Uddrag af min rejsebeskrivelse, hvor jeg rejste fra Durness med busruter og postbusser. Først sydover via Kinlochbevie, dernæst nordover forbi Loch Eriboll, østover langs nordkysten af Skotland, forbi Bettyhill, Tongue, Coldbackie, Thurso til John O´Groats og Duncansbyområdet i Skotlands nordøstligste hjørne.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Der er mange flere billeder fra opholdet i den underliggende side til denne side, hvor man i dette fotoalbum, kan klikke på det valgte foto og forstørre det og læse den tilhørende tekstbeskrivelse.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Links til hjemmesider med interessant stof, billeder og oplysninger:

http://www.caithness.org/atoz/sutherland/ 

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/durness/locheriboll/index.html 

http://www.scotland-info.co.uk/caithnes.htm 

http://www.rampantscotland.com/visit/bldev_visit_skye.htm 

http://www.scotland-info.co.uk/caithnes.htm 

http://www.scotland-inverness.co.uk/caithnes.htm 

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Fredag den 5 juli.

E fter min gode morgenmad og pakning af mit grej, sagde jeg farvel til Mrs.  Mackay og Martin kørte mig ned til købmanden, hvor der ville afgå en lille minibus ved godt 9:30 tiden. 

Da de n kom, viste det sig, at den først kørte til Kinlochbervie, som ligger ca. 30 kilometer sydvest for Durness. Turen til denne by, var særdeles smuk, da vi drejede ud af den smalle vej det sidste stykke langs fjorden Loch Inchard ud til Kinlocbervie. 

Byen har en stor fiskeindustrihavn, med enorme lagerhaller. Der er ligeledes en stor international teknisk highschool. Så selv om det egentlig er en lille by, har den mange gode arbejdspladser. Flot tur derned og tilbage til Durness.
   
Derefter gik busturen videre mod Tongue. Her skulle vi være fremme inden kl. 11:35, hvor postbussen mod Thurso ville afgå. Turen i dette landskab blev ligeledes meget smuk, bl.a. langs fjorden Loch Eriboll (hvor de 3 granater var slået ned nogle dage forinden).
 
Med i bussen sad der en anden ældre fyr, som var lidt mystisk, antagelig bøsse, klædt i pænt jakkesæt og fin frakke men rejsende på ferie heroppe i dette barske landskab. Det syntes jeg var underligt og han snakkede løst og virkede lidt klæbrig, indtil han lige pludselig ikke ville svare eller tale mere. Jeg havde nok på en eller anden måde fornærmet ham eller han har fundet ud af at jeg ikke var bøsse. Mærkelig var han nu. 

Vi nærmede os Tongue, hvor man skal køre over en lang dæmning tværs over bugten Kyle Of Tongue. Her var ufatteligt smukt i det gode vejr med solskin (for tredje dag i træk!!). Ude til højre og mod syd sås bjergene Ben Hope og Ben Loyal i det fjerne. Tongue har desuden en berømt borg, Caisteal Bharraich liggende oppe på en klippetop vest for byen. På engelsk: (Varrich Castle). Ventede på cafe, spiste kage, drak te.
   
Endelig blev det tid for turen med postbussen til Thurso som kører via Bettyhill og  Melvich. Det blev en lang tur på over 2 timer i den lille postbus, der skrumplede og stoppe et utal af steder, hvor der er en postkasse eller posthus. Jeg fik set mange små flækker og kønne landskaber. Men turen var lang og samtidig kørte vi nu over i en anden type landskab. 

Efter Tongue er landskabet meget mere fladt og kun lave klipper som på Bornholm og i Sydsverige kan ses. Her går landskabet også over i landbrugsarealer, som minder meget om områder i Jylland og for den sags skyld også Fyn. Visse områder så velholdte og rimeligt velfunderede ud økonomisk, men jo længere øst på vi kom jo mere trøstesløs så bebyggelserne ud. Jeg blev godt søvnig til sidst og var glad da jeg kunne stige af i Thurso, hvor jeg havde ca. 1½ times ventetid inden en anden busforbindelse kørte mig til John O´Groats. 

