I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg efter opholdet i Inchnadamph/Assyntområdet kommer med busruten nordpå. Målet er Lochinver, Scourie og Handa Island, øen med fuglereservatet. Her skal jeg bo på Mrs. MacDonald´s B&B "Minch Viuw".  

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst. 

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der et afsnit af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i Scourieområdet.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Link til hjemmeside fra Lochinver m.m.:

http://www.lochinver.bordernet.co.uk/

Link til info om krigsmindemærket i Lo chinver. billede og navne på de faldne i de 2 verdenskrige:

http://www.lochinver.bordernet.co.uk/history/memorial.html

Link til hjemmesider, kort m.m. over Scourie m.m.:

h ttp://www.carolynlee.co.uk/19_northscot/north-scot1.html

http://www.mackaycountry.com/Scourie.htm

http://tinyurl.com/y2ekap

Link til hjemmesider, kort m.m. over Handa Island:

http://www.swt.org.uk/wildlife/popup_reserves/north/handa.htm

http://tinyurl.com/yc7m3r

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Mandag den 1. juli.

Efter en god nats søvn, stod jeg op, fik hostellets fine morgenmad. Jeg havde god tid for jeg skulle jo med den samme og eneste busforbindelse, Tim Dear mann Coaches kl. 11:30 mod Scourie. 
På kortet kan min tur ses oppe i det nordvestlige Skotland. De sorte penne-streger, er mine vandreture og udflugter. Jeg har hidtil fulgt mine planer til punkt og prikke. Jeg har nået alt det jeg har planlagt. Transportmæssigt har det også gået bedre og nemmere, end min plan egentlig så ud til at ville blive. Og efter at have nået så langt nu, er jer meget fortrolig med det at rejse rundt i Skotland.
Jeg havde ringet til Mrs. MacDonald og hun ville hente mig nede ved købmanden, hvor bussen vil holde. Minch View som hun kalder sit B&B, ligger oppe på bakkekammen på den sydlige side af Scourie i den lille flække Scouriemore. Der er 3-4 kilometer fra købmanden derop. Det er virkeligt pænt af hende.

Jeg fik pakket sammen og afregnet med og takket personalet på mit hostel. Så jeg gik ned til vejen i øsregn, behøver jeg vel ikke at nævne, for at vente på bussen. Turen op nordpå mod Scourie blev en smuk tur, trods regnvejret. Vejen går via Unapoole og Kylestome, hvor Loch a´Chaini Bhailn og Loch Glendhu fjordene mødes under Kylestromebroen. Da bussen nåede dertil, klarede vejret op og solen begyndte at skinne. Her var meget smukt med det blå vand, broen og de grønne bjerge og klippelandskabet langs kysten. Lidt nord for Kylestrome ligger et større skovområde, Duartmore Forest. 

Her er også meget smukt, da skovene er med til at gøre landskabet mere varieret og give det et præg af hygge og venlige naturomgivelser. Men man skal ikke lade sig narre! Naturen her oppe i det nordvestlige hjørne kan være meget barskt og ugæstfrit. Efter Inchnadamph området, er der ikke så høje bjerge ude langs kysten, de ligger noget mere spredt og der er ikke så mange og kun ganske få høje bjerge. Ben Stack, Arkle, Foinaven og Ben Hope. Men de kan ses viden om. Men mine hårde bjergture er det slut med på denne tur. Nu er det klippekystvandringer, bakkelandskaber og byvandringer i de små byer her i det nordligste Skotland og sluttelig på Orkney øerne.

Vi nærmede os nu Scourie og da jeg havde aftalt med Mrs. MacDonald, at hun ville hente mig ved købmanden inde i Scourie, hoppe jeg af der. Minch View som hendes B&B hedder ligger sydvest for Scourie by i en lille flække der hedder Scouriemore. Mrs. MacDonald var der med sin bil og efter at vi begge havde handlet lidt hos købmanden, kørte vi op til hendes hus som ligger smukt oppe på en bakkekam, med udsigt ind over Scouriebugten og byen. I byen ligger der en campingplads med en fantastisk udsigt ud over bugten og klippekysten på begge sider. 

Jeg fik anvist mit værelse i det pæne og velholdte hus. Fra mit værelse kunne jeg se lige ud over bugten og byen. Neden for huset lå der en lille eng med en masse får. Længere nede lå der en kirkegård. Bugten er meget lavvandet, med fint hvid sand, så vandet får denne smaragdgrønne og turkisfarve som er så smukt at se på.

Bagefter blev jeg inviteret ned i køkkenet til middagsmad og te. Mrs. MacDonald er enke efter hende mand, som døde i en tidlig alder. Vi fik en lang og hyggelig samtale i hendes rare køkken. Hun er religiøs, men meget åben og ærlig i sine holdninger. Vi fik en interessant snak om mange ting i både det skotske og danske samfund. Men jeg havde planlagt en tur rundt i byen og omegnen og efter at have set området ved min ankomst, var jeg klar over, at jeg måtte trave ud på næsset Creag a´ Mhail på den nordlige side af bugten. Klipperne er ca. 100 meter høje flere steder. Inden min tur, bad jeg Mrs. MacDonald om hun ville vaske noget af mit stadig halvvåde og beskidte tøj fra de 3 våde dage i Inchnadamph området.   

