 |
|
|
 |
|
"Slaget om Atlanten". ---- Havet "oversået" med marine- og handelsskibe i konvoj mod Europa.
"Slaget" varede lige fra 3. september, 1939 til 7. maj 1945. Havområdet hvorom herredømmet stod: Atlanterhavet, Nordsøen, Irske Hav, Havet ud for Labradorhalvøen, Golfen ved St. Lawrence. ---- Resultatet blev, som alle ved, en klar samlet Allieret sejr. ---- De stridende parter: Royal Navy, Royal Canadian Navy, United States Navy, (1941–1945), Kriegsmarine, Regia Marina (1940–1943). ---- Tab af mennesskeliv: 30.248 sømænd fra handelsflåderne. ---- Tab af skibe: 3.500 handelsskibe, 175 krigsskibe, 783 tyske u-både. ---- Tab militære søfolk: 28.000 sømilitære mænd.
Konvojskibenes besætninger var konstant på udkik efter tegn på tyske U-både, fly og skibe.
Konvojtjenesternes "hårde hunde", de hurtige korvetter. Her i frådende storm i den nordlige atlant på konvojpatrulje 1941.
Slaget om Atlanterhavet.
Anden Verdenskrig, 1941-44. Kortudsnit Atlanten 1942. ----
Tyske bestræbelser på at kvæle Storbritannien ved hjælp af en luft- og søblokade forvandlede hele Atlanterhavet til en slagmark. De nazistiske våben i dette langvarige søslag og udmattelseskrig, var miner udlagt i britiske havne og skibsruter, langtrækkende bombefly som opererede fra Vesteuropas kystlinje, omstrejfende overfladeskibe, torpedobåde (E-Boote), krydsere, slagskibe og så selvfølgelig u-både. Krigsskibene havde den tyske flådechef Admiral Erich Raeder som chef, og de dødsensfarlige u-både af Admiral Karl Dönitz. ---- Med Frankrigs fald intensiverede Tyskland sine atlantiske angreb. ---- Fra den 1. juni 1940 til 1. juli 1941 mistede Storbritannien 899 skibe på i alt 4 millioner BRT (plus yderligere 471 Allierede og neutrale fartøjer på 1,8 mio. BRT). I 1941 var Allierede og neutrale tab på 1.141 skibe, beløbende sig til 350.000 tons pr. måned. ---- Dette tab var tre gange større end den samlede produktions-kapacitet af britiske og amerikanske værfter. Og sænkningerne var ikke de eneste flådetab. I marts 1941 havde tonsvis af beskadigede skibe ophobet sig i britiske havne. De svære tab for Allieret og neutral skibsfart blev tydeligt reflekteret i importfragten til Storbritannien. Fra mere end 1,2 millioner tons (ekskl. olie) pr. uge i juni 1940, faldt importen til et ugenligt gennemsnit på lidt mere end 0,8 millioner tons ved årets udgang. ---- Den største fare for allieret skibsfart kom fra u-både. Disse fartøjer sejlede ofte i "ulvekobler", bl.a. styret til målet af spejdende fly fra fremskudte landbaser (4-motorede Focke Wulff 200 Condor bombefly). Torpedoer fra u-både tegnede sig for ca. halvdelen af alle sænkede skibe. I 1941 nåede den tyske produktion af u-både op på 15 til 18 pr. måned, og den samlede flåde var vokset til 250, hvoraf 100 altid var operationelle. ----
I starten af krigen gjorde tysk overlegenhed i luften det muligt for bombemaskiner, at ødelægge 1/4 af alle allierede og neutrale skibe tabt til søs. ---- Til angreb på overfladen havde Tyskland kraftige krigsskibe som patruljerede på Atlanterhavet som ensomme dræbere, en trussel for handelsskibe, troppeskibe og de lettere bevæbnede fartøjer fra de Allierede flåder. I februar og marts 1941 sænkede eller erobrede slagkrydserne Scharnhorst og Gneisenau (hvis 2 dobbeltløbede 15cm. kanontårne, den dag i dag står på Stevnsfortet på østsjællands kyst), 22 skibe andragende 115.000 tons. I et 5 måneder langt raid mod atlantisk skibsfart, som sluttede i april 1941, tog krydseren Admiral Scheer sig af 16 skibe på i alt 93.000 tons. I alt sænkede tyske overfladeskibe ca. 700.000 tons skibsfart i 1940-41. ---- Til at eskortere handelsskibe over Atlanten, indførte Storbritannien i juli 1941 konvoj-systemet, som første gang blev anvendt under 1. Verdenskrig. Til beskyttelse havde konvojerne et varierende antal store krigsskibe, destroyere, korvetter, kanonbåde, armerede trawlere og armerede hansdseskibe og fly fra mindre hangarskibe og fra nærliggende baser i Grønland, Island, Nordirland (Irland var neutralt!) og De Britiske Øer, herunder især Skotland. ---- I september 1941 kom det første rigtige eskorte-hangarskib, HMS Audacity tjeneste. ---- I denne kamp for liv og død på havet, kæmpede Storbritanniens Royal Navy uforfærdet. Lommeslagskibet Admiral Graf Spee, som hærgede i det sydlige Atlanten, var blevet beskadiget og tvunget til at sænke sig selv i december 1939. ---- Derefter, i maj 1941, efter at det tyske slagskib Bismarck, havde sænket den engelske flådes stolthed slagskibet HMS Hood, blev slagskibet Bismarck selv lokaliseret i Nordatlanten og sænket (se nedenfor den specielle hjemmeside jeg har fremstillet om denne fantastiske historie). ---- I 1942 kvalte de kombinerede tyske luft- og søangreb næsten den allierede skibsfart i Atlanten. Skærpelsen af krigens vildskab i Atlanten kom til at ske i 1942, da 12 til 15 af Dönitz’ u-både, begyndte at angribe handelsskibene ud for Nordamerikas østkyster, fra Gulfen, Florida og op til Nova Scotia i Canada, hvor der hurtigt den første måned blev sænket 31 skibe, på tilsammen næsten 200.000 tons. I de følgende måneder steg antallet af sænkninger alarmerende - i maj sænkedes 91 fartøjer på i alt 452.000 tons, i juni 80 skibe på 416.000 tons. I de første seks måneder af 1942 mistede De Allierede (og neutrale) i alt 900 skibe på i alt lidt mere end 4 mio. tons. ---- Derefter faldt tabene drastisk som et resultat af forbedret Allieret taktik og udstyr. Der var et tættere samarbejde mellem luft- og søstyrker. Skibe og fly blev udstyret med radar (noget som tyskerne ikke fandt ud af, før det var for sent at ændre søkrigens gang), mens nogle handelsskibe blev udstyret til at sende jagerfly i luften med katapult, for at udfordre de store langtrækkende tyske fly Focke-Wulff Condors. ---- Konvojerne blev stærkere og mere erfarne og USA indførte bevogtede kystkonvojer den 1. april 1942. I årets første 6 måneder blev 14 u-både ødelagt, men i juli alene blev yderligere 14 sænket og i oktober nåede antallet af ødelagte u-både op på 16. Men trods disse tab, blev antallet af tyske u-både fordoblet i 1942 til næsten 200. ---- En vital forlængelse af Slaget om Atlanten var afsendelsen af arktiske konvojer, lastet med fundamentale forsyninger til Rusland, til Murmansk og Archangelsk. I løbet af 1941 og 1942 ankom 102 britiske skibe og 117 amerikanske fartøjer sikkert til de nordlige russiske havne med køretøjer, kampvogne, fly, ammunition, brændstof og fødevarer m.m. Men 22 britiske og 42 amerikanske handelsskibe blev sænket under tyske luft- og søangreb. Hårdest ramt blandt konvojerne var P.Q.17, som mistede 23 ud af 34 fragtskibe i juni og juli 1942. I alt medførte 40 konvojer 3.700.000 tons fragt til Rusland mod tabet af 91 skibe og 300.000 tons forsyninger. ----Totale tab for Allieret (og neutral) skibsfart i 1942 var 1.570 skibe med 7,7 mio. tons (plus hundreder af skibe som måtte oplægges til reparation). Trods disse svære tab degraderede Adolf Hitler den tyske flåde og tvang den 30. januar 1943 Raeder til at træde tilbage. Dönitz blev flådens nye øverstkommanderende, hvilket førte til vægt på genoptagne u-bådsangreb. ---- Slaget om Atlanten nåede et klimaks i foråret 1943. Tyskland satte det største antal ubåde i aktion, 235. Skibssænkninger i Atlanten alene steg til mere end 500.000 tons pr. måned. Men samtidig ødelagde de allierede sø- og luftstyrker flere tyske u-både end nogensinde - 12 i marts, 15 i april og 40 i maj. U-bådsangrebene begyndte at vakle under disse svære tab. I april faldt atlantiske skibstab til 253.000 tons, i maj til 206.000 tons. Dönitz kaldte derefter de fleste af sine u-både tilbage for at hvile ud, nyudruste og sejle ud igen i mindre risikable havområder. Slaget mod u-båden var vundet. I juni faldt de totale tab i Atlanten til 28.000 tons, det laveste månedlige tab af fragt siden 1940. ---- I de sidste 3 måneder af 1943 kom der yderligere 2 tegn på de Allieredes sejr på Atlanten. For det første oversteg antallet af ødelagte u-både antallet af sænkede handelsskibe, 53 u-både mod 47 handelsskibe. Og nybygningen af fragtskibe overgik tabene af samme for første gang i krigen. Ved årets slutning kunne De Allierede vise en nettogevinst på næsten 11.000.000 tons fra de 14.600.000 tons af skibe bygget det år. ---- Elimineringen af u-bådstruslen blev ledsaget af andre succeser i luften og på havoverfladen. Den stadig voksende Allierede luftstyrke, især med hensyn til langtrækkende jagerfly, reducerede kraftigt skibstab fra tyske bomberangreb. ---- Derefter kom der den 26. december 1943 en bemærkelsesværdig sejr på overfladen. Den tyske krydser Scharnhorst foretog et angreb på en arktisk konvoj i havet ud for Spitsbergen i Norge, men blev angrebet og sænket af en britisk styrke anført af det 35.000 tons store slagskib Duke of York under kommando af Admiral Bruce Fraser, leder af den britiske hjemmeflåde. Kun 36 af de 1.970 tyske søfolk overlevede. (Det tyske søsterskib, Gneisenau, kom sig aldrig efter en skade forvoldt af en mine under en sejlads fra Brest til Kiel den 1. februar 1942). Den sidste tilbageværende alvorlige tyske trussel fra et stort overfladekrigsskib var den 42.000 tons tunge Tirpitz. Skibet var allerede blevet jaget rundt mellem de vesteropæiske tyskbesatte havne, af De allieredes flyvevåben. Tirpitz blev til sidst trængt op i et hjørne ved Tromsö Fjord, i Norge, hvor 29 britiske Lancaster bombefly samlede sig for et dødbringende angreb. Slagskibet blev ødelagt og mere end halvdelen af den 1.900 mand store besætning dræbt, mod prisen for et bombefly. Med denne sejr var det lange, udmattende slag om Atlanten langt om længe ved at gå på hæld. ----
I alt byggede britiske og amerikanske skibsværfter 45.600.000 tons handelsskibe under 2. verdenskrig. Allierede og neutrale tab udgjorde 23.500.000 tons, hvoraf 14.000.000 blev ødelagt af u-både. Tyskerne mistede 781 ubåde, hvoraf mere end halvdelen (415) gik tabt ved luftangreb. Der ligger i atlantområdet mellem Skotland og Island ialt 3567 skibsvrag, heraf mange fra "Slaget om Atlanten".
Kortudsnit over Nordsøen mellem England/Skotland og Danmark/Norge. ---- Farvandet blev af naturlige årsager anvendet meget af de tyske u-både, da de både havde baser i Kiel og andre steder i Østersøen og ligeledes blev bygget på værfter i Nordtyskland, med adgang til Østersøen. Fra bl.a. Kiel sejlede u-bådende ud på togter, ofte langt ud i Atlanten, eller på øvelses - træningsopgaver. ---- Men i løbet af krigen blev en del u-både også sænket i Nordsøen, da u-bådene som oftes sejlede på overfladen og ikke sejlede neddykket. På kortet kan man se positionerne for sænkede tyske u-både i 2. Verdenskrig. -- Omkring hele England (De Britiske Øer), ligger der i dag 30.011 skibsvrag - heraf mange som ofre for de mange krige op gennem tiderne, som England, der tidligere var en verdensdominerende sømagt, militært som merkantilt. 1. og 2. Verdenskrig bidrog i ekstrem grad til de mange skibsvrag på bunden af havområderne rundt om England.
Kort over farvandet omkring England og Nordsøen, hvor man kan se hvor de sænkede tyske u-både ligger, med u-bådens operationelle nummer påtegnet. Koncentrationen af sænkede u-både lige nord for Nordirland og vest for Skotland, var det farvand, hvor de fleste atlantiske konvojer sejlede ind i, på deres vej ned til bl.a. Liverpool og andre vestskotske og vestengelske havnebyer, efter turen over Atlanten. -- Bemærk også de relativt mange tyske u-både, som ligger sænket i Kattegat og omkring Als. Mange af disse sænkninger skete fordi, de tyske u-både fra deres base i Kiel, sejlede op gennem Kattegat for at komme ud i Nordsøen og Atlanten i starten af krigen, indtil hovedparten af u-bådsflåden blev placeret i de vestfranske havne, da Frankrig var erobret i sommeren 1940.
Dækskanon, som alle de tyske u-både havde. Denne blev ofte anvendt til at sænke ubevæbnede allierede handelsskibe, da man uden større risiko, kunne ligge uddykket og beskyde fragtskibet, indtil det gik ned. Kanonen var den meget træfsikre og meget effektive 8.8 cm SKC/35, som her ses i dens U-Bådslavette på ubåden U-203. Kanonen kaldet 88´firseren blev af tyskerne brugt meget udbredt i forskellige udgaver, men altid var den uhyggeligt effektiv i luftværnet, som antitankkanon og som artillerikanon.
Det er den 25. januar 1942. ---- Den tyske U-123 var på vej hjem mod basen, efter at den havde deltaget i det stort anlagte koordinerede u-bådspatruljeangreb "Paukenschlag", ved den amerikanske østkyst, da den opdager det engelske fragtskib Culebra. ---- På det tidspunkt af søkrigen på Atlanten, kunne man stadig finde skibe, som sejlede alene, da der ikke var eskortefartøjer nok til at sikre alle skibe i konvojerne. ---- Nogle fragtskibe kunne ikke følge med, da de ikke havde maskinkraft nok og konvojledelsen var ofte nødsaget til, at få hele konvojen op i fart, for at undgå de tyske angrebskæder af u-både ("ulvekobler"), som lå på lur ved de sejlruter, som konvojerne havde udstukket tværs over f.eks. Nordatlanten. ---- Nogle fragtskibe i konvojerne kunne ikke følge med i det tempo og man måtte så overlade dem til heldet og lade dem sakke alene bagud fra hovedkonvojen. ---- Det vidste de tyske u-bådskaptajner godt, så når de f.eks. ikke kunne nå at ramme og sænke alle skibe i konvojen, fordi fragtskibene og eskortefartøjerne sejlede med topfart, sejlede u-bådene ofte bag efter konvojerne og "samlede" disse langsomme fragtskibe op. ---- Tyskerne vidste, på det tidspunkt af atlanterhavsslaget, at De Allierede ikke havde eskortefartøjer nok, og man kunne derfor, ofte i sikkerhed, dykke ud og sænke de efterladte langsomme og ubevæbnede fragtskibe, med u-bådens dækskanon, i stedet for at bruge en torpedo, som var et dyrt våben at anvende, i forhold til nogle få granater. ---- På fotoet kan man på første foto øverst til venstre, se kaptajnen på U-123, Horst von Schroeter, lede kanonmandskabet i beskydningen af fragtskibet Culebra. ---- Næste foto viser granattræfferne af fragtskibet og skibets sænkning og sidste foto, viser fragtskibet, da det glider ned i havets dyb, medens skibets skotter bryder sammen og luften presses ud i hvæsende dampudslip.
Et synkende allieret fragtskib i baggrunden og i forgrunden en tysk u-båd, som vil redde sømændene fra fragtskibet, som sejler over mod u-båden i deres redningsbåd. Mange u-bådskaptajner tog sig af de overlevende, hvis det kunne lade sig gøre uden risiko for u-bådens sikkerhed. Det kunne bedst lade sig gøre i starten af krigen, men hurtigt blev det for risikabt for u-båden at vente på den opgave, både af sikkerhedsmæssige årsager, men også fordi, man havde travt og skulle videre og finde næste torpedo eller granatmål. ---- I starten af 2. Verdenskrig, sejlede mange handelsskibe alene og var derfor et meget let mål at sænke for de tyske u-både. Den allierede konvojoprettelse i løbet af 1940 og mere udbredt i 1941 og fremad, gjorde det meget svært for u-bådene at deltage i redningen af handelsskibsbesætningerne. Mange søfolk i handelsskibsflåden omkom af sult og tørst, udmattelse og forfrysninger - også selv om det lykkedes dem at komme i en redningsbåd. Senere da skibene sejlede i konvojer over nordatlanten, var det næsten ensbetydende med den visse død, hvis man havnede i havet, kulde og scock tog livet af mændende i løbet af få minutter. Andre handelsskibe og eskortefartøjer, hvde sjældent held til at bjærge alle fra de sænkede skibe, både fordi, de nødstedte allerede var druknet eller væk, eller fordi det var for farligt for skibene at vente eller standse for at bjerge søfolkene, konvojens fart skulle opretholdes og at ligge stille på havet, var at tigge om at blive torpederet, eller at blive sejlet ned af et af de efterfølgende handelsskibe i konvojen, som ofte ikke kunne se det andet skib pga. tåge, regn eller høje bølger. ---- Krigen på havet var en meget barsk affære for alle parter.
Det danske fragtskib "Leise Mærsk" på 2.925 tons, bygget i 1921 på Odense Staalskibsværft for AP Møller og var deres første motorskib med dieselmotor. I 1932 blev skibet ombygget og forlænget og fik nu en vægt på 3.136 tons. -- Under krigen overtog det britiske Ministerie for Krigstransport (MoWT) og rederiet Burnett SS Co Ltd, Newcastle-upon-Tyne, skibet den 9. april 1940. -- Den 23. november 1940, kl. 08:02, blev skibet sænket af den tyske u-båd U-100 (Kaptajn og det tyske U-båds-Es Joachim Schepke), omkring 170 km. vest for klippeskæret Rockall, næsten midt ude i atlanten, nordvest for Irland. Ved sænkningen omkom 17 besætningsmedlemmer ud af skibets 24 mands besætning - 7 overlevede. -- Skibet var med i konvojen SC-11 fra Canada til England og havde en last af 4.500 tons majs og stykgods. -- Leise Mærsk, med Kaptajn Peter Konge Mortensen som kaptajn, blev torpederet og sænket om morgenen og de 7 besætningsmedlemmer som overlevede, blev samlet op af et hollandsk bjergningsfartøj og blev ilandsat i Campbeltown på vestkysten af Skotland. 14 skibe af den 33 store skibskonvoj blev torpederet. Følgende besætningsmedlemmer omkom: Skibsfører Peter Konge Mortensen 60 år. - Styrmand Aage Søren Marius Petersen 40 år. - 2. Styrmand Paul Johs. Jensen Lind 30 år. - Maskinmester Kaj Herluf Hansen 35 år. - Maskinassistent Herluf Andersen 24 år. - Hovmester Svend Theodor Thidemann Hansen 42 år. - Kok Niels Chr. Evald Eldrup 31 år. - Matros Josef Helge Carol Birch 24 år. - Matros Henry Christensen 24 år. - Matros Ejvind Jacobsen 25 år. - Letmatros Søren Dyhr 20 år. Letmatros Oluf Guldbrand Amund Jensen 19 år. Letmatros Svend Aage Lagoni 19 år. Letmatros William Undith Simonsen 22 år. Smører Laur Christensen 30 år.
Det danske fragtskib "Susan Mærsk" blev i maj 1940 overtaget af Storbritannien og overført til Ministeriet for Krigstransport (MoWT). Skibets tonnage var på 2.355 tons og bygget i 1923 på Odense Staalskibsværft for AP Møller, Odense. Ejere under krigen indtil skibet blev sænket, var William Petersen & Co Ltd, London. -- "Susan Mærsk" sejlede i konvoy nr. OG-64
og blev sænket den 12. juni 1941 kl. 01:05 om natten, af den tyske u-båd U-553, med Kaptajn Karl Thurmann som chef på u-båden. -- "Susan Mærsk" sank på positionen 43.39N, 28.00W, efter kun ca. 60 sekunder nord for Azorerne ude i midtatlanten. Hele besætningen på 24 mand omkom - ingen overlevende.
Skibet var afsejlet fra Newport den 1. juni 1941 og anløb Milford Haven den 3. juni), hvorefter næste destination var Curaçao - men først skulle skibet med i konvojen over Atlanten. Skibet sejlede uden gods - kun med ballast. "Susan Mærsk" med skibsføreren Kaptajn Kai Bjørn Thomsen som chef, blev meldt savnet efter at være sakket bagud for konvojen OG-64 i hård vejr. Hele besætningen omkom: Skibsfører Kaj Bjørn Thomsen 42 år Løgstør. - 1. Styrmand Thorkild Færregaard 33 år København. - 2. Styrmand Andreas Rothausen 33 år Fredericia. - 1. Maskinmester Ralf Frederik Petersen 41 år Horsens. - 2 . Maskinmester Orland K. Kaspersen 33 år Skibby. - 3. Maskinmester Jens Peter Madsen 29 år Hurup. - Hovmester Albinus Pedersen 50 år København. - Kok Johannes Laurits Jensen 32 år København. - Baadsmand Jacob Johs. Rasmussen 45 år Bogense. - Matros Hans Helge Madsen 22 år Vallø. - Matros Reinhold Thorvaldsen Møller Lau 21 år Vanløse. - Matros Karlo Ingeman Karlsen 25 år Marstal. - Matros Willy Marthionus Klovgaard 22 år Vormark. - Letmatros Erling Jacobsen 19 år Aarhus. - Letmatros Peder Jacobsen 21 år Aarhus. - Donkeymand Oscar Imanuel Olesen 26 år København. - Fyrbøder Aage Thøgersen 41 år Svendborg. - Fyrbøder Ove Poul Vilh Ernst Jensen 32 år Valby. - Fyrbøder Erik Elvin Pedersen 20 år Hou. - Lemper Gert Rene Couredi Olsen 18 år København.
Tankskibet Byron T. Benson brænder efter at være torpederet af den tyske u-båd U-552 den 4. april 1942 - Branden varede 3 dage tankeren sank. 28 mænd fra besætningen var denne gang heldige, de blev samlet op af US destroyeren Hamilton og den britiske trawler Norwich City. ---- Men mange besætningsmedlemmer omkom ofte ved disse torpedoangreb. Torpedoerne løb nogle få meter nede under havoverfladen, hverved anslaget i skibssiden ofte medførte frygtelige ødelæggelser og skader i maskinrummet, med det resultat, at fyrbødere og maskinfolk ofte var de første der omkom. Hvis skibet ydermere sank hurtigt, skete der ofte det, at maskinbesætningen ikke kunne komme op og ud tids nok. Når man så slap ud var overlevelseschancerne meget små i det iskolde nordatlantiske hav, foruden, at man måske skulle svømme gennem brændende olie og benzin. Læs ovenfor i linket til historien om den danske tanker i britisk tjeneste, "Susan Mærsk" og skibets sænkning, hvorved hele besætningen omkom. -- Barsk og heroisk indsats fra de mænd, som gjorde krigens gode udfald mulig, via deres ofre i atlantkonvojerne fra Canada og USA til Europa. Også de mænd var med til at vinde "Slaget om Atlanten", med til at vinde vores frihed i dag!!
Den 15. oktober 1942: Et søslag var igang mellem konvojen SC-104 og U-båds "Ulveflokken" Wotan under et rædselsfuldt vejr i det nordlige Atlanterhav. 5 handelsskibe var gået tabt i løbet af de sidste 2 nætter, alle sænket af u-båden U-221, men den 15. oktober sænkede en RAF Liberator B-24 fly u-båden U-661, og HMS Viscount, som ses på fotoet, vædrede og sænkede U-619. ---- 3 handelsskibe mere blev sænket og en tysk u-båd mere, måtte også dø i det dybe kolde nordatlantiske hav den følgende dag.
Ubådsjageren på fotoet er krigsskibet, Sloop/Black Swan-klassen, HMS Kite (U 87) på 1350 tons, søsat den 1. marts 1943. Disse mindre letbevæbnede, men mellemhurtige krigsskibe (maximum 20 knob, ca. 37 km./timen), var en effektiv konvojbeskytter senere i krigen (fra foråret og sommeren 1943). Sammen med andre lette konvojeeskorteskibe (f.eks. fregatter og destroyere), patruljerede disse konstant, jagtende ubåde omkring konvojerne på deres vej over Atlanten. -- Lakonisk bemærkning i rapport vedrørende sænkningen af tysk ubåd: "U-504, sænket af krigsskibe fra 2. Support Group, som bestod af HMS Kite, Wren, Woodpecker, Wild Goose og Woodcock den 30. juli 1943. -- HMS Kite´s kaptajn på tidspunktet, da man sænkede U-504, var Lt.Cdr. W.F.R. Segrave. -- Den 20. august 1944, da HMS Kite var kommanderet af Lt.Cdr A.N.G. Campbell og på eskorteopgave for fragtskibskonvojen JW 59, der havde sejlet fra Loch Ewe i Skotland til Murmansk i det norligste Rusland, den 15. august 1944, fik en af de andre eskortefartøjer, destroyeren HMS Keppel (D 84), kl. 20:45, den 20. august 1944, en u-bådskontakt på skibets styrbord side. Sammen med HMS Kite og et Swordfish torpedofly fra hangarskibet HMS Vindex (D 15), blev u-båden overfaldet med dybdebomber. De jagede U-båden hele natten med deres "foxers" (anti u-båds torpedosøgeudstur, der anvendtes mod de tyske, såkaldte Gnat-torpedoer. "Foxerne", som var nogle rørlignende metaltingester, blev slæbt i wirer efter krigsskibet), men jagten var forgæves, man fandt ikke u-båden. Om morgenen kl. 06:04 den 21. august, havde HMS Kite nedsat sin hastighed til kun 6 knob, for at udrede skibets udlagte "foxers", hvis wirer var blevet snoet omkring hinanden i nattens u-bådsjagt. Da HMS Kite med denne ringe hastighed, var et sårbart torpederingsmål - affyrede den tyske u-båd U-344, tre F.A.T. torpedoer mod HMS Kite (U-344´s kaptajn Ulrich Pietsch troede fejlagtigt, at hans torpedomål var et større skib i Dido-klassen, en let krydser). HMS Kite blev ramt af to torpedoer, som eksploderede på styrbords side, så skibet staks krængede over til den ene side. Agterstavnen på skibet blev sprængt af og flød nogle få sekunder, inden denne sank. Skibets bov holdt sig flydende i ca. et minut, og derefter sank denne og resten af skibet ned i det nordatlantiske iskolde dyb, i en stejl vinkel. Sænkningen skete oppe i den nordligste del af ishavet i Barentshavet på positionen 73.01N, 03.57E. -- Kl. 07:30, stoppede destroyeren HMS Keppel på positionen, for at samle overlevende op, medens de to andre krigsskibe HMS Peacock (U 96) og HMS Mermaid (U 30), bevogtede redningsaktionen. HMS Kite havde 226 besætningsmedlemmer ombord og hovedparten af dem gik ned med skibet. Cirka 60 mand måtte kaste sig i det iskolde frosne hav og prøve at svømme væk fra det synkende skib, men kun 14 af de ca. 60 overlevende i vandet, kunne reddes fra det iskolde vand - de frøs ihjel og druknede næsten med det samme - 5 af de 14 reddede sømænd, var allerede så nedfrosne af opholdet i havet, at de døde om bord på destroyeren HMS Keppel og blev senere begravet på havet. Kun 9 mand af HMS Kite´s besætning overlevede. HMS Kite deltog i sænkningerne af følgende tyske u-både: U-449, U-462, U-504, U-226 og U-238, hvor U-504 og U-238 primært blev sænket af HMS Kite´s dybdebomber. -- Den tyske u-båd U-344´s skæbne efter sænkningen af HMS Kite, blev meget kort, for allerede dagen efter, blev den overrasket af et Swordfish torpedofly fra eskadrille 825, der var baseret på hangarskibet HMS Vindex. U-båden lå uddykket og blev ramt af en af flyets dybdebomber og sank omgående, hvorved hele mandskabet omkom. Positionen var nordvest for Bjørneøen i 74.54N, 15.26E. U-båden opnåde kun 67 dage på havet og fik kun sænket HMS Kite, inden den selv måtte lade livet. -- HMS Kite hørte oprindeligt til 2. Support Gruppe, som var "u-bådsjægere", samlet i særlige flådeenheder, hvor den omtalte enhed, var ledet af den berømte kommandør Frederick John Walker, populært kaldet "Johnnie Walker" (whisky-mærke) fra The Royal Navy. Hans "flagskib" var normalt altid sluppen HMS Starling, som var samme type krigsskib, som Kite, Peacock og Mermaid. Men Walker opererede ikke i de arktiske farvande, men kæmpede primært med sin supportgruppe 2 på midtatlanten og med jagt på u-både omkring de primære konvojer, som afgik og ankom fra USA og Canada. 2. Supportgruppe var ikke underlagt de enheder, som indgik i selve konvojeskorttjenesten, men kunne operere uafhængigt af disse opgaver. Men et par gange, da HMS Starling var til reparation/service, havde Walker ledelsen fra HMS Kite. -- 2. Support Gruppe bestod normalt af HMS Wren, HMS Woodpecker, HMS Wild Goose, HMS Cygnet og HMS Kite, men var delvis opløst, da "Johnnie Walker" pludselig døde af overanstrengelse på et hospital i Liverpool, den 9. juli 1944, 48 år gammel. Han havde lige været en væsentlig del af succeen, med at holde de tyske u-både totalt væk fra invasionsområdet på D-Dagen i Normandiet den 6. juni 1944. Mange u-både blev ved den lejlighed sænket af Walker og hans enheder. -- Den arktiske konvoj JW 59 bestod derfor af andre enheder, hvorunder altså HMS Kite deltog. -- Kaptajn F. J. Walker´s kommandørkarriere: Sloop HMS Stork (L 81 / U 81) fra september 1941 til 1. august 1942 - Sloop HMS Starling (U 66) fra 21. marts 1943 til 7. juli 1944, som leder af 2. Supportgruppe. -- Ud over disse opgaver deltog han i utallige andre store opgaver og missioner, ligesom i de første år af krigen havde kommandoen over eskorteenheder tilknyttet den givne konvoj og altså ikke support-enheder.
Walker var skyld i og medvirkede i sænkningerne af omkring 35 tyske u-både under krigen (midten af 1941 til juli 1944) - en bedrift, som ingen anden under krigen opnåede! Han blev dekoreret flere gange og havde bl.a. udmærkelsen DSO m/3 bjælker. Se ovenfor i det store tekstafsnit, hvor der er link til en helt speciel web-side om HMS Kite og dens besætning.
Tysk u-båd nr. U-848 under angreb af britisk u-bådsjagerfly. Se hele billedserien ovenfor under de oprettede links.
1944: På en anti-u-båds patrulje over Atlanten, opdagede man en tysk u-båd på havoverfladen, fra en RAF Catalina flyvebåd fra 210. Eskadrille, med piloten Flying Officer Cruickshank ved pinden. ---- U-742 valgte at tage kampen op og mødte Catalinaens angreb med præcise antiluftgranatbeskydning. En af flyverne i RAF-flyet blev ramt og dræbt og andre såret og flyet fik alvorlige skader af beskydningen. ---- Piloten Cruickshank var blevet ramt hårdt og fik ikke mindre end 72 store og små sår, fra granatsplinter, fragmenter fra flyet og maskingeværkugler, men alligevel ignorerede han sine sår og fik Catalinaflyet vendt rundt og angreb igen. ---- Dette angreb kunne holdes på målet og dybdebomberne han fik kastet og som var indstillet til at detonere på, eller lige under havoverfladen, skrællede u-båden op og ødelagde den, så den sank med alle mand ombord. ---- Det meget skadede Catalinafly og den hårdt ramte besætning havde nu udsigt til en 5½ times flyvning tilbage til basen. ---- Piloten Cruickshank tabte bevidstheden flere gange undervejs, forårsaget af sine mange sår, men med hjælp fra den del af besætningen, som stadig kunne hjælpe til, klarede han at lande flyet sikkert. For denne bedrift modtog han Victoria Korset.
U-118 indkasserer her nogle svære træffere af en bombe og maskinkanonild. Bemærk de 2 tyske u-bådsfolk, som dukker sig på dækket lige neden for u-bådens tårn. Se næste 3-delte foto, hvor du kan læse historien om hændelsen.
De store oceangående tyske u-både, som kunne operere i hele Atlanten, blev anvendt fra ca. 1941 og i resten af krigen - de blev stadigt udviklet og forbedret. ---- Billedserien her viser øverst forsynings u-båden U-118, som bliver overrasket på overfladen ude på Atlanten den 12. juni 1943, af et amerikansk Avenger hangarskibsfly, fra Hangarskibet USS Bogue, ført af piloten Løjtnant J.G. Fryatt, (amerikanerne havde hangarskibe, som kunne medføre mindre bombefly med 2 motorer, der trods deres størrelse, kunne starte fra skibets dæk). Hangarskibet deltog i den eskorte afskibe, som bevogtede konvoj nr. CVE-9. ---- Billederne er højdramatiske og viser dybdebombeangrebet på U-118. U-båden er en af de store forsynings - og service u-båd, som tyskerne byggede og brugte til at forsyne de operationelle front u-både med brændstof, torpedoer og andre forsyninger. Derved kunne den operationelle tid for frontu-bådene på havet øges betydeligt. ---- U-118 havde lige gjort klar til at pumpe brændstof til en frontu-båd, da den blev opdaget på havoverfladen og angrebet. På fotoet kan man se olie strømme bagud fra u-båden, efter tidligere, at være blevet angrebet af Løjtnant Stearns og Løjtnant Fowler i deres Avengerfly. ---- Ligeledes kan man se Løjtnant J.G. Fryatt´s fly´s drejelige maskinkanontårne udspy maskingeværkugler og se deres nedslag i vandet og nogle ramme u-båden, foruden at man kan se 2 af u-bådsbesætningen nede på siden af u-bådstårnet prøver at søge dækning mellem de hvinende kugler. ---- Avengerflyet gør på fotoet klar til at suse hen over u-båden og så stige op og vende rundt, for at angribe igen. ---- Det blev ikke nødvendigt, for de dybdebomber, som Fryatt´s fly dropper ved U-118, sænker u-båden, hvorved kun 16 tyske søfolk overlever og 43 mand af besætningen går ned med u-båden. ---- Nederste billede viser angebet på U-117 den 7. august 1943, som bliver overrasket under en optankning fra en forsyningsu-båd. U-117 sænkes og alle 62 besætningsmedlemmer går ned med u-båden.
En anden berømt tysk ubådskaptajn ses her. Erich Topp og hans ubåd sænkede næsten 200.000 tons allierede skibe. Erich Topp og U-352 blev sænket i 1941, samtidigt med 2 andre store tyske ubådshelte, Günter Prien og Endrass. Det var et hårdt slag for det tyske ubådsvåben, især også propagandamæssigt m.m. Man søgte at holde det hemmeligt for den tyske befolkning, det lykkedes dog ikke.
Catalina (den type, som jeg så resterne af på Vatersay/Barra). Catalina eller Consolidated PBY Catalina er et amerikansk fly især beregnet til transport og overvågning. Den første udgave går tilbage til midten af 1930'erne og var da en ren flyvebåd. En prototype fløj 28. marts 1935. PB står for Patrol Bomber, og Y for Consolidated Aircraft, fabrikantens identifikations-bogstav. Catalinaen blev konstrueret først og fremmest med henblik på salg til United States Navy.
Den tidligste version af Catalina PBY-1A går helt tilbage til 1936. Ligesom den civile XP3Y-1 var den en ren flyvebåd, men i 1940 kom amfibie-udgaven, det vil sige en udgave med hjulunderstel, så den både kunne operere fra vand og land. Før landing på vand nedfældedes de to støttepontoner fra tipperne af den konsolanbragte vinge for at øge stabiliteten ved manøvrering.
Sit store gennembrud fik Catalinaen under 2. verdenskrig, hvor typen blev brugt af et stort antal lande, således Australien, England, Canada, Sovjetunionen og USA.
Opgaverne var mange: ubådsjagt, patruljering, redningsmissioner og landsætning af hemmelige agenter på fjendtlig kyst.
Alle disse opgaver forudsatte at flyet kunne holde sig i luften i mange timer, hvilket Catalinaen var særdeles god til. Togter af helt op til 17 timers varighed kunne forekomme i forbindelse med anti-ubådstogter.
Under sin tjeneste ved Royal Air Force Costal Command, kystvagten, tegnede Catlinaen sig for adskillige bedrifter. Blandt andet var det en Catalina som opsporede slagskibet Bismarck og skabte forudsætningen for den senere sænkning af det.
Typen foretog også den sidste sænkning af en tysk ubåd lige før krigens afslutning, for øvrigt nummer 196 for RAF's vedkommen.
Nøjagtig hvor mange Catalinaer der er produceret er det ikke muligt at finde ud af, men det vides dog at 3272 fly blev fremstillet i USA og Canada frem til 1945. Hertil skal så lægges omkring 1500 fremstillet på licens i Sovjet. Det rigtige tal kan ligge på den anden side af 4800 stk.
På begge sider af Catalina-flyets krop, var der monteret et omvendt "badekar". Det var 2 plexiglaskupler, hvor der her igennem hvert sted, var monteret et 0,30 maskingevær, som primært kunne anvendes i angreb på tyske ubåde.
Et andet meget brugt patrulje - og overvågningsfly var denne britiske flyvebåd ved navn Short Sunderland. Den anvendtes lige som den amerikanske Catalina overalt på krigsskuepladserne under 2. Verdenskrig. I Skotland var de stationeret på flere baser, primært den nordlige del og Orkney, Hoy-øen. -- Prototypen af flyvebåden Short Sunderland fløj første gang den 16. oktober 1937 og 9 Mk I versioner blev bestilt af RAAF (Royal Austarlian Airforce). Men da 10. Eskadrille i RAAF accepterede det første fly nr. P9048, i Pembroke Dock den 11. september 1939, forblev eskadrillen i England og blev tilsluttet RAF og deres Sunderlandeskadriller og fik senere selskab af RAF 461. Sunderlandeskadrille. -- Den første godkendte sænkning (submarine "kill") blev foretaget af Løjtnant W. N. Gibson og hans besætning den 1. juli 1940. Sammen med en anden Sunderland sænkede de næsten et dusin tyske u-både. -- 10. Eskadrille fra RAAF indførte mange forbedringer på deres Sunderlands, bedre bevæbning og ikke mindst installationen af Pratt & Whitney Twin Wasp motorer i stedet for de motorer flyet var bygget med. Det resulterede i at flyet blev opgraderet til et Sunderland Mk V. Selv om Sunderlandflyet var et flyvebåd til landing på vand, lykkedes det et fly fra 461. Eskadrille at lande sikkert på luftbase på land (dog nødtvungent). -- Den 2. juli 1943 angreb Løjtnant Walker i N461 hele 8 tyske jagerbombemaskiner JU88´ere og rapporterede, at 3 blev skudt ned, 1 sandsynligvis skudt ned, en muligvis skudt ned og de sidste 3 JU88´ere ramt og skadet betydeligt. Sunderland flyet blev anvendt af 28 forskellige R.A.F. eskadriller på flere krigsskuepladser og er opført med 28 egne sænkninger af tyske u-både og som meddelagtige i flere andre sænkninger af tyske u-både.
Kort over Nordatlanten, Den Engelske Kanal, Biskayenfarvandet omkring England og Nordsøen, hvor man kan se hvor de sænkede tyske u-både ligger, med u-bådens operationelle nummer påtegnet. Koncentrationen af sænkede u-både ved Cornwalls kyst, England, skyldes også, at mange allierede handelsskibe kom den vej rundt til og fra deres sejlads med konvojerne, både over Atlanten, men også sydpå til og fra Gibraltarstædet og Middelhavet. De mange sænkniger af tyske u-både i Biskayen og omkring Brest ved den vestfranske kyst, skyldes at de britiske fly u-bådspatruljer var koncentreret om disse farvande, da alle tyske u-både skulle gennem dette farvand, når de forlagde til og fra deres baser i de vestfransk baser. Da tyskerne blev jaget ud af Frankrig i 1944, fortsatte de tyske u-både deres krig omkring de britiske farvande, herunder isæt Den Engelske Kanal (de forsøgte også at angribe under den allierede invasion i dagene omkring den 6. juni 1944 - men blev næsten alle opdaget, jaget væk eller sænket af den allierede luft- og flådeoverlegenhed på det tidspunkt af krigen. Se dog ved næste foto, hvor den store sænkningskatastrofe skete ved Cherbourg, nær invasionskysterne i Normandiet, den 24. december 1944.
Der skete en stor katastrofe juleaften den 24. december 1944 uden for havnebyen Cherbourg på den franske nordkyst/Den Engelske Kanal. -- Kl. 17.54 blev det belgiske troppetransportskib SS Leopoldville (ført af Kaptajn Charles Limbor), torpederet af den tyske u-båd U-486 (ført af Oberleutnant Gerhard Meyer). Leopoldville deltog i en forsyningskonvoj nr. WEP-3, som var sendt over Den Engelske Kanal, med materielforsyninger og hastende amerikanske infanteritropper til forstærkninger til de ekstreme hårde kampe i Ardennerne og som kompensation for de store tab, den amerikanske hær havde lidt, under de hårde opslidende kampe i Hurtgenskovene i det østlige Belgien/grænseområderne ind til Tyskland i oktober, november og december 1944. -- Ca. 8 kilometer uden for havnen i Cherbourg, blev "Leopoldville" ramt af en torpedo fra U-486, som havde ligget neddykket og ventet på et angrebsmål i mange timer. Efter torpedoeksplosionen begyndte det store 11.500 tons tunge skib, at synke langsomt og kl. 20:40 sank det med boven først ned i det oprørte kolde hav. Inden skibet forsvandt i havet, havde der udspillet sig et uhyggeligt mareridt på skibet og i havet omkring det, hvor alt gik galt - Redningsopgaven blev fatalt forsinket, da havnen og redningberedskabet i Cherbourg holdt mere eller mindre juleferie og eskortefartøjerne ikke var klar over alvoren for skibet. Der var slet ikke redningsbåde og redningsflåder nok til alle skibets passagerer, som bestod af 139 besætningsmedlemmer og 2235 infanterisoldater fra den amerikanske 66. Infanteri Division. signalsystemet virkede ikke hensigtmæssigt, da al radiosignaltjeneste skulle ske via flådehavnen i Southhampton, england, og ikke via havnen i Cherbourg. De blinkende signallamper sås ikke af redningsberedskabet osv. Alting gik galt og "Leopoldville´s kapatajn, 55 besætningsmedlemmer og 763 amerikanske soldater, omkom i det kolde hav denne juleaften 1944. -- Den tyske u-båd U-486 fik dog en fortjent straf, da den blev sænket med hele sin besætning, den 12. april 1945, ved Bergen, Norge af den britiske u-båd HMS Tapir. -- Se ovenfor i tekstafsnittet - hvor der er link til historien om denne katastrofe, herunder link til dykkervideoer om katastrofen.
Slagskibet HMS Barham på over 31.000 tons, var bygget af John Brown værftet, Clydebank, Skotland.
Byggestart februar 1913. Stabelafløbning oktober 1914. Tjenesteklar oktober 1915. ---- Navnet 'Barham' kom fra Admiral Charles Middleton 1762-1813, som var Lord Barham. Han blev First Lord of The Admiralty og var med ved Slaget ved Trafalger og arbejdede sammen med Admiral Horatio Nelson. ---- HMS Barham opererede under 2. Verdenskrig i Middelhavet i den engelske flådeenhed med navnet Force K, som havde base på øen Malta, som England ville holde for enhver pris, da øen var af vital betydning for bekæmpelsen af det tyske Afrikakorps under General Erwin Rommel og for kampen om Middelhavet. ---- Se HMS Barhams skæbneforløb og film der viser skibets endeligt i oktober 1943, efter at det blev truffet af 3 torpedoer, fra den tyske u-båd U-331, som hurtigte fik HMS Barham til at eksplodere - se de næste fotos.
I Middelhavet den 25. november 1941, ud for kysten ved Sollum og nord for Sidi Barrani i positionen 32.34 Nord og 26.24 Øst i Middelhavet, sniger den tyske Kaptajn-løjtnant Hans-Diedrich Freiherr von Tiesenhausen i sin type VIIC u-båd U-331, ind på nogle store fine mål for sine torpedoer. ---- U-båden var på sit 3 togt og havde den 17. november landsat 8 tyske kommandosoldater på den egyptiske kyst øst for Ras Gibeisa. Kommandosoldaternes opgave var, at sprænge en vigtig Allieret jernbaneforbindelse i luften nær ved kysten - det lykkedes ikke. ---- Nu patruljerede man i farvandet nord for Libyen. ---- De fine mål, man ved et lykketræf havde opdaget, var den britiske flådeenhed Force K, bestående af 3 slagskibe, som sejlede i lige linie efter hinanden og med 8 destroyere sejlende som beskyttende eskorte. ---- Et af de britiske slagskibe, er det 31.100 ton tunge HMS Barham, med 1260 mands besætning ombord og med Kommandør Kaptajn G.C.Cooke som chef. De 2 andre slagskibe er HMS Queen Elizabeth og HMS Valiant. ----
Fotoet viser situationen efter ca. 2 minutter, da de 3 torpedoer havde truffet HMS Barham. Mange søfolk var da straks klar over, at skibet var dødsdømt og dem der kunne, sprang i havet. Slagskibet vælter her "træt" om på bagbords side, efter 3 torpedotræffere fra den tyske U-båd U-331. Umiddelbart efter eksploderer Barham i en gigantisk eksplosion. Se filmoptagelserne af forløbet ovenfor i de tilknyttede links omkring historien om HMS Barham´s sænkning.
Flådeenheden Force K var på vej mod farvandet mellem Malta og Libyen fra Alexandria i Egypten, for at jage italienske konvojer, som forsøgte at fragte udrustning til aksemagternes soldater i Nordafrika. Da u-båden sidst på eftermiddagen den 25 november 1941, lister inden for torpedoernes skudafstand, ligger u-båden i periskopdybden ca. 25 cm. under havoverfladen. U-bådskaptajnen Von Tiesenhausen´s u-båd placerer sig mellem 2 destoyere, og fra 1200 meters afstand, affyrer han 4 torpedoer i vifteform mod det midterste af slagskibene. 3 torpedoer træffer HMS Barham, som i løbet af få minutter, kæntrer helt over på siden, hvorefter slagskibets ammonitionsdepot, bl.a. kordit og granater til de store 15" (36,5 cm.) kanoner, eksploderer et splitsekund efter.
Da HMS Barham krænger helt over og bagbordssiden lægger sig hen ad havoverfladen, er branden under dækket allerede så kraftig, at den hurtigt spredes hen mod skibets ammunitionsdepot. ---- Kun 2½ minut efter torpedoerne træffer skibet, kænterer skibet om på siden, og branden antænder ammunitionen fra skibets 15" kæmpestore granater og det store slagskib sprænges til atomer i en gigantisk eksplosion, der fuldstændig river hele det store skib fra hinanden og smadrer alt. 862 mand dør øjeblikkelig, inklusive skibets Kaptajn Cooke, men på mirakuløs vis var mange af besætningsmedlemmerne straks sprunget i havet, da skibet blev ramt af de 3 torpedoer og begyndte at kæntre. ---- De øvrige krigsskibe i Force K, kunne kun hjølpeløse og afmægtige se til, da det mægtige skib eksploderede. Man havde dog åbenbart åndsnærværelse nok til at filme det hele. (du kan se filmen ovenfor i de opsatte links - bered dig på et chok!). ---- Kort tid efter katastrofen kan destroyerne HMS Hotspur og HMS Nizam begynde at samle de overlevende op fra havet, i alt 395 søfolk. Se de næste fotos.
Senere i 1941/1942, blev billederne fra HMS Barham´s sænkning frigivet af Den Engelske Flåde og man kunne berette om tragedien og vise fotos i aviserne. ---- De tyske propagandamedier brugte denne store sejr til at forherlige deres "glorværdige" indsats i Middelhavet, selv om situationen her ikke var særlig gunstig for de tyske troppers succes på landjorden og de italienske konvojers bestræbelser med, at bringe forsyninger frem til tropperne i Nordafrika. ---- Den 16. november 1941 bliver en af de fire tyske u-både "U-433" sænket af den engelske korvet HMS "Marigold" i det samme farvand, som det engelske hangarskib HMS Ark Royal også bliver sænket, med en torpedo fra den tyske u-båd U-81. ---- I slutningen af måneden sænker den hollandske u-båd 0-21 den anden af de 4 tyske u-både, nemlig "U-95". Men mellem sidst i september og december 1941, slipper 26 tyske u-både ind i Middelhavet og sænker rigtig mange af den engelske flådes krigsskibe.
Ligeledes mistede De Allierede i Middelhavet i gennemsnit pr. måned, 4 fragtskibe med en tonnage på 19.000 tons. ---- Nordafrika, på landjorden starter briterne den 18. november 1941 en hovedoffensiv kaldet "Operation 'Crusader" fra området ved Sollum og i januar 1942 har briterne nået El Agheila. Det tyske Afrikakorps og de italienske styrker omkring Sollum og Bardia bliver forbigået af englænderne i forbindelse med deres pres frem mod Tobruk. Det bliver tropper fra New Zealand, der den 27. januar 1942 besejrer den tyske garnison i Tobruk. ---- Den 27. november 1941 da slaget om Tobruk er i gang bliver det australske krigsskib "PARRAMATTA" sænket, da det eskorterer et ammunitionsskib ind mod havnen i Tobruk . Det er den tyske u-båd "U-559", som sænker det med en torpedo i bagbords side. Efter at kampene om Tobruik startede, havde De Allieredes anstrengelser været enorme, dag og nat sejlede alle typer skibe, mænd, materiel og ammunition ind til styrkerne i Tobruk. Da kampene stoppede kunne man gøre omkostningerne op. De Allierede havde mistet 25 krigsskibe af alle typer, men kun 5 sømænd fra handesflåden var omkommet!
De overlevende fra HMS Barham svømmer rundt, eller klamrer sig til vraggods, medens udsatte redningsbåde fra de andre britiske flådefartøjer, søger efter overlevende og døde, som de kan samle op.
På Lyness Marinekirkegård, som jeg jo besøgte, stod denne mindegravsten over nogle af de besætningsmedlemmer, som blev dræbt, da HMS Barham blev beskudt og ramt af granater da det deltog den 31. maj 1916, i det store søslag, "Slaget ved Jylland".
Den tyske U-båd U-331 under ledelse af Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen gør klar til endnu et togt. U-båden blev tjensteklar 31. marts 1941 og efter træningsperioden blev u-båden beordret ud i fronttjeneste den 1. juli 1941.
Von Tiesenhausen havde ikke nogen ide om, hvilket skib han havde ramt, alle i u-båden havde dog hørt den enorme eksplosion kort tid efter bragene fra torpedotræfferene, så de vidste de havde sænket et skib. Skæbnen ville det sådan, at det blev HMS Barham. ---- Men Von Tiesenhausen havde ikke tid at tænke på resultatet, han havde nok at gøre med at prøve at undslippe. ---- U-331 blev nu jagtet intensivt af de hævngerrige engelske destroyere i Force K flåden, men u-båden slap fra alle de mange dybdebomber, englænderne kastede ud i havet på u-bådens formodede position og sejlede retur mod Grækenland, hvor den anløb havnen Salamis den 21. februar 1942. ---- På fotoet kan man se torpedorummet fortil i U-331, med de 4 bagstykker for torpedorørerne. På et af torpedorørernes bagstykker har torpedomandskabet tegnet silhuetten af HMS Barham, skrevet navnet og tonnagen, som slagskibet repræsenterede. ---- Kampen om Middelhavet og magten i Nordafrika havde også sine gode sider for De Allierede, som ellers i 1941, fik mange nederlag verden over på alle fronter i luften på havet og på landjorden. ---- Nogle dage inden tragedien med HMS Barham´s sænkning, havde Force K sænket 2 fragtskibe mere, foruden de 6 italienske fragtskibe tidligere, vest for Grækenland. På dette tidspunkt af krigen i Middelhavet omkring årsskiftet 1941 - 1942, mistede Aksemagterne, Tyskland og Italien, 60 % af sine forsyninger til sine nortdafrikanske hære i Middelhavet. ---- De Allieredes flyvevåben, u-både og flådefartøjer angriber konstant og vedholdende, trods egne tab af slagskibe og hangarskibe. - I Østafrika overgav de sidste italienske styrker sig ved Gondar i det nordlige Ethiopien, den 27. maj 1942. Det Italienske Facistiske Imperium i Østafrika ophørte hermed at eksistere. ---- De Allierede havde den opfattelse, at den tyske u-båd var U-331 og at det var den der havde sænket HMS Barham. Ydermere mente de, at U-331 var blevet sænket samme dag som HMS Barham sank. - Men i 1998 kom en bemærkelsesværdig historie frem.... Læs videre på næste foto.
Kaptajn-Løjtnant Hans-Dietrich Freiherr Von Tiesenhausen på U-331, her i positur efter sin sejr med HMS Barhams sænkning, hvorfor han den 27. januar 1942, fik den 2. højeste udmærkelse i Nazityskland: Das Ritterkreuz des Eisernen Kreuzes(Jernkorsets Ridderkors, som er en højere grad end selve Jernkorset, Knight´s Cross). Stolt ser han ud. Men det blev egentlig også den eneste betydelige sænking af et allieret skib i krigen, som U-331 klarede - og det ved et stort held - og den 17. november 1942 blev U-331 sænket og 32 mand af besætningen omkom, men 14 mand og Von Tiesenhausen overlevede og han dør først som 85 årig i Vancouver, Canada. ---- Den 19. januar 1998 blev den nu meget gamle Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen interviewet via telefon. Han havde en helt klar erindring om hændelsen. Da han pga. sin meget nedsatte hørelse, ikke kunne tale direkte i telefon, blev interviewet gennemført med hjælp fra hans hustru. Beretningen fra Von Tiesenhausen´s hukommelse: ---- Den 25. november 1941 havde Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen, på U-331 affyret sine 4 torpedoer på en gang og efter et stykke tid, hørt 3 eksplosioner, som hidrørte fra sine torpedotræffere af et engelsk skib.
Da de 4 torpedoer blev affyret og forlod u-bådens torpedorør, på deres 1260 meter lange kurs mod HMS Barham, gjorde Von Tiesenhausen, som sædvanligt med stor koldblodighed, sin u-båd klar til at angribe igen, evt. fra en anden position. ---- Men efter affyringen, glemte han denne gang, eller overså han betydningen af, at 4 tunge torpedoer lige havde forladt u-båden fra torpedorørerne i u-bådens bov. Det bevirkede, at han ikke fik trimmet u-bådens balance hurtigt nok og u-bådens bov, vippede opad og brød op af havoverfladen i et skumsprøjt, tillige med, at også u-bådens tårn med det påmalede u-bådsnummer tydeligt kunne ses over vandet. ---- Von Tiesenhausen kæmpede febrilsk for at få boven ned igen, da u-bådens tilsynekomst, kun var ca. 125 meter fra det nærmeste slagskib HMS Valiant, som med det samme fik øje på u-båden og hvis hvis kapatajn hurtigt fik slagskibet til at ændre kurs, i den hensigt at vædre u-båden. ---- U-bådens operatører arbejdede hurtigt, for at få u-båden nedad i havet igen, da det store slagskib i en krap bue, styrede hen mod u-bådens position. Nervepirrende minutter gik, medens u-bådens folk kun kunne håbe på, at de ville synke hurtigt nok, til at undgå at blive vædret og på Slagskibet bad man til, at de ville nå frem i tide, til at ramme u-båden, som ville betyde dens sænkning. ---- Men i sidste øjeblik var U-331 så dybt nede, at det store tunge slagsskib, trods sit skrogs dybde i havet, kun lige akkurat buldrede hen over U-331, uden at gøre den skade. ---- Medens alt dette stod på, lød den enorme eksplosion, da HMS Barham eksploderede. Alle i u-båden fik også et chock, da de hørte det gigantiske brag - de ved da, at de har sænket et stort flådefartøj - men har ikke tid at tænke mere over det - deres liv er truet i u-båden - det har førsteprioritet. ---- U-331 var nu under alarm-dykning, stejlt og hurtigt dybt nedad. Men noget var underligt inde i u-både - dybdemåleren opførte sig mærkeligt! Under alarmdykningen bevægede dybdemålerens visernål sig langsommere og langsommere for til sidst at standse ved dybden 76 meter. Besætningen fornemmede, at man stadig dykkede nedad, men måleren viste det ikke! ---- Det var en farlig situation, fordi u-bådens maksimale sikkerhedsdybde var sat til 100,60 meter. Tiesenhausen bad om en fornyet melding fra den forreste dybdemåling. Meldingen ramte besætningen med rædsel og frygt. De havde dykket ned i en dybde, som u-båden slet ikke skulle kunne klare, nemlig 250 meters dybde! Det bragte besætningen ud af flippen og halvt afsindige, da man fik u-båden stoppet og man forsigtigt begyndte, at lirke den opad igen, slog det dem alle, at dybdetrykket på u-bådens skrog, forlængst burde have krøllet u-båden sammen, som en øldåse - men ikke så meget som en bolt eller møtrik var sprunget løs og utætheder og havvand var heller ikke at se. ---- U-båden havde med nød og næppe undsluppet fjenden oppe på havet og det dødbringende tryk i dybet. ---- Tiesenhausen skrev mange år senere: "I sådanne øjeblikke, når man sejler væk fra 2 katastrofer på en gang, så tier man, snakker ikke - man er bare glad for, at have været heldig og at man stadig er i live"
Von Tiesenhausen overlevede krigen som krigsfange og efter krigen levede han med sin hustru i Canada, hvor han i år 2000 døde i Vancouver, i en alder af 85 år.
Det tyske slagskib Scharnhorst. Se ovenfor i det store tekstafsnit, hvor beskrivelserne af skibet og dets grumme historie og sænkning ved Nordkap i Nordnorge under 2. Verdenskrig. Se også de følgende billeder og tekst.
Her er det Adolf Hitler på besøg på slagskibet Scharhorst. Også han søgte af og til, at indgyde mod og respekt for sig og sine ideer hos de tyske soldater - jeg har ham nu mest mistænkt for at vise sig selv frem og sole sig i deres pligtsskyldige hyldest til ham - de turde sågu ikke andet. Scharnhorst var blandt flere slagskibe, tysklands stolthed og blev flittigt vist frem og helst med nazisternes frontfigurer i forgrunden.
Scharnhorst´s frygtindgydende 15" kanoner (ca. 40 cm. i diameter!). 2x3 foran og 2x3 agter på skibet. ---- Sharnhorst blev jo sænket i Norskehavet vest for havne - og flådebyen Murmansk, som var og er en betydelig sovjettisk/russisk havn med både en civil - og flådemæssig betydning. Under krigen gik der mange konvojer fra De Allierede til Murmansk, med krigsudstyr og fødevarer til sovjetunionens krig mod tyskerne på Østfronten. Tyskerne søgte med Sharnhorst at forhindre disse konvojer i at slippe igennem farvandet nord om Norge. ---- Her ses en kanonade af Scharnhorst´s 15" kanoner.
Kortudsnit over Barentshavet, hvor detaljer om Scharnhorst´s sænkning er optegnet. Deltagende skibe, datoer, sejlretninger, positioner osv.
Kortudsnittet viser Loch Ewe som fjorden var organiseret, da den tjente som konvojhavn under 2. Verdenskrig. ---- Kortet viser stederne hvor havnens forsvarskontrolbunkere lå, hvor anti-ubådsnettene lå placeret i havnen, minefeltnettene i havnen. Alt sammen forsvarssystemer som Royal Navy brugte som forsvar mod u-bådsangreb i 2. Verdenskrig. ---- Beskyttelsesnettet med mine gik fra øen Eilean Furadh Mor i vest til Slaggan Bay i øst. En serie miner blev lagt nærved og disse kunne bringes til sprængning fra kontrolcentret på Leacan Donna. ---- Den 7. september 1939 gav Admiralitet i London, Admiral Forbes en helt urimelig og fejlbehæftet overslag over den styrke af tyske bombefly, som kunne operere fra det nordvestlige Tyskland og angribe Scapa Flow, som i krigstid var base og opankringssted for mange af den stolte britiske flådes krigsskibe. Admiralen fik ordre på, at oprette en midlertidig base på vestkysten af Skotland. ---- Forbes valgte fjorden Loch Ewe og sendte HMS Guardian dertil for at udlægge antiubådsnet. ---- Af sikkerhedmæssige grunde var Lock Ewe indtil marts 1940 bemævnt som Havn X. ---- Mellem den 9. og 15. september, ankom flåden flagskib og andre vigtige flådeenheder til Havn X, inklusive slagskibene HMS Nelson, HMS Rodney, HMS Repulse, HMS Hood og hangarskibet HMS Ark Royal. Skibene blev besøgt af The First Sea Lord og derefter returnerede de til Scapa Flow den 21. september hvorefter diskussionen om flådens fremtidige placeringer af baser startede. ---- På ordre fra Admiralitetet, returnerede Admiral Forbes til Loch Ewe den 1. oktober, med HMS Nelson, HMS Rodney, HMS Hood, HMS Repulse, HMS Ark Royal og 6. og 8. Destroyer Flotiller, efterladende HMS Renown og HMS Royal Oak i Scapa Flow. ---- Selvom Loch Ewe´s geografiske placering ikke var mere uden for rækkevidde for luftangreb, end Scapa Flow, var det mere ubeskyttet mod angreb fra tyske u-både, da fjorden kun havde opklaringsnet med miner og ikke en egentlig havneport/indløb. Ligeledes havde havnens område ikke noget luftværnsforsvar. ---- Da de store skibe flyttede til Loch Ewe, blev det gamle slagskib HMS Royal Oak efterladt i Scapa Flow og sikkerhedforanstaltninger mod u-bådsangreb blev iværksat. ---- Der var nu ingen tilsløring af den fare, som flådens fartøjer lå under, ved deres ophold i den midlertidige havn Loch Ewe. Admiralttetet mente endda at loch Ewe var bedre end Scapa Flow og besluttede sig til at give Loch Ewe højeste prioritet, så maksimal u-bådssikring kunne opstilles. ---- Det var vigtigt før tyskerne fik kendskab til, at England´s Hjemmeflåde nu havde Loch Ewe som base. Ikke destomindre blev det besluttet, at flåden skulle blive i Loch Ewe indtil videre og Loch Ewe fik højere prioritet end Scapa Flow i forhold til forsyningen af forsvarsværker, net, miner osv. ---- Admiralitet var også stadig indstillet på, senere at flytte flåden til floden Clyde. ---- Admiral Forbes var lodret uenig, da man så skulle bruge en hel dag på bare at at få flåden ud i den nordlige del af North Sea. Han forslog så Rosyth, hvor anti-u-bådsforsvaret var godt, selv om det kunne blive mere udsat for luftangreb og at dette kunne imødegås, da Rosyth havde et godt luftforsvarsanlæg. ---- I mellemtiden blev det besluttet, at flåden fartøjer skulle være på havet så meget som muligt og ved returnering sejle til Loch Ewe og floden Clyde indtil udbygningen og forbedringerne i Scapa Flow var blevet afsluttet. ---- På et møde i Admiralitetet den 24. oktober, blev hele dilemmaet med flådens placeringer og base gendiskuteret og det blev besluttet, at floden Clyde skulle være hovedbase for flåden og at Loch Ewe skulle forlades. ---- denne beslutning blev signaleret til Commanderin-Chief, men Admiral Forbes kunne ikke erklære sig enig. ---- Resultatet af et nyt møde den 31. oktober, var at Scapa How nu skulle være The Home Fleet's permanente base og Loch Ewe ville blive anvendt til tilfældighedanvendelse. ---- Den midlertidige base for Flåden i Loch Ewe, var uden tvivl optimal, for kl. 07:52 den 4. december da HMS Nelson sejlede ind i fjorden fremkaldete skibet en eksplosion af en magnetisk mine. ---- Den næste fase af marineaktivitet i Loch Ewe, blev centreret omkring den brug som brændstof - og servicehavn for konvojeskortefartøjer, herunder etablering af en nye konvoj cyklus cycle i januar 1941. De tyske u-både sænkede så mange skibe gennem efteråret 1939, vinteren og 1940 og endnu mere i 1941, at man fra De Allieredes side måtte gøre noget, hvis ikke Atlantkrigen skulle tabes. ---- Loch Ewe blev derfor oprettet som tillæg til de fjorde i Skotland, som andvendtes til at samle konvojerne af fragtskibe, som skulle sejle over Atlanten til USA eller Canada. ---- I takt med at Loch Ewe fik større og større betydning for den maritime sejlads for konvojer og eskortefartøjer, blev fjorden betitlet som HMS Helicon i Aultbea den 14. juni 1941. ---- Foruden Loch Ewe´s funktion, som kyst - og atlantisk ud - og indskibningshavn for konvojer, fungerede Loch Ewe også som base for konvojerne til Rusland/Murmansk fra februar 1942. Alle skibe returnerede til Loch Ewe, med dele af konvojernes skibe med Clyde som mål for af - og på læsning af materiel m.m.
Mange skotske fjorde fungerede som naturhavne under 2. Verdenskrig, både som øvelsesfarvand for flådeenheder, konvojsamlingsfarvand, fristed for konvojer fra Canada og Murmansk i Sovjetunionen, som ofte kom skamskudte, decimerede og udmattede ind fra havet, fra en sejlads over Atlanten gennem de tyske "ulvekoblers" ubådsjagt og torpederinger af konvojernes handesskibe. ---- De skotske fjorde var også hjemsted for kystbevogtningens skibe, ubådsopankninger og u-bådsjagere, torpedobåde, korvetter, minelæggere m. fl.
Slaget om Atlanten mellem De Allierede og Nazi-Tyskland kostede utroligt mange ofre. ---- Her ses mindestenen for de faldne, ved fjorden Loch Ewe i regionen Wester Ross. Loch Ewe var den fjord, som anvendtes som afskibning - og ankomstfarvand for konvojerne til Murmansk i det nordlige Sovjetunionen. Næsten 500 skibe afgik herfra mod Murmansk og tilbage i løbet af de år hvor konvojerne til Sovjetunionen foregik. ---- Omkring 900 andre skibe i konvoj, sejlede direkte mellem USA og Canada til Murmansk.
Informationen ved Loch Ewe indeholder bl.a. denne oversigt over de vigtigste funktioner omkring fjordens krigshistorie.
Beskrivelse og kort over konvojruter, tab af skibe m.m. ---- De arktiske konvojruter i 2. Verdenskrig gik fra England/Skotland og fra USA/Canada til de nordlige havne i SovietUnionen - Archangel og Murmansk. ---- Der var 78 konvojer mellem agust 1941 og maj 1945, selvom der var 2 perioder, hvor der ikke sejlede konvojer, nemlig mellem juli og september 1942 og mellem marts og november 1943. ---- Cirka 1400 handelsskibe leverede vitalt materiel til Soviet Unionen under loven The Lend-Lease programmet. ---- 85 handelsskibe og 16 Royal Navy krigsskibe (2 krydsere, 6 destroyere, og 8 andre eskortefartøjer gik tabt. ---- Tyskerne tabte et antal fartøjer inklusive et slagskib (Scharnhorst), 3 destroyere og mindst 30 U-både, foruden et stort antal flyvemaskiner.
Den engelske krydser HMS Kent undgår med nød og næppe at blive ramt af en granat. Granaten træffer i havet lige ved den bagbords hæk af krydseren. ---- Fotograferet fra en amerikansk destroyer. ---- Historien her kort: Petty Officer Harry Wright var søofficer ombord på HMS Kent, som var en såkaldt county class cruiser (krydser). Fotoet stammer fra dennes private fotoalbum, han og skibet overlevede krigen. ---- Krigsskibet deltog i konvojerne til Murmansk i Sovejetunionen. HMS Kent blev tilsluttet den engelske flåde i Scapa Flow, Orkney i oktober 1943. Indtil og i 1944 patruljerede skibet omkring de nordlige ankomstområder for de artiske konvojer. ---- Skibet eskorterede mere end 18 konvojer til Sovjetunionen.
Handelsskibe ved Murmansk under 2. Verdenskrig. Læs nedenfor om et historisk forløb for et af disse handelsskibe og den tyske u-båd, som sænkede skibet. ---- De arktiske konvojer forløb i 2 serier. Den første konvoj som sejlede havde ikke noget konvojnummer, men havde et kodenavn :" “Dervish”. ---- Den første serie konvojer havde betegnelsen: PQ (base ud) og QP (base ind) og sejlede fra september 1941 til september 1942. ---- Disse konvojer sejlede 2 gange om måneden, men blev afbrudt i sommeren 1942, da konvojserien blev stoppet efter katastrofen for konvoj PQ17 og igen stoppet i efteråret 1942 med den sidste konvoj i serien PQ18. ---- Den anden konvojserie havde betegnelsen: JW (base ud) og RA (Base ind) og sejlede fra december 1942 indtil slutningen af krigen, men med 2 afbrydelser i sommeren 1943 og igen i sommeren 1944. ---- Konvojerne udgik fra Island, normalt fra fjorden Hvalfjörður, videre nord om øen Jan Mayen til Archangelsk når isen forsvandt i sommermånederne og når vinteren satte ind, skifte til at sejle syd om øen når pakisen tog til, for så at sejle til Murmansk. ---- Efter september 1942 blev konvojerne samlet i Loch Ewe i Skotland, hvorfra de så sejlede til Murmansk. -- Følgende beretning om forholdene for handelsskibene og deres besætninger i det iskolde Barentshav nær Murmansk og omkring øen Spitzberg: Den 5. november 1942, blev det ueskorterede britiske fragtskib Chulmleigh på 5.445 tons, under ledelse af Kapatjn D.N. Williams, bombet og ødelagt af en tysk Ju-88 let bombefly fra eskadrille II. / KG 30, baseret på Banak, Nord Kap, Norge. skibet blev stærkt skadet og kaptajnen søgte at redde besætningen, ved at lade skibet strande på den øde sydlige kystområde på øen Spitsbergen. -- Dagen efter kl. 15:58, den 6. november, torpederede den tyske u-båd U-625, med Kapitänleutnant Hans Benker som chef, den strandede Chulmleigh og afsluttede ødelæggelsen af fartøjet med skud fra u-bådens 88mm. dækskanon. Senere på dagen blev skibsvraget igen bombet af en Ju- 88. - Skibsføreren, Williams, tre besætningsmedlemmer og ni af fragtskibets kanonmandskab (fragtskibet var udstyret med en 4" kanon) overlevede. Men 36 besætningsmedlemmer og ni af kanonmandskabet mistede livet. De fleste døde af forfrysninger og udmattelse, da hele besætningen landede med fragtskibet på en isoleret del af Spitsbergen. Da besætningen ikke blev reddet før den 4. januar 1943 - to måneder efter deres landing på øen, var 36 af mandskabet døde. De overlevende blev reddet af soldater fra basen i Barentsburg. Efter redningen og deres pleje på basen, som varede de næste par måneder, blev de overlevende sat ombord på krydseren HMS Bermuda (Kaptajn T.H. Back) og HMS Cumberland (Kaptajn A.H. Maxwell-Hyslop), som sejlede dem til Thurso, på nordkysten af Skotland den 16. maj 1943. -- U-625´skæbne efter ødelæggelsen af Chulmleigh. Året efter, den 2. januar 1944, blev u-båden angrebet af 2 britiske B-24 Liberator patruljefly fra eskadrille 224. Hans Benker´s kanonmandskab fik afvist det første B-24 fly´s angreb og for at forhindre, det andet fly´s angreb, beordrede Benker u-bådens dykning. Under dykningen, kom u-bådens Naxos pejleapparat´s wire ikke med ned i kommandotårnet og kom til at sidde i klemme i tårnlugen og da Benker var bange for, at dette ville forhindre tårnlugens tætningsgrad, aflyste han dykningen. Benker og en af hans besætning, kravlede op gennem tårnlugen, for at ordne wiren, men ordren om annullering af dykningen, blev ikke hørt og forstået af besætningen og u-båden fortsatte sin dykning, som betød, at Hans Benker og besætningsmedlemmet druknede, inden u-båden dykkede ud igen, da fejldykningen blev opdaget. -- U-625 blev senere overtaget af Oberleutnant zur See Siegfried Straub. Under en patrulje på Atlanten, vest for Irland, blev u-båden angrebet af en canadisk Short Sunderland flyvebåd fra RCAF eskadrille 422. Dybdebomberne ramte u-båden og den sank omgående, hvorunder hele besætningen på 53 mand omkom. Det var den 10. marts 1944, på positionen 52.35N, 20.19W.
