De tyskkontrollerede aviser og medier i Protektoratet kunne den 28. maj 1942, bringe denne forside, som fortalte om likvideringen af Reinhard Heydrich. -- Eftertiden betød som beskrevet på denne web-side, en ufattelig hævntørst fra nazitysklands side mod tjekkoslovakiets befolkning . Der har gennem tiden, været mange holdninger til, om det var det hele værd, om likvideringen nu var et klogt træk, fra den tjekkoslovakiske eksil-regerings side, at lade denne ufattelige menneskelige tragedie ske, mod det tjekkoslovakiske folk. Man var inden blevet advaret af mange instanser, herunder faktisk et flertal af mange ledende modstandsfolk i Tjekkoslovakiet, om de frygtelige omkostninger, som kunne blive resultatet. Men ser man bagud og sammenholder det, som var situationen før beslutningen og planlægningen af hele faldskærmsagent kampagnen fra efteråret 1941 til april 1942, kan man måske godt forstå hvorfor, at det ikke kunne være anderledes og at Tjekkoslovakiet måtte søge, at råbe verden op og søge at sikre sin eksistens efter krigen. Landet havde ikke som nation eksisteret ret længe (1919) og der var i 1941 ingen udsigt til ,at blive en suveræn nation igen, ligesom der ikke var nogen garanti for det, selv efter en allieret sejr over Nazityskland. Hos mange forfattere, til bøger om attentatet på Heydrich, er deres vurdering ofte, hvorvidt likvideringen betød størst fordel for den tjekkiske nation, eller fordelen var størst for De Allierede. Mange forfattere og andre, mener, at den "flod af blod", som landet blev overvældet af, ikke var det værd. -- Men! Når man ser på den situation, der herskede i Europa og verden, i slutningen af 1941 og begyndelsen af 1942, var kendsgerningerne dybt nedslående for Tjekkoslovakiet, såvel som for hele den frie verden. Landet havde, som mange andre nationer ikke havde, oprettet en eksil-regering og hær- og efterretningstjeneste i England/London, sådan at man her bedre kunne tage de vidtrækkende nødvendige beslutninger, som måtte til, hvis Tjekkoslovakiet skulle genopstå efter krigen, som en anerkendt nation. Englænderne var i 1941 ikke særligt glade for at hjælpe Tjekkoslovakiets eksil-regering - måske snarere tværtimod. Eksil-regeringen under ledelse af Dr. Eduard Benés i London og hermed også Oberst, senere General František Moravec, chefen for den tjekkoslovakiske eksil-militære ledelse og hovedkvarter i London, erkendte alvoren og besluttede, at man nu var nødt til at handle og skabe grobunden for, at landet kunne genopstå efter krigens slutning, som jo måtte komme engang og inden det var for sent. -- Det er vigtigt først at se på situationen ud fra det globale perspektiv. Ved årsskiftet 1941 og 1942, stod de tyske pansrede divisioner ved Moskva. I Atlanterhavet rasede U-båds krigen og flere og flere skibe, blev sænket af de tyske U-både. I Nordafrika stod det tyske Afrika-Korps ved grænsen til Egypten, kun et lille stykke fra den vitale Suez-kanal. På den anden side kloden, havde japanerne fejet al modstand til side og stod over for den engelske kronkoloni, Singapore. Japanerne var også igang med at erobre Filippinerne. Situationen var kritisk for De Allierede, som på det tidspunkt ikke omfattede USA, da de først kom med i verdenskrigen, da japanerne angreb Pearl Harbour på Hawaii, søndag den 7. december 1941. Men værst var det for England, som nu var alene mod overmagten fra tyskernes og japanernes side - England som kolonimagt var ved at styrte i grus. Risikoen for, at Rusland vil bryde sammen, og kapitulere var også enorm. Inden amerikanerne var i stand til at komme Europa til undsætning (USA