Jeg pakkede min turrygsæk med varmt vand til te og lidt drikkelse og mad. Vejret var fint med vekslende skydække og sol. Jeg havde fået anvist at jeg kunne gå ned over engen gennem markleddene og derefter følge bugten rundt forbi campingpladsen og over til den lille mole hvor der oppe ad skråningerne, ligger et flot hus med et berømt haveanlæg. Her nordpå i Skotland, er haver et sjældent syn. Men ud for den nordlige kyst af Skotland løber Atlanterhavets golfstrøm og derfor er klimaet rimeligt mildt, så der i denne specielle have står flere store palmer!! Selv om huset og haven er privat, kan man bare gå derind.

Så det gjorde jeg, selv om det var lidt underligt, at gå ind ad folks private havelåge og gå rundt i deres have. Men der kom en kone ud og vinkede til mig og smilede, så det var vist helt ok! De havde, som så mange andre, også en B&B virksomhed. Haven var meget smuk, omkranset af høje murstensmure. Her var alskens blomster og flere slags palmer, store og små. Kommer man til Scourie, bør man se denne lille perle af en have. Derefter gik jeg tilbage, ned forbi huset igen og op ad en stejl skråning begyndende nede ved den lille mole.
Her klavrede jeg over et hegn og skræmte næsten livet af en stor flok får, som lå og dasede i solskinnet oppe på skråningens top i læ af nogle enebærbuske og tjørnekrat. Nu begyndte min tur ud ad græsskråningerne oppe oven over de høje klipper, der falder næsten lodret ned i Scourie Bay. Her på disse græsenge var der en umådelig mængde fårelort. Ja, jeg vadede som gennem et grønt græstæppe med brune og sorte prikker. Men prikkerne var lort i alle størrelser og former. Jeg opgav hurtigt at træde udenom, men vadede bare af sted gennem lortet.

Her ude på klippekammen var vejret helt fantastisk. Solen skinnede nu ned og udsigten var betagende smuk, både ud over vandet og ind over bugten mod syd. Ligeledes kunne jeg se bagud og ud over bjergene mod sydøst. Her kunne jeg se Quinag, Sail Gorm og Suilven og andre mindre høje bjerge. Jeg kunne stadig se regnen og de tunge mørke skyer hænge over dette bjergområde, som jeg havde forladt om morgenen. De utrolige farvenuancer i blå og grå toner i himlen og skyerne var fantastisk smukke. Kontrasten til dette sted jeg stod nu var slående. Sol og blåt, turkis og grønt  vand, grønne græsenge og brune og rødlige, grå og sorte klipper hele vejen rundt omkring mig.

Jeg fulgte kystlinien ud på den nordlige side af bugten. Nogle få steder kunne jeg klatre ned hvor klipperne mødte havet. Det var spændende, at gå rundt og klatre op og ned af dem og se ned i det krystalklare vand og det undersøiske liv der var der. Knaldrøde søanemoner i hundredvis sad på klipperne under vandet, ligesom mange typer tang, snegle og krabber sås mange steder. Fiskeyngel fistrede rundt mellem klipperne nede i vandet. Solen bagte ned i disse ”gryder” mellem klipperne. Her var så dejligt fredfyldt, med bølgernes slag mod klipperne og de større dønninger, der blev presset op mellem smalle klippeslugter og revner, ofte flere meter op, så man skulle passe på ikke at blive overrasket af en kraftig dønnings vand, der pludselig steg op fra en revne eller slugt i klippeformationerne, der de fleste steder bestod af sort vulkansk klippemateriale.
Pludselig fløj der 3 regnspover op. Med høje melodiske fløjt, fløj de ud langs kysten og videre ud over havet. Jeg spejdede efter sæler og oddere, hele vejen ud langs klippekysten, men fik ikke øje på nogen. Til sidst kom jeg ud til det yderste punkt på den nordlige side af bugten, kaldet Creag a´ Mhail. Her viste det sig, at der var en lille koloni af mallemukker og topskarv.

Jeg måtte klatre ned af en stejl klippeskråning og passe meget på ikke at styrte ud over kanten, hvor denne skråning endte. Her var meget smalt og klipperne var glatte af alger og andre begroninger på underlaget. Men her fik jeg et flot skue hen på og op ad klippevæggene med fuglenes reder, unger og æg. Med megen besvær klatrede jeg op igen og gik rundt om en stor klippeknold oven over kolonien. Lidt henne kunne jeg klatre over på en klippekant.
Her fandt jeg et sted med læ for vinden og med direkte udsigt hen på 3-4 reder med mallemukker, ca. 20-25 meter væk. Fuglene var ikke bange og passede deres. Så jeg fandt min mad og te frem og satte mig til rette og hyggede mig med at spise kiks og drikke te, medens fuglene nussede rundt i deres reder og næbbede med hinanden, ind imellem de tog en tur på vingerne. Længere nede og lige over hvor havet ramte klipperne, var der nogle få par topskarv
er ved deres reder. Klipperne her, var helt hvide af skarvernes ekskrementer. Det er helt ubeskriveligt dejligt, bare at sidde der i pagt med naturen og se dyrenes daglige sysler. Du føler dig helt og aldeles som en del af den og ikke kun på tålt op-hold. Længere ude mod nordøst kunne jeg tydelig se Handa Island, som jeg skulle besøge næste dag.
 
