Sidste del af turen på Hebriderne blev helliget turen på North Uist og den lille ø Berneray, herunder en oplevelse, som kom til at betyde meget for mig og min historiske interesse og senere tur i 2013.

Jeg så på min tur på øen North Uist, helt ude ved vestkysten (Hornish) en lille ældgammel kirkegård, en gravsten med inskriptionen: Corporal Ewen Nicholson, killed in action, Ypres 3th of June 1916, 24 years old. Hebridernes befolkning led meget under især 1. Verdenskrig, hvor mange mænd blev lokket til og sendt i krig og hvoraf rigtig mange blev dræbt. Dette spild af menneskeliv og de sorger og savn på øerne, som udspillede sig dengang, har rystet mig dybt og jeg har siden vendt og drejet det i mine tanker.

I år 2009 og indtil 2013 har jeg sat mig for, at finde ud af alt det jeg kunne omkring denne soldats skæbne, hans tjeneste, enhed, krigsskueplads, død, begravelsessted - ja, alt om krigen i og omkring Ypres i Belgien i juni 1916. Jeg kunne på gravstenen se, at Nicholson var i en canadisk hærenhed.

Jeg har her i 2013 ved redigeringen af siderne oprettet en speciel side/menupunkt, som fortæller hele historien om denne soldats skæbne og om I. Verdenskrig omkring byen Ypres i Belgien - Men kik på siden og på billederne, her står hele historien fortalt under hvert billede  - for mig var det fantastisk spændende at finde frem til alle de mange facts og autentiske historiske hændelse - som at være der selv......

Jeg har i maj/juni 2013 været i Belgien og besøgt denne soldats gravsted og disse fotos og hele beskrivelse kan ses  i det specielle menupunkt: "En Soldats Død"

Sidst i fotoserien er der også en detaljeret fotohistorie om et flystyrt på North Uist ved Lochmaddy - en amerikansk B-24 bombemaskine. Ud over denne historie er der en del facts om flyet og USA´s krigsformåen på luftvåbnets side under 2. Verdenskrig.

Ellers er siden opbygget som de andre.

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejse- beskrivelsen fra turen, hvor jeg er nået til North Uist og Berneray.

Fotos fra den del af rejsen er delt op i 3 fotoalbummer.
Hebridefoto 1, Hebridefoto 2. og Hebridefoto 3

Fotoalbum nr. 3 har fotos fra North Uist og Berneray. 

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Under de andre menupunkter, er der flere uddrag fra den del af turen, hvor jeg var på Hebriderne.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i den vestlige del af North Uist, bl.a. Baleshare, Bayhead og Scolpaig.

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/northuist/northuist/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/northuist/carinish/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/baleshare/baleshare/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/northuist/lochmaddy/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/berneray/berneray/index.html

Her et link til en side om vandreture, forslag og meget mere fra hele Skotland og her specielt fra Hebriderne.

http://walking.visitscotland.com/walks/hebrides/

Her et link til generel side med rejser til Skotland og specielt Hebriderne, med vægt på natur og oplevelser her f.eks. kajak, cykling, vandring, fisketur m.m.
På siden er der ogs links til mange muligheder for rejsende, færger, fly, tog og bus m.m.

http://scotlandvacations.com/adventurehebrides.htm

Lochmaddy museum:
 
http://www.taigh-chearsabhagh.org/

Link til gratis kort over mange lande, f.eks. Skotland, men også England, Irland og Danmark. Hjemmesiden for kortene hedder:

http://www.multimap.com/

Men dette link fører dig straks til kort over Skotland og bl.a. Hebriderne og f.eks. til North Uist.

http://tinyurl.com/y6zgvo

Kortsystemet er nemt at bruge. Man kan vælge målestoksforhold, flytte rundt og søge på steder og byer, andre lande og meget mere.

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Torsdag den 13. juni.

Jeg sov rigtig godt og længe, men jeg fik mig hurtigt gjort klar til min spændende tur, først med en lang cykeltur til Clachan Bhiurabnal, en lille bebyggelse for enden af vejen. Dernæst en tur på ca. 15 km langs søerne omkring Eavalbjerget på østsiden af North Uist.

Min cykeltur på ca. 25 km. blev lang og noget anstrengende, selv om vejret var nogenlunde, og det ikke regnede. Vejen var en del kuperet og slyngede sig smukt langs Loch Euphoirt. Men det er ikke så rart at cykle på den dårlige cykel.
Da jeg nåede ud til Clachan Bhiurabnal, var det svært at finde ud af hvordan jeg kunne gå ud til bjerget. Var der en sti og hvor startede den. På mit kort var der ikke aftegnet nogen sti, men skotten på mit hostel havde sagt, at man bare skulle følge søbredderne og at der er en smal uvejsom sti der ender lidt før man når bjerget, men så kan man jo bare gå op ad bjerget. Der er ikke nogen sti eller andet der viser op ad bjerget. Jeg havde bestemt, at jeg ville tage den stejle side op. Jeg var klar over, at jeg selv måtte finde den mest lette vej op og prøve at vurdere mine muligheder for at komme sikkert op.
 
