Uddrag af min rejse - og dagbogsbeskrivelse, hvor jeg opholdt mig på øen Skye. Jeg har sprunget nogle datoer over af pladshensyn.

Der er mange flere billeder fra opholdet i de 4 undersider, som ligger knyttet til denne hovedside. Her kan man klikke på det valgte foto og forstørre det og læse den tilhørende tekstbeskrivelse.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Links til spændende hjemmesider fra Skotland:

http://www.alanmoar.flyer.co.uk/index.htm 

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/areaskyenorth/index.html 

http://www.skye.co.uk/ 

http://walking.visitscotland.com/ 

http://www.scotland-info.co.uk/skye.htm 

Link til hjemmeside om vandreture m.m.:

http://www.skyewalks.co.uk/dates_prices.htm 

Link til SYHA Hostels:

http://www.syha.org.uk/SYHA/web/site/home/home.asp 

Samling af links om Skotland på denne hjemmeside:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/uslinks/index.html 

http://www.rampantscotland.com/visit/bldev_visit_skye.htm 

Link til FDM-TRAVEL.   FDM travel har et spændende udvalg af rejser til Skotland. Du har både mulighed for at bestille fly, hotel og billeje. Læs desuden også rejsetips fra Skotland:

http://www.fdm-travel.dk/ 

Link til City-link busselskab, som bl.a. betjener Skye og andre dele af Skotland:

http://www.citylink.co.uk/network.htm 

Her link til Scotrail, togdrift i Skotland:

http://www.firstgroup.com/scotrail/index.php 

Link til færgeselskab, som besejler hele Skotland:

http://www.calmac.co.uk/ 

Link til hjemmeside om skotske klaner, herunder på Skye.

http://www.scotclans.com/index.html 

Link til hjemmeside med oplysninger om alle skotske krige, slag og kampe:

http://www.rampantscotland.com/features/battles.htm 

Uddrag af min rejsebeskrivelse: 

Tirsdag den 18. juni.

Mit vækkeur skulle ringe kl. 06:00, men jeg vågnede lidt før og stod op til en skinnende sol og et snavset hostel, der var helt stille. Så jeg listede rundt og klædte mig på og pakkede det sidste ned i rygsækken og så var det ellers ud af klappen, for nu kunne jeg næsten ikke holde dette sted ud mere.
 
Jeg gik nu op mod færgehavnen 2-3 km. væk, på en flot og klar morgen med fuld sol, men med en temmelig kold og blæsende vind. Stormen var løjet af og jeg var ret sikker på, at kunne komme med færgen  her kl. 07:30. På afstand kunne jeg se færgen i færgelejet og efter en lille ventetid i venterummet på havnen, gik jeg ombord på færgeselskabet Caledonian Macbraynes færge. 

Det blev en flot og lang tur over ”The Little Minch”, farvandet mellem North Uist og Skye. Bølgerne var stadig ret høje og færgen gyngede en del. Men det rørte mig ikke. Bagagen kunne man bare ligge frit fremme, her bliver der ikke stjålet noget! Jeg gik rundt på færgen for at finde steder hvor der var læ, hvor man kunne stå og kikke ud på havet, skibstrafikken og horisontens aftegninger af klippeøer og bjerge. 
Her ude på havet, var der en del skyer og som altid drev der store og små regnbyger rundt, især ind mod kysterne. Her til morgen var solen og lyset helt fantastisk her ude på det åbne hav. Langs klippekysterne drev regnbyger og tågedis ind, med solens stråler skinnende ned i lysgardiner, oplysende klipperne og bakkerne i utroligt smukke farver, violette, lavendelblå, mørkeblå og beige, gullige og utallige nuancer i grønne farver. Lyset bølgede hen over klipper og bakker i kalejdoskopiske farveorgier, som jeg ikke har set mage!! Det var en kærkommen gave, at opleve sådan en velkomst på den nye start i en anden del af Skotland.

Indsejlingen til Uig var storslået smuk og jeg var i et mægtigt humør. Jeg vidste, at det B&B jeg havde booket forud lå ved havnen. Det var meget let at finde, for det lå kun 100 meter fra molen, hvor færgen lagde til. Lige ved siden af lå der nogle butikker med brugskunst, købmandsforretning m.m. Desuden lå der en restaurant og bar dør om dør med mit B&B. Det var ren luksus i forhold til de øde egne og sparsomme bebyggelser jeg havde levet i på de første ca. 14 dage af min tur. 

Barbara Campbell´s hus var stort og meget rent og nydeligt, som mange skotske familier ynder det. Masser af skabe, chatoller, skænke, reoler, små borde læsset til med nips, figurer, billeder og alskens tingel tangel. Væggene ligeså. Men det gav en hyggelig atmosfære, der vidner om, at skotterne elsker og værdsætter deres hjem meget højt. Jeg tror mange bor samme sted hele livet. Jeg blev modtaget venligt, men også professionelt. 
Jeg kunne helt klart mærke, at nu var jeg kommet til en anden del af Skotland. Det er mere forretning her. Jeg havde måttet ringe til hende på min medbragte mobilos og sige, at jeg ikke kunne komme om mandagen som planlagt. Stormen ødelagde jo den plan. Men det var ok. 

Jeg havde også booket en cykel hos hende. Det var en rigtig god turcykel og til en rimelig pris. De sidste par dages hurlumhej, havde betydet, at jeg havde en del vasketøj og i det hele taget trængte til lidt ro og fred og ordnede forhold. Det kunne jeg få her.

De sorte linier på kortet, er de ture jeg vandrede og cyklede om tirsdagen og onsdagen.
Skyeøen: Skye er en meget stor ø, som er utroligt smuk mange steder. Den er meget bjergrig, med bjerge der ikke er så høje, men meget vilde og ugæstfrie. Visse egne er sparsom beboet, især vest på. Øen er rig på historie med gamle borge og maleriske fiskerlejer, imponerende floder og vandfald. Store vidder med græs, lyng og klipper. Forrevne klippekyster og et rigt fugleliv. Geologien kan fremvise spektakulære klippeformationer i sjove og skæve formationer. 

