I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg efter opholdet i Scourie kommer med busruten nordpå. Målet er Durness, Cape Wrath og Faraid Head. Her skal jeg bo hos Martin Mackay´s B&B "Glengolly".  

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst. 

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der et afsnit af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i Durnessområdet.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

I fotodelen nedenfor, er der også en beretning om sænkningen af en britisk fregat og en tysk u-båd under 2. Verdenskrig, som skete i farvandet mellem Cape Wrath og Strathy Point/Pentland Firth, lige nord for vestkysten af Skotland.

Link til hjemmeside fra Durness og området her:

http://www.durness.org/Links.htm

http://www.durness.org/Loch%20Eriboll.htm#top

http://www.durness.org/Durness%20Village.htm

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/durness/durness/index.html

http://www.scotland-inverness.co.uk/caithnes.htm

http://www.theclearances.org/clearances/parishes.php?parishid=12

http://www.mackaycountry.com

Link til hjemmeside om Martin Mackay´s hunde, de fantastiske Border Collies fra Durness:

http://www.glengolly.com/Glengolly%20Dogs.htm

Link til hjemmesiden om Cape Wrath m.m.:

http://www.durness.org/Cape%20wrath.htm 

http://tinyurl.com/yy2k57

Link til hjemmesider med Lotte Glob´s kunst m.m.:

http://www.lotteglob.co.uk/home.htm

http://www.lotteglob.co.uk/contact.htm

Link til hjemmesider om John Lennon og hans tilknytning til Durness: 

http://www.lennon.net/durness/index.shtml

http://www.lennon.net/familytree/familytree.html

http://www.lennon.net/reflections/s_parkes4.shtml

http://www.durness.org/images/Hall/hall%20site.html

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Onsdag den 3. juli.    

Morgenmad sammen med det engelske par og ellers pakke sammen og sige farvel til Mrs. MacDonald, som jeg forlod ved 10-tiden. Min bus mod Durness afgik først kl. 12:45, så jeg tilbragte min tid med at gå lidt rundt i byen. Handlede lidt ved købmanden, købte en avis, satte mig på en trappe ved butikken i det dejlige solskin og varme vejr, som endelig var kommet, selvom aftenen og nattens vejr havde vist sig fra den dårlige side. Her sad jeg og nød roen og læste lidt i avisen.

Der var reportager om VM i fodbold, som jo var på sit højeste, andre begivenheder og ulykker og skandaler med mennesker, der ikke kunne få nok, men snød og bedragede, udfoldede deres magt og anvendte den for egen vindings skyld eller bare fordi de har denne magt. Men alt dette trivielle og almindelige der foregik rundt om i verden, var jo noget som jeg havde læst om hele mit liv og det ville ske igen og igen.
Menneskeskabte lykkelige og glædelige såvel som ulykkelige og begrædelige ting, ville altid fortsætte med at ske i denne utrolige smeltedigel af en verden, indtil menneskene endelig kommer for langt ud og vi sluttelig får verden helt ødelagt. Jeg håber bare på, at naturen til den tid, sørger for at eliminere os inden det lykkes for os at kvæle jorden helt. Jeg tror på, at naturen vil reguleres os i tide, enten ved at udrydde os helt, eller decimere os, så vi ikke er i stand til at gøre skade mere.

På 13000 til 15000 år har vi klaret at udvikle os og ødelægge umådelige værdier, som vi snart ikke mere vil kunne genskabe. Udviklingen går hurtigere og hurtigere og jeg er sikker på, at vi ”rammer muren” inden for få hundrede år og da vil gå til grunde eller ingen rolle vil spille på denne jord. Hvis vi skal undgå det må vi ”sadle” helt anderledes om på alle niveauer, teknologisk, medmenneskeligt, følelsesmæssigt, holdningsmæssigt, lovmæssigt osv. Sådan en samlet ensretning og forståelse, vil vi aldrig kunne samles om og derfor vil vi ødelægge os selv på et tidspunkt det er bare et spørgsmål om tid!! 

Jeg lagde hurtigt avisen væk! Dens budskaber om vi menneskers afsind, klæber til mine hænder, smitter af, som den sorte tryksværte, der nu sidder på mine fingre. Avisens budskaber står i skærende kontrast til denne fredfyldte, solbeskinnede trappesten i byen Scourie, her i det nordvestlige Skotland. Jeg må nærmest ryste mig både indvendigt og udvendigt, for at få tankerne rystet om i andre baner!  Jeg har det jo godt, er sund og rask og optaget af mit livs tur og gradvist får jeg tankerne kanaliseret over på den forestående bustur til Durness og de forhåbentlige dejlige oplevelser her.
 
Jeg savner slet ikke Danmark og mit hjem, ej heller min kone eller børn. Jeg ringer og skriver til dem, men de er på en eller anden måde uvirkelige og slet ikke en del af min virkelighed lige nu. Det vil de blive igen om ca. 14 dage. Jeg har nu været på farten i en måned og helt levet mig ind i denne tilværelse og den overskygger helt min dagligdag og mine tanker. Hele min ide og plan for turen og dens udførelse har bestemt ikke faldet i god jord hos min familie. 

