 |
|
|
 |
|
Lochboisdale og havneområdet. Byen ligger langt inde i en fjord fuld af klipper, skær og småøer.
Lochboisdale og havnen med udsigt ud over fjorden og over mod Skye, som ligger helt ude i horisonten. I Lochboisdale, havde jeg bestilt et værelse hos Mrs. McLellan. Huset ligger næsten hvorfra dette foto er taget.
En aften uden for "Bayviuw" B&B hos Mrs. MacLellan, efter en lang strabaserende dag i South Uist´s landskab. Dagen endte i lidt sol og tørvejr, men ikke varmt. Selv om det var højsommer var temperaturen sjældent over 13-14 grader og til noget under. Der skulle være helt læ, før man kunne finde lidt varme. Vinden var altid bidende kold ofte endda meget overraskende kold, trods solskin.
Mrs. MacLellan smurte madpakker til mine ture og vaskede mit våde tøj og var en behagelig ældre kone, der dog i starten var noget reserveret. Jeg lagde mærke til, at hun ligesom mange andre mennesker på Hebriderne og også i Skotland i øvrigt havde det med at sige; aha - aha - aha - aha hele tiden og til alt, selv om jeg tror de ikke forstod en rygende fis af hvad man sagde. Medens de siger aha, nikker de energisk eller bøjer hovedet og nikker. Sjov adfærd og lidt vanskelig at kommunikere med.
Som alle steder jeg opholdt mig var huset fyldt af nips og tingel-tangel, men også pinligt rent og ryddeligt. Mange steder var der så rent, at man næsten ikke turde slå en prut. Jeg var et par steder, hvor konen forlangte bestemte tider man vaskede sig på, spiste, kom ind osv. Nogle få steder var det lidt generende og en noget uhøflig betjening man fik. Men som helhed var jeg utroligt glad for mine ophold på de forskellige B&B´s genne hele Hebriderne og det øvrige Skotland. Nogle steder var det lige modsat, her fik man en fantastisk betjening, helt ud over det normale og uden ekstra omkostninger. Mange dejlige og hjælpsomme mennesker mødte jeg på min vej.
Udsigt fra Mrs. MacLellan´s stue. Her spiste jeg morgenmad i de hyggelige stue med nips alle vegne og en masse fine bøger med mange spændende og interessante emner. Jeg hyggede mig gevaldigt medens jeg kunne sidde og se ud på den stive kuling suse om huset og regnen knalde ind mod ruden. Hyggeligt at tænke på en hel lang dag ude på de åbne vidder med sådan et vejr. Men sådan er betingelserne for mange ture. Hvis befolkningen kan klare et helt liv her, kan jeg også klare 14 dage på Hebriderne i sådan et vejr.
Lochboisdale og "hovedgaden" set nede fra havneområdet. Regnvejr - hvad ellers!
Byen har ikke mange indbyggere og kun et par lokale butikker, en cafe´/ spisested med junkfood på menuen, en politibetjent og ikke ret meget andet. Større indkøb har altid værest svært på Hebriderne, man handler hos meget små familieejede butikker oftest med ægteparret som eneste ansatte. Handelen foregår mange steder stadig, som her i landet for 40 - 50 år siden. der er ikke kundeunderlag til andet. Men da jeg var på Hebriderne i 2002, var der bygget et nyt butikscenter på North Uist. Man har så organiseret busruter fra centret, som kører rundt og henter kunderne over det meste af Hebriderne. Det vil betyde lukning af de små lokale samfunds butikker og så kommer det til at gå som alle andre steder i den vestlige verden, butikker ejet og styret af få store leverandører og kapitalforretninger. På Barra Island i Castlebay, lå der en Coop-forretning. Men sådan gå udviklingen jo alle steder, hen over den ældre befolkning, nye tider, omstilling og tilpasning.
Typisk landskab på South Uist, grønne enge med et utal af småsøer, moser og spredt bebyggelse af små fattige huse, hvor der drives lidt landbrug og fiskeri. Landbruget er stort set baseret på får og ikke på Orkney, som har en stor kreaturbesætning hos adskillige større landmænd.
Men landskabet på South Uist er så smukt i sin egen rene enkelhed med de uendelige grønne græs - og vandområder og det omgivne havs blågrønne vidder, hvor himlen enten tårner sig op i majestætisk blå storhed eller kryber melankolsk, grå og tåget omkring ude over landskabet.
Den lille vej op mod Howmore Bunkhouse og de slidte og forvitrede huse, som mange på South Uist og på Hebriderne i det hele taget, må bo i, da de ikke har råd til noget bedre.
Satelitfoto af Howmore området.
Howmore SYHA Bunkhouse. SYHA er navnet på en hostelkæde, (en slags vandrehjem), som har hostels over hele England og Skotland. Man kan booke og betale forud på internettet, som jeg også gjorde. Nemt og enkelt. Howmore Bunkhouse er et sted uden personale, hvor man betaler i et syltetøjsglas pr. døgn for sit ophold (£10). Læs ovenfor i rejsebeskrivelserne om mit dejlige og sjove ophold der og de ture jeg tog ud på.
Opholdsstuen i howmore Bunkhouse er lille men hyggelig. Her sad jeg og spiste, skrev dagbog og talte med de forskellige mennesker fra flere lande, som også boede der på deres tur på South Uist.
Howmore bunkhouse og det lille spartanske køkken, som hører hjemme i denne typiske originale bygning, som ses mange steder på Hebriderne og også stadigt anvendes som bolig adskillige steder. I bygningen er det primitivt køkken, dog med rindende vand og et primitivt toilet og bruser installeret. Der er køjesenge med en madras og en dyne. Fælles opholdsrum og pejs findes også. Hvis der ikke er ild i pejsen, er der faktisk hundekoldt inden døre, især om morgenen. Jeg havde mange dejlige og hyggelige stunder om aftenen og natten med samtaler med andre rejsende. Når man rejste derfra, ryddede man sit område op og lagde godt 100 kr. pr. døgn i et syltetøjsglas, som betaling for opholdet.
Howmore med hostellet i baggrunden og områdets vikinge/middelalder kirker og ruiner fra de små gårde og huse, som stadigt kan ses, selvom nogle er næsten 1000 år gamle. Her er meget smukt og området oser af historiens vingesus med alle de fejder, krige og ufred, som har præget Skotland og især Hebriderne og Orkney. Vikingerne og deres efterkommere fra Danmark, men især Norge, hærgede også Hebriderne og besad øerne i flere århundreder.
Howmore ved mit hostel. En aften var det en fantastisk stille og mild sommeraften, med gyldent solfald ude over Atlanterhavet, som kun ligger ca. 1 kilometer væk på fotoet. Ved hostellet kom der af og til en ældre border collie hund, som var så kælen og gik og pev af bare kælenhed og underdanighed. For reviret var overtaget af denne unge border collie han, som havde presset den gamle border i defensiven og overtaget rollen som overhund. Derfor gik den gamle rundt og havde ondt af sig selv. Den unge fyr var lynende hurtig, adræt og meget klog. Den ældre bondemand, som ejede hundene fortalte mig, at og de andre, som sad udenfor og nød aftenluften, at den unge hund skulle ned i mosen nærved og hente den hvide ko der. Den hvide ko var over-ko for flokken af køer, som bonden havde til at gå i engen omkring moserne. Så hunden skulle bare hente den hvide ko, så ville alle de andre køer følge med den uanset hvor hunden skulle lede dem hen. Bonden sendte hunden afsted med en kort kommando og væk var hunden i fuldt firspring ned mod mosen. Den forsvant ude af syne et stykke tid. Men pludselig kom en hvid ko styrtende op ad bakken, forbi hostellet og ind mellem os tilskuere, med hunden snappende i koens haser. Bagefter galoperede alle de andre 6-8 køer med, det bedste de havde lært. Hunden ledte dem videre op ad grusvejen, op over bakken forbi den nye kirke og ned mod stranden ud til Atlanterhavet, hvor køerne åbenbart skulle være om natten. Men en flot opvisning af disse kloge border collie hunde. Alt imens dette cirkus stod på, løb den gamle hund forvirret rundt og pev.
