Uddrag af min rejsebeskrivelse, hvor jeg rejste med busser og tog fra Sligachan på Skye over Kyle Of Lochalsh til Shieldaig i den vestlige og midterste del af selve Skotland. Jeg har sprunget nogle datoer over af pladshensyn.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser. 

Der er mange flere fotos fra opholdet i den del Af det vestlige skotland, som hedder Wester Ross. Du kan i de 2 underliggende siders fotoalbum, klikke på det valgte foto og forstørre det og læse den tilhørende tekstbeskrivelse.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Links til hjemmesider med interessant stof, billeder og oplysninger: 

http://www.lochcarrondirectory.co.uk/  

http://www.rampantscotland.com/visit/bldev_visit_skye.htm  

http://www.stevecarter.com/ansh/ansh2.htm

Her link til et Web-camera fra borgen Eilean Donan Castle: 

http://www.camvista.com/scotland/scenic/eileandonancastle.php  

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Mandag den 24. juni.

Tidligt op, trods min hårde dag i går i Sligachanområdet. Jeg er forbavsende frisk alligevel. Jeg er nok opstemt, da jeg nu skal over til Skotlands hovedland, især med håbet om noget bedre vejr der. Rejsemålet Shieldaig ligger så langt væk, at rejsen er ret indviklet. 
Der er flere skift af bus og tog og til slut en vandretur på bjergvejen mod Applecross på ca. 3 kilometer, med fuld oppakning, inden jeg kan sige goddag til Mrs. D. H. Calcott på Tigh Fada B&B.
 
Men først må jeg lige sprinte over på hotellets pub og få min morgenmad. for det regner og blæser ad h. til igen!! Efter måltidet tilbage til værelset og pakke det sidste ned og dernæst få afregnet med hotellet. Jeg skal med busselskabet Citylink´s bus, der stopper ved hotellet. Den kommer fra Portree og kører videre over Broadford, Kyleakin over ”The Skye Bridge” til Kyle Of Lochalsh. 
Her skal jeg finde et tog, der kører op langs Loch Carron til Strathcarron. Her vil der holde en lille bus, ejet af D. MacLemcan. Han vil vente på toget og sørge for jeg kommer med til Shieldaig. Vejen mod Applecross og mit B&B, går op mod venstre og vestpå ca. en kilometer syd for Shieldaig by. 
Min tur med bussen fra Strathcarron, har jeg via breve aftalt med Mrs. Calcott, som har været en god hjælp for at få turens rejsetider og rute til at passe sammen. Det er flot, at bussens ejer venter ved toget, da bussen normalt skulle være afgået, når jeg ankommer. Senere viser det sig, at de hjælper mig endnu mere. Utroligt rare mennesker!! 

I piskende regn, står jeg så og venter på bussen ved Sligachan Hotel. Den er forsinket noget, men endelig kommer den og så er det farvel til Skye. Turen er trods det dårlige vejr meget smuk og da vi nærmer os Kyle Of Lochalsh skinner solen indimellem frem mellem skyerne. Turen ind mod Kyle er meget smuk. Mod nord ligger Applecross med Beinn Bahn bjergene. I nordøstlig retning ligger Beinn Damph bjergene og mod sydøst ses Glen Coe og de mange høje bjerge der. Den hvide karakteristiske vejbro over Loch Alsh, ligger flot med sine svungne linier lige uden for byen Kyle Of Lochalsh.

Byen var som så mange andre steder i Skotland førhen kun nogle huse omkring en kro. Men 1897 blev der bygget en jernbane op til færgestedet Stromeferry. Senere blev der lagt spor videre nordøst på til Achnasheen, Garve og Inverness. Byen har altid haft militær betydning, da den tjente som base for den amerikanske flåde i 1918. Desuden har der været fabrik for fremstilling af torpedoer til ubåde med afprøvningssted i Inner Sound. Inden broen kom, var det en driftig færgeby, hvor turister kunne lide at være. Her var havne og togmiljø, som mange kunne lide. 