Men jeg kan nu mærke, at det er det rigtige jeg gør!! Jeg har virkeligt brug for at komme væk fra dem alle, være mig selv. Jeg har ingen skyldfølelse, selv om jeg kan mærke, at min kone får denne følelse frem i mig, da hun nok føler sig fravalgt og kasseret, alene og ensom og i mit fravær må klare det hele derhjemme. Men jeg føler også at det er noget hun må leve med, denne sommer!!! Jeg har brug for at komme væk fra verden, fra familien, mit hidtidige liv og gå og reflektere over mit og vores fælles liv, som en kontrast eller forståelse for sammenhængen eller mangelen på samme, over for de stunder, hvor min tur giver mig mange enestående oplevelser på stribe.
 
Men jeg kan ikke dengang i Skotland og nu hvor jeg skriver denne historie, pege på den eller de rigtige følelser og bevæggrunde for min tur og hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Jeg ved bare, at det var nødvendigt for mig!! At jeg ikke ville kunne holde mit liv uden at komme på afstand af verden og min dagligdag i Danmark på dette tidspunkt i mit liv, i hvert fald for en tid!! At leve som et ”frit” menneske og leve en drøm ud og være i pagt med naturen, dyrelivet, bjergene, kysten, havet og vejret.
Det vil jeg fortsætte med endnu ca. 14 dage og nu stoppe mine refleksioner og se frem til, at bussen kommer om lidt. 

De sorte pennestreger på kortudsnittene nedenfor, er de ture jeg gik og kørte under mit ophold i Durness.
Turen med Tim Dearmann bussen op til Durness tog ca. en time. Ruten bragte mig bl.a. gennem det naturskønne område omkring Laxford Bridge, der ligger i bunden af den skønne fjord Loch Laxford. Videre gik det forbi Rhiconich og udsigt mod øst til bjergene Arkle og Foinaven, inden vi nåede Durness.

Jeg havde nu brugt denne busrute adskillige gange, helt nede fra Garve og kunne nu sige farvel til chaufføren for sidste gang, da jeg steg af i Durness ved købmanden.
Byen så ud til at ligge langs vejen gennem byen. Jeg gik først mod vest, da jeg ikke helt var klar over hvor mit B&B lå. På min venstre hånd lå der et par turistbutikker med kunsthåndværk, en lille restaurant og lidt fremme kunne jeg se et center med et lille museum og det lokale turistkontor. Jeg ville godt vide hvor GlenGolly B&B lå og samtidig få min turkøreplan verificeret mht. når jeg skulle videre mod øst til John O´Groats.
 
Planen, som jeg havde lavet hjemmefra, havde givet mig store problemer, da der ingen direkte busrute er mellem Durness og Thurso/John O´Groats. Min plan var, efter bl.a. kontakt til Durness Turistkontor at tage flere postbusser og tog via Lairg, Thurso og John O´ Groats. Jeg forhørte mig nu på stedet om mine muligheder for en lettere og mindre tidskrævende rute. De kunne fortælle mig, at der var oprettet en lille busrute fra Kinlochbervie over Durness til Tongue. Herfra kan jeg komme med en postbus til Thurso og efter lidt ventetid i Thurso, går der en bus til John O´Groats. Det var fint, så er det på plads. Mit B&B lå i den anden ende af byen ud mod Balnakiel, så jeg gik tilbage og nød det fine vejr med solskin og varme.
  
På vej tilbage handlede jeg ind hos købmanden, postkort og frimærker m.m. Fra min planlægning hjemme, vidste jeg at huset skulle have et sort smedejernsgitter rundt om haven og foran huset. Det fandt jeg snart og efter en venlig modtagelse, klædte jeg om og fulgte min plan om at se Smoo Cave i den østlige del af byen.

Da jeg kom til stedet, var jeg spændt på at se hvordan hulerne så ud. Jeg havde inden turen, fundet beskrivelser og billeder omkring denne enorme hule hvor der løber en mindre flod ned igennem. Denne lille flod  udspringer i højdedragene sydøst for Durness og Smoo. Lige før den når klipperne ved Smoo, styrter den ned i et enormt hul, som har forbindelse til det bagerste rum i hulen. Nedgangen og indgangen til hulen foregår via en lang trappe ned til bunden af klippeslugten, der rækker ind fra havet, som ligger nogle hundrede meter længere ude.
Hulen er dannet i en limstensklippe og har en åbning på 30 meters bredde og en højde på 15 meter. Hulen er ca. 21 meter høj indvendigt, på det højeste sted og består af 3 store rum. Inde i bunden vælter vandfaldet ned. Man kan komme derind via en lille træbro. Overleveringerne fortæller at hulen fører ned i underverdenen. I et tilfælde skulle der have gået en fløjtespiller ind i hulen og så siden aldrig dukket op igen. En anden historie handler om kampen mellem en dæmon Lord Reay og djævelen. Djævelen ville stjæle dæmonens sjæl og lå på lur i hulen, men lige da han skulle overfalde dæmonen, blev djævelen ramt af en lysstråle fra morgensolen, der brød ind i hulen. Djævelen og 3 af hans hekse blev rædselsslagne og sprængte sig selv op gennem loftet, hvorved hullet som findes i dag, blev dannet og hvor vandfaldet nu løber ned i hulen.
Da hulen er dannet i en limstensklippe, er den i konstant forandring og har i tidligere tider været meget længere, men er styrtet sammen, så den har den størrelse som den har i dag. Navnet Smoo stammer fra vikingernes ordforråd, ”smuga”, som betyder hul eller gemmested. Det har hulen sikkert altid virket som. Man har kendskab til, at hulen selv i præhistorisk tid også var her og blev anvendt som flugtmulighed. Jeg gik ned ad trapperne og hulen tog i mod mig med sit mørke hul.