Jeg fandt senere ud af, at mange border colliehunde ofte mister grebet på hyrdegerningen. De bliver pludselig ved 7-8 års alderen, pivet og pjevset og har svært ved at klare opgaverne, da ejerne altid har flere hunde, som løbende bliver oplært til hyrdegerningen. Det betyder ofte at de gamle hunde presses på tidlig aftægt. Men så får de det ofte rart hos ejeren med at ligge ved pejsen og fise hele dagen.
Jeg har jo selv en border collie og den er nu 7 år gammel og den er så gammelklog og begynder også at vise disse pivede men søde tegn. De bliver så kærlige og rare og pyldrede. Det er ikke til at stå for.
Aftenen kulminerede også med at vi fik besøg af den sjældne fugl Corncrake, som på dansk hedder engsnarre. Fuglen hører til vandhønserasen og er efterhånden ret sjælden i Skotland. Jeg så den nu 4 gange på Hebriderne og hørte den en gang. For høre den, det kan man. Den galer højt og øredøvende lige op i luften, medens den sniger sig gennem græsset og de gule iriser ved mosebredderne.
Kik evt. på billederne og læs teksten på siden med fugle og dyr fra turen gennem Skotland.
Sidst på aftenen, denne dejlige milde aften, gik jeg mig en lang tur langs sandstranden nordover, medens solen sank ned i Atlanten sent ud på aftenen. Det var mørkt inden jeg nåede tilbage. Men en dejlig ensom tur, med lydene fra havet og den fjerne fårebrægen og de gyldne farver og lugten af friskhed og hav, som eneste følgesvend. En tur i pagt med naturen - uforglemmeligt.
Ude fra kysten havde man et godt vue tilbage mod Howmore og kirken og med de 2 store bjerge i baggrunden. Som næsten altid trak regnbyger og tykke lave skyer rundt i landskabet som tykke dyner. På fotoet ligner det en tyk dyne, som trykker landskabet fladt. Men flotte farver opstår altid ud af denne landskabstype på Hebriderne. Jeg synes altid at landskabet, himlen og vejrliget sammen havde sine helt egne smukke udtryksformer og stemninger, her ved Beinn Mhor bjerget, som ses i baggrundden til venstre.
Området midt på South Uist, Howmore og bjergene Hecla og Beinn Mhor i baggrunden. I forgrunden kysten og stranden, hvor jeg gik om aftenen og hvor jeg bl.a. cyklede mod syd langs kysten til højre i fotoet. Der løber en å ud i Atlanterhavet, som det også kan ses i billedes højre side.
Over broen og ad sandstier sydpå mod Eday. I baggrunden bjerget Hecla.
Min dejlige tur fra Howmore langs atlanterhavskysten gik bl.a. ud på denne øde halvø, Rubha Aird a´Mhuile, som stikker ud i Atlanterhavet på vestsiden af South Uist. Her var utroligt dejligt, øde og ensomt - en lise for en stresset sjæl, som havde fået nok af denne menneskeskabte gale verden. Så flygte kan man da altid ud på sådanne skønne steder - som endnu ikke er ødelagt.
Ved middagstid pakkede jeg til min cykeltur sydpå ud langs Atlanten. Jeg tog markvejen ned over en lille stenbro ved stranden og så ellers ad flere grusede og stenede markveje langs kysten ned mod Staoinebrig og Ormaclaeit Castle og videre ud på halvøen Rubha Aird a´Mhuile. I den ret kolde vind, som kom ind fra Atlanten, sad jeg her ved muren og drak te og spiste lidt. Ensomheden og naturens lyde var en lise for sjælen - jeg var milevidt fra menneskene her i verden - befriende dejligt også.
En anden dag cyklede jeg den lange vej ud mod øst mod kystområdet Lochskipport. På vejen ud lå her enkelte huse, men ellers var her øde og forladt, kun mine trofaste følgesvende fårene sås og hørtes hele tiden.
Landskabet bliver dog også afvekslende af og til, da græs, lyng, tørv, klipper, søer og moser ofte afløses af store skove af rodendendronbuske, alle mede de lyserøde blomster i flor. De blomstrede alle vegne medens jeg var på Hebriderne. Ligeledes voksede der også takstræer flere steder, som her på billedet.
På vejen ud mod Lochskipport, holdt jeg hvil her ved et lille vandløb, hvor jeg spiste lidt mad og drag min varme te. Hyggeligt med vandets klukken og det gode vejr.
Loch Skipport og det tidligere fiskeleje i forfald - alle mennesker er væk - levevilkårene blev for kummerlige. Kun dele af det længst forladte halvrådne havneanlæg fra en svunden tids store fiskeri, kan endnu ses.
Området ved Lochskipport er et forladt fiskersamfund, hvor kun ruinerne af huse og et primitivt havneanlæg vidner om et magert tidligere eksistensgrundlag for nogle få familier her ude i intetheden. Området var helt øde. Ikke et menneske sås og her var helt stille, ingen lyde, kun havets brusen lidt længere ude hørtes. Området fortalte helt tydeligt om de fattige og næsten umenneskelige betingelser man har haft tidligere, hvis man ville overleve her. Armod og fattigdom og forfald prægede området tydeligt. I øvrigt var mange områder på Hebriderne lige sådan, fattige, forsømte og ofte trøstesløse. Men spændende at opleve, fornemme menneskenes kamp med naturen, finde et liv for sig og sine på trods af alle odds. Ruinen som ses på fotoet er et af de sidste huse (Crofts), som ligger forladt ved Loch Skipport. Alt af værdi er genbrugt andre steder. Væggenes sten er ikke genbrugt - dem kan man få alle vegne ved de mange ruiner af huse og farme, som findes alle steder på øerne.
South Uist og det typiske landskab her. Lave søer og moser, gule iriser og kæruld og altid med nogle højdedrag eller bjerge i baggrunden.
En del steder på Hebriderne , har folk dog den uvane med bare at sætte deres udtjente landbrugsredskaber, traktorer og biler ude i naturen. Desværre så jeg flere steder gamle rustne traktorer og biler parkeret i moserne, bilerne ofte med nummerplader på endnu.
Loch Druidibeg og den vandresti man kan finde - dog kan stien være svær at følge og mudret og ligefrem væk i oversvømmelse.
South Uist og naturreservatet Loch Druidibeg. smukt med sollyset lysende over græssletterne, lyngbakkerne og rododendronbuskene. Her gik jeg en lang tur ud ad nogle smattede og plørede stier. Her var helt stille, ikke en lyd hørtes.