Det jeg så af Thurso så hyggelig ud, selvom byen bar noget præg af forfald og slidtage. Jeg gik en tur rundt i byen og ud langs havnefronten og stranden mod nord. På et ”Fish & Chips”, fik jeg med stort besvær en ubestemmelig burger, der smagte ad helvede til. En formildende omstændighed, var at jeg satte mig i Sir John´s Square og spiste ”måltidet”. 
Thurso er den største by på nordkysten og har en bilfærgeforbindelse til Stromness på Orkneyøerne. Jeg ville nu ikke bruge den forbindelse men bruge den lille passagerfærge i John O´Groats, også fordi jeg ville se de fantastiske klipper ved Duncansby Head, som er Skotlands nordøstligste punkt.
Turistkontoret i Thurso hjalp mig med at finde frem til hvor bussen, Harrolds coaches til John O´Groats holdt. Jeg kom godt med bussen og så fulgte endnu en times buskørsel mod John O´Groats. 

Landskabet her mod øst bar især præg af at være meget fattigt. De små landbrug så ofte faldefærdige ud og jorden var ofte misligeholdt eller lagt ud som græs. Men det var jo noget af et andet Skotland jeg fik set her. Ude mod nord sås havet og i det fjerne kunne jeg tydeligt se Orkneyøerne. Vejret var jo stadig solrigt og fint. Bussens chauffør kendte godt det B&B jeg skulle bo hos, for han var nabo dertil, så han kørte mig lige til døren, selv om ruten ikke skulle køres den vej!! Det må jeg sige, det var service. Jeg takkede ham og steg af og gik ind til mit B&B Swona View og Mrs. J. Sinclair. 
   
Mrs. Sinclair var en lille vissen og religiøs kone, der var noget stramtandet. Jeg kunne straks mærke, at jeg var kommet til en anden knap så venlig egn. Hun havde regler for alt. Præcis klokkeslæt for morgenmad, hvornår man skulle tage bad m.m. Men huset og værelset var så rene og nysselige, så det gjorde ondt.

Sidst på eftermiddagen gik jeg en tur ned til havnen, solen skinnede stadig og på markerne fløj der mange regnspover rundt og pev deres vemodige fløjt. I imellem fes der også en del strandskader og viber rundt. Det er jo nu de har store unger. 

Navnet John O´Groats stammer fra en hollandsk mand, John de Groot, som i femtenhundredetallet drev færgen til Orkney, sammen med sine 2 brødre. Billetten kostede dengang 4d og blev kaldt Groat. Derfor fik byen navnet John O´Groats. Byen bærer dog præg af stagnation og forfald. Der er mange butikker for turister med et væld af tingel tangel og skidt og kanel. The Craft Village, et nyopført kunsthåndværkscenter, så ikke ud til at gå godt. Da jeg var der var der ingen kunder, og flere butikker stod tomme. De butikker der var, havde kunsthåndværk til skyhøje priser, selvom nogle også havde udsalg.
 
Nede ved selve havnefronten lå der en stor kiosk, med et enormt udvalg af de mest utrolige turistsouvenirs jeg nogensinde har set. Der var noget til næsten ingen penge, men også dyre og fine ting. Sølvsmykker osv. The Last House, er et lille hus, som skulle være det sidste hus i Skotland på de kanter. Her er indrettet et lille museum med svingende kvalitet i sine udstillede ting. På pladsen over havnen lå en forretning med originale kvalitetsstrikvarer, men også meget almindeligt juks til nedsat pris. I butikken var der en afdeling med en restaurant og her fik jeg en kop kaffe og en kage. 

Det 6-kantede hus, som er byens vartegn, er i forfald og tomt. Her har tidligere været hotel og restaurant. Da jeg var der, var der kun en snusket bodega tilbage. Jeg gik tilbage mod området hvor mit B&B lå. I et vejkryds lå der 2 restauranter, og jeg valgte, at gå ind på den ene, hvor der også var et B&B. Her var de nu venlige, men måltidet var noget sølle.
 
