I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg opholder mig på den sydvestlige del af Skye, Glenbrittle og de vilde bjerge The Black Cuillins.

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

På de andre sider, er der flere uddrag fra den del af turen, hvor jeg var på Skye.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg var i Glenbrittle og de vilde bjerge The Black Cuillins.

Link til alternatic hjemmeside om Skye:

http://www.skye.co.uk/

Link til oplysninger om det sydlige Skye:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/areaskyesouth/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/skye/glenbrittle/index.html

Link til hjemmeside med mange links for hele Skotland:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/links.html

Link til side om Skotsk whisky og Talisker Destillery, som jeg besøgte:

http://www.scotchwhisky.net/distilleries/talisker.htm

Link til SYHA hostel i Glenbrittle:

http://www.syha.org.uk/SYHA/web/site/Hostels/Glenbrittle.asp
 
Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Fredag den 21. juni.

I dag skal jeg med en bus SK7/rute 53, kl. 09:00, der kun kører to gange pr. dag til Glenbrittle, som er et øde område nede sydpå, men som er velegnet til bjergvandringer op i Cullinsbjergene.

Jeg havde allerede i marts booket en seng på det lokale SYHA hostel. Glenbrittle er egentlig ikke en by, men bare nogle ganske få spredte huse og et par gårde og så en bjergranger redningsstation og hostellet. Ude ved Loch Brittle bugten ligger der en meget primitiv teltplads.
Min plan var dog også den, at jeg ville hoppe af bussen i Carbost, ca. kl. 09:33, hvor Talisker whiskydestilleriet ligger og få mit livs første besøg på et whiskydestilleri. Her i dette område, ville jeg så tilbringe ca. 7-8 timer inden bussen til Glenbrittle kommer forbi kl. ca. 17:08, den sidste gang den dag. Jeg vil så kunne være på hostellet omkring kl. 18:10. 

Jeg skulle tidligt op, da jeg var nødt til at få styr på mit udstyr, få pakket ned, få morgenmad og finde afgangsstedet i Portree, for bussen mod Glenbrittle. Efter et hurtigt, men forfriskende brusebad, skulle jeg have lidt morgenmad. Det blev et lille måltid bestående af nogle burgerboller fra plastposen med skotsk Orkneyost og whiskymarmelade.
Sådan en rodet hastværkspræget morgen, med 2 klæge tørre melsmagende ( jeg mener ikke velsmagende!) fuglefrøbefængte burgerboller med plantemargarine og knaldhård, tør og alligevel melet ost med stærk whiskymarmelade på, smager en kop stærk te, med rigeligt sukker, som en gudedrik!! Så nu kan jeg sagtens forstå, hvorfor der drikkes så meget te i England og Skotland.. ellers kan man sgu´ ikke få den tørre og ofte melede mad ned. Nu skal det til deres forsvar siges, at jeg i middel til svær grad, selv var skyld i mit pauvre morgenmåltid.

Nå, jeg fik lagt de £10 i receptionen, for Jim som skulle passe den, var ikke at se eller få fat i, så jeg håbede de ville få min betaling for opholdet. Jeg fandt i god tid busholdepladsen i tilslutning til byens torv.
 
Her i morgentrafikken, kom den ene bus efter den anden, så det var lidt svært at finde ud af hvilken jeg skulle med. Men til sidst kort før afgangstidspunktet kom der en gammel spand af en bus rumlende ind på pladsen. Den havde det rigtige nummer og ved min forespørgsel, viste det sig, at den var go´ nok.

Så ind med mit habengut og så gik det ellers af sted sydover ad hovedvej A87. Først kom vi igennem dalen Glen Varragill, som følger et vandløb, der har sit udspring i højdedragene mellem Meall an Fhuarain bjerget og Ben Lee bjerget. Dalen er frodig og grøn og her syd på Skye, er der også lidt skov af fyr, almindelig gran  og skotske pinjer, som er deres nationaltræ. Da vi nåede ned omkring Sligachan, som er et utroligt øde sted, hvor vejen fra nord, sydover til Kyle Of Lochalsh mødes med vej nr. A863, der forbinder den vestlige, sydvestlige og nordvestlige del af Skye.

Her i dette ”junktion” ligger der et gammelt hotel og et bunkhouse/hostel og en campingplads og intet andet. Der er ikke et hus i miles omkreds. Vi passerede stedet og jeg kunne med det samme se, at det ville blive et spændende sted at besøge, når turen skulle gå retur fra Glenbrittle med lørdagens sidste bus, hvor jeg havde planlagt at ville stå af i Sligachan. Jeg havde forlods booket 2 nætter i det bunkhouse, som er tilknyttet hotellet.
 
Videre gik det med bussen vestover gennem Glen Drynoch dalen, som også var utrolig smuk at skue, med sine grønne højdedrag og forkrøblede skove. Nu med regn, som der ville have stået på en plakat for et cirkus. Ja! Regnen pissede ned igen, det var også næsten for godt til at være sandt, at jeg kunne få 2 dage i sol, eller bare tørvejr!

Vi nåede nu Loch Harport, som er en fjord, der klemmer sig ind ude fra vest. Her ved dens bredder ligger Merkadale og dernæst Carbost med Talisker Destillery.
Her kørte bussen ned til, jeg hoppede af og bussen forsvandt så tilbage ad samme smalle vej, inden den senere ville dreje til højre, ned mod syd ad den endnu smallere vej til Glenbrittle. Så jeg skulle fange bussen på samme måde til aften, når den kørte for sidste gang den dag.
Men jeg stod nu her i silende regn med al min oppakning, klokken var ca. 10 denne formiddag og jeg var spændt på om destilleriet havde lukket op så tidligt.

