SS-mænd og polske arbejdere i slotsgården ved landsbyen Chelmno (på tysk - Kulmhof) i distriktet Kolo, 14 km. fra byen af samme navn, i Polen. Her lå KZ-Dødslejren Chelmno ca. 70 km. nordvest for Lodz (Litzmannstadt) og jøde-ghettoen der. -- Lodzområdet, som tyskerne besatte i efteråret 1939, fik betegnelsen amt, med navnet Povartí (på tysk - Reichsgau Wartheland). Chelmno var den første nazistiske udryddelseslejr, og den første lejr, hvor nazisterne myrdede folk med giftgas. Den vigtigste jernbanelinje fra Lodz til Poznan løb gennem byen og var forbundet med landsbyen Chelmno via en sidesporlinje. Transporten af jøder til udryddelse i bl.a. Chelmno, var derfor nem og operationelt. -- Lederen af lejren og hermed SS-vagtmandskabet i Chelmno, som havde betegnelsen: "Sonderkommando Kulmhof", hed fra lejrens ibrugtagen den 8. november 1941, SS-Hauptsturmführer Herbert Lange, som virkede indtil marts 1942, hvor han blev udskiftet med SS-Hauptsturmführer Hans Bothmann. De første mennesker man myrdede i lejren, var jøder fra landsbyerne omkring dødslejren (først de jødiske indbyggere i Kolo/ca. 2.300 jøder) og skete allerede den 8. december 1941. I løbet af KZ-lejrens eksistens, som forløb ad 2 omgange, hvor den sidste periode var i sommeren 1944, da resten af jøderne i Lodz-ghettoen skulle udryddes. I alt har man opgjort myrderierne til at andrage ca. 350.000 mennesker, polske jøder, polske og ungarske romaer, sigøjnere, ungarske jøder, polakker, tjekker og sovjetiske krigsfanger. -- I begyndelsen anvendte tyskerne lukkede gas-lastbiler, hvor man gassede jøderne med den udstødningsgas, som kom fra lastbilens motor og udstødning. Det tog over 6 minutter, inden alle var døde inde i de overfyldte mørke lastrum, hvor udstødningsgassen langsomt kvalte ofrene. Senere, anvendte nazisterne Zyklon B-giftgas. Den enkelte fange, der formåede at flygte fra Chelmno, var den første til at rapportere, at et stort antal jøder systematisk blev udryddet i lejren. Hans skrækhistorier fra lejren blev i begyndelsen ikke troet. Trods sin betydning, er der ikke blevet offentliggjort meget om Chelmno, bl.a. da det var den første udryddelseslejr, som blev opperationel og næsten alt blev destrueret af tyskerne i januar 1945. I modsætning til Belzec, Sobibor og Treblinka, var Chelmno ikke en del af "Operation Reinhard" (iværksættelsen af den totale udryddelse af jøderne, delvis som hævn og gengæld for Heydrich´s likvidering i maj/juni 1942). Nazisterne begyndte det forberedende arbejde i Chelmno, allerede to måneder før Wannsee-konferencen blev indkaldt af Reinhard Heydrich den 20. januar 1942 (Det jødiske spørgsmål/udryddelsen af Europa´s jøder). Denne "konference" anses for at være en vigtig milepæl i den operationelle lancering af masseudryddelsesprogrammet for det jødiske folk i Europa. Udryddelseslejren i Chelmno var en typisk døds-lejr, som udelukkende var beregnet til at dræbe alle, der kom til lejren. De eneste fanger, som i første omgang blev skånet, var de små grupper på ca. 30 unge jødiske, stærke fanger, som nazisterne kommanderede til at rydde gasningskamrene i lastbilerne, fragte ligene til massegravene i den nærliggende skov (Waldlager), aflæsse dem og bære dem til gravene - eller senere, da man i efteråret 1942 begyndte, at brænde ligene på en speciel måde, efter et system udviklet af massemorderen SS-Standartenführer Paul Blobel, som var den som organiserede den berygtede massakre på 33.771 jøder fra Kiev, som fandt sted i Babi Yar slugten uden for byen. Han var da tilknyttet en af de 4 tyske Indsatsgrupper (udryddelsesenheder). Blobel's opgaver var bl.a., at ødelægge spor af massehenrettelserne i Polen og Rusland. -- Disse arbejdskommandoer i Chelmno blev regelmæssigt udskiftet med nye unge stærke jødiske mænd og de 30 "gamle" mænd i arbejdskommandoen, blev omgående henrettet og brændt. Hemmeligheden om Chelmno dødslejren blev holdt godt skjult og der var meget få mennesker i Polen og i udlandet, som fik kendskab til dens eksistens eller havde kendskab til de hundrede tusinder af ofre, der blev udryddet i kz-lejren, som blev lukket og destrueret i januar 1945. Sonderkommando Kulmhof (Chelmno) bestod af en gruppe på kun 20 SS-mænd. Men disse 20 SS-mænd fik hjælp af over 100 regulære