Jeg gik ned til venstre og fulgte bredden af Loch Euphoirt forbi et stort vrag af et gammelt træskib, en fiskekutter, som lå strandet mellem klipperne. Her var meget smukt for solen var kommet frem, næsten vindstille og det var også blevet ret varmt, så naturen viste sig fra sin skønneste side. Jeg nød, at gå af sted med en masse små søde kaniner springende og spurtende rundt. Jeg gik ind over en bakkekam mellem en masse får, der løb fornærmede og brægende foran mig. Heroppe kunne jeg se et godt stykke frem og se bjerget Eaval rejse sig mod himlen langt fremme i horisonten, der var stadig ca. 12 – 13 km. derud.

Jeg kunne nu også se konturerne af en tynd, smal sti lidt nede ad bakken, så den stilede jeg mod. Skyer kom og gik og hvor der blev ly i bakkerne, der skrånede ned mod søen Loch Obisary, blev det ret varmt, men visse steder trak der også en kold vind. På et tidspunkt kom jeg til et stykke vand hvor man kun kunne kommer over via en række ”stepstones” (trædesten). Her var dejligt ly og jeg satte mig ude på en af de store sten og lavede te og spiste kiks og en chokoladebar. Pludselig kom der 2 mennesker sejlende ind i nærheden i deres enmandskanoer. Men de måtte også ud af bådene og gå over land og ind i søen, hvor de padlede videre.

Jeg vinkede til dem. Stien langs søen var meget smal og fedtet af pløret tørvejord, det havde jo regnet i flere dage. Lyngen groede kraftigt hele vejen og dækkede undertiden stien, så det var svært at tage sig i agt for sten og ujævnheder i bunden af stien, så det var anstrengende at gå der op passe på ikke at falde og forstuve et knæ eller fod.
Stien var også meget kuperet og undertiden skulle jeg klatre over store klippeknolde, også nogle der var stejle og lidt farlige for mig, som endnu ikke havde været ude i et sådant uvejsomt terræn. Men det gik godt og jeg blev i bedre humør, jo mere jeg gik og jeg kunne slappe af og nyde naturen og den totale stilhed, der nu havde indfundet sig.

På min vej der ud ad, gjorde jeg holdt og klatrede op på en lille klippeknold og lavede noget te og spiste lidt mad og kiks. Her sad jeg så i solen og nød det fine vejr og kikkede ud over søen og de små grønne klippeøer der lå spredt ud over søen. Et stykke ude så jeg nu de 2 kanoroere padle rundt om en af øerne og jeg vinkede til dem igen.

Jeg gik nu det sidste lange stykke og stod nu for foden af Eavalbjerget. Der er egentligt ikke så højt, ca. 380 meter, men set fra min side så det ret stejlt ud et stykke op, måske ca. midtvejs. Vejret var blevet endnu bedre, så jeg kunne næsten for første gang smide jakken og putte den op på min rygsæk på ryggen.

Nu gik det rask af sted op ad stigningerne mellem græs og tusindvis af sten, klipper, blokke, klippevægge og glatte, smaskvåde græsskråninger. Her skulle man på ikke at skride ned. Det var en utrolig god hjælp med mine 2 vandrestokke. De er perfekte til at aflaste ben, hofter og gode til at holde balancen. Vandringen går meget nemmere. Allerede, kun et lille stykke oppe, var der en utrolig smuk udsigt ud over havet nordøst på, hvor øen Skye aftegnede sig meget tydeligt med sine store regntunge skyer hængende omkring dens bjergtinder.
Regnbyger drev ude over havet som kaldes The Minch, indimellem sås solen skinne og glitre i det turkisblå hav, betagende. Langt ude kunne jeg se færgen der går fra Lochmaddy til Uig på eøn Skye. Imponerende smukt med denne hvide færge i det azurblå, turkis – og smaragdgrønne havvand, der også visse steder blev helt mørkeblå og mørke grønt, ja næsten sort eller gråsort.
 
Mere mod nord kunne jeg i Lochmaddys retning, se først det lille bjerg Burabhal og bagved, længere ude, de 2 mindre bjerge North Lee og South Lee. Her løb solens ”skinnende lange fingre” op og ned af skråningernes klipper i et flot farvespil, vekslende mellem klippens farver og det grønne græs og lyngområdets farver.

