Castlebay i den sydøstlige del af Barra Island. Den er øens største by, som dog kun må betegnes som noget nær en større landsby. Man har et hotel, et hostel, en havn med færge til det skotske fastland, nogle få butikker, et lillebitte museum, en stor kirke og ellers nogle små virksomheder, som f.eks. en flødekaramelfabrik på størrelse med et almindeligt dansk parcelhus. Der er lidt landbrug med fortrinsvis fårehold og høslet og ellers er det fiskeriet der giver lidt arbejde for forarbejdningen af fisken og hummerfangsten og lidt arbejde til skibsrelaterede håndværker. De fleste fiskeskibe og besætningerne og mange andre fisker ikke på havet omkring Barra Island, men er rejst ud i verden, hvor de er ansat som fiskere på store industriskibe på havet ved Canada, Grønland og andre steder i Atlanten, Middelhavet o.s.v. Atter andre arbejder på det skotske fastland i england, eller andre steder. På den måde kan de tjene til, at de kan leve og bo på Barra Island med deres familie. Befolkningerne på Hebriderne har altid gennem århundrederne tjent til livets ophold som arbejdere i andre lande og som lejesvende i middelalderens mange krige og konflikter. Mange øsamfund på hele jordkloden har kunnet overleve på denne vis, der har været og er i dag ikke meget alternativ til det. På Barra Island og mange andre steder i Skotland, har man prøvet et tilføre disse marginalområder EU-penge og oprette forskellige virksomheder og basis for udvikling. Men som jeg opfattede det, da min rejse var ovre, var det ikke mange stder det havde givet vækst og succes. På Barra Island havde det ikke givet noget blivende. Her var det kun en begrænset hjælp til at opretholde en vis standard i turisterhvervet, som også her var vigtig.