Øen er meget besøgt som turistmål, både af almindelige turister i bil og med campingvogn. Men den er også et yndet mål for mere hardcore vandrere og bjergbestigere. Det er så absolut ikke ufarligt, at færdes i disse bjergrige egne, der selvom der kommer mange mennesker, alligevel er langt mellem at man møder et andet menneske. Den vilde natur betyder, at man skal planlægge og være fysisk og mentalt ovenpå, hvis man vil give sig i kast med denne ø og dens natur. Man bliver så til gængælde belønnet i fuldt omfang. 

Øen benævnes ofte som ”The Misty Mystic Island” Den tågede og mystiske ø. Det er fordi, at det altid regner og blæser meget. De varme vinde fra Atlanten blæser ofte ind fra vest eller sydvest og rammer de mægtige bjerge og klipper, der findes allerede ude ved kysten, her tvinges de brat i vejret og afkøles og fortættes og så regner det. Hurtigt hyldes øen ind i skyer og regntåger og dis, især i den vestlige del. Men der er også dage med flot solskin og så forvandles den til en smaragdgrøn smykkesten, her ude  på Europas vestligste kant. Men selvom det regner og er vådt og koldt, er der noget fantastisk smukt over øen alligevel. 
Det fandt jeg ud af på de 8 dage jeg rejste rundt på øen, for jeg havde kun ca. 1½ dag med flot solskin, ellers var der ekstremt regnvejr og nærmest storm og kuling på programmet hver dag. Nogle dage var det selvfølgeligt ærgerligt, for stederne jeg besøgte ville have taget sig betydeligt flottere ud, i godt vejr. Men sådan skulle det ikke være. Jeg var glad for at jeg havde købt noget godt udstyr og forberedt mig både fysisk og mentalt. 

De 8 dage blev virkeligt hårde psykisk og fysisk, ofte lige på kanten af hvad jeg kunne klare. Men nu gik det godt og jeg fik en uforglemmelig uge her. Det startede allerede over middag da jeg kom til Mrs. B. Campbell´s B&B. For da trak der tunge regnskyer ind ude vest fra. Dagen og sejlturen ovre fra Lochmaddy havde jo ellers været solrig, men nu begyndte, det at øse ned, dog uden alt for megen blæst, kun i de værste regnfald susede det om ørerne. 

Jeg havde planlagt en tur op mod ”The Trotternish Ridge”. Det er den højderyg der strækker sig fra det nordlige Trotternish midt ned gennem halvøen med nogle fantastiske klippelandskaber og bjergformationer, der virkelig ”sparker røv”. Her er mageløst smukt. Jeg ville cykle op til nogle huse, der kaldes Balnaknock og derfra gå op mod bjergmassivet Beinn Adra i 611 meters højde.
Højden lyder ikke af så meget, men bjergene er ofte meget ugæstfrie. Enten mudrede af tørvejord, eller forrevne sten – og klippefyldte stigninger og snoede stier, der igen og igen gennemskæres af floder, bjergbække og strømløb, foruden, at der er småsøer og moser alle vegne. Desuden er vejret ekstremt omskifteligt. Selv om det regner og blæser, slår det pludselig om til nærmest storm og temperaturen falder drastisk, for så pludselig at klare op i 5 – 10 minutter og så vende tilbage til regn og rusk igen. Det gør vandringer i disse omgivelser til både spændende men også lidt skrækindjagende og farlige, især hvis man går alene som jeg jo gik. 

Nogle af stederne er man helt alene i mange kilometers omkreds. Bevidstheden om at man er alene, og måske ikke vil overleve et uheld, da man ikke kan få kontakt til andre, eller klare turen til befærdede egne med et brækket ben, eller værre uheld, gør at man passer meget på og alligevel gyser over oplevelsernes farlighed. Jeg havde jo en mobiltelefon med alle vegne, men inde i dale og mange andre steder virkede den ikke, man kunne ikke få forbindelse til nogen. 

Jeg prøvede, at huske at fortælle hvor jeg skulle hen, også evt. med tidspunkter for tilbagekomst, til de mennesker jeg boede hos. Jeg havde også lagt hele min turrute i Skotland på Politiets hjemmeside, sådan at man kunne finde mig ud fra den beskrivelse jeg havde lagt her. Alle mine personlige data havde jeg indføjet, tøjets farver m.m. Det er en god ting at gøre og smart af politiet, at have sådan en service. Ens familie kan så også søge en, hvis der sker noget på hjemmefronten. De kan så ringe til politiet i Skotland og de burde så kunne ”støve mig op” ud fra min turrute. 
Jeg havde sat mig for at følge min planlagte rute så nøjagtigt som muligt, både af hensyn til sikkerheden, men også for at kunne nå det jeg ville se og opleve. Turen ville kun blive god, hvis turens overnatninger og baser kunne nås efter planen. Hvis der gik kiks i den timing ville jeg ikke kunne få overnatning, eller jeg skulle ændre planer hele tiden og få set det jeg gerne ville.

Nå men jeg begav mig af sted med min rygsæk pakket med lidt tøj og mad og varmt vand til mine faste ritualer med te drikning. Regn og blæst generede lidt i starten, men da jeg bare kom lidt op ad den smalle vej mod Balnaknock, blev blæsten mindre og regnen blev lidt mindre hidsig og det var ikke så ubehageligt at cykle opad mod byen. Vejen snoede sig idyllisk op mellem græsklædte klipper med spændende grønne geometriske formationer.

På billederne kan man i baggrunden se en tæt dis og regntåge. Den vej skulle jeg, op mod Beinn Edra bjerget, som ligger formummet inde i mørket, lidt til venstre for den firkantede knold, der stikker op midt i billedet. Jeg kunne godt se, at, vejret deroppe sandsynligvis ikke var særligt godt, men jeg ville ikke give mig. Vejret skulle virkeligt være slemt og umuligt, hvis jeg ville opgive en tur. 

Efter et stykke tid med en cykeltur med udsigt til flotte landskaber bagude ned gennem dalen og Uig, og en diset mystisk fremtid i regntågen  oppe ad vejen, der pludselig endte i ”byen” Balnaknock. Der er nu slet ikke tale om en by, men 3-4 huse, hvoraf et par stykker var små crofts. Her gik køerne og fårene frit rundt og sked og mudrede det hele til. Jeg satte min cykel fra mig og gjorde klar til traveturen op mod bjerget. Jeg skulle igennem nogle markled, inden jeg kunne se et par hjulspor i mudderet, der fortabte sig opad i tågen.
 