Det blev også betydelig stejlere. Længere oppe og visse steder måtte jeg nærmest klatre. Jeg måtte også hele tiden ændre retning og finde den mindst våde kurs op mellem klipperne. Billedet i fotoalbummet er taget lidt før jeg holder pause og ved denne lejlighed glemmer at tage mine briller på igen, som jeg har lagt fra mig på græsset langs den klippe jeg sidder på og drikker te.
 
Brillerne har jeg taget af, så jeg bedre kan se i kikkert og fotografere og da jeg ikke har min jakke på, kan jeg ikke ligge brillerne ind i en sidelomme i jakken, så derfor lægger jeg  dem i græsset. Da jeg senere rejser mig og tager rygskken på og begynder den fortsatte optur glemmer jeg mine briller. En fatal fejl, som kommer til at koste mig kr. 5.500,- til et par nye, efter jeg kom hjem til Danmark igen. Ingen forsikring dækker briller der mistes på denne måde. Og snyde kan man ikke, da det man kan snyde med, heller ikke dækkes.

Fejlen opdager jeg først da jeg oppe på toppen skal fotografere og kikke i kikkert. Så her blegner jeg, da det går op for mig, at jeg har forlagt mine briller et eller andet sted nede af den rute jeg har taget op. Nu er problemet jo den, at der ingen sti er, og at jeg hurtigt finder ud af, at jeg slet ikke kan genkende ret meget af terrænet og hvor jeg måske har forlagt brillerne. Jeg leder nu i 2½ time op og ned, frem og tilbage til jeg er helt udaset. Jeg bliver klar over, at jeg må stoppe nu med at lede, hvis jeg skal nå hjem i dagslys og inden jeg bliver totalt udmattet. For der er en lang vej hjem.

Men bortset for det med brillerne er opstigningen et spændende kapitel for sig. Jeg må passe på ikke at glide og falde og mange gange nærmest klatre og gå på smalle kanter. Det er uhyre anstrengende og jeg sveder som et svin. Ca. 100 meter fra toppen sætter jeg mig på en aflang klippe der ligger tør og solopvarmet i græsset. Jeg drikker te og spiser lidt mad, for klokken er nu ca. 15:00 om eftermiddagen. Det er her jeg glemmer brillerne.
Men fra denne klippe er der et fantastisk skue ud over havet og hele den vestlige, nordlige og østlige del af North Uist. Så smukt, så smukt så det næsten helt tager vejret fra mig. Ude over havet driver indigoblå regnskyer med deres blågrå regngardiner hængende og fejende over det dybblå hav, der visse steder bliver dybgrønt eller skifergråt og pludselig skifter til azurblåt og turkisblåt.
På fotoet længere nede ad siden i mit fotoalbum kan man fra toppen af Eavalbjerget se Loch Euphoirt med bjerget South Lee til højre. I baggrunden i horisonten kan Lochmaddy anes. Loch Euphoirt fjorden, der løber ud mod øst til The Minch, farvandet mellem Hebriderne og Skye øen og det øvrige vestlige Skotland. Helt ude bagved ses bjergene på øen Harris.

Langt ude stamper færgen fra Uig på Skye sig vej gennem det stille hav, mod Lochmaddy. Et betagende syn med denne kridhvide færge på en baggrund af dybblåt hav. Jeg kan se Skyeøen med de næsten evige skybanker over sine mange bjerge og højdedrag. Jeg skal over til denne på mandag den 17. juni med færgen, som jeg kan se sejle mod Lochmaddy. Det glæder jeg mig meget til, jeg kan bare håbe på, at det ikke bliver så meget regnvejr derovre. Men øen er kendt for sine mange regnfulde dage. Alle de høje bjerge på øen bevirker, at regnen ofte falder der, eller at der er tåget og diset. Luftfugtigheden er meget høj, så det er ikke så sært at øen kaldes The Misty Mystery Island.
Desværre kan et fotografi ikke bibringe de samme farver og visuelle oplevelser som naturen og vejret i virkeligheden kan byde på, her ude på disse mageløse skønne øer. Man skal kommer her selv og se fænomenet.

Efter min hvilepause og nydelsen af panoramaerne, fra min klippeknold gik jeg videre den sidste strenge tur opad mod toppen. Jeg måtte trække ruten lidt mod venstre/søt for at kunne komme op, så da jeg nærmede mig toppen, skete det fra den østlige side.
Oppe på toppen er der lavet en lille varde, som man kan sidde lidt i læ af, for heroppe blæste det ret godt og vinden var bidende kold. Og da jeg ville kikke i kikkert og fotografere, prøvede jeg at tage mine briller af, men af gode grunde kunne jeg ikke finde dem i mit ansigt og så ramte erkendelsen mig, at jeg havde glemt dem nede ved klippeknolden. Sikket chok, jeg havde jo mange gange checket og checket for mine ting. Det rystede mig, da jeg erkendte hvor svært det ville blive at finde dem igen. Der er jo ingen stier op, som jeg kunne følge.