Jeg skyndte mig i tørvejr i deres forhal og smart nok havde de lukket op nu da den daglige bus havde været der. Ikke fordi der er mange med den bus, jeg var stort set alene på turen fra Portree. Busruten er da heller ikke en kommerciel rute, men en rute der økonomisk holdes i gang af delstatsregeringen i Skotland, for at folk har mulighed for at kommer ud til denne øde del af Skye, selv om de ikke har egen bil. Sligachan, Glenbrittle og Cullinsbjergene, er et enormt stort, øde og helt fantastisk landskab og natur uden sidestykke.

I Carbost fandt jeg en lille kro med et tilhørende bunkhouse. Jeg gik også op ad vejen, til et stort vandfald, Carbost Burn ved Talisker Distillery.

Vi måtte vente ca. 20 minutter, inden der kom en rar dame og undskyldte, at vi der ville besøge Talisker, havde måttet vente uden at få nogen besked. Vi blev modtaget oppe i en ventesal med butik og en lille udstilling med whisky og andet materiale fra produktionsprocesserne. Her fik vi et pænt stort glas 10 års Talisker whisky, inden rundvisningen startede. Det blev en spændende rundtur i fabrikkens mange rum og haller, hvor den berømte Talisker whisky bliver til.
Kun ca. 10% anvendes til fabrikkens eget markedsførte whiskymærke, der altid kun markedsføres som en 10 års udgave. Generationers erfaringer har betydet, at det er den 10 års lagrede whisky, der er den bedste. Man kan undertiden også få en speciel 25 års udgave der er dobbelt matured, dvs. den er tappet 2 gange og lagres på bourbon egetræsfade. Det giver den en meget mørk og sirupsfarvet udseende. Sådan en flaske koster omkring kr. 2500,-. De 90% af produktionen sælges og bruges til blendede whiskyer, f.eks. Johnny Walker og andre.

Produktionen starter med noget førsteklasses skotsk byg, der vandes og spredes ud på et maltgulv, hvor byggen bringes til at spire. Der dannes stivelse, som langsomt bliver til naturligt sukker. Processen stoppes, ved at tørre malten, som den nu hedder, i en ovn.

Den maltede byg bliver nu knust og blandet med varmt vand i en ”mash tun”. Sukkeret bliver siet fra, som en væske, kaldet wort. Worten bliver afkølet og pumpet ind i kæmpestore gæringsbeholdere, ofte lavet af egetræ. Her tilsættes gær og gæringsprocessen starter. Jeg skal love for, at her lugtede stramt, men spændende at få lov at se ned i karrene. Gæren får sukkeret til at forvandle sig til alkohol.

Efter ca. 2 dage er processen forbi. Her er nu en væske som hedder the wash, som indeholder ca. 7-8% alkohol. Denne wash destilleres 2 gange. Først i nogle kedler der kaldes stills, for at adskille alkoholen fra vandet. Denne væske fra the wash still kaldes for the low wines og pumpes derefter til the spirit stills, som ofte også er store kobberkedler, der dog i mange andre destillerier er rustfrit stål kedler med et kobberovertræk. Det ser mere rigtigt ud i præsentationsvideoer osv.!!

Nogle destillerier påstår nu, at kobberkedlerne er bedre. Men sådan prøver man at fremhæve sit produkt frem for et andet. Highland Park Destilleriet i Kirkwall på Orkneyøerne, som jeg skal besøge senere på min tur, har kobberkedler. Kendetegnende for næsten alle destillerier er, at meget af produktionsudstyret, er mange generationer gamle.

Kun den midterste del af denne væske fra the spirit still, bliver udvundet til whisky. Denne midterste del af væsken har en alkoholprocent på ca. 65% og bliver opsamlet i en spirit receiver (beholder). Selve the pot stills, som det også hedder, er ofte med til at forme hver enkelt singlemalt whiskys karakter. Single malt whisky betyder bare at det er whisky fremstillet af kun et destilleri og lavet på en maltproces.

En blended whisky, er maltwhisky der ofte kan være blandet med whisky fra flere andre destillerier. Her er derfor utrolig store muligheder for at blande en whisky, der kan smage som rævepis og koste nul og niks frem til absolut fine whiskyer, der er fuldt på højde med den originale single malt whisky. Mange kan jo godt lide Shivas Regal 12 års whiskyen, der jo også er lidt dyr stadigvæk, selv om prisen de senere år er faldet betydeligt.
Den er også blended, bl.a. med whisky fra Highland Park, som er højt værdsat. Nå, men the pot stills passerer nu the spirit safe, som er et udstyr der sætter the stillman i stand til, at checke de forskellige destillaters alkoholprocent. Væsken, kaldet the spirit, som endnu er helt farveløs, tappes nu på egetræsfade, som ofte er brugte bourbonwhiskyfade fra USA eller brugte sherry eller madeira egetræsfade fra f.eks. Spanien. Her tilegner væsken sig sin gyldne farve.

I Skotland er der lov for, at en whisky altid skal lagres minimum 3 år. Men i de fleste tilfælde anvender destillerierne  8 år, eller derover, som minimum lagringstid. Whiskyen i fadene har altid en alkoholstyrke på fra ca. godt 50% til op mod 65%, kaldet cask strength. Når whiskyen tappes på flaske, tilpasser man oftest alkoholstyrken til at være mellem 40 og 43%. Men man kan sagtens købe cask strength whisky i mange varianter i butikkerne. Men smagen kan være noget af en oplevelse i stærk spritsmag eller det der værre.