Mallemukkerne, som ikke er en mågeart, men en albatrosart, er meget tillidsfulde og som alle albatrosser, meget sociale. De nusser og pudser og kæler for hinanden og hygger sig gevaldigt. Topskarven er, som andre skarver meget sky og er svær at komme nær. Efter at havde siddet på klipperne i ca. en halv time og blevet godt våd i røven, begav jeg mig på tilbagevejen. Solen skinnede flot hen over græsskråningerne. De mange små blomster lyste nu op i græsset. Gule og bordeauxfarvede, blå og røde. Pludselig kom der en lille fint blå farvet sommerfugl flaksende forbi mig. Den satte sig på blomsterne og så utrolig smuk ud med sit fine blå skær og hvide vingekanter. Jeg fik den fotograferet inden jeg gik videre tilbage mod Scourie by og mit B&B.
 
Her skiftede jeg tøj og gik nu den lange vej gennem bakkerne ned til byen igen, hvor jeg gik op på hotellet og blev her vist om i baren hvor man kunne få et måltid mad. Her var hyggeligt og jeg fik en portion steak i whiskysovs, kaffe og en whisky. På tilbageturen, gik jeg langs stranden rundt om bugten. Solen skinnede stadig og for første gang på min tur i Skotland oplevede jeg en rigtig sommeraften med varme og vindstille. Kun et par dage på North Uist (Howmore og hos Alastair var det sommer)
  
Hjemme hos Mrs. MacDonald blev jeg igen inviteret ind til aftenkaffe i hendes køkken. Vi fik igen en hyggelig snak inden jeg lige skulle ud og fotografere den meget smukke solnedgang ude over havet mellem klipperne. Mod syd trak der dog nu nogle gevaldige mørke skyer op, fulde af regne og uvejr. Jeg blev bange for, at vejret igen ville skifte og vise sig fra sin værste side.

Men dette aftenlys var helt ubeskriveligt smukt. Solen gik ned i en orange kugle ude over havet men inden sendte den sit stærke rene men gule lys ind over byen og klipperne. Lyset traf også Mrs. MacDonalds hus og fik det til at stå som mejslet ud i et gulligt lys, med den dramatiske himmel over og bag huset. Man kan lige ane min skygge på asfalten, hvor jeg fotograferer huset og himlen. Billedet viser heller ikke her den virkelige verden. At være der selv og opleve dette utrolige lys, var bare så fantastisk.
Det havde været en dejlig dag på dette min første dag i dette nordvestlige hjørne af Skotland. Scourie og egnen omkring er bare så flot. Her kunne jeg godt tilbringe flere dage.
I morgen skal  jeg på min tur til Handa Island. En tur som jeg har set hen til i mange måneder. En tur som jeg for mange, mange år siden drømte om at kunne komme til. Øen er et unikt fuglereservat for de smukke havfugle, som lever af naturen ved de vilde klippekyster ud mod Atlantens enorme havom-råder. Helt tilbage i slutningen af 70´erne og starten af 80´ erne, var det et sted som jeg havde læst om og drømte om at komme til at opleve. Nu stod oplevelsen lige foran mig!!   

Tirsdag den 2. juli.

Morgenen startede med et koldt men klart solskin om end der også trak mørke skyer rundt i området. Mrs. MacDonald kendte den person, der stod for sejladsen over til Handa Island. Han boede på vejen op til Scouriemore. Hun havde aftalt med ham, at jeg kunne gå op til hans hus og tage med ham i hans bil op til Tarbet, hvor båden sejler fra. Det var ret smart, jeg havde ellers planlagt at tage en postbus rundt og også gå noget af vejen til Tarbet. På den-ne måde ville jeg få mere tid på selve Handa Island. Så efter have gjort klar til  min tur og fået morgenmad, begav jeg mig på min vej ned ad vejen gennem Scouriemore.

Jeg havde ikke gået ret langt, da jeg pludselig, da jeg gik ned ad en stejl bakke, så 2 krager flyve op og skræppe hysterisk. Grunden til det, kunne jeg godt forstå, for en Artic Skua, almindelig kjove jagtede dem intenst. Det var imponerende, at se dens fantastiske flyveevner. Da det er en rovmåge har den brug for eminente flyveevner, for at kunne fange sit bytte. Den var utrolig hurtig og kunne accelerere helt vildt og vende på” en tallerken” i luften og angribe igen. Flot skue.
Jeg kom nu til huset, hvor bådføreren skulle bo. Jeg gik ned og ringede på og der kom en kvinde ud og sagde hello! Desuden flintrede der en ung border collie ud, som gøede og lød som om den var gal på mig. Det var den nu ikke, for pludselig skulle vi lege med en bold og en pind. Det var som at se min egen hund Iza, når hun ville lege med bold og prøvede at holde styr på alle boldene, en egenskab som er så typisk for den hunderace.
 