Men jeg fik da fotograferet lidt og gik lidt rundt på toppen. Her var en fantastisk udsigt ud over hele riget Hebriderne. Alle verdenshjørner kunne ses og vejret var jo ret klart så jeg kunne se de tusindvis af store og små søer, der er spredt ud over alle øerne. Jeg kunne sågar se ind mod øerne Rhum og Crenna i sydstlig retning. Oppe på toppen traf jeg også de 2 kajakroere jeg havde truffet og vinket til tidligere. De var fra England. Og tro det eller lad være, men konen havde også lavet den samme fadse som jeg og forlagt sine briller på vej op uden at kunne finde  dem. De var gået op 200 – 300 meter mere vestligt end jeg.
Mens vi stod der på toppen og drak en kop te, kom der et lille propeldrevet rutefly forbi, med kurs mod lufthavnen på Benbecula. Den fløj i samme højde som toppen af vores bjerg, så vi kunne vinke ud til den, da den strøg forbi toppen af bjerget.
Men det trak i mig for at gå tilbage og lede efter mine briller og de 2 englændere tilbød at hjælpe mig. Jeg prøvede så at finde ud af hvor jeg havde gået op. Jeg kendte lidt til retningen og det omtrentlige areal hvor det var sket. Men vi ledte i 2½ time op og ned af skråningerne uden at finde brillerne. Mange gange syntes jeg, at jeg kunne genkende stedet, men alligevel var det ikke der. Bjerget er oversået med tusindvis af små og store klippeknolde spredt mellem lyng og stridt græs. Til sidst var jeg på grænsen af udmattelse og erkendte, at jeg måtte opgive, at finde dem. Jeg havde jo en skræmmende lang gå - og cykeltur tilbage inden jeg var hjemme.

Så jeg sagde farvel til dem og håbede, at et af de mange får på skråningerne, ville få glæde af dbrillerne.Men nu gik det hjemad og det var ikke så anstrengende som da jeg skulle op. Men alligevel er det hårdt, da kroppen, benene og fødderne nu skal tage af for de stød nedgangen giver. Jeg fandt snart ud af at ”danse” ned af skråningerne. Men jeg måtte hele tiden se mig godt for, da der ofte var meget stejlt og utroligt glat og fedtet. Men mine støvler er fantastisk gode og især mine vandrestokke, der er fjederpvirkede, er unikke at holde balancen med og støde fra med. Det var bare godt jeg købte dem, selv om de kostede knap 800,- kr.

Udsigten til en spændende tur tilbage, gav mig antagelig nye kræfter. Men turen føltes utrolig lang og jeg kunne nu mærke en begyndende træthed. Ved foden af bjerget, hvor de 2 englændere havde trukket deres kanoer på land, smed jeg mine støvler og gik rundt i det lave brunlige tørvefarvede vand. Men hvor var det koldt. Jeg åd et par bananer og drak sodavand og te samtidig og lidt efter lidt var det dejligt svalende for mine varme trætte fødder. Jeg skiftede det svedige og våde underste tøj ud med noget tørt jeg havde med, det var rart.

Nu gik turen ad de smalle stier tilbage langs kysten af Loch Euphoirt. På et tidspunkt, da jeg gik langs bredden neden for bjerget Burabhal, der er en lille rundet bjergknold på 140 meters hjde, følte jeg det, som om nogen overvågede mig. Jeg skævede op langs klipperne og så en flok får stå i silhuet på toppen, med den dybblå himmel som baggrund og følge min vandring. Det lignede, med lidt god vilje, en scene fra en amerikansk westernfilm, hvor indianerne står i samlet flok på en klippekam og skuer ned på karavanen af nybyggere på deres vej vestpå. De står helt ubevægelige, som om de tror de ikke kan ses, eller måske netop ønsker at blive set og derigennem forætlle, at de hersker herude i vildnisset. Det var ret morsomt, at se de hvide ”uldtotter” deroppe på kanten af klippen. Der er ikke nogen der kan se så dumme ud, som får der står og glor!! 