Jeg var ikke sikker på, om det nu også var her stien startede og om det var i orden at bruge stien og gå rundt på beboernes ejendomme og jordstykker. Men pludselig kom en stor ko ud af en forfalden ladebygning med en ældre mand gående bagefter. Han hilste gemytligt og jeg spurgte ham om det var i orden at gå af sted. Det var helt i orden, sagde han. Men jeg skulle passe på, for man kunne fare vild i denne tætte tåge. Det var jeg klar over, sagde jeg og fortalte ham, hvad der var min agt og hvor længe jeg ville være væk. 

Han var, som mange af de mennesker jeg mødte på min tur gennem de fattigste og mest øde egne af Skotland, også en lille gnom, med små korte hjulbenede ben i et par kæmpestore gummistøvler. Men de er så venlige og smiler glad, når de møder mig og vil så gerne snakke lidt. Jeg tror de er glade for at træffe eksotiske mennesker fra andre verdenshjørner, eller også har de megen morskab at komme hjem i køkkenet til madammen og grinende fortælle, at nu har de truffet på endnu en skør dansker eller turist, der jokker rundt i regn og kulde, med fare for sit liv og levned. 
Måske kan de også fortælle hende, at de endnu engang, har kunne fortælle en fiffig løgnehistorie og at fjolset hoppede på den. Men det er nu helt fint med mig. Hvis jeg ikke ved bedre er det jo altid kolorit på turen. Han spurgte mig hvem jeg var og hvad og hvor jeg kom fra. Vi fik en lille snak der i den tætte tåge og silende regn, inden jeg begav mig af sted. Han fortalte nu ikke nogen løgnehistorier.
 
Tågen var nu ikke lige tæt hele tiden, ind imellem lysnede det lidt og jeg kunne se opad og ud til bjergmassivets sider op gennem dalen. Det var et storslået syn, at se regntågerne drage som genfærd op ad skråningerne, smyge sig om forrevne klippefremspring, slippe sit tag og blæse hurtigere og hurtigere videre opad for til sidst at blive opslugt af den mægtige himmeldyne, der lå og vogtede Beinn Edra´s top. 
Bjergets top er egentlig ikke en top, men en bjergryg der er en del af den højderyg, som strækker sig over hundrede kilometer sydover i skæve slyngninger i mange forskellige højder.
 
Jeg ville senere på min tur møde nye udfordringer på disse højderygge ved ”The Quiang, The Needle, The Prison and The Table”, som jeg ville drage til i morgen onsdag. På torsdag den 20. juni ville ”The Stoer” klippen, få mit besøg. Men jeg asede opad mod floden Lon an t-Sratha. Men kun et lille stykke fra husene, er den en lille klipperyg som hænger sammen med en tværgående højderyg ind over dalen Glen Uig hvor den større flod River Conon løber ned til byen og ud i Uig Bay. 

Oppe fra Beinn Edra bjergryggen løber der en snes bjergstrømme ned i dalen, hvor de samler sig til floden Lon an t-Sratha og Abhainn Dhubb, der sammen med et par andre mindre strømme på østsiden af dalen fylder River Conon op med bjergvand i enorme mængder. Ved klipperyggen kaster Lon an t-sratha sig ud over kanten og snor sig forvildet ned i dalen. Jeg klatrede ned langs vandfaldets sider og nød vandets brølen og imponerende vandkaskader, der sprængte sig vej forbi mig og ned i klippespalter og videre ned i en tragtformet klippespalte, inden vandet fossede videre med slyngninger ned i dalen.

Dette sted var mit egentlige første bjergvandring, hvor jeg skulle krydse vilde floder og nyde synet og høre vandets enorme kræfter folde sig ud for mig, i de imponerende vandfald, som jeg senere på hele min tur, stiftede hyppige bekendtskaber med. Heldigvis uden ulykker, selvom jeg udfordrede skæbnen dumdristigt flere gange undervejs. 
Dengang forekom det mig farligt men ikke umuligt, at forcere rivende vandløb og klatre rundt omkring vandfald og klipper. Nu, vel hjemme, kan det godt gyse lidt i mig ved tanken om de steder jeg begav mig hen i tåge og dis og alene, hvor jeg så tilmed klatrede rundt på de glatte klipper og sten, med lumske glatte græsskråninger og tørvemudder som eneste underlag. 
Den dag i dag, undrer det mig, at jeg, som normalt har en ikke helt lille skræk for højder, turde klatre rundt og meget ofte balancere på klippe - og græskanter, uden at føle nævneværdigt ubehag. Det er jeg ikke så lidt stolt af. At kunne overvinde denne skræk og vende det til noget positivt, synes jeg er sejt. 

Senere på min tur oplevede jeg dog nogle steder, der var lige ved, at tage pippet fra mig. Men derom senere. Jeg begav mig videre op langs floden. Det gik helt godt, havde vænnet mig til regnen, tågen og blæsten, der var blevet lidt kraftigere. Stien eller hjulsporet var rimeligt farbar og jeg kunne flere steder skridte godt til. Jeg gav mig til at synge af karsken bælg og fløjte højt i takt til mine fodslag. Det gav en utrolig glæde at vide at man gik her alene og kunne synge ud og ikke tænke på hvad andre ville tænke. Jeg blev så glad, som jeg ikke kan mindes jeg har været i mange år. Jeg kunne næsten fornemme, hvordan frustrationer, ærgrelser, tungsind og ”bad feelings” løsnede sig i mit sind og blæste væk med tågen, der føg omkring mig. 

Sådan gik jeg længe opad. Når tågen ikke var helt så tæt, kunne jeg se længere op. Afstandene så ikke så fjerne ud, men trods min vandring, så det ikke ud som om jeg kom længere opad. Kun når jeg kikkede bagud, kunne jeg se mit avancement opad. 