Her kan man anvende en lille bitte smule vand. Mange mener, at de almindelige whiskyer, der kun ligger på 40-43% også skal tilsættes en dråbe vand. Det skulle øge smagsoplevelsen. Jeg ved nu ikke rigtig. Jeg foretrækker whiskyen helt uden nogen form for tilsætninger. Is i whisky burde forbydes ved lov!! Så ødelægger man oplevelsen. Nej stuetemperatur og on the rock´s, er nr. 1. Her nedenfor kan man se the stillman på Talisker Destillery, checke alkoholprocenten.

Efter den meget spændende gennemgang af fabrikken, endte vi i de enorme lagringshaller, hvor der lå millioner af liter whisky. Her inde og for så vidt også udenfor, hænger denne sødlige lugt fra produktionen i luften.
 
Efter endt rundtur samledes vi igen i modtagerummet, hvor vi fik en whisky mere. For mit vedkommende, stod jeg nu der kl. ca. 11 om formiddagen og kunne ikke komme til Glenbrittle før kl. 17.08. Så jeg havde ca. 6 timer, at tilbringe i Carbost. Udenfor stod regnen ned i stænger!! Jeg forklarede personalet i modtagerummet om situationen. Derved fik jeg lov til, at sidde ved nogle borde og skrive postkort og få min dagbogsnotater ajourført. Et stykke tid efter kom de sørme med et glas whisky mere.
Så det var nu meget hyggeligt at sidde her alene i dette atmosfærefyldte rum og skrive postkort m.m. nippe til min whisky og høre regnen tromme på taget og piske på ruderne. Et stykke tid efter kom der et nyt hold besøgende.

Jeg fik lidt senere også lov til at lade min oppakning stå i kontoret bag skranken, sådan at jeg kunne gå en tur op til et vandfald, der skulle ligge oppe ad vejen bag destilleriet. Jeg kunne så hente oppakningen senere. Dejligt med sådan en hjælpsomhed.

Jeg gik nu ud i øsregnen, han langs den hvide fabriksbygning og ud langs bredden til en lille mole, hvor der var en masse hummerruser opsat. Derefter gik jeg op ad vejen bag destilleriet, der steg rimeligt stejlt opad mod the Carbost Burn vandfaldet. Der var ca. 2,5 km. Derop. Det blev en dejlig gåtur med en, trods vejret, skøn udsigt ud over byen Carbost og Loch Harport fjorden.

Oppe ved vandfaldet, som var mægtigt brusende, fuldt af vand, regnede det ikke så meget mere, men blæsten var taget til. Så jeg begav mig tilbage ad vejen ned mod byen. I destilleriet fik jeg min rygsæk og begav mig op ad gaden, men havde ikke gået ret langt, før jeg på min venstre hånd så at der lå en lille kro, som hed The Old Inn. Og da jeg så den, kom jeg i tanke om, at den kro havde jeg tidligere i min planlægningsfase fundet på internettet og også, at der skulle være et bunkhouse tilknyttet.
Ganske rigtigt lige ved siden af lå et hus med udsigt ud over fjorden. Jeg vovede mig ind ad døren, for jeg vidste jo ikke hvad jeg ville finde. Men huset var helt tomt. Måske boede der nogen, men der var ingen hjemme, så jeg masede ind og fik smidt min oppakning. Jeg fik mit fugtige tøj af, gik på toilettet og ud på en træpatio med udsigt ud over fjorden.

Derefter gik jeg i køkkenet og lavede lidt varm mad og te, læste lidt i en gammel avis, kikkede lidt fjernsyn og hyggede mig rigtig godt. Jeg besluttede at lade mine ting ligge og kun tage ting af værdi med mig, for jeg ville gå mig en tur i byen og se hvordan man levede her ved denne smukke fjord. Jeg var ikke bange for at nogen ville komme og stjæle mine ting.
 
Lidt oppe ad vejen lå en lille bitte købmandshandel. Det må være den mindste butik jeg nogensinde har set. Den var ikke større end min udestue!! Og kors hvor havde de mange ting. Så jeg snoldede lidt slik, kiks og andre fornødenheder. Et par fotofilm blev det også til. Hyggelig butik med en rar og venlig kone, der snakkede løs med en anden lokal kone. Mine postkort kunne jeg også afsende fra en postkasse ved butikken, der selvfølgelig også havde en gammel benzinpumpe, så folk kunne få købt benzin. Vejret var nu lidt bedre, der kom kun regnbyger og par solstråler blev det også til. Jeg gik tilbage til bunkhuset og her var der stadig ikke kommet nogen. Jeg lavede mig en kop te og slappede af.

Lidt efter gik jeg ind ved siden af på kroen The Old Inn. Her fik jeg kaffe og et stykke kage, senere en pint fadøl. Jeg sludrede med kromanden et stykke tid. Tilbage i bunkhuset, ringede jeg hjem og det viste sig, at Henrik var hjemme hos mor. Det var rart at høre til børnene.
Så blev det tid, at pakke sammen igen og stille mig op hvor bussen ville komme. Om bord kom jeg og så gik det ellers over stok og sten de ca. 12-15 km. Der er fra Carbost ned til Glenbrittle. Det blev noget af en vild køretur, jeg tror faktisk jeg sad med livet i hænderne i mere alvorlig grad, end de gange jeg havde følt mig i fare, oppe i bjergene!! Kombinationen af en gammel udslidt bus, med dårlige bremser og elendig affjedring, en fartgal ældre mand ved rattet, uhyre smal, snoet og bakket bjergvej, regnfuld og våd asfalt, grus og dybe huller i vejen, let tåge og dis og sløve får på vejbanen, gjorde turen til en sindsoprivende oplevelse uden sidestykke. Det skal siges, at det var en formildende omstændighed, at der næsten ingen modkørende trafik var!!