Tænk bare på Danmark og de mange år vi havde med driftige havnebyer ofte med togforbindelser. Det er også forsvundet for bestandigt. Her i Kyle Of Lochalsh, er folk ikke så længe. Den bruges mest som springbræt til andre egne. Men det er lidt synd, da der i området er fantastiske ting at se. Ikke langt derfra ligger Dornie med et berømt borgkompleks Eilean Donan. Naturen og bjergene er også skønne omkring byen. 

Jeg ankom til bussens stoppested ca. kl. 10:17og skulle finde togstationen, hvor mit tog rute 9, skulle afgå 11:52 mod Strathcarron. Solen skinnede dejligt og jeg havde ca. 1½ time inden toget afgik. Så jeg travede op i byen, primært for at finde en fotoshop og få købt nogle film. Dernæst gjaldt det om, at få købt noget mad, til dagen og noget til de nærmeste dage.
 
Det var noget besværligt med min kæmpe rygsæk inde i butikkerne. Jeg følte mig som en tyr i en glasbutik. Men alle var flinke og smilende. Efter min shopping, fandt jeg en lille cafe, der serverede lette måltider, så der satte jeg mig ind og spise 2 sandwich, fik lidt rigtig kaffe og nød, at slappe af. 

Men så blev det tid at finde jernbanestationen, for jeg ville være i god tid, så jeg kunne få købt billetter og finde ud af hvordan togdriften afvikledes, perroner osv. Stationen lå nær ved, så det tog ikke så lang tid. Stationen havde nu ikke lukket billetsalget op endnu, så vi var mange mennesker der måtte vente udenfor. Jeg benyttede lejligheden til at gå lidt rundt og kikke. For stationen lå helt ned til havnen og stationsbygningen var stadig indrettet og holdt i stand, som da den var bygget 1897. Meget malerisk bygning liggende helt ud til den smukke udsigt fra havnen over mod Skye og byen Kyleakin der. I den ene ende en god gammeldags jernbanerestaurant.

Ude mod vest sås ”The Skye Bridge”. Endelig fik jeg købt billet, som kostede ca. 75 kr. Jeg steg ind i et moderne tog med god plads og så gik det ellers af sted på min første og eneste togtur i Skotland på denne tur. Men det blev en mageløs smuk tur. 
Togbanen ligger helt ude langs kysten op forbi skolebyen Plockton, Loch Kishorn fjorden, Stromeferry, Loch Carron fjorden, Attedale og endelig Strathcarron, hvor jeg skal hoppe af toget. Vi kører i toget langs maleriske klippekyster med en del skov, bestående af skotsk pinjefyrretræer og almindelig bjergfyr. Udsigterne er enestående over mod halvøen, hvor man kan se byen Loch Carron, der er opkaldt efter fjorden. Her kører af og til også et gammelt dampveterantog. Men det sker ikke så tit. Det kunne ikke komme til, at passe ind i min rejseplan. 
Det er dejligt, at sidde her på første parket og se landskabet glide forbi i adstadigt tempo, for toget kører ganske langsomt. Turen tog dog kun ca. 45 minutter. Ovre bag Loch Carron kan jeg se bjerget Bealach. Jeg ankommer lidt efter 12.30, forsinket. 

På den anden side af stationsbygningen, stod buschaufføren og kikkede efter mig. Han sagde velkommen og vi gik op i hans gamle Fiat Ducato bus. Busturen er ret lang, da den er nødt til at følge de krogede og kuperede smalle veje, der går mellem bjergene over Loch Carron halvøen ned til bunden af Loch Kishorn, gennem den lille by Kishorn og op igennem den lange smukke dal omkring Glenshieldaig Forrest, inden man når vejen, der går mod Applecross, 1 kilometer før Shieldaig by. 
Mens vi kørte, kom der desværre igen nogle regnbyger, men ellers skinnede solen ind imellem. Turen i bussen blev umådelig smuk, vi kørte igennem mange af de skønneste naturscenerier jeg hidtil havde set på min tur, landskabet er igen anderledes end landskabet på Hebriderne og Skye. 
Naturen er på en eller anden måde smuk på en anden facon. Den virker ikke så vild og uforsonlig, set fra vejenes niveau, for billeder af de høje bjerge, som jeg jo har set i bøger og på internettet, ser så absolut ikke rare ud, men også vilde og barske. Men måske er det pga.at der er mange buske og småskove og høje træer, flere steder på ruten. Det giver det et mere hyggeligt udseende og indbydende landskab, at stifte bekendtskab med. Naturen kan være smuk på mange måder. En vild og voldsom natur kan også have en egen skønhed, såvel som den normale opfattelse af naturskønhed.