Skibe ved Murmansk, i færd med at samle sig til en konvoj "homebound" (tilbage til base). ---- Udgående og hjemgående konvojer blev planlagt samtidig. En tæt eskorte af krigsskibe fulgte handelsskibene på bagbords side, sådan at de var klar til at sejle tilbage med den næste udgående konvoj, som jo altså blev planlagt i sammenhæng med den hjemadgående. ---- Desuden var der også en svær flåde enhed klar til at dække konvojen mod store tyske overflade fartøjer, som f.eks. slagskibet Tirpitz. ---- Disse svære flådeskibe ville følge konvojen udgående til et vendepunkt - og mådepunkt for den hjemadgående konvoj, som de så skulle dække resten af hjemturen for, medens eskortefartøjerne fortsatte deres dækning af den udgående konvoj til deres bestemmelsessted. ---- Konvojruten gik rundt om det tyskerobrede Norge til de soviettiske havne og var ekstremt farlige, da tyskerne havde mange fly, u-både og flådefartøjer til rådighed for angreb i de norske fjorde og havne, men også fordi vejrforholdene, storme, overisning, drivis, frost, kulde, tåge og udbredt mørke det meste af året på ruterne var yderst vanskelige at overkomme. ---- Alle disse forhold gjorde bl.a. svært at bruge u-båds radaren ASDIC. Der var ligeledes store besværligheder med at navigere og holde sammen på konvojens skibe, foruden at man i alle døgnets timer var udsat for angreb af de tyske u-både, fly og flådefartøjer. -- Her en lille beretning om de frygtelige forhold, de stakkes søfolk på handelsskibene måtte klare, når de deltog i konvojsejladsen gennem det iskolde arktiske hav nord for Norge og Rusland - deres risiko for en grufuld død i eksplosioner, i brændende olie på skibe og på havet og i det iskolde hav: Den 1. marts 1943, efter at have overlevet den foregående konvojsejlads fra Loch Ewe i Skotland til den russiske havneby Molotovsk, skulle fragtskibet "Puerto Rican"
med i konvoj nr. RA-53 tilbage til Loch Ewe og videre over Atlanten til USA, hvor skibet igen skulle lastes med materiel til hjælp for russernes krig mod tyskerne og igen sejle tilbage over atlanten og det artiske hav. -- Fragtskibet var et ældre dampdrevet fragtskib på 6.076 tons, bygget i 1919 på G.M. Standifer Skibsværft, Vancouver, Canada og ejet af American-Hawaiian SS Co., New York. Chefen på skibet var Kaptajn Ralph Albert Oliver. -- Den 9. marts 1943, blev skibet sænket af den tyske u-båd U-586 (Kapitänleutnant Dietrich von der Esch), på positionen 66.44N, 10.41W. Fragtskibet havde haft besvær med at følge med de øvrige skibe i konvojen (RA-53) og var sakket ca. 33 km. bagud fra de andre skibe og sejlede nu alene. Ombord var der 65 besætningsmedlemmer og skibet havde 3.500 tons jernmalm i sine lastrum. -- Vejret havde de sidste 2 dage været stormende og isnende koldt med snebyger og høj rå søgang og skibet kunne ikke hold sin fart og var derfir sakket agterud. Klokken 22:06 om aftenen i buldrende mørke den 9. marts 1943, blev "Puerto Rican" ramt af en torpedo fra U-586, omkring 140 km. nordøst for Island. Torpedoen ramte i skibets styrbord side agten for fragtrummet # 5 og forårsagede, at skibet sank med kølen først efter 15 minutter. De otte officerer, 32 besætningsmedlemmer og de 25 fra kanonmandskabet (skibet var bevæbnet med en 5", en 3", fire 20mm maskinkanoner, fire 0,50 caliber og to 0,30 caliber maskinkanoner), forsøgte at forlade skibet i de fire redningsbåde og flåder, i høj sø og med frostgrader på -30°, med storm og høj sø i en bælgmøk nat. De nåede kun at sænke den ene redningsbåd, fordi de andre var frosset fast i deres davider og sænkningsudstyr. Da de overlevende i redningsbåden blev forsøgt sænket ned til havet, kæntrede den, da den pga. is i sænkningsudstyret, undervejs sad fast heri. Alle søfolkene i redningsbåden faldt ned i havet, hvor de fleste af dem meget hurtigt frøs ihjel i det -21° kolde vand. For otte sømænd, lykkedes det at svømme til en mindre drivende tømmerflåde. Seks af disse søfolk lykkedes det senere at kommer over på en større tømmerflåde. I de følgende to dage på det iskolde stormfulde hav, frøs alle disse sømænd undtagen én, ihjel eller blev skyllet af tømmerflåden. Den eneste overlevende, August Wallenhaupt, der var iført en livreddende dragt, blev samlet op den 12. marts af en anti-ubådstrawler, HMS St. Elstan og landet i Seydisfjordur, Island. Derfra blev han bragt til et hospital i Reykjavik ombord på det amerikanske troppetransportskib USS Gemini, der ankom den 16. marts. Han var dog så slemt medtaget af vejr og is, at han mistede begge fødder og de fleste af sine fingre på begge hænder. -- De nordatlantiske og arktiske konvojer var ekstremt farlige og krævede tusindvis af omkomne søfolk, som for en beskeden hyre, modigt og troligt sejlede de livsvigtige materialer til de allierede i England og Sovjetunionen. Alene dette fragtskib mistede 64 af sin besætning på 65 og sådan gik det ofte - alle disse døde sømænd fik aldrig en gravplads, men gik til grunde i det endeløs hav, uden et sted at mindes for de efterladte. -- Den tyske u-båd og dens besætning, U-586, mødte sin skæbne i Middelhavet nær Toulon, Frankrig, klokken 12:30 den 5. juli 1944, da den blev bombet og sænket under et luftangreb amerikanske B-24 bombefly fra eskadrille 233. -- Inden da var Kapitänleutnant Dietrich von der Esch fratrådt kommandoen på denne u-båd den 1. september 1943 og overtaget kommandoen på den nye u-båd U-863 den 30. november 1943. Denne nye store u-båd måtte som de fleste andre tyske u-både, ikke kæmpe i nordatlanten og det arktiske farvand, da de allierede på det tidspunkt af krigen, havde overtaget magten over Atlanterhavet og konvojsejladsen og kunne sænke de tyske u-både uden besvær. De tyske u-både var beordret væk herfra og måtte nu nøjes med at angribe mindre vigtige fragtskibe uden for konvojerne, bl. a. i sydatlanten. U-863 var også beordret til at patruljere i sydatlanten, hvilket betød, at u-båden ikke sænkede nogle fragtskibe, trods det, at den opholdt sig fra november 1943 til sidst i september 1944 i sydatlanten, da den blev sænket den 29. september 1944 ,i det sydlige Atlanterhav øst-syd-øst for Recife, i position 10.45S, 25.30W med dybdebomber fra 2 US Liberator fly (VB-107/B-9). Alle u-bådens 69 ombordværende omkom og altså også Kapitänleutnant Dietrich von der Esch. -- Hævnen for fragtskibet "Puerto Rican" blev da indfriet!
Ovenfor i det store tekstafsnit er der en udførlig deltaljere beretning om en af de største konvojkatastrofer og hermed tab af handelsskibe, under bare en enkelt konvøjsejlads over Atlanten. Mange andre konvojer mistede næsten lige så mange skibe, som i konvojen PQ 17. Men denne konvoj foregik i det baske nordlige ishav, Barentshavet, hvor vinter, storm og frost og iskolde havområder, betød en grusom død for de søfolk, som overlevede selv torpederingen og sænkningen - ophold i vandet og i de åbne redningsbåde overlevede man ikke ret længe. -- Kortet her viser havområdet og konvojens endeligt med agivelser af sejlretninger, skibsnavne m.m.
Det nordligste af Atlanten og ishavet krævede også mange tyske u-både livet. Kortet her viser de sænkede u-både, deres positioner og u-bådsnummer.
Murmansk og havnen i dag.
Mindesmærke i Murmansk for de søfolk som døde i krigen. Jeg tror desværre ikke man har medtaget mindesmærkeoptegnelser over myrderierne af de 300 kommunistiske bordelkvinder, som kommunisterne lod sejle ud med skib, hvorefter de sørgede for at drukne alle sammen ude på havet ( beretning ovenfor i tekstafsnittene). ---- Adskillige konvojer til og fra Sovjetunionen har særlig opmærksomhed: "Dervish" konvoyen, som var den første konvoj til Sovietunionen, samlet i Hvalfjörður, Island, afsejlet den 21. august 1941. Konvojen ankom til Archangelsk 10 dage senere. Konvojen var relativt lille og bestod kun af 6 handelsskibe: Lancastrian Prince, New Westminster City, Esneh, Trehata, den gamle Llanstephan Castle, flådetankskibet Aldersdale og det hollandske fragtskib Alchiba. Kommandøren for konvojen var Kaptajn JCK Dowding RNR. Konvojen fik eskorte af de oceangående minestrygerene HMS Halcyon, Salamander og Harrier, destroyerne HMS Electra, Active og Impulsive og anti-ubådstrawlerne HMS Hamlet, Macbeth og Ophelia. Som bevis på Churchill's snu mesterlige propaganda, var der ombord på Llanstephan Castle, 2 journalister og en kunstner, Felix Topolski, som skulle propogandere for hele den krigsmæssige indsat til hjælp for russerne. -- Den 30. maj 1942, ankom de overlevende skibe fra konvoj PQ-16, til Murmansk og Archangelsk. Konvojens sejlads var en stor success i forhold til den mængde materiel, som konvojen fik bragt til Sovietunionen (man mistede "kun" 6 skibe). Det fik så tyskerne til at øge sine bestræbelser på, at forhinde de efterfølgende konvojer i et nå frem og tilbage. -- I juli 1942, blev konvoj PQ-17 hårdest ramt af alle konvojer i hele 2. Verdenskrig. Under heftige angreb fra tyske fly og u-både, blev konvojens skibe beordret til at sprede sig, da Royal Navy havde fået underretninger om, at en tysk slagskibsgruppe, som inkluderede slagskibet Tirpitz, var afsejlet for at angribe konvojen. Eskortefartøjerne forlod konvojen, for at gå imod denne tyske trussel, som viste sig ikke at være reel. Konvojen blev overladt til sig selv og det fik katastrofale konsekvenser. Kun 11 af de 35 handelsskibe i konvojen lykkedes det at nå Murmansk - man kunne ikke undgå sænkningerne af de 24 handelsskibe, da den tyske overmagt af u-både og bombemaskiner var for stor. Men de store og tunge løfte/kranskibe fra konvoj PQ17 inklusiv "Empire Elgar", blev reddet og i Archangelsk og Moltovosk (nu Severodvinsk), kunne de losse og laste de næste konvojers materiel hen over de næste 14 måneder. Konvoj PQ17´s historie siges at have inspireret forfatteren Alistair Maclean til at skive sin første roman H. M. S. Ulysses. -- Andre vigtige "søslag" i Barentshavet og omkring Nord Kap, Norge: Slaget i Barents Havet i december 1942, blev udkæmpet mellem en konvoj og de tyske overfladestyrker, bestående af den tunge krydser Admiral Hipper og "lommeslagskibet" Lützow, som sejlede til angreb mod konvojen JW51B. Den tyske styrke blev drevet væk ved en kombination af Royal Navy styrker med destroyere og krydsere. -- Slaget ved Nord Kap i december 1943. Konvoj JW55B blev angrebet af det tyske slagskib Scharnhorst. Slagskibet HMS Duke of York og dens eskortefartøjer sænkede Scharnhorst i en nataktion (se ved de andre fotos om dette slag og i tekstafsnittet ovenfor).
Som en grum afslutning på historien, om konvojruterne og hjælpen fra De øvrige Allieredes side, til Stalin og Sovjetunionen og den anden front i Rusland, under 2. Verdenskrig, kan jeg ikke undlade at fortælle den følgende historie om uhyret Josef Stalin, som den person hele verden dengang var nødt til, eller bange nok til, at samarbejde med. ----- På dette foto fra vore dage, står en kvinde med en plakat af Stalin, jublende eller i hvert fald tilkendegivende, at hun og mange ligesindede ønsker ham og hans regime tilbage igen i Rusland - Gud fri os fra det! - . ---- Men her er en sand historie om en af Stalins uhyrligheder under 2. Verdenskrig, udført mod sit eget folk. ---- I øvrigt er det en kendsgerning at Josef Stalin, som skrubelløs diktator, myrdede mere end dobbelt så mange mennesker, herunder mennesker fra sit eget lands folk, end der døde i Hitlers koncentrationslejre. ---- I en nutid måling af russernes opfattelse af, hvilken person, som er den største person, som nogenside har levet i Ruslands historie, kommer Josef Stalin ind på en 3. plads! ---- Se hvis ikke det er uhyggeligt....? ---- Nå! Her er så en af de utallige grusomme onde historier, som Stalin indirekte eller direkte var skyld i. ---- Der knytter sig til krigshistorien om 2. Verdenskrig vedrørende havnebyen Murmansk. Russerne havde oprettet et bordelkompleks, hvis kvinder skulle betjene de mange søfolk fra især handels - og krigsflåden, som kom i land fra De Allieredes og egne flådestyrker, med seksuelle ydelser. ---- Kvinderne var nøje udvalgt mht. udseende og de kunne alle tale engelsk. De skulle, ud over de seksuelle ydelser, også anvendes som informationskilder for russerne vedrørende de bordelbesøgende søfolks viden om forholdene hos De Allierede. De russiske kvinder virkede altså som både ludere og spioner. ---- Ulempen for russerne og det kommunistiske system, med Stalin som havde en sygelig paranoid mistroiskhed om mange ting i Sovjetunionen, betød at den kommunistiske ledelse i Murmansk og måske højere oppe i det kommunistiske system, blev nervøs for disse mange kvinders viden og mulige hensigter og handlinger i deres omgang med De Allieredes søfolk. Ved verdenskrigens slutning i 1945 blev de ca. 300 kvinder bogstaveligt fanget ind og sat på et skib, som sejlede dem til havs, hvor kommunisterne smed dem i havet og lod dem drukne i det iskolde vand!! Tak for tro og værdifuld tjeneste på bordellet - en enkeltbillet ud på havet til en grusom død!! ---- En uhyrlighed og som til fulde viser kommunismens menneskeforagt og Stalins umenneskelighed og vanvid, som kom til udtryk i hele sin regeringstid. Tænk også bare på myrderierne af over 15.000 polske officerer og andre i Katynskoven i Polen under krigen - Endda også ved at påstå, at det var tyskerne, som havde myrdet alle de mange mennesker. ---- Vestens demokratiske lande har efter min mening aldrig gjort op med den fortid, som kommunisterne satte en katastrofal historisk aftryk på, i over 70 år verden over. Tænk også bare på de hjemlige kommunister efter krigen og op gennem 50´ og 60´erne! Mage til landsskadelig virksomhed skal man vist lede længe efter i forhold til danske forhold, måske bortset lige fra forholdene lige før tyskernes invasion af Danmark og Norge og de første år af krigen, som jeg ikke er stolt over at tænke på! Jeg betragter det nærmest som landsforræderri, det der skete den gang - Der var helt sikkert et komplot/aftale med tyskerne om den 9. april 1940. Det kunne vi ikke være bekendt over for den frie verden!
"Enestående" Sovjetrussisk taknemmelighed over for en gammel miltær officer - Smakkk - Det er da et kys - ahømm.. der vil noget!
Her har du verdens største specialister i folkemord, terror, undertrykkelse, ufrihed, censur, kulturradikalisme, diktatur, statsterrorisme, vanvids - og massehysteri, demagogi, storhedsvanvid, udbytning, plyndring, fornedrelse, terrorregime i eget land, korruption økonomisk på alle planer, korrupt politi - og retsvæsen osv. osv.... Tilsammen lykkedes det dem, i en periode fra oktober 1917 til ca. 1990, altså ca. 70 år at være årsag til at ca. 120.000.000 mennesker måtte død. Hertil kommer også den japanske kejser Hirohito og Japans ledende elite, som fra 1935 og til 1945 var årsag til adskillige millioner døde i fjernøsten. Man skal heller ikke glemme de to spanske og italienske facister Franco og Mussulino, som også bidrog med et par millioner dræbte (spanske borgerkrig over 1 mill.). Måske er verden nærmere 130.000.000 dræbte i den periode - et svimlende tal. ---- Hovedparten af disse mange myrderier skete i tidsrummet 1935 til 1955 via krigshandlinger, internerings - og KZ-lejre, nedskydninger og udryddelser af hele landområders befolkninger, likvideringer, fordrivelse af befolkningsgrupper til fjerne egne af Sibirien, hunger - og sygdomsfølger, belejringer, plyndringer, fattigdom m.m. ---- prøv så at tænk på hvad verdens frie lande, som tog kampen og modstanden op mod disse bæster måtte ofte for at stoppe dem - alle de mange millioner døde, er jo også en følge af, at man gjorde modstand og gik i krig mod disse uhyggelige mænd og deres lande - hvad skulle man ellers have gjort? Bøjet sig? Accepteret det? Husk på disse galninge levede samtidigt og der ville kun have været plads til én af dem her på jorden, som sejrherre - Hvis den frie verden ikke havde kæmpet imod - ville vi slet ikke have oplevet en fremtid, men alle bukket under i krigens ragnarok om magten i verden. ---- Næste udfordring til den frie verden bliver og er allerede den intolerante og krigeriske lovreligion Islam og Kina´s og Indiens enorme befolkning og deres økonomiske og befolkningsmæssige styrke i fremtiden. Vil Vestens demokratier kunne holde til de enorme påvirkninger af økonomisk, financiel og produktivitetmæssig magt, som disse 2 lande vil kunne præstere i fremtiden. Bliver demokratiet og friheden sat til salg for enhver pris for at opnå sikkerhed? ---- Og så.... kan jeg ikke undgå at komme til at tænke på alle de hundredetusinder af elitære danskere, som var ellevilde med disse "Store ledere", "Den Store Rorgænger" og Nazismens ikon for "Forbrydelser Mod menneskeheden"! Har de mon fået børstet tænder og renset munden og tørret blodet af hænderne - de som ikke kunne eller ville se og forstå en skid - selv om de tog "store fine" uddannelser på vore universiteter. Gid I må plages resten af livet over at have støttet sådanne uhyrligheder og forpestet vores dejlige Danmark med jeres had mod os andre, USA og forherligelse af diktaturer og "slyngelstater"! ---- Nu har nutidens type danskere, med samme indstilling som dengang 2 altovervejende ikoner - et hade-ikon: USA og alt hvad det står for og et elske-ikon: Islam, muslimer og alt hvad det står for! ---- Begynder vi andre ikke at kæmpe imod, får vi ikke et multikuturelt samfund - men et monokulturelt samfund bestående af et islamdomineret og ledet samfund, hvor der ikke vil blive plads til multikultur, frihed, demokrati og velfærd.
Winston Churchill´s berømte tale i Underhuset den 4. juni 1940 og hermed til det engelske folk og hele den frie verden, herunder især med adresse til Amerika, som på det tidspunkt ikke var inde i krigen, men kun var så småt i gang med at hjælpe England med materiel og flådeskibe (bl.a. en leje/låneaftale, hvor 50 destroyere blev givet til England). Talen er her oversat til dansk - men når man hører den blive talt af Churchill selv - er virkningen helt formidabel - man får gåsehud af den trodsige men vedkommende tale - Hans indtrængende intensitet i stemmen og budskabet gik rent ind overalt i verden - talen er udødelig og bruges i dag til stadighed i mange sammenhænge, politisk som kunstnerisk. Den fik folket i mange lande til at stå sammen og holde ud og kæmpe imod.
Historien om den tyske ubåd U-665 (Type VIIC) - som blev sænket af et britisk Whitley fly. U-båden var under kommando af Oberleutnant zur See Hans-Jürgen Haupt (Foto). Han og besætningen nåede dog kun at sænke et allieret handelsskib under Slaget Om Atlanten. -- Efter 7 måneders lang træning i ubåden fra den 22. juli 1942 til den 31. januar 1943 tilhørende 5. Flottille, stævnede den ud fra havnen i Kiel den 20. februar 1943, efter total opfyldning af proviant og torpedoer (14 styk). Den var nu tilhørende 1. Flottille og havde status som "front boat". -- Midt ude i Nordatlanten, sammen med 21 andre tyske ubåde i "The Wolfpack Stürmer", deltog ubåden i jagten og angrebene på den allierede handelsskibskonvoj SC-122 (langsom konvoj på gns. 7-9 knob), som omfattede 50 handelsskibe fra England, Holland, Panama og Grækenland. 9 gamle/ældre eskortekrigsskibe sejlede på skift som beskyttelse af konvojen, men som ikke kunne deltage samtidigt i patruljeringen. Flere gange var der kun 1 eller 2 krigsskibe omkring konvojen, da hårdt vejr og storm, maskinskader m.m. betød at flere krigsskibe måtte vende om eller ikke deltage aktivt i beskyttelsen alle dagene på havet omkring konvojen. -- Den 17. marts lykkedes det U-665 ad flere omgange og med flere torpedoer, at sænke det store britiske handelsskib "Fort Cedar Lake" på 7.134 bruttoregistertons, som havde en blandet ladning af gods og som desuden også var på sin første konvojsejlads over Atlanten. Handelsskibets rute var: Vancouver - Panama - New York (5. Marts) og med konvojen til Belfast Lough i Nordirland, som den altså ikke klarede. Besætningen på 50 mand overlevede alle mand på mirakuløs vis sænkningen, da konvojens eneste redningsskib "Zamalek" fik alle samlet op af det iskolde hav. Konvojen mistede i alt 11 handelsskibe, heraf 9 sænkede og et tab af 65.000 tons skibe + gods. Flere af handelsskibene var sakket agterud fra konvojen pga. storm og motorproblemer hvilket betød lavere sejlhastighed og derfor kunne de ikke følge med de øvrige skibe i konvojen og var uden beskyttelse af flådefartøjer og let bytte for de mange samlede ubåde. 132 sømænd fra handelsskibene omkom. Slaget om konvojen fortsatte i de kommende dage indtil den nåede ind i nærheden af Irland, hvor luftforsvaret af konvojerne var mest effektivt. -- U-665 blev derfor opdaget på havoverfladen den 22. marts 1943 af det britiske Costal Command Handley Page Whitley patruljefly fra eskadrille 10. Sqdn. OTU. U-665 havde da været på patrulje og i kamp i kun 31 dage og var lige som fragtskibet også på sin første krigspatrulje. Whitleyflyet opdagede U-665 på positionen 48.04N, 10.26 W, vest for Irland. Piloten angreb omgående og iden U-665 kunne komme dybt nok ned og væk ramtes den af dybdebomber fra flyet og den sank med alle 46 mand ombord - ingen overlevende. -- U665 var bestilt til bygning den 15. august 1940 og påbegyndt den 10. juni 1941 med werknr. 814 på Howaldtswerke Hamburg AG. -- Ubåden blev søsat den 9. juni 1942 og kommisioneret den 22. juli 1942 med Løjtnant Hans-Jürgen Haupt som kaptajn. Da han var af reserven fik han som kaptajn på ubåden kun rangen Overløjtnant. -- Han var født den 19. februar 1911 i Berlin og omkom kort efter sin 32 års fødselsdag den 22. marts 1943. Hans flådekarriere: Han var først i den civile handelsflåde, men meldte sig ad 2 omgange til den tyske marine, sidste gang i 1937, med start som Offiziersanwärter 8. april 1934, dernæst Fähnrich zur See den 1. juli 1935 - Oberfähnrich zur See den 1. januar 1936 - Leutnant zur See den 1. april 1937 og endelig Oberleutnant zur See den 1. marts 1943. -- Mange af "Stürmer" ubådsgruppen blev også sænket i løbet af 1943, som var det år hvor de allierede fik endegyldigt stækket den tyske ubådsflådes betydning i "Slaget om Atlanten".
Den tyske ubåd U-123 sænker her et handelsskib med sin dækskanon.
Det var bl.a. dette The Coastal Command´s fly skulle forhindre - men en opgave, som i de førte 2-3 år af krigen var meget vanskeligt at udføre effektivt. Først i slutningen af 1941 og gennem 1942 fik man materiel, som meget bedre kunne imødegå de tyske ubådes hærgen på Atlanten. Faktisk betød flyaktiviteten på Atlanten fra De Allieredes side, at de tyske ubåde helt mistede sin betydning for krigens gang.
En af de berømte tyske U-båds esser, var Kaptajn Hardegen, som her på billedet troner oppe i ubåden U-123´s tårn. Han og ubåden sænkede over 300.000 tons allieret skibstonnage.
Kort over Nordatlanten, som viser det enorme antal tyske u-både, som blev sænket her. Koncentrationen af sænkede u-både sydøst for Grønland og "Kap Farvel", skyldes at det var dette område mange af de store "ulvekobbler" af u-både hold til i patrulje linier, så man kunne de mange konvojer, som sejlede gennem dette farvand til og fra USA/Canada og England, ofte med Island som mellemstation og opsamlings havne (i Islands fjorde). Koncentrationen af handelsskibe, eskortefartøjer fly-patruljer og tyske u-både medførte drabelige slag mellem oarterne, hvorunder hundredvis af handelsskibe blev sænket - men også at mange tyske u-både blev sænket - især efter maj 1943, da De Allierede her overtog herredømmet over konvojsejladsen. Eskortefartøjernes overlegenhed og flyeskorternes effektivitet og kvantum tillige med mange andre forhold, gjorde det næsten umuligt for de tyske u-både, at undgå sænkning. Den tyske flådeledelse blev så rystede af de mange sænkninger af deres u-både i foråret 1943, at de i sommeren trak alle u-både ud af områderne og forlagde dem ned sydpå i Atlanten og ved Gibraltarstrædet. Se evt. også kortet fra området vest for Frankrig og Biskayen ovenfor.
I senvinteren og foråret 1942 blev relativt få tyske u-både sendt til østkysten af USA og Canada, herunder også nede omkring Florida og Gulfen, hvor der sejlede mange tankskibe fra oliekilderne og op langs USA´s østkyst. Amerikanerne og deres ledende flådeadmiral King var slet ikke forberedt på dette kløgtige træk fra den tyske Admiral Dönitz. De tyske u-både kunne stort set sejle uhindret rundt og sænke det ene handelsskib efter det andet. Amerikanerne indførte ikke konvojsejlads før sent på året og de ensomt sejlende handelsskibe uden eskorte blev sænket i stort tal. Ligeledes blev nogle få tyske u-både sendt til farvandet omkring de vestindiske øer og nordkysten af det sydamerikanske fastland. Her kunne de også sænke mange af de ensomt sejlende handelsskibe. I kraft af amerikanernes bestræbelser på at dæmme op for disse sænkninger, lykkedes det senere at begynde at opspore og sænke mange af de tyske u-både. Kortet viser de tyske u-både, som blev sænket i de amerikanske farvande og i Caribien under krigen.
I det sydlige atlanterhav, patruljerede de tyske u-både også ofte i uge- og månedsvis uden at støde på allierede handelsskibe. Da det tyske u-bådsvåben havde svært ved at følge med teknologisk i forhold til De Allieredes stadigt mere avancerede og effektive opfindelser mod u-bådsangreb, betød det, at i maj 1943, havde tyskerne tabt "Slaget om Atlanten" og mange af u-bådene blev beordret til ikke at patruljere i Nordatlanten, men trække til andre steder, herunder Sydatlanten. De Allierede havde efter 1943 fly og flådebaser langs både Nord- og sydatlantens kyster, fra Grønland/Island i nord, ned langs Nordamerikas kyst, i Caribien, flere steder på den Sydamerikanske kyst (f.eks. Brasilien). Mange af Midt- og sydatlantens småøer havde også baser til langtrækkende anti-ubådsfly, f.eks. Azoerne, Cap Verde øerne, Sct. Helena øen osv. Fra Capetown i Sydafrika og op langs den vestafrikanske kyst, havde De Allierede mange fly- og flådebaser (f.eks. Elfenbenskysten, Mali og det nuværende Ghana, med Freetown, som den vigtigste base og havn, hvortil mange konvojer syd om Afrika lagde ind, eller samledes der, også når konvojerne kom fra Sydamerika med fragt og gods. -- De fleste tyske u-både, som blev sænket i Midt- og sydatlanten skyldes De Allieredes avancerede radar og andet kode- og pejleudstyr, som satte deres langtrækkende fly i stand til at opspore og sænke u-bådene, selv ude på de øde havområder. De tyske u-både fik forsyninger og brændstof fra tyske specielle fragt- og tankskibe og fra de specielt konstruerede store tyske u-både, de såkaldte "Mælkekøer" ("Milch-kuhe"). tyskerne havde produceret 10 sådanne kæmpe u-både, som i krigens første 3 år var vigtige for angrebs-ubådenes virke, langt fra deres baser i Vestfrankrig. I løbet af 1943/1944 blev dog alle disse 10 "malke-køer" opsporet og sænket, ligesom mange af tyskernes forsyningsskibe også blev opdaget og sænket. Nogle af tyskernes forsyningsskibe var samtidigt også kamuflerede krigsskibe, som drog rundt i primært Midt- og sydatlanten og i det Indiske Ocean og sænkede allierede fragtskibe og sågar britiske og australske krigsskibe, helt op til krydserstørrelse. Se foto og kort over det Indiske Ocean, hvor der er en spændende historie om et af disse tyske fragsskibs-krigsskibe, som sænkede australiens flådestolthed "HMAS Sydney" ud for vestaustraliens kyst i november 1941.
I det Indiske Ocean opererede de tyske u-både også - især langs den østafrikanske kyst og omkring de logiske sejlruter, som handelsskibene fulgte på deres sejlads til og fra Australien, New Zealand, Indien og andre steder, som ikke var besat af Japanerne. Japan og Nazityskland samarbejdede om krigsførelsen, hvilket betød, at de tyske u-både jagtede fragtskibe helt ovre omkring Indonesien. Tyskerne fik forsyninger og brændstof i den erobrede japanske base i Penang (nutidens Thailand). -- Tyske kamuflerede krigsskibe (lignede handelsskibe), sejlede bl.a. rundt i det Indiske Ocean, for at sænke både handelsskibe og allierede krigsskibe. Det tyske handels/krigsskibe "Kormoran" sænkede f.eks. den australske krydser "Sydney", som blev sænket med tab af alle 645 mand på skibet ud for vestaustraliens kyst. Krydseren havde dog under slaget med det tyske handels-krigsskib tilføjet det skader, som senere også fik det tyske skib ved navn "HSK Kormoran" til at synke. Se link til alt om Royal Australian Navy HMAS "Sydney" og dets opdagelse på 2 kilometers dybde. I linket kan du se dykkervideoer og en masse fotos fra dybet, hvor krigsskibet ligger. I linket kan du også læse alt om skibet og dets skæbne (det har senere vist sig, at en enkelt overlevende drev med sin redningsbåd mange hundrede sømil nordpå og strandede som død, på en lille ø nær Indonesien. I linket er der også historien og fotos af det tyske krigsskib "Kormoran", som også er fundet som vrag, ikke så langt fra "Sydney". Af "HSK Kormoran´s" 400 besætningsmedlemmer overlevede 317 mand.
Den australske krydser "HMAS Sydney". Skibet blev søsat den 22 september 1934 fra værftet Swan, Hunter & Wigham Richardson Ltd, Wallsend on Tyne, England og var operativ klar den 24. september 1935. Fakta: 6.830 tons. Længde: Ca. 190 m. Bredde: Ca. 19m. Bevæbning: 8 x 6" kanoner. 4 x 4" kanoner. 12 x 0.5" maskinkanoner i 3 firling affutage. 12 x .303" Lewis maskingeværer. 8 x 21" torpedo rør (i 2 dobbelte opsætninger). Hestekræfter: 72.000. Hastighed: 32.5 knob (svarende til 60.19 km/h). Besætning på 645 mand.
Foto fra vraget og hovedarmeringen på "HMAS Sydney" - det bagerste dobbelte 6 tommers kanontårn "Tårn X". Det var dette tårns 2 kanoner, som skadede det tyske "HKS Kormoran", så dette også sank senere. Se link ovenfor til alle de mange fotos og videoer af begge skibsvrag.
Det tyske kamuflerede handels/krigsskib "HKS Kormoran". -- Skibet tilhørte tidligere Hamburg - Amerika Linie rederiet med navnet "Steirmark". -- Skibet var på 8.736 tons, havde en længde på ca. 172 meter og en bredde på va. 22 meter og var bygget i Kiel Shipyards. Skibet kunne sejle med en hastighed på 18 knob. -- Bevæbningen bestod af følgende: 6 x 15cm (5.9 inch) kanoner med en rækkevide på ca. 16.500 meter. 5 x 2cm luftværnskanoner. 2 x 3.7cm luftværnskanone. 6 x 21 inch torpedo rør (heraf 2 nede under vandlinien). Skibet kunne medføre 360 miner. Skibet havde 2 Arado 196 flyvebåde placeret i nr. 5 lastrummet. Besætningen var på 400 mand.
HMS Glorius var et engelsk hangarskib, som sammen med 2 destroyere i operation Juno, søgte at fange og sænke det tyske slagskib Scharnhorst. Det lykkedes som bekendt ikke og resulterede i at alle 3 engelske skibe blev sænket af Scharnhorst.
Dækket på det britiske hangarskib HMS Glorius plastret til med Swordfish torpedojagerfly.
HMS Glorius ramt af Scharnhorst 15" granater. Brændende og med slagside var det begyndelse på enden i skibets eksistens.
Den britiske destroyer HMS Ardent rammes af granater fra Scharnhorst. De 2 andre skibe, bl.a. hangarskibet er også ramt, brænder foruden et af dem som eksploderer.
Granatnedslag og røgsøjler, Hangarskibet HMS Glorius og destroyerne HMS Ardent og HMS Acasta rammes af de mægtige 15" kanoner fra Scharnhorst.
Søkort over slaget ved Nordkap 26. december 1943, hvor man endelig ved stor list fik det tyske slagskib Scharnhorst sænket. 1932 af besætningen omkom, kun 36 overlevede.
Se ovenfor i de udførlige beskrivelser og billeder fra slaget.
Britterne mistede dog også 2 destroyere og et hangarskib.
Alle engelske hangarskibe havde Swordfish torpedofly med, som her det berømte HMS Ark Royal med en sektion Swordfish over sig. Men i starten af krigen medførte de engelske hangarskibe også de forældede Blackburn Skua torpedofly, på HMS Ark Royal var det Eskadrille nr. 800. ---- HMS Ark Royal og dets historie i 2. Verdenskrig: Anti-ubådspatrulje i havet nord for Irland i september 1939, hvor hangarskibet undgik at blive ramt af 2 torpedoer fra den tyske u-båd U-39. ---- 14. september undgik med nød og næppe en bombe fra et tysk flyangreb. ---- 26. september proklamerer tyskerne i propagand øjemed, at HMS Ark Royal er blevet sænket, noget som de gjorde adskillige gange, uden at det var rigtigt. ---- Oktober 1939 til februar 1940, anti-ubådspatrulje i det sydlige Atlanterhav. ---- April - juni 1940, den engelske undsætning af Norge ved tyskernes invasion og den senere tilbagetrækning og de sømilitære operationer det afstedkom. ---- Den 10. april sænker et af HMS Ark Royal Swordfish torpedofly den tyske lette krydser Konigsberg. ---- Den 12. juni 1940 Ark Royal med i angreb på Trondheim i Norge. Med indsatstyrke "H" i Middelhavet fra juni til oktober 1940. ---- I juli måned i havn for at få tilført nye forsyninger og mandskab. ---- Med i angreb på den Italienske havneby Cagliari den 2. august 1940. ---- Med i Dakar operationen 23-25. september 1940. ---- Tilbage til England for genforsyning af udstyr, og mandskab i oktober-november 1940. ---- Angreb på Cape Spartivento i november 1940. ---- Med i eftersøgningen af de tyske svære flådeenheder i Atlanten i november 1940. ---- Februar til april 1941 med opgave at færge Hurricane jagerfly til Malta. ---- Maj 1941, efter at det engelske slagskib HMS Hood var blevet sænket af det tyske slagskib Bismarck, lykkedes det et par af Ark Royal´s Swordfish torpedofly, at ramme Bismarck med 2 torpedoer i agterstavnen, så skibet ikke kunne kontrollere sin styring og fortsætte sine angreb på konvojer og engelske flådeenheder, men kunne kun sejle i store buer på havet. Swordfishflyene ramte Bismarck den 26. maj 1941 og efterfølgende kunne den engelske flåde indhente Bismarck og verdens største slagskibsduel endte med at Bismarck, under heroisk kamp, blev smadret og til sidst sank med næsten alle om bord. ---- Juni til november 1941 igen færgeopgaver til Malta med Hurricane jagerfly, tillige med eskorteopgaver for 2 vigtige konvojer til øen Malta, som var uhyre vigtig for englændernes muligheder for at klare sig i Nordafrika mod tyskerne og Feldmarskal Rommel. ---- I tidsrummet juni til november 1941 deltog HMS Ark Royal også i angreb på Sardinien den 24. august 1941. Den 9. september 1941 angreb på Genoa, Leghorn og Spezia. ---- HMS Ark Royal ramtes af 1 torpedo af den tyske u-båd U-81 under Kaptajn Friedrich Guggenberger, den 13. november 1941. ---- Hangarskibet sank ikke, men fik stærk slagside og den engelske flåde fik trosser sat i skibet og trak det mod Gibraltar i forsøget på at redde det dyrebare skib, men den 14. november kippede HMS Ark Royal om og sank kun ca. 13 nautiske mil, som svarer til 13 sømil = 1852 meter pr. mil = ca. 24 kilometer fra Gibraltar. Dette var accepteret i 60 år, selv om man ikke havde fundet vraget af HMS Ark Royal. ---- Men i midten af december 2002, fandt et hold filmfolk fra BBC, som var på en opgave med at lave et dokumentarprogram om marinearkæologi, skibet på bunden ca. 30 nautical miles, altså ca. 56 kilometer øst-syd-øst for Gibraltar. ---- Skibet var brækket i flere dele under sin vej ned i havet, men da strømmen i Gibraltarstrædet er meget stærk, var skibet og dele heraf drevet ca. 25 kilometer under vandet, inden det endelig ramte bunden 56 kilometer fra Gibraltar. så rapporten om at det sank ca. 24. kilometer fra Gibraltar kan godt være rigtigt. andre raporter taler også om 41 kilometer, og det lyder måske nok mere sandsynligt. Læs også ovenfor i de store tekstafsnit, hvor der er 3 seperate links til alle detaljerede historiske oplysninger om Ark Royal og 2 andre engelske hangarskibe, som tyskerne sænkede i starten af 2. Verdenskrig.
Hangarskibet Ark Royal med swordfishflyende klar til take of.
HMS ARK Royal efter at være ramt af den tyske u-båd U-81 med kun 1 torpedo den 13. november 1941 i Middelhavet. ---- Hangarskibet ligger svært beskadiget og med svær slagside for så stort et skib. Dagen efter sank skibet under forsøget med at bugsere det til Gibraltar. ---- Alle, undtagen en sømand af de ombordværende, blev reddet fra skibet med det samme, efter torpedoen skrællede siden op under vandlinien på skibet og vandet væltede ind. Kaptajn Maund på HMS Ark Royal, vidste kun alt for godt, hvad en torpedering af et hangarskib kunne føre til, så han iværksatte omgående evakuering af hele besætningen, da skibet få minutter efter anslaget af torpedoen, begyndte at få slagside. Han havde selv kendskab til de 2 andre store engelske hangarskibe HMS Courageous og HMS Glorious, som allerede tidligt i 2. Verdenskrig blev sænket af tyskerne og at de sank meget hurtigt, med tabet af næsten alle besætningsmedlemmer på begge skibe. Klog beslutning må man sige. ---- Men se ovenfor i det store tekstafsnit, hvor der 3 link til detaljerede beskrivelser af skibet og de 2 andre hangarskibes historie. ---- Ligeledes er der et link til den tyske u-båd U-81 og dens historie.
Kort over positioner for sænkede tyske u-både i Middelhavet, ved Gibraltarstrædet og i Sortehavet.
Billede af den tyske type VIIC u-båd U-81. ---- Ovenfor i det store tekst - og historieafsnit, er der et link til et detaljeret historisk materiale om U-81, tillige med et link til en side kaldet U-boot-net, hvor man kan se alt om u-både i hele verden - et fantastisk opslagsværk. ---- Men her er en kortfattet oversigt over dens meritter: U-81. Type VIIC. ---- Bygning påbegyndt: 11. maj 1940, på Bremer Vulkan Værftet, Bremen-Vegesack. ---- Overdraget U-bådsflåden og Overløjtnant Friedrich Guggenberger 26. april 1941. ---- Kommandør: 26. april til 24. december 1942, Kaptajnløjtnant Friedrich Guggenberger. ---- Kommandør: 25. december 1942 til 9. Januar 1944, Overløjtnant Johann-Otto Krieg. ----
Patruljetogter: 17 patruljer fra 26. april 1941 til 31. juli 1941 under 1. Flottille (træningsenhed). ---- 1. august 1941 til 30. november 1941, 1. Flottille, patruljetogt som front u-båd. ---- 1. december 1941 til 9. januar 1944, 29. Flottille, patruljetogt som front u-båd. ---- Krigshandlinger: ---- 24 Handelsskibe sænket på i alt 41.784 bruttoregistertons. ----
1 Troppetransportship sænket på 1.150 bruttoregistertons. ---- 1 Krigsskib sænket på 22.600 tons. ---- 2 Skibe skadet på i alt 14.143 Bruttoregistertons. ---- U-bådens skæbne: Sænket kl. 11:30 den 9. januar 1944 ved Pola, på position 44.52 nord, 13.51 øst af bomber fra amerikansk fly. ---- Hævet: Den 22. april 1944. U-båden lukket op: 2 døde indeni, siden blev u-båden ødelagt og metallet genanvendt. ---- ukendt antal overlevende eller døde.
Lockheed Hudson patrulje - og anti-ubådsjager. ---- Antagelig den flytype, som fløj mest fra området ved Wick, Caithness i Skotland, end andre fly i de første 3 år af 2. Verdenskrig. ---- Dette fly var involveret i rekognoscering , anti-ubåds patruljer, konvoyeskorte og angrebsfly mod tyske mål i Norge og i norske farvande, hav som fjord. Hudsonflyet gjorde tjeneste i eskadrillerne 269, 48, 608 og 220.
Lockheed Hudson. ---- Beskrivelse: Rekognoscerings - og bombefly med 5 mands besætning. ---- Bygget i metal over det hele (mange andre engelske fly, havde også komponenter af træ og lærred). ---- Motorkraft: 2 styk 1.050 hp Pratt & Whitney Wasps, eller 2 styk 1.100 hp Wright Cyclones. ---- Størrelse: Vingespan: 20 meter. ---- Længde: 14 meter. ---- Højde: 3,5 meter. ---- Vægt: Tom: 6 tons. Lastet: 8,5 tons. ---- Ydelse: Maximum hastighed 246 400 km./timen. ---- Stigningshastighed: 365 meter pr. minut. ---- flyvetid: 6 timer. ---- Operationshøjde. 6,7 kilometer. ---- Bevæbning: Foran i næsen 2 faste 0.303 maskingeværer, 2 styk 0.303 maskingeværer i rygtårn og 1 styk 0.303 maskingevær i bogtårn. ---- Kunne også forsynes med 2 faste 0.303 maskingeværer foran nederst i næsen. ---- Bombelast: 375 kg.
De amerikanske Lockheed Hudson fly havde helt udrangeret og erstattet de gamle engelske Avro Anson fly i starten af 1942. Hudson-flyene havde en større aktionsradius og større ildkraft i angrebsøjemed. Flyet på fotoet er fra 269. Eskadrille og en Mark III model. Flyet med kendingsnummeret T9465 blev leveret i juni 1941 og bærer også navnet: "Presented By Lockheed-Vega Employees" (oversat: "Præsenteret af Lockheed-Vega ansatte"). Flyet overgik senere til 161. Eskadrille og gik tabt ved Blida den 21 juli 1943.
Lige over på den anden side vandfaldet ved bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair i Beinn Eighe bjergene i Torridon Mountains, Skotland, ligger der nogle vragdele fra en Hudson flyvemaskine, som styrtede ned her i slutningen af 2. Verdenskrig. Alle 3 ombord blev dræbt. Jeg vandrede her forbi i 2002. Længere oppe i horisonten på fotoet, styrtede der også i 2. Verdenskrig et stort engelsk bombefly ned, et Avro Lancaster med 4 motorer.
Lyness Naval Cementary og gravstenene for mandskabet på et Hudson patruljefly. Disse fly anvendtes til mange formål under 2. Verdenskrig, men ofte til patrulje - og angrebsopgaver i jagten på tyske ubåde og som eftersøgningsfly.
Optegnelse og kort beskrivelse af Hudsonflyets opgave og dets styrt med angivelse af de dræbte flyvere og deres navne.
Lyness Naval Cemetary på Orkney- øen Hoy. Denne kirkegård besøgte jeg tillige med det nærliggende krigsmuseum. Fantastisk oplevelse på godt og især ondt. Knugende stilhed på kirkegården, som rummer så mange grave på unge mænd fra de 2 store verdenskrige og som mistede livet i og omkring Skotland og Orkney og ude på atlanten i "Slaget Om Atlanten".
Flyet Avro Anson. -- Da 2. Verdenskrig begyndte, var der 26. Royal Air Force (R.A.F) eskadriller, som havde Ansonflyene. -- 10 eskadriller i Kystkommandoen (Coastal Command) og 16 eskadriller i Bomberkommandoen (Bomber Command). Men på det tidspunkt var Ansonflyene forældede som bombefly og delvis også som kystbevogtnings - og patruljefly, herunder også flytypen Blenheim. -- Anson og Blenheimflyet blev bl.a. fortrængt af flyene Armstrong Whitworth Whitley, produceret i England og Lockheed Hudsonflyet fra USA. Senere kom både de britiske Wellingtonfly, Short Stirlingfly, Sunderlandfly, Beaufighterfly og de amerikanske Catalinafly og Liberator B-24 fly til. Nogle udvalgte grupper af Ansonfly forblev i operativ tjeneste, som kystpatruljefly og som redningsfly på havet. -- Tidligt i krigen ramte et Ansonfly antagelig en tysk u-både med en bombe. I juni 1940, blev 3 Ansonfly på patrulje, angrebet af 9 tyske Luftwaffe jagermaskiner, Messerschmitt Bf 109s. Ansonflyene tog kampen op mod overmagetn og på bemærkelig vis skøde de 2 af de tyske jagere ned og skadede et 3. tysk fly, inden luftkampen sluttede uden at nogen af de 3 Ansonfly blev skudt ned. -- Flyets sande rolle var, at være et fortrinligt træningsfly for nye piloter og andre besætningsmedlemmer, bombesigtere, navigatører, radiooperatører og maskingeværskytter, som skulle flyve i de store bombemaskiner, som f.eks. Avre Lancasters, Short Stirlings og Consolidated Librator, alle fly med 4 motorer. -- Efter krigen fortsatte Ansonflyet med at være træningsfly og som let fragtfly. -- Den sidste Anson, som blev udfaset i RAF, var nogle kommunikationsfly den 28. juni 1968. -- The Royal Australian Air Force (RAAF) anvendte i alt 1028 Ansonfly, flest Mk. 1., indtil 1955. -- The Royal Canadian Air Force (RCAF) og The Royal Canadian Navy anvendte Ansonfly indtil 1952. -- USA (USAAF) anvendte 50 canadiskbyggede Ansonfly, med typenavnet AT-20. -- The Royal New Zealand Air Force (RNZAF) anvendte 23 Ansonfly for navigationstræningsfly under 2. Verdenskrig, tillige med endnu flere af flytypen Airspeed Oxford. Umiddelbart efter krigen bestilte RNZAF flere Ansonfly, til kommunikationsfly. I Wigram Luftfartsmuseum har man et restaureret Anson træningsfly fra RNZAF. -- Det Egyptiske luftvåben anvendte AnsonflyT som kommunikations - og VIP-fly. En specielt udstyret Anson blev foræret af RAF til Egyptens konge, som man havde dengang. -- The Royal Afghan Air Force anvendte 31 Ansonfly til forskellige formål frem til 1948. Diise fly overlevede helt frem til 1972. -- Efter krigen blev Ansonflyene anvendt civilt, som let fragtfly, lille charterfly og som eksklusivt firmafly. -- Lande som brugte Ansonflet til civile formål var England, Canada, Australien og Danmark. Jernebanens Luftservice fløj planmæssigt fra London via Manchester til Belfast fra 1946-1947. -- Indien bestilte 12 nye Anson 18C i 1948 for anvendelse i Det Indiske Direktorat For Civil luftfart, som trænings - og kommunikationsfly, som blev leveret fra Woodford i foråret 1949. -- Den mest producerede Anson var Mk. 1., hvoraf der blev bygget 6704 i England. -- Andre Ansonfly blev udstyret med canadiske motorer og bygget i Canadah. Da canadierne mangle metal til flyproduktionen, blev selve flykroppen på de 1051 Ansonfly Mk. V., som canadierne byggede, fremstillet af krydsfiner.
1/4 eskadrille Avro Ansonfly på patrulje for Royal Air Force, kystkommandoen (Coastal Commando) i England. Flyet gjorde også tjeneste under The Fleet Air Arm Force og hos en række andre luftvåben verden over under 2. Verdenskrig og efter. -- Flyets navn blev opkaldt efter den britiske Admiral George Anson og var udviklet for anvendelse som patruljefly, men blev hurtigt håbløst udkonkurredet af bedre fly til disse opgaver. -- Flyets andre kvaliteter og anvendelsesmuligheder reddede dets videre eksistens, som træningsfly og blev det dominerende fly i de britiske Commonwealth flyvevåbens træningseskadriller. Da flyet blev taget ud af produktion i 1952, var det produceret i 9 forskellige varianter i et antal af 8138 i England og fra 1941 blev yderligere 2882 produceret hos The Canadian Federal Aircraft Ltd. -- Ansonflyet var opstået på grundlaget af en civil 6-sædet Avro 652 og blev ombygget til militær version, som foretog sin første flyvning den 24. marts 1935 og var bygget ud fra Luftfartsministeriets specification 18/35. -- Det var det første RAF monoplan med opklappeligt understel og hjul. Avrofabrikken gav flyet typenummeret 652A. -- Den første serieproduktion af flyet, resulterede i 174 styk Avro Anson Mk. 1 for tjeneste i NR. 48. Eskadrille Coastal Command. RAF var den første, som fik den nye Anson i marts 1936. -- en meget speciel flyveteknisk opgave for piloten på flyet var, at denne med den ene hånd, skulle rotere et drejehjul 140 gange rundt, for at få landingsstellet med hjulene ned eller op. For at undgå dette anstrengende og enerverende arbejde, fløj de første typer af flyet koretre distancer, med landingsstellet nede, hvorved den almindelige flyvehastighed kun blev på 50 km. i timen. -- Der blev bygget i alt 11.020 Ansonfly inden produktionsstoppet i 1952, og gjorde dermed flyet til det anden mest byggede fly nogensinde i England (det største antal byggede fly var det 2-motores mellemdistance bombefly Vickers Wellington). -- Besætningen opbord: 3-4 mand. -- Flylængde: 12.88 m. -- Vingfang: 17.22 m. -- Højde: 3.99 m. -- Vingearel: 43.1 m². -- Vægt, tom: 2,5 tons. -- Vægt, lastet: 3,6 tons. -- Maksimum lettevægt: 3,9 tons. -- Motorer: 2 styk Armstrong Siddeley Cheetah IX radial motorer, 350 hp hver. Maksimum hastighed: 303 km/h., ved 2,100 meters højde. -- Aktionsradius: 1.300 km. -- maksimum højdeflyvning: 5.791 meter. -- Stigningsevne: 3.8 m/s. --
Bæreevne pr. vinge: 83.9 kg/m². -- Bevæbning: 1 styk .303 inch (7.70 mm.) maskingevær i næsen, 1 styk .303 Vickers K maskingevær i et rygtårn. -- Bombelast: 160 kg.
Avro Anson flyet, som var designet og bygget i England i 1935, var Royal Australian Airforce (RAAF) (første monoplan med opklappelig understel og lave vinger og blev anvendt i stort antal (1.028 fly), da RAAF i 1935 gik i gang med at modernisere deres luftvåben. -- Flyet anvendtes indtil 1955, da de få resterende trofaste fly på det tidspunkt var håbløst umoderne. -- Flyet var oprindelig designet til maritim patruljetjeneste. De fleste Ansonfly i RAAF var MK.1 udgaver, leveret mellem 1936 og 1938. Det blev allerede påbegyndt udskiftet i den maritime anvendelse, med Lockheed Hudsonflyet fra 1940. -- Flyet blev hurtigt forældet, som aktivt strategisk frontanvendt patrulje - og konvojeskortefly, da det havde svagere bevæbning og mindre aktionsradius end de fly som kom frem i 1936 - 1940 (f.eks. Lockheed Hudson og Armstrong Whitley). -- Da 2. Verdenskrigs sømilitære flybehov og ydekvaliteter steg markant fra 1939, flyttede Ansonflyet over til den rolle, som flyet var bedst til og blev kendt viden om for. -- Flyets nye rolle blev som et fortrinligt og velkendt uddannelses - og trænings-multifly for uddannelse af krigens store behov for piloter og flybesætninger. Piloter, Observatører, maskingeværskytter, navigatører m.m. fløj deres mange timer under The Empire Air Training Scheme (RAAF), i 66. - 67. - 71. og 73. eskardrillerne. -- Flyet fortsatte dog med at blive anvendt til anti-ubådspatruljering ud for østaustralien fra 1942. -- De fleste Ansonfly endte deres operationelle karriere lige efter 2. Verdenskrig. Den sidste Anson, som gik på pension var en MK. X - Nr. VM375 (mange Ansonfly havde RAF serienumre og ikke RAAF numre), som gjorde tjeneste på Woomera Rocket Range, Sydaustralien, som en af to kommunikation Ansonfly mellem november 1947 og oktober 1955. -- En del Ansonfly fortsatte med at flyve i civile roller f.eks. som lægefly i Australien i The Royal Flying Doctor Service, hos forskellige regionale flyoperatører, hos politiet, som videnskabelig transport - og eftersøgningsfly og hos private piloter/ejere, inklusive den tidligere australske minister for delstaten Queensland, Sir Joh Bjelke-Petersen, som havde en Anson til landbrugsmæssig anvendelse. -- I 1960´erne skete der et antal ulykker med en kopi-lignende flytype af Ansonflyet, hvorefter man i Australien indførte strenge restriktioner, som i værste fald førte til indragelse af flyets flyvetilladelse. -- Den sidste helt originale Avro Anson som fløj i Vestaustralien, nr. VH-BEL / W2121, havde sin flyvetilladelse indtil september 1962. -- En Anson Mk. I fortsatte med at flyve hos en privat ejer. Det var en hybrid mellem en MK. I og en Mk. XIX med metalvinger, for at kunne omgå reglerne, så flyet kunne opretholde sin flyvetilladelse. Flyet blev brugt til forskellige luft shows. -- I 1990´erne blev adskillige Ansonfly sat til restauration. En blev opført som flyveduelig i det australske civile luftfartsregister i juni 2001.
I Inchnadamph bjergene i Assyntområdet, i det nordvestlige Skotland, hvor jeg var nået til på min vandre - og cykletur sidst i juni 2002. ---- Højt oppe i området ved bjerget Ben More, ligger denne gravplads for en flybesætning fra en Avro Anson 2- motores patrulje - og anti-ubådsfly, som styrtede ned under 2. Verdenskrig. flyet var et træningsfly med 6 mand ombord. Alle ligger stadig fysisk begravet under stenene den dag i dag. ---- Historien herom og hvorfor, kan du læse her og i forbindelse med de næste 3 fotos. Foruden de rå sten og korset, er der lagt rester fra flyet, herunder også flyets rygtårn, som var udstyret med et .303 inch (7,7 mm.) maskingevær. ---- Søndag den 13. april 1941, blev besætningen på flyet en Avro Anson nr. N9857 XF-F fra 19. OTU (Operational Training Unit) træningsenhed, på RAF basen Kinloss, ved nordøstkysten af Skotland, instrueret om en land/hav returflyvning i rækken af træningsøvelser inden overgangen til deres operationelle udstationering. ---- Flyveruten flyet skulle på: Fra RAF Kinloss over Inverness, Oban til Stornoway på Hebridernes nordlige ø Lewis og retur over havet og ind over land ved Skotlands nordvestligste punkt Cape Wrath videre over Achnashellach Station og tilbage til RAF Kinloss. ---- Piloten på flyet var Flyveofficer James Henry Steyn, nr. 42275, DFC dekoreret, fra Johannesburg, Sydafrika, som for nylig var blevet evalueret som pilot, efter at han havde gennemført 44 operationstogter med 10. Eskadrille, og nu skulle genopbygge sin psyke med noget træning, sammen med andre flyveelever. Han var kun 23 år gammel. ---- Den øvrige besætning bestod af: Pilotofficer William Edward Drew, nr. 45356, fra Barrow-in-Furness, Lancashire, England, 28 år, var navigatør. ---- Sergent Charles McPherson Mitchell, nr. 912122, fra Ballater, Aberdeenshire, Skotland, 31 år, var navigatørelev. ---- Flyvesergent Thomas Brendon Kenny, nr. 551620, fra Barnsley, Yorkshire, Nordengland, 20 år, var radiooperatør/maskingeværskytte (rygtårnet). ---- Sergent Jack Emery, nr.976995, fra Trowbridge, Wiltshire, England 20 år, var radiooperatør/maskingeværskytte under uddannelse. ---- Og endelig Sergent Harold Arthur Tompsett, nr.931417, fra Croyden, Surrey, England 20 år, var også radiooperatør/maskingeværskytte under uddannelse. ---- Flyet lettede kl. 10:18 og satte kursen mod Inverness. Over Oban, på vestkysten af Skotland, sendte de en radiobesked, som fortalte, at de var gået ned i ca. 150 meters højde, for at flyve under skydækket. ---- Senere rapporterede de deres position over Kylerehea i det nordvestlige Skotland. ---- På det tidspunkt var de fløjet ind i dårligt vejr, og da de, efter at have fløjet over havet til Hebriderne og over flyvepladsen ved Stornoway, var sigtbarheden dårlig og Stornoway lufthavn, havde lukket deres landingsbaner pga. megen sne. ---- Kl. 13:02, sendte Ansonflyet nr. N9857 deres position og bekræftede, at efter at have vendt rundt ved Stornoway, fløj de nu ind over deres sigtepunkt Cape Wrath. ---- De berettede, at de havde til hensigt, at stige og flyve over det dårlige vejrområde. ---- Cirka 10 minutter senere modtog radiooperatøren på RAF Stornoway, et meget svagt morsesignal: "Icing up.....lost power in port engine......losing height.....descending through 3,000 feet ......." (tilisning.... tabt motorkraften på bagbords motor.....taber højde..... falder ned under 1000 meter) ....Stilhed og derefter ikke mere nogen lyd fra flyet. ---- Det var i en særdeleshed alvorlig situation for et fly at være i, flyvende som det var, i bjerge på over 1000 meters højde rundt om flyet. ---- Flyet nødlandende på et lille plateau oppe på bjerget Beinn an Fhurain, ca. 8 kilometer øst for Inchnadamph i Sutherland, Skotland i ca. 750 - 800 meters højde. ---- Ved nedslaget ramte den styrbords vinge en klippeknold, som sendte flyet videre hen over klipperne, som en kæmpe smadret vejrmølle. Brændstoffet i den bagbords vinge antændtes og brændte det meste af vingen af og dele af flyets forreste del også. ---- Uvejret, som fejede hen over det skotske nordvestlige højland den dag, var vild og grum. Det var den mest frygtelige snestorm i området i over 100 år. ---- Den selv samme dag, som Anson N9857 flyet og dets besætning gik tabt, mistede 3 lokale fårehyrder i Inchnadamph området, deres liv i sneen og kulden, mindre end 3,5 kilometer fra deres hjem, medens de var ude på bjerget i forsøget på, at samle deres får og drive dem ind i et læskur. Der skulle meget til for, at fårehyrderne i dette uvejsomme og vilde bjergområde, skulle kunne miste livet, da de var vant til det barske liv i bjergene under alt slags vejr - det var jo næsten midten af april. ---- På RAF Kinloss, blev Ansonflyet nr. N9857, anset for at have overskredet mulighederne for at have nået tilbage til basen, eller landet andet sted og efter nogen tid, blev det erklæret for at være gået tabt. ---- Intensive eftersøgninger de følgende dage, gav ikke noget resultat, ingen spor af flyet overhovedet og flyet ansås for gået tabt på havet. ---- historen slutter slet ikke her - det bliver meget værre.... læs videre på de 3 næstfølgende fotos.
Efter at Ansonflyet blev rapporteret forsvundet den 13. april 1941, havde en entensiv eftersøgning ikke ført til noget. ---- Men efter 6 uger skete der noget. Den 25. maj 1941 da den lokale fårehyrde Mr. Law, kom forbi vraget af Ansonflyet på sin vandring på bjerget Beinn an Fhurain (Ben More). ---- Ligene af 5 flyvere lå inde i resterne af flyets krop, pakket ind i deres faldskærme. ---- Heraf kunne man slutte, at mindst 1 eller 2 flyvere havde overlevet selve nedstyrtningen, men var antagelig døde få timer efter, af deres sår og den ekstreme kulde og udmattelse. Liget af Sergent Mitchell blev fundet ca. 3 kilometer væk, hvor han tilsyneladende havde søgt læ under nogle store udhængende klipper. Man antog, at han havde prøvet at gå efter hjælp, men at han var gået mod øst, i retning væk fra muligederne for at træffe på civilisation og derfor til sidst var bukket under af kulden og udmattelsen. ---- Da der på det tidspunkt i 1941, ikke var oprettet en bjergredningstjeneste (Mountain Rescue Team), det skete først i 1943, blev et redningsteam, med 2 lokale guider, sendt op i til ulykkesstedet, en tur på over 3 timer op i det uvejsomme barske bjerglandskab, for om muligt ,at bjerge ligene af flyverne. ---- Da der var gået 6 uger siden ulykken og man nu havde forår, var de 6 lig man fandt, i meget stærk forrådnelse, og man besluttede, at det var alt for vanskeligt, at transportere de 6 lig tilbage, ned til den nærmeste kirke og kirkegård for at blive begravet der. ---- Ligeledes var ligenes tilstand så dårlig, at det ville gøre det til en meget ubehagelig opgave for redningsholdet. ---- Beslutningen blev, at repræsentanter for politiet og nogel arbejdsmænd fra området, begravede ligene så nær ved flyvragets nedstyrtningssted som muligt. ---- Ligene, blev lagt side om side, iht. anvisningerne for en offentlig grav og en varde af tørv og klipper fra nedstyrtningsstedet, blev stablet/opbygget over dem. ---- Et lille kors blev opsat og flyets maskingeværtårn (uden våben i), blev placeret ved siden af gravpladsen. ---- Efter krigen besøgte The War Graves Commission gravpladsen, for at beslutte om ligene af flyverne skulle bringes ned og begraves på den lokale kirkegård. Men også de besluttede, at det ville være umuligt, at bringe resterne af flyverne ned - så gravpladsen med de 6 flyvere, lod man blive på bjerget Beinn an Fhurain, som også på den måde, blev Englands højest beliggende gravplads.
Varden med ligene af de 6 flyvere og de andre ting, som var anbragt ved og på graven i maj 1941 forblev urørt og gradvis eroderet mere eller mindre væk indtil 1985, da nogle luftvåbenkadetter fra nr. 2489 "Bridge of Don" eskadrillen under kommando af flyveløjtnant Niall Aslen, tog op for at genopbygge graven og gøre gravpladsen fin og pæn igen. De genopbyggede stenvarden og opsatte et næsten 3 meter højt kors på toppen af varden, tillige med anbringelsen af det originale lille kors nedn for varden. ---- Det gamle maskingeværtårn blev også igen anbragt, sammen med rester fra flyvraget, som stadig kunne findes i området. ---- Den nye grav-varde over de 6 lig af flyverne, hvor man også havde anbragt en metalplade med de 6 flyveres navne og 6 nye små kors, blev indviet og velsignet af præsten Fred Hurst fra The Church of Scotland i Lochinver (kirken, som jeg besøgte og hvor jeg havde en lang snak på 1½ time med en kone her), medens luftvåbenkadetterne stod ret med fuld honnør og tog opstilling som vagter ved de 6 begravede flyvere. ---- Det var en meget bevægende oplevelse for de deltagende, da også en del af de døde flyveres famile deltog, trods den over 3 timer lange tur op ad bjerget til gravpladsen. ---- Den dag i dag ser graven stadig sådan ud, som på fotoet fra 1985 - Sådanne historier glemmes aldrig - og slet ikke i skotland, som har tradition for at samles om, at ære fortiden og de døde, uanset om man kan lide det eller ej - et prisværdigt egenskab!
Metalpladen på gravpladsens varde, hvor de 6 begravne flyveres navne er graveret. På pladen står der, at de blev begravet den 13. april 1941. Dette er ikke korrekt, det er datoen for den søndag de styrtede ned. ---- flyet og flyverne og flyet blev fundet den 25. maj 1941 og begravet efterfølgende, da et redningshold nåede derop. Pladen med navnene blev sat op af nogle flyvevåbenkadetter i 1985 og her må der være noget gået galt i kommunikationen omkring graveringsteksten på pladen.
Foto af nedstyrtningsstedet, ca. 800 meter oppe på bjerget Ben More i Inchnadamph bjergene. ---- Man kan se bjergknolden i forgrunden, hvor Ansonflyet ramte klipperne med den bagbords vinge og derefter slår nogle vejrmøller ned ad skråningen, hvor det til sidst, delvist i brand, endte ved foden af skråningen med de 6 flyvere i. ---- Varden af sten og tørv og det 3 meter høje kors står stadig, som vartegn og grav for de 6 flyvere, som stadig ligger begravet nede under varden.
Resterne af den ene motor, en Armstrong Siddeley Cheetah IX radial motor, med 350 hestekræfter pr. motor, fra den nedstyrtede Avro Anson N9857 XF-F fra 19. OTU Operationelle Trænings Enhed (Operational Training Unit) ved RAF-basen, som lå i Kinloss på nordøstekysten af Skotland. ---- Nu ligger motoren højt oppe i de vilde bjerge i Inchnadamphområdet.
Bristol Blenheim IV fly, som brugtes meget i Coastal Command (Kystbevogtningen) fra 1940 og frem gennem krigsårene. På de næste billeder fortæller jeg om en begivenhed med disse flys angreb på den tyske flybase ved Aalborg den 13. august 1940. ---- Det var denne type fly fra 82. eskadrille, der den 13. august 1940 kl. 08:40 lettede fra RAF flyvebasen Watton i Norfolk. Opgaven var at angribe den tyske militære luftbase ved Rødslet, i dag Aalborg Lufthavn og Flyvestation Aalborg.
Bristol Blenheim Mrk. IV fra 82. eskadrille linet op på Watton flybasen i det nordøstlige England, Norfolk-området. Herfra udgik angrebet på den tyske luftbase ved Aalborg den 13. august 1940. Eskadrillen mistede her 11 fly, som blev skudt ned. ---- Læs ovenfor i tekstområdet om historien og kik i de mange links til Aalborgangrebet. ---- I maj 2000 og i anledning af 55-året for Danmarks Befrielse og 60-året for The Battle of Britain, gæstede det eneste originale fly, som kan flyve i dag, et Blenheim mrk. IV bombefly Aalborg. ---- Arrangementet foregik over flere dage, hvor det var eskadrillerne i Flyverhjemmeværnsdistrikt 1, som stod for opgaven. ---- Flyet er identisk med det Blenheim mrk. IV bombefly nr. UX-N fra 82. eskadrille og med halenummer R 3821, der den 13. august 1940 blev skudt ned ved den tysk-besatte flyveplads ved Rødslet, i dag Aalborg Lufthavn og Flyvestation Aalborg. --- Flyet som kan flyve den dag i dag er et restaureret fly, skabat på grundlag af resterne fra vraget ved Aalborg. ---- Derfor har flyet også en særlig historisk tilknytning til Aalborg. ----
På Vadum Kirkegård ligger der 30 Allierede flyvere, heraf 20 mænd fra selve angrebet den 13. august 1940.
Flyet havde under angrebet en besætning, som bestod af Pilot Officer E.R.Hale, Sgt. R.G.Oliver og Sgt. A.E.Boland. De ligger alle på Vadum Kirkegård. ---- Blenheim-bombeflyet fra Duxford-museet, blev fløjet over til Aalborg, hvor det den 5. maj gik på vingerne og foretog en symbolsk "Fly Past" forbiflyvning lavt hen over de 30 britiske flyvergrave på Vadum Kirkegaard, mens den årlige mindehøjtidelighed fandt sted ved gravene. ---- Den 6. maj får offentligheden lejlighed til at se det sjældne bombefly på Aalborg Lufthavn ved et Åbent Hus-arrangement, hvor der også vises en særudstillling med vragdele fra det originale R 3821. ----
Veteranbombeflyet er genopstået efter manges års utrætteligt og stædigt slid fra en gruppe engelske flyentusiaster, også kaldet The Blenheim Team, der i talrige aftener og weekender har bygget det gamle fly op efter vragdele, god erfaring, tegninger og skabeloner. Se links i ovenstående tekstområde med hele sidens krigshistoriske oplysninger.
Det eneste Bristol Blenheim IV, som kan flyve i dag med nr. R 3821 UX-N fra 82. Eskadrille. Der er tale om det restaurerede fly, som er blevet skabt ud fra rester af vraget, fotos og skabeloner fra den gang. ---- Over 5500 fly blev bygget under 2. Verdenskrig. Bristol Blenheim IV fakta: ---- Flyet havde kun en besætning på 3 mand. ---- Motorer: 2 Bristol Mercury XV radial piston. ---- Ydelse: 995 hp. ---- Vingefang: 19 meter. ---- Længde: 13 meter. ---- Højde: 3 meter. ---- Vægt u/last: 4,9 tons. ---- Maksimum takeoff vægt: 7,2 tons. ---- Tophastighed: 428 km./timen. ---- Marchfart: 350 km./timen. ---- Maksimum flyvehøjde: 8,3 km. ---- Operationsradius: 1810 kilometer. ---- Yderligere oplysninger om flyets bevæbning og anvendelse: Bristol Blenheim IV bygget til angreb mod mål på jorden havde 5 maskingeværer og kunne bære ca, 700 kg, bomber. Maskingeværerne sad med 1 i den bagbords vinge, 2 styk 0,303 maskingeværer i et siderum med skudfelt bagud og 2 maskingeværer i et drejeligt rygtårn. ---- modellen Bristol Blenheim Mk.IVF, som anvendtes til angrebsjagerfly, havde 6 0.303 maskingeværer, 4 styk i et undertårn, 1 i den bagbords vinge og 1 styk i rygtårnet. Denne type jagerfly anvendtes også senere til natjager, da man allerede i 1941/42 hos De Allierede bl.a. havde opfundet den på jorden kontrollerede afstandsradar for brug både i fly og på skibe - tyskerne var slet ikke nået til den opfindelse endnu og troede ikke på, trods mange beviser, at De Allierede havde et apparatur, der kunne se fly og skibe i mørke og langt væk uden for øjets rækkevidde - tyskerne anvendte stadig kun radiopejlinger. ---- Bristol flyfabrikkerne fremstillede flere lignende flytyper med navne som Bristol Beaufort, som var en lidt tungere fly, der anvendtes som bombefly og patruljefly - flyet lignede meget Bristol Blenheimflyet. Bristol Beaufighter var nok det fly som for alvor betød noget på krigsskuepladserne. Det var særdeles hurtig og utrolig kraftigt bevæbnet, med bl.a. 4 20 mm. hispano maskinkanoner i flyets næse og maskingeværer i vingerne, tillige med et rygtårn med maskingeværer. Flyet kunne også have bomber med eller 8 raketter under vingerne og endelig blev bristol Beaufighteren også brugt som torpedojagerfly. Fjenden frygtede når Beaufighteren gik til angreb - den var skræmmende effektiv. ---- Se den næste række fotos og beskrivelser af de nævnte flytyper.