Hulen er imponerende stor og flot og kan absolut anbefales at besøge.  
Efter besøget i hulerne gik jeg op på klipperne over hulen hvor man kunne se den lille flod løbe og styrte sig ned i hulerne. Derefter fandt jeg en bænk hvor jeg fik te og lidt mad og noget at drikke, det var nu midt på eftermiddagen. Medens jeg spiste min mad kom der en hættemåge og satte sig en ½ meter fra min madpakke!! Ja, det var tæt på, men den var meget interesseret i min mad, så jeg og den øvede en brødkrummekastekonkurrence i et stykke tid. Det havde vi begge megen morskab af.

På min vej tilbage mod mit B&B, begyndte det at regne let og der hang nogle store sorte skyer mod sydvest. Regnen holdt nu op hurtigt og solen kom frem igen. Min plan var nu at gå en lang tur ud via Balnakeil Craft Village og derfra videre ud på og rundt på halvøen Faraid Head. På min vej tilbage  så jeg inskriptionen og mindesmærket for John Lennon, som i sin ungdom havde familie her i Durness og ofte kom her på ferier. Inden turen ud på Faraid Head fik jeg fat i mine regnbukser ”hjemme” på mit B&B. Men ellers gik jeg nu ud ad vejen mod vest og lidt efter kom jeg til Balnakeil Craft Village. Her så jeg med det samme udstillingen og keramikværkstedet for en berømt dansk kunstner, Lotte Glob, som tv-manden Søren Ryge har lavet et par fine portrætter af i 1997/1998.
    
Da jeg kom til hendes udstilling, fik jeg at vide, at hun lige havde solgt stedet, som hun har arbejdet med i 20-30 år!! Hun er desuden flyttet lidt længere ind i landet til Loch Eroboll. Den nye ejer og kunstner viste mig rundt. Men ellers bestod udstillingen stadig af Lotte Globs produktion. Hun har udstillet over det meste af verden, og det kunne også ses på de priser som skulpturerne havde og priserne på den brugskunst hun også laver. Det var priser som jeg slet ikke kunne forholde mig til. Mange af tingene er da flotte, men også meget specielle og mærkværdige ligesom hendes person er helt speciel.

Hun er ud af familien Glob, hvor hendes far Professor P.V. Glob, er kendt for sine bøger om bl.a. hjemmelavet kryddersnapse. Hun havde en hård og meget anderledes opvækst, hvor hun slet ikke kunne klare skolen og et normalt barn/unge opvækst, men gik sine egne veje. Hun fik ingen uddannelse, men tegnede og lavede keramik og fik undervisning af forskellige lærere og kunstnere. Hun flyttede nok her oppe i det øde nordvestlige Skotland, fordi hun ikke ønskede stor kontakt til mennesker.
Hun virker også i tv-udsendelsen lidt menneskesky og som en udpræget ener og original. Men hun har nogle meget spændende betragtninger om mennesker og menneskelivet. Hun tager meget ofte på vandreture i de skønne bjerge i det nordlige Skotland, ofte bare med et lille liggetelt og ofte i flere dage og helt alene. Her forsvinder hun ud i vildnisset. Hun har desuden i flere år, sat et utal af sine skulpturer rundt om i alle egne af Skotlands bjerge. Hun forklarer det med, at hun ønsker at sætte naturen og kunsten i fokus også derude i vildnisset og hun har en rar følelse ved at efterlade lidt af sig selv på disse øde steder. Hun er bl.a. kendt for sine ”flydende” sten. Det er stentøjsbolde der er hule, så de kan flyde i vand.
De kan ses på billedet foroven i bassinet med skulpturspringvandet. I tv-udsendelsen viser hun også en opstilling nede på strandene ved Balnakeil bugten. Meget smuk hyldest til havet og bølgerne der bryder en 300 – 400 meter lang linie af disse keramikbolde, som hun havde lagt ud inden tidevandet nåede op til linien.       