Loch Druidibeg og de 2 største bjerge på midten og østsiden af South Uist, Beinn Mhor og Hecla.
Ud på aftenen medens jeg gik ude i naturreservatet Loch Druidibeg, trak der et lille uvejr op og himlen blev mørk og landskabet falmede og mørknedes drastisk i takt med regnvejrsskyernes anmarch.
Ved Loch Druidibegog det smukke storslåede landskab indhyllet i regntåger og mageløst lys.
Medens det styrtregnede og også tordnede og lynede havde jeg åndsnærværelse nok til at tage dette smukke foto af Loch Druidibeg. Jeg stod jo ude i det lave landskab uden dækning omgivet af vand og det tordnede og lynede. Det var ikke en hensigtsmæssig placering, men heldigvis slog lynet ikke ned i mig.
På vej hjemad, lidt våd og kold oven på regnvejret, cyklede jeg ad vejen mod howmore og mit hostel. Pludselig kom en mosehornugle strygende forbi mig i lav højde og søgte ud over lyng - og græsengene, hvor den flaksede hid og did hen over lyngen ca. en meter oppe på jagt efter bytte, f.eks. mus, firben og frøer eller insekter. Flot syn og en god afslutning på endnu en dejlig og fantastisk dag på min tur på Hebriderne.
South Uist og igen et typisk landskab. Fladt med vandhuller alle vegne. Vejene er enkeltsporede, sådan at de få biler ikke kan mødes uden at de holder tilbage på de vigepladser, som er for hver 100 - 200 meter. Når en bilist ser en modkørende, er det almindelig høflighed, at den der er nærmest en vigeplads, holder ind og lader den anden passere. Dette sker ofte med en tydelig venlig hilsen og et smil. Når folk så mig på cykel vinkede de altid tit og hilste med arme of ben, alt imens de smilede over hele hovedet. Befolkningen var altid venlige, rare og gæstfrie og meget nysgerrige på hvad man var for en og hvad man kunne fortælle. Jeg havde mange fine og hyggelige stunder på min færd på Hebriderne, især hos de værtspar, som drev et B&B og hvor jeg boede 1 eller flere dage.
Vejen på fotoet er hovedvejen på South Uist og som bl.a. førte mig til The Heritage Center, Kildonan Museum, South Uist´s nybyggede lokalmuseum fra 1998, som viste sig at være et flot og spændende museum og en god cafe´, som havde nogle solide men velsmagende kager til min kaffe. Kildonan Museum ses øverst i billedet til venstre for vejen.
The Kildonan Centre in South Uist is a heritage and cultural amenity which includes a museum, a craft shop, a feis room for ceilidhs, music and dance, a cafe and an archaeology room where finds can be cleaned and examined by visiting archaeology groups.
The museum itself, Taigh- Tasgaidh Chill Donnain, is owned by the South Uist Historical Trust. Originally a school it has been extended and developed into a multi purpose centre which has gained full Museum Accreditation. The museum now contains an archival room dedicated to the memory of Margaret Fay Shaw.
Open: April - October
Mon-Sat, 10am-5pm Sun, 2-5pm
Denne skulptur står uden for indgangen til Kildonan museumet.
The Sculpture by Malcolm Robertson.
Outside the front of the museum is a sculpture commissioned from Malcolm Robertson to celebrate its reopening in 1998.
The main body of the sculpture is cut from steel sheet and it is embedded in a base of locally quarried Uist stone.
Cut into the sheet are two verses from a Gaelic emigrant song: ----
"In Praise of Uist".
O mo dhuthaich 's tu th'air m'aire
Uibhist chumhraidh ur nan gallan
Far a faighte na daoin' uaisle
Far 'm bu dual do Mhac 'ic Ailein.
Tir a mhurain, tir an eorna
Tir 's am pailt a h-uile seorsa
Far am bi na gillean oga
Gabhail oran 's 'g ol an leanna.
Kildonan Museum med et af de mange displays med ting og beskrivelser af Hebridernes historie. Her med et smedeværksted.
Kildonan Museums gode cafe´ hvor jeg fik min dejlige hjemmebagte kage til kaffen - et helt lille måltid.
Nord for Loch Druidibeg var endnu et mindesmærke for øens faldne soldater i de 2 verdenskrige placeret. Stedet ligger lige neden for bakken Rueval hvor statuen "Our Lady Of The Isles" står.
Samme sted, som mindesmærket for de faldne soldater, er der opført en flot marmorhvid kvindelig statue, som er South Uist´s skytshelgeninde, som betegnes som "Our Lady Of The Isles". På gælisk sprog hedder det: "Bana thighearne nan Eilean". Stavemåden er både med store og små startbogstaver. De sidste ord Eilean betyder ø eller øer og er også et udbredt pigenavn i Skotland og Irland
Our Lady Of The Isles. Statuen en en kvindeskikkelse med et barn på skulderen og statuen er vel ca. 4 - 5 meter høj. Her står den og skuer ud over South Uist og ud over Atlanten mod vest.
Næste dag gik turen mod Benbecula, Grimsay og North Uist.
Oppe fra bakken Ruabhal - Rueval bag den store statue, hvor der ligger en lille gravplads fra stenalderen, er der et flot skue ud over vestsiden af South Uist. Her kan man se den lille bebyggelse Driomor. Længer mod venstre på fotoet ligge 2 andre bebyggelser med så vanskeligt udtalte gæliske navne som Groigearraidh og Stadhtaigearraidh.
Our Lady Of The Isles. Statuen en en kvindeskikkelse med et barn på skulderen - her med det enestående smukke aftenlys, som jeg oplevede nogle gange under turen her.
Udsigt mod vest ved Howmore på South Uist ud mod Atlanten. Et ensomt hus spejler sig i den stille aftens sidste lys.
Vejdæmningen over Loch Bee op mod det nordligste af South Uist og vejdæmningen over til Benbecula.
I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos fra turen, hvor jeg sejlede fra Castebay på Barra Island til Lochboisdale på South Uist.
Fra Lochboisdale udgik mine ture bl.a. til Eriskay og videre op på øen South Uist til Howmore og området her, som ligger midt på øen. Senere gik turen så videre op på North Uist og Berneray i nord.
Fotos fra den del af rejsen er delt op i 3 fotoalbummer.
Hebridefoto 1, Hebridefoto 2. og Hebridefoto 3
Fotoalbum nr. 2 har fotos fra South Uist.
Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og man kan læse den tilhørende tekst.
Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.
Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg turede rundt på South Uist.
Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.
Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i den sydelige og midterste del af South Uist, bl.a. Lochboisdale og Howmore.
Link til hjemmeside om South Uist:
http://www.southuist.com/
http://www.storasuibhist.com/
http://www.undiscoveredscotland.co.uk/southuist/southuist/index.html
Link til området i og omkring Lochboisdale:
http://tinyurl.com/2fk856
http://tinyurl.com/yw2wba
Link til området i og omkring Baleshare:
http://www.undiscoveredscotland.co.uk/baleshare/baleshare/index.html
Link til området i og omkring Carinish og Clachan:
http://www.undiscoveredscotland.co.uk/northuist/carinish/index.html
Link til området i og omkring Howmore:
http://www.syha.org.uk/SYHA/Web/Site/Hostels/Howmore.asp
http://www.kildonanmuseum.co.uk/index.html
Link til side med oversigt over Bread & Breakfast m.m.:
http://www.undiscoveredscotland.co.uk/areawestsouth/guest.html
Link til side med hostels (SYHA) m.m.:
http://www.syha.org.uk/SYHA/web/site/home/home.asp
Link til side med en ornitologisk forening (fugle):
http://www.rspb.org.uk/
Uddrag af min rejsebeskrivelse:
Onsdag den 12. juni.