Royal Air Force eskadrille nr. 82 og deres 12 Bristol Blenheim IV bombefly opdelt i A og B gruppen ved angrebet på Ålborg Flyveplads den 13. august 1940. Flyet vist med en cirkel omkring, måtte returnere til basen inden angrebet pga. tekniske problemer. (Piloten på dette fly blev dog senere mistænkt for at returnere, fordi han ikke turde flyve på togterne, da netop hans fly gentagne gange ikke fuldførte togterne. Det viste sig at holde stik og han blev militært retsforfulgt). Alle de 11 andre fly blev skudt ned og kun 14 overlevede af flyenes besætninger (hvert fly havde 3 besætningsmedlemmer og i alt var der 34 flyvere ombord i de 11 fly den dag). 20 flyvere blev dræbt i angrebet. Hele eskadrillen blev udslettet i løbet af nogle få minutter i og omkring lufthavnen, eller under flugten nordvest ud mod Nordsøen. Luftværnsgranater og tyske Messerschmidt 109 jagerfly i stort overtal, havde let spil i det klare vejr, med at skyde resten af de engelske fly ned, som luftværnsilden ikke havde fået has på. Angrebet fandt sted samtidigt med, at det tyske luftvåben var i gang med at overføre fly fra Norge til Tyskland i forbindelse med Luftwaffes storangreb på britiske flyvapladser med start den 15. august 1940 (Slaget om England). Derfor var der 8 ekstra Messerschmidt 109 jagerfly startklar på den tyske Ålborg luftbase. ---- Eskadrille 82 fløj Bristol Blenheims under hele krigen også efter at eskadrillen blev forlagt til Indien i foråret 1942.
Blenheim bombeflyet nr. R 3800 fra B-Flighten, som angreb efter at A-Flighten havde kastet deres bomber, nedskydes den 13. august kl.12:19 af luftværnsgranater ved lufthavnen og styrter brændende ned i Limfjorden nær øen Egholm. Piloten Løjtnant Syms og Sergent Wright redder sig ud med faldskærm, men Sergent Turner, når ikke ud af flyet og styrter ned med flyet og dræbes. Det lave vand, vandtemperaturen og hurtig hjælp fra det tyske flyvepersonel fra basen bevirker, at de 2 andre flyvere overlever og tages til fange.
Øverste foto viser enten Sergent Wright eller Pilot Løjtnant Syms, som hjælpes i land af 2 tyske soldater. Nederste foto viser Sergent Wright siddende chokeret og apatisk blandt tyske Luftwaffe personel og officerer, som undersøger papirer og evt. logbog fra flyet. ---- På øverste foto i dets øverste højre hjørne ses en tysk vandflyver, da der også lå en lille afdelig af disse ved flyvebasen i Ålborg. Det er antagelig en militær Arado vandflyver.
Her ses tabslisten over de fly og mandskab, som gik tabt i angrebet på den tyske luftbase ved Ålborg.
11 fly blev skudt ned, 20 flyvere blev dræbt og 14 overlevede og blev taget til fange af tyskerne, adskillige af dem var sårede, nogle meget alvorligt. Se hele historien ovenfor i tekstområdet og hvor der er links til flere oplysninger og billeder om denne danske krigshistoriske begivenhed. --- Eskadrille 82 fløj i alt under krigen 1636 togter, heraf 200 togter hvor de skulle bombe udpegede mål og 10 togter med foto- og rekognosceringsopgaver. De øvrige togter var primært patruljering, transport- og luftstøtteopgaver. Eskadrillen mistede i alt 62 fly ved operationelle flyvninger og 11 fly gik tabt ved uheld, tekniske fejl og styrt. Det svarede til et tabsprocent på 4,3 % af hele askadrillens fly under krigen og betød også at 82. Eskadrille blev den eskadrille som havde det største tab af Blenheim fly under krigen samenlignet med alle de andre Blenheim eskadriller. ---- Den 11. marts 1940 og altså inden det skæbnesvangne togt mod Ålborg, var et fly fra eskadrillen så heldige (eller dygtige), at sænke en tysk u-båd, nemlig U-31 ved øen Borkum nord for Emdem i Nordtyskland. U-båden sank på lavt vand og tyskerne fik den bjærget, repareret og genindsat i tjenste på Atlanten - men u-båden fik kun kort tid i tjeneste, for den 2. november 1940 blev den sænket med dybdebomber af den britiske destroyer H.M.S Antelope og alle ombordværende på u-båden omkom.
Vadum Kirkegård med de 30 grave, hvor Allierede flyvere ligger begravet. Alle disse gav deres liv for et frit Danmark! Stærk oplevelse at være her på dette sted - trods de mange år som er gået siden.
På Sydfyn, på Tåsinge, nærmere betegnet på Vemmenæs, blev en Royal Air Force 4-motores bombemaskine af typen Short Stirling Mrk. III med nr. EF137 - AA-E skudt ned af en tysk natjager den 23. april 1944. ---- 114 R.A.F bombefly foretog denne nat mineringer i Østersøen, herunder Fehmern Bælt og 3 Halifax og 2 Short Stirlingbombefly gik tabt. Stirlingflyet EF137 styrtede brændende i havet ca. 100 meter fra kysten øst for Tåsinge ved Vemmenæs/Hegnskov. Hele besætningen omkom. ---- Den omkomne besætning blev ført til Aabenraa, hvor begravelsen fandt sted den 1. maj 1944. Jordpåkastelsen forrettedes af en tysk feltpræst, hvis division i foråret 1944 var flyttet fra østfronten til Bramminge. Feltdegn ved begravelsen var den senere højskoleforstander Niels Bøgh Andersen, der som sydslesviger var indkaldt til den tyske værnemagt. ---- En mindesten og monument for flyverne og deres offer for vor frihed, er rejst tæt ved stedet, på 50 år´s dagen for deres død. Se de følgende fotos, hvor der her er beskrevet meget udførligt om hændelsen og skæbnen for de døde flyvere. Fotoet som her er vist, er fra den oplysningsstander, som står ved mindestenen.
Kortudsnittet viser de havområder syd for Ærø og Langeland, hvor De Allierede udlagde miner. Det samme gjorde tyskerne. Man søgte fra begge sider at beskytte sig mod fjendens angreb eller lukke fjenden inde. En ubønhørlig endeløs kamp om hvem, der havde flest fly, besætninger og miner - her var tyskerne på sigt dømt til at tabe - Englands bombe - og mineudlægningsfly blev under krigen konstant suppleret med amerikanske fly og besætninger i form af bl.a. de 4-motores Librator B24 bombefly. ---- Den flybesætning jeg her beretter om, var deltagere i et af de sidste storet minelægningstogter inden den store invasion af Normandiet skulle finde sted den. 6. juni 1944. Man ville forhindre den tyske flåde, herunder dens u-både og tyskerne i at transportere soldater og materiel frem ad søvejen, ved at blokere bælterne i Danmark. I april måned blev der således kastet 2643 miner ned i farvandene under 85 togter.
På initiativ af Tåsinge Museumslaug og især Kommuneingeniør G.K. Mortensen fra Tranekær Kommune m.fl. blev denne mindesten, opsat til minde og ære for de 7 flyvere i deres Short Stirling bombemaskine, da de blev skudt ned af en tysk natjager på markerne på Tåsinge ved Vemmenæs. Mindestenen med navnene på de dræbte flyvere, blev afsløret på 50 år´s dagen for deres død den 23. april 1944. Mindestedet ligger nær Vemmenæsvej nr. 58. ---- Fotoet viser mindestenen, som den så ud, efter højtideligheden var slut den 23. april 1994. Der deltog over 300 mennesker ved den lejlighed, både pårørende, militærpersoner, kirkelige ledere, politikere m.fl. fra de lande hvorfra de dræbte R.A.F. flyvere kom fra. Biskop Vincent Lind fra domkirken i Odense, som selv havde mærket nazimen på egen krop og sjæl, da han under krigen tilbragte nogen tid i tysk KZ-lejr, holdt hovedtalen. Den britiske Ambassadør Hugh Arbutnot og Wing Commander G.J. Sibbald fra New Zealand Defence Staff i London, nedlage kranse ved højtideligheden. Vincent Linds ord var bl.a. i talen denne sekvens:" Det var lyden - aften efter aften - af tusinde motorer, som bragte budskab om dem, der kæmpede mod nazismen, og tilskyndede dem, der lyttede i mørket, til at slutte op, til at gøre fælles sag og en dag bryde diktaturets onde åg." Det siges, at det var en meget gribende og kontrasternes dag. ---- Dagen den 23. april 1994, var en dejlig lys og frihedslysende forårsdag, men anledningen var en koldt nat den 23. april 1944, da de 7 flyvere omkom på grusom vis i deres Short Sterling bombefly, på vej til en mission med udlægning af miner i Fehmern Bælt, sammen med 5 andre fly af samme flytype fra den 75. Eskadrille tilhørende Royal New Zealand Air Force, men overdraget Royal Air Force i England. Da var stadig det meste af Europa, trådt under fode af Nazityskland og friheden var ikke til stede, omend det på det tidspunkt gik den rigtige vej, da D-Dag og landgangen i Normandiet, Frankrig kun var knap 2 måneder forude.
En sen efterårsdag med højblå himmel, nogle få år efter, at mindestenen blev rejst. Ensom står stenen med de 7 navne, som for de fleste i verden er glemt og på sin vis også glemt, da historien med død og ødelæggelse stadig sker i rigt omfang - uanset hvor mange der bliver dræbt på den måde, lærer mennesket intet - men finder på alverdens ting for at retfærdiggøre sit ødelæggelsestrang. De mennesker der ikke vil det, kæmper ofte forgæves - dør om så det gælder - men uden dem er der jo ikke noget at tro på mere! ---- Det må kunne lade sig gøre, at begrænse dette uhyrlige spild af "mankind"! Stoppe det fuldstændigt er naivt at tro - men begrænse det ja - også hvis man selv må gå i krig, når argumenter ikke rækker mere - Den meget skrøbelige beskyttende "fernis" over den såkaldte menneskerettighed, etik, ytringsfrihed, demokrati, frihed i øvrigt, er konstant under angreb og pres - både udefra, men også indefra - mærkeligt nok, er der altid en masse mennesker i dette land, som hader sit fædreland så meget, at men helt glemmer hvad frihed er og hevm der sørgede for at vi i Vesten beholdt disse goder - havde det stået til dem, hvis de havde magten dengang, var vi endt i det sovjettiske "galehus". Sikkerhedspolitik er ikke det samme som frihedspolitik, og så behøver jeg vist ikke sige mere!!
.Mindestenen, som den står i august 2009. 7 unge mænd, som døde for din og min frihed, ofrede det dyreste de ejede!! ---- Royal New Zealand Air Force (RNZAF) Pilot Officer (Pilot) Mauson Lammas, 30 år, var søn af James Arthur Young Lammas og Aimee Sophie Lammas, New Zealand, gift med Rose Lammas, Karamu, Auckland, New Zealand. ---- Royal Air Force (RAF) Flight Sergeant (Bombeskytte) Robert Bailey, 20 år, var søn af Inez Bailey og stedsøn af James Freeman, Auckland, New Zealand. ---- RAF Sergeant (Maskingeværskytte) Patrick Frederick Butler var fra England. ---- RAF Sergeant (Telefrafist/maskingeværskytte) William Frederick Harrison var søn af Charles Joseph og Elizabeth Emily Harrison, Hackney, London, England. Williams bror RAF Flight Sergeant David Ernest Harrison "D.FM" medalje, dræbtes også som bombeskytte i et bombefly fra RAF 7. Eskadrille. ---- Royal Canadian Air Force Sergeant (Maskingeværskytte) Ivar Larson Kalvenes var fra Canada efter udvandring til sin onkels farm i 1928. Han var født i Norge. ---- RAF Sergeant (Flight Engineer/Flyvemekaniker) Edwin Henry Thomas var fra England. ---- RNZAF Flight Sergeant (Navigatør) Douglas William Vaughan, 28 år, var søn af William Vaughan og Florence Evelyn Vaughan (f. Ayres), Geraldine, Canterbury, New Zealand, og ægtefælle til Muriel Belle Vaughan, New Plymouth, Taranaki, New Zealand. Æret være deres minde. ---- Se og læs udførligt mere på og ved de følgende fotos, hvor hele historien rulles ud.
Eskadrille No. 75 Squadron´s våbenskjold. Motto: "Ake ake kia kaha" (Maori-sprog), ("For ever and ever be strong". Frit oversat til: Vær stærk for evig og altid). Centrum af våbenskjoldet viser 2 mine-mukkerter med et foranbragt relief, en "tiki". ---- Denne eskadrille bestod hovedsageligt af mænd fra New Zealand og "tiki" ornamentet er et lykkebringende halssmykke fra Maori-folket på New Zealand. De 2 mine-mukkerter er også anvendt i militærets emblemer i New Zealand i dag. ---- Under 2. Verdenskrig var New Zealand, som et tilhørende engelsk Commenworlth-land under kongeriget England og Kong George VI, mere eller mindre selvskreven til at deltage i krigen. ---- 75. Eskadrille RFC (Royal Force Commenworlth), blev dannet i Goldington (Bedford i England) den. 1. october 1916, som en hjemmeværns-enhed. Eskadrillens første militære flyvemaskiner bestod af den sædvanlige blanding af en - og 2 sædede BE flytyper. Men senere modtog eskadrillen Avrofly og endelig de legendariske en-sædede dobbeltdækker jagerfly Sopwith Camel. ---- Eskadrillen opløstes i Essex i 1919 efter 1. Verdenskrig. Eskadrillen blev genetableret i 1937, nu som en tung bombemaskine eskadrille, men i marts 1939, blev den omformet til en operationel grund-træningsenhed. ---- Kort efter 2. Verdenskrigs udbrud, blev eskadrillen tilknyttet Flytræningsgruppe nr. 6. Den 4. april 1940, fik eskadrillens "nummerplade" tilføjet bogstaverne "NZ" og eskadrillen blev ændret til en Royal New Zealand Air Force tung bombemaskine enhed, som fik base på Feltwell, Norfolk, som var en luftbase under 3. Flygruppe i England. ---- Eskadrillen havde nu sit gamle nummer 75 og blev udstyret med den solide Wellington 2-motores bombemaskine. Eskadrille nr. 75 (NZ) tilhørende Royal Air Force (RAF) i England, var den første eskadrille fra et Commenwealth land, som kom til at indgå under den engelske Bomber Command og den eneste eskadrille fra New Zealand, som fløj nattogter. ---- Eskadrillen tog del i de tidlige bombetogter mod tyskbesatte landområder. Efter returnering fra et togt mod Munster den 7/8. juli 1941, fik en af eskadrillens besætningsmedlemmer, Sergeant Pilot J.R. Ward, RNZAF, Victoria Korset, som er en af Englands fornemmeste udmærkelser i krig. Han blev desværre dræbt allerede godt en måned senere den 15/16. september 1941 i et andet togt til Hamburg. I slutningen af 1942, fik eskadrillen Short Sterling bombefly, som var meget større end Wellingtonflyet og havde 4 motorer mod den andens 2 motorer. ---- Eskadrillen deltog i de omfattende bombeangreb, kaldet "the Battle of the Ruhr" og ødelæggelsen af det meste af Hamburg og det berømte bombetogt mod de tyske V-Raket forsøgsanlæg i Peenemünde. I marts 1944, begyndte eskadrillen at skifte sine gamle Short Sterling fly ud med de langt bedre Avro Lancasterfly, sådan at eskadrillen i tide, var i stand til at deltage i forberedelserne og støtten til den Allieredes invasion i Normandiet, Frankrig. Man bombede nøglemål, som affyringsramper til de tyske V-1 flyvebomber og støttebombninger for landmilitæret under invasionen. ---- Det var en Avro Lancaster bombefly fra 75. RNZAF eskadrille, som var det første tunge bombefly fra Bomber Command, som landende på fransk jord den 30. juni 1944, 3 uger efter invasionen den. 6. juni. Det var flyet med nr. ND917, en Avro Lancaster Mrk. III, fløjet af piloten Kaptajn og Eskadrillechef N.A. Williamson, RNZAF. Lancasterflyet havde returneret fra et bombestøttetogt for hæren mod Villers Bocage. Piloten satte flyet ned på den nye landingsstribe i brohovedet i Normandiet, fordi han måtte have lægehjælp til sin sårede flymekaniker, som var ramt af splinter fra "flak" granater. ---- I slutningen af krigen spillede 75. eskadrille en prominent rolle i bombeangrebene mod de tyske olieproduktionsanlæg og transportnet, jernbaner og lignende mål. Eskadrillen var også en af den engelske Bomber Commands bedste minelægnings enheder, som var en succes og et hårdt slag for tyskernes skibsfart. Læs mere om historien om eskadrillen og flyvere m.m. i forbindelse med de følgende fotos.
Sådan så eskadrillens Short Sterling Mrk. III bombefly ud. Det viste fly nr. EF137 - AA-E på fotoet, er en tegning af det fly, som blev skudt ned over Vemmenæs på Tåsinge. Flyet var samtidig også det sidste Short Stirling Mrk. III fly, som gik tabt i eskadrillen. Flyet var leveret den 2 . september 1943 og havde fløjet 31 togter med en samlet flyvetid i luften på 251.05 timer. Eskadrillen var på det tidspunkt i gang med at få de bedre Avro Lancaster bombefly i stedet for sterling flyene.---- Alt i alt modtog Eskadrille nr. 75 og den tidligere forgangne enhed New Zealand Wellington bomber flight, mange udmærkelser og medaljer: 1 VC, 6 DSO, 88 DFC, 4 bjælker til DFC´s, 2 CGM og 17 DFM. Eskadrillens VC (Victoria Cross9, blev givet til Flying Sergeant James Allen Ward, der under flyvning, kravlede ud langs vingen på en Wellington bombemaskine, for at slukke en brand i motoren her - det lykkedes for ham! ---- Da luftbasen Mepal luftbasen åbnede operativt i juni 1943, var det Eskadrille 75. med deres Short Sterlings, som tog basen i brug, efter at have anvende græsbanerne på Newmarket Heath. Basen havde op til 1884 mænd og 346 kvinder i tjeneste. ---- Eskadrillen foretog deres første operative togt fra Mepal om natten den 3. juli 1943. Eskadrillen blev i byen Mepal benævnt som den New Zealand´ske Eskadrille. Den havde base på Mepal i lidt over 2 år. Ingen andre eskadriller var stationeret der i den periode og enheden omfattede i perioder over 30 bombemaskiner, især efter, at eskadrillen fik Lancasterfly i stedet for Sterlingfly fra marts 1944. ---- Eskadrille nr. 75. RNZAF mistede 104 bombefly i togterne fra Mepal, hvoraf de 50 var Short Sterlingfly og de 52 var Avro Lancasterfly. ---- 75. Eskardrille fløj togter over Frankrig, Norge og de fleste andre europæiske lande, men primært over Tyskland. -- Eskadrillen deltog også i 3 af de 19 store togter, som bomberkommandoen foretog mod Berlin fra August 1943 til marts 1944. I alt deltog der 46 sterlingfly fra eskadrillen og 9 af disse blev skudt ned over tyskland (en tabsprocent på 19,6%). 56 flyver blev dræbt og 12 overlevede som fanger i de tyske Stalag fangelejre under disse 3 togter, de medvirkede i. Eskadrillens tabstal var det højeste i bomberkommandoen i forbindelse med bombetogterne mod Berlin. -- Eskadrillen blev hele tiden opgraderet med bedre flytyper gennem krigen, med Wellingtons Short Stirlings, Avro Lancasters, og til sidst Avro Lincolns bombemaskiner, som enheden skulle anvende i Fjernøsten, som en del af Tiger Force, da Japan kapitulerede i august 1945. ---- Eskadrille Nr. 75 er den eneste eskadrille, som konstant gennem hele 2. Verdenskrig fløj togter mod Tyskland fra 1939 til krigens slut den 8. maj 1945. Eskadrillen fløj flere togter end nogen anden bombeeskadrille i den engelske Bomber Command, men fik også flere tab af fly og besætninger end nogen anden bombeflyeskadrille. ---- Enheden kastede den andenstørste mængde bomber under krigen. Eskadrillen havde også periodevis base på Mildenhall og Newmarket. ---- En usædvanlig og særpræget togt gik ud over byen Hag i Holland i marts 1945, da pilot Flight Lieutenant H. W. Hooper i sit Lancasterfly, kastede tusinder af foldere ud, som indeholdt en tekst med undskyldning fra den britiske regering side, for dennes skyld i en tidligere bombning af byen, hvor man i folderen oplyste befolkningen om, at denne bombning var en fejltagelse.
En Short Sterling fra 75. Royal New Zealand Air Force buldrer her forbi. Flyet udvikling og producering blev, som normalt i england foretaget iht. bekendgørelser og regler fra forsvarsministeriet, hvor man her opstillede de gældende onsker og krav til de specifikationer et givet fly nu skulle have, for at det kunne løse R.A.F.´s hensigt med det. -- Short Sterling bombeflyet blev designet ud fra betegnelsen: Heavy bomber (tung/svær bombemaskine). -- Fabrik: Short Brothers, Rochester Short Bros. and Harland, Belfast og Austin Motor Company. Design: Arthur Gouge, men med grandlag i flyvebåden Short Sunderland. - Testflyvning: 14. maj 1939. I aktiv tjeneste August 1940. Besætning: 7 – 8 mand. "Pensioneret": 1946. Primære flyvevåben, som anvendte Sterlings: Royal Air Force, Royal Canadian Air Force, New Zealand og Egypten. Produceret i tidsrummet: 1939-1943 i et antal af 2.383 fly. -- Tekniske specifikationer gældende for Short Stirling Mrk. III.: Længde: 26,59 m. Spændvidde 30,20 m. Højde 6,93 m. - Vingeareal 135,63 m². - Tom vægt 19.595 kg. - Lasteevne: Maksimal startvægt 31.751 kg. - Motor 4 × Bristol Hercules XVI stjernemotorer a´ 1.650 hk motorydelse. Tophastighed 435 m/t (ved 4.420 m. over havet). - Marchhastighed: Model III, som fremkom i 1943, war identisk med forgængeren, på nær et nyt ryg maskingeværtårn og de bedre ydende motorer Hercules VI eller XVI, som kunne klare 1.635 hp (1,200 kW) og som øgede flyets topfart fra 410 km/timen til 435 km/timen. Rækkevidde 3.235 km med 1.588 kg bomber. 950 km med 6.350 kg bomber. Tophøjde 5.182 m. Bevæbning: 8 × 7,7 mm maskingeværer. Bombelast maksimum 6.350 kg. -- Sterlingflyet blev sidst på året 1943, taget ud af den strategiske Bombercommando´s flystyrker og overgik til andre vigtige krigsopgaver, som f.eks. nøgletogter mod vigtige tyske måls og øminelægning i de tyske og danske farvande. Flyet kunne have 4 store søminer med. På det skæbnesvangre minelægningstogt, som Short Sterlingflyet nr. EF 137 AA-E deltog i, var der 4 andre Sterlingfly med fra eskadrillen. De mistede et mere, så der kom kun 3 Sterlings hjem. Hele mineringsmissionen bestod i, at 114 R.A.F. bombefly om natten den. 23. april 1944, foretog mineringer flere steder i Østersøområdet. Man mistede "kun 3 Halifax bombemaskiner og altså de 2 Stirlings ud af de 114 maskiner som deltog i togtet. -- Læs under de andre fotos meget mere om hændelserne, fakta og oplysninger om tiden i Danmark og flykrigen mod Tyskland. Se og læs ligeledes om selve hændelsen med Short Sterlingflyet og dets besætnings skæbnesvangre styrt ved Vemmenæs på Tåsinge. Oberfeldwebel Rudolf Frank of 3./NJG 3. ---- Eskadrillen fløj med Wellingtons flyene 291 bombetogter, 24 minelægningstogter og 1 fototogt. Med deres Short Stirlings fly fløj man 103 bombetogter og 103 minelægningstogter. til sidst fløj de med Avro Lancastereflyet 118 bombetogter og 18 minelægningstogter. I alt blev det til 584 bombetogter og 149 minelægningstogter og med andre togter blev det til i alt 739 togter som svarede til følgende anvendte antal fly og deres togter: Wellingtonfly: 2540 flyture med et tab på 74 fly svarende til en tabsprocent på 2,9 %. Deres Short Sterlingfly fløj 1736 flyture med et tab på 72 fly som svarede til en tabsprocent på 4,1 %. De mange minelægningstogter var farlige, da de ofte var få fly afsted og var sårbare for natjagerangreb og flak - de var nemmere at spore og angribe og Short Sterlingflyet var vanskelige at flyve, især efter skader fra beskydning. Lancasterflyet som eskadrillen havde til sidst i krigen fløj 3741 flyture med kun et tab på 47 fly (tabsprocent på kun 1,3 %). I alt blev flyturene på 8017 med et tab på 193 fly (tabsprocent på 2,4 %). Eskadrillen mistede altså ca. 1200 - 1500 flyvere samlet med de 3 flytyper. Samlet blev eskadrillen den enhed i Bomber Commandoen, som mistede det anden største antal fly og flyvere. Eskadrillen fløj det fjerde største antal togter i Bomber Commandoen og var den eskadrille som fløj de fleste togter i Bombercommandoens gruppe 3. Eskadrillen kastede også den tredie største last bomber i Bomber Commandoen, nemlig ca. 21.600 tons bomber og 2344 miner, som var det anden højeste kastede antal miner i Bomber Commandoen under krigen.
På dette foto, taget den 8. februar 1944, ses 5 af besætningsmedlemmerne fra bombeflyet Short Stirling Mrk. III No. EF 137 - AA-E, tilhørende Royal New Zealand Air Force (RNZAF), men underlagt Royal Air Force (R.A.F.), i Eskadrille No. 75 på luftbasen Mepal, som ligger nær landsbyen Mepal i Cambridgeshire, England. Luftbasen var en hurtigt anlagt og fortsat udbygget luftbase, som blev taget i brug i juni 1943. Den første eskadrille var netop RNZAF No. 75, som havde de 4-motorede Short Stirling bombefly i det meste af krigen, men fik Avro Lancaster bombefly i slutningen af krigen. ---- 2½ måned efter, at dette foto blev taget, lettede 5 af eskadrillens bombefly med søminer, sammen med 111 andre R.A.F. fly fra andre eskadriller, som skulle kastes ned i Fehmern Bælt og den øvrige Østersø. Bombemaskinerne lettede om aftenen kl. 20:43 den 23. april 1944. Operationen havde kodenavnet Gardening Radish. Kl. 23.27 lå Short sterling bombeflyet nr. EF 137 AA-E nedstyrtet og totalt smadret og brændt, med alle i besætningen døde i og omkring det knuste flyn nogen i vandet og på markerne på og ved Vemmenæs på Tåsinge, Sydfyn. Flyet blev skudt ned af et tysk natjagerfly, ført af Oberfeldwebel Rudolf Frank fra 3./NJG 3. (NJG=NachtJägerGeschwader). ---- Short Sterlingflyet var god til at flyve lavt og dette gjorde Sterling nr. 137 AA-E også, da det pludselig blev ramt af en byge af 20 mm. maskinkanon granater fra et tysk natjagerfly (antagelig en Messerschmidt 110 eller mere sandsynligt en ombygget Junkers Ju 88 natjager). Granaterne fra det tyske fly piskede rundt på vingestykket nær flyets krop på højre side og ramte så begge motorer, som satte dem i stå og antændte en brand i den ene motor. Sterlingpiloten Mauson Lammas, søgte frbrilsk, men forgæves at øge højden og beordrede noget af besætningen til at springe ud i faldskærm (bale out). Men forvirringen og stress slog den sunde fornuft ud og de 3 besætningsmedlemmer, som kastede sig ud i faldskærm styrtede bare til jorden uden at skærmene foldede sig ud - flyet var kun ca. 100 meter oppe, passerende landsbyen Vemmenæs og så kunne man være vis på, at faldskærmen ikke kunne nå at folde sig ud og man ville ramme jorden og blive knust - det blev de også. - 2 mand faldt ned på marken ved Hegnskov og 1 i krattet nær stranden neden for Hegnskov. 3 andre besætningsmedlemmer blev slynget ud af det smdrede og brændende fly ude i vandet, ca. 100 meter fra kysten - den sidste mand i flyet var agterskytten Ivar Larson Kalvenes, som forblev i konontårnet agter, klemt og mast ihjel i kanontårnet. Halepartiet af Sterlingflyet løsrev sig ved styrtet og fulgte ikke med den øvrige del af maskinen ud i vandet, men knustes mod markens jord. ---- Fotoet viser de 5 mand, hvor altså Ivar Larson Kalvenes lige var ankommet til eskadrillen. - Fra venste er det først Royal Air Force Telegrafist/Maskingeværskytte Sergeant William Frederick Harrison, 31 år fra Northampton, hvis bror Bombeskytte Flight Sergeant David Ernest Harrison (D.F.M.=fortjenstmedalje), også blev skudt ned og dræbt under bombning af Tyskland - Næste er Royal Canadian Air Force Agtermaskingeværskytte Sergeant Ivar Larson Kalvenes, 33 år, nordmand bosat i Canada - Næste er Royal New Zealand Air Force Bombeskytte Flight Sergeant Robert Bailey, 20 år - Næste er Royal New Zealand Air Force Pilot Officer Mauson Lammas, 30 år - Sidste mand er Royal New Zealand Air Force Navigatør Flight Sergeant Douglas William Vaughan, 28 år. De 2 sidste af besætningsmedlemmerne, som ikke er med på fotoet var Royal Air Force Maskingeværskytte i flyets rygtårn Sergeant Patrick Frederick Butler, 32 år og Royal Air Force Flight Engineer Sergeant Edwin Henry Thomas, 33 år.
Aabenraa kirkegård i slutningen af krigen. Her ses de gravstedsområder, hvor tyskerne havde begravet de mange allierede flyvere. På foreste kors står "Hier ruhen 31 englische Flieger". På det andet kors drejer det sig om 32 flyvere, det tredje om 24 flyvere og det fjerde er antallet 32 flyvere. ---- I alt blev der på Aabenraa kirkegård begravet 144 britiske og 7 polske flyvere
( plus 5 amerikanske flyvere, som blev gravet op efter krigen og ført bort
på en amerikansk militærvogn). I alt blev der begravet 133 amerikanske flyvere i Danmark, men næsten alle blev ført hjem eller USA eller til gravsteder i Belgien. I dag er der dog stadig begravet 5 amerikanske flyvere i Danmark. ---- I Danmark blev der i alt registreret 1160 faldne allierede flyvere under 2. Verdenskrig, hertil kommer ca. 500 flyvere, som ikke har nogen kendt grav, da de i deres fly styrtede i havet omkring Danmark på steder og tidspunkter, som ikke blev eller kunne registreres. ---- Der er i Danmark 118 gravsteder med en eller flere begravede allierede flyvere, eller mindesteder. Flystyrt på landjorden og i vandet i nærheden af land andrager 74 steder i Danmark, som alle er mindet ved stenopsætninger, kors m.v. Disse mindesteder bliver passet og pyntet af lokale eller kommunen. ---- På de følgende fotos er fotos af og gravstederne over de 7 Sterling-flyvere vist og beskrevet.
Aabenraa Kirkegård, som den ser ud i dag, hvor der er gravsteder for 144 allierede flyvere fra 2. Verdenskrig. Her ligger også alle de 7 omkomne besætningsmedlemmer fra Short Sterling bombeflyet, som blev skudt ned over Vemmenæs på Tåsinge. Efter at tyskerne havde ladet de 7 ilde tilredte lig af flyverne ligge i 3 dage på marken, blev de læsset på en vogn og kørt til Aabenraa Kirkegård, hvor begravelsen fandt sted den 1. maj 1944. Jordpåkastelsen forrettedes af en tysk feltpræst, hvis division i foråret 1944 var flyttet fra østfronten til Bramminge. Feltdegn ved begravelsen var den senere højskoleforstander Niels Bøgh Andersen, der som sydslesviger var indkaldt til den tyske værnemagt. NBA har for øvrigt, for nogle år siden, skrevet en meget fin bog om sine oplevelser på Østfronten i tysk tjeneste.
Royal New Zealand Air Force Pilot Officer (Pilot) Mauson Lammas, 30 år, var søn af James Arthur Young Lammas og Aimee Sophie Lammas, New Zealand. Mauson var gift med Rose Lammas, Karamu, Auckland, New Zealand.
Pilotens verden, cockpittet på et Short Stirling bombefly i 1943. Her kæmpede Pilot Officer Mauson Lammas forgæves med at holder sit Stirlingfly på vingerne, så man kunne springe ud med faldskærm, eller nødlande på landjorden eller på havet - men intet nåede han, de var for lavt nede. ---- Stirlingflyets fordele nogle gange, men også dets hemsko, når man skulle klare en sådan situation, hvor 2 motorer var beskadiget og gået i stå, den ene i flammer - forårsaget af maskinkanonbeskydning fra en tysk natjager i lav højde over Vemmenæs by på Tåsinge.
Royal New Zealand Air Force Bombeskytte Flight Sergeant Robert Bailey, 20 år, var søn af Inez Bailey og stedsøn af James Freeman, Auckland, New Zealand.
Robert Bailey´s "arbejdsplads", som bombeskytte. Under cockpittet og ude foran i Short Sterling bombemaskinens front, var bombesigtet monteret over glasset i bombeskytterummet. På fotoet kan man se bombeskytten indstille bombesigtet mod målet dybt under sig. En vanskelig opgave under beskydning af "flak" granater og skyer, røg og faren for at ramme andre bombefly længere ned i formationerne, som fløj ind over bombemålene med afpassede tidsintervaller, men som der sagtens kunne gå kuk i, så man kom ind over hinandens målfelter og kunne blive ramt af egne faldende bomber, dykkende eller styrtende fly. ligeledes rystede og vippede flyet konstant og fart, afdrift og højde ændredes også konstant - så opgaven med at ramme et mål nøjagtigt var uhyre vanskelig - mange bomber faldt da heller ikke over de mål som de skulle - ligeledes var mange bomber forsagere, som ikke eksploderede - især i krigens start kunne 20% være forsagere.
Royal Air Force Telegrafist/Radio/Maskingeværskytte, (primært fronttårnet) Sergeant William Frederick Harrison var søn af Charles Joseph og Elizabeth Emily Harrison, Hackney, London, England. Williams bror Royal Air Force Maskingeværskytte Flight Sergeant David Ernest Harrison, dekoreret med "DFM" den 7. december 1943, døde også i et nedstyrtet bombefly fra Royal Air Force 7. eskadrille i verdenskrigen.
Royal Air Force Navigatør Flight Sergeant Douglas William Vaughan, 28 år, var søn af William Vaughan og Florence Evelyn Vaughan (født Ayres), Geraldine, Canterbury, New Zealand, og var gift med Muriel Belle Vaughan, New Plymouth, Taranaki, New Zealand. Æret være hans minde.
Norske Ivar Larson Kalvenes 33 år, da han blev dræbt ude bagerst i sit agterste maskingeværtårn i Short Sterling bombeflyet. Den bagerste del af af flyet med haleroret og maskingeværtårnet, brækkede af flyet, da det var på vej ned i sit fatale styrt, efter at være ramt af maskinkanonild fra den tyske natjager. Agterdelen af flyet knustes mod jorden på marken ved Hegnskov, Vemmenæs, umiddelbart før stranden og vandet, hvorude resten af flyet styrtede ned, omspændt af flammer ca. 100 meter fra land. Da nogle lokale borgere om morgenen kikkede på og ind i det knuste haleparti med det smadrede maskingeværtårn, kunne de se, at agterskytten, stadig befandt sig derinde. Senere viste sig jo, at det var Ivar Larson Kalvenes. Da alting var smadret, men ikke brændt, kunne man se Ivar, som var totalt knust og lemlæstet til ukendelighed. ---- Forhistorien om Ivar. Da han kun var 18 år forsøgte han at leve af kystfiskeri, men det mente han ikke var til at leve ordentlig af og da han kontaktede sin onkel i Canada, rejste han fra forældrene og 7 søskende i sommeren 1928 til onklens gård i Canada, i en lille by ved navn Eastend ved bredden af floden Frenchman River". Her levede og arbejdede han, indtil sommeren 1942 da han også, som mange andre i området, besluttede sig til at melde sig til militærtjeneste - flyvevåbnet. Adskillige af hans kammerater og bekendte i området, var allerede blevet dræbt i krigen, men Ivar lod sig hverve alligevel den 23. oktober 1942. ---- Kontakten med hjemlandet og forældre og søskende i Norge ophørte den 9. april 1940, da tyskerne invaderede Norge og kort tid efter erobrede landet. ---- Ivar ville være pilot. Det gik dog ikke, han blev hurtigt frasorteret, men kom på skolen i Trenton, Ontario for uddannelsen af maskingeværskytter på fly. Dernæst videre på bombeflyskolens maskingeværskytteuddannelse på Macdonald, Manitoba. Den 6. august 1943 blev han udnævnt til sergent, efter at have bestået alle uddannelser og aktive prøver i fly med udmærkelse. Den 26. august 1943, drog han sammen med andre flyvere mod England for indsættelse i aktiv tjeneste. Her havde man hårdt brug for mandskab, da tabene var store i Bomber-Commandoen, som på det tidspunkt af krigen foretog mange og enorme bombeangreb med op til eller 1000 fly pr. angreb, på alle mål i Tyskland. Ivar blev sendt til uddannelse på Short Sterlingflyet i september 1943. Her udmærkede han sig markant og blev endelig den 10. februar sendt til aktiv tjeneste i 75. Royal New Zealand Air Force Eskadrille, som var underlagt R.A.F. (Royal Air Force) og den engelske Bomber Command. Eskadrillen havde på det tidspunkt Short Sterling bombefly, men deltog ikke i de enorme bombetogter med undertiden over 1000 bombefly pr. angreb. Eskadrillen deltog mest i mineudlægning og angreb på tyske nøglepunkter. Den forestående invasion af Europa i Normandiet var højeste prioritet og mineudlægning i stort antal, var med til at forhindre tyskerne i at sejle forstærkninger og materiel frem til deres krigsfronter. Historisk ved man, at 75. RNZAF eskadrille med sine mineudlægninger i alt sænkede eller skadede 758 tyske skibe! Den 26. marts 1944 skød Ivar på Sterlingflyet EF 137.I AA-E, et tysk jagerfly ned over byen Kortrijk på en mission over Belgien. Da flyet landende på Mepalbasen i England, var Ivar´s maskingeværer tomme for ammunition - han havde virkeligt kæmpet og skudt et tysk fly ned! ---- Ivar fik dog ikke en lang aktiv tjeneste, kun nogle få måneder, da han og den øvrige besætning, så blev skudt ned over Vemmenæs den 23. april 1944, nøjagtig 2 år efter, at han meldte sig til det canadiske militær. ---- Eskdrillen bestod ofte af op til 30 - 35 fly, og den var den eskadrille som var operativ og fløj konstant gennem hele 2. Verdenkrig og den eskadrille som fløj de fleste togter af alle!! Mellem 1943 og 1945 fløj eskadrillen over 8000 togter og mistede 193 fly. ---- 75. Eskadrille led også de største tab under krigen og Ivar´s fly var en af en lang række af dræbte flykammerater. Ivar´s død kunne ikke meddeles hans familie i Norge, så hans forældre og familie fik først besked om Ivar´s død i starten af sommeren 1945! Ligeledes vidste de ikke, at han deltog i krigen, men troede, at han befandt sig i Canada hos onklen og landbruget der. Deres chok over, at få den meddelelse, var forståelig nok enorm og svært for dem, at håndtere og komme over. Æret være IVAR LARSON KALVENES og hans minde, han gav det dyreste offer han kunne, for vores frihed!
Agtertårnet på en Short Sterling bombefly. Det var her Ivar Larson Kalvenæs var agterskytte på sit Sterlingfly, da det blev skudt ned af den tyske natjager over Vemmenæs. Som det ses på fotoet var der ikke megen plads i flyets hale og som maskingeværskytte her. Ivar Larson blev som den eneste af besætningen ikke kastet ud af flyet, da det styrtede ned, men sad fast i tårnet og halesektionen af flyet, som ved nedstyrtningen, blev revet løs og faldt ned på marken ca. 300 meter fra selve flyets nedstyrtningssted, som var ca. 100 meter ude i vandet ved Hegnskov, Vemmenæs. personen på fotoet har ikke noget med historien om Sterlingflyet ved Vemmenæs, men viser en anden allieret flyver på et andet Sterlingfly, som også blev skudt ned, hvorved den viste flyver omkom. Ære være hans minde!
Short Sterling bombefly. Her ses agterskytten bag sine 4 styk 0.303 tommers maskinkanoner (ca. Ø 8,5 mm.).
Short Sterling i færd med at blive lastet med bomber, inden den skal ud på et af de titusindvis af togter, som De Allieredes bomberkommando lod de mange fly, flytyper og flyvere foretage ind over Tyskland og deres besatte lande, gennem 2. Verdenskrig. ---- Der gik 10.724 R.A.F. bombefly tabt, et svimlende antal fly! Det betød, at 55.483 flyvere fra England, Skotland og dets Commenworlth lande m.fl., som Australien, New Zealand, Indien, Sydafrika og Canada, mistede livet, heraf var der 10.643 canadiere, altså næsten 20 % var canadiske tab. ---- Bombercommandoens anstrengelser for samlet set, at svække den tyske organisation, produktion og moral m.m. betød, at man kastede ca. 1.000.000 tons bomber og udlagde 47.307 søminer. Tyskland mistede også flere hundredtusinde civile, ved de masive bombninger af bl.a. Hamburg, Berlin og Dresden. ---- Et gigantisk spild af ressourcer og menneskeliv - Mennesket er undertiden fuldkommen gal og vanvittig - Men alle datidens historiske forhold var helt anderledes end i dag på næsten alle planer. Man havde ikke mange muligheder for at stoppe Hitler og nazismen uden at svare igen med knusende hård beslutsomhed - Forhandling og naiv tro på galninges loyalitet mod indgåede aftaler og kontrakter rakte ikke dengang som nu.
Her en del af en eskadrille Short Sterling bombefly. ---- Det autentiske foto er taget ud fra pilotsiden i cockpittet i et af flyene, man kan se flyets motorer og propeller yderst til venstre på fotoet. ---- Selv om Short Sterlingflyet fløj de første togter af bl.a. Eskadrille 75 RNZAF i august 1940, blev bombeflyet først betragtet som operationelt klar i januar 1941 hos Eskadrille nr. 7 R.A.F. De 3 første Stirlings fløj et togt om natten den 10/11 februar 1941 mod brændstoftanke i byen Vlaardingen, Rotterdam. Fra foråret 1942 begyndte bombeflyet, at blive anvendt i stort antal. Fra maj 1943, forgik togterne over Tyskland med over 100 Sterlings på togt. ---- Selvom det hos alle var en kendsgerning, at flyets maksimum ydeevne på alle områder, ikke var god nok, var Stirlingpiloterne glade for at opdage at med dette fly og dets tykke vinger, kunne de udmaneurere de angribende natjagere Ju 88 og Me 110, som de kunne møde om natten under deres togter. Håndteringen af Sterlingflyet var meget nemmere end på Halifax flyet og nogen fortrak det endda frem for Avro Lancasterflyet. ---- Baseret på flyets flyveegenskaber karakteriserede Pilot Murray Peden fra R.A.F. Eskadrille nr. 214 RAF, Sterlingen som en af de bedste flyvemskiner, som nogensinde var bygget. ---- Men en af konsekvenserne med flyets tykke vinger var nødvendigheden af at flyve relatiot lavt. Mange togter blev fløjet lavt, så langt nede som 4.000 m. Dette var en stor ulempe ved mange togter, især nå flyene skulle angribe mål i Italien og man var nødt til at flyve gennem Alperne i stedet for over bjergene. Når Stirlings var på togter sammen med andre R.A.F. enheder, som kunne flyve højere end Sterlingen, betød det at de tyske antiluftskytsenheder og jagerflyene fra det tyske Luftwaffe koncentrerede sig om de lavtgående allierede bombefly, nemlig Short Sterling flyene. ---- 5 måneder efter at Sterlingflyet var blevet introduceret, var 67 fly gået tabt, ud af de leverede 84 fly. ---- Stelingflyets maximum bombe last, kunne også kun transporteres over relativt korte afstande på ca. 950 km. På en typisk mission dybt inde i Tyskland eller Italien blev en mindre bombelast anvendt, nemlig 1.590 kg. som bestod af 7 styk 227 kg. bomber.
Denne type bombelast og mænde var ikke mere, end R.A.F.´s Bomber Commands mindre bombefly kunne klare, f.eks. Vickers Wellington og i 1944 kunne også dé Havilland Mosquito klare dette. ---- Men måske var det største problem med flyets konstruktion og design dette, at bomberummet have 2 struturvigtige stålkabler, som gik ned midt gennem bomberummet. Det betød, at der ikke var plads til større bomber end en 907 kg. bombe. - Da R.A.F. begyndte at anvende store 1.815 kg. "cookies" og endda endnu større specielle bomber, blev Stirlingflyet mindre og mindre anvendelig. Bombemaskinerne Handley-Page Halifax og især Avro Lancaster kunne betydeligte mere (Avro Lancasteren kunne bære den dobbelte bombelast af det Sterlingflyet kunne og desuden over længere afstand og med mindst 60 km./timen mere end Sterlingen. Ligeledes kunne Lancasteren flyve ca. 1,4 kilometer højere end Sterlingen. - Da avro Lancasteren kunne produceres i store mængder fra 1943, blev det besluttet at tilbagetrække Short Stirlings for mere sekundære operationelle opgaver. i slutningen af 1943 var de fleste eskadriller, som fløj Sterlingfly overgået til at foretage togter med opgaver som minelægning ved tyske havne og i tysk farvand og andre steder hvor tysklands skibe havde magten f.eks. i danske farvande, nedkastning af elektronisk materiale/filmstrimler, som forstyrrede tyskernes radar og kommunikation, nedkastning af spioner og agenter med faldskærm bag tyskernes fronter om natten, eller inde i de besatte lande, som støtte for de lokale modstandsbevægelser. ---- der opstod på det tidspunkt af krigen også et stort behov for et kraftigt og stærkt fly, som kunne trække tunge transport glideplaner op i luften og hen til de mål der var udpeget og så slippe trækkablerne hertil, så glideplanerne kunne glide ned og lande et fladt sted på jorden. Disse opgaver gjalt f.eks. glideplanet GAL Hamilcar og Airspeed Horsa. Sterlingflyet var som skabt til dette formål. ---- Sidst i 1943, blev 604 og heraf 143 Sterling Mrk. III bombemaskiner ny - og ombygget til den nye modelspecifikation Mrk. IV, hvor flyet ikke havde nogen markant front med bombesigterum og maskingeværtårn. Disse fly skulle anvendes til træk af glideplaner og som transportfly af faldskærmssoldater. Disse Sterlingfly blev benyttet i slaget om Normandiet og den kombinerede land - og faldskabsinvasion i Holland med navnet Operation Market Garden (se og læs hele historien om denne kirgsskueplads under menupunktet Holland. ---- Stirlingfly blev også anvendt til "Operation Glimmer" på D-Day i Normandiet den 6. juni 1944, da man her precisionsudspredte brogede "tæppevinduer" ("chaffs"), for at snyde tyskerne ved deres radar, sådan at de troede, de så store, men ikke eksisterende invasionsflåder på havet. De Allierede søgte at disinformere og forvirre tyskerne, skabe kaos og uenighed og ballade internt hos tyskerne. Det lykkedes over al forventning. ---- Sidst i 1944, blev 160 Sterlingfly bygget til specialtransportfly Mrk. V, som ikke havde noget agter maskingeværtårn, men også med en forreste frontdel, som kunne åbnes helt. De fleste af disse nye fly blev dog først leveret, da krigen var slut i maj 1945. ---- Men resultatet for Short Sterling bombeflyets tjeneste under den engelske Bomber Command var, at flyene samlet fløj 4.500 togter, kastede 27.000 tons bomber og at der i alt gik 582 Sterlingfly tabt under togter og 119, som man måtte kassere/skrotte af forskellige årsager.
3 Short Sterling bombefly i formation på togt mod Tyskland 1943. ---- For bombeflybesætningerne i R.A.F. under 2. Verdenskrig, var den grusomme virkelighed denne: For hver 100 bombeflybesætninger i R.A.F. blev de 51 besætninger alle dræbt under bombetogterne - 9 besætninger dræbtes ved styrt, ulykker m.m. i England/Skotland - 3 besætninger blev alvorligt såret under togterne - 12 besætninger blev taget til fange af tyskerne - 1 besætning deserterede - og kun 24 overlevede uden sår eller skader (her er ikke medtaget uopdagede psykiske mén efter krigen o.a.). - Altså kun ca. 25 % overlevede krigen som bombeflyver uden skrammer. Dødstallet er altså 60 besætninger ud af 100 besætninger - 60%! - Man kan sætte tabstallene i relief, ved at sammenligne Bombercommandoens tab af bombefly og besætninger på en eneste nat, i forhold til de tab af jagerfly og besætninger, som skete over flere måneder, i det enorme og berømte "Slaget om England" i efteråret 1940. - Bomberkommandoen mistede flere gange på én nat, flere fly og besætninger, end den engelske Fightercommand mistede af jagerfly og besætninger under "Slaget om England". ---- Tabs- og ressourcemæssigt var de 15% tab af fly og mandskab (3% alvorligt sårede og 12% som levede i fangenskab), også store, sådan at, faktisk 75% (60%+15%) af hele bombercommandoens ressourcer i fly og mandskab gik tabt under krigen. Flyverne i fangenskab led ofte under meget dårlige forhold med stor dødelighed, især til sidst i krigen, da tyskerne flyttede de berygtede krigsfangelejre (Stalag´s)længere mod øst, på den måde, at de svækkede flyvere måtte gå i lange rækker, i sne og frost, i vinteren 1944/1945, over store afstande, uden ordentligt vintertøj, uden føde og jaget af de tyske vagter. Her omkom ofte over halvdelen af flyverne under disse fangefordrivelser, inden de nåede en ny lejr eller opsamlingssted.
Kortudsnittet her, viser ruten under det stort anlagte bombeangreb på Berlin i februar 1944. Som det ses var dansk ludtrum et meget vigtigt område for de allieredes flyvninger - ikke kun ved dette angreb, men ved næsten alle angreb mod det nordtyske område. Tyskerne vidste dette og tilpassede som regel deres patruljering, sådan at de kunne skyde en del af de allieredes bombefly ned, når de fløj ind over sydfyn, og det sydfynske øhav, eller ud over storebælts sydlige del, inden bombeflyene tog kursen mod sydøst. Tyskerne vidste godt, at flyene her stadig havde deres bombelast ombord - de fleste nedskydninger resulterede også i, at bombemaskinens besætning blev dræbt, enten ved, at flyet eksploderede i luften eller ved nedstyrtningen. Overlevede besætningen styrtet, omkom de som regel i det kolde vand - mange blev aldrig fundet - men en del drev i land på Langelands kyster.
Vemmenæs, Tåsinge. Kortudsnit af området hvor du kan se bombeflyets fald og nedslagssted i vandet ca. 100 meter fra land. Ligeledes vises stedet hvor mindestenen er opstillet for de dræbte flyvere. Kortet er vist som området ser ud i dag
Her ligger noget af resterne fra Stirling bombemaskinen, på marken ved Hegnskov, tilhørende gården “Gravvængegaard", Vemmenæs på Tåsinge. Det meste af flyvraget er samlet op fra det lave vand ca. 100 meter ud for Vemmenæs. Agterdelen af flyet med det bagerste maskingeværtårn lå ca. 300 meter fra det øvrige smadrede fly. I det knuste tårn sad stadig maskingeværskytten Ivar Larson Kalvenes, knust næsten til ukendelighed. ---- Det var den tyske OberFeldwebel (Oversergent) Rudolf Frank fra enheden 3./NJG 3 (3. eskadrille/3. NachtJägerGeschwader "natjagerafdeling"). Hans flyvelog fra aftenen viser at han nedskød Stirling bombeflyet kl. 23:22 i patruljeområdet RB, som netop dækkede luftrummet over Tåsinge. Han ramte bombeflyet med sin maskingeværild ca. 100 meter over Vemmenæs landsby kl. 23:22 og flyet styrtede ned ca. 100 meter ude i havet fra stranden ved Hegnskov på Vemmenæs kl. 23:27. Alle 7 besætningsmedlemmer omkom, Ivar Larson i flyet, 3 blev slynget brændende ud i vandet og 1 i krattet nær vandkanten og 2 på marken bag hegnet. ---- Til stor forargelse og vrede blandt lokalbefolkningen, lod tyskerne de ilde tilredte lig af de 7 R.A.F. flyvere, ligge på marken i 3 dage, inden de blev læsset på en vogn og kørt bort. ---- Læs videre om ligene af flyvernes skæbne, efter at de blev kørt bort af tyskerne, ved de andre fotos her på siden.
En af de lemlæstede lig fra besætningen på Short Stirling Mrk. III bombeflyet Nr. EF 137 AA-E.
I det lave vand ved Vemmenæs lå noget af den ene flymotor´s forreste motordel, hvor bl.a. propellerne sad. Flyet havde 4 styk 1.635 hp (1,200 kW) Hercules nr. VI eller nr. XVI motorer. Hastigheden var på det tidspunkt i april 1944, for langsomt for et fly i Bomberkommandoen. Flyet kunne kun holde en maksimum hastighed af 435 km./timen og kunne slet ikke hamle op med de effektive bombemaskiner Avro Lancasters, som kunne flyve meget længere, meget højere og med en hastighed på over 60 km./timen mere end Sterlingflyet kunne, med en hastighed nær 500 km./timen. Ligeledes kunne Avro Lancasteren laste over dobbelt så mange kilo bomber som Stirlingflyet. I efteråret/primo vinteren 1943 blev Sterlingflyet taget ud af den strategiske bombestyrke. ---- Vragrester, som kunne flyde, kunne i dagene efter styrtet, ses drive i land på kysten ved Dagelykke på vestkysten af Nordlangeland.
Det smadrede udbrændte Short Sterlingfly ligger her samlet sammen på marken ved Hegnskov, Vemmenæs. En enlig tysk wehrmacht-soldat holder vagt.
Short Sterling bombefly buldrer gennem den tyske luftværns granatbeskydning. Granateksplosionerne udspyede et væld af metalstykker "scrapnels", som ofte ramte flyene og skadede motorer og flyveevne, tillige med at de også dræbte og sårede mange besætningsmedlemmer ombord. Man sad der i flyene og kunne ikke gøre noget - man kunne bare håbe på, at det ikke var ens tur til at blive ramt. Det var sådan en Short Sterling der var "såret" af denne type beskydning, kaldet "flak", som styrtede ned i havet ved Siø i 1942 - se næste foto og læs lidt om hændelsen og linket til mere læsning om krigen i og på Langeland uder 2. Verdenskrig.
Sterling R 9190 fra 218. Eskadrille blev den 11. oktober 1942, ramt af tysk luftværns granatild i nærheden af Swinemünde, hvor mange sterlingfly havde været på minelægningstogt her. Piloten klarede at bringe det beskadigede fly ned i det lave vand ved Siø mellem Tåsinge og Langeland. Dengang i 1942 var Siø ikke forbundet med dæmning eller bro. Som det ses af bog - og kortudsnittet, blev kun en af besætningsmedlemmerne dræbt. Resten blev senere samlet op over tyskerne sendte dem til tyskland i de dertil oprettede krigsfangelejre, hvor der blev holdt mange allierede flyvere fangne gennem hele krigen - de dengang benævnte "Stalags". Man kan låne bogen på biblioteket, hvor man bare skal spørge eller selv søge efter titlen "En Dråbe i Havet" "Langeland under 2. Verdenskrig" af bl.a. Bent Nielsen m.fl. Her er mange spændende beretninger om krigens gang over og på Langeland, som geografisk ofte lå på de ruter, som De Allieredes bombeflyvere, minelægningsfly osv. brugte, når de foretog angreb på de vigtige fabrikker, ubådsbaser og havne i det nordlige Tyskland. Mange allierede bombefly blev ramt af luftværnsild, eller blev skudt ned af tyske natjagere - ofte sådan, at de styrtede ned på og omkring Sydfyn, Tåsinge og Langeland.
Short Sterling bombeflyet liggende i det lave vand ved Siø. For mange andre styrtede flyet ned på dybere vand ofte uden at efterlade sig nogen spor - hele besætningen dræbt eller druknet - nogle drev dog i land fra tid til anden og kunne få en foreløbig begravelse i Danmark.
På det viste foto, ses en besætning fra et engelsk Handly Page Halifax 2-motores bombefly - det blev senere også skudt ned over Siø, men hvor nogle af besætningsmedlemmerne nåede at springe ud med faldskærm.
Efter Halifaxflyet blev forladt af besætningen, styrtede det selvsagt ned i havet syd for fyn. Navigatøren Tylor, som sprang først ud omkom og ligger begravet i Faaborg - Hele den øvrige besætning overlevede og endte krigen i tysk krigsfangelejr. Nogle af dem har først mange år efter krigen nedskrevet deres oplevelser.
På kortet over Langeland, kan man se hvor der slog bomber ned (markeret med en stjerne). Miner er markeret med en aflang cylinder og de døde allierede flyvere, som drev i land på Langelands kyster, er markeret med en sort plet.
En anden kort historie om denne Short Stirling bombemaskine fra 7. Eskadrille med base i Oakington. Netop dette fly deltog i Den Britiske Bombercommand´s 1000-fly angreb på den tyske by Bremen den 25/26. juni 1942. Flyet deltog som træningsfly med en last af flyveelever og instruktører, som skulle trænes i natflyvning og alt hvad der hørte til sådan et togt. Flyet blev skudt ned og alle ombordværende omkom.
Her en Bristol Beaufort Mrk. II. Den visuelle forskel på denne og den foregående Bristol Blenheim er flyets rygudformning og rygtårnets indbygning heri. ---- Her en lille beretning om en historisk krigshændelse i Middelhavet for en skotsk pilot, på sådan en Bristol Beaufort, som på billedet. ---- Navigatør Sergent Charles M. GRANT, fra Edinburgh, var tjenestegørende i 39. Beaufort Eskadrille i september 1942. ---- Under angreb på fjendtlige skibe ved kysten af Corfu den 6. september 1942, blev hans fly ramt og skadet af tyske jagerfly. Radiooperatøren, Sergent McIllaney og maskingeværskytten, Sergent Tester, blev begge såret af fragmenter fra beskydningen. ---- Sergent Grant gav dem førstehjælp for at stoppe blødningerne og derefter tog han fat i Vickers maskingeværet i rygtårnet for at afvide yderligere tyske jagerangreb. Deres fly var blevet ramt i hydraulikken, vinge-flaps, i dele af flyets hale og i rygtårnet med maskingeværet, men piloten Flyversergent Watlington, klarede at flyve flyet tilbage til basen i Luqa og lande sikkert.
Bristol Beaufighter.
På den fjernøstlige krigsskueplads, hvor De Allierede kæmpede mod Japan og deres ekspansionsplaner for hele Østen og Australien, anvendte det Australske luftvåben (RAAF) Bristol Beaufigterflyet, som angrebsvåben mod de japanske fragt, troppe - og krigskibe. ---- Japanerne var dødesens bange for dette fly og den virkning det havde på de mål flyet angreb. Japanerne gav dflyet øgenavnet "The Whispering Death", ("Den Viskende Død"), som til fulde illustrerede flyets hastighed når det pludselig dukkede op og angreb, ramte målet og hurtigte forsvandt væk igen. ---- Bristol Beaufighteflyet blev anvendt af RAF i England og Canada, på de krigsskuepladser hvor de kæmpede, Australien og New Zealand i Østen og ude i Stillehavet omkring de mange små øer og ø-stater og endelig i mindre antal i USAAF. ---- Englands mangel på langtrækkende sværtbevæbnede jagerfly, da 2. Verdenskrig startede, blev hurtigt synlig for Royal Air Force, da man stort set kun havde flytyper som en-motorede jagerfly Hawker Hurricane og Supermarine Spitfire, der kunne tage kampen op mod den tyske luftoverlegenhed i flyantal og flyvariationer. ---- Ligeledes fik man stort brug for at have mange fly, som kunne patruljere, jagte og angribe tyske fly, overfladeskibe og u-bådeomkring England og mange andre steder i verden f.eks. i Middelhavet. Englands rolle i 1940, som eneste frie demokratiske lande uden tysk herredømme, med havet hele vejen rundt, måtte i en vældig fart få bygget nogle fly, som kunne fylde de huller i luftforsvaret ud. Hurricane - og Spitfireflyet have ikke nogen stor aktionsradius og havde desuden en for stor fart, når man skulle patruljere lavt over havet på udkik efter fjender. ---- På grundlag af de lidt ældre Bristol Blenheimfly og Bristol Beaufortfly, blev der relativt hurtigt improviseret (noget som briterne gennem krigen, var meget bedre til end tyskerne) og udviket og påbegyndt seriefremstillingen af et, (skulle det vise sig fantastisk effektivt fly, som kunne udfylde flere flymilitære formål på bedste måde), solidt og for den tid et avanceret fly, nemlig Bristol Beaufighteren. ---- Flyet blev taget i operationel anvendelse i eftersommeren 1940, på et tidspunkt, som ikke kunne være mere velvalgt og nødvendigt. ---- Flyet, som skulle være en langtrækkende kamp - og angrebsflyvemaskine, blev udviklet og bygget af Bristolfabrikken i kompagniskab med andre industrideltagere, på grundlag af de vigtigste dele fra den tidligere Beaufort torpedo-bomber. ---- Prototypen "Beaufighter" fløj første gang den 17 juli 1939. Det kun godt 8 måneder efter at man påbegyndte at designe flyet! ---- Nøjagtig 14 dage før den første prototypes flyvning, var der indgået kontrakt om produktion af 300 fly iht. specification F. 17/39. Denne tilsyneladende desperate fremgangsmåde fra Luftfartsministeriet var i 1938 til 1939, ikke uanmindelig, da det var med til at fremskynde processen med, at fremstille de højst nødvendige kampfly. ---- At man havde en velbevæbnet 2-motores jagermaskine, som Beaufighteren, klar i efteråret 1940, var primært fordi fremsynethed og industrielt samarbejde med The Bristol Aeroplane Company, fik dem til at forudse, at England sandsynligvis ville få brug for et højtydende, langdistance jagerflyer, med egenskaber, som var meget mere aggresive og angrebsorienteret, end den forudseenhed, som de officielle specificationer indeholdt omkring design og anvendelse i de nye flytyper i det engelske luftvåben. ---- I slutningen af 1938 begyndte L. G. Frise på Bristolfabrikkerne, sammen med sit designerteam, at designe et jagerfly, der i virkeligheden var en variant af det almindelige ældre patrulje - og torpedofly, Bristol Beaufortflyet. ---- De første design og skabeloner omkring flyet, blev holdt så tæt som muligt på de ordrespecifikationer, som var i F.11/37 og tegnede et fremtidigt billede af flyet, ud fra anvendelsen af en meget stor del af komponenter fra Bristol Beaufortflyet, inklusive vingerne, halen - og understelskonstruktionen, 2 Hercules radial motorer og bevæbnet med et batteri af 4 20-mm. Hispano maskinkanoner. ---- Bristolfabrikkernes endelige flydesign og økonomiske tilbud, var af indlysende grunde på det tidspunkt, ikke til at sige nej til for den engelske regering og luftvåbnet RAF. ---- Man stod midt i det ubønhørlige krav om øjeblikkelig oprustning, da krigen var i gang og man hidtil ikke havde været særlig succesfuld - nærmest modsat og der blev bestil 4 prototyper nr. 156. ---- Et berømt angrebsfly var født! ---- Fakta vedrørende Bristol Beaufighter T.F.X.
Størrelse: ---- Vingefang: 17.64 m. ---- Længde: 12.59 m. ---- Højde: 4.84 m. ---- Vægt ulastet: 7.072 kg. ---- Vægt maksimum: 11.521 kg. ---- Lastevægt: 4.448 kg. ---- Ydeevne: ---- Hastighed: 490 km/timen ved havoverfladen. ---- 514 km/timen i 3048 meters højde. ---- Maksimum højde: 5.791 m. (uden torpedo). ---- Operationsradius: 2.253 km. (med torpedo og normal brændstofbeholdning). ---- Med brændstoftanke til langdistanceflyvning og med torpedo: 2.816 km. ---- Motorkraft: 2 Bristol Hercules XVII - 14-cylindrede 2-rækkes, glidende stjerneplacerede motorer, med en kraftfuld motoreffekt på hele 1.725 hp. med 2.900 rotationer pr. minut ved start og 1.395 hp. med 2.400 r.p.m. ved landingen i 457 meters højde. ---- Bevæbning: 4 20-mm. Hispano maskinkanoner foran i flykroppens næse og 6 styk 7,77 mm. maskingeværer i vingerne (2x3) og 1 7,77 mm. Vickers "K" eller Browning maskingevær i rygpositionen. ---- Desuden 1 styk 18 tommers torpedo monteret i et kasteaggregat under flykroppen. ---- 8 raketter kunne også monteres under vingerne (2x4), i stedet for de 6 maskingeværer.
14 Beaufighters fra 22. og 42. Eskadrille med baser i Skotland, her i angreb på det tyske slagskib Lutzow den 12/13 juni 1941 nær den norske kyst. Slagskibet var blev opdaget af et Blenheim let bombefly fra 114. Eskadrille og derfor blev de 14 fly fra de 2 eskadriller straks sendt afsted på togt. Lützow blev opdaget igen af Flyvesergent R.H.Loveitt fra 42. eskadrille, hvorefter flyene angreb med torpedoer hvorved Lützow blev torpederet og sank i løbet af natten.
Bristol Beaufighterflyet kunne også medføre 8 raketter, 4 i hver vinge, foruden de 4 uhyre effektive 20 mm. Hispano maskinkanoner i næsen - alt i alt et meget effektivt våben mod mål på jorden, tanks, køretøjer, kanonbatterier, skibe osv. ---- Flyet på fotoet er fra forsommeren 1944, enten dagen før eller selve D-dagen i Normandiet i Frankrig den 6. juni 1944, eller i dagene og ugerne efter. ---- Alle de Allierede fly, som deltog i invasionen og ugerne efter, engelske som amerikanske, havde disse specielle hvide bånd malet på flyets krop og vinger.
Bristol Beaufighter. Her en type udstyret med en torpedo, for angreb på skibe. ---- Da 2. Verdenskrig brød ud 1. september 1939, var Englands militære udrustning i de fleste tilfælde forældede, utilpassede til de krav man hurtigt kom til at stå over for, da Hitlers hære, flåde og flyvevåben gik i krig. Tyskerne havde opstillet helt andre strategier og planer for moderne krigsførelse. Det var ingen lande i Europa klar til at håndtere. Englænderne stolede på deres mægtige flåde, at de var en ø-stat og havde et uudtømmeligt skatkammer fra deres store emperium og commenworth-lande, hvor man kunne trække ressourcer fra. ---- Landene omkring Tyskland blev hurtigt besejret, 9 måneder og tyskerne kunne stå ved Den Engelske Kanal og se over mod Dover og England. ---- Men Hitler havde startet krigen for tidligt, i hvert fald efter flere betydningsfulde generalers og andre militære lederes mening, man havde ikke flådeenheder nok, for få og anvendelige u-både, de tyske hærenheder havde stadig ikke nok kampvogne og tanks og dem de havde flest af, var små og utilstrækkelige, men virkningen af dette våben skræmte de omliggende landes militære enheder fra vid og sans. Man var ikke forberedt på den taktik tyskerne anvendte. Tyskerne anvendte i de 2 første år af krigen, stadig mange hestetrukne køretøjer og kanoner. ---- Til gengælde havde man under Göerings ledelse opbygget et slagkraftig flyvevåben, med et varieret arsenal af flytyper, til mange militære formål. I maj/juni 1940 måtte tyskerne stoppe op og tænke sig om en ekstra gang - hvordan fik man slået England ud også, efter at det var lykkedes dem at få over 350.000 soldater, fra Det Engelske Ekspeditionskorps, over Den Engelske Kanal fra Dunkirkområdet tilbage til England i maj 1940. ---- Her braldrede Göering op om, at hans flyvevåben "Luftwaffe" kunne fjerne den sidste rest af modstand i Europa, hvis hans fly fik lov til at invadere England i angreb på angreb på flåde - og flyvebaser, militære anlæg og byerne. Bagefter var det en smal sag for de tyske hære, at invadere england og indtage øen uden større besvær. ---- englænderne ville hurtigt bede om fred og kapitulere. I sensommeren satte "Luftwaffe" så sine angreb ind på mange af de sydengelske flåde - og flyvebaser, faktisk med stor succes i starten - tyskerne havde rigtig mange fly til opgaven - Junkers 87 "Stuka" dykbombemaskiner, Junkers 88 jagerbombemaskiner, Messersmidt 109 og 110 jagermaskiner, Donier 17 bombefly, Heinkel 111 bombefly, foruden et stort antal andre flytyper. ---- England derimod havde ikke mange fly og dem de havde var langsomme og svagt bevæbnede og ikke egnede for en total krigs forsvarsopgaver i luften. ---- Man blev hurtigt klar over, at man måtte se at få nogle fly med større hastighed, flyveegenskaber, større aktionsradius og ikke mindst bevæbning og slagkraft. Tyskerne havde rigelige mængder af disse flytyper. ---- Men selv om det engelske luftvåben var stærkt underlegne i udstyr og kvantitet i forhold til tyskerne, kæmpede de som besatte i luften, i industrien, ja på alle fronter for at klare de skrigende behov for flyvemaskiner, våben og uddannede flybesætninger og frem for alt dygtige piloter. I Slaget om England, som den langvarige og udmattende luftkrig i sensommeren og efteråret 1940, forblødte det engelske luftvåben helt "ind til benet", men gav aldrig op. ---- Luftwaffe forblødte også, men i et omfang som chokerede tyskerne fælt. Godt nok kunne man flyve til England og bombe og skyde, men det kun i ganske få minutter, så måtte man vende om og flyve tilbage, hvis man ville undgå at løbe tøt for brændstof ude over Den engelske Kanal. ---- I det lange seje træk kunne tyskerne ikke knække det engelske luftvåben, da man mobiliserede alle kræfter og fik materiale hjælp fra USA i den berømte låne og leje aftalelov, som Den Amerikanske Præsident Roosevelt indførte, for at undgå, at blive trukket ind i den europæiske krig militært. ---- I takt med, at England fik styr på forsvaret af landet mod det tyske Luftwaffe, trods bombninger af civile i de engelske byer, udvikledes og byggedes der nye typer fly konstant. Avro - Bristol, De Havilland, Hawker, Supermarine, Sunderland, Armstrong, alle disse fabrikker producerede løs og opfandt fly og løsninger på alle niveauer, teknisk som taktisk. ---- Da man nåede ind i 1941 og især 1942 havde man nu flytyper til alle opgaver, fly som på mange områder var bedre end tyskernes, som havde bedre udstyr, bevæbning og tekniske finesser, radar f.eks. ---- Tyskerne tabte kapløbet, mest på grund af deres tro på ufejlbarlighed og deres hovmod og fordi "bukserne sprang", da man startede den anden front ved at angribe Sovjetunionen og herved vække en sovende kæmpe, samtidig med, at Japan den 7. december 1941 angreb USA og Tyskland derfor måtte erklære USA krig også. Man kom til at gabe over mere end man kunne sluge - men at det kom til at tage tid inden tyskerne blev slået - det viser bare hvor uhyggeligt tæt på Europa var, fra at forsvinde ind i mørket i nazimens vold! ---- De Allieredes mange ressourcer, betød en enorm stigning i produktionen af de millioner af dele og udrustning, til alle militære styrker over hele jorkloden - til sidst blev Aksemagterne for "tynde i toppen" og blev slidt op i materiel og mandskab. ---- Der skete på sin vis det samme, som i 1. Verdenskrig - tyskerne forblødte på slagmarkerne og undervejs begik de uhyrligheder, som kom dem til at koste dyrt til sidst. ---- Men alt dette kunne kun ske, hvis der ikke i 1940/41 var alle de engelske, canadiske og australske flyvere, som var villige til at tage kampen op mod overmagten i deres gamle, langsomme og ofte forældede fly - Skriften kom efter min mening til at stå på himlen over sydengland i eftersommeren 1940, da røgen fra de brændende styrtende tyske bombefly og jagere - skriften som forudsagde, at når Tyskland ikke kunne knække englænderne og invadere landet og ikke slå dem ud - ville det før eller siden gå galt for tyskerne - de skrev deres egen dødsdom, ved at ofre hovedparten af deres bedste fly og flybesætninger over England - det forvandt Luftwaffe aldrig - Hitler kaste sine tanker, onde øjne og kræfter ind på andre militære mål, u-bådskrigen, hæren og dens udrustning, angreb på hele Europa foruden Sovjetunionen, Nordafrika, Balkan, Grækenland osv. Besættelsen af alle disse lande, udryddelsen af anderledes tænkende befolkninger, jøder, handicappede osv. På en måde en enorm og fantastisk kraftanstrengelse for at land, sådan at prøve at knægte en hel verden - hvor kunne de dog tro på, at det ville kunne lykkes? Man fatter det ikke!