Det var et spændende besøg at se det sted som hun har virket og levet sit meget mærkelige livsforløb. Jeg kan i hende helt se nogle træk, som jeg selv besidder. Min måske begyndende menneskeskyhed, ønsket om ensomhed og en tilværelse og følelsesliv, som jeg selv vil herske over. Nogen vil måske mene det er egoistisk.

Lotte Glob´s bror er ligeledes også en speciel type, der lever af at avle honning i Danmark i ca. 10 måneder og så tilbringe 2 måneder i januar og februar i sin Toyota kassevogn i de mest øde egne langs kysterne her i det nordvestlige Skotland. Her sidder han i dagevis bare og kikker på landskabet eller maler billeder under yderst spartanske forhold. Han søger kun ind til byen efter proviant og tobak. Søren Ryge har også lavet et par tv-programmer om ham. Så man må sige at den familie er ret speciel men også spændende.

Efter mit besøg i Lotte Globs udstilling/værksted, gik jeg lidt ned i kunstner landsbyen, som den skulle virke som. Her så jeg nogle få forskellige udstillinger som ikke fik mig ”op at ringe”, nogle af tingene var noget middelmådige og flere steder bar det præg af en import af tingel-tangel eller produktion af nips til turister, som jeg senere fik at vide slet ikke kommer i det antal, der er nødvendigt, for at sådan en kunstnerlandsby kan overleve. Byen bar da også præg af forfald og mange tomme bygninger. Lotte Glob har nok set den udvikling og solgt mens tid er.
På billedet nedenfor, ses Ishbel MacDonald i sit atelier. Hun havde også en lille cafe´ hvor man kunne få både kage, te og et varmt måltid. Det havde jeg nu ikke tid til. Og det er jo nok en af grundene til at det går skidt for kunstnerlandsbyen. Vi turister har ikke tid, vi skal hele tiden se mere og opleve nye ting og bruger ikke ret mange penge de enkelte steder.

Det er selvfølgeligt sørgeligt for området. Men, som jeg nu har set mange steder på min tur, er det umådeligt svært for disse små samfund at overleve og få tilført udvikling og arbejdspladser. Senere da jeg kom til John O´Groats i det nordøstlige hjørne af Skotland, havde også der prøvet at stable en kunstnerby på benene, oven i købet i nye moderne bebyggelser. Her stod allerede et par år efter åbningen, de fleste butikker tomme og ledige. Megen af den udvikling, man søger at skabe, er finansieret af penge fra EU. Nej, man vil se, at om få år er der kun nogle få kunstnere tilbage og områderne vil igen kun bestå af små landbrug, lidt butikker, håndværkere og de få turisttilbud, der kan løbe rundt.
Og måske er det også i orden, Områderne er jo ofte nogle fantastiske naturperler, både faunamæssigt og landskabsmæssigt. Man må så affinde sig med, at der kun kan leve det antal mennesker, der er rimeligt grundlag for.

Efter mit besøg i kunstnerlandsbyen, gik jeg nu ned mod Balnakeil bugten og de enorme sandstrande området er berømte for. På min venstre hånd, er der anlagt en golfbane i bakkerne omkring Loch Lanlish og Loch Croispol, med udsigt ud over Balnakeil bugten. Beliggenheden er meget smuk. Men jeg kunne ikke se en eneste bil holde ved golfcentret eller person gå på banen og det i sommerhøjsæsonen. Nej, det er ikke let at få noget til at gå. Allerede på min vej ned af vejen, som ligger mellem 2 kampestensomkransede marker, hvor der gik nogle regnspover, viber og måger, kunne jeg se den gamle kirkeruin og den gamle Balnakeil Castle.
  
Ved kirkeruinen gik jeg rundt og så på de gamle gravsten. Kirken stammer helt tilbage fra slutningen af vikingetiden. Herefter gik jeg ned langs stranden på den vestlige side af Faraid Head. Standen er bred og lang, med hvidt sand og lavt vand, der betyder et smaragdgrønt vand og længere ude det blågrønne hav. Det var dejligt at trave ud af stranden med den friske vind i ansigtet og solen oppe på himmelen.

På turen her, så jeg terner og regnspover og også en sortstrubet lom i sin flotte sommerdragt. Der var godt nok sol, men ind imellem kom der store mørke skyformationer, der jog ind fra sydvest og ude over havet sås der af og til nogle kraftige regnbyger, der trak mod øst med hængende regngardiner.

Solen og dens stråler dansede i vandet og oplyste de hvide sandstrande som med et spotlys. Klitterne mellem klipperne blev skinnende hvide og græsset knaldgrønt. Klipperne var nogle steder små og forvitrede, limsten nedbrydes hurtigt. Andre steder var det Torridon sandsten og granit, der dannede mægtige forrevne og stejle klippevægge og dybe klippeslugter hvorimod havets bølger bragede ind mod.

Men videre gik det udad mod Faraid Head´s pynt, som ligger langt ude i Atlanterhavet her på nordkysten af Skotland. Her mødte jeg heller ingen mennesker og det var dejligt bare at trave af sted og nyde, at vejret nu endelig havde været med mig i et helt døgn!!