Jeg fik sovet rigtig godt denne nat, stærene larmede som de plejede, men jeg har åbenbart været tilpas træt, så jeg fik sovet og hvilet godt. Jeg stod ført op kl. 08:30 og fik noget hurtigt morgen mad og pakket det sidste ned i en nu mere handy rygsæk end da jeg kom til bunkhuset.
Jeg cyklede op til Tommy MacDonald/Rothan Cycles og fik returneret cyklen og betalt. Han var, ligesom i sine mails til mig inden turen, en flink og hjælpsom ung mand, reel og ærlig, jeg takkede ham mange gange. Jeg havde planlagt at tage den samme busrute som jeg anvendte til Howmore. Den ville komme til købmanden/posthuset hos Mr. Brant kl. 09:50.
Vejret var som fint nok på denne morgen, dog så det ikke ud til at det ville holde. Skyer trak op og nu havde jeg jo været på Hebriderne i næsten en uge og kunne begynde at se på skyerne, om de ville give regn eller de ville forblive tørre. Det lignede kommende regnbyger der trak op.
Jeg skulle stå lidt og vente uden for købmanden inden bussen skulle komme og køre mig til North Uist, Carinish og Heather Morrison v/ B&B Bonnieview. Her skulle jeg kun leje en cykel, da alle værelser var optaget, selv i marts måned, da jeg forsøgte forudbestilling. Men jeg kunne så leje en cykel der, og cykle op til det private hostel der skulle ligge ude mod Balashare halvøen. Jeg kunne så bare ringe til hende og aftale hvor hun kunne hente cyklen, når jeg ikke skulle bruge den mere.
Sådan er der på Hebriderne, man stoler på folk og behøver ikke være bange for tyverier m.m. Fra B&B Bonnieview skulle jeg cykle, med fuld oppakning, op til det private hostel Taigh Mo Sheanair, som oversat fra gælisk betyder My Grandfather´s House (min bedstefars hus), ejet af Alasdair og Gina Macdonald, som skulle ligge helt ude vestpå mod Baleshare øen, hvor området hedder Claddach Baleshare. Jeg havde pr. telefon forudbestilt det i marts måned.
På mit kort som jeg havde udprintet fra internettet skulle det ligge på vejen ud til dæmningen, der forbinder Baleshare øen med North Uist. Da jeg i praksis skulle finde det lå det ude af nogle krogede smalle veje, et godt stykke fra kortets placering af stedet. Heldigvis var der sat nogle træskilte op, der viste vej. Stedet ligger godt nok langt ude ved verdens ende!!
Ved købmanden begyndte det at øse ned, ja regnen stod ned i stænger, men jeg kunne stå lidt i læ af butikken, jeg skulle jo passe på ikke at misse bussen, når den kom. Men jeg havde ikke stået længe der, før der kom en ældre mand inde fra butikken og spurgte mig om jeg ikke ville have et lift nordpå mod North Uist
Han skulle faktisk til Carinish på besøg og da jeg skulle samme sted hen og fik ham forklaret, at jeg skulle til B&B Bonnieview, sagde jeg ja til et lift, og så var det jo også gratis. Jeg fik, i piskende regn, bakset min oppakning ind i den gamle opel kadet og så gik det af sted i adstadigt tempo nordpå mod først øen Benbecula over øen Grimsay til Carinish.
Den ældre mand var pensionist og boede sydpå i en udrangeret campingvogn og havde io ver 50 år og hele livet vandret i Skotland. Vi fik en god snak om naturen på Hebriderne og jeg spurgte om han havde set kongeørn (Golden Eagel). Det havde han faktisk ikke nogensinde, underligt nok. Så det er altså ikke nemt at få ørnen at se på øerne.
Den gamle fortalte lidt om øerne mens vi kørte. Jeg spurgte om der var et sted hvor man kunne hæve penge i en automat, eller bank. Det kan man kun i byen Balivanich på øen Benbecula, og der ville han da godt køre mig hen, selv om det jo er en omvej. Det var flot af ham, så vi kørte til Balivanich og jeg hævede 100£ i Bank of Scotland, jeg synes jo at jeg allerede havde brugt lidt vel rigeligt med penge på turen.
Turen i bil nordpå var en blanding af flot landskab og fattige huse og armod og også pæne huse/bebyggelser. Balivanich er mere en by, end mange af de andre byer, som jeg allerede har nævnt. Mange af dem er egentlig kun en løs samling af huse på et lille område. F.eks. Ludag, Howmore og Clachan.
I Balivanich ligger der en militærforlægning og den giver jo lidt arbejde til flere mennesker. Desuden er der også en lille lufthavn. Regnen kom og gik i byger og da vi kom til Carinish, holdt vi ved skolen kaldet the primary school. Jeg fik sagt farvel og takket den gamle mand mange gange. Så nu skulle jeg finde hvor H. Morrison og B&B Bonnieview lå.
Regnen stod nu ned i stænger, og jeg søgte ind på skolen, både af hensyn til læ for regnen og måske var der mulighed for at spørge hvor hun boede. Jeg havde ikke lyst til at vandre rundt på må og få med fuld oppakning og ikke vide hvor jeg skulle gå hen. På skolen var der time, så jeg stod og ventede lidt indtil der kom en dame der fortalte hvor H. Morrrison boede. Jeg havde forlods ringet og aftalt med Morrison, at hun var hjemme. Lidt efter var regnen var stilnet lidt af, og jeg gik ned ad vejen og kunne snart se huset som jeg regnede med var Morrisons. Jeg gik ind til huset og bankede på. En hund gøede rasende indenfor og jeg skulle ikke nyde noget med at lukke op. Der kom ingen ud og jeg gik lidt rundt på må og få udenfor.
Det var lidt køligt vel omkring 8-10 graders varme. Jeg besluttede, at vente udenfor på en lille trappe i læ for vejret. Her fik jeg lidt te og kiks. Endelig kom hun hjem og undskyldte sit fravær. Grunden til at hun ikke havde ledige værelser, skyldtes, at hun hvert år fast lejede værelser ud til de vejarbejdere/asfaltlæggere, der hvert år kom over til øerne for at lave nyt og reparere vejene. Vi aftalte hvor længe jeg ville have cyklen og jeg betalte forud £40. Hvis jeg ikke ville bruge den hele turen til Lochmaddy ville hun refundere mig forskellen pr. brev. Hun tog £5 som kompensation når hun skulle hente cyklen, der hvor jeg ville stoppe med cyklingen.
Da jeg så cyklen, blev jeg noget skuffet. Den var så absolut ikke pengene værd. En slidt og dårlig kvalitet mountainbike var hvad jeg kunne få. Men der var sådan set, ikke noget at gøre. Jeg tror hun fornemmede min skuffelse og at hun ikke havde været hjemme, da jeg kom til huset, så hun kørte mig til mit hostel ved Cladach Baleshare. I det stadige regnvejr, var det ok for mig.