Den berømte britiske et-sædede - en-motorede kampfly, et ikon for dem engelske forsvarsvilje mod nazisterne i 1940 og fremover i hele 2. Verdenkrig, ses her i forgrunden af fotoet. --- Den blev i stort antal anvendt af Royal Air Force i England, Canada, Australien, New Zealand og i mange andre lande, som bekæmpede nazimen, facismen og det japanske kejserige gennem krigen. Efter krigen anvendtes det også til et stykke ind i 1950´erne. ---- Flyet blev produceret på Supermarinefabrikkerne og hos Vickers-Armstrong. ---- Spitfirejageren var designet af Supermarine´s chefdesigner R. J. Mitchell, som blev ved at finpudse designet indtil sin død af kræft i 1937. ---- Flyets ellipseformede vinge havde en tynd krydskonstruktion, som satte flyet i stand til, at opnå en højere hastighed end RAF´s anden primære jagerfly Hawker Hurricane og andre lignende fly. ---- Flyet havde også en bemærkelsesværdig fremtoning, med sit komplette strømlinede design. ---- Flyet var elsket af dets piloter og gjorde tjeneste i hele 2. Verdenskrig og i årene efter, udstyret og bevæbnet forskelligt, på alle krigens krigsskuepladser. ---- Data fra bogen: The Great Book of Fighters and Jane’s Fighting Aircraft of World War II. ---- Fakta: ---- Længde: 9.12 m. ---- Vingefang: 11.23 m. ---- Højde: 3.86 m. ---- Vingeareal: 22.48 m². ---- Vægt ulastet: 2309 kg. ---- Vægt lastet: 3000 kg. ---- Maksimum startvægt: 3071 kg. ---- Motorkraft: 1 Rolls-Royce Merlin 45 V12 kompressor motor. ---- Ydeevne: 1470 hp. i 2820 meters højde. ---- Tophastighed: 605 km/h. ---- Kamp aktionsradius: 760 km. ---- Langdistanceflyvning ("færgeflyvning"): 1840 km. ---- Maksimum højde: 11.300 m. ---- Stigningshastighed: 13.5 meter pr. sekund. ---- Vingernes bæreevne: 12.7 kg/m². ---- Bevæbning: 2 styk 20 mm. Hispano Mk II maskinkanoner med 60 (senere 120) granater pr. kanon. ---- 4 styk 7.7 mm. Browning maskingeværer med 350 projektiler pr. maskingevær. ---- Bombelast: 2 styk 110 kg. bomber under hver sin vinge. ---- ---- Flyet placeret i midten af fotoet er en Hawker Hurricane. Flyet med en mands besætning, var designet til at løse nogle af de samme opgaver som Spitfiren. ---- Flyet var Hawker Aircraft Ltd. altdominerende flyproduktion. Designet som var fra starten af 1930´erne, blev gennem ti-året stadigt udviklet og forbedret, sådan at dette resulterede i en serie af fly, som skulle anvendes til nærforsvarsfly, jagerbomber (kaldet "Hurribombers") og nærforsvar af landområder. ---- senere udvikledes modellen The Sea Hurricane, som havde udstyr og indretning, så det kunne katapulteres fra et almindeligt krigsskib og flybe videre på sin opgave. ---- Hawker Hurricaneflyet udgjorde hovedparten af de berømte jagerfly, som under Slaget om England i sensommeren 1940, satte Royal Air Force (RAF), sammen med Spitfiren i stand til at vinde over den tyske overmagt i flykvantitet. ---- Cirka 14.000 Hurricanfly blev produceret indtil 1944 (inklusiv ca. 1200 fly, som blev ombygget til Sea Hurricanefly og ca. 1400, som blev bygget i Canada. Flyet deltog ligesom Spitfiren overalt på krigsskuepladserne i 2. Verdenskrig. ---- Fotoet: Hawker Hurricane IIC. Hentet fra det amerikanske National Air and Space Museum of the Smithsonian Institution og fra The Hawker Hurricane Data from Jane’s Fighting Aircraft of World War II. ---- (Jeg var i 1978 i USA og inde i dette fantastiske amerikanske museum, der ligger som nabo til hovedkontoret for FBI, hvor jeg godt kan huske, at jeg på museet så Hawker Hurricaneflyet, tillige med en masse andre originale fly. Pudsigt, at se dette fly på et foto, medens det flyver sammen med de 2 andre berømte engelske fly fra 2. Verdenskrig. ---- Tekniske fakta: ---- Længde: 9.84 m. ---- Vingefang: 12.19 m. ---- Højde: 4.0 m. ---- Vingeareal: 23.92 m². ---- Vægt uden last: 2.605 kg. ---- Vægt lastet: 3.480 kg. ---- Startvægt maksimum: 3.950 kg. ---- Motorkraft: 1 Rolls-Royce Merlin XX vandkølet V-12 motor. ---- Ydeevne: 1.185 hp. ved 6.400 meters højde. ----
Tophastighed: 505 km/h. i 5.400 meters højde. ---- Aktionsradius: 965 km. ---- Maksimum højde: 10.970 m. ---- Stigningsevne: 14.1 meter pr. sekund. ---- Bevæbning model IIA: 8 styk 7.7 mm. Browning maskingeværer. ---- Model IIB: 12 styk 7.7 mm. Browning maskingeværer. ---- Model IIC: 4 styk 20 mm. Hispano Mk II maskinkanoner. Model IID: 2 styk 40 mm. Vickers Type S maskinkanon og 2 styk 7.7 mm. Browning maskingeværer. ---- Bombelast: Model IIC & IID: 2 styk 110 kg. bomber, eller 2 styk 250 kg. bomber. ---- I baggrunden på fotoet ses en Avro Lancaster 4-motores bombemaskine, som England anvendte i meget stort antal i deres intensiverede bombeangreb fra 1943 og frem til maj 1945, på utallige militære mål (minus Dresden i februar 1945, hvor man gik efter at stoppe krigen, med et gigantisk terrorbombeangreb på civilbefolkningen i det sydøstlige Tyskland på byen Dresden, der på den tid også var fuld af flygtninge fra østfronten og andre steder) i hele Tyskland og i de lande som tyskerne havde erobret. Flyet fløj og bombede næsten udelukkende om natten. ---- Foreløbig beskæftiger jeg mig ikke med at beskrive det historiske omkring krigen og dens bombetogter foretaget af tyskerne, englænderne og amerikanerne, så derfor ikke mere om Lancasterflyet her.
Det tyske slagskib Tirpitz, her opankret i den norske fjord Alta. Se kinket til den 10 minutter lange video ovenfor/før billederne, som viser og fortæller historien om slagskibet Tirpiz med originale "live" billeder m.m. ---- Men her en kort version af historien om Hitlers sidste større flådefartøj, som tyskerne havde tilbage efter 5 års krig på havet og englændernes gentagne angreb på skibet fra september til november 1944. ---- ----- Slagskibet Tirpitz, søsat i 1941, som det nyeste og mest moderne slagskib i verden, med en enorm vægt, for slagskibe iøvrigt, på 42.900 tons. ---- Tirpitz udstationereing i de norske fjorde, udgjorde en meget alvorlig trussel mod de Allierede konvojruter nord om Norge, til De russiske havne i Murmansk og Arkangelsk. Tirpitz var søsterskib til det berømte slagskib Bismarck og havde derfor en primær bevæbning på 8 styk 15 tommers kononer. ---- Tirpitz indledte sin sømilitære karriere i og omkring havet ved Norge, hvor skibet var en konstant trussel mod konvojerne til Rusland. Tirpitz tilstedeværelse, tvang De Allierede til at have en konstant og betydelig styrke af flådeenheder, som kunne matche Tirpitz i kampen om konvojernes beskyttelse. ---- Gentagne angreb mod Tirpitz, blev foretaget både af Royal Air Force (RAF) og Royal Navy for at sænke det. ---- Den 5. juli 1942 iværksatte tyskerne Operation "Rosselsprung" (Knight's Move). Tyske flådeenheder var blevet samlet i den norske fjord Alta, med den hensigt, at indlede en offensiv mod De Allierede konvojer til Murmansk. ---- 1 af de 2 flådeenheder sejlede ud i Atlanten, med Tirpitz, som leder af de 2 tunge krydsere Admiral Hipper og Admiral Scheer. --- Men inden historien skrives om denne offensiv, var Tirpitz allerede efterstæbt inden den kom ud at sejle. Læs og se videre på de næste fotos.
Slagskibet Tirpitz blev første gang angrebet og bombet af RAF i januar 1941 i Wilhelmshafen, medens skibet var i tørdok og endnu ikke operationsklar. Her var man i gang med at rigge skibet til med udstyr og gøre det klar til aktiv tjeneste. ---- Efter angrebet kunne dokarbejderne rapportere, at bomberne kun havde formået, at skyde sig ind på målet og ikke ramme noget vitalt. ---- Andre angreb på skibet blev foretaget sent i 1941 af 2-motores bombefly (antagelig Bristol Blenheims, Whitleys eller lignende fly) og i april 1942 blev Tirpitz opdaget og angrebet af Halifax - og Lancasterbombefly uden at nogen bomber traf Tirpitz. ---- Den Engelske Flåde (The Royal Navy) angreb Tirpitz ved flere lejligheder, med miniubåde og med torpedofly med base fra hangarskibe. ---- Angrebene var på en måde succesfulde, men havde lille effekt på slagskibets dobbelte lag af armeret stål - man kunne ikke slå hul på Tirpitz, med de bomber man havde til rådighed, noget nyt måtte ske! ---- Gennembruddet, om man så må sige kom, da den engelske opfinder Sir Barnes Wallis, byggede en special bombe til opgaven. ---- Wallis havde tidligere udviklet en bombe, som så at sige "slog smut" hen over vandoverfladen, hvis egenskaber blev anvendt, da man ville ødelægge Ruhrområdets landbrugs og industris meget vigtige betydning for tysklands muligheder for fortsat effektiv krigsførelse mod De Allierede. Man ville opnå dette, ved at smadre de 3 vigtigste dæmninger i Ruhr området, Möhne - og Sorpe Dæmningeren og Eder Dæmningen ved Eder floden, som løber ud i Weser floden. Ud over dette vigtige slag mod den tyske industri og "spisekammer", ville tabet af den store produktion af hydroelektrisk kraft fra dæmningskrafværkerne og tab af vandet til indistrien, byerne og kanalerne med deres pramsejlads, give en endnu større effekt. Angrebet på dæmningerne blev foretaget af de samme Lancasterfly, fra de samme seskadriller, som senere skulle bombe Tirpitz i Norge. ---- Angrebet udførtes med 19 fly fra 617. Eskadrille mod dæmningerne den 16. og 17. maj 1943 og blev trods store tab af fly og besætninger (40%), en stor succes, både militært og psykologisk for alle parter, ca. 1400 tyske civile langs floderne druknede og følgerne af dæmningernes brud var frygtelige og katastofale for tyskerne - endvidere blev succesbombningen udnyttet propagandistisk af De Allierede, da nogle flybesætninger med masser af udmærkelser og medaljer fra angrebet, rejste til USA, hvor de drog i sejrsoptog i gaderne i New York. ---- Angebet på dæmningerne blev og er stadig et meget berømt tema i krigshistorien fra 2. Verdenskrig med navnet: The Dambusters Raid. ---- Her et foto af de berømte 6 tons tunge "Tall Boy" bomber, som blev brugt til at sænke Tirpitz i Tromsøfjorden i Norge, november 1944.
Slagskibet Tirpitz i skjul i Kaa fjorden i Nordnorge.
I 1944 fremviste opfinderen Sir Barnes Wallis sin bombe The "Tallboy", en 6 tons tung specialdesignet bombe, som ville kunne forcere Tirpitz's armerede stålflader. -- Den 11. september 1944, lettede 38 Lancastere fra 9. og 617. eskadriller (617. eskadrille var den samme enhed som udførte bombningerne af dæmningerne ved Ruhr i maj 1943, bombningerne af u-bådsbunkerne i Brest i Frankrig og andre steder, hvor "The Tallboy" bomben var uhyre effektiv mod svært beskyttede tyske anlæg), fra en luftbase i det nordlige Rusland, som blev brugt som base for angrebet på Tirpitz, som på det tidspunkt lå i Kaa Fjorden i det nordlige Norge. -- Adskillige af flyene blev tvunget til at nødlande og aktionen blev udsat, men genoptaget, sådan at kun 27 fly satte kursen mod Tirpitz den 15. september 1944, hvoraf 20 Lancasterfly havde bomben "Tallboy" med. -- Flyene var specielt ombygget ud fra Lancatertypen Avro Lancaster Mk III, kendt som B Mark III Special. For at reducere egenvægten på flyet, var det meste af armeringen fjernet, rygtårnet var fjernet. -- Den omfangsrige og usædvanlige form, som den 6 tons tunge bombe fremstod i, betød, at bombelemmene under flyet var fjernet og bomben hang delvis uden for flyet i 2 mekanisk aktiverbare kroge, og før bomben skulle slippes, blev dens fald aktiveret og øget via en lille elektrisk motor. -- Med de nordnorske bjerge som værn mod den tyske radardækning af Tirpitz (i 1944 havde tyskerne også opfundet radaren), fløj Lancasterflyene ned mod Tirpitz position i fjorden. -- Tirpitz besætning og de landbaserede luftforsvarsbatterier blev totalt overrasket over angrebet. Skibet forsøgte straks at udlægge røgslør. -- En "Tallboy" smadrede ned gennem Tirpitz's mandskabsbanje og eksploderede dybt nede i skibets skrog. Shocket over denne enorme bombes eksplosion eller tillige med de andre bombers eksplosioner klos op af skibet, var frygtelige og demoraliserende for besætningen på skibet og eksplosionen beskadigede også skibets motorer. Alle Lancasterflyene returnerede i sikkerhed tilbage til basen i Rusland. -- Efter angrebet da tyskerne fik beset og vurderet skaderne på skibet, besluttede man, at det i praksis ikke kunne lade sig gøre, at reparere Tirpitz og sætte det i operationsdygtig stand. Man slæbte så skibet længere ned mod syd til Tromsø Fjord. Her blev Tirpitz opankret og kunne nu kun bruges til et delvist tungt artilleribatteri.
Briterne var ikke klar over, hvilke skader de havde påført Tirpitz og registrerede kun, at skibet nu lå i Tromsø. ---- Briterne angreb igen den 29. oktober med 37 Lancasterfly, denne gang fra Lossiemouth i Skotland. Ved fjernelse af det midterste og øverste maskingeværtårn og påmontering af ekstra brændstoftanke, kunne flyene nu nå Tromsø fjorden og Tirpitz fra engelsk territorium, selv om togtet ville strække sig over ca. 3300 kilometer. ---- Vejret var perfekt til angrebet, indtil uventede vinde rejse sig, kun et ½ minut før man nåede Tirpitz og skulle til at kaste bomberne, og fjorden blev dækket af skyer. 32 fly kastede deres "Tallboys" over den angivne position, men der var ikke nogen direkte træffere. ---- Tyskerne forstærkede forsvaret af fjorden og Tirpitz, ved at forflytte en deling jagerfly til Bardufoss, som var den nærmeste luftbase. ---- Det sidste angreb blev udført den 12. november 1944. ---- 40 Lancasterfly fra 9. Eskadrille, ledet af S/L A.G. Williams DFC og 617. Eskadrille, ledet af Wing Commander J.B. "Willie" Tait DSO DFC, lettede fra Skotland. ---- Vejret var fint, da bombemaskinerne i ca. 350 meters højde over havet, for at undgå den tyske radar, fløj til samlingspunktet over en sø ca. 160 km. sydøst for Tromsø. Den angrebsklare bombeformation steg derefter op i bombehøjden - mellem ca. 4000 og 5000 meters højde - hvor Tirpitz blev opdaget ca. 33 kilometer væk. ---- Af en eller anden grund og på trods af ihærdige opringninger til den tyske flybase Bardufoss, kom der ikke en eneste jagerfly til undsætning. ---- Der var ikke udlagt røgslør, da Lancasterflyene fløj over det sidste bjerg og kom ind over Tromsøfjorden, hvor Tirpitz var klart i sigte. Da bombeflyene var ca. 22 kilometer væk, begyndte antiluftværnskanonerne på Tirpitz at skyde og blev kort efter fulgt af kanonerne på land og kanonerne på de 2 flakskibe, som også lå nær Tirpitz. ---- Flyenes "Tallboy" bomber blev kastet efter tur og besætningerne i flyene ventede så i spænding 40 lange sekunder, inden man kunne opfatte resultatet af sin bombning. De første bomber ramte ikke Tirpitz, men så viste der sig et enormt gult glimt på fordækket af Tirpitz og skibet syntes at ryste sig, da det blev ramt af 2 yderlige bomber. En søjle af damp og røg skød over 100 meter op i vejret og i løbet af få minutter begyndte skibet at få kraftig slagside. Dernæst ramtes skibet af en enorm eksplosion da ammunitionslageret eksploderede. Skibet rullede over mod bagbord og vendt så bunden i vejret. ---- Cirka 10 minutter efter at den første bombe ramte, var det kun Tirpitz´s bund og skrog, man kunne se fra luften. Cirka 1000 mænd af skibets besætning blev dræbt. Ingen af flyene blev ramt eller skadet og alle kom tilbage i sikkerhed til deres base. ---- Med sænkningen af Tirpitz, mistede Hitler sit sidste indflydelsesrige overfladeskib og det var samtidig slut med, at tyskernes marine spillede nogen rolle i det nordlige Atlanterhav. ---- Vraget af Tirpitz blev skåret op og solgt som gammelt jern efter krigen. ---- Autentisk foto fra Tromsø Fjorden i Norge, da Tirpitz blev endegyldigt sænket.
Lancasterbesætningen med Guy Gibson, stående i flyets sideindgang, på vej til deres og eskadrillens berømte bombetogt mod dæmningerne ved Ruhr-området i Tyskland, med den specielle Dam-Buster bombe. Det er den 17. maj 1943 - og endnu et bevis på De Allieredes og englændernes stigende overlegenhed i opfindelser, som tyskerne ikke kunne matche eller forhindre succeerne af.
"The Dambusters" - foto af et specialombygget Lancasterfly fra 617. eskadrille, som i maj 1943, var den eskadrille, som udførte angrebene på de 3 tyske dæmninger i nærheden af Ruhrområdet på bl.a. dæmningen over floden Eder. Man havde opfundet en kraftig bombe, som kunne kastes fra ca. 20 meters højde over vandet på søen før dæmningen, hvorefter bomben så ville slå smut hen over vandet og ramme dæmningen, synke ned og detonere og sprænge dæmningen i stykker og oversvømme områder bag dæmningen, hvorved man kunne ødelægge el-forsyningen til industrien i Ruhrområdet + en lang række andre fordele, som sprængningen af dæmningerne ville give. ---- Det var de samme mænd og eskadrille, som var med i angrebene på Tirpitz i Norge - de havde erfaringen og dygtigheden i at flyve de ombyggede Lancasterfly med de specielle bomber designet kun til den givne opgave. Se oven for i links, hvor der kan ses og læses om hele historien, + der er en film om det også. I et af de foregående fotos er der også tekstomtale af denne begivenhed.
Sir Barnes Wallis, ved siden af sin opfundne "Dam-Buster" bombe. I forbindelse med hele opgaven, som havde dæknavnet Operation Chastise, hvor og hvordan man skulle ramme dæmningerne, med hvilken kraft osv. var englænderne nødt til at vide noget om dæmningernes konstruktion, materialer, tykkelser of størrelser m.m. Her var det af stor vigtighed, at skaffe intern viden om disse forhold f.eks. konstruktionstegninger og andre oplysninger af lignende art. Hvordan fik man så det? -- Her kommer russernes massemord på over 20.000 polske officerer og civile i og omkring Katyn-skoven ved Smolensk i marts-april 1940 og senere og en dansk læge og modstandsmand ved Retsmedicins Institut i København, ind i billedet! -- Den 28. april 1943, bliver Retsmedicineren Helge Tramsen udtaget til at rejse til Katyn-skoven, sammen med 11 andre udenlandske retsmedicinere og andre "vidner", som tyskerne (Goebbels) vil have til at obducere egne udvalgte lig fra de mange massegrave med polske officerer. Tyskerne var, efter fundet af de mange massegrave, første gang allerede i 1942 og senere i 1943, blevet beskyldt for, at det var dem, der havde myrdet alle disse mennesker - noget som de pure havde nægtet og i stedet havde søgt påvist, at det var russerne, som havde foretaget ugerningerne her. De 12 retsmedicinere kom fra både den frie verdens lande, men pga. verdenskrigen, i overvejende grad fra lande, som var erobret af Tyskland. Tramsen såvel som de øvrige retsmedicinere udvalgte hvert sit lig, som de ville obducere - vel at mærke uden at tyskerne blandede sig heri, eller kunne manipulere denne udvælgelse. Resultatet viste sig hurtigt og entydigt på, at det var russerne, som havde stået for denne massakre, som stod på i ca. 2 måneder. Rapporterne og undersøgelserne blev underskrevet af alle retsmedicinerne, ligesom tyskerne filmede og fotograferede hele forløbet. Man brugte alt dette i den tyske propaganda senere i 1943 - Men sovjetrusserne benægtede alt kendskab til henrettelserne. Helge Tramsen, som var aktiv modstandsmand, havde en opgave mere, nu han var "blevet udtaget" til at deltage i Katyn-obduktionerne og bevisførelsen. Om aftenen, antagelig den 4. maj 1943, havde Tramsen et ærinde i en lille sidegade i Berlin, inden han skulle flyve tilbage til København. Her fik han, efter et aftalt bankesignal på en dør, overrakt en lille pakke, som han skulle have med hjem til modstandsbevægelsen i København. Pakkens indhold viste sig, at indeholde de vigtige tegninger og oplysninger om de dæmninger, som englænderne skulle bombe senere i maj. Tramsen fik den gennem kontrollerne og afleverede dem til modstandsbevægelsen, som allerede dagen efter fik tegningerne via Sverige til England. Disse oplysninger blev af vital betydning for udførelsen af denne specielle bombemission, som ikke kunne udføres med almindelige bomber, men krævede denne "slå smut-bombe". -- Læs ovenfor med flere links, i det store tekstafsnit om Katyn-massakren, Helge Tramsen og de historiske ulykker, det kom til at betyde i alle årene efter verdenskrigen, hvor Stalin og senere, alle de andre kommunistiske massemordere fra Rusland, terroriserede en hel verden indtil 1989. Helge Tramsens skæbne i resten af krigen og efter blev meget traumatisk for ham, bl.a. mistede han sin datter i Polen ved en mystisk gaseksplosion i hendes lejlighed i 1971. Han og hans familie var genstand for sovjetisk forfølgelse efter krigen og betød også svære psykiske problemer for Helge Tramsen senere i livet. - Dam-Buster operationen mod de 3 dæmninger Mohne, Eder og Sorpe blev udført om natten den 16/17 maj 1943.
Ederdæmningen dagen efter angrebet af "The Dambusters" fra 617. eskadrille. Angrebet blev en stor succes for De Allierede - men ved angrebet dræbtes/druknede ca. 1400 civile, hvoraf hovedparten var udenlandske tvangsarbejdere og fanger, heraf mange kvinder, af vandmasserne fra bruddet i dæmningen.
Foto af jubilæumsforsamling efter krigen, af besætningsmedlemmer fra de Lancaster bombefly, som foretog de specielle bombeangreb mod dæmningerne.
Bomber Commands dræbte flyvere, hvis lig kunne findes og bjerges under og efter Anden Verdenskrig, ligger for ca. 80 % vedkommende på Berlin Krigskirkegården og 8 andre krigskirkegårde i Tyskland. På fotoe ses opgørelsen af antal dræbte pr. nationalitet. Og det er kun fra bombeflyeskadrillerne. Dertil kommer de titusinder fra Jagerkommandoen, Kystkommandoen og alle de andre flyenheder. Omkring 350.000 flyvere mistede livet under Anden Verdenskrig.
Statistik og oplysninger om tabstal blandt flybesætningerne i Bomber Command. Næsten 60 % af alle flyvere i Bomber Command blev dræbt eller sårede tilfangetagne: 55.500 dræbte og ca. 18.000 sårede og tilfangetagne.
Mere statistik: Fordeling af tabsprocenter mellem Bomber Command´s tre hovedrangopdelinger. Officerer, chefbefalingsmænd og befalingsmænd med standard rang og uden egentlig ansvarshavende ledelse (sergenter og korporaler) - Flyvere i bl.a. Bomber Command kunne ikke være menige - man måtte mindst have en rang som befalingsmand for at kunne være i luftvåbnet. Statistikken viser også noget om flugtforsøg og hvor mange flyvere, som det lykkedes for at flygte tilbage til sit land (primært England).
Oplysninger og statistik over Bomber Command´s tab af flytyper, årsager m.m.
Skotland, Danmark og hele verden under 2. Verdenskrig 1939 - 1945.
Nedenfor i dette store tekstafsnit er der 15 - 20 historier primært tilknyttet sø- og luftkrigen i 2. Verdenskrig - især på Atlanten, men også andre interessante historier om specielle hændelser, fakta og et væld af links m.m.
Herunder også nogle afledte historiske krigshændelser i Danmark i forbindelse med de tusinder af flyvninger, som Royal Air Force foretog ind over dansk territorium, for at nå og bombe de mange mål i Tyskland og farvandene omkring. Ofte fra flybaser i Skotland.
Emnerne er bl.a. luftangrebet på Ålborg flyveplads, umiddelbart efter den tyske erobring af Danmark i april 1940 og det dramatiske og uhyggelige flystyrt på Vemmenæs på Tåsinge den 23. april 1944.
Se teksterne ved de mange foto´s fra hændelserne i nedenstående fotoalbum.
Suppler evt. med at se og læse på den imponerende danske hjemmeside:
http://www.airmen.dk/
og
http://www.flensted.eu.com/
som beskriver alle forhold omkring luftkrigen over Danmark i 2. Verdenskrig, fly, nedstyrtningssteder, flyvernavne, kirkegårde osv.
Der er også mange beskrivelserne af "Slaget om Atlanten", historier og links de store slag med slagskibe til danske handelsskibes skæbner under konvojsejladserne over Atlanten osv.
Nederst er der et emne omkring Katyn-massakren i det daværende Polen og den danske retsmediciner Helge Tramsen og indflydelsen disse uhyggelige historiske begivenheder havde på den danske modstandsbevægelse medvirken i planlægningen af det engelske bombeangreb på de tyske dæmninger Eder, Mohne og Sorpe - "Dam-Busters-raid" 16/17 maj 1943. Historien herom kan ses og læses nederst i fotoserien og nederst i dette tekstafsnit.
Men ellers er denne og den næste side helliget et udvalgt antal beretninger og oplysninger om Skotland, Orkney og andre områder, herunder Danmark og den betydning 2. Verdenskrig havde for landene og hvilken rolle og betydning landene havde for krigens gang.
Indholdet omhandler primært sø - og flystridskræfterne i og omkring Skotland, handels - og krigsskibskonvojer, søslag, kystbevogning, flypatruljer, ubådsbekæmpning, særlige episoder og hændelser med tilknytning til Skotland og Danmark.
Der er også mange andre indslag om søkrigen i Middelhavet og med særlige historiske hændelser her og over hele verden.
Skotland og England:
Skotland havde enorm betydning for udfaldet af "Slaget Om Atlanten". De allierede havde desperat brug for forsyninger fra bl.a. USA og Canada for overlevelsen som Europas sidste forsvar mod tyskerne og nazimen. Forsyningskonvojerne over Atlanten var det, slaget stod om, fra 1939 til maj/juni 1943, hvor De Allierede sejrede på Atlanten og de tyske U-både og krigsskibe ikke mere alvorligt kunne true konvojerne over Atlanten og over ishavet til Murmansk i Sovjetunionen.
Orkney-øernes
største by og havneby, Kirkwall var fra 2. Verdenskrigs start, briternes vigtigste kontrolhavn for kontrabandefragter, altså for opbringning og kontrol af fragter og laster på alle landes handelsskibe, som befandt sig, eller kom ind i britisk og internationalt farvand omkring England efter den 3. september 1939.
I månederne efter april 1940, lå der konstant enorme mængder fragtskibe i Kirkwall´s havn og i farvandet omkring havnen, ofte ventende på at blive kontrolleret eller tilbageholdt, heriblandt 11 danske handelsskibe.
Briterne ville sikre sig, at alle handelsskibe ikke fragtede råvarer og gods, herunder krigsmateriel til tyske havne, eller til tyske erobrede lande og havne, som kunne bruges mod England og senere De Allierede. Hundredvis af handelsskibe lå i britiske havne ved krigsudbruddet og især i april, maj og juni 1940, da tyskerne havde erobret, Danmark, Norge, Holland, Belgien og Frankrig.
Efter den 9. april 1940:
Cirka 2 tredjedele af den danske handelsflåde overtaget af tyskerne, eller kom under deres kontrol, resten ca. 250 skibe var udenlands, kaldet "Udeflåden". En medvirkende årsag til at tyskerne kunne erobre mange danske handelsskibe, skete pga. den hårde vinter 1939/1940, hvor isen lukkede danske havne og farvande, hvorved mange skibe lå indefrosset og ikke kunne undslippe, da tyskerne erobrede landet i løbet af knap en dag, den 9. april 1940.
Danske sømænd uden for landet den 9. april 1940:
Omkring, men minimum 6361 danske sømænd, befandt sig uden for landet på deres skibe eller i havn, da tyskerne overtog Danmark (Udeflåden - udesejlerne). Ikke alle sejlere ville deltage i krigen, men forsvandt, søgte hjem via andre lande, eller gemte sig - en del blev dog interneret og anbragt i lejre og andre steder rundt om i verden - I England fik internerede danske søfolk, som ikke ville sejle i britisk tjeneste, tilbud om at få arbejde i britiske arbejdslejre, hvor skovhugst og træforarbejdning blev deres opgave - vel at mærke under gode forhold og behandling.
Hvor opholdt de danske handelsskibe sig efter den 9. april 1940?:
De mange danske handelsskibe i "Udeflåden" var ikke alle i britisk farvand, men befandt sig i neutrale havne, på havet eller i havne, som var kontrolleret af tyskerne eller deres allierede ud over den ganske verden. Over hundrede skibe og deres besætninger blev internerede, skibene beslaglagt, overtaget, stjålet eller solgt til andre stater.
Desuden var der flere specielle danske skibe, der også var på oversøiske opgaver, som blev fanget af krigens udvikling, f.eks. skoleskibet "Danmark" i USA og 4 bjergningsskibe, kabelskibe og 3 Grønlandsskibe, f.eks. "Julius Thomsen", som under store vanskeligheder, kom til at ligge over 2 måneder i Kirkwall/Orkney, inden det fik lov til at sejle til Grønland, med sine vigtige forsyninger. I den forbindelse skete der en britisk fejl og skibet afsejlede under dansk flag og gennem hele krigen kom dette skib til at sejle, som det eneste, under dansk flag. Kun i krigens sidste måneder kom nogle overlevende få danske skibe, til at sejle under dansk flag igen.
Danske handelsskibe i England:
Ud over, at der lå mange danske handelsskibe i britiske havne, var der en del danske skibe som var på vej over havene rundt om England f.eks. Atlanten, hvor der opstod store problemer med at få afklaret om disse skibe skulle sejle til neutral havn eller til britisk kontrolleret havn. Det store kaos i april 1940 foranledigede mange stridigheder mellem, redere, officerer og besætninger om hvad man skulle - adskillige gange måtte skibets kaptajner tvinge sit skib til at sejle til britisk kontrolleret havn eller neutral havn, ofte både på trods af ordrer fra Danmark, skibets redere og den menige besætnings ønsker.
Da briterne ikke havde megen "fidus" til Danmark´s modstandsvilje mod tyskerne, blev vi på mange måder betragtet som mistænkelige - man stolede ikke på Danmark - en efter min mening absolut korrekt antagelse, som de næste 2-3 år af krigen klart beviste - vores samarbejde med Nazityskland skyldets ikke kun tvang og pression fra tysk side - topmålet af samarbejde blev bl.a. demonstreret, da Danmark tidligt i krigen, forærede tyskerne 8 motortorpedobåde fra vores flåde! Det var også vores egen flåde, som minestrøg vores og andres farvande for tyskerne osv. osv.
Vores handelsskibe, redere og deres besætninger blev derfor af briterne, ofte mistænkt for "urent trav" og med en modvilje og nedvurdering, som resulterede i chikane og anden besværliggørelse af procedurerne omkring vore handelsskibes kontrol af fragter og mandskab. Den danske samarbejdspolitik med Nazityskland, som den danske regering og politiske ledelse førte, fik det meste af verden til at se ned på Danmark.
I 1940 havde Nazityskland en ikke-angrebspagt med Stalin og Sovjetunionen og det var en kendt sag, at hovedparten af de danske besætninger og deres fagorganisationer, var stærkt kommunistiske (dog ikke kaptajner og 1. Styrmænd/øverste officerer på skibene). På det tidspunkt af krigen, var Sovjetunionen briternes fjende (Stalin indlemmede dele af Polen og de Baltiske lande i 1939/1940 i aftale med Hitler og England erklærede jo krig mod Tyskland i forbindelse med tyskernes invasion af Polen den 1. september 1939).
Ligeledes havde Danmark, naivt og fejt, i 1939, inden tyskernes overfald på landet den 9. april 1940, indgået en ikke-angrebspagt med Nazityskland, noget som ikke fik briterne og andre lande til at se velvilligt på danmark - selvom man godt vidste, at vi var meget bange for tyskerne og deres erobringsplaner.
Flere danske handelsskibe måtte ligge uvirksomme i op til flere måneder i Kirkwall og i andre britiske havne. I april 1940 lå der 87 danske handelsskibe i britiske havne og mange flere danske handelsskibe blev senere opbragt og sejlet til England - sådan at de kunne indgå i den britiske og De Allieredes handelsskibsflåder - en del handelsskibe kom dog også af frivillighedens vej, i et samarbejde mellem rederne, fagorganisationerne, skibskaptajnerne og deres besætninger og med den danske stat/den tyske besættelsesmagt (Malterserkors-skibenes neutrale sejlads til England med danske landbrugsvarer).
Britiske Commenwealth havne:
Ud over verden lå der over 40 danske handelsskibe i britisk kontrollerede havne, flådehavne og Commenwealth-havne osv (fek.s. Gibraltar, Freetown/Sierra Leone, Halifax/Canada, Hongkong, Singapore, Durban og Aden).
De fleste af disse danske skibe kom hurtigt under engelsk flag og blev indsat i fragtkonvojerne over det meste af verden. Der var dog store vanskeligheder med de danske besætninger og de fagorganisationer, som repræsenterede dem - de fleste var kommunistiske og socialistiske og ville ikke umiddelbart fortsætte under britisk herredømme - der var også besvær med søofficererne og deres organisationer og selvfølgelig også med rederierne og ikke mindst den danske "appeacement" marionet-regering under tysk herredømme.
Men i de kaotiske måneder i foråret 1940, måtte der megen ny tænkning og initiativer til fra alle sider, for at få organiseret, ikke kun den danske maritime handelsflådes nye rolle, men også hele verdens handelsflåder og de nye forhold og betingelser, som blev en følge af Tysklands, Japans og Italiens krigserklæringer, og til dels også Vichy-Frankrigs rolle på det maritime område.
Desværre viste sig, at op mod 100 danske handelsskibe rundt om i verden, blev interneret og beslaglagt/stjålet i april 1940 og i de følgende månder og år. Mange lå interneret i et eller flere år, bl.a. i amerikanske havne.
England var desperate for at få fat i, eller få kontrol over så mange handelsskibe i verdenskrigens start, som muligt, da man var klar over, at transport af landets fornødenheder ville blive altafgørende for overlevelse i forhold til Nazitysklands og Japans krigs- og erobringsplaner.
England havde verdens største handelsflåde ved krigsudbruddet, men havde brug for at kunne kontrollere så mange andre landes handelsflåder og skibe som muligt, for at forhinde, at det blev tyskerne, som fik fat i dem.
Norges handelsflåde:
Norge havde en af verdens største handelsflåder ved krigsudbruddet (4 gange så stor som den danske). 33.000 norske søfolk deltog i verdenskrigen og ca. 4.500 mistede livet.
Norges militære modstand og kamp mod tyskerne i ca. 2 måneder efter invasionen i april 1940, hjulpet af britiske ekspeditionsstyrker, fik briterne til at betragte Norge som en allieret og de mange hundredvis af norske handelsskibe kom på den måde til at indgå i den handelsflåde, som briterne kunne regne med - vel at mærke sådan, at de norske skibe kom til at sejle under eget flag og ikke som de danske, der måtte overgå til britisk eje og flag (lavere fragtrater og hyre til besætningerne - hvor de norske priser og hyrer var væsentlig bedre og højere). Hele denne problematik skabte mange konflikter og ballede og mytteri på flere danske handelsskibe.
Andre landes handelsflåder:
Ligeledes var den hollandske handelsflåde også meget stor og lige som den norske handelsflåde kom de hollandske handelsskibe til at sejle for briterne under eget flag og forhold, som var bedre end de danske. Cirka 12.000 hollandske søfolk deltog i krigen og ca. 1.600 mistede livet.
De belgiske, græske og neutrale svenske handelsskibsflåder, som også var af en betragtelig størrelse, deltog i krigen på britisk side og blev primært ført under eget flag og ikke overgivet til den britiske krigsflådeadministration og britisk flag.
Europæiske havne - Leningrad havn og skibet "Axel Carl":
I april 1940 - lå der 24 større danske handelsskibe i franske og andre europæiske havne, herunder også i franske kolonilande i Afrika (Marokko m.fl.).
I Leningrad, Sovjetunionen, lå skibet "Axel Carl", fra Heimdal rederiet, den 22. juni 1941 - dagen hvor Tyskland invaderede Sovjetunionen.
Danmark og dermed skibet og besætningen, blev derfor af russerne, betragtet som en del af Tyskland efter deres erobring af Danmark den 9. april 1940. Danmark blev derfor betragtet som fjender af Sovjetunionen (de diplomatiske forbindelser mellem DK og Sovjetunionen var afbrudt allerede i 1940).
Nu kom der 2 år, hvor besætningen måtte gennemgå ufattelige strabadser og lidelser, inden de blev fri og kunne komme til England og deltage i verdenskrigen igen.
D
eres skib "Axel Carl" blev sænket i havnen i Leningrad af tyske styrtbombefly i august 1941 og besætningen blev herefter interneret i flere lejre rundt om i Sovjetunionen, hvorved 3 danske søfolk omkom af sygdom og sult, inden de overlevende via Teheran og Alexandria til sidst kom til England i løbet af maj 1943. Inden da blev førstemaskinmester Niels Oscar Anderson, dog dræbt i Teheran ved en bilulykke.
Flere af "Axel Carls" besætningsmedlemmer tog hyre på allierede handelsskibe i Alexandria i marts 1943 og kom ud at sejle med fragtskibe i Middelhavet og var bl.a. med på et af de handelsskibe, det norske "Hermelin", som deltog i De Allieredes invasion af Sicilien.
Se i dette link til en TV-udsendelse om en af de overlevendes beretning om skibet "Axel Carl" og besætningens skæbne:
http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-29758132:en-danskers-rejse-
gennem-2-verdenskrig.html
Link til dansk side med tab af sømænd i 2. Verdenskrig, som stammede fra Nyborg:
http://www.vikkelsoejorgen.dk/39705964
Skibsliste 1941 og søulykker samme år - udgivet af Ministeriet for Handel & Industri & Søfart:
http://www.sbib.dk/documents/Skibslister/1941.pdf
http://www.sbib.dk/documents/Dansk_soeulykkestatistik/1941_001-067.pdf
Link til side med oversigt over alle danske tab af søfolk under 2. Verdenskrig:
http://www.befrielsen1945.dk/temaer/modstandskamp/allierettjeneste/kilder/sejlere.pdf
Link til oversigt over søgbare kildematerialer:
http://klubbmaritim.com/Dokument/KMbibliotekfeb09.pdf
Andre områder af verden, hvor danske handelsskibe opholdt sig i april 1940:
Desværre kom det for mange danske handelsskibe og deres besætninger, til at blive en meget svær tid efter april 1940 - de fleste skibe og besætninger blev interneret og skibene beslaglagt og mange kom først ud at sejle i løbet af 1941.
I verdens endnu mange neutrale havne i april 1940, lå mange danske handelsskibe og ventede på losning eller lastning af gods.
Amerika:
I amerikanske havne lå der 37 skibe (Boston, New York, Baltimore m.fl. Disse blev interneret og kunne derfor ikke sejle. Først den 12. juli 1941 blev de frigivet og kunne overtages af USA, under amerikansk flag eller Panamaflag (f.eks. Esso-tanskskibene fra Mærsk).
Inden da havde mange besætningsmedlemmer taget hyre på andre landes handelsskibe, som ikke var interneret og ca. 100 sømænd valgte at rejse hjem til Danmark via en særlig ordning (USA var ikke i krig med Tyskland på det tidspunkt).
Da de danske skibe blev overgivet til de amerikanske sømyndigheder, blev skibe omdøbt og fik andre besætninger, dog oftest med danske officerer som ledere, men med blandet besætninger fra mange lande, herunder også danske menige sømænd.
Skoleskibet "Danmark" med 120 søskole-elever ombord, lå i Jacksonville på den sydøstlige kyst af USA i april 1940, blev ikke som sådan berørt, men måtte finde sig i at ligge her hele krigen. Elever og besætning blev frigivet, hvorefter de fleste elever derefter tog hyre på andre landes handelsskibe og deltog i konvojkrigen på Atlanten og andre steder på verdenshavene.
Af de 120 elever der var på skoleskibet i april 1940, omkom 14 af de unge danske elever i krigen på de handelsskibe de var påmønstret.
Man kunne kun finde 7 gamle elever, da Skoleskibe "Danmark", skulle sejles hjem igen efter krigen. Mange af de helt unge mænd, ja kun store drenge, fik en hård brutal start på deres liv og mange blev rodløse og fik ikke det tilhørsforhold til fædrelandet, som mange af de danske søfolk ellers fik og havde. Et betydeligt antal af skoleskibseleverne blev ude i verden, især i USA efter krigen og vendte aldrig hjem.
I havne i Mellem- ogSydamerika, lå der ca. 22 danske handelsskibe:
2 danske tankskibe i St. Thomas, Vestindien, som senere, via en priseret i Trinidad blev overtaget af England og indsat i konvojfarten på Atlanten - uden dansk mandskab, som ikke ville og måtte tage hyre på disse nu britiske skibe. De 2 skibes besætninger fik hyre på andre danske tankskibe i samme rederikoncern (Panama Transport Company/D.D.P.A. anciennitetsforhold).
2 danske skibe lå Montevideo i Uruguay, hvor det ene "Laura", senere kom under amerikansk flag og kom til at sejle under krigen i konvojsejladsen på Atlanten. Det andet skib "Chr. Sass" kom aldrig ud at sejle under krigen, men lå beslaglagt i Montevideo, trods utallige protester og frigivelsesforsøg fra mange parter, herunder den danske regering.
I Argentina lå der 5 danske handelsskibe (skibet "Malaya" var dog undsluppet interneringen, da det afsejlede i juni 1940) og de 4 øvrige skibe kom til at ligge interneret indtil begyndelsen af 1942, da de blev solgt til Argentina og kom ud at sejle primært i argentinsk farvand.
I Brazilien lå der 5 danske handelsskibe, som også fik et meget langtrukkent ophold med det meste af deres besætninger ombord. Først i marts/april 1942 blev de solgt til brazilianske ejere og kom til at sejle under krigen under bekvemmelighedsflag - det vides ikke om de danske besætninger fik hyre på de nu brazilianske skibe.
Brazilien var ikke neutrale, men angreb tyske ubåde på havet - især efter at tyske u-både havde sænket adskillige brazilianske fragtskibe i 1941/1942. I August 1942 erklærede Brazilien krig mod Tyskland og Italien og De Allierede fik mulighed for fly- og flådebaser på landets østkyster i samarbejde med dets militær.
Nu kunne man mere seriøst patruljere og angribe tyske u-både og forsyningsskibe i Sydatlanten herfra, som sammen med baserne på de midt- og sydatlantiske småøer kom til at betyde et større forsvar for skibene i disse farvande.
2 af de 5 tidligere danske skibe blev under krigen sænket, et i november 1942 og det sidste i august 1944 - der var ingen omkomne ved disse 2 sænkninger.
Chile:
De 5 danske handelsskibe i chilenske havne, som siden april 1940, hvad ligget i god ro og orden i havnen Talcahuano og andre havne i Chile, blev beslaglagt i februar 1941 og overtaget af den chilenske stat, med om tilbageførsel efter krigen og behørig kompensation.
Hele overtagelsen foregik med anvendelse af løgn og manipulation og trusler om magtanvendelse og man tog ikke notits af officiel dansk protest. Herefter blev besætningerne behandlet groft og chikaneret.
I begyndelsen af 1942 fik de sidste af de danske skibes besætninger hyre og muligheder for at komme til New York og med andre handelsskibe bl.a. i allieret sejlads på Atlanten. Lidt under halvdelen af besætningerne tog dog hyre på de overdragne skibe og sejlede mellem Chile og amerikanske havne.
De fine velholdte danske skibe, blev under chiles ejerskab misligeholdt og var ofte i elendig stand og kunne ikke sejle og flere gange måtte danske maskinfolk tilkaldes og hjælpe til med at få dem sejldygtige - chilenerne kunne ikke klare det.
3 af skibene forliste i løbet af krigen, 1 blev sænket af en tysk u-båd og de 2 andre henholdvis strandede og sank pga. en kollision med et andet skib. Det vides ikke om der var danske sømænd ombord og der omkom nogle i disse 3 forlis.
Chile var pro-nazistiske lige som Argentina tildels var det. Defor var britiske forsøg på at overtage de 5 skibe frugtesløse.
Den danske marionet-regering føjede tyske krav om, at besætningerne ikke måtte sejle til amerikanske og andre sydamerikanske havne og at de skulle afmønstre og ikke tage hyre på andre skibe og rejse hjem til Danmark, betalt af den danske stat. Gjorde man det ikke var det strafbart. Det var man i besætningerne meget utilfreds med og man føjede kravene kun delvis på nogle af de 5 skibe.
De besætningsmedlemmer, som ikke ville sejle med de chilensk
stjålne skibe, blev tvunget i land og måtte henslæbe resten af 1941 i land med hjælp fra firmaet Broom i Valparaiso og andre organisationer.
Peru:
1 dansk handelsskib og dets besætning, der lå i havnen i Callao, Peru, blev behandlet på lignende måde, som i Chile. Her måtte besætningen til sidst gå i land og skibet sejlede under peruviansk flag, men under samme selskab som de 5 danske skibe fra Chile. Skibet med navnet "Irland" blev sat ind i kystsejlads, men måtte på et tidspunkt have danske maskinfolk ombord, for at skibet overhovedet kunne sejle!
Japan:
2 danske skibe, som japanerne beslaglagde i deres havne i april 1940, blev senere sat i japansk sejlads under japansk flag, efter langvarige forhandlinger mellem, Danmark/Tyskland og Japan, som ikke førte til nogen aftale. Begge skibe gik tabt under krigen i stillehavet.
Kina og Hongkong:
Flere danske handelsskibe i havne i Kina og Hongkong ("Gertrude Mærsk", "Peter Mærsk" og kabelskibet "Store Nordiske" m.fl.) blev interneret og beslaglagt i april 1940 og kom besætningerne blev tvunget til Shanghai.
Her blev de sammen med både norske og svenske besætningsmedlemmer samlet og udsat for ekstremt dårlige forhold med ringe støtte fra bl.a. det danske konsulat, som i samarbejde med den danske marionet-regering under tysk herredømme, ikke gjorde nok for de uskyldige søfolk og i mange tilfælde ligefrem søgte at ligge alle mulige hindringer i vejen for besætningens ophold, eventuel videretransport (hjemrejse via den transsibiriske jernbane m.m.) og generel pleje osv. Besætningerne måtte tåle, hungersnød, dysenteri, tyfus og TB, uden nævneværdig lægehjælp. Mindst 6 sømænd omkom under disse forhold.
Flere sømænd søgte at klare sig igennem og overleve ved at tage dårligt betalte job, ved kriminalitet hvor nogle blev pågrebet og sat i de berygtede kinesiske fængsler, som samtiden beskrev som helt ekstremt frygtelige!
Alle protester og beklagelser over forholdene og situationen, som besætningerne og deres ledere fremsatte over for bl.a. de danske myndigheder på generalkonsulatet fik ingen nævneværdig betydning.
Efter krigen fremsattes klagerne igen over for konsulatet, men med hjælp og opbakning fra Danmarks Udenrigsministerium, blev alle klager og erstatninger afvist - Man henholdt sig til tesen: "Påstand mod påstand"! -
Se sådan opførte den danske stat sig mod sine egne også efter krigen - Tilfældene i Kina var ikke enestående - også andre søfolk kom til at mærke de danske lederes "tak" til sine egne efter krigen!
Ud over de nævnte havne og steder ud over verden, lå der også danske handelsskibe i italienske, spanske, portugisiske, græske, svenske og i mange asiatiske havne - ja over alt i verden - vi var en søhandelsnation af betydning på det tidspunkt - lige som Mærsk er det endnu mere i dag.
Konklusioner:
For de over 6200 danske søfolk i 2. Verdenskrig, som var udenlands i april 1940, var det som den danske stat bød dem af vilkår som dansker, meget ringe og man svigtede i stor stil, disse mange mennesker.
De måtte gennemgå opslidende interneringer, ofte ilde set og nedværdiget og generet på mange uværdige måder, måtte lide af sult og sygdomme, uvished og påtvungne love og regler og trusler om straf fra deres eget land!
Alt sammen primært fordi Danmark i den grad, samarbejdede med Nazityskland og Hitler og ikke sagde fra i tide. 794 danske søfolk omkom i aktiv tjeneste i krigen på havene i "Udeflåden") - Dertil kom de over tusinde andre døde i "Hjemmeflåden", blandt fiskere og andre, som havde med den maritime verden at gøre under krigen og efter krigen (minesprængninger i årene efter krigen).
Det kan godt være Danmark blev skånet af den førte politik, for dem der boede i landet under krigen - men det blev dyrt på mange andre områder - både menneskeligt og økonomisk - det tog mange år at få lidt anseelse og respekt i omverdenen igen.
Danmark under og efter 2. Verdenskrig, var et meget meget mørkt
kapitel i vor historie - man kan kun skamme sig over de feje politiske partier, som regerede dengang - Socialdemokratiet og de Radikale. Efter krigen var det stort set de samme politikere, som kom til at lede landet - De klæbede til magten uanset hvad de havde udrettet og slap over deres skændsler for billigt!
Omkostningerne:
Tabene af danske søfolk, som omkom i verdenskrigen kom til andrage ca. 15,4% af udeflådens besætninger (ca. 981 søfolk mistede samlet livet) på altså minimum 6361 søfolk (både officerer og de andre besætningstyper).
Tabene af skibe mellem 1. september 1939 og 9. april 1940:
Der blev fra 1. september 1939 og til 9. april 1940, indtil den danske handelsflådes fragtskibe i overvejende grad blev overtaget af briterne og USA, i det britiske The Ministry of War Transport (MoWT), sænket 28 danske fragtskibe (f.eks. fragtskibet "Samsø", som var under britisk flag efter 9. april 1940). Mange danske fragtskibe under britisk flag, ofte med nyt skibsnavn, blev under hele krigen sænket og mange danske søfolk omkom. Her er en opgørelse over danske tab af søfolk m.fl.:
Danske omkomne før den tyske besættelse (1.9.1939-8.4.1940):
388 søfolk, 4 fiskere, 2 passagerer, 6 udlændinge = 400
(dertil kommer besætningerne fra de 4 Esjergkuttere der blev sejlet ned i februar 1940, men som ikke er med i denne opgørelse).
Omkomne danskere m.fl. efter besættelsen 9. april 1940:
Hjemmeflåden: 365 søfolk, 19 passagerer = 381
Udeflåden: 981 søfolk
Færinger: 152
Fiskere: 217 fiskere, 1 passager = 218
Ukendt skib: 134 søfolk
Krigshandling (fangenskab m.m.): 18
Tvivlsomme hændelser: 12
(til tvivlsomme hører ufuldstændige oplysninger om bl.a. fiskere i allieret tjeneste)
Dræbt efter krigen (miner) 103 søfolk, 65 fiskere, 50 passagerer = 218
De samlede tab ifølge denne opgørelse ca.: 2514 personer.
Omkomne søfolk efter rang og beskæftigelse i både hjemme- og udeflåden (krisforlis, ulykker og sygdom).
Oversigten er på grundlag af rapporter og delvis skøn og fraregnet passagere og andre ikke hørende til handelsflådebesætninger f.eks. færinger, fiskere osv.) :
Kaptajner: 93
Dæksofficerer (styrmænd m.fl.): 146
Maskinofficerer (maskinmestre m.fl.): 212
Telegrafister: 11
Kokke- og restaurationsfolk: 191
Menige dæksfolk (dæksdrenge, matroser, donkeymænd m.fl.): 307
Menige maskinfolk (kullempere, fyrbødere m.fl.): 208
Torpederinger af handelsskibe fra u-både og efterfølgende sænkning af skibet, kostede ofte mange maskinfolk og søfolk, som befandt sig nede i skibet - Torpedoeksplosionerne dræbte ofte de vagthavende i maskinrummet (maskinmestre og maskinfolk) og kokke nede i skibet.
Tab af mange menige dæksbesætningsmedlemmer, var udtryk for at de var dem der var flest af på skibene og ofte opholdt sig ude i det fri, hvor beskydning, granateksplosioner m.m. og det barske hav og vejret var særdels farligt for dem - en stor del af de omkomne dæksfolk, skyldtes derfor også ulykker på skibene.
Et grusomt eksempel på de ultimative omkostninger sømænd og de efterladte/deres hjemstavn måtte lide:
Marstal by på Ærø mistede under 2. Verdenskrig 80 sømænd på danske og allierede skibe, som deltog i konvojerne på især Atlanten. Det er mange fædre og sønner at miste for sådan en lille by!!
Tab af skibe:
Omkring 60 danske handelsskibe deltog fra 1940 til 1943 direkte i de atlantiske skibskonvojer - hvorunder 22 blev sænket.
I hele den periode 1940 til 1943, mistede den danske handelsflåde ca. 80 skibe ved forlis og sænkninger - hertil kom de hundredvis af internerede og beslaglagte skibe verden over, hvoraf mange kom under et andet lands flag, blev solgt og i disse forbindelser, blev sænket eller forliste på verdenshavene eller i havnene.
Efter 1943 mistede Danmark også mange skibe og besætninger.
Men de værste år var fra 1940 til og med 1943.
Lidt kildematerialeforslag og andre oplysninger:
Læs evt. det store 4-bindsværk fra 1982, som har titlen: "Søfolk og skibe 1939 - 1945" - "Den danske handelsflådes historie under anden verdenskrig". Her bliver virkelig alting belyst og beskrevet - meget detaljeret og et fantastisk godt historisk redskab, hvis man vil vide noget om danmarks handelsmarines rolle under verdenskrigen.
Detaljernes rigdom gør værket til en fornøjelse at læse - omend der er over 2300 sider at læse og betragte (fotografier, skemaer og kort m.m.).
Læs også længere nede i dette tekstafsnit, hvor der er nogle beskrivelser af danske skibes skæbne under krigen på Atlanten, (ved Skotland/Orkney/Kirkwall), herunder med links til internetsider med oplysninger om disse, f.eks. om den pågældende tyske u-båd, som sænkede det danske skib osv.
Ligeledes er der nedenfor i fotoafsnittet ved hvert foto, mange beskrivelser og oplysninger om også danske skibe i britisk tjeneste og konvojsejlads under "Slaget om Atlanten".
Mere om atlanterhavskrigen:
De første 2 krigsår havde tyskerne overtaget og næsten bragt sejren i hus - men de allieredes teknologiske udvikling, efterretningsudvikling (Ultra/Benchley Park) primært i England og USA afgjorde til sidst udfaldet i "Slaget om Atlanten". De allieredes fly, skibe m.m. fik teknisk udstyr, radar, asdic m.m. for opsporing af fjendtlige fly, skibe og u-både.
Fly og skibe udvikledes i rivende fart og blev de tyske overfladeskibe og ubåde overlegne på alle måder i løbet af 1943. I 1944 var der tidspunkter hvor tyskerne mistede mere ubådstonnage end de allierede mistede fragtskibstonnage.
2. Verdenskrigs sidste handelsskib,
som blev sænket af en tysk u-båd,
inden Tysklands overgivelse den 8. maj 1945, skete ved Skotland, ved May øen i fjordmundingen Firth of Forth ud for Edingburgh og nord for North Berwick.
Det var den nye udviklede tyske u-båd Type XXIII, U-2336, ført af Kapitänleutnant Emil Klusmeier, som ramte 2 handelsskibe her. Først torpederede han det canadiske handelsskib "Avondale Park", kl. 23:03 (med 2 døde søfolk som resultat) og kl. 23:06 ramte han og
sank det sidste handelsskib i
verdenskrigen, det norske fragtskib "Sneland I",
ført af Kaptajn Johannes Lægland. Skibet medførte 2800 tons kul og havde en besætning på 29 mand. Torpedoen ramte "Sneland I" i styrbords side og skibet sank på 2 minutter, hvorved Kaptajn Johannes Lægland og 5 besætningsmedlemmer blev dræbt omgående og et andet såret besætningsmedlem døde, da han skulle transporteres i land. Dette skete den 7. maj - 7 døde mænd og 22 overlevende, såret på liv og sjæl, i alt 9 søfolk blev dræbt af et tysk svin, selv om krigen for så vidt var stoppet (Norge blev frit den 4/5 maj 1945, lige som Danmark).
U-bådskaptajnen Emil Klusmeier og hans besætning
, havde kun været på havet i 14 dage, efter sin afsejling fra Larvik i Norge den 1. maj 1945. Alle vidste, at krigen så godt som sikkert var ovre inden får få dage, men alligevel skulle dette svin ud og slå nogle flere mennesker ihjel! Helt unødvendigt og ondskabsfuldt på dette tidspunkt af krigen og nazisvinet overlevede og kunne allerede i juli 1945, løslades efter overgivelsen og levede da indtil den 19. januar 1982, hvor han døde, 69 år gammel.
Læs også de mange andre interessante
og på sin vis spændende historiske beretninger nedenfor, se de fantastiske fotos både i tekstafsnittene og i fotoalbummet nederst.
Læs evt. også den fremragende bog af Richard Woodman:
"The Real Cruel Sea" - The Merchant Navy In The Battle Of The Atlantic, 1939 - 1943. (Efter maj 1943, var tyskernes u-både slået og deres krigsindsats blev ikke mere farlig for De Allieredes samlede sejr og Englands overlevelse i årene 1939 til 1943).
Bogen er på engelsk (knap 800 sider) og kan lånes på biblioteket - Men det er en fantastisk historisk detaljeret opgørelse af alle de politiske, sømilitære og handelsflådemæssige forhold, herunder medrivende skildringer af de mange konvojers skæbner, skibe og besætninger, primært fokuceret på handelsskibene. Her er alt om sænkningerne, u-bådene, besætningerne, de overlevende - hundreder af skibsnavne og deres skæbne - også nogle danske skibes skæbner på Atlanten. bogen er meget, meget detaljeret og man kan ikke lægge bogen fra sig, så spændende synes jeg den var - og så er oplysningerne indeholdende de nyeste facts, da bogen er skrevet i 2004.
Se f.eks. også dette link til denne utroligt detaljerede web-side fra Norge om primært norske handelsskibe og deres besætninger:
http://www.warsailors.com/index.html
Se her links til sider med et væld af oplysninger om Skotland og skotternes militære betydning for England, Europa og 2. Verdenskrig:
http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_the_Atlantic_%281939-1945%29
http://en.wikipedia.org/wiki/Military_of_Scotland
http://www.orkneybatteries.pwp.blueyonder.co.uk/html/gun_batteries.html
Mere om Skotland of søkrigen på Atlanten og omkring Orkney-øerne:
Beretningerne om Skotland´s, Orkney´s og f.eks. Hoyøen - og Lynessområdets betydning og de hændelser, som knytter sig til Skotland og 2 .Verdenskrig, her med vægt på historiske begivenheder, facts og meget mere, som har relevans til Skotland´s og hermed Orkney´s vigtige rolle i "Slaget om Atlanten", som de allieredes søkrig i Atlanten mod Nazityskland ofte kaldes.
Slaget om Atlanten, er som mange andre slag og begivenheder i 2. Verdenskrig udråbt, som en af de vigtigste slag der blev kæmpet. Hvis man ikke have kunne få skibe fra Canada og Amerika til England og ikke havde kunnet få konvojer igennem til Murmansk og Sovjetunionen, ville de allierede have tabt krigen. Man ville ikke have kunnet skaffe føde, materiel og soldater nok til at klare alle de brændpunkter, der var at kæmpe om.
Mange af de skotske fjorde og havne var fortrinlige til at beskytte de allieredes flådefartøjer og brugtes også til opmarchch og samling af konvojskibe, som skulle retur til USA, Canada, Sovjetunionen og andre krigsknudepunkter over hele verden efter krigsmateriel, tropper, fødevarer og andre ressourcer m.m.
Ligeledes fungerede disse havne og fjorde også som opsamlingssteder for de ofte udmattede konvojskibe, som mere eller mindre decimerede i antal, sønderskudt m.m., kom retur fra de iskolde nordatlantiske farvande, gennem tyske u-bådskobbler´s patruljenet og søgende tyske slagskibe, enten det var til USA eller Canada, eller turen gik tur-retur til Murmansk i det nordlige Sovjetunionen med de livsvigtige forsyninger til russerne på Østfronten. Her brugtes fjorden bl.a. Loch Ewe på Skotlands nordvestkyst som naturhavn og opmarchsted for konvojerne.
Hvis russerne ikke havde fået massiv hjælp af krigsudstyr og fødemidler, ville de antageligt tabt kampen til tyskerne. Den østlige front bandt jo 2-3 millioner tyske soldater, foruden fantastiske mængder af materiel,
fra den første halvdel af 1939 til begyndelsen af 1945.
Se et link her til oplysninger om konvojer, skibe m.m.:
http://www.convoyweb.org.uk/index.html
Link til historierne om de danske fragtskibe "Peter Mærsk", Leise Mærsk" og fragtskibet "Lily", "Fredensborg" og "England"
(
de 2 første skibe under britisk flag og ejer og deres sænkning i november 1940 og december 1942, af de tyske u-både U-100 (J.Schepke) og U-185 (August Maus). Fragtskibet Lily blev sænket nær Kirkwall, Orkneyøerne den 26. april 1940 - alle ombordværende omkom.
Begge skibene "Fredensborg" og "England" i ballast, afsejlede sammen iht. de danske forordninger om parvis sejlads i krigstid, fra Orkney-øen Copinsay/Shapinsay, tillige med det tidligere danske fragtskib "Faro", som nu var norsk ejet (havde tidligere heddet Ragna og Randi). Det norske skib blev skadet ved en torpedering kl. 20:03 den 27. januar 1940, ca. 20 km. sydøst for Copinsay/Shapinsay af den tyske U-båd U-20. Fragtskibet fik kun et mindre læk og sank ikke og man forsøgte senere at redde skibet, men det strandede på klippekysten ved Taracliff Bay, Deerness på Orkney´s Mainland. Det var vinter og vejret var i disse dage omkring den 27. januar 1940 særdeles dårligt, med kulde og storm. 8 sømænd omkom og 7 overlevede forliset.
Men i forbindelse med "Faro´s torpedering, opdagede kaptajnen på U-20 også de 2 danske skibe, som straks havde sejlet til undsætning ved "Faro", da den blev forsøgt torpederet. Begge de 2 danske skibe lå nær ved "Faro" for at frelse overlevende og måske redde skibet fra forlis, da det ikke så ud til, at det ville synke, trods skaderne.
Men ca. 50 minutter efter angrebet på "Faro", klokken 20:52, blev "Fredensborg" med kaptajn J.V.Thorn, ramt af en torpedo fra U-20 (Kapitänleutnant Harro von Klot-Heydenfeldt). Torpedoen eksploderede midtskibs af "Fredensborg", hvilket fik det danske skib til at brække i stykker på 10 sekunder og forsvinde i det stormende hav, med hele sin 20 mand store besætning - ingen overlevende!
Kun 30 minutter senere klokken 21:24, ramte U-20 det anden danske fragtskib, "England", med en G7e torpedo under skibets kommandobro, hvilket fik skibet til at brække i 2 stykker og synke på kun 2 minutter i det oprørte hav. Her omkom straks de 20 mand af besætningen, der bestod af 21 mand - kun en sømand blev reddet.
I linkene nedenfor er der yderlige link til oplysninger om u-bådene og deres chefer Schepke, Maus, Max-Martin Schulte og Haro von Klot-Heydenfeldt.
Link til andre handelsskibe og deres skæbne:
Fragtskibet "Faro":
http://www.uboat.net/allies/merchants/212.html
Fragtskibet "Fredensborg":
http://www.uboat.net/allies/merchants/214.html
Fragtskibet "England":
http://www.uboat.net/allies/merchants/215.html
Tankskibet "Susan Mærsk"
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/988.html
Fragtskibet "Lifland":
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/2221.html
Tabsliste fra "Lifland":
http://www.uboat.net/allies/merchants/crews/ship2221.html
Den tyske U-båd U-20:
http://www.uboat.net/boats/u20.htm
Kapitänleutnant Haro von Klot-Heydenfeldt i U-20:
http://www.uboat.net/men/commanders/615.html
Ubådens kaptajn Klot-Heydenfeldt omkom allerede den 1. juli 1940, da hans nye kommando, som chef på den større og nyere u-båd U-102, på deres første krigspatrulje i Atlanten, førte til at u-båden blev dybdebombet af den britiske eskortedestroyer HMS Vansittart, sydøst for Irland, hvorved han og hele besætningen på 43 mand omkom.
Ved Leise Mærsk´s sænkning omkom 17 besætningsmedlemmer og 7 overlevede. Kaptajn Peter Konge Mortensen var blandt de omkomne.
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/666.html
Den tyske U-båd U-100:
http://www.uboat.net/boats/u100.htm
Kapitänleutnant Joachim Schepke i U-100:
http://www.uboat.net/men/schepke.htm
U-bådens kapatajn Schepke omkom under u-bådens sænkning i marts 1941.
Ved Peter Mærsk´s sænkning, omkom alle 67 ombordværende, herunder kaptajnen Otto Aggerholm.
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/2495.html
Den tyske U-båd U-185:
http://www.uboat.net/boats/u185.htm
K
apitänleutnant August Maus:
http://www.uboat.net/men/maus.htm
U-bådens kaptajn Maus overlevede krigen.
Fragtskibet "Lily" på 1.281 tons:
Bygget 1920 i Elbing, Danzig, Tyskland. Ejere: Marius Nielsen & Søn, København.
Sejlrute da skibet blev torpederet af U-13 Kapitänleutnant (Max-Martin Schulte): Fowey (afgang 2. april) - Kirkwall, Orkneyøerne - (afgang 25. april mod Preston), med en last af "kina-ler".
Klokken
00:28 om natten den 26. april 1940, blev det uledsagede fragtskib "Lily" ramt af en torpedo, der dog ikke detonerede (mange tyske torpedoer avde fejl og eksploderede ikke ved anslag på skibene), fra den tyske ubåd U-13, Klokken 01:17 ramte den anden torpedo, som U-13 havde affyret, Lily i stævnet, hvorved forskibet brækkede af og fik skibet til at synke på kun 45 sekunder (optegnelser fra U-bådens logbog). "
Lily" blev meldt savnet efter at have forladt Kirkwall samme dag. Ombord var også et engelsk prise-mandskab, bestående af en officer og fem soldater.
Fragtskibet "Lily":
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/314.html
Den tyske U-båd U-13:
http://www.uboat.net/boats/u13.htm
Kapitänleutnant Max-Martin Schulte:
http://www.uboat.net/men/commanders/1149.html
U-bådens kaptajn Schulte overlevede krigen, selv om U-13 allerede den 31. maj 1940, blev sænket, men uden at han og mandskabet omkom. Han kom dog ikke ud med en anden u-båd og overlevede derfor nok krigen. Mandskabet i U-13, blev senere fordelt på andre u-både, hvor de fleste senere omkom i løbet af krigen.
Links til andre danske skibe sænket af tyske u-både:
(Efter tyskernes erobring af Danamrk 9. april 1940, blev de fleste danske handelskibe, som på det tidspunkt var uden for Danmark, overgivet til den britiske handelsflåde i krigstid - Derfor er mange britiske handelsskibe, egentlige danske handelsskibe med danske besætninger).
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/3183.html
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/2880.html
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/172.html
http://www.uboat.net/allies/merchants/ships/134.html
Link til dansk web-side om sænkninger af danske fragskibe 1939 til 1942 - mange detaljer:
http://www.ryetoftt.dk/454728
Atlantkrigens samlede menneskelige omkostninger:
"Slaget om Atlanten" kom til at koste 30.248 sømænd livet, alene i den britiske handelsflåde, foruden de tusindvis af andre allierede sømænd i handelsskibene fra USA, Canada, Norge, Danmark, Sverige, Holland, Belgien, Grækenland, Sovjetunionen og mange andre lande. "Slaget om Atlanten" kostede 2828 sænkede allierede handelsskibe og 158 allierede krigsskibe. Desuden mistede over 15.000 sømænd deres liv i de allieredes krigsskibsflåder - Over 32.000 tyske u-bådsfolk (781 tyske ubåde blev sænket) ud af 39.000 folk i den tyske u-bådsflåde, omkom også i krigen.
Dertil kommer de tusindvis af sænkede skibe og omkomne søfolk, som 2. Verdenskrig også kostede - Ovennævnte er kun tab fra krigen på Atlanten 1939 - 1945.
De enorme krigsomkostninger i "Slaget om Atlanten", kan illustreres på den måde, at disse tab af mennesker og skibe m.m., udgør mere end de sidste 500 års søkrigstab!!
Forsyningerne til England og hermed også videre til andre krigsskuepladser, f.eks. med hjælp til russerne via ishavskonvojerne, blev under krigen, foretaget af 85.775 fragtskibe og eskortefartøjer i 2.889 konvojer. Konvojernes tab af skibe blev på 654 skibe og 1578 skibe blev tabt under sejlads alene uden eskorte. "Slaget om Atlanten" kom alene til at koste et totalt tab af skibstonnage på 11.899.732 tons.
Året 1942 blev et af de mest omkostningstunge år for De Allierede, da de tyske u-både sænkede over 8.000.000 tons fragt- og krigsskibe. Hertil kom tab af tonnage på alle de andre havområder, hvor allierede handelsskibe sejlede.
Mere om "Slaget om Atlanten":
Nordatlantens vejr og ikke mindst de mange storme og orkaner i de iskolde havområder, syd for Grønlands sydspids "Kap Farvel" og i "Danmarksstrædet" mellem Island og Grønlands østkyst, var ofte helt ekstreme og ikke egnet til at sende konvojer, bestående af ofte 40 - 60 handelsskibe og eskortefartøjer, ud i. - Ca. en tredjedel af alle allierede skibstab, skyldtes derfor ofte forlis og kollisioner og ofte "bare", at skibe forsvandt sporløst på havet. - I januar 1943 startede en lang periode på 140 dage, hvoraf de 116 dage i Nordatlanten var plaget af store storme og orkaner, som den dag i dag, er en periode, som ikke er overgået med lige så mange storm- og orkandage!
"Operation Torch" - Middelhavet og Atlanten:
Tabene af mandskab og skibe var enorme, hvoraf november 1942 var en helt uhyggelig tabsperiode,hvor tyske u-både på godt 14 dage sænkede 117 handelsskibe, svarende til 700.000 tons skibstonnage. De nordatlantiske konvojer havde i den periode færre eskortefartøjer, til at beskytte sig, da mange af disse flådefartøjer var med i den store landgangsoperation og invasion i Nordafrika - Operation "Torch", som skulle føre til Det Tyske Afrikakorps og Feltmarskal Rommels nederlag.
Den tyske flådeledelse og hermed Admiral Dönitz, var ikke klar over De Allieredes invasionsplaner og dermed flådestyrkers overførsel til Middelhavet. Det betød, at hovedparten af de tyske u-både forblev i Nordatlanten og ikke i til strækkeligt antal, kunne forhindre invasionsplanerne og udførelsen heraf i Middelhavet. - Til gengæld betød det, at u-bådene i Nordatlanten, pludselig havde mere frit spil og kunne angribe de nordatlantiske skibskonvojer, til og fra England. Konvojernes eskortefartøjer kunne ikke dæmme op for de mange tyske u-både, som i Admiral Dönitz planlagte operationer i de såkaldte "Wolf-packs", i mange tilfælde kunne sænke fragtskibe reletivt uhindret.
Efterretninger og kodebrydning:
Den britiske efterretningsorganisation "Ultra" havde heller ikke i november 1942, fået brudt koderne fra den nyeste tyske kodemaskine Enigma "4". I 10 måneder havde man ikke kunne bryde disse koder og tyskerne havde derfor et forspring, da de allerede ved krigens start og fremover, let kunne bryde de britiske koder og derfor kunne overvåge konvojernes ruter, antal skibe og eskortefartøjer m.m.
Nordatlantens konvojer blev derfor på en måde ofret i et par måneder, for at invasionen i Nordafrikan kunne sker som planlagt. De Allierede havde på det tidspunkt af krigen, november 1942, stadig ikke den nødvendige kvantitet og kvalitet, sådan at konvojernes ekskortefartøjer og flydækningen, samlet set kunne yde den fornødning beskyttelse af konvojerne.