havde kun en lille hær, lille flåde og ikke omstillet til krigsøkonomi i 1941), ville England sandsynligvis være nødt til at bede om en ødelæggende våbenhvile, som ville opstå, hvis England mistede Egypten og Suez-Kanalen, og/eller tabte "Slaget om Atlanterhavet". -- På dette tidspunkt 1941/1942, synes det helt indlysende, at England måtte kræve, at hvert land, der stod ved deres side mod Hitler, skulle ofre alt hvad de kunne - og lidt til - hvis man ville besejre Tyskland og Japan (italienerne regnede man ikke rigtigt med). -- Eduard Benes og den tjekkoslovakiske eksil-regering opfordrede til, at folket i deres besatte land, skulle øge modstandsbevægelsen, øge sabotagen af militærproduktionen til tyskerne, ødelægge kommunikationen for dem m.m. Som Benes udtrykte det: "At lige nu (1941) producerer det tjekkiske folk masser af kvalitetsvåben til den tyske Wehrmacht (hær), helt fredeligt og uden modstand. Og vores land er allieret med England! Der er behov for at gøre noget. Hvis du producerer mindre, får tyskerne færrer motorer til deres fly, når du fremstiller mindre på vores ammunitionsfabrikker, vil der være mindre at skyde med for tyskerne, når den tyske hær ikke har så meget af deres teknologi og udstyr, vil det sandsynligvis forhindre dem i at dræbe mange allierede soldater. Hvad skal vi gøre? Lav sabotage, formindsk produktionen og strejk". Dette var noget af hvad Eduard Benes sagde, men han indså, at det bare ikke hjalp at tilskynde folket til at adlyde opfordringerne og øge sabotagen. For modstandsorganisationerne var næsten ødelagt af tyskerne. Sabotagen var svær at udføre, når der næsten ikke var nogen til at udføre den. Eksil-regeringen besluttede, at sabotagen skulle øges, ved at landsætte modstandsfolk i landet fra egne rækker i England. Benes anmodede Oberst Frantisek Moravec, om at udarbejde en plan for en omfattende sabotage kampagne i landet, hvor dette skulle foretages af tjekkiske faldskærmsfolk. Man antog, at når først faldskærmsgrupperne udførte sabotagehandlinger i landet og folket så, hvor let tyskerne kunne rammes på deres "følsomme" steder, ville tilslutningen til modstandsbevægelsen og sabotagen øges. Bl.a. iværksatte man følgende plan: En faldskærmsgruppe "Silver A" skulle oprette radio-forbindelse, en anden gruppe "Silver B" skulle bringe sprængstoffer frem, gruppen "Anthropoid" skulle udføre attentatet på Heydrich, gruppen "Out Distance" skulle bistå med afmærkning og målområder, så engelske bombefly, kunne bombardere Skoda Fabrikkerne og deres krigsmaterielproduktion til tyskerne. -- Som historien kan berette og som er udførligt beskrevet, her på min web-side, lykkedes det ikke at udføre ret meget af det, man havde håbet på. Man fik heller ikke modstandsbevægelsen opbygget, til en væsentligt større magtfaktor og dermed fik man heller ikke succes med at øge sabotagen. Alle de enorme forberedelser og nedkastninger af faldskærmsagenter gav kun det resultat, at man fik Heydrich likvideret. -- Paradoksalt blev det tyskerne selv, som i sidste ende var skyld i, at Tjekkoslovakiet blev sat på verdenskortet og støttet og allerede i 1942 anerkendt af De Allierede ,som en suveræn nation - De Allierede annullerede den aftale, man havde indgået med tyskerne om Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet i slutningen af september 1938. Den uhyggelige tyske terror og massemordene mod landets befolkning betød en verdensomspændende sympati - på den måde kom friheden til at koste meget dyrt - men friheden fik Tjekkeslovakkerne - indtil det kommunistiske kup i 1948 - så røg friheden igen bort i over 60 år!