Da jeg jo havde kørt med den gamle mand, var jeg trods lidt hindringer kommet tidligt til mit hostel. Da jeg ankom, var det stadigt et møjvejr og egnen og området så lidt trøsteløs ud. Ejeren Alasdair MacDonald har restaureret sin fars hjem, der ligger lige ved siden af sit eget hjem. Huset er moderniseret med de bedste materialer, bl.a. danske Velux tagvinduer. Alt er velholdt og meget rent, her bliver bestemt rart at være.
Området omkring huset er grønne græsmarker med små bakker, moser, søer og med stranden ned til vandet der ligger bag øen Baleshare, man kan se ligge og skærme kysten mod Atlantens mægtige bølger. Længere ude kan man se kystlinien af Kirkibost Island, der ligger sydvest for Bayhead, som er mit næste mål, når jeg er færdig med Baleshare.
På Alasdair´s marker går alle hans får og bræger. Her er ingen haver, kun de rå huse og alle det forskellige skrammel fra flere generationers kasserede maskiner og andet grej, en praksis alle øerne bærer præg af. Ude lidt væk fra Alasdair´s hus stod der en traktor, rusten og dog nok kørt rundt for ikke så længe siden. Den lignede bare en traktor der var blevet træt og gået i stå og efterladt der alene på bakkeskråningen.
Rundt om hostellet og Alasdair´s hus lå der andre bilvrag og gamle hummerruser m.m. Men sådan er der alle vegne, det er deres kultur og jeg følte senere, at naturen og menneskene og dette affaldsproblem ligesom hørte sammen på en eller anden mærkelig måde. Det virkede naturligt at man kunne se, at her stred menneskene med sit udkomme og på trods af vejret og naturens præmisser. Det er ligesom om, at affaldet er menneskenes synlige visitkort der også går i arv til næste generation, på disse grønne øer.
Hostellet var uden beboere, da jeg ankom, så jeg fandt et værelse ovenpå, der så tomt ud. Her pakkede jeg ud og skiftede til tørt tøj og gik ned i køkkenet og fik lavet lidt varm mad, der for en gangs skyd smagte fint, jeg er vist ved at komme efter det. Lidt efter kom så ejeren Alasdair over til mig og bød mig velkommen. Han var indbegrebet af en beboer på North Uist, ”crofter” og fårehyrde, fisker, bidt af arbejdet og vejr og vind. Han var ikke ret høj, vel 1,65m. tæt bygget og enormt bred over skuldrene, korte enorme kraftige arme med underarme så tykke som mine lår!! Men muskler alle vegne. Hans hænder var ligeledes enorme. Hans hånd havde samme størrelse som 2 af mine.
Der stod han så, lidt duknakket ydmyg og dog bestemt, men udstrålende venlighed og nysgerrighed i sine kæmpe store gummistøvler og orange regnjakke og fedtede bør på hovedet. Han smilede skævt og med et lunt glimt i øjnene. Jeg kunne lide ham lige med det samme. Han viste mig rundt i huset og talte med dette lidt svære at forstå, mumlende skotske sprog, der tales her ude på Hebriderne. Han krydrede også sin ord med vendingerne Aha – aha- aha ved alle sætningers slutning og så svar på det man selv sagde. Det lyder som et automatisk udtryk på noget de ikke altid forstår, når man taler sit lidt famlende skoleengelsk. Men det lyder meget sjovt.
Jeg fortalte ham, at jeg ville gøre klar til en cykletur mod nord og ud ad vejen nr. A867 mod Lochmaddy og gå op til stenalder gravpladsen med den 3500 år gamle ”stendysse” Bharpa Langais. Det er en 12 meter høj samling af tusindvis af sten dynget op, men med en hule eller gravkammer inden i og en lav åbning med en gang derind. Man kan dog ikke komme derind, da det er alt for farligt.
Jeg lavede noget varmt vand og pakkede min turrygsæk og begav mig ud et herrens vejr. Det blæste og regnede som ind i helvede, strid modvind og blytunge mørke skyer jagede hen over himlen. Ja, det var næsten mørkt. Men jeg var opsat på at fuldføre, trods det skrækkelige vejr.
Jeg nåede Clachan na Luib, hvor der var en lille købmand, som jeg aflagde et visit og købte lidt godt til turens videre forløb, bananer, kiks, sodavand, slik en øl og nogle postkort. Herefter gik turen ud af den smalle vej mod Lochmaddy. Der kørte dog nogle biler her, da det er den eneste vej der går rundt på øen.
Umiddelbart efter købmanden, gjorde jeg holdt ved et stort mindesmærke over de 2 store verdenskrige. Denne store firkantede murstensstatue har alle navnene fra egnens faldne fra krigene, flest fra 1. Verdenskrig. Den stod der ensom i den piskende regn og skuede ud over de grå vandflader mellem de grønne græsenge.
Men himlen stod i ´et og det hele var gråt, tåget og trøstesløst at se ud på. Jeg sted mig videre i regnen, det var virkeligt næsten for meget med al den hidsige vind tillige. Efter et godt stykke tid, hvor det tilmed gik op ad bakke, nåede jeg stedet hvor stien går fra vejen op til bakketoppen hvor stendyssen ligger. Jeg kunne svagt skimte den oppe på toppen.
Jeg fik ordnet mit tøj oven på den frygtelige cykeltur på den meget dårlige møjcykel jeg havde fået. Nu gik det op ad den fedtede og glatte sti til bakkens top. Stendyssen er enormt stor. Det må have taget meget lang tid, at få slæbt alle disse tusindvis af store sten op på den ca. 100m høje bakketop, helt tilbage for 3500 år siden.
Men heroppe på bakketoppen var det ikke rart at være, så jeg krøb lidt ind i huleåbningen for at få læ. Jeg fik lavet lidt te og spiste bananer og kiks med mine kolde og vandopløste valne fingre. Jeg følte mig både kold og våd, men det var nu mest sved indvendigt under tøjet. Trods vejret gik jeg igen ud og længere op på ad bakken ved siden af og kunne nu se ud over hele området. Men pga. regnen og tågen kunne jeg nu ikke se særligt langt og noget ret tydeligt.
Men nu havde jeg været her, som jeg havde planlagt, og jeg fortrød ikke turen, selvom de 12 km. hjemad i den stride regn og blæst var streng at komme igennem. Så kors, hvor var det rart at komme hjem igen.
Hjemme på hostellet var der nu kommet flere gæster. De var nogle rigtig rare og venlige mennesker fra det Skotske fastland, bl.a Glasgow og fra en anden part af Skotland. Men denne person fandt jeg aldrig ud af hvad hed og hvor han sagde han boede. Han var utrolig svær at forstå. Et mærkeligt mumlende afsnuppet skotsk sprog, så jeg måtte nikke ihærdigt og prøve, at se ud som om jeg var helt med på hvad han sagde. Men han var rigtig rar og venlig. Han kørte rundt alene i sin bil og vandrede i bjerge hele sommeren.
Jeg fik lavet lidt aftensmad og vasket tøj og tørretumblet det, så jeg ville være klar til næste dags store bjergtur til Eaval, som kunne ses fra hostellet. Om aftenen tændte vi op i det åbne ildsted med tørre tørv. Jeg fik mig en whisky og satte mig hen til vinduet og malede en akvarel med motivet fra udsigten ud mod atlanten. Det var meget hyggeligt.