Det var nu ud på eftermiddagen, men hvis vejret ville arte sig godt, ville jeg fortsætte til langt ud på aftenen. Solen lyset, skyerne, lydene og lugtene på denne tur fik mig i et opstemt humør og en stor ærbødighed for at jeg igen kunne nyde min frihed her på disse øde klippekyster. Jeg ved jo godt, at min kones offer på denne tur også er medvirkende til, at jeg kan tage  mig denne frihed. Ikke at jeg under andre omstændigheder kunne realisere drømmen. Det kunne jeg selvfølgelig også, det er kun et spørgsmål om prioritering. Men stemningen her ved denne enestående smukke strand og klippekyst får de  mest positive følelser frem i mig, med hensyn til min normale almene fremherskende nedtrykthed og tungsind. Men jeg har jo da også været glad og opstemt masser af gange på min tur.

Men turen er jo samtidig en kontrast til mit hidtidige liv og følelser. Så derfor vil jeg nok blive ved at opleve disse følelsesskift under hele turen. Men jeg kan mærke at jeg på denne del af turen bliver mere og mere afklaret mht. hvordan jeg har det og måske hvordan jeg kan klare min fremtid hjemme i Danmark. Men mørke skyer trækker hele tiden ind over bugten, ligesom der i mit liv også trækker mørke skyer ind over mig. Det er bare med at få dem viftet væk eller være ”klædt på” til at tackle dem, så de ikke bevirker varige skader. Så her er nogle udtryksfulde billeder, der virkelig viser stemningen og mine følelser på den del af min tur.

Ude ved pynten af Faraid Head ser jeg nogle fuglekolonier med et væld af lomvier, mallemukker, søpapegøjer og alke. Udsynet er meget smukt med det nu mørkeblå næsten sorte hav, de frådende bølger der brager ind mod klipperne. Jeg går nu op mod venstre og syd øst tilbage og lige nedenfor en militær luftkontrolpost kaldet ”The Bee” bien, pga. dens gule og sorte farver.

Jeg skråede ned over en moselignende lavning, med en lille sø og nogle meget flotte vilde blomster i gule og røde farver. Derefter gik det opad en lang bakkeskrænt indtil jeg kom op til et oversigtspunkt ved en stor stenvarde. Her var en flot udsigt tilbage ned over Faraid Head og tilbage mod Durness.

Jeg satte mig i læ af stenvarden og tog mig et velfortjent hvil og fik mig noget varm te og noget at spise og drikke. Her var rart at side og kikke sig omkring. Ude i havet på venstre hånd mod øst, lå der nogle 2 klippeformationer Clach na Faraid og Clach Mhor na. Faraid, hvor på der var et væld af søfugle i og omkring deres reder.  Længere nede ad kysten sås et klippefremspring Geodh a´Lochaidh og ude i det fjerne sås Durness by som en perlerække af hvide huse. Bag byen kunne man se de 300- 400 meter høje bakkedrag sydligst for byen.

Udsigten mod sydvest byder på en solbeskinnet Balnakeil by og strand. Udsigten lyser op som en naturskabt smaragd af gullighvidt sand, grønt græs og blågråt hav og blåmeleret skyet himmel. Balnakeil Castle.
 
Efter hvilepausen, gik turen ellers ned langs den østlige side af halvøen. Den er ikke så præget af klipper men mere i kæmpestore klitter, ja nærmest bjerge i sand og marehalm. Men her er utroligt smukt, ude i havet ligger der store klippeformationer med deres reder af søfugle. Klitterne er meget stejle flere steder og undertiden ligger de i tilknytning til eller neden for store klippeformationer. Så man går ofte meget højt oppe og også steder hvor man skal tage sig i agt for ikke at falde ned af.

Et stykke nede ad kystlinien opdager jeg flere sæler der dovent svømmer rundt i en lille bugt omkring stedet Flirum. En sæl tiltrækker min opmærksomhed, for selv om jeg går ca. i 15 minutter på den strækning hvor bugten er, flytter den ikke sin plads. Den ligger kun lige med snuden oppe over vandoverfladen og da jeg kommer så tæt på, at jeg kan se detaljer i min kikkert, opdager jeg at den har lukkede næsebor og lukkede øjne og bare ligger og duver og vipper i vandet. Jeg er klar over at den sover!! Det stod jeg og så på et stykke tid, det er vist sjældent, at se en vild sæl ligge ude i havet og sove på den måde. Jeg troede faktisk den var død. Men i kikkerten kunne jeg se den lukke næseborene op og trække vejret. Den gyngede som en prop i vandet i takt med bølgernes gang.

