I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg cykler sydvestpå og tager færgen til øen Hoy, marinemuseet her, cykler til øen Lamb Holm med "The Italian chapel" og meget mere

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst. 

Efter nedenstående oversigt og links er der afsnit af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg cyklede og sejlede til øen Hoy, lamb holm m.m.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Link til Orkney hjemmesider med oplysninger/links/fotos m.m.  om den del af Skotland:

http://www.scapaflow.co.uk/sfvc.htm

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/kirkwall/scapabay/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/westmainland/westmainland/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/hoy/shoyferry/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/hoy/hoy/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/hoy/hackness/index.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Naval_warfare_of_World_War_I

Link til web-side fra Lyness Flådekirkegården, Hoy, Scapa Flow, Orkneyøerne:

http://lyness-cemetery.blogspot.com/2010/06/s.html

Side med oplysninger og kort over alle de kendte skibsvrag, som ligger omkring Orkney og som man kan dykke ned til. Der ligger et utal af andre vrag, men disse kan antaelig ikke findes og kan ikke dykkes ned til.

http://tinyurl.com/2hgqsc

Nedenfor video via Google, som viser slagskibet HMS Barham kæntre og eksplodere, efter at være ramt af 3 torpedoer. 841 mand omkommer ved eksplosionen, som i videoen viser et skræmmende uhyggeligt sceneri, da skibet i en gigantisk eksplosion sprænges til atomer: 

http://video.google.com/videoplay?docid=7009975008653689943

Link til side om HMS Barham:

http://www.hmsbarham.com/index.php

Link til side om HMS Vanguard:

http://battleshiphmsvanguard.homestead.com/Van8.html

http://www.scapaflow.co.uk/cemetery.htm

http://www.escapetotheedge.co.uk/mainland-orkney-burray.html

http://www.orkneypics.com/index.htm

http://www.catholicchurchorkney.org.uk/Italian_Chapel.html

http://www.thecryptmag.com/Online/23/prisoners1.html

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Mandag den 8. juli.

Jeg stod meget tidligt op mandag morgen, det ville blive en lang dag på den lejede cykel. Min rute gik sydvest på mod Houton, hvor der er en færgeforbindelse til øerne Flotta, og Hoy. Min oprindelige plan hjemmefra, var at jeg skulle cykle derned til afgangen kl. 08:00, og derefter cykle rundt på Hoy og bl.a. se klippeformationen ”Old Man of Hoy”.
 
Men jeg var nu meget erfaren mht. at nå rundt og se det jeg ville og jeg havde regnet ud, at hvis jeg skulle nå dette klippeområde, ville jeg ikke få megen tid på Lynes museet og flådekirkegården som var mit mest prioriterede ønske. Nu havde jeg jo set et utal af klipper i havet, ”stacks”. Så jeg havde bestemt, at jeg ville droppe den store tur rundt på Hoy og koncentrere mig om museet og kirkegården. Så jeg havde valgt færgeafgangen kl. 10.15 med ankomst til Lyness på Hoy kl. 10:50.

Men turen var langt derned og jeg var ikke sikker på hvor meget tid jeg ville skulle bruge for at nå færgen. Så efter at have pakket ned til en lang dag, tog jeg af sted meget tidligt. Nu havde det været et pragtfuldt vejr i mange dage, siden jeg tog fra Scourie til Durness og videre til John O´Groats og de1½ dage jeg havde været på Orkney.

Men denne mandag morgen var helt umulig, vejrmæssigt set! Det regnede som ind i helvede og vinden piskede af sted. Så jeg måtte have alt regntøjet på. Heldigvis var der rygvind det meste af vejen og selvom der var nogle lange seje bakker og sving, der førte mig ind i modvind og et regnpisket helvede, gik det raskt af sted forbi Waulkmill Bay, Hobbister, Swanbister og ned til mit første besøg, som var Orhpir og Earls Bu Church og Vikingemuseet.

Med cyklingen gik helt fint af sted og snart kunne jeg se, at jeg havde masser af tid. Jeg var sejlende våd og helt blå og rød af kulde i hovedet, mine fingre var som is og jeg besluttede at dreje ned ad en vej lige før Houton. Her lå der ifølge kortet et ”Heritage Center”, som er betegnelsen for en seværdighed, ofte af forskellig karat.
Jeg havde læst lidt om stedet, der skulle være et center for vikinger og en kirkeruin. Jeg håbede så man kunne komme ind her tidligt på dagen, eller bare stå lidt i læ og få lidt varm te. Jeg asede mig op ad den sidste lange bakke i strid modvind og sjaskende iskold regn.

Jeg fik stillet min cykel ved det meget lille hus, som var rimeligt nybygget og som skulle forestille at være et vikingecenter. Centret hedder noget så historisk vingeombrust, som Orkneyinga Viking Saga Centre. Jeg kunne se ind ad vinduerne, men her kl. ca. godt 9 om morgenen, var her ikke en sjæl og alt var låst og slukket.

Jeg gik nu bag om huset og ud på området med kirkeruinen og kirkegården, der skulle stamme fra 1100-tallet. Jeg så straks den karakteristiske rundkirke, eller ruinen af den. Rundkirker er ikke almindelige i Skotland, så jeg satte mig senere ind i, hvordan og hvorfor der stod sådan en type kirke her.