Bådføreren stod oppe ved sit værksted og bøvlede med sin bil, som var en pickup. Den lignede et eller andet vrag, han havde fisket op fra havet. Bilen var urolig rusten og ramponeret og en elendig tilstand. Da jeg hilste på ham, viste det sig, at han var meget fåmælt og virkede nærmest fjendtlig. På en eller anden måde. Lignede han sin bil i slående grad, usoigneret, slidt og dår-ligt tøj. Men jeg kom da med ham af sted. Kl. var ca. 9 om morgenen nu og vi tøffede af sted i adstadig fart, for bilen kunne dårligt nok klare at køre over selv den mindste bakke.

Men endelig kom vi til Tarbet, som jo kun kan nås via hovedvejen A894 og en bjergvej der går rundt i en cirkel til Tarbet, Fanagmore og Painete. Tarbet består kun af et par huse og en lille relativ kendt fiskerestaurant og cafe´ med navnet Tarbet Seafood Cafe´. Vejen endte nede ved en lille naturhavn, med en lille mole hvorfra min bådfører og hans makker sejler ud til Handa Island i 2 små åbne aluminiumsbåde. Makkeren havde også en border collie hund. En gammel gigtplaget en, der var utrolig kælen og som ville med ham ud at sejle og derfor stod ude ved molens ende og gøede og hylede ad ham, da han sejlede ud i naturhavnen for at hente den båd, de skulle bruge til overfarten.

Desværre begyndte vejret at blive dårligere, medens jeg og et par andre personer stod og ventede på at skulle sejle derover, kom der en heftig byge af regn, piskende ned mellem klippesiderne ved bugtens bund. Men lidt efter blev vi læsset i den lille båd og vi tøffede ud på åbent vand mellem fastlandet og øen.
På turen over kunne vi se topskarver (Shag), alke (Razorbill) og lomvier og tejster (Guillemot og Black Guillermot) svømme rundt og dykke i vandet og sætte af fra vandoverfladen i et mægtigt tempo med vingerne flaprende helt vildt og fødderne flippe hen over vandspejlet mellem de efterhånden krappe bølger, der fulgte med vinden og regnen, der begyndte at strømme ned.  
   
På et af fotoerne nærmer vi os strandbredden på Handa Island. Vandet er krystalklart med de flotte turkisfarvede nuancer, med bundens hvide sand skinnende igennem.

Øen  er ejet af en privatmand, Dr. Jean Balfour, men øen er et beskyttet vildtreservat, hvor det er The Scottish Wildlife Trust, der står for beskyttelsen og de mulige besøg af mennesker, der ønsker at opleve denne enestående natur. Øen er på 363 ha.Torridon sandsten, med græs øverst. Klippekysten består for en meget stor del af over hundrede meter høje klipper uden nogen form for afskærmning eller hegn. Man skal gå på en fastlagt sti af trælameller og de afmærkede stier i græsset.
Øen er rig på botaniske sjældenheder. Ruten er på ca. 6 km. Og normalt opholder man sig 2-3 timer på øen. Når man kikker tilbage på fastlandet ser man bjergene og klipperne, som her består af de 3 milliarder gamle Lewis Gnejs klipper, som er noget af de ældste klippeforekomster i Europa og verden.

Øen var beboet indtil 1847, hvor den blev forladt, da der opstod kartoffelsyge og man derfor ikke havde ret meget at leve af. Føden bestod af produkter fra får, høns og geder. Desuden fangede man søfuglene og indsamlede deres æg. Man kan stadig se rester og ruiner af de få huse fra dengang. Det må have været et mådeligt hårdt liv, at leve hele året på denne vindomsuste og regnfulde ø. En lille kirkegård fortæller bl.a. at der også blev begravet mennesker fra fastlandet tidligere, da der dengang var en stor ulvebestand på fastlandet hvor disse ulve gravede gravene op og åd ligene. Handa Island var ulvefri. Øen er derfor en perle i alle sammenhænge.

Her yngler ca. 180.000-200.000 par søfugle!! Flest lomvier (Guillemot)ca. 60.000!! Ca. 7500 alke (razorbills) Ca. 7500 rider (kittiwake), som er en mågeart og ca. 4000    mallemukker (fulmar), som jo er en albatrosart. Ca. 250 –500 søpapegøjer (puffins). Ca. 100 par topskarver (shag). Endvidere yngler de spændende rovmåger, storkjoven (great skua) med ca. 100-150 par og almindelig kjove (arktic skua) med ca. 30 par. Dertil kommer er væld af andre arter, f.eks. grouse, (red grouse) som er en underart af dalrypen, præstekraver, ravn, rødstrubet lom, ederfugle, strandskader, dobbeltbekkasiner, forskellige mågearter, havterne og splitterne, gøg, lærker, engpiber, skærpiber, sortstrubet bynkefugl, vipstjerter, finker osv. Endelig ses der ofte mange andre fugle på træk eller besøg på øen.