Et godt stykke oppe forsvandt hjulsporet og en smal sti afløste den. Men stien forsvandt gradvis i fårestier og små vandløb. Her var utroligt fugtigt. Sumpet og mudret mange steder. Langs og i vandløbene lå gamle fårekranier og skeletdele. Jeg havde, af det par jeg mødte på toppen af bjerget Eaval på North Uist, blevet advaret mod, at drikke vandet fra vandløb, søer og floder. De mange ekskrementer fra får og døde dyr i vandløbene ville helt sikkert give mig en alvorlig infektion, som ville ødelægge min tur aldeles. 
De fortalte, at de kom fra Glasgow og her var der hundredvis af mennesker, der ikke havde råd til bil og rejser ud i verden, ikke engang rundt i Skotland. Men de boede ofte i slumlignende huslejekaserner rundt i den gamle del af Glasgow by. Oppe på tagene, havde så dueslag, hvor de sendte deres duer ud på flyvninger. Duer kan og vil gerne flyve langt og ofte oplevede disse mennesker, at de aldrig så deres duer igen.
 
Man kunne så tro, at de bare var døde i ulykker eller skudt m.m. Men da man undersøgte forholdet, viste det sig, at de ofte lå døde i eller i nærheden, eller når de var kommet tilbage, af de bjergsøer og floder, som de drak vand af. Disse byduer kan slet ikke tåle vandet ude i naturen. Nu er jeg godt nok ikke nogen due, men jeg vedtog med mig selv, ikke at udfordre min mave, med vand fra søer og vandløb, uanset hvor rent det så ud. Vandløbene og vandfaldende i de lavere liggende bjergegne, havde også et brunt skær. Det er selvfølgelig ikke udtryk for, at vandet er befængt med brunt fårelort, for det kan man altså ikke se. 
Det skyldes det store indhold af udvasket tørvejord, jernforbindelser og humuspartikler m.m. Når jeg lugtede til vandet lugtede det også friskt og dejligt og i de enorme skyer af vanddamp og dis fra vandløbene og vandfaldene jeg gik og klatrede i, ville jeg vel også have fået baciller ind med vejrtrækningen her. Men ligefrem, at bælle vandet urenset i mig var sikkert ikke klogt. 

Jeg opgav at finde den aftegnede sti på mit kort. Men jeg kunne sagtens afstikke min rute alligevel ud fra kortets højdeforskelle og terrænets udseende. Så jeg asede videre, nu gennem knæhøjt græs og lyng, der skjulte revner og sprækker og sumpede vandfyldte huller. Det blev stejlere og stejlere indtil jeg nåede den anden større flod Abhainn Dhubb og dens kæmpe vandfald. Her var terrænet endnu mere vildt og ugæstfrit, men utroligt storslået. Vandet brølede ned over klipperne i hvide skumsprøjt. 

Vinden var nu endnu stærkere, men da jeg klavrede ned langs vandfaldets klipper, kunne jeg mærke, at her var der lidt læ. Så jeg besluttede, at holde et hvil og få noget mad og noget varm te. Regnen var ikke så stærk her.   Beinn Edra bjergryggen:

På et billede holdt jeg hvil på den højre side af floden. Her var lidt læ men meget vådt og klamt, men det var rart, at standse op og orientere sig og tage bestik af situationen. På billedet, kan man se terrænet og vejrets udvikling i baggrunden.
 
Efter hvilet begyndte jeg den sidste opstigning op mod højderyggen. Jeg havde ikke gået ret langt, før jeg kunne mærke, at vinden tog til, ja den blæste nu nærmest som en lille storm og regnen væltede nu ned igen. 

Regntågen blev tættere og tættere og jeg måtte ase af sted, vinden blev værre og værre, faktisk så stærk, at jeg kunne vende mig om og stå i skrå stilling, lænet frem mod vindretningen. Kombinationen af denne stormende vind og enorme regnmængder og sigtbarheden fik mig til at overveje at stoppe opstigningen. Men jeg var sej og fortsatte op langs nogle bjergstrømme mod en stejl bjergryg lige neden for Beinn  Edra, som jeg dog ikke kunne se. Men på mit kort kunne jeg se af højdekurverne, at jeg måtte være lige neden for toppen.
Jeg  klatrede op på den lille bjergryg, med nogen besvær og gik lidt videre langs en stigning i terrænet, der ikke var så stejl, men selv om jeg blev ved at gå kunne jeg ikke se en skid! 
Til sidst besluttede jeg at stoppe opstigningen og vende om og prøve at finde en lidt lettere rute tilbage. Jeg havde på opstigningen, set en højdekam ligge noget oppe til venstre og den ville jeg prøve at finde ved at holde mod højre på min nedstigning. Terrænet faldt ikke så meget her, men det blev en lang tur ned mod højdekammen, som jeg regnede med at ramme på et tidspunkt. Jeg blev glad, da jeg i tågen kunne se de mørke konturer af højdekammen med en stenvarde et stykke inde. 
For nedstigningen var helt ekstrem hård, vinden stod nu lige ind i hovedet på mig. Jeg havde krænget min vinterjakkes hovedbeklædning helt ud, så kun mine øjne, næse og kinder kunne ses. Regne piskede ind mod min krop og jeg gled og soppede i tørvemudder, mosebund og knæhøjt lyng og græs. Klippestykker og skjulte sten i lyngen gjorde min nedstigning meget vanskeligt og farligt. En forvreden fod, ankel eller knæ eller ligefrem et brækket ben ville være katastrofalt på dette tidspunkt. Jeg søgte ned mod stenvarden, som jeg kunne se i tågen på baggrund af den lysere baggrund fra dalen nedenfor. 

Alle steder hvor der løb vand, tog vinden fat i det og piskede det op og ud over klippekanterne i hvide kaskader og da jeg nåede frem til stenvarden, var vinden helt ustyrlig og piskede regnen nedefra og op over højdekammen. Jeg krøb hen til stenvarden og kikkede ud og ned over dalen, der fortabte sig i regntågernes dis. Jeg måtte faktisk holde fast i stenvarden for at kunne være sikker på, at ikke blæse omkuld.
 
I læ af stenvarden, fik jeg det varme vand frem og fik lavet lidt varm te. Bagefter fandt jeg en nedgang på den meget stejle højdekams skråning. Men nu skete der noget meget mærkeligt, jeg klatrede besværligt nedad skråningen og ved skråningens fod faldt terrænet knap så meget videre nedad. 
Jeg havde ikke gået ret langt ned, før vinden over ca. 200 meter løjede utroligt meget af. Hvad der sket og hvordan, er svært at sige, men måske var jeg nu nede i terrænmæssig højde hvor der var læ fra de høje bjergkamme længere oppe til højre ude mod vest. På hele turen havde jeg ikke set en fugl eller hørt nogen. Men pludselig for en dobbeltbekkasin op ved mine fødder og piskede væk i tågen. 