Et af nedenstående fotos viser vejen til højre op mod Applecross. Små 4 kilometer oppe ad denne vej, ligger et lille område kaldet Doire-aonar, hvor mit B&B Tigh Fada ligger lidt nede af skråningen, ned mod Loch Shieldaig bugten. 
Jeg hoppede af bussen her ved dette vej-T. Vejen bugter sig af sted i et meget kuperet terræn og jeg havde jo min kæmpe rygsæk på ryggen, så det var en anstrengende gåtur. Solen skinnede lidt, men jeg nåede også at få en regnbyge i hovedet. Udsigten fra bakketoppene på ruten, var enestående. Man kunne få et flot skue ud over bugten og se Shieldaig by og den lille ø Shieldaig Island, der ligger lige ud for byen.
 
På et foto kan man se de få huse der udgør Shieldaig by. I baggrunden tårner de høje bjerge Beinn Damph og Beinn na h-Eaglaise sig op, indhyllet i regnskyer og tåge, liggende i bjergområdet Ben Damph Forrest, som er et meget stort øde og vildt bjergområde, som strækker sig et par hundrede kilometer mod øst, syd om Torridon mountains, Liathach og Beinn Eighe bjergmassivet, helt over til Kinlochewe området. 
På et andet foto kan man se skråningerne og foden af bjerget Ben Shieldaig, der rejser sig 516 meter tæt op ad byen. Når man står neden for i vej-T ´et, ser det imponerende ud, med sine næsten lodrette klippevægge med klippeafsatser, hvor der står store skotske pinjefyrretræer. Det ser underligt ud, at der kan gro træer på sådanne udsatte steder. Men flot er det. 

Langt om længe nåede jeg ud til den lille smalle vej, der går ned til Mrs. D.H.Calcott´s B&B. Det var nemt at se, for et skilt oppe ved vejen, hvor jeg kom gående, viste ned til ejendommen, ja der var flere skilte, hvor der blev annonceret med salg af forskelligt uld, bl.a. mohair uld fra mohairgeder. 
Så jeg traskede ned ad vejen og snart efter kom et lille hvidt hus frem mellem træerne. Rundt om huset lå små skure/aflukker, bl.a. med en arrig border collie hund og nogle geder, der ikke var arrige!! Jeg blev modtaget meget venligt og gæstfrit, vist ind i mit værelse og anvist en dejlig hyggelig stue, som jeg kunne se også var en familien brugte. 
 
Nedenfor på kortudsnittet kom jeg med bussen syd fra langs foden af Ben Shieldaig og Coille Creag-loch skråningerne. Ved vej-T ´et gik jeg op ad vejen til venstre på kortet, op til Tigh Fada B&B. De andre sorte streger viser mine ture til Shieldaig by og længere op ad vejen mod Applecross, hvor jeg opholdt mig ved Inverbain og floden Abhaine Dubh, der afvander Loch Lundie. 

Vel modtaget af Mrs. Calcott, bød hun mig til te i stuen. Hun havde tændt op i den åbne pejs og da jeg havde sat mig tilrette i en dyb lænestol, kom hun ind med te og kage. Her var rigtig hyggelig og hun satte sig og vi fik en lille snak om min tur, om Danmark og Skotland og hendes liv med uldsalg m.m. 
Hun ville gerne give mig aftensmad, så det aftalte vi. Jeg ville jo efter teen, gå en tur tilbage ad vejen og ned i Shieldaig by, så jeg lovede at være tilbage til spisetid om aftenen. Det var rart, at føle sig velkommen og sidde i en hyggelig stue, drikke te og skrive postkort og dagbog, til lyden af knitrende flammer i pejsen.

Mrs. Calcott havde fortalt mig, at der næsten hver dag sås oddere i og omkring Shieldaig by, især ude ved øen Shieldaig Island. Det lød spændende, jeg havde jo endnu ikke set en eneste odder på min tur. Så lidt efter tog jeg min jakke på og begav mig på ny tilbage ad vejen mod Shieldaig. Der kom selvfølgelig en lille byge, men pyt med det. Jeg glædede mig til at se den lille malerisk beliggende by ved bugtens bund. 