Omkring år 1100 var området ved Orphir en kraftcenter for vikingernes herredømme og udvikling på Orkney. På den tid var de store kristne korstog startet til det hellige land, Palæstina og Jerusalem. Her så korstogsridderne den hellige kirke, Church of The Holy Sepulchre, som også var rund, så man efterlignede en del kirker bl.a. i Skotland, efter denne hellige kirke i Jerusalem. Kirken har været ca. 6 meter i diameter, så det har været en lille menighed, der har brugt den.  

Den stod urørt indtil midten af det attende århundrede. Her blev den delvist revet ned og stenene brugt til en anden kirke, der dog havde kort levetid og som helt er forsvundet uden spor i dag. På den tid i starten af 1100-tallet, var St. Magnus i Kirkwall myrdet af Jarl Hakon´s kok, som havde fået en ordre til det. Hakon herskede nu over hele Orkney. Det siges i sagaen, at Hakon drog på pilgrimsrejse til det hellige land, for at sone sin udåd og da han kom tilbage, byggede han denne lille kirke som bodsøvelse.

Lige i nærheden, stod der et hus, son blev brugt til kro eller ”Drinking Hall”. Her kunne jarlen ofte ses rave rundt fuld som en allike. Så mon ikke han søgte trøst både i kirken og i flasken.
Da jeg havde kikket mig lidt om på kirkegården og nydt den flotte udsigt ud over Scapa Flow farvandet, kom der en bondemand hen mod mig og sagde, at han gerne ville lukke mig ind i museet og vise mig en video med hele historien og vikingernes virke her. Jeg kunne bare blive derinde til jeg skulle af sted igen. Videoen kunne jeg selv starte og slukke.

Det var rart at komme inden døre, og efter at have startet videoen, gik bonden igen og jeg sad alene der blandt vikingernes genfærd i den tomme sal med plads til 20 mennesker. Men videoen var god og flot opsat med det dramatiske liv man levede dengang for 900 år siden. Her gik man anderledes rask til sagerne, man slog hinanden til plukfisk, især hvis man var ham der regerede. Jarler og herremænd levede ikke længe, der var altid en konkurrent til magten, og det var billigt at slagte hinanden dengang. Den der havde flest mænd og land, havde flest penge og havde let ved at ”vippe den anden af pinden”.

Selve centret var meget lidt spændende. Man havde nærmest kun nogle plancher og plakater. Men det var ok! Jeg fik mig noget mad og te efter videoen, inden jeg måtte se at komme ned til færgen, som ikke lå ret langt væk, kun ca. 1 kilometer. 
 
Nede ved havnen var der et lille venterum. Her kunne jeg få lidt læ indtil færgen kom stampende gennem de høje bølger og den stride vind og regn. Det så ikke ud til at der var problemer med at sejle, trods uvejret.

Vejret var stadigt skrækkeligt, jeg stod ikke længe udenfor, men gik ned i salonen i bunden af den lille færge. Den gyngede vildt mange gange, men det værste var en enerverende banken, som opstod ved at den relativt flade færgebund bankede ind i og ned i bølgerne. Sejlturen tog ca. ½ time og vi anløb Lyness havn på øen Hoy.

Jeg begav mig nu først ind til ”The Scapa Flow Visitor Centre, som viste sig at være et imponerende museum for de 2 verdenskrige, set med det historiske for Orkneyøerne og specielt området omkring Scapa Flow farvandet. Museet ligger i den gamle oliepumpestation. De sidste større rester efter 2. Verdenskrig blev faktisk først ryddet væk, så sent som i 1984.

Museet åbnede i 1990, ved hjælp af megen støtte fra store firmaer, regionale skotske regeringsenheder m.fl. Dog er visse dele i udstillingen og fremstillingen ikke så professionel. Noget bærer præg af lidt ubehjælpsomhed i fremstillingen. Det er da også drevet af lokale beboere og det kunne man godt se. Men ok! Her er ikke så meget at leve af og hvad der måske manglede i finish og gennembearbejdning, kompenserede de ved, at være særdeles venlige og hjælpsomme.
Der var bl.a. en hyggelig cafe, der var overplastret med ret ubehjælpsomme hobbymalede billeder, malet af en af kustoderne. Ligeledes var her ophængt hobbyting fra den hjemlige stueproduktion. Noget af en smagsforvirring og kontrast til museets meget alvorlige og skrækindjagende historie som her blev berettet og vist frem. Inden jeg gik i gang med at se på sagerne, lånte jeg et toilet, så jeg kunne få noget tørt tøj på og hængt mit våde overtøj til tørre.

Ud over basen ved Lyness, der omkring 1940 beskæftigede over 12.000 mennesker med krigens håndværk og som lukkede i 1956, havde de allierede adskillige andre baser på Orkneyøerne. Den  store engelske hjemmeflådes hjemmebase lå siden 1912 i Scapa Flow, som er et farvand, der er beskyttet af øer og lavt vand mellem disse øer.  Selve farvandet er dybt nok til de store krigsskibe der lå her før, mellem og under de 2 verdenskrige.
 
I vikingetiden kendte vikingerne også til dette farvand, de kaldte det Skalpafloi. Jeg har tidligere fortalt om Kong Hakon fra Norge. I 1263 var han på togt med 120 krigsskibe vestover, for at håndhæve sine rettigheder over det nordlige Skotland, Orkney og Hebriderne. Han ankrede op i Scapa Flow ved St. Margarets Hope, hvor han havde en kamp med lokale Orkneyboere. Men de var få, så han led ikke den store overlast, men sejlede videre vestover og ned sydpå langs den Skotske vestkyst.
I slaget ved Largs, led han et sviende nederlag, blev såret, der også betød enden på hans liv senere, efter at have humpet tilbage til Orkney med resterne af sine skibe. Han døde af sine sår i Bishop´s Place i Kirkwall.

Nederlaget betød, at Norge for bestandig mistede herredømmet over det nordvestlige Skotland og Hebriderne. Kun Orkney holdt de fast på, indtil 1463. Under Napoleonskrigene virkede Scapa Flow som havn for konvojer til de Baltiske kyster.

I dag er her ikke nogen militærbaser. Men dengang i 1940 var der også baser for operative atlantgående vandflyvere, som Sunderlands og Catalinaer. Andre opklarings- og angrebsfly som Avro Ansons, Hudsons, Mosquitos og torpedoflyene, Fairey Swordfish, et langsomtflyvende dobbeltdækkerfly med åbent cockpit, der kunne starte fra jorden og fra selv korte startbaner på hangarskibe. Det var jo en Swordfish fra hangarskibet Ark Royal, der ramte det tyske slagskib Bismarck i agterstavnen med en torpedo, så skibet ikke kunne manøvrere ordentligt, sådan at andre engelske krigsskibe 3 dage efter, kunne gøre det af med Bismarck. 
Den tyske ubåd, U-475 som med en mine sænkede HMS Hampshire kl. 07:45, den 23. maj 1916. Tabet var på 653 døde, kun 12 frelstes.

Ud over de store slagskibe, var her en masse andre fartøjer, destroyere, fregatter, minelæggere, motortorpedobåde m.fl. Her var en masse værksteder, brændstoflagre, radarstationer. Alt i alt var Orkneyøerne en vigtig forsvars – og angrebsbase for krigen mod tysklands nazister, der angreb konvojer af skibe, der kom fra Amerika og de uhyggelige konvojer der sejlede med udstyr til Murmansk i Sovjetunionen, via farvandet ud for Norges kyster og den nordligste del af Atlanten.

De tyske ubåde og de 4-motores og 2-motores tyske Condor og Junkers JU 88 og Heinkel H-111 bombefly, opererede fra mange baser i Danmark og Norge og betød enorme tab af skibe, fly og marinesoldater og civile søfolk. Den grufulde død i brændende olie på havet, eller den isnende død i de 2-4 graders kolde atlanterhavsvand, efter en torpedering og sænkning af fragtskibe, blev uhyggeligt mange søfolks lod.

Museet viste mange effekter fra nogle de tusindvis af krigsskibe, fragtskibe og ubåde, som ligger som vrag på havets bund omkring England og Skotland og over hele Atlanterhavet fra nord til syd. I dag er der en hel industri af dykkerfirmaer, der forsøger at kapre kunder til deres mange dykkerekspeditioner til disse skibsvrag.   

Man kan danne sig en forståelse og overblik ved at se nedenstående panorama over Lynessbasen. Man kan se de store olie og benzintanke, kajanlæggene, barakker og værksteder. Billedet er taget efter 2. Verdenskrig og efter at basen er rømmet. I dag kan man stadig se en af oliebeholderne, en pumpestation og forskellige små anlæg.
De 2 moler af træ til venstre i billedet, står stadig som ruiner. Den en huser adskillige søfugles reder, jeg så bl.a. tejst på sin rede. Længere ude på molen er der en ternekoloni på over hundrede fugle. Jeg gik fortsat rundt i museet og læste og kikkede på alt det udstillede. Jeg brugte næsten 4 timer her. Uhyre interessant.

Medens jeg gik rundt på museet, kom en af kustoderne hen til mig og fortalt mig diskret, at der var en ældre mand der gik rundt med sin kone og kikkede og stod og læste i de bøger og optegnelser fra sænkningen af det engelske slagskib Royal Oak i 1939.

Kustoden fortalte mig, at manden var en af de sidste overlevende fra slagskibet og at han hvert år kom og så til museet og mindedes begivenheden og sin overlevelse fra katastrofen. Han plejede også at tage op til flådekirkegården lidt væk fra museet. Jeg kikkede diskret nærmere på ham, historiens vingesus føg gennem lokalerne, bare ved at se på ham, gammel og svagelig stod han der og læste med blanke øjne, med sin kone ved armen, stille og vemodigt. Jeg fik ”en klump” i halsen og måtte vende mig om!! Stærke sager!!

Ufatteligt mange skibe og ubåde blev sprængt i luften, sænket og titusinder af søfolk omkom. I 1917 skete der noget usædvanligt i Scapa Flow. Mandag den 9. juli kl. 23:20 lå slagskibet HMS Vanguard som sædvanligt mellem alle de andre krigsskibe i den engelske hjemmeflåde.
Pludselig eksploderer skibet i en gigantisk eksplosion, der oplyser hele flåden og farvandet omkring. Det er ikke bare en torpedering, men hele skibet der splintres i stumper og stykker. Man regner med at det er en overophedet ovn i et lukaf, der har fremkaldt for megen varme og har fået noget ustabilt cordit på den anden side stålskottet til at starte en kædereaktion, der fik hele skibets corditlager til at eksplodere.
Eksplosionen var så kraftig, at et af slagskibets mægtige kanontårne med 2 12 tommers kanoner fløj ca. 3 kilometer op og ind over øen Flotta, hvor det bragede ned!! 2 øjenvidner, menig Paul Maroney, og signalmand Charles William
Mynott fortæller samstemmende det samme, at der var 2 små eksplosioner, hvorefter verden forvandledes til et inferno af en kæmpe eksplosion, der betød, at en trawler der lå nærved, blev oversprøjtet med blod og blodige menneskerester. Båden var helt smurt ind i det. Besætningen fiskede en halv sømandskrop op af vandet, det er det eneste man overhovedet fandt af lig efter eksplosionen. Kun 2 ud af en besætning på ca. 900 overlevede.
På billeder nedenfor ses billeder af HMS Vanguard ude i Nordsøen, et par dage før den sprang i luften.
HMS Vanguard var stort og moderne. Bygget i 1910 på Barrow skibsværftet. Vægten var 20000 tons, ca. 215 meter langt og udstyret med hele 5 kæmpe kanontårne med to 12 tommers kanoner. Desuden havde den tolv 4 tommers kanoner m.m. Mærkeligt nok blev den ikke anvendt så meget, men lå meget af sin tid i Scapa Flow. Den var dog med i Jyllandsslaget uden skader. Resterne af vraget ligger på 34 meters vand lidt uden for øen Flotta´s olieterminal.

Museet fortæller enormt mange andre historier. En af de mest vigtige er da 1. Verdenskrig slutter og man fra den 23. november til den 27. november 1918 anbringer den kapitulerende intakte tyske højsøflåde i Scapa Flow. Denne mægtige flåde fylder godt op i farvandet. Den engelske hjemmeflåde blev fordelt rundt omkring i andre havne, selv om nogen også lå som bevogtningsfartøjer for tyskerne.

Flåden bestod af 74 slagskibe, krydsere, destroyere, fregatter og andre mindre fartøjer. Den tyske Admiral Von Reuter var kommanderende over denne flåde, der lå indtil juni 1919, da Admiralen misforstod situationen omkring forhandlingerne om fredsslutningen. Han troede, at tyskerne ikke ville gå ind på de allieredes krav for en overgivelse, selv om det 4 dage senere lykkedes at komme til enighed om betingelserne for freden. Det vidste han ikke, så da han regnede med det, bestemte han sig til at så skulle englænderne ikke få hans flåde intakt.

Samme dag kl. 10:30 den 21 juni tog han sagen i egen hånd og beordrede alle sine skibe sænket for egen hånd. Det kom som en total overraskelse for englænderne og det lykkedes tyskerne, at sænke 55 skibe inden de engelske soldater havde fået forpurret det. Man måtte borde de tyske skibe og skyde og dræbe 16 tyskere inden man fik kontrol over situationen. De tyske marinere ligger i et lille hjørne på Lyness flådekirkegård. Jeg stod og så deres grave senere på dagen.

Men man kunne ikke have alle disse krigsskibe ligge og flyde rundt på havbunden i Scapa Flow, så et storstilet projekt blev sat i gang for at hæve de største slagskibe og krydsere foruden alle de andre mindre skibe der lå under vand. Man anvendte en kæmpe tørdok og en teknik med tætning af skibenes skrog og derefter pumpe dem op med luft, indtil de dukkede op til overfladen igen. 

Umiddelbart efter afslutningen af 1 .verdenskrig, var der næsten hungersnød og borgerkrig i Tyskland, i München var en ung Hitler også med i gadekampe med politiet og soldater. De tyske sømænd på flåden der lå Scapa Flow var nærmest skeletter, de havde i lang tid, også inden kapitulationen, ikke fået ordentlig mad og var udmarvede og syge. Opholdet i Scapa Flow hjalp på deres helbred.

På museet studerede jeg alt omkring HMS Royal Oak slagskibet, der i 1939 blev torpederet inde i Scapa Flow. Det vender jeg tilbage til på siden med Skotland og 2. Verdenskrig.

Efter mit besøg på museet, hvor jeg til sidst sad i cafeteriaet og fik en elendig tilberedt burger og en stærk tyk grøntsagssuppe med valne store bitre ærter og bløde gulerødder og kaffe og en god kage bagefter, gik jeg ud i strålende solskin og varme, som var noget af en kontrast til min ankomst for 4 timer siden.
Men jeg cyklede nu op langs den sydlige del af Lyness og op ad en grus og stenvej, der steg lang og stejl op til et punkt, hvor jeg på kortet kunne se, at der var en bygning og det også burde føre mig til flådekirkegården. Jeg svedte som en gris op ad den lange stigning, som til sidst var umuligt at cykle på. Endelig kom jeg op og kunne se, at bygningen var enormt stor og var efterladenskaber fra krigens tid.

Men heroppe var der en imponerende udsigt ud over Lyness og Scapa Flow. Sådan har man kunne stå og se krigene passere revy over de sidste 80 – 90 år. Efter at have læst og studeret ned på museet, gav det mig et utroligt historisk gys, at stå her og kikke ud over sceneriet. Denne oplevelse, som jeg altid havde drømt om at se og forstå, sætte mig ind i og blive fanget ind af.

Det aktuelle billede af bygningen jeg stod ved, højt oppe over Lyness, med den enestående udsigt, passer fint sammen med nedenstående billede af den tyske højsøflåde for anker i Scapa Flow i foråret 1919.

Efter denne gode oplevelse, gik jeg tilbage nedad grusvejen indtil jeg lidt oppefra kunne se Flådekirkegården, Lyness Royal Navy Cementary.
I det strålende solskin, lå de mange gravsten belyst af nådens sol i snorlige rækker i det bløde grønne græs. Fra kirkegårdens midte var der stadig en enestående udsigt ud over Lyness og Scapa Flow.
Her er begravet 658 sømænd, marinere og soldater fra de 2 verdenskrige. Kirkegården blev anlagt i 1915, da der begyndte at komme ”kunder i butikken”, som man temmelig barskt og galgenhumoristisk kan sige om den tid. 1. verdenskrig var ”godt” i gang.

Samfundenes elite i hele verden, specielt i Europa, mente, at det nu var tiden, at lave om på tingene. Det var blevet for kedeligt, der var jo kun små lokale krige at snakke om og bestemme over. Så nu skulle det være, nu skulle verden bare se hvad de kunne sætte i gang!! Og det må man lade dem, det var de sgu´ dygtige til!! 2 verdenskrige i et århundrede, hva´ behar!! Hvem kan slå den!! Nej det er helt ufatteligt, så dumme vi mennesker kan være!! Kirkegården ophørte med at være flådens kirkegård i 1946.

Jeg gik nu rundt på kirkegården alene og så på de mange grave, læste deres navne, så deres grå cementsten, fornemmede det enorme spild og den gru og ulykke denne grav og sten rummede og skjulte. Der ligger 439 fra 1. Verdenskrig, hvoraf 112 er ukendt (unknown trykt i stenens cement). Hovedparten af de begravede stammer fra krigsskibene, HMS Hampshire, Vanguard, Narborough og Opal.
2. Verdenskrig bidrager med 200 grave, hvoraf 26 er fra HMS Royal Oak, som blev sænket i Scapa Flow farvandet, af en tysk ubåd U-47, den 14. oktober 1939 en kilometer ude fra Long Geo på vestsiden af The East Mainland. Kirkegården rummer også plads til de 16 tyske søfolk, der dræbtes i 1919, da den tyske højsøflåde forsøgtes sænket af tyskerne selv. Her ligger yderligere 4 tyskere og en nordmand foruden 30 civile grave.
 
Medens jeg gik rundt på kirkegården kom den gamle mand, som jeg havde set på museet ind på kirkegården, sammen med sin kone og antagelig sine voksne børn. De gik straks hen til det område hvor alle de dræbte fra HMS Royal Oak ligger begravet. Tidligere har jeg vist et billede fra denne oplevelse.

Jeg tog et billede med zoom på diskret afstand. Men senere gik jeg ned til ham og jeg stod lidt og så på gravene ved siden af dem. Men inden jeg gik, sagde jeg kort hvem jeg var og trykkede hans hånd. Det var et stærkt øjeblik for mig, men jeg er ikke sikker på hans syntes om at jeg gjorde det, for han så noget fortørnet ud. Men jeg måtte trykke hans hånd!!

Efter at de var gået, satte jeg mig på en bænk ved et sten/granitskur og fik mig noget te og lidt mad. Jeg nød stilheden og solens varme. Det var nu et stykke ud på eftermiddagen og jeg begav mig nedad mod Lyness og kysten.

Ved asfaltvejen drejede jeg mod højre og cyklede op ad en lang stigning mod sydøst. Alle vegne rundt langs kysterne om Scapa Flow, ligger der ruiner af bunkers og kanonfundamenter. Nogle fungerede som antiluftskyts andre som kanonstillinger for forsvaret mod angribende skibe og ubåde.
Jeg kørte forbi Ore Farm og op på bakkedraget Swartland, hvor der var en flot udsigt ud over det sydlige Hoy og ud over Scapa Flow, Longhope og længere nordover til East Mainland. Det sidste omkring verdenskrigene, er lige at nævne et andet sted, som viser lidt om forsvaret af Orkney, altså de steder hvor der var forsvarsværker.
Ved Yesnaby på West Mainland nær udsejlingen fra Hoxa Sound mellem Hoy og Stromness. Lå der nogle batterier som skulle støtte op ved ind – og udsejlingen til Atlanten fra Scapa Flow.
Med et sidste blik inde i Lyness krigsmuseum, vil jeg nu fortælle om hjemturen fra Lyness og Hoy.    

Her sidst på eftermiddagen inden jeg skulle med færgen tilbage til Houton, fandt jeg en stor cementmole nede ved kystlinien, hvor jeg kunne sidde i det gode milde vejr og nyde solen og udsigten ud over Scapa Flow. Jeg fik lavet lidt te og spist nogle kiks.
 
Ude foran mig stod resterne af den ene af de store moler lavet af store egestolper. I og omkring svømmede der alke og tejster. Jeg kunne se, at nogle af tejsterne havde reder i hulrum på træmolen. En havde rede for enden lige over for hvor jeg sad. Den kom flere gange flyvende op og satte sig med sine knaldrøde fødder på en trækant og så frygtsom over på mig et stykke tid, inden den gjorde op med sig selv, at jeg ikke var farlig og hvis den havde en fisk i næbbet vraltede den ind i et hul mellem plankerne på molen øverste del. Når den så havde fodret ungerne derinde, kikkede den ud igen og fløj ud på et nyt togt efter føde.

Mit øje fangede en bevægelse nede ved kanten af cementmolen, ca. 2 meter under mig mellem kystens sten og vraggods. Det var en fed rotte, der møflede rundt efter føde. Den var ligeglad med mig og jeg kunne frit sidde og kikke på dens nussen rundt, indtil den forsvandt væk under vraget af en gammel jolle af træ. En stær kom strygende og satte sig på vraget af jollen. Pludselig gjorde den et forskrækket hop og slog ud med vingerne og piskede væk, rotten dukkede pludseligt frem neden for hvor stæren sad.

Lidt efter var det tid at cykle ned til færgen og tage med tilbage til Houton. Vejret var stadigt godt, men jeg kunne se, at regnbyger trak rundt ovre på West Mainland, så jeg slap nok ikke for en gang regn, når jeg skulle cykle tilbage mod Kirkwall.
Sejlturen var meget behagelig og havde en dejlig udsigt hele vejen rundt. Min udtur, var jo et sandt helvede, hvor der ikke var til at se noget. Det er altså utroligt som vejret skifter, også her på Orkney.

Da jeg kom til Houton og begav mig på min vej tilbage opad vejene mod først Swanbister, Kirbister og Hobbister, som er nogle sjove navne på de 3 små flækker der ligger langs vejen. Jeg havde heldet med mig, for vinden havde vendt siden i morges og jeg havde nu rygvind tilbage mod Kirkwall, om end vinden slet ikke blæste så vildt som i morges. Ved Orphir kom der en hidsig regnbyge susende fra nordvest, så jeg søgte skjul under et lille forkrøblet træ.
 
Men ellers gik det fint af sted, indtil jeg kom til en vej lige før Hobbister, der gik ned mod højre, ud mod sydkysten, ud til et sted der hedder Waulkmill Bay, som er et naturreservat, med en bugt, der ligger beskyttet af høje klippekyster og med en kridhvid sandstrand, hvor vandløbet fra Loch Kirbister løber ud i Scapa Flow. Her var meget naturskønt med lyngklædte bakker og de kønne klippekyster. Bugten var umådelig smuk, med det smaragdgrønn vand og den blå høje himmel, hvor der et stykke ude over Scapa Flow trak en let byge over mod Hoy.

En sort truende regnsky trak nu også ind over mig og jeg kørte ned til et lille offentligt toilet, hvor jeg kunne stå i læ og kikke ud over Scapa Flow. I området fløj der store regnspover rundt og fløjtede deres vemodige toner over lyngbakkerne. Små landbeboelser lå spredet rundt mellem jordlodderne, hvor der flere steder var slået hø, her gik der et væld af store regnspover, på nogle marker talte jeg over 100 stykker.

På nogle græsjorder og i og omkring lyngbakkerne, gik der også storkjover og pillede efter frøer og larver. Efter den heftige regnbyge, dukkede der en umådelig flot regnbue op.
Jeg var nu godt træt, det var ud på aftenen og jeg trængte til at hvile mig og inden jeg nåede Kirkwall, fik jeg en dejlig solnedgang med i købet.

Hjemme i Kirkwall, SYHA Hostel, lavede jeg mad og vaskede mit tøj. Slappede af efter en rar dag og en hyggelig aften med snak med en dansk nordmand, der også boede på det værelse jeg havde seng i. Han havde boet i Norge i 25 år. Han var lidt ældre end jeg, men tog ofte på cykelture i Europa også alene.
Efter dagbogens ajourføring sammen med en kop te og lidt kage, blev det tid at gøre klar til i morgen, hvor der venter en lang dag med min tur til Westray, den nordligste ø af Orkneyøerne. Jeg skal meget tidligt op. Så endelig blev det sengetid.

Beretning om min tur til Lamb Holm og The Italian Chapel:

Den sidste dag på Orkney, inden jeg skulle med til øen Etnhallow tog jeg cyklen ca. kl. 11:00 og besluttede, at cykle ned til Lamb Holm, for at se den italienske kirke, det berømte ” The Italian Chapel”. Samtidig kunne jeg se på de historiske dæmninger og resterne af de blokskibe, der under 1. Verdenskrig og især under 2. Verdenskrig, var lagt ud og bygget mellem de små øer, der lå som et naturligt værn for farvandet Scapa Flow, så ubåde ikke kunne snige sig ind den vej.

Den italienske kirke blev bygget af nogle af de ca. 2-300 italienske krigsfanger i deres fritid, når de ikke var i gang med opførelsen af de 3 store dæmninger mellem øerne. Det var en ordre som Churchill havde givet, at krigsfangerne skulle lave dette arbejde. Derfor navnet Churchill Barriers.

Byggeriet startede i midten af 2. Verdenskrig, men blev først fuldendt efter krigen. Det samme skete for kirken, den blev også først fuldendt efter krigen. Men det var en fantastisk ting for de italienske krigsfanger, at de havde dette byggeri at gå op i og holde gudstjeneste i, selv om det ikke nåede at blive helt færdigt.
Turen på cykel derned var ret lang og jeg skulle jo være klar til turen med Kathleen kl. 18:15 i Kirkwall igen. Men hjem på mit hostel, pakke noget drikkelse og mad ned, varmt tevand og så ellers af sted på ”jernhesten”.
 
Turen gik ud sydøst gennem Kirkwall, forbi Highland Park Destilleriet, og op ad den lange bakke, Hillhead, som er 73 meter høj. Heroppe var der en flot udsigt ud over Kirkwall, med den blå fjord liggende smukt op til Kirkwalls grå tage. Ude i bugten lå det et af de kæmpestore krydstogtskibe, som hele sommeren anløber Kirkwall, med tyske og amerikanske turister.

Oppe fra bakken gik vejen nu snorlige nedad på en lang strækning, hvor jeg kunne få en fantastisk fart på cyklen. Men fremme kunne jeg godt se, at vejen så gik opad igen på en endnu længere strækning, som jeg vil tro, var på flere kilometer inden toppen i 100 meters højde ved Rashieburn kunne nås. Det blev en hård tørn op ad denne endeløse bakke. Der var lidt mere vind, her ude i det fri og der trak også lidt skyer rundt, dog uden regn i.

Efter toppen gik vejen stadig lige ud, men nu med mindre bakker og ”huller”, så det blev lidt mere afvekslende, at cykle. Landskabet var meget typisk Orkney. Grønne marker med græs og får, græsset slået til hø og i hundredvis af store regnspover, stære, viber, rødben og strandskader på græsstubbene. Husene og gårdene så velholdte ud, her bar det ikke præg af fattigdom, som visse andre egne af Orkney. Landbrugene så sunde og rentable ud, køer på markerne. Orkney har faktisk en meget stor eksport af den meget kendte knaldgule, nærmest lysorange ost, jeg har fortæret flere gange under hele min tur. Jeg synes nu den er meget hård og tør og har en meget stærk bitter ostesmag.

Jeg nærmede mig nu sydkysten af East Mainland og den lille by St. Mary´s, der ligge langs stranden med udsigt over det første lille ”sund” mellem fastlandet og øen Lamb Holm, hvor dæmning nr. 1, Churchill Barrier no. 1, forbinder St. Mary´s med øen og ”The Italian Chapel”.

St. Mary´s var en lille hyggelig by, der lå med en idyllisk, smuk udsigt ud over Scapa Flow og de små øer. Husene, som ligger lige her ned til vandet og som har denne fantastiske udsigt, ville koste en formue herhjemme. Det gjorde de muligvis også her, for de så velholdte og fine ud. Men når vejret er slemt, som det jo ofte er, så er det nok ikke så sjovt at bo her. Men sådan en dag som jeg var heldig, at være der på, kunne vel næppe blive bedre.

Så jeg drejede ud på dæmning nr. 1. og cyklede op til ”The Italian Chapel” på Lamb Holm. I statuen foran kirken, er der muret en rulle ind, med samtlige navne på de ca. 2-300 italienske krigsfanger i Camp 60 lejren.

Solen bagte steghedt ned foran kirken, her var et par biler med turister og bl.a. kom der 2 katolske præster på besøg i deres lange sorte præstekjoler med den lille sorte firkantede kalot på hovedet. Hvert år kommer der tusinder til kirken, mange katolikker og efterkommere af krigsfangerne fra Italien, bruger stedet som et mål for deres pilgrimsrejse. The Italian Chapel opstod på en meget speciel måde, en historie som så absolut, er værd at fortælle.

Historien starter faktisk helt tilbage i 1. verdenskrig, da englænderne finder ud af at tyske ubåde, med lidt snilde kan liste ind i Scapa Flow, hvor den engelske hjemmeflåde har sin base og måske få ram på nogle slagskibe. Det lykkedes dog ikke i 1. Verdenskrig. Men allerede dengang udlagde man blokskibe, udrangerede gamle skibe som værn mod indtrængen af ubåde.

Da 2. Verdenskrig startede, var der jo kun gået få måneder, før det lykkedes U-47 at liste ind, netop mellem fastlandet og Lamb Holm og sænke det store britiske slagskib Royal Oak i Scapa Flow.
Winston Churchill blev rasende og beordrede, at man brugte krigsfanger til at sænke flere blokskibe og bygge 4 barrierer mellem de østlige små øer. Man havde et stort antal Italienske krigsfanger, fra kampene i Nordafrika i 1941 og 1942. Dem sendte man til Orkney. Her skulle de gå i gang med at opføre de svære dæmninger. Indtil krigens slutning, arbejdede der ca. 6000 italienske krigsfanger på dette job.

Dæmningerne nåede aldrig, at blive helt færdige, det blev så fuldført af almindelige arbejdere efter krigen, sådan man i dag kan køre på en landevej mellem øerne. Der blev anvendt over 66.000 granitblokke, hvoraf de fleste vejede 5 tons og mange helt op til 10 tons.

Sent i 1943, blev den engelske kommandant for lejr nr. 60 på Lamb Holm, Major T.P.Buckland, enige med nogle italienske fanger, hvoraf flere var udlærte håndværkere og kunstnere, at de måtte få 2 barakker, så de kunne indrette sig en katolsk kirke og en skole, så de derved ville få bedre muligheder for at klare opholdet som krigsfanger, hvis de havde religionen at gå op i og kunne dygtiggøre sig.
De 2 hovedfigurer hos de italienske fanger, var fader P. Gioachino Giacobazzi og kunstneren Domenico Chiocchetti. Planen var oprindelig, at istandsætte de 2 barakker, men Chiochetti blev grebet af arbejdet og gik i gang sammen med andre fanger, at skabe en enestående kirke, med alle de ingredienser der hører til den italienske romersk katolske tro. Han lavede helgenbilleder, statuer, malerikopier af berømte interiørs fra andre store italienske domkirker.
 
Den ene ide, tog den anden med sig og i de næste 2 år inden krigen sluttede og alle de italienske krigsfanger blev sendt hjem igen, skabte han og mange af krigsfangerne et enestående vidnesbyrd om menneskers overlevelse, fysisk og mentalt i en frygtelig krig, hvor de på Orkney jo var krigsfanger i 3 –4 år.
 
Efter at de andre fanger var rejst hjem, blev Chiochetti der og lavede kirken helt færdig. Den blev indviet med pomp og pragt, sammen med Orkneyboerne og ejeren af Lamb Holm, der jo nu efter krigen var en civilt ejet ø. Ejeren af øen, en engelsk løjtnant, havde under hele forløbet med bygningen af kirken, været meget interesseret i projektet og bakket det 100% op og i det hele taget prøvet at hjælpe de italienske krigsfanger, at de fik det bedre. Ved indvielsen og gudstjenesten, blev der samtidig spillet en båndoptagelse af klokkerne fra St. Peters Kirken i Rom.

Kirken blev kun brugt i kort tid efter krigen og selv om man yndede at besøge kirken, forfaldt den langsomt op gennem 40 érne og 50 érne. Men 1958 blev der sammensat en komite´, der skulle rejse penge til en restaurering. Man fik sponsorpenge af BBC og andre og i 1960 kom Chiochetti så tilbage og på 3 uger fik han sammen med en lokal håndværker, restaureret kirken tilbage til sin oprindelige udseende.
Dertil kom at kirken fik skænket en kristusfigur. Kirken bliver i dag holdt nøje ved lige, da den trods sin alder er et tilløbsstykke for mange turister der kommer til Orkneyøerne.

I 1992 samlede man de få overlevende gamle Italienske krigsfanger og gav dem en tur til deres kirke. Altertavlen og alt i kirken er malet med stor nøjagtighed og dygtighed. Imponerede at se og opleve.

Efter mit besøg i denne spændende kirke med sin enestående historie, cyklede jeg sydpå henover barriere nr. 2, over Glimps Holm og over barriere nr. 3, hvor jeg stod af cyklen og gik ned ved den østlige side af dæmningen.

Her fandt jeg et dejligt sted at sætte mig og spise min mad og drikke te. Solen bagte ned og her var helt vindstille. Jeg kunne sidde og nyde den maleriske udsigt og kikke på en sæl, der svømmede rundt lige ude foran mig ca. 50 meter væk. Mageløst, at se den nyde livet, lige så meget som jeg gjorde det her. Den forsvant hen under ved dæmningen, senere fandt jeg ud af at den åbenbart kender en tunnel under dæmningens enorme klippeblokke, så den kunne svømme ned under vandet og komme op på den anden side. Da jeg skulle køre tilbage, lå den og nogle andre sæler på klipperne lige på den anden side dæmningen.

Men ellers kunne jeg også sidde og betragte resterne og vragene af de gamle blokskibe som ligger mellem de små øer.
Ude på det stor vrag, så jeg også mallemukreder, de er alle vegne, bare der er en lille gesims, de kan bygge på.

Det var nu ud på eftermiddagen og jeg havde en lang cykeltur tilbage til Kirkwall, turen var på ca. 30 kilometer frem og tilbage, så jeg asede mig tilbage på mit hostel, hvor jeg efter et bad, cyklede ned til min cykeludlejer, hvor jeg afleverede cyklen og betalte en mindre pris end jeg havde regnet med. Han var særdeles rimelig med  prisen, trods det at han bl.a. lever af turisternes cykelleje. Så det var fint, at have sådan en god cykel i mange dage og til en fair pris.
Efter dette, gik jeg op i byen og fik lidt at spise inden jeg skulle møde Kathleen ved turistbureauet kl. 18:15. Jeg glædede mig usigeligt til min tur til Eynhallow.