Nedstigningen blev nu noget lettere og det gik helt fint. Jeg var dybt imponeret over mit udstyr, især min jakke og støvlers evne til at holde til disse ekstreme forhold og forhindre, at jeg blev gennemblødt og kold. Jeg svedte meget inden under, men det var ikke spor koldt. 

Endelig nåede jeg ned til min cykel og begav mig tilbage mod Uig. På vejen ned gjorde jeg holdt ved en gammel middelalder kirkegård med en imponerende stenport. Sidst på eftermiddagen nåede jeg hjem til mit B&B og den store tørreproces gik i gang. Her ned ved havnen, var det klaret op og solen skinnede klart og rent ude på den tørreplads, hvor jeg fik hængt mit udstyr til tørre. 

Efter at have været i bad og klædt om, gik jeg over på restauranten ved siden af huset og satte mig ved vinduet ud til havnen. Her fik jeg en portion varm suppe og bagefter en stegt kuller (haddock) og et stort glas fadøl. Desserten var en brændvarm buddingelignende frugtpie der var noget kvalm, men smagte egentlig udmærket. I baren fik jeg en whisky. 

Hjemme igen satte jeg mig i den hyggelige stue og skrev postkort og så lidt fjernsyn. Jeg besluttede også oven på den hårde tur, at ændre min plan for min tur det sydlige Skye, omkring Glenbrittle og Sligachanområdet senere på ugen. Det var meningen, at jeg ville gå fra Glenbrittle til Sligachan  og dagen efter ned gennem Sligachan dalen gennem The Black Cullins bjergene, helt til Elgol syd for. Dette skulle ske med min kæmpe rygsæk. 
Efter i dag på min bjergtur, som jeg vidste ikke var nær så hård som det kunne være i The Black Cullins bjergene, var jeg klar over, at det ville jeg ikke kunne klare, eller det ville blive så ekstremt, at det ville ødelægge resten af min tur, eller endnu værre, at jeg ville komme til skade. 

Jeg besluttede, at udnytte den bus der kørte frem og tilbage en gang om dagen fra Portree over Sligachan  til Glenbrittle. Når jeg så skulle tilbage ville jeg tage en overnatning mere i Sligachan bunkhouse og nå at gå turen ned til Loch Courisk langt inde i The Black Cullins, derfra.
 
Jeg fik ringet og var heldig at få booket en nat mere (søndag den 23. juni) i Sligachan bunkhouse. Samtidig afbestilte jeg mit ophold hos Courisk House B&B i Elgol. Om mandagen ville jeg så tage bussen mod Broadford, Kyle Of Lochalsh, Stratcarron og Shieldaig. 
Da den plan var ok., var det nu blevet sent og jeg gik til køjs med mindet om en uforglemmelig dag fuld af spændende udfordringer og med en nærmest euforisk følelse, at leve fuldt ud på mine egne præmisser.

Næste afsnit:

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg er nået til øen Skye, som ligger midtvest for  selve Skotlands fastland og altså mellem Skotland og Hebriderne.

Turen gik rundt på øen over den nordlige halvø Trotternish, den mellemste og østlige del af Skye, Portree og Sligashan og endelig i den sydvestlige del, med de vilde bjerge The Black Cuillins.

Fotos fra den del af rejsen er delt op i 4 fotoalbummer.
Skye Foto 1, Skye Foto 2, Skye Foto 3 og Skye Foto 4

Fotoalbum nr. 1 har fotos fra det nordlige Skye, Uig og Trotternish. 

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

På de andre sider, er der flere uddrag fra den del af turen, hvor jeg var på Skye.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg var på det nordlige Skye, Uig og Trotternish.

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/harris/uigferry/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/skye/uig/index.html

Link til oplysninger om det nordlige område af Skye:

http://www.skye.co.uk/regions-north-east-skye.php

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/skye/trotternish/index.html

http://www.skye.co.uk/

Link til Skye, Staffin Museum, med bl.a fossiler og lokale udstillinger.

http://www.staffin-museum.co.uk/

Link til side med beretningen om den amerikanske bombemaskine B17, som styrtede ned på Skye, på bjerget Beinn Edra.

http://members.lycos.co.uk/daveswrecks/photoalbum8.html

Link til noget om alle de allierede bombefly, som gik tabt under 2. Verdenskrig:

http://www.lostbombers.co.uk/

Link til side med kunstnere i hele Skotland.

http://highlandsopenstudios.co.uk/91.html

Link til cykelleje i Uig og andre oplysninger:

http://www.uig-camping-skye.co.uk/cycles.html

Linkssamling om Skotland ses her:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/uslinks/index.html

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Trotternish, onsdag den 19. juni.

På grund af den meget kraftige storm om mandagen, mangler jeg jo en dag på Trotternish halvøen. Min oprindelige plan indebar turen til Beinn Edra bjerget, som jeg fik besøgt i går. Jeg havde planlagt en rundtur fra Uig rundt om den nordlige ende af Trotternish halvøen, ned mod Staffin Bay og op til ”The Quiriang” og tilbage til Uig.
Endelig på tredjedagen en tur til Kilt Rock og sydpå til Loch Cuithir og Lealt Waterfalls. Nu havde jeg kun 2 dage til dette, så jeg valgte at prøve at nå rundturen og også nå Kilt Rock. De sydlige steder ville jeg ikke kunne nå på en dag også, så det måtte droppes. Det er ærgerligt, men jeg får så nok set det vigtigste i dette område.    

Så her onsdag tog jeg af sted på den spændende tur op til de mest kendte bjerge på Trotternish halvøen, nemlig Quiraing med de berømte klipper The Needle, The Prison og The Table. Hvis vejret ville arte sig nogenlunde ville jeg forsøge at nå Kilt Rock og tage turen rundt om nordspidsen af Trotternish halvøen.