Vi anløb nu øen i en lagune med hvidt sand og turkisfarvet vand. Her stod 2 reservatmedarbejdere, der på frivillig basis ser efter øen og guider de besøg-ende. Regnen stod nu ned i stænger og vi gik op i klipperne op på plateauet, hvor der er et lille klippestensrum med en lille udstilling om øen. Her fik vi et lille foredrag om øen og fuglelivet, ligesom der blev advaret om, at man skal holde sig til ruten og ikke forstyrre fuglene, da f.eks. kjoverne ligger på rede ganske få meter fra stien rundt på øen. Ligeledes skal man passe meget på ikke at falde ned i de mange huller og slugter omkring de lodrette over 100 meter høje klipper langs kysten. Den højeste klippetop hedder Sithean Mor på 123 meters højde.

Vi var 6 personer på dette hold og vi fik nu lov til at gå vor rute i det tempo vi selv ønskede. Sidste bådfart sker kl. 17:00. Så jeg havde ca. 7 timer til min rådighed på øen. Men det regnede, så man skulle tro det var løgn!! Blæsten susede og det føltes nærmest som om man var i brusebad med tøj på!! Øv! Vor ærgerligt, når jeg nu havde glædet mig i så mange år til at besøge stedet. Men jeg gik ud i infernoet alligevel.
2 personer valgte at opgive turen og tog båden retur igen. Jeg gik nu fremad og opad en lang stigning midt på øen. Øen har også en stor fauna af sjældne planter. Bl.a. 2 insekt ædende planter gror her, ligesom flere orkide´ arter også findes. Kort efter omkring de gamle ruiner fra den tidligere bebyggelse, så jeg en grouse (red grouse/dalrype). Den krøb sammen ved nogle sten og store græstotter i læ for vind og regn. Jeg fik taget et billede.

Når man går op ad stien her midt på øen, støder man allerede her på de første reder hvor almindelig og stor kjove har deres territorieområde. De kan være meget aggressive og straks gå på vingerne, når man nærmer sig, for derefter at styrtdykke ned mod ens hoved i vilde angreb, hvor de hakker og kradser hovedet på en, hvis man ikke værger for sig, eller har en hat på. Men de fugle jeg så, passede på deres reder og æg og gik kun lidt væk. De angreb ikke her. Men senere på dagen, ude ved vestkysten af øen, blev jeg angrebet heftigt. Men facinerende var det at stå og betragte disse stolte fugle, stående i græsset og nærmest knurre og se noget så vrede og afvisende ud. Når de fløj nød jeg deres elegante flyveteknik. 

Jeg kom nu op til klippekanten ved Puffin Bay, hvor der mødte mig et impone-rende skue, trods det forfærdelige regnvejr. Den dybe afgrund bredte sig ud foran og under mig. En berusende og svimlende fornemmelse tog over og jeg måtte indrømme, at mage til skue havde jeg endnu ikke set. Luften vrimlede med søfugle på vej ind til deres reder og unger eller på vej ud på søgning efter føde.
Regnen piskede ind mod de lodrette klippevægge, hvor reder, unger og fugle sad på de bitte små klippehylder og hyggede sig gevaldigt, så det i hvert fald ud til, trods uvejret. Havet frådede neden for klippevæggene, bølgerne hamrede ind mod kysten. Mallemukkerne brugte opvindene til at hænge i luften og ride på luftstrømmene, et imponerende skue. Mellem ven og fjende patruljerede kjoverne langs de stejle klippevægge på udkik efter svage unger, svage eller skadede voksne fugle, ubevogtede eller forladte reder med æg eller unger i. Naturens skraldemænd på vinger.

Hele sceneriet var fantastisk, regnen, havets brølen, blæsten og lugtene af det friske hav og ekskrementerne fra titusindvis af fugle, som drev ned ad de regnvåde glatte klippevægge. Lugten af fuglelort var meget stærk, som salmiak i luften. Fuglene hvirvlede rundt mellem hinanden i titusindvis, fantastisk at de ikke rammer hinanden, eller støder ind i klipperne. Fuglene er jo lette og vinden meget stærk langs klipperne, men med en utrolig teknik kan de bruge denne skarpe vind til at manøvrere ind på de smalle klippehylder til deres unger og æg eller partner. Imponerende og helt uden sidestykke at se.
 
De stejle og ofte lodrette klippevægge består som sagt af Torridon sandsten, som er en klippetype, der gennem årtusinder er blevet formet af storme og havets kræfter. Derved dannes der disse smalle klippehylder, som fuglene udnytter som grundlag for deres redepladser. Nogle fugle f.eks. lomvien ligger bare æggene på klippen andre som f.eks. riden, (kittiwaken) bruger græs og strå holdt sammen af noget opgylp fra maven, alken (razorbills) ligger kun et æg pr. gang også direkte på klippen. Søpapegøjerne (puffins) lægger deres æg i en udgravet tunnel. Alle fuglenes forskellige måder at formere sig, betyder, at de bruger klippernes forskellige niveauer til deres reder.

