Dette billede viser i første omgang ikke rigtig noget særligt for beskueren - vel? Men man kan lige ane nogle fårehoveder øverst oppe på bjergkanten. Fårene så jeg ikke før jeg havde vandret alene kilometer efter kilometer ud mod bjerget Eaval på North Uist.
Jeg gik og nød det fine vejr den dag og den spændende vandring mod det første egentlige bjerg jeg ville bestige på min tur til Skotland. Medens jeg gik havde jeg en følelse af, at blive overvåget, udspioneret og holdt øje med.
Pludselig så jeg silhuetterne af nogle får stå øverst oppe på bjergkammen og glo ned på mig. En svag brægen nåede mine ører. Der stod de opppe på kanten og gloede ned på den dumme vandringsmand, som nu havde forvildet sig ud i deres reservat i de øde bjerge. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på de gamle cowboy - og indianerfilm fra min barndom og ungdom, hvor man så en nøgen bjergkam og så pludselig trådte en lang stribe af indianere og heste frem over kanten af klippekanten for at stå der ubevægelige og stirre ned på vogntoget af nybyggere, som nu igen besudlede deres reservat og livsgrundlag. I filmen blev musikken uheldsvanger og truende og så skyndte nybyggerne sig at danne en vognborg, som et mobilt fort mod indianernes snarlige angreb.
Nu medens jeg gik neden for foden af bjerget, lød der nu ikke nogen dyster musik og fårene havde ikke ´en fjer på! De sagde heller ikke UGH! - UGH! men bare mæææ - hæ - hæ - hææææ! De eneste våben de havde inden for rækkevidde var fårelort - men det havde de så sandelig også nok af, hvis de havde lyst til at bombardere mig med lort. Så ville jeg så gu´ skulle bestige et bjerg, men det var så bare af fårelort.
Nå en sjov tanke jeg fik dengang og en spøjs tankeflugt på dette grundlag. Det er bl.a. det dejlige ved at vandre ud i det blå - man bliver så dejlig fri og kreativ.