Nye konsekvenser i "Slaget om Atlanten":
Men fra januar 1943 og indtil juni 1943 ændredes billedet og styrkeforholdet drastisk. Hitler beordrede Admiral Dönitz til, at forlægge mange af sine u-både til Gibraltar og Middelhavet, efter at han fik kendskab til De Allieredes landgang i Nordafrika. Hvorved slap de Nordatlantiske konvojer i december og januar 1942/1943, for de fleste tyske u-bådes hærgen. Desværre viste vejret sig i den periode sig fra sin værste side og betød store tab for konvojerne alligevel.
De Allierede fik brudt Enigma "4" koderne i december 1942, de fik nye bedre radarudstyr til både skibe og fly, bedre søge- og sporingsudstyr, som de tyske u-både ikke kunne spore, før det var for sent, bedre dybdebomber og affyringsapparater hertil, flere eskortefartøjer og ikke mindst betydelig bedre dækning fra patruljefly over hele Nordatlanten.
I februar 1943 havde de nordatlantiske konvojer kun luftdækning af i alt 18 langdistance patruljefartøjer, primært de amerikanske B24 Librators, men man ændrede prioriteringerne og tilførte hurtigt flere af denne type fly og i maj 1943 var der 70 sådanne fly - denne overvågning og angrebstrussel, medførte, at de tyske u-både i maj 1943, med stor risiko ikke mere kunne udnytte deres overfladefordel, når de skulle lade batterier op og se og angribe konvojerne med torpedoer.
I maj og juni 1943, betød det, at tyskerne mistede et uhørt højt antal u-både og besætninger, som man ikke kunne erstatte kvantitativt og kvalitativt hurtigt nok. Det betød at Admiral Dönitz i juli trak alle u-både væk fra Nordatlanten og placerede dem i Midt- og Sydatlanten og omkring Gibraltaråbningen ind til Middelhavet. Men uanset dette fortsatte tyskerne med at miste u-både i stort tal, da De Allierede nu havde baser og fly, som stort set kunne dække store dele af hele Atlanterhavet.
De tyske u-både havde ikke kvalitets- og operationelt fulgt med teknologisk og skulle stadig bruge megen tid på havoverfladen, for at oplade batterier m.m. Fra maj/juni og fremover blev hundredvis af tyske ubåde sænket af fly og flådefartøjer - ikke mindst da de, når de skulle ud eller hjem fra krigspatrulje var nødt til at sejle gennem Biskayen og farvandet ud for det vestlige Frankrig, hvor tyskernes baser lå. Mange u-både blev her sænket af allierede fly (Sunderlands, Catalinaer, Liberatorer B24, Wellingtons og Hudsons).
Senere forskning i "Slaget om Atlanten"...
har vist, at forskellige prioriteringer undervejs, ville have givet betydelige færre tab og forhindret de tyske u-både i deres til tider udslagsgivende sejre, som var tæt ved at betyde, at "Slaget om Atlanten" var tabt for de allierede og kunne have betydet, at England ville blive nødt til at opgive kampen mod Tyskland, i perioden september 1942 til marts/april 1943.
Samtidige ledende flådeofficerer har udtalt, at med bare 2 eskadriller langtrækkende fly mere, end den øverste militære ledelse ville anvende på denne krigsskueplads, ville "Slaget om Atlanten" have været vundet tidligere og med mindre tab af menneskeliv og skibe.
Det kan illustreres på den måde, at ved Casablanca-konferencen i januar 1943 (Churchill, Roosevelt og Charles de Gaulle, hvor Stalin havde takket nej til at komme), havde man her besluttet, at prioritere kampen mod de tyske u-både på Atlanten og få dem nedkæmpet. Dette førte desværre ikke til at man overførte flere fly, herunder langtrækkende fly, til overvågning og jagt på tyske u-både - Man var stadigt oppe mod den landmilitære prioritering af bombninger af landbaserede mål, hvor bl.a.
Det britiske "Bomber Command" havde stor indflydelse og på sin vis forhindrede, at de nødvendige antal fly og deres kvalitet, blev overført til bl.a. "Costal Command" og til konvojtjenesten. Dette skete først i maj 1943, da De Allieredes handelsflåder, havde mistet enorme mængder tonnage og søfolk og de tyske u-både var ved at vinde slaget.
"Costal Command" var dog også delvis selv skyld i, at man ikke fik overført det nødvendige antal fly til atlanterhavskonvojerne.
I over 2 år havde "Costal Command" og Det Britiske Admiralitet , selv presset på, sammen med "Bomber Command", for at man indledte en massiv bombning af de tyske u-bådsbaser på den franske vestkyst. Denne intensive bombning af disse baser satte man i værk fra januar til maj 1943.
Hvis man kunne ødelægge baserne og u-bådene her, inden de drog til havs, ville det spare enorme anstrengelser i material og mandskab på havet under transport og forsvar af konvojerne - en egentlig logisk beslutning - men som på sin vis blev fatal, da man ikke kunne ødelægge baserne og u-bådene her. De Allierede kastede 19.000 tons bomber over baserne og byerne hvor de lå, hvilket kostede mange civile fransk borgere livet. Ligeledes kostede de mange flyangreb et tab af 262 bombefly og deres besætninger - og ikke en eneste tysk u-båd blev skadet eller ødelagt under disse massive bombninger!!
De Allieredes anstrengelser var helt forfejlede og man spildte bare sine ressoucer uden den mindste effekt - tvært imod!
Disse anstrengelser havde fået en helt anden effekt, hvis man havde anvendt dem i "Slaget om Atlanten" - det kom tiden efter april/maj 1943 til at vise, da man endelig overførte kapasiteten til atlantens konvojer.
Hvis man havde kunnet bruge de 262 nedskudte fly til u-bådsbekæmpelsen på Atlanten, ville det have betydet, at man med hver konvoj, kunne have øget flypatruljetiden med 29 timer over konvojerne. Ligeledes ville det teoretisk og ud fra de daværende tilgængelige statistikker, have betydet, at man ville have opnået 700 flere opdagelser af u-både omkring konvojerne. Det ville alt andet lige have begrænset de tyske u-både succes med deres sænkninger af handelsskibe.
Men dengang under krigen, var man ofte nødt til at beslutte prioriteringer ud fra færre oplysninger og ikke kendt viden, som man i har - man kan altid være bagklog om sådan noget. 2. Verdenskrig var en enorm kompliceret anstrengelse med millioner af enkeltsager, som man skulle beslutte både decentralt og centralt - koordineringen var ofte ikke til at opretholde og styringen ekstremt vanskeliggjort - processerne var en lang tilpasning og ændring gennem krigen.
"Slaget om Atlanten" var tabt for tyskerne i maj 1943..
og selv om de i resten af krigen sænkede skibe fra konvojerne, var antallet stærkt reduceret og fik ingen betydning for forsyningerne til England og hermed bl.a. til den forestående invasion i Normandiet, Frankrig den 6. juni 1944.
Link til hoved-websider for tyske u-både, sænkede handelsskibe, konvojer osv.:
http://www.ubootwaffe.net/index.html
http://www.uboat.net/index.html
http://www.warsailors.com/
http://www.convoyweb.org.uk/index.html
http://www.deepimage.co.uk/wrecks/uboats/767/u767-mainpage.htm
http://www.uboat.net/history/leopoldville.htm
http://www.uboat.net/boats/u486.htm
http://www.youtube.com/watch?v=f4rWrHHrCNE
http://www.youtube.com/watch?v=mwyUvvkfodE
http://www.google.dk/images?hl=da&biw=1012&bih=584&q=ss+leopoldville&um=1&ie=UTF-8&source=univ&ei=hEQqTZ7fAdLA8QOZ69G1Ag&sa=X&oi=image_result_group&ct=title&resnum=2&ved=0CCwQsAQwAQ
Link til historien om den sænkede australske krydser "HMAS Sydney",
som blev sænket af det tyske krigsskib "Kormoran", som var kamufleret som handelsskib. I linket kan ses og læses alt om denne katastrofe for den australske flåde i november 1941 - linket indeholder videoer og fotos af begge skibes vrag, da skibenes vrag er fundet i havet ud for den vestaustralske kyst på ca. 2 kilimeters dybde (marts 2008):
http://www.findingsydney.com/default.asp
http://www.navy.gov.au/HMAS_Sydney_(II)
Videoer af begge skibsvragene:
http://www.findingsydney.com/video.asp
http://www.findingsydney.com/video.asp
Link til hele historien om HMS Kite og dets og besætningens skæbne (meget detaljeret!), se foto og beskrivelsen nedenfor i fotoafsnittet:
http://www.secondworldwar.org.uk/kite2.html
http://www.uboat.net/allies/commanders/1.html
http://www.uboat.net/boats/u344.htm
Link til side med kort over Barentshavet og positionerne for de ca. 30 sænkede tyske u-både her:
http://www.secondworldwar.org.uk/u344.html
I fotoafsnittet nederst er der her billeder fra Loch Ewe og Murmansk i Sovjetunionen, tillige med beskrivelser af denne del af "Slaget om Atlanten" (Nordatlanten).
Ishavs-fronten, Sovjetunionen, Tyskland, De Allierede og deres ledere - Konklusioner:
Hvis tyskerne havde sejret i 1941/1942, havde Hitler kunnet flytte over 3 millioner mand og meget af sit materiel tilbage til Vesteuropa, Nordafrika og andre steder og ville helt sikkert forsøgt på en invasion af England.
Østfrontens betydning som støttefront og aflastning for de allierede og Englands overlevelse som et frit land og deraf følgende fristed for opbyggelse af en ny og større hær på resterne fra den slagne hær efter retræten fra Dunkerqurke i Nordfrankrig.
Ligeledes kunne Amerika sende hundreder af tusinde soldater og kolossale mængder materiel til England, ligesom mange frivillige fra hele verden blev indrulleret i opbygningen af en slagkraftig allieret hær. Mange undslupne soldater og frivillige fra tyskernes okkuperede lande, meldte sig også i hobetal til denne opbygning af verdenshistoriens største hær på engelsk grund.
Dette kæmpe krigsmaskineri, var vel at mærke ikke udelukkende baseret på forsvarsteknik, men i stedet meget baseret på at udføre angrebskrig. Da de allierede så absolut, havde tænkt sig at komme tilbage til Europas fastland og smadre tyskerne og nazismen senere. I hvert fald, ville russernes eliminering som krigsdeltager, give de øvrige allierede enorme problemer med at overleve det tyske pres. Måske var det egentlig det der knækkede Tyskland. De måtte også skaffe sig utrolige maser af materiel, til alle de krigsskuepladser, de var engagerede i. Fra 1943 og til enden manglede de i hvert fald både materiel og soldater.
Efter Stalingrad - og Afrikafelttogets fiaskoer, havde tyskerne, måttet sige farvel til enorme mængder materiel og soldater (I Nordafrika ca. 270.000 mand og ved Stalingrad i Rusland ca. 350.000 mand). Hver gang de mistede et slagskib, tanks og fly, blev det vanskeligere og vanskeligere at erstatte det med et nyt. Brændstof, stål og kvalificeret arbejdskraft blev sværere og sværere at skaffe tilstrækkeligt af. Man måtte anvende millioner af tvangsarbejdere, krigsfanger m.m. for at holde produktionen nogenlunde oppe.
Føden blev knap og de mere og mere vedholdende luftangreb fra allieret side, smadrede også Tysklands infrastruktur, moral og kontinuitet. Fra foråret 1943 går det hastigt ned ad bakke for nazisterne. Det finder vi danske ud af, så skifter holdningerne og det officielle Danmark bliver nødt til at holde med de allierede. Det var også i sidste øjeblik.
Ved krigens slutning, da russerne omringede Berlin og knuste Hitlers regime der, havde de så mange soldater i angrebet af Tyskland (omkring 4,5 millioner!!), at de allierede, og især England var bange for, at de mange armekorps russerne havde på den nordlige front af Berlin, havde ordre om og kurs mod Slesvig Holsten og Danmark. De kunne under en dag nå op i Jylland. Jalta konferencen mellem Stalin, Roosevelt og Churchill, havde ellers tidligere betydet, at man var blevet enige om at opdele de erobrede landområder efter en vedtaget hemmelig plan, når krigen var vundet og ovre.
Amerikas Roosevelt var på det tidspunkt syg og svækket og General Eisenhower var slet ikke vågen for Stalins dobbeltspil og konspiratoriske og snu evner. Churchill opfattede situationen noget anderledes og var ikke overbevist om Stalins løfter og aftaleberedvillighed. Senere viden bekræfter, at russerne højst sandsynligt var fortsat op i Danmark, hvis ikke englænderne og General Montgommery, som amerikanerne foragtede og afskyede intenst, nærmest i panik, havde svunget sin 8. Arme´ op mod Slesvig Holsten og Danmark i de sidste dage af april 1945. Det forhindrede russerne i at forcere yderligere frem og reddede Danmark fra at blive et kommunistisk ”paradis” for Aksel Larsen og alle de andre ”frihedskæmpere” der kæmpede for Danmarks befrielse, så de bagefter kunne blive de nye herremænd, efter tyskernes kapitulation, når russerne havde overtaget Danmark.
Russernes angreb på Bornholm efter krigens afslutning, indikerer så absolut, efter min mening, at russerne havde planer om okkupation af Danmark. Så ville Stalin, ved at kikke på et landkort se, at han kunne kontrollere hele Østersøen fra Finland til ud i Nordsøen, hvis også Danmark blev en del af versalstaterne til Sovjetunionen!! Det danske folk, kommunister som andre frihedskæmpere og folkekravet i 1943/1944 reddede Danmark i de allieredes øjne, i hvert fald de engelske øjne.
Vort sidste halvandet års tilslutning til den vestlige alliances side, betød, at vi blev beskyttet af England, da det virkeligt gjaldt!! Det var storsindet af Churchill og ikke mindst af General Montgommery, at dreje op mod Danmark, da de engelske hære hastede ind over Nordtyskland i de sidste uger af krigen. Montgommery var efter D-dagen i Normandiet 6. juni 1944, ellers besat af tanken om, at det var ham der skulle indtage Berlin først.
Hans overilede mislykkede angreb i Holland, med faldskærmstroppeangreb omkring Arnhem for at sikre broerne over floderne til sin arme´ s fremrykning ind i Nordtyskland fra Holland (se og læs evt. i menupunktet og siden med Holland, hvor hele dette drama oprulles) og senere skænderier med amerikanerne og Eisenhower i særdeleshed, betød, at han ikke fik de informationer og opbakning der skulle til for at han kunne følge sine planer ud i livet og blive første mand i Berlin. Der var helt klart storpolitik i den sag og der kunne Montgommery ikke stille noget op. Det havde han slet ikke format til.
Han var inkarneret engelsk hærfører med ”stiff upper lip” og førte de stolte engelske traditioner videre med mænd af den rette arrogante og uforsonlige men retfærdige støbning, som f.eks. tidligere Lord Kitchener og også Winston Churchill selv. Så en masse historiske tilfældigheder, hvor forskellige personer og begivenheder var på rette sted i rette tid, betød, at vi undgik russisk overtagelse af vort land.
Men dette historiske forløb, ville kun have kunnet ske, hvis Atlantens konvojer og forsyninger var kommet over ”dammen” fra Canada og Amerika til England og noget af det videre til Sovjetunionen. Winston Churchill skrev efter krigen: "The Battle of the Atlantic was the dominating factor all through we had lost that we would have lost everything. Oversat: Slaget om Atlanten var den dominerende factor, hvis vi havde tabt, ville vi have tabt det hele".
Omkostninger i "Slaget om Atlanten":
Det var i sandhed en enorm kraftanstrengelse for de allierede. De allierede mistede 4786 skibe i 2. Verdenskrig. Det svarer til en tonnage på ca. 21 millioner. Et enormt antal og et enormt spild!! Alene England mistede 2566 skibe. Kikker man på hvordan det fordeler sig mellem søstridskræfterne, ser det således ud.
Af de 4786 skibe blev de 2775 sænket af ubåde, svarende til en tonnage på 14,5 million. 622 skibe blev sænket af luftbårne styrker, bombninger, torpedoangreb, osv. Øvrige mistede skibe foregik ved andre måder, minesænkninger, ulykker, vejrmæssige forlis osv.
Tyskerne mistede 781 u-både foruden de fleste af deres store slagskibe, Bismarck, Graf Spee, Gneisenau, Tirpitz, Scarnhorst osv.
Ud af de tyske tab på 781 u-både, fordeler det sig med 635 sænkninger på angreb fra allierede krigsskibe, fly og miner. 63 sænkes med regulære bombninger. Men alene 83 sænkninger, sker på grund af uheld og ulykker!!
Amerikanerne sænker 132 u-både, mens englænderne gør det af med 503 u-både.
Link til statistik over tyske tab under 2. Verdenskrig:
http://www.feldgrau.com/stats.html
Her historiske beretninger om De Allieredes konvojer over Nordatlanten fra USA/Canada til England/Skotland og Fra Skotland til Murmansk og Arkangelsk i det nordlige Sovjetunionen:
Konvojen PQ-17 - Verdens største konvoj tragedie.
De russiske konvojer.
Da tyskerne invaderede Sovietunionen i juni 1941, fandt russerne og englænder sig pludselig i en fælles alliance mod tyskerne. Som et resultat af dette, indgik England en aftale med Sovietunionen om levering af varer og krigsmateriel via nordatlantiske konvojer.
Nu kunne England slet ikke klare, at forsyne Rusland med nogen større mængde of noget som helst, da de selv "hang med det yderste af neglene" i bestræbelserne for selv at have forsyninger nok af alting - Forsyningerne kom reelt fra USA, som allerede fra krigens start forsynede England med alt hvad de behøvede.
Den amerikanske præsident Roosevelt var forudseende og oprettede en lov om ydelser i henhold til denne lov, som blev kaldt "låne og lejeloven". Bl.a. "lånte" USA England 50 destroyere, hurtige flådefartøjer, som kunne beskytte konvojerne over atlanten til England og også konvojerne til Rusland. Trods dette havde man dog i de første krigsår alt for få og anvendelige flådefartøjer til bevogtning af disse livsvigtige konvojer.
Konvojerne sejlede til de 2 nordrussiske havnebyer Murmansk og Arkhangelsk. For at nå disse havne, måtte konvojerne af skibe sejle farligt nær den tyskeerobrede norske kyst, hele vejen op i ishavet og ned til de 2 havnebyer.
Konvojer som skulle til Rusland havde betegnelsen PQ, og returkonvojerne hed QP (betegnelserne kom sig af, at den ledende officer, som planlagde de føreste konvojer til og fra Rusland var Commander P.Q. Edwards, så hans 2 fornavn´s bogstaver blev øgenavnet for konvojnumrene f.eks. PQ-17).
Den første konvoj forlod England i august 1941 og i foråret 1942 havde de 12 konvojer, som var blevt afviklet, kun mistet et skib. Skibet, som gik tabt lige efter Nytår 1942, blev det førte offer for tyskernes første u-båd, som blev sendt på patrulje og angreb mod de nordatlantiske konvojer. De Allierede fik her den første grimme advarsel om hvad som ville komme - nu gik det ellers lige så godt.
Det første militære flådetab, som konvojerne fik, var i konvojen PQ-8, da U-454 ledet af
Kaptajnløjtnant H
ackländer, sænkede den britiske destroyer HMS Matabele, med tab af næste alle mand ombord , nordøst for Kola halvøen den 17. 1942.
Fra den 24. maj til den 30. maj 1942, foretog tyske fly 245 bombe - og torpedoangreb mod konvoj nr. PQ-16, hvis 30 skibe, hermed var den største Rusland konvoj til dato. Tyskerne sænkede 5 skibe og skadede 4 andre skibe. Det var det hidtidige hårdeste slag mod en af de nordatlantiske konvojer.
PQ-17 sejler fra Island.
Den 27 juni 1942 kl. 16:00 forlod skibene i konvoj PQ-17, deres ankerpladser i Hvalfjordur, Island og dampand headed northwards. The convoy consisted of 35 ships and was heavily lede nordpå. Skibenes last bestod af 297 fly, 594 tanks, 4246 lastbiler inklusive biler med last af forskellige våben og endelige var skibene lastet med 156.000 tons andre forsyninger m.m.
Konvojens last svarede til, at man kunne udruste en hær på 50.000 mand og havde en værdi af 700 million dollars i datidens møntfod.
Konvojen var svært bevogtet af flådefartøjer, hvoraf 4 var krydsere, 3 destroyere. 2 britiske u-både og 2 tankskibe, som var med, hvis et skib kom til at mange brændstof.
Kort efter at have forladt Island løb et af skibene SS Richard Bland på grund, og måtte bagefter returnere til Hvalfjordur. Den 29. juni sejlede konvojen ind i et område med megen tung is og 4 skibe blev alvorligt skadet og 1 skib SS Exford måtte vende om. Tilbage var der nu 33 skibe i konvojen til Rusland.
Konvojens videre færd hen over nordatlanten blev en katastrofe for De Allierede. Konvojen blev angrebet ustandseligt på ruten, af 9 forskellige tyske ubåde (se nedenfor skemaet med listen over sænkede skibe og hvilken tysk u-båd som stod for sænkningen)
I alt blev 24 skibe sænket ud af de 33 skibe i konvojen (22 handelsskibe og 2 krigsskibe). 153 sømænd på handelsskibene mistede livet, kun 7 sømænd overlevede samlet fra alle de 22 sænkede handelsskibe.
Tabet af materiel var ekstremt højt og et hårdt slag for De Allierede. De 22 tabte handelsskibe androg en skibstonnage på 142.518 tons. 3.350 motorkøretøjer gik tabt, 430 tanks, 210 bombeflyvemaskiner og 99.316 tons anden fragt, f.eks. radarudstyr og ammunition m.m.
Skibet Paulus Potter blev først sænket den 13 juli, da den blev fundet drivende uden mandskab, af den tyske u-båd U-255. Skibet var blevet rømmet en uge forinden, da det var blevet angrebet af tyske fly fra Luftwaffe. 3 mænd fra u-båden bordede skibet, for at se om skibet kunne bringes til en havn i Norge, men det kunne ikke lade sig gøre og Kaptajnløjtnant
Reche
satten en torpedo i skibet og sænkede det.
Desuden havde den sovjettiske tanker Azerbaijan mistet sin last af hørfrøolie og meget af skibet Winston-Salem's last var blevet kastet i havet ved Novaya Zemlya, da skibet var i fare for at synke og man derfor undgik forlis, ved at kaste en del af lasten overbord.
3 yderlige tab af handelsskibe, ud af de 11 overlevende skibe fra QP-17, fandt sted, da disse 3 skibe i returkonvojen fra Rusland den 20. juli, blev sænket af U-255, som dermed kom op på 5 sænkede skibe, bare fra den ene konvoj QP-17. Skibene var Silver Sword fra QP-17 og de 2 andre, som ikke var fra QP-17,
Bellingham og Gray Ranger. Det tyske
Luftwaffe fløj 202 angreb mod konvojen og sænkede 8 skibe ud af de i alt 24 skibe,der blev sænket. Tyskerne miste 5 fly under disse mange angreb.
Link til oplysninger om de russiske konvojer m.m.:
http://en.wikipedia.org/wiki/Arctic_Convoys#List_of_Arctic_Convoys
Se også de 5 fotos med oplysninger om Murmansk og de russiske konvojer nedenfor i fotoafdelingen.
Handelsskibe som gik tabt i konvoy PQ-17.
|
Dato
|
Skib
|
Vægt/tons
|
Land
|
Sænket af
|
|
4 Juli
|
Christopher Newport
|
7.191
|
US
|
U-457
|
|
4 Juli
|
William Hopper
|
7.177
|
US
|
U-334
|
|
Kl. 22:15 om aftenen den 4 juli, blev konvojens skibe beordret til at sprede sig og klare sig selv alene, da eskorten skulle forlade konvojen, som hermed blev opløst. Så gik det rigtig galt, som oversigten viser nedenfor - den 5. juli blev et mareridt for de civile handelsskibe og deres besætninger.
|
|
|
|
5 Juli
|
Navarino
|
4.841
|
UK
|
Luftwaffe
|
|
5 Juli
|
Carlton
|
5.127
|
US
|
U-88
|
|
5 Juli
|
Fairfield City
|
5.686
|
US
|
Luftwaffe
|
|
5 Juli
|
Daniel Morgan
|
7.177
|
US
|
U-88
|
|
5 Juli
|
Empire Byron
|
6.645
|
UK
|
U-703
|
|
5 Juli
|
River Afton
|
5.423
|
UK
|
U-703
|
|
5 Juli
|
Earlston
|
7.494
|
UK
|
U-334
|
|
5 Juli
|
Honomu
|
6.977
|
US
|
U-456
|
|
5 Juli
|
Peter Kerr
|
6.476
|
US
|
Luftwaffe
|
|
5 Juli
|
Washington
|
5.564
|
US
|
Luftwaffe
|
|
5 Juli
|
Bolton Castle
|
5.203
|
UK
|
Luftwaffe
|
|
5 Juli
|
Zaafaran
|
1.559
|
UK
|
Luftwaffe
|
|
|
|
6 Juli
|
Pan Atlantic
|
5.411
|
US
|
Luftwaffe
|
|
6 Juli
|
John Witherspoon
|
7.180
|
US
|
U-255
|
|
|
|
7 Juli
|
Alcoa Ranger
|
5.116
|
US
|
U-255
|
|
7 Juli 06:00
|
Pankraft
|
5.644
|
US
|
Luftwaffe
|
|
7 Juli 16:00
|
Aldersdale
|
8.402
|
US
|
U-457
|
|
7 Juli 20:00
|
Hartlebury
|
5.082
|
UK
|
U-355
|
|
|
|
8 Juli
|
Olopana
|
6.069
|
US
|
U-255
|
|
|
|
10 Juli
|
El Capitan
|
5.255
|
Panama
|
U-251
|
|
10 Juli
|
Hoosier
|
5.060
|
US
|
U-376
|
|
|
|
13 Juli
|
Paulus Potter
|
7.168
|
Holland |
U-255
|
Den næste konvoj til Rusland.
PQ-18 forlod Loch Ewe, Vestskotland den 2. september 1942 med 40 skibe og ankom til Arkhangelsk den 17. september med 27 skibe. Tyske ubåde havde sænket 3 skibe og Luftwaffe 10 skibe, men tyskerne slap ikke for egne tab, da de mistede 3 u-både, nemlig
U-88
,
U-457
og
U-589
.
Alle ombordværende i de 3 u-både omkom. Man fik altså hævn over U-88 og U-457, som havde sænket skibe i konvojen PQ-17.
Efter at også konvoj PQ-18 havde mistet mange skibe (13 styk), blev konvojerne til Rusland suspenderet og ikke genoptaget før konvojen JW-51 sejlede i december 1942. Den strategiske effekt af disse 2 konvojslag var meget større end tabet af mænd og materiel, da det betød, at Rusland kom til at mangle de konvojer, som skulle have fulgt umiddelbart efter konvojerne PQ-17 og PQ-18.
Flere oplysninger om "Slaget om Atlanten".
Efter 1942 og ind i 1943, fik De allierede endelig overtaget på Atlanten og dermed på konvojsejladserne, da de teknologisk og antalsmæssigt blev overlegne mht. flydækning og eskorteskibe og i stort antal forhindrede de tyske ubåde og fly i at komme til at sænke skibene i konvojerne, ligesom De Allieredes fly og krigsskibe nu opsporede og sænkede flere tyske u-både, end tyskerne havde kapasitet til at erstatte, hverken i nybygninger og i sær ikke på uddannede u-bådsfolk.
For eksempel er der krigsskibet HMS Warspite, som havde flere swordfish torpedo – og bombefly ombord og som allerede 1940 sænkede sin første ubåd, der dog var Italiensk.
Krigsskibene, i forbindelse med konvojerne var bl.a. Avenger, Biter, Fencer, Archer, Chaser, Campania, og især Vindex. De blev dyrekøbte bekendtskaber for de tyske ubåde. Vindex "sparker især røv" på tyskerne i konvojerne til Murmansk i Sovjetunionen.
U-81 og sænkningen af "Ark Royal" hangarskibet i Middelhavet:
Herunder skudsmål for den tyske u-båd U-81 og dens meritter. Det var den u-båd som den 13. november 1941 under kommando af kaptajn Guggenberger sænkede den berømte britiske hangarskib HMS Ark Royal i Middelhavet.
Se nedenfor i fotoafsnittet, hvor historien og billeder findes om denne sag.
U-81
Type
|
|
|
|
Byggestart
|
11. maj 1940
|
Bremer Vulkan, Bremen-Vegesack
|
|
Tjenesteklar
|
26. april 1941
|
Over-Løjtnant
Friedrich Guggenberger
|
|
Kaptajner
|
|
26. april 1941 -
24. december 1942.
|
Kaptajn-Løjtnant
Friedrich Guggenberger
(Jernkorset)
|
|
25. december 1942 -
9. januar 1944.
|
Over-Løjtnant Johann-Otto Krieg (Jernkorset)
|
|
|
Togter
|
17 togter
|
26. april 1941 - 31. juli 1941.
1. Flottille
(træning).
1. august 1941 - 30. november 1941.
1. Flottille
(Front u-båd)
1. december 1941 - 9. januar 1944
29. Flottille
(Front u-båd)
|
|
Resultater - Sænket tonnage
|
24 skibe sænket, i alt 41.784 Bruttoregistertons.
1 Hjælpe krigsskib (Trawler) sænket, i alt 1.150 Bruttoregistertons.
1 krigsskib sænket, i alt 22.600 tons.
2 skibe skadet, i alt 14.143 Bruttoregistertons.
|
|
U-bådens skæbne
|
Sænket kl. 11:30 den 9. januar 1944 ved Pola, i position 44.52 Nordlig, 13.51 Østlig af USA bomber. Hævet den 2. april 1944. Brudt op, 2 døde. Ukendt hvad der skete med den øvrige besætning - antagelig omkommet.
|
Link til side med alt om u-både, typer, historie, tab m.m.:
http://uboat.net/
http://www.ubootwaffe.net/
http://uboat.net/boats/listing.html
http://www.uboatarchive.net/Uboatlist.htm
http://www.ubootwaffe.net/ops/sunk.cgi
Spændende fotoserie af angrebet på den tyske ubåd U-848:
http://www.uboatarchive.net/U-848-Photos.htm
Og på U-118:
http://www.uboatarchive.net/U-118PhotosChamberlain.htm
Film om den tyske u-båd U-31:
http://www.youtube.com/watch?v=nxyg2DSc6P0&feature=related
Film om dybdebombeangreb på tysk u-båd:
http://www.youtube.com/watch?v=p89Cnpscs40&feature=related
Tysk u-båd på patrulje 1941:
http://www.youtube.com/watch?v=cYgUH9GNhZo&feature=related
Tysk U-båd i aktion 1941:
http://www.youtube.com/watch?v=2vQ8uWHo4uw&feature=related
Se endelig nederst, hvor der er link til en 10 minutters video omkring det sidste tyske slagskib Tirpitz, som briterne sænkede i den norske fjord Alta i 1944.
Allersidst på denne side, er der skrevet om det store engelske flyangreb på tyskernes base ved Aalborg i 1940, se fotos herfra m.m.
Historien om det engelske slagskib "HMS Barham" og begivenhederne i og omkring krigen i Middelhavet og Nordafrika.
Historien i detaljer:
HMS Barham var bygget af John Brown værftet, Clydebank, Skotland.
Byggestart februar 1913. Stabelafløbning oktober 1914. Tjenesteklar oktober 1915.
Navnet 'Barham' kom fra Admiral Charles Middleton 1762-1813, som var Lord Barham. Han blev First Lord of the Admiralty og var med ved Slaget ved Trafalger og arbejde sammen med Admiral Horatio Nelson.
HMS Barham´s sidste uger i 2. Verdenskrig.
HMS Barham opererede i Middelhavet i den engelske flådeenhed med navnet Force K, som havde base på øen Malta, som England ville holde for enhver pris, da øen var af vital betydning for bekæmpelsen af det tyske Afrikakorps under General Erwin Rommel og for kampen om Middelhavet.
Den 9. november 1941 kom flådeenheden i kamp ved Cape Spartivento, det sydvestlige Italien, hvor RAF forinden havde rapporteret om en italiensk konvoj af skibe i Det Ioniske Hav, som var på vej mod Nordafrika og det tyske Afrikakorps med forsyninger, hvilket fik Force K til at dampe ud fra Malta.
Konvojen bestod af 7 transportskibe eskorteret af 6 destroyere, med en fjernereliggende krydser flådeenhed, som ekstra eskorte.
Tidligt om morgenen blev alle de 6 italienske transportskibe sænket, tillige med destroyeren "FULMINE". Senere, medens den italienske destroyer "LIBECCIO" er i færd med at samle overlevende op fra havet, bliver den torpederet af en britisk u-båd, så også denne destroyer synker.
Den 13. november 1941 returnerer en anden britisk flådeenhed Force H til Gibraltar, after at enhedens 2 hangarskibe "Ark Royal" og "Argus" har fået fragtet og fløjet yderligere Hawker Hurricane jagerfly til Malta. Det berømte hangarskib, som tyskerne flere gange har proklameret, at have sænket, "ARK ROYAL", bliver da ramt af en torpedo fra den tyske u-båd "U-81". Skibet får hurtigt svær slagside uden dog at synke, men man forsøger at trække skibet til Gibraltar. Det mislykkedes, da hangarskibet kun er nogle få kilometer fra Gibraltar kuldsejler det og synker. "U-81" er en af 4 tyske u-både, som det er lykkedes for, at snige sig ind i Middelhavet, gennem det britiske stærkt bevogtede smalle Gibraltarstræde.
Link til historien og billeder m.m. om "HMS ARK ROYAL" og den tyske u-båd U-81.
http://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Ark_Royal_(91)
http://en.wikipedia.org/wiki/German_submarine_U-81_(1941)
http://www.uboat.net/boats.htm
http://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Courageous_(50)
http://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Glorious_(77)
Mere om U-både og krigen i Middelhavet:
Den 16. november 1941 bliver en af de fire tyske u-både "U-433" sænket af den engelske korvet HMS "Marigold" i det samme farvand, som HMS Ark Royal også blev ramt af en torpedo fra U-81. I slutningen af måneden sænker den hollandske u-båd 0-21 den anden af de 4 tyske u-både, nemlig "U-95". Mellem sidst i september og december 1941, slipper 26 tyske u-både ind i Middelhavet og sænker rigtig mange af den engelske flådes krigsskibe.
De Allierede mistede i Middelhavet i gennemsnit pr. måned 4 fragtskibe, med en tonnage på 19.000 tons.
Nordafrika, på landjorden starter briterne den 18. november 1941 en hovedoffensiv kaldet "Operation 'Crusader" fra området ved Sollum og i januar 1942 har briterne nået El Agheila. Det tyske Afrikakorps og de italienske styrker omkring Sollum og Bardia bliver forbigået af englænderne i forbindelse med deres pres frem mod Tobruk. Det bliver tropper fra New Zealand, der den 27. januar besejrer den tyske garnison i Tobruk.
Den 27. november 1941 da slaget om Tobruk er i gang bliver det australske krigsskib "PARRAMATTA" sænket, da det eskorterer et ammunitionsskib ind mod havnen i Tobruk . Det er den tyske u-båd "U-559", som sænker det med en torpedo i bagbords side. Efter at kampene om Tobruik startede, havde De Allieredes anstrengelser været enorme, dag og nat sejlede alle typer skibe mænd, materiel og ammunition ind til styrkerne i Tobruk. Da kampene stoppede kunne man gøre omkostningerne op. De Allierede havde mistet 25 krigsskibe af alle typer, men kun 5 sømænd fra handesflåden var omkommet!
På havet igen, den 25. november 1941, ud for kysten ved Sollum og nord for Sidi Barrani i positionen 32.34 Nord og 26.24 Øst i Middelhavet, sniger Kapatajn-Løjtnant Hans-Diedrich Freiherr von Tiesenhausen i sin type VIIC u-båd U-331, ind på nogle store fine mål for sine torpedoer.
U-båden var på sit 3 togt og havde den 17. november landsat
8 tyske kommandosoldater på den egyptiske kyst øst for Ras Gibeisa. Kommandosoldaternes opgave var, at sprænge en vigtig Allieret jernbaneforbindelse i luften nær ved kysten - det lykkedes ikke.
De fine mål er Flådeenheden Force K, med 3 slagskibe på linie, og med 8 destroyere som flanker. Et af de britiske slagskibe er det 31.100 ton tunge HMS Barham, med 1260 mands besætning ombord og med Kommandør Kaptajn G.C.Cooke som chef. De 2 andre slagskibe er HMS "Queen Elizabeth" og HMS "Valiant".
Flådeenheden var på vej mod farvandet mellem Malta og Libyen fra Alexandria i Egypten, for at jage italienske konvojer med udrustning til aksemagternes soldater i Nordafrika, Da u-båden sidst på eftermiddagen, lister inden for torpedoernes skudafstand, ligger u-båden i periskopdybden ca. 25 cm. under havoverfladen. Von Tiesenhausen´s u-båd placerer sig mellem 2 destoyere og fra 1200 meters afstand affyrer han 4 torpedoer i vifteform, mod det midterste af slagskibene i linjen af de 3 store krigsskibe.
3 af torpedoerne træffer HMS Barham's bagbords side, som hurtigt får slagskibet til at krænge over med en kraftig slagside, samtidig med at branden under dækket er så kraftig, at den hurtigt spredes hen mod skibets ammunitionsdepot. 2½ minut efter torpedoerne træffer skibet, kænterer skibet om på siden, og brand og ammunitionen fra skibets 15" kæmpestore granater antændes og det store slagskib sprænges til atomer i en gigantisk eksplosion, der fuldstændig river hele det store slagskib fra hinanden, smadrer alt. 862 mand dør øjeblikkelig, inklusive Kaptajn Cooke, men på mirakuløs vis, var mange af besætningsmedlemmerne allerede sprunget i havet, da skibet straks begyndte at kæntre.
De øvrige skibe i Force K, kunne kun se hjælpeløse til, da de så det mægtige skibe eksplodere. Man havde dog åbenbart åndsnærværelse nok til at filme det hele. (du kan se filmen nedenfor i de opsatte links - bered dig på et chock!). Kort tid efter katastrofen kan HMS Hotspur og HMS Nizam begynde at samle de overlevende op fra havet, i alt 395 søfolk.
Von Tiesenhausen havde ikke nogen ide om, hvilket skibe han ramte, alle i u-båden havde dog hørt den enorme eksplosion efter bragene fra torpedotræfferene, så de vidste de havde sænket et skib. Skæbnen faldt i HMS Barham´s lod.
Von Tiesenhausen havde ikke tid at tænke på resultatet, han havde nok at gøre med at prøve at undslippe.
Den tyske u-båd U-331 blev nu jagtet intensivt af de hævngerrige engelske destroyere i Force K flåden, men u-båden slap fra alle de mange dybdebomber, englænderne kastede ud i havet på u-bådens formodede position og sejlede retur mod Grækenland, hvor den anløb havnen Salamis den 21. februar 1942.
Kampen om Middelhavet og magten i Nordafrika havde også sine gode sider for De Allierede, som ellers i 1941, fik mange nederlag verden over på alle fronter i luften, på havet og på landjorden.
Nogle dage inden tragedien med HMS Barham´s sænkning havde Force K sænket 2 fragtskibe mere, vest for Grækenland. På dette tidspunkt af krigen i Middelhavet omkring årsskiftet 1941 - 1942, mister Aksemagterne, Tyskland og Italien 60 % af sine forsyninger til sine nortdafrikanske hære. De Allieredes flyvevåben, u-både og flådefartøjer angreb konstant og vedholdende, trods egne tab af slagskibe og hangarskibe. - I Østafrika overgav de sidste italienske styrker sig ved Gondar i det nordlige Ethiopien, den 27. maj 1942. Det Italienske Facistiske Imperium i Østafrika ophørte hermed at eksistere.
De Allierede havde den opfattelse, at den tyske u-båd var U-331 og, at det var den, der havde sænket HMS Barham. Ydermere mente de, at U-331 var blevet sænket samme dag som HMS Barham sank. - Men i 1998 kom en bemærkelsesværdig historie frem.
Den 19. januar 1998 blev den nu meget gamle Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen interviewet via telefon. Han havde en helt klar erindring om hændelsen. Da han pga. sin meget nedsatte hørelse, ikke kunne tale direkte i telefon, blev interviewet gennemført med hjælp fra hans hustru.
Den 25. november 1941 havde Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen, på U-331 affyret sine 4 torpedoer på en gang og efter et stykke tid, hørt 3 eksplosioner, som hidrørte fra sine torpedotræffere af et engelsk skib. Han vidste ikke hvilket et han havde ramt.
Da de 4 torpedoer blev affyret og forlod u-bådens torpedorør, på deres 1260 meter lange kurs mod HMS Barham, gjorde Von Tiesenhausen, som sædvanligt med stor koldblodighed, sin u-båd klar til at dykke og hvis han ikke var blevet opdaget, ville han bringe sig i position til et angreb mere, fra en anden position. - Men efter affyringen, glemte han denne gang, eller overså han betydningen af, at 4 tunge torpedoer lige havde forladt u-båden fra torpedorørerne i u-bådens bov. Det bevirkede, at han ikke fik trimmet u-bådens balance hurtigt nok og u-bådens bov, vippede opad og brød op af havoverfladen i et skumsprøjt, tillige med, at også u-bådens tårn med det påmalede u-bådsnummer tydeligt kunne ses over vandet.
Von Tiesenhausen kæmpede febrilsk for at få boven ned igen, da u-bådens tilsynekomst over havoverfladen, kun var ca. 125 meter fra det nærmeste slagskib HMS Valiant, som med det samme fik øje på u-båden og hvis kapatajn hurtigt fik slagskibet til at ændre kurs, i den hensigt at vædre u-båden.
U-bådens operatører arbejdede hurtigt, for at få u-båden nedad i havet igen, da det store slagskib i en krap bue, styrede hen mod u-bådens position. Nervepirrende minutter gik, medens u-bådens folk kun kunne håbe på, at de ville dykke hurtigt nok, til at undgå at blive vædret og på Slagskibet bad man til, at de ville nå frem i tide, til at ramme u-båden, som ville betyde dens sænkning.
Men i sidste øjeblik var U-331 så dybt nede, at det store tunge slagsskib, trods sit skrogs dybde i havet, kun lige akkurat buldrede hen over U-331, uden at gøre den skade.
Medens alt dette stod på, lød den enorme eksplosion, da HMS Barham eksploderede. Alle i u-båden får også et chok, da de hører det gigantiske brag nede i vandet - de ved da, at de har sænket et stort flådefartøj - men har ikke tid at tænke mere over det - deres liv er truet i u-båden - det har førsteprioritet.
U-331 var nu på vej ned i havet under alarm-dykning, stejlt og hurtigt dybt nedad. Men noget var underligt inde i u-både - dybdemåleren opførte sig mærkeligt! Under alarmdykningen bevægede dybdemålerens visernål sig langsommere og langsommere for til sidst at standse ved dybden 76 meter. Besætningen fornemmede, at man stadig dykkede nedad, men måleren viste det ikke!
Det var en farlig situation, fordi u-bådens maksimale sikkerhedsdybde var stillet til 100,60 meter. Tiesenhausen bad om en fornyet melding fra den forreste dybdemåling. Meldingen ramte besætningen med rædsel og frygt. De havde dykket og nu nået ned i en dybde, som u-båden slet ikke skulle kunne klare, nemlig 250 meters dybde! De besætningen, ude af flippen og halvt afsindige, fik u-båden stoppet og nu forsigtigt begyndte, at lirke den opad igen, slog det dem alle, at dybdetrykket på u-bådens skrog, forlængst burde have krøllet u-båden sammen, som en øldåse - men ikke så meget som en bolt eller møtrik var sprunget løs, utætheder og havvand var heller ikke at se.
U-båden havde med nød og næppe undsluppet fjenden oppe på havet og det dødbringende tryk i dybet. Tiesenhausen skrev mange år senere: "I sådanne øjeblikke, når man sejler væk fra 2 katastrofer på en gang, så tier man, snakker ikke - man er bare glad for, at have været heldig og at man stadig er i live"
Von Tiesenhausen overlevede krigen som krigsfange og efter krigen levede han med sin hustru i Canada, hvor han i år 2000 døde i Vancouver, i en alder af 85 år.
U-331 Type
|
|
|
|
Bygning påbegyndt
|
26. januar 1940
|
Nordseewerke, Emden
|
|
Tjenesteklar
|
31. marts 1941
|
Over-Løjtnant.
Hans-Diedrich Freiherr von Tiesenhausen
|
|
U-bådens Kømmandører
|
|
|
Togter
|
10 patruljetogter
|
31.marts 1941 - 1.juli 1941.
1. Flottille
(træning)
1.juli 1941 - 14.oktober. 1941.
1. Flottille
(front u-båd)
15.oktober 1941 - 14.april 1942.
23. Flottille
(front u-båd)
15.april 1942 - 17. november 1942.
29. Flottille
(front u-båd)
|
|
U-bådens sænkninger
|
1 Hjælpe flådefartøj sænket på 9.135 Bruttoregistertons.
1 Slagskib (HMS Barham) sænket på 31.100 tons.
1 krigsskib skadet på 372 tons
|
|
Skæbne
|
Den 10. oktober 1942 blev u-båden angrebet af 3 Lockheed Hudson u-båds-jagerbombefly. Her blev en af u-bådens kanonmandskab dræbt, bådsmand Hans Gerstenich.
Den 17 november blev u-båden svært skadet og kunne ikke dykke eller sejle mere.
Von Tiesenhausen signalerede til et andet Allieret fly fra u-båden, at u-båden og besætningen ville overgive sig, men enten opfattede man det ikke fra flyet, eller man så det slet ikke, for kort efter blev u-båden angrebet af et torpedobevæbnet fly, et Fairey Albacore fra eskadrillerne 500 og 820, som var stationeret på det britiske hangarskib
HMS Formidable
.
U-331 blev igen hård ramt og endelig sænket, den 17. november 1942 i Middelhavet nord for Algier, på positionen 37.05 Nord, 22.27Øst, med et tab af 32 døde u-bådsfolk og 17 overlevende, heriblandt Von
Tiesenhausen.
De overlevende blev reddet af britiske fly.
|
Link til billeder og film fra sænkningen af HMS Barham.:
http://www.youtube.com/watch?v=C06w7tS7p-Q
http://video.google.com/videoplay?docid=7009975008653689943
http://uboat.net/gallery/index.html?gallery=BarhamA
Kort over U-331´s angreb med torpedoer.
Krigshistoriske oplysninger om Clydeværfterne i Glasgow, Skotland.
I Glasgow lå de berømte Clydeværfter. I marts 1941 angreb tyskerne med 200 bombefly i 15 timer i træk disse værfter og havneområdet. Da røgen var drevet væk stod der kun 7 bygninger tilbage. Alt var smadret. Havn, skibsværfterne, fabrikkerne, beboelserne til arbejderne, et ammunitionslager. Seks uger efter, var flere af fabrikkerne allerede i gang igen og ved juletid 1941, var alle de vigtigste installationer og produktionsapparatet klar igen.
Clydebank skibsværfterne gik også i gang med at bygge The Mulberry Harbours, som var de mobile invasionshavne de allierede anvendte ved landgangen i Normandiet 6. juni 1944.
Historien om Slaget ved Nordkap, hvor de allierede langt om længe fik ram på det tyske slagskib Scharnhorst.
Links til beskrivelser og billeder fra nogle af Scharnhorst´s operationer under 2. Verdenskrig:
http://www.militaria-house.com/schlachtschiff-scharnhorst.html
http://www.scharnhorst-class.dk/scharnhorst/history/scharnberlin.html
http://www.scharnhorst-class.dk/scharnhorst/history/scharncerberus.html
http://www.scharnhorst-class.dk/technicallayout/generaldetails.html
Film om de 2 tyske slagskibe Scharnhorst og Giesenau i kamp med det engelske hangarskib HMS Glorius og dets 2 eskortefartøjer destroyerne HMS Acasta og HMS Ardent:
http://www.youtube.com/watch?v=y4Znr6dBUg8
Film:
Den tyske ugejournal (Die Deutsche Wochenschau) 1940-06-22 Gneisenau og Scharnhorst.
http://www.youtube.com/watch?v=61ALFBmkX9Y&feature=related
Læs evt. også nordmanden, Alfred R. Jacobsen´s bog: "Scharhorst - En Fuldtræffer I Barentshavet". En meget god og spændende dokumentarisk bog af manden, som efter ihærdige undersøgelser og dykninger, fandt Scharnhorst på havets bund i 300 meters dybde i år 2000.
Bogen, som er oversat til dansk, kan lånes på biblioteket.
Slaget ved Nord-Kap sidste uge af december 1943.
Det er det sidste søslag i europæiske farvande under krigen. Her i dramaet er aktørerne følgende: 2 konvojer nr. JW55B og RA55A, med en meget slagkraftig konvojeskorte bestående af slagskibet HMS Belfast, krydserne HMS Norfolk og HMS Sheffield og et antal destroyere, som er lagt ud som lokkemad for det tyske lommeslagskib Scharnhorst, der er super moderne, stærkt bestykket og rædsom hurtiggående, samt sin lille destroyereskorte. En engelsk flådeenhed bestående af slagskibet HMS Duke of York, krydseren HMS Jamaica, destroyerne HMS Saumarez, HMS Stord, HMS Scorpion, og HMS Savage.
Scharnhorst er en af de sidste større skibe Tyskland råder over på denne tid af krigen. Sammen med Tirpitz, som det meste af krigen ligger i de fjeldbeskyttede norske fjorde, er disse 2 frygtindgydende skibe nazitysklands stoltheder. De fleste større slagskibe Tyskland rådede over i starten af krigen, er allerede sænket og der er ikke meget glorværdigt over den tyske marine mere. Men Scarnhorst har gennem krigen været en stærk spiller på banen. Den overlegenhed i ildkraft og hurtighed har givet den mange sejre og mulighed for flugt og forsvinden når det passede den.
Men inden denne beretning, vil jeg lige understrege Sharnhorst´s uhyggelige effektivitet. Allerede den 8 juni 1940, ved krigens start var Sharnhorst og Gneisenau i gang med at beskyde og prøve, at forhindre de engelske tropper, der havde undsat Norge, da Tyskerne angreb den 9. april samme år, i at undslippe tilbage til England.
Engelske skibe søgte at forhindre dette og det kom til kamp mellem hangarskibet HMS Glorius på 22.200 tons og dens to følge destroyere HMS Acasta og HMS Ardent ud for Narvik i Norge. På 20000 yards afstand fyrede Sharnhorst sine kanoner af og ramte hangarskibet med flere træffere omgående på bl.a. flyvedækket, som blev sat ud af kamp. HMS Glorius fik ingen fly på vingerne og det sank hurtigt med tabet af 1207 mand, herunder alle RAF piloter og mekanikere. Kun 43 mand overlevede.
Se disse links, med beskrivelser og billeder af de 3 britiske krigsskibe:
http://www.scharnhorst-class.dk/scharnhorst/history/scharnjuno_glorious.html
http://www.scharnhorst-class.dk/scharnhorst/history/scharnjuno_ardent.html
http://www.scharnhorst-class.dk/scharnhorst/history/scharnjuno_acasta.html
De 2 destroyere led hurtigt samme skæbne. HMS Acasta havde forinden nået at affyre en torpedo, der ramte Scharnhorst på mellemdækket og kostede 48 tyske søfolk livet. De 3 engelske skibe kostede i alt 1519 mand livet. Ud af de 3 skibes besætninger overlevede i første omgang kun 63 mand. De flød rundt i vandet i 2½ dag inden de blev samlet op. Men da var yderligere 25 døde af deres sår eller druknet. Kun 38 overlevede mødet med Sharnhorst.
Grunden til, at de overlevende ikke blev samlet op, var at der ikke var flere fartøjer, alle 3 var sænket. Fra destroyeren HMS Ardent overlevede kun 1 mand, menig Roger Hooke. Alle fra de 2 destroyere blev dræbt, på nær den ene fra HMS Ardent.
På samme tid, som massakren på de 3 engelske skibe fandt sted, sejlede krydseren HMS Devonshire på en hemmelig mission kun ca. 150 kilometer væk. Den opfangede SOS signalerne, men turde ikke besvare SOS signalerne. Den hemmelige mission bestod i, at sejle den Norske Konge og hans stab til friheden i England. HMS Devonshire turde ikke give sig til kende, af frygt for at Sharnhorst, der på det tidspunkt ikke havde en effektiv radar endnu, ville finde dem og også udradere dem og kongen af Norge. HMS Glorius var det første hangarskib der blev sænket af et overfaldeskib.
Men tilbage til Slaget om Nordkap. Optakten er den, at den tyske chef for flådestyrkerne, Admiral Doenitz, bliver stigende kritiseret og presset, fordi det i november og december 1943 lykkes de allierede, at sende 3 konvojer til Murmansk og 2 konvojer retur uden et eneste tab af konvojskibe. De tyske ubåde har ellers siden 1940 gjort store indhug i de allieredes handelsskibsflåder.
Som tidligere nævnt, er mange af de store tyske slagskibe og krydsere på dette tidspunkt af krigen, sænket rundt om i verden, i sær i det nordlige Atlanterhav. Tyskerne ligger i dækning i de norske fjorde. Man er bange for at miste flere. Englænderne presser også på, man er ved at have overlegenhed i luften og på havet og tyskerne har ikke kunnet udvikle sporingsudstyr, efterretningsmateriel og f.eks. asdic, radar som englænderne og amerikanerne har i fuldt sving på deres skibe og fly. Fly og skibe patruljerer alle vegne og tyskerne kan ikke vide om de bliver opdaget og pludselig får en bombe serveret.
Tyskernes ubåde, har på det tidspunkt også fået mange tæv, de har ikke nær det antal som tidligere. Alt i alt kan man på det tidspunkt af krigen, helt klart se hvor meningsløst det er for tyskerne, at kæmpe mod en stærkere og stærkere overmagt. Men som vi ved er der stadig over 1½ år til krigen slutter, og de sidste forbitrede kampe stopper helt inde og nede i kælderen i Rigsdagsbygningen i Berlin, så sent som den 2. maj 1945, 3 dage efter, at Hitler har begået selvmord!!
Tyskernes ledelse og herunder den stræbsomme tyske Storadmiral Dönitz, ønsker at der skalske noget her og nu. Han beordrer nu sin Admiral Erich Bey på slagskibet Scharnhorst, at denne sejler ud af den norske fjord
Langefjord, om aftenen den 25. december 1943.
Slagskibet og 5 destroyere som eskorte skal på togt nordover, for at angribe 2 konvojer, som tyskerne har efterretninger om, nemlig konvoj nr. JW55B med kurs mod Skotland og RA55A, med 19 handelsskibe fra Loch Ewe i Skotland med kurs mod Murmansk. Tyskerne har forudset, at konvojerne vil krydse hinanden omkring Nordkap ved Norges nordligste kyst.
Så her er beretningen, minut for minut, time for time om søslaget ved Nordkap og Scharnhorst´s sænkning.
Det er også rigtigt, at konvojerne er på vej, men hvad tyskerne ikke ved er, at englændernes Admiral Fraser, har fået oplysningerne om, at Scharnhorst er på vej derop. De 2 konvojer er nu lokkemad for Scharnhorst i et hasarderet spil om konvojernes skæbne. Hvis Scharnhorst finder dem, vil skibet virkelig få mulighed for at sænke mange skibe, både fragt - og flådefartøjer. Hvad tyskerne heller ikke ved er, at konvojerne er særdeles kraftige beskyttet af en konvojeskorte, med slagkrydsere, krydsere, son f.eks. HMS Belfast, HMS Norfolk og HMS Sheffield og flere destroyere + endnu en flådeenhed med destroyere og slagskibet HMS Duke of York, som ligger i beredskab og som "fældens lukkeklap". Den britiske Admiral Fraser har sat lokkemad på menuen og klappet en fælde op for Scharnhorst. Tyskerne hopper i med samlede ben - Scharnhorst damper ud til angreb, sikker på sin uovervindelighed.
Scharnhorst´s skæbneforløb minut for minut - time for time:
25. december 1943: Kl.
19:00, Slagskibet Scharnhorst forlader Altenfjorden med destroyere fra den 4. Flotille (Kommandør Kaptajn Johannesson) nr. Z-29, Z-30, Z-33, Z-34, og Z-38, med ordre om at angribe den Allierede konvoj JW-55B bestående af 19 skibe. Angrebsenheden er under kommando af Kontre-Admiral Erich Bey.
Scharnhorst sætter sin maksimale marschfart an og forcerer hele aftenen og natten, og ingen skibe på det tidspunkt af krigen, kan følge skibets hastighed, heller ikke de 5 tyske eskortedestroyere! De får ordre til at vende tilbage til fjorden. Scharnhorst og dens besætning er sejrssikre og tror de bogstaveligt "kan gå på vandet", så de buldrer frem gennem morgenmørket - Scenen er sat - fælden er ved atklappe i for Scharnhorst - de ved det bare ikke!
26. december 1943: Kl. 08:34
, Scharnhorst bliver opdaget af den tunge krydser HMS Norfolk på en afstand af 30.000 meter. Umiddelbart efter optager de 2 lette krydsere HMS Belfast og HMS Sheffield fra flådeenheden "Force I" under kommando af Vice-Admiral Burnett, også kontakt.
Kl. 09:24,
åbner HMS Belfast ild mod Scharnhorst fra 11.900 meters afstand og bliver fulgt op af kanonild fra HMS Norfolk
kl. 09:30.
Scharnhorst svarer igen med kanonild fra sit bagerste 11" kanontårn, men uden at ramme noget.
Scharnhorst
rammes af 2 styk
20.3 cm. granater fra HMS Norfolk. Den ene granat rammer kanondækket, men eksploderer ikke. Den anden granat rammer overbygningen foran og ødelægger Scharnhorst´s radaranlæg (FuMo 27). Scharnhorst drejer af mod sydøst med 30 knobs fart og drejer så igen mod nord.
Kort efter kl. 12:00,
sejler Scharnhorst endnu engang til angreb mod de britiske krydsere i "Force I" og åbner ild
Kl. 12:30
med sine store 11" kanoner og andre mindre kanoner. I dette andet angreb, bliver HMS Norfolk ramt 2 gange af Scharnhorst´s 28 cm. granater. Tårn "X" træffes og sættes permanent ud af spillet, da kanontårnets brystværn smadres. Den anden granattræffer ødelægger HMS Norfolk´s radar og dræber 7 mand her.
HMS Sheffield bliver ikke truffet direkte af nogen granater, men granatnedslagene er så tæt på, at skibet træffes af mange granatsplinter.
Kl. 12:41
, drejer Scharnhorst af mod syd og indstiller beskydningen. Måske anede den tyske Kontre-Admiral Erich Bey, at noget var galt, da han jo kunne se, at den styrke han var oppe imod, var meget stærk og at der ingen konvojskibe var i nærheden - Han beslutter at vige og sætte kursen tilbage mod den norske fjord igen.
Men nu spiller den britiske Admiral Fraser sit trumfkort ud - den anden britiske flådeenhed "Force II", har i mellemtiden lagt sig i position, sådan, at Scharnhorst sejler lige i "armene på denne flådeenhed, som bl.a. har det mægtige britiske slagskib HMS Duke of York med sine enorme kanoner, som kan affyre granater på 35,6 cm. diameter.
Kl. 16:17,
får slagskibet HMS Duke of York radarkontakt med Scharnhorst på en afstand af 42.500 meter. Da afstanden er nede på 10.900 meter, åbner HMS Duke of York ild
kl. 16:48.
Næsten omgående bliver Scharnhorst ramt af et 35.6 cm. granat i "Anton" kanontårnet, som sættes ud af spillet. En anden granat fra HMS Duke of York smadrer Scharnhorst´s flyhangar.
Kl. 16:57 åbner også HMS Belfast og HMS Norfolk ild.
Scharnhorst
bliver hurtigt ramt flere gange, af briternes granater, men det lykkedes tyskerne, at øge afstanden til
"Force II" til 19.600 meter.
Kl. 18:20
brager en 35.6 cm. granat fra HMS Duke of York gennem Scharnhorst's øverste kedeldæk og træffer Nr. 1 Dampkedelrum, sektion 9, som betyder, at hele rummet, kedlen og søfolkene her bliver smadret. Scharnhorst´s hastighed falder til 22 knob.
Kl. 18:50,
angriber destroyerne fra "Force II" på begge sider af Scharnhorst og med deres bredsider vendt mod begge sider af Scharnhorst. Ud over destroyernes kanonild, er det primære våben destroyernes torpedoer, som sidder i deres torpedorør på hver side af destroyerne. Destroyerne er ret tæt på Scharnhorst og opgaven er meget farlig, selvom det tyske slagskib har lidt megen skade, kan det stadig hurtigt sænke en "lille" destroyer. Men stadig bliver Scharnhorst beskudt af de store britiske krydsere og slagskibet - tyskerne har nok at se til og kan ikke besvare alle angreb på samme tid. En sværm af torpedoer affyres mod Scharnhorst og en af deres torpedoer træffer Scharnhorst's styrbords side, mens 3 torpedoer træffer skibet på den bagbords side. Scharnhorst´s hastighed falder til 20 knob.
Kl. 19:01
åbner HMS Duke of York og HMS Jamaica ild igen, fra en afstand af 9.600 meter og træffer Scharnhorst adskillige gange
.
Scharnhorst besvarer stadig beskydningen med sine 2 store 11" kanontårne "Bruno" og "Cäsar", men uden at træffe nogen britiske skibe.
Kl. 19:12
åbner krydserne fra den britiske styrke "force I" ild. Herefter sejler de 2 britiske krydsere HMS Jamaica og HMS Belfast i position for et torpedoangrab på Scharnhorst - de 2 skibe affyrer alle deres torpedoer, tillige med, at de 3 destroyere HMS Musketeer, HMS Opportune og HMS Virago affyrer 19 torpedoer mere.
Scharnhorst rammes af flere torpedoer igen og skibet er nu dødsdømt - et inferno af eksploderende granater, tusindvis af flyvende granatsplinter og fragmenter fra skibet, brand over det meste af skibet, skoldhed damp og brændende olie, stinkende overophedede kemikalier, en infernalsk larm af brag og buldren, metal der vrides og smadres, mænd der skriger og stønner - uden chance for hjælp. Et helvede på havet og ligesom det skete for det andet store tyske slagskib Bismarck, som briterne nådesløst og hævngerrigt skød sønder og sammen, som også kæntrede og sank i maj 1941.
Kl. 19:45
kæntrer Scharnhorst endelig og synker hurtigt ned i det kolde ishav ved Nordkap, Nordnorge.
Skibets skæbne bliver dog til sidst bamhjertigt for de tyske søfolk. Døden bliver slem for dem, men en fortsat kamp ville ikke have været mildere - nu slipper de for flere lidelser, slipper for nazismens vanvid, som fik dem til at ende her oppe i det kolde ishav til ingen verdens nytte - ud over, at eftertiden måske ikke lader nazismen komme til magetn igen noget sted på jorden.
1932 mand følger skibet ned i dybet, mange allerede døde, endnu flere frygteligt sårede, mange endnu levende, da de gurglende og desperat hivende efter vejret sluger det iskolde eller beskidte olieholdige vand, skrigende lydløst med åben mund under vandet, fægtende med arme og ben i de sidste hjælpeløse spasmer, drukner de endelig stille, stille - inde i skibet eller i suget ned sammen med skibet mod ishavets bund, måske med de sidste bønfaldende tankeråb på deres mor eller kone - mange er jo helt unge mennesker på omkring 20 år.
Men mange tyske søfolk har også søgt at redde sig, ved at springe i havet, men de suges ubønhørligt ned af skibet, eller de ligger fri af skibet, i havets isnende favntag og ser med rædsel og vantro, den brændende olie på havoverfladen feje, hen mod dem og med et forpint kort skrig og rallen opsluges de i den brændende olie på havet - sort tyk kvalmende røg skjuler bamhjertigt synet af skibets og mandskabets død. Da Scharnhorst er sunket og væk er der kun vraggods og brændende olie og røg tilbage. De britiske skibe sejler stille og påpasselig ind mellem vragodset og bjærger kun 36 forkomne og rædselsslagne tyske sømænd.
Scharnhorst var på dette tidspunkt i 1943, verdens hurtigste slagskib, Tysklands stolthed, som mange prominente gæster havde besøgt, bl.a. Adolf Hitler og Herman Hess.
Nu havde Hitler slagskibet Tirpitz tilbage. Det blev senere bombet og sænket i den Nordnorske fjord Tromsø, af en specialenhed af 4-motores Lancaster bombemaskiner i 1944.
.
Den 3. oktober 2000:
Vraget af Scharnhorst bliver fundet ca. 140 km. nord nord-øst for Nordkap. Skibet ligger i ca. 290 meters dybde, med bunden opad og særdeles smadret og ødelagt.
Herunder nogle fotos og maleri af søslaget, se også i fotalbummet nedenfor.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Maleri af Slaget ved Nordkap malet af Charles Pears.
Scharnhorst blev sænket den 26. december 1943, med tabet af 1.932 mænd af besætningen. Kun 36 overlevede.
|
|
|
|
|
|
Scharnhorst dødeligt ramt, brændende og rygende på vej mod sit endeligt i det iskolde hav nær Nordkap.
|
Tekniske fakta:
|
Type:
|
Slagskib
|
Skibsklasse:
|
Scharnhorst (
Oversigt klasser)
|
|
Værft:
|
Kriegsmarine Werft
Wilhelmshaven, Tyskland
|
Forsikringsnr.:
|
125 Panzerschiff D
|
|
Bestilt den:
|
25. januar 1934
|
Tjenesteklart:
|
7. januar 1939
|
|
Kølen sat:
|
15. juni 1935
|
Afmønstret tjeneste:
|
Nej/Sænket.
|
|
Stabelafløbning:
|
3. oktober 1936
|
Alder:
|
5 år indtil sænkningen
|
|
Skibets skæbne:
|
Sænket 26. december 1943 af HMS Duke of York og andre eskorterende britiske flådefartøjer, med kanonild og torpedoer.
Sted: Barents Havet, nord for Nordkap i Norge (72.16 Nord - 28.41Øst)
1932 mand af besætningen blev dræbt, 36 mand overlevede.
|
|
Størrelse, maskineri og ydeevne:
|
|
Længde:
|
235 meter
|
Engines:
|
3 Brown-Boveri gearede turbiner
|
|
Dæksbredde:
|
30 meter
|
Dampkedler:
|
12 Wagner three drum type
|
|
Detachement:
|
9,88 meter, maksimum dybde
|
Skorstene:
|
3
|
|
Vægt/Displacement:
|
31.800 tons / 38.900 lastet
|
Motorydelse:
|
160.000 (shp)
|
|
|
|
Hastighed:
|
31.6 knob
|
|
Besætning:
|
1.840
|
Operationsradius:
|
6.200 Sømil = 11482.4 km. v/19 knob´s hastighed.
|
|
Bevæbning:
|
|
|
|
|
|
Kanonmontering:
|
Maksimum skudlængde / Elevation
|
|
9
|
11"/54.5 (280mm)
SK C/34
|
3 x 3 kanontårne
|
40911 meter v/40° elevation med en
362,75 kg. armeret panserbrydende granat
|
|
12
|
5.9"/55 (150mm)
SK C/28
|
4 Dobbelt kanontårne
4 Enkelt kanoner
|
22.990 meter v/40° elevation med en
49,95 kg. HE granat
|
|
14
|
4.1"/65
SK C/33
|
7 Dobbeltkanoner
|
17.692 meter v/45° elevation
Anti-luftskyts / højde: 37.483 meter v/80° elevation
|
|
16
|
1.5"/83 (37mm)
SK C/30
|
8 Dobbeltkanoner
|
8.500 meter v/45° elevation
Anti-luftskyts / højde: 20.391 meter v/85° elevation
|
|
10
|
0.79"/65 (20mm)
AA MG
|
Enkelt maskinkanoner
|
4.899 meter v/45° elevation
Anti-luftskyts / højde: 11.096 meter v/85° elevation
|
|
6
|
21" (533mm)
torpedo rør
|
2 x 3 affyringsrør
|
G7a T1 torpedoer
5.996 meter v/44 knob´s hastighed
7.998 meter v/40 knob´s hastighed
13.984 meter v/30 knob´s hastighed
330,5 kg. Hexanite sprænghoved(60% TNT og 40% Hexanitrodiphenylamine
|
|
3
|
Flyvebåde/1-motores
|
Arado Ar-196
|
|
Link til Scharnhorst´s operation "Ostfront" ved Nordkap og dens sænkning:
http://www.scharnhorst-class.dk/scharnhorst/history/scharnostfront.html
Læs her om den grumme bagside af historien om konvoj-havnebyen Murmansk, Sovjetunionen og kommunismen´s menneskeforagt og kvindesyn.
Beretning om en frygtelig massakre på kvinder i Murmansk ved krigens slutning, forårsaget af den kommunistiske tankegang og ledelse.
Flådebyerne Murmansk og Arkangelsk, som under 2. Verdenskrig var og i dag stadig er, nogle betydelige sovjetiske/russiske havne med både civil - og flådemæssig betydning. Under krigen sejlede der mange konvojer fra De Allieredes lande, primært fra England, Skotland og USA, Canada og Island til Murmansk, med krigsudstyr og fødevarer til Sovjetunionens krig mod tyskerne på Østfronten. Tyskerne søgte med bl.a. Slagskibet Scharnhorst og deres u-både, at forhindre disse konvojer i at slippe igennem farvandet nord om Norge.
Historien om massakren på de russiske kvinder ved Murmansk i slutningen af krigen med tyskerne, havde sit grundlag på følgende måde: Russerne havde oprettet et bordelkompleks, hvis kvinder skulle betjene de mange søfolk fra især handels - og krigsflåden fra De Allierede og egne flådestyrker, med seksuelle ydelser.
Kvinderne var nøje udvalgt omht. udseende og de kunne alle tale engelsk. De skulle, ud over de seksuelle ydelser, også anvendes som informationskilder for russerne vedrørende de bordelbesøgende søfolks viden om forholdene hos De Allierede. Det gjaldt både de krigsmæssige forhold, men også de mulige politiske oplysninger, som kunne "gafles" af kvinderne. De russiske kvinder virkede altså som både ludere og spioner.
Ulempen for russerne og det kommunistiske system, med Stalin, som var nærmest paranoid og mistroisk omkring mange forhold i Sovjetunionen, betød at den kommunistiske ledelse i Murmansk og måske højere oppe i det kommunistiske system, blev nervøs for disse mange bordelkvinders viden og mulige hensigter og handlinger i deres omgang med De Allieredes søfolk. Kommunisterne så fjender alle vegne!
Ved verdenskrigens slutning i 1945 blev ca. 300 kvinder i bordellerne fanget ind og sat på et skib, som sejlede dem til havs, hvor kommunisterne druknede dem med koldt blod, i det iskolde vand!! - Tak for tro og værdifuld tjeneste på bordellet - en enkeltbillet ud på havet til en grusom død!!
En uhyrlighed og som til fulde viser kommunismens menneskeforagt og Stalins umenneskelighed og vanvid i hele sin regeringstid. Tænk også bare på myrderierne af over 15.000 polske officerer og andre i Katynskoven i Polen under krigen - Endda også ved at påstå, at det var tyskerne, som havde myrdet alle de mange mennesker.
Vestens demokratiske lande, har efter min mening, aldrig gjort op med den fortid, som kommunisterne satte en katastrofal historisk aftryk på, i over 70 år verden over.
Tænk også bare på de hjemlige danske kommunister efter krigen og op gennem 50´ og 60´erne! Mange af datidens danske kommunister var helt sikkert Sovjetuninonens lakajer, som givet skulle have overtaget og regeret Danmark under Sovjetunionens herredømme efter krigen, hvis altså russerne fik taget Danmark inden de øvrige Allierede nåede herop. Et kommunistsike skrækscenarie, som fandt sted i årene fremover i alle de mange andre øst-europæiske lande efter krigen. Derfor fik vi nok konflikten og krigshandlingerne på Bornholm, selv efter krigen var ovre i Europa.
Efter krigen og op gennem 1960´erne - 70´erne - 80´erne, blev Sovjetunionen rost og forherliget af mange danske kommunister og venstreorienterede, intellektuelle, skuespillere, forfattere, kunstnere osv, over hele landet og helt op i samfundets top, ind i politiske partier, som blev valgt ind i Folketinget, Danmarks vigtigste demokratiske og parlementariske organ!! Utroligt at man kunne forføre en hel befolkning og være så naiv, godtroende eller så ondsindet og beregnende. Man misbruger den frie ytringsfrihed, på en hadefuld og ødelæggende måde, som at skide i sin egen rede!
På sin vis er vi stadig utroligt naive, når noget truer vor relativt frie demokratiske land - Demokratiet i Danmark er kun en tynd hvid dug med et rødt kors på, en helvedes masse lovpapir, som ikke er en skid værd, hvis Mørkets magter vil noget andet, (Husker de fleste ikke Chamberlain´s fredspapir med Hitler fra 1938 - om ikke andet, så har Chamberlain da ikke levet helt forgæves), for nedenunder dette tynde værn trænger Mørket frem - og vi selv inviteret det indenfor!