Medens jeg spiste, drønede det rundt med rockere på store motorcykler. Der var åbenbart træf på en ejendom skråt over for mit B&B!! Rigtig hyggeligt!! Da jeg gik hjem ud på aftenen, måtte jeg gå forbi de mange rockere og motorcykler. På en boldplads havde de deres telte og festen var så småt gået i gang. Der var flere hundrede mennesker og der blev allerede spillet høj musik. Nej, John O´Groats er ikke sted, man behøver at besøge. Her kan man roligt komme for at se klipperne ved Duncansby og så ellers køre igen, eller kommer hertil, for at tage færgen til Orkney, som jeg gør i morgen aften kl. 18:00.

Tilbage på mit B&B, lavede jeg lidt te og skrev dagbog. I morgen skal jeg se Duncansby Head og de imponerende klipper, der er her. Min bagage har jeg fået lov til at lade stå indtil om eftermiddagen, selv om jeg jo faktisk skal forlade mit B&B om formiddagen. 
Om eftermiddagen i morgen skal så gå ned til færgen og tage med over til Orkneyøerne. Det bliver spændende. Jeg har altid drømt om at tage til Orkneyøerne, helt fra da jeg var ung og i morgen oprinder så dagen hvor drømmen går i opfyldelse. Jeg er meget spændt på om alt det spændende og gode jeg ved om øerne også kommer til at passe med de oplevelser jeg håber at få  i den uge jeg vil rejse rundt på øerne. 

Men i morgen formiddag vil jeg først gå ned og se om klippekysten ved Duncansby Head og de stejle og forrevne klipper og de meget flotte ”stacks”, som er resterne af den tidligere kyst, men hvor nogle af klipperne ikke er opslugt af havet og som nu står som enorme klippebastioner ude i det ofte frådende hav, et stykke fra selve kystlinien. Her er også en imponerende søfuglekoloni og ofte ses der mange sæler på de lave og flade klippehylder ude i havet langs kysten, der ved ebbe bliver tørlagt af havet. Her møver sælerne sig op og ligger og slikker solskin og mobber hinanden og ”hauler”, dvs. de galper og brøler ad hinanden. 

Næste afsnit:

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg efter opholdet i Durnessområdet kommer med busruten og postbusruten østpå. Målet er Tongue, Thurso og John O´Groats. Her skal jeg bo hos Mrs. J. Sinclair´s B&B.  

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der et afsnit af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg rejste østover fra Durness og om opholdet i John O´Groats/Duncansbyområdet.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Link til Caitness/Sutherland hjemmesider med oplysninger/links/fotos m.m.  om den del af Skotland:

http://www.caithness.org/links/caithnesssites.htm 

http://www.caithness.org/phototest/ 

http://www.caithness.org/atoz/sutherland/  

Link til vandringsoplysninger/links/fotos m.m. i Caitness:

http://www.caithness.org/geography/walksincaithness/

Link til side med overnatningsmuligheder på B&B i Caitness:

http://www.caithness-business.co.uk/category.php?cat=133

Link til side med overnatningsmuligheder på vandrehjem, (youth hostels og bunkhouses):

http://www.caithness-business.co.uk/category.php?cat=142

Link til en side med fotos og historisk materiale omkring krigsskibet NENE fra den Canadiske Flåde, som bl.a. deltog i opbringningen og eskorteringen af de 15 tyske ubådes forlægning til Loch Eriboll efter den tyske kapitulation i maj 1945:

http://www.ptbo.igs.net/~djdelong/nene_album/nene_album.html

http://www.uboat.net/allies/warships/ship/116.html

Se og læs evt. også om NENE´s redning af 83 overlevende besætningsmedlemmer fra frigatten HMS Tweed:

http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/3162.html

I oplysningerne på disse websider, kan man bl.a. klikke på oplysninger om den u-båd som sænkede HMS Tweed og ubådskaptajnen og hans besætnings skæbne i "Slaget omAtlanten" m.m.

Link til side med historiske fakta om en række tyske ubåde og deres historie, herunder u-både, som har tilknytning til hændelserne  i maj 1945 i Loch Eriboll.:

http://www.hanfom.eu/normal/bilder/uboote/U251-U300.pdf

Link til opslagsværket Wikipedia, med historiske oplysninger om Atlanterhavskrigen 1939 til 1945:

http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_the_Atlantic_%281939-1945%29

Link til side med oplysninger om 2. verdenskrigs luftbaser m.m. i Caitnessområdet:

http://www.caithness.org/caithnessfieldclub/bulletins/2002/ww2_defences_in_caithness.htm

Loch Eriboll, Skotland.
Information om slagskibet Hood og steder, som knytter sig til dette emne, her omkring Loch Eriboll i det northvestlige Skotland.

 
De hvide udlagte sten, som danner ordet The Hood.

Introduction

This lists of the Operation Freshman personnel and their final resting place. I have also provided a description of the cemetery or memorial that they are commemorated on. The list of personnel was extracted from numerous document at the PRO. The details of their final resting place was provided by the Commonwealth War Graves Commission's web site.

All the personnel either died in the crash of the two guilders, or were subsequently murdered by the German occupation forces in Norway.

Those soldiers who have no known grave are commemorated on the Brookwood Memorial. These soldiers were murdered by the Germans and their remains dumped in the sea. Their bodies have never been recovered. Click hereto read about the war crimes trial of those people involved in their murder.

Oslo Western Civil Cemetery Graves

This section list the Freshman personnel buried in Oslo Western Civil Cemetery, Norway. The details were supplied from the Commonwealth War Graves Commission's web site.

Able Seaman Evans was captured after an earlier raid which attempted to sink the Tirpitz. As outlined in the report, they were all initially kept at Grini Concentration camp before executed together at Trandum.

This section list the crew of the 2nd Halifax which towed Glider No. 2 (click here for a list of the crew of this glider). All these service personnel are buried in Helleland Churchyard.   

Helleland Churchyard (Leif Jørum)

Link til side med oversigt over steder med krigsmindemærker:

http://www.caithness.org/atoz/warmemorials/index.htm 

Link til side med oversigt over de mange mennesker som har historier fra Wick og Skitten krigsflyvepladserne under 2. Verdenskrig:

http://www.wartimememories.co.uk/airfields/wick.html

Link til side med oversigt og beskrivelse af de skibsforlis, som er sket i farvandet Pentland Firth:

http://www.caithness.org/caithnessfieldclub/bulletins/1984/october/wrecks_of_pentland_firth.htm

Link til side med beretning om søslag og andet historisk omkring Kyle Of Tongue og området her:

http://tinyurl.com/y2fkbj

Link til hjemmeside om Tongue og Thurso-området med oplysninger/links/fotos m.m.:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/thurso/thurso/index.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Thurso

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/tongue/tongue/index.html

Link til John O´Groats hjemmeside med oplysninger/links/fotos m.m.:

http://www.visitjohnogroats.com/directory_of_businesses.htm

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/johnogroats/johnogroats/index.html

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Fredag den 6 juli.

Efter at have stået tidligt op, med en rolig og god nattesøvn bag mig, trods den nærliggende motorcykel – og rockerfest og fået morgenmad præcis kl. 08:00, begav jeg mod Duncansby Head, hvor der også selvfølgelig er et fyrtårn. Disse står der rigtig mange af, ved de Skotske kyster, da de mange småøer og klippeskær gennem tiderne har forårsaget en mængde forlis. Da der også ofte er uvejr og tåge, er disse fyrtårne en vigtig ting for skibsfarten.

Min gåtur ud til klippekysten i det dejlige solskin og gode vejr i det hele taget, var igen en god oplevelse, fuglene sang og fløjtede alle vegne. Langs vejen bølgede det høje græs for vinden, hvor også de små kaniner af og til sås. Kærulden stod og nikkede og dette hvide ”bomuldshav”, bølgede ud over markens vidder,  med den blå himmel ovenover, meget smukt og en rigtig god morgenstemning indfandt sig hurtig hos mig. Bedre start på dagen kunne jeg vist ikke få.

Vejret havde nu i næsten en uge været solrigt og varmt, så var bare dejligt oven på de første 3 ugers regn og rusk. Ved fyrtårnet blev jeg hurtigt klar over, at området her ved det nordøstligste punkt på Skotlands kyst, var enestående. Til venstre for fyret der ligger på kanten af de ca. 50 – 60 meter høje klipper, ligger der nogle fuglerige klippevægge med et væld af søfugle.  

Jeg stod en stund ved parkeringspladsen og betragtede fuglene på klipperne, hvor havet har banket en lang kile ind i kysten. Her var det nemt, at se fuglene rimeligt tæt på og nyde det organiserede kaos der herskede på og omkring deres redepladser. Så gik jeg højre om fyrtårnet og helt ned til klippekanten og fortsatte med at følge kystlinien syd på. Fuglene vrimlede rundt langs klipperne, her var mallemukker, rider, alke, tejster, lomvier og søpapegøjer. Men samtidig sås adskillige storkjover patruljere frem og tilbage langs klippevæggene, på udkik efter ubevogtede reder, æg, unger og syge og svage fugle. Naturens skatteopkrævere på vinger.

Her tidligt på dagen var der ingen andre mennesker i området, så jeg nød at gå her i solskinnet og høre alle naturens lyde og lugte til de påtrængende lugte af fugleekskrementer, hvor ammoniaklugten var særligt fremherskende. Den var utrolig stærk, næsten så man fik tårer i øjnene og brækfornemmelser. Men helheden og sammenhængen i naturen her,  er enestående.

Da jeg kom lidt mere syd på, kunne jeg høre nogle høje brøl, nærmest en slags gøen, der rungede og gav genlyd og ekko mellem klipperne. Det var nok nogle sæler der var i gang med at indtage deres foretrukne pladser på de lave klippeflader, der ligger 40-50 meter fra klippevæggene langs kysten. Det var ebbe og derved blev der tørre klippeflader fri, som sælerne kunne mave sig op på.
Jeg gik lidt længere frem og kunne nu kikke ud over klippekanterne og se det imponerende skue af mange sæler, ca. 35 stk. der møvede rundt på de lave klipper og søgte at vippe hinanden i havet igen, de skubbede og stangede med hovedet, eller brugte siden til at skubbe rivalen ud over kanten.
Ofte brugte de også lufferne til at dele ørefigner ud. Når de havde mobbet en rival ud i vandet løftede de forkroppen og hovedet højt op sammen med halen og brølede ud i luften, man kalder det at sælen udstøder hauls! Lydene er meget høje og dette sceneri var et helt enestående skuespil der var utroligt morsomt, at se og høre på. I min kikkert kunne jeg tydeligt se sælernes forskellige hoved – og kropsudtryk, deres øjne og næsebor og den store mund, når de haulede.

Længere henne ad kysten efter The Knee og omkring klippeterrænet Thirle Door, havde jeg en flot udsig tilbage mod fyrtårnet og den lidt pudsige facon som klippen kaldet The Knee har. 

Flere gange kom der storkjover strygende forbi klippekanterne og ganske få meter fra mig. Det var utroligt spændende, at se denne store rovmåge elegant stryge forbi mig, se dens hoved dreje sig lidt og se dens øjne fange mit blik og derefter den arrogante og ligegyldige mine som fuglen herefter udstrålede, medens den fejer forbi mig i et sus. Pludselig anede jeg ud af øjenkrogen, at en storkjove kom strygende op mod hvor jeg stod, jeg havde tilfældigvis kameraet klar med zoomfunktionen sat til og da den susede forbi mig tog jeg et billede. Det viste sig senere, at det blev udmærket. Det er normalt temmelig umuligt, at fange sådan en hurtig fugl på et foto.
    
Efter denne gode oplevelse, gik jeg videre ud langs kysten og så nu de berømte Stacks of Duncansby. Solen stod på en måde, sådan at de enorme klipper på mine billeder virker sorte, da der er tale om en form for modlys.
  
Jeg fortsatte op langs klippekanterne. Terrænet steg noget opad og udsigten var betagende i det klare vejr. Havet var knaldblåt og himlen helt lyseblå. Søfuglene myldrede rundt som hvide og sorte pletter på den flotte blå baggrund. Og ned i vandet så hele tiden nogle sæler, der hyggede sig gevaldigt med indbyrdes drillerier og doven dasen i vandet. Det er altså utroligt dejligt, at se alle dyrene udvise denne utrolige urkraft til at nyde deres frihed og egenart og gøre det de er bedst til. Heroppe på det højeste sted på klippekysten, drak jeg noget te og kiks. Men ellers gik jeg nu tilbage langs klipperne og besluttede at gå skråt ind over terrænet tilbage mod vejen og John O´Groats.

Tilbage på mit B&B, betalte jeg Mrs. Sinclair, sagde farvel og gik nu ned mod havnen, hvor jeg skulle med færgen om ca. 4 timer. Så det betyder, jeg skal få tiden til at gå.

Nede omkring havnefronten. Jeg gik ind på det lille museum, og tilbragte noget tid i den ret spændende kiosk og alle de ting man kunne se på der. Jeg fik en lille sludder med kioskindehaveren og han sagde, at jeg kunne stille min oppakning hos ham, medens jeg gik rundt og ventede på færgeafgangen kl. 18:00.

Oppe på havnenes udsigtsområde, står der en vejviserstander med skilte der viser afstande til kendte steder i verden. Stedet bruges ofte af turisterne, som fotografibaggrund, da man opfatter stedet som specielt pga. at det er det nordøstligste punkt i Skotland. Jeg synes nu ikke det er noget særligt. På billedet til højre ses udsigten ud over farvandet mellem nordkysten af Skotland og Orkneyøerne, Pentland Firth. Man kan svagt ane Orkney i horisonten og ude til venstre øen Island of Stroma, som er en større ø, som dog ikke mere er beboet.   

Vejret blev nu gradvist dårligere, lette men mørke regnskyer trak ind fra sydvest og det så ud til at kunne begynde at regne. I hvert fald blev det på under en time, koldere i vejret. Jeg fandt et godt sted at være, nemlig bag kiosken, hvor der var både læ og beskyttelse mod den nu lette støvregn der begyndte at falde. Jeg hentede min oppakning og satte mig her i læet og smurte min mad, drak te og sodavand. Ind imellem fodrede jeg måger, som hurtigt så, at jeg spiste mad og derfor vrimlede omkring min plads. Men det var rart bare at sidde lidt på cementen og slappe af og reflektere over verden.
 
Der kom pludselig en engelsk mand op på denne afsats bag kiosken og vi faldt i snak. Han kom fra England og var meget historisk interesseret og desuden meget snakkesalig. Vi stod så der i 1½ time og snakkede om alt muligt, især historiske emner og her specielt 2. Verdenskrig, hvor han fortalte om sin families lidelser og tab under krigen. Vi talte om min tur til Orkney og skotternes uvilje og ofte næsten hadefulde indstilling til englænderne. Vi kom selvfølgelig ind på vor tids svøbe, terrorismen, overvejende fra den muslimske befolkning i mange mellemøstlande og fra det afrikanske og fjerne østen, især Indonesien. Vi var temmelig enige om, at det ikke kunne blive ved at gå.
 
Efter min lange og interessante samtale med englænderen, ringede jeg hjem til Danmark og så blev det tid for at gå ned på kajen, hvor færgen snart ville ankomme fra Orkney. Jeg kunne se den et stykke ude på havet. Den sejlede i en meget skæv vinkel, sådan, at den kunne følge med det utroligt kraftige tidevand, der løb mod vest mellem Orkney og fastlandet. På denne måde kunne færgen åbenbart, spare maskinkraft og på rette tid skære mod venstre og komme ind i farvandet lige uden for havnen.
Jeg fandt senere ud af, at tidevandsstrømmen var utroligt stærk og at det at sejle her krævede et godt kendskab til besejlingsforholdene. Jeg steg ombord og satte mig først på bænkene nede på dækket inde i færgen, der ikke er særligt stor. Vi var ikke mange ombord, i starten, men inden vi forlod havnen kom der en bus med et læs turister, der skulle med til Orkney.
  
Men så blev det tid, at sige farvel til Skotland for et stykke tid, nu gik turen mod Orkneyøerne, der lå smukt ude i horisontens lyseblå linie. Farvel til den lille by, John O´Groats, hvis ensomme og kedelige udpost forsvandt i den lette regn der nu plaskede ned fra en lille byge, samtidigt med at det også begyndte at blæse lidt op. Tidevandet  rev og flåede i det lille skib, strømmen var frådende med enorme strømhvirvler til følge. Det var utroligt, at strømmen kunne være så enorm, da der jo er mange kilometer mellem fastlandet og Orkneyøerne.