Søpapegøjerne holder til øverst på klippen, hvor der er lidt jord mellem klippen og græsset øverst, riden, lægger også deres rede på den øverste del af klippevæggen. De øvrige bruger den mellemste del af klipperne, topskarven foretrækker den ned-erste del. Men fælles for dem er dog, at de ikke blander sig mellem hinanden. Arterne holder sig for sig selv indbyrdes. Så der er en mening ”med galskaben”, når man ser ud over Handa Islands enorme fuglekoloni. Hver fugl har sin plads og rolle i systemet, de kommer tilbage til nøjagtigt samme sted på klippen for at yngle, år efter år. Alle søfuglene kan, på trods af det barske liv, her ved verdens udkant, blive over 20 år gamle. Det må siges at være imponerende i disse omgivelser. Er der noget galt eller sygdom opstår, er kjoverne klar til at ”rense” ud. Derved sørger naturen for et ”rent” miljø, der tilsikrer at alle de bedste og stærkeste individer overlever og kan føre slægten og racen videre.
Selvfølgelig er det barskt at leve her! Men naturen har evalueret det i årtusinder, sådan at faunaen altid får alle ”puslespillets brikker” til at falde på plads til rette tid og på rette måde, så økosystemet kan overleve ude på disse fantastiske klippeøer her ude i Atlanten. På et tidspunkt blev øen inficeret med rotter og søpapegøjerne blev udryddet. Men 1997 blev øen igen fri for rotter og søpapegøjerne er nu i fremgang igen.

Klipperne nede ved havoverfladen, er mange steder brudt i stykker af havets brænding, sådan at grotter og store huler er dannet, eller de er banket sådan i smadder, at klippevæggene er udhulede, hvorved der er dannet utrolige skæve vinkler og klippeformationer der hænger ud over havets bølger. Det er selvsagt farligt at gå oppe i disse højder, man skal hele tiden se sig for og passe på ikke at blive grebet af vinden og få overbalance og falde ned. Højdeskræk skal man heller ikke lide alt for meget af. Især skal man tænke sig om, når man vil fotografere. Hvis man vil tage et billede, har man jo ofte en tendens til at træde tilbage, for at få det hele med på billedet. Det skal man passe på med på Handa Island, her er alle steder skæve vinkler og slugter, huller og steder man kan falde ud over. Og når vejret er så umuligt, som jeg oplevede det meste af dagen, gør det det ikke nemmere.
    
Den høje klippe på et af mine fotos, en ”stack”, hedder Meall a´Bhodha og er vel 40-50 meter høj. Den er også hjem for mange søfugle.
  
Jeg nåede frem til Geodh na Goibhre, som er en klippebugt med huler og et umådeligt flot visuelt sceneri af hav, brænding, fugle og majestætiske klipper. Dertil en fantastisk lydkulisse. Poll Ghlup er et gigantisk firkantet hul på størrelse med et velvoksent parcelhus sat på højkant på gavlen, inden for klippekanten et stykke længere henne ad klippekanten mod vest. Hullet går helt ned til havoverfladen og har dernede forbindelse til havet gennem en klippeportal. Herved buldrer bølgerne ind og rammer hullets klippevægge nede i bunden af hullet.
Jeg stod med bævende hjerte og kikkede ned i afgrunden. Det var en skræmmende oplevelse at mærke naturens kræfter banke og slide i klipperne dernede og høre braget og bulderet fra de store bølger, der bank-ede ind gennem portalen ved klippekystens fod. Hullet er opstået ved at, havet har banket på klipperne i årtusinder og derved fået nogle af de inderste klipper til at briste og så har vandet med tiden udhulet klippen indefra og dannet hullet.
  
Fra disse klipper kan man være heldig at se både delfiner og hvaler, som ofte opholder sig der. Nord/vestsiden af øen, har en del undersøiske skær og klippeskær man kan se, så havstrømmen og bølgerne er meget urolige og danner store brusende og brækkende bølge og vandområder. Vandet under overfladen bliver derved fyldt med hvirvler af vand og uigennemsigtigt af bobler og skum. Her står fiskene ofte i læ under eller i skygge af og det ved både delfiner og hvaler, så man kan være heldig at se dem jage fisk her. Jeg så nu desværre ingen.
Men pludselig, ude i den skumklædte del af havet ud for den nordvestlige side af øen, opdagede jeg 2 gråsæler der helt klart udnyttede den samme effekt, for de for rundt og kastede sig frem og styrtdykkede frem og tilbage i skummet og de meget store bølger. Desuden har det sikkert også været skide skægt, at kaste sig rundt i dette inferno af vand. Det er de jo skabt til. Altså! fantastisk oplevelse at se.

På vestsiden af øen er klipperne ikke så høje, hvorfor der også her yngler nogle søpapegøjer. Regnen blev nu også ind imellem afløst af fugtigt tørvejr eller let støvregn. Det var en kærkommen ændring, for jeg havde nu opholdt mig på øen, i over 2 timer med hård blæst og piskende regn, så ansigt og hænder helt var opblødte af regn og fugt.
  