Trods min udmattelse var turen utrolig smuk alligevel, klokken var nu mellem 18:00 og 20:00 om aftenen og lyset var et helt andet. Sådan noget kan ikke fotograferes med mit talent og det kamera jeg havde med. Men himlen og landskabet males i nogle andre farver i takt med lysets vandringer igennem dagens timer.
Det gør disse øer Hebriderne består af, som unikke og smukke, for nogle vil måske sige, at der ikke er noget at se. Og det kan man måske også sige, der er ikke gigantiske vandfald, kilometerhøje bjerge, eller andet spektakulært natursceneri. Men for et menneske som mig, der søger det enkle og enkelhedens ensomhed i forståelse og pagt med naturen, er dette sted på jorden mageløst!!

Den lange cykeltur, fra hvor min fodtur startede tilbage til mit hostel og Alasdair og Gina, trak de sidste kræfter ud af benene, så det var en træt vandringsmand der kom tilbage. Udenfor hostellet stod Alasdair og hans kone Gina, sammen med deres 2 hunde, border collies. Den ene var en gammel hund og var utrolig kælen  og ville så gerne snakke med mig. Den anden var yngre og stæsede rundt i området, som borders gør!! Desuden stod der et får, dvs. den troede ikke selv den var et får, for den opførte sig som en hund.

Familien havde opdraget den inde i huset og udenfor, sammen med deres 2 børn (2 halvvoksne søde piger). Så nu opfører den sig som en kat eller hund. Den ville kæles med og var fræk og stangede blidt til en og så hoppede den sgu op ad en, som en hund!! Når vi lukkede døren til hostellet op masede den på og ville med ind. De var fandens til skøre får. Når den fik sig forvildet ud blandt de andre får, blev den jaget rundt af dem, for de andre får kunne ikke døje at se den. Den var alligevel for speciel i adfærd, til at de almindelige får synes det var sjovt, så den fik på puklen!! Men det morede Alasdair, jeg kunne se ham stå og gnægge og slå smut med øjnene. Herude i det øde landskab, tror jeg de går og finder på små sjove ”julelege”. Om sommeren er der jo nok at lave. Men de lange vintre med kulde, slud og regn, skal jo gå med noget og så er sådanne indendørs fornøjelser måske med til at gøre livet tåleligt.

Gina, hans kone, der er så mild og smilende og sød, deltager ikke så meget i bedriften, da hun er ansat i Royal Bank of Scotland i Balivanich på  øen Benbecula. Sjovt nok var det den bank jeg var inde i og hæve penge på min vej med den gamle mand, fra South Uist til North Uist.

Efter min hjemkomst fik jeg bikset lidt mad sammen og vasket noget tøj. Om aftenen hyggede jeg og nogle af gæsterne os i køkkenet med maden og te og snakkede og sludrede om Skotland og Danmark, vores respektive ture og planer hermed. Det var rigtig hyggeligt. Undervejs fik jeg skrevet i  min dagbog.

Klokken blev meget sent, næsten midnat. Uden for var det blevet helt stille og klart. Alasdair bad os komme udenfor og se. Vi gik rundt om huset og ude over horisonten mod vest, var der, selv så sent på aftenen, en bræmme af lidt hvidt træt lys. Inden da havde der udspillet sig et mageløst sceneri, da solen gik ned. Landskabet farvedes i utrolige nuancer, det var bare så smukt. Ellers var himlen her ved midnat knaldsort med myriader af stjerner. Der var ingen fugt eller tåge, luften var tør, ren og frisk, duftende af havet, tang og med en snært af får og fårelort fra arealerne omkring hostellet. Luften stod helt stille og da der ingen kunstige lys er (gadelys m.m.) er her virkeligt mørkt. Her hørtes næsten ikke en lyd. Selv vi mennesker kunne mærke, at her var noget, som skulle opleves uden at vi behøvede sige noget.
Vi stod der med denne umådelige store fløjlssorte nat ovenover os og kunne se ud over vandet, der overhovedet ikke rørte sig. Ikke en krusning på vandet og ikke en bølge slog mod stranden, neden for huset. Vandet stod som et spejl ud mod dette diffuse hvide lys fjernt ude langs horisonten. Denne stilhed var nærmest dundrende, til at tage og føle på. Kun kunne man af og til, ud af den sorte nat, høre et får eller lam bræge. Langt væk ude med vest kunne dog høres en svag brusen, fra Atlantens dønninger, der møder vestsiden af Baleshareøen. 
Pludselig hørte jeg en langtrukken brummen oppe i den sorte himmel, derefter mere brummen. Lyden bevægede sig oppefra og ned i svungne lydspiraler. Jeg blev hurtigt klar over, at det drejede sig om dobbeltbekkasiner, hvor hannerne  laver disse brummelyde med deres halefjer når de dykker ned i svimlende flugt. Jeg har set dem, her i landet, men aldrig set og hørt dem, her midt om natten. Det blev en mageløs oplevelse. 
Jeg fik helt gåsehud på mine arme og håret rejste sig på armene og i nakken. Selv Alasdair indrømmede, at han sjældent havde set og oplevet en smukkere aften og nat i mands minde. Han var meget glad for at kunne vise os Hebriderne fra denne enestående side.