Jeg fulgte kysten videre sydpå og asede op på højdedraget omkring Aodann Mhor, hvor der igen var en flot udsigt ind over Durness og Sango Bay. Men nu kunne jeg se en stor regnbyge trække ind over området fra sydvest. Jeg fandt frem til et sted, hvor man kunne komme over de hegn, der nu var sat op til landmændenes får. Regnen strømmede nu ned, men det var ikke koldt, så jeg travede glad men øm og træt op mellem fårene og klavrede over endnu et hegn og kom op i den fold hvor Martin Mackay har sine får. Endelig kom jeg ned af et hjulspor, der førte ind til byen og som det viste sig, lige til mit B&B GlenGolly.

Klokken var over halv ti om aftenen og jeg var godt træt og efter en omgang te og kiks gik jeg i seng og så lidt fjernsyn inden jeg faldt i søvn. I morgen skal jeg besøge et af mine store mål på turen, nemlig turen ud til Cape Wrath, som er det nordvestligste hjørne af Skotland. Men jeg har erfaret via turistkontoret og af Martin Mackay, at der er en stor militærøvelse ude på området ved Cape Wrath.
Området er det eneste sted i Europa, hvor man kan kaste bomber på over 1000 pund fra fly og affyre skarpe granater fra store krigsskibe ud for kysten. Disse farlige øvelser og skydninger finder næsten altid sted i turistsæsonen og ofte uden at man bliver varskoet tidsnok!! 3 dage før jeg kom der, fløj der 3 skarpe granater ind over Durness by og slog ned i den næste bugt Loch Eriboll, der ligger et par kilometer fra byen. Man havde selvfølgelig klaget til militæret, men bare fået at vide, at det ikke kunne passe og det ikke var sket. Martin Mackay havde selv set de 3 nedslag fra granaterne og hørt suset og brølet fra dem. Så det er altså farligt at bo så tæt ved sådan et øvelsesområde.

Martin Mackay har fortalt mig, at de normalt slutter ved 13:00 tiden. Så kan man tage over med en lille færge, som jeg i min planlægning allerede havde kontaktet. I morgen vil jeg ringe til færgemanden og få besked hvornår de sejler. Martin Mackay vil køre mig ned til færgen, der afgår fra en mole nær ved Cape Wrath Hotel.

Cape Wrath var især under Anden Verdenskrig en vigtig brik i varslingssystemet for angreb og bevægelser af tyske fly, skibe og ubåde i det nordlige Atlanterhav. I dette farvand opererede og udgik mange konvojer og patruljering, da tyskerne havde mange baser i Norge. I dag har mange af de barakker og bygninger militæret efterlod efter krigen blevet anvendt til hølader og maskinhuse for landmændene. I 50 ´erne blev Durness også opgraderet med moderne overvågningsudstyr for at kunne følge og advare om sovjetunionens militære bevægelser med atomubåde osv.  Inde i Durness så jeg på det lille torv også her et mindesmærke for de mange faldne dette område også har måtte bidrage med, i de 2 verdenskrige.
Jeg er meget spændt på om det kan lade sig gøre, at komme over til Cape Wrath i morgen. Her sidst på siden ses et par billeder fra østsiden af Faraid Head.
  
Torsdag den 4. juli.

Jeg fik en dejlig men anderledes morgenmad. Og efter at have aftalt med Martin, at vi kunne køre til færgen til Cape Wrath kl. 12:30, havde jeg noget tid som jeg brugte til lidt handel nede hos købmanden og en snak med en familie fra Sverige, som kom på 2 store Harley Davidson motorcykler.
 
Martin Mackay kom ind til mig og spurgte om vi ville se hans border collies træne med fårene. Jeg havde tidligere i min planlægning og mails til ham, foreslået at han gav mig en demo af hundenes kunnen.
Vi gik udenfor og han hentede hundene. De var helt ellevilde ag glæde og for rundt om os og ned i marken. Martin fortalte om sine hunde og især om den ene af dem, kaldet Roy. Den var faktisk verdensmester og flerårig champion i Europa m.m. Nu gav han en enkelt kommando og 2 af hundene for af sted, ned over marken ned mod fåreflokken. Hunden Roy, skulle ikke med, for den skulle faktisk på pension. Der sker ofte det, at border collierne ved 6-9 års alderen bliver mentalt stressede bl.a. af at der hele tiden er en yngre hund i oplæring og den ofte mentalt ”sætter sig” på den ældre hund. Det giver ofte de udslag at den ældre hund bliver pylret og underdanig og så er den ikke noget værd som fårehund og til deltagelse i konkurrencer. Roy viste nu tegn på sådanne forhold, så nu skulle han på pension. Hen var også næsten 9 år gammel.

Martin viste mig også rundt i sin stue, hvor alle hans pokaler og æresbevisninger hang. Hele huset var faktisk fyldt af billeder, skulpturer, figurer i alle afskygninger af alle hunderacer, flest border collies. Jeg tror der har været over 1000 ting og sager, nips og tingel tangel. Men hans kærlighed til hundene var tydeligt at se. I det hele taget var han en rar og fornuftig mand, som jeg syntes vældig godt om. Det var et rart og dejligt sted at bo, ligeså.
 