Op til 2. Verdenskrig og i starten af denne, skal man i Danmark lede længe efter mage til landsskadelig virksomhed, i forhold til danske forhold, måske bortset lige fra forholdene lige før tyskernes invasion af Danmark og Norge og de første år af krigen, som jeg ikke er stolt over at tænke på! Jeg betragter det nærmest som landsforræderri, det der skete den gang - Der var helt sikkert et komplot/aftale med tyskerne om den 9. april 1940. Det kunne vi ikke være bekendt over for den frie verden!
Men nu tilbage til virkeligheden, som den var i 2. Verdenskrig, tilbage til facts og oplysninger, historier osv.
Total liste over 2. Verdenskrigs anvendte flytyper:
http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_aircraft_of_World_War_II
Flytyper og deres rolle og facts i forbindelse med "Slaget om Atlanten". Se neden for i fotoalbummet de forskellige fly og læs også om dem der.
Se og læs evt. også på den imponerende danske hjemmeside om luftkrigen over Danmark:
http://www.airmen.dk/
Her kan man få alle aspekter om dette emne særligt belyst. Der er beretningerne om nedskudte fly, besætningerne, flytyper, samlede tab, kort over nedskydningerne og kirkegårdenes krigsgrave i Danmark.
Der er bl.a. en spændende detaljeret historie om et nedstyrtet Avro Anson fly i Inchnadamph-bjergen i det nordvestlige Skotland, et sted jeg besøgte på min tur gennem Skotland i 2002.
Det engelske flyvevåbens rolle (RAF) og datidens flytyper´s rolle i "Slaget om Atlanten", fra deres baser fra bl.a. Skotland og Orkney, var vitalt og også udslagsgivende i den samlede vurdering af de forhold, som afgør, at de allierede vinder dette slag. Her er det særligt interessant, at 531 ubåde faktisk blev sænket af angrebsfly fra hangarskibe og katapultbaserede fly fra mindre krigsskibe og handelsskibe i den britiske krigs – og handelsflåde. Hertil kommer også i overvejende grad flyene fra de landbaserede baser i England, men primært Skotland og Orkney. Men de katapultbaserede swordfish fly fra krigsskibsbaserede ramper, tegner sig for en betydelig del af ”kagen”.
Tyskerne havde næsten ikke, under 2. Verdenskrig, fly med den fornødne motorkraft og brændstof til lange og vedholdende flyvninger over store afstande og i mange timer pr. tur. Kun det 4-motorede fly Focke Wulff Condor fra 1937, kunne anvendes i atlantiske flyvninger over store afstande i lang tid, ved f.eks. patruljeringer. Flyet var først en civilflyver, men den blev ombygget til krigsfly og blev af tyskerne brugt fra norske baser i eftersøgningen af allierede konvojer på Atlanten.
Flyet medførte en stor last af bomber eller søminer og kommunikerede med de tyske ubåde, så de kunne angribe konvojernes skibe. Der blev kun bygget 263 stykker. Efter krigen blev nogle få overlevende fly ombygget igen og anvendt i det tyske luftfartsselskab Lufthansa.
Briternes mange eminente flytyper, som deltog i "Slaget om Atlanten", var f.eks. Bristol Beaufighter fra 1938, som blev bygget i, for denne flytype, stort antal. 5560 styk! Den blev oprindelig bygget som en torpedo bombemaskine til angreb af skibe fra lav højde, med angreb lige hen over bølgerne. Men den var en pålidelig allround flytype og blev brugt til mange opgaver, bl.a. natjager med radar i krigens sidste tid.
Man anvendte den som back-up krigsfly helt op til sidst i 1950 ´erne!
Den 6.april 1941 angreb 6 Beaufighters slagskibet Gneisenau, medens det lå i havnen i Brest, ved den vestlige franske atlanterhavskyst. En af piloterne Fg Off. Kenneth Campbell traf Gneisenau hårdt, så den måtte på værft i over et halvt år. Campell blev dog skudt ned og døde. For den dåd fik han posthumt Victoriakorset.
De amerikanske Catalinaer fra 1933, var en meget langsomtflyvende vandflyver (190 km/timen), som primært blev brugt til eftersøgninger, overvågninger og som dybdebombe/minekaster mod ubåde. Det var en Catalina vandflyver fra 209. squardron, der opdagede slagskibet Bismarck, der som bekendt førte til Bismarck´s endeligt den 27. juni 1941. Flyet kunne holde sig i luften og tilbagelægge op mod 3800 kilometer. Men da flyet kunne bruges til en mængde opgaver verden over, især også civile, blev der bygget over 4000 styk.
Den brittiske Sunderland vandflyver var lidt hurtigere og meget brugt til overvågninger, eftersøgninger, minelægning og ubådsangriber med dybdebomber og almindelige bomber. Den kunne trods sin enorme størrelse flyve op til næsten 4700 kilometer. Den kunne derved hjælpe konvojerne med at spotte ubåde over store afstande. Der blev bygget 739 styk, fortrinsvis i Blackburn.
Den 9. april 1940, da tyskerne angreb Danmark og Norge samtidig, var det netop sunderland fly der kunne berette om invasionen af Norge, da de opdagede tyske krigsskibe på vej ind i Trondhjemfjorden. Under tyskernes invasion i Norge, var det især Beaufortfighters, Hawker Hurricanes og Gloster Gladiators fly fra Kystkommandoen og hangarskibet HMS Glorious, der fløj angreb mod tyskerne.
HMS Gloroius blev ved den lejlighed sænket af de 2 tyske slagskibe Scharnhorst og Gneisenau. Kun 2 fra Royal Air Force overlevede!! Se og læs om den spændende historie længere ned i afsnittet.
200 styk af flyet Lockheed Hudson, som er amerikansk, blev i februar 1939 leveret til RAF i England. Den skulle også anvendes til angrebsfly mod skibe og ubåde. Den 27. august 1941 opdager 3 Hudsons fra Squadron 269, den tyske ubåd U-570, der ligger på havoverfladen i det nordlige Atlanterhav. Ubåden kunne ikke dykke og overgav sig frivilligt til flyene, senere trak en trawler ubåden til England.
Et Lockheed Hudson anti-ubådsfly´s sænkning af den tyske ubåd U-503:
Type
|
|
|
|
Byggestart
|
29. april 1940
|
Deutsche Werft AG, Hamburg
|
|
Tjenesteklar
|
10. juli 1941
|
Kaptajn-Løjtnant Otto Gericke
|
|
Kommandører
|
|
10. juli 1941 -
15. marts 1942
|
|
Kapt.-Løjt. Otto Gericke
|
|
Togter
|
1 patrulje
|
10. juli 1941 - 1. februar 1942
2. Flottille
(træning)
1. februar 1942 - 15. marts 1942
2. Flottille
(front u-båd)
|
|
Sænkninger
|
Ingen skibe sænket eller skadet.
|
|
Skæbne
|
Sænket den 15. marts 1942 i Nordatlanten, sydøst for Newfoundland, på position 45.50Nord, 48.50Vest, af dybdebomber, kastet fra et amerikansk Lockheed Hudsonanti-ubådsfly, fra eskadrille nr. VP-82. Alle u-bådens ombordværende blev dræbt.
|
Hudson
flyet med kendingsbogstaverne
PBO-1, var fra en US flådepatrulje eskadrille nr. VP-82, som fløj som eskorte for konvojen ON.72. Hudson PBO-1 var en af de 20 låne - leje (Lend-Lease) Hudson IIIA's, som blev brugt af den amerikanske flåde.
Hudson PBO-1 var det første fly fra den amerikanske flåde, (lånt/lejet ud til briterne, men fløjet af den amerikanske flåde, som sænkede de 2 første tyske u-både, nemlig U-656 den 1. marts 1942 og U-503 den 15. marts.
Se evt. også disse oplysninger om en nedstyrtet Hudson ved Thisted/Jylland og en oplysningsside om R.A.F.
http://www.airmen.dk/p050.htm
http://da.wikipedia.org/wiki/Royal_Air_Force
2. Verdenskrigs flyvemilitære konsekvenser:
Af alle disse tusinder af krigsflyvere med deres mænd, blev der i hele 2. verdenskrig dræbt flere hundrede tusinder!!! Det fortæller lidt om 2. verdenskrigs enorme omfang og omkostninger, bare på dette område vedrørende luftkrigen verden over, som kun var en mindre del af hele krigens ufattelige spild af menneskeliv og ressourcer.
Baserne på Orkney og i Skotland bidrog i stor udstrækning, til at korte krigen af. Deres indsats i opdagelsen af ubåde, beskyttelse af konvojer og angreb på tyske skibe, havne og installationer, var sammen med alle de andre aktioner i krigen, med til at udmarve Tyskland, mandskabsmæssigt, materielt og økonomisk, så ”bukserne revnede til sidst” og anstrengelserne og tabene ikke var forgæves.
Mon ikke vi i Danmark burde have en underlig smag i munden i forhold til hvad vi skylder alle disse lande og deres mænd og kvinder. Danmarks samarbejde med Tyskland under krigen, i hvert fald op til 1943/44, var jo kun med til, at Nazierne kunne ”holde skruen i vandet” lidt længere og yde bedre modstand, som så kostede endnu mere for de allierede i mandskab og materiel. Vi har vist også blod på hænderne!! Det er ikke særligt rart at tænke på.
Se også i menu-punktet om Prag/Tjekkoslovakiet, hvor der ved de foto, som omhandler Lidice-massakren, er en historie om 2 sønner fra byen, som var piloter i RAF´s Bombercommand og senere i Costal Command (u-båds- og konvojpatruljetjenesten).
Misinformeringen af tyskerne inden invasionen af Europa i juni 1944 og Skotlands rolle heri.
På min tur gennem Skotland, kom jeg forbi, eller kikkede nærmere på de steder, hvor der stadig stod bygninger, eller ruiner af radiopejle - og radarstationer, herunder også radiostationer, som blev brugt til at vildlede og snyde tyskerne startegisk, militært osv.
Jeg så f.eks. rester af anlæg på den nordvestlige del af øen Barra Island, på øen Skye på Trotternish-halvøen nær Duntulm Castle, på Faraid Head i det Nordvestlige Skotland ved Durness (her er stadig en Nato radarstation), på øen Hoy i Orkney-øgruppen osv.
Nogle af disse installationer blev også brugt til at sende fiktive meddelelser og oplysninger til modstandsfolk og til agenter i de tyskbesatte.
I forbindelse med forberedelserne til landgangen i Europa i juni 1944, havde De Allierede iværksat mange store vildledningsmanøvrer, med opstilling af hele byer og militærenheder i pap og krydsfiner, tillige med, at de lod informationer sive om invasionsmålene, hærenhederne (f.eks. Det 5. Amerikansk Korps under ledelse af bl.a. den berømte General Patton), alle disse tiltag, hvor man også brugte dobbeltagenter hos tyskerne, som troede at deres agent i England var på deres side, men i stedet var på englands side.
De Allierede fik tyskerne til at tro, eller i alt fald frygte, at en eller flere allierede invasioner, ville ske enten i Sydfrankrig/Italien - eller også i Norge/Danmark. Her brugte man især de skotske radiosendere til at misinformere tyskerne - samtidigt med, at flåde og flyvevåbnet fortog øvelser og angreb på mål i relevante invasionsområder i bl.a. Norge, så tyskerne på den måde blev bestyrket i troen på, at en invasion kunne ske disse steder.
Alt i alt betød det, at tyskerne ikke turde trække tropper og materiel fra Norge og Danmark og heller ikke fra Sydfrankrig og Italien, hvor De Allierede i 1944 allerede var i gang med invasionen af Cicilien.
Ligeledes havde De Allierede på massiv måde vildledt tyskerne til at tro, at man ville invadere Europa ved Calais i det norligste Frankrig. Tyskerne posterede mange tropper og kampvognsdivisioner her.
Det var et rent uheld, at da invasionen gik i gang 6. juni 1944 og mange tusind faldskærmsjægere blev kastet ned, og de mødte en stærk elite kamvognsdivision, som lige var ankommet til baglandet ved invasionsstrandene, da enheden skulle hvile ud, efter deres mange frontopgaver på østfronten. Det blev en blodig affære for tropperne.
Skotlands rolle i hele dette store vildledningsprogram inden invasionen, hed i Skotland "Operation Skye" og blev startet i Skotland
for at støtte "Operation Fortitude North" (den koordinerede vildledning af tyskerne i den nordlige del af Europa, (Operation Fortitude South = Sydlige Europa). Man udsendte radiosignaler, der var beregnet til at få de tyske analytikere til at forudsige en invasion af det tyskbesatte Norge. Fortitude North betød, at tropper, der ellers kunne være flyttet til Frankrig, måtte blive i Norge.
Skotland havde meget stor betydning for 2. Verdenskrigs udfald, fra start til slut, både direkte militært med flåde, fly og soldater, men også via datidens militærteknologiske anvendelser, især radiopejling, radiomeldinger, støjsendere, men ikke mindst radar, som især kom til anvendelse i og omkring Skotland, på skibe og fly i forbindelse med konvojtjeneste, patruljeringer og angreb på tyske skibe og besatte havne.
Ligeledes foregik megen af den specielle træning, som mange soldater skulle have, for at løse de meget vanskelige militære opgaver under invasionen af Europa, netop i Skotland, da kysterne og naturen var et barsk og vanskeligt terræn at kæmpe i.
De engelske enheder, som her blev uddannet kaldet Commando´s og fik stor betydning i invasionens forløb. Desuden blev uddannelsen grundlaget for den videre udvikling, af de engelske specialenheder fremover, SOE, SAS osv.
Historien om det engelske luftangreb på den tyske luftbase ved Aalborg den 13. august 1940.
Link til oplysninger om luftangrebet på den tyske luftbase ved Ålborg. Se og læs historien på billederne nedenfor i fotogalleriet.
http://www.flensted.eu.com/194018.shtml
Link til flyfotoside fra Luftwaffe:
http://lw1944.flyfotoarkivet.dk/Stories.aspx
Her er så historien om angrebet og fotos fra resultatet og eftertiden.
Det nedskudte britiske fly af typen Bristol Blenheim, tilhørte RAF 82. eskadrille under The Bomber Command og havde kodebogstavene malet på flyet UX-N.
Lettede fra Watton flyvebase kl. 08:40 - Operationsmål: Aalborg.
Kort beretning om angrebet:
Det lykkedes Pilot P/O Hale at flyve til luftbasen, uden at blive skudt ned af flak eller tyske jagerfly, men før Observatør Sergent Oliver kunne nå at udløse flyets bomber, blev R3821 ramt af eksploderende flakgranater fra flakbatteriet 3/Flak Afdeling 615 og styrtede ned på basen Aalborg Vest. Flyets bombelast eksploderede ved nedstyrtningen.
Pilot P/O Earl R.Hale, Observatør Sergent Ralston G.Oliver og maskingeværskytte Sergent. Alfred E. Boland blev dræbt og blev begravet på Vadum kirkegård den 16/8 1940.
Læs evt. den interessante bog skrevet af Ole Rønnest i 2006 med titlen: "Den Dømte Eskadrille" og se evt. dokumentarfilmen af samme navn fra TV2 Nord fra 1996, som statens filmcentral ejer i dag - både bog og film kan lånes på biblioteket.
Dele af Blenheim fly R3821 bliver her fjernet af tyskerne.
Pilot Officer Earl Hale
Vraget af Blenheim IV R3821 ved den tyske Aalborg Vest luftbase den 13/8-1940.
Links til andre sider om nedskydningen af de britiske Blenheimfly:
August 13 1940 attack on Aalborg West
"Slaget om Atlanten". ---- Havet "oversået" med marine- og handelsskibe i konvoj mod Europa.
"Slaget" varede lige fra 3. september, 1939 til 7. maj 1945. Havområdet hvorom herredømmet stod: Atlanterhavet, Nordsøen, Irske Hav, Havet ud for Labradorhalvøen, Golfen ved St. Lawrence. ---- Resultatet blev, som alle ved, en klar samlet Allieret sejr. ---- De stridende parter: Royal Navy, Royal Canadian Navy, United States Navy, (1941–1945), Kriegsmarine, Regia Marina (1940–1943). ---- Tab af mennesskeliv: 30.248 sømænd fra handelsflåderne. ---- Tab af skibe: 3.500 handelsskibe, 175 krigsskibe, 783 tyske u-både. ---- Tab militære søfolk: 28.000 sømilitære mænd.
Konvojskibenes besætninger var konstant på udkik efter tegn på tyske U-både, fly og skibe.
Konvojtjenesternes "hårde hunde", de hurtige korvetter. Her i frådende storm i den nordlige atlant på konvojpatrulje 1941.
Slaget om Atlanterhavet.
Anden Verdenskrig, 1941-44. Kortudsnit Atlanten 1942. ----
Tyske bestræbelser på at kvæle Storbritannien ved hjælp af en luft- og søblokade forvandlede hele Atlanterhavet til en slagmark. De nazistiske våben i dette langvarige søslag og udmattelseskrig, var miner udlagt i britiske havne og skibsruter, langtrækkende bombefly som opererede fra Vesteuropas kystlinje, omstrejfende overfladeskibe, torpedobåde (E-Boote), krydsere, slagskibe og så selvfølgelig u-både. Krigsskibene havde den tyske flådechef Admiral Erich Raeder som chef, og de dødsensfarlige u-både af Admiral Karl Dönitz. ---- Med Frankrigs fald intensiverede Tyskland sine atlantiske angreb. ---- Fra den 1. juni 1940 til 1. juli 1941 mistede Storbritannien 899 skibe på i alt 4 millioner BRT (plus yderligere 471 Allierede og neutrale fartøjer på 1,8 mio. BRT). I 1941 var Allierede og neutrale tab på 1.141 skibe, beløbende sig til 350.000 tons pr. måned. ---- Dette tab var tre gange større end den samlede produktions-kapacitet af britiske og amerikanske værfter. Og sænkningerne var ikke de eneste flådetab. I marts 1941 havde tonsvis af beskadigede skibe ophobet sig i britiske havne. De svære tab for Allieret og neutral skibsfart blev tydeligt reflekteret i importfragten til Storbritannien. Fra mere end 1,2 millioner tons (ekskl. olie) pr. uge i juni 1940, faldt importen til et ugenligt gennemsnit på lidt mere end 0,8 millioner tons ved årets udgang. ---- Den største fare for allieret skibsfart kom fra u-både. Disse fartøjer sejlede ofte i "ulvekobler", bl.a. styret til målet af spejdende fly fra fremskudte landbaser (4-motorede Focke Wulff 200 Condor bombefly). Torpedoer fra u-både tegnede sig for ca. halvdelen af alle sænkede skibe. I 1941 nåede den tyske produktion af u-både op på 15 til 18 pr. måned, og den samlede flåde var vokset til 250, hvoraf 100 altid var operationelle. ----
I starten af krigen gjorde tysk overlegenhed i luften det muligt for bombemaskiner, at ødelægge 1/4 af alle allierede og neutrale skibe tabt til søs. ---- Til angreb på overfladen havde Tyskland kraftige krigsskibe som patruljerede på Atlanterhavet som ensomme dræbere, en trussel for handelsskibe, troppeskibe og de lettere bevæbnede fartøjer fra de Allierede flåder. I februar og marts 1941 sænkede eller erobrede slagkrydserne Scharnhorst og Gneisenau (hvis 2 dobbeltløbede 15cm. kanontårne, den dag i dag står på Stevnsfortet på østsjællands kyst), 22 skibe andragende 115.000 tons. I et 5 måneder langt raid mod atlantisk skibsfart, som sluttede i april 1941, tog krydseren Admiral Scheer sig af 16 skibe på i alt 93.000 tons. I alt sænkede tyske overfladeskibe ca. 700.000 tons skibsfart i 1940-41. ---- Til at eskortere handelsskibe over Atlanten, indførte Storbritannien i juli 1941 konvoj-systemet, som første gang blev anvendt under 1. Verdenskrig. Til beskyttelse havde konvojerne et varierende antal store krigsskibe, destroyere, korvetter, kanonbåde, armerede trawlere og armerede hansdseskibe og fly fra mindre hangarskibe og fra nærliggende baser i Grønland, Island, Nordirland (Irland var neutralt!) og De Britiske Øer, herunder især Skotland. ---- I september 1941 kom det første rigtige eskorte-hangarskib, HMS Audacity tjeneste. ---- I denne kamp for liv og død på havet, kæmpede Storbritanniens Royal Navy uforfærdet. Lommeslagskibet Admiral Graf Spee, som hærgede i det sydlige Atlanten, var blevet beskadiget og tvunget til at sænke sig selv i december 1939. ---- Derefter, i maj 1941, efter at det tyske slagskib Bismarck, havde sænket den engelske flådes stolthed slagskibet HMS Hood, blev slagskibet Bismarck selv lokaliseret i Nordatlanten og sænket (se nedenfor den specielle hjemmeside jeg har fremstillet om denne fantastiske historie). ---- I 1942 kvalte de kombinerede tyske luft- og søangreb næsten den allierede skibsfart i Atlanten. Skærpelsen af krigens vildskab i Atlanten kom til at ske i 1942, da 12 til 15 af Dönitz’ u-både, begyndte at angribe handelsskibene ud for Nordamerikas østkyster, fra Gulfen, Florida og op til Nova Scotia i Canada, hvor der hurtigt den første måned blev sænket 31 skibe, på tilsammen næsten 200.000 tons. I de følgende måneder steg antallet af sænkninger alarmerende - i maj sænkedes 91 fartøjer på i alt 452.000 tons, i juni 80 skibe på 416.000 tons. I de første seks måneder af 1942 mistede De Allierede (og neutrale) i alt 900 skibe på i alt lidt mere end 4 mio. tons. ---- Derefter faldt tabene drastisk som et resultat af forbedret Allieret taktik og udstyr. Der var et tættere samarbejde mellem luft- og søstyrker. Skibe og fly blev udstyret med radar (noget som tyskerne ikke fandt ud af, før det var for sent at ændre søkrigens gang), mens nogle handelsskibe blev udstyret til at sende jagerfly i luften med katapult, for at udfordre de store langtrækkende tyske fly Focke-Wulff Condors. ---- Konvojerne blev stærkere og mere erfarne og USA indførte bevogtede kystkonvojer den 1. april 1942. I årets første 6 måneder blev 14 u-både ødelagt, men i juli alene blev yderligere 14 sænket og i oktober nåede antallet af ødelagte u-både op på 16. Men trods disse tab, blev antallet af tyske u-både fordoblet i 1942 til næsten 200. ---- En vital forlængelse af Slaget om Atlanten var afsendelsen af arktiske konvojer, lastet med fundamentale forsyninger til Rusland, til Murmansk og Archangelsk. I løbet af 1941 og 1942 ankom 102 britiske skibe og 117 amerikanske fartøjer sikkert til de nordlige russiske havne med køretøjer, kampvogne, fly, ammunition, brændstof og fødevarer m.m. Men 22 britiske og 42 amerikanske handelsskibe blev sænket under tyske luft- og søangreb. Hårdest ramt blandt konvojerne var P.Q.17, som mistede 23 ud af 34 fragtskibe i juni og juli 1942. I alt medførte 40 konvojer 3.700.000 tons fragt til Rusland mod tabet af 91 skibe og 300.000 tons forsyninger. ----Totale tab for Allieret (og neutral) skibsfart i 1942 var 1.570 skibe med 7,7 mio. tons (plus hundreder af skibe som måtte oplægges til reparation). Trods disse svære tab degraderede Adolf Hitler den tyske flåde og tvang den 30. januar 1943 Raeder til at træde tilbage. Dönitz blev flådens nye øverstkommanderende, hvilket førte til vægt på genoptagne u-bådsangreb. ---- Slaget om Atlanten nåede et klimaks i foråret 1943. Tyskland satte det største antal ubåde i aktion, 235. Skibssænkninger i Atlanten alene steg til mere end 500.000 tons pr. måned. Men samtidig ødelagde de allierede sø- og luftstyrker flere tyske u-både end nogensinde - 12 i marts, 15 i april og 40 i maj. U-bådsangrebene begyndte at vakle under disse svære tab. I april faldt atlantiske skibstab til 253.000 tons, i maj til 206.000 tons. Dönitz kaldte derefter de fleste af sine u-både tilbage for at hvile ud, nyudruste og sejle ud igen i mindre risikable havområder. Slaget mod u-båden var vundet. I juni faldt de totale tab i Atlanten til 28.000 tons, det laveste månedlige tab af fragt siden 1940. ---- I de sidste 3 måneder af 1943 kom der yderligere 2 tegn på de Allieredes sejr på Atlanten. For det første oversteg antallet af ødelagte u-både antallet af sænkede handelsskibe, 53 u-både mod 47 handelsskibe. Og nybygningen af fragtskibe overgik tabene af samme for første gang i krigen. Ved årets slutning kunne De Allierede vise en nettogevinst på næsten 11.000.000 tons fra de 14.600.000 tons af skibe bygget det år. ---- Elimineringen af u-bådstruslen blev ledsaget af andre succeser i luften og på havoverfladen. Den stadig voksende Allierede luftstyrke, især med hensyn til langtrækkende jagerfly, reducerede kraftigt skibstab fra tyske bomberangreb. ---- Derefter kom der den 26. december 1943 en bemærkelsesværdig sejr på overfladen. Den tyske krydser Scharnhorst foretog et angreb på en arktisk konvoj i havet ud for Spitsbergen i Norge, men blev angrebet og sænket af en britisk styrke anført af det 35.000 tons store slagskib Duke of York under kommando af Admiral Bruce Fraser, leder af den britiske hjemmeflåde. Kun 36 af de 1.970 tyske søfolk overlevede. (Det tyske søsterskib, Gneisenau, kom sig aldrig efter en skade forvoldt af en mine under en sejlads fra Brest til Kiel den 1. februar 1942). Den sidste tilbageværende alvorlige tyske trussel fra et stort overfladekrigsskib var den 42.000 tons tunge Tirpitz. Skibet var allerede blevet jaget rundt mellem de vesteropæiske tyskbesatte havne, af De allieredes flyvevåben. Tirpitz blev til sidst trængt op i et hjørne ved Tromsö Fjord, i Norge, hvor 29 britiske Lancaster bombefly samlede sig for et dødbringende angreb. Slagskibet blev ødelagt og mere end halvdelen af den 1.900 mand store besætning dræbt, mod prisen for et bombefly. Med denne sejr var det lange, udmattende slag om Atlanten langt om længe ved at gå på hæld. ----
I alt byggede britiske og amerikanske skibsværfter 45.600.000 tons handelsskibe under 2. verdenskrig. Allierede og neutrale tab udgjorde 23.500.000 tons, hvoraf 14.000.000 blev ødelagt af u-både. Tyskerne mistede 781 ubåde, hvoraf mere end halvdelen (415) gik tabt ved luftangreb. Der ligger i atlantområdet mellem Skotland og Island ialt 3567 skibsvrag, heraf mange fra "Slaget om Atlanten".
Kortudsnit over Nordsøen mellem England/Skotland og Danmark/Norge. ---- Farvandet blev af naturlige årsager anvendet meget af de tyske u-både, da de både havde baser i Kiel og andre steder i Østersøen og ligeledes blev bygget på værfter i Nordtyskland, med adgang til Østersøen. Fra bl.a. Kiel sejlede u-bådende ud på togter, ofte langt ud i Atlanten, eller på øvelses - træningsopgaver. ---- Men i løbet af krigen blev en del u-både også sænket i Nordsøen, da u-bådene som oftes sejlede på overfladen og ikke sejlede neddykket. På kortet kan man se positionerne for sænkede tyske u-både i 2. Verdenskrig. -- Omkring hele England (De Britiske Øer), ligger der i dag 30.011 skibsvrag - heraf mange som ofre for de mange krige op gennem tiderne, som England, der tidligere var en verdensdominerende sømagt, militært som merkantilt. 1. og 2. Verdenskrig bidrog i ekstrem grad til de mange skibsvrag på bunden af havområderne rundt om England.
Kort over farvandet omkring England og Nordsøen, hvor man kan se hvor de sænkede tyske u-både ligger, med u-bådens operationelle nummer påtegnet. Koncentrationen af sænkede u-både lige nord for Nordirland og vest for Skotland, var det farvand, hvor de fleste atlantiske konvojer sejlede ind i, på deres vej ned til bl.a. Liverpool og andre vestskotske og vestengelske havnebyer, efter turen over Atlanten. -- Bemærk også de relativt mange tyske u-både, som ligger sænket i Kattegat og omkring Als. Mange af disse sænkninger skete fordi, de tyske u-både fra deres base i Kiel, sejlede op gennem Kattegat for at komme ud i Nordsøen og Atlanten i starten af krigen, indtil hovedparten af u-bådsflåden blev placeret i de vestfranske havne, da Frankrig var erobret i sommeren 1940.
Dækskanon, som alle de tyske u-både havde. Denne blev ofte anvendt til at sænke ubevæbnede allierede handelsskibe, da man uden større risiko, kunne ligge uddykket og beskyde fragtskibet, indtil det gik ned. Kanonen var den meget træfsikre og meget effektive 8.8 cm SKC/35, som her ses i dens U-Bådslavette på ubåden U-203. Kanonen kaldet 88´firseren blev af tyskerne brugt meget udbredt i forskellige udgaver, men altid var den uhyggeligt effektiv i luftværnet, som antitankkanon og som artillerikanon.
Det er den 25. januar 1942. ---- Den tyske U-123 var på vej hjem mod basen, efter at den havde deltaget i det stort anlagte koordinerede u-bådspatruljeangreb "Paukenschlag", ved den amerikanske østkyst, da den opdager det engelske fragtskib Culebra. ---- På det tidspunkt af søkrigen på Atlanten, kunne man stadig finde skibe, som sejlede alene, da der ikke var eskortefartøjer nok til at sikre alle skibe i konvojerne. ---- Nogle fragtskibe kunne ikke følge med, da de ikke havde maskinkraft nok og konvojledelsen var ofte nødsaget til, at få hele konvojen op i fart, for at undgå de tyske angrebskæder af u-både ("ulvekobler"), som lå på lur ved de sejlruter, som konvojerne havde udstukket tværs over f.eks. Nordatlanten. ---- Nogle fragtskibe i konvojerne kunne ikke følge med i det tempo og man måtte så overlade dem til heldet og lade dem sakke alene bagud fra hovedkonvojen. ---- Det vidste de tyske u-bådskaptajner godt, så når de f.eks. ikke kunne nå at ramme og sænke alle skibe i konvojen, fordi fragtskibene og eskortefartøjerne sejlede med topfart, sejlede u-bådene ofte bag efter konvojerne og "samlede" disse langsomme fragtskibe op. ---- Tyskerne vidste, på det tidspunkt af atlanterhavsslaget, at De Allierede ikke havde eskortefartøjer nok, og man kunne derfor, ofte i sikkerhed, dykke ud og sænke de efterladte langsomme og ubevæbnede fragtskibe, med u-bådens dækskanon, i stedet for at bruge en torpedo, som var et dyrt våben at anvende, i forhold til nogle få granater. ---- På fotoet kan man på første foto øverst til venstre, se kaptajnen på U-123, Horst von Schroeter, lede kanonmandskabet i beskydningen af fragtskibet Culebra. ---- Næste foto viser granattræfferne af fragtskibet og skibets sænkning og sidste foto, viser fragtskibet, da det glider ned i havets dyb, medens skibets skotter bryder sammen og luften presses ud i hvæsende dampudslip.
Et synkende allieret fragtskib i baggrunden og i forgrunden en tysk u-båd, som vil redde sømændene fra fragtskibet, som sejler over mod u-båden i deres redningsbåd. Mange u-bådskaptajner tog sig af de overlevende, hvis det kunne lade sig gøre uden risiko for u-bådens sikkerhed. Det kunne bedst lade sig gøre i starten af krigen, men hurtigt blev det for risikabt for u-båden at vente på den opgave, både af sikkerhedsmæssige årsager, men også fordi, man havde travt og skulle videre og finde næste torpedo eller granatmål. ---- I starten af 2. Verdenskrig, sejlede mange handelsskibe alene og var derfor et meget let mål at sænke for de tyske u-både. Den allierede konvojoprettelse i løbet af 1940 og mere udbredt i 1941 og fremad, gjorde det meget svært for u-bådene at deltage i redningen af handelsskibsbesætningerne. Mange søfolk i handelsskibsflåden omkom af sult og tørst, udmattelse og forfrysninger - også selv om det lykkedes dem at komme i en redningsbåd. Senere da skibene sejlede i konvojer over nordatlanten, var det næsten ensbetydende med den visse død, hvis man havnede i havet, kulde og scock tog livet af mændende i løbet af få minutter. Andre handelsskibe og eskortefartøjer, hvde sjældent held til at bjærge alle fra de sænkede skibe, både fordi, de nødstedte allerede var druknet eller væk, eller fordi det var for farligt for skibene at vente eller standse for at bjerge søfolkene, konvojens fart skulle opretholdes og at ligge stille på havet, var at tigge om at blive torpederet, eller at blive sejlet ned af et af de efterfølgende handelsskibe i konvojen, som ofte ikke kunne se det andet skib pga. tåge, regn eller høje bølger. ---- Krigen på havet var en meget barsk affære for alle parter.
Det danske fragtskib "Leise Mærsk" på 2.925 tons, bygget i 1921 på Odense Staalskibsværft for AP Møller og var deres første motorskib med dieselmotor. I 1932 blev skibet ombygget og forlænget og fik nu en vægt på 3.136 tons. -- Under krigen overtog det britiske Ministerie for Krigstransport (MoWT) og rederiet Burnett SS Co Ltd, Newcastle-upon-Tyne, skibet den 9. april 1940. -- Den 23. november 1940, kl. 08:02, blev skibet sænket af den tyske u-båd U-100 (Kaptajn og det tyske U-båds-Es Joachim Schepke), omkring 170 km. vest for klippeskæret Rockall, næsten midt ude i atlanten, nordvest for Irland. Ved sænkningen omkom 17 besætningsmedlemmer ud af skibets 24 mands besætning - 7 overlevede. -- Skibet var med i konvojen SC-11 fra Canada til England og havde en last af 4.500 tons majs og stykgods. -- Leise Mærsk, med Kaptajn Peter Konge Mortensen som kaptajn, blev torpederet og sænket om morgenen og de 7 besætningsmedlemmer som overlevede, blev samlet op af et hollandsk bjergningsfartøj og blev ilandsat i Campbeltown på vestkysten af Skotland. 14 skibe af den 33 store skibskonvoj blev torpederet. Følgende besætningsmedlemmer omkom: Skibsfører Peter Konge Mortensen 60 år. - Styrmand Aage Søren Marius Petersen 40 år. - 2. Styrmand Paul Johs. Jensen Lind 30 år. - Maskinmester Kaj Herluf Hansen 35 år. - Maskinassistent Herluf Andersen 24 år. - Hovmester Svend Theodor Thidemann Hansen 42 år. - Kok Niels Chr. Evald Eldrup 31 år. - Matros Josef Helge Carol Birch 24 år. - Matros Henry Christensen 24 år. - Matros Ejvind Jacobsen 25 år. - Letmatros Søren Dyhr 20 år. Letmatros Oluf Guldbrand Amund Jensen 19 år. Letmatros Svend Aage Lagoni 19 år. Letmatros William Undith Simonsen 22 år. Smører Laur Christensen 30 år.
Det danske fragtskib "Susan Mærsk" blev i maj 1940 overtaget af Storbritannien og overført til Ministeriet for Krigstransport (MoWT). Skibets tonnage var på 2.355 tons og bygget i 1923 på Odense Staalskibsværft for AP Møller, Odense. Ejere under krigen indtil skibet blev sænket, var William Petersen & Co Ltd, London. -- "Susan Mærsk" sejlede i konvoy nr. OG-64
og blev sænket den 12. juni 1941 kl. 01:05 om natten, af den tyske u-båd U-553, med Kaptajn Karl Thurmann som chef på u-båden. -- "Susan Mærsk" sank på positionen 43.39N, 28.00W, efter kun ca. 60 sekunder nord for Azorerne ude i midtatlanten. Hele besætningen på 24 mand omkom - ingen overlevende.
Skibet var afsejlet fra Newport den 1. juni 1941 og anløb Milford Haven den 3. juni), hvorefter næste destination var Curaçao - men først skulle skibet med i konvojen over Atlanten. Skibet sejlede uden gods - kun med ballast. "Susan Mærsk" med skibsføreren Kaptajn Kai Bjørn Thomsen som chef, blev meldt savnet efter at være sakket bagud for konvojen OG-64 i hård vejr. Hele besætningen omkom: Skibsfører Kaj Bjørn Thomsen 42 år Løgstør. - 1. Styrmand Thorkild Færregaard 33 år København. - 2. Styrmand Andreas Rothausen 33 år Fredericia. - 1. Maskinmester Ralf Frederik Petersen 41 år Horsens. - 2 . Maskinmester Orland K. Kaspersen 33 år Skibby. - 3. Maskinmester Jens Peter Madsen 29 år Hurup. - Hovmester Albinus Pedersen 50 år København. - Kok Johannes Laurits Jensen 32 år København. - Baadsmand Jacob Johs. Rasmussen 45 år Bogense. - Matros Hans Helge Madsen 22 år Vallø. - Matros Reinhold Thorvaldsen Møller Lau 21 år Vanløse. - Matros Karlo Ingeman Karlsen 25 år Marstal. - Matros Willy Marthionus Klovgaard 22 år Vormark. - Letmatros Erling Jacobsen 19 år Aarhus. - Letmatros Peder Jacobsen 21 år Aarhus. - Donkeymand Oscar Imanuel Olesen 26 år København. - Fyrbøder Aage Thøgersen 41 år Svendborg. - Fyrbøder Ove Poul Vilh Ernst Jensen 32 år Valby. - Fyrbøder Erik Elvin Pedersen 20 år Hou. - Lemper Gert Rene Couredi Olsen 18 år København.
Tankskibet Byron T. Benson brænder efter at være torpederet af den tyske u-båd U-552 den 4. april 1942 - Branden varede 3 dage tankeren sank. 28 mænd fra besætningen var denne gang heldige, de blev samlet op af US destroyeren Hamilton og den britiske trawler Norwich City. ---- Men mange besætningsmedlemmer omkom ofte ved disse torpedoangreb. Torpedoerne løb nogle få meter nede under havoverfladen, hverved anslaget i skibssiden ofte medførte frygtelige ødelæggelser og skader i maskinrummet, med det resultat, at fyrbødere og maskinfolk ofte var de første der omkom. Hvis skibet ydermere sank hurtigt, skete der ofte det, at maskinbesætningen ikke kunne komme op og ud tids nok. Når man så slap ud var overlevelseschancerne meget små i det iskolde nordatlantiske hav, foruden, at man måske skulle svømme gennem brændende olie og benzin. Læs ovenfor i linket til historien om den danske tanker i britisk tjeneste, "Susan Mærsk" og skibets sænkning, hvorved hele besætningen omkom. -- Barsk og heroisk indsats fra de mænd, som gjorde krigens gode udfald mulig, via deres ofre i atlantkonvojerne fra Canada og USA til Europa. Også de mænd var med til at vinde "Slaget om Atlanten", med til at vinde vores frihed i dag!!
Den 15. oktober 1942: Et søslag var igang mellem konvojen SC-104 og U-båds "Ulveflokken" Wotan under et rædselsfuldt vejr i det nordlige Atlanterhav. 5 handelsskibe var gået tabt i løbet af de sidste 2 nætter, alle sænket af u-båden U-221, men den 15. oktober sænkede en RAF Liberator B-24 fly u-båden U-661, og HMS Viscount, som ses på fotoet, vædrede og sænkede U-619. ---- 3 handelsskibe mere blev sænket og en tysk u-båd mere, måtte også dø i det dybe kolde nordatlantiske hav den følgende dag.
Ubådsjageren på fotoet er krigsskibet, Sloop/Black Swan-klassen, HMS Kite (U 87) på 1350 tons, søsat den 1. marts 1943. Disse mindre letbevæbnede, men mellemhurtige krigsskibe (maximum 20 knob, ca. 37 km./timen), var en effektiv konvojbeskytter senere i krigen (fra foråret og sommeren 1943). Sammen med andre lette konvojeeskorteskibe (f.eks. fregatter og destroyere), patruljerede disse konstant, jagtende ubåde omkring konvojerne på deres vej over Atlanten. -- Lakonisk bemærkning i rapport vedrørende sænkningen af tysk ubåd: "U-504, sænket af krigsskibe fra 2. Support Group, som bestod af HMS Kite, Wren, Woodpecker, Wild Goose og Woodcock den 30. juli 1943. -- HMS Kite´s kaptajn på tidspunktet, da man sænkede U-504, var Lt.Cdr. W.F.R. Segrave. -- Den 20. august 1944, da HMS Kite var kommanderet af Lt.Cdr A.N.G. Campbell og på eskorteopgave for fragtskibskonvojen JW 59, der havde sejlet fra Loch Ewe i Skotland til Murmansk i det norligste Rusland, den 15. august 1944, fik en af de andre eskortefartøjer, destroyeren HMS Keppel (D 84), kl. 20:45, den 20. august 1944, en u-bådskontakt på skibets styrbord side. Sammen med HMS Kite og et Swordfish torpedofly fra hangarskibet HMS Vindex (D 15), blev u-båden overfaldet med dybdebomber. De jagede U-båden hele natten med deres "foxers" (anti u-båds torpedosøgeudstur, der anvendtes mod de tyske, såkaldte Gnat-torpedoer. "Foxerne", som var nogle rørlignende metaltingester, blev slæbt i wirer efter krigsskibet), men jagten var forgæves, man fandt ikke u-båden. Om morgenen kl. 06:04 den 21. august, havde HMS Kite nedsat sin hastighed til kun 6 knob, for at udrede skibets udlagte "foxers", hvis wirer var blevet snoet omkring hinanden i nattens u-bådsjagt. Da HMS Kite med denne ringe hastighed, var et sårbart torpederingsmål - affyrede den tyske u-båd U-344, tre F.A.T. torpedoer mod HMS Kite (U-344´s kaptajn Ulrich Pietsch troede fejlagtigt, at hans torpedomål var et større skib i Dido-klassen, en let krydser). HMS Kite blev ramt af to torpedoer, som eksploderede på styrbords side, så skibet staks krængede over til den ene side. Agterstavnen på skibet blev sprængt af og flød nogle få sekunder, inden denne sank. Skibets bov holdt sig flydende i ca. et minut, og derefter sank denne og resten af skibet ned i det nordatlantiske iskolde dyb, i en stejl vinkel. Sænkningen skete oppe i den nordligste del af ishavet i Barentshavet på positionen 73.01N, 03.57E. -- Kl. 07:30, stoppede destroyeren HMS Keppel på positionen, for at samle overlevende op, medens de to andre krigsskibe HMS Peacock (U 96) og HMS Mermaid (U 30), bevogtede redningsaktionen. HMS Kite havde 226 besætningsmedlemmer ombord og hovedparten af dem gik ned med skibet. Cirka 60 mand måtte kaste sig i det iskolde frosne hav og prøve at svømme væk fra det synkende skib, men kun 14 af de ca. 60 overlevende i vandet, kunne reddes fra det iskolde vand - de frøs ihjel og druknede næsten med det samme - 5 af de 14 reddede sømænd, var allerede så nedfrosne af opholdet i havet, at de døde om bord på destroyeren HMS Keppel og blev senere begravet på havet. Kun 9 mand af HMS Kite´s besætning overlevede. HMS Kite deltog i sænkningerne af følgende tyske u-både: U-449, U-462, U-504, U-226 og U-238, hvor U-504 og U-238 primært blev sænket af HMS Kite´s dybdebomber. -- Den tyske u-båd U-344´s skæbne efter sænkningen af HMS Kite, blev meget kort, for allerede dagen efter, blev den overrasket af et Swordfish torpedofly fra eskadrille 825, der var baseret på hangarskibet HMS Vindex. U-båden lå uddykket og blev ramt af en af flyets dybdebomber og sank omgående, hvorved hele mandskabet omkom. Positionen var nordvest for Bjørneøen i 74.54N, 15.26E. U-båden opnåde kun 67 dage på havet og fik kun sænket HMS Kite, inden den selv måtte lade livet. -- HMS Kite hørte oprindeligt til 2. Support Gruppe, som var "u-bådsjægere", samlet i særlige flådeenheder, hvor den omtalte enhed, var ledet af den berømte kommandør Frederick John Walker, populært kaldet "Johnnie Walker" (whisky-mærke) fra The Royal Navy. Hans "flagskib" var normalt altid sluppen HMS Starling, som var samme type krigsskib, som Kite, Peacock og Mermaid. Men Walker opererede ikke i de arktiske farvande, men kæmpede primært med sin supportgruppe 2 på midtatlanten og med jagt på u-både omkring de primære konvojer, som afgik og ankom fra USA og Canada. 2. Supportgruppe var ikke underlagt de enheder, som indgik i selve konvojeskorttjenesten, men kunne operere uafhængigt af disse opgaver. Men et par gange, da HMS Starling var til reparation/service, havde Walker ledelsen fra HMS Kite. -- 2. Support Gruppe bestod normalt af HMS Wren, HMS Woodpecker, HMS Wild Goose, HMS Cygnet og HMS Kite, men var delvis opløst, da "Johnnie Walker" pludselig døde af overanstrengelse på et hospital i Liverpool, den 9. juli 1944, 48 år gammel. Han havde lige været en væsentlig del af succeen, med at holde de tyske u-både totalt væk fra invasionsområdet på D-Dagen i Normandiet den 6. juni 1944. Mange u-både blev ved den lejlighed sænket af Walker og hans enheder. -- Den arktiske konvoj JW 59 bestod derfor af andre enheder, hvorunder altså HMS Kite deltog. -- Kaptajn F. J. Walker´s kommandørkarriere: Sloop HMS Stork (L 81 / U 81) fra september 1941 til 1. august 1942 - Sloop HMS Starling (U 66) fra 21. marts 1943 til 7. juli 1944, som leder af 2. Supportgruppe. -- Ud over disse opgaver deltog han i utallige andre store opgaver og missioner, ligesom i de første år af krigen havde kommandoen over eskorteenheder tilknyttet den givne konvoj og altså ikke support-enheder.
Walker var skyld i og medvirkede i sænkningerne af omkring 35 tyske u-både under krigen (midten af 1941 til juli 1944) - en bedrift, som ingen anden under krigen opnåede! Han blev dekoreret flere gange og havde bl.a. udmærkelsen DSO m/3 bjælker. Se ovenfor i det store tekstafsnit, hvor der er link til en helt speciel web-side om HMS Kite og dens besætning.
Tysk u-båd nr. U-848 under angreb af britisk u-bådsjagerfly. Se hele billedserien ovenfor under de oprettede links.
1944: På en anti-u-båds patrulje over Atlanten, opdagede man en tysk u-båd på havoverfladen, fra en RAF Catalina flyvebåd fra 210. Eskadrille, med piloten Flying Officer Cruickshank ved pinden. ---- U-742 valgte at tage kampen op og mødte Catalinaens angreb med præcise antiluftgranatbeskydning. En af flyverne i RAF-flyet blev ramt og dræbt og andre såret og flyet fik alvorlige skader af beskydningen. ---- Piloten Cruickshank var blevet ramt hårdt og fik ikke mindre end 72 store og små sår, fra granatsplinter, fragmenter fra flyet og maskingeværkugler, men alligevel ignorerede han sine sår og fik Catalinaflyet vendt rundt og angreb igen. ---- Dette angreb kunne holdes på målet og dybdebomberne han fik kastet og som var indstillet til at detonere på, eller lige under havoverfladen, skrællede u-båden op og ødelagde den, så den sank med alle mand ombord. ---- Det meget skadede Catalinafly og den hårdt ramte besætning havde nu udsigt til en 5½ times flyvning tilbage til basen. ---- Piloten Cruickshank tabte bevidstheden flere gange undervejs, forårsaget af sine mange sår, men med hjælp fra den del af besætningen, som stadig kunne hjælpe til, klarede han at lande flyet sikkert. For denne bedrift modtog han Victoria Korset.
U-118 indkasserer her nogle svære træffere af en bombe og maskinkanonild. Bemærk de 2 tyske u-bådsfolk, som dukker sig på dækket lige neden for u-bådens tårn. Se næste 3-delte foto, hvor du kan læse historien om hændelsen.
De store oceangående tyske u-både, som kunne operere i hele Atlanten, blev anvendt fra ca. 1941 og i resten af krigen - de blev stadigt udviklet og forbedret. ---- Billedserien her viser øverst forsynings u-båden U-118, som bliver overrasket på overfladen ude på Atlanten den 12. juni 1943, af et amerikansk Avenger hangarskibsfly, fra Hangarskibet USS Bogue, ført af piloten Løjtnant J.G. Fryatt, (amerikanerne havde hangarskibe, som kunne medføre mindre bombefly med 2 motorer, der trods deres størrelse, kunne starte fra skibets dæk). Hangarskibet deltog i den eskorte afskibe, som bevogtede konvoj nr. CVE-9. ---- Billederne er højdramatiske og viser dybdebombeangrebet på U-118. U-båden er en af de store forsynings - og service u-båd, som tyskerne byggede og brugte til at forsyne de operationelle front u-både med brændstof, torpedoer og andre forsyninger. Derved kunne den operationelle tid for frontu-bådene på havet øges betydeligt. ---- U-118 havde lige gjort klar til at pumpe brændstof til en frontu-båd, da den blev opdaget på havoverfladen og angrebet. På fotoet kan man se olie strømme bagud fra u-båden, efter tidligere, at være blevet angrebet af Løjtnant Stearns og Løjtnant Fowler i deres Avengerfly. ---- Ligeledes kan man se Løjtnant J.G. Fryatt´s fly´s drejelige maskinkanontårne udspy maskingeværkugler og se deres nedslag i vandet og nogle ramme u-båden, foruden at man kan se 2 af u-bådsbesætningen nede på siden af u-bådstårnet prøver at søge dækning mellem de hvinende kugler. ---- Avengerflyet gør på fotoet klar til at suse hen over u-båden og så stige op og vende rundt, for at angribe igen. ---- Det blev ikke nødvendigt, for de dybdebomber, som Fryatt´s fly dropper ved U-118, sænker u-båden, hvorved kun 16 tyske søfolk overlever og 43 mand af besætningen går ned med u-båden. ---- Nederste billede viser angebet på U-117 den 7. august 1943, som bliver overrasket under en optankning fra en forsyningsu-båd. U-117 sænkes og alle 62 besætningsmedlemmer går ned med u-båden.
En anden berømt tysk ubådskaptajn ses her. Erich Topp og hans ubåd sænkede næsten 200.000 tons allierede skibe. Erich Topp og U-352 blev sænket i 1941, samtidigt med 2 andre store tyske ubådshelte, Günter Prien og Endrass. Det var et hårdt slag for det tyske ubådsvåben, især også propagandamæssigt m.m. Man søgte at holde det hemmeligt for den tyske befolkning, det lykkedes dog ikke.
Catalina (den type, som jeg så resterne af på Vatersay/Barra). Catalina eller Consolidated PBY Catalina er et amerikansk fly især beregnet til transport og overvågning. Den første udgave går tilbage til midten af 1930'erne og var da en ren flyvebåd. En prototype fløj 28. marts 1935. PB står for Patrol Bomber, og Y for Consolidated Aircraft, fabrikantens identifikations-bogstav. Catalinaen blev konstrueret først og fremmest med henblik på salg til United States Navy.
Den tidligste version af Catalina PBY-1A går helt tilbage til 1936. Ligesom den civile XP3Y-1 var den en ren flyvebåd, men i 1940 kom amfibie-udgaven, det vil sige en udgave med hjulunderstel, så den både kunne operere fra vand og land. Før landing på vand nedfældedes de to støttepontoner fra tipperne af den konsolanbragte vinge for at øge stabiliteten ved manøvrering.
Sit store gennembrud fik Catalinaen under 2. verdenskrig, hvor typen blev brugt af et stort antal lande, således Australien, England, Canada, Sovjetunionen og USA.
Opgaverne var mange: ubådsjagt, patruljering, redningsmissioner og landsætning af hemmelige agenter på fjendtlig kyst.
Alle disse opgaver forudsatte at flyet kunne holde sig i luften i mange timer, hvilket Catalinaen var særdeles god til. Togter af helt op til 17 timers varighed kunne forekomme i forbindelse med anti-ubådstogter.
Under sin tjeneste ved Royal Air Force Costal Command, kystvagten, tegnede Catlinaen sig for adskillige bedrifter. Blandt andet var det en Catalina som opsporede slagskibet Bismarck og skabte forudsætningen for den senere sænkning af det.
Typen foretog også den sidste sænkning af en tysk ubåd lige før krigens afslutning, for øvrigt nummer 196 for RAF's vedkommen.
Nøjagtig hvor mange Catalinaer der er produceret er det ikke muligt at finde ud af, men det vides dog at 3272 fly blev fremstillet i USA og Canada frem til 1945. Hertil skal så lægges omkring 1500 fremstillet på licens i Sovjet. Det rigtige tal kan ligge på den anden side af 4800 stk.
På begge sider af Catalina-flyets krop, var der monteret et omvendt "badekar". Det var 2 plexiglaskupler, hvor der her igennem hvert sted, var monteret et 0,30 maskingevær, som primært kunne anvendes i angreb på tyske ubåde.
Et andet meget brugt patrulje - og overvågningsfly var denne britiske flyvebåd ved navn Short Sunderland. Den anvendtes lige som den amerikanske Catalina overalt på krigsskuepladserne under 2. Verdenskrig. I Skotland var de stationeret på flere baser, primært den nordlige del og Orkney, Hoy-øen. -- Prototypen af flyvebåden Short Sunderland fløj første gang den 16. oktober 1937 og 9 Mk I versioner blev bestilt af RAAF (Royal Austarlian Airforce). Men da 10. Eskadrille i RAAF accepterede det første fly nr. P9048, i Pembroke Dock den 11. september 1939, forblev eskadrillen i England og blev tilsluttet RAF og deres Sunderlandeskadriller og fik senere selskab af RAF 461. Sunderlandeskadrille. -- Den første godkendte sænkning (submarine "kill") blev foretaget af Løjtnant W. N. Gibson og hans besætning den 1. juli 1940. Sammen med en anden Sunderland sænkede de næsten et dusin tyske u-både. -- 10. Eskadrille fra RAAF indførte mange forbedringer på deres Sunderlands, bedre bevæbning og ikke mindst installationen af Pratt & Whitney Twin Wasp motorer i stedet for de motorer flyet var bygget med. Det resulterede i at flyet blev opgraderet til et Sunderland Mk V. Selv om Sunderlandflyet var et flyvebåd til landing på vand, lykkedes det et fly fra 461. Eskadrille at lande sikkert på luftbase på land (dog nødtvungent). -- Den 2. juli 1943 angreb Løjtnant Walker i N461 hele 8 tyske jagerbombemaskiner JU88´ere og rapporterede, at 3 blev skudt ned, 1 sandsynligvis skudt ned, en muligvis skudt ned og de sidste 3 JU88´ere ramt og skadet betydeligt. Sunderland flyet blev anvendt af 28 forskellige R.A.F. eskadriller på flere krigsskuepladser og er opført med 28 egne sænkninger af tyske u-både og som meddelagtige i flere andre sænkninger af tyske u-både.
Kort over Nordatlanten, Den Engelske Kanal, Biskayenfarvandet omkring England og Nordsøen, hvor man kan se hvor de sænkede tyske u-både ligger, med u-bådens operationelle nummer påtegnet. Koncentrationen af sænkede u-både ved Cornwalls kyst, England, skyldes også, at mange allierede handelsskibe kom den vej rundt til og fra deres sejlads med konvojerne, både over Atlanten, men også sydpå til og fra Gibraltarstædet og Middelhavet. De mange sænkniger af tyske u-både i Biskayen og omkring Brest ved den vestfranske kyst, skyldes at de britiske fly u-bådspatruljer var koncentreret om disse farvande, da alle tyske u-både skulle gennem dette farvand, når de forlagde til og fra deres baser i de vestfransk baser. Da tyskerne blev jaget ud af Frankrig i 1944, fortsatte de tyske u-både deres krig omkring de britiske farvande, herunder isæt Den Engelske Kanal (de forsøgte også at angribe under den allierede invasion i dagene omkring den 6. juni 1944 - men blev næsten alle opdaget, jaget væk eller sænket af den allierede luft- og flådeoverlegenhed på det tidspunkt af krigen. Se dog ved næste foto, hvor den store sænkningskatastrofe skete ved Cherbourg, nær invasionskysterne i Normandiet, den 24. december 1944.
Der skete en stor katastrofe juleaften den 24. december 1944 uden for havnebyen Cherbourg på den franske nordkyst/Den Engelske Kanal. -- Kl. 17.54 blev det belgiske troppetransportskib SS Leopoldville (ført af Kaptajn Charles Limbor), torpederet af den tyske u-båd U-486 (ført af Oberleutnant Gerhard Meyer). Leopoldville deltog i en forsyningskonvoj nr. WEP-3, som var sendt over Den Engelske Kanal, med materielforsyninger og hastende amerikanske infanteritropper til forstærkninger til de ekstreme hårde kampe i Ardennerne og som kompensation for de store tab, den amerikanske hær havde lidt, under de hårde opslidende kampe i Hurtgenskovene i det østlige Belgien/grænseområderne ind til Tyskland i oktober, november og december 1944. -- Ca. 8 kilometer uden for havnen i Cherbourg, blev "Leopoldville" ramt af en torpedo fra U-486, som havde ligget neddykket og ventet på et angrebsmål i mange timer. Efter torpedoeksplosionen begyndte det store 11.500 tons tunge skib, at synke langsomt og kl. 20:40 sank det med boven først ned i det oprørte kolde hav. Inden skibet forsvandt i havet, havde der udspillet sig et uhyggeligt mareridt på skibet og i havet omkring det, hvor alt gik galt - Redningsopgaven blev fatalt forsinket, da havnen og redningberedskabet i Cherbourg holdt mere eller mindre juleferie og eskortefartøjerne ikke var klar over alvoren for skibet. Der var slet ikke redningsbåde og redningsflåder nok til alle skibets passagerer, som bestod af 139 besætningsmedlemmer og 2235 infanterisoldater fra den amerikanske 66. Infanteri Division. signalsystemet virkede ikke hensigtmæssigt, da al radiosignaltjeneste skulle ske via flådehavnen i Southhampton, england, og ikke via havnen i Cherbourg. De blinkende signallamper sås ikke af redningsberedskabet osv. Alting gik galt og "Leopoldville´s kapatajn, 55 besætningsmedlemmer og 763 amerikanske soldater, omkom i det kolde hav denne juleaften 1944. -- Den tyske u-båd U-486 fik dog en fortjent straf, da den blev sænket med hele sin besætning, den 12. april 1945, ved Bergen, Norge af den britiske u-båd HMS Tapir. -- Se ovenfor i tekstafsnittet - hvor der er link til historien om denne katastrofe, herunder link til dykkervideoer om katastrofen.
Slagskibet HMS Barham på over 31.000 tons, var bygget af John Brown værftet, Clydebank, Skotland.
Byggestart februar 1913. Stabelafløbning oktober 1914. Tjenesteklar oktober 1915. ---- Navnet 'Barham' kom fra Admiral Charles Middleton 1762-1813, som var Lord Barham. Han blev First Lord of The Admiralty og var med ved Slaget ved Trafalger og arbejdede sammen med Admiral Horatio Nelson. ---- HMS Barham opererede under 2. Verdenskrig i Middelhavet i den engelske flådeenhed med navnet Force K, som havde base på øen Malta, som England ville holde for enhver pris, da øen var af vital betydning for bekæmpelsen af det tyske Afrikakorps under General Erwin Rommel og for kampen om Middelhavet. ---- Se HMS Barhams skæbneforløb og film der viser skibets endeligt i oktober 1943, efter at det blev truffet af 3 torpedoer, fra den tyske u-båd U-331, som hurtigte fik HMS Barham til at eksplodere - se de næste fotos.
I Middelhavet den 25. november 1941, ud for kysten ved Sollum og nord for Sidi Barrani i positionen 32.34 Nord og 26.24 Øst i Middelhavet, sniger den tyske Kaptajn-løjtnant Hans-Diedrich Freiherr von Tiesenhausen i sin type VIIC u-båd U-331, ind på nogle store fine mål for sine torpedoer. ---- U-båden var på sit 3 togt og havde den 17. november landsat 8 tyske kommandosoldater på den egyptiske kyst øst for Ras Gibeisa. Kommandosoldaternes opgave var, at sprænge en vigtig Allieret jernbaneforbindelse i luften nær ved kysten - det lykkedes ikke. ---- Nu patruljerede man i farvandet nord for Libyen. ---- De fine mål, man ved et lykketræf havde opdaget, var den britiske flådeenhed Force K, bestående af 3 slagskibe, som sejlede i lige linie efter hinanden og med 8 destroyere sejlende som beskyttende eskorte. ---- Et af de britiske slagskibe, er det 31.100 ton tunge HMS Barham, med 1260 mands besætning ombord og med Kommandør Kaptajn G.C.Cooke som chef. De 2 andre slagskibe er HMS Queen Elizabeth og HMS Valiant. ----
Fotoet viser situationen efter ca. 2 minutter, da de 3 torpedoer havde truffet HMS Barham. Mange søfolk var da straks klar over, at skibet var dødsdømt og dem der kunne, sprang i havet. Slagskibet vælter her "træt" om på bagbords side, efter 3 torpedotræffere fra den tyske U-båd U-331. Umiddelbart efter eksploderer Barham i en gigantisk eksplosion. Se filmoptagelserne af forløbet ovenfor i de tilknyttede links omkring historien om HMS Barham´s sænkning.
Flådeenheden Force K var på vej mod farvandet mellem Malta og Libyen fra Alexandria i Egypten, for at jage italienske konvojer, som forsøgte at fragte udrustning til aksemagternes soldater i Nordafrika. Da u-båden sidst på eftermiddagen den 25 november 1941, lister inden for torpedoernes skudafstand, ligger u-båden i periskopdybden ca. 25 cm. under havoverfladen. U-bådskaptajnen Von Tiesenhausen´s u-båd placerer sig mellem 2 destoyere, og fra 1200 meters afstand, affyrer han 4 torpedoer i vifteform mod det midterste af slagskibene. 3 torpedoer træffer HMS Barham, som i løbet af få minutter, kæntrer helt over på siden, hvorefter slagskibets ammonitionsdepot, bl.a. kordit og granater til de store 15" (36,5 cm.) kanoner, eksploderer et splitsekund efter.
Da HMS Barham krænger helt over og bagbordssiden lægger sig hen ad havoverfladen, er branden under dækket allerede så kraftig, at den hurtigt spredes hen mod skibets ammunitionsdepot. ---- Kun 2½ minut efter torpedoerne træffer skibet, kænterer skibet om på siden, og branden antænder ammunitionen fra skibets 15" kæmpestore granater og det store slagskib sprænges til atomer i en gigantisk eksplosion, der fuldstændig river hele det store skib fra hinanden og smadrer alt. 862 mand dør øjeblikkelig, inklusive skibets Kaptajn Cooke, men på mirakuløs vis var mange af besætningsmedlemmerne straks sprunget i havet, da skibet blev ramt af de 3 torpedoer og begyndte at kæntre. ---- De øvrige krigsskibe i Force K, kunne kun hjølpeløse og afmægtige se til, da det mægtige skib eksploderede. Man havde dog åbenbart åndsnærværelse nok til at filme det hele. (du kan se filmen ovenfor i de opsatte links - bered dig på et chok!). ---- Kort tid efter katastrofen kan destroyerne HMS Hotspur og HMS Nizam begynde at samle de overlevende op fra havet, i alt 395 søfolk. Se de næste fotos.
Senere i 1941/1942, blev billederne fra HMS Barham´s sænkning frigivet af Den Engelske Flåde og man kunne berette om tragedien og vise fotos i aviserne. ---- De tyske propagandamedier brugte denne store sejr til at forherlige deres "glorværdige" indsats i Middelhavet, selv om situationen her ikke var særlig gunstig for de tyske troppers succes på landjorden og de italienske konvojers bestræbelser med, at bringe forsyninger frem til tropperne i Nordafrika. ---- Den 16. november 1941 bliver en af de fire tyske u-både "U-433" sænket af den engelske korvet HMS "Marigold" i det samme farvand, som det engelske hangarskib HMS Ark Royal også bliver sænket, med en torpedo fra den tyske u-båd U-81. ---- I slutningen af måneden sænker den hollandske u-båd 0-21 den anden af de 4 tyske u-både, nemlig "U-95". Men mellem sidst i september og december 1941, slipper 26 tyske u-både ind i Middelhavet og sænker rigtig mange af den engelske flådes krigsskibe.
Ligeledes mistede De Allierede i Middelhavet i gennemsnit pr. måned, 4 fragtskibe med en tonnage på 19.000 tons. ---- Nordafrika, på landjorden starter briterne den 18. november 1941 en hovedoffensiv kaldet "Operation 'Crusader" fra området ved Sollum og i januar 1942 har briterne nået El Agheila. Det tyske Afrikakorps og de italienske styrker omkring Sollum og Bardia bliver forbigået af englænderne i forbindelse med deres pres frem mod Tobruk. Det bliver tropper fra New Zealand, der den 27. januar 1942 besejrer den tyske garnison i Tobruk. ---- Den 27. november 1941 da slaget om Tobruk er i gang bliver det australske krigsskib "PARRAMATTA" sænket, da det eskorterer et ammunitionsskib ind mod havnen i Tobruk . Det er den tyske u-båd "U-559", som sænker det med en torpedo i bagbords side. Efter at kampene om Tobruik startede, havde De Allieredes anstrengelser været enorme, dag og nat sejlede alle typer skibe, mænd, materiel og ammunition ind til styrkerne i Tobruk. Da kampene stoppede kunne man gøre omkostningerne op. De Allierede havde mistet 25 krigsskibe af alle typer, men kun 5 sømænd fra handesflåden var omkommet!
De overlevende fra HMS Barham svømmer rundt, eller klamrer sig til vraggods, medens udsatte redningsbåde fra de andre britiske flådefartøjer, søger efter overlevende og døde, som de kan samle op.
På Lyness Marinekirkegård, som jeg jo besøgte, stod denne mindegravsten over nogle af de besætningsmedlemmer, som blev dræbt, da HMS Barham blev beskudt og ramt af granater da det deltog den 31. maj 1916, i det store søslag, "Slaget ved Jylland".
Den tyske U-båd U-331 under ledelse af Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen gør klar til endnu et togt. U-båden blev tjensteklar 31. marts 1941 og efter træningsperioden blev u-båden beordret ud i fronttjeneste den 1. juli 1941.
Von Tiesenhausen havde ikke nogen ide om, hvilket skib han havde ramt, alle i u-båden havde dog hørt den enorme eksplosion kort tid efter bragene fra torpedotræfferene, så de vidste de havde sænket et skib. Skæbnen ville det sådan, at det blev HMS Barham. ---- Men Von Tiesenhausen havde ikke tid at tænke på resultatet, han havde nok at gøre med at prøve at undslippe. ---- U-331 blev nu jagtet intensivt af de hævngerrige engelske destroyere i Force K flåden, men u-båden slap fra alle de mange dybdebomber, englænderne kastede ud i havet på u-bådens formodede position og sejlede retur mod Grækenland, hvor den anløb havnen Salamis den 21. februar 1942. ---- På fotoet kan man se torpedorummet fortil i U-331, med de 4 bagstykker for torpedorørerne. På et af torpedorørernes bagstykker har torpedomandskabet tegnet silhuetten af HMS Barham, skrevet navnet og tonnagen, som slagskibet repræsenterede. ---- Kampen om Middelhavet og magten i Nordafrika havde også sine gode sider for De Allierede, som ellers i 1941, fik mange nederlag verden over på alle fronter i luften på havet og på landjorden. ---- Nogle dage inden tragedien med HMS Barham´s sænkning, havde Force K sænket 2 fragtskibe mere, foruden de 6 italienske fragtskibe tidligere, vest for Grækenland. På dette tidspunkt af krigen i Middelhavet omkring årsskiftet 1941 - 1942, mistede Aksemagterne, Tyskland og Italien, 60 % af sine forsyninger til sine nortdafrikanske hære i Middelhavet. ---- De Allieredes flyvevåben, u-både og flådefartøjer angriber konstant og vedholdende, trods egne tab af slagskibe og hangarskibe. - I Østafrika overgav de sidste italienske styrker sig ved Gondar i det nordlige Ethiopien, den 27. maj 1942. Det Italienske Facistiske Imperium i Østafrika ophørte hermed at eksistere. ---- De Allierede havde den opfattelse, at den tyske u-båd var U-331 og at det var den der havde sænket HMS Barham. Ydermere mente de, at U-331 var blevet sænket samme dag som HMS Barham sank. - Men i 1998 kom en bemærkelsesværdig historie frem.... Læs videre på næste foto.
Kaptajn-Løjtnant Hans-Dietrich Freiherr Von Tiesenhausen på U-331, her i positur efter sin sejr med HMS Barhams sænkning, hvorfor han den 27. januar 1942, fik den 2. højeste udmærkelse i Nazityskland: Das Ritterkreuz des Eisernen Kreuzes(Jernkorsets Ridderkors, som er en højere grad end selve Jernkorset, Knight´s Cross). Stolt ser han ud. Men det blev egentlig også den eneste betydelige sænking af et allieret skib i krigen, som U-331 klarede - og det ved et stort held - og den 17. november 1942 blev U-331 sænket og 32 mand af besætningen omkom, men 14 mand og Von Tiesenhausen overlevede og han dør først som 85 årig i Vancouver, Canada. ---- Den 19. januar 1998 blev den nu meget gamle Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen interviewet via telefon. Han havde en helt klar erindring om hændelsen. Da han pga. sin meget nedsatte hørelse, ikke kunne tale direkte i telefon, blev interviewet gennemført med hjælp fra hans hustru. Beretningen fra Von Tiesenhausen´s hukommelse: ---- Den 25. november 1941 havde Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen, på U-331 affyret sine 4 torpedoer på en gang og efter et stykke tid, hørt 3 eksplosioner, som hidrørte fra sine torpedotræffere af et engelsk skib.
Da de 4 torpedoer blev affyret og forlod u-bådens torpedorør, på deres 1260 meter lange kurs mod HMS Barham, gjorde Von Tiesenhausen, som sædvanligt med stor koldblodighed, sin u-båd klar til at angribe igen, evt. fra en anden position. ---- Men efter affyringen, glemte han denne gang, eller overså han betydningen af, at 4 tunge torpedoer lige havde forladt u-båden fra torpedorørerne i u-bådens bov. Det bevirkede, at han ikke fik trimmet u-bådens balance hurtigt nok og u-bådens bov, vippede opad og brød op af havoverfladen i et skumsprøjt, tillige med, at også u-bådens tårn med det påmalede u-bådsnummer tydeligt kunne ses over vandet. ---- Von Tiesenhausen kæmpede febrilsk for at få boven ned igen, da u-bådens tilsynekomst, kun var ca. 125 meter fra det nærmeste slagskib HMS Valiant, som med det samme fik øje på u-båden og hvis hvis kapatajn hurtigt fik slagskibet til at ændre kurs, i den hensigt at vædre u-båden. ---- U-bådens operatører arbejdede hurtigt, for at få u-båden nedad i havet igen, da det store slagskib i en krap bue, styrede hen mod u-bådens position. Nervepirrende minutter gik, medens u-bådens folk kun kunne håbe på, at de ville synke hurtigt nok, til at undgå at blive vædret og på Slagskibet bad man til, at de ville nå frem i tide, til at ramme u-båden, som ville betyde dens sænkning. ---- Men i sidste øjeblik var U-331 så dybt nede, at det store tunge slagsskib, trods sit skrogs dybde i havet, kun lige akkurat buldrede hen over U-331, uden at gøre den skade. ---- Medens alt dette stod på, lød den enorme eksplosion, da HMS Barham eksploderede. Alle i u-båden fik også et chock, da de hørte det gigantiske brag - de ved da, at de har sænket et stort flådefartøj - men har ikke tid at tænke mere over det - deres liv er truet i u-båden - det har førsteprioritet. ---- U-331 var nu under alarm-dykning, stejlt og hurtigt dybt nedad. Men noget var underligt inde i u-både - dybdemåleren opførte sig mærkeligt! Under alarmdykningen bevægede dybdemålerens visernål sig langsommere og langsommere for til sidst at standse ved dybden 76 meter. Besætningen fornemmede, at man stadig dykkede nedad, men måleren viste det ikke! ---- Det var en farlig situation, fordi u-bådens maksimale sikkerhedsdybde var sat til 100,60 meter. Tiesenhausen bad om en fornyet melding fra den forreste dybdemåling. Meldingen ramte besætningen med rædsel og frygt. De havde dykket ned i en dybde, som u-båden slet ikke skulle kunne klare, nemlig 250 meters dybde! Det bragte besætningen ud af flippen og halvt afsindige, da man fik u-båden stoppet og man forsigtigt begyndte, at lirke den opad igen, slog det dem alle, at dybdetrykket på u-bådens skrog, forlængst burde have krøllet u-båden sammen, som en øldåse - men ikke så meget som en bolt eller møtrik var sprunget løs og utætheder og havvand var heller ikke at se. ---- U-båden havde med nød og næppe undsluppet fjenden oppe på havet og det dødbringende tryk i dybet. ---- Tiesenhausen skrev mange år senere: "I sådanne øjeblikke, når man sejler væk fra 2 katastrofer på en gang, så tier man, snakker ikke - man er bare glad for, at have været heldig og at man stadig er i live"
Von Tiesenhausen overlevede krigen som krigsfange og efter krigen levede han med sin hustru i Canada, hvor han i år 2000 døde i Vancouver, i en alder af 85 år.