Men først fik jeg hos Mrs. Campbell en formidable morgenmad, lækkert og veltillavet. Spejlæg, pølser, bacon, svampe, toast, marmelade, honning, müesli, kaffe og te, juice og meget mere. Her er meget rart at bo. Jeg pakkede min rygsæk med meget proviant og ekstra tøj.
Men da jeg kom udenfor susede blæsten om huset med kulingstyrke og regnen væltede ned!! Igen noget surt, når jeg nu virkeligt havde glædet mig til denne tur, der også ville blive hård fysisk at klare, da ruten er meget kuperet og jeg måske skal cykle ca. 50 km. i vind af kulingstyrke og stærk regn.

Desuden er der jo vandreturene i bjergmassivet ”The Quiraing”, der også byder på stejle stigninger og afstande på ca. 5 – 6 km. Og hvem ved hvad jeg oplever mere, hvor jeg skal gå og cykle mere. Men der er ingen vej udenom, jeg vil ikke lade mig styre af vejret, så på´ en igen Tommy!!! Denne form for tur med cykling og vandring, er hård fysisk men samtidig utroligt givende i følelser og spænding. Der er sgu´ ikke megen spænding i at sidde i en varm bil og pille næse, medens man kører forbi alle de sjove og interessante ting, som man ser når man går og cykler. Så trods vejret var jeg meget opstemt og glædede mig til dagens tur.
 
Fotos nedenfor er en blanding af købte postkort og mine egne billeder. Det frygtelige vejr var gift for gode fotografier. Mine billeder blev mørke og dystre, da regnen væltede ned og vinden hylede, så det var svært at tage fornuftige billeder på denne side af ”The Quiraing”. På den anden side af bjergryggen mod øst, blev det bedre.

For at komme op til den lille vej, der går fra det nordlige Uig op mod bjergene ved ”The Quiraing” skulle jeg igennem byen først en kilometer mod øst og dernæst stik nordvest op ad vej nr. 855 en kilometer mere. Denne vej viste sig at stige meget stejlt, så det var i regnen og blæsten utroligt hårdt og et stykke oppe drejer den skarpt til højre mod nordøst igen og stiger vildt igen.

Puuuh hvor var den tur op streng og jeg havde dårligt nok startet turen! Da jeg nåede op fandt jeg hurtigt vejen mod bjergene. Det blev en flot og ensom tur så tidligt på dagen. Vejen er totalt øde, ingen huse over en strækning på ca. 10 –12 km. Jeg nød turen meget, da landskabet var meget smukt.
 
Bølgende vidder med bakker og små bjerge bl.a. bjerget Bioda Buidhe på 466 meters højde og lange højdedrag med farver i okker, brun, lyse og mørke grønne og med lange skygger i blå og sorte farver. Jeg havde også skrå rygvind der hjalp til med at forcere alle bakkerne og det stigende terræn. I løbet af opstigningen ad vejen, var regnen nu blevet mindre, mere bygeagtig og temperaturen lidt højere, så det var ikke så slemt.

Lige før jeg nåede op til p-pladsen neden for stien op til bjergmassivet, skiftede jeg film i mit fotoapparat ved et vandfald der faldt ned forbi og under vejen. Her kunne jeg nu nok mærke kulden, da jeg jo svedte enormt meget. Vinden var alligevel så tilpas kold, at jeg frøs noget, da sveden begyndte at blive kold samtidig med at mine hænder også begyndte at fryse meget. Så jeg åd en banan og drak lidt sodavand og så var det ellers med at komme i gang igen inden kulden ville gøre mig forkølet og syg.
Efter ca. en kilometer var jeg på p-pladsen og kunne i den lette regn og dis se op mod ”The Quiraing”. Trods de mørke skyer og disen kunne jeg let genkende sceneriet med bjergene i de billeder jeg havde set på internettet og  i bøger, jeg havde lånt hjemme på biblioteket.

Da jeg skulle trave op af stien mod bjergene, tog regnen til (hvad ellers) og vinden blev stærkere, jo højere jeg kom op. På denne del af turen mødte jeg flere mennesker i samme ærinde. Nemlig at besøge dette enestående sted på Skyeøen. Stien er meget brugt og rimelig at gå på. Men den er meget smal og med al den regn var den temmelig mudret og glat. Dertil blev vinden stærkere og stærkere.
 
Senere på min tilbagetur mødte jeg flere besøgende, hvor det  var familier med børn, der løb og pjattede på begyndelsen af stien. Det så faretruende ud og ville være utroligt farligt for dem at opføre sig så respektløst længere oppe ad stien. Jeg kom jo lige kom oppe fra klipperne og det farlige vejr der herskede deroppe, og vidste nu af erfaring hvor farligt det ville være, ikke at tage sig i agt for stiens smalle, mudrede og glatte og også sten og klippefyldte smalle render, som man gik ad. Jeg advarede derfor med alvorlig mine familierne om den farlige leg børnene havde gang i. Og sådan som jeg så ud, våd og forkommen kunne jeg se at det havde en vis effekt på forældrene, der hurtigt fik tag i børnene.

Stien er som sagt meget smal og der er intet hegn eller rækværk. Hele vejen op er der flere steder på højre hånd et par hundrede meters næsten frit fald ned eller også steder hvor, hvis man mister fodfæstet, vil trille flere hundrede meter ned af sten – og klippefyldte skråninger, hvor man helt sikker ville blive slået ihjel. Jeg følte i hvert fald flere steder stærkt ubehag over disse åbne og skræmmende højder få centimeter fra ens fødder.

Længere oppe opførte vinden sig nærmest som en storm. Den ruskede i en og pressede regnen i heftige smæld ind i ansigtet på en, så man bøjede hovedet og forsøgte at skærme sig. Herved kunne man nemt overse forhindringer eller miste fodfæstet og så ville det helt sikker gå grueligt galt. Jeg havde oplevet det samme på bjerget Beinn Edra i går, hvor vinden også pludselig blev utroligt stærkere.
 
Min erfaring med turen her på denne sti, var at i dårligt vejr, skal man altså passe enormt på. Det er ikke en spøg at gå her uden at tage det alvorligt. Det er derfor, det ofte er meget farligt, at bevæge sig i Skotlands bjerge, for selvom de ikke  er høje, er de ikke til at spøge med når vejret er dårligt. Det fik jeg at føle mange gange senere på min tur i Skotland.