Nede i byen lå der et lille moleanlæg og de obligatoriske hummerruser og småbåde. Der var en lille trappe op til en bænk med udsigt ud over bugten og nedenfor et kunstværk bestående af nogle metalrør i kobber der var slynget sammen, så det forstillede fiskehejrer, eller lignede fugle. Disse små forskelligartede skulpturer er en meget brugt udsmykningsform, som ofte er placeret ved indfaldsvejen til mange små skotske byer. 

Jeg stødte på dem flere steder. Der er jo ofte en kunstner i området, enten en maler, keramikkunstner eller anden der fremstiller kunst eller kunsthåndværk. Der er jo ikke så mange jobs ude i de øde små byer og landdistrikter. Lidt dagligvarebutikker, posthus og måske en skole, kunsthåndværk og fiskeri og lidt landbrug med primært fårehold. Nogle steder er der dog næsten altid en pub eller lille hotel. Shieldaig var for så vidt ikke anderledes. Et lille hotel, en forskole, 2 bittesmå dagligvarebutikker. 

Men byen ligger smukt ud til bugten og er et yndet udflugtssted. Også turister finder forbi. Her er ro og fred og egentlig ikke så meget andet. Men et godt sted for et udgangspunkt, hvis man er i bil og vil opleve hele området som kaldes Wester Ross. Der var rart, at gå hen ad Mary Street langs bredden af Loch Shieldaig med udsigten ud til Shieldaig Island og op og ud mod øst hvor Torridon bjergene kan ses i regndis og tåge. I morgen over middag går turen jo dertil. 
   
Flot foto nedenfor med regnbuen over byen, og det lille lysegrønne hus på billedet til højre er den ene af de 2 bitte købmandshandler  i Shieldaig. I vinduet stod der en pakke Persil vaskepulver udstillet. Det er vist mange år siden man kunne købe det mærke i vaskepulver, i hvert tilfælde herhjemme. Men måske kan man det, i det øvrige Europa. 

Shieldaig Hotel har en lille pub, hvor jeg gik ind og fik mig en pint fadøl, inden turen gik tilbage mod mit B&B og min aftensmad. Aftensmaden var en stegt ragout, med fåre, grise og oksekød. Det smagte nu ikke for godt, faktisk noget stramt og besk smag, klamt!! Desserten var bedre. Jeg slappede af resten aftenen, skrev postkort og dagbog, drak te og sludrede med Mrs. Calcott. 

Vi aftalte bl.a. at når jeg næste dag gik en tur, ville hun tage min store rygsæk med ind til buschaufførens hus, som boede privat i Shieldaig og som hun kendte personligt. Hun skulle et ærinde, så det var ingen ulejlighed for hende, at yde mig den service. Buschaufføren vil så læsse min rygsæk i sin bus og når jeg skulle med hans bus, nede ved vej-T ´et, kl. ca. 12:40 i morgen, ville jeg så have min rygsæk igen. Jeg kunne så slippe for at slæbe den rundt på min gåtur og ligeledes undgå slæberiet helt ned vejen, hvor jeg skulle hoppe på bussen, når den kom fra Strathcarron. 
Det var vel nok en fin service!! Jeg havde en rar aften hos familien, men gik tidligt i seng, det var rart med en god nats søvn.

Næste Afsnit:

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg rejser med Citylinkbussen fra Sligachan på Skye mod Kyle Of Lochalsh på det Skotske fastland, hvor jeg med tog skal mod Strathcarron og endelig med en lille lokalbus til Shieldaig.
Her vil jeg blive sat af ca. 4 kilometer fra en lille vej op til Mrs. Calcott og deres B&B. En vandretur med fuld oppakning hertil ventede mig. 

Mit næste mål var det spændende område Torridon, med de fantastiske bjerge Liathach, Beinn Eighe og bjergsøer deroppe.

Fotos fra den del af rejsen er delt op i 2 fotoalbums.
Wester Ross 1, Wester Ross 2.