Et foto nedenfor viser noget af øens vestkyst. Her er et næsten plant ”gulv” af Torridon sandsten, med næsten kvadratiske klippeblokke smidt rundt omkring. Man skulle tro, at dette er skabt af mennesker og deres maskiner, men sådan kan havet lave kystens klipper til de mærkeligste former. Klippeblokkene er ikke små, de er mindst et par meter høje. Billedet snyder noget i størrelsesforholdet. Sceneriet er imponerende stort og overvældende.

Et andet foto viser kysten på den sydvestlige del af øen med bugten Traigh na h´Airigh og klippeskæret Glas Leac ud for. Her gik stien forbi og på det tidspunkt klarede det op og solen brød igennem skyerne. Her fandt jeg en træplanke på et par klippesten, så her var det tid til noget varm te og spisning af den madpakke Mrs. MacDonald havde smurt til mig.
Jeg satte mig godt til rette og nød stilheden og de betagende skue af havet og himlen. Neden for mig svømmede et ederfuglepar rundt med deres unger og pludselig så jeg en gråsæl kikke op på mig, kun ca. 150-200 meter ude. Den svømmede dovent rundt med maven i vejret, drejede og snoede sig rundt og slappede helt af. Jeg tror bestemt det var en af de sæler, der tidligere havde jeget ude i det frådende hav nordpå langs klippekysten. Nu tog den en ”slapper”.
Lidt efter kom der en til gråsæl på besøg og de legede lidt med hinanden. På et tidspunkt var der hele 5 sæler der svømmede roligt rundt lige ud for hvor jeg sad. De kikkede ofte ind på mig, nysgerrige som de er, men de var ikke bange.
Bag mig i græsset, kun ca. 25-30 meter lå der flere almindelige kjover og også en storkjove på rede. Lige da jeg kom dertil og ville sætte mig på planken, angreb den ene almindelige kjove mig ihærdigt nogle gange. Men den gav op lidt efter og affandt sig med at jeg sad der stille og puslede med min te og mad. Jeg sad en hel time uden at fryse og nød naturens fabelagtige skuespil på tætteste hold.
   
Efter denne dejlige oplevelse, gik jeg videre ad stien sydpå. Pludselig så jeg en lille kaninunge i græsset ved mine fødder. Den var slet ikke bange men hoppede lidt rundt i græsset. Den var altså sød! Lidt længere fremme så jeg til min glæde en grouse (dalrype, red grouse) med 2 unger, gå i græsset tæt ved stien. Den var heller ikke særligt bange men kaldte dog på sine unger og fortrak op bag nogle klipper og højt græs. Jamen, hvor var det fantastisk at se.

Pludselig angreb en storkjove mig igen og den var en fæl kal´, for den var meget nærgående i sine angreb. Den styrtdykkede oppe fra ca. 40 meters højde og for ned mod mit hoved med høje skrig, wuuush lige hen over hatten for så at vende ”på en tallerken” og gentage kunststykket. Jeg måtte værge for mig med armene og det brød den sig ikke om, for den fløj fornærmet lidt væk og satte sig på en græstue og så meget fortørnet ud.

Klokken var nu blevet ca. 16:30 og det var tid at nå tilbage til bugten hvor båden ville sejle tilbage kl. 17:00 sidste gang. Jeg havde nu været på øen i ca. 6-7 timer. En helt enestående og fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Gid jeg kunne komme derop en anden gang, hvor vejret var fint. Det er jo ikke særligt dyrt kun £7. altså kun ca. kr. 70,- for sejlturen frem og tilbage. Jeg lagde dog også nogle penge i en samlebøsse, som der stod i skuret med udstillingen.
    
Mallemukkerne danner par og kan blive over 50 år gamle og de holder sammen hele livet. 
  
Jeg kom nu tilbage til bugten, hvor vi skulle sejle retur. Men båden var ikke kommet endnu. Men så satte jeg mig i sandet, oppe hvor klipperne ender og hvor der går en lang skråning af sand ned til strandbredden. Her var dejligt at side i solskinnet og blive tørret. De 2 guider kom hen til mig og satte sig også for at vente på båden. Men de skulle ikke med tilbage, de bor på øen hele sommeren. Men vi fik os en god snak om natur og fugle og jeg fik en  hel del mere at vide, end de normalt fortæller ved starten og modtagelsen af de besøgende. Lidt efter kunne vi se den lille båd hugge sig vej gennem bølgerne ud til os på øen. Jeg sagde farvel og tak for en enestående oplevelse og så gik turen ellers tilbage til Tarbet.

Her gik jeg op til Tarbet Seafood Cafe´ og fik en dejlig kage og et par kopper te på en bænk neden for huset med solen bag-ende ned. Det var bare så dejligt, så jeg tog støvler og sokker af og nød at få sol og frisk luft til ”syrebasserne”. Min plan var, at gå gennem bjergmassivet, ad en sti sydpå til Scourie. Turen skulle være på ca. 5 km. Jeg havde lovet Mrs. MacDonald, at være tilbage kl. 19:00, hvor hun ville have et aftensmåltid klar. Jeg kunne nu se på klokken, at jeg måtte se at komme af sted.