Efter vi var gået ind igen og vi var gået i seng, hver især, stod jeg op igen og listede ud og om til vestsiden af huset igen. Her stod jeg og nød stilheden, mørket og naturens lyde. Jeg vil aldrig glemme denne oplevelse. Det er stadig sådan, at jeg stadig gyser ved tanken om denne  ubetalelige naturoplevelse. Det var blevet sent, men jeg gik i seng med en masse minder om en dag, der var helt ud over det normale og som jeg aldrig vil glemme. Jeg var helt ked af, at jeg ikke kunne blive et par dage mere.

Fredag den 14. juni.  

Jeg fik sovet godt, selvom jeg på værelset, fik selskab af et engelsk ægtepar, der var ret underlige i deres adfærd. De snorkede og lavede lyde.

Om morgenen var det så blevet et herrens vejr igen. Regnen væltede ned og en strid blæst føg ind fra sydvest. Jeg skulle jo cykle nordp ca. 13 km. til ”LapWing” mit næste B&B, der ligger i en lille by der hedder Bayhead. Det tegnede til en forfærdelig tur på den meget dårlige cykel, jeg havde lejet. Heldigvis er der ret fladt, ingen store bakker.

Jeg fik ikke taget afsked med Alastair og Gina, jeg tror ikke de var hjemme. Aftenen i forvejen, havde jeg betalt og skrevet i deres dagbog. Jeg havde aftalt med Alastair, at han her kunne finde min adresse, hvis mine briller skulle blive fundet på Eavalbjerget. Han havde nemlig oplyst, at hans svoger var ivrig vandringsmand og heldigt nok, ejede en del af de får jeg så springe rundt på min vandretur ud til bjerget, dagen før. Svogeren gik ret ofte derud og op på bjerget for vandringens skyld og for at se til sine får. Han kunne måske være heldig at finde mine briller. Alastair ville bede ham kikke efter dem. Så kan jeg jo bare håbe.
Hvis jeg skulle kunne få noget af min egen forsikring, var jeg klar over, at jeg skulle melde mit tab til politiet. Den nærmeste politistation lå i Lochmaddy, jeg prøvede, at ringe til dem. Men de tog ikke telefonisk rapport. Jeg skulle komme ind på stationen. Det kunne jeg så om 3 dage når jeg ville ankomme til Lochmaddy, inden min tur med færgen over til Uig på en Skye. Jeg ville få et lille kort med et Lost Property nummer af politiet.

Jeg fik lidt morgenmad, fik pakket ned og iklædt mig mit ”vintertøj”. I de fleste tilfælde havde jeg bare en svedtransporterende undertrøje med enten korte eller lange ærmer på og så kun min Tenson jakke  uden på. Når jeg asede af sted på fodvandring eller cyklede kunne jeg normalt sagtens holde varmen.
 
Ellers havde jeg en fleecetrøje på også. Men jeg svedte altid som et svin!! Og min svedtransporterende undertrøjes underkant puttede jeg jo altid ned indvendigt i bukserne og så skal jeg love for at trøjen var svedtransporterende, sveden drev nedad indvendigt i trøjen og blev derved transporteret lige ned i bukserne, så jeg blev pissevåd, nogen gange helt ned til knæhaserne og da vinden ofte var meget kold, kom jeg let til at fryse om røven. Ubehageligt!! Det kunne godt give blærebetndelse eller meget hyppig vandladning og det er sgu irriterende, at skulle lufte ”dyret” hele tiden. Ikke fordi nogen kan se, at man urinerer, for som oftest er her ikke en sjæl i kilometers omkreds.

Jeg fik bakset min store rygsæk på ryggen og steg på ”jernhesten” og begav mig på min vej mod Bayhead.  Det krævede lige lidt tilvænning, at cykle med denne store vægt på ryggen. Tyngdepunktet lå jo meget højt og jeg var glad for at vinden ikke kom fra siden. Men lidt efter lidt gik det nogenlunde, men jeg skulle hele tiden passe på ikke at vælte.
 
Menneskene i de få biler jeg mødte, har nok gloet noget, da de så denne formummede person med en gigantisk rygsæk på ryggen og asende af sted på en lille dum mountainbikelignende  cykel.  Som sagt stod regnen ned i tove og vinden susede af sted og det var ret koldt 10 – 12 grader, men da jeg kom ud på den nordgående vej, var der heldigvis næsten rygvind. Så det gik egentlig bare derudad.