Det tyske slagskib Scharnhorst. Se ovenfor i det store tekstafsnit, hvor beskrivelserne af skibet og dets grumme historie og sænkning ved Nordkap i Nordnorge under 2. Verdenskrig. Se også de følgende billeder og tekst.
Her er det Adolf Hitler på besøg på slagskibet Scharhorst. Også han søgte af og til, at indgyde mod og respekt for sig og sine ideer hos de tyske soldater - jeg har ham nu mest mistænkt for at vise sig selv frem og sole sig i deres pligtsskyldige hyldest til ham - de turde sågu ikke andet. Scharnhorst var blandt flere slagskibe, tysklands stolthed og blev flittigt vist frem og helst med nazisternes frontfigurer i forgrunden.
Scharnhorst´s frygtindgydende 15" kanoner (ca. 40 cm. i diameter!). 2x3 foran og 2x3 agter på skibet. ---- Sharnhorst blev jo sænket i Norskehavet vest for havne - og flådebyen Murmansk, som var og er en betydelig sovjettisk/russisk havn med både en civil - og flådemæssig betydning. Under krigen gik der mange konvojer fra De Allierede til Murmansk, med krigsudstyr og fødevarer til sovjetunionens krig mod tyskerne på Østfronten. Tyskerne søgte med Sharnhorst at forhindre disse konvojer i at slippe igennem farvandet nord om Norge. ---- Her ses en kanonade af Scharnhorst´s 15" kanoner.
Kortudsnit over Barentshavet, hvor detaljer om Scharnhorst´s sænkning er optegnet. Deltagende skibe, datoer, sejlretninger, positioner osv.
Kortudsnittet viser Loch Ewe som fjorden var organiseret, da den tjente som konvojhavn under 2. Verdenskrig. ---- Kortet viser stederne hvor havnens forsvarskontrolbunkere lå, hvor anti-ubådsnettene lå placeret i havnen, minefeltnettene i havnen. Alt sammen forsvarssystemer som Royal Navy brugte som forsvar mod u-bådsangreb i 2. Verdenskrig. ---- Beskyttelsesnettet med mine gik fra øen Eilean Furadh Mor i vest til Slaggan Bay i øst. En serie miner blev lagt nærved og disse kunne bringes til sprængning fra kontrolcentret på Leacan Donna. ---- Den 7. september 1939 gav Admiralitet i London, Admiral Forbes en helt urimelig og fejlbehæftet overslag over den styrke af tyske bombefly, som kunne operere fra det nordvestlige Tyskland og angribe Scapa Flow, som i krigstid var base og opankringssted for mange af den stolte britiske flådes krigsskibe. Admiralen fik ordre på, at oprette en midlertidig base på vestkysten af Skotland. ---- Forbes valgte fjorden Loch Ewe og sendte HMS Guardian dertil for at udlægge antiubådsnet. ---- Af sikkerhedmæssige grunde var Lock Ewe indtil marts 1940 bemævnt som Havn X. ---- Mellem den 9. og 15. september, ankom flåden flagskib og andre vigtige flådeenheder til Havn X, inklusive slagskibene HMS Nelson, HMS Rodney, HMS Repulse, HMS Hood og hangarskibet HMS Ark Royal. Skibene blev besøgt af The First Sea Lord og derefter returnerede de til Scapa Flow den 21. september hvorefter diskussionen om flådens fremtidige placeringer af baser startede. ---- På ordre fra Admiralitetet, returnerede Admiral Forbes til Loch Ewe den 1. oktober, med HMS Nelson, HMS Rodney, HMS Hood, HMS Repulse, HMS Ark Royal og 6. og 8. Destroyer Flotiller, efterladende HMS Renown og HMS Royal Oak i Scapa Flow. ---- Selvom Loch Ewe´s geografiske placering ikke var mere uden for rækkevidde for luftangreb, end Scapa Flow, var det mere ubeskyttet mod angreb fra tyske u-både, da fjorden kun havde opklaringsnet med miner og ikke en egentlig havneport/indløb. Ligeledes havde havnens område ikke noget luftværnsforsvar. ---- Da de store skibe flyttede til Loch Ewe, blev det gamle slagskib HMS Royal Oak efterladt i Scapa Flow og sikkerhedforanstaltninger mod u-bådsangreb blev iværksat. ---- Der var nu ingen tilsløring af den fare, som flådens fartøjer lå under, ved deres ophold i den midlertidige havn Loch Ewe. Admiralttetet mente endda at loch Ewe var bedre end Scapa Flow og besluttede sig til at give Loch Ewe højeste prioritet, så maksimal u-bådssikring kunne opstilles. ---- Det var vigtigt før tyskerne fik kendskab til, at England´s Hjemmeflåde nu havde Loch Ewe som base. Ikke destomindre blev det besluttet, at flåden skulle blive i Loch Ewe indtil videre og Loch Ewe fik højere prioritet end Scapa Flow i forhold til forsyningen af forsvarsværker, net, miner osv. ---- Admiralitet var også stadig indstillet på, senere at flytte flåden til floden Clyde. ---- Admiral Forbes var lodret uenig, da man så skulle bruge en hel dag på bare at at få flåden ud i den nordlige del af North Sea. Han forslog så Rosyth, hvor anti-u-bådsforsvaret var godt, selv om det kunne blive mere udsat for luftangreb og at dette kunne imødegås, da Rosyth havde et godt luftforsvarsanlæg. ---- I mellemtiden blev det besluttet, at flåden fartøjer skulle være på havet så meget som muligt og ved returnering sejle til Loch Ewe og floden Clyde indtil udbygningen og forbedringerne i Scapa Flow var blevet afsluttet. ---- På et møde i Admiralitetet den 24. oktober, blev hele dilemmaet med flådens placeringer og base gendiskuteret og det blev besluttet, at floden Clyde skulle være hovedbase for flåden og at Loch Ewe skulle forlades. ---- denne beslutning blev signaleret til Commanderin-Chief, men Admiral Forbes kunne ikke erklære sig enig. ---- Resultatet af et nyt møde den 31. oktober, var at Scapa How nu skulle være The Home Fleet's permanente base og Loch Ewe ville blive anvendt til tilfældighedanvendelse. ---- Den midlertidige base for Flåden i Loch Ewe, var uden tvivl optimal, for kl. 07:52 den 4. december da HMS Nelson sejlede ind i fjorden fremkaldete skibet en eksplosion af en magnetisk mine. ---- Den næste fase af marineaktivitet i Loch Ewe, blev centreret omkring den brug som brændstof - og servicehavn for konvojeskortefartøjer, herunder etablering af en nye konvoj cyklus cycle i januar 1941. De tyske u-både sænkede så mange skibe gennem efteråret 1939, vinteren og 1940 og endnu mere i 1941, at man fra De Allieredes side måtte gøre noget, hvis ikke Atlantkrigen skulle tabes. ---- Loch Ewe blev derfor oprettet som tillæg til de fjorde i Skotland, som andvendtes til at samle konvojerne af fragtskibe, som skulle sejle over Atlanten til USA eller Canada. ---- I takt med at Loch Ewe fik større og større betydning for den maritime sejlads for konvojer og eskortefartøjer, blev fjorden betitlet som HMS Helicon i Aultbea den 14. juni 1941. ---- Foruden Loch Ewe´s funktion, som kyst - og atlantisk ud - og indskibningshavn for konvojer, fungerede Loch Ewe også som base for konvojerne til Rusland/Murmansk fra februar 1942. Alle skibe returnerede til Loch Ewe, med dele af konvojernes skibe med Clyde som mål for af - og på læsning af materiel m.m.
Mange skotske fjorde fungerede som naturhavne under 2. Verdenskrig, både som øvelsesfarvand for flådeenheder, konvojsamlingsfarvand, fristed for konvojer fra Canada og Murmansk i Sovjetunionen, som ofte kom skamskudte, decimerede og udmattede ind fra havet, fra en sejlads over Atlanten gennem de tyske "ulvekoblers" ubådsjagt og torpederinger af konvojernes handesskibe. ---- De skotske fjorde var også hjemsted for kystbevogtningens skibe, ubådsopankninger og u-bådsjagere, torpedobåde, korvetter, minelæggere m. fl.
Slaget om Atlanten mellem De Allierede og Nazi-Tyskland kostede utroligt mange ofre. ---- Her ses mindestenen for de faldne, ved fjorden Loch Ewe i regionen Wester Ross. Loch Ewe var den fjord, som anvendtes som afskibning - og ankomstfarvand for konvojerne til Murmansk i det nordlige Sovjetunionen. Næsten 500 skibe afgik herfra mod Murmansk og tilbage i løbet af de år hvor konvojerne til Sovjetunionen foregik. ---- Omkring 900 andre skibe i konvoj, sejlede direkte mellem USA og Canada til Murmansk.
Informationen ved Loch Ewe indeholder bl.a. denne oversigt over de vigtigste funktioner omkring fjordens krigshistorie.
Beskrivelse og kort over konvojruter, tab af skibe m.m. ---- De arktiske konvojruter i 2. Verdenskrig gik fra England/Skotland og fra USA/Canada til de nordlige havne i SovietUnionen - Archangel og Murmansk. ---- Der var 78 konvojer mellem agust 1941 og maj 1945, selvom der var 2 perioder, hvor der ikke sejlede konvojer, nemlig mellem juli og september 1942 og mellem marts og november 1943. ---- Cirka 1400 handelsskibe leverede vitalt materiel til Soviet Unionen under loven The Lend-Lease programmet. ---- 85 handelsskibe og 16 Royal Navy krigsskibe (2 krydsere, 6 destroyere, og 8 andre eskortefartøjer gik tabt. ---- Tyskerne tabte et antal fartøjer inklusive et slagskib (Scharnhorst), 3 destroyere og mindst 30 U-både, foruden et stort antal flyvemaskiner.
Den engelske krydser HMS Kent undgår med nød og næppe at blive ramt af en granat. Granaten træffer i havet lige ved den bagbords hæk af krydseren. ---- Fotograferet fra en amerikansk destroyer. ---- Historien her kort: Petty Officer Harry Wright var søofficer ombord på HMS Kent, som var en såkaldt county class cruiser (krydser). Fotoet stammer fra dennes private fotoalbum, han og skibet overlevede krigen. ---- Krigsskibet deltog i konvojerne til Murmansk i Sovejetunionen. HMS Kent blev tilsluttet den engelske flåde i Scapa Flow, Orkney i oktober 1943. Indtil og i 1944 patruljerede skibet omkring de nordlige ankomstområder for de artiske konvojer. ---- Skibet eskorterede mere end 18 konvojer til Sovjetunionen.
Handelsskibe ved Murmansk under 2. Verdenskrig. Læs nedenfor om et historisk forløb for et af disse handelsskibe og den tyske u-båd, som sænkede skibet. ---- De arktiske konvojer forløb i 2 serier. Den første konvoj som sejlede havde ikke noget konvojnummer, men havde et kodenavn :" “Dervish”. ---- Den første serie konvojer havde betegnelsen: PQ (base ud) og QP (base ind) og sejlede fra september 1941 til september 1942. ---- Disse konvojer sejlede 2 gange om måneden, men blev afbrudt i sommeren 1942, da konvojserien blev stoppet efter katastrofen for konvoj PQ17 og igen stoppet i efteråret 1942 med den sidste konvoj i serien PQ18. ---- Den anden konvojserie havde betegnelsen: JW (base ud) og RA (Base ind) og sejlede fra december 1942 indtil slutningen af krigen, men med 2 afbrydelser i sommeren 1943 og igen i sommeren 1944. ---- Konvojerne udgik fra Island, normalt fra fjorden Hvalfjörður, videre nord om øen Jan Mayen til Archangelsk når isen forsvandt i sommermånederne og når vinteren satte ind, skifte til at sejle syd om øen når pakisen tog til, for så at sejle til Murmansk. ---- Efter september 1942 blev konvojerne samlet i Loch Ewe i Skotland, hvorfra de så sejlede til Murmansk. -- Følgende beretning om forholdene for handelsskibene og deres besætninger i det iskolde Barentshav nær Murmansk og omkring øen Spitzberg: Den 5. november 1942, blev det ueskorterede britiske fragtskib Chulmleigh på 5.445 tons, under ledelse af Kapatjn D.N. Williams, bombet og ødelagt af en tysk Ju-88 let bombefly fra eskadrille II. / KG 30, baseret på Banak, Nord Kap, Norge. skibet blev stærkt skadet og kaptajnen søgte at redde besætningen, ved at lade skibet strande på den øde sydlige kystområde på øen Spitsbergen. -- Dagen efter kl. 15:58, den 6. november, torpederede den tyske u-båd U-625, med Kapitänleutnant Hans Benker som chef, den strandede Chulmleigh og afsluttede ødelæggelsen af fartøjet med skud fra u-bådens 88mm. dækskanon. Senere på dagen blev skibsvraget igen bombet af en Ju- 88. - Skibsføreren, Williams, tre besætningsmedlemmer og ni af fragtskibets kanonmandskab (fragtskibet var udstyret med en 4" kanon) overlevede. Men 36 besætningsmedlemmer og ni af kanonmandskabet mistede livet. De fleste døde af forfrysninger og udmattelse, da hele besætningen landede med fragtskibet på en isoleret del af Spitsbergen. Da besætningen ikke blev reddet før den 4. januar 1943 - to måneder efter deres landing på øen, var 36 af mandskabet døde. De overlevende blev reddet af soldater fra basen i Barentsburg. Efter redningen og deres pleje på basen, som varede de næste par måneder, blev de overlevende sat ombord på krydseren HMS Bermuda (Kaptajn T.H. Back) og HMS Cumberland (Kaptajn A.H. Maxwell-Hyslop), som sejlede dem til Thurso, på nordkysten af Skotland den 16. maj 1943. -- U-625´skæbne efter ødelæggelsen af Chulmleigh. Året efter, den 2. januar 1944, blev u-båden angrebet af 2 britiske B-24 Liberator patruljefly fra eskadrille 224. Hans Benker´s kanonmandskab fik afvist det første B-24 fly´s angreb og for at forhindre, det andet fly´s angreb, beordrede Benker u-bådens dykning. Under dykningen, kom u-bådens Naxos pejleapparat´s wire ikke med ned i kommandotårnet og kom til at sidde i klemme i tårnlugen og da Benker var bange for, at dette ville forhindre tårnlugens tætningsgrad, aflyste han dykningen. Benker og en af hans besætning, kravlede op gennem tårnlugen, for at ordne wiren, men ordren om annullering af dykningen, blev ikke hørt og forstået af besætningen og u-båden fortsatte sin dykning, som betød, at Hans Benker og besætningsmedlemmet druknede, inden u-båden dykkede ud igen, da fejldykningen blev opdaget. -- U-625 blev senere overtaget af Oberleutnant zur See Siegfried Straub. Under en patrulje på Atlanten, vest for Irland, blev u-båden angrebet af en canadisk Short Sunderland flyvebåd fra RCAF eskadrille 422. Dybdebomberne ramte u-båden og den sank omgående, hvorunder hele besætningen på 53 mand omkom. Det var den 10. marts 1944, på positionen 52.35N, 20.19W.
Skibe ved Murmansk, i færd med at samle sig til en konvoj "homebound" (tilbage til base). ---- Udgående og hjemgående konvojer blev planlagt samtidig. En tæt eskorte af krigsskibe fulgte handelsskibene på bagbords side, sådan at de var klar til at sejle tilbage med den næste udgående konvoj, som jo altså blev planlagt i sammenhæng med den hjemadgående. ---- Desuden var der også en svær flåde enhed klar til at dække konvojen mod store tyske overflade fartøjer, som f.eks. slagskibet Tirpitz. ---- Disse svære flådeskibe ville følge konvojen udgående til et vendepunkt - og mådepunkt for den hjemadgående konvoj, som de så skulle dække resten af hjemturen for, medens eskortefartøjerne fortsatte deres dækning af den udgående konvoj til deres bestemmelsessted. ---- Konvojruten gik rundt om det tyskerobrede Norge til de soviettiske havne og var ekstremt farlige, da tyskerne havde mange fly, u-både og flådefartøjer til rådighed for angreb i de norske fjorde og havne, men også fordi vejrforholdene, storme, overisning, drivis, frost, kulde, tåge og udbredt mørke det meste af året på ruterne var yderst vanskelige at overkomme. ---- Alle disse forhold gjorde bl.a. svært at bruge u-båds radaren ASDIC. Der var ligeledes store besværligheder med at navigere og holde sammen på konvojens skibe, foruden at man i alle døgnets timer var udsat for angreb af de tyske u-både, fly og flådefartøjer. -- Her en lille beretning om de frygtelige forhold, de stakkes søfolk på handelsskibene måtte klare, når de deltog i konvojsejladsen gennem det iskolde arktiske hav nord for Norge og Rusland - deres risiko for en grufuld død i eksplosioner, i brændende olie på skibe og på havet og i det iskolde hav: Den 1. marts 1943, efter at have overlevet den foregående konvojsejlads fra Loch Ewe i Skotland til den russiske havneby Molotovsk, skulle fragtskibet "Puerto Rican"
med i konvoj nr. RA-53 tilbage til Loch Ewe og videre over Atlanten til USA, hvor skibet igen skulle lastes med materiel til hjælp for russernes krig mod tyskerne og igen sejle tilbage over atlanten og det artiske hav. -- Fragtskibet var et ældre dampdrevet fragtskib på 6.076 tons, bygget i 1919 på G.M. Standifer Skibsværft, Vancouver, Canada og ejet af American-Hawaiian SS Co., New York. Chefen på skibet var Kaptajn Ralph Albert Oliver. -- Den 9. marts 1943, blev skibet sænket af den tyske u-båd U-586 (Kapitänleutnant Dietrich von der Esch), på positionen 66.44N, 10.41W. Fragtskibet havde haft besvær med at følge med de øvrige skibe i konvojen (RA-53) og var sakket ca. 33 km. bagud fra de andre skibe og sejlede nu alene. Ombord var der 65 besætningsmedlemmer og skibet havde 3.500 tons jernmalm i sine lastrum. -- Vejret havde de sidste 2 dage været stormende og isnende koldt med snebyger og høj rå søgang og skibet kunne ikke hold sin fart og var derfir sakket agterud. Klokken 22:06 om aftenen i buldrende mørke den 9. marts 1943, blev "Puerto Rican" ramt af en torpedo fra U-586, omkring 140 km. nordøst for Island. Torpedoen ramte i skibets styrbord side agten for fragtrummet # 5 og forårsagede, at skibet sank med kølen først efter 15 minutter. De otte officerer, 32 besætningsmedlemmer og de 25 fra kanonmandskabet (skibet var bevæbnet med en 5", en 3", fire 20mm maskinkanoner, fire 0,50 caliber og to 0,30 caliber maskinkanoner), forsøgte at forlade skibet i de fire redningsbåde og flåder, i høj sø og med frostgrader på -30°, med storm og høj sø i en bælgmøk nat. De nåede kun at sænke den ene redningsbåd, fordi de andre var frosset fast i deres davider og sænkningsudstyr. Da de overlevende i redningsbåden blev forsøgt sænket ned til havet, kæntrede den, da den pga. is i sænkningsudstyret, undervejs sad fast heri. Alle søfolkene i redningsbåden faldt ned i havet, hvor de fleste af dem meget hurtigt frøs ihjel i det -21° kolde vand. For otte sømænd, lykkedes det at svømme til en mindre drivende tømmerflåde. Seks af disse søfolk lykkedes det senere at kommer over på en større tømmerflåde. I de følgende to dage på det iskolde stormfulde hav, frøs alle disse sømænd undtagen én, ihjel eller blev skyllet af tømmerflåden. Den eneste overlevende, August Wallenhaupt, der var iført en livreddende dragt, blev samlet op den 12. marts af en anti-ubådstrawler, HMS St. Elstan og landet i Seydisfjordur, Island. Derfra blev han bragt til et hospital i Reykjavik ombord på det amerikanske troppetransportskib USS Gemini, der ankom den 16. marts. Han var dog så slemt medtaget af vejr og is, at han mistede begge fødder og de fleste af sine fingre på begge hænder. -- De nordatlantiske og arktiske konvojer var ekstremt farlige og krævede tusindvis af omkomne søfolk, som for en beskeden hyre, modigt og troligt sejlede de livsvigtige materialer til de allierede i England og Sovjetunionen. Alene dette fragtskib mistede 64 af sin besætning på 65 og sådan gik det ofte - alle disse døde sømænd fik aldrig en gravplads, men gik til grunde i det endeløs hav, uden et sted at mindes for de efterladte. -- Den tyske u-båd og dens besætning, U-586, mødte sin skæbne i Middelhavet nær Toulon, Frankrig, klokken 12:30 den 5. juli 1944, da den blev bombet og sænket under et luftangreb amerikanske B-24 bombefly fra eskadrille 233. -- Inden da var Kapitänleutnant Dietrich von der Esch fratrådt kommandoen på denne u-båd den 1. september 1943 og overtaget kommandoen på den nye u-båd U-863 den 30. november 1943. Denne nye store u-båd måtte som de fleste andre tyske u-både, ikke kæmpe i nordatlanten og det arktiske farvand, da de allierede på det tidspunkt af krigen, havde overtaget magten over Atlanterhavet og konvojsejladsen og kunne sænke de tyske u-både uden besvær. De tyske u-både var beordret væk herfra og måtte nu nøjes med at angribe mindre vigtige fragtskibe uden for konvojerne, bl. a. i sydatlanten. U-863 var også beordret til at patruljere i sydatlanten, hvilket betød, at u-båden ikke sænkede nogle fragtskibe, trods det, at den opholdt sig fra november 1943 til sidst i september 1944 i sydatlanten, da den blev sænket den 29. september 1944 ,i det sydlige Atlanterhav øst-syd-øst for Recife, i position 10.45S, 25.30W med dybdebomber fra 2 US Liberator fly (VB-107/B-9). Alle u-bådens 69 ombordværende omkom og altså også Kapitänleutnant Dietrich von der Esch. -- Hævnen for fragtskibet "Puerto Rican" blev da indfriet!
Ovenfor i det store tekstafsnit er der en udførlig deltaljere beretning om en af de største konvojkatastrofer og hermed tab af handelsskibe, under bare en enkelt konvøjsejlads over Atlanten. Mange andre konvojer mistede næsten lige så mange skibe, som i konvojen PQ 17. Men denne konvoj foregik i det baske nordlige ishav, Barentshavet, hvor vinter, storm og frost og iskolde havområder, betød en grusom død for de søfolk, som overlevede selv torpederingen og sænkningen - ophold i vandet og i de åbne redningsbåde overlevede man ikke ret længe. -- Kortet her viser havområdet og konvojens endeligt med agivelser af sejlretninger, skibsnavne m.m.
Det nordligste af Atlanten og ishavet krævede også mange tyske u-både livet. Kortet her viser de sænkede u-både, deres positioner og u-bådsnummer.
Murmansk og havnen i dag.
Mindesmærke i Murmansk for de søfolk som døde i krigen. Jeg tror desværre ikke man har medtaget mindesmærkeoptegnelser over myrderierne af de 300 kommunistiske bordelkvinder, som kommunisterne lod sejle ud med skib, hvorefter de sørgede for at drukne alle sammen ude på havet ( beretning ovenfor i tekstafsnittene). ---- Adskillige konvojer til og fra Sovjetunionen har særlig opmærksomhed: "Dervish" konvoyen, som var den første konvoj til Sovietunionen, samlet i Hvalfjörður, Island, afsejlet den 21. august 1941. Konvojen ankom til Archangelsk 10 dage senere. Konvojen var relativt lille og bestod kun af 6 handelsskibe: Lancastrian Prince, New Westminster City, Esneh, Trehata, den gamle Llanstephan Castle, flådetankskibet Aldersdale og det hollandske fragtskib Alchiba. Kommandøren for konvojen var Kaptajn JCK Dowding RNR. Konvojen fik eskorte af de oceangående minestrygerene HMS Halcyon, Salamander og Harrier, destroyerne HMS Electra, Active og Impulsive og anti-ubådstrawlerne HMS Hamlet, Macbeth og Ophelia. Som bevis på Churchill's snu mesterlige propaganda, var der ombord på Llanstephan Castle, 2 journalister og en kunstner, Felix Topolski, som skulle propogandere for hele den krigsmæssige indsat til hjælp for russerne. -- Den 30. maj 1942, ankom de overlevende skibe fra konvoj PQ-16, til Murmansk og Archangelsk. Konvojens sejlads var en stor success i forhold til den mængde materiel, som konvojen fik bragt til Sovietunionen (man mistede "kun" 6 skibe). Det fik så tyskerne til at øge sine bestræbelser på, at forhinde de efterfølgende konvojer i et nå frem og tilbage. -- I juli 1942, blev konvoj PQ-17 hårdest ramt af alle konvojer i hele 2. Verdenskrig. Under heftige angreb fra tyske fly og u-både, blev konvojens skibe beordret til at sprede sig, da Royal Navy havde fået underretninger om, at en tysk slagskibsgruppe, som inkluderede slagskibet Tirpitz, var afsejlet for at angribe konvojen. Eskortefartøjerne forlod konvojen, for at gå imod denne tyske trussel, som viste sig ikke at være reel. Konvojen blev overladt til sig selv og det fik katastrofale konsekvenser. Kun 11 af de 35 handelsskibe i konvojen lykkedes det at nå Murmansk - man kunne ikke undgå sænkningerne af de 24 handelsskibe, da den tyske overmagt af u-både og bombemaskiner var for stor. Men de store og tunge løfte/kranskibe fra konvoj PQ17 inklusiv "Empire Elgar", blev reddet og i Archangelsk og Moltovosk (nu Severodvinsk), kunne de losse og laste de næste konvojers materiel hen over de næste 14 måneder. Konvoj PQ17´s historie siges at have inspireret forfatteren Alistair Maclean til at skive sin første roman H. M. S. Ulysses. -- Andre vigtige "søslag" i Barentshavet og omkring Nord Kap, Norge: Slaget i Barents Havet i december 1942, blev udkæmpet mellem en konvoj og de tyske overfladestyrker, bestående af den tunge krydser Admiral Hipper og "lommeslagskibet" Lützow, som sejlede til angreb mod konvojen JW51B. Den tyske styrke blev drevet væk ved en kombination af Royal Navy styrker med destroyere og krydsere. -- Slaget ved Nord Kap i december 1943. Konvoj JW55B blev angrebet af det tyske slagskib Scharnhorst. Slagskibet HMS Duke of York og dens eskortefartøjer sænkede Scharnhorst i en nataktion (se ved de andre fotos om dette slag og i tekstafsnittet ovenfor).
Som en grum afslutning på historien, om konvojruterne og hjælpen fra De øvrige Allieredes side, til Stalin og Sovjetunionen og den anden front i Rusland, under 2. Verdenskrig, kan jeg ikke undlade at fortælle den følgende historie om uhyret Josef Stalin, som den person hele verden dengang var nødt til, eller bange nok til, at samarbejde med. ----- På dette foto fra vore dage, står en kvinde med en plakat af Stalin, jublende eller i hvert fald tilkendegivende, at hun og mange ligesindede ønsker ham og hans regime tilbage igen i Rusland - Gud fri os fra det! - . ---- Men her er en sand historie om en af Stalins uhyrligheder under 2. Verdenskrig, udført mod sit eget folk. ---- I øvrigt er det en kendsgerning at Josef Stalin, som skrubelløs diktator, myrdede mere end dobbelt så mange mennesker, herunder mennesker fra sit eget lands folk, end der døde i Hitlers koncentrationslejre. ---- I en nutid måling af russernes opfattelse af, hvilken person, som er den største person, som nogenside har levet i Ruslands historie, kommer Josef Stalin ind på en 3. plads! ---- Se hvis ikke det er uhyggeligt....? ---- Nå! Her er så en af de utallige grusomme onde historier, som Stalin indirekte eller direkte var skyld i. ---- Der knytter sig til krigshistorien om 2. Verdenskrig vedrørende havnebyen Murmansk. Russerne havde oprettet et bordelkompleks, hvis kvinder skulle betjene de mange søfolk fra især handels - og krigsflåden, som kom i land fra De Allieredes og egne flådestyrker, med seksuelle ydelser. ---- Kvinderne var nøje udvalgt mht. udseende og de kunne alle tale engelsk. De skulle, ud over de seksuelle ydelser, også anvendes som informationskilder for russerne vedrørende de bordelbesøgende søfolks viden om forholdene hos De Allierede. De russiske kvinder virkede altså som både ludere og spioner. ---- Ulempen for russerne og det kommunistiske system, med Stalin som havde en sygelig paranoid mistroiskhed om mange ting i Sovjetunionen, betød at den kommunistiske ledelse i Murmansk og måske højere oppe i det kommunistiske system, blev nervøs for disse mange kvinders viden og mulige hensigter og handlinger i deres omgang med De Allieredes søfolk. Ved verdenskrigens slutning i 1945 blev de ca. 300 kvinder bogstaveligt fanget ind og sat på et skib, som sejlede dem til havs, hvor kommunisterne smed dem i havet og lod dem drukne i det iskolde vand!! Tak for tro og værdifuld tjeneste på bordellet - en enkeltbillet ud på havet til en grusom død!! ---- En uhyrlighed og som til fulde viser kommunismens menneskeforagt og Stalins umenneskelighed og vanvid, som kom til udtryk i hele sin regeringstid. Tænk også bare på myrderierne af over 15.000 polske officerer og andre i Katynskoven i Polen under krigen - Endda også ved at påstå, at det var tyskerne, som havde myrdet alle de mange mennesker. ---- Vestens demokratiske lande har efter min mening aldrig gjort op med den fortid, som kommunisterne satte en katastrofal historisk aftryk på, i over 70 år verden over. Tænk også bare på de hjemlige kommunister efter krigen og op gennem 50´ og 60´erne! Mage til landsskadelig virksomhed skal man vist lede længe efter i forhold til danske forhold, måske bortset lige fra forholdene lige før tyskernes invasion af Danmark og Norge og de første år af krigen, som jeg ikke er stolt over at tænke på! Jeg betragter det nærmest som landsforræderri, det der skete den gang - Der var helt sikkert et komplot/aftale med tyskerne om den 9. april 1940. Det kunne vi ikke være bekendt over for den frie verden!
"Enestående" Sovjetrussisk taknemmelighed over for en gammel miltær officer - Smakkk - Det er da et kys - ahømm.. der vil noget!
Her har du verdens største specialister i folkemord, terror, undertrykkelse, ufrihed, censur, kulturradikalisme, diktatur, statsterrorisme, vanvids - og massehysteri, demagogi, storhedsvanvid, udbytning, plyndring, fornedrelse, terrorregime i eget land, korruption økonomisk på alle planer, korrupt politi - og retsvæsen osv. osv.... Tilsammen lykkedes det dem, i en periode fra oktober 1917 til ca. 1990, altså ca. 70 år at være årsag til at ca. 120.000.000 mennesker måtte død. Hertil kommer også den japanske kejser Hirohito og Japans ledende elite, som fra 1935 og til 1945 var årsag til adskillige millioner døde i fjernøsten. Man skal heller ikke glemme de to spanske og italienske facister Franco og Mussulino, som også bidrog med et par millioner dræbte (spanske borgerkrig over 1 mill.). Måske er verden nærmere 130.000.000 dræbte i den periode - et svimlende tal. ---- Hovedparten af disse mange myrderier skete i tidsrummet 1935 til 1955 via krigshandlinger, internerings - og KZ-lejre, nedskydninger og udryddelser af hele landområders befolkninger, likvideringer, fordrivelse af befolkningsgrupper til fjerne egne af Sibirien, hunger - og sygdomsfølger, belejringer, plyndringer, fattigdom m.m. ---- prøv så at tænk på hvad verdens frie lande, som tog kampen og modstanden op mod disse bæster måtte ofte for at stoppe dem - alle de mange millioner døde, er jo også en følge af, at man gjorde modstand og gik i krig mod disse uhyggelige mænd og deres lande - hvad skulle man ellers have gjort? Bøjet sig? Accepteret det? Husk på disse galninge levede samtidigt og der ville kun have været plads til én af dem her på jorden, som sejrherre - Hvis den frie verden ikke havde kæmpet imod - ville vi slet ikke have oplevet en fremtid, men alle bukket under i krigens ragnarok om magten i verden. ---- Næste udfordring til den frie verden bliver og er allerede den intolerante og krigeriske lovreligion Islam og Kina´s og Indiens enorme befolkning og deres økonomiske og befolkningsmæssige styrke i fremtiden. Vil Vestens demokratier kunne holde til de enorme påvirkninger af økonomisk, financiel og produktivitetmæssig magt, som disse 2 lande vil kunne præstere i fremtiden. Bliver demokratiet og friheden sat til salg for enhver pris for at opnå sikkerhed? ---- Og så.... kan jeg ikke undgå at komme til at tænke på alle de hundredetusinder af elitære danskere, som var ellevilde med disse "Store ledere", "Den Store Rorgænger" og Nazismens ikon for "Forbrydelser Mod menneskeheden"! Har de mon fået børstet tænder og renset munden og tørret blodet af hænderne - de som ikke kunne eller ville se og forstå en skid - selv om de tog "store fine" uddannelser på vore universiteter. Gid I må plages resten af livet over at have støttet sådanne uhyrligheder og forpestet vores dejlige Danmark med jeres had mod os andre, USA og forherligelse af diktaturer og "slyngelstater"! ---- Nu har nutidens type danskere, med samme indstilling som dengang 2 altovervejende ikoner - et hade-ikon: USA og alt hvad det står for og et elske-ikon: Islam, muslimer og alt hvad det står for! ---- Begynder vi andre ikke at kæmpe imod, får vi ikke et multikuturelt samfund - men et monokulturelt samfund bestående af et islamdomineret og ledet samfund, hvor der ikke vil blive plads til multikultur, frihed, demokrati og velfærd.
Winston Churchill´s berømte tale i Underhuset den 4. juni 1940 og hermed til det engelske folk og hele den frie verden, herunder især med adresse til Amerika, som på det tidspunkt ikke var inde i krigen, men kun var så småt i gang med at hjælpe England med materiel og flådeskibe (bl.a. en leje/låneaftale, hvor 50 destroyere blev givet til England). Talen er her oversat til dansk - men når man hører den blive talt af Churchill selv - er virkningen helt formidabel - man får gåsehud af den trodsige men vedkommende tale - Hans indtrængende intensitet i stemmen og budskabet gik rent ind overalt i verden - talen er udødelig og bruges i dag til stadighed i mange sammenhænge, politisk som kunstnerisk. Den fik folket i mange lande til at stå sammen og holde ud og kæmpe imod.
Historien om den tyske ubåd U-665 (Type VIIC) - som blev sænket af et britisk Whitley fly. U-båden var under kommando af Oberleutnant zur See Hans-Jürgen Haupt (Foto). Han og besætningen nåede dog kun at sænke et allieret handelsskib under Slaget Om Atlanten. -- Efter 7 måneders lang træning i ubåden fra den 22. juli 1942 til den 31. januar 1943 tilhørende 5. Flottille, stævnede den ud fra havnen i Kiel den 20. februar 1943, efter total opfyldning af proviant og torpedoer (14 styk). Den var nu tilhørende 1. Flottille og havde status som "front boat". -- Midt ude i Nordatlanten, sammen med 21 andre tyske ubåde i "The Wolfpack Stürmer", deltog ubåden i jagten og angrebene på den allierede handelsskibskonvoj SC-122 (langsom konvoj på gns. 7-9 knob), som omfattede 50 handelsskibe fra England, Holland, Panama og Grækenland. 9 gamle/ældre eskortekrigsskibe sejlede på skift som beskyttelse af konvojen, men som ikke kunne deltage samtidigt i patruljeringen. Flere gange var der kun 1 eller 2 krigsskibe omkring konvojen, da hårdt vejr og storm, maskinskader m.m. betød at flere krigsskibe måtte vende om eller ikke deltage aktivt i beskyttelsen alle dagene på havet omkring konvojen. -- Den 17. marts lykkedes det U-665 ad flere omgange og med flere torpedoer, at sænke det store britiske handelsskib "Fort Cedar Lake" på 7.134 bruttoregistertons, som havde en blandet ladning af gods og som desuden også var på sin første konvojsejlads over Atlanten. Handelsskibets rute var: Vancouver - Panama - New York (5. Marts) og med konvojen til Belfast Lough i Nordirland, som den altså ikke klarede. Besætningen på 50 mand overlevede alle mand på mirakuløs vis sænkningen, da konvojens eneste redningsskib "Zamalek" fik alle samlet op af det iskolde hav. Konvojen mistede i alt 11 handelsskibe, heraf 9 sænkede og et tab af 65.000 tons skibe + gods. Flere af handelsskibene var sakket agterud fra konvojen pga. storm og motorproblemer hvilket betød lavere sejlhastighed og derfor kunne de ikke følge med de øvrige skibe i konvojen og var uden beskyttelse af flådefartøjer og let bytte for de mange samlede ubåde. 132 sømænd fra handelsskibene omkom. Slaget om konvojen fortsatte i de kommende dage indtil den nåede ind i nærheden af Irland, hvor luftforsvaret af konvojerne var mest effektivt. -- U-665 blev derfor opdaget på havoverfladen den 22. marts 1943 af det britiske Costal Command Handley Page Whitley patruljefly fra eskadrille 10. Sqdn. OTU. U-665 havde da været på patrulje og i kamp i kun 31 dage og var lige som fragtskibet også på sin første krigspatrulje. Whitleyflyet opdagede U-665 på positionen 48.04N, 10.26 W, vest for Irland. Piloten angreb omgående og iden U-665 kunne komme dybt nok ned og væk ramtes den af dybdebomber fra flyet og den sank med alle 46 mand ombord - ingen overlevende. -- U665 var bestilt til bygning den 15. august 1940 og påbegyndt den 10. juni 1941 med werknr. 814 på Howaldtswerke Hamburg AG. -- Ubåden blev søsat den 9. juni 1942 og kommisioneret den 22. juli 1942 med Løjtnant Hans-Jürgen Haupt som kaptajn. Da han var af reserven fik han som kaptajn på ubåden kun rangen Overløjtnant. -- Han var født den 19. februar 1911 i Berlin og omkom kort efter sin 32 års fødselsdag den 22. marts 1943. Hans flådekarriere: Han var først i den civile handelsflåde, men meldte sig ad 2 omgange til den tyske marine, sidste gang i 1937, med start som Offiziersanwärter 8. april 1934, dernæst Fähnrich zur See den 1. juli 1935 - Oberfähnrich zur See den 1. januar 1936 - Leutnant zur See den 1. april 1937 og endelig Oberleutnant zur See den 1. marts 1943. -- Mange af "Stürmer" ubådsgruppen blev også sænket i løbet af 1943, som var det år hvor de allierede fik endegyldigt stækket den tyske ubådsflådes betydning i "Slaget om Atlanten".
Den tyske ubåd U-123 sænker her et handelsskib med sin dækskanon.
Det var bl.a. dette The Coastal Command´s fly skulle forhindre - men en opgave, som i de førte 2-3 år af krigen var meget vanskeligt at udføre effektivt. Først i slutningen af 1941 og gennem 1942 fik man materiel, som meget bedre kunne imødegå de tyske ubådes hærgen på Atlanten. Faktisk betød flyaktiviteten på Atlanten fra De Allieredes side, at de tyske ubåde helt mistede sin betydning for krigens gang.
En af de berømte tyske U-båds esser, var Kaptajn Hardegen, som her på billedet troner oppe i ubåden U-123´s tårn. Han og ubåden sænkede over 300.000 tons allieret skibstonnage.
Kort over Nordatlanten, som viser det enorme antal tyske u-både, som blev sænket her. Koncentrationen af sænkede u-både sydøst for Grønland og "Kap Farvel", skyldes at det var dette område mange af de store "ulvekobbler" af u-både hold til i patrulje linier, så man kunne de mange konvojer, som sejlede gennem dette farvand til og fra USA/Canada og England, ofte med Island som mellemstation og opsamlings havne (i Islands fjorde). Koncentrationen af handelsskibe, eskortefartøjer fly-patruljer og tyske u-både medførte drabelige slag mellem oarterne, hvorunder hundredvis af handelsskibe blev sænket - men også at mange tyske u-både blev sænket - især efter maj 1943, da De Allierede her overtog herredømmet over konvojsejladsen. Eskortefartøjernes overlegenhed og flyeskorternes effektivitet og kvantum tillige med mange andre forhold, gjorde det næsten umuligt for de tyske u-både, at undgå sænkning. Den tyske flådeledelse blev så rystede af de mange sænkninger af deres u-både i foråret 1943, at de i sommeren trak alle u-både ud af områderne og forlagde dem ned sydpå i Atlanten og ved Gibraltarstrædet. Se evt. også kortet fra området vest for Frankrig og Biskayen ovenfor.
I senvinteren og foråret 1942 blev relativt få tyske u-både sendt til østkysten af USA og Canada, herunder også nede omkring Florida og Gulfen, hvor der sejlede mange tankskibe fra oliekilderne og op langs USA´s østkyst. Amerikanerne og deres ledende flådeadmiral King var slet ikke forberedt på dette kløgtige træk fra den tyske Admiral Dönitz. De tyske u-både kunne stort set sejle uhindret rundt og sænke det ene handelsskib efter det andet. Amerikanerne indførte ikke konvojsejlads før sent på året og de ensomt sejlende handelsskibe uden eskorte blev sænket i stort tal. Ligeledes blev nogle få tyske u-både sendt til farvandet omkring de vestindiske øer og nordkysten af det sydamerikanske fastland. Her kunne de også sænke mange af de ensomt sejlende handelsskibe. I kraft af amerikanernes bestræbelser på at dæmme op for disse sænkninger, lykkedes det senere at begynde at opspore og sænke mange af de tyske u-både. Kortet viser de tyske u-både, som blev sænket i de amerikanske farvande og i Caribien under krigen.
I det sydlige atlanterhav, patruljerede de tyske u-både også ofte i uge- og månedsvis uden at støde på allierede handelsskibe. Da det tyske u-bådsvåben havde svært ved at følge med teknologisk i forhold til De Allieredes stadigt mere avancerede og effektive opfindelser mod u-bådsangreb, betød det, at i maj 1943, havde tyskerne tabt "Slaget om Atlanten" og mange af u-bådene blev beordret til ikke at patruljere i Nordatlanten, men trække til andre steder, herunder Sydatlanten. De Allierede havde efter 1943 fly og flådebaser langs både Nord- og sydatlantens kyster, fra Grønland/Island i nord, ned langs Nordamerikas kyst, i Caribien, flere steder på den Sydamerikanske kyst (f.eks. Brasilien). Mange af Midt- og sydatlantens småøer havde også baser til langtrækkende anti-ubådsfly, f.eks. Azoerne, Cap Verde øerne, Sct. Helena øen osv. Fra Capetown i Sydafrika og op langs den vestafrikanske kyst, havde De Allierede mange fly- og flådebaser (f.eks. Elfenbenskysten, Mali og det nuværende Ghana, med Freetown, som den vigtigste base og havn, hvortil mange konvojer syd om Afrika lagde ind, eller samledes der, også når konvojerne kom fra Sydamerika med fragt og gods. -- De fleste tyske u-både, som blev sænket i Midt- og sydatlanten skyldes De Allieredes avancerede radar og andet kode- og pejleudstyr, som satte deres langtrækkende fly i stand til at opspore og sænke u-bådene, selv ude på de øde havområder. De tyske u-både fik forsyninger og brændstof fra tyske specielle fragt- og tankskibe og fra de specielt konstruerede store tyske u-både, de såkaldte "Mælkekøer" ("Milch-kuhe"). tyskerne havde produceret 10 sådanne kæmpe u-både, som i krigens første 3 år var vigtige for angrebs-ubådenes virke, langt fra deres baser i Vestfrankrig. I løbet af 1943/1944 blev dog alle disse 10 "malke-køer" opsporet og sænket, ligesom mange af tyskernes forsyningsskibe også blev opdaget og sænket. Nogle af tyskernes forsyningsskibe var samtidigt også kamuflerede krigsskibe, som drog rundt i primært Midt- og sydatlanten og i det Indiske Ocean og sænkede allierede fragtskibe og sågar britiske og australske krigsskibe, helt op til krydserstørrelse. Se foto og kort over det Indiske Ocean, hvor der er en spændende historie om et af disse tyske fragsskibs-krigsskibe, som sænkede australiens flådestolthed "HMAS Sydney" ud for vestaustraliens kyst i november 1941.
I det Indiske Ocean opererede de tyske u-både også - især langs den østafrikanske kyst og omkring de logiske sejlruter, som handelsskibene fulgte på deres sejlads til og fra Australien, New Zealand, Indien og andre steder, som ikke var besat af Japanerne. Japan og Nazityskland samarbejdede om krigsførelsen, hvilket betød, at de tyske u-både jagtede fragtskibe helt ovre omkring Indonesien. Tyskerne fik forsyninger og brændstof i den erobrede japanske base i Penang (nutidens Thailand). -- Tyske kamuflerede krigsskibe (lignede handelsskibe), sejlede bl.a. rundt i det Indiske Ocean, for at sænke både handelsskibe og allierede krigsskibe. Det tyske handels/krigsskibe "Kormoran" sænkede f.eks. den australske krydser "Sydney", som blev sænket med tab af alle 645 mand på skibet ud for vestaustraliens kyst. Krydseren havde dog under slaget med det tyske handels-krigsskib tilføjet det skader, som senere også fik det tyske skib ved navn "HSK Kormoran" til at synke. Se link til alt om Royal Australian Navy HMAS "Sydney" og dets opdagelse på 2 kilometers dybde. I linket kan du se dykkervideoer og en masse fotos fra dybet, hvor krigsskibet ligger. I linket kan du også læse alt om skibet og dets skæbne (det har senere vist sig, at en enkelt overlevende drev med sin redningsbåd mange hundrede sømil nordpå og strandede som død, på en lille ø nær Indonesien. I linket er der også historien og fotos af det tyske krigsskib "Kormoran", som også er fundet som vrag, ikke så langt fra "Sydney". Af "HSK Kormoran´s" 400 besætningsmedlemmer overlevede 317 mand.
Den australske krydser "HMAS Sydney". Skibet blev søsat den 22 september 1934 fra værftet Swan, Hunter & Wigham Richardson Ltd, Wallsend on Tyne, England og var operativ klar den 24. september 1935. Fakta: 6.830 tons. Længde: Ca. 190 m. Bredde: Ca. 19m. Bevæbning: 8 x 6" kanoner. 4 x 4" kanoner. 12 x 0.5" maskinkanoner i 3 firling affutage. 12 x .303" Lewis maskingeværer. 8 x 21" torpedo rør (i 2 dobbelte opsætninger). Hestekræfter: 72.000. Hastighed: 32.5 knob (svarende til 60.19 km/h). Besætning på 645 mand.
Foto fra vraget og hovedarmeringen på "HMAS Sydney" - det bagerste dobbelte 6 tommers kanontårn "Tårn X". Det var dette tårns 2 kanoner, som skadede det tyske "HKS Kormoran", så dette også sank senere. Se link ovenfor til alle de mange fotos og videoer af begge skibsvrag.
Det tyske kamuflerede handels/krigsskib "HKS Kormoran". -- Skibet tilhørte tidligere Hamburg - Amerika Linie rederiet med navnet "Steirmark". -- Skibet var på 8.736 tons, havde en længde på ca. 172 meter og en bredde på va. 22 meter og var bygget i Kiel Shipyards. Skibet kunne sejle med en hastighed på 18 knob. -- Bevæbningen bestod af følgende: 6 x 15cm (5.9 inch) kanoner med en rækkevide på ca. 16.500 meter. 5 x 2cm luftværnskanoner. 2 x 3.7cm luftværnskanone. 6 x 21 inch torpedo rør (heraf 2 nede under vandlinien). Skibet kunne medføre 360 miner. Skibet havde 2 Arado 196 flyvebåde placeret i nr. 5 lastrummet. Besætningen var på 400 mand.
HMS Glorius var et engelsk hangarskib, som sammen med 2 destroyere i operation Juno, søgte at fange og sænke det tyske slagskib Scharnhorst. Det lykkedes som bekendt ikke og resulterede i at alle 3 engelske skibe blev sænket af Scharnhorst.
Dækket på det britiske hangarskib HMS Glorius plastret til med Swordfish torpedojagerfly.
HMS Glorius ramt af Scharnhorst 15" granater. Brændende og med slagside var det begyndelse på enden i skibets eksistens.
Den britiske destroyer HMS Ardent rammes af granater fra Scharnhorst. De 2 andre skibe, bl.a. hangarskibet er også ramt, brænder foruden et af dem som eksploderer.
Granatnedslag og røgsøjler, Hangarskibet HMS Glorius og destroyerne HMS Ardent og HMS Acasta rammes af de mægtige 15" kanoner fra Scharnhorst.
Søkort over slaget ved Nordkap 26. december 1943, hvor man endelig ved stor list fik det tyske slagskib Scharnhorst sænket. 1932 af besætningen omkom, kun 36 overlevede.
Se ovenfor i de udførlige beskrivelser og billeder fra slaget.
Britterne mistede dog også 2 destroyere og et hangarskib.
Alle engelske hangarskibe havde Swordfish torpedofly med, som her det berømte HMS Ark Royal med en sektion Swordfish over sig. Men i starten af krigen medførte de engelske hangarskibe også de forældede Blackburn Skua torpedofly, på HMS Ark Royal var det Eskadrille nr. 800. ---- HMS Ark Royal og dets historie i 2. Verdenskrig: Anti-ubådspatrulje i havet nord for Irland i september 1939, hvor hangarskibet undgik at blive ramt af 2 torpedoer fra den tyske u-båd U-39. ---- 14. september undgik med nød og næppe en bombe fra et tysk flyangreb. ---- 26. september proklamerer tyskerne i propagand øjemed, at HMS Ark Royal er blevet sænket, noget som de gjorde adskillige gange, uden at det var rigtigt. ---- Oktober 1939 til februar 1940, anti-ubådspatrulje i det sydlige Atlanterhav. ---- April - juni 1940, den engelske undsætning af Norge ved tyskernes invasion og den senere tilbagetrækning og de sømilitære operationer det afstedkom. ---- Den 10. april sænker et af HMS Ark Royal Swordfish torpedofly den tyske lette krydser Konigsberg. ---- Den 12. juni 1940 Ark Royal med i angreb på Trondheim i Norge. Med indsatstyrke "H" i Middelhavet fra juni til oktober 1940. ---- I juli måned i havn for at få tilført nye forsyninger og mandskab. ---- Med i angreb på den Italienske havneby Cagliari den 2. august 1940. ---- Med i Dakar operationen 23-25. september 1940. ---- Tilbage til England for genforsyning af udstyr, og mandskab i oktober-november 1940. ---- Angreb på Cape Spartivento i november 1940. ---- Med i eftersøgningen af de tyske svære flådeenheder i Atlanten i november 1940. ---- Februar til april 1941 med opgave at færge Hurricane jagerfly til Malta. ---- Maj 1941, efter at det engelske slagskib HMS Hood var blevet sænket af det tyske slagskib Bismarck, lykkedes det et par af Ark Royal´s Swordfish torpedofly, at ramme Bismarck med 2 torpedoer i agterstavnen, så skibet ikke kunne kontrollere sin styring og fortsætte sine angreb på konvojer og engelske flådeenheder, men kunne kun sejle i store buer på havet. Swordfishflyene ramte Bismarck den 26. maj 1941 og efterfølgende kunne den engelske flåde indhente Bismarck og verdens største slagskibsduel endte med at Bismarck, under heroisk kamp, blev smadret og til sidst sank med næsten alle om bord. ---- Juni til november 1941 igen færgeopgaver til Malta med Hurricane jagerfly, tillige med eskorteopgaver for 2 vigtige konvojer til øen Malta, som var uhyre vigtig for englændernes muligheder for at klare sig i Nordafrika mod tyskerne og Feldmarskal Rommel. ---- I tidsrummet juni til november 1941 deltog HMS Ark Royal også i angreb på Sardinien den 24. august 1941. Den 9. september 1941 angreb på Genoa, Leghorn og Spezia. ---- HMS Ark Royal ramtes af 1 torpedo af den tyske u-båd U-81 under Kaptajn Friedrich Guggenberger, den 13. november 1941. ---- Hangarskibet sank ikke, men fik stærk slagside og den engelske flåde fik trosser sat i skibet og trak det mod Gibraltar i forsøget på at redde det dyrebare skib, men den 14. november kippede HMS Ark Royal om og sank kun ca. 13 nautiske mil, som svarer til 13 sømil = 1852 meter pr. mil = ca. 24 kilometer fra Gibraltar. Dette var accepteret i 60 år, selv om man ikke havde fundet vraget af HMS Ark Royal. ---- Men i midten af december 2002, fandt et hold filmfolk fra BBC, som var på en opgave med at lave et dokumentarprogram om marinearkæologi, skibet på bunden ca. 30 nautical miles, altså ca. 56 kilometer øst-syd-øst for Gibraltar. ---- Skibet var brækket i flere dele under sin vej ned i havet, men da strømmen i Gibraltarstrædet er meget stærk, var skibet og dele heraf drevet ca. 25 kilometer under vandet, inden det endelig ramte bunden 56 kilometer fra Gibraltar. så rapporten om at det sank ca. 24. kilometer fra Gibraltar kan godt være rigtigt. andre raporter taler også om 41 kilometer, og det lyder måske nok mere sandsynligt. Læs også ovenfor i de store tekstafsnit, hvor der er 3 seperate links til alle detaljerede historiske oplysninger om Ark Royal og 2 andre engelske hangarskibe, som tyskerne sænkede i starten af 2. Verdenskrig.
Hangarskibet Ark Royal med swordfishflyende klar til take of.
HMS ARK Royal efter at være ramt af den tyske u-båd U-81 med kun 1 torpedo den 13. november 1941 i Middelhavet. ---- Hangarskibet ligger svært beskadiget og med svær slagside for så stort et skib. Dagen efter sank skibet under forsøget med at bugsere det til Gibraltar. ---- Alle, undtagen en sømand af de ombordværende, blev reddet fra skibet med det samme, efter torpedoen skrællede siden op under vandlinien på skibet og vandet væltede ind. Kaptajn Maund på HMS Ark Royal, vidste kun alt for godt, hvad en torpedering af et hangarskib kunne føre til, så han iværksatte omgående evakuering af hele besætningen, da skibet få minutter efter anslaget af torpedoen, begyndte at få slagside. Han havde selv kendskab til de 2 andre store engelske hangarskibe HMS Courageous og HMS Glorious, som allerede tidligt i 2. Verdenskrig blev sænket af tyskerne og at de sank meget hurtigt, med tabet af næsten alle besætningsmedlemmer på begge skibe. Klog beslutning må man sige. ---- Men se ovenfor i det store tekstafsnit, hvor der 3 link til detaljerede beskrivelser af skibet og de 2 andre hangarskibes historie. ---- Ligeledes er der et link til den tyske u-båd U-81 og dens historie.
Kort over positioner for sænkede tyske u-både i Middelhavet, ved Gibraltarstrædet og i Sortehavet.
Billede af den tyske type VIIC u-båd U-81. ---- Ovenfor i det store tekst - og historieafsnit, er der et link til et detaljeret historisk materiale om U-81, tillige med et link til en side kaldet U-boot-net, hvor man kan se alt om u-både i hele verden - et fantastisk opslagsværk. ---- Men her er en kortfattet oversigt over dens meritter: U-81. Type VIIC. ---- Bygning påbegyndt: 11. maj 1940, på Bremer Vulkan Værftet, Bremen-Vegesack. ---- Overdraget U-bådsflåden og Overløjtnant Friedrich Guggenberger 26. april 1941. ---- Kommandør: 26. april til 24. december 1942, Kaptajnløjtnant Friedrich Guggenberger. ---- Kommandør: 25. december 1942 til 9. Januar 1944, Overløjtnant Johann-Otto Krieg. ----
Patruljetogter: 17 patruljer fra 26. april 1941 til 31. juli 1941 under 1. Flottille (træningsenhed). ---- 1. august 1941 til 30. november 1941, 1. Flottille, patruljetogt som front u-båd. ---- 1. december 1941 til 9. januar 1944, 29. Flottille, patruljetogt som front u-båd. ---- Krigshandlinger: ---- 24 Handelsskibe sænket på i alt 41.784 bruttoregistertons. ----
1 Troppetransportship sænket på 1.150 bruttoregistertons. ---- 1 Krigsskib sænket på 22.600 tons. ---- 2 Skibe skadet på i alt 14.143 Bruttoregistertons. ---- U-bådens skæbne: Sænket kl. 11:30 den 9. januar 1944 ved Pola, på position 44.52 nord, 13.51 øst af bomber fra amerikansk fly. ---- Hævet: Den 22. april 1944. U-båden lukket op: 2 døde indeni, siden blev u-båden ødelagt og metallet genanvendt. ---- ukendt antal overlevende eller døde.
Lockheed Hudson patrulje - og anti-ubådsjager. ---- Antagelig den flytype, som fløj mest fra området ved Wick, Caithness i Skotland, end andre fly i de første 3 år af 2. Verdenskrig. ---- Dette fly var involveret i rekognoscering , anti-ubåds patruljer, konvoyeskorte og angrebsfly mod tyske mål i Norge og i norske farvande, hav som fjord. Hudsonflyet gjorde tjeneste i eskadrillerne 269, 48, 608 og 220.
Lockheed Hudson. ---- Beskrivelse: Rekognoscerings - og bombefly med 5 mands besætning. ---- Bygget i metal over det hele (mange andre engelske fly, havde også komponenter af træ og lærred). ---- Motorkraft: 2 styk 1.050 hp Pratt & Whitney Wasps, eller 2 styk 1.100 hp Wright Cyclones. ---- Størrelse: Vingespan: 20 meter. ---- Længde: 14 meter. ---- Højde: 3,5 meter. ---- Vægt: Tom: 6 tons. Lastet: 8,5 tons. ---- Ydelse: Maximum hastighed 246 400 km./timen. ---- Stigningshastighed: 365 meter pr. minut. ---- flyvetid: 6 timer. ---- Operationshøjde. 6,7 kilometer. ---- Bevæbning: Foran i næsen 2 faste 0.303 maskingeværer, 2 styk 0.303 maskingeværer i rygtårn og 1 styk 0.303 maskingevær i bogtårn. ---- Kunne også forsynes med 2 faste 0.303 maskingeværer foran nederst i næsen. ---- Bombelast: 375 kg.
De amerikanske Lockheed Hudson fly havde helt udrangeret og erstattet de gamle engelske Avro Anson fly i starten af 1942. Hudson-flyene havde en større aktionsradius og større ildkraft i angrebsøjemed. Flyet på fotoet er fra 269. Eskadrille og en Mark III model. Flyet med kendingsnummeret T9465 blev leveret i juni 1941 og bærer også navnet: "Presented By Lockheed-Vega Employees" (oversat: "Præsenteret af Lockheed-Vega ansatte"). Flyet overgik senere til 161. Eskadrille og gik tabt ved Blida den 21 juli 1943.
Lige over på den anden side vandfaldet ved bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair i Beinn Eighe bjergene i Torridon Mountains, Skotland, ligger der nogle vragdele fra en Hudson flyvemaskine, som styrtede ned her i slutningen af 2. Verdenskrig. Alle 3 ombord blev dræbt. Jeg vandrede her forbi i 2002. Længere oppe i horisonten på fotoet, styrtede der også i 2. Verdenskrig et stort engelsk bombefly ned, et Avro Lancaster med 4 motorer.
Lyness Naval Cementary og gravstenene for mandskabet på et Hudson patruljefly. Disse fly anvendtes til mange formål under 2. Verdenskrig, men ofte til patrulje - og angrebsopgaver i jagten på tyske ubåde og som eftersøgningsfly.
Optegnelse og kort beskrivelse af Hudsonflyets opgave og dets styrt med angivelse af de dræbte flyvere og deres navne.
Lyness Naval Cemetary på Orkney- øen Hoy. Denne kirkegård besøgte jeg tillige med det nærliggende krigsmuseum. Fantastisk oplevelse på godt og især ondt. Knugende stilhed på kirkegården, som rummer så mange grave på unge mænd fra de 2 store verdenskrige og som mistede livet i og omkring Skotland og Orkney og ude på atlanten i "Slaget Om Atlanten".
Flyet Avro Anson. -- Da 2. Verdenskrig begyndte, var der 26. Royal Air Force (R.A.F) eskadriller, som havde Ansonflyene. -- 10 eskadriller i Kystkommandoen (Coastal Command) og 16 eskadriller i Bomberkommandoen (Bomber Command). Men på det tidspunkt var Ansonflyene forældede som bombefly og delvis også som kystbevogtnings - og patruljefly, herunder også flytypen Blenheim. -- Anson og Blenheimflyet blev bl.a. fortrængt af flyene Armstrong Whitworth Whitley, produceret i England og Lockheed Hudsonflyet fra USA. Senere kom både de britiske Wellingtonfly, Short Stirlingfly, Sunderlandfly, Beaufighterfly og de amerikanske Catalinafly og Liberator B-24 fly til. Nogle udvalgte grupper af Ansonfly forblev i operativ tjeneste, som kystpatruljefly og som redningsfly på havet. -- Tidligt i krigen ramte et Ansonfly antagelig en tysk u-både med en bombe. I juni 1940, blev 3 Ansonfly på patrulje, angrebet af 9 tyske Luftwaffe jagermaskiner, Messerschmitt Bf 109s. Ansonflyene tog kampen op mod overmagetn og på bemærkelig vis skøde de 2 af de tyske jagere ned og skadede et 3. tysk fly, inden luftkampen sluttede uden at nogen af de 3 Ansonfly blev skudt ned. -- Flyets sande rolle var, at være et fortrinligt træningsfly for nye piloter og andre besætningsmedlemmer, bombesigtere, navigatører, radiooperatører og maskingeværskytter, som skulle flyve i de store bombemaskiner, som f.eks. Avre Lancasters, Short Stirlings og Consolidated Librator, alle fly med 4 motorer. -- Efter krigen fortsatte Ansonflyet med at være træningsfly og som let fragtfly. -- Den sidste Anson, som blev udfaset i RAF, var nogle kommunikationsfly den 28. juni 1968. -- The Royal Australian Air Force (RAAF) anvendte i alt 1028 Ansonfly, flest Mk. 1., indtil 1955. -- The Royal Canadian Air Force (RCAF) og The Royal Canadian Navy anvendte Ansonfly indtil 1952. -- USA (USAAF) anvendte 50 canadiskbyggede Ansonfly, med typenavnet AT-20. -- The Royal New Zealand Air Force (RNZAF) anvendte 23 Ansonfly for navigationstræningsfly under 2. Verdenskrig, tillige med endnu flere af flytypen Airspeed Oxford. Umiddelbart efter krigen bestilte RNZAF flere Ansonfly, til kommunikationsfly. I Wigram Luftfartsmuseum har man et restaureret Anson træningsfly fra RNZAF. -- Det Egyptiske luftvåben anvendte AnsonflyT som kommunikations - og VIP-fly. En specielt udstyret Anson blev foræret af RAF til Egyptens konge, som man havde dengang. -- The Royal Afghan Air Force anvendte 31 Ansonfly til forskellige formål frem til 1948. Diise fly overlevede helt frem til 1972. -- Efter krigen blev Ansonflyene anvendt civilt, som let fragtfly, lille charterfly og som eksklusivt firmafly. -- Lande som brugte Ansonflet til civile formål var England, Canada, Australien og Danmark. Jernebanens Luftservice fløj planmæssigt fra London via Manchester til Belfast fra 1946-1947. -- Indien bestilte 12 nye Anson 18C i 1948 for anvendelse i Det Indiske Direktorat For Civil luftfart, som trænings - og kommunikationsfly, som blev leveret fra Woodford i foråret 1949. -- Den mest producerede Anson var Mk. 1., hvoraf der blev bygget 6704 i England. -- Andre Ansonfly blev udstyret med canadiske motorer og bygget i Canadah. Da canadierne mangle metal til flyproduktionen, blev selve flykroppen på de 1051 Ansonfly Mk. V., som canadierne byggede, fremstillet af krydsfiner.
1/4 eskadrille Avro Ansonfly på patrulje for Royal Air Force, kystkommandoen (Coastal Commando) i England. Flyet gjorde også tjeneste under The Fleet Air Arm Force og hos en række andre luftvåben verden over under 2. Verdenskrig og efter. -- Flyets navn blev opkaldt efter den britiske Admiral George Anson og var udviklet for anvendelse som patruljefly, men blev hurtigt håbløst udkonkurredet af bedre fly til disse opgaver. -- Flyets andre kvaliteter og anvendelsesmuligheder reddede dets videre eksistens, som træningsfly og blev det dominerende fly i de britiske Commonwealth flyvevåbens træningseskadriller. Da flyet blev taget ud af produktion i 1952, var det produceret i 9 forskellige varianter i et antal af 8138 i England og fra 1941 blev yderligere 2882 produceret hos The Canadian Federal Aircraft Ltd. -- Ansonflyet var opstået på grundlaget af en civil 6-sædet Avro 652 og blev ombygget til militær version, som foretog sin første flyvning den 24. marts 1935 og var bygget ud fra Luftfartsministeriets specification 18/35. -- Det var det første RAF monoplan med opklappeligt understel og hjul. Avrofabrikken gav flyet typenummeret 652A. -- Den første serieproduktion af flyet, resulterede i 174 styk Avro Anson Mk. 1 for tjeneste i NR. 48. Eskadrille Coastal Command. RAF var den første, som fik den nye Anson i marts 1936. -- en meget speciel flyveteknisk opgave for piloten på flyet var, at denne med den ene hånd, skulle rotere et drejehjul 140 gange rundt, for at få landingsstellet med hjulene ned eller op. For at undgå dette anstrengende og enerverende arbejde, fløj de første typer af flyet koretre distancer, med landingsstellet nede, hvorved den almindelige flyvehastighed kun blev på 50 km. i timen. -- Der blev bygget i alt 11.020 Ansonfly inden produktionsstoppet i 1952, og gjorde dermed flyet til det anden mest byggede fly nogensinde i England (det største antal byggede fly var det 2-motores mellemdistance bombefly Vickers Wellington). -- Besætningen opbord: 3-4 mand. -- Flylængde: 12.88 m. -- Vingfang: 17.22 m. -- Højde: 3.99 m. -- Vingearel: 43.1 m². -- Vægt, tom: 2,5 tons. -- Vægt, lastet: 3,6 tons. -- Maksimum lettevægt: 3,9 tons. -- Motorer: 2 styk Armstrong Siddeley Cheetah IX radial motorer, 350 hp hver. Maksimum hastighed: 303 km/h., ved 2,100 meters højde. -- Aktionsradius: 1.300 km. -- maksimum højdeflyvning: 5.791 meter. -- Stigningsevne: 3.8 m/s. --
Bæreevne pr. vinge: 83.9 kg/m². -- Bevæbning: 1 styk .303 inch (7.70 mm.) maskingevær i næsen, 1 styk .303 Vickers K maskingevær i et rygtårn. -- Bombelast: 160 kg.
Avro Anson flyet, som var designet og bygget i England i 1935, var Royal Australian Airforce (RAAF) (første monoplan med opklappelig understel og lave vinger og blev anvendt i stort antal (1.028 fly), da RAAF i 1935 gik i gang med at modernisere deres luftvåben. -- Flyet anvendtes indtil 1955, da de få resterende trofaste fly på det tidspunkt var håbløst umoderne. -- Flyet var oprindelig designet til maritim patruljetjeneste. De fleste Ansonfly i RAAF var MK.1 udgaver, leveret mellem 1936 og 1938. Det blev allerede påbegyndt udskiftet i den maritime anvendelse, med Lockheed Hudsonflyet fra 1940. -- Flyet blev hurtigt forældet, som aktivt strategisk frontanvendt patrulje - og konvojeskortefly, da det havde svagere bevæbning og mindre aktionsradius end de fly som kom frem i 1936 - 1940 (f.eks. Lockheed Hudson og Armstrong Whitley). -- Da 2. Verdenskrigs sømilitære flybehov og ydekvaliteter steg markant fra 1939, flyttede Ansonflyet over til den rolle, som flyet var bedst til og blev kendt viden om for. -- Flyets nye rolle blev som et fortrinligt og velkendt uddannelses - og trænings-multifly for uddannelse af krigens store behov for piloter og flybesætninger. Piloter, Observatører, maskingeværskytter, navigatører m.m. fløj deres mange timer under The Empire Air Training Scheme (RAAF), i 66. - 67. - 71. og 73. eskardrillerne. -- Flyet fortsatte dog med at blive anvendt til anti-ubådspatruljering ud for østaustralien fra 1942. -- De fleste Ansonfly endte deres operationelle karriere lige efter 2. Verdenskrig. Den sidste Anson, som gik på pension var en MK. X - Nr. VM375 (mange Ansonfly havde RAF serienumre og ikke RAAF numre), som gjorde tjeneste på Woomera Rocket Range, Sydaustralien, som en af to kommunikation Ansonfly mellem november 1947 og oktober 1955. -- En del Ansonfly fortsatte med at flyve i civile roller f.eks. som lægefly i Australien i The Royal Flying Doctor Service, hos forskellige regionale flyoperatører, hos politiet, som videnskabelig transport - og eftersøgningsfly og hos private piloter/ejere, inklusive den tidligere australske minister for delstaten Queensland, Sir Joh Bjelke-Petersen, som havde en Anson til landbrugsmæssig anvendelse. -- I 1960´erne skete der et antal ulykker med en kopi-lignende flytype af Ansonflyet, hvorefter man i Australien indførte strenge restriktioner, som i værste fald førte til indragelse af flyets flyvetilladelse. -- Den sidste helt originale Avro Anson som fløj i Vestaustralien, nr. VH-BEL / W2121, havde sin flyvetilladelse indtil september 1962. -- En Anson Mk. I fortsatte med at flyve hos en privat ejer. Det var en hybrid mellem en MK. I og en Mk. XIX med metalvinger, for at kunne omgå reglerne, så flyet kunne opretholde sin flyvetilladelse. Flyet blev brugt til forskellige luft shows. -- I 1990´erne blev adskillige Ansonfly sat til restauration. En blev opført som flyveduelig i det australske civile luftfartsregister i juni 2001.