Fotoalbum nr. 1 har fotos fra rejsen fra Sligachan på Skye til Shieldaig og området der.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg rejse til og opholdt mig i Shieldaigområdet:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/kyleoflochalsh/kyleoflochalsh/index.html

http://www.visit-lochcarron.com/

http://www.visit-lochcarron.com/Online%20brochure.pdf

http://www.stevecarter.com/ansh/walks.htm

http://walking.visitscotland.com/walks/

http://walking.visitscotland.com/walks/northhighlands/212834

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Tirsdag den 25. juni.

Jeg fik dejlig veltillavet morgenmad hos Mrs. Calcott. Traditionel engelsk morgenmad. Jeg fik pakket ned, så hun kunne tage min store rygsæk med, når hun kørte sit ærinde. Jeg havde planlagt at bruge morgenen og formiddagen på en gåtur nord, op ad vejen mod Inverbain. Jeg havde regnet ud fra kortet, at det ville jeg kunne nå inden jeg skulle med bussen nede ved vejen ved Shieldaig.

Så på med den lille rygsæk og ud i regnen!! Selvfølgelig regnede det!! Så jeg tog et hovedspring ud i den våde skotske natur. Det var ikke koldt, ja faktisk lummert, selv om regnen piskede ind fra sydvest på venstre side. Men jeg travede raskt af sted og kun ved de stærkeste regnbyger, løb jeg i læ af de små træer, der stod langs vejen. Vejen var meget kuperet. Op og ned, ind og ud, slyngede den smalle vej sig. Men sikke nogle fantastiske smukke landskaber, der viste sig for mine øjne. Frodigt grønt og blomstrende skråninger og vejkanter.
Ude over Loch Shieldaig kunne jeg se en samling små øer Eilean Dughaill, Sgeirean Mora og Eilean an Inbhire Bhain. Ja! Sikke nogle navne de øer har. Men det er gælisk. Eilean betyder bare en ø. Langt ude i bugten lå der ned til bredden et lille hvidt hus med et knaldrødt tag. Smukt så det ud med det blå vand, de grønne skrænter og skråninger og forkrøblede skove, den blågrå himmel og dette ensomme hvide og røde hus.

Vejen dykkede ned i en lav dal, hvor den slyngede sig hen over en flod der kom oppe fra højdedragene mod sydvest. Jeg var nået til Inverbain, som bare er 2 huse nede ved floden og bugten. Jeg gik over floden og fandt et kæmpe træ, under hvis krone jeg fandt et godt sted med læ og tørt for regnen. Her var nogle store klippesten, som jeg satte mig på. Her var en betagende udsigt ud over bugten tilbage mod Shieldaig og Torridon bjergene i det fjerne.
 
Frem kom teen og så hørte regnen op og pludselig vældede solen frem og varmen steg lynhurtigt. Men det var nok ikke teens skyld. Men dejligt var dette hurtige vejrskift. Jeg sad der i lang tid og nød naturen, skovens lyde og vandets klukken og rislen. En rødhals puslede rundt på stenene bag min ryg. Jeg håbede her at se en odder, men der var stadig ikke gevinst. Senere gik jeg langs bugtens bredder, hen til der hvor floden Abhainn Dubh løber ud i bugten. Stadig ingen odder. Klokken var nu ca. 11:00 om formiddagen og det var tid at trave tilbage, hvis jeg skulle nå bussen kl. 12:40.
         
På min vej tilbage mødte jeg en stor flok sorthovede får, der kom stæsende ned ad vejen. Da de så mig gik der nærmest panik i dem. Hunfår , lam og væddere spænede ned forbi mig i vild galop med panikken lysende ud af øjnen. Jeg kunne i dy mig for at sige bøøøøhhh! Gadagum for et hop, den her fårebasse tog. Får kan faktisk løbe ret stærkt. Især ned ad bakke og med solen i ryggen og en gal fynbo som indpisker. Men ellers blev det en smuk tilbagetur i sol og dampende varme.