Hundene kunne nu selv finde ud af at drive fårene op til en lille fold ved huset. Det var imponerende at se dem flintre frem og tilbage bag fårene i indbyrdes gensidig forståelse for hvor de skulle jage, hvor de skulle presse fårene, for at få dem gennet op i den rigtige retning. Martin råbte ikke en eneste kommando, for hundene kunne selv klare at lede fårene op og ind i folden og også få dem ud igen og tilbage ned i marken. De er bare så fantastiske kloge disse border collies.
 
Selv om vores egen border collie ikke er særlig dygtig, kan jeg genkende mange af de egenskaber hun har, i forhold til de hunde Martin har. Det var en sjov og fantastisk opvisning Martin og hans hunde gav mig. Jeg kunde også mærke på ham, at han var stolt og var glad for mine spørgsmål og interesse for sagen. Så selv om vi kun lige har mødt hinanden og jeg allerede i morgen tager af sted igen, følte jeg, at han godt kunne lide mig og at vi var på bølgelængde.

Ved halv et tiden kørte Martin mig så de ca. 10 kilometer ned til overfartsstedet for båden til Cape Wrath. Jeg havde ringet til færgemanden og fået at vide, at de måske kunne sejle over ved 13:30 – 14:00 tiden. Vi kørte ud ad vejen mod Cape Wrath Hotel med udsigten ud over Den lange fjord og bugt Kyle of Durness, som er meget lavvandet ved ebbe, så lavt, at bunden kommer op over vandet. Derved dannes der enorme hvidgule sandområder med det blågrønne vand omkring. Meget malerisk og smukt.

Ved den lille p-plads ved en lille mole, satte Martin mig af og vi aftalte, at han ikke skulle tænke på at hente mig igen, da jeg ikke vidste hvornår jeg ville komme tilbage. Jeg ville så enten gå tilbage eller søge at få et lift ude ved den store vej til Durness. Jeg var helt alene her ved molen, solen skinnede og vejret var nu meget varmt. Jeg bestemte mig til at gå en tur ud vest på langs stranden og op på klipperne og bakkedragene, der strakte sig op mod Balnakeil Bay.
Søen Loch Borralie ligger derfor på min højre hånd og hvis jeg går oppe på bakkedragene, kan jeg hele tiden holde øje med hvornår færgemanden kommer og han starter oversejlingen til den anden side, hvor der holder en minibus, der kører mig og de evt. andre turister de ca. 20 kilometer til Cape Wrath. Turen med båden og minibussen frem og tilbage koster ca. kr. 150,00. Vandreturen op over bakkedragene var utrolig smuk, solen bagede ned over de grønne bakker med millioner af tusindfrydblomster.  
 
Oppe fra bakkerne var der en fantastisk udsigt ud over bugten. Jeg spejdede efter sæler, men så ikke nogen. Selv om solen skinnede kan man på billedet foroven til højre se, at blåsorte skyer næsten altid hænger et eller andet sted i horisonten. Det er sjældent helt skyfrit. Men her oppe på bakkerne gav skyerne lyset en helt særlig stemning, som det tydeligt ses på billedet. Klokken nærmede sig 14:00 og jeg gik ned mod molen og satte mig til at vente, sammen med de mange der også var kommet, for at få turen ud til Cape Wrath.

Lidt efter kom bådføreren og efter at han havde hentet den lille båd ude i fjorden, blev vi læsset og vi tøffede over den lille strækning og lagde til en bitte mole på den anden side. Her stod  en mand klar med en lille minibus, som kort efter satte kursen ud af det smalle hjulspor, der strækker sig gennem et umådeligt smukt bølget bakkelandskab, med store moser og heder. Vejen er meget smal og ligger flere gange klos op ad stejle skråninger og dybe klippeslugter.
Desuden er vejen noget bombet, faktisk i elendig stand, så turen bumles af sted i den gamle rustne og værkbrudne minibus. På vejen ud skal vi standse ved en militærpost, der ligger ved floden, nede i en malerisk floddal, med en pitoresk klippestensbro over. På turen ser vi pludselig flere ryper (grouse) med unger pile ud i græsset og tilbage ind over hjulsporet. Lidt efter ser vi rederne af adskillige storkjover, som ligger oppe på nogle små græstuer nær hjulsporet. Efter ca. 2o kilometers bumlen ad denne uvejsomme rute, når vi målet.  
Som man kan se på kortet står der flere steder en anmærkning med Danger Area. Det er de steder der bombes.
 
Cape Wrath er et enestående sted på den skotske nordkyst. I solskin er her helt ubeskriveligt dejligt. Det grønne græs oven på den forrevne og stejle eller lodrette klippekyst, med den hvide brænding og azurblå hav, som strækker sig uendeligt ud i horisonten, hvor USA og Canada ligger et eller andet sted.

Her er enormt mange søfugle. Det er et flot skue med disse tusindvis af fugle som hvide pailletter på en baggrund af et knaldblåt hav. De store flotte hvide suler med det gule hoved og deres sorte vingespidser, glider majestætisk tæt forbi klipperne, længere ude ses jeg nogle styrtdykke ned i havet efter fisk, bare fantastisk at opleve ”live”.