Lidt efter kom Alasdair krabbende over i sine gummistøvler, garbadinebukser og gamle sweater i brune og orange farver, som man brugte det omkring 1970 – 1975. Så sad vi alle der i den varme stue ved ildstedet og skotterne fortalte historier og især Alasdair kunne levende fortælle om sine ture på havet når han fiskede sine ruser op med hummere.
Han fortalte bl.a. en smuk historie om en tur, hvor han fangede en stor hummer i sin ruse. Den var ved at skifte hud/skal. Det er meget sjældent man kan fange dem når de skifter skal, da de så gemmer sig i huller og huler på bunden. Men denne her var altså i gang. Når de skifter skal bliver de helt blå og meget smukke. Og der sad han så i sin lille båd, vuggende på Atlantens dønninger og holdt denne store blå skabning i sine hænder. Han nænnede ikke at slå den ihjel og tage den med hjem, så han satte den forsigtigt ud i det klare solbeskinnede havvand og så et betagende syn, da dyret gled mørkeblå og mystisk ned gennem det klare vand indtil den fadede ud i havet uendelige dybe mørke vand og forsvandt. Det var en gribende naturfortælling, som jeg aldrig glemmer. Man kunne se på Alasdair, at han følte det ligeså, selvom han sikkert havde fortalt den historie mange gange før.
Det var en dejlig aften i disse rare og hyggelige menneskers nærvær og jeg gik til ro med stor fred i sjælen og glædede mig til næste dag hvor jeg ville håbe, vejret ville blive bedre.
Lochboisdale og havneområdet. Byen ligger langt inde i en fjord fuld af klipper, skær og småøer.
Lochboisdale og havnen med udsigt ud over fjorden og over mod Skye, som ligger helt ude i horisonten. I Lochboisdale, havde jeg bestilt et værelse hos Mrs. McLellan. Huset ligger næsten hvorfra dette foto er taget.
En aften uden for "Bayviuw" B&B hos Mrs. MacLellan, efter en lang strabaserende dag i South Uist´s landskab. Dagen endte i lidt sol og tørvejr, men ikke varmt. Selv om det var højsommer var temperaturen sjældent over 13-14 grader og til noget under. Der skulle være helt læ, før man kunne finde lidt varme. Vinden var altid bidende kold ofte endda meget overraskende kold, trods solskin.
Mrs. MacLellan smurte madpakker til mine ture og vaskede mit våde tøj og var en behagelig ældre kone, der dog i starten var noget reserveret. Jeg lagde mærke til, at hun ligesom mange andre mennesker på Hebriderne og også i Skotland i øvrigt havde det med at sige; aha - aha - aha - aha hele tiden og til alt, selv om jeg tror de ikke forstod en rygende fis af hvad man sagde. Medens de siger aha, nikker de energisk eller bøjer hovedet og nikker. Sjov adfærd og lidt vanskelig at kommunikere med.
Som alle steder jeg opholdt mig var huset fyldt af nips og tingel-tangel, men også pinligt rent og ryddeligt. Mange steder var der så rent, at man næsten ikke turde slå en prut. Jeg var et par steder, hvor konen forlangte bestemte tider man vaskede sig på, spiste, kom ind osv. Nogle få steder var det lidt generende og en noget uhøflig betjening man fik. Men som helhed var jeg utroligt glad for mine ophold på de forskellige B&B´s genne hele Hebriderne og det øvrige Skotland. Nogle steder var det lige modsat, her fik man en fantastisk betjening, helt ud over det normale og uden ekstra omkostninger. Mange dejlige og hjælpsomme mennesker mødte jeg på min vej.
Udsigt fra Mrs. MacLellan´s stue. Her spiste jeg morgenmad i de hyggelige stue med nips alle vegne og en masse fine bøger med mange spændende og interessante emner. Jeg hyggede mig gevaldigt medens jeg kunne sidde og se ud på den stive kuling suse om huset og regnen knalde ind mod ruden. Hyggeligt at tænke på en hel lang dag ude på de åbne vidder med sådan et vejr. Men sådan er betingelserne for mange ture. Hvis befolkningen kan klare et helt liv her, kan jeg også klare 14 dage på Hebriderne i sådan et vejr.
Lochboisdale og "hovedgaden" set nede fra havneområdet. Regnvejr - hvad ellers!
Byen har ikke mange indbyggere og kun et par lokale butikker, en cafe´/ spisested med junkfood på menuen, en politibetjent og ikke ret meget andet. Større indkøb har altid værest svært på Hebriderne, man handler hos meget små familieejede butikker oftest med ægteparret som eneste ansatte. Handelen foregår mange steder stadig, som her i landet for 40 - 50 år siden. der er ikke kundeunderlag til andet. Men da jeg var på Hebriderne i 2002, var der bygget et nyt butikscenter på North Uist. Man har så organiseret busruter fra centret, som kører rundt og henter kunderne over det meste af Hebriderne. Det vil betyde lukning af de små lokale samfunds butikker og så kommer det til at gå som alle andre steder i den vestlige verden, butikker ejet og styret af få store leverandører og kapitalforretninger. På Barra Island i Castlebay, lå der en Coop-forretning. Men sådan gå udviklingen jo alle steder, hen over den ældre befolkning, nye tider, omstilling og tilpasning.
Typisk landskab på South Uist, grønne enge med et utal af småsøer, moser og spredt bebyggelse af små fattige huse, hvor der drives lidt landbrug og fiskeri. Landbruget er stort set baseret på får og ikke på Orkney, som har en stor kreaturbesætning hos adskillige større landmænd.
Men landskabet på South Uist er så smukt i sin egen rene enkelhed med de uendelige grønne græs - og vandområder og det omgivne havs blågrønne vidder, hvor himlen enten tårner sig op i majestætisk blå storhed eller kryber melankolsk, grå og tåget omkring ude over landskabet.
Den lille vej op mod Howmore Bunkhouse og de slidte og forvitrede huse, som mange på South Uist og på Hebriderne i det hele taget, må bo i, da de ikke har råd til noget bedre.
Satelitfoto af Howmore området.
Howmore SYHA Bunkhouse. SYHA er navnet på en hostelkæde, (en slags vandrehjem), som har hostels over hele England og Skotland. Man kan booke og betale forud på internettet, som jeg også gjorde. Nemt og enkelt. Howmore Bunkhouse er et sted uden personale, hvor man betaler i et syltetøjsglas pr. døgn for sit ophold (£10). Læs ovenfor i rejsebeskrivelserne om mit dejlige og sjove ophold der og de ture jeg tog ud på.
Opholdsstuen i howmore Bunkhouse er lille men hyggelig. Her sad jeg og spiste, skrev dagbog og talte med de forskellige mennesker fra flere lande, som også boede der på deres tur på South Uist.
Howmore bunkhouse og det lille spartanske køkken, som hører hjemme i denne typiske originale bygning, som ses mange steder på Hebriderne og også stadigt anvendes som bolig adskillige steder. I bygningen er det primitivt køkken, dog med rindende vand og et primitivt toilet og bruser installeret. Der er køjesenge med en madras og en dyne. Fælles opholdsrum og pejs findes også. Hvis der ikke er ild i pejsen, er der faktisk hundekoldt inden døre, især om morgenen. Jeg havde mange dejlige og hyggelige stunder om aftenen og natten med samtaler med andre rejsende. Når man rejste derfra, ryddede man sit område op og lagde godt 100 kr. pr. døgn i et syltetøjsglas, som betaling for opholdet.