Men kors hvor er det spændende, adrenalinen pumper og du føler dig levende som aldrig før. Man kan sige som Misse sagde i den danske TV-serie Matador: Man drages… og sådan følte jeg det også.. man ville have mere, prøve mere, udfordre sig selv og sådan har jeg det stadig!! Det er faktisk svært, at sidde i denne varme trygge stue foran computeren og skrive sine oplevelser ud, uden at have lyst til at smide det hele fra sig, hus, hjem, kone og familie og drage af på nye oplevelser i denne vidunderlige verden, der ligger uden for min dør. Jeg ville ønske jeg havde gjort alt dette noget før i mit liv. Men jeg må prøve at indhente noget af disse oplevelser, i resten af den tid jeg har tilbage på denne jord.

Men jeg gik nu videre opad stien mod de vilde og forrevne klippeformationer, som man kan se på billedet til venstre. Den spidse klippe er selvfølgelig ”The Needle” (nålen) og nede til højre i billedet ved foden af den brede klippe, er det ”The Prison” (fængslet).

Vinden tog endnu mere til og da jeg stod nede i ”fængslet” med den meget stejle skråning op til ”nålen”, stormede det sådan, at jeg igen kunne stå i skrå stilling lænet op mod vinden uden brug af støtte fra mine vandrestokke, som jeg brugte på næsten alle mine bjergvandringer. De var en uvurderlig hjælp.

Jeg prøvede at klatre op af skråningen, men var vel nået halvvejs op, da jeg mærkede, at jeg ikke kunne stå fast, selv med stokkene plantet i stenene. Jeg skred ud og var ved at miste fodfæstet flere gange og med udsigten til de mange klippeblokke omkring mig, besluttede jeg at blive stående uden at røre mig, til jeg genvandt fatningen og turde bevæge mig nedad igen.
Regnen indeholdt nu også store hagl. Ja, man skulle tro det var løgn, men på det tidspunkt havde jeg ikke været ude for noget værre end det jeg stod i på denne skråning. I går på Beinn Edra var det også slemt, men der var faren ikke stor for at falde ned ad klipperne. Det var virkeligt modbydeligt, at stå der alene uden noget at holde fast i og fornemme en vis form for afmagt.

Jeg fik bekæmpet min angst og begyndte skridt for skridt, at bevæge mig nedad igen. Hold kæft hvor var der langt ned og den forbandede vind der kom i stød. Da jeg endelig kom ned til skråningens fod kunne jeg puste lette ud, for selv om der her blæste en ”halv pelikan”, kunne jeg ikke falde nogen steder her. Mellem skråningen og ”fængslets” brede og høje klippe blev der dannet en slags tragt, hvor igennem vinden blev komprimeret og derved slynget igennem, sammen med regn og hagl. Her ville jeg ikke være mere, så jeg begav mig videre op ad stien mod en strækning der gik langs selve klippemassivet ”The Quiraing og en stejl skråning til den anden side.

Men nu skulle der meget til at kyse mig og i stedet nød jeg den formidable udsigt tilbage mod syd og  mod sydøst ud over Staffin Bay, Staffin Island (billedet til højre) med øen Rona og Raasay i forgrunden og Applecross halvøen med bjergmassivet Beinn Bahn i baggrunden til højre.    

Længere til venstre i et af billedbogens billeder, nordover i horisonten, ses Wester Ross området med Torridon bjergene med de vilde bjerge Liathach og Beinn Eighe, som de dominerende. Disse bjerge skal jeg vandre i når jeg når dertil onsdag den 26. juni.
Her på stien, mere mod øst, var der lidt læ af den mægtige klippe ”The Prison”. Her fik jeg pakket noget mad frem og fik lavet te. Jeg satte mig på en klippe og slappede lidt af, ind i mellem gik jeg lidt rundt bl.a. ud til kanten, hvor terrænet faldt uhyggeligt stejlt flere hundrede meter ned. Men udsigten er bare helt utroligt betagende. Også selvom det hele tiden silede ned med regn, men mod øst så det lysere ud og flere steder var der lidt blå himmel. Jeg regnede nu ikke med at få gavn af det, da vinden jo kom fra sydvest, og der var der absolut ikke opholdsvejr at se.
 
Billederne er fra postkort fra nøjagtigt de steder jeg gik, mine egne fotografier er mørke og delvis dårlige at se på pga. regnen. I det hele taget var det et værre mas med at fotografere og holde kameraet tørt. Men det opgav jeg snart, så jeg håbede bare, at nogle billeder ville blive gode nok, for kameraet svømmede i vand og fugt, trods plastpose m.m.
Men mit yderste tøj som bestod af min Tenson Extreme vinterjakke (en sommerdag i sidst i juni, hva´ba. !!!!) og mine Marmoth Goretex regnbukser, sjappede jo i regn og havde efterhånden suget så megen væde, at lommerne ikke var tørre indvendig. Men imprægneringen og goretexbelægningen i tøjet, holdt mig tør for regnen, kun min egen sved indvendig blev jeg våd af, men varmen holdt min svedtransporterende undertrøje og fleecetrøje fint. Jeg skulle kun undgå, at komme til at stå stille et sted hvor vinden hylede og steder hvor det trak.

På mit hvilested, frøs jeg ikke. Efter hvilepausen gik jeg videre langs bjergmassivet, som tårnede sig lodret op over mig, ja man gik næsten inde under klipperne, en smule foruroligende og hårrejsende. Jeg kunne fremme, se at stien gik tæt ind under et kæmpe klippemassiv som hang truende ind over stien og på mit kort kunne jeg regne ud, at stien måtte bøje skarpt til venstre og gå nordpå op mod stedet hvor stien ville kravle stejlt op mod hele klippemassivets plateau, hvor det flade udsigtspunkt ”The Table” skulle befinde sig.
Jeg balancerede videre hen ad stien og skuttede mig gevaldigt da jeg over en 100 – 200 meters passage gik under dette enorme klippeudhæng. Efter denne drejning af stien, skete der nærmest en forvandling! Landskabet blev pludseligt meget mere synligt længere fremme mod nordøst, solen var ved at titte frem. Her på den anden side af klippeudhænget fortsætter ”The Quiraing” bjergryggen mod nord og ender oppe på den anden side af den lille by Flodigarry, ude ved kysten.
Dette sollys bibragte mig en naturoplevelse ud over alt hvad jeg næsten havde set hidtil!! Landskabet bølgede i alle tænkelige gule, grønne og mørkegrønne, ja næsten indigoblå farver, alt efter højdeforskelle, skygger og solvendte skråninger. Så smukt så smukt!! Mine øjne kunne nu se nord over, mod byen Flodigarry og ud over havet ”The Minch”, se den liile ø Eileen Trodday og videre ud i horisonten til Hebridernes nordlige største ø Lewis. Vinden forsvandt helt, varmen satte ind og solen skinnede nu ned mellem lyse skytotter og bredte dette tæppe af eventyrlige farver ud for mine øjne.