Cirka halvvejs ligger der et Heritage Center, en slags kombineret forsamlingshus og restaurant eller cafe, nogle gange med et lille museum tilknyttet eller f.eks. en tandklinik eller børnehave, der jo altid er privat drevet. Disse centre ligger i de fleste lokalsamfund, ofte finansieret af det offentlige eller bygget for EU-midler. Jeg kom altså til dette center, kaldet Cladach Chircebost, Kirkibost. Her er der tilknyttet en god cafe hvor jeg tørnede ind og fik sat min rygsæk og smidt noget af mit vdåe overtøj. Jeg fandt et lille bord ved vinduet ud mod vest og udsigten ud over græsmarkerne ud mod en Kirkibost Island og Atlanten, der fortonede sig i grå regntåger, dis og skyer.

Jeg fik varm chokolade og en kop kaffe, dertil ville jeg smage deres kendte smoked salmon, som er en slags røget laks, lavet på en anden måde end vi normalt forbinder med røget laks, lagt mellem 2 friskbagte brødskiver. Mellem disse er der salat, citron og krydderier. Mums hvor smagte det godt. Friskt og lækkert til 70,- kr. Det var rart, at sidde lidt og nyde den gode mad og varme kaffe og tænke på alt det jeg allerede havde oplevet de første 8 - 9 dage.
 
Jeg syntes allerede, at min rejse klart oversteg alle mine forventninger med flere længder. Mentalt synes jeg også, at jeg nu ligesom rigtig var på tur i en anden verden. Jeg var selvfølgelig stadig lidt ærgerlig over tabet af mine briller. Jeg havde godt nok taget de gamle briller med. Men de egner sig kun til langt syn, altså til det åbne land. Men jeg syntes det var irriterende med al den regn og duggede og uigennemsigtbare briller. Så jeg droppede faktisk at bære dem resten af turen.

Lidt senere besteg jeg igen cyklen og cyklede de sidste ca. 6 km. til Bayhead. Da jeg kom til byen, kunne jeg se, at den som sædvanligt bestod af en samling huse langs vejen, med en kombineret købmand, posthus, benzinforhandling og en  primary school, grundskole.
Ret hurtigt kunne jeg se det B&B jeg skulle bo på et døgn. Familien hedder Mccaulay og huset hedder ”Lapwing”, som betyder vibe, som jo er en fugl hvor undersiden er hvid og oversiden og vingerne er sorte, dvs. sort og hvid i et modsat farvespil. Huset er bygget med 2 farver i gavlen, for at understrege farveforskellen, som også farverne er hos viben.

Jeg blev modtaget med stor venlighed og høflighed og jeg følte mig meget velkommen. Da jeg var kommet af det våde tøj og havde fået noget tørt på og havde fået anvist mit dejlige værelse på husets første sal, kom jeg ned i det hyggelige køkken.
Her fik jeg kaffe og kiks og familien der kun bestod af mand og kone, som satte sig med mig og så gik snakken ellers. De var meget videbegærlige og åbne for dialog. Vi talte om England hvor manden havde været politiofficer i London i mange år, men nu pensioneret, an early retirement, som man ofte bruger ved de højere stillinger med gode lønninger og pensioner i England.
Han var nu flyttet tilbage til Bayhead, hvor han stammer fra. Huset ligger få hundrede meter fra hans barndomshjem. Så nu hygger han sig med, sammen med sin bror, at drive en lille croft med får og ellers gøre hvad han har lyst og økonomi til.
Hans hustru passer hus og driver sin B&B. Huset er pinligt rent alle vegne, her hersker orden og plan. Og som i nok alle skotske hjem, er der fyldt op med nips og en masse mere eller mindre lødige ting, tingel, tangel. Plasticdimser, tallerkner, figurer i kæmpe antal, ofte af hunde, fugle og får m.m. billeder af hunde, landskaber og alskens ting. Men ogs virkeligt pæne ting, arvestykker og antikviteter.
Der står altid bøger i store bogreoler og bøgerne ligner i betænkelig grad alle de bøger min generation også investerede igennem 70erne og 80erne fra mere eller mindre lødige bogklubber. Men ok! Sådan indretter de deres hjem som vi havde det for 20 –30 år siden, dog med alle tænkelige moderne elektriske hjlæpemidler.

Hos Mccaulays følte jeg mig rigtig godt tilpas. Lidt efter kom en anden logerende ind til køkkenbordet. Han hed Jim og var en ugift mand på godt 50 år, som havde været bonde i Lincolnshire i England. Efter at have solgt sin ejendom, havde han taget på en længere ferie rundt i Skotland og på Hebriderne, hvor han havde familie. Han var en hyggelig, smilende og lun gut der bidrog til den rare og hyggelige stund i køkkenet.