Selvom jeg skulle gå langt, kom jeg i god tid tilbage til der hvor jeg skulle med bussen. Så havde jeg tid til at sidde på en trappe, ved pumpestationen og drikke lidt te, spise en chokoladebar og ellers slappe af og se på de forbipasserende biler.
Endelig kom min ven buschaufføren. Han hilste hjerteligt og vi kørte af sted mod Torridon SYHA Hostel. Han havde husket min store rygsæk. Turen til Torridon blev en smuk affære, nu da vejret var blevet solrigt og lyst. Jeg gav ham lidt ekstra drikkepenge og sagde farvel og gik nu op til Syha hostellet, som jeg havde booket for 2 nætter.
Her var, her ud på eftermiddagen ikke nogen betjening, først kl. 17:00. Så jeg satte min oppakning i forhallen og gik mig en lang tur ad vejen langs Loch Torridon og byen af samme navn. Den ligger smukt ud til bugten, som er omkranset af mægtige bjergområder på begge sider.

River Torridon løber ud i bunden af bugten. Til forskel fra andre steder jeg har set, har floden dannet et lavt marsk og engområde rundt om dens udløb. Her går der både får, køer og heste. Omme på den anden side af bugten ligger der et hotel, som faktisk er et gammelt velholdt slot. Når man går ned gennem byen har man altså den smukke indbydende natur ind over bugten på den ene side, men på den anden side og kun et par hundrede meter inde bag husene, rejser sig de enorme og frygtindgydende Torridon Mountains.
Lige oven over Syha hostellet, knejser bjergmassivet Liathach med toppene Mullach an Rathan, Meall Dearg, Am Fassarinen, Coreag Chearg og længere henne over byen Sgurr a Chadall. Selv om vejret var rigtig fint, var bjergene indhyllet i regn og tåge ikke ret langt oppe ad bjergvæggene. Disse bjerge er virkeligt stejle og ser vilde og uindtagelige ud. Skræmmende!! Og i morgen skal  jeg vandre op i dem.
 
Videre ad vejen langs bredden af bugten og pludselig et stykke ude i bugten en odder!! Den dykkede op og svømmede et stykke, dykkede ned og kom op lidt efter med noget i poterne, som den håndterede ved at dreje sig om på ryggen i vandet. Her bed den i et eller andet, medens den svømmede rygsvømning et stykke tid. Dykkede igen og kom op igen og sådan kunne jeg følge den et stykke tid, indtil jeg ikke kunne få øje på den mere. Fin oplevelse.

Lidt efter kom jeg til en købmandsbutik, hvor der sad en kæmpestor fed kat. Den sad der i sin velmagt og missede mistroisk mod mig, med smalle øjne i solens stråler. Jeg gik ind og købte lidt forskelligt proviant, brød, frugt, morgenmad, chokolade m.m.

Længere nede ad vejen kom der en køn border collie hund løbende efter mig, glad viftende med sin højt løftede hale. Den overhalede mig inden om, stoppede op og sprang ind foran mig og smed en sten!! Jeg måtte brat bremse op og stå stille. Dernæst tog den et par hop baglæns, hvorefter den lagde sig ned på benene og kikkede på stenen og op på mig, kikkede ned på stenen igen og op på mig, frem og tilbage!! Jo, Jo jeg havde fattet det!! Vi skulle lege legen: Jeg hund ligger sten, du mand bøjer dig ned, du tage sten… jeg, haps, snupper den inden du får fat i stenen, hæ hæ!! Jeg hund vimser videre, vi fortsætter resten af eftermiddagen!! Ik?
Hunden var rigtig flot, slank og graciøs, sort og hvid pels og nogle herlige flapører oven på et glad hundeansigt. Den kunne jeg ikke stå for, så jeg legede sten med den skøre hund over en strækning på over en kilometer. Men, måske skulle man sige, at der skal 2 til at lege stenlegen, så måske var vi lige skøre begge to. I hvert fald morede jeg mig kosteligt over den dejlige hund. Men vips! Pludselig hørte den noget velkendt, for fanden tog ved den, den snurrede rundt og spurtede op af vejen. Et stykke oppe kom en bil med blinklyset sat til. Den drejede ind ad en indkørsel og hunden sprintede om hjørnet. Far kom hjem fra arbejde!! Det tror jeg var, hvad hunden vidste, så snart den hørte den velkendte lyd fra bilen.