tyske "Schutzpolizei". Disse politisoldater fungerede primært som vagtmandskab og til bevogtning af modtagelsespladsen ved jernbanen og de nærliggende veje. Paul Blobel var i Chelmno-KZlejren i september 1942, hvor Blobel sammen med en lille stab af tre eller fire mænd, begyndte at eksperimentere med systemer til masseafbrænding af lig, som tidligere var blevet begravet i skoven ved Chelmno og som fremtiden ville bidrage med. Lejren blev valgt til disse forsøg, da det var den første dødslejr, der var blevet oprettet og som havde været i drift siden slutningen af 1941. Jøderne fra Lodz området, som allerede var udryddet i Chelmno i gas-varevogne og som lå i massegravene i den nærliggende skov, blev opgravet igen og de første eksperimenter med at udrydde alle efterladenskaber fra disse døde mennesker, mænd, kvinder og børn blev iværksat. Brandbomber blev forsøgt, men disse forårsagede store brande i den omkringliggende skov. Så begyndte Brobel at brænde ligene i store åbne ildsteder (en slags kæmpegrill!). Ligene blev lagt i store lag med træ imellem og siden overhældt med brændbar væsk, som man satte ild til. Denne metode virkede perfekt for udryddelskommandoerne og flere af disse enorme gravbaserede forbrændingssteders konstante anvendelse, bevirkede at tyskerne brændte titusinder af ofre i efteråret og vinteren 1942/1943. Knoglerne fra de brændte lig, der endnu var tilbage, blev ødelagt med en speciel knogle-knusnings maskine. Asken fra ligene og små fragmenter af knoglerne, blev igen begravet i massegravene. SS havde nu fundet en enkel og effektiv måde at slette deres forbrydelser mod menneskeheden på - troede man dengang. -- Kommandanten fra den berygtede Auschwitz-Birkenau KZ-lejr, Höss, besøgte Blobel i Chelmno og så hvordan brandteknikkerne virkede. Resultaterne af Blobel's eksperimenter blev sendt til SS-lederen Odilo Globocnik (lederen af flere KZ-lejre), så han kunne indføre tilsvarende kremering af ligene i kz-lejrene Belzec, Sobibor og Treblinka, men Globocnik kunne ikke lide ideen, og var længe om at indføre metoden, men Heinrich Himmlers ordre om, at der ingen spor måtte være af nazisternes massemord, gav ikke Globocnik noget valg. -- Paul Blobel blev dømt i Nürnberg i april 1948 i den såkaldte Indsatsgruppe Sag (sag nr. 9) og blev henrettet i Landsberg fængslet den 8. juni 1951.
Her følger navnene på nogle af gerningsmændene, alle tyske officerer og befalingsmænd, der deltog i forbrydelserne mod jøder og sigøjnere i Chelmno kz-dødslejren: Kommandant SS-Sturmbannführer Herbert Lange. Kommandant SS-Hauptsturmführer Hans Bothmann, som havde to assistenter, Otto Platte og Willi Hiller. SS-Untersturmführer Walter Filer, SS-Untersturmführer Alois Häfele, var »eksperter«, der havde ansvaret for alle aktiviteter i lejren. SS-Hauptscharführer Albert Richter, SS-Hauptscharführer Wilhelm Lenz, leder af Waldlager (skovbrændingspladsen og massegravene) SS-Hauptscharführer Johann Runge, chef med ansvar for lejrens egne krematorier SS-Unterscharführer Erich Kretschmer, stedfortræder for Runge på Waldlager, SS-Hauptscharführer Erwin Burstinger, ansvaret for brændstof og chauffør i alle gas-lastvogne SS-Hauptscharführer Gustav Laabs, chaufførerne i gas-lastvognene, SS-Hauptscharführer Herman Gilow, SS-Unterscharführer - Walter Burmeister, der havde ansvaret for udtrækning af guldtænder i ofrenes mund, SS-Rottenführer Wilhelm Gürlich, stedfortræder for Burmeister, SS-Hauptscharführer Schmidt, der havde ansvaret for lejrens madforsyning. -- I januar 1945, da sovjetiske tropper nærmede sig, startede SS-folkene gennemførelsen af udryddelsen af de resterende jødiske arbejdere, hvoraf nogle angreb tyskerne og dræbte to af dem. SS brændte dog alligevel den bygning, hvor de jødiske arbejdere var låst inde. Der er kun to kendte jødiske overlevende fra disse sidste jøder i lejren, Mordechai Podchlebnik og Simon Srebnik. I løbet af 1962/63, stod tolv medlemmer af SS, der havde tjent som vagter i Chelmno, over for en retssag i Bonn, Tyskland. For deres krigsforbrydelser blev de kun idømt fængselsstraffe på mellem 1 til 20 år. I betragtning af de uhyrligheder af de forbrydelser, de var anklaget for at have begået, var deres domme meget lette og helt ude af trit med virkeligheden.