De fortalte om North Uists befolkning, skotterne og livsbetingelserne der er i klar forandring på både godt og ondt. Der er mere utryghed for fremtiden. Færre og færre arbejdspladser, færre unge mennesker, mere kriminalitet. Man har altid kunnet have ulåste døre i hjem og bil, stille sine ting fra sig osv. Det er snart ligesom her i Danmark, umuligt. Så ofte føler de, at det at være med i EU og dette store ”fællesskab” ikke fører andet end dårligt med sig, selvom der jo også tilflyder dem visse økonomiske midler. Men heldigvis prøver de at bekæmpe det, for alle kender hinanden og alle hjælper hinanden og støtter op.

Manden skulle nu en tur ud at se til sine får, som går på forskellige marker nordpå mod Scolpaig. Markerne ligger i og omkring naturreservatet Balranald, som jeg havde planlagt, jeg ville besøge på en gåtur.
Men da det var sådan et frygteligt vejr, havde jeg besluttet at jeg ikke orkede at vandre i dette ellers skønne reservat hvor der er mange fugle og en skøn karakteristisk natur kaldet the machair, som er en græs og marehalm dækket eng/slette, hvor der også er et mylder af blomster. Her er hvide sandstrande og klitter. Ud over  køer og tusinder af små kaniner, er der folde med de forskellige crofteres fårehold. Man er nædt til at tage ud og se til disse folde, især om foråret/tidlig sommer, hvor der er mange lam, der nemt kan blive fanget i hegnenes masker og blive kvalt, hvis hovedet sidder fast. Det var det mr. Mccaulay skulle.

Han tilbød mig, at jeg kunne tage med rundt på turen. Det ville jeg selvfølgelig gerne, så efter at have iklædt os regntøj m.m. kørte vi af sted. Vejret var om end nu blevet endnu værre! Der var næsten slud i regnen og pissekoldt. Det nærmest stormede nu, så turen ud til fods på de åbne marker var en barsk affære. Derefter kørte han lidt rundt og viste mig stederne i og omkring Balranald og Scolpaig.

Da vi kom tilbage gik jeg i bad og lavede mig noget te og spiste lidt kiks og læste i en avis indtil vi skulle have aftensmad, som jeg var inviteret med til. Jeg besluttede også, at jeg ikke ville cykle på den forfærdelige cykle mere, så jeg ringede og gav Mrs. Morrison besked på, at hun kunne hente den hos Mccaulays. Men selvom jeg ikke udnyttede alle de dage jeg havde lejet den i, fik jeg ikke nogen penge tilbage. Det var jeg lidt skuffet over. Det kunne hun ikke være bekendt. Jeg har så faktisk betalt ca. 150,- kr. for meget også selv om hun skal hente cyklen og kørte mig et par kilometre, da jeg ankom.
 
Mr. Mccaulay har tilbudt, at køre mig til Berneray til Mackillops B&B. Det er da et tilbud!! Så i morgen eftermiddag vil vi køre til øen Berneray, der ligger nord for North Uist. I morgen formiddag vil jeg bruge cyklen en sidste gang og cykle op til Halvøen Scolpaig, hvor der ligger et tidlig middelaldertårn ude på en lille ø i en sø.

Men nu blev det tid til aftensmad. Så satte vi os alle fire og fik et ganske almindeligt måltid. Jeg tror det var en slags kødpie med kartofler. Måltidet var rigtigt hyggeligt og vi sad længe og talte om alt muligt. Det er sjovt, at kunne tale engelsk bedre og bedre med lokalbefolkningen. Jeg synes jeg er helt ferm til det nu. Vi fik dessert, kaffe og kage. Og pludselig kom Mr. Mccaulay med et kæmpestort glas whisky til mig. Ja! De var altså rare og flinke, enestående. Det er en skam jeg ikke kan blive hos dem et par dage mere og se omegnen i noget godt vejr. Men jeg er nødt til at holde min plan af hensyn til de mange andre steder jeg vil besøge og bo. Klokken blev 11 om aftenen inden vi brød op og jeg gik i seng. Jeg er meget overrasket over den imødekommenhed de har udvist for mig, ved at sørge for mig hele dagen med mad og snak og meget andet, ja helt fantastisk!
 
I sengen lå jeg lidt og så noget VM i fodbold. På turen ser jeg slet ikke tv eller hører radio. Ej heller bliver det til avislæsning. Så jeg føler mig nu helt fri af alverdens problemer. En følelse af dyb fred og ro og fordybelse præger nu min tankegang. Det er en dejlig oplevelse, at opdage denne indre glæde og også taknemmelighed over, at det er mig muligt at opleve dette. Jeg sov rigtig godt hele natten.