Længere fremme kunne jeg se noget skov, så jeg kunne regne ud, at jeg var nået ud i nærheden af Torridon Hotel og hvor floden Abhain Coire Mhic Nabuilsom udspringer højt oppe og dybt inde i bjergområderne Torridon og Beinn Eighe og her sluttelig bruser ud i Loch Torridon i store vandfald.
 
I morgen, på min vandretur, vil jeg måske komme denne vej, hvis jeg vurderer, at jeg kan tage hele turen rundt om Torridon og Beinn Eighe bjergmassiverne. Jeg går lidt op ad vejen op i skoven, her dufter helt vidunderligt friskt og rent. Fyrrenåleduft, rent vand, vådt mos og tørvejord!! Men nu var det langt ud på eftermiddagen og jeg begav mig tilbage mod mit hostel.
 
På min vej tilbage, så jeg et nyt opstillet monument for de 2 verdenskriges skotske faldne. Her stod mange lokale navne fra området. Hvert lille sogn har deres faldne sønner. Sønner, mødre og fædre, familier har alle nogle de mistede dengang. De mistede dem fordi vi lod verdens gale mænd tage over.

I Danmark holdt det officielle Danmark med tyskerne i flere år inden krigen og også i det meste af 2 verdenskrig. Også mange almindelige danskere holdt med nazisterne, men det værste var, at hovedparten, bl.a. mine forældres generation, ignorerede faren, samarbejdede og lod stå til. Først til sidst i krigen, i sensommeren 1943, vendte bøtten! Så kunne man se hvor det bar hen for tyskerne.
Jeg bliver altid så nedtryk og forstemt, når jeg ser på disse tavse navne, der gemmer på så megen gru og skændsel. Havde det ikke været for disse unge mennesker, fra den lille flække Torridon, i dag, denne tavse hær af døde skæbner, der springer ud af granittens bogstaver og præger mit syn og hjerne til at mene, at vi i Danmark bør skamme os over dengang og aldrig glemme dette grufulde uigenkaldelige   offer, som alle verdens Torridonmennesker betalte på dyreste vis, så vi danske kunne holde med de rigtige til sidst og bagefter dyrke den danske hyggelige og forkælede livsstil, som i dag er gået helt over gevind.
Jeg oplevede ikke krigen dengang, men synes stadig, at se krigens kræftceller trives i bedste velgående i vort moderne højteknologiske umenneskelige ragnarok af en civilisation.

Denne mit livs tur, hvor skønhed og stilhed, ro og fred sætter dagordenen, skaber også indsigt og eftertanke, som kontrast til mit normale hæsblæsende liv, hvor man ikke har det samme overskud til at sætte livet i relief. Her ude i naturens farver og dufte lever du rigtigt, her hentes overskuddet og indsigten i mangt og meget.
Et af navnen på mindesmærket, en ung kvinde, på monumentet, hidrørte fra damperen Lusitania, der blev torpederet af en tysk ubåd, i starten af 1. Verdenskrig.

Men videre gik jeg og kom tilbage til hostellet, hvor jeg blev skrevet ind og fik mig en køje. Efter vask af lidt tøj og et varmt aftenmåltid, gik jeg en aftentur ud på en lille klippehalvø.Klipperne strækker sig ud i Loch Torridon og hedder Am-ploc. Her er nogle gamle middelalderruiner og en skøn udsigt nordvest ud over Loch Torridon. Luften var igen fuld af væde, men det regnede ikke. Disen hang bare lavt, sådan at de omliggende bjerge tegnede sig i slørede lyse og mørkegrå folder i horisonten.
Langt ude til højre kunne jeg ane bjerget Beinn Alligin og længere ude pynten, der på den anden side gemmer Loch Shieldaig, som jeg kom fra. Lyset og sceneriet var meget smukt. Pludselig dukkede der en odder op, et stykke ude i bugten, den svømmede nærmere og kom ind på det lave vand nær klippeskæret jeg stod på. Her forsvandt den i mørket, som var ved at nærme sig. Det overskyede regnvåde vejr fremskyndede aftenens mørke og lidt efter begyndte det at regne igen. Så jeg gik tilbage til mit værelse og i seng. I morgen skal jeg på min store vandretur op i Torridonbjergene. Det bliver spændende.