I Inchnadamph bjergene i Assyntområdet, i det nordvestlige Skotland, hvor jeg var nået til på min vandre - og cykletur sidst i juni 2002. ---- Højt oppe i området ved bjerget Ben More, ligger denne gravplads for en flybesætning fra en Avro Anson 2- motores patrulje - og anti-ubådsfly, som styrtede ned under 2. Verdenskrig. flyet var et træningsfly med 6 mand ombord. Alle ligger stadig fysisk begravet under stenene den dag i dag. ---- Historien herom og hvorfor, kan du læse her og i forbindelse med de næste 3 fotos. Foruden de rå sten og korset, er der lagt rester fra flyet, herunder også flyets rygtårn, som var udstyret med et .303 inch (7,7 mm.) maskingevær. ---- Søndag den 13. april 1941, blev besætningen på flyet en Avro Anson nr. N9857 XF-F fra 19. OTU (Operational Training Unit) træningsenhed, på RAF basen Kinloss, ved nordøstkysten af Skotland, instrueret om en land/hav returflyvning i rækken af træningsøvelser inden overgangen til deres operationelle udstationering. ---- Flyveruten flyet skulle på: Fra RAF Kinloss over Inverness, Oban til Stornoway på Hebridernes nordlige ø Lewis og retur over havet og ind over land ved Skotlands nordvestligste punkt Cape Wrath videre over Achnashellach Station og tilbage til RAF Kinloss. ---- Piloten på flyet var Flyveofficer James Henry Steyn, nr. 42275, DFC dekoreret, fra Johannesburg, Sydafrika, som for nylig var blevet evalueret som pilot, efter at han havde gennemført 44 operationstogter med 10. Eskadrille, og nu skulle genopbygge sin psyke med noget træning, sammen med andre flyveelever. Han var kun 23 år gammel. ---- Den øvrige besætning bestod af: Pilotofficer William Edward Drew, nr. 45356, fra Barrow-in-Furness, Lancashire, England, 28 år, var navigatør. ---- Sergent Charles McPherson Mitchell, nr. 912122, fra Ballater, Aberdeenshire, Skotland, 31 år, var navigatørelev. ---- Flyvesergent Thomas Brendon Kenny, nr. 551620, fra Barnsley, Yorkshire, Nordengland, 20 år, var radiooperatør/maskingeværskytte (rygtårnet). ---- Sergent Jack Emery, nr.976995, fra Trowbridge, Wiltshire, England 20 år, var radiooperatør/maskingeværskytte under uddannelse. ---- Og endelig Sergent Harold Arthur Tompsett, nr.931417, fra Croyden, Surrey, England 20 år, var også radiooperatør/maskingeværskytte under uddannelse. ---- Flyet lettede kl. 10:18 og satte kursen mod Inverness. Over Oban, på vestkysten af Skotland, sendte de en radiobesked, som fortalte, at de var gået ned i ca. 150 meters højde, for at flyve under skydækket. ---- Senere rapporterede de deres position over Kylerehea i det nordvestlige Skotland. ---- På det tidspunkt var de fløjet ind i dårligt vejr, og da de, efter at have fløjet over havet til Hebriderne og over flyvepladsen ved Stornoway, var sigtbarheden dårlig og Stornoway lufthavn, havde lukket deres landingsbaner pga. megen sne. ---- Kl. 13:02, sendte Ansonflyet nr. N9857 deres position og bekræftede, at efter at have vendt rundt ved Stornoway, fløj de nu ind over deres sigtepunkt Cape Wrath. ---- De berettede, at de havde til hensigt, at stige og flyve over det dårlige vejrområde. ---- Cirka 10 minutter senere modtog radiooperatøren på RAF Stornoway, et meget svagt morsesignal: "Icing up.....lost power in port engine......losing height.....descending through 3,000 feet ......." (tilisning.... tabt motorkraften på bagbords motor.....taber højde..... falder ned under 1000 meter) ....Stilhed og derefter ikke mere nogen lyd fra flyet. ---- Det var i en særdeleshed alvorlig situation for et fly at være i, flyvende som det var, i bjerge på over 1000 meters højde rundt om flyet. ---- Flyet nødlandende på et lille plateau oppe på bjerget Beinn an Fhurain, ca. 8 kilometer øst for Inchnadamph i Sutherland, Skotland i ca. 750 - 800 meters højde. ---- Ved nedslaget ramte den styrbords vinge en klippeknold, som sendte flyet videre hen over klipperne, som en kæmpe smadret vejrmølle. Brændstoffet i den bagbords vinge antændtes og brændte det meste af vingen af og dele af flyets forreste del også. ---- Uvejret, som fejede hen over det skotske nordvestlige højland den dag, var vild og grum. Det var den mest frygtelige snestorm i området i over 100 år. ---- Den selv samme dag, som Anson N9857 flyet og dets besætning gik tabt, mistede 3 lokale fårehyrder i Inchnadamph området, deres liv i sneen og kulden, mindre end 3,5 kilometer fra deres hjem, medens de var ude på bjerget i forsøget på, at samle deres får og drive dem ind i et læskur. Der skulle meget til for, at fårehyrderne i dette uvejsomme og vilde bjergområde, skulle kunne miste livet, da de var vant til det barske liv i bjergene under alt slags vejr - det var jo næsten midten af april. ---- På RAF Kinloss, blev Ansonflyet nr. N9857, anset for at have overskredet mulighederne for at have nået tilbage til basen, eller landet andet sted og efter nogen tid, blev det erklæret for at være gået tabt. ---- Intensive eftersøgninger de følgende dage, gav ikke noget resultat, ingen spor af flyet overhovedet og flyet ansås for gået tabt på havet. ---- historen slutter slet ikke her - det bliver meget værre.... læs videre på de 3 næstfølgende fotos.
Efter at Ansonflyet blev rapporteret forsvundet den 13. april 1941, havde en entensiv eftersøgning ikke ført til noget. ---- Men efter 6 uger skete der noget. Den 25. maj 1941 da den lokale fårehyrde Mr. Law, kom forbi vraget af Ansonflyet på sin vandring på bjerget Beinn an Fhurain (Ben More). ---- Ligene af 5 flyvere lå inde i resterne af flyets krop, pakket ind i deres faldskærme. ---- Heraf kunne man slutte, at mindst 1 eller 2 flyvere havde overlevet selve nedstyrtningen, men var antagelig døde få timer efter, af deres sår og den ekstreme kulde og udmattelse. Liget af Sergent Mitchell blev fundet ca. 3 kilometer væk, hvor han tilsyneladende havde søgt læ under nogle store udhængende klipper. Man antog, at han havde prøvet at gå efter hjælp, men at han var gået mod øst, i retning væk fra muligederne for at træffe på civilisation og derfor til sidst var bukket under af kulden og udmattelsen. ---- Da der på det tidspunkt i 1941, ikke var oprettet en bjergredningstjeneste (Mountain Rescue Team), det skete først i 1943, blev et redningsteam, med 2 lokale guider, sendt op i til ulykkesstedet, en tur på over 3 timer op i det uvejsomme barske bjerglandskab, for om muligt ,at bjerge ligene af flyverne. ---- Da der var gået 6 uger siden ulykken og man nu havde forår, var de 6 lig man fandt, i meget stærk forrådnelse, og man besluttede, at det var alt for vanskeligt, at transportere de 6 lig tilbage, ned til den nærmeste kirke og kirkegård for at blive begravet der. ---- Ligeledes var ligenes tilstand så dårlig, at det ville gøre det til en meget ubehagelig opgave for redningsholdet. ---- Beslutningen blev, at repræsentanter for politiet og nogel arbejdsmænd fra området, begravede ligene så nær ved flyvragets nedstyrtningssted som muligt. ---- Ligene, blev lagt side om side, iht. anvisningerne for en offentlig grav og en varde af tørv og klipper fra nedstyrtningsstedet, blev stablet/opbygget over dem. ---- Et lille kors blev opsat og flyets maskingeværtårn (uden våben i), blev placeret ved siden af gravpladsen. ---- Efter krigen besøgte The War Graves Commission gravpladsen, for at beslutte om ligene af flyverne skulle bringes ned og begraves på den lokale kirkegård. Men også de besluttede, at det ville være umuligt, at bringe resterne af flyverne ned - så gravpladsen med de 6 flyvere, lod man blive på bjerget Beinn an Fhurain, som også på den måde, blev Englands højest beliggende gravplads.
Varden med ligene af de 6 flyvere og de andre ting, som var anbragt ved og på graven i maj 1941 forblev urørt og gradvis eroderet mere eller mindre væk indtil 1985, da nogle luftvåbenkadetter fra nr. 2489 "Bridge of Don" eskadrillen under kommando af flyveløjtnant Niall Aslen, tog op for at genopbygge graven og gøre gravpladsen fin og pæn igen. De genopbyggede stenvarden og opsatte et næsten 3 meter højt kors på toppen af varden, tillige med anbringelsen af det originale lille kors nedn for varden. ---- Det gamle maskingeværtårn blev også igen anbragt, sammen med rester fra flyvraget, som stadig kunne findes i området. ---- Den nye grav-varde over de 6 lig af flyverne, hvor man også havde anbragt en metalplade med de 6 flyveres navne og 6 nye små kors, blev indviet og velsignet af præsten Fred Hurst fra The Church of Scotland i Lochinver (kirken, som jeg besøgte og hvor jeg havde en lang snak på 1½ time med en kone her), medens luftvåbenkadetterne stod ret med fuld honnør og tog opstilling som vagter ved de 6 begravede flyvere. ---- Det var en meget bevægende oplevelse for de deltagende, da også en del af de døde flyveres famile deltog, trods den over 3 timer lange tur op ad bjerget til gravpladsen. ---- Den dag i dag ser graven stadig sådan ud, som på fotoet fra 1985 - Sådanne historier glemmes aldrig - og slet ikke i skotland, som har tradition for at samles om, at ære fortiden og de døde, uanset om man kan lide det eller ej - et prisværdigt egenskab!
Metalpladen på gravpladsens varde, hvor de 6 begravne flyveres navne er graveret. På pladen står der, at de blev begravet den 13. april 1941. Dette er ikke korrekt, det er datoen for den søndag de styrtede ned. ---- flyet og flyverne og flyet blev fundet den 25. maj 1941 og begravet efterfølgende, da et redningshold nåede derop. Pladen med navnene blev sat op af nogle flyvevåbenkadetter i 1985 og her må der være noget gået galt i kommunikationen omkring graveringsteksten på pladen.
Foto af nedstyrtningsstedet, ca. 800 meter oppe på bjerget Ben More i Inchnadamph bjergene. ---- Man kan se bjergknolden i forgrunden, hvor Ansonflyet ramte klipperne med den bagbords vinge og derefter slår nogle vejrmøller ned ad skråningen, hvor det til sidst, delvist i brand, endte ved foden af skråningen med de 6 flyvere i. ---- Varden af sten og tørv og det 3 meter høje kors står stadig, som vartegn og grav for de 6 flyvere, som stadig ligger begravet nede under varden.
Resterne af den ene motor, en Armstrong Siddeley Cheetah IX radial motor, med 350 hestekræfter pr. motor, fra den nedstyrtede Avro Anson N9857 XF-F fra 19. OTU Operationelle Trænings Enhed (Operational Training Unit) ved RAF-basen, som lå i Kinloss på nordøstekysten af Skotland. ---- Nu ligger motoren højt oppe i de vilde bjerge i Inchnadamphområdet.
Bristol Blenheim IV fly, som brugtes meget i Coastal Command (Kystbevogtningen) fra 1940 og frem gennem krigsårene. På de næste billeder fortæller jeg om en begivenhed med disse flys angreb på den tyske flybase ved Aalborg den 13. august 1940. ---- Det var denne type fly fra 82. eskadrille, der den 13. august 1940 kl. 08:40 lettede fra RAF flyvebasen Watton i Norfolk. Opgaven var at angribe den tyske militære luftbase ved Rødslet, i dag Aalborg Lufthavn og Flyvestation Aalborg.
Bristol Blenheim Mrk. IV fra 82. eskadrille linet op på Watton flybasen i det nordøstlige England, Norfolk-området. Herfra udgik angrebet på den tyske luftbase ved Aalborg den 13. august 1940. Eskadrillen mistede her 11 fly, som blev skudt ned. ---- Læs ovenfor i tekstområdet om historien og kik i de mange links til Aalborgangrebet. ---- I maj 2000 og i anledning af 55-året for Danmarks Befrielse og 60-året for The Battle of Britain, gæstede det eneste originale fly, som kan flyve i dag, et Blenheim mrk. IV bombefly Aalborg. ---- Arrangementet foregik over flere dage, hvor det var eskadrillerne i Flyverhjemmeværnsdistrikt 1, som stod for opgaven. ---- Flyet er identisk med det Blenheim mrk. IV bombefly nr. UX-N fra 82. eskadrille og med halenummer R 3821, der den 13. august 1940 blev skudt ned ved den tysk-besatte flyveplads ved Rødslet, i dag Aalborg Lufthavn og Flyvestation Aalborg. --- Flyet som kan flyve den dag i dag er et restaureret fly, skabat på grundlag af resterne fra vraget ved Aalborg. ---- Derfor har flyet også en særlig historisk tilknytning til Aalborg. ----
På Vadum Kirkegård ligger der 30 Allierede flyvere, heraf 20 mænd fra selve angrebet den 13. august 1940.
Flyet havde under angrebet en besætning, som bestod af Pilot Officer E.R.Hale, Sgt. R.G.Oliver og Sgt. A.E.Boland. De ligger alle på Vadum Kirkegård. ---- Blenheim-bombeflyet fra Duxford-museet, blev fløjet over til Aalborg, hvor det den 5. maj gik på vingerne og foretog en symbolsk "Fly Past" forbiflyvning lavt hen over de 30 britiske flyvergrave på Vadum Kirkegaard, mens den årlige mindehøjtidelighed fandt sted ved gravene. ---- Den 6. maj får offentligheden lejlighed til at se det sjældne bombefly på Aalborg Lufthavn ved et Åbent Hus-arrangement, hvor der også vises en særudstillling med vragdele fra det originale R 3821. ----
Veteranbombeflyet er genopstået efter manges års utrætteligt og stædigt slid fra en gruppe engelske flyentusiaster, også kaldet The Blenheim Team, der i talrige aftener og weekender har bygget det gamle fly op efter vragdele, god erfaring, tegninger og skabeloner. Se links i ovenstående tekstområde med hele sidens krigshistoriske oplysninger.
1
Det eneste Bristol Blenheim IV, som kan flyve i dag med nr. R 3821 UX-N fra 82. Eskadrille. Der er tale om det restaurerede fly, som er blevet skabt ud fra rester af vraget, fotos og skabeloner fra den gang. ---- Over 5500 fly blev bygget under 2. Verdenskrig. Bristol Blenheim IV fakta: ---- Flyet havde kun en besætning på 3 mand. ---- Motorer: 2 Bristol Mercury XV radial piston. ---- Ydelse: 995 hp. ---- Vingefang: 19 meter. ---- Længde: 13 meter. ---- Højde: 3 meter. ---- Vægt u/last: 4,9 tons. ---- Maksimum takeoff vægt: 7,2 tons. ---- Tophastighed: 428 km./timen. ---- Marchfart: 350 km./timen. ---- Maksimum flyvehøjde: 8,3 km. ---- Operationsradius: 1810 kilometer. ---- Yderligere oplysninger om flyets bevæbning og anvendelse: Bristol Blenheim IV bygget til angreb mod mål på jorden havde 5 maskingeværer og kunne bære ca, 700 kg, bomber. Maskingeværerne sad med 1 i den bagbords vinge, 2 styk 0,303 maskingeværer i et siderum med skudfelt bagud og 2 maskingeværer i et drejeligt rygtårn. ---- modellen Bristol Blenheim Mk.IVF, som anvendtes til angrebsjagerfly, havde 6 0.303 maskingeværer, 4 styk i et undertårn, 1 i den bagbords vinge og 1 styk i rygtårnet. Denne type jagerfly anvendtes også senere til natjager, da man allerede i 1941/42 hos De Allierede bl.a. havde opfundet den på jorden kontrollerede afstandsradar for brug både i fly og på skibe - tyskerne var slet ikke nået til den opfindelse endnu og troede ikke på, trods mange beviser, at De Allierede havde et apparatur, der kunne se fly og skibe i mørke og langt væk uden for øjets rækkevidde - tyskerne anvendte stadig kun radiopejlinger. ---- Bristol flyfabrikkerne fremstillede flere lignende flytyper med navne som Bristol Beaufort, som var en lidt tungere fly, der anvendtes som bombefly og patruljefly - flyet lignede meget Bristol Blenheimflyet. Bristol Beaufighter var nok det fly som for alvor betød noget på krigsskuepladserne. Det var særdeles hurtig og utrolig kraftigt bevæbnet, med bl.a. 4 20 mm. hispano maskinkanoner i flyets næse og maskingeværer i vingerne, tillige med et rygtårn med maskingeværer. Flyet kunne også have bomber med eller 8 raketter under vingerne og endelig blev bristol Beaufighteren også brugt som torpedojagerfly. Fjenden frygtede når Beaufighteren gik til angreb - den var skræmmende effektiv. ---- Se den næste række fotos og beskrivelser af de nævnte flytyper.
1
Royal Air Force eskadrille nr. 82 og deres 12 Bristol Blenheim IV bombefly opdelt i A og B gruppen ved angrebet på Ålborg Flyveplads den 13. august 1940. Flyet vist med en cirkel omkring, måtte returnere til basen inden angrebet pga. tekniske problemer. (Piloten på dette fly blev dog senere mistænkt for at returnere, fordi han ikke turde flyve på togterne, da netop hans fly gentagne gange ikke fuldførte togterne. Det viste sig at holde stik og han blev militært retsforfulgt). Alle de 11 andre fly blev skudt ned og kun 14 overlevede af flyenes besætninger (hvert fly havde 3 besætningsmedlemmer og i alt var der 34 flyvere ombord i de 11 fly den dag). 20 flyvere blev dræbt i angrebet. Hele eskadrillen blev udslettet i løbet af nogle få minutter i og omkring lufthavnen, eller under flugten nordvest ud mod Nordsøen. Luftværnsgranater og tyske Messerschmidt 109 jagerfly i stort overtal, havde let spil i det klare vejr, med at skyde resten af de engelske fly ned, som luftværnsilden ikke havde fået has på. Angrebet fandt sted samtidigt med, at det tyske luftvåben var i gang med at overføre fly fra Norge til Tyskland i forbindelse med Luftwaffes storangreb på britiske flyvapladser med start den 15. august 1940 (Slaget om England). Derfor var der 8 ekstra Messerschmidt 109 jagerfly startklar på den tyske Ålborg luftbase. ---- Eskadrille 82 fløj Bristol Blenheims under hele krigen også efter at eskadrillen blev forlagt til Indien i foråret 1942.
Blenheim bombeflyet nr. R 3800 fra B-Flighten, som angreb efter at A-Flighten havde kastet deres bomber, nedskydes den 13. august kl.12:19 af luftværnsgranater ved lufthavnen og styrter brændende ned i Limfjorden nær øen Egholm. Piloten Løjtnant Syms og Sergent Wright redder sig ud med faldskærm, men Sergent Turner, når ikke ud af flyet og styrter ned med flyet og dræbes. Det lave vand, vandtemperaturen og hurtig hjælp fra det tyske flyvepersonel fra basen bevirker, at de 2 andre flyvere overlever og tages til fange.
Øverste foto viser enten Sergent Wright eller Pilot Løjtnant Syms, som hjælpes i land af 2 tyske soldater. Nederste foto viser Sergent Wright siddende chokeret og apatisk blandt tyske Luftwaffe personel og officerer, som undersøger papirer og evt. logbog fra flyet. ---- På øverste foto i dets øverste højre hjørne ses en tysk vandflyver, da der også lå en lille afdelig af disse ved flyvebasen i Ålborg. Det er antagelig en militær Arado vandflyver.
Her ses tabslisten over de fly og mandskab, som gik tabt i angrebet på den tyske luftbase ved Ålborg.
11 fly blev skudt ned, 20 flyvere blev dræbt og 14 overlevede og blev taget til fange af tyskerne, adskillige af dem var sårede, nogle meget alvorligt. Se hele historien ovenfor i tekstområdet og hvor der er links til flere oplysninger og billeder om denne danske krigshistoriske begivenhed. --- Eskadrille 82 fløj i alt under krigen 1636 togter, heraf 200 togter hvor de skulle bombe udpegede mål og 10 togter med foto- og rekognosceringsopgaver. De øvrige togter var primært patruljering, transport- og luftstøtteopgaver. Eskadrillen mistede i alt 62 fly ved operationelle flyvninger og 11 fly gik tabt ved uheld, tekniske fejl og styrt. Det svarede til et tabsprocent på 4,3 % af hele askadrillens fly under krigen og betød også at 82. Eskadrille blev den eskadrille som havde det største tab af Blenheim fly under krigen samenlignet med alle de andre Blenheim eskadriller. ---- Den 11. marts 1940 og altså inden det skæbnesvangne togt mod Ålborg, var et fly fra eskadrillen så heldige (eller dygtige), at sænke en tysk u-båd, nemlig U-31 ved øen Borkum nord for Emdem i Nordtyskland. U-båden sank på lavt vand og tyskerne fik den bjærget, repareret og genindsat i tjenste på Atlanten - men u-båden fik kun kort tid i tjeneste, for den 2. november 1940 blev den sænket med dybdebomber af den britiske destroyer H.M.S Antelope og alle ombordværende på u-båden omkom.
Vadum Kirkegård med de 30 grave, hvor Allierede flyvere ligger begravet. Alle disse gav deres liv for et frit Danmark! Stærk oplevelse at være her på dette sted - trods de mange år som er gået siden.
På Sydfyn, på Tåsinge, nærmere betegnet på Vemmenæs, blev en Royal Air Force 4-motores bombemaskine af typen Short Stirling Mrk. III med nr. EF137 - AA-E skudt ned af en tysk natjager den 23. april 1944. ---- 114 R.A.F bombefly foretog denne nat mineringer i Østersøen, herunder Fehmern Bælt og 3 Halifax og 2 Short Stirlingbombefly gik tabt. Stirlingflyet EF137 styrtede brændende i havet ca. 100 meter fra kysten øst for Tåsinge ved Vemmenæs/Hegnskov. Hele besætningen omkom. ---- Den omkomne besætning blev ført til Aabenraa, hvor begravelsen fandt sted den 1. maj 1944. Jordpåkastelsen forrettedes af en tysk feltpræst, hvis division i foråret 1944 var flyttet fra østfronten til Bramminge. Feltdegn ved begravelsen var den senere højskoleforstander Niels Bøgh Andersen, der som sydslesviger var indkaldt til den tyske værnemagt. ---- En mindesten og monument for flyverne og deres offer for vor frihed, er rejst tæt ved stedet, på 50 år´s dagen for deres død. Se de følgende fotos, hvor der her er beskrevet meget udførligt om hændelsen og skæbnen for de døde flyvere. Fotoet som her er vist, er fra den oplysningsstander, som står ved mindestenen.
1
Kortudsnittet viser de havområder syd for Ærø og Langeland, hvor De Allierede udlagde miner. Det samme gjorde tyskerne. Man søgte fra begge sider at beskytte sig mod fjendens angreb eller lukke fjenden inde. En ubønhørlig endeløs kamp om hvem, der havde flest fly, besætninger og miner - her var tyskerne på sigt dømt til at tabe - Englands bombe - og mineudlægningsfly blev under krigen konstant suppleret med amerikanske fly og besætninger i form af bl.a. de 4-motores Librator B24 bombefly. ---- Den flybesætning jeg her beretter om, var deltagere i et af de sidste storet minelægningstogter inden den store invasion af Normandiet skulle finde sted den. 6. juni 1944. Man ville forhindre den tyske flåde, herunder dens u-både og tyskerne i at transportere soldater og materiel frem ad søvejen, ved at blokere bælterne i Danmark. I april måned blev der således kastet 2643 miner ned i farvandene under 85 togter.
På initiativ af Tåsinge Museumslaug og især Kommuneingeniør G.K. Mortensen fra Tranekær Kommune m.fl. blev denne mindesten, opsat til minde og ære for de 7 flyvere i deres Short Stirling bombemaskine, da de blev skudt ned af en tysk natjager på markerne på Tåsinge ved Vemmenæs. Mindestenen med navnene på de dræbte flyvere, blev afsløret på 50 år´s dagen for deres død den 23. april 1944. Mindestedet ligger nær Vemmenæsvej nr. 58. ---- Fotoet viser mindestenen, som den så ud, efter højtideligheden var slut den 23. april 1994. Der deltog over 300 mennesker ved den lejlighed, både pårørende, militærpersoner, kirkelige ledere, politikere m.fl. fra de lande hvorfra de dræbte R.A.F. flyvere kom fra. Biskop Vincent Lind fra domkirken i Odense, som selv havde mærket nazimen på egen krop og sjæl, da han under krigen tilbragte nogen tid i tysk KZ-lejr, holdt hovedtalen. Den britiske Ambassadør Hugh Arbutnot og Wing Commander G.J. Sibbald fra New Zealand Defence Staff i London, nedlage kranse ved højtideligheden. Vincent Linds ord var bl.a. i talen denne sekvens:" Det var lyden - aften efter aften - af tusinde motorer, som bragte budskab om dem, der kæmpede mod nazismen, og tilskyndede dem, der lyttede i mørket, til at slutte op, til at gøre fælles sag og en dag bryde diktaturets onde åg." Det siges, at det var en meget gribende og kontrasternes dag. ---- Dagen den 23. april 1994, var en dejlig lys og frihedslysende forårsdag, men anledningen var en koldt nat den 23. april 1944, da de 7 flyvere omkom på grusom vis i deres Short Sterling bombefly, på vej til en mission med udlægning af miner i Fehmern Bælt, sammen med 5 andre fly af samme flytype fra den 75. Eskadrille tilhørende Royal New Zealand Air Force, men overdraget Royal Air Force i England. Da var stadig det meste af Europa, trådt under fode af Nazityskland og friheden var ikke til stede, omend det på det tidspunkt gik den rigtige vej, da D-Dag og landgangen i Normandiet, Frankrig kun var knap 2 måneder forude.
1
En sen efterårsdag med højblå himmel, nogle få år efter, at mindestenen blev rejst. Ensom står stenen med de 7 navne, som for de fleste i verden er glemt og på sin vis også glemt, da historien med død og ødelæggelse stadig sker i rigt omfang - uanset hvor mange der bliver dræbt på den måde, lærer mennesket intet - men finder på alverdens ting for at retfærdiggøre sit ødelæggelsestrang. De mennesker der ikke vil det, kæmper ofte forgæves - dør om så det gælder - men uden dem er der jo ikke noget at tro på mere! ---- Det må kunne lade sig gøre, at begrænse dette uhyrlige spild af "mankind"! Stoppe det fuldstændigt er naivt at tro - men begrænse det ja - også hvis man selv må gå i krig, når argumenter ikke rækker mere - Den meget skrøbelige beskyttende "fernis" over den såkaldte menneskerettighed, etik, ytringsfrihed, demokrati, frihed i øvrigt, er konstant under angreb og pres - både udefra, men også indefra - mærkeligt nok, er der altid en masse mennesker i dette land, som hader sit fædreland så meget, at men helt glemmer hvad frihed er og hevm der sørgede for at vi i Vesten beholdt disse goder - havde det stået til dem, hvis de havde magten dengang, var vi endt i det sovjettiske "galehus". Sikkerhedspolitik er ikke det samme som frihedspolitik, og så behøver jeg vist ikke sige mere!!
.Mindestenen, som den står i august 2009. 7 unge mænd, som døde for din og min frihed, ofrede det dyreste de ejede!! ---- Royal New Zealand Air Force (RNZAF) Pilot Officer (Pilot) Mauson Lammas, 30 år, var søn af James Arthur Young Lammas og Aimee Sophie Lammas, New Zealand, gift med Rose Lammas, Karamu, Auckland, New Zealand. ---- Royal Air Force (RAF) Flight Sergeant (Bombeskytte) Robert Bailey, 20 år, var søn af Inez Bailey og stedsøn af James Freeman, Auckland, New Zealand. ---- RAF Sergeant (Maskingeværskytte) Patrick Frederick Butler var fra England. ---- RAF Sergeant (Telefrafist/maskingeværskytte) William Frederick Harrison var søn af Charles Joseph og Elizabeth Emily Harrison, Hackney, London, England. Williams bror RAF Flight Sergeant David Ernest Harrison "D.FM" medalje, dræbtes også som bombeskytte i et bombefly fra RAF 7. Eskadrille. ---- Royal Canadian Air Force Sergeant (Maskingeværskytte) Ivar Larson Kalvenes var fra Canada efter udvandring til sin onkels farm i 1928. Han var født i Norge. ---- RAF Sergeant (Flight Engineer/Flyvemekaniker) Edwin Henry Thomas var fra England. ---- RNZAF Flight Sergeant (Navigatør) Douglas William Vaughan, 28 år, var søn af William Vaughan og Florence Evelyn Vaughan (f. Ayres), Geraldine, Canterbury, New Zealand, og ægtefælle til Muriel Belle Vaughan, New Plymouth, Taranaki, New Zealand. Æret være deres minde. ---- Se og læs udførligt mere på og ved de følgende fotos, hvor hele historien rulles ud.
Eskadrille No. 75 Squadron´s våbenskjold. Motto: "Ake ake kia kaha" (Maori-sprog), ("For ever and ever be strong". Frit oversat til: Vær stærk for evig og altid). Centrum af våbenskjoldet viser 2 mine-mukkerter med et foranbragt relief, en "tiki". ---- Denne eskadrille bestod hovedsageligt af mænd fra New Zealand og "tiki" ornamentet er et lykkebringende halssmykke fra Maori-folket på New Zealand. De 2 mine-mukkerter er også anvendt i militærets emblemer i New Zealand i dag. ---- Under 2. Verdenskrig var New Zealand, som et tilhørende engelsk Commenworlth-land under kongeriget England og Kong George VI, mere eller mindre selvskreven til at deltage i krigen. ---- 75. Eskadrille RFC (Royal Force Commenworlth), blev dannet i Goldington (Bedford i England) den. 1. october 1916, som en hjemmeværns-enhed. Eskadrillens første militære flyvemaskiner bestod af den sædvanlige blanding af en - og 2 sædede BE flytyper. Men senere modtog eskadrillen Avrofly og endelig de legendariske en-sædede dobbeltdækker jagerfly Sopwith Camel. ---- Eskadrillen opløstes i Essex i 1919 efter 1. Verdenskrig. Eskadrillen blev genetableret i 1937, nu som en tung bombemaskine eskadrille, men i marts 1939, blev den omformet til en operationel grund-træningsenhed. ---- Kort efter 2. Verdenskrigs udbrud, blev eskadrillen tilknyttet Flytræningsgruppe nr. 6. Den 4. april 1940, fik eskadrillens "nummerplade" tilføjet bogstaverne "NZ" og eskadrillen blev ændret til en Royal New Zealand Air Force tung bombemaskine enhed, som fik base på Feltwell, Norfolk, som var en luftbase under 3. Flygruppe i England. ---- Eskadrillen havde nu sit gamle nummer 75 og blev udstyret med den solide Wellington 2-motores bombemaskine. Eskadrille nr. 75 (NZ) tilhørende Royal Air Force (RAF) i England, var den første eskadrille fra et Commenwealth land, som kom til at indgå under den engelske Bomber Command og den eneste eskadrille fra New Zealand, som fløj nattogter. ---- Eskadrillen tog del i de tidlige bombetogter mod tyskbesatte landområder. Efter returnering fra et togt mod Munster den 7/8. juli 1941, fik en af eskadrillens besætningsmedlemmer, Sergeant Pilot J.R. Ward, RNZAF, Victoria Korset, som er en af Englands fornemmeste udmærkelser i krig. Han blev desværre dræbt allerede godt en måned senere den 15/16. september 1941 i et andet togt til Hamburg. I slutningen af 1942, fik eskadrillen Short Sterling bombefly, som var meget større end Wellingtonflyet og havde 4 motorer mod den andens 2 motorer. ---- Eskadrillen deltog i de omfattende bombeangreb, kaldet "the Battle of the Ruhr" og ødelæggelsen af det meste af Hamburg og det berømte bombetogt mod de tyske V-Raket forsøgsanlæg i Peenemünde. I marts 1944, begyndte eskadrillen at skifte sine gamle Short Sterling fly ud med de langt bedre Avro Lancasterfly, sådan at eskadrillen i tide, var i stand til at deltage i forberedelserne og støtten til den Allieredes invasion i Normandiet, Frankrig. Man bombede nøglemål, som affyringsramper til de tyske V-1 flyvebomber og støttebombninger for landmilitæret under invasionen. ---- Det var en Avro Lancaster bombefly fra 75. RNZAF eskadrille, som var det første tunge bombefly fra Bomber Command, som landende på fransk jord den 30. juni 1944, 3 uger efter invasionen den. 6. juni. Det var flyet med nr. ND917, en Avro Lancaster Mrk. III, fløjet af piloten Kaptajn og Eskadrillechef N.A. Williamson, RNZAF. Lancasterflyet havde returneret fra et bombestøttetogt for hæren mod Villers Bocage. Piloten satte flyet ned på den nye landingsstribe i brohovedet i Normandiet, fordi han måtte have lægehjælp til sin sårede flymekaniker, som var ramt af splinter fra "flak" granater. ---- I slutningen af krigen spillede 75. eskadrille en prominent rolle i bombeangrebene mod de tyske olieproduktionsanlæg og transportnet, jernbaner og lignende mål. Eskadrillen var også en af den engelske Bomber Commands bedste minelægnings enheder, som var en succes og et hårdt slag for tyskernes skibsfart. Læs mere om historien om eskadrillen og flyvere m.m. i forbindelse med de følgende fotos.
Sådan så eskadrillens Short Sterling Mrk. III bombefly ud. Det viste fly nr. EF137 - AA-E på fotoet, er en tegning af det fly, som blev skudt ned over Vemmenæs på Tåsinge. Flyet var samtidig også det sidste Short Stirling Mrk. III fly, som gik tabt i eskadrillen. Flyet var leveret den 2 . september 1943 og havde fløjet 31 togter med en samlet flyvetid i luften på 251.05 timer. Eskadrillen var på det tidspunkt i gang med at få de bedre Avro Lancaster bombefly i stedet for sterling flyene.---- Alt i alt modtog Eskadrille nr. 75 og den tidligere forgangne enhed New Zealand Wellington bomber flight, mange udmærkelser og medaljer: 1 VC, 6 DSO, 88 DFC, 4 bjælker til DFC´s, 2 CGM og 17 DFM. Eskadrillens VC (Victoria Cross9, blev givet til Flying Sergeant James Allen Ward, der under flyvning, kravlede ud langs vingen på en Wellington bombemaskine, for at slukke en brand i motoren her - det lykkedes for ham! ---- Da luftbasen Mepal luftbasen åbnede operativt i juni 1943, var det Eskadrille 75. med deres Short Sterlings, som tog basen i brug, efter at have anvende græsbanerne på Newmarket Heath. Basen havde op til 1884 mænd og 346 kvinder i tjeneste. ---- Eskadrillen foretog deres første operative togt fra Mepal om natten den 3. juli 1943. Eskadrillen blev i byen Mepal benævnt som den New Zealand´ske Eskadrille. Den havde base på Mepal i lidt over 2 år. Ingen andre eskadriller var stationeret der i den periode og enheden omfattede i perioder over 30 bombemaskiner, især efter, at eskadrillen fik Lancasterfly i stedet for Sterlingfly fra marts 1944. ---- Eskadrille nr. 75. RNZAF mistede 104 bombefly i togterne fra Mepal, hvoraf de 50 var Short Sterlingfly og de 52 var Avro Lancasterfly. ---- 75. Eskardrille fløj togter over Frankrig, Norge og de fleste andre europæiske lande, men primært over Tyskland. -- Eskadrillen deltog også i 3 af de 19 store togter, som bomberkommandoen foretog mod Berlin fra August 1943 til marts 1944. I alt deltog der 46 sterlingfly fra eskadrillen og 9 af disse blev skudt ned over tyskland (en tabsprocent på 19,6%). 56 flyver blev dræbt og 12 overlevede som fanger i de tyske Stalag fangelejre under disse 3 togter, de medvirkede i. Eskadrillens tabstal var det højeste i bomberkommandoen i forbindelse med bombetogterne mod Berlin. -- Eskadrillen blev hele tiden opgraderet med bedre flytyper gennem krigen, med Wellingtons Short Stirlings, Avro Lancasters, og til sidst Avro Lincolns bombemaskiner, som enheden skulle anvende i Fjernøsten, som en del af Tiger Force, da Japan kapitulerede i august 1945. ---- Eskadrille Nr. 75 er den eneste eskadrille, som konstant gennem hele 2. Verdenskrig fløj togter mod Tyskland fra 1939 til krigens slut den 8. maj 1945. Eskadrillen fløj flere togter end nogen anden bombeeskadrille i den engelske Bomber Command, men fik også flere tab af fly og besætninger end nogen anden bombeflyeskadrille. ---- Enheden kastede den andenstørste mængde bomber under krigen. Eskadrillen havde også periodevis base på Mildenhall og Newmarket. ---- En usædvanlig og særpræget togt gik ud over byen Hag i Holland i marts 1945, da pilot Flight Lieutenant H. W. Hooper i sit Lancasterfly, kastede tusinder af foldere ud, som indeholdt en tekst med undskyldning fra den britiske regering side, for dennes skyld i en tidligere bombning af byen, hvor man i folderen oplyste befolkningen om, at denne bombning var en fejltagelse.
En Short Sterling fra 75. Royal New Zealand Air Force buldrer her forbi. Flyet udvikling og producering blev, som normalt i england foretaget iht. bekendgørelser og regler fra forsvarsministeriet, hvor man her opstillede de gældende onsker og krav til de specifikationer et givet fly nu skulle have, for at det kunne løse R.A.F.´s hensigt med det. -- Short Sterling bombeflyet blev designet ud fra betegnelsen: Heavy bomber (tung/svær bombemaskine). -- Fabrik: Short Brothers, Rochester Short Bros. and Harland, Belfast og Austin Motor Company. Design: Arthur Gouge, men med grandlag i flyvebåden Short Sunderland. - Testflyvning: 14. maj 1939. I aktiv tjeneste August 1940. Besætning: 7 – 8 mand. "Pensioneret": 1946. Primære flyvevåben, som anvendte Sterlings: Royal Air Force, Royal Canadian Air Force, New Zealand og Egypten. Produceret i tidsrummet: 1939-1943 i et antal af 2.383 fly. -- Tekniske specifikationer gældende for Short Stirling Mrk. III.: Længde: 26,59 m. Spændvidde 30,20 m. Højde 6,93 m. - Vingeareal 135,63 m². - Tom vægt 19.595 kg. - Lasteevne: Maksimal startvægt 31.751 kg. - Motor 4 × Bristol Hercules XVI stjernemotorer a´ 1.650 hk motorydelse. Tophastighed 435 m/t (ved 4.420 m. over havet). - Marchhastighed: Model III, som fremkom i 1943, war identisk med forgængeren, på nær et nyt ryg maskingeværtårn og de bedre ydende motorer Hercules VI eller XVI, som kunne klare 1.635 hp (1,200 kW) og som øgede flyets topfart fra 410 km/timen til 435 km/timen. Rækkevidde 3.235 km med 1.588 kg bomber. 950 km med 6.350 kg bomber. Tophøjde 5.182 m. Bevæbning: 8 × 7,7 mm maskingeværer. Bombelast maksimum 6.350 kg. -- Sterlingflyet blev sidst på året 1943, taget ud af den strategiske Bombercommando´s flystyrker og overgik til andre vigtige krigsopgaver, som f.eks. nøgletogter mod vigtige tyske måls og øminelægning i de tyske og danske farvande. Flyet kunne have 4 store søminer med. På det skæbnesvangre minelægningstogt, som Short Sterlingflyet nr. EF 137 AA-E deltog i, var der 4 andre Sterlingfly med fra eskadrillen. De mistede et mere, så der kom kun 3 Sterlings hjem. Hele mineringsmissionen bestod i, at 114 R.A.F. bombefly om natten den. 23. april 1944, foretog mineringer flere steder i Østersøområdet. Man mistede "kun 3 Halifax bombemaskiner og altså de 2 Stirlings ud af de 114 maskiner som deltog i togtet. -- Læs under de andre fotos meget mere om hændelserne, fakta og oplysninger om tiden i Danmark og flykrigen mod Tyskland. Se og læs ligeledes om selve hændelsen med Short Sterlingflyet og dets besætnings skæbnesvangre styrt ved Vemmenæs på Tåsinge. Oberfeldwebel Rudolf Frank of 3./NJG 3. ---- Eskadrillen fløj med Wellingtons flyene 291 bombetogter, 24 minelægningstogter og 1 fototogt. Med deres Short Stirlings fly fløj man 103 bombetogter og 103 minelægningstogter. til sidst fløj de med Avro Lancastereflyet 118 bombetogter og 18 minelægningstogter. I alt blev det til 584 bombetogter og 149 minelægningstogter og med andre togter blev det til i alt 739 togter som svarede til følgende anvendte antal fly og deres togter: Wellingtonfly: 2540 flyture med et tab på 74 fly svarende til en tabsprocent på 2,9 %. Deres Short Sterlingfly fløj 1736 flyture med et tab på 72 fly som svarede til en tabsprocent på 4,1 %. De mange minelægningstogter var farlige, da de ofte var få fly afsted og var sårbare for natjagerangreb og flak - de var nemmere at spore og angribe og Short Sterlingflyet var vanskelige at flyve, især efter skader fra beskydning. Lancasterflyet som eskadrillen havde til sidst i krigen fløj 3741 flyture med kun et tab på 47 fly (tabsprocent på kun 1,3 %). I alt blev flyturene på 8017 med et tab på 193 fly (tabsprocent på 2,4 %). Eskadrillen mistede altså ca. 1200 - 1500 flyvere samlet med de 3 flytyper. Samlet blev eskadrillen den enhed i Bomber Commandoen, som mistede det anden største antal fly og flyvere. Eskadrillen fløj det fjerde største antal togter i Bomber Commandoen og var den eskadrille som fløj de fleste togter i Bombercommandoens gruppe 3. Eskadrillen kastede også den tredie største last bomber i Bomber Commandoen, nemlig ca. 21.600 tons bomber og 2344 miner, som var det anden højeste kastede antal miner i Bomber Commandoen under krigen.
På dette foto, taget den 8. februar 1944, ses 5 af besætningsmedlemmerne fra bombeflyet Short Stirling Mrk. III No. EF 137 - AA-E, tilhørende Royal New Zealand Air Force (RNZAF), men underlagt Royal Air Force (R.A.F.), i Eskadrille No. 75 på luftbasen Mepal, som ligger nær landsbyen Mepal i Cambridgeshire, England. Luftbasen var en hurtigt anlagt og fortsat udbygget luftbase, som blev taget i brug i juni 1943. Den første eskadrille var netop RNZAF No. 75, som havde de 4-motorede Short Stirling bombefly i det meste af krigen, men fik Avro Lancaster bombefly i slutningen af krigen. ---- 2½ måned efter, at dette foto blev taget, lettede 5 af eskadrillens bombefly med søminer, sammen med 111 andre R.A.F. fly fra andre eskadriller, som skulle kastes ned i Fehmern Bælt og den øvrige Østersø. Bombemaskinerne lettede om aftenen kl. 20:43 den 23. april 1944. Operationen havde kodenavnet Gardening Radish. Kl. 23.27 lå Short sterling bombeflyet nr. EF 137 AA-E nedstyrtet og totalt smadret og brændt, med alle i besætningen døde i og omkring det knuste flyn nogen i vandet og på markerne på og ved Vemmenæs på Tåsinge, Sydfyn. Flyet blev skudt ned af et tysk natjagerfly, ført af Oberfeldwebel Rudolf Frank fra 3./NJG 3. (NJG=NachtJägerGeschwader). ---- Short Sterlingflyet var god til at flyve lavt og dette gjorde Sterling nr. 137 AA-E også, da det pludselig blev ramt af en byge af 20 mm. maskinkanon granater fra et tysk natjagerfly (antagelig en Messerschmidt 110 eller mere sandsynligt en ombygget Junkers Ju 88 natjager). Granaterne fra det tyske fly piskede rundt på vingestykket nær flyets krop på højre side og ramte så begge motorer, som satte dem i stå og antændte en brand i den ene motor. Sterlingpiloten Mauson Lammas, søgte frbrilsk, men forgæves at øge højden og beordrede noget af besætningen til at springe ud i faldskærm (bale out). Men forvirringen og stress slog den sunde fornuft ud og de 3 besætningsmedlemmer, som kastede sig ud i faldskærm styrtede bare til jorden uden at skærmene foldede sig ud - flyet var kun ca. 100 meter oppe, passerende landsbyen Vemmenæs og så kunne man være vis på, at faldskærmen ikke kunne nå at folde sig ud og man ville ramme jorden og blive knust - det blev de også. - 2 mand faldt ned på marken ved Hegnskov og 1 i krattet nær stranden neden for Hegnskov. 3 andre besætningsmedlemmer blev slynget ud af det smdrede og brændende fly ude i vandet, ca. 100 meter fra kysten - den sidste mand i flyet var agterskytten Ivar Larson Kalvenes, som forblev i konontårnet agter, klemt og mast ihjel i kanontårnet. Halepartiet af Sterlingflyet løsrev sig ved styrtet og fulgte ikke med den øvrige del af maskinen ud i vandet, men knustes mod markens jord. ---- Fotoet viser de 5 mand, hvor altså Ivar Larson Kalvenes lige var ankommet til eskadrillen. - Fra venste er det først Royal Air Force Telegrafist/Maskingeværskytte Sergeant William Frederick Harrison, 31 år fra Northampton, hvis bror Bombeskytte Flight Sergeant David Ernest Harrison (D.F.M.=fortjenstmedalje), også blev skudt ned og dræbt under bombning af Tyskland - Næste er Royal Canadian Air Force Agtermaskingeværskytte Sergeant Ivar Larson Kalvenes, 33 år, nordmand bosat i Canada - Næste er Royal New Zealand Air Force Bombeskytte Flight Sergeant Robert Bailey, 20 år - Næste er Royal New Zealand Air Force Pilot Officer Mauson Lammas, 30 år - Sidste mand er Royal New Zealand Air Force Navigatør Flight Sergeant Douglas William Vaughan, 28 år. De 2 sidste af besætningsmedlemmerne, som ikke er med på fotoet var Royal Air Force Maskingeværskytte i flyets rygtårn Sergeant Patrick Frederick Butler, 32 år og Royal Air Force Flight Engineer Sergeant Edwin Henry Thomas, 33 år.
Aabenraa kirkegård i slutningen af krigen. Her ses de gravstedsområder, hvor tyskerne havde begravet de mange allierede flyvere. På foreste kors står "Hier ruhen 31 englische Flieger". På det andet kors drejer det sig om 32 flyvere, det tredje om 24 flyvere og det fjerde er antallet 32 flyvere. ---- I alt blev der på Aabenraa kirkegård begravet 144 britiske og 7 polske flyvere
( plus 5 amerikanske flyvere, som blev gravet op efter krigen og ført bort
på en amerikansk militærvogn). I alt blev der begravet 133 amerikanske flyvere i Danmark, men næsten alle blev ført hjem eller USA eller til gravsteder i Belgien. I dag er der dog stadig begravet 5 amerikanske flyvere i Danmark. ---- I Danmark blev der i alt registreret 1160 faldne allierede flyvere under 2. Verdenskrig, hertil kommer ca. 500 flyvere, som ikke har nogen kendt grav, da de i deres fly styrtede i havet omkring Danmark på steder og tidspunkter, som ikke blev eller kunne registreres. ---- Der er i Danmark 118 gravsteder med en eller flere begravede allierede flyvere, eller mindesteder. Flystyrt på landjorden og i vandet i nærheden af land andrager 74 steder i Danmark, som alle er mindet ved stenopsætninger, kors m.v. Disse mindesteder bliver passet og pyntet af lokale eller kommunen. ---- På de følgende fotos er fotos af og gravstederne over de 7 Sterling-flyvere vist og beskrevet.
Aabenraa Kirkegård, som den ser ud i dag, hvor der er gravsteder for 144 allierede flyvere fra 2. Verdenskrig. Her ligger også alle de 7 omkomne besætningsmedlemmer fra Short Sterling bombeflyet, som blev skudt ned over Vemmenæs på Tåsinge. Efter at tyskerne havde ladet de 7 ilde tilredte lig af flyverne ligge i 3 dage på marken, blev de læsset på en vogn og kørt til Aabenraa Kirkegård, hvor begravelsen fandt sted den 1. maj 1944. Jordpåkastelsen forrettedes af en tysk feltpræst, hvis division i foråret 1944 var flyttet fra østfronten til Bramminge. Feltdegn ved begravelsen var den senere højskoleforstander Niels Bøgh Andersen, der som sydslesviger var indkaldt til den tyske værnemagt. NBA har for øvrigt, for nogle år siden, skrevet en meget fin bog om sine oplevelser på Østfronten i tysk tjeneste.
Royal New Zealand Air Force Pilot Officer (Pilot) Mauson Lammas, 30 år, var søn af James Arthur Young Lammas og Aimee Sophie Lammas, New Zealand. Mauson var gift med Rose Lammas, Karamu, Auckland, New Zealand.
Pilotens verden, cockpittet på et Short Stirling bombefly i 1943. Her kæmpede Pilot Officer Mauson Lammas forgæves med at holder sit Stirlingfly på vingerne, så man kunne springe ud med faldskærm, eller nødlande på landjorden eller på havet - men intet nåede han, de var for lavt nede. ---- Stirlingflyets fordele nogle gange, men også dets hemsko, når man skulle klare en sådan situation, hvor 2 motorer var beskadiget og gået i stå, den ene i flammer - forårsaget af maskinkanonbeskydning fra en tysk natjager i lav højde over Vemmenæs by på Tåsinge.
Royal New Zealand Air Force Bombeskytte Flight Sergeant Robert Bailey, 20 år, var søn af Inez Bailey og stedsøn af James Freeman, Auckland, New Zealand.
Robert Bailey´s "arbejdsplads", som bombeskytte. Under cockpittet og ude foran i Short Sterling bombemaskinens front, var bombesigtet monteret over glasset i bombeskytterummet. På fotoet kan man se bombeskytten indstille bombesigtet mod målet dybt under sig. En vanskelig opgave under beskydning af "flak" granater og skyer, røg og faren for at ramme andre bombefly længere ned i formationerne, som fløj ind over bombemålene med afpassede tidsintervaller, men som der sagtens kunne gå kuk i, så man kom ind over hinandens målfelter og kunne blive ramt af egne faldende bomber, dykkende eller styrtende fly. ligeledes rystede og vippede flyet konstant og fart, afdrift og højde ændredes også konstant - så opgaven med at ramme et mål nøjagtigt var uhyre vanskelig - mange bomber faldt da heller ikke over de mål som de skulle - ligeledes var mange bomber forsagere, som ikke eksploderede - især i krigens start kunne 20% være forsagere.
Royal Air Force Telegrafist/Radio/Maskingeværskytte, (primært fronttårnet) Sergeant William Frederick Harrison var søn af Charles Joseph og Elizabeth Emily Harrison, Hackney, London, England. Williams bror Royal Air Force Maskingeværskytte Flight Sergeant David Ernest Harrison, dekoreret med "DFM" den 7. december 1943, døde også i et nedstyrtet bombefly fra Royal Air Force 7. eskadrille i verdenskrigen.
Royal Air Force Navigatør Flight Sergeant Douglas William Vaughan, 28 år, var søn af William Vaughan og Florence Evelyn Vaughan (født Ayres), Geraldine, Canterbury, New Zealand, og var gift med Muriel Belle Vaughan, New Plymouth, Taranaki, New Zealand. Æret være hans minde.
Norske Ivar Larson Kalvenes 33 år, da han blev dræbt ude bagerst i sit agterste maskingeværtårn i Short Sterling bombeflyet. Den bagerste del af af flyet med haleroret og maskingeværtårnet, brækkede af flyet, da det var på vej ned i sit fatale styrt, efter at være ramt af maskinkanonild fra den tyske natjager. Agterdelen af flyet knustes mod jorden på marken ved Hegnskov, Vemmenæs, umiddelbart før stranden og vandet, hvorude resten af flyet styrtede ned, omspændt af flammer ca. 100 meter fra land. Da nogle lokale borgere om morgenen kikkede på og ind i det knuste haleparti med det smadrede maskingeværtårn, kunne de se, at agterskytten, stadig befandt sig derinde. Senere viste sig jo, at det var Ivar Larson Kalvenes. Da alting var smadret, men ikke brændt, kunne man se Ivar, som var totalt knust og lemlæstet til ukendelighed. ---- Forhistorien om Ivar. Da han kun var 18 år forsøgte han at leve af kystfiskeri, men det mente han ikke var til at leve ordentlig af og da han kontaktede sin onkel i Canada, rejste han fra forældrene og 7 søskende i sommeren 1928 til onklens gård i Canada, i en lille by ved navn Eastend ved bredden af floden Frenchman River". Her levede og arbejdede han, indtil sommeren 1942 da han også, som mange andre i området, besluttede sig til at melde sig til militærtjeneste - flyvevåbnet. Adskillige af hans kammerater og bekendte i området, var allerede blevet dræbt i krigen, men Ivar lod sig hverve alligevel den 23. oktober 1942. ---- Kontakten med hjemlandet og forældre og søskende i Norge ophørte den 9. april 1940, da tyskerne invaderede Norge og kort tid efter erobrede landet. ---- Ivar ville være pilot. Det gik dog ikke, han blev hurtigt frasorteret, men kom på skolen i Trenton, Ontario for uddannelsen af maskingeværskytter på fly. Dernæst videre på bombeflyskolens maskingeværskytteuddannelse på Macdonald, Manitoba. Den 6. august 1943 blev han udnævnt til sergent, efter at have bestået alle uddannelser og aktive prøver i fly med udmærkelse. Den 26. august 1943, drog han sammen med andre flyvere mod England for indsættelse i aktiv tjeneste. Her havde man hårdt brug for mandskab, da tabene var store i Bomber-Commandoen, som på det tidspunkt af krigen foretog mange og enorme bombeangreb med op til eller 1000 fly pr. angreb, på alle mål i Tyskland. Ivar blev sendt til uddannelse på Short Sterlingflyet i september 1943. Her udmærkede han sig markant og blev endelig den 10. februar sendt til aktiv tjeneste i 75. Royal New Zealand Air Force Eskadrille, som var underlagt R.A.F. (Royal Air Force) og den engelske Bomber Command. Eskadrillen havde på det tidspunkt Short Sterling bombefly, men deltog ikke i de enorme bombetogter med undertiden over 1000 bombefly pr. angreb. Eskadrillen deltog mest i mineudlægning og angreb på tyske nøglepunkter. Den forestående invasion af Europa i Normandiet var højeste prioritet og mineudlægning i stort antal, var med til at forhindre tyskerne i at sejle forstærkninger og materiel frem til deres krigsfronter. Historisk ved man, at 75. RNZAF eskadrille med sine mineudlægninger i alt sænkede eller skadede 758 tyske skibe! Den 26. marts 1944 skød Ivar på Sterlingflyet EF 137.I AA-E, et tysk jagerfly ned over byen Kortrijk på en mission over Belgien. Da flyet landende på Mepalbasen i England, var Ivar´s maskingeværer tomme for ammunition - han havde virkeligt kæmpet og skudt et tysk fly ned! ---- Ivar fik dog ikke en lang aktiv tjeneste, kun nogle få måneder, da han og den øvrige besætning, så blev skudt ned over Vemmenæs den 23. april 1944, nøjagtig 2 år efter, at han meldte sig til det canadiske militær. ---- Eskdrillen bestod ofte af op til 30 - 35 fly, og den var den eskadrille som var operativ og fløj konstant gennem hele 2. Verdenkrig og den eskadrille som fløj de fleste togter af alle!! Mellem 1943 og 1945 fløj eskadrillen over 8000 togter og mistede 193 fly. ---- 75. Eskadrille led også de største tab under krigen og Ivar´s fly var en af en lang række af dræbte flykammerater. Ivar´s død kunne ikke meddeles hans familie i Norge, så hans forældre og familie fik først besked om Ivar´s død i starten af sommeren 1945! Ligeledes vidste de ikke, at han deltog i krigen, men troede, at han befandt sig i Canada hos onklen og landbruget der. Deres chok over, at få den meddelelse, var forståelig nok enorm og svært for dem, at håndtere og komme over. Æret være IVAR LARSON KALVENES og hans minde, han gav det dyreste offer han kunne, for vores frihed!
Agtertårnet på en Short Sterling bombefly. Det var her Ivar Larson Kalvenæs var agterskytte på sit Sterlingfly, da det blev skudt ned af den tyske natjager over Vemmenæs. Som det ses på fotoet var der ikke megen plads i flyets hale og som maskingeværskytte her. Ivar Larson blev som den eneste af besætningen ikke kastet ud af flyet, da det styrtede ned, men sad fast i tårnet og halesektionen af flyet, som ved nedstyrtningen, blev revet løs og faldt ned på marken ca. 300 meter fra selve flyets nedstyrtningssted, som var ca. 100 meter ude i vandet ved Hegnskov, Vemmenæs. personen på fotoet har ikke noget med historien om Sterlingflyet ved Vemmenæs, men viser en anden allieret flyver på et andet Sterlingfly, som også blev skudt ned, hvorved den viste flyver omkom. Ære være hans minde!
Short Sterling bombefly. Her ses agterskytten bag sine 4 styk 0.303 tommers maskinkanoner (ca. Ø 8,5 mm.).
Short Sterling i færd med at blive lastet med bomber, inden den skal ud på et af de titusindvis af togter, som De Allieredes bomberkommando lod de mange fly, flytyper og flyvere foretage ind over Tyskland og deres besatte lande, gennem 2. Verdenskrig. ---- Der gik 10.724 R.A.F. bombefly tabt, et svimlende antal fly! Det betød, at 55.483 flyvere fra England, Skotland og dets Commenworlth lande m.fl., som Australien, New Zealand, Indien, Sydafrika og Canada, mistede livet, heraf var der 10.643 canadiere, altså næsten 20 % var canadiske tab. ---- Bombercommandoens anstrengelser for samlet set, at svække den tyske organisation, produktion og moral m.m. betød, at man kastede ca. 1.000.000 tons bomber og udlagde 47.307 søminer. Tyskland mistede også flere hundredtusinde civile, ved de masive bombninger af bl.a. Hamburg, Berlin og Dresden. ---- Et gigantisk spild af ressourcer og menneskeliv - Mennesket er undertiden fuldkommen gal og vanvittig - Men alle datidens historiske forhold var helt anderledes end i dag på næsten alle planer. Man havde ikke mange muligheder for at stoppe Hitler og nazismen uden at svare igen med knusende hård beslutsomhed - Forhandling og naiv tro på galninges loyalitet mod indgåede aftaler og kontrakter rakte ikke dengang som nu.
Her en del af en eskadrille Short Sterling bombefly. ---- Det autentiske foto er taget ud fra pilotsiden i cockpittet i et af flyene, man kan se flyets motorer og propeller yderst til venstre på fotoet. ---- Selv om Short Sterlingflyet fløj de første togter af bl.a. Eskadrille 75 RNZAF i august 1940, blev bombeflyet først betragtet som operationelt klar i januar 1941 hos Eskadrille nr. 7 R.A.F. De 3 første Stirlings fløj et togt om natten den 10/11 februar 1941 mod brændstoftanke i byen Vlaardingen, Rotterdam. Fra foråret 1942 begyndte bombeflyet, at blive anvendt i stort antal. Fra maj 1943, forgik togterne over Tyskland med over 100 Sterlings på togt. ---- Selvom det hos alle var en kendsgerning, at flyets maksimum ydeevne på alle områder, ikke var god nok, var Stirlingpiloterne glade for at opdage at med dette fly og dets tykke vinger, kunne de udmaneurere de angribende natjagere Ju 88 og Me 110, som de kunne møde om natten under deres togter. Håndteringen af Sterlingflyet var meget nemmere end på Halifax flyet og nogen fortrak det endda frem for Avro Lancasterflyet. ---- Baseret på flyets flyveegenskaber karakteriserede Pilot Murray Peden fra R.A.F. Eskadrille nr. 214 RAF, Sterlingen som en af de bedste flyvemskiner, som nogensinde var bygget. ---- Men en af konsekvenserne med flyets tykke vinger var nødvendigheden af at flyve relatiot lavt. Mange togter blev fløjet lavt, så langt nede som 4.000 m. Dette var en stor ulempe ved mange togter, især nå flyene skulle angribe mål i Italien og man var nødt til at flyve gennem Alperne i stedet for over bjergene. Når Stirlings var på togter sammen med andre R.A.F. enheder, som kunne flyve højere end Sterlingen, betød det at de tyske antiluftskytsenheder og jagerflyene fra det tyske Luftwaffe koncentrerede sig om de lavtgående allierede bombefly, nemlig Short Sterling flyene. ---- 5 måneder efter at Sterlingflyet var blevet introduceret, var 67 fly gået tabt, ud af de leverede 84 fly. ---- Stelingflyets maximum bombe last, kunne også kun transporteres over relativt korte afstande på ca. 950 km. På en typisk mission dybt inde i Tyskland eller Italien blev en mindre bombelast anvendt, nemlig 1.590 kg. som bestod af 7 styk 227 kg. bomber.
Denne type bombelast og mænde var ikke mere, end R.A.F.´s Bomber Commands mindre bombefly kunne klare, f.eks. Vickers Wellington og i 1944 kunne også dé Havilland Mosquito klare dette. ---- Men måske var det største problem med flyets konstruktion og design dette, at bomberummet have 2 struturvigtige stålkabler, som gik ned midt gennem bomberummet. Det betød, at der ikke var plads til større bomber end en 907 kg. bombe. - Da R.A.F. begyndte at anvende store 1.815 kg. "cookies" og endda endnu større specielle bomber, blev Stirlingflyet mindre og mindre anvendelig. Bombemaskinerne Handley-Page Halifax og især Avro Lancaster kunne betydeligte mere (Avro Lancasteren kunne bære den dobbelte bombelast af det Sterlingflyet kunne og desuden over længere afstand og med mindst 60 km./timen mere end Sterlingen. Ligeledes kunne Lancasteren flyve ca. 1,4 kilometer højere end Sterlingen. - Da avro Lancasteren kunne produceres i store mængder fra 1943, blev det besluttet at tilbagetrække Short Stirlings for mere sekundære operationelle opgaver. i slutningen af 1943 var de fleste eskadriller, som fløj Sterlingfly overgået til at foretage togter med opgaver som minelægning ved tyske havne og i tysk farvand og andre steder hvor tysklands skibe havde magten f.eks. i danske farvande, nedkastning af elektronisk materiale/filmstrimler, som forstyrrede tyskernes radar og kommunikation, nedkastning af spioner og agenter med faldskærm bag tyskernes fronter om natten, eller inde i de besatte lande, som støtte for de lokale modstandsbevægelser. ---- der opstod på det tidspunkt af krigen også et stort behov for et kraftigt og stærkt fly, som kunne trække tunge transport glideplaner op i luften og hen til de mål der var udpeget og så slippe trækkablerne hertil, så glideplanerne kunne glide ned og lande et fladt sted på jorden. Disse opgaver gjalt f.eks. glideplanet GAL Hamilcar og Airspeed Horsa. Sterlingflyet var som skabt til dette formål. ---- Sidst i 1943, blev 604 og heraf 143 Sterling Mrk. III bombemaskiner ny - og ombygget til den nye modelspecifikation Mrk. IV, hvor flyet ikke havde nogen markant front med bombesigterum og maskingeværtårn. Disse fly skulle anvendes til træk af glideplaner og som transportfly af faldskærmssoldater. Disse Sterlingfly blev benyttet i slaget om Normandiet og den kombinerede land - og faldskabsinvasion i Holland med navnet Operation Market Garden (se og læs hele historien om denne kirgsskueplads under menupunktet Holland. ---- Stirlingfly blev også anvendt til "Operation Glimmer" på D-Day i Normandiet den 6. juni 1944, da man her precisionsudspredte brogede "tæppevinduer" ("chaffs"), for at snyde tyskerne ved deres radar, sådan at de troede, de så store, men ikke eksisterende invasionsflåder på havet. De Allierede søgte at disinformere og forvirre tyskerne, skabe kaos og uenighed og ballade internt hos tyskerne. Det lykkedes over al forventning. ---- Sidst i 1944, blev 160 Sterlingfly bygget til specialtransportfly Mrk. V, som ikke havde noget agter maskingeværtårn, men også med en forreste frontdel, som kunne åbnes helt. De fleste af disse nye fly blev dog først leveret, da krigen var slut i maj 1945. ---- Men resultatet for Short Sterling bombeflyets tjeneste under den engelske Bomber Command var, at flyene samlet fløj 4.500 togter, kastede 27.000 tons bomber og at der i alt gik 582 Sterlingfly tabt under togter og 119, som man måtte kassere/skrotte af forskellige årsager.
3 Short Sterling bombefly i formation på togt mod Tyskland 1943. ---- For bombeflybesætningerne i R.A.F. under 2. Verdenskrig, var den grusomme virkelighed denne: For hver 100 bombeflybesætninger i R.A.F. blev de 51 besætninger alle dræbt under bombetogterne - 9 besætninger dræbtes ved styrt, ulykker m.m. i England/Skotland - 3 besætninger blev alvorligt såret under togterne - 12 besætninger blev taget til fange af tyskerne - 1 besætning deserterede - og kun 24 overlevede uden sår eller skader (her er ikke medtaget uopdagede psykiske mén efter krigen o.a.). - Altså kun ca. 25 % overlevede krigen som bombeflyver uden skrammer. Dødstallet er altså 60 besætninger ud af 100 besætninger - 60%! - Man kan sætte tabstallene i relief, ved at sammenligne Bombercommandoens tab af bombefly og besætninger på en eneste nat, i forhold til de tab af jagerfly og besætninger, som skete over flere måneder, i det enorme og berømte "Slaget om England" i efteråret 1940. - Bomberkommandoen mistede flere gange på én nat, flere fly og besætninger, end den engelske Fightercommand mistede af jagerfly og besætninger under "Slaget om England". ---- Tabs- og ressourcemæssigt var de 15% tab af fly og mandskab (3% alvorligt sårede og 12% som levede i fangenskab), også store, sådan at, faktisk 75% (60%+15%) af hele bombercommandoens ressourcer i fly og mandskab gik tabt under krigen. Flyverne i fangenskab led ofte under meget dårlige forhold med stor dødelighed, især til sidst i krigen, da tyskerne flyttede de berygtede krigsfangelejre (Stalag´s)længere mod øst, på den måde, at de svækkede flyvere måtte gå i lange rækker, i sne og frost, i vinteren 1944/1945, over store afstande, uden ordentligt vintertøj, uden føde og jaget af de tyske vagter. Her omkom ofte over halvdelen af flyverne under disse fangefordrivelser, inden de nåede en ny lejr eller opsamlingssted.
Kortudsnittet her, viser ruten under det stort anlagte bombeangreb på Berlin i februar 1944. Som det ses var dansk ludtrum et meget vigtigt område for de allieredes flyvninger - ikke kun ved dette angreb, men ved næsten alle angreb mod det nordtyske område. Tyskerne vidste dette og tilpassede som regel deres patruljering, sådan at de kunne skyde en del af de allieredes bombefly ned, når de fløj ind over sydfyn, og det sydfynske øhav, eller ud over storebælts sydlige del, inden bombeflyene tog kursen mod sydøst. Tyskerne vidste godt, at flyene her stadig havde deres bombelast ombord - de fleste nedskydninger resulterede også i, at bombemaskinens besætning blev dræbt, enten ved, at flyet eksploderede i luften eller ved nedstyrtningen. Overlevede besætningen styrtet, omkom de som regel i det kolde vand - mange blev aldrig fundet - men en del drev i land på Langelands kyster.
Vemmenæs, Tåsinge. Kortudsnit af området hvor du kan se bombeflyets fald og nedslagssted i vandet ca. 100 meter fra land. Ligeledes vises stedet hvor mindestenen er opstillet for de dræbte flyvere. Kortet er vist som området ser ud i dag
Her ligger noget af resterne fra Stirling bombemaskinen, på marken ved Hegnskov, tilhørende gården “Gravvængegaard", Vemmenæs på Tåsinge. Det meste af flyvraget er samlet op fra det lave vand ca. 100 meter ud for Vemmenæs. Agterdelen af flyet med det bagerste maskingeværtårn lå ca. 300 meter fra det øvrige smadrede fly. I det knuste tårn sad stadig maskingeværskytten Ivar Larson Kalvenes, knust næsten til ukendelighed. ---- Det var den tyske OberFeldwebel (Oversergent) Rudolf Frank fra enheden 3./NJG 3 (3. eskadrille/3. NachtJägerGeschwader "natjagerafdeling"). Hans flyvelog fra aftenen viser at han nedskød Stirling bombeflyet kl. 23:22 i patruljeområdet RB, som netop dækkede luftrummet over Tåsinge. Han ramte bombeflyet med sin maskingeværild ca. 100 meter over Vemmenæs landsby kl. 23:22 og flyet styrtede ned ca. 100 meter ude i havet fra stranden ved Hegnskov på Vemmenæs kl. 23:27. Alle 7 besætningsmedlemmer omkom, Ivar Larson i flyet, 3 blev slynget brændende ud i vandet og 1 i krattet nær vandkanten og 2 på marken bag hegnet. ---- Til stor forargelse og vrede blandt lokalbefolkningen, lod tyskerne de ilde tilredte lig af de 7 R.A.F. flyvere, ligge på marken i 3 dage, inden de blev læsset på en vogn og kørt bort. ---- Læs videre om ligene af flyvernes skæbne, efter at de blev kørt bort af tyskerne, ved de andre fotos her på siden.
En af de lemlæstede lig fra besætningen på Short Stirling Mrk. III bombeflyet Nr. EF 137 AA-E.
I det lave vand ved Vemmenæs lå noget af den ene flymotor´s forreste motordel, hvor bl.a. propellerne sad. Flyet havde 4 styk 1.635 hp (1,200 kW) Hercules nr. VI eller nr. XVI motorer. Hastigheden var på det tidspunkt i april 1944, for langsomt for et fly i Bomberkommandoen. Flyet kunne kun holde en maksimum hastighed af 435 km./timen og kunne slet ikke hamle op med de effektive bombemaskiner Avro Lancasters, som kunne flyve meget længere, meget højere og med en hastighed på over 60 km./timen mere end Sterlingflyet kunne, med en hastighed nær 500 km./timen. Ligeledes kunne Avro Lancasteren laste over dobbelt så mange kilo bomber som Stirlingflyet. I efteråret/primo vinteren 1943 blev Sterlingflyet taget ud af den strategiske bombestyrke. ---- Vragrester, som kunne flyde, kunne i dagene efter styrtet, ses drive i land på kysten ved Dagelykke på vestkysten af Nordlangeland.
Det smadrede udbrændte Short Sterlingfly ligger her samlet sammen på marken ved Hegnskov, Vemmenæs. En enlig tysk wehrmacht-soldat holder vagt.
Short Sterling bombefly buldrer gennem den tyske luftværns granatbeskydning. Granateksplosionerne udspyede et væld af metalstykker "scrapnels", som ofte ramte flyene og skadede motorer og flyveevne, tillige med at de også dræbte og sårede mange besætningsmedlemmer ombord. Man sad der i flyene og kunne ikke gøre noget - man kunne bare håbe på, at det ikke var ens tur til at blive ramt. Det var sådan en Short Sterling der var "såret" af denne type beskydning, kaldet "flak", som styrtede ned i havet ved Siø i 1942 - se næste foto og læs lidt om hændelsen og linket til mere læsning om krigen i og på Langeland uder 2. Verdenskrig.
Sterling R 9190 fra 218. Eskadrille blev den 11. oktober 1942, ramt af tysk luftværns granatild i nærheden af Swinemünde, hvor mange sterlingfly havde været på minelægningstogt her. Piloten klarede at bringe det beskadigede fly ned i det lave vand ved Siø mellem Tåsinge og Langeland. Dengang i 1942 var Siø ikke forbundet med dæmning eller bro. Som det ses af bog - og kortudsnittet, blev kun en af besætningsmedlemmerne dræbt. Resten blev senere samlet op over tyskerne sendte dem til tyskland i de dertil oprettede krigsfangelejre, hvor der blev holdt mange allierede flyvere fangne gennem hele krigen - de dengang benævnte "Stalags". Man kan låne bogen på biblioteket, hvor man bare skal spørge eller selv søge efter titlen "En Dråbe i Havet" "Langeland under 2. Verdenskrig" af bl.a. Bent Nielsen m.fl. Her er mange spændende beretninger om krigens gang over og på Langeland, som geografisk ofte lå på de ruter, som De Allieredes bombeflyvere, minelægningsfly osv. brugte, når de foretog angreb på de vigtige fabrikker, ubådsbaser og havne i det nordlige Tyskland. Mange allierede bombefly blev ramt af luftværnsild, eller blev skudt ned af tyske natjagere - ofte sådan, at de styrtede ned på og omkring Sydfyn, Tåsinge og Langeland.
Short Sterling bombeflyet liggende i det lave vand ved Siø. For mange andre styrtede flyet ned på dybere vand ofte uden at efterlade sig nogen spor - hele besætningen dræbt eller druknet - nogle drev dog i land fra tid til anden og kunne få en foreløbig begravelse i Danmark.
På det viste foto, ses en besætning fra et engelsk Handly Page Halifax 2-motores bombefly - det blev senere også skudt ned over Siø, men hvor nogle af besætningsmedlemmerne nåede at springe ud med faldskærm.
Efter Halifaxflyet blev forladt af besætningen, styrtede det selvsagt ned i havet syd for fyn. Navigatøren Tylor, som sprang først ud omkom og ligger begravet i Faaborg - Hele den øvrige besætning overlevede og endte krigen i tysk krigsfangelejr. Nogle af dem har først mange år efter krigen nedskrevet deres oplevelser.
På kortet over Langeland, kan man se hvor der slog bomber ned (markeret med en stjerne). Miner er markeret med en aflang cylinder og de døde allierede flyvere, som drev i land på Langelands kyster, er markeret med en sort plet.
En anden kort historie om denne Short Stirling bombemaskine fra 7. Eskadrille med base i Oakington. Netop dette fly deltog i Den Britiske Bombercommand´s 1000-fly angreb på den tyske by Bremen den 25/26. juni 1942. Flyet deltog som træningsfly med en last af flyveelever og instruktører, som skulle trænes i natflyvning og alt hvad der hørte til sådan et togt. Flyet blev skudt ned og alle ombordværende omkom.
Her en Bristol Beaufort Mrk. II. Den visuelle forskel på denne og den foregående Bristol Blenheim er flyets rygudformning og rygtårnets indbygning heri. ---- Her en lille beretning om en historisk krigshændelse i Middelhavet for en skotsk pilot, på sådan en Bristol Beaufort, som på billedet. ---- Navigatør Sergent Charles M. GRANT, fra Edinburgh, var tjenestegørende i 39. Beaufort Eskadrille i september 1942. ---- Under angreb på fjendtlige skibe ved kysten af Corfu den 6. september 1942, blev hans fly ramt og skadet af tyske jagerfly. Radiooperatøren, Sergent McