellet faldt i tyskernes hænder, men han blev forhindret i at gøre det. Da han over for sine foresatte, nægtede at lade tyskerne erobre kasernen og våbnene uden kamp, blev han suspenderet. Men før tyskerne nåede at besætte og beslaglægge kasernens våben, lykkedes det ham med 5 lastbiler fyldt med våben, at komme væk og sikre og gemme materiellet. Straks efter besættelsen af landet, skabte han en modstandsgruppe, som var en del af modstandsorganisationen "Nationens Forsvar", som var ledet af militære officerer. Hans modstandsgruppe var i stand til, sammen med kammeraten Josef Balaban og Kaptajn Vaclav Moravec, at foretage ødelæggende sabotageaktioner, selv på tysk territorium ( f.eks. angreb på Luftwaffes hovedkvarter og Anhalt jernbanestationen i Berlin). Sabotage var en vigtig del af aktiviteterne hos modstandsgruppen "Nationens Forsvar". Oberstløjtnant Josef Masin's gruppe fremstillede bl.a. specielle bomber, maskeret som kul-briketter, som de placerede i kul-siloer, som tyskerne anvendte. Masin havde dygtighed og held til at kæmpe mod tyskerne indtil 1941, hvor det den 13. maj, lykkedes Gestapo at arrestere ham under en af sine radiosendinger til London. Hans heroiske modstand og kamp under anholdelsen, som betød, at han blev såret af tre skudsår og pådrog sig et brækket ben, førte også til, at Kaptajn Vaclav Morávek og radiooperatøren F. Peltán kunne undslippe. Trods alle forhør og frygtelig tortur af Gestapo, røbede han ikke noget om sine kammerater i modstandsgruppen. Han forsøgte to gange at begå selvmord under fængslingen. Hans kone var også fængslet i flere måneder. Josef Masin blev den 30. juni 1942, lige som hundredvis af sine kammerater, henrettet på Prag-Kobylisy skydebanen, under den militære undtagelsestilstand, som var indført af Reinhard Heydrich allerede i slutningen af september 1941. Han måtte undgælde med livet, kort efter sin anholdelse, måske også fordi Heydrich var blevet likvideret den 27. maj og døde den 4. juni 1942. Modstandsgruppen og de 3 officerer fik tilnavnet "Tri Králové" - "De Tre Konger" og selv i dag, er navnet kendt af de fleste tjekker, selv om der var mange andre modstandsgrupper under krigen. ---- Efter krigen modtog Josef Masin en posthum forfremmelse til brigadegeneral. Hans sønner - dengang 13 og 15 år gamle - fik medaljer for "personlig tapperhed under krigen" fra Præsident Edouard Beneš.

General Bedrich Homola (Født 2. juni 1887). Han var med i Den Tjekkoslovakiske Legion mod Rusland i 1. Verdenskrig. I 1920 - 1921: Tilknyttet generalstaben i Prag. 1922-1923: Næstkommanderende på Militærakademiet i Hranice. 1923-1925: Stabschef i den 7. infanteridivision. 1925-1928: Kommandør af det 27. Infanteriregiment. 1928-1934: Kommandør af den 14. Infantribrigade. 1934-1935: Kommandør af den 1. division. 1935-1939: Kommandør af det 7. Korps i Banska Bystrica. I marts 1939 stod han for en militær intervention mod slovakiske separatister ("Homola Putsch"). Efter kapitulationen til tyskerne den 15. marts 1939 og under besættelsen, var han en af de førende aktører i "Nationens Forsvar", som leder af den særlige Regionale Kommando Stor-Prag. Han blev øverstbefalende for "Nationens Forsvar", efter tyskernes arrestationen af General Josef Bily, som blev forrådt, arresteret, dømt til døden og henrettet allerede den 31. december 1941. Denne ulykke førte til flere hårde slag for modstandsbevægelsen og fortsatte under tyskernes umådeholdne grusomme behandling af menneskene i landet og i særdeleshed folk fra modstandsbevægelsen. Det betød også, at man fik endnu et skæbnesvangert tilbageslag. General Bedrich Homola, faldt også i hænderne på Gestapo. Med anholdelsen, fik Gestapo færdiggjort udslettelse af det andet ledende niveau af "Nationens Forsvar". Den 5 januar 1943 blev General Bedrich Homola henrettet i Berlin-Plötzensee fængslet. I sit sidste brev, skrev han: "Jeg vil ikke skrive om mit offer for landet, det er en selvfølge".

Deltagere i faldskærmsmissionen "Out Distance": Leder Løjtnant Adolf Opalka (født 4.1.1915). I 1937/38 studerede han på det militære akademi i Hranice og dimitterede med rang af infanteriløjtnant. Efter Tjekkoslovakiets fald den 15. marts 1939, lykkedes det ham i slutningen af juni 1939, sammen med sin fætter Francis Pospisil (som senere blev faldskærmsagent i missionen "Bivouac"), at krydse grænsen til Polen, som stadig var et frit land, endnu - og komme videre i juli 1939 til Frankrig, hvor de tilsluttede sig Fremmedlegionen i Sidi Bel Abbes og senere i Oran. De blev begge, da 2. Verdenskrig brød ud den 1. september 1939, indrulleret i det tjekkiske korps i Agde i slutningen af september 1939. Opalka tjente sig gradvis gennem alle regimenter i 1. Tjekkoslovakiske Division, hvor han sammen med de britiske korps deltog i kampene på den franske front. Han og fætteren Pospisil, blev som 340.000 andre allierede soldater, reddet via Dunkirk til England. Her fik Opalka først arbejde i et firma, som fabrikerede maskinpistoler. Han og Pospisil meldte sig frivilligt til hæren og også til missioner bag fjendens linjer. Efter særlige kurser og uddannelse i offensiv kamp, som commandosoldat, blev begge optaget i enheden Special D. På grund af sin dygtighed og pålidelighed blev Opalka udnævnt til lederen af faldskærmsagent missionen "Out Distance". Missionen havde deltagelse af 3 agenter i den anden mission "Zink". Begge agenthold lettede med bombeflyet, en Halifax II nr. 1a L9618 NF-W, ført af en polsk besætning, med piloten Løjtnant Mariusz Wodzicki, mod Tjekkoslovakiet (læs længere fremme ved de kommende fotos om mission "Zink"). ---- Opalka, som fik dæknavnet Adolf Kral, blev sammen med 2 andre agenter (se de næste 2 fotos) nedkastet med faldskærm natten mellem den 28/29.3.1942 ved Orekhovo nær Telcetet. Missionen var at forøve sabotage og hjælpe den anden gruppe "Silver A". De havde også en anden vigtig opgave, nemlig at medbringe radiotransmissionsudstyr f.eks. en Beacon radio, som skulle bruges til at lede indkommende fly, så de kom ind over det sted hvor man kunne bombe et mål, eller nedkaste agenter eller forsyninger. Senere udvikledes den bedre pejleradio Eureca. Tillige med Beacon radioen, havde de den nyeste Mark III radio. Nedkastningsstedet var forkert, da flyets navigatør havde begået en navigationsfejl. Opalka blev skadet ved faldskærmsudspringet og hele det seperat nedkastede udstyr kunne agentgruppen ikke finde. Men Gestapo fandt udstyret i faldskærmscontaineren kort tid efter, da flyvningen og nedkastningen var blevet opdaget via radiopejling og sendt ud til de lokale Gestapo-enheder, som så kunne lede de rigtige steder efter agenterne og ikke mindst deres udstyr. Gestapo informerede Reichprotektoren Reinhard Heydrich om sagen den 1. april 1942, da man kunne udlede, at han antagelig var mål for agenternes opgave. Heydrich tog det meget let og foretog ikke noget for at modvirke denne åbenbare trussel, men vedblev at køre rundt i Prag i sin åbne stabsvogn - man var jo et herrefolk og uovervindelig - ikke? - syntes han at tro. ---- Dokumenterne fra faldskærmscontaineren indeholdt også billede af og oplysninger om en af "Silver A" gruppens agenter, Josef Valcik (læs ovenfor ved fotos af denne agent om hans skæbne). Han blev nødt til at droppe alle sine opgaver under "Silver A" aktionerne og søge til Prag, hvor han fik kontakt til modstandsorganisationen, som sammen med agenterne i mission "Anthropoid" var i gang med forberedelserne til attentatet på Reinhard Heydrich - Valcik endte på den måde i kirkens krypt sammen med de 6 andre agenter efter attentatet - en skæbne som kom til at koste ham livet trods sin heltemodige kamp mod den tyske overmagt. ---- Ivan Kolarik, en af de andre 2 agenter i gruppen "Out Distance", mistede derved sine falske indifikationspapirer og dokumenter ved landingen - og dem fandt Gestapo! Desuden var der i containeren andre papirer og dokumenter, med navnene, dæknavn og kontakter for alle de andre agenter, der allerede var landet i protektoratet. (Læs videre om denne fatale fejl ved nedkastningen af disse agenter, ved næste foto vedr. Ivan Kolarik). Kolarik blev nødt til at skilles fra de andre 2 agenter, da han ville bringe hele missionen i ulykke, hvis eller når han ikke kunne skjule sig mere - personlige papirer var absolut nødvendige i landet - uden dem var man prisgivet. Missionen gik derefter helt skævt. Ivan Kolarik blev hurtigt opsporet af Gestapo og allerede den 1. april indså han, at han ikke kunne undslippe og for at skåne sine familiemedlemmer i landet og for at undgå pågribelse og forhør, tog han sin giftkapsel og begik selvmord. Karel Curda, den 3. agent skiltes også fra de andre og nu var alle på egen hånd. Curda og Opalka fandt uafhængige af hinanden til byen Pardubice. Her fik Opalka kontakt til Alfred Bartos fra gruppen "Silver A". Sammen kom de til Prag - Curda lykkedes det også at nå til Prag. Her indgik de i missionen med at forberede attentatet på Reinhard Heydrich. Opalka fungerede som leder i Prag, sammen med Kaptajn Alfred Bartos fra "Silver A" gruppen. Man organiserede bl.a. også markeringerne af de luftkendemærker (2 brændende hø-lader), som var nødvendige, da briternes bombefly om natten den 25. april angreb Škoda fabrikkerne i Pilsen. Efter deltagelse i planlæggelsen af attentatet på Reinhard Heydrich, er det kun Opalka fra "Out Distance", som sammen med de 6 andre faldskærmsagenter fra de forskellige andre missioner, der til sidst skjuler sig i kirken i Resslova gaden. Her befinder alle sig til sidst i en håbløs situation. Men Opalka trodser tyskerne, selvom han er såret af skud og har fået knust en knogle i sin højre arm og er såret af fragmenter fra tyske håndgranater. Han vedbliver med, alene og heroisk, at beskyde de tyske soldater oppe i kirken, medens han langsomt trækker sig tilbage og får sig klemt ned gennem en ventilationsskakt, som kunne dækkes af en cementlem, ned i krypten. Da der ikke var nogen udvej for hverken Løjtnant Adolf Opálka, eller de andre overlevende agenter, tog han da en giftampul og endte samtidig sit liv med et pistolskud med den sidste patron, til venstre tinding. ---- Inden ragnarok brød ud i protektoratet, med agenternes og modstandsbevægelsens likvidering af Reichprotektor Reinhard Heydrich, deres flugt og heroiske kamp og død i kirkens krypt, var flere af faldskærmsagenterne, bl.a. Josef Valcik, med i forberedelserne til og afmærke målområdet til et britisk forsøg på at bombe Škoda fabrikkerne i industribyen Pilsen. Denne fabrik var blandt de tre mest fremtrædende tjekkoslovakiske militære produktionsfabrikker, der leverede til Det Tredje Rige. Fabrikkerne lå 1200 km. fra de britiske øer og angrebet kom til at ske på et tidspunkt, hvor de tjekkiske agenter var i slutfasen i forberedelserne til attentatet på Reinhard Heydrich. De britiske fly og deres navigations-formåen var heller ikke optimale på det tidspunkt af krigen. Der var foretaget fire forgæves forsøg på at bombe dette vigtige mål mellem oktober 1940 og oktober 1941. Det nye angrebsforsøg blev foretaget om natten den 25. april 1942, under kodenavnet CANONBURY. Det blev udført med seks fire-motores Short Sterling Mk.I bombefly fra 218. eskadrille. Angrebet blev sat ind kl. 18:00, da agenterne i Tjekkoslovakiet skulle være klar og modtage et radiobåret udsendt kodeord, som BBC Broadcast lod indgå i sin radioudsendelse til landet. Dette kodeord var et signal til agenterne i faldskærmsmissionerne med kodenavnene: "Out Distance", "Anthropoid" og "Silver A", om at afmærke målet. De antændte to lader med halm, for på den måde at guide bombningen af fabrikkerne. Dette skulle give tid nok, så piloterne var i stand til at finde Škoda fabrikkerne. Men målet blev dækket af skyer i en højde af cirka 300 meter. Kun en af flybesætningerne var i stand til at navigere og orientere sig ud fra observationerne af de 2 brændende lader og de resterende fem Short Sterling bombemaskiner kastede deres bomber i blinde. Ikke en eneste bombe ramte Škoda fabrikkerne og hele operationen var en fiasko. Læs videre ved de næste fotos og de andre steder, hvor hele historien rulles op - om de spændende men frygtelige begivenheder, som de ovennævnte agenter kom til at betyde for de andre agenter, for Prag og hele det tjekkoslovakiske folk resten af krigen.

Den anden agent i mission "Out Distance". Ivan Kolarik blev født den 22. marts 1920. Efter eksamen fra gymnasiet, studerede han medicin. Efter tyskernes lukning af landets universiteter i foråret 1939, forlod han landet og nåede Frankrig via Slovakiet, Balkan og Mellemøsten. Han blev optaget som menig i den tjekkoslovakiske hær i Frankrig den 6. marts 1940. Sammen med 8. Bataljon af 1. Infanteriregiment, deltog han i kampene mod tyskernes felttog ind i Frankrig. Efter Frankrigs fald blev han som de fleste andre tjekkoslovakiske soldater, evakueret fra Dunkirk til England (man ved at han også som Alfred Bartos, kom med skibet "Rod El Farag"- se evt. ovenfor om Bartos of skibets skæbne i krigen). I England fik han tjeneste i 2. kompani ved 1. Infanteribataljon. Han meldte sig frivilligt til de særlige agentopgaver i sit hjemland og efter at have deltaget i den obligatoriske faldskærmsagentuddannelse, blev han udtaget til at deltage i faldskærmsmissionen "Out Distance". Missionen gik skævt fra starten og han befandt sig, via flere uheldige tilfældigheder, i en håbløs situation, alene og uden nogen hjælp (læs også ved et foregående foto vedr. Opalka om gruppen og missionens skæbne). Han havde ikke fået fat i sine personlige, men forfalskede papier og dokumenter og kunne derfor ikke klare sig alene og ikke få kontakt til modstandsbevægelsen. Hans dokumenter var forfalsket og stemplet med et enkelt falskt stempelaftryk fra politihovedkvarteret i Brno. Datoen her fortalte alt for Gestapo - de behøvede nu bare at tjekke alle personlige papirer, som vedrørte opholdstilladelse i Protektoratet udstedt efter den 1. februar 1942 og sammenholde dette med alle de andre oplysninger, man nu havde fra containerens papirer og dokumenter. Næsten alle agenters falske navne og andre forhold stod i disse papirer. Ligeledes var Gestapo nu kendt med antallet af nedkastede agenter, hvor det var sket og hvad deres opgaver i hovedtrækkene var. For ikke at falde i tyskernes hænder, tog han konsekvensen og begik selvmord den 1. april 1942, 3 dage efter at han og de 2 andre agenter var landet den 28. marts. Han var den første tjekkoslovakiske faldskærmssoldat, som mistede livet i Protektoratet.

Karel Curda, som var den 3. agent i gruppen "Out Distance", var født 10. oktober 1911 i Jindrichuv Hradec. Efter sin værnepligt i det 29. Infanteriregiment (1933-1935), forblev han i den tjekkoslovakiske hær. Han blev leder af militærets økonomiske afdeling i Lošov nær Olomouc 8. juni 1938. I juni 1939 efter tyskernes erobring af Tjekkoslovakiet i marts, kom han i lighed mange andre unge tjekkoslovakiske mænd til Frankrig via Polen, hvor han sluttede sig til Fremmedlegionen, og senere den 26. september 1939, tilsluttede han sig den Tjekkoslovakiske Hær, som var underlagt Frankrigs hær og udstyret med uniformer og udstyr fra denne. Den 1. januar 1940 blev han forfremmet til Stabs-sergent. Efter det franske og engelske nederlag til tyskerne´s "Blitzkrig" gennem Belgien og Frankrig i foråret 1940, kom han den 7. juli 1940 med skib til England, ligesom ca. 340.000 andre soldater gjorde det, via området ved Dunkirk i Nordfrankrig. -- I England blev han placeret i 10. kompagni af 1. Infanteriregiment i den Tjekkoslovakkiske eksil-hær. Han deltog ikke i dette regiment´s opgaver, men blev placeret på en automobilfabrik. Han meldte sig senere frivilligt til at deltage i missioner i Tjekkoslovakiet. Fra september 1941 til marts 1942 bestod han alle kurser i agentuddannelsen i STS i Dorking. Han blev tilknyttet mi-ssionen "Out Distance", hvis 3 agenter blev nedkastet med faldskærm den 27/28 marts 1942. Curda var blevet udvalgt trods kendskabet til, at han havde svært ved at holde sig fra alkohol og var upålidelig, men alligevel fløj han med missionen "Out Distance", under påtaget navn Charles Vrbas. Missionens opgaver var bl.a. at sabotere de tyske anlæg og medbringe nyt radioudstyr, tillige med hjælp til den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse. -- Karel Curda måtte efter faldskærmslandingen søge alene mod Prag, da gruppen efter nedkastningen, ikke kunne finde deres udstyr, som blev kastet ud i en separat faldskærmscontainer. Curda nåede Prag og fik kontakt til de andre agenter, herunder sin ledere Opalka og Bartos. Han deltog også i forberedelserne til attentatet på Heydrich, men forlod straks Prag og det øvrige hold af agenter fra de forskellige missioner, "Out Distance", "Silver A", "Bioscop" og "Tin", umiddelbart efter likvideringen af Reinhard Heydrich og skjulte sig sammen med sin mor i Nova Hlína nær byen Trebon. Her kontaktede han personligt og på eget initiativ, frivilligt og uden tvang, Gestapo den 16. juni 1942 og forrådte hele agent-netværket og modstandsbevægelsens mange ledere og medlemmer. Gestapo fik alle de navne han kendte til, dæknavne og steder, som de kunne tænkes at opholde sig, forskellige kontaktpersoner og familier, som husede eller havde huset agenter eller modstandsfolk - alt hvad han kendte til fortalte han frivilligt Gestapo. Han havde kendskab til, at tyskerne havde udlovet en dusør på 10.000.000 tjekkiske koruna (1 koruna bestod af 100 tjekkiske haléru). Kursen på 1 tysk Reichsmark svarede dengang til 10 tjekkiske koruna. Curda fik altså kontant 1 million Reichsmark (ca. 4-5 mill. dkr.), for oplysninger, der ville gøre Gestapo i stand til at finde attentatfolkene - de fik meget mere end disse attentatfolk! Ligeledes vidste han, at hvis eller når han ville blive fanget, ville Gestapo torturere ham, for at få ham til at tale og bagefter henrette ham alligevel, som det var sket for tusinder af andre tjekkoslovakker inden og især efter attentatet. -- Den 13. juni 1942, skrev han først en forræderisk skrivelse, hvori han identificerede Gabcík og Kubiš som Heydrich´s mordere. Curda forrådte herefter alle, som han kendte personligt og som havde hjulpet faldskærmssoldaterne, ikke kun i Prag, men også i byerne Pardubice, Lázne Belohrad og Pilsen. Gennem sit omfattende forræderi, kostede det flere hundrede tjekkiske patrioter og deres familier livet hen over sommeren 1942, med kulminationen af henrettelserne den 24. oktober 1942. Hertil føjedes tyskernes omfattende repressalier med udslettelsen af landsbyerne Lidice og Lezaky, ligesom tusindvis af andre tjekkoslovakker mistede livet i de følgende måneder og år efter attentatet. ---- Han undslap ikke denne frygtelige misgerning, men blev den 14. maj 1945 arresteret af De Allierede, overgivet til Tjekkerne og dømt til døden. Han forsøgte at begå selvmord, men blev henrettet ved hængning den 29. april 1947. -- Operation "Anthropoid´s" agenter og hjælpere fra modstandsbevægelsen og agenter tilhørende andre missioner ("Silver A!, "Bioscop", "Tin"), i alt 7 agenter, som efter attentatet skjulte sig hos to familier i Prag, tog senere tilflugt i Kirken St. Cyril & Methodius. Gestapo kunne ikke finde dem der, trods det, at de var lige i hælene på agenterne flere gange. Men da Karel Curda begik sit forræderi, rullede "lavinen". -- Efter Curda havde fået sin dusør, deltog han i resten af krigen, med at hjælpe Gestapo, i at optrævle modstandsgrupper og fik derved stor betydning for tyskerne og deres terror mod den tjekkoslovakiske befolkning. Curda fik bevilget tysk statsborgerskab den 21.2.1944 og gift med Mary Bauer, en tysk kvinde, med hvem han fik en søn Charles, og han ændrede sit navn til Jerhot. I marts 1943, var han involveret i identifikationen af de dræbte fra 2 faldskærmsmissioner ved navn "Bronce" og "Iridium". Han deltog aktivt i eftersøgningen af medlemmer af gruppen "Antimon" og havde stor fortjeneste i at fange faldskærmsagenten Frantisek Pospisil (fætter til Adolf Opalka) fra gruppen "Bivouac". -- Efter krigen blev Curda arresteret den 15. maj 1945 og dømt for landsforræderi. Han blev beskyldt for, at at være medvirkende til, at tyskerne dræbte i alt 254 mennesker i den Tjekkoslovakiet. Den 29. april 1947 kl. 11:57, blev han fortjent henrettet ved hængning i Pankrác fængslet i Prag. Næste foto viser en af de tyske "reklameskrivelser", som opfordrer til forræderi, mod at få den store dusør - det var bl.a. den, som fik Curda til at reagere.

Denne tosprogede plakat anvendte tyskerne over hele protektoratet, for at lokke folk til at blive forrædere og stikkere, med en belønning på CZK 10.000.000, som kunne føre til anholdelsen eller døden for dem, som havde likvideret Reinhard Heydrich. Faldskærmsagenten Karel Curda valgte den løsning og var dermed skyld i hundredvis af andre faldskærmsagenter og modstandsfolks død, herunder mange uskyldige familiemedlemmer og venner til den eller de, som han angav eller ledte Gestapo til.

Deltageren i agentgruppen "Zink", Oldrich Pechal (født 12.5.1913). I årene 1935-1937 studerede han på militærakademiet i Hranice. Han tog eksamen som løjtnant i infanteriet. Efter besættelsen af landet kom han via Polen til Frankrig og den 8. september 1939, blev han optaget i den landflygtige tjekkolovakiske hær i Agde. Han tjente først ved 3. Infanteriregiment og senere som kompagnichef i 2. Infanteriregiment. Under de sidste kampe nær Dunkirk i Nordfrankrig, deltog han i et maskingeværkompani og blev senere evakueret til England. Han meldte sig frivilligt til uddannelsen som faldskærmsagent og til missioner i hjemlandet. Efter at have bestået denne uddannelse, blev han udnævnt til deltagelse i agentgruppen "Zink", som bestod af 3 agenter, hvor Vilém Gerik var radiospecialisten og lederen var Arnost Miks. De blev nedkastet fra samme fly, som landsatte den anden agentgruppe "Out Distance", natten mellem den 28. og 29. marts 1942. Efter "Zink" gruppens landing i Slovakiet og deres forsøg på at komme ind i Protektoratet, udspillede der sig mange dramatiske begivenheder. Pechal blev fanget og arresteret den 2. juni 1942, da han søgte at krydse grænsen fra Slovakiet ind i Protektoratet. Efter Gestapos forgæves forsøg på at tvinge ham ind i samarbejdet om opsporing og forræderi mod sine egne landsmænd og hans korte flugt fra dem undervejs, blev han dømt til døden og henrettet i KZ-lejren Mauthausen den 22. september 1942.

Agentgruppen "Zink". Vilém Gerik (født 28.12.1920). Han var i lære som radiomekaniker, da han i november 1939 forlod landet og kom via Ungarn, Jugoslavien og Beirut til Frankrig, hvor han i april 1940, blev optaget i det 1. Tjekkoslovakiske Infanteriregiment, som kæmpede forenet med de franske og engelske styrker i Frankrig, mod de tyske invasionsstyrker. Han kom også med over til England via Dunkirk og blev optaget i en radiokommunikationsdeling ved 2. Bataljon. Han blev også uddannet som faldskærmsagent og blev udtaget til at deltage i missionen "Zink". Gruppen bestod af 3 agenter, hvor Vilém var radiospecialisten og blev nedkastet fra samme fly, som nedkastede den anden gruppe "Out Distance", natten mellem den 28. og 29. marts 1942. Landingen af gruppen "Zink" gik heller ikke godt. Gruppen sprang ud med faldskærm, langt fra det sted som var planlagt og landede i Gbely i Slovakiet og ikke som planlagt nord for Prag. Flyvningen med de 2 agentgrupper endte med, at begge grupper blev nedkastet et helt forkert sted, da navigationen fra den polske flybesætning ikke var god nok. De 2 andre agenter i mission "Zink" var Løjtnant Oldrich Pechal og lederen, Warrant Officer (Chefsergent) Arnost Miks (læs om deres skæbne ved det foregående og følgende fotos). Efter landingen kunne man ikke finde hinanden og Gerik var ikke i stand til at skabe kontakt med nogen som helst og vidste ikke hvad der var sket med sine 2 kammerater og begav sig derfor mod Prag. Den 4. april 1942 mødte han op i hovedkvarteret for Prag´s Politi & Gendarmeri. Gerik var ikke klar over situationen i sit hjemland og stolede på, at da han var slovakisk statsborger (landet var efter tyskernes erobring, delt op i Böhmen & Mähren og Tjekko-Slovakiet), formodede han, at han ville blive sendt hjem, men han blev i stedet overgivet til Gestapo. Han prøvede på ikke at røbe de vigtigste forhold for Gestapo, men samarbejdede alligevel om, at fange sin agentleder Arnost Miks, noget som i første omgang kun delvist lykkedes, men senere da Gestapo var ret heldige, lykkedes det at eliminere Miks (se og læs ved de følgende fotos om Miks´s skæbne). Da dette var overstået, vurderede Gestapo, at Gerik ikke ville bidrage med mere værdifuldt i efterretningsmæssig forstand. Det lykkedes derfor Gerik at undslippe en dag fra Gestapo. I efteråret 1942 blev han dog igen arresteret og blev sendt til Dachau KZ-lejren ved München for resten af krigen. Her overlevede han. Efter krigen, den 25. maj 1945, blev han arresteret af de tjekkoslovakiske myndigheder. Han blev fængslet og anklagen for højforræderi mod ham og Karel Curda, førte til, at de begge blev idømt dødsstraf. Vilém Gerik blev henrettet den 29. april 1947.

Faldskærmsagenterne Karel Curda fra gruppen "Out Distance" og Velim Gerik fra gruppen "Zink", sidder her på "anklagebænken" efter krigen og følger med i retssagen mod dem for højforræderi mod Tjekkoslovakiet. Deres samarbejde med tyskerne og Gestapo, havde enorme fatale konsekvenser for de tjekkoslovakiske agentmissioner og for en masse borgere i Protektoratet. Gerik ses til venstre og Curda yderst til højre. De blev begge dømt til døden og henrettet i 1947.

Lederen af agentgruppen "Zink", Arnost Miks blev født 27. juni 1913 i Genova/Rakovníka. Forældrene havde en lille gård, Arnost var den ældste af fire børn. Uddannet murer. Holdt af cykelsport. Under sin værmepligt 1936-1938, mødte han Vladimir Hauptvogel (senere også faldskærmsagent). Miks blev efter værnepligten hjemsendt med rang som sergent. Da Tjekkoslovakiet faldt i nazitysklands hænder den 15. marts 1939, flygtede Miks som så mange andre unge tjekkoslovakker til Frankrig via bl. Balkan, for at kæmpe mod tyskerne. Han ankom til den sydfranske by Agde den 13. januar 1940. Her fik han senere kommandoen over en maskingeværdeling i den tjekkoslovakisk oprettede eksil-hær og deltog med sin enhed i kampene mod de fremrykkende tyske styrker i Nordfrankrig. Han blev herfor tildelt fortjenstmedaljen "For Modet". Han kom også med over til England, under den store evakuering fra Dunkirk. I England fik han kommandoen af en deling i 1. Bataljon i den tjekkoslovakiske eksil-hær. Her blev han igen forfremmet til sergent. I august 1941 tilsluttede han sig uddannelsen til faldskærmsagent i Skotland, hvor han var færdig med et afsluttende faldskærmskursus i oktober 1941. I november kom han til STS/SOE´s agentspecialkursus på "Villa Bellasis" og derefter udtaget til at være leder for agentmissionen "Zink" i Protektoratet. Agentgruppen blev, grundet nogle fatale navigationsfejl, nedkastet på et fejlagtigt sted om natten den 27/28. marts 1942 ved Gbely i Den Slovakiske Republik (marionetstat oprettet af Tyskland efter erobringen af Böhmen og Mähren, som blev benævnt Protektoratet). Efter landingen som betød, at gruppen splittedes, kom Miks over grænsen og ind i protektoratet og opsøgte sin broder Franz Mikšová, som han i nogle dage opholdt sig hos. Gruppens nedkastede udstyr fik ingen af gruppens medlemmer fat i. Det betød for Miks, at han derfor ikke kunne færdes frit ret længe og ikke udføre missionens opgaver (sabotage m.m.). Det lykkedes ham at komme til Prag, hvor han skjulte sig hos sin anden bror, Anton. I Prag fik han kontakt med en modstandsmand, Joseph Kusy og via ham fik han kontakt til en anden faldskærmsagent, nemlig lederen af agentgruppen "Out Distance", Adolf Opalka. Her fik de skaffet Miks nye falske identifikationspapirer. Planen var nu at hente udstyret fra de 5 missioner * "Bioscop", "Biovauk", "Steel", ** "Intransitive" og "Tin", som var landet i nætterne mellem den *27. og 28. april og den ** 29. og 30. april 1942, hvis udstyrs-containere, var gemt i en træhytte i skoven nær landingsstedet for deres faldskærmsudspring. Man var ret sikre på, at udstyret ikke var fundet og gennem modstandsmanden Kuzy fik de vished herom. Denne tog dog grusomt fejl. Men modstandsfolkene mente, at man havde mulighed for at hente det. Planen herfor blev iværksat sammen med Josef Kuzy, vennen Josef Minarik, Vlastimil Moravec, søn ag familien Moravec, som bl.a. husede agenterne i missionerne "Anthropoid" og "Silver A" og faldskærmsagenten Josef Valcík fra mission "Silver A" og Arnost Miks selv fra gruppen "Zink". Hvad de ikke vidste var, at Gestapo havde fjernet containerne og havde beordret gendarmeriet til at patruljere i fund-området, for om muligt, at fange de nyligt landsatte agenter, hvis de skulle vende tilbage. Gestapo vidste ligeledes mange ting om Miks og modstandsbevægelsens medlemmer og specielt, at disse antageligt ville komme og forsøge at hente udstyret i træskuret i skoven den 30. april om aftenen/natten. Deres viden skyldets, at hans egen kammerat i agentgruppen "Zink", Vilém Gerik (se fakta ved det foregående foto af denne person), frivilligt havde samarbejdet med Gestapo, kort tid efter at de var landet i landet. Hans oplysninger førte til, at Gestapo kom på sporet af den forestående afhentning af udstyret i træskuret. Gestapo satte det tjekkoslovakiske gendarmeri på patruljer i området allerede fra om eftermiddagen den 30. april. Det tjekkoslovakiske gendarmeri havde mange nazivenlige sympatisører og medløbere, som var medlemmer af den tjekkoslovakiske nazistiske bevægelse "Flaget". Det var derfor meget uheldigt, at den nat, som modstandsgruppen og Arnost Miks skulle hente de nedkastede forsyninger, som jo ikke var til stede, løb de bogstaveligt talt ind i en patrulje fra det lokale gendarmeri, hvor lederen, en løjtnant, var medlem af denne facistiske organisation "Flaget". Det kom til en skudveksling, hvor Miks dræbte en gendarmsergent, som ikke var medlem af "Flaget" og sårede gendarmløjtnanten (se tekst ved de næste fotos af gendarmen m.m.). Men Miks blev også selv alvorligt såret af et skud fra gendarmløjtnanten. Såret var dødeligt og det var Miks hurtigt klar over og at spillet var slut. For ikke at falde i hænderne på Gestapo, skød han sig selv i hovedet, om aftenen den 30. april 1942 (læs videre om denne hændelse ved de næste fotos).

Nedkastningsområdet for de 5 missioner "Bioscop", "Bivouac", "Steel", "Intransitive" og "Tin", som blev nedkastet den 27./28. og den 29./30. april 1942. Det meste af deres udstyr i de samtidigt nedkastede containere, var de ikke i stand til at få med sig, men for noget af udstyret, var det lykkedes agenterne at gemme i et gammelt træskur i skoven. Agentgruppen "Zink´s" ene agent Arnost Miks, som landende den 27./28. marts 1942, tog sammen med en fra agentgruppen "Silver A" (nedkastet 28/29. december 1941), Josef Valcik og nogle modstandfolk, ud for at hente udstyret om aftenen den 30. april. Man vidste ikke, at udstyret var blevet fundet og fjernet af tyskerne. Skovområdet, Misto Prestrelky, var ret øde og træskuret hvor udstyret skulle ligge i, var beliggende ved en skovvej, i en skovlysning nær de åbne marker. Fotoet viser kanten af skovvejen, hvor Arnost Miks, efter at han skød sig selv, ligger død. Scenen for dramaet i skoven skete sent om aftenen den 30. april 1942. Gestapo vidste, at der ville ske et forsøg fra agenter eller modstandsbevægelsen, på at hente udstyret, som var blevet fjernet i løbet af dagen. Gestapo havde beordret gendarmeriet til at patruljere og lægge en fælde for den mulige afhentningsaktion. Patruljeringen gik i gang om eftermiddagen den 30. april, men koordinationen med Gestapo var ikke god nok, så gendarmeriet kom til helt alene, at stå for opgaven, uden at folk fra Gestapo var til stede - en klar fejl, skulle det vise sig. Aftenens gendarmpatrulje var sat i værk af Gendarmløjtnant Václav Komínek og hvor Gendarmsergent František Ometák modstræbende var beordret med. Gestapo vidste fra forræderen og faldskærmsagenten i mission "Zink" Vilém Gerik, hvor gruppen tidligere havde landet med faldskærm og kunne derfor udpege området i skoven, hvor patruljer både ville kunne finde udstyret og fange Miks og måske andre fra modstandsbevægelsen. Patruljeringen og bevogtningen af området og skuret, startede allerede fra om eftermiddagen. Her ville man kunne lægge en fælde og opdage Miks og de andre medlemmer af modstandsbevægelsen, når de nærmede sig træskuret. Det er forår og månen danner en natlig baggrundsbelysning. Klokken er omkring 22:00 om aftenen, da gendarmerietpatruljens folk hører knasen fra knækkende grene i skoven. I spændt agtpågivenhed kommer der 2 skygger listende i måneskinnet ud i skovrydningen. Pludselig kommer der 2 ultrakorte lyssignaler og de 2 skygger nærmer sig langsomt og forsigtigt snigende. Nu satte gendarmeripatruljens folk sig i bevægelse og kom hurtigt løbende med tændte lygter og skudklare rifler og råbte: "Stop, hænderne op!" Arnost Miks løfter kun sin venstre arm og holder den højre i frakkelommen, hvor han har sin skudklare pistol. Den anden "skygge" var modstandsmanden Joseph Kusy, som løfter begge arme i overgivelse. Miks råber tilbage: "Jeg har en pistol" og affyrer et skud gennem frakkens lomme, som træffer gendarmsergenten Ometáka, som styrter om på ryggen, ramt alvorligt i hovedet og derfor dør få sekunder senere. Miks affyrer derefter et skud mod Løjtnant Komínek, samtidig med, at denne skyder mod Miks med sin riffel. Skuddet fra Miks træffer Kominek, men ikke dødeligt og hans riffelskud træffer Miks, som falder til jorden, alvorligt såret. Da han kan mærke, at han ikke vil kunne klare anholdelse og forhør med det alvorlige sår og måske også vil dø af det, råber han: "Joseph løb, jeg kommer senere!" Joseph Kusy snurrer om og styrter afsted ind i mørket i skoven og det lykkedes ham at flygte. Inde i skoven kaster han sin pistol væk. Miks ved godt, at spillet er slut og han foretrækker at dø for egen hånd, fremfor at blive fanget, tortureret og måske komme til at røbe sig - for så at blive henrettet alligevel. Liggende i græsset i vejkanten, sætter han sin pistol til tindingen og skyder sig. Kort efter ankommer der til stedet, en gendarmkaptajn med en anden patrulje i bil. Han havde også set glimt af lys (skuddene), men han anså det for et genskin/lysglimt fra bilens forlygter og lyden fra skuddene var blevet overdøvet af bilens motorstøj. Da patruljen forlader bilen, ser de Gendarmsergent Ometáka liggende ubevægelig i udkanten af lysningen i skovbrynet, hvor Løjtnant Komínek sidder på hug ved hans side. Han fortæller hvad der er sket. Senere forlades stedet, med den døde Ometáka i et andet tilkaldt køretøj. Løjtnant Komínek sidder let såret bag i køretøjet og siger: "Jeg vil altid beklage, at jeg fik skudt en ven på den måde, det bør ikke være svært at forstå". ---- Nyheden om skyderierne fik Gestapo i Kladno om morgenen næste dag. Forræderen Viliam Gerik sidder bundet til en stol i en fængselscelle i Prag, da man siden hans oplysninger om Miks, ikke har stolet på, at han ikke ville advare denne eller andre, eller stikke af, hvis han var på fri fod. Den risiko ville Gestapo ikke tage. I cellen befinder sig også Gestapokommissær Oscar Fleischer. Han forhører Gerik ud fra de oplysninger og fakta, som man har fundet på Miks og det sted hvor Miks døde. Man har fundet en lille skjult lommebog med adresser på liget, som Gerik skal svare på, om disse er modstandsfolks adresser. Gestapo er sikker herpå, men vil have Gerik til at uddybe disse oplysninger. Ud over lommebogen hos den døde Arnost Miks, har Fleischer fundet nogle andre papirer med skriblerier på og en giftampul. Fleicher var rasende over den mangelfulde kontrol og koordinering mellem Gestapo og gendarmeriet, som var skyld i, at man ikke fik Miks levende og de andre deltagere fra modstandsbevægelsen: Skylden herfor blev "tørret af" på den næstkommanderende i Gestapo i Kladno, Thomsen. Liget af Arnost Miks blev overført til Petschova hospitalet og derefter til det tyske institut for retsmedicin og kriminologi.

Gendarmsergent František Ometák som Arnost Miks skød under aktionen, blev født 26. marts 1912 i Drazeticích Dobrise. I 1941 blev han gift i Mutejovice/Rakovníka. Hans skudsmål, som gendarmsergent var god. Der er senere fundet dokumenter, der tyder på, at han faktisk deltog i modstandsaktiviteter i Krivoklátsko. Han havde også forsøgt at undgå at komme med i aktionen den aften i skoven. Gendarmløjtnant Václav Komínek var en helt anden type end František Ometák. Ifølge udsagn fra andre, var han ambitiøs og søgte at forbedre sine karrieremuligheder. Man sagde, at han sympatiserede med den tjekkoslovakiske fascistiske organisation "Flaget". Da han forlod hjemmet den skæbnesvangre aften for aktionen, sagde hans kone: "Det kan være at du endelig kommer ud for begivenheder, hvor du kan demonstrere dine evner." Václav Komínek kom sig af sit sår uden mén. Reichprotektor Reinhard Heydrich besøgte ham under hans ophold på hospitalet og forærede ham en tysk luger pistol og fortalte ham om den kommende forfremmelse, som han ville få. Efter krigen blev Komínek anklaget for samarbejdet med Gestapo, og retten idømte ham 5 års fængsel.

František Ometák, som blev ramt af Arnost Miks´s skud i hovedet, liggende død på marken ved skovbrynet om aftenen den 30. april 1942. De 2 andre modstandsfolk og faldskærmsagenten Josef Valcik (fra mission "Silver A"), Vlastimil Moravec og Kusy´s ven Josef Minarik fra Haloun, ankom forsinket til mødet med Miks og Kusy. De opdager tidligt på en skovvej de tjekkiske gendarmer og de kan roligt snige sig væk ad en anden skovvej og alle slipper uset væk.

Den tjekkoslovakiske gendarmsergent Franz Ometák´s begravelse den 4. maj 1942. Her udnyttede nazisternes propagandaministerium det til at opføre et uhyrligt og usmageligt propagandaskuespil i forbindelse med Franz Ometák´s død og begravelse. Reinhard Heydrich skrev et kondolencebrev til Ometák´s enke og gav hende en økonomisk belønning og pension. 23 dage senere, den 27. maj blev Heydrich selv skudt og døde af sine sår den 4. juni 1942. -- Ved Ometák´s begravelse, var der deltagelse af repræsentanter for "regeringen" i protektoratet, Richard Bienert, Emanuel Moravec (se/læs ved denne persons foto) og den øverstbefalende for gendarmeriet i protektoratet, Reif. SS-Oberst Horst Böhme* lagde en krans. Alle de mange afdelinger af SS, SD, Wehrmacht, Gestapo og det tjekkoslovakiske gendarmeri i protektorat deltog. Gestapo´s SS-Hauptsturmführer Harald Wiesmann* og Generalløjtnant Paul Riego holdt forherligende taler, hvor man priste Ometák med ordene: "Det største offer for Tyskland gav denne modige tjekkiske politimand med glæde". Ved den vestlige mur på Mutejovickeho kirkegård ligger graven i dag, i række 165. -- * Begge disse mænd var centrale aktører i massakren i landsbyen Lidice. Horst Böhme forsvandt sporløst ved slutningen af krigen og er aldrig fundet. I 1953 blev han erklæret død (læs mere ved dennes foto nedenfor). Harald Wiesmann blev fanget efter krigen i Østrig og overgivet til de tjekkiske myndigheder. "Folkets Domstol" dømte ham til døden og han blev henrettet 24. april 1947 (læs mere ved dennes foto længere nedenfor).

Modstandsmanden Joseph Kusy blev født 17. februar 1909 og var uddannet skolelærer. Han boede i Belce nær Beroun og blev gift i 1931 med Ruzena Langrová, med hvem han fik en søn. Vennen og kollegaen fra arbejdspladsen, Josef Minarik fra Haloun, hjalp også faldskærmsagenten Miks i midten af april 1942. Josef Minarik var også med den 30. april 1942, da skyderiet mellem Miks og gendarmerne fandt sted. Han og Joseph Kusy blev hurtigt arresteret den 2. maj, men Minarik blev ikke afhørt af hverken Gestapo eller gendarmeriet, kun Kusy blev brutalt forhørt. Joseph Kusy og Josef Minarik blev henrettet i Kobylisy den 31. maj 1942. Hans kone Ruzena og søn Joseph bor stadig samme sted, som under krigen. Arnost Miks´s 2 brødre Anton og Franz Mikšová blev også arresteret. Alle blev også skudt den 31. maj 1942, på den militære skydebane i Prag Kobylisy. Sammen med dem, blev også modstandsmanden Josef Stanek skudt.

Skovlysningen, hvor gendarmeriets aktion mod Miks og de andre agenter og modstandsbevægelsens medlemmer den 30. april 1942, som førte til døden for Miks og døden for en gendarmsergent og en såret gendarmløjtnant. Stedet er i dag et monument og oplysningssted over den dræbte faldskærmsagent Arnost Miks og hændelsen her.

Arnošt Miks mindesten. Hans lig blev overført til Petschova hospitalet og derefter til det tyske institut for retsmedicin og kriminologi, hvor liget den 5. maj 1942 blev obduceret af Prof.Dr. Gunther Weyrich som assistent for Dr. Wilhelm Steffelem. Mikš ligrester blev derefter transporteret til en massegrav på en kirkegård i Prag.

Lidt information om de fly og flybesætninger, som foretog de farefulde flyvninger til Tjekkoslovakiet, med deres last af kampklare faldskærmsagentgrupper. -- Fotoet viser en Handley Page Halifax Mk.II - ZA-X (maskinens kode-bogstaver), på sin flyvning mod Protektoratet. Den normale maskingeværbevæbning i flyets "næsetårn" og "rygtårn" var fjernet og fronten af flyet var forarbejdet på en måde, så luftmodstanden var meget lille. Flyets vægt var ligeledes reduceret så meget som muligt. De 4 motores indsugningsporte og udstødningsrør var ændret, så de ikke gav stor luftmodstand og sådan at flammerne fra udstødningsrørerne ikke kunne ses så tydeligt, som på de normale Halifax bombefly. Flyet kunne derved samlet set, flyve længere, med større last og hurtigere end de normale Halifax bombefly. Også dette fly hørte til special-enheden, Eskadrille Nr. 138. På flyvningerne den 27/28. og 29/30. april 1942, som havde tjekkolovakisk mandskab, førtes flyet, som så ofte før, af Pilot Officer Leo Anderle. Om bord var den syv mand store besætning og de 3 agentmissioners medlemmer fra agentgrupperne: "Bioscop", "Bivouac" og "Steel". Tidligere havde agentgrupperne "Out Distance" og "Zink" landet i Protektoratet, den 28/29. marts 1942. -- Flyet fløj over Den Engelske Kanal og kom som ofte, ind i luftområdet Le Crotoy over Frankrig, inden Halifax-flyet satte kursen mod den tyske by Darmstadt´s luftrum, hvor de vanen tro, blev jaget af tyske natjagerfly. Piloten Leo Anderle, var takket være sin dygtighed i stand til at undslippe og kunne lægge kursen mod protektoratet. Nattens gode vejr betød, at det lykkedes navigatøren på flyet, at finde den planlagte nedkastningszone, som ligeledes skulle udføres under dække af et afledningsangreb fra 6 andre britiske bombefly, som skulle bombe den nærliggende by Krivoklátu. Omkring to-tiden om morgenen blev faldskærmsagenterne sendt ud i den kolde mørke nat i deres faldskærme.

Den tjekkoslovakiske pilot, Flying Officer Leo Anderle, som foretog de mange farefulde flyvninger til sit hjemland, med de forskellige grupper af faldskærmsagenter. En af missionerne foregik i løbet af natten den 27. og 28. april 1942. Flyet var fra den 138. Eskadrille, som havde disse specialbyggede Halifax Mk.II bombefly. Hans fly og besætning fløj på denne mission i flyet med indifikationsbetegnelsen her: 1a L9613 NF-V. Flyet lettede fra Tangmere basen kl. 22:00 med sin 7 mand store tjekkoslovakiske besætning. Anderle satte kursen ud over Den Engelske Kanal og mod Frankrig, hvor flyet kom over og ind i området Le Crotoy. Halifax-flyet, ændrede nu kurs, sådan at kursen førte det forbi den tyske by Darmstadt, hvor flyet blev angrebet af tyske natjager kampfly. Leo Anderle var en dygtig og snu pilot, og takket være sin dygtighed undslap de og kursen ændredes nu direkte mod Protektoratet (Tjekkoslovakiet - eller som tyskerne kaldte det erobrede land Reichprotektorat Böhmen & Mähren). Takket være godt vejr, lykkedes det at navigere, sådan at man kunne nedkaste de 3 grupper af agenter i det landingsområde, som var udset, nemlig i Krivoklát området nord for Prag. De 3 grupper af faldskærmsagenter havde hver sin mission med kodenavnene: "Bioscop", "Bivuak" og "Steel". Allerede dagen efter tog Anderle afsted med endnu 2 agentgrupper, som også blev nedkastet med faldskærm i natten mellem den. 29. og 30. april 1942, nemlig grupperne "Intransitive" og "Tin". Nedkastningsområdet var nær Vešín, i Rožmitál området. Flyet var denne gang et andet fra eskadrillen, nemlig en Halifax MkII / SRS. 1a L9618 NF-W. P/O Leo Anderle fløj senere også agentgruppen "Antimon" til Tjekkoslovakiet. ---- Leo Anderle blev født 25. maj, 1913 i Vyskov. Efter uddannelsen som flymekaniker, tog han uddannelsen som pilot i VLU i Prostejov. Indtil krigen med Nazityskland og deres erobring af landet, fløj han som pilot i det tjekkoslovakiske luftvåben. I 1939 kom han som tusinder af andre tjekkoslovakker via Polen til Frankrig, hvor han også i første omgang kom ind i Fremmedlegionen. I november 1939 kom han til Nordafrika og derefter med skib til England, hvor han senere, den 29. december 1940, blev optaget i den britiske bomberkommando´s 311. Eskadrille. Her i denne enhed deltog han i 27 natlige bombeangreb på Tyskland, hvorunder han blev forfremmet til rang af Pilot Officer (P/O). Anderle meldte sig frivilligt til 138. Eskadrille, som var en specialenhed, som med de 4-motorede Handly Page Halifax maskiner, transporterede faldskærmsagenter og forsyninger til hjælp for modstandsbevægelserne i det besatte Europa. Han fortog 28 særlige missioner i det besatte Europa, herunder seks til Tjekkoslovakiet, hvor han i foråret 1942, nedkastede de ovenfor nævnte agentgrupper. Under en natflyvning fra Kairo til Malta, den 10. december 1942, vendte han, besætningen og flyet ikke tilbage og blev aldrig fundet. Det blev sandsynligvis skudt ned af tyske jagerfly fra Kreta. Leo Anderle fik for sin store krigsindsats tildelt 4 Cs. medaljer for deltagelsen i krigen mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet i vinteren 1938/1939, 2 Cs. medaljer for tapperhed, 1 Cs. Medal of Merit, 1 DFC af 1. Grad (højeste britiske dekoration for luftvåbnet). Hans navn er angivet på mindesmærket for ofrene for krigen i Nordafrika i den lille støvede landsby El Alamein, som i dag ligger i Libyen.

Agentgruppen i Operation "Bioscop", som blev nedkastet den 27. 28. april 1942, sammen med de 2 andre agentgrupper i "Bivouac" og "Steel", havde bl.a. opgaver som sabotage og bistand til modstandsbevægelsen, herunder at forsyne dem med radiosendere, da Gestapo hele tiden havde "dygtighed" og held til at opspore og optrevle modstandsgrupperne, hvorunder radiostationerne ofte blev elimineret. Agentgruppen bestod af Seniorsergent Bohuslav Kouba på fotoet (leder af gruppen), Sergent Jan Hruby og Sergent Josef Bublik. Efter landingen var de 2 af agenterne i stand til at opnå kontakt med familien Zelenka-Hajsky, som deltog i modstandbevægelsen (læs om deres skæbne ved et foto længere fremme i fotoserien). Familien hjalp gruppens medlemmer med sikkerhed i deres bolig og bragte dem i kontakt med Løjtnant Opalka, som den 29. december 1941, sammen med bl.a. agentgruppen "Silver A", var landet i protektoratet. Agentgruppen forsøgte at hente deres samtidigt nedkastede udstyr, som de havde gemt i en træhytte i skovkanten/skovlysningen, hvor de var landet. Udstyret var omfattende, da de havde udstyr med til de næste 2 grupper, "Intransitive" og "Tin", som skulle lande samme sted dagen efter den 29./30. april 1942, men da tyskerne var gode til at pejle de overflyvende engelske fly med agenterne, havde man lokalisert området hvor de var landet. Udstyret blev opdaget dagen efter deres landing, af lokale folk og Gestapo fik derfor overdraget det, før agenterne fik fat i det. En lille måned før den 27./28. marts 1942, var missionen "Zink" blevet nedkastet og en af dens agenter Vilém Gerik, der ikke kunne klare sine opgaver, meldte sig selv og hjalp Gestapo med oplysninger, sådan at bl.a. Kouba blev fanget med det samme, kort efter landingen. Den 3. maj 1942 på politistationen Kutna Hora, hvor han sad fængslet, lykkedes det ham at tage sin giftampul og dø inden han blev udsat for Gestapo´s brutale forhør og dermed røbe noget for dem. For de resterende to faldskærmsagenter, lykkedes det at finde ophold og skjul i Prag. Agentgruppens opgave var bl.a. at foretage sabotage og ødelæggelse af jernbanelinjerne i protektoratet i provinsen Mähren. ---- Bohuslav Kouba blev født 7. november 1911, i landsbyen Ujezd ved industribyen Kladno. Familien på fem, en mor og 4 børn, levede af at arbejde på Kladno´s stålværker. Bohuslav blev teknisk uddannet og gjorde tjeneste i den tjekkoslovakiske hær i 1939, da krigen med Tyskland var igang. Han forlod også landet ad den "sydlige rute" (Balkan, Mellemøsten osv.), for at komme til Frankrig og til den oprettede tjekkoslovakiske eksil-hær i Agde. Den 2. juni 1940, i hærenheden 4. kompagni, 2 deling, kom han i kamp. Han fik også tildelt en Cs. medalje for deltagelsen i krigen med Tyskland i vinteren 1938/1939. Efter Frankrigs overgivelse kom han også med i evakueringen fra Dunkirk, med skibet Rod El Farag til England. I august 1941 gennemførte han uddannelsen som faldskærmsagent i Skotland. Han blev herefter udvalgt til at deltage i faldskærmsmissionen.

Josef Bublik. Født 12. februar 1920 i landsbyen Bánov Otec. Moderen var skilt og alene og arbejdede delvist på et hospital. Josef Bublik arbejdede som arbejdsmand i et stenbrud. Josef havde 4 søskende (2 drenge og 2 piger). Senere gav han sig til at studere til præst. En lokal kapellan hjalp ham med studierne. Efter sin eksamen skiftede han præstekjolen ud med skoletøj og gik på gymnasiet i Uherské Brod, hvor han bestod eksamen i 1939. Han ville da studere videre indenfor jura i byen Brno, men her kom krigen på tværs. Han drog den 28. december 1939, som de tusinder andre unge tjekkoslovakker ad "Den Sydlige Rute" gennem Slovakiet, Jugoslavien, Syrien og med skib til Frankrig. I februar 1940 ankom han til Agde og blev optaget i det 2. Tjekkoslovakiske Infanteriregiment. Efter at have kæmpet i Nordfrankrig kom han også, som andre senere tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, med sejlskibet "Rod El Farag" under evakueringen fra Dunkirk til England. Her gjorde han tjeneste i 2. Division 1. Eskadron i en mandskabsmæssig blandet brigade. I løbet af 1941, deltog han også i uddannelsen til faldskærmsagent. Fra august til november 1941 afsluttede han uddannelsen og blev den 28. oktober 1941 forfremmet til korporal. Den 8. november 1941 forlod han STS/SOE 2. basen. Herefter indgik han i agentgruppen "Bioscop´s" planlægning af deres mission i Protektoratet. Missionen havde bl.a. til opgave at udføre sabotage og destruktion af Moraviaområdets jernbanelinjer i samarbejde med den lokale modstandsbevægelse. Bublik fik dæknavnet Josef Sedlacek. Agentgruppen landede pr. faldskærm om natten mellem den 27. og 28. april 1942 ved Krivoklátsko. Man foretog samme nat et lille afledningsangreb med 5-6 bombemaskiner, mod en nærliggende by. Efter landingen blev gruppen delt og Bublik´s kontaktpersoner var inden da blevet arresteret af Gestapo. Han fandt dog skjul i Prag og fik lejlighedsvis kontakt til modstandsbevægelsen og sluttede sig derved til de agenter, som havde overlevet og klaret sig igennem, efter attentatet på Reichprotektor Reinhard Heydrich, den 27. maj 1942. Denne lille gruppe på 7 agenter måtte til sidst få hjælp af præsterne og biskoppen i kirken St. Cyril & Metodie, på Resslova gaden i Prag, hvor de fandt deres sidste skjulested. Her fandt Gestapo frem til dette skjulested via en anden faldskærmsagent Karel Curda (Mission Out Distance), som blev frivillig forræder og angav alle han kendte til og altså alle de 7 andre agenter og deres skjulested. Efter en heroisk kamp, begik alle en efter en selvmord med deres sidste kugle i pistolen og nogen tillige med deres giftampul, som de altid bar på sig. Dramaet sluttede den 18. juni 1942. Josef Bublik havde kæmpet og beskudt tyskerne oppe fra kirkens kor og galleri, men var blevet såret af fragmenter fra tyskernes håndgranater - hårdt såret skød han sig til sidst med sin pistol i tindingen. I kirken i Resslova gaden i Prag, hvor Bublik begik selvmord, er der placeret et mindesmærke. Indbyggerene i hans fødeby Bánov har også opsat hans navn på et mindesmærke. I Prag er der også en gade med hans navn: "Bublikova gaden". ---- Alle de folk fra modstandsbevægelsen, som havde givet husly og hjælp til agenterne blev arresteret og alle blev efterfølgende henrettet, mange den 24. oktober 1942.

Jan Hruby blev født 4. marts 1915 i Kunovice i Ungarn. Han var den yngste af fire søskende. Hans familie hørte til den bedre stillede klasse i samfundet og Jan var en dygtig skoleelev. Men sammenfaldet af den finansielle situation for familien i og omkring 1930´erne, betød at kan kom i lære som tjener i hotellet Union City Zlin og blev færdigudlært i hotel Golden Hvezda. Herefter arbejdede han i Zlín som chefbutler. Jan kunne tale flere fremmedsprog. I 1937 skulle han til den obligatoriske militære tjeneste, hvor han blev anbragt i den 10. Bataljon i Trebišov. Efter militærtjenesten så han, at man søgte arbejdskraft til havneanlæggene i Kiel i Tyskland (Tysklands krigsforberedelser på flådeområdet). Her drog han til den 8. maj 1939, efter at hans land var erobret af tyskerne i marts 1939. Jan Hruby arbejdede i 6 måneder med opbygningen af havnen i Kiel. Under hans ferie i december 1939, lykkedes det ham den 2. januar 1940, at komme ind i det slovakiske område, og komme til Ungarn, hvor han dog blev fanget af politiet og sendt tilbage senere i januar. Han forsøger så igen og denne gang lykkedes ham at flygte ad "Den Sydlige Rute" via Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet og Beirut, hvorfra han med skib kom til Frankrig den 4. juni 1940. Han bliver straks forfremmet til korporal og efter kampene i Nordfrankrig kom han også med sejlskibet "Rod El Farag" til England. Han får her tjeneste den 13. juli 1940 i 1. Regiment i den tjekkoslovakiske eksil-hær. Han fuldførte også uddannelsen som commandosoldat/agent under STS/SOE. Han blev vurderet som energisk og fuldstændig pålidelig. Han var ivrig sportsmand, var en god sanger, selskabelig og havde en livlig karakter. Den 28. oktober 1940 blev han forfremmet til sergent. Han deltog fra den 15. august 1941 på kurserne på STS 26 og STS 51, hvor han dimitterede 4. oktober 1941. Han lærte alt om industriel sabotage på kurset STS 17 i Hatfield og 8. november 1941, blev han tilknyttet STS 2, som planlagde de operationelle agenteopgaver i Protektoratet. Han blev udvalgt til den særlige opgave i missionen "Bioscop". Den 27. april 1942 fløj hans gruppe i aktion. Hans falske identitet i missionen "Bioscop" var Jan Gross. Da gruppen blev splittet efter landingen om natten den 27. / 28. april 1942 i Krivoklátsko området, søgte også Rhuby mod Prag via sin hjemegn og landsbyen i Krivoklátu. Sammen med Bublik, som han får kontakt til, finder de til Prag. Her lykkedes det at få kontakt til andre agenter. Efter attentatet på Heydrich, som de er med til at planlægge, skjuler han sig sammen med de 6 andre agenter, i krypten i kirken i Resslova gaden. Her har Sergent Jan Hrubý heller ikke anden mulighed end at tage sit eget liv, med et skud fra sin 9 mm. Browning pistol. Overraskende nok, blev hans familie aldrig udsat for tyske repressalier. Alle andre familier til agenter og modstandsbevægelsen, blev enten henrettet eller sendt i KZ-lejr.

Jan Hrubý´s skjorte og hans underarms hylster til sin pistol, den dag da han sammen med de andre 6 agenter, kæmpede bravt i kirken og til sidst i dens krypt, inden de alle tog deres eget liv. Ca. 800 tyske waffen-SS tropper og gestapofolk belejrede og angreb dem konstant med skud, håndgranater, vand, tåregas inden det endelig lykkedes, at indtage kirkens krypt, for så bare at finde 7 døde agenter, som de ikke kunne bruge ud over at anvende deres kroppe til de efterfølgende rædselsfulde udstillinger af deres hoveder osv. Læs evt. under de fotos, som viser de dræbte agenters hoveder om disse hændelser.

Den 2. agentoperation, som deltog i flyvningen og nedkastningen med faldskærm, havde kodenavnet "Steel", men bestod kun af én faldskærmsagent, Korporal Oldrich Dvorak. Han havde en ny radiosender, nye radiokrystaller til "Libuse" radiosenderen hos Jiri Potucek og giftampuller til alle i agentgruppen "Silver A". Straks efter sin landing skjulte han radiosenderen og det andet udstyr, som alle medlemmerne i de 3 agentgrupper havde med, i en træhytte, som lå i en skovlysning ud til en mark. De 3 agentgrupper havde også det udstyr med, som de 2 næste agentgrupper skulle bruge, som ville lande natten efter (29./30. april 1942 - Intransitive" og "Tin"). Udstyret blev fundet af en bonde dagen efter og overgivet til Gestapo. Dvorak sluttede sig til "Silver A" gruppen og indtil 30. juni 1942, samarbejdede han med UVOD (den sammenlagte tjekkoslovakiske modstandsbevægelse) og nogle radioamatører om sendinger af meddelelser til London. Hans ihærdige arbejde hermed, udgjorde et vigtigt samlingspunkt for kommunikationen mellem agentvirksomheden, modstandsbevægelsen og den tjekkiske efterretningstjeneste i London. Da han blev opsporet og forsøgt anholdt, lykkedes det ham at flygte ind i Slovakiet i første omgang, men blev opdaget den 10. juli 1942 i Radošovice nær Skalica. Men han ville ikke overgive sig og han blev derfor skudt og dræbt. ---- Oldrich Dvorak blev født 30. maj 1922 i Trencin, Slovakiet. han havde 3 søskende, 2 brødre og en søster. Dvorak gik på en latinskole. Efter oprettelsen af Tjekko-Slovakiet, efter at tyskerne erobrede Böhmen og Mähren og dannede Protektoratet af samme navn (Slovakiet var kun en marionetstat for Tyskland), forlod familien Slovakiet. De flyttede til Brno i Protektoratet. Herfra flygtede den meget unge Oldrich (ca. 18 år) i begyndelsen af 1940 og kom også til Frankrig og gik ind i den oprettede tjekkoslovakiske hær. Han blev hurtigt delingsfører af en telegrafdeling. Efter Frankrig´s fald, kom han med skibet Mohamed Ali El Kebir fra evakueringsstrandene ved Dunkirk til England. Han fik tjeneste i en ny telegrafdeling og blev her bemærket, som en dygtig militær radiotelegrafist af nogle efterretningsofficerer. Oldrich udtrykte i den forbindelse interesse for at blive faldskærmssoldat. I midten af 1941 deltog han i uddannelsen på STS kurserne og bestod disse. Han blev derfor sendt på sin enmands mission "Steel", sammen med agentgrupperne "Bioscop" og "Bivouac" den 27. 28. april 1942 for at udfylde opgaven, som er beskrevet ovenfor og ved de foregående fotos.

Faldskærmsmissionen "Bivouac" og en af dens medlemmer, Frantisek Pospisil, blev født 23. november 1919 i Dukovany. Med sin fætter Adolf Opalka (læs om denne faldskærmsagent ovenfor ved tilhørende foto af ham), flygtede de i juni 1939 til Polen. Sammen med fætteren kom de til Frankrig og gik ind i Fremmedlegionen og gjorde tjeneste i Afrika. Senere blev deres enhed inddraget i kampene i Nordfrankrig i foråret 1940. Her opnåede Pospisil at få en medalje for sin tjeneste her. Pospisil og Opalka kom med til England fra Dunkirk og her opdagede man snart, i den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i England, hans ekstraordinære evner - Han var frisk og havde et godt vid og besad et køligt mod og overblik i pressede situationer. Han var 180 cm. høj og sportstrænet. Pospisil blev i september 1941, optaget og uddannet til faldskærmsagent og sammen med 2 andre tjekkoslovakiske agenter udtaget til på STS-2, at planlægge sabotagemissionen "Bivouac". Gruppen bestod af Oversergent František Pospisil, Stabssergent Jindrich Coupek og Korporal Libor Zapletal. Gruppen blev nedkastet med samme fly, som medførte grupperne "Bioscop" og "Steel", natten til den 28. april 1942. Gruppen "Bivouac" skulle primært arrangere sabotageaktioner mod tyskerne i Protektoratet. Efter likvideringen af Reinhard Heydrich, blev Pospisil angivet af forræderen og faldskærmsagenten Karel Curda, som også var Pospisil´s skolekammerat fra skoletiden. Gestapo begyndte at søge efter Pospisil og de 2 andre fra agentgruppen. Zapletal blev arresteret og kunne ikke klare de brutale forhør hos Gestapo og udleverede oplysninger om skjulestederne, hvor de 2 andre i gruppen opholdt sig. Det betød, at Sergent Coupek blev arresteret og senere henrettet den 22. september 1942, i KZ-lejren Mauthausen. Zapetal undslap på et tidspunkt Gestapo, men blev fanget igen den 27. september 1944 og blev også henrettet i Mauthausen. Men Pospisil formåede at undgå tilfangetagelse af Gestapo og organiserede mange sabotager mod tyskerne indtil foråret 1943. Han blev da arresteret af Gestapo, med fornyet hjælp af deres informant, forræderen Karel Curda. Pospisil blev henrettet i Theresienstadt i Prag i slutningen af 1944.

Jindrich Coupek blev født 2. februar 1918 i Brno-Komin. Uddannet som sælger i en metalforretning. Medlem af Sokol´s radioamatører. Udmærker sig ved at være en dygtig svømmer. I juli 1939, efter tyskernes erobring af landet, kom han til Polen og tilsluttede sig den flygtede tjekkoslovakiske hær i byen Bronowice. Senere gik han også ind i den franske Fremmedlegion og tilsluttede sig i slutningen af 1939, den tjekkoslovakiske hær i Agde. Han overlever kampene i Nordfrankrig og evakueres til England. Her gjorde han tjeneste i 4. Division, 1. Bataljon. Han tilsluttede og uddannede sig ligeledes til commandosoldat/agent og blev forfremmet til sergent og blev deltager i agentgruppen "Bivouac". ---- Efter likvideringen af Reinhard Heydrich blev han angivet af forræderen og faldskærmsagenten Karel Curda. Det betød, at Sergent Coupek blev arresteret og henrettet den 22. september 1942, i KZ-lejren Mauthausen.

Libor Zapletal født den 14. november 1920 i Bílovice. Familen havde 3 sønner, som fik en opdragelse i 1930´ernes præsident Masaryk´s ånd og idolisering i Den 1. Republik Tjekkoslovakiet fra 1919. Libor gik som den ældste i latinskole. I 1939 blev han optaget på det tekniske universitet i Brno. Han studerede maskinindustri indtil tyskerne erobrede landet i marts 1939 og hvor universiteterne herefter blev lukket. Med klassekammeraten og vennen Pavelka (som senere også blev faldskærmsagent i mission "Procent"), tog de i foråret 1940 til Frankrig for at gå ind i den tjekkoslovakiske eksil-hær, som kæmpede i Nordfrankrig mod tyskerne. Her blev Libor tildelt en medalje "For Modet". Efter Frankrigs fald blev han evakueret sammen med alle de mange allierede soldater fra Dunkirk. Han kom også med sejlskibet "Rod El Farag" til England. Her kom han til at gøre tjeneste i 2. Division, 2. Bataljon. I august 1941 blev han optaget og uddannet som commandosoldat/agent og indgik i faldskærmsgruppen "Bivouac". ---- Efter likvideringen af Reinhard Heydrich den 27. maj 1942, hvor faldskærmsagenten Karel Curda, den 16. juni 1942, frivilligt angav alle han kendte til, fik Gestapo kendskab til Pospisil og begyndte at søge efter ham og de 2 andre i agentgruppen. Libor Zapletal blev arresteret og kunne ikke udstå forhørerne hos Gestapo og udleverede oplysninger om skjulestederne, hvor de 2 andre i gruppen opholdt sig. Det betød, at Sergent Coupek blev arresteret og henrettet den 22. september 1942, i KZ-lejren Mauthausen. Zapetal undslap på et tidspunkt Gestapo, men blev fanget igen og den 27. september 1944, blev også han henrettet i Mauthausen.

Foto af 2 hold faldskærmsagenter i den sidste fase af forberedelserne til missionerne og lige før de skal afsted på deres missioner: "Intrasitive" og "Tin" den 28. april 1942, med landing den 29. april om natten. Fotoet viser bl.a. planlægnings- og udspringsleder på flyet Kaptajn Jaroslav Šustr, som var med til planlægning og leder på flyene under næste alle de tjekkoslovakiske missioner i landet. Fra venstre: Jaroslav Šustr, Vojtech Lukaštík, Václav Kindl, Bohuslav Grabovský. Foran fra venstre: Jaroslav Svarc og Ludvik Cupal.

Operation "Tin": Formålet med missionen, som bestod af Stabssergent Ludvík Cupal og Stabssergent Jaroslav Švarc, var at myrde Undervisningsministeren Emanuel Moravec, som var glødende nazist, forræder og en propandagist i tyskernes oprettede Rigsprotektorat Böhmen & Mähren, den tidligere 1. Tjekkoslovakiske Republik af 1919. Samtidig med de andre agentgrupper, blev agentgruppen "Intransitive" også nedkastet med faldskærm den 29/30. april 1942 nær ved landsbyen Vesin Rožmitálsku. Jaroslav Švarc pådrog sig nogle kvæstelser på det ene ben ved landingen og Ludvík Cupal fik en hård landing, som gav ham nogle indre kvæstelser i brystet, som han aldrig helt kom sig af, medens han var i Protektoratet. De havde derfor svært ved at finde deres udstyr i de tilhørende nedkastede containere og måtte opgive dette forehavende. De skulle også have fat i det udstyr, som de 3 agentgrupper, som var landet dagen før, havde med. Deres primære opgave med at myrde Emanuel Moravec, lod sig vanskeligt gøre og blev derfor ikke udført, selv om Svarc forsøgte det alene, men uden held.

Operation "Tin". Jaroslav Švarc på fotoet. Švarc og Cupal måtte straks skilles efter landingen, Švarc med et skadet ben og Cupal, som var kommet slemt til skade i brystet. Deres udstyr, som de de 3 agentgrupper havde med natten før, ved de ikke hvor befinder sig. Svarc (m/dæknavn Jaroslav Zelinka) søger alene til Prag, hvor han får kontakt med Løjtnant Opálka. Han sluttede sig til ham og de andre faldskærmssagenter i Prag. Cupal blev efter sin uheldige faldskærmslanding, hjulpet af kammeraten Lukastik fra den anden nedkastede agentgruppe "Intransitive", og sammen nåede de Prag og kom i forbindelse med deres kontakter her. Senere klarede Cupal sig, trods svækket helbred, igennem til Moravia (Mähren, som var en del af det tyske Protektorat Böhmen & Mähren), som ligger sydøst for Prag. Men Cupal måtte skjule sig og prøve på at kommer over sine skader, men blev opsporet den 15. januar 1943 og da han ikke kunne undslippe Gestapo's forsøg på at arrestere ham, skød han sig selv med sin pistol. ---- Jaroslav Svarc blev født den 11. maj 1914 i Újezde Olomomouc nær distriksgrænsen til Moravia (Mähren). Faderen var tømrer og senere medstifter af modstandsgruppen Sokol og moderen var "alm. husmor". Jaroslav havde nogle ældre søstre. Jaroslav blev uddannet kok og arbejdede i Prag. I 1936 indkaldt til militærtjeneste og genindkaldt i slutningen af november 1938, hvor han deltog i den militære sikring ved grænsen til Karpatisk Rusland. Han deltog også i kampene med ungarerne i vinteren 1938/1939. Efter nederlaget til Tyskland og hermed også Ungarn og Polen, den 15. marts 1939, blev han, som alle tjekkoslovakiske soldater, hjemsendt. I januar 1940 forlod han landet via Ungarn, Jugoslavien og Syrien og kom med skib til Frankrig. Med Det 2. Infanteriregiment kæmpede han ved fronten i Nordfrankrig og blev evakueret med skibet Rod El Farag til England. I september 1941, deltog han og fuldførte senere uddannelsen som commandosoldat/agent. Han blev vurderet som en uafhængig, pålidelig og ressourcestærk person. Han blev senere udvalgt til missionen med kodenavnet "Tin". ---- Efter at have deltaget i forberedelserne til likvideringen af "Reichprotektor" Reinhard Heydrich i Prag, flygtede han sammen med de andre 6 faldskærmsagenter til kirken St. Cyril & Methodius i Resslova gaden i Prag, hvor de blev angivet og afsløret af Karel Curda, den 18. juni 1942. Jaroslav Švarc, drog lige som de andre agenter, konsekvensen og slugte sin giftampul og skød sig samtidig i tindingen med sin pistol. Jaroslav Švarc ville være sikker på, at han døde, så nazisterne ikke fik ham levende. ---- Han blev efter krigen æret ved at blive udnævnt posthumt til oberstløjtnant i infanteriet. Ligeledes fik han også posthumt en del medaljer for tapperhed m.m.

Operation "Tin". Ludvik Cupal blev født 23. august 1915 i Breclav. Han havde fem søskende. Ludvik blev uddannet som mekaniker. I 1934 gik han ind militæret og ved mobiliseringen i løbet af 1938, blev han udkommanderet til tjeneste i en af landets grænsfæstninger. Efter demobiliseringen og tysk besættelse af landet, flygtede han i juni 1939 via Polen til Frankrig og Fremmedlegionen. I september 1939 kom han til den tjekkoslovakiske hær i Agde/Frankrig. Her blev han forfremmet til sergent og deltog i kampene omkring Dunkirk, hvor han her fik en fortjenstmedalje. Han kom også med skibet "Rod El Farag" til England. Allerede i januar 1941 meldte han sig til commando/agent uddannelsen. I februar 1942 blev han efter bestået uddannelse placeret i agentmissionen "Tin". Efter den hårde landing med faldskærm, blev han skadet alvorligt i brystet. Agent Lukastik kom ham til hjælp og sammen kom de til Cupal´s kontaktadrese. Da han senere her var i stand til det, drog han til provinsen Mähren i Protektoratet, hvor han fik kontakt med modstandsbevægelsen og her prøvede at komme over sine skader uden held. Han var derfor ikke med til at udføre sabotageaktioner. Cupal´s helbred, satte ham dog i stand til at færdes rundt. Men den 15. januar 1943, i byen Velehrad, kom han i ildkamp med Gestapo og kunne ikke undslippe og skød sig selv inden Gestapo's forsøg på at arrestere ham lykkedes.

Operation "Intransitive": Opgaven bestod i at forøve sabotage i Böhmen og herunder foretage sabotage mod mineralolieraffinaderierne i Kolin. Disse mål lykkedes ikke for nogen af agenterne i de 2 agentgrupper "Intransitive og "Tin". Missionen "Intransitive" bestod af Sergent Bohuslav Grabovský, som ses på fotoet, lederen Løjtnant Václav Kindl og Korporal Vojtech Lukaštík. ---- De fløj med samme Halifaxfly, ført af piloten Leo Anderle, som også medførte de 2 agenter i mission "Tin" (se og læs ved de foranstående fotos). Missionens kode var: VK=Vaclav Procházka og BG=Josef Stepan. Flyet fra specialeskadrille nr. 138, som næsten udelukkende havde tjekkoslovakisk mandskab, lettede den 29. april 1942 kl. 20:58 fra Tangmere Basen i Sussex, England. Med sig havde de 5 agenter og 3 containere med udstyr til de 2 agentgrupper, foruden de 6 mænd i flybesætningen. Udstyret bestod bl.a. af 100 kg. sprængstof. Nedkastningen af agenterne fandt ikke sted nøjagtigt efter planen, da de landede i området Rožmitál, nær landsbyen Vesin i stedet for Vaclavka Padrtskych. Agenterne hoppede ud med et interval på 7 sekunder mellem sig og agterskytten på flyet talte 8 faldskærme dale ned, indtil de forsvandt i mørket. De landede alle i nærheden af en skovkant, hvorved de 2 agenter i missionen "Tin", kom til skade, Svarc med et skadet ben og Cupal med alvorlige smerter i brystet. Heldigvis fandt og hjalp Vojtech Lukaštík ham, selv om han ikke tilhørte Cupal´s gruppe. De øvrige fra de 2 agentgrupper var nødt til delvis at klare sig selv iht. hver deres opgaver. Ved daggry var det meningen, at man skulle søge mod byen Chrudim nær byen Pilsen, hvortil de havde kontaktmuligheder og adresser hos modstandsbevægelsen (familien Bernatice Krzákova og Josef Bilek-Zajecice). Grabovsky besluttede dog, at søge mod provinsen Mähren, hvor han havde slægtninge, som måske kunne hjælpe ham. Jaroslav Svarc fra gruppen "Tin", ledte forgæves i kort tid, efter deres udstyr i de nedkastede containere, da han ikke var i stand til megen søgning pga. sit, skadede ben. Da deres personlige papierer og udstyr var nødvendige for at komme til Pilsen og de ikke kunne finde containerne, valgte de hver deres egen løsning. Lederen af gruppen "Intransitive", Vaclav Kindl, måtte også klare sig selv og søgte til sin kontakt i byen Bernartice, som var Løjtnant Krzak og hans familie. Alle i agentgrupperne regnede med, at man hver især skulle søge mod Pilsen og senere til Prag, hvor kontaktadresserne og hjælpen var at finde. Uden sine personlige papirer og andet udstyr, var man næsten "nøgen" og ville ikke kunne klare sig ret længe i protektoratet. Det viste sig senere, at de fleste kontakter i både Pilsen og Prag var blevet anholdt af Gestapo og fængselet eller henrettet. Den eneste, der hårdnakket forsøgte at finde udstyret, var Bohuslav Grabovský. Om morgenen efter landingen om natten, kom han til landsbyen Vesin, hvor han søgte hjælp hos bonden Joseph Victor. Han overtalte ham til at bistå med, at finde udstyret samme dag. Sammen fandt de noget af udstyret. Grabovský blev hos Viktor et par dage. Gestapo havde en godt billede af hvor agenterne var landet, da deres radiopejling og flyets motorstøj fortalte dem, hvor de skulle lede. Grabovsky undgik at blive fundet af Gestapo under en ransagning den 2. maj, da han med held skjulte sig i et garderobeskab. ---- Bohuslav Grabovský blev født 19. januar 1917 i Kylešovice nær Opava. Han havde to søstre og to brødre. Han arbejdede først i landbruget og blev senere uddannet kontorassistent. I 1937 indkaldtes han til militærtjeneste. Straks efter den tyske besættelse af landet i marts 1939, flygtede han sammen med resterne af hæren til Polen og opholdt sig en tid i Krakow og Bronowice, inden han søgte mod Frankrig og den 26. september 1939 nåede til Agde i Frankrig og den oprettede tjekkoslovakiske hær. Ligesom de andre faldskærmsagenter, kæmpede han mod de fremrykkende tyske panserstyrker i Nordfrankrig og endte efter evakueringen fra Dunkirk i England i forsommeren 1940. I begyndelsen af 1941 blev han forfremmet til sergent sammen med den senere faldskærmsagent i opertion "Antropoid" Jan Kubis, som blev den agent, som fik likvideret Heydrich i Prag den 27. maj 1942. I august 1941 blev Grabovsky sendt til uddannelsen som commandosoldat / agent i Skotland. Efter hjemkomsten til sin egen afdeling i slutningen af januar 1942, blev han derefter tilknyttet gruppe D, som blev yderligere trænet på centret "Villa Bellasis". Han blev placeret i agentgruppen "Intransitive". ---- For Grabovsky lykkedes det efter hans landing, at skjule sig i temmelig lang tid i protektoratet, uden at bidrage til modstandsopgaverne, da han blev ansat i en privat virksomhed af folk fra modstandsbevægelsen, som endnu ikke var blevet fanget af Gestapo. Men i marts 1943, fangede Gestapo ham og den anden agent Vaclav Kindl og under trusler om tortur og henrettelse, blev de tvunget til at samarbejde. Grabovsky deltog i dette forræderi og samarbejdet med Gestapo. Grabovský´s betydning var dog meget sparsomt for tyskerne, da han ikke kunne eller ville oplyse om sin viden og ikke kunne gennemføre radiosendinger til London, som man her kunne fæste lid til, ligesom det samlede samarbejde med ham, ikke gav noget brugbart udbytte for tyskerne. Da Gestapo kom frem til dette faktum, blev Grabovsky arresteret igen i oktober 1944 og henrettet i KZ-Lejren Theresienstadt (Terezin) i Prag. For at undgå, at Grabovsky skulle blive en slags "dobbeltagent", som Gestapo havde oplevet med agenten Paul Thümmel, alias "A-54" / René" / "Eva", tidligere i 1941/1942, blev han henrettet. Thümmel blev ligesom Grabovsky først henrettet i slutningen af krigen, da man heller ikke fra ham, kunne "vride" mere brugbart samarbejde ud.

Bonden Joseph Victor, som hjalp Grabovsky med at lede efter agenternes nedkastede udstyr og huse ham nogle dage. Han blev født i 1899 og blev landmand i landsbyen Vesin, i hus nr. 49. Familien bestod af konen Bozena, en søn Jiri og en datter Mary. De levede et fredeligt liv på Rozmitalsku egnen indtil den 30. april 1942. Den morgen banker faldskærmsagenten Bohuslav Grabovský på døren og beder om hjælp til at finde de nedkastede containere med de 2 agentgruppers udstyr. Grabovsky blev afvist i første omgang, men han fik overtalt bonden til at hjælpe sig. Bagefter gav han husly nogle dage til Grabovsky, som derefter drog mod Bernartice. Et stykke tid efter blev Joseph Viktor forrådt, da en tidligere politichef og nu pensionist, Vaclav Hronkem i Bernatice, angav ham til Gestapo i Klatovyn, da han sympatiserede med nazismen og Gestapo (Hemmelige Statspoliti). Hele familien, herunder også slægtninge til Viktor, blev den 25. juni 1942 anholdt. De blev alle udsat for umenneskelig tortur, men ingen afslørede noget væsentligt. De fleste kendte intet til sagen og til modstandskampen i øvrigt. Den 1. juli 1942 blev Joseph Victor med hele sin familie, skudt i byen Luby u Klatov.

Vaclav Kindl blev født 25. august 1916 i Dasicich. Faderen var blikkenslager. Familien havde 6 børn og hvor Vaclav tog eksamen fra universitetet i Pardubice. I 1938, efter at han var trådt ind i militæret, blev han uddannet til løjtnant på militærakademiet i Hranice. I 1939 flygtede han sammen med resterne af hæren til Polen, for derefter at søge den samme vej, som tusinder andre unge tjekkoslovakiske mænd gjorde det, efter deres lands nederlag til Tyskland i marts 1939. Via Fremmedlegionen deltog han i kampene i Nordfrankrig, som løjtnant i en artilleri-regiment, 2. Batteri, 1. Deling. Efter Frankrigs fald kom han med til England. I oktober/november 1941 afsluttede han uddannelsen som faldskærmsagent i Skotland. I februar 1942 blev han udnævnt til leder af missionen "Intransitive". Efter landingen var han alene i et stykke tid, men senere fandt agentgruppen sammen og arbejdede sammen med de få folk, som var tilbage i den militærbaserede modstandsbevægelse "Nationens Forsvar". Denne succes fik gruppen til at planlægge, at sprænge jernbanebroen over "Den Røde Flod" i luften. Dette lykkedes ikke, ligesom agentgruppens hovedmål, sabotage på de store olieraffinaderier i landet, heller ikke blev til noget. Det viste sig nemlig, at deres udstyr med sprængstof m.m. ikke mere var i sit skjul, da Grabovsky og Kindl ledte efter det, den 26. maj 1942 (læs hvorfor, ved fotoserien omkring Arnost Miks ovenfor). Gruppen skulle have opereret i det østlige Böhmen, men da man ikke kunne få fat i det rigtige sabotageudstyr, blev Garbovsky og Kindl ansat i private virksomheder via modstandsbevægelsens medvirken. Sidst i maj 1942 rejste den 3. agent Lukastik til Mähren (den anden provins i Protektoratet), for at mødes med agent Cupal fra gruppen "Tin", men han var ikke at finde. Lukastik foretog så et mislykket sabotageangreb på en jernbanestrækning. På det tidspunkt af året, i maj 1942, havde de fleste faldskærmsagenter i Protektoratet, meget få steder at skjule sig og stort set ingen steder at flygte til. Ydermere eskalerede begivenhederne hen over juni måned i 1942, da tyskerne startede et grusomt og i et hidtil uhørt omfang, hævntogt på den tjekkoslvakiske befolkning og modstandsbevægelsen i særdeleshed. Årsagen var likvideringen af Reinhard Heydrich og hans død den 4. juni 1942. Allerede samme dag begyndte Gestapo at foretage en arrestationsbølge i byen Bernartice. Dette førte til henrettelsen af 22 indbyggere fra byen, som blev skudt den 1. og 2. juli 1942, heriblandt Løjtnant Krzak og hans familie, som havde huset agentlederen Kindl tidligere. Hen over sommeren 1942, blev næsten hele modstandsbevægelsen i Protektoratet elimineret og de fleste af faldskærmsagenterne fanget tortureret og dræbt i Gestapos varetægt. Mange begik dog selvmord med deres pistol eller giftampul inden. I efteråret og vinteren, blev det næsten umuligt, at skjule sig for agenterne, selvom de ikke var aktive i modstandskampen. Kindl og Grabovsky, blev begge opsporet og anholdt af Gestapo i midten af marts 1943. Under tortur og tvang, besluttede Kindl at hjælpe Gestapo. Han blev hurtigt så meddelsom og samarbejdsvillig, at han gik gennem Gestapo´s "nåleøje" og blev sikkerhedsgodkendt og blev tilsluttet en opsporingsenhed under Gestapo, hvor han både i et samarbejde og også individuelt, blev skyld i mange tjekkoslovakkers anholdelse og død. Lige som forræderen Karel Kurda, blev Kindl også en forræder. I maj 1944 skete der noget, som den dag i dag opfattes som mystisk, "ved et uheld", kom Gestapo til at skyde ham i Nasavrky, under Gestapo´s jagt på en anden nedkastet agentgruppe i missionen "Calcium". Man mener fra flere sider, at han måske overlevede krigen og at "hans død" var arrangeret, som tak for hans tjenester. Hans søster havde efter krigen breve fra ham, som tidsmæssigt indikerede, at han levede efter maj 1944. Han er aldrig blevet fundet og retsforfulgt.

Operation "Intransitive": Vojtech Lukaštík blev født 11. juli 1920 i Chropyne i Kromeriz. Hans mor Anna Lukastik, født Kocvarova, var lettere handikappet/døvstum, og hans far var vicevært i deres boligkompleks. Efter at have afsluttet skolen blev Lukastik kommunal arbejdsmand bl.a. med deltagelse i opførelsen af militære anlæg. I sommeren 1939 drog han til Polen for at træde ind i resterne af den tjekkoslovakiske hær her. Sammen med så mange andre kom han senere til Frankrig og også ind i Fremmedlegionen. I september 1939 blev han sendt til den tjekkoslovakiske hær i Nordfrankrig og deltog i kampene her mod de fremrykkende tyske hære. Efter Frankrigs fald og evakueringen af de allieredes tropper via Dunkirk til England, hvor han også kom med, fik Lukastik den franske medalje for tapperhed i kamp tildelt: Croix de Guerre, i 1940 og også den tilsvarende medalje fra den tjekkoslovakiske hær. I England gjorde han tjeneste i 3. Division, 1. Bataljon. I juli 1941 meldte han sig også til uddannelsen som commandosoldat/agent, hvorefter han blev forfremmet til sergent. Da han havde bestået alle kurser, blev han udtaget til at deltage i mission "Intransitive". Efter landingen med faldskærm i Protektoratet, viste det sig, at de 2 faldskærmsagenter i den anden gruppe "Tin", som blev nedkastet sammen med mission "intransitive", var blevet skadet ved landingen. Den ene Jaroslav Svarc med et skadet ben og især Ludvik Cupal, som havde pådraget sig nogle alvorlige kvæstelser i brystet. Lukastik trådte til og hjalp Cupal med at komme videre, sådan at de begge klarede, at få kontakt til Cupal´s kontaktadresser, hvor denne kunne få lægehjælp og pleje. Lukastik fortsatte derfor alene, men fik kontakt til de andre fra gruppen i Pilsen/Prag. Sidst i maj 1942, rejste Lukastik til Mähren (den anden provins i protektoratet), for at mødes med agent Ludvik Cupal fra gruppen "Tin". Han ville se om han var blevet rask og om de kunne samles om at lave sabotage mod tyskerne. Men Cupal var ikke at finde. Lukastik udførte så alene et mislykket sabotageangreb på en jernbanestrækning. Lukastik måtte hen over sommeren, efteråret og vinteren 1942, ligesom resterne af de agenter, der var tilbage i protektoratetet, leve i konstant fare for at blive afsløret og anholdt. Det var næsten umuligt, at klare sig i Protektoratet, både for modstandsbevægelsen og de få overlevende agenter og den 8. januar 1943, havde Gestapo fundet frem til den adresse i Jankovic (Remesovych), hvor Lukastik lige var ankommet. Lukastik havde gemt sig bag en skjult ekstra "blind" trævæg. Da Lukastik forstod, at Gestapo stod på den anden side og vidste at han var bag den tynde trævæg, åbnede han ild med sin pistol, men skuddene var i blinde og ramte ikke nogen af gestapofolkene. Det var hans sidste desperate handling. Gestapo skød tilbage og Lukastik døde heroisk kæmpende mod overmagten. En uge efter kom skæbnen også til Ludvik Cupal, da han den 15. januar 1942 ligeledes kom i en skudveksling med Gestapo og hvor han modigt skød sig selv med sin pistol, da der ingen anden mulighed var, hvis han ville undgå anholdelse, forhør/tortur og den visse død bagefter.

Et andet vigtigt skjulested, som faldskærmsagenterne brugte i de første måneder af 1942, var hos familien Svatoš i Melantrichova Gaden nr. 15, i den gamle bydel af Prag. Josef Svatoš med sin kone Marie og søn på foto´et, blev også arresteret og henrettet i KZ-Lejren Mauthausen den 24. oktober 1942.

Missionen og likvideringen af SS-Obergruppenführer og Rigsprotektor over Böhmen & Mähren, Reinhard Heydrich. Fotoet viser et af de sidste billeder af Reinhard Heydrich, aftenen før og kun nogle timer før likvideringen af ham. Han sidder her på første række, sammen med mange af Protektoratets øvrige nazistiske notabiliteter, hvor de lytter til Heydrich´s yndlingsmusik af G. F. Händel. Afbilledet fra venstre til højre med deres koner: K.H. Frank, Reinhard Heydrich, General Rudolf Toussaint (Militær kommandant over Prag, RAD (Reich Arbeits Dienst) Kommandør Alexander Commichau (SS-lignende arbejdsorganisation som havde op til 500.000 mand under kommando), som bl.a. ofte udførte "det beskidte arbejde", efter tyskernes massakrer) og Waffen-SS-Brigadeführer Karl von Treuenfeld, politikommandant over Prag.

Likvideringen af Reinhard Heydrich - planerne, forberedelserne og handlingenkan ses og læses ved de næste mange fotos: De 2 faldskærmsagenter Josef Gabcík og Jan Kubiš, havde udtænkt flere planer, hvormed de kunne få likvideret Reinhard Heydrich. En af planerne var at snigmyrde Heydrich på et tog, i Rigsprotektorens salonvogn, på sporområdet ved Buštehradská. Angrebet skulle ske af en mand (Jan Kubis), forklædt i toguniform, ved at denne i Železnicárská, skulle komme tæt nok på og kaste en granat mod Heydrich på et aftalt tidspunkt og sted på toglinien. Den følgende granateksplosion, skulle samtidigt være et signal til den tjekkiske lokomotivfører, om at standse toget nær et lille skovområde, hvor Josef Gabcík, skjult mellem træerne, skulle vente bevæbnet med en "stengun" maskinpistol, sådan, at han kunne følge op på attentatforsøget, hvis Kubis ikke fik klaret opgaven. Hele det planlagte arrangement, brød dog sammen, fordi de tjekkiske medarbejdere på toget, var blevet erstattet af tysk togpersonale. Det var sket af sikkerhedsmæssige årsager. En anden plan, som de også forsøgte at udføre, var at myrde ham i hans stabsvogn, når han var på vej gennem et skovområde på vej fra sit hjem ind til Prag. Heydrich fulgte ikke de mange råd om, at passe på sig selv og ikke køre den samme rute for tit og slet ikke i en åben stabsvogn. Han havde dog ofte 2 eskortebiler med. De planlagde at trække et kabel på tværs af vejen, der ville stoppe Heydrich's bil, hvorefter de så kunne skyde ham i bilen. Den dag de forsøgte denne plan, kom de dog til at vente forgæves på bilen, i det skovrige område uden for Prag, hvorfra vejen fra Heydrich´s bopæl gik. Efter at have ventet flere timer, besluttede agenternes leder, Løjtnant Adolf Opálka, (fra agentgruppen "Out Distance"), at afblæse forsøget og de kørte tilbage til Prag. Den tredje plan var at likvidere Heydrich inde i Prag. ---- Det blev den plan, som man ville udføre og de 4 faldskærmsfolk, Løjtnant Opalka, Sergent Josef Valcik, (fra agentgruppen "Silver A"), Sergent Jan Kubis og Sergent Josef Gabcík, agentgruppen "Anthropoid", planlagde at udføre likvideringen den 27. maj 1942. Man havde viden om Heydrich´s færden og arbejdsrutiner via officeren Francis Šafárik på Prags Slot, som var en kollaboratør (hjalp både tyskerne og modstandsbevægelsen) og tidligere officerselev hos officeren John Zelenka-Hajská, som var et aktivt og vigtigt medlem af modstandsbevægelsen i Prag (læs om denne ved foto af ham). -- Gabcik skulle skyde Heydrich med sin "stengun" maskinpistol og Kubis skulle stå klar med 2 håndgranater, hvis skydningen af Heydrich mislykkedes. Angrebet skulle ske mod Heydrich's åbne uarmerede Mercedes 320C stabsbil, med nummerpladen SS-3 og bilens opsattte røde hagekors standard, på højre forskærm, som på den måde oplyser alle om, at det er Reich Protectoren SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, som sidder på bagsædet. Normalt ville Heydrich´s personlige "bodyguard", SS-Oberscharführer Johannes Klein (SS-sergent), side på forsædet, ved siden af den daglige normale chauffør, Willy, men denne var på en anden kørselsopgave den pågældende dag. Denne dag blev fatal for Heydrich, pga. ligegyldigheden med sin egen sikkerhed. Ironisk nok, havde Heydrich dagen før, ignoreret et direktiv om, at hans stabsbil skulle udstyres med pansring i karrosseri og sæder. Han mente, at tjekkerne havde opgivet modstanden mod tyskerne, og at han snart ville blive kaldt tilbage til Berlin og tildeles andre opgaver. Han ønskede at overtage den militære kontrol i Frankrig. Heydrich elskede at sidde i sin åbne stabsbil og vise tjekkoslovakkerne, hvem der var herre over dem. -- Han kyssede sin hustru Lina og børnene Klaus og Heidi farvel, ude på gårdspladsen, på hans sommerresidens i Panenské Brezany, som han plejede, inden han skulle køres til sit kontor på Prags Slot. -- Denne dag var han sent på den, klokken var ca. 09:00 og han skulle senere på dagen flyve til Berlin. Ligeledes havde der ikke været tid til at rekvirere den normale eskorte. Det havde Heydrich i øvrigt undladt at få rekvireret i flere dage, noget som agenterne i deres planlægning, havde opdaget. De besluttede derfor, at likvidere ham, når han kom kørende alene uden denne eskorte og kun med Klein som chauffør den dag. Ruten gik bl.a. gennem udkanten af Prag, ind mod bydelen Liben, gennem landsbyerne Zdiby, Chabry og Kobylisy og videre op ad Kirchmayerove gaden, som fører op fra floden Vltava og videre ind til Prag. Heydrich´s stabsbil ville komme kørende op ad gaden, forbi parken ved Bulovka hospitalet og det Kliniske Institut mellem Kirchmayerove gaden (i dag hedder gaden Zenklová) og mundingen af gaden Holešovickách, hvorefter gaden svinger skarpt mod Troja Broen (hedder i dag Barikádníku). Gaden fortsætter lige frem, der hvor foto´et er taget fra, og fører videre til bydelen Liben. Gaden var ligeledes en vigtig sporvognsrute, hvor bl.a rute C3 og C14 kørte. -- Valcik var placeret som udkikspost, sådan at de kunne sikre, at Kubis og Gabsic kunne koncentrere sig om at likvidere Heydrich. Heydrich var usædvanligt sent på den, i forhold til det tidspunkt agenternes planlægning havde påvist, at Heydrich ville ankomme til det planlagte attentatsted. Alle 4 agenter var meget nervøse og anspændte, da de måtte opholde sig i over en time omkring sporvogns-perronen i svinget. Det kunne føre til, at nogen ville anmelde, at de ikke fortsatte deres færden eller tog med de sporvogne, som kom forbi. De havde svært ved at se "normale" ud og falde ind i denne morgens almindelige færdsel af biler og andre fodgængere omkring stoppestedet for sporvognene og på gaden, medens de ventende på Heydrich´s ankomst. Men endelig en time efter det forventede tidspunkt, gav Valsic, som stod ca. 100 meter nede ad gaden i venstre side (nede v/det høje træ midt i foto´et), signal om, via et solreflekterende spejl, at den tyske Mercedes stabsbil nærmede sig. Klokken var 5-10 minutter i 10:00. Stedet for attentatet var blevet omhyggeligt udvalgt, da stabsbilens chauffør, på det tidspunkt, hvor bilen skal svinge skarpt til højre mod Trojabroen (i kørselsretningen), var nødt til at bremse helt ned, for at klare svinget og vige uden om sporvognen C3, som også var på vej ind i svinget.

Skematisk oversigt over attentatstedet, hvor alle fundstederne af patronhylstre, håndgranat nr. 2, tasken, stengun maskinpistolen osv. er aftegnet. Ligeledes ses stabsbilens og sporvogn nr. C3´s placering og Klein´s og Kubis´s bevægelser omkring bilen (de stiblede linier). Josef Gabsic, som skulle skyde Heydrich med sin specialtilrettede "stengun" maskinpistol, var klædt i en brunlig sportslig mondering og havde en lang regnfrakke over skuldrene. Han bar en brunlig hat med et skærf omkring pulden, hvorpå der stod ordene "White Swan". Jan Kubis havde et slidt sort jakkesæt med tynde striber på og dertil en sort hat. Han bar på en plasticmappe med de 2 håndgranater, de modificerede model 73 antitankgranater. Ligeledes havde begge agenterne deres 0.38 kaliber Colt Pocket Model 1903 pistoler på sig. Kaliber 0.38 patronerne svarede til 7,65mm projektiler. Josef Valsic stod og kæderøg af nervøsitet, ca. 100 meter nede ad gaden på venstre side (foto´ets venstre øverste hjørne). En lokal modstandsmand, Jaroslav Smrz deltog også i overvågningen af attentatstedet, sammen med Valsic. De 4 agenter var alle ankommet lidt før kl. 09:00, på hver deres cykel.

Det var en smuk solrig morgen den 27. maj 1942, da de to agenter fra faldskærmsgruppen "Anthropoid", skulle udrydde en af de værste forbrydere mod menneskeheden, Rigsprotektoren for Böhmen & Mähren, SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich. Fotoet viser en samtidig tegning af attentatstedet, hvor man kan se placeringen af de implicerede agenter og den tyske Mercedes 320C stabsbil, med Heydrich og hans chauffør, nærme sig det skarpe gadehjørne. Bag stabsbilen ses sporvognen C3, som følger med rundt i svinget. Agenterne havde stillet sig op, som vist på tegningen, efter at have ankommet til skuepladsen fra parken tilhørende det Kliniske Institut. Ventetiden var lang og Josef Gabsic måtte hele tiden gå ud af svinget og kikke ned ad gaden, mod Valsic´s position ca. 100 meter nede, hvor denne skulle give signal, når Heydrich var på vej i bilen op til svinget. Modstandsmanden Jaroslav Smrz og agentlederen Løjtnant Opalka var også i nærheden. Gabsic modtog lidt efter Valsic´s signal og gik hurtigt rundt i svinget og gjorde sig klart til sit skud mod tyskeren, når stabsbilen rundede hjørnet i langsomt tempo. Han bøjede sig ned og i skjul af sin lange regnfrakke, samlede han hurtigt sin tilrettede "stengun" maskinpistol, som han havde i en lille taske. Den var adskilt i 3 dele, men kunne hurtigt samles og gøres skudklar. Han rettede sig op, da det var klaret og holdt våbnet i venstre hånd og med højre hånd om maskinpistolløbet og med sin åbenstående lange regnfrakke, skjulte dette våbnet. Jan Kubis, som stod ca. 15-20 meter fra Gabsic, tog de 2 håndgranater op af sin plasticmappe og holdt dem klar til kast, hvis Gabsic ikke fik skudt Heydrich. Valcik var i mellemtiden gået længere væk ned ad gaden Kirchmayerove mod Kobylisum, hvor han stod ca. 250 meter fra svinget. Jaroslav Smrz gik forbi Gabcík og Kubis og valgte at hoppe på en sporvogn til højre ved svinget, i retning af Kobylisy. De var alle indstillet på at vente, men nu var den pinefulde ventetid ovre og man skulle ikke mere spille komedie, som ventende sporvognspassagere. Kubis stod med et træt ventende udtryk i ansigtet, med den ene albue hvilende på jerngelænderet, som omkransede parken ved svinget. Men nu var det tid til aktion. Fungerende Reich Protector Reinhard Heydrich kommer! klokken er 10:31.

Da Mercedes stabsbilen med SS-Oberscharführer Klein ved rattet drejer ind i svinget, sagtner han bilens fart betydeligt, samtidigt medens sporvogn nr. C3 også skramler ind i svinget, bremsende for at holde ved stoppestedet der. Klein har fået bilens hastighed ned på 40 km./timen. Sporvognsføreren på C3, bremser ned og ringer med klokken for stop og Klein må køre til højre, indenom sporvognen og må bremse helt ned, for ikke at køre op på fortovet. Lige da Klein bremser helt op, bemærker Heydrich en mand, som syntes at have ændret sin mening og i stedet for at gå hen til sporvogenen, går ud på vejen og hen mod den stoppede stabsbil. Gabsic´s venstre arm og hånd glider frem fra regnfrakkens skjul og pludselig står han med sin "stengun" maskinpistol og sigter på Heydrich´s hoved. Gabsic trykker på maskinpistolens aftrækker, for at fylde Heydrich hoved med kugler, men våbnets bundstykke disfunktionerer og får antagelig en "klemmer" (patronhylsteret sætter sig i klemme) og våbnet kan ikke skyde! Heydrich sidder stivnet og chokeret i få sekunder, da Gabsic pludselig står og sigter på ham, men Heydrich reagerer alligevel forbavsende hurtigt og griber ned til sin Luger tjenestepistol, som han har i et hylster i livremmen. Vantro og overrasket over våbnets defekt, snurrer Josef Gabsic rundt og flygter, i det han kaster maskinpistolen skramlende hen ad fortovet. Jan Kubis opfatter situationen straks og kaster hurtigt en af sine håndgranater mod stabsbilen. Både Heydrich og Klein, er i færd med at få deres pistoler frem og gør sig klar til at skyde. Håndgranaten eksploderer mod højre bagskærm af Mercedes stabsbilen. Eksplosionen flænser bagdækket op og blæser et stort hul i karrosseriet. Fragmenter fra håndgranaten og dele af bilens karosseri og sæde/ryglæns polstring rammer og sårer Heydrich alvorligt. Ligeledes bliver Jan Kubis også ramt i hovedet af fragmenter fra eksplosionen og han snurrer også om og tager flugten. Efter eksplosionens lammende sekunder, reagerer begge tyskerne, selvom Heydrich er såret, skyder han efter Gabsic og Klein skyder efter Kubis og er begyndt at optage forfølgelsen af ham. Heydrich, som også er stået ud af bilen, tilsyneladende uvidende om sine kvæstelser fra granatsplinterne og eksplosionen, er i gang med at sætte efter Gabsic, men beordrer Klein til at optage forfølgelsen af Gabsic i stedet. Heydrich skærer forpint ansigt og må tage sig til maven og siden af lysken og vakler tilbage til bilen og synker her sammen på bagsædet - sårene er alligevel så alvorlige, at han ikke kan klare at gøre noget selv. I sporvognen er passagerne opskræmte og nogle er løbet ud på fortovet, hvor Jan Kubis bliver nødt til, at tvinge sig vej gennem menneskemængden, hvoraf nogle er usikre på, hvad der egentlig er hændt og derfor forsøger at hindre hans flugt. Kubis løber ind mellem menneskene, med blod i ansigtet og svingende med sin Colt pistol og afgiver flere skud op i luften, og skjuler ansigtet og sine skader med sin anden arm og hånd. Klein er ikke den almindelige og daglige chauffør, men Heydrich´s "bodyguard" og han løber nogle skridt efter Kubis, men må så vende om, på Heydrich´s forlangende og skynde sig efter Gabsic, som er løbet den anden vej. Jan Kubis slipper derfor videre og når sin cykel og slipper derfor væk fra området.

Attentatstedet i Prag med oplysninger om placeringer og flugtveje fra stedet. Tyskere i gang med at undersøge stedet og forhøre øjevidner i sporvognen.

Foto af det våben Gabsic anvendte ved attentatet, den britiske 9 mm. "Stengun mk. II" maskinpistol, uden skulderstøtte, som var specielt udviklet af SOE (den engelske efterretningstjeneste - Special Operations Executive), med henblik på anvendelse af faldskærmsagenter, modstandsfolk m.fl. Josef Gabcík brugte denne tilrettede type maskinpistol, da han derfor let kunne transportere og skjule den i en mappe. -- Specifikationerne for "Stengun mk. II maskinpistolen: Patronerne var 9 mm. Parabellum ammunition. Samlet længde m/skulderstøtte: 952 mm. Løbslængde: 197 mm. Vægt u/magasin med patroner: 3 kg. Magasin kapacitet: 32 skud/patroner. Skudhastighed: 550 skud / min. Mundingshastighed 1250 fod / sekundet. Indtilbar for enkeltskud og serieskydning. Våbnet kunne monteres med en lyddæmper. Produktionspris: 2,87£ (under dkr. 30,00). Producent: Royal Ordnance Factory, Fazakerley. Produktionsantal: 2.000.000 styk (ca. 20.000 styk om ugen). Model mk. II. produceredes fra tidligt på året 1942 (Agentgruppen "Anthropoid" var nogle af de første, som skulle bruge mk. II operationelt på en mission), indtil op i 1950´erne. Model mk. II blev første gang brugt i en større aktion, nemlig i det canadiske commandosoldatangreb på havnebyen Dieppe i Belgien i august 1942. Selv om angrebet var en fatal og total fiasko, fremkom der ikke nogen klager over maskinpistolens anvendelse eller funktion. -- I forbindelse med den endelige undersøgelsesrapport, fra den tyske særkommission (Pannwitz Kommissionen), som bagefter undersøgte likvideringen af R. Heydrich, fremgår det, at undersøgelsen fra Gestapos side, ikke nævner de mulige årsager til den fejl, som betød, at Gabsic ikke kunne skyde Heydrich. Det blev aldrig undersøgt af tyskerne. Gestapo tog det bare til efterretning og fandt det ikke nødvendigt, at undersøge det nærmere, fordi det dengang åbenbart ikke havde nogen betydning for tyskerne, da man i den forbindelse, prioriterede den intensive søgning efter attentatmændene meget højere. -- Forklaringen på våbnets disfunktion den dag, kan derfor kun være baseret på de erfaringer, der senere blev gjort, når våbnets skydning svigtede. Ifølge tjekkiske vidneudsagn fra den tjekkiske General Rudolph Pernickeho, kunne disfunktionen hos maskinpistolen opstå, hvis der var isat alle de 32 patroner i våbnets magasin, som det egentlig var bygget til. Dette kunne foranledige, at magasinets fjederpres og patronindførelsen i affyringskammeret, som bundstykket aktiverede, blev for kraftigt, hvorved patronen kom i klemme. Erfaringerne med modellen mk. II, var at man kunne undgå disfunktion, ved kun at isætte 28 patroner i magasinet. Denne erfaring kom dog først frem, langt senere, efter at maskinpistolen havde været anvendt længe og udbredt under 2. Verdenskrig. I resten af krigen blev maskinpistolen gentagne gange opgraderet og forbedret. Men i 1942, hvor den kun i starten blev anvendt i kortere tid under uddannelsen af faldskærmsagenterne, blev dette forhold ikke opdaget og rettet til. Sammenlagt var våbnet dog utroligt driftssikkert og populært gennem hele krigen (i DK blev våbnet også meget udbredt blandt agenter og aktive modstandsfolk). Den tyske hær kopierede derfor også våbnet, med nogle mindre ændringer og gav det typebetegnelsen MP 3008.

Josef Gabsic - I civil. Hans originale underskrift ses under fotoet. Se ved tidligere foto ovenfor af Gabsic, hvor oplysningerne om ham er opført.

Den tyske Mercedes stabsbil holdende med sine skader fra Jan Kubis´s håndgranat. Granaten var monteret med en meget følsom og virksom sprænganordning, som - efter en sikkerhedsanordning er trukket ud - udløser en eksplosion ved den mindste form for stød. Det var dog ændret, for at maksimere dens eksplosionseffekt på et mål, uden at skade kasteren med granatsplinter. Kubiš kaster derfor håndgranaten, med en på forhånd indøvet blød underhånds kasteteknik, i retning af Heydrich´s stabsbil. Håndgranaten falder desværre ikke ind og ned i bilen, hvor den, hvis eksplosionen var sket her, ville have taget livet af Heydrich. Håndgranaten rammer højre bagskærm ved trinbrættet og eksploderer. Eksplosionen punkterer bagdækket og river et stort hul i siden af bilen og ødelægger døren. -- Under deres flugt, var begge de 2 agenter sikre på, at deres likvideringsforsøg var mislykkedes. De vidste ikke, at fragmenter fra granaten og dele fra bilens karrosseri og polstringen fra bilens sæde, havde ramt og trængt ind i Heydrich´s krop. I første omgang sårede det ham kun, men senere viste det sig, at disse mange små fragmenter i hans krop, blev hans død.

Foto af håndgranat nr. 2, som ikke blev kastet under attentatet på Reinhard Heydrich. Denne håndgranat, var udviklet af Kaptajn Pritchard fra SOE (Special Operations Executive), på det tekniske grundlag af en større type håndgranat, som den engelske hær anvendte i nærkamp med fjendtlige kampvogne og panserkøretøjer. Det var en anti-tank granat, model 73 mk. 1. Granaten var meget følsom over for stød eller slag. Den oprindelige granat, var konstrueret som et rør af lærred med en diameter på 8 cm. og en længde på 30 cm., fyldt med 2 kg. sprængstof. Altså en stor og tung sag, som man ikke kunne anvende hos faldskærmsagenterne. -- I toppen af granaten, var der monteret et stødfølsomt stavlignende punkt, bestående af sorte bakelitstave, med en sikringsanordning, bestående af hør polstring i den ene ende og med en blyvægt sat på en slags metalgaffel, som kasteren af granaten kunne kontrollere. Sikringen blev vundet omkring sprængpunktet i modsat retning af bakelitstavene, som kun kunne drejes i retning med uret. For at beskytte granaten mod at sprænge utilsigtet, var der anbragt et bakelit skruelåg. Når man ville kaste granaten, skulle den inden da, skrues på en måde, sådan at granaten blev drejet omkring sin egen akse i urets retning, således at den omvundne sikring ville frigives under kastet via sin egen modsatrettede centrifugalkraft, som i sidste ende førte til, at blyloddet i stålgaflen inde i granaten blev trukket fri og granaten ville eksplodere, når den ramte et eller andet. Man skulle altså ikke tænke på sekunder inden granaten eksploderede, som i normale håndgranater. Granaten var derfor velegnet til angreb på bevægelige mål, som kampvogne, biler, togvogne, skibe, osv. Men omgangen og anvendelsen af denne type håndgranat, krævede nærmest en øvet håndboldmæssig kasteteknik og en vis erfaring hermed, hvorfor dette blev øvet meget grundigt i uddannelsen af alle infanterisoldaterne i den engelske hær. Faldskærmsagenterne anvendte derfor den viste type granat, som var baseret på næsten samme teknik, som i anti-tank granaten i den engelske hær. -- Den tiloversblevne håndgranat og dens indhold og konstruktion og hvordan dens "tvilling" eksploderede, kan ikke rekonstrueres, da det ikke fremgår af Gestapo´s tekniske undersøgelser, hvad der var i og hvordan indholdet i granaten virkede. Men grundlaget var anti-tankgranaten og agenterne i Prag, havde på den viden, hjemmelavet disse 2 specielle håndgranater til brug ved attentatet af Heydrich. Det er derfor utroligt, at man i dag kan se granaten, på det militære museum i Prag. -- Men på grundlag af den ovennævnte anti-tank granat model 73 mk. 1, er konstruktionen forkortet fra bunden med 2 / 3 længde, men bevaret med det stødfølsomme punkt bestående af 4 bakelitstave af en længde på ca. 8 cm. Granaten var fyldt med formet plastisk sprængstof og omviklet med khakifarvet lærred. På denne måde fik håndgranaten udmærkede eksplosive ødelæggelsesevne og nu kun med en vægt på ca. 1 / 2 kg. -- Desuden billede af den lædermappe som indeholdt de 2 håndgranater.

Jan Kubis. I civil. Hans originale underskrift ses under fotoet. Se ved tidligere foto ovenfor af Kubis, hvor oplysningerne om ham er opført.

Foto af Mercedes 320C stabsbilen. Man ser skaderne af håndgranatens eksplosion - bildøren næsten revet af. -- Heydrich fik begyndende svære smerter af de sår, som de flyvende fragmenter fra eksplosionen forårsagede, da de ramte ham i venstre side af kroppen. Desuden begyndte han at bløde vedholdende. Der var samlet en del mennesker omkring bilen, da Heydrich havde opgivet at forfølge og skyde efter Gabsic og var vendt tilbage til bilen, stadig med sin pistol i hånden, men nu bleg og med ansigtet fortrukket af smerter, medens han holdt sig med den anden arm og hånd omkring sin mave og lysken. Begge agenterne var på vej væk i vild flugt - Josef Gabsic med SS-Scharführer Klein i hælene og Jan Kubis på vej væk den anden vej, på sin cykel. -- En kvinde fik stoppet en forbikørende lastbil fra firmaet Holan Rengøringsmidler og Skocreme. Chaufføren blev bedt om, at give plads til Heydrich, sådan at han kunne blive kørt på hospitalet. I mellemtiden ankommer der en tjekkisk uniformeret politimand og Heydrich, kan med lidt hjælp, selv krybe op i førerhuset, medbringende sin mappe og stadig med sin pistol i den ene hånd. Men han må hurtigt stige ud igen, da han ikke kan holde smerterne ud, inde i det trange førerhus. Der bliver læsset nogle kasser af lastbilen og Heydrich bliver lagt ned på ladet og så går turen mod Bulovka Hospital, ca. 2,5 km. væk. Om eftermiddagen har Gestapo så meget overblik, at SS-Standartenführer Horst Böhme, kl. 15:26, den 27. maj 1942, kan rapportere følgende i en teleprint til Berlin: "Heydrich indbragt på kirurgisk afdeling på Bulovka Hospital og første operation af hans sårskader er foretaget. Han har et flænget sår til venstre for ryghvirvlen, men uden skader på rygmarven. Fragmenter af bilens karrosseri har knust det 11. ribben, punkteret maveslimhinden og beskadiget milten. Sårene indeholder en del hestehår og andre fibre, formentlig materiale, som stammer fra sædets polstring, som er fulgt med og presset ind i sårene, ved trykbølgen og fragmenter fra eksplosionen. Der er fare for betændelse i lungehinden. Under operationen er milten blev fjernet. Heydrich blev opereret af Chefkirurg, Professor Hollbaum og bistået af Dr. Dick, en sudetertysk kirurg på hospitalet. Kirurgerne reetablerede Heydrich´s kollapsede venstre lunge, fjernede spidsen af det brækkede ribben, suturerede den iturevne lunge- og bughinde. Der blev efter operationen indsat flere katetre. Operationen varede en time og gik tilfredsstillende". Efter denne rapport, sendte Heydrich's direkte overordnede, SS-chefen Heinrich Himmler, sin egen personlige læge, Karl Gebhardt til Prag. Han ankom samme aften og efter den 29. maj, var Heydrich alene i pleje af tyske SS-læger. Man måtte give ham store mængder morfin pga. hans svære smerter. Der er modstridende oplysninger, om hvorvidt sulfanilamid blev givet, men Gebhardt bevidnede under krigsforbryderretssagen mod ham i 1947, at dette ikke blev anvendt, i forsøget på at helbrede Heydrich.

Inden beretningen om likvideringen af Reinhard Heydrich, vil jeg gøre opmærksom på bogen "7 Mænd Ved Daggry" af Alan Burgess, som blev udgivet på dansk i 1967. Bogen er en roman/dokumentaristisk historisk fortælling om planlægningen og udførelsen af attentatet mod Heydrich og følgerne af resultatet. -- Forsiden af bogen (dansk udgave). Bogen kan endnu lånes på biblioteket, selv om den er fra 1967. Så hvis man vil læse en doku-dramatiseret historie (fraktion), så prøv at låne den her. Det kan anbefales - da bogen er skrevet som dokumentar/roman og derfor er ret spændende. Det skal dog siges, at nogle forhold i bogen, er fiktive og ikke historisk korrekte (tidspunkter for agenters nedkastning i landet osv.). Men hele bogen giver et rigtig godt indtryk af hele forløbet. Gå evt. ind på CIA´s web-side, hvor forfatteren Burgess og bogen er kommenteret og vurderet i 1960 (udkom på engelsk lang tid før den udkom i DK), men kategoriseret som "Secret" (Jaggers) og først frigivet af CIA i 1993: Se ovenfor i tekstdelen inden fotodelen, hvor dette til CIA, er indsat: http://tinyurl.com/34w5pwj. -- CIA-analytikeren R.C. Jaggers skrev to artikler i begyndelsen af 1960'erne. Den ene er en kritik af Burgess bog og den anden en redegørelse for planen og likvideringen og dens efterspil. Jaggers kritiserer meget af Burgess 'bog, med henvisning til "de sædvanlige beskrivelser af ordrette dialoger, som ingen stadig levende person, kunne have hørt i 1960´erne". Jaggers roser dog Burgess, for at afsløre det korrekte navn på faldskærmsagenten Karel Curda (i stedet for Alois Kral), som var den primære forræder. Jaggers kritiserer også bogen for at gøre historien en "bjørnetjeneste". Jaggers analyser af bogens indhold, herunder forholdene omkring den specialuddannelse af Jan Kubis og Jozef Gabcík, lider af samme "fejl", som Burgess anvendte, nemlig at Jaggers tilføjer samme type "ordrette dialog" i sine beskrivelser. Jaggers og Burgess' opgørelser af forløbet afviger ikke væsentligt fra hinanden. Jaggers hævder, at agenterne blev sendt ned med faldskærm i Tjekkoslovakiet og var strengt instrueret om at handle alene og uden assistance fra eller kontakt med den tjekkiske modstandsbevægelse, hvorimod Burgess gør det klart, at en betydelig bistand blev givet af modstandsbevægelsen. -- Personligt tror jeg ikke, at faldskærmsagenterne, havde kunnet planlægge og udføre likvideringen i Prag, uden hjælp fra den lokale modstandsbevægelses medlemmer. Jaggers antyder, at de syv faldskærmsagenter blev samlet ved en tilfældighed, i Kirken på Resslova gaden - en antagelse som ikke lyder sandsynlig. Der er flere beviser på det modsatte. Han siger endvidere, at han ikke har kendskab til den anden forræder, Velim Gerik, selv om dette forhold er historisk og en kendsgerning. Han nævner ikke Burgess fortælling med kærlighedsaffæren mellem Kubis og Anna, eller Josef Gabsic og Liboslava, som dengang også var en historisk kendsgerning. Der er andre fejl i Jaggers 'analyse, men læs i linket om denne og døm selv. -- Jeg tror, at man skal behandle Burgess' bog som fraktion, men som ikke desto mindre, gør det til en god bog at læse, og hans indlevelse i "syv mænd ved daggry" er meget fornem. Fraktion er en udmærket måde, at fortælle en almen publikumshistorie på, forudsat, at indholdet er i overensstemmelse med kontrollerbare begivenheder, og beskaffenheden omkring de involverede personer. Burgess ville bestemt ikke være den første forfatter af historiske fortællinger, som bruger denne facon. Der er adskillige gode fotos i bogen. Man må også erkende, at det historiske baggrunds- og kildemateriale Burgess havde til rådighed umiddelbart og indtil 1960, efter krigen var betydeligt begrænset, i forhold til de historiske oplysninger der er blevet frigivet, femforsket osv. siden 1960. Forskningsresultater fra de sidste 10 - 20 år har fremdraget mange nye oplysninger og ændret de hidtidige historiske fakta om hele sagen.

Fra bogen af Alan Burgess - "7 Mænd ved Daggry" - et dobbetfoto, som viser 2 af den dramatiske histories deltagere. På det øverste foto ses "Tante Marie", alias Marie Moravcova og Proffessor i Filosofi Joseph Ogoun, som blandt mange bistod de tjekkoslovakiske agenters attentatforberedelser (læs længere nede om hele familien Moravcova og deres skæbne, foruden historien om Ogoun). Nederste billede viser den "stengun" (engelsk maskinpistol, som var let at transportere, normalt driftssikker (model mk. II) og derfor også ofte anvendt af modstandsfolk og engelske kommandotropper m. fl.), som Josef Gabsic smed fra sig, da denne stengun, som var så vigtig for attentatudførelsen, svigtede og gik i "baglås". En patron gik antagelig i klemme og Josef kunne ikke få den til at fungere hurtigt nok (læs mere udførligt om våbnet og årsagen til defekten lige ovenfor). Hurtigt tog han flugten til fods, da han ikke havde mod og snarrådighed til at bruge sin Colt pistol. Josef var også den yngste af de to agenter - også da den endelige kamp med alle 7 agenter foregik i krypten i kirken i Prag. Det blev Jan Kubis, som måtte klare attentatet med en af de 2 specielt fremstillede håndgranater.

Forløbet efter attentatet og agenternes flugt: Løjtnant Opalka og Sergent Josef Valcik slap ubemærket væk på deres cykler. Opalka søgte skjul hos Tereza Kasperova og Valcik fandt tilflugt hos Frantisek Sulek. Jan Kubis undslap på sin cykel, da SS-Oberscharführer Klein opgav at fange ham, endsige ramme ham med sine pistolskud. Jan Kubis turde ikke blive ved med at flygte på sin cykel, der var påfaldende blodig pga. blod fra hans egne sår i ansigtet. Under flugten på cyklen, kom en lille kvinde ud af et hus, da hun havde hørt skrig og skud fra attentatstedet. Hun så den blodige Jan Kubis på hans cykel, da han ihærdigt bøjet over styret, cyklede hurtigt ned ad bakken. Hun reagerede hurtigt og kastede den gryde med vand, hun havde i hænderne, ud under forhjulet på Kubis´s cykel, som var lige ved at styrte, men undgik det i sidste øjeblik og "jollede" videre. Han stoppede uden for en skoforretning ved navn Bata og stillede sin cykel der. Det lykkedes ham derefter, via bus, at nå uopdaget og sikkert til familien Novak´s sikre hus. Fru Novak sendte hendes unge datter, Jindriska, hen for at hente Jan's forladte og blodige cykel, men dette førte til, at hun blev opdaget, identificeret og anholdt af Gestapo. Inden Gestapo kunne nå at forhøre hende og angribe familien Novak´s hus, nåede Jan Kubis at flygte igen og hans næste flugtmulighed var hos familien Fafek, som tilhørte modstandsbevægelsen. Kubis håbede, efter krigen, at han kunne gifte sig med deres 19-årige datter, Libena Fafek (eller tjekkisk: Liboslava). -- Men nu tilbage til situationen ved stabsbilen og Heydrich, der havde forfulgt og skudt efter Josef Gabsic med sin pistol, men som havde slæbt sig de få meter tilbage til stabsbilen, hvor han faldt tungt op mod motorhjelmen på bilen, for afkræftet og såret til at fortsætte kampen, og beordrede sin "body-guard" Johannes Klein til at sætte efter Josef Gabsic. -- Klein optog forfølgelsen af Gabsic og da Klein kunne fysisk løbe ham op, kom det til en nærmest Wild-West agtig pistol skudduel mellem de to modstandere, hvor de skiftesvis, løbende, skyder efter hinanden, ofte kun med en afstand af ca. 10 meter mellem sig. Uheldigvis for Klein og heldigt for Gabsic, går Klein's automatiske pistol i baglås, da en patron sætter sig i klemme i pistolen. Den flygtende Gabcík bliver dernæst indhentet af Klein, ved en nærliggende slagterbutik "Braunerovo" (se foto), hvor det i døråbningen til slagterbutikken, kommer til håndgemæng mellem dem. Her har Josef Gabsic held til at skyde Klein gennem låret og i anklen og slap på den måde væk fra Klein, som måtte bede om hjælp i butikken, så man kunne ringe efter en ambulance. Gabsic løber hen ad gaden til hjørnet ved gaden Holesovickam, hvor han gemmer sin pistol der og i let løb komme forbi og rundt om restauranten på gaden Rokosce nær en bro ved floden. Her kunne han hoppe på en bus, hvor ingen i bussen vidste, hvad der lige var sket, på det nærliggende gadehjørne. Gabcík undslab på den måde med bussen ind mod Prags centrum. -- Hos familien Fafek får Jan Kubiš mulighed for lægehjælp af en læge tilknyttet modstandsbevægelsen, Dr. Bretislav Lycka. Han var samtidig et vigtigt medlem af landsbyen Sokol´s modstandsorganisation "Jindra", som i de foregående måneder, havde hjulpet faldskærmsagenterne, med mange vigtige kontakter. Han behandler Kubiš´s sår i hovedet. Men den 21. juli 1942, i Oubenice, opdagede Gestapo Dr. Bretislav Lycka. I denne håbløse situation, valgte Lycka at begå selvmord, inden han blev anholdt.

Øjenvidner til likvideringen af Reinhard Heydrich. Sporvognsføreren på sporvogn C.3, Vaclav L.: Jeg styrede C.3 sporvognen på gaden i retning Holešovickách Kobylisy. Jeg så pludselig en bil med flag og standart på forskærmen. Så hørte jeg skud og så nogen springe frem bag bilen og kaste en granat mod bilen, som standsede. Angriberen løb foran sporvognen hen til et ståltrådshegn omkring 50 meter væk, fik fat på en cykel og cyklede mod Liben (bydelen). Jeg kunne se den anden angriber flygte og en tysker skyde efter ham uden at ramme. De løber hen mod Kobylisum. De skyder begge to efter hinanden. Jeg gik hen til bilen og så Heydrich sidde i bilen, helt bleg. Han holdt sin højre hånd hen over maven. Kort tid efter kørte en betjent Heydrich og chaufføren afsted. Jeg hørte 4 skud og den ene angriber var i mørk jakkesæt. -- Frantisek Z.: Jeg kom gående på Trojka broen, da jeg hørte en eksplosion og mærkede et lufttryk. En sporvogn stoppede og folk styrtede ud i panik. Da jeg kom nærmere, så jeg en havareret bil og en tysk officer stod med en pistol. Passagerene flygtede og han gik tilbage og jeg hørte nogen råbe "Få ham!" Jeg så en tysk officer løbe væk efter en anden mand. Så gik jeg væk fra bilen. Krigen kom også til dette hverdags sceneri på et gadehjørne i Prag - 27. maj 1942.

Heydrich´s tilstand var i de første dage, efter hans operation på hospitalet, nogenlunde og ikke alvorlig, men gradvist blev hans tilstand dårligere og han pådrog sig en feber på 38-39°og sårdræningen fungerede ikke godt. Efter SS-Reichführer Heinrich Himmlers besøg den 2. juni, gled Heydrich ind i en koma og genvandt aldrig bevidstheden. Det blev dengang sagt, at han døde kl. 04:30, den 4. juni 1942, i en alder af 38 år. Officielt blev det proklameret, at han døde senere, nemlig kl. 07:30. I obduktionen af Heydrich hedder det, at han døde af sårinfektioner (septicemia). Det blev også foreslået, at han døde af en cerebral eller lungeemboli. Et ejendommeligt notat, i forbindelse med obduktionen, blev skrevet af Dr. Bernhard Wehner, som var deltager i efterforskningen af likvideringen. Notatets tekst: "Heydrich's ansigtsudtryk, hans "dødsmaske", da han afgik ved døden, viste en "uhyggelig åndelighed og en helt perverteret skønhed, som en kardinal fra renæssancen". Et teatralsk udsagn, som vel må siges, at kendetegne nazisternes jargon og svulstige ordskvalder, før og under 2. Verdenskrig.

Den restaurerede Mercedes 320C stabsbil, i hvilken Reinhard Heydrich blev dødeligt såret. Bilen var tidligere placeret på Det Militærhistoriske Museum i Prag, men i dag er den købt af Egholm Museum i Danmark. Se link: https://egholmmuseum.dk/2-verdenskrig/

Heydrich´s mercedes kan i dag ses på Egholm Museum nær Skibby/Biltris i Hornsherred på Sjælland. Jeg besøgte stedet den 23-07-2018. Se bilen og historien via linket til museum Egholm: https://egholmmuseum.dk/2-verdenskrig/

Reinhard Heydrich, "Slagteren fra Prag", officelt død kl. 07:30, den 4. juni 1942. Ved midnat den 6. juni 1942, blev hans lig og kiste transporteret på dette panserkøretøj, under sekundering af en tusindtallig skare af SS-mænd med fakler langs ruten til Prags Slot. Om morgenen den 7. juni 1942, blev hans kiste sat op i slotsgården foran indgangen til Matthias Port. Her kunne de mange tyskere og tyskvenlige tjekkoslovakker, komme og udtrykke deres sorg og heile op mod kisten. Der kom så mange, at de sidste først forsvandt sidst på eftermiddagen.

Her ses "festlighederne" om morgenen den 7. juni 1942, da Heydrich´s kiste blev udstillet i slotsgården foran Matthias Port i Prag, hvor senere skarer af tyske soldater og tjekkislovakiske borgere strømmede forbi, indtil sent på eftermiddagen. På fotoet er det SS-manden Kurt Delauege, som holder "hyldesttalen" til "Slagteren fra Prag". På samme tid er Delauege blevet udnævnt til efterfølgende Reichprotektor efter Reinhard Heydrich. Hitler deltager i begravelsen og lægger 2 nye medaljer og udnævnelser posthumt på Heydrich's kiste - den højeste grad af det Tyske Jernkors og Blod og Ære Medaljen. Selv om Heydrich's død blev iscenesat som en hyldest til Det Tredie Rige og udpræget var en nazistisk propagandaforestilling, syntes Hitler, at det var Heydrich´s egen skyld, at han blev likvideret pga. sin udprægede arrogance og skødesløshed. Hitler udtalte: "Det er en forbandet dumhed og en unødvendig heroisk gestus, at køre igennem byens ubevogtede gader i en ikke-pansret åben bil, eller gå frit omkring til fods, hvor tyve og mordere har let spil - en dumhed, som ikke tjener Fædrelandet ret. At en mand som Heydrich, som er uerstattelig, tør udsætte sig for unødig fare, kan jeg kun fordømme og betragte, som en dum og idiotisk handling!" -- Tyskerne rejste i Prag et monument til ære for Heydrich, men som straks blev revet ned af tjekkerne efter befrielsen i 1945. Hitler hjalp Lina, Heydrich´ enke, som var højgravid på det tidspunkt. Hun boede på slottet Panenske Brezany, og efter krigen endte hun sine dage, som et hotelejer på den nordtyske ø Fehmarn. Efter ceremonierne i Prag, blev kisten med "svinet" fragtet til Berlin, hvor det hele blev gentaget på den mest kvalmende facon.

Om morgenen den 7. juni 1942, blev Heydrich kiste udstillet i gården foran Matthias Port på Prags Slot. Da Heydrich var en af de vigtigste nazistiske ledere, blev der arrangeret to store begravelsesceremonier. Den ene var i Prag, hvor vejen til Prag´s Slot var sekunderet med tusindvis af SS-mænd med fakler. Heydrich´s ligkiste blev derefter kørt på en artillerilavét fra slottet over Karlsbroen til Hovedbanegården, hvor kisten blev lastet på et særtog til Berlin. Den anden begravelsesceremoni var i Berlin den 9. juni, med deltagelse af alle førende nazi ledere, herunder Hitler, der havde udtaget Heydrich til at få rigets højeste udmærkelser, som han lagde posthumt på en dekoreret pude på kisten. Heydrich blev begravet i Berlin på Invalidenfriedhof kirkegården. I dag skulle graven befinde sig på grænsen mellem det gamle Vest-og Østberlin. Placeringen af graven i Invalidenfriedhof er ikke helt sikker. Heydrich's grav kan være liggende mellem de to berømte tyske krigshelte, Adolf Karl von Ovn og Gerhard von Scharnhorst (kirkegård afsnit C). Hitler ville have, at Heydrich skulle have en monumental grav, men på grund af krigens forløb, hvor det gik stærkt tilbage i efteråret 1942, blev gravmonumentet aldrig bygget. I 1945 forsvandt Heydrich's midlertidige trækors. Registreringen på kirkegården blev aldrig erstattet, fordi De Allierede og Berlins myndigheder frygtede, at Heydrich´s grav, ville blive et samlingspunkt for nynazister, som graven med Rudolf Hess, i den lille by i Bayern, Wunsiedel, blev det. I løbet af den tid, hvor Berlinmuren fra 1961 stod, kan Heydrich´s grav været placeret på den del af grænsen mellem Øst- og Vestberlin, som blev kaldt "det døde bånd", som fandtes mellem de to dele af Berlin og som var absolut utilgængelige for offentligheden. Denne placering kan dog være usandsynlig, fordi afsnit C i Invalidenfriedhof kirkegården, ligger i den forreste del af kirkegården, nær Scharnhorststraße indgangen, og "det døde bånd" lå modsat sydvest i sektionerne E, F og G, langs Schiffahrts kanalen. Et brev offentliggjort i Frankfurter Allgemeine Zeitung i 1992 hævdede, at Heydrich grav ligger på kirkegårdens afsnit A, ved siden af General af Infanteriet Grev Tauentzien von Wittenberg, der kæmpede mod Napoleon i krigene i 1813. Et fotografi af Heydrich's begravelse viser også kranse og sørgende mennesker, at optrinnet sker i kirkegårdens afsnit A, der støder til nordvæggen af Invalidenfriedhof og Scharnhorststraße, som er den foreste del af kirkegården.

Massemorderen og psykopaten Heydrich definitivt udryddet, stoppet i sin kiste i Berlin, klar til sin sidste rejse til helvede. Reinhard Heydrich var en af de vigtigste igangsættere af Holocaust i de første år af nazisternes krig. Han var indtil sin likvidering kun ansvarlig over for Adolf Hitler, Hermann Göring og Heinrich Himmler, herunder ansvarlig for udryddelsen af jøderne. Han var planlæggeren af "Krystalnatten" i november 1938, hvor nazisterne hærgede den jødiske befolkning i hele Tyskland. Han sendte telegrammer til forskellige SD- og Gestapokontorer, politiet, nazistpartiet og sågar brandvæsenet, så man sammen med SS, kunne hjælpe med at koordinere terrorprogrammet den nat, hvor der blev givet tilladelse til brandstiftelse og ødelæggelse af jødiske virksomheder og synagoger, og ordrer om at udslette det jødiske samfunds skrifter og bøger m.m. i deres centre og synagoger. Telegrammerne gav også tilladelse til, at så mange jøder som muligt - især velhavende jøder - skulle arresteres i alle distrikter og sendes til de eksisterende interneringslejre. -- Umiddelbart efter anholdelserne af disse jøder, skulle de relevante koncentrationslejre være kontaktet, så man kunne placere jøderne der, så hurtigt som muligt. Over 1000 jøder blev myrdet under "Der Kristalnacht". Efter "Krystalnatten", tildelte Hermann Göring ham ledelsen af Det Centrale Kontor for Jødisk Emigration. I denne stilling, arbejdede han utrætteligt med både at koordinere forskellige initiativer for "Den Endelige Løsning på Jødespørgsmålet" og til at få SS til at dominere Tysklands jødiske politik. Det såkaldte "Jødiske Spørgsmål" havde været en del af Tysklands politik, allerede før nazismen opstod og i stærk fremmarch, allerede inden nazisterne fik magten i 1933. Efter magtovertagelsen, eskalerede antisemitismen overalt i det tyske samfund, på alle niveauer, sanktioneret af alle regeringinstanser, politisk, socialt, kirkeligt, på arbejdsmarkedet, i skoler, mellem naboer osv. Det jødiske samfund blev i løbet af 1930´erne totalt udskilt fra det tyske samfund, som pariaer og frataget alle rettigheder på alle niveauer. Stort set hele den tyske befolkning bakkede op om denne linie, eller lod stå til. Den nyeste forskning har afdækket, at de fleste tyskere var enige i den jødefjendtlige politik - derfor kunne det senere lade sig gøre, at få så mange millioner tyskere til, at deltage aktivt i udryddelsen af jøderne i Tyskland og i alle de besatte lande under krigen - med den organiserede udryddelse, som intensiveredes i sommeren 1941. Heydrich var selv involveret i adskillige massedeportationer. Den 10. oktober 1941, var han den ledende officer på et møde i Prag, hvor man planlagde at "evakuere" 50.000 jødiske mennesker fra Böhmen og Mähren, til ghettoer i Minsk og Riga. Man besluttede også, at "i de næste par uger" skulle ca. 5.000 jødiske indbyggere fra Prag, overdrages til de nazistiske Indsatsgrupper (udryddelses-enheder), under ledelse af SS-cheferne Nebe og Rasch. Oprettelsen af ghettoer i Protektoratet blev også drøftet, som på sigt resulterede i opførelsen af Theresienstadt i Prag, hvor 33.000 mennesker blev myrdet og titusinder ville passere på deres vej til døden i øst. I 1941 gjorde Himmler, Heydrich som "ansvarlig for at gennemføre" den tvungne flytning af 60.000 jødiske borgere fra Tyskland og Tjekkoslovakiet til ghettoen Lodz (Litzmannstadt) i Polen. Heydrich er, blandt hans mange uhyrlige gerninger, meget berømt for sin initiativ og gennemførelse af Wannsee konferencen, den 20. januar 1942, hvor Heydrich præsenterede en udvalgt flok af nazistiske lederne fra en række tyske ministerier, for en plan for deportation og transport af Europa´s 11 millioner jøder, til arbejds- og dødslejre i øst, hvor hensigten var, at alle skulle dræbes.

Hitler står her under ceremonierne i Berlin, den 9. juni 1942 og klapper Reinhard Heidrich´s børn, medens alle heiler ad ham, også en af Heydrich´s drenge. -- Hitler udtalte: "Jeg har kun et par ord at dedikere til denne døde mand. Han var en af de bedste nationalsocialister, en af de stærkeste forsvarere af Det Tyske Rige, en af de største modstandere af alle fjender af Das Reich. Han faldt som martyr for bevarelsen og beskyttelsen af Det Tyske Rige. Som leder af partiet og som leder af Det Tyske Rige, giver jeg dig, min kære kammerat Heydrich, den højeste anerkendelse, den øverste tyske orden. Efter partifællen Fritz Todt, er du den anden person, som modtager denne orden". -- Heydrich's grav er i dag uopmærket, men findes i afsnit A på Invalidenfriedhof, Scharnhorststraße, i Berlin. Heydrich blev i 1942 begravet med fuld militær honnør, ved siden af General af Infanteriet Grev Tauentzien von Wittenberg, der kæmpede mod Napoleon i krigene i 1813-1815. Heydrich skulle havde haft en monumental grav, tegnet af arkitekten Wilhelm Kreis og billedhuggeren Arno Breker. Men på grund af tyskernes begyndende tab af krigen, blev gravmælet aldrig bygget. Heydrich´s grav var markeret med et trækors, som forsvandt i 1945.

Dette frimærke blev udstedt den 28. maj 1943, nøjagtig et år og en dag efter attentatet på Heydrich. Det findes også i en meget sjældnere form, som et særnummer på et miniature-ark, som indeholder et stempel. Dette ark blev givet til de ca. 800 tjenestemænd, som havde deltaget i Heydrich's begravelse. Et jubilæumsmøntner stempel "pryder" frimærket, til ære for den såkaldte "Martyr af Tyskland" Tristan Reinhard Heydrich. Frimærket er "value-added" stemplet dvs. at stemplet er tillagt en præmie over den pålydende værdi, som normalt er påført af hensyn til velgørende formål. Den pris, der blev trykt på Reichsprotektor Heydrich´s "Dødsmaske" frimærke(dødsmasken som blev formet fra hans ansigt og hoved i gips, efter hans død på hospitalet!), er ikke i pfennig, men i Protektoratets egen valuta, Koruna/Heleru. 1 koruna bestod af 100 haleru. 10 koruna svarede til 1 Reichsmark. Således er værdien på stemplet 60 haleru + 440 haleru i merværdi = 500 haleru i alt, hvilket svarer til 5 koruna eller ½ Reichsmark. Det er ukendt hvem eller hvilken organisationen, som kom til at nyde godt af dette tillæg, men et godt bud må være, at det kan have været Frau Lina Heydrich og hendes børn.

Den 20. juni juni 1942, 10 dage efter massakren i Lidice og 2 dage efter den heroiske død af faldskærmsagenterne i kirken St. Cyril og Methodius, arrangerede "regeringen" i Protektoratet, pro-nazidemonstrationer, hvor ministrene Jaroslav Krejci, Adolf Hrubý, og ikke mindst "Undervisningsminister" Emanuel Moravec, holdt taler i Tábor. ---- Fotoet viser den mega store propaganda-kampagnes sidste demonstration, hvorunder 1,5 millioner mennesker indtil da havde deltaget (ifølge nazistiske "skøn"), som kulminerede om aftenen den 3. juli 1942, med en massedemonstration på Wenceslas Plads i Prag. Starten af demonstrationen var timet til at falde sammen med den officielle afslutning af den militære undtagelsestilstand, som havde været indført, samme dag som Heydrich blev likvideret, den 27. maj 1942.

Efter attentatet på Reinhard Heydrich fik Jan Kubiš og Josef Gabcík skjul og overnatning hos Novák familien på Stránského Gaden nr. 5 (i dag med gadenavnet Novákových) i Liben bydelen i Prag. Hele Novakfamilien blev arresteret den 9. juli 1942 og den 24. oktober 1942, blev Václav Novak (foto´et) og hans kone Marie, døtrene Jindriska, Anna, Miroslava og sønnen Václav, henrettet i KZ-Lejren Mauthausen. -- Mange personer og hele familier blev hen over sommeren og efteråret 1942 arresteret og henrettet. Hvert år er der mindehøjtideligheder i Prag, for disse ofre. Mindes skal her disse mennesker: Rodina Novakova, Rodina Khodlova, Frantisek Hejl, Jaroslav Smrz, Jaroslav Piskacek, Rodina Moravcova, Bohumil Strnad, Jan og Rodina Zelenka-Hajsky, Josef Kusy, Rodina Stehlikova, Biskop Gorazd, Præst Vaclav Alois Cikl, Arnost Kostal, toldbetjenten Karel Tsjurda osv....

Faldskærmsagenterne sov ofte hos familien Emanuela og Václav Khodl i Kolbenova gaden i Vysocany distriktet i Prag. Hele familien, inklusive sønnen Václav (først person, set fra venstre), blev henrettet i Mauthausen den 24. oktober 1942.

Takket være det mod, som Fafek familien udviste, ved ikke at afsløre noget, da de blev arresteret, tortureret og derefter henrettet af Gestapo, forblev Ogoun familiens hjem på Václavkova gaden 18, Dejvice bydelen, Prag, et sikkert og hemmeligt skjulested for agenter og modstandsfolk under krigen, indtil 17. juni 1942. Proffesor Dr. Phil. Josef Ogoun, hans kone Marie, og sønner Milan og Luboš overlevede krigen. Professor Joseph Ogoun døde den 1. januar 1952. Lubos Ogoun, den ene søn, tog uddannelse som koreograf og dimitterede på samme dato, som da likvideringen af Heydrich skete. Han blev en kendt koreograf efter krigen. Den anden søn, Milan Ogoun, arbejdede i Energy Research Institute i Prag. Deres mor, Marie Ogounová, døde i Prag den 4. oktober 1967. -- Historien om Proffesor Ogoun er kort denne: Han blev pludselig hasteindlagt på Kromeriz Provinshospital for mentalt syge mennesker, onsdag den 17. juni 1942. I den periode, havde tyskerne og Gestapo iværksat deres massearrestationer af modstandsfolk, bl.a. på grundlag af faldskærmsagenten, forræderen Karel Curda´s angiveri og man havde derved opdaget de 7 overlevende faldskærmsagenter i katedralen den 17. juni. Ogoun anvendte hopitalet som flugtsted og fristed, i lighed med en lang række modstandsfolk, som også frelste sig under 2. Verdenskrig, ved at blive indlagt her, hvor man aktivt, fik de indlagte "patienter" skjult og til at "forsvinde" for tyskerne. Man forfalskede indlæggelserne, papirer og journaler og anden dokumentation "forsvandt". Eksperten på Kromeríž hospitalet, Dr. Charles Victor, fik gennemført, at man måtte behandle Ogoun. Begrundelsen var, at han havde fået en pludseligt opstået psykisk sygdom, som var forbundet med angst, søvnløshed, forvirrede ideer og sjælelig ømskindethed. På grund af den tilstand, havde patienten en stor risiko for kronisk sindsyge og det blev anbefalet, at han fik døgnbehandling på hospitalet og dermed fast indlæggelse. Lægerne fortalte, at de eneste gange han var glad, var når han kunne være sig selv og ikke skulle koncentrere sig om noget. Han ville ikke spise og man måtte kæmpe for, at få ham til at spise noget. Stemningen var trist, men han arbejdede lidt i hospitalets haveafdeling og han forsøgte at læse underholdende bøger. Hver anden dag kom der besøg fra hans familie og slægtninge. Den 28. september 1942, blev der ved den civile byret, gentagne gange, sat spørgsmålstegn ved, om hans mentale tilstand ikke krævede berøvelse af hans rets-og handleevne. Bekendte, som efter hans indlæggelse, tilfældigt mødte professor Ogoun, ville næppe genkende ham. Han havde ladet sit skæg vokse inden og under krigen blev hans udseende i høj grad ændret (påstået spisevægring og andet). -- Ogoun havde efter tyskernes besættelse af Tjekkoslovakiet, hjulpet modstandsbevægelsen og tog aktivt del i husningen og hjælpen til faldskærmsagenterne fra den 19. maj 1942 indtil sin "sikkerhedsflugt" til "sindsygehospitalet", den 17. juni 1942, i lighed med de mange andre familier, som også deltog i modstandsarbejdet og hvor næsten alle blev anholdt af Gestapo og henrettet - de fleste i KZ-Lejren Mauthausen, Østrig, den 24. oktober 1942. Men som en af de få familier, var professor Ogoun´s familie ikke undersøgt af Gestapo, selvom der på attentatdagen var Gestapo husundersøgelser i gaden hvor de boede. Familien hjalp bl.a. Kubis med at få hans sår i ansigtet behandlet af en læge, ligesom familien samarbejdede med familien Fafek, som dog blev henrettet, uden at afsløre Ogoun familien og derfor slap de uskadt gennem krigen. Da Proffesor Ogoun, efter Heydrich´s likvidering, fik rapporter om de første anholdelser og henrettelser af andre i modstandsbevægelsen og hørte om Lidice tragedien, "forårsagede det en pludselig forringelse af hans mentale tilstand". Han mente, at hvis han blev patient på hospitalet for sindslidende, ville det være en vis fordel, i tilfælde af en undersøgelse af Gestapo. Han fik ret og frelste herved sin familie. -- Under den tyske besættelse, nedskrev professor Ogoun sine oplevelser omkring attentatet på Heydrich. Manuskriptet var skjult på Slavia fodboldbanernes tribuner, hvor det dog gik tabt under Prags opstand den 4/5. maj 1945, hvor det brændte, sammen med tribunerne. Efter befrielsen, skrev han for egen regning en lille bog med titlen "The Truth About Heydrich" ("Sandheden om Heydrich"), hvor han bl.a. beretter om sit ophold på Kromeriz Hospitalet. Han skriver: " Jeg tilbragte tre måneder på Kromeríž, en sindssygeanstalt, hvor jeg næsten hele dagen kunne skrive og tale om bl.a. politik og faktisk havde det overraskende rimeligt.

Jan Zelenka-Hajský og hans familie, var blandt de vigtigste modstandsfolk og støtte for faldskærmsagenterne. Jan Zelenka-Hajsky var lærer og i 1942, efter tidligere at have været leder af Krušnohorská Sokol modstandsbevægelsen og medlem af Den Tjekkoslovakiske Efterretningstjeneste. De støttede uforbeholdent planerne om, at myrde Reinhard Heydrich. Sammen med sin kone Františka og sønnen Jan Milic, hjalp de faldskærmsagenterne på enhver mulig måde, og sørgede for husly i deres lejlighed på Biskupecgaden nr. 4 i Žižkov Distriktet i Prag, ikke langt fra de andre betydningsfulde modstandsfolk i familien Marie Moravec. Næsten hele den tjekkoslovakiske ledelse i modstandsbevægelsen blev angivet og afsløret omkring den 16. / 17. juni 1942, af forræderen Karel Curda. Gestapo havde inden da tidligere været "på besøg" i gaden og trængt ind i Hajsky´s lejlighed, hvor familien ikke var hjemme og hvor man ikke fandt nogen beviser mod dem. Men den 17. juni fik man vished om deres modstandsaktiviteter via Karel Curda. Gestapo gik i aktion. Jan Zelenka-Hajský og hans hustru var hjemme, da Gestapo omkring middag den 17. juni, vendte tilbage til Biskupcova gaden nr. 4, men denne gang i den modsatte side af gaden, så man ikke kunne se dem fra lejlighedens vinduer. Ingen åbnede døren i lejligheden, da man bankede på og gestapofolkene sparkede døren ind. Jan Zelenka løb ud på badeværelset, hvorfra han lidt efter råbte, "hier bin ich" (her er jeg). Han døde kort tid efter på gulvet med fråde om sin mund, efter indtagelsen af sin cyanid giftkapsel. Deres søn Jan Milic Hajský, var ikke hjemme, men blev underrettet af venner om Gestapo´s razzia i hjemmet og sin fars død og sin mors anholdelse. da sønne var lige så indvolveret i modstandsarbejdet, begik han også selvmord den samme eftermiddag, ved hjælp af sin cyanid giftkapsel, i en skov nær Prag. Hustruen og moderen Františka Zelenkovà blev efter anholdelsen forhørt og fængslet og henrettet i KZ-Lejren Mauthausen den 24. oktober 1942.

Jan Zelenka-Hajský og hans familie mindes her på denne plade på husmuren i Biskupcova Gaden 4 i Prag. ---- Attentatbeslutningen og forberedelserne hertil, havde kun ganske få kendskab til. Faldskærmsagenterne Kubiš og Gabcík fik direkte oplyst, at de skulle dræbe Heydrich. Ellers fortalte faldskærmsagenterne altid til deres hjælpere, at deres primære opgaver var sabotageaktioner. Den fulde sandhed var kun kendt af nogle få mennesker og kun dem som var direkte involveret i forberedelserne, som f.eks. familien Zelenka-Hajsky. For hovedparten af den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse, havde disse ingen idé om, at den vigtigste opgave for agenterne, var at dræbe Heydrich. Generelt var de tjekkoslovakiske modstandsorganisationer stærkt imod likvideringen af tyske ledere i landet. Man frygtede, at det ville betyde, at mange landsmænd ville blive myrdet, som hævn og at man ville komme til at betale dyrt for Heydrich´s død. Modstandsbevægelserne var ligeledes bange for, at selve deres eksistens, ville komme i fare, da de vidste, at en omfattende gengældelse og undertrykkelse ville knuse al modstand. Man brugte de illegale radiosendinger, for således, at overtale eksil-ledelsen i London, til ikke at iværksætte attentatet. Via brug af radioen i missionen "Silver A" (Jiri Potucek), sendte man den 4. maj 1942, en melding:" ... Vi beder jer via "Silver A", om at attentatet ikke gennemføres, da faren for massiv gengældelse er til stede. Giv ordre om, at stoppe missionen - Oberstløjtnant Moravec (lederen af modstandsbevægelsen i Prag). Dog gik kommunikationen i "kludder" og beskeden om stop og svaret herpå fra London, nåede ikke frem tids nok og ingen kunne derfor stoppe Gabcík´og Kubiš´attentat. Derfor kom det til at gå netop så katastrofalt for modstandsbevægelsen og en masse uskyldige tjekkoslovakker også.

De faldskærmsagenter, som deltog i likvideringen af Heydrich, var hyppigt skjult hos af familien Fafek i Kolínská Gaden 11, i Vinohrady distriktet i Prag. De samarbejdede meget med Jan Zelenka-Hajský og hans familie. Foto´et viser Petr Fafek med sin kone, Libena. Hele familien inklusive deres 2 piger, blev henrettet i Mauthausen den 24. oktober 1942. -- Modstandsbevægelsen medvirkede til, at de 7 overlevende faldskærmsagenter, kunne skjule sig i et par uger i kirken St. Cyril og Methodius, hvor man udstyrede dem med tæpper og med mad hver dag. -- Havde agenterne noget håb om at undslippe? De håbede at de via radioforbindelsen til London, i samarbejde med modstandsbevægelsen, kunne blive fløjet ud af landet, når situationen i landet var dertil. Indtil da ville det være bedst, hvis de først kunne komme ud af det farligste sted i landet, Prag. Flugtovervejelserne gik på om man kunne flygte ved en arrangeret natflyvning ud af landet, men da der var udgangsforbud om natten i hele landet, ville det være for risikabelt. Et andet forslag var at anvende kister og en ligvogn og på den måde komme ud af byen. Men det blev hurtigt konstateret, at alle former for transporter på vejene ud af Prag blev stoppet og kontrolleret - også "ligtransporter". Forbindelser til en bulgarsk vinimportør og flugt ud i nogle tomme vintønder, måtte også droppes, da denne ikke turde risikere at deltage i den løsning. Der var kun tilbage at vente og bekymre sig i skjulet i kirken og dens kolde og fugtige krypt. -- Måske kunne de have haft held til at skjule sig i kirken og senere undsluppet, hvis ikke de var blevet angivet af forræderen og "faldskærmskammeraten" Karel Curda.

Historiens gang efter likvideringen af Reinhard Heydrich og de frygtelige repressalier, som tyskerne herefter foretog mod det tjekkoslovakiske folk. -- Hitler beordrede SS og Gestapo til at "vade i blod" i hele Böhmen, for at finde Heydrich´s drabsmænd. Hitler ønskede at hævne Heydrich og beordrede iværksættelse af mange brutale drab på det tjekkiske folk - Hitler fablede om mindst 10.000, men efter konsultationer med den øvrige nazistiske ledelse, reducerede han antallet af de drab, som skulle iværksættes, til "kun" nogle tusinde. Tjekkoslovakiet havde en vigtig industriel kapacitet og betydning for det tyske militær og vilkårlige drab kunne reducere produktiviteten i landet. -- Men mere end 13.000 mennesker blev arresteret, herunder faldskærmsagenten og håndgranatkasteren Jan Kubiš´s kæreste, Anna Malinova, der blev sendt til KZ-Lejren Mauthausen, hvor hun døde. -- Efter at faldskærmsagenterne havde klaret at flygte og skjule sig hos hjælpende modstandsfolk, lykkedes det ikke for tyskerne, at finde frem til dem, selvom man iværksatte enorme og intense anstrengelser, for at finde dem. Eftersøgningen og opklaringsarbejdet kom til at spænde det nazistiske politi´s kapacitet til bristepunktet. Til Prag ankom hurtigt Gruppenführer og Politigeneral Heinrich Müller (Gestapo´s Chef), Gruppenführer og Politigeneral Arthur Nebe (Kripo´s chef), SS-Obersturmbannführer Schellenberg (Efterretningstjenesten) og SS-Obergruppenführer Dr. Ernst Kaltenbrunner (Heydrich's efterfølger som leder af RSHA). -- Den allerførste nat, efter likvideringen af Heydrich, blev der udløst omfattende razziaer, hvor over 4.500 ansatte i Sicherheitspolizei, Ordnungspolizei, SS, SA, alm. politi og Protektoratets tyske Wehrmacht (hæren) deltog. Byen var hermetisk lukket og væbnede eftersøgninggrupper, gik gennem gaderne og foretog razziaer i lejligheder, kældre, huse osv. 541 personer blev arresteret, men de fleste blev løsladt igen, da man fik tjekket deres identitet. Resultaterne var generelt meget dårlige. --Agenterne flyttede af sikkerhedsgrunde rundt hos de forskellige familier i byen, sådan at de kunne holde sig skjult fra den 27. maj til den 16. juni 1942. Men det blev vanskeligere, at gemme sig, da de nazistiske razziaer blev mere og mere omfattende og brutale, herunder vilkårlige henrettelser af folk og familier. Takket være Biskoppen, ledelsen og præsterne for den Tjekkiske (russisk-ortodokse) Kirke - fik de 7 faldskærmmsagenter midt i juni, tilflugt i kirken St. Cyril og Methodius (under besættelsen var den kendt som St. Charles Borromeo), i Resslova gaden nr. 9, i Prag. De 7 agenter var: Josef Bublík, Josef Gabcík, Jan Hrubý, Jan Kubiš, Adolf Opálka, Jaroslav Švarc og Josef Valcík. Der var koldt i kirken og i krypten, men relativt sikkert. De regnede med at kunne skjule sig her, indtil de værste bølger af razziaer og terror ebbede ud, hvorefter de ville forsøge, at forlade landet. Men kombinationen af terror med massakrer på hele familier og udslettelse af landsbyerne Lidice og Lezaky og Gestapos løfte om benådning og store økonomiske belønning, til den eller de tjekker, som havde oplysninger om agenterne eller modstandsbevægelsen og ville angive deres egne landsmænd, gav efterhånden resultater. Faldskærmsagenten Karel Curda fra missionen "Out Distance", som havde forladt Prag umiddelbart efter attentatet på Heydrich, gemte sig med sin mor, i Nova Hlína nær Trebon. Han var svag, lettere drikfældig og bange for sit liv og var fristet af den enorme dusør, som tyskerne havde udlovet - 1 mill. Reichmark. De daglige opslag af lister, med alle de mange tjekkiske folk, som blev henrettet, listerne, som også blev trykt i aviserne og hængt op på plakater, førte omsider til, at Curda valgte at blive stikker og forræder. Han havde stor viden om mange modstandsforhold, men kendte ikke de steder, som agenterne aktuelt opholdt sig, men han kendte navnene på deres hjælpefamilier. Han forrådte dem alle. Den 13. juni 1942, skrev han først et forræderisk brev til den lokale politistation, hvori han identificerede Gabcík og Kubiš, som dem der likviderede Heydrich. Men der kom ingen reaktion på henvendelsen, så han mødte personligt op hos Gestapo´s administrative hovedkvartér på Petschek Slottet i Prag, kort før middag, den 16. juni 1942. Her afslørede han alting. Denne handling og det han kunne fortælle, vakte opsigt hos tyskerne, fordi, op til dette tidspunkt, havde alle nazisternes bestræbelser for at finde gerningsmændene, været frugtesløse. Tyskerne i Prag havde bl.a. fået over 60.000 folk fra Schutzpolizei i Tyskland til hjælp. Curda forrådte alle han kendte personligt, der havde bistået faldskærmsagenterne, ikke kun i Prag, men i Pardubice, Lázne Belohrad og Pilsen. Gennem sit forræderi forvoldte han ubodelig skade for snesevis af modstandsmedlemmer og deres familier. Allerede næste morgen, begyndte Gestapo, at angribe de adresser og lejligheder hvor de mennesker, der havde hjulpet faldskærmsagenterne boede. Den første i rækken var familien Moravec i Biskupcova gaden i Prag, men mange flere personer og familier blev arresteret og mishandlet og hvoraf flere af dem, begik selvmord, for at undgå anholdelse og tortur og af frygt for at komme til at afsløre deres viden. Ved at bruge de mest brutale forhørsteknikker, lykkedes det Gestapo, om eftermiddagen den 17. juni 1942, at finde ud af, hvor faldskærmsagenterne skjulte sig. -- Kl. 03:45 den 18. juni 1942, udstedte den øverstbefalende for SS-styrkerne i Böhmen og Mähren, SS-Brigadeführer Karl von Treuenfeld, en ordre om, at SS-Reserve Bataljon "Deutschland", med 307 mand og SS-Vagtbataljon "Prag", med 350 mand og andre enkeltenheder, i alt 17 officerer og 740 underofficerer og menige soldater, skulle samles ved kirken og angibe de 2 agenter i kirken, som tyskerne troede, der kun var tale om. Sammen med forskellige andre embedsmænd, Gestapofolk, brandmænd, var den samlede tyske styrke på næsten 800 mand. Man placerede et maskingevær på taget af husene over for kirken. Ligeledes på Vaclavgaden blev der opsat maskingeværeenheder, foruden total afspærring af området og gaderne omkring kirken. -- En hurtigkørende bil med Gestapofolk rasede hen til og stoppede foran kirken, hvor disse, ledet af Heinz Pannwitz, ilede op til døren, hvor Pannwitz satte en finger på dørklokken til en lejlighed hvor en af kirkens præster, Petrek boede - Klokken i uret på bygningen, slår sit kvarterslag præcis kl. 04:15. Kampen om kirken St. Cyril og Methodius kan begynde. -- Kort efter klokken fire om morgenen, bliver 3 af de 7 faldskærmsagenter i kirken, forstyrret af en usædvanlig lyd, på deres vagt i "koret" i kirken. Det har ellers været en stille og rolig nat og morgen, afbrudt af den regelmæssige skramlen fra sporvogne og lyden af lastbilmotorer. De hørte lyden stige og komme nærmere, lyden af motorer! De 3 på vagt, Adolf Opalka, Jan Kubis og Josef Bublík, får bange anelser. Men pludselig ophører motorlydene. De åbner forsigtigt et vindue ud til Resslova gaden. Deres håb om falsk alarm brister, da de ser et glimt af grå uniformer, som er i færd med at afspærre gaden. De er straks klar over, at de er blevet afsløret! Håbet om at undslippe, havde de dog, men tysk præcision og effektivitet, overraskede dem hurtigt, og de fandt ud af, at den eneste farbare flugtvej, var gennem vinduerne ud mod Kostelníková, hvis de kunne få tremmerne i vinduet fjernet. Dettte lykkedes ikke. Men hvis de ikke kunne undslippe, ville de forsvare sig i kirken og kæmpe mod tyskerne, til den bitre ende.

Historien om familien Moravcova, som var en af de vigtigste familier, som deltog i modstandskampen mod tyskerne. Familien hørte til inderkredsen af de modstandsfolk, som hjalp de vigtigste faldskærmsagenter, herunder attentatmændene Gabsic og Kubis. -- Marie Moravcova blev født med efternavnet Krcilová den 24. august 1898 i bydelen Žižkov, Prag. I 1908 blev hun gift med Alois Moravec, som senere blev Chefinspektør i de Tjekkiske Statsbaner. I oktober 1918, fik de den første søn Miroslav, som da han blev voksen, arbejdede som flymekaniker i værkstederne i Cakovice. I 1939 forlod han Tjekkoslovakiet og kom til England, hvor han blev uddannet jagerpilot og tjente i den tjekkoslovakiske hær´s flyvevåben underlagt R.A.F (Spitfire jagerfly). Han var stationeret i Eskadrille nr. 310. Dagen efter De Allieredes invasion af Normandiet, den 7. juni 1944, beskadigede han sit Spitfirefly Mk. IX., med kendingsbogstaverne NN-M, ved indflyvning for landing og styrtede ned og blev dræbt (se længere fremme i fotoserien, hvor hans skæbne er udførligt fortalt). -- Familien Moravcovych flyttede i 1931 fra Žižkov Jara, til anden sal i huset på Biskupcova gaden nr. 7 i Prag's Zizkovbydel. I krisedagene i oktober 1938, hjalp familien Moravec de mennesker, som måtte flygte fra den tjekkiske grænse, da tyskerne invaderede landet. Marie var medlem af Røde Kors organisationen af frivillige sygeplejersker, indtil opløsningen ved tyskernes overtagelse af landet. Familien Moravec deltog også i det civile luftforsvar. Før ankomsten af faldskærmsagenterne i januar 1942, var Marie og den yngste søn Vlastimil medlemmer af modstandsbevægelsen og deres lejlighed blev en central hjælp for agenternes husly, transport og rapporteringsopgaver og en egentlig kommandopost. Sammen med Jan Zelenka-Hajským, etablerede de et godt og sikkert grundlag for faldskærmsagenterne fra England. Marie var meget afholdt af faldskærmsagenterne, som kom i deres hjem. De omtalte hende kærligt som "Tante Marie" (Tetenka). Natten mellem den 17. og 18. juni 1942, ca. kl. 05:00, foretog en afdeling af Gestapo en razzia i familiens lejlighed. Gestapo havde af forræderen faldskærmsagenten Karel Curda, fået angivet en række af modstandsbevægelsens medlemmer og familier, som hjalp faldskærmsagenterne. Familien Moravec var en af de første, som Gestapo angreb, da de forventede, at kunne anholde flere faldskærmsagenter i lejligheden. De blev dog svært skuffede. De fandt kun begge ægtefæller og deres yngste søn Vlastimil, som havde tilnavnet "Ata". Familien blev gennet ud i lejlighedens entré, medens Gestapo endevendte lejligheden i deres søgen efter agenterne. Medens dette stod på, lykkedes det Marie at få lov til at gå på toilettet - Her tog hun omgående en cyanid giftampul, knaste den i munden og slugte indholdet, hvorefter hun dør omgående. Da det opdagedes, forsøgte Gestapo at genoplive hende uden held. Hendes yngste søn Vlastimil, med tilnavnet "Ata", fungerede som budbringer for faldskærmsagenterne og var aktivt involveret i etableringen af attentatet på Heydrich. Vlastimil Moravec ("Ata"), blev født 17. marts 1921 og blev som ung mand i 1941, uddannet fra Handelsskolen i Karlin, hvor han også, via sin underviser, Professor Jankovec, blev indlemmet i modstandsbevægelsen. Efter eksamen fra handelsskolen, blev han ansat som salgsrepræsentant i Topicova bogforlaget. Ud over at deltage i modstandskampen, var det også ham, som forsynede de 7 faldskærmsagenter med mad, medens de opholdt sig i deres skjul i St. Cyril og Methodius kirken. Vlastimil "Ata" Moravec, og hans far Alois, blev anholdt og fængslet. Gestapo vidste, at "Ata" var medlem af modstandsbevægelsen og startede deres uhyggelige brutale forhør af den unge mand. Men han ville ikke sige noget. Faderen Alois Moravec, deltog ikke i praksis i modstandskampen, men havde kendskab hertil. "Ata" blev tortureret i løbet af dagen og til slut blev han, forslået af tortur og bundet til en stol, tvunget til at drikke cognac og Gestapos forhørsleder kom da ind og viste ham sin mors afhuggede hoved, placeret i et akvarium. "Ata" Moravec fortalte derefter Gestapo alt, hvad han vidste. Gestapo kunne nu yderligere føje oplysninger om flere modstandsforhold, til deres viden og intensivere deres "klapjagt" på agenterne og andre modstandsfolk, herunder oplysninger om de 7 agenter i kirken. Vlastimil og faderen Alois, blev sammen med næsten 300 andre modstandsfolk, familiemedlemmer og andre mere eller mindre tilfældige ofre, henrettet den 24. oktober 1942, i KZ-Lejren Mauthausen, herunder Vlastimil´s tidligere klassekammerat og forlovede, Vera Loblova og hendes mor. Vlastimil blev skudt kl. 15:10 - 2 minutter efter, at hans far også var blevet skudt.

Foto fra før krigen af Marie Moracová med hendes sønner Vlastimil, den yngste (til venstre) og Miroslav (til højre).

Mindeplade for familien Moravcova opsat i Biskupcova gaden nr. 7 i Prag. Ordlyden på mindepladen: Minde om familien, der ofrede deres liv for fædrelandet. Marie Moravcova, født den 5. august 1898, død for egen hånd den 18. juni 1942 under razzia af Gestapo. Alois Moravec, født den 23. januar 1887, død den 24. oktober 1942 ved henrettelse i KZ-Lejren Mauthausen. Vlastimil Moravec, født den 17. marts 1921, død den 24. oktober 1942 ved henrettelse i KZ-Lejren Mauthausen. Miroslav Moravec, født den 3. september 1918, død den 7. juni 1944 ved nedstyrtning under landing med sin R.A.F. Spitfire jagerfly i England.

Flyver Sergent Miroslav Moravec R.A.F. nr. 787609, som blev født den 3. september 1918 i Prag, søn af Marie Moravcová og Alois Moravec (tjekkiske kvindelige efternavne afsluttes ofte af endelsen - cová). Miroslav var flymekaniker i Cakovice 1939 og flygtede ud af landet, da tyskerne erobrede det i marts 1939. Hans mor og far og hans yngre broder Vlastimil, betalte den ultimative pris for deres bistand til modstandsbevægelsen og med hjælpen til faldskærmsagenterne Pavelka, Kubis, Gabsic m.fl. - Moderen med sit selvmord under Gestapo´s anholdelser i lejligheden, hvor de boede. Senere den 24. oktober 1942 blev hans far og bror Vlastimil, "ATA", henrettet ved skydning i KZ-lejren Mauthausen. Miroslav blev den 5. oktober 1943 pilot i den tjekkoslovakiske R.A.F. eskadrille Nr. 310, hvor han fløj Spitfire Model IX (9) jagerfly. Om morgenen den 7. juni 1944 da eskadrillen skulle lette på togt mod D-Dags området i Nordfrankrig, blev Moravec nødt til at returnere med motorproblemer i sin spitfire. Under returflyvningen mod flyvepladsen styrtede flyet ned på en mark i den sydøstlige del af Appledram. Moravec blev derved dræbt øjeblikkeligt i sit jagerfly, en Spitfire Model IX med flynummeret NN-M. Han ligger begravet på Chichester domkirkegård (en mindre domkirkeby med ca. 24.000 indbyggere, lidt øst for den store havneby Portsmuth på den engelske sydkyst og ca. 80 km. sydvest for London). Her ligger han begravet, sammen med 5 andre tjekkoslovakiske flyvere fra 2. Verdenskrig. Eskadrille 310 var den mest succesrige tjekkoslovakiske jagerflyenhed - man nedskød 60 bekræftede tyske fly og V1-flyvende bomber, 20 ubekræftede nedskydninger og 32 beskadigede tyske fly. Eskadrillen mistede 31 piloter under krigen, flest i kamp, men også nogle ved ulykker, som Miroslav. Hele Moravec-familien ud over hans mor, far og broder, blev under krigen også myrdet af tyskerne, flest som følgerne af Lidice-massakren.

Her berettes lidt om en af de mange tjekkoslovakiske militærenheder, som kæmpede på De Allieredes side under 2. Verdenskrig. Den tjekkoslovakiske jagerfly-eskadrille Nr. 310´s våben-emblem (under Royal Air Force). Motto: "Vi kæmper for at genopbygge". Emblemet viser et sværd med en kæmpende løve, taget fra det Tjekkoslovakiske våbenskjold - Sværdet symboliserer kampånden i landet og befolkningen (her pilotens kampvilje). -- Eskadrille Nr. 310 blev etableret i Duxford den 10. juli 1940, som en jagerfly enhed med tjekkoslovakisk mandskab og udstyret med Hawker Hurricane jagerfly. Eskadrillen blev operationel den 18. august 1940 og deltog i "Slaget om England". Under dette meget vigtige slag om luftherredømmet over England fra juni/juli til slutningen af september/starten af oktober, kæmpede de tjekkoslovakiske eskadriller indædt mod de tyske sværme af angrebsfly. - En tjekkoslovakisk jagerpilot gjorde sig særligt bemærket, nemlig Josef Frantisek, som under "Slaget Om England", nedskød 17 tyske flyvemaskiner og derved blev nr. 5 blandt de britiske "jagerpilot-esser", som nedskød flest tyske fly under slaget. Desværre blev Frantisek selv skudt ned og dræbt af tyske fly i oktober 1940. -- I februar 1941 begyndte eskadrillen togter over det tyskbesatte nordlige Frankrig, togter som fortsatte indtil oktober, hvor eskadrillen blev overført til defensive opgaver og flyttede til Skotland. Allerede i december 1941 blev eskadrillen igen overført til Cornwall i det sydvestlige England og fløj defensive patruljeringer indtil maj 1942. Her blev eskadrillen igen indsat i operationelle krigsopgaver, som ledsagefly for de mange bombeflytogter, som De Allierede nu foretog, mod mål i det meste af Europa. I juni 1943 vendte eskadrille Nr. 310 tilbage til Skotland, som en del af forsvaret af flådens baser i Scapa Flow på Orkneyøerne. Hertil blev eskadrillen udrustet med nogle af de højtydende Supermarine Spitfires. I september 1943, blev eskadrillen igen beordret tilbage til det sydlige England, hvor man skulle opererer på tværs af den Engelske Kanal. I forbindelse med D-Dag - invasionen i Normandiet i Frankrig, blev eskadrillens fly let ombygget og udrustet som jagerbombefly (medførte bomber eller raketter + maskingeværer), hvor opgaverne var at støtte De Allieredes landgang i Normandiet. Eskadrillen forblev i England, hvor man fløj væbnet rekognoscering i området East Anglia og Kent indtil slutningen af krigen. I august 1945 fløj eskadrillen til Tjekkoslovakiet, hvor den blev opløst som en R.A.F enhed, den 15. februar 1946.

Miroslav Moravec´s Spitfire Mk. IX (4 propelblade) jagerfly fra den Tjekkoslovakiske R.A.F. eskadrille Nr. 310 i juni 1944. Bogstavbemalingen var denne eskadrilles indifikationsmærkning: NN-M (Miroslav Moravec), (bogstavet M kan ikke umiddelbart ses på fotoet, men det kan anes i den hvide bemaling omkring flykroppen bag cockpittet - den hvide bemaling fik alle de flytyper, som deltog i invasionen i Normandiet). Fotoet viser indstillingen af de 2 styk 20 mm. Hispano maskinkanoners skæringspunkt på 275 meter.

Miroslav Moravec´s spitfire model V under motorstartsbatteriopladning. Fotoét viser den første model, som han fløj (3 propeller). Moravec selv sidder i jagerens pilotsæde i færd med at tjekke forskellige ting.

Miroslav Moravec ligger begravet på Chichester domkirkegård (en mindre domkirkeby med ca. 24.000 indbyggere, lidt øst for den store havneby Portsmuth på den engelske sydkyst og ca. 80 km. sydvest for London). Her ses hans gravsten, som er placeret sammen med 5 andre gravsten over faldne tjekkoslovakiske flyvere.

R.A.F. Den tjekkoslovakiske eskadrille Nr. 312 - var en anden eskadrille, som fløj jagerfly af følgende typer, fra deres baser listet fra oven og ned på fotoet: Hawker Hurricane Mk.I P3268, Speke, oktober 1940. - Hawker Hurricane Mk.I V6678, Penros, december 1940. - Hawker Hurricane Mk.IIB Z3588, Kenley, juni 1941. - Hawker Hurricane Mk.IIB Z3437, Ayr, august 1941. - Supermarine Spitfire Mk.IIA P7698 "Zanzibar II", Ayr, december 1941. - Supermarine Spitfire Mk.VB BL381, Vinkel, marts 1942. - Supermarine Spitfire Mk.VC AR511, Harrowbeer, september 1942. - Supermarine Spitfire LF.IXC MJ637, Mendlesham, februar 1944. - Supermarine Spitfire LF.IXC MJ840, Appledram, juni 1944. - Supermarine Spitfire LF.IXE TE577, Manston, UK, August 1945. - Eskadrille 312. nedskød 14 bekræftede tyske fly, 9 ikke bekræftede nedskydninger og 16 bekræftede beskadede tyske fly. Eskadrillen mistede 17 piloter under krigen, de fleste dræbt i kamp, nogle få ved ulykker. Læs længere nede ved de 3 fotos, om en tredje tjekkoslovakisk eskadrille, nr. 311, som var en bombefly-enhed (Wellington-fly), hvor bl.a. 2 flyvere, kom fra den af tyskerne udslettede landsby Lidice (Pilot Josef Horak og Navigatør Josef Stríbrný).

Tjekkoslovakiske jagerpiloter fra enten eskadrille nr. 310 eller nr. 312, fotograferet på deres base under "Slaget om England" fra juli til september 1940, hvor man kæmpede med tyskerne om luftherredømmet over England, og som kom til at betyde, at tyskerne og deres Luftwaffe, ikke fik knust det britiske luftvåben R.A.F. og hermed også fik Hitler til at begå sin første store taktiske fejl i verdenskrigen. -- De tjekkoslovakiske piloter gjorde en kæmpe indsats i bestræbelserne for at dæmme op for de tyske sværme af bombemaskiner og jagerfly, som Luftwaffe, sendte ind over det sydlige England hen over sommeren og det tidlige efterår 1940. Det britiske luftvåben var næsten nedkæmpet i september 1940 - men det vidste tyskerne ikke, og da tyskerne bombede civile engelske mål, svarede den rasende Churchill igen og beordrede 3 engelske lette bombefly (2-motores Hampden-bombefly), til at bombe Berlin, hvilket kom som et chok for berlinerne og tyskerne og ikke mindst Hitler. Denne blev til gengæld rasende og beordrede Görings Luftwaffe til at bombe London og andre store sydlige britiske byer f.eks. Coventry. Disse intense bombetogter fortsatte i flere uger og betød godt nok, at over 30.000 engelske civile blev dræbt, men det kom også til at betyde, at R.A.F. fik et pusterum og fik etableret sine styrker igen, således at tyskerne derfor aldrig kom i nærheden af at besejre briterne på hjemmefronten - Hitler´s invasion af England blev aflyst - Hitler havde angrebet på Sovjetunionen i planlægningsfasen, hen over efteråret og vinteren 1940/1941 og var derfor klar over, at en invasion af England ikke kunne nås inden, da det ville kræve enorme ressourcer - selv for en tysk krigsmaskine, som i 1940, ikke var på fuld styrke endnu - Først i 1942 var den tyske krigskapacitet oppe på den fornødne størrelse.

Her følger så historien om de 7 faldskærmsagenters heroiske kamp i kirken i Prag. -- Tysk politi under kommando af Gestapochef Heinz Pannwitz og Statssekretær for Protektoratet og Heydrich´s "højre hånd" Karl Hermann Frank, fik hurtigt overmandet præsten Vladimir Petrek i hans bolig kl. 04:15. Præsten skulle låse kirkens og de ansattes døre op. Tyskerne ransagede først kirkeværgen's lejlighed. De fandt hurtigt et vindue her, med en indvendig fastskruet rist, som faldskærmsagenterne havde planlagt anvendt, til en eventuel fornyet flugt. En stige ses stikke ud ved afløbet under vinduet. Gestapo og SS-soldaterne forberedte sig derefter til at angribe ind i kirken St. Cyril og Methodius, hvor Adolf Opálka, Josef Bublík og Jan Kubiš holdt vagt oppe på balkonerne, i galleriet og koret. Det primære mål for tyskerne på det tidspunkt, var at få faldskærmsagenterne fanget i live. På det tidspunkt, var der hektisk aktivitet i kirken. De 3 faldskærmsagenter havde indtaget nogle gode forsvars- og beskydnings placeringer i kirken. Adolf Opalka skulle dække "koret" og en vindeltrappe, som var den eneste mulige adgangsvej fra kirkeskibet op til ham. Kubis og Bublík skjulte sig med et godt skudfelt oppe i galleriet, der fører fra "koret" over til den højre indvendige side af kirken. De krøb sammen i en højde af ca. 6 meter over kirkeskibets gulv. De havde på den måde adgangsområdet inde i kirken helt under kontrol. Pludselig lød der skud fra pistoler, som tyskerne skød ind i kirken med, for at forberede deres indtrængen. Faldskærmsagenter var bange for, at de nu ikke kunne undslippe og missionen ville tage sin ende. Men de vil ikke overgive sig, men "sælge deres skind" så dyrt som muligt. Deres håb var også, at de kunne aflede tyskernes opmærksomhed fra krypten og frelse deres 4 kammerater dernede. De to uløselige venner, Jan Kubis og Joseph Gabcík ville aldrig mere komme til at se hinanden igen. Jan Kubis lå roligt oppe i galleriet, med sin maskinpistol klar, ventende på de tyske soldater. Han kom ikke til at vente længe ....

Gestapo gik nu til angreb med 11 gestapofolk ind i kirken, men blev "naglet til jorden" straks de kom ind i kirkens "sideskib", i den smukke St. Cyril og Methodius kirke. Tyskerne angreb fra sideskibet og om bag alteret, som var af træ, mens de tre agenter skød ned mod dem fra balkonerne ovenfor. Den eneste indgang op til balkonerne, var en vindeltrappe til venstre, som tyskerne forsøgte at nå via en smal trappe, under dække af egne skudsalver. Adolf Opálka besvarede forbitret beskydningen, men havde til sidst næsten ikke mere ammunition. Han blev også ramt af skud fra tyskerne og da han ikke havde mere ammunition, tog Adolf Opálka en giftampul og endte samtidig sit liv med et sidste pistolskud til venstre tinding. På det tidspunkt var Kubis og Bublik allerede dødeligt sårede og taget af tyskerne. Tæt ved alteret, under et tæppe, fandt tyskerne senere en indgang ned til krypten dækket med en stenplade. Efter at have ødelagt pladen med sprængstoffer, opdagede man de stejle trapper, der førte ned i krypten. Men det viste sig hurtigt, at det var umuligt at få mænd igennem og ned ad trappen, de blev nemt skudt ned af de 4 agenter i krypten. Flere SS-soldater blev dræbt under forsøget på at storme krypten via trappenedgangen, da forsvarerne dækkede sig godt, for de tyske skud og håndgranater, bag kryptens stensøjler og skød den ene tyske soldat efter den anden. Til sidst gav tyskerne op med disse meningsløse "selvmordsforsøg" ned ad trappen mod kryptens gulv. Så længe forsvarerne havde ammunition, var krypten næsten uindtagelig.

Kubis og Bublik beskyder tyskerne og der kastes håndgranater. Tyskerne går i dækning i sakristiet, holdt nede af beskydningen. Skuddene ophører og der indtræder en dødlignende stilhed. Den tyske angrebsgruppe består af Pannwitz, Kowalczyk, Ewerding, Kehry, Herschelmann, Kahle og Oberhauser, suppleret af SS-folkene Teix, Ahle, Walter, Marx, Beck, Witting, Koch, Schauer og Grahlert. Denne del af kirken er mørk og kun svagt oplyst af små sprossevinduer. Tyskerne skyder igen og en håndgranat eksploderer. Kubis og Bublik beskyder tyskerne igen og tyskerne må trække sig tilbage i en kugleregn, som slår pudset af kirkens vægge. Forudsætning for at tyskerne kunne erobre kirkens indre, var at de kun havde én måde - at forcere trappen. Rottenfuhrer Grahlert trænger op ad trappen, men rammes af et skud i stålhjælmen og tumler tilbage usåret, da hjælmen reddede hans liv. Oberschutz Schinko prøver at styrte op ad trappen, men oven over på en stige op ad væggen, står Opalka og han rammer Schinko med et skud lige i øjet og denne styrter død ned af trappen. Gestapomanden Kahlo er også blevet såret og angrebsgruppen forlader hastigt kirkerummet. Den første kamp vandt faldskærmsagenterne og Gestapo blev meget overrasket over den modstand de mødte - de vidste ikke, at der var flere end 2 agenter i kirken og at det ville blive meget svært, at anholde dem i live, som man havde planlagt. Tyskernes angrebsgruppe samler sig igen, nu med flere våbentyper i anvendelse(håndgranatkastning under dække af heftig beskydning af faldskærmsagenternes mere eller mindre kendte positioner i kirken). Denne gang angriber man fra kirkens hovedindgang. Lige så snart de kom ind ad døren, blev de beskudt igen og forsøgte at skyde tilbage, men uden held. Faldskærmsagenterne havde den perfekte udsigt fra balkonerne over hele området i kirken. Gestapo tværtimod, har meget lidt kendskab til, hvor agenterne har deres positioner oppe på balkonerne og tyskerne skyder derfor ofte blindt op mod disse. Udenfor starter SS-kommandanten for en maskingeværenhed, en kraftig spærreild med sine maskingeværer, fra husene overfor, mod kirkens vinduer. Den uhæmmede beskydning, smadrede og splintrede vinduerne og kuglerne smældede ind i vægge og gulve i kirken. Men forsvarerne havde et perfekt skjul bag søjlerne i galleriet og koret, og tyskernes beskydning har ingen indflydelse. Men angrebsgruppen befandt sig stadig i kirken og var ved at blive ramt af SS´ernes beskydning og måtte hastigt forlade kirken via kirkeskibet. Pannwitz blev rasende og fik straks stoppet den absurde og nytteløse maskingeværild. Da hele kampen var ovre, måtte tyskerne konstatere, at de også havde tab, 14 dræbte og 21 sårede. -- De tapre faldskærmsagenter "solgte" sig så dyrt de kunne.

Kubis blev på et tidspunkt ramt dødeligt af sprængstykker fra en tysk håndgranat og stærkt blødende lå han på gulvet i kirkens "galleri". Blodet fra den hårdt sårede Jan Kubis kan ses på foto´et her. Han døde senere af blodtabet på vej til hospitalet, som tyskerne tog ham og den hårdt sårede Bublik til, da kampen om kirkens indre var slut. Bublik døde også ved den lejlighed. Begge blev senere kørt tilbage til kirken, så de sammen med de andre dræbte agenter kunne blive identificeret. Det var ikke muligt at modstå tyskerne i længden, faldskærmsagenterne var håbløst i undertal og man havde næsten ikke mere ammunition tilbage, men kampen oppe i kirken varede lige til klokken syv om morgenen. Ligeledes blev Bublík også ramt af fragmenter fra en tysk håndgranat, hvorved begge hans ben brækker og han pådrager sig dybe sår med sand og puds i fra kirkens vægge og med muskler revet i stykker, ved han, at han selv må gøre en ende på sit liv. Han sætter sin 6,35 mm. pistol til højre tinding og trykker på aftrækkeren. Men døden indtraf ikke med det samme og tyskerne forsøger at fragte ham og Kubis til hospitalet, men begge dør inden de når frem. Sidste mand i live er Opalka. Han er også ramt af skud og fragmenter fra de mange håndgranater det er lykkedes tyskerne at kaste ind og op mod dem på balkonerne. Opalka tog da en giftampul og knasede den med tænderne og skød sig samtidig selv og døde. Alle 3 faldskærmsagenter var nu sat ud af spillet og stilheden sænkede sig inde i kirken. Kl. var da syv om morgenen.

Den døde Løjtnant Opalka blev slæbt ud af kirken og lagt på et tæppe på fortovet. Bublík og Kubis var døende kørt i ambulance mod fængselshospitalet i Podoli. Men Bublík og Kubis dør inden man nåede frem. Man kørte dem tilbage, hvor de blev lagt ved siden af Opalka. Man havde ligeledes fået fat i forræderen Karel Curda, som skulle identificere ligene. Curda´s leder på mission "Out Distance", var Løjtnant Opalka og Curda havde ingen besvær med at genkende sin tidligere leder. -- Medens indificationen foregik oppe på fortovet ved kirken, lyttede de 4 andre faldskærmsagenter nede i krypten. Stilheden gjorde dem nervøse og anspændte. De stoppede straks med at grave i væggen i krypten, da der blev stille oppe i kirken. De var bange for at røbe deres tilstedeværelse i krypten. Et lille håb spirede, måske kunne de stadig håbe på deres frelse. Men de havde ingen idé om, hvad der foregik over dem, hvorfor kamplarmen pludselig havde stoppet. Spørgsmålene stod i kø for de 4 faldskærmsagenter. Ved tyskerne noget om dem? Finder de os? Lange minutter tikkede afsted, men pludselig sprængtes stenpladen over det lille firkantede indgangshul i loftet over krypten. Tyskerne havde opdaget dem.

Foto af krypten og trappen derned, umiddelbart efter at kampen var ovre. Til venstre i billedet kan man se en stor bunke menneskeknogler, som faldskærmsagenterne hældte ud af nogle kister, som de brød i stykker og anvendte til barrikader og "graveværktøj" ved hullet i muren ud til kloakkerne uden for kirken, som de havde håbet på, at kunne undslippe gennem, hvis de kunne få tid til at grave gennem væggen, inden tyskerne overmandede dem. -- Tyskerne beordrede på et tidspunkt præsten Petrek, til at råbe ned til agenterne, at de skulle ophøre med modstanden og forræderen Karel Curda forsøgte også at overtale de 4 tidligere kammerater til at overgive sig. Han råbte: "Kammerater, giv op! Kampen er forgæves!" Det eneste svar fra agenterne var et rungende: "Nej" Aldrig!", hvorefter de sendte flere skud op mod tyskerne. Nu vidste de også hvem der havde forrådt dem. -- Frivillige fra SS drister sig hen til ventilationsvinduet i krypten, hvor de kaster en tåregasbombe ned i krypten. Men faldskærmsagenterne får straks bomben smidt tilbage og ud af vinduet igen. Tyskerne vælger dernæst nogle frivillige SS-soldater, som skal forsøge sig med, at blive hejst ned gennem det firkantede hul over krypten, som man har adgang til nær kirkens alter. Den første SS-soldat, som er "bevæbnet til tænderne", bliver med reb firet ned i krypten. Han når dog kun halvejs ned i hullet før han bliver skudt. SS´erne forsøger med 3 mand mere, men også de må lade livet uden at opnå noget. Tyskerne indser, at den taktik er meningsløs og man opgiver også disse forsøg på at overmande agenterne.

Kampen mod de ca. 800 tyske SS-soldater og Gestapo i kirken og dens krypt, varede i over 14 timer, inden alle de 7 agenter, havde taget deres eget liv og også dræbt 14 tyske soldater og såret 21. Øverste på foto´et ses den engelske forfatter Alan Burgess, vise stedet nede i krypten, hvor nedgangen fra alteret til krypten var. Åbningen var dækket af en tung stenplade. Billedet er taget midt i 1960´erne, da Burgess undersøgte attentathistorien, inden han skrev sin bog. -- På nederste billede ses bl.a. de tyske SS´ere, sammen med de udkommanderede brandfolk i Prag, pumpe røg og vand ned i krypten for ad den vej, at ryge de 4 faldskærmsagenter ud. Det lykkedes ikke i første omgang, for tyskerne, at overmande dem. Agenterne havde en stige nede i krypten og den brugte de til at nå op til ventilationsvinduet og kaste de vand- og røgslanger ud igen, som tyskerne forsøgte at stikke ind.

Kryptens inderste. -- Formentlig på eget initiativ, lykkes det en af de udkommanderede tjekkiske brandmænd, som flere gange har forsøgt at stikke vand- og røgslanger ind ad ventilationsvinduet, at få en snor med en krog på, til at få fat i den stige, som agenterne havde stående op ad kryptens væg op til vinduet, så de kunne smide slangerne ud igen. Brandmanden lirkede forsigtigt stigen op og ud af vinduet. Stigen hørte til et af forsvarernes bedste "våben", men var nu tabt og muren under ventilationsvinduet var for høj og de kunne nu ikke forhindre tyskerne i at pumpe vand og røg ned til dem. Da Karl Hermann Frank fik dette at vide, klappede han den tjekkiske brandmand på skulderen og råbte "Bravo". Den frivillige brandmand fra Prag´s brandvæsen, blev efter krigen sat i fængsel, for at have hjulpet tyskerne på afgørende vis. Tyskerne opfordrede igen agenterne til at overgive sig - men det var spildte kræfter - svaret kom omgående med en hidsig skudsalve. Tyskerne startede nu uhindret med at pumpe vand ned i krypten, 3000 liter pr. minut. Faldskærmsagenterne kunne ikke forhindre det og snart er hullet, som de har forsøgt at hakke i væggen, dækket af vand. Nu vidste de godt at håbet var ude og at de ville tabe kampen. Men overgivelse kom ikke på tale, de ville kæmpe indtil døden. -- Derfor trak de sig tilbage og ind dybt nede i kirkens krypt, hvor de krøb ind i de viste rum på foto´et og gjorde sig klar til deres sidste heroiske forsvar mod tyskerne. Foto´et viser de cementhylder, som var beregnet til at placere kister på. De 4 agenter lå nu i mørket inde i hullerne og skød ud mod de fremrykkende tyske soldater, som trængte ned ad trappen og ind i krypten. Soldaterne kunne ikke se dem i mørket, kun mundingsilden fra agenternes pistoler afslørede hvor de var. Her endte de sidste 4 agenter deres liv, ved at skyde sig selv i tindingen med det sidste skud de havde tilbage i pistolerne - et par af dem, supplerede selvmordet, ved at tage en giftkapsel, som de alle havde på sig, så de ikke kunne anholdes levende af tyskerne. Man måtte ikke falde i tyske hænder og blive udsat for tortur, hvor faren for at bryde sammen og tilstå og røbe det man vidste, var alt for stor - så selvmordet var eneste udvej - og den valgte de modige tjekkiske agenter resolut, da der ingen anden mulighed var tilbage.

Kampen er slut. Ligene af de 7 faldskærmsagenter er slæbt op og placeret på fortovet og tyskerne er i gang med at identificere dem, hvorunder man også fotograferer ligenes ansigter. På foto´et ser man den civilklædte forræder Karel Curda, tredje person fra højre og placeret næsten midt i billedet og med hovedet kikkende skråt ned mod et af ligene. SS-manden Protektoratets Rigssekretær Karl Hermann Frank ses stående bøjet over et af ligene.

Den døde Jan Kubis, Reinhard Heydrich´s egentlige "bøddel", da det var Kubis, som kastede den dødbringende specielle håndgranat mod "Slagteren fra Prag", som efterfølgende døde af sine sår, den 4. juni 1942. Fotograferet af tyskerne uden for kirken.

Den døde Josef Gabsic, som måtte flygte under attentatet, da hans "stengun" maskinpistol fik funktionsfejl og ikke kunne bruges til at skyde Reinhard Heydrich i hans stabsbil. Kubis og Gabsic var nære venner.

Den blodige skjorte, som Josef Gabcík havde på under kampen i kirken.

Den døde Løjtnant Adolf Opalka.

Den døde Josef Valsic. Flere af agenterne havde tillagt sig overskæg og farvet både dette og håret, bl.a. Valsic.

Mindesten for faldskærmsagenten Josef Valcik, som døde i krypten under Katedralen St. Cyrila & Methodius. Ligeledes mindesten for hans familie, som tyskerne alle anholdt, efter attentatet af Reinhard Heydrich den. 27. maj 1942. Sammen med næsten 300 andre familiemedlemmer og bekendte til mange af de andre agenter og deres hjælpende modstandsfolk, blev disse henrettet i KZ-lejren Mauthausen den 24. oktober 1942.

Den døde Josef Bublik.

Den døde Jan Hruby.

Den døde Jaroslav Svarc.

Makabert foto af hovederne og dele af hoveder af de døde faldskærmstropper. I dag har man sikkerhed for, efter den et år lange forskning af MFD (Mlada Fronta Dnes), at Jan Kubis og Josef Gabcík, de 2 mest kendte tjekkoslovakiske helte, der likviderede Reichsprotector Reinhard Heydrich, er begravet i anonyme grave på Prags Dablice kirkegård. Paradoksalt nok, er de to faldskærmstropper, sammen med deres kammerater, i den anti-nazistiske modstand under krigen, begravet i Dablice sammen med Karel Curda, deres med-agent, som blev forræder og angav dem og hovedparten af den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse til nazisterne. Desuden er mange højtstående tyske og tjekkiske pro-nazistiske embedsmænd, som blev henrettet som krigsforbrydere efter krigen, også begravet i Dablice, samt ofre for det tjekkoslovakiske kommunistiske kup i 1948. Med hjælp af Retsmedicinsk Institut, har det Tjekkiske Militærhistoriske Institut, arrangeret forskningen, under ledelse af Ales Knizek. Man kontrollerede vidneforklaringer og tidligere optagelser af Prags kirkegårde. Forskerne fik også værdifuld hjælp fra en privat efterforsker, der i 1980'erne indspillede bånd med udsagn fra tidligere læger og politifolk, som havde godt kendskab til de metoder nazisterne anvendte, i "bortskaffelse" af modstandsfolk og agenter. Alle disse vidner og efterforskeren, er dog døde i mellemtiden. -- Emanuel Vlcek, var en tjekkisk antropolog, der arbejdede i Retsmedicinsk Institut under krigen, og som døde for et par år siden, bekræftede over for MFD kort før sin død, at de jordiske rester af ofrene af de tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, var blevet begravet i Dablice. Det Tjekkiske Senat´s næstformand Jiri Liska (Socialdemokraterne, ODS), udtalte da han fik kendskab til historien og sammenhængen: "Hvis dette [faldskærmsagenternes uværdige grav] er sandt, er det en kæmpe skam, og det skal der gøres noget ved". Liska sagde også, at der forhandles med Dablice kirkegårdsdistrikt, om planen med at opføre et monument til ære for faldskærmsagenterne og de andre modstandskæmpere. Monumentet vil blive afsløret den 28. oktober 2009, årsdagen dagen for oprettelsen af Tjekkoslovakiet i 1918/1919, som er en helligdag. -- Bortset fra begravelsen af Kubis og Gabcík, fra agentgruppen under kodenavnet "Anthropoid", er Dablice kirkegård også en gravplads for Alfred Bartos, Josef Valcik og Jiri Potucek (faldskærmsagenterne fra mission "Silver A"), Adolf Opalka (leder af missionen "Out Distance", med deltagelse af forræderen Karel Curda), modstandslederen Kaptajn Vaclav Moravek og Marie Moravcova, der var med i modstandsbevægelsen og som skjulte faldskærmsagenterne før og efter attentatet, men blev angivet af Karel Curda og begik selvmord, inden det rasende Gestapo, kunne anholde hende. -- Alle disse ikoner for den tjekkoslovakiske modstandskamp, ligger også begravet sammen med nazilederen Karl Hermann Frank, ham, der besluttede, at den böhmiske landsby Lidice blev jævnet med jorden og alle dens mænd og drenge henrettet den 10. juni 1942, som gengældelse for likvideringen af Reinhard Heydrich, den tyske Reichsprotektor, som planlagde, at afskaffe den tjekkiske nation, da han tiltrådte i september 1941 og straks iværksætte en grusom terror mod landets befolkning.

Dáblice kirkegården ligger i den nordlige del af Prag nær bydelsgrænsen mellem bydelene Vixen og Strížkov. Kirkegården omfatter 29 hektar land og er den næststørste efter Olšany kirkegård. Kirkegården blev anlagt i 1912-1914 i kubistisk stil og tegnet af arkitekt Vlastislav Hofman. Der er over tyve tusind registrerede grave. I 1943 begyndte man (primært tyskerne) at begrave resterne af uidentificerede personer, selvmord, døde efter obduktioner, i store fællesgrave. Kirkegårdens centrale punkt, er en højtidelig begravelsesplads, med jugoslaviske og italienske partisaner fra 2. Verdenskrig og ofre fra opstanden i Prag fra den 4. – 11. Maj 1945. I den nordlige del af kirkegården, er der en højtidelig begravelsesplads, som indeholder de torturerede og dræbte ofre for kommunismen i landet. Blandt disse ofre, som er begravet her, findes den af kommunisterne torturerede præst, Joseph Toufar og brødrene Mašín og andre.

Originalt avisfoto og omtale efter krigen, hvor man lod krypten være intakt og uændret og opsatte en mindetavle. Kampens mærker på kirkevæggen er aldrig blevet fjernet, man ser stadig de mange skudhuller i granitmuren, både her udvendig og nede i krypten.

Heinz Pannwitz, lederen af de tyske SS-soldater i kampen mod de 7 faldskærmsagenter i kirken. SS-Hauptsturmfuhrer Heinz Pannwitz blev født 18/7/1901 i Berlin. Mellem 1925-31 studerede han i Magdeburg, men blev ikke færdig med uddannelsen på universitetet. Efter militærtjeneste blev han ansat i politiet. Siden 1937 var han medlem af NSDAP (nazist-partiet) og SS siden 1939. I august 1939 blev han overført som leder af Gestapo i Prag. Man anså ham for en god kriminalleder af afdeling II G (sabotage, våben, eksplosiver). Han boede med sin kone i Prag - Dejvice, Belcediho gaden 84 (i dag Milady Horakove gaden). Umiddelbart efter likvideringen af Reinhard Heydrich, blev han udnævnt til leder af en særlig undersøgelseskommission, som bestod af omkring 120 personer. Pannwitz var den leder, som ud over kollegaen Fleischer's kontor, havde det største antal anholdelser i Prag. Han førte personligt angrebstruppen i Resslova gaden og angrebet i kirken og var en af de vigtigste ledere i aktionen. -- I slutningen af september 1942, kom han, på egen anmodning, til det særlige SS Regiment "Brandenburg". I løbet af næsten fire måneder, på den finske side af Ladoga-søen, deltog han i tyske afledningsangreb og indsats for at hindre, at De Allierede kunne levere forsyninger til det omringede Leningrad. I januar 1943 kom han tilbage til Gestapo i Berlin. Indtil august 1943, var han beskæftiget med at undersøge og opklare sabotage af de tyske fabrikker flere steder i landet. Senere i efteråret 1943, kom han til Paris, som leder af en særlig Gestapokommando. Han havde stor succes med at splitte den franske modstandsbevægelse i landet og i Vesteuropa. Han deltog også i aktiviteter med at bekæmpe det sovjetiske spion-netværk - kendt som "Ruda gruppen". Da Pannwitz blev klar over, at Tyskland helt sikkert ville tabe krigen, når han at overdrage et omfattende efterretnings-materiale og vigtige kontakter til De Allierede, som han havde opbygget under krigen, inden han blev taget til fange af russerne i Poznan. I 1946, blev han af russerne idømt 25 års hårdt strafarbejde, men i midten af 1950´erne sendes han tilbage til Tyskland. Her bor han sammen med sin kone og børn i Ludwigsburg. Han dør i 1975.

SS oberst Hans-Ulrich Geschke (advokat-uddannet), som spillede en vigtig rolle i tyskernes angreb i kirken, hvor de 7 faldskærmsagenter kæmpede til det sidste. Han blev født i 1907 i Frankfurt (Oder) og blev erklæret død efter 1945. Deltog i tyskernes Holocaust, da han medvirkede i de ungarske jøders deporatation og udryddelse i 1944. Før 2. Verdenskrig var Geschke leder af Kiel´s Politistation og efter besættelsen af Tjekkoslovakiet, blev han overført til Prag, hvor han også fungerede som leder af politiet her (ikke Gestapo). -- Han deltog også aktivt i massakren på mændene i Lidice, den 10. juni 1942 - se nedenfor ved den store historiske beretning, som oprulles ved de mange fotos om denne ugerning. -- Den 19. marts 1944, dagen for den tyske besættelse af Ungarn, blev Geschke udpeget af SS-General Otto Winkelmann, som chef for Sikkerhedspolitiet i landet. Han var der også leder af organisationen Kommando Eichmann, hvor han bl.a. ved hjælp fra Budapest´s telefonbog udvalgte 200 "judenverdächtige" borgere (jødisk klingende navne), hovedsagelig læger og advokater, som straks blev anholdt. Samme aften gav han ordre om anholdelsen af i alt 2.000 ledende jødiske embedsmænd. Alle blev deporteret og myrdet i KZ-lejrene. Geschke forsvandt sporløst under russernes angreb og indtog i Budapest og man antog, at han faldt under kampene her. Efter krigen erklærede chefanklageren i Frankfurt (Main) i 1959, Geschke for død. Mange nazister "forsvandt" på mystisk vis i krigens sidste dage!

Biskop Gorazd, overhoved i Katedralen St. Cyril & Methodius i 1930´erne til sin henrettelse og død i september 1942. Hans borgerlige navn var Matej Pavlik. I 1899, forlod han gymnasiet i Kromeríž og fortsatte sine studier ved Olomouc Teologiske Fakultet. Kort efter eksamen fik han stillingen, som præst på hospitalet for psykisk syge i Kromeríž, hvor han forblev i 15 år. Under 1. Verdenskrig brød han ideologisk ud af det katolske Kirkesamfund. Den 9. september 1921 i Beograd, blev han den første biskop af Den Tjekkiske Ortodokse Kirke (på det tidspunkt tog han navnet Gorazd). Takket være hans indsats, fik den tjekkiske ortodokse kirke i 1933, tildelt den tidligere kirke St. Charles Borromeo, som kirken hed indtil den fik navnet St. Cyril & Methodius. Allerede fra begyndelsen af den nazityske besættelse, deltog han i den anti-nazistiske modstand. Han hjalp flere modstandsfolk med skjul og opbevaring af udstyr m.m. En kendt modstandsmand, Jan Sadílek, som havde tæt samarbejde med Oberstløjtnant Josef Masin, (læs om denne ovenfor ved foto af denne), gemte sig i kirken. Bishop Gorazd, forsøgte efter likvideringen af Heydrich, at minimere de repressalier, som tyskerne iværksatte mod folket og tog skylden for de handlinger, som skete i kirken, ved selv at skrive breve til de nazistiske myndigheder. Den 27. Juni 1942, blev han arresteret og tortureret. Den 4. september 1942, blev han, nogle af kirkens præster og ledere henrettet ved skydning. For Biskop Gorazd´s handlinger, betød det, at han senere efter krigen, blev glorificeret som en martyr af Den Ortodokse Kirke.

Kaplan Vladimir Petrek (præst): Kaplan Th. Dr. Vladimir Petrek blev født 19. juni 1908 i Olomouc. Hans far var lærer og chauffør og stammede fra Valakiet. Vladimir var den anden af ti søskende. Takket være den katolske ortodokse biskop, kom Vladimir til at studere på Theologi Skolen i Jugoslavien. I 1933 dimitterede han fra Det Teologiske Fakultet i Beograd. Derefter tiltrådte han sin militærtjeneste i Kromeriz. I september 1934, blev han indvalgt som medlem af kirkeadministrationen i Charles Borromeo (Cyril og Methodius) kirken på Resslovagaden i Prag. I sit ægteskab med Jirina, født Reinlovou, fik de en datter. Efter sin ph.d. afhandling i 1937, fik han sin doktorgrad fra det Teologiske Fakultet i Prag. Efter nogle vanskelige beslutninger om sin fremtid, besluttede han, at leve i afsondrethed fra ægteskabet, som ophørte og han ville i livet "kun leve for den hellige ånd". Han boede i Prag's nye bydel. Han havde sans for humor, lune, men frem for alt elskede han kunst. Han havde en "all-round" verdslig uddannelse og en almindelig bred politisk indstilling og var afholdt af de fleste mennesker. Han udtrykte, under tjekkoslovakiets mobilisering i maj og september 1938, sin pacifistiske overbevisning. Men efter tyskernes besættelsen af landet, blev han involveret i modstandsaktiviteterne, især efter at Præsident Elias blev "retsforfulgt" og henrettet af tyskerne/Heydrich. Han hjalp bl.a. en person med skjul og personlige papirer, da denne blev søgt anholdt pga. indførelsen af de tyske Nürnberglove i 1935 (jøde forfølgelseslovene). -- Natten til den 18/6 1942 blev han arresteret, da tyskerne vidste, at der var et antal faldskærmsagenter inde i hans kirke. Gestapo var brutale i afhøringen af ham, men han røbede ikke antallet af agenter i kirken. Efter kampene i kirkens øvre halvdel, blev han af Gestapo, bundet og tvunget til vinduet ned til kirkens krypt, hvor han skulle få agenterne til at stoppe kampen. Han råbte ned i krypten: »Det er præsten der taler! Man fortæller mig, at I er nødt til at give op, ellers bliver I henrettet. De siger, at I kommer til skade, hvis I ikke giver op. De siger de vil opføre sig i henhold til konventionerne for krigsfanger." Straks lød det nede fra krypten: "Vi er tjekker! Vi overgiver os aldrig! Hører du? - aldrig!" Herefter ville tyskerne skyde ned i krypten, men Vladimir stillede sig op, som levende skjold, indtil tyskerne fik ham revet væk og man skød og kastede håndgranater ned i krypten. Disse uværdige Gestapo-metoder optændte Waffen-SS-kommandanten von Treuenfeld. Han kom i skarp konflikt med Gestapolederne Geschke og Pannwitz og kaldte dem for dilettanter. -- Vladimir Petrek blev herefter den 3. september 1942 i et retsmøde, sammen med andre præster og biskoppen dømt til døden. Dagen efter blev de skudt, den 4. september 1942 kl. 14:35 på Kobylisy skydebanen i Prag. Vladimir Petrek blev henrettet dagen efter og hans opførsel før henrettelsen, blev beskrevet som stille og værdig.

Torsdag den 3. september 1942, gennemførte nazisterne i Petschek Slottet i Prag, en "offentlig" "skueproces" mod medlemmer af Den Ortodokse Kirke, som samarbejdede med at hjælpe og skjule de 7 faldskærmsagenter i deres kirke. Fotografiet viser fra venstre mod højre, Jan Sonnevend, Václav Cikl, Dr. Th. Vladimír Petrek og Biskop Gorazd. Nazisternes dom var forberedt på forhånd. Václav Cikl, Biskop Gorazd, og Jan Sonnevend blev henrettet i Kobylisy den 4. september 1942 kl. 14:35, Dr. Petrek dagen efter. Ved denne lejlighed sagde SS-Statssekretæren for Protektoratet, K.H. Frank: "Hvis den tjekkiske nation vil overleve, må det ikke være en nation af Petreks"! Den 26. september 1942, baseret på sin "forræderiske aktivitet", blev Den Ortodokse Kirke opløst, og dens ejendom blev konfiskeret.

Her besøgte jeg i Resslovagaden nr. 9, Barok-katedralen St. Cyril & Methodius. Her er et lille kældermuseum med filmforevisning og adgang til krypten, hvor de 7 tjekkiske faldskærmsagenter under 2. Verdenskrig, efter likvideringen af SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, skjulte sig og senere kæmpede mod tyskerne og til sidst begik selvmord, i stedet for at blive taget af tyskerne. Læs hele historien ovenfor ved de mange fotos. Jeg havde på grundlag af en læst dokumentarbog, i mange år ønsket at besøge dette sted. Det var en gribende og forfærdelig oplevelse, at se og opleve historien nærmest "live" på stedet. Det berørte mig dybt i sjælen, at være på dette grusomme sted. Besøgende kan besøge krypten via indgangen i hjørnet, vist på fotoet nederst til venstre. Ventilationsskaktens åbning i kirkens grundfundament, ses i midten nederst på fotoet, hvor der er et lille "indhak" i kirkens grundfundament. Åbningen vender ud mod fortovet her. Nærmeste metro terminal er en kort gåtur op ad bakken og rundt om den næste husbloks hjørne. Adgang og info herom, kan du se ved de næste fotos, med beskrivelser, åbningstider, adgangspriser og hvordan man kommer dertil.

Katedralen og det fantastiske mindemuseum er åben hver dag, undtagen mandag: Fra april til oktober fra 10:00 til 17:00. Fra november til marts fra 10:00 til 16:00. (Foredrag og fremvisning af video for grupper, skal arrangeres på forhånd på tlf. / fax 420 / 224 916 100). Adgang koster: Standard, voksen: 75 CZK - Studenter: 35 CZK - Studentgrupper med guide og program: 50 CZK - Familiebillet (2 voksne + 3 børn): 150 CZK. ---- Selve katedralen er delvis åben for offentligheden: Lørdag 08:00 - 09:30 - Kapel/Ortodokse kirke - Søndag 09:00 - 12:00. -- Adresse: Resslova gaden 9, 12000 Prague 2 - Hvordan kommer du dertil: Metro gul linie B - stå af på metro station "Karlovo Namesti". Eller tag med sporvognene nr. 3, 4, 6, 7, 10, 14, 16, 18, 22, 24 - stå af på "Karlovo Namesti" og sporvogn 17, 21 - stå af på "Jiráskovo Pladsen". Parkering i blå P-zone. Der kan parkeres i miljøzoner. Udnyt evt. området til en dejlig spadseretur i omgivelserne ved floden og parkerne i nærheden.

Inde i Katedralen St. Cyril og Methodius, som den ser ud i dag. -- Den Ortodokse kirke i Tjekkiet (russisk-ortodoks), er repræsenteret ved to Stifter, et i Prag og et der omfatter Brno og Olomouc. Disse Stifter ledes af biskopper. I Prag er det Ærkebiskop Christopher, som også er repræsentativ for Den Ortodokse Kirke i Tjekkiet. I Olomouc er det Biskop Simeon, der administrerer sognene, herunder åndeligt, i Mähren og Schlesien. Begge Stifter er omfattet af et valgt råd, hvis formand er Viceærkebiskop Kitts. Stiftet Prag er den åndelige repræsentation for den russisk-ortodokse kirke i Tjekkiet, i lighed med St. Peter & Paul kirken i Carlsbad. Desuden er der fire ortodokse missionærer. To kvindelige og to mandlige. Disse afholder foredrag og undervisning og deltager i Det Pædagogiske Center i Katedralen St. Cyril og Methodius i Prag. Centret udfylder en vigtig uddannelsesmæssig rolle og er hjemsted for det ortodokse Akademi, som forbereder seminarer, konferencer, kurser for den brede offentlighed og indfører kandidater til den åndelige kultur, tradition og moderne tænkning af den kristne tro (russisk-ortodokse). -- Den nye forfatning, fra starten af 1990´erne, har skabt en række interne og eksterne aktiviteter i kirken, som tidligere var undertrykt under kommunismen, som f.eks monarkiets liv, tempel- og kapelbyggeri, skolevirksomhed og socialt arbejde for de unge, såsom organisationen "Den Ortodokse Ungdoms Broderskab. -- En vigtig del af uddannelse i den ortodokse kirke, er også klosterlivet, som hvis form og organisation, ikke har eksisteret så længe. Kort efter de politiske forandringer ved kommunismens fald i slutningen af 1980´erne og starten af 1990´erne, blev der etableret adskillige små ortodokse klostersamfund i Den Tjekkiske Republik, der til stadighed har til formål, at være et vidnesbyrd om livet og troen på Kristus. I klostrene dyrkes den åndelige fordybelse med flere timers kollektiv og personlig bøn og tilbedelse om dagen. -- I et demokratisk samfund, som det nye Tjekkiet, arbejder kirken også med det sociale område. Til dette formål, som blev grundlagt for flere år siden, virkes der ud fra en tjekkisk ortodoks filantropi. Organiseringen af det sociale områdes opgaver, varetages af særskilt uddannede troende, som hjælper de trængende f.eks fattige, syge og marginaliserede mennesker. Den ortodokse filantropi, søger også at fremskaffe nyttige håndgribelige ting og mange slags gaver. Man var bl.a. aktive med personlige deltagelse og hjælp til de mange personer, som blev berørt af oversvømmelserne i 1997 i Moravia og i 2002 i Böhmen.

Den Ortodokse Katedral - Helgenerne Cyril & Methodius - Prag. I dag er der tilknyttet et museum, som åbnedes den 4. september 2006 kl. 14:35 (henrettelsesdagen og klokkeslettet, da kirkens ledere i 1942 blev skudt af nazisterne), af bl.a. repræsentanter af den ortodokse kirke: DET NATIONALE MINDEMUSEUM FOR HELTENE UNDER HEYDRICH´ TERROR 1941-1942. (Národní památník hrdinu heydrichiády - Misto smírení). Web-side: www.pamatnik-heydrichiady.cz (se evt. ovenfor i tekstafsnittet, hvor dette link er direkte opsat + en del andre links til katedralen og historien herom). Katedralen var skueplads for de 7 faldskærmsfolks kamp og død i kirken og katedralens krypt. Mindestedet består af (1.) Katedralen - en barok kirke tegnet af arkitekt K. Ignác Dienzenhoffer. (2.) Krypten - en permanent udstilling, der viser stedet og fortæller om de 7 agenters sidste heroiske kamp mod SS og Gestapo, efter attentatet af Reinhard Heydrich, som blev udført af Jan Kubiš, Josef Gabcík og Josef Valcík. Der er lejlighedsvis særudstillinger. Katedralen og dens præster og ansatte, deltog i modstandsbevægelsen i 1939-1942 og følgende 4 kirkeledere blev henrettet på Kobylisy skydebanen i Prag, efter at kampen i katedralen var ovre den 18. juni 1942: Biskop Gorazd, Præsten Th. Dr. Vladimír Petrek, Kirkens overordnede Václav Cikl og Formanden for kirkens samfund Jan Sonnevend. -- Kobylisy skydebanen kan besøges og adressen er Prag 8, Bojasova gaden. Tilslutning: Metro C, Kobylisy station, eller bus nr. 175, Bojasova station.

Ventilationsåbningen i kirkens fundament ud mod Resslovagaden. Bemærk mindetavlen på tjekkisk og årstallet "1942" lagt i brosten foran muren.

Den dag jeg var der var vejret varmt og solrigt og Prag summede af liv og foretagsomhed allevegne. Da jeg gik hen ad fortovet ved kirken, kunne jeg se en mængde blomster og kranse neden for kryptens lille firkantede ventilationsåbning, hvis omgivelser var oversået med skudhuller fra kampen den 18. juni 1942. Det var en meget stærk oplevelse, at nærme sig stedet - jeg gøs og frøs indvendigt og stod med ærefrygt og så på stedet, som den dag i dag, er en evig påmindelse for os alle, om at ikke at give op, ikke at finde os i alt, men ofre livet, hvis det er nødvendigt. Verden er fuld af fantaster, galninge og despoter, som truer os alle, hvis vi ikke kæmper imod. Det vil koste, ja - men alternativet? Heydrich var den nazistiske chefstrateg og havde ansvaret, sammen med Eichmann for "Die Endlösung", den totale udryddelse af alle jøder i Europa. Heydrich og Eichmann har bl.a. ansvaret for over 3,5 mill. jøders grusomme død i årene 1941 - 1945.

Her står jeg foran stedet for den heroiske kamp af de tjekkiske agenter mod de ca. 800 tyske Waffen-SS soldater. Læs om det hele ovenfor og under alle de øvrige fototekster. Billedet her taler for sig selv. man kan fornemme historiens "vingesus" - eller man skulle måske sige historiens "skudsalver"!

Krypten og stedet neden for ventilationsvinduet under katedralen, hvor de 7 agenter kæmpede i 14 timer mod den tyske overmagt. -- "Husk" - Uddrag fra Præsidenten Vaclav Havel´s tale fra krypten den 31. maj 1992:" "Mordet af Heydrich fik de forfærdeligste konsekvenser - Udslettelsen af landsbyen Lidice, ufattelige pinsler, fem tusinde blev henrettet, deportationen af jøderne. Vi ved, hvad vi måtte betale for mordet ... og for det, fik vi Friheden. Vi er ikke skabt af forskellige mærkværdige grunde, men skabt, fordi vi gjorde modstand mod den organiserede militære magtanvendelse fra Tysklands side. Det er det vi har betalt for og ikke noget andet. Mordet på tyrannen viste dengang verden, som opfattede os som en pseudo-nation, som en pseudo-undertrykt land, som var blevet et offer for denne vold. Modstanden og mordet på Heydrich, var en af de vigtigste modstandshandlinger på europæisk plan, og det var en handling, der havde en betydelig indvirkning på anerkendelse af vores eksil-regering i London, og at vi kom ud, som en sejrende stat i denne krig og ikke som en besejret stat. De fortjener absolut vores anerkendelse, for nu er vi virkelig og fuldstændig frie, og kan frit takke dem for deres utimative offer, deres død".

I krypten nedenfor og til højre for ventilationsvinduet, hvor tyskerne skød ned igennem og sendte røg og vand ind, havde de overlevende 4 faldskærmsagenter hernede, da de første skud lød oppe fra kirkens lokaler, straks begyndt at hakke i muren, for at etablere et hul ud til et større kloakrør, som de mente skulle ligge i jorden uden for kirken og hermed krypten. Det lykkedes dem at grave det viste hul ud med deres knive, træstykker fra kister og andet der var ved hånden, men opgaven var for svær. Under en pause i skudkampen oppe i kirken, forholdt de sig tavse, for ikke at røbe deres tilstedeværelse og hvad de havde i sinde. Hullet ses den dag i dag i krypten.

Krypten som den ser ud i dag og som du kan besøge.

Nazilederne efter Reinhard Heydrich likvidering: SS-Obergruppenführer og Politi-Generaloberst Kurt Daluege, (stående t/venstre), blev fungerende stedfortrædende Richsprotektor for Protektoratet Böhmen og Mähren, efter Heinrich Heydrich´s likvidering og død. Til højre Sudetertyskeren og Tysklands Statssekretær for Protektoratet, SS-Obergruppenführer Karl Herman Frank. Frank håbede på, efter Heydrich's død, at han selv kunne blive den nye Reichprotektor. Hitler anså ham dog kun som repræsentant for sudetertyskerne i Protektoratet og ønskede ikke ham som protektor. Frank forblev derfor stadig kun statssekretær for Protektoratet. Hitler´s oprindelige plan for hvem der skulle være protektor, betød, at den berygtede Gruppenführer Von dem Bach, som var kendt for sin grusomhed og hensynsløshed, var den som Hitler foretrak til opgaven. Hitler ønskede at tjekkerne blev "badet i blod" og pålagde dem ubetinget loyalitet over for "Det 3. Rige". Men det var ikke muligt for nazisterne, at frigive Von dem Bach fra sit kontor og opgaver i Ukraine (han havde travlt med at udrydde jøderne her). Heydrich´s efterfølger blev derfor Politigenerel og Waffen-SS Obergruppenführer Kurt Daluege. Denne led af syfilis og havde perioder med lammelse og blev ikke udpeget som den permanente protektor i landet. -- I forbindelse med attentatet om formidagen den 27. maj 1942, indførte K.H. Frank omgående en tilstand af civil nødsituation, som straks blev annonceret via radio og andre medier. Plakater blev hængt op i gaderne, hvor tyskerne tilbyder en dusør for oplysninger om gerningsmændene. Den øverste SS-leder for Tyskland, Heinrich Himmler, gav samme dag via teleprint, følgende ordre til K.H. Frank: 1) "Jeg er enig i den igangværende civile nødsituation. 2) Hele den tjekkiske intelligentsia skal arresteres og være blandt de første 10.000 gidsler, som der anholdes. 3) De første 100 af de vigtigste fjender blandt den tjekkiske intelligentsia, skal være skudt inden i aften"! -- Fotoét viser: Siddende i stolen bag Kurt Daluege, er det Prags vege afkræftede Statsformand Dr. Hacha. -- Oversigt over ledelsen af Prag og Tjekkoslovaliet under krigen: Tjekkoslovakiets regering under det tyske protektorat: Statens Formand: Emil Hácha (15. marts 1939 -- 4. maj 1945). - Premierministre: Rudolf Beran (1. december 1938 -- 27. april 1939) - Alois Eliáš (27. april 1939 -- 28. september 1941 -myrdet af tyskerne) - Jaroslav Krejci (19. januar 1942 -- 19. januar 1945) - Richard Bienert (19. januar 1945 -- 5. maj 1945). - Reich Protektor (Generalguvernør) over Böhmen og Mähren (Tjekkoslovakiet): Johannes von Blaskowitz (15. marts 1939 -- 21. marts 1939) - Konstantin Freiherr von Neurath (21. marts 1939 -- 24. august 1943) - Reinhard Heydrich, Stedfortrædende Generalguvenør/Protektor under Neurath (29. september 1941 -- 4. juni 1942) - Efter Heydrich´s likvidering og død udnævntes Kurt Daluege, som Stedfortrædende Generalguvenør/Protektor under Neurath (5. juni 1942 -- 24. august 1943). - Wilhelm Frick (24. august 1943 -- 4. maj 1945).

Kurt Daluege skulle egentlig kun være midlertidig i embedet som den nye Reichsprotektor efter Reinhard Heydrich. Daluege blev dog straks ansat den 28. maj 1942 og kom til at regere indtil den 14. oktober 1943, hvor hans syfilissygdom gjorde ham uegnet til at arbejde mere. -- Efter Heydrich død, iværksatte man også dennes planer om iværksættelse og drift af de tre første "forsøgs" dødslejre - Treblinka, Sobibór og Belzec. Projektet fik navnet Aktion Reinhard til Heydrich's "ære". ---- Kurt Daluege blev født i den lille øvreschlesiske by Kreuzburg (nu Kluczbork) den 15. september 1897. Han tjente i Den Kejserlige tyske hær i 1916 - 7. Garde Regiment på Vestfronten under 1. Verdenskrig. Under sin tjeneste blev Daluege alvorligt såret flere gange (erklæret 25% invalid), og dekoreret for tapperhed. -- I 1920'erne blev Daluege leder af Selbstschutz Oberschlesien (SSOS) - en øvreschlesisk "veteran' organisation, der var militant og involveret i kampene mod polakkerne i regionen. I 1921 blev han også aktiv i Frikorps Roßbach, mens han studerede ingeniørfag på det tekniske universitet i Berlin. To år senere, meldte Daluege sig ind i Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejder Parti, NSDAP (nazipartiet) og i 1926 kom han i Sturm Abteilung (SA), hvor han til sidst blev leder af Berlins SA og Goebbels ' stedfortrædende Gauleiter (stedfortrædende partileder) i Berlin. -- I juli 1930 trådte Kurt Daluege, i overensstemmelse med Hitler's ønsker, ud af SA og sluttede sig til Schutz Staffel SS med rang af SS-Oberführer. Hans primære ansvar var at udspionere SA og politiske modstandere af NSDAP. I 1932 blev Daluege NSDAP delegeret, i den preussiske stats parlament og i november 1932, blev han valgt til Reichstag for Electoral District Berlin-Ost, en plads han bevarede indtil 1945. På samme tid, flyttede Hermann Göring ham til det preussiske indenrigsministerium, hvor han overtog politiet. I 1936, var hele det tyske politi reorganiseret og de administrative funktioner, som tidligere var udført af de nu stort set hedengangne delstater, blevet overført til Indenrigsministeriet. ---- Samme år, fik Daluege af Wilhelm Frick (Chefen for Ordnungspolizei, Orpo) administrativ myndighed, men ikke udøvende magt, over det meste af ordenspolitiet i Nazi-Tyskland. Daluege var chef for Ordnungspolizei i resten af krigen og nåede rangen af SS -Obergruppenführer og Generaloberst der Polizei. ---- Nazisternes hævn omfattede bl.a. ordren til Daluege om ødelæggelsen af landsbyerne Lidice og Lezaky i Böhmen (ca. 20 km. nordvest for Prag). Her beordrede han mordet på alle mænd og drenge i byerne og senere også drabene på mindst 81 børn fra Lidice og børnene fra landsbyen Lezaky, som var endt i Chelmno KZ-lejren i Polen. -- Daluege fik i maj 1943 et massivt hjerteanfald og blev alvorligt syg. I august blev han frataget alle sine daglige opgaver og tilbragte resten af krigen, på en ejendom, som Hitler gav ham. I maj 1945 blev Daluege anholdt af amerikanske tropper i Lübeck og interneret i Nürnberg, indtil september 1946, da han blev udleveret til Tjekkoslovakiet. Kurt Daluege blev her dødsdømt og hængt i Pankrác fængslet i Prag den 24. oktober 1946, på samme måde, som hans samtidige medskyldige i massemordene i Lidice og andre steder i Prag og Tjekkoslovakiet, nemlig Karl Hermann Frank (se fotoserien og læs om denne SS-mand og henrettelsen af ham, med den specielle slaviske hængningsmetode. Han blev som Frank også begravet i en anonym grav i Prag's Dáblice kirkegård. -- Kurt Daluege´s personlige liv. I 1926 giftede han sig med Käthe Schwarz, med hvem han fik fire børn, tre sønner (f. 1937, 1938, 1940) og en datter (f. 1942). -- Sammendrag af hans SS-karriere - Rang og datoer: SS-Oberführer: 25. juli 1930 - SS-Gruppenführer: 1. juli 1932 - SS-Obergruppenführer: 9. september 1934 - Generalleutnant der Landespolizei: 20. april 1935 - General der Polizei: 17. juni 1936 - SS-Oberstgruppenführer und Generaloberst der Polizei: 20. april 1942. -- Kurt Daluege havde også en andel i sagen med Stalins søn, som tyskerne havde fanget. Hvornår Stalins søn, Løjtnant Yakov Dzhugashvili, blev taget til fange af den tyske hær, vides ikke. Daluege er anerkendt for, som den der tilbød Stalin, at dennes søn, Yakov Dzhugashvili, kunne udveksles og komme tilbage til den Røde Hær, til gengæld for frigivelsen af Feltmarskal Paulus, som overgav sig med resterne af 6. Armé i Stalingrad den 31. januar 1943. Joseph Stalin afslog tilbuddet, angiveligt fordi "en løjtnant var mindre værd end en general." Daluege sørgede derefter for, at Dzhugashvili blev interneret i KZ-lejren Sachsenhausen, hvor han døde i en alder af 36. Tyskerne erklærede officielt, at Yakov døde ved at løbe ind i et elektrisk hegn. Nogle historikere og andre har anført, at han begik selvmord i lejren, mens andre har foreslået, at han blev myrdet. Men kort sagt, så var også Kurt Daluege en uhyggelig ond og afstumpet mand, som selv havde 4 børn og hustru og alligevel sørgede han for massemord af børn fra spædbørnsalderen op til 15-16 år i Lidice. Desuden var han også ansvarlig, sammen med Karl Herman Frank, i masseudryddelsen af jøder og andre i titusindvis i Tjekkoslovakiet og andre steder i primært Østeuropa og Rusland, ved at deportere folk til KZ-dødslejre. 240.000 jøder fra Tjekkoslovakiet, eller næsten 90 %af landets jøder blev deporteret og myrdet i de nazistiske dødslejre. Fantastisk at Tyskland dengang kunne fostre så utroligt mange psykopater og galninge - en nation, som ellers altid havde været kendt for mange kulturpersonligheder inden for forfatterskab, skuespil, musik og mange opfindere og finans - og erhvervsfolk osv. -- Alle i Tyskland der kunne, var åbenbart ligeglade med hvordan man fik sin magt og rigdom - om man så skulle slå alle ihjel man ikke kunne lide og helst på den mest bestialske og grusomste måde - pinefuld og langvarig smerte og en for mange fanger, befriende død og dermed den endelige og eneste "flugt" fra det nazityske "Herrefolk", som kunne lade sig gøre. -- Nyere forskning har påvist, at millioner af tyskere deltog aktivt i eliminationen af det jødiake folk i Tyskalnd og senere i hele Europa og Rusland. Alle niveauer i det tyske samfund, kendte til planerne og udførelsen af jødernes udryddelse og de fleste bifaldt denne politik og deltog aktivt i 1930´erne, med at gøre jøderne til "ikke-eksisterende" i det tyske samfund!

Kurt Daluege på vej til galgen i Pankrac fængslet den 24. oktober 1946, samtidig med SS-Rigssekretæren, Karl Hermann Frank.

SS-Gruppenführer Arthur Nebe (13-11-1894 - 21-03-1945), blev hentet til Prag, for at opklare attentatet på Heydrich. -- Fakta om Nebe: Formand for Interpol (1942-1943). Tilknyttet Kriminalpolitiet før krigen. I 1941, lige før Operation Barbarossa (Tysklands angreb på Sovjetunionen), befalede Heinrich Himmler, Nebe til at lede Einsatzgruppe B (udryddelseskommandoerne) bag Hærgruppe "Center" på østfronten. Hovedkvarteret for Nebe's udryddelsesgruppe var i Minsk, og senere Smolensk. Nebe siges at have kæmpet mod Heydrich's ordrer om udryddelsen af jøder og alle andre bag østfronten. Nebe havde kun ledelsen af Einzatsgruppe B i 4 måneder og opnåede "kun" at myrde 46.000, hvilket irriterede Reinhard Heydrich meget, da Stahlecker's ledelse af Einzatsgruppe A, i samme tidsrum, myrdede 221.000. Nebe søgte at manipulere med tallene, så det så ud, som om man havde myrdet flere end i virkeligheden. Nebe søgte at undgå deltagelsen og fik tilladelse til at forlade stillingen efter 4 måneder. Efter sin retur til Berlin, var han overbevist om, at tyskerne ville tabe krigen militært og begyndte allerede i 1942, at samarbejde med andre militære officerer om at skaffe Hitler af vejen. Han blev på det grundlag udnævnt til en stilling i SS, hvor han kunne give disse officerer oplysninger om, hvad der foregik inde i SS og Gestapo. Han samarbejdede med Henning von Tresckow og Fabian von Schlabrendorff om at reducere grusomhederne. I slutningen af 1942 efter Wannsee-konferencen, informerede Nebe modstandsofficererne om Himmler´s og Heydrich´s planer med den såkaldte "Endelige afgørelsen på spørgsmålet med jøderne" (total udryddelse af alle verdens jøder). -- Nebe måtte, på ordre fra lederen af Gestapo, Heinrich Müller, IV Amt Afdeling 4 RSHA, i marts 1944, efter "Den Store Flugt" fra Stalag Luft III krigsfangelejr, udvælge 50 af de 73, i første omgang undslupne krigsfanger og igen tilfangetagne, sådan at de kunne blive henrettet. Det siges, at denne udvælgelse gjorde Nebe stærkt utilpas. -- Guenter Lewy har i sin bog "Den nazistiske forfølgelse af sigøjnere" givet et andet billede af Nebe. Han beskriver, hvordan Nebe afholdt en demonstration for Himmler, hvor der foregik en massehenrettelse af 100 personer i Minsk. For at behage Himmler, eksperimenterede Nebe med forsøg på at myrde sovjetiske psykisk syge mennesker, først med sprængstoffer nær Minsk og derefter med udstødningsgas fra lastbiler i KZ-Leren Mogilev. Spørgsmålet om Nebe's begrænsede skyld, betvivles, da han som leder af RKPA (Kripo/Kriminalpolitiorganisationen), spillede en ledende rolle i udformningen af politikken med sigøjnerne i de erobrede lande. Nebe bad Eichmann om at sætte sigøjnere sammen med jøderne, ved transporterne til NiskoI i oktober 1939. I 1944 foreslog Nebe SS-lederen Grawitz, at sigøjnere ville være gode mennesker, at bruge til medicinske eksperimenter i Auschwitz og Dachau koncentrationslejrene (Himmler havde bedt Grawitz om rådgivning på spørgsmålet). -- I september 1941, hjalp Nebe med træning i bekæmpelsen af "den jødiske partisanbevægelse". Træningen omfattede mord på 32 mennesker i KZ-Lejren Mogilev. -- Komplottet og bombeattentatet mod Adolf Hitler den 20. juli 1944, var Arthur Nebe involveret i. Som en del af plottet, skulle Nebe lede et team af 12 politifolk, som skulle dræbe Himmler, men signalet om iværksættelse, nåede aldrig frem til ham. -- Bernd Wehner fra RKPA (Kripo) hævdede senere, at Nebe var bekymret for, at De Allierede efter krigen, ville straffe ham for hans forbrydelser, og at dette var den eneste grund til, at han sluttede sig til modstanden og bombekomplottet mod Hitler. Historikeren Reitlinger har karakteriseret Nebe, som "et meget tvivlsomt medlem af modstandsbevægelsen, da tidspunktet for bombeattentatet fandt sted". -- Efter det mislykkede attentatforsøg den 20. juli 1944, gik han "under jorden" på en ø i Wannsee, men blev senere anholdt, efter at en forsmået elskerinde forrådte ham. Nebe blev dømt til døden ved Volksgerichtshof (Folkets Domstol) og ifølge officielle optegnelser, blev han henrettet i Berlin Plötzensee fængslet den 2. marts 1945, ved hængning med pianotråd fra en kødkrog, som var den straf Hitler havde befalet, at alle som deltog i 20. juli komplottet, skulle have - De skulle "hænges som kvæg". ---- Tilbage til tiden efter den 27. maj 1942 i Prag. "Ekspert i kriminologi" Arthur Nebe startede sin detektivopgave, med at gennemgå alle de fakta tyskerne kunne indsamle før og efter attentatet. Alle effekterne og sporene, som var at finde på gerningsstedet, efter at gerningsmændene havde forladt området, blev underkastet en grundig analyse og fortolkning, hvorefter man udsendte billeder og beskrivelser af to gerningsmænd til aviser og til visning i biografer. Enhver, der vidste noget om dem, skulle kontakte den nærmeste politistation. Hvis nogen skjulte noget, ville de blive skudt sammen med hele deres familie. Nebe havde dog noget at gå efter: Noter, breve og beskrivelser fra tidligere fangst af udstyr og materialer fra en faldskærmscontainer, Stengun maskingpistolen, noget ammunition, 1 ubrugt beige lærredshåndgranat, (som en ekspert fra Berlin mente, lignede dem, der anvendtes af briterne i Nordafrika mod de tyske kampvogne) og to mapper, hvoraf den ene indeholdt en stråhat fra butikken "White Swan". Himmler ønskede at efterforskningen skulle ske på bedste måde og beordrede 95 kriminalfolk fra Berlin, til at bistå med opklaringsarbejdet. Trods dette og den yderst brutale fremfærd mod borgerne i Prag, gav det ikke noget afgørende resultat - men da terroren havde virket i små 3 uger, begyndte det at give resultater, kulminerende med faldskærmsagenten Karel Curda´s forræderi og oplysningerne man får ud af den anden faldskærmsagent, Velim Gerik.

Professor Ladislav Vanek med dæknavnet "Jindra Sklenar" fra byen Brno, var leder af modstandsorganisationen "Sokol". Han var tidligere kemilærer og boede i Prag. -- Liste over medlemmer i Sokol modstandsbevægelsen: Vaclav Khodl (1895-1942) - Læge Bretislav Lycka (1902-1942) - Vlastimil Moravec (1921-1942) - Vaclav Novak (1893-1942) - Jindriška Nováková (1928-1942) - Francis Pechacek (1896-1944) - Prof. Dr. Jur. Augustin Pechlát (1877-1941) - Ladislav Vanek (1906-1993) - Vanek´s dæknavn, Jindra Sklenar, betød bl.a. at han i lang tid kunne lede modstandsaktiviteterne i "Sokol", uden at tyskerne fik kendskab til ham. Da han senere blev anholdt, indrømmede han alle sine gerninger over for tyskerne og tilbød dem at hjælpe dem. Efter krigen blev han beskyttet af De Allierede, da han nu hjalp dem, med at opspore nazisterne. - Divisionsgeneral Hugh Vojta (1885-1941) - Leder i modstandsorganisationen "NO" (Nationens Forsvar), som senere blev sammenlagt med Jan-militsen, da næsten hele NO organisationen blev anholdt og henrettet af tyskerne i 1941. Jan Zelenka-Hajská (1895-1942), leder af Jan-militsen. Alle organisationerne på ca. 11.300 mennesker, blev anholdt under krigen, hvoraf omkring 3.400 blev henrettet eller tortureret til døde. -- Ladislav Vanek boede i Prag, hvor han havde en lille gruppe modstandsfolk omkring sig. I februar 1942 fik de 2 faldskærmsagenter Kubis og Gabsic kontakt til ham, for at opnå hjælp med våben og udstyr og opbevaring af dette et sikkert sted. Efter den 5. marts, var disse ting på plads og agenterne var etableret og boede illegalt i Prag. På et tidligere tidspunkt havde Vanek skabt sin eget lokale netværk, som blev "hjertet" i de første 2 års modstandsbevægelse, som fik betegnelsen "Perun" og "Landsbyen Sokol I Modstand". De vigtigste medlemmer var Kaptajn Vaclav Morávek og læreren Jan Zelenka-Hajským. Zelenka sørgede for faldskærmsagenternes indkvartering og gik helhjertet ind for agenternes plan for likvideringen af Reinhard Heidrich. Zelenka drog omsorg for, at de vigtige oplysninger om Heydrich's daglige arbejdsprogram og færden, kom agenterne til kendskab, via de oplysninger han modtog fra sin tidligere elev, Francis Šafárik, der arbejdede på kontoret på Prags Slot, hvor Heydrich havde kontor. -- Efter at attentatet var udført og Gestapo jagtede alle dem, de kunne få fat i, som var blevet angivet af den tidligere faldskærmsagent Karel Curda fra operationen "Out Distance", for en stor dusør, tillige med nogle få andre, som ikke kunne modstå tyskernes tortur og røbede hvad de vidste, kom turen til Vanek. Han blev arresteret den 4. september 1942 og tilstod omgående det hele og hjalp til med at udpege og finde andre modstandsfolk, familier og andre, som måske kun periferisk, havde haft noget med sagen at gøre. Desuden var han så emsig, at han deltog i tyskernes falske radioudsendelser til London, for ad den vej, at hente viden om modstandsbevægelsen, sådan, at tyskerne kunne bekæmpe de engelske og tjekkiske planer i Prag og Tjekkoslovakiet i øvrigt. Han undslap hævnen fra sine landsmænd, efter krigen og blev beskyttet ved at hjælpe De Allierede, med at finde og retsforfølge tyske og tjekkiske krigsforbrydere. Vanek døde først af naturlige årsager i 1993.

Allerede den 27. maj 1942, om aftenen, havde den nazistiske Statssekretær for Protektoratet, Karl Hermann Frank erklæret landet i militær og civil undtagelsestilstand: "Som følge af mordet på Rigsprotector SS-Obergruppenführer Heydrich, fastsættes følgende: På grundlag af Artikel I. af 27. september 1941, i forordningen for Rigsprotektoratet Böhmen & Mähren, er der erklæret militær og civil undtagelsestilstand med øjeblikkelig virkning og undtagelsestilstanden er gældende i hele Böhmen & Mähren. Artikel II. På grundlag af afsnit 2 i denne forordning, vil de mennesker, der er involveret i mordet, med hjælp eller viden herom, som person eller med deres bopæl, blive skudt, tillige med deres familie. Der vil ikke ske nogen varsel og henrettelsen vil ske omgående. Artikel III. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 27. maj 1942. - Reich Protektor for Böhmen & Mähren´s repræsentation: K. H. Frank". Ragnarok kunne tage sin begyndelse...Men alligevel var der nogle tjekkoslovakiske borgere, som trodsede nazisternes rædselsregime og gjorde modstand og hjalp modstandsbevægelsen og de faldskærmsagenter, som blev sendt til landet og især til Prag. Historierne ved de foregående fotos, fortæller om nogle af disse heltemodige mennesker, som bød djævelen trods. ---- Fotoet viser en avisannonce og opslag med lister over de ofte daglige dødsdomme og henrettelser af udvalgte men ofte vilkårlige tjekkoslovakker og prag-borgere, som var i familie med, eller bare kendte andre dømte og henrettede personer. Disse terrormeddelelser, var daglig "kost" og troværdige trusler for alle borgere i landet. Tyskerne havde indført militær undtagelsestilstand i hele landet - sådan at tyskerne bare kunne "dømme" og henrette alle som de fik fat i. Utroligt mange tjekkoslovakker blev angivet af deres nazistiske medborgere. Man mener, at der på et tidspunkt i Tjekkoslovakiet, var ca. 4 millioner, som sympatiserede med Tyskland og nazismen - så mange meborgere blev angivet af forrædere og stikkere, som man ikke altid kunne gennemskue og blive advaret imod. Den mindste tale og handling, mod de tyske interesser, kunne nemt blive vidregivet af en sådan stikker - Så var der kun en vej - en kort fiktiv "skueproces på samlebånd" og dernæst henrettelse ved hængning, halshugning eller som oftest ved skydning, ofte mange i "bundter". Dette terror-regime var uhyggeligt omfattende under den fungerende Rigsprotektor Kurt Daluege og K. H. Frank.

Den fungerende Rigsprotektor Kurt Daluege, var ikke tilfreds med de 95 ekstra kriminalfolk, som man havde fået fra Berlin, da man ikke havde fået nogen afgørende fremskridt i efterforskningen, i dagene efter attentatet og da Heydrich så døde den 4. juni, satte man endnu mere ind på, at tilføre hele opklaringsoperationen afgørende fremdrift. Daluege krævede og fik derefter bistand fra Tyskland og Østrig i form af 60.000 mand fra det såkaldte Schutzpolizei. Storstilede eftersøgninger og razziaer over hele landet, blev nu iværksat, som dog ikke førte til opdagelse og anholdelse af attentatmændene. Man arresterede dog 13.119 mennesker og i de første dage efter likvideringen, blev 231 personer skudt, direkte som hævn for attentatet og dernæst skød man 42 for besiddelse af våben og yderligere 343 måtte lade livet for at have forbindelse med andre lande og skjule "fjender" af "Det Tyske Rige" (f.eks. slægtninge, som var i De Allierede styrker). Desuden måtte 77 mennesker dø foran en henrettelsespeloton, fordi de ikke havde opholdstilladelse i Protektoratet. Men dette antal henrettede var bestemt ikke en komplet optegnelse. I henhold til betingelserne i den militære og civile undtagelsestilstand, skød tyskerne hver dag mennesker over hele Protektoratet. Hver dag i aviser, i radioen og på plakater, blev de daglige henrettelser annonceret og opført på lister. Henrettelse af beboere i en hel boligblok skete også flere steder i Prag - Hvis tyskerne havde "fundet bevis" for modstandsdeltagelse, eller hvis man fandt skjulte jøder - så måtte alle i boligblokke undgælde med døden på denne uværdige og hensynsløse vilkårlige måde! Dette skete over hele Europa.

Henrettelse af tjekkoslovakiske borgere - den ene række efter den anden! Millioner af tyskere deltog i de praktiske udførelse af henrettelserne, torturen, bevogtningerne, ransagningerne, forfølgelserne, udtænkelserne af de brutale beslutninger, registreringerne af disse og alt det som denne gale nation´s befolkning foretog sig i de ca. 6 år, som deres blodrus foregik over. Det kunne kun lade sig gøre fordi indtil flere millioner tyskere tog del heri, ikke kun deres regulære hær, flyvevåben og flåde, men alle de andre specialkorps, enheder, militser osv + også flere millioner sympatisører i nogle af de besatte lande, Baltikum, Ukraine, Italinen og på Balkan - de var ofte endnu mere brutale og effektive, når det drejede sig om at pine og plage andre medborgere og henrette dem på brutal vis. - Men alt sammen skete primært, fordi det kunne lade sig gøre med Nazitysklands bistand og tilskyndelse.

Karl Hermann Frank udstedte disse 2 forordninger, efter attentatet: For det første: "Personer, der opholder sig i protektoratet uden kendt opholdssted, og er over 15 år, skal omgående møde op og rapportere til politietkontoret om deres opholdssted. Den seneste frist for tilmelding, er fredag den 29. maj 1942 inden kl. 24:00. Kontorerne har åbent hver dag fra 07:00 til 24:00. De der om lørdagen den 30. maj 1942, ikke har registreret sig og dermed ikke har opholdstilladelse i protektoratet, vil blive skudt. Tyske statsborgere med legitimationsoplysninger er fritaget for disse forpligtelser". -- For det andet, har Statssekretæren for Protektoratet K. H. Frank, udlovet 10 millioner kroner til enhver, der afleverer oplysninger, der fører til pågribelse af gerningsmændene. Beløbet er fordoblet efter en erklæring fra protektoratets "regering" (Formanden Emil Hacha), som har lovet et lige så stort beløb. De mennesker, som kender til oplysninger, som kan føre til pågribelse af attentatmændende, men undlader at oplyse myndighederne herom, vil blive skudt. Det Tjekkoslovakiske Gendarmeri vil også bistå den videre efterforskning og har hermed uindskrænket ret til at foretage undersøgelser af enhver person og i ethvert privat hjem og konstatere om man har gyldig opholdstilladelse. -- Grundlaget for uhindret terror og brutalitet var legaliseret! -- Henrettelsen af borgere i Prag - efterfølgende med kontrol af om de nu også er helt døde - hvis ikke så skyder man da bare dem i hovedet! Tyskerne hygger sig gevaldigt med opgaven - overlegent og uberørt af dette brutale og meningsløse voldsorgie. -- Efter krigen slap hovedparten af alle de millioner af tyskere, som deltog i det enorme ragnarok af vold og død, uden straf!! Kun russerne henrettede tusindvis af tyskere efter krigen, mange i deres "Gulag" arbejdslejre i Sibirien, men også mange efter domfældelse og henrettelse ved skydning og hængning.

Miroslav Florian´s væg på Kobyliská Strelnice skydebanen i det nordlige Prag, som var her tyskerne henrettede tusinder af tjekkoslovakker under krigen. Skydebanen blev anlagt 1889-1891, som skydetræningsplads for österig-ungarske og senere tjekkoslovakiske soldater. Under den nazityske besættelse, blev Kobylisy skydebanen anvendt som henrettelses-plads for "politiske fanger" og modstandsfolk. De fleste henrettelser skete efter at Böhmen & Mährens Reichprotektor Reinhard Heydrich blev likvideret (dødeligt såret den 27. maj / død den 4. juni 1942. ---- Kobylisy henrettelses-pladsen blev i 1978 erklæret som tjekkisk nationalmonument.

Prag-Kobylisy skydebanen, som nazisterne henlagde som henrettelsesplads, hvor tusindvis af tjekkoslovakker blev skudt under krigen. Efter at dette terrorregime havde eksisteret fra den 15. marts 1939 til oktober 1942 og næsten hele modstandsbevægelsen udslettet, havde befolkningen i Tjekkoslovakiet ingen tro tilbage, og begyndte at synke ned i afmagt og troen på, at alt var slut og man måtte finde sig i det tyske rædselsregime. -- Først i juli 1942 samledes ca. 200.000 tjekker på Wenceslasplatz, hvor de sang nationalsangen samtidig med at de saluterede Hitler og sværgede troskab overfor Det 3. Rige. Dette var et af landets mørkeste stunder under besættelsen. -- Kobylisy hentrettelsespladsen kan besøges og adressen er: Prag 8, Bojasova gaden. Tilslutning: Metro C, Kobylisy station, eller bus nr. 175, Bojasova station.

Prag-Kobylisy henrettelsespladsen er i dag en national mindepark, med disse vægge hvor navnene er opført på nazisternes myrderier, folkemord på jøderne, henrettelser af borgere i Prag og for massakrene på byerne Lidice og Lezaky og henrettelsens af de mange mennesker, familier, præster, som nazisterne antog hjalp til med likvideringen af Reinhard Heydrich. -- I England blev Premierminister Winston Churchill, aldeles rasende over nyheden om Lidice´s udslettelse og foreslog tilintetgørelsen af tre tyske landsbyer for hver tjekkoslovakisk landsby nazisterne ødelagde. De Allierede (England) stoppede dog yderligere planlægning af dette. Man turde ikke foretage lignende likvideringsoperationer mod top nazister, af frygten for lignende repressalier som mod Lidice. To år efter Heydrich blev likvideret, forsøgte man dog endnu en gang, denne gang rettet mod Hitler i "Operation Foxley" som mislykkedes. Faldskærmsmissionen "Operation Anthropoid" forblev det eneste vellykkede attentat på en ledende top-nazist.

De tyskkontrollerede aviser og medier i Protektoratet kunne den 28. maj 1942, bringe denne forside, som fortalte om likvideringen af Reinhard Heydrich. -- Eftertiden betød som beskrevet på denne web-side, en ufattelig hævntørst fra nazitysklands side mod tjekkoslovakiets befolkning . Der har gennem tiden, været mange holdninger til, om det var det hele værd, om likvideringen nu var et klogt træk, fra den tjekkoslovakiske eksil-regerings side, at lade denne ufattelige menneskelige tragedie ske, mod det tjekkoslovakiske folk. Man var inden blevet advaret af mange instanser, herunder faktisk et flertal af mange ledende modstandsfolk i Tjekkoslovakiet, om de frygtelige omkostninger, som kunne blive resultatet. Men ser man bagud og sammenholder det, som var situationen før beslutningen og planlægningen af hele faldskærmsagent kampagnen fra efteråret 1941 til april 1942, kan man måske godt forstå hvorfor, at det ikke kunne være anderledes og at Tjekkoslovakiet måtte søge, at råbe verden op og søge at sikre sin eksistens efter krigen. Landet havde ikke som nation eksisteret ret længe (1919) og der var i 1941 ingen udsigt til ,at blive en suveræn nation igen, ligesom der ikke var nogen garanti for det, selv efter en allieret sejr over Nazityskland. Hos mange forfattere, til bøger om attentatet på Heydrich, er deres vurdering ofte, hvorvidt likvideringen betød størst fordel for den tjekkiske nation, eller fordelen var størst for De Allierede. Mange forfattere og andre, mener, at den "flod af blod", som landet blev overvældet af, ikke var det værd. -- Men! Når man ser på den situation, der herskede i Europa og verden, i slutningen af 1941 og begyndelsen af 1942, var kendsgerningerne dybt nedslående for Tjekkoslovakiet, såvel som for hele den frie verden. Landet havde, som mange andre nationer ikke havde, oprettet en eksil-regering og hær- og efterretningstjeneste i England/London, sådan at man her bedre kunne tage de vidtrækkende nødvendige beslutninger, som måtte til, hvis Tjekkoslovakiet skulle genopstå efter krigen, som en anerkendt nation. Englænderne var i 1941 ikke særligt glade for at hjælpe Tjekkoslovakiets eksil-regering - måske snarere tværtimod. Eksil-regeringen under ledelse af Dr. Eduard Benés i London og hermed også Oberst, senere General František Moravec, chefen for den tjekkoslovakiske eksil-militære ledelse og hovedkvarter i London, erkendte alvoren og besluttede, at man nu var nødt til at handle og skabe grobunden for, at landet kunne genopstå efter krigens slutning, som jo måtte komme engang og inden det var for sent. -- Det er vigtigt først at se på situationen ud fra det globale perspektiv. Ved årsskiftet 1941 og 1942, stod de tyske pansrede divisioner ved Moskva. I Atlanterhavet rasede U-båds krigen og flere og flere skibe, blev sænket af de tyske U-både. I Nordafrika stod det tyske Afrika-Korps ved grænsen til Egypten, kun et lille stykke fra den vitale Suez-kanal. På den anden side kloden, havde japanerne fejet al modstand til side og stod over for den engelske kronkoloni, Singapore. Japanerne var også igang med at erobre Filippinerne. Situationen var kritisk for De Allierede, som på det tidspunkt ikke omfattede USA, da de først kom med i verdenskrigen, da japanerne angreb Pearl Harbour på Hawaii, søndag den 7. december 1941. Men værst var det for England, som nu var alene mod overmagten fra tyskernes og japanernes side - England som kolonimagt var ved at styrte i grus. Risikoen for, at Rusland vil bryde sammen, og kapitulere var også enorm. Inden amerikanerne var i stand til at komme Europa til undsætning (USA havde kun en lille hær, lille flåde og ikke omstillet til krigsøkonomi i 1941), ville England sandsynligvis være nødt til at bede om en ødelæggende våbenhvile, som ville opstå, hvis England mistede Egypten og Suez-Kanalen, og/eller tabte "Slaget om Atlanterhavet". -- På dette tidspunkt 1941/1942, synes det helt indlysende, at England måtte kræve, at hvert land, der stod ved deres side mod Hitler, skulle ofre alt hvad de kunne - og lidt til - hvis man ville besejre Tyskland og Japan (italienerne regnede man ikke rigtigt med). -- Eduard Benes og den tjekkoslovakiske eksil-regering opfordrede til, at folket i deres besatte land, skulle øge modstandsbevægelsen, øge sabotagen af militærproduktionen til tyskerne, ødelægge kommunikationen for dem m.m. Som Benes udtrykte det: "At lige nu (1941) producerer det tjekkiske folk masser af kvalitetsvåben til den tyske Wehrmacht (hær), helt fredeligt og uden modstand. Og vores land er allieret med England! Der er behov for at gøre noget. Hvis du producerer mindre, får tyskerne færrer motorer til deres fly, når du fremstiller mindre på vores ammunitionsfabrikker, vil der være mindre at skyde med for tyskerne, når den tyske hær ikke har så meget af deres teknologi og udstyr, vil det sandsynligvis forhindre dem i at dræbe mange allierede soldater. Hvad skal vi gøre? Lav sabotage, formindsk produktionen og strejk". Dette var noget af hvad Eduard Benes sagde, men han indså, at det bare ikke hjalp at tilskynde folket til at adlyde opfordringerne og øge sabotagen. For modstandsorganisationerne var næsten ødelagt af tyskerne. Sabotagen var svær at udføre, når der næsten ikke var nogen til at udføre den. Eksil-regeringen besluttede, at sabotagen skulle øges, ved at landsætte modstandsfolk i landet fra egne rækker i England. Benes anmodede Oberst Frantisek Moravec, om at udarbejde en plan for en omfattende sabotage kampagne i landet, hvor dette skulle foretages af tjekkiske faldskærmsfolk. Man antog, at når først faldskærmsgrupperne udførte sabotagehandlinger i landet og folket så, hvor let tyskerne kunne rammes på deres "følsomme" steder, ville tilslutningen til modstandsbevægelsen og sabotagen øges. Bl.a. iværksatte man følgende plan: En faldskærmsgruppe "Silver A" skulle oprette radio-forbindelse, en anden gruppe "Silver B" skulle bringe sprængstoffer frem, gruppen "Anthropoid" skulle udføre attentatet på Heydrich, gruppen "Out Distance" skulle bistå med afmærkning og målområder, så engelske bombefly, kunne bombardere Skoda Fabrikkerne og deres krigsmaterielproduktion til tyskerne. -- Som historien kan berette og som er udførligt beskrevet, her på min web-side, lykkedes det ikke at udføre ret meget af det, man havde håbet på. Man fik heller ikke modstandsbevægelsen opbygget, til en væsentligt større magtfaktor og dermed fik man heller ikke succes med at øge sabotagen. Alle de enorme forberedelser og nedkastninger af faldskærmsagenter gav kun det resultat, at man fik Heydrich likvideret. -- Paradoksalt blev det tyskerne selv, som i sidste ende var skyld i, at Tjekkoslovakiet blev sat på verdenskortet og støttet og allerede i 1942 anerkendt af De Allierede ,som en suveræn nation - De Allierede annullerede den aftale, man havde indgået med tyskerne om Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet i slutningen af september 1938. Den uhyggelige tyske terror og massemordene mod landets befolkning betød en verdensomspændende sympati - på den måde kom friheden til at koste meget dyrt - men friheden fik Tjekkeslovakkerne - indtil det kommunistiske kup i 1948 - så røg friheden igen bort i over 60 år!

Et af de mest forfærdelige nazistiske henrettelsessteder var Plötzensee fængslet i Berlin. Her blev hundredvis af tjekkoslovakker også henrettet i efteråret 1942. Disse fire tjekkoslovakiske officerer blev skudt: (Fra venstre mod højre): Generalmajor Vladimír Talášek, Kaptajn 1. klasse Cestmír Jelinek, Kaptajn 1. klasse František Blabolil, og Oberstløjtnant Josef Jirka. I de første uger efter den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet, der begyndte den 15. marts 1939, mødte snesevis af højtstående tjekkoslovakiske militære officerer i den militære modstandsbevægelse, Obrana Naroda (Nationens Forsvar), deres død inden for Ploetzensee's fængselsvægge. I løbet af 2. Verdenskrig, kom mange hundrede, mennesker med på listen over forbrydelser, som udløste automatisk dødsstraf i Protektoratet. Tyskerne indførte, at nu skulle dødsstraf eksekveres ved 25 andre "lovovertrædelser" ud over mord og højforræderi. Ved den såkaldte "Folkets Domstol" i det besatte Tjekkoslovakiet, "Das Reich Böhmen og Mähren", dømte tyskerne tusindvis af formodede modstandsfolk og deres familiemedlemmer til døden, hvoraf flere hundrede blev henrettet i Ploetzensee fængslet. Oberst Josef Srstka, som gennem "Obrana Naroda", havde hjulpet familierne til tjekkoslovakiske modstandsfolk, og soldater, der kæmpede i De Allieredes styrker, blev henrettet i Ploetzensee den 1. juni 1943, sammen med sin gode ven General Alois Machacik, den velhavende entreprenør Gustav Svoboda, og Kaptajn Vaclav Adam fra det tjekkoslovakiske forsvarsministerium. Mere end 670 tjekkoslovakiske modstandsfolk blev myrdet i Ploetzensee fængslet, hvorfra deres lig ofte rutinemæssigt blev leveret til nazistiske læger til undersøgelse, eksperimenter osv.

Mange Tjekkoslovakiske kvinder var også aktive i modstandskampen mod tyskerne. De 4 fotos samlet i en blok i to rækker til højre i billedet, er af følgende kvinder: Øverst til højre i fotoblokken, er det den 34-årige lærerinde Ludmila Mala, som blev anholdt, da hun blev afsløret som hjælper af faldskærmsagenten Joseph Valcik. Hun begik selvmord, da det lykkedes hende, at tage sin cyanid giftkapsel i forbindelse med anholdelsen. -- Tatana Hladenova, som ses på næste foto i øverste række, yderst til højre, var også en vigtig hjælper for faldskærmsagenterne, sammen med sin mand Frantisek, som ved sin anholdelse, dræbte sig selv, ved at kaste sig selv ud fra vinduet i lejligheden, foran Gestapofolkenes øjne. Tatana blev anholdt, forhørt og skudt den 2. juli 1942. -- Lærerinden Vera Junkova, 25 år, som ses på fotoet i nederste række i fotoblokken med hvid skjortekrave, under Ludmila Mala, fungerede som kontakt mellem faldskærmsagenterne i Prag. Hun blev efter sin anholdelse umenneskeligt tortureret under afhøringerne. Vera blev også skudt den 2. juli 1942. -- Lægen Dr. Milada Frantova, hvis foto ses under Tatana Hladenova, nederst og yderst til højre, var også medlem af modstandsbevægelsen. Hun tog sig af Kubis snitsår i ansigtet, som stammede fra hans håndgranats eksplosion mod Heydrich´s stabsbil. Hun blev også angivet og anholdt og senere henrettet i Mauthausen den 24. oktober 1942. -- Hele Fafkova familien var en del af modstandsbevægelsen og alle blev henrettet i KZ-Lejren mauthausen den 24. oktober 1942. De 4 fotos samlet til venstre på billedet er alle søstre. Under Gabcík´s tilflugt i Fafkova familiens lejlighed, var Liboslava (fotoet med den smilende kvinde med hovedet på sned), kurér i modstandsbevægelsen. Liboslava Fafkova blev henrettet kl. 10:40, hendes mor kl. 10:50, søsteren Real kl. 10:52 (fotoet i øverste række ved siden af Liboslava) og faderen kl. 16:02. Fotoet af Ludmila i nederste række, yderst til venstre, var gift, men tøvede ikke med at tilslutte sig modstandsbevægelsen. Sammen med sin søster, Marie (fotoet ved siden af Ludmila) indsamlede de oplysninger om Reinhardt Heydrich. De blev begge tvunget til at identificere de dræbte faldskærmsagenter efter opgøret i kirken den 18. juni. Under afhøringerne af dem, opførte de sig modigt og klarede at fortælle så lidt som muligt. Marie blev henrettet kl. 11:06, Ludmila kl. 11:48, ligeledes den 24. oktober 1942 i Mauthausen.

Som følge af bl.a. attentatet på Heydrich, foretog nazisterne en række skridt til at perfektionere deres morderiske maskiner i Protektoratet. En af disse var opførelsen af en "chopper shop" (halshugnings-butik) i Pankrác fængsel, som fandt sted i foråret 1943. Den 26. april 1945, var der siden foråret 1943 blevet halshugget 1.075 modstandsfolk og andre via denne afskyelige aflivningsmåde! -- Næste historie er dog mere humanistisk og livsbekræftende i den onde tid, som hele verden måtte finde sig i under 2. Verdenskrig....

Men ikke alle tyskere, tæt på nazismen - så tæt man kunne komme, var gale nazistiske forbrydere mod menneskeheden - Her er ved de næste fotos, historien om Albert Göring i Tjekkoslovakiet/ Protektoratet/Prag - bror til den nazistisle leder Feltmarskal Herman Göring. -- Historien tager sit udspring med denne kontorist på fotoet, Karel Sobota på gaden i Prag under krigen. -- Én af dem, der kendte Albert Göring bedst i Tjekkoslovakiet, var hans tidligere assistent, Karel Sobota, som senere har fortalt om sine mange oplevelser, med sin tyske eksportchef for Skodafabrikkerne, som ikke havde nogen som helst ansættelse i tysk militær - eller polititjeneste. Når naziofficerer besøgte Skodafabrikkerne, som Albert Göring var direktør for og som var tvunget til at producere krigsmateriel til tyskerne, ved hjælp af bl.a. slavearbejdere, jøder og krigsfanger, nægtede Albert Göring konsekvent at gengælde Heil Hitler-hilsenen – i dé tider blev mange ellers henrettet for langt mindre forseelser. Han forlangte også, at alle – uanset rang og position – meldte deres ankomst, inden de trådte ind på hans kontor. ---- En dag kom en højtstående nazist på besøg og marcherede forbi assistenten direkte ind til Albert Göring – han blev smidt ud igen med fuld musik og beordret til at vente udenfor kontoret! I stedet bad Albert Göring assistenten komme ind, og de næste 30-40 minutter, tilbragte de to med en hyggesnak om lidt af hvert, vejret, familien, ligesom der var tid til at kigge billeder i Görings familiealbum. -- Først da gjorde Albert Göring mine til, at ville modtage sin fornemme gæst, idet han med et smil sagde til sin assistent: ”Nå, Herr Sobota, nu er det vist tid til, at tale med den sortklædte herre. Vær venlig at bede ham komme ind …” Den højtstående officer i sort SS uniform, højrød i hovedet af indestængt raseri, kunne forsigtigt træde nærmere … Albert Göring brugte sin stilling her og i alle sammenhænge, som middel til at begrænse nazisternes krigsindustri, frelse jøder og modstandsfolk og i det hele taget modarbejde Tyskland og nazisterne. En meget farlig gerning, som kun kunne lykkes, fordi han var bror til Herman Göring, der hjalp ham ud af faren og kniberne hver gang. Albert opnåede ofte, så at sige sine egne mål, uden om nazisterne, men i realiteten med hjælp fra nazisterne selv i form af Hermann Göring! -- Se videre ved de næste fotos.

Albert Göring, en tysker som i lighed med Oscar Schindler, hjalp jøder og folk fra modstandsbevægelserne i Tjekkoslovakiet, med at overleve nazisternes Holocaust - Men ikke en hvilken som helst tysker - her er tale om Feltmarskal Hermann Görings bror, Albert Göring. Her er historien fortalt ved dette foto og de følgende. -- På dette foto ser man Hermann Göring og hustru og hans bror Albert Göring, også med hustru. -- Historikere vidste godt, at Feltmarskal Hermann Göring havde en bror, men nye historiske opdagelser viser, at den nazistiske topleder og Det Tredje Riges nr. 2, efter Hitler, den berømte Hermann Göring´s bror, Albert Göring, var en erklæret antinazist og gjorde alt han kunne for at modarbejde Nazisterne og frelse østrigske og tjekkolovakiske jøder, modstandsfolk og kulturpersonligheder fra udryddelse. -- Hermann Göring blev efter krigen anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og dømt til døden. Nürnberg-processerne afslørede en nazileder, der uden vaklen gav ordrer til bl.a. Reinhard Heydrich og dermed til det nazistiske inferno af massemyrderier og således berigede verdens ordforråd med et nyt ord: Folkedrab. -- Med sin underskrift bad han den 31. juli 1941 SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich iværksætte "Die Endlösung", den endelige løsning af jødeproblemet, hvorefter 6 millioner jøder, blev udryddet i Hitlers dødslejre, som ofre for et hensynsløst barbari uden sidestykke i verdenshistorien. -- I årevis blev navnet Göring således udelukkende kædet sammen med død og ødelæggelse, men nu viser nye dokumenter og vidneudsagn, at Hermann Görings bror, Albert Göring, i årevis satte sit liv, sin formue og karriere på spil, for at redde ofrene for nazisternes terrorregime. En parallel til Oskar Schindler og hans berømte "Liste". Historien om Albert Göring er derimod næsten ukendt – omfanget af hans brors forbrydelser gjorde, at han selv blev skubbet ud i glemslen. -- De 2 brødre holdt dog livet igennem meget af hinanden, selv om der syntes at være en verden til forskel på dem – den ældste Hermann med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste, og Albert med sit dådyrbrune blik, stille og frygtsom. Han mindede meget om sin gudfader og familiens nære ven, Baron Hermann von Epenstein. -- Albert Göring foragtede nazisterne af hele sit hjerte, og da Hitler kom til magten i 1933, ilede Albert Göring til Østrig og fik arbejde i et filmstudie i Wien. Han befandt sig godt, støttet økonomisk af von Epenstein, og lagde aldrig skjul på sin ringeagt for Det Tredje Rige. Han kom alvorligt i klemme, da nazisterne invaderede Østrig i 1938, men blev beskyttet mod SS og Gestapo af broderen Hermann Göring, nu Naziregimets mægtigste mand efter Hitler.

Det fortælles, at et par SS-officerer en dag fik øje på Albert Göring på en balkon og genkendte ham som broderen til Feltmarskal Hermann Göring. De smækkede hælene sammen, gjorde stram nazihilsen - Heil Hitler – hvortil Albert svarede: "I kan rende mig" …En anden gang ville SS-folk ydmyge nogle jøder og havde sat dem til at skure fortovet. Da Albert Göring tilfældigt kom forbi, smed han resolut jakken, faldt på knæ sammen med jøderne og skurede løs. -- Men efterhånden som det blev for broget i Wien, blev Albert Göring efter nazisternes indmarch sendt til Tjekkoslovakiet som eksportchef for de tjekkiske våbenfabrikker Skoda. Hér fortsatte han ufortrødent med at holde hånden over ikke alene sine jødiske ansatte, men også medlemmer af den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse. Også fabrikkernes jødiske direktør, Jan Moravec, og hans familie overlevede takket være Albert Göring, der udstedte falske visa, så hele familien kunne flygte til Rumænien. -- Da Naziregimet planlagde at overflytte Skodafabrikkerne til tysk område, nærede Albert Göring ingen illusioner om, hvad dèt ville indebære for mange af de ansatte. Han spillede uden blusel på sit navn og sine forbindelser, tog alle sine overtalelsesevner i brug, og det lykkedes ham at forhindre flytningen. -- Efterhånden som nazisternes brutalitet tog til, begyndte deres plan om jødernes totale udryddelse at gå op for Albert Göring i al sin gru. Han så jøderne som mødre, fædre, børn - og besluttede at handle derefter. Han udnyttede skamløst sit navn og skaffede pas og visa til dusinvis af jøder, der således blev reddet fra dødslejrene. Blandt dem den berømte komponist Franz Lehár og hans familie. -- Albert Göring blev arresteret flere gange af Gestapo, men klarede altid frisag, takket være broderen Hermanns trofaste indgriben. -- Medarbejderne på Skodafabrikkerne glemte aldrig Albert Göring og hans humane indstilling. Han skyede intet middel for at sikre sine ansatte. Med Görings stiltiende billigelse, hørte passiv modstand i form af daglige produktionsvanskeligheder til dagens orden – dokumenter forsvandt, opgaver blev glemt, produktionen stoppet. Man havde ofte held til, at nedsætte produktionen og undgå det tyske militærs kontroltests. Utroligt at det lykkedes at holde dette spil gående for Albert Göring - hvor sabotage og forhindring af tysk produktion blev tilsidesat, altid blev takseret til en dødsdom. Men man turde ikke røre Albert Göring.

Albert Göring - en meget anderledes tysker end sin bror - virkelig aktiv modstander af nazismen og lige så "god", som den i dag mere kendte Oscar Schindler, som blev udødeliggjort af Steven Spielberg i filmen "Schindlers Liste". Ligesom "Schindlers Liste", på flere tusinde jødiske navne og personer, som han frelste på sine fabrikker, som leverede til den tyske krigsmaskine - havde Albert Göring også en lille privat liste, med 24 kulturpersonligheder, som han hjalp, herunder komponisten Franz Lehar. Men mange hundrede eller tusinde mennesker frelste han også, på lignende måde som Oscar Schindler. Nemlig via sit arbejde med at effektuere arbejdskraft til eksportordrerne (biler, tanks, skydevåben m.m.). Holde på denne arbejdskraft og ikke bare lade nazisterne skifte den ud og gasse de gamle arbejdere og sætte nye ind. -- Efter krigen blev broderen Hermann Göring kendt skyldig i krigsforbrydelser og dømt til døden ved hængning. Den 15. oktober 1946, to timer før henrettelsen, begik han selvmord i sin celle ved at sluge en cyanid-kapsel, han havde haft held til at skjule. Kort tid forinden havde Albert lovet ham, at han ville tage sig af Hermanns kone Emma og den lille datter Edda. -- Selv sad Albert Göring fængslet i et par år – navnet Göring viste sig at være en næsten uovervindelig belastning, og selv om mange overlevende jøder taknemligt vidnede om hans indsats for at redde dem, blev rapporterne begravet dybt i de britiske arkiver. Som Oskar Schindler klarede han sig kun igennem efterkrigsårene takket være hjælp og støtte fra de mange, han havde frelst fra de nazistiske kz-lejre. ---- Albert Göring var gift adskillige gange og døde i 1966, efter at have arbejdet gennem nogle år som designer i et byggefirma i München. -- Historien om Albert Göring er først kommet frem i lyset på det seneste, måske især takket være dokumentarfilmen The Real Albert Goering, produceret af 3BM og Channel 4. Og selv om han ikke passer helt ind i vor opfattelse af den barmhjertige ikke-voldelige samaritan, som Gandhi med sit spartanske lændeklæde eller Moder Teresa i sin ydmyge nonnedragt, er Albert Göring et bevis på, at humanisme går videre end race, grænser eller familiebånd.

Tilbage fra det positive i en ond tid, til tyskernes ultimative ondskab - holocaust og krigsforbrydelserne i Tjekkoslovakiet. -- På fotoet ses indgangsområdet ved KZ-Lejren Mauthausen i det østlige Østrig, ca. 20 km. fra byen Linz. Denne kz-lejr kom til at betyde mange tjekkoslovakkers ulykke og død. -- Lejren blev oprettet den 8. august 1938 og befriet den 5. maj 1945 af den 11. Amerikanske infanteridivision. Det omtrentlige antal ofre i de 7 år lejren eksisterede anslås til ca. 150.000. Mauthausen blev klassificeret som en såkaldt "kategori 3 lejr". Det var den kategori, som var kendetegnet ved ekstem grusomhed og som for fangerne betød "Rûckkehr unerwünscht" (tilbagevenden uønsket) og "Vernichtung durch Arbeit" (udslettelse ved tvangsarbejde). 15.000 lig blev begravet i massegrave. På grund af sygdomme og sult, døde 3.000 fanger i de efterfølgende uger efter befrielsen den 5. maj 1945. -- Den 30. september 1941, 3 dage efter Reinhard Heydrich var tiltrådt i Prag, som ny Rigsprotektor for Böhmen & Mähren, underrettede han den øverstbefalende for Gestapos hovedkvarter i Berlin, SS-Brigadeführer Henrich Müller, at alle personer, der blev dømt ved en krigsretlig domstol, udelukkende skulle placeres i koncentrationslejren Mauthausen. I Mauthausen blev i alt 4.473 tjekkoslovakker tortureret til døden eller henrettet. Det var her, at der lørdag den 24. oktober 1942, og den 26. januar 1943, blev henrettet i alt 288 modstandsfolk og andre medhjælpere eller mennesker, som bare var i familie eller venner med nogen fra modstandsbevægelsen. Så sent som om fredagen, den 23. oktober 1942, ankom gruppen af forskellige fangne faldskærmsagenter til Mauthausen. Den følgende dag, var alle henrettet. Som yderligere hævn for likvideringen af Heydrich, iværksatte SS-nazisterne i Mauthausen, forsendelsen af 3.000 jøder, der mellem den 10. og 13. juni 1942, blev afsendt i tre transporter (AAH, AAI, AAK) til andre nazistiske udryddelseslejre, hvor de blev myrdet. I denne bølge af terror, som blev udløst af likvideringen, fulgte der også opstrammede forholdsregler og vanvittige forordninger for Protektoratet, som betød, at nazisterne øgede antallet af henrettelser af tjekkoslovakiske fanger i fængsler og kz-lejre. Man vil sandsynligvis aldrig komme til at kende det nøjagtige antal. Asken af tusindvis af nazisternes ofre, endte i en enorm bunke ved siden af kz-Mauthausen. Dette blev også det sidste hvilested for de tjekkoslovakiske patrioter, uden hvem likvideringen af Reinhard Heydrich, aldrig kunne være blevet realiseret. Mauthausen blev anset for at være den værste af koncentrationslejrene i Det Tyske Rige, endnu værre end Auschwitz. KZ-Lejren Gusen, som senere blev en af Mauthausen´s 29 satelitlejre, blev den 1. januar 1941, sammen med Mauthausen, udpeget til en af kun to, klasse 3 lejre, i det nazistiske kz-lejr-system. Fangerne var primært dømte kriminelle, asociale individer, som tyskerne anså for at være ude af stand til at blive rehabiliteret, russiske krigsfanger, kommunistiske kommissærer, øvrige kommunister og anarkister, bl.a. over 16.000 spanske kommunistiske fanger fra den spanske borgerkrig, over 9.000 tjekkoslovakker, hvoraf over halvdelen omkom i lejren. Alle som nazisterne betragtede som farlige "fjender af staten", blev primært sendt til Mauthausen, så de kunne blive udryddet på de mest grusomme måder - se beskrivelserne ved de næste fotos.

Efter ankomsten til Mauthausen, havde ingen af den store gruppe af faldskærmsagenter, modstandsfolk og deres pårørende, nazisterne havde anholdt, mistænkt for at have hjulpet faldskærmsagenterne, mistanke om, at de kun havde et par timer tilbage at leve i. Den største udførelse af henrettelser i historien i lejren, begyndte den 24. oktober 1942, kl. 08:30. Kort før kl. 17:45, var myrderierne forbi. Da havde man henrettet 257 mennesker ved skydning, mange med et skud i baghovedet. En anden gruppe på 31 mennesker blev ligeledes henrettet i Mauthausen den 26. januar 1943. -- Mere end 13.000 mennesker blev arresteret i Tjekkoslovakiet efter attentatet på Reinhard Heydrich i Prag. -- I juni 1941 foretog SS-Reichsleiter Heinrich Himmler endnu et besøg i Mauthausen og besluttede, at er skulle bygges bygninger og lokaler til bordeller for fangerne, både i hovedlejren og i tillægs-lejren, Gusen. I dag kan besøgende se den rekonstruerede bordelbygning, som har en række af bittesmå værelser, lige store nok til en seng. Ved slutningen af 1942 var der 8 til 10 kvindlige fanger fra kvindernes lejr i KZ-Lejren Ravensbrück, som var blevet bragt til at arbejde i bordellet. De var frivillige, som var blevet lovet en bedre behandling, hvis de ville blive prostituerede for fangerne. Andre lejre som Dachau, Buchenwald, Sachsenhausen og selv Auschwitz, havde også bordeller for de ikke-jødiske fanger.

Fra 1939 til 1945, tjente mere end 10.000 SS vagter i KZ-Lejren Mauthausen og dens tillægs-lejre (Bl.a. Gusen, Linz, Ebensee, Passau, Ternberg, Gross-Raming, Melk, Eisenerz, Beppern, Klagenfurt, Laibach, Loibl, Loiblpass, Heinkel, W. Wiener-Neustadt, Mittelber og Floridsdorf. 818 af disse SS-vagter er kendt ved navn. Et par hundrede blev fanget af amerikanerne. Den 7. marts 1946, blev 58 dømt til døden og tre til livsvarigt fængsel. Alle anklagede erklærede sig ikke skyldig. Kommandanten for Mauthausen, Franz Ziereis, blev skudt og dræbt af amerikanske soldater i lejren, da han forsøgte at undslippe, klædt i civilt tøj, da den 11. Amerikanske Infanteridivision befriede lejren den 5. maj 1945. -- Mauthausen var, som tidligere oplyst en kategori 3 KZ-Lejr og derfor en lejr, hvor fangerne skulle have særlig brutal behandling og med en målsætning om at myrde dem på de mest uhyrlige måder, ofte ved at lade fangerne konkurrere om hvem der kunne slå den anden ihjel, med lovning om at den vindende fange blev skånet - som SS-vagterne ikke indfriede og i stedet myrdende den overlevende. Mange fanger tjente som levende skydeskiver for flere SS-vagter, bl.a. kommandantens søn! Man sultede fangerne til døde og påførte fangerne ekstreme arbejdsopgaver i det tilhørende stenbrud på måder, der betød, at ud af et hold fanger om morgenen, overlevde kun ganske få dagens strabadser med at bære 25 - 40 kg. tunge stenklodser op ad en stenskråning med 186 "trappetrin" lige til de styrtede om af udmattelse, da de sultede, var syge og på den måde døde på skråningen. SS-vagterne piskede og aflivede ofte disse fanger også. Henrettelser af mange fangne allierede soldater, heraf mange flyvere, blev eksekveret nede i stenbruddet, ligesom man gjorde med de i alt 288 tjekkoslovakiske modstandsfolk og faldskærmsagenter, Gestapo fangede lige efter likvideringen af Reinhard Heydrich i juni 1942 og sendte til Mauthausen for at blive skudt den 24. oktober 1942. -- En øjenvidneberetning fra Olga Wormser kan måske give en antydning af livet i Mauthausen/Gusen stenbruddet: "7 - 8 hollandske jøder blev sendt til stenbruddet, adskilt fra alle de andre fanger. Dér mødte de 2 "blødagtige" SS-mænd kendt som "Hans" og "Den blonde Frøken". Disse to "uhyrer" havde spidshamre i deres hænder, som brugtes til at bryde sten og granit i stenbruddet, men de hollandske jøder fik udleveret høstplejle af træ, som de skulle anvende, til at hugge sten ud af stenbruddets granitvægge - en umulig opgave, som betød, at de sled sig ihjel i løbet af dagen, medens de 2 "uhyrer" stod og grinede ad dem, uden at give dem deres spidshamre. -- Et andet hold fanger på "arbejde" i stenbruddet, bestod af 87 mennesker og allerede kl. 11:30 før middag, lå 47 af dem, døde på jorden. De blev slagtet, den ene efter den anden, foran øjnene af medfangerne, som hjælpeløse måtte se på, uden at kunne gøre noget. Om eftermiddagen slog man yderligere 4 ihjel - men på en meget grusom måde. De blev taget til op på en klippetop i stenbruddet og beordret til at kæmpe og slås, alle mod alle, om ikke at blive kastet ned fra klippetoppen, indtil 2 af dem faldt ned i dybet og ramte klipperne nedenfor. De 2 overlevende "sejrherrer" ville slippe og gå fri. Efter en kort overlevelseskamp, for stor morskab fra SS-vagternes side, faldt 2 ned i døden, men de 2 "sejrherrer" blev straks skubbet ud over kanten af SS´erne og styrtede ned til de andre 2 knuste fanger nedenfor klippetoppen. -- En anden drabsmetode, foregik om vinteren, hvor SS-vagterne samlede en gruppe fanger i fængselsgården og beordrede dem til at klæde sig af. En vagt sprøjtede dernæst rigeligt vand over fangegruppen, der blev overladt til fryse ihjel. Det var en ganske effektiv og brutal måde, at myrde fangerne, da Mauthausen var beliggende i en region, hvor vinterens temperaturer normalt var omkring minus 10 grader celsius. -- Tænk nu på, at mange mange nazityske "uhyrer" efter krigen, ikke kom til at stå til regnskab for disse uhyrligheder, men kunne genoptage et mere "normalt" liv og måske i 1960´erne, var nogle af dem, som ferierede på Jyllands vestkyst og byggede deres små sandslotte, som de i nogle tilfælde, barrikaderede med pigtråd! Ingen adgang nær disse tyske/ariske ferieområder på den danske sandstrand!! Et gæt - javel - men måske ikke utænkeligt! Uanset hvad, er det næsten ikke til at bære at hovedparten af disse svin, kunne få et liv efter krigen!

KZ-Lejren Mauthausen og SS-Standartenführer Ziereis, kommandanten for koncentrationslejren. Efter lejren blev befriet af de amerikanske tropper den 5. maj 1945, gemte Ziereis sig og da han den 23. maj 1945, forsøgte at flygte, blev han alvorligt såret af skud fra de forfølgende amerikanske soldater. Den døende Ziereis blev skyndsomst forhørt, den 24. maj. Referatet af afhøringen af Ziereis, blev attesteret af den østrigske Borgmester Feichtinger og chef for landdistrikternes politiet i St. Valentin, Edelbauer. Da Ziereis var klar over sin forestående død, afgav han sin fulde tilståelse, som kan læses her med Ziereis egne ord: "Mit navn er Franz Ziereis, født 1903 i München, hvor min mor og brødre og søstre stadig lever. Jeg er ikke en ond mand og jeg har arbejdet mig op via arbejdet. Jeg var købmand af profession og i perioden med arbejdsløshed, arbejdede jeg som tømrer. I 1924 blev jeg tjenestegørende i 11. Bavarianske Infantriregiment. Senere blev jeg overført til en uddannelsesafdeling og kom derefter til Mauthausen som kommanderende officer. Følgende stillinger og lejre var under min kommando: Mauthausen, Gusen, Linz, Ebensee, Passau, Ternberg, Gross-Raming, Melk, Eisenerz, Beppern, Klagenfurt, Laibach, Loibl, Loiblpass, Heinkel, W. Wiener-Neustadt, Mittelber og Floridsdorf med ca. 81.000 indsatte (fanger). Garnisonen i lejren Mauthausen omfattede 5.000 SS-mænd. Det højeste antal indsatte i Mauthausen var 19.800. SS-Hauptsturmführer Dr. Krebsbach fik et gaskammer bygget, som blev indrettet så det lignede et baderum. De indsatte blev gasset i dette gaskammer. Alle henrettelser blev gennemført efter ordre fra SS-Reichsführer og chef for det tyske politi Heinrich Himmler, SS-Obergruppenführer Kaltenbrunner, eller SS Gruppenführer Mueller. Endelig fik jeg 800 indsatte gasset i Gusen, Block 31. Jeg kender ikke opholdsstedet for SS-Oberscharführer Jenschk, som myrdede 700 indsatte i Gusen. Jenschk udførte mordene på følgende måde: Ved en udetemperatur på minus 12 grader (celsius), gjorde han de indsatte våde, ved at sprøjte dem med vand og lod dem derefter stå ude i det fri, splitternøgne, indtil de døde. Dr. Kiesewetter dræbt de indsatte ved at give dem injektioner med rensebenzin. SS-Untersturmführer Dr. Richter, opererede et stykke af hjernen ud på de indsatte, uanset om de var syge eller raske og det forårsagede deres død. Det skete for omkring 1000 indsatte. SS-Obergruppenführer Pohl sendte svage og syge indsatte ud i skoven, og lod dem sulte ihjel. De syge forsøgte at holde sig i live ved at spise græs og bark, men alle døde ynkeligt af sult. Pohl halverede desuden madrationer til de indsatte og fik alle syge og svage indsatte myrdet med gas. Dette gaskammer var beliggende i Hartheim, få mil fjernt fra Linz. I Mauthausen blev alle gassede indsatte, rapporteret som døde af naturlige årsager. (Note: Det anslåede antal fanger gasset i Hartheim er 30.000.) Pohl sendte mig 6.000 kvinder og børn, der uden mad og under meget koldt vejr, havde været under transport i åbne vogne i omkring ti dage. Jeg blev beordret til at sende børnene væk. Jeg tror, at de alle døde. Derpå blev jeg meget nervøs. På ordrer fra Berlin, blev 2.500 indsatte, som kom med en transport fra Auschwitz, først badet i varmt vand og under meget koldt vejr, beordret til at stå ude i det åbne, indtil de omkom. Gauleiter Eigruber sendte ikke mad til lejren, men besluttede, at 50% af maden til de indsatte, skulle udleveres til den civile befolkning. Gluecks besluttede, at de indsatte, som arbejdede i krematoriet, skulle udskiftes mindst hver tredje uge, og derefter blive dræbt ved skud i nakken, fordi de vidste for meget. Det blev endvidere besluttet, at alle indsatte med lægelige uddannelser og plejepersonale, skulle sendes til en påstået arbejdslejr, for i stedet at blive dræbt der. Derefter blev lejr Lambrecht afviklet. Pohl og flere af hans kvinder afholdt store banketter og drikkegilder i en villa. De indsatte, som arbejdede i villaen blev dræbt, fordi de havde set for meget, eller beskyldt og anklaget for tyveri og blev transporteret til Mauthausen, med order om at "ødelægge" dem. Det gjorde man ved, at Heinrich Himmler gav ordre til at de indsatte skulle bære en 45 kilo tung sten på deres rygge og lod dem gå rundt med den, indtil den indsatte faldt død om. Himmler beordrede os til at etablere et strafferetligt arbejdskraftselskab i henhold til dette system. De indsatte måtte trække sten, indtil de kollapsede, eller de blev skudt, da deres brøde var, at de "forsøgte at flygte". Andre blev drevet ind i et el-hegn, som var tilknyttet til el-højspændingsnettet. Andre indsatte blev bogstaveligt talt revet i stykker af hunden med navnet "Lord", der tilhørt lejrkommandanten Bachmeyer, der pudsede hunden på de indsatte. Den 30. april 1945 blev 33 indsatte, som arbejdede i lejrens kontor, beordret til at samle sig i lejr-gården. Her blev de skudt som vilde dyr af SS-Oberscharführer Niedermeyer og Gestapoagent Polaska. Alt i alt, så vidt jeg ved, blev 65.000 indsatte myrdet i Mauthausen. I de fleste tilfælde deltog jeg selv i henrettelserne. Af og til deltog jeg i skyderiet med en pistol med lille kaliber. SS-mænd blev undertiden uddannet i riffelskydning, hvor indsatte blev brugt som levende mål. Reichsminister Himmler og SS-Obergruppenführer Generalløjtnant) Kaltenbrunner, beordrede mig til at dræbe alle indsatte, hvis frontlinierne nærmede sig Mauthausen. Jeg havde ordrer fra Berlin, til at sprænge Mauthausen og Gusen herunder alle de indsatte i luften. Alle indsatte blev gennet ind i Gusen minen, der blev sprængt i luften. Sprængningen skulle udføres af SS-Obergruppenführerne Wolfram og Ackermann. Ziereis døde kort efter afhøringen. Endnu en rædselshistorie blandt de tusindvis af uhyrlige historier om det tyske folk´s hærgen i Europa!

Foto af 6.000 nye fanger i Mauthausens fangegård i juli 1941, ventende på disinfektion. Efter at have opholdt sig her i 24 timer, var næsten 140 døde af udmattelse, sult og tørst. -- Efter at Mauthausen blev befriet den 5. maj 1945, offentliggjorde de overlevende spanske fanger, en dødsliste, som viste, at 16.310 spanske republikanere var døde i hele Mauthausen komplekset (bestående af op til 29 "filialer") under krigen. Der var i Mauthausen også russiske krigsfanger, britiske spioner og regulære allierede soldater, faldskærmsagenter, kommunister, tyske kriminelle, sigøjnere, asociale individer, som nazisterne betegnede mange mennesker, homoseksuelle og medlemmer af Jehovas Vidner. Det samlede antal døde, er opgjort til at ligge et godt stykke over 200.000 mennesker. Dette er større end de fleste skøn over antallet af fanger, som blev registreret i lejren. Det samlede antal fanger i de vigtigste hovedlejre og alle "filial-lejrene", i de næsten 7 år, Mauthausen var i drift, androg lige under 200.000, ifølge det amerikanske Holocaust Memorial Museum og af disse, menes ca. 119.000 fanger, at være døde i Mauthausen og dens tillægs-lejre. En tredjedel af dem var jøder.

Opgøret med SS-mænd, der havde gjort tjeneste i Mauthausen og dens tillægs-lejre, som man retsforfulgte efter krigen: Sagen mod 61 tiltalte SS´ere i Mauthausen, begyndte den 29. marts 1946 og sluttede den 13. maj 1946. Hovedretssagen blev fulgt op af andre mindre lignende retssager mod andre ansatte i lejrene. Listen over de tiltalte i den første Mauthausen retssag er som følger: Hans Altfuldisch: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Stefan Barczey: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Karl Billmann: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - August Blei: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Willy Brünning: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Michael Cserny: Fængsel på livstid - Hans Diehl: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Ludwig Dörr: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Otto Drabeck: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Willy Eckert: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - August Eigruber: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Heinrich Eocene: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - SS Dr. Friedrich - Karl Entress: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Kapo Rudolf Fiegl: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Heinrich Fitschok: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Kapo Willy Frey: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Heinrich Giese: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Georg Gössl: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Werner Grahn: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Johannes Grimm: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Herbert Grzybowski: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Paul Gützlaff: Fængsel på livstid - Heinrich Hager: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Hans Hegenscheidt: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Wilhelm Henkel: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Walter Höhler: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Franz Huber: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - SS Dr. Willy Jobst: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Paul Kaiser: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Anton Kaufmann: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Franz Kautny: (Udført den 27. maj 1947) - Kurt Keilwitz: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Kaspar Klimowitsch: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Viktor Korger: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - SS Dr. Eduard Krebsbach: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Gustav Kreindl: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Ferdinand Lappert: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Josef Leeb: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Julius Ludolf: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Wilhelm Mack: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Josef Mayer: Fængsel på livstid - Erich Meissner: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Emil Müller: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Wilhelm Müller: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Rudolf Mynzak: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Josef Niedermayer: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Vincenz Nohel: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Theophil Priebei: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Hermann Pribyll: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Josef Riedler: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Adolf Rutka: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Thomas Sigmund: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Hans Spatzenneger: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Otto Striegel: Dødsdømt (Udført den 20. juni 1947) - Karl Struller: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Leopold Trauner: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Andreas Trumm: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - SS Dr. Erich Wasitzky (Wasicky): Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - SS Dr. Waldemar Wolter: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Viktor Zoller: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Adolf Zutter: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947). -- Når man tænker på, at ca. 10.000 SS-mænd, kapo´ere og andre gjorde tjeneste i Mauthausen-lejrene fra 1939 til 1945, er det ikke mange man fik dømt efter krigen!! - Under hundrede!

Tjekkoslovakiet havde også sin egen KZ-lejr ved Prag, Theresienstadt eller Terezín, som tidligere var en garnisonsby og et fort, 62 km. nord for Prag, ved floderne Elben og Eger, Tjekkoslovakiet, som under 2. verdenskrig blev anvendt som en tysk koncentrations - og transitlejr. -- Theresienstadts historie går tilbage til 1780, hvor det østrigske kejserrige byggede et fort, der bestod af en garnisonsby på hver side af floden Eger. Fortet kom dog aldrig til at spille nogen rolle i krig, men senere kom det til at fungere som fængsel. Under 1. verdenskrig fungerede det som krigsfangelejr og husede bl.a. attentatmanden Gavrilo Princip, som med mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand, var indirekte skyld i starten på 1. Verdenskrig. -- I 2. Verdenskrig, den 10. juni 1940, overtog Gestapo Theresienstadt og gjorde fortet til et fængsel (torturkammer!). I november 1941 blev garnisonsbyen lavet om til en indhegnet ghetto for jøder. Dens funktion var bl.a. også, at få omverdenen til at tro, at jøderne levede et idyllisk liv i ghettoen, men i virkeligheden var det en koncentrationslejr. Hvor der tidligere havde boet 7.000 i Terezin, boede der nu 50.000, og i 1942 døde 16.000 mennesker af sult og sygdomme, straf og henrettelser i lejren, deriblandt søsteren til den berømte filosof m.m., Sigmund Freud. Danske borgere kom også til at kende Theresienstadt. I 1943 blev omtrent 500 danske jøder og udenlandske jøder, der var flygtet til Danmark, og som var pågrebet under tyskernes jødeaktion i Danmark, sendt til Theresienstadt: 281 den 2. oktober 1943 og 190 den 13. og 23. oktober 1943, samt nogle få andre senere. Næsten alle danske jøder slap fra Theresienstadt med livet i behold - i modsætning til hovedparten af europas andre jøder! -- Senere under krigen, efter at de danske jøder, som det ikke var lykkedes at flygte, var blevet sendt til Theresienstadt, "lykkedes" det den danske regering, at få overtalt tyskerne til at lade Dansk Røde Kors komme og besøge lejren den 23. juni 1944, for derved at kunne sikre sig, at fangerne blev behandlet ordentligt. De to danskere var Afdelingschef i Udenrigsministeriet Frantz Hvass og Overlæge i Sundhedsstyrelsen Eigil Juel Henningsen, som sammen med mange nazistiske myndighedspersoner, dannede det tyskerne kaldte, "Den Internationale Delegation". Formanden for det Tyske Røde Kors og en repræsentant for det internationale Røde Kors, Maurice Rossel, deltog også i "Den Danske Kommision", som jo officielt kom i stand på danskernes initiativ - det tvivler jeg på" Jeg tror det hele var et "skuespil", som nazisterne ønskede at anvende de danske lakajer til at formidle for verdenssamfundet - I danmark var der fuldt af 2nyttige idioter", som mere eller mindre frivilligt gik nazisternes ærinde - ikke mindst i magt- og administrationsvældet i Danmark under besættelsen! -- Tyskerne "forstod" straks at bruge dette til egen fordel. Inden besøget, sørgede de først, at sende en stor del af fangerne i lejren, til den sikre død i Auschwitz, så Theresienstadt-lejren ikke virkede så overfyldt, når Røde Kors delegationen skulle besigtige lejren. Derefter lod de bygge nogle nye og særdeles gode barakker, maling og anden forskønnelse blev foretaget, nyt legepladsudstyr til børnene, musikorkester, indretning af pæne stuer og rum med moderne indretninger, hvor ældre damer skulle side og hygge sig med kaffe og strikketøj, område ved floden, hvor ældre jøder skulle ligge og "dase" osv. - osv. Alt sammen som kun blev opstillet og arrangeret, da Røde Kors var på besøg. Til sidst valgte de at lave en propagandafilm, der skulle vise, hvor godt jøderne havde det i "Det Tredje Rige". Efter optagelserne blev de fleste af "skuespillerne og instruktøren" deporteret til Auschwitz. Instruktøren, Kurt Gerron, og hans kone fra Berlin, blev myrdet i gaskammeret den 28. oktober 1944. Filmen blev aldrig vist i sin helhed, men blev klippet ind i diverse nazistiske propagandafilm og ugerevyer. -- Omkring 144.000 jøder blev sendt til Theresienstadt krigen igennem. Af dem døde cirka en fjerdedel (33.000) i lejren, hovedsagelig af sult, stress, sygdom og en tyfusepidemi mod krigens slutning. Ca. 88.000 blev deporteret til Auschwitz eller andre udryddelseslejre. -- I første halvdel af 1943 hørte tilførslerne af fanger til Theresienstadt næsten op. På dette tidspunkt var 90 % af jøderne i Böhmen og Mähren (Protektoratet) og næsten alle resterende jøder i Tyskland og Østrig sendt til og igennem ghettoen, til andre KZ-lejre, oftest til udryddelse i Auswitz-Birkenau. I 1943 og 1944 bragte tyskerne også de resterende jøder fra Holland og Danmark til Theresienstadt, hvor deportationerne fra Østeuropa - ghettoerne i Polen og de baltiske stater, fortsatte videre til udryddelseslejrene, Treblinka og Auschwitz. Ved krigsslutningen befandt der sig derfor kun ca 11.000 personer i Theresienstadt. -- De danske fanger blev ikke deporteret, men fik lov at blive i Theresienstadt, hvor de endda nød visse fordelagtige privilegier, som de andre jødiske fanger i lejren slet ikke opnåede! -- Holocaust i Tjekkoslovakiet/Prag: For alle tjekker i protektoratet Böhmen og Mähren, var den tyske besættelse, en periode med brutal undertrykkelse. Den jødiske befolkning i Böhmen og Mähren blev næsten udslettet (i henhold til en folketælling i 1930, var der 117.551 jøder i landet. Mange jøder emigrerede efter 1939 - ca. 78.000 omkom, mest på grund af de dødelige betingelser, som sult, stress og sygdom, især tyfusepidemien i slutningen af krigen. I 1945, var der kun ca. 17.000 jøder i live i de tjekkiske landområder. Ca. 88.000 blev deporteret til Auschwitz og andre udryddelseslejre. Da krigen var overstået, var der blot 17.247 overlevende. Ud af ca. 15.000 børn, der opholdt sig i og blev fordelt til andre lejre fra Theresienstadt, overlevede kun 93 af disse børn!! ---- Theresienstadt kaldtes også "populært", "den østrigske koncentrationslejr", fordi dens kommandanter alle var østrigske SS´ere. Lejren nåede at have 3 kommandanter under krigen, som det fremgår af følgende oversigt: 1941-43: Siegfried Seidl - 1943-44: Anton Burger og 1944-45: Karl Rahm. -- Se og læs mere om historien og lejren ved de næste fotos af SS-lederne og jødernes egen "leder" (Judenälteste) i lejren. -- Fotoet her viser Den Lille Fæstning i Theresienstadt - Politiets og Gestapo´s fængsel i Prag "Kleine Festung" (Her foregik udbredt grusom tortur). Det var her, at modstandsfolk, hjælpere og pårørende til faldskærmsagenterne, der deltog i attentatet, blev sendt fra Pankrácfængslet til Theresienstadt - d.v.s. familierne til Jan Kubiš og Josef Valcík. Josef Gabcík´s pårørende blev reddet fra fængsel og henrettelse og flyttede med held til Slovakiet. -- Jøder menes at have bosat sig i Prag, så tidligt som i det 10. århundrede. Det 16. århundrede var den bedste tid for Jødedommen i Prag. Et af de berømte jødiske lærde i den tid, var Juda Loew Ben Bezalel, kendt som Maharal, der tjente som den førende rabbiner i Prag det meste af sit liv. Han er begravet på Den Gamle Jødiske Kirkegård i Josefov og hans grav med gravsten er intakt og kan stadig besøges. Det siges, at selve "Golem" (hellig tekst skabt af Maharal) ligger på loftet af den gamle, men nye Synagoge, hvor "Genizah" afholdes af Prags jødiske samfund. I 1708 udgjorde jøderne en fjerdedel af Prag's befolkning.

Jøder i Prag på vej til godstoget mod Theresienstadt Ghettoen i 1942. -- I årtiet op til 2. Verdenskrig følte jøderne sig sikre i Tjekkoslovakiet, sammenlignet med forholdene i de øvrige øst-europæiske lande. Den tjekkoslovakiske politik lagde vægt på tolerance. Böhmens/Mährens jødiske befolkning var på dette tidspunkt hovedsagelig arbejdende, middelklasse byboere. Det jødiske samfund var integreret i det tjekkiske, jøderne talte tjekkisk, sendte deres børn i tjekkiske skoler og blandede ægteskaber var almindelige. I 1931 giftede 32 ud af hver100 jødiske brudgomme sig med ikke-jødiske kvinder. -- I 1930 levede 50 % af jøderne i Böhmen/Mähren i Prag, hvor de udgjorde ca. 4,17 % af befolkningen. Selvom fødselstallet var faldende i det jødiske samfund, så voksede Prags jødiske befolkning efter 1933. Det skyldtes de mange forfulgte flygtninge fra de tyske nazificerede områder. -- Byen blev et transitsted for jøder, som ventede på visa til Storbritannien og USA. Denne strøm var stor på grund af Tjekkoslovakiets geografiske beliggenhed midt i Europa, og fordi regeringen førte en meget liberal immigrationspolitik. Mange af jøderne strandede imidlertid i Tjekkoslovakiet, fordi de europæiske lande og USA førte en meget streng flygtningepolitik. Der var i denne tid en meget ringe forståelse i verdenssamfundet for mennesker, der flygtede på grund af race og religion. Danmark var ingen undtagelse i denne sammenhæng – her anerkendtes kun til nød politiske flygtninge. -- Efter "München-aftalen" i 1938 og indtil Tjekokoslovakiets indlemmelse i det tyske rige i 1939, havde den tjekkoslovakiske regering været under et stærkt pres, fra tysk side, omkring jødespørgsmålet. I Tyskland så man gerne, at Tjekkoslovakiet indførte anti-jødisk lovgivning med de nazi-tyske Nürnberg-love fra 1935 som forbillede. Den tjekkoslovakiske regering reagerede på disse krav ved at begrænse immigrationen fra Nazi-Tyskland, og ved at fyre et lille antal offentlig ansatte med to jødiske forældre. Desuden meddelte den, at man kiggede på de tilflyttere, der var ankommet efter 1918. Regeringen var imidlertid meget modvillig mod at foretage yderligere tiltag mod jøderne i dette tidsrum. -- Da nazisterne i 1939 indtog Tjekkoslovakiet, var der 56.000 jøder i Prag, hvoraf 15.000 var tyske jødiske flygtninge. Med tyskernes indtog i Böhmen/Mähren var startskuddet nu gået til kampagner, der skulle stimulere jødefordomme, jødehad og jødeforfølgelser. -- Den tjekkoslovakiske marionet-regering i Böhmen/Mähren, der nu begyndte at udstede love i overensstemmelse med Nürnberg-lovene, udstedte samtidig nogle forordninger, som bestemte, at der skulle indsættes tjekkoslovakiske bestyrelser i jødiske virksomheder. -- Men tyskerne anså slet ikke disse tiltag som radikale nok. Derfor besluttede den tyske overhøjhed at påtvinge protektoratet deres egne løsninger på jødespørgsmålet – især fordi beslutningen om de tjekkoslovakiske bestyrelser i de jødiske virksomheder måtte anses som et forsøg på, at holde de jødiske ejendele væk fra tyske hænder. -- Den 21. juni 1939 bestemte tyskerne således, at jøderne skulle holdes ude af det økonomiske liv i Böhmen/Mähren, og at de skulle have deres ejendele registreret. Jødiske firmaer skulle overtages af tyske bestyrelser, som skulle stå for salget af dem. Disse beslutninger blev taget helt uden om den tjekkoslovakiske "regering", der kunne læse om det i pressen. Jødespørgsmålet var nu et rent tysk anliggende, og der blev oprettet et hovedkontor for jødeanliggender i Prag, hvor den berygtede ekspert i jødespørgsmål, Adolf Eichmann, flyttede ind. -- Herefter blev der vedtaget en mængde love, der indskrænkede jødernes frihed. Herunder ses et udpluk : • Forbud mod at benytte offentlige bade og swimmingpools • Henvisning af jøder til særlige afdelinger i restauranter • Spærretid for jøder fra daggry til skumring • Forbud for jøder mod at hæve mere end 1500 kr. om ugen, samt mod at oppebære renter • Tvunget salg af guld, sølv, platin samt juveler til discountpris • Forbud mod at se film og teater • Forbud for jødiske læger mod at behandle andre end jødiske patienter • Forbud mod at gå i tjekkoslovakiske skoler – senere mod undervisning af jøder i det hele taget • Genindførelse af påbudet om brug af den gule jødestjerne • Forbud mod at forlade sit lokale område uden polititilladelse • Tvungen flytning af jøderne fra lejligheder i de bedste områder af Prag til gamle lejligheder i andre dele af byen (lejlighederne blev overtaget af nazi-folk, sudetertyskere m.fl.). -- I bogen "Hvem kan glemme dette?" fortæller pigen Helga om, hvordan den jødiske kirkegård inden hendes deportation, var det eneste sted hun måtte lege. Læreren Irma fortæller i samme bog om, hvordan de en tid underviste børnene i synagogen, fordi de var udvist af de tjekkoslovakiske skoler. Jøderne vidste det ikke, men disse lovgivningstiltag, var de første skridt på vejen i nazisternes plan om jødernes endelige udslettelse i dødslejre. I front for denne plan stod SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, der var den fungerende rigsprotektor for Böhmen/ Mähren m.m. Hans første værk efter sin ankomst til Prag i sept. 1941, var at lukke de sidste synagoger og stoppe al anden jødisk virksomhed. Desuden holdt han møder med bl.a. Eichmann, omkring deportation af jøderne i Prag og hele Böhmen/Mähren. På disse møder besluttede man, at protektoratets jøder skulle sendes til ghettoerne i Lodz, Minsk og Riga. -- Kort tid efter hans ankomst til Prag afgik således det første tog fra Prag til Lodz i Polen indeholdende 1000 jøder. Herefter blev yderligere 5000 sendt samme sted hen. Mange af disse jøder døde indenfor få måneder, og på et møde i oktober 1941 blev det besluttet, at protektoratets jøder skulle opsamles i en ny ghetto, Theresienstadt, som lå ca. 60 km. nord for Prag. -- Theresienstadt var en gammel fæstningsby, der på dette tidspunkt var beboet af ca. 7000 tjekkoslovakker. Heydrich mente imidlertid, at stedet sagtens kunne rumme 50.000-60.000 jøder. Planen var, at jøderne skulle deporteres til udrydelseslejre med tog fra Theresienstadt, men intet måtte slippe ud til offentligheden om denne plan. Jøderne skulle tro, der var tale om en arbejdslejr – en ghetto. -- I november 1941 blev der derfor sendt et arbejdshold bestående af unge jødiske mænd af sted til Theresienstadt, for at gøre ghettoen klar til indflytning. På grund af byens fortid som fæstning, var den nem at afskære fra omverdenen, men den lå stadigvæk ikke mere afsondret end, at der fandtes en jernbaneforbindelse lige i nærheden. Desuden havde Gestapo i forvejen et effektivt fængsel "Kleine Festung" i fæstningen (i praksis et regulært torturkammer). Disse tre faktorer gjorde tilsammen, at Therisienstadt var særlig egnet som opsamlingsghetto. Byens tjekkoslovakiske beboere blev bedt om at rejse et andet sted hen, og efter få dage ankom de første transporter med mænd, kvinder og børn fra Prag. -- Arbejdet med at registrere de personer, der skulle af sted samt disses ejendele, blev foretaget af ledelsen af den jødiske menighed i Prag under kontrol af tyskerne. På denne måde kom jøderne til at tage del i deres egen udryddelse. De havde imidlertid intet valg. Tjekkoslovakerne var uvillige til at hjælpe jøderne til modstand – der var dødstraf for hele familien, hvis man skjulte jøder. Desuden havde de mange jødeflygtninge, især tyske, skabt en begyndende modvilje mod jøder i befolkningen. -- Passiv modstand blev dog også straffet hårdt. Således var hele den første jødiske ledelse i Prag, blevet sendt til KZ-Manthausen, fordi de havde forhalet registreringen, af de første 1000 jøder, der skulle deporteres. Denne jødiske ledelse blev myrdet her indenfor 12 dage – dette var en advarsel til den efterfølgende ledelse af den jødiske menighed, der blev sat til den fortsatte registrering. -- Før en familie skulle deporteres blev de informeret herom af den jødiske ledelse. De måtte medbringe ca. 50 kg. bagage pr. person, som de kunne tage med sig til et fast opsamlingssted, hvorfra de deporterede blev eskorteret af tjekkoslovakisk politi til Prag-stationen Bubny. -- De mange værdier som jøderne efterlod sig i Prag tilfaldt tyskerne. 45 varehuse var pakket med konfiskerede jøde-ejendele. Disse ejendele havde Gestapo-folk førsteret til i forbindelse med indretningen af kontorer i de besatte områder. Andet gik til Nazi-velgørenhedsorganisationer, men alt i alt var de mange ejendele en invitation til en udbredt korruption blandt tyskerne. -- Nogle af de jødiske efterladenskaber gik imidlertid også til oprettelsen af et jødisk museum. De første tiltag til dette museum blev allerede gjort i 1906, da den omfattende byfornyelse, havde ødelagt den gamle jødiske ghetto. En ledende jøde Dr. Stein var ansvarlig for registreringen af gamle værdifulde jødeting. Han foreslog tyskerne, at man skulle tilføje tingene til det jødiske museum, man var påbegyndt i 1906. Det faldt i god jord hos tyskerne. Motiverne til oprettelsen af museet var imidlertid forskellige. Mens Stein håbede at kunne bevare nogle jødiske ejendele, der kunne gives tilbage til de rette ejere efter krigen, så ønskede tyskerne at oprette et smæde-monument over en uddød race - jøderne. -- Blandt de sidste der blev deporteret til Theresienstadt, var lederne af den jødiske menighed i Prag, der havde forestået registreringsarbejdet. Herefter fulgte det jødiske personale på det jødiske museum, men til allersidst i 1945 fulgte jøder fra blandede ægteskaber, der ellers indtil da havde haft en særlig beskyttet status.

Dr. Paul Eppstein, "Formand for Theresienstadt´s Jøderåd" ("Judenälteste"), modtager på fotoet, en ny sending jøder fra Holland den 20. januar 1944. Mange herfra, vil han blive nødt til, efter kort tid, at udvælge og sende videre til de egentlige udryddelslejre, f.eks. i Polen: Chelmno, Belzec, Sobibor, Treblinka, Kleine Trostenez og Auschwitz-Birkenau, hvor de vil blive skudt, gasset, brændt - udryddet! -- Holocaust i Protektoratet Böhmen og Mähren: Delingen af Tjekkoslovakiet i 1938-1939 afgjorde skæbnen for landets jøder under 2. Verdenskrig. Ifølge 1930-folketællingen, var der 356.830 personer i den Tjekkoslovakiske Republik, som identificerede sig som jøder af religion: 117.551 i Böhmen og Mähren, 136.737 i Slovakiet, og 102.542 i det russiske Subkarpatien. Efter opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1938/39, levede der ca. 118.310 personer, der defineredes som jøder, i Böhmen og Mähren. Før 1941 var omkring 26.000 jøder i stand til at udvandre. -- I november 1941, gav RSHA chef Reinhard Heydrich, ordre til oprettelsen af en lejr-ghetto på borgområdet Theresienstadt, ca. 60 km. nord for Prag. Mellem 1941 og slutningen af 1944, deporterede de tyske myndigheder, bistået af lokal tjekkisk gendarmeri, 73.603 jøder fra Prag, Brno, Ostrava, Olomouc, og andre byer i Protektoratet til Theresienstadt. De fleste opholdt sig kun kort i Theresienstadt, der fungerede som en transit-lejr for Protektoratets og andre landes jøder. SS og politiet deporterede langt de fleste til de baltiske lande, hvor man her oprettede Einsatskommandoer, som udryddede jøderne, primært ved skydning. Andre jøder blev deporteret til lejr-ghettoer i Lublin-distriktet (KZ-Majdanek) i det besatte Polen i 1941-1942. Fra 1942 blev de fleste sendt videre til udryddelslejren Auschwitz. -- Af de 82.309 jøder, som blev deporteret fra Protektoratet, myrdede tyskerne og deres kollaboratører ca. 71.000 jøder. Ca. 7.000 af Protektoratets jøder, blev myrdet i Böhmen og Mähren uden at blive deporteret. I 1945, var kun ca. 14.000 af Protektoratets jøder i live i de tjekkiske landområder. -- Fra 1942 til 1945, deporterede tysk SS og politi ti-tusinder af jøder bosat i det såkaldte Stortyske 3. Rige, sammen med et par tusinde hollandske, slovakiske og ungarske jøder til Theresienstadt. Fra Tyskland kom 42.821 jøder. Fra Østrig 15.266. Fra Holland 4.894. Fra Slovakiet 1.447. Fra Ungarn 1.150 og fra Danamrk 476 jøder. Der ankom 1.260 jødiske børn til Theresienstadt fra Bialystok distriktet i det tysk-besatte Polen. Langt størstedelen af disse jøder døde enten i Theresienstadt eller blev deporteret til udryddelse i Auschwitz og andre kz-lejre. -- Af de næsten 141.184 jøder, som opholdt sig i Theresienstadt, deporterede tyskerne 88.202 mod øst, hvor de fleste af dem blev myrdet. 33.456 døde i Theresienstadt. 2.418 enten flygtede eller blev frigivet af tyskerne i 1945. -- 16.832 jødiske indbyggere var i live i Theresienstadt, da sovjetiske tropper ankom til lejren den 9. maj 1945. -- Tyskerne og deres kollaboratører myrdede i alt ca. 263.000 jøder, der havde opholdt sig i Den Tjekkoslovakiske 1. Republik i 1938. -- Dr. Eppstein og hans hustru klarede at overleve i Theresienstadt, indtil Dansk Røde Kors kom på besøg i lejren, et besøg som tyskerne havde forberedt og planlagt, sådan at danskerne kun så et stort anlagt skuespil, hvor alt så godt og velordnet ud, med bl.a. musikorkester osv. Eppstein var sønderknust, da han sammen med de danske Røde Kors folk og SS-folk, måtte gå med dem rundt og spille "Borgmester" og fortælle dem, den ene løgn efter den anden og uden at lade sig mærke med, at virkeligheden var en helt anden - Danskerne spurgte heller ind til, hvor alle de jøder, som blev sendt væk med togtransporter, kom til. hvad de skulle der osv. - der var no kaf spørgsmål. -- Det menes i dag, at danskerne, havde aftalt med tyskerne, at der ingen kritiske spørgsmål blev stillet og at man også spillede det samme skuespil, som nazisterne - på den måde kunne man undgå, at de danske jøder ikke led overlast og Danmark kunne opnå yderligere tysk velvillighed over for landet og befolkningen osv. Den danske Rødekors rapport, lovpriste da også nazisternes lejr og forhold! Efter danskerne var rejst, blev alle musikerne og andre med tilknytning til nazisternes "skuespil", sendt afsted til KZ-udrydelseslejrene, hvor de blev gasset!! Men de 3 danske jødiske musikere i orkestret, blev ikke sendt med, de overlevede!! Eppstein havde sammen med sin kone, under besøget af de danske rødekorsfolk, antagelig kommet til at sige noget til Kommandanten Rahm, som denne ikke brød sig om. 2 dage efter at den danske Røde Kors delgation var rejst, blev Appstein afhentet og smidt i fængselsbygningen "Kleine Festung" uden for lejren. SS havde under SS-Hauptsturmführer Heinrich Jöckel (ham der også kommanderede de jøder fra lejren, som blev sendt til landsbyen Lidice, hvor de skulle grave massegraven og anbringe de henrettede mænd fra byen og brænde deres tøj m.m. den 11-13. juni 1942), indrettet fængslet til et frygteligt torturkammer. Her blev Eppstein voldsomt torturreret og til sidst kastet ud fra bygningens balkon, hvorved han blev dræbt på stedet. I en hel uge sørgede jøderne mere eller mindre officielt i lejren. Eppsteins hustru blev samtidigt også afhentet og sendt med togtransport til Auschwitz, hvor hun blev myrdet. -- Det danske Røde Kors blev dermed indirekte og vil nogen måske sige, direkte ansvarlige for udryddelsen af hundredvis af jøder, som var tvunget til at deltage i nazisternes "Theresienstadt - Skuespil".

Over 100.000 hollandske jøder blev myrdet af tyskerne - mange blev først deporteret til Theresienstadt, hvor de fleste senere blev sendt med de frygtede transporter til døds- og arbejdslejre, som tyskerne og den jødiske administration "Judenrat", kaldte "transport til godt arbejde med bedre forhold et andet sted". Fotoet viser en transport af hollandske jøder, som ankommer til Theresienstadt. -- Men de fleste vidste godt, at man aldrig hørte noget fra de som kom med transporterne, selv om tyskerne ofte brugte "tricket" med at sendte postkort fra nogle af de deporterede, hvor budskabet var i overensstemmelse med det, som de søgte at bilde fangerne ind.

Jødiske mænd i Theresienstadt Ghettoen 1943. -- Jøderne i ghettoen lagde et stort arbejde i at administrere "selvstyret" af ghettoen. Dette havde man på sin vis, lidt held med, så der trods de givne betingelser kunne opretholdes rimelig betingelser med en grundlæggende standard for hygiejne, kultur og menneskelig adfærd i ghettoen. At dette til dels lykkedes, skyldes antagelig den store koncentration af meget veluddannede jøder i ghettoen. -- Den værste konsekvens af "selvstyret" var dog, at det indebar en forforpligtelse for de jødeældste, til at sammensætte transportlisterne for de jøder, der skulle deporteres østpå til andre lejre. Langt hen ad vejen var flere af de jødeældste dog ikke klar over, hvor deportationerne gik hen og hvad der skete med deres medmennesker. De troede i starten, at deportationerne gik længere østpå, hvor forholdene nok var værre, men hvor der stadig var et håb om overlevelse. Senere fik ældsterådet vished om, hvad en deportation i virkeligheden indebar, nemlig udslettelse i Auschwitz-Birkenau i Polen. Dette var imidlertid en viden, som de besluttede at holde for sig selv, så næsten hele ghettoens befolkning af jøder var uvidende om situationen indtil tyskernes kollaps – "Vi kan alligevel ikke gøre noget for at stoppe myrderierne, så hvorfor ikke spare folk for en sådan viden om deres skæbne", skulle den jødiske leder Rabbi Leo Beck have udtalt, da en flygtet fange vendte tilbage til Theresienstadt for at advare ledelsen. -- Den jødiske ledelse fik således snart erfaret, at Therisenstadt ikke var en mønsterghetto, men en gennemgangslejr. -- I starten gik transporterne fra Theresienstadt til Lodz-ghettoen i Polen, men fra oktober 1942 gik de direkte til dødslejren Auschwitz-Birkenau. Indtil den sidste transport i oktober 1944 afgik der 25 tog fra Theresienstadt til Auschwitz-Birkenau indeholdende mænd, kvinder og børn. 80 % af disse blev øjeblikkeligt gasset ved ankomsten, og 90 % overlevede ikke krigen. -- I alt blev der sendt 39.395 Prag-jøder til Theresienstadt, heraf var ca. 15.000 børn og unge. De 31.709 døde, enten i ghettoen eller i dødslejrene østpå. Af de 92.199 jøder der havde boet i Böhmen/Mähren, overlevede kun 14.045 krigen. -- Lejren der oprindeligt var tiltænkt de böhmiske og mähriske jøder, blev en gennemgangslejr for mere end 150.000 jøder fra ca. 20 lande, som passerede gennem lejren fra oktober 1941 til maj 1945. Af disse døde omkring 33.000 på stedet, mens næsten 20.000 forblev i live. -- Det er karakteristisk, at de overlevende jøder der udelukkende har oplevet internering i Theresienstadt, ser tilbage på denne tid med gru og forfærdelse, mens overlevende jøder fra andre lejre ser tilbage på tiden i Therienstadt, som et paradisisk afbræk i et ellers forfærdeligt forløb. -- Der var ikke rart i Theresienstadt, men sammenlignet med andre lejre, havde man en chanche for at overleve. Ingen andre steder havde man "et kulturliv", som i Theresienstadt. Man fik sågar lov til at have en synagoge og praktisere religionen i en gammel hestestald - nazisterne smadrede ellers alle synagoger i Europa og Rusland, hvis de fandt dem. noget af jødernes arbejde i Theresienstadt, bestod bl.a. i at modtage alt muligt fra synagoger rundt om fra Europa, både træværk, og hellige remedier, f.eks. Tora-ruller. Det vat frygteligt for de troende ortodokse jøder, at være med til at save disse ting op til brænde og ødelægge et folks kultur - her deres egen kultur! Det værste problem var dog sulten. Folk var frygtelig underernærede. Maden bestod hovedsagelig af en grå kålrabi-suppe, hvori der flød kartoffelstumper eller byggryn. Der "serveredes" kød og brød af og til, men ikke meget. Helbredsstilstanden var derfor også meget dårlig, og medicin var der ikke meget af. Der var dog et "hospital", som kun modtog meget og særligt syge fanger, der passede lægen at "kikke" på. En dygtig jødisk apoteker, fik også lov at praktisere sin kunne. Ligeledes var de hygiejniske forhold meget ringe, alene af den grund, at der var stuvet over 50.000 mennesker sammen på et areal, der var beregnet til 10.000. Der var ulideligt koldt om vinteren og frygtelig varmt om sommeren i beboelsesrummene, hvor hver person havde ca. 0,6 m2 til sin rådighed, og hvor man sov i køjesenge i op til 4-5 etager. -- Kvinder og mænd levede adskilt i lejren. Alle voksne måtte arbejde ca. 10-12 timer hver dag. Slavearbejdet omfattede mange ting og på sin vis ofte i noget, som havde betydning og værdi for lejren, fangerne og tyskerne. Der arbejdedes med håndværk, jord- og beton, skov- og markarbejde, reparation af mange ting, kulminedrift, savværk, sortering af døde jøders værdigenstande og tøj, renovation og ikke mindst arbejde med at slæbe syge og døde fanger rundt til læge, til mønstring, til begravelse, til krematorium, til samlingspladser for bl.a. deportationerne med togtransporterne til udryddelseslejrene. Anvisningen til arbejdsopgaver med f.eks. syge- og dødetransport, blev "administreret" af en ondskabsfuld østrisk kvinde, som gik under navnet "Gnädige Frau, küss die Hand". Disse ord skulle man huske at sige flere gange, medens man havde foretræde for dette monster - glemte man at sige det, blev man verfet ud og risikerede at blive taget til togtransport og udryddelse! -- Fangernes mange arbejdsopgave, betød, at børnene derfor blev anbragt i særlige børne- og ungdomshuse. I sådanne huse kunne der godt være 2-300 børn, drenge og piger for sig. Disse huse var delt i mindre, selvstændige kollektiver på mellem 15 og 40 børn med en leder, en til to hjælpere samt assistance fra læger, sygeplejer og socialarbejdere. Netop børnene er kendetegnende for livet i Theresienstadt – i Auschwitz-Birkenau var der næsten ikke nogen børn, kun de der blev brugt til medicinske forsøg, resten blev gasset kort tid efter ankomsten. -- I Theresienstadt gjorde man meget for at lette opholdet for børnene, som på mange måder havde det bedre end de voksne. Madrationerne blev fordelt efter, hvilket arbejde man havde, men børnene fik bedre og mere mad end de voksne. De største børn og unge måtte arbejde - i starten fra de var 16, senere fra de var 14 eller 12. -- Undervisning var forbudt, mens fritidsbeskæftigelse af børn var tilladt. Der fandt derfor alligevel undervisning sted i ghettoen under dække af forskellige ting. Historieundervisning blev til dramaer og geografiundervisning til gætteleg. Almindelig undervisning fandt dog også sted, selvom det var frygtelig risikabelt, og i sådanne situationer var der en der stod vagt ved døren. Ved et tegn fra vagten skulle man hurtigt skubbe skolesagerne bort og begynde at synge, gerne tyske sange da det virkede mest uskyldigt. -- Der blev også tegnet meget i børnehusene. Nogle af disse tegninger kan man se i begravelsesceremonihuset ved den jødiske kirkegård i Prag. Man opfordrede børnene til at tegne, for at bearbejde deres psykiske problemer. Grunden til at så mange af tegningerne kom til at indeholde positive familiebilleder var, at man opfordrede dem til at tegne om dengang, de levede et trygt og godt liv med familien. Man mente, det var vigtigt for, at de kunne håbe på fremtiden og holde modet oppe om et bedre liv . -- Læreren Irma fortæller i bogen "Hvem kan glemme dette?" om en dreng, der ikke huskede meget fra før deportationen til Theresienstadt. En dag blev han spurgt om, hvad han ville være når han blev stor. Svaret var : "Hund hos tyskerne, for tyskerne kan så godt lide hunde." -- Over hele lejren og for de mennesker der kom til at leve der permanent eller i en kortere eller længere tid, inden de blev sendt til en udryddelseslejr, hvilede der altid en stressende uhyggelig frygt og angst for, at gøre en fejl, sige noget forkert, blive syg osv. - for da var man pr. definition sikker på at blive afhentet og sat på den næste togtransport til f.eks. KZ-Auschwitz. hvor man var sikker på at blive udryddet. Næsten 90.000 jøder fra Theresienstadt blev sendt til udryddelse i KZ-lejre - primært Auschwitz.

Den første østrigske kammandant i Theresienstadt, Siegfried Seidl, blev født 1911 i Tulln, Østrig og kom som mange Wienerbørn, syv måneder til Danmark i 1920/1921. Seidl blev medlem af nazipartiet i 1930. I 1931/32 var han med i SA samtidig med, at han havde en lederstilling i sognet Brigittenau. Da han trådte ud af SA, blev han medlem af SS og fik rang af scharführer. Da SS blev forbudt i Østrig i 1933, fortsatte han medlemsskabet illegalt. I 1934 blev han forfremmet til hauptscharführer. I 1932/33 arbejdede han som fyrbøder i Bundeskanzleramt (statsministeriet). I 1935 forlovede han sig med Elisabeth Stieber. Efter det Østrigske "Ansluss" til Tyskalnd i 1938, ville parret giftes, men brylluppet skulle godkendes af SS-race– og bosættelseshovedkontoret i Berlin, men Seidl kunne ikke skaffe det nødvendige bevis på, at han var race-ren. Han fik alligevel tilladelsen og giftede sig i 1939. Efter Tysklands og Østrigs "Ansluss" i 1938, blev Seidl ansat i 11. SS-Standarte. I 1939 blev han forfremmet til SS-Untersturmführer og beklædte derpå funktionen som adjudant ved 11. SS-Standarte. Han arbejdede samtidig som vagtmand i fabrikken Austro-Fiat Flyvemaskinemotorer i Wien. Sidst på året 1939, blev han imidlertid inspektør for sikkerhedspolitiet (SIPO) og sikkerhedstjenesten i Wien. I 1940 skiftede han til det centrale kontor for jødisk udvandring i Wien. Han måtte rejse til Berlin og melde sig hos sin foresatte Adolf Eichmann. Denne sendte ham til Polen til SD-afdelingen i Poznan. Her beskæftigede han sig med at flytte polakker og jøder fra de områder, der var blevet erobret af Tyskland, over til Generalguvernementet (det erobrede sydøstlige område af Polen). Han fik på et vist tidspunkt bevilget to måneders studieorlov og kom på kursus i Berlin, hvor han afsluttede sin uddannelse på det filosofiske fakultet. Straks derpå rejste han til München og videre til Rom, hvor han kom på en italiensk skole for indvandrere. I 1941 blev han overflyttet til Sikkerhedstjenesten i Berlin. Han blev i denne forbindelse forfremmet til obersturmführer og sendt til Maribor i Østrig, hvor han i nogle måneder fik teknisk ansvar for deportationen af slovenere. Den 30. oktober 1941 fik han af Eichmann til opgave, at oprette ghettoen Theresienstadt i Protektoratet. Seidl gik straks i gang med denne opgave og den 24. november ankom en opbygningskommando til Theresienstadt (RAD). Seidl flyttede derpå selv til Theresienstadt. Seidl havde i Theresienstadt et personale på 54 'ariske' personer, hvoraf 10 var SS-folk og resten civile. Han havde som chef stor indflydelse på udformningen af ordensregler for lejren. Han skaffede sig derved bemyndigelse til at omstøde de domme, som lejrens jødiske "selvstyre" havde afsagt og han kunne straffe folk med piskning eller fængsel, hvis de røg eller læste under arbejdet. I sin administration var han meget vilkårlig. Straffene var ikke kun individuelle men også kollektive. Personer over 70 år blev på hans befaling, sat til at gøre rent. Fanger, der havde begået fejl, blev sendt til den lille fæstning, hvad der betød tortur og døden, eller de kom med på næste transport til Auschwitz. Seidl gav sine underordnede SS-folk frie hænder med hensyn til at terrorisere fangerne. -- I juni 1943 besøgte en delegation fra Røde Kors ghettoen sammen med Eichmann. Delegationen fik kun forevist området med prominente fanger. Men den kritiserede fangernes indkvartering og ernæringssituation, hvilket Seidl fik skylden for. Han blev derpå forflyttet til Bergen-Belsen, der netop var under oprettelse. I Seidls tid blev 121.083 personer deporteret til Theresienstadt, hvor 24.864 personer døde, 16 blev dræbt uden dom, 21 personer flygtede, 43.875 personer blev deporteret til udryddelseslejre i Østeuropa. Kun 248 personer overlevede disse deportationer. -- I Bergen-Belsen blev Seidl lejrinspektør. På dette tidspunkt var der ca. 400 fanger i lejren. Seidl fik specielt ansvaret for jøder fra Sydamerika og Spanien, der kunne bruges til fangeudveksling og derfor fik en særlig behandling. Seidl havde dog bortkastet nogle af fangernes papirer, så han kunne sende fangerne til Auschwitz. Efter en periode i Bergen-Belsen kom Seidl til Mauthausen, hvor han skulle deltage i forberedelsen af Eichmanns Specialindsatskommando (SEK), der havde til opgave at hjælpe de ungarske myndigheder med indfangning, koncentrering og deportation af jøder til udryddelseslejrene. I 1943 marts kom Seidl med 58. panserdivision til Budapest som officer i sikkerhedspolitiet. Han var først i Erlach og i Debrecen, den tredjestørste by i Ungarn. Seidls aktiviteter bestod i at beslaglægge værdier og møbler. Disse genstande lod han senere transportere til Wien. I påsken 1944 blev Seidl flyttet til Eichmanns hovedkvarter i Budapest. Senere kom han tilbage til Debrecen, hvor han gentagne gange mishandlede jøder. Han opkrævede beskyttelsespenge, som han ikke gav videre til sine foresatte. Den 21. juni 1944 gav han ordre til, at alle byens jøder skulle samles i et teglværk og fem dage senere begyndte man at transportere dem til Auschwitz-Birkenau, hvor de straks blev myrdet ved ankomsten. Seidl blev derpå forflyttet til Wien. Her blev Seidl udnævnt til repræsentant for Specialindsatskommandoen for Wien, hvor han kontrollerede de ungarske jøders arbejdsindsats. Han befalede, at børn over ti år skulle deltage i det sværeste manuelle arbejde. Seidl bestemte endvidere, at gamle og syge jøder skulle sendes til Laxenburg og derfra videre til udryddelseslejrene. De sukkersyge fanger nægtede han insulin og lægen ville han også sende til Auschwitz. -- I juli 1945 blev Seidl arresteret af det østrigske politi. Han blev ved retten dømt til døden og henrettet den 4. februar 1947. ---- Sådan - han fik sin straf.

Den værste og grusomste af Theresienstadts kommandanter var Anton Burger. Han blev desværre født i 1911. Han blev udlært hos en købmand, men som 18 årig gik han ind i den østrigske hær. I 1931 blev han medlem af det forbudte naziparti, hvorfor han i 1933 blev afskediget fra hæren. Han rejste derpå illegalt til Tyskland, hvor han trådte ind i den østrigske legion, en gruppe af landflygtige østrigere, der støttede det nye tyske naziparti. Straks efter trådte han også ind i SA og kom til at bo i en SA kaserne. I 1935 fik han tysk statsborgerskab. Som medlem af den „østrigske legion“ var Burger med til annekteringen af Østrig i Det Tyske 3. Rige, den 12. marts 1938 i Wien. Han skiftede fra SA til SS og fik arbejde i Centralkontoret for jødisk udvandring i Wien. Hans direkte foresatte var Adolf Eichmann. I 1939 blev han forflyttet til Prag. I 1941 blev han forfremmet til untersturmführer. Samme år blev han udnævnt til chef for kontorets filial i Brno. -- I 1943 blev Burger sammen med SS-Hauptsturmführer Dieter Wisliceny sendt til Saloniki for at lede deportationen af de makedonske jøder til Auschwitz. I seks måneder fra april til august 1943, fik de 46.000 jøder deporteret til den sikre død i kz-lejren i Polen. -- Som følge af denne ”indsats” blev Burger den 5. juli 1943 udnævnt til efterfølger for Siegfried Seidl som kommandant for ghettoen Theresienstadt. Her blev den nu 32 årige hurtigt frygtet for sin grusomhed og sin vilkårlighed. Han stillede selv lister op over, hvem der skulle transporteres til KZ-Auschwitz og hvor han ofte selv løb rundt ved afsendelsen af togtransporterne med fanger, med sin pisk og råbte og skreg og slog løs på folk - især de som var syge, som lå på en båre og ikke kunne skynde sig, fik tæsk med pisken af denne nazi-forbryder. Han deltog også selv aktivt, når der skulle henrettes fanger. Mange fanger kom til at gøre en fejl, undlade at gøre et eller andet, skjule en viden, skjule noget mad eller andet - påskuddene var mange - så blev man enten sendt til udryddelse eller henrettet i lejren. -- I marts 1944 blev han udnævnt til chef for jødekontoret i sikkerhedspolitiet og sikkerhedstjenesten i Athen. Her fik han til opgave at deportere den jødiske befolkning på ca 7.000 personer fra øerne Korfu og Rhodos til Auschwitz. ---- Ved krigens slutning blev han – ukendt – anbragt i en amerikansk interneringslejr ved Salzburg. Først i 1947 blev han afsløret som tidligere kommandant i Theresienstadt. I mellemtiden var han in absentia blevet dømt til døden af folkedomstolen i Leitmeritz i Tjekkoslovakiet. Kort tid før dommens eksekvering i 1947 lykkedes det ham at flygte fra den amerikanske interneringslejr. Han levede derpå under falsk navn i sin hjemby Neunkirchen, indtil han igen blev arresteret i marts 1951. Men allerede den 9. april 1951 lykkedes det ham påny at flygte. Han levede derpå under navnet Bauer i grænseområdet mellem Tyskland og Østrig. Mellem 1960 og 1961 var han hyttevagt i en bjergegn. Burger skiftede derpå fornavn til Wilhelm og fik ansættelse i et firma i Essen, som han dog mistede igen i 1974. Men det lykkedes ham at fortsat at leve som pensionist i Tyskland til sin død i 1992. På dette tidspunkt blev hans identitet fastslået af kriminalpolitiet. ---- Endnu en massemorder der gik fri - "skånet" af "kammeraterne" i det vesttyske samfund! - Ingen tvivl om det!!

Den sidste østrigske kommandant i Theresienstadt var SS-Obersturmführer Karl Rahm og med ham blev tilværelsen lidt bedre, medens man var i lejren. Han var født 1907 i Nederøstrig, var udlært maskinarbejder, men trådte ind i den østrigske hær, hvor han var fra 1927 til 1933. I 1925 blev han medlem af det østrigske socialdemokrati. I 1934 blev han medlem af det dengang forbudte naziparti samt SS. I 1939/40 arbejdede Rahm i Centralkontoret for jødisk udvandring i Wien under Eichmann, med rang som hauptscharführer i SS. Fra 1940 til den 8. februar 1944, arbejdede han i det tilsvarende centrale kontor for Tjekkoslovakiet i Prag. Den 8. februar 1944 blev han udnævnt til kommandant for ghettoen Theresienstadt. Han overtog nazisternes fortsatte udryddelse af jøderne, med sit virke i lejren. Han var dog et roligere gemyt og man kunne forhandle med ham. Men hans ordrer skulle lystres og udføres omgående. Han fik oprettet et lille bordelværelse på ældrehjemmet, hvor han og de andre SS-ere kunne "forlyste" sig med kønne jødiske piger!! Denne stilling havde han til 5. maj 1945. Under Rahm´s ledelse, blev der deporteret flere mennesker end før, til Auschwitz. Lige inden russerne ankom og befriede lejren, havde Rahm sørget for og selv deltaget i at skaffe Zyklon-B giftgas, som de havde sat på et aflåst toilet i anstalten, men som de jødiske efterretningsfolk i lejren havde nøgle til. De fulgte på alle tænkelige måder, at følge med i hvor Rahm opholdt sig og foretog sig. Rahm og hans SS-folk ville bruge giftgassen på de resterende jødiske fanger i lejren, når de danske jødiske fanger var hentet af "De Hvide Busser" i april 1945. Giftgassen skulle bruges i badeanstalten i lejren. Heldigvis nåede han ikke at få planen udført. -- Som maskinarbejder var han praktisk begavet og havde visse organisatoriske evner, men han var ikke bedre end forgængerne, selv om han måske var klogere. For fangerne var han farlig, men han forstod at hykle og spille den gode "Onkel Rahm". Men i grunden var han ikke mindre brutal end sine forgængere. Han kunne optræde som velgører og lade fangerne henvende sig til ham personligt og gav udtryk for at ville være retfærdig. Men ved deportationerne optrådte han ligeså umenneskelig som de andre SS officerer. -- Ved krigens slutning lykkedes det Rahm at flygte, men han blev arresteret i Østrig og udleveret til Tjekkoslovakiet. I Litomerice blev han stillet for retten og dømt til døden. Den 30. april 1947 blev han henrettet af tjekkerne. ---- Finito med det svin. -- Men nu tilbage til sagen om Rigsprotektoren Reinhard Heydrich, hans likvidering og hvad det kom til at koste tjekkeslovakkerne og i særdeleshed indbyggerne i landsbyerne Lidice og Lezaky og i sidste ende foranledigede selv storpolitiske ændringer i forbindelse med krigens gang og dens afslutning. Se og læs videre frem...

Indledningen til udryddelsen af landsbyen Lidice, den 10. juni 1942: -- Her starter min beretning med dette foto af pas og foto af Anna Marušcáková og Vaclav Riha. Læs videre her, hvad der bl.a. førte til tyskernes frygtelige hævn mod landsbyen, en hændelse som skete en uge før massakren, med disse 2 personer som utilsigtede katalysatorer hertil. En massakre, som udryddede alt levende - mænd, kvinder, børn, hunde og husdyr, af de hævngerrige tyske nazister, som ville hævne faldskærmsagenternes likvidering af Reichprotektor SS-ObergruppenFührer Reinhard Heydrich, den 27. maj 1942 (han døde af sine sår den 4. juni). -- Nazisterne havde den 3. juni ingen kendskab til hvor attentatmændene var flygtet hen. Man havde kun kendskab til, at trods ildkamp med Reinhard Heydrich selv og hans "bodyguard" og chauffør Johannes Klein, var mindst 2 attentatmænd undsluppet. Hitler krævede en omgående ubønhørlig og grusom hævn - I Protektoratet skulle man "vade i blod", som hævn for likvideringen. Tyskerne var allerede den 28. maj, gået i gang med at hævne sig på alle mulige, mere eller mindre, eller slet ikke ansvarlige for attentatet - man fængslede, torturrerede og henrettede, ofte uden dom, bare på den mindste mistanke - sygelig paranoia og vanvidshandlinger var en af nazismens kendetegn og drivkræfter! ---- En af grundene til at tyskerne kastede sig over netop landsbyerne Lidice og også landsbyen Lezaky, var bl.a. følgende hændelse, som opstod helt uforudsigelig og skæbnesvangert for tusinder af tjekker og i særdeleshed for de hundredvis af beboere i Lidice og Lezaky. Den 3. juni 1942 om eftermiddagen, kom der pr. post, et brev til en fabrik, der fremstillede batterier (Palaba) i byen Slaný, som lå og stadig ligger nordvest for Prag og lidt nordøst for byen industribyen Kladno og nær den mindre by Bustehrad, i hvis nærhed Lidice lå, et par kilometer syd herfor. -- Brevet var stilet til en fabriksarbejderske ved navn Anna Marušcáková. Den dag var hun sygemeldt og fabrikkens ejer, Jaroslav Pala, åbnede brevet, hvis indhold jeg har oversat her: "Kære Anna, undskyld jeg skriver så sent, men måske vil du forstå det, fordi du ved, at jeg har mange bekymringer. Hvad jeg ønskede at gøre, har jeg gjort. Efter den fatale dag, sov jeg et sted i Cabárna. Jeg har det fint og jeg skal se dig i denne uge, men så vil vi aldrig se hinanden igen - Milan". Brevets tekst forekom mistænkeligt for fabrikkens ejer, så han anmeldte det og gav det til politiet og hermed fik Gestapo fat i det. Så tog begivenhederne fart - Anna Marušcáková blev arresteret i landsbyen Holousy, hvor hun boede, allerede samme dag, ligesom brevets afsender Václav Riha blev det, dagen efter den 4. juni, samme dag som Heydrich døde af sine sår i Prag. Riha skrev brevet i et forsøg på at skabe det indtryk, at han deltog i modstandsaktiviteterne i landet og at han derfor nu, ikke mere kunne have noget at gøre med Anna Marušcáková. Det var kun en løgn. Han var gift og frygtede, at forholdet til Anna, ville sætte det på spil. Han var nødt til at stoppe sin udenomsægteskabelige affære med Marušcáková. Forhør af de unge mennesker, førte til nogle svage forbindelser til landsbyen Lidice og Josef Horak (Riha havde bedt Anna om at hilse fra Josef Horak) og gav Gestapo en totalt fejlagtig mistanke om, at landsbyens indbyggere i Lidice var deltagere eller hjælpere i attentatet på Heydrich. Ligeledes fik Gestapo kendskab til, at 2 familier i Lidice, hver havde en af deres sønner som pilot og flyver i det engelske luftvåben R.A.F., nemlig Løjtnant Josef Horak og Løjtnant Josef Stríbrný. Bekræftelsen kom fra deres, i april 1942 tilfangetagne faldskærmsagent og forræder Viliam Gerik, da han bevidnede, at Løjtnant Josef Stríbrný havde deltaget i faldskærmskurser i England. Gestapo drog derpå den slutning, at alle de nævnte familier og beboere i landsbyen, havde en direkte forbindelse med attentatet på Reinhard Heydrich. Gestapo skred straks til værks og i løbet af natten den 4. juni 1942, anholdt de medlemmerne i familierne Horak og Stríbrný i Lidice. Disse blev brutalt forhørt og alle henrettet den 16. juni 1942 i Prag, sammen med andre anholdte mennesker - Da var alle Lidice´s mænd og drenge også myrdet den 10. juni og byen var den 16. juni da i færd med at blive udryddet af tyskerne - (se længere nedenfor, hvor hele denne grusomhed er vist og omtalt ved de tilhørende fotos). -- Selv om Gestapo kort tid efter blev klar over, at Lidice ikke havde noget med modstandsbevægelsen og attentatet at gøre, blev Lidice skæbne alligevel beseglet - indbyggerne, byen og alt hvad der forbandt sig til denne by, skulle udslettes. Den endelige ordre herom, blev givet af Heydrich´s næstkommanderende SS-manden og Statssekretæren for Protektoratet, Karl Hermann Frank og den nyudnævnte efterfølger for Heydrich, SS-ObergruppenFührer Kurt Delauge. ---- Anna Marušcáková og Václav Riha, som efter udryddelsen af landsbyerne Lidice og Lezaky, var 2 unyttige og belastende vidner, blev fængslet og henrettet i KZ-lejren Mauthausen den 24. oktober 1942, sammen med hundredvis af andre fængslede, hvoraf mange intet havde med sagen at gøre. Mange af de henrettede var dog mennesker i og omkring Prag, som havde huset agenterne under deres ophold, før og efter attentatet. Gestapo havde her stor hjælp af forræderen og den tidligere faldsskærmsagent Karel Curda fra agentmissionen "Out Distance" (tidligere nævnt og beskrevet ovenfor ved de tilhørende fotos). Han førte Gestapo til alle de mennesker, som havde hjulpet agenterne med husly, mad og transport m.m. ---- Læs ved de mange følgende fotos om det vanvid, som de slap løs over Lidice´s beboere, herunder de over 105 forsvarsløse børn, som alle bortset fra 17, blev myrdet (gasset) af tyskerne i KZ-lejren Chelmno i Polen eller bortført og anbragt hos tyske nazifamilier.

Lidice genopbygget i dag, liggende nær industribyen Kladno. De moderne huse i byen, er ikke bygget samme sted, hvor den gamle udslettede landsby lå, afstanden er ca. 300 meter. Nøjagtig hvor den gamle landsby lå, er der i dag mindepark, museum, skulpturer og andet historisk, som skal minde Tjekkerne og verden om den ultimative grusomhed, som de tyske nazister begik den 10. juni 1942 og året ud, indtil menneskene og byen fuldstændigt var forsvundet fra jordens overflade.

Luftfoto af Lidice 1938. Da den nazistiske beslutning om, at hævne Reinhard Heydrich´s død og medens hyldesttilkendegivelserne ved hans begravelse i Berlin rungede i gaderne, blev landsbyen Lidice´s skæbne beseglet om tirsdagen den 9. juni 1942, da Hitler besluttede og beordrede, via sin statssekretær i Protektoratet, Karl Hermann Frank, at Lidice skulle "sone hans død". Frank udstedet ordren om Lidice´s udslettelse om morgenen kl. 07:30. Landsbyen og dens navn kom derved til for altid, at blive forbundet med død og ulykke, men også for den betydning, som dette fik for historiens gang i Tjekkoslovakiet og i hele verden for den sags skyld. -- Landsbyen, der lå nær industribyen Kladno, havde en befolkning på 483 mennesker. Byen bestod endnu af 96 huse - i de tidlige morgentimer af 10. juni 1942. Fem andre huse hørte under Lidice, men lå på området mellem Lidice og landsbyen Makotrasy (se til højre på forrige foto af landkortet). En barokkirke, St. Martin dominerede Lidice´s bymidte. De fleste af ejendommene i landsbyen bestod af små huse, hvor der boede mange arbejderfamilier. Disse arbejdede i overvejende grad i kulminerne i regionen og i Kladno's stålvalse- og smelteværker. Større landsbrugsbedrifter var der få af og de lå spredt rundt i og omkring byen. Landsbyen havde en læseklub kaldet "Fædrelandet". Man havde en skole, et offentligt bibliotek, en sportsklub, fodboldhold, ishockeyhold, et orkester, et par kroer og en pub, et amatørteater, et dukketeater, og et frivilligt brandkorps, foruden flere butikker, agenturer m.m.

Beskæftigelsen og indtægtsgrundlaget kom ikke fra landbruget i Lidice, men fra de store arbejdspladser i industribyen Kladno. Her arbejdede mange af Lidice´s mandlige indbyggere. Her er det, Poldi metalsmelteværk, som i 1939 var en moderne fabrik, grundlagt i 1889 af Karel Wittgenstein fra Prag Jern Kompagni. Allerede i 1907 udviklede man her verdens første system for elektrisk smeltning af stål (Kjellin electric induction). Fabrikken klarede sig godt gennem 1930´ernes verdensomspændende kriser og havde en god omsorg for sine medarbejdere og deres familier.

Lidice ligger her smukt i landskabet i det frodige Böhmen i Tjekkoslovaliet kort før 2. Verdenkrig. -- Den første historiske omtale af Lidice, skal findes i historien om Abbed Peter Zbraslav Zittau. I krøniken hedder det, at landsbyen opstod omkring år 1300, på foranledning af en velhavende Pragborger, Pavlik. Den ældste offentlige bygning var sognekirken St. Martin fra 1352. Under Hussitter-opstandene fra 1414 til 1430´erne, blev kirken ødelagt både i 1420 og 1421. Efter genopbygningen, blev kirken igen ødelagt under Trediveårskrigen (1618-1648). Kirken blev igen etableret under store omkostninger fra 1660 til 1664. -- Fra 1729 til 1732 blev kirken totalt renoveret og genopbygget og en ny og smuk barok kirke, både udvendigt, men i særdeleshed og indvendigt, så dagens lys, primært med økonomisk støtte og med et nybygget alter i 1738, fra Grevinde Anna Maria Franziska af Toskán, som boede i byen Zakupy. Kirken blev stadig gennem årene udbygget og moderniseret flere gange. I 1852 fik kirken en ny og smukt klingende kirkeklokke, som kunne høres viden om og elsket for sin klare og smukke ringetone. Klokken blev finanicieret af landsbyens kommunebudget. -- Den første omtale af en landsbyskole stammer fra 1713. Skolen havde på daværende tidspunkt 127 børn. Skolen havde som noget nyt dengang et simpelt centralvarmeanlæg og var formentlig den første af sin art i Böhmen. I 1824 blev der bygget en ny to-etagers skole. -- Takket være udviklingen af industrivirksomheder i den nærliggende større by Kladno, med kul-minedrift og i 1855 oprettedes den første højovn til metalindustien, som betød, at landsbyens indbyggere fik masser af arbejde i de næste ca. 100. år. Livet var dog hårdt for indbyggerne, med mine- og metalindustriarbejde. Men til sammenligning havde landsbyen i 1848 "kun" 270 indbyggere i 33 huse, hvor der i 1890 boede 506 indbyggere i Lidice i 50 huse.

Sommeren 1941 og Lidice´s landbrug i færd med at bjærge årets høst - den sidste høst byens indbyggere beskæftiget i landbruget, kom til at opleve!

Vinteren 1941/1942 og mange af byens borgere i færd med at ryde sne på vejen til den nærliggende landsby Bustehrad, hvorfra flere børn hver dag gik til skole i Lidice.

Lidice 1941. Dette foto viser området i landsbyen, hvor landevejene fra de 3 nærliggende landsbyer: Buštehrad, Makotras og Hrebce mødtes. På landkortet ovenfor, kan du finde de 3 landsbyer.

St. Martin barokkirken fra 1729-1732 i Lidice. Midt i fotoet, neden for kirken, ses en mindre bygning uden vinduer. den havde i mange årtier fungeret som landmændenes fælles korn- og foderstof lade (Špejchar på tjekkisk), indtil de selv fik råd til at have deres egne lader. Umiddelbart neden for og til venstre for denne lade, løber åen under gadens bro. Ved åens bred lå også den offentlige vandbrønd med tilhørende pumpe. Stedet her neden for kirken, fik også en lille historisk betydning, hvor et nyplantet pæretræ kom til at spille en rolle. Læs mere om dette længere fremme ved de tilhørende fotos.

Efter 1. Verdenskrig, som i mange andre tjekkiske byer og landsbyer, blev et mindesmærke også opført i Lidice, til minde om ofrene fra byen, som blev dræbt i krigen. Øverst over mindetavlen, med ofrenes navne, ses en buste af Jan Hus - dog uden hovedet, som tyskerne allerede havde smadret, da de invaderede byen den 9/10. juni 1942. Jan Hus var/er en berømt tjekkisk historisk person. Jan Hus ( født 1369 i den lille by Husinec i det sydlige Böhmen), var en af de ældste religiøse reformatorer og inspireret af den engelske John Wycliffe. Jan Hus´s tilhængere blev kaldt hussitter, og de iværksatte flere opstande af både religiøs, social og politisk karakter. Den katolske kirke reagerede kraftigt mod hussitterne og bandlyste Jan Hus i 1411, og i 1415, den 6. juli 1415 i Konstanz, lykkedes det at få ham dømt som kætter og han blev brændt på bålet. I årene efter optil 1430´erne blev flere opstande iværksat i det Böhmiske område. -- Efter opførelsen af mindesmærket og indvielsen, var der ingen der deltog i denne ceremoni i midten af 1920'erne, som kunne formode, at den kommende krig, ville skrive sig ind i landsbyens historie, med betydeligt blodigere bogstaver, end de navne, som stod på mindetavlen, var stavet med. Mindesmærket blev ligesom den øvrige landsby, fuldstændigt udslettet af tyskerne efter massakren den 10. juni 1942.

En af Lidice´s gamle kroer "U Silhanu", nr. 19, som havde sin oprindelse helt tilbage fra 1500-tallet. Ud over kro hørte der også et lille landbrug til matriklen. Fotoet viser fra højre, ejeren af kroen, det ældre ægtepar Mataj Silhan med sin kone Anna og dernæst deres søn Vaclav og yderst til venstre datteren Helena. Medlemmer af familien Silhan, havde gennem 239 år, siden 1703, ejet og drevet kroen, men Mataj Silhan blev den sidste ejer, da han blev henrettet sammen med byens øvrige mænd den 10. juni 1942 og kroen jævnet med jorden, sammen med alle byens huse. Kroen var gennem århundrederne samlingspunkt for landsbyens sociale liv, hvor f.eks. sportsklubben havde sit eget rum ved siden af barren. Biblioteksklubben "Vlast" ("Fædrelandet"), holdt også sine møder og læseaftener på kroen. Kroen havde en stor dansesal, hvor brandkorpsets store årlige bal foregik, hvor også nabolandsbyernes indbyggere deltog. Kroen lå klos op af Lidice´s skolebygning. I hus nr. 16 lå der også en lille pub, som blev drevet af Antonin Kozel og hans hustru Marie. Deres lille søn Tonicek på 6 år, omkom i Chelmno dødslejren, sammen med de andre børn fra Lidice. Antonin Kozel myrdedes i massakren den 10. juni og moderen Marie, omkom den sidste dag i krigen i maj 1945, da hun og andre fanger blev gasset i KZ-Lejren Ravensbrück.

Møllen i Lidice og mølleren Ladislav Liska med sin kone og søn, Ruzena og Miroslav. De øvrige personer er ansatte arbejdere i møllen, som Liska ikke ejede men havde lejet. Også møllerens søn, Miroslav, som ses på fotoet, blev et af de 81 børn fra landsbyen, som blev myrdet med gas i KZ-Lejren Chelmno.

Møllerens søn Miroslav, stående ved landsbyens sø, hvor møllen fik sit vand til møllehjulet. Miroslav blev, ligesom de andre børn i Lidice, myrdet i Chelmno dødslejren mellem den 2. og 6 juli 1942.

Her følger en delvis gennemgang af de ledende nazistiske tyskere, som stod for planlægningen og udførelsen af massakren i Lidice. Mange flere nazister deltog i denne skændsel og disse er vist og beskrevet forskeliige andre steder i beretningerne om Prag og Protektoretet. Her er den satan, som ledede massakren den 9/10. juni 1942, SS-Oberst Horst Böhme, født 24. august 1909 i Colmnitz, død 10. april 1945 i Konigsberg. -- Böhme indmeldte sig 1930, i det National Socialistiske Tyske Arbejder Parti, NSDAP med medlemsnr. 236.651. Samtidig var han medlem af Schutzstaffel SS med medlemsnr. 2.821. Efter at være blevet forfremmet i SS den 4. juli 1934 og til SS-Løjtnant den 9. november 1934, blev han i 1935 ansat i SD´s hovedkontor i Berlin, hvor han snart blev en af de nærmeste medarbejdere hos den daværende SD-chef Reinhard Heydrich. -- I de efterfølgende år, udførte Böhme en række specielle ordrer for Heydrich. Han myrdede den 13. eller 14. marts 1938, på ordre fra SD, den ledende diplomat Wilhelm von Ketteler, en attaché ved den tyske ambassade i Wien, som var hadet af SS på grund af hans anti-nazistiske aktiviteter. I takt med væksten i SS, blev Böhme forfremmet i disse år: Den 30. januar 1936 blev han SS-Kaptajn, 20. april 1937 forfremmedes han til SS-Oberst og i 1938 blev han udnævnt til oberstløjtnant. Efter besættelsen af Tjekkoslovakiet i foråret 1939, blev Böhme politichef i Prag. I denne egenskab var han ansvarlig myndighed og havde kommandoen over alle afdelinger af Gestapo i Böhmen og Mähren. Blandt hans nære medarbejdere var bl.a. Gestapomanden Hans-Ulrich Geschke, lederen af Gestapos regionale hovedkvarterer Prag, og William Nolle, leder af Gestapos regionale hovedkvarter i Brno. -- Den 17. november 1939, deltog han i Prag ved nedlæggelsen af det tjekkoslovakiske videregående uddannelsessystem og deportationen af 1.500 elever til KZ-Lejren Sachsenhausen. Den 10. oktober 1940 deltog Böhme i et møde sammen med Heydrich, Hans Frank, Adolf Eichmann og Hans Gunther, hvor man drøftede udvisningen af jøderne i Protektoratet. -- Efter likvideringen af Reinhard Heydrich den 27. maj 1942 - blev Böhme med rang af SS-Oberst, udvalgt til at blive den øverstbefalende for Sikkerhedspolitiet og SD i Protektoratet, med basis i Prag. Han skulle lede gennemførelsen af de repressalier tyskerne ville påføre landet, som hævn for Heydrich´s død. Det var Böhmes forslag, som førte til ødelæggelse af landsbyen Lidice og drabene på 184 mennesker i og omkring byen, 195 kvinder sendt til KZ-Lejren Ravensbrück og 105 børn deporteret først til ghettoen i Lódz i Polen, hvorefter de kort tid efter blev anbragt i Dødslejren Chelmno og myrdet med gas i dertil indrettede lastbiler. -- I september 1942 kom Böhme som politiattaché til den rumænske hovedstad Bukarest. Fra januar til august 1943 var han deltager i indsættelsen af Einzatsgruppe B og Sikkerhedspolitiet og SD, hvormed han i betydeligt omfang deltog i massemordene af jøder og civile i Sovjetunionen. Fra september 1943 til marts 1944, deltog Böhme, med samme funktion i Einsatzgruppe C, før han i august 1944 - nu oberst - returnerede til tjeneste i Einzatsgruppe B. Den 9. november 1944 blev han også udnævnt til SS-Oberst. -- I april 1945 var det sidste gang man så noget til Böhme, hvor han blev set under kampene mod de fremrykkende russere, i nærheden af Königsberg i Østpreussen. I 1954 blev han ved distriktets retsinstans, erklæret for død. Hans lig eller andet er aldrig blevet fundet. Måske slap denne massemorder fra det med livet i behold - ingen ved det. Tyskerne var meget beskyttende over for deres nazistiske borgere efter krigen og sørgede for, at hovedparten af SS´ere, Waffen-SS´ere, Gestapofolk og andre deltagere i folkemordet på et helt kontinent, slap med skandaløse lave domme og løsladelser måneder eller få år efter, at man havde idømt dem både 10 - 15 - 20 års fængsel, ja sågar dødsdomme blev annulleret og gjort til livsvarigt fængsel, men hvor man så løslod den et par år efter alligevel. Sådan lod Vestmagterne tyskerne gøre op gennem 1940´erne, 1950´erne og 1960´erne. Titusinder af tyske krigsforbrydere slap for nævneværdig straf - Tyskerne hjalp deres egne mordere på en ofte skandaløs måde og med udøvelsen af en ufattelig hån over for de overlevende ofre for disse tyske massemorderes og medhjælperes gerninger. De næste fotos synes jeg dokumentere mine påstande på udmærket vis...

I tyskernes hævnaktion mod Lidice, spillede SS-Løjtnant Max Rostock en større rolle under myrderierne af byens mænd og drenge. I august 1951 var han omfattet i en retssag i Prag mod 5 krigsforbrydere fra krigens tid i Tjekkoslovakiet. Optagelser fra retssagen er bevaret i Tjekkiets Radio´s arkiver. Max Rostock var den tidligere leder af det nazistiske SS kontor i industribyen Kladno, ikke langt fra Lidice. Rostock var i efterkrigstiden, den mest eftersøgte krigsforbryder i Tjekkoslovakiet. Hans navn blev knyttet til udslettelsen af Lidice - og det universelle symbol på den brutalitet, det nazistiske regime anvendte i Tjekkoslovakiet og især mod landsbyen Lidice, hvor tyske SS-soldater, Gestapofolk og Schutzpolizei ("beskyttelsespoliti") den 10. Juni 1942, myrdede 174 mænd og drenge, deporterede alle kvinderne til Ravensbrück KZ-Lejr og myrdede de fleste børn med gas i Chelmno KZ-Lejren i Polen. Max Rostock tilstod: "Jeg er skyldig i, at jeg har deltaget i det fascistiske regime her og har udført en funktion heri." I retssagen var dommerens forhør også centreret om Rostock´s medvirken i udryddelsen af Lidice. Dommeren: "Nu kommer vi til din andel i aktionen i Lidice. Var du den pågældende dag i Lidice? Rostock´s svar: "Ja, da aktionen begyndte." Dommeren: "Var du der én eller flere gange?" Rostock: "Flere gange. Fire eller fem gange." Dommeren: "Var du der, da der blev sat ild til kirken." Rostock: "Ja." Dommeren: "Var du til stede, da mændene fra Lidice blev henrettet"? Rostock: "Til tider, ja." Medens deres mænd blev myrdet i lidice, blev kvinderne og børnene kørt til et gymnasium i Kladno, hvor mødrene blev adskilt fra deres børn. Dette involverede også Max Rostock. Ružena Petráková vidnede, at hun den dag mistede sine tre børn: "Da de tog børnene fra mig, løb min yngste søn - som dengang var otte år - tilbage igen. Jeg græd og ønskede at rejse mig op, men på det tidspunkt blev jeg angrebet bagfra, da en eller anden satte skulderen mod mig og skubbede mig ned på jorden igen. Jeg vendte mig om, og jeg sværger, at det var Rostock". Dommeren: "Uanset om de ved det med sikkerhed eller ej, var det Rostock, Ružena Petráková"? Ruzena: "Jeg kan kende ham lige så sikkert i dag som dengang. For det så ud til at more dem, da de får vores børn taget væk fra os. Men for os er det en smerte, vi aldrig glemmer. Jeg sværger ved erindringen om mine børn, at det var Rostock." Anklageren Barbas Pavel kræver i sine afsluttende argumenter, dødsdom for Rostock og de øvrige tiltalte, og dommeren følger anmodningen. Se den uhyrlige virkelighed, som frelste Rostock, ved næste foto.

SS-Løjtnant Max Rostock senere i livet. Restsagen foregik i 1951 og da var østlandene helt i Sovjetunionens vold og under despoten Stalins herredømme! Også Tjekkoslovakiet var i mellemtiden i januar 1948, ved et kommunistisk kup, atter sunket ned i et ulykkeligt morads, efter nazismens terror var ophørt, nu var det denne gang det kommunistiske regimes terror. Det kom til at betyde, at Max Rostock ikke blev henrettet, men fik en fantastisk anderledes skæbne, trods sin uomtvistelige andel i massemyrderiet i Lidice. Han blev kun fængslet og allerede benådet i 1960 og som efterretningsagent, sendt til Den Vesttyske Forbundsrepublik, hvor han fik et uforstyrret privatliv. Max Rostock dør, fredfuldt, i 1986 i Mannheim. -- Det har siden hen vist sig, at han ikke var i fængsel og blev benådet i 1960, men virkede som spion i Vesttyskland for kommunisterne, allerede fra 1952/1953. -- Anklageren Pavel Barbas, fra retssagen i sommeren 1951, sender på et tidspunkt en alvorlig anklage til De Allierede og verdenssamfundet, da han i et tilbageblik udtaler: "Enhver anstændig og ærlig person, må spørge sig selv: Hvordan er det muligt for nazistiske krigsforbrydere at blive frikendt og leve i frihed? Hvordan er det muligt, at man generelt kan tillade, at dette kan forsvinde i glemmebogen, når noget så forfærdeligt, stadigt står meget levende i erindringen fra 2. Verdenskrig?" Flere afsløringer dukkede op på den tid, bl.a. da det kom frem, at fire højtstående nazistiske krigsforbrydere, var benådet hemmeligt, i starten af 1950'erne, af den tidligere kommunistiske præsident i Tjekkoslovakiet, Antonín Zápotocký (se omtalen ved næste foto). Den Tjekkiske Republik's Kontor for Dokumentation og Undersøgelse af Kommunismens Forbrydelser, udsendte nyheden om benådningen af disse fire nazister, hvor disse tyskere blev skånet for dødsstraf og senere sendt tilbage til friheden i Tyskland. Denne nyhed kom som et chok for den tjekkiske nation, men senere undersøgelser afslørede en endnu mere trist virkelighed omkring deres kommunistiske præsident Antonín Zápotocký. Max Rostock var en af de SS-officerer, der spillede en central rolle i udslettelsen af landsbyen Lidice og var en af de nazistiske krigsforbrydere, som hemmeligt blev benådet af præsident Zapotocky i starten i 1950'erne, og kunne vende tilbage til Tyskland et lille årti senere. Denne seneste undersøgelse viste, at Rostock og andre SS-officerer, herunder en anden ledende nazistisk krigsforbryder, Ernst Hitzegrad, meget vel havde været spioner, der arbejdede for datidens tjekkoslovakiske kommunistiske kontra-efterretningstjeneste StB. Irenej Kratochvil lederen af Kontoret for Dokumentation og Undersøgelse af Kommunismens Forbrydelser: "Den seneste undersøgelse viser, at det er meget sandsynligt, at Max Rostock og Ernst Hitzegrad var StB agenter... måske ikke på det tidspunkt, de blev frigivet - men vi vil undersøge hvornår kontakt med StB rent faktisk blev oprettet". Men ifølge en erklæring fra dette undersøgelseskontor, som beskæftiger sig med arkiverne i StB's spionageafsnit, ser det ud til, at disse to personer var registreret i nogle mapper og endda havde deres egne numre: "Hidtil har vi kun delvise oplysninger om denne sag, og vi forsøger stadig at afklare deres samarbejde med StB's spionagesektion". Det er endnu ikke klart, hvor mange nazistiske krigsforbrydere, der samarbejdede med StB og hvilke oplysninger, de blev beordret til at indsamle. Selv om de fleste af de involverede personer er døde, mener Kratochvil, at der stadig er nogle personer i live i dag, der bærer det strafferetlige ansvar i denne sag: "Kontoret for Dokumentation og Undersøgelse af Kommunismens Forbrydelser, kommer naturligvis til at se på, hvem der har ansvaret. Vi kan naturligvis ikke genopleve de døde, men da disse nazister ikke betalte med deres liv og blev løsladt eller rettere udvist til Tyskland i 1960'erne, må der være nogen, som har vidst det. Så vi er interesseret i den rolle, som den daværende indenrigsminister spillede og om han vidste noget om det. Det kan være ren spekulation, men vi kommer helt sikkert til at se på det strafansvar, som gælder for det enkelte menneske, der deltog i denne skændsel." -- I denne sag og i tusindvis af andre tilfælde, blev de tyske nazister skånet og vist nåde af deres landsmænd og kommunister fra tjekkoslovakiet og andre østlande, en nåde som de slet ikke udviste for nogen af deres ofre - tværtimod!! Kommunisterne udnyttede disse nazister, som ikke havde andre muligheder for overlevelse, end at arbejde for kommunisterne i østlandene. Modbydeligt at tænke på, da alt dette foregik i min levetid, medens jeg var ung mand og ikke anede noget om disse uhyrlige beslutninger, som datidens tyskere og kommunister i 1960´erne foretog for at hjælpe deres egne mordere og meddelagtighed heri! -- Og de danske kommunister og naive venstreorienterede i 1960´erne, (f.eks. Knud Jespersen, Aksel Larsen og Gert Petersen m.fl.), jublede med i "lyksalighederne i det kommunistiske system".

Foto af den korrupte kommunistiske præsident i Tjekkoslovakiet, Antonín Zápotocký, som kom til magten fra den 15. juni 1948 og til den 21. marts 1953. Det kommunistiske kup i landet skete ved januarvalget i 1948, men indtil juni samme år, havde kommunisterne en overgangsfigur i embedet. -- Zápotocký var i 1930´erne aktiv i den kommunistiske del af arbejderbevægelsen. Han blev velkendt, da han ledede "Bro-strejken" i 1932. I anden halvdel af 1930´erne søgte han indflydelse i de tjekkoslovakiske fagforeninger, som havde en anti-fascistisk platform. Han sad siden 1928 i forretningsudvalget for "Red Trade Union International". I april 1939, efter tyskernes erobring af landet, forsøgte han og hans kone, at emigrere til USSR, men han blev arresteret under forsøget på at rejse ind i Polen. I februar 1940 blev han arresteret af tyskerne igen og sat i Pankrac fængslet, senere blev han overført til Dresden fængslet, og endelig, indtil 1945, anbragt i KZ-Lejren Sachsenhausen, hvor han overlevede ved at fungere som Kapo (Kapo´erne var ofte jødiske fangne håndlangere blandt fangerne, som søgte at overleve, ved at samarbejde med KZ-lejrens nazistiske SS-ledelse. Dette sytem var indført overalt i de tyske kz-lejre). Efter 2. Verdenskrig anmodede Holland om hans udlevering, på mistanke om medvirken til dødsfald af flere hollandske jødiske fanger i KZ-Lejren. Zapotocky blev aldrig udleveret til Holland. -- Efter hjemkomsten fra KZ-lejren blev Zapotocky i 1945 Formand for Centralrådet for fagforeningerne, medlem af præsidiet og medlem af Nationalforsamlingen den 18. juni 1946. Den 15. juni 1948 blev han af den kommunistiske, sovjetstyrede ledelse, udnævnt til præsident for republikken Tjekkoslovakiet, hvor han kunne fortsætte sit forræderiske virke indtil den 21. marts 1953. Efter ham kom der i årene fremover, en lang række andre kommunistiske lakajer, som samarbejdede med Sovjetunionen, indtil "Fløjlsrevolutionen" i 1989, som endeligt lagde den kommunistiske utopi i graven.

Jeg vender nu tilbage til historien om udslettelsen af landsbyen Lidice - Her med dette foto, taget 3 dage før, de tyske massemordere invaderede byen og startede deres henrettelse af byens mænd og drenge, plyndring og afbrænding af byen, deportation af kvinderne og pigerne med endestation i KZ-Ravensbrück og deportation af børnene til endelig gasning i Chelmno Dødslejren i Polen. -- Dette fredfyldte foto viser Miroslava Podhorová, siddende i højre side af hendes families lille robåd på møllesøen i Lidice, sammen med 2 andre mindre piger fra Lidice. Søen og den tilhørende mølle ejedes af 2 bønder, Bohumil Studnicka og svigersønnen Jaroslav Podhora. Men det var mølleren Ladislav Liska, som havde lejet møllen af dem og sammen med 3 ansatte og sin kone Ruzena, drev møllen. Søen blev også kaldt Podhora´s Sø og blev anvendt til ishockey om vinteren - Ishockey-holdet fra Lidice var meget berømt i hele landet, da man havde et stærkt mandskab i flere år. -- Men her sidder de så, de 3 søde piger og hygger sig, søndag den 7. juni 1942, hvor fotoet er taget - 3 dage før Lidice overfaldes. Alle 3 piger overlevede ikke krigen. Den ældste og næsten voksne pige, Miroslava Podhorová dør i KZ-lejren Ravensbrück og de 2 andre piger bliver gasset i Chelmno KZ-Dødslejren.

Skolen i Lidice (hus nr. 26) lå i midten af landsbyen, tæt ved barokkirken St. Martin (fotoet her er fra 1906). Der opstod en skole allerede så tidligt som i 1713 i Lidice (skriftlige optegnelser), men måske havde der været skole i landsbyen inden da. I 1790 var det den eneste skole i hele området. Skolen, som den ses her på fotoet, blev opført i 1824, som en 2-etages bygning og for den tid en meget moderne skolebygning, da den også havde en form for centralvarme installeret. Over hovedingangen stod der skrevet: "Skolen - min glæde". Skolen var oprindelig opdelt i 5 klasser, indtil den nærliggende landsby Hrebec, byggede sin egen skole. Derefter havde Lidice´s skole kun to klasseværelser med to lærere: Zdenek Petrik, født i nærheden af Kladno og som var gift og boede til leje på Josef Sroubek´s (hus nr. 3) gårds nyopførte tilbygning (hus nr. 97) i Lidice. Den anden lærer var Šimandl, som boede i nabo landsbyen Buštehrad. Forskellen i deres bopælsadresse kom også til at påvirke deres skæbne. Læreren Petrik blev en af de mænd, som blev henrettet i haven ved Horak´s gård, mens Šimandl, undgik den skæbne, som hans kollega fik. -- Petrik´s familie var lige ved at undgå, at blive opdaget. Tyskerne gennede kun Josef Sroubek´s familie ud om natten mellem den 9. og 10. juni og bemærkede ikke i første omgang, at tilbygningen var beboet af lærerfamilien. Men om morgenen opdagede tyskerne, at der kom røg op af skorstenen på tilbygningen og lærerfamilien blev opdaget og drevet ud. Petrikfamilien blev skilt ad, Zdenek Petrik blev gennet ned til Horak´s Gård og ind hos de andre ventende og rædselsslagne mænd i laden og kælderen på gården. Hans kone og deres 1-årige søn, blev i en tysk motorcykel med sidevogn, kørt til Kladno, hvor de blev anbragt hos de andre mødre og børn fra landsbyen, i Kladno gymnasiets gymnastiksal. Begge læreres elever blev også dødens bytte, i juli 1942 i Chelmno KZ-Dødslejren i Polen.

Skolen i Lidice umiddelbart efter, at landsbyen blev angrebet og alle mænd og drenge over 15 år, blev henrettet og alle huse og bygninger brændt af. Alle landbyens børn og kvinder og hermed også skolens børn, blev først samlet i deres egen skole, sammen med deres mødre mellem kl. 05:00 og kl. 06:00 om morgenen. Her skulle mødrene aflevere alle deres værdifulde ting, penge, smykker m.m., som de var beordret til at tage med, da de blev gennet ud af husene om natten. Tyskerne samlede det hele sammen i stjålne kufferter fra byen. Kort tid efter blev alle kvinderne, mødrene og børnene beordret op i lastbiler, som kørte op foran skolen. På deres vej ud af byen, kørte de forbi Horak´s gård, hvor nogle af kvinderne kunne se en masse mænd stå samlet ved Horak´s gård, under bevogtning af tyske soldater (Schutzpolizei-enheder). De havde ingen anelse om hvad der foregik og hvorfor de om natten var banket op af de råbende tyskere, og for kvinder og børns vedkommende, store børn som småbørn og babyer, var beordret til at samle sig i skolen. Byens kvinder kom aldrig til at se deres mænd igen! Mændende skulle samle sig ved Horak´s gård. Kvinderne og børnene blev samlet kørt bort, til Kladno gymnasiums gymnastiksal, hvor børnene her, efter 3 dages undersøgelser af Gestapo, under hjerteskærende scener og tumulter, blev grusomt skilt fra deres mødre og kørt til jernbanestationen i Kladno og senere med tog til Lodz ghettoen i Polen, hvor børnene senere i juli, blev kørt de ca. 70 km. til Chelmno KZ-Dødslejren, hvor de 81 børn blev gasset i nazisternes gas-lastbiler. -- Skolens 2 skorstene står som forstenede anklagende fingre, pegende op i luften. Børnenes latter og leg var forstummet, efter 118 års uafbrudt undervisning i skolen i Lidice - Der blev stille for evigt i skolen, tirsdag den 9. juni 1942, da den sidste elev forlod skolen og for sidste gang gik hjem til sin mor og far eller søskende, næste dag blev deres verden smadret! -- Til højre på fotoet, ses et medlem af det tyske "Beskyttelsespoliti" (Schutzpolizei), som var en del af det tyske Ordnungspolizei. Schutzpolizei enhederne var administrativt opdelt i Det 3. Riges "beskyttelsespoliti (Schutzpolizei des Reiches) og det "kommunale" beskyttelsespoliti- (Schutzpolizei der Gemeinde). Udyret her på fotoet, var sikkert i gang med at inspicere den ødelagte landsby og måske finde noget han kunne stjæle.

Ligesom alle andre børn i Protektoratet, måtte børn fra Lidice også gennemgå den tyske pseudo-videnskabelige "race forskning" af befolkningen, som tyskerne foretog i hele landet. Tyskerne ville bl.a. finde frem til de børn, som kunne "germaniseres" - f.eks. fjernet med tvang fra egne forældre og dernæst sendt til ærketyske familier. "Raceprojektet" gik ud på, at børnene blev tabelmæssigt kategoriseret ud fra deres hud - hår - og øjenfarve!! Beviset er dette personoplysningskort, tilhørende Venceslava Puchmeltrová fra Lidice hus nr. 65 og elev på Bustehrad borgerskole i byen af samme navn. ---- Ingen kunne drømme om, at hun og 81 andre børn fra Lidice, kun havde nogle få måneder tilbage at leve i, efter at hendes "racekort", var blev udfyldt i det tidlige forår 1942. Venceslava og alle de 81 andre børn fra Lidice blev myrdet af tyskerne i KZ-lejren Chelmno, på den mest babariske måde man kan udsætte et barn for! Alene, uden deres forældre, uden at ane at disse måske var døde, blev de jaget ind i Chelmno´s gas-lastbiler, som var indrettet med et gaskammer på ladet og her blev disse stakkels børn myrdet med gasserne fra bilernes udstødning. Der er ikke optegnelser fra lejren om denne ugerning, men børnene forsvandt i lejren kort efter at de ankom dertil i juli 1942 - der er dokumentbeviser på, at de stod opført som børn fra Lidice, som skulle have "særbehandling" - et udtryk, som nazisterne anvendte alle steder i Europa og Rusland, hvor dette udtryk dækkede over de ordrer, hvor man massemyrdede folk med gas, hængning, skydning, halshugning, afbrænding, drukning, sult og sygdom, kemiske og operative eksperimenter på både børn og voksne osv. osv. Dokumenteret og bevist er det. Man fatter ikke den uhyrlige ondskab, som 10-tusinder af tyskerne, med stor glæde og med ekstrem omhyggelighed, tog del i gennem flere år!! - Det værste er også, at hovedparten af disse møgdyr slap for straf og levede videre i Tyskland og måske senere, tog på ferie i Danmark og hyggede sig med deres møjunger, på de vestjyske strande op gennem 60´erne og 70´erne!! Det er næsten ikke til at bære - selv om vi i dag skriver år 2010 !! Jeg kan i hvert fald ikke ryste den tanke, formodning og væmmelse af mig! -- Efter at Lidice´s mødre med deres børn var transporteret til Kladno´s gymnasiums´gymnastiksal, blev de på det bare gulv, med noget halm strøet på gulvet, holdt fanget her i 3 dage, medens tyske "videnskabsmænd" fra Gestapo, undersøgte børnene, deres hårfarve, øjenfarve og tog mål af deres hovedform og indførte det i disse skemaer. Til sidst fandt de frem til 3 børn fra Lidice, som skulle sendes til "Germanisation", hos 3 tyske nazifamilier! Disse 3 børn, som ikke var spædbørn, skulle uden hensyn til mødrene og dem selv, fjernes og køres til Tyskland. De tre børn var: 6-årige Dagmar Veselá, som nogle dage efter alligevel ikke skulle "Germaniseres", men blev sendt til Chelmno og gasset, sammen med 11 børn fra den anden landsby Lezaky, hvor alle deres forældre og alle voksne, mænd og kvinder, blev henrettet. 3-årige Vaclav Zelenka og 2-årige Hanicka Spotová blev sendt videre til de tyske nazi-familier. De blev begge fundet i 1948, efter krigen og bragt tilbage til Tjekkoslovakiet og til andre overlevne fra deres familie. -- Den grusomme behandling af disse mødre, disse medmennesker, er slet ikke til at fatte! - At der dengang ikke var nogen tyskere, som kunne få dette sindsyge ragnarok til at stoppe - ufatteligt!!

Skolefoto taget af 1. klasse´s 29 børn og deres lærer fra Lidice, den 2. juni 1942 - 8 dage før hele deres verden ophørte med at eksistere, da tyskerne invaderede landsbyen, dræbte alle deres fædre og ældre brødre om morgenen den 10, juni, bortførte dem med deres mødre, først til Kladno, hvor de blev "racemæssigt undersøgt" og dernæst med magt, skilt fra deres mødre og fragtet til Chelmno KZ-Lejren i Polen, for at blive aflivet i en gasnings lastbil i juli, kun lidt over 1 måned efter dette skolefoto!!!

Lidice skoles 2. klasse med 42 børn og begge skolens lærere. Zdenek Petrik sider i midten af børneflokken og Ladislav Simandl står yderst til højre i bagerste række. Petrik blev henrettet den 10. juni, sammen med alle Lidice´s øvrige mænd og store drenge. Simandl gik fri, da han ikke boede i Lidice. Fotoet er også taget den 2. juni 1942.

Lidice skoles´s 3. klasse bestående af 30 børn, fotograferet i foråret 1941, også her med deres 2 lærere. -- Zdenek Petrik var født den 18. december 1913 i en landsby nær industribyen Kladno. Efter sin skoletid, ville han studere kemi, men kom i stedet på et lærerseminarium. Han var passineret cykelist og i sin fritid kørte han på sin motorcykel. Efter sin militærtjeneste, blev han ansat som lærer på sin hjemstavns skole, men kom derefter til Lidice skole. Her var han meget afholdt af børnene, fordi han var meget venlig og en behagelig mand. Med sin kone fik de sønnen Zdenek (sin fars navn) tidligt i juni 1941. Den eneste, som overlevende verdenskrigen fra Petrik´s familie, var hans kone Ruzena. Sønnen nåede lige at blive 1 år gammel, inden han sammen med de andre børn fra Lidice, efter den 10. juni 1942, blev sendt til KZ-Lejren Chelmno, hvor de blev gasset få dage efter deres ankomst. -- Fotoet er frygteligt forstemmende, at betragte, når man tænker på, at de fleste af disse børn på fotoet, kun havde ca. 14 måneder tilbage at leve i. I juli 1942 blev de fleste gasset i Chelmno, under dække af, at de skulle modtage "særbehandling" her. Betegnelsen "særbehandling" dækkede altid over, at tyskerne ville henrette dem, som fik denne "dom".

Næste generation af frivillige brandmænd ses her posere for fotografen i 1941. Alle børnene og de unge mennesker, var i træning hos Jaroslav Hronik (bagerste række, nr. 2 fra højre), fra det frivillige brandkorps i Lidice. -- Alle personer på dette foto blev myrdet af de tyske bødler, enten ved massakren i byen, eller i dødslejren Chelmno, hvor 81 af Lidice´s børn, endte deres dage i en beskidt tysk gasningslastbil.

Stanislav og Anastazie Horák´s gård med husnummeret 13, blev af tyskerne anvendt til at henrette alle mænd og drenge i Lidice den 10. juni 1942. Fotoet viser gårdens port. -- En af de første gange, tyskerne hørte om Lidice og Horakfamilien, skete da modstandsbevægelsen (PVVZ) i Protektoratet/Prag, gradvist blev opdaget og udslettet af tyskerne. Det førte bl.a. til, at Gestapo fangede den første udsendte faldskærmsagent fra England, Lance-Korporal František Pavelka, i hans skjulested i en lejlighed i Prag. Han blev fængslet og brutalt afhørt den 25. oktober 1941. Pavelka´s operation "Procent" blev en fiasko. Under hans forhør og med de papirer Gestapo i øvrigt havde på det tidspunkt, blev navnet "Lidice" for første gang nævnt i forbindelse med familierne Stríbrný og Horak og deres sønners virke i de allieredes styrker. Gestapo anvendte denne usikre viden og antog på det tidspunkt, at Lidice havde noget med modstandskampen i Protektoratet og attentatet på Heydrich, at gøre. Det var noget som de senere blev klar over ikke var rigtigt - men nu skulle Lidice undgælde for likvideringen af Heydrich - uanset om byen og dens befolkning, havde noget at gøre med sagen. -- Igennem porten her, ved Horak´s gård, med husnummeret 13, blev alle mænd og drenge, som tyskerne fangede i landsbyen, ført ind, som derfor blev centrum for den frygtelige tragedie. Alle mænd, de 173 Lidice indbyggere, var nødt til at passere gennem denne port, før de blev gennet ned i gårdens kælder og lade, hvor de skulle vente på deres afhentning og henrettelse op ad lademuren, omme i gårdens have. Som et paradoks, var husnummeret på gården nr. 13 - et mere uheldigt og ulykkeligt nummer kunne man ikke finde.

Gårdspladsen på Horak-gården. Indgangen til kælderen/laden kan tydeligt ses i baggrunden, hvor man på fotoet har sat et kryds. Her samlede tyskerne alle de fangne mænd og drenge fra Lidice, inden de først 5 ad gangen, senere 10 ad gangen, blev trukket ud i haven og stillet op ad muren ind til Novakgårdens lade og skudt. Samtidig gik tyskerne i gang med at plyndre og vandalisere landsbyen og starte nedbrændingen af alle huse og bygninger. -- Horakgården havde en lang og rig historie og eksisterede allerede før 1608. Gården blev brændt til aske under Trediveårskrigen i Centraleuropa, som rasede fra 1618 til 1648. Efter genopbygningen i 1648, havde gården adskillige ejere, hvoraf det længste ejerskab var af familien Cermák, (1760 - 1904). De næste 6 år ejede Josef og Antonie Holub gården, men solgte den til Stepán og Antonie Horák i 1910. De overgav gården til en af deres 6 sønner, Vaclav i 1915, men da han faldt på slagmarken i 1. Verdenskrig, blev gården overdraget til broderen Stanislav Horak i 1921. En anden af Horak-brødrene, Karel, faldt også i 1. Verdenskrig. På gården boede også Stanislav Horák´s søster, Marie Kotmelová og hans øvrige 4 brødre, Josef, Bohumil, Stepán og Frantisek, hvor sidstnævnte dog døde i 1937. Stanislav og Anastazie fik ingen børn. -- Ordren, som tyskerne havde, under hvilke Lidice skulle jævnes med jorden, var denne: 1. Alle voksne mænd og drenge over 15 år, skulle skydes. 2. Alle kvinder skulle deporteres til en koncentrationslejr. 3. Børnene skulle samles, og om muligt, skulle egnede sendes til tyske familier i Riget. Resten af børnene skulle have "særlig behandling" (udryddes). 4. Landsbyen skulle brændes og rives ned til grunden. -- SS-Oberst Horst Böhme, SS-Oberst Hans-Ulrich Geschke, SS-Hauptsturmführer Harald Wiesmann, SS-Løjtnant Max Rostock og den tjekkiske Gendarmeri Oberstløjtnant Vít, blev de ledere, som organiserede massakren. De opsatte deres kommandocentral i familien Dolezal´s hus nr. 93 - de blev de første som blev tvunget ud af deres hus. Operationen begyndte efter midnat den 9. juni og fortsatte hele natten, hvor man vækkede alle beboere og tvang dem til at forlade deres hus og kun tage tøj og værdigenstande med. -- Alle landsbyens 199 mænd og drenge over 15 år, blev henrettet (173 den 10. juni og resten senere, efterhånden som de blev lokaliseret, fanget osv.), 184 kvinder blev bragt til koncentrationslejren Ravensbrück, 7 til Therezienstadt KZ-Lejren og 4 gravide kvinder til hospitalet i Prag. Af de i alt 98 børn, blev 88 bragt til ghettoen Lodz og 7 sendt til "germanisering" i Tyskalnd og 81 sendt videre til KZ-Dødslejren Chelmno, hvor børnene kort efter ankomsten, blev gasset til døde. 7 af børnene under 1 år, kom på et børnehjem i Prag. 3 børn viste sig at være egnet til "germanisering" og blev sendt til tyske SS-familier.

Natten til den 10. juni 1942, blev landsbyen Lidice omringet og alle mænd mellem det fyldte 15. og 84. år, blev jaget ind i Horak gårdens kælder og lade. I de tidlige morgentimer, den 10. juni, begyndte tyskerne at fuldbyrde ordren om at udslette Lidice. En Schupo (Schutzpolizei) enhed kom til Lidice fra bl.a. Halle an der Salle, Reinhard Heydrich's fødested, for at deltage i hævnen og gennemføre henrettelserne. Fotografiet viser mændenes egne stråmadrasser, som er stablet op ad muren til Novákgårdens lade, for at morderne ikke skulle blive såret af ricocheterende kugler. Landsbyens mænd blev ført ud i haven ved Horakgården og henrettelsen af dem gik i gang, med 5 ad gangen stillet op foran henrettelsespelotonen. Det viste sig hurtigt, at 5 mænd pr. henrettelseshold, tog for lang tid og SS-Obersten Horst Böhme beordrede tyskerne til at stille dem op i række med 10 ad gangen. Man gav ikke de opstillede mænd fra Lidice nogen forklaring eller anden besked, man råbte bare og gennede dem afsted. Man henrettede dem på følgende måde: 3 Schupo-mænd (Schutzpolizei)skød hver sin Lidice-mand, 2 skud i brystet og et skud i hovedet, hvorefter en tysk officer gik hen og skød den faldne en gang til i hovedet. Mændene fra Lidice, måtte hver gang det blev deres tur til at blive henrettet, gå forbi og skræve hen over de allerede henrettede mænd, f.eks. deres broder eller søn! Tyskerne som skulle skyde dem, gik bare 2 skidt baglæns, for hver runde af henrettelser - de faldne blev liggende hvor de faldt. Myrderiet fortsatte, med korte pauser, indtil ud på eftermiddagen. 9 mænd, der ikke var hjemme i landsbyen, den fatale nat - primært på grund af natarbejde i Kladno - og to drenge, der lige var fyldt 15 år og som blev opdaget senere på dagen i deres skole i Kladno, blev også henrettet senere i Prag. Kvinderne i Lidice (184), blev transporteret fra Kladno til KZ-Ravensbrück den 13. juni 1942. De 105 børn blev sendt til "genopdragelse/germanisering/sonderbehandlung", som i virkeligheden dækkede for ordren om at henrette dem og bortføre nogle til "germaniseringen". Kun 17 børn overlevde krigen og kom tilbage til Lidice, de sidste efter at være blevet fundet i Tyskland i maj 1947. 60 af Lidice´s kvinder overlevede ikke rædslerne i koncentrationslejrene. - Senere om eftermiddagen var Horak´s gård brændt ned og tyskerne havde nu fået henrettet alle mændene i byen - Grufuldt foto af dette ragnarok, som hen over dagen den 10. juni, udspillede sig her i Horak-gårdens have. -- En af de henrettede var Václav Rákos, som var den andenfødte i familien, i Lidice. Efter sin skoletid, studerede han økonomi i Tábor og overtog samtidig faderens gård i 1936. Kun en uge efter sin 25 års fødselsdag, blev han sammen med sin far og ældre broder Josef, som var kontoransat i Prag, henrettet sammen med de øvrige mænd i Lidice. Hans mor var på det tidspunkt indlagt på hospitalet i Kladno, og blev senere kørt til Aushwitz KZ-lejren, hvor hun døde i 1943. Den eneste fra Rákos familien, som overlevede krigen var Václac´s søster Marie.

Fotoet viser alle de stakkels uskyldige mænd og drenge ligge henslængte efter at myrderiet var overstået. En af de henrettede mænd var Josef Sroubek, som ikke stammede fra Lidice, men var født i Malé Cicovice og efter sin skoletid også studerede økonomi i byen Slaný. Han deltog i 1. Verdenskrig, men desserterede til russerne og måtte gennemgå lidelserne i Sibirien også. Han giftede sig senere med en kvinde fra Lidice i 1923 og overtog en gård her. Han havde 2 børn, en datter Marie fra sit første ægteskab og sønnen Josef, fra sit andet ægteskab i Lidice. Begge børn blev gasset i Chelmno KZ-Dødslejren i juli 1942. Hans kone blev i september 1942, bestialsk torturreret i en KZ-Lejr, hvor nazisterne foretog eksperimenter med mennesker. Hun blev udsat for ambutering af begge ben uden bedøvelse og hvor man holdt hende ved fuld bevidsthed under "eksperimentet". Hun blev bagefter denne tortur myrdet i lejren.

Foto af borgmesteren i Lidice, František Hejma. Han var blandt de sidste som blev henrettet, fordi han var nødt til og tvunget til, at identificere hver enkelt mand fra byen, før denne blev skudt. Han var en god borgmester for byen under tyskernes besættelse af Tjekkoslovakiet. Han måtte ofte tage til byen Kladno og her aflægge regnskab for de varer og tjeneste-ydelser, som byen Lidice og omegn, skulle aflevere til myndighederne og dermed tyskerne. Det lykkedes ham næsten altid at minimere den mængde byens og oplandets borgere skulle af med. Han sikrede derved, at alle havde nok at leve af - trods det at han risikerede at blive henrettet, hvis det han oplyste ikke passede. Sammen med sin kone Anna fik han 2 sønner, Jaroslav og Frantisek. Alle 3 blev henrettet den 10. juni 1942 under massakren i Lidice. František Hejma måtte under tvang udlevere den komplette liste over landsbyens indbyggere, navne og bopæl. Han måtte først identificere sine 2 sønner, inden de blev trukket ud og skudt og dernæst vente på, at han til sidst selv skulle skydes - Hvordan har det ikke været at skulle klare!! Hans kone Anna blev sammen med alle de andre kvinder, deres børn og store piger i første omgang kørt bort til Kladno Gymnasium´s gymnastikhal. Anna Hejma omkom i Ravensbrück KZ-lejren i løbet af 1943.

En af de sidste, som tyskerne henrettede var Lidice´s præst, Josef Štemberka, som stammede fra byen Pecka nær Nova Paka og var en del af en kendt famile i Tjekkoslovakiet, da han var bror til en parlamentspolitiker i landet. Stemberka havde været præst siden 1909. En af hans store lidenskaber, var at holde bier og slynge honning. Han havde masser af bier i mange bihuse rundt om i og uden for byen. ---- Han havde gennem sit 33 årige lange virke i Lidice, levet puritansk og havde bl.a. derved oparbejdet en betydelig formue, som tyskerne stjal, i lighed med alle de andre midler, som de stjal fra byens indbyggere, efter at have henrettet alle mænd i byen og sendt kvinder og børn til udryddelse hvert sit sted. ---- Præsten søgte under de mange, mange timer der gik, medens myrderierne og skydningen foregik - at forberede mændene og de store drenge på deres henrettelse, han bad for dem, trøstede dem så godt han kunne, medens de opholdt sig inde i ladens mørke og i gårdens kælder, hvor de kunne høre tyskernes råben og skrigen og den uhyggelige stilhed, når soldaternes ordrer blev kommanderet og skuddene knaldede i et frygteligt chokerende splitsekund derefter. Mændene - 5 og 10 ad gangen, blev hentet eller trukket ud, stillet op ad lademuren foran deres egne opstablede senge-madrasser, så disse fungerede som kuglefang, når kuglerne havde passeret ofrenes kroppe efter skuddet. Laden og haven ved Horak´s gård var forvandlet til et galehus - en scene og et optrin, som man ikke kan forestille sig! Mændenes ubegribelige rædsel og afmagt, både over for sig selv, men også hvad der ville ske deres børn og koner, søstre og brødre! Præsten bad med dem, gav dem hver især en velsignelse og tilbød dem den sidste olie. Præsten var sammen med borgmesteren, blandt de sidste, som blev henrettet - han var da 73 år gammel. Denne hvidhårede "hyrde", blev hos sin menighed og stod som en af de sidste i dette ragnarok, rolig og modig. Selv om Gestapo havde tilbudt ham benådning og tilladelse til at forlade byen og slippe for at blive skudt, ville præsten ikke dette. Han havde boet 33 år i Lidice og fulgt og tjent sin menighed, han ville følge dem også den dag, på deres fælles sidste dag i live. Den 28. oktober 1992 blev Joseph Štemberk posthumt tildelt en af de højeste udmærkelser i landet: Medaljen Tomas Masaryk, første klasse.

Præsten Josef Štemberka. Han kom fra en meget beskeden baggrund. Joseph blev født den 2. januar 1869. Han havde seks søskende, og hans meget syge mor døde da han var elleve år gammel. Ligesom sin bror Henry, der blev advokat og senere politiker, var Joseph også meget talentfuld. Efter forbøn af sin lærer, studerede han historie. Han boede på et JesuitterKollegium og tjente til livets ophold og af tildelt velgørenhed. Fra sit hjem kunne han ikke få noget til livets ophold. Efter gymnasiet, forberedte han sig til at studere til præst. Efter seminaret i 1894, modtog Joseph Štemberk præstelig ordination og blev i 1909 sendt til sognet Lidice. -- Han blev kendt for sin ydmyghed, pligt, trofasthed og samvittighedsfuldhed. Han var en skattet og værdsat præst og elsket for sine handlinger i kirken og sofnet. Indbyggerne i Lidice spurgte ham ofte til råds om nabostridigheder og andre tvister og man respekterede og udførte ofte hans råd. Han tog sig meget af sognekirken og arrangerede ofte korsang og folkemusik og spillede selv på et harmonium. Han havde et specielt godt forhold til sine "sognebørn", der elskede ham, og øjenvidner fra dengang, kunne huske den store have, hvor han er dyrkede træer med frugt og nødder. Ved religionstimer serverede han hjemmebagt brød med honning. Biavl og trædyrkning var en af hans store hobbyer. Fotoet viser ham stående i sin have, ved et af sine mange bistader. -- Joseph var en meget beskeden mand, som dagligt vaskede sig i koldt vand. Han røg meget lidt tobak og spiste kun kød sjældent. Han spiste til aftensmad som regel bare en skive tørt brød og en kop mælk, men han kunne godt lide grøntsager og honning. Hans husholderske husker, at da 2. Verdenskrig begyndte, købte han en stor mængde af børnetøj, fordi han forudså, hvad krigen ville komme til at betyde. -- Den sidste organist ved kirken i Lidice, en læge ved navn Quido Jerabek, huskede kort tid efter krigen, at præsten var en oprigtig patriot, som under krigen lyttede til de forbudte udenlandske radioer og talte åbent med venner om krigen. -- Joseph Štemberk, der i 1942 havde tjent i sognet i 33 år og selv var 73 år gammel og derfor planlagde sin pensionering, besøgte sine tre søstre og brødre Agnes, Leopold og Lojzicku, der opholdt sig i barndomshjemmet gratis, fordi den fattige familie ikke havde megen indtægt. Under besøget her, blev de enige om, at fødestedet, skulle anvendes til at de kunne bo sammen senere i livet. I maj 1942 var huset ved at være renoveret færdigt og Fader Joseph forberedte sig til at flytte hjem. -- Præsten som skulle efterfølge ham i sognet Lidice, var dog ikke nået at blive præstelig ordineret og Joseph efterkom en anmodning om, at udskyde sin pensionering et par dage. Den beslutning blev fatal for ham og hans sogn, da Lidice blev angrebet af tyskerne og alle mænd inklusive ham selv, blev henrettet den 10. juni 1942.

Lidice´s gamle men humoristiske kirkegårdsgraver Vaclav Kovarovsky, passede byens gravsteder godt og havde selv forberedt sit eget gravsted - men han nåede aldrig at benytte det - han blev skudt sammen med alle de andre mænd og alle blev senere smidt i en fællesgrav, som ikke blev afmærket. ---- Han var født i 1882 i Lidice og blev uddannet på fabrik i Kladno, men få år efter tog han arbejde i Prago-minerne. Han blev gift i 1906 og sammen med sin kone Rozalie fik de 4 døtre. Under den verdensomspændende økonomiske krise i 1920/30´erne, blev han også arbejdsløs og familien måtte hutle sig gennem livet i mange år. I 1938 blev han så ansat som kirkegårdsgraver ved St. Martin Kirken i Lidice. ---- to af deres døtre voksede op og bosatte sig ikke i Lidice - De to andre døtre, Marie og Jaroslova giftede sig med henholdsvis Karel Hanzl og Vaclav Rames fra Lidice. Under henrettelserne af alle mændene i Lidice mistede døtrene alle deres far, ægtemænd og andre mandlige familiemedlemmer. Vaclav´s kone Rozalie omkom i KZ-lejren Auschwitz i 1943. Ingen af deres 3 børnebørn overlevede krigen - Datteren Jaroslava blev myrdet sammen med sin mand Vaclav Rames i dødslejren Chelmno og Marie´s mand Karel Hanzel døde i Prag den 20. september 1942. Tyskerne forfulgte alle der var i familie med beboerne i Lidice og helmede ikke før de kunne finde dem og myrde dem. Nogle få, som ikke boede i Lidice, fandt de dog ikke og nogle af dem overlevede krigen. Men familien blev stort set udryddet under og efter massakren i Lidice.

Helvede på jord! Alle Lidice´s mænd og drenge myrdet på brutal og menneskefjendsk måde, over mange timer hen over dagen. Lyden af de mange gentagne skudsalver rungede ud over byen og omegnen - Men allerede om formiddagen var der ikke mennesker fra den lokale befolkning tilstede, Kvinder og børn var kørt til Kladno - Så da skuddene forstummede, var der en dødsens stille periode, inden de tyske hæse kommandoråb begyndte at lyde, da man gik i gang med at brænde byen af, vandalisere den og stjæle hvad man kunne finde, inden flammerne tog over. Man anvendte også sprængstof mod de store solide bygninger, som kirken, og de solidt byggede gårde. -- Om torsdagen den 11. juni, hvor alle de døde mænd stadig lå i haven ved Horak´s gård, beordrede KZ-lejren Theresienstadt´s 2 ledere, Siegfried Seidl og Heinrich Jöckel, 30 fanger til Lidice, som ankom om formidagen. Seidl beordrede dem til først, at grave en massegrav og bagefter samle de døde sammen og bære dem dertil. En af de overlevende fanger fra KZ-Theresienstadt beretter: "Da vi kom nogle få skridt nærmere, stoppede vi af forfærdelse - Der lå en stor bunke lig foran os i ulige rækker. Seidl greb en hakke og afmærkede en firkant på 9 x 12 meter, ca. 10 meter til højre for de lig, som lå yderst. Massegraven skulle være 4 meter dyb. Seidl forlangte, at vi skulle grave massegraven færdig inden kl. 22:00 om aftenen - hvis vi ikke nåede det til den tidsfrist, ville han give os en lærestreg! Da vi kun havde gravet ca. 1 meters i dybden, kom Seidl tilbage og beordrede os til at gå ind i landsbyen og finde træ og slæbe det ud til massegraven. Under overvågning af Schuppoerne (Schutzpolizei), måtte vi brække døre og vinduer ud af husene og slæbe dem til graven og stakke tømmeret, hvorefter tyskerne tændte ild i bunken - nu havde vi lys til arbejdet, også ud på aftenen og om natten - for vi skulle nu arbejde hurtigere og uden pauser, uden mad og drikke! Vi arbejdede i det flakkende ildskær, som oplyste de døde mænds kroppe og ansigter, med et uhyggeligt skær. Næste dag ved middagstid kommanderede Seidl os til at samle de døde mænd sammen og bære dem ned i massegraven. Inden vi bar de døde ned i graven, skulle vi tage deres sko af, tømme ligenes lommer for papirer, penge og værdigenstande, ringe, ure og sågar tobak og cigaretter! Alt skulle vi give til tyskerne. Vi bar de døde ned i graven og lagde dem i 3 rækker, side ved side. Når et lig ikke passede ind i rækken, blev det bare smidt oven på det andet lig". -- Da alle lig var lagt i graven, blev to skudte hunde også smidt ned til ligene. Fangerne skulle dernæst kaste læsket kalk over ligene i massegraven, vande dem og til sidst kaste graven til med jord. -- Efter ca. 36 timers uafbrudt arbejde, blev de blodstænkede og snavsede fanger kørt tilbage til Theresienstadt - De havde stadig ikke haft nogen pauser, havde ikke fået noget at spise eller drikke!! -- Infame tyskere! Ufattelig ondskab i juni 1942 -- Kom ikke og fortæl mig, at dette kunne holdes hemmeligt for den tyske befolkning - Gu´ vidste mange om denne og de tusindvis af andre ugerninger, deres medborgere, deres ægtemænd og sønner, foretog rundt om i Europa!

Lidice´s hunde blev skudt på stedet, både hvis hundene prøvede at forsvare deres familiers hjem, eller under og bagefter massakren, hvor de løb forvirrede rundt og ledte efter deres herrer - Her en lænkehund skudt gennem hovedet uden nåde! 2 af hundene blev kastet ned til ligene af byens mænd i massegraven.

Fotoet viser de henrettede mænd fra Lidice, liggende klar til at blive smidt i fællesgraven, uden for haven ved Horak´s gård! Dette makabre arbejde blev 30 fanger fra Theresienstadt KZ-Lejren sat til at udføre, den næste dag den 11. juni 1942, på ordre fra lejrkommandanten Siegfried Seidl og borgkommandøren Heinrich Jöckel. Tidligt om morgenen, lørdag den 13. juni kl. 03:00, blev en anden gruppe fanger fra KZ-Theresienstadt, kørt til Lidice, hvor de skulle afslutte "opgaven". De blev sat til at indsamle de blodige madrasser, som stod op af Horakgårdens lademur ved henrettelsesstedet. De skulle også indsamle alle efterladenskaber fra de døde mænd, afskudte legemsdele, opkast og eskrementer fra ligene, tøj, hatte osv. Det hele blev stakket og brændt. Til sidst skulle fangerne udjævne massegravens overflade og jordområder omkring denne. Tysk uhyggelig grundighed!!

Dette fotografi er et typisk eksempel på de fotografier, man kunne finde i de nazistiske familiers fotoalbum. En trio af sikkerhedspolitiets medlemmer (Schutzpolizei-Schupo), poserer her i gården af den udbrændte Horak-gård.

SS-Hauptsturmführer Harald Wiesmann, født 22. april 1909 i Krefeld, henrettet den 24. april 1947 i Prag. Han var en af de tyske krigsforbrydere, som medvirkende og var med ansvarlig for udslettelse af Lidice og dens borgere, herunder deportationen af byens børn. -- Wiesmann var fra 1. oktober 1939 til 30. september 1943, chef for Gestapo i Kladno, hvor han boede med sin kone Gudula Wiesmann. Dog blev han på et tidspunkt, på grund af interne lovovertrædelser i Gestapo, sendt til Prag og senere til Warszawa. I Kladno blev han erstattet af SS-Hauptsturmführer Heinrich Gottschling. -- Efter Wiesmann blev fanget og udleveret til tjekkerne og anklaget og dømt til døde, skrev hans mor, Lili Wiesmann den 25. januar 1947, et brev om benådning for sin søn, til Præsident Edvard Beneš. Brevet havde bl.a. denne ordlyd: Anmodning om benådning. Til Hans Excellence Hr. Præsident for Den Tjekkoslovakiske Republik Dr. Edvard Beneš i Prag. Min søn Harald Wiesmann er tiltalt ved Folkets Domstol i Kladno. Jeg ved ikke, hvornår han skal henrettes. Jeg ved, at min søn ikke følte sig skyldig, fordi han kun handlede efter ordrer. Trods sine ledende handlinger, har han ikke tidligere gjort nogen noget. Anmodningen om nåde blev afvist og Harald Wiesmann blev henrettet ved hængning, den 24. april 1947 i Pankrac fængslet i Prag. Man har i dag, sammen med andre tyske krigsforbrydere, fundet resterne af ham i en massegrav på kirkegården Dablice i Prag. -- Man har også kendskab til, at Wiesmann efter hans deltagelse i myrderierne i Lidice, stjal en barnevogn og gav den til sin kone og deres lille barn. Det siger noget om hans afstumpethed, at han kunne give sin kone en barnevogn fra Lidice, velvidende, at byens børn blev deporteret til en grufuld skæbne i ghettoen Lotz/Chelmno. Han lod sit eget barn ligge i en barnevogn, hvor et Lidicebarn tidligere lå og hvor han var med til at myrde det selvsamme barn! Se næste foto med billedet af den plyndrede landsby, hvor man kan se den pågældende barnevogn han stjal.

Lidice - mennesketom og øde, plyndret og ødelagt. Den barnevogn, som Wiesmann stjal, ses helt ude i billedets venstre kant.

Harald Wiesmann, lederen af Gestapo i Kladno, under anklage i retten i Prag, i foråret 1947. Han blev dømt til døden, sammen med disse andre nazister fra Gestapo: T.Thomsen, O.Felkl, W.Forster, O.Gehle og R.Vlcek, som alle blev henrettet den 24. april 1947. -- En dag før deres henrettelse, blev Josef Cerny, som havde angivet Frantisek Pitin, idømt livsvarigt fængsel. Den 3. maj 1947 blev fabriksejeren Jan Jaroslav Pála også idømt livsvarigt fængsel, fordi det var ham, som hensatte tyskerne i den tro, at Lidice havde noget med likvideringen af Reinhard Heydrich at gøre, da han, til Gestapo, afleverede det fatale og løgnagtige brev fra Vaclav Riha til arbejdersken Anna Marušcáková, som den pågældende dag var sygemeldt på hans fabrik. Riha kunne man ikke retsforfølge, da tyskerne henrettede ham, i kølvandet på Lidicemasakren den 24. oktober 1942, sammen med Anna Marušcáková, som ligeledes henrettedes denne dag.

Horak´s gård efter massakren - nedbrændt og ventende på at blive fjernet fra jordens overflade, ligesom alle andre bygninger i Lidice skulle det. Tyskerne gik straks igang med at udføre Hitlers ordre om at fjerne landsbyen fra jordens overflade og samtidigt vriste alle værdierne i byen ud af ruinerne. Først tog man alle kreaturer, grise, heste og andre husdyr. Man samlede alt hvad man kunne finde af omsættelige ting - og meget blev registreret og bogført, men også mange ting, blev strålet af de korrupte afstumpede tyske politisoldater og gestapofolk.

St. Martin barokkirken´s indre - fotoet taget ved en stor messe i 1941. Kirken var meget flot og pompøs indvendig - Alt dette skændede tyskerne på den mest utilgivelige måde, ved totalt at smadre alt og udrydde kirken fra jordens overflade, grave kirkegårdens lig op og fjerne alt her, putte knoglerne fra gravenes døde i knusemaskine og fjerne alt der vidnede om en kirke og dens menighed. Hele byens og omegnens kirke- og religionshistorie blev udslettet.

St. Martin kirken i Lidice, plyndret og nedbrændt. Kirken var meget smuk indvendigt og havde mange kunstværker. Alt gik tabt, da de tyske uhyrer tog fat.

Lidice ses her brændende, efter massakren den 10. juni 1942. Huset i forgrunden er nr. 88 og tilhørte Marie Stribrna (hun blev anholdt sammen med Frantisek Stribrny og begge blev henrettet den 16. juni i Prag, sammen med 26 andre Lidiceborgere fra samme familie og Horak-familien. Ligeledes var de forældre til Josef Stribrny, som var flynavigatør i R.A.F. - Se nedenfor ved dennes foto og hans skæbne). -- Huset yderst til venstre var nybygget og tilhørte Robert og Zofie Krejza. I baggrunden til venstre for midten af fotoet, hvor den tætte røg bølger, ses en lang mur mellem to gavle. Denne mur er lademuren på Novakgården, som grænsede op til haven på Horakgården og hvor alle Lidice´s mænd blev stillet op ad og henrettet - først 5 ad gangen, senere 10 ad gangen.

Her ses den udbrændte slagterforretning, som blev drevet af Marie Houbová og lå placeret overfor Lidice´s kirke. Slagterforretningens sidste "kunder" blev medlemmerne af "Schupo", politisoldaterne, som plyndrede butikken efter deres deltagelse i henrettelsen af byens mænd. Inden de brændte forretningen ned, forsynede de sig med varer fra butikken. Forretningens ejer Marie Houbová, kom aldrig til at vide noget om sin forretnings skæbne, hun omkom i Ravensbrück KZ-lejren, ligesom 59 andre kvinder fra Lidice.

Sædvanen tro, ønskede nazisterne, at udryddelsen af Lidice blev filmet og anvendt i propaganda øjemed. Allerede i dagene efter henrettelsen af mændene og deporteringen af byens kvinder og børn til Kladno, hvor disse med magt blev adskilt den 12. juni 1942, var ødelæggelsen af Lidice i fuld gang. Rigsprotektoratets sekretær SS-Obergruppenführer Karl Hermann Frank havde beordret, at hele processen med udslettelsen af Lidice skulle filmes og anvendes som propaganda og afskrækkelse over for Europa´s befolkning, herunder også den tyske befolkning. Det tyske nazistparti NSDAP´s erfarne film- og medierådgiver Franz Treml, ankom sammen med filmoperatøren Miroslav Wagner, allerede den 10. juni, umiddelbart i timerne efter massehenrettelserne af mændene i Lidice. Med 2 styk 16 mm. Zeizz-Ikon Movikon filmcameraer, gik de straks i gang med at filme udslettelsen af byens mænd, ødelæggelsen af landsbyen. Dette stod på indtil den 24. juni 1942. Dele af disse filmoptagelsder blev opdaget efter krigen og her så man beviserne på tyskernes ufattelige forbrydelser med menneskeheden - sort på hvidt! Filmscenerne viser bl.a. de brændende og bombede huse og lader, skolen, møllen og kirken. Ligeledes ses Gestapochefen fra Kladno, Harald Wiessmann, bredt grinende og med "morsomme" attituder, gå gennem den udbrændte og ødelagte by´s gader. Da de 2 tyskeres filmoptagelser ophørte den 24. juni, foretog Den Aktuelle Tjekkiske Ugejournal også optagelser i Lidice den 24. juni (foto´et viser disse deltagere). -- Hensigten var bl.a. også at anvende nogle af optagelserne i de nazistiske ugentlige nyheds- og propaganda film, som distribueredes til Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet og alle de andre lande, som i 1942, var erobret af Tyskerne. Massakren og ødelæggelsen af Lidice fik dog enorm verdensomspændende opmærksomhed og bestyrtelse og nazisterne opdagede, at det ikke var en god ide, at udsende filmoptagelser fra Lidice (Den 24. juni blev landsbyen Lezaky og udslettet på samme umenneskelige facon, som Lidice, med med den forskel, at også her blev Lezaky´s kvinder henrettet sammen med mændene. Byens børn blev sendt samme vej som børnene i Lidice - endestation dødslejren Chelmno og henrettelse med gas, antagelig mellem den 4. og 6. juli 1942). Filmoptagelserne kom dog til at danne bevisgrundlag for de senere retssager efter krigen mod nazisterne, under den nedsatte Internationale Militære Ret i Nürnberg og mod retssagen mod Karl Hermann Frank i Prag. -- Personerne på fotoet her er som følger: Fra Den Aktuelle Tjekkiske Ugejournal, ses fra venstre: Tjekker, Chauffør Leo Chodil, tekniker Josef Franek, direktør og producer Jan Kucera, kameramand Cenek Zahradnicek, sudetertyskeren filmkommisær Erich Lampl og 2 uidentificerede mænd i uniform (en med en hjelm i hænderne og en officer i baggrunden iført kappe). Set fra højre ses de to Gestapomænd, (med deres fotografiapparater hængende om halsen), først Gestapochefen i Kladno SS-Hauphtstürmführer Harald Wiessmann og dernæst SS-Sturmbannführer Heinrich Berger. Sidstnævnte Gestapomand, var faktisk ham, som efter Gestapo´s ugelange frugtesløse eftersøgninger af attentat-mændene af Reinhard Heidrich i Prag, kom på den tanke, at man i en kortere periode, skulle give amnesti og belønning til de borgere i Protektoratet, som havde og ville angive afgørende oplysninger om attentatmændene, der hjælpere og opholdssteder osv. Denne fremgangsmåde, for at opnå resultater, viste sig at bære frugt, da Gestapo ud fra flere sammenfatninger af oplysninger og især forræderen faldskærmsagenten Karel Curda´s oplysninger, var i stand til den 16. - 18. juni 1942, at opdage, indkredse og nedkæmpe de overlevende faldskærmsagenter i katedralen i Prag.

Fotoet viser Franz Treml fra nazistpartiet posere for en anden fotograf, under filmoptagelserne af udryddelsen af Lidice. Treml havde haft et agentur og en butik ved Luzern-pladsen i Prag, for det tyske kamerafirma Zeiss-Ikon før krigen. Han er desuden også antaget for, før krigen, at have samarbejdet med den tyske efterretningstjeneste. Under hele besættelsen af Tjekkoslovakiet (Protektoratet), var han nazistpartiets filmsagkyndige. I de første dage af maj 1945, blev han under opstanden og oprøret i Prag, ramt af skud og døde af sine sår på hospitalet i bydelen Smichov i Prag. -- Miroslav Wagner, som var den anden filmfotograf, ejede Zenit-Film laboratorierne, som var beliggende i Vodickova gaden i Prag. Det var Treml, som bestilte de 2 styk 16 mm. Zeiss-Ikon filmkameraer. Wagner medtog foruden disse, et "stillcamera" og nogle få kassetter med filmstrimmelruller og andre film- og fototekniske remedier. Wagner undslap ligesom 100.000´ender andre tyskere, opgøret med omverdenen efter krigen. Han emigrerede til Brasilien i 1948 og døde her i 1963.

Rapport fra Gestapo den 16. juni 1942, over henrettelsen af de 29 mennesker fra Lidice, primært medlemmer fra familierne Horak og Stribrny, som havde været anholdt siden den 4. juni. Som det fremgår af teksten, blev de skudt mellem 18:30 og 19:00, under "rolig og fattet" optræden af de "dømte", før og under henrettelsen. Rapporten nævner triumferende, at en af ofrene, som stod foran politisoldaterne fra den 2. Politi Reservebataljon Prag´s geværmundinger, skulle have råbt: " Es lebe das bessere Deutchland" ("Leve et bedre Tyskland"). Mon man kan tro på dette referat fra de tyske løgnagtige mordere - næppe! -- Efter at have myrdet kvinderne og mændene fra Lidice på denne feje og modbydelige måde, blev ligene læsset på lastbiler og kørt på krematoriet og brændt.

Stanislav Horak og Anastázie Horáková, ejerne af Horak-gården, hvor massemordet på alle landsbyens mænd fandt sted. Familierne Horak og Stríbrný blev, via vage urigtige og udokumenterede hentydninger om landsbyens Lidice´s og de 2 familiers forbindelser til attentatet, anholdt den 4. juni 1942 og senere henrettet på skydebanen i Prag-Kobylisy den 16. juni 1942 og altså ikke ved massakren af alle mændene i Lidice den 10. juni. Her er navnene på Horak familierne og deres skæbne. Stanislav Horák, født den 19. oktober 1897 i Lidice. Han overtog gården fra sin far og drev den godt, sammen med sin kone Anastazie. Han var en venlig og hjælpsom mand. I haven ved deres gård, gennemførte tyskerne de bestialske mord på Lidice´s mænd og drenge. -- Vaclav Horák, født den 12. september 1920 i Lidice. Arbejdede i jernindustrien i Kladno, var tidligere i lære som buntmager. -- Stepan Horák, født den 1. marts 1887 i Lidice. Han blev senere uddannet som slagter og havde sit arbejde hermed i Lidice, indtil den skæbnesvangre dag den 4. juni 1942, da han sammen med hele familien blev arresteret og ført til Prag, hvor også hans søn Stephen og datter Mary, blev henrettet den 16. juni. -- Stephen Horák, søn af Stepan Horak - Stephen født den 5. januar 1920 i Lidice. Efter skoletiden kom han også i lære som slagter i byen Kladno, hvor han efter endt uddannelse fortsatte i slagterfirmaet her. Senere vendte han tilbage til Lidice, hvor han hjalp sin far i slagterforretningen og i landbruget. En uge før tragedien i Lidice, den 4. juni, var han med sin far, søster og andre slægtninge, blevet arresteret af Gestapo i Kladno og ført til Prag. -- Bohumil Johnston, født den 9. marts 1915. Efter sin fars død på den italienske front i 1. Verdenskrig, blev han som ung uddannet som mekaniker/smed ved Poldi metalsmelteværket i Kladno. Han aftjente sin miltærtid i en tjekkoslovakisk artillerienhed ved Prag. Efter militærtiden vendte han tilbage til arbejdet i Poldiværket. Blandt hans kammerater var han vellidt pga. hans muntre karakter. 14 dage før tragedien i Lidice blev hans søn Paul født, som efter tragedien blev givet til en tysk nazifamilie, men efter krigen blev fundet og bragt tilbage til resterne af familien. -- Anna Horákova, født Zahálková, blev født den 27. marts 1886 i Kamenice. Hun blev gift med Joseph Horak fra Lidice. De fik to døtre, Anna og Mary. -- Josef Horák, født 24. april 1885 i Lidice. Han var murer, men arbejdede i Poldi metalsmelteværket. Han havde to børn med sin kone Anna, døtrene Anna og Mary. Under 1. Verdenskrig, lod han sig hverve som soldat på den russiske front, hvor han kom i fangenskab, hvorfra han først vendte tilbage efter fem år. Hans kone Anna og datteren Mary, blev som han, henrettet i Prag den 16. juni. -- Anna Horákova, født Wolf, blev født den 13. september 1891. I 1913 giftede hun sig med Bohumil Horak i Lidice. Deres første søn Charles døde tidligt. I 1915 fik de sønnen Joseph og datteren Anna i 1920. Deres datter Anna skulle også være henrettet, som alle de andre i familien, men af uransagelige veje, blev dommen ændret til anbringelse i en KZ-Lejr, hvor hun overlevede og senere kom tilbage til Lidice efter krigen. -- Bohumil Horák, født den 1. marts 1889 i Lidice. Han blev uddannet rebslager, men arbejdede ved Poldi smelteværkets ovn. Han havde to børn med Anna Horákova, Joseph og Anna. Sønnen Joseph gik ind i militæret efter gymnasiet og blev uddannet til pilot og løjtnant i det tjekkoslovakiske flyvevåben i 1937. Han overlevede krigen med Tyskland i 1938/1939 og slap ud af landet efter tyskernes erobring heraf, og kom til England, hvor han som bombefly-pilot i R.A.F. kæmpede mod tyskerne (se ved næste foto af Josef Horak og hele hans spændende skæbne i R.A.F.). Han overlevede krigen og kunne rejse hjem til en familie og by, som var forsvundet totalt! -- Bohumil Horak blev henrettet den 16. Juni 1942 i Prag Kobylisy sammen med de andre medlemmer af sin familie og Horakfamilien fra Lidice.

Mindetavlerne med bl.a. Horak-familiemedlemmernes navne påført, som de står i dag i Prag-Kobylisy mindeparken for de tusindvis af henrettelser, som fandt sted her under tyskernes terrorregime i Prag/Tjekkoslovakiet fra 1939 - 1945.

Mindetavlerne med bl.a. Stribrny-familiemedlemmernes navne påført, som de står i dag i Prag-Kobylisy mindeparken for de tusindvis af henrettelser, som fandt sted her under tyskernes terrorregime i Prag/Tjekkoslovakiet fra 1939 - 1945.

Josef Dolezal og Josef Nerad var to drenge, som nogle få dage før tyskernes massakre i Lidice, var fyldt 15 år og gik i skole i Kladno og ikke i Lidice. Det fandt tyskerne ud af, efter massakren af alle mænd og drenge, som var over 15 år i Lidice. I stedet for at blive sendt afsted til ghettoen Lodz og senere dødslejren Chelmno, med de andre børn, tog tyskerne disse 2 drenge med til Kobylisy henrettelsespladsen i Prag og skød dem den 16. juni 1942, tillige med 27 andre indbyggere fra Lidice, primært de 15 medlemmer af familierne Horak og Stribrny (se foregående fotos), men også 7 metalarbejdere, som på massakredagen, var væk fra Lidice, da de var på natholdet på fabrikken i Kladno. De 7 Lidice arbejdere var: Frantisek Cerny, Karel Hronik Josef Kacl, Vaclav Kadlec, Vaclav Kopacek, Jaroslav Müller og Josef Petrak. De havde alle mistet deres ægtefæller, familemedlemmer og børn, allerede den 10. juni under massakren i Lidice. Yderligere 2 Lidice-borgere blev også henrettet. Den ene, Frantisek Pitin, havde på massakredagen undsluppet tyskerne, men blev angivet til Gestapo, af en skovarbejder, Josef Cerný (Cerny blev efter krigen, i 1947 i Prag, idømt livsvarigt fængsel for dette forræderi). Den anden, Bohumil Pospisil fra Lidice, blev taget ud af hospitalet i Kladno, hvor han var indlagt. Han blev med en bandage på sit ben, slæbt til henrettelsespladsen og skudt der også. Endelig fandt tyskerne også frem til et ægtepar, som stammede fra Lidice, Vaclav Michalský og hans kone Jarmila (født Straková). Jarmila´s navn var blevet nævnt i Anna Maruscakova´s forhørsrapport (se og læs om historien ovenfor ved fotoet af Anna M.). Ifølge dette, var det Jarmila, som var den, der skulle give familien Horak besked om, at sønnen Josef Horak havde det godt i England, hvor han var pilot i R.A.F. På det grundlag anholdt Gestapo ægteparret og de blev også uden reel dom, henrettet på Kobylisy henrettelsespladsen i Prag.

Lidice´s fodboldhold, som spillede kampe lige op til krigsudbruddet i efteråret 1938. Fotoet viser spillerne stående fra venstre: Josef Stribrny, Vaclav Krása, Frantisek Radostra, Jaroslav Müller, Karel Zid#, Josef Horak, Vaclav Müller, Vaclav Prihoda. Siddende fra venstre: Josef Spot, Antonin Müller og Karel Brejcha. De to spillere med *markeringen, er de eneste som overlevede massakren, da de i 1939 lykkedes dem at komme til England og her deltage i krigen mod tyskerne, som flyvere i det engelske luftvåben R.A.F, i en tjekkoslovakisk eskadrille. Se de næste fotos, hvor deres rolle i krigen beskrives, som flyver i deres bombeflyeskadrille. Alle de andre spillere på fotoet, fornær Jaroslav Müller, blev myrdet under massakren i Lidice, den 10. juni 1942. Men Jaroslav Müller undgik ikke sin skæbne. Han arbejdede på natholdet i Kladno, på Poldi metalsmelteri, om natten mellem den 9. og 10. juni og undgik derfor at være hjemme, da alle mændende i Lidice, blev henrettet i haven på Horak´s gård. Men han blev anholdt dagen efter og henrettet på Skydebanen Kobylisy i Prag den 16. juni 1942, sammen med medlemmerne i Horak- og Stribrnyfamilierne og andre ofre. # Markeringen - Se næste foto, som omhandler Karel Zid´s lille søn Ivan.

Fodboldspilleren Karel Zid´s søn Ivan, som blev født i 1934. Ivan sidder her ved indgangen til deres hus nr. 55 i Lidice, med deres trofaste hund på sit skød. Karel Zid´s forældre boede også i huset og blev ligeledes myrdet i Lidice og i Ravensbrück KZ-Lejren. Fotoet blev taget i juni 1941, året før massakren i Lidice. Ivan´s notesbog og fotoet, er det eneste minde, som hans mor Anna Zidova (født Tuma), havde efter krigen, som hun overlevede, trods sit 3-årige ophold i Ravensbrück KZ-Lejren. Ivan blev sammen med alle byens børn, taget fra deres mødre og først deporteret til ghettoen Lodz (Littzmannstadt) i Polen og derefter direkte til Chelmno KZ-Lejren, hvor han og 80 børn fra Lidice, blev gasset i nazisternes gaslastbiler. Se længere fremme ved de fotos, som omhandler Lidicebørnenes skæbne i Chelmno KZ-Lejren.

En anden historie, som knytter sig til massakren i Lidice og familierne Horak og Stríbrný i Lidice og Horak-gården, hvor alle mændene fra Lidice, blev myrdet af tyskerne, kan du læse her ved dette foto af Løjtnant Josef Horak og ved de følgende 5 fotos. Historien og Josef og hans families og egen famile´s skæbne, er en grum affære. -- Sammen med sine 2 venner, den ene også fra Lidice, Løjtnant Josef Stribrny og Horaks bedste ven Vaclav Student, var det lykkedes dem, den 28. december 1939, at flygte fra Protektoratet til Frankrig (Den sydfranske by Agde), via Slovakiet, Ungarn, Jugoslavien, Grækenland, Turkiet, Syrien, Libanon og med skib til Frankrig, hvor de ankom den 8. februar 1940. Her deltog den ene ven, Josef Strïbrný, straks i de eksil-tjekkoslovakiske hærstyrker, som kæmpede sammen med de franske og engelske styrker mod de tyske angribere i Nordfrankrig. Men Josef Horak, som siden sin barndom, altid havde drømt om, at komme til at flyve, havde i sit hjemland allerede uddannet sig til pilot i flyvevåbnet og kom derfor til en flyvetræningsbase ved Bordeaux, sammen med vennen Václav Student. Her lykkedes det dem, sammen med 29 andre tjekkoslovakiske flyvere, at komme til England den 17. juli 1940. Her blev - de 2 venner optaget i den tjekkoslovakisk bemandede bombemaskineeskadrille nr. 311 under Royal Air Force. Josef Horak blev i første omgang maskingeværskytte på de engelske Vickers Wellington 2-motores bombefly, som eskadrillen fløj med i 1940 til 1943. Václav Student blev uddannet pilot på disse fly. -- Da Horak og Stríbrný havde deres familie i Lidice, og tyskerne vidste dette, blev alle som tyskerne kunne finde af de 2 familier, anholdt den 4. juni og henrettet, den 16. juni 1942 i Prag, både kvinder og mænd - I mellemtiden blev resten af familierne anholdt og alle mænd henrettet i Lidice, den 10. juni 1942 og kvinder og børn blev adskilt og børnene sendt til KZ-lejren Chelmno i Polen, hvor tyskerne gassede dem i deres gaskammer-lastbiler. Kvinderne blev deporteret til primært Ravensbrück kz-lejren. Begge de to sønner fra Lidice, Horak og Stríbrný fik i løbet af juni 1942, den frygtelige nyhed om deres families skæbne i Lidice, da vennen Václav Student kom til at afsløre denne viden for Josef Horak. Denne frygtelige skæbne for familien, traf Josef Horak meget tungt og han havde meget svært ved at klare dette resten af livet, som desværre for ham blev grum og kort, selv om han overlevede verdenskrigen. Men senere fløj Josef Horak som agtermaskingeværskytte i Eskadrille nr. 311, alle de beordrede 200 timers operative angreb på tyske bombemål i Frankrig og Tyskland, som bestod i 35 togter med natbombninger på målene. I juli 1941 lykkedes det Josef Horak, at komme på pilottræningsskole og endelig den 24. januar fik han sit flyvercertifikat. Han deltog derefter, som andenpilot hos sin ven Václav Student, i hans fly, hvor man trænede operativ flyvning og bombning med Wellington bombeflyene. Herefter fløj Løjtnant Josef Horak med sin egen maskine og besætning, på bombetogterne mod tyske mål. Her kom senere den anden ven fra Lidice, Løjtnant Josef Stribrny, med i flyets besætning, som navigatør på flyet. Senere blev Josef Horak forflyttet fra Bomber Command til Costal Command (Kyst- og patrulje flyvninger mod tyske skibe og især u-både). Her fløj Josef Horak 40 operationelle flyvninger på jagt efter tyske u-både. Da han ikke mere måtte flyve operationelle togter (hans kvote var opbrugt), tog han undervisning på RAF´s Mandskabs-gymnasium i Gerrard´s Cross. Efter denne uddannelse, fortsatte Josef Horak med at undervise i RAF flyvetræningskommandoen resten af krigen. Han modtog mange udmærkelser og medaljer for sin mange operationelle togter, herunder 3 tjekkoslovakiske Krigskors. -- Josef Horak og Josef Stríbrný overlevede krigen, men Vaclav Student og hans flybesætning, blev dræbt under et bombetogt i 1942 og kun Josef Stríbrný og Josef Horak kunne vende tilbage til Tjekkoslovakiet, efter krigen. I mellemtiden havde Josef Horak giftet sig med en engelsk kvinde, Mary Winifred ("Wynne") den 6. december 1941. Læs detaljerne om Josef Horaks liv, om hans ven Josef Stríbrný og om Horak´s flugt fra hjemlandet til England og om hans og sin families liv efter krigen, ved de næste fotos.

Fotoet viser Josef Horak´s kone Winifred, kaldet "Wynne", da hun var 80 år, siddende med et foto af sin afdøde mand. -- Den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet den 15. marts 1939 kom som et chok for alle - også for Josef Horak. Det tjekkoslovakiske militær blev opløst og alle soldater sendt hjem. Ligesom mange andre militærfolk, besluttede Josef at flygte ud af landet og kæmpe for sit fædreland i udlandet. Hans søster Anna Horak husker julen 1939. "Vi fejrede jul ligesom vi gjorde hvert år, med hele familien samlet. Den 27. december tog Josef på arbejde, hvorefter vi ikke så ham mere i mange år. Den 26. han havde været med til spille ishockey på landsbyens møllesø. Så var han borte". -- Som beskrevet ved foregåede foto, kæmpede Josef Horak mod tyskerne, i RAF, England. I sommeren 1941 var Josef udstationeret nær Swindon i det sydlige England, og det var på dette tidspunkt, at han mødte sin kommende kone, Winifred (kaldet "Wynne"). I dag er Wynne 80 år, men hun husker stadig de 3 uger med dans om aftenen, sammen med den smukke, mørkhårede unge galante tjekkiske løjtnant. Wynne: "En dag kom den unge mand hen og sagde - om han kunne bede mig om en dans - og jeg sagde ja. Vi dansede, og han fortalte mig, at han var den, der ved en særlig lejlighed, havde holdt en dør åben for mig, galant som han var. Han kom derefter til te - som min mor ikke var glad for (Wynne smiler). Te-visitten var meget kort, for da mor spurgte ham - vil du gerne en kop te? Han sagde ja tak, fik te og nogle kager, hvorefter mor sagde - vil du gerne have en kop te mere? Han sagde - nej tak, jeg vil ikke "have mere spildevand". Svaret var ment som en joke, men det gav bagslag over for min mor. Hans engelske var ikke helt så godt, som det senere blev. så hun misforstod og troede, at han havde sagt, at hendes te smagte som spildevand - men hvor han havde ment, at han ikke ville have, at de skulle spilde vand. Men jeg tror, hun tilgav ham senere. Josef sagde derpå, om de kunne få engageret, at vi kunne blive gift. Min mor sagde nej, for hvis min far havde været i live, ville jeg ikke have fået lov til det. Men Josef var bare ligeglad og sagde - åh ja, vi vil blive gift og jeg vil være en god svigersøn. Og det var han!". Josef skrev et brev til sine egne forældre i Lidice og undskyldte for, at han ikke havde bedt om deres samtykke til ægteskabet. Han vidste, at han pga. krigen, ikke ville være i stand til at sende brevet, så han beholdt det, i håb om at give det til dem, når krigen var forbi. Det kom aldrig til at ske. -- I juni 1942, seks måneder efter Josef og Wynne blev gift, kom Josef's ven og kollega pilot Vaclav Student, til at fortælle den forfærdelige nyhed om, hvad der var sket med Lidice og at landsbyen var blevet ødelagt og alle mændene skudt. - Wynne: Josef gik ud, og jeg gik naturligvis med, men Vaclav sagde til mig - nej, lad ham være alene i et par minutter, han ønsker at være alene. Det var en frygtelig tid. Josef var i en forfærdelig tilstand." - Wynne: "Tyskerne hævdede, at de to flyvere (Horak og Stríbrný), var blevet kastet ned med faldskærm og havde gennemført likvideringen af Reinhard Heydrich i Prag. Det var en komplet løgn. "Tyskerne vidste det udmærket. Det var bare en undskyldning for at ødelægge Lidice. Det havde ikke noget at gøre med Horaks." -- Anna Horakova husker: "Familierne Horak og Stríbrný blev udsat for den mest brutale behandling af alle. "Alle min fars brødre og alle medlemmerne af deres familier blev alle henrettet, bortset fra mig. Det var sytten menneskeliv!" -- I England, gik Josef og Wynne's liv nu med hans tjeneste i Costal Command, hvor han fløj togter og patruljer mod tyske U-både, ud for den spanske kyst. Et par måneder senere i august 1942 blev Wynne og Josef´s første barn født, en søn, som fik navnet Vaclav. Efter at Josef´s bedste ven, Vaclav Student var blevet dræbt, var det den tjekkoslovakiske udenrigsminister i eksil, Jan Masaryk, der blev gudfar. - Wynne Horak: "Han var en meget, meget behagelig mand, lidt Amerikansk, fuld af vittigheder. Jeg tror, denne dreng kommer til at være en fodboldspiller, sagde han, fordi han sparkede ham på armen, da han holdt det lille barn. Vi holdt bare en lille dåbsceremoni og gik tilbage til hotellet og så var den dåb forbi - travle mennesker, travle liv". -- Krigen fortsatte. Josef var aktiv i bevægelsen "Lidice Skal Leve", som var blevet lanceret i England, i en bølge af solidaritet efter massakren, for at sikre, at Lidice ikke ville blive glemt. I mellemtiden blev Josef og Wynne's anden søn, ved navn Josef junior, født. -- Læs videre om Josef Horak og hans familie ved næste foto...

Fotoet viser Josef Horak og hans besætning ved deres bombefly af typen Vickers Wellington, under klargøringen til endnu et natligtbombetogt mod tyske mål. Pilot Løjtnant Josef Horak sidder som nr. 2 fra højre og Josef Stríbrný ved siden af som nr. 3 fra højre - begge har gang i studeringen af flyvelandkort for togtet. ---- Men krigen fik langt om længe sin afslutning og med nyheden om krigens slutning var Josef's første prioritet, at komme hjem til Lidice, nu med sin kone og 2 børn. De var enige om, at bosætte sig i Tjekkoslovakiet og Lidice. -- Mens Josef´s søster Anna Horakova, var langsomt på vej tilbage til Lidice fra Tyskland, efter at have undsluppet døden under døds-marchen fra Ravensbrück kz-lejr nord for Berlin, begav Josef, Wynne og deres to børn sig på vej til Tjekkoslovakiet fra England. De vidste hvad de kunne forvente i Lidice, men var alligevel stærkt rystet da de ankom til hvor hans fødeby havde ligget. -- Wynne: "Det var ødelæggende at se Lidice, fordi det bare var et stort åbent rum med et trækors, intet andet. Børnene syntes selvfølgelig bare det var et stort område. De var for unge til virkelig at forstå noget som helst. Men det værste var at se, de to mænd (Josef Horak Og Josef Stríbrný), blandt alle kvinderne i Lidice. Det var så forkert. Alle disse forfærdelige ensomme kvinder". Familien deltog i en ugerevy (ugentlige filmreportager, som vistes i biografer) fra julen 1946. Denne ugerevy gav indtryk af, at der var tale om en glad og optimistisk familie. Men tingene ændredes hurtigt. Josef fortsatte sin flyvergerning i det nye tjekkoslovakiske luftvåben, som blev etableret lige efter krigen, men lidt efter lidt, blev det klart, at Sovjetunionen var at få kontrol over landet. De tjekkoslovakker, der havde kæmpet under de vestlige allieredes kommando, blev nu fjender i deres eget land. Josef's søster Anna husker: "Det var på et møde i udvalget for at genopbyggelsen af Lidice, hvor alt gik galt. Efter mødet havde jeg bare lyst at forlade det hele, ellers ville jeg have mistet min forstand. På mødet begyndte 2 kvinder at råbe, at min bror var skyldig i alt, hvad der var sket i Lidice, at det var ham der havde myrdet deres børn og ægtemænd". Lidice-massakren, hvor mange lige efter krigen stadig troede, at tyskerne havde udslettet beboerne og byen pga. de 2 familiers sønners deltagelse i luftkrigen fra England. -- Så kom valget i februar 1948, og det kommunistiske kup. Wynne igen: "Vi var lige vågnet op en søndag morgen, hvor nattens søvn betød at vi stod op til en dag hvor alt var forandret. Udenfor sås folk med armbånd, folk med stave, et par med skydevåben. De begyndte at råbe uhøflige bemærkninger hele tiden - Hvorfor er du ikke på arbejde for staten, det er søndag, du skal arbejde for staten! Josef sagde, at han ikke ønskede at arbejde for staten, han havde to børn at passe". - Senere på arbejdet, blev det tydeligt, at Josef ikke havde nogen fremtid i det tjekkoslovakiske luftvåben. - Wynne: "De kom ind i hans kontor og gav ham ti minutter til at rydde sit skrivebord. Han var gift med en engelsk kvinde, så han var fyret". Josef måtte ikke forlade landet, men blev tilbageholdt, men Wynne lykkedes det at forlade Tjekkoslovakiet med børnene med fly, den 6. april 1948. I sin dagbog den dag, skrev Josef om sine følelser. "I dag var det Wynne's 24. fødselsdag. Jeg kunne ikke engang lykønske hende og hendes fødselsdagsgave fra mig - et guld armbånd - blev taget fra hende i lufthavnen. Jeg indså, hvor forfærdeligt det ville være, hvis jeg ikke kunne se dem igen, hvor værdiløs mit liv ville være, og min beslutning om at flygte og krydse grænsen før mandag, var stærkere end nogensinde". -- Det lykkedes Josef at smugle sig ind i Østrig, og med hjælp fra organisationen "Lidice Skal Leve", lykkedes det ham at vende tilbage England, i eksil for anden gang i sit liv. Han var i stand til at få arbejde i Royal Air Force igen, dog med en lavere rang end han havde opnået i Tjekkoslovakiet. -- Lige før jul i 1948 flyttede Josef, Wynne og børnene, ind i en ny lejlighed. Men nu ramte skæbnen den lille familie igen. Kun tre uger efter indflytningen i lejligheden slog tragedien til igen. -- Wynnes fortæller: "Han styrtede med sit fly i dårligt vejr og ramte nogle træer. En landmand på stedet for styrtet, forsøgte naturligvisa t gøre sit bedste, han placerede Josef på en dør og bar ham ind, men det udløste en blødning hos Josef og dræbte ham". - Josef Horak døde langt fra sit fædreland. Hans eneste slægtning i Tjekkoslovakiet, søsteren Anna Horakova, fik ikke lov af kommunisterne i Tjekkoslovakiet, til at komme til begravelsen i England. Hun forsøgte i det mindste at sende en krans og en lille kasse med jord fra Josef's fødeby Lidice, men det måtte hun heller ikke og disse ting blev leveret tilbage til hende i Prags lufthavn, hvor vagterne fortalte hende, at hendes bror var blevet en forræder og en desertør. Wynne opdrog de 2 sønner, Vaclav og Josef jr. i Swindon. De to drenge glemte hurtigt deres tjekkiske sprog og baggrund, og det var kun med kommunismens fald i 1989, at de to sider af familien var i stand til at mødes igen. Vaclav døde for nogle år siden, men Wynne og Josef junior besøger ofte Lidice, og de er i dag også en del af Anna Horakova og hendes familie. I 1991 blev en gade i det nye Lidice omdøbt efter Josef Horak.

Foto af Løjtnant Josef Stríbrný. Sammen med sine 2 venner, den ene også fra Lidice, Løjtnant Josef Horak og Horaks bedste ven Vaclav Student, var det lykkedes dem, den 28. december 1939, at flygte fra Protektoratet til Frankrig (Den sydfranske by Agde), via Slovakiet, Ungarn, Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet, Syrien, Libanon og med skib til Frankrig (den sydfransk by Agde), hvor de ankom den 8. februar 1940. Her deltog Josef Strïbrný, straks i de eksil-tjekkoslovakiske hærstyrker, som kæmpede sammen med de franske og engelske styrker mod de tyske angribere i Nordfrankrig. Han blev kort tid efter gjort til kommandør af det 10. Infanteriregiment, men blev senere enhedens kommunikationsofficer. Under Frankrigs kollaps over for den tyske invasion, kom Josef Stríbrný, sammen med de 340.000 andre allierede tropper til Dunkirk ved den Engelske Kanal, hvor verdenshistoriens største evakuering af soldater fandt sted. Han kom med skibet "Neuralia" til England, den 12. juli 1940. Resterne af den 1. Tjekkoslovakiske Division, blev formeret til en ny enhed, Den 1. Tjekkoslovakiske Blandede Brigade, som blev opstillet den 12. august 1940 og forlagt til Leamington i efteråret 1940. Løjtnant Stríbrný blev enhedens maskigeværkompagni´s yngste officer. I 1941 kom han på træningskursus som faldskærmsagent, men måtte opgive dette, da han pådrog sig en skade ved træningen og ikke kunne deltage i de kommende missioner i hjemlandet. I stedet tog han på eget initiativ i december 1941, skiftet til RAF, hvor han blev uddannet til flynavigatør. Efter endt uddannelse i starten af oktober 1942, blev han tilknyttet den tjekkoslovakiske bombeeskadrille nr. 311 under RAF. Eskadrillen havde kendingsbogstaverne KX PP og blev etableret den 29. juli 1940 med base på Honington i Suffolk. -- Men allerede den 13. oktober 1942, kom han slemt til skade og var tæt på at miste livet, da det Wellington bombefly han gjorde tjeneste på, måtte foretage en nødlanding på basen. Efter et meget langt hospitalsophold og lang genoptræning, kom han tilbage til eskadrillen og foretog da i sin aktive del ag luftkrigen 1040 timers flyvning, heraf de 605 timer i operationelle bombetogter. Han var kendt som en af de bedste navigatører i eskadrille 311. Første flytype han var navigatør på, var Vickers Wellington 2-motores bombefly og senere fra 1943, var han navigatør på de amerikanskbyggede Liberator B-24 - 4- motorede bombefly. Efter at have afsluttet sin operationelle flyvninger, fortsatte han i RAF med at uddanne sig bedre og undervise inden for flynavigation. Ligesom sin ven Josef Horak, fik han også tildelt 3 tjekkoslovakiske krigskors og andre udmærkelser for god og dygtig tjeneste i kamp. Han overlevede krigen, men det meste af hans familie blev myrdet af tyskerne den 16. juni 1942, i forbindelse med Lidice-massakren, som bl.a. var tyskernes hævn over likvideringen af Protektoratets "leder" Reinhard Heydrich.

Vickers Wellington 2-motores let bombefly, som blev brugt til mange formål, hvoraf nogle ikke passede til denne flytype, f.eks. som patruljefly i R.A.F Costal Command (kystforsvaret). Flyet blev primært brugt som startegisk og operationelt bombefly i krigens første par år. Den blev hurtigt distanceret af bedre flytyper, men kom alligevel til at fungere hele krigen, som et vigtigt transportfly til f.eks. faldskærmssoldater, trækker af glideplaner, målmarkeringsfly, flyveopgaver for faldskærmsnedkastninger af agenter og forsyninger til modstandsbevægelser og agenter i de besatte lande. Flytypen deltog også gennem hele krigen i anti-ubådspatruljer over Atlanten og Middelhavet. -- Flyets hastighed, maksimum bombelast, rækkevidde, bevæbning og brændstoføkonomi kunne ikke hamle op med de nyere flytyper, som England i hastigt tempo udviklede og byggede lige før og under krigen. ---- Eskadrille Nr. 311 fløj med disse fly i de første par år af krigen, inden de gik over til de amerikanske Liberator B-24 - 4- motores bombefly i 1943. Eskadrillen var en tjekkoslovakisk ledet og bemandet enhed, overvejende med tjekkoslovakisk flypersonale, som var undsluppet landet, da tyskerne erobrede det den 15. marts 1939. Eskadrillen blev oprettet med base på Honington, Suffolk, den 29. juli 1940. Eskadrillen var en del af 3. gruppe under R.A.F. Bomber Command. Den første aktion eskadrillen foretog, skete om natten den 10./11. september 1940. Eskadrillen fortsatte med at være i Bomber Command på basen East Wretham, som var en satellitbase af Honington, fra midten af september 1940 og indtil slutningen af april 1942, da eskadrillen blev overført til Costal Command (kyst-kommandoen) på basen Aldergrove, nordvest for Belfast i Nordirland, hvor enheden overgik til en rekognoscerings- og patruljerolle. På det tidspunkt havde eskadrillen fløjet 1.021 operationelle ture, og kastet mere end 1.300 tons bomber på fjendtlige mål, bl.a. Berlin, Bonn, Boulogne, Brest, Köln, Flushing, Essen, Kiel, Paris og Torino. Kort tid efter overgangen til opgaver i Coastal Command, deltog eskadrille Nr. 311 (ligesom andre enheder af kystforsvarseskadrillerne) i det tredje 1000-bombefly raid på Bremen. Her startede eskadrillens Wellingtons dog fra basen Birchan Newton. I juni 1945 blev enheden overført til Transport-Kommandoen og begyndte flyvninger mellem England og Tjekkoslovakiet. Den 15. februar 1946, blev eskadrillen opløst som en RAF-enhed. Eskadrillen mistede i alt 250 tjekkoslovakiske dræbte flyvere under krigen (94 blev dræbt under bombeflyperioden og 156 under perioden son patrulje- og transportfly). Under 2. Verdenskrig blev 548 tjekkolovakiske flyvere dræbt, heraf 169 i flyvninger med Wellingtonmaskinerne, 96 i Liberatorflyene, 84 i Spitfire jagerflyene, 35 i Hawker Hurricane jagerflyene, 58 i andre flytyper og 78 blev dræbt i ulykker, hvor de var enten trænere eller flyveelever. Året 1942 var et hårdt år, da tabene her var højest ca. 28,3 %. I jagerflyeskadrillerne med tjekkoslovakisk mandskab var det eskadrille Nr. 310, som havde de største tab, nemlig 31 dræbte piloter. Eskadrille Nr. 313 mistede 25 piloter, eskadrille Nr. 312 mistede 17 og eskadrille Nr. 68 mistede kun 8 piloter. Alle de tjekkoslovakiske flyeskadriller nedskød i alt 192 bekræftede tyske fly og 57 ubekræftede tyske fly og de forårsagede også bekræftede svære ødelaggelser på 116 tyske fly. Jagerfly eskadrillen Nr. 310 havde som sagt de største tab af piloter, men havde også det størst antal nedskudte tyske fly. Den procentvise fordeling af tab pr. flytype og flyverens opgave på flyene var sådan, at piloter på bombefly havde en dødelighed på 25% - bombekastere tegnede sig for 20%, navigatører havde en dødelighed på 10%, men maskinister/maskingevær skytter/radiooperatører havde en dødelighed på 35%. Disse levede livet farligt, da disse opgaver med radiobetjening og som mekaniker på flyet, også omfattede betjening af flyets maskingeværer, når de blev angrebet af tyske jagerfly, hvor maskingeværskytterne havde en dødsens farlig opgave på flyet. De tyske fly gik ofte efter at beskyde bombeflyets maskingeværtårne, sådan at hvis de havde dræbt skytterne i bombeflyets maskingeværtårne, kunne de efterfølgende bedre og sikrere komme tæt på og nedskyde bombeflyet. -- Et Wellington fly fra den tjekkoslovakiske eskadrille nr. 311, med kendingsbogstavet "A", ført af Eskadrilleleder J. Stransky, angreb den tyske u-båd, U-106 (type 1XB), med Kapitänleutnant Hermann Rasch som chef. Angrebet skete under flyets patrulje over Biscay-bugten den 27. juli 1942, da flybesætningen kl. 15:30 om eftermiddagen, opdagede U-106 på havet syd for den tyske flådebase Lorient på den franske vestkyst. Flyet havde indledt patruljen kl. 09:18 og retunerede kl. 19:41, og havde et mandskab ud over eskadrillelederen og piloten J. Stransky, bestående af Sergent Vycha, Sergent Havranek, Pilot Officer Hrebadka, Sergent Halada og Sergent Bukancik. -- U-106 havde forladt basen den 25. juli på sit 7. togt og krigspatrulje og sejlede uddykket på havet, da Wellingtonflyet angreb i en højde på ca. 15-25 meter over havoverfladen og kastede 4 Torpex dybdebomber mod u-båden, medens flyets front maskingeværskytte beskød u-bådens kommandotårn. U-106 nåede ikke at dykke, men forsvarede sig med sine twin-maskinkanoner fra u-bådens platform bag kommandotårnet (maskinkanon-platformen blev af u-bådsbesætningerne kaldt "vinterhaven"/wintergarten"). Da flyet passerede u-båden, sås eksplosionerne og u-båden slingede og krængede og stoppede næsten sin fremdrift. Flyet angreb igen og 2 dybdebomber traf lige ved siden af u-bådens skrog, samtidig med at u-båden begyndte at dykke, selvom flybesætningen ved den anden overflyvning af u-båden, kunne se, at dens tårnluge stod åben. Da der ikke kom bobler eller vragdele op fra dykkestedet, antog man, at den underste tårnluge var lukket tidsnok inden dykningen. På dykkestedet sås kun flydende grønlig/grålig oliefilm. Da flyets besætning ikke kunne afgøre om u-båden var sænket, eller bare havde nået at dykke, fortsatte man videre på sit patruljetogt. -- Angrebet havde dog betydet, at U-106 var blevet slemt beskadiget og at chefen Kapitänleutnant Hermann Rasch, under beskydningen fra flyet, var blevet såret og en af u-bådens vagtofficerer WO Premierløjtnant zur See Günter Wissmann, var blevet dræbt. U-båden måtte afbryde det planlagte togt og "hinke" tilbage til basen i Lorient, med ankomst den 28. juli. U-106 kunne efter reparationer, først igen den 22. september, drage ud på sit 8. togt. Kapitänleutnant Rasch og U-106 var en af de mest succesrige u-både under krigen i Atlanten. Rasch og U-106 sænkede 12 allierede handelsskibe og i alt nåede U-106, at sænke og beskadige 22 allierede handelsskibe og krigsskibe, på tilsammen 190.561 tons, herunder under ledelse af den foregående u-bådschef Jürgen Oesten. -- U-106 havde startet sit første togt allerede den 20. september 1940, under Jürgen Oesten. Efter Hermann Rasch, blev U-106 den 20. juni 1943 overtaget af Oberleutnant Wolf-Dietrich Damerow. Den 28. juli 1943 drog U-106 ud på sit 10. krigstogt under den nye chef. Men allerede 6 dage efter, den 2. august 1943, nord-vest for Kap Ortegal, Spanien, blev U-106 angrebet med dybdebomber fra 2 britiske og australske Sunderland fly fra eskadrille nr. 228 (fly "N") og eskadrille nr. 461 (fly "M"). U-106 blev sænket, hvorved 22 besætningsmedlemmer omkom og 36 overlevende, som blev reddet af en udsendt tysk motortorpedobåd. Chefen Oberleutnant Wolf-Dietrich Damerow var blandt de overlevde, men var svært såret og døde den 21. maj 1944 på et militærhospital. -- Fra flyets besætning fik piloten J. Stransky, tildelt den britiske DFC udmærkelse, i august 1942, samt 3. klasse af det tjekkoslovakiske krigskors. Sergent Halada fik tildelt 1. klasse af det tjekkoslovakiske krigskors.

Piloter og andet flyvepersonel fra Tjekkoslovakiet deltog aktivt i luftforsvaret, kystforsvaret i og omkring England, foruden i bomberkommandoens togter fra England, over de tysk besatte lande i Europa. Der blev også under krigen, uddannet mange piloter og flybesætninger til Royal Air Force, som havde tjekkoslovakisk baggrund, men ikke nødvendigvis flyveuddannelser. Der var adskillige rene tjekkoslovakisk bemandende eskadriller f.eks. eskadrille nr. 312 Fighter Squadron (jagerfly eskadrille), som var udstyret med Hawker Hurricane jagerflyet og havde base nær Liverpool, som var deres primære forsvarsområde i 1940/41 bl.a. under "Slaget om England" i sensommeren og efteråret 1940. Da året 1940 var omme, havde de tjekkoslovakiske jagerpiloter nedskudt 72 tyske fly (bekræftede nedskydninger) og 16 muligvis nedskudte - endelige havde man også skadet 14 tyske fly alvorligt. ---- Det viste eskadrille-emblem tilhørte den tjekkoslovakiske nr. 311 Bomber Squadron, hvor de 3 tidligere nævnte tjekkiske mænd gjorde tjeneste. -- Eskadrillen overgik fra Bomber Command til Costal Command (kyst- og konvojeskorte kommando) i 1942 og blev stationeret på Aldergrove flyvebasen, nordvest for Belfast i Nordirland. Her foretog eskadrillen i deres Wellington 2-motores bombefly med radarudstyr monteret, mange patruljer ude over atlanten, på udkik efter tyske ubåde. -- På en af disse patruljer fandt en af eskadrillens Wellington-fly, den tyske u-båd U-165 (type IXC) under kommando af Korvettenkapitän Eberhard Hoffmann, på overfladen, uddykket. -- Ubåden var den 27. september 1942, på vej over Biscayen mod u-bådsbasen i Lorient, Frankrig, efter en 52 dage lang patruje i farvandet ud for Canada og Nova Scotia og inde i flodmundingen og fjorden "Gulf Of St. Lawrence, nær den canadiske storby Quebec. Her i fjorden og ude til havs ved Nova Scotia, havde U-165 sænket og beskadiget 7 allierede fragtskibe, herunder 2 flådefartøjer, bl.a. den ombyggede og armerede Yacht HMCS Raccoon, som blev sænket og hvor hele besætningen på 37 mand omkom. U-165 havde altså siden sin patruljeafgang, som "Frontboot", fra Kiel den 7. august 1942, opnået en god succes med 3 sænkede skibe og 4 beskadigede skibe (med desværre også i alt 55 omkomne allierede søfolk som resultat). -- Wellington patruljeflyet fra den tjekkiske Eskadrille nr. 311/Q, fik U-165 til at katastrofedykke, men dybdebomberne som flyet kastede ramte u-båden, således at den blev ødelagt og sænket, hvorved kaptajn Hoffman og hele hans besætning på 51 mand omkom nede i deres kolde "stålkiste" på positionen 47.00Nord, 05.30Vest, nær deres u-bådsbase i Lorient, Frankrig. -- Eskadrille 311´s fly sænkede følgende tyske u-både under krigen: U-165, U-578, U-966, U-971, U-1060, U-2365, U-3523 og den italienske u-båd "Luigi Toricelli" (under Admiral Dönitz´s kommando i Bordeaux). -- Følgende 7 skibe blev sænket af Eberhard Hoffmann og hans U-165: Den 28. august 1942: (1) Det amerikanske fragtskib "Arlyn" på 3,304 tons (skadet/ej sænket), fra konvoj nr. SG-6. - (2) Den amerikanske flådes tanker "USS Laramie (skibsnr. AO16)" (med olie til Grønland) på 7.252 tons (skadet/ej sænket), også fra konvoj SG-6. - (3) Den 6. september 1942: Det græske fragtskib "Aeas" på 4.729 tons (sænket), fra konvoj QS-33. - (4) Den 7. september 1942: Det mindre canadiske krigsskib "HMCS Raccoon" på 358 tons (sænket og hvor alle ombordværende omkom), også fra konvoj QS-33. - (5) Den 16. seprember 1942: Det britiske fragtskib "Essex Lance" på 6.625 tons (skadet/ej sænket), fra konvoj SQ-36. - (6) Den 16. september 1942: Det græske fragtskib "Joannis" på 3.667 tons (sænket), fra konvoj SQ-36. - (7) Den 16 september 1942: Det amerikanske fragtskib "Pan York" på 4.570 tons (skadet/ej sænket) også fra konvojen SQ-36. - I alt ødelagde U-165 allieret tonnage på 30.505 tons, hvor de 3 sænkninger androg 8.754 tons og de 4 skadede skibe androg 21.751 tons. De skadede fragtskibe kunne senere repareres og genindsættes i konvojerne til og fra England. Det britiske fragtskib "Essex Lance", blev senere den 15. oktober 1943, sænket af U-426, uden tab af menneskeliv, i farvandet ud for Kap Farvel, på Grønlands sydspids. - Det amerikanske fragtskib "Arlyn", blev dog senere, den samme dag som U-165 ramte og skadede skibet, sænket af en anden tysk u-båd, nemlig U-517 (som med 9 sænkninger af allierede fragtskibe, selv blev sænket den 21. november 1942 vest for Irland, med kun en omkommen og resten af besætningen taget til fange). Af fragtskibet "Arlyn´s" besætning på 54 mand omkom de 12. - Det amerikanske flåde-olie tankskib "USS Laramie", som blev skadet af U-165, blev reddet og senere genindsat i konvojsejladserne. Det amerikanske fragtskib "Pan York", blev også reddet og hurtigt genindsat i konvojtjenesten. - Se sådan griber disse "små" historier ind i verdenskrigens detaljer, hvor alle hændelser ofte har en ond og voldelig sammenhæng og uforudsigelige følger. - Nogle unge tjekkiske mennesker flygter og bliver flyvere i England og bliver en lille brik i det store spil om liv og død for mange andre landes unge mennesker - amerikanere, englændere, canadiere, grækere og tyskere m.fl. 2. Verdenskrig var et ragnarok af død og ødelæggelse overalt.

Tilbage til beretningen om Lidice og befolkningens skæbne. -- Kladno Gymnasium, som skolen ser ud i dag. Her var børnene og kvinderne fra Lidice anbragt i gymnastiksalen. Her undersøgte såkaldte "raceeksperter" børnene, for at bestemme om der var egnede børn, som kunne sendes til "germanisering" hos nazityske familier. Men om aftenen fredag den 12. juni 1942, begyndte tyskerne at tage børnene fra deres mødre, i gymnastiksalen hvor alle var samlet. Man fortalte mødrene, at de skulle sendes med jernbanen, til en arbejdslejr i nogen tid og at deres børn skulle køres dertil i lastbiler, da man påstod, at det var mere behageligt for dem. Trods disse oplysninger, som var en lodret løgn, ville mødrene og børnene ikke skilles fra hinanden. Snart lød fortvivlede skrig fra mødre og børn: "Mor?! Giv mig ikke til dem!" - "Græd ikke mor! Jeg kommer tilbage til dig!" Skrigene og de grædende børn og voksne blev for meget for de tyske svin og man begyndte at skille familierne ad med magt. Tyskerne affyrede deres pistoler op mod loftet i salen og skreg og råbte ad de nu rædselsslagne børn og mødre. Omkring 50 politisoldater fra "Schutzpolizei", begyndte at vriste børn og mødre fra hinanden og slæbe og bære børnene ud af salen og til andre rum i skolen. Her fik de et skilt med navn og nummer om halsen og blev sent om aftenen kørt i 2 busser til byen Lovosice og låst inde i en bygning her. -- Kvinderne og alle børnenes mødre, blev ligeledes med magt gennet op i lastbiler, som kørte dem til togstationen i Kladno, hvor der holdt et særligt passgertog klar til dem. Her blev de jaget op togvognene af en meget stor samling af vagter. Toget forlod stationen og om morgenen, søndag den 14. juni, stoppede toget og de blev jaget ud af vognene og blev modtaget af mange kvindelige vagter med glubske hunde. Under høje råb, hån og spot, blev kvinderne fra Lidice tvunget til at gå, indtil de nåede en lejr med pigtråd og vagttårne - deres endelige mål for deportationen var nået - KZ-lejren Ravensbrück og for 2/3 del af kvinderne blev det endestationen i deres liv - deres død. -- Efter ankomsten til lejren og placeringen i nogle barakker, begyndte mødrene selvsagt at spørge hvornår deres børn ankom (tyskerne havde jo lovet dem, at de ville ankomme med lastbiler). De fik ingen svar, men de andre kvinder i lejren, kunne fortælle dem, at der ikke ville komme og ikke var børn i lejren - det var en lejr kun for kvinder og med overvejende kvindelige vagter og "personale". Først da gik den grufulde sandhed op for kvinderne! -- I en hel måned vidste de intet om deres børn og kvindernes ulykke blev forværret, da der den 13. juli, ankom 7 andre kvinder fra Lidice, som havde haft børn, der var under 1 år gamle. Gestapo havde i første omgang samlet disse 7 mødre med deres spædbørn, sådan at de kunne blive sammen, men Gestapo ændrede med det samme beslutning og tog spædbørnene fra mødrene og anbragte dem på et børnehjem og jagede mødrene ind i KZ-lejren Theresienstadt i Prag, hvor de havde tilbragt den sidste måned her, inden de altså endte i Ravensbrück, lige som de øvrige kvinder fra Lidice. Efter deres adskillelse fra deres spædbørn, havde de intet hørt om deres børns skæbne, eller om de andre børn fra Lidice. KZ-Lejren Ravensbrück "husede" gennem krigen ca. 130.000 kvinder fra 27 lande og ca. 92.000 omkom i lejren, eller blev sendt til dødslejren Auschwitz, hvis de var syge, for gamle og ikke kunne arbjde mere. Her blev de myrdet. KZ-Ravensbrück lå nær byen Fürstenberg ca. 90 km. nord for Berlin og fungerede fra 15. maj 1939 indtil krigens slutning i maj 1945. I januar/februar 1945 opførte man et gaskammer i Ravensbrück og nåede at gasse 2.300 kvinder indtil 8. maj 1945. Nogle af de sidste kvinder, som blev gasset, var bl.a. 3 kvinder fra Lidice, som blev gasset og myrdet den 16. april 1945!

Fotoet viser bl.a. den markering og det nummer, som alle kvinderne i lejren skulle indsy på deres fangedragt. Den viste trekant kunne være rød, som indikerede, at personen var "politisk fange". Bogstavet viste hvilken nationalitet personen var. Det viste nummer og bogstav stammer fra Lidice kvinden Anna Suchánková, hvor bogstavet T, står for det tyske ord "Tschechin" (tjekke/kvindelig tjekke). Suchánková overlevede opholdet i Ravenbrück - men hendes mand Jaroslav og deres børn myrdede tyskerne. Fotoet viser også et tysk "Prämienschein" med en værdi på 1 mark. Nogle kvindelige fanger kunne af og til få disse værdiløse "pengebeviser" for deres ti-tusinder af timers hårdt slavearbejde i lejren med vejarbejde, systuearbejde, uniforms- og handskefremstilling, uldstøvler til piloter, støvler af strå til østfrontens tyske soldater, ammunitions- og flyfremstilling på fabrikker i Neu Brandenburg, Eidelstädt og Grüneberg, som var satelit-lejre til Ravensbrück osv. -- Tyskerne søgte at ramme kvinderne fra Lidice særligt hårdt - især i starten af deres ophold i lejren - I 3 måneder skulle de sy læderfrakker til tyske officerer ud af læderrester - et umenneskeligt slidsomt arbejde, hvor de skulle nå et bestemt antal pr. dag - hvis de ikke nåede dette, blev de slået og pint på andre måder, af de sadistiske kvindelige SS-vagter. De blev sultet ekstra længe som straf eller nedsænket i iskoldt vand osv. Lejren havde ingen form for lægelig hjælp, selv om fangerne havde nogle lægeskemaer, som tillod dem at få lægehjælp - som de ikke fik alligevel. Når de blev syge og ikke kunne arbejde mere, blev de dræbt eller sendt til udryddelse i KZ-lejrene Majdanek og Auschwitz. Den første kvinde fra Lidice, som omkom i lejren var Anna Nováková, som den 8. august 1942. Hun havde 3 døtre og var ejer af Horak-gården, hvor alle landsbyens mænd og drenge var myrdet i haven op mod lademuren, den 10. juni 1942. Den næste kvinde Marie Sroubková blev sindsyg af at have oplevet det hele og hun blev derfor skudt af vagterne i lejren. -- Den første større deportation af Lidice-kvinder skete tirsdag den 2. februar 1943, da 34 kvinder over 55 år og ikke gode nok til at arbejde mere, fra Lidice, blev sendt til dødslejren KZ Lublin/Majdanek i Polen. Her døde 5 af dem kort efter i KZ-Majdanek og resten sendt til KZ-Auschwitz, hvor 23 af kvinderne blev myrdet. De sidste 6 overlevende i KZ-Auschwitz blev returneret til KZ-Ravensbrück i september 1944 (russerne var på vej ind i Polen og tyskerne begyndte af flytte fangerne mod vest, hvor man i hundredtusindvis jagede dem ud på etablerede dødsmarcher, hvis formål udelukkende var at påføre fangerne smerte og død, da marcherne ikke havde noget mål, men kun bestod i endeløs march på kryds og tværs, i og uden for Tyskland). Ud af disse 6 kvinder overlevede kun 3, den sidste tid i KZ-Ravensbrück. De 3 andre blev gasset og myrdet den 16. april 1945 i det nyopførte gaskammer i Ravensbrück. Tyskerne nåede at gasse ca. 5.000 - 6.000 mennesker i det nye gasningsanlæg i lejren fra februar til den 30. april 1945, hvor russerne befriede lejren. Ingen kvinder fra Lidice fik nogen sinde, under opholdet i KZ-lejrene, noget at vide om, hvad der var sket med deres mænd og børn. De fleste af de andre kvinder i KZ-lejren fra andre lande og fra andre dele af Tjekkoslovakiet, havde kendskab til massakren og børnenes skæbne, men man sørgede for, at mødrene fra Lidice, ikke fik det at vide - man nænnede det ikke og mente, at det ville have slukket den sidste livsgnist hos mange af mødrene fra Lidice. Af de 203 kvinder, som fandtes i Lidice før massakren, overlevende 143 kvinder krigen og fik først den grusomme vished om deres familiers skæbne efter krigen!

Ravensbrück KZ og kvinder på "jord & beton" slavearbejde. -- Yderligere 5 kvinder fra Lidice ankom i de kommende uger og måneder, efter at hovedparten af landsbyens kvinder var deporteret til kz-lejren. Marie Rákosová ankom i august 1942, da hun på deportationstidspunktet lå på hospitalet i Kladno. Anna Kohlicková og Marie Hanzlová dukkede op den 13. september 1942, efter at de havde født deres børn, i fangenskab på Dykovagaden 20, i Prag og som straks efter fødslen, var taget fra dem og anbragt på et "børnehjem" i Prag. Marie Müllerová og Zofie Pesková ankom den 28. oktober 1942, som samtidig var den tjekkoslovakiske nationaldag og dagen hvor Frantiská Hroniková fødte sin søn i kz-lejren og hvor de kvindelige SS-vagter omgående tog spædbarnet og dræbte det!! -- Kvinderne fra Lidice havde enorme problemer med at opholde sig i KZ-lejren. De forstod ikke hvorfor de blev anbragt her og terroriseret på denne grusomme måde hver dag, tillige med at de intet fik at vide om deres mænd og deres børn!! I starten holdt de liv i tanken om, at der måtte være sket en fejl, de var jo ikke jøder. De håbede på, at blive sat fri snart, når misforståelsen blev klarlagt - men som tiden gik svandt håbet og hverdagen bestod kun af endeløs terror, sult og kulde, sygdom, snavs og uhumske forhold, slavearbejde, træthed og manglende søvn. Flere af deres medborgere fra Lidice, begyndte at dø omkring dem og snart begyndte mange at blive sendt til gaskammeret i KZ-Auschwitz og til sidst i Ravensbrück-lejren også. -- 6 af kvinderne fra Lidice arbejdede i 12 timers skift på en mekanisk fabrik i Waldbau, hvor de samlede dele til kampfly og elektriske komponenter. Fabrikken var strengt bevogtet med el-pigtrådshegn. Kvinderne fik næsten ingen føde eller vand, men skulle bare arbejde og arbejde! Sådan var det også i slavefabrikken Neu Brandenburg, 30 km. fra Berlin, hvor arbejdet bestod i maskinboring af metalkomponenter. I ammunitionsfabrikken Grüneberg, var arbejdsbetingelserne endnu værre, hvor giftige stoffer og tungt arbejde ved store samlebånd, krævede mange ofre. Alle steder var det 12 timers arbejde og 12 timers "fri" inklusive transport frem og tilbage. Kvinderne blev ofte slået, mishandlet, misbrugt og terroriseret på udspekuleret måde af vagter og arbejdsledere. Hvis de gjorde vrøvl, eller ikke kunne klare arbejdet, blev de bare henrettet eller sendt i dødslejren. Afstraffelser af dem skete ofte uden grund - nogle kvinder blev sat til at stå op udenfor i timevis uden mad eller vand, eller de blev nedsænket i iskoldt vand udenfor om vinteren, hvorefter de ikke fik tørt tøj. Kvinderne sultede konstant og plukkede græs, som de spiste, når de ikke blev overvåget af vagterne - hvis de så, at de spiste græs, ville de blive straffet af de sadistiske kvindelige SS-vagter. -- Disse ekstreme levevilkår betød, at kvinderne for manges vedkommende, ikke kunne klare opholdet i kz-lejren og begyndte at dø - en for en, af sult, sygdom, snavs og uhumske forhold. I takt med afsvækkelsen, blev flere og flere sendt til gasning i KZ-Auschwitz og KZ-Majdanek i Polen. da kvinderne fra Lidice ankom til Ravensbrück, var dødsraten hver dag ca. 3 kvinder, men i slutningen af 1942 døde der hver dag 6-7 kvinder. Da der begyndte at komme fanger fra de østlige kz-lejre senere i krigen, steg dødstallet til 60-100 hver dag! Derfor byggede tyskerne et gaskammer og krematorie i januar 1945, så de hurtigere kunne komme af med de uegnede slavearbejdere!

Efter have beskrevet kvindernes og mødrenes skæbne efter massakren og deportationen fra Lidice - vendes der nu tilbage til børnene og deres skæbne. -- Gestapo i Kladno maskinskrev den 11. juni, dagen efter massakren på børnenes fædre og ældre brødre, den viste liste over 91 børn fra Lidice. De 2 børn til højre på fotoet, er fotograferet umiddelbart før 2. Verdenskrig, i det gamle Lidice. Disse 2 børn, var blandt dem som blev udvalgt til "germanisering" og kørt til Prag den 13. juni 1942. Drengen til venstre er Vasík Zelenka og pigen er Hanicka Spotová. Alle de andre børn blev i sidste ende sendt til Chelmno KZ-Dødslejren, hvorfra ingen kom derfra, men blev gasset omkring den 2 - 6. juli 1942. Navnene på disse børn er: Josef Brehjca - Josef Bulina - Anna Bulinova - Jaroslava Bulinova - Jiri Cermak - Miloslava CERMÁKOVÁ - Bozena Crmakovya - Jiri Fruhaug - Karel Hejma - Frantiasek Hejma - Jaroslava Hermanova - Marie Hockova - Vara Honzikova - Marie Hockova - Bozena Honzikova - Zdenek Hronik - Bozena Hronikova - Marta Hronikova - Zdenka Hronikova - Vaclav Jadlicka - Karel Kacl - Vara Kafkova - Anna Kaimlova - Jaroslav Kobera - Vaclav Kobera - Milada Koberova - Zdenka Koberova - Hana Kovarovska - Ludmila Kovarovska - Antonin Kozel - Venceslava Krasova - Rudolf Kubela - Frantisek Kulhavy - Jaroslav Kulhavy - Miloslav Liscka - Milada Mikova - Jitka Moravcova - Vaclav Moravec - Karel Mulak - Marie Mulakova - Zdenek Muller - Antonin Nerad - Alena Nova - Milada Novotna - Antonin Pek - Emilie Pelichovska - Vaclav Pelichovska - Josef Pesek - Anna Peskova - Jirina Peskova - Miloslav Petrak - Zdenek Petrak - Jirina Petrakova - Zdenek Petrik - Marie Pitinova - Stepan Podzemaky - Vera Pruchova - Josef Prihodova - Anna Prihodova - Jaroslava Prihodovha - Venceslava Puchmeltrova - Miloslav Radosta - Vaclav Rames - Jaroslava Ramesova Bozena Rohlova - Jirina Ruzenecka Jiri Seje - Jirina Souckova - Marie Souckova - Miloslav Souckova - Jarmila Strakova - Ludmila Strakova - Josef Suchy - Wiroslava Syslova - Josef Sroubek - Marie Sroubkova Jaroslava Storkova - Antonin Urban Vera Urbanova - Josef Vandrdle - Dagmar Vesela - Karel Vlcek - Jaromir Zelenka - Ivan Zid.

Fra Lovosice blev børnene fra Lidice allerede den næste dag fragtet med tog til den polske by Lodz (Litzmannstadt) og anbragt i den tidligere tekstilfabrik i Gneisenaugade (fotoet). Børnenes ankomst til Lodz blev bekendtgjort via et telegram fra SS-lederen Horst Böhme i Prag, hvis tekst endte som følger: "Disse børn medbringer kun hvad de bærer af tøj. Ingen særlig pleje er ønskelig". SS-Hauptstürmführer Hermann Krumey´s tidligere omtalte brev, beordrede Lidice´s børn sendt til Lodz. Børnene havde nu været vristet ud af deres hverdag, hjem og familie siden om natten den 9. juni og her den 14. juni 1942, havde de stort set ikke fået noget at spise!! Der var tale om børn, med en alder fra godt et år til 16 år (dog kun piger - drengebørn, som var fyldt 15 år, blev konsekvent henrettet den 10. juni, sammen med deres fædre i Lidice). Børnene blev tvunget til at sove på kolde snavsede gulve uden tæpper, hvor de dækkede sig med deres frakker, hvis de overhovedet havde nogen bragt med sig (det var jo højsommer). Børnene led under forfærdelige uhygiejniske forhold og flere var syge (ingen eller næsten ingen mad, sparsomt med vand, rædsel, hjemve, ingen ordentlig søvn, snavs og infektioner, osv.). Tyskerne havde desuden udstedt specifikke ordrer om, at ingen lægelig eller medicinsk behandling, skulle gives til børnene. I Lodz gik de tyske centrale myndigheder for "Race og Genetablering" i gang med at udvælge flere børn til "germanisering". Resultatet blev 7 børn, 6 piger og én dreng. Pigerne var: Marie Dolezalová, Emilie Frejová, Eva Kubikova, Vera Vokatá, Anne Hanfová, Marie Hanfová og deres lillebror, Václav Hanf. Ham fik de 2 søstre frelst, ved bogstaveligt at græde ham ud af transporten til dødslejren Chelmno. På den tid, i midten og hen til sidst i juni hvor disse udvælgelser af børn til "germanisering", foregik der også heftig korrespondance mellem Race & Genetableringsmyndigheden (RuS) i Lodz, under ledelse af Hermann Krumey og RHSA og dennes afdeling IV B 4. Emnet var hvad man skulle stille op med de 81 resterende børn fra Lidice, som nu befandt sig i den nedlagte tekstilfabrik i Lodz ghettoen. Lederen for afdelingen på det tidspunkt, var den berygtede Adolf Eichmann. En af de sidste dage i juni og på grundlag af et brev fra Heinrich Himmler, som foreslog "sonderbehandlung" (udryddelse) af børnene, opstillede Eichmann muligheden for deportationen af børnene til Chelmno og deres eventuelle udryddelse her. Dette svar til Hermann Krumey, ankom den 1. juli 1942 og allerede den 2. juli, fik Hermann Krumey de 81 Lidice børn ansvarsmæssigt overgivet til Gestapo´s kontor i Lodz, sådan at de kunne står for udryddelsen af børnene. Inden da skulle der dog lige arrangeres et af de løgn- og propagandaskuespil, som nazisterne var så glade for at udføre over for deres ofre. Om onsdagen den 1. juli, da Krumey havde fået brevet fra Adolf Eichmann, fik børnene "lov" til at skrive nogle postkort til andre dele af deres familie, end deres forældre, som jo alle på det tidspunkt, enten var henrettet eller sendt til KZ-lejren Ravenbrück, familie som ikke havde tilknytning til Lidice. Kun ganske få af disse postkort nåede frem til modtagerne. Postkortene er bevaret i dag og når man læser disse skrevne ord fra fortvivlede og rædselsslagne børn, er det næsten ikke til at bære at læse! Børnenes gennemgående håndskrevne tema til modtagerne af postkortene, er spørgsmålene om nyt om deres mor og far, hvor de er og hvad der er sket. ligeledes skriver børnene om sult og ønsket om bare at få lidt brød. Denne tyske fremgangsmåde, med at lade nogle dødsdømte uskyldige børn, sende meddelelser ud til omverdenen, som om alt var i orden, skulle dysse de ældste børn ned og forsikre dem om, at deres fremtid var sikker, inden de alle i virkeligheden, skulle møde døden i løbet af få dager. Ligeledes skulle postkortene, give familiemedlemmerne i Böhmen, det indtryk, at børnene var sendt til gen-uddannelse et andet sted. Tyskernes hele plan og fremgangsmåde mht. bl.a. børnene fra Lidice, hører til nogle af de mest infame og rystende handlinger som disse tyskere udførte under deres folkemord på Europa´s befolkninger (Lidice´s børn var ikke jøder). Transporten af børnene til udryddelseslejren Chelmo, omkring 70 kilometer væk, foregik i dagene mellem den 2. til 6. juli. Straks ved børnenes ankomst til lejren, blev de jaget op i og gasset til døde, i Magirus gas lastbiler. Ud af de oprindeligt 105 deporterede børn fra Lidice, blev 81 myrdet i Chelmno, 6 døde i det tyske Lebensborn børnehjem, 1 døde på vej til "germanisering" og kun 17 børn vendte hjem efter krigen - hjem til en verden, som fuldstændig var forsvundet og aldrig ville komme igen!

Denne afskyelige tysker, var bl.a ham, som i praksis sendte børnene fra Lidice til udryddelse med gas i Chelmno Dødslejren. SS-Sturmbannführer Hermann Krumey blev født 1905 i Mährisch-Schönberg, Sumperk (den sudetertyske del af provinsen Mähren i Tjekkoslovakiet). Han sluttede sig til Sudeterlederen Henlein´s facistiske parti SdP (Suderter Deutche Partei) og gik ind i SS, efter sudeterområdet blev indlemmet i Tyskland i oktober 1938. I november 1939 blev han indkaldt af SS´s Hovedkvarter og blev afsendt til Poznan, hvor han var ansvarlig for det nazistiske program, hvor man med magt fjernede og deporterede polakker fra Warthe området i Polen. I foråret 1940 blev Krumey udnævnt til leder af SS-hovedkontoret for "udvandring"/ deportation, (Umwandererzentralstelle Litzmannstadt) i Lodz (Litzmannstadt), Polen. Her planlagde og besluttede og kontrollerede man udvisningen af polakkerne til Generalgouvernementet (det østlige Polen). I praksis blev polakkerne og jøderne deporteret til udryddelse i de mange østlige dødslejre, Chelmno, Treblinka, Sobibor, Belzec, Auswitz osv. Han var derfor ansvarlig for børnene fra Lidice´s gasning i Chelmno. Genhusningerne, arbejdslejrene og "sonderbehandlungen", var bare andre ord for folkemordet i øst. I sommeren 1941, tilbragte Krumey nogen tid i Kroatien, som en del af programmet med at samle kroatiske jøder i kz-lejre. Krumey blev hyret af SSPF Lublin, Odilo Globocnik, til at bidrage med sin ekspertise, i forbindelse med opgaverne med "genhusning" af polakker østpå og etniske tyskeres placering i deres sted. Operationen begyndte den 24. november 1942. Krumey havde kontakt med Eichmanns afdeling, som havde med "genhusnings" opgaverne af Warthe områdets polakker. I foråret 1944 ledsagede han Eichmann til Budapest, hvor Krumey fungerede i den SS-gruppe, som organiserede masse deportationen af ungarske jøder til KZ-Auschwitz. Krumey blev arresteret af de allierede i Italien i 1945, men som resultatet af en skriftlig erklæring, af Rezso (Rudolf) Kasztner, den zionistiske leder, som deltog i forhandlingerne med SS i Ungarn i 1944, om jødedeporattionerne til dødslejren Auswitz, blev han ikke retsforfulgt og blev frigivet i 1948!! Krumey kunne trods sin massemorderrolle, have en apotekervirksom hed i Korbach og ligeledes deltage aktivt i den lokale landsdelsregering i Korbach (Hessen / Tyskland)!! Krumey blev dog arresteret i 1957, 1958 og 1960 og forblev i politiets varetægt indtil 1965. Her blev han dømt i Frankfurt Schwurgericht dette år, til fem års fængsel. Det blev dog straks besluttet af de tyske myndigheder, at han allerede have afsonet sin straf, og blev derefter straks løsladt. Efter en appel fra anklagemyndigheden, blev en ny retssag startet, som blev afholdet i 1968 - 1969. Her blev Krumey endelig dømt til livsvarigt fængsel den 29. august 1969. Dommen blev stadfæstet efter appelretter i 1973. Fortiden havde endelig indhentet dette svin - selv om han ikke blev dødsdømt! Han levede indtil den 27. november 1981. Se næste foto af det dokument, som dokumenterer hans rolle i udryddelsen af børnene fra Lidice.

Fotoet viser 19 af de 81 børn fra Lidice, som blev gasset i Chelmno dødslejren. Nederst ses det dokument, som Hermann Krumey skrev den 22. juni 1942 og som i praksis beordrede de 88 børn fra Lidice til henrettelse i Chelmno-KZ dødslejren. Han kaldte i brevet børnene for forældreløse - som skulle have "sonderbehandlung". Udtrykket anvendte tyskerne altid, når de skulle beordre mennesker til udryddelse i lejre, ghettoer og andre steder. 7 af børnene blev dog i første omgang skånet og sendt til "germanisering" i Tyskland. Men kun 3 nåede i virkeligheden så langt - de øvrige 4 børn forsvandt også og kom aldrig tilbage efter krigen. Læs videre ved de næste fotos om Lodz og Chelmno-dødslejren.

Alle de hundredtusinder af børn, som nazisterne myrdede - Her er det børn fra ghettoen i Lodz (Litzmannstadt), Polen, der her på fotoet, i september 1942, er sat i kø, på vej op i de lastbiler, som skulle køre dem de ca. 70 km. til Chelmno KZ-Dødslejren, efter deres anholdelse under naziaktionen "Gehsperre". I dødslejren gik de den visse død i møde, enten ved overlagt mord i tyskernes gasningslastbiler, eller ved sult og sygdom i lejren. Alle disse børn, taget ud af deres hverdag, med tvang fjernet fra deres forældre, kørt væk af de tyske mordere og overladt til sig selv og et kort liv i flok med andre forvildede barneskæbner i beskidte lejre, uden ordentlig føde, tvunget til timevis hårdt arbejde og seksuelle overgreb, "lægeeksperimenter" og vilkårlig henrettelse osv. osv. Man fatter ikke at det kunne lade sig gøre! Man har udregnet, fra mange sider, at ca. 1,5 mill. børn omkom under de nazityske forbrydelser mod menneskeheden. Børnene fra Lidice gennemgik alle disse uhyrligheder og blev gasset mellem 2. og 6. juli 1942. -- Den polske by Lodz, havde i 1939 en jødisk befolkning på over 200.000. Byen var den anden største i Polen og havde den anden største jødiske befolkning, efter hovedstaden Warszawa. Allerede 5 måneder efter tyskernes angreb på Polen den 1. september 1939, blev den fattigste del ag Lodz, bydelen Baluty, erklæret for jødisk ghetto (8. februar 1940), efter ordre fra byen- og områdets tyske guvernør Friedrich Uebelhauer. I 1941/1942 havde ghettoen 204.800 jøder stuvet sammen. Man levede under ubeskrivelige forhold, som dog "lettede" i løbet af krigen, i takt med, at tyskerne fik ghettoens jøder deporteret og myrdet i deres KZ-dødslejre. Den nazistiske "leder" af ghettoen, var SS´eren Hans Biebov, som tillod, at den jødiske befolkning hver dag blev terroriseret, plyndret, ydmyget, deporteret og myrdet - hertil havde SS en særlig afdeling under ledelse af SS´eren Keuck. Tyskerne oprettede en masse små "virksomheder", hvor ghettoens jøder skulle arbejde under umenneskelige forhold. De 70.000 jødiske arbejdere blev dagligt organiseret med hjælp fra de jødiske Aeltestenrat (ældsteråd). Deportationern til Chelmno dødslejren begyndte den 16. januar 1942 og varede, med korte mellemrum, indtil den 15. maj 1942. I denne periode blev 55.000 mennesker deporteret fra Lodz ghettoen og myrdet i Chelmno dødslejren. -- I denne periode blev udvælgelsen af de mennesker, som skulle arbejde og dem som skulle udryddes, foretaget og gennemført på grundlag af lister over navne, der var udarbejdet af det jødiske ældsteråd, hvis formand var Mordechai Chaim Rumkowski. -- Deportationerne blev gennemført under falsk påskud, over for de udvalgte mennesker, som skulle udslettes, da de fik at vide, at de skulle deporteres til andre arbejdslejre. Eventuelle protester fra ældsterådet, imod ordrer fra de tyske myndigheder, ville føre til afvikling af ghettoen og dermed udryddelse af alle jøder heri, det var hvad formanden Rumkowski sagde dengang og efter krigen. De udvalgte jødiske arbejdere fra ghettoen, blev dagligt fordelt og placeret i de mange "virksomheder". Det var en uhyggelig opgave, som man ikke kunne løse på retfærdig vis - og ældrerådene kom ofte til at virke som deres eget folks bødler. Når jøderne efterhånden blev nedslidt, syge af levevilkårene, terror, ulykker og alt muligt andet, blev de frasorteret og sendt til Chelmno, hvor de allerede samme dag de ankom, ofte blev myrdet, gasset eller på anden vis udryddet. -- I foråret 1944 besluttede tyskerne (i lyset af krigens for tyskerne skæve gang og de fremrykkende russere), at Lodz-ghettoen skulle udryddes. Tyskerne fik hurtigt genetableret Chelmno dødslejren og fra den 23. juni til den 15. juli, blev 7.176 Lodz-jøder myrdet her. Men tempoet med at udrydde jøderne i ghettoen gik alt for langsomt, efter nazisternes mening og man begyndte den 7. august 1944, at sende ghettoens befolkning til Auschwitz - Den 30. august afgik den sidste togsending Lodz-jøder mod Auschwitz og de resterende jøder i ghettoen, blev drevet sammen i en lejr i Jakubagaden, hvor man begyndte at henrette dem der. For omkring 800 jøder, lykkedes det at skjule sig og de undgik henrettelse indtil byen og ghettoen blev befriet af russerne den 19. januar 1945. Man har efter krigen, gjort det op til, at der fra Lodz ghettoen kun overlevede ca. 7.000 jøder, ud af byens jødiske befolkning i 1939, som var på over 200.000!!

Fra Lodz ghettoen er her en flok børn samlet, på vej til at blive kørt til Chelmno Dødslejren, hvor de inden for et par dage, blev gasset i lejren!! -- Da tyskerne havde udryddet alle de jødiske samfund i Warthegau området, bortset fra ghettoen i Lodz, besluttede tyskerne at formindske størrelsen af ghettoen endnu mere og man gik i gang med deportationen af børn, gamle mennesker og dem, der var syge, eller lå på hospitalet. Mellem den 5. og 12. september 1942, fik ingen lov til at forlade deres huse, under den berygtede "Gehsperre Aktion". Enheder af det tyske Schutzpolizei ransagede ghettoen grundigt, lejlighed for lejlighed. Børn, gamle og syge blev læsset på lastbiler med ekstrem brutalitet. De jøder, som der protesterede, blev dræbt på stedet. De udvalgte blev kørt til Chelmno og dræbt der. Knap 20.000 indbyggere i Lodz ghettoen blev føjet til Chelmno dødslejrens ofre. Deportationerne betød desuden også konfiskation af alle personlige ejendele, der blev transporteret til et lager i Pabiance, hvor de blev fordelt mellem de tyske samfund, som var blevet genbosat i Warthegau området, hvor alle jøderne nu var udryddet. -- I marts 1943 besluttede tyskerne, at lukke Chelmno dødslejren, og den 7. april 1943, sprængte tyskerne slottet i luften (som var en del af KZ-lejren), sammen med en transport af jøder, som var smittet med plettyfus. Tyskerne, var bange for at blive smittet og anbragte de syge jøder på første etage i slottet, mens dynamit blev placeret i kælderen, og bygningen med alle jøderne i, blev sprængt i luften. Den 11. april 1943, blev det tyske personale i Chelmno, efter en måned´s oprydning i Chelmno, sendt til Jugoslavien for at danne SS-Division "Prinz Eugen", hvis rolle var at bekæmpe partisanerne på Balkan. Men inden lejrens bødler forlod lejren, blev der i marts, afholdt en fest for dem, arrangeret af Arthur Greiser, Gauleiteren af Wartheland, i restaurant "Riga" i Kolo (på tysk: (Warthbrücken), hvor Greiser var vært og hovedtaler ved festen. I festen deltog en lang række lokale tyske notabiliteter, og markerede afslutningen af lejrens aktiviteter. Greiser skrev til Reichsführer-SS Heinrich Himmler, den 19. marts 1943, hvor han priste mændene i "Sonderkommando Kulmhof". Greiser besøgte Chelmno dødslejr personligt for at takke Kommandanten og personalet for deres arbejde. Adolf Eichmann besøgte også Chelmno i efteråret 1942, hvor han efterfølgende rapporterede sine resultater herfra til Gruppenführer-SS, Müller.

Fotoet viser øverst birkeskoven ved Chelmno, hvor nazisterne spredte over 100.000 ofres aske og ligdele! Fotoet viser også den lille pige Venceslava Krasova og hendes kjole. Denne blev efter krigen fundet umiddelbart i nærheden af lejren, sammen med andre ting, som havde tilhørt børnene fra Lidice. Lille Venuska blev gasset sammen med de 80 andre børn fra Lidice, antagelig allerede om torsdagen den 2. juli 1942, efter at de fra Lodz ghettoen, var kørt i lastbiler til "Sonderkommando Chelmno" ("Specialbehandling", et udtryk, som dækkede over nazisternes myrderier af millioner af mennesker under krigen, herunder i dødslejren Chelmno, 70 kilometer fra Lodz i Polen). Kjolen var syet af Anna Horakova (Horakfamilien blev skudt 16. juni 1942 i Kobylisy) og dekoreret af Anastazie Skàlová (død i Ravensbrück KZ-Lejren). -- En anden af børnene fra Lidice, Dagmar (Dása) Veselá, var i dagene efter massakren i Lidice, blevet udvalgt til at blive sendt til "germanisering" hos en tysk nazifamilie i Tyskland. Af uforklarlige årsager, blev den lille pige, som var født den 1. januar 1936, altså godt 6 år gammel, alligevel ikke bragt videre af nazisterne til denne skæbne. I stedet satte man hende sammen med 12 overlevende børn fra den anden landsby, Lezaky, som også var udslettet og 51 mennesker henrettet, her både kvinder og mænd, og kørte dem, den 6. juli 1942 til Chelmno KZ-Dødslejren. Man har i dag den originale tyske maskinskrevne transportliste med børnenes navn, fødselsdato og med dokumentunderskrift af en SS-Hauptsturmführer på Prag-kontoret for Race & Genopbygningsmyndigheden.

Gribende foto fra Chelmno - en families afsked med hinanden på hver sin side af hegnet! -- En grund til at vælge Chelmno var dets nærhed til skov og til et forladt slot i udkanten af landsbyen kun 150 meter fra vejen. Dermed var adgang til slottet nem, og samtidig var afstanden fra vejen tilpas lang nok til at undgå uønsket opmærksomhed. Slottet blev ombygget og tilpasset til at modtage den fremtidige ofre. Kirken i nærheden af slottet, blev omdannet til modtagelsessted for ofrene, før de blev gennet ind i lejren og slottet. Et kornkammer, og flere andre bygninger omkring slottet blev også en del af dødslejren. Floden Ner havde også sit løb ved kirken og selv om den ikke var meget dyb, udgjorde floden en alvorlig hindring for potentielle flygtninge og gjorde det lettere for vagterne at isolere lejren. -- Landsbyen Powiercie, 8 km. fra Chelmno, var knyttet til byen Kolo af en smalsporet jernbane. Således kunne nazisterne transportere deres ofre med jernbane og lastbiler. Slottet i Chelmno var en af to udryddelseslejre. Den anden lejr blev placeret i lysninger i Rzuchow skoven, 4. km. fra slottet. Ligene af de myrdede jøder blev begravet i massegrave i tre skovlysninger, med benævnelsen Waldlager. Senere anlagde tyskerne de føromtalte åbne krematorier i skoven, med henblik på at udslette beviser for deres ufattelige forbrydelser. -- I begyndelsen af november 1941 ankom to grupper af SS-nazister til Chelmno, som udgjorde de første ansatte i Chelmno dødslejren. Den første lille gruppe bestod af 15 personer - medlemmer af "Sicherheitspolizei". Disse var SS-mænd, var meget fortrolige med at udføre umenneskelige ugerninger, fra deres tidligere virke i masseudryddelsen af de syge og handicappede i Dzialdowo, Warminsko-Mazurskie-provinsen. Omkring 25.000 mennesker, der led af tuberkulose, hovedsageligt polakker, blev henrettet der, som en del af Hitlers "Eutanasi Program". -- Den anden gruppe nazister bestod af omkring 100 politisoldater fra en bataljon Schutzpolizei fra Lodz. "Sonderkommando Kulmhof" var etableret og myrderierne kunne tage fart. SS-Haupsturmfuhrer Herbert Lange, den øverstbefalende for afdelingen af Sicherheitspolizei enheden, blev kommandant i lejren. På grund af dette, optræder i stedet navnet "Sonderkommando Lange", ofte i de retserende tyske dokumenter fra den tid. Efter et par måneder, blev Lange overført fra Chelmno, og hans stilling blev besat af SS-Hauptsturmführer Hans Bothmann og SS-Obersturmführer Herbert Otto blev næstkommanderende. Alle kommanderende stillinger var SS-mænd fra Sicherheitspolizei. Gruppen af gendarmer fra Schutzpolizei var opdelt i tre enheder - kommando transport , kommando slottet og kommando skoven. Transportkommandoen var ansvarlig for eskorteringen og bevogtningen af deporterede fanger fra togstationen i landsbyen Powiercie, direkte til Chelmno. Slotskommandoen holdt vagt over ofrene i og omkring slottet. Skovkommandoen var ansvarlig for vagten rundt om lejren i Rzuchow skoven og deltog i at brænde og begrave ligene, samt sletning af sporene af dissee forbrydelser. En gruppe på otte polske fanger fra Fort VII i Poznan blev kommanderet ti at bistå lejrpersonalet. Deres navne var Lech Jaskolski, Marian Libelt, Henryk Maliczak, Henryk Mania, Franciszek Piekarski, Stanislaw Polubinski, Kajetan Skrzypczynski, Stanislaw Szymanski. Selve håndteringen af ligene, fik jødiske arbejdskommandoer, under tvang og tortur, ordre til at udføre - disse arbejdskommandoer blev regelmæssigt henrettet ved skydning i skoven og brændt sammen med alle de andre lig.

Chelmno KZ-Dødslejrens gaskammer-lastbiler, de såkaldte S-Wagen. I denne type lastbiler, blev de 81 børn fra Lidice gasset og myrdet. Ud over dem, blev 10.000 ènder af børn også myrdet i disse mobile dødsbiler. -- Ideen til dette totale grusomme udryddelsesprojekt, fik SS-Reichleiter Heinrich Himmler (tidligere hønse/kyllingeavler med kendskab til gasning af disse) i august 1941. Han forelagde sagen for RSHA (R. Heydrich), da han ville have, at udryddelsesomfanget af jøderne og andre utyske mennekser og tempoet, hvormed det skete, skulle øges betragteligt. Hidtil foregik de fleste udryddelser af uønskede mennesker ved skydning, primært udført af de 4 store "Einsatzkommandos: A-B-C-D. Det var for hårt psykisk for soldaterne her, at myrde på den måde - mente Himmler! -- Opgaven blev overdraget til chefen Walter Rauf i Afdeling II D, Tekniske Opgaver og hans leder Friedrich Pradel, som var daglig ansvarlig af de tekniske transportopgaver, bl.a. med de millioner af mennesker, man skulle transportere til de tusinder af internerings- og kz-lejre. Efter deres og afdelingens design, fik Berlin-firmaet Graubschat opgaven med at fremstille en speciel lastbil (Sonderwagen/S-Wagen), med et stort gaskammer på ladet og hvor udstødningensgasserne fra lastbilen, blev ledt ind i det lukket gasningsrum på ladet. Den første gas-lastbil blev testet den 3. november 1941 i KZ-Lejren Sachsenhausen, da man lod en flok russiske krigsfanger afprøve gasningsmetoden - alle russerne døde en langsom død i gasrummet. Få dage senere anvendtes lastbilen i praksis under tyskernes offensiv mod Poltava på Krim-halvøen i det sydlige Rusland. Der blev iværksat en større produktion af disse S-Wagen biler i 2 størrelser - en med plads til 50 - 60 personer i gasrummet og en mindre med plads til 25 - 30 personer. Senere fremstillede man S-Wagens med plads til over 110 personer ad gangen. Der var over 20 af disse lastbiler i gang omkring den 23. juni 1942 og 10 andre var under fremstilling. På det godt et år, hvor tyskerne anvendte disse lastbiler, øgedes antallet af enheder, sådan at der var 50 - 60 stykker i gang. Men de enorme mængder jøder og andre, som tyskerne ville have udryddet, oversteg hurtigt tyskernes udryddelseskapacitet og man begyndte derfor i slutningen af 1942 og ved årsskiftet 1943, at bygge stationære gaskamre i mange KZ-Lejre. Men den intensive drift af denne grusomme udryddelsesmåde med disse S-Wagen, betød at ca. en halv million mennesker blev gasset heri. Tyskerne anvendte især disse vogne, når man skulle myrde børn, Man så ikke dem dø den frygtelige død, som tog flere minutter. Ligene af børnene, havde man andre fanger til at slæbe ud af gasrummet og skaffe bort/brænde dem eller begrave dem. -- Læs her hvad Heinrich Himmler sagde i oktober 1943: "Vi kom frem til spørgsmålet: Hvad skulle vi gøre med kvinderne og børnene? Jeg besluttede også her, at finde en klar løsning på dette spørgsmål. Jeg anså ikke kun udryddelsen af mændene, som den mest optimale løsning -- Det vil sige, dræbe dem eller få dem dræbt. Det ville stadig betyde, at kvinderne og børnene ville belaste vore efterkommere, sønner og sønnesønner, med deres afkom, som ville vokse op igen. Den sværre beslutning måtte tages, så alle disse mennesker forsvandt fra jordens overflade!".

Magrius lastbilernes lastrum så bl.a. sådan ud indvendig, indrettet med henblik på massemord ved gasning af ofrene og blev indsat i KZ-lejren Chelmno. Sådanne lastbiler blev tidligere anvendt af tyske Indsatsgrupper, der udførte massedrab i Rusland. Lastbilerne, der var forstærket til at bære tunge byrder og udstyret med tætslut-tende døre. Rummet var dækket med metalplader og forsynet med et træ gitter. Udstødningsrøret blev via en slage omdirigeret til en ventil i midten af bilen, som ville fylde lastrummet med gas fra bilens udstødning. Chelmno KZ-lejren havde tre sådanne køretøjer til sin rådighed. ---- Fremgangsmåden ved massemordet var således: Lastbilerne blev bakket hen til en træ-rampe flankeret af et to meter højt hegn på begge sider. Bagdøren var åbnet og de jagede nøgne jøder, som hidtidigt havde troet, at de skulle til et varmt bad på slottets område, blev voldsomt truet og gennet op ad rampen og ind i lastbilens store rum. Rummet kunne i propfyldt tilstand rumme 35-40 personer. Senere fremstilledes lastrum, som kunne rumme endnu flere mennesker ad gangen. Ofrene i lastrummet begyndte at fornemme den fare der truede dem, men kunne ikke blive klar over, hvilken slags fare, det var. Nogle forsøgte at stoppe før rampen, men blev voldsomt skubbet ind i rummet af de bevæbnede tyskerne. Alle blev presset ind og ned i bunden af rummet indtil hele rummet var stoppet med mennesker. I det øjeblik den sidste af de 35-40 ofre var inde i rummet, smak de tyske soldater bagdørene i og låste dem hermetisk. Dernæst førte chaufføren en slange fra udstødningsrøret til en ventil i gulvet af lastbilens lastrum - gaskammeret. Efter at motoren var startet, spredtes udstødnings-gasserne hurtigt i lastrummet og begyndte at kvæle menneskene i det låste gaskammer - det tog ca. 6 minutter at kvæle ofrene. Man kunne tydeligt høre ofrene hamre på væggene og de frygtelige skrig fra ofrene. ---- Når der blev stille inde i gasrummet, kørte chaufføren derefter afsted med ofrene til skovlejren (Waldlager), hvor ligene af de myrdede mennesker, blev trukket ud og begravet i store fællesgrave, som på forhånd var udgravet af polske arbejdere og andre fanger. Tyskerne havde konstant 30 udvalgte unge stærke fanger, som skulle tømme gasrummet for lig. Disse blev brugt til at danne de såkaldte arbejdskraft- kommandoer (Arbeitskommandos). Skæbnen for disse medlemmer var frygtelig. Hver dag blev de kørt til skovlejren (Waldlager) i Rzuchow skoven. Undervejs og ude i lejren blev de truet og tortureret af SS-mænd og tvunget til at trække de døde ud af gas-lastrummene og begrave dem i massegrave. Arbejdskommandoens medlemmer kunne ikke flygte, deres ben var lænket sammen med henblik på at forhindre dem i at undslippe. Om natten var de låst inde i en bevogtet kælder. Efter nogen tids virke med at slæbe lig ud af lastbilernes lastrum, blev de henrettet ved skydning og erstattet med nye unge mænd. Nogle af dem var ansat som håndværkere i Chelmno KZ-lejren, hvor de foretog vedligeholdelse og indsamling af tøj m.m. efterladt af de myrdede ofre. ---- Det skete, at de måtte slæbe deres nøgne gassede børn, kone, søster, mor og far, eller venner og bekendte ud af lastrummet! Når dørene blev åbnet, væltede stinkende tæt røg frem, efterfulgt af et virvar af sammenkrøllede og indfiltrede lig af mennesker. De lig der ikke var faldet ud, da dørene blev åbnet, blev slæbt ud af arbejdskommandoens medlemmer. Ligene var indsmurt i opkast og afføring. Der var hele tiden nok af ofre at tage af, primært fra Lodz-ghettoen! Børnene fra Lidice blev myrdet på denne grufulde måde! Chaufførerne på Chelmno-gaslastbilerne var normalt SS-befalingsmændene Walter Burmeister og Gustav Laabs.

En af Chelmno KZ dødslejrens bygninger, hvor de sidste fanger blev myrdet. SS gennede de sidste 48 fanger sammen i bygningen og skød dem. Bagefter blev ofrene brændt - Der er ikke megen viden om, hvor mange flugtforsøg fra lejren, som lykkedes, men det er kendt, at fire personer var i stand til at flygte fra dødslejren. En af de fire mænd blev kaldt Szlamek Bajler, også kendt som Yakov Grojanowski, som undslap lejren den 19. januar 1942, efter to ugers tvungen arbejdskraft som graver (massegravene i skoven/waldlager). Det lykkedes ham at nå frem til ghettoen i Warszawa, og fik kontakt med den jødiske modstandsbevægelse her. Hans skriftlige redegørelse for Chelmno dødslejren, er bevaret i de underjordiske arkiver i ghettoen i Warszawa, kendt som Ringelblum Arkiv. De 3 andre undslupne fanger fra Chelmno, var Michal Podchlebnik, fra Kolo, der flygtede og gemte sig i Rzeszow indtil slutningen af krigen, og Mordechai Zurawski fra Wloclawek og Simon Srebrnik fra Lodz, som begge flygtede fra lejrens kornkammer den 17. januar 1945. -- Disse 4 fanger var de eneste fanger, som overlevede Chelmno dødslejren - Ca. 350.000 mennesker blev myrdet i denne lejr. -- I foråret 1944 besluttede tyskerne at likvidere Lodz ghettoen, som på det tidspunkt, var den sidste ghetto i de besatte polske områder (russerne var stærkt på vej frem mod Polen. Tyskerne besluttede, at de resterende 80.000 af ghettoens jødiske indbyggere, skulle udryddes i løbet af de kommende måneder af 1944. For at opnå dette, blev skovlejren ved Chelmno igen aktiveret, og "Bothmann-kommandoen", som tidligere havde huseret i Lodz og Chelmnolejren, blev hjemkaldt fra Jugoslavien. Hans Bothmann blev udnævnt til Kommandant og SS-Hauptscharführer Walter Piller næstkommanderende. To barakker bygget i skovlejren overtog de opgaver, det ødelagte slot tidligere udførte. Jøderne fra Lodz-ghettoen, som skulle henrettes først, blev bragt til Kolo med tog og derefter af den smalsporede jernbane til Chelmno station, eller ved at lastbiler kørte dem direkte til Chelmno dødslejren. De blev holdt i fangenskab i kirken ved siden af det ødelagte slot. Kirkens bygninger husede også Bothmann's stabsbil. -- Fra kirken blev ofrene fragtet til skovlejren i lastbiler. De blev beordret til at tage opstilling på forsiden af en af de to nye barakker, som var bygget af "Sonderkommandoen". Hver barak var omkring 20 m. lang og omkring 10 m. bred og bestod af to store rum, et for mænd og et for kvinder/børn, som kun var udstyret med hylder til ofrenes tøj. Bygningerne var omgivet med et plankeværk. For at få lejren til at ligne en større midlertidig lejr, var den udstyret med skilte, hvorpå der var opført ikke-eksisterende bygningsnumre og vejvisningsskilte. På en dør kunne man læse et skilt med teksten: "Til Badehus", mens der på væggen inde i bygningen var et skilt med teksten: "Til lægen". Uden på begge døre var der et skilt med teksten: "Omklædningsrum" for henholdsvis mænd og kvinder. -- Hver gang de ca. 25-30 jøder fra hver lastbil, alle var linet op foran bygningerne, efter køn, fik jøderne at vide, at de skulle arbejde for Tyskland. De vil blive kørt til byer som Leipzig, Köln osv. - For at undgå komplikationer og for at fremskynde afklædningen inden deres tur i "baderummet", blev de endvidere orienteret om, at de ville komme til at opholde sig i de nyopførte barakker, sammen med så meget som muligt af deres familie - Men først skulle de "afluses og i bad". -- For at få dem til at klæde sig af hurtigt, fik de også at vide, at transporterne ville begynde at afgå samme dag og de skulle skynde sig. Værdigenstande skulle placeres på hylderne, mens brød, tobak og tændstikker og andet skulle indpakkes i lommetørklæder eller små poser og placeres separat, fordi det beskidte tøj skulle gøres rent kemisk og eventuelle værdigenstande, som var tilbage i lommerne, ville blive brændt. -- Når alle havde afklædt sig, først kvinder, efterfulgt af mændene, var de nødt til at gå gennem en dør med et skilt: "Til Badehus". Bag døren var der en passage, omkring 20-25 meter lang, med et 1½ meter højt hegn lavet af træplanker. Passagen drejede vinkelret til den ene side og førte til en rampe. Nær rampen var en lukket gas-lastbil bakket ind og her var jøderne nødt til at gå op og ind. -- Når 70-90 mennesker var inde i lastrummet, blev dørene lukket, og den fyldte lastbil, som kun holdt ca. 200 meter fra de åbne ligforbrændingsriste i skoven, kørte så den korte køretur derhen, åbnede chaufføren Laabs, eller en anden bøddel en ventil, således at udstødningsgasserne nu trængte ind i det lukkede rum og dræbte menneskerne derinde i løbet af ca. seks minutter. -- De åbne forbrændingsriste, der blev bygget af SS - Hauptscharführer Runge, med hjælp af jødiske arbejdere fra Lodz ghettoen (her skulle de selv og alle andre jøder brændes). Runge og en anden SS-mand Lenz var ansvarlig for de 2 åbne "ovne". Disse "ovne" blev beskrevet i vidneudsagnet fra en tidligere fange, Mordechai Zurawski, i 1945: "I skoven var der to identiske forbrændingsovne, hvor man kun kunne se toppen af dem, da de var nedgravet i store gruber, der var 4 m. dyb, 6 m. bred, og 10 m. lang. Siderne af gruben var gradvist indsnævret mod bunden og på det sted, hvor de nåede "ovnens" riste, som var ca. 1 m. brede og ½ m. lange. Ristene var lavet af skinnerne fra en smalsporet jernbanen, den ene side var lavet af mursten og beton. Under risten, var der et hulrum til aske og hulrum for at sikre en korrekt strøm af luft til "ovnen". Et lag af træ blev lagt nederst, hvorpå de døde gassede jøder blev anbragt. Ligene skulle placeres, så de ikke rørte hinanden. I det nederste liglag, var der plads til tolv personer. Deres lig blev derefter dækket med et lag af tilhugget træ og endnu et lag af lig på anbragt. På denne måde kunne "ovnen" rumme op til 100 lig ad gangen, hvorefter der blev sat ild til det nederste lag, med anvendelse af brændbar væske. Efterhånden som lig- og trælagene brændte ned, blev den frie plads i "ovnen" fyldt op i toppen, med nye lig og træ. Dette var tyskerne svært tilfredse med, da man nu kunne udrydde "beviserne" meget hurtigt og i stor scala. Ligene brændte hurtigt og blev til aske i løbet af ca. 15 minutter. Asken blev fjernet fra hulrummet nederst i "ovnen", ved anvendelse af lange jernstænger med en 40 cm. bred jernplade i enden. Fjernelse af aske var et vanskeligt og farligt arbejde, da "ovnen" var rødglødende og udviklede en ekstrem varme. Ingen af de fanger, som skulle betjene denne funktion, kunne holde til opgaven i mere end to eller tre dage. Når fangen ikke kunne klare heden mere og kollapsede og ikke var i stand til at fortsætte, blev denne omgående dræbt og en ny fange beordret til opgaven. Knogler og aske blev pakket i sække, som var fremstillet af jøderne i ghettoen og i andre lejre. Men inden pakningen i sækkene, skulle knoglerne først være knust med træstempler på et særligt cement fundament. Tyskerne havde dertil også en knogle-knusemaskine. Sækkene blev kørt ud af skovlejren om natten for at blive tømt ved Zawadka møllen eller kastet i floden Warta. En af ovnene, blev ødelagt i august 1944, mens den anden ovn først blev ødelagt i januar 1945". Afslutningen på SS-Sonderkommando Chelmno skete om natten den 17. januar 1945. Bothmann fik hele lejren samlet og fortalte, at "Den Røde Hær" havde besat Lodz, og kommandoen skulle opløses øjeblikkeligt. Mordechai Zurawski vidnede: "Om natten den 17. januar 1945, blev dørene til rummet i kornkammeret åbnet, hvor ca. 20 arbejdsjøder sov og med resten sovende ovenpå næste etage. To SS-mænd kom ind, Lenz og Haase, med deres elektriske lommelygter og de beordrede os til at forlade bygningen 5 ad gangen. Efter de første 5 gik ud, hørte vi 5 skud og vi var da sikre på, at de blev dræbt. Da de næste 5 blev kaldt ud, ønskede ingen at gå ud. Så SS-mændene tvang dem ud og igen hørte vi 5 skud. Jeg skulle til at gå med den tredje gruppe på fem personer, da jeg tog en kniv, som jeg havde gemt, og jeg bankede lommelygten ud af Lenz 'hånd. Jeg begyndte at løbe væk og vinkede med kniven til højre til venstre. Den nærmeste SS-mand ramte mit venstre ben med et pistolskud, men jeg blev ved at løbe. De begyndte at skyde på mig fra alle sider, jeg blev skudt i højre ben også, men til sidst lykkedes det mig at komme væk i mørket. Efter at jeg havde humpet og løbet ca. 3 km., kunne jeg se bygningen brænde, hvor vi havde boet. SS-mændene havde sat ild på og jeg hørte også enkelte skud - de skød på dem, som prøvede at redde sig ud af flammerne - men det fik jeg først at vide senere. Mine skudsår var overfladiske og jeg overlevede". -- Den næstkommanderende SS-mand Walter Piller vidnede: "Vi gik til bygningen i slottets gård, hvor der var 40-45 jødiske arbejdere. Først blev den nederste celle åbnet, for at skyde de 20-25 jøder foran bygningen. Efter et par minutter førte Lenz 5 jøder uden for og Bothmann, Lenz og jeg dræbte dem med et skud i baghovedet. Mens den tredje gruppe var på vej ud af fængslet, flygtede en af jøderne - han var kok for de øvrige jøder og alt hvad jeg ved er, at hans fornavn er Maks (Mordechai Maks. Zurawski). Trods jagten på jøden, som blev taget op af Bothmann, et SS - medlem og fire politiofficerer, lykkedes det Maks at flygte. I vagthuset underrettede jeg gendarmeriet om flugten via telefonen, men de fik ham heller ikke fanget. Før Bothmann og de fem andre mænd startede jagten på jøden, beordrede han mig til at tage sig af resten af jøderne i arbejdskommandoet i bygningen, med et skud i baghovedet. Lenz bragte de resterende fem jøder fra den nederste celle ud og de blev dræbt af Lenz og mig selv. Men der var stadig de 20 arbejdere til venstre i den øverste celle. Uden min ordre, tog Lenz en Schupo Wachtmeister (Vagtmester fra Schutzpolizei-enheden i lejren) med op til den øverste celle, så de første 5 jøder kunne skydes på samme måde som med de andre i den nederste celle. Men så snart Lenz åbnede celledøren, kastede fire jøderne sig over ham og trak ham ind i cellen. De fik fat i hans pistol og åbnede ild på de to "Wachtmeisters", som stod ved døren. Døren i nederste etage blev låst, efter Bothmann´s ordre - han var vendt tilbage fra den forgæves søgen efter den flygtende jøde. Bothmann, Häfele og jeg, råbte flere gange til jøderne, om at frigive Lenz og forlade cellen i grupper af fem. Svaret var skud fra pistolen, som de havde taget fra Lenz. Så råbte en af jøderne, at Lenz havde hængt sig selv. Vi kunne ikke tjekke om det var sandt, fordi fangerne satte ild til bygningen (antagelig et løgnagtigt udsagn - De antændte selv bygningen) og flammerne var på vej ud over taget. Ilden spredtes dobbelt så hurtigt, fordi den øverste celle, var fremstillet i træ. Bothmann besluttede at lade bygningen brænde helt ned, til trods for, at Lenz stadig var derinde. Branden betød givetvis, at Lenz ikke længere var i live. De allerede dræbte jøder, som lå foran bygningen, blev også kastet ind i den brændende bygning og efterladt til flammerne, sammen med jøderne i den øverste etage". -- Om morgenen den 18. januar 1945, hvor branden langsomt døede ud, instruerede Bothmann Piller og Gorlich, om at åbne et skab, som stod i et af vagthustes værelser og brænde alle de hemmelige dokumenter heri. Dokumenterne blev brændt og asken spredt over ud over de åbne marker. Bothmann og hans SS-Sonderkommando kørte til Kolo, hvor schutzpolizei enheden blev overladt til det lokale gendarmeri, mens resten af kommandoen tog til Poznan via Konin. -- Det er umuligt at fastslå det nøjagtige antal ofre, som blev myrdet i Chelmno, men den tyske borgmester i Kolo, Becht, meddelte hans læge Leo Brat, at der indtil foråret 1943 var ca. 250.000 jødiske mennesker myrdet. -- Bothmann fortalte Karl May, en af de tyske ansatte i skovlejren (waldlager), i sommeren 1942 under et besøg, at der var omkring 250.000 mennesker begravet der og andre 100.000 ville blive begravet snart. -- Men monumentet på det sted, hvor den tidligere dødslejr lå, angiver at 180.000 jøder blev myrdet her, 160.000 polske jøder og 20.000 jøder fra Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet, og Luxembourg og 4.300 sigøjnere.

SS-mænd og polske arbejdere i slotsgården ved landsbyen Chelmno (på tysk - Kulmhof) i distriktet Kolo, 14 km. fra byen af samme navn, i Polen. Her lå KZ-Dødslejren Chelmno ca. 70 km. nordvest for Lodz (Litzmannstadt) og jøde-ghettoen der. -- Lodzområdet, som tyskerne besatte i efteråret 1939, fik betegnelsen amt, med navnet Povartí (på tysk - Reichsgau Wartheland). Chelmno var den første nazistiske udryddelseslejr, og den første lejr, hvor nazisterne myrdede folk med giftgas. Den vigtigste jernbanelinje fra Lodz til Poznan løb gennem byen og var forbundet med landsbyen Chelmno via en sidesporlinje. Transporten af jøder til udryddelse i bl.a. Chelmno, var derfor nem og operationelt. -- Lederen af lejren og hermed SS-vagtmandskabet i Chelmno, som havde betegnelsen: "Sonderkommando Kulmhof", hed fra lejrens ibrugtagen den 8. november 1941, SS-Hauptsturmführer Herbert Lange, som virkede indtil marts 1942, hvor han blev udskiftet med SS-Hauptsturmführer Hans Bothmann. De første mennesker man myrdede i lejren, var jøder fra landsbyerne omkring dødslejren (først de jødiske indbyggere i Kolo/ca. 2.300 jøder) og skete allerede den 8. december 1941. I løbet af KZ-lejrens eksistens, som forløb ad 2 omgange, hvor den sidste periode var i sommeren 1944, da resten af jøderne i Lodz-ghettoen skulle udryddes. I alt har man opgjort myrderierne til at andrage ca. 350.000 mennesker, polske jøder, polske og ungarske romaer, sigøjnere, ungarske jøder, polakker, tjekker og sovjetiske krigsfanger. -- I begyndelsen anvendte tyskerne lukkede gas-lastbiler, hvor man gassede jøderne med den udstødningsgas, som kom fra lastbilens motor og udstødning. Det tog over 6 minutter, inden alle var døde inde i de overfyldte mørke lastrum, hvor udstødningsgassen langsomt kvalte ofrene. Senere, anvendte nazisterne Zyklon B-giftgas. Den enkelte fange, der formåede at flygte fra Chelmno, var den første til at rapportere, at et stort antal jøder systematisk blev udryddet i lejren. Hans skrækhistorier fra lejren blev i begyndelsen ikke troet. Trods sin betydning, er der ikke blevet offentliggjort meget om Chelmno, bl.a. da det var den første udryddelseslejr, som blev opperationel og næsten alt blev destrueret af tyskerne i januar 1945. I modsætning til Belzec, Sobibor og Treblinka, var Chelmno ikke en del af "Operation Reinhard" (iværksættelsen af den totale udryddelse af jøderne, delvis som hævn og gengæld for Heydrich´s likvidering i maj/juni 1942). Nazisterne begyndte det forberedende arbejde i Chelmno, allerede to måneder før Wannsee-konferencen blev indkaldt af Reinhard Heydrich den 20. januar 1942 (Det jødiske spørgsmål/udryddelsen af Europa´s jøder). Denne "konference" anses for at være en vigtig milepæl i den operationelle lancering af masseudryddelsesprogrammet for det jødiske folk i Europa. Udryddelseslejren i Chelmno var en typisk døds-lejr, som udelukkende var beregnet til at dræbe alle, der kom til lejren. De eneste fanger, som i første omgang blev skånet, var de små grupper på ca. 30 unge jødiske, stærke fanger, som nazisterne kommanderede til at rydde gasningskamrene i lastbilerne, fragte ligene til massegravene i den nærliggende skov (Waldlager), aflæsse dem og bære dem til gravene - eller senere, da man i efteråret 1942 begyndte, at brænde ligene på en speciel måde, efter et system udviklet af massemorderen SS-Standartenführer Paul Blobel, som var den som organiserede den berygtede massakre på 33.771 jøder fra Kiev, som fandt sted i Babi Yar slugten uden for byen. Han var da tilknyttet en af de 4 tyske Indsatsgrupper (udryddelsesenheder). Blobel's opgaver var bl.a., at ødelægge spor af massehenrettelserne i Polen og Rusland. -- Disse arbejdskommandoer i Chelmno blev regelmæssigt udskiftet med nye unge stærke jødiske mænd og de 30 "gamle" mænd i arbejdskommandoen, blev omgående henrettet og brændt. Hemmeligheden om Chelmno dødslejren blev holdt godt skjult og der var meget få mennesker i Polen og i udlandet, som fik kendskab til dens eksistens eller havde kendskab til de hundrede tusinder af ofre, der blev udryddet i kz-lejren, som blev lukket og destrueret i januar 1945. Sonderkommando Kulmhof (Chelmno) bestod af en gruppe på kun 20 SS-mænd. Men disse 20 SS-mænd fik hjælp af over 100 regulære tyske "Schutzpolizei". Disse politisoldater fungerede primært som vagtmandskab og til bevogtning af modtagelsespladsen ved jernbanen og de nærliggende veje. Paul Blobel var i Chelmno-KZlejren i september 1942, hvor Blobel sammen med en lille stab af tre eller fire mænd, begyndte at eksperimentere med systemer til masseafbrænding af lig, som tidligere var blevet begravet i skoven ved Chelmno og som fremtiden ville bidrage med. Lejren blev valgt til disse forsøg, da det var den første dødslejr, der var blevet oprettet og som havde været i drift siden slutningen af 1941. Jøderne fra Lodz området, som allerede var udryddet i Chelmno i gas-varevogne og som lå i massegravene i den nærliggende skov, blev opgravet igen og de første eksperimenter med at udrydde alle efterladenskaber fra disse døde mennesker, mænd, kvinder og børn blev iværksat. Brandbomber blev forsøgt, men disse forårsagede store brande i den omkringliggende skov. Så begyndte Brobel at brænde ligene i store åbne ildsteder (en slags kæmpegrill!). Ligene blev lagt i store lag med træ imellem og siden overhældt med brændbar væsk, som man satte ild til. Denne metode virkede perfekt for udryddelskommandoerne og flere af disse enorme gravbaserede forbrændingssteders konstante anvendelse, bevirkede at tyskerne brændte titusinder af ofre i efteråret og vinteren 1942/1943. Knoglerne fra de brændte lig, der endnu var tilbage, blev ødelagt med en speciel knogle-knusnings maskine. Asken fra ligene og små fragmenter af knoglerne, blev igen begravet i massegravene. SS havde nu fundet en enkel og effektiv måde at slette deres forbrydelser mod menneskeheden på - troede man dengang. -- Kommandanten fra den berygtede Auschwitz-Birkenau KZ-lejr, Höss, besøgte Blobel i Chelmno og så hvordan brandteknikkerne virkede. Resultaterne af Blobel's eksperimenter blev sendt til SS-lederen Odilo Globocnik (lederen af flere KZ-lejre), så han kunne indføre tilsvarende kremering af ligene i kz-lejrene Belzec, Sobibor og Treblinka, men Globocnik kunne ikke lide ideen, og var længe om at indføre metoden, men Heinrich Himmlers ordre om, at der ingen spor måtte være af nazisternes massemord, gav ikke Globocnik noget valg. -- Paul Blobel blev dømt i Nürnberg i april 1948 i den såkaldte Indsatsgruppe Sag (sag nr. 9) og blev henrettet i Landsberg fængslet den 8. juni 1951. Her følger navnene på nogle af gerningsmændene, alle tyske officerer og befalingsmænd, der deltog i forbrydelserne mod jøder og sigøjnere i Chelmno kz-dødslejren: Kommandant SS-Sturmbannführer Herbert Lange. Kommandant SS-Hauptsturmführer Hans Bothmann, som havde to assistenter, Otto Platte og Willi Hiller. SS-Untersturmführer Walter Filer, SS-Untersturmführer Alois Häfele, var »eksperter«, der havde ansvaret for alle aktiviteter i lejren. SS-Hauptscharführer Albert Richter, SS-Hauptscharführer Wilhelm Lenz, leder af Waldlager (skovbrændingspladsen og massegravene) SS-Hauptscharführer Johann Runge, chef med ansvar for lejrens egne krematorier SS-Unterscharführer Erich Kretschmer, stedfortræder for Runge på Waldlager, SS-Hauptscharführer Erwin Burstinger, ansvaret for brændstof og chauffør i alle gas-lastvogne SS-Hauptscharführer Gustav Laabs, chaufførerne i gas-lastvognene, SS-Hauptscharführer Herman Gilow, SS-Unterscharführer - Walter Burmeister, der havde ansvaret for udtrækning af guldtænder i ofrenes mund, SS-Rottenführer Wilhelm Gürlich, stedfortræder for Burmeister, SS-Hauptscharführer Schmidt, der havde ansvaret for lejrens madforsyning. -- I januar 1945, da sovjetiske tropper nærmede sig, startede SS-folkene gennemførelsen af udryddelsen af de resterende jødiske arbejdere, hvoraf nogle angreb tyskerne og dræbte to af dem. SS brændte dog alligevel den bygning, hvor de jødiske arbejdere var låst inde. Der er kun to kendte jødiske overlevende fra disse sidste jøder i lejren, Mordechai Podchlebnik og Simon Srebnik. I løbet af 1962/63, stod tolv medlemmer af SS, der havde tjent som vagter i Chelmno, over for en retssag i Bonn, Tyskland. For deres krigsforbrydelser blev de kun idømt fængselsstraffe på mellem 1 til 20 år. I betragtning af de uhyrligheder af de forbrydelser, de var anklaget for at have begået, var deres domme meget lette og helt ude af trit med virkeligheden.

Foto fra nutiden: Chelmno og skovlejren / waldlager. Beskrivelse af fremgangsmåden, når nazisterne ville udrydde en hel befolkning, hvor den første dødslejr var Chelmno, som blev taget i brug den 8. december 1941, da de første ofre blev bragt til Chelmno dødslejren. Disse ofre var jøder fra den nærliggende ghetto i Kolo. Dagen før alle beboerne i Kolo ghettoen skulle udryddes i Chelmno, blev de jødiske indbyggere beordret til at samle foran det Jødiske Råds bygning (Judenrat), som var placeret ved siden af den lokale synagoge. Jøderne fik at vide, at de ville blive transporteret til forskellige steder for at arbejde i markerne og bygge en jernbane. De fik kun lov til at tage håndbagage med. -- Jøderne fra Kolo havde allerede oplevet brutale deportationer til arbejdslejre. Da de samledes foran det Jødiske Råds bygning, troede de, at det værste, der kunne ske for dem, var en ny deportation til en tvangsarbejdslejr. De var klar over konsekvenserne af, at blive deporteret, med udsigt til en hård vinter, men de kunne ikke forudsige de rædsler, der ventede dem. Jøderne fra Kolo havde ikke nogen idé om det endelige bestemmelsessted for deres rejse i de tyske lastbiler. De kunne heller ikke forestille sig, hvad der ville ske med dem i løbet af et par timers tid. De optrådte forvirret, da de efter en kort køretur (ca. 14-15 km.), hvor lastbilerne standsede foran den lukkede port, der førte til slotsområdet i Chelmno. En tysk vagt åbnede porten, lastbilerne kørte ind og porten blev lukket igen. Derefter var der ingen vej tilbage - jødernes skæbne var allerede beseglet. -- I slotsgården blev alle beordret til at stå af lastbiler med deres håndbagage. SS-mændene i gården viste ingen tegn på brutalitet. Tværtimod talte kommandant Lange til de nyankomne på en betryggende måde. De fik at vide, at de ville blive tildelt arbejde i en arbejdslejr i Østrig. Før den lange rejse, var de nødt til at vaske sig i et badehus, og deres tøj skulle desinficeres. Efter den beroligende tale, blev jøderne beordret til at forlade deres bagage i slotsgården og gå ind i en opvarmet hal i stueetagen af slottet. Derinde, blev alle deres personlige ejendele indsamlet i kurve, som polske fanger bar rundt. For at "holde facaden" og spille skuespillet videre, lod tyskerne jøderne se, at deres ejendele var nummererede og at numrene blev skrevet ned i en notesbog, ved siden af navnene på ejerne. På dette tidspunkt, havde SS-mændene stadig held til at vildlede deres ofre. -- Fra hallen blev jøderne i grupper på 35 -40, ført via en trappe til en korridor, hvor der ved dennes udgang, var en dør til to forbundne værelser. Derinde blev jøderne bedt om at klæde sig af. Bevæbnede SS-mænd sørgede for ordrerne blev udført korrekt. De nøgne jøder blev derefter ført gennem et stærkt oplyst korridor, på hvis vægge der var opsat skilte med teksten: "Til badstuen". De samme skilte var opsat langs den trappe, der førte til en stærkt oplyst kælder. -- Hernede ændrede forholdene sig lynhurtigt. Væbnede medlemmer af Schutzpolizei begyndte at jage jøderne brutalt, fra kælderen i retning op mod bagsiden og hermed bag-indgangen/udgangen til slottet. -- Da jøderne kom ud af døren her, var der en træ-rampe, omgivet af et to meter højt hegn. De forjagede jøder begyndte at fornemme en fare, men kunne ikke blive klar over, hvilken slags fare, det var. Den som forsøgte at stoppe før rampen, blev voldsomt skubbet og sparket opad rampen, af de bevæbnede tyskerne. De jøder der var kommet op over rampen og stod med front mod et mørkt rum på en lastbil, blev hurtigt skubbet frem og ind i rummet og ned mod bunden af det. Det hele gik så hurtigt og under brutal opførsel af tyskerne, med høje brøl, så jøderne skreg og alting var stress og forvirring. -- Jøderne blev jaget gennem de åbne bagdøre på lastbilen. I det øjeblik den sidste i gruppen af 35-40 jøder trådte ind i køretøjet, smækkede de tyske soldater bagdørene i og låste dem hermetisk. Lastbilens motor startede og chaufføren tilsluttede udstødningsrøret til en slange, som ledte udstødningen fra motoren via en ventil i gulvet i lastbilens gaskammer, som ladrummet var ombygget til. Efter at motoren var startet, blev udstødningsgasserne hurtigt spredt i kammeret og begyndte at kvæle jøderne i gaskammeret. Medens dette foregik, kørte chaufføren lastbilen med de skrigende og bankende ofre til skovlejren (Waldlager). Efter ca. 6 minutter var alle jøderne i gaskammeret døde og i Waldlager blev ligene begravet i massegrave, som var gravet på forhånd af andre jødiske arbejdere fra bl.a. Lodz. Senere i efteråret 1942, blev ligene gravet op og kremeret i store specialovne, som blev opført i skovlejren (se ved de foregående fotos om dette). -- Denne dag blev i alt 800 jøder fra Kolo, transporteret i lastbiler til Chelmno. Ingen af de 800 jøder overlevede. Personalet i Chelmno dødslejren anvendte denne procedure, dagligt fra den 8. december 1941 til foråret 1943, med næsten ingen afbrydelser.

Efter at tyskerne havde udryddet alt levende fra landbyen Lidice i Böhmen - henrettet, gasset og deporteret indbyggerne, mænd, kvinder, børn, husdyr og kæledyr, fortsatte de med at triumfiere, da Gestapo, den 18. juni fandt og fik elimineret de 7 overlevende faldskærmsagenter i Prag (de begik alle selvmord i kirken), alt imens man begyndte den egentlige totale udryddelse af byens huse og dens eksistens. -- Destruktionen af landsbyen blev overdraget til organisationen RAD, som var en meget stor nazistisk organisation på ca. 500.000 mand, der fungerede som "jord- og beton" - entreprenør- og nedbrydnings/oprydnings arbejdstjeneste, som bl.a. anvendtes, når nazisterne skulle udslette beviserne på alle deres uhyrlige ugerninger mod menneskeheden rundt om i Europa - dog især i Østeuropa og Rusland. Navnet på denne organisation var (på tysk): Reich Arbeits Dienst (Rigsarbejdstjeneste). Enheder fra RAD var allerede ankommet til Lidice den 11. juni 1942, dagen efter massakren på byens mænd og drenge. Hver dag fremover, ankom der hundredvis af arbejdere fra RAD til byen. De kom ofte marcherende med flag og sang til arbejdet med at destruere byen. Protektoratets RAD Kommandør Alexander Commichau kom lejlighedsvis for inspektion. Den første rapport fra kommandøren til protektoratets reichsekretær SS-Obergruppenführer Karl Hermann Frank, blev afleveret den 3. juli. Man havde allerede anvendt 20.000 arbejdstimer med ødelæggelsen af landsbyen. Man havde også fundet 14.000 Reichmark i ruinerne.

Mandag den 21. september 1942, blev der afholdt en stor ceremoni i den tjekkoslovakiske by Brno, hvor RAD afdeling nr. 1/385 havde deres lejr. Afdelingen var med i Lidice, hvor udryddelse af byen fra jordens overflade var i fuld gang. Ceremonien var til ære for RAD-afdelingen, som ved denne lejlighed fik det, efter nazistisk målestok, "ærefulde" navn: "Reinhard Heydrich" (den i maj/juni 1942, likviderede Rigsprotektor for Böhmen & Mähren). Under ceremonien deltog Heydrich´s enke, Lina Heydrich, som her på fotoet ses heile. Ceremonien blev igen en del af nazisternes propaganda i landet. -- Året efter Heydrich´s likvidering, var det lykkedes at gøre ham til en martyr og kultperson i såvel Tyskland, som i Tjekkoslovakiet/Prag. Hans navn blev, af nazisterne i Prag, beordret opsat og ved navngivningen af 19 forskellige gader, pladser og parker i Prag. Efter krigen blev disse stednavne selvfølgelig straks fjernet af Prags ledelse.

Nazistiske uhyrer, de øverste ledere af RAD organisationen, står her og se på nogle de vandaliserede gravsteder på kirkegården i Lidice. Medens udryddelsen af Lidice var i gang, foretog nazisterne også røveri af alle Lidice´s indbyggeres penge på kontoer i banker og financielle institutioner - alle værdier i byen blev inddraget af nazisterne, som oprettede en særlig konto med navnet "D 21 Sonderkonto Liditz". Kontoens indestående skulle anvendes til at dække nazisternes omkostninger med at udrydde landsbyen fra jordens overflade, herunder altså også alt hvad der lå under jordens overflade på kirkegården. Gravpladser, kister, menneskerester, lig og knogler, gravsten og gravbebyggelser og ikke mindst indsamling af ligenes værdigenstande, guldtænder, ringe og andre smykker! De totale omkostninger hermed løb op i næsten 3 millioner tjekkiske kroner, som de tjekkiske myndigheder måtte betale, for nazisternes endelige udryddelse af Lidice.

Inden gravstederne og kirkegården blev totalt knust og fjernet, hev tyskerne (RAD) kisterne op af gravene, eller hvis kisterne var rådnet bort, tog man ligene/skeletterne op og undersøgte dem for værdigenstande, guldtænder blev trukket ud, ringe og smykker samlet sammen og resten af gravens indhold blev siet, så alle værdier kunne bjerges!! På fotoet ses ledere af RAD, samle værdigenstand ind og ligge dem i en kurv. -- Ordren var, at intet måtte, bagefter udryddelsen af Lidice, kunne findes eller ses i og under landskabet, hvor landsbyen stod, hverken mennesker eller jordisk gods. Tyskerne udplyndrede og smadrede 60 gravhvælvinger (gravrum med kister over og under jorden), 140 store familiegravsteder og ca. 200 enkeltgravsteder. Den nazistiske tankegang i RAD, var lige så tilstedeværende og uhyrlig, som i f.eks. SS. -- Lederen af RAD i Protektoratet, Alexander Commichau, skrev i et brev, den 6. august 1942, til den øverste leder af RAD organisationen, at opgaven i Lidice, med at udrydde hele byen, havde en god opdragende funktion, for alle RAD´s arbejdere i Lidice, da arbejderen her kunne se, at det tyske sværd også ville falde tungt over alle de steder, som skabte uro og antityske holdninger - ikke kun ved fronten, men også i baglandet!! -- Alexander Commichau døde pludseligt den 30. september 1942, men blev jo bare afløst af endnu en tysk galning.

Det makabre og modbydelige arbejde på kirkegården i Lidice fortsatte hen over sensommeren og ind i efteråret 1942 - her som vist, hvor RAD-arbejdere åbner et gravsted og bakser med at hæve en kiste. Nazisterne blev ikke stoppet af de hellige gravpladsers ukrænkelighed, men opstillede også obscure figurer og tableauer, med kirkegårdens gravsten, kister og skeletter, som man grinende fotograferede - sågar brugte man kranier fra gravene, som "fodbold" og afholdt "fodboldkampe" under stor jubel og morskab!!

Kirkegården i Lidice før byen blev udryddet og gravpladserne plyndret og smadret.

Kirkegården, som den så ud, kort tid efter massakren og tyskernes skænding og hærværk i hele landsbyen. Gravstenene på kirkegården i Lidice, blev bl.a. brugt til fundamenter ved grundlæggelsen af RAD kasernen i Prag-Veleslavín. Nazisterne var ligeglade med, om man på den mest brutale måde, udryddede et samfunds gravpladser, deres indhold og smadrede og fjernede alt, så der bagefter ikke fandtes noget som helst, som kunne vidne om, at her lå engang en kirkegård med et helt områdes døde borgere. Alt blev smadret og knust ofte med anvendelse af dynamit for at få de største gravpladser åbnet, indholdet fjernet og alting ødelagt.

Her følger en speciel historisk beretning om Lidice, hvor forskningen har bidraget til historien om et særligt pæretræ! -- Dette foto taget af samtidens person i landsbyen, lægen Quido Jerabek, som tog mange fotos i landsbyen i årene op til udslettelsen af denne. Fotoet har fået nogle påførte afstandsoplysninger og fortæller både noget om de personer man ser og om det historiske pæretræ (Hruska), som lige var plantet på bredden af åen ved broen over åen og 5,7 meter fra vandpumpen. I yderste højre side af fotoet og i baggrunden, ses også en af Lidice´s kroer, Josef Senfelder´s kro. Ligesom i Danmark lå der også her i Lidice, krostuer nær kirken. Kvinden som kommer gående på fotoet, er Ruzena Neradova. Hun bærer et vandkar på ryggen, efter at hun har været henne ved landbyens vandpumpe efter drikkevand. Fotoet viser pumpesoklens størrelse i meter og dens placering fra åens modsatte bred (3 meter). Pumpen var af cylindrisk støbejern og omkring 150 cm. høj, med vandtuden udformet, så man kunne hænge en spand under. Vandet pumpedes op via en bevægelig "arm". Pumpetypen kender vi også i Danmark på den samme tid i 1942, en type som anvendtes helt op til 1970´erne på landet i Danmark. -- Man ser 4 drenge ved broen i deres korte bukser, nogle med seler og lyse skjorter og en lille pige ses midt på vejen ved broen. To af drengene er Ruzena Neradova´s sønner, Joseph den ældste og Anthony den yngste. Den ældre mand, som ses gående med ryggen til, er Emanuel Kovarovsky, som blev den ældste mand i Lidice, som blev myrdet den fatale onsdag den 10. juni 1942, 84 år gammel. Fotoet viser også nogle metermål på kirkens størrelse (31,5 m.) og placering i forhold til det historiske pæretræ (hruska), nemlig 53 meter fra det ene hjørne og 59,8 meter fra det andet hjørne af kirken. Med hjælp af et målebånd og snor med markører, blev stederne fundet ud fra hvor fotografen, lægen Quido Jerabek stod. Herfra var det let for historikeren Antonín Nešpor, at bevise, at pæretræet står på sin oprindelige placering fra 1941. Nederst på fotoet, lidt til venstre, vralter nogle gæs ned mod bredden af åen. Gæssene tilhørte familien Paloucek. billedet viser en stille idyllisk böhmisk landsby i sommeren 1941 - Ingen kunne ane, at kun et år efter var hele dette sceneri borte for evigt, totalt udslettet af det nazistiske tyske terrorregime. -- De 2 nyplantede pæretræer, som lige var blevet plantet i foråret af Anna Peková sammen med den kommunale politimand Vandrdle, stod begge i nærheden af den kommunale brønd. Et træ mere til højre mod laden og det andet lidt til venstre langs vejen fra broen til skolen og Šilhanová´s kroejendom. Det ene pæretræ og Anna Peková overlevede på mirakuløs vis udslettelsen af landbyen og dens befolkning.... se og læs historien ved de næste fotos.

Et enkelt stort trækors med en krone af torne markerer i dag massegraven for byens mænd og drenge i Lidice´s mindepark. Dette foto er fra 10. juni 1945, årsdagen for massakren, hvor der afholdtes en stor mindehøjtidelighed, hvor korset blev etableret. Den røde cirkel viser placeringen af det historiske pæretræ, som overlevede udryddelsen af Lidice.

Det overlevende pæretræ, som blev plantet som en podekvist i 1941, af Anna Peková, ved åen og landsbyens brønd. Den nazityske arbejdsorganisation "RAD", var dem som totalt udslettede Lidice, hen over året 1942 og det meste af 1943. Grunden til at pæretræet ikke står ved åen nu i dag, skyldes, at "RAD" også flyttede åens løb, med ca. 15 meter i nordlig retning, fyldte brønden op med murbrokker fra byen og fjernede vandpumpen. Men de fik ikke fjernet den lille nyplantede podekvist. -- Fotoet er taget den 14. april 2007 af Antonin Nespor. Anna Peková som plantede pæretræet, overlevede lige som træet, krigen og i 2001, kunne hun bekræfte Nespor´s historie og opmåling omkring pæretræets overlevelse og placering i dag. Antonin Nespor har i 2006 ansøgt domstolen i Kladno om, at pæretræet beskyttes som nationalt minde og detet skete i april 2007. -- Når man samtidig ser på fotoet fra 1941, ser man nazisternes uhyggelige nidkærhed og ondskab med al tydelighed.

Foto af en lille del af området, hvor landsbyen Lidice lå. Den genskabte sø ses til venstre og midt i billedet ved det røde nummer 1, ses det historiske pæretræ´s placering. Som det også tydeligt ses på billedet, ligger åens løb ca. 15 meter nordligere, end dengang pæretræet stod ved bredden.

Fotoet viser RAD-arbejdere i gang med at grave et nyt åløb. Intet i Lidice måtte forblive som det var, også selv om byen forsvandt. Det gamle å-løb gik jo midt ned gennem byen, men det ville tyskerne også have flyttet. Stort set alle træerne i landsbyen blev hugget ned, fornær den lille uanselige podekvist med pæretræet. Gadekæret og søen blev også gradvist fyldt op med bunker af bygningsaffald. Ødelæggelse af landsbyen fortsatte med brugen af bl.a. sprængstoffer indtil den 1. juli, 1942. Dereefter fortsatte arbejdet indtil byen helt forsvandt fra jordens overflade i løbet af 1943. -- Ud over RAD, deltog SS-enheder og tekniske enheder fra den tyske Wehrmacht også i arbejdet. Ødelæggelsen af Lidice fandt sted under det flyvende nazistiskew RAD-banner. På arbejdernes specielle udleverede dolke, model 34, stod der RAD´s "stolte" motto graveret: "Arbejde Adler".

Sensommeren/efteråret 1942, hvor man her kan se Lidice næsten jævnet med jorden. Fotoet viset udsigten fra der hvor kirken og kornkammeret lå og hvor man endnu kan se åen og broen midt i landsbyen. På fotoet yderst til højre og i baggrunden kan man se nogle lave buske - det var her nazisterne begravede de 173 myrdede mænd fra byen i en massegrav - fotoet viser altså ikke kun en by der er ved at blive udryddet, men også en umarkeret massegrav for byens mænd og drenge!!

Lidice næsten totalt forsvundet - landskabet øde og forladt - kun nogle RAD-barakker og den opfyldte sø kan ses tydeligt. RAD anvendte tipvognsspor og tipvogne, for at transportere byens murbrokker til søen, hvor de blev dumpet og senere dækket af jord.

Lidice og området luftfotograferet i 1946 - byen kan ikke ses mere - kun vejene og spor af RAD´s arbejdsbestræbelser.

Massegraven for alle de myrdede mænd og drenge i Lidice. Fotoet er fra 12-05-1945 - få dage efter, at landet var blevet befriet fra tyskerne. Allerede inden landet blev frit, havde nogle markeret massegraven, med et tjekkisk flag og en krans - det var bl.a. 4 løsladte engelske krigsfanger, som markerede stedet, så tidligt som om morgenen kl. 07:00, den 5. maj 1945. Senere i juni, afholdt skolerne, børn og forældre, fra den nærliggende by Bustehrad, en mindeceromini til minde om deres naboskole i Lidice, hvis børn og fædre og flere mødre blev myrdet af tyskerne, den 10. juni 1942 og i de næste 3 år frem og skolen og byen udslettet. Inden skolen udslettedes, gik børn fra Bustehrad også i skolen i Lidice.

Fredag den 27. april 1945, beordrede Ravensbrück´s kvindelige vagter, de overlevende kvinder i lejren evakueret. Vagterne jagede kvinderne ud på en dødsmarch, ved hver anden time, at samle 2.000 kvinder og sende dem afsted, ledsaget af andre vagter, i retning mod nordvest. Om mandagen den 30. april 1945, flygtede vagterne fra kolonnerne, russerne var ved at nå frem til den del af det østlige Tyskland. Kvinderne var nu alene og besluttede at fortsætte med marchen i samme retning, indtil de nåede en skov syd for Schwerin - her slog de lejr, selv om de ikke havde andet end nogle tæpper og frakker, ingen mad og vand. Her mødte de en gruppe løsladte politiske fanger og sammen kunne de i deres lastbiler nå til Neu Brandenburg, nord for Berlin. Her kunne de finde ophold og forplejning. Den 2. juni 1945 kom de med en konvoj af lastbiler, der kom fra Kladno i Tjekkoslovakiet, tilbage til landet. -- Efter 3 år i KZ-lejr lykkedes det de overlevende endelig at blive fri og komme hjem. Men da gik det også op for hovedparten, at de aldrig ville se deres mænd og børn mere og at deres by og hjemegn var udslettet. -- Af Lidice´s samlede kvindelige befolkning, ældre end 16 år, på 203 personer, kom 143 tilbage til Lidice. 6 kvinder fra Horakfamilien, blev sammen med Fru Stribrna, skudt i Prag på Kobylisy-skydebanen, den 16. juni 1942. 50 kvinder omkom i kz-lejre af sult og sygdom og gasning - 21 døde i KZ-Ravensbrück, 23 døde i KZ-Auschwitz, 5 døde i Lublin/KZ-Majdanek og 1 døde et ukendt sted. 3 andre Lidicekvinder omkom under dødsmarchen i slutningen af april 1945 - Ruzená Kindlova, Zofie Pesková og Marie Syslová. Fotoet viser en af de lastbiler, som opsamlede overlevende fanger fra de nazistiske kz-lejre - her er det en lastbil, som har nogle af kvinderne fra Lidice med. Lastbilen har også fanger med fra KZ-Buchenwald.

Nogle af de overlevende kvinder fra de tyske KZ-lejre, ses her vende tilbage til Lidiceområdet. I de næste år efter krigen, hjalp Røde Kors og den Internationale Opsporingsorganisation, med at finde de få børn, som var sendt til "germanisering" i Tyskland og de kvinder, som ikke var kommet tilbage fra deres ophold i kz-lejrene - man søgte vished om de var omkommet eller opholdt sig i live et eller andet sted i Europa. -- Den 10. juni 1945, på 3-årsdagen for massakren i 1942, fik en af de overlevende kvinder fra Lidice, Anna Hroníková, lov til, i en kort appel til verdenssamfundet, om at hjælpe de overlevende kvinder fra Lidice, med at finde ders børn. Deres skæbne var ukendt, da nazisterne havde bortført dem til "genopdragelse" i Tyskland hos de nazistiske familier. -- Med hjælp fra Hana Benesova og to medlemmer af det nye tjekkiske politi og to af de tilbagevendte mødre, gik man i gang med at søge efter de bortførte børn fra Lidice. Søgningen sluttede i maj 1947, da det sidste barn var blevet fundet og kommet tilbage til Lidice. Barnet var drengen Vaclav Zelenka. -- Tre mænd overlevede Lidice´s udryddelse - De to sønner Josef Horak og Josef Stribrny, som havde kæmpet som pilot og navigatør under R.A.F. i England under krigen, mens det tredje, på tidspunktet for massakren og destruktionen af Lidice, var i fængsel i Prag. Denne mand var Frantisek Sajdl, borgmester af Lidice inden krigen. Grunden til at han var i fængsel var, at han dræbte en af hans sønner i en familiestrid i 1938. Han blev løsladt fra fængslet i december 1942, godt 6 måneder efter massakren. Frantisek Sajdl havde intet hørt om massakren og Lidice´s skæbne i fængslet og efter løsladelsen vendte han hjem, bare at opdage, at dalen var tom og at der ingen landsby eksisterede mere. Da fandt han ud af hvad der var sket, og at havde mistet sine to andre sønner i massakren. Frantisek Sajdl blev så forvirret, desperat og ulykkelig, at han tog ind til Gestapo i Kladno. Her var han så desperat og ønskede at dø ligesom sine sønner, at han bl.a. sagde, at han bifaldt Reinhard Heydrich´s død og det attentat, der var lykkedes for faldskærmsagenterne. Gestapo lo ad ham, da de mente, at det var dårlig vits de fik fortalt, men de tjekkede dog historien og fandt ud af, at han talte sandt. Havde han kommet og fortalt sin historie seks måneder tidligere, have dette været en hoved-lovovertrædelse, som ville have udløst dødsstraf, men på det tidspunkt han fortalte sin historie til Gestapo, var hans historie imidlertid ikke længere en forbrydelse! Gestapo fortalte ham, at han skulle forsvinde og sparkede ham ud. - Frantisek Sajdl overlevede på den måde Lidice massakren, fordi han havde dræbt sin egen søn!

Lidice den 10. juni 1945 og mindehøjtideligheden her for byens udslettelse. Landets landflygtige eksil-preæsident Dr. Eduard Benés og hans kone deltager, efter deres tilbagekomst til landet. -- Skæbnen for alle børnene i Lidice og de kvinder, som var gravide på dagen den 10. juni 1942, blev fortalt af den overlevende kvinde ved navn Anna Horakova Nesporova (fødenavn), som da Lidice tragedien fandt sted, havde efternavnet Kohlícková (ægteskabelige efternavn). -- I det gamle Lidice og nærmeste omegn, boede der før massakren den 10. juni 1942, i alt 105 børn. Efter fjernelsen af børnene fra mødrene, som fandt sted i Kladno Gymnasium, blev 7 børn udvalgt og kørt ind til KRC Hospitalet i Prag, inden de skulle "germaniseres/genopdrages" i Tyskland hos nazityske familier. Af disse syv børn, overlevede seks. 91 børn i alderen fra et år, blev deporteret til Lodz i Polen, hvor yderligere 9 børn blev udvalgt til samme formål. Alle 9 blev fundet og vendte tilbage efter krigen. -- 81 + 1 senere eftersendt pige, som ikke skulle "germaniseres" alligevel, blev deporteret fra Lodz til Chelmno dødslejren og dræbt med gas i lejrens gas-lastbiler. -- Efter tragedien blev 6 gravide kvinder fra Lidice, anbragt i Dyková Street nr. 20 i Prag, hvor de skulle føde deres børn, når tiden kom. Af disse 6 børn, født efter 10. juni 1942, overlevede kun 2. -- En af de gravide mødre var Dyková Venuška, som fødte en datter. Datteren fik samme navn, som hendes myrdede mand, Wenceslaus Kohlicek, men datteren blev ikke døbt, da moderen, så snart hun havde født, blev deporteret til koncentrationslejren Ravensbrück. Moderen Venuška kom aldrig tilbage, men omkom i lejren! -- Ligeledes fødte en anden kvinde, Hroníková fra Lidice, en søn i KZ-lejren. Dette spædbarn blev omgående dræbt af en af de kvindelige SS-vagter og moderen omkom senere i lejren. Den myrdede søn, som aldrig fik et navn, var det sidste fødte barn fra Lidice. 4 kvinder fra Lidice, som også var gravide, blev sendt til samme hospital, hvor R. Heydrich døde af sine sår efter attentatet. Her fik disse kvinder tvungne aborter og blev derefter sendt til forskellige koncentrationslejre. -- Ud af de i alt 105 børn, overlevede kun 17 børn. -- I alt myrdede tyskerne ca. 340 mennesker fra Lidice, som repressalier for likvideringen af Reinhard Heydrich - 192 mænd, 60 kvinder og 88 børn. -- En lille tjekkisk landsby, Lezaky, blev også ødelagt to uger efter Lidice´s skæbne. Her myrdede tyskerne både mænd og kvinder på stedet (51) og børnene (12), blev også sendt til dødslejren Chelmno og gasset her den 6. juli 1942, sammen med førnævnte pige fra Lidice. -- Dødstallet i protektoratet, som direkte blev en følge af tyskernes bestræbelser på at hævne likvideringen af Heydrich, anslås til ca. 1.300. Herunder tæller også pårørende til faldskærmsagenterne og modstandsfolkene, sympatisører, hjælpere, mennesker fra den tjekkiske elite/intelligensia, mistænkte for illoyalitet over for tyskerne og tilfældige ofre, som indbyggerne fra Lidice. -- Men likvideringen betød også, at tyskerne anvendte situationen til at myrde og udslette hundredtusinder af andre mennesker rundt om i specielt østeuropa, både jøder og ikke-jøder ("Reinhard Heydrich" aktionerne i Polen, Rusland og andre østeuropæiske lande).

Resterne af Horak´s gård i Lidice´s mindepark, som samtidig er det område som den gamle by lå.

Lidice Memorial. -- Foto fra 1978 af Marie Uchytilová, som var en akademisk uddannet kunstner og billedhugger, udførte alene i sit livs opgave, et fantastisk arbejde, med at skabe et unikt kunstværk, som for altid ville udtrykke børnenes individuelle menneskelige udtryk, selv om de var blevet myrdet af tyskerne i juli 1942 i Chelmno dødslejren i Polen. -- Marie Uchytilová blev født den 17. januar 1924 og studerede billedhuggerkunst i sin ungdom i Plsen under bl.a. professor Otakar Walter og efter krigen gik hun på kunstakademiet i Prag, Tjekkoslovakiet under professor O. Spaniel fra 1945 til 1950, hvor hendes speciale var billedhuggerkunst og mønt- og medaljekunst. Fra 1950 til 1969 underviste hun, sideløbende med sine egne kunstneriske opgaver, på Prag´s Ekspert Kunstskole. Hendes produktion af kunst var omfattende, med små, mellem- og store skulpturer, portrætter, mønter og medaljer. Hun er især kendt for skulpturen "Barunka-Bozená Nemcová, 17 år", som blev skabt for byen Ceská Skalice og opstillet her. Hun skabte den længst anvendte mønt i Tjekkoslovakiet - en 1-krone (koruná), med et motiv af en kvinde, som planter et træ. Mønten blev anvendt fra 1959 til 1992. -- Men hendes helt store bedrift var, da hun fra 1969 og over 20 års daglig konstant arbejde, skabte verdens eneste og enestående bronceskulpturtableau - De 82 børneskikkelser til minde om Lidice´s udslettelse og børnenes henrettelse, herunder også advarslen om menneskehedens meningsløde myrderier, som bl.a. betød at 2. Verdenskrig, anslået kom til at koste ca. 13.000.000 børn livet, over hele verden. Hun havde siden 1945 tumlet med tanken og planerne om, at udføre et mindeskulpturtableau med arbejdstitlen: "Skulptur til minde om krigens børneofre". Hun nåede ikke at gøre de sidste par børneskulpturer færdige og få alle udført i bronce, da hun pludselig døde af et hjerteslag, den 16. november 1989, samme aften, som "Fløjls-revolutionen" i Tjekkoslovakiet startede, i takt med, at de kommunistiske regimer i Østeuropa, krakelerede og gik i opløsning. Efter hendes død blev skulpturværket ikke færdiggjort pga. pengemangel og den særlige situation, som opstod i de tidligere kommunistiske stater, herunder også Tjekkoslovakiet, fra 1989 til 2000, da man endelig fik samlet kræfterne, skabt økonomisk grundlag og opført det fantastiske monument i sin helhed i mindeparken i Lidice.

Marie Uchytilová ses her arbejdende på en af de sidste store skulpturer af børnene fra Lidice, i marts 1989, kun ca. et halvt år før sin død den 16. november 1989. Hun nåede at skabe alle 82 børn, som skulpturer, men hovedparten "kun" i modelform, men klar til at blive broncestøbt. Økonomien for at kunne støbe og opstille kunstværket i sin helhed, blev dog ikke realiseret, trods ihærdige anstrengelser fra næsten hele verden (donationer) - Det kommunistiske system i landet op til 1989 var ikke en "medspiller", da Uchytilová og hendes side af kunstverdenen, ikke var kommunistisk orienteret (hun skabte ofte tjekkisk nationalistisk orienteret kunst, som ikke harmonerede med kommunismens doktriner, kultursyn og ikke mindst kulturpropaganda, hvor det ny Lidice var døbt som et komunistisk "flagskib" i propagandaen for det "kommunistiske paradis"). De fleste af de donerede penge til projektet, forsvandt og blev anvendt af kommunisterne til andre "formål". Hun blev op gennem 1980´erne og til sidst overvældet af inkorrekte juridiske hindringer, bagtalelser og modstand fra landets kommunistiske styre, sådan at hun udtalte, at børnene nu blev myrdet en gang til og denne gang i deres eget land. Men 3 af hendes børneskulpturer, blev for hendes egne økonomiske midler opstillet i bronce i mindeparken i Lidice i 1980´erne. -- Hun arbejde hver eneste dag i 20 år, fra tidlig morgen til sent om aftenen, ofte uden søvn, uden ro og uden mad, optaget at fuldføre sit livs værk. Hun startede den 1. november 1969 på grundlag af tusindvis af skitser og materiale, som hun havde fremstillet og samlet siden 1945. Sideløbende i de 20 år, fremstillede hun også andre skulpturer og mønter/medaljer m.m., ofte med relation til krigens ofre i landet, hvor frihedsbegreberne for landet mod både nazisme og kommunismen, optog hendes skabertrang og udtryksform. De 7 sidste skulpturer blev færdiggjort og opstillet i år 2000, sammen med hele værkets samling af 82 børneskulpturer. -- Marie Uchytilová´s afsluttende ord om sit værk, som hun udtalte i foråret 1989, da den sidste skulptur var færdig i modelform, kom da endelig til sin opfyldelse: "I fredens navn, returnerer jeg nationens 82 børn, til deres naturlige levested, som en symbolsk advarsel og minde for alle de millioner af børn, som er blevet myrdet i menneskehedens nytteløse krige" (frit oversat). Hun kom aldrig til at se det færdige resultat på stedet i Lidice Memorial - Kun hendes egne forestilinger og planer herfor, kom hun til at opleve! -- De 20 års koncentrerede daglige arbejde med skulpturerne, trak i tusindvis af besøgende til, herunder hundredvis af andre kunstnere og billedhuggere. Hendes vision blev verdensomspændende og skabte respekt og omtale verden over. På denne måde blev hendes livs værk også muligt at færdiggøre - Her en en liste over donorer, der har bidraget væsentligt til skabelsen af Lidice Memorial: 1. Lidice Komiteen, Albertslund og Bodil Pedersen Fonden, Danmark, F. Aaberg og E. Rasmussen. - 2. Lidice Foundation, Akita, Japan, Ch. Furuta og T. Kodama 3. Tjekkisk-Tyske Udviklingsfond, Prag. - 4. Lidice og 50-årets udvalg, London, England. - 5. Bundesregierung der BRD, Tyskland. - 6. Foreningen Oktober 44, Putten, Stichting voor Aktieve Gewaldloosheid, Zwolle, Holland. - 7. Dheedene Cécile, Brugge, Belgien. - 8. Familien K. Watanabe, Japan. - 9. Gesellschaft für Jüdische-Christliche Zusammenarbeit, Siegen, Tyskland. - 10. Investerings- og PostBank, Prag. - 11. MD. Charles Vojacek, Prag.

I begyndelsen af 1950'erne, blev mere end 100 huse bygget, ikke langt fra den oprindelige landby Lidice (ca. 300 meter). En mindepark bestående af en donation på 29.000 rosenplanter fra 32 lande, blev oprettet. -- Men i de følgende år, blev det kommunistiske regime i landet en hindring for vedligeholdelse og opretholdelse af mindeparken og den groede til i ukrudt og forfald. Kommunistpartiet i landet havde erklæret den nye landsby som en ideologisk kommunistisk vigtig by og da denne propagandapolitik fik interessen til at forsvinde hos det ikke-kommunistiske tjekkiske folk, døede donationerne og opbakningen langsom ud - Støtten til de kommunistiske propagandaprojekter i landet, var ikke fremherskende og derfor heller ikke til mindet om Lidice - i kommunistisk regi! -- Efter 1990 kom der dog gang i bestræbelserne med at genskabe en ny mindepark og skabe opmærksomhed omkring projektet og det enestående skulptur-kunstværk. -- Marie Uchytilová´s nærmeste familie og venner og andre, som "brændte" for etableringen af mindeparken og skulpturprojektet, søgte efter hendes død at få skulpturerne færdiggjort i bronce. Her var ægtemanden til den afdøde billedhugger, Jiri V. Hampl og datteren Sylvie Klánová, særligt aktive, men også en af de overlevende kvinder fra Lidice, Anna Nesporová , tog del i bestræbelserne for at få projektet realiseret. Ligelede den stiftede forening for skulpturprojektet lagde kræfter i at opnå succes. I året 2000 kom forandringen endelig til Lidice. Det Tjekkiske Kulturministerium financierede genopbyggelsen af Lidice Memorial og etableringen af Marie Uchytilová´s børneskulpturtableau i 2000. Man udnævnte Marie Telupilová, som direktør for Lidice Memorial, som i dag har et nyt museum, mindepark, hvor der foregår en masse aktiviteter for alverdens børn og kunstnere, med udstillinger, foredrag osv. Parken fik under projektet "Roser til Lidice" i 2001, doneret i hundredvis af nye rosenbuske fra hele verden, sådan at rosenparken igen kunne fremstå så smuk, som tidligere. Hundredvis af studenter fra Tjekkiet og fra Tyskland har frivilligt deltaget og deltager stadig i mindeparkens genetablering og vedligeholdelse. -- Billedet viser fotos fra åbningen af Lidice Memorial og dens rossenpark i 2001, hvor mange prominente regeringsmedlemmer og andre notabiliteter fra mange lande deltog. Direktør M. Telupilová holder her sin tale, stående på stedet, hvor de 173 myrdede mænd og drenge fra den 10. juni 1942, ligger begravet.

Lidice Memorial. Monumentet og mindet om de myrdede børn fra Lidice, bliver her særdeles nærværende og udtryksfuldt, mange kan ikke lade være med at græde, når de står og ser dette unikke og globalt universelle udtryk for tyskernes og andre terrorregimers grusomheder mod verdens børn dengang, såvel som til stadighed i dag. -- Navnene og deres fødselsår på de 82 børn fra Lidice, som her er individuelt skulptureret i bronce: Værket omfatter 82 bronze statuer af de individuelle børn (42 piger og 40 drenge) i alderen 1 til 16 år, som blev myrdet i Chelmno i Polen fra den 2. - 6. juli 1942. Oplysningerne stammer fra: "Oboz Smierci w Chelmno Nad Nerem", Janusz Golczynski, offentliggjort af Konin Museum, 1991: BREJCHA Josef, 1937 - BULINA Josef, 1930 - BULINOVA Anna, 1928 - BULINOVA Jaroslava, 1931 - CERMAK Jiri, 1930 - CERMAKOVA Miloslava, 1934 - CERMAKOVA Bozena, 1932 - FRUHAUF Jiri, 1938 - HEJMA Karel, 1934 - HEJMA Frantiasek, 1928 - HERMANOVA Jaroslava, 1939 - HOCKOVA Marie, 1932 - HONZIKOVA Vara, 1929 - HOCKOVA Marie, 1932 - HONZIKOVA Bozena, 1929 - HRONIK Zdenek, 1934 - HRONIKOVA Bozena, 1929 - HRONIKOVA Marta, 1941 - HRONIKOVA Zdenka, 1930 - JADLICKA Vaclav, 1937 - KACL Karel, 1934 - KAFKOVA Vara, 1936 - KAIMLOVA Anna, 1929 - KOBERA Jaroslav, 1932 - KOBERA Vaclav, 1936 - KOBEROVA Milada, 1931 - KOBEROVA Zdenka, 1934 - KOVAROVSKA Hana, 1937 - KOVAROVSKA Ludmila, 1937 - KOZEL Antonin, 1935 - KRASOVA Venceslava, 1935 - KUBELA Rudolf, 1938 - KULHAVY Frantisek, 1935 - KULHAVY Jaroslav, 1929 - LISKA Miloslav, 1936 (møllerens søn) - MIKOVA Milada, 1936 - MORAVCOVA Jitka, 1940 - MORAVEC Vaclav, 1931 - MULAK Karel, 1930 - MULAKOVA Marie, 1927 - MULLER Zdenek, 1937 - NERAD Antonin, 1928 - NOVA Alena, 1938 - NOVOTNA Milada, 1927 - PEK Antonin, 1934 - PELICHOVSKA Emilie, 1927 - PELICHOVSKY Vaclav, 1932 - PESEK Josef, 1934 - PESKOVA Anna, 1936 - PESKOVA Jirina, 1935 - PETRAK Miloslav, 1931 - PETRAK Zdenek, 1933 - PETRAKOVA Jirina, 1927 - PETRIK Zdenek, 1941 - PITINOVA Marie, 1931 - PODZEMAKY Stepan, 1938 - PRUCHOVA Vera, 1926 - PRIHODOVA Josef, 1930 - PRIHODOVA Anna, 1926 - PRIHODOVA Jaroslava, 1940 - PUCHMELTROVA Venceslava, 1928 - RADOSTA Miloslav, 1936 - RAMES Vaclav, 1933 - RAMESOVA Jaroslava, 1940 - ROHLOVA Bozena, 1934 - RUZENECKA Jirina, 1929 - SEJE Jiri, 1936 - SOUCKOVA Jirina, 1930 - SOUCKOVA Marie, 1928 - SOUCKOVA Miloslav, 1929 - STRAKOVA Jarmila, 1939 - STRAKOVA Ludmila, 1940 - SUCHY Josef, 1941 - SYSLOVA Wiroslava, 1928 - SROUBEK Josef, 1934 - SROUBEKOVA Marie, 1927 - STORKOVA Jaroslava, 1932 - URBAN Antonin, 1930 - URBANOVA Vera, 1937 - VANDRDLE Josef, 1928 (lokalpolitimandens søn) - VESELA Dagmar, 1936 - VLCEK Karel, 1935 - ZELENKA Jaromir, 1940 - ZID Ivan, 1934 (Se tekst ved foto af denne dreng og omtale af hans far m.v.).

De meget udtryksfulde børneskulpturer skabt af den akademiske billedhugger Marie Uchytilová, står i dag med udsigt ud over området, hvor den gamle landsby Lidice lå.

De udtryksfulde skulpturer i bronce af børnene fra Lidice - her denne lille uskyldige dreng.

Fotoet her er fra 1992, hvor man ser 5 overlevende mødre sidde på trappen til deres plejehjem, med en af de 82 børneskulpturer, som Marie Uchytilova har udført. I 1992 var det 3 år siden kunstneren døde pludseligt den 16. november 1989. Kvinderne er som følger, set fra venstre: Olga Horesovská-Zámecniková, Ana Straková-Klimová, Anna Horáková-Nesporová (øverst, bøjet forover), Milada Ríhová-Cábová og Ruzená Krásová. Ingen af deres egne børn overlevede udryddelsen af Lidice den 10. juni 1942.

Lidice som den er genopbygget i dag, ses til yderst til højre i billedet - Mindeparken og dets museum ses nederst i billedet. Alle de røde markeringer, viser placeringen af landsbyens huse, som de lå, inden massakren og byens udryddelse. -- I kølvandet på massakren, instruerede Humphrey Jennings i 1943 en film om Lidice, "The Silent Village", ved hjælp af amatørskuespillere fra en walisisk kulmine landsby med navnet Cwmgiedd. En amerikansk film blev også lavet i 1943, som handlede om Hitlers "Madman" (Heydrich), men filmen indeholdt en række graverende unøjagtigheder. En mere præcis engelsk film, "Operation Daybreak", med filmstjernerne Timothy Bottoms som Kubis og Anthony Andrews som Gabcík, blev indspillet i 1976. -- Den amerikanske digter Edna St. Vincent Millay skrev et meget langt digt ud fra sin bog, som handlede om massakren, "Mordet på Lidice", der blev trykt i sin helhed den 19. oktober 1942, i en udgave af Life magasinet og udgivet som en bog, det samme år fra forlaget Harper. Den tjekkiske komponist Bohuslav Martinu, skrev i 1943, som en reaktion på massakren, en komposition, som mindesmærke for Lidice, et 8-minutter langt orkesterværk fuld af sorg og fortvivlelse. Musikværket indeholder citater fra den tjekkiske St. Wenceslas Chorale, samt, i det centrale klimaks af musikværket, indføjede han noderne til "V for Victory" (sejr) i morsekode (punktum-punktum-punktum-streg = V), fra Beethovens 5. Symfoni ("da da da daaahh").

Lidice i dag, med mindeparken og museum nederst i billedet. -- Til ære for Lidice, har en række byer, lokalsamfund rundt om i verden, omdøbt gader, pladser og byer til navnet Lidice. Nyfødte piger rundt om i verden, blev døbt med navnet Lidice, straks efter at massakren blev kendt verden over og mange bærer den dag i dag navnet Lidice. Efter krigen fortsatte Lidice med at blive mindet af mennesker over hele verden. I september 1942, grundlagde kulminearbejdere i Stoke-on-Trent i England organisationen "Lidice skal leve", for at skaffe midler til genopbygningen af landsbyen efter krigen. Flere byer i forskellige lande blev opkaldt efter landsbyen, f.eks. San Jerónimo-Lidice i Mexico City, Barrio Lidice, et hospital i Caracas, Venezuela, Lidice de Capira i Panama og byer i Brasilien. Den 12. juli 1942 vedtog byrådet i byen Stern Park Gardens, Illinois, USA, at byen omdøbtes til Lidice. En plads i den engelske by Coventry, som selv blev meget ødelagt under 2. Verdenskrig, er opkaldt efter Lidice. En gyde i downtown Santiago, Chile, er opkaldt efter byen Lidice. En gade i Sofia er opkaldt til minde om massakren. -- Den tjekkoslovakiske regering erklærede i en fredsdemonstration i Lidice, den 10. Juni 1945, på 3-årsdagen for masakren, at byen skulle genopstå. Begivenheden blev overværet af de 143 overlevende kvinder fra Lidice, som var kommet tilbage til stedet, men nu uden deres mænd og børn, som det næsten lykkedes tyskerne at myrde allesammen - En frygtelig skæbne for de mange enker! Nazisterne myrdede i alt 340 mennesker fra Lidice. Efter en to-års undersøgelse opsporede man 17 børn, som havde boet i Lidice, eller havde tilknytning til familierne i byen. I sommeren 1947, blev grundstenen lagt til den nye by Lidice, ca. 300 meter fra den oprindelige landsby´s placering. Bygningen af de første huse blev påbegyndt i maj 1948. Gradvis med den enorme hjælp af frivillige fra hele landet og udlandet, blev en moderne landsby med 150 huse opført. Samtidig blev der bygget det nuværende kommunekontor, posthus og et kultur- og butikscentrum i byen. Samtidig anlagdes mindeparken med opførelsen af mindesmærket og museet. Den 19. juni 1955 indviedes i mindeparken, rosenhaven "Rosarium", som bestod af 29.000 plantede rosenbuske, som kom fra forskellige dele af verden, ved siden af lindetræalléen, med udsigt mod stedet hvor den gamle landsby lå. I 1990'erne blev rosenparken forsømt, men efter 2001, blev et nyt "Rosarium", med 21.000 plantede rosenbuske, designet og skabt, beliggende 500 meter fra museet. I den nye landsby, er der et kunstgalleri der viser permanente- og særudstillinger. Den årlige kunstfestival for børn tiltrækker opmærksomhed på verdensplan. I årenes løb har mange kunstnere deltaget i kulturelle begivenheder og skænket deres kunst til landsbyen. Lidice´s livsflamme blev brat pustet den junidag i 1942, men kun for en kort tid og takket være hjælp fra alle mulige mennesker rundt om i verden, blev en lille "livets flamme" antændt igen og blev til en stor flamme i dag. Hvilken retning byen og omegnen vil tage i fremtiden, er nu kun i hænderne på byens nuværende indbyggere. Besøg museet, hvor de indsamlede fakta og dokumenter om Lidice tragedien findes, besøg rosenhaven, mindesmærket og den nye landsby. -- Tyskerne udryddede også utallige landsbyer og befolkninger i det øvrige Østeuropa og Rusland, ofte på endnu værrer umenneskelige måder, men Lidice blev det fælles symbol på de uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden. En af de første til at fordømme forbrydelsen, da den blev kendt, var da USA´s Flådeminister William F. Knox, der den 13. juni 1942 udtalte: "Hvis de kommende generationer spørger, hvorfor vi udkæmpede denne krig, skal vi fortælle dem om Lidice".

Likvideringen af Protektoratets leder SS-ObergruppenFührer Reinhard Heydrich og den heroiske kamp faldskærmsagenterne gjorde i kirken i Prag og ikke mindst Tyskernes ufattelige hævn og gengældelse over hele landet, men især udryddelsen af menneskene og landbyerne Lidice og Lezaky, foranledigede enorm international opmærksomhed og sympati. Her var det også overordentligt vigtigt, at der i england var etableret en international anerkendt eksil-regering og organisation. Dette kom til at betyde, at onsdag den 5. august 1942, sendte den britiske udenrigsminister Anthony Eden, et brev til den Tjekkoslovakiske eksilregerings udenrigsminister Jan Masaryk. Brevet var en overordentlig vigtig erklæring og beslutning, som den engelske regering havde gjort mht. Münchenaftalen fra 1938. -- De Allierede var stærkt berørt og rasende, ikke mindst Winston Churchill, over det som var sket i Tjekkoslovakiet den 27. maj og månederne efter - Reinhard Heydrich´s død og tyskernes frygtelige forbrydelser og massakrer i Lidice og mordene på tusinder af tjekkoslovakker som gengæld for dette attentat. ---- Krigen havde nu varet 3 år og England havde nu modet til at foranledige, at München-aftalen blev annuleret. Englands regering og Frankrig, (Frankrig repræsenteret af lederen af De Frie Franske styrker i England, General Charles de Gaulle og på vegne af en proklamation fra Frankrigs nationalforsamling), under-skrev sammen med tjekkoslovakiets eksilregerings leder Eduard Benes og udenrigsminister Jan Šrámek (Jan Masaryk), den 29. september 1942, at München-aftalen nu var ugyldig med tilbagevirkende kraft fra den dato aftalen blev indgået (29/30. oktober 1938). ---- Man var også udadtil imponeret over missionen med attentatet på Heydrich i Prag, operation "ANTHROPOID". ---- Man honorerede dermed tjekkoslovakites vedholdende insisterende vilje, til at kæmpe mod tyskerne i landet og udholde og klare alle de nederlag og represalier som nazisterne påførte landet og alligevel dødsforagtende viste hele Europa, at tyskernes ledere kunne dræbes, selv om disse i 1942 herskede over det meste af Europa. ---- De Allierede var enige om, at når nazisterne blev besejret, ville Sudeterlandet igen blive overgivet til Tjekkoslovakiet. I den forbindelse førte det også til sympati for tanken om, at tjekkerne kunne udvise den tyske befolkning i sudeter-områderne til Tyskland. Dette fik Eduard Benes, lederen af eksilregeringen i London og andre af lederne, til at kræve, at de tyske forrædere skulle dræbes efter krigen. Fotoet viser underskrivelsen, den 29. september 1942, af ophævelsen af Münchenaftalen fra 1938, hvor det på billedet er Den Tjekkoslovakiske eksil-Udenrigsminister Jan Masaryk, som underskriver den Franske National Kommité´s traktat, som England fik sat i værk. I midten ses formanden for Den Franske National Kommité i eksil, Charles De Gaulle. Eksil-Premierministeren for Tjekkoslovakiet, Jan Srámek, ses yderst til højre. Traktaten blev kulminationen på Dr. Eduard Benés 4 år lange kamp, for at få ophævet München-aftalen.

Tjekkoslovakiets oprør og befrielse fra det nazistiske åg, skete først til allersidst fra den 4. maj 1945. Tjekkoslovakiet havde på det tidspunkt af krigen, mange store og små partisangrupper, der udgjorde omkring 7.500 modstandsfolk. Disse partisaner deltog især i "Slaget om Skinnerne", hvor sabotage virkede forstyrrende på den tyske jernbanetransport. Man overfaldt tog og stationer, tyske troppetog, og beskadigede janebanespor og broer. F.eks. var der nogle jernbanelinjer, som nazisterne kun kunne bruge i dagtimerne og ikke engang hver dag. I de første dage af maj 1945, blev modstandskampen intensiveret efter dannelsen af en midlertidig tjekkoslovakiske regering i Košice den 4. april 1945. Der blev dannet såkaldte "Nationale Kommitéer", som overtog administrationen af byer som tyskerne var fordrevet fra. Mere end 4.850 sådanne komitéer blev dannet mellem 1944 og slutningen af krigen i maj 1945, ofte under tilsyn af Den Røde Hær, primært efter den 11. maj 1945. Den 4/5. maj begyndte den nationale opstand spontant i Prag, og det nydannede tjekkiske Nationale Råd (Ceská národní rada), overtog næsten øjeblikkeligt ledelsen af oprøret. Over 1.600 barrikader blev opført i hele byen, og omkring 30.000 tjekkiske mænd og kvinder kæmpede i tre dage mod 37.000 - 40.000 tyske tropper støttet af kampvogne og artilleri. Den 8. maj kapitulerede den tyske Wehrmacht og delvis også Waffen-SS, da nogle af de enheder søgte at frelse sig, ved at søge mod vest og de amerikanske linier, men andre SS-grupper blev ved at kæmpe helt til den 11. maj. De sovjetiske tropper ankom den 9. maj. -- Opstanden i Prag den 4/5. maj 1945. Borgere, modstandsfolk og selvbestaltede millitser i byen, har på fotoet oprettet en af de utallige barrikader - Her ved den berømte Karlsbro i centrum af Prag. -- I 2. Verdenskrigs sidste dage i Prag, blev befolkningen i byen opmuntret af nyhederne om, at den amerikanske hær, under ledelse af den berømte General Patton, havde kurs mod hovedstaden. Mange frygtede, at blive erobret af Den Røde Hær og russerne, som også var på vej, kæmpende mod de tyske relativt stærke styrker, som stod i Tjekkoslovakiet, herunder mange Waffen-SS enheder, som ikke ville stoppe kampen mod russerne - de havde heller ikke udsigt til andet end den visse død, så deres bitre kamp, trak ophøret af død og ødelæggelse længere og længere ud. Den 4. maj 1945 begyndte mange af Prags indbyggere, at gøre modstand, ved at bygge barrikader i gaderne, bevæbne sig og direkte angribe de tyske myndigheder og soldater i byen. Man rev tyske skilte ned og overmalede dem med patriotiske slagord. Nogle overfaldt tyskere og mange af de tidligere nazivenlige medborgere, både som hævn og få at få fat i våben. Folk strømmede ud i gaderne og forhindrede tyskerne i at manøvrere med deres styrker, hvoraf de fleste var stationeret uden for Prag, på kasernerne her. Russerne blev overrasket over at Patton og amerikanerne var stærkt på vej mod Prag og Marskal Konjevs panserstyrker i det sydlige Østtyskland, ilede den 6. maj 1945 i forceret tempo, stik syd og fejede al tysk modstand væk og rasede mod Prag, for at komme først. Modstandsbevægelsen havde planlagt at gøre opstand, netop den 4. maj, for at erobre Prag og dermed landets integritet og overlevelse som nation, inden de blev befriet af enten amerikanerne eller russerne - man ville ikke være offer eller i "gæld" til stormagterne, hvis/når de befriede dem. Hvis man selv havde befriet sig fra tyskerne, var situationen en anden og bedre i en efterkrigstid - Tjekkerne havde jo en international anerkendt eksil-regering i London, takket være dennes leder eks-præsidenten Eduard Benes. Modstandsbevægelsen og mange andre tjekker, anmodede skiftesvis dog både amerikanerne og russerne om at komme til undsætning - man vidste jo ikke om man kunne befri byen, eller holde den befriet - man vidste godt, at de tyske styrker i og omkring Prag var stærke og var meget lidt opsat på at opgive kampen. Flere tjekkoslovakiske politi- og gendarmenheder, vendte nu front mod tyskerne og støttede befolkningen med udlevering af våben og køretøjer. I Prag opholdt sig på det tidspunkt også den militære anti-kommunistiske hær, Vlasov´s Hær (ROA), som siden siden 1943, havde støttet tyskerne og herunder især Waffen-SS og var organiseret i lighed med denne. Hæren blev kaldt Vlasov-hæren, eller som Generalløjtnant Andrej Vlasov, selv benævte hæren: Den Anti-Kommunistiske Russiske Befrielseshær (ROA). Vlasov-Hæren, som bestod af mange russiske antikommunister, men også andre landes antikommunister, havde ikke kæmpet direkte sammen med de tyske hærenheder, da naziledelsen var noget kølig over for ideen med denne enheds aktive deltagelse på tysk side - man stolede ikke på Vlasov og de andre ledere i hans hær (Vlasov var tidligere en meget stor sovjetisk helt, medens han var soldat i Den Røde Hær indtil sommeren 1942, hvor han blev svigtet af den russiske hærledelse, da han ledede sin 2. Shockarmé i kamp og blev ladt i stikken af Den Røde Hær´s ledere og måtte se sine folk blive næsten udryddet og han selv taget til fange. Herefter skiftede han side for at bekæmpe det kommunistiske styre og støttede nu tyskerne og her altså især Waffen-SS). Tyskerne havde i øvrigt over en million mand i sine styrker, gennem hele krigen, som bestod af mange mennesker fra hele Europa, herunder omkring 6000 danskere. Men i februar/marts 1945 blev Vlasov-Hæren sat ind i aktiv kamp mod de russiske angreb, som fejede hen over Oder-Floden og videre mod Berlin. Vlasov-hæren kæmpede for første og eneste gang i de ekstremt hårde kampe ved Seelow-højderne på vestsiden af Oder-floden og altså øst for Berlin. Men slaget i dette område kunne tyskerne ikke holde til - man ofrede de sidste hærenheder, man rådede over og kampene kom til at koste næsten ½ million døde og sårede i alt på begge sider. Resterne af Vlasov-Hæren undslap blodbadet omkring Oder-floden og flygtede til Tjekkoslovakiet og Prag og Vlasov selv forsøgte at komme amerikanerne i møde, så han kunne blive fanget af dem og ikke sine russiske landsmænd, hvor han ikke ville finde nåde og betragtet som en forræder af de russiske kommunister og deres ledelse. Den russiske general Sergei Bunyachenko var leder af Vlasov-Hæren i Prag og han beordrede "Vlasovitterne" til vende sig mod tyskerne og hjælpe Tjekkerne i byen med at gøre opstand og levere våben og ammunition til befolkningen. Vlasov-Hæren var relativt godt udrustet (herunder pansrede køretøjer og artilleri) og mange af dens soldater, som havde sluttet sig til enheden, var erfarne veteraner fra Østfronten. Imidlertid havde Vlasov-Hæren (ROA) og lederne heraf, ikke planer om at blive i Prag under hele byens opstand. Efter at have hjulpet tjekkerne i godt én dag, hastede enheden mod syd, for at nå de amerikanske styrker og overgive sig til dem. Vlasov stolede ikke på sine egne ledere i hæren - alt var kaos i krigens sidste dage. Han søgte selv mod de amerikanske linier, medens hans hær, sammen med nogen af de tyske Waffen-SS styrker også forsøgte det samme. Det var den visse død at blive fanget af Den Røde Hær.

I Prag´s radio, den 30. april/1. maj 1945, meddelte SS Obergruppenführer Karl Hermann Frank (Lidice-bødlen), at han ville drukne ethvert oprør i et "hav af blod". Da rygterne om en forestående allieret ankomst til Prag, strømmede folk i Prag ud på gaderne, for at glæde sig over sejrherrernes ankomst. Karl Hermann Frank beordrede staks totalt udgangsforbud og at den tyske hær og politistyrkerne i Prag, skulle skyde på enhver, der ikke lystrede dette. Den 4. maj begyndte byens borgere og modstandsfolk, at bygge barrikader. -- Den 5. maj om formiddagen blev budskabet om opstanden yderligere udbredt, da den tjekkiske radio udsendte en appel til befolkningen, på en blanding af tjekkisk og tysk, om at gøre oprør. En gruppe af tjekkiske politifolk forsøgte at indtage og beslaglægge radiostationen, som lå på Vinohradská gaden. En afdeling af SS-soldater var på vagt omkring radiostationsbygningen. Det kom til en bitter kamp om herredømmet over radiostationen. Med lyden af kamp i baggrunden, fortsatte radiostationen med at sende, hvor budskabet igen og igen blev råbt, om at borgerne skulle gøre oprør. Omkring kl. 13:00 lykkedes det bevæbnede tjekkiske modstandsfolk, at overløbe de Waffen-SS soldater, som forsvarede radiobygningerne. Radiospeakeren blev ved med at opfordre den tjekkiske nation om at gøre oprør og bad dem bygge barrikader i byen. Tjekkiske modstandsfolk besatte Gestapo´s og Sipo´s hovedkvarterer. Om eftermiddagen den 5. maj, skiftede den siddende borgmester i Prag officielt side og trådte ud af Det Nationale Råd på rådhuset. Mange tjekker angreb de tyskere, som de fik øje på og beslaglagde deres våben. Tyskerne ville dog ikke overgive sig og gjorde svær modstand alle steder i byen. Om aftenen erfarer modstandsbevægelsen og de oprørske borgere, at nazisterne har til hensigt at slå opstanden ned ved hjælp af et meget stærkt angreb ude fra byens udkanter, hvor tyskerne var kaserneret. Sammen med de lokale nazistiske styrker inde i byen, ville man knække modstandskræfterne i byen. Rygtet gik, at tyske kampvogne, pansrede motoriserede enheder og fly ville angribe hovedstaden i løbet af aftenen og natten. Men oprøret var nu så omfattende i aftentimerne af den 5. maj, at magtbalancen mellem oprørerne og den nazistiske magt var begyndt at ændre sig. Efter en fase af oprøret, hvor nazisterne havde dominans, begyndte der nu en fase med stabilisering af magtforholdet. Om formiddagen den 6. maj, var det opført over tusind barrikader. Den tjekkiske modstandsbevægelse og byens borgere og politi, som havde skiftet side, havde formået at overtage kontrollen med halvdelen af byen, før tyskerne fik reageret med den fornødne kraft. De tyske garnisoner i hele Prag blev omringet af oprørerne, som mange steder tvang de belejrede tyskerne, til at overgive sig, ved at afskære deres elektricitet, vandforsyning og telefon. Prag oplevede ligeledes en udbredt hævn mod tyskerne og deres medløbere, men også nogle tyskere, især SS, tog hævn over den tjekkiske befolkning i byen. De tyske Wehrmachtstyrker udenfor Prag, begyndte at bevæge sig mod centrum for at befri deres belejrede eller fangne landsmænd. Et andet formål med de tyske styrkers angreb, var erobringen af jernbanen og hovedvejene i byen, som var vitale forbindelser. Tyskerne frygtede de russiske styrker, som var på vej mod byen og besiddelsen af disse vitale transportmuligheder, ville sikre fri passage vestpå til de amerikanske linjer for de tyske hærenheder. I løbet af 6. maj forsøgte tyskerne at generobre radiostationsbygningen. Men den tyske fremrykning løb ind i stor modstand, både i selve bygningen, og på barrikaderne i de nærliggende gader. Tyskerne besluttede nu, at bruge bombefly i stedet for. Luftangrebet var en succes, men den tjekkiske modstand fortsatte og radiomeldingerne blev bare sendt fra en anden placering. Med nyheden om, at amerikanerne allerede var i byen Plsen, håbede man at de amerikanske panserstyrker snart nåede til Prag. Men oprørerne var ikke klar over den aftale, som der var mellem amerikanerne og de sovjetiske ledere, nemlig at amerikanerne skulle stoppe fremrykningen ca. 70 km. vest for Prag. Den tjekkiske radio´s sendinger til den amerikanske hær og General Patton, forblev ubesvaret. Oprørere var heller ikke klar over, hvor Den Røde Hær var nået til på det tidspunkt, og det tyske militære pres var stigende. Den 7. maj angreb SS- og Waffen-SShærenheder med pansrede køretøjer og med artilleribeskydning fra deres stationering uden for Prag. Tyskerne var frustrerede over manglen på afgørende militære fremskridt, og de lancerede en række rasende kampvognsangreb på byens forsvarere. Situationen var alvorlig. Waffen-SS begyndte at bruge deres tunge militærudstyr og Luftwaffe fortsatte med deres luftangreb på Prag. Mange historiske bygninger blev bombet. I de næste timer, hen over den 7. maj, lykkedes det gradvist den tyske besættelsesmagt at få overtaget over for den tjekkiske modstandskamp. Modstandsfolkene havde kun et par anti-tank kanoner, at imødegå tyske kampvogne med. Hertil kom, at oprørerne var ved at løbe tør for ammunition. Men så trådte Vlasov´s hær ind "på scenen".....

Hvem kæmpede om Prags frihed: Det var tjekkiske borgere, både fra proletariatet og bourgeoisiet i byen, som deltog i kampene mod tyskerne under opstanden. De var alle enige om, at målet for kampen, var at frigøre byen og landet fra den tyske besættelse. I foråret 1945, bestod proletariatet og dets modstandsorganisationer og grupper, af patrioter, som havde udført en reel kamp mod nazisterne i landet. I modsætning hertil var bourgeoisiet, som i overvejende grad bestod af folk, fra den bedre stillede del af indbyggerne, fra magtapparatet, administrationen, universitetsuddannede osv., der under hele den tyske besættelse, ikke havde meget til fælles med de befolkningsgrupper, som faktisk stod for den meste modstand og kamp mod nazismen. Men så snart de følte, at det nazistiske "tusindårsrige sang på sidste vers", forsøgte de at "spille med" og give det indtryk, at de også havde bidraget til kampen og nu ville opnå de nye fordele, som tiden efter den nazistiske orden, givetvis ville give dem og være til gavn for deres befolkningsgruppe. -- Det var den almindelige etniske tjekkiske oprører, som kæmpede i Prag, dem som i praksis under det nazistiske åg, havde været tvunget til at arbejde for nazisterne. Det var dem, som selv havde måttet opleve og udstå krigens rædsler i landet, men også dem, som foragtede alt tysk og dem som var nødt til at samarbejde med tyskerne, der var de første til at gøre spontant oprør, uden at vente på de politiske ordrer. Trods manglende militær uddannelse, bevæbnede de sig med håndvåben erobret fra tyskerne eller leveret af de instanser, som vendte sig mod tyskerne og magten i landet (politi, gendarmeri) og specielt fra "Vlasov´s Hær" (se og læs ved de 2-3 sidste fotos om opstanden i Prag). De kæmpede overraskende godt og forsøgte at hindre de overlegne tyske styrkers bevægelighed, ved et omfattende netværk af hastigt etablerede gadebarrikader. Den taktik med at blokere de tyske militærbevægelser, blev en succes. Et af oprørernes vigtigste mål var også nået, nemlig at påvise og synliggøre den tjekkiske modstandsvilje og befri byen inden de blev "befriet" af Den Røde hær eller for den sags skyld den amerikanske hær (tjekkoslovakkerne havde jo en eksil-regering og militær i England). Men det blev et tæt opgør med tyskerne, hvor hver enkelt time skulle tælles med, inden oprøret kunne sikre byens frihed og inden russerne ville ankomme. Takket være oprørerne, fik Prag sig frigjort fra tyskerne, før ankomsten af de sovjettiske styrker. Det Tjekkiske Nationale Råd, ledet af Otakar Machotka og som vel at mærke var loyal over for eksil-præsident Edvard Beneš i London, repræsenterede den "proletariske" befolkning i Prag, ved de forhandlinger, som kom til at stå med de russiske militærledere efter "befrielsen". De "marionetagtige" regeringsstyrker i Prag og i landet i øvrigt (Böhmen og Mähren), politi, gendarmer, toldere og andre sikkerhedsstyrker, bestod mest af etniske tjekker, men kontrolleret af Gestapo. De fleste af disse styrker, grupper eller enkeltpersoner vendte deres våben og udstyr mod tyskerne, som de ellers skulle beskytte under besættelsen. Selv om de ikke udgjorde nogen reel fare for det veluddannede tyske militær, afleverede disse tjekkiske styrker frivilligt en stor del af deres håndvåben, ammunition og kommunikationsudstyr til oprørerne. De skulle tidligere bevogte Prag mod "den indre fjende", men i virkeligheden vendte de altså deres våben mod deres tidligere allierede, tyskerne. Tidligere blev disse styrker af politi, gendarmer, toldere og andre betragtet som forrædere, af den menige tjekkiske befolkning "proletaraiatet", og nu da de vendte sig mod besættelsesmagten, betragtede tyskerne dem som forrædere. Uanset hvad, havde disse borgere fra "beskyttelsesmagten", meget få flugtmuligheder og måtte derfor kæmpe med mod tyskerne. Tyske civile, bosat i Prag, administratorer, embedsmænd og familiemedlemmer af det tyske militær, sudetertyskere og deres familie, var det nemmeste og mest legitime mål for den tjekkiske vrede og hævnlyst. De måtte flygte over hals og hoved, på alle mulige måder, ofte i stjålne køretøjer, for at redde deres liv. Mange grusomheder blev begået mod hinanden på begge sider. Nogle tyskere, især SS, tog hævn over de tjekkiske civile borgere. ---- De regulære tyske hærenheder blev faktisk fanget både inden for og uden for Prag. De befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Da spillet var ved at være ude for tyskerne i Prag, havde de brug for Prag´s vejnet, for at flygte mod vest, så de kunne overgive sig til amerikanerne. -- Overlegne i antal, udstyr og uddannelse, blev presset fra oprørerne mod de tyske styrker i Prag, dog hen over tid for stort. Den midlertidige undertegnelsen af en overgivelseserklæring mellem Det Tjekkiske Nationale Råd og tyskernes øverstbefalende for værnemagten (den tyske alm. hær), General Toussaint, kan kun betragtes, som en delvis sejr for oprørerne, da dette kun fik en mindre del af disse tyske tropper, til at flygte vestpå. Nogle hærenheder var nødt til at fortsætte kampen, da de blev tvunget til dette af forskellige fanatiske SS enheder og fra Waffen-SS, som egentligt skulle være deres allierede, men som nægtede at anerkende en våbenhvile og ville fortsætte den menigngsløse krig på bl.a. deres bekostning. Waffen-SS enhederne blev betragtet, som den bedst udstyrede, trænede og motiverede del af alle de tyske styrker. De bestod for det meste af soldater fra "Kampfgruppe Wallenstein", som var blevet oprettet af enheder fra Waffen-SS, der havde tilhørt enhederne på troppeøvelseskasernen ved navn: Truppenübungsplatz Böhmen, som var et stort uddannelsesområde nær Benešov uden for Prag. Der var oprettet to væsentlige enheder, med hver sin ledende officer. Styrken bestod af fire regimenter med et lille antal pansrede køretøjer og nogle få artilleri-enheder. Da Waffen-SS var den mest fanatiske af de tyske enheder, havde de også mest at tabe. I tilfælde af overgivelse, forventede de ingen nåde (noget som de, da det skete, heller ikke fik). De afslog den midlertidige overgivelsesaftale og våbenhvile og betragtede alle de tyske enheder, der gjorde det, som forrædere. Waffen-SS enhederne blev ved at kæmpe fra den 7/8. maj og de sidste rester af soldaterne herfra, blev forfulgt og bekæmpet, af Den Røde Hær i skoven sydvest for Prag, så sent som 11. maj 1945. Russerne kom overraskennde buldrende ind i Prag fra nord, den 9. maj og fik på den måde afsluttet kampen i Prag. Men da havde oprørene allerede vundet og tyskerne på flugt mod syd og vest. Dette banede vejen for, at den tjekkiske eksil-regering, i dagene efter, kunne begynde,at flyve hjem til landet igen. Inden og også samtidig med at byens indbyggere "hyldede" de enorme kolonner af sovjetiske kampvogne, der rullede ind i Prag, forlod de sidste tyske hær-enheder byen under beskyttelse af en midlertidig våbenhvile. De Allieredes militære kommando havde aftalt med den sovjettiske ledelse, som tidligere nævnt, at Prag skulle "befries" af Den Røde Hær. Derfor havde man allerede, uden at oprørerne i byen vidste noget om, at den sovjetiske hærs ankomst for at hjælpe dem i "allersidste øjeblik", var et skuespil overfor alle i byen, da kapitulationen og overgivelsen fra de tyske styrkers side, var underskrevet 13 timer før de første sovjetiske kampvogne nærmede sig Prag fra nord. Ca. 30 sovjetiske soldater blev dræbt i udkanten af Prag i flugt-træfninger med resterne af den "Russiske Befrielseshær" Vlasov´s Hær, og med de russiske og ukrainske nationalister, som bevogtede de tyske krigsfangelejre i området. Disse styrker kæmpede under oprøret, både en tid mod oprørerne og en tid med oprørerne, hvor de tog del i kampen mod de tyske styrker i byen og gav oprørerne våben og forsyninger til deres kamp for friheden. Disse russisk-talende anti-kommunistiske tropper fra "Vlasov´s Hær" (ROA), blev ofte forvekslet med Den Røde Hær. Vlasovitterne kæmpede godt, og støttede opstanden i de afgørende timer den 7/8. maj og hjalp Prag, hvor det var mest nødvendigt. Deres offer kom til at koste over 300 dræbte soldater fra "Vlasov´s Hær", i kampene mod bl.a. Waffen-SS. Da kampene senere stoppede, fik denne anti-kommunistiske hærenhed, på grund af de kommunistiske medlemmer i Det Tjekkiske Nationale Råd, afslag på at blive betragtet og accepteret, som allierede og som frihedskæmpere. De fleste fra "Vlasov´s Hær", blev senere taget til fange af Den Røde Hær og deporteret til de sibiriske "Gulag" arbejdslejre, hvor de fleste gik til grunde. I 1946 blev Generalløjtnant Andrej Vlasov og de andre ROA ledere, herunder General Bunyachenko, dømt og henrettet for forræderi i Moskva´s Lubjanka fængsel. ---- Den amerikanske hær blev tvunget af De Allieredes politikerne, til at spille en passiv rolle i befrielsen af det østlige Europa og hermed Tjekkoslovakiet og Prag, på grund af de tidligere aftaler mellem Roosevelt, Churchill og Stalin (f.eks. Jalta-aftalen fra februar 1945). Selv om amerikanerne var i stand til at nå til Prag nogle timer før Den Røde Hær nåede frem, insisterede Den Røde Hær´s kommando på en streng overholdelse af de etablerede aftaler, uanset den faktiske situation i Prag. Den amerikanske General George S. Patton´s styrker var ønsket og forventet i Prag, men kommunisterne gav ham ikke lov til at køre det sidste stykke, selv om hans rekognoscerings enheder, var blevet rapporteret set, blot 20 km. syd for Prag. Under alle omstændigheder var den amerikanske hær, under General Patton´s ledelse, på den vigtige mission i det tidlige forår, at rykke frem hele vejen, til det østlige Böhmen, for at overtale Feltmarskal Ferdinand Schörner til at overgive sig, sammen med sine resterende tyske styrker. Som tidligere nævnt, fik Patton 3 franske forhandlere ind i Prag, hvor deres mission var at overtale General Toussaint, den tyske militære øverstkommanderende i Prag, til at kapitulere, hvilket jo lykkedes. -- Men meget gik også galt i de kaotiske dage omkring oprøret, befrielsen og kamphandlingernes ophør og den efterfølgende opsamling og registrering af de mange forskelligartede tyske hærenheder, som nu skulle være krigsfanger. -- Krigsfanger fra den 20. Waffen Grenadier Division SS (1. Estiske Division) blev forvekslet med krigsforbryderne fra de andre tyske SS-enheder og herunder de "rene" tyske Waffen-SS enheder. Den tjekkiske befolkning og dens oprørere og Den Røde Hær, fortsatte deres fjendtligheder over for de estiske tropper, som overgav sig. Esterne var i overvejende grad blevet tvangsindkaldt til Waffen-SS-enhederne. Denne estiske division havde modtaget en del "særlig uddannelse", ud over den regulære militære uddannelse og havde derfor begået forskellige krigsforbrydelser i den tid, hvor de var underlagt den tyske Waffen-SS kommando. De overlevende fra den estiske Division, som havde overgivet sig i dagene omkring den 8-9. maj 1945, husker det som "Det Tjekkiske Helvede". De var blevet jaget rundt, ydmyget, tortureret og dræbt af den lokale befolkning, oprørerne og af andre tyske Waffen-SS soldater, sådan at mellem 500 og 1.000 estiske soldater blev dræbt, selv om de havde overgivet sig.

De amerikanske styrker ledet af general George Patton var trængt ind i det vestlige Böhmen og nærmede sig Prag. Men Patton blev udtrykkeligt forbudt, at gå videre og stoppe i byen Plsen, som hans styrker var nået til. Patton ringede til De Allieredes øverstbefalende General Eisenhower og sagde:» I morgen ringer jeg til dig fra Prag! Men Eisenhower sagde: "'Nej". -- Det var nu en meget dårlig situation for oprørerne og opstandens skæbne i disse majdage den 7. og 8., fordi man nu var alene om at kæmpe videre og ikke vidste hvornår russerne ville nå frem. General George Patton beklagede, at han ikke at kunne gøre mere, men i det mindste gjorde han dette forsøg: Han sendte en udsending til Prag for at forhindre yderligere blodsudgydelser. Patton lod i hemmelighed, en lille Jeep med tre franske officerer, køre til Prag. Disse tre kom helskindet til Prag og så, hvad der foregik i bydelen Smichov i Prag. Dér var enheden ved navn SS-Wallenstein stationeret og i gang med sine angreb. De 3 franske officerer kontaktede SS´erne og bad om, at blive præsenteret for den øverste chef for SS. Da de kom i tale med ham, gav de ham ordre til straks, at standse alle kampene i Smichov bydelen. SS´erne føjede generelt dette og fik nu travlt med at komme væk, da de vidste, at russeren var stærkt på vej. På den måde sikrede Patton, at bydelen blev "befriet" i sidste øjeblik, uden yderligere krigshandlinger og blodsudgydelser.

Den 9. maj hen på eftermiddagen 1945, ankom hovedparten af de russiske styrker til Prag, men til en befriet by, som tjekkerne selv havde klaret, sammen med ROA-hæren (Vlasov´s Hær). Russerne blev dog fejret som "befriere", da deres offensiv siden januar 1943, jo var årsag til at de nu stod i Prag. --- I slutningen af oprøret og på det afgørende tidspunkt, den 8. maj, deltog soldater fra en division af den anti-kommunistiske "Russiske Befrielseshær ROA", også kendt som "Vlasov´s Hær", under kommando af General Sergei Bunyachenko, på de tjekkiske oprøreres side, i kampen mod de tyske Waffen-SS enheder. Denne hær var gennem krigen uddannet og bevæbnet af Waffen-SS, men ikke brugt operationelt, undtagen i februar 1945 ved Oderfloden i det østlige Tyskland. ---- I starten af oprøret var ROA først loyale over for de tyske Waffe-SS styrker, men af flere årsager (angst for repressalier, stå sig godt med tjekkerne, når krigen sluttede, ingen anden udvej end at kæmpe og kæmpe, en sikker død ville komme til dem, hvis russerne indtog Prag, med hjælp til tjekkerne, håbede de måske at de kunne undslippe til de amerikanske linier, mange af styrkens soldater var indædte anti-kommunister osv.), vendte de våbnene mod deres egne allierede, de tyske Waffen-SS styrker. I modsætning til de tjekkiske oprørsstyrker, var "Vlasov´s Hær" relativt godt udrustet med pansrede køretøjer og artilleri og bestod på det tidspunkt bl.a. af erfarne russiske anti-kommunistsike veteraner fra Østfronten. Men "Vlasov´s Hær" fik ikke den fulde støtte fra de tjekkiske oprørsledere, og da Vlasov og hans ledere var bange for, at oprørerne ville forråde ham og hans soldater i den forestående invasion af de sovjetiske soldater, stoppede de deres støtte og hjælp til oprørerne, i oprørets sidste timer. Herefter drog ROA-hæren ud af Prag, for at forsøge at nå de amerikanske linjer, som de nåede den 10 maj, hvor de overgav sig. De blev dog, under pres fra sovjetisk side, 2 dage senere overleveret til Den Røde Hær af amerikanerne og deres skæbne var dømt til langsom undergang. Lederne af "Vlasov´s Hær", herunder Vlasov selv, blev henrettet i Moskva og alle øvrige soldater, deporteret til sibiriens arbejdslejre "Gulags". ---- Tyskernes kommandant i Prag, General Rudolf Toussaint, fremsatte den 8. maj, et ultimatum til oprørslederne, som gik på, at oprørerne skulle kapitulere omgående og lade de tyske styrker og andre tyske civile, få frit lejde ud af Prag. På denne måde ville tyskerne skåne byen for flere ødelæggelser. Tyskerne var godt klar over, at hvis de kunne overgive sig til amerikanerne, ville de slippe billigere. Hvis de måtte overgive sig til russerne, ville der ikke blive vist nogen nåde. Selv om dette "kompromis", syntes at give tyskerne den største fordel, var den tjekkiske oprørsledelse overbevist om, at tyskerne ikke ville få tid nok, til at komme ud af Prag, endsige nå de amerikanske linier. Det kom til at holde stik, allerede om aftenen den 8. maj tromlede de første russiske kampvogne ind i forstæderne til Prag og den 9. maj om eftermiddagen 1945, ankom hovedstyrken fra den sovjetiske Røde Hær til Prag. Den amerikanske hær var allerede den 5. maj tættere på Prag end russerne. Deres rekognoscerings-enheder var allerede til stede i Prags forstæder da opstanden begyndte den 5. maj. Imidlertid måtte amerikanerne ikke hjælpe de tjekkiske oprørere. I stedet for måtte de bare se til fra "sidelinien" og lade opstanden udvikle sig til et ukontrolleret blodbad, som på bare 4 dage kostede tusindvis af soldater og civile livet. Under opstanden i Prag blev 1.694 tjekker dræbt og ca. 1.600 såret. Næsten 1.000 tyske soldater blev dræbt. Antallet af civile tab er ukendt. "Vlasov´s anti-kommunistiske hær mistede 300 mand. Den 9. maj, udgjorde Den Røde Hær´s tab ca. 500 dræbte. Men mange andre ofre blev aldrig identificeret. Det er uklart, hvem der præcist dræbte de tjekker, der omkom i Prag, fra den 5. maj til den 9. maj. Det var ikke kun tyskere, som var de ansvarlige, da tjekkerne også kæmpede indbyrdes i et opgør mellem loyalister, patrioter, modstandsbevægelsen, kommunister og anti-kommunister og alle de forskellige grader af tyskvenlige samarbejdspartnere, i administrationen, forrædere, stikkere, sudetertyskere, som var en stor del af befolkningen i byen, især i begyndelsen af besættelsen og langt hen i forløbet af krigen, indtil 1943/1944. Den Røde Hær mistede i felttoget mod Prag, anført af Marskal Konjev fra nord og general Malinovskij fra syd, bestående af enheder fra den 1. - 2. - 4. Ukrainske Front, 49.348 dræbte soldater, inden de kunne lade sig fejre som sejrherrer i Prag den 9. maj om eftermiddagen 1945. Inden da havde Marskal Konjev givet de tyske styrker et ultimatum om overgivelse i både Prag og hele det vestlige Tjekkoslovakiet - han krævede svar inden for 3 timer. Tyskerne kapitulerede, men nogle russiske styrker måtte dog kæmpe med nogle fanatiske SS-soldater i skoven syd for Prag, indtil den 11. maj.

Generalløjtnant Andrej Vlasov. Her stående foran sine anti-kommunistiske soldater i sin hær Den Russiske Befrielseshær (ROA), men ofte benævnt som "Vlasov´s Hær". Den var dog mere eller mindre underlagt Waffen-SS og trænet og udstyret med tyske våben og beklædning og til dels organiseret som i Waffen-SS. I slutningen af 1944 kom styrken op på ca. 50.000 mand. Da tyskerne ikke stolede på Vlasov og hans hær, hvis de blev indsat på Østfronten, fik hans hær ikke operationel status og deltog ikke nogen krigshandlinger før i februar 1945 ved Oderfloden øst for Berlin, mod de russiske arméer, og som her beskrevet i Prag´s opstand fra den 5. maj 1945. Vlasovhæren anvendte ikke de tyske militærbetegnelser (SS eller Waffen-SS), men havde det blå Sct. Andreaskors som våbenskjold. ---- Vlasov blev født i Lomakina, Nizjnij Novgorod uder det Russiske Kejserrige. Vlasov var oprindeligt studerende på Det Russisk-ortodokse Seminarie. Han afslutter dog studierne her, kort efter den Russiske Revolution og begyndte at studere jordbrugsvidenskab i stedet. I 1919 gik han ind i Den Røde Hær og kæmpede i borgerkrigen i den sydlige del af Rusland, Ukraine, Kaukasus og på Krim. Han udmærkede sig som officer og steg gradvist i graderne i Den Røde Hær. Vlasov indmeldte sig i Det Kommunistiske Parti i 1930. Han blev derefter sendt til Kina, hvor han senere fungerede som militær rådgiver for Chiang Kai-shek, fra 1938 til november 1939. Ved sin tilbagekomst, tjente Vlasov i flere enheder, før han fik kommandoen over 99. Riffel Division. Efter kun ni måneder, under Vlasov's ledelse, blev divisionen, efter en inspektion af Marskal Semyon Timoshenko, anerkendt som en af de bedste divisioner i hæren i 1940 (utroligt på baggrund af Stalin´s udryddelse af 10´tusinder af sovjettiske officerer i 1937/38). Vlasov fik i den anledning af Timosjenko, et signeret guldur, som var påført en tekst, som roste ham for at have den bedste division af alle i 1940, Den 99. Riffeldivision. Historikeren John Erickson siger om Vlasov, at han på det tidspunkt, var en "upcomming" mand. I 1940 blev Vlasov forfremmet til generalmajor, og den 22. juni 1941, da tyskerne og deres allierede invaderede Sovjetunionen, blev Vlasov Kommandant af Det 4. Mekaniserede Korps. Kort efter invasionen var begyndt og russerne blev rendt over ende af tyskerne, lykkedes det Vlasov´s korps, at generobre Przemysl og holde byen i seks dage, hvor de fleste andre enheder i Den Røde Hær blev udslettet en efter en. Senere, nu som Generalløjtnant, kommanderede han Den 37. Hær nær Kiev og undslap den tyske omringning af storbyen. Vlasov spillede en vigtig rolle i forsvaret af Moskva, hvorunder hans 20. Hær i et modangreb generobrede Solnechnogorsk. Vlasov's billede blev trykt (sammen med de andre sovjetiske generaler) i avisen "Sandheden" som en af "Forsvarerne af Moskva". Vlasov er blevet beskrevet af nogle historikere, som "karismatisk". Vlasov blev dekoreret den 24. januar 1942, med medaljen af "Det Røde Banner", for hans indsats i forsvaret af Moskva. Efter denne succes, fik Vlasov kommandoen over 2. Shock Armé i Volkhov Frontarméen og beordret til at udføre forsøget med at bryde belejringen af Leningrad - Det førte til armeens succesrige Lyuban-Chudovo offensiv i januar-april 1942. Men andre miltærenheder i Volkhov Frontarméen, Den 4., Den 52., Den 59. Hær, Det 13. Kavalerikorps og Det 4. og 6. Vagt-Riffelkorps, såvel som Den 54. Armé af Leningrad Fronten, undlod at udnytte Vlasov's fremskridt og hans 2. Shock Armé blev stoppet af tyskerne og omringet og stort set udryddet i juni 1942. Efter Vlasov's hær var omringet og resterne af enheden overgav sig, blev han selv tilbudt flugt derfra med et russisk fly. Det nægtede Vlasov og gemte sig i det tysk-besatte område, hvor han nogle dage senere, den 12. juli 1942, blev forrådt af en lokal bonde til tyskerne. Vlasov's modstander og tilfangetager, den tyske general Georg Lindemann, afhørte ham om Vlasov´s rester af sin hær og om de oplysninger han kunne give om kampene, hvorefter Vlasov blev fængslet i det besatte Vinnytsia. Vlasov hævdede senere, at i løbet af sine dage i skjul, blev han bekræftet i sin anti-bolsjevismen, og sin mening om, at Stalin var den største fjende af det russiske folk. Hans militære kritikere, herunder Marshall Kirill Meretskov (som havde godkendt, at Vlasov blev forfremmet til leder af Volkhov fronten) og de fleste Sovjetiske historikere, hævdede, at Vlasov anlagde en pro-nazistisk tysk holdning i fængslet, ud fra sin opportunisme, karrieremæssige fremtid, sin overlevelse og frygt for stalinistiske repressalier, som straf for at han tabte sin sidste kamp og hele sin hær. Mens han sad i fængslet, mødte Vlasov Kaptajn Wilfried Strik-Strikfeldt (det hed han altså!), en tyskbalter, der forsøgte at skabe en russisk befrielses bevægelse. Strik-Strikfeldt havde udsendt meddelelser om dette emne, rundt i den tyske Wehrmacht. Strik-Strikfeldt, havde været deltager i den russiske borgerkrig i 1919/1920 på "den hvide side" - den anti-kommunistiske side. Han medvirkede til, at Vlasov besluttede sig til at bekæmpe Stalin og kommunismen og støtte tyskerne hermed. Sammen med Oberstløjtnant Vladimir Boyarsku (se monumentet sidst i denne serie fotos fra oprøret i Prag, hvor han er begravet), skrev Vlasov et memorandum, kort efter hans tilfangetagelse, til den tyske militære ledelse. Her antyder han, at han ønsker et samarbejde mellem de anti-stalinistiske russere og den tyske hær. Vlasov blev derefter fløjet til Berlin under beskyttelse af Wehrmacht's propaganda-afdeling. Der begyndte han, sammen med andre sovjetiske officerer, at udarbejde planer for oprettelsen af en midlertidig russiske regering og opstilling af en russisk befrielseshær under russisk kommando. Vlasov grundlagde dermed Den Russiske Befrielseshær (ROA=Russkaya Osvoboditel'naya Armiya). Sammen med nogle andre tyskfangne sovjetiske generaler, officerer og soldater, var det hærens mål at vælte stalinismen og oprette en uafhængig russiske stat. Vlasov fastslog, at landet skulle have en demokratisk styreform. Mange russiske krigsfanger såvel som soldater i Den Røde Hær, der fik Vlasov propagandafoldere eller fik kendskab hertil, var interesseret i at blive en del af denne hær. I foråret 1943, skrev Vlasov et anti-bolsjevikiske flyveblad, kendt som "Smolensk Proklamationen", som i milionvis, blev udkastet af hans hærs flyvekorps over de sovjetiske styrker og over sovjet-kontrollerede områder. Selv om ingen russisk befrielseshær endnu eksisterede i 1943, udsendte også den nazistiske propagandaafdeling pamfletter om den russiske befrielseshær til russiske frivillige og forsøgte at bruge Vlasov´s navn for at tilskynde dem til at skifte side. Flere hundrede tusinde tidligere sovjetiske borgere gjorde tjeneste i den tyske hær under 2. Verdenskrig under"dække" af Vlasov´s inflydelse, men aldrig under Vlasov´s egen kommando. Vlasov´s Hær´s eneste kamp mod Den Røde Hær fandt sted den 11. februar 1945, ved floden Oder. Efter tre dages kamp mod de overvældende sovjettiske styrker, var Den 1. Division af ROA, tvunget til at trække sig tilbage og marcherede sydover til Prag, i det tysk-kontrollerede Böhmen. -- Adolf Hitler og Heinrich Himmler var meget forsigtige i omgangen med Vlasov og hans hensigter. Den 3. april 1943, gjorde Hitler det klart, i en tale til hans overkommando, at en sådan hær, som Vlasov ønskede sig, aldrig ville blive skabt. Der blev udstedt direktiver til fjernelse af en sådan indsats og til at lægge beslag på alle Vlasov tilhængere i den tyske hær. Hitler var bekymret for, at hvis det kunne lykkes Vlasov, at vælte Stalin, ville det kunne standse Hitlers drømme om at udvide Stortyskland til Ural. Hitler begyndte at tage forholdsregler mod hvervningen til de Østfrivillige enheder, især de russiske frivillige, som i stedet blev overført til vestfronten (bl.a. vagttjeneste ved kystforsvaret i Nordfrankrig og da De Allierede invaderede i det område på D-Dag, var det ofte disse slet motiverede russiske frivillige, som skulle være med til, at forhindre invasionens succes - men de overgav sig ofte i stedet - Igen en taktisk dumhed af Hitler og den tyske militære ledelse, men godt for verden). Vlasov fik tilladelse til at foretage flere ture til det nazi-besatte Rusland, især Pskov, hvor de russisk-tyske frivillige holdt til. Vlasov's modtagelse i den russiske befolkning var blandet. I en tale, som Vlasov holdt i Pskov, tildelte han sig selv et næsten fatalt politiske slag, ved at henvise til, at tyskerne blot var "gæster" i landet - en tale, som Hitler fandt nedgørende. Vlasov blev sat i husarrest, og truet med at blive overgivet til Gestapo. Vlasov blev da modløs mht. sin mission og truede med at træde tilbage og vende tilbage til krigsfangelejren, men blev talt fra det i sidste øjeblik, af hans fortrolige officerskammerater. Men så i september 1944, da Tyskland var ved at tabe krigen og manglede soldater, fik Vlasov´s Hær tilladelse af Heinrich Himmler, som ellers var modstander af Vlasov´s drømme om en russisk befrielseshær, som aktivt kunne bekæmpe Stalin og kommunismen, til at blive operationelt klar til kamp. I den forbindelse dannede Vlasov og ledede Udvalget for Befrielsen af Befolkningerne i Rusland, som han proklamerede i "Prag Manifestet" den 14. november 1944. Vlasov håbede også at skabe en Panslavisk Befrielses Kongres, men de nazistiske politiske embedsmænd, var generelt forudindtaget over for slaverne og ville ikke tillade denne politiske del af Vlasov´s mange drømme. Vlasov´s Hær kom dog ikke i aktion i 1944, selv om tyskerne skrabede resterne af deres bedste soldater sammen og foretog den storstilede modinvasion gennem Ardennerne i Belgien i december/januar 1944 - en invasion, som næsten lykkedes, men som dog blev slået tilbage i nogle frygtelige slag, hvor resterne af Hitler´s bedste soldater forblødte og stort set blev udryddet. ---- Vlasovs Hær havde hen over vinteren opholdt sig i området omkring Prag i Protektoratet, hvor andre Waffen-SS enheder også havde deres kaserner. Den 6. maj 1945, modtog Vlasov en anmodning fra den øverstbefalende for den 1. Division ROA, General Sergei Bunyachenko, om tilladelse til at vende sine våben mod de nazistiske Waffen-SS og støtte de tjekkiske modstandsfolk og oprørere i Prag, som var i fuld gang med at søge sin egen frihed for den tyske besættelsesmagt. Vlasov afviste i første omgang, men modstræbende gav han Bunyachenko lov til at forråde tyskerne og kæmpe mod dem. Nogle historikere mener, at det var ROA´s bitterhed mod tyskerne, der fik dem til at skifte side, mens andre historikere mener, at det eneste formål med denne aktion var at vinde gunst, fra de vestlige allierede og måske endda fra den sovjetiske side, i lyset af, at på det tidspunkt i maj, var det tyske militær næsten udslettet i hele det "Tyske 3. Rige". To dage senere, den 8. maj 1945, var den 1. Division af ROA tvunget til at forlade Prag, hvis de skulle undgå tilfangetagelse af de russiske styrker. Men kommunistiske tjekkiske partisaner begyndte at standse ROA´s soldater, for senere at overgive dem til Den Røde Hær. På det tidspunkt blev Vlasov selv tilbudt flugt, hvor han i civilt tøj kunne blive fløjet til det neutrale Spanien, men han nægtede at forlade sine mænd. Vlasov og resten af hans hær, fortsatte mod sydvest i Protektoratet, for at unddrage sig tilfangetagelse af Den Røde Hær. Vlasov håbede derved, at kunne bevare sin hær til en fremtidig befrielseskrig mod Stalin. Den 10. maj 1945, nåede Vlasov og hans mænd de amerikanske styrker og overgav sig til dem. Ved dagens slutning, blev Vlasov i amerikansk fangenskab, fløjet til en by i Tyrol. Her fortsatte han og hans andre militære ledere, forhandlingerne med briterne og amerikanerne, hvor de søgte at forklarer principperne for deres russiske befrielsesbevægelse. De forsøgte at overtale de vestlige allierede til at give Vlasov´s Hær asyl. De allieredes øverstbefalende var delte i spørgsmålet, nogle var sympatisk indstillet, men bange for at det ville ophidse Stalin og Sovjetunionen og på den måde svigte alliancen med Stalin, som stadig var gældende på det tidspunkt. Selv om tusindvis af russere, der havde kæmpet på tysk side, blev henrettet under og efter verdenskrigen af Sovjetunionen, synes det som om, at Vlasov var den eneste, der havde vagt Stalins personlige interesse. Den 12. maj 1945, vendte Vlasov tilbage fra samtaler med en amerikansk Kaptajn Donahue, da han i sin bil blev omringet af sovjetiske soldater. Vlasov's amerikanske eskorte nægtede at beskytte ham og Vlasov blev arresteret af russerne.

Efter at Andrej Vlasov, sammen med mange af hans ledende anti-kommunistiske russiske officerer i ROA hæren, var blevet fanget af de kommunistiske russiske soldater fra Den Røde Hær, blev de kørt til Moskav og fængslet i det berygtede Lubjanka-fængsel. Alle Vlasov´s soldater, officerer, befalingsmænd og de fleste menige, blev tvangshjemsendt til Sovjetunionen. De fleste blev anholdt og blev dømt til minimum 25 års hårdt tvangsarbejde i de umenneskelige kommunistiske arbejdslejre i Sibirien. Meget få undslap herfra i live. Arbejdslejrene blev senere kaldt for Gulag-lejrene, hvoraf der var tusinder af i Sibirien, hvor millioner af borgere fra Sovjetunionen, gennem 2 årtier, blev dræbt/myrdet via opslidende hårdt arbejde, elendige leveforhold, sygdom og sult. De Sovjetiske myndigheder lod Vlasov sidde i fængslet et helt år, medens KGB indsamlede beviser og historier, som skulle bruges til at få Vlasov dømt til døden. "Retssagen" mod Vlasov blev afholdt i sommeren 1946, under ledelse Viktor Abakumov. Han idømte Vlasov og elleve andre højtstående officerer fra ROA-hæren til døden, i en rettsag, hvor det blev betragtet som en skueproces af mange ikke-sovjetiske observatører. Dette foto her, var lavet specielt til Stalin og er det eneste kendte fotografi af Vlasov og de 11 hængte officerer i Lubjankafængslet. Generalløjtnant Andrej Vlasov ses hængende yderst til højre. De blev alle hængt den 1. august 1946. Disse 12 mænds hængning, var en af de sidste dødsdomme i Sovjetunionen, hvor dommen eksekveredes ved hængning. Senere blev en gruppe Kossakledere, som havde været i tysk tjeneste, også hængt på samme måde i fængslet. Blandt disse kosakker var Pyotr Krasnov, Andrei Shkuro og tyskeren Helmuth von Pannwitz.

Olšanské Hrbitovy kirkegård i Prag. Monument over den massegrav for 187 ukendte russiske ROA soldater, af de 300, som fra Vlasov´s Hær, faldt i kampen for det tjekkiske oprør mod tyskerne i Prag fra den 5. maj til den 9. maj 1945. Sammen med disse soldater blev 2 af Vlasov-hærens (ROA) generaler også begravet, Vladimir J. Bojarsku og Michail M. Spovalov, foruden en tysk officer i ROA-hæren, Major Karl-Ludwig Ottendorf. Uanset hvor forståelsesmæssigt svært det kan være for os i nutiden, så var det offer, som disse anti-kommunistiske soldater gav, afgørende for, at oprøret lykkedes, da tidspunktet, hvor Vlasov-hæren skiftede side og hjalp Prag´s oprørere, var yderst uheldigt, heldigt eller velvalgt, afhængende af hvilke øjne der ser derpå. Tjekkoslovakiets historie i det 20. århundrede er lige som for alle andre lande i verden, fyldt med intriger, forræderi, manipulation, historieforfalskninger, løgne og sandheder, alt sammen for at få eller beholde magten i landet og komme alle dem man ikke kan lide til livs. Vold, terror, mord, folkemord og krig har i alle lande fulgt menneskets bloddryppende færden her på jorden - Det vil aldrig stoppe!! Så al den død er totalt unødvendig - uanset bagrunden og formålet - Man opnår intet ud over, at det hele gentager sig igen - igen på den ene eller den anden måde. Resultatet er altid det samme....

SS-Obergruppenführer Karl Hermann Frank (24. januar 1898 - 22. maj 1946) var en fremtrædende Sudetertysker og den nazistiske Rigssekretær i Protektoratet Böhmen & Mähren (Tjekkoslovakiet) før og under 2. Verdenskrig og blev henrettet ved hængning efter 2. Verdenskrig, for sin rolle i organiseringen og udførelsen af massakrerne af befolkningen i de tjekkiske landsbyer i Lidice og Lezaky. ---- Han var en ekstrem fortaler for indlemmelsen af Sudeterlandet til Tyskland. Da den sudetertyske befolkning mente sig undertrykt af den tjekkoslovakiske regering, hjalp Frank med at organisere Sudeten Deutchen Partei (SDP) i 1935, hvor Frank også blev stedfortrædende leder af Socialdemokratiet i landet og blev valgt til medlem af det tjekkoslovakiske parlament. Han kom derfor til at repræsentere de mest radikale nationale socialister i Socialdemokratiet. Frank blev assisterende Gauleiter (guvernørlignende titel) for Sudeterlandet, da det blev en del af Tyskland i oktober 1938. Frank's radikalisme fandt gehør hos SS´s øverste chef Heinrich Himmler, som derfor gav Frank titlen SS Brigadeführer i november 1938. -- I 1939 blev Frank forfremmet til SS Gruppenführer og blev senere valgt ind i det højere SS og politiet og Statssekretær (for Det 3. Rige) i protektoratet Böhmen og Mähren under Reichprotektor Konstantin von Neurath. Frank havde dog den egentlige reelle magt i protektoratet, på grund af hans enorme viden om tjekkiske anliggender og fordi han havde Himmlers støtte. -- Som egentlig leder i protektoratet og leder af politiet, førte Frank en politik med hård undertrykkelse af tjekkiske "systemkritikere" (modstandsfolk og politiske modstandere, den tjekkiske intelligensia, m.fl.). Frank pressede på for arrestationen af Böhmen og Mähren´s premierminister, Alois Eliáš, og i al hemmelighed arbejdede han på at miskreditere sin chef Neurath. Da Neurath blev "afskediget" fra sin stilling i september 1941, havde Frank håbet på at blive udnævnt til Reichprotektor i hans sted, men blev forbigået til fordel for SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich. Selv om samarbejdet mellem Karl Hermann Frank og Reinhard Heydrich oprindeligt var spændt, lagde de to i sidste ende deres forskelle væk og blev en effektiv terror - og dræberduo. Da Heydrich blev myrdet i maj 1942 Blev Karl Hermann Frank igen forbigået til forfremmelse, da Kurt Daluege blev den nye midlertidige Reich Protector. Daluege og Frank var medvirkende til ødelæggelsen af de tjekkiske landsbyer Lidice og Lezaky, for at få hævn over den tjekkiske befolkning pga. Heydrich's likvidering og død. Under Daluege, fortsatte Frank med at konsolidere sin magt og da Wilhelm Frick blev udnævnt til Reich protektor i 1943, efter Daluege, var Frank var den mest magtfulde embedsmand i Böhmen og Mähren. I august 1942 blev han udnævnt til Reichminister for Böhmen og Mähren. I juni 1943 blev han forfremmet til SS-Obergruppenführer og General for politiet i Prag. Frank var også generalsekretær i Waffen SS. Fra den 30. april - 1. maj 1945, før opstanden i Prag, meddelte Frank over radioen, at han ville drukne ethvert oprør, i et "hav af blod". Senere, da rygter om en forestående allieret fremrykning mod Prag, strømmede folk i Prag ud i gaderne for at glæde sig over sejrherrerne. Frank beordrede at gaderne skulle ryddes og pålagde den tyske hær og politistyrker i Prag, at skyde på enhver, der ikke lystrede. -- Efter at have overgive sig til den amerikanske hær i Plsen den 9. maj 1945, blev Frank udleveret til "Folkets Domstol" i Prag, og blev her dømt i en retssag, som foregik mellem marts og april 1946. Efter at være blevet dømt for krigsforbrydelser og udslettelse af Lidice og Lezaky, blev Frank dømt til døden og hængt, via den østrig-ungarske "pole-metode", i gården af Pankrac fængslet i Prag, med 5.000 tilskuere til stede, den 22. maj 1946. Han blev begravet i en anonym grav i Prag's Dáblice kirkegård. -- Se de næste fotos med hans henrettelse og teksterne hertil.

Frank blev dømt til døden for sit ansvar for og medvirken i de mange uhyrlige krigsforbrydelser og folkemord, herunder massakren på tusindvis af tjekkoslovakker og udryddelsen af landsbyerne Lidice og Lezaky og Lidice, som nazisternes hævn efter likvideringen af Reinhard Heydrich. Både Karl Hermann Frank og Kurt Daluege blev dømt til døden i 1946 i "Folkets Domstol" i Prag. På fotoet er det Frank, som føres hen mod henrettelsesstedet til hængning, hen mod galgen, som var den babariske Østrig-Ungarske pæle-hængningsmetode. Ofret bindes op ad en ca. 3 m. høj pæl og en tynd halsstrik lægges om halsen på offeret og strammes til med et ryk, som først får ofrets bevidsthed til at forsvinde, hvorefter halsen gerne skulle knække og ofret dø. ---- Henrettelsen af Frank og senere Daluege, sker i Pankrackfængslets gård, hvor Frank i overværelse af ca. 5000 tjekkoslovakker og utallige fotografer og et filmhold fra den tjekkoslovakiske ugerevy, af sine vagter og bødler, bliver slæbt op til stolpen. Ugerevyens kamera filmer løs placeret på en hævet platform - Se ovenfor i det store tekstområde med linket til den over 8 minutter lange film med henrettelsen, som ses udført i alle dens detaljer - grusomt at se på! -- Inden hængningen læses dødsdommem igen op for Karl Herman Frank - Her står han nu, det ynkelige misfoster af et menneske - regnskabets time er inde - han får ikke bind for øjnene - han har front ud mod de 5000 stumt og hadefuldt stirrende tjekkoslovakker.

Her står han så Karl Hermann Frank, oppe ved galgen! - Han lukker øjnene og de 2 af de 3 politimilitære bødler gør ham klar til døden. Ingen bind for øjnene - du skal se, høre og forstå og så skal du mærke smerten og så dø! Alle kan se ham tydeligt - fængselsgården knuges af ondskab, kold menneskeforagt og arrogance emmer omkring dette "lille ynkelige menneske" - ingen anger - venter bare på at dø - slippe for det hele. Ansigtet ubevægeligt, ingen ord eller gråd, ingen tårer - stenansigtet falder i med murenes farve og struktur - men tiden er inde.... hævnen er sød! ---- Lidt efter bliver Frank hejst op i luften langs pælen med et brystbælte til at holde ham på plads. De 3 bødler forbereder ham til ophængningen i halsen.

Skæbnen indhentede endelig en af de frygteligt mange tyskere, som i en årelang blodrus, begik uhyrlige massakrer og folkedrab over hele Europa, Rusland osv. Her hænger Karl Herman Frank med brækket hals - Døden udfriede menneskeheden for denne psykopat. Når du klikker på en af de 2 links i teksten over fotoalbummet - vil du få et chok når du ser, hvordan en henrettelse ved denne hængningsmetode forløber - Over 8 minutter tager det at udføre handlingen, inden massemorderen Karl Hermann Frank er død.

Sudetertyske indbyggere i Tjekkoslovakiet blev efter krigen sendt ud af landet, primært til Tyskland. Omkring 3 millioner måtte finde sig i at flygte over hals og hoved, ofte under grusom forfølgelse fra tjekkernes side. Den tjekkoslovakiske koalitionsregering, Den Nationale Front, der blev dannet i Košice i april 1945, udstedte dekreter om udvisning af alle sudetertyskerne med undtagelse af dem, der havde vist loyalitet over for republikken (Den 1. Tjekkoslovakiske Republik af 1919). Tysk ejendom blev konfiskeret uden kompensation. I maj 1945 tog tjekkoslovakiske tropper besiddelse af grænselandet. En tjekkoslovakisk administrativ kommission, der udelukkende bestod af tjekker, blev etableret. Sudetertyskere blev i krigens slutning og lige efter krigen ofre for en grusom hævn fra tjekkisk side. Fotoet viser tjekkiske sudetertyskere blive sendt ud af landet, på samme måde, som tjekkerne blev det, da Nazityskland overtog Sudeterområdet i Tjekkoslovakiet før krigen. Disse mennesker på billedet, slap for at blive slået ihjel, som mange af sudetertyskerne, blev det umiddelbart efter krigen. Den etnisk udrensning og pogromer mod tyskerne, uanset personlig skyld, begyndte i maj 1945. Omkring den 31. december 1946, var omkring 1,7 millioner sudetertyskere blevet deporteret til den amerikanske zone og 750.000 til den sovjetiske zone, hvoraf mange af dem var blevet tortureret. Et ukendt antal af dem var blevet myrdet som i massakren i Postelberg, massakren i Aussig eller Brno dødsmarchen. Den tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder, Alfred de Zayas, skønner, at antallet af tyske/sudetertyske civile, som blev myrdet af de tjekkiske partisaner og andre tjekkiske indbyggere og den Røde Hær androg ca. 300.000. Andre officielle oplysninger har ikke tal i den størrelsesorden, men anslår dødstallet til ca. 30.000 - altså 10 gange mindre! -- Mange af disse forbrydelser var ikke "spontan hævn" af frustrerede tjekker, men beregnede og planlagte aktioner fra Eduard Benes Regeringen! Ca. 225.000 sudetertyskere forblev i Tjekkoslovakiet, hvoraf 50.000 senere udvandrede eller blev udvist kort efter. -- Potsdam-aftalen efter krigens slutning, vedrørte kun tyskerne. Beslutningen om det ungarske mindretal blev overladt til den tjekkoslovakiske regering. Udvisning af de omkring 700.000 ungarere, som var i Tjekkolovakiet, blev planlagt sammen med dannelsen af koalitionsregeringen i Košice og senere bekræftet af Den National Front. Regeringen i Budapest, Ungarn, var dog imod en ensidig overførsel af så mange etniske ungarere. I februar 1946 aftalte den ungarske regering, at Tjekkoslovakiet kunne udvise lige så mange ungarere, som der var slovakker i Ungarn, der ønskede at vende tilbage til Tjekkoslovakiet. Som følge heraf, blev 89.660 ungarske mennesker forflyttet fra Tjekkoslovakiet til Ungarn, og 71.787 slovakker i den modsatte retning, i løbet af 1948. -- Det territorium, som Tjekkolovakiet afstod til Polen i 1938, kom tilbage til Slovakiet i 1939, efter den nazistiske invasion af Polen i september 1939 og var i overensstemmelse med vilkårene i den tysk-slovakiske aftale af 21. november 1939. Dette område blev en del af den restaurerede tjekkoslovakiske stat i 1945. Det Polske mindretal i Tjekkoslovakiet, ca. 100.000, fik alle fuldt borgerlig frihedsrettighed.

Foto fra en nyopdaget film på 7 minutter fra maj 1945 i Prag, hvor sudetertyske civile bliver henrettet ved en grøft, af tjekkoslovakiske modstandsfolk, soldater fra Den Røde Hær og andre militsfolk. De sudetertyskere der rammes af skuddene, styrter om i vejkanten, eller ned i den lave grøft. De Allieredes accept af, at Tjekkoslovakiet efter krigen, kunne udvise sudetertyskerne, førte bl.a. til, at efter krigens slutning, besluttede tjekkoslovakiets nye regering, at sudetertyskerne, som stadig boede i landet, skulle gå med hvide armbind – derved blev de oplagte ofre for den hævn, som præsidenten Dr. Eduard Benés og mange andre almindelige borgere ønskede. ---- I denne periode blev mange sudetertyskere tævet ihjel, skudt eller druknet og nogle tillige skalperet! Kvinder, gamle samt børn, sågar i barnevogne, blev skubbet eller kastet i floder og søer. De sudetertyskere, der var hurtige nok, flygtede til Tyskland. Her bosatte en stor del sig i Bayern. -- Særlig hævngerrige var man mod de tjekkoslovakker, der under krigen havde været nazister eller hjulpet nazisterne. Tjekkoslovakkerne som tog en grusom hævn, undskyldte sig med, at de bare adlød hærens øverstbefalende, som også ønskede hævn over tyskerne og de landsmænd, som havde været skyld i så megen ulykke for landet i 6 lange år. -- I 1946 indførte regeringschefen Dr. Eduard Benés, love som gav alle tjekkoslovakker amnesti for forbrydelser begået mod tyskere, nazister og forrædere under krigen. ---- Disse såkaldte Benes-dekreter er stadigt gældende, hvilket tyskerne, og især efterkommere af de sudetertyskere, det gik ud over, ikke bryder sig om. Man har fra de to lande forsøgt at nærme sig en løsning på dette problem, men man har endnu ikke fundet en løsning. -- Den tjekkiske nation fik for nylig et chok, da nyligt opdagede filmstrimler, viser en af de massakrer i brutale detaljer, som tjekkoslovakkerne foretog mod sudetertyskere. -- I årtier lå filmstrimmelens billeder glemt i en aluminiumsdåse - næsten syv minutter original sort og hvid film, filmet med et 8 mm. kamera, den 10. maj 1945 i Pragdistriktet Borislavka, i de forvirrende dage ved den tyske overgivelse. Filmen er overspillet til videoen og viser 40 mænd og mindst én kvinde blive skudt til døde, da de stod ved kanten af en eng. Den ene efter den anden, faldt de til jorden, ramt på klos hold af skud. -- Manden, der filmede, var Jirí Chmelnicek, en civilingeniør og amatørfilmer, der boede i Borislavka distriktet og ønskede at dokumentere byens befrielse, fra den brutale nazistiske besættelse. Chmelnicek filmede de russiske kampvogne rullende gennem gaderne, soldater og flygtninge. Så på et tidspunkt, har han med sit sit kamera også indfanget grupper af tyskere/sudetertyskere, som var blevet drevet ud af deres huse i Kladenska gaden af soldater fra den Røde Hær og tjekkoslovakiske militsfolk. Chmelnicek´s film viser, hvordan sudetertyskerne først var gennet sammen i en nærliggende biograf i Borislavka, Prag. Senere i forløbet, lader fotografen kameraet dreje til den side af gaden, hvor 40 mænd og mindst én kvinde, står med ryggen til kameralinsen. En eng kan ses i baggrunden. Der lyder skud og den ene efter den anden af de opstillede personer styrter om og falder i vejlanten, eller ned i en lav grøft. En såret person, der ligger på jorden beder om nåde. Men så ruller en lastbil fra den Røde Hær derhen og tromler med sine store hjul og dæk hen over døde og sårede ofre. Filmen viser også, at sudetertyskere senere bliver tvunget til at grave en massegrav i engen. -- Kendsgerningerne om massakren kom som et chok for tjekkerne. De rystende billeder viser en begivenhed, der er blevet beskrevet igen og igen af øjenvidner og historikere: De systematiske drab på tyske og sudetertyske civile og andre ofre. "Indtil nu, var der ingen optagelser overhovedet af sådanne henrettelser", siger den tjekkiske dokumentarfilmskaber David Vondracek, der viste den historiske video og billeder på tv. "Da jeg iagttog denne film for første gang, var det som at se en direkte udsendelse fra fortiden". -- De eneste kendte filmbilleder med masskrer af sudetertyske ofre, blev filmet af et US Air Force kamerateam efter krigen. Denne optagelse viste sårede mennesker, som lå på jorden i byen Plzen, i hvad der dengang var Böhmen i Tjekkoslovakiet, i begyndelsen af maj 1945. Billederne viste nogle døde kroppe, men de viste ikke et handlingsforløb, fra start til slut, som denne nye film. -- Vondracek's dokumentarfilm, herunder den nyopdagede film om tjekkoslovakiske grusomheder, som kaldtes "Tjekkiske drabsmetoder", blev sendt i "primetime" på det tjekkiske statslige tv, blot to dage før den 8. maj, på årsdagen for Nazi-Tysklands overgivelse. Udsendelsen markerede endnu en milepæl på den tjekkiske vej, hvor man bliver konfronteret med en fortid i og efter den 2. Verdenskrig, hvor alting, der foregik dengang, ikke udelukkende er til fordel for landets omdømme og stolthed, selvom man i årevis, har arbejdet for, at det er den glorværdige og retfærdige historie, som var vejen frem for landets omdømme. -- Selv organisationer, der repræsenterer "sudetertyskerne" - etniske tyskere fordrevet fra Tjekkoslovakiets område efter krigen - tog notits af nyheden. Horst Seehofer, guvernør i delstaten Bayern i Sydtyskland, har planer om snart, at aflægge et officielt besøg i Prag, hvilket gør ham til den første officelle leder herfra, som besøger Prag, siden 2. Verdenskrig. "En meget vigtig nyhed, der er kommet frem i lyset, som gør sudetertyskerne bekymrede", som Seehofer kommenterede nyheden for nylig. Efter Nazi-Tysklands nederlag, udviste tjekkerne og den Røde Hær omkring 3 millioner etniske tyskere fra Sudeterlandet og resten af Tjekkoslovakiet. I den proces, var der ca. 30.000 civile, som blev ofre for hævnakter. Kun et lille mindretal af dem havde været nazistiske gerningsmænd. Tyskere og tjekker havde levet side om side i årtier, før Hitlers annektering af Bøhmen & Mähren i 1938, de to regioner, som udgør størstedelen af Den Tjekkiske Republik i dag. -- Ingen ved, hvem der angav eller dømte sudetertyskerne i Borislavka, eller hvilke forbrydelser, de blev beskyldt for at have begået. De blev sandsynligvis dræbt af soldater fra Den Røde Hær og måske også af medlemmer af de tjekkiske militser i maj 1945. Disse henrettelser kan også have inkluderet tidligere tjekkiske samarbejdspartnere, der tidligere havde arbejdet med tyskerne, og som ønskede at rense deres navne, med opførelsen af et "show" med anti-tysk brutalitet. Helena Dvoracková, datter af amatør filmeren Jirí Chmelnicek, var en af de første til at se billederne af disse henrettelser. Hun husker ikke hvor gammel hun var, da hendes far, opsatte sit filmlærred og viste filmen. "Jeg kan ikke huske om han sagde noget om det og hvad han sagde og i virkeligheden, var der ikke meget at sige" siger hun. -- Hendes far holdt filmen skjult hjemme i flere årtier. Det kommunistiske politi efter 1948, havde selv del i eftertidens ugerninger - og havde regnet ud, at optagelserne fandtes. Politiet forlangte at få filmen og truede Chmelnicek. Men filmamatøren nægtede at udlevere filmen - det måtte i så fald ske over "hans lig". Han ønskede, at verden i sidste ende fik at lære, hvad der var blevet gjort mod de forsvarsløse folk, den dag i maj i Borislavka. -- For 10 år siden, længe efter sin fars død, gav Helena Dvoracková de historiske optagelser til en kendt tjekkisk tv historiker, men historikeren turde ikke vise filmen. "Folk vil stene mig ihjel, hvis jeg viser dette", skulle han angiveligt have sagt, og satte kasetten med filmen i den statslige tv-station's arkiver. Dokumentarfilm producenten Vondracek fandt filmen der, efter at en tv kameramand, der kendte amatørfilmeren´s familie, fortalte ham om det. -- I dag er Borislavka bydelen en af Prags pænere kvarterer, og højt græs er vokset over engen, hvor henrettelserne fandt sted. Vondracek ønsker nu at starte en søgning efter disse menneskers massegrav. "Det må være et eller andet sted under engen", siger han.

STATUS: Udtrykket "Vestligt Forræderi" blev opfundet af tjekkerne efter München-konferencen/München-aftalen (30. september 1938), da Tjekkoslovakiet blev tvunget til at afgive en del af sit område (Sudeterlandet) til Tyskland, som altså ikke nøjedes med dette, men med deres plan "Fall Grün", erobrede hele landet (delt op i Protektoratet Böhmen & Mähren og Tjekko-Slovakiet. Tjekkiske politikere i efterkrigstiden brugte regelmæssigt udtrykket og sammen med de tilknyttede følelser, blev det en gentagen og stereotyp måde at omtale "Vesten" på, blandt mange tjekker. Det tjekkiske udtryk havde også betegnelserne "München-Forræderiet", "München-Diktatet" eller "Forræderiet fra De Allierede"). Udtrykkene blev opfundet på samme tid og havde den samme betydning, uanset betegnelserne. Winston Churchill sagde selv om München-Aftalen: "Storbritannien og Frankrig havde muligheden for at vælge mellem krig og vanære. De valgte vanære. De (tyskerne) vil have krig". ---- Under 2. Verdenskrig, brugte den tyskvenlige tjekkiske propaganda fra Protektoratet Böhmen og Mähren, herunder især forræderen, Undervisningsministeren Emanuel Moravec, dette, som begrundelsen for samarbejdet med det nazistiske Tyskland. ---- Tabstallene for Tjekkoslovakiet uanset landebetegnelserne, under 2. Verdenskrig: ---- Befolkning 1939: ca. 15.300.000 -- Militær/døde: ca. 70.000 -- Civile/døde: ca. 120.000 -- Holocaust/jøder døde: ca. 80.000 (ud af ca. 280.000 jøder, hvoraf hovedparten nåede at udvandre inden året 1939 var omme, resten overlevede, men landets jøder blev på den måde, alt i alt reduceret med næsten 90 %!). -- I alt/døde i landet: ca. 270.000, svarende til ca. 2,25 % af landets befolkning, som den var i 1939 -- Måske kan man på sin vis forstå russernes uvilje til at opgive kontrollen af Tjekkoslovakiet i 1968 ("Tjekkiske forår") - Man sendte jo russiske tropper til Tjekkoslovakiet i oktober 1938, for at hjælpe landet mod tyskerne - Fra oktober 1938 til marts 1939, blev over 30.000 russere dræbt - Efterfølgende mistede russerne ca. 144.000 dræbte soldater under befrielsen af Tjekkoslovakiet. Måske kan man forstå russerne! Deres enorme offer under 2. Verdenskrig på alle planer overfor bl.a. Tjekkoslovakiet og alle de andre østlande, burde efter deres mening, ikke betales med opstand fra tjekkoslovakkernes side, i sommeren 1968. Ungarns opstand i 1956 blev jo også slået ned med hård hånd - Ungarn var jo allieret med tyskerne under krigen og deltog i felttoget mod Sovjetunionen fra juni 1941 og indtil slutningen af krigen! Så historisk set bør man måske ikke dømme Sovjettunionen så hårdt! Vi i "Vesten", især USA, har jo også haft alliancer, som ikke var så "fine i kanten" - Og har også foretaget "besættelser" af lande og områder i frihedens navn! Korea, Vietnam, Mellemøsten, Afganistan osv. Forskellen er måske ikke så stor - når det kommer til stykket? Man skal måske ikke kaste sten, hvis man selv bor i et glashus! ---- I 2006, indførte Tjekkiet en "Holocaust Memorial Day", hvor nogle af navnene på de tjekkoslovakiske jøder, der var ofre for Holocaust, blev offentligt læst op i Prag.

Mindeplads og mindesmærke til ære for de 7 faldskærmsagenter fra "Operation Anthropoid". Mindesmærket og skulpturen blev rejst og indviet i Prag 67 år efter likvideringen af den fungerende "Reichprotector", SS-Obergruppenführermonsteret Reinhard Heydrich, den 27. maj 1942. Indvielsen af mindesmærket var også på denne årsdag, den 27. maj 2009. Bemærk, at det ikke var på årsdagen, hvor de 7 tjekkiske agenter døde i krypten under kirken, som jo var den 18. juni 1942. Mindesmærkets designere og kunstnere, som skabte det var: Moješcík David, Michal Šmeral, Miroslava Tumová og George Gulbis. Monumentet består af 10 trekantede stålsokler, hvorpå tre tjekkoslovakiske faldskærmssoldater står iført engelske uniformer. Højden på mindesmærket er, uden figurerne på toppen, næsten 11 meter. Det er et af de største monumenter i Tjekkiet efter 1989 (efter kommunismen). -- Indvielsen af mindesmærket blev overværet af cirka 400 mennesker, heriblandt deltagere i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, hvoraf nogle var klædt i moderne britiske og amerikanske uniformer. Monumentet blev sekunderet af moderne militær teknologi, idet man lod et britisk flag langsomt falde ned fra en helikopter, samtidig med, at et militært skotsk sækkepibeorkester spillede hertil. Monumentet blev herefter afsløret til lyden af salmesang. Den Tjekkiske Forsvarsminister Martin Bartak, Formanden for Senatet Premysl Sobotka, Borgmesteren i Prag Josef Nosek´s stedfortræder Vlastimil Lutková holdt taler.

Mindesmærkets udtryksfulde figurer, som giver et flot symbolsk indtryk af de berømte faldskærmsagenter, klar til at kaste sig ud i deres dødsensfarlige opgaver. ---- I 2007 fandt man i Prag ud af, hvor 2 af faldskærmsagenterne, Jan Kubis og Jozef Gabcík, lå begravet og det blev offentliggjort onsdag den 3. oktober i den daglige avis, Mlada Fronta Dnes (MFD). De var 2 af de primært 7 faldskærmsagenter og tjekkoslovakiske helte, som under krigen fik likvideret det nazistiske monster, Reichsprotector Reinhard Heydrich. Faldskærmsagenterne er begravet i anonyme grave i Prag's Dablice kirkegård. En årelang forskning har bekræftet, at det vitterligt er deres ligrester, man har fundet. -- Paradoksalt nok er de to faldskærmssoldater, sammen med andre begravede medlemmer af den daværende modstandsbevægelse, begravet i samme gravområde på Dablice kirkegården, som faldskærmsagenten og forræderen Karel Curda, der angav alle de han kendte til, blandt de andre agenter og folk i modstandsbevægelsen, til Gestapo. -- Højtstående tyske og tjekkiske pro-nazistiske embedsmænd, der blev henrettet som krigsforbrydere efter krigen, er også begravet i Dablice, såvel som ofre for det tjekkoslovakiske kommunistiske kup i 1948. -- Avisen skriver i sin artikel: "Vi har tjekket vidneforklaringer og tidligere optegnelser af og om Prag´s Kirkegårds Ledelse, herunder Retsmedicinsk Institut". Kilden til artiklen er Ales Knizek, lederen af det tjekkiske Militær Historisk Institut, som har organiseret forskningen. Forskerne har også fået uvurderlig hjælp fra en privat historisk efterforsker, der i 1980'erne nedskrev og båndindspillede vidnesbyrd fra tidligere læger og politifolk, der havde godt kendskab til den nazistiske organisation og "teknologi" i Prag på den tid i 1942, hvor tyskerne i deres hævn og "blodrus" efter likvideringen af Heydrich, sørgede for at have mange tjekkoslovakker at begrave, frihedskæmpere og agenter, men også tusinder af uskyldige borgere i Prag og landet i øvrigt. Den private historiske efterforsker og alle vidner og folk med kendskab til tiden dengang, er dog døde i dag.

I Royal Leamington Spa, England, er der i parken Jephson Gardens, et særligt mindesmærke for både de tjekkoslovakiske faldskærmsagenter og de henrettede mennesker fra landsbyerne Lidice og Lezaky i Tjekkoslovakiet. I Leamington var flere af de tjekkoslovakiske styrker udstationeret (faldskærmssoldater, flyvere m.fl.) og hvor deres træning bl.a. fandt sted. Parkens store springvand har en særlig beplantning omkring, nemlig den specielle hvide Lidice Rose, der er plantet her til minde om udslettelsen af Lidice. Dette mindesmærke og parken, menes at være det eneste sted uden for Tjekkoslovakiet og Lidice Memorial, hvor denne særlige rose vokser.

TJEKKIET - PRAG

Primært historisk og sekundært turistmæssigt:

I sommeren 1991 og igen i 2001 var jeg og min familie, en tur til Tjekkiet og hovedstaden Prag.

I nedenstående fotoserie har jeg indsat 14 turistmæssige fotos fra turene, ledsaget af tekster med relation til billederne.

Men min store interesse, var og er landets historie, efter at det blev oprettet på ruinerne af 1. Verdenskrig, med navnet Den 1. Republik Tjekkoslovakiet af 1919.

I herværende tekstområde, men især ved de 390 fotos i nedenstående fotoafsnit, har jeg beskrevet de historiske begivenheder på en meget omfattende og detaljeret måde, med primær fokus på tiden i 1930´erne, Nazitysklands erobring af landet og tiden under det nazistiske herredømme fra 1938 til 1945, suppleret med lidt historisk stof omkring betydningen, som det kommunistiske kup i landet i 1948, foranledigede.

Beskrivelserne er særdeles detaljeret, med mange historiske hændelser og slæbner for enkeltpersoner, byer osv. - historier, som i dag ikke er særligt kendt og omtalt.

Alle disse detaljer har jeg forsøgt at kæde sammen til en helhed, som kommer hele vejen rundt om landets historie fra 1919 til 1945, baggrund, forløb og foreløbige slutning i dagene efter befrielsen af russerne i de dramatiske døgn, da Prag´s befolkning gjorde oprør mod den tyske besættelsesmagt, fra den 4. maj til den 9. maj 1945.

I den forbindelse har jeg også medtaget mange beskrivelser om begivenheder fra landets tidligere historie, ofte i tilknytning til enkeltpersoners og familiers skæbne.

Ligeledes er har jeg beskrevet flere historiske forbindelser til hændelser før, under og efter verdenskrigen, som skete i andre lande og som fik betydning for historiens gang i landet, både som nation, som for personer og familier m.m. (f.eks. De Allieredes krigsindsats, tjekkoslovakiske soldater og flyveres skæbne, jøderne og Holocaust i landet og andre steder, nazistiske SS-folk´s biografier og meget mere).

Link til en engelsksproget bog om Operation ANTHROPOID "ASSASSINATION" skrevet af Det Tjekkiske Forsvarsministerium, som fortæller hele den komplette historie om krigen i Tjekkoslovakiet/Prag og hele forløbet fra planen med at likvidere Heydrich - udførelsen og de tyske repressalier m.m.:

http://www.e-reading.mobi/bookreader.php/142065/Burian_-_Assasination._Operation_Anthropoid_(1941-1942).pdf

Men læs også historien nedenfor på dansk, hvor jeg har søgt og oversat hele historien med flere sammenhængende oplysninger end i linket her.

Nederst i dette tekstafsnit, er der en gennemgang af jødernes skæbne i Tjekkoslovakiet og den rolle, som KZ-lejren Theresienstadt havde i den forbindelse.
I foto-delen af denne side, er der også en del fotos med tilhørende tekster om dette emne.

Link til side om jøderne i Tjekkoslovakiet under II Verdenskrig:

http://www.porges.net/JewishHistoryOfCzechRepub.html

I herværende tekstafsnit, er der ligeledes en række links til nogle af de web-sider og kilder, jeg har benyttet. Flere af disse sider er på tjekkisk, men kan med udmærket resultat, oversættes med Google-Oversættelsesfunktionen.

Jeg havde i den forbindelse, stor interesse i at besøge et bestemt sted i Prag, nemlig Barokkirken Sct. Cyril & Methodius i Resslovagaden nr. 9, som dannede skueplads for de 7 faldskærmsagenters endelige kamp, mod den tyske overmagt, den 18. juni 1942.
Besøget blev en af mine helt stor oplevelser i livet - et besøg jeg aldrig glemmer og som fik mig til at fordybe mig i dette historiske emne.

Jeg har skrevet på emnet i ca. 2 år og "pløjet" gennem internettets fantastiske muligheder, lånt bøger m.m., for at finde frem til det, jeg har ønsket at fortælle om Tjekkoslovakiets, Prag´s og folkets skæbne, før og under 2. Verdenskrig, hvor Nazitysklands folkemord på et helt kontinent - Europa, Østeuropa og Rusland, også ramte Tjekkoslovakiet hårdt.

Min interesse for emnet blev allerede etableret, da jeg var ung. Jeg læste en fantastisk bog - en dokumentar/historisk romanlignende bog, skrevet i 1960´erne og udgivet i DK i 1968, af Alan Burgess og hedder på dansk: Syv Mænd Ved Daggry (Schønberg Forlag). Den kan stadig lånes på biblioteket.

Bogen handler bl.a. om den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse og landets eksil-regering i England og deres iværksættelse og udførelse af likvideringen af den ekstremtnazistiske Reichprotektor for Böhmen & Mähren, SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich.
De 2 delstater blev efter tyskernes erobring af landet, benævnt som Protektoratet. Delstaten Slovakiet og Det Karpatiske Rusland, blev til en marionetstat under subtysk herredømme.

Bogen beskriver i detaljer, baggrunden og optakten til, hvordan tjekkoslovakiske faldskærmsagenter i 1941 - 1942, blev uddannet til nedkastning i deres hjemland, for at etablere sabotage m.m. - og altså også, at foretage et attentat på Rigsprotektoren "Slagteren Fra Prag".

Endevidere indeholder bogen også beretningerne om likvideringens følger for faldskærmsagenterne og medlemmerne af modstands-bevægelsen, herunder ikke mindst for landets øvrige befolkning (bl.a. udslettelsen af landsbyen Lidice) og krigshistoriens gang i Tjekko- slovakiet og det øvrige Europa, Østeuropa og Sovjetunionen, som på mange måder fik betydning her også.

Link til CIA web-side med bedømmelse af Allan Burgess´ bog
"Syv Mænd Ved Daggry": http://tinyurl.com/34w5pwj

Hvis du læser teksterne ved alle de 423 fotos, i nedenstående fotosektion, vil du med garanti blive overrasket over mange historiske ting, som ikke er umiddelbart kendt, skrevet om og i øvrigt sammenkædet og i det hele taget oversat til dansk.

Jeg har oversat tusindvis af tekster fra engelsk, tysk og tjekkisk og har på den måde, kunnet beskrive historiens "vingesus" på en ny meget, meget detaljeret måde - god fornøjelse....!

Her er en kort oversigt, som sammenfatter historiebeskrivelserne ved de 423 fotos (efter de få turistfotos, begyndende med fotoet af Præsident Tomáš Masaryk).

Fotosektionens billeder har ikke nogen nummereret fastlagt rækkefølge - men hænger historisk og begivenhedsmæssigt sammen i en slags "glidende overgang", men med relevante spring frem og tilbage i historien, når dette er vigtigt eller interessant at vide, både for helhedens skyld, men også af hensyn til detaljerne i denne helhed.

(1.) Tjekkoslovakiets dannelse i 1919, den politiske ledelse og land-området og dets befolkning, herunder Nazitysklands, Adolf Hitler´s og det sudetertyske landområdes krav om indlemmelse i "Det Tredje Rige" og de europæiske politiske lederes reaktion på Tysklands ønsker om "Lebensraum". München-aftalen og Chamberlain´s "appeasement-politik" (eftergivelsespolitik) over for Hitler og nazismen.

(2.) Tysklands krigsforberedelser og optakten til den planlagte krig mod Tjekkoslovakiet (Fall Grün) og landets forventede modstand og reaktion på den nazistiske invasion den 1. oktober 1938. Den vestlige verdens forræderi mod Tjekkoslovakiet. Militære styrkeforhold og organisation af en eventuel krig med deltagelse af både Polen og Ungarn som angribere og Sovjetunionen som Tjekkoslovakisk forbundsfælle og evt. militære hjælper.

(3.) Angrebet på Tjekkoslovakiet fra Nazityskland, for at indlemme Sudeterlandet i Tyskalnd. Polen og Ungarn i oktober 1938 og Tjekkoslovakiets kapitulation i oktober 1938. Stilstand efter indlemmelsen af sudeterområdet i Tyskland oktober 1938. Den tyske offensiv 1. marts 1939 og Tjekkoslovakiets kapitulation den 15. marts 1939. Nazisternes indtog i Prag og beskrivelser af de nazistiske ledere, deres terror af landets befolkning og omkostningerne for de tjekkoslovakiske ledere, politiske som militære.

(4.) Nazismens omfang i Tjekkoslovakiet og de første modstandsbevægelser og faldskærmsagenters missioner i Protektoratet. Beskrivelser af organisationen og uddannelsen af faldskærmsagenterne, deres baggrund, udstyr og flytransport til nedkastningsområderne i Protektoratet, herunder tyskernes opklarings- og pejleorganisation.

(5.) Modstandsbevægelserne i Tjekkoslovakiet, ledere og almindelige medlemmer heraf. Biografier og beretninger om disse og de første faldskærmsagenter og deres virke og resultater. De tyske krigsforbrydelser eskalerer. Udryddelsen af landsbyen Lezaky og Gestapo´s optrevling af modstandsbevægelserne.

(6.) Modstandsbevægelsens "Tre Konger" i Prag. Beretninger om flere betydningsfulde medlemmer af modstandbevægelsen, ofre og resultater af den tyske terror. Flere ankomster af faldskærmsagenter, biografier af dem og deres resultater, herunder fremkomsten af forrædere blandt disse agenter og de fatale følger det fik for faldskærmskammeraterne og modstandsbevægelsen og befolkningen i øvrigt.

(7.) "Operation Anthropoid" - Likvideringen af Reichprotektor Reinhard Heydrich. Forberedelserne, udførelsen af attentatet og følgerne for landet og omverdenen. Den afsluttende heroiske kamp, af de overlevende 7 faldskærmsagenter i katedralen i Prag den 18. juni 1942. Biografier af de nazistiske ledere i aktionen og faldskærmsagenternes skæbne og eftermæle.

(8.) Historien om denne vigtige begivenhed, som i dag kan opleves i katedralen i Prag. Praktiske oplysninger ved besøg her m.m.

(9.) De nazityske repressalier mod tjekkoslovakkerne efter likvideringen af Heydrich. Omfang og forløb af disse tyske krigsforbrydelser. Historien om anti-nazisten Albert Göring, broder til den mægtige nazileder, Feltmarskal Hermann Göring.

(10.) De tusinder af tjekkoslovakker, som blev myrdet i de tyske KZ-lejre. Beskrivelser af disse relevante lejre, deres virke og betydning. Henrettelserne af både deltagende og uskyldige tjekkoslovakker i KZ-Mauthausen. Historien om KZ- og transitlejren Theresienstadt ved Prag, dens kommandanter og deres krigsforbrydelser, herunder de manglende retslige opgør med disse og tusindvis af andre tyske krigsforbrydere.

(11.) Optakten og grundlaget for nazisternes udryddelse af landsbyen Lidice - Ekstremt detaljeret med beskrivelser af indbyggerne, herunder børnene og deres tyske bødler. Hele forløbet og resultatet af denne uhyrlige ugerning, som tyskerne foretog mod landsbyen. Henrettelsen af 173 mænd og drenge.

(12.) Detaljerede beskrivelser af voksne og børns skæbne i Lidice. Gasningen af 81 børn fra Lidice. To sønner fra familier i landsbyen og deres skæbne i allieret tjeneste i R.A.F. Byens totale forsvinden fra jordens overflade og tyskernes ekstreme ondskab herved, herunder deres organisation og udførelse af og fjernelsen af alt, som kunne spores til hvor landsbyen havde ligget.

(13.) Historien om pæretræet i Lidice og tiden efter tyskernes kapitulation og forsvinden fra Tjekkoslovakiet og hermed Lidiceområdet, med de få overlevende kvinders tilbagekomst. De uhyggelige konsekvenser for landsbyen og landet efter krigen.

(14.) Oprettelsen af Lidice mindepark og det enestående skulpturelle kunstværk, som det tog billedhuggeren Marie Uchytilová ,over tyve år at fremstille under store kvaler og modstand. Lidice i dag og meget mere.

(15.) Afslutningen på krigen i Tjekkoslovakiet og den internationale anerkendelse af landet, som en selvstændig nation. Oprøret mod tyskerne, i begyndelsen af maj 1945 i Prag, forløbet og resultatet, herunder beskrivelse af Vlasov´s Hær i Prag og dennes skæbne, da russerne befriede landet og Prag (med accept fra allieret side).

(16.) Retsopgøret med nazistiske ledere, deltaljeret! Tjekkoslovakkernes brutale hævn over sudetertyskere og tidligere nazister, forrædere og kollaboratører. Opførelsen af mindesmærker, herunder afslutningsvis det nye mindesmærke (2009), for faldskærmsagenternes virke i Prag.

Oplysningerne ved hvert foto, er generelt ofte meget detaljerede og indeholder mange spændende og overraskende fakta, som i dag er lidet kendt!

Nedenfor har jeg samlet en lang række links til web-sider, med baggrundsmaterialet for teksterne ved alle fotografierne, i fotoafsnittet nederst på denne web-side.

Link til liste over samtlige tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, som blev kastet ned i landet i 2. Verdenskrig. Listen har markeringer for hvem der samarbejdede med tyskerne - både frivilligt og under tvang/tortur (tjekkisk sprog - oversæt med Google).

Faldskærmsagenterne, missionerne, fotos af agenterne (tekst på tjekkisk, som kan oversættes med Google):

http://cs.wikipedia.org/wiki/Seznam_%C4%8Deskoslovensk%C3%BDch_para%C5%A1utist%C5%AF

http://www.e-reading.mobi/bookreader.php/142065/Burian_-_Assasination._Operation_Anthropoid_(1941-1942).pdf

http://www.lib.cas.cz/parasut/seznam.htm

http://tinyurl.com/34aauzr

http://tinyurl.com/34cd2qa

Links til det militærhistoriske museum i Prag (tjekkisk sprog - men også med engelsk tekst):

http://www.vhu.cz/cs/

http://www.vhu.cz/cs/stranka/armadni-muzeum/

Link til web-side om Reinhard Heydrich:

http://tinyurl.com/2uw436p

http://www.pamatnik-heydrichiady.cz/default.asp?lang=CZ

http://www.valka.cz/clanek_10677.html

http://www.youtube.com/watch?v=XxZThboqMp4&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=rV25qUZcZt8&feature=related

http://www.cs-magazin.com/2007-04/view.php?article=articles/cs070475.htm

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Axis_war_criminals

Wannsee-Konferencen - R. Heydrich: Den endelige løsning på jøde-spørgsmålet:

http://tinyurl.com/3x6dxb5

http://www.ghwk.de/dansk/protokol.htm

Link til sider om Tjekkoslovakiets modstandsbevægelser, medlemmerne, lederne:

http://en.wikipedia.org/wiki/Czech_resistance_to_Nazi_occupation

Link til websiden for St. Cyril og Methodius kirken (under besættelsen var den kendt som St. Charles Borromeo), i Resslova gaden nr. 9, i Prag: http://pravoslavnacirkev.cz/pamatnik.htm

Lidice-massakren 10. juni 1942:

Her et et link til en tjekkisk side med alle de myrdede mennesker fra byen Lidice, vist med foto og en kort beskrivelse af dem - flest mænd, da alle mænd og store drenge blev skudt i gården og haven på Horak´s gård.

http://tinyurl.com/yzqnga4

http://tinyurl.com/35yzbwx

http://weber.ucsd.edu/~lzamosc/chelm07.htm

http://tinyurl.com/3ambe28

I linket kommer du ind på side 4 i beskrivelsen af Lidice´s borgere, hvor det er familien Horak du ser og kan læse om, familien som lagde have til udslettelse og alle mænd og drenge i landsbyen. Familien Horak blev anholdt den 4. juni 1942 og henrettet i Prag den 16. juni. Teksten er på tjekkisk, men hvis du bruger Google oversættelses-maskinen, får du en tekst oversat fra tjekkisk til delvis dansk, men som godt kan forstås, med lidt god vilje.

Her går hele historiens gru op for en, da man nu ser personernes foto og læser lidt om deres liv. Man føler hvordan det må have været, at stå blandt dem man kender i byen, hører maskingeværenes skarpe knald og de dumpe smæld, når kuglerne træffer dine naboer, inden kuglerne også river livet ud af dine hænder - skrigene, stønnen, klagen og råb - blod og menneskerester flyver mellem de tætpakkede mænd, som står op ad deres egne madrasser fra sengene op mod muren i Horak´s have. - Dernæst ligger de i en bunke på jorden, blødende og nogle måske endnu stønnende, inden en tysk pistolkugle ender mareridtet for manden og dødens bamhjertighed indtræffer.

Inde i gårdens lade - i mørket, står alle de mænd, som ikke er henrettet endnu, sanseløse af angst og rædsel - Nu skal de jages ud og stå foran geværerne og maskingeværernes rygende løb - de hører kun lige kommandoen "Achtung Feur!" - Så kommer døden flyvende..... måske når de at skrige, måske er den sidste tanke de når at tænke denne: - Hvad sker der med min kone - min søster, mine børn? Sådan gentog det sig hele dagen!!

Meget værre - på sin vis - gik det kvinderne og børnene - langsomt og for de flestes vedkommende døde de under frygtelige pinsler i KZ-lejre og i gaskamre og gas-lastbiler, eller bare døde en langsom død af sult og sygdom i lejrene - adskilt fra deres børn, alene - så alene!

Og alle børnene! Over hundrede børn - alene - revet væk, uden mor og far, blandt fremmede rædselsslagne mennesker og børn - jaget rundt af tyske sadister, med hunde, og "kapo´er som slår med knipler på folk - for til sidst at blivet gennet ind i en kælder med måske hundrede andre nøgne mennesker - og se og høre deres grusomme gråd og skrig, da giftgassen bulmer ud i rummet og de alle under 15-20 minutters rædselsvækkende pinsler omsider dør, mast sammen, flået af de voksne, nu blålige og blege lig - næsten ikke med menneskelige udtryk - filtret ind i hinanden i dødens ultimative og absolutte mest hæsligste død noget mennekse kan forestille sig!

Link til Lezaky-massakren:

http://tinyurl.com/3axnfjw

Det gjorde tyskerne mod disse børn og var medvirkende til ca. 1.500.000 andre børn omkom fra 1938 til 1945!! - Tyskerne uskyldige? - Vi vidste intet - som mange sagde? Aldrig i livet - gu´ vidste de noget, mange af dem - Det er sidenhen blevet dokumenteret! Millioner af tyskere bifaldt og deltog aktivt i forbrydelserne mod menneskeheden! Men denne viden var vel ubærlig - fortrængt blev den vel... Forblændet og beruset i alle "sejrene" i starten af krigen fra 1939 - 1943 - indtil det gik den anden vej!

Hvordan kunne det ske? - Vidste tyskerne ikke selv hvad de var i færd med?

En sådan mega anstrengelse som hele den nazityske nation måtte iværksætte, for at transportere og udrydde alle de millioner af mennesker, kunne ikke forblive en hemmelighed - Alle de tyske soldater som kom hjem på orlov og som i tusindtal, havde været med til myrderier rundt om i Europa - især Østeuropa - Alle de tyskere som solgte og leverede varer til lejrene - Alle de tyskere, som blev forflyttet til anden tjeneste - Kom ikke og fortæl mig, at de holdt kæft og ikke sagde et muk hjemme eller til andre! Nogen holdt nok kæft - men et udryddelsesragnarok af de dimensioner, som tyskerne foranstaltede, kunne man ikke holde hemmeligt - Den kristne katolske kirkes medvirken i både Tyskland og Polen, omkring forfølgelserne af jøderne, er også en kendsgerning - Så gu´ vidste mange tyskere det! Deres altid benægtelse og uvindenhed om de 5-6 års ragnarok, som deres mænd, sønner og brødre nedkaldte over millioner af mennesker i Europa - Den historie tror jeg gansk simpelt ikke på!

Nogen ("Revisionisterne" og andre) siger så, at det ikke fandt sted, at der ikke blev myrdet så mange - men hvor blev de så af, alle de millioner af savnede og forsvundne mennesker??

Krigsårene i Tjekkoslovakiet og hovedstaden Prag.

I en radiomeddelelse kl. 04:30 om morgenen d. 15 marts 1939 blev det meddelt, at den tyske hær ville invadere Prag kl. 06:00. Prag ville være besat kl. 06:30. Tjekkerne blev beordret til at forholde sig roligt.

Indtagelsen af Tjekkoslovakiet var kulminationen på en lang nazistisk kampagne mod landet, som Hitler betragtede som en del af det tyske ''lebensraum'', hvor sudetertyskerne og deres landområde skulle tilbage til det stortyske rige. Han havde ellers på München-konferencen i 1938 lovet, at han ikke ville invadere Tjekkoslovakiet.

Desuden var der ikke vilje, i de andre europæiske lande, til at sætte ind med de tiltag, som kunne have stoppet Hitlers vanvid - Her var den vege og naive britiske premierminister Chamberlain, den som reelt satte Hitler og hans rædselsregime i stand til at fortsætte sin fremfærd og starte 2. Verdenskrig. Fejhed, såkaldt konstruktiv dialog og hans "appeasement-politik" (eftergivelsespolitik), bekræftede bare Hitler i, at hans modstandere var svage og ikke udgjorde nogen trussel for hans videre planer med Tyskland og verden.

Baggrund:

Formålet med hele München konferencen var at diskutere fremtidens Tjekkoslovakiet i forhold til territoriale krav fra Adolf Hitler. Det befolkningsmæssigt blandede Sudeterland var af enorm strategisk betydning for Tjekkoslovakiet, da det meste af landets forsvarsværker var placeret langs en bjergkæde, som udgjorde grænsen til det tyske rige. Endvidere var disse landområder betydningsfulde for landet, da 70% af industriproduktionen lå her.
Med den italienske diktator Benito Mussolini som mægler, gav den engelske ministerpræsident Arthur Neville Chamberlain og den franske ministerpræsident Édouard Daladier efter ønske fra Nazi-Tyskland, tilladelse til, at det multietniske Sudeterland blev opdelt mellem Nazi-Tyskland, Polen og Ungarn. Dette gjorde man, da man håbede, at denne "appeasement-politik (eftergivelses-politik), kunne forhindre endnu en krigmed Tyskland. Året efter brød 2. verdenskrig alligevel ud, og München-aftalen fremhæves derfor som paradeeksemplet på, at man aldrig skal give efter for diktatorers krav.

Sudeterlandet:

Var et område af det vestlige Tjekkoslovkaet, hvor etniske tyskere udgjorde et flertal. Sudetertyskerne havde I forbindelse med opløsningen af det Østrig-Ungarske Rige i 1. Verdenskrigs sidste dage, forsøgt at forhindre områdets optagelse i det nydannede Tjekkoslovakiet og gennem oprør prøvet at blive en del af det nydannede Østrig. Sejrherrerne fra 1. verdenskrig og Tjekkoslovakiet forbød dog dette, og gennemtrumfede beslutning med delvis brug af våbenmagt, hvis man ikke makkede ret. Mange sudetertyskere nægtede at tilhøre Tjekkoslovakiet og var forbitrede over, at man var blevet nægtet ret til selvbestemmelse, som den amerikanske præsiden Wilson, havde fremlagt i sine 14 punkter fra januar 1918. Sudeterlandet blev en del af Tjekkoslovakiet, fordi det i historisk tid havde været en del af den overvejende tjekkiske kerneprovins Böhmen. Det var altså historiske, og ikke sproglige eller etniske skel, der lå til grund for områdets indlemmelse i Tjekkoslovakiet. Et flertal i området følte sig som tyskere i et fremmed land.

Hitlers krav:

I marts 1938 Havde Nazi-Tyskland brudt alle aftaler og annekteret Østrig, det såkaldte "Anschluss". Der var en bred opfattelse af, at Hitlers næste krav ville blive Sudeterlandet med dets tyske befolkning. Både Frankrig og Sovjetunionen havde alliancer med Tjekkoslovakiet, men ingen af dem, var materielt eller politisk forberedt til en militær konfrontation med Nazi-Tyskland. I Vesteuropa var man overordentligt interesserede i at udgå, at en altødelæggende krig, igen skulle hærge Europa, og politikerne ville have svært ved at overbevise befolkningen om en krig på bekostning af Sudeterlandet. På dette tidspunkt var Josef Stalin næsten mere mistroisk over for de kapitalistiske Vest-stater end over for Hitler.
Hitler derimod spillede meget højt spil, og lod ikke til at være bange for på sætte alt ind på et kort.

München-aftalen:

Parterne blev enige om en aftale den 29. september 1938, og omkring klokken 1:30 om natten den 30. september underskrev Adolf Hitler, Neville Chamberlain, Benito Mussolini og Édouard Daladier München-aftalen. Den tjekkoslovakiske regering nægtede at acceptere aftalen og erklærede, at man ville kæmpe alene mod overmagten.
Aftalen gav Sudeterland til Tyskland allerede fra den 1. oktober 1938. Senere på dagen den 30. september underskrev Chamberlain og Hitler en fredsaftale mellem England og Nazi-Tyskland.

Dagen efter den 1. oktober satte invasionen igang og de tyske armeer gik over de tjekkoslovakiske grænser.

Her kan du på engelsk læse hele den historiske beretning om baggrunden, planerne, gennemførelsen og resultatet af Nazitysklands (Fall Grün), Ungarns og Polens senere angreb på Tjekkoslovakiet efter den. 1. oktober 1938.

http://tinyurl.com/yk3uwvo

http://althistory.wikia.com/wiki/Invasion_of_Czechoslovakia_(Fall_Gr%C3%BCn)

http://ww2db.com/battle_spec.php?battle_id=87

Link til oversigt over tjekkoslovakiske hærenheder 1938:

http://armada.vojenstvi.cz/predvalecna/cisla/4.htm

Link til side med beskrivelse af oprøret i Prag, maj 1945:

http://www.militaryphotos.net/forums/showthread.php?103073-Czech-Uprising-in-Prague-1945-photos

Link til sider om tjekkoslovakiske flyvere i R.A.F.´s eskadriller m.m.:

http://cz-raf.hyperlink.cz/

http://cz-raf.hyperlink.cz/Books/312book.html

Link til web-sider med krigshistorie m.m.:

http://tinyurl.com/3yxkva5

http://hitlernews.cloudworth.com/sitemap.php

http://www.spiegel.de/flash/flash-10269.html

http://www.lexikon-der-wehrmacht.de/inhaltsverzeichnis1.htm

Efter 2. Verdenskrig blev sudeterområdet og de polske og ungarske områder givet tilbage til Tjekkoslovakiet. Efter Lidice-massakren i juni 1942, ophævede de allierede deres indgåelse af München-aftalen og Tjekkoslovakiet blev internationalt godkendt, som en fri nation igen.
Først i november 1973 blev aftalen endeligt juridisk ugyldiggjort, da Vesttyskland, som en udløber af udsoningen af Tysklands tidligere Østpolitik, var kommet daværende Tjekkoslovakiet i møde og udelukkede fremtidige krav om yderlige grænserykninger.

Noget om Reichprotektor SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich "Slagteren fra Prag",

"Det Blonde Bæst", som nogle tyske SS-folk kaldte Heydrich, havde store planer for hele Protektoratet, herunder også for Prag. Den skulle være en af de ledende byer indenfor den nazistiske nye europæiske orden.

(klik evt. på understregede ord, hvorefter du ledes til websider med ordets emne).

Reinhard Heydrich blev født 7. marts 1904 i Halle (Saale) og døde af sine sår den 4. juni 1942 i Prag ). Han var leder af det tyske Reichssicherheitshauptamt ( RSHA ). Han var fra 1922 til 1930 i marinen . 1931 blev han medlem af NSDAP og SS og blev 1. marts 1934 Gruppenführer . -- Han deltog i opbygningen af sikkerhedstjenesten ( SD ). Fra 1936 var han chef for sikkerhedspolitiet ( SIPO ) og SD (CS-SD). Han organiserede systematisk kontrol, forfølgelse og afpresning som terror. Han udsendte i 1938 efter Anschluss, Adolf Eichmann til Wien , for at denne skulle organisere forfølgelse og udvisning af jøder. -- I 1939 blev han chef for RSHA. Han organiserede det tilsyneladende polske overfald på den tyske radiosender Gleiwitz , 31. august 1939 som skulle give Hitler påskud for Tysklands angreb på Polen 1. september . Overfaldet ses derfor ofte som det der udløste 2. Verdenskrig . I Polen ledede han indsatsen af SS og indretningen af ghettoer . -- I 1941 blev Heydrichs største opgave " Endlösung der Judenfrage ". Han blev udnævnt til stedfortrædende statholder i protektoratet Bøhmen-Mähren . I 1942 organiserede han Wannsee-Konferencen .
Den 27. maj 1942, bliver han likvideret af faldskærmsagenter, udsendt af den tjekkiske eksilregering i London og han dør 8 dage senere af læsionerne herfra. Den 10. juni 1942 udførte SS under Karl Hermann Frank og Kurt Delauge en gengældelsesaktion mod landsbyen Lidice , hvor de mandlige indbyggere blev dræbt og kvinder og børn blev deporteret til koncentrationslejre hvor mange kvinder blev gasset, herunder 81 af deres børn.

Link til lydspor med en tale af Reinhard Heydrich:

http://en.wikipedia.org/wiki/File:Reinhardt_Heydrich_speech_excerpt.ogg

Heydrich´s "højre hånd" i Protektoratet, sudetertyskeren Karl Hermann Frank:

K. H. Frank blev dømt til døden ved hængning, for sit ansvar for massakren på befolkningen i byerne Lidice og Lezaky, som tyskerne udslettede som hævn for likvideringen af Reinhard Heydrich. Frank blev hængt med den Østrig-Ungarske og også tjekkoslovakiske metode, hvor hængningen sker oppe på en 2-3 meter høj stolpe "Pole Hanging" - en metode, som er meget mere brutal og frygtelig for offeret at gennemgå, end den normale metode, vi normalt forbinder med hængning, hvor ofret falder gennem en faldlem og rebet om halsen omgående knækker halsen på ofret og døden indtræder med det samme (normalt). SS-bødlen blev selv hængt i Pankrac fængslets gård med 5000 tilskuere og optaget på film og fotograferet til alverdens medier. Han blev begravet i en anonym grav på Dablice kirkegården i Prag.

Link til en over 8 minutter lang original film tjekkoslovakisk ugerevy med henrettelsen af SS Obergruppenführer Statssekretæren for Protektoratetl Karl Hermann Frank i Prag den 22. maj 1946:

http://resources.ushmm.org/film/display/main.php?file_num=1868

Kilde: Steven Spielberg Film and Video Archive at USHMM.

Eller:

http://www.executedtoday.com/tag/pole-hanging/

(Den sidste dødsdom, som blev udført i Tjekkoslovakiet skete i 1989. Siden da er dødsdomme forbudt i landet).

Link til historien om Hermann Göring´s bror - anti-nazisten Albert Göring:

http://tinyurl.com/34y9wlw

http://en.wikipedia.org/wiki/Albert_G%C3%B6ring

Link til info om Gestapo, SS og RSHA:

http://hitlernews.cloudworth.com/gestapo-rsha-nazi-secret-police.php

http://tinyurl.com/3256zlf

Link til fakta om KZ-lejren Theresienstadt (Prag) og andre Holocaust-lejre med tilknytning til Tjekkoslovakiet:

http://www.virtual-zoom.cz/terezin_mapa/index_en.html

http://www.virtual-zoom.cz/terezin_mapa/tours/4.html

http://fanger.dybdahl.dk/theres.htm

http://www.jewishgen.org/ForgottenCamps/Camps/RavensbruckEng.html

http://www.scrapbookpages.com/DachauScrapbook/DachauTrials/Mauthausen01.html
http://www.ushmm.org/wlc/en/article.php?ModuleId=10007464

http://www.ushmm.org/wlc/en/article.php?ModuleId=10007323

http://tinyurl.com/3y53lt8

http://history1900s.about.com/od/holocaust/tp/holocaustpictures.htm

http://tinyurl.com/39g5bn3

http://en.wikipedia.org/wiki/The_Holocaust

http://en.wikipedia.org/wiki/German_war_crimes

http://weber.ucsd.edu/~lzamosc/gmoreinf.html

http://frank.mtsu.edu/~baustin/holo.html

http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_the_Jews_in_the_Czech_Republic

http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_the_Jews_in_Slovakia

http://old.hrad.cz/kpr/holocaust/hist_zid_uk.html

http://www.izieu.com/new_page_9b.htm

http://www.auschwitz.dk/id17.htm

http://www.oskarschindler.net/index.htm

http://www.emilieschindler.info/Schindler/

http://www.auschwitz.dk/Timeline/nr8.htm

http://www.holocaust.emilieschindler.com/

http://www.izieu.com/new_page_9.htm

http://www.izieu.com/new_page_2.htm

KUNNE DET "BETALE SIG" FOR TJEKKOSLOVAKIET OG DETS EKSIL-REGERING I LONDON, AT BESLUTTE AT LANDET SKULLE YDE EN MEGET STOR MODSTANDS- OG SABOTAGEAKTIVITET MOD DEN NAZITYSKE BESÆTTELSE, HERUNDER BESLUTTE, PLANLÆGGE OG UDFØRE LIKVIDERINGEN AF REINHARD HEYDRICH - SELVOM LANDETS BEFOLKNING, I RESTEN AF KRIGEN, BLEV GRUSOMT TERRORISERET OG TUSINDVIS DRÆBT AF DET NAZISTISKE REGIME?

KONKLUSION:

Jeg mener, at der var et absolut nødvendigt behov for en modstandsindsats mod tyskerne, fra Tjekoslovakkernes side.
Men var det nødvendigt at dræbe Reinhard Heydrich?
Havde det været bedre og vigtigere, at foretage store sabotageaktioner og sprænge fabrikker m.m.?
Behovet for, eller det modsatte, for likvideringen af Reinhard Heydrich, udløser efter min mening mindst 2 grunde:

(1).
Tjekkoslovakiet havde i 1941/1942, behov for at etablere nogle meget vigtige og synlige begivenheder, som kunne bidrage til, at Tjekkoslovakiet fik en markant profil på internationalt plan.
De Allierede/vestmagterne i Europa havde ignoreret problemerne med Nazityskland og Hitlers krav på annektering af Sudeterlandet i 1938 og deres senere erobring af hele Tjekkoslovakiet, hvor deres terror mod befolkningen var særlig grusom.
De Allieredes svigt af disse fælleseuropæiske udfordringer, som bl.a. det tjekkoslovakiske problem udgjorde, foranledigede at tjekkoslovakkernes eksil-regering, eksil-militær og efterretningstjeneste i England, besluttede, at placere deres land i en position, sådan, at man efter krigens ophør (og nazisterne havde tabt), ville kunne kræve deres internationale ret til igen, at blive etableret, som en anerkendt nation. eksil-regeringen i England arbejdede konstant på, at profilere sig over for De Allierede.
Man deltog på alle militære fronter med tusindvis af frivillige tjekkoslovakker. Oprettelsen af samarbejdet med Den Engelske Efterretningstjeneste SOE om træning og nedkastning af faldskærmsagenter i Tjekkoslovakiet var et af disse mange tiltag - om end succeen ikke stod mål med anstrengelserne og omkostningerne for både agenter og landets befolkning. Faldskærmsagenterne og modstandsbevægelserne fik ikke for alvor, udført den sabotage, som kunne have ramt tyskerne på afgørende vis - dertil var den nazityske terror og effektivitet for stor og dominerende.
Organisationen af sabotageorganisationerne i det tyskbesatte Tjekkoslovakiet, fik kodenavnet ”Perun”. Ud over foretage sabotageaktioner og oprette en gurillakrigstaktik mod Tyskerne, omfattede planerne også likvidation af fremtrædende enkeltpersoner og grupper af personer fra den tyske besættelsesmagt, eller forrædere og kollaboratører fra landet. ligeledes var formålet, at modvirke den svigtende indsats på hjemmefronten og forhindre forræderi fra egne rækker og dæmme op for folkemordet på den tjekkiske nation. Chefen for denne opgave blev General Frantisek Moravec.

Desværre blev det reelle resultat i Tjekkoslovakiet/Protektoratet, af alle anstrengelserne, ubetydelige i forhold til det, som lykkedes i f.eks. Frankrig, Polen, Jugoslavien og Sovjetunionen. Modstandskampen kom derfor mere til at blive opfattet, som det spontane udtryk for modstand, end en planlagt og målrettet indsats.
Men likvideringen af Reichprotektor SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, bevirkede at Tjekkoslovakiets modstandskamp fik en agtet plads i historien for den europæisk modstand mod Nazityskland.
Over hele Europa, Østeuropa, Rusland og i Nordafrika, gik Tyskland sejrrigt frem i 1941/1942 og De Allierede havde rigeligt med, at forsvare sig og dæmme op for nazismens fremmarch. Tjekkoslovakkerne havde derfor muligheden for selv, at statuere et betyddningsfuldt eksempel, ved at sætte likvideringen af Reinhard Heydrich på dagsordenen. Konventionel sabotage var ikke mere nok til at ryste tyskerne og byde dem trods. Tyskerne kunne let tilsløre den sabotage, som blev påført dem - men likvideringen af en af topnazisterne, ville de ikke kunne skjule og slet ikke hvis det var Reinhard Heydrich - Tyskerne ville da opdage, at tjekkoslovakkerne ikke ville finde sig i at være en del af Det Tredie Rige og at de kunne ramme dem lige i deres egen nazistiske hjertekule og at hele verden fik det at vide!

(2).
Siden Heydrich´s overtagelse af magten i Protektoratet Böhmen & Mähren, havde hans terror og brutalitet bevirket, at tjekkoslovakkerne resignerede og ikke troede på landets og folkets fremtid. Modstandsbevægelsen var næsten udraderet og tyskerne og deres tilhængere i Protektoratet, sat solidt i "sadlen", sådan at ingen andre havde nogen indflydelse på hvad der skulle ske med landet og befolkningen - det vidste kun tyskerne!
Likvideringen af Heydrich ville sende tyskerne et signal om, at fremtiden for dem og deres ledere, ville kunne betyde døden og at deres død var en retfærdig straf, et punktum, hvor skarpretteren var den tjekkoslovakiske nation.
Virkningen af likvideringen af Heydrich var ekstremt vidtrækkende, både på det politiske, militære og medmenneskelige område. Tyskernes hævn over Heydrich´s likvidering og død, fik "floder af blod" til at flyde i Tjekkoslovakiet. Politisk betød det, at England og Frankrig annullerede München-aftalen fra 1938, da man erfarede om tyskernes folkemord og udryddelse af og myrderier af befolkningerne i de tjekkoslovakiske landsbyer Lidice og Ležáky. Dette gav en verdensomspændende opmærksomhed og udløste en bølge af sympati for Tjekkoslovakiet.
Efter blodbadet i landet, havde ingen forestilling om, at tjekkerne og tyskerne kunne leve fredeligt sammen i en stat og at det ville betyde deportation af sudetertyskerne i landet efter krigen.
Ophævelsen af München-aftalen banede vejen for, at Tjekkoslovakiet kunne etableres som selvstændig nation igen, efter krigen.

Likvideringen førte på sin vis til modstridende resultater.

På den ene side, blev Tjekkoslovakiets og dets modstandskamps omdømme og prestige betydeligt højnet i hele verden og førte til en enorm bølge af solidaritet med de lidelser, den tjekkoslovakiske nation, blev udsat for, med de grusomme tyske repressalier. Navnet Lidice blev et symbol på sympatien med en lille nation og at den militære attentataktion viste deres engagement i modstandskampen.
Alt dette førte til de politiske beslutninger og løsninger, som De Allierede traf mht. fremtidens Tjekkoslovakiet, som en suveræn stat. Et andet aspekt af disse hændelser betød, at modstanden i landet øgedes markant, i resten af krigen. Tjekkoslovakkerne fik som de eneste under 2. Verdenskrig udryddet en af Tysklands "Top-3" nazister.

På den anden side, medførte likvideringen af Heydrich, at tyskerne tog en frygtelig og brutal hævn mod tjekkoslovakkerne, i resten af krigen. Tusindvis af landets indbyggere blev myrdet og udsat for horrible umenneskelige overgreb - ofte selv om de var helt uskyldige (f.eks. Lidice-massakren). Modstandshandlingen og dens følger blev en meget blodig og bitter "pille" for tjekkoslovakkerne at sluge, ikke mindst indbyrdes og i forhold til sudetertyskerne, som man hævnede sig på, så snart landet blev frit igen og inden disse kunne nå at flygte allesammen (tjekkoslovakkerne og den Røde Hær, myrdede ca. 30.000 sudetertysker, tyskere og nazitilhængere i ugerne efter befrielsen).
Likvideringen og følgerne førte også til, at modstandsbevægelsen i Tjekkoslovakiet og De Allierede, i resten af krigen ikke turde foretage lignende likvideringer af højtstående nazister - man var alt for afskrækket og bange for tyskernes hævn.
Ydermere er der også det aspekt, at da Heydrich i januar 1942, lancerede "Jødespørgsmålets løsning" og iværksatte Holocaust, på alle jøder i Europa og Rusland, førte det til, at tyskerne uden tøven iværksatte "Operation Reinhard Heydrich", gengældelsen og tilskyndelsen til oprettelsen af de nazistiske dødslejre, bl.a. Auschwitz, Treblinka, Majdanek og Belzec og deportationerne af millioner af jøder og andre, til udryddelse her. Selvfølgelig var det ikke alene likvideringen i Tjekkoslovakiet og raseriet fra nazisternes side, som startede jødeudryddelserne, men hændelserne satte nazisterne i stand til, at bruge dette som delvis anledning - udadtil!
Men planerne og beslutningerne for udryddelsen af jøderne, var allerede taget af Hitler og nazisterne og på set og vis, hele det tyske folk, som i millionvis vidste af, sympatiserede med og tog del i disse forbrydelser mod menneskeheden (dokumenteret og påvist i bøger og forskning gennem 1990´erne, specielt i 1996).
Tyskerne var ramt dybt i deres nazistiske sjæl, med likvideringen af Heydrich, men det gjorde dem også mere beslutsomme i, at udføre deres umenneskelige planer for befolkningerne, som de ikke kunne lide - her ultimativt fatalt for den jødiske befolkning.
Uanset modstandsresultaterne og likvideringen af Heydrich, blev det en ekstrem høj og blodig pris, alle kom til at betale, ikke kun tjekkoslovakkerne, men for befolkningerne i hele Europa, Østeuropa og Rusland.

Likvideringen af Heydrich, "Operation Anthropoid", blev trods alt en af de vigtigste gerninger og ikon, for den europæiske anti-nazistiske modstand.
Heydrich var en af verdenshistoriens største massemordere, som fik sin velfortjente straf.
________________________________________________________________

Jøderne i Prag indtil tiden før 2. Verdenskrig

Jøderne ankom til Prag i det 9. Århundrede. De fik tilladelse til at slå sig ned i byen, fordi de havde hjulpet med at bekæmpe de slavere, der var hedninge. Indtil 1098 blev de betragtet som ligeværdige borgere. Herefter startede korstogene, og det bevirkede, at de blev anset som mindreværdige borgere, der skulle bo i et aflukket område, en ghetto. De blev anvist til at bo i en bestemt del af Prag, hvor alle spor efter dem i dag er slettet. I denne periode indførtes også jødestjernen, som de skulle bære som et symbol på de 30 sølvpenge, Judas havde solgt Jesus for.

I 1200-tallet opstod det jødiske kvarter, Josefov, som man stadig kan se resterne af i Prag i dag. Jøderne befandt sig vel i Prag, og i 1215 slap de for at bære jødestjernen. Omkring 1700-tallet udgjorde de således ca. ¼ af befolkningen. Flere af jøderne blev meget velhavende, fordi de under krige lånte penge ud til de krigsførende. Dette var et hverv, som man overlod til jøderne, fordi de kristne anså det som et nedværdigende erhverv.

I 1850 ophører jøde-ghettoen som selvstændig bydel, og den bliver indlemmet i Storprag. Kvarteret kalder man nu Josefov, efter kejser Josef II, som havde været årsag til, at jøderne havde fået en øget økonomisk og social frihed.

I 1897-1906 sanerede man den jødiske bydel, som var i en sundhedsmæssig og hygiejnisk uforsvarlig stand. På dette tidspunkt var 20 % af kvarterets beboere jøder. I forbindelse med saneringen indsamlede man jødiske kultur- og kunstgenstande, som besøgende fra 1909 kunne se i Ceremonihuset ved den jødiske kirkegård.

Jøderne umiddelbart før og under 2. Verdenskrig – med fokus på jøderne i Prag.

I årtiet op til 2. Verdenskrig følte jøderne sig sikre i Tjekkoslovakiet, sammenlignet med forholdene i de øvrige øst-europæiske lande. Den tjekkoslovakiske politik lagde vægt på tolerance (under Præsidenten Thomas Masaryk).

Bøhmens/Mæhrens jødiske befolkning var på dette tidspunkt hovedsagelig arbejdende, middelklasse byboere. Det jødiske samfund var integreret i det tjekkiske, jøderne talte tjekkisk, sendte deres børn i tjekkiske skoler og blandede ægteskaber var almindelige. I 1931 giftede 32 ud af hver100 jødiske brudgomme sig med ikke-jødiske kvinder.

I 1930 levede 50 % af jøderne i Bøhmen/Mæhren i Prag, hvor de udgjorde ca. 4,17 % af befolkningen. Selvom fødselstallet var faldende i det jødiske samfund, så voksede Prags jødiske befolkning efter 1933. Det skyldtes de mange forfulgte flygtninge fra de tyske nazi-områder.

Byen blev et transitsted for jøder, som ventede på visa til Storbritannien og USA. Denne strøm var stor på grund af Tjekkoslovakiets geografiske beliggenhed midt i Europa, og fordi regeringen førte en meget liberal immigrationspolitik. Mange af jøderne strandede imidlertid i Tjekkoslovakiet, fordi de europæiske lande og USA førte en meget streng flygtningepolitik. Der var i denne tid en meget ringe forståelse i verdenssamfundet for mennesker, der flygtede på grund af race og religion. Danmark var ingen undtagelse i denne sammenhæng – her anerkendtes kun til nød politiske flygtninge.

Efter München-overenskomsten i 1938 og indtil Tjekokoslovakiets indlemmelse i det tyske rige i 1939, havde den tjekkoslovakiske regering været under et stærkt pres fra tysk side omkring jødespørgsmålet. I Tyskland så man gerne, at Tjekkoslovakiet indførte anti-jødisk lovgivning med de nazi-tyske Nürnberg-lovene som forbillede. Den tjekkoslovakiske regering reagerede på disse krav ved at begrænse immigrationen fra Nazi-Tyskland, og ved at fyre et lille antal offentlig ansatte med to jødiske forældre. Desuden meddelte den, at man kiggede på de tilflyttere, der var ankommet efter 1918. Regeringen var imidlertid meget modvillig til at foretage yderligere tiltag mod jøderne i dette tidsrum.

Da nazisterne i 1939 indtog Tjekkoslovakiet, var der 56.000 jøder i Prag, hvoraf 15.000 var tyske flygtninge. Med tyskernes indtog i Bøhmen/Mæhren var startskuddet nu gået til kampagner, der skulle stimulere jødefordomme, jødehad og jødeforfølgelser.

Den tjekkoslovakiske regering i Bøhmen/Mæhren, der nu begyndte at udstede love i overensstemmelse med Nürnberg-lovene (1935), udstedte samtidig nogle forordninger, som bestemte, at der skulle indsættes tjekkoslovakiske bestyrelser i jødiske virksomheder.

Tyskerne anså slet ikke disse tiltag som radikale nok. Derfor besluttede den tyske overhøjhed at påtvinge protektoratet deres egne løsninger på jødespørgsmålet – især fordi beslutningen om de tjekkoslovakiske bestyrelser i de jødiske virksomheder måtte anses som et forsøg på at holde de jødiske ejendele væk fra tyske hænder.

D. 21 juni 1939 bestemte tyskerne således, at jøderne skulle holdes ude af det økonomiske liv i Bøhmen/Mæhren, og at de skulle have deres ejendele registreret. Jødiske firmaer skulle overtages af tyske bestyrelser, som skulle stå for salget af dem. Disse beslutninger blev taget helt uden om den tjekkoslovakiske regering, der kunne læse om det i pressen. Jødespørgsmålet var nu et tysk anliggende, og der blev oprettet et hovedkontor for jødeanliggender i Prag, hvor den berygtede ekspert i jødespørgsmål, Eichman, flyttede ind.

Herefter vedtoges der en mængde love, der indskrænkede jødernes frihed. Herunder ses et udpluk :

Forbud mod at benytte offentlige bade og swimmingpools
Henvisning af jøder til særlige afdelinger i restauranter
Spærretid for jøder fra daggry til skumring
Forbud for jøder mod at hæve mere end 1500 kr. om ugen, samt mod at oppebære renter.
Tvunget salg af guld, sølv, platin samt juveler til discountpris
Forbud mod at se film og teater
Forbud for jødiske læger mod at behandle andre end jødiske patienter
Forbud mod at gå i tjekkoslovakiske skoler – senere mod undervisning af jøder i det hele taget
Genindførelse af påbudet om brug af jødestjernen
Forbud mod at forlade sit lokale område uden polititilladelse
Tvungen flytning af jøderne fra lejligheder i de bedste områder af Prag til gamle lejligheder i andre dele af byen (lejlighederne blev overtaget af nazi-folk)

I bogen "Hvem kan glemme dette?" fortæller pigen Helga om, hvordan den jødiske kirkegård inden hendes deportation, var det eneste sted hun måtte lege. Læreinden Irma fortæller i samme bog om, hvordan de en tid underviste børnene i synagogen, fordi de var udvist af de tjekkoslovakiske skoler.

Læs evt. også bogen: Richard Z. Chesnoff: "Hitlers Tyveknægte - Beretningen om historiens største tyveri, Europas udplyndring af jøderne". I bogen er der 2 omfattende kapitler om udplyndringen af jøderne i Tjekkoslovakiet (Det Tyske Protektorat Böhmen & Mähren) og Slovakiet. Her anskueliggøres den ufattelige ondskab og meddelagtighed i Holocaust, som nazisterne, tyskerne, sudetertyskerne, de tjekkiske landsforræderne, kommunisterne og mange flere, gjorde sig skyldige i.
Også de skiftende regeringer efter kommunismens fald i 1989 i Tjekkiet, har indtil i dag, på sin vis videreført antisemitismen og undertrykkelsen af de få overlevende jøder og deres efterkommere, som kom tilbage til landet efter krigen og for hovedpartens vedkommende, aldrig har fået nogen værdier tilbage, helelr ikke kompensation, eller som fra deres flugt til udlandet, herfra krævede deres stjålne værdier tilbage. Hvis man har fået noget tilbage, har det kun andraget en brøkdel af den værdi de blev plyndret for. Det var ikke kun tyskerne/nazisterne, som plyndrede - jødernes naboer og mange i den tjekkoslovakiske nation deltog begejstret i udplyndringen af det tjekkoslovakiske jøder oghovedparten har aldrig villet indrømme endsige returnere røvergodset til de jødiske ejere eller efterkommere, som overlevede Holocaust.

Fortsat fra før boghenvisningerne:
Jøderne vidste det ikke, men disse lovgivningstiltag, var de første skridt på vejen i nazisternes plan om jødernes endelige udslettelse i dødslejre. I front for denne plan stod Reinhard Heydrich, der var overhovedet i nazi-sikkerhedspolitiet (SS) og rigsprotektor for Bøhmen/ Mæhren.

Hans første værk efter sin ankomst til Prag i sept. 1941 var at lukke de sidste synagoger og stoppe al anden jødisk virksomhed. Desuden holdt han møder med bl.a. Eichmann omkring deportation af jøderne i Prag og hele Bøhmen/Mæhren. På disse møder besluttede man, at protektoratets jøder skulle sendes til Lodz, Minsk og Riga.

Kort tid efter hans ankomst til Prag afgik således det første tog fra Prag til Lodz i Polen indeholdende 1000 jøder. Herefter blev yderligere 5000 sendt samme sted hen. Mange af disse jøder døde indenfor få måneder, og på et møde i oktober 1941 blev det besluttet, at protektoratets jøder i stedet skulle opsamles i en ny ghetto, Theresienstadt, som lå ca. 60 km. nord for Prag.

Theresienstadt var en gammel fæstningsby, der på dette tidspunkt var beboet af ca. 7000 tjekkoslovakere. Heidrich mente imidlertid, at stedet sagtens kunne rumme 50.000-60.000 jøder. Planen var, at jøderne skulle udsluses til udrydelseslejre fra Theresienstadt, men intet måtte slippe ud om denne plan. Jøderne skulle tro, der var tale om en arbejdslejr – en ghetto.

I november 1941 blev der derfor sendt et arbejdshold bestående af unge jødiske mænd af sted til Theresienstadt for at gøre ghettoen klar til indflytning. På grund af byens fortid som fæstning var den nem at afskære fra omverdenen, men den lå stadigvæk ikke mere afsondret end, at der fandtes en jernbaneforbindelse lige i nærheden. Desuden havde Gestapo i forvejen et effektivt fængsel i fæstningen. Disse tre faktorer gjorde tilsammen, at Therisienstadt var særlig egnet som opsamlingsghetto. Byens beboere blev bedt om at rejse et andet sted hen, og efter få dage ankom de første transporter med mænd, kvinder og børn fra Prag.

Arbejdet med at registrere de personer, der skulle af sted samt disses ejendele, blev foretaget af ledelsen i den jødiske menighed i Prag under kontrol af tyskerne. På denne måde kom jøderne til at tage del i deres egen udryddelse. De havde imidlertid intet valg. Tjekkoslovakerne var uvillige til at hjælpe jøderne til modstand – der var dødstraf for hele familien, hvis man skjulte jøder. Desuden havde de mange jødeflygtninge, især tyske, skabt en begyndende modvilje mod jøder i befolkningen.

Passiv modstand blev dog også straffet hårdt. Således var hele den jødiske ledelse blevet sendt til Manthausen, fordi de havde forhalet registreringen, af de første 1000 jøder, der skulle deporteres. Ledelsen døde her indenfor 12 dage – dette var en advarsel til den efterfølgende ledelse af den jødiske menighed, der blev sat til at registrere.

Før en familie skulle deporteres blev de informeret herom af den jødiske ledelse. De måtte medbringe ca. 50 kg. bagage pr. person, som de tog med sig til et fast opsamlingssted, hvorfra de deporterede blev eskorteret af tjekkoslovakisk politi til Prag-stationen Bubny.

De mange værdier som jøderne efterlod sig i Prag tilfaldt tyskerne. 45 varehuse var pakket med konfiskerede jøde-ejendele. Disse ejendele havde Gestapo-folk førsteret til i forbindelse med indretningen af kontorer i besatte områder. Andet gik til Nazi-velgørenhedsorganisationer, men alt i alt var de mange ejendele en invitation til en udbredt korruption blandt tyskerne og de tjekkiske medløbere.

Nogle af de jødiske efterladenskaber gik imidlertid også til oprettelsen af et jødisk museum. De første tiltag til dette museum var som tidligere nævnt allerede gjort i 1906, da den omfattende byfornyelse, havde ødelagt den gamle jødiske ghetto. En ledende jøde Dr. Stein var ansvarlig for registreringen af gamle værdifulde jødeting. Han foreslog tyskerne, at man skulle tilføje tingene til det jødiske museum , man var påbegyndt i 1906. Det faldt i god jord hos tyskerne. Motiverne til oprettelsen af museet var imidlertid forskellige. Mens Stein håbede at kunne bevare nogle jødiske ejendele, der kunne gives tilbage til de rette ejere efter krigen, så ønskede tyskerne at oprette et smæde-monument over en uddød race - jøderne.

Blandt de sidste der blev deporteret til Theresienstadt, var lederne af den jødiske menighed i Prag, der havde forestået registreringsarbejdet. Herefter fulgte det jødiske personale på det jødiske museum, men til allersidst i 1945 fulgte jøder fra blandede ægteskaber, der indtil da havde haft en særlig beskyttet status.

Theresienstadt

Som tidligere nævnt var Theresienstadt (Terezin) en gammel fæstningsby. Den var anlagt omkring 1780 af Josef II, der opkaldte den efter sin mor, kejserinde Maria Theresa. Byen kom til at bestå af 13 kaserner og 220 beboelseshuse, der dækkede et areal på 400 hektar. Byen er bygget efter tidens forsvarstekniske principper, dvs. med snor-lige gader, der krydser hinanden vinkelret, og et stjerneformet militæranlæg, hvorfra kanonerne kunne operere til alle sider.

Byen havde to fæstninger på hver sin side af floden Ohre, og hele anlægget der kunne rumme 7000 soldater og 3000 civile, var forbundet med underjordiske gange. Den symmetriske byplan betød, at man i byen anvendte bogstaver i stedet for gadenavne, mens kaserner og beboelseshuse betegnedes ved en kombination af romer- og arabertal, f.eks. C IV.

Kort fra sommeren 1944 over jøde-ghettoen i Theresienstadt. I midten ses torvet. Dette er den største af de to fæstninger. På den anden side af floden ligger den noget mindre og sikrere fæstning, hvor Gestapo-fængslet var indrettet.

Byen blev forældet som fæstningsværk i 1800-tallet, og den stod tom i slutningen af århundredet. I 1939 da tyskerne besatte området, var der dog vokset en lille by med ca. 7000 indbyggere op. Det var en lille misligholdt og usund by, som ikke var i besiddelse af nogen industri bortset fra en mølle og et bryggeri. Den civile befolkning levede af garnisionen, hovedsageligt som værtshusholdere og bordelværter.

Disse indbyggere fik som sagt ordre om at flytte, da det i oktober 1941 besluttedes, at byen skulle omdannes til jødisk ghetto/opsamlingsted for protektoratets jøder. I denne anledning blev der opsat en bræddevæg gennem byen, der adskilte den tysk beboede del af byen fra kz-lejren.

Den første plan om, at lejren udelukkende skulle være opsamlingssted og gennemgangslejr for protektoratets jøder, blev imidlertid ændret ved nazistmødet i Wansee i januar 1942. Her besluttede man, at lejren skulle have karakter af et iscenesat bedrag. Den skulle give sig ud for at være en mønsterlejr, så man derved kunne skjule den jødiske tragedie for verden. Det blev besluttet, at ghettoen skulle have karakter af ældreghetto for særligt udvalgte jøder over 65 år fra Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet og Holland. Det drejede sig om promenente jøder, såsom højtstående, politikere og embedsmænd, kulturpersonligheder, videnskabsmænd og kunstnere, foruden særligt udvalgte jøder fra Holland og Danmark. Via denne konstruktion mente Heidrich, at en indblanding fra højtstående embedsmænd, der havde familiær eller arbejdsmæssig tilknytning til jødiske kredse, kunne afværges.

Taktikken lykkedes i første omgang ved at rygterne om mønsterghettoen, rygtedes blandt håbefulde jøder, der frivilligt ankom til Theresienstadt. Mange af dem havde kontrakter, der lovede dem livslang bolig, mad og medicinsk hjælp i deres nye hjem. Disse kontrakter havde de indgået med tyskerne mod at afgive deres ejendele til staten. Men kontrakterne viste sig desværre ikke at være noget værd, når de først var ankommet til Theresienstadt.

Theresienstadt var imidlertid noget særligt i forhold til andre lejre. Alene det, at der her var samlet så mange "åndspersoner" på et sted, gjorde den til noget særligt. Dette gjorde den også særlig egnet som propagandalejr – her blev nemlig digtet, sunget, malet, spillet teater, holdt foredrag osv., men altid under tysk censur.

Ligeledes var der i byen tale om selvforvaltning, et administrativt bedrageri der kunne fuldføre illusionsbilledet af det "ghetto paradiso", som Hitler kaldte Theresienstadt. Denne jødiske selvforvaltning kom til at bestå af de ledende Prag-jøder, der havde stået for registreringen af de deporterede jøder fra Prag. I spidsen stod den jødeældste, der var eneansvarlig for alt, hvad der foregik i byen, og som var den eneste tyskerne forhandlede med. Til at rådgive sig havde han to stedfortrædere og et ældsteråd på ca. 20 medlemmer. Alle var de udnævnt af tyskerne.

Forvaltningen var opbygget bureaukratisk efter østrig-ungarsk forbillede. Denne bestod af centralsekretariat, folkeregister, arbejdscentral, arbejderforsorg, afd. for indre forvaltning, økonomiafd., teknisk afd., finansafd., sundhedsvæsen og forsorg, ungdomsforsorg samt fritidsforvaltning.

Jøderne i ghettoen lagde et stort arbejde i at administrere selvstyret på bedste vis. Dette lykkedes, så der trods de givne betingelser kunne opretholdes rimelig normale betingelser med en grundlæggende standard for hygiejne, kultur og menneskelig adfærd i ghettoen. At dette i så stor udstrækning lykkedes, skyldes sikkert den store koncentration af meget veluddannede jøder i ghettoen.

Den værste konsekvens af selvstyret var dog, at det indebar en forforpligtelse for de jødeældste til at sammensætte transportlisterne for de personer, der skulle deporteres østpå. Langt hen ad vejen var de jødeældste dog ikke klar over, hvor deportationerne gik hen. De troede i starten, at deportationerne gik længere østpå, hvor forholdene nok var værre, men hvor der stadig var et håb om overlevelse. Senere fik ældsterådet vished om, hvad en deportation i virkeligheden indebar, nemlig udslettelse i Auschwitz-Birkenau i Polen. Dette var imidlertid en viden, som de besluttede at holde for sig selv, så næsten hele ghettoens befolkning af jøder var uvidende om situationen indtil tyskernes kolaps – "Vi kan alligevel ikke gøre noget for at stoppe myrderierne, så hvorfor ikke spare folk for en sådan viden om deres skæbne", skulle den jødiske leder Rabbi Leo Beck have udtalt, da flygtet fange vendte tilbage til Theresienstadt for advare ledelsen.

Den jødiske ledelse fik således snart erfaret, at dette ikke var en mønsterghetto, men en gennemgangslejr. I starten gik transporterne fra Theresienstadt til Lodz-ghettoen i Polen, men fra oktober 1942 gik de direkte til dødsfabrikken Auschwitz-Birkenau. Indtil den sidste transport i oktober 1944 afgik der 25 tog fra Theresienstadt til Auschwitz-Birkenau indeholdende mænd, kvinder og børn. 80 % af disse blev øjeblikkeligt gasset ved ankomsten, og 90 % overlevede ikke krigen.

I alt blev der sendt 39.395 Prag-jøder til Theresienstadt, heraf var ca. 15.000 børn og unge. De 31.709 døde, enten i ghettoen eller i dødslejre østpå. Af de 92.199 jøder der havde boet i Bøhmen/Mæhren, overlevede kun 14.045 krigen. Lejren der oprindeligt var tiltænkt de bøhmiske og mæhriske jøder, blev en gennemgangslejr for mere end 150.000 jøder fra ca. 20 lande, som passerede gennem lejren fra oktober 1941 til maj 1945. Af disse døde omkring 35.000 på stedet, mens næsten 20.000 forblev i live.

Det er karakteristisk, at de overlevende jøder der udelukkende har oplevet internering i Theresienstadt, ser tilbage på denne tid med gru og forfærdelse, mens overlevende jøder fra andre lejre ser tilbage på tiden i Therienstadt, som et paradisisk afbræk i et ellers forfærdeligt forløb.

Der var ikke rart i Theresienstadt, men sammenlignet med andre lejre var livet her tåleligt. Ingen andre steder havde man et kulturliv som i Theresienstadt. Det værste problem var dog sulten. Folk var frygtelig underernærede. Maden bestod hovedsagelig af en grå suppe, hvori der flød kartoffelstumper eller byggryn. Der serveredes kød og brød af og til, men ikke meget. Helbredsstilstanden var derfor også meget dårlig, og medicin var der ikke noget af. Ligeledes var de hygiejniske forhold meget ringe, alene af den grund, at der var stuvet over 50.000 mennesker sammen på et areal, der var beregnet til 10.000. Der var ulideligt koldt om vinteren og frygtelig varmt om sommeren i beboelsesrummene, hvor hver person havde ca. 0,6 m² til sin rådighed, og hvor man sov i køjesenge i op til 4-5 etager.

Kvinder og mænd levede adskilt i lejren. Alle voksne måtte arbejde ca. 10 timer hver dag, og børnene blev derfor anbragt i særlige børne- og ungdomshuse. I sådanne huse kunne der godt være 2-300 børn, drenge og piger for sig. Disse huse var delt i mindre, selvstændige kollektiver på mellem 15 og 40 børn med en leder, en til to hjælpere samt assistance fra læger, sygeplejer og socialarbejdere. Netop børnene er kendetegnende for livet i Theresienstadt – i Auschwitz-Birkenau var der næsten ikke nogen børn, kun de der blev brugt til medicinske forsøg, resten blev gasset kort tid efter ankomsten.

I Theresienstadt gjorde man meget for at lette opholdet for børnene, som på mange måder havde det bedre end de voksne. Madrationerne blev fordelt efter, hvilket arbejde man havde, men børnene fik bedre og mere mad end de voksne. De største børn og unge måtte arbejde - i starten fra de var 16, senere fra de var 14 eller 12.

Undervisning var forbudt, mens fritidsbeskæftigelse af børn var tilladt. Der fandt derfor alligevel undervisning sted i ghettoen under dække af forskellige ting. Historieundervisning blev til dramaer og geografiundervisning til gætteleg. Almindelig undervisning fandt dog også sted, selvom det var frygtelig risikabelt, og i sådanne situationer var der en der stod vagt ved døren. Ved et tegn fra vagten skulle man hurtigt skubbe skolesagerne bort og begynde at synge, gerne tyske sange da det virkede mest uskyldigt.

Der blev også tegnet meget i børnehusene. Nogle af disse tegninger kan man se i begravelsescere-monihuset ved den jødiske kirkegård i Prag. Man opfordrede børnene til at tegne, for at bearbejde deres psykiske problemer. Grunden til at så mange af tegningerne kom til at indeholde positive familiebilleder var, at man opfordrede dem til at tegne om dengang, de levede et trygt og godt liv med familien. Man mente, det var vigtigt for, at de kunne håbe på fremtiden og holde modet oppe om et bedre liv .

Læreren Irma fortæller i bogen "Hvem kan glemme dette?" om en dreng, der ikke huskede meget fra før interneringen. En dag blev han spurgt om, hvad han ville være når han blev stor. Svaret var : "hund hos tyskerne, for tyskerne kan så godt lide hunde."

Danskerne i Theresienstadt:

Indtil 1943 var der ikke noget jødeproblem i Danmark. Ved krigsudbruddet i 1939 levede der omkring 8000 jøder i Danmark. Over halvdelen af disse var en integreret del af det danske samfund, idet der var tale om slægter, der havde været i landet siden 1600-tallet. De øvrige var øst-europæiske jøder, der var ankommet i løbet af 1900-tallet. De adskilte sig fra de øvrige jøder ved at være fattige og meget religiøst engagerede, f.eks. fastholdt de Jiddisch som en vigtig del af deres kulturelle arv. Herudover kom der også ca. 1500 tyske jøder til landet fra Nazi-Tyskland.

På Nazi-mødet i Wansee i oktober 1942, så man tydeligt, at de danske jøder nød en særlig stilling. Det førtes her til protokols, at de skandinaviske lande indtil videre måtte holdes uden for "Endlosung", hvad der i betragtning af deres ringe antal her ikke kunne anses for nogen væsentlig indrømmelse. Den danske regering holdt nemlig fast på at jødeforfølgelse og samarbejde var umuligt, og det var vigtigt for Tyskland at opretholde en god samarbejdspolitik med den danske regering, der samarbejdede trods besættelse af Danmark.

I sept. 1943 følte den tyske rigsbefuldmægtigede i København, Werner Best, sig imidlertid af politiske grunde nødsaget til at afsende et telegram til Berlin, som opfordrede til en løsning på jødespørgsmålet i Danmark. Best var ikke anti-semetisk, og det har for eftertiden stået som lidt af en gåde, hvorfor han sendte dette telegram. Han fortrød imidlertid også og forsøgte at stoppe telegrammet, men det var for sent. I ledtog med den danskvenlige tysker Duckvitz spillede han et dobbeltspil, der kom til at betyde, at kun 481 jøder blev fanget i den efterfølgende razzia mod jøderne d. 1. okt. 1943 . Resten nåede at skjule sig eller flygte til Sverige, fordi de var blevet advaret i tide.

Werner Best sørgede ligeledes for, at der blev indgået en enestående aftale med Eichmann vedrørende de danske jøder, da denne besøgte Danmark d. 2. november 1943. Eichmann var efter Heidrichs død i 1942 blevet den ansvarlige i jødespørgsmål. Aftalen indebar for det første, at jøder over 60 år ikke mere skulle anholdes eller deporteres. For det andet, at deporterede halvjøder og jøder der levede i blandede ægteskaber skulle tilbagesendes til Danmark. For det tredje, at samtlige jøder der var deporteret fra Danmark (altså også de til Danmark flygtede jøder) skulle forblive i Theresienstadt. Og for det fjerde, at repræsentanter for de danske myndigheder i nær fremtid skulle aflægge et besøg i Theresienstadt.

Disse aftaler holdt tyskerne, og aftalen om at de danske jøder kunne forblive i Theresienstadt betød, at "kun" 51 ikke vendte hjem igen efter krigen. Efterfølgende forhandlinger understøttede danskernes særstilling i lejren, idet det lykkedes at skaffe tilladelse til at sende hjælpepakker til Theresienstadt indeholdende mad og tøj.

Takket være disse hjælpepakker var danskerne i rimelig ernæringsmæssig stand ved hjemkomsten til Danmark, hvilket måske kunne bidrage til en opfattelse blandt nogle danskere af, at det måske ikke havde været så slemt endda i Theresienstadt.

Alle fire aftaler der blev indgået med tyskerne blev overholdt. Den sidste implicerede samtlige beboere i Theresienstadt.

Det fuldendte bedrag – Rødekorsbesøget:

Den danske embedsmandskommision fik i foråret 1944 besked om, at de kunne besøge Theresienstadt. Datoen for besøget blev dog udsat flere gange, men den endelige dato blev fastsat til d. 23/6-1944, hvor besøget blev afviklet.

Grunden til udskydelserne var, at Eichmanns kontor i Prag havde lagt planer om, at besøget skulle have en afgørende rolle i overbevisningen af omverdenen om, at der var gode forhold for jøder i Theresiensstadt. Da forholdene jo netop ikke var særlig gode i Theresienstadt, så krævede det lidt tid at gøre byen forberedt til besøget.

Først og fremmest blev besøget udskudt til at ligge om sommeren, hvor byen kunne tage sig bedst ud med importerede blomster (danske i øvrigt) og grønne blade på træerne. Desuden trængte den gamle usunde fæstning i det hele taget til en kærlig hånd. Husene blev således malet og fortovene blev vasket. Der blev opsat nymalede bænke og legeredskaber i parken. Gaderne fik gadenavne, og der blev oprettet en skole, der havde ferielukket. Forretninger med varer i vinduerne blev oprettet til anledningen, og en musikpavillon med orkester blev opstillet. Hospitalerne og alderdomshjemmene fik installeret moderne udstyr, og belægningsprocenten blev reduceret ved Polenstransporter.

Da Theresienstadt i det hele taget var overbefolket, blev der i alt sendt 17.500 i gaskamrene, for at byen kom til at tage sig bedst mulig ud (man sendte selvfølgelig de ringest udseende jøder af sted).

Danskerne som på grund af hjælpepakkerne hjemmefra var i rimelig ernæringsmæssig stand, var udset til at have en helt afgørende rolle under besøget. Danske familier blev genforenet og installeret i lejligheder, der blev møbleret i anledningen. De fik nøje anvisninger for, hvordan de måtte opføre og udtale sig under besøget. Dette skete under trusler om fratagelse af levnedsmiddelpakkerne og deportation, såfremt de ikke fulgte anvisningerne.

Besøgelseskommisionen udgjordes af afdelingschefen i det danske udenrigsministerium, overlægen i sundhedsstyren i Danmark samt repræsentanter for det internationale og tyske Røde Kors. Besøget varede i otte timer, og de blev her ført rundt i byen af borgmester Eppstien (jødeældst), der var udset af tyskerne til at være hovedaktør i skuespillet. Ruten var nøje indstuderet, og alle kendte deres roller og replikker. Under hele besøget blev delegationen mindet om, at hvis den havde noget at udsætte på forholdene i byen, så måtte de huske på, hvordan resten af Tysklands befolkning havde det. Dette var en udspekuleret finte, idet delegationen var blevet forsinket ved flyafrejsen fra Berlin p.g.a. lutfbombardementer.

Bedrageriet lykkedes. Ved hjemkomsten skrev de to danske repræsentanter en rapport om besøget, der var overvejende positiv. Det er senere blevet diskuteret om danskerne virkelig lod sig bedrage. De danske delegerede var hovedsagelig interesserede i de danske jøders forhold, og de var jo i rimelig ernæringsmæssig stand. Hjælpepakkerne kunne derfor anses, som være kommet frem. Derfor kan man mistænke de to danske delegerede for bevidst at have ladet sig narre, for senere at kunne udbygge de danske jøders særaftaler. Således kom de livsnødvendige pakkeforsendelser efter besøget ind i faste rammer, og der blev afsendt et større bibliotek.

Tyskerne var så tilfredse med deres projekt, at de lavede en film "Der Fuhrer schenkt den Juden eine Stadt", inden kulisserne blev revet ned igen. På denne måde kunne hjemmefronten og nazimodstandere få indblik i jødernes idylliske liv.

Efter opførelsen af bedragerinummeret blev livet som før i Theresienstadt, alt blev revet ned, og bedrageriets aktører (undtagen de danske) blev sendt med de første Polenstransporter.

Jødernes befrielse:

Fra april 1944 arbejdede man i det danske socialministerium på at få de danske fanger hjem fra de tyske kz-lejre og fængsler. I april 1945 var forhandlingerne nået så langt, at det lykkedes at få stemplet og underskrevet papirer i Berlin, der gav Folke Bernadottes hvide busser lov til at afhente de danske jøder i Theresienstadt.

Den 13. april 1945 ankom busserne til Theresienstadt, hvor lejrkommandanten ved forevisningen af de i Berlin underskrevne dokumenter, indvilgede i at udlevere de danske jøder, såfremt rigsstatsholderen i Prag gav sit samtykke dertil. Dette samtykke blev indhentet den følgende dag, og d. 15. april 1945 kunne danskerne forlade Theresienstadt. Vejen gennem det krigshærgede Tyskland var ikke ufarlig, men d. 17. april passerede man uskadt grænsen ved Padborg, hvorfra man straks fortsatte over Fyn og Sjælland til Malmø i Sverige. Her opholdt de danske jøder sig, indtil de kunne vende hjem til et frit Danmark i maj 1945.

De resterende jøder i Theresienstadt måtte dog blive der indtil juni 1945. De tyske fangevogterne flygtede godt nok fra Theresienstadt allerede d. 2. maj 1945, men p.g.a. en tyfusepidemi måtte man holde fangerne i en streng karantæne indtil juni måned.

Theresienstadt var kun en af de i alt 25 koncentrationslejre, som tyskerne oprettede i Tyskland og dets besatte områder. I disse lejre døde mange af sult, sygdom og udmattelse, men mange døde også fordi de herfra blev sendt til udryddelseslejrene i Polen. Heraf var Auschwitz-Birkenau den største af tyskernes i alt seks udryddelseslejre.

Man har ikke nøjagtige tal på, hvor mange af Europas ca. 11 millioner jøder, der blev ombragt af tyskerne. De seneste opgørelser viser, at af de 9 millioner jøder, der levede i de besatte lande, blev de 5.871.000 myrdet. ________________________________________________________________

Slovakiet:
Kort information om nazisternes medløbere og hjælpere i Slovakiet, Hlinka-bevægelsen og dens Hlinka-Garde, en nationalistisk antisemitisk militant milits med forbillede i den nazistiske SS-"kultur", efter at tyskerne havde etableret Protektoratet Böhmen & Mähren og udråbt Slovakiet til en versalstat af Tyskland i marts 1939.

Hitler´s og nazisternes beslutning om at oprette denne "uafhængige" stat, Slovakiet, blev mødt med begejstring af de slovakiske nationalister, der var repræsenteret ved "Det Slovakiske Folkeparti Hlinka" (i almindelig tale blev de dengang kaldt: "Ludakkerne". Disse anført af deres yderliggående leder, præsten Josef Tiso, tog straks magten i Slovakiet.

Inden krigen havde Hlinka-bevægelsen været meget aktiv i Tjekkoslovakiet og specielt i førkrigsprovinsen Slovakiet, inspiretet af de tyske nazister. Man havde oprettet den politisoldatagtige Hlinka-Garde. Garden var opkaldt efter den antisemitiske nationalistleder Fader Andrej Hlinka.

Lederen af Hlinka-bevægelsen, Josef Tiso påstod, at bevægelsens virke var baseret på katolicismen, men var i virkeligheden en blanding af nationalisme, antikommunisme og antisemitisme. Tiso´s "regering" havde den endnu mere yderliggående Dr. Vojtech Tuka, som premierminister.

Efter tyskernes opdeling af Tjekkoslovakiet, hvor landets provins Ruthenien blev afstået til Ungarn, var der i Slovakiet nu ca. 90.000 jøder bosat (før opdelingen var der 135.000 jøder).

Hlinka-styret samarbejdede med tyskerne og udviklingen i Slovakiet "kom hen ad vejen", til at blive en tro kopi af nazisternes Holocaust i Protektoratet Böhmen & Mähren. Især tog udviklingen af holocaust mod de slovakiske jøder fart, efter at Hlinka-styret´s militær, trådte ind i verdenskrigen på nazisternes side i 1941.
Med nazisternes hjælp og støtte, hvor bl.a. Adolf Eichmann´s "rådgiver i jødiske spørgsmål" (jødeudryddelsen), Dieter Wisliceny, blev tilknyttet, kom der fart i udryddelsen af slovakiets jøder. - Josef Tiso forlangte at alle jøder i Slovakiet, skulle deporteres og aldrig vende tilbage. Man anvendte utallige "krumspring" for at tækkes nazisterne, f. eks økonomiske ordninger, som i praksis totalt udplyndrede de slovakiske jøder for alle deres værdier, lige fra penge, ejendomme, virksomheder, møbler, tøj, smykker, ringe, værdipapierer og forsikringspræmier, osv.
Styret etablerede en aftale med de tyske nazister, om at, mod en afgift til tyskerne for deres omkostninger når de deporterede og anbragte de slovakiske jøder i kz-lejrene til "erhvervsmæssig genuddannelse", fik både tyskerne og det slovakiske regime del i alle pengene, som fremkom ved konfiskeringen af de slovakiske jøders værdier.
Samtidigt indførte styret de samme udelukkelseslove mod jøderne, som nazisterne foretog i Tyskland og i andre besatte lande i Europa, herunder også påbud om at bære den gule jødestjerne på tøjet.
Mellem marts og oktober 1942, gennede regimet 58.000 jøder sammen og sendte dem med jernbanevogne til den polske grænse. Dette skete med deltagelse af lokale etniske tyskere og Hlinka-Garden. Ved den polske grænse overtog de tyske SS-vagter transporten til udryddelseslejrene i Polen, Auschwitz og Majdanek og området i Lublin.
Medregnet de jøder, sigøjnere og andre, der blev deporteret, som befandt sig i det landområde, Ruthien, som Ungarn overtog, omkom omkring 130.000 jøder, sigøjnere og andre deporterede fra Slovakiet i Holocaust - kun ca. 25.000 til 30.000 jøder og andre overlevede regimets deportering af landets borgere under 2. Verdenskrig. Meget få af disse overlevende bosatte sig igen i Slovakiet, men emigrerede til Israel og andre lande efter krigen.
De jøder der valgte at genbosætte sig i Slovakiet, oplevede en fortsat undertrykkelse og antisemitisk holdning fra de ikke-jødiske borgere i Slovakiet - Dette blev yderligere forværret, da det kommunistiske kup i 1948 i Tjekkoslovakiet, førte til, at også Slovakiet blev overtaget af kommunisterne.
Jødernes genetablerede religiøse skoler og synagoger blev konfiskeret og overtaget af det nye kommunistiske styre og omdannet til varehuse, lagre og garager osv.
Kommuniusterne erklærede de overlevende Holocaust-ofre, som ejede ejendomme, virksomheder og andre værdier i Slovakiet for "facister og nazi-kollaboratører"!! F.eks. blev over 600 jødiske menighedsejendomme beslaglagt af det kommunistiske regime.
Efter kommunismens fald i 1989, blev Slovakiet på højst uventet vis, det land i Europa, som var mest indstillet på at yde de overlevende jøder og deres efterkommere, anerkendelse omkring deres værdier, som var blevet stjålet under Hlinka-tiden og kommunisttiden.
Tiden efter 1989 har dog ikke betydet, at jøderne og deres efterkommere har fået let ved at få deres værdier igen (ejendomme og virksomher, eller kompensation. Det har været særdels svært for de fleste i Slovakiet, at opnå dette i praksis, lige som det er sket i alle de andre europæiske lande, som medvirkede til forfølgelsen af jøderne, mere eller minde frivilligt - f.eks. også i Norge, hvor det har været næsten umuligt for de få overlevende efterladte jødiske familier at opnå noget!
I 1997 blev der f.eks i Slovakiet med EU-støtte, udgivet en skolebog, som er skrevet af Tiso-tilhængeren, præsten Milan Durica, hvor man her påstår, at tvangsarbejdslejre under krigen var "virksomheder af en økonomisk karakter", Durica anfører i denne skolebog mange andre uhyrligheder og omskrivninger af fakta fra krigens Holocaust mod jøderne. Denne antisemistiske præst anfører uden blusel, at kz-lejrene var "et paradis på jord"!! Trods protester fra flere sider, anvendes denne skolebog i dag stadig i Slovakiet!! - I byen Zilna, som har en højreorienteret borgmester, har denne udtryk ønske om, at få Slovakiets sigøjnere deporteret ud af landet (der er ikke mange jøder tilbage i Slovakiet). På byens største torv, står der i dag en statue af den antisemitiske leder Andrej Hlinka - denne forbryderbevægelse, som under 2. Verdenskrig, fik myrdet ca. 130.000 jøder og plyndret alle værdier fra dem og de overlevende - dette er virkligheden i Europa og hermed EU i året 2010 -

Utroligt!! Historien gentager sig bare - ofte som her, med samtykke fra den katolske kirke, som også med datidens Vatikan og Pave, var medvirkende til at Holocaust kunne udfolde sig under 2. Verdenskrig, da man ikke sagde fra, men i mange tilfælde tilskyndede til forfølgelsen af jøder og andre under de nazistiske holocaust-år.
Men da det er jøderne og sigøjnerne, som stadig står for skud, er det ikke noget der interesserer EU og venstrefløjen i Europa - Her er man i gang med
at tilskynde til den næste Holocaust, når man har fået lagt grundlaget, så islam kan komme til at regere, når muslimerne bliver mange nok!!
________________________________________________________________

Link til web-sider, med "Revisionismen" og dens alternative historieskrivning og Holocaustbenægtere m.fl.

http://www.patriot.dk/revision.html

Karlstein borg og landsby. Karlsteins historie strækker sig tilbage til 1348, hvor selveste Karl d. IV, bøhmisk konge og tysk-romersk kejser, sammen med ærkebiskop Arnost af Pardubice lagde grundstenen til Karlstein. Borgen er den vigtigste i landet efter Prags kongeslot. Vi besøgte det imponerende slot, som ligger et godt stykke uden for Prag (ca. 30 km.). Vi var på en heldagstur i stegende hede. Turen var dog utrolig god og spændende med besøg på et interessant glaspusteri og i byens handelsgader med mange butikker med salg af glaskunst og krystalglas, karafler o.a. -- Karlstein borg blev bygget som et sted til at opbevare de kongelige skatte, bl. a. det hellige romerske imperiums kroningsjuveler. Karl d. IV havde en stor samling af relikvier, som han også ønskede beskyttet. Finansieringen skyldte Karl d. IV landets sølvminer, hvoraf han ejede 25%. Borgen skulle også udtrykke det Bøhmiske folks uafhængighed.-- Bemærk, at borgkonstruktionen ligger på en bakkekam. Borgen har gennemgået flere ombygninger, senest i slutningen af det 19.årh., hvor der blev renoveret i puritansk, neogotisk stil af Josef Mocker. En stor del er bygget i høj gotisk stil.Karlstein, hvis navn betyder Karls borg direkte oversat. Første arkitekt var Mathias af Arras og fra 1352 kom Peter Parler til, ganske som i byggeriet af St.Vitus katedralen i Prag. Peter Parler stod også bag Karlsbroen i Prag. -- Helligkorskapellet har 3000 ædelstene sat ind i væggene, krystaller af veneziansk glas glimter som stjerner i loftet, og gulvet var dækket af ædelstene. -- Karl d. IV blev Bøhmisk konge i 1346, siden blev han tysk-romersk kejser. Han blev gift 4 gange. Karl d. IV ønskede at genskabe Karl den Stores tid, derfor d.IV. -- Karl d. IV’s sidste kone Eliska fik ophævet et forbud mod kvinder på borgen, som Karl d. IV gennemførte, fordi borgen var et helligt sted, og han ønskde at meditere og filosofere uden kvinder tilstede! Man forstår ham godt - hæ- hæ! Men Eliska forklædte sig som page og kom ind, derefter opgav han sit forbud. -- Hussiter-hære belejrede borgen i 22 uger i det 15. årh, og svenskernes hær kom i samme ærinde i det 17. årh.

Kort introduktion til landet Tjekkoslovakiets oprindelse, dannelse og første 2 årtier i det 20. århundrede. ---- Fotoet viser: Præsident Tomáš Masaryk, Tjekkoslovakiets vigtigste grundlægger og "landsfader", blev valgt til landets første præsident ved 1920 valget, og blev genvalgt i 1925 og 1929. Han tjente som formand og præsident indtil den 14. december 1935, da han tog sin afsked på grund af dårligt helbred. Masaryk kom til at opleve en legendariske autoritet blandt det tjekkiske og slovakiske folk, og han benyttede denne myndighed til at skabe et omfattende uformelt politisk netværk, kaldet "Hrad". Det var hans myndighed og politiske virke, som bidrog til at holde sammen på landet og forhindrede et massivt udbrud af nationalisme i de etniske minoriteter, der boede inde i Tjekkoslovakiet. En koalition af fem tjekkoslovakiske partier, der blev kendt som "Petka" (de fem), udgjorde rygraden i den offentlige administration og som sikrede og vedligeholdt landets stabilitet. Premierminister Antonín Švehla ledede "Petka"* (*"Fem-mands Komiteen" var en uofficiel, semi-konstitutionel politisk institution, oprettet til at håndtere politiske vanskeligheder i republikken. Det blev grundlagt i september 1920 og bestod af et råd med lederne fra de 5 koalitionsparter, der rådgav den tjekkoslovakiske regering). Han klarede i det meste af 1920'erne, at få en sammenhængende koalitionspolitik til at fungere, og som overlevede indtil 30. september 1938. ---- Efter 1. Verdenskrig, brød Kejserriget Østrig-Ungarn sammen. Sent i oktober 1918, blev en uafhængig tjekkoslovakisk stat etableret, der bestod af landområderne i Böhmen og områder, der tilhørte Kongeriget Ungarn, som blev proklameret som stat den 28. oktober 1918. De tyske deputerede i Böhmen, Mähren og Schlesien i Imperial-Parlamentet (Reichsrat) henviste til "Fjorten Punkter" i den amerikanske præsident Woodrow Wilson´s plan for landene i området, hvor de (sudetertyskerne) mente, at de iht. dette, kunne få ret til selvbestemmelse, og forsøgte samtidigt at forhandle en forening af de tysksprogede områder med den nydannede Republik Tysk-Østrig, som selv tog sigte på, at tilslutte sig den oprettede stat Weimar Tyskland. Men Sudeterlandet blev indarbejdet i det nyoprettede Tjekkoslovakiet, som blev en multietnisk stat med flere nationaliteter: Tjekker, tyskere, slovakker, ungarere og andre. Den 20. september 1918, bad "regeringen" i Prag om USA's samtykke til annektering af Sudeterlandet. Præsident Woodrow Wilson sendte ambassadør Archibald Coolidge til den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet. Efter Coolidge blev vidne til tjekkiske politi´s brutalitet mod fredelige Sudetentyske demonstranter (54 dræbt, blandt dem kvinder og børn), foreslog Coolidge muligheden for at afgive visse tysksprogede dele af Böhmen til Tyskland og Østrig (det sydlige Mähren og det sydlige Böhmen). Coolidge insisterede også på, at de tyske beboede områder i Vest- og NordBöhmen lå inden for Tjekkoslovakiets nye grænser. Men den amerikanske delegation i Paris, anført af USA´s øverste diplomat Allen Dulles, understregede, at man ville bevare enheden i Den 1. Tjekkiske Republik, hvorfor man besluttede ikke at følge Coolidge's forslag. ---- Den amerikanske kommission i Paris-fredskonferencen udsendte en erklæring, som gav enstemmige støtte til "enhed af de tjekkiske områder". Kommissionen var enstemmig i sin anbefaling af, at adskillelsen af alle områder beboet af den tysk-böhmiske (sudetertyskere) befolkning, ikke kun ville udsætte Tjekkoslovakiet for stor fare, men også skabe store vanskeligheder for tyskerne selv. Den eneste mulige løsning var at indarbejde disse tyskerne i Tjekkoslovakiet. Flere tyske mindretal i Mähren, herunder den tyske befolkning i Brno, Jihlava, og Olomouc forsøgte også at slå til lyd for tilknytning til Tysk-Østrig, men det mislykkedes. -- Tjekkerne forkastede dermed sudetertyskernes forhåbninger og krævede inddragelse af Sudeterlandet i deres nye stat, på trods af tilstedeværelsen af 23,4% (fra 1921) etniske tyskere, fordi området og befolkningen, altid havde været en del af Böhmen og Mähren. Traktaten i Saint-Germain, Paris i 1919 bekræftede inddragelsen af de tysksprogede områder Sudentenland, i den nye stat Den 1. Republik Tjekkoslovakiet. Den første myndighed i Tjekkoslovakiet blev etableret af den nyoprettede nationalforsamling den 14. november 1918. Fordi territoriale afgrænsninger var usikre og valghandlinger umulige at gennemføret, blev den midlertidige nationalforsamling dannet på grundlag af valget i 1911 til det østrigske parlament med tilføjelse af 54 repræsentanter fra Slovakiet. De nationale mindretal var ikke repræsenteret og derfor erklærede sudetertyskerne sig som en del af Tysk-Østrig iht. Præsident Wilsons princip om selvbestemmelse, og ungarerne forblev loyale med Ungarn. ---- Nationalforsamlingen valgte Tomáš Masaryk som landets første præsident, som valgte en provisorisk regering under ledelse af Karel Kramar, og udarbejdede en foreløbig forfatning. Paris-fredskonferencen blev indkaldt igen i januar 1919. Den tjekkiske delegation blev ledet af Kramar og Eduard Benes, premier-og udenrigsminister, på vegne af den midlertidige tjekkoslovakiske regering. På konferencen godkendte man oprettelsen af Den 1. Tjekkoslovakiske Republik, som skulle omfatte det historiske Böhmiske Kongerige (herunder Böhmen, Mähren og Schlesien), Slovakiet, og . Optagelsen af De Russiske Karpater fastsatte en fælles grænse med Rumænien, som var en vigtig allieret for Republikken Tjekkoslovakiet mod Ungarn. Men i januar 1920 krydsede den tjekkoslovakiske hær, den polske grænse og brød tidligere aftaler med polakkerne om grænsedragningen. Med våbenmagt besatte tjekkerne området i Polen ved navn Zaolzie, hvor polakkerne udgjorde flertallet af befolkningen. Efter en kort kamp enedes parterne om en våbenhvile, hvor tjekkerne fik magten over området vest for Olza floden, som de havde besat. På det tidspunkt bestod befolkningen af 60% polakker og 25% af tjekker. Tjekkerne krævede ved den lejlighed, at byen Lausitz, som havde været en del af den Böhmiske Kongerige indtil Trediveårskrigen, også skulle overgå til Tjekkoslovakiet, men det blev afvist. ---- Den 10. september 1919, blev der underskrevet en "minoritets" traktat, som befalede Tjekkoslovakiet til at placere sine etniske minoriteter under beskyttelse af "Folkeforbundet". Men i løbet af de næste to årtier, fortsatte de tyske, slovakiske og ungarske mindretal, der boede inde i Tjekkoslovakiet, med at arbejde for en adskillelse fra Tjekkoslovakiet. Tjekkoslovakiets uafhængighed blev udråbt den 28. oktober 1918, af Det Tjekkoslovakiske Nationale Råd i Prag. Flere etniske befolkninger og områder med forskellige historiske, politiske og økonomiske traditioner, skulle integreres i en ny statslig struktur. I lyset af datidens enorme forhindringer, i kølvandet på 1. Verdenskrigs rædsler, var oprettelsen af det tjekkoslovakiske demokrati, faktisk en triumf. Ved indførelse af forfatningen i 1920, blev der installeret et parlamentarisk system og repræsentativt demokrati, med relativt få vælgere for hver repræsentant på valg. Dette gav mulighed for en bred vifte af politiske partier og forhindrede at landet blev domineret af enkeltpersoner eller ledende politiske enheder/partier (facistiske og nazistiske partier i andre europæiske lande som, Tyskland, Spanien, Italien, Rusland osv.).

....Men nu fra det nutidige sorgløse rejseliv, over til det historiske og også dybsorte kapitel i Europa´s og hermed også Tjekkoslovakiet´s og Prag´s historie fra 1938 til 1945. -- For her træder "Djævelens Sendebud" frem af mørket - Et grumt og uhyggeligt billede af en aldeles ond og skingrende gal mands indtræden på den historiske arena. Som et stålsat monster i trenchcoat, tramper han frem, fra mørket og ud i lyset ---- Klar til at forføre det tyske folk og det meste af det øvrige Europa´s befolkninger og påføre Europa og verden ufattelige lidelser, i en scala og udbredelse, som man aldrig havde set magen til før. -- Hvordan kunne det dog ske? Hvordan kunne tyskerne i militæret, politiet, retsvæsenet, industrien, landbruget, finansieringsbranchen, bankerne, kirken og mange, mange flere almindelige tyskere lade det ske? ---- Var man i alle de herskende kredse i Tyskland virkelig så griske, egoistiske og magtbegærlige og antisemitiske, at man ville udnytte denne lille mandsling´s demagoiske evner, for at fremme sine egne økonomiske og magtfulde mål? Åbenbart - Men hen ad vejen løb det hele fra dem alle og der var ingen vej tilbage! Resultatet blev, at ca. 60.000.000 mennesker måtte dø og flere hundrede millioner blev såret og skændet for livet - alt sammen fordi dette lille sorte kryb, mestrede at begejstre alt og alle, om sin person, vilje og vanvittige planer. Han fik mange europæiske befolkningsgrupper over på sin side, også i Danmark, inden han startede krigen og satte verden i brand. Han fik USA´s førende magasin "Life" til at kåre ham som årets mand i 1938!! ---- De næste mange fotos, billeder og historiske beskrivelser og fortællinger - samler de få men skæbnesvangre år´s historiske mareridt for Europa og specielt også for Tjekkoslovakiet og Prag, sådan, at du forhåbentlig fornemmer det ragnarok, som for alvor tog fart med krisen i maj - september 1938 og erobringen af Tjekkoslovakiet i marts 1939 og det samtidige øvrige Europa´s politiske elite´s afmagt, fejhed og forræderi mod deres egne befolkninger, totalt udstillet og derfor katastrofalt for alle - i sidste ende for tyskerne selv. ---- Jeg ved godt, at temaerne har være omtalt, beskrevet og filmet tusindvis af gange - men hellere en gang for meget.... Den lille mørke mand kan sagtens dukke op igen - Måske denne gang med en gemt bombe i sin "turban", en sabel skjult på ryggen og en "bog" i hånden, hvorfra blodet konstant drypper!!

Tjekkoslovakiet, som det så ud lige efter 15. marts 1939, da Nazityskland havde erobret landet og døbt det "Rigsprotektoratet Böhmen & Mähren". München-Aftalen/Diktatet fra 29. september 1938, betød at Tyskland skulle have det blå område på kortet, kaldet Sudeterlandet, hvor befolkningen overvejende havde tysk baggrund. Det lyserøde landområde skulle afstås til Ungarn og det lille røde polskdominerede område, erobrede Polen under Tysklands "uerklærede krig" mod Tjekkoslovakiet, som de indledte på baggrund af Münchenaftalen den 1. oktober 1938. Tyskland havde ikke noget mod dette og accepterede Polens begrænsede erobring. (Polen samarbejdede med Tyskland indtil sommeren 1939, da Polen selv kunne se "skriften på væggen" og at Hitler og tyskerne havde hemmelige planer for invasion af Polen selv, med start den 1. september 1939. Polens "Herskende Klasse" og Kirken, ville gerne af med jøderne og polakkerne havde, lige som Tyskland, en kedelig tradition for antisemitisme, både før, under og også efter 2. Verdenskrig og foretog flere gange hensynsløse udryddelser af jøder (pognomer - det hører man ellers ikke om - men det er historiske fakta). Det gule landområde med røde prikker, var det tyskerobrede landområde pr. 15. marts 1939, med benævnelsen Rigsprotektoratet, der af Tyskland blev opdelt i Böhmen og Mähren. Tyskland havde ellers ved München-Aftalen, lovet Premierminister Neville Chamberlain fra England, at man ikke ville kræve mere "Lebensraum" og erobre resten af Tjekkoslovakiet. Som alle ved gjorde Hitler og tyskerne det alligevel iht. til de planer, de allerede havde udarbejdet op til "skuespillet München-Aftalen" i september 1938, planer som var påbegyndt, så tidligt som i 1936. Kun det landområde, som er gult, blev til staten Tjekko-Slovakiet (egentlig kun Slovakiet), som var en "marionet-stat" under Tyskland. Ved splittelsen af Tjekkoslovakiet, hvor Tyskland fik herredømmet over de mest udviklede dele af landet, herunder Sudeterlandet, mistede landet 70% af jern-og stålproduktionen, 70% af el-produktionen, 3,5 millioner indbyggere (de fleste ikke-tjekker, men sudetertyskere) samt de berømte Skoda-Fabrikker og de store sværindustrier i f.eks. området omkring byen Brno. -- Da Hitler uden Englands og Frankrigs modreaktion, ignorerede München-Aftalen, og erobrede den sidste del af landet den 15. marts 1939, var Hitler nu sikker på, at han kunne gå videre med sine erobringsplaner i Europa. Han var en "mester" i at opfinde anledninger og påskud til at iværksætte sine erobringskrige - ofte ved selv at få det til at se ud, som om det var modparten, som provokerede Tyskland. Vestens forræderi mod Tjekkoslovakiet betød, at man lod som ingenting, medens tyskerne underlagde sig Tjekkoslovakiet og brød alle de aftaler, som de havde indgået. Tjekkoslovakiet etablerede dog, som en af de få nationer i Europa, straks en uforsonlig modstand mod Nazityskland, lige til 9. maj 1945. -- Den eneste aftale Hitler holdt, var sin aftale med "Djævelen" selv! En "aftale", som kastede verdenssamfundet ud i verdenshistoriens største ragnarok nogensinde, et ragnarok, som da det var ovre, førte til både højreorienterede og venstreorienterede diktaturer, juntaer osv. verden over, med kommunismens diktatur og folkemord, fra 1945 og de næste ca. 55 år frem og stadig forefindes i mange lande ud over kloden (Nordkorea, Venezuela, Cuba osv.).

Foto fra slutningen af "forhandlingerne" i München den 29. september 1938. Den engelske Premierminister Neville Chamberlain og Adolf Hitler, her i en situation med et "hjerteligt" håndslag på aftalen med Tyskland om overdragelsen af Sudeterområderne i Tjekkoslovakiet til Tyskland. Hitler og Tyskland havde gennem 1938 og især efter annekteringen af Østrig først på året, lagt et massivt pres på Tjekkoslovakiet, for at få "løst spørgsmålet" om det tyske mindretal i landet (Sudetenland) og herunder også sprøgsmålet om de samme etniske problemer, med landområder, som tidligere var ungarske eller polske, men blev en del af Tjekkoslovakiet, som blev skabt på ruinerne af 1. Verdenskrig i 1919, hvor Kejserriget Østrig-Ungarn blev delt op i enkeltstater. Hitler brugte dette dilemma, til løftestang, for at få gang i sine hemmelige erobringsplaner for Tjekkoslovakiet, Polen og senere Frankrig. Hen over foråret 1938, kulminerende med Maj-Krisen (Tjekkoslovakiets begrundede frygt for et tysk angreb og landets følgende militære mobilisering), fik Hitler til at rase, da han følte, at han i den forbindelse "tabte ansigt". Han blev hen over sommeren 1938 mere og mere grov og skinger i sine verbale krav over for Tjekkoslovakiet og England/Frankrig (Frankrig havde en pagt fra 1924 med Tjekkoslovakiet, som betød, at man skulle hjælpe landet, hvis det blev angrebet af f.eks. Tyskland). ---- Krisen spidsedes til i september 1938, hvilket fik den engelske Premierminister Neville Chamberlain til at flyve til Tyskland, den 15. september 1938, for at mødes med Adolf Hitler i Berchtesgaden. Hensigten var at undgå en krig med Tyskland og opnå en løsning af problemerne omkring Tjekkoslovakiet og Suderterlandet (det tyske mindretal i udkanten af Tjekkoslovakiet, som udgjorde ca. 20% af befolkningen). Det var første gang Chamberlain nogensinde fløj. Mødet den 15. september, førte ikke til noget konstruktivt, ud over, at Hitler nu luftede tanken om en militær løsning, hvis ikke man gik ind på hans ideer, planer og krav! Den 23. september 1938 fløj Chamberlain til München igen, som blev et møde, hvor han og England "fik kniven for struben", da Hitler her klart tilkendegav, at hans forslag på en løsning, nu var et ultimatum og at han, hvis han ikke fik sin vilje, ville udnytte en krig mod Tjekkoslovakiet, som løsning. Det kom som et chok for Chamberlain og forhandlingsdeligationen, da det forrige mødes løsninger den 15. september, indebar forskellige demokratiske og palamentariske betingelser for overdragelsen af Sudeterlandet til Tyskland, bl.a. folkeafstemninger og en international kommision m.m. Dem havde Hitler helt sprunget fra og forlangte nu betingelsesløst overdragelse af Sudterlandet inden den 28. september 1938. Chamberlain, måtte flyve hjem og fordøje den "kamel". Han måtte så igen for 3. gang, flyve til Tyskland og Hitler, den 29. september, på foranledning af den forsmåede facistiske diktator, Mussolini i Italien. Her "forhandlede" England så igen med Hitler og de 3 andre europæiske "stormagter" Tyskland, Frankrig og Italien. Mussolini fra Italien følte sig som en andenrangs-leder og Italien, som et land sat uden for "det fine selskab". England og Frankrig var ved det møde blevet møre og løb fra alt det de havde lovet Tjekkoslovakiet (som ikke var indbudt og som for længst var koblet af forhandlingsforløbet). I den forbindelse, havde Frankrigs udenrigsminister løjet groft og bevidst om flere vigtige ting, som betød, at Frankrig ikke ville støtte Tjekkoslovakiet, hvis Tyskland angreb landet. Chamberlain og England ville heller ikke mere hjælpe landet, da man ville udgå en krig med Tyskland. Chamberlain udtalte bl.a. disse ord, som var en klar kapilation over for Hitler og nazismen: "Hvor meget vi end kan sympatisere med en lille nation, som bliver konfronteret med en stor og magtfulde nabo, kan vi ikke i disse tilfælde, forpligte os til at inddrage hele det britiske imperium i krig, alene på grund af den lille nations skæbne"! -- England og Frankrig kapitulerede og sammen med Italien og Tyskland underskrev man de ultimative aftalekrav, som Hitler havde forlangt. Forræderiet var fuldbyrdet og da Chamberlain vendte tilbage til England den 30. september 1938, proklamerede han glædestrålende, at aftalen sikrede "Peace in our time." (Fred i vor tid). De euopæiske landes feje forræderi mod Tjekkoslovakiet var en realitet - et forræderi, som kom til at sætte gang i Hitlers magtdrømme med Polensfelttoget og etableringen af 2. Verdenskrig, som ændrede verden totalt og stadig gør - et forræderi som kom til at koste 60 mill. mennersker livet, på bare 6 år!! Man ser på fotoet Chamberlain´s åbenlyse naive tilgang til Hitler og tro på dennes forsikringer om, at Tyskland nu ikke havde flere territorale krav i Europa. Hitler med et tykt "hjerteligt" grin over sin triumf! Et fantastisk skuespil, dækkende over mandens uhyggelige planer for Europa - ikke mindst for sin egen befolkning, som blev forført - indtil de i maj 1945 "opdagede", at der sgu ikke stod en ny VW, i ruinerne af de tyske byer! Den "joviale" Hitler, hvis facade dækkende over en dyb ringeagt for englænderen. Hitler kunne ikke fordrage Chamberlain og behandlede ham med dyb foragt. Hitler sagde om Chamberlain:" Han er en ligegyldig "parantes"", som taler med et forældet demokrati´s latterlige jargon". Den fattige del af Tjekkoslovakiet, benævnt Slovakiet, blev i aftalen afsat som en "satelitstat" af Tyskland kaldet Tjekko-Slovakiet (se foregående foto af kort og tilhørende tekst). ---- Tyskerne iværksatte deres invasion af Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938 og lancerede deres militære forårsoffensiv 1. marts 1939, hvor de hurtigt besejrede og erobrede landet og etablerede "Protektoratet Böhmen & Mähren", og holdt deres indtog i Prag den 15. marts 1939. Læs videre ved de næste mange fotos om Hitlers Plan Grøn – Fall Grün vedr. annekteringer af hele Tjekkoslovakiet. -- Chamberlain erkendte sit fatale fejlskøn og deraf følgende nederlag for sin eftergivenhedspolitik (Appeasement-policy) over for Hitler. Den 27. april 1939 foreslog han derfor også, at England indførte værnepligt og gjorde sig klar til en mulig kommende krig med Tyskland.

Tysk propaganda postkort, hvor man hylder München-Aftalen og dens "løsning" med Sudeterlandets indlemmelse i Tyskland. På postkortet ses Chamberlain yderst til venstre, til højre Hitler og i baggrunden til højre, den italienske facist og diktator "Il Duce" Benito Mussolini og til venstre bag Chamberlain, er det den franske premierminister Édouard Daladieri, som også deltog i "forhandlingerne" med Hitler ---- Neville Chamberlain (født 18. marts 1869 i Birmingham – død af kræft den 9. november 1940 i Heckfield), der repræsenterede Det Konservative Parti og var Englands premierminister 1937-1940. ---- Chamberlain er nok en af de mest kontroversielle engelske politikere i det 20. århundrede. Det skyldes den såkaldte appeasement-politik ("eftergivelsespolitik"), som han førte overfor Adolf Hitler i sensommeren og efteråret 1938 i optakten til først tyskernes erobring af Tjekkoslovakiet og siden 2. Verdenskrig. ---- Før Chamberlain blev premierminister, havde han i perioden 1916-1937 en lang række politiske embeder, bl.a. som sundhedsminister og finansminister. ---- Neville Chamberlain´s sidste år som politiker i England: Den 20. februar 1938 trådte Anthony Eden tilbage som engelsk udenrigsminister, hvor han samtidigt hævdede, at Chamberlain var alt for eftergivende overfor Hitler og Tyskland. Kort tid efter i marts 1938, annekterede Tyskland det allerede nazificerede naboland Østrig ("Der Anschluss"), som Hitlers andet "skud i bøssen", da det første var annekteringen af Rhinlandet på grænsen til Frankrig. Chamberlain´s politiske virke overskygges dog af, at han den 29. september 1938 underskrev München-Aftalen og dermed reelt lod Hitler og Tyskland overtage først Sudeterområdet i Tjekkoslovakiet og efterfølgende hele landet, da tyskerne invaderede hele Tjekkoslsovakiet den 15. marts 1939 og vel at mærke uden at England og Frankrig tog nogen notits af det - men "kikkede den anden vej". ---- Da erkendte Chamberlain sit fatale fejlskøn. Bemærkelsværdigt var det dog, at Chamberlain trods alt, havde en popularitetsrate på 55 % hen over sommeren 1939 i den engelske befolkning og 68 % ved årsskiftet 1939. Englænderne troede stadig på, at Chamberlain kunne klare at stoppe Hitler, selv om alle i december 1939, havde kendskab til Hitlers invasion den 1. september 1939 og erobring af Polen 3 uger efter. Den 3. september 1939 klokken 11:15 i en radiotale, erklærede Neville Chamberlain Tyskland krig, da Tyskland ikke havde reageret positivt overfor det engelske ultimatum om at stoppe angrebet på Polen. Den 12. oktober 1939, i en tale fra Underhusets talerstol, afslog Chamberlain Hitler´s useriøse "opfordring til fred". Chambertlain var på det tidspunkt en syg mand og senere, da den mislykkede militære undsætnings -og støtteintervention i Midt - og Nordnorge i vinteren/foråret 1939/1940, blev en realitet, fratrådte Chamberlain sit embede og trak sig tilbage, syg og afkræftet af en kræftsygdom, indtil han døde den 9. november 1940. Chamberlain´s død var nok en nådefuld barmhjertig gud, som udfriede ham for, at opleve den enorme skyld, som han ville have følt, hvis han havde levet krigen ud. Hans eftermæle er jo frygteligt at tænke på.---- Efter Chamberlain´s fratrædelse, blev han efterfulgt af Winston Churchill, i tidsrummet mellem den 5. til 10. maj 1940, som faldt sammen med de dage, hvor Hitler iværksatte sit militære angreb på Holland, Belgien og Frankrig og det Engelske Ekspeditionskorps II, som var sendt til Frankrig og baseret i det vestlige Belgien og Nordfrankrig. ---- Chamberlain var i øvrigt med til at danne SOE (Special Operations Executive), som bl.a. forestod de senere agentnedkastninger og spionage i de besatte lande, herunder især i Tjekkoslovakiet og senere i Danmark.

Neville Chamberlain på fotoet her, hvor han i sin radiotale til det engelske folk udtalte de nu berygtede ord, som fuldbyrdede Englands "appeasement-politik" (eftergivelsespolitik) over for Nazi-Tyskland. Radiotalen blev foretaget den 27. september 1938, kort før Chamberlain fløj til München for en sidste runde af samtaler med Hitler for at undgå en krig. Indholdet i talen indeholdt bl.a. disse fatale politiske knæfald for Hitler: "Hvor forfærdeligt, fantastisk, utroligt det er, at vi skal grave skyttegrave, og iføre os gasmasker her i landet, på grund af et skænderi i et fjernt land, mellem mennesker, om hvem vi ikke ved noget." - "Hvor meget vi end kan sympatisere med en lille nation, som konfronteres med en stor og magtfulde nabo, kan vi i alle tilfælde ikke forpligte os til at inddrage hele det britiske imperium i krig, alene på den lille nations vegne." ---- Chamberlain, englænderne og resten af verden blev ellers advaret mange gange om, hvad der ville komme fra Hitler og Tysklands antisemitiske side! ---- Allerede i marts 1938, hvor Tyskland havde annekteret Østrig, blev jøderne her forfulgt og slæbt ud fra deres hjem, tvunget til at skrubbe anti-nazistiske slagord fra fortovet med tandbørster, rengøre offentlige latriner med deres bare hænder, og offentligt terroriseret på andre måder. SS-manden Adolf Eichmann, som var chef for den jødiske tvangsemigration - og jødetransport-ekspert, oprettede allerede i 1938 i Wien/Østrig et system, et "samlebånd", hvor tyskerne tvangssendte østrigske jøder ud af landet - et såkaldt reetablerings - og udvandringsprogram, hvor jøderne under tvang, blev frataget alle deres ejendele og værdier "i bytte" for et tvunget udvandringsvisum, bl.a. til USA, Canada og andre steder. Tyskerne forsøgte sig også med Palæstina, men det ville islamisterne og de såkaldte palestinensere ikke, trods intensivt forsøg på samarbejde mellem Tyskland og muslimerne og Stormuftien af Jerusalem. I omkring et år blev 100.000 østrigske jøder på den måde jaget ud af landet. Tyskland og Eichmann havde dog megen besvær med at få afsat jøderne til omverdenen. ---- Mange lande, præget af både anti-immigrant og antisemitiske følelser, nægtede at lade jøder indvandre hos sig. I juni 1938 indkaldte USA´s præsident Roosevelt til et møde i Evian i Frankrig, for at løse situationen. Næsten ingen af de 32 deltagende lande var villige til at acceptere yderligere indvandringer af jøder. Roosevelt havde håbet, at Storbritannien ville skabe et jødisk territorium et eller andet sted i sit imperium. Storbritannien afviste, da man mente, at der ikke var nogen områder i imperiet, som egnede sig til denne "europæiske løsning" (Knæfald for Tyskland igen). Mens andre lande præsenterede økonomiske undskyldninger, var Australiens repræsentant mere klar i mælet. "Australien, sagde han, ville IKKE modtage jødiske flygtninge, fordi, som han sagde: "Vi har ikke noget reelt raceproblem, og vi ØNSKER ikke at importere et". ---- Kun den Dominikanske Republik kunne acceptere et par flygtninge! ---- Mange historikere mener, at den adfærd alle disse 32 lande verden over og specielt i Europa viste, tændte et "grønt lys" for Hitler og Tyskland, sådan at de kunne angribe jøderne, som de gjorde den 9. november 1938 ("Krystalnatten"), efter at en jødisk flygtning havde myrdet en tysk embedsmand (Ernst vom Rath) i Paris. Den tyske regering med Hitler i spidsen, tilrettelagde og udførte det ondskabsfulde angreb/pogrom på jøder i hele Tyskland og Østrig. Angrebene, blev kendt som "Krystalnatten". De nazistiske horder brændte synagoger, brændte bøger, plyndrede jødiske virksomheder og butikker og tvang sig adgang til jødiske hjem, hvor de ødelagde alle de værdigenstande, som de ikke kunne tage med sig. Omkring 1.000 jøder blev myrdet og 30.000 jødiske ledere, rabbinere blev sendt i koncentrationslejre og udsat for forfærdelige behandlinger. ---- *München-aftalen blev indgået mellem Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien den 29/30. september 1938. Aftalen åbnede for den første større revision af Versaillesaftalen fra 1919 efter 1. Verdenskrig og Tysklands nederlag. Den ændrede Tjekkoslovakiets grænser således, at omkring 2,5 millioner tyskere kom «hjem til riget» - dvs. blev indlemmet i Tyskland. Aftalen blev indgået for at berolige den urolige tyske minoritet i Tjekkoslovakiet og tilfredsstille de tyske krav om, at «uretten» fra Versailles skulle gøres god igen. Men Hitler og det tyske militær havde inden forhandlingerne og aftaleunderskrivelsen, fremstillet en plan for annekteringen af hele Tjekkoslovakiet og ikke kun Sudeterlandet - "Plan Grøn "Fall Grün" som den hemmeligt blev kaldt. Chamberlain´s godtroenhed og politiske naivitet var let at udnytte for de snu nazister. Hitler var nu sikker på, at han havde magten over regeringerne i Europa og han kunne ufortrødent planlægge sine andre politiske og militære mål, invadere Polen og lave en "handel" med Rusland om en Ikke-Angrebspagt og at Rusland derfor kunne tage en "ordentlig bid" af det østlige Polen, når tyskerne havde angrebet Polen i vest. (Nazipropagandaen fortalte det tyske folk, at man ikke angreb, men forsvarede sine grænser mod Polsk aggresion, da man fingerede et polsk angreb). Alt dette var pure løgn! Polen havde ikke en chance og 3 uger efter invasionen var det slut med Polen og 5 års grufuld mareridt for polakker og især jøderne, kunne tage sin begyndelse.

Hitler skriver under på München-Aftalen (i baggrunden ses bl.a. Herman Göring). Den detaljerede forhistorie var denne: Efter den nervepirrende militærpolitiske Maj-Krise mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet, indkaldte en vred Adolf hitler, den 28. maj 1938, til et møde i vinterhaven i Rigskancelliet. Blandt de inviterede nazistiske ledere var der Wilhelm Keitel, Von Brauchitsch, General Beck og Føreren's civile sekretær, Fritz Wiedemann. Hitler erklærede her bl.a.: "Det er min urokkelige vilje, at Tjekkoslovakiet skal fjernes fra verdenskortet". Et protokolat af mødet (Hitlers vilje), blev underskrevet af Keitel, hvor det hed: "Iværksættelsen af denne plan skal garanteres at ske, inden 1. oktober 1938 - senest!". To dage senere, den 30. maj 1938, underskrev Hitler endeligt det reviderede direktiv om "Fall Grün" ("Sagen Grøn") - planlægningen, angrebet og erobringen af hele Tjekkoslovakiet og ikke kun Sudeterområdet, hvor den tyske og tysksprogede befolkning boede (indlemmet i Tjekkoslovakiet ved landets etablering i 1919, som følge af 1. Verdenskrigs tyske nederlag). Planen blev internt i den nazistiske organisation, forklaret som en sikkerhedsforanstaltning mod truslerne fra den østlige flanke (Hitler hentydende til de hemmelige planer med Polen og Rusland) og dernæst planen om at foretage fremstød mod vest mod Frankrig og England. På samme møde udtrykte Hitler sin overbevisning om, at Storbritannien ikke ville risikere en krig, indtil den britiske genoprustning var genoprettet, som Hitler mente ville ske omkring 1941-42. Tyskland ville i en række felttog eliminere Frankrig og dets allierede i Europa i intervallet 1938-41, mens den tyske genoprustning stadig havde et forspring. Hitlers vilje til at gennemføre "Fall Grün" i 1938/1939 i plan og praksis, medførte dog en alvorlig krise i den tyske kommandostruktur. Chefen for generalstaben i Wehrmacht (Tysklands ikke nazistiske hær), General Ludwig Beck protesterede i en lang række notater, at "Fall Grün" ville starte en verdenskrig, at Tyskland ville tabe, og opfordrede Hitler til at udskyde den planlagte krig. Hitler kaldte Beck's argumenter imod krig "Kindische Kräfteberechnugen" ("barnlige forudsigelser"). ---- Da den engelske premierminister Neville Chamberlain vendte tilbage til Tyskland den 23. september 1938 til et topmøde med Hitler i Bad Godesberg, for at fremlægge sin fredsplan på grundlag af forhandlingerne den 15. september, om overførsel af Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet til Tyskland, var den britiske delegation meget ubehageligt overrasket over at erfare, at Hitler afviste sine egne vilkår, som uacceptable, selv om han havde præsenteret dem ved forrige møde i Berchtesgaden. Hitler´s plan var at sætte en stopper for Chamberlain's fredsskabende indsats, en gang for alle. Hitler forlangte at Sudeterlandet blev afstået til Tyskland senest den 28. September 1938, uden forhandlinger mellem Prag og Berlin, og ingen international kommission til at overvåge overførslen, at der ingen folkeafstemninger blev afholdt i de overførte distrikter. For god ordens skyld, proklamerede Hitler også, at Tyskland ikke ville se bort fra at udnytte krigen som en mulighed, indtil alle krav vedrørende Tjekkoslovakiet, Polen og Ungarn var blevet opfyldt. Da Chamberlain blev præsenteret for Hitlers nye krav, protesterede han mod at blive præsenteret for et sådant ultimatum, hvilket fik Hitler til at give svar på tiltale, da hans dokument, hvori hans nye krav stod, der havde titlen "Memorandum", som han sagde: "godt kunne være et ultimatum" Den 25. September 1938 afviste England Bad Godesberg ultimatummet og begyndte forberedelserne til krig. For yderligere at understrege briternes vrede og protest, var Sir Horace Wilson, den britiske regerings ledende industrielle rådgiver, som havde et tæt samarbejde med Chamberlain, sendt til Berlin for at informere Hitler om, at hvis tyskerne angreb Tjekkoslovakiet, så ville Englands allierede Frankrig kende sine forpligtigelser, som krævet af den fransk-tjekkoslovakiske alliance af 1924. England ville i den forbindelse føle pligt og ære i, at tilbyde Frankrig bistand. I første omgang, var Hitler fast besluttet på at fortsætte med det planlagte angreb den 1. oktober 1938, men på et tidspunkt mellem 27. og 28. september, skiftede Hitler mening. Han imødekom en forbøn og et forslag fra bl.a. fra Mussolini, om en ny konference i München med Chamberlain, Mussolini, og den franske Premierminister Édouard Daladier, hvor man skulle diskutere den tjekkoslovakiske situation. Netop hvad der fik Hitler til at ændre sin holdning, er ikke helt klart, men det er sandsynligt, at kombinationen af fransk-britiske advarsler, og især den daværende styrke af den britiske flåde, endelig havde overbevist ham om, hvad det mest sandsynlige resultat af "Fall Grün" ville være, på dette tidspunkt i efteråret 1938 - en krig med det vestlige Europa. Måske var han også blevet vedvarende informeret om, at hans krigsmaskine ikke var helt klar endnu til sådan en kraftanstrengelse, som en storkrig ville være - og hvad ville Sovjetunionen så finde på mod øst? Planerne med Polensfeltoget og senere aftalen med Stalin i efteråret 1939 kunne ikke omgøres - så en "forhandlingsløsning" kunne bane vejen for en "fredelig" overtagelse af Tjekkoslovakiet. Der er mange muligheder, da Hitler også dengang var kendt for pludselige uigennemtænkte planer og deres udførelse - denne set med nazisternes øjne, viste sig at være en af de bedre. For alle andre fatal! Mødet den 29. september 1938, resulterede, som alle ved, i München-Aftalen, hvor England og Frankrig løb fra alle deres garantier, trusler og ære. I England reagerede Winston Churchill med chokeret vrede og med en skarp tale til The House of Commons, "Underhuset", en tale, som bl.a. indeholdt følgende udtalelser: "Vi har lidt et totalt nederlag, der ikke vil kunne blive rettet op på ... Jeg er sikker på, at inden for en periode, måske i år eller om nogle måneder vil Tjekkoslovakiet blive indlemmet i Nazi-regimet Tyskland. Vi er vidne til en katastrofe af største omfang ... vi har lidt et nederlag uden krig, hvis konsekvenser vil følge os langt hen ad vejen ... vi har passeret en forfærdelig milepæl i vores historie, hvor hele Europas balance er blevet afsporet. .. Og tro ikke, at dette er slutningen. Dette er kun det første lille nip, den første lille forsmag på en bitter kop, som vil blive tilbudt os, år efter år, med mindre vi ved hjælp af en fantastisk genoplivning af vores moralske sundhed og vores krigeriske vigør, vil rejse os igen og tage pladsen på frihedens side, som i de gamle dage"! Hvor fik han dog ret! ---- Josef Stalin var også utilfreds med München-konferencens resultat. Sovjetunionen havde ikke været repræsenteret, selv om de selv følte, at de skulle anerkendes som en stormagt. Englænderne og franskmændene derimod havde i hans øjne brugt Sovjetunionen til at skræmme tyskerne med. Stalin konkluderede, at Vesten aktivt havde indgået i partnerskab med Hitler ved at give nazisterne yderligere landområder, og man frygtede, at de senere kunne finde på en undskyldning til at indgå en alliance mellem Nazi-Tyskland og de vestlige magter mod Sovjetunionen. Denne frygt havde indflydelse på Stalins beslutning om at underskrive Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazi-Tyskland i sommeren 1939. Optakten til 2. Verdenskrig var med andre ord rodet sammen med snuhed, held og forkerte gisninger og beslutninger på forkerte grundlag på forkerte tidspunkter - men alt sammen med det største held på Hitlers side.

Det historiske berømte tidspunkt, ved middagstid den 1. oktober 1938, hvor Neville Chamberlain, efter sin hjemkomst fra Tyskland og ved landingen på Heston Aerodrome i England, efter München-aftalens underskrivelse, synligt stolt og triumferende bekendtgjorde, at han havde sikret "fred i vor tid" i München-aftalen (diktatet) med Hitler. Samme dag gik de tyske tropper ind i Tjekkoslovakiet for at erobre Sudeterlandet. "Fall Grün" var sat i værk. Så medens tyske panserstyrker rykkede over grænserne og tyske bombefly fløj over Tjekkoslovakiet, stod Chamberlain foran snurrende filmkameraer og fotografers blitz og sagde følgende: "... Aftalen vedrørende det tjekkoslovakiske problem, som nu er blevet underskrevet, er i mine øjne, kun begyndelsen til en større aftale, hvori hele Europa vil finde fred. Denne morgen havde jeg endnu en samtale med den tyske kansler, Adolf Hitler, og her er det stykke papir som bærer hans navn såvel som mit. (Chamberlain vinker med papiret til mængden til lyden af hurra-råb). Nogle af jer har måske allerede hørt hvad det indeholder, men jeg vil alligevel læse det højt for jer... "Med disse ord og falbelader udstillede han sin fatale naivitet og indsigt i nazismens fremmarch, som på det tidspunkt i slutningen af 1938, havde vist sin sande grufulde hensigt adskillige gange. Annekteringen af Østrig, i Spanien, hvor Hitler støttede Franco med fly og soldater, i det italienske militære felttog mod bl.a. Abbesinien (Etiopien) i Afrika og Albanien. I Tyskland de utallige overgreb mod jøder og andre såkaldte fjender af Det 3. Rige. ---- Men det engelske folk og hele Europa lappede det henrykt i sig, det var lige det der skulle til, for at give den tryghed man tog for givet, nemlig, at det engelske imperium ville kunne præstere at sikre denne tryghed. Det kunne England (pga. Winston Churchill´s mod og trods) på sigt også, som det eneste af alle de europæiske lande, som ellers fra 1. september 1939 og fremefter, blev løbet over ende af de nazistiske horder.

Sudeterområderne i Tjekkoslovakiet, (sudeter-betegnelsen relaterer til det bjergrige landområde Sudeterne, som strækker sig på begge sider af grænsen mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet), hvor befolkningen primært bestod af etniske tyskere og deres efterkommere, lå som en bred kant i grænseområderne ind til Tyskland, men også til Polen og Ungarn. Befolkningen udgjorde ca. 20 % af tjekkoslovakiets samlede befolkning og følte sig undertrykt af den tjekkiske befolkning - i perioder med god grund. Fotoet viser sudetertyskeren Konrad Henlein, lederen af det nazistisk inspirede politiske parti: Sudeten Deutsche Partei (SDP). -- Den 12. marts 1938, annekterede Nazi-Tyskland Østrig (Anschluss). Umiddelbart efter Anschluss, gjorde Hitler sig selv til talsmand for de etniske tyskere, der boede i Tjekkoslovakiet, og mange sudetertyskerne gav deres støtte til Henlein, der støttede Hitler's politik og planer glødende. Partiet begyndte at kræve, at den tjekkiske regering skulle afstå Sudeterlandet til Tyskland. ---- SUDETERTYSKERNES SKÆBNE: Mange tror, at sudeter-tyskerne først kom til Böhmen & Mähren sammen med nazisterne, men rent faktisk blev de indbudt allerede i det 12. århundrede af böhmiske herremænd, der havde brug for nybyggere. Fra 1526 var Sudeterland en del af det Østrig-Ungarnske kejserrige, og da Tjekkoslovakiet blev dannet i 1919, som en følge af 1. Verdenskrig, kom dette overvejende tysksindede område til at høre ind under Tjekkoslovakiet. -- Befolkningen i sudeterområdet havde svært ved at tilpasse sig i den nye stat. Tidligere havde de overvejende udgjort en overklasse, men nu blev de fortrængt fra de offentlige embeder, de store godser og slotte blev opdelt og afgivet til de tjekkiske bønder - alt i alt blev sudetertyskerne kraftigt undertrykt af tjekkerne i 1930´erne, kulturelt, økonomi- og erhvervsmæssigt og ikke mindst demokratisk og statsretligt. Derved begyndte den sudetertyske nationalisme at spire frem. Ved valgene stemte de på deres egne partier og kandidater, som var overvejende konservative og socialdemokratiske. -- Men i 1933 begyndte den sudetertyske gymnastiklærer Konrad Henlein at agitere for nazismen og dens "løsninger" på sudtertyskernes problemer og ved valget i 1935 fik nazisterne 70 % af de tysksprogedes stemmer. Herefter begyndte man at kræve retten til at bekende sig til tyskheden, et krav som reelt ville føre til en opdeling af Tjekkoslovakiet. -- I løbet af sommeren 1938, fortsatte spændingerne mellem sudetertyskerne, Nazi-Tyskland og Tjekkoslovakiet at vokse, da sudetertyskerne igen og igen hævdede, at de blev diskremineret af regeringen i Prag. -- Da krigens skygge kom til at fylde mere over Europa igen, ønskede den franske og den britiske regering, at forhindre, at krisen mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet, skulle eskalere til en ny verdenskrig i Europa i sommeren 1938. Både Frankrig og England var begge enige om, at støtte en fredelig løsning på krisen, selvom det var på bekostning af det demokratiske Tjekkoslovakiet. Både Lord Halifax og Chamberlain i England og Daladier og Bonnet i Frankrig, opfordrede Tjekkoslovakiet til at give efter for Henlein´s og Hitler´s krav. Især var franskmændene tilbageholdende med at støtte deres allierede Tjekkoslovakiet (pagten fra 1924). Det gik så vidt for Frankrigs vedkommende, at den franske udenrigsminister Bonnét bevidst manipulerede sit eget land, englænderne og alle andre i det politiske system, på en beskidt og løjnagtig måde, som vildledte og ødelage mulighederne for en reel og håndfast stillingtagen til Hitlers nye krav til omverdenen. Sovjetunionen havde lovet at give militær bistand til Tjekkoslovakiet, hvis Frankrig også gjorde det samme. Men Frankrig ønskede ikke at involvere sig i en krig, så efter et møde mellem udenrigsministrene fra Sovjetunionen, Rumænien og den franske udenrigsminister, Georges-Étienne Bonnet, der ligesom de fleste franske og britiske politikere, var en ivrig fortaler for den eftergivende politik over for Hitler, fortalte kabinettet i Frankrig, at Sovjetunionen kun ville sende Tjekkoslovakiet 200 fly og en lille hærenhed. Han sagde også, at Rumæniens udenrigsminister havde afvist, at tillade passage af sovjetiske tropper og fly gennem hans land. Begge oplysninger var bevidste løgne. I virkeligheden var der allerede i sommeren 1938, ca. 500 sovjetiske militærfly til stede i Tjekkoslovakiet og Rumænien havde klart sagt, at de ville opfylde deres forpligtelse, og i tilfælde af en tysk invasion, ville de tillade passage af sovjetiske tropper og fly. Med disse bevidste løgne, skabte den franske udenrigsminister Bonnet, en situation, hvor Frankrig besluttede, ikke at overholde deres aftaleforpligtelse over for Tjekkoslovakiet. Krigens skygge blev kun større og større og mere og mere sort og truende.

Præsident Dr. Eduard Benes, holder tale for de militære styrker i 1937, kort efter sin tiltrædelse som ny præsident i landet efter valget. Tjekkoslovakiets dygtige, men ærgerrige og "hårdhudede" politiker, overtog landets præsidentembede efter landets store demokratiske landsfader Thomas Masaryk´s sygdom i 1935 og død i 1937. Han havde været leder i landet siden 1919, da Den 1. Republik Tjekkoslovakiet blev dannet. Masaryk førte landet gennem 20´erne og 30´ernes vanskelige tider, hvor nationalisme og diktaturer afløste demokratierne i mange lande i Europa. Masaryk blev genvalgt ved hvert valg. Med Eduard Benes fik landet en ny handlekraftig og snu strateg, men også en hensynsløs politisk begavelse, som også så det for vigtigt, at have et godt forhold til Sovjetunionen ud over relationerne til de resterende demokratiske lande i Europa. Benes var klar over Hitler´s og tyskernes ekspansionsdrømme og prøvede at forberede sit land på en mulig konflikt og krig med Tyskalnd i den nærmeste fremtid. Det tjekkoslovakiske militær blev i 30´erne moderniseret og trænet, modsat det som skete i de andre demokratiske lande i Europa, især England, Frankrig, men også i de mindre lande, som i Danmark, hvor Staunings "System", med de radikale naive pacifistiske stemmer, nærmest afskaffede det danske militære forsvar og senere forærede Danmark på et sølvfad til tyskerne. Den forræderiske "samarbejdspolitik" i DK holdt over 3 år og servicerede nazisterne på alle områder - Regeringen blåstemplede og tilskyndede bl.a., at danskere kunne gå ind i de tyske styrker og at man oprettede "Frikorps Danmark" - I alt ca. 12.000 danske mænd søgte om krigsdeltagelse under det tyske hagekors. Dertil kom over 100.000 arbejdere, som regeringen gladeligt lod tage til Tyskland for at arbejde for Hitler og nazismen! Tjekkoslovakiet´s præsident Benes var af en anden støbning og så rædslernes anmarch da tid var - men ingen ville høre på det - og de vestlige demokratier sørgede derfor, på en måde selv for, at nedkalde ragnarok over sig selv og de fleste af verdens befolkninger i de næste 5-6 år.

Den 1. oktober 1938 gik Nazityskland ind og besatte sudeterlandområderne. Tjekkoslovakiets Præsident Dr. Eduard Beneš afleverede den 5. oktober 1938 sin afskedsbegæring i kølvandet på afgørelsen i München-aftalen og tyskernes invasion den 1. oktober 1938. I sin tale til regeringen og sit folk, men også med en engelsk oversættelse klar, udtalte Benes: "Tjekkoslovakiet er parat til at forsvare sit territorium og vil ikke frivilligt give afkald på en del af det. Hæren er udstyret med moderne våben, og er fast besluttet, sammen med folket, at forsvare deres demokratiske regering og kompenserer for, hvad der kan mangle i den talmæssige styrke i hæren". Efter krigen fremkom den engelske oversættelse af talen, som Præsident Eduard Beneš havde holdt. I denne oversættelse, er der tilføjet en passus om, at han lover det unge demokrati (Tjekkoslovakiet blev dannet i 1919, som følge af freden i Versailles efter 1. Verdenskrig), at landet ikke vil afgive og opgive sine grænser uden kamp, som efter München-aftalen skal tilfalde Nazityskland. ---- Tjekkoslovakiet havde alligevel ikke viljen til at tage en militær konfrontation med Nazityskland og den 22. oktober, ledsaget af sin kone Hana, fløj Benes fra Prag til England. ---- I Wien 11 dage senere den 2. november 1938, præsenterede Joachim von Ribbentrop og den italienske udenrigsminister, Grev Galeazzo Ciano, den endelige erklæringer om indgåelse af aftalen om føringen af den Tjekkoslovakiske-ungarske grænse, som betød indlemmelse af store dele af Tjekkoslovakiet til Ungarn. Wien-aftalen afgjorde samtidigt fordelingen af landet på grundlag af "München-aftalen" fra 29. september 1938. Som et resultat af disse såkaldte aftaler mistede Tjekkoslovakiet 41.098 km2 af sit landområde, sammen med 4.879.000 af sine borgere, 70 % af sin industri og naturressourcer. Alligevel skete der flere ændringer fremover. Den 19. november erklærede Nationalforsamlingen i det resterende Slovakiet og Karpatiske Rusland sig uafhængige. Det officielle navn på den tilstand var, at dette resterende landområde kom til at hedde Tjekko-Slovakiet.

I efteråret 1938 og indtil foråret 1939 flygtede mange tjekkoslovakiske officerer til England, herunder også store dele af den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste med Oberst Franticek Moravec i spidsen (på fotoet (t/h) sammen med Præsident Dr. Eduard Benes). Den Tjekkoslovakiske efterret-ningstjeneste bosatte sig i Rosendale Road, West Dulwich, hvor man oprettede den første militære radiostation i England, som etablerede radiokontakt med de forskellige tjekkoslovakiske modstandsbevægelser, som allerede i starten af verdenskrigen, konsoliderede sig, ved at de store modstands grupper, dannede Den Centrale Ledelse af Modstandskampen, med det tjekkiske navn: Ústrední Vedení odboje domácího, ÚVOD. Den Tjekkiske modstandskamp fungerede i princippet hemmeligt mellem Benes og Uvod i Protektoratet. Eksil-regeringen i England og modstandskampen i hjemlandet, skulle tjene det langsigtede formål, at have en regering og et militært apparat, når Tjekkoslovakiet blev befriet fra den nazistiske besættelse.---- Fakta om Oberst František Moravec: Han måtte i 1915 forlade sine studier ved Det Filosofiske Fakultet på Universitetet i Prag og drage i krig for det Østrig-Ungarske Kejserrige. Her blev han på østfronten, taget til fange i januar 1916. Efter 1. Verdenskrig endte den 11. november kl. 11:00 1918, vendte han tilbage til Tjekkoslovakiet, som blev oprettet som stat i 1919 med benævnelsen: Den 1. Tjekkoslovakiske Republik. Her deltog han i bekæmpelsen af de ungarske bolsjevikker i Slovakiet. Senere tog han en militærerhvervsmæssig uddannelse i årene 1927-29 med eksamen fra Universitetet Vojnová i byen Pilsen. I 1930 blev han ansat i landets militære provinskommando i Prag. Fra 1934 indtil sin flugt til England, opbyggede han en velfungerende efterretningstjeneste i Tjekkoslovakiet, underlagt hærens generalstab. Han tilvejebragte mange vigtige oplysninger i årene lige før tyskerne angreb Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938 - herunder også under den militær-politiske krise i maj 1938, hvor tjekkerne forventede et tysk angreb og mobiliserede landets militær. ---- Med sig på sin flugt aftenen før tyskerne erobrede landet den 15. marts 1939, tog han og de andre officerer mange vigtige dokumenter og viden med, som briterne havde stor glæde af at kende til og som betød et godt samarbejde i kampen mod Tyskland og nazismen. I krigsårene 1940-1945 bidrog hans oprettelse af den tjekkoslovakiske eksilbaserede efterretningstjeneste, til mange værdifulde informationer. Den mest kendte er nok kontakten med dobbeltagenten A-54 i det tyske Abwehr, Paul Thümmel og samarbejdet med modstandsledelsen i protektoratet, i gruppen med officererne Balaban - Masin og Morávek ("De Tre Konger"), indtil disse tre i 1941/1942, blev dræbt af Gestapo. I 1944 blev han general for alle de tjekkoslovakiske militærenheder. Efter krigen vendte han hjem, men da Stalin og kommunisterne "kuppede" Tjekkoslovakiet i 1948, blev han af det kommunistiske parti forfulgt og måtte til sidst søge asyl i USA i februar 1948. Her blev han senere rådgiver for USA´s forsvarsministerie. I juli 1966 døde han i Washington, USA, 71 år gammel.

Fotoet viser de 4 ledende tjekker i England - fra venstre ses Oberst Frantisek Moravec, Generalmajor Sergej Ingr - Eksil-Præsidenten Dr. Eduard Benes og General Rudolf Viest. Sammen med modstandsbevægelsen i Protektoratet Böhmen & Mähren og specielt i Prag, udarbejdede og planlagde den tjekkoslovakiske eksilregering og deres efterretningstjeneste, sammen med briternes egne efterretningsorganisationer, heriblandt SOE, udvalgte sabotage mål i landet. Man udvalgte egnede tjekkiske soldater, fra den tjekkoslovakiske eksil-hær i England, til at blive uddannet til commandosoldater og faldskærmsagenter. Uddannelsen skete på de særligt oprettede engelske baser og kursussteder (TST), hvor soldaterne blev uddannet til de kommende faldskærmsnedkastninger i landet. Man fik koordineret disse missioner med det britiske militær, flyvevåben og special-enheder (telegraf- og commandosoldat-enheder, forfalskningseksperter o.a.). De kommende faldskærmsbårne agentgrupper, skulle bistå tjekkoslovakkerne i hjemlandet med at uddanne modstandsfolk, foretage sabotage, oprette netværk og efterretningsorganisationer, herunder de vigtige radiosendestationer. Desuden fik flere missioner særlige primære mål, hvor den helt store opgave blev, at udføre et attentat på Rigsprotektoren SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, der hørte til Tysklands top-5 ledelse og som var ekstrem grusom og nådesløs i den måde han behandlede landet og tjekkerne på. Man var blevet enige om, at man ville sende nazisterne et signal om, at man kunne ramme selv de mest betydende nazistiske ledere - Tjekkerne ønskede hævn over "Slagteren fra Prag". ---- Ligeledes ønskede Benes også, at vise og understrege over for De Allierede, at Eksil-regeringen og Tjekkoslovakiet var på De Allieredes side - Tjekkernes behandling af landets mindretal, f.eks. Sudetertyskerne var i de sidste par år inden 1939, forløbet meget kritisabelt, især set med De Allieredes øjne. England og Neville Chamberlain var i starten af krigen ikke ubetinget på Tjekkoslovakiets side i alle de spørgsmål, som havde med den europæiske politik at gøre og Tjekkoslovakiets rolle her. På fotoet ses de 4 tjekkoslovakiske ledere, som besluttede at sende agentgrupperne "Anthropoid", "Silver A" og "Silver B" til hjemlandet og her likvidere den nazistiske Rigsprotektor Reinhard Heydrich. Under forløbet af attentatforberedelserne i Prag, fik man informationer om, at nazisterne ville fare frem med voldsom gengældelse, hvis man foretog et attentat på en ledende nazist. Af frygt for grusomme og omfattende represalier, besluttede man i London, kort før attentatet skulle finde sted, at kontakte modstandsbevægelsen og agenterne i Prag gennem "Libuse" radiosenderen i landet. Beskeden og advarslen var, at man ikke skulle fortsætte med attentatplanerne. I en kontraspionageoperation rettet mod en af faldskærmsagent-grupperne med kodenavnene "Silver A og B", opsnappede Gestapo, en af disse radiosendte advarsler, den 12. maj 1942 (attentatet skulle finde sted den 27. maj). Gestapo rapporterede: "Fra de forberedelser, "Ata" og (forræderen) agenten Zemek, kan fortælle om, da de selv er omfattet af opgaven, ved vi omtrent hvor det skal ske og vi gætter på, trods deres tavshed om flere ting, at man er ved at forberede at myrde H. (Heydrich)". ---- Den Tjekkoslovakiske eksilregering: "Dette attentat vil ikke hjælpe De Allierede og vil bringe enorme konsekvenser for vores nation ... Vi (eksilregeringen og de relevante ledere hos De Allierede) har besluttet, at der udstedes en ordre gennem agentgruppen "Silver A" (agentgruppen, som stod for forberedelsen og hjælpen til den anden agentgruppe "Anthropoid", som skulle stå for udførelsen af attentatet), om ikke at udføre likvideringen. Da der er en risiko for, at ordren forsinkes og ikke når frem, skal ordren gives straks. Hvis det er nødvendigt, af hensyn til de internationale årsager (Heydrich som en af de højeste naziledere i Tyskland), skal man forsøge at likvidere en lokal Quisling og forræder i stedet... vil dette første valg være E (nazisympatisøren undervisningsministeren Emanuel Moravec i Prag)". Oberst Frantisek Moravec havde i øvrigt allerede taget en beslutning om, at likvidere den nævnte forræder "Undervisningsministeren" i marionetregeringen i Prag, Emanuel Moravec - Denne beslutning blev nu aldrig til noget, da de 2 agenter i missionen "Tin" (agenterne Cupal & Svarc), man sendte på denne mission, ikke var i stand til at løse opgave pga. mange uheld og alvorlige personskader i forbindelsen med faldskærmslandingen m.m. ---- En person, der gjorde en stor indsats, for at selve operation "Anthropoid" og likvideringen af Reinhard Heydrich blev en succes, var en tjenestemand i Karlín Sokol modstandsorganisationen, Antonín Oktábec. Med yderligere hjælp fra modstandsorganisationen "Jindra", koordinerede han hjælp til faldskærmsagenterne (husly, transport, våben, m.m.) og blev fortaler for attentatet. Lige inden attentatet skulle ske den 27. maj 1942, var efterretninger radiosendt fra modstandsbevægelsen fra landet, at tyskerne ville nedkalde en frygtelig hævn over befolkningen, hvis nogen dræbte en tysk leder i landet (Heydrich). Det resulterede i, at kun 2 dage før attentatdagen, svarede Oberst František Moravec i London, via radiosendingerne til modstandsbevægelsenlandet og hermed agentgruppen. Radiosendingen gik underligt nok til radiosenderen i Château Panenské Brezany, som modstandsmanden Prof. Vladimír Krajina hemmeligt stod for: Moravec´s svar lød: "Bevar roén - når det drejer sig om modstandskampen, ser vi også problemet klart. Vi frygter for situationen efter atentatet mod en embedsmand i det tyske Protektorat, hvorfor et sådant ikke kommer på tale. Giv beskeden til ÚVOD" (modstandsbevægelsens 3 samarbejdende grupper)! ---- Til dato er det stadig et uforklarligt mysterium, hvorfor Oberst Moravec ikke sendte beskeden om annullering af operation "Anthropoid" direkte via gruppens radio i agentgruppen "Silver A", i stedet for via flere radiosendere, personer og modstandsorganisationer. Beskeden nåede ikke frem og operationen og attentatet blev udført, med de enorme konsekvenser for landet og befolkningen, som likvideringen af Heydrich afstedkom. -- Læs videre ved de mange fotos om hele historien og emnet omkring Tjekkoslovakiet under 2. Verdenkrig. Det er meget detaljeret, ofte med beskrivelser og historiske oplysninger, som det har taget mig over 2 år at sætte sammen, oversætte og samle fotos herom. Der er mange overraskende og ret ukendte "opdagelser" af historiske hændelser, sammenhænge omkring krigens og modstandskampens gang i og omkring Tjekkoslovakiet. ---- Efter attentatet blev modstandsgruppen Sokol´s leder Antonín Oktábec´s kone Vlasta anholdt og henrettet i KZ-lejren Mauthausen den 24. oktober 1942, sammen med hundredvis andre tjekkoslovakker. Antonín Oktábec blev senere selv fanget og henrettet den 26. januar 1943.

I de tidlige morgentimer den 14. marts 1939, dagen før landets kapitulation til Tyskland, formåede Oberst František Moravec og 10 af hans efterretningsfolk og den i Tjekkoslovakiet berømte General i hæren, Jan Syrový hemmeligt, at flyve til til Warzawa i Polen over Sverige til England, med de mest værdifulde efterretninger, dokumenter og arkiver. De lettede fra Prag´s Ruzyne Lufthavnen til Stockholm-Bromma Lufthavn med en mellemlanding i Warszawa-Okecie Fryderyka Chopina Lufthavn i en lejet hollandsk KLM Douglas DC-3 flyvemaskine. De kom af sted fra mellemlandingen i Polen, kun 20 minutter før tyskerne med de forreste enheder af 1. Panzer-Division sværmede hen over flyvepladsen. Da de nåede til England med deres værdifulde efterretningsarkiv, blev det overgivet til det britiske MI6, så det kunne anvendes i den kommende kamp mod Tyskland. ---- Fotoet her viser folk fra den tjekkoslovakiske og engelske militære og politiske efterretningsstab i England: Fra venstre mod højre på fotoet: Oberst Frantisek Moravec, Kaptajn Jaroslav Tauer, Major Harold Gibson, Kaptajn Alois Caslavka, Præsident Eduard Benes, Prokop Drtina og Jaromir Smutny. ---- Den tjekkoslovakiske eksil-regering i England, der blev etableret af landets Præsident Dr. Eduard Beneš, som den 5. oktober 1938, afleverede sin afskedsbegæring i Prag og den 22. oktober, ledsaget af sin kone, Hana, fløj fra Prag til England, søgte at bekæmpe tyskerne i deres land på mange måder, politisk som militært. Ved aktiv deltagelse af tjekkoslovakiske hærenheder i de forskellige britiske værn og luftforsvar, herunder også flere jagerfly- og bombeflyeskadriller med tjekkoslovakisk mandskab. ---- I 1941 og 1942 blev flere små teams af tjekkoslovakiske faldskærmsfolk uddannet på bl.a. Cholmondeley Slot og Park i Malpas, Cheshire, England. Men der var mange andre steder, hvor man trænede de kommende faldskærmsagenters færdigheder - I Skotland ved skyde- og overlevelseskurser, ved faldskærmsskoler og køretøjsuddannelse, radio- og telegrafikurser, bombe- og sprængstofkurser osv. Disse uddannede agenter blev både enkeltvis og i hold kastet ned i Tjekkoslovakiet for at organisere den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse og for at iscenesætte likvideringen af Reichprotektor og SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, som var den nazistiske leder af Protektoratet Böhmen & Mähren. Hans uhæmmede ondskab og hensynsløshed i undertrykkelsen af befolkningen gav ham navnet "Slagteren fra Prag". ---- Med støtte fra andre små grupper af faldskærmsfolk nedkastet i landet, blev der senere lagt planer, for at udføre likvideringen af Heydrich. På dette tidspunkt i 1941-42, hvor tyskerne gik fra den ene sejr til den anden i Europa og hvor Heydrich og tyskerne næsten havde udslettet alle modstandsbevægelser i protektoratet, var modstanden mod det nazistiske styre, aftaget meget og mange tjekker affandt sig nu med deres situation. Ligeledes var mange i befolkningen også blevet fanget ind af den nazistiske propaganda og "konverteret" til nazisterne og deltog i høj grad med at få Tjekkoslovakiet "germaniseret". Modstandsbevægelserne havde meget lidt chanche for at forblive uopdagede og tusinder blev angivet, afsløret og henrettet pga. disse landsmænds forræderi. Man havde derfor også meget svært ved, at organisere og udføre større modstandsaktiviteter - Men man kunne stadig rekruttere medlemmer til disse modstandsorganisationer - trods de store tab. Den tjekkoslovakiske ledelse i England, var godt klar over, at da så mange landsmænd sympatiserede med Nazisterne, måtte man konstant søge at præge de politiske holdninger til landet, så disse holdninger ikke resulterede i, at De Allierede afskrev Tjekkoslovakiet, som en forrædernation, som f.eks. Ungarn og Rumænien, som aktivt støttede tyskerne og senere efter sommeren 1941, deltog militært på tyskernes side mod russerne på østfronten. Det var derfor meget vigtigt for den tjekkoslovakiske ledelse, at overbevise De Allierede om, hvor man stod, hvis side man var på. Man ville opnå, at landet via sin eksil-regering og aktive modstandskamp i hjemlandet, efter krigen med tyskerne, kunne etablere landet igen, på de vilkår, som gjaldt før krigen og München-aftalen fra 29. september 1938, herunder få de landområder tilbage (sudeterlandet, de ungarske og polske erobrede landområder), som man dengang mistede. Efter likvideringen af Heydrich og tyskernes frygtelige gengældelse over for befolkningen i sommeren 1942, ophævede England og Frankrig München-aftalen og erklærede den ugyldig - sådan at man efter krigen, i en forhandling med tjekkoslovakkerne, kunne få den nye stat på fode igen (det indebar, at man skulle finde ud af en løsning med de 2-2½ million sudetertyskeres skæbne efter krigen - de ville ikke kunne blive i landet, men måtte givetvis sendes til Tyskland).

Lige inden og det første år af besættelsen af Tjekkoslovakiet, som trådte i kraft ved landets kapitulation den 15. marts 1939, sluttede hundredvis af tidligere militære officerer sig til Nationens Forsvar, som på militær vis prøvede at opbygge en slagkraftig modstandsbevægelse i protektoratet. Mange kom til at betale dette med tabet af deres liv. Vidnesbyrd om dette, er et fotografi af en genforening af fjerde års kandidater fra Krigsstudiets Universitet fra oktober 1935. Af de seksten officerer på billedet, mistede syv deres liv i kampen mod nazisterne. Første række fra venstre: 1. Oberst Josef Dvorák. 2. Brigade General Václav Volf. 3. Oberstløjtnant František Mašek. 6. Oberstløjtnant Rudolf Feistmantl. 7. Anden række fra venstre: 1. Oberstløjtnant František Chládek. 2. Oberst František Pohunek. 4. Oberst Josef Kohutek. 5. De hundrevis af medlemmer i "Nationens Forsvar" blev i de første år af besættelsen næsten udryddet, da tyskernes efterretningsvæsen Abwehr, Gestapo, SD, SS og de mange tjekkoslovakiske nazisympatisører i politi og gendarmeri, var meget dygtige til at optrevle og udrydde de forskellige modstandsgrupper under ikke blot "NF", men også over for de 3 andre hoved modstandsbevægelser, som kæmpede mod tyskerne og deres medløbere i landet. ---- Den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse bestod af fire hovedgrupper: 1). Hærkommandoen koordinerede et væld af spontane grupperinger da man dannede "Nationens Forsvar" (Obrana národa, ON), med afdelinger i England og Frankrig. 2). Eduard Benes's samarbejdspartnere, som blev i landet, skabte organisationen "Politisk Center" (Politické ústredí, PU), ledet af Prokop Drtina. PU blev næsten ødelagt af anholdelser i november 1939, hvorefter de yngre politikere overtog kontrollen. 3). Socialdemokraterne og venstreorienterede intellektuelle, dannede modstandsgrupper, med medlemmer fra fagforeninger og uddannelsesinstitutioner m.fl., som samledes i organisationen "Vi Forbliver Tro" (Peticní Výbor Verni Zustaneme, PVVZ). 4). Det Kommunistiske parti i Tjekkoslovakiet (KSC) var den fjerde store modstandsgruppe. KSC havde været en af over tyve politiske partier i den demokratiske 1. Tjekkoslovakiske Republik, men det havde aldrig opnået stemmer nok til at ryste den demokratiske regering. Efter München-Aftalen flyttede ledelsen af KSC til Moskva, og resten af medlemmerne "gik under jorden". ---- Den militære/demokratiske modstandsgruppe ON, gruppen PU og gruppen PVVZ, slog sig sammen i begyndelsen af 1940 og dannede den centrale ledelse af modstandsbevægelsen (Ústrední výbor odboje domácího, ÚVOD. Ud over selve modstandskampen, deltog UVOD også i indsamling af efterretninger. ÚVOD samarbejdede også med den sovjetiske efterretningstjeneste (Benes beslutning om at stå sig godt med Stalin), som også var til stede i Prag. Efter den tyske invasion af Sovjetunionen i juni 1941, forsøgte de demokratiske grupper at skabe en fælles front, der kunne omfatte den kommunistiske KSC. Reinhard Heydrich's udnævnelse i efteråret 1941, forpurrede disse bestræbelser. I løbet af 6-9 måneder, ved midten af 1942, havde nazisterne udryddet i hundredvis af de mest erfarne personer i den tjekkiske modstandsbevægelse. Indtil 1943, var den modstand KSC kunne mønstre, svag. Den Tysk-Sovjetiske Ikke-angrebspagt i 1939, havde efterladt KSC i forvirret uorden. Men de var stadig tro mod den sovjetiske linjen og KSC begyndte en mere aktiv kamp mod nazisterne, efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 (Kodenavn: Barbarossa).

Hitler står her sammen med General Wilhelm Keitel i sommeren 1938. Han er her ved at få forklaret og vist de planer for angrebet på Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938, med kodenavnet "Fall Grün". Udførelsen af planen kom til at gå lige som tyskerne ville have det – efter kort tid opgav Tjekkoslovakiet modstanden og Sudeterlandet blev erobret uden væsentlige kamphandlinger. Tyskerne fik derefter tid til at etablere sine styrker for det endelige angreb og overtagelse af hele Tjekkoslovakiet i marts 1939. ---- Ved de næstfølgende fotos, er planerne for angrebet belyst og hvad det kom til at betyde for Tjekkoslovakiet efter kapitulationen og senere med modstandskampen og dens forløb. ---- Den tyske invasion af Tjekkoslovakiet med kodenavnet "Fall Grün", bestod af 38 infanteridivisioner, 3 pansrede divisioner, 3 bjerg divisioner, 2 lette divisioner og af 7 luftvåbendivisioner. Den 30. september 1938, havde den tjekkoslovakiske hær i alt 46 divisioner: 21 infanteridivisioner og 4 motoriserede divisioner, samt flere forskelligartede divisioner. Desuden havde tjekkerne også 4 divisioner med "infanteri med lav kvalitet (skupiny)", som bemanding i grænsefæstningsværkerne. Desuden var der 138 bataljoner af uniformerede grænsevagter, toldere, jernbanevagter osv.). Antallet af soldater og våben i den tjekkoslovakiske hær i september 1938, i forbindelse med generalmobiliseringen var: 1.280.000 soldater, 217.000 heste, 26.000 motorkøretøjer, 207.200 pistoler, 1.536.000 håndgranater, 864.500 ZB vz. 24 rifler, 34.500 lette maskingeværer, 7.100 tunge maskingeværer (CZ vz. 24), 1.600 tungere maskingeværer (ZB VZ. 37), 600 panserværnskanoner (37 mm. og 47 mm. kanoner), 230 luftværnskanoner (20 mm. VKPL vz. 36), 90 luftværnskanoner (80 mm.), 140 luftværnskanoner (83,5 mm. "Flak". Denne styrke var et maksimum og skulle forsvare alle grænserne og baglandet, hvor Tjekkoslovakiet havde 3 grænselinier ind til Tyskland og vel at mærke 3 grænslinier, som samtidig var grænseområder, som næsten udelukkende havde en tysksproget og tyskvenlig befolkning på ca. 2,5 million, nemlig sudetertyskerne.

Tysklands endelige og tilrettede militære invasionsplan "Fall Grün" fra september 1938 og som blev anvendt i marts 1939 og med udgangspunkt fra de sudetertyske landområder man erobrede i oktober 1938. De tyske hærenheder, som deltog i invasionen er nævnt ved foregående foto. ---- Fra venstre og nederst var det 10. Tyske Armé, som skulle angribe mod øst. Næste enhed var 12. Armé, som skulle støtte 10. Armé og støde op mod nordøst. Den sidste enhed nederst var 14. Armé, som skulle støde mod nord. Fra venstre øverst, skulle tyske grænseenheder og et par divisioner holde grænsen til Tjekkoslovakiet lukket, da man ikke kunne anvende de bjergrige landområder i det nordvestlige Tjekkoslovakiet, til invasion. Den næste enhed var 8. Armé, som skulle støtte op om den 2. Armé, der skulle støde ind fra nord, ved grænsen op til Polen og rykke tværs over Tjekkoslovakiet og møde den tyske 14. Armé, som kom op fra syd ved den Ungarske grænse. Målet var at skære landet over og indkredse Tjekkoslovakiets forsvar i en gigantisk "knibtang". Ved fotoet længere fremme, som viser tyske soldater, der er ved at vælte et grænseskilt, kan du læse mere udførligt om, hvilke tyske enheder der deltog og hvad deres mål var. I juni, juli og det meste af august 1938, foretog den tyske hær de sidste vigtige planlægningsaktiviteter og uddannelse af de regulære militærenheder, som skulle udføre invasionens specielle angrebsoperationer. Det skulle se ud som om Tyskland var i færd med, at etablere landets vestlige grænseforsvar. Under dække af denne opgave, øgede tyskerne i slutningen af august og september, antallet af reservesoldater og udfyldning af de divisioner, med soldater og udstyr, sådan at hele invasionshæren var opgraderet til den fulde slagstyrke. Forberedelserne iht. hele planen, frem mod den 1. oktober 1938, blev udført med et stigende tempo. Tyskernes 4 andre arméer, som ikke skulle deltage i invasionen, blev underordnet den tyske øverste militærledelse OKH. Disse enheder fik følgende opgaver: 2 arméer fik defensive roller i øst. I Østpreussen, var den 3. armé placeret og på den anden side af den polske korridor i Vestpreussen og Pommern, skulle den 4. armé beskytte mod den meget usandsynlige mulighed for et polsk angreb. Tyskerne foretog ligeledes et overraskende valg af øverstbefalende for de 4 arméer, da man indkaldte General Hammerstein, fra sin pensionering. Tyskernes 5 resterende arméer skulle sættes ind i en bue rundt om Tjekkoslovakiet og landets 2 vigtige provinser Böhmen og Mähren, fra den tysk-polske grænse mod nord til den østrig-ungarske grænse mod syd. På kortet kan man ved evt. forstørrelse, se detaljer i planen. ---- Disponeringen af den tjekkoslovakiske hær den 30. september 1938: Den I. Armé "Havlícek", under kommando af Armégeneral Sergej Vojcechovský, med hovedkvarter beliggende i Kutná Hora, var koncentreret i den nordlige provins, Böhmen, hvor hovedstaden Prag ligger. Arméen var opdelt i 9 infanteridivisioner opdelt i 4 korps, med 1 infanteri division i reserve. Deres opgave var at forsvare Böhmen og de industrielle centre i hovedstaden Prag, Plzen og Ceské Budejovice. -- Den II. Armé "Jirásek", under kommando af Armégeneral Vojtech Boris Luza, med hovedsæde i Olomouc, var koncentreret i det nordlige Mähren, med 3 infanteridivisioner delt i 2 korps samt grænseforsvar og grænseenheder, med 1 infanteri division i reserve. Deres opgave var at forsvare det nordlige Mähren´s grænse og forhindre tyskerne i at foretage en omslutningsinvasion her ("knibtangsbevægelse"). Selv om tjekkoslovakkerne havde opført og forstærket grænsen med massive grænsenbefæstninger, var grænseenhederne betydeligt svagere end de ordinære tjekkoslovakiske hærenheder. -- Den III. Armé "Štefánik", under kommando af Armégeneral Josef Votruba med hovedsæde i Kremnica, var koncentreret i Slovakiet med 4 infanteridivisioner opdelt i 3 korps, med med 2 infanteridivisioner og 1 motoriseret division i reserve. Deres opgave var at forsvare Slovakiet fra en forventet ungarsk invasion samt et tysk angreb i det sydlige Mähren og / eller hovedbyen Bratislava i Slovakiet. -- Den IV. Armé "Neruda", under kommando af Armégeneral Lev Prchala, med hovedkvarter beliggende i Brno, var også koncentreret i det sydlige Mähren, med 5 infanteridivisioner opdelt i 4 korps samt reserve enheder, med 2 infanteridivisioner og 1 motoriseret division i reserve. Deres opgave var at forsvare det sydlige Mähren mellem Ceské Budejovice og sammenløbet af Donau og Morava floderne og sådan, at man kunne forhindre et tysk angreb, hvor disse kunne foretage en omsluttende operation ("knibtang"). -- Reserverne for hovedkvarteret var under direkte kommando af hærens overkommando under den øverstbefalende for hæren, General Ludvík Krejci. Det bestod af 9 infanteridivisioner og motoriseret division. De motoriserede divisioner bestod af lette kampvogn, lastbiler til troppetransport og cykeltransporterede soldater.

Tysk planlægningskort fra 12. marts 1938, som viser Tjekkoslovakiet´s grænsebefæstede områder, både som allerede opført, under opførelse og som planlagt til opførelse. --- På grund af den ugunstige strategiske position provinserne Böhmen og Mähren havde op til Tyskland, kunne Tjekkoslovakiet kun opretholde en defensiv strategi og forsvarspolitik, som man forsøgte at udligne, ved opførelsen af forsvarssystem af befæstninger, med baggrund i de franske forsvarsbefæstninger ind mod Tyskland - den franske Maginot Linie. Utvivlsomt spillede det for tjekkoslovakkerne, en stor rolle, at have en "Permanent Front" (fæstningsgrænse), hvorved man kunne stoppe en invasion, som alle deres potentielle fjender kunne finde på at iværksætte. I 1938 omsluttedes landet fra alle sider, af flere mere eller mindre fjendtlige naboer, hvor Tyskland var den største fjende/trussel, bl. a. pga. tyskernes krav om sudeterlandets indlemmelse i Tyskland, selv om det var placeret i Tjekkoslovakiet. Den geografiske fordeling af den tjekkoslovakiske våbenindustri, som lå i de centrale områder i Plzen, Prag og Brno, krævede en forsvarsstrategi, der kunne forhindre modstandernes fjendtlige hære, i at komme forbi landets grænseforsvarsområder. Udvidelsen og opførelserne af befæstningerne af den tjekkisk-tyske grænse, blev besluttet af Parlamentet i Tjekkoslovakiet i 1932, og byggeriet begyndte i 1935. Befæstningerne skulle være gennemført i løbet af ti til femten år. Ligesom Frankrig, brugte Tjekkoslovakiet en stor del af deres forsvarsbudget på opførelsen af grænsernes fæstningsværker. Det var beregnet, at udgifterne til fæstningsværkerne ville løbe op i 2,5 mia. tjekkoslovakiske kroner i 1938. Dette var imidlertid kun en tiendedel af det beløb, som Frankrig havde måttet anvende ved opførelsen af Maginot Linien, selv om Tjekkoslovakiets grænser var ti gange så lange. De tjekkoslovakiske grænsebefæstninger og Maginot Linien var i omfang, dybde og teknisk udstyr, usammenlignelige. Med beslutningen om opførelsen af grænsebefæstningslinierne, havde den tjekkoslovakiske generalstab, måttet give afkald på nødvendigheden af en mobil og operationel militær forsvarspolitisk doktrin. -- Den 20. marts 1935, udnævnte forsvarsministeriet, General Karel Husárek, som chef for opførelsen af det tjekkoslovakiske grænseforsvar (reditelství opevnovacích prací, ROP). -- Med betydelig deltagelse af franske eksperter, omfattede grænsebefæstningerne flere linjer af befæstninger langs landets grænser, bestående af "primære forsvarsområder", som blev udstyret med betonbunkere til infanteriet og grænsevagtmandskabet, inspireret af den franske Maginot Linie, og "sekundære forsvarsområder", som bl.a. i deres befæstninger, havde lettere maskingeværer som f.eks. vz.36 og en mere moderne vz.37, foruden andre forhindringer (pigtråd, "tjekkisk pindsvin", anti-tank grøfter og områdets naturlige barrierer). De "primære forsvarsområder" (bunkersbefæstninger) var bevæbnet med kanoner og adskillige tunge og lette maskingeværer og bemandet med 900 infanteri- og vagtsoldater pr. "fæstning". De primære forsvarsområder, var planlagt til at være fuldt udbygget og bevæbnet med 3000 kanoner, eksklusive morterer og anti-tank kanoner. Imidlertid kunne fæstningsværkerne ikke altid opføres, som den vigtigste forsvarslinje, på grund af områdets bjerge og skove. Desuden var en defensiv linje bygget op omkring hovedstaden Prag, og en defensiv linje, der løb vest og nordvest for Plzen (ses på kortet). -- Hvis det lykkedes for angriberne (tyskerne), at bryde gennem de tjekkoslovakiske grænsefæstningsværker, ville angriberen have god plads, til deres meget mobile panserstyrker, i det forholdsvis flade Böhmen, hvorved landets tre militære våbenproduktionscentre ville være truet. En fortsat kamp kunne, når en rettidig tilbagetrækning var lykkedes, da kun ske i de bjergrige områder i Slovakiet, som ikke havde nogen større industriel infrastruktur og betydning. -- De de primære grænsefæstningsværker krævede et års planlægning og tre til fire år til opførelsen, var udviklingen af hele befæstningssystemerne i efteråret 1938, stadig ikke afsluttet, og kun omkring 20% af de primære grænsebefæstningsområder var klar, men dog var 70% af det sekundære grænseforsvar blevet afsluttet. -- Planen var at opføre 1.300 primære grænsebefæstninger og 16.000 sekundære grænsebefæstninger. Alle disse befæstninger skulle fordeles langs Tjekkoslovakiets grænser op til Tyskland, Ungarn og Polen. -- Mellem 1935 til 1938, var der opført 9 artilleri forter, med 265 infanteri kasematter. Omkring 9.500 lettere forsvarsstillinger, var blevet fuldstændig udbygget og bevæbnet. Af de primære grænsefæstningsanlæg, var 7 bygget i det sydlige Mähren ind mod Østrig, 11 i resten af Slovakiet og resten i det nordlige Mähren og Böhmen. Af de lettere stillinger, var 3.003 blevet opført i det vestlige og sydlige Böhmen, hvoraf 1.852 i det nordlige Böhmen og 1.000 i det sydlige Böhmen, 1.195 i det øvrige nordlige Böhmen og 1.492 i Slovakiet.

Efter Maj-krisen mellem Tjekkoslovakiet og Tyskland og Englands og Frankrigs udglattende retorik - Følte Hitler og de ledende nazister, at de havde "tabt ansigt" over for omverdenen og i forhold til Tjekkoslovakiet. Den 28. maj 1938 indkaldte Hitler til et møde i vinterhaven i Rigskancelliet. Blandt de indbudte nazister var det Wilhelm Keitel, Von Brauchitsch, Beck og Fritz Wiedemann. Hitler erklærede bl.a. på mødet: "Det er min urokkelige vilje, at Tjekkoslovakiet skal fjernes fra verdenskortet". Et følgebrev underskrevet af Keitel bestemte, at udførelsen af planen herfor "skal udføres inden den 1. oktober 1938, senest!". -- To dage senere, den 30. maj, underskrev Hitler det endelige reviderede direktiv om "Fall Grün" - angrebet på Tjekkoslovakiet. Efter juni 1938 spidser krisen langsom til og september måned går med "skinforhandlinger" med England og Frankrig, som naive "frelsere" og "for fred i vor tid", kulminerende med München-aftalen den 29. september 1938. -- 2 dage efter den 1. oktober, gik tyskerne ind i Sudeterland, den overvejende tysksprogede og tyskvenlige del af Tjekkoslovakiet. ----Hitler informerer her sin "Reichtag/regering" og det tyske folk om Tysklands annektering af sudeterlandet og sin politik vedrørende hele Tjekkoslovakiet. Begrundelsen for det senere planlagte "Fall Grün" med at erobre hele landet, skulle bl.a. understøttes af løgnagtige fingerede overgreb, røverier og mord, som tjekkerne skulle have udøvet på det tyske mindretal i landet (tyske agenter og sudeter-nazister foretog selv disse "overgreb", forklædt som tjekkiske politi, soldater eller civile). Hitler havde desuden den 29. september, "forhandlet" en "aftale" igennem med England og Frankrig, om overdragelse af de sudetertyske områder, deres befolkning og værdier i Tjekkoslovakiet til Tyskland. Nu påstod Hitler, at tjekkoslovakkerne selv var skyld i, at Tyskland forsvarede de overgivne landområder mod de påståede overgreb fra tjekkoslovakkernes side og at han ville svare igen med trusler om at erobre hele landet. Der var også andre grunde, men nogle af disse var meget hemmelige. Polensfelttoget, angrebet på det vestlige Europa, angrebet på Sovjetunionen, osv. osv. Det var noget, som Hitler havde taget beslutning om, allerede inden erobringsplanerne for Tjekkoslovakiet.

Det tjekkoslovakiske luftvåben havde forældede fly, i forhold til de tyske fly af typen Junkers Ju 87 "Stuka" styrtbomber, Messerschmidt Bf 109 jagerfly og de effektive Heinkel He 111 bombefly. Flyene tjekkoslovakkerne rådede over, havde man selv udviklet og produceret på egne fabrikker, men de var langsomme, men manøvredygtige fly af "dobbeltdækker" typen, som disse på fotoet, af typen Avia Bk-534. Men de tjekkoslovakiske piloter var langt bedre uddannet og dygtige og kunne klare sig godt mod den tyske overmagt, som havde mange flere moderne fly. Det tjekkoslovakiske luftvåben var i 1930´er blevet betydeligt udbygget, med et større antal fly og flytyper, men stadigt i mindre antal, sammenlignet med hvad det tyske Luftwaffe rådede over. Selv om de tjekkoslovakiske piloter var veluddannede, manglede luftvåbnet moderne kampfly, og tyskerne havde en klar numeriske overlegenhed. Det tjekkoslovakiske luftvåben bestod den 30. september 1938 af 445 styk Avia B-534 - kampfly (370 styk Avia B-534 og 75 styk Bk-534), 300 styk Letov Š-328 - lette bombefly, 100 styk lette rekognosceringsfly (hovedsagelig Aero A-100/Ab-101), 60 styk Avia B-71 - bombefly og 50 styk MB 200 - tunge bombefly. -- I alt havde Tjekkoslovakiet 880 operationelle kampfly ud af 955 fly mod 3.194 kampfly fra Luftwaffe, hvoraf 2.850 var afsat til at deltage i "Fall Grün". Af tjekkernes kampfly var mellem 600 og 700 af dem, i dækningsstyrken (første linje fly), hvoraf 520 var operationelle. Kampflyene af typen Avia B-534 og Bk-534 "dobbeltdækkere", var bevæbnet med fire 7,92 mm maskingeværer (Bk-534 havde to maskingeværer og en 20 mm. Oerlikon automatisk maskinkanon). Med en maksimal hastighed på 405 km./timen. Da flyet blev indsat i det tjekkoslovakiske luftvåbnet i 1935, var B-534 teknologisk et godt stykke foran sine konkurrenter i flyvevåbnene i England, USA og Sovjetunionen. Det var hurtigt og elegant, og under flyveopvisnings show i 1937 i Zürich, blev det kun overgået af Tyskland's Messerschmitt Bf-109 jagerfly. Men allerede i 1938 var flyet ved at blive forældet. -- Det tjekkoslovakiske luftvåben havde også 60 Avia B-71 lette bombefly, produceret under licens i Sovjetunionen. Flyets design var meget moderne, men manglede driftmæssig raffinement, med stor fortrydelse for besætninger og vedligeholdelsesmandskabet. Avia B-71 (benævnt i Sovjetunionen som SB-2), var den første moderne fly, som var serieproduceret i Sovjetunionen, og formentlig det mest formidable bombefly i midten af 1930'erne. 60 af disse fly skulle være fløjet til Tjekkoslovakiet i midten af 1938, men den planlagte produktion (på licens), foregik for langsomt og det selvom der pågik en stadig farligere politisk situation i sommeren 1938. Selv om flyet kun kunne medbringe en bombenyttelast på 600 kg., havde det en maksimal hastighed på 450 km./timen, hvilket var hurtigere end de jagerkampfly, som det tjekkoslovakiske luftvåben havde. Luftvåbnet havde også 50 Bloch MB-200 tunge bombefly. Selv om dette fly kun havde en maksimal hastighed på 285 km./timen, kunne det til gengæld have en bombenyttelast på 1.200 kg.

Tjekkoslovakiske soldater 1937. I forbindelse med Maj-krisen 1938, mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet, mobiliserede landet mange soldater og igen den 23. september, en uge før tyskerne gik til angreb den 1. oktober 1938. Mobiliseringen og opstillingen af de tjekkoslovakiske soldater var ud fra visheden om, at man måtte være klar til at håndtere den tyske trussel inden 1. oktober 1938. Den tjekkoslovakiske hær var temmelig stor og var en af de mest moderne og veludrustede hære, som eksisterede i september 1938 og havde også en meget effektiv organisation og kommandostruktur. På grund af spændingerne i Sudeterlandet mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet, som begyndte i maj 1938, var det meste af hæren, allerede mobiliseret i september 1938 og androg ca. 1.280.000 uddannede soldater. Dette antal omfatter ikke alle reservisterne, da det kun var 18 klasser i første reserve (I. záloha) og specialister fra anden reserve (II. záloha), som blev indkaldt. Hovedparten af den anden reserve var ubevæbnet, tilsyneladende på grund af manglende våben. De tjekkoslovakiske væbnede styrker havde en egen indenlandsk stor og effektivt våbenproduktion, og producerede derfor selv de fleste af sine håndvåben, artilleri, køretøjer og fly. De vigtigste våbenproducenter var Škoda Works (Škodovy závody), CKD (Ceskomoravská Kolben-danek), CZ (Ceská zbrojovka) og ZB (Zbrojovka Brno). Antallet og typerne af våben af den tjekkoslovakiske hær i september 1938: Soldaterne var bevæbnet med ZB vz.24 infanteririfler. Man rådede over ca. 217.000 heste, 26.000 motorkøretøjer, 207.200 pistoler, 1.536.000 håndgranater, 864.500 rifler, 34.500 lette maskingeværer, 7.100 tunge maskingeværer (CZ vz. 24), 1.600 tunge maskingeværer (ZB VZ. 37), 600 panserværnskanoner (37 mm. og 47 mm. kanoner), 230 luftværnskanoner (20 mm. VKPL vz. 36), 90 luftværnskanoner (80 mm.), 140 luftværnskanoner (83,5 mm. "Flak" vz. 22). ---- I fredstid bestod den tjekkoslovakiske regulære hær i 1937 af 171.000 soldater, fordelt i 17 infanteri divisioner og 4 motoriserede (rychlé) divisioner. Den gennemsnitlige divisionsstyrke blev derfor - efter fradrag af 10.000 mand, som var i hærens flyvevåben og i andre tjenestegrene i militæret, på ca. 7.000 soldater. I forbindelse med Maj-Krisen, voksede militærets styrke til 320.000 soldater. Ved fuld mobilisering, som forudsat før 1938, skulle mobiliseringen opstille 972.747 soldater, herunder 43.474 officerer. Den generelle mobilisering, den 23. september 1938, skulle efter de nyeste planer dengang, kunne opstille 1.280.000 soldater, bestående af 38 divisioner - 34 infanteri divisioner og 4 motoriserede divisioner. En af disse infanteridivisioner var motoriseret via transport med lastbiler og en anden var i færd med at blive motoriseret. De motoriserede divisioner, var ligesom de franske divisioner (légères de cavalerie), bestående af en kampvognsbrigade og en kavaleribrigade. Tjekkoskovakkerne havde også fire division-store afdelinger, som bestod af soldater med en lavere infanterikvalitet (Benævnt som: Skupiny). Disse styrker bemandede de omfattende grænsefæstningsværker ind mod den tyske grænse. Ved grænserne var der desuden 138 bataljoner af uniformerede mænd (grænsevagter, toldere, jernbane vagter, osv.), som også deltog i bemandingen af grænsefæstningsværkerne. Disse 138 bataljoner mænd, svarede til 14-15 infanteridivisioner.

Polen udnyttede den nazityske invasion af Tjekkoslovakiet og erobrede et område af det nordlige Mähren, (Zaolzie regionen og Ceský Tešín) hvor der var en stor del af tidligere polske indbyggere, som blev indlemmet i Tjekkoslovakiet i 1919, i forbindelse med opdelingen af landene efter 1. Verdenskrig. Fotoet viser polske soldater, der marcherer ind i Tjekkoslovakiet den 8. oktober 1938. -- Polen støttede i slutningen af 1930´erne Nazityskland, da de derved håbede på gavn af støtten, da de vurderede, at Hitler ville få en afgørende indflydelse i Europa og specielt i spørgsmålet om den polske enklave og befolkning i Tjekkoslovakiet, men også i forhold til de flere millioner polske jøder, som de kristne polske katolikker, gerne så uddrevet af Polen. I forhold til Tjekkoslovakiet, håbede polakkerne, ved Hitler´s mellemkomst, at kunne få den polske enklave tilbage, som de mente retmæssigt hørte til Polen. Ved München-aftalen, fik Polen ikke direkte lov til at indlemme den lille enklave i det nordøstlige Tjekkoslovakiet, men de havde givetvis Hitler´s underforståede accept heraf. De fik da også lov til at gå ind i Tjekkoslovakiet, uden at tyskerne tog synderlig notits af det - Hitler havde jo andre planer med Polen senere! ---- Med Polens samarbejde med Hitler og tyskerne før og i 1938, legede de på en måde med "ilden" og Hitler og tyskerne må have "grinet hele vejen op i blodbanken" over polakkernes naive tilgang til Hitlers drømme og planer for erobringen af Polen og Sovjetunionen, som Hitler hele tiden havde "i støbeskeen". Antisemitismen (som her med dette udtryk, alene gælder jøderne), var ikke kun fremherskende i Tyskland, men også stærkt i fremmarch i mange andre europæiske lande, herunder Polen. Den øverste ledelse af polens romersk-katolske kirke, Ærkebiskoppen, Kardinal August Hlond, skrev allerede i en udtalelse i 1936: "Det jødiske problem vil eksistere lige så længe jøderne eksisterer. Det er en kendsgerning, at jøderne modarbejder den katolske kirke, fremturer med fritænkeri og er gudløshedens, bolsjevismens og den undergravende virksomheds fortrop... Det er en kendsgerning, at jøderne bedrager, tager renter og er alfonser. Det er en kendsgerning, at unge jøder har en dårlig indflydelse på den polske ungdom". -- Når en sådan usminket antisemitisk udtalelse, fra en af de mest fremstående katolikker i Polen, i 1936, kunne lade sig gøre, er det svært ikke at tro, at denne holdning kom til at betyde meget for de senere begivenheder, da tyskerne angreb Polen og begyndte udryddelsen af landets jøder - et folkemord, som især blev grusomt effektiviseret netop i Polen - Hvad havde det overvejende romersk-katolske Polen lovet tyskerne og Hitler i tilgift, hvis disse ville udrydde landets jøder?! Allerede efter 3 uger, da Polen havde kapituleret, var tyskerne raskt i gang med at drive de polske jøder sammen - Hvordan havde tyskerne allerede den kendskab til de polske jøders bopæle og adresser osv.? En grum mistanke og måske forkert - men det nager! Uanset hvad, kom det også til at gå frygteligt ud over alle andre polakker, da tyskerne ikke opførte sig, som den polske romersk-katolske ledelse havde regnet med (i 1930´erne var der ikke megen hjælp at få for jøderne i Europa - og slet ikke fra den romersk-katolske side, herunder Vatikanet og den daværende pave. Sidst i 2. Verdenskrig, var dele af Vatikanet medvirkende til at frelse en del jøder fra nazismen, når de havde ladet sig omdøbe!! Vatikanet var også med til at hjælpe nazisterne mod jøderne - ikke mindst efter krigen, da man her sørgede for, at mange nazister blev skjult og hjulpet videre i frihed - ja det er fakta!!). ---- Tyske nationalfacistiske militante "Freikorps", havde gentagne gange små kampe med kommunistiske grupper i det nordvestlige grænseområde mellem Tyskland og Polen. Den tyske enklave med byen Köningsberg, var et område, som polakkerne ønskede indlemmet i Polen. Med de bevidst vildledende, senere provokationer, udført af tyske agenter og polskforklædte tyske soldater i grænseområdet til Polen, havde Hitler en god, men løgnagtig baggrund, for sit angreb på Polen knap et år senere den 1. september 1939 - og som kom til at udløse 2. Verdenskrig med Englands og Frankrigs krigserklæring mod Tyskland den 3. september 1939. ---- Da den tyske 2. Armé havde begyndt sin offensiv i det nordlige Mähren i Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938, var Polens regering og militær, herunder de lokale grænsevagter og politi-enheder, ved grænsen ind til den polske enklave, sat på fuld alarm. -- I byen Bogumin den 6. oktober, fik den polske kommando oplysninger om tjekkoslovakiske-tyske træfninger ikke langt fra Ostrava, som alarmerede polakkerne endnu mere. Efter ordre fra General Wladyslaw Bortnowski, blev det besluttet at indlede den militære invasion, for at erobre Zaolzie regionen og Ceský Tešín, før tyskerne kunne gøre det samme. -- Uden advarsel eller krigserklæring angreb Polen kl. 06:00 den 8. oktober og erobrede hurtigt de ønskede områder.

Tyskerne marcherer ind i Prag - Winston Churchill fik ret - mere af den bitre kop, skulle Europa komme til at smage, senere Polen og i juni 1940, marcherede de tyske tropper gennem Triumfbuen i Paris! -- Med hensyn til Polens erobring af den polske enklave i det nordøstlige Mähren i oktober 1938, viste det sig paradoksalt nok senere, at da tjekkoslovakkerne ikke kunne modgå det tyske massive angreb fra 1. marts og til den 15. marts 1939, da tyskerne erobrede landet definitivt, flygtede mange rester af de tjekkoslovakiske hærenheder og flyvevåben ind i Polen, hvor de fik lov at opholde sig i nogle lejre. Polen havde med det samme, da de havde opnået deres angrebsmål i Tjekkoslovakiet i oktober 1938, erklæret sig neutrale og tillod derfor at tjekkoslovakkerne kunne finde et flugt/frirum i Polen. -- Herfra drog tusindvis af tjekkoslovakiske soldater videre til Frankrig med skibe fra de polske havne. Andre soldater fra de sydøstlige dele af Tjekkoslovakiet, kunne ikke komme til Polen, men søgte sydpå via Rumænien (allieret), Balkan, Grækenland, til Mellemøsten, som jo var i britiske kolonihænder. Herfra kom mange med skib til de sydfranske havne, eller til Fremmedlegionens hvervekontorer i Nordafrika. Udenlandske soldater kunne ikke optages i den regulære hær i Frankrig - men i Fremmedlegionen kunne man. Det blev også den mulighed, som mange tjekkoslovakiske soldater udnyttede, så de kunne komme til Frankrig og senere til England og kæmpe mod tyskerne. -- Den nazityske invasion af Tjekkoslovakiet, var det første eksempel på total militær erobring af et land i Europa og viste omverdenen det helt åbenlyse forræderi og fejhed, som alle Europa´s lande gav Tjekkoslovakiet til del. Man lod Hitler føre en krig uden at gøre noget, hvilket medførte, at Hitler kunne gå videre med sine planer for erobring af Polen osv. -- Bortset fra ofrene for de få kamphandlinger de tyske styrker (både SS og den regulære Wehrmacht) påførte landet, foretog tyskerne også massemord på flere tusinde tjekkoslovakiske krigsfanger og civile. Under "Operation Tannenberg", blev næsten 5.000 tjekkoslovakker skudt på 460 massehenrettelseslokaliteter som de særlige SS-enheder, "indsatsgrupperne", udførte, ud over de almindelige værnemagtsoldater, SS, SD og Sipo gjorde. Alt i alt, udgjorde de civile tab i den tjekkoslovakiske befolkning, ca. 80.000 - 120.000. -- Den 11. marts 1939, da tyskerne var rykket tæt på Prag, præsenterede chefen for den 10. Tyske Armé, General der Artillerie Walther V. Reichenau, et ultimatum over for Armé General Sergej Vojcechovský og Brigadegeneral Langer, som lød: Alle tjekkoslovakiske militære enheder i Prag skulle kapitulere den 14. marts, ellers ville Luftwaffe udføre deres ordrer om, at "fjerne Prag fra jordens overflade".

Tjekkoslovakiske soldater bliver eskorteret af tyske soldater efter kapitulationen 15. marts 1939. ---- Tabene for Tjekkoslovakiet var høje. Omkring 719.000 blev taget til fange. De næste 5-6 års mange dræbte civile og modstandsfolk i Tjekkoslovakiet, udryddelsen af de tjekkoslovakiske jøder osv., skal også regnes i 100.000´ender af dræbte/myrdede!! -- Det lod det forræderiske Europa bare tyskerne gøre!! -- Man kan hævde, at med tjekkoslovakkernes modstand og vilje, til ikke at bøje sig for tyskerne, holdt landet det tyske militær, dets politi og embedsmandsadministration, beskæftiget i meget stor grad. Tyskerne måtte anvende utroligt mange ressourcer for at holde tjekkoslovakkerne nede! Ressourcer, som tyskerne i realiteten ikke havde og kunne undvære andre steder. Ligesom Norge, som gennem hele verdenskrigen havde en modstandsbevægelse med stor gennemslagskraft og som kva deres ikke-samarbejdspolitik, fik tyskerne til at tage landet alvorligt, strategisk set og på den måde bandt ca. 250.000 tyske militærpersoner i Norge. Selv da de afsluttende kampe om Berlin i april 1945 stod på, "hyggede" de 250.000 tyskere sig stadig i Norge!! -- Viljen til modstand og ikke-samarbejde med Nazityskland, var med til at genere tyskerne alvorligt i de lande, som valgte den politik, selvom det kostede meget blod og ulykke for befolkningerne. Danmarks politikere valgte dengang den feje og dermed vigtige hjælp til nazisterne, sådan at de kunne blive ved med at føre krig længere (fødevareforsyning, arbejdskraft og samarbejde om alt muligt, politi, retsvæsen osv.). Efter krigen dannede man også en overgangsregering, med stort set de samme "nazistiske" lakajer ("danske politikere"). Nogen kalder datidens politiske morads for "junta-tiden", hvor landet på en måde blev "ledet", som et "junta-diktatur", som ikke var folkeligt valgt og begrundet - Bl.a. det såkaldte "rets-opgør" med de danske nazister, Schalburgkorps-folk, soldater i tysk tjeneste osv. Man indførte forordninger og praksis med tilbagevirkende kraft og på trods af politikker under besættelsen, som tilskyndede danskere til at gå i tysk militærtjeneste og som arbejdskraft i Tyskland m.m. De blev alligevel dømt skyldige for samarbejdet med nazisterne, selvom det retslige grundlag ikke var til stede. Mange rigtige skyldige blev også dømt, det kunne man jo ikke undgå, da det var så nemt at støtte tyskerne gennem det meste af krigen. -- Nederst i dette foto- og historiemæssige materiale, er der en kortere gennemgang af det der skete i Tjekkoslovakiet efter krigen, hvor sudetertyskerne, ungarerne og polakkerne inden for Tjekkoslovakiets grænser, var nødt til at blive overført til deres hjemland - I Tjekkoslovakiet kunne de ikke bo mere - det blev alt for farligt for disse befolkninger efter krigen - Tjekkoslovakkerne havde meget at hævne!! Man foretog da også mange vilkårlige overgreb og massakrer på sudetertyskere og egne forrædere, mænd, kvinder og børn - anslået ca. 30.000 - hvoraf mange blev myrdet af soldater fra Den Røde Hær, da den rykkede ind i Tjekkoslovakiet.

Efter at det tjekkoslovakiske militære forsvar opgav at kæmpe videre i begyndelsen af marts 1939, gjorde tyskerne sig klar til at rykke ind i Prag. I en radiomeddelelse kl. 04:30 om morgenen den 15. marts 1939, blev det meddelt, at den tyske hær ville invadere Prag kl. 06:00. Prag ville være besat kl. 06:30. Tjekkoslovakkerne blev beordret til at forholde sig roligt. Men de tyske tropper fik ikke en venlig modtagelse - som her på fotoet, vrede tilråb og knyttede hænder - men nytteløse og afmægtige. ---- Tjekkoslovakisk ordenspoliti blev, som det også skete i Danmark, da tyskerne besatte vort land, en del af hverdagen i Protektoratet. Kort efter besættelsen, fik en tysk chef for det tyske ordenspoliti overdraget ledelsen med, at føre tilsyn med det tjekkoslovakiske ordenspoliti. Der var på det tidspunkt i alt 5.430 politifolk og gendarmer i protektoratet. Mange gendarmer var aktive i modstandsbevægelsen, men også mange sympatiserede med tyskerne og nazismen og samarbejdede med Gestapo. For mange af de kommende nedkastede tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, som mødte disse gendarmer, fik det fatale konsekvenser. ---- De næstfølgende 300 - 400 fotos med tilhørende tekst fortæller til fulde, om Tyskland og dens befolknings uhyrlige forbrydelser mod Tjekkoslovakiet, fra 1. oktober 1938 og til 11. maj 1945, hvor tyskerne tillige tromlede hen over det øvrige Europa - blinde og døve for al den smerte og ulykke de skabte omkring sig - hvad havde de mon tænkt sig, da det gik den anden vej? - Hitler havde ikke en plan B - han og nazilederne ofrede så bare deres eget folk ---- Med Goebbels ord: "Wollen Sie Den Totalen Krieg?" (Vil I have den totale krig?) Jublede tyskerne sågu igen!? Så det fik de - Men til sidst i krigen og bagefter, lykkedes det dem at få den frie verdens elite (excl. Sovejetunionen)og ledere til at hjælpe dem op at stå igen - der var jo mange penge og stor magt i at gøre dette, ikke mindst da man ville stoppe yderligere sovjetisk ekspansion i Europa. ---- Men alle de millioner af almindelige mennesker, som tyskerne myrdede, alle disses pårørende, alle disse enorme værdier som tyskerne ødelagde eller stjal? Hvad med dem og især deres pårørende, hvis der stadig var nogen i live? Ja! De måtte se at tyskerne fik hjælp! Retfærdigheden for den almindelige borger i Europa måtte man lede forgæves efter. ---- Tyskerne led meget til sidst i krigen og også i årene lige efter, men alt det de tog fra hele Europa gennem krigen, millioner af liv, deres ejendele, ejendomme, respekten, medmenneskeligheden, uskylden, retfærdighederne, fundamenterne for folk og nationer osv., har aldrig opvejet deres bevidste og planlagte folkemord på Europas befolkninger. Det er i dag en kendsgerning, at millioner af almindelige tyskere allerede i 1941, kendte til og deltog i massehenrettelserne af jøder og andre folkeslag rundt om i Europa, herunder især myrderierne i østlandene og Sovjetunionen, som blev iværksat hen over sommeren 1941. De samlede tyske kristne kirkelige organisationer, katolske som protestantiske, støttede og bifaldt i stor stil, det nazistiske regime, begyndende allerede i 1920´erne, men udtalt og vedvarende, fra 1933, efter nazisternes overtagelse af det tyske samfund. Den nazistiske politik mht. til jødernes udryddelse, vidste de fleste tyskere, allerede i 1930´erne - de utallige og gentagne påstande om, at man ikke vidste noget om udryddelsen af jøderne i Tyskland og det øvrige Europa, passer slet ikke og er de samtidige tyskeres perverterede usmagelige løgne. Prøv at læs bogen af Daniel Jonah Goldhagen: "Hitler´s Willing Executioners - Ordinary Germans And The Holocaust" (Hitler´s Villige Bødler - Almindelige Tyskere Og Holocaust). Bogen er på over 600 sider - og et rystende vidnesbyrd og bevis på millioner af tyskeres ufattelige fortrængning af deres meddelagtighed og skyld for Europas Holocaust. -- Bogen er på engelsk og kan lånes på biblioteker i DK.

Forstenede og vrede borgere i Prag, er her vidne til tyskernes indmarch i byen. -- Resumé over optakten og erobringen af Tjekkoslovakiet: 1). Münchenaftalen var en aftale mellem regeringscheferne for Storbritannien, Frankrig, Italien og Nazi-Tyskland, som blev underskrevet natten til den 30. september 1938 i forbindelse med München-konferencen, som var blevet indkaldt, på foranledning af en forsmået diktator Mussolini fra Italien, for at finde en løsning på det sudetertyske spørgsmål. Repræsentanter fra Tjekkoslovakiet, hvis områder var til forhandling, var ikke inviteret til konferencen, hvorfor München-Aftalen også senere har fået betegnelsen München-Diktatet og Vestens Forræderi mod Tjekkoslovakiet. - 2). Tyskland besatte Sudeterlandet 1. oktober 1938 og planlagde samtidigt erobring af hele Tjekkoslovakiet (Böhmen og Mähren og Slovakiet). - 3). Ungarn besatte grænseområderne (sydlige tredjedel af Slovakiet samt det sydlige Ruthenien) med ungarske minoriteter, i tidsrummet fra den 20. oktober 1938 til 15. marts 1939. - 4). Provinsen Slovakiet (Ruthenien) bliver givet "uafhængighed", også i efteråret 1938. - 5). Polen besætter Zaolzie-området hvor de polske minoriteter levede, fra den 6. oktober 1938. - 6). Den 15. marts 1939 bliver Tjekkiet (Böhmen og Mähren) sluttelig erobret af tyskerne og omdannet til Reich-Protektoratet Böhmen og Mähren (tysk satellit-stat). ---- "DET VESTLIGE FORRÆDERI"! (Tjekkisk: Zrada Západu). Tjekkoslovakkerne mente før, i og under 2. Verdenskrig og har også i dag, en vidt udbredt mening om, at de ledende europæiske lande og USA, begik forræderi mod dem, ved München-Aftalen og igen senere, ved den kommunistiske overtagelse i 1948 og de senere oprør, som ungarerne i 1956 gjorde, og tjekkoslovakkerne i 1968, hvor "Vesten" igen svigtede sine egne aftaler, forpligtelser og moralske ansvar. Udtrykket "Vestligt forræderi" blev anvendt af mange tjekkoslovakiske politikere, som skrev regelmæssigt i landets aviser og sammen med de tilknyttede følelser, blev dette udtryk en alment bred opfattelse blandt tjekkoslovakkerne. De tjekkoslovakiske vilkår ved München-Aftalen, kom til at hedde München- Forræderiet (Mnichovská zrada), eller München-Diktatet (Mnichovský diktat). - Udtrykket "FORRÆDERIET MOD DE ALLIEREDE" (Zrada Spojencu), blev opfundet på samme tid og har den samme betydning. -- Winston Churchill sagde selv, med adresse til tidsrummet mellem sensommeren 1938/München-Aftalen og midten af marts 1939 (Nazitysklands erobring af Tjekkoslovakiet): "Storbritannien og Frankrig havde muligheden for at vælge mellem krig og vanære. De valgte vanære. De burde have valgt krigen". ---- I Tjekkoslovakiet begrundede de tjekkoslovakiske facistiske/nazistiske propagandister fra Böhmen og Mähren f.eks. Emanuel Moravec o.a., samarbejdet med Nazityskland med, at man ikke kunne regne med det forræderiske England og Frankrig - det var bedre at samarbejde med Tyskland!

Hitler spankulerer stolt forbi æresvagten ved Prag´s kongeslot, Prazsky Hrad og regeringsbygninger den 15. marts 1939. -- Hitler havde ikke ro i sindet og ville ofte forcere sine planer, uden hensyn til realiteter og faktuelle kendsgerninger. Invasionen af Sudterlandet og senere hele Tjekkoslovakiet fra den 1. oktober 1938, skete selv om Tyskland ikke var fuldstændig klar til at starte en større krig og da slet ikke en verdenskrig. Tyskernes egne interne problemer med at overholde de plan- og tidsmæssige og praktiske forhold med planen "Fall Grün", var meget store. Men forløbet op mod den 1. oktober 1938, herunder München-Aftalen, fortalte Hitler, at der ikke var nogen stor risiko for, at tyskerne ville modtage krigserklæringer fra Frankrig og England og dermed fare for en ny verdenskrig mod Tyskland. Hitlers uvidenhed og ignorering af fakta fra sine industrielle og militære rådgivere, fik ham til at iværksætte sine planer for tidligt. Tyskland var ikke forberedt hverken militært eller økonomisk til den foranstående verdenskrig. Hitler blev advaret om, at hans potentielle allierede: Italien, og i 1938 til dels Polen, Ungarn, Rumænien, Sovjetunionen og Japan, måske ikke ville kæmpe på vegne af Tyskland, og at man kunne se meget synlige tegn på, at flertallet af tyskerne, ikke var begejstrede for udsigten til krig i starten af 1938. "Anschluss", annekteringen af Østrig, i det tidlige forår 1938, forbedrede dog det tyske folks tro på Hitler og nationalsocialismens muligheder. -- Tyskland havde ikke tilstrækkelige forsyninger af olie og andre vigtige råvarer (plante - og industriproduktion af råstoffer til fremstilling af syntetisk olie, til brug i den kommende tyske krigsindsats, var ikke i drift på det tidspunkt og var også ca. 10 gange så dyrt at fremstille, som almindelig raffinering af fossil olie)). Tyskland var stærkt afhængige af olieimport fra udlandet (bl.a. fra de engelske kolonier i Mellemøsten). Den Tyske Kriegsmarine rapporterede, at hvis krigen skulle komme med England som modpart, ville man ikke kunne bryde en britisk flådeblokade af de tyske havne, og da Tyskland ikke havde adgang til store olielagre, ville Tyskland i en krig, blive besejret uden anden grund, end mangel på olie. Økonomiministeriet fortalte Hitler, at Tyskland kun havde 2,6 millioner tons olie at råde over, og man havde regnet ud, at en krig med England og Frankrig, vil kræve 7,6 millioner tons olie. -- I løbet af 1938 spidsede konflikten med Tjekkoslovakiet til og briterne nægtede den 18. september 1938, at levere metaller til Tyskland og den 24. september forbød Det Engelske Admiralitetet britiske skibe, at sejle til tyske havne. Briterne tilbageholdt ved den lejlighed tankskibet "Invershannon", som var på vej til Hamborg med 8.600 tons olie. Dette forårsagede øjeblikkelige økonomiske og produktionsmæssige smerter i Tyskland. -- I betragtning af Tyskland's afhængighed af importeret olie (80% af den tyske olie i 1930'erne kom fra andre verdensdele, herunder fra mange britiske kolonier), og sandsynligheden for, at en krig med England og en blokade herfra, ville afskære Tyskland fra olieforsyninger, har historikere hævdet, at Hitlers beslutning om at se en fredelig afslutning og aflyse "Fall Grün" i maj 1938, skyldtes bekymringer over olieforsyningsproblemet. Historiens gang viser nu noget andet - Angrebet blev så bare iværksat et lille halvt år efter, den 1. oktober 1938 med kulminationen på erobringen 15. marts 1939. -- Som et resultat af topmødet og München-Aftalen, var Adolf Hitler i det berømte amerikanske tidsskrift TIME Magazine's, kåret som "Man of the Year" for 1938!! -- En af grundene til at Hitler straks efter München-Aftalen overtrådte den, ved at erobre Tjekkoslovakiet og ikke kun Suderterlandet i marts 1939, var at få fat i de tjekkoslovakiske aktiver (olie, industrikapacitet, sværindustri m.m.), for at afhjælpe den økonomiske krise og oprustning i Tyskland. Fra Prag´s Borg og Slot Prazsky Hrad, proklamerede Hitler, at Böhmen og Mähren, nu var et tysk Protektorat.

Propaganda-foto: Heinrich Himmler, til venstre, øverste Nazi-leder for Holocaust og alverdens andre myrderier og terror under krigen - Reinhard Heydrich, midt i billedet, som havde flere opgaver før og under krigen, bl.a. som leder af den østeuropæiske Holocaust og arkitekten bag udryddelsen af jøderne (Wannsee-konferencen, ophavsmanden og igangsætteren af terrornatten i Tyskland, "Krystalnatten" i 1938 + en mængde andre "tillidshverv", som f.eks. at være øverste leder af "Einsatz-grupperne i Østeuropa, som var de enheder, sonderkommandoer, der indfangede hele byers indbyggere eller befolkninger i et område og lod dem skyde ude i det fri, i lavninger, i store gravede gruber, i grøfter, titusinder af hængninger, brænding af mennekser i kirker, lader og andre steder, hvor man kunne myrde løs. I midten til højre for Heydrich, Karl Wolff og en ukendt assistent yderst til højre. Alle fotograferet på Obersalzberg, maj 1939. Karl Wolff var en højt rangerende SS-mand, som efter krigen i 2 omgange under retssager slap for nævneværdig straf - helt uberettiget, da Eichmann-sagen 1962 påviste, at Wolff som ledende SS-mand havde megen kendskab til jødeudryddelserne. Desuden at han var ansvarlig for 300.000 jøders deportation til Treblinka og Auschwitz og massakren på en mængde tilfangetagne italienske partisaner, deporteret til Hviderusland (Wolff var øverstbefalende over resterne af Italien, efter at landet havde kapituleret og Mussolini myrdet og tyskerne var drevet tilbage til den nordlige del af Italien, som de holdt okkuperet indtil 2. maj 1945, hvor man overgav sig til De Allierede). -- Wolff blev dømt til 15 års fængsel i 1964, men blev allerede løsladt i 1969 pga. "dårligt helbred", hvorefter han levede indtil 1984, inden svinet døde en naturlig død. Han arbejdede i mange år lige efter krigen, for CIA og derfor blev han aldrig ordentligt retsforfulgt og stillet til regnskab for de forbrydelser han begik og de løgne om sit kendskab til jødeudryddelsen, som han påstod han ikke kendte til, men som han beviseligt gjorde. Grim - grim sag, hvor USA og De Allierede udnyttede dette svin til hemmelige opgaver, som vi i dag ikke kender til. Men uanset hvad, så skulle han være dødsdømt i 1946/47, som mange af de andre top-nazister blev det. En skændsel og en hån uden lige! ---- Umiddelbart ser sådan et propagandafoto ufarligt og "hyggeligt" ud, med disse pænt klædte "noble" mænd i hyggelig snak i solskinnet i de smukke bjerge. Men tiden er maj 1939, et par måneder efter Prag og Tjekkoslovakiet blev erobret og få måneder før ragnarok brød ud og kastede verden ud i et ufatteligt myrderi og terror, som man aldrig har set magen til siden. Over 60.000.000 døde - Fotoet burde vise disse tyske udyr stående i blod til halsen!

Den hemmelige statspoliti (Geheime Statspolizei) - Gestapo - blev oprindeligt grundlagt af Herman Göring (t/højre på fotoet) i Preussen den 26. april 1933, hvor opgaverne var at forfølge modstandere af det nazistiske regime. Samtidig grundlagde Heinrich Himmler en lignende struktur - et politisk politi i Bayern den 20. april 1934. Reinhard Heydrich, blev chef for Gestapo, som først blev dannet ved en omstrukturering af alle Tysklands tidligere politiske politienheder. Den 27. september 1939, blev Gestapo indarbejdet i den samlende organisation RSHA (Reich Sicherheits Haupt Amt). Gestapo's Special Division (Kontor IV.), havde til opgave, at overvåge og forfølge alle modstandere af regimet (modstandsbevægelser, religionsorganisationer, kommunistiske bevægelser, den jødiske befolkning m.m.) og afdelingen skulle organisere terrorkampagner med henblik på, at styrke det nazistiske diktatur i Tyskland og i de kommende besatte landområder. Gestapo anvendte umenneskelige forhørsmetoder, trusler, tortur og "beskyttende varetægt" i bl.a. koncentrationslejre. Gestapo var direkte ansvarlig for mordet på millioner af mennesker. ---- I Protektoratet havde Gestapo filialer (Staatspolizei-leitstellen) i Prag og Brno, som kontrollerede regionale afdelinger (Aussendienst-stellen) i de mindre byer. I 1946 erklærede Den Internationale Militære Domstol, at Gestapo var en kriminel organisation. -- Andre nazistiske organisationer: 1). Freikorps (en slags ofte lokalt baserede militser), var udbredt i hele Tyskland. Medlemmerne i disse organisationer, var primært tidligere soldater fra 1. Verdenskrig og højreorienterede unge. Medlemmerne piskede ofte en fordrejet og forstørret antisemitisk stemning op og havde rabiate synspunkter. De deltog i starten af den nazistiske æra, ofte i gadekampe mod kommunisterne. I begyndelsen af 20-erne deltog disse "korps" i forhindringen og udslettelsen af flere venstreorienterede kupforsøg i Tyskland, samt senere, at bidrage til at "forsvare" de baltiske lande mod sovjetisk aggression. - 2). SS - Schutzstaffeln - organisationen blev grundlagt i 1925 som en eliteorganisation under NSDAP (National Socialistische Deutche Arbeiter Partei). Da Heinrich Himmler overtog kommandoen i 1929 havde organisationen kun 290 medlemmer, men senere i Det Tredje Rige, var antallet vokset til flere hundrede tusinde. SS var opdelt i tre grupper: Det "Almindelige" SS (Algemeine SS) - SS-Totenkopf, som var ansvarlig for bevogtning af KZ-Lejre og Waffen-SS (Våben-SS). SS kontrollerede politiet, Gestapo og Sicherheitdienst (SD). SS bidrog til "Den endelige løsning på jødespørgsmålet" i Europa. I 1934 lå antallet af medlemmer på ca. 10.000. SS havde også opgave med at arrangere sikkerheden for og især beskyttelsen af de nazistiske ledere.

Foto: Reinhard Heydrich. -- RSHA (Reich Sicherheits Haupt Amt) var Nazi-Tysklands centrale sikkerhedsmyndighed, der blev oprettet den 27. september 1939, med det formål at samle alle de tyske politiorganisationer under en samlet ledelse. Man kunne derved koordinere det nazistiske terror-system bedre under 2. Verdenskrig. Hovedkvarteret var beliggende på Prinz-Albrecht-Straße i Berlin. -- Grundlaget blev skabt af Heinrich Himmler, som den 17. juni 1936, samlede alle politiorganisationer i hele Tyskland, sådan, at han blev den øverste leder heraf. Han fortsatte den 26. juni, med at reorganiserede politiet i to organisationsgrupper: 1). Ordnungspolizei (ORPO), som bestod af det nationale uniformerede politi og det lokalbaserede politi. 2). Sicherheitspolizei (SIPO) som bestod af Gestapo (Geheime Stats Polizei) og KRIPO (Kriminalpolizei) og havde Reinhard Heydrich som leder af SIPO, Gestapo, KRIPO og SD (Sicherheits Dienst, som var en del af det samlede SS under Himmler). SS og SD bestod af det tidligere Hauptamt der Sicherheitspolizei og Sicherheitsdienst der Reichführer der SS. -- I september 1939, blev SD og SIPO (som bestod af Gestapo og KRIPO) samlet under ét kontor, RSHA, som blev lagt ind under Reinhard Heydrich's kontrol. Heydrich blev forfremmet til SS-Obergruppenführer und General der Polizei, den 24. september 1941, lige inden sin tiltrædelse i Protektoratet den 28. september 1941. -- SD blev etableret den 19. juli 1932 af Reinhard Heydrich, som ønskede at kontrollere alle medlemmerne af nazistpartiet NSDAP (National Socialistische Deutche Arbeiter Partei) via SD. Med tiden voksede SD sig til også at kontrollere alle typer af organisationer i det nazityske rige. Da RSHA blev oprettet med Reinhard Heydrich, som leder, kom han til at kontrollere alle nazi-statens undertrykkende politiorganisationer og var på den måde, en af nazitysklands mægtigste mænd efter Hitler, Himmler og Göring. Reinhard Heydrich var dog direkte underlagt SS-Reichfürer Heinrich Himmler. ---- SS blev oprettet i 1925, som en fanatisk eliteorganisation underlagt det daværende SA under Emil Röhm. Efter "de lange knives nat" den 30. juni 1934, hvor Röhm blev myrdet og hvor SS, med Himmler som leder, overtog SA. SS bestod herefter af Det Almindelige SS (Algemeine SS) og SD (Sicherheits Dienst). Desuden var der flere særlige underafdelinger af SS - F.eks. Totenkopfverbände (Dødningehovedforbundet), som blev en SS afdeling i 1934 og senere blev den organisation, som stod for ledelsen og bevogtningen af nazisternes KZ-lejre. Waffen-SS blev oprettet lige før krigen, som delvis modsvar til den almindelige tyske hær (Der Wehrmacht). Himmler havde store drømme om sit SS, som han ledede helt fra 1929 og frem til Nazi-tysklands endeligt i maj 1945. Waffen-SS blev en betydelig militær succes, set med tyske øjne og havde på et tidspunkt under krigen 40 divisioner under våben, heraf mange elitekorps - både på infanteriområdet, men især på panservåbenområdet (ca. 500.000 mand). Alle de mange nazistiske organisationer, militære som politimæssige, herunder også den almindelige tyske hær, Wehrmacht, bidrog til de uhyrlige masseudryddelser af millioner af mennesker i Europa - og så på kun 5-6 år! -- Efter Heydrich's død, blev RSHA ledet af Himmler personligt indtil 1943, da det blev overtaget af Ernst Kaltenbrunner. -- I februar 1944 blev en af SD-afdelingerne sat i spidsen for Abwehr (Efterretningstjenesten/kontraspionagen), som på den måde ophørte med at være en selvstændig afdeling. SD oprettede en afdeling i Prag i 1939 efter erobringen af Tjekkoslovakiet (SD-Leitabschnitt Prag). Fotoet viser Reinhard Heydrich ved en parade i Prag 1942 inden han blev likvideret den 27. maj samme år.

Reinhard Heydrich i forgrunden og Karl Hermann Frank (læs om denne psykopat og hans død ved fotoserien om ham, til sidst i fotoserien), stående til venstre, begge i en uskøn positur, heilende for en ideologi, som kun den grusomste djævel kunne have skabt!! Prag tidlig forår 1942. ---- I England følte Premierminister Chamberlain sig forrådt af nazisternes fremmarch og indså, at hans Appeasement-politik (eftergivelsespolitik) over for Hitler havde lidt skibbrud. Denne indsigt førte til en meget hårdere kurs over for nazisterne. Bl. a. gav han ordre til straks at mobilisere hele den Britiske Hær til krig. Frankrig gjorde det samme. Italien så sig udmanøvreret som et 2. rangs medlem af de førende lande i Europa, og startede som modsvar sin egen invasion af Albanien i april 1939. Tjekkoslovakiets præsident, Dr. Eduard Benes, flygtede den 22. oktober 1938 til London, hvor han dannede en eksil-regering. Da tyskerne omsider erobrede landet den 15. marts 1939, blev formanden for landets parlament, Emil Hácha, nødt til at indgive landets kapitulation til tyskerne. ---- Med tyskernes ankomst forandredes mange ting i Prag og i hele landet. Militæret blev frataget deres våben og hjemsendt. Kun 7.000 mand forblev let bevæbnede, men reduceret til rollen som ceremoni-garde. Aviser blev lukket og trafikken blev lagt om fra den hidtidige kørsel i venstre side af vejen til højrekørsel, som i resten af Tyskland. -- Den såkaldte ''vinterhjælp'' blev iværksat. Denne var en af tyskernes propagandaforsøg, som ikke virkede efter hensigten, der var, at verden skulle få opfattelsen af, at den tjekkoslovakiske regering havde ladet borgerne sulte, og at tyskerne kom som "frelsende engle" med suppekøkkener, hvorfra de uddelte gratis mad. Da forsøget ikke virkede, sendte tyskerne regningen for maden til den "tjekkiske regering". ---- Parlamentsformanden Emil Hácha var aldrende og en nedbrudt mand. Dette foranledigede den pro-nazistiske ekstremist Rudolf Gajda til at lave ballade i regeringen for at erobre magten, men end ikke tyskerne støttede ham, så kupforsøget slog fejl. Til gengæld fik det regeringen til at opløse alle partier og danne ''National Solidaritet'' for at stå stærkere samlet. ---- Hitlers øverste repræsentant i Tjekkoslovakiet/ Böhmen & Mähren var ''Reichsprotektoren''. Den første af disse var Konstantin von Neurath, som ankom den 5. april 1941. Forud for ham, var den ledende administrator ankommet, nemlig Karl Hermann Frank fra SS, som beholdt posten under hele besættelsen. -- Forud for Neuraths ankomst havde Frank beordret alle, specielt børnene, ud på gaderne som hyldest for den nye rigsprotektor. Hvis man ikke efterkom ordren ville det koste bøder, men her viste det tjekkiske folk en passiv modstand, idet de valgte at holde børnene hjemme i protest, og dermed foretrække bøder frem for at adlyde. ---- I det hele taget gjorde tjekkerne hvad de kunne for at drille og genere tyskerne. De praktiserede en passiv modstand i protest mod besættelsen. F.eks. ignorerede de Hitlers fødselsdag. -- Over sommeren 1941 strammedes grebet, enhver modstand straffedes hårdt. Det var strengt forbudt at støtte eller kontakte Eduard Benes' eksil-regering i London. Det var ligeledes forbudt at synge patriotiske sange, og der var dødsstraf for at besidde våben. ---- Hitlers invasion af Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938, var sidste advarsel til verdenssamfundet, inden tyskernes angreb på Polen, den 1. september 1939 og som udløste 2. verdenskrigs rædsler.

Den 27. september 1941, udsendte det Tjekkiske Presse Agentur nyheden om, at Reichprotektor Konstantin von Neurath var blevet "syg", og at erstatningen for ham, blev "Stedfortrædende" Reichprotektor, Reinhard Heydrich. ---- Grunden til denne udskiftning af leder var den nazistiske bekymring for fremtidens udvikling i Protektoratet. Ud over omfattende tjekkoslovakiske strejker og sabotage, som især plagede jernbanetransporten, var der også et øget antal åbne folkelige demonstrationer og modstandsaktioner mod besættelsesstyrkerne. Mellem den 14. og 21. september 1941, blev Protektoratet ramt af en presseboykot, hvilket blev opfattet fra tysk side, som en meget betydningsfuld protesthandling, der var organiseret med hjælp fra udenlandske radio-virksomheder (BBC o.a.). Adolf Hitler beskyldte Neurath for ikke at være hård nok mod de tjekkoslovakiske modstandstilkendegivelser. I et forsøg på at vende denne udvikling, besluttede Hitler sig for en radikal løsning. Konstantin von Neurath blev sendt væk for "at komme sig" og samme dag, ankom en flyvemaskine til Prag med Reinhard Heydrich ombord. Heydrich satte straks en plan i kraft, med det formål at ødelægge modstandsytringerne og sabotage- og modstandsangrebene i Tjekkoslovakiet og få landet "germaniseret". De overraskende elementer i denne interventionsplan, hvor hastighed og grusomhed, skulle gøre en afgørende forskel og have en stærk psykologisk effekt på befolkningen, blev allerede sat i værk den 27. september 1941 og betød, at frygt og rædsel for terror kastede sorte skygge over landet. Dagen efter, den 28. september 1941, indførte Heydrich en militær undtagelsestilstand for "Oberlandrats" (de regionale guvernører) i Prag, Brno, Moravská Ostrava, Olomouc, Kladno og Hradec Králové. Den militære undtagelsestilstand betød, at der kun var tre muligheder, når man blev anholdt: 1. Overgivet til Gestapo. 2. Forhørt og fængslet eller frigivet. 3. En skyldig domsafsigelser var = med henrettelse og død. Bestemmelserne i den militære undtagelsestilstand var uigenkaldelige, og man blev så vidt muligt henrettet samme dag, som man blev dømt. Sammen med nyheden om Heydrich's tiltrædelse i Protektoratet, frigav pressen den chokerende oplysning om arrestationen af Premierminister Elias. På fotoet ses SS-ledelsen i Prag fra højre: Den tyske Statssekretær i Protektoratet SS-Gruppenführer Karl Hermann Frank, i midten Reichprotektor SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich og til venstre SS-Obersturmbandführer Horst Böhme, som senere fik hovedrollen i iscenesættelsen af udslettelsen af landsbyen Lidice og Lezaky i juni 1942. ---- 3 djævle på rad og række! Se nedenfor, hvor fotoets tekst fortæller denne tyske krigsforbryder Böhme´s skæbne.

Reinhard Tristan Eugen Heydrich (Født 7. marts 1904 - død 4. juni 1942) var SS Obergruppenführer og General der Polizei, Chef Der Reich Sicherheitsdienst RSH, (Senere RSHA), herunder Gestapo, SD og Kripo, alle sammen Nazi politi organer og desuden Stedfortrædende Rigsprotektor for Böhmen og Mähren fra 28. september 1941 til sin død 4. juni 1942. ---- Adolf Hitler betragtede ham som en mulig efterfølger for sig selv. Da nazisterne flyttede hovedkvarteret for Interpol til Berlin i starten af 1942, blev han udnævnt til og fungerede som formand for den internationale retshåndhævende myndighed!! Heydrich var også iniativtager og formand for den berømte og uhyggelige Wannsee konference i april 1942, hvor man drøftede, besluttede og skitserede planerne for deportationen og udryddelsen af alle jøder i Tyskland og det øvrige Europa, med iværksættelse i de tysk-besatte områder. ---- Allerede den første dag i sit nye embede i Prag, den 28. september 1941, indførte han skrappere regler og love, herunder en militær undtagelsestilstand, som betød, at tyskerne kunne anholde, torturere og henrette hvem som helst de ville, ofte uden egentlig rettergang, en skueproces. Den lille modstandsbevægelse der eksisterede i Tjekkoslovakiet blev i løbet af få uger næsten tilintetgjort, mange af dens medlemmer blev anholdt, og en stor del af disse blev idømt dødsstraf. Det var ikke kun medlemmer af modstandsbevægelsen, der måtte lade livet, mange tidligere militærofficerer og intellektuelle blev også slået ihjel af nazisterne. De så nemlig på disse personer som de naturlige ledere af Tjekkoslovakiet, og derfor var de farlige for nazisterne og måtte ryddes af vejen. Polititerroren skulle ikke bare slå modstandsbevægelsen ned, den skulle også bane vejen for det, Heydrich så, som en af sine hovedopgaver, nemlig at gøre befolkningen mere "tyske"; det man kaldte "germaniseringen" af befolkningen i Tjekkoslovakiet. Heydrich anså tjekkoslovakkerne for at være gode arbejdere og intet andet. Derfor var det ikke nødvendigt med al for megen skolegang. Alle universiteter blev derfor lukket, og de studerende og lærerne blev sat til at arbejde på de forskellige fabrikker og, hvis man var heldig, på et kontor. ---- Heydrich havde 3 hovedopgaver: 1. Under-minere al modstand. - 2. Planer for ungdommen – at sørge for gode arbejdere til Det 3. Rige. - 3. Åbne vejen for germaniseringen af landet under og efter krigen (når den var vundet af tyskerne - forstås). ---- I Prag begyndte indflydelsen fra SS og Gestapo at vokse. Overalt blev indbyggerne mindet om det, blandt andet ved de blodrøde flag med det sorte "solsymbol", svastika hagekorset på, der hang fra alle betydningsfulde bygninger, også fra borgen Hradcany, som i dag er bolig for præsidenten og tidligere var det for de konger og fyrster der regerede landet. ---- Ligesom Heydrich havde store planer for hele landet, havde han det også for Prag. Den skulle være en af de ledende byer indenfor den nazistiske nye orden. ---- Allerede fra maj '41 blev tysk, det eneste sprog man måtte tale i Prag – altså et skridt på vejen til den germanisering Heydrich ønskede at gennemføre, da han overtog magten den 28. september 1941. ---- Heydrich blev den 27. maj 1942 angrebet af tjekkiske faldskærmsagenter udsendt fra England af den Tjekkoslovakiske eksilregering under Præsident Eduard Benes. For disse agenter, med hjælp fra den resterende lokale modstandsbevægelse, lykkedes det at ramme og såre Heydrich med en håndgranat i hans stabsbil i Liben-bydelen i Prag. Han døde lidt over en uge senere af komplikationer, som følge af sine kvæstelser. ---- Læs videre i de tekstafsnit, som er tilknyttet ved de adskillige andre fotos af "Den Blonde Djævel" og denne psykopat og hans gerninger. Lyt også til hans tale i det placerede link ovenfor i tekstafsnittet inden fotoserien om Prag og Tjekkoslovakiet.

Reinhard Heydrich og lidt om hans liv: I december 1930 mødtes Heydrich med Lina Mathilde von Osten (født 14. juni 1911 - død 14. august 1985). Hun var datter af Jürgen von Osten, en mindrebetydende tysk aristokrat. De blev gift den 26. december 1931 i Großenbrode. Parret fik fire børn: Klaus, født i 1933; Heider, født i 1934; Silke, født i 1939, og Marte, født kort efter sin fars død i juni 1942. I 1943 blev Klaus dræbt i en trafikulykke, hvor han blev kørt over af en lastbil. Lina Heydrich fik i 1944, deres søn Heider, som da var 9 år gammel, fjernet fra Hitlerjugend, af frygt for at han skulle få den samme skæbne som sin far og da det på det tidspunkt af krigen, blev en realitet, at Tyskland ville bruge børnesoldater. Heider, den ældste, overlevede krigen, sammen med sin mor og sine to søstre. ---- Ifølge historikeren Jaroslav Cvancara, havde Heydrich et ekstra barn med en elskerinde, en leder af BDM (Bund Deutche Mädel - Foreningen af Tyske Piger). ---- Tyskerne rejste et monument i Prag, til ære for Heydrich, efter hans død, som blev revet ned af tjekkerne i 1945. Efter at Heydrich var død, gav Hitler den højgravide Lina Heydrich, lov til at bo i Prag på residensen Panenske Brezany. ---- Heydrich's yngre bror Heinz Siegfried (født 29. september 1905 i Halle), var i første omgang en fanatisk nazist, men blev efterhånden desillusioneret over det der skete i Tyskland. Han blev selv involveret i at skaffe falske identitetspapirer til jøder og redde dem fra forfølgelse. Da hans aktiviteter blev afsløret af Gestapo, fik han valget mellem at begå selvmord, eller stå til regnskab ved en domstol (hvor han ville besudle familiens ære og få en dom, som betød henrettelse). Han skød sig selv den 19. november 1944. ---- I slutningen af krigen, vendte Heydrich´s enke Lina tilbage til øen Fehmarn med de overlevende børn. Hun ejede og drev et hotel og restaurant der. Den finske teater instruktør og digter Mauno Manninen (1915-1969) var en hyppig gæst på hotellet. Han fik medlidenhed med de vanskeligheder, hun oplevede kva hendes berygtede navn og tilbød at gifte sig med hende, for at hun kunne ændre det. De giftede sig i 1965, men boede ikke sammen. Hun døde i 1985 og bedyrede lige til det sidste, at hun ikke havde vidst noget om de grusomheder, som hendes første mand, Reinhard Heydrich havde begået. Lodret løgn - selvfølgelig vidste hun alt om det!

"SS - The Devils Engine Room" ("Djævlenes Maskin Rum"): Fra venstre - Karl Wolff - Reinhard Heydrich - Heinrich Himmler og Werner Lorenz. ---- Karl Friedrich Otto Wolff (13. maj 1900 - 17. juli 1984) var et højtstående medlem af SS og endte med den nazistiske rang af SS -Obergruppenführer og generalsekretær i Waffen-SS. Han blev chef for Reichsführer Heinrich Himmler´s personlige medarbejdere og forbindelsesofficer i SS til Adolf Hitler, indtil Wolff blev udskiftet i 1942 og i 1943 overtog den militære ledelse i Italien indtil krigens slutning, som skete der allerede den 2. maj 1945 på Wolff´s initiativ. Wolff var sandsynligvis "Himmler's øjne og ører" i Hitlers hovedkvarter. Her i centrum af magten, har han utvivlsomt været i stand til at være opmærksom på alle væsentlige begivenheder, eller let kunne få adgang til de relevante oplysninger. Ud fra de oplysninger, der passerede hans skrivebord, modtog Wolff kopier af alle breve, skrivelser og rapporter fra SS-officerer. På et tidspunkt, da hans SS-venner, var med i de omfattede organisatoriske opgaver af "Aktion Reinhard" (hævnmyrderierne i Polen og Rusland og i KZ-lejrene pga. Reinhard Heydrich´s likvidering), kan han ikke have undgået at vide om den holocaust, som nazisterne også påførte tjekkoslovakiet i denne "Aktion Reinhard". Wolff´s senere benægtelse af viden om Holocaust, kan ikke passe. Man kan dog måske antage, at hvis han kun fik kendskab til hændelser, som var enkeltstående og selvom de havde et detaljeret niveau, har han måske ikke haft adgang og viden til det samlede omfanget af de grusomheder, som det nazistiske regime praktiserede over hele Europa - især i den østlige del. Et eksempel, som måske kan antyde dette, er afviklingen og deportionen af Warszawa´s Ghetto´s befolkning, som resulterede i massive "flaskehalse" for jernbanetransporten. Her ringede Wolff bl.a. til den stedfortrædende Reich trafikminister Dr. Albert Ganzenmüller. I et senere brev han sendte til Ganzenmüller den 13. august 1942, takkede Wolff Ganzenmüller for hans bistand: "Jeg bemærker med særlig glæde din rapport, hvor der i 14 dage har været tog i gang dagligt, med transport af medlemmer af "det udvalgte folk" til Treblinka (ghetto- og jødebefolkningen i Warszawa)... Jeg har taget kontakt med de deltagende organisationer, således at en smidig gennemførelse af den samlede indsats er sikret". Men alene den omstendelige udtryksform, indikerer, at han godt vidste hvad man havde gang i. Han var SS-Obergruppenführer og med denne høje hirakiske position i SS, har han givetvis haft fuld adgang til at vide alt om Holocaust! -- Wolff blev arresteret den 13. maj 1945 af U. S. Army tropper (med løftet om, at han ville blive genforenet med sin familie), og blev fængslet i Schöneberg. Under Nürnbergprocessen, fik Wolff lov til at unddrage sig retsforfølgelse ved at levere beviser mod hans kolleger i SS/nazisterne, og blev derefter overdraget, i januar 1947, til det britiske militærfængsel i Minden. I 1947 blev han omfattet af den Vesttyske regerings denazifications-proces. Han blev sat i husarrest og efter at en tysk retssag, blev Wolff i november 1948 idømt fem års fængsel på grund af sit medlemskab af SS. Syv måneder senere, blev hans straf nedsat til fire år, og han blev løsladt! ---- Indtil han i 1962 bliver gen-arresteret, var det påstået, at Wolff havde arbejdet for CIA, samtidig med at det lykkedes at opbygge sin egen public relations-virksomhed. ---- I 1962 under retssagen i Israel mod Adolf Eichmann, viste dokumentationen, at Wolff havde arrangeret deportationen af italienske jøder i 1944. Wolff blev igen retsforfulgt i Vesttyskland og i 1964 blev han dømt for at udvise 300.000 jøder til Treblinka udryddelseslejren, deportationen af italienske jøder til Auschwitz, og massakren på italienske partisaner i Hviderusland. For disse forhold blev han idømt 15 års fængsel. Wolff udtjente kun en del af sin straf og blev løsladt i 1969, på grund af dårligt helbred. Han fik sine fulde borgerlige rettigheder genetableret i 1971. Trods sit "dårlige helbred", levede han helt til 17. juli 1984, inden han endelig døde! ---- Werner Lorenz blev efter krigen interneret i England et stykke tid, indtil han blev idømt 20 års fængsel, ved et af retsopgørene i Nürnberg den 10. marts 1948, på anklager for forbrydelser mod menneskeheden (Han var SS-chef for planerne for fordrivelsen af polakker og andre folkeslag fra deres hjem og byer, sådan at "etniske tyskere" kunne overtage disses ejendomme og værdier). Allerede i 1951 blev hans straf nedsat til 15 år, og så tidligt som i 1955 blev han løsladt! Siden levede han som en fri mand og døde i Hamburg i marts 1974 - 83 år gammel - Også han fik et langt og "godt" liv, trods hans andel i SS og den nazistiske Holocaust over Europa! Det oplevede alle hans ofre ikke og måske heller ikke deres børn!! - Hvordan kunne det gå til?? Man ser ham jo "på fersk gerning" sammen med de 3 andre massemordere på fotoet! ---- Heinrich Himmler. Som bl.a. chef for alle politienheder, var Himmler kun teknisk ansvarlig over for Wilhelm Frick, indenrigsministeren, for i praksis var han kun ansvarlig over for Hitler. Himmlers politi var uafhængige, og de adlød ikke landets love og forfulgte og terroriserede snarere borgerne end beskyttede dem i Det 3. Rige. Reinhard Heydrich´s hensynsløse effektivitet og kampberedthed i alle de embeder han besad i SS, gav ham øgenavnet "det blonde uhyre" og "Himmler's onde geni". ---- Heydrich og Himmler havde et mærkeligt, men praktisk samarbejde. Selv om Himmler var chef, var Heydrich den sande kraft bag SD (SicherheitsDienst) og Gestapo under SS. Selv om de personligt ikke brød sig om hinanden, dannede de to mænd et solidt partnerskab og blev en kraft, som alle i den nazistiske ledelse kunne regne med. Mens Heydrich´s evner aldrig blev draget i tvivl af over-og underordnede, betød hans arrogance og uforsonlighed, at han kun fik få tilhængere i partiet, hvor han undertiden bragte Himmler i forlegenhed og vanskeligheder, så denne som øverste chef, var nødt til at rydde op i de følger Heydrich afstedkom. Himmler mistede af og til tålmodigheden med Heydrich, når han følte sig manipuleret og misbrugt, så han undertiden kaldte heydrich for "Djengis Khan". Ved etableringen af Det 3. Rige, var det Heydrich, som hjalp Hitler og Himmler med at indsamle oplysninger om mange politiske modstandere, hvor han oparbejdede et omfattende registreringssystem og noteringer om enkeltpersoner og organisationer, som var imod partiet og regimet. Han menes at være skaberen af forfalskede dokumenter fra en russisk korrespondance med den tyske overkommando. Selv om det nu er kendt, at der også var en sammenfaldende russisk militær forfalskning af dokumenter igang, udført af russiske officerer. Men på det tidspunkt af krigen på Østfronten, var det en udbredt opfattelse, at forfalskningskomplottet var et led i Heydrich's aktioner mod russerne, hvilket betød en meget stor grad af prestige for Heydrich. ---- Han var også medvirkende til oprettelse af falske 'angreb' fra Polen mod de tyske grænseområder, hvorfra der på den landsdækkende radio ,blev rapporteret fra bl.a. Gleiwitz. Denne nedrige plan havde til formål, at give den nazistiske begrundelse, for deres angreb på Polen den 1. september 1939 og begyndelsen af 2. Verdenskrig med Englands og Frankrigs krigserklæring mod Tyskland den 3. september. Denne fortolkning af årsagerne til tyskernes angreb mod Polen, blev efter krigen afsløret af De Allierede efterforskere, da de begyndte at forske i de erobrede tyske dokumenter. ---- At nogen på dette foto overhovedet kunne gå fri for nogen betydelig straf, forstår jeg ikke - De ses da på billedet og taget på "fersk gerning"!

Fra Czernin Slottet, den 2. oktober 1941, holdt Reinhard Heydrich en tale til de ledende repræsentanter for besættelsesmagten i Tjekkoslovakiet. I talen fjernede han al tvivl om sine planer og mission: "Jeg må utvetydigt og med ubøjelig hårdhed, bringe borgerne i dette land, såvel tjekkoslovakiske som andre, til forståelse for, at der ikke er nogen der kommer uden om det faktum, at de er medlemmer af Das Reich (Det Tyske Rige) og som sådan skylder de troskab hertil ... Disse mine opgaver, er prioriteret og kræves af hensyn til krigen. Jeg vil have ro i sindet, velvidende, at alle tjekkoslovakiske arbejdere yder sit maksimum for den tyske krigindsats ... Dette omfatter, at den tjekkoslovakiske arbejder behandles - for at sige det helt ærligt - således at han kan gøre sit arbejde bedst muligt". - I en del af talen, hvor det handlede om den "endelige løsning", sagde han, at Protektoratets fremtid, skal én gang for alle, afgøres ved tysk beslutningskraft: "At være i stand til at træffe en beslutning om, hvem der er egnet til at blive "germaniseret". Jeg har brug for oversigt mht. folkets racesammensætning ... Vi har alle slags mennesker her, nogle af dem er fra en god race, med kvalitet og god dømmekraft. De vil være enkle at arbejde med, dem kan vi "germanisere". På den anden side har vi racemæssigt mindreværdige mennesker og, hvad der er værre, de udviser forkert adfærd. Disse vil vi smide ud. Der er masser af plads mod øst. Mellem disse to yderpunkter er der dem i midten, som vi er nødt til at undersøge grundigt. Vi har altså racemæssigt mindreværdige mennesker, men med god dømmekraft, så har vi racemæssige uacceptable folk med dårlig affærd. Hvad angår den første slags, skal vi genbosætte dem i Riget eller et andet sted, men vi er nødt til at være sikker på, at de ikke længere er en race, som vi er ligeglade med at udvikle på ... En gruppe er der fortsat, selv om disse mennesker er racemæssigt acceptable, med fjendtlighed i deres tankegang - det er den farligste gruppe, fordi det er en ledende race-ren klasse. Vi er nødt til at tænke gennem nøje, hvad vi skal gøre med dem. Vi kan flytte nogle af dem til Das Reich, placere dem i en rent tysk miljø, og derefter "germanisere" og genopdrage dem. Hvis dette ikke kan lykkes, skal vi stille dem op mod væggen"! ---- Straks efter sin ankomst i Prag begyndte Heydrich, at gennemføre sin idé om "den endelige løsning på det jødiske problem". En af hans første dekreter, dateret den 29. september 1941, berørte foranstaltninger mod tjekkoslovakiske jøder i blandende ægteskaber, tjekkoslovakker som var venner med jøder, og krav om lukninger af synagoger. Det fremgår blandt andet: "... Jødiske synagoger og steder med bøn, er ikke blevet brugt til religiøse formål i nogen tid. I stedet er de blevet centre for alle former for jødisk undergravende "virksomhed" og arnesteder for ulovlig skjult propaganda. Af denne grund har jeg beordret lukning af alle jødiske synagoger og bedesteder. Dette skal træde i kraft straks ... Visse tjekkoslovakiske kredse opfører sig på en meget venlig måde mod jøderne, især i den seneste tid. Det er hovedsageligt de tjekkoslovakiske "elementer", der forsøger at vise deres anti-tyske tænkning. Jeg har befalet, at statens politi, skal gribe ind mod tjekkoslovakkerne, som åbent demonstrere deres venskab med jøderne i gaderne og på offentlige steder - de skal varetægtsfængsles!". Denne foranstaltning blev skabt, fordi nogle tjekkoslovakker udviste støtte til jøderne, efter at alle jødiske borgere blev tvunget til at bære den gule Davidsstjerne fra september 1941. Nogle ikke-jøder var begyndt demonstrativt at bære davidsstjernen, således at de åbent viste deres støtte til jøderne. Samtidig indledte Heydrich forberedelserne til at etablere en jødisk ghetto i Theresienstadt ved Prag. Den tyske hær forlod området med den gamle borg, så tidligt som i oktober 1941. De første jødiske "beboere" (fanger), ankom til Theresienstadt den 24. november 1941. Fra 9. januar 1942, blev i alt 86.934 fanger sendt ud fra Theresienstadt til udryddelseslejre, oprettet i det tidligere polske område. Kun 3.097 overlevede, så de kunne opleve slutningen af krigen.

Tjekkisk nutidig offentlig bygning, i Prag, som under 2. Verdenskrig var hovedkvarter for GESTAPO. Her i Prag, planlagde og beordrede Heydrich, "Slagteren Fra Prag", alle sine forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og terror, som næsten ikke har set sin lige siden - ikke i den målestok, som han og nazisterne organiserede før og under krigen. -- Man skulle så tro, at forbrydelserne mod menneskeheden ville blive mindre, hvis man kunne få denne galning slået ihjel. Det lykkedes at få ram på Reinhard Heydrich den 27. maj 1942, med hans efterfølgende død den 4. juni. -- Tiden efter hans død og indtil krigen endelig sluttede, bevirkede ikke denne reducerede aktivitet - tvært imod hævnede nazisterne attantatet, på grusomste vis.... læs om alt dette, ved de mange næstfølgende fotos i dette omfattende foto- og historiemateriale. -- Efter mordet på Reinhard Heydrich, blev SS-Obergruppenführer og Politi-Generaloberst Kurt Daluege, fungerende stedfortrædende Protektor for Böhmen og Mähren. Det var Kurt Deluege, som sammen med Karl Hermann Frank, fik ordren til at organisere udslettelsen af landsbyerne Lidice og Lezaky ved Prag. -- Nogle historikere mener, at attentatet på Heydrich kom til at koste omkring 5.000 tjekkoslovakker livet. -- Spørgsmålet er så, om attentatet var ofrene værd? Jeg er tilbøjelig til at mene nej. Jeg mener ellers, at man burde have kunnet dræbe flere højtstående nazister under krigen - Men De Allierede turde ikke anvende den mulighed, hverken i Tjekkoslovakiet eller andre steder - netop fordi man frygtede nazisternes hensynsløse hævn mod det tjekkiske folk, jøderne og i de andre tysk besatte lande. -- Det levede nazisterne helt op til! Endvidere sendte det også et endegyldigt og knusende bevis på, at tyskerne var i stand til at gøre hvad som helst mod andre mennesker, som hævn, som terror og afskrækkelse. Mareridtet i Tjekkoslovakiet og bl.a. i de mange nazistiske KZ-lejre, bevirkede, at man fra allieret side, ikke turde røre andre nazister resten af krigen - det var kun de lokale modstandsbevægelser, som kunne gøre noget, når de fik træning hertil og våben/udstyr, bl.a. kastet ned med fly fra England. ---- Endelig kan man også antage, at tyskerne nu fandt det legitimt, at begynde at udrydde jøderne i Europa, på en meget mere intensiveret og organiseret måde i stor skala (iht. Heydrich og Wannsee-mødet i 1942, om jødernes udryddelse), tillige med at man alle steder i Europa blev mere og mere rabiate med terror og henrettelser mod befolkningerne, hvor jøderne dog stod i første række, efterfulgt af alle andre mennesker med en særlig religion, sygdom, politisk tilhørsforhold osv. Ondskaben havde ingen grænser for det nazistiske regime. ---- Efter Heydrich´s død fortsatte hans "højre hånd" Adolf Eichmann og andre nazister, med at føre Heydrich´s og Hitlers bestialske planer om udryddelse af jøderne videre - Han og hans organisation, organiserede togtransporter til de frygtelige udryddelseslejre i Østeuropa og Tyskland! Ligeledes også med Hitlers begrundelse for sit felttog mod Rusland - han ville besejre og udrydde "Bolchevismen" - så massehenrettelser af russere, baltere og polakker og vilkårlige drab, skete i stor stil gennem hele krigen, hvor tyskerne havde erobret disse lande. Mange af de tysk besatte lande, havde befolkningsgrupper, som støttede tyskerne mod russerne (baltiske lande, Ukraine, Hviderusland m.fl.) og medvirkede bla. derfor til myrderier og terror i "stor stil", mod deres egne landsmænd - især i Østeuropa, Polen, Ungarn, Lithauen, Rumænien, Balkan, Frankrig (Vichyfrankrig), Holland, Italien osv.

På hjørnet af bygningen, hvor Gestapo havde hovedkvarter, er der i dag en mindeplade for alle de lidelser, drab og folkemord, som tyskerne foretog i Tjekkoslovakiet under 2. Verdenskrig. Tysklands overtagelse af erobrede lande og områder, blev hurtigt organiseret af de dertil oprettede "Indsatsgrupper -Einsatzkommandos", som ad-hoc blev dannet af deres chef, Reinhard Heydrich. Disse Indsatsgrupper skulle hurtigt efter erobringen sikre offentlige bygninger, dokumenter og områdets administration. I sommeren 1938, hvor Tyskland var ved at forberede invasionen af Tjekkoslovakiet, blev indsatsgrupperne, som skulle organisere Tjekkoslovakiet, grundlagt. Hensigten var, at indsatsgrupperne skulle følge i kølvandet på den tyske hær, når de rykkede ind i Tjekkoslovakiet, for at sikre de offentlige kontorer og administration, herunder al dokumentation om borgerne i landet. I modsætning til de tidligere Einsatzkommandos, (anekteringen af Østrig), var indsatsgrupperne nu bevæbnet og havde tilladelse til frit at bruge bevæbningen, for at fuldføre deres mission, med at overtage al administration og kontorer, som tilhørte den tjekkoslovakiske stat. Indsatsgrupperne var aldrig en fast etableret organisation, men snarere ad hoc-enheder, som rekrutteredes primært fra egne rækker af SS, SD og forskellige tyske politi enheder, som Ordenspolitiet, Gendarmeriet, Kripo og Gestapo. ---- Her i denne bygning huserede bl.a. følgende tyske SS-mænd: Helmut Braun, Gestapo Prag og Benesov. -- Franz Brixel, Gestapo Prag og Kladno. -- Wilhelm Clemens, Gestapo Prag. -- Heinrich Faber, Gestapo Prag, Kladno og Mlada Boleslav. -- Josef Fabian, Gestapo Prag, Pankracfængslet. -- Johann Fischer, Gestapo Prag og KZ-lejren Terezin (Theresienstadt) i Prag 1942-1945. -- Johann Kortner, Gestapo Prag. -- Peter Krämer, Gestapo Prag. -- Eugen Nemitz, Gestapo Klatovy, KZ Terezin/Theresienstadt. -- Adolf Venecek, Gestapo Prag. -- Blodet driver ned af disse navne! Man må håbe, at alle fik en fortjent død i løbet af eller efter krigen!

En af de første og vigtigste ofre for massehenrettelserne, var regeringslederen og General Alois Eliás. - Jeg har nævnt ham tidligere ovenfor, ved de fotos, som omhandler tyskernes invasion i Tjekkoslovakiet. Efter hans ledende rolle i hærens forsvar af landet, blev han regeringsleder i marionet-regeringen i landet, efter tyskernes overtagelse. Eliás var født 7. marts 1890. Han havde tjent i de tjekkoslovakiske hærenheder, som soldat i både Rusland og Frankrig i løbet af 1. Verdenskrig og opnåede rang af general. I 1920-1921 blev han som ung general ,chef for forsvarsministeriets kontor og i 1921 - 1923 studerede han på The University of War Studies i Paris. Hjemvendt herfra havde han flere chefstillinger i den tjekkoslovakiske administration, herunder den fortsatte kontrol med nedrustnings- og afmilitariseringen af bl.a. Tyskland. 1931 - 1933 Kommandør af den 2. Infanteribrigade, 1933 - 1935 Kommandør af 3. Division. 1935 - 1938 Kommandør af 5. Korps og dernæst transportminister indtil den 27. april 1939, hvor han blev udnævnt til Premierminister i marionetregeringen, som blev dannet efter tyskernes erobring af Tjekkoslsovakiet den 15. marts 1939. Den første "regering", efter tyskernes erobring af landet og deres dannelse af Protektoratet Böhmen og Mähren, var kun af midlertidig karakter, fordi tjekkoslovakkerne kun betragtede den som en erstatning for Den 1. Tjekkoslovakiske Republik fra 1919. En udskiftning af den førnævnte regering blev drøftet i slutningen af april 1939. Statens Formand for Protektoratet Böhmen og Mähren ,Emil Hácha, mente at udnævnelsen af Alois Eliáš, var det bedste valg. Hácha håbede, at den popularitet, som Elias havde erhvervet i løbet af hans tidligere militære karriere, ville være gavnligt for Emil Hácha´s marionetregering under tysk overherredømme. Selv om det er noget tvivlsomt, har nogle historikere skrevet, at Hácha havde håbet, at Elias' tidligere kontakter med Reichsprotektor Konstantin von Neurath, kunne få denne til se det ønskelige i, at Elias blev den nye Premierminister i Protektoratet. ---- Det faldt i god jord hos den vege og konfliktsky Neurath og den 27. april 1939, blev Elias udnævnt til Premierminister. Elias tog ledelsen ud fra den overbevisning, at han kunne få en enestående mulighed for at hjælpe sit land. Under hans embedstid, samarbejdede han tæt med modstandsbevægelsen "Nationens Forsvar" og eksil-præsidenten Eduard Benes i London, i deres fælles kamp mod den nazistiske besættelsesmagt. Den 27. september 1941, en uge efter udnævnelsen af Reinhard Heydrich, som den nye stedfortrædende Reichsprotektor i stedet for Neurath, som mistede sine beføjelser, trådte Heydrich straks i karakter, allede den første dag i embedet. Han havde store planer med landet og ville starks have knust den tjekkoslovakiske modstand og få landet "germaniseret". Elias og mange hundrede andre militære og civile blev anholdt. Elias blev stillet for retten og dømt til døden. -- Efter at Heydrich blev likvideret (se fremad ved alle de andre fotos med tilhørende historie om Operation "Anthropoid") og nøjagtig på årsdagen et år senere, den 27. maj 1942, blev Elias henrettet på Kobylisy skydebanerne ved Prag, som en yderligere hævn for attentatet på Heydrich den dag. Tyskernes hævn var enormt omfattende og skånselsløs brutal og blodig! ---- Elias fik først en statslig begravelse med fuld udmærkelse den 7. maj 2006 og blev efterfølgende begravet på Vítkov kirkegården i Prag.

Foto af en af tyskernes vilkårlige henrettelser af formodede intellektuelle tjekkoslovakker (Universiteternes studerende, lærere og proffessorer, men også kunstnere og forfattere m.fl.). I de første uger efter den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet, der begyndte den 15. marts 1939, blev snesevis af højtstående tjekkiske militære officerer i modstandsbevægelsen Obrana Naroda ("Nationens Forsvar") fanget og sat i det berygtede fængsel Ploetzensee i Berlin. Her blev de henrettet op ad fængslets mure. I løbet af 2. Verdenskrig, blev mange tusinde tjekkoslovakker myrdet, da tyskerne udvidede listen over forbrydelser, som kunne straffes med døden. Ikke kun mord og højforræderi i landet, kunne straffes med døden - man fandt frem til 25 andre forhold, som nærmest pr. automatik førte til henrettelse af fangen. I Ploetzensee- og Pankracfængslet i Prag (Hvor de såkaldte "Folkets Domstole" i det besatte Tjekkoslovakiet, som tyskerne benævnte "Das Reich Protektorat Böhmen og Mähren - blev tusindvis af formodede modstandsfolk og deres familiemedlemmer og bekendte dømt til døden og henrettet. I andre fængsler og kz-lejre foregik der også dømninger og henrettelser. Oberst Josef Srstka, som gennem modstandsbevægelsen "Nationens Forsvar" (ON), havde hjulpet familier til de tjekkoslovakiske modstandsfolk og soldater, der kæmpede sammen med De Allierede, blev myrdet i Ploetzensee den 1. juni 1943, sammen med sin gode ven General Alois Machacik, den velhavende entreprenør Gustav Svoboda, og Vaclav Adam, en kaptajn fra det Tjekkoslovakiske Forsvarsministerium. Mere end 670 tjekkoslovakiske modstandsfolk blev myrdet i Ploetzensee, hvorfra deres friske lig rutinemæssigt blev leveret til nazistiske læger, hvor kroppene anvendtes til lægeforsøg og øveobjekter!! ---- Den første store manifestation af den tjekkoslovakiske modstand, fandt sted den 28. oktober 1939, med en massedemonstration, som førte til store slagsmål, kostede én livet og sårede mange. Denne demonstration blev anført af de tjekkoslovakiske studerende. ---- Hitlers reaktion på demonstrationen var udtalelsen om, at såfremt der var mere modstand, ville han jævne Prag med jorden. Derudover lukkede man alle højere læreanstalter i 3 år, og studenterlederne blev straffet. Hitler iværksatte ''Operation Albrecht'', som gik ud på, at omkring 2000 af de mest sandsynlige oprørere blev deporteret til KZ-Lejrene Dachau og Buchenwald, hvor de skulle tjene som gidsler for en fremtidig god opførsel i Protektoratet.

Fra de første dage af den tyske besættelse af landet, opstod der forskellige illegale organisationer, herunder den nok mest kendte organisation "Nationens Forsvar", som hovedsagelig bestod af tidligere soldater og officerer. Andre organisationer, politiske som intellektuelle dannedes også. Så tidligt som i marts 1939 opstod det første vigtige illegale blad "At Kæmpe!". Men de tyske sikkerhedsstyrker, SIPO, SD, Abwehr, Gestapo og SS, sad ikke med hænderne i skødet. Allerede den 25. august 1939, optrevlede Gestapo en efterretningsorganisation bestående af tidligere officerer i hæren under ledelse af Dr. Zdenek Schmoranz. En uge senere arresterede Gestapo 3.000 ledende personer i det tjekkoslovakiske offentlige og kulturelle liv (Operation "Albrecht I"). Den 28. oktober 1939, nedkæmpede de nazistiske sikkerhedsstyrker brutalt en demonstration, som var arrangeret på 30 års dagen for oprettelsen af Den 1. Tjekkoslovakiske Republik af 1919. Begravelsen af et af ofrene - Jan Opletal - udløste nye protester. Nazisterne fulgte dette op ved at udføre ni henrettelser af nogle studenterledere den 17. november 1939, og påbud om omgående lukning af alle tjekkoslovakiske universiteter. Omkring 1200 studerende blev deporteret til koncentrationslejre. Ved udgangen af 1939 og begyndelsen af 1940, rettede Gestapo et hårdt slag mod modstandsorganisationen "Nationens Forsvar", efterfulgt af massearrestationer. Ikke desto mindre, var modstandsfolk i begyndelsen af 1940, i stand til at danne den kommende førende modstandsorganisation ÚVOD, som bestod af flere politiske undergrupperinger, men som samarbejdede om den fælles fjende tyskerne og landets medløbere og forrædere (undtaget var den kommunistiske modstandsbevægelse, som opererede alene). ---- Blandt medlemmerne af "Nationens Forsvar", blev disse vigtige personer myrdet i Plötzensee: Oberst Josef Tacl (til venstre) og Kaptajn af 1. klasse Zdenek Tvrz, som tidligere var ledende medlemmer af den regionale kommando i "NF" i det østlige Böhmen.

Den nazistiske ledelse i Prag og Protektoratet: Karl Hermann Frank, SS-statssekretær i Protektoratet Böhmen og Mähren (anden person fra venstre), Reinhard Heydrich, fungerende Rigsprotektor for de 2 regioner (tredje fra venstre) og Heinrich Müller, chef for Gestapo (fjerde fra venstre), på et møde i Prag omkring 1941-42. Så megen ondskab på et så lille et område - Rummet må have lugtet og emmet af frygt og underdanighed fra de ansatte, mistænkelig vogten på hinandens hensigter og rænkespil, spytslikkeri, korporlig svedlugt, dårlig ånde, læderlugt, skosværte, mølpulver, barbervand, cigaretter og cigarer. Det eneste man nok ikke kunne lugte, var al det blod, som disse umenneskelige svin fik til at flyde overalt på Jorden. ---- Når der var ubehagelige ting på dagsordenen - og det ville der altid være, når så modbydelige mænd var samlet, var den daværende Rigsprotektor von Neurath fraværende. Han var en konfliktsky person, som altid sørgede for at være ude af protektoratet, når der skulle foregå ubehagelige ting. Han blev skiftet ud med Reinhard Heydrich den 27. september 1941, som den 27. maj 1942 blev likvideret med en håndgranat, kastet af en af de tjekkiske faldskærmsfolk fra England. Heydrich blev efterfulgt af Kurt Daluege og senere Wilhelm Frick. ---- Den 22. juni 1941 invaderede Hitler og tyskerne Rusland. Den pro forma indsatte Parlamentsformand Emil Hacha i Protektoratet, støttede denne aktion, da han var imod kommunismen, men eksilregeringen i London anført af Eduard Benes lavede en aftale med Rusland om den kommende efterkrigstid, når tyskerne var besejret, idet han anså faren fra tyskerne som større. ---- Fra oktober 1944 til maj 1945 gjorde tjekkoslovakkerne voldsomt oprør mod besættelsesmagten, kulminerende med det væbnede oprør den 4 . maj 1945. ---- USSR og USA kom tjekkerne til undsætning og befriede dem fra Tysklands besættelse den 8.- 11. maj 1945. Herefter henstod landet i et vakuum oven på den frygtelige krig og dens uhyggelige efterslæb af frygtelige opdagelser af tyskernes bestiale fremfærd i landet og det øvrige Europa. I februar 1948 blev kommunismen ved et kup indført i Tjekkoslovakiet, trods modstand fra store dele af folket. Det ene diktatur afløste det andet....

Prag sommeren 1937, før nazisterne invaderede landet og byen. ---- Fortsat fra forige foto.... Vigtigst for Nazisterne var altså våbenfabrikkerne i området. Det betød at de andre samfundsklasser blev overset eller ignoreret. Det gik især hårdt ud over middelklassen, der blev meget berørt af lukningen af mange middelstore virksomheder. De blev i stedet anvist arbejde som arbejdsmænd på en af de fabrikker tyskerne ønskede at holde i gang. I slutningen af krigen blev det dog værre for alle. En arbejdsuge på våbenfabrikkerne var i teorien 64 timer om ugen. Men rent faktisk arbejdede man 12 timer om dagen, 6 dage om ugen og dertil kom søndagsarbejde engang imellem. For eksempel skulle en arbejdsmand, der arbejdede i et af Prags yderområder, hjemmefra klokken 4 om morgenen for at komme hjem igen omkring klokken 22. Man kunne ikke bare skifte job, hvis man fandt noget der lå tættere på, dertil skulle man have sin arbejdsgivers samtykke, og det var ikke altid lige let. -- Rationerne blev også mindre i de sidste år af krigen, samtidig fik butikkerne og restauranterne færre og færre varer. Der er eksempler på restauranter, der genbrugte det, der blev tilovers på tallerkenerne, for at kunne servere for den næste gæst. Prags gader blev i denne periode fyldt med affald. Der var ikke arbejdskraft nok til også at fjerne skraldet. Hospitaler og andre offentlige bygninger samt folks lejligheder blev ikke varmet op - man skulle bruge de midler andre steder. Transportsystemet led også nød. Kun priviligerede grupper som f.eks. læger havde lov til at køre i privatbil. Benzinmanglen betød at busser og lastbiler kørte på kulos. -- I slutningen af '44 kom forbudet mod alle privatbiler og alle lagre af dæk blev fjernet af Nazisterne. Herefter blev cyklen det vigtigste transportmiddel for mange. Sporvognene kørte også stadigvæk. Det kunne dog være farligt at køre med den. Der var mange uheld på grund af manglende reservedele. -- Besættelsen betød, at staten fik en større rolle i den enkelte tjekkoslovaks liv. Man skulle have nye identitetskort og samtidig underskrive en erklæring om at man ikke var jøde eller sigøjner. Dette skulle man bevise med et stamtræ, der viste begge sæt bedsteforældre. Man skulle også registres for rationeringskort og arbejdsformidling. Efter mordet på Heydrich skulle alle husholdninger også have registreret alle medlemmer over 15 år. Rejsende skulle reportere til politiet inden 24 timer efter de ankom. -- Det var meget farligt at blive anholdt uden at have papirerne i orden. Under den værste periode var folk paniske for at have papirerne i orden og huske at have dem på sig. Havde men ikke orden i disse sager, betød det anholdelse og fængsling hos Gestapo, hvilket ofte medførte døden. Samtidig med registreringen og rationeringen kom køerne. Man skulle stå i kø for alt. Den sørgeligste kø af dem alle var nok den, hvor jøderne stod i kø for at blive registreret for deportation til Theresienstadt eller gaskamrene i Auschwitz-Birkenau. -- Sygdom fulgte også med krigen. De dårlige rationer og presset fra våbenfabrikkerne var en medvirkende faktor til dette. En anden medvirkende faktor var truslen fra Gestapo, og de folk/stikkere, de havde, til at spionere mod deres egne landsmænd. Dette betød, at man aldrig kunne vide sig helt sikker på, om noget af det man havde sagt, selv til venner eller familie, ville havne hos Gestapo. -- Tyskerne havde fra starten haft styr på alt kulturelt. Man havde en helt speciel afdeling til at tage sig af den tjekkoslovakiske kultur, som man i sidste ende ønskede at afskaffe, så der kunne blive plads til den tyske kultur i stedet for. Alt hvad der blev skrevet kom under skrap censur, ikke bare aviser men også bøger, musik og drama. Nazisterne opfordrede de intellektuelle til, at skrive om arbejderne i rosende toner, samt at give læserne en mundsmag på, hvad tiden efter krigen ville byde på, ånden af det nye Europa - tysk overherredømme. Da man ønskede at indføre den tyske kultur i stedet for den oprindelige tjekkoslovakiske, betød det, at man på teatrene rundt om i Prag hovedsageligt spillede tyske komponister og dramaer. Al denne "finkultur" betød dog intet for masserne. Især de unge ville hellere lytte til jazz, hvilket tyskerne ikke så på med milde øjne. Jazzen var nemlig skabt af dårlige racer - jøderne og negrene i USA. Dette mente man var et symbol på, at der var noget rivende galt i Amerika. -- En af de fornøjelser tjekkoslovakkerne satte mest pris på under krigen var sport. Især ishockey, hestevæddeløb og fodbold var populært. Men alt som krigen skred frem, blev det sværere og sværere at få tid til en hobby. Der blev også arrangeret sportskampe mellem tyske og tjekkiske hold. Dette blev bevidst brugt som propaganda fra tyskernes side. For at vise den ariske races overlegenhed, ordnede de det sådan, at det tyske hold aldrig tabte når publikum var til stede. -- For den største del af befolkningen var biografen midlet til at slippe væk fra virkeligheden. Før krigen havde den tjekkiske filmindustri været under en rivende udvikling. Dette havde tyskerne ingen intentioner om at stoppe. Man gav dog de tjekkiske filmfolk nogle retningslinier; eksempelvis måtte jøder ikke vises i positivt lys, man skulle også undgå alt antitysk. Tyskerne filmede også en del af deres egne propagandafilm i områderne omkring Prag - her var de fri for de allieredes bomber og kunne benytte sig af de gode tekniske faciliteter. -- Under det meste af krigen blev Prag sparet for bombninger og ødelæggelser. Men i maj 1945, blev byen dog udsat for intense tyske bombeangreb, for at stoppe det igangværende oprør. -- Den første bombning fandt sted den 15. november 1944. Det gik ud over et elektricitetsanlæg i en forstad til Prag. Pragerne tog det dog ikke særligt alvorligt, det var jo ikke den store katastrofe. Det var først da Mozartbroen i centrum af byen, blev bombet d.14. februar, at alvoren gik op for dem. Ved denne lejlighed blev en del bygninger nær broen bombet, heriblandt flere hospitaler og der var mange døde og sårede. Det viste sig senere at dette angreb var en misforståelse. Det var amerikanske flyvere, som var kommet ud af kurs, og om troede at de bombede den tyske by Dresden. -- Den 25. marts 1945 blev Prag udsat for en del industri-bombninger, som også medførte mange dødsfald, men alt i alt slap byen relativt ubeskadiget fra krigen.

Foto af den heilende tjekkoslovakiske "politiker" Emanuel Moravec, som under det tyske herredømme i Protektoratet Böhmen & Mähren fra 15. marts 1939 til 9/10. maj 1945, var den som havde den reelle magt i protektoratet, næst efter tyskerne og Reichprotektor Reinhard Heydrich, som overtog styringen i protektoratet den 27. september 1941. Moravec var vild med nazismen og i særdeleshed med Heydrich, som indsatte ham som "Undervisningsminister" i protektoretets marionet-regering i starten af 1942. -- Emanuel Moravec var født den 17. April 1893 i Prag. Han var ud af en småborgerlig forretningsfamilie. Han tog eksamen fra en teknisk skole i 1912. På dagen for udbruddet af 1. Verdenskrig den 28. juli 1914, blev han indkaldt til den østrig-ungarske hær, i hvis rækker han deltog i kampene om Galicien. I 1915 faldt Emanuel Moravec i russisk fangenskab. I Rusland anmodede han om russisk statsborgerskab, for at komme med tilbage som soldat i den russiske hær, sådan at han kunne komme tilbage til sit hjemland på den måde. Men det mislykkedes og i stedet meldte han sig til den 1. Serbisk Frivillige Division, hvor han gjorde tjeneste som maskingeværdelingsfører. I september 1916 blev han såret i Slaget ved Amzaci og efter behandlingen blev han i marts 1917, efter anmodning, inkluderet i en Tjekkoslovakisk hærenhed, som kæmpede mod Østrig/Ungarn. Han deltog i Slaget ved Zborova. I januar 1920 efter krigen, blev han gift med den 17 årige russiske pige Grigoryevna Beková. Da var han selv 27 år. -- Efter hjemkomsten til den nyoprettede stat Den 1. Republik Tjekkoslovakiet, blev han professionel soldat i den nyligt oprettede tjekkoslovakiske hær. Fra 1920 fungerede han som efterretningsofficer i det militære hovedkvarter i Uzhgorod. Fra 1923-1927 arbejdede han på det militære hovedkvarter i Prag. -- Fra 1931 underviste Emanuel Moravec på Prag´s Militærakademi. I 1932 blev han skilt fra sin første kone, med hvem han havde to børn (Igor og Georg). Samme år giftede han sig med Pavel Szondyovou, hvorefter de fik en søn Paul Emanuel. ---I trediverne støttede Emanuel Moravec åbent en politisk gruppe kaldet "Castle" (Borg), som tilhørte de demokratisk sindede politikere omkring Præsident Masaryk og politikeren Eduard Benes. Da Præsident Masaryk døde i 1937, udtalte Moravec ved militærparaden under begravelsen, at Masaryk havde ledet den 1. Republik Tjekkoslovakiet af 1919 med stor autoritet. Under München-krisen i efteråret 1938 var Emanuel Moravec modstander af den tjekkoslovakiske politiske kapitulation og tiltrædelse af München-aftalen omkring Tysklands anektering af det tjekkoslovakiske, men tyskdominerede Sudetenland. I sine foredrag og i sine artikler i pressen, opfordrede han til væbnet modstand mod Tyskland. Efter vedtagelsen af München-aftalen den 29/30. september 1938 (München-diktatet), hvor tyskerne ikke nøjedes med at annektere Sudeterlandet, men få dage efter aftalens underskrift, den 1. oktober, startede et storstilet militært angreb på Tjekkoslovakiet, fik Emanuel Moravec et dybt psykiske chok over dette udfald. Tyskerne kunne dog ikke i første omgang erobre Tjekkoslovakiet hen over efteråret og vinteren 1938/1939, men måtte samle nye militærstyrker og militærteknologi, for at erobre landet i deres offensiv fra 1. marts 1939 til 15. marts 1939, hvor Tjekkoslovakiet endelig blev besejret militært. Moravec blev da pludselig tilhænger af et samarbejde med Tyskland. Tyskerne opdelte landet i Protektoratet Böhmen & Mähren ("Den 2. Tjekkoslovakiske Republik") og marionetstaten "Tjekko-Slovakiet. Moravec blev som alle andre tjekker sendt hjem fra det tjekkoslovakiske militær og blev forbudt at offentliggøre sine taler og kronikker i medierne. Af den årsag overvejde Moravec, at emigrere til Costa Rica, som han dog ikke gjorde. -- Efter besættelsen af Tjekkoslovakiet, havde de tyske ledere fået øje på Moravec´s politiske potentiale, sådan at forstå, at hvis de kunne vikle ham ind i et "spin" af lokkende fordele for ham, kunne de måske bruge og udnytte hans frygt og frustration, sådan at han kunne blive manden, som ville være deres bedste aktiv og entusiastisk promotor for den nazistiske ideologi i landet. -- Deres plan lykkedes fint - Moravec samarbejdede med SD, Abwehr, Gestapo og andre tyske "herremænd", herunder med den reelle leder i protektoratet, Karl Hermann Frank og ikke den vege Reichprotektor Neurath. Ved ankomsten af "den stedfortrædende" nye Reichprotektor Reinhard Heydrich den 28. september 1941, besøgte Moravec ham personligt og svor troskab til det tyske rige. Emanuel Moravec besøgte også Heydrich´s familie. Moravec´s søn Igor tiltrådte SS og Georg gik ind i Hitlerjugend. Moravec´s tredje kone Jolana blev ansat i Gestapo. -- I 1941 blev han formand for et Kuratorium for obligatorisk uddannelse af unge mellem 10 og 18 år i Böhmen og Mähren (hjernevask af unge i den nazistiske ideologi /den tjekkiske udgave af "Hitlerjugend"). -- Da Moravec var en næsegrus beundrer af Reinhard Heydrich, blev han i 1942 medlem af protektoratets "regering", som "undervisningsminister". -- Efter likvideringen af Heydrich blev Moravec´s positioner i "regeringen" endnu stærkere. "Nikkedukken" Præsident Hacha og de andre i "regeringen", havde ikke mod til at modsætte sig Morave´s beslutninger. Han blev ofte citeret og fetteret i den tyskkontrolerede radio og skrev kronikker i aviserne, som ikke var frie medier mere. Han opfordrede borgerne til at samarbejde med tyskerne. Den tjekkoslovakiske eksil-regering i London, som lededes af den, i oktober 1938, flygtede Præsident Eduard Benes, rasede imod Moravec´s opførsel og udtalelser, som man med god grund mente, skadede Tjekkoslovakiet´s omdømme i udlandet. Man besluttede derfor, at sende 2 faldskærmsagenter til protektoratet, for at myrde Moravec. Til dette formål blev agentgruppen "Tin", med Ludvik Cupal og Jaroslav Svarc sendt af sted. -- Man havde også besluttet at myrde Reinhard Heydrich, via en anden gruppe faldskærmsagenter ("Anthropoid"). Da dette lykkedes og tyskernes efterfølgende brutale hævn over Tjekkoslovakiet, betød at landets modstandsbevægelse og agentgrupper stort set blev udryddet, resulterede det også i, at mission "Tin" også blev en fiasko, både fordi de 2 agenter kom til skade ved landingen med faldskærm, heraf Cupal med skader, som forhindrede ham i at deltage i nogen form for attentat, og fordi han blev dræbt for egen hånd under et skudopgør med Gestapo den 15. januar 1943. Den anden agent Svarc, blev ligeledes dræbt for egen hånd i krypten under kirken i Resslovagaden i Prag den 18. juni 1942, sammen med de 6 andre agenter, som havde være med til at få Heydrich likvideret den 27. maj (døde den 4. juni af sine sår). Angrebet på Moravec blev derfor aldrig gennemført. -- Moravec's yngste søn Georg døde i et bombeangreb og hans to andre sønner var savnet ved fronten og var antagelig døde. Da russerne stod lige uden for Prag den 8. maj 1945, startede tjekkernes opstand mod tyskerne den 4/5. maj. Moravec tog konsekvensen og skød sig den samme dag. -- Emanuel Moravec´s samarbejde med nazityskland blev et symbol for den frie verden, over en forræder, som samarbejdede med den nazistiske besættelsesmagt. Moravec´s forræderi er blevet sammenlignet med Norges berømte nazistiske samarbejdspartner, Vidkun Quisling. Moravec fik derfor også tilnavnet Den Tjekkiske Quisling. (læs lidt mere ved det næste foto).

Umiddelbart efter den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet den 15. marts 1939, sprang der en masse tjekkiske fascistiske og nazistiske grupper "ud af skabet" f.eks. "Det Nationale Fascistiske Fællesskab", "Flaget" og "National Genfødelse". Disse gruppers kampagner blev alle aktiveret i et forsøg på at vinde magt. Men tyskernes prioritet var at fastholde både freden i landet og en stabil i tyskvenlig samarbejdspolitik. Protektoratets "Regering" gjorde ihærdige anstrengelser for at skabe en illusion om uafhængighed i forhold til de øvrige tysk besatte lande i Europa. Så tidligt som 21. marts 1939 havde marionetpræsidenten Dr. Emil Hácha indsat et Forberedende Udvalg i Det Nationale Forbund, som var en nydannet samlende politisk organisation. Samtidig opløste han alle andre politiske partier! Dagsordenen for Det Nationale Forbund, var baseret på national enhed, social retfærdighed og den kristne moral - med andre ord, vilkår hvormed der frit kunne manipuleres. Ved at opnå etniske samhørighed, kunne nationen forsøge at opretholde enheden mod "besætterne" og deres bestræbelser på at "kvæle" bevægelsen. I sidste ende tiltrådte næsten alle de mandlige medlemmer af de før-München- aftalens politiske partier, herunder kommunisterne, Det Nationale Forbund. Kun jøderne blev forbudt at deltage i forbundet. Ved udgangen af 1939, havde Det Nationale Forbund, mere end 4 millioner tjekkiske medlemmer! Men nazisterne havde ingen interesse i en organisation med en klar tjekkisk nationalistisk dagsorden. -- Efter en reorganisering i 1940, hvorunder en ny strømning af aggressiv anti-semitisme, kombineret med et åbent samarbejde med tyskerne, begyndte en ny "dagsorden", at gøre sig gældende i Det Nationale Forbund. Men dens politiske indflydelse, blev ikke desto mindre, efterhånden kraftigt reduceret. -- I stedet trængte den fascistiske organisation, "Flaget" frem. Dens grundlag og "dagsorden", var afledt af principper i den tyske og italienske fascisme og blev et synonym for det officielle tjekkiske samarbejde med tyskerne. Nazisternes hensigt med denne nationalfacistiske organisation, var at få den til, at fungere som en forstyrrende enhed, i det "politiske liv" i protektoratet og via "Flagets" virke, at fremme pro-tyske principper fra den tyske og italienske fascisme. Men "Flaget" nåede aldrig niveauet for politisk indflydelse, som deres medlemmer havde håbet på. -- For tyskerne udvikledes der dog et aktivt vigtigt samarbejde mellem "Flaget" og Gestapo. Et efterretningssamarbejde blev oprettet for direkte samarbejde mellem "Flaget" og Gestapo. "Flagets" ledelse beordrede alle sine medlemmer til at informere om jøder, kommunister, tilhængere af Benes, modstandsmedlemmer, ulovlig og skjult propaganda osv.

En ekstremt selvhævdende, national-facistisk og aktivistisk bevægelse i det tjekkiske samfund, opstod kort efter besættelsen, der sammen med de nye strømninger i det oprettede "Det Nationale Forbund", hurtigt førte til, at det meste af det tjekkoslovakiske samfund, på alle planer, indledte samarbejde med de nye tyske magthavere. Militæret afskaffedes, kun en parade-enhed fik lov at eksistere, politi- og gendarmtjenesten i landet samarbejdede med tyskerne, retsvæsen og domstole ligeså, medier og aviser talte tyskerne sag, mere eller mindre, telegraf- og tele- og postvæsen kunne man ikke stole på. Politiske partier blev afskaffet og kun én organisation blev grundlag for "regeringen", under det tyske herredømme. Sprog og kultur blev ensrettet, tysk skulle tales og skrives i mange sammenhænge. Universiteterne blev lukket, forsamlingsfriheden forsvandt - og ikke mindst var og blev mange sympatisører, med den nazistiske strømning i landet - så forræderi og stikkervirksomhed, kom hurtigt til at præge hverdagen for tjekkoslovakkerne - væggene havde ører - nid og nag gennem generationer mellem folk og familier blev hævnet i stigende grad - jøderne i landet mistede arbejde, position, deres virksomheder, borgerrettigheder, blev forfulgt og deporteret og myrdet, sådan, at der efter krigen ikke var mange tjekkoslovakiske jøder tilbage, som kunne vende tilbage. Vilkårlige anholdelse og vold, terror og henrettelser var dagens orden, især da Reinhard Heydrich kom til magten den 28. september 1941 - og endnu mere efter, at han blev likvideret og døde den 4. juni 1942. Det der kom til at overgå tjekkoslovakkerne derefter og i resten af krigen, var frygteligt og i dag stadigt uhyggeligt at tænke på. Det var derfor overordentligt svært for alle de tjekkoslovakker, som ønskede at kæmpe imod Tyskland, besættelsesmagten og deres egne forræderiske dele af befolkningen. Men alligevel bidrog landets modstandsevne til, at tyskerne aldrig helt fik dem knust og altid måtte binde store militærstyrker, politi og kontroladministration, for at holde Tjekkoslovakkerne i ave. Tjekkoslovakkerne kæmpede ligeledes i tusindtal i De Allieredes styrker, til lands, i luften og på havet. Befolkningens uforsonlige selvopholdelsesdrift var og er enestående, omend, at denne vej kom til at koste dem alle meget, meget dyrt, i blod og tårer. -- For at komme så vidt og blive et frit land igen, efter det tyske åg (for så 2-3 år efter at komme under det kommunistiske og russiske åg, desværre), måtte man bekæmpe sine egne "Dæmoner" i landet, i form af f.eks. disse facistiske, nazistiske og ekstreme nationalistiske organisationer, der havde medlemmer fra alle samfundslag. Den mest kendte organisation var den i 1930 oprettede "De Böhmiske og Mähren Fascister, som i 1939, dannede en ny bevægelse, kaldet "Den Tjekkiske Sammenslutning Til National Samling" - også kendt som "Flaget". Organisationen kopierede de tilsvarende uniformerede organisationer i Tyskland som SA, SS og som blev protektorates "SA" eller SS, under navnet "Svatopluk's Guards" (SG). "Flagets" leder, Josef (Jan) Rys-Rozsévac, kopierede de tyske nazistiske ledere efter bedste evne!

Jan Rys-Rozsévac (født 1. november 1901 i Bílsko u Horic), var en tjekkoslovakisk journalist og politiker og leder af den fascistiske organisation "Vlajka" ("Flaget"). Jan Rozsévac studerede medicin på et universitet, men blev aldrig færdig med sine studier. I 1936 blev han optaget i organisationen "Vlajka" "Flaget", som oprindelig var en nationalistisk organisation, grundlagt i 1930. På det tidspunkt brugte han peudonymet Jan Rys, med hvilket navn han udgav bøger, som disse: "Židozednárství - metla lidstva", Jødisk Frimureri - Menneskehedens Svøbe, i 1938 og "Hilsneriáda en TGM", Med Hilsen fra Tomáš Masaryk, i 1939, (Masaryk var Den 1. Republik Tjekkoslovakiet af 1919´s mest berømte og respekterede præsident, som døde i 1937). Efter München-aftalen i 1938, blev "Vlajka" ("Flaget") officielt opløst, og Rys-Rozsévac fængslet. Han blev løsladt lige før Tjekkoslovakiet blev erobret og besat (15. marts 1939), hvor han blev leder af det genopståede "Vlajka". Rys-Rozsévac forsøgte at etablere en mægtig fascistisk organisation og hjalp med at flytte "Vlajka" ("Flaget") fra den traditionelle anti-tyske chauvinisme, til at samarbejde med Nazisterne og Gestapo. I løbet af 1939 - 1940 organisereede "Vlajka" massemøder mod politikere, som havde deres grundlag i Den Første Tjekkoslovakiske Republik, repræsenteret ved Thomas Masaryk og Dr. Eduard Beneš. Den tyske ledelse, nazisterne og det tyske erhvervsliv, repræsenteret ved de store tyske industi- og kemikalievirksomher, besluttede i stedet at støtte den gruppe af samarbejdspartnere, som befandt sig rundt om Emanuel Moravec, som var Jan Rys-Rozsévac´s politiske konkurrent. På grund af konstante propaganda aktiviteter og angreb på Moravec, blev "Vlajka" igen opløst i slutningen af 1942 og lederne, herunder Rys-Rozsévac, blev sendt som privilegerede fanger til KZ-Lejren Dachau og overført til Tyrol ved slutningen af krigen, hvor han blev befriet i begyndelsen af maj 1945. ---- Efter krigen blev Rys-Rozsévac og tre af hans kollegaer fra "Vlajka", Josef Burda, Jaroslav Cermak og Otakar Polívka, dømt til døden, sammen med flere andre, som blev idømt langvarige fængselsstraffe. Jan Rys-Rozsévac blev hængt i Pankrác Fængslet i Prag den 27. juni 1946.

Efter at den afgørende invasion af tyskerne i marts 1939, forlod tusindvis af unge mænd landet, for at blive optaget i de tjekkoslovakiske væbnede styrker i udlandet, ligesom man havde gjort det i de første år af 1. Verdenskrig, hvor mange ikke ville tjene under det Østrig-Ungarske Kejserrige og hermed komme i alliance med Kejserriget Tyskland. Den første militære gruppe af denne art, blev dannet i Krakow, Polen så tidligt som 30. april 1939. De fleste i den tjekkoslovakiske hær, krydsede dog kun grænsen til Polen, for at fortsætte deres rejse til Frankrig. Cirka 348.000 tjekkoslovakiske og 3.500 sovjetiske tropper flygtede til deres tidligere fjende Polen, (der havde erklæret sig neutrale, efter at have erobret deres territoriale krav i Tjekkoslovakiet), der siden slutningen af februar 1939, havde taget imod de mange civile flygtninge og flygtende soldater. Andre 4.000 tjekkoslovaksike soldater lykkedes det, at flygte til deres neutrale allierede Rumænien. De fleste fandt efterhånden vej via Grækenland, Cypern og Syrien/Mellemøsten til Frankrig eller England. Skæbnen for de resterende er fortsat ukendt. Men i Frankrig var det ulovligt i fredstid, at danne militære enheder, bestående af udlændinge. De tjekkoslovakiske frivillige havde derfor ingen anden mulighed, end at tilslutte sig Den Franske Fremmedlegion, på den betingelse, at hvis krigen brød ud, skulle de kunne blive frigivet, for at tjene i den tjekkoslovakiske hær uden for hjemlandet. Og det var netop hvad der skete. Allerede i september 1939 oprettede den franske regering Den 1. Infanteribataljon af De Tjekkoslovakiske Væbnede Styrker i Udlandet i byen Agde, Sydfrankrig. Den 6. oktober 1939, blev bataljonen udvidet til et regiment, og en måned senere, var Det 2. Infanteriregiment dannet af flere frivillige nyankomne. Den 5. januar 1940 blev Den 1. Tjekkoslovakiske Division oprettet i Agde, med en styrke på 11.495 mand ved udgangen maj 1940. Af disse var 3.326 frivillige fra hjemlandet og 8.169 var andre udlændinge, polakker, ungarer og andre. I midten af juni 1940, hvor Frankrigs situation var ved at blive kritisk i Nordfrankrig, kæmpede over 5000 soldater fra den tjekkoslovakiske infanteridivision mod tyskerne, sammen med de franske styrker. De tjekkoslovakiske soldater viste stort mod og kampvilje og gjorde deres pligt over for hjemlandet med stor ære, selv i kritiske situationer, (læs nedenfor ved de mange fotos af de faldskærmsagenter, som på baggrund af deres deltagelse i den tjekkoslovakiske infanteridivision, blev uddannet og sendt til hjemlandet på sabotage- og likvideringmissioner).

Fotoet viser en række commandosoldat-kandidater under uddannelse på det første kursus SOE/STS 25, i eftersommeren 1941. Fjerde mand fra venstre er Frantisek Pavelka, som blev den første agent, som blev kastet ned i Tjekkoslovakiet med faldskærm den 3. oktober 1941. Hans mission havde kodenavnet "Procent". På fotoet kan man også se andre af de agenter, som senere blev nedkastet i forskellige missioner: Josef Gabcik (nr.3 fra højre), som likviderede Reinhard Heydrich i Prag, Zemek (yderst til højre) og Zapetal (nr. 2 fra venstre). Læs mere om disse mænds skæbne ved hvert foto af dem fremad i fotoserien. Det engelske SOE (Special Operation Executive) dannede i samarbejde med den tjekkoslovakiske eksil-regering og dennes efterretningstjeneste, et commando/agent uddannelsescenter STS 25, som bl.a. var beliggende i Garramor og Camusdarrach i Skotland. Commando/agentkurset varede i fire uger for hvert hold på 20 mand. De lærte faldskærmsudspring, den grund-læggende teori og praksis med overfald og kamp, og blev skolet i at håndtere kritiske situationer. Formålet med uddannelsen var også at opnå en bedre fysisk og psykiske udholdenhed. Kurset var usædvanligt krævende med megen fysisk konditionstræning, nærkamp mand-til-mand, brug af sprængstoffer, radio-telegrafi-uddannelse, indsamling af efterretninger m.m. Den 20. oktober 1941, blev kurset flyttet til Station XVII i Brickendonbury Manor, i nærheden af London, hvor man var endnu bedre og specialiseret i disse uddannelser. Her fortsatte mændene deres praktiske øvelser i håndtering af sprængstoffer, lærte at skabe alle former for eksplosive bombefælder på veje, jernbaner og i huse. De lærte at bruge trykmekaniske, kemiske og elektriske sikringer til bombeantændelse. Topografiske færdigheder og kortlæsning indgik også i uddannelsen. ---- Jan Kubis på fotoet, kom fra Trebic distriktet i provinsen Mähren i Tjekkoslovakiet og var 29 år gammel i 1942. Hans bedste ven og kampfælle i den kommende mission "Anthropoid" (likvideringen af Reinhard Heydrich i Prag) Josef Gabcik, var tidligere låsesmed i hjemlandet. Begge var sergenter i den tjekkoslovakiske eksil-hær, og havde nået til Frankrig via Polen, efter at tyskerne havde erobret deres land i marts 1939. Her var de begge optaget i Fremmedlegionen og senere kæmpede de i Frankrig, indtil den store evakuering fra Dunkirk, ved den fransk kanalkyst til England, i de kaotiske dage i juni 1940. Jan Kubis var især kendt for sin ekspertise med sprængstoffer. Venskabet under uddannelsen i England, førte ofte til, at de var gæster hos en engelsk familie ved navn Ellison i byen Ightfield, Shropshire. Josef Gabcik fik sig her en engelsk kæreste, Lorna Ellison. -- Efter krigen etablerede byens Menighedsråd en mindeplade på byens krigsmindemærke, så man ville huske navnene på disse to modige mænd. Ightfield blev for de 2 mænd, det sted, som de skulle "hjem" til, mens de var i England. -- Omkostningerne var absolut ultimative for næsten alle de mange tjekkoslovakiske mænd, som deltog i uddannelsen til agenter. De blev alle dræbt og alle dem du kan se på billedet mistede livet i Tjekkoslovakiets frihedskamp. Desuden blev mange af disse mænds familier også myrdet af tyskerne, når de fandt ud af, at familierne havde mænd i De Allieredes styrker. En af de Tjekkoslovakiske instruktører på kurserne, Rudolf Rhubec, mistede alle sine familiemedlemmer, som blev henrettet i byen Luby nær Klatovy den 2. juli 1942, bare fordi han var i De Allieredes styrker. Rhubec selv mistede livet den 9. september 1944, da det fly han var med i, som agent i Operation Silica, styrtede ned i et bjerg i det nordlige Italien. Tjekkoslovakiets frihedskamp mod nazisterne var særdeles blodig og krævede ufattelige tab og ulykker for både aktørerne og familierne, bekendte og andre, ofte helt uskyldige mennesker. Tyskernes og nazisternes "blodrus" i Tjekkoslovakiet, vil man aldrig glemme der i landet!!

Frantisek Pavelka blev født 29. november 1920 i Breclav. I 1939 studerede han filosofi på Masryk universitetet i byen Brno. Efter tyskernes erobring af landet i marts 1939 og lukningen af de tjekkiske universiteter, undgik han at blive arresteret, fængslet og dræbt af tyskerne, som mange andre studerende blev ofre for. Han fik ansættelse på det telegrafiske kontor i Brno og i marts 1940 flygtede han over den ungarske grænse og tog videre gennem Jugoslavien og nåede til Frankrig, hvor han straks, som mange andre tjekker, blev optaget i de tjekkiske hærenheder, som kæmpede sammen med De Allierede mod tyskerne i Nordfrankrig, foråret 1940. Der var her tale om den 1. Tjekkoslovakiske Division i Agde. I maj/juni 1940, da Frankrig faldt og det engelske ekspeditionskorps og mange franske styrker, sammen med mange andre landes soldater, måtte evakueres fra Dunquerke (Dunkirk), kom Pavelka med til England. Her blev han optaget i den tjekkiske kommunikationsenhed i 2. Batalion. I juli 1941 gennemgik han træningsforløbet som faldskærmssoldat med speciale i kommando/agentvirksomhed under SOE uddannelsescenteret STS 25 i Skotland. Han fik ud over træning i faldskærmsudspring, intensiv træning i telegraf- og radiosending, sabotage m.m., som var nødvendigt for udførelsen af de kommende agent- og sabotagemissioner. Han blev udtaget som den agent, der skulle nedkastes med faldskærm i Tjekkoslovakiet i den første mission der, med kodenavnet Operation "Procent", hvis formål primært var, at genskabe kontakten til den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse, som var gået tabt i de første dage af oktober 1941. Han skulle kontakte og levere instrukser fra eksilpræsidenten Dr. Eduard Benes og General Ingr, og medføre radiomateriel og krypteringsnøgler, så man igen kunne sende og modtage radiomeddelelser til London og den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste. Uddannelsen og missionen var en del af den hjælp, som den engelske efterretningstjeneste SOE hjalp den tjekkoslovakiske eksilregering med.

Om aftenen den 3. oktober 1941 blev den færdiguddannede faldskærmsagent, Frantisek Pavelka, kørt til lufthavnen Tangmere, i det britiske grevskab Sussex. Efter et godt aftensmåltid kørte man ham til en hangar i lufthavnen. Her blev han instrueret af flyveleder Jaroslava Šustr, i alt omkring de praktiske og operationelle forhold vedrørende flyvningen, faldskærmsnedkastningen i sit hjemland. Han fik udleveret sit udstyr, som var nødvendigt, for at kunne klare sine opgaver i Protektoratet. -- Endelig lettede flyet, et 2-motores ombygget let bombefly Armstrong Whitworth Whitley IIA, fløjet af den tjekkiske pilot Leo Anderle, sammen med sine fire besætningsmedlemmer, fra lufthavnen. -- Efter at have nået flyvehøjden på 10.000 fod (ca. 3,5 km.), lod piloten Leo Anderle sit fly sætte næsen mod det besatte Europa. To Hawker Hurricane jagerfly fulgte flyet, men returnerede over den Engelske Kanal. Whitleyflyet passerede den franske kyst og tog kurs mod luftrummet over den tyske by Darmstadt. Turen gik uden større problemer, kun to gange blev der skudt med antiluftskyts mod flyet og takket være dårligt vejr undgik man de tyske nat-jagere. Det medførte dog også, at navigationen og indflyvningen til luftrummet, hvor Pavelka, skulle springe i sin faldskærm, ikke gik som planlagt. Han måtte gøre sig klar til at springe ud ca. 35 km. fra det planlagte sted. Flyvelederen Sustr åbnede mandehullet i flyets gulv og man ventede nu bare på, at den grønne signallampe skulle blive tændt af piloten. Da det grønne signal tændtes, tøvede Pavelka ikke, men lod sig, fra sin siddende plads i hullet, kaste ud i den kolde sorte nat over byen Koudelov nær Cáslav, nord for Prag. Efter ham blev containeren med hans udstyr også kastet ud med sin faldskærm. Heri lå nye radio-krystaller til de radioapparater, som allerede befandt sig hos modstandsbevægelsen i Tjekkoslovakiet, desuden nye telegrafnøgler og en krypteringsnøgle. Pavelka var også udstyret med en radiosender, en model Mark III, som han skulle bruge til at opretholde kommunikationen med efterretningsledelsen i London. -- Ud over hans førnævnte opgaver, skulle han hjælpe til med at organisere modstandsbevægelsen og få skabt et netværk af hjælpere for de fremtidige planlagte nedkastninger af andre agenter og deres missioner. -- Selv om Pavelka landede 35 km. fra den planlagte "drop zone", som var nær byen Nasavrky, var han i stand til at etablere kontakt med modstandsbevægelsen på den alternative adresse Václav Dolezal i Nasavrky, den 4. oktober 1941. Med sig havde han også en strømforsyning til radiosenderen med kodenavnet SPARTA I. Faldskærmsspringet blev ikke opdaget af tyskerne og gik helt uden problemer og han begav sig på vej til den nærliggende landsby, da han opdagede, at han kendte området som sin hjemstavn og vidste hvor han skulle sætte kursen imod. Det var hans held, at han blev nedkastet et forkert sted, ikke nok med, at han kendte området, men hvis han havde landet på det planlagte sted, ville Gestapo have ventet på ham! Ifølge efterkrigstidens vidneudsagn fra Louis Schultz, som var medlem af Gestapo´s kontorer i byen Pardubice, var nedkastningen af en faldskærmsagent, kendt på forhånd af Gestapo, som sammen med tysk politi og tjekkiske gendarmer bevogtede markerne omkring byen Nasavrk den nat. Men heldigvis måtte de vente forgæves. Men næste eftermiddag, kunne luftmeldetjenesten fra Luftwaffe (Luftnachtrichtenabteilung), meddele, at et enligt fly havde overfløjet og ændret sin hastighed og højde over Koudelov nær Cáslav, for dernæst at vende om og sætte kursen mod vest og tilbage til England. Man kunne oplyse, at flyet var en bombemaskinetype, men at der ikke blev foretaget noget bombeangreb i området. Gestapo indså, at det var "deres" ventede fly og de skyndte sig straks, mod det nye område, som man nu vidste var der hvor agenten var blevet nedkastet. Det vidste Pavelka ikke noget om, men han havde også lige forladt området, hvor tyskerne nu ville lede. Han vidste heller ikke, at det planlagte aflednings luftangreb på Pardubice hovedbanegård, som skulle skjule hans faldskærmsnedkastning over det "sikre nedkastningssted" ved Nasavrk, blev annuleret pga. det dårlige flyvevejr for de engelske bombefly. Så det var meget heldige tilfældigheder, som betød, at Korporal Frantisek Pavelka undslap Gestapo. Men hans held løb hurtigt ude i løbet af denne oktober i 1941.

I byen Koudelová fik han i den lokale gård, kontakt til Francis Grada, Antonina og Frantisek Kalina. De gemte ham og udrustningen på gården. Pavelka skrev en rapport om sin landing og ankomst til Antonin Krejci, som afleverede den i den lokale sparekasse, hvor modstandsmanden Francis Bursa fik rapporten. Han informerede et andet medlem af gruppen, Rudolf Michalka, som skulle modtage Pavelka om eftermiddagen. Han kom så til at bo hos Michalek og den 6. oktober tog de til Prag. (Befolkningen i området omkring byen Nasavrcko havde stærke nationale og patriotiske følelser og deltog på eksemplarisk måde med bred opbakning i hjælpen til de faldskærmsagenter og modstandsfolk, som kom til området, under hele besættelsen). Pavelka havde straks samme dag i Prag møde med ingeniør Friedl, juristen Dr. Bondy og Churavy, som modtog noget af det forskellige radioudstyr, som Pavelka havde med. -- Desværre skete der samtidigt med Pavelka´s ankomst til Prag, den 6. oktober, et meget hårdt tilbageslag for modstandsbevægelsen i Tjekkoslovakiet, da det for Gestapo, lykkedes at optrevle og arrestere det største antal modstandsmedlemmer nogensinde i landet. Radiosenderen med kodenavnet SPARTA I, i byen Jinonice, blev på tragisk vis, samme aften den 6. oktober afsløret af Gestapo´s radiopejlings- og eftersøgningshold, som derved fik kendskab til hele organisationen og Operation "Procent". Konsekvensen var bl.a. at modstandsbevægelsen helt mistede kontakten med London og Operation "Procent" blev en fiasko. Opdagelsen af senderen førte til masseanholdelser af ledende repræsentanter for modstandsbevægelsen. Gestapo iværksatte nu barske afhøringer, som satte efterforskerne på sporet af mange flere modstandsfolk, som allerede længe havde været under overvågning. Om aftenen den 9. oktober blev oberst Churavy fanget og udsat for brutale forhør, hvilket også førte til omfattende anholdelser i PVVZ, en anden modstandsgruppe med basis i Prag og det østlige Böhmen. Den 18. oktober blev ingeniør Friedl anholdt og den 20. oktober blev Charles Bondy, Frantisek Bursa og Rudolf Michalka også arresteret. Ransagningen hos Bursa gav Gestapo uventet fangst, nemlig den rapport, som Pavelka sendte efter sin landing. Allerede efter en overfladisk gennemgang af rapporten, forstod Gestapo, at de havde fat i oplysninger af uvurderlig værdi. Forhørerne af Bursa og Michalka fortalte Gestapo, at rapporten var underskrevet af Skocdopole (Pavelka´s dæknavn) og at han var den agent, som Gestapo vidste lige var landet. Nu vidste de ud fra rapporten og alle afhøringerne hvad hans opgave var. Bursa røbede under tortur 3 navne vedrørende gården i Koudelová. Ligeledes fik man ud af Francis Bursa hvor de senere nedkastningsgrupper "Silver A" og "B" skulle lande. Frantisek Bursa, Rudolf Michalek, Vaclav Dolezal, Bretislav Svanda, Rudolf Krejcik, Alois Kudlácek, Stanislav Kubica og Emanuel Krivanek blev henrettet for deres deltagelse i modstandskampen. Skæbnen for de tre folk på gården i Koudelová er ikke kendt. Man ved kun, at de ikke kom i fængsel eller koncentrationslejr.

Flyverløjtnant Hockey´s fire-motores Handley-Page Halifax Mk.II/Serienummer 1a L9613 med kendingsbogstaverne NF-V. Det var med dette fly, at de 3 faldskærmsgrupper, "Anthropoid", "Silver A" og "Silver B", lettede kl. 22:00 fra Tangmere-basen i Sussex i det sydlige England og blev kastet ned med faldskærm, natten mellem den 28. og 29. december 1941, nær Prag i Tjekkoslovakiet (Protektoratet). -- Flyet var ligeledes lastet med et antal faldskærmscontainere med udstyr og radiosendere og de var i alt 15 mand ombord: 7 besætningsmedlemmer - 7 agenter og 1 udspringsleder - Jaroslav Sustr). Flyet og besætningen kom fra R.A.F. Specialeskadrille Nr. 138 med flyverløjtnant Ronald C. Hockey ved "pinden". Ud over de 7 besætningsmedlemmer (se hvem disse var, ved fotoet 2 pladser tilbage), var der en udspringsleder med, som næsten altid var den legendariske og koleriske Tjekkoslovak Kaptajn af 1. klasse Jaroslav Šustr. Han stod for planlægningen af flyvningen, sammen med piloten Hockey og fulgte altid med i flyene, når agenterne skulle springe - Alt var timet og tilrettelagt sådan, at man ofte kunne springe ud, med at interval på kun 7 sekunder mellem hver agent - så havde man en bedre chanche for at lande nogenlunde samlet på jorden. Det var en meget vigtig og historisk flyvning, som de 3 agentgrupper deltog i. Den ene mission med kodenavnet "Anthropoid" bestod kun af de 2 agenter, Josef Gabcik og Jan Kubis, som skulle planlægge og udføre likvideringen af den tyske Reichprotektor for Böhmen & Mähren, Reinhard Heydrich. De 2 andre agentgrupper var støtte- og organisationsgrupper for "Anthropoid". De 2 støttegrupper bestod af 3 mand i den ene og 2 mand i den anden, med kodenavnene "Silver A" og "Silver B". Disse 2 grupper havde man tidligere to gange forsøgt at få nedkastet i Protektoratet, den 7. og 30. november 1941. Men flyet, et 2-motores Whitley Mk.V/Serienummer Z9125 med kendingsbogstaverne NF-A, fløjet af den rutinerede tjekkoslovakiske Pilot Officer Leo Anderle, måtte vende om over Protektoratet, uden at have kastet agenterne ned med faldskærm. Dårligt vejr og ringe sigtbarhed over målområdet forhindrede nedkastningen i Protektoratet disse 2 nætter. Ved afgangen den 28. december om aften, var vejret fint fra starten af og over målområdet, skulle betingelserne også være gode nok til, at nedkastningen kunne ske forsvarligt, selv om det var hård vinter her, med frost og sne. -- Halifax-flyet fløj over den franske kyst ved Le Crotoy området og satte derefter kursen mod luftrummet over Darmstadt i Tyskland, hvor de ankom til dette luftrum kl. 00:42. Under deres flyvning, mødte de to gange tyske natjagerfly, som søgte at finde dem. Den rutinerede og dygtige pilot Hockey undgik natjagerne og man kunne sætte kursen om og flyve mod luftrummet over Protektoratet. Men da de nærmede sig dette område, mistede besætningen og navigatøren flere gange orienteringen, fordi det var meget vanskeligt at finde og genkende de fleste af de referencepunkter, som man skulle bruge for at finde målområdet for nedkastningen af agenter og udstyr. Man kunne ikke se og genkende de jernbanespor, floder og små byer, som man havde lagt kursen og pejlemærkerne efter - Den tunge sne lå over det hele og slørede disse vigtige pejlemærker. Desuden blev de beskudt med luftværnsgranater kl. 2:12. Navigatøren kom derved til at lave nogle navigationsfejl og forvekslede Prag med byen Pilsen. Man troede at beskydningen kom fra Pilsen, men hvor den altså kom fra Prag´s mange luftværnsbatterier. Pilot Hockey måtte undvige disse beskydninger og den vigtige genorientering gik tabt. Resultatet blev, at de 2 agenter i "Anthropoid" blev nedkastet kl. 02:24, tæt på Nehvizdy, en landsby nær Celakovice, øst for Prag, i stedet for øst for Pilsen. Kl. 02:37 blev gruppen "Silver A" nedkastet og i følge navigatoren skete dette øst for Cáslav, men i virkeligheden, blev de kastet ned mellem Podebrady og Mestec Králové. De 3 agenter i "Silver A" var lederen af gruppen, Løjtnant af 1. Klasse Alfréd Bartos, Seniorsergent (Warrant Officer) Josef Valcík, og Lance-korporal Jirí Potucek. Den sidste gruppe "Silver B", bestod af Stabssergent Jan Zemek og Sergent Vladimír Škácha, som blev nedkastet kl. 02:56, men i stedet for at lande nordvest for Ždírec, landede de i nærheden af Kasalicky, ikke langt fra Prelouc. Efter at have afsluttet denne farlige og krævende opgave, vandt Halifax-flyet igen højde og Hockey satte kursen tilbage mod Darmstadt´s luftrum, hvor flyet igen blev beskudt med luftværnsgranater to gange undervejs, dog uden at flyet blev ramt. Halifax-flyet fløj over den franske kyst kl. 07:20 og ind over den engelske kyst kl. 08:07, for til sidst at lande sikkert på Tangmere Luftbasen kl. 08:19.

Den 29. december 1941, kl. ca. 02:30 om morgenen, landede Jan Kubiš og Josef Gabcík på en sneklædt mark, nær byen Nehvizdy øst for, ikke langt fra Prag. Det var et forkert sted at lande, da det var planlagt at de skulle kastes ned nær byen Pilsen, men piloten på det britiske fly havde problemer med orienteringen og kastede dem ned det forkerte sted. Men de 2 agenter begav sig derefter til Pilsen, hvor de via radio kunne kontakte den tjekkoslovakiske ledelse i England. Fra Pilsen fortsatte de videre til Prag, hvor planlægningen af attentatet på Reinhard Heydrich blev iværksat. -- I Prag, kontaktede de iht. planerne, flere familier og medlemmer fra modstandsbevægelsen i byen, som hjalp dem under forberedelserne til attentatet. Gabcík og Kubiš havde oprindeligt planlagt at snigmyrde Heydrich på et tog, men efter at have udforsket dette, indså de, at dette ikke var muligt. Den anden plan var at myrde ham på vejen i skoven, når Heydrich var på vej til arbejde i Prag. De planlagde at trække et kabel på tværs af vejen, der kunne stoppe Heydrich's bil, hvorefter de så kunne skyde ham. De iværksatte denne plan, men efter at have ventet flere timer i skoven ved vejen, med uforrettet sag, blev de afhentet af deres indtrådte leder Løjtnant Adolf Opálka, fra gruppen "Out Distance", som bragte dem tilbage til Prag. Den tredje plan var at snigmyrde Heydrich på gaden inde i Prag. -- På det tidspunkt af krigen i Tjekkoslovakiet, var modstandsbevægelsen og dermed de agentgrupper, som var nedkastet tidligere, blevet hårdt ramt af Gestapo´s effektive efterretningsviden og deraf følgende optrevling af modstandsgrupperne og anholdelser disse og flere agenter. Det betød, at de missioner, som de tidligere nedkastede agentgrupper skulle iværksætte, ikke var blevet udført i nævneværdig grad. Da Gestapo næsten altid fik de anholdte henrettet, havde de overlevende agenter samlet sig i Prag, hvor de nu deltog i planlægningen af attentatet på Reinhard Heydrich. For at dette kunne ske nogenlunde sikkert, flyttede agenterne hele tiden opholdssteder og var derfor meget afhængige af de lokale modstandsfolk og de frivillige familier, som husede, bespiste og hjalp dem, så godt de kunne. Nogle af de mange hjælpere og familier i Prag, var bl.a. disse: Novakova og Khodlova, Frantisek Hejl, Jaroslav Smrz, Jaroslav Piskácek, Familien Morava, Bohumil Strand, Jan Zelenka-Hajský familien, Joseph Pieces, familien Stehlikova, Biskop Gorazd, Præsterne Alois Vaclav og Petrc, hotelejer Ernest Kostal og mange andre.

Agenterne i Operation "Anthropoid" var udstyret med pistoler af denne type, en 0.38 kaliber Colt Pocket Model 1903. Kaliber 0.38 patronerne svarede til 7,65mm., som var standard og stadig er, i mange håndvåben, geværer og maskinpistoler. Våbnet havde en længde på 169mm., en vægt på 665g. og havde et magasin med 8 patroner. Pistolen var udviklet af JM Browning og blev produceret i årene 1903 til 1946, af den amerikanske Colt Fabrik i Hartford, USA. Det var en slagkraftig lethåndterlig pistol, med en ukompliceret indre slag- og udløsermekanisme. Den samlede produktion blev på 554.000 styk, hvor størstedelen blev solgt på det civile marked, primært i USA. Under 2. Verdenskrig bestilte USA´s hær 18.214 styk, som udrustning til en lang række officerer. Den britiske hær andvendte 55.000 styk under krigen. Pistolerne blev også anvendt af de agenthold, som deltog i missionerne: "Bioscop", "Bivouac", "Zink", "Silver A", "Silver B", "Out Distance", "Stella" og "DeSanto". Med denne pistol blev den tjekkoslovakiske gendarm Ometáka skudt af faldskærmsagenten fra gruppen "Zink", Arnost Miks (læs om denne historie længere nede, ved de relevante fotos). De 2 berømte faldskærmsagenter Gabcík og Kubiš anvendte ligeledes denne type pistol i missionen "Anthropoid", i likvideringen af Reinhard Heydrich den 27. maj 1942 i Prag. Han blev dog ikke skudt med pistolerne og heller ikke med den maskinpistol, en Stengun, som det var meningen han skulle skydes med, han blev ramt af sprængstykker fra den hjemmelavede håndgranat/bombe som blev kastet i sidste øjeblik, som nødløsning. Men bagefter fandt tyskerne patronhylstrene fra de skud fra agenternes pistoler, i nærheden af de steder, hvor attentatet fandt sted og senere rundt omkring, på de steder, hvor de efterfølgende skyderier mellem de 2 agenter og Reinhard Heydrich, hans adjudant og chauffør foregik, inden de 2 agenter med nød og næppe og med stort held slap væk, heraf den ene lettere såret. Læs længere nede udførligt om denne likvidering af Heydrich.

Operation "Anthropoid", og de 2 faldskærmsagenter: Oversergent Jan Kubis. Født 24. juni 1913 i Vilémovice. Han var barn nr. 2 ud af 4 børn, som skomager Frans Kubiš og hans kone Christine fik. Efter skoletiden tog Jan som helt ung arbejde i landbruget og som murer. Den 1. oktober 1935, blev han som værnepligtig placeret i Jihlava. Kort tid efter blev han sendt til underofficerskolen, hvor han fik meget gode resultater og den 25. april 1936, kom han til 9. Infanteribataljon i Znojmo. 1. oktober 1936 han blev forfremmet til korporal indtil 1. september 1937, hvor han skulle hjemsendes. Men Jan var glad for militærlivet og besluttede at forblive i militæret. Efter sin frivillige anmodning om, at blive optaget på en supplerende uddannelse til befalingsmand, som han bestod, blev han den 15. oktober 1937, forflyttet til 34. Infanteriregiment i Opava. Her kom han ind i den nyetablerede XIII. Vagtbataljon i Jakartovice, som var en eliteenhed under regimentet. I denne enhed blev han befalingsmand over vagterne, som bevogtede opførelsen af de mange befæstninger langs tjekkoslovakiets grænser til Tyskland og Ungarn. Senere kom han til vagtafdelingen, som bevogtede landets centrale ministerier og fungerede som stedfortrædende delingsfører og kommandør af vagtenhedens 3. deling i XIII. Vagtbataljon i Litultovice. I foråret 1938 skiftede han tjeneste til 15. Infanteriregiment og arbejdede senere i kort tid som instruktør ved regimentskolen. De fatale politiske og militære ulykker, som ramte landet pga. "München-diktatet" den 29/30. september 1938, betød, at han deltog i den korte krig mod Tyskland i efteråret/vinteren 1938/1939. Efter landets overgivelse den 15. marts 1939 og det tjekkoslovakiske militærs hjemsendelse, vendte han tilbage til Vilémovice igen og begyndte at arbejde hos den lokale smed. Han var meget vred over og utilfreds med livet og skæbnen i tyskernes erobring af landet og deres oprettede Reichprotektorat og den 16. juni 1939 krydsede han grænsen til Polen og efter ophold i den tjekkoslovakiske militærlejr i Bronowice, sejlede han den 28. juli til Frankrig. Her blev han den 2. august optaget i Fremmedlegionen og blev placeret i legionens 1. Regiment. Efter udbruddet af 2. Verdenskrig 1. september 1939, tog han den 26. september til den tjekkoslovakiske hær, som var ved at blive opstillet i den sydfranske by Agde. Han blev indrulleret i 2. Regiment, 4. Kompagni. Han blev hurtigt forflyttet og den 22. december 1939 blev han forfremmet til stabssergent. Han deltog i de hårde kampe mod de fremrykkende tyske hære i Nordfrankrig og kom med i evakueringen fra Dunkirk over til England. Den 13. juli 1940, efter oprettelsen af 1. Tjekkoslovakiske Brigade, kom han til 3. Infanteribataljon. Den 28. februar 1941 gennemførte han et andet uddannelsforløb og blev den 7. marts 1941 forfremmet til sergent i bataljonen. Jan Kubis blev en af de første tjekkoslovakker, som startede på uddannelsen til faldskærmsagent den 15. august 1941 under STS 26 i Skotland. Da grunduddannelsen var færdig den 14. september 1941, kom han til Ringway i Manchester, hvor STS afholdt mere uddannelse som faldskærmsagent. Den 21. september kom han tilbage til sin enhed igen, hvor han gjorde tjeneste som næstkommanderende i 1. kompagni indtil 14. oktober, da han blev indkaldt til IMO i London og derefter sendt til Skotland for at modtage særlig skydetræning. Årsagen til, at han skulle deltage i dette specialkursus, skyldtes, at mission "Anthropoid" var under etablering og den øverstbefalende ønskede derfor, at Jan Kubis blev tilknyttet den kommende agentmission, sammen med Josef Gabcík, som havde erstattet den oprindelige, men faldskærmsskadede deltager Karel Svoboda. Sammen med Gabcík, blev Kubis den 8. november 1941 sendt til ny træning i STS 2 (for agentopgaver i Protektoratet). Her trænede de skydning, sprængstofbehandling, køretræning og selvforsvar indtil 27. december 1941. Inden de sidste træninger kunne afsluttes, fik de orientering om deres hemmelige mission i starten af november. Deres hemmelige opgave blev overdraget dem af selveste eksil-regeringens præsident Dr. Eduard Beneš. Deres opgave var speciel. De skulle likvidere Reich Protector Reinhard Heydrich i Prag. Man havde forsøgt at flyve dem til nedkastningsområdet i Protektoratet to gange tidligere, den 7. og 30. november, men begge gange måtte flyet returnere pga. dårligt vejr. -- Med i flyet den 29. december 1941, skulle 2 andre agentmissioner "Silver A" og Silver B. Den tredie gang lykkedes det. -- Natten mellem den 28. - 29. december 1941 hoppede Kubis og Gabcík ned i faldskærm og landede i Nehvizdy området og opdagede, at de var kastet ned et forkert sted og nu ikke havde nogen adresser, at søge tilflugt hos. De fik kontakt til London via radiosenderen og kom til Prag, hvor de fik sig installeret hos en familie her. Takket være støtte fra disse, modstandsbevægelsen og de 2 faldskærmsagenter, Adolf Opalka og Joseph Valsic, fra henholdsvis missionerne "Out Distance" og "Silver A", blev opgaven med at likvidere Heydrich udført den 27. maj 1942. Gabcík og Kubis, som blev lettere såret ved attentatet, klarede at flygte fra attentatstedet. - Der er bevaret en håndskreven besked fra Jan Kubis. Dagen efter likvideringen af Heydrich, efterlod Jan Kubiš en seddel til Josef Gabcik i familien Khodl´s hjem. På sedlen skriver han: "Jeg vil ringe til dig i aften. Hvis Dulíšek viser sig, skal du fortælle ham, at jeg er hos Flora. Hils Dulich". Ligesom det er mirakuløst, at dette dokument blev bevaret, var det også bemærkelsesværdigt, at alle faldskærmsagenterne forblev skjulte for Gestapo i mange dage. Gestapo søgte med alle midler, efter attentatet, at skræmme og true befolkningen, for at opnå hurtige resultater i eftersøgningen. Brutale ransagninger af private hjem, anholdelser og henrettelser af hele familier, viste sig at være frugtesløse. Agenterne holdt sig skjult i godt 14 dage, inden deres identitet og skjulesteder blev afsløret. Da Gestapo´s udbetaling af en enorm dusør, til en af de andre faldskærmsagenter, Karel Curda fra samme mission, som også Opalka tilhørte, "Out Distance", blev alle missionernes agenter og deres skjulesteder røbet frivilligt af Curda til Gestapo. De 7 faldskærmsagenter, som havde samlet sig, flygtede ind i barokkirken St. Cyril & Methodius (russisk-ortodoks menighed) på Resslovagaden nr. 9. Efterfølgende blev de, som nævnt, angivet af Karel Curda, som kendte til deres flugtadresser og hvor de efterfølgende blev fundet skjult i kirken. Her kom det til en lang kamp mod omkring 800 tyske Waffen-SS soldater og Gestapo. Da alle 7 agenter til sidst ikke havde nogen anden udvej end at begå selvmord, tog nogle af dem deres gifttablet og/eller skød sig med deres sidste pistolskud i tindingen og døde den 18. juni 1942. Tyskerne mistede over 20 mand i kampen med agenterne, som til sidst brugte kirkens krybt, som sidste gemmested. -- Kubis blev allerede i 1942, posthumt forfremmet til rang af løjtnant af infanteriet og umiddelbart efter krigen med rang af major. Den 30. juni 2002 blev han posthumt udnævnt til rang af oberst. ---- Nazisterne tog grusom hævn for likvideringen af Heydrich. 14 medlemmer af Kubis´ nærmeste familie blev den 24. oktober myrdet i KZ-Lejren Mauthausen i Polen. Jan Kubis 'kæreste i protektoratet Anna Novak blev anholdt i kort tid efter attentatet og blev deporteret til koncentrationslejren Mauthausen, hvor hun døde. Samme skæbne tilfaldt også hendes yngre søster Jindriska, som også blev anbragt i en KZ-lejr, hvor hun også døde. Nazisterne udryddede landsbyerne Lidice og Lezaky, foruden omkring 5000 andre tjekkoslovakker i månederne og de næste par år efter likvideringen. Mange modstandsfolk og andre hjælpere blev også arresteret og myrdet, herunder Biskoppen Goradze og præsten Petrek i kirken, hvor agenterne kæmpede heroisk. Nogle få undslap såsom Professor Josef Ogoun og Ladislav Vanek "Jindra", og kunne efter krigen vidne mod Karel Curda og en anden agent, Velim Gerik, der blev anklaget for forræderi i 1946, og begge henrettet. Protektoratets tyske statssekretær Karl Herman Frank blev offentligt hængt i Pankrac-fængslet i Prag i 1947. Uden for kirken, er der i dag også et mindesmærke for præsten Petrek. Læs meget mere ved de mange fotos længere fremme, både om de mange personer jeg allerede har nævnt og mange andre - ligesom der er detaljerede beretninger om alle de forskellige hændelser, som tyskerne påførte landet under krigen og især efter likvideringen af Reinhard Heydrich.

Operation "Anthropoid og den anden faldskærmsagent: Sergent Josef Gabcík (Født 8. april 1912) i Poluvsie nær Žilina. Han var født ind i en håndværksfamilie, hvor hans far, Franz Gabcík, var håndværksuddannet og gift med hustruen Marie. Efter at have forladt skolen i Rajeckych Teplice, kom han til Böhmen, hvor han fra 1927 til 1932 tog en uddannelse som smed med speciale som låsesmed. Den 1. oktober 1932, startede han sin værnepligt i militæret i Košice i Det 14. Infanteriregiment. I 1933 deltog han i underofficersuddannelsen i Presov og blev den 1. marts 1933 forfremmet til korporal. Den 1. oktober 1933 blev han fastansat i aktiv tjeneste. 1. november 1934 blev han forfremmet til sergent. Efter hans bror Michaels tragiske død, trak han sig ud af militæret den 1. april 1937, efter pres fra sin far. Han blev herefter ansat i en fabrik i Žilina, som fremstillede våben til kemisk krigsførelse, hvor han arbejdede indtil 1. december 1938. Under dette arbejde kom han ud for en ulykke, da han kom til at indånde noget kemisk stof under fabrikationen, og det var kun held, at han ikke blev skadet eller døde heraf. Efter den begivenhed, blev han overført til Trencín, hvor han arbejdede som lagerarbejder. Efter tyskernes erobring af landet i marts 1939, blev fabrikken før erobringen og overtagelsen af den tyske hær, søgt saboteret af tyskerne, hvorved de ansatte kom i stor fare. Efter tyskernes overtagelse af fabrikken, blev flere arbejdere, truet med arrestation, hvis de ikke fortsatte med at arbejde for tyskerne på fabrikken. Dette ville Josef Gabcik ikke finde sig i og den 3. juni 1939 lykkedes det ham, at krydse grænsen til Polen og melde sig til det tjekkoslovakiske konsulat i Krakow, hvorefter han senere blev indskrevet i den tjekkoslovakiske hær i Bronowice i Polen. Senere kom han, som mange af de tjekkoslovakiske soldater fra Polen, til Frankrig, Fremmedlegionen, som var det eneste type militær, som Frankrig lod udlændinge komme ind i. Under de første dage af 2. Verdenskrig i september 1939, forlod han legionen i Algeriet, for at tilslutte sig den oprettede tjekkoslovakiske hær i den sydfranske by Agde. Han tog del i krigshandlingerne i Nordfrankrig og blev tildelt medalje for sin tapperhed. Ved ankomsten til England, efter den store evakuering af allierede tropper fra Dunkirk, blev han den 12. juli 1940, sendt til Den 1. Bataljon af 1. Tjekkoslovakiske Brigade, hvor han fungerede som næstkommanderende for 2. Deling i 3. Kompagni. Den 28. februar 1941 påbegyndte og fuldførte han en uddannelse for infanterisergenter, som han herefter blev forfremmet til, den 7. juli 1941. -- Lige som sin kammerat og ven Jan Kubis, var han blandt de første mænd, der tilmeldte sig uddannelsen til faldskærmsagent i sommeren 1941, hvor han den 17. juli rejste til Skotland, hvor han fuldførte agentuddannelsen i STS 26. Straks efter kom han til faldskærmsuddannelsen i tidsrummet 8. til 16. august 1941 ved kurset under STS 51, Ringway, London. Fra den 14. til den 18. oktober 1941, deltog han i den særlige skydetræning i Skotland. Herefter skulle han tilbage til London, hvor et afsluttende 5-dages kursus, fra den 20. oktober, lærte ham alt vedr. skydning og behandling af sprængstoffer. Kort tid efter, blev han tilknyttet Operation "Anthropoid", hvor han skulle være leder for Jan Kubis og hvor opgaven for deres mission, var at likvidere Reichprotektor Reinhard Heydrich i Prag. Opgaven var delvis en reaktion fra den tjekkoslovakiske eksil-regering og eksil-præsidenten Dr. Eduard Benes og skulle have været iværksat den 28. oktober 1941, som hævn for Heydrich´s grusomme opførsel og terror og drab på befolkningen i Protektoratet, straks han ankom dertil, den 28. september 1941. Gabcík var oprindelig medlem af gruppen, sammen med Karel Svoboda, men da denne måtte udgå af missionen pga. et alvorligt uheld under faldskærmstræningen, valgte man nu at fortsætte med Josef Gabcík og Jan Kubiš i missionen. Begge blev samlet den 8. november 1941 i STS 2 i "Villa Bellasis". Her deltog de begge i ekstra træning med skydning, sprængstoffer, autokørsel og selvforsvar indtil den 27. december 1941. Operation "Anthropoid" skulle oprindeligt udsendes den 7. november, men dårligt vejr forhindrede flyet i at flyve - det samme gentog sig den 30. november. Men det tredje forsøg lykkedes og begge medlemmer af gruppen sprang ud med faldskærm om natten til den 29. december 1941 i området ved Nehvizdy i nærheden af Prag. Efter landingen fortsatte de mod byen Pilsen. Gabsic havde mistet sine personlige papierer og andet udstyr ved landingen, men de kom uden uheld til byen, hvor de fik kontakt med den adresse, som de havde som første mål. Her fik Gabsic nye falske papirer under navnet Zdentek Vyskocil, udarbejdet sammen med modstandsbevægelsen. Herefter drog de begge til Prag. I samarbejde med modstandsbevægelsen, hjælpere og ophold hos forskellige familier i byen, fik de bl.a. også kontakt og hjælp af de to tidligere nedkastede agenter Adolf Opalka og Joseph Valsic. Alle fik sat en plan sammen, sådan at det lykkedes Kubis og Gabsic, at likvidere Reinhard Heydrich den 27. maj kl. 10:35 1942. Begge slap væk i første omgang og blev iht. planerne skjult i flere families lejligheder rundt om i byen, bl.a. Familien Novak, den dag de likviderede Heydrich. Tyskernes brutale eftersøgninger af Heydrich´s attentatmænd og efterfølgende grusomme repressalier, betød, at en anden faldskærmsagent Karel Curda, af skræk og grådighed efter den udlovede dusør, frivilligt mødte op hos Gestapo og fortalte dem alt det han vidste om modstandsbevægelsen og alle agenterne i landet. Denne landsforræderiske gerning førte til, at de 7 faldskærmsagenter, som nu var samlet i Prag, blev opdaget i kirken i Resslovagaden (se forrige foto med Jan Kubis og alle de nedenstående fotos, hvor dette omtales). Efter den heroiske sidste kamp i kirkens krypt den 18. juni 1942, skød også Josef Gabsic sig i tindingen med sin pistols sidste skud og døde. -- Også han blev som Kubis i 1942, posthumt forfremmet til rang af løjtnant af infanteriet og umiddelbart efter krigen med rang af kaptajn. Den 24. juni 2002 blev han ligeledes posthumt, udnævnt til oberst. I modsætning til Jan Kubis´s familie, overlevede det meste af Josef Gabcík´s familie den nazistiske gengældelse og kunne opleve freden i Prag den 11. maj 1945.

Tysk radiopejlingsudstyr - som var effektiv i tyskernes forsøg på, at opdage hvor alle de hemmelige radiosendere, som modstandsbevægelsen i Tjekkoslovakiet sendte fra. Man kunne derved måske finde frem til de tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, som blev nedkastet. Radiopejlingerne viste ofte det område, som agenterne var blevet kastet ned i. Den tyske radiopejlingstjeneste i Tjekkoslovakiet startede i de første år af krigen - 1939-1942. Følgende strategi blev anvendt: 1) Ledere i det tyske radiopejlings hovedkvarteret var udstyret med store spektrum-modtagere, der overvågede alle radio kortbølge bånd. 2) Når en ukendt radiostation blev opdaget, kunne operatørerne via flere retningsbestemte detektorer, bestemme hvilken retning signalet blev sendt og modtaget til og fra. Ved hjælp af skæringspunktet for disse signalretninger, kunne den omtrentlige placering af den fjendtlige sender bestemmes. 3) Oplysningerne blev givet til den eftersøgningsenhed, som havde ansvar for det særlige område, hvor senderen var placeret. 4) Søgeenhederne blev sendt ud i dette område med et køretøj udstyret med en mobil prøvningsvinkelmåler. 5) Med flere på hinanden følgende målinger, kunne man finpudse og finde den nøjagtige placering på den afsendende radiostation. 6) For at udpege en bestemt lejlighed i et bygningskompleks, havde man personbårne søgere monteret på en rygsæk. 7) Når man fandt den fjendlige radiosender, søgte man at uskadeliggøre den og evt. fange modstandsfolkene, som brugte radiosenderen. Det skete under ledelse af den pågældende lokale Gestapoafdeling. Tyskernes radiopejlings enheder, anvendte køretøjer camoufleret med civil reklamebemaling. Når de havde et omtrentligt område, hvor senderen kunne være placeret, ankom anonyme søgepersoner til fods udstyret med radio søgere (Fu GPC fremstillet af Firmaet Kapsch i Wien), skjult og perfekt maskeret i deres bælter. Disse personer kunne så føre medlemmer af Gestapo hele vejen til døren i den lejlighed, bag hvilken en radiosender blev brugt. Gestapo angreb så straks lejligheden. --- I løbet af 1941 lykkedes det tyskerne, at opfange den overordentlige vigtige radiokommunikation mellem Modstandsbevægelsen i landet og London. Disse radiomeddelelser blev sendt allerede fra efteråret 1939 via en række radiosendere, som medlemmerne af modstandsbevægelsen, som havde kodenavnet SPARTA I og SPARTA II. Driften af SPARTA senderne blev først ledet af det politiske hovedkvarter og senere, fra begyndelsen af 1940, fra den civile enhed under Den Centrale Kommando for Modstandsbevægelsen (ÚVOD). Fra 8. juli 1941, var kun én radiostation - SPARTA I i drift. Den blev drevet af radiotelegrafigruppen hos Professor Krajina i Prag, som opretholdt kontakt med London. Denne sender kunne have påvirket succesen for alle de planlagte aktioner i protektoratet, herunder Operation "Anthropoid" og til realisering af Operation "Procent" (Se ovenfor under historien om faldskærmsagenten Frantisek Pavelka). Dette skete desværre ikke.

Vaclav Kral med sin familie i haven. Efter landingen med faldskærm, gemte agenterne Jan Kubiš og Josef Gabcík sig, samt deres personlige operationelle udstyr og sabotagemateriale i Antonín Sedlácek’s haveskur, hvor de tilbragte den første nat i deres hjemland. Næste morgen fandt de ud af, at de var nedkastet et forkert sted pga. en navigationsfejl. I stedet for nedkastningsstedet nær byen Pilsen, var de landet nær byen Nehvizdy, som lå meget nær Prag. De begav sig dernæst mod Pilsen, hvor de her søgte efter deres kontakter til modstandsbevægelsen, herunder de personer, som kendte deres kodemeddelelser, som dernæst kunne hjælpe dem videre på missionen. Det var en farefuld færd, da mange tjekkoslovakker og sudetertyskere sympatiserede med tyskerne og Gestapo havde fanget mange modstandsfolk og kendte godt til området (Luftmeldetjenesten og radiopejlestationerne). Stehlik og Kral var blandt dem, som hjalp Josef Gabcík og Jan Kubiš, med den hjælp de behøvede - bl.a. fik Gabcík lægebehandling, da han havde skadet sin ankel ved faldskærmslandingen. Efter denne gode hjælp fortsatte de 2 agenter deres mission. Efter attentatet den 27. maj 1942, var Gestapo i stand til den 28. maj, at anholde begge de 2 første kontaktpersoner agenterne mødte. Lige som Vaclav Stehlik og hans familie, blev også Vaclav Kral og hele hans familie, herunder hans børn, henrettet i Mauthausen KZ-Lejren den 24. oktober 1942. Stehlik-familien blev henrettet samme dag, den 28. maj 1942, som de blev anholdt. ---- Historieberetningerne fra Tjekkoslovakiet og Prag er fyldt af mord og udryddelser af alle og enhver, som havde eller ikke havde noget at gøre med modstandskampen - Tyskerne tog ikke hensyn til noget, men henrettede alle med samme navn eller familebånd, jobansættelse eller anden forbindelse, uanset hvor langt ude forbindelsen berørte en mistænkt eller anholdt person. Som man kan se af alle mine beretninger om personer og hændelser, var tyskerne helt ustyrlige i deres hævn og blodrus i årene efter 27. maj 1942 i protektoratet. Trods de enorme tab af modstandsfolk og myrderier af indbyggerne i landet, fra tyskernes side og de sympatiserende tjekkoslovakkers og sudetertyskeres medvirken til dette, fortsatte kampen ufortrødent - Et heroisk og modigt folk disse tjekkoslovakker - hvoraf mange også var kommunistisk orienteret.

En af de personer, som også fik meget stor betydning for udførelsen af Operation "Anthropoid", var officeren Antonín Oktábec i modstandsbevægelsen "Karlín Sokol". Med hjælp fra en anden fraktion af modstandsbevægelsen "JINDRA", koordinerede han hjælpen til faldskærmsagenterne og var nært tilknyttet selve den praktiske del af attentatet på Reinhard Heydrich. ---- Efter at Heydrich var død gik Gestapo amok og satte alle styrker ind for at finde hans mordere. Da faldskærmsagenten Karel Curda fra Mission "Out Distance", den 16. juni 1942, frivilligt henvendte sig til Gestapo med alle oplysninger om de fleste andre faldskærmsagenter i protektoratet, deres hjælpere, folk fra modstandsbevægelsen, adresser m.m., førte det til en "lavine" af anholdelser, brutal tortur af de fleste, herunder Maria Moravcova´s søn Vlastimil "Ata" (var bl.a. ham som den 30. april 1942 hjalp Arnost Miks med at udføre det skæbnesvangre forsøg på at hente noget udstyr fra andre agenters landinger i landet - se længere nedenfor om denne spændende hændelse), som ikke kunne klare Gestapo´s uhyggelige tortur, bl.a. da han blev præsenteret for sin mors afskårne hoved i forhørslokalet!! Hans tilståelse førte til yderligere anholdelser og spor at følge for Gestapo, alt imens forræderen Karel Curda´s angiveri fortsatte og betød, at Gestapo kunne finde de 7 faldskærmsagenter, som havde søgt tilflugt i Barokkirken St. Cyril & Methodius i Resslovagaden 9, Prag, hvor det endte med, at alle agenterne tog deres eget liv, i stedet for at falde i Gestapo´s hænder. -- Antonín Oktábec´s kone Vlasta, blev under denne udryddelse af næsten hele modstandsbevægelsen i Prag og de fleste faldskærmsagenter i protektoratet, arresteret og henrettet i KZ-Lejren Mauthausen den 24. oktober 1942. Antonín Oktábec selv, undslap i første omgang, men blev senere selv fanget og henrettet samme sted den 26. januar 1943. ---- Landsbyen Sokol, hvis flere indbyggere, var vigtige aktører i modstandskampen: Václav Khodl (1895-1942), Doktor Bretislav Lycka (1902-42), Vlastimil Moravec "ATA" (1921-42), Václav Novák (1893-1942), Henriette Nováková (1928-1942), František Pechacek (1896-1944), Dr. Proff. Augustin Pechlát (1877-1941), Ladislav Vanek (1906-93). En anden modstandsgruppe havde kodenavnet "Jindra". Disse medlemmer var bl.a.: Divisionsgeneral Hugo Vojta Sklenar (1885-1941), Zelenka Hajský (1895-1942), Jan Milic Zelenkovà-Hajský Zdenka. Disse 2 og mange andre organisationer blev afsløret og medlemmerne arresteret. Under krigen i Protektoratet, blev over 11.300 mennesker arresteret og mange tortureret, hvoraf omkring 3.400 blev henrettet. Efter sommeren 1942, med de grusomme hævnagter, som tyskerne udsatte befolkningen for, var tjekkoslovakiet næsten knækket - de fleste opgav modstanden og mismodet føg gennem landet og man affandt sig med sin skæbne. Men nogle blev ved at yde modstand, agenter blev sendt til landet og landets ukuelige selvopholdelse fortsatte. Tyskerne måtte binde store styrker i protektoratet for at "holde skansen". Disse styrker manglede man på alle de andre fronter, som tyskerne havde gang i. ---- I Norge f.eks. måtte tyskerne under krigen have ca. 250.000 deroppe for at holde landet besat og sikre det mod angreb fra England. I Danmark hyggede vi os med tyskerne, producerede og solgte lystigt til dem gennem det meste af krigen - vores modstand blev først synlig i eftersommeren 1943, da tyskerne var på tilbagetog overalt og blev yderligere optrappet igen i eftersommeren 1944.

Lederen af faldskærmsgruppen "Silver A", Løjtnant Alfred Bartos (født 23.9.1916) i Wien. Familien vendte efter 1. Verdenskrig tilbage til Sezemic i Tjekkoslovakiet, hvor de stammede fra. Alfred Bartos tog i 1935 eksamen fra gymnasiet i Pardubice. Han kom til at tjene i 8. Kavaleriregiment i Pardubice, hvor han senere blev udnævnt til løjtnant efter sin uddannelse på militærakademiet i Hranice. Efter den tyske besættelsen af landet, lykkedes det også ham, at komme til Frankrig, hvor han i juni 1939 sluttede sig til Fremmedlegionen. Efter en kort tid her, blev han optaget i den tjekkoslovakiske hær i Agde i Sydfrankrig, hvor han arbejdede som efterretningsofficer. Efter evakueringen fra Dunkirk til England - (med det 55 tons tunge sejlskib "Rod El Farag", som senere i krigen, den 27. februar 1944, blev sænket i Middelhavet ved Beirut, da den tyske u-båd U-407 beskød skibet med sin dækskanon indtil det sank), blev han delingsfører i 2. Bataljon i den tjekkoslovakiske hær her. Bartos uddannede sig også til faldskærmsagent, sådan at han kunne deltage i agentvirksomheden i sit hjemland. Han blev leder af faldskærmsmissionen "Silver A", hvor gruppen foruden ham, var sammensat af Sergent Josef Valcík og Korporal Jirí Potucek. Deres opgave var at opsøge modstandsbevægelsen og forny radio- og telegrafikommunikationen med London, foruden at støtte likvideringsgruppen "Anthropoid". En af de vigtigste opgaver for "Silver A" gruppen var også, at etablere kontakt med Kaptajn Václav Morávek. Han var et af de 3 mest berømte medlemmmer af "Nation's Defence"/Nationens Forsvar", som var den militære del af de modstandsorganisationer, som opererede i Protektoratet (hjemlandet). Moravec var til stadighed på flugt fra Gestapo, som i øvrigt med respekt, kaldte de 3 modstandsledere for "de tre tjekkiske konger af modstandsbevægelsen". Med agenternes mission, søgte den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London, at genetablere informationsstrømmen fra bl.a. Agent A-54, alias Paul Thümmel, som havde kontakter til "de 3 konger". Informationerne stoppede brat den 4. oktober 1941, ved Gestapo´s opdagelse og konfiskation af den sidste tilbageværende radiosender, SPARTA 1 i byen Jinonice. Agent A-54 Paul Thümmel, med hvem den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste, havde samarbejdet siden 1936, var ansat i den tyske Efterretningstjeneste og chef for afdelingen for kontraspionagen (Afdeling III, litra F, i Prag, Abwehr). Han leverede mange oplysninger via modstandsbevægelsen til den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London. Herfor fik han lidt penge af modstandsbevægelsen. Han fortalte også modstandsbevægelsen en del løgne og misinformation, sådan at han ikke så let kunne opdages af sine egne folk i Abwehr og Gestapo. Alfred Bartos havde forsøgt at få kontakt med Morávek i lang tid uden held. Ingen kunne formode, at bestræbelserne på at få flere oplysninger fra A-54 (også kendt som RENÉ eller EVA), samt alle andre bestræbelser var meningsløse, fordi Gestapo sammen med senderen SPARTA 1, fik mange radioforsendelser, som de var i stand til at dechifrere. Gestapo vidste derfor allerede, at de vigtigste nyheder, som blev sendt af modstandsbevægelsen til London, måtte kommme fra en person, som sad højt oppe i den tyske militære ledelse i Prag og hvor denne brugte dæknavnet RENÉ. Den 19. oktober 1941 blev Paul Thümmel anholdt med Reinhard Heydrich's samtykke. Men da Gestapo var ude af stand til at bevise noget imod ham, blev han løsladt den 25. november 1941, bl.a. pga. pres fra fremtrædende repræsentanter i det nazistiske regime. Men efter at Gestapo fik indhentet flere beviser, blev Thümmel igen arresteret den 22. februar 1942. Han tilstod da, at han var meddeleren "René" i Abwehr, men forsøgte at overbevise Gestapo om, at hans hensigt var at indkredse og fange hele lederskabet af den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse. Den 2. marts 1942, blev han løsladt på betingelse af, at han ville bringe Kaptajn Morávek til et møde, hvor Gestapo ville lægge en fælde, så de kunne fange ham levende. - Læs videre om denne historie ved de nedenfor viste fotos. - De 2 andre af de "tre konger" fangede Gestapo i april/maj 1942. Kun Kaptajn Václav Morávek undslap med nød og næppe. De 2 andre var Oberstløjtnant Josef Balaban, der blev anholdt den 22. april 1941, med hjælp fra Gestapo´s stikker A. Nerad. Han blev henrettet ved skydning i Ruzyne Kaserne den 3. oktober 1941. Den sidste af trioen var Oberstløjtnant Josef Masin, som blev anholdt den 13. maj 1941, på fersk gerning under en radiotransmission til London. Han blev henrettet den 30. juni 1942 i Prag-Kobylisy. ---- For at vende tilbage til Alfred Bartos og mission "Silver A", starter vi igen med, at han i første halvdel af 1941 blev udvalgt som leder af en særlig vigtig mission i landet, nemlig "Silver A". Gruppen skulle også bistå med de forskellige sabotage- og efterretningsopgaver, der skulle foretages mod tyskerne i landet. Her skulle den vigtige radio Mark III med kodenavnet "Libuse" anvendes. ---- Men først skulle gruppens 3 agenter efter landingen med faldskærm midt om natten, begive sig mod byen Pardubice, som skulle være deres primære opholdssted. Nedkastningen gik ikke som planlagt, Josef Valcik landende et sted, som betød, at han ikke kunne finde de andre to, Alfred Bartos og Jiri Potucek, som søgte hjælp i en nærliggende landsby. De ringede på hos skolelederen Josef Glos. Hans kone var tidligere blevet vækket, da hun hørte flystøj fra det fly, som kastede de 3 agentgrupper ned, så skolelederen var ikke så overrasket over at åbne for de 2 fremmede. Glos spurgte hvor de kom fra og de 2 agenter fortalte kort om deres nedkastning ("vi er kastet ned med faldskærm fra flyet "Legend of the Ladybird") og at de havde brug for hjælp. Familien Glos gav da villigt husly og soveplads for resten af natten. Næste dag hjalp han med at skabe kontakt til modstandsbevægelsen. Skolelederen havde et værdifuldt budskab til brug for afsendelse via "Libuseradio". Næste dag fulgte skolelederen dem til deres primære opholdsted i Pardubice. ---- I mellemtiden havde Josef Valcik fået sin faldskærm pakket sammen og fundet containeren med udstyr og radioer. Han begravede faldskærmen og skjulte radioudstyret og efter en mislykket søgning af sine kammaerater, gik han til byen Podebrad. Den første adresse, som han have mulighed for at finde og søge skjul på, var ikke til at anvende, bl.a. på grund af, at han var landet det forkerte sted. På denne adresse var man her allerede bange for, at han var fanget og i fængsel. Valcik kom dog til en anden adresse, som var mere sikker at anvende. Problemet var nu for Valcik og hans kontaktpersoner, at få fat i og fjerne det gemte udstyr ude i felten, hvor han var landet. Inden de kunne komme uset til landingsstedet, som var meget farligt at komme tilbage til, da man vidste, at Gestapo ofte hurtigt fandt ud af hvor man var landet og derfor kunne ligge på lur. Ligeledes kunne man heller ikke stole på alle i befolkningen. Mange sympatiserede med nazisterne. Der skete også det, at en landmand fandt containeren, hvor noget af udstyret stadig lå i. Der lå en faldskærm og en radio, Valsik´s faldskærmsbeklædning, et jakkesæt og hans feltspade, hvormed han havde gravet det øvrige udstyr ned et andet sted. Landmanden overgav de fundne ting til den lokale politistation. Politi og gendarmerne, søgte primært efter den formodede nedkastede agent og ikke efter at finde mere udstyr. Det lykkedes derfor Valcik af finde og fjerne de andre vigtige ting. Nytårsdag 1941 lykkedes at samle alle 3 agenter hos en familie i Mikulovice. Mission "Silver A" var fuldstændig igen og klar til at udføre sine opgaver. I begyndelsen af maj 1942 forsøgte Alfréd Bartos at kontakte de andre faldskærmsagenter i Protektoratet via små annoncer i aviser, som ved hjælp af aftalte "adgangskoder", kunne give agenterne adressen på en kontaktperson, sådan at missionerne kunne videreføres. Efter at attentatet på Reinhard Heydrich var udført, hvor han i første omgang blev såret, men senere døde den 4. juni 1942, og en af medlemmerne i agentgruppen "Out Distance", Karel Curda den 16. juni, frivilligt gav Gestapo alle de oplysninger om navne, dæknavne, opholdssteder for de tjekkoslovakiske agenter, deres hjælpere i modstandsbevægelsen m.m., havde alle de agenter, som ikke deltog og døde i den heroiske kamp i krypten af kirken i Resslova-gaden i Prag, ikke noget sted at skjule sig og ingen chance for at flygte - Gestapo var hele tiden lige i hælende på dem. Sådan blev det også for Alfred Bartos, som søgte at skjule sig i Pardubice - Lige før han blev opdaget, tog han sin skæbnesvange beslutning og skød sig selv den 21. juni 1942.

Jiri Potucek´s faldskærmsuniform, som havde på ved nedkastningen. Faldskærmsagenterne fra gruppen "Silver A", ramte jorden hårdt og Potucek kunne i mørket se den frosne ånde fra Bartos, da denne ramte jorden nær ved. Som de lærte ved træning, skulle fødderne knapt rører jorden, før man med sit udstyr, skulle afbøde faldet ved straks at rulle om. Jorden var meget frossen og der var meget lidt sne - men stærk frost betød, at luften og vinden var isnende kold. Så snart de havde rullet rundt og fik sig rejst, var det om at få styr på faldskærmslinerne og få trukket luften ud af faldskærmen. Der var en let østlig vind, men de fik begge hurtigt kontrol over faldskærmene. I den mørke nat på marken fik de 2 kammerater øje på hinanden, men var klar over, at stedet var ret uegnet for længere ophold, de kunne heller ikke se eller høre Josef Valcik. De kom begge på benene og gik hen mod hinanden, medens de bar på deres grønne silkefaldskærme. Med et listigt smil vendte Potucek sit ansigt mod sin leder Alfred Bartos og sagde:" Så er vi hjemme, Fredo!" - "Er du okay?" - "Jeg er, men ved ikke hvad der er galt med Josef. Jeg så ham i sin faldskærm et stykke fremme, da vi hang i luften!" - Mod den formørkede himmel i de usynlige stjerners frosne land, stod de nu og tænkte over, hvor Valcik og containeren med udstyr mon kunne være. Over sig kunne de i det fjerne høre den mørke brummen fra flymotorerne på det fly, som havde kastet dem ned - lyden fadede ud og de stod ubevægelige og lyttede anspændt i det frosne tyste mørke. Men det er helt stille. Bartos sagde:" Jiri, lad os pakke faldskærmene sammen og få dem begravet - vi ved ikke hvad der er galt med Josef, men vi må forsvinde så hurtigt som muligt herfra. Dér i den fjerne landsby, kan vi måske finde skjul og få kontakt til nogen med vores egen radio". Med deres commandofeltknive fik de hakket et hul i den frosne jord, ved siden af vejen de var kommet til. Begge arbejdede febrilsk på at grave hullet ud, alene på grund af, at den isnende kulde føltes, som den krøb ind under huden. Da de langt om længe fik hullet dybt og stort nok, puttede de de deres faldskærme og faldskærmsuniformer deri. Nu var det vigtigt at komme hurtigt væk. Ved instruktionerne før flyvningen, fik de indskærpet, at det var absolut vigtigt, at få det udstyr, som kunne undværes begravet eller gemt, så ingen andre kunne finde det. -- De gik mod den nærmeste skov, hvor de overvejede om de skulle vente til om morgenen, inden de kunne drage videre. Orienteringen i det mørke ukendte landskab, var ikke let, da de så ud over markerne og de fjerne landsbyer. - Bartos sagde: "Vi går mod øst, hvor vi måske kan finde Josef - flyet fløj jo mod øst, hvor Josef sprang ud. Det begyndte at sne let og en gang imellem stoppede de op og lyttede efter Josef Valcik og så sig om efter containeren og dens faldskærm. Udstyret var vigtigt at få fat i. Men der var ingen tegn på liv eller lyde. - Bartos sagde: "Hvis Valcik hoppede og klarede landingen, kan vores udstyr måske være hos ham. Men her kan vi ikke gøre noget, det er for farligt at stoppe - vi går videre og kan komme tilbage senere. Videre gik de indtil de kom til de første huse i en landsby. - "Fredo, hvis vi virkelig vil passe på, så tror jeg ikke vi skal søge skjul i den her første landsby vi har fundet, vi går videre". Allerede efter nogle hundrede meter kom de til den næste landsby Podmoky. Bartos fik sit kort frem og efter et hurtigt kik, sagde han:" Jiri, vi er ikke hvor vi skal være ....!" Senere fik de så kontakt til skolelederen i landsbyen og de kunne nu ånde lettet op, de var på rette kurs med deres mission - men de måtte også se at få kontakt med Valcik. -- Da gruppen blev samlet (læs ovenfor i starten af teksten) fik man, på trods af besvær med placeringen af radiosenderen, radioen etableret i et stenbrud i nærheden af landsbyen. Jiri Potucek blev officielt "ansat som nattevagt" i stenbruddet. Den 16. januar 1942, lykkedes det ham at skabe radiokontakt til det tjekkoslovakiske militærs radio i London. I den næste længere periode, lykkedes det at sende en stor mængde rapporter, ikke kun fra "Silver A", men også fra Kaptajn Vaclav Morávek, modstandsorganisationen PVVZ og andre. I lang tid var radiostationen med kodenavnet Libuse, den eneste, der holdt radiokontakt med London. Efter attentatet på Reinhard Heydrich, tyskernes udslettelse af landsbyerne Lidice og Lezaky og forræderen Curda´s omfattende stikkeri og de 7 andre agenters heltemodige død i kirken i Prag, var det nu kun Alfred Bartos og Jiri Potucek, som de sidste levende medlemmer af gruppen "Silver A". Det betød at både at Alfred Bartos og Jiri Potucek var på flugt, da Gestapo allerede var på sporet af dem og at det kun var et spørgsmål om tid, før de kunne arrestere dem. Med hjælp fra en række modstandsfolk lykkedes det at få radiostationen i stenbruddet flyttet til Konciny, hvor Potucek skjulte sig nærved i en hytte i Burdych. Den 30. juni 1942 omringer Gestapo med tjekkiske gendarmer byen Konciny og indledte en razzia. Potucek undslipper ved et stort held belejringen af byen og det lykkedes ham at flygte videre, men nu uden sit udstyr og andet, som kunne hjælpe ham. Han er helt alene og prisgivet og har svært ved at klare sig alene - ingen tør hjælpe ham under tyskernes grusomme fremfærd mod befolkningen, som hævn for likvideringen af Heydrich. Man blev arraesteret uden den mindste grund tortureret og ofte henrettet. Potucek var dårligt klædt på til sin flugt, han havde ikke nogen radio mere og vidste ikke hvor han skulle søge hen. Fuldkommen udmattet og afkræftet, søgte han ind i en lille skov mellem landsbyerne Thorns og Rosice og lagde sig til at sove. Her lå han og sov, da en tjekkoslovakisk gendarmpatrulje opdagede ham og skød ham på stedet - døden kom til ham 2. juli 1942. Læs videre på næste foto om Jiri Potucek.

Jiri Potucek. Født 12.juli 1919, stammede fra Brunico i det sydlige Tyrol, hvor hans far arbejde på en ejendom, som var ejet Grev Sternberg i Sydtyrol (Italien). Kort efter hans fødsel måtte familien af økonomiske årsager, flytte tilbage til Böhmen og byen Vranov nær Rokycany. Skoletiden foregik i lokalsamfundet. Efterfølgende afsluttede han et etårig akademisk kursus og blev derefter ansat ved universitetet i Zlín. Potucek arbejdede sig gradvist op ad i forskellige faser, og var blevet dygtig til fremmedsprog. I 1938 blev han sendt til Jugoslavien til ambassaden der, hvor han det følgende år, den 14. januar 1940, tog til Frankrig, hvor han tilsluttede sig den tjekkoslovakiske hær, som kæmpede i Frankrig. Han blev optaget som menig soldat i en radio- og telefonideling. Som 100.000 tusinder af andre soldater, kom han til England den 26. juni 1940. Skibet han kom med hed "Ville de Liège". I England blev han optaget i 1. Tjekkoslovakiske Brigade. Den 28. oktober 1940 blev han forfremmet til korporal og overtog en deling med speciale i radio- og telekommunikation. Jiri Potucek meldte sig også frivilligt til uddannelsen til faldskærmsagent. Under uddannelsen viste Potucek fremragende resultater i telegrafi og blev derfor medtaget som radiooperatør i missionen "Silver A". Efter flere udsættelser, blev gruppen, som udover Potucek, bestod af lederen Alfred Bartos og Joseph Valcik, nedkastet med faldskærm i nærheden af landsbyen Podebrady om natten den 28/29. december 1941 (læs de foregående tekster ved disse fotos). "Silver A" gruppen kom til at fungere som en succes, især med deres medvirken til, at radiokommunikationen mellem landet og London fungerede helt frem til sommeren 1942. På grund af forræderiet, som blev begået af faldskærmsagenten Karel Curda, fra faldskærmsgruppen "Out Distance", da han frivilligt mødte op hos Gestapo i Prag, den 16. juni 1942, blev der iværksat en bølge af anholdelser af ledere og medlemmer af modstandsbevægelserne og rigtig mange af kammeraterne fra de andre faldskærmsgrupper. Potucek opholdt sig i midten af juni, dagen efter at Curda også havde angivet ham ved navn og skjulested, i møllen i landsbyen Lezaky. Det var en onsdag den 17. juni, at Ludek Matura fra Svítkov kom cyklende til møllen i Lezaky for at advare Jirí Potucek og de to ansatte, Svandas og Štulíks. Tidligt om morgenen den følgende dag, blev radiostationen med kodenavnet "Libuše" taget med ud af dalen hvor landsbyen Lezaky lå. De havde en bil og Potucek var ledsaget af Jindrich Vasko. De begav sig mod nord i retning Cervený Kostelec. Gestapo var lige efter dem og flugten stoppede senere, da Potucek til sidst var alene og prisgivet - han lå og sov i en skov af udmattelse, da han den 2. juli 1942, blev opdaget mellem landsbyerne Trnová og Rosice nær den større by Pardubice, af en gendarmpatrulje og skudt på stedet af gendarmen Sergent Karel Pulpan. Endnu en af de dygtigste og modigste agenter var myrdet.

Mission "Silver A" startede oppe i Halifax-flyet med at piloten sænkede flyets næse ned for at orintere sig og finde den rette flyvehøjde for nedkastningen af agentgruppen og dens container med udstyr. Nedkastningsstedet var beliggende mellem Prave Podebrady og Mestce Kralove. Landingsområdet for agenterne skulle ske over et stort område sådan, at det ikke var så svært at for flyets besætning at identificere landingsområdet for agenterne. Agenterne og deres udspringsleder Sustr så, at det røde lys i kabinen blev tændt og at man nu skulle være klar til at springe, når lyset skiftede til grønt. Man gjorde sig klar, åbnede lemmen i bunden af flykabinen, sådan at når lampen skiftede til grøn, var det bare ordet "go" fra flyvelederen Sustr, inden man siddende på kanten af hullet, med benene ude i slipstrømmen af flyet, bare skal lade sig glide ud af hullet og ud i den isnende mørke vinternat. Alle tre hilses med et "held og lykke" og de 3 agenter hilser igen og beder udkastningslederen Sustr, hilse alle deres venner, når flyet når tilbage til England. --- Da flyet passerer hen over landsbyen Senice, hvis konturer kun lige akkurat er synlige at se i den piskende sne og iståge, lader co-piloten lyset skifte fra rødt til grønt bagude i kabinen, hvor agenterne nervøst venter. Kommandoen grøn og ordren til at springe er endelig frigivet. I lastrummet på flyet reagerer man omgående. Den første af gruppens agenter, der skal springe, er Jiri Potucek og hurtigt efter glider Alfred Bartos også ud af hullet i kabinens gulv og hvirvler ned i mørket lige efter Potucek. Valcik skal springe lige efter, at Sustr har fået containeren kastet ud og da det volder noget besvær, går der værdifuld tid, inden Valcik kan kaste sig ud også. Hastigheden med at komme ud af flyet tager kun nogle få sekunder, men det føltes som en evighed for agenterne. Selv om de 2 første agenet kom ud meget hurtigt efter hinanden, var der allerede stor afstand mellem dem (ca. 200 m) og de havde svært ved at se Valcik´s og containerens faldskærm. Oppe i flyet oplyste nedkastningslederen, Sustr, på den interne radiokanal, at han havde set 4 faldskærme folde sig ud over det kolde vinterlandskab, over området mellem landsbyerne Senice, Vrbice og Podmoky. Halifaxflyets brummen fra motorerne forsvinder i mørket og stilheden spreder sig igen ud over området. Stilheden oppe i luften for de 3 agenter, blev kun brudt af en gøende hund og vindens susen i faldskærmens liner og silkekuppelen over deres hoveder. De oplever en overbevisende følelse af fred, mens de hænger alene og suser ned i mørket, ned mod jorden. De 3 agenter lander hårdt på den frosne jord og let dækkede tilsneede marker. Kl. er 02:37 om morgenen den 29. december 1941, da Mission "Silver A" går igang. ---- Den tredie mand Josef Valcik var også den sidste af gruppen, som sprang ud fra flyet. Man havde erfaring for, at den seperat udkastede container med udstyr, havde størst chance for at blive fundet på jorden, hvis man kastede den ud sammen med den sidste eller anden sidste af agenterne. Flyets agterskytte holdt Valcik fra at springe en kort stund, efter at containeren var udkastet, sådan at Valcik kunne se dens faldskærm dale ned og selv styre hen mod nedfaldsstedet for containeren. Valcik sprang ud i det isnende mørke og piloten gav motorerne på flyet gas, løftede næsen af flyet og inden for få minutter var flyet oppe i den planlagte flyvehøjde og flyvehastighed. Valcik driver i sin faldskærm mere mod øst. Flyets navigitør mener, at de har kastet gruppen ud over "Kildare", i virkeligheden var stedet de kastede gruppen ud, omkring 40 kilometer for langt mod nord.

Libuse-radioen (Mark III radiosender), kodenavnet for den radiosender, som agentgruppen "Silver A" medbragte den 28-29. december 1941, ved deres landing i protektoratet. Gruppen havde sit primære operationsområde i området omkring byen Pardubice. Radioen kom allerede til at fungere midt i januar 1942, da Jiri Potucek fra gruppen, kunne sende sine første meldinger den 14. og 15. januar 1942 fra et skur i et stenbrud nær landsbyen Lezaky, nord for Prag. Meddelelserne gik til den eksil-baserede militære radiostation på Duke´s Hill i Woldingham, som lå ca. 50 km. fra London. Radiosenderen var meget vigtig for kommunikationen med London og modstandsbevægelsen (UVOD) i Prag og de 7 tjekkoslovakiske agenter (Operation "Antrophoid" og "Silver A og "Silver B"), som allesammen bistod med planlægningen af likvideringen af Reinhard Heydrich. I marts 1942 var "Silver A" gruppen (Alfred Bartos) endelig i stand til at etablere kontakt med modstandslederen Kaptajn Václav Morávek i Prag. Den 14. marts 1942 var "Libuse" radiostationen i stand til at informere London om, at kontakten var blevet etableret og man kunne tilføje de længe ventede informationer fra Morávek og oplysningerne fra Agent A-54, den tyske dobbeltagent i det tyske Abwehr. Med etableringen af kontakten med Morávek og repræsentanter for ÚVOD (sammenslutningen af de 3 hovedmodstandsorganisationer i protektoratet), som London ikke havde haft nyheder fra siden 4. oktober 1941, bortset for de sparsomme oplysninger, som Potucek kunne bidrage med fra midten af januar 1942. "Anthropoid" og "Silver A" missionerne opfyldte kravene og blev en af de mest succesrige faldskærmsudsendte grupper, som opererede i Protektoratet. ---- At holde kontakt med den tjekkoslovakiske Eksilregering og efterretningstjenesten i London, fra de aktive modstandsorganisationer i protektoratet, blev også gjort ved hjælp af ofte hjemmelavede radiosendere, leveret af landets mange radioamatører. En af sendestationerne lededes af Zdenek Spalensky, som den militære modstandsorganisation "Nationens Forsvar" anvendte, når man kommunikerede med radio-hovedkvarteret i Woldingham, England. En af dens brugere var Kaptajn Vaclav Moravek. En Pento SW radiomodtager blev brugt til at modtage meddelelser fra London/Woldingham.-- Mindet om de enetående medlemmer af foreningen "Böhmen & Mähren Radioamatører", som under besættelsen blev arresteret og tortureret til døde af nazisterne for deres modstandsarbejde med deres kortbølgeradioer, er af det tjekkiske Ministeriet for Post & Kommunikation gjort evigt ved at beslutte, efter forslag af den nutidige forening "Bohemian-Moravian Amatør Broadcasters" Central Komité, at de kaldesignaler de modige radioamatører under krigen anvendte, aldrig må anvendes af andre. Disse kaldesignaler fra de personer, som brugte dem under krigen er følgende: OK2AH Jan Habrda fra Prag, OK2BA Alois Barta fra Zlin, OK1BT Bohumil Trasak fra Vysoke Myto, OK1CB Otakar Bartlicka fra Prag, OK2CP Karel Simak fra Zlin, OK1GU Gustav Kosulic fra Prag, OK2HL drengen Hajny fra Troubelice, OK1JV Jaroslav Vitek fra Kolin, OK2KE Svatomir Kadlcak fra Moravská Ostrava, OK2LS Ingeniør Vladimir Lhotsky fra Brno, OK1PZ Zdenek Spalensky fra Prag, OK2PP Vaclav Kopp fra Moravská Ostrava, OK1RO Pavel Homola fra Turnov, OK1RX Josef Hoke fra Prag, OK2SL Ingeniør Ant. Slavik fra Brno, OK1YB Otto Löwenbach fra Dvur Kralove og OK1VK, Vaclav Sevcik fra Plzen.

Josef Valcik født 2. november 1914. (Walz, dæknavn under missionen i Tjekkoslovakiet). I sin ungdom var han i lære på et garveri og arbejdede senere her. Undervejs gik han på aftenskole. Efter at have afsluttet sin værnepligt vendte han tilbage til virksomheden. I december 1939, og efter tyskernes overtagelse af hans land, forlod han det via Ungarn, Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet og Syrien - den "sydlige rute" til Frankrig. Han deltog også i den tjekkoslovakiske hærs kampe i Frankrig og blev evakueret til England, samme med de hundredtusinder af andre allierede tropper. I England fortsatte han i militæret og meldte sig frivilligt til faldskærmsagentuddannelsen. Han blev her frivilligt optaget til at deltage i de kommende faldskærmsopgaver i sit hjemland. Valcik var en lille (172 cm. høj) ejendommelig fyr med blå øjne, altid fuld af energi, jokes og humor, men samtidig en patriot og pålidelig soldat, i farlige situationer. Han var overraskende koldblodig og besad en evne til at skabe en psykisk balance mellem liv og død. Han var et modstykke til det indadvendte temperament, som Alfred Bartos besad. Han blev udvalgt til at deltage i missionen "Silver A", bl.a. via sin velegnede komplementære karakter og åndelige indvirkning i gruppen. Efter landingen i Protektoratet og efter, at han blev forenet med de øvrige agenter i gruppen, var han en af hovedtrækkræfterne i oprettelsen af en bredt forgrenet efterretningsorganisation. ---- Efter at hans skjulested blev opdaget, som følge af Karel Curda´s forræderi og det nøje kendskab Gestapo i øvrigt havde om ham, flygtede han til Prag, hvor han tog del i planlægningen af likvideringen af Reinhard Heydrich. Endvidere var Gestapo´s opdagelse af en anden faldskærmsgruppes agent, Kolarík´s udstyr og dokumenter i den container, som Kolarik ikke kunne finde efter sin landing. Det var en vigtig basisviden, som satte Gestapo i stand til at følge op på alle de data, som stod i dokumenterne for alle faldskærmsagenterne, som allerede var ankommet i Protektoratet. Gestapo havde kopier på alle kontorer og gendarm- og politistationer af agenternes personlige forfalskede dokumenter, hvortil også fotokopier var vedlagt, som de så ud i civil - men altså med et kendt omend falskt navn. Det blev en egenskab som blev fatal for næsten alle agenterne i landet. Fotografiet af Josef Valcik, som Gestapo havde, førte til en intens jagt på ham. Hans falske og rigtige navn og foto blev distibueret ud til alle afkroge af Protektoratet. Valcík var derfor nødt til at opgive sit arbejde i Pardubiceområdet og forlade de 2 andre agenter, Bartos og Potucek og søge til Prag. -- Agenternes falske pas var i London blev stemplet med et enkelt forfalsket stempel fra politiets hovedkvarter i Brno. Denne detalje blev bemærket ud fra de dokumenter Gestapo havde. Den 7. april 1942, sendte Indenrigsministeriet i Protektoratet et strengt fortroligt dokument til politiets (Gestapo) hovedkvarter i Prag, med ordrer om at granske alle personers papierer og dokumenter, der var registreret for at have fået opholdstilladelse efter 1. februar 1942, og hvis dokumenter var udstedt af politiets hovedkvarter i Brno. På den måde kunne man afdække og spore alle de agenter, som var i landet, da deres færden hele tiden kunne kontrolleres via udførelsen af razziaer og det konstante krav til befolkningen om, at vise id ved enhver lejlighed. Da hele modstandsorganisationen i Prag blev rullet op af Gestapo den 16. juni 1942, efter Karel Curda´s angiveri, blev næsten alle modstandsbevægelsens folk arresteret og ekstremt og brutalt forhørt. På dette grundlag måtte også Valcik og de 6 andre agenter, flygte ind i Barokkirken St. Cyril & Methodius på Resslovagaden og siden under kamp, skjule sig i krypten under kirken. Her valgte også Løjtnant Josef Valcík, at ende sit liv med et sidste pistolskud i tindingen, da flugt ikke var mulig og al ammunition i øvrigt var opbrugt.

Efter 5 måneders uddannelse og træning, blev Zemek og Skácha kastet ned med faldskærm om natten den 28-29. december 1941. De 2 agenter landende dog meget uheldigt, den ene kom til at hænge længe oppe i et træ og udstyret i faldskærmscontaineren blev stærkt beskadiget ved landingen. De mistede permanent kontakten i landingsområdet og Zemek var ude af stand til at skabe kontakt med modstandsbevægelsen og havde ingen mulighed for at sende med radiosenderne, der alle var ødelagt. Han havde under sin flugt og rejse den halve jord rundt for at komme til England, oparbejdet en god erfaring med at klare sig alene og det lykkedes ham at gemme sig for Gestapo. I slutningen af krigen sluttede han sig til modstandsbevægelsen. Efter krigen fortsatte han i hæren, men ved kommunisternes overtagelse af landet, blev han i februar 1948 afskediget fra hæren. I tidsrummet 1950-1951 blev han sat i fængsel af kommunisterne, pga. en af deres anti-love omkring "forbrydelser" mod det kommunistiske styre i landet. Mange fredelige mennekser, som ikke var enige med kommunisterne i Tjekkoslovakiet fra 1948, blev fængslet og tortureret og mange blev henrettet, oftest i det skjulte. Zemek kom i de 2 år fangenskab til at tvangsarbejde i lejren ved Mírov. Efter sin løsladelse arbejdede han som maskinarbejder. Først efter 1989 og det kommunistiske styres fald i landet, opnåede han rehabilitering og fik en udnævnelse og pensionsgivende militær rang som oberst. Han døde i sin hjemby Brno den 6. juli 1994 . Jan´s bror Jaroslav Zemek blev arresteret af tyskerne og henrettet, og en halv-bror Josef mistede livet medens han var partisan i den jugoslaviske modstandsbevægelse. ---- Zemek´s kammerat agent Vladimir Škácha, som var den som landede i træet med sin faldskærm, undgik også at blive opdaget og fanget af tyskerne pga. hjælp fra lokale borgere i området, men blev til sidst arresteret af Gestapo i januar 1945 og anbragt i KZ-lejren Flossenbürg. ---- "Silver B" missionen blev en total fiasko, der kom intet ud af anstrengelserne. De beskadigede radioer kunne ikke erstattes og repareres. Bartos fra gruppen "Silver A" forsøgte at finde de 2 agenter fra "Silver B", men heller ikke dette lykkedes.

Den 20. marts 1942, mødtes modstandslederen i Prag, Kaptajn Václav Morávek for sidste gang med Sekundløjtnant Alfréd Bartos fra faldskærmsgruppen "Silver A", for at give ham flere beskeder (bl.a. fra Agent A-54) til afsendelse via "Libuse" radiosenderen, som Potucek sendte fra i Hluboká stenbrudet nær landsbyen Lezaky. Bartos fik også fotografier og nye falske dokumenter til de øvrige faldskærmsagenter i gruppen "Silver A". Den følgende dag, var Václav Morávek nødt til at begå selvmord, nær Prašný Broen i Prag. Han gik i en fælde (et fiktivt møde mellem Moravec og Thümmel), oprettet af Gestapo med grundlag i agenten Thümmel, A-54´s fremtvungne oplysninger. Moravec, som konstant var jaget af Gestapo, fordi de kendte til hans identitet og øvrige fakta, f.eks. Miloš Votava, som var Morávek's falske navn. En af de mest modige medlemmer af den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse, var død. ---- Hans tyske kontakt Abwehr-lederen Agent A-54, Paul Thümmel var allerede på det tidspunkt, under konstant overvågning af Gestapo og den 20. marts 1942 blev han arresteret og fængslet i den lille fæstning Theresienstadt i Prag, hvor Gestapo havde hovedkvarter på det tidspunkt af krigen (KZ-gennemgangslejr senere). Han blev dog løsladt pga. manglende beviser. Da Gestapo senere havde beviser nok, arresterede man ham igen og under tvang indrømmede han sit dobbeltspil, men bedyrede over for Gestapo, at det var for at lægge en fælde, så han og tyskerne kunne fange alle modstandsbevægelsens ledere i ét snuptag. Hvis han på eget initiativ, hvilket han stadig var i stand til på det tidspunkt, havde advaret Morávek i tide, ville det helt sikkert have betydet hans dødsdom fra Gestapo´s side. Han måtte ballancere på denne ”skarpe knivsæg” med at oplyse om løgn og fakta, først for den ene part, så den anden. Den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse fik megen gavn af ham. Men skuespillet over for begge parter sluttede i 1944, da han endegyldigt blev arresteret af Gestapo og henrettet ved skydning den 20. marts 1945 i Theresienstadt, som da for længst var omdannet til en KZ-lejr. ---- Paul Thümmel var født 15.1.1902 i Neuhausen, uddannet som konditor i 1927 og meldte sig ind i det lokale NSDAP parti (National Socialistiche Deutche Arbeiter Partei ”Nazistpartiet”). På det tidspunkt, var han overbevist nazist. Siden 1933 var han medlem af Abwehr (kontraspionagen) i Dresden. Det er stadig ikke klart, hvor meget og hvornår Paul Thümmel, startede sin dobbeltrolle og rapportering, men meget tyder på, at han allerede begyndte at informere den Tjekkoslovakiske efterretningstjenste i 1936, inden 2. Verdenskrig startede. Men nogle forfattere hævder, at kun en del af det opfundne og anbragte informationsmateriale, som han fik kendskab til, var blevet udarbejdet af Abwehr. Resten af de oplysninger som modstandsbevægelsen fik, var noget han selv fandt ud af og rapporterede. Virkeligheden var dog, at det ofte blev en vellykket aktion mod tyskerne og Abwehr/Gestapo. Operation "Anthropoid" og likvideringen af Heydrich var han også omfattet af. Det tyske Gestapo og Abwehr skulle kæmpe sammen, men ofte var der en skjult modvilje og modarbejdning mellem dem – Abwehr-organisationen blev senere lagt ind under Gestapo og derfor kunne Gestapo arrestere ham i 1944 og henrette ham i 1945 – Man havde ikke mere brug for ham i 1944. ---- Læs om Kaptajn Vaclav Moravec længere fremme i fotoserien...

Fotoet viser František Vasko, som forpagtede Hluboká stenbrud, sammen med sin bror Jindrich, hvor de hjalp agentgruppen "Silver A", ved at der i kontor/maskinrummet i stenbruddet, var placeret en ekstra væg ind til et lille rum, hvor Jiri Potucek i hemmelighed kunne sende med sin Mark III radiosender med kodenavnet "Libuse". Efter at faldskærmsagenten fra gruppen "Out Distance" Karel Curda's frivilligt og mod en enorm dusør, henvendte sig til Gestapo og fortalte alt om alle de agenter og modstandsforhold han kendte, blev begge brødrene Vasko arresteret og henrettet på godset Pardubice den 2. juli 1942. Det betød også, at de 2 brødre Krupka, som havde forbindelse til agentlederen Alfred Bartos i gruppen "Silver A", blev anholdt og henrettet. I byen Pardubice, kunne det nazistiske registreringskontor, overvåge alle registreringer af opholdstilladelser og sortere falske identiteter fra de rigtige, herunder hvem der opholdt sig hvor og hvem der ejede, lejede eller på anden vis havde tilknytning til f.eks. bynavnet Miretice, hvor mekanikeren i stenbruddet Karel Svoboda boede og om ejerforholdet til møllen i landsbyen Lezaky. Der var uoverensstemmelse i forhold til tingbogen, hvorfor Gestapo foretog eftersøgning og afslørede modstandsbevægelsens folk og sendestationen i stenbruddet Hluboká ved Lezaky. Potucek var dog blevet advaret dagen før og undslap i første omgang. Gestapo eller det tjekkoslovakiske gendarmeri, baseret på deres kommandoforhold der, anholdt derfor František Vasko med sin kone, Jindrich Vasko, maskinoperatøren i stenbruddet Karel Svoboda, mølleren Jindrich Švanda, hans kone Františka, Josef Štulík og hans kone Marie og hendes forældre med deres søn, og endelig også forældrene til Josef Štulík, Václav og Ružena Štulík (læs ovenfor om Stulik´s skæbne ved dette foto af ham). Flere andre blev også arresteret. Lederen af modstandsgruppen i og omkring landsbyen Lezaky, gendarmerisergenten Karel Knez fik de ikke fat i, da han skød sig selv inden, ligesom andre modstandsfolk med tilknytning til modstandsbevægelsen også begik selvmord. En anholdelse af Gestapo betød kun umenneskelig tortur, fare for at man røbede alt, og helt sikkert en henrettelse, når Gestapo ikke mente de kunne få mere ud af personen. Alle de nævnte mennesker og alle andre beboere, børn, kvinder og mænd i landsbyen Lezaky, blev den 24. juni myrdet og henrettet i en massakre, som det der den 10. juni, var overgået landsbyen Lidice i nærheden. Læs nedenfor udførligt om denne ugerning og folkemord, som tyskerne påførte byen Lidice og beboerne der.

Hluboká stenbruddet i Dachov, ikke langt fra landsbyen Lezaky. Bygningen på fotografiet er maskinrummet og kontoret i stenbruddet. Herfra sendte agentgruppen "Silver A", sine radiomeldinger til London, fra et lille hemmeligt rum, som var placeret bag en dobbetvæg i bygningens venstre side. Radiostationen havde kodenavnet "Libuse" og blev betjent af faldskærmsagenten Jiri Potucek, der sendte sin første radiomelding ca. 14 dage efter, at agentgruppen "Silver A", var landet med faldskærm, i området nær byen Pardubice den 29. december 1941. Da Gestapo hele tiden fik færten af modstandsbevægelsen i og omkring Pardubice, var radioen med kodenavnet "Libuše", blevet flyttet rundt til andre steder og bagefter returneret til stenbruddet Hluboká. Men i april 1942 var radioen og Jiri Potucek placeret på møllen i Lezaky hos mølleren Jindrich Švanda. Potucek boede på første sal i lejligheden i Lezaky, hvor møllerens svoger Josef Štulík boede med sin familie. Potucek undslap dagen før, da en ansat ved møllen i Lezaky kom cyklende hen til lejligheden og fik ham advaret om, at Gestapo var på vej. Landsbyen Lezaky blev kort tid efter jævnet med jorden, den 24. juni 1942 og alle dens indbyggere myrdet af tyskerne. Massakrerne i Lezaky og i Lidice den 10. juni 1942 (læs udførligt om dette længere nede i fotserien), var kun en del af den uhyrlige hævnudfoldelse, som nazisterne foretog pga. likvideringen af Reichprotektor Reinhard Heydrich. Der var også hundredvis af henrettelser af tjekkoslovakiske modstandsfolk og andre mere eller mindre skyldige borgere. Fra den 28. maj til den 24. juni 1942 (dvs. på mindre end en måned), blev der på grundlag af den militære undtagelsestilstand og krigsret, udstedt fra Prag af Kurt Deleuge, efterfølgeren for Heydrich, arresteret og dømt 448 personer til døden, hvoraf 381 var mænd og 67 var kvinder. Samtidig dømte provinsdomstolen i byen Brno, 247 personer til døden, hvoraf 208 var mænd og 39 var kvinder. I løbet af den tid, at krigsretstilstanden var gældende, blev 1.585 tjekkoslovakiske mænd, kvinder og børn (herunder de 173 mænd, som blev myrdet i Lidice den. 10. juni, uden medvirken af domstolen i Prag) henrettet i Protektoratet. Desuden foretog man andre straffende foranstaltninger, med det formål at udslette den tjekkoslovakiske intelligensia, som tegnede sig for 21% af de henrettede. ---- I begyndelsen af marts 1943, blev Hluboká stenbrud overdraget til den tyske stat og kom under tilsyn af Gestapo i Pardubice, hvis øverste chef Clages, solgte det videre, langt under dets værdi, til sin nevø K.H. Becher. Clages besøgte ofte stenbruddet selv, iført sit civile tøj. Han gik meget op i sin egen velstand og ragede til sig, ved enhver given lejlighed, medens han var i Protektoratet under hele krigen.

Landsbyen Lezaky, onsdag morgen den 24. juni 1942, kom en væbnet konvoj af lastbiler og personbiler hen til Gestapostationen i byen Pardubice. Gestapo havde på grundlag af oplysninger fra faldskærmsagenten Karel Curda fra agentgruppen "Out Distance", som alene, forræderisk og frivilligt samarbejdede med Gestapo, fundet frem til, at de faldskærmsagenter og modstandsfolk, som havde deltaget i og likvideret Rigsprotektoren for Böhmen & Mähren Reinhard Heydrich, var personer og befolkning i og omkring byen Pardubice og at faldskærmsagenterne måtte skjule sig i byen eller i regionen. Gestapo vidste også, at en radiosender siden januar 1942, hvde sendt fra området. Allerede 4 dage før den 20. juni 1942, begyndte Gestapo at arrestere folk i landsbyerne Lezaky, Dachov, Vcelakov og Miretice. Det førte til at bl.a. den ledende agent Alfred Bartos, valgte at skyde sig selv den 21. juni 1942 i byen Pardubice, da han ikke kunne undslippe eller skjule sig mere. Den 24. juni blev beslutningen om at udrydde Lezaky sat i værk. På Gestapostationen måtte de hidkaldte borgmestre fra landsbyerne Louka og Miretice, overgive deres registreringer over Chrudim distriktet og landsbyen Lezaky´s indbyggere til Gestapo, sammen med lister over husdyr og protokoller for byens ejendomme. Herefter kørte alle vognene med Gestapo i spidsen mod Lezaky, hvor man straks iværksatte en total hermetisk lukket ring af soldater, gendarmer og politifolk uden om byen. Kl. 12:30 var byen og området sikret. Styrken bestod af ca. 500 mand fra Gestapo, nogle SS-enheder, Shupo (Schutzpolizei) og tjekkoslovakiske gendarm- og politifolk fra Pardubice, Hradec og Kralové. Man gik så igang med at samle indbyggerne, herunder arbejderne fra stenbruddet ved vejen, der førte gennem området. Byens børn, der var i skolen, eller var hjemme hos forældrene, blev samlet og anbragt i mødregruppen. Før klokken blev fem om eftermiddagen, havde man transporteret 47 mænd, kvinder og børn til godset Pardubice. Børnene blev nu taget fra mødregruppen og kørt til Prag. Hovedparten af styrken blev i byen og gik i gang med at plyndre den, for derefter at tænde ild i alle de 9 huse i byen. Hele natten oplystes himlen over Lezaky af det røde og orange ildskær fra den brændende by. Hen over sommeren gik man igang med at jævne byen med jorden og slette alle spor. Entreprisen herfor havde et byggefirma fra Jicín. Fra slutningen af oktober til midten af december 1943, blev resterne af Lezaky helt jævnet med jorden, udført af ca. 65 fanger fra en arbejdslejr. Under opgaven fandt en fange, Josef Bezvoda, penge og våben i to dåser under en sten i hus nr. 13, hvor familien Bohács og Cenek Bures med sin kone havde boet. Indbyggerne havde gemt deres værdisager godt, sådan at meget lidt blev fundet af tyskerne. Men hvad skete der med de 57 indbyggere og herunder børnene?

De 57 mennesker fra byen og omegnen, var samlet i en lille slugt i et stenbrud ved godset Pardubice. Her gik man igang med at skyde alle de 34 voksne indbyggere i Lezaky, 18 kvinder og 16 mænd. Yderligere 7 mennesker som opholdt sig i Lezaky den dag og mere end 40 mennesker fra omegnens landbrug og virksomheder, blev skudt den følgende dag den 25. juni og den 2. juli 1942. Alle 13 børn blev transporteret til Prag om natten mellem den 24. og 25. juni. De blev derefter kørt til ghettoen/fangelejren i Lodz, Polen og til sidst til et børnehjem i Plušcikov nær Poznan, Polen. Søstrene Jarmila og Marie Štulíks blev anerkendt som egnet til "germanisering" og blev overgivet til tyske familier under forskellige navne. Efter krigen opsporede politi-inspektør Josef Ondrácek dem og bragte dem tilbage til Tjekkoslovakiet. De 11 andre børn fra Lezaky blev senere myrdet i en gas lastbil i den polske KZ-dødslejr Chelmno. Sammen med dem myrdede man også en pige fra Lidice, som i første omgang overlevede, da man tidligere havde myrdet de andre 81 børn fra Lidice, som jo blev udryddet den 10. juni 1942. Senere på året den 24. oktober, havde man samlet 254 mennesker, som havde slægtninge i De Allieredes styrker, hæren, flyvevåbnet eller flåden, modstandsfolk, familier hertil, folk som måske kun havde kendt modstandsfolk og mange andre, som nazisterne bare mistænkte eller var i tvivl om. Alle disse mennesker blev henrettet i hobetal den 24. oktober 1942 i koncentrationslejren Mauthausen. ---- Hævnen over Heydrich´s likvidering og død den 27. maj/4. juni 1942 fortsatte hen over vinteren og fortsat i januar 1943, hvor mange flere myrderier på tjekkoslovakiske modstandsfolk og andre patrioter fortsatte i Mauthausen. Desuden anholdt nazisterne mange flere mænd og kvinder fra nabolaget af Lezaky og fra regionen Pardubice, hvor Gestapo mistænkte alle for at have andel i hjælpen til modstandsbevægelsen og agentgruppen "Silver A". Disse blev sendt til koncentrationslejrene Osvetim, Buchenwald og Ravensbrück. Kun nogle få af disse overlevede opholdet der og kunne opleve freden bryde ud i maj 1945.

Historien om modstandslederen Kaptajn Vaclav Moravek (født 08-08-1904), (han er tidligere nævnt ved nogle af de foregående fotos). Mellem 1923-1925 blev han uddannet på Militærakademiet i Hranice, som artilleriløjtnant. Indtil marts 1939 gjorde han tjeneste i 107. Artilleriregiment i Olomouc. I 1933 udnævntes han til Kommandør af 7. Division´s feltkanon brigade og i 1935 blev han forfremmet til kaptajn. Han var desuden en usædvanlig god rytter og skarpskytte. Efter tyskernes erobring af landet 15. marts 1939, forsøgte han forgæves at krydse grænsen til Polen. Han blev dernæst hjemsendt, da den tjekkoslovakiske hær blev opløst. Moravec fik da arbejde som sekretær for et arbejdsanvisnings-kontor. I efteråret 1939 etablerede han kontakt med Oberstløjtnant Josef Balaban og Oberstløjtnant Josef Masin. Disse 3 blev det berømte trekløver, med tilnavnet "De 3 konger i Prag", under de første 2 år af den tyske besættelse, hvor de under den største risiko, ledede en del af modstandskampen mod tyskerne. Vaclav Moravec "gik under jorden" i foråret 1940. Han og de 2 andre officerer blev det vigtigste led i koblingen med dobbeltagenten Paul Thümmel (kodenavne: A-54, René og Eva) i det tyske Abwehr og den eksilbaserede tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London, hvortil man prøvede at opretholde en radioforbindelse med. Vaclav Moravec havde et slogan: "Jeg tror på Gud og på mine pistoler". Han var modig og helt uforsonlig over for tyskerne og sammen med de 2 andre officerers mod og modstandskamp, skabte de faktisk respekt hos Gestapo i Prag. De ledede og udførte et utal af sabotageaktioner og drab på den tyske besættelsesmagt og deres medløbere, stikkere og forrædere. De nøjedes ikke kun med at kæmpe i Prag og protektoratet, men tog også på sabotageaktioner ind i Tyskland og udførte sågar sabotage i Berlin. Ved angreb på Gestapo forsøgte de også at befri nogle af deres fangne kammerater fra tysk fængsel i 1941. Men modstandskampen var en utrolig svær opgave, tyskerne havde hele tiden fat "i den lange ende". De opsnappede konstant andre modstandsfolk, de kunne følge og finde næsten alle radiostationer, som modstandsbevægelsen sendte fra. De var alle 3 på konstant flugt. Selv efter anholdelsen af hans 2 kammerater i april og maj 1941 og hvor han selv undslap med nød og næppe, bød han tyskerne trods, indtil han bogstaveligt talt, med sine rygende pistoler, efter en ildkamp med gestapofolk i en træfning i Strešovické i Prag, blev hårdt såret. For ikke at blive fanget og tortureret og måske komme til at røbe noget om modstandsbevægelsen, skød han sig selv den 21. marts 1942 i Prag nær Prašný broen og parken ved sporvognslinierne i passagen mellem Milady Horákové gaden og Svatovítská gaden. Inden da havde han også skudt og såret flere gestapofolk - Som helte og myter altid gør, døde Moravec kæmpende til det sidste. ---- Rigtig mange modstandsfolk og faldskærmsagenter tog ofte deres eget liv, når de ikke kunne undslippe tyskerne - Tyskernes forhør var vidt berygtet for deres umenneskelige ofte langvarige tortur og mange kunne ikke stå for presset og røbede deres hemmeligheder ufrivilligt. ---- Gestapo og Abwehr og de mange pronazistiske tjekkoslovakiske gendarmer og andre borgere, stikkere og forrædere, havde meget stor succes med at optrevle modstandsbevægelserne og anholde i hundredvis af modstandsfolk - eller bare borgere, som havde den mindste lille tilknytning til en mistænkt modstandsmand, slægtninge, venner, arbejdskolleger osv. Modstandsbevægelsens radiosendere blev ligeledes tit fundet af Gestapo. Modstandsgrupperne blev for manges vedkommende helt udslettet og resterne af folk, som endnu hørte til en af grupperne, måtte indgå i de grupper, som endnu eksisterede. I starten af 1942 var der næsten ingen tilgang af modstandsfolk til grupperne - man turde ikke og det var alt for farligt og tjente ikke noget formål - man fik kun sig selv og sin familie dræbt eller sendt i KZ-lejr. Mange tjekkoslovakker affandt sig med deres skæbne under nazisternes herredømme. Som beskrevet flere steder ved de mange fotos, er det faldskærmsgruppen "Silver A´s" mission, at genetablere kontakten til bl.a. Vaclav Moravec og modstandsorganisationen Sokolská, herunder, at få en ny radiostation oprettet og få reservedele og strømforsyninger til senderne genetableret, da man mistede kontakten til landet i starten af oktober 1941. Ligeledes havde man brug for at få etableret kontakten og informationerne fra dobbeltagenten Paul Thümmel, alias A-54, René og Eva, som stadig befandt sig i det tyske Abwehr´s ledelse i Prag. Læs mere herom ved næste foto.

Mindesten og blomster ved det sted i Prag, hvor Kaptajn Vaclav Moravek døde for egen hånd, som sin sidste udvej. Der er den dag i dag, altid friske blomster ved stenen! -- Historien bag: Den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London forsøgte i efteråret 1941, at genetablere informationerne fra Agent A-54, Paul Thümmel, som blev afbrudt den 4. oktober 1941, ved Gestapo´s fund og konfiskation af den sidste tilbageværende radiosender - SPARTA 1, i byen Jinonice. Paul Thümmel var ansat i det tyske Abwehr (kontraspionagen), som leder af Afdeling III, litra F i Prag med kodenavnet Agent A-54, med hvem den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste havde samarbejdet, så tidligt som fra 1936. Uden at andre i Abwehr vidste noget om det, fungerede han som dobbeltagent og leverede værdifulde oplysninger til den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i London og dermed også til modstandsbevægelserne. Han modtog penge for at levere disse oplysninger, men for at undgå opdagelse, leverede han også misinformation til de forskellige modtagere. Faldskærmsagenten Alfred Bartos fra agentgruppen "Silver A" (læs ovenfor ved de tilhørende fotos, om denne gruppe, deres mission og medlemmer), havde forsøgt at få kontakt med Morávek i lang tid, efter sin faldskærmslanding med agentgruppen "Silver A", den 28/29 december 1941, men uden held. Ingen kunne formode, at alle bestræbelserne på at få flere oplysninger fra A-54 (også kendt som RENÉ eller EVA), var meningsløse, fordi Gestapo sammen med erobringen af radiosenderen SPARTA 1 og stationens modstandsfolk, kunne spore og opfange mange radiosendinger, som de var i stand til at dechifrere. Gestapo vidste derfor allerede, at de vigtigste nyheder og oplysninger, som modstandsbevægelsen sendte til London, kom fra en person som måtte sidde højt oppe i den tyske militære ledelse og, at denne brugte dæknavnet RENÉ. Den 19. oktober 1941, på grundlag af uafdækkede kendsgerninger, blev Paul Thümmel agent A-54 anholdt med Reinhard Heydrich's samtykke. Men da de var ude af stand til at bevise noget imod ham, blev han løsladt 25. november 1941, efter indlæg fra fremtrædende repræsentanter for det nazistiske "maskineri". Gestapo gik nu efter at salme flere beviser mod ham. Thümmel blev igen arresteret den 22. februar 1942. Han indså hurtigt, at nu var spillet ved at være slut og tilstod anklagerne, men søgte at overbevise Gestapo om, at hans hensigt med sine hemmelige oplysninger til modstandsbevægelsen og eksil-organisationen i London var at indkredse og hermed anholde alle ledere i den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse. Den 2. marts 1942, blev han løsladt på betingelse af, at han ville bringe Kaptajn Morávek til et møde (se foregående foto og tekst her). Det gik Thümmel med til og han fik Moravec til at komme til et møde den 21. marts 1942, hvor Gestapo havde lagt en fælde for ham. Man måtte dog kæmpe med ham i hidsige skuddueller, inden Moravec hårdt såret skød sig selv. ---- En af de "tre konger", som Gestapo fangede, inden man fik mulighed for at få fat i Kaptajn Václav Morávek, var Oberstløjtnant Josef Balaban, der blev anholdt den 22. april 1941, med hjælp fra en Gestapo stikker ved navn A. Nerad. Balaban blev henrettet ved skydning i Ruzyne Kaserne den 3. oktober 1941. Den næstsidste af trioen, Oberstløjtnant Josef Masin, blev anholdt den 13. maj 1941, da han blev taget på fersk gerning, under en radiotransmission til London. Han blev henrettet den 30. juni 1942 på skydebanen i Prag-Kobylisy. Se de næste fotos af Balaban og Masin, hvor deres skæbne beskrives. Dobbeltagenten Paul Thümmel A-54 blev igen arresteret den 20. marts 1942, dagen før sit "møde" med Moravec. Gestapo turde ikke have Thümmel på fri fod, i forbindelse med fælden, man havde sat op for Moravec. Thümmel havde også advaret Moravec om, at Gestapo var på sporet af ham. Nu vidste Gestapo hvor man havde Thümmel - at man ikke kunne stole på ham og Gestapo kunne derfor ikke bruge Paul Thümmel mere og han blev sat i fængsel i KZ-gennemgangslejren Theresienstadt i Prag og blev henrettet ved skydning den 20. marts 1945, lige inden de sovjetrussiske hære befriede Prag og Protektoratet.

Oberstløjtnant Josef Masin (født 26. 8.1896). Under 1. Verdenskrig var han ligesom Josef Balaban med den Tjekkoslovakiske Legion i Rusland (1916-1921) og fik her mange hædersbevisninger. Efter han vendte hjem, trådte han ind i den tjekkoslovakiske hærs artillerivåben og pga. hans dygtighed fik han senere rang af oberstløjtnant. Fra marts 1928 gjorde han tjeneste som kommandør for det 1. Artilleri Regiment i Prag-Ruzyne, hvor kammeraten Josef Balaban også gjorde tjeneste. I marts 1939, da tyskerne var ved at erobre landet og hermed hovedstaden Prag, forsøgte han at sprænge kasernens depoter indeholdende våben og sprængstoffer. Han ville ikke have, at materiellet faldt i tyskernes hænder, men han blev forhindret i at gøre det. Da han over for sine foresatte, nægtede at lade tyskerne erobre kasernen og våbnene uden kamp, blev han suspenderet. Men før tyskerne nåede at besætte og beslaglægge kasernens våben, lykkedes det ham med 5 lastbiler fyldt med våben, at komme væk og sikre og gemme materiellet. Straks efter besættelsen af landet, skabte han en modstandsgruppe, som var en del af modstandsorganisationen "Nationens Forsvar", som var ledet af militære officerer. Hans modstandsgruppe var i stand til, sammen med kammeraten Josef Balaban og Kaptajn Vaclav Moravec, at foretage ødelæggende sabotageaktioner, selv på tysk territorium ( f.eks. angreb på Luftwaffes hovedkvarter og Anhalt jernbanestationen i Berlin). Sabotage var en vigtig del af aktiviteterne hos modstandsgruppen "Nationens Forsvar". Oberstløjtnant Josef Masin's gruppe fremstillede bl.a. specielle bomber, maskeret som kul-briketter, som de placerede i kul-siloer, som tyskerne anvendte. Masin havde dygtighed og held til at kæmpe mod tyskerne indtil 1941, hvor det den 13. maj, lykkedes Gestapo at arrestere ham under en af sine radiosendinger til London. Hans heroiske modstand og kamp under anholdelsen, som betød, at han blev såret af tre skudsår og pådrog sig et brækket ben, førte også til, at Kaptajn Vaclav Morávek og radiooperatøren F. Peltán kunne undslippe. Trods alle forhør og frygtelig tortur af Gestapo, røbede han ikke noget om sine kammerater i modstandsgruppen. Han forsøgte to gange at begå selvmord under fængslingen. Hans kone var også fængslet i flere måneder. Josef Masin blev den 30. juni 1942, lige som hundredvis af sine kammerater, henrettet på Prag-Kobylisy skydebanen, under den militære undtagelsestilstand, som var indført af Reinhard Heydrich allerede i slutningen af september 1941. Han måtte undgælde med livet, kort efter sin anholdelse, måske også fordi Heydrich var blevet likvideret den 27. maj og døde den 4. juni 1942. Modstandsgruppen og de 3 officerer fik tilnavnet "Tri Králové" - "De Tre Konger" og selv i dag, er navnet kendt af de fleste tjekker, selv om der var mange andre modstandsgrupper under krigen. ---- Efter krigen modtog Josef Masin en posthum forfremmelse til brigadegeneral. Hans sønner - dengang 13 og 15 år gamle - fik medaljer for "personlig tapperhed under krigen" fra Præsident Edouard Beneš.

Deltagere i faldskærmsmissionen "Out Distance": Leder Løjtnant Adolf Opalka (født 4.1.1915). I 1937/38 studerede han på det militære akademi i Hranice og dimitterede med rang af infanteriløjtnant. Efter Tjekkoslovakiets fald den 15. marts 1939, lykkedes det ham i slutningen af juni 1939, sammen med sin fætter Francis Pospisil (som senere blev faldskærmsagent i missionen "Bivouac"), at krydse grænsen til Polen, som stadig var et frit land, endnu - og komme videre i juli 1939 til Frankrig, hvor de tilsluttede sig Fremmedlegionen i Sidi Bel Abbes og senere i Oran. De blev begge, da 2. Verdenskrig brød ud den 1. september 1939, indrulleret i det tjekkiske korps i Agde i slutningen af september 1939. Opalka tjente sig gradvis gennem alle regimenter i 1. Tjekkoslovakiske Division, hvor han sammen med de britiske korps deltog i kampene på den franske front. Han og fætteren Pospisil, blev som 340.000 andre allierede soldater, reddet via Dunkirk til England. Her fik Opalka først arbejde i et firma, som fabrikerede maskinpistoler. Han og Pospisil meldte sig frivilligt til hæren og også til missioner bag fjendens linjer. Efter særlige kurser og uddannelse i offensiv kamp, som commandosoldat, blev begge optaget i enheden Special D. På grund af sin dygtighed og pålidelighed blev Opalka udnævnt til lederen af faldskærmsagent missionen "Out Distance". Missionen havde deltagelse af 3 agenter i den anden mission "Zink". Begge agenthold lettede med bombeflyet, en Halifax II nr. 1a L9618 NF-W, ført af en polsk besætning, med piloten Løjtnant Mariusz Wodzicki, mod Tjekkoslovakiet (læs længere fremme ved de kommende fotos om mission "Zink"). ---- Opalka, som fik dæknavnet Adolf Kral, blev sammen med 2 andre agenter (se de næste 2 fotos) nedkastet med faldskærm natten mellem den 28/29.3.1942 ved Orekhovo nær Telcetet. Missionen var at forøve sabotage og hjælpe den anden gruppe "Silver A". De havde også en anden vigtig opgave, nemlig at medbringe radiotransmissionsudstyr f.eks. en Beacon radio, som skulle bruges til at lede indkommende fly, så de kom ind over det sted hvor man kunne bombe et mål, eller nedkaste agenter eller forsyninger. Senere udvikledes den bedre pejleradio Eureca. Tillige med Beacon radioen, havde de den nyeste Mark III radio. Nedkastningsstedet var forkert, da flyets navigatør havde begået en navigationsfejl. Opalka blev skadet ved faldskærmsudspringet og hele det seperat nedkastede udstyr kunne agentgruppen ikke finde. Men Gestapo fandt udstyret i faldskærmscontaineren kort tid efter, da flyvningen og nedkastningen var blevet opdaget via radiopejling og sendt ud til de lokale Gestapo-enheder, som så kunne lede de rigtige steder efter agenterne og ikke mindst deres udstyr. Gestapo informerede Reichprotektoren Reinhard Heydrich om sagen den 1. april 1942, da man kunne udlede, at han antagelig var mål for agenternes opgave. Heydrich tog det meget let og foretog ikke noget for at modvirke denne åbenbare trussel, men vedblev at køre rundt i Prag i sin åbne stabsvogn - man var jo et herrefolk og uovervindelig - ikke? - syntes han at tro. ---- Dokumenterne fra faldskærmscontaineren indeholdt også billede af og oplysninger om en af "Silver A" gruppens agenter, Josef Valcik (læs ovenfor ved fotos af denne agent om hans skæbne). Han blev nødt til at droppe alle sine opgaver under "Silver A" aktionerne og søge til Prag, hvor han fik kontakt til modstandsorganisationen, som sammen med agenterne i mission "Anthropoid" var i gang med forberedelserne til attentatet på Reinhard Heydrich - Valcik endte på den måde i kirkens krypt sammen med de 6 andre agenter efter attentatet - en skæbne som kom til at koste ham livet trods sin heltemodige kamp mod den tyske overmagt. ---- Ivan Kolarik, en af de andre 2 agenter i gruppen "Out Distance", mistede derved sine falske indifikationspapirer og dokumenter ved landingen - og dem fandt Gestapo! Desuden var der i containeren andre papirer og dokumenter, med navnene, dæknavn og kontakter for alle de andre agenter, der allerede var landet i protektoratet. (Læs videre om denne fatale fejl ved nedkastningen af disse agenter, ved næste foto vedr. Ivan Kolarik). Kolarik blev nødt til at skilles fra de andre 2 agenter, da han ville bringe hele missionen i ulykke, hvis eller når han ikke kunne skjule sig mere - personlige papirer var absolut nødvendige i landet - uden dem var man prisgivet. Missionen gik derefter helt skævt. Ivan Kolarik blev hurtigt opsporet af Gestapo og allerede den 1. april indså han, at han ikke kunne undslippe og for at skåne sine familiemedlemmer i landet og for at undgå pågribelse og forhør, tog han sin giftkapsel og begik selvmord. Karel Curda, den 3. agent skiltes også fra de andre og nu var alle på egen hånd. Curda og Opalka fandt uafhængige af hinanden til byen Pardubice. Her fik Opalka kontakt til Alfred Bartos fra gruppen "Silver A". Sammen kom de til Prag - Curda lykkedes det også at nå til Prag. Her indgik de i missionen med at forberede attentatet på Reinhard Heydrich. Opalka fungerede som leder i Prag, sammen med Kaptajn Alfred Bartos fra "Silver A" gruppen. Man organiserede bl.a. også markeringerne af de luftkendemærker (2 brændende hø-lader), som var nødvendige, da briternes bombefly om natten den 25. april angreb Škoda fabrikkerne i Pilsen. Efter deltagelse i planlæggelsen af attentatet på Reinhard Heydrich, er det kun Opalka fra "Out Distance", som sammen med de 6 andre faldskærmsagenter fra de forskellige andre missioner, der til sidst skjuler sig i kirken i Resslova gaden. Her befinder alle sig til sidst i en håbløs situation. Men Opalka trodser tyskerne, selvom han er såret af skud og har fået knust en knogle i sin højre arm og er såret af fragmenter fra tyske håndgranater. Han vedbliver med, alene og heroisk, at beskyde de tyske soldater oppe i kirken, medens han langsomt trækker sig tilbage og får sig klemt ned gennem en ventilationsskakt, som kunne dækkes af en cementlem, ned i krypten. Da der ikke var nogen udvej for hverken Løjtnant Adolf Opálka, eller de andre overlevende agenter, tog han da en giftampul og endte samtidig sit liv med et pistolskud med den sidste patron, til venstre tinding. ---- Inden ragnarok brød ud i protektoratet, med agenternes og modstandsbevægelsens likvidering af Reichprotektor Reinhard Heydrich, deres flugt og heroiske kamp og død i kirkens krypt, var flere af faldskærmsagenterne, bl.a. Josef Valcik, med i forberedelserne til og afmærke målområdet til et britisk forsøg på at bombe Škoda fabrikkerne i industribyen Pilsen. Denne fabrik var blandt de tre mest fremtrædende tjekkoslovakiske militære produktionsfabrikker, der leverede til Det Tredje Rige. Fabrikkerne lå 1200 km. fra de britiske øer og angrebet kom til at ske på et tidspunkt, hvor de tjekkiske agenter var i slutfasen i forberedelserne til attentatet på Reinhard Heydrich. De britiske fly og deres navigations-formåen var heller ikke optimale på det tidspunkt af krigen. Der var foretaget fire forgæves forsøg på at bombe dette vigtige mål mellem oktober 1940 og oktober 1941. Det nye angrebsforsøg blev foretaget om natten den 25. april 1942, under kodenavnet CANONBURY. Det blev udført med seks fire-motores Short Sterling Mk.I bombefly fra 218. eskadrille. Angrebet blev sat ind kl. 18:00, da agenterne i Tjekkoslovakiet skulle være klar og modtage et radiobåret udsendt kodeord, som BBC Broadcast lod indgå i sin radioudsendelse til landet. Dette kodeord var et signal til agenterne i faldskærmsmissionerne med kodenavnene: "Out Distance", "Anthropoid" og "Silver A", om at afmærke målet. De antændte to lader med halm, for på den måde at guide bombningen af fabrikkerne. Dette skulle give tid nok, så piloterne var i stand til at finde Škoda fabrikkerne. Men målet blev dækket af skyer i en højde af cirka 300 meter. Kun en af flybesætningerne var i stand til at navigere og orientere sig ud fra observationerne af de 2 brændende lader og de resterende fem Short Sterling bombemaskiner kastede deres bomber i blinde. Ikke en eneste bombe ramte Škoda fabrikkerne og hele operationen var en fiasko. Læs videre ved de næste fotos og de andre steder, hvor hele historien rulles op - om de spændende men frygtelige begivenheder, som de ovennævnte agenter kom til at betyde for de andre agenter, for Prag og hele det tjekkoslovakiske folk resten af krigen.

Den anden agent i mission "Out Distance". Ivan Kolarik blev født den 22. marts 1920. Efter eksamen fra gymnasiet, studerede han medicin. Efter tyskernes lukning af landets universiteter i foråret 1939, forlod han landet og nåede Frankrig via Slovakiet, Balkan og Mellemøsten. Han blev optaget som menig i den tjekkoslovakiske hær i Frankrig den 6. marts 1940. Sammen med 8. Bataljon af 1. Infanteriregiment, deltog han i kampene mod tyskernes felttog ind i Frankrig. Efter Frankrigs fald blev han som de fleste andre tjekkoslovakiske soldater, evakueret fra Dunkirk til England (man ved at han også som Alfred Bartos, kom med skibet "Rod El Farag"- se evt. ovenfor om Bartos of skibets skæbne i krigen). I England fik han tjeneste i 2. kompani ved 1. Infanteribataljon. Han meldte sig frivilligt til de særlige agentopgaver i sit hjemland og efter at have deltaget i den obligatoriske faldskærmsagentuddannelse, blev han udtaget til at deltage i faldskærmsmissionen "Out Distance". Missionen gik skævt fra starten og han befandt sig, via flere uheldige tilfældigheder, i en håbløs situation, alene og uden nogen hjælp (læs også ved et foregående foto vedr. Opalka om gruppen og missionens skæbne). Han havde ikke fået fat i sine personlige, men forfalskede papier og dokumenter og kunne derfor ikke klare sig alene og ikke få kontakt til modstandsbevægelsen. Hans dokumenter var forfalsket og stemplet med et enkelt falskt stempelaftryk fra politihovedkvarteret i Brno. Datoen her fortalte alt for Gestapo - de behøvede nu bare at tjekke alle personlige papirer, som vedrørte opholdstilladelse i Protektoratet udstedt efter den 1. februar 1942 og sammenholde dette med alle de andre oplysninger, man nu havde fra containerens papirer og dokumenter. Næsten alle agenters falske navne og andre forhold stod i disse papirer. Ligeledes var Gestapo nu kendt med antallet af nedkastede agenter, hvor det var sket og hvad deres opgaver i hovedtrækkene var. For ikke at falde i tyskernes hænder, tog han konsekvensen og begik selvmord den 1. april 1942, 3 dage efter at han og de 2 andre agenter var landet den 28. marts. Han var den første tjekkoslovakiske faldskærmssoldat, som mistede livet i Protektoratet.

Karel Curda, som var den 3. agent i gruppen "Out Distance", var født 10. oktober 1911 i Jindrichuv Hradec. Efter sin værnepligt i det 29. Infanteriregiment (1933-1935), forblev han i den tjekkoslovakiske hær. Han blev leder af militærets økonomiske afdeling i Lošov nær Olomouc 8. juni 1938. I juni 1939 efter tyskernes erobring af Tjekkoslovakiet i marts, kom han i lighed mange andre unge tjekkoslovakiske mænd til Frankrig via Polen, hvor han sluttede sig til Fremmedlegionen, og senere den 26. september 1939, tilsluttede han sig den Tjekkoslovakiske Hær, som var underlagt Frankrigs hær og udstyret med uniformer og udstyr fra denne. Den 1. januar 1940 blev han forfremmet til Stabs-sergent. Efter det franske og engelske nederlag til tyskerne´s "Blitzkrig" gennem Belgien og Frankrig i foråret 1940, kom han den 7. juli 1940 med skib til England, ligesom ca. 340.000 andre soldater gjorde det, via området ved Dunkirk i Nordfrankrig. -- I England blev han placeret i 10. kompagni af 1. Infanteriregiment i den Tjekkoslovakkiske eksil-hær. Han deltog ikke i dette regiment´s opgaver, men blev placeret på en automobilfabrik. Han meldte sig senere frivilligt til at deltage i missioner i Tjekkoslovakiet. Fra september 1941 til marts 1942 bestod han alle kurser i agentuddannelsen i STS i Dorking. Han blev tilknyttet mi-ssionen "Out Distance", hvis 3 agenter blev nedkastet med faldskærm den 27/28 marts 1942. Curda var blevet udvalgt trods kendskabet til, at han havde svært ved at holde sig fra alkohol og var upålidelig, men alligevel fløj han med missionen "Out Distance", under påtaget navn Charles Vrbas. Missionens opgaver var bl.a. at sabotere de tyske anlæg og medbringe nyt radioudstyr, tillige med hjælp til den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse. -- Karel Curda måtte efter faldskærmslandingen søge alene mod Prag, da gruppen efter nedkastningen, ikke kunne finde deres udstyr, som blev kastet ud i en separat faldskærmscontainer. Curda nåede Prag og fik kontakt til de andre agenter, herunder sin ledere Opalka og Bartos. Han deltog også i forberedelserne til attentatet på Heydrich, men forlod straks Prag og det øvrige hold af agenter fra de forskellige missioner, "Out Distance", "Silver A", "Bioscop" og "Tin", umiddelbart efter likvideringen af Reinhard Heydrich og skjulte sig sammen med sin mor i Nova Hlína nær byen Trebon. Her kontaktede han personligt og på eget initiativ, frivilligt og uden tvang, Gestapo den 16. juni 1942 og forrådte hele agent-netværket og modstandsbevægelsens mange ledere og medlemmer. Gestapo fik alle de navne han kendte til, dæknavne og steder, som de kunne tænkes at opholde sig, forskellige kontaktpersoner og familier, som husede eller havde huset agenter eller modstandsfolk - alt hvad han kendte til fortalte han frivilligt Gestapo. Han havde kendskab til, at tyskerne havde udlovet en dusør på 10.000.000 tjekkiske koruna (1 koruna bestod af 100 tjekkiske haléru). Kursen på 1 tysk Reichsmark svarede dengang til 10 tjekkiske koruna. Curda fik altså kontant 1 million Reichsmark (ca. 4-5 mill. dkr.), for oplysninger, der ville gøre Gestapo i stand til at finde attentatfolkene - de fik meget mere end disse attentatfolk! Ligeledes vidste han, at hvis eller når han ville blive fanget, ville Gestapo torturere ham, for at få ham til at tale og bagefter henrette ham alligevel, som det var sket for tusinder af andre tjekkoslovakker inden og især efter attentatet. -- Den 13. juni 1942, skrev han først en forræderisk skrivelse, hvori han identificerede Gabcík og Kubiš som Heydrich´s mordere. Curda forrådte herefter alle, som han kendte personligt og som havde hjulpet faldskærmssoldaterne, ikke kun i Prag, men også i byerne Pardubice, Lázne Belohrad og Pilsen. Gennem sit omfattende forræderi, kostede det flere hundrede tjekkiske patrioter og deres familier livet hen over sommeren 1942, med kulminationen af henrettelserne den 24. oktober 1942. Hertil føjedes tyskernes omfattende repressalier med udslettelsen af landsbyerne Lidice og Lezaky, ligesom tusindvis af andre tjekkoslovakker mistede livet i de følgende måneder og år efter attentatet. ---- Han undslap ikke denne frygtelige misgerning, men blev den 14. maj 1945 arresteret af De Allierede, overgivet til Tjekkerne og dømt til døden. Han forsøgte at begå selvmord, men blev henrettet ved hængning den 29. april 1947. -- Operation "Anthropoid´s" agenter og hjælpere fra modstandsbevægelsen og agenter tilhørende andre missioner ("Silver A!, "Bioscop", "Tin"), i alt 7 agenter, som efter attentatet skjulte sig hos to familier i Prag, tog senere tilflugt i Kirken St. Cyril & Methodius. Gestapo kunne ikke finde dem der, trods det, at de var lige i hælene på agenterne flere gange. Men da Karel Curda begik sit forræderi, rullede "lavinen". -- Efter Curda havde fået sin dusør, deltog han i resten af krigen, med at hjælpe Gestapo, i at optrævle modstandsgrupper og fik derved stor betydning for tyskerne og deres terror mod den tjekkoslovakiske befolkning. Curda fik bevilget tysk statsborgerskab den 21.2.1944 og gift med Mary Bauer, en tysk kvinde, med hvem han fik en søn Charles, og han ændrede sit navn til Jerhot. I marts 1943, var han involveret i identifikationen af de dræbte fra 2 faldskærmsmissioner ved navn "Bronce" og "Iridium". Han deltog aktivt i eftersøgningen af medlemmer af gruppen "Antimon" og havde stor fortjeneste i at fange faldskærmsagenten Frantisek Pospisil (fætter til Adolf Opalka) fra gruppen "Bivouac". -- Efter krigen blev Curda arresteret den 15. maj 1945 og dømt for landsforræderi. Han blev beskyldt for, at at være medvirkende til, at tyskerne dræbte i alt 254 mennesker i den Tjekkoslovakiet. Den 29. april 1947 kl. 11:57, blev han fortjent henrettet ved hængning i Pankrác fængslet i Prag. Næste foto viser en af de tyske "reklameskrivelser", som opfordrer til forræderi, mod at få den store dusør - det var bl.a. den, som fik Curda til at reagere.

Agentgruppen "Zink". Vilém Gerik (født 28.12.1920). Han var i lære som radiomekaniker, da han i november 1939 forlod landet og kom via Ungarn, Jugoslavien og Beirut til Frankrig, hvor han i april 1940, blev optaget i det 1. Tjekkoslovakiske Infanteriregiment, som kæmpede forenet med de franske og engelske styrker i Frankrig, mod de tyske invasionsstyrker. Han kom også med over til England via Dunkirk og blev optaget i en radiokommunikationsdeling ved 2. Bataljon. Han blev også uddannet som faldskærmsagent og blev udtaget til at deltage i missionen "Zink". Gruppen bestod af 3 agenter, hvor Vilém var radiospecialisten og blev nedkastet fra samme fly, som nedkastede den anden gruppe "Out Distance", natten mellem den 28. og 29. marts 1942. Landingen af gruppen "Zink" gik heller ikke godt. Gruppen sprang ud med faldskærm, langt fra det sted som var planlagt og landede i Gbely i Slovakiet og ikke som planlagt nord for Prag. Flyvningen med de 2 agentgrupper endte med, at begge grupper blev nedkastet et helt forkert sted, da navigationen fra den polske flybesætning ikke var god nok. De 2 andre agenter i mission "Zink" var Løjtnant Oldrich Pechal og lederen, Warrant Officer (Chefsergent) Arnost Miks (læs om deres skæbne ved det foregående og følgende fotos). Efter landingen kunne man ikke finde hinanden og Gerik var ikke i stand til at skabe kontakt med nogen som helst og vidste ikke hvad der var sket med sine 2 kammerater og begav sig derfor mod Prag. Den 4. april 1942 mødte han op i hovedkvarteret for Prag´s Politi & Gendarmeri. Gerik var ikke klar over situationen i sit hjemland og stolede på, at da han var slovakisk statsborger (landet var efter tyskernes erobring, delt op i Böhmen & Mähren og Tjekko-Slovakiet), formodede han, at han ville blive sendt hjem, men han blev i stedet overgivet til Gestapo. Han prøvede på ikke at røbe de vigtigste forhold for Gestapo, men samarbejdede alligevel om, at fange sin agentleder Arnost Miks, noget som i første omgang kun delvist lykkedes, men senere da Gestapo var ret heldige, lykkedes det at eliminere Miks (se og læs ved de følgende fotos om Miks´s skæbne). Da dette var overstået, vurderede Gestapo, at Gerik ikke ville bidrage med mere værdifuldt i efterretningsmæssig forstand. Det lykkedes derfor Gerik at undslippe en dag fra Gestapo. I efteråret 1942 blev han dog igen arresteret og blev sendt til Dachau KZ-lejren ved München for resten af krigen. Her overlevede han. Efter krigen, den 25. maj 1945, blev han arresteret af de tjekkoslovakiske myndigheder. Han blev fængslet og anklagen for højforræderi mod ham og Karel Curda, førte til, at de begge blev idømt dødsstraf. Vilém Gerik blev henrettet den 29. april 1947.

Lederen af agentgruppen "Zink", Arnost Miks blev født 27. juni 1913 i Genova/Rakovníka. Forældrene havde en lille gård, Arnost var den ældste af fire børn. Uddannet murer. Holdt af cykelsport. Under sin værmepligt 1936-1938, mødte han Vladimir Hauptvogel (senere også faldskærmsagent). Miks blev efter værnepligten hjemsendt med rang som sergent. Da Tjekkoslovakiet faldt i nazitysklands hænder den 15. marts 1939, flygtede Miks som så mange andre unge tjekkoslovakker til Frankrig via bl. Balkan, for at kæmpe mod tyskerne. Han ankom til den sydfranske by Agde den 13. januar 1940. Her fik han senere kommandoen over en maskingeværdeling i den tjekkoslovakisk oprettede eksil-hær og deltog med sin enhed i kampene mod de fremrykkende tyske styrker i Nordfrankrig. Han blev herfor tildelt fortjenstmedaljen "For Modet". Han kom også med over til England, under den store evakuering fra Dunkirk. I England fik han kommandoen af en deling i 1. Bataljon i den tjekkoslovakiske eksil-hær. Her blev han igen forfremmet til sergent. I august 1941 tilsluttede han sig uddannelsen til faldskærmsagent i Skotland, hvor han var færdig med et afsluttende faldskærmskursus i oktober 1941. I november kom han til STS/SOE´s agentspecialkursus på "Villa Bellasis" og derefter udtaget til at være leder for agentmissionen "Zink" i Protektoratet. Agentgruppen blev, grundet nogle fatale navigationsfejl, nedkastet på et fejlagtigt sted om natten den 27/28. marts 1942 ved Gbely i Den Slovakiske Republik (marionetstat oprettet af Tyskland efter erobringen af Böhmen og Mähren, som blev benævnt Protektoratet). Efter landingen som betød, at gruppen splittedes, kom Miks over grænsen og ind i protektoratet og opsøgte sin broder Franz Mikšová, som han i nogle dage opholdt sig hos. Gruppens nedkastede udstyr fik ingen af gruppens medlemmer fat i. Det betød for Miks, at han derfor ikke kunne færdes frit ret længe og ikke udføre missionens opgaver (sabotage m.m.). Det lykkedes ham at komme til Prag, hvor han skjulte sig hos sin anden bror, Anton. I Prag fik han kontakt med en modstandsmand, Joseph Kusy og via ham fik han kontakt til en anden faldskærmsagent, nemlig lederen af agentgruppen "Out Distance", Adolf Opalka. Her fik de skaffet Miks nye falske identifikationspapirer. Planen var nu at hente udstyret fra de 5 missioner * "Bioscop", "Biovauk", "Steel", ** "Intransitive" og "Tin", som var landet i nætterne mellem den *27. og 28. april og den ** 29. og 30. april 1942, hvis udstyrs-containere, var gemt i en træhytte i skoven nær landingsstedet for deres faldskærmsudspring. Man var ret sikre på, at udstyret ikke var fundet og gennem modstandsmanden Kuzy fik de vished herom. Denne tog dog grusomt fejl. Men modstandsfolkene mente, at man havde mulighed for at hente det. Planen herfor blev iværksat sammen med Josef Kuzy, vennen Josef Minarik, Vlastimil Moravec, søn ag familien Moravec, som bl.a. husede agenterne i missionerne "Anthropoid" og "Silver A" og faldskærmsagenten Josef Valcík fra mission "Silver A" og Arnost Miks selv fra gruppen "Zink". Hvad de ikke vidste var, at Gestapo havde fjernet containerne og havde beordret gendarmeriet til at patruljere i fund-området, for om muligt, at fange de nyligt landsatte agenter, hvis de skulle vende tilbage. Gestapo vidste ligeledes mange ting om Miks og modstandsbevægelsens medlemmer og specielt, at disse antageligt ville komme og forsøge at hente udstyret i træskuret i skoven den 30. april om aftenen/natten. Deres viden skyldets, at hans egen kammerat i agentgruppen "Zink", Vilém Gerik (se fakta ved det foregående foto af denne person), frivilligt havde samarbejdet med Gestapo, kort tid efter at de var landet i landet. Hans oplysninger førte til, at Gestapo kom på sporet af den forestående afhentning af udstyret i træskuret. Gestapo satte det tjekkoslovakiske gendarmeri på patruljer i området allerede fra om eftermiddagen den 30. april. Det tjekkoslovakiske gendarmeri havde mange nazivenlige sympatisører og medløbere, som var medlemmer af den tjekkoslovakiske nazistiske bevægelse "Flaget". Det var derfor meget uheldigt, at den nat, som modstandsgruppen og Arnost Miks skulle hente de nedkastede forsyninger, som jo ikke var til stede, løb de bogstaveligt talt ind i en patrulje fra det lokale gendarmeri, hvor lederen, en løjtnant, var medlem af denne facistiske organisation "Flaget". Det kom til en skudveksling, hvor Miks dræbte en gendarmsergent, som ikke var medlem af "Flaget" og sårede gendarmløjtnanten (se tekst ved de næste fotos af gendarmen m.m.). Men Miks blev også selv alvorligt såret af et skud fra gendarmløjtnanten. Såret var dødeligt og det var Miks hurtigt klar over og at spillet var slut. For ikke at falde i hænderne på Gestapo, skød han sig selv i hovedet, om aftenen den 30. april 1942 (læs videre om denne hændelse ved de næste fotos).

Nedkastningsområdet for de 5 missioner "Bioscop", "Bivouac", "Steel", "Intransitive" og "Tin", som blev nedkastet den 27./28. og den 29./30. april 1942. Det meste af deres udstyr i de samtidigt nedkastede containere, var de ikke i stand til at få med sig, men for noget af udstyret, var det lykkedes agenterne at gemme i et gammelt træskur i skoven. Agentgruppen "Zink´s" ene agent Arnost Miks, som landende den 27./28. marts 1942, tog sammen med en fra agentgruppen "Silver A" (nedkastet 28/29. december 1941), Josef Valcik og nogle modstandfolk, ud for at hente udstyret om aftenen den 30. april. Man vidste ikke, at udstyret var blevet fundet og fjernet af tyskerne. Skovområdet, Misto Prestrelky, var ret øde og træskuret hvor udstyret skulle ligge i, var beliggende ved en skovvej, i en skovlysning nær de åbne marker. Fotoet viser kanten af skovvejen, hvor Arnost Miks, efter at han skød sig selv, ligger død. Scenen for dramaet i skoven skete sent om aftenen den 30. april 1942. Gestapo vidste, at der ville ske et forsøg fra agenter eller modstandsbevægelsen, på at hente udstyret, som var blevet fjernet i løbet af dagen. Gestapo havde beordret gendarmeriet til at patruljere og lægge en fælde for den mulige afhentningsaktion. Patruljeringen gik i gang om eftermiddagen den 30. april, men koordinationen med Gestapo var ikke god nok, så gendarmeriet kom til helt alene, at stå for opgaven, uden at folk fra Gestapo var til stede - en klar fejl, skulle det vise sig. Aftenens gendarmpatrulje var sat i værk af Gendarmløjtnant Václav Komínek og hvor Gendarmsergent František Ometák modstræbende var beordret med. Gestapo vidste fra forræderen og faldskærmsagenten i mission "Zink" Vilém Gerik, hvor gruppen tidligere havde landet med faldskærm og kunne derfor udpege området i skoven, hvor patruljer både ville kunne finde udstyret og fange Miks og måske andre fra modstandsbevægelsen. Patruljeringen og bevogtningen af området og skuret, startede allerede fra om eftermiddagen. Her ville man kunne lægge en fælde og opdage Miks og de andre medlemmer af modstandsbevægelsen, når de nærmede sig træskuret. Det er forår og månen danner en natlig baggrundsbelysning. Klokken er omkring 22:00 om aftenen, da gendarmerietpatruljens folk hører knasen fra knækkende grene i skoven. I spændt agtpågivenhed kommer der 2 skygger listende i måneskinnet ud i skovrydningen. Pludselig kommer der 2 ultrakorte lyssignaler og de 2 skygger nærmer sig langsomt og forsigtigt snigende. Nu satte gendarmeripatruljens folk sig i bevægelse og kom hurtigt løbende med tændte lygter og skudklare rifler og råbte: "Stop, hænderne op!" Arnost Miks løfter kun sin venstre arm og holder den højre i frakkelommen, hvor han har sin skudklare pistol. Den anden "skygge" var modstandsmanden Joseph Kusy, som løfter begge arme i overgivelse. Miks råber tilbage: "Jeg har en pistol" og affyrer et skud gennem frakkens lomme, som træffer gendarmsergenten Ometáka, som styrter om på ryggen, ramt alvorligt i hovedet og derfor dør få sekunder senere. Miks affyrer derefter et skud mod Løjtnant Komínek, samtidig med, at denne skyder mod Miks med sin riffel. Skuddet fra Miks træffer Kominek, men ikke dødeligt og hans riffelskud træffer Miks, som falder til jorden, alvorligt såret. Da han kan mærke, at han ikke vil kunne klare anholdelse og forhør med det alvorlige sår og måske også vil dø af det, råber han: "Joseph løb, jeg kommer senere!" Joseph Kusy snurrer om og styrter afsted ind i mørket i skoven og det lykkedes ham at flygte. Inde i skoven kaster han sin pistol væk. Miks ved godt, at spillet er slut og han foretrækker at dø for egen hånd, fremfor at blive fanget, tortureret og måske komme til at røbe sig - for så at blive henrettet alligevel. Liggende i græsset i vejkanten, sætter han sin pistol til tindingen og skyder sig. Kort efter ankommer der til stedet, en gendarmkaptajn med en anden patrulje i bil. Han havde også set glimt af lys (skuddene), men han anså det for et genskin/lysglimt fra bilens forlygter og lyden fra skuddene var blevet overdøvet af bilens motorstøj. Da patruljen forlader bilen, ser de Gendarmsergent Ometáka liggende ubevægelig i udkanten af lysningen i skovbrynet, hvor Løjtnant Komínek sidder på hug ved hans side. Han fortæller hvad der er sket. Senere forlades stedet, med den døde Ometáka i et andet tilkaldt køretøj. Løjtnant Komínek sidder let såret bag i køretøjet og siger: "Jeg vil altid beklage, at jeg fik skudt en ven på den måde, det bør ikke være svært at forstå". ---- Nyheden om skyderierne fik Gestapo i Kladno om morgenen næste dag. Forræderen Viliam Gerik sidder bundet til en stol i en fængselscelle i Prag, da man siden hans oplysninger om Miks, ikke har stolet på, at han ikke ville advare denne eller andre, eller stikke af, hvis han var på fri fod. Den risiko ville Gestapo ikke tage. I cellen befinder sig også Gestapokommissær Oscar Fleischer. Han forhører Gerik ud fra de oplysninger og fakta, som man har fundet på Miks og det sted hvor Miks døde. Man har fundet en lille skjult lommebog med adresser på liget, som Gerik skal svare på, om disse er modstandsfolks adresser. Gestapo er sikker herpå, men vil have Gerik til at uddybe disse oplysninger. Ud over lommebogen hos den døde Arnost Miks, har Fleischer fundet nogle andre papirer med skriblerier på og en giftampul. Fleicher var rasende over den mangelfulde kontrol og koordinering mellem Gestapo og gendarmeriet, som var skyld i, at man ikke fik Miks levende og de andre deltagere fra modstandsbevægelsen: Skylden herfor blev "tørret af" på den næstkommanderende i Gestapo i Kladno, Thomsen. Liget af Arnost Miks blev overført til Petschova hospitalet og derefter til det tyske institut for retsmedicin og kriminologi.

Den tjekkoslovakiske pilot, Flying Officer Leo Anderle, som foretog de mange farefulde flyvninger til sit hjemland, med de forskellige grupper af faldskærmsagenter. En af missionerne foregik i løbet af natten den 27. og 28. april 1942. Flyet var fra den 138. Eskadrille, som havde disse specialbyggede Halifax Mk.II bombefly. Hans fly og besætning fløj på denne mission i flyet med indifikationsbetegnelsen her: 1a L9613 NF-V. Flyet lettede fra Tangmere basen kl. 22:00 med sin 7 mand store tjekkoslovakiske besætning. Anderle satte kursen ud over Den Engelske Kanal og mod Frankrig, hvor flyet kom over og ind i området Le Crotoy. Halifax-flyet, ændrede nu kurs, sådan at kursen førte det forbi den tyske by Darmstadt, hvor flyet blev angrebet af tyske natjager kampfly. Leo Anderle var en dygtig og snu pilot, og takket være sin dygtighed undslap de og kursen ændredes nu direkte mod Protektoratet (Tjekkoslovakiet - eller som tyskerne kaldte det erobrede land Reichprotektorat Böhmen & Mähren). Takket være godt vejr, lykkedes det at navigere, sådan at man kunne nedkaste de 3 grupper af agenter i det landingsområde, som var udset, nemlig i Krivoklát området nord for Prag. De 3 grupper af faldskærmsagenter havde hver sin mission med kodenavnene: "Bioscop", "Bivuak" og "Steel". Allerede dagen efter tog Anderle afsted med endnu 2 agentgrupper, som også blev nedkastet med faldskærm i natten mellem den. 29. og 30. april 1942, nemlig grupperne "Intransitive" og "Tin". Nedkastningsområdet var nær Vešín, i Rožmitál området. Flyet var denne gang et andet fra eskadrillen, nemlig en Halifax MkII / SRS. 1a L9618 NF-W. P/O Leo Anderle fløj senere også agentgruppen "Antimon" til Tjekkoslovakiet. ---- Leo Anderle blev født 25. maj, 1913 i Vyskov. Efter uddannelsen som flymekaniker, tog han uddannelsen som pilot i VLU i Prostejov. Indtil krigen med Nazityskland og deres erobring af landet, fløj han som pilot i det tjekkoslovakiske luftvåben. I 1939 kom han som tusinder af andre tjekkoslovakker via Polen til Frankrig, hvor han også i første omgang kom ind i Fremmedlegionen. I november 1939 kom han til Nordafrika og derefter med skib til England, hvor han senere, den 29. december 1940, blev optaget i den britiske bomberkommando´s 311. Eskadrille. Her i denne enhed deltog han i 27 natlige bombeangreb på Tyskland, hvorunder han blev forfremmet til rang af Pilot Officer (P/O). Anderle meldte sig frivilligt til 138. Eskadrille, som var en specialenhed, som med de 4-motorede Handly Page Halifax maskiner, transporterede faldskærmsagenter og forsyninger til hjælp for modstandsbevægelserne i det besatte Europa. Han fortog 28 særlige missioner i det besatte Europa, herunder seks til Tjekkoslovakiet, hvor han i foråret 1942, nedkastede de ovenfor nævnte agentgrupper. Under en natflyvning fra Kairo til Malta, den 10. december 1942, vendte han, besætningen og flyet ikke tilbage og blev aldrig fundet. Det blev sandsynligvis skudt ned af tyske jagerfly fra Kreta. Leo Anderle fik for sin store krigsindsats tildelt 4 Cs. medaljer for deltagelsen i krigen mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet i vinteren 1938/1939, 2 Cs. medaljer for tapperhed, 1 Cs. Medal of Merit, 1 DFC af 1. Grad (højeste britiske dekoration for luftvåbnet). Hans navn er angivet på mindesmærket for ofrene for krigen i Nordafrika i den lille støvede landsby El Alamein, som i dag ligger i Libyen.

Agentgruppen i Operation "Bioscop", som blev nedkastet den 27. 28. april 1942, sammen med de 2 andre agentgrupper i "Bivouac" og "Steel", havde bl.a. opgaver som sabotage og bistand til modstandsbevægelsen, herunder at forsyne dem med radiosendere, da Gestapo hele tiden havde "dygtighed" og held til at opspore og optrevle modstandsgrupperne, hvorunder radiostationerne ofte blev elimineret. Agentgruppen bestod af Seniorsergent Bohuslav Kouba på fotoet (leder af gruppen), Sergent Jan Hruby og Sergent Josef Bublik. Efter landingen var de 2 af agenterne i stand til at opnå kontakt med familien Zelenka-Hajsky, som deltog i modstandbevægelsen (læs om deres skæbne ved et foto længere fremme i fotoserien). Familien hjalp gruppens medlemmer med sikkerhed i deres bolig og bragte dem i kontakt med Løjtnant Opalka, som den 29. december 1941, sammen med bl.a. agentgruppen "Silver A", var landet i protektoratet. Agentgruppen forsøgte at hente deres samtidigt nedkastede udstyr, som de havde gemt i en træhytte i skovkanten/skovlysningen, hvor de var landet. Udstyret var omfattende, da de havde udstyr med til de næste 2 grupper, "Intransitive" og "Tin", som skulle lande samme sted dagen efter den 29./30. april 1942, men da tyskerne var gode til at pejle de overflyvende engelske fly med agenterne, havde man lokalisert området hvor de var landet. Udstyret blev opdaget dagen efter deres landing, af lokale folk og Gestapo fik derfor overdraget det, før agenterne fik fat i det. En lille måned før den 27./28. marts 1942, var missionen "Zink" blevet nedkastet og en af dens agenter Vilém Gerik, der ikke kunne klare sine opgaver, meldte sig selv og hjalp Gestapo med oplysninger, sådan at bl.a. Kouba blev fanget med det samme, kort efter landingen. Den 3. maj 1942 på politistationen Kutna Hora, hvor han sad fængslet, lykkedes det ham at tage sin giftampul og dø inden han blev udsat for Gestapo´s brutale forhør og dermed røbe noget for dem. For de resterende to faldskærmsagenter, lykkedes det at finde ophold og skjul i Prag. Agentgruppens opgave var bl.a. at foretage sabotage og ødelæggelse af jernbanelinjerne i protektoratet i provinsen Mähren. ---- Bohuslav Kouba blev født 7. november 1911, i landsbyen Ujezd ved industribyen Kladno. Familien på fem, en mor og 4 børn, levede af at arbejde på Kladno´s stålværker. Bohuslav blev teknisk uddannet og gjorde tjeneste i den tjekkoslovakiske hær i 1939, da krigen med Tyskland var igang. Han forlod også landet ad den "sydlige rute" (Balkan, Mellemøsten osv.), for at komme til Frankrig og til den oprettede tjekkoslovakiske eksil-hær i Agde. Den 2. juni 1940, i hærenheden 4. kompagni, 2 deling, kom han i kamp. Han fik også tildelt en Cs. medalje for deltagelsen i krigen med Tyskland i vinteren 1938/1939. Efter Frankrigs overgivelse kom han også med i evakueringen fra Dunkirk, med skibet Rod El Farag til England. I august 1941 gennemførte han uddannelsen som faldskærmsagent i Skotland. Han blev herefter udvalgt til at deltage i faldskærmsmissionen.

Josef Bublik. Født 12. februar 1920 i landsbyen Bánov Otec. Moderen var skilt og alene og arbejdede delvist på et hospital. Josef Bublik arbejdede som arbejdsmand i et stenbrud. Josef havde 4 søskende (2 drenge og 2 piger). Senere gav han sig til at studere til præst. En lokal kapellan hjalp ham med studierne. Efter sin eksamen skiftede han præstekjolen ud med skoletøj og gik på gymnasiet i Uherské Brod, hvor han bestod eksamen i 1939. Han ville da studere videre indenfor jura i byen Brno, men her kom krigen på tværs. Han drog den 28. december 1939, som de tusinder andre unge tjekkoslovakker ad "Den Sydlige Rute" gennem Slovakiet, Jugoslavien, Syrien og med skib til Frankrig. I februar 1940 ankom han til Agde og blev optaget i det 2. Tjekkoslovakiske Infanteriregiment. Efter at have kæmpet i Nordfrankrig kom han også, som andre senere tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, med sejlskibet "Rod El Farag" under evakueringen fra Dunkirk til England. Her gjorde han tjeneste i 2. Division 1. Eskadron i en mandskabsmæssig blandet brigade. I løbet af 1941, deltog han også i uddannelsen til faldskærmsagent. Fra august til november 1941 afsluttede han uddannelsen og blev den 28. oktober 1941 forfremmet til korporal. Den 8. november 1941 forlod han STS/SOE 2. basen. Herefter indgik han i agentgruppen "Bioscop´s" planlægning af deres mission i Protektoratet. Missionen havde bl.a. til opgave at udføre sabotage og destruktion af Moraviaområdets jernbanelinjer i samarbejde med den lokale modstandsbevægelse. Bublik fik dæknavnet Josef Sedlacek. Agentgruppen landede pr. faldskærm om natten mellem den 27. og 28. april 1942 ved Krivoklátsko. Man foretog samme nat et lille afledningsangreb med 5-6 bombemaskiner, mod en nærliggende by. Efter landingen blev gruppen delt og Bublik´s kontaktpersoner var inden da blevet arresteret af Gestapo. Han fandt dog skjul i Prag og fik lejlighedsvis kontakt til modstandsbevægelsen og sluttede sig derved til de agenter, som havde overlevet og klaret sig igennem, efter attentatet på Reichprotektor Reinhard Heydrich, den 27. maj 1942. Denne lille gruppe på 7 agenter måtte til sidst få hjælp af præsterne og biskoppen i kirken St. Cyril & Metodie, på Resslova gaden i Prag, hvor de fandt deres sidste skjulested. Her fandt Gestapo frem til dette skjulested via en anden faldskærmsagent Karel Curda (Mission Out Distance), som blev frivillig forræder og angav alle han kendte til og altså alle de 7 andre agenter og deres skjulested. Efter en heroisk kamp, begik alle en efter en selvmord med deres sidste kugle i pistolen og nogen tillige med deres giftampul, som de altid bar på sig. Dramaet sluttede den 18. juni 1942. Josef Bublik havde kæmpet og beskudt tyskerne oppe fra kirkens kor og galleri, men var blevet såret af fragmenter fra tyskernes håndgranater - hårdt såret skød han sig til sidst med sin pistol i tindingen. I kirken i Resslova gaden i Prag, hvor Bublik begik selvmord, er der placeret et mindesmærke. Indbyggerene i hans fødeby Bánov har også opsat hans navn på et mindesmærke. I Prag er der også en gade med hans navn: "Bublikova gaden". ---- Alle de folk fra modstandsbevægelsen, som havde givet husly og hjælp til agenterne blev arresteret og alle blev efterfølgende henrettet, mange den 24. oktober 1942.

Jan Hruby blev født 4. marts 1915 i Kunovice i Ungarn. Han var den yngste af fire søskende. Hans familie hørte til den bedre stillede klasse i samfundet og Jan var en dygtig skoleelev. Men sammenfaldet af den finansielle situation for familien i og omkring 1930´erne, betød at kan kom i lære som tjener i hotellet Union City Zlin og blev færdigudlært i hotel Golden Hvezda. Herefter arbejdede han i Zlín som chefbutler. Jan kunne tale flere fremmedsprog. I 1937 skulle han til den obligatoriske militære tjeneste, hvor han blev anbragt i den 10. Bataljon i Trebišov. Efter militærtjenesten så han, at man søgte arbejdskraft til havneanlæggene i Kiel i Tyskland (Tysklands krigsforberedelser på flådeområdet). Her drog han til den 8. maj 1939, efter at hans land var erobret af tyskerne i marts 1939. Jan Hruby arbejdede i 6 måneder med opbygningen af havnen i Kiel. Under hans ferie i december 1939, lykkedes det ham den 2. januar 1940, at komme ind i det slovakiske område, og komme til Ungarn, hvor han dog blev fanget af politiet og sendt tilbage senere i januar. Han forsøger så igen og denne gang lykkedes ham at flygte ad "Den Sydlige Rute" via Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet og Beirut, hvorfra han med skib kom til Frankrig den 4. juni 1940. Han bliver straks forfremmet til korporal og efter kampene i Nordfrankrig kom han også med sejlskibet "Rod El Farag" til England. Han får her tjeneste den 13. juli 1940 i 1. Regiment i den tjekkoslovakiske eksil-hær. Han fuldførte også uddannelsen som commandosoldat/agent under STS/SOE. Han blev vurderet som energisk og fuldstændig pålidelig. Han var ivrig sportsmand, var en god sanger, selskabelig og havde en livlig karakter. Den 28. oktober 1940 blev han forfremmet til sergent. Han deltog fra den 15. august 1941 på kurserne på STS 26 og STS 51, hvor han dimitterede 4. oktober 1941. Han lærte alt om industriel sabotage på kurset STS 17 i Hatfield og 8. november 1941, blev han tilknyttet STS 2, som planlagde de operationelle agenteopgaver i Protektoratet. Han blev udvalgt til den særlige opgave i missionen "Bioscop". Den 27. april 1942 fløj hans gruppe i aktion. Hans falske identitet i missionen "Bioscop" var Jan Gross. Da gruppen blev splittet efter landingen om natten den 27. / 28. april 1942 i Krivoklátsko området, søgte også Rhuby mod Prag via sin hjemegn og landsbyen i Krivoklátu. Sammen med Bublik, som han får kontakt til, finder de til Prag. Her lykkedes det at få kontakt til andre agenter. Efter attentatet på Heydrich, som de er med til at planlægge, skjuler han sig sammen med de 6 andre agenter, i krypten i kirken i Resslova gaden. Her har Sergent Jan Hrubý heller ikke anden mulighed end at tage sit eget liv, med et skud fra sin 9 mm. Browning pistol. Overraskende nok, blev hans familie aldrig udsat for tyske repressalier. Alle andre familier til agenter og modstandsbevægelsen, blev enten henrettet eller sendt i KZ-lejr.

Den 2. agentoperation, som deltog i flyvningen og nedkastningen med faldskærm, havde kodenavnet "Steel", men bestod kun af én faldskærmsagent, Korporal Oldrich Dvorak. Han havde en ny radiosender, nye radiokrystaller til "Libuse" radiosenderen hos Jiri Potucek og giftampuller til alle i agentgruppen "Silver A". Straks efter sin landing skjulte han radiosenderen og det andet udstyr, som alle medlemmerne i de 3 agentgrupper havde med, i en træhytte, som lå i en skovlysning ud til en mark. De 3 agentgrupper havde også det udstyr med, som de 2 næste agentgrupper skulle bruge, som ville lande natten efter (29./30. april 1942 - Intransitive" og "Tin"). Udstyret blev fundet af en bonde dagen efter og overgivet til Gestapo. Dvorak sluttede sig til "Silver A" gruppen og indtil 30. juni 1942, samarbejdede han med UVOD (den sammenlagte tjekkoslovakiske modstandsbevægelse) og nogle radioamatører om sendinger af meddelelser til London. Hans ihærdige arbejde hermed, udgjorde et vigtigt samlingspunkt for kommunikationen mellem agentvirksomheden, modstandsbevægelsen og den tjekkiske efterretningstjeneste i London. Da han blev opsporet og forsøgt anholdt, lykkedes det ham at flygte ind i Slovakiet i første omgang, men blev opdaget den 10. juli 1942 i Radošovice nær Skalica. Men han ville ikke overgive sig og han blev derfor skudt og dræbt. ---- Oldrich Dvorak blev født 30. maj 1922 i Trencin, Slovakiet. han havde 3 søskende, 2 brødre og en søster. Dvorak gik på en latinskole. Efter oprettelsen af Tjekko-Slovakiet, efter at tyskerne erobrede Böhmen og Mähren og dannede Protektoratet af samme navn (Slovakiet var kun en marionetstat for Tyskland), forlod familien Slovakiet. De flyttede til Brno i Protektoratet. Herfra flygtede den meget unge Oldrich (ca. 18 år) i begyndelsen af 1940 og kom også til Frankrig og gik ind i den oprettede tjekkoslovakiske hær. Han blev hurtigt delingsfører af en telegrafdeling. Efter Frankrig´s fald, kom han med skibet Mohamed Ali El Kebir fra evakueringsstrandene ved Dunkirk til England. Han fik tjeneste i en ny telegrafdeling og blev her bemærket, som en dygtig militær radiotelegrafist af nogle efterretningsofficerer. Oldrich udtrykte i den forbindelse interesse for at blive faldskærmssoldat. I midten af 1941 deltog han i uddannelsen på STS kurserne og bestod disse. Han blev derfor sendt på sin enmands mission "Steel", sammen med agentgrupperne "Bioscop" og "Bivouac" den 27. 28. april 1942 for at udfylde opgaven, som er beskrevet ovenfor og ved de foregående fotos.

Faldskærmsmissionen "Bivouac" og en af dens medlemmer, Frantisek Pospisil, blev født 23. november 1919 i Dukovany. Med sin fætter Adolf Opalka (læs om denne faldskærmsagent ovenfor ved tilhørende foto af ham), flygtede de i juni 1939 til Polen. Sammen med fætteren kom de til Frankrig og gik ind i Fremmedlegionen og gjorde tjeneste i Afrika. Senere blev deres enhed inddraget i kampene i Nordfrankrig i foråret 1940. Her opnåede Pospisil at få en medalje for sin tjeneste her. Pospisil og Opalka kom med til England fra Dunkirk og her opdagede man snart, i den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste i England, hans ekstraordinære evner - Han var frisk og havde et godt vid og besad et køligt mod og overblik i pressede situationer. Han var 180 cm. høj og sportstrænet. Pospisil blev i september 1941, optaget og uddannet til faldskærmsagent og sammen med 2 andre tjekkoslovakiske agenter udtaget til på STS-2, at planlægge sabotagemissionen "Bivouac". Gruppen bestod af Oversergent František Pospisil, Stabssergent Jindrich Coupek og Korporal Libor Zapletal. Gruppen blev nedkastet med samme fly, som medførte grupperne "Bioscop" og "Steel", natten til den 28. april 1942. Gruppen "Bivouac" skulle primært arrangere sabotageaktioner mod tyskerne i Protektoratet. Efter likvideringen af Reinhard Heydrich, blev Pospisil angivet af forræderen og faldskærmsagenten Karel Curda, som også var Pospisil´s skolekammerat fra skoletiden. Gestapo begyndte at søge efter Pospisil og de 2 andre fra agentgruppen. Zapletal blev arresteret og kunne ikke klare de brutale forhør hos Gestapo og udleverede oplysninger om skjulestederne, hvor de 2 andre i gruppen opholdt sig. Det betød, at Sergent Coupek blev arresteret og senere henrettet den 22. september 1942, i KZ-lejren Mauthausen. Zapetal undslap på et tidspunkt Gestapo, men blev fanget igen den 27. september 1944 og blev også henrettet i Mauthausen. Men Pospisil formåede at undgå tilfangetagelse af Gestapo og organiserede mange sabotager mod tyskerne indtil foråret 1943. Han blev da arresteret af Gestapo, med fornyet hjælp af deres informant, forræderen Karel Curda. Pospisil blev henrettet i Theresienstadt i Prag i slutningen af 1944.

Operation "Tin". Jaroslav Švarc på fotoet. Švarc og Cupal måtte straks skilles efter landingen, Švarc med et skadet ben og Cupal, som var kommet slemt til skade i brystet. Deres udstyr, som de de 3 agentgrupper havde med natten før, ved de ikke hvor befinder sig. Svarc (m/dæknavn Jaroslav Zelinka) søger alene til Prag, hvor han får kontakt med Løjtnant Opálka. Han sluttede sig til ham og de andre faldskærmssagenter i Prag. Cupal blev efter sin uheldige faldskærmslanding, hjulpet af kammeraten Lukastik fra den anden nedkastede agentgruppe "Intransitive", og sammen nåede de Prag og kom i forbindelse med deres kontakter her. Senere klarede Cupal sig, trods svækket helbred, igennem til Moravia (Mähren, som var en del af det tyske Protektorat Böhmen & Mähren), som ligger sydøst for Prag. Men Cupal måtte skjule sig og prøve på at kommer over sine skader, men blev opsporet den 15. januar 1943 og da han ikke kunne undslippe Gestapo's forsøg på at arrestere ham, skød han sig selv med sin pistol. ---- Jaroslav Svarc blev født den 11. maj 1914 i Újezde Olomomouc nær distriksgrænsen til Moravia (Mähren). Faderen var tømrer og senere medstifter af modstandsgruppen Sokol og moderen var "alm. husmor". Jaroslav havde nogle ældre søstre. Jaroslav blev uddannet kok og arbejdede i Prag. I 1936 indkaldt til militærtjeneste og genindkaldt i slutningen af november 1938, hvor han deltog i den militære sikring ved grænsen til Karpatisk Rusland. Han deltog også i kampene med ungarerne i vinteren 1938/1939. Efter nederlaget til Tyskland og hermed også Ungarn og Polen, den 15. marts 1939, blev han, som alle tjekkoslovakiske soldater, hjemsendt. I januar 1940 forlod han landet via Ungarn, Jugoslavien og Syrien og kom med skib til Frankrig. Med Det 2. Infanteriregiment kæmpede han ved fronten i Nordfrankrig og blev evakueret med skibet Rod El Farag til England. I september 1941, deltog han og fuldførte senere uddannelsen som commandosoldat/agent. Han blev vurderet som en uafhængig, pålidelig og ressourcestærk person. Han blev senere udvalgt til missionen med kodenavnet "Tin". ---- Efter at have deltaget i forberedelserne til likvideringen af "Reichprotektor" Reinhard Heydrich i Prag, flygtede han sammen med de andre 6 faldskærmsagenter til kirken St. Cyril & Methodius i Resslova gaden i Prag, hvor de blev angivet og afsløret af Karel Curda, den 18. juni 1942. Jaroslav Švarc, drog lige som de andre agenter, konsekvensen og slugte sin giftampul og skød sig samtidig i tindingen med sin pistol. Jaroslav Švarc ville være sikker på, at han døde, så nazisterne ikke fik ham levende. ---- Han blev efter krigen æret ved at blive udnævnt posthumt til oberstløjtnant i infanteriet. Ligeledes fik han også posthumt en del medaljer for tapperhed m.m.

Operation "Intransitive": Opgaven bestod i at forøve sabotage i Böhmen og herunder foretage sabotage mod mineralolieraffinaderierne i Kolin. Disse mål lykkedes ikke for nogen af agenterne i de 2 agentgrupper "Intransitive og "Tin". Missionen "Intransitive" bestod af Sergent Bohuslav Grabovský, som ses på fotoet, lederen Løjtnant Václav Kindl og Korporal Vojtech Lukaštík. ---- De fløj med samme Halifaxfly, ført af piloten Leo Anderle, som også medførte de 2 agenter i mission "Tin" (se og læs ved de foranstående fotos). Missionens kode var: VK=Vaclav Procházka og BG=Josef Stepan. Flyet fra specialeskadrille nr. 138, som næsten udelukkende havde tjekkoslovakisk mandskab, lettede den 29. april 1942 kl. 20:58 fra Tangmere Basen i Sussex, England. Med sig havde de 5 agenter og 3 containere med udstyr til de 2 agentgrupper, foruden de 6 mænd i flybesætningen. Udstyret bestod bl.a. af 100 kg. sprængstof. Nedkastningen af agenterne fandt ikke sted nøjagtigt efter planen, da de landede i området Rožmitál, nær landsbyen Vesin i stedet for Vaclavka Padrtskych. Agenterne hoppede ud med et interval på 7 sekunder mellem sig og agterskytten på flyet talte 8 faldskærme dale ned, indtil de forsvandt i mørket. De landede alle i nærheden af en skovkant, hvorved de 2 agenter i missionen "Tin", kom til skade, Svarc med et skadet ben og Cupal med alvorlige smerter i brystet. Heldigvis fandt og hjalp Vojtech Lukaštík ham, selv om han ikke tilhørte Cupal´s gruppe. De øvrige fra de 2 agentgrupper var nødt til delvis at klare sig selv iht. hver deres opgaver. Ved daggry var det meningen, at man skulle søge mod byen Chrudim nær byen Pilsen, hvortil de havde kontaktmuligheder og adresser hos modstandsbevægelsen (familien Bernatice Krzákova og Josef Bilek-Zajecice). Grabovsky besluttede dog, at søge mod provinsen Mähren, hvor han havde slægtninge, som måske kunne hjælpe ham. Jaroslav Svarc fra gruppen "Tin", ledte forgæves i kort tid, efter deres udstyr i de nedkastede containere, da han ikke var i stand til megen søgning pga. sit, skadede ben. Da deres personlige papierer og udstyr var nødvendige for at komme til Pilsen og de ikke kunne finde containerne, valgte de hver deres egen løsning. Lederen af gruppen "Intransitive", Vaclav Kindl, måtte også klare sig selv og søgte til sin kontakt i byen Bernartice, som var Løjtnant Krzak og hans familie. Alle i agentgrupperne regnede med, at man hver især skulle søge mod Pilsen og senere til Prag, hvor kontaktadresserne og hjælpen var at finde. Uden sine personlige papirer og andet udstyr, var man næsten "nøgen" og ville ikke kunne klare sig ret længe i protektoratet. Det viste sig senere, at de fleste kontakter i både Pilsen og Prag var blevet anholdt af Gestapo og fængselet eller henrettet. Den eneste, der hårdnakket forsøgte at finde udstyret, var Bohuslav Grabovský. Om morgenen efter landingen om natten, kom han til landsbyen Vesin, hvor han søgte hjælp hos bonden Joseph Victor. Han overtalte ham til at bistå med, at finde udstyret samme dag. Sammen fandt de noget af udstyret. Grabovský blev hos Viktor et par dage. Gestapo havde en godt billede af hvor agenterne var landet, da deres radiopejling og flyets motorstøj fortalte dem, hvor de skulle lede. Grabovsky undgik at blive fundet af Gestapo under en ransagning den 2. maj, da han med held skjulte sig i et garderobeskab. ---- Bohuslav Grabovský blev født 19. januar 1917 i Kylešovice nær Opava. Han havde to søstre og to brødre. Han arbejdede først i landbruget og blev senere uddannet kontorassistent. I 1937 indkaldtes han til militærtjeneste. Straks efter den tyske besættelse af landet i marts 1939, flygtede han sammen med resterne af hæren til Polen og opholdt sig en tid i Krakow og Bronowice, inden han søgte mod Frankrig og den 26. september 1939 nåede til Agde i Frankrig og den oprettede tjekkoslovakiske hær. Ligesom de andre faldskærmsagenter, kæmpede han mod de fremrykkende tyske panserstyrker i Nordfrankrig og endte efter evakueringen fra Dunkirk i England i forsommeren 1940. I begyndelsen af 1941 blev han forfremmet til sergent sammen med den senere faldskærmsagent i opertion "Antropoid" Jan Kubis, som blev den agent, som fik likvideret Heydrich i Prag den 27. maj 1942. I august 1941 blev Grabovsky sendt til uddannelsen som commandosoldat / agent i Skotland. Efter hjemkomsten til sin egen afdeling i slutningen af januar 1942, blev han derefter tilknyttet gruppe D, som blev yderligere trænet på centret "Villa Bellasis". Han blev placeret i agentgruppen "Intransitive". ---- For Grabovsky lykkedes det efter hans landing, at skjule sig i temmelig lang tid i protektoratet, uden at bidrage til modstandsopgaverne, da han blev ansat i en privat virksomhed af folk fra modstandsbevægelsen, som endnu ikke var blevet fanget af Gestapo. Men i marts 1943, fangede Gestapo ham og den anden agent Vaclav Kindl og under trusler om tortur og henrettelse, blev de tvunget til at samarbejde. Grabovsky deltog i dette forræderi og samarbejdet med Gestapo. Grabovský´s betydning var dog meget sparsomt for tyskerne, da han ikke kunne eller ville oplyse om sin viden og ikke kunne gennemføre radiosendinger til London, som man her kunne fæste lid til, ligesom det samlede samarbejde med ham, ikke gav noget brugbart udbytte for tyskerne. Da Gestapo kom frem til dette faktum, blev Grabovsky arresteret igen i oktober 1944 og henrettet i KZ-Lejren Theresienstadt (Terezin) i Prag. For at undgå, at Grabovsky skulle blive en slags "dobbeltagent", som Gestapo havde oplevet med agenten Paul Thümmel, alias "A-54" / René" / "Eva", tidligere i 1941/1942, blev han henrettet. Thümmel blev ligesom Grabovsky først henrettet i slutningen af krigen, da man heller ikke fra ham, kunne "vride" mere brugbart samarbejde ud.

Vaclav Kindl blev født 25. august 1916 i Dasicich. Faderen var blikkenslager. Familien havde 6 børn og hvor Vaclav tog eksamen fra universitetet i Pardubice. I 1938, efter at han var trådt ind i militæret, blev han uddannet til løjtnant på militærakademiet i Hranice. I 1939 flygtede han sammen med resterne af hæren til Polen, for derefter at søge den samme vej, som tusinder andre unge tjekkoslovakiske mænd gjorde det, efter deres lands nederlag til Tyskland i marts 1939. Via Fremmedlegionen deltog han i kampene i Nordfrankrig, som løjtnant i en artilleri-regiment, 2. Batteri, 1. Deling. Efter Frankrigs fald kom han med til England. I oktober/november 1941 afsluttede han uddannelsen som faldskærmsagent i Skotland. I februar 1942 blev han udnævnt til leder af missionen "Intransitive". Efter landingen var han alene i et stykke tid, men senere fandt agentgruppen sammen og arbejdede sammen med de få folk, som var tilbage i den militærbaserede modstandsbevægelse "Nationens Forsvar". Denne succes fik gruppen til at planlægge, at sprænge jernbanebroen over "Den Røde Flod" i luften. Dette lykkedes ikke, ligesom agentgruppens hovedmål, sabotage på de store olieraffinaderier i landet, heller ikke blev til noget. Det viste sig nemlig, at deres udstyr med sprængstof m.m. ikke mere var i sit skjul, da Grabovsky og Kindl ledte efter det, den 26. maj 1942 (læs hvorfor, ved fotoserien omkring Arnost Miks ovenfor). Gruppen skulle have opereret i det østlige Böhmen, men da man ikke kunne få fat i det rigtige sabotageudstyr, blev Garbovsky og Kindl ansat i private virksomheder via modstandsbevægelsens medvirken. Sidst i maj 1942 rejste den 3. agent Lukastik til Mähren (den anden provins i Protektoratet), for at mødes med agent Cupal fra gruppen "Tin", men han var ikke at finde. Lukastik foretog så et mislykket sabotageangreb på en jernbanestrækning. På det tidspunkt af året, i maj 1942, havde de fleste faldskærmsagenter i Protektoratet, meget få steder at skjule sig og stort set ingen steder at flygte til. Ydermere eskalerede begivenhederne hen over juni måned i 1942, da tyskerne startede et grusomt og i et hidtil uhørt omfang, hævntogt på den tjekkoslvakiske befolkning og modstandsbevægelsen i særdeleshed. Årsagen var likvideringen af Reinhard Heydrich og hans død den 4. juni 1942. Allerede samme dag begyndte Gestapo at foretage en arrestationsbølge i byen Bernartice. Dette førte til henrettelsen af 22 indbyggere fra byen, som blev skudt den 1. og 2. juli 1942, heriblandt Løjtnant Krzak og hans familie, som havde huset agentlederen Kindl tidligere. Hen over sommeren 1942, blev næsten hele modstandsbevægelsen i Protektoratet elimineret og de fleste af faldskærmsagenterne fanget tortureret og dræbt i Gestapos varetægt. Mange begik dog selvmord med deres pistol eller giftampul inden. I efteråret og vinteren, blev det næsten umuligt, at skjule sig for agenterne, selvom de ikke var aktive i modstandskampen. Kindl og Grabovsky, blev begge opsporet og anholdt af Gestapo i midten af marts 1943. Under tortur og tvang, besluttede Kindl at hjælpe Gestapo. Han blev hurtigt så meddelsom og samarbejdsvillig, at han gik gennem Gestapo´s "nåleøje" og blev sikkerhedsgodkendt og blev tilsluttet en opsporingsenhed under Gestapo, hvor han både i et samarbejde og også individuelt, blev skyld i mange tjekkoslovakkers anholdelse og død. Lige som forræderen Karel Kurda, blev Kindl også en forræder. I maj 1944 skete der noget, som den dag i dag opfattes som mystisk, "ved et uheld", kom Gestapo til at skyde ham i Nasavrky, under Gestapo´s jagt på en anden nedkastet agentgruppe i missionen "Calcium". Man mener fra flere sider, at han måske overlevede krigen og at "hans død" var arrangeret, som tak for hans tjenester. Hans søster havde efter krigen breve fra ham, som tidsmæssigt indikerede, at han levede efter maj 1944. Han er aldrig blevet fundet og retsforfulgt.

Operation "Intransitive": Vojtech Lukaštík blev født 11. juli 1920 i Chropyne i Kromeriz. Hans mor Anna Lukastik, født Kocvarova, var lettere handikappet/døvstum, og hans far var vicevært i deres boligkompleks. Efter at have afsluttet skolen blev Lukastik kommunal arbejdsmand bl.a. med deltagelse i opførelsen af militære anlæg. I sommeren 1939 drog han til Polen for at træde ind i resterne af den tjekkoslovakiske hær her. Sammen med så mange andre kom han senere til Frankrig og også ind i Fremmedlegionen. I september 1939 blev han sendt til den tjekkoslovakiske hær i Nordfrankrig og deltog i kampene her mod de fremrykkende tyske hære. Efter Frankrigs fald og evakueringen af de allieredes tropper via Dunkirk til England, hvor han også kom med, fik Lukastik den franske medalje for tapperhed i kamp tildelt: Croix de Guerre, i 1940 og også den tilsvarende medalje fra den tjekkoslovakiske hær. I England gjorde han tjeneste i 3. Division, 1. Bataljon. I juli 1941 meldte han sig også til uddannelsen som commandosoldat/agent, hvorefter han blev forfremmet til sergent. Da han havde bestået alle kurser, blev han udtaget til at deltage i mission "Intransitive". Efter landingen med faldskærm i Protektoratet, viste det sig, at de 2 faldskærmsagenter i den anden gruppe "Tin", som blev nedkastet sammen med mission "intransitive", var blevet skadet ved landingen. Den ene Jaroslav Svarc med et skadet ben og især Ludvik Cupal, som havde pådraget sig nogle alvorlige kvæstelser i brystet. Lukastik trådte til og hjalp Cupal med at komme videre, sådan at de begge klarede, at få kontakt til Cupal´s kontaktadresser, hvor denne kunne få lægehjælp og pleje. Lukastik fortsatte derfor alene, men fik kontakt til de andre fra gruppen i Pilsen/Prag. Sidst i maj 1942, rejste Lukastik til Mähren (den anden provins i protektoratet), for at mødes med agent Ludvik Cupal fra gruppen "Tin". Han ville se om han var blevet rask og om de kunne samles om at lave sabotage mod tyskerne. Men Cupal var ikke at finde. Lukastik udførte så alene et mislykket sabotageangreb på en jernbanestrækning. Lukastik måtte hen over sommeren, efteråret og vinteren 1942, ligesom resterne af de agenter, der var tilbage i protektoratetet, leve i konstant fare for at blive afsløret og anholdt. Det var næsten umuligt, at klare sig i Protektoratet, både for modstandsbevægelsen og de få overlevende agenter og den 8. januar 1943, havde Gestapo fundet frem til den adresse i Jankovic (Remesovych), hvor Lukastik lige var ankommet. Lukastik havde gemt sig bag en skjult ekstra "blind" trævæg. Da Lukastik forstod, at Gestapo stod på den anden side og vidste at han var bag den tynde trævæg, åbnede han ild med sin pistol, men skuddene var i blinde og ramte ikke nogen af gestapofolkene. Det var hans sidste desperate handling. Gestapo skød tilbage og Lukastik døde heroisk kæmpende mod overmagten. En uge efter kom skæbnen også til Ludvik Cupal, da han den 15. januar 1942 ligeledes kom i en skudveksling med Gestapo og hvor han modigt skød sig selv med sin pistol, da der ingen anden mulighed var, hvis han ville undgå anholdelse, forhør/tortur og den visse død bagefter.

Likvideringen af Reinhard Heydrich - planerne, forberedelserne og handlingenkan ses og læses ved de næste mange fotos: De 2 faldskærmsagenter Josef Gabcík og Jan Kubiš, havde udtænkt flere planer, hvormed de kunne få likvideret Reinhard Heydrich. En af planerne var at snigmyrde Heydrich på et tog, i Rigsprotektorens salonvogn, på sporområdet ved Buštehradská. Angrebet skulle ske af en mand (Jan Kubis), forklædt i toguniform, ved at denne i Železnicárská, skulle komme tæt nok på og kaste en granat mod Heydrich på et aftalt tidspunkt og sted på toglinien. Den følgende granateksplosion, skulle samtidigt være et signal til den tjekkiske lokomotivfører, om at standse toget nær et lille skovområde, hvor Josef Gabcík, skjult mellem træerne, skulle vente bevæbnet med en "stengun" maskinpistol, sådan, at han kunne følge op på attentatforsøget, hvis Kubis ikke fik klaret opgaven. Hele det planlagte arrangement, brød dog sammen, fordi de tjekkiske medarbejdere på toget, var blevet erstattet af tysk togpersonale. Det var sket af sikkerhedsmæssige årsager. En anden plan, som de også forsøgte at udføre, var at myrde ham i hans stabsvogn, når han var på vej gennem et skovområde på vej fra sit hjem ind til Prag. Heydrich fulgte ikke de mange råd om, at passe på sig selv og ikke køre den samme rute for tit og slet ikke i en åben stabsvogn. Han havde dog ofte 2 eskortebiler med. De planlagde at trække et kabel på tværs af vejen, der ville stoppe Heydrich's bil, hvorefter de så kunne skyde ham i bilen. Den dag de forsøgte denne plan, kom de dog til at vente forgæves på bilen, i det skovrige område uden for Prag, hvorfra vejen fra Heydrich´s bopæl gik. Efter at have ventet flere timer, besluttede agenternes leder, Løjtnant Adolf Opálka, (fra agentgruppen "Out Distance"), at afblæse forsøget og de kørte tilbage til Prag. Den tredje plan var at likvidere Heydrich inde i Prag. ---- Det blev den plan, som man ville udføre og de 4 faldskærmsfolk, Løjtnant Opalka, Sergent Josef Valcik, (fra agentgruppen "Silver A"), Sergent Jan Kubis og Sergent Josef Gabcík, agentgruppen "Anthropoid", planlagde at udføre likvideringen den 27. maj 1942. Man havde viden om Heydrich´s færden og arbejdsrutiner via officeren Francis Šafárik på Prags Slot, som var en kollaboratør (hjalp både tyskerne og modstandsbevægelsen) og tidligere officerselev hos officeren John Zelenka-Hajská, som var et aktivt og vigtigt medlem af modstandsbevægelsen i Prag (læs om denne ved foto af ham). -- Gabcik skulle skyde Heydrich med sin "stengun" maskinpistol og Kubis skulle stå klar med 2 håndgranater, hvis skydningen af Heydrich mislykkedes. Angrebet skulle ske mod Heydrich's åbne uarmerede Mercedes 320C stabsbil, med nummerpladen SS-3 og bilens opsattte røde hagekors standard, på højre forskærm, som på den måde oplyser alle om, at det er Reich Protectoren SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, som sidder på bagsædet. Normalt ville Heydrich´s personlige "bodyguard", SS-Oberscharführer Johannes Klein (SS-sergent), side på forsædet, ved siden af den daglige normale chauffør, Willy, men denne var på en anden kørselsopgave den pågældende dag. Denne dag blev fatal for Heydrich, pga. ligegyldigheden med sin egen sikkerhed. Ironisk nok, havde Heydrich dagen før, ignoreret et direktiv om, at hans stabsbil skulle udstyres med pansring i karrosseri og sæder. Han mente, at tjekkerne havde opgivet modstanden mod tyskerne, og at han snart ville blive kaldt tilbage til Berlin og tildeles andre opgaver. Han ønskede at overtage den militære kontrol i Frankrig. Heydrich elskede at sidde i sin åbne stabsbil og vise tjekkoslovakkerne, hvem der var herre over dem. -- Han kyssede sin hustru Lina og børnene Klaus og Heidi farvel, ude på gårdspladsen, på hans sommerresidens i Panenské Brezany, som han plejede, inden han skulle køres til sit kontor på Prags Slot. -- Denne dag var han sent på den, klokken var ca. 09:00 og han skulle senere på dagen flyve til Berlin. Ligeledes havde der ikke været tid til at rekvirere den normale eskorte. Det havde Heydrich i øvrigt undladt at få rekvireret i flere dage, noget som agenterne i deres planlægning, havde opdaget. De besluttede derfor, at likvidere ham, når han kom kørende alene uden denne eskorte og kun med Klein som chauffør den dag. Ruten gik bl.a. gennem udkanten af Prag, ind mod bydelen Liben, gennem landsbyerne Zdiby, Chabry og Kobylisy og videre op ad Kirchmayerove gaden, som fører op fra floden Vltava og videre ind til Prag. Heydrich´s stabsbil ville komme kørende op ad gaden, forbi parken ved Bulovka hospitalet og det Kliniske Institut mellem Kirchmayerove gaden (i dag hedder gaden Zenklová) og mundingen af gaden Holešovickách, hvorefter gaden svinger skarpt mod Troja Broen (hedder i dag Barikádníku). Gaden fortsætter lige frem, der hvor foto´et er taget fra, og fører videre til bydelen Liben. Gaden var ligeledes en vigtig sporvognsrute, hvor bl.a rute C3 og C14 kørte. -- Valcik var placeret som udkikspost, sådan at de kunne sikre, at Kubis og Gabsic kunne koncentrere sig om at likvidere Heydrich. Heydrich var usædvanligt sent på den, i forhold til det tidspunkt agenternes planlægning havde påvist, at Heydrich ville ankomme til det planlagte attentatsted. Alle 4 agenter var meget nervøse og anspændte, da de måtte opholde sig i over en time omkring sporvogns-perronen i svinget. Det kunne føre til, at nogen ville anmelde, at de ikke fortsatte deres færden eller tog med de sporvogne, som kom forbi. De havde svært ved at se "normale" ud og falde ind i denne morgens almindelige færdsel af biler og andre fodgængere omkring stoppestedet for sporvognene og på gaden, medens de ventende på Heydrich´s ankomst. Men endelig en time efter det forventede tidspunkt, gav Valsic, som stod ca. 100 meter nede ad gaden i venstre side (nede v/det høje træ midt i foto´et), signal om, via et solreflekterende spejl, at den tyske Mercedes stabsbil nærmede sig. Klokken var 5-10 minutter i 10:00. Stedet for attentatet var blevet omhyggeligt udvalgt, da stabsbilens chauffør, på det tidspunkt, hvor bilen skal svinge skarpt til højre mod Trojabroen (i kørselsretningen), var nødt til at bremse helt ned, for at klare svinget og vige uden om sporvognen C3, som også var på vej ind i svinget.

Det var en smuk solrig morgen den 27. maj 1942, da de to agenter fra faldskærmsgruppen "Anthropoid", skulle udrydde en af de værste forbrydere mod menneskeheden, Rigsprotektoren for Böhmen & Mähren, SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich. Fotoet viser en samtidig tegning af attentatstedet, hvor man kan se placeringen af de implicerede agenter og den tyske Mercedes 320C stabsbil, med Heydrich og hans chauffør, nærme sig det skarpe gadehjørne. Bag stabsbilen ses sporvognen C3, som følger med rundt i svinget. Agenterne havde stillet sig op, som vist på tegningen, efter at have ankommet til skuepladsen fra parken tilhørende det Kliniske Institut. Ventetiden var lang og Josef Gabsic måtte hele tiden gå ud af svinget og kikke ned ad gaden, mod Valsic´s position ca. 100 meter nede, hvor denne skulle give signal, når Heydrich var på vej i bilen op til svinget. Modstandsmanden Jaroslav Smrz og agentlederen Løjtnant Opalka var også i nærheden. Gabsic modtog lidt efter Valsic´s signal og gik hurtigt rundt i svinget og gjorde sig klart til sit skud mod tyskeren, når stabsbilen rundede hjørnet i langsomt tempo. Han bøjede sig ned og i skjul af sin lange regnfrakke, samlede han hurtigt sin tilrettede "stengun" maskinpistol, som han havde i en lille taske. Den var adskilt i 3 dele, men kunne hurtigt samles og gøres skudklar. Han rettede sig op, da det var klaret og holdt våbnet i venstre hånd og med højre hånd om maskinpistolløbet og med sin åbenstående lange regnfrakke, skjulte dette våbnet. Jan Kubis, som stod ca. 15-20 meter fra Gabsic, tog de 2 håndgranater op af sin plasticmappe og holdt dem klar til kast, hvis Gabsic ikke fik skudt Heydrich. Valcik var i mellemtiden gået længere væk ned ad gaden Kirchmayerove mod Kobylisum, hvor han stod ca. 250 meter fra svinget. Jaroslav Smrz gik forbi Gabcík og Kubis og valgte at hoppe på en sporvogn til højre ved svinget, i retning af Kobylisy. De var alle indstillet på at vente, men nu var den pinefulde ventetid ovre og man skulle ikke mere spille komedie, som ventende sporvognspassagere. Kubis stod med et træt ventende udtryk i ansigtet, med den ene albue hvilende på jerngelænderet, som omkransede parken ved svinget. Men nu var det tid til aktion. Fungerende Reich Protector Reinhard Heydrich kommer! klokken er 10:31.

Da Mercedes stabsbilen med SS-Oberscharführer Klein ved rattet drejer ind i svinget, sagtner han bilens fart betydeligt, samtidigt medens sporvogn nr. C3 også skramler ind i svinget, bremsende for at holde ved stoppestedet der. Klein har fået bilens hastighed ned på 40 km./timen. Sporvognsføreren på C3, bremser ned og ringer med klokken for stop og Klein må køre til højre, indenom sporvognen og må bremse helt ned, for ikke at køre op på fortovet. Lige da Klein bremser helt op, bemærker Heydrich en mand, som syntes at have ændret sin mening og i stedet for at gå hen til sporvogenen, går ud på vejen og hen mod den stoppede stabsbil. Gabsic´s venstre arm og hånd glider frem fra regnfrakkens skjul og pludselig står han med sin "stengun" maskinpistol og sigter på Heydrich´s hoved. Gabsic trykker på maskinpistolens aftrækker, for at fylde Heydrich hoved med kugler, men våbnets bundstykke disfunktionerer og får antagelig en "klemmer" (patronhylsteret sætter sig i klemme) og våbnet kan ikke skyde! Heydrich sidder stivnet og chokeret i få sekunder, da Gabsic pludselig står og sigter på ham, men Heydrich reagerer alligevel forbavsende hurtigt og griber ned til sin Luger tjenestepistol, som han har i et hylster i livremmen. Vantro og overrasket over våbnets defekt, snurrer Josef Gabsic rundt og flygter, i det han kaster maskinpistolen skramlende hen ad fortovet. Jan Kubis opfatter situationen straks og kaster hurtigt en af sine håndgranater mod stabsbilen. Både Heydrich og Klein, er i færd med at få deres pistoler frem og gør sig klar til at skyde. Håndgranaten eksploderer mod højre bagskærm af Mercedes stabsbilen. Eksplosionen flænser bagdækket op og blæser et stort hul i karrosseriet. Fragmenter fra håndgranaten og dele af bilens karosseri og sæde/ryglæns polstring rammer og sårer Heydrich alvorligt. Ligeledes bliver Jan Kubis også ramt i hovedet af fragmenter fra eksplosionen og han snurrer også om og tager flugten. Efter eksplosionens lammende sekunder, reagerer begge tyskerne, selvom Heydrich er såret, skyder han efter Gabsic og Klein skyder efter Kubis og er begyndt at optage forfølgelsen af ham. Heydrich, som også er stået ud af bilen, tilsyneladende uvidende om sine kvæstelser fra granatsplinterne og eksplosionen, er i gang med at sætte efter Gabsic, men beordrer Klein til at optage forfølgelsen af Gabsic i stedet. Heydrich skærer forpint ansigt og må tage sig til maven og siden af lysken og vakler tilbage til bilen og synker her sammen på bagsædet - sårene er alligevel så alvorlige, at han ikke kan klare at gøre noget selv. I sporvognen er passagerne opskræmte og nogle er løbet ud på fortovet, hvor Jan Kubis bliver nødt til, at tvinge sig vej gennem menneskemængden, hvoraf nogle er usikre på, hvad der egentlig er hændt og derfor forsøger at hindre hans flugt. Kubis løber ind mellem menneskene, med blod i ansigtet og svingende med sin Colt pistol og afgiver flere skud op i luften, og skjuler ansigtet og sine skader med sin anden arm og hånd. Klein er ikke den almindelige og daglige chauffør, men Heydrich´s "bodyguard" og han løber nogle skridt efter Kubis, men må så vende om, på Heydrich´s forlangende og skynde sig efter Gabsic, som er løbet den anden vej. Jan Kubis slipper derfor videre og når sin cykel og slipper derfor væk fra området.

Foto af det våben Gabsic anvendte ved attentatet, den britiske 9 mm. "Stengun mk. II" maskinpistol, uden skulderstøtte, som var specielt udviklet af SOE (den engelske efterretningstjeneste - Special Operations Executive), med henblik på anvendelse af faldskærmsagenter, modstandsfolk m.fl. Josef Gabcík brugte denne tilrettede type maskinpistol, da han derfor let kunne transportere og skjule den i en mappe. -- Specifikationerne for "Stengun mk. II maskinpistolen: Patronerne var 9 mm. Parabellum ammunition. Samlet længde m/skulderstøtte: 952 mm. Løbslængde: 197 mm. Vægt u/magasin med patroner: 3 kg. Magasin kapacitet: 32 skud/patroner. Skudhastighed: 550 skud / min. Mundingshastighed 1250 fod / sekundet. Indtilbar for enkeltskud og serieskydning. Våbnet kunne monteres med en lyddæmper. Produktionspris: 2,87£ (under dkr. 30,00). Producent: Royal Ordnance Factory, Fazakerley. Produktionsantal: 2.000.000 styk (ca. 20.000 styk om ugen). Model mk. II. produceredes fra tidligt på året 1942 (Agentgruppen "Anthropoid" var nogle af de første, som skulle bruge mk. II operationelt på en mission), indtil op i 1950´erne. Model mk. II blev første gang brugt i en større aktion, nemlig i det canadiske commandosoldatangreb på havnebyen Dieppe i Belgien i august 1942. Selv om angrebet var en fatal og total fiasko, fremkom der ikke nogen klager over maskinpistolens anvendelse eller funktion. -- I forbindelse med den endelige undersøgelsesrapport, fra den tyske særkommission (Pannwitz Kommissionen), som bagefter undersøgte likvideringen af R. Heydrich, fremgår det, at undersøgelsen fra Gestapos side, ikke nævner de mulige årsager til den fejl, som betød, at Gabsic ikke kunne skyde Heydrich. Det blev aldrig undersøgt af tyskerne. Gestapo tog det bare til efterretning og fandt det ikke nødvendigt, at undersøge det nærmere, fordi det dengang åbenbart ikke havde nogen betydning for tyskerne, da man i den forbindelse, prioriterede den intensive søgning efter attentatmændene meget højere. -- Forklaringen på våbnets disfunktion den dag, kan derfor kun være baseret på de erfaringer, der senere blev gjort, når våbnets skydning svigtede. Ifølge tjekkiske vidneudsagn fra den tjekkiske General Rudolph Pernickeho, kunne disfunktionen hos maskinpistolen opstå, hvis der var isat alle de 32 patroner i våbnets magasin, som det egentlig var bygget til. Dette kunne foranledige, at magasinets fjederpres og patronindførelsen i affyringskammeret, som bundstykket aktiverede, blev for kraftigt, hvorved patronen kom i klemme. Erfaringerne med modellen mk. II, var at man kunne undgå disfunktion, ved kun at isætte 28 patroner i magasinet. Denne erfaring kom dog først frem, langt senere, efter at maskinpistolen havde været anvendt længe og udbredt under 2. Verdenskrig. I resten af krigen blev maskinpistolen gentagne gange opgraderet og forbedret. Men i 1942, hvor den kun i starten blev anvendt i kortere tid under uddannelsen af faldskærmsagenterne, blev dette forhold ikke opdaget og rettet til. Sammenlagt var våbnet dog utroligt driftssikkert og populært gennem hele krigen (i DK blev våbnet også meget udbredt blandt agenter og aktive modstandsfolk). Den tyske hær kopierede derfor også våbnet, med nogle mindre ændringer og gav det typebetegnelsen MP 3008.

Foto af håndgranat nr. 2, som ikke blev kastet under attentatet på Reinhard Heydrich. Denne håndgranat, var udviklet af Kaptajn Pritchard fra SOE (Special Operations Executive), på det tekniske grundlag af en større type håndgranat, som den engelske hær anvendte i nærkamp med fjendtlige kampvogne og panserkøretøjer. Det var en anti-tank granat, model 73 mk. 1. Granaten var meget følsom over for stød eller slag. Den oprindelige granat, var konstrueret som et rør af lærred med en diameter på 8 cm. og en længde på 30 cm., fyldt med 2 kg. sprængstof. Altså en stor og tung sag, som man ikke kunne anvende hos faldskærmsagenterne. -- I toppen af granaten, var der monteret et stødfølsomt stavlignende punkt, bestående af sorte bakelitstave, med en sikringsanordning, bestående af hør polstring i den ene ende og med en blyvægt sat på en slags metalgaffel, som kasteren af granaten kunne kontrollere. Sikringen blev vundet omkring sprængpunktet i modsat retning af bakelitstavene, som kun kunne drejes i retning med uret. For at beskytte granaten mod at sprænge utilsigtet, var der anbragt et bakelit skruelåg. Når man ville kaste granaten, skulle den inden da, skrues på en måde, sådan at granaten blev drejet omkring sin egen akse i urets retning, således at den omvundne sikring ville frigives under kastet via sin egen modsatrettede centrifugalkraft, som i sidste ende førte til, at blyloddet i stålgaflen inde i granaten blev trukket fri og granaten ville eksplodere, når den ramte et eller andet. Man skulle altså ikke tænke på sekunder inden granaten eksploderede, som i normale håndgranater. Granaten var derfor velegnet til angreb på bevægelige mål, som kampvogne, biler, togvogne, skibe, osv. Men omgangen og anvendelsen af denne type håndgranat, krævede nærmest en øvet håndboldmæssig kasteteknik og en vis erfaring hermed, hvorfor dette blev øvet meget grundigt i uddannelsen af alle infanterisoldaterne i den engelske hær. Faldskærmsagenterne anvendte derfor den viste type granat, som var baseret på næsten samme teknik, som i anti-tank granaten i den engelske hær. -- Den tiloversblevne håndgranat og dens indhold og konstruktion og hvordan dens "tvilling" eksploderede, kan ikke rekonstrueres, da det ikke fremgår af Gestapo´s tekniske undersøgelser, hvad der var i og hvordan indholdet i granaten virkede. Men grundlaget var anti-tankgranaten og agenterne i Prag, havde på den viden, hjemmelavet disse 2 specielle håndgranater til brug ved attentatet af Heydrich. Det er derfor utroligt, at man i dag kan se granaten, på det militære museum i Prag. -- Men på grundlag af den ovennævnte anti-tank granat model 73 mk. 1, er konstruktionen forkortet fra bunden med 2 / 3 længde, men bevaret med det stødfølsomme punkt bestående af 4 bakelitstave af en længde på ca. 8 cm. Granaten var fyldt med formet plastisk sprængstof og omviklet med khakifarvet lærred. På denne måde fik håndgranaten udmærkede eksplosive ødelæggelsesevne og nu kun med en vægt på ca. 1 / 2 kg. -- Desuden billede af den lædermappe som indeholdt de 2 håndgranater.

Foto af Mercedes 320C stabsbilen. Man ser skaderne af håndgranatens eksplosion - bildøren næsten revet af. -- Heydrich fik begyndende svære smerter af de sår, som de flyvende fragmenter fra eksplosionen forårsagede, da de ramte ham i venstre side af kroppen. Desuden begyndte han at bløde vedholdende. Der var samlet en del mennesker omkring bilen, da Heydrich havde opgivet at forfølge og skyde efter Gabsic og var vendt tilbage til bilen, stadig med sin pistol i hånden, men nu bleg og med ansigtet fortrukket af smerter, medens han holdt sig med den anden arm og hånd omkring sin mave og lysken. Begge agenterne var på vej væk i vild flugt - Josef Gabsic med SS-Scharführer Klein i hælene og Jan Kubis på vej væk den anden vej, på sin cykel. -- En kvinde fik stoppet en forbikørende lastbil fra firmaet Holan Rengøringsmidler og Skocreme. Chaufføren blev bedt om, at give plads til Heydrich, sådan at han kunne blive kørt på hospitalet. I mellemtiden ankommer der en tjekkisk uniformeret politimand og Heydrich, kan med lidt hjælp, selv krybe op i førerhuset, medbringende sin mappe og stadig med sin pistol i den ene hånd. Men han må hurtigt stige ud igen, da han ikke kan holde smerterne ud, inde i det trange førerhus. Der bliver læsset nogle kasser af lastbilen og Heydrich bliver lagt ned på ladet og så går turen mod Bulovka Hospital, ca. 2,5 km. væk. Om eftermiddagen har Gestapo så meget overblik, at SS-Standartenführer Horst Böhme, kl. 15:26, den 27. maj 1942, kan rapportere følgende i en teleprint til Berlin: "Heydrich indbragt på kirurgisk afdeling på Bulovka Hospital og første operation af hans sårskader er foretaget. Han har et flænget sår til venstre for ryghvirvlen, men uden skader på rygmarven. Fragmenter af bilens karrosseri har knust det 11. ribben, punkteret maveslimhinden og beskadiget milten. Sårene indeholder en del hestehår og andre fibre, formentlig materiale, som stammer fra sædets polstring, som er fulgt med og presset ind i sårene, ved trykbølgen og fragmenter fra eksplosionen. Der er fare for betændelse i lungehinden. Under operationen er milten blev fjernet. Heydrich blev opereret af Chefkirurg, Professor Hollbaum og bistået af Dr. Dick, en sudetertysk kirurg på hospitalet. Kirurgerne reetablerede Heydrich´s kollapsede venstre lunge, fjernede spidsen af det brækkede ribben, suturerede den iturevne lunge- og bughinde. Der blev efter operationen indsat flere katetre. Operationen varede en time og gik tilfredsstillende". Efter denne rapport, sendte Heydrich's direkte overordnede, SS-chefen Heinrich Himmler, sin egen personlige læge, Karl Gebhardt til Prag. Han ankom samme aften og efter den 29. maj, var Heydrich alene i pleje af tyske SS-læger. Man måtte give ham store mængder morfin pga. hans svære smerter. Der er modstridende oplysninger, om hvorvidt sulfanilamid blev givet, men Gebhardt bevidnede under krigsforbryderretssagen mod ham i 1947, at dette ikke blev anvendt, i forsøget på at helbrede Heydrich.

Inden beretningen om likvideringen af Reinhard Heydrich, vil jeg gøre opmærksom på bogen "7 Mænd Ved Daggry" af Alan Burgess, som blev udgivet på dansk i 1967. Bogen er en roman/dokumentaristisk historisk fortælling om planlægningen og udførelsen af attentatet mod Heydrich og følgerne af resultatet. -- Forsiden af bogen (dansk udgave). Bogen kan endnu lånes på biblioteket, selv om den er fra 1967. Så hvis man vil læse en doku-dramatiseret historie (fraktion), så prøv at låne den her. Det kan anbefales - da bogen er skrevet som dokumentar/roman og derfor er ret spændende. Det skal dog siges, at nogle forhold i bogen, er fiktive og ikke historisk korrekte (tidspunkter for agenters nedkastning i landet osv.). Men hele bogen giver et rigtig godt indtryk af hele forløbet. Gå evt. ind på CIA´s web-side, hvor forfatteren Burgess og bogen er kommenteret og vurderet i 1960 (udkom på engelsk lang tid før den udkom i DK), men kategoriseret som "Secret" (Jaggers) og først frigivet af CIA i 1993: Se ovenfor i tekstdelen inden fotodelen, hvor dette til CIA, er indsat: http://tinyurl.com/34w5pwj. -- CIA-analytikeren R.C. Jaggers skrev to artikler i begyndelsen af 1960'erne. Den ene er en kritik af Burgess bog og den anden en redegørelse for planen og likvideringen og dens efterspil. Jaggers kritiserer meget af Burgess 'bog, med henvisning til "de sædvanlige beskrivelser af ordrette dialoger, som ingen stadig levende person, kunne have hørt i 1960´erne". Jaggers roser dog Burgess, for at afsløre det korrekte navn på faldskærmsagenten Karel Curda (i stedet for Alois Kral), som var den primære forræder. Jaggers kritiserer også bogen for at gøre historien en "bjørnetjeneste". Jaggers analyser af bogens indhold, herunder forholdene omkring den specialuddannelse af Jan Kubis og Jozef Gabcík, lider af samme "fejl", som Burgess anvendte, nemlig at Jaggers tilføjer samme type "ordrette dialog" i sine beskrivelser. Jaggers og Burgess' opgørelser af forløbet afviger ikke væsentligt fra hinanden. Jaggers hævder, at agenterne blev sendt ned med faldskærm i Tjekkoslovakiet og var strengt instrueret om at handle alene og uden assistance fra eller kontakt med den tjekkiske modstandsbevægelse, hvorimod Burgess gør det klart, at en betydelig bistand blev givet af modstandsbevægelsen. -- Personligt tror jeg ikke, at faldskærmsagenterne, havde kunnet planlægge og udføre likvideringen i Prag, uden hjælp fra den lokale modstandsbevægelses medlemmer. Jaggers antyder, at de syv faldskærmsagenter blev samlet ved en tilfældighed, i Kirken på Resslova gaden - en antagelse som ikke lyder sandsynlig. Der er flere beviser på det modsatte. Han siger endvidere, at han ikke har kendskab til den anden forræder, Velim Gerik, selv om dette forhold er historisk og en kendsgerning. Han nævner ikke Burgess fortælling med kærlighedsaffæren mellem Kubis og Anna, eller Josef Gabsic og Liboslava, som dengang også var en historisk kendsgerning. Der er andre fejl i Jaggers 'analyse, men læs i linket om denne og døm selv. -- Jeg tror, at man skal behandle Burgess' bog som fraktion, men som ikke desto mindre, gør det til en god bog at læse, og hans indlevelse i "syv mænd ved daggry" er meget fornem. Fraktion er en udmærket måde, at fortælle en almen publikumshistorie på, forudsat, at indholdet er i overensstemmelse med kontrollerbare begivenheder, og beskaffenheden omkring de involverede personer. Burgess ville bestemt ikke være den første forfatter af historiske fortællinger, som bruger denne facon. Der er adskillige gode fotos i bogen. Man må også erkende, at det historiske baggrunds- og kildemateriale Burgess havde til rådighed umiddelbart og indtil 1960, efter krigen var betydeligt begrænset, i forhold til de historiske oplysninger der er blevet frigivet, femforsket osv. siden 1960. Forskningsresultater fra de sidste 10 - 20 år har fremdraget mange nye oplysninger og ændret de hidtidige historiske fakta om hele sagen.

Forløbet efter attentatet og agenternes flugt: Løjtnant Opalka og Sergent Josef Valcik slap ubemærket væk på deres cykler. Opalka søgte skjul hos Tereza Kasperova og Valcik fandt tilflugt hos Frantisek Sulek. Jan Kubis undslap på sin cykel, da SS-Oberscharführer Klein opgav at fange ham, endsige ramme ham med sine pistolskud. Jan Kubis turde ikke blive ved med at flygte på sin cykel, der var påfaldende blodig pga. blod fra hans egne sår i ansigtet. Under flugten på cyklen, kom en lille kvinde ud af et hus, da hun havde hørt skrig og skud fra attentatstedet. Hun så den blodige Jan Kubis på hans cykel, da han ihærdigt bøjet over styret, cyklede hurtigt ned ad bakken. Hun reagerede hurtigt og kastede den gryde med vand, hun havde i hænderne, ud under forhjulet på Kubis´s cykel, som var lige ved at styrte, men undgik det i sidste øjeblik og "jollede" videre. Han stoppede uden for en skoforretning ved navn Bata og stillede sin cykel der. Det lykkedes ham derefter, via bus, at nå uopdaget og sikkert til familien Novak´s sikre hus. Fru Novak sendte hendes unge datter, Jindriska, hen for at hente Jan's forladte og blodige cykel, men dette førte til, at hun blev opdaget, identificeret og anholdt af Gestapo. Inden Gestapo kunne nå at forhøre hende og angribe familien Novak´s hus, nåede Jan Kubis at flygte igen og hans næste flugtmulighed var hos familien Fafek, som tilhørte modstandsbevægelsen. Kubis håbede, efter krigen, at han kunne gifte sig med deres 19-årige datter, Libena Fafek (eller tjekkisk: Liboslava). -- Men nu tilbage til situationen ved stabsbilen og Heydrich, der havde forfulgt og skudt efter Josef Gabsic med sin pistol, men som havde slæbt sig de få meter tilbage til stabsbilen, hvor han faldt tungt op mod motorhjelmen på bilen, for afkræftet og såret til at fortsætte kampen, og beordrede sin "body-guard" Johannes Klein til at sætte efter Josef Gabsic. -- Klein optog forfølgelsen af Gabsic og da Klein kunne fysisk løbe ham op, kom det til en nærmest Wild-West agtig pistol skudduel mellem de to modstandere, hvor de skiftesvis, løbende, skyder efter hinanden, ofte kun med en afstand af ca. 10 meter mellem sig. Uheldigvis for Klein og heldigt for Gabsic, går Klein's automatiske pistol i baglås, da en patron sætter sig i klemme i pistolen. Den flygtende Gabcík bliver dernæst indhentet af Klein, ved en nærliggende slagterbutik "Braunerovo" (se foto), hvor det i døråbningen til slagterbutikken, kommer til håndgemæng mellem dem. Her har Josef Gabsic held til at skyde Klein gennem låret og i anklen og slap på den måde væk fra Klein, som måtte bede om hjælp i butikken, så man kunne ringe efter en ambulance. Gabsic løber hen ad gaden til hjørnet ved gaden Holesovickam, hvor han gemmer sin pistol der og i let løb komme forbi og rundt om restauranten på gaden Rokosce nær en bro ved floden. Her kunne han hoppe på en bus, hvor ingen i bussen vidste, hvad der lige var sket, på det nærliggende gadehjørne. Gabcík undslab på den måde med bussen ind mod Prags centrum. -- Hos familien Fafek får Jan Kubiš mulighed for lægehjælp af en læge tilknyttet modstandsbevægelsen, Dr. Bretislav Lycka. Han var samtidig et vigtigt medlem af landsbyen Sokol´s modstandsorganisation "Jindra", som i de foregående måneder, havde hjulpet faldskærmsagenterne, med mange vigtige kontakter. Han behandler Kubiš´s sår i hovedet. Men den 21. juli 1942, i Oubenice, opdagede Gestapo Dr. Bretislav Lycka. I denne håbløse situation, valgte Lycka at begå selvmord, inden han blev anholdt.

Om morgenen den 7. juni 1942, blev Heydrich kiste udstillet i gården foran Matthias Port på Prags Slot. Da Heydrich var en af de vigtigste nazistiske ledere, blev der arrangeret to store begravelsesceremonier. Den ene var i Prag, hvor vejen til Prag´s Slot var sekunderet med tusindvis af SS-mænd med fakler. Heydrich´s ligkiste blev derefter kørt på en artillerilavét fra slottet over Karlsbroen til Hovedbanegården, hvor kisten blev lastet på et særtog til Berlin. Den anden begravelsesceremoni var i Berlin den 9. juni, med deltagelse af alle førende nazi ledere, herunder Hitler, der havde udtaget Heydrich til at få rigets højeste udmærkelser, som han lagde posthumt på en dekoreret pude på kisten. Heydrich blev begravet i Berlin på Invalidenfriedhof kirkegården. I dag skulle graven befinde sig på grænsen mellem det gamle Vest-og Østberlin. Placeringen af graven i Invalidenfriedhof er ikke helt sikker. Heydrich's grav kan være liggende mellem de to berømte tyske krigshelte, Adolf Karl von Ovn og Gerhard von Scharnhorst (kirkegård afsnit C). Hitler ville have, at Heydrich skulle have en monumental grav, men på grund af krigens forløb, hvor det gik stærkt tilbage i efteråret 1942, blev gravmonumentet aldrig bygget. I 1945 forsvandt Heydrich's midlertidige trækors. Registreringen på kirkegården blev aldrig erstattet, fordi De Allierede og Berlins myndigheder frygtede, at Heydrich´s grav, ville blive et samlingspunkt for nynazister, som graven med Rudolf Hess, i den lille by i Bayern, Wunsiedel, blev det. I løbet af den tid, hvor Berlinmuren fra 1961 stod, kan Heydrich´s grav været placeret på den del af grænsen mellem Øst- og Vestberlin, som blev kaldt "det døde bånd", som fandtes mellem de to dele af Berlin og som var absolut utilgængelige for offentligheden. Denne placering kan dog være usandsynlig, fordi afsnit C i Invalidenfriedhof kirkegården, ligger i den forreste del af kirkegården, nær Scharnhorststraße indgangen, og "det døde bånd" lå modsat sydvest i sektionerne E, F og G, langs Schiffahrts kanalen. Et brev offentliggjort i Frankfurter Allgemeine Zeitung i 1992 hævdede, at Heydrich grav ligger på kirkegårdens afsnit A, ved siden af General af Infanteriet Grev Tauentzien von Wittenberg, der kæmpede mod Napoleon i krigene i 1813. Et fotografi af Heydrich's begravelse viser også kranse og sørgende mennesker, at optrinnet sker i kirkegårdens afsnit A, der støder til nordvæggen af Invalidenfriedhof og Scharnhorststraße, som er den foreste del af kirkegården.

Massemorderen og psykopaten Heydrich definitivt udryddet, stoppet i sin kiste i Berlin, klar til sin sidste rejse til helvede. Reinhard Heydrich var en af de vigtigste igangsættere af Holocaust i de første år af nazisternes krig. Han var indtil sin likvidering kun ansvarlig over for Adolf Hitler, Hermann Göring og Heinrich Himmler, herunder ansvarlig for udryddelsen af jøderne. Han var planlæggeren af "Krystalnatten" i november 1938, hvor nazisterne hærgede den jødiske befolkning i hele Tyskland. Han sendte telegrammer til forskellige SD- og Gestapokontorer, politiet, nazistpartiet og sågar brandvæsenet, så man sammen med SS, kunne hjælpe med at koordinere terrorprogrammet den nat, hvor der blev givet tilladelse til brandstiftelse og ødelæggelse af jødiske virksomheder og synagoger, og ordrer om at udslette det jødiske samfunds skrifter og bøger m.m. i deres centre og synagoger. Telegrammerne gav også tilladelse til, at så mange jøder som muligt - især velhavende jøder - skulle arresteres i alle distrikter og sendes til de eksisterende interneringslejre. -- Umiddelbart efter anholdelserne af disse jøder, skulle de relevante koncentrationslejre være kontaktet, så man kunne placere jøderne der, så hurtigt som muligt. Over 1000 jøder blev myrdet under "Der Kristalnacht". Efter "Krystalnatten", tildelte Hermann Göring ham ledelsen af Det Centrale Kontor for Jødisk Emigration. I denne stilling, arbejdede han utrætteligt med både at koordinere forskellige initiativer for "Den Endelige Løsning på Jødespørgsmålet" og til at få SS til at dominere Tysklands jødiske politik. Det såkaldte "Jødiske Spørgsmål" havde været en del af Tysklands politik, allerede før nazismen opstod og i stærk fremmarch, allerede inden nazisterne fik magten i 1933. Efter magtovertagelsen, eskalerede antisemitismen overalt i det tyske samfund, på alle niveauer, sanktioneret af alle regeringinstanser, politisk, socialt, kirkeligt, på arbejdsmarkedet, i skoler, mellem naboer osv. Det jødiske samfund blev i løbet af 1930´erne totalt udskilt fra det tyske samfund, som pariaer og frataget alle rettigheder på alle niveauer. Stort set hele den tyske befolkning bakkede op om denne linie, eller lod stå til. Den nyeste forskning har afdækket, at de fleste tyskere var enige i den jødefjendtlige politik - derfor kunne det senere lade sig gøre, at få så mange millioner tyskere til, at deltage aktivt i udryddelsen af jøderne i Tyskland og i alle de besatte lande under krigen - med den organiserede udryddelse, som intensiveredes i sommeren 1941. Heydrich var selv involveret i adskillige massedeportationer. Den 10. oktober 1941, var han den ledende officer på et møde i Prag, hvor man planlagde at "evakuere" 50.000 jødiske mennesker fra Böhmen og Mähren, til ghettoer i Minsk og Riga. Man besluttede også, at "i de næste par uger" skulle ca. 5.000 jødiske indbyggere fra Prag, overdrages til de nazistiske Indsatsgrupper (udryddelses-enheder), under ledelse af SS-cheferne Nebe og Rasch. Oprettelsen af ghettoer i Protektoratet blev også drøftet, som på sigt resulterede i opførelsen af Theresienstadt i Prag, hvor 33.000 mennesker blev myrdet og titusinder ville passere på deres vej til døden i øst. I 1941 gjorde Himmler, Heydrich som "ansvarlig for at gennemføre" den tvungne flytning af 60.000 jødiske borgere fra Tyskland og Tjekkoslovakiet til ghettoen Lodz (Litzmannstadt) i Polen. Heydrich er, blandt hans mange uhyrlige gerninger, meget berømt for sin initiativ og gennemførelse af Wannsee konferencen, den 20. januar 1942, hvor Heydrich præsenterede en udvalgt flok af nazistiske lederne fra en række tyske ministerier, for en plan for deportation og transport af Europa´s 11 millioner jøder, til arbejds- og dødslejre i øst, hvor hensigten var, at alle skulle dræbes.

Takket være det mod, som Fafek familien udviste, ved ikke at afsløre noget, da de blev arresteret, tortureret og derefter henrettet af Gestapo, forblev Ogoun familiens hjem på Václavkova gaden 18, Dejvice bydelen, Prag, et sikkert og hemmeligt skjulested for agenter og modstandsfolk under krigen, indtil 17. juni 1942. Proffesor Dr. Phil. Josef Ogoun, hans kone Marie, og sønner Milan og Luboš overlevede krigen. Professor Joseph Ogoun døde den 1. januar 1952. Lubos Ogoun, den ene søn, tog uddannelse som koreograf og dimitterede på samme dato, som da likvideringen af Heydrich skete. Han blev en kendt koreograf efter krigen. Den anden søn, Milan Ogoun, arbejdede i Energy Research Institute i Prag. Deres mor, Marie Ogounová, døde i Prag den 4. oktober 1967. -- Historien om Proffesor Ogoun er kort denne: Han blev pludselig hasteindlagt på Kromeriz Provinshospital for mentalt syge mennesker, onsdag den 17. juni 1942. I den periode, havde tyskerne og Gestapo iværksat deres massearrestationer af modstandsfolk, bl.a. på grundlag af faldskærmsagenten, forræderen Karel Curda´s angiveri og man havde derved opdaget de 7 overlevende faldskærmsagenter i katedralen den 17. juni. Ogoun anvendte hopitalet som flugtsted og fristed, i lighed med en lang række modstandsfolk, som også frelste sig under 2. Verdenskrig, ved at blive indlagt her, hvor man aktivt, fik de indlagte "patienter" skjult og til at "forsvinde" for tyskerne. Man forfalskede indlæggelserne, papirer og journaler og anden dokumentation "forsvandt". Eksperten på Kromeríž hospitalet, Dr. Charles Victor, fik gennemført, at man måtte behandle Ogoun. Begrundelsen var, at han havde fået en pludseligt opstået psykisk sygdom, som var forbundet med angst, søvnløshed, forvirrede ideer og sjælelig ømskindethed. På grund af den tilstand, havde patienten en stor risiko for kronisk sindsyge og det blev anbefalet, at han fik døgnbehandling på hospitalet og dermed fast indlæggelse. Lægerne fortalte, at de eneste gange han var glad, var når han kunne være sig selv og ikke skulle koncentrere sig om noget. Han ville ikke spise og man måtte kæmpe for, at få ham til at spise noget. Stemningen var trist, men han arbejdede lidt i hospitalets haveafdeling og han forsøgte at læse underholdende bøger. Hver anden dag kom der besøg fra hans familie og slægtninge. Den 28. september 1942, blev der ved den civile byret, gentagne gange, sat spørgsmålstegn ved, om hans mentale tilstand ikke krævede berøvelse af hans rets-og handleevne. Bekendte, som efter hans indlæggelse, tilfældigt mødte professor Ogoun, ville næppe genkende ham. Han havde ladet sit skæg vokse inden og under krigen blev hans udseende i høj grad ændret (påstået spisevægring og andet). -- Ogoun havde efter tyskernes besættelse af Tjekkoslovakiet, hjulpet modstandsbevægelsen og tog aktivt del i husningen og hjælpen til faldskærmsagenterne fra den 19. maj 1942 indtil sin "sikkerhedsflugt" til "sindsygehospitalet", den 17. juni 1942, i lighed med de mange andre familier, som også deltog i modstandsarbejdet og hvor næsten alle blev anholdt af Gestapo og henrettet - de fleste i KZ-Lejren Mauthausen, Østrig, den 24. oktober 1942. Men som en af de få familier, var professor Ogoun´s familie ikke undersøgt af Gestapo, selvom der på attentatdagen var Gestapo husundersøgelser i gaden hvor de boede. Familien hjalp bl.a. Kubis med at få hans sår i ansigtet behandlet af en læge, ligesom familien samarbejdede med familien Fafek, som dog blev henrettet, uden at afsløre Ogoun familien og derfor slap de uskadt gennem krigen. Da Proffesor Ogoun, efter Heydrich´s likvidering, fik rapporter om de første anholdelser og henrettelser af andre i modstandsbevægelsen og hørte om Lidice tragedien, "forårsagede det en pludselig forringelse af hans mentale tilstand". Han mente, at hvis han blev patient på hospitalet for sindslidende, ville det være en vis fordel, i tilfælde af en undersøgelse af Gestapo. Han fik ret og frelste herved sin familie. -- Under den tyske besættelse, nedskrev professor Ogoun sine oplevelser omkring attentatet på Heydrich. Manuskriptet var skjult på Slavia fodboldbanernes tribuner, hvor det dog gik tabt under Prags opstand den 4/5. maj 1945, hvor det brændte, sammen med tribunerne. Efter befrielsen, skrev han for egen regning en lille bog med titlen "The Truth About Heydrich" ("Sandheden om Heydrich"), hvor han bl.a. beretter om sit ophold på Kromeriz Hospitalet. Han skriver: " Jeg tilbragte tre måneder på Kromeríž, en sindssygeanstalt, hvor jeg næsten hele dagen kunne skrive og tale om bl.a. politik og faktisk havde det overraskende rimeligt.

Jan Zelenka-Hajský og hans familie, var blandt de vigtigste modstandsfolk og støtte for faldskærmsagenterne. Jan Zelenka-Hajsky var lærer og i 1942, efter tidligere at have været leder af Krušnohorská Sokol modstandsbevægelsen og medlem af Den Tjekkoslovakiske Efterretningstjeneste. De støttede uforbeholdent planerne om, at myrde Reinhard Heydrich. Sammen med sin kone Františka og sønnen Jan Milic, hjalp de faldskærmsagenterne på enhver mulig måde, og sørgede for husly i deres lejlighed på Biskupecgaden nr. 4 i Žižkov Distriktet i Prag, ikke langt fra de andre betydningsfulde modstandsfolk i familien Marie Moravec. Næsten hele den tjekkoslovakiske ledelse i modstandsbevægelsen blev angivet og afsløret omkring den 16. / 17. juni 1942, af forræderen Karel Curda. Gestapo havde inden da tidligere været "på besøg" i gaden og trængt ind i Hajsky´s lejlighed, hvor familien ikke var hjemme og hvor man ikke fandt nogen beviser mod dem. Men den 17. juni fik man vished om deres modstandsaktiviteter via Karel Curda. Gestapo gik i aktion. Jan Zelenka-Hajský og hans hustru var hjemme, da Gestapo omkring middag den 17. juni, vendte tilbage til Biskupcova gaden nr. 4, men denne gang i den modsatte side af gaden, så man ikke kunne se dem fra lejlighedens vinduer. Ingen åbnede døren i lejligheden, da man bankede på og gestapofolkene sparkede døren ind. Jan Zelenka løb ud på badeværelset, hvorfra han lidt efter råbte, "hier bin ich" (her er jeg). Han døde kort tid efter på gulvet med fråde om sin mund, efter indtagelsen af sin cyanid giftkapsel. Deres søn Jan Milic Hajský, var ikke hjemme, men blev underrettet af venner om Gestapo´s razzia i hjemmet og sin fars død og sin mors anholdelse. da sønne var lige så indvolveret i modstandsarbejdet, begik han også selvmord den samme eftermiddag, ved hjælp af sin cyanid giftkapsel, i en skov nær Prag. Hustruen og moderen Františka Zelenkovà blev efter anholdelsen forhørt og fængslet og henrettet i KZ-Lejren Mauthausen den 24. oktober 1942.

Historiens gang efter likvideringen af Reinhard Heydrich og de frygtelige repressalier, som tyskerne herefter foretog mod det tjekkoslovakiske folk. -- Hitler beordrede SS og Gestapo til at "vade i blod" i hele Böhmen, for at finde Heydrich´s drabsmænd. Hitler ønskede at hævne Heydrich og beordrede iværksættelse af mange brutale drab på det tjekkiske folk - Hitler fablede om mindst 10.000, men efter konsultationer med den øvrige nazistiske ledelse, reducerede han antallet af de drab, som skulle iværksættes, til "kun" nogle tusinde. Tjekkoslovakiet havde en vigtig industriel kapacitet og betydning for det tyske militær og vilkårlige drab kunne reducere produktiviteten i landet. -- Men mere end 13.000 mennesker blev arresteret, herunder faldskærmsagenten og håndgranatkasteren Jan Kubiš´s kæreste, Anna Malinova, der blev sendt til KZ-Lejren Mauthausen, hvor hun døde. -- Efter at faldskærmsagenterne havde klaret at flygte og skjule sig hos hjælpende modstandsfolk, lykkedes det ikke for tyskerne, at finde frem til dem, selvom man iværksatte enorme og intense anstrengelser, for at finde dem. Eftersøgningen og opklaringsarbejdet kom til at spænde det nazistiske politi´s kapacitet til bristepunktet. Til Prag ankom hurtigt Gruppenführer og Politigeneral Heinrich Müller (Gestapo´s Chef), Gruppenführer og Politigeneral Arthur Nebe (Kripo´s chef), SS-Obersturmbannführer Schellenberg (Efterretningstjenesten) og SS-Obergruppenführer Dr. Ernst Kaltenbrunner (Heydrich's efterfølger som leder af RSHA). -- Den allerførste nat, efter likvideringen af Heydrich, blev der udløst omfattende razziaer, hvor over 4.500 ansatte i Sicherheitspolizei, Ordnungspolizei, SS, SA, alm. politi og Protektoratets tyske Wehrmacht (hæren) deltog. Byen var hermetisk lukket og væbnede eftersøgninggrupper, gik gennem gaderne og foretog razziaer i lejligheder, kældre, huse osv. 541 personer blev arresteret, men de fleste blev løsladt igen, da man fik tjekket deres identitet. Resultaterne var generelt meget dårlige. --Agenterne flyttede af sikkerhedsgrunde rundt hos de forskellige familier i byen, sådan at de kunne holde sig skjult fra den 27. maj til den 16. juni 1942. Men det blev vanskeligere, at gemme sig, da de nazistiske razziaer blev mere og mere omfattende og brutale, herunder vilkårlige henrettelser af folk og familier. Takket være Biskoppen, ledelsen og præsterne for den Tjekkiske (russisk-ortodokse) Kirke - fik de 7 faldskærmmsagenter midt i juni, tilflugt i kirken St. Cyril og Methodius (under besættelsen var den kendt som St. Charles Borromeo), i Resslova gaden nr. 9, i Prag. De 7 agenter var: Josef Bublík, Josef Gabcík, Jan Hrubý, Jan Kubiš, Adolf Opálka, Jaroslav Švarc og Josef Valcík. Der var koldt i kirken og i krypten, men relativt sikkert. De regnede med at kunne skjule sig her, indtil de værste bølger af razziaer og terror ebbede ud, hvorefter de ville forsøge, at forlade landet. Men kombinationen af terror med massakrer på hele familier og udslettelse af landsbyerne Lidice og Lezaky og Gestapos løfte om benådning og store økonomiske belønning, til den eller de tjekker, som havde oplysninger om agenterne eller modstandsbevægelsen og ville angive deres egne landsmænd, gav efterhånden resultater. Faldskærmsagenten Karel Curda fra missionen "Out Distance", som havde forladt Prag umiddelbart efter attentatet på Heydrich, gemte sig med sin mor, i Nova Hlína nær Trebon. Han var svag, lettere drikfældig og bange for sit liv og var fristet af den enorme dusør, som tyskerne havde udlovet - 1 mill. Reichmark. De daglige opslag af lister, med alle de mange tjekkiske folk, som blev henrettet, listerne, som også blev trykt i aviserne og hængt op på plakater, førte omsider til, at Curda valgte at blive stikker og forræder. Han havde stor viden om mange modstandsforhold, men kendte ikke de steder, som agenterne aktuelt opholdt sig, men han kendte navnene på deres hjælpefamilier. Han forrådte dem alle. Den 13. juni 1942, skrev han først et forræderisk brev til den lokale politistation, hvori han identificerede Gabcík og Kubiš, som dem der likviderede Heydrich. Men der kom ingen reaktion på henvendelsen, så han mødte personligt op hos Gestapo´s administrative hovedkvartér på Petschek Slottet i Prag, kort før middag, den 16. juni 1942. Her afslørede han alting. Denne handling og det han kunne fortælle, vakte opsigt hos tyskerne, fordi, op til dette tidspunkt, havde alle nazisternes bestræbelser for at finde gerningsmændene, været frugtesløse. Tyskerne i Prag havde bl.a. fået over 60.000 folk fra Schutzpolizei i Tyskland til hjælp. Curda forrådte alle han kendte personligt, der havde bistået faldskærmsagenterne, ikke kun i Prag, men i Pardubice, Lázne Belohrad og Pilsen. Gennem sit forræderi forvoldte han ubodelig skade for snesevis af modstandsmedlemmer og deres familier. Allerede næste morgen, begyndte Gestapo, at angribe de adresser og lejligheder hvor de mennesker, der havde hjulpet faldskærmsagenterne boede. Den første i rækken var familien Moravec i Biskupcova gaden i Prag, men mange flere personer og familier blev arresteret og mishandlet og hvoraf flere af dem, begik selvmord, for at undgå anholdelse og tortur og af frygt for at komme til at afsløre deres viden. Ved at bruge de mest brutale forhørsteknikker, lykkedes det Gestapo, om eftermiddagen den 17. juni 1942, at finde ud af, hvor faldskærmsagenterne skjulte sig. -- Kl. 03:45 den 18. juni 1942, udstedte den øverstbefalende for SS-styrkerne i Böhmen og Mähren, SS-Brigadeführer Karl von Treuenfeld, en ordre om, at SS-Reserve Bataljon "Deutschland", med 307 mand og SS-Vagtbataljon "Prag", med 350 mand og andre enkeltenheder, i alt 17 officerer og 740 underofficerer og menige soldater, skulle samles ved kirken og angibe de 2 agenter i kirken, som tyskerne troede, der kun var tale om. Sammen med forskellige andre embedsmænd, Gestapofolk, brandmænd, var den samlede tyske styrke på næsten 800 mand. Man placerede et maskingevær på taget af husene over for kirken. Ligeledes på Vaclavgaden blev der opsat maskingeværeenheder, foruden total afspærring af området og gaderne omkring kirken. -- En hurtigkørende bil med Gestapofolk rasede hen til og stoppede foran kirken, hvor disse, ledet af Heinz Pannwitz, ilede op til døren, hvor Pannwitz satte en finger på dørklokken til en lejlighed hvor en af kirkens præster, Petrek boede - Klokken i uret på bygningen, slår sit kvarterslag præcis kl. 04:15. Kampen om kirken St. Cyril og Methodius kan begynde. -- Kort efter klokken fire om morgenen, bliver 3 af de 7 faldskærmsagenter i kirken, forstyrret af en usædvanlig lyd, på deres vagt i "koret" i kirken. Det har ellers været en stille og rolig nat og morgen, afbrudt af den regelmæssige skramlen fra sporvogne og lyden af lastbilmotorer. De hørte lyden stige og komme nærmere, lyden af motorer! De 3 på vagt, Adolf Opalka, Jan Kubis og Josef Bublík, får bange anelser. Men pludselig ophører motorlydene. De åbner forsigtigt et vindue ud til Resslova gaden. Deres håb om falsk alarm brister, da de ser et glimt af grå uniformer, som er i færd med at afspærre gaden. De er straks klar over, at de er blevet afsløret! Håbet om at undslippe, havde de dog, men tysk præcision og effektivitet, overraskede dem hurtigt, og de fandt ud af, at den eneste farbare flugtvej, var gennem vinduerne ud mod Kostelníková, hvis de kunne få tremmerne i vinduet fjernet. Dettte lykkedes ikke. Men hvis de ikke kunne undslippe, ville de forsvare sig i kirken og kæmpe mod tyskerne, til den bitre ende.

Historien om familien Moravcova, som var en af de vigtigste familier, som deltog i modstandskampen mod tyskerne. Familien hørte til inderkredsen af de modstandsfolk, som hjalp de vigtigste faldskærmsagenter, herunder attentatmændene Gabsic og Kubis. -- Marie Moravcova blev født med efternavnet Krcilová den 24. august 1898 i bydelen Žižkov, Prag. I 1908 blev hun gift med Alois Moravec, som senere blev Chefinspektør i de Tjekkiske Statsbaner. I oktober 1918, fik de den første søn Miroslav, som da han blev voksen, arbejdede som flymekaniker i værkstederne i Cakovice. I 1939 forlod han Tjekkoslovakiet og kom til England, hvor han blev uddannet jagerpilot og tjente i den tjekkoslovakiske hær´s flyvevåben underlagt R.A.F (Spitfire jagerfly). Han var stationeret i Eskadrille nr. 310. Dagen efter De Allieredes invasion af Normandiet, den 7. juni 1944, beskadigede han sit Spitfirefly Mk. IX., med kendingsbogstaverne NN-M, ved indflyvning for landing og styrtede ned og blev dræbt (se længere fremme i fotoserien, hvor hans skæbne er udførligt fortalt). -- Familien Moravcovych flyttede i 1931 fra Žižkov Jara, til anden sal i huset på Biskupcova gaden nr. 7 i Prag's Zizkovbydel. I krisedagene i oktober 1938, hjalp familien Moravec de mennesker, som måtte flygte fra den tjekkiske grænse, da tyskerne invaderede landet. Marie var medlem af Røde Kors organisationen af frivillige sygeplejersker, indtil opløsningen ved tyskernes overtagelse af landet. Familien Moravec deltog også i det civile luftforsvar. Før ankomsten af faldskærmsagenterne i januar 1942, var Marie og den yngste søn Vlastimil medlemmer af modstandsbevægelsen og deres lejlighed blev en central hjælp for agenternes husly, transport og rapporteringsopgaver og en egentlig kommandopost. Sammen med Jan Zelenka-Hajským, etablerede de et godt og sikkert grundlag for faldskærmsagenterne fra England. Marie var meget afholdt af faldskærmsagenterne, som kom i deres hjem. De omtalte hende kærligt som "Tante Marie" (Tetenka). Natten mellem den 17. og 18. juni 1942, ca. kl. 05:00, foretog en afdeling af Gestapo en razzia i familiens lejlighed. Gestapo havde af forræderen faldskærmsagenten Karel Curda, fået angivet en række af modstandsbevægelsens medlemmer og familier, som hjalp faldskærmsagenterne. Familien Moravec var en af de første, som Gestapo angreb, da de forventede, at kunne anholde flere faldskærmsagenter i lejligheden. De blev dog svært skuffede. De fandt kun begge ægtefæller og deres yngste søn Vlastimil, som havde tilnavnet "Ata". Familien blev gennet ud i lejlighedens entré, medens Gestapo endevendte lejligheden i deres søgen efter agenterne. Medens dette stod på, lykkedes det Marie at få lov til at gå på toilettet - Her tog hun omgående en cyanid giftampul, knaste den i munden og slugte indholdet, hvorefter hun dør omgående. Da det opdagedes, forsøgte Gestapo at genoplive hende uden held. Hendes yngste søn Vlastimil, med tilnavnet "Ata", fungerede som budbringer for faldskærmsagenterne og var aktivt involveret i etableringen af attentatet på Heydrich. Vlastimil Moravec ("Ata"), blev født 17. marts 1921 og blev som ung mand i 1941, uddannet fra Handelsskolen i Karlin, hvor han også, via sin underviser, Professor Jankovec, blev indlemmet i modstandsbevægelsen. Efter eksamen fra handelsskolen, blev han ansat som salgsrepræsentant i Topicova bogforlaget. Ud over at deltage i modstandskampen, var det også ham, som forsynede de 7 faldskærmsagenter med mad, medens de opholdt sig i deres skjul i St. Cyril og Methodius kirken. Vlastimil "Ata" Moravec, og hans far Alois, blev anholdt og fængslet. Gestapo vidste, at "Ata" var medlem af modstandsbevægelsen og startede deres uhyggelige brutale forhør af den unge mand. Men han ville ikke sige noget. Faderen Alois Moravec, deltog ikke i praksis i modstandskampen, men havde kendskab hertil. "Ata" blev tortureret i løbet af dagen og til slut blev han, forslået af tortur og bundet til en stol, tvunget til at drikke cognac og Gestapos forhørsleder kom da ind og viste ham sin mors afhuggede hoved, placeret i et akvarium. "Ata" Moravec fortalte derefter Gestapo alt, hvad han vidste. Gestapo kunne nu yderligere føje oplysninger om flere modstandsforhold, til deres viden og intensivere deres "klapjagt" på agenterne og andre modstandsfolk, herunder oplysninger om de 7 agenter i kirken. Vlastimil og faderen Alois, blev sammen med næsten 300 andre modstandsfolk, familiemedlemmer og andre mere eller mindre tilfældige ofre, henrettet den 24. oktober 1942, i KZ-Lejren Mauthausen, herunder Vlastimil´s tidligere klassekammerat og forlovede, Vera Loblova og hendes mor. Vlastimil blev skudt kl. 15:10 - 2 minutter efter, at hans far også var blevet skudt.

Her berettes lidt om en af de mange tjekkoslovakiske militærenheder, som kæmpede på De Allieredes side under 2. Verdenskrig. Den tjekkoslovakiske jagerfly-eskadrille Nr. 310´s våben-emblem (under Royal Air Force). Motto: "Vi kæmper for at genopbygge". Emblemet viser et sværd med en kæmpende løve, taget fra det Tjekkoslovakiske våbenskjold - Sværdet symboliserer kampånden i landet og befolkningen (her pilotens kampvilje). -- Eskadrille Nr. 310 blev etableret i Duxford den 10. juli 1940, som en jagerfly enhed med tjekkoslovakisk mandskab og udstyret med Hawker Hurricane jagerfly. Eskadrillen blev operationel den 18. august 1940 og deltog i "Slaget om England". Under dette meget vigtige slag om luftherredømmet over England fra juni/juli til slutningen af september/starten af oktober, kæmpede de tjekkoslovakiske eskadriller indædt mod de tyske sværme af angrebsfly. - En tjekkoslovakisk jagerpilot gjorde sig særligt bemærket, nemlig Josef Frantisek, som under "Slaget Om England", nedskød 17 tyske flyvemaskiner og derved blev nr. 5 blandt de britiske "jagerpilot-esser", som nedskød flest tyske fly under slaget. Desværre blev Frantisek selv skudt ned og dræbt af tyske fly i oktober 1940. -- I februar 1941 begyndte eskadrillen togter over det tyskbesatte nordlige Frankrig, togter som fortsatte indtil oktober, hvor eskadrillen blev overført til defensive opgaver og flyttede til Skotland. Allerede i december 1941 blev eskadrillen igen overført til Cornwall i det sydvestlige England og fløj defensive patruljeringer indtil maj 1942. Her blev eskadrillen igen indsat i operationelle krigsopgaver, som ledsagefly for de mange bombeflytogter, som De Allierede nu foretog, mod mål i det meste af Europa. I juni 1943 vendte eskadrille Nr. 310 tilbage til Skotland, som en del af forsvaret af flådens baser i Scapa Flow på Orkneyøerne. Hertil blev eskadrillen udrustet med nogle af de højtydende Supermarine Spitfires. I september 1943, blev eskadrillen igen beordret tilbage til det sydlige England, hvor man skulle opererer på tværs af den Engelske Kanal. I forbindelse med D-Dag - invasionen i Normandiet i Frankrig, blev eskadrillens fly let ombygget og udrustet som jagerbombefly (medførte bomber eller raketter + maskingeværer), hvor opgaverne var at støtte De Allieredes landgang i Normandiet. Eskadrillen forblev i England, hvor man fløj væbnet rekognoscering i området East Anglia og Kent indtil slutningen af krigen. I august 1945 fløj eskadrillen til Tjekkoslovakiet, hvor den blev opløst som en R.A.F enhed, den 15. februar 1946.

Her følger så historien om de 7 faldskærmsagenters heroiske kamp i kirken i Prag. -- Tysk politi under kommando af Gestapochef Heinz Pannwitz og Statssekretær for Protektoratet og Heydrich´s "højre hånd" Karl Hermann Frank, fik hurtigt overmandet præsten Vladimir Petrek i hans bolig kl. 04:15. Præsten skulle låse kirkens og de ansattes døre op. Tyskerne ransagede først kirkeværgen's lejlighed. De fandt hurtigt et vindue her, med en indvendig fastskruet rist, som faldskærmsagenterne havde planlagt anvendt, til en eventuel fornyet flugt. En stige ses stikke ud ved afløbet under vinduet. Gestapo og SS-soldaterne forberedte sig derefter til at angribe ind i kirken St. Cyril og Methodius, hvor Adolf Opálka, Josef Bublík og Jan Kubiš holdt vagt oppe på balkonerne, i galleriet og koret. Det primære mål for tyskerne på det tidspunkt, var at få faldskærmsagenterne fanget i live. På det tidspunkt, var der hektisk aktivitet i kirken. De 3 faldskærmsagenter havde indtaget nogle gode forsvars- og beskydnings placeringer i kirken. Adolf Opalka skulle dække "koret" og en vindeltrappe, som var den eneste mulige adgangsvej fra kirkeskibet op til ham. Kubis og Bublík skjulte sig med et godt skudfelt oppe i galleriet, der fører fra "koret" over til den højre indvendige side af kirken. De krøb sammen i en højde af ca. 6 meter over kirkeskibets gulv. De havde på den måde adgangsområdet inde i kirken helt under kontrol. Pludselig lød der skud fra pistoler, som tyskerne skød ind i kirken med, for at forberede deres indtrængen. Faldskærmsagenter var bange for, at de nu ikke kunne undslippe og missionen ville tage sin ende. Men de vil ikke overgive sig, men "sælge deres skind" så dyrt som muligt. Deres håb var også, at de kunne aflede tyskernes opmærksomhed fra krypten og frelse deres 4 kammerater dernede. De to uløselige venner, Jan Kubis og Joseph Gabcík ville aldrig mere komme til at se hinanden igen. Jan Kubis lå roligt oppe i galleriet, med sin maskinpistol klar, ventende på de tyske soldater. Han kom ikke til at vente længe ....

Kubis og Bublik beskyder tyskerne og der kastes håndgranater. Tyskerne går i dækning i sakristiet, holdt nede af beskydningen. Skuddene ophører og der indtræder en dødlignende stilhed. Den tyske angrebsgruppe består af Pannwitz, Kowalczyk, Ewerding, Kehry, Herschelmann, Kahle og Oberhauser, suppleret af SS-folkene Teix, Ahle, Walter, Marx, Beck, Witting, Koch, Schauer og Grahlert. Denne del af kirken er mørk og kun svagt oplyst af små sprossevinduer. Tyskerne skyder igen og en håndgranat eksploderer. Kubis og Bublik beskyder tyskerne igen og tyskerne må trække sig tilbage i en kugleregn, som slår pudset af kirkens vægge. Forudsætning for at tyskerne kunne erobre kirkens indre, var at de kun havde én måde - at forcere trappen. Rottenfuhrer Grahlert trænger op ad trappen, men rammes af et skud i stålhjælmen og tumler tilbage usåret, da hjælmen reddede hans liv. Oberschutz Schinko prøver at styrte op ad trappen, men oven over på en stige op ad væggen, står Opalka og han rammer Schinko med et skud lige i øjet og denne styrter død ned af trappen. Gestapomanden Kahlo er også blevet såret og angrebsgruppen forlader hastigt kirkerummet. Den første kamp vandt faldskærmsagenterne og Gestapo blev meget overrasket over den modstand de mødte - de vidste ikke, at der var flere end 2 agenter i kirken og at det ville blive meget svært, at anholde dem i live, som man havde planlagt. Tyskernes angrebsgruppe samler sig igen, nu med flere våbentyper i anvendelse(håndgranatkastning under dække af heftig beskydning af faldskærmsagenternes mere eller mindre kendte positioner i kirken). Denne gang angriber man fra kirkens hovedindgang. Lige så snart de kom ind ad døren, blev de beskudt igen og forsøgte at skyde tilbage, men uden held. Faldskærmsagenterne havde den perfekte udsigt fra balkonerne over hele området i kirken. Gestapo tværtimod, har meget lidt kendskab til, hvor agenterne har deres positioner oppe på balkonerne og tyskerne skyder derfor ofte blindt op mod disse. Udenfor starter SS-kommandanten for en maskingeværenhed, en kraftig spærreild med sine maskingeværer, fra husene overfor, mod kirkens vinduer. Den uhæmmede beskydning, smadrede og splintrede vinduerne og kuglerne smældede ind i vægge og gulve i kirken. Men forsvarerne havde et perfekt skjul bag søjlerne i galleriet og koret, og tyskernes beskydning har ingen indflydelse. Men angrebsgruppen befandt sig stadig i kirken og var ved at blive ramt af SS´ernes beskydning og måtte hastigt forlade kirken via kirkeskibet. Pannwitz blev rasende og fik straks stoppet den absurde og nytteløse maskingeværild. Da hele kampen var ovre, måtte tyskerne konstatere, at de også havde tab, 14 dræbte og 21 sårede. -- De tapre faldskærmsagenter "solgte" sig så dyrt de kunne.

Kryptens inderste. -- Formentlig på eget initiativ, lykkes det en af de udkommanderede tjekkiske brandmænd, som flere gange har forsøgt at stikke vand- og røgslanger ind ad ventilationsvinduet, at få en snor med en krog på, til at få fat i den stige, som agenterne havde stående op ad kryptens væg op til vinduet, så de kunne smide slangerne ud igen. Brandmanden lirkede forsigtigt stigen op og ud af vinduet. Stigen hørte til et af forsvarernes bedste "våben", men var nu tabt og muren under ventilationsvinduet var for høj og de kunne nu ikke forhindre tyskerne i at pumpe vand og røg ned til dem. Da Karl Hermann Frank fik dette at vide, klappede han den tjekkiske brandmand på skulderen og råbte "Bravo". Den frivillige brandmand fra Prag´s brandvæsen, blev efter krigen sat i fængsel, for at have hjulpet tyskerne på afgørende vis. Tyskerne opfordrede igen agenterne til at overgive sig - men det var spildte kræfter - svaret kom omgående med en hidsig skudsalve. Tyskerne startede nu uhindret med at pumpe vand ned i krypten, 3000 liter pr. minut. Faldskærmsagenterne kunne ikke forhindre det og snart er hullet, som de har forsøgt at hakke i væggen, dækket af vand. Nu vidste de godt at håbet var ude og at de ville tabe kampen. Men overgivelse kom ikke på tale, de ville kæmpe indtil døden. -- Derfor trak de sig tilbage og ind dybt nede i kirkens krypt, hvor de krøb ind i de viste rum på foto´et og gjorde sig klar til deres sidste heroiske forsvar mod tyskerne. Foto´et viser de cementhylder, som var beregnet til at placere kister på. De 4 agenter lå nu i mørket inde i hullerne og skød ud mod de fremrykkende tyske soldater, som trængte ned ad trappen og ind i krypten. Soldaterne kunne ikke se dem i mørket, kun mundingsilden fra agenternes pistoler afslørede hvor de var. Her endte de sidste 4 agenter deres liv, ved at skyde sig selv i tindingen med det sidste skud de havde tilbage i pistolerne - et par af dem, supplerede selvmordet, ved at tage en giftkapsel, som de alle havde på sig, så de ikke kunne anholdes levende af tyskerne. Man måtte ikke falde i tyske hænder og blive udsat for tortur, hvor faren for at bryde sammen og tilstå og røbe det man vidste, var alt for stor - så selvmordet var eneste udvej - og den valgte de modige tjekkiske agenter resolut, da der ingen anden mulighed var tilbage.

Makabert foto af hovederne og dele af hoveder af de døde faldskærmstropper. I dag har man sikkerhed for, efter den et år lange forskning af MFD (Mlada Fronta Dnes), at Jan Kubis og Josef Gabcík, de 2 mest kendte tjekkoslovakiske helte, der likviderede Reichsprotector Reinhard Heydrich, er begravet i anonyme grave på Prags Dablice kirkegård. Paradoksalt nok, er de to faldskærmstropper, sammen med deres kammerater, i den anti-nazistiske modstand under krigen, begravet i Dablice sammen med Karel Curda, deres med-agent, som blev forræder og angav dem og hovedparten af den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse til nazisterne. Desuden er mange højtstående tyske og tjekkiske pro-nazistiske embedsmænd, som blev henrettet som krigsforbrydere efter krigen, også begravet i Dablice, samt ofre for det tjekkoslovakiske kommunistiske kup i 1948. Med hjælp af Retsmedicinsk Institut, har det Tjekkiske Militærhistoriske Institut, arrangeret forskningen, under ledelse af Ales Knizek. Man kontrollerede vidneforklaringer og tidligere optagelser af Prags kirkegårde. Forskerne fik også værdifuld hjælp fra en privat efterforsker, der i 1980'erne indspillede bånd med udsagn fra tidligere læger og politifolk, som havde godt kendskab til de metoder nazisterne anvendte, i "bortskaffelse" af modstandsfolk og agenter. Alle disse vidner og efterforskeren, er dog døde i mellemtiden. -- Emanuel Vlcek, var en tjekkisk antropolog, der arbejdede i Retsmedicinsk Institut under krigen, og som døde for et par år siden, bekræftede over for MFD kort før sin død, at de jordiske rester af ofrene af de tjekkoslovakiske faldskærmsagenter, var blevet begravet i Dablice. Det Tjekkiske Senat´s næstformand Jiri Liska (Socialdemokraterne, ODS), udtalte da han fik kendskab til historien og sammenhængen: "Hvis dette [faldskærmsagenternes uværdige grav] er sandt, er det en kæmpe skam, og det skal der gøres noget ved". Liska sagde også, at der forhandles med Dablice kirkegårdsdistrikt, om planen med at opføre et monument til ære for faldskærmsagenterne og de andre modstandskæmpere. Monumentet vil blive afsløret den 28. oktober 2009, årsdagen dagen for oprettelsen af Tjekkoslovakiet i 1918/1919, som er en helligdag. -- Bortset fra begravelsen af Kubis og Gabcík, fra agentgruppen under kodenavnet "Anthropoid", er Dablice kirkegård også en gravplads for Alfred Bartos, Josef Valcik og Jiri Potucek (faldskærmsagenterne fra mission "Silver A"), Adolf Opalka (leder af missionen "Out Distance", med deltagelse af forræderen Karel Curda), modstandslederen Kaptajn Vaclav Moravek og Marie Moravcova, der var med i modstandsbevægelsen og som skjulte faldskærmsagenterne før og efter attentatet, men blev angivet af Karel Curda og begik selvmord, inden det rasende Gestapo, kunne anholde hende. -- Alle disse ikoner for den tjekkoslovakiske modstandskamp, ligger også begravet sammen med nazilederen Karl Hermann Frank, ham, der besluttede, at den böhmiske landsby Lidice blev jævnet med jorden og alle dens mænd og drenge henrettet den 10. juni 1942, som gengældelse for likvideringen af Reinhard Heydrich, den tyske Reichsprotektor, som planlagde, at afskaffe den tjekkiske nation, da han tiltrådte i september 1941 og straks iværksætte en grusom terror mod landets befolkning.

Heinz Pannwitz, lederen af de tyske SS-soldater i kampen mod de 7 faldskærmsagenter i kirken. SS-Hauptsturmfuhrer Heinz Pannwitz blev født 18/7/1901 i Berlin. Mellem 1925-31 studerede han i Magdeburg, men blev ikke færdig med uddannelsen på universitetet. Efter militærtjeneste blev han ansat i politiet. Siden 1937 var han medlem af NSDAP (nazist-partiet) og SS siden 1939. I august 1939 blev han overført som leder af Gestapo i Prag. Man anså ham for en god kriminalleder af afdeling II G (sabotage, våben, eksplosiver). Han boede med sin kone i Prag - Dejvice, Belcediho gaden 84 (i dag Milady Horakove gaden). Umiddelbart efter likvideringen af Reinhard Heydrich, blev han udnævnt til leder af en særlig undersøgelseskommission, som bestod af omkring 120 personer. Pannwitz var den leder, som ud over kollegaen Fleischer's kontor, havde det største antal anholdelser i Prag. Han førte personligt angrebstruppen i Resslova gaden og angrebet i kirken og var en af de vigtigste ledere i aktionen. -- I slutningen af september 1942, kom han, på egen anmodning, til det særlige SS Regiment "Brandenburg". I løbet af næsten fire måneder, på den finske side af Ladoga-søen, deltog han i tyske afledningsangreb og indsats for at hindre, at De Allierede kunne levere forsyninger til det omringede Leningrad. I januar 1943 kom han tilbage til Gestapo i Berlin. Indtil august 1943, var han beskæftiget med at undersøge og opklare sabotage af de tyske fabrikker flere steder i landet. Senere i efteråret 1943, kom han til Paris, som leder af en særlig Gestapokommando. Han havde stor succes med at splitte den franske modstandsbevægelse i landet og i Vesteuropa. Han deltog også i aktiviteter med at bekæmpe det sovjetiske spion-netværk - kendt som "Ruda gruppen". Da Pannwitz blev klar over, at Tyskland helt sikkert ville tabe krigen, når han at overdrage et omfattende efterretnings-materiale og vigtige kontakter til De Allierede, som han havde opbygget under krigen, inden han blev taget til fange af russerne i Poznan. I 1946, blev han af russerne idømt 25 års hårdt strafarbejde, men i midten af 1950´erne sendes han tilbage til Tyskland. Her bor han sammen med sin kone og børn i Ludwigsburg. Han dør i 1975.

Kaplan Vladimir Petrek (præst): Kaplan Th. Dr. Vladimir Petrek blev født 19. juni 1908 i Olomouc. Hans far var lærer og chauffør og stammede fra Valakiet. Vladimir var den anden af ti søskende. Takket være den katolske ortodokse biskop, kom Vladimir til at studere på Theologi Skolen i Jugoslavien. I 1933 dimitterede han fra Det Teologiske Fakultet i Beograd. Derefter tiltrådte han sin militærtjeneste i Kromeriz. I september 1934, blev han indvalgt som medlem af kirkeadministrationen i Charles Borromeo (Cyril og Methodius) kirken på Resslovagaden i Prag. I sit ægteskab med Jirina, født Reinlovou, fik de en datter. Efter sin ph.d. afhandling i 1937, fik han sin doktorgrad fra det Teologiske Fakultet i Prag. Efter nogle vanskelige beslutninger om sin fremtid, besluttede han, at leve i afsondrethed fra ægteskabet, som ophørte og han ville i livet "kun leve for den hellige ånd". Han boede i Prag's nye bydel. Han havde sans for humor, lune, men frem for alt elskede han kunst. Han havde en "all-round" verdslig uddannelse og en almindelig bred politisk indstilling og var afholdt af de fleste mennesker. Han udtrykte, under tjekkoslovakiets mobilisering i maj og september 1938, sin pacifistiske overbevisning. Men efter tyskernes besættelsen af landet, blev han involveret i modstandsaktiviteterne, især efter at Præsident Elias blev "retsforfulgt" og henrettet af tyskerne/Heydrich. Han hjalp bl.a. en person med skjul og personlige papirer, da denne blev søgt anholdt pga. indførelsen af de tyske Nürnberglove i 1935 (jøde forfølgelseslovene). -- Natten til den 18/6 1942 blev han arresteret, da tyskerne vidste, at der var et antal faldskærmsagenter inde i hans kirke. Gestapo var brutale i afhøringen af ham, men han røbede ikke antallet af agenter i kirken. Efter kampene i kirkens øvre halvdel, blev han af Gestapo, bundet og tvunget til vinduet ned til kirkens krypt, hvor han skulle få agenterne til at stoppe kampen. Han råbte ned i krypten: »Det er præsten der taler! Man fortæller mig, at I er nødt til at give op, ellers bliver I henrettet. De siger, at I kommer til skade, hvis I ikke giver op. De siger de vil opføre sig i henhold til konventionerne for krigsfanger." Straks lød det nede fra krypten: "Vi er tjekker! Vi overgiver os aldrig! Hører du? - aldrig!" Herefter ville tyskerne skyde ned i krypten, men Vladimir stillede sig op, som levende skjold, indtil tyskerne fik ham revet væk og man skød og kastede håndgranater ned i krypten. Disse uværdige Gestapo-metoder optændte Waffen-SS-kommandanten von Treuenfeld. Han kom i skarp konflikt med Gestapolederne Geschke og Pannwitz og kaldte dem for dilettanter. -- Vladimir Petrek blev herefter den 3. september 1942 i et retsmøde, sammen med andre præster og biskoppen dømt til døden. Dagen efter blev de skudt, den 4. september 1942 kl. 14:35 på Kobylisy skydebanen i Prag. Vladimir Petrek blev henrettet dagen efter og hans opførsel før henrettelsen, blev beskrevet som stille og værdig.

Inde i Katedralen St. Cyril og Methodius, som den ser ud i dag. -- Den Ortodokse kirke i Tjekkiet (russisk-ortodoks), er repræsenteret ved to Stifter, et i Prag og et der omfatter Brno og Olomouc. Disse Stifter ledes af biskopper. I Prag er det Ærkebiskop Christopher, som også er repræsentativ for Den Ortodokse Kirke i Tjekkiet. I Olomouc er det Biskop Simeon, der administrerer sognene, herunder åndeligt, i Mähren og Schlesien. Begge Stifter er omfattet af et valgt råd, hvis formand er Viceærkebiskop Kitts. Stiftet Prag er den åndelige repræsentation for den russisk-ortodokse kirke i Tjekkiet, i lighed med St. Peter & Paul kirken i Carlsbad. Desuden er der fire ortodokse missionærer. To kvindelige og to mandlige. Disse afholder foredrag og undervisning og deltager i Det Pædagogiske Center i Katedralen St. Cyril og Methodius i Prag. Centret udfylder en vigtig uddannelsesmæssig rolle og er hjemsted for det ortodokse Akademi, som forbereder seminarer, konferencer, kurser for den brede offentlighed og indfører kandidater til den åndelige kultur, tradition og moderne tænkning af den kristne tro (russisk-ortodokse). -- Den nye forfatning, fra starten af 1990´erne, har skabt en række interne og eksterne aktiviteter i kirken, som tidligere var undertrykt under kommunismen, som f.eks monarkiets liv, tempel- og kapelbyggeri, skolevirksomhed og socialt arbejde for de unge, såsom organisationen "Den Ortodokse Ungdoms Broderskab. -- En vigtig del af uddannelse i den ortodokse kirke, er også klosterlivet, som hvis form og organisation, ikke har eksisteret så længe. Kort efter de politiske forandringer ved kommunismens fald i slutningen af 1980´erne og starten af 1990´erne, blev der etableret adskillige små ortodokse klostersamfund i Den Tjekkiske Republik, der til stadighed har til formål, at være et vidnesbyrd om livet og troen på Kristus. I klostrene dyrkes den åndelige fordybelse med flere timers kollektiv og personlig bøn og tilbedelse om dagen. -- I et demokratisk samfund, som det nye Tjekkiet, arbejder kirken også med det sociale område. Til dette formål, som blev grundlagt for flere år siden, virkes der ud fra en tjekkisk ortodoks filantropi. Organiseringen af det sociale områdes opgaver, varetages af særskilt uddannede troende, som hjælper de trængende f.eks fattige, syge og marginaliserede mennesker. Den ortodokse filantropi, søger også at fremskaffe nyttige håndgribelige ting og mange slags gaver. Man var bl.a. aktive med personlige deltagelse og hjælp til de mange personer, som blev berørt af oversvømmelserne i 1997 i Moravia og i 2002 i Böhmen.

Nazilederne efter Reinhard Heydrich likvidering: SS-Obergruppenführer og Politi-Generaloberst Kurt Daluege, (stående t/venstre), blev fungerende stedfortrædende Richsprotektor for Protektoratet Böhmen og Mähren, efter Heinrich Heydrich´s likvidering og død. Til højre Sudetertyskeren og Tysklands Statssekretær for Protektoratet, SS-Obergruppenführer Karl Herman Frank. Frank håbede på, efter Heydrich's død, at han selv kunne blive den nye Reichprotektor. Hitler anså ham dog kun som repræsentant for sudetertyskerne i Protektoratet og ønskede ikke ham som protektor. Frank forblev derfor stadig kun statssekretær for Protektoratet. Hitler´s oprindelige plan for hvem der skulle være protektor, betød, at den berygtede Gruppenführer Von dem Bach, som var kendt for sin grusomhed og hensynsløshed, var den som Hitler foretrak til opgaven. Hitler ønskede at tjekkerne blev "badet i blod" og pålagde dem ubetinget loyalitet over for "Det 3. Rige". Men det var ikke muligt for nazisterne, at frigive Von dem Bach fra sit kontor og opgaver i Ukraine (han havde travlt med at udrydde jøderne her). Heydrich´s efterfølger blev derfor Politigenerel og Waffen-SS Obergruppenführer Kurt Daluege. Denne led af syfilis og havde perioder med lammelse og blev ikke udpeget som den permanente protektor i landet. -- I forbindelse med attentatet om formidagen den 27. maj 1942, indførte K.H. Frank omgående en tilstand af civil nødsituation, som straks blev annonceret via radio og andre medier. Plakater blev hængt op i gaderne, hvor tyskerne tilbyder en dusør for oplysninger om gerningsmændene. Den øverste SS-leder for Tyskland, Heinrich Himmler, gav samme dag via teleprint, følgende ordre til K.H. Frank: 1) "Jeg er enig i den igangværende civile nødsituation. 2) Hele den tjekkiske intelligentsia skal arresteres og være blandt de første 10.000 gidsler, som der anholdes. 3) De første 100 af de vigtigste fjender blandt den tjekkiske intelligentsia, skal være skudt inden i aften"! -- Fotoét viser: Siddende i stolen bag Kurt Daluege, er det Prags vege afkræftede Statsformand Dr. Hacha. -- Oversigt over ledelsen af Prag og Tjekkoslovaliet under krigen: Tjekkoslovakiets regering under det tyske protektorat: Statens Formand: Emil Hácha (15. marts 1939 -- 4. maj 1945). - Premierministre: Rudolf Beran (1. december 1938 -- 27. april 1939) - Alois Eliáš (27. april 1939 -- 28. september 1941 -myrdet af tyskerne) - Jaroslav Krejci (19. januar 1942 -- 19. januar 1945) - Richard Bienert (19. januar 1945 -- 5. maj 1945). - Reich Protektor (Generalguvernør) over Böhmen og Mähren (Tjekkoslovakiet): Johannes von Blaskowitz (15. marts 1939 -- 21. marts 1939) - Konstantin Freiherr von Neurath (21. marts 1939 -- 24. august 1943) - Reinhard Heydrich, Stedfortrædende Generalguvenør/Protektor under Neurath (29. september 1941 -- 4. juni 1942) - Efter Heydrich´s likvidering og død udnævntes Kurt Daluege, som Stedfortrædende Generalguvenør/Protektor under Neurath (5. juni 1942 -- 24. august 1943). - Wilhelm Frick (24. august 1943 -- 4. maj 1945).

Kurt Daluege skulle egentlig kun være midlertidig i embedet som den nye Reichsprotektor efter Reinhard Heydrich. Daluege blev dog straks ansat den 28. maj 1942 og kom til at regere indtil den 14. oktober 1943, hvor hans syfilissygdom gjorde ham uegnet til at arbejde mere. -- Efter Heydrich død, iværksatte man også dennes planer om iværksættelse og drift af de tre første "forsøgs" dødslejre - Treblinka, Sobibór og Belzec. Projektet fik navnet Aktion Reinhard til Heydrich's "ære". ---- Kurt Daluege blev født i den lille øvreschlesiske by Kreuzburg (nu Kluczbork) den 15. september 1897. Han tjente i Den Kejserlige tyske hær i 1916 - 7. Garde Regiment på Vestfronten under 1. Verdenskrig. Under sin tjeneste blev Daluege alvorligt såret flere gange (erklæret 25% invalid), og dekoreret for tapperhed. -- I 1920'erne blev Daluege leder af Selbstschutz Oberschlesien (SSOS) - en øvreschlesisk "veteran' organisation, der var militant og involveret i kampene mod polakkerne i regionen. I 1921 blev han også aktiv i Frikorps Roßbach, mens han studerede ingeniørfag på det tekniske universitet i Berlin. To år senere, meldte Daluege sig ind i Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejder Parti, NSDAP (nazipartiet) og i 1926 kom han i Sturm Abteilung (SA), hvor han til sidst blev leder af Berlins SA og Goebbels ' stedfortrædende Gauleiter (stedfortrædende partileder) i Berlin. -- I juli 1930 trådte Kurt Daluege, i overensstemmelse med Hitler's ønsker, ud af SA og sluttede sig til Schutz Staffel SS med rang af SS-Oberführer. Hans primære ansvar var at udspionere SA og politiske modstandere af NSDAP. I 1932 blev Daluege NSDAP delegeret, i den preussiske stats parlament og i november 1932, blev han valgt til Reichstag for Electoral District Berlin-Ost, en plads han bevarede indtil 1945. På samme tid, flyttede Hermann Göring ham til det preussiske indenrigsministerium, hvor han overtog politiet. I 1936, var hele det tyske politi reorganiseret og de administrative funktioner, som tidligere var udført af de nu stort set hedengangne delstater, blevet overført til Indenrigsministeriet. ---- Samme år, fik Daluege af Wilhelm Frick (Chefen for Ordnungspolizei, Orpo) administrativ myndighed, men ikke udøvende magt, over det meste af ordenspolitiet i Nazi-Tyskland. Daluege var chef for Ordnungspolizei i resten af krigen og nåede rangen af SS -Obergruppenführer og Generaloberst der Polizei. ---- Nazisternes hævn omfattede bl.a. ordren til Daluege om ødelæggelsen af landsbyerne Lidice og Lezaky i Böhmen (ca. 20 km. nordvest for Prag). Her beordrede han mordet på alle mænd og drenge i byerne og senere også drabene på mindst 81 børn fra Lidice og børnene fra landsbyen Lezaky, som var endt i Chelmno KZ-lejren i Polen. -- Daluege fik i maj 1943 et massivt hjerteanfald og blev alvorligt syg. I august blev han frataget alle sine daglige opgaver og tilbragte resten af krigen, på en ejendom, som Hitler gav ham. I maj 1945 blev Daluege anholdt af amerikanske tropper i Lübeck og interneret i Nürnberg, indtil september 1946, da han blev udleveret til Tjekkoslovakiet. Kurt Daluege blev her dødsdømt og hængt i Pankrác fængslet i Prag den 24. oktober 1946, på samme måde, som hans samtidige medskyldige i massemordene i Lidice og andre steder i Prag og Tjekkoslovakiet, nemlig Karl Hermann Frank (se fotoserien og læs om denne SS-mand og henrettelsen af ham, med den specielle slaviske hængningsmetode. Han blev som Frank også begravet i en anonym grav i Prag's Dáblice kirkegård. -- Kurt Daluege´s personlige liv. I 1926 giftede han sig med Käthe Schwarz, med hvem han fik fire børn, tre sønner (f. 1937, 1938, 1940) og en datter (f. 1942). -- Sammendrag af hans SS-karriere - Rang og datoer: SS-Oberführer: 25. juli 1930 - SS-Gruppenführer: 1. juli 1932 - SS-Obergruppenführer: 9. september 1934 - Generalleutnant der Landespolizei: 20. april 1935 - General der Polizei: 17. juni 1936 - SS-Oberstgruppenführer und Generaloberst der Polizei: 20. april 1942. -- Kurt Daluege havde også en andel i sagen med Stalins søn, som tyskerne havde fanget. Hvornår Stalins søn, Løjtnant Yakov Dzhugashvili, blev taget til fange af den tyske hær, vides ikke. Daluege er anerkendt for, som den der tilbød Stalin, at dennes søn, Yakov Dzhugashvili, kunne udveksles og komme tilbage til den Røde Hær, til gengæld for frigivelsen af Feltmarskal Paulus, som overgav sig med resterne af 6. Armé i Stalingrad den 31. januar 1943. Joseph Stalin afslog tilbuddet, angiveligt fordi "en løjtnant var mindre værd end en general." Daluege sørgede derefter for, at Dzhugashvili blev interneret i KZ-lejren Sachsenhausen, hvor han døde i en alder af 36. Tyskerne erklærede officielt, at Yakov døde ved at løbe ind i et elektrisk hegn. Nogle historikere og andre har anført, at han begik selvmord i lejren, mens andre har foreslået, at han blev myrdet. Men kort sagt, så var også Kurt Daluege en uhyggelig ond og afstumpet mand, som selv havde 4 børn og hustru og alligevel sørgede han for massemord af børn fra spædbørnsalderen op til 15-16 år i Lidice. Desuden var han også ansvarlig, sammen med Karl Herman Frank, i masseudryddelsen af jøder og andre i titusindvis i Tjekkoslovakiet og andre steder i primært Østeuropa og Rusland, ved at deportere folk til KZ-dødslejre. 240.000 jøder fra Tjekkoslovakiet, eller næsten 90 %af landets jøder blev deporteret og myrdet i de nazistiske dødslejre. Fantastisk at Tyskland dengang kunne fostre så utroligt mange psykopater og galninge - en nation, som ellers altid havde været kendt for mange kulturpersonligheder inden for forfatterskab, skuespil, musik og mange opfindere og finans - og erhvervsfolk osv. -- Alle i Tyskland der kunne, var åbenbart ligeglade med hvordan man fik sin magt og rigdom - om man så skulle slå alle ihjel man ikke kunne lide og helst på den mest bestialske og grusomste måde - pinefuld og langvarig smerte og en for mange fanger, befriende død og dermed den endelige og eneste "flugt" fra det nazityske "Herrefolk", som kunne lade sig gøre. -- Nyere forskning har påvist, at millioner af tyskere deltog aktivt i eliminationen af det jødiake folk i Tyskalnd og senere i hele Europa og Rusland. Alle niveauer i det tyske samfund, kendte til planerne og udførelsen af jødernes udryddelse og de fleste bifaldt denne politik og deltog aktivt i 1930´erne, med at gøre jøderne til "ikke-eksisterende" i det tyske samfund!

SS-Gruppenführer Arthur Nebe (13-11-1894 - 21-03-1945), blev hentet til Prag, for at opklare attentatet på Heydrich. -- Fakta om Nebe: Formand for Interpol (1942-1943). Tilknyttet Kriminalpolitiet før krigen. I 1941, lige før Operation Barbarossa (Tysklands angreb på Sovjetunionen), befalede Heinrich Himmler, Nebe til at lede Einsatzgruppe B (udryddelseskommandoerne) bag Hærgruppe "Center" på østfronten. Hovedkvarteret for Nebe's udryddelsesgruppe var i Minsk, og senere Smolensk. Nebe siges at have kæmpet mod Heydrich's ordrer om udryddelsen af jøder og alle andre bag østfronten. Nebe havde kun ledelsen af Einzatsgruppe B i 4 måneder og opnåede "kun" at myrde 46.000, hvilket irriterede Reinhard Heydrich meget, da Stahlecker's ledelse af Einzatsgruppe A, i samme tidsrum, myrdede 221.000. Nebe søgte at manipulere med tallene, så det så ud, som om man havde myrdet flere end i virkeligheden. Nebe søgte at undgå deltagelsen og fik tilladelse til at forlade stillingen efter 4 måneder. Efter sin retur til Berlin, var han overbevist om, at tyskerne ville tabe krigen militært og begyndte allerede i 1942, at samarbejde med andre militære officerer om at skaffe Hitler af vejen. Han blev på det grundlag udnævnt til en stilling i SS, hvor han kunne give disse officerer oplysninger om, hvad der foregik inde i SS og Gestapo. Han samarbejdede med Henning von Tresckow og Fabian von Schlabrendorff om at reducere grusomhederne. I slutningen af 1942 efter Wannsee-konferencen, informerede Nebe modstandsofficererne om Himmler´s og Heydrich´s planer med den såkaldte "Endelige afgørelsen på spørgsmålet med jøderne" (total udryddelse af alle verdens jøder). -- Nebe måtte, på ordre fra lederen af Gestapo, Heinrich Müller, IV Amt Afdeling 4 RSHA, i marts 1944, efter "Den Store Flugt" fra Stalag Luft III krigsfangelejr, udvælge 50 af de 73, i første omgang undslupne krigsfanger og igen tilfangetagne, sådan at de kunne blive henrettet. Det siges, at denne udvælgelse gjorde Nebe stærkt utilpas. -- Guenter Lewy har i sin bog "Den nazistiske forfølgelse af sigøjnere" givet et andet billede af Nebe. Han beskriver, hvordan Nebe afholdt en demonstration for Himmler, hvor der foregik en massehenrettelse af 100 personer i Minsk. For at behage Himmler, eksperimenterede Nebe med forsøg på at myrde sovjetiske psykisk syge mennesker, først med sprængstoffer nær Minsk og derefter med udstødningsgas fra lastbiler i KZ-Leren Mogilev. Spørgsmålet om Nebe's begrænsede skyld, betvivles, da han som leder af RKPA (Kripo/Kriminalpolitiorganisationen), spillede en ledende rolle i udformningen af politikken med sigøjnerne i de erobrede lande. Nebe bad Eichmann om at sætte sigøjnere sammen med jøderne, ved transporterne til NiskoI i oktober 1939. I 1944 foreslog Nebe SS-lederen Grawitz, at sigøjnere ville være gode mennesker, at bruge til medicinske eksperimenter i Auschwitz og Dachau koncentrationslejrene (Himmler havde bedt Grawitz om rådgivning på spørgsmålet). -- I september 1941, hjalp Nebe med træning i bekæmpelsen af "den jødiske partisanbevægelse". Træningen omfattede mord på 32 mennesker i KZ-Lejren Mogilev. -- Komplottet og bombeattentatet mod Adolf Hitler den 20. juli 1944, var Arthur Nebe involveret i. Som en del af plottet, skulle Nebe lede et team af 12 politifolk, som skulle dræbe Himmler, men signalet om iværksættelse, nåede aldrig frem til ham. -- Bernd Wehner fra RKPA (Kripo) hævdede senere, at Nebe var bekymret for, at De Allierede efter krigen, ville straffe ham for hans forbrydelser, og at dette var den eneste grund til, at han sluttede sig til modstanden og bombekomplottet mod Hitler. Historikeren Reitlinger har karakteriseret Nebe, som "et meget tvivlsomt medlem af modstandsbevægelsen, da tidspunktet for bombeattentatet fandt sted". -- Efter det mislykkede attentatforsøg den 20. juli 1944, gik han "under jorden" på en ø i Wannsee, men blev senere anholdt, efter at en forsmået elskerinde forrådte ham. Nebe blev dømt til døden ved Volksgerichtshof (Folkets Domstol) og ifølge officielle optegnelser, blev han henrettet i Berlin Plötzensee fængslet den 2. marts 1945, ved hængning med pianotråd fra en kødkrog, som var den straf Hitler havde befalet, at alle som deltog i 20. juli komplottet, skulle have - De skulle "hænges som kvæg". ---- Tilbage til tiden efter den 27. maj 1942 i Prag. "Ekspert i kriminologi" Arthur Nebe startede sin detektivopgave, med at gennemgå alle de fakta tyskerne kunne indsamle før og efter attentatet. Alle effekterne og sporene, som var at finde på gerningsstedet, efter at gerningsmændene havde forladt området, blev underkastet en grundig analyse og fortolkning, hvorefter man udsendte billeder og beskrivelser af to gerningsmænd til aviser og til visning i biografer. Enhver, der vidste noget om dem, skulle kontakte den nærmeste politistation. Hvis nogen skjulte noget, ville de blive skudt sammen med hele deres familie. Nebe havde dog noget at gå efter: Noter, breve og beskrivelser fra tidligere fangst af udstyr og materialer fra en faldskærmscontainer, Stengun maskingpistolen, noget ammunition, 1 ubrugt beige lærredshåndgranat, (som en ekspert fra Berlin mente, lignede dem, der anvendtes af briterne i Nordafrika mod de tyske kampvogne) og to mapper, hvoraf den ene indeholdt en stråhat fra butikken "White Swan". Himmler ønskede at efterforskningen skulle ske på bedste måde og beordrede 95 kriminalfolk fra Berlin, til at bistå med opklaringsarbejdet. Trods dette og den yderst brutale fremfærd mod borgerne i Prag, gav det ikke noget afgørende resultat - men da terroren havde virket i små 3 uger, begyndte det at give resultater, kulminerende med faldskærmsagenten Karel Curda´s forræderi og oplysningerne man får ud af den anden faldskærmsagent, Velim Gerik.

Professor Ladislav Vanek med dæknavnet "Jindra Sklenar" fra byen Brno, var leder af modstandsorganisationen "Sokol". Han var tidligere kemilærer og boede i Prag. -- Liste over medlemmer i Sokol modstandsbevægelsen: Vaclav Khodl (1895-1942) - Læge Bretislav Lycka (1902-1942) - Vlastimil Moravec (1921-1942) - Vaclav Novak (1893-1942) - Jindriška Nováková (1928-1942) - Francis Pechacek (1896-1944) - Prof. Dr. Jur. Augustin Pechlát (1877-1941) - Ladislav Vanek (1906-1993) - Vanek´s dæknavn, Jindra Sklenar, betød bl.a. at han i lang tid kunne lede modstandsaktiviteterne i "Sokol", uden at tyskerne fik kendskab til ham. Da han senere blev anholdt, indrømmede han alle sine gerninger over for tyskerne og tilbød dem at hjælpe dem. Efter krigen blev han beskyttet af De Allierede, da han nu hjalp dem, med at opspore nazisterne. - Divisionsgeneral Hugh Vojta (1885-1941) - Leder i modstandsorganisationen "NO" (Nationens Forsvar), som senere blev sammenlagt med Jan-militsen, da næsten hele NO organisationen blev anholdt og henrettet af tyskerne i 1941. Jan Zelenka-Hajská (1895-1942), leder af Jan-militsen. Alle organisationerne på ca. 11.300 mennesker, blev anholdt under krigen, hvoraf omkring 3.400 blev henrettet eller tortureret til døde. -- Ladislav Vanek boede i Prag, hvor han havde en lille gruppe modstandsfolk omkring sig. I februar 1942 fik de 2 faldskærmsagenter Kubis og Gabsic kontakt til ham, for at opnå hjælp med våben og udstyr og opbevaring af dette et sikkert sted. Efter den 5. marts, var disse ting på plads og agenterne var etableret og boede illegalt i Prag. På et tidligere tidspunkt havde Vanek skabt sin eget lokale netværk, som blev "hjertet" i de første 2 års modstandsbevægelse, som fik betegnelsen "Perun" og "Landsbyen Sokol I Modstand". De vigtigste medlemmer var Kaptajn Vaclav Morávek og læreren Jan Zelenka-Hajským. Zelenka sørgede for faldskærmsagenternes indkvartering og gik helhjertet ind for agenternes plan for likvideringen af Reinhard Heidrich. Zelenka drog omsorg for, at de vigtige oplysninger om Heydrich's daglige arbejdsprogram og færden, kom agenterne til kendskab, via de oplysninger han modtog fra sin tidligere elev, Francis Šafárik, der arbejdede på kontoret på Prags Slot, hvor Heydrich havde kontor. -- Efter at attentatet var udført og Gestapo jagtede alle dem, de kunne få fat i, som var blevet angivet af den tidligere faldskærmsagent Karel Curda fra operationen "Out Distance", for en stor dusør, tillige med nogle få andre, som ikke kunne modstå tyskernes tortur og røbede hvad de vidste, kom turen til Vanek. Han blev arresteret den 4. september 1942 og tilstod omgående det hele og hjalp til med at udpege og finde andre modstandsfolk, familier og andre, som måske kun periferisk, havde haft noget med sagen at gøre. Desuden var han så emsig, at han deltog i tyskernes falske radioudsendelser til London, for ad den vej, at hente viden om modstandsbevægelsen, sådan, at tyskerne kunne bekæmpe de engelske og tjekkiske planer i Prag og Tjekkoslovakiet i øvrigt. Han undslap hævnen fra sine landsmænd, efter krigen og blev beskyttet ved at hjælpe De Allierede, med at finde og retsforfølge tyske og tjekkiske krigsforbrydere. Vanek døde først af naturlige årsager i 1993.

Allerede den 27. maj 1942, om aftenen, havde den nazistiske Statssekretær for Protektoratet, Karl Hermann Frank erklæret landet i militær og civil undtagelsestilstand: "Som følge af mordet på Rigsprotector SS-Obergruppenführer Heydrich, fastsættes følgende: På grundlag af Artikel I. af 27. september 1941, i forordningen for Rigsprotektoratet Böhmen & Mähren, er der erklæret militær og civil undtagelsestilstand med øjeblikkelig virkning og undtagelsestilstanden er gældende i hele Böhmen & Mähren. Artikel II. På grundlag af afsnit 2 i denne forordning, vil de mennesker, der er involveret i mordet, med hjælp eller viden herom, som person eller med deres bopæl, blive skudt, tillige med deres familie. Der vil ikke ske nogen varsel og henrettelsen vil ske omgående. Artikel III. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 27. maj 1942. - Reich Protektor for Böhmen & Mähren´s repræsentation: K. H. Frank". Ragnarok kunne tage sin begyndelse...Men alligevel var der nogle tjekkoslovakiske borgere, som trodsede nazisternes rædselsregime og gjorde modstand og hjalp modstandsbevægelsen og de faldskærmsagenter, som blev sendt til landet og især til Prag. Historierne ved de foregående fotos, fortæller om nogle af disse heltemodige mennesker, som bød djævelen trods. ---- Fotoet viser en avisannonce og opslag med lister over de ofte daglige dødsdomme og henrettelser af udvalgte men ofte vilkårlige tjekkoslovakker og prag-borgere, som var i familie med, eller bare kendte andre dømte og henrettede personer. Disse terrormeddelelser, var daglig "kost" og troværdige trusler for alle borgere i landet. Tyskerne havde indført militær undtagelsestilstand i hele landet - sådan at tyskerne bare kunne "dømme" og henrette alle som de fik fat i. Utroligt mange tjekkoslovakker blev angivet af deres nazistiske medborgere. Man mener, at der på et tidspunkt i Tjekkoslovakiet, var ca. 4 millioner, som sympatiserede med Tyskland og nazismen - så mange meborgere blev angivet af forrædere og stikkere, som man ikke altid kunne gennemskue og blive advaret imod. Den mindste tale og handling, mod de tyske interesser, kunne nemt blive vidregivet af en sådan stikker - Så var der kun en vej - en kort fiktiv "skueproces på samlebånd" og dernæst henrettelse ved hængning, halshugning eller som oftest ved skydning, ofte mange i "bundter". Dette terror-regime var uhyggeligt omfattende under den fungerende Rigsprotektor Kurt Daluege og K. H. Frank.

De tyskkontrollerede aviser og medier i Protektoratet kunne den 28. maj 1942, bringe denne forside, som fortalte om likvideringen af Reinhard Heydrich. -- Eftertiden betød som beskrevet på denne web-side, en ufattelig hævntørst fra nazitysklands side mod tjekkoslovakiets befolkning . Der har gennem tiden, været mange holdninger til, om det var det hele værd, om likvideringen nu var et klogt træk, fra den tjekkoslovakiske eksil-regerings side, at lade denne ufattelige menneskelige tragedie ske, mod det tjekkoslovakiske folk. Man var inden blevet advaret af mange instanser, herunder faktisk et flertal af mange ledende modstandsfolk i Tjekkoslovakiet, om de frygtelige omkostninger, som kunne blive resultatet. Men ser man bagud og sammenholder det, som var situationen før beslutningen og planlægningen af hele faldskærmsagent kampagnen fra efteråret 1941 til april 1942, kan man måske godt forstå hvorfor, at det ikke kunne være anderledes og at Tjekkoslovakiet måtte søge, at råbe verden op og søge at sikre sin eksistens efter krigen. Landet havde ikke som nation eksisteret ret længe (1919) og der var i 1941 ingen udsigt til ,at blive en suveræn nation igen, ligesom der ikke var nogen garanti for det, selv efter en allieret sejr over Nazityskland. Hos mange forfattere, til bøger om attentatet på Heydrich, er deres vurdering ofte, hvorvidt likvideringen betød størst fordel for den tjekkiske nation, eller fordelen var størst for De Allierede. Mange forfattere og andre, mener, at den "flod af blod", som landet blev overvældet af, ikke var det værd. -- Men! Når man ser på den situation, der herskede i Europa og verden, i slutningen af 1941 og begyndelsen af 1942, var kendsgerningerne dybt nedslående for Tjekkoslovakiet, såvel som for hele den frie verden. Landet havde, som mange andre nationer ikke havde, oprettet en eksil-regering og hær- og efterretningstjeneste i England/London, sådan at man her bedre kunne tage de vidtrækkende nødvendige beslutninger, som måtte til, hvis Tjekkoslovakiet skulle genopstå efter krigen, som en anerkendt nation. Englænderne var i 1941 ikke særligt glade for at hjælpe Tjekkoslovakiets eksil-regering - måske snarere tværtimod. Eksil-regeringen under ledelse af Dr. Eduard Benés i London og hermed også Oberst, senere General František Moravec, chefen for den tjekkoslovakiske eksil-militære ledelse og hovedkvarter i London, erkendte alvoren og besluttede, at man nu var nødt til at handle og skabe grobunden for, at landet kunne genopstå efter krigens slutning, som jo måtte komme engang og inden det var for sent. -- Det er vigtigt først at se på situationen ud fra det globale perspektiv. Ved årsskiftet 1941 og 1942, stod de tyske pansrede divisioner ved Moskva. I Atlanterhavet rasede U-båds krigen og flere og flere skibe, blev sænket af de tyske U-både. I Nordafrika stod det tyske Afrika-Korps ved grænsen til Egypten, kun et lille stykke fra den vitale Suez-kanal. På den anden side kloden, havde japanerne fejet al modstand til side og stod over for den engelske kronkoloni, Singapore. Japanerne var også igang med at erobre Filippinerne. Situationen var kritisk for De Allierede, som på det tidspunkt ikke omfattede USA, da de først kom med i verdenskrigen, da japanerne angreb Pearl Harbour på Hawaii, søndag den 7. december 1941. Men værst var det for England, som nu var alene mod overmagten fra tyskernes og japanernes side - England som kolonimagt var ved at styrte i grus. Risikoen for, at Rusland vil bryde sammen, og kapitulere var også enorm. Inden amerikanerne var i stand til at komme Europa til undsætning (USA havde kun en lille hær, lille flåde og ikke omstillet til krigsøkonomi i 1941), ville England sandsynligvis være nødt til at bede om en ødelæggende våbenhvile, som ville opstå, hvis England mistede Egypten og Suez-Kanalen, og/eller tabte "Slaget om Atlanterhavet". -- På dette tidspunkt 1941/1942, synes det helt indlysende, at England måtte kræve, at hvert land, der stod ved deres side mod Hitler, skulle ofre alt hvad de kunne - og lidt til - hvis man ville besejre Tyskland og Japan (italienerne regnede man ikke rigtigt med). -- Eduard Benes og den tjekkoslovakiske eksil-regering opfordrede til, at folket i deres besatte land, skulle øge modstandsbevægelsen, øge sabotagen af militærproduktionen til tyskerne, ødelægge kommunikationen for dem m.m. Som Benes udtrykte det: "At lige nu (1941) producerer det tjekkiske folk masser af kvalitetsvåben til den tyske Wehrmacht (hær), helt fredeligt og uden modstand. Og vores land er allieret med England! Der er behov for at gøre noget. Hvis du producerer mindre, får tyskerne færrer motorer til deres fly, når du fremstiller mindre på vores ammunitionsfabrikker, vil der være mindre at skyde med for tyskerne, når den tyske hær ikke har så meget af deres teknologi og udstyr, vil det sandsynligvis forhindre dem i at dræbe mange allierede soldater. Hvad skal vi gøre? Lav sabotage, formindsk produktionen og strejk". Dette var noget af hvad Eduard Benes sagde, men han indså, at det bare ikke hjalp at tilskynde folket til at adlyde opfordringerne og øge sabotagen. For modstandsorganisationerne var næsten ødelagt af tyskerne. Sabotagen var svær at udføre, når der næsten ikke var nogen til at udføre den. Eksil-regeringen besluttede, at sabotagen skulle øges, ved at landsætte modstandsfolk i landet fra egne rækker i England. Benes anmodede Oberst Frantisek Moravec, om at udarbejde en plan for en omfattende sabotage kampagne i landet, hvor dette skulle foretages af tjekkiske faldskærmsfolk. Man antog, at når først faldskærmsgrupperne udførte sabotagehandlinger i landet og folket så, hvor let tyskerne kunne rammes på deres "følsomme" steder, ville tilslutningen til modstandsbevægelsen og sabotagen øges. Bl.a. iværksatte man følgende plan: En faldskærmsgruppe "Silver A" skulle oprette radio-forbindelse, en anden gruppe "Silver B" skulle bringe sprængstoffer frem, gruppen "Anthropoid" skulle udføre attentatet på Heydrich, gruppen "Out Distance" skulle bistå med afmærkning og målområder, så engelske bombefly, kunne bombardere Skoda Fabrikkerne og deres krigsmaterielproduktion til tyskerne. -- Som historien kan berette og som er udførligt beskrevet, her på min web-side, lykkedes det ikke at udføre ret meget af det, man havde håbet på. Man fik heller ikke modstandsbevægelsen opbygget, til en væsentligt større magtfaktor og dermed fik man heller ikke succes med at øge sabotagen. Alle de enorme forberedelser og nedkastninger af faldskærmsagenter gav kun det resultat, at man fik Heydrich likvideret. -- Paradoksalt blev det tyskerne selv, som i sidste ende var skyld i, at Tjekkoslovakiet blev sat på verdenskortet og støttet og allerede i 1942 anerkendt af De Allierede ,som en suveræn nation - De Allierede annullerede den aftale, man havde indgået med tyskerne om Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet i slutningen af september 1938. Den uhyggelige tyske terror og massemordene mod landets befolkning betød en verdensomspændende sympati - på den måde kom friheden til at koste meget dyrt - men friheden fik Tjekkeslovakkerne - indtil det kommunistiske kup i 1948 - så røg friheden igen bort i over 60 år!

Mange Tjekkoslovakiske kvinder var også aktive i modstandskampen mod tyskerne. De 4 fotos samlet i en blok i to rækker til højre i billedet, er af følgende kvinder: Øverst til højre i fotoblokken, er det den 34-årige lærerinde Ludmila Mala, som blev anholdt, da hun blev afsløret som hjælper af faldskærmsagenten Joseph Valcik. Hun begik selvmord, da det lykkedes hende, at tage sin cyanid giftkapsel i forbindelse med anholdelsen. -- Tatana Hladenova, som ses på næste foto i øverste række, yderst til højre, var også en vigtig hjælper for faldskærmsagenterne, sammen med sin mand Frantisek, som ved sin anholdelse, dræbte sig selv, ved at kaste sig selv ud fra vinduet i lejligheden, foran Gestapofolkenes øjne. Tatana blev anholdt, forhørt og skudt den 2. juli 1942. -- Lærerinden Vera Junkova, 25 år, som ses på fotoet i nederste række i fotoblokken med hvid skjortekrave, under Ludmila Mala, fungerede som kontakt mellem faldskærmsagenterne i Prag. Hun blev efter sin anholdelse umenneskeligt tortureret under afhøringerne. Vera blev også skudt den 2. juli 1942. -- Lægen Dr. Milada Frantova, hvis foto ses under Tatana Hladenova, nederst og yderst til højre, var også medlem af modstandsbevægelsen. Hun tog sig af Kubis snitsår i ansigtet, som stammede fra hans håndgranats eksplosion mod Heydrich´s stabsbil. Hun blev også angivet og anholdt og senere henrettet i Mauthausen den 24. oktober 1942. -- Hele Fafkova familien var en del af modstandsbevægelsen og alle blev henrettet i KZ-Lejren mauthausen den 24. oktober 1942. De 4 fotos samlet til venstre på billedet er alle søstre. Under Gabcík´s tilflugt i Fafkova familiens lejlighed, var Liboslava (fotoet med den smilende kvinde med hovedet på sned), kurér i modstandsbevægelsen. Liboslava Fafkova blev henrettet kl. 10:40, hendes mor kl. 10:50, søsteren Real kl. 10:52 (fotoet i øverste række ved siden af Liboslava) og faderen kl. 16:02. Fotoet af Ludmila i nederste række, yderst til venstre, var gift, men tøvede ikke med at tilslutte sig modstandsbevægelsen. Sammen med sin søster, Marie (fotoet ved siden af Ludmila) indsamlede de oplysninger om Reinhardt Heydrich. De blev begge tvunget til at identificere de dræbte faldskærmsagenter efter opgøret i kirken den 18. juni. Under afhøringerne af dem, opførte de sig modigt og klarede at fortælle så lidt som muligt. Marie blev henrettet kl. 11:06, Ludmila kl. 11:48, ligeledes den 24. oktober 1942 i Mauthausen.

Men ikke alle tyskere, tæt på nazismen - så tæt man kunne komme, var gale nazistiske forbrydere mod menneskeheden - Her er ved de næste fotos, historien om Albert Göring i Tjekkoslovakiet/ Protektoratet/Prag - bror til den nazistisle leder Feltmarskal Herman Göring. -- Historien tager sit udspring med denne kontorist på fotoet, Karel Sobota på gaden i Prag under krigen. -- Én af dem, der kendte Albert Göring bedst i Tjekkoslovakiet, var hans tidligere assistent, Karel Sobota, som senere har fortalt om sine mange oplevelser, med sin tyske eksportchef for Skodafabrikkerne, som ikke havde nogen som helst ansættelse i tysk militær - eller polititjeneste. Når naziofficerer besøgte Skodafabrikkerne, som Albert Göring var direktør for og som var tvunget til at producere krigsmateriel til tyskerne, ved hjælp af bl.a. slavearbejdere, jøder og krigsfanger, nægtede Albert Göring konsekvent at gengælde Heil Hitler-hilsenen – i dé tider blev mange ellers henrettet for langt mindre forseelser. Han forlangte også, at alle – uanset rang og position – meldte deres ankomst, inden de trådte ind på hans kontor. ---- En dag kom en højtstående nazist på besøg og marcherede forbi assistenten direkte ind til Albert Göring – han blev smidt ud igen med fuld musik og beordret til at vente udenfor kontoret! I stedet bad Albert Göring assistenten komme ind, og de næste 30-40 minutter, tilbragte de to med en hyggesnak om lidt af hvert, vejret, familien, ligesom der var tid til at kigge billeder i Görings familiealbum. -- Først da gjorde Albert Göring mine til, at ville modtage sin fornemme gæst, idet han med et smil sagde til sin assistent: ”Nå, Herr Sobota, nu er det vist tid til, at tale med den sortklædte herre. Vær venlig at bede ham komme ind …” Den højtstående officer i sort SS uniform, højrød i hovedet af indestængt raseri, kunne forsigtigt træde nærmere … Albert Göring brugte sin stilling her og i alle sammenhænge, som middel til at begrænse nazisternes krigsindustri, frelse jøder og modstandsfolk og i det hele taget modarbejde Tyskland og nazisterne. En meget farlig gerning, som kun kunne lykkes, fordi han var bror til Herman Göring, der hjalp ham ud af faren og kniberne hver gang. Albert opnåede ofte, så at sige sine egne mål, uden om nazisterne, men i realiteten med hjælp fra nazisterne selv i form af Hermann Göring! -- Se videre ved de næste fotos.

Albert Göring, en tysker som i lighed med Oscar Schindler, hjalp jøder og folk fra modstandsbevægelserne i Tjekkoslovakiet, med at overleve nazisternes Holocaust - Men ikke en hvilken som helst tysker - her er tale om Feltmarskal Hermann Görings bror, Albert Göring. Her er historien fortalt ved dette foto og de følgende. -- På dette foto ser man Hermann Göring og hustru og hans bror Albert Göring, også med hustru. -- Historikere vidste godt, at Feltmarskal Hermann Göring havde en bror, men nye historiske opdagelser viser, at den nazistiske topleder og Det Tredje Riges nr. 2, efter Hitler, den berømte Hermann Göring´s bror, Albert Göring, var en erklæret antinazist og gjorde alt han kunne for at modarbejde Nazisterne og frelse østrigske og tjekkolovakiske jøder, modstandsfolk og kulturpersonligheder fra udryddelse. -- Hermann Göring blev efter krigen anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og dømt til døden. Nürnberg-processerne afslørede en nazileder, der uden vaklen gav ordrer til bl.a. Reinhard Heydrich og dermed til det nazistiske inferno af massemyrderier og således berigede verdens ordforråd med et nyt ord: Folkedrab. -- Med sin underskrift bad han den 31. juli 1941 SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich iværksætte "Die Endlösung", den endelige løsning af jødeproblemet, hvorefter 6 millioner jøder, blev udryddet i Hitlers dødslejre, som ofre for et hensynsløst barbari uden sidestykke i verdenshistorien. -- I årevis blev navnet Göring således udelukkende kædet sammen med død og ødelæggelse, men nu viser nye dokumenter og vidneudsagn, at Hermann Görings bror, Albert Göring, i årevis satte sit liv, sin formue og karriere på spil, for at redde ofrene for nazisternes terrorregime. En parallel til Oskar Schindler og hans berømte "Liste". Historien om Albert Göring er derimod næsten ukendt – omfanget af hans brors forbrydelser gjorde, at han selv blev skubbet ud i glemslen. -- De 2 brødre holdt dog livet igennem meget af hinanden, selv om der syntes at være en verden til forskel på dem – den ældste Hermann med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste, og Albert med sit dådyrbrune blik, stille og frygtsom. Han mindede meget om sin gudfader og familiens nære ven, Baron Hermann von Epenstein. -- Albert Göring foragtede nazisterne af hele sit hjerte, og da Hitler kom til magten i 1933, ilede Albert Göring til Østrig og fik arbejde i et filmstudie i Wien. Han befandt sig godt, støttet økonomisk af von Epenstein, og lagde aldrig skjul på sin ringeagt for Det Tredje Rige. Han kom alvorligt i klemme, da nazisterne invaderede Østrig i 1938, men blev beskyttet mod SS og Gestapo af broderen Hermann Göring, nu Naziregimets mægtigste mand efter Hitler.

Det fortælles, at et par SS-officerer en dag fik øje på Albert Göring på en balkon og genkendte ham som broderen til Feltmarskal Hermann Göring. De smækkede hælene sammen, gjorde stram nazihilsen - Heil Hitler – hvortil Albert svarede: "I kan rende mig" …En anden gang ville SS-folk ydmyge nogle jøder og havde sat dem til at skure fortovet. Da Albert Göring tilfældigt kom forbi, smed han resolut jakken, faldt på knæ sammen med jøderne og skurede løs. -- Men efterhånden som det blev for broget i Wien, blev Albert Göring efter nazisternes indmarch sendt til Tjekkoslovakiet som eksportchef for de tjekkiske våbenfabrikker Skoda. Hér fortsatte han ufortrødent med at holde hånden over ikke alene sine jødiske ansatte, men også medlemmer af den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse. Også fabrikkernes jødiske direktør, Jan Moravec, og hans familie overlevede takket være Albert Göring, der udstedte falske visa, så hele familien kunne flygte til Rumænien. -- Da Naziregimet planlagde at overflytte Skodafabrikkerne til tysk område, nærede Albert Göring ingen illusioner om, hvad dèt ville indebære for mange af de ansatte. Han spillede uden blusel på sit navn og sine forbindelser, tog alle sine overtalelsesevner i brug, og det lykkedes ham at forhindre flytningen. -- Efterhånden som nazisternes brutalitet tog til, begyndte deres plan om jødernes totale udryddelse at gå op for Albert Göring i al sin gru. Han så jøderne som mødre, fædre, børn - og besluttede at handle derefter. Han udnyttede skamløst sit navn og skaffede pas og visa til dusinvis af jøder, der således blev reddet fra dødslejrene. Blandt dem den berømte komponist Franz Lehár og hans familie. -- Albert Göring blev arresteret flere gange af Gestapo, men klarede altid frisag, takket være broderen Hermanns trofaste indgriben. -- Medarbejderne på Skodafabrikkerne glemte aldrig Albert Göring og hans humane indstilling. Han skyede intet middel for at sikre sine ansatte. Med Görings stiltiende billigelse, hørte passiv modstand i form af daglige produktionsvanskeligheder til dagens orden – dokumenter forsvandt, opgaver blev glemt, produktionen stoppet. Man havde ofte held til, at nedsætte produktionen og undgå det tyske militærs kontroltests. Utroligt at det lykkedes at holde dette spil gående for Albert Göring - hvor sabotage og forhindring af tysk produktion blev tilsidesat, altid blev takseret til en dødsdom. Men man turde ikke røre Albert Göring.

Albert Göring - en meget anderledes tysker end sin bror - virkelig aktiv modstander af nazismen og lige så "god", som den i dag mere kendte Oscar Schindler, som blev udødeliggjort af Steven Spielberg i filmen "Schindlers Liste". Ligesom "Schindlers Liste", på flere tusinde jødiske navne og personer, som han frelste på sine fabrikker, som leverede til den tyske krigsmaskine - havde Albert Göring også en lille privat liste, med 24 kulturpersonligheder, som han hjalp, herunder komponisten Franz Lehar. Men mange hundrede eller tusinde mennesker frelste han også, på lignende måde som Oscar Schindler. Nemlig via sit arbejde med at effektuere arbejdskraft til eksportordrerne (biler, tanks, skydevåben m.m.). Holde på denne arbejdskraft og ikke bare lade nazisterne skifte den ud og gasse de gamle arbejdere og sætte nye ind. -- Efter krigen blev broderen Hermann Göring kendt skyldig i krigsforbrydelser og dømt til døden ved hængning. Den 15. oktober 1946, to timer før henrettelsen, begik han selvmord i sin celle ved at sluge en cyanid-kapsel, han havde haft held til at skjule. Kort tid forinden havde Albert lovet ham, at han ville tage sig af Hermanns kone Emma og den lille datter Edda. -- Selv sad Albert Göring fængslet i et par år – navnet Göring viste sig at være en næsten uovervindelig belastning, og selv om mange overlevende jøder taknemligt vidnede om hans indsats for at redde dem, blev rapporterne begravet dybt i de britiske arkiver. Som Oskar Schindler klarede han sig kun igennem efterkrigsårene takket være hjælp og støtte fra de mange, han havde frelst fra de nazistiske kz-lejre. ---- Albert Göring var gift adskillige gange og døde i 1966, efter at have arbejdet gennem nogle år som designer i et byggefirma i München. -- Historien om Albert Göring er først kommet frem i lyset på det seneste, måske især takket være dokumentarfilmen The Real Albert Goering, produceret af 3BM og Channel 4. Og selv om han ikke passer helt ind i vor opfattelse af den barmhjertige ikke-voldelige samaritan, som Gandhi med sit spartanske lændeklæde eller Moder Teresa i sin ydmyge nonnedragt, er Albert Göring et bevis på, at humanisme går videre end race, grænser eller familiebånd.

Tilbage fra det positive i en ond tid, til tyskernes ultimative ondskab - holocaust og krigsforbrydelserne i Tjekkoslovakiet. -- På fotoet ses indgangsområdet ved KZ-Lejren Mauthausen i det østlige Østrig, ca. 20 km. fra byen Linz. Denne kz-lejr kom til at betyde mange tjekkoslovakkers ulykke og død. -- Lejren blev oprettet den 8. august 1938 og befriet den 5. maj 1945 af den 11. Amerikanske infanteridivision. Det omtrentlige antal ofre i de 7 år lejren eksisterede anslås til ca. 150.000. Mauthausen blev klassificeret som en såkaldt "kategori 3 lejr". Det var den kategori, som var kendetegnet ved ekstem grusomhed og som for fangerne betød "Rûckkehr unerwünscht" (tilbagevenden uønsket) og "Vernichtung durch Arbeit" (udslettelse ved tvangsarbejde). 15.000 lig blev begravet i massegrave. På grund af sygdomme og sult, døde 3.000 fanger i de efterfølgende uger efter befrielsen den 5. maj 1945. -- Den 30. september 1941, 3 dage efter Reinhard Heydrich var tiltrådt i Prag, som ny Rigsprotektor for Böhmen & Mähren, underrettede han den øverstbefalende for Gestapos hovedkvarter i Berlin, SS-Brigadeführer Henrich Müller, at alle personer, der blev dømt ved en krigsretlig domstol, udelukkende skulle placeres i koncentrationslejren Mauthausen. I Mauthausen blev i alt 4.473 tjekkoslovakker tortureret til døden eller henrettet. Det var her, at der lørdag den 24. oktober 1942, og den 26. januar 1943, blev henrettet i alt 288 modstandsfolk og andre medhjælpere eller mennesker, som bare var i familie eller venner med nogen fra modstandsbevægelsen. Så sent som om fredagen, den 23. oktober 1942, ankom gruppen af forskellige fangne faldskærmsagenter til Mauthausen. Den følgende dag, var alle henrettet. Som yderligere hævn for likvideringen af Heydrich, iværksatte SS-nazisterne i Mauthausen, forsendelsen af 3.000 jøder, der mellem den 10. og 13. juni 1942, blev afsendt i tre transporter (AAH, AAI, AAK) til andre nazistiske udryddelseslejre, hvor de blev myrdet. I denne bølge af terror, som blev udløst af likvideringen, fulgte der også opstrammede forholdsregler og vanvittige forordninger for Protektoratet, som betød, at nazisterne øgede antallet af henrettelser af tjekkoslovakiske fanger i fængsler og kz-lejre. Man vil sandsynligvis aldrig komme til at kende det nøjagtige antal. Asken af tusindvis af nazisternes ofre, endte i en enorm bunke ved siden af kz-Mauthausen. Dette blev også det sidste hvilested for de tjekkoslovakiske patrioter, uden hvem likvideringen af Reinhard Heydrich, aldrig kunne være blevet realiseret. Mauthausen blev anset for at være den værste af koncentrationslejrene i Det Tyske Rige, endnu værre end Auschwitz. KZ-Lejren Gusen, som senere blev en af Mauthausen´s 29 satelitlejre, blev den 1. januar 1941, sammen med Mauthausen, udpeget til en af kun to, klasse 3 lejre, i det nazistiske kz-lejr-system. Fangerne var primært dømte kriminelle, asociale individer, som tyskerne anså for at være ude af stand til at blive rehabiliteret, russiske krigsfanger, kommunistiske kommissærer, øvrige kommunister og anarkister, bl.a. over 16.000 spanske kommunistiske fanger fra den spanske borgerkrig, over 9.000 tjekkoslovakker, hvoraf over halvdelen omkom i lejren. Alle som nazisterne betragtede som farlige "fjender af staten", blev primært sendt til Mauthausen, så de kunne blive udryddet på de mest grusomme måder - se beskrivelserne ved de næste fotos.

Fra 1939 til 1945, tjente mere end 10.000 SS vagter i KZ-Lejren Mauthausen og dens tillægs-lejre (Bl.a. Gusen, Linz, Ebensee, Passau, Ternberg, Gross-Raming, Melk, Eisenerz, Beppern, Klagenfurt, Laibach, Loibl, Loiblpass, Heinkel, W. Wiener-Neustadt, Mittelber og Floridsdorf. 818 af disse SS-vagter er kendt ved navn. Et par hundrede blev fanget af amerikanerne. Den 7. marts 1946, blev 58 dømt til døden og tre til livsvarigt fængsel. Alle anklagede erklærede sig ikke skyldig. Kommandanten for Mauthausen, Franz Ziereis, blev skudt og dræbt af amerikanske soldater i lejren, da han forsøgte at undslippe, klædt i civilt tøj, da den 11. Amerikanske Infanteridivision befriede lejren den 5. maj 1945. -- Mauthausen var, som tidligere oplyst en kategori 3 KZ-Lejr og derfor en lejr, hvor fangerne skulle have særlig brutal behandling og med en målsætning om at myrde dem på de mest uhyrlige måder, ofte ved at lade fangerne konkurrere om hvem der kunne slå den anden ihjel, med lovning om at den vindende fange blev skånet - som SS-vagterne ikke indfriede og i stedet myrdende den overlevende. Mange fanger tjente som levende skydeskiver for flere SS-vagter, bl.a. kommandantens søn! Man sultede fangerne til døde og påførte fangerne ekstreme arbejdsopgaver i det tilhørende stenbrud på måder, der betød, at ud af et hold fanger om morgenen, overlevde kun ganske få dagens strabadser med at bære 25 - 40 kg. tunge stenklodser op ad en stenskråning med 186 "trappetrin" lige til de styrtede om af udmattelse, da de sultede, var syge og på den måde døde på skråningen. SS-vagterne piskede og aflivede ofte disse fanger også. Henrettelser af mange fangne allierede soldater, heraf mange flyvere, blev eksekveret nede i stenbruddet, ligesom man gjorde med de i alt 288 tjekkoslovakiske modstandsfolk og faldskærmsagenter, Gestapo fangede lige efter likvideringen af Reinhard Heydrich i juni 1942 og sendte til Mauthausen for at blive skudt den 24. oktober 1942. -- En øjenvidneberetning fra Olga Wormser kan måske give en antydning af livet i Mauthausen/Gusen stenbruddet: "7 - 8 hollandske jøder blev sendt til stenbruddet, adskilt fra alle de andre fanger. Dér mødte de 2 "blødagtige" SS-mænd kendt som "Hans" og "Den blonde Frøken". Disse to "uhyrer" havde spidshamre i deres hænder, som brugtes til at bryde sten og granit i stenbruddet, men de hollandske jøder fik udleveret høstplejle af træ, som de skulle anvende, til at hugge sten ud af stenbruddets granitvægge - en umulig opgave, som betød, at de sled sig ihjel i løbet af dagen, medens de 2 "uhyrer" stod og grinede ad dem, uden at give dem deres spidshamre. -- Et andet hold fanger på "arbejde" i stenbruddet, bestod af 87 mennesker og allerede kl. 11:30 før middag, lå 47 af dem, døde på jorden. De blev slagtet, den ene efter den anden, foran øjnene af medfangerne, som hjælpeløse måtte se på, uden at kunne gøre noget. Om eftermiddagen slog man yderligere 4 ihjel - men på en meget grusom måde. De blev taget til op på en klippetop i stenbruddet og beordret til at kæmpe og slås, alle mod alle, om ikke at blive kastet ned fra klippetoppen, indtil 2 af dem faldt ned i dybet og ramte klipperne nedenfor. De 2 overlevende "sejrherrer" ville slippe og gå fri. Efter en kort overlevelseskamp, for stor morskab fra SS-vagternes side, faldt 2 ned i døden, men de 2 "sejrherrer" blev straks skubbet ud over kanten af SS´erne og styrtede ned til de andre 2 knuste fanger nedenfor klippetoppen. -- En anden drabsmetode, foregik om vinteren, hvor SS-vagterne samlede en gruppe fanger i fængselsgården og beordrede dem til at klæde sig af. En vagt sprøjtede dernæst rigeligt vand over fangegruppen, der blev overladt til fryse ihjel. Det var en ganske effektiv og brutal måde, at myrde fangerne, da Mauthausen var beliggende i en region, hvor vinterens temperaturer normalt var omkring minus 10 grader celsius. -- Tænk nu på, at mange mange nazityske "uhyrer" efter krigen, ikke kom til at stå til regnskab for disse uhyrligheder, men kunne genoptage et mere "normalt" liv og måske i 1960´erne, var nogle af dem, som ferierede på Jyllands vestkyst og byggede deres små sandslotte, som de i nogle tilfælde, barrikaderede med pigtråd! Ingen adgang nær disse tyske/ariske ferieområder på den danske sandstrand!! Et gæt - javel - men måske ikke utænkeligt! Uanset hvad, er det næsten ikke til at bære at hovedparten af disse svin, kunne få et liv efter krigen!

KZ-Lejren Mauthausen og SS-Standartenführer Ziereis, kommandanten for koncentrationslejren. Efter lejren blev befriet af de amerikanske tropper den 5. maj 1945, gemte Ziereis sig og da han den 23. maj 1945, forsøgte at flygte, blev han alvorligt såret af skud fra de forfølgende amerikanske soldater. Den døende Ziereis blev skyndsomst forhørt, den 24. maj. Referatet af afhøringen af Ziereis, blev attesteret af den østrigske Borgmester Feichtinger og chef for landdistrikternes politiet i St. Valentin, Edelbauer. Da Ziereis var klar over sin forestående død, afgav han sin fulde tilståelse, som kan læses her med Ziereis egne ord: "Mit navn er Franz Ziereis, født 1903 i München, hvor min mor og brødre og søstre stadig lever. Jeg er ikke en ond mand og jeg har arbejdet mig op via arbejdet. Jeg var købmand af profession og i perioden med arbejdsløshed, arbejdede jeg som tømrer. I 1924 blev jeg tjenestegørende i 11. Bavarianske Infantriregiment. Senere blev jeg overført til en uddannelsesafdeling og kom derefter til Mauthausen som kommanderende officer. Følgende stillinger og lejre var under min kommando: Mauthausen, Gusen, Linz, Ebensee, Passau, Ternberg, Gross-Raming, Melk, Eisenerz, Beppern, Klagenfurt, Laibach, Loibl, Loiblpass, Heinkel, W. Wiener-Neustadt, Mittelber og Floridsdorf med ca. 81.000 indsatte (fanger). Garnisonen i lejren Mauthausen omfattede 5.000 SS-mænd. Det højeste antal indsatte i Mauthausen var 19.800. SS-Hauptsturmführer Dr. Krebsbach fik et gaskammer bygget, som blev indrettet så det lignede et baderum. De indsatte blev gasset i dette gaskammer. Alle henrettelser blev gennemført efter ordre fra SS-Reichsführer og chef for det tyske politi Heinrich Himmler, SS-Obergruppenführer Kaltenbrunner, eller SS Gruppenführer Mueller. Endelig fik jeg 800 indsatte gasset i Gusen, Block 31. Jeg kender ikke opholdsstedet for SS-Oberscharführer Jenschk, som myrdede 700 indsatte i Gusen. Jenschk udførte mordene på følgende måde: Ved en udetemperatur på minus 12 grader (celsius), gjorde han de indsatte våde, ved at sprøjte dem med vand og lod dem derefter stå ude i det fri, splitternøgne, indtil de døde. Dr. Kiesewetter dræbt de indsatte ved at give dem injektioner med rensebenzin. SS-Untersturmführer Dr. Richter, opererede et stykke af hjernen ud på de indsatte, uanset om de var syge eller raske og det forårsagede deres død. Det skete for omkring 1000 indsatte. SS-Obergruppenführer Pohl sendte svage og syge indsatte ud i skoven, og lod dem sulte ihjel. De syge forsøgte at holde sig i live ved at spise græs og bark, men alle døde ynkeligt af sult. Pohl halverede desuden madrationer til de indsatte og fik alle syge og svage indsatte myrdet med gas. Dette gaskammer var beliggende i Hartheim, få mil fjernt fra Linz. I Mauthausen blev alle gassede indsatte, rapporteret som døde af naturlige årsager. (Note: Det anslåede antal fanger gasset i Hartheim er 30.000.) Pohl sendte mig 6.000 kvinder og børn, der uden mad og under meget koldt vejr, havde været under transport i åbne vogne i omkring ti dage. Jeg blev beordret til at sende børnene væk. Jeg tror, at de alle døde. Derpå blev jeg meget nervøs. På ordrer fra Berlin, blev 2.500 indsatte, som kom med en transport fra Auschwitz, først badet i varmt vand og under meget koldt vejr, beordret til at stå ude i det åbne, indtil de omkom. Gauleiter Eigruber sendte ikke mad til lejren, men besluttede, at 50% af maden til de indsatte, skulle udleveres til den civile befolkning. Gluecks besluttede, at de indsatte, som arbejdede i krematoriet, skulle udskiftes mindst hver tredje uge, og derefter blive dræbt ved skud i nakken, fordi de vidste for meget. Det blev endvidere besluttet, at alle indsatte med lægelige uddannelser og plejepersonale, skulle sendes til en påstået arbejdslejr, for i stedet at blive dræbt der. Derefter blev lejr Lambrecht afviklet. Pohl og flere af hans kvinder afholdt store banketter og drikkegilder i en villa. De indsatte, som arbejdede i villaen blev dræbt, fordi de havde set for meget, eller beskyldt og anklaget for tyveri og blev transporteret til Mauthausen, med order om at "ødelægge" dem. Det gjorde man ved, at Heinrich Himmler gav ordre til at de indsatte skulle bære en 45 kilo tung sten på deres rygge og lod dem gå rundt med den, indtil den indsatte faldt død om. Himmler beordrede os til at etablere et strafferetligt arbejdskraftselskab i henhold til dette system. De indsatte måtte trække sten, indtil de kollapsede, eller de blev skudt, da deres brøde var, at de "forsøgte at flygte". Andre blev drevet ind i et el-hegn, som var tilknyttet til el-højspændingsnettet. Andre indsatte blev bogstaveligt talt revet i stykker af hunden med navnet "Lord", der tilhørt lejrkommandanten Bachmeyer, der pudsede hunden på de indsatte. Den 30. april 1945 blev 33 indsatte, som arbejdede i lejrens kontor, beordret til at samle sig i lejr-gården. Her blev de skudt som vilde dyr af SS-Oberscharführer Niedermeyer og Gestapoagent Polaska. Alt i alt, så vidt jeg ved, blev 65.000 indsatte myrdet i Mauthausen. I de fleste tilfælde deltog jeg selv i henrettelserne. Af og til deltog jeg i skyderiet med en pistol med lille kaliber. SS-mænd blev undertiden uddannet i riffelskydning, hvor indsatte blev brugt som levende mål. Reichsminister Himmler og SS-Obergruppenführer Generalløjtnant) Kaltenbrunner, beordrede mig til at dræbe alle indsatte, hvis frontlinierne nærmede sig Mauthausen. Jeg havde ordrer fra Berlin, til at sprænge Mauthausen og Gusen herunder alle de indsatte i luften. Alle indsatte blev gennet ind i Gusen minen, der blev sprængt i luften. Sprængningen skulle udføres af SS-Obergruppenführerne Wolfram og Ackermann. Ziereis døde kort efter afhøringen. Endnu en rædselshistorie blandt de tusindvis af uhyrlige historier om det tyske folk´s hærgen i Europa!

Opgøret med SS-mænd, der havde gjort tjeneste i Mauthausen og dens tillægs-lejre, som man retsforfulgte efter krigen: Sagen mod 61 tiltalte SS´ere i Mauthausen, begyndte den 29. marts 1946 og sluttede den 13. maj 1946. Hovedretssagen blev fulgt op af andre mindre lignende retssager mod andre ansatte i lejrene. Listen over de tiltalte i den første Mauthausen retssag er som følger: Hans Altfuldisch: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Stefan Barczey: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Karl Billmann: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - August Blei: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Willy Brünning: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Michael Cserny: Fængsel på livstid - Hans Diehl: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Ludwig Dörr: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Otto Drabeck: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Willy Eckert: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - August Eigruber: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Heinrich Eocene: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - SS Dr. Friedrich - Karl Entress: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Kapo Rudolf Fiegl: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Heinrich Fitschok: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Kapo Willy Frey: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Heinrich Giese: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Georg Gössl: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Werner Grahn: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Johannes Grimm: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Herbert Grzybowski: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Paul Gützlaff: Fængsel på livstid - Heinrich Hager: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Hans Hegenscheidt: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Wilhelm Henkel: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Walter Höhler: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Franz Huber: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - SS Dr. Willy Jobst: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Paul Kaiser: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Anton Kaufmann: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Franz Kautny: (Udført den 27. maj 1947) - Kurt Keilwitz: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Kaspar Klimowitsch: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Viktor Korger: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - SS Dr. Eduard Krebsbach: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Gustav Kreindl: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Ferdinand Lappert: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Josef Leeb: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Julius Ludolf: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Wilhelm Mack: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Josef Mayer: Fængsel på livstid - Erich Meissner: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Emil Müller: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Wilhelm Müller: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Rudolf Mynzak: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Josef Niedermayer: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Vincenz Nohel: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Theophil Priebei: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Hermann Pribyll: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Josef Riedler: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Adolf Rutka: Dødsdømt (ændret til livsvarigt fængsel) - Thomas Sigmund: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Hans Spatzenneger: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Otto Striegel: Dødsdømt (Udført den 20. juni 1947) - Karl Struller: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Leopold Trauner: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947) - Andreas Trumm: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - SS Dr. Erich Wasitzky (Wasicky): Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - SS Dr. Waldemar Wolter: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Viktor Zoller: Dødsdømt (Udført den 28. maj 1947) - Adolf Zutter: Dødsdømt (Udført den 27. maj 1947). -- Når man tænker på, at ca. 10.000 SS-mænd, kapo´ere og andre gjorde tjeneste i Mauthausen-lejrene fra 1939 til 1945, er det ikke mange man fik dømt efter krigen!! - Under hundrede!

Tjekkoslovakiet havde også sin egen KZ-lejr ved Prag, Theresienstadt eller Terezín, som tidligere var en garnisonsby og et fort, 62 km. nord for Prag, ved floderne Elben og Eger, Tjekkoslovakiet, som under 2. verdenskrig blev anvendt som en tysk koncentrations - og transitlejr. -- Theresienstadts historie går tilbage til 1780, hvor det østrigske kejserrige byggede et fort, der bestod af en garnisonsby på hver side af floden Eger. Fortet kom dog aldrig til at spille nogen rolle i krig, men senere kom det til at fungere som fængsel. Under 1. verdenskrig fungerede det som krigsfangelejr og husede bl.a. attentatmanden Gavrilo Princip, som med mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand, var indirekte skyld i starten på 1. Verdenskrig. -- I 2. Verdenskrig, den 10. juni 1940, overtog Gestapo Theresienstadt og gjorde fortet til et fængsel (torturkammer!). I november 1941 blev garnisonsbyen lavet om til en indhegnet ghetto for jøder. Dens funktion var bl.a. også, at få omverdenen til at tro, at jøderne levede et idyllisk liv i ghettoen, men i virkeligheden var det en koncentrationslejr. Hvor der tidligere havde boet 7.000 i Terezin, boede der nu 50.000, og i 1942 døde 16.000 mennesker af sult og sygdomme, straf og henrettelser i lejren, deriblandt søsteren til den berømte filosof m.m., Sigmund Freud. Danske borgere kom også til at kende Theresienstadt. I 1943 blev omtrent 500 danske jøder og udenlandske jøder, der var flygtet til Danmark, og som var pågrebet under tyskernes jødeaktion i Danmark, sendt til Theresienstadt: 281 den 2. oktober 1943 og 190 den 13. og 23. oktober 1943, samt nogle få andre senere. Næsten alle danske jøder slap fra Theresienstadt med livet i behold - i modsætning til hovedparten af europas andre jøder! -- Senere under krigen, efter at de danske jøder, som det ikke var lykkedes at flygte, var blevet sendt til Theresienstadt, "lykkedes" det den danske regering, at få overtalt tyskerne til at lade Dansk Røde Kors komme og besøge lejren den 23. juni 1944, for derved at kunne sikre sig, at fangerne blev behandlet ordentligt. De to danskere var Afdelingschef i Udenrigsministeriet Frantz Hvass og Overlæge i Sundhedsstyrelsen Eigil Juel Henningsen, som sammen med mange nazistiske myndighedspersoner, dannede det tyskerne kaldte, "Den Internationale Delegation". Formanden for det Tyske Røde Kors og en repræsentant for det internationale Røde Kors, Maurice Rossel, deltog også i "Den Danske Kommision", som jo officielt kom i stand på danskernes initiativ - det tvivler jeg på" Jeg tror det hele var et "skuespil", som nazisterne ønskede at anvende de danske lakajer til at formidle for verdenssamfundet - I danmark var der fuldt af 2nyttige idioter", som mere eller mindre frivilligt gik nazisternes ærinde - ikke mindst i magt- og administrationsvældet i Danmark under besættelsen! -- Tyskerne "forstod" straks at bruge dette til egen fordel. Inden besøget, sørgede de først, at sende en stor del af fangerne i lejren, til den sikre død i Auschwitz, så Theresienstadt-lejren ikke virkede så overfyldt, når Røde Kors delegationen skulle besigtige lejren. Derefter lod de bygge nogle nye og særdeles gode barakker, maling og anden forskønnelse blev foretaget, nyt legepladsudstyr til børnene, musikorkester, indretning af pæne stuer og rum med moderne indretninger, hvor ældre damer skulle side og hygge sig med kaffe og strikketøj, område ved floden, hvor ældre jøder skulle ligge og "dase" osv. - osv. Alt sammen som kun blev opstillet og arrangeret, da Røde Kors var på besøg. Til sidst valgte de at lave en propagandafilm, der skulle vise, hvor godt jøderne havde det i "Det Tredje Rige". Efter optagelserne blev de fleste af "skuespillerne og instruktøren" deporteret til Auschwitz. Instruktøren, Kurt Gerron, og hans kone fra Berlin, blev myrdet i gaskammeret den 28. oktober 1944. Filmen blev aldrig vist i sin helhed, men blev klippet ind i diverse nazistiske propagandafilm og ugerevyer. -- Omkring 144.000 jøder blev sendt til Theresienstadt krigen igennem. Af dem døde cirka en fjerdedel (33.000) i lejren, hovedsagelig af sult, stress, sygdom og en tyfusepidemi mod krigens slutning. Ca. 88.000 blev deporteret til Auschwitz eller andre udryddelseslejre. -- I første halvdel af 1943 hørte tilførslerne af fanger til Theresienstadt næsten op. På dette tidspunkt var 90 % af jøderne i Böhmen og Mähren (Protektoratet) og næsten alle resterende jøder i Tyskland og Østrig sendt til og igennem ghettoen, til andre KZ-lejre, oftest til udryddelse i Auswitz-Birkenau. I 1943 og 1944 bragte tyskerne også de resterende jøder fra Holland og Danmark til Theresienstadt, hvor deportationerne fra Østeuropa - ghettoerne i Polen og de baltiske stater, fortsatte videre til udryddelseslejrene, Treblinka og Auschwitz. Ved krigsslutningen befandt der sig derfor kun ca 11.000 personer i Theresienstadt. -- De danske fanger blev ikke deporteret, men fik lov at blive i Theresienstadt, hvor de endda nød visse fordelagtige privilegier, som de andre jødiske fanger i lejren slet ikke opnåede! -- Holocaust i Tjekkoslovakiet/Prag: For alle tjekker i protektoratet Böhmen og Mähren, var den tyske besættelse, en periode med brutal undertrykkelse. Den jødiske befolkning i Böhmen og Mähren blev næsten udslettet (i henhold til en folketælling i 1930, var der 117.551 jøder i landet. Mange jøder emigrerede efter 1939 - ca. 78.000 omkom, mest på grund af de dødelige betingelser, som sult, stress og sygdom, især tyfusepidemien i slutningen af krigen. I 1945, var der kun ca. 17.000 jøder i live i de tjekkiske landområder. Ca. 88.000 blev deporteret til Auschwitz og andre udryddelseslejre. Da krigen var overstået, var der blot 17.247 overlevende. Ud af ca. 15.000 børn, der opholdt sig i og blev fordelt til andre lejre fra Theresienstadt, overlevede kun 93 af disse børn!! ---- Theresienstadt kaldtes også "populært", "den østrigske koncentrationslejr", fordi dens kommandanter alle var østrigske SS´ere. Lejren nåede at have 3 kommandanter under krigen, som det fremgår af følgende oversigt: 1941-43: Siegfried Seidl - 1943-44: Anton Burger og 1944-45: Karl Rahm. -- Se og læs mere om historien og lejren ved de næste fotos af SS-lederne og jødernes egen "leder" (Judenälteste) i lejren. -- Fotoet her viser Den Lille Fæstning i Theresienstadt - Politiets og Gestapo´s fængsel i Prag "Kleine Festung" (Her foregik udbredt grusom tortur). Det var her, at modstandsfolk, hjælpere og pårørende til faldskærmsagenterne, der deltog i attentatet, blev sendt fra Pankrácfængslet til Theresienstadt - d.v.s. familierne til Jan Kubiš og Josef Valcík. Josef Gabcík´s pårørende blev reddet fra fængsel og henrettelse og flyttede med held til Slovakiet. -- Jøder menes at have bosat sig i Prag, så tidligt som i det 10. århundrede. Det 16. århundrede var den bedste tid for Jødedommen i Prag. Et af de berømte jødiske lærde i den tid, var Juda Loew Ben Bezalel, kendt som Maharal, der tjente som den førende rabbiner i Prag det meste af sit liv. Han er begravet på Den Gamle Jødiske Kirkegård i Josefov og hans grav med gravsten er intakt og kan stadig besøges. Det siges, at selve "Golem" (hellig tekst skabt af Maharal) ligger på loftet af den gamle, men nye Synagoge, hvor "Genizah" afholdes af Prags jødiske samfund. I 1708 udgjorde jøderne en fjerdedel af Prag's befolkning.

Jøder i Prag på vej til godstoget mod Theresienstadt Ghettoen i 1942. -- I årtiet op til 2. Verdenskrig følte jøderne sig sikre i Tjekkoslovakiet, sammenlignet med forholdene i de øvrige øst-europæiske lande. Den tjekkoslovakiske politik lagde vægt på tolerance. Böhmens/Mährens jødiske befolkning var på dette tidspunkt hovedsagelig arbejdende, middelklasse byboere. Det jødiske samfund var integreret i det tjekkiske, jøderne talte tjekkisk, sendte deres børn i tjekkiske skoler og blandede ægteskaber var almindelige. I 1931 giftede 32 ud af hver100 jødiske brudgomme sig med ikke-jødiske kvinder. -- I 1930 levede 50 % af jøderne i Böhmen/Mähren i Prag, hvor de udgjorde ca. 4,17 % af befolkningen. Selvom fødselstallet var faldende i det jødiske samfund, så voksede Prags jødiske befolkning efter 1933. Det skyldtes de mange forfulgte flygtninge fra de tyske nazificerede områder. -- Byen blev et transitsted for jøder, som ventede på visa til Storbritannien og USA. Denne strøm var stor på grund af Tjekkoslovakiets geografiske beliggenhed midt i Europa, og fordi regeringen førte en meget liberal immigrationspolitik. Mange af jøderne strandede imidlertid i Tjekkoslovakiet, fordi de europæiske lande og USA førte en meget streng flygtningepolitik. Der var i denne tid en meget ringe forståelse i verdenssamfundet for mennesker, der flygtede på grund af race og religion. Danmark var ingen undtagelse i denne sammenhæng – her anerkendtes kun til nød politiske flygtninge. -- Efter "München-aftalen" i 1938 og indtil Tjekokoslovakiets indlemmelse i det tyske rige i 1939, havde den tjekkoslovakiske regering været under et stærkt pres, fra tysk side, omkring jødespørgsmålet. I Tyskland så man gerne, at Tjekkoslovakiet indførte anti-jødisk lovgivning med de nazi-tyske Nürnberg-love fra 1935 som forbillede. Den tjekkoslovakiske regering reagerede på disse krav ved at begrænse immigrationen fra Nazi-Tyskland, og ved at fyre et lille antal offentlig ansatte med to jødiske forældre. Desuden meddelte den, at man kiggede på de tilflyttere, der var ankommet efter 1918. Regeringen var imidlertid meget modvillig mod at foretage yderligere tiltag mod jøderne i dette tidsrum. -- Da nazisterne i 1939 indtog Tjekkoslovakiet, var der 56.000 jøder i Prag, hvoraf 15.000 var tyske jødiske flygtninge. Med tyskernes indtog i Böhmen/Mähren var startskuddet nu gået til kampagner, der skulle stimulere jødefordomme, jødehad og jødeforfølgelser. -- Den tjekkoslovakiske marionet-regering i Böhmen/Mähren, der nu begyndte at udstede love i overensstemmelse med Nürnberg-lovene, udstedte samtidig nogle forordninger, som bestemte, at der skulle indsættes tjekkoslovakiske bestyrelser i jødiske virksomheder. -- Men tyskerne anså slet ikke disse tiltag som radikale nok. Derfor besluttede den tyske overhøjhed at påtvinge protektoratet deres egne løsninger på jødespørgsmålet – især fordi beslutningen om de tjekkoslovakiske bestyrelser i de jødiske virksomheder måtte anses som et forsøg på, at holde de jødiske ejendele væk fra tyske hænder. -- Den 21. juni 1939 bestemte tyskerne således, at jøderne skulle holdes ude af det økonomiske liv i Böhmen/Mähren, og at de skulle have deres ejendele registreret. Jødiske firmaer skulle overtages af tyske bestyrelser, som skulle stå for salget af dem. Disse beslutninger blev taget helt uden om den tjekkoslovakiske "regering", der kunne læse om det i pressen. Jødespørgsmålet var nu et rent tysk anliggende, og der blev oprettet et hovedkontor for jødeanliggender i Prag, hvor den berygtede ekspert i jødespørgsmål, Adolf Eichmann, flyttede ind. -- Herefter blev der vedtaget en mængde love, der indskrænkede jødernes frihed. Herunder ses et udpluk : • Forbud mod at benytte offentlige bade og swimmingpools • Henvisning af jøder til særlige afdelinger i restauranter • Spærretid for jøder fra daggry til skumring • Forbud for jøder mod at hæve mere end 1500 kr. om ugen, samt mod at oppebære renter • Tvunget salg af guld, sølv, platin samt juveler til discountpris • Forbud mod at se film og teater • Forbud for jødiske læger mod at behandle andre end jødiske patienter • Forbud mod at gå i tjekkoslovakiske skoler – senere mod undervisning af jøder i det hele taget • Genindførelse af påbudet om brug af den gule jødestjerne • Forbud mod at forlade sit lokale område uden polititilladelse • Tvungen flytning af jøderne fra lejligheder i de bedste områder af Prag til gamle lejligheder i andre dele af byen (lejlighederne blev overtaget af nazi-folk, sudetertyskere m.fl.). -- I bogen "Hvem kan glemme dette?" fortæller pigen Helga om, hvordan den jødiske kirkegård inden hendes deportation, var det eneste sted hun måtte lege. Læreren Irma fortæller i samme bog om, hvordan de en tid underviste børnene i synagogen, fordi de var udvist af de tjekkoslovakiske skoler. Jøderne vidste det ikke, men disse lovgivningstiltag, var de første skridt på vejen i nazisternes plan om jødernes endelige udslettelse i dødslejre. I front for denne plan stod SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, der var den fungerende rigsprotektor for Böhmen/ Mähren m.m. Hans første værk efter sin ankomst til Prag i sept. 1941, var at lukke de sidste synagoger og stoppe al anden jødisk virksomhed. Desuden holdt han møder med bl.a. Eichmann, omkring deportation af jøderne i Prag og hele Böhmen/Mähren. På disse møder besluttede man, at protektoratets jøder skulle sendes til ghettoerne i Lodz, Minsk og Riga. -- Kort tid efter hans ankomst til Prag afgik således det første tog fra Prag til Lodz i Polen indeholdende 1000 jøder. Herefter blev yderligere 5000 sendt samme sted hen. Mange af disse jøder døde indenfor få måneder, og på et møde i oktober 1941 blev det besluttet, at protektoratets jøder skulle opsamles i en ny ghetto, Theresienstadt, som lå ca. 60 km. nord for Prag. -- Theresienstadt var en gammel fæstningsby, der på dette tidspunkt var beboet af ca. 7000 tjekkoslovakker. Heydrich mente imidlertid, at stedet sagtens kunne rumme 50.000-60.000 jøder. Planen var, at jøderne skulle deporteres til udrydelseslejre med tog fra Theresienstadt, men intet måtte slippe ud til offentligheden om denne plan. Jøderne skulle tro, der var tale om en arbejdslejr – en ghetto. -- I november 1941 blev der derfor sendt et arbejdshold bestående af unge jødiske mænd af sted til Theresienstadt, for at gøre ghettoen klar til indflytning. På grund af byens fortid som fæstning, var den nem at afskære fra omverdenen, men den lå stadigvæk ikke mere afsondret end, at der fandtes en jernbaneforbindelse lige i nærheden. Desuden havde Gestapo i forvejen et effektivt fængsel "Kleine Festung" i fæstningen (i praksis et regulært torturkammer). Disse tre faktorer gjorde tilsammen, at Therisienstadt var særlig egnet som opsamlingsghetto. Byens tjekkoslovakiske beboere blev bedt om at rejse et andet sted hen, og efter få dage ankom de første transporter med mænd, kvinder og børn fra Prag. -- Arbejdet med at registrere de personer, der skulle af sted samt disses ejendele, blev foretaget af ledelsen af den jødiske menighed i Prag under kontrol af tyskerne. På denne måde kom jøderne til at tage del i deres egen udryddelse. De havde imidlertid intet valg. Tjekkoslovakerne var uvillige til at hjælpe jøderne til modstand – der var dødstraf for hele familien, hvis man skjulte jøder. Desuden havde de mange jødeflygtninge, især tyske, skabt en begyndende modvilje mod jøder i befolkningen. -- Passiv modstand blev dog også straffet hårdt. Således var hele den første jødiske ledelse i Prag, blevet sendt til KZ-Manthausen, fordi de havde forhalet registreringen, af de første 1000 jøder, der skulle deporteres. Denne jødiske ledelse blev myrdet her indenfor 12 dage – dette var en advarsel til den efterfølgende ledelse af den jødiske menighed, der blev sat til den fortsatte registrering. -- Før en familie skulle deporteres blev de informeret herom af den jødiske ledelse. De måtte medbringe ca. 50 kg. bagage pr. person, som de kunne tage med sig til et fast opsamlingssted, hvorfra de deporterede blev eskorteret af tjekkoslovakisk politi til Prag-stationen Bubny. -- De mange værdier som jøderne efterlod sig i Prag tilfaldt tyskerne. 45 varehuse var pakket med konfiskerede jøde-ejendele. Disse ejendele havde Gestapo-folk førsteret til i forbindelse med indretningen af kontorer i de besatte områder. Andet gik til Nazi-velgørenhedsorganisationer, men alt i alt var de mange ejendele en invitation til en udbredt korruption blandt tyskerne. -- Nogle af de jødiske efterladenskaber gik imidlertid også til oprettelsen af et jødisk museum. De første tiltag til dette museum blev allerede gjort i 1906, da den omfattende byfornyelse, havde ødelagt den gamle jødiske ghetto. En ledende jøde Dr. Stein var ansvarlig for registreringen af gamle værdifulde jødeting. Han foreslog tyskerne, at man skulle tilføje tingene til det jødiske museum, man var påbegyndt i 1906. Det faldt i god jord hos tyskerne. Motiverne til oprettelsen af museet var imidlertid forskellige. Mens Stein håbede at kunne bevare nogle jødiske ejendele, der kunne gives tilbage til de rette ejere efter krigen, så ønskede tyskerne at oprette et smæde-monument over en uddød race - jøderne. -- Blandt de sidste der blev deporteret til Theresienstadt, var lederne af den jødiske menighed i Prag, der havde forestået registreringsarbejdet. Herefter fulgte det jødiske personale på det jødiske museum, men til allersidst i 1945 fulgte jøder fra blandede ægteskaber, der ellers indtil da havde haft en særlig beskyttet status.

Dr. Paul Eppstein, "Formand for Theresienstadt´s Jøderåd" ("Judenälteste"), modtager på fotoet, en ny sending jøder fra Holland den 20. januar 1944. Mange herfra, vil han blive nødt til, efter kort tid, at udvælge og sende videre til de egentlige udryddelslejre, f.eks. i Polen: Chelmno, Belzec, Sobibor, Treblinka, Kleine Trostenez og Auschwitz-Birkenau, hvor de vil blive skudt, gasset, brændt - udryddet! -- Holocaust i Protektoratet Böhmen og Mähren: Delingen af Tjekkoslovakiet i 1938-1939 afgjorde skæbnen for landets jøder under 2. Verdenskrig. Ifølge 1930-folketællingen, var der 356.830 personer i den Tjekkoslovakiske Republik, som identificerede sig som jøder af religion: 117.551 i Böhmen og Mähren, 136.737 i Slovakiet, og 102.542 i det russiske Subkarpatien. Efter opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1938/39, levede der ca. 118.310 personer, der defineredes som jøder, i Böhmen og Mähren. Før 1941 var omkring 26.000 jøder i stand til at udvandre. -- I november 1941, gav RSHA chef Reinhard Heydrich, ordre til oprettelsen af en lejr-ghetto på borgområdet Theresienstadt, ca. 60 km. nord for Prag. Mellem 1941 og slutningen af 1944, deporterede de tyske myndigheder, bistået af lokal tjekkisk gendarmeri, 73.603 jøder fra Prag, Brno, Ostrava, Olomouc, og andre byer i Protektoratet til Theresienstadt. De fleste opholdt sig kun kort i Theresienstadt, der fungerede som en transit-lejr for Protektoratets og andre landes jøder. SS og politiet deporterede langt de fleste til de baltiske lande, hvor man her oprettede Einsatskommandoer, som udryddede jøderne, primært ved skydning. Andre jøder blev deporteret til lejr-ghettoer i Lublin-distriktet (KZ-Majdanek) i det besatte Polen i 1941-1942. Fra 1942 blev de fleste sendt videre til udryddelslejren Auschwitz. -- Af de 82.309 jøder, som blev deporteret fra Protektoratet, myrdede tyskerne og deres kollaboratører ca. 71.000 jøder. Ca. 7.000 af Protektoratets jøder, blev myrdet i Böhmen og Mähren uden at blive deporteret. I 1945, var kun ca. 14.000 af Protektoratets jøder i live i de tjekkiske landområder. -- Fra 1942 til 1945, deporterede tysk SS og politi ti-tusinder af jøder bosat i det såkaldte Stortyske 3. Rige, sammen med et par tusinde hollandske, slovakiske og ungarske jøder til Theresienstadt. Fra Tyskland kom 42.821 jøder. Fra Østrig 15.266. Fra Holland 4.894. Fra Slovakiet 1.447. Fra Ungarn 1.150 og fra Danamrk 476 jøder. Der ankom 1.260 jødiske børn til Theresienstadt fra Bialystok distriktet i det tysk-besatte Polen. Langt størstedelen af disse jøder døde enten i Theresienstadt eller blev deporteret til udryddelse i Auschwitz og andre kz-lejre. -- Af de næsten 141.184 jøder, som opholdt sig i Theresienstadt, deporterede tyskerne 88.202 mod øst, hvor de fleste af dem blev myrdet. 33.456 døde i Theresienstadt. 2.418 enten flygtede eller blev frigivet af tyskerne i 1945. -- 16.832 jødiske indbyggere var i live i Theresienstadt, da sovjetiske tropper ankom til lejren den 9. maj 1945. -- Tyskerne og deres kollaboratører myrdede i alt ca. 263.000 jøder, der havde opholdt sig i Den Tjekkoslovakiske 1. Republik i 1938. -- Dr. Eppstein og hans hustru klarede at overleve i Theresienstadt, indtil Dansk Røde Kors kom på besøg i lejren, et besøg som tyskerne havde forberedt og planlagt, sådan at danskerne kun så et stort anlagt skuespil, hvor alt så godt og velordnet ud, med bl.a. musikorkester osv. Eppstein var sønderknust, da han sammen med de danske Røde Kors folk og SS-folk, måtte gå med dem rundt og spille "Borgmester" og fortælle dem, den ene løgn efter den anden og uden at lade sig mærke med, at virkeligheden var en helt anden - Danskerne spurgte heller ind til, hvor alle de jøder, som blev sendt væk med togtransporter, kom til. hvad de skulle der osv. - der var no kaf spørgsmål. -- Det menes i dag, at danskerne, havde aftalt med tyskerne, at der ingen kritiske spørgsmål blev stillet og at man også spillede det samme skuespil, som nazisterne - på den måde kunne man undgå, at de danske jøder ikke led overlast og Danmark kunne opnå yderligere tysk velvillighed over for landet og befolkningen osv. Den danske Rødekors rapport, lovpriste da også nazisternes lejr og forhold! Efter danskerne var rejst, blev alle musikerne og andre med tilknytning til nazisternes "skuespil", sendt afsted til KZ-udrydelseslejrene, hvor de blev gasset!! Men de 3 danske jødiske musikere i orkestret, blev ikke sendt med, de overlevede!! Eppstein havde sammen med sin kone, under besøget af de danske rødekorsfolk, antagelig kommet til at sige noget til Kommandanten Rahm, som denne ikke brød sig om. 2 dage efter at den danske Røde Kors delgation var rejst, blev Appstein afhentet og smidt i fængselsbygningen "Kleine Festung" uden for lejren. SS havde under SS-Hauptsturmführer Heinrich Jöckel (ham der også kommanderede de jøder fra lejren, som blev sendt til landsbyen Lidice, hvor de skulle grave massegraven og anbringe de henrettede mænd fra byen og brænde deres tøj m.m. den 11-13. juni 1942), indrettet fængslet til et frygteligt torturkammer. Her blev Eppstein voldsomt torturreret og til sidst kastet ud fra bygningens balkon, hvorved han blev dræbt på stedet. I en hel uge sørgede jøderne mere eller mindre officielt i lejren. Eppsteins hustru blev samtidigt også afhentet og sendt med togtransport til Auschwitz, hvor hun blev myrdet. -- Det danske Røde Kors blev dermed indirekte og vil nogen måske sige, direkte ansvarlige for udryddelsen af hundredvis af jøder, som var tvunget til at deltage i nazisternes "Theresienstadt - Skuespil".

Jødiske mænd i Theresienstadt Ghettoen 1943. -- Jøderne i ghettoen lagde et stort arbejde i at administrere "selvstyret" af ghettoen. Dette havde man på sin vis, lidt held med, så der trods de givne betingelser kunne opretholdes rimelig betingelser med en grundlæggende standard for hygiejne, kultur og menneskelig adfærd i ghettoen. At dette til dels lykkedes, skyldes antagelig den store koncentration af meget veluddannede jøder i ghettoen. -- Den værste konsekvens af "selvstyret" var dog, at det indebar en forforpligtelse for de jødeældste, til at sammensætte transportlisterne for de jøder, der skulle deporteres østpå til andre lejre. Langt hen ad vejen var flere af de jødeældste dog ikke klar over, hvor deportationerne gik hen og hvad der skete med deres medmennesker. De troede i starten, at deportationerne gik længere østpå, hvor forholdene nok var værre, men hvor der stadig var et håb om overlevelse. Senere fik ældsterådet vished om, hvad en deportation i virkeligheden indebar, nemlig udslettelse i Auschwitz-Birkenau i Polen. Dette var imidlertid en viden, som de besluttede at holde for sig selv, så næsten hele ghettoens befolkning af jøder var uvidende om situationen indtil tyskernes kollaps – "Vi kan alligevel ikke gøre noget for at stoppe myrderierne, så hvorfor ikke spare folk for en sådan viden om deres skæbne", skulle den jødiske leder Rabbi Leo Beck have udtalt, da en flygtet fange vendte tilbage til Theresienstadt for at advare ledelsen. -- Den jødiske ledelse fik således snart erfaret, at Therisenstadt ikke var en mønsterghetto, men en gennemgangslejr. -- I starten gik transporterne fra Theresienstadt til Lodz-ghettoen i Polen, men fra oktober 1942 gik de direkte til dødslejren Auschwitz-Birkenau. Indtil den sidste transport i oktober 1944 afgik der 25 tog fra Theresienstadt til Auschwitz-Birkenau indeholdende mænd, kvinder og børn. 80 % af disse blev øjeblikkeligt gasset ved ankomsten, og 90 % overlevede ikke krigen. -- I alt blev der sendt 39.395 Prag-jøder til Theresienstadt, heraf var ca. 15.000 børn og unge. De 31.709 døde, enten i ghettoen eller i dødslejrene østpå. Af de 92.199 jøder der havde boet i Böhmen/Mähren, overlevede kun 14.045 krigen. -- Lejren der oprindeligt var tiltænkt de böhmiske og mähriske jøder, blev en gennemgangslejr for mere end 150.000 jøder fra ca. 20 lande, som passerede gennem lejren fra oktober 1941 til maj 1945. Af disse døde omkring 33.000 på stedet, mens næsten 20.000 forblev i live. -- Det er karakteristisk, at de overlevende jøder der udelukkende har oplevet internering i Theresienstadt, ser tilbage på denne tid med gru og forfærdelse, mens overlevende jøder fra andre lejre ser tilbage på tiden i Therienstadt, som et paradisisk afbræk i et ellers forfærdeligt forløb. -- Der var ikke rart i Theresienstadt, men sammenlignet med andre lejre, havde man en chanche for at overleve. Ingen andre steder havde man "et kulturliv", som i Theresienstadt. Man fik sågar lov til at have en synagoge og praktisere religionen i en gammel hestestald - nazisterne smadrede ellers alle synagoger i Europa og Rusland, hvis de fandt dem. noget af jødernes arbejde i Theresienstadt, bestod bl.a. i at modtage alt muligt fra synagoger rundt om fra Europa, både træværk, og hellige remedier, f.eks. Tora-ruller. Det vat frygteligt for de troende ortodokse jøder, at være med til at save disse ting op til brænde og ødelægge et folks kultur - her deres egen kultur! Det værste problem var dog sulten. Folk var frygtelig underernærede. Maden bestod hovedsagelig af en grå kålrabi-suppe, hvori der flød kartoffelstumper eller byggryn. Der "serveredes" kød og brød af og til, men ikke meget. Helbredsstilstanden var derfor også meget dårlig, og medicin var der ikke meget af. Der var dog et "hospital", som kun modtog meget og særligt syge fanger, der passede lægen at "kikke" på. En dygtig jødisk apoteker, fik også lov at praktisere sin kunne. Ligeledes var de hygiejniske forhold meget ringe, alene af den grund, at der var stuvet over 50.000 mennesker sammen på et areal, der var beregnet til 10.000. Der var ulideligt koldt om vinteren og frygtelig varmt om sommeren i beboelsesrummene, hvor hver person havde ca. 0,6 m2 til sin rådighed, og hvor man sov i køjesenge i op til 4-5 etager. -- Kvinder og mænd levede adskilt i lejren. Alle voksne måtte arbejde ca. 10-12 timer hver dag. Slavearbejdet omfattede mange ting og på sin vis ofte i noget, som havde betydning og værdi for lejren, fangerne og tyskerne. Der arbejdedes med håndværk, jord- og beton, skov- og markarbejde, reparation af mange ting, kulminedrift, savværk, sortering af døde jøders værdigenstande og tøj, renovation og ikke mindst arbejde med at slæbe syge og døde fanger rundt til læge, til mønstring, til begravelse, til krematorium, til samlingspladser for bl.a. deportationerne med togtransporterne til udryddelseslejrene. Anvisningen til arbejdsopgaver med f.eks. syge- og dødetransport, blev "administreret" af en ondskabsfuld østrisk kvinde, som gik under navnet "Gnädige Frau, küss die Hand". Disse ord skulle man huske at sige flere gange, medens man havde foretræde for dette monster - glemte man at sige det, blev man verfet ud og risikerede at blive taget til togtransport og udryddelse! -- Fangernes mange arbejdsopgave, betød, at børnene derfor blev anbragt i særlige børne- og ungdomshuse. I sådanne huse kunne der godt være 2-300 børn, drenge og piger for sig. Disse huse var delt i mindre, selvstændige kollektiver på mellem 15 og 40 børn med en leder, en til to hjælpere samt assistance fra læger, sygeplejer og socialarbejdere. Netop børnene er kendetegnende for livet i Theresienstadt – i Auschwitz-Birkenau var der næsten ikke nogen børn, kun de der blev brugt til medicinske forsøg, resten blev gasset kort tid efter ankomsten. -- I Theresienstadt gjorde man meget for at lette opholdet for børnene, som på mange måder havde det bedre end de voksne. Madrationerne blev fordelt efter, hvilket arbejde man havde, men børnene fik bedre og mere mad end de voksne. De største børn og unge måtte arbejde - i starten fra de var 16, senere fra de var 14 eller 12. -- Undervisning var forbudt, mens fritidsbeskæftigelse af børn var tilladt. Der fandt derfor alligevel undervisning sted i ghettoen under dække af forskellige ting. Historieundervisning blev til dramaer og geografiundervisning til gætteleg. Almindelig undervisning fandt dog også sted, selvom det var frygtelig risikabelt, og i sådanne situationer var der en der stod vagt ved døren. Ved et tegn fra vagten skulle man hurtigt skubbe skolesagerne bort og begynde at synge, gerne tyske sange da det virkede mest uskyldigt. -- Der blev også tegnet meget i børnehusene. Nogle af disse tegninger kan man se i begravelsesceremonihuset ved den jødiske kirkegård i Prag. Man opfordrede børnene til at tegne, for at bearbejde deres psykiske problemer. Grunden til at så mange af tegningerne kom til at indeholde positive familiebilleder var, at man opfordrede dem til at tegne om dengang, de levede et trygt og godt liv med familien. Man mente, det var vigtigt for, at de kunne håbe på fremtiden og holde modet oppe om et bedre liv . -- Læreren Irma fortæller i bogen "Hvem kan glemme dette?" om en dreng, der ikke huskede meget fra før deportationen til Theresienstadt. En dag blev han spurgt om, hvad han ville være når han blev stor. Svaret var : "Hund hos tyskerne, for tyskerne kan så godt lide hunde." -- Over hele lejren og for de mennesker der kom til at leve der permanent eller i en kortere eller længere tid, inden de blev sendt til en udryddelseslejr, hvilede der altid en stressende uhyggelig frygt og angst for, at gøre en fejl, sige noget forkert, blive syg osv. - for da var man pr. definition sikker på at blive afhentet og sat på den næste togtransport til f.eks. KZ-Auschwitz. hvor man var sikker på at blive udryddet. Næsten 90.000 jøder fra Theresienstadt blev sendt til udryddelse i KZ-lejre - primært Auschwitz.

Den første østrigske kammandant i Theresienstadt, Siegfried Seidl, blev født 1911 i Tulln, Østrig og kom som mange Wienerbørn, syv måneder til Danmark i 1920/1921. Seidl blev medlem af nazipartiet i 1930. I 1931/32 var han med i SA samtidig med, at han havde en lederstilling i sognet Brigittenau. Da han trådte ud af SA, blev han medlem af SS og fik rang af scharführer. Da SS blev forbudt i Østrig i 1933, fortsatte han medlemsskabet illegalt. I 1934 blev han forfremmet til hauptscharführer. I 1932/33 arbejdede han som fyrbøder i Bundeskanzleramt (statsministeriet). I 1935 forlovede han sig med Elisabeth Stieber. Efter det Østrigske "Ansluss" til Tyskalnd i 1938, ville parret giftes, men brylluppet skulle godkendes af SS-race– og bosættelseshovedkontoret i Berlin, men Seidl kunne ikke skaffe det nødvendige bevis på, at han var race-ren. Han fik alligevel tilladelsen og giftede sig i 1939. Efter Tysklands og Østrigs "Ansluss" i 1938, blev Seidl ansat i 11. SS-Standarte. I 1939 blev han forfremmet til SS-Untersturmführer og beklædte derpå funktionen som adjudant ved 11. SS-Standarte. Han arbejdede samtidig som vagtmand i fabrikken Austro-Fiat Flyvemaskinemotorer i Wien. Sidst på året 1939, blev han imidlertid inspektør for sikkerhedspolitiet (SIPO) og sikkerhedstjenesten i Wien. I 1940 skiftede han til det centrale kontor for jødisk udvandring i Wien. Han måtte rejse til Berlin og melde sig hos sin foresatte Adolf Eichmann. Denne sendte ham til Polen til SD-afdelingen i Poznan. Her beskæftigede han sig med at flytte polakker og jøder fra de områder, der var blevet erobret af Tyskland, over til Generalguvernementet (det erobrede sydøstlige område af Polen). Han fik på et vist tidspunkt bevilget to måneders studieorlov og kom på kursus i Berlin, hvor han afsluttede sin uddannelse på det filosofiske fakultet. Straks derpå rejste han til München og videre til Rom, hvor han kom på en italiensk skole for indvandrere. I 1941 blev han overflyttet til Sikkerhedstjenesten i Berlin. Han blev i denne forbindelse forfremmet til obersturmführer og sendt til Maribor i Østrig, hvor han i nogle måneder fik teknisk ansvar for deportationen af slovenere. Den 30. oktober 1941 fik han af Eichmann til opgave, at oprette ghettoen Theresienstadt i Protektoratet. Seidl gik straks i gang med denne opgave og den 24. november ankom en opbygningskommando til Theresienstadt (RAD). Seidl flyttede derpå selv til Theresienstadt. Seidl havde i Theresienstadt et personale på 54 'ariske' personer, hvoraf 10 var SS-folk og resten civile. Han havde som chef stor indflydelse på udformningen af ordensregler for lejren. Han skaffede sig derved bemyndigelse til at omstøde de domme, som lejrens jødiske "selvstyre" havde afsagt og han kunne straffe folk med piskning eller fængsel, hvis de røg eller læste under arbejdet. I sin administration var han meget vilkårlig. Straffene var ikke kun individuelle men også kollektive. Personer over 70 år blev på hans befaling, sat til at gøre rent. Fanger, der havde begået fejl, blev sendt til den lille fæstning, hvad der betød tortur og døden, eller de kom med på næste transport til Auschwitz. Seidl gav sine underordnede SS-folk frie hænder med hensyn til at terrorisere fangerne. -- I juni 1943 besøgte en delegation fra Røde Kors ghettoen sammen med Eichmann. Delegationen fik kun forevist området med prominente fanger. Men den kritiserede fangernes indkvartering og ernæringssituation, hvilket Seidl fik skylden for. Han blev derpå forflyttet til Bergen-Belsen, der netop var under oprettelse. I Seidls tid blev 121.083 personer deporteret til Theresienstadt, hvor 24.864 personer døde, 16 blev dræbt uden dom, 21 personer flygtede, 43.875 personer blev deporteret til udryddelseslejre i Østeuropa. Kun 248 personer overlevede disse deportationer. -- I Bergen-Belsen blev Seidl lejrinspektør. På dette tidspunkt var der ca. 400 fanger i lejren. Seidl fik specielt ansvaret for jøder fra Sydamerika og Spanien, der kunne bruges til fangeudveksling og derfor fik en særlig behandling. Seidl havde dog bortkastet nogle af fangernes papirer, så han kunne sende fangerne til Auschwitz. Efter en periode i Bergen-Belsen kom Seidl til Mauthausen, hvor han skulle deltage i forberedelsen af Eichmanns Specialindsatskommando (SEK), der havde til opgave at hjælpe de ungarske myndigheder med indfangning, koncentrering og deportation af jøder til udryddelseslejrene. I 1943 marts kom Seidl med 58. panserdivision til Budapest som officer i sikkerhedspolitiet. Han var først i Erlach og i Debrecen, den tredjestørste by i Ungarn. Seidls aktiviteter bestod i at beslaglægge værdier og møbler. Disse genstande lod han senere transportere til Wien. I påsken 1944 blev Seidl flyttet til Eichmanns hovedkvarter i Budapest. Senere kom han tilbage til Debrecen, hvor han gentagne gange mishandlede jøder. Han opkrævede beskyttelsespenge, som han ikke gav videre til sine foresatte. Den 21. juni 1944 gav han ordre til, at alle byens jøder skulle samles i et teglværk og fem dage senere begyndte man at transportere dem til Auschwitz-Birkenau, hvor de straks blev myrdet ved ankomsten. Seidl blev derpå forflyttet til Wien. Her blev Seidl udnævnt til repræsentant for Specialindsatskommandoen for Wien, hvor han kontrollerede de ungarske jøders arbejdsindsats. Han befalede, at børn over ti år skulle deltage i det sværeste manuelle arbejde. Seidl bestemte endvidere, at gamle og syge jøder skulle sendes til Laxenburg og derfra videre til udryddelseslejrene. De sukkersyge fanger nægtede han insulin og lægen ville han også sende til Auschwitz. -- I juli 1945 blev Seidl arresteret af det østrigske politi. Han blev ved retten dømt til døden og henrettet den 4. februar 1947. ---- Sådan - han fik sin straf.

Den værste og grusomste af Theresienstadts kommandanter var Anton Burger. Han blev desværre født i 1911. Han blev udlært hos en købmand, men som 18 årig gik han ind i den østrigske hær. I 1931 blev han medlem af det forbudte naziparti, hvorfor han i 1933 blev afskediget fra hæren. Han rejste derpå illegalt til Tyskland, hvor han trådte ind i den østrigske legion, en gruppe af landflygtige østrigere, der støttede det nye tyske naziparti. Straks efter trådte han også ind i SA og kom til at bo i en SA kaserne. I 1935 fik han tysk statsborgerskab. Som medlem af den „østrigske legion“ var Burger med til annekteringen af Østrig i Det Tyske 3. Rige, den 12. marts 1938 i Wien. Han skiftede fra SA til SS og fik arbejde i Centralkontoret for jødisk udvandring i Wien. Hans direkte foresatte var Adolf Eichmann. I 1939 blev han forflyttet til Prag. I 1941 blev han forfremmet til untersturmführer. Samme år blev han udnævnt til chef for kontorets filial i Brno. -- I 1943 blev Burger sammen med SS-Hauptsturmführer Dieter Wisliceny sendt til Saloniki for at lede deportationen af de makedonske jøder til Auschwitz. I seks måneder fra april til august 1943, fik de 46.000 jøder deporteret til den sikre død i kz-lejren i Polen. -- Som følge af denne ”indsats” blev Burger den 5. juli 1943 udnævnt til efterfølger for Siegfried Seidl som kommandant for ghettoen Theresienstadt. Her blev den nu 32 årige hurtigt frygtet for sin grusomhed og sin vilkårlighed. Han stillede selv lister op over, hvem der skulle transporteres til KZ-Auschwitz og hvor han ofte selv løb rundt ved afsendelsen af togtransporterne med fanger, med sin pisk og råbte og skreg og slog løs på folk - især de som var syge, som lå på en båre og ikke kunne skynde sig, fik tæsk med pisken af denne nazi-forbryder. Han deltog også selv aktivt, når der skulle henrettes fanger. Mange fanger kom til at gøre en fejl, undlade at gøre et eller andet, skjule en viden, skjule noget mad eller andet - påskuddene var mange - så blev man enten sendt til udryddelse eller henrettet i lejren. -- I marts 1944 blev han udnævnt til chef for jødekontoret i sikkerhedspolitiet og sikkerhedstjenesten i Athen. Her fik han til opgave at deportere den jødiske befolkning på ca 7.000 personer fra øerne Korfu og Rhodos til Auschwitz. ---- Ved krigens slutning blev han – ukendt – anbragt i en amerikansk interneringslejr ved Salzburg. Først i 1947 blev han afsløret som tidligere kommandant i Theresienstadt. I mellemtiden var han in absentia blevet dømt til døden af folkedomstolen i Leitmeritz i Tjekkoslovakiet. Kort tid før dommens eksekvering i 1947 lykkedes det ham at flygte fra den amerikanske interneringslejr. Han levede derpå under falsk navn i sin hjemby Neunkirchen, indtil han igen blev arresteret i marts 1951. Men allerede den 9. april 1951 lykkedes det ham påny at flygte. Han levede derpå under navnet Bauer i grænseområdet mellem Tyskland og Østrig. Mellem 1960 og 1961 var han hyttevagt i en bjergegn. Burger skiftede derpå fornavn til Wilhelm og fik ansættelse i et firma i Essen, som han dog mistede igen i 1974. Men det lykkedes ham at fortsat at leve som pensionist i Tyskland til sin død i 1992. På dette tidspunkt blev hans identitet fastslået af kriminalpolitiet. ---- Endnu en massemorder der gik fri - "skånet" af "kammeraterne" i det vesttyske samfund! - Ingen tvivl om det!!

Den sidste østrigske kommandant i Theresienstadt var SS-Obersturmführer Karl Rahm og med ham blev tilværelsen lidt bedre, medens man var i lejren. Han var født 1907 i Nederøstrig, var udlært maskinarbejder, men trådte ind i den østrigske hær, hvor han var fra 1927 til 1933. I 1925 blev han medlem af det østrigske socialdemokrati. I 1934 blev han medlem af det dengang forbudte naziparti samt SS. I 1939/40 arbejdede Rahm i Centralkontoret for jødisk udvandring i Wien under Eichmann, med rang som hauptscharführer i SS. Fra 1940 til den 8. februar 1944, arbejdede han i det tilsvarende centrale kontor for Tjekkoslovakiet i Prag. Den 8. februar 1944 blev han udnævnt til kommandant for ghettoen Theresienstadt. Han overtog nazisternes fortsatte udryddelse af jøderne, med sit virke i lejren. Han var dog et roligere gemyt og man kunne forhandle med ham. Men hans ordrer skulle lystres og udføres omgående. Han fik oprettet et lille bordelværelse på ældrehjemmet, hvor han og de andre SS-ere kunne "forlyste" sig med kønne jødiske piger!! Denne stilling havde han til 5. maj 1945. Under Rahm´s ledelse, blev der deporteret flere mennesker end før, til Auschwitz. Lige inden russerne ankom og befriede lejren, havde Rahm sørget for og selv deltaget i at skaffe Zyklon-B giftgas, som de havde sat på et aflåst toilet i anstalten, men som de jødiske efterretningsfolk i lejren havde nøgle til. De fulgte på alle tænkelige måder, at følge med i hvor Rahm opholdt sig og foretog sig. Rahm og hans SS-folk ville bruge giftgassen på de resterende jødiske fanger i lejren, når de danske jødiske fanger var hentet af "De Hvide Busser" i april 1945. Giftgassen skulle bruges i badeanstalten i lejren. Heldigvis nåede han ikke at få planen udført. -- Som maskinarbejder var han praktisk begavet og havde visse organisatoriske evner, men han var ikke bedre end forgængerne, selv om han måske var klogere. For fangerne var han farlig, men han forstod at hykle og spille den gode "Onkel Rahm". Men i grunden var han ikke mindre brutal end sine forgængere. Han kunne optræde som velgører og lade fangerne henvende sig til ham personligt og gav udtryk for at ville være retfærdig. Men ved deportationerne optrådte han ligeså umenneskelig som de andre SS officerer. -- Ved krigens slutning lykkedes det Rahm at flygte, men han blev arresteret i Østrig og udleveret til Tjekkoslovakiet. I Litomerice blev han stillet for retten og dømt til døden. Den 30. april 1947 blev han henrettet af tjekkerne. ---- Finito med det svin. -- Men nu tilbage til sagen om Rigsprotektoren Reinhard Heydrich, hans likvidering og hvad det kom til at koste tjekkeslovakkerne og i særdeleshed indbyggerne i landsbyerne Lidice og Lezaky og i sidste ende foranledigede selv storpolitiske ændringer i forbindelse med krigens gang og dens afslutning. Se og læs videre frem...

Indledningen til udryddelsen af landsbyen Lidice, den 10. juni 1942: -- Her starter min beretning med dette foto af pas og foto af Anna Marušcáková og Vaclav Riha. Læs videre her, hvad der bl.a. førte til tyskernes frygtelige hævn mod landsbyen, en hændelse som skete en uge før massakren, med disse 2 personer som utilsigtede katalysatorer hertil. En massakre, som udryddede alt levende - mænd, kvinder, børn, hunde og husdyr, af de hævngerrige tyske nazister, som ville hævne faldskærmsagenternes likvidering af Reichprotektor SS-ObergruppenFührer Reinhard Heydrich, den 27. maj 1942 (han døde af sine sår den 4. juni). -- Nazisterne havde den 3. juni ingen kendskab til hvor attentatmændene var flygtet hen. Man havde kun kendskab til, at trods ildkamp med Reinhard Heydrich selv og hans "bodyguard" og chauffør Johannes Klein, var mindst 2 attentatmænd undsluppet. Hitler krævede en omgående ubønhørlig og grusom hævn - I Protektoratet skulle man "vade i blod", som hævn for likvideringen. Tyskerne var allerede den 28. maj, gået i gang med at hævne sig på alle mulige, mere eller mindre, eller slet ikke ansvarlige for attentatet - man fængslede, torturrerede og henrettede, ofte uden dom, bare på den mindste mistanke - sygelig paranoia og vanvidshandlinger var en af nazismens kendetegn og drivkræfter! ---- En af grundene til at tyskerne kastede sig over netop landsbyerne Lidice og også landsbyen Lezaky, var bl.a. følgende hændelse, som opstod helt uforudsigelig og skæbnesvangert for tusinder af tjekker og i særdeleshed for de hundredvis af beboere i Lidice og Lezaky. Den 3. juni 1942 om eftermiddagen, kom der pr. post, et brev til en fabrik, der fremstillede batterier (Palaba) i byen Slaný, som lå og stadig ligger nordvest for Prag og lidt nordøst for byen industribyen Kladno og nær den mindre by Bustehrad, i hvis nærhed Lidice lå, et par kilometer syd herfor. -- Brevet var stilet til en fabriksarbejderske ved navn Anna Marušcáková. Den dag var hun sygemeldt og fabrikkens ejer, Jaroslav Pala, åbnede brevet, hvis indhold jeg har oversat her: "Kære Anna, undskyld jeg skriver så sent, men måske vil du forstå det, fordi du ved, at jeg har mange bekymringer. Hvad jeg ønskede at gøre, har jeg gjort. Efter den fatale dag, sov jeg et sted i Cabárna. Jeg har det fint og jeg skal se dig i denne uge, men så vil vi aldrig se hinanden igen - Milan". Brevets tekst forekom mistænkeligt for fabrikkens ejer, så han anmeldte det og gav det til politiet og hermed fik Gestapo fat i det. Så tog begivenhederne fart - Anna Marušcáková blev arresteret i landsbyen Holousy, hvor hun boede, allerede samme dag, ligesom brevets afsender Václav Riha blev det, dagen efter den 4. juni, samme dag som Heydrich døde af sine sår i Prag. Riha skrev brevet i et forsøg på at skabe det indtryk, at han deltog i modstandsaktiviteterne i landet og at han derfor nu, ikke mere kunne have noget at gøre med Anna Marušcáková. Det var kun en løgn. Han var gift og frygtede, at forholdet til Anna, ville sætte det på spil. Han var nødt til at stoppe sin udenomsægteskabelige affære med Marušcáková. Forhør af de unge mennesker, førte til nogle svage forbindelser til landsbyen Lidice og Josef Horak (Riha havde bedt Anna om at hilse fra Josef Horak) og gav Gestapo en totalt fejlagtig mistanke om, at landsbyens indbyggere i Lidice var deltagere eller hjælpere i attentatet på Heydrich. Ligeledes fik Gestapo kendskab til, at 2 familier i Lidice, hver havde en af deres sønner som pilot og flyver i det engelske luftvåben R.A.F., nemlig Løjtnant Josef Horak og Løjtnant Josef Stríbrný. Bekræftelsen kom fra deres, i april 1942 tilfangetagne faldskærmsagent og forræder Viliam Gerik, da han bevidnede, at Løjtnant Josef Stríbrný havde deltaget i faldskærmskurser i England. Gestapo drog derpå den slutning, at alle de nævnte familier og beboere i landsbyen, havde en direkte forbindelse med attentatet på Reinhard Heydrich. Gestapo skred straks til værks og i løbet af natten den 4. juni 1942, anholdt de medlemmerne i familierne Horak og Stríbrný i Lidice. Disse blev brutalt forhørt og alle henrettet den 16. juni 1942 i Prag, sammen med andre anholdte mennesker - Da var alle Lidice´s mænd og drenge også myrdet den 10. juni og byen var den 16. juni da i færd med at blive udryddet af tyskerne - (se længere nedenfor, hvor hele denne grusomhed er vist og omtalt ved de tilhørende fotos). -- Selv om Gestapo kort tid efter blev klar over, at Lidice ikke havde noget med modstandsbevægelsen og attentatet at gøre, blev Lidice skæbne alligevel beseglet - indbyggerne, byen og alt hvad der forbandt sig til denne by, skulle udslettes. Den endelige ordre herom, blev givet af Heydrich´s næstkommanderende SS-manden og Statssekretæren for Protektoratet, Karl Hermann Frank og den nyudnævnte efterfølger for Heydrich, SS-ObergruppenFührer Kurt Delauge. ---- Anna Marušcáková og Václav Riha, som efter udryddelsen af landsbyerne Lidice og Lezaky, var 2 unyttige og belastende vidner, blev fængslet og henrettet i KZ-lejren Mauthausen den 24. oktober 1942, sammen med hundredvis af andre fængslede, hvoraf mange intet havde med sagen at gøre. Mange af de henrettede var dog mennesker i og omkring Prag, som havde huset agenterne under deres ophold, før og efter attentatet. Gestapo havde her stor hjælp af forræderen og den tidligere faldsskærmsagent Karel Curda fra agentmissionen "Out Distance" (tidligere nævnt og beskrevet ovenfor ved de tilhørende fotos). Han førte Gestapo til alle de mennesker, som havde hjulpet agenterne med husly, mad og transport m.m. ---- Læs ved de mange følgende fotos om det vanvid, som de slap løs over Lidice´s beboere, herunder de over 105 forsvarsløse børn, som alle bortset fra 17, blev myrdet (gasset) af tyskerne i KZ-lejren Chelmno i Polen eller bortført og anbragt hos tyske nazifamilier.

Her følger en delvis gennemgang af de ledende nazistiske tyskere, som stod for planlægningen og udførelsen af massakren i Lidice. Mange flere nazister deltog i denne skændsel og disse er vist og beskrevet forskeliige andre steder i beretningerne om Prag og Protektoretet. Her er den satan, som ledede massakren den 9/10. juni 1942, SS-Oberst Horst Böhme, født 24. august 1909 i Colmnitz, død 10. april 1945 i Konigsberg. -- Böhme indmeldte sig 1930, i det National Socialistiske Tyske Arbejder Parti, NSDAP med medlemsnr. 236.651. Samtidig var han medlem af Schutzstaffel SS med medlemsnr. 2.821. Efter at være blevet forfremmet i SS den 4. juli 1934 og til SS-Løjtnant den 9. november 1934, blev han i 1935 ansat i SD´s hovedkontor i Berlin, hvor han snart blev en af de nærmeste medarbejdere hos den daværende SD-chef Reinhard Heydrich. -- I de efterfølgende år, udførte Böhme en række specielle ordrer for Heydrich. Han myrdede den 13. eller 14. marts 1938, på ordre fra SD, den ledende diplomat Wilhelm von Ketteler, en attaché ved den tyske ambassade i Wien, som var hadet af SS på grund af hans anti-nazistiske aktiviteter. I takt med væksten i SS, blev Böhme forfremmet i disse år: Den 30. januar 1936 blev han SS-Kaptajn, 20. april 1937 forfremmedes han til SS-Oberst og i 1938 blev han udnævnt til oberstløjtnant. Efter besættelsen af Tjekkoslovakiet i foråret 1939, blev Böhme politichef i Prag. I denne egenskab var han ansvarlig myndighed og havde kommandoen over alle afdelinger af Gestapo i Böhmen og Mähren. Blandt hans nære medarbejdere var bl.a. Gestapomanden Hans-Ulrich Geschke, lederen af Gestapos regionale hovedkvarterer Prag, og William Nolle, leder af Gestapos regionale hovedkvarter i Brno. -- Den 17. november 1939, deltog han i Prag ved nedlæggelsen af det tjekkoslovakiske videregående uddannelsessystem og deportationen af 1.500 elever til KZ-Lejren Sachsenhausen. Den 10. oktober 1940 deltog Böhme i et møde sammen med Heydrich, Hans Frank, Adolf Eichmann og Hans Gunther, hvor man drøftede udvisningen af jøderne i Protektoratet. -- Efter likvideringen af Reinhard Heydrich den 27. maj 1942 - blev Böhme med rang af SS-Oberst, udvalgt til at blive den øverstbefalende for Sikkerhedspolitiet og SD i Protektoratet, med basis i Prag. Han skulle lede gennemførelsen af de repressalier tyskerne ville påføre landet, som hævn for Heydrich´s død. Det var Böhmes forslag, som førte til ødelæggelse af landsbyen Lidice og drabene på 184 mennesker i og omkring byen, 195 kvinder sendt til KZ-Lejren Ravensbrück og 105 børn deporteret først til ghettoen i Lódz i Polen, hvorefter de kort tid efter blev anbragt i Dødslejren Chelmno og myrdet med gas i dertil indrettede lastbiler. -- I september 1942 kom Böhme som politiattaché til den rumænske hovedstad Bukarest. Fra januar til august 1943 var han deltager i indsættelsen af Einzatsgruppe B og Sikkerhedspolitiet og SD, hvormed han i betydeligt omfang deltog i massemordene af jøder og civile i Sovjetunionen. Fra september 1943 til marts 1944, deltog Böhme, med samme funktion i Einsatzgruppe C, før han i august 1944 - nu oberst - returnerede til tjeneste i Einzatsgruppe B. Den 9. november 1944 blev han også udnævnt til SS-Oberst. -- I april 1945 var det sidste gang man så noget til Böhme, hvor han blev set under kampene mod de fremrykkende russere, i nærheden af Königsberg i Østpreussen. I 1954 blev han ved distriktets retsinstans, erklæret for død. Hans lig eller andet er aldrig blevet fundet. Måske slap denne massemorder fra det med livet i behold - ingen ved det. Tyskerne var meget beskyttende over for deres nazistiske borgere efter krigen og sørgede for, at hovedparten af SS´ere, Waffen-SS´ere, Gestapofolk og andre deltagere i folkemordet på et helt kontinent, slap med skandaløse lave domme og løsladelser måneder eller få år efter, at man havde idømt dem både 10 - 15 - 20 års fængsel, ja sågar dødsdomme blev annulleret og gjort til livsvarigt fængsel, men hvor man så løslod den et par år efter alligevel. Sådan lod Vestmagterne tyskerne gøre op gennem 1940´erne, 1950´erne og 1960´erne. Titusinder af tyske krigsforbrydere slap for nævneværdig straf - Tyskerne hjalp deres egne mordere på en ofte skandaløs måde og med udøvelsen af en ufattelig hån over for de overlevende ofre for disse tyske massemorderes og medhjælperes gerninger. De næste fotos synes jeg dokumentere mine påstande på udmærket vis...

I tyskernes hævnaktion mod Lidice, spillede SS-Løjtnant Max Rostock en større rolle under myrderierne af byens mænd og drenge. I august 1951 var han omfattet i en retssag i Prag mod 5 krigsforbrydere fra krigens tid i Tjekkoslovakiet. Optagelser fra retssagen er bevaret i Tjekkiets Radio´s arkiver. Max Rostock var den tidligere leder af det nazistiske SS kontor i industribyen Kladno, ikke langt fra Lidice. Rostock var i efterkrigstiden, den mest eftersøgte krigsforbryder i Tjekkoslovakiet. Hans navn blev knyttet til udslettelsen af Lidice - og det universelle symbol på den brutalitet, det nazistiske regime anvendte i Tjekkoslovakiet og især mod landsbyen Lidice, hvor tyske SS-soldater, Gestapofolk og Schutzpolizei ("beskyttelsespoliti") den 10. Juni 1942, myrdede 174 mænd og drenge, deporterede alle kvinderne til Ravensbrück KZ-Lejr og myrdede de fleste børn med gas i Chelmno KZ-Lejren i Polen. Max Rostock tilstod: "Jeg er skyldig i, at jeg har deltaget i det fascistiske regime her og har udført en funktion heri." I retssagen var dommerens forhør også centreret om Rostock´s medvirken i udryddelsen af Lidice. Dommeren: "Nu kommer vi til din andel i aktionen i Lidice. Var du den pågældende dag i Lidice? Rostock´s svar: "Ja, da aktionen begyndte." Dommeren: "Var du der én eller flere gange?" Rostock: "Flere gange. Fire eller fem gange." Dommeren: "Var du der, da der blev sat ild til kirken." Rostock: "Ja." Dommeren: "Var du til stede, da mændene fra Lidice blev henrettet"? Rostock: "Til tider, ja." Medens deres mænd blev myrdet i lidice, blev kvinderne og børnene kørt til et gymnasium i Kladno, hvor mødrene blev adskilt fra deres børn. Dette involverede også Max Rostock. Ružena Petráková vidnede, at hun den dag mistede sine tre børn: "Da de tog børnene fra mig, løb min yngste søn - som dengang var otte år - tilbage igen. Jeg græd og ønskede at rejse mig op, men på det tidspunkt blev jeg angrebet bagfra, da en eller anden satte skulderen mod mig og skubbede mig ned på jorden igen. Jeg vendte mig om, og jeg sværger, at det var Rostock". Dommeren: "Uanset om de ved det med sikkerhed eller ej, var det Rostock, Ružena Petráková"? Ruzena: "Jeg kan kende ham lige så sikkert i dag som dengang. For det så ud til at more dem, da de får vores børn taget væk fra os. Men for os er det en smerte, vi aldrig glemmer. Jeg sværger ved erindringen om mine børn, at det var Rostock." Anklageren Barbas Pavel kræver i sine afsluttende argumenter, dødsdom for Rostock og de øvrige tiltalte, og dommeren følger anmodningen. Se den uhyrlige virkelighed, som frelste Rostock, ved næste foto.

SS-Løjtnant Max Rostock senere i livet. Restsagen foregik i 1951 og da var østlandene helt i Sovjetunionens vold og under despoten Stalins herredømme! Også Tjekkoslovakiet var i mellemtiden i januar 1948, ved et kommunistisk kup, atter sunket ned i et ulykkeligt morads, efter nazismens terror var ophørt, nu var det denne gang det kommunistiske regimes terror. Det kom til at betyde, at Max Rostock ikke blev henrettet, men fik en fantastisk anderledes skæbne, trods sin uomtvistelige andel i massemyrderiet i Lidice. Han blev kun fængslet og allerede benådet i 1960 og som efterretningsagent, sendt til Den Vesttyske Forbundsrepublik, hvor han fik et uforstyrret privatliv. Max Rostock dør, fredfuldt, i 1986 i Mannheim. -- Det har siden hen vist sig, at han ikke var i fængsel og blev benådet i 1960, men virkede som spion i Vesttyskland for kommunisterne, allerede fra 1952/1953. -- Anklageren Pavel Barbas, fra retssagen i sommeren 1951, sender på et tidspunkt en alvorlig anklage til De Allierede og verdenssamfundet, da han i et tilbageblik udtaler: "Enhver anstændig og ærlig person, må spørge sig selv: Hvordan er det muligt for nazistiske krigsforbrydere at blive frikendt og leve i frihed? Hvordan er det muligt, at man generelt kan tillade, at dette kan forsvinde i glemmebogen, når noget så forfærdeligt, stadigt står meget levende i erindringen fra 2. Verdenskrig?" Flere afsløringer dukkede op på den tid, bl.a. da det kom frem, at fire højtstående nazistiske krigsforbrydere, var benådet hemmeligt, i starten af 1950'erne, af den tidligere kommunistiske præsident i Tjekkoslovakiet, Antonín Zápotocký (se omtalen ved næste foto). Den Tjekkiske Republik's Kontor for Dokumentation og Undersøgelse af Kommunismens Forbrydelser, udsendte nyheden om benådningen af disse fire nazister, hvor disse tyskere blev skånet for dødsstraf og senere sendt tilbage til friheden i Tyskland. Denne nyhed kom som et chok for den tjekkiske nation, men senere undersøgelser afslørede en endnu mere trist virkelighed omkring deres kommunistiske præsident Antonín Zápotocký. Max Rostock var en af de SS-officerer, der spillede en central rolle i udslettelsen af landsbyen Lidice og var en af de nazistiske krigsforbrydere, som hemmeligt blev benådet af præsident Zapotocky i starten i 1950'erne, og kunne vende tilbage til Tyskland et lille årti senere. Denne seneste undersøgelse viste, at Rostock og andre SS-officerer, herunder en anden ledende nazistisk krigsforbryder, Ernst Hitzegrad, meget vel havde været spioner, der arbejdede for datidens tjekkoslovakiske kommunistiske kontra-efterretningstjeneste StB. Irenej Kratochvil lederen af Kontoret for Dokumentation og Undersøgelse af Kommunismens Forbrydelser: "Den seneste undersøgelse viser, at det er meget sandsynligt, at Max Rostock og Ernst Hitzegrad var StB agenter... måske ikke på det tidspunkt, de blev frigivet - men vi vil undersøge hvornår kontakt med StB rent faktisk blev oprettet". Men ifølge en erklæring fra dette undersøgelseskontor, som beskæftiger sig med arkiverne i StB's spionageafsnit, ser det ud til, at disse to personer var registreret i nogle mapper og endda havde deres egne numre: "Hidtil har vi kun delvise oplysninger om denne sag, og vi forsøger stadig at afklare deres samarbejde med StB's spionagesektion". Det er endnu ikke klart, hvor mange nazistiske krigsforbrydere, der samarbejdede med StB og hvilke oplysninger, de blev beordret til at indsamle. Selv om de fleste af de involverede personer er døde, mener Kratochvil, at der stadig er nogle personer i live i dag, der bærer det strafferetlige ansvar i denne sag: "Kontoret for Dokumentation og Undersøgelse af Kommunismens Forbrydelser, kommer naturligvis til at se på, hvem der har ansvaret. Vi kan naturligvis ikke genopleve de døde, men da disse nazister ikke betalte med deres liv og blev løsladt eller rettere udvist til Tyskland i 1960'erne, må der være nogen, som har vidst det. Så vi er interesseret i den rolle, som den daværende indenrigsminister spillede og om han vidste noget om det. Det kan være ren spekulation, men vi kommer helt sikkert til at se på det strafansvar, som gælder for det enkelte menneske, der deltog i denne skændsel." -- I denne sag og i tusindvis af andre tilfælde, blev de tyske nazister skånet og vist nåde af deres landsmænd og kommunister fra tjekkoslovakiet og andre østlande, en nåde som de slet ikke udviste for nogen af deres ofre - tværtimod!! Kommunisterne udnyttede disse nazister, som ikke havde andre muligheder for overlevelse, end at arbejde for kommunisterne i østlandene. Modbydeligt at tænke på, da alt dette foregik i min levetid, medens jeg var ung mand og ikke anede noget om disse uhyrlige beslutninger, som datidens tyskere og kommunister i 1960´erne foretog for at hjælpe deres egne mordere og meddelagtighed heri! -- Og de danske kommunister og naive venstreorienterede i 1960´erne, (f.eks. Knud Jespersen, Aksel Larsen og Gert Petersen m.fl.), jublede med i "lyksalighederne i det kommunistiske system".

Foto af den korrupte kommunistiske præsident i Tjekkoslovakiet, Antonín Zápotocký, som kom til magten fra den 15. juni 1948 og til den 21. marts 1953. Det kommunistiske kup i landet skete ved januarvalget i 1948, men indtil juni samme år, havde kommunisterne en overgangsfigur i embedet. -- Zápotocký var i 1930´erne aktiv i den kommunistiske del af arbejderbevægelsen. Han blev velkendt, da han ledede "Bro-strejken" i 1932. I anden halvdel af 1930´erne søgte han indflydelse i de tjekkoslovakiske fagforeninger, som havde en anti-fascistisk platform. Han sad siden 1928 i forretningsudvalget for "Red Trade Union International". I april 1939, efter tyskernes erobring af landet, forsøgte han og hans kone, at emigrere til USSR, men han blev arresteret under forsøget på at rejse ind i Polen. I februar 1940 blev han arresteret af tyskerne igen og sat i Pankrac fængslet, senere blev han overført til Dresden fængslet, og endelig, indtil 1945, anbragt i KZ-Lejren Sachsenhausen, hvor han overlevede ved at fungere som Kapo (Kapo´erne var ofte jødiske fangne håndlangere blandt fangerne, som søgte at overleve, ved at samarbejde med KZ-lejrens nazistiske SS-ledelse. Dette sytem var indført overalt i de tyske kz-lejre). Efter 2. Verdenskrig anmodede Holland om hans udlevering, på mistanke om medvirken til dødsfald af flere hollandske jødiske fanger i KZ-Lejren. Zapotocky blev aldrig udleveret til Holland. -- Efter hjemkomsten fra KZ-lejren blev Zapotocky i 1945 Formand for Centralrådet for fagforeningerne, medlem af præsidiet og medlem af Nationalforsamlingen den 18. juni 1946. Den 15. juni 1948 blev han af den kommunistiske, sovjetstyrede ledelse, udnævnt til præsident for republikken Tjekkoslovakiet, hvor han kunne fortsætte sit forræderiske virke indtil den 21. marts 1953. Efter ham kom der i årene fremover, en lang række andre kommunistiske lakajer, som samarbejdede med Sovjetunionen, indtil "Fløjlsrevolutionen" i 1989, som endeligt lagde den kommunistiske utopi i graven.

Skolen i Lidice umiddelbart efter, at landsbyen blev angrebet og alle mænd og drenge over 15 år, blev henrettet og alle huse og bygninger brændt af. Alle landbyens børn og kvinder og hermed også skolens børn, blev først samlet i deres egen skole, sammen med deres mødre mellem kl. 05:00 og kl. 06:00 om morgenen. Her skulle mødrene aflevere alle deres værdifulde ting, penge, smykker m.m., som de var beordret til at tage med, da de blev gennet ud af husene om natten. Tyskerne samlede det hele sammen i stjålne kufferter fra byen. Kort tid efter blev alle kvinderne, mødrene og børnene beordret op i lastbiler, som kørte op foran skolen. På deres vej ud af byen, kørte de forbi Horak´s gård, hvor nogle af kvinderne kunne se en masse mænd stå samlet ved Horak´s gård, under bevogtning af tyske soldater (Schutzpolizei-enheder). De havde ingen anelse om hvad der foregik og hvorfor de om natten var banket op af de råbende tyskere, og for kvinder og børns vedkommende, store børn som småbørn og babyer, var beordret til at samle sig i skolen. Byens kvinder kom aldrig til at se deres mænd igen! Mændende skulle samle sig ved Horak´s gård. Kvinderne og børnene blev samlet kørt bort, til Kladno gymnasiums gymnastiksal, hvor børnene her, efter 3 dages undersøgelser af Gestapo, under hjerteskærende scener og tumulter, blev grusomt skilt fra deres mødre og kørt til jernbanestationen i Kladno og senere med tog til Lodz ghettoen i Polen, hvor børnene senere i juli, blev kørt de ca. 70 km. til Chelmno KZ-Dødslejren, hvor de 81 børn blev gasset i nazisternes gas-lastbiler. -- Skolens 2 skorstene står som forstenede anklagende fingre, pegende op i luften. Børnenes latter og leg var forstummet, efter 118 års uafbrudt undervisning i skolen i Lidice - Der blev stille for evigt i skolen, tirsdag den 9. juni 1942, da den sidste elev forlod skolen og for sidste gang gik hjem til sin mor og far eller søskende, næste dag blev deres verden smadret! -- Til højre på fotoet, ses et medlem af det tyske "Beskyttelsespoliti" (Schutzpolizei), som var en del af det tyske Ordnungspolizei. Schutzpolizei enhederne var administrativt opdelt i Det 3. Riges "beskyttelsespoliti (Schutzpolizei des Reiches) og det "kommunale" beskyttelsespoliti- (Schutzpolizei der Gemeinde). Udyret her på fotoet, var sikkert i gang med at inspicere den ødelagte landsby og måske finde noget han kunne stjæle.

Ligesom alle andre børn i Protektoratet, måtte børn fra Lidice også gennemgå den tyske pseudo-videnskabelige "race forskning" af befolkningen, som tyskerne foretog i hele landet. Tyskerne ville bl.a. finde frem til de børn, som kunne "germaniseres" - f.eks. fjernet med tvang fra egne forældre og dernæst sendt til ærketyske familier. "Raceprojektet" gik ud på, at børnene blev tabelmæssigt kategoriseret ud fra deres hud - hår - og øjenfarve!! Beviset er dette personoplysningskort, tilhørende Venceslava Puchmeltrová fra Lidice hus nr. 65 og elev på Bustehrad borgerskole i byen af samme navn. ---- Ingen kunne drømme om, at hun og 81 andre børn fra Lidice, kun havde nogle få måneder tilbage at leve i, efter at hendes "racekort", var blev udfyldt i det tidlige forår 1942. Venceslava og alle de 81 andre børn fra Lidice blev myrdet af tyskerne i KZ-lejren Chelmno, på den mest babariske måde man kan udsætte et barn for! Alene, uden deres forældre, uden at ane at disse måske var døde, blev de jaget ind i Chelmno´s gas-lastbiler, som var indrettet med et gaskammer på ladet og her blev disse stakkels børn myrdet med gasserne fra bilernes udstødning. Der er ikke optegnelser fra lejren om denne ugerning, men børnene forsvandt i lejren kort efter at de ankom dertil i juli 1942 - der er dokumentbeviser på, at de stod opført som børn fra Lidice, som skulle have "særbehandling" - et udtryk, som nazisterne anvendte alle steder i Europa og Rusland, hvor dette udtryk dækkede over de ordrer, hvor man massemyrdede folk med gas, hængning, skydning, halshugning, afbrænding, drukning, sult og sygdom, kemiske og operative eksperimenter på både børn og voksne osv. osv. Dokumenteret og bevist er det. Man fatter ikke den uhyrlige ondskab, som 10-tusinder af tyskerne, med stor glæde og med ekstrem omhyggelighed, tog del i gennem flere år!! - Det værste er også, at hovedparten af disse møgdyr slap for straf og levede videre i Tyskland og måske senere, tog på ferie i Danmark og hyggede sig med deres møjunger, på de vestjyske strande op gennem 60´erne og 70´erne!! Det er næsten ikke til at bære - selv om vi i dag skriver år 2010 !! Jeg kan i hvert fald ikke ryste den tanke, formodning og væmmelse af mig! -- Efter at Lidice´s mødre med deres børn var transporteret til Kladno´s gymnasiums´gymnastiksal, blev de på det bare gulv, med noget halm strøet på gulvet, holdt fanget her i 3 dage, medens tyske "videnskabsmænd" fra Gestapo, undersøgte børnene, deres hårfarve, øjenfarve og tog mål af deres hovedform og indførte det i disse skemaer. Til sidst fandt de frem til 3 børn fra Lidice, som skulle sendes til "Germanisation", hos 3 tyske nazifamilier! Disse 3 børn, som ikke var spædbørn, skulle uden hensyn til mødrene og dem selv, fjernes og køres til Tyskland. De tre børn var: 6-årige Dagmar Veselá, som nogle dage efter alligevel ikke skulle "Germaniseres", men blev sendt til Chelmno og gasset, sammen med 11 børn fra den anden landsby Lezaky, hvor alle deres forældre og alle voksne, mænd og kvinder, blev henrettet. 3-årige Vaclav Zelenka og 2-årige Hanicka Spotová blev sendt videre til de tyske nazi-familier. De blev begge fundet i 1948, efter krigen og bragt tilbage til Tjekkoslovakiet og til andre overlevne fra deres familie. -- Den grusomme behandling af disse mødre, disse medmennesker, er slet ikke til at fatte! - At der dengang ikke var nogen tyskere, som kunne få dette sindsyge ragnarok til at stoppe - ufatteligt!!

Gårdspladsen på Horak-gården. Indgangen til kælderen/laden kan tydeligt ses i baggrunden, hvor man på fotoet har sat et kryds. Her samlede tyskerne alle de fangne mænd og drenge fra Lidice, inden de først 5 ad gangen, senere 10 ad gangen, blev trukket ud i haven og stillet op ad muren ind til Novakgårdens lade og skudt. Samtidig gik tyskerne i gang med at plyndre og vandalisere landsbyen og starte nedbrændingen af alle huse og bygninger. -- Horakgården havde en lang og rig historie og eksisterede allerede før 1608. Gården blev brændt til aske under Trediveårskrigen i Centraleuropa, som rasede fra 1618 til 1648. Efter genopbygningen i 1648, havde gården adskillige ejere, hvoraf det længste ejerskab var af familien Cermák, (1760 - 1904). De næste 6 år ejede Josef og Antonie Holub gården, men solgte den til Stepán og Antonie Horák i 1910. De overgav gården til en af deres 6 sønner, Vaclav i 1915, men da han faldt på slagmarken i 1. Verdenskrig, blev gården overdraget til broderen Stanislav Horak i 1921. En anden af Horak-brødrene, Karel, faldt også i 1. Verdenskrig. På gården boede også Stanislav Horák´s søster, Marie Kotmelová og hans øvrige 4 brødre, Josef, Bohumil, Stepán og Frantisek, hvor sidstnævnte dog døde i 1937. Stanislav og Anastazie fik ingen børn. -- Ordren, som tyskerne havde, under hvilke Lidice skulle jævnes med jorden, var denne: 1. Alle voksne mænd og drenge over 15 år, skulle skydes. 2. Alle kvinder skulle deporteres til en koncentrationslejr. 3. Børnene skulle samles, og om muligt, skulle egnede sendes til tyske familier i Riget. Resten af børnene skulle have "særlig behandling" (udryddes). 4. Landsbyen skulle brændes og rives ned til grunden. -- SS-Oberst Horst Böhme, SS-Oberst Hans-Ulrich Geschke, SS-Hauptsturmführer Harald Wiesmann, SS-Løjtnant Max Rostock og den tjekkiske Gendarmeri Oberstløjtnant Vít, blev de ledere, som organiserede massakren. De opsatte deres kommandocentral i familien Dolezal´s hus nr. 93 - de blev de første som blev tvunget ud af deres hus. Operationen begyndte efter midnat den 9. juni og fortsatte hele natten, hvor man vækkede alle beboere og tvang dem til at forlade deres hus og kun tage tøj og værdigenstande med. -- Alle landsbyens 199 mænd og drenge over 15 år, blev henrettet (173 den 10. juni og resten senere, efterhånden som de blev lokaliseret, fanget osv.), 184 kvinder blev bragt til koncentrationslejren Ravensbrück, 7 til Therezienstadt KZ-Lejren og 4 gravide kvinder til hospitalet i Prag. Af de i alt 98 børn, blev 88 bragt til ghettoen Lodz og 7 sendt til "germanisering" i Tyskalnd og 81 sendt videre til KZ-Dødslejren Chelmno, hvor børnene kort efter ankomsten, blev gasset til døde. 7 af børnene under 1 år, kom på et børnehjem i Prag. 3 børn viste sig at være egnet til "germanisering" og blev sendt til tyske SS-familier.

Natten til den 10. juni 1942, blev landsbyen Lidice omringet og alle mænd mellem det fyldte 15. og 84. år, blev jaget ind i Horak gårdens kælder og lade. I de tidlige morgentimer, den 10. juni, begyndte tyskerne at fuldbyrde ordren om at udslette Lidice. En Schupo (Schutzpolizei) enhed kom til Lidice fra bl.a. Halle an der Salle, Reinhard Heydrich's fødested, for at deltage i hævnen og gennemføre henrettelserne. Fotografiet viser mændenes egne stråmadrasser, som er stablet op ad muren til Novákgårdens lade, for at morderne ikke skulle blive såret af ricocheterende kugler. Landsbyens mænd blev ført ud i haven ved Horakgården og henrettelsen af dem gik i gang, med 5 ad gangen stillet op foran henrettelsespelotonen. Det viste sig hurtigt, at 5 mænd pr. henrettelseshold, tog for lang tid og SS-Obersten Horst Böhme beordrede tyskerne til at stille dem op i række med 10 ad gangen. Man gav ikke de opstillede mænd fra Lidice nogen forklaring eller anden besked, man råbte bare og gennede dem afsted. Man henrettede dem på følgende måde: 3 Schupo-mænd (Schutzpolizei)skød hver sin Lidice-mand, 2 skud i brystet og et skud i hovedet, hvorefter en tysk officer gik hen og skød den faldne en gang til i hovedet. Mændene fra Lidice, måtte hver gang det blev deres tur til at blive henrettet, gå forbi og skræve hen over de allerede henrettede mænd, f.eks. deres broder eller søn! Tyskerne som skulle skyde dem, gik bare 2 skidt baglæns, for hver runde af henrettelser - de faldne blev liggende hvor de faldt. Myrderiet fortsatte, med korte pauser, indtil ud på eftermiddagen. 9 mænd, der ikke var hjemme i landsbyen, den fatale nat - primært på grund af natarbejde i Kladno - og to drenge, der lige var fyldt 15 år og som blev opdaget senere på dagen i deres skole i Kladno, blev også henrettet senere i Prag. Kvinderne i Lidice (184), blev transporteret fra Kladno til KZ-Ravensbrück den 13. juni 1942. De 105 børn blev sendt til "genopdragelse/germanisering/sonderbehandlung", som i virkeligheden dækkede for ordren om at henrette dem og bortføre nogle til "germaniseringen". Kun 17 børn overlevde krigen og kom tilbage til Lidice, de sidste efter at være blevet fundet i Tyskland i maj 1947. 60 af Lidice´s kvinder overlevede ikke rædslerne i koncentrationslejrene. - Senere om eftermiddagen var Horak´s gård brændt ned og tyskerne havde nu fået henrettet alle mændene i byen - Grufuldt foto af dette ragnarok, som hen over dagen den 10. juni, udspillede sig her i Horak-gårdens have. -- En af de henrettede var Václav Rákos, som var den andenfødte i familien, i Lidice. Efter sin skoletid, studerede han økonomi i Tábor og overtog samtidig faderens gård i 1936. Kun en uge efter sin 25 års fødselsdag, blev han sammen med sin far og ældre broder Josef, som var kontoransat i Prag, henrettet sammen med de øvrige mænd i Lidice. Hans mor var på det tidspunkt indlagt på hospitalet i Kladno, og blev senere kørt til Aushwitz KZ-lejren, hvor hun døde i 1943. Den eneste fra Rákos familien, som overlevede krigen var Václac´s søster Marie.

En af de sidste, som tyskerne henrettede var Lidice´s præst, Josef Štemberka, som stammede fra byen Pecka nær Nova Paka og var en del af en kendt famile i Tjekkoslovakiet, da han var bror til en parlamentspolitiker i landet. Stemberka havde været præst siden 1909. En af hans store lidenskaber, var at holde bier og slynge honning. Han havde masser af bier i mange bihuse rundt om i og uden for byen. ---- Han havde gennem sit 33 årige lange virke i Lidice, levet puritansk og havde bl.a. derved oparbejdet en betydelig formue, som tyskerne stjal, i lighed med alle de andre midler, som de stjal fra byens indbyggere, efter at have henrettet alle mænd i byen og sendt kvinder og børn til udryddelse hvert sit sted. ---- Præsten søgte under de mange, mange timer der gik, medens myrderierne og skydningen foregik - at forberede mændene og de store drenge på deres henrettelse, han bad for dem, trøstede dem så godt han kunne, medens de opholdt sig inde i ladens mørke og i gårdens kælder, hvor de kunne høre tyskernes råben og skrigen og den uhyggelige stilhed, når soldaternes ordrer blev kommanderet og skuddene knaldede i et frygteligt chokerende splitsekund derefter. Mændene - 5 og 10 ad gangen, blev hentet eller trukket ud, stillet op ad lademuren foran deres egne opstablede senge-madrasser, så disse fungerede som kuglefang, når kuglerne havde passeret ofrenes kroppe efter skuddet. Laden og haven ved Horak´s gård var forvandlet til et galehus - en scene og et optrin, som man ikke kan forestille sig! Mændenes ubegribelige rædsel og afmagt, både over for sig selv, men også hvad der ville ske deres børn og koner, søstre og brødre! Præsten bad med dem, gav dem hver især en velsignelse og tilbød dem den sidste olie. Præsten var sammen med borgmesteren, blandt de sidste, som blev henrettet - han var da 73 år gammel. Denne hvidhårede "hyrde", blev hos sin menighed og stod som en af de sidste i dette ragnarok, rolig og modig. Selv om Gestapo havde tilbudt ham benådning og tilladelse til at forlade byen og slippe for at blive skudt, ville præsten ikke dette. Han havde boet 33 år i Lidice og fulgt og tjent sin menighed, han ville følge dem også den dag, på deres fælles sidste dag i live. Den 28. oktober 1992 blev Joseph Štemberk posthumt tildelt en af de højeste udmærkelser i landet: Medaljen Tomas Masaryk, første klasse.

Præsten Josef Štemberka. Han kom fra en meget beskeden baggrund. Joseph blev født den 2. januar 1869. Han havde seks søskende, og hans meget syge mor døde da han var elleve år gammel. Ligesom sin bror Henry, der blev advokat og senere politiker, var Joseph også meget talentfuld. Efter forbøn af sin lærer, studerede han historie. Han boede på et JesuitterKollegium og tjente til livets ophold og af tildelt velgørenhed. Fra sit hjem kunne han ikke få noget til livets ophold. Efter gymnasiet, forberedte han sig til at studere til præst. Efter seminaret i 1894, modtog Joseph Štemberk præstelig ordination og blev i 1909 sendt til sognet Lidice. -- Han blev kendt for sin ydmyghed, pligt, trofasthed og samvittighedsfuldhed. Han var en skattet og værdsat præst og elsket for sine handlinger i kirken og sofnet. Indbyggerne i Lidice spurgte ham ofte til råds om nabostridigheder og andre tvister og man respekterede og udførte ofte hans råd. Han tog sig meget af sognekirken og arrangerede ofte korsang og folkemusik og spillede selv på et harmonium. Han havde et specielt godt forhold til sine "sognebørn", der elskede ham, og øjenvidner fra dengang, kunne huske den store have, hvor han er dyrkede træer med frugt og nødder. Ved religionstimer serverede han hjemmebagt brød med honning. Biavl og trædyrkning var en af hans store hobbyer. Fotoet viser ham stående i sin have, ved et af sine mange bistader. -- Joseph var en meget beskeden mand, som dagligt vaskede sig i koldt vand. Han røg meget lidt tobak og spiste kun kød sjældent. Han spiste til aftensmad som regel bare en skive tørt brød og en kop mælk, men han kunne godt lide grøntsager og honning. Hans husholderske husker, at da 2. Verdenskrig begyndte, købte han en stor mængde af børnetøj, fordi han forudså, hvad krigen ville komme til at betyde. -- Den sidste organist ved kirken i Lidice, en læge ved navn Quido Jerabek, huskede kort tid efter krigen, at præsten var en oprigtig patriot, som under krigen lyttede til de forbudte udenlandske radioer og talte åbent med venner om krigen. -- Joseph Štemberk, der i 1942 havde tjent i sognet i 33 år og selv var 73 år gammel og derfor planlagde sin pensionering, besøgte sine tre søstre og brødre Agnes, Leopold og Lojzicku, der opholdt sig i barndomshjemmet gratis, fordi den fattige familie ikke havde megen indtægt. Under besøget her, blev de enige om, at fødestedet, skulle anvendes til at de kunne bo sammen senere i livet. I maj 1942 var huset ved at være renoveret færdigt og Fader Joseph forberedte sig til at flytte hjem. -- Præsten som skulle efterfølge ham i sognet Lidice, var dog ikke nået at blive præstelig ordineret og Joseph efterkom en anmodning om, at udskyde sin pensionering et par dage. Den beslutning blev fatal for ham og hans sogn, da Lidice blev angrebet af tyskerne og alle mænd inklusive ham selv, blev henrettet den 10. juni 1942.

Helvede på jord! Alle Lidice´s mænd og drenge myrdet på brutal og menneskefjendsk måde, over mange timer hen over dagen. Lyden af de mange gentagne skudsalver rungede ud over byen og omegnen - Men allerede om formiddagen var der ikke mennesker fra den lokale befolkning tilstede, Kvinder og børn var kørt til Kladno - Så da skuddene forstummede, var der en dødsens stille periode, inden de tyske hæse kommandoråb begyndte at lyde, da man gik i gang med at brænde byen af, vandalisere den og stjæle hvad man kunne finde, inden flammerne tog over. Man anvendte også sprængstof mod de store solide bygninger, som kirken, og de solidt byggede gårde. -- Om torsdagen den 11. juni, hvor alle de døde mænd stadig lå i haven ved Horak´s gård, beordrede KZ-lejren Theresienstadt´s 2 ledere, Siegfried Seidl og Heinrich Jöckel, 30 fanger til Lidice, som ankom om formidagen. Seidl beordrede dem til først, at grave en massegrav og bagefter samle de døde sammen og bære dem dertil. En af de overlevende fanger fra KZ-Theresienstadt beretter: "Da vi kom nogle få skridt nærmere, stoppede vi af forfærdelse - Der lå en stor bunke lig foran os i ulige rækker. Seidl greb en hakke og afmærkede en firkant på 9 x 12 meter, ca. 10 meter til højre for de lig, som lå yderst. Massegraven skulle være 4 meter dyb. Seidl forlangte, at vi skulle grave massegraven færdig inden kl. 22:00 om aftenen - hvis vi ikke nåede det til den tidsfrist, ville han give os en lærestreg! Da vi kun havde gravet ca. 1 meters i dybden, kom Seidl tilbage og beordrede os til at gå ind i landsbyen og finde træ og slæbe det ud til massegraven. Under overvågning af Schuppoerne (Schutzpolizei), måtte vi brække døre og vinduer ud af husene og slæbe dem til graven og stakke tømmeret, hvorefter tyskerne tændte ild i bunken - nu havde vi lys til arbejdet, også ud på aftenen og om natten - for vi skulle nu arbejde hurtigere og uden pauser, uden mad og drikke! Vi arbejdede i det flakkende ildskær, som oplyste de døde mænds kroppe og ansigter, med et uhyggeligt skær. Næste dag ved middagstid kommanderede Seidl os til at samle de døde mænd sammen og bære dem ned i massegraven. Inden vi bar de døde ned i graven, skulle vi tage deres sko af, tømme ligenes lommer for papirer, penge og værdigenstande, ringe, ure og sågar tobak og cigaretter! Alt skulle vi give til tyskerne. Vi bar de døde ned i graven og lagde dem i 3 rækker, side ved side. Når et lig ikke passede ind i rækken, blev det bare smidt oven på det andet lig". -- Da alle lig var lagt i graven, blev to skudte hunde også smidt ned til ligene. Fangerne skulle dernæst kaste læsket kalk over ligene i massegraven, vande dem og til sidst kaste graven til med jord. -- Efter ca. 36 timers uafbrudt arbejde, blev de blodstænkede og snavsede fanger kørt tilbage til Theresienstadt - De havde stadig ikke haft nogen pauser, havde ikke fået noget at spise eller drikke!! -- Infame tyskere! Ufattelig ondskab i juni 1942 -- Kom ikke og fortæl mig, at dette kunne holdes hemmeligt for den tyske befolkning - Gu´ vidste mange om denne og de tusindvis af andre ugerninger, deres medborgere, deres ægtemænd og sønner, foretog rundt om i Europa!

SS-Hauptsturmführer Harald Wiesmann, født 22. april 1909 i Krefeld, henrettet den 24. april 1947 i Prag. Han var en af de tyske krigsforbrydere, som medvirkende og var med ansvarlig for udslettelse af Lidice og dens borgere, herunder deportationen af byens børn. -- Wiesmann var fra 1. oktober 1939 til 30. september 1943, chef for Gestapo i Kladno, hvor han boede med sin kone Gudula Wiesmann. Dog blev han på et tidspunkt, på grund af interne lovovertrædelser i Gestapo, sendt til Prag og senere til Warszawa. I Kladno blev han erstattet af SS-Hauptsturmführer Heinrich Gottschling. -- Efter Wiesmann blev fanget og udleveret til tjekkerne og anklaget og dømt til døde, skrev hans mor, Lili Wiesmann den 25. januar 1947, et brev om benådning for sin søn, til Præsident Edvard Beneš. Brevet havde bl.a. denne ordlyd: Anmodning om benådning. Til Hans Excellence Hr. Præsident for Den Tjekkoslovakiske Republik Dr. Edvard Beneš i Prag. Min søn Harald Wiesmann er tiltalt ved Folkets Domstol i Kladno. Jeg ved ikke, hvornår han skal henrettes. Jeg ved, at min søn ikke følte sig skyldig, fordi han kun handlede efter ordrer. Trods sine ledende handlinger, har han ikke tidligere gjort nogen noget. Anmodningen om nåde blev afvist og Harald Wiesmann blev henrettet ved hængning, den 24. april 1947 i Pankrac fængslet i Prag. Man har i dag, sammen med andre tyske krigsforbrydere, fundet resterne af ham i en massegrav på kirkegården Dablice i Prag. -- Man har også kendskab til, at Wiesmann efter hans deltagelse i myrderierne i Lidice, stjal en barnevogn og gav den til sin kone og deres lille barn. Det siger noget om hans afstumpethed, at han kunne give sin kone en barnevogn fra Lidice, velvidende, at byens børn blev deporteret til en grufuld skæbne i ghettoen Lotz/Chelmno. Han lod sit eget barn ligge i en barnevogn, hvor et Lidicebarn tidligere lå og hvor han var med til at myrde det selvsamme barn! Se næste foto med billedet af den plyndrede landsby, hvor man kan se den pågældende barnevogn han stjal.

Sædvanen tro, ønskede nazisterne, at udryddelsen af Lidice blev filmet og anvendt i propaganda øjemed. Allerede i dagene efter henrettelsen af mændene og deporteringen af byens kvinder og børn til Kladno, hvor disse med magt blev adskilt den 12. juni 1942, var ødelæggelsen af Lidice i fuld gang. Rigsprotektoratets sekretær SS-Obergruppenführer Karl Hermann Frank havde beordret, at hele processen med udslettelsen af Lidice skulle filmes og anvendes som propaganda og afskrækkelse over for Europa´s befolkning, herunder også den tyske befolkning. Det tyske nazistparti NSDAP´s erfarne film- og medierådgiver Franz Treml, ankom sammen med filmoperatøren Miroslav Wagner, allerede den 10. juni, umiddelbart i timerne efter massehenrettelserne af mændene i Lidice. Med 2 styk 16 mm. Zeizz-Ikon Movikon filmcameraer, gik de straks i gang med at filme udslettelsen af byens mænd, ødelæggelsen af landsbyen. Dette stod på indtil den 24. juni 1942. Dele af disse filmoptagelsder blev opdaget efter krigen og her så man beviserne på tyskernes ufattelige forbrydelser med menneskeheden - sort på hvidt! Filmscenerne viser bl.a. de brændende og bombede huse og lader, skolen, møllen og kirken. Ligeledes ses Gestapochefen fra Kladno, Harald Wiessmann, bredt grinende og med "morsomme" attituder, gå gennem den udbrændte og ødelagte by´s gader. Da de 2 tyskeres filmoptagelser ophørte den 24. juni, foretog Den Aktuelle Tjekkiske Ugejournal også optagelser i Lidice den 24. juni (foto´et viser disse deltagere). -- Hensigten var bl.a. også at anvende nogle af optagelserne i de nazistiske ugentlige nyheds- og propaganda film, som distribueredes til Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet og alle de andre lande, som i 1942, var erobret af Tyskerne. Massakren og ødelæggelsen af Lidice fik dog enorm verdensomspændende opmærksomhed og bestyrtelse og nazisterne opdagede, at det ikke var en god ide, at udsende filmoptagelser fra Lidice (Den 24. juni blev landsbyen Lezaky og udslettet på samme umenneskelige facon, som Lidice, med med den forskel, at også her blev Lezaky´s kvinder henrettet sammen med mændene. Byens børn blev sendt samme vej som børnene i Lidice - endestation dødslejren Chelmno og henrettelse med gas, antagelig mellem den 4. og 6. juli 1942). Filmoptagelserne kom dog til at danne bevisgrundlag for de senere retssager efter krigen mod nazisterne, under den nedsatte Internationale Militære Ret i Nürnberg og mod retssagen mod Karl Hermann Frank i Prag. -- Personerne på fotoet her er som følger: Fra Den Aktuelle Tjekkiske Ugejournal, ses fra venstre: Tjekker, Chauffør Leo Chodil, tekniker Josef Franek, direktør og producer Jan Kucera, kameramand Cenek Zahradnicek, sudetertyskeren filmkommisær Erich Lampl og 2 uidentificerede mænd i uniform (en med en hjelm i hænderne og en officer i baggrunden iført kappe). Set fra højre ses de to Gestapomænd, (med deres fotografiapparater hængende om halsen), først Gestapochefen i Kladno SS-Hauphtstürmführer Harald Wiessmann og dernæst SS-Sturmbannführer Heinrich Berger. Sidstnævnte Gestapomand, var faktisk ham, som efter Gestapo´s ugelange frugtesløse eftersøgninger af attentat-mændene af Reinhard Heidrich i Prag, kom på den tanke, at man i en kortere periode, skulle give amnesti og belønning til de borgere i Protektoratet, som havde og ville angive afgørende oplysninger om attentatmændene, der hjælpere og opholdssteder osv. Denne fremgangsmåde, for at opnå resultater, viste sig at bære frugt, da Gestapo ud fra flere sammenfatninger af oplysninger og især forræderen faldskærmsagenten Karel Curda´s oplysninger, var i stand til den 16. - 18. juni 1942, at opdage, indkredse og nedkæmpe de overlevende faldskærmsagenter i katedralen i Prag.

Stanislav Horak og Anastázie Horáková, ejerne af Horak-gården, hvor massemordet på alle landsbyens mænd fandt sted. Familierne Horak og Stríbrný blev, via vage urigtige og udokumenterede hentydninger om landsbyens Lidice´s og de 2 familiers forbindelser til attentatet, anholdt den 4. juni 1942 og senere henrettet på skydebanen i Prag-Kobylisy den 16. juni 1942 og altså ikke ved massakren af alle mændene i Lidice den 10. juni. Her er navnene på Horak familierne og deres skæbne. Stanislav Horák, født den 19. oktober 1897 i Lidice. Han overtog gården fra sin far og drev den godt, sammen med sin kone Anastazie. Han var en venlig og hjælpsom mand. I haven ved deres gård, gennemførte tyskerne de bestialske mord på Lidice´s mænd og drenge. -- Vaclav Horák, født den 12. september 1920 i Lidice. Arbejdede i jernindustrien i Kladno, var tidligere i lære som buntmager. -- Stepan Horák, født den 1. marts 1887 i Lidice. Han blev senere uddannet som slagter og havde sit arbejde hermed i Lidice, indtil den skæbnesvangre dag den 4. juni 1942, da han sammen med hele familien blev arresteret og ført til Prag, hvor også hans søn Stephen og datter Mary, blev henrettet den 16. juni. -- Stephen Horák, søn af Stepan Horak - Stephen født den 5. januar 1920 i Lidice. Efter skoletiden kom han også i lære som slagter i byen Kladno, hvor han efter endt uddannelse fortsatte i slagterfirmaet her. Senere vendte han tilbage til Lidice, hvor han hjalp sin far i slagterforretningen og i landbruget. En uge før tragedien i Lidice, den 4. juni, var han med sin far, søster og andre slægtninge, blevet arresteret af Gestapo i Kladno og ført til Prag. -- Bohumil Johnston, født den 9. marts 1915. Efter sin fars død på den italienske front i 1. Verdenskrig, blev han som ung uddannet som mekaniker/smed ved Poldi metalsmelteværket i Kladno. Han aftjente sin miltærtid i en tjekkoslovakisk artillerienhed ved Prag. Efter militærtiden vendte han tilbage til arbejdet i Poldiværket. Blandt hans kammerater var han vellidt pga. hans muntre karakter. 14 dage før tragedien i Lidice blev hans søn Paul født, som efter tragedien blev givet til en tysk nazifamilie, men efter krigen blev fundet og bragt tilbage til resterne af familien. -- Anna Horákova, født Zahálková, blev født den 27. marts 1886 i Kamenice. Hun blev gift med Joseph Horak fra Lidice. De fik to døtre, Anna og Mary. -- Josef Horák, født 24. april 1885 i Lidice. Han var murer, men arbejdede i Poldi metalsmelteværket. Han havde to børn med sin kone Anna, døtrene Anna og Mary. Under 1. Verdenskrig, lod han sig hverve som soldat på den russiske front, hvor han kom i fangenskab, hvorfra han først vendte tilbage efter fem år. Hans kone Anna og datteren Mary, blev som han, henrettet i Prag den 16. juni. -- Anna Horákova, født Wolf, blev født den 13. september 1891. I 1913 giftede hun sig med Bohumil Horak i Lidice. Deres første søn Charles døde tidligt. I 1915 fik de sønnen Joseph og datteren Anna i 1920. Deres datter Anna skulle også være henrettet, som alle de andre i familien, men af uransagelige veje, blev dommen ændret til anbringelse i en KZ-Lejr, hvor hun overlevede og senere kom tilbage til Lidice efter krigen. -- Bohumil Horák, født den 1. marts 1889 i Lidice. Han blev uddannet rebslager, men arbejdede ved Poldi smelteværkets ovn. Han havde to børn med Anna Horákova, Joseph og Anna. Sønnen Joseph gik ind i militæret efter gymnasiet og blev uddannet til pilot og løjtnant i det tjekkoslovakiske flyvevåben i 1937. Han overlevede krigen med Tyskland i 1938/1939 og slap ud af landet efter tyskernes erobring heraf, og kom til England, hvor han som bombefly-pilot i R.A.F. kæmpede mod tyskerne (se ved næste foto af Josef Horak og hele hans spændende skæbne i R.A.F.). Han overlevede krigen og kunne rejse hjem til en familie og by, som var forsvundet totalt! -- Bohumil Horak blev henrettet den 16. Juni 1942 i Prag Kobylisy sammen med de andre medlemmer af sin familie og Horakfamilien fra Lidice.

En anden historie, som knytter sig til massakren i Lidice og familierne Horak og Stríbrný i Lidice og Horak-gården, hvor alle mændene fra Lidice, blev myrdet af tyskerne, kan du læse her ved dette foto af Løjtnant Josef Horak og ved de følgende 5 fotos. Historien og Josef og hans families og egen famile´s skæbne, er en grum affære. -- Sammen med sine 2 venner, den ene også fra Lidice, Løjtnant Josef Stribrny og Horaks bedste ven Vaclav Student, var det lykkedes dem, den 28. december 1939, at flygte fra Protektoratet til Frankrig (Den sydfranske by Agde), via Slovakiet, Ungarn, Jugoslavien, Grækenland, Turkiet, Syrien, Libanon og med skib til Frankrig, hvor de ankom den 8. februar 1940. Her deltog den ene ven, Josef Strïbrný, straks i de eksil-tjekkoslovakiske hærstyrker, som kæmpede sammen med de franske og engelske styrker mod de tyske angribere i Nordfrankrig. Men Josef Horak, som siden sin barndom, altid havde drømt om, at komme til at flyve, havde i sit hjemland allerede uddannet sig til pilot i flyvevåbnet og kom derfor til en flyvetræningsbase ved Bordeaux, sammen med vennen Václav Student. Her lykkedes det dem, sammen med 29 andre tjekkoslovakiske flyvere, at komme til England den 17. juli 1940. Her blev - de 2 venner optaget i den tjekkoslovakisk bemandede bombemaskineeskadrille nr. 311 under Royal Air Force. Josef Horak blev i første omgang maskingeværskytte på de engelske Vickers Wellington 2-motores bombefly, som eskadrillen fløj med i 1940 til 1943. Václav Student blev uddannet pilot på disse fly. -- Da Horak og Stríbrný havde deres familie i Lidice, og tyskerne vidste dette, blev alle som tyskerne kunne finde af de 2 familier, anholdt den 4. juni og henrettet, den 16. juni 1942 i Prag, både kvinder og mænd - I mellemtiden blev resten af familierne anholdt og alle mænd henrettet i Lidice, den 10. juni 1942 og kvinder og børn blev adskilt og børnene sendt til KZ-lejren Chelmno i Polen, hvor tyskerne gassede dem i deres gaskammer-lastbiler. Kvinderne blev deporteret til primært Ravensbrück kz-lejren. Begge de to sønner fra Lidice, Horak og Stríbrný fik i løbet af juni 1942, den frygtelige nyhed om deres families skæbne i Lidice, da vennen Václav Student kom til at afsløre denne viden for Josef Horak. Denne frygtelige skæbne for familien, traf Josef Horak meget tungt og han havde meget svært ved at klare dette resten af livet, som desværre for ham blev grum og kort, selv om han overlevede verdenskrigen. Men senere fløj Josef Horak som agtermaskingeværskytte i Eskadrille nr. 311, alle de beordrede 200 timers operative angreb på tyske bombemål i Frankrig og Tyskland, som bestod i 35 togter med natbombninger på målene. I juli 1941 lykkedes det Josef Horak, at komme på pilottræningsskole og endelig den 24. januar fik han sit flyvercertifikat. Han deltog derefter, som andenpilot hos sin ven Václav Student, i hans fly, hvor man trænede operativ flyvning og bombning med Wellington bombeflyene. Herefter fløj Løjtnant Josef Horak med sin egen maskine og besætning, på bombetogterne mod tyske mål. Her kom senere den anden ven fra Lidice, Løjtnant Josef Stribrny, med i flyets besætning, som navigatør på flyet. Senere blev Josef Horak forflyttet fra Bomber Command til Costal Command (Kyst- og patrulje flyvninger mod tyske skibe og især u-både). Her fløj Josef Horak 40 operationelle flyvninger på jagt efter tyske u-både. Da han ikke mere måtte flyve operationelle togter (hans kvote var opbrugt), tog han undervisning på RAF´s Mandskabs-gymnasium i Gerrard´s Cross. Efter denne uddannelse, fortsatte Josef Horak med at undervise i RAF flyvetræningskommandoen resten af krigen. Han modtog mange udmærkelser og medaljer for sin mange operationelle togter, herunder 3 tjekkoslovakiske Krigskors. -- Josef Horak og Josef Stríbrný overlevede krigen, men Vaclav Student og hans flybesætning, blev dræbt under et bombetogt i 1942 og kun Josef Stríbrný og Josef Horak kunne vende tilbage til Tjekkoslovakiet, efter krigen. I mellemtiden havde Josef Horak giftet sig med en engelsk kvinde, Mary Winifred ("Wynne") den 6. december 1941. Læs detaljerne om Josef Horaks liv, om hans ven Josef Stríbrný og om Horak´s flugt fra hjemlandet til England og om hans og sin families liv efter krigen, ved de næste fotos.

Fotoet viser Josef Horak´s kone Winifred, kaldet "Wynne", da hun var 80 år, siddende med et foto af sin afdøde mand. -- Den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet den 15. marts 1939 kom som et chok for alle - også for Josef Horak. Det tjekkoslovakiske militær blev opløst og alle soldater sendt hjem. Ligesom mange andre militærfolk, besluttede Josef at flygte ud af landet og kæmpe for sit fædreland i udlandet. Hans søster Anna Horak husker julen 1939. "Vi fejrede jul ligesom vi gjorde hvert år, med hele familien samlet. Den 27. december tog Josef på arbejde, hvorefter vi ikke så ham mere i mange år. Den 26. han havde været med til spille ishockey på landsbyens møllesø. Så var han borte". -- Som beskrevet ved foregåede foto, kæmpede Josef Horak mod tyskerne, i RAF, England. I sommeren 1941 var Josef udstationeret nær Swindon i det sydlige England, og det var på dette tidspunkt, at han mødte sin kommende kone, Winifred (kaldet "Wynne"). I dag er Wynne 80 år, men hun husker stadig de 3 uger med dans om aftenen, sammen med den smukke, mørkhårede unge galante tjekkiske løjtnant. Wynne: "En dag kom den unge mand hen og sagde - om han kunne bede mig om en dans - og jeg sagde ja. Vi dansede, og han fortalte mig, at han var den, der ved en særlig lejlighed, havde holdt en dør åben for mig, galant som han var. Han kom derefter til te - som min mor ikke var glad for (Wynne smiler). Te-visitten var meget kort, for da mor spurgte ham - vil du gerne en kop te? Han sagde ja tak, fik te og nogle kager, hvorefter mor sagde - vil du gerne have en kop te mere? Han sagde - nej tak, jeg vil ikke "have mere spildevand". Svaret var ment som en joke, men det gav bagslag over for min mor. Hans engelske var ikke helt så godt, som det senere blev. så hun misforstod og troede, at han havde sagt, at hendes te smagte som spildevand - men hvor han havde ment, at han ikke ville have, at de skulle spilde vand. Men jeg tror, hun tilgav ham senere. Josef sagde derpå, om de kunne få engageret, at vi kunne blive gift. Min mor sagde nej, for hvis min far havde været i live, ville jeg ikke have fået lov til det. Men Josef var bare ligeglad og sagde - åh ja, vi vil blive gift og jeg vil være en god svigersøn. Og det var han!". Josef skrev et brev til sine egne forældre i Lidice og undskyldte for, at han ikke havde bedt om deres samtykke til ægteskabet. Han vidste, at han pga. krigen, ikke ville være i stand til at sende brevet, så han beholdt det, i håb om at give det til dem, når krigen var forbi. Det kom aldrig til at ske. -- I juni 1942, seks måneder efter Josef og Wynne blev gift, kom Josef's ven og kollega pilot Vaclav Student, til at fortælle den forfærdelige nyhed om, hvad der var sket med Lidice og at landsbyen var blevet ødelagt og alle mændene skudt. - Wynne: Josef gik ud, og jeg gik naturligvis med, men Vaclav sagde til mig - nej, lad ham være alene i et par minutter, han ønsker at være alene. Det var en frygtelig tid. Josef var i en forfærdelig tilstand." - Wynne: "Tyskerne hævdede, at de to flyvere (Horak og Stríbrný), var blevet kastet ned med faldskærm og havde gennemført likvideringen af Reinhard Heydrich i Prag. Det var en komplet løgn. "Tyskerne vidste det udmærket. Det var bare en undskyldning for at ødelægge Lidice. Det havde ikke noget at gøre med Horaks." -- Anna Horakova husker: "Familierne Horak og Stríbrný blev udsat for den mest brutale behandling af alle. "Alle min fars brødre og alle medlemmerne af deres familier blev alle henrettet, bortset fra mig. Det var sytten menneskeliv!" -- I England, gik Josef og Wynne's liv nu med hans tjeneste i Costal Command, hvor han fløj togter og patruljer mod tyske U-både, ud for den spanske kyst. Et par måneder senere i august 1942 blev Wynne og Josef´s første barn født, en søn, som fik navnet Vaclav. Efter at Josef´s bedste ven, Vaclav Student var blevet dræbt, var det den tjekkoslovakiske udenrigsminister i eksil, Jan Masaryk, der blev gudfar. - Wynne Horak: "Han var en meget, meget behagelig mand, lidt Amerikansk, fuld af vittigheder. Jeg tror, denne dreng kommer til at være en fodboldspiller, sagde han, fordi han sparkede ham på armen, da han holdt det lille barn. Vi holdt bare en lille dåbsceremoni og gik tilbage til hotellet og så var den dåb forbi - travle mennesker, travle liv". -- Krigen fortsatte. Josef var aktiv i bevægelsen "Lidice Skal Leve", som var blevet lanceret i England, i en bølge af solidaritet efter massakren, for at sikre, at Lidice ikke ville blive glemt. I mellemtiden blev Josef og Wynne's anden søn, ved navn Josef junior, født. -- Læs videre om Josef Horak og hans familie ved næste foto...

Fotoet viser Josef Horak og hans besætning ved deres bombefly af typen Vickers Wellington, under klargøringen til endnu et natligtbombetogt mod tyske mål. Pilot Løjtnant Josef Horak sidder som nr. 2 fra højre og Josef Stríbrný ved siden af som nr. 3 fra højre - begge har gang i studeringen af flyvelandkort for togtet. ---- Men krigen fik langt om længe sin afslutning og med nyheden om krigens slutning var Josef's første prioritet, at komme hjem til Lidice, nu med sin kone og 2 børn. De var enige om, at bosætte sig i Tjekkoslovakiet og Lidice. -- Mens Josef´s søster Anna Horakova, var langsomt på vej tilbage til Lidice fra Tyskland, efter at have undsluppet døden under døds-marchen fra Ravensbrück kz-lejr nord for Berlin, begav Josef, Wynne og deres to børn sig på vej til Tjekkoslovakiet fra England. De vidste hvad de kunne forvente i Lidice, men var alligevel stærkt rystet da de ankom til hvor hans fødeby havde ligget. -- Wynne: "Det var ødelæggende at se Lidice, fordi det bare var et stort åbent rum med et trækors, intet andet. Børnene syntes selvfølgelig bare det var et stort område. De var for unge til virkelig at forstå noget som helst. Men det værste var at se, de to mænd (Josef Horak Og Josef Stríbrný), blandt alle kvinderne i Lidice. Det var så forkert. Alle disse forfærdelige ensomme kvinder". Familien deltog i en ugerevy (ugentlige filmreportager, som vistes i biografer) fra julen 1946. Denne ugerevy gav indtryk af, at der var tale om en glad og optimistisk familie. Men tingene ændredes hurtigt. Josef fortsatte sin flyvergerning i det nye tjekkoslovakiske luftvåben, som blev etableret lige efter krigen, men lidt efter lidt, blev det klart, at Sovjetunionen var at få kontrol over landet. De tjekkoslovakker, der havde kæmpet under de vestlige allieredes kommando, blev nu fjender i deres eget land. Josef's søster Anna husker: "Det var på et møde i udvalget for at genopbyggelsen af Lidice, hvor alt gik galt. Efter mødet havde jeg bare lyst at forlade det hele, ellers ville jeg have mistet min forstand. På mødet begyndte 2 kvinder at råbe, at min bror var skyldig i alt, hvad der var sket i Lidice, at det var ham der havde myrdet deres børn og ægtemænd". Lidice-massakren, hvor mange lige efter krigen stadig troede, at tyskerne havde udslettet beboerne og byen pga. de 2 familiers sønners deltagelse i luftkrigen fra England. -- Så kom valget i februar 1948, og det kommunistiske kup. Wynne igen: "Vi var lige vågnet op en søndag morgen, hvor nattens søvn betød at vi stod op til en dag hvor alt var forandret. Udenfor sås folk med armbånd, folk med stave, et par med skydevåben. De begyndte at råbe uhøflige bemærkninger hele tiden - Hvorfor er du ikke på arbejde for staten, det er søndag, du skal arbejde for staten! Josef sagde, at han ikke ønskede at arbejde for staten, han havde to børn at passe". - Senere på arbejdet, blev det tydeligt, at Josef ikke havde nogen fremtid i det tjekkoslovakiske luftvåben. - Wynne: "De kom ind i hans kontor og gav ham ti minutter til at rydde sit skrivebord. Han var gift med en engelsk kvinde, så han var fyret". Josef måtte ikke forlade landet, men blev tilbageholdt, men Wynne lykkedes det at forlade Tjekkoslovakiet med børnene med fly, den 6. april 1948. I sin dagbog den dag, skrev Josef om sine følelser. "I dag var det Wynne's 24. fødselsdag. Jeg kunne ikke engang lykønske hende og hendes fødselsdagsgave fra mig - et guld armbånd - blev taget fra hende i lufthavnen. Jeg indså, hvor forfærdeligt det ville være, hvis jeg ikke kunne se dem igen, hvor værdiløs mit liv ville være, og min beslutning om at flygte og krydse grænsen før mandag, var stærkere end nogensinde". -- Det lykkedes Josef at smugle sig ind i Østrig, og med hjælp fra organisationen "Lidice Skal Leve", lykkedes det ham at vende tilbage England, i eksil for anden gang i sit liv. Han var i stand til at få arbejde i Royal Air Force igen, dog med en lavere rang end han havde opnået i Tjekkoslovakiet. -- Lige før jul i 1948 flyttede Josef, Wynne og børnene, ind i en ny lejlighed. Men nu ramte skæbnen den lille familie igen. Kun tre uger efter indflytningen i lejligheden slog tragedien til igen. -- Wynnes fortæller: "Han styrtede med sit fly i dårligt vejr og ramte nogle træer. En landmand på stedet for styrtet, forsøgte naturligvisa t gøre sit bedste, han placerede Josef på en dør og bar ham ind, men det udløste en blødning hos Josef og dræbte ham". - Josef Horak døde langt fra sit fædreland. Hans eneste slægtning i Tjekkoslovakiet, søsteren Anna Horakova, fik ikke lov af kommunisterne i Tjekkoslovakiet, til at komme til begravelsen i England. Hun forsøgte i det mindste at sende en krans og en lille kasse med jord fra Josef's fødeby Lidice, men det måtte hun heller ikke og disse ting blev leveret tilbage til hende i Prags lufthavn, hvor vagterne fortalte hende, at hendes bror var blevet en forræder og en desertør. Wynne opdrog de 2 sønner, Vaclav og Josef jr. i Swindon. De to drenge glemte hurtigt deres tjekkiske sprog og baggrund, og det var kun med kommunismens fald i 1989, at de to sider af familien var i stand til at mødes igen. Vaclav døde for nogle år siden, men Wynne og Josef junior besøger ofte Lidice, og de er i dag også en del af Anna Horakova og hendes familie. I 1991 blev en gade i det nye Lidice omdøbt efter Josef Horak.

Foto af Løjtnant Josef Stríbrný. Sammen med sine 2 venner, den ene også fra Lidice, Løjtnant Josef Horak og Horaks bedste ven Vaclav Student, var det lykkedes dem, den 28. december 1939, at flygte fra Protektoratet til Frankrig (Den sydfranske by Agde), via Slovakiet, Ungarn, Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet, Syrien, Libanon og med skib til Frankrig (den sydfransk by Agde), hvor de ankom den 8. februar 1940. Her deltog Josef Strïbrný, straks i de eksil-tjekkoslovakiske hærstyrker, som kæmpede sammen med de franske og engelske styrker mod de tyske angribere i Nordfrankrig. Han blev kort tid efter gjort til kommandør af det 10. Infanteriregiment, men blev senere enhedens kommunikationsofficer. Under Frankrigs kollaps over for den tyske invasion, kom Josef Stríbrný, sammen med de 340.000 andre allierede tropper til Dunkirk ved den Engelske Kanal, hvor verdenshistoriens største evakuering af soldater fandt sted. Han kom med skibet "Neuralia" til England, den 12. juli 1940. Resterne af den 1. Tjekkoslovakiske Division, blev formeret til en ny enhed, Den 1. Tjekkoslovakiske Blandede Brigade, som blev opstillet den 12. august 1940 og forlagt til Leamington i efteråret 1940. Løjtnant Stríbrný blev enhedens maskigeværkompagni´s yngste officer. I 1941 kom han på træningskursus som faldskærmsagent, men måtte opgive dette, da han pådrog sig en skade ved træningen og ikke kunne deltage i de kommende missioner i hjemlandet. I stedet tog han på eget initiativ i december 1941, skiftet til RAF, hvor han blev uddannet til flynavigatør. Efter endt uddannelse i starten af oktober 1942, blev han tilknyttet den tjekkoslovakiske bombeeskadrille nr. 311 under RAF. Eskadrillen havde kendingsbogstaverne KX PP og blev etableret den 29. juli 1940 med base på Honington i Suffolk. -- Men allerede den 13. oktober 1942, kom han slemt til skade og var tæt på at miste livet, da det Wellington bombefly han gjorde tjeneste på, måtte foretage en nødlanding på basen. Efter et meget langt hospitalsophold og lang genoptræning, kom han tilbage til eskadrillen og foretog da i sin aktive del ag luftkrigen 1040 timers flyvning, heraf de 605 timer i operationelle bombetogter. Han var kendt som en af de bedste navigatører i eskadrille 311. Første flytype han var navigatør på, var Vickers Wellington 2-motores bombefly og senere fra 1943, var han navigatør på de amerikanskbyggede Liberator B-24 - 4- motorede bombefly. Efter at have afsluttet sin operationelle flyvninger, fortsatte han i RAF med at uddanne sig bedre og undervise inden for flynavigation. Ligesom sin ven Josef Horak, fik han også tildelt 3 tjekkoslovakiske krigskors og andre udmærkelser for god og dygtig tjeneste i kamp. Han overlevede krigen, men det meste af hans familie blev myrdet af tyskerne den 16. juni 1942, i forbindelse med Lidice-massakren, som bl.a. var tyskernes hævn over likvideringen af Protektoratets "leder" Reinhard Heydrich.

Vickers Wellington 2-motores let bombefly, som blev brugt til mange formål, hvoraf nogle ikke passede til denne flytype, f.eks. som patruljefly i R.A.F Costal Command (kystforsvaret). Flyet blev primært brugt som startegisk og operationelt bombefly i krigens første par år. Den blev hurtigt distanceret af bedre flytyper, men kom alligevel til at fungere hele krigen, som et vigtigt transportfly til f.eks. faldskærmssoldater, trækker af glideplaner, målmarkeringsfly, flyveopgaver for faldskærmsnedkastninger af agenter og forsyninger til modstandsbevægelser og agenter i de besatte lande. Flytypen deltog også gennem hele krigen i anti-ubådspatruljer over Atlanten og Middelhavet. -- Flyets hastighed, maksimum bombelast, rækkevidde, bevæbning og brændstoføkonomi kunne ikke hamle op med de nyere flytyper, som England i hastigt tempo udviklede og byggede lige før og under krigen. ---- Eskadrille Nr. 311 fløj med disse fly i de første par år af krigen, inden de gik over til de amerikanske Liberator B-24 - 4- motores bombefly i 1943. Eskadrillen var en tjekkoslovakisk ledet og bemandet enhed, overvejende med tjekkoslovakisk flypersonale, som var undsluppet landet, da tyskerne erobrede det den 15. marts 1939. Eskadrillen blev oprettet med base på Honington, Suffolk, den 29. juli 1940. Eskadrillen var en del af 3. gruppe under R.A.F. Bomber Command. Den første aktion eskadrillen foretog, skete om natten den 10./11. september 1940. Eskadrillen fortsatte med at være i Bomber Command på basen East Wretham, som var en satellitbase af Honington, fra midten af september 1940 og indtil slutningen af april 1942, da eskadrillen blev overført til Costal Command (kyst-kommandoen) på basen Aldergrove, nordvest for Belfast i Nordirland, hvor enheden overgik til en rekognoscerings- og patruljerolle. På det tidspunkt havde eskadrillen fløjet 1.021 operationelle ture, og kastet mere end 1.300 tons bomber på fjendtlige mål, bl.a. Berlin, Bonn, Boulogne, Brest, Köln, Flushing, Essen, Kiel, Paris og Torino. Kort tid efter overgangen til opgaver i Coastal Command, deltog eskadrille Nr. 311 (ligesom andre enheder af kystforsvarseskadrillerne) i det tredje 1000-bombefly raid på Bremen. Her startede eskadrillens Wellingtons dog fra basen Birchan Newton. I juni 1945 blev enheden overført til Transport-Kommandoen og begyndte flyvninger mellem England og Tjekkoslovakiet. Den 15. februar 1946, blev eskadrillen opløst som en RAF-enhed. Eskadrillen mistede i alt 250 tjekkoslovakiske dræbte flyvere under krigen (94 blev dræbt under bombeflyperioden og 156 under perioden son patrulje- og transportfly). Under 2. Verdenskrig blev 548 tjekkolovakiske flyvere dræbt, heraf 169 i flyvninger med Wellingtonmaskinerne, 96 i Liberatorflyene, 84 i Spitfire jagerflyene, 35 i Hawker Hurricane jagerflyene, 58 i andre flytyper og 78 blev dræbt i ulykker, hvor de var enten trænere eller flyveelever. Året 1942 var et hårdt år, da tabene her var højest ca. 28,3 %. I jagerflyeskadrillerne med tjekkoslovakisk mandskab var det eskadrille Nr. 310, som havde de største tab, nemlig 31 dræbte piloter. Eskadrille Nr. 313 mistede 25 piloter, eskadrille Nr. 312 mistede 17 og eskadrille Nr. 68 mistede kun 8 piloter. Alle de tjekkoslovakiske flyeskadriller nedskød i alt 192 bekræftede tyske fly og 57 ubekræftede tyske fly og de forårsagede også bekræftede svære ødelaggelser på 116 tyske fly. Jagerfly eskadrillen Nr. 310 havde som sagt de største tab af piloter, men havde også det størst antal nedskudte tyske fly. Den procentvise fordeling af tab pr. flytype og flyverens opgave på flyene var sådan, at piloter på bombefly havde en dødelighed på 25% - bombekastere tegnede sig for 20%, navigatører havde en dødelighed på 10%, men maskinister/maskingevær skytter/radiooperatører havde en dødelighed på 35%. Disse levede livet farligt, da disse opgaver med radiobetjening og som mekaniker på flyet, også omfattede betjening af flyets maskingeværer, når de blev angrebet af tyske jagerfly, hvor maskingeværskytterne havde en dødsens farlig opgave på flyet. De tyske fly gik ofte efter at beskyde bombeflyets maskingeværtårne, sådan at hvis de havde dræbt skytterne i bombeflyets maskingeværtårne, kunne de efterfølgende bedre og sikrere komme tæt på og nedskyde bombeflyet. -- Et Wellington fly fra den tjekkoslovakiske eskadrille nr. 311, med kendingsbogstavet "A", ført af Eskadrilleleder J. Stransky, angreb den tyske u-båd, U-106 (type 1XB), med Kapitänleutnant Hermann Rasch som chef. Angrebet skete under flyets patrulje over Biscay-bugten den 27. juli 1942, da flybesætningen kl. 15:30 om eftermiddagen, opdagede U-106 på havet syd for den tyske flådebase Lorient på den franske vestkyst. Flyet havde indledt patruljen kl. 09:18 og retunerede kl. 19:41, og havde et mandskab ud over eskadrillelederen og piloten J. Stransky, bestående af Sergent Vycha, Sergent Havranek, Pilot Officer Hrebadka, Sergent Halada og Sergent Bukancik. -- U-106 havde forladt basen den 25. juli på sit 7. togt og krigspatrulje og sejlede uddykket på havet, da Wellingtonflyet angreb i en højde på ca. 15-25 meter over havoverfladen og kastede 4 Torpex dybdebomber mod u-båden, medens flyets front maskingeværskytte beskød u-bådens kommandotårn. U-106 nåede ikke at dykke, men forsvarede sig med sine twin-maskinkanoner fra u-bådens platform bag kommandotårnet (maskinkanon-platformen blev af u-bådsbesætningerne kaldt "vinterhaven"/wintergarten"). Da flyet passerede u-båden, sås eksplosionerne og u-båden slingede og krængede og stoppede næsten sin fremdrift. Flyet angreb igen og 2 dybdebomber traf lige ved siden af u-bådens skrog, samtidig med at u-båden begyndte at dykke, selvom flybesætningen ved den anden overflyvning af u-båden, kunne se, at dens tårnluge stod åben. Da der ikke kom bobler eller vragdele op fra dykkestedet, antog man, at den underste tårnluge var lukket tidsnok inden dykningen. På dykkestedet sås kun flydende grønlig/grålig oliefilm. Da flyets besætning ikke kunne afgøre om u-båden var sænket, eller bare havde nået at dykke, fortsatte man videre på sit patruljetogt. -- Angrebet havde dog betydet, at U-106 var blevet slemt beskadiget og at chefen Kapitänleutnant Hermann Rasch, under beskydningen fra flyet, var blevet såret og en af u-bådens vagtofficerer WO Premierløjtnant zur See Günter Wissmann, var blevet dræbt. U-båden måtte afbryde det planlagte togt og "hinke" tilbage til basen i Lorient, med ankomst den 28. juli. U-106 kunne efter reparationer, først igen den 22. september, drage ud på sit 8. togt. Kapitänleutnant Rasch og U-106 var en af de mest succesrige u-både under krigen i Atlanten. Rasch og U-106 sænkede 12 allierede handelsskibe og i alt nåede U-106, at sænke og beskadige 22 allierede handelsskibe og krigsskibe, på tilsammen 190.561 tons, herunder under ledelse af den foregående u-bådschef Jürgen Oesten. -- U-106 havde startet sit første togt allerede den 20. september 1940, under Jürgen Oesten. Efter Hermann Rasch, blev U-106 den 20. juni 1943 overtaget af Oberleutnant Wolf-Dietrich Damerow. Den 28. juli 1943 drog U-106 ud på sit 10. krigstogt under den nye chef. Men allerede 6 dage efter, den 2. august 1943, nord-vest for Kap Ortegal, Spanien, blev U-106 angrebet med dybdebomber fra 2 britiske og australske Sunderland fly fra eskadrille nr. 228 (fly "N") og eskadrille nr. 461 (fly "M"). U-106 blev sænket, hvorved 22 besætningsmedlemmer omkom og 36 overlevende, som blev reddet af en udsendt tysk motortorpedobåd. Chefen Oberleutnant Wolf-Dietrich Damerow var blandt de overlevde, men var svært såret og døde den 21. maj 1944 på et militærhospital. -- Fra flyets besætning fik piloten J. Stransky, tildelt den britiske DFC udmærkelse, i august 1942, samt 3. klasse af det tjekkoslovakiske krigskors. Sergent Halada fik tildelt 1. klasse af det tjekkoslovakiske krigskors.

Piloter og andet flyvepersonel fra Tjekkoslovakiet deltog aktivt i luftforsvaret, kystforsvaret i og omkring England, foruden i bomberkommandoens togter fra England, over de tysk besatte lande i Europa. Der blev også under krigen, uddannet mange piloter og flybesætninger til Royal Air Force, som havde tjekkoslovakisk baggrund, men ikke nødvendigvis flyveuddannelser. Der var adskillige rene tjekkoslovakisk bemandende eskadriller f.eks. eskadrille nr. 312 Fighter Squadron (jagerfly eskadrille), som var udstyret med Hawker Hurricane jagerflyet og havde base nær Liverpool, som var deres primære forsvarsområde i 1940/41 bl.a. under "Slaget om England" i sensommeren og efteråret 1940. Da året 1940 var omme, havde de tjekkoslovakiske jagerpiloter nedskudt 72 tyske fly (bekræftede nedskydninger) og 16 muligvis nedskudte - endelige havde man også skadet 14 tyske fly alvorligt. ---- Det viste eskadrille-emblem tilhørte den tjekkoslovakiske nr. 311 Bomber Squadron, hvor de 3 tidligere nævnte tjekkiske mænd gjorde tjeneste. -- Eskadrillen overgik fra Bomber Command til Costal Command (kyst- og konvojeskorte kommando) i 1942 og blev stationeret på Aldergrove flyvebasen, nordvest for Belfast i Nordirland. Her foretog eskadrillen i deres Wellington 2-motores bombefly med radarudstyr monteret, mange patruljer ude over atlanten, på udkik efter tyske ubåde. -- På en af disse patruljer fandt en af eskadrillens Wellington-fly, den tyske u-båd U-165 (type IXC) under kommando af Korvettenkapitän Eberhard Hoffmann, på overfladen, uddykket. -- Ubåden var den 27. september 1942, på vej over Biscayen mod u-bådsbasen i Lorient, Frankrig, efter en 52 dage lang patruje i farvandet ud for Canada og Nova Scotia og inde i flodmundingen og fjorden "Gulf Of St. Lawrence, nær den canadiske storby Quebec. Her i fjorden og ude til havs ved Nova Scotia, havde U-165 sænket og beskadiget 7 allierede fragtskibe, herunder 2 flådefartøjer, bl.a. den ombyggede og armerede Yacht HMCS Raccoon, som blev sænket og hvor hele besætningen på 37 mand omkom. U-165 havde altså siden sin patruljeafgang, som "Frontboot", fra Kiel den 7. august 1942, opnået en god succes med 3 sænkede skibe og 4 beskadigede skibe (med desværre også i alt 55 omkomne allierede søfolk som resultat). -- Wellington patruljeflyet fra den tjekkiske Eskadrille nr. 311/Q, fik U-165 til at katastrofedykke, men dybdebomberne som flyet kastede ramte u-båden, således at den blev ødelagt og sænket, hvorved kaptajn Hoffman og hele hans besætning på 51 mand omkom nede i deres kolde "stålkiste" på positionen 47.00Nord, 05.30Vest, nær deres u-bådsbase i Lorient, Frankrig. -- Eskadrille 311´s fly sænkede følgende tyske u-både under krigen: U-165, U-578, U-966, U-971, U-1060, U-2365, U-3523 og den italienske u-båd "Luigi Toricelli" (under Admiral Dönitz´s kommando i Bordeaux). -- Følgende 7 skibe blev sænket af Eberhard Hoffmann og hans U-165: Den 28. august 1942: (1) Det amerikanske fragtskib "Arlyn" på 3,304 tons (skadet/ej sænket), fra konvoj nr. SG-6. - (2) Den amerikanske flådes tanker "USS Laramie (skibsnr. AO16)" (med olie til Grønland) på 7.252 tons (skadet/ej sænket), også fra konvoj SG-6. - (3) Den 6. september 1942: Det græske fragtskib "Aeas" på 4.729 tons (sænket), fra konvoj QS-33. - (4) Den 7. september 1942: Det mindre canadiske krigsskib "HMCS Raccoon" på 358 tons (sænket og hvor alle ombordværende omkom), også fra konvoj QS-33. - (5) Den 16. seprember 1942: Det britiske fragtskib "Essex Lance" på 6.625 tons (skadet/ej sænket), fra konvoj SQ-36. - (6) Den 16. september 1942: Det græske fragtskib "Joannis" på 3.667 tons (sænket), fra konvoj SQ-36. - (7) Den 16 september 1942: Det amerikanske fragtskib "Pan York" på 4.570 tons (skadet/ej sænket) også fra konvojen SQ-36. - I alt ødelagde U-165 allieret tonnage på 30.505 tons, hvor de 3 sænkninger androg 8.754 tons og de 4 skadede skibe androg 21.751 tons. De skadede fragtskibe kunne senere repareres og genindsættes i konvojerne til og fra England. Det britiske fragtskib "Essex Lance", blev senere den 15. oktober 1943, sænket af U-426, uden tab af menneskeliv, i farvandet ud for Kap Farvel, på Grønlands sydspids. - Det amerikanske fragtskib "Arlyn", blev dog senere, den samme dag som U-165 ramte og skadede skibet, sænket af en anden tysk u-båd, nemlig U-517 (som med 9 sænkninger af allierede fragtskibe, selv blev sænket den 21. november 1942 vest for Irland, med kun en omkommen og resten af besætningen taget til fange). Af fragtskibet "Arlyn´s" besætning på 54 mand omkom de 12. - Det amerikanske flåde-olie tankskib "USS Laramie", som blev skadet af U-165, blev reddet og senere genindsat i konvojsejladserne. Det amerikanske fragtskib "Pan York", blev også reddet og hurtigt genindsat i konvojtjenesten. - Se sådan griber disse "små" historier ind i verdenskrigens detaljer, hvor alle hændelser ofte har en ond og voldelig sammenhæng og uforudsigelige følger. - Nogle unge tjekkiske mennesker flygter og bliver flyvere i England og bliver en lille brik i det store spil om liv og død for mange andre landes unge mennesker - amerikanere, englændere, canadiere, grækere og tyskere m.fl. 2. Verdenskrig var et ragnarok af død og ødelæggelse overalt.

Tilbage til beretningen om Lidice og befolkningens skæbne. -- Kladno Gymnasium, som skolen ser ud i dag. Her var børnene og kvinderne fra Lidice anbragt i gymnastiksalen. Her undersøgte såkaldte "raceeksperter" børnene, for at bestemme om der var egnede børn, som kunne sendes til "germanisering" hos nazityske familier. Men om aftenen fredag den 12. juni 1942, begyndte tyskerne at tage børnene fra deres mødre, i gymnastiksalen hvor alle var samlet. Man fortalte mødrene, at de skulle sendes med jernbanen, til en arbejdslejr i nogen tid og at deres børn skulle køres dertil i lastbiler, da man påstod, at det var mere behageligt for dem. Trods disse oplysninger, som var en lodret løgn, ville mødrene og børnene ikke skilles fra hinanden. Snart lød fortvivlede skrig fra mødre og børn: "Mor?! Giv mig ikke til dem!" - "Græd ikke mor! Jeg kommer tilbage til dig!" Skrigene og de grædende børn og voksne blev for meget for de tyske svin og man begyndte at skille familierne ad med magt. Tyskerne affyrede deres pistoler op mod loftet i salen og skreg og råbte ad de nu rædselsslagne børn og mødre. Omkring 50 politisoldater fra "Schutzpolizei", begyndte at vriste børn og mødre fra hinanden og slæbe og bære børnene ud af salen og til andre rum i skolen. Her fik de et skilt med navn og nummer om halsen og blev sent om aftenen kørt i 2 busser til byen Lovosice og låst inde i en bygning her. -- Kvinderne og alle børnenes mødre, blev ligeledes med magt gennet op i lastbiler, som kørte dem til togstationen i Kladno, hvor der holdt et særligt passgertog klar til dem. Her blev de jaget op togvognene af en meget stor samling af vagter. Toget forlod stationen og om morgenen, søndag den 14. juni, stoppede toget og de blev jaget ud af vognene og blev modtaget af mange kvindelige vagter med glubske hunde. Under høje råb, hån og spot, blev kvinderne fra Lidice tvunget til at gå, indtil de nåede en lejr med pigtråd og vagttårne - deres endelige mål for deportationen var nået - KZ-lejren Ravensbrück og for 2/3 del af kvinderne blev det endestationen i deres liv - deres død. -- Efter ankomsten til lejren og placeringen i nogle barakker, begyndte mødrene selvsagt at spørge hvornår deres børn ankom (tyskerne havde jo lovet dem, at de ville ankomme med lastbiler). De fik ingen svar, men de andre kvinder i lejren, kunne fortælle dem, at der ikke ville komme og ikke var børn i lejren - det var en lejr kun for kvinder og med overvejende kvindelige vagter og "personale". Først da gik den grufulde sandhed op for kvinderne! -- I en hel måned vidste de intet om deres børn og kvindernes ulykke blev forværret, da der den 13. juli, ankom 7 andre kvinder fra Lidice, som havde haft børn, der var under 1 år gamle. Gestapo havde i første omgang samlet disse 7 mødre med deres spædbørn, sådan at de kunne blive sammen, men Gestapo ændrede med det samme beslutning og tog spædbørnene fra mødrene og anbragte dem på et børnehjem og jagede mødrene ind i KZ-lejren Theresienstadt i Prag, hvor de havde tilbragt den sidste måned her, inden de altså endte i Ravensbrück, lige som de øvrige kvinder fra Lidice. Efter deres adskillelse fra deres spædbørn, havde de intet hørt om deres børns skæbne, eller om de andre børn fra Lidice. KZ-Lejren Ravensbrück "husede" gennem krigen ca. 130.000 kvinder fra 27 lande og ca. 92.000 omkom i lejren, eller blev sendt til dødslejren Auschwitz, hvis de var syge, for gamle og ikke kunne arbjde mere. Her blev de myrdet. KZ-Ravensbrück lå nær byen Fürstenberg ca. 90 km. nord for Berlin og fungerede fra 15. maj 1939 indtil krigens slutning i maj 1945. I januar/februar 1945 opførte man et gaskammer i Ravensbrück og nåede at gasse 2.300 kvinder indtil 8. maj 1945. Nogle af de sidste kvinder, som blev gasset, var bl.a. 3 kvinder fra Lidice, som blev gasset og myrdet den 16. april 1945!

Fotoet viser bl.a. den markering og det nummer, som alle kvinderne i lejren skulle indsy på deres fangedragt. Den viste trekant kunne være rød, som indikerede, at personen var "politisk fange". Bogstavet viste hvilken nationalitet personen var. Det viste nummer og bogstav stammer fra Lidice kvinden Anna Suchánková, hvor bogstavet T, står for det tyske ord "Tschechin" (tjekke/kvindelig tjekke). Suchánková overlevede opholdet i Ravenbrück - men hendes mand Jaroslav og deres børn myrdede tyskerne. Fotoet viser også et tysk "Prämienschein" med en værdi på 1 mark. Nogle kvindelige fanger kunne af og til få disse værdiløse "pengebeviser" for deres ti-tusinder af timers hårdt slavearbejde i lejren med vejarbejde, systuearbejde, uniforms- og handskefremstilling, uldstøvler til piloter, støvler af strå til østfrontens tyske soldater, ammunitions- og flyfremstilling på fabrikker i Neu Brandenburg, Eidelstädt og Grüneberg, som var satelit-lejre til Ravensbrück osv. -- Tyskerne søgte at ramme kvinderne fra Lidice særligt hårdt - især i starten af deres ophold i lejren - I 3 måneder skulle de sy læderfrakker til tyske officerer ud af læderrester - et umenneskeligt slidsomt arbejde, hvor de skulle nå et bestemt antal pr. dag - hvis de ikke nåede dette, blev de slået og pint på andre måder, af de sadistiske kvindelige SS-vagter. De blev sultet ekstra længe som straf eller nedsænket i iskoldt vand osv. Lejren havde ingen form for lægelig hjælp, selv om fangerne havde nogle lægeskemaer, som tillod dem at få lægehjælp - som de ikke fik alligevel. Når de blev syge og ikke kunne arbejde mere, blev de dræbt eller sendt til udryddelse i KZ-lejrene Majdanek og Auschwitz. Den første kvinde fra Lidice, som omkom i lejren var Anna Nováková, som den 8. august 1942. Hun havde 3 døtre og var ejer af Horak-gården, hvor alle landsbyens mænd og drenge var myrdet i haven op mod lademuren, den 10. juni 1942. Den næste kvinde Marie Sroubková blev sindsyg af at have oplevet det hele og hun blev derfor skudt af vagterne i lejren. -- Den første større deportation af Lidice-kvinder skete tirsdag den 2. februar 1943, da 34 kvinder over 55 år og ikke gode nok til at arbejde mere, fra Lidice, blev sendt til dødslejren KZ Lublin/Majdanek i Polen. Her døde 5 af dem kort efter i KZ-Majdanek og resten sendt til KZ-Auschwitz, hvor 23 af kvinderne blev myrdet. De sidste 6 overlevende i KZ-Auschwitz blev returneret til KZ-Ravensbrück i september 1944 (russerne var på vej ind i Polen og tyskerne begyndte af flytte fangerne mod vest, hvor man i hundredtusindvis jagede dem ud på etablerede dødsmarcher, hvis formål udelukkende var at påføre fangerne smerte og død, da marcherne ikke havde noget mål, men kun bestod i endeløs march på kryds og tværs, i og uden for Tyskland). Ud af disse 6 kvinder overlevede kun 3, den sidste tid i KZ-Ravensbrück. De 3 andre blev gasset og myrdet den 16. april 1945 i det nyopførte gaskammer i Ravensbrück. Tyskerne nåede at gasse ca. 5.000 - 6.000 mennesker i det nye gasningsanlæg i lejren fra februar til den 30. april 1945, hvor russerne befriede lejren. Ingen kvinder fra Lidice fik nogen sinde, under opholdet i KZ-lejrene, noget at vide om, hvad der var sket med deres mænd og børn. De fleste af de andre kvinder i KZ-lejren fra andre lande og fra andre dele af Tjekkoslovakiet, havde kendskab til massakren og børnenes skæbne, men man sørgede for, at mødrene fra Lidice, ikke fik det at vide - man nænnede det ikke og mente, at det ville have slukket den sidste livsgnist hos mange af mødrene fra Lidice. Af de 203 kvinder, som fandtes i Lidice før massakren, overlevende 143 kvinder krigen og fik først den grusomme vished om deres familiers skæbne efter krigen!

Ravensbrück KZ og kvinder på "jord & beton" slavearbejde. -- Yderligere 5 kvinder fra Lidice ankom i de kommende uger og måneder, efter at hovedparten af landsbyens kvinder var deporteret til kz-lejren. Marie Rákosová ankom i august 1942, da hun på deportationstidspunktet lå på hospitalet i Kladno. Anna Kohlicková og Marie Hanzlová dukkede op den 13. september 1942, efter at de havde født deres børn, i fangenskab på Dykovagaden 20, i Prag og som straks efter fødslen, var taget fra dem og anbragt på et "børnehjem" i Prag. Marie Müllerová og Zofie Pesková ankom den 28. oktober 1942, som samtidig var den tjekkoslovakiske nationaldag og dagen hvor Frantiská Hroniková fødte sin søn i kz-lejren og hvor de kvindelige SS-vagter omgående tog spædbarnet og dræbte det!! -- Kvinderne fra Lidice havde enorme problemer med at opholde sig i KZ-lejren. De forstod ikke hvorfor de blev anbragt her og terroriseret på denne grusomme måde hver dag, tillige med at de intet fik at vide om deres mænd og deres børn!! I starten holdt de liv i tanken om, at der måtte være sket en fejl, de var jo ikke jøder. De håbede på, at blive sat fri snart, når misforståelsen blev klarlagt - men som tiden gik svandt håbet og hverdagen bestod kun af endeløs terror, sult og kulde, sygdom, snavs og uhumske forhold, slavearbejde, træthed og manglende søvn. Flere af deres medborgere fra Lidice, begyndte at dø omkring dem og snart begyndte mange at blive sendt til gaskammeret i KZ-Auschwitz og til sidst i Ravensbrück-lejren også. -- 6 af kvinderne fra Lidice arbejdede i 12 timers skift på en mekanisk fabrik i Waldbau, hvor de samlede dele til kampfly og elektriske komponenter. Fabrikken var strengt bevogtet med el-pigtrådshegn. Kvinderne fik næsten ingen føde eller vand, men skulle bare arbejde og arbejde! Sådan var det også i slavefabrikken Neu Brandenburg, 30 km. fra Berlin, hvor arbejdet bestod i maskinboring af metalkomponenter. I ammunitionsfabrikken Grüneberg, var arbejdsbetingelserne endnu værre, hvor giftige stoffer og tungt arbejde ved store samlebånd, krævede mange ofre. Alle steder var det 12 timers arbejde og 12 timers "fri" inklusive transport frem og tilbage. Kvinderne blev ofte slået, mishandlet, misbrugt og terroriseret på udspekuleret måde af vagter og arbejdsledere. Hvis de gjorde vrøvl, eller ikke kunne klare arbejdet, blev de bare henrettet eller sendt i dødslejren. Afstraffelser af dem skete ofte uden grund - nogle kvinder blev sat til at stå op udenfor i timevis uden mad eller vand, eller de blev nedsænket i iskoldt vand udenfor om vinteren, hvorefter de ikke fik tørt tøj. Kvinderne sultede konstant og plukkede græs, som de spiste, når de ikke blev overvåget af vagterne - hvis de så, at de spiste græs, ville de blive straffet af de sadistiske kvindelige SS-vagter. -- Disse ekstreme levevilkår betød, at kvinderne for manges vedkommende, ikke kunne klare opholdet i kz-lejren og begyndte at dø - en for en, af sult, sygdom, snavs og uhumske forhold. I takt med afsvækkelsen, blev flere og flere sendt til gasning i KZ-Auschwitz og KZ-Majdanek i Polen. da kvinderne fra Lidice ankom til Ravensbrück, var dødsraten hver dag ca. 3 kvinder, men i slutningen af 1942 døde der hver dag 6-7 kvinder. Da der begyndte at komme fanger fra de østlige kz-lejre senere i krigen, steg dødstallet til 60-100 hver dag! Derfor byggede tyskerne et gaskammer og krematorie i januar 1945, så de hurtigere kunne komme af med de uegnede slavearbejdere!

Efter have beskrevet kvindernes og mødrenes skæbne efter massakren og deportationen fra Lidice - vendes der nu tilbage til børnene og deres skæbne. -- Gestapo i Kladno maskinskrev den 11. juni, dagen efter massakren på børnenes fædre og ældre brødre, den viste liste over 91 børn fra Lidice. De 2 børn til højre på fotoet, er fotograferet umiddelbart før 2. Verdenskrig, i det gamle Lidice. Disse 2 børn, var blandt dem som blev udvalgt til "germanisering" og kørt til Prag den 13. juni 1942. Drengen til venstre er Vasík Zelenka og pigen er Hanicka Spotová. Alle de andre børn blev i sidste ende sendt til Chelmno KZ-Dødslejren, hvorfra ingen kom derfra, men blev gasset omkring den 2 - 6. juli 1942. Navnene på disse børn er: Josef Brehjca - Josef Bulina - Anna Bulinova - Jaroslava Bulinova - Jiri Cermak - Miloslava CERMÁKOVÁ - Bozena Crmakovya - Jiri Fruhaug - Karel Hejma - Frantiasek Hejma - Jaroslava Hermanova - Marie Hockova - Vara Honzikova - Marie Hockova - Bozena Honzikova - Zdenek Hronik - Bozena Hronikova - Marta Hronikova - Zdenka Hronikova - Vaclav Jadlicka - Karel Kacl - Vara Kafkova - Anna Kaimlova - Jaroslav Kobera - Vaclav Kobera - Milada Koberova - Zdenka Koberova - Hana Kovarovska - Ludmila Kovarovska - Antonin Kozel - Venceslava Krasova - Rudolf Kubela - Frantisek Kulhavy - Jaroslav Kulhavy - Miloslav Liscka - Milada Mikova - Jitka Moravcova - Vaclav Moravec - Karel Mulak - Marie Mulakova - Zdenek Muller - Antonin Nerad - Alena Nova - Milada Novotna - Antonin Pek - Emilie Pelichovska - Vaclav Pelichovska - Josef Pesek - Anna Peskova - Jirina Peskova - Miloslav Petrak - Zdenek Petrak - Jirina Petrakova - Zdenek Petrik - Marie Pitinova - Stepan Podzemaky - Vera Pruchova - Josef Prihodova - Anna Prihodova - Jaroslava Prihodovha - Venceslava Puchmeltrova - Miloslav Radosta - Vaclav Rames - Jaroslava Ramesova Bozena Rohlova - Jirina Ruzenecka Jiri Seje - Jirina Souckova - Marie Souckova - Miloslav Souckova - Jarmila Strakova - Ludmila Strakova - Josef Suchy - Wiroslava Syslova - Josef Sroubek - Marie Sroubkova Jaroslava Storkova - Antonin Urban Vera Urbanova - Josef Vandrdle - Dagmar Vesela - Karel Vlcek - Jaromir Zelenka - Ivan Zid.

Fra Lovosice blev børnene fra Lidice allerede den næste dag fragtet med tog til den polske by Lodz (Litzmannstadt) og anbragt i den tidligere tekstilfabrik i Gneisenaugade (fotoet). Børnenes ankomst til Lodz blev bekendtgjort via et telegram fra SS-lederen Horst Böhme i Prag, hvis tekst endte som følger: "Disse børn medbringer kun hvad de bærer af tøj. Ingen særlig pleje er ønskelig". SS-Hauptstürmführer Hermann Krumey´s tidligere omtalte brev, beordrede Lidice´s børn sendt til Lodz. Børnene havde nu været vristet ud af deres hverdag, hjem og familie siden om natten den 9. juni og her den 14. juni 1942, havde de stort set ikke fået noget at spise!! Der var tale om børn, med en alder fra godt et år til 16 år (dog kun piger - drengebørn, som var fyldt 15 år, blev konsekvent henrettet den 10. juni, sammen med deres fædre i Lidice). Børnene blev tvunget til at sove på kolde snavsede gulve uden tæpper, hvor de dækkede sig med deres frakker, hvis de overhovedet havde nogen bragt med sig (det var jo højsommer). Børnene led under forfærdelige uhygiejniske forhold og flere var syge (ingen eller næsten ingen mad, sparsomt med vand, rædsel, hjemve, ingen ordentlig søvn, snavs og infektioner, osv.). Tyskerne havde desuden udstedt specifikke ordrer om, at ingen lægelig eller medicinsk behandling, skulle gives til børnene. I Lodz gik de tyske centrale myndigheder for "Race og Genetablering" i gang med at udvælge flere børn til "germanisering". Resultatet blev 7 børn, 6 piger og én dreng. Pigerne var: Marie Dolezalová, Emilie Frejová, Eva Kubikova, Vera Vokatá, Anne Hanfová, Marie Hanfová og deres lillebror, Václav Hanf. Ham fik de 2 søstre frelst, ved bogstaveligt at græde ham ud af transporten til dødslejren Chelmno. På den tid, i midten og hen til sidst i juni hvor disse udvælgelser af børn til "germanisering", foregik der også heftig korrespondance mellem Race & Genetableringsmyndigheden (RuS) i Lodz, under ledelse af Hermann Krumey og RHSA og dennes afdeling IV B 4. Emnet var hvad man skulle stille op med de 81 resterende børn fra Lidice, som nu befandt sig i den nedlagte tekstilfabrik i Lodz ghettoen. Lederen for afdelingen på det tidspunkt, var den berygtede Adolf Eichmann. En af de sidste dage i juni og på grundlag af et brev fra Heinrich Himmler, som foreslog "sonderbehandlung" (udryddelse) af børnene, opstillede Eichmann muligheden for deportationen af børnene til Chelmno og deres eventuelle udryddelse her. Dette svar til Hermann Krumey, ankom den 1. juli 1942 og allerede den 2. juli, fik Hermann Krumey de 81 Lidice børn ansvarsmæssigt overgivet til Gestapo´s kontor i Lodz, sådan at de kunne står for udryddelsen af børnene. Inden da skulle der dog lige arrangeres et af de løgn- og propagandaskuespil, som nazisterne var så glade for at udføre over for deres ofre. Om onsdagen den 1. juli, da Krumey havde fået brevet fra Adolf Eichmann, fik børnene "lov" til at skrive nogle postkort til andre dele af deres familie, end deres forældre, som jo alle på det tidspunkt, enten var henrettet eller sendt til KZ-lejren Ravenbrück, familie som ikke havde tilknytning til Lidice. Kun ganske få af disse postkort nåede frem til modtagerne. Postkortene er bevaret i dag og når man læser disse skrevne ord fra fortvivlede og rædselsslagne børn, er det næsten ikke til at bære at læse! Børnenes gennemgående håndskrevne tema til modtagerne af postkortene, er spørgsmålene om nyt om deres mor og far, hvor de er og hvad der er sket. ligeledes skriver børnene om sult og ønsket om bare at få lidt brød. Denne tyske fremgangsmåde, med at lade nogle dødsdømte uskyldige børn, sende meddelelser ud til omverdenen, som om alt var i orden, skulle dysse de ældste børn ned og forsikre dem om, at deres fremtid var sikker, inden de alle i virkeligheden, skulle møde døden i løbet af få dager. Ligeledes skulle postkortene, give familiemedlemmerne i Böhmen, det indtryk, at børnene var sendt til gen-uddannelse et andet sted. Tyskernes hele plan og fremgangsmåde mht. bl.a. børnene fra Lidice, hører til nogle af de mest infame og rystende handlinger som disse tyskere udførte under deres folkemord på Europa´s befolkninger (Lidice´s børn var ikke jøder). Transporten af børnene til udryddelseslejren Chelmo, omkring 70 kilometer væk, foregik i dagene mellem den 2. til 6. juli. Straks ved børnenes ankomst til lejren, blev de jaget op i og gasset til døde, i Magirus gas lastbiler. Ud af de oprindeligt 105 deporterede børn fra Lidice, blev 81 myrdet i Chelmno, 6 døde i det tyske Lebensborn børnehjem, 1 døde på vej til "germanisering" og kun 17 børn vendte hjem efter krigen - hjem til en verden, som fuldstændig var forsvundet og aldrig ville komme igen!

Denne afskyelige tysker, var bl.a ham, som i praksis sendte børnene fra Lidice til udryddelse med gas i Chelmno Dødslejren. SS-Sturmbannführer Hermann Krumey blev født 1905 i Mährisch-Schönberg, Sumperk (den sudetertyske del af provinsen Mähren i Tjekkoslovakiet). Han sluttede sig til Sudeterlederen Henlein´s facistiske parti SdP (Suderter Deutche Partei) og gik ind i SS, efter sudeterområdet blev indlemmet i Tyskland i oktober 1938. I november 1939 blev han indkaldt af SS´s Hovedkvarter og blev afsendt til Poznan, hvor han var ansvarlig for det nazistiske program, hvor man med magt fjernede og deporterede polakker fra Warthe området i Polen. I foråret 1940 blev Krumey udnævnt til leder af SS-hovedkontoret for "udvandring"/ deportation, (Umwandererzentralstelle Litzmannstadt) i Lodz (Litzmannstadt), Polen. Her planlagde og besluttede og kontrollerede man udvisningen af polakkerne til Generalgouvernementet (det østlige Polen). I praksis blev polakkerne og jøderne deporteret til udryddelse i de mange østlige dødslejre, Chelmno, Treblinka, Sobibor, Belzec, Auswitz osv. Han var derfor ansvarlig for børnene fra Lidice´s gasning i Chelmno. Genhusningerne, arbejdslejrene og "sonderbehandlungen", var bare andre ord for folkemordet i øst. I sommeren 1941, tilbragte Krumey nogen tid i Kroatien, som en del af programmet med at samle kroatiske jøder i kz-lejre. Krumey blev hyret af SSPF Lublin, Odilo Globocnik, til at bidrage med sin ekspertise, i forbindelse med opgaverne med "genhusning" af polakker østpå og etniske tyskeres placering i deres sted. Operationen begyndte den 24. november 1942. Krumey havde kontakt med Eichmanns afdeling, som havde med "genhusnings" opgaverne af Warthe områdets polakker. I foråret 1944 ledsagede han Eichmann til Budapest, hvor Krumey fungerede i den SS-gruppe, som organiserede masse deportationen af ungarske jøder til KZ-Auschwitz. Krumey blev arresteret af de allierede i Italien i 1945, men som resultatet af en skriftlig erklæring, af Rezso (Rudolf) Kasztner, den zionistiske leder, som deltog i forhandlingerne med SS i Ungarn i 1944, om jødedeporattionerne til dødslejren Auswitz, blev han ikke retsforfulgt og blev frigivet i 1948!! Krumey kunne trods sin massemorderrolle, have en apotekervirksom hed i Korbach og ligeledes deltage aktivt i den lokale landsdelsregering i Korbach (Hessen / Tyskland)!! Krumey blev dog arresteret i 1957, 1958 og 1960 og forblev i politiets varetægt indtil 1965. Her blev han dømt i Frankfurt Schwurgericht dette år, til fem års fængsel. Det blev dog straks besluttet af de tyske myndigheder, at han allerede have afsonet sin straf, og blev derefter straks løsladt. Efter en appel fra anklagemyndigheden, blev en ny retssag startet, som blev afholdet i 1968 - 1969. Her blev Krumey endelig dømt til livsvarigt fængsel den 29. august 1969. Dommen blev stadfæstet efter appelretter i 1973. Fortiden havde endelig indhentet dette svin - selv om han ikke blev dødsdømt! Han levede indtil den 27. november 1981. Se næste foto af det dokument, som dokumenterer hans rolle i udryddelsen af børnene fra Lidice.

Alle de hundredtusinder af børn, som nazisterne myrdede - Her er det børn fra ghettoen i Lodz (Litzmannstadt), Polen, der her på fotoet, i september 1942, er sat i kø, på vej op i de lastbiler, som skulle køre dem de ca. 70 km. til Chelmno KZ-Dødslejren, efter deres anholdelse under naziaktionen "Gehsperre". I dødslejren gik de den visse død i møde, enten ved overlagt mord i tyskernes gasningslastbiler, eller ved sult og sygdom i lejren. Alle disse børn, taget ud af deres hverdag, med tvang fjernet fra deres forældre, kørt væk af de tyske mordere og overladt til sig selv og et kort liv i flok med andre forvildede barneskæbner i beskidte lejre, uden ordentlig føde, tvunget til timevis hårdt arbejde og seksuelle overgreb, "lægeeksperimenter" og vilkårlig henrettelse osv. osv. Man fatter ikke at det kunne lade sig gøre! Man har udregnet, fra mange sider, at ca. 1,5 mill. børn omkom under de nazityske forbrydelser mod menneskeheden. Børnene fra Lidice gennemgik alle disse uhyrligheder og blev gasset mellem 2. og 6. juli 1942. -- Den polske by Lodz, havde i 1939 en jødisk befolkning på over 200.000. Byen var den anden største i Polen og havde den anden største jødiske befolkning, efter hovedstaden Warszawa. Allerede 5 måneder efter tyskernes angreb på Polen den 1. september 1939, blev den fattigste del ag Lodz, bydelen Baluty, erklæret for jødisk ghetto (8. februar 1940), efter ordre fra byen- og områdets tyske guvernør Friedrich Uebelhauer. I 1941/1942 havde ghettoen 204.800 jøder stuvet sammen. Man levede under ubeskrivelige forhold, som dog "lettede" i løbet af krigen, i takt med, at tyskerne fik ghettoens jøder deporteret og myrdet i deres KZ-dødslejre. Den nazistiske "leder" af ghettoen, var SS´eren Hans Biebov, som tillod, at den jødiske befolkning hver dag blev terroriseret, plyndret, ydmyget, deporteret og myrdet - hertil havde SS en særlig afdeling under ledelse af SS´eren Keuck. Tyskerne oprettede en masse små "virksomheder", hvor ghettoens jøder skulle arbejde under umenneskelige forhold. De 70.000 jødiske arbejdere blev dagligt organiseret med hjælp fra de jødiske Aeltestenrat (ældsteråd). Deportationern til Chelmno dødslejren begyndte den 16. januar 1942 og varede, med korte mellemrum, indtil den 15. maj 1942. I denne periode blev 55.000 mennesker deporteret fra Lodz ghettoen og myrdet i Chelmno dødslejren. -- I denne periode blev udvælgelsen af de mennesker, som skulle arbejde og dem som skulle udryddes, foretaget og gennemført på grundlag af lister over navne, der var udarbejdet af det jødiske ældsteråd, hvis formand var Mordechai Chaim Rumkowski. -- Deportationerne blev gennemført under falsk påskud, over for de udvalgte mennesker, som skulle udslettes, da de fik at vide, at de skulle deporteres til andre arbejdslejre. Eventuelle protester fra ældsterådet, imod ordrer fra de tyske myndigheder, ville føre til afvikling af ghettoen og dermed udryddelse af alle jøder heri, det var hvad formanden Rumkowski sagde dengang og efter krigen. De udvalgte jødiske arbejdere fra ghettoen, blev dagligt fordelt og placeret i de mange "virksomheder". Det var en uhyggelig opgave, som man ikke kunne løse på retfærdig vis - og ældrerådene kom ofte til at virke som deres eget folks bødler. Når jøderne efterhånden blev nedslidt, syge af levevilkårene, terror, ulykker og alt muligt andet, blev de frasorteret og sendt til Chelmno, hvor de allerede samme dag de ankom, ofte blev myrdet, gasset eller på anden vis udryddet. -- I foråret 1944 besluttede tyskerne (i lyset af krigens for tyskerne skæve gang og de fremrykkende russere), at Lodz-ghettoen skulle udryddes. Tyskerne fik hurtigt genetableret Chelmno dødslejren og fra den 23. juni til den 15. juli, blev 7.176 Lodz-jøder myrdet her. Men tempoet med at udrydde jøderne i ghettoen gik alt for langsomt, efter nazisternes mening og man begyndte den 7. august 1944, at sende ghettoens befolkning til Auschwitz - Den 30. august afgik den sidste togsending Lodz-jøder mod Auschwitz og de resterende jøder i ghettoen, blev drevet sammen i en lejr i Jakubagaden, hvor man begyndte at henrette dem der. For omkring 800 jøder, lykkedes det at skjule sig og de undgik henrettelse indtil byen og ghettoen blev befriet af russerne den 19. januar 1945. Man har efter krigen, gjort det op til, at der fra Lodz ghettoen kun overlevede ca. 7.000 jøder, ud af byens jødiske befolkning i 1939, som var på over 200.000!!

Fra Lodz ghettoen er her en flok børn samlet, på vej til at blive kørt til Chelmno Dødslejren, hvor de inden for et par dage, blev gasset i lejren!! -- Da tyskerne havde udryddet alle de jødiske samfund i Warthegau området, bortset fra ghettoen i Lodz, besluttede tyskerne at formindske størrelsen af ghettoen endnu mere og man gik i gang med deportationen af børn, gamle mennesker og dem, der var syge, eller lå på hospitalet. Mellem den 5. og 12. september 1942, fik ingen lov til at forlade deres huse, under den berygtede "Gehsperre Aktion". Enheder af det tyske Schutzpolizei ransagede ghettoen grundigt, lejlighed for lejlighed. Børn, gamle og syge blev læsset på lastbiler med ekstrem brutalitet. De jøder, som der protesterede, blev dræbt på stedet. De udvalgte blev kørt til Chelmno og dræbt der. Knap 20.000 indbyggere i Lodz ghettoen blev føjet til Chelmno dødslejrens ofre. Deportationerne betød desuden også konfiskation af alle personlige ejendele, der blev transporteret til et lager i Pabiance, hvor de blev fordelt mellem de tyske samfund, som var blevet genbosat i Warthegau området, hvor alle jøderne nu var udryddet. -- I marts 1943 besluttede tyskerne, at lukke Chelmno dødslejren, og den 7. april 1943, sprængte tyskerne slottet i luften (som var en del af KZ-lejren), sammen med en transport af jøder, som var smittet med plettyfus. Tyskerne, var bange for at blive smittet og anbragte de syge jøder på første etage i slottet, mens dynamit blev placeret i kælderen, og bygningen med alle jøderne i, blev sprængt i luften. Den 11. april 1943, blev det tyske personale i Chelmno, efter en måned´s oprydning i Chelmno, sendt til Jugoslavien for at danne SS-Division "Prinz Eugen", hvis rolle var at bekæmpe partisanerne på Balkan. Men inden lejrens bødler forlod lejren, blev der i marts, afholdt en fest for dem, arrangeret af Arthur Greiser, Gauleiteren af Wartheland, i restaurant "Riga" i Kolo (på tysk: (Warthbrücken), hvor Greiser var vært og hovedtaler ved festen. I festen deltog en lang række lokale tyske notabiliteter, og markerede afslutningen af lejrens aktiviteter. Greiser skrev til Reichsführer-SS Heinrich Himmler, den 19. marts 1943, hvor han priste mændene i "Sonderkommando Kulmhof". Greiser besøgte Chelmno dødslejr personligt for at takke Kommandanten og personalet for deres arbejde. Adolf Eichmann besøgte også Chelmno i efteråret 1942, hvor han efterfølgende rapporterede sine resultater herfra til Gruppenführer-SS, Müller.

Gribende foto fra Chelmno - en families afsked med hinanden på hver sin side af hegnet! -- En grund til at vælge Chelmno var dets nærhed til skov og til et forladt slot i udkanten af landsbyen kun 150 meter fra vejen. Dermed var adgang til slottet nem, og samtidig var afstanden fra vejen tilpas lang nok til at undgå uønsket opmærksomhed. Slottet blev ombygget og tilpasset til at modtage den fremtidige ofre. Kirken i nærheden af slottet, blev omdannet til modtagelsessted for ofrene, før de blev gennet ind i lejren og slottet. Et kornkammer, og flere andre bygninger omkring slottet blev også en del af dødslejren. Floden Ner havde også sit løb ved kirken og selv om den ikke var meget dyb, udgjorde floden en alvorlig hindring for potentielle flygtninge og gjorde det lettere for vagterne at isolere lejren. -- Landsbyen Powiercie, 8 km. fra Chelmno, var knyttet til byen Kolo af en smalsporet jernbane. Således kunne nazisterne transportere deres ofre med jernbane og lastbiler. Slottet i Chelmno var en af to udryddelseslejre. Den anden lejr blev placeret i lysninger i Rzuchow skoven, 4. km. fra slottet. Ligene af de myrdede jøder blev begravet i massegrave i tre skovlysninger, med benævnelsen Waldlager. Senere anlagde tyskerne de føromtalte åbne krematorier i skoven, med henblik på at udslette beviser for deres ufattelige forbrydelser. -- I begyndelsen af november 1941 ankom to grupper af SS-nazister til Chelmno, som udgjorde de første ansatte i Chelmno dødslejren. Den første lille gruppe bestod af 15 personer - medlemmer af "Sicherheitspolizei". Disse var SS-mænd, var meget fortrolige med at udføre umenneskelige ugerninger, fra deres tidligere virke i masseudryddelsen af de syge og handicappede i Dzialdowo, Warminsko-Mazurskie-provinsen. Omkring 25.000 mennesker, der led af tuberkulose, hovedsageligt polakker, blev henrettet der, som en del af Hitlers "Eutanasi Program". -- Den anden gruppe nazister bestod af omkring 100 politisoldater fra en bataljon Schutzpolizei fra Lodz. "Sonderkommando Kulmhof" var etableret og myrderierne kunne tage fart. SS-Haupsturmfuhrer Herbert Lange, den øverstbefalende for afdelingen af Sicherheitspolizei enheden, blev kommandant i lejren. På grund af dette, optræder i stedet navnet "Sonderkommando Lange", ofte i de retserende tyske dokumenter fra den tid. Efter et par måneder, blev Lange overført fra Chelmno, og hans stilling blev besat af SS-Hauptsturmführer Hans Bothmann og SS-Obersturmführer Herbert Otto blev næstkommanderende. Alle kommanderende stillinger var SS-mænd fra Sicherheitspolizei. Gruppen af gendarmer fra Schutzpolizei var opdelt i tre enheder - kommando transport , kommando slottet og kommando skoven. Transportkommandoen var ansvarlig for eskorteringen og bevogtningen af deporterede fanger fra togstationen i landsbyen Powiercie, direkte til Chelmno. Slotskommandoen holdt vagt over ofrene i og omkring slottet. Skovkommandoen var ansvarlig for vagten rundt om lejren i Rzuchow skoven og deltog i at brænde og begrave ligene, samt sletning af sporene af dissee forbrydelser. En gruppe på otte polske fanger fra Fort VII i Poznan blev kommanderet ti at bistå lejrpersonalet. Deres navne var Lech Jaskolski, Marian Libelt, Henryk Maliczak, Henryk Mania, Franciszek Piekarski, Stanislaw Polubinski, Kajetan Skrzypczynski, Stanislaw Szymanski. Selve håndteringen af ligene, fik jødiske arbejdskommandoer, under tvang og tortur, ordre til at udføre - disse arbejdskommandoer blev regelmæssigt henrettet ved skydning i skoven og brændt sammen med alle de andre lig.

Chelmno KZ-Dødslejrens gaskammer-lastbiler, de såkaldte S-Wagen. I denne type lastbiler, blev de 81 børn fra Lidice gasset og myrdet. Ud over dem, blev 10.000 ènder af børn også myrdet i disse mobile dødsbiler. -- Ideen til dette totale grusomme udryddelsesprojekt, fik SS-Reichleiter Heinrich Himmler (tidligere hønse/kyllingeavler med kendskab til gasning af disse) i august 1941. Han forelagde sagen for RSHA (R. Heydrich), da han ville have, at udryddelsesomfanget af jøderne og andre utyske mennekser og tempoet, hvormed det skete, skulle øges betragteligt. Hidtil foregik de fleste udryddelser af uønskede mennesker ved skydning, primært udført af de 4 store "Einsatzkommandos: A-B-C-D. Det var for hårt psykisk for soldaterne her, at myrde på den måde - mente Himmler! -- Opgaven blev overdraget til chefen Walter Rauf i Afdeling II D, Tekniske Opgaver og hans leder Friedrich Pradel, som var daglig ansvarlig af de tekniske transportopgaver, bl.a. med de millioner af mennesker, man skulle transportere til de tusinder af internerings- og kz-lejre. Efter deres og afdelingens design, fik Berlin-firmaet Graubschat opgaven med at fremstille en speciel lastbil (Sonderwagen/S-Wagen), med et stort gaskammer på ladet og hvor udstødningensgasserne fra lastbilen, blev ledt ind i det lukket gasningsrum på ladet. Den første gas-lastbil blev testet den 3. november 1941 i KZ-Lejren Sachsenhausen, da man lod en flok russiske krigsfanger afprøve gasningsmetoden - alle russerne døde en langsom død i gasrummet. Få dage senere anvendtes lastbilen i praksis under tyskernes offensiv mod Poltava på Krim-halvøen i det sydlige Rusland. Der blev iværksat en større produktion af disse S-Wagen biler i 2 størrelser - en med plads til 50 - 60 personer i gasrummet og en mindre med plads til 25 - 30 personer. Senere fremstillede man S-Wagens med plads til over 110 personer ad gangen. Der var over 20 af disse lastbiler i gang omkring den 23. juni 1942 og 10 andre var under fremstilling. På det godt et år, hvor tyskerne anvendte disse lastbiler, øgedes antallet af enheder, sådan at der var 50 - 60 stykker i gang. Men de enorme mængder jøder og andre, som tyskerne ville have udryddet, oversteg hurtigt tyskernes udryddelseskapacitet og man begyndte derfor i slutningen af 1942 og ved årsskiftet 1943, at bygge stationære gaskamre i mange KZ-Lejre. Men den intensive drift af denne grusomme udryddelsesmåde med disse S-Wagen, betød at ca. en halv million mennesker blev gasset heri. Tyskerne anvendte især disse vogne, når man skulle myrde børn, Man så ikke dem dø den frygtelige død, som tog flere minutter. Ligene af børnene, havde man andre fanger til at slæbe ud af gasrummet og skaffe bort/brænde dem eller begrave dem. -- Læs her hvad Heinrich Himmler sagde i oktober 1943: "Vi kom frem til spørgsmålet: Hvad skulle vi gøre med kvinderne og børnene? Jeg besluttede også her, at finde en klar løsning på dette spørgsmål. Jeg anså ikke kun udryddelsen af mændene, som den mest optimale løsning -- Det vil sige, dræbe dem eller få dem dræbt. Det ville stadig betyde, at kvinderne og børnene ville belaste vore efterkommere, sønner og sønnesønner, med deres afkom, som ville vokse op igen. Den sværre beslutning måtte tages, så alle disse mennesker forsvandt fra jordens overflade!".

Magrius lastbilernes lastrum så bl.a. sådan ud indvendig, indrettet med henblik på massemord ved gasning af ofrene og blev indsat i KZ-lejren Chelmno. Sådanne lastbiler blev tidligere anvendt af tyske Indsatsgrupper, der udførte massedrab i Rusland. Lastbilerne, der var forstærket til at bære tunge byrder og udstyret med tætslut-tende døre. Rummet var dækket med metalplader og forsynet med et træ gitter. Udstødningsrøret blev via en slage omdirigeret til en ventil i midten af bilen, som ville fylde lastrummet med gas fra bilens udstødning. Chelmno KZ-lejren havde tre sådanne køretøjer til sin rådighed. ---- Fremgangsmåden ved massemordet var således: Lastbilerne blev bakket hen til en træ-rampe flankeret af et to meter højt hegn på begge sider. Bagdøren var åbnet og de jagede nøgne jøder, som hidtidigt havde troet, at de skulle til et varmt bad på slottets område, blev voldsomt truet og gennet op ad rampen og ind i lastbilens store rum. Rummet kunne i propfyldt tilstand rumme 35-40 personer. Senere fremstilledes lastrum, som kunne rumme endnu flere mennesker ad gangen. Ofrene i lastrummet begyndte at fornemme den fare der truede dem, men kunne ikke blive klar over, hvilken slags fare, det var. Nogle forsøgte at stoppe før rampen, men blev voldsomt skubbet ind i rummet af de bevæbnede tyskerne. Alle blev presset ind og ned i bunden af rummet indtil hele rummet var stoppet med mennesker. I det øjeblik den sidste af de 35-40 ofre var inde i rummet, smak de tyske soldater bagdørene i og låste dem hermetisk. Dernæst førte chaufføren en slange fra udstødningsrøret til en ventil i gulvet af lastbilens lastrum - gaskammeret. Efter at motoren var startet, spredtes udstødnings-gasserne hurtigt i lastrummet og begyndte at kvæle menneskene i det låste gaskammer - det tog ca. 6 minutter at kvæle ofrene. Man kunne tydeligt høre ofrene hamre på væggene og de frygtelige skrig fra ofrene. ---- Når der blev stille inde i gasrummet, kørte chaufføren derefter afsted med ofrene til skovlejren (Waldlager), hvor ligene af de myrdede mennesker, blev trukket ud og begravet i store fællesgrave, som på forhånd var udgravet af polske arbejdere og andre fanger. Tyskerne havde konstant 30 udvalgte unge stærke fanger, som skulle tømme gasrummet for lig. Disse blev brugt til at danne de såkaldte arbejdskraft- kommandoer (Arbeitskommandos). Skæbnen for disse medlemmer var frygtelig. Hver dag blev de kørt til skovlejren (Waldlager) i Rzuchow skoven. Undervejs og ude i lejren blev de truet og tortureret af SS-mænd og tvunget til at trække de døde ud af gas-lastrummene og begrave dem i massegrave. Arbejdskommandoens medlemmer kunne ikke flygte, deres ben var lænket sammen med henblik på at forhindre dem i at undslippe. Om natten var de låst inde i en bevogtet kælder. Efter nogen tids virke med at slæbe lig ud af lastbilernes lastrum, blev de henrettet ved skydning og erstattet med nye unge mænd. Nogle af dem var ansat som håndværkere i Chelmno KZ-lejren, hvor de foretog vedligeholdelse og indsamling af tøj m.m. efterladt af de myrdede ofre. ---- Det skete, at de måtte slæbe deres nøgne gassede børn, kone, søster, mor og far, eller venner og bekendte ud af lastrummet! Når dørene blev åbnet, væltede stinkende tæt røg frem, efterfulgt af et virvar af sammenkrøllede og indfiltrede lig af mennesker. De lig der ikke var faldet ud, da dørene blev åbnet, blev slæbt ud af arbejdskommandoens medlemmer. Ligene var indsmurt i opkast og afføring. Der var hele tiden nok af ofre at tage af, primært fra Lodz-ghettoen! Børnene fra Lidice blev myrdet på denne grufulde måde! Chaufførerne på Chelmno-gaslastbilerne var normalt SS-befalingsmændene Walter Burmeister og Gustav Laabs.

En af Chelmno KZ dødslejrens bygninger, hvor de sidste fanger blev myrdet. SS gennede de sidste 48 fanger sammen i bygningen og skød dem. Bagefter blev ofrene brændt - Der er ikke megen viden om, hvor mange flugtforsøg fra lejren, som lykkedes, men det er kendt, at fire personer var i stand til at flygte fra dødslejren. En af de fire mænd blev kaldt Szlamek Bajler, også kendt som Yakov Grojanowski, som undslap lejren den 19. januar 1942, efter to ugers tvungen arbejdskraft som graver (massegravene i skoven/waldlager). Det lykkedes ham at nå frem til ghettoen i Warszawa, og fik kontakt med den jødiske modstandsbevægelse her. Hans skriftlige redegørelse for Chelmno dødslejren, er bevaret i de underjordiske arkiver i ghettoen i Warszawa, kendt som Ringelblum Arkiv. De 3 andre undslupne fanger fra Chelmno, var Michal Podchlebnik, fra Kolo, der flygtede og gemte sig i Rzeszow indtil slutningen af krigen, og Mordechai Zurawski fra Wloclawek og Simon Srebrnik fra Lodz, som begge flygtede fra lejrens kornkammer den 17. januar 1945. -- Disse 4 fanger var de eneste fanger, som overlevede Chelmno dødslejren - Ca. 350.000 mennesker blev myrdet i denne lejr. -- I foråret 1944 besluttede tyskerne at likvidere Lodz ghettoen, som på det tidspunkt, var den sidste ghetto i de besatte polske områder (russerne var stærkt på vej frem mod Polen. Tyskerne besluttede, at de resterende 80.000 af ghettoens jødiske indbyggere, skulle udryddes i løbet af de kommende måneder af 1944. For at opnå dette, blev skovlejren ved Chelmno igen aktiveret, og "Bothmann-kommandoen", som tidligere havde huseret i Lodz og Chelmnolejren, blev hjemkaldt fra Jugoslavien. Hans Bothmann blev udnævnt til Kommandant og SS-Hauptscharführer Walter Piller næstkommanderende. To barakker bygget i skovlejren overtog de opgaver, det ødelagte slot tidligere udførte. Jøderne fra Lodz-ghettoen, som skulle henrettes først, blev bragt til Kolo med tog og derefter af den smalsporede jernbane til Chelmno station, eller ved at lastbiler kørte dem direkte til Chelmno dødslejren. De blev holdt i fangenskab i kirken ved siden af det ødelagte slot. Kirkens bygninger husede også Bothmann's stabsbil. -- Fra kirken blev ofrene fragtet til skovlejren i lastbiler. De blev beordret til at tage opstilling på forsiden af en af de to nye barakker, som var bygget af "Sonderkommandoen". Hver barak var omkring 20 m. lang og omkring 10 m. bred og bestod af to store rum, et for mænd og et for kvinder/børn, som kun var udstyret med hylder til ofrenes tøj. Bygningerne var omgivet med et plankeværk. For at få lejren til at ligne en større midlertidig lejr, var den udstyret med skilte, hvorpå der var opført ikke-eksisterende bygningsnumre og vejvisningsskilte. På en dør kunne man læse et skilt med teksten: "Til Badehus", mens der på væggen inde i bygningen var et skilt med teksten: "Til lægen". Uden på begge døre var der et skilt med teksten: "Omklædningsrum" for henholdsvis mænd og kvinder. -- Hver gang de ca. 25-30 jøder fra hver lastbil, alle var linet op foran bygningerne, efter køn, fik jøderne at vide, at de skulle arbejde for Tyskland. De vil blive kørt til byer som Leipzig, Köln osv. - For at undgå komplikationer og for at fremskynde afklædningen inden deres tur i "baderummet", blev de endvidere orienteret om, at de ville komme til at opholde sig i de nyopførte barakker, sammen med så meget som muligt af deres familie - Men først skulle de "afluses og i bad". -- For at få dem til at klæde sig af hurtigt, fik de også at vide, at transporterne ville begynde at afgå samme dag og de skulle skynde sig. Værdigenstande skulle placeres på hylderne, mens brød, tobak og tændstikker og andet skulle indpakkes i lommetørklæder eller små poser og placeres separat, fordi det beskidte tøj skulle gøres rent kemisk og eventuelle værdigenstande, som var tilbage i lommerne, ville blive brændt. -- Når alle havde afklædt sig, først kvinder, efterfulgt af mændene, var de nødt til at gå gennem en dør med et skilt: "Til Badehus". Bag døren var der en passage, omkring 20-25 meter lang, med et 1½ meter højt hegn lavet af træplanker. Passagen drejede vinkelret til den ene side og førte til en rampe. Nær rampen var en lukket gas-lastbil bakket ind og her var jøderne nødt til at gå op og ind. -- Når 70-90 mennesker var inde i lastrummet, blev dørene lukket, og den fyldte lastbil, som kun holdt ca. 200 meter fra de åbne ligforbrændingsriste i skoven, kørte så den korte køretur derhen, åbnede chaufføren Laabs, eller en anden bøddel en ventil, således at udstødningsgasserne nu trængte ind i det lukkede rum og dræbte menneskerne derinde i løbet af ca. seks minutter. -- De åbne forbrændingsriste, der blev bygget af SS - Hauptscharführer Runge, med hjælp af jødiske arbejdere fra Lodz ghettoen (her skulle de selv og alle andre jøder brændes). Runge og en anden SS-mand Lenz var ansvarlig for de 2 åbne "ovne". Disse "ovne" blev beskrevet i vidneudsagnet fra en tidligere fange, Mordechai Zurawski, i 1945: "I skoven var der to identiske forbrændingsovne, hvor man kun kunne se toppen af dem, da de var nedgravet i store gruber, der var 4 m. dyb, 6 m. bred, og 10 m. lang. Siderne af gruben var gradvist indsnævret mod bunden og på det sted, hvor de nåede "ovnens" riste, som var ca. 1 m. brede og ½ m. lange. Ristene var lavet af skinnerne fra en smalsporet jernbanen, den ene side var lavet af mursten og beton. Under risten, var der et hulrum til aske og hulrum for at sikre en korrekt strøm af luft til "ovnen". Et lag af træ blev lagt nederst, hvorpå de døde gassede jøder blev anbragt. Ligene skulle placeres, så de ikke rørte hinanden. I det nederste liglag, var der plads til tolv personer. Deres lig blev derefter dækket med et lag af tilhugget træ og endnu et lag af lig på anbragt. På denne måde kunne "ovnen" rumme op til 100 lig ad gangen, hvorefter der blev sat ild til det nederste lag, med anvendelse af brændbar væske. Efterhånden som lig- og trælagene brændte ned, blev den frie plads i "ovnen" fyldt op i toppen, med nye lig og træ. Dette var tyskerne svært tilfredse med, da man nu kunne udrydde "beviserne" meget hurtigt og i stor scala. Ligene brændte hurtigt og blev til aske i løbet af ca. 15 minutter. Asken blev fjernet fra hulrummet nederst i "ovnen", ved anvendelse af lange jernstænger med en 40 cm. bred jernplade i enden. Fjernelse af aske var et vanskeligt og farligt arbejde, da "ovnen" var rødglødende og udviklede en ekstrem varme. Ingen af de fanger, som skulle betjene denne funktion, kunne holde til opgaven i mere end to eller tre dage. Når fangen ikke kunne klare heden mere og kollapsede og ikke var i stand til at fortsætte, blev denne omgående dræbt og en ny fange beordret til opgaven. Knogler og aske blev pakket i sække, som var fremstillet af jøderne i ghettoen og i andre lejre. Men inden pakningen i sækkene, skulle knoglerne først være knust med træstempler på et særligt cement fundament. Tyskerne havde dertil også en knogle-knusemaskine. Sækkene blev kørt ud af skovlejren om natten for at blive tømt ved Zawadka møllen eller kastet i floden Warta. En af ovnene, blev ødelagt i august 1944, mens den anden ovn først blev ødelagt i januar 1945". Afslutningen på SS-Sonderkommando Chelmno skete om natten den 17. januar 1945. Bothmann fik hele lejren samlet og fortalte, at "Den Røde Hær" havde besat Lodz, og kommandoen skulle opløses øjeblikkeligt. Mordechai Zurawski vidnede: "Om natten den 17. januar 1945, blev dørene til rummet i kornkammeret åbnet, hvor ca. 20 arbejdsjøder sov og med resten sovende ovenpå næste etage. To SS-mænd kom ind, Lenz og Haase, med deres elektriske lommelygter og de beordrede os til at forlade bygningen 5 ad gangen. Efter de første 5 gik ud, hørte vi 5 skud og vi var da sikre på, at de blev dræbt. Da de næste 5 blev kaldt ud, ønskede ingen at gå ud. Så SS-mændene tvang dem ud og igen hørte vi 5 skud. Jeg skulle til at gå med den tredje gruppe på fem personer, da jeg tog en kniv, som jeg havde gemt, og jeg bankede lommelygten ud af Lenz 'hånd. Jeg begyndte at løbe væk og vinkede med kniven til højre til venstre. Den nærmeste SS-mand ramte mit venstre ben med et pistolskud, men jeg blev ved at løbe. De begyndte at skyde på mig fra alle sider, jeg blev skudt i højre ben også, men til sidst lykkedes det mig at komme væk i mørket. Efter at jeg havde humpet og løbet ca. 3 km., kunne jeg se bygningen brænde, hvor vi havde boet. SS-mændene havde sat ild på og jeg hørte også enkelte skud - de skød på dem, som prøvede at redde sig ud af flammerne - men det fik jeg først at vide senere. Mine skudsår var overfladiske og jeg overlevede". -- Den næstkommanderende SS-mand Walter Piller vidnede: "Vi gik til bygningen i slottets gård, hvor der var 40-45 jødiske arbejdere. Først blev den nederste celle åbnet, for at skyde de 20-25 jøder foran bygningen. Efter et par minutter førte Lenz 5 jøder uden for og Bothmann, Lenz og jeg dræbte dem med et skud i baghovedet. Mens den tredje gruppe var på vej ud af fængslet, flygtede en af jøderne - han var kok for de øvrige jøder og alt hvad jeg ved er, at hans fornavn er Maks (Mordechai Maks. Zurawski). Trods jagten på jøden, som blev taget op af Bothmann, et SS - medlem og fire politiofficerer, lykkedes det Maks at flygte. I vagthuset underrettede jeg gendarmeriet om flugten via telefonen, men de fik ham heller ikke fanget. Før Bothmann og de fem andre mænd startede jagten på jøden, beordrede han mig til at tage sig af resten af jøderne i arbejdskommandoet i bygningen, med et skud i baghovedet. Lenz bragte de resterende fem jøder fra den nederste celle ud og de blev dræbt af Lenz og mig selv. Men der var stadig de 20 arbejdere til venstre i den øverste celle. Uden min ordre, tog Lenz en Schupo Wachtmeister (Vagtmester fra Schutzpolizei-enheden i lejren) med op til den øverste celle, så de første 5 jøder kunne skydes på samme måde som med de andre i den nederste celle. Men så snart Lenz åbnede celledøren, kastede fire jøderne sig over ham og trak ham ind i cellen. De fik fat i hans pistol og åbnede ild på de to "Wachtmeisters", som stod ved døren. Døren i nederste etage blev låst, efter Bothmann´s ordre - han var vendt tilbage fra den forgæves søgen efter den flygtende jøde. Bothmann, Häfele og jeg, råbte flere gange til jøderne, om at frigive Lenz og forlade cellen i grupper af fem. Svaret var skud fra pistolen, som de havde taget fra Lenz. Så råbte en af jøderne, at Lenz havde hængt sig selv. Vi kunne ikke tjekke om det var sandt, fordi fangerne satte ild til bygningen (antagelig et løgnagtigt udsagn - De antændte selv bygningen) og flammerne var på vej ud over taget. Ilden spredtes dobbelt så hurtigt, fordi den øverste celle, var fremstillet i træ. Bothmann besluttede at lade bygningen brænde helt ned, til trods for, at Lenz stadig var derinde. Branden betød givetvis, at Lenz ikke længere var i live. De allerede dræbte jøder, som lå foran bygningen, blev også kastet ind i den brændende bygning og efterladt til flammerne, sammen med jøderne i den øverste etage". -- Om morgenen den 18. januar 1945, hvor branden langsomt døede ud, instruerede Bothmann Piller og Gorlich, om at åbne et skab, som stod i et af vagthustes værelser og brænde alle de hemmelige dokumenter heri. Dokumenterne blev brændt og asken spredt over ud over de åbne marker. Bothmann og hans SS-Sonderkommando kørte til Kolo, hvor schutzpolizei enheden blev overladt til det lokale gendarmeri, mens resten af kommandoen tog til Poznan via Konin. -- Det er umuligt at fastslå det nøjagtige antal ofre, som blev myrdet i Chelmno, men den tyske borgmester i Kolo, Becht, meddelte hans læge Leo Brat, at der indtil foråret 1943 var ca. 250.000 jødiske mennesker myrdet. -- Bothmann fortalte Karl May, en af de tyske ansatte i skovlejren (waldlager), i sommeren 1942 under et besøg, at der var omkring 250.000 mennesker begravet der og andre 100.000 ville blive begravet snart. -- Men monumentet på det sted, hvor den tidligere dødslejr lå, angiver at 180.000 jøder blev myrdet her, 160.000 polske jøder og 20.000 jøder fra Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet, og Luxembourg og 4.300 sigøjnere.

SS-mænd og polske arbejdere i slotsgården ved landsbyen Chelmno (på tysk - Kulmhof) i distriktet Kolo, 14 km. fra byen af samme navn, i Polen. Her lå KZ-Dødslejren Chelmno ca. 70 km. nordvest for Lodz (Litzmannstadt) og jøde-ghettoen der. -- Lodzområdet, som tyskerne besatte i efteråret 1939, fik betegnelsen amt, med navnet Povartí (på tysk - Reichsgau Wartheland). Chelmno var den første nazistiske udryddelseslejr, og den første lejr, hvor nazisterne myrdede folk med giftgas. Den vigtigste jernbanelinje fra Lodz til Poznan løb gennem byen og var forbundet med landsbyen Chelmno via en sidesporlinje. Transporten af jøder til udryddelse i bl.a. Chelmno, var derfor nem og operationelt. -- Lederen af lejren og hermed SS-vagtmandskabet i Chelmno, som havde betegnelsen: "Sonderkommando Kulmhof", hed fra lejrens ibrugtagen den 8. november 1941, SS-Hauptsturmführer Herbert Lange, som virkede indtil marts 1942, hvor han blev udskiftet med SS-Hauptsturmführer Hans Bothmann. De første mennesker man myrdede i lejren, var jøder fra landsbyerne omkring dødslejren (først de jødiske indbyggere i Kolo/ca. 2.300 jøder) og skete allerede den 8. december 1941. I løbet af KZ-lejrens eksistens, som forløb ad 2 omgange, hvor den sidste periode var i sommeren 1944, da resten af jøderne i Lodz-ghettoen skulle udryddes. I alt har man opgjort myrderierne til at andrage ca. 350.000 mennesker, polske jøder, polske og ungarske romaer, sigøjnere, ungarske jøder, polakker, tjekker og sovjetiske krigsfanger. -- I begyndelsen anvendte tyskerne lukkede gas-lastbiler, hvor man gassede jøderne med den udstødningsgas, som kom fra lastbilens motor og udstødning. Det tog over 6 minutter, inden alle var døde inde i de overfyldte mørke lastrum, hvor udstødningsgassen langsomt kvalte ofrene. Senere, anvendte nazisterne Zyklon B-giftgas. Den enkelte fange, der formåede at flygte fra Chelmno, var den første til at rapportere, at et stort antal jøder systematisk blev udryddet i lejren. Hans skrækhistorier fra lejren blev i begyndelsen ikke troet. Trods sin betydning, er der ikke blevet offentliggjort meget om Chelmno, bl.a. da det var den første udryddelseslejr, som blev opperationel og næsten alt blev destrueret af tyskerne i januar 1945. I modsætning til Belzec, Sobibor og Treblinka, var Chelmno ikke en del af "Operation Reinhard" (iværksættelsen af den totale udryddelse af jøderne, delvis som hævn og gengæld for Heydrich´s likvidering i maj/juni 1942). Nazisterne begyndte det forberedende arbejde i Chelmno, allerede to måneder før Wannsee-konferencen blev indkaldt af Reinhard Heydrich den 20. januar 1942 (Det jødiske spørgsmål/udryddelsen af Europa´s jøder). Denne "konference" anses for at være en vigtig milepæl i den operationelle lancering af masseudryddelsesprogrammet for det jødiske folk i Europa. Udryddelseslejren i Chelmno var en typisk døds-lejr, som udelukkende var beregnet til at dræbe alle, der kom til lejren. De eneste fanger, som i første omgang blev skånet, var de små grupper på ca. 30 unge jødiske, stærke fanger, som nazisterne kommanderede til at rydde gasningskamrene i lastbilerne, fragte ligene til massegravene i den nærliggende skov (Waldlager), aflæsse dem og bære dem til gravene - eller senere, da man i efteråret 1942 begyndte, at brænde ligene på en speciel måde, efter et system udviklet af massemorderen SS-Standartenführer Paul Blobel, som var den som organiserede den berygtede massakre på 33.771 jøder fra Kiev, som fandt sted i Babi Yar slugten uden for byen. Han var da tilknyttet en af de 4 tyske Indsatsgrupper (udryddelsesenheder). Blobel's opgaver var bl.a., at ødelægge spor af massehenrettelserne i Polen og Rusland. -- Disse arbejdskommandoer i Chelmno blev regelmæssigt udskiftet med nye unge stærke jødiske mænd og de 30 "gamle" mænd i arbejdskommandoen, blev omgående henrettet og brændt. Hemmeligheden om Chelmno dødslejren blev holdt godt skjult og der var meget få mennesker i Polen og i udlandet, som fik kendskab til dens eksistens eller havde kendskab til de hundrede tusinder af ofre, der blev udryddet i kz-lejren, som blev lukket og destrueret i januar 1945. Sonderkommando Kulmhof (Chelmno) bestod af en gruppe på kun 20 SS-mænd. Men disse 20 SS-mænd fik hjælp af over 100 regulære tyske "Schutzpolizei". Disse politisoldater fungerede primært som vagtmandskab og til bevogtning af modtagelsespladsen ved jernbanen og de nærliggende veje. Paul Blobel var i Chelmno-KZlejren i september 1942, hvor Blobel sammen med en lille stab af tre eller fire mænd, begyndte at eksperimentere med systemer til masseafbrænding af lig, som tidligere var blevet begravet i skoven ved Chelmno og som fremtiden ville bidrage med. Lejren blev valgt til disse forsøg, da det var den første dødslejr, der var blevet oprettet og som havde været i drift siden slutningen af 1941. Jøderne fra Lodz området, som allerede var udryddet i Chelmno i gas-varevogne og som lå i massegravene i den nærliggende skov, blev opgravet igen og de første eksperimenter med at udrydde alle efterladenskaber fra disse døde mennesker, mænd, kvinder og børn blev iværksat. Brandbomber blev forsøgt, men disse forårsagede store brande i den omkringliggende skov. Så begyndte Brobel at brænde ligene i store åbne ildsteder (en slags kæmpegrill!). Ligene blev lagt i store lag med træ imellem og siden overhældt med brændbar væsk, som man satte ild til. Denne metode virkede perfekt for udryddelskommandoerne og flere af disse enorme gravbaserede forbrændingssteders konstante anvendelse, bevirkede at tyskerne brændte titusinder af ofre i efteråret og vinteren 1942/1943. Knoglerne fra de brændte lig, der endnu var tilbage, blev ødelagt med en speciel knogle-knusnings maskine. Asken fra ligene og små fragmenter af knoglerne, blev igen begravet i massegravene. SS havde nu fundet en enkel og effektiv måde at slette deres forbrydelser mod menneskeheden på - troede man dengang. -- Kommandanten fra den berygtede Auschwitz-Birkenau KZ-lejr, Höss, besøgte Blobel i Chelmno og så hvordan brandteknikkerne virkede. Resultaterne af Blobel's eksperimenter blev sendt til SS-lederen Odilo Globocnik (lederen af flere KZ-lejre), så han kunne indføre tilsvarende kremering af ligene i kz-lejrene Belzec, Sobibor og Treblinka, men Globocnik kunne ikke lide ideen, og var længe om at indføre metoden, men Heinrich Himmlers ordre om, at der ingen spor måtte være af nazisternes massemord, gav ikke Globocnik noget valg. -- Paul Blobel blev dømt i Nürnberg i april 1948 i den såkaldte Indsatsgruppe Sag (sag nr. 9) og blev henrettet i Landsberg fængslet den 8. juni 1951. Her følger navnene på nogle af gerningsmændene, alle tyske officerer og befalingsmænd, der deltog i forbrydelserne mod jøder og sigøjnere i Chelmno kz-dødslejren: Kommandant SS-Sturmbannführer Herbert Lange. Kommandant SS-Hauptsturmführer Hans Bothmann, som havde to assistenter, Otto Platte og Willi Hiller. SS-Untersturmführer Walter Filer, SS-Untersturmführer Alois Häfele, var »eksperter«, der havde ansvaret for alle aktiviteter i lejren. SS-Hauptscharführer Albert Richter, SS-Hauptscharführer Wilhelm Lenz, leder af Waldlager (skovbrændingspladsen og massegravene) SS-Hauptscharführer Johann Runge, chef med ansvar for lejrens egne krematorier SS-Unterscharführer Erich Kretschmer, stedfortræder for Runge på Waldlager, SS-Hauptscharführer Erwin Burstinger, ansvaret for brændstof og chauffør i alle gas-lastvogne SS-Hauptscharführer Gustav Laabs, chaufførerne i gas-lastvognene, SS-Hauptscharführer Herman Gilow, SS-Unterscharführer - Walter Burmeister, der havde ansvaret for udtrækning af guldtænder i ofrenes mund, SS-Rottenführer Wilhelm Gürlich, stedfortræder for Burmeister, SS-Hauptscharführer Schmidt, der havde ansvaret for lejrens madforsyning. -- I januar 1945, da sovjetiske tropper nærmede sig, startede SS-folkene gennemførelsen af udryddelsen af de resterende jødiske arbejdere, hvoraf nogle angreb tyskerne og dræbte to af dem. SS brændte dog alligevel den bygning, hvor de jødiske arbejdere var låst inde. Der er kun to kendte jødiske overlevende fra disse sidste jøder i lejren, Mordechai Podchlebnik og Simon Srebnik. I løbet af 1962/63, stod tolv medlemmer af SS, der havde tjent som vagter i Chelmno, over for en retssag i Bonn, Tyskland. For deres krigsforbrydelser blev de kun idømt fængselsstraffe på mellem 1 til 20 år. I betragtning af de uhyrligheder af de forbrydelser, de var anklaget for at have begået, var deres domme meget lette og helt ude af trit med virkeligheden.

Foto fra nutiden: Chelmno og skovlejren / waldlager. Beskrivelse af fremgangsmåden, når nazisterne ville udrydde en hel befolkning, hvor den første dødslejr var Chelmno, som blev taget i brug den 8. december 1941, da de første ofre blev bragt til Chelmno dødslejren. Disse ofre var jøder fra den nærliggende ghetto i Kolo. Dagen før alle beboerne i Kolo ghettoen skulle udryddes i Chelmno, blev de jødiske indbyggere beordret til at samle foran det Jødiske Råds bygning (Judenrat), som var placeret ved siden af den lokale synagoge. Jøderne fik at vide, at de ville blive transporteret til forskellige steder for at arbejde i markerne og bygge en jernbane. De fik kun lov til at tage håndbagage med. -- Jøderne fra Kolo havde allerede oplevet brutale deportationer til arbejdslejre. Da de samledes foran det Jødiske Råds bygning, troede de, at det værste, der kunne ske for dem, var en ny deportation til en tvangsarbejdslejr. De var klar over konsekvenserne af, at blive deporteret, med udsigt til en hård vinter, men de kunne ikke forudsige de rædsler, der ventede dem. Jøderne fra Kolo havde ikke nogen idé om det endelige bestemmelsessted for deres rejse i de tyske lastbiler. De kunne heller ikke forestille sig, hvad der ville ske med dem i løbet af et par timers tid. De optrådte forvirret, da de efter en kort køretur (ca. 14-15 km.), hvor lastbilerne standsede foran den lukkede port, der førte til slotsområdet i Chelmno. En tysk vagt åbnede porten, lastbilerne kørte ind og porten blev lukket igen. Derefter var der ingen vej tilbage - jødernes skæbne var allerede beseglet. -- I slotsgården blev alle beordret til at stå af lastbiler med deres håndbagage. SS-mændene i gården viste ingen tegn på brutalitet. Tværtimod talte kommandant Lange til de nyankomne på en betryggende måde. De fik at vide, at de ville blive tildelt arbejde i en arbejdslejr i Østrig. Før den lange rejse, var de nødt til at vaske sig i et badehus, og deres tøj skulle desinficeres. Efter den beroligende tale, blev jøderne beordret til at forlade deres bagage i slotsgården og gå ind i en opvarmet hal i stueetagen af slottet. Derinde, blev alle deres personlige ejendele indsamlet i kurve, som polske fanger bar rundt. For at "holde facaden" og spille skuespillet videre, lod tyskerne jøderne se, at deres ejendele var nummererede og at numrene blev skrevet ned i en notesbog, ved siden af navnene på ejerne. På dette tidspunkt, havde SS-mændene stadig held til at vildlede deres ofre. -- Fra hallen blev jøderne i grupper på 35 -40, ført via en trappe til en korridor, hvor der ved dennes udgang, var en dør til to forbundne værelser. Derinde blev jøderne bedt om at klæde sig af. Bevæbnede SS-mænd sørgede for ordrerne blev udført korrekt. De nøgne jøder blev derefter ført gennem et stærkt oplyst korridor, på hvis vægge der var opsat skilte med teksten: "Til badstuen". De samme skilte var opsat langs den trappe, der førte til en stærkt oplyst kælder. -- Hernede ændrede forholdene sig lynhurtigt. Væbnede medlemmer af Schutzpolizei begyndte at jage jøderne brutalt, fra kælderen i retning op mod bagsiden og hermed bag-indgangen/udgangen til slottet. -- Da jøderne kom ud af døren her, var der en træ-rampe, omgivet af et to meter højt hegn. De forjagede jøder begyndte at fornemme en fare, men kunne ikke blive klar over, hvilken slags fare, det var. Den som forsøgte at stoppe før rampen, blev voldsomt skubbet og sparket opad rampen, af de bevæbnede tyskerne. De jøder der var kommet op over rampen og stod med front mod et mørkt rum på en lastbil, blev hurtigt skubbet frem og ind i rummet og ned mod bunden af det. Det hele gik så hurtigt og under brutal opførsel af tyskerne, med høje brøl, så jøderne skreg og alting var stress og forvirring. -- Jøderne blev jaget gennem de åbne bagdøre på lastbilen. I det øjeblik den sidste i gruppen af 35-40 jøder trådte ind i køretøjet, smækkede de tyske soldater bagdørene i og låste dem hermetisk. Lastbilens motor startede og chaufføren tilsluttede udstødningsrøret til en slange, som ledte udstødningen fra motoren via en ventil i gulvet i lastbilens gaskammer, som ladrummet var ombygget til. Efter at motoren var startet, blev udstødningsgasserne hurtigt spredt i kammeret og begyndte at kvæle jøderne i gaskammeret. Medens dette foregik, kørte chaufføren lastbilen med de skrigende og bankende ofre til skovlejren (Waldlager). Efter ca. 6 minutter var alle jøderne i gaskammeret døde og i Waldlager blev ligene begravet i massegrave, som var gravet på forhånd af andre jødiske arbejdere fra bl.a. Lodz. Senere i efteråret 1942, blev ligene gravet op og kremeret i store specialovne, som blev opført i skovlejren (se ved de foregående fotos om dette). -- Denne dag blev i alt 800 jøder fra Kolo, transporteret i lastbiler til Chelmno. Ingen af de 800 jøder overlevede. Personalet i Chelmno dødslejren anvendte denne procedure, dagligt fra den 8. december 1941 til foråret 1943, med næsten ingen afbrydelser.

Her følger en speciel historisk beretning om Lidice, hvor forskningen har bidraget til historien om et særligt pæretræ! -- Dette foto taget af samtidens person i landsbyen, lægen Quido Jerabek, som tog mange fotos i landsbyen i årene op til udslettelsen af denne. Fotoet har fået nogle påførte afstandsoplysninger og fortæller både noget om de personer man ser og om det historiske pæretræ (Hruska), som lige var plantet på bredden af åen ved broen over åen og 5,7 meter fra vandpumpen. I yderste højre side af fotoet og i baggrunden, ses også en af Lidice´s kroer, Josef Senfelder´s kro. Ligesom i Danmark lå der også her i Lidice, krostuer nær kirken. Kvinden som kommer gående på fotoet, er Ruzena Neradova. Hun bærer et vandkar på ryggen, efter at hun har været henne ved landbyens vandpumpe efter drikkevand. Fotoet viser pumpesoklens størrelse i meter og dens placering fra åens modsatte bred (3 meter). Pumpen var af cylindrisk støbejern og omkring 150 cm. høj, med vandtuden udformet, så man kunne hænge en spand under. Vandet pumpedes op via en bevægelig "arm". Pumpetypen kender vi også i Danmark på den samme tid i 1942, en type som anvendtes helt op til 1970´erne på landet i Danmark. -- Man ser 4 drenge ved broen i deres korte bukser, nogle med seler og lyse skjorter og en lille pige ses midt på vejen ved broen. To af drengene er Ruzena Neradova´s sønner, Joseph den ældste og Anthony den yngste. Den ældre mand, som ses gående med ryggen til, er Emanuel Kovarovsky, som blev den ældste mand i Lidice, som blev myrdet den fatale onsdag den 10. juni 1942, 84 år gammel. Fotoet viser også nogle metermål på kirkens størrelse (31,5 m.) og placering i forhold til det historiske pæretræ (hruska), nemlig 53 meter fra det ene hjørne og 59,8 meter fra det andet hjørne af kirken. Med hjælp af et målebånd og snor med markører, blev stederne fundet ud fra hvor fotografen, lægen Quido Jerabek stod. Herfra var det let for historikeren Antonín Nešpor, at bevise, at pæretræet står på sin oprindelige placering fra 1941. Nederst på fotoet, lidt til venstre, vralter nogle gæs ned mod bredden af åen. Gæssene tilhørte familien Paloucek. billedet viser en stille idyllisk böhmisk landsby i sommeren 1941 - Ingen kunne ane, at kun et år efter var hele dette sceneri borte for evigt, totalt udslettet af det nazistiske tyske terrorregime. -- De 2 nyplantede pæretræer, som lige var blevet plantet i foråret af Anna Peková sammen med den kommunale politimand Vandrdle, stod begge i nærheden af den kommunale brønd. Et træ mere til højre mod laden og det andet lidt til venstre langs vejen fra broen til skolen og Šilhanová´s kroejendom. Det ene pæretræ og Anna Peková overlevede på mirakuløs vis udslettelsen af landbyen og dens befolkning.... se og læs historien ved de næste fotos.

Nogle af de overlevende kvinder fra de tyske KZ-lejre, ses her vende tilbage til Lidiceområdet. I de næste år efter krigen, hjalp Røde Kors og den Internationale Opsporingsorganisation, med at finde de få børn, som var sendt til "germanisering" i Tyskland og de kvinder, som ikke var kommet tilbage fra deres ophold i kz-lejrene - man søgte vished om de var omkommet eller opholdt sig i live et eller andet sted i Europa. -- Den 10. juni 1945, på 3-årsdagen for massakren i 1942, fik en af de overlevende kvinder fra Lidice, Anna Hroníková, lov til, i en kort appel til verdenssamfundet, om at hjælpe de overlevende kvinder fra Lidice, med at finde ders børn. Deres skæbne var ukendt, da nazisterne havde bortført dem til "genopdragelse" i Tyskland hos de nazistiske familier. -- Med hjælp fra Hana Benesova og to medlemmer af det nye tjekkiske politi og to af de tilbagevendte mødre, gik man i gang med at søge efter de bortførte børn fra Lidice. Søgningen sluttede i maj 1947, da det sidste barn var blevet fundet og kommet tilbage til Lidice. Barnet var drengen Vaclav Zelenka. -- Tre mænd overlevede Lidice´s udryddelse - De to sønner Josef Horak og Josef Stribrny, som havde kæmpet som pilot og navigatør under R.A.F. i England under krigen, mens det tredje, på tidspunktet for massakren og destruktionen af Lidice, var i fængsel i Prag. Denne mand var Frantisek Sajdl, borgmester af Lidice inden krigen. Grunden til at han var i fængsel var, at han dræbte en af hans sønner i en familiestrid i 1938. Han blev løsladt fra fængslet i december 1942, godt 6 måneder efter massakren. Frantisek Sajdl havde intet hørt om massakren og Lidice´s skæbne i fængslet og efter løsladelsen vendte han hjem, bare at opdage, at dalen var tom og at der ingen landsby eksisterede mere. Da fandt han ud af hvad der var sket, og at havde mistet sine to andre sønner i massakren. Frantisek Sajdl blev så forvirret, desperat og ulykkelig, at han tog ind til Gestapo i Kladno. Her var han så desperat og ønskede at dø ligesom sine sønner, at han bl.a. sagde, at han bifaldt Reinhard Heydrich´s død og det attentat, der var lykkedes for faldskærmsagenterne. Gestapo lo ad ham, da de mente, at det var dårlig vits de fik fortalt, men de tjekkede dog historien og fandt ud af, at han talte sandt. Havde han kommet og fortalt sin historie seks måneder tidligere, have dette været en hoved-lovovertrædelse, som ville have udløst dødsstraf, men på det tidspunkt han fortalte sin historie til Gestapo, var hans historie imidlertid ikke længere en forbrydelse! Gestapo fortalte ham, at han skulle forsvinde og sparkede ham ud. - Frantisek Sajdl overlevede på den måde Lidice massakren, fordi han havde dræbt sin egen søn!

Lidice den 10. juni 1945 og mindehøjtideligheden her for byens udslettelse. Landets landflygtige eksil-preæsident Dr. Eduard Benés og hans kone deltager, efter deres tilbagekomst til landet. -- Skæbnen for alle børnene i Lidice og de kvinder, som var gravide på dagen den 10. juni 1942, blev fortalt af den overlevende kvinde ved navn Anna Horakova Nesporova (fødenavn), som da Lidice tragedien fandt sted, havde efternavnet Kohlícková (ægteskabelige efternavn). -- I det gamle Lidice og nærmeste omegn, boede der før massakren den 10. juni 1942, i alt 105 børn. Efter fjernelsen af børnene fra mødrene, som fandt sted i Kladno Gymnasium, blev 7 børn udvalgt og kørt ind til KRC Hospitalet i Prag, inden de skulle "germaniseres/genopdrages" i Tyskland hos nazityske familier. Af disse syv børn, overlevede seks. 91 børn i alderen fra et år, blev deporteret til Lodz i Polen, hvor yderligere 9 børn blev udvalgt til samme formål. Alle 9 blev fundet og vendte tilbage efter krigen. -- 81 + 1 senere eftersendt pige, som ikke skulle "germaniseres" alligevel, blev deporteret fra Lodz til Chelmno dødslejren og dræbt med gas i lejrens gas-lastbiler. -- Efter tragedien blev 6 gravide kvinder fra Lidice, anbragt i Dyková Street nr. 20 i Prag, hvor de skulle føde deres børn, når tiden kom. Af disse 6 børn, født efter 10. juni 1942, overlevede kun 2. -- En af de gravide mødre var Dyková Venuška, som fødte en datter. Datteren fik samme navn, som hendes myrdede mand, Wenceslaus Kohlicek, men datteren blev ikke døbt, da moderen, så snart hun havde født, blev deporteret til koncentrationslejren Ravensbrück. Moderen Venuška kom aldrig tilbage, men omkom i lejren! -- Ligeledes fødte en anden kvinde, Hroníková fra Lidice, en søn i KZ-lejren. Dette spædbarn blev omgående dræbt af en af de kvindelige SS-vagter og moderen omkom senere i lejren. Den myrdede søn, som aldrig fik et navn, var det sidste fødte barn fra Lidice. 4 kvinder fra Lidice, som også var gravide, blev sendt til samme hospital, hvor R. Heydrich døde af sine sår efter attentatet. Her fik disse kvinder tvungne aborter og blev derefter sendt til forskellige koncentrationslejre. -- Ud af de i alt 105 børn, overlevede kun 17 børn. -- I alt myrdede tyskerne ca. 340 mennesker fra Lidice, som repressalier for likvideringen af Reinhard Heydrich - 192 mænd, 60 kvinder og 88 børn. -- En lille tjekkisk landsby, Lezaky, blev også ødelagt to uger efter Lidice´s skæbne. Her myrdede tyskerne både mænd og kvinder på stedet (51) og børnene (12), blev også sendt til dødslejren Chelmno og gasset her den 6. juli 1942, sammen med førnævnte pige fra Lidice. -- Dødstallet i protektoratet, som direkte blev en følge af tyskernes bestræbelser på at hævne likvideringen af Heydrich, anslås til ca. 1.300. Herunder tæller også pårørende til faldskærmsagenterne og modstandsfolkene, sympatisører, hjælpere, mennesker fra den tjekkiske elite/intelligensia, mistænkte for illoyalitet over for tyskerne og tilfældige ofre, som indbyggerne fra Lidice. -- Men likvideringen betød også, at tyskerne anvendte situationen til at myrde og udslette hundredtusinder af andre mennesker rundt om i specielt østeuropa, både jøder og ikke-jøder ("Reinhard Heydrich" aktionerne i Polen, Rusland og andre østeuropæiske lande).

Lidice Memorial. -- Foto fra 1978 af Marie Uchytilová, som var en akademisk uddannet kunstner og billedhugger, udførte alene i sit livs opgave, et fantastisk arbejde, med at skabe et unikt kunstværk, som for altid ville udtrykke børnenes individuelle menneskelige udtryk, selv om de var blevet myrdet af tyskerne i juli 1942 i Chelmno dødslejren i Polen. -- Marie Uchytilová blev født den 17. januar 1924 og studerede billedhuggerkunst i sin ungdom i Plsen under bl.a. professor Otakar Walter og efter krigen gik hun på kunstakademiet i Prag, Tjekkoslovakiet under professor O. Spaniel fra 1945 til 1950, hvor hendes speciale var billedhuggerkunst og mønt- og medaljekunst. Fra 1950 til 1969 underviste hun, sideløbende med sine egne kunstneriske opgaver, på Prag´s Ekspert Kunstskole. Hendes produktion af kunst var omfattende, med små, mellem- og store skulpturer, portrætter, mønter og medaljer. Hun er især kendt for skulpturen "Barunka-Bozená Nemcová, 17 år", som blev skabt for byen Ceská Skalice og opstillet her. Hun skabte den længst anvendte mønt i Tjekkoslovakiet - en 1-krone (koruná), med et motiv af en kvinde, som planter et træ. Mønten blev anvendt fra 1959 til 1992. -- Men hendes helt store bedrift var, da hun fra 1969 og over 20 års daglig konstant arbejde, skabte verdens eneste og enestående bronceskulpturtableau - De 82 børneskikkelser til minde om Lidice´s udslettelse og børnenes henrettelse, herunder også advarslen om menneskehedens meningsløde myrderier, som bl.a. betød at 2. Verdenskrig, anslået kom til at koste ca. 13.000.000 børn livet, over hele verden. Hun havde siden 1945 tumlet med tanken og planerne om, at udføre et mindeskulpturtableau med arbejdstitlen: "Skulptur til minde om krigens børneofre". Hun nåede ikke at gøre de sidste par børneskulpturer færdige og få alle udført i bronce, da hun pludselig døde af et hjerteslag, den 16. november 1989, samme aften, som "Fløjls-revolutionen" i Tjekkoslovakiet startede, i takt med, at de kommunistiske regimer i Østeuropa, krakelerede og gik i opløsning. Efter hendes død blev skulpturværket ikke færdiggjort pga. pengemangel og den særlige situation, som opstod i de tidligere kommunistiske stater, herunder også Tjekkoslovakiet, fra 1989 til 2000, da man endelig fik samlet kræfterne, skabt økonomisk grundlag og opført det fantastiske monument i sin helhed i mindeparken i Lidice.

Marie Uchytilová ses her arbejdende på en af de sidste store skulpturer af børnene fra Lidice, i marts 1989, kun ca. et halvt år før sin død den 16. november 1989. Hun nåede at skabe alle 82 børn, som skulpturer, men hovedparten "kun" i modelform, men klar til at blive broncestøbt. Økonomien for at kunne støbe og opstille kunstværket i sin helhed, blev dog ikke realiseret, trods ihærdige anstrengelser fra næsten hele verden (donationer) - Det kommunistiske system i landet op til 1989 var ikke en "medspiller", da Uchytilová og hendes side af kunstverdenen, ikke var kommunistisk orienteret (hun skabte ofte tjekkisk nationalistisk orienteret kunst, som ikke harmonerede med kommunismens doktriner, kultursyn og ikke mindst kulturpropaganda, hvor det ny Lidice var døbt som et komunistisk "flagskib" i propagandaen for det "kommunistiske paradis"). De fleste af de donerede penge til projektet, forsvandt og blev anvendt af kommunisterne til andre "formål". Hun blev op gennem 1980´erne og til sidst overvældet af inkorrekte juridiske hindringer, bagtalelser og modstand fra landets kommunistiske styre, sådan at hun udtalte, at børnene nu blev myrdet en gang til og denne gang i deres eget land. Men 3 af hendes børneskulpturer, blev for hendes egne økonomiske midler opstillet i bronce i mindeparken i Lidice i 1980´erne. -- Hun arbejde hver eneste dag i 20 år, fra tidlig morgen til sent om aftenen, ofte uden søvn, uden ro og uden mad, optaget at fuldføre sit livs værk. Hun startede den 1. november 1969 på grundlag af tusindvis af skitser og materiale, som hun havde fremstillet og samlet siden 1945. Sideløbende i de 20 år, fremstillede hun også andre skulpturer og mønter/medaljer m.m., ofte med relation til krigens ofre i landet, hvor frihedsbegreberne for landet mod både nazisme og kommunismen, optog hendes skabertrang og udtryksform. De 7 sidste skulpturer blev færdiggjort og opstillet i år 2000, sammen med hele værkets samling af 82 børneskulpturer. -- Marie Uchytilová´s afsluttende ord om sit værk, som hun udtalte i foråret 1989, da den sidste skulptur var færdig i modelform, kom da endelig til sin opfyldelse: "I fredens navn, returnerer jeg nationens 82 børn, til deres naturlige levested, som en symbolsk advarsel og minde for alle de millioner af børn, som er blevet myrdet i menneskehedens nytteløse krige" (frit oversat). Hun kom aldrig til at se det færdige resultat på stedet i Lidice Memorial - Kun hendes egne forestilinger og planer herfor, kom hun til at opleve! -- De 20 års koncentrerede daglige arbejde med skulpturerne, trak i tusindvis af besøgende til, herunder hundredvis af andre kunstnere og billedhuggere. Hendes vision blev verdensomspændende og skabte respekt og omtale verden over. På denne måde blev hendes livs værk også muligt at færdiggøre - Her en en liste over donorer, der har bidraget væsentligt til skabelsen af Lidice Memorial: 1. Lidice Komiteen, Albertslund og Bodil Pedersen Fonden, Danmark, F. Aaberg og E. Rasmussen. - 2. Lidice Foundation, Akita, Japan, Ch. Furuta og T. Kodama 3. Tjekkisk-Tyske Udviklingsfond, Prag. - 4. Lidice og 50-årets udvalg, London, England. - 5. Bundesregierung der BRD, Tyskland. - 6. Foreningen Oktober 44, Putten, Stichting voor Aktieve Gewaldloosheid, Zwolle, Holland. - 7. Dheedene Cécile, Brugge, Belgien. - 8. Familien K. Watanabe, Japan. - 9. Gesellschaft für Jüdische-Christliche Zusammenarbeit, Siegen, Tyskland. - 10. Investerings- og PostBank, Prag. - 11. MD. Charles Vojacek, Prag.

I begyndelsen af 1950'erne, blev mere end 100 huse bygget, ikke langt fra den oprindelige landby Lidice (ca. 300 meter). En mindepark bestående af en donation på 29.000 rosenplanter fra 32 lande, blev oprettet. -- Men i de følgende år, blev det kommunistiske regime i landet en hindring for vedligeholdelse og opretholdelse af mindeparken og den groede til i ukrudt og forfald. Kommunistpartiet i landet havde erklæret den nye landsby som en ideologisk kommunistisk vigtig by og da denne propagandapolitik fik interessen til at forsvinde hos det ikke-kommunistiske tjekkiske folk, døede donationerne og opbakningen langsom ud - Støtten til de kommunistiske propagandaprojekter i landet, var ikke fremherskende og derfor heller ikke til mindet om Lidice - i kommunistisk regi! -- Efter 1990 kom der dog gang i bestræbelserne med at genskabe en ny mindepark og skabe opmærksomhed omkring projektet og det enestående skulptur-kunstværk. -- Marie Uchytilová´s nærmeste familie og venner og andre, som "brændte" for etableringen af mindeparken og skulpturprojektet, søgte efter hendes død at få skulpturerne færdiggjort i bronce. Her var ægtemanden til den afdøde billedhugger, Jiri V. Hampl og datteren Sylvie Klánová, særligt aktive, men også en af de overlevende kvinder fra Lidice, Anna Nesporová , tog del i bestræbelserne for at få projektet realiseret. Ligelede den stiftede forening for skulpturprojektet lagde kræfter i at opnå succes. I året 2000 kom forandringen endelig til Lidice. Det Tjekkiske Kulturministerium financierede genopbyggelsen af Lidice Memorial og etableringen af Marie Uchytilová´s børneskulpturtableau i 2000. Man udnævnte Marie Telupilová, som direktør for Lidice Memorial, som i dag har et nyt museum, mindepark, hvor der foregår en masse aktiviteter for alverdens børn og kunstnere, med udstillinger, foredrag osv. Parken fik under projektet "Roser til Lidice" i 2001, doneret i hundredvis af nye rosenbuske fra hele verden, sådan at rosenparken igen kunne fremstå så smuk, som tidligere. Hundredvis af studenter fra Tjekkiet og fra Tyskland har frivilligt deltaget og deltager stadig i mindeparkens genetablering og vedligeholdelse. -- Billedet viser fotos fra åbningen af Lidice Memorial og dens rossenpark i 2001, hvor mange prominente regeringsmedlemmer og andre notabiliteter fra mange lande deltog. Direktør M. Telupilová holder her sin tale, stående på stedet, hvor de 173 myrdede mænd og drenge fra den 10. juni 1942, ligger begravet.

Lidice Memorial. Monumentet og mindet om de myrdede børn fra Lidice, bliver her særdeles nærværende og udtryksfuldt, mange kan ikke lade være med at græde, når de står og ser dette unikke og globalt universelle udtryk for tyskernes og andre terrorregimers grusomheder mod verdens børn dengang, såvel som til stadighed i dag. -- Navnene og deres fødselsår på de 82 børn fra Lidice, som her er individuelt skulptureret i bronce: Værket omfatter 82 bronze statuer af de individuelle børn (42 piger og 40 drenge) i alderen 1 til 16 år, som blev myrdet i Chelmno i Polen fra den 2. - 6. juli 1942. Oplysningerne stammer fra: "Oboz Smierci w Chelmno Nad Nerem", Janusz Golczynski, offentliggjort af Konin Museum, 1991: BREJCHA Josef, 1937 - BULINA Josef, 1930 - BULINOVA Anna, 1928 - BULINOVA Jaroslava, 1931 - CERMAK Jiri, 1930 - CERMAKOVA Miloslava, 1934 - CERMAKOVA Bozena, 1932 - FRUHAUF Jiri, 1938 - HEJMA Karel, 1934 - HEJMA Frantiasek, 1928 - HERMANOVA Jaroslava, 1939 - HOCKOVA Marie, 1932 - HONZIKOVA Vara, 1929 - HOCKOVA Marie, 1932 - HONZIKOVA Bozena, 1929 - HRONIK Zdenek, 1934 - HRONIKOVA Bozena, 1929 - HRONIKOVA Marta, 1941 - HRONIKOVA Zdenka, 1930 - JADLICKA Vaclav, 1937 - KACL Karel, 1934 - KAFKOVA Vara, 1936 - KAIMLOVA Anna, 1929 - KOBERA Jaroslav, 1932 - KOBERA Vaclav, 1936 - KOBEROVA Milada, 1931 - KOBEROVA Zdenka, 1934 - KOVAROVSKA Hana, 1937 - KOVAROVSKA Ludmila, 1937 - KOZEL Antonin, 1935 - KRASOVA Venceslava, 1935 - KUBELA Rudolf, 1938 - KULHAVY Frantisek, 1935 - KULHAVY Jaroslav, 1929 - LISKA Miloslav, 1936 (møllerens søn) - MIKOVA Milada, 1936 - MORAVCOVA Jitka, 1940 - MORAVEC Vaclav, 1931 - MULAK Karel, 1930 - MULAKOVA Marie, 1927 - MULLER Zdenek, 1937 - NERAD Antonin, 1928 - NOVA Alena, 1938 - NOVOTNA Milada, 1927 - PEK Antonin, 1934 - PELICHOVSKA Emilie, 1927 - PELICHOVSKY Vaclav, 1932 - PESEK Josef, 1934 - PESKOVA Anna, 1936 - PESKOVA Jirina, 1935 - PETRAK Miloslav, 1931 - PETRAK Zdenek, 1933 - PETRAKOVA Jirina, 1927 - PETRIK Zdenek, 1941 - PITINOVA Marie, 1931 - PODZEMAKY Stepan, 1938 - PRUCHOVA Vera, 1926 - PRIHODOVA Josef, 1930 - PRIHODOVA Anna, 1926 - PRIHODOVA Jaroslava, 1940 - PUCHMELTROVA Venceslava, 1928 - RADOSTA Miloslav, 1936 - RAMES Vaclav, 1933 - RAMESOVA Jaroslava, 1940 - ROHLOVA Bozena, 1934 - RUZENECKA Jirina, 1929 - SEJE Jiri, 1936 - SOUCKOVA Jirina, 1930 - SOUCKOVA Marie, 1928 - SOUCKOVA Miloslav, 1929 - STRAKOVA Jarmila, 1939 - STRAKOVA Ludmila, 1940 - SUCHY Josef, 1941 - SYSLOVA Wiroslava, 1928 - SROUBEK Josef, 1934 - SROUBEKOVA Marie, 1927 - STORKOVA Jaroslava, 1932 - URBAN Antonin, 1930 - URBANOVA Vera, 1937 - VANDRDLE Josef, 1928 (lokalpolitimandens søn) - VESELA Dagmar, 1936 - VLCEK Karel, 1935 - ZELENKA Jaromir, 1940 - ZID Ivan, 1934 (Se tekst ved foto af denne dreng og omtale af hans far m.v.).

Lidice i dag, med mindeparken og museum nederst i billedet. -- Til ære for Lidice, har en række byer, lokalsamfund rundt om i verden, omdøbt gader, pladser og byer til navnet Lidice. Nyfødte piger rundt om i verden, blev døbt med navnet Lidice, straks efter at massakren blev kendt verden over og mange bærer den dag i dag navnet Lidice. Efter krigen fortsatte Lidice med at blive mindet af mennesker over hele verden. I september 1942, grundlagde kulminearbejdere i Stoke-on-Trent i England organisationen "Lidice skal leve", for at skaffe midler til genopbygningen af landsbyen efter krigen. Flere byer i forskellige lande blev opkaldt efter landsbyen, f.eks. San Jerónimo-Lidice i Mexico City, Barrio Lidice, et hospital i Caracas, Venezuela, Lidice de Capira i Panama og byer i Brasilien. Den 12. juli 1942 vedtog byrådet i byen Stern Park Gardens, Illinois, USA, at byen omdøbtes til Lidice. En plads i den engelske by Coventry, som selv blev meget ødelagt under 2. Verdenskrig, er opkaldt efter Lidice. En gyde i downtown Santiago, Chile, er opkaldt efter byen Lidice. En gade i Sofia er opkaldt til minde om massakren. -- Den tjekkoslovakiske regering erklærede i en fredsdemonstration i Lidice, den 10. Juni 1945, på 3-årsdagen for masakren, at byen skulle genopstå. Begivenheden blev overværet af de 143 overlevende kvinder fra Lidice, som var kommet tilbage til stedet, men nu uden deres mænd og børn, som det næsten lykkedes tyskerne at myrde allesammen - En frygtelig skæbne for de mange enker! Nazisterne myrdede i alt 340 mennesker fra Lidice. Efter en to-års undersøgelse opsporede man 17 børn, som havde boet i Lidice, eller havde tilknytning til familierne i byen. I sommeren 1947, blev grundstenen lagt til den nye by Lidice, ca. 300 meter fra den oprindelige landsby´s placering. Bygningen af de første huse blev påbegyndt i maj 1948. Gradvis med den enorme hjælp af frivillige fra hele landet og udlandet, blev en moderne landsby med 150 huse opført. Samtidig blev der bygget det nuværende kommunekontor, posthus og et kultur- og butikscentrum i byen. Samtidig anlagdes mindeparken med opførelsen af mindesmærket og museet. Den 19. juni 1955 indviedes i mindeparken, rosenhaven "Rosarium", som bestod af 29.000 plantede rosenbuske, som kom fra forskellige dele af verden, ved siden af lindetræalléen, med udsigt mod stedet hvor den gamle landsby lå. I 1990'erne blev rosenparken forsømt, men efter 2001, blev et nyt "Rosarium", med 21.000 plantede rosenbuske, designet og skabt, beliggende 500 meter fra museet. I den nye landsby, er der et kunstgalleri der viser permanente- og særudstillinger. Den årlige kunstfestival for børn tiltrækker opmærksomhed på verdensplan. I årenes løb har mange kunstnere deltaget i kulturelle begivenheder og skænket deres kunst til landsbyen. Lidice´s livsflamme blev brat pustet den junidag i 1942, men kun for en kort tid og takket være hjælp fra alle mulige mennesker rundt om i verden, blev en lille "livets flamme" antændt igen og blev til en stor flamme i dag. Hvilken retning byen og omegnen vil tage i fremtiden, er nu kun i hænderne på byens nuværende indbyggere. Besøg museet, hvor de indsamlede fakta og dokumenter om Lidice tragedien findes, besøg rosenhaven, mindesmærket og den nye landsby. -- Tyskerne udryddede også utallige landsbyer og befolkninger i det øvrige Østeuropa og Rusland, ofte på endnu værrer umenneskelige måder, men Lidice blev det fælles symbol på de uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden. En af de første til at fordømme forbrydelsen, da den blev kendt, var da USA´s Flådeminister William F. Knox, der den 13. juni 1942 udtalte: "Hvis de kommende generationer spørger, hvorfor vi udkæmpede denne krig, skal vi fortælle dem om Lidice".

Likvideringen af Protektoratets leder SS-ObergruppenFührer Reinhard Heydrich og den heroiske kamp faldskærmsagenterne gjorde i kirken i Prag og ikke mindst Tyskernes ufattelige hævn og gengældelse over hele landet, men især udryddelsen af menneskene og landbyerne Lidice og Lezaky, foranledigede enorm international opmærksomhed og sympati. Her var det også overordentligt vigtigt, at der i england var etableret en international anerkendt eksil-regering og organisation. Dette kom til at betyde, at onsdag den 5. august 1942, sendte den britiske udenrigsminister Anthony Eden, et brev til den Tjekkoslovakiske eksilregerings udenrigsminister Jan Masaryk. Brevet var en overordentlig vigtig erklæring og beslutning, som den engelske regering havde gjort mht. Münchenaftalen fra 1938. -- De Allierede var stærkt berørt og rasende, ikke mindst Winston Churchill, over det som var sket i Tjekkoslovakiet den 27. maj og månederne efter - Reinhard Heydrich´s død og tyskernes frygtelige forbrydelser og massakrer i Lidice og mordene på tusinder af tjekkoslovakker som gengæld for dette attentat. ---- Krigen havde nu varet 3 år og England havde nu modet til at foranledige, at München-aftalen blev annuleret. Englands regering og Frankrig, (Frankrig repræsenteret af lederen af De Frie Franske styrker i England, General Charles de Gaulle og på vegne af en proklamation fra Frankrigs nationalforsamling), under-skrev sammen med tjekkoslovakiets eksilregerings leder Eduard Benes og udenrigsminister Jan Šrámek (Jan Masaryk), den 29. september 1942, at München-aftalen nu var ugyldig med tilbagevirkende kraft fra den dato aftalen blev indgået (29/30. oktober 1938). ---- Man var også udadtil imponeret over missionen med attentatet på Heydrich i Prag, operation "ANTHROPOID". ---- Man honorerede dermed tjekkoslovakites vedholdende insisterende vilje, til at kæmpe mod tyskerne i landet og udholde og klare alle de nederlag og represalier som nazisterne påførte landet og alligevel dødsforagtende viste hele Europa, at tyskernes ledere kunne dræbes, selv om disse i 1942 herskede over det meste af Europa. ---- De Allierede var enige om, at når nazisterne blev besejret, ville Sudeterlandet igen blive overgivet til Tjekkoslovakiet. I den forbindelse førte det også til sympati for tanken om, at tjekkerne kunne udvise den tyske befolkning i sudeter-områderne til Tyskland. Dette fik Eduard Benes, lederen af eksilregeringen i London og andre af lederne, til at kræve, at de tyske forrædere skulle dræbes efter krigen. Fotoet viser underskrivelsen, den 29. september 1942, af ophævelsen af Münchenaftalen fra 1938, hvor det på billedet er Den Tjekkoslovakiske eksil-Udenrigsminister Jan Masaryk, som underskriver den Franske National Kommité´s traktat, som England fik sat i værk. I midten ses formanden for Den Franske National Kommité i eksil, Charles De Gaulle. Eksil-Premierministeren for Tjekkoslovakiet, Jan Srámek, ses yderst til højre. Traktaten blev kulminationen på Dr. Eduard Benés 4 år lange kamp, for at få ophævet München-aftalen.

Tjekkoslovakiets oprør og befrielse fra det nazistiske åg, skete først til allersidst fra den 4. maj 1945. Tjekkoslovakiet havde på det tidspunkt af krigen, mange store og små partisangrupper, der udgjorde omkring 7.500 modstandsfolk. Disse partisaner deltog især i "Slaget om Skinnerne", hvor sabotage virkede forstyrrende på den tyske jernbanetransport. Man overfaldt tog og stationer, tyske troppetog, og beskadigede janebanespor og broer. F.eks. var der nogle jernbanelinjer, som nazisterne kun kunne bruge i dagtimerne og ikke engang hver dag. I de første dage af maj 1945, blev modstandskampen intensiveret efter dannelsen af en midlertidig tjekkoslovakiske regering i Košice den 4. april 1945. Der blev dannet såkaldte "Nationale Kommitéer", som overtog administrationen af byer som tyskerne var fordrevet fra. Mere end 4.850 sådanne komitéer blev dannet mellem 1944 og slutningen af krigen i maj 1945, ofte under tilsyn af Den Røde Hær, primært efter den 11. maj 1945. Den 4/5. maj begyndte den nationale opstand spontant i Prag, og det nydannede tjekkiske Nationale Råd (Ceská národní rada), overtog næsten øjeblikkeligt ledelsen af oprøret. Over 1.600 barrikader blev opført i hele byen, og omkring 30.000 tjekkiske mænd og kvinder kæmpede i tre dage mod 37.000 - 40.000 tyske tropper støttet af kampvogne og artilleri. Den 8. maj kapitulerede den tyske Wehrmacht og delvis også Waffen-SS, da nogle af de enheder søgte at frelse sig, ved at søge mod vest og de amerikanske linier, men andre SS-grupper blev ved at kæmpe helt til den 11. maj. De sovjetiske tropper ankom den 9. maj. -- Opstanden i Prag den 4/5. maj 1945. Borgere, modstandsfolk og selvbestaltede millitser i byen, har på fotoet oprettet en af de utallige barrikader - Her ved den berømte Karlsbro i centrum af Prag. -- I 2. Verdenskrigs sidste dage i Prag, blev befolkningen i byen opmuntret af nyhederne om, at den amerikanske hær, under ledelse af den berømte General Patton, havde kurs mod hovedstaden. Mange frygtede, at blive erobret af Den Røde Hær og russerne, som også var på vej, kæmpende mod de tyske relativt stærke styrker, som stod i Tjekkoslovakiet, herunder mange Waffen-SS enheder, som ikke ville stoppe kampen mod russerne - de havde heller ikke udsigt til andet end den visse død, så deres bitre kamp, trak ophøret af død og ødelæggelse længere og længere ud. Den 4. maj 1945 begyndte mange af Prags indbyggere, at gøre modstand, ved at bygge barrikader i gaderne, bevæbne sig og direkte angribe de tyske myndigheder og soldater i byen. Man rev tyske skilte ned og overmalede dem med patriotiske slagord. Nogle overfaldt tyskere og mange af de tidligere nazivenlige medborgere, både som hævn og få at få fat i våben. Folk strømmede ud i gaderne og forhindrede tyskerne i at manøvrere med deres styrker, hvoraf de fleste var stationeret uden for Prag, på kasernerne her. Russerne blev overrasket over at Patton og amerikanerne var stærkt på vej mod Prag og Marskal Konjevs panserstyrker i det sydlige Østtyskland, ilede den 6. maj 1945 i forceret tempo, stik syd og fejede al tysk modstand væk og rasede mod Prag, for at komme først. Modstandsbevægelsen havde planlagt at gøre opstand, netop den 4. maj, for at erobre Prag og dermed landets integritet og overlevelse som nation, inden de blev befriet af enten amerikanerne eller russerne - man ville ikke være offer eller i "gæld" til stormagterne, hvis/når de befriede dem. Hvis man selv havde befriet sig fra tyskerne, var situationen en anden og bedre i en efterkrigstid - Tjekkerne havde jo en international anerkendt eksil-regering i London, takket være dennes leder eks-præsidenten Eduard Benes. Modstandsbevægelsen og mange andre tjekker, anmodede skiftesvis dog både amerikanerne og russerne om at komme til undsætning - man vidste jo ikke om man kunne befri byen, eller holde den befriet - man vidste godt, at de tyske styrker i og omkring Prag var stærke og var meget lidt opsat på at opgive kampen. Flere tjekkoslovakiske politi- og gendarmenheder, vendte nu front mod tyskerne og støttede befolkningen med udlevering af våben og køretøjer. I Prag opholdt sig på det tidspunkt også den militære anti-kommunistiske hær, Vlasov´s Hær (ROA), som siden siden 1943, havde støttet tyskerne og herunder især Waffen-SS og var organiseret i lighed med denne. Hæren blev kaldt Vlasov-hæren, eller som Generalløjtnant Andrej Vlasov, selv benævte hæren: Den Anti-Kommunistiske Russiske Befrielseshær (ROA). Vlasov-Hæren, som bestod af mange russiske antikommunister, men også andre landes antikommunister, havde ikke kæmpet direkte sammen med de tyske hærenheder, da naziledelsen var noget kølig over for ideen med denne enheds aktive deltagelse på tysk side - man stolede ikke på Vlasov og de andre ledere i hans hær (Vlasov var tidligere en meget stor sovjetisk helt, medens han var soldat i Den Røde Hær indtil sommeren 1942, hvor han blev svigtet af den russiske hærledelse, da han ledede sin 2. Shockarmé i kamp og blev ladt i stikken af Den Røde Hær´s ledere og måtte se sine folk blive næsten udryddet og han selv taget til fange. Herefter skiftede han side for at bekæmpe det kommunistiske styre og støttede nu tyskerne og her altså især Waffen-SS). Tyskerne havde i øvrigt over en million mand i sine styrker, gennem hele krigen, som bestod af mange mennesker fra hele Europa, herunder omkring 6000 danskere. Men i februar/marts 1945 blev Vlasov-Hæren sat ind i aktiv kamp mod de russiske angreb, som fejede hen over Oder-Floden og videre mod Berlin. Vlasov-hæren kæmpede for første og eneste gang i de ekstremt hårde kampe ved Seelow-højderne på vestsiden af Oder-floden og altså øst for Berlin. Men slaget i dette område kunne tyskerne ikke holde til - man ofrede de sidste hærenheder, man rådede over og kampene kom til at koste næsten ½ million døde og sårede i alt på begge sider. Resterne af Vlasov-Hæren undslap blodbadet omkring Oder-floden og flygtede til Tjekkoslovakiet og Prag og Vlasov selv forsøgte at komme amerikanerne i møde, så han kunne blive fanget af dem og ikke sine russiske landsmænd, hvor han ikke ville finde nåde og betragtet som en forræder af de russiske kommunister og deres ledelse. Den russiske general Sergei Bunyachenko var leder af Vlasov-Hæren i Prag og han beordrede "Vlasovitterne" til vende sig mod tyskerne og hjælpe Tjekkerne i byen med at gøre opstand og levere våben og ammunition til befolkningen. Vlasov-Hæren var relativt godt udrustet (herunder pansrede køretøjer og artilleri) og mange af dens soldater, som havde sluttet sig til enheden, var erfarne veteraner fra Østfronten. Imidlertid havde Vlasov-Hæren (ROA) og lederne heraf, ikke planer om at blive i Prag under hele byens opstand. Efter at have hjulpet tjekkerne i godt én dag, hastede enheden mod syd, for at nå de amerikanske styrker og overgive sig til dem. Vlasov stolede ikke på sine egne ledere i hæren - alt var kaos i krigens sidste dage. Han søgte selv mod de amerikanske linier, medens hans hær, sammen med nogen af de tyske Waffen-SS styrker også forsøgte det samme. Det var den visse død at blive fanget af Den Røde Hær.

I Prag´s radio, den 30. april/1. maj 1945, meddelte SS Obergruppenführer Karl Hermann Frank (Lidice-bødlen), at han ville drukne ethvert oprør i et "hav af blod". Da rygterne om en forestående allieret ankomst til Prag, strømmede folk i Prag ud på gaderne, for at glæde sig over sejrherrernes ankomst. Karl Hermann Frank beordrede staks totalt udgangsforbud og at den tyske hær og politistyrkerne i Prag, skulle skyde på enhver, der ikke lystrede dette. Den 4. maj begyndte byens borgere og modstandsfolk, at bygge barrikader. -- Den 5. maj om formiddagen blev budskabet om opstanden yderligere udbredt, da den tjekkiske radio udsendte en appel til befolkningen, på en blanding af tjekkisk og tysk, om at gøre oprør. En gruppe af tjekkiske politifolk forsøgte at indtage og beslaglægge radiostationen, som lå på Vinohradská gaden. En afdeling af SS-soldater var på vagt omkring radiostationsbygningen. Det kom til en bitter kamp om herredømmet over radiostationen. Med lyden af kamp i baggrunden, fortsatte radiostationen med at sende, hvor budskabet igen og igen blev råbt, om at borgerne skulle gøre oprør. Omkring kl. 13:00 lykkedes det bevæbnede tjekkiske modstandsfolk, at overløbe de Waffen-SS soldater, som forsvarede radiobygningerne. Radiospeakeren blev ved med at opfordre den tjekkiske nation om at gøre oprør og bad dem bygge barrikader i byen. Tjekkiske modstandsfolk besatte Gestapo´s og Sipo´s hovedkvarterer. Om eftermiddagen den 5. maj, skiftede den siddende borgmester i Prag officielt side og trådte ud af Det Nationale Råd på rådhuset. Mange tjekker angreb de tyskere, som de fik øje på og beslaglagde deres våben. Tyskerne ville dog ikke overgive sig og gjorde svær modstand alle steder i byen. Om aftenen erfarer modstandsbevægelsen og de oprørske borgere, at nazisterne har til hensigt at slå opstanden ned ved hjælp af et meget stærkt angreb ude fra byens udkanter, hvor tyskerne var kaserneret. Sammen med de lokale nazistiske styrker inde i byen, ville man knække modstandskræfterne i byen. Rygtet gik, at tyske kampvogne, pansrede motoriserede enheder og fly ville angribe hovedstaden i løbet af aftenen og natten. Men oprøret var nu så omfattende i aftentimerne af den 5. maj, at magtbalancen mellem oprørerne og den nazistiske magt var begyndt at ændre sig. Efter en fase af oprøret, hvor nazisterne havde dominans, begyndte der nu en fase med stabilisering af magtforholdet. Om formiddagen den 6. maj, var det opført over tusind barrikader. Den tjekkiske modstandsbevægelse og byens borgere og politi, som havde skiftet side, havde formået at overtage kontrollen med halvdelen af byen, før tyskerne fik reageret med den fornødne kraft. De tyske garnisoner i hele Prag blev omringet af oprørerne, som mange steder tvang de belejrede tyskerne, til at overgive sig, ved at afskære deres elektricitet, vandforsyning og telefon. Prag oplevede ligeledes en udbredt hævn mod tyskerne og deres medløbere, men også nogle tyskere, især SS, tog hævn over den tjekkiske befolkning i byen. De tyske Wehrmachtstyrker udenfor Prag, begyndte at bevæge sig mod centrum for at befri deres belejrede eller fangne landsmænd. Et andet formål med de tyske styrkers angreb, var erobringen af jernbanen og hovedvejene i byen, som var vitale forbindelser. Tyskerne frygtede de russiske styrker, som var på vej mod byen og besiddelsen af disse vitale transportmuligheder, ville sikre fri passage vestpå til de amerikanske linjer for de tyske hærenheder. I løbet af 6. maj forsøgte tyskerne at generobre radiostationsbygningen. Men den tyske fremrykning løb ind i stor modstand, både i selve bygningen, og på barrikaderne i de nærliggende gader. Tyskerne besluttede nu, at bruge bombefly i stedet for. Luftangrebet var en succes, men den tjekkiske modstand fortsatte og radiomeldingerne blev bare sendt fra en anden placering. Med nyheden om, at amerikanerne allerede var i byen Plsen, håbede man at de amerikanske panserstyrker snart nåede til Prag. Men oprørerne var ikke klar over den aftale, som der var mellem amerikanerne og de sovjetiske ledere, nemlig at amerikanerne skulle stoppe fremrykningen ca. 70 km. vest for Prag. Den tjekkiske radio´s sendinger til den amerikanske hær og General Patton, forblev ubesvaret. Oprørere var heller ikke klar over, hvor Den Røde Hær var nået til på det tidspunkt, og det tyske militære pres var stigende. Den 7. maj angreb SS- og Waffen-SShærenheder med pansrede køretøjer og med artilleribeskydning fra deres stationering uden for Prag. Tyskerne var frustrerede over manglen på afgørende militære fremskridt, og de lancerede en række rasende kampvognsangreb på byens forsvarere. Situationen var alvorlig. Waffen-SS begyndte at bruge deres tunge militærudstyr og Luftwaffe fortsatte med deres luftangreb på Prag. Mange historiske bygninger blev bombet. I de næste timer, hen over den 7. maj, lykkedes det gradvist den tyske besættelsesmagt at få overtaget over for den tjekkiske modstandskamp. Modstandsfolkene havde kun et par anti-tank kanoner, at imødegå tyske kampvogne med. Hertil kom, at oprørerne var ved at løbe tør for ammunition. Men så trådte Vlasov´s hær ind "på scenen".....

Hvem kæmpede om Prags frihed: Det var tjekkiske borgere, både fra proletariatet og bourgeoisiet i byen, som deltog i kampene mod tyskerne under opstanden. De var alle enige om, at målet for kampen, var at frigøre byen og landet fra den tyske besættelse. I foråret 1945, bestod proletariatet og dets modstandsorganisationer og grupper, af patrioter, som havde udført en reel kamp mod nazisterne i landet. I modsætning hertil var bourgeoisiet, som i overvejende grad bestod af folk, fra den bedre stillede del af indbyggerne, fra magtapparatet, administrationen, universitetsuddannede osv., der under hele den tyske besættelse, ikke havde meget til fælles med de befolkningsgrupper, som faktisk stod for den meste modstand og kamp mod nazismen. Men så snart de følte, at det nazistiske "tusindårsrige sang på sidste vers", forsøgte de at "spille med" og give det indtryk, at de også havde bidraget til kampen og nu ville opnå de nye fordele, som tiden efter den nazistiske orden, givetvis ville give dem og være til gavn for deres befolkningsgruppe. -- Det var den almindelige etniske tjekkiske oprører, som kæmpede i Prag, dem som i praksis under det nazistiske åg, havde været tvunget til at arbejde for nazisterne. Det var dem, som selv havde måttet opleve og udstå krigens rædsler i landet, men også dem, som foragtede alt tysk og dem som var nødt til at samarbejde med tyskerne, der var de første til at gøre spontant oprør, uden at vente på de politiske ordrer. Trods manglende militær uddannelse, bevæbnede de sig med håndvåben erobret fra tyskerne eller leveret af de instanser, som vendte sig mod tyskerne og magten i landet (politi, gendarmeri) og specielt fra "Vlasov´s Hær" (se og læs ved de 2-3 sidste fotos om opstanden i Prag). De kæmpede overraskende godt og forsøgte at hindre de overlegne tyske styrkers bevægelighed, ved et omfattende netværk af hastigt etablerede gadebarrikader. Den taktik med at blokere de tyske militærbevægelser, blev en succes. Et af oprørernes vigtigste mål var også nået, nemlig at påvise og synliggøre den tjekkiske modstandsvilje og befri byen inden de blev "befriet" af Den Røde hær eller for den sags skyld den amerikanske hær (tjekkoslovakkerne havde jo en eksil-regering og militær i England). Men det blev et tæt opgør med tyskerne, hvor hver enkelt time skulle tælles med, inden oprøret kunne sikre byens frihed og inden russerne ville ankomme. Takket være oprørerne, fik Prag sig frigjort fra tyskerne, før ankomsten af de sovjettiske styrker. Det Tjekkiske Nationale Råd, ledet af Otakar Machotka og som vel at mærke var loyal over for eksil-præsident Edvard Beneš i London, repræsenterede den "proletariske" befolkning i Prag, ved de forhandlinger, som kom til at stå med de russiske militærledere efter "befrielsen". De "marionetagtige" regeringsstyrker i Prag og i landet i øvrigt (Böhmen og Mähren), politi, gendarmer, toldere og andre sikkerhedsstyrker, bestod mest af etniske tjekker, men kontrolleret af Gestapo. De fleste af disse styrker, grupper eller enkeltpersoner vendte deres våben og udstyr mod tyskerne, som de ellers skulle beskytte under besættelsen. Selv om de ikke udgjorde nogen reel fare for det veluddannede tyske militær, afleverede disse tjekkiske styrker frivilligt en stor del af deres håndvåben, ammunition og kommunikationsudstyr til oprørerne. De skulle tidligere bevogte Prag mod "den indre fjende", men i virkeligheden vendte de altså deres våben mod deres tidligere allierede, tyskerne. Tidligere blev disse styrker af politi, gendarmer, toldere og andre betragtet som forrædere, af den menige tjekkiske befolkning "proletaraiatet", og nu da de vendte sig mod besættelsesmagten, betragtede tyskerne dem som forrædere. Uanset hvad, havde disse borgere fra "beskyttelsesmagten", meget få flugtmuligheder og måtte derfor kæmpe med mod tyskerne. Tyske civile, bosat i Prag, administratorer, embedsmænd og familiemedlemmer af det tyske militær, sudetertyskere og deres familie, var det nemmeste og mest legitime mål for den tjekkiske vrede og hævnlyst. De måtte flygte over hals og hoved, på alle mulige måder, ofte i stjålne køretøjer, for at redde deres liv. Mange grusomheder blev begået mod hinanden på begge sider. Nogle tyskere, især SS, tog hævn over de tjekkiske civile borgere. ---- De regulære tyske hærenheder blev faktisk fanget både inden for og uden for Prag. De befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Da spillet var ved at være ude for tyskerne i Prag, havde de brug for Prag´s vejnet, for at flygte mod vest, så de kunne overgive sig til amerikanerne. -- Overlegne i antal, udstyr og uddannelse, blev presset fra oprørerne mod de tyske styrker i Prag, dog hen over tid for stort. Den midlertidige undertegnelsen af en overgivelseserklæring mellem Det Tjekkiske Nationale Råd og tyskernes øverstbefalende for værnemagten (den tyske alm. hær), General Toussaint, kan kun betragtes, som en delvis sejr for oprørerne, da dette kun fik en mindre del af disse tyske tropper, til at flygte vestpå. Nogle hærenheder var nødt til at fortsætte kampen, da de blev tvunget til dette af forskellige fanatiske SS enheder og fra Waffen-SS, som egentligt skulle være deres allierede, men som nægtede at anerkende en våbenhvile og ville fortsætte den menigngsløse krig på bl.a. deres bekostning. Waffen-SS enhederne blev betragtet, som den bedst udstyrede, trænede og motiverede del af alle de tyske styrker. De bestod for det meste af soldater fra "Kampfgruppe Wallenstein", som var blevet oprettet af enheder fra Waffen-SS, der havde tilhørt enhederne på troppeøvelseskasernen ved navn: Truppenübungsplatz Böhmen, som var et stort uddannelsesområde nær Benešov uden for Prag. Der var oprettet to væsentlige enheder, med hver sin ledende officer. Styrken bestod af fire regimenter med et lille antal pansrede køretøjer og nogle få artilleri-enheder. Da Waffen-SS var den mest fanatiske af de tyske enheder, havde de også mest at tabe. I tilfælde af overgivelse, forventede de ingen nåde (noget som de, da det skete, heller ikke fik). De afslog den midlertidige overgivelsesaftale og våbenhvile og betragtede alle de tyske enheder, der gjorde det, som forrædere. Waffen-SS enhederne blev ved at kæmpe fra den 7/8. maj og de sidste rester af soldaterne herfra, blev forfulgt og bekæmpet, af Den Røde Hær i skoven sydvest for Prag, så sent som 11. maj 1945. Russerne kom overraskennde buldrende ind i Prag fra nord, den 9. maj og fik på den måde afsluttet kampen i Prag. Men da havde oprørene allerede vundet og tyskerne på flugt mod syd og vest. Dette banede vejen for, at den tjekkiske eksil-regering, i dagene efter, kunne begynde,at flyve hjem til landet igen. Inden og også samtidig med at byens indbyggere "hyldede" de enorme kolonner af sovjetiske kampvogne, der rullede ind i Prag, forlod de sidste tyske hær-enheder byen under beskyttelse af en midlertidig våbenhvile. De Allieredes militære kommando havde aftalt med den sovjettiske ledelse, som tidligere nævnt, at Prag skulle "befries" af Den Røde Hær. Derfor havde man allerede, uden at oprørerne i byen vidste noget om, at den sovjetiske hærs ankomst for at hjælpe dem i "allersidste øjeblik", var et skuespil overfor alle i byen, da kapitulationen og overgivelsen fra de tyske styrkers side, var underskrevet 13 timer før de første sovjetiske kampvogne nærmede sig Prag fra nord. Ca. 30 sovjetiske soldater blev dræbt i udkanten af Prag i flugt-træfninger med resterne af den "Russiske Befrielseshær" Vlasov´s Hær, og med de russiske og ukrainske nationalister, som bevogtede de tyske krigsfangelejre i området. Disse styrker kæmpede under oprøret, både en tid mod oprørerne og en tid med oprørerne, hvor de tog del i kampen mod de tyske styrker i byen og gav oprørerne våben og forsyninger til deres kamp for friheden. Disse russisk-talende anti-kommunistiske tropper fra "Vlasov´s Hær" (ROA), blev ofte forvekslet med Den Røde Hær. Vlasovitterne kæmpede godt, og støttede opstanden i de afgørende timer den 7/8. maj og hjalp Prag, hvor det var mest nødvendigt. Deres offer kom til at koste over 300 dræbte soldater fra "Vlasov´s Hær", i kampene mod bl.a. Waffen-SS. Da kampene senere stoppede, fik denne anti-kommunistiske hærenhed, på grund af de kommunistiske medlemmer i Det Tjekkiske Nationale Råd, afslag på at blive betragtet og accepteret, som allierede og som frihedskæmpere. De fleste fra "Vlasov´s Hær", blev senere taget til fange af Den Røde Hær og deporteret til de sibiriske "Gulag" arbejdslejre, hvor de fleste gik til grunde. I 1946 blev Generalløjtnant Andrej Vlasov og de andre ROA ledere, herunder General Bunyachenko, dømt og henrettet for forræderi i Moskva´s Lubjanka fængsel. ---- Den amerikanske hær blev tvunget af De Allieredes politikerne, til at spille en passiv rolle i befrielsen af det østlige Europa og hermed Tjekkoslovakiet og Prag, på grund af de tidligere aftaler mellem Roosevelt, Churchill og Stalin (f.eks. Jalta-aftalen fra februar 1945). Selv om amerikanerne var i stand til at nå til Prag nogle timer før Den Røde Hær nåede frem, insisterede Den Røde Hær´s kommando på en streng overholdelse af de etablerede aftaler, uanset den faktiske situation i Prag. Den amerikanske General George S. Patton´s styrker var ønsket og forventet i Prag, men kommunisterne gav ham ikke lov til at køre det sidste stykke, selv om hans rekognoscerings enheder, var blevet rapporteret set, blot 20 km. syd for Prag. Under alle omstændigheder var den amerikanske hær, under General Patton´s ledelse, på den vigtige mission i det tidlige forår, at rykke frem hele vejen, til det østlige Böhmen, for at overtale Feltmarskal Ferdinand Schörner til at overgive sig, sammen med sine resterende tyske styrker. Som tidligere nævnt, fik Patton 3 franske forhandlere ind i Prag, hvor deres mission var at overtale General Toussaint, den tyske militære øverstkommanderende i Prag, til at kapitulere, hvilket jo lykkedes. -- Men meget gik også galt i de kaotiske dage omkring oprøret, befrielsen og kamphandlingernes ophør og den efterfølgende opsamling og registrering af de mange forskelligartede tyske hærenheder, som nu skulle være krigsfanger. -- Krigsfanger fra den 20. Waffen Grenadier Division SS (1. Estiske Division) blev forvekslet med krigsforbryderne fra de andre tyske SS-enheder og herunder de "rene" tyske Waffen-SS enheder. Den tjekkiske befolkning og dens oprørere og Den Røde Hær, fortsatte deres fjendtligheder over for de estiske tropper, som overgav sig. Esterne var i overvejende grad blevet tvangsindkaldt til Waffen-SS-enhederne. Denne estiske division havde modtaget en del "særlig uddannelse", ud over den regulære militære uddannelse og havde derfor begået forskellige krigsforbrydelser i den tid, hvor de var underlagt den tyske Waffen-SS kommando. De overlevende fra den estiske Division, som havde overgivet sig i dagene omkring den 8-9. maj 1945, husker det som "Det Tjekkiske Helvede". De var blevet jaget rundt, ydmyget, tortureret og dræbt af den lokale befolkning, oprørerne og af andre tyske Waffen-SS soldater, sådan at mellem 500 og 1.000 estiske soldater blev dræbt, selv om de havde overgivet sig.

Den 9. maj hen på eftermiddagen 1945, ankom hovedparten af de russiske styrker til Prag, men til en befriet by, som tjekkerne selv havde klaret, sammen med ROA-hæren (Vlasov´s Hær). Russerne blev dog fejret som "befriere", da deres offensiv siden januar 1943, jo var årsag til at de nu stod i Prag. --- I slutningen af oprøret og på det afgørende tidspunkt, den 8. maj, deltog soldater fra en division af den anti-kommunistiske "Russiske Befrielseshær ROA", også kendt som "Vlasov´s Hær", under kommando af General Sergei Bunyachenko, på de tjekkiske oprøreres side, i kampen mod de tyske Waffen-SS enheder. Denne hær var gennem krigen uddannet og bevæbnet af Waffen-SS, men ikke brugt operationelt, undtagen i februar 1945 ved Oderfloden i det østlige Tyskland. ---- I starten af oprøret var ROA først loyale over for de tyske Waffe-SS styrker, men af flere årsager (angst for repressalier, stå sig godt med tjekkerne, når krigen sluttede, ingen anden udvej end at kæmpe og kæmpe, en sikker død ville komme til dem, hvis russerne indtog Prag, med hjælp til tjekkerne, håbede de måske at de kunne undslippe til de amerikanske linier, mange af styrkens soldater var indædte anti-kommunister osv.), vendte de våbnene mod deres egne allierede, de tyske Waffen-SS styrker. I modsætning til de tjekkiske oprørsstyrker, var "Vlasov´s Hær" relativt godt udrustet med pansrede køretøjer og artilleri og bestod på det tidspunkt bl.a. af erfarne russiske anti-kommunistsike veteraner fra Østfronten. Men "Vlasov´s Hær" fik ikke den fulde støtte fra de tjekkiske oprørsledere, og da Vlasov og hans ledere var bange for, at oprørerne ville forråde ham og hans soldater i den forestående invasion af de sovjetiske soldater, stoppede de deres støtte og hjælp til oprørerne, i oprørets sidste timer. Herefter drog ROA-hæren ud af Prag, for at forsøge at nå de amerikanske linjer, som de nåede den 10 maj, hvor de overgav sig. De blev dog, under pres fra sovjetisk side, 2 dage senere overleveret til Den Røde Hær af amerikanerne og deres skæbne var dømt til langsom undergang. Lederne af "Vlasov´s Hær", herunder Vlasov selv, blev henrettet i Moskva og alle øvrige soldater, deporteret til sibiriens arbejdslejre "Gulags". ---- Tyskernes kommandant i Prag, General Rudolf Toussaint, fremsatte den 8. maj, et ultimatum til oprørslederne, som gik på, at oprørerne skulle kapitulere omgående og lade de tyske styrker og andre tyske civile, få frit lejde ud af Prag. På denne måde ville tyskerne skåne byen for flere ødelæggelser. Tyskerne var godt klar over, at hvis de kunne overgive sig til amerikanerne, ville de slippe billigere. Hvis de måtte overgive sig til russerne, ville der ikke blive vist nogen nåde. Selv om dette "kompromis", syntes at give tyskerne den største fordel, var den tjekkiske oprørsledelse overbevist om, at tyskerne ikke ville få tid nok, til at komme ud af Prag, endsige nå de amerikanske linier. Det kom til at holde stik, allerede om aftenen den 8. maj tromlede de første russiske kampvogne ind i forstæderne til Prag og den 9. maj om eftermiddagen 1945, ankom hovedstyrken fra den sovjetiske Røde Hær til Prag. Den amerikanske hær var allerede den 5. maj tættere på Prag end russerne. Deres rekognoscerings-enheder var allerede til stede i Prags forstæder da opstanden begyndte den 5. maj. Imidlertid måtte amerikanerne ikke hjælpe de tjekkiske oprørere. I stedet for måtte de bare se til fra "sidelinien" og lade opstanden udvikle sig til et ukontrolleret blodbad, som på bare 4 dage kostede tusindvis af soldater og civile livet. Under opstanden i Prag blev 1.694 tjekker dræbt og ca. 1.600 såret. Næsten 1.000 tyske soldater blev dræbt. Antallet af civile tab er ukendt. "Vlasov´s anti-kommunistiske hær mistede 300 mand. Den 9. maj, udgjorde Den Røde Hær´s tab ca. 500 dræbte. Men mange andre ofre blev aldrig identificeret. Det er uklart, hvem der præcist dræbte de tjekker, der omkom i Prag, fra den 5. maj til den 9. maj. Det var ikke kun tyskere, som var de ansvarlige, da tjekkerne også kæmpede indbyrdes i et opgør mellem loyalister, patrioter, modstandsbevægelsen, kommunister og anti-kommunister og alle de forskellige grader af tyskvenlige samarbejdspartnere, i administrationen, forrædere, stikkere, sudetertyskere, som var en stor del af befolkningen i byen, især i begyndelsen af besættelsen og langt hen i forløbet af krigen, indtil 1943/1944. Den Røde Hær mistede i felttoget mod Prag, anført af Marskal Konjev fra nord og general Malinovskij fra syd, bestående af enheder fra den 1. - 2. - 4. Ukrainske Front, 49.348 dræbte soldater, inden de kunne lade sig fejre som sejrherrer i Prag den 9. maj om eftermiddagen 1945. Inden da havde Marskal Konjev givet de tyske styrker et ultimatum om overgivelse i både Prag og hele det vestlige Tjekkoslovakiet - han krævede svar inden for 3 timer. Tyskerne kapitulerede, men nogle russiske styrker måtte dog kæmpe med nogle fanatiske SS-soldater i skoven syd for Prag, indtil den 11. maj.

Generalløjtnant Andrej Vlasov. Her stående foran sine anti-kommunistiske soldater i sin hær Den Russiske Befrielseshær (ROA), men ofte benævnt som "Vlasov´s Hær". Den var dog mere eller mindre underlagt Waffen-SS og trænet og udstyret med tyske våben og beklædning og til dels organiseret som i Waffen-SS. I slutningen af 1944 kom styrken op på ca. 50.000 mand. Da tyskerne ikke stolede på Vlasov og hans hær, hvis de blev indsat på Østfronten, fik hans hær ikke operationel status og deltog ikke nogen krigshandlinger før i februar 1945 ved Oderfloden øst for Berlin, mod de russiske arméer, og som her beskrevet i Prag´s opstand fra den 5. maj 1945. Vlasovhæren anvendte ikke de tyske militærbetegnelser (SS eller Waffen-SS), men havde det blå Sct. Andreaskors som våbenskjold. ---- Vlasov blev født i Lomakina, Nizjnij Novgorod uder det Russiske Kejserrige. Vlasov var oprindeligt studerende på Det Russisk-ortodokse Seminarie. Han afslutter dog studierne her, kort efter den Russiske Revolution og begyndte at studere jordbrugsvidenskab i stedet. I 1919 gik han ind i Den Røde Hær og kæmpede i borgerkrigen i den sydlige del af Rusland, Ukraine, Kaukasus og på Krim. Han udmærkede sig som officer og steg gradvist i graderne i Den Røde Hær. Vlasov indmeldte sig i Det Kommunistiske Parti i 1930. Han blev derefter sendt til Kina, hvor han senere fungerede som militær rådgiver for Chiang Kai-shek, fra 1938 til november 1939. Ved sin tilbagekomst, tjente Vlasov i flere enheder, før han fik kommandoen over 99. Riffel Division. Efter kun ni måneder, under Vlasov's ledelse, blev divisionen, efter en inspektion af Marskal Semyon Timoshenko, anerkendt som en af de bedste divisioner i hæren i 1940 (utroligt på baggrund af Stalin´s udryddelse af 10´tusinder af sovjettiske officerer i 1937/38). Vlasov fik i den anledning af Timosjenko, et signeret guldur, som var påført en tekst, som roste ham for at have den bedste division af alle i 1940, Den 99. Riffeldivision. Historikeren John Erickson siger om Vlasov, at han på det tidspunkt, var en "upcomming" mand. I 1940 blev Vlasov forfremmet til generalmajor, og den 22. juni 1941, da tyskerne og deres allierede invaderede Sovjetunionen, blev Vlasov Kommandant af Det 4. Mekaniserede Korps. Kort efter invasionen var begyndt og russerne blev rendt over ende af tyskerne, lykkedes det Vlasov´s korps, at generobre Przemysl og holde byen i seks dage, hvor de fleste andre enheder i Den Røde Hær blev udslettet en efter en. Senere, nu som Generalløjtnant, kommanderede han Den 37. Hær nær Kiev og undslap den tyske omringning af storbyen. Vlasov spillede en vigtig rolle i forsvaret af Moskva, hvorunder hans 20. Hær i et modangreb generobrede Solnechnogorsk. Vlasov's billede blev trykt (sammen med de andre sovjetiske generaler) i avisen "Sandheden" som en af "Forsvarerne af Moskva". Vlasov er blevet beskrevet af nogle historikere, som "karismatisk". Vlasov blev dekoreret den 24. januar 1942, med medaljen af "Det Røde Banner", for hans indsats i forsvaret af Moskva. Efter denne succes, fik Vlasov kommandoen over 2. Shock Armé i Volkhov Frontarméen og beordret til at udføre forsøget med at bryde belejringen af Leningrad - Det førte til armeens succesrige Lyuban-Chudovo offensiv i januar-april 1942. Men andre miltærenheder i Volkhov Frontarméen, Den 4., Den 52., Den 59. Hær, Det 13. Kavalerikorps og Det 4. og 6. Vagt-Riffelkorps, såvel som Den 54. Armé af Leningrad Fronten, undlod at udnytte Vlasov's fremskridt og hans 2. Shock Armé blev stoppet af tyskerne og omringet og stort set udryddet i juni 1942. Efter Vlasov's hær var omringet og resterne af enheden overgav sig, blev han selv tilbudt flugt derfra med et russisk fly. Det nægtede Vlasov og gemte sig i det tysk-besatte område, hvor han nogle dage senere, den 12. juli 1942, blev forrådt af en lokal bonde til tyskerne. Vlasov's modstander og tilfangetager, den tyske general Georg Lindemann, afhørte ham om Vlasov´s rester af sin hær og om de oplysninger han kunne give om kampene, hvorefter Vlasov blev fængslet i det besatte Vinnytsia. Vlasov hævdede senere, at i løbet af sine dage i skjul, blev han bekræftet i sin anti-bolsjevismen, og sin mening om, at Stalin var den største fjende af det russiske folk. Hans militære kritikere, herunder Marshall Kirill Meretskov (som havde godkendt, at Vlasov blev forfremmet til leder af Volkhov fronten) og de fleste Sovjetiske historikere, hævdede, at Vlasov anlagde en pro-nazistisk tysk holdning i fængslet, ud fra sin opportunisme, karrieremæssige fremtid, sin overlevelse og frygt for stalinistiske repressalier, som straf for at han tabte sin sidste kamp og hele sin hær. Mens han sad i fængslet, mødte Vlasov Kaptajn Wilfried Strik-Strikfeldt (det hed han altså!), en tyskbalter, der forsøgte at skabe en russisk befrielses bevægelse. Strik-Strikfeldt havde udsendt meddelelser om dette emne, rundt i den tyske Wehrmacht. Strik-Strikfeldt, havde været deltager i den russiske borgerkrig i 1919/1920 på "den hvide side" - den anti-kommunistiske side. Han medvirkede til, at Vlasov besluttede sig til at bekæmpe Stalin og kommunismen og støtte tyskerne hermed. Sammen med Oberstløjtnant Vladimir Boyarsku (se monumentet sidst i denne serie fotos fra oprøret i Prag, hvor han er begravet), skrev Vlasov et memorandum, kort efter hans tilfangetagelse, til den tyske militære ledelse. Her antyder han, at han ønsker et samarbejde mellem de anti-stalinistiske russere og den tyske hær. Vlasov blev derefter fløjet til Berlin under beskyttelse af Wehrmacht's propaganda-afdeling. Der begyndte han, sammen med andre sovjetiske officerer, at udarbejde planer for oprettelsen af en midlertidig russiske regering og opstilling af en russisk befrielseshær under russisk kommando. Vlasov grundlagde dermed Den Russiske Befrielseshær (ROA=Russkaya Osvoboditel'naya Armiya). Sammen med nogle andre tyskfangne sovjetiske generaler, officerer og soldater, var det hærens mål at vælte stalinismen og oprette en uafhængig russiske stat. Vlasov fastslog, at landet skulle have en demokratisk styreform. Mange russiske krigsfanger såvel som soldater i Den Røde Hær, der fik Vlasov propagandafoldere eller fik kendskab hertil, var interesseret i at blive en del af denne hær. I foråret 1943, skrev Vlasov et anti-bolsjevikiske flyveblad, kendt som "Smolensk Proklamationen", som i milionvis, blev udkastet af hans hærs flyvekorps over de sovjetiske styrker og over sovjet-kontrollerede områder. Selv om ingen russisk befrielseshær endnu eksisterede i 1943, udsendte også den nazistiske propagandaafdeling pamfletter om den russiske befrielseshær til russiske frivillige og forsøgte at bruge Vlasov´s navn for at tilskynde dem til at skifte side. Flere hundrede tusinde tidligere sovjetiske borgere gjorde tjeneste i den tyske hær under 2. Verdenskrig under"dække" af Vlasov´s inflydelse, men aldrig under Vlasov´s egen kommando. Vlasov´s Hær´s eneste kamp mod Den Røde Hær fandt sted den 11. februar 1945, ved floden Oder. Efter tre dages kamp mod de overvældende sovjettiske styrker, var Den 1. Division af ROA, tvunget til at trække sig tilbage og marcherede sydover til Prag, i det tysk-kontrollerede Böhmen. -- Adolf Hitler og Heinrich Himmler var meget forsigtige i omgangen med Vlasov og hans hensigter. Den 3. april 1943, gjorde Hitler det klart, i en tale til hans overkommando, at en sådan hær, som Vlasov ønskede sig, aldrig ville blive skabt. Der blev udstedt direktiver til fjernelse af en sådan indsats og til at lægge beslag på alle Vlasov tilhængere i den tyske hær. Hitler var bekymret for, at hvis det kunne lykkes Vlasov, at vælte Stalin, ville det kunne standse Hitlers drømme om at udvide Stortyskland til Ural. Hitler begyndte at tage forholdsregler mod hvervningen til de Østfrivillige enheder, især de russiske frivillige, som i stedet blev overført til vestfronten (bl.a. vagttjeneste ved kystforsvaret i Nordfrankrig og da De Allierede invaderede i det område på D-Dag, var det ofte disse slet motiverede russiske frivillige, som skulle være med til, at forhindre invasionens succes - men de overgav sig ofte i stedet - Igen en taktisk dumhed af Hitler og den tyske militære ledelse, men godt for verden). Vlasov fik tilladelse til at foretage flere ture til det nazi-besatte Rusland, især Pskov, hvor de russisk-tyske frivillige holdt til. Vlasov's modtagelse i den russiske befolkning var blandet. I en tale, som Vlasov holdt i Pskov, tildelte han sig selv et næsten fatalt politiske slag, ved at henvise til, at tyskerne blot var "gæster" i landet - en tale, som Hitler fandt nedgørende. Vlasov blev sat i husarrest, og truet med at blive overgivet til Gestapo. Vlasov blev da modløs mht. sin mission og truede med at træde tilbage og vende tilbage til krigsfangelejren, men blev talt fra det i sidste øjeblik, af hans fortrolige officerskammerater. Men så i september 1944, da Tyskland var ved at tabe krigen og manglede soldater, fik Vlasov´s Hær tilladelse af Heinrich Himmler, som ellers var modstander af Vlasov´s drømme om en russisk befrielseshær, som aktivt kunne bekæmpe Stalin og kommunismen, til at blive operationelt klar til kamp. I den forbindelse dannede Vlasov og ledede Udvalget for Befrielsen af Befolkningerne i Rusland, som han proklamerede i "Prag Manifestet" den 14. november 1944. Vlasov håbede også at skabe en Panslavisk Befrielses Kongres, men de nazistiske politiske embedsmænd, var generelt forudindtaget over for slaverne og ville ikke tillade denne politiske del af Vlasov´s mange drømme. Vlasov´s Hær kom dog ikke i aktion i 1944, selv om tyskerne skrabede resterne af deres bedste soldater sammen og foretog den storstilede modinvasion gennem Ardennerne i Belgien i december/januar 1944 - en invasion, som næsten lykkedes, men som dog blev slået tilbage i nogle frygtelige slag, hvor resterne af Hitler´s bedste soldater forblødte og stort set blev udryddet. ---- Vlasovs Hær havde hen over vinteren opholdt sig i området omkring Prag i Protektoratet, hvor andre Waffen-SS enheder også havde deres kaserner. Den 6. maj 1945, modtog Vlasov en anmodning fra den øverstbefalende for den 1. Division ROA, General Sergei Bunyachenko, om tilladelse til at vende sine våben mod de nazistiske Waffen-SS og støtte de tjekkiske modstandsfolk og oprørere i Prag, som var i fuld gang med at søge sin egen frihed for den tyske besættelsesmagt. Vlasov afviste i første omgang, men modstræbende gav han Bunyachenko lov til at forråde tyskerne og kæmpe mod dem. Nogle historikere mener, at det var ROA´s bitterhed mod tyskerne, der fik dem til at skifte side, mens andre historikere mener, at det eneste formål med denne aktion var at vinde gunst, fra de vestlige allierede og måske endda fra den sovjetiske side, i lyset af, at på det tidspunkt i maj, var det tyske militær næsten udslettet i hele det "Tyske 3. Rige". To dage senere, den 8. maj 1945, var den 1. Division af ROA tvunget til at forlade Prag, hvis de skulle undgå tilfangetagelse af de russiske styrker. Men kommunistiske tjekkiske partisaner begyndte at standse ROA´s soldater, for senere at overgive dem til Den Røde Hær. På det tidspunkt blev Vlasov selv tilbudt flugt, hvor han i civilt tøj kunne blive fløjet til det neutrale Spanien, men han nægtede at forlade sine mænd. Vlasov og resten af hans hær, fortsatte mod sydvest i Protektoratet, for at unddrage sig tilfangetagelse af Den Røde Hær. Vlasov håbede derved, at kunne bevare sin hær til en fremtidig befrielseskrig mod Stalin. Den 10. maj 1945, nåede Vlasov og hans mænd de amerikanske styrker og overgav sig til dem. Ved dagens slutning, blev Vlasov i amerikansk fangenskab, fløjet til en by i Tyrol. Her fortsatte han og hans andre militære ledere, forhandlingerne med briterne og amerikanerne, hvor de søgte at forklarer principperne for deres russiske befrielsesbevægelse. De forsøgte at overtale de vestlige allierede til at give Vlasov´s Hær asyl. De allieredes øverstbefalende var delte i spørgsmålet, nogle var sympatisk indstillet, men bange for at det ville ophidse Stalin og Sovjetunionen og på den måde svigte alliancen med Stalin, som stadig var gældende på det tidspunkt. Selv om tusindvis af russere, der havde kæmpet på tysk side, blev henrettet under og efter verdenskrigen af Sovjetunionen, synes det som om, at Vlasov var den eneste, der havde vagt Stalins personlige interesse. Den 12. maj 1945, vendte Vlasov tilbage fra samtaler med en amerikansk Kaptajn Donahue, da han i sin bil blev omringet af sovjetiske soldater. Vlasov's amerikanske eskorte nægtede at beskytte ham og Vlasov blev arresteret af russerne.

SS-Obergruppenführer Karl Hermann Frank (24. januar 1898 - 22. maj 1946) var en fremtrædende Sudetertysker og den nazistiske Rigssekretær i Protektoratet Böhmen & Mähren (Tjekkoslovakiet) før og under 2. Verdenskrig og blev henrettet ved hængning efter 2. Verdenskrig, for sin rolle i organiseringen og udførelsen af massakrerne af befolkningen i de tjekkiske landsbyer i Lidice og Lezaky. ---- Han var en ekstrem fortaler for indlemmelsen af Sudeterlandet til Tyskland. Da den sudetertyske befolkning mente sig undertrykt af den tjekkoslovakiske regering, hjalp Frank med at organisere Sudeten Deutchen Partei (SDP) i 1935, hvor Frank også blev stedfortrædende leder af Socialdemokratiet i landet og blev valgt til medlem af det tjekkoslovakiske parlament. Han kom derfor til at repræsentere de mest radikale nationale socialister i Socialdemokratiet. Frank blev assisterende Gauleiter (guvernørlignende titel) for Sudeterlandet, da det blev en del af Tyskland i oktober 1938. Frank's radikalisme fandt gehør hos SS´s øverste chef Heinrich Himmler, som derfor gav Frank titlen SS Brigadeführer i november 1938. -- I 1939 blev Frank forfremmet til SS Gruppenführer og blev senere valgt ind i det højere SS og politiet og Statssekretær (for Det 3. Rige) i protektoratet Böhmen og Mähren under Reichprotektor Konstantin von Neurath. Frank havde dog den egentlige reelle magt i protektoratet, på grund af hans enorme viden om tjekkiske anliggender og fordi han havde Himmlers støtte. -- Som egentlig leder i protektoratet og leder af politiet, førte Frank en politik med hård undertrykkelse af tjekkiske "systemkritikere" (modstandsfolk og politiske modstandere, den tjekkiske intelligensia, m.fl.). Frank pressede på for arrestationen af Böhmen og Mähren´s premierminister, Alois Eliáš, og i al hemmelighed arbejdede han på at miskreditere sin chef Neurath. Da Neurath blev "afskediget" fra sin stilling i september 1941, havde Frank håbet på at blive udnævnt til Reichprotektor i hans sted, men blev forbigået til fordel for SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich. Selv om samarbejdet mellem Karl Hermann Frank og Reinhard Heydrich oprindeligt var spændt, lagde de to i sidste ende deres forskelle væk og blev en effektiv terror - og dræberduo. Da Heydrich blev myrdet i maj 1942 Blev Karl Hermann Frank igen forbigået til forfremmelse, da Kurt Daluege blev den nye midlertidige Reich Protector. Daluege og Frank var medvirkende til ødelæggelsen af de tjekkiske landsbyer Lidice og Lezaky, for at få hævn over den tjekkiske befolkning pga. Heydrich's likvidering og død. Under Daluege, fortsatte Frank med at konsolidere sin magt og da Wilhelm Frick blev udnævnt til Reich protektor i 1943, efter Daluege, var Frank var den mest magtfulde embedsmand i Böhmen og Mähren. I august 1942 blev han udnævnt til Reichminister for Böhmen og Mähren. I juni 1943 blev han forfremmet til SS-Obergruppenführer og General for politiet i Prag. Frank var også generalsekretær i Waffen SS. Fra den 30. april - 1. maj 1945, før opstanden i Prag, meddelte Frank over radioen, at han ville drukne ethvert oprør, i et "hav af blod". Senere, da rygter om en forestående allieret fremrykning mod Prag, strømmede folk i Prag ud i gaderne for at glæde sig over sejrherrerne. Frank beordrede at gaderne skulle ryddes og pålagde den tyske hær og politistyrker i Prag, at skyde på enhver, der ikke lystrede. -- Efter at have overgive sig til den amerikanske hær i Plsen den 9. maj 1945, blev Frank udleveret til "Folkets Domstol" i Prag, og blev her dømt i en retssag, som foregik mellem marts og april 1946. Efter at være blevet dømt for krigsforbrydelser og udslettelse af Lidice og Lezaky, blev Frank dømt til døden og hængt, via den østrig-ungarske "pole-metode", i gården af Pankrac fængslet i Prag, med 5.000 tilskuere til stede, den 22. maj 1946. Han blev begravet i en anonym grav i Prag's Dáblice kirkegård. -- Se de næste fotos med hans henrettelse og teksterne hertil.

Sudetertyske indbyggere i Tjekkoslovakiet blev efter krigen sendt ud af landet, primært til Tyskland. Omkring 3 millioner måtte finde sig i at flygte over hals og hoved, ofte under grusom forfølgelse fra tjekkernes side. Den tjekkoslovakiske koalitionsregering, Den Nationale Front, der blev dannet i Košice i april 1945, udstedte dekreter om udvisning af alle sudetertyskerne med undtagelse af dem, der havde vist loyalitet over for republikken (Den 1. Tjekkoslovakiske Republik af 1919). Tysk ejendom blev konfiskeret uden kompensation. I maj 1945 tog tjekkoslovakiske tropper besiddelse af grænselandet. En tjekkoslovakisk administrativ kommission, der udelukkende bestod af tjekker, blev etableret. Sudetertyskere blev i krigens slutning og lige efter krigen ofre for en grusom hævn fra tjekkisk side. Fotoet viser tjekkiske sudetertyskere blive sendt ud af landet, på samme måde, som tjekkerne blev det, da Nazityskland overtog Sudeterområdet i Tjekkoslovakiet før krigen. Disse mennesker på billedet, slap for at blive slået ihjel, som mange af sudetertyskerne, blev det umiddelbart efter krigen. Den etnisk udrensning og pogromer mod tyskerne, uanset personlig skyld, begyndte i maj 1945. Omkring den 31. december 1946, var omkring 1,7 millioner sudetertyskere blevet deporteret til den amerikanske zone og 750.000 til den sovjetiske zone, hvoraf mange af dem var blevet tortureret. Et ukendt antal af dem var blevet myrdet som i massakren i Postelberg, massakren i Aussig eller Brno dødsmarchen. Den tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder, Alfred de Zayas, skønner, at antallet af tyske/sudetertyske civile, som blev myrdet af de tjekkiske partisaner og andre tjekkiske indbyggere og den Røde Hær androg ca. 300.000. Andre officielle oplysninger har ikke tal i den størrelsesorden, men anslår dødstallet til ca. 30.000 - altså 10 gange mindre! -- Mange af disse forbrydelser var ikke "spontan hævn" af frustrerede tjekker, men beregnede og planlagte aktioner fra Eduard Benes Regeringen! Ca. 225.000 sudetertyskere forblev i Tjekkoslovakiet, hvoraf 50.000 senere udvandrede eller blev udvist kort efter. -- Potsdam-aftalen efter krigens slutning, vedrørte kun tyskerne. Beslutningen om det ungarske mindretal blev overladt til den tjekkoslovakiske regering. Udvisning af de omkring 700.000 ungarere, som var i Tjekkolovakiet, blev planlagt sammen med dannelsen af koalitionsregeringen i Košice og senere bekræftet af Den National Front. Regeringen i Budapest, Ungarn, var dog imod en ensidig overførsel af så mange etniske ungarere. I februar 1946 aftalte den ungarske regering, at Tjekkoslovakiet kunne udvise lige så mange ungarere, som der var slovakker i Ungarn, der ønskede at vende tilbage til Tjekkoslovakiet. Som følge heraf, blev 89.660 ungarske mennesker forflyttet fra Tjekkoslovakiet til Ungarn, og 71.787 slovakker i den modsatte retning, i løbet af 1948. -- Det territorium, som Tjekkolovakiet afstod til Polen i 1938, kom tilbage til Slovakiet i 1939, efter den nazistiske invasion af Polen i september 1939 og var i overensstemmelse med vilkårene i den tysk-slovakiske aftale af 21. november 1939. Dette område blev en del af den restaurerede tjekkoslovakiske stat i 1945. Det Polske mindretal i Tjekkoslovakiet, ca. 100.000, fik alle fuldt borgerlig frihedsrettighed.

Foto fra en nyopdaget film på 7 minutter fra maj 1945 i Prag, hvor sudetertyske civile bliver henrettet ved en grøft, af tjekkoslovakiske modstandsfolk, soldater fra Den Røde Hær og andre militsfolk. De sudetertyskere der rammes af skuddene, styrter om i vejkanten, eller ned i den lave grøft. De Allieredes accept af, at Tjekkoslovakiet efter krigen, kunne udvise sudetertyskerne, førte bl.a. til, at efter krigens slutning, besluttede tjekkoslovakiets nye regering, at sudetertyskerne, som stadig boede i landet, skulle gå med hvide armbind – derved blev de oplagte ofre for den hævn, som præsidenten Dr. Eduard Benés og mange andre almindelige borgere ønskede. ---- I denne periode blev mange sudetertyskere tævet ihjel, skudt eller druknet og nogle tillige skalperet! Kvinder, gamle samt børn, sågar i barnevogne, blev skubbet eller kastet i floder og søer. De sudetertyskere, der var hurtige nok, flygtede til Tyskland. Her bosatte en stor del sig i Bayern. -- Særlig hævngerrige var man mod de tjekkoslovakker, der under krigen havde været nazister eller hjulpet nazisterne. Tjekkoslovakkerne som tog en grusom hævn, undskyldte sig med, at de bare adlød hærens øverstbefalende, som også ønskede hævn over tyskerne og de landsmænd, som havde været skyld i så megen ulykke for landet i 6 lange år. -- I 1946 indførte regeringschefen Dr. Eduard Benés, love som gav alle tjekkoslovakker amnesti for forbrydelser begået mod tyskere, nazister og forrædere under krigen. ---- Disse såkaldte Benes-dekreter er stadigt gældende, hvilket tyskerne, og især efterkommere af de sudetertyskere, det gik ud over, ikke bryder sig om. Man har fra de to lande forsøgt at nærme sig en løsning på dette problem, men man har endnu ikke fundet en løsning. -- Den tjekkiske nation fik for nylig et chok, da nyligt opdagede filmstrimler, viser en af de massakrer i brutale detaljer, som tjekkoslovakkerne foretog mod sudetertyskere. -- I årtier lå filmstrimmelens billeder glemt i en aluminiumsdåse - næsten syv minutter original sort og hvid film, filmet med et 8 mm. kamera, den 10. maj 1945 i Pragdistriktet Borislavka, i de forvirrende dage ved den tyske overgivelse. Filmen er overspillet til videoen og viser 40 mænd og mindst én kvinde blive skudt til døde, da de stod ved kanten af en eng. Den ene efter den anden, faldt de til jorden, ramt på klos hold af skud. -- Manden, der filmede, var Jirí Chmelnicek, en civilingeniør og amatørfilmer, der boede i Borislavka distriktet og ønskede at dokumentere byens befrielse, fra den brutale nazistiske besættelse. Chmelnicek filmede de russiske kampvogne rullende gennem gaderne, soldater og flygtninge. Så på et tidspunkt, har han med sit sit kamera også indfanget grupper af tyskere/sudetertyskere, som var blevet drevet ud af deres huse i Kladenska gaden af soldater fra den Røde Hær og tjekkoslovakiske militsfolk. Chmelnicek´s film viser, hvordan sudetertyskerne først var gennet sammen i en nærliggende biograf i Borislavka, Prag. Senere i forløbet, lader fotografen kameraet dreje til den side af gaden, hvor 40 mænd og mindst én kvinde, står med ryggen til kameralinsen. En eng kan ses i baggrunden. Der lyder skud og den ene efter den anden af de opstillede personer styrter om og falder i vejlanten, eller ned i en lav grøft. En såret person, der ligger på jorden beder om nåde. Men så ruller en lastbil fra den Røde Hær derhen og tromler med sine store hjul og dæk hen over døde og sårede ofre. Filmen viser også, at sudetertyskere senere bliver tvunget til at grave en massegrav i engen. -- Kendsgerningerne om massakren kom som et chok for tjekkerne. De rystende billeder viser en begivenhed, der er blevet beskrevet igen og igen af øjenvidner og historikere: De systematiske drab på tyske og sudetertyske civile og andre ofre. "Indtil nu, var der ingen optagelser overhovedet af sådanne henrettelser", siger den tjekkiske dokumentarfilmskaber David Vondracek, der viste den historiske video og billeder på tv. "Da jeg iagttog denne film for første gang, var det som at se en direkte udsendelse fra fortiden". -- De eneste kendte filmbilleder med masskrer af sudetertyske ofre, blev filmet af et US Air Force kamerateam efter krigen. Denne optagelse viste sårede mennesker, som lå på jorden i byen Plzen, i hvad der dengang var Böhmen i Tjekkoslovakiet, i begyndelsen af maj 1945. Billederne viste nogle døde kroppe, men de viste ikke et handlingsforløb, fra start til slut, som denne nye film. -- Vondracek's dokumentarfilm, herunder den nyopdagede film om tjekkoslovakiske grusomheder, som kaldtes "Tjekkiske drabsmetoder", blev sendt i "primetime" på det tjekkiske statslige tv, blot to dage før den 8. maj, på årsdagen for Nazi-Tysklands overgivelse. Udsendelsen markerede endnu en milepæl på den tjekkiske vej, hvor man bliver konfronteret med en fortid i og efter den 2. Verdenskrig, hvor alting, der foregik dengang, ikke udelukkende er til fordel for landets omdømme og stolthed, selvom man i årevis, har arbejdet for, at det er den glorværdige og retfærdige historie, som var vejen frem for landets omdømme. -- Selv organisationer, der repræsenterer "sudetertyskerne" - etniske tyskere fordrevet fra Tjekkoslovakiets område efter krigen - tog notits af nyheden. Horst Seehofer, guvernør i delstaten Bayern i Sydtyskland, har planer om snart, at aflægge et officielt besøg i Prag, hvilket gør ham til den første officelle leder herfra, som besøger Prag, siden 2. Verdenskrig. "En meget vigtig nyhed, der er kommet frem i lyset, som gør sudetertyskerne bekymrede", som Seehofer kommenterede nyheden for nylig. Efter Nazi-Tysklands nederlag, udviste tjekkerne og den Røde Hær omkring 3 millioner etniske tyskere fra Sudeterlandet og resten af Tjekkoslovakiet. I den proces, var der ca. 30.000 civile, som blev ofre for hævnakter. Kun et lille mindretal af dem havde været nazistiske gerningsmænd. Tyskere og tjekker havde levet side om side i årtier, før Hitlers annektering af Bøhmen & Mähren i 1938, de to regioner, som udgør størstedelen af Den Tjekkiske Republik i dag. -- Ingen ved, hvem der angav eller dømte sudetertyskerne i Borislavka, eller hvilke forbrydelser, de blev beskyldt for at have begået. De blev sandsynligvis dræbt af soldater fra Den Røde Hær og måske også af medlemmer af de tjekkiske militser i maj 1945. Disse henrettelser kan også have inkluderet tidligere tjekkiske samarbejdspartnere, der tidligere havde arbejdet med tyskerne, og som ønskede at rense deres navne, med opførelsen af et "show" med anti-tysk brutalitet. Helena Dvoracková, datter af amatør filmeren Jirí Chmelnicek, var en af de første til at se billederne af disse henrettelser. Hun husker ikke hvor gammel hun var, da hendes far, opsatte sit filmlærred og viste filmen. "Jeg kan ikke huske om han sagde noget om det og hvad han sagde og i virkeligheden, var der ikke meget at sige" siger hun. -- Hendes far holdt filmen skjult hjemme i flere årtier. Det kommunistiske politi efter 1948, havde selv del i eftertidens ugerninger - og havde regnet ud, at optagelserne fandtes. Politiet forlangte at få filmen og truede Chmelnicek. Men filmamatøren nægtede at udlevere filmen - det måtte i så fald ske over "hans lig". Han ønskede, at verden i sidste ende fik at lære, hvad der var blevet gjort mod de forsvarsløse folk, den dag i maj i Borislavka. -- For 10 år siden, længe efter sin fars død, gav Helena Dvoracková de historiske optagelser til en kendt tjekkisk tv historiker, men historikeren turde ikke vise filmen. "Folk vil stene mig ihjel, hvis jeg viser dette", skulle han angiveligt have sagt, og satte kasetten med filmen i den statslige tv-station's arkiver. Dokumentarfilm producenten Vondracek fandt filmen der, efter at en tv kameramand, der kendte amatørfilmeren´s familie, fortalte ham om det. -- I dag er Borislavka bydelen en af Prags pænere kvarterer, og højt græs er vokset over engen, hvor henrettelserne fandt sted. Vondracek ønsker nu at starte en søgning efter disse menneskers massegrav. "Det må være et eller andet sted under engen", siger han.

STATUS: Udtrykket "Vestligt Forræderi" blev opfundet af tjekkerne efter München-konferencen/München-aftalen (30. september 1938), da Tjekkoslovakiet blev tvunget til at afgive en del af sit område (Sudeterlandet) til Tyskland, som altså ikke nøjedes med dette, men med deres plan "Fall Grün", erobrede hele landet (delt op i Protektoratet Böhmen & Mähren og Tjekko-Slovakiet. Tjekkiske politikere i efterkrigstiden brugte regelmæssigt udtrykket og sammen med de tilknyttede følelser, blev det en gentagen og stereotyp måde at omtale "Vesten" på, blandt mange tjekker. Det tjekkiske udtryk havde også betegnelserne "München-Forræderiet", "München-Diktatet" eller "Forræderiet fra De Allierede"). Udtrykkene blev opfundet på samme tid og havde den samme betydning, uanset betegnelserne. Winston Churchill sagde selv om München-Aftalen: "Storbritannien og Frankrig havde muligheden for at vælge mellem krig og vanære. De valgte vanære. De (tyskerne) vil have krig". ---- Under 2. Verdenskrig, brugte den tyskvenlige tjekkiske propaganda fra Protektoratet Böhmen og Mähren, herunder især forræderen, Undervisningsministeren Emanuel Moravec, dette, som begrundelsen for samarbejdet med det nazistiske Tyskland. ---- Tabstallene for Tjekkoslovakiet uanset landebetegnelserne, under 2. Verdenskrig: ---- Befolkning 1939: ca. 15.300.000 -- Militær/døde: ca. 70.000 -- Civile/døde: ca. 120.000 -- Holocaust/jøder døde: ca. 80.000 (ud af ca. 280.000 jøder, hvoraf hovedparten nåede at udvandre inden året 1939 var omme, resten overlevede, men landets jøder blev på den måde, alt i alt reduceret med næsten 90 %!). -- I alt/døde i landet: ca. 270.000, svarende til ca. 2,25 % af landets befolkning, som den var i 1939 -- Måske kan man på sin vis forstå russernes uvilje til at opgive kontrollen af Tjekkoslovakiet i 1968 ("Tjekkiske forår") - Man sendte jo russiske tropper til Tjekkoslovakiet i oktober 1938, for at hjælpe landet mod tyskerne - Fra oktober 1938 til marts 1939, blev over 30.000 russere dræbt - Efterfølgende mistede russerne ca. 144.000 dræbte soldater under befrielsen af Tjekkoslovakiet. Måske kan man forstå russerne! Deres enorme offer under 2. Verdenskrig på alle planer overfor bl.a. Tjekkoslovakiet og alle de andre østlande, burde efter deres mening, ikke betales med opstand fra tjekkoslovakkernes side, i sommeren 1968. Ungarns opstand i 1956 blev jo også slået ned med hård hånd - Ungarn var jo allieret med tyskerne under krigen og deltog i felttoget mod Sovjetunionen fra juni 1941 og indtil slutningen af krigen! Så historisk set bør man måske ikke dømme Sovjettunionen så hårdt! Vi i "Vesten", især USA, har jo også haft alliancer, som ikke var så "fine i kanten" - Og har også foretaget "besættelser" af lande og områder i frihedens navn! Korea, Vietnam, Mellemøsten, Afganistan osv. Forskellen er måske ikke så stor - når det kommer til stykket? Man skal måske ikke kaste sten, hvis man selv bor i et glashus! ---- I 2006, indførte Tjekkiet en "Holocaust Memorial Day", hvor nogle af navnene på de tjekkoslovakiske jøder, der var ofre for Holocaust, blev offentligt læst op i Prag.

Mindesmærkets udtryksfulde figurer, som giver et flot symbolsk indtryk af de berømte faldskærmsagenter, klar til at kaste sig ud i deres dødsensfarlige opgaver. ---- I 2007 fandt man i Prag ud af, hvor 2 af faldskærmsagenterne, Jan Kubis og Jozef Gabcík, lå begravet og det blev offentliggjort onsdag den 3. oktober i den daglige avis, Mlada Fronta Dnes (MFD). De var 2 af de primært 7 faldskærmsagenter og tjekkoslovakiske helte, som under krigen fik likvideret det nazistiske monster, Reichsprotector Reinhard Heydrich. Faldskærmsagenterne er begravet i anonyme grave i Prag's Dablice kirkegård. En årelang forskning har bekræftet, at det vitterligt er deres ligrester, man har fundet. -- Paradoksalt nok er de to faldskærmssoldater, sammen med andre begravede medlemmer af den daværende modstandsbevægelse, begravet i samme gravområde på Dablice kirkegården, som faldskærmsagenten og forræderen Karel Curda, der angav alle de han kendte til, blandt de andre agenter og folk i modstandsbevægelsen, til Gestapo. -- Højtstående tyske og tjekkiske pro-nazistiske embedsmænd, der blev henrettet som krigsforbrydere efter krigen, er også begravet i Dablice, såvel som ofre for det tjekkoslovakiske kommunistiske kup i 1948. -- Avisen skriver i sin artikel: "Vi har tjekket vidneforklaringer og tidligere optegnelser af og om Prag´s Kirkegårds Ledelse, herunder Retsmedicinsk Institut". Kilden til artiklen er Ales Knizek, lederen af det tjekkiske Militær Historisk Institut, som har organiseret forskningen. Forskerne har også fået uvurderlig hjælp fra en privat historisk efterforsker, der i 1980'erne nedskrev og båndindspillede vidnesbyrd fra tidligere læger og politifolk, der havde godt kendskab til den nazistiske organisation og "teknologi" i Prag på den tid i 1942, hvor tyskerne i deres hævn og "blodrus" efter likvideringen af Heydrich, sørgede for at have mange tjekkoslovakker at begrave, frihedskæmpere og agenter, men også tusinder af uskyldige borgere i Prag og landet i øvrigt. Den private historiske efterforsker og alle vidner og folk med kendskab til tiden dengang, er dog døde i dag.

Del siden på Facebook

| Svar

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai.

Fed hjemmeside! Håber at du bliver ved med at skrive og opretholde den

Bedste hilsner, Nicolai.