Så op gik det ad en lille sti til klippeplateauet, som lå ca. 75 meter oppe. Heroppe skulle der gå en sti stik sydpå. Jeg begyndte at gå ad en sti, som jeg dog syntes gik lidt vel mod højre ud mod kysten. Den blev meget ufarbar og pludselig forsvandt den i lyngen som dækkede hele området så langt øjet rakte, kun afbrudt af utallige klippetoppe og bakkekamme. Jeg kunne ikke finde den igen, selv om jeg moslede rundt for at finde den igen. Her var meget uvejsomt, stenet og fuldt af huller og skråninger og klipper og vandløb og vandhuller, bregner og lyng, mudder og glat græs.

Jeg besluttede, at jeg ikke havde tid til at lede efter stien, men ville holde mig til en visuel kontakt med havet på min højre hånd og så ellers forcere mig vej gennem terrænet. Det blev noget af et mareridt!! Jeg gik og gik, klatrede og asede mig op og ned af klipper, bakker og uden om vandhuller, søer og vandløb i en uendelighed. Det var utroligt anstrengende og snart var jeg helt udaset, beskidt og våd. Jeg måtte hele tiden lede efter det mest sandsynlige sted at komme frem. Jeg kunne jo ikke se hvad der var bag den næste klippekam eller bakke, så mange gange måtte jeg gå udenom og kæmpe mig gennem høje bregner, krat og moser.

Tiden løb og jeg var nu klar over, at jeg ikke ville kunne nå tilbage inden kl. 19:00. Måske ville Mrs. MacDonald blive nervøs og sætte en eftersøgning i gang. Jeg skræmte 2 rådyr op, som galoperede af sted ind over lyngen. Jeg kom til et vandløb, som kom oppe fra nogle højdedrag mod øst og efter at kikke lidt på kortet, mente jeg, at det måtte være et af dem som på kortet krydsede stien efter 2 søer, der ligger tæt på hinanden. Så nu moslede jeg op langs dette vandløb, som jeg måtte springe over et sted for at holde retningen.

Tiden gik og jeg blev ved at gå opad stigningen. Endelig kom jeg op hvor vandløbet udsprang, men her var ingen sti, så jeg kig op på en klippetop, for at få et kik ud over landskabet. Heroppe kunne jeg se 2 søer, som godt kunne ligne de 2 jeg kunne finde på kortet. Så af sted ned ad i den retning. Kors hvor jeg svedte, vandet løb af mig, som jeg asede og ilede ned ad skrå-ningerne.

Da jeg nåede ned til søerne, faldt jeg nærmest over stien. Den var meget tydelig her, men også meget uvejsom og fuld af sten, mudder og fulgte terrænets vanskeligheder. Jeg gik nu i højt tempo af sted og jeg behøver vel ikke fortælle, at det selvfølgelig var begyndt at regne allerede da jeg lige var kommet op i klippeterrænet. Min tur gennem dette klippeområdet til Scourie var en slem oplevelse af, at det let kan gå galt, når man taber sin retning eller sti. Men heldigvis havde jeg retningen pga. at jeg kunne følge kystlinien ude til højre. Men nyde turen kunne jeg ikke rigtig, da jeg måtte forcere tempoet for at nå tilbage. Til sidst kom jeg hen til klippekanten og skråningen ned mod Scourie. Jeg løb ned ad stien og løb og gik i iltempo hele vejen tilbage til Mrs. MacDonald. Klokken nåede at blive næsten 20:00, så det var ikke så godt.

Men hun var ikke nervøs og ikke sur over, at jeg kom så sent. Jeg fik nu en overdådig middag på 3 retter. Hovedretten var en lammesteg, der sikkert var lavet efter en skotsk opskrift, men den smagte ikke godt for den var sovset ind i en meget fed sovs, masser af stegte løg og rosenkål, bøffen var sej og senet og med ben i, men jeg blev nødt til at spise det hele!! Hård tørn!! Men des-serten var fin og smagte rigtig godt.
Jeg aftalte med Mrs. MacDonald, at hun ville vaske mit våde og snavsede tøj i løbet af aftenen. Hun var altså utrolig hjælpsom og rar. Senere på aftenen, satte jeg mig ind i stuen og skrev dagbog og postkort. Desuden kom der et engelsk par på besøg. De var lige taget på ferie. Vi talte sammen hele aftenen, meden s vi fik te og kage. Det blev en hyggelig aften og afslutning på mit uforglemmelige ophold i Scourie og Handa Island.

Næste dag skal jeg med Tim Dearmann bussen til Durness oppe i Skotlands nordvestlige hjørne. Desværre kan jeg høre at det nærmest stormer udenfor og regnen pisker ned!! Men sådan er vejret heroppe. Jeg håber det bliver bedre vejr i morgen.