På hele turen er så at sige ikke et hus. Her er virkeligt øde. Regnen blev værre og værre og stod ned i stænger, jo længere sydpå mod Glenbrittle vi kom. Langt om længe kunne jeg lettere rystet, stige af bussen og slæbe mit grej ind på SYHA hostellet, der lå lige ud til vejen.

Hostellet er en primitiv træbygning med mange år på bagen. Slidt, men med en patina der vidner om generationers besøg og udgangspunkt for bjergvandringer og bjergbestigninger op i de vilde og uvejsomme Cullinsbjerge, som kan ses på billedet med hostelbygningen i forgrunden.
Jeg havde glædet mig usigeligt til at besøge denne øde egn af Skotland og havde planlagt at bruge aftenen på en vandretur op til det mægtige og berømte vandfald Eas Mor.
 
Men vejret var mildt sagt frygteligt!! Det regnede, så man skulle tro det var løgn. Tykke stråler bankede ned i jorden og gjorde området virkeligt mudret og glat, for også her er det tørvejord, mudder og glat græs, der er fremherskende.

Men jeg ville følge min plan, så jeg tog godt med tørt varmt tøj på, regntøjsbukser og vandrestokke og en kande varm te. Jeg kæmpede mig hen ad den smalle vej med regnen piskende ind i ansigtet, men frem kom jeg, selvom jeg flere gange sagde til mig selv, hvad laver du dog her? Er du rigtig klog. Det tror jeg faktisk jer var, for da jeg havde vænnet mig til at gå i noget der lignede et naturens brusebad, blev jeg helt opstemt, for tænk! Her gik jeg sgu´, jeg havde kunne realisere min drøm og jeg var midt i den!! Mageløst! Så her gik jeg af sted, højt syngende og fløjtende, med iskolde, våde og valne fingre knugende om mine vandrestokke, der klaprede hen ad asfalten.

Jeg faldt hurtigt ind i en konstant marchrytme, der hurtigt bragte mig hen til der hvor der skulle gå en sti op til venstre mod floden og vandfaldet ca. 2 km, oppe ad bjergskråningen. I disen og regnen var det nu svært at finde og jeg måtte gå lidt frem og tilbage, inden jeg tog en beslutning og gik op ad en kvægsti hvor der lidt fremme stod et frønnet skilt der viste mig, at jeg nok var på rette kurs.
Stien var enormt mudret og glat og et sted skulle jeg forcere en smal træbro, som gik ind over den frådende flod, som hedder Coire na Banachdich og som udspringer i bjergmassivet Sgurr Dearg og Bealach Coire na Banachdich i ca. 1000 meters højde.

Men tag endelig ikke fejl af de relativt lave bjerghøjder her i Cullinsbjergene! Bjergene er virkeligt barske og ugæstfrie, forrevne og uvejsomme med stejle klipper og forræderiske afsatser og stenskred. Sten – og klippeblokke ligger spredt hulter til bulter overalt og man må hele tiden skifte retning og hoppe rundt på dem og ind mellem klippeblokkene for at komme frem.

Man kan ikke se ret lang frem og dis og tåge præger altid vejret, så man nemt mister retningssansen. Gør man det, er man virkeligt på den! For der er ikke et hus eller bebyggelse, ej heller mennesker deroppe. Man skal være meget heldig, hvis man møder andre vandringsfolk deroppe. Området er enormt stort.
 
Hvis man føler sig fortabt og ikke kan finde vej og er usikker på hvor man skal gå hen, så er der kun en ting at gøre… gå nedad og følg evt. flodlejerne ned og følg så den dal disse vandløb altid ender i. I dalen vil man altid træffe på landejendomme før eller siden. Jeg gik videre op ad stien, der var rimelig let at følge, for den gik langs floden og snart efter kunne jeg se den enorme bjergkløft, der i millioner af år, har skåret sig dybt ned i bjergterrænet. Da hørte jeg det enorme brus fra vandfaldet, noget inden jeg så selve vandfaldet. Hele sceneriet var fantastisk, som taget ud af en eventyrbog…

Billederne giver slet ikke indtryk af vandfaldets enorme størrelse og hele sceneriets egen eventyragtige skønhed. Det var en kæmpe oplevelse, trods vejret. Når man stod der og kikkede sig rundt, kunne man opad, se de enorme truende bjerge fortabe sig i regntåger og dis. Den buldrende flod kom styrtende ned der oppe fra. Vandet var irgrønt og turkisblåt og sprøjtede rundt mellem enorme klippeblokke og sten.

Lugten af floden, bjergene og jorden var helt ubetalelig. Friskt og rent… jamen.. det skal opleves for at kunne forstås!! Her stod jeg i lang tid og nød udsigten. Mod sydvest ned over mod dalen og Glenbrittle, kunne man kun ane bugten og de små ”tændstikhuse” dernede i regndisen. En enkelt stenpikker hoppede rundt og pippede forsagt. Den har nok tænkt hvad jeg dog lavede der godvilligt, i sådan et uvejr. Jeg tog min tekande frem og varmede fingrene og maven med en kop te, inden turen gik tilbage ned ad stien mod dalen.
 
Nede i dalen gik det raskt tilbage til hostellet, hvor jeg fik hængt alt mit våde tøj ind i et tørrerum og taget et bad og dejligt varmt tøj på, hvorefter jeg lavede lidt mad og te.

I opholdstuen, satte jeg mig og skrev dagbog og læste i nogle gamle bøger og blade om egnen. Jeg var godt træt og skulle ifølge min plan vandre op ad bjerget Sgurr Alasdair til Coire Lagan søen, som ligger nær toppen af dette frygtindgydende bjerg, som er kendt for sine vilde bjergbestigerudfordringer. Det skulle jeg nu ikke nyde, for dertil er jeg slet ikke i træning og har heller ikke lyst.
Turen skulle så vise sig at blive vildere og ufattelig hård og farligere end jeg i min vildeste fantasi havde forsværget, at jeg kunne holde til og kapere mentalt…!!! Men først skulle jeg sove en god nats søvn, lykkeligt uvidende om, hvor hårrejsende det ville blive dagen efter!!

Cullinsbjergene er rester af forhistoriske vulkaner, som i dag er eroderet ned til det udseende området har i dag. Bjergene har forbindelse geologisk til de vulkaner der skabte Island og som ude i Atlanten og omkring Island, stadig undertiden er uhyggeligt aktive. Når vulkanske bjerge nedbrydes, opstår der disse meget vilde og uvejsomme bjergegne.

Lørdag den 22. juni.

Dette var dagen, da jeg ville gå ud på den store bjergvandring, op til bjergsøen Coire Lagan, som ligger lige neden for et af de rigtig barske bjerge, kaldet Sgurr Alasdair. Jeg troede det var løgn, men regnen stod stadig ned i stænger og blæsten peb om hushjørnerne. Det var da utroligt, med al den regn og uvejr, her midt om sommeren.
Folk på hostellet, syntes også, at det var lige lovlig meget i overkanten. Så umuligt plejede det ikke at være, så længe ad gangen. Men af sted ville jeg!!

Efter min morgenmad, pakkede jeg godt med proviant og tøj ned i min turrygsæk og så gik det ellers af sted hen ad vejen i den piskende regn. Ruten er den samme som jeg gik aftenen før, nemlig op til Eas Mor vandfaldet.

Fra vandfaldet, er der aftegnet en sti, der går mod sydøst i en lang stigning op mode bjergene. Stien var nu om end endnu mere mudret og jeg vadede nærmest i vand, for det havde nu regnet i flere dage og al den store mængde vand løb jo nedad i alle de revner, huller og sprækker der fandtes.
Stien virkede som en kanal for alt det regnvand. Det var noget af en prøvelse for mine støvler og regntøj. Men frem kom jeg da. Et stykke oppe nærmede jeg mig regntågen og disen som nærmest så ud som en hvid mur.

Jeg vendte mig om flere gange for at indprente mig fornemmelsen af landskabet, memorere synet af karakteristiske klippeblokke og skråninger, stiens forløb m.m. Ligeledes også hvordan landskabet tog sig ud bagude og nede af bjerget. Inden tågen opslugte mig kunne jeg svagt ane dalen under mig, som et vissengrønt tåget tæppe med enkelte kendingsmærker, som f.eks. havbugtens vand og kystlinien.

Selv her inden jeg blev opslugt af tågen, regnede det så stærkt og var så diset, at det ikke var til at fotografere, billederne ville antagelig ikke være til at se noget på. Så jeg asede videre opad stien, som endnu var nogenlunde til at følge. Men al regnen havde flere steder revet nye små vandløb op i skråningerne, som så lignede stien. Så det blev mere og mere vanskeligt at følge den rigtige sti. Jeg kunne jo ikke se ret langt frem, selvom jeg stadig ikke havde nået ”muren” af tåge. De billeder, der følger nedenfor, er billeder hentet fra internettet, taget af andre fotografer, vel at mærke i godt vejr.
  
Endelig nåede jeg over en skråning, hvor jeg bag denne, kunne se en lidt større sø, som jeg på det tilklippede kort, som jeg hjemmefra havde lamineret i plastic, kunne udpege til at måtte være Loch an Fhir-bhallaich. Men her ved denne sø begyndte den hvide tåge helt at indhylle mig. Føj det var sgu´ uhyggeligt!!

Inden tågen tog mig, var det dog lidt lyst, men inde i tågen, som var så tæt, at jeg ikke kunne se mere end 25-50meter frem, blev der mørkt som en vintereftermiddag!! Prøv at forestille jer, at man går i vand til anklerne og undertiden skinnebenet, i tørvemudder, eller store skærver og klippestykker, samtidig med, at man ofte skal hoppe fra klippeblok til klippeblok, sno sig ind og ud mellem klipper, regnen vælter ned, det blæser hårdt og man bliver hyllet ind i en tæt vandtåge, så det nærmest føles som et brusebad med tøj på. Dertil kommer kulden, for varmt var det så sandelig ikke!! Temperaturen var vel omkring 6-8 grader. Mine hænder og fingre blev iskolde og valne af at holde fast i mine vandrestokke, som på denne tur var guld værd. De er fantastiske til at holde balancen og lette på fod, knæ og hofternes strabadser.

Da søens kant, som jeg fulgte forsvandt bagud og jeg skulle finde vej opad mod bjerget og søen, viste det sig meget svært og der gik ikke lang tid før jeg ikke kunne finde nogen sti at følge. Det hele druknede i regn og tåge. Jeg standsede op og tog mig tid til at vurdere om det stadig var forsvarligt at fortsætte.

Men en imaginær gal djævel fulgte mig måske på afstand, lurede på mig i tågen, lokkede mig til at forcere min frygt og tage den beslutning, at jeg ville prøve om jeg kunne finde vej op til søen alligevel. Jeg kunne regne ud, fra den viden jeg havde fra fotos, at slugten der går op fra dalen er knap så bred, fra bjerg til bjerg og at på kortet, er der aftegnet det vandløb, der afvander Coire Lagan søen.
Jeg havde en fornemmelse af retningen, da den jo selvsagt måtte gå opad mod højre hånds side. Jeg havde jo stadig øjenkontakt til det umiddelbare terræn bag mig, hvor søen lige havde været.
Så jeg masede videre opad mellem store klippeblokke, hvis omrids, jeg prøvede at gemme i hukommelsen, så jeg kunne finde ned igen, eller hvis jeg for vild og måtte give op.
   
På billedet til venstre, kan jeg genkende nogle af de store klippeblokke jeg passerede, fra min tur i tågen. Men jeg gik nu opad og fulgte ikke nogen planlagt rute, men gik hele tiden af sted i retninger, som ud fra hvad jeg troede, var rigtigt. Jeg måtte ændre opfattelser flere gange og ændre retning, noget som ellers er farligt og hvor man nemt helt mister sin orientering og kan fare vild.

Men efter mange strabadser, stødte jeg på et rivende og skummende vandløb, der buldrede ned og væk i tågen. Så var jeg klar over cirka hvor jeg var og kort efter også cirka hvor højt oppe jeg var. For strømmen delte sig og jeg besluttede, at jeg måtte over på den anden bred, hvis jeg ville nå op til søen. For ved at følge hovedstrømmens højre side , som var mest vandrig og derfor nok sandsynligvis kom direkte fra Coire Lagan søen og som på kortet skulle løbe lige neden for nogle store aftegninger af stejle klipper eller en klippevæg, ville jeg antagelig ikke fare vild.
 
Men jeg kunne jo ikke se en skid. Så jeg prøvede at finde et sted at komme over vandløbet. Ja! Her burde jeg nok lade være med at fortælle hvor svært det var, og hvor farligt det var!!! Jeg afprøvede flere steder, hvor det så ud til at kunne lade sig gøre. Endelig var der et sted, der så ud til at kunne forceres.
 
Ved hjælp af mine vandrestokke fik jeg mig møvet ud på nogle store klippeblokke i vandløbet. Puha! Hvor var der glat og svært at stå fast. Flere gange var jeg ved at miste balancen og faldt da også omkuld, men fik taget af med den ene stok og armen, så der kun kom en ridse i hånden. Jeg røg heldigvis ikke i vandet.
Men over kom jeg da. Blodet susede i årerne, adrenalinen pumpede og jeg var helt kold og varm på en gang. Svimmel blev jeg også, da jeg indså mit forehavendes farlighed. Jeg fik mig samlet sammen og knoklede videre opad langs vandløbet. Jeg måtte flere gange forcere andre mindre strømme og klatre op ad klipper og ind i klippesprækker og bruge ryg og ben til at stemme mig op i sprækken, for at nå over klipperne. Jeg var godt klar over, at dette ikke var den normale vej op til søen, men der var ikke noget at gøre, jeg ville ikke kunne finde den ideelle vej alligevel. Jeg var ret sikker på, at jeg var på rimelig ret kurs.
Pludselig kom jeg til en mægtig klippevæg, der forsvant op i tågen. Den kunne jeg ikke forcere op over. Jeg stod lidt og kikkede på kortet og kunne se at hvis jeg nu gik til venstre hen langs klippevæggen, burde jeg komme op mod det sidste stykke op til søen.

Men så pludselig ud af tågen myldrer der som en slags genfærd 6-8 personer, som bliver lige så overrasket over at støde ind i mig. Lederen fortæller, at han leder et hold på vej op i bjergene og spørger om jeg er faret vild. Dertil siger jeg, at jeg nok mener, at jeg er klar over hvor jeg er og hvilken vej jeg skal hen, for at komme til søen.
   
På billederne kan man se nogle af de steder jeg gik og kravlede uden at kunne se en skid. Lederen af gruppen så nu lidt tvivlende ud, men jeg forsikrede ham om, at jeg godt kunne klare turen selv.

Jeg sagde farvel og forsvandt skråt nedad mod venstre, væk fra gruppen af personer, som lynhurtigt blev opslugt af tågen. Hvilken retning de ville tage vidste jeg ikke, men jeg ville ikke følges med dem. Lederen har sikkert tænkt, at jeg måtte være sindssyg, at gå alene deroppe i dette frygtelige vejr og vel at mærke helt alene. Det var da også en farlig mission, jeg var på.

Nu her bagefter, kan jeg godt se hvor risikabelt mit forehavende var. Men jeg har jo altid været en hård hund og stædig som ind i helvede, når jeg ville realisere mig selv. Jeg begyndte nu igen at trække opad i skrå linie mod venstre og pludselig buldrede og tordnede der noget vand fremme i tågen. Da jeg nåede derhen, så jeg kunne se hvad det var, åbenbaredes der sig et fantastisk skue, af et brølende vandfald, der væltede ud over en klippekam højt over mig. I tågen så det meget eventyragtigt ud, som taget ud af en fabel, fortalt af troldmanden fra Oz!!
Vandet var brusende hvidt og smaragdgrønt, trods tågens forsøg på at ødelægge alle farver. Vanddampe bølge omkring mig og der hvor vandfaldet ramte bunden hvor jeg stod, var der flere rimeligt flade klipper og klippeknolde.

Nu tog ”djævelen” fat i mig igen. Jeg ville prøve, at gå helt hen til og nærmest ind under vandfaldets kaskader og prøve at forcere det tværs over. Det var helt ubeskriveligt spændende og fantastisk og nok også helt idiotisk, at gøre det. Jeg hoppede og gik faktisk 2 gange frem og tilbage der helt inde under klippekammen, med vandet brølende og brusende få centimeter fra min krop, med vanddampene bølgende omkring mig og den utroligt friske lugt af våde klipper, rent vand og fornemmelsen af den iskolde luft der bølgede omkring mig. Jeg tror aldrig jeg vil opleve en sådan følelse igen i mit liv.
Her stod jeg kontormanden og havefaren helt alene, langt fra alting og kunne nyde at være et frit og uafhængigt menneske, helt i pagt med den vilde natur. Farligt eller ej, jeg ville gøre det igen, følelsen må være ,som når man ikke kan få nok af faldskærmsudspring og andre vilde ting, som man kan foretage sig. Jeg tog nogle fotografier, men de egner sig ikke til indscanning. Man kan dog se lidt af vandfaldet trods tågen. Det er faktisk her, jeg gik hen langs klippevæggen, som på billedet ikke ser høj ud, men i virkeligheden er den det.

Inden min tilbagetur fandt jeg min proviant frem og lavede te og spiste min mad. Men her var hundekoldt og regnen piskede stadig ned. Så jeg blev enig med mig selv om, at jeg måtte se at finde vej hjem igen. Jeg skulle jo nå tilbage og pakke ned og med bussen til Sligachan kl. 17.30.

Jeg måtte nu den besværlige vej nedad igen. Det er selvfølgelig lettere fysisk, at gå nedad, men terrænet og vejret indbød jo ikke til en hyggelig spadseretur. På nedturen første del, måtte jeg hele tiden passe på ikke at glide eller hoppe fra sten/klippe for hurtigt. Man har en tilbøjelighed til at lade sig rive med i sin gang nedad og så tilsidesætte sikkerheden i sine trin og hop. Men nu havde jeg på hele min tur i Skotland, faktisk vænnet mig til højder og farlige situationer, så jeg kunne bevæge mig mere selvsikkert også selvom det var tåget og et umuligt føre, at vandre i. Jeg kunne faktisk ”danse” nedad flere steder, men dog ikke i starten af nedturen. Jeg var også kommet til at fryse deroppe, da jeg havde svedt ”tran” på den lange hårde opstigning.

Og nedturens start foregik jo langsomt og omstændeligt, så det kneb med at holde varmen. Men snart efter blev terrænet mere overskueligt, for jeg fandt nu den egentlige hovedsti nedad. Så det gik raskt af sted, så raskt at jeg på et tidspunkt spekulerede over, hvorfor jeg ikke kunne genkende noget i terrænet, som jeg havde bidt mærke i på opturen. Men der var jeg jo også gået ”mine egne veje” om man så må sige, så det var egentligt ikke så sært, at jeg ikke kunne genkende noget i terrænet.

Ved et kik på kortet kunne jeg regne ud, at jeg havde taget den venstre sti nedad. Hovedstien deler sig på nedturen, ret hurtigt efter den øverste besværlige del af stien er overstået. Fra mit kendskab til ruten, vidste jeg, at den venstre stinedgang, skulle være betydeligt bedre afmærket og også mere farbar. Og det passede godt nok. For stien var nem at gå på og ret hurtigt kom jeg ned mod dalen og kunne skimte havbugten nedenfor. Men det var en lang vandretur, for regnen stod stadig ned i tove.

Nede i dalen, skulle stien bøje af mod højre og gå hen forbi en ejendom. Det var nu svært at finde og jeg måtte vandre lidt frem og tilbage, før jeg fandt ud af hvor jeg kunne komme frem. Nede på vejen gik det så raskt af sted mod hostellet. Jeg var dog meget træt og helt mørbanket også mentalt, da jeg jo havde ”været oppe at køre” mentalt i ca. 6 timer.

Jeg havde ubevidst nok spændt mit nervesystem meget hårdt op for at kunne klare strabadserne og det farlige og vanskelige terræn, jeg havde bevæget mig i. Jeg var også våd og kold, selv mine fødder kunne mærke fugten, trods alt mit professionelle udstyr. Sådan et ekstremt regnvejr, tror jeg ikke man kan helt forhindre trækker ind i sprækker og åbninger.
Sveden man producerer, har jo også svært ved at blive opsuget i tøjet og blive transporteret og optaget i luften uden for tøjet, her er jo ligeså vådt og luften kan ikke optage mere fugt. Man er lige så våd inde på kroppen som udenpå, når turen varer så længe i sådant et vejr.

Da jeg nåede tilbage til hostellet ca. kl. 14:30, var der ikke nogen betjening og receptionen er lukket. På de fleste hosteller hvor der er personale, lukker man ned mellem ca. 13:30 og 17:00. På mit hostel var der lukket ned og min seng med mit grej var ryddet af. Det vidste jeg godt, for jeg havde kun betalt for en overnatning og normalt inden 10:00 – 11:00 næste dag, skal man have rømmet sengen og betalt og normalt forladt stedet.
 
Men jeg fik skiftet til tørt tøj. Jeg havde dog nu snart et problem med alt mit våde tøj, som jeg ikke kunne få tørret ordentligt. Dagens gennemvåde tøj kunne jeg heller ikke få tørret, så jeg havde nu meget ulækkert snavset, svedlugtende og vådt tøj i oppakningen. Jeg havde nu knap 3 timer til bussen skulle komme. Så jeg brugte tiden til at lægge noget tøj op, så det i det mindste kunne afgive lidt fugt til luften. Aviser fandt jeg til at putte i støvlerne, for dem måtte jeg jo have på igen, da jeg kun havde støvler og sandaler med på turen.
Sandaler var lige lidt nok at have på, til næste mål i Sligachan. Jeg fik lavet lidt te og spist lidt nødtørftigt mad. I opholdstuen, satte jeg mig og skrev nogle postkort og skrev lidt i dagbogen. Jeg fik også en hyggelig snak med et ungt par, der også havde søgt læ for uvejret udenfor.

Så blev det tid, at tage det våde ydertøj på igen og de fugtige støvler og ud i regnen igen og vente på bussen. Den lod vente på sig, så jeg gik lidt op ad floden der løber klos op ad hostellet, men ikke længere væk end jeg kunne se vejen og nå ned til den når bussen kom. Regnen var knap så vild mere og luften ikke så kold.

Men så kom bussen endelig og jeg fik igen en sindsoprivende vild bustur tilbage mod Sligachan. Tilbageturen med bussen var om end endnu vildere end udturen. Den gale mand kørte som en ”vand”vittig gennem store søer af vand på vejen, durk igennem huller og bussen svajede og duvede faretruende ud over slugter og skråninger i de skarpe vejsving. Endelig nåede vi Sligachan og jeg kunne lettet hoppe af ”himmelekspressen”, med livet i behold.
  
Dette berømte hotel har ligget herude i det øde bjerglandskab nord for Cullinsbjergene i over 170år. Der er næsten ikke andre huse i miles omkreds. Men jeg skulle ikke bo på hotellet. Det var alt for dyrt.

Men de administrerede bookningen og betalingen og jeg fik en nøgle til det bunkhouse, der ligger ovre på den anden side af Sligachan floden, hvor man går over den maleriske middelalderbro, hvor der kun må gå fodgængere. Der er bygget en moderne bro til trafikken på hovedvejen, der går forbi hotellet. 
  
Jeg gik nu over broen og op ad vejen til højre og fandt en gammel frønnet rødmalet træbygning. Den så noget forsømt ud. Indenfor var der ikke en sjæl og der var ikke alt for rent.
Jeg fandt mig et rum, at være i, men opdagede nu, at der ingen sengelinned var nogen steder. I køkkenet var der noget gammel bras i udstyr, men jeg fik lavet lidt af de sidste rester jeg havde af mad. Her var frygteligt klamt og koldt, ingen varme sat til.
Jeg fandt et skab hvor der skulle betales med en mønt. Jeg prøvede men det virkede øjensynligt ikke, for der kom ingen varme. Hyggelige udsigter med 2 dage under disse forhold. Natten ville blive hård uden varme og uden andet end en madras.
Jeg blev nødt til at sove med alt tøjet på. Jeg gik ned til hotellet igen og bad om en forklaring på hvorfor der ingen varme var og intet sengetøj var. Jeg fik at vide, at netop på dette hostel kunne man ikke få linned, kun madrassen. Man skulle selv medbringe soveudstyr. Jeg bad så mindeligt om hjælp til et eller andet og de forbarmede sig over mig og jeg fik en satin sofapude og et sengedækken!! Med det under armen tilbage til mit rum. Det våde tøj fik jeg hængt op  til tørre.
 
Min tur her på Skye, er virkelig en udfordring. De sidste dage har været svære at klare, jeg er træt og slidt fysisk og mentalt og det er flere dage siden jeg fik et ordentligt måltid. De øde steder giver ikke mange muligheder for indkøb, så jeg lever af lidt brød, kiks, ost og müsli og resten af den opvarmelige mad jeg har med. Det er selvfølgeligt billigt, at leve sådan, men røvkedeligt. Jeg var nu ikke sulten, men jeg tog mit mest tørre og rene tøj på og gik ned i hotellets bar og satte mig med et stort glas lager øl og en whisky.
Baren hedder Seumas´s bar og her ca. 65 forskellige maltwhiskyer., foruden en masse forskellige øltyper. Man kan også altid få et såkaldt barmeal. Det kan man få alle steder på barer i Skotland. Det er en rimeligt billigt men ofte meget veltilberedt og rigeligt måltid.
  
Jeg slappede af en times tid, så på livet i baren, for der var hele tiden mennesker, der kom og gik. Ovre på den anden side vejen, lå der en primitiv campingplads og hotellets 22 senge, husede vel også en del besøgende turister.
Jeg gik tilbage til mit ydmyge rum, men kastede lige et blik tilbage på hotellet, på min vej over broen. Hotellet lå som en oplyst oase langt ude i ødemarken.
Tilbage i værelset, hvor jeg stadig var helt alene, fik jeg ringet til Inchnadamph hostel, og fik at vide, at de havde haft nogle afbud, så nu havde de plads til mig. Mine 3 dage der, var hermed reddet. Fedt!! Jeg krøb i seng, ned under sengetæppet.
Det blev en lang ubekvem nat, iført flere lag tøj, der ikke kunne forhindre, at jeg havde besvær med, at holde varmen, i det klamme, fugtige og kolde værelse. Jeg spekulerede over hvad morgendagen ville bringe. Min plan var, at gå langs Sligachan floden, følge stien, som er afmærket på kortet, måske helt ned til Loch Coruisk, hvis vejret ville arte sig bedre end det havde gjort i dag.

Men når jeg tænker tilbage på min dag, har den trods vejret været en fantastisk oplevelse ud over al forstand. Jeg har følt mig sprællevende og nydt at udforske og blive bekræftet i, at jeg kunne klare og stadig klarer turens strabadser i fin stil, selv om vejret forsøger at komme rigeligt med malurt i bægeret.