Her ude på havet var det ret koldt og blæsende, jeg fik set en sæl der kikkede på færgen med snuden lige oven vande. Sejlruten går i lige linie op til Orkneyøen South Ronaldsay, hvor vi skal anløbe en lille havn ved Burwick. Havn og havn, det ser nu nærmest ud til kun, at være en lille mole på mit kort. På vej over passerer vi øen Island of Stroma på venstre hånd og de små klippeskær Muckle Skerry og Pentland Skerries på højre hånd.
 
Farvandet mellem nordøstkysten af Skotland og Orkneyøerne har i hundredvis af skibsforlis på sin samvittighed. På internettet fandt jeg en fortegnelse over de utroligt mange skibe der er sunket ud for kysten, stødt på klippeskær, ramlet ind i klippevæggene, løbet på miner og torpederet. Havbunden må være oversået af skibsvrag. Det er altså et farligt farvand at sejle i. Storm og tåge er jo hyppige gæster på disse kanter.

Orkney og det nordlige, vestlige Skotland, ligesom Irland, har været beboet af mennesker, helt tilbage fra  3800 før Kristi fødsel. Det vil sige, at der har været en civilisation i snart 6000 år. Når man samtidig tænker på de umenneskelige leveforhold som naturen har kunnet tilbyde befolkningen dengang og senere op gennem historien, er det faktisk ret utroligt og ikke så lidt imponerende.

Dengang var der ikke får man kunne avle på. Men kun leve af jagt på hjorte, fugle og fisk. Bjørne og ulve var der også mange af, dertil har man ikke kunnet dyrke ret meget og kunnet holde varmen i et område, hvor det også dengang var regnfuldt koldt og blæsende. Sygdomme og evindelige fejder mellem familier og byer og regulære krige mellem indtrængende fremmede folkeslag, romerne, picterne, kelterne fra Irland, som er de egentlige skotter, The Norsemen (vikingerne), normannerne, angelsakserne, northhumbrians (nordlige England) englændere osv.

Trods disse flere årtusinders ulykker, har Skotland og også Orkney hele tiden haft en stor grad af civilisation, med musik og kunst og kunsthåndværk, imponerende bopladser og en tidlig religiøs vækkelse. Jarler og konger har bekriget hinanden og delt landet op mange gange, lang tid før vi f.eks. fandt ud af det. Det var først med vikingernes fremmarch omkring 785 efter Kristi, at der kom gang i vor hjemlige opdeling i herremandsvælde, jarlers landområder og de første konger over dele af Danmark.
Næsten 500 år før pyramiderne i Egypten, blev der på Orkneyøerne bygget flotte imponerende bysamfund, på trods af de barske og vanskelige forhold der måtte herske dengang. Den mest berømte bosættelse er Skara Brae fra omkring 3200 år før Kristi.

I Danmark stavlede vi bare nogle sten op, eller dækkede dem med lidt jord. Skara Brae bosættelsen hold ud i ca. 1000 år! Inden den blev forladt omkring år 2200 før Kristi. På det tidspunkt begyndte bronzealderen som varede til ca. år 600 før Kristi. Inden bronzealderen var disse bebyggelser fundament for en sammenslutning, nærmest en kommune for beboerne. I bronzealderen delte folk sig op og levede mere for sig selv. Samtidig skete der et drastisk fald i temperaturen og vejret blev betydeligt koldere og mere regnfuldt. På Orkney fandt bronzealderen ikke så stort indpas, man holdt sig til den gamle facon  uden brug af megen bronze til redskaber og våben. Man var jo også nødt til at handle sig til det, det var dyrt, så bronzen betragtedes som vi betragter guld og ædelstene i dag.

Men et typisk efterladenskab fra bronzealderen er de små jordbakker eller Burnt  Mounds, som er askebunker fra en slags udendørs ildsteder, hvor sten blev varmet op og brugt til at koge vand og måltider. En måde man har anvendt helt op til 1800-tallet på de fattige Hebrideøer (Western Isles).