I Kilmuir ligger Flora MacDonald, som er den berømte kvinde der i 1745/1746 var med til at frelse Prince Charles Edward fra englænderne, efter hans hær på ca. 9000 clanmænd, fra Glenfinnan, Camerons og MacDonalds havde tabt slaget ved Culloden nær Inverness den 16. april 1746 til englænderne. Prince Charles Edward havde ellers marcheret med sin hær næsten helt til London, faktisk kun et par hundrede kilometer derfra. Krigen opstod, da Prince Charles Edward i august 1745, ville erobre den skotske trone tilbage, efter flere hundrede års engelsk besættelse.
Opstanden blev kaldet ”The 45 Jacobite Rebellion. Efter det frygtelige nederlag ved Culloden, hvor hæren blev slagtet på det grusomste af en overlegen, velarmeret engelsk hær, flygtede ”Bonnie Prince Charlie” i over 5 måneder rundt mellem Hebriderne, South Uist og flere steder i det skotske højland.

Her var det, at Flora Macdonald reddede ham på øen Benbecula i Hebriderne og sejlede ham til Skye, hvor han kom til byen Portree. Der hvor han boede, er der i dag et hotel, Royal Hotel, der har bevaret hans stue. Senere kom et fransk skib til og fik ham reddet den 20. september 1746.
Flora Macdonald blev fanget af englænderne og bragt til Tower of London. Senere kom hun ud og blev gift og emigrerede i 1774 til North Carolina i Amerika, for dog at vende tilbage i 1779, hvor hun bosatte sig i den lille by Flodigarry.
Hendes hjem her, er restaureret og virker som et lille hotel i dag. Da hun døde i 1790, blev hun begravet her i Kilmuir. Hele denne fantastiske historie, er gengivet i utallige musikstykker og sange, kaldet ”The Jacobite Songs”. Skotterne er et stolt og trodsigt folk, især over for englænderne.

Efter den sidste opstand i 1746, indførte englænderne en masse grusomme straffende love over for befolkningen. Bl.a. måtte de ikke bære kilt og spille sækkepibe, ligesom de ikke måtte eje våben. Samtidig dræbtes clansmænd, ledere og andre i hobetal. Alt dette førte stor armod og immigration. Den skotske nation forblødte både i bogstaveligste forstand og også i intellekt og viden. Clansystemet blev ødelagt og svært decimeret. I de år havde man særligt brug for fremsynede mænd, også i Skotland. Men englænderne smadrede det hele. Denne undertrykkelse fortsatte helt frem til vort århundrede.

En opstand i 1882, kendt som Battle of the Braes, hvor små husmænd, crofters, gjorde oprør over nogle helt urimelige afgifter og renter for  deres jord/adgang til jordstykker. Selv om de tabte striden der, førte det dog til dannelsen af en landbrugssammenslutning og begyndende fornuftige leveforhold for mange skotter. I de år skete der jo også en masse andet i Europa.

Her i Danmark startedes Andelsbevægelsen, brugserne og andre sociale forbedringer. Efter 1850 érne og resten af århundredet, tog industrialiseringen rigtig fart, og dette udviklingens ”lokomotiv”, trak mange andre gode fremskridt med sig, men også teknologiske fremskridt, der betød muligheden for krig i meget stor skala. 1. Verdenskrig og senere 2. Verdenskrig er eksempler på menneskenes indbyggede selvdestruktive opfindsomhed, som aldrig vil gå af mode og som igen vil hærge vor ellers dejlige jord, det er bare et spørgsmål om statistik og tid, desværre!  

Nå, disse tanker er jo på sin vis også selvdestruktive, men historien gentager sig dagligt, om end i andre skikkelser. Historien med ”Bonnie Prince Charles” er god at kende. Man kan godt forstå skotternes brændende ønske om et frit Skotland og for mange vedkommendes, et had til englænderne. Skotternes historie længere tilbage er jo også en fantastisk beretning om vikinger og picterne, der måske er et irsk folkeslag, der invaderede Skotland, allerede før vikingerne tog over omkring år 900. Senere i fortællingen vil jeg når jeg når Orkney, fortælle den skotske historie.

Efter Kilmuir gik turen stik sydover ned mod Uig. Sjovt nok trak der her ved Uig store sorte skyer ind fra vest og det stænkede lidt. Så jeg trådte godt til i pedalerne, med mine sidste kræfter.
 
Hjemme i uig gik jeg i bad og gik over på restauranten og fik et godt måltid varm mad, inden jeg sad lidt i dagligstuen og skrev postkort og talte lidt med en tysker. Gammel stor, fed med tyrenakke, stikkende overskæg, brovtende og selvfølgelig kørende i en sølvgrå mercedes, hvad ellers!! Så fik man igen bekræftet, deres egenart. De er altså træls når de er på ferie uden for deres land. Her ud på aftenen, var jeg meget meget træt, men utroligt glad for dagen og dens mange eventyrlige oplevelser.

F.eks. da jeg sad på en klippeknold oppe i ”The Quiraing” bjergmassivet og der var helt stille, kun vindens susen og så disse pludselige høje skræb fra 2 ravne, der hvirvlede rundt om klippetoppene oven over mig, i en vild udfordrende dans med vindens kræfter og muligheder. Skræppene, som lyder sådan: kråårk – kråårk – kråårk, rungede rundt mellem klipperne, en både spændende og lidt uhyggespredende lyd. Ja! Det havde i sandhed været en uforglemmelig dag.
I morgen skal jeg tidligt op og med Citylinkbussen til Portree kl. 09:30. Det glæder jeg mig usigeligt til. Det er faktisk en af de største byer jeg besøger på selve turen, når man ser bort fra ankomst og afrejsebyen Glasgow.