Cape Wrath´s fyrtårn er opført i 1823 og området havde under 2. verdenskrig en vigtig rolle som radarpost for overvågningen af Nordatlantens konvojer og lufttrafik, så Nazitysklands uhyrlige bestræbelser på at overtage verdensherredømmet i 30´erne og 40´erne bl.a. derved ikke blev en realitet.

Efter at have besigtiget det enorme tågehårn ved fyret, satte mig lidt efter på græsset oppe ved fyrtårnet, med udsigt ned over en lodret klippevæg. Solen bagede ned og jeg fik lavet noget te og spist min mad. Mit besøg ved Cape Wrath har betydet en fantastisk oplevelse, en af min turs højeste ønsker der til fulde har indfriet mine forventninger. Det gode vejr var jo så godt, at himmelen var helt skyfri hen på eftermiddagen. Fantastisk.
  
Efter at have tilbragt et par timer ved Cape Wrath gik turen tilbage mod færgestedet og turen over til den anden side. Her kom jeg i snak med et engelsk midaldrende par fra Blackpool, der tilbød mig et lift tilbage til Durness. Jeg klædte mig om og gik i det gode vejr ned i byen, hvor jeg fik et måltid mad på den lille restaurant, der lå ved siden af turistbureauet.
Måltidet var ikke særligt godt, men billigt. Det er godt man kan få et godt glas friskt fadøl til. Det var ved at være aften og jeg gik ned ad trapperne lige bag ved restauranten.
Her kom jeg ned til den berømte flotte stand Sango Bay. Her ligger nogle fine sandstrande med nogle fritlagte sorte vulkanske klipper. Havet bruser ind mod disse strande i store og lange bølger, der er utroligt flotte i deres blå og grønne farver med det hvide skum på toppene.

I Balnakeil bay er bøgerne ikke store og de har en anden kulør, men i Sango Bay, er det bølger fra Atlanten, der ruller ind og her er lyset anderledes og farverne forskellige fra Balnakeil Bay. 

Blæsten stod ind i bugten og jeg klatrede op på et par af de kæmpe klipper, selvom de var meget stejle, glatte og forvitret og forrevne. Her helt ude i brændingen, kunne jeg sidde og få den salte vind og skumsprøjtene i ansigtet. Fantastisk. Ud på aftenen gik jeg tilbage til GlenGolly B&B. Jeg lavede mig noget te, smurte nogle kiks med marmelade og sad så og skrev postkort og dagbog i Martin og hans kones stue. De havde et stereoanlæg, med en masse CD´er med skotsk musik. De havde også en CD, jeg lige havde købt hjemme, en dobbelt CD med live-optræden af berømte skotske kvinder, der synger et væld af de dejligste sange man kan tænke sig, lige så de små hår rejser sig på nakken og på armene. Pladen satte jeg på og så sad jeg ellers der og nød musikken, skrev lidt, gumlede kiks og drak te.
 
Pludselig kom Martins kone ind til mig, hende havde jeg ikke set ret meget. Men hun smilede og fortalte, at det var hende der normalt købte og hørte alle CD´erne de havde. Hun havde hørt jeg spillede lige netop den CD med den skotske skønsang og hun var interesseret i hvorfor jeg lige havde valgt den.
 
Jeg kunne så fortælle hende, at jeg lige havde købte den i Danmark, godt nok specielt skaffet hjem, da pladen var fra 2001, men at jeg var helt vild med den sang og musik på pladen og at jeg hjemme havde et utal af CD´er og bånd med al slags musik fra Skotland. Det var hun meget imponeret over og vi fik en lang snak om musik og mange andre ting. Martin kom også ind i stuen og vi hyggede os med musikken og snakken. De roste mig for, at jeg sådan havde sat mig ind i Skotland og menneskene og naturen og musikken inden jeg rejse af sted på min lange tur. Sådan nogen som mig traf de meget sjældent på, i den strøm af turister de normalt husede i deres B&B. Det var rart at høre og jeg følte mig velkommen og accepteret. 

Jeg kunne senere gå i seng med mindet om endnu en fantastisk dag i Skotland og nu i 2 dage med flot solskin og varme. Jeg har truffet mange rare og venlige mennesker. Jeg føler mig så absolut velkommen og godt tilpas her, her kunne jeg sagtens bo, leve og sikkert have det bedre end i Danmark, hvis jeg bare havde et job og kunne sproget bedre. Men det er nok for sent i dette liv, desværre. Her er til slut de sidste billeder, fra den vestlige del af Skotland jeg nu havde tilbragt ca. 30 dage i. Nu ville landskabet blive noget anderledes i den østlige del og på Orkney senere.     
Næste dag gik der en lille minibus fra Durness til Kinlohbervie, derefter retur til Durness og videre til Tongue, hvor jeg skulle skifte til en postbus mod Thurso.