Howmore med hostellet i baggrunden og områdets vikinge/middelalder kirker og ruiner fra de små gårde og huse, som stadigt kan ses, selvom nogle er næsten 1000 år gamle. Her er meget smukt og området oser af historiens vingesus med alle de fejder, krige og ufred, som har præget Skotland og især Hebriderne og Orkney. Vikingerne og deres efterkommere fra Danmark, men især Norge, hærgede også Hebriderne og besad øerne i flere århundreder.
Howmore ved mit hostel. En aften var det en fantastisk stille og mild sommeraften, med gyldent solfald ude over Atlanterhavet, som kun ligger ca. 1 kilometer væk på fotoet. Ved hostellet kom der af og til en ældre border collie hund, som var så kælen og gik og pev af bare kælenhed og underdanighed. For reviret var overtaget af denne unge border collie han, som havde presset den gamle border i defensiven og overtaget rollen som overhund. Derfor gik den gamle rundt og havde ondt af sig selv. Den unge fyr var lynende hurtig, adræt og meget klog. Den ældre bondemand, som ejede hundene fortalte mig, at og de andre, som sad udenfor og nød aftenluften, at den unge hund skulle ned i mosen nærved og hente den hvide ko der. Den hvide ko var over-ko for flokken af køer, som bonden havde til at gå i engen omkring moserne. Så hunden skulle bare hente den hvide ko, så ville alle de andre køer følge med den uanset hvor hunden skulle lede dem hen. Bonden sendte hunden afsted med en kort kommando og væk var hunden i fuldt firspring ned mod mosen. Den forsvant ude af syne et stykke tid. Men pludselig kom en hvid ko styrtende op ad bakken, forbi hostellet og ind mellem os tilskuere, med hunden snappende i koens haser. Bagefter galoperede alle de andre 6-8 køer med, det bedste de havde lært. Hunden ledte dem videre op ad grusvejen, op over bakken forbi den nye kirke og ned mod stranden ud til Atlanterhavet, hvor køerne åbenbart skulle være om natten. Men en flot opvisning af disse kloge border collie hunde. Alt imens dette cirkus stod på, løb den gamle hund forvirret rundt og pev.
Jeg fandt senere ud af, at mange border colliehunde ofte mister grebet på hyrdegerningen. De bliver pludselig ved 7-8 års alderen, pivet og pjevset og har svært ved at klare opgaverne, da ejerne altid har flere hunde, som løbende bliver oplært til hyrdegerningen. Det betyder ofte at de gamle hunde presses på tidlig aftægt. Men så får de det ofte rart hos ejeren med at ligge ved pejsen og fise hele dagen.
Jeg har jo selv en border collie og den er nu 7 år gammel og den er så gammelklog og begynder også at vise disse pivede men søde tegn. De bliver så kærlige og rare og pyldrede. Det er ikke til at stå for.
Aftenen kulminerede også med at vi fik besøg af den sjældne fugl Corncrake, som på dansk hedder engsnarre. Fuglen hører til vandhønserasen og er efterhånden ret sjælden i Skotland. Jeg så den nu 4 gange på Hebriderne og hørte den en gang. For høre den, det kan man. Den galer højt og øredøvende lige op i luften, medens den sniger sig gennem græsset og de gule iriser ved mosebredderne.
Kik evt. på billederne og læs teksten på siden med fugle og dyr fra turen gennem Skotland.
Sidst på aftenen, denne dejlige milde aften, gik jeg mig en lang tur langs sandstranden nordover, medens solen sank ned i Atlanten sent ud på aftenen. Det var mørkt inden jeg nåede tilbage. Men en dejlig ensom tur, med lydene fra havet og den fjerne fårebrægen og de gyldne farver og lugten af friskhed og hav, som eneste følgesvend. En tur i pagt med naturen - uforglemmeligt.
Ude fra kysten havde man et godt vue tilbage mod Howmore og kirken og med de 2 store bjerge i baggrunden. Som næsten altid trak regnbyger og tykke lave skyer rundt i landskabet som tykke dyner. På fotoet ligner det en tyk dyne, som trykker landskabet fladt. Men flotte farver opstår altid ud af denne landskabstype på Hebriderne. Jeg synes altid at landskabet, himlen og vejrliget sammen havde sine helt egne smukke udtryksformer og stemninger, her ved Beinn Mhor bjerget, som ses i baggrundden til venstre.
Området midt på South Uist, Howmore og bjergene Hecla og Beinn Mhor i baggrunden. I forgrunden kysten og stranden, hvor jeg gik om aftenen og hvor jeg bl.a. cyklede mod syd langs kysten til højre i fotoet. Der løber en å ud i Atlanterhavet, som det også kan ses i billedes højre side.
Over broen og ad sandstier sydpå mod Eday. I baggrunden bjerget Hecla.
Min dejlige tur fra Howmore langs atlanterhavskysten gik bl.a. ud på denne øde halvø, Rubha Aird a´Mhuile, som stikker ud i Atlanterhavet på vestsiden af South Uist. Her var utroligt dejligt, øde og ensomt - en lise for en stresset sjæl, som havde fået nok af denne menneskeskabte gale verden. Så flygte kan man da altid ud på sådanne skønne steder - som endnu ikke er ødelagt.
Ved middagstid pakkede jeg til min cykeltur sydpå ud langs Atlanten. Jeg tog markvejen ned over en lille stenbro ved stranden og så ellers ad flere grusede og stenede markveje langs kysten ned mod Staoinebrig og Ormaclaeit Castle og videre ud på halvøen Rubha Aird a´Mhuile. I den ret kolde vind, som kom ind fra Atlanten, sad jeg her ved muren og drak te og spiste lidt. Ensomheden og naturens lyde var en lise for sjælen - jeg var milevidt fra menneskene her i verden - befriende dejligt også.
En anden dag cyklede jeg den lange vej ud mod øst mod kystområdet Lochskipport. På vejen ud lå her enkelte huse, men ellers var her øde og forladt, kun mine trofaste følgesvende fårene sås og hørtes hele tiden.
Landskabet bliver dog også afvekslende af og til, da græs, lyng, tørv, klipper, søer og moser ofte afløses af store skove af rodendendronbuske, alle mede de lyserøde blomster i flor. De blomstrede alle vegne medens jeg var på Hebriderne. Ligeledes voksede der også takstræer flere steder, som her på billedet.
På vejen ud mod Lochskipport, holdt jeg hvil her ved et lille vandløb, hvor jeg spiste lidt mad og drag min varme te. Hyggeligt med vandets klukken og det gode vejr.
Loch Skipport og det tidligere fiskeleje i forfald - alle mennesker er væk - levevilkårene blev for kummerlige. Kun dele af det længst forladte halvrådne havneanlæg fra en svunden tids store fiskeri, kan endnu ses.
Området ved Lochskipport er et forladt fiskersamfund, hvor kun ruinerne af huse og et primitivt havneanlæg vidner om et magert tidligere eksistensgrundlag for nogle få familier her ude i intetheden. Området var helt øde. Ikke et menneske sås og her var helt stille, ingen lyde, kun havets brusen lidt længere ude hørtes. Området fortalte helt tydeligt om de fattige og næsten umenneskelige betingelser man har haft tidligere, hvis man ville overleve her. Armod og fattigdom og forfald prægede området tydeligt. I øvrigt var mange områder på Hebriderne lige sådan, fattige, forsømte og ofte trøstesløse. Men spændende at opleve, fornemme menneskenes kamp med naturen, finde et liv for sig og sine på trods af alle odds. Ruinen som ses på fotoet er et af de sidste huse (Crofts), som ligger forladt ved Loch Skipport. Alt af værdi er genbrugt andre steder. Væggenes sten er ikke genbrugt - dem kan man få alle vegne ved de mange ruiner af huse og farme, som findes alle steder på øerne.
South Uist og det typiske landskab her. Lave søer og moser, gule iriser og kæruld og altid med nogle højdedrag eller bjerge i baggrunden.
En del steder på Hebriderne , har folk dog den uvane med bare at sætte deres udtjente landbrugsredskaber, traktorer og biler ude i naturen. Desværre så jeg flere steder gamle rustne traktorer og biler parkeret i moserne, bilerne ofte med nummerplader på endnu.
Loch Druidibeg og den vandresti man kan finde - dog kan stien være svær at følge og mudret og ligefrem væk i oversvømmelse.
South Uist og naturreservatet Loch Druidibeg. smukt med sollyset lysende over græssletterne, lyngbakkerne og rododendronbuskene. Her gik jeg en lang tur ud ad nogle smattede og plørede stier. Her var helt stille, ikke en lyd hørtes.
Loch Druidibeg og de 2 største bjerge på midten og østsiden af South Uist, Beinn Mhor og Hecla.
Ud på aftenen medens jeg gik ude i naturreservatet Loch Druidibeg, trak der et lille uvejr op og himlen blev mørk og landskabet falmede og mørknedes drastisk i takt med regnvejrsskyernes anmarch.
Ved Loch Druidibegog det smukke storslåede landskab indhyllet i regntåger og mageløst lys.
Medens det styrtregnede og også tordnede og lynede havde jeg åndsnærværelse nok til at tage dette smukke foto af Loch Druidibeg. Jeg stod jo ude i det lave landskab uden dækning omgivet af vand og det tordnede og lynede. Det var ikke en hensigtsmæssig placering, men heldigvis slog lynet ikke ned i mig.
På vej hjemad, lidt våd og kold oven på regnvejret, cyklede jeg ad vejen mod howmore og mit hostel. Pludselig kom en mosehornugle strygende forbi mig i lav højde og søgte ud over lyng - og græsengene, hvor den flaksede hid og did hen over lyngen ca. en meter oppe på jagt efter bytte, f.eks. mus, firben og frøer eller insekter. Flot syn og en god afslutning på endnu en dejlig og fantastisk dag på min tur på Hebriderne.
South Uist og igen et typisk landskab. Fladt med vandhuller alle vegne. Vejene er enkeltsporede, sådan at de få biler ikke kan mødes uden at de holder tilbage på de vigepladser, som er for hver 100 - 200 meter. Når en bilist ser en modkørende, er det almindelig høflighed, at den der er nærmest en vigeplads, holder ind og lader den anden passere. Dette sker ofte med en tydelig venlig hilsen og et smil. Når folk så mig på cykel vinkede de altid tit og hilste med arme of ben, alt imens de smilede over hele hovedet. Befolkningen var altid venlige, rare og gæstfrie og meget nysgerrige på hvad man var for en og hvad man kunne fortælle. Jeg havde mange fine og hyggelige stunder på min færd på Hebriderne, især hos de værtspar, som drev et B&B og hvor jeg boede 1 eller flere dage.
Vejen på fotoet er hovedvejen på South Uist og som bl.a. førte mig til The Heritage Center, Kildonan Museum, South Uist´s nybyggede lokalmuseum fra 1998, som viste sig at være et flot og spændende museum og en god cafe´, som havde nogle solide men velsmagende kager til min kaffe. Kildonan Museum ses øverst i billedet til venstre for vejen.
The Kildonan Centre in South Uist is a heritage and cultural amenity which includes a museum, a craft shop, a feis room for ceilidhs, music and dance, a cafe and an archaeology room where finds can be cleaned and examined by visiting archaeology groups.
The museum itself, Taigh- Tasgaidh Chill Donnain, is owned by the South Uist Historical Trust. Originally a school it has been extended and developed into a multi purpose centre which has gained full Museum Accreditation. The museum now contains an archival room dedicated to the memory of Margaret Fay Shaw.
Open: April - October
Mon-Sat, 10am-5pm Sun, 2-5pm
Denne skulptur står uden for indgangen til Kildonan museumet.
The Sculpture by Malcolm Robertson.
Outside the front of the museum is a sculpture commissioned from Malcolm Robertson to celebrate its reopening in 1998.
The main body of the sculpture is cut from steel sheet and it is embedded in a base of locally quarried Uist stone.
Cut into the sheet are two verses from a Gaelic emigrant song: ----
"In Praise of Uist".
O mo dhuthaich 's tu th'air m'aire
Uibhist chumhraidh ur nan gallan
Far a faighte na daoin' uaisle
Far 'm bu dual do Mhac 'ic Ailein.
Tir a mhurain, tir an eorna
Tir 's am pailt a h-uile seorsa
Far am bi na gillean oga
Gabhail oran 's 'g ol an leanna.
Kildonan Museum med et af de mange displays med ting og beskrivelser af Hebridernes historie. Her med et smedeværksted.
Kildonan Museums gode cafe´ hvor jeg fik min dejlige hjemmebagte kage til kaffen - et helt lille måltid.
Nord for Loch Druidibeg var endnu et mindesmærke for øens faldne soldater i de 2 verdenskrige placeret. Stedet ligger lige neden for bakken Rueval hvor statuen "Our Lady Of The Isles" står.
Samme sted, som mindesmærket for de faldne soldater, er der opført en flot marmorhvid kvindelig statue, som er South Uist´s skytshelgeninde, som betegnes som "Our Lady Of The Isles". På gælisk sprog hedder det: "Bana thighearne nan Eilean". Stavemåden er både med store og små startbogstaver. De sidste ord Eilean betyder ø eller øer og er også et udbredt pigenavn i Skotland og Irland
Our Lady Of The Isles. Statuen en en kvindeskikkelse med et barn på skulderen og statuen er vel ca. 4 - 5 meter høj. Her står den og skuer ud over South Uist og ud over Atlanten mod vest.
Næste dag gik turen mod Benbecula, Grimsay og North Uist.
Oppe fra bakken Ruabhal - Rueval bag den store statue, hvor der ligger en lille gravplads fra stenalderen, er der et flot skue ud over vestsiden af South Uist. Her kan man se den lille bebyggelse Driomor. Længer mod venstre på fotoet ligge 2 andre bebyggelser med så vanskeligt udtalte gæliske navne som Groigearraidh og Stadhtaigearraidh.
Our Lady Of The Isles. Statuen en en kvindeskikkelse med et barn på skulderen - her med det enestående smukke aftenlys, som jeg oplevede nogle gange under turen her.
Udsigt mod vest ved Howmore på South Uist ud mod Atlanten. Et ensomt hus spejler sig i den stille aftens sidste lys.
Vejdæmningen over Loch Bee op mod det nordligste af South Uist og vejdæmningen over til Benbecula.
Mere infoKan li'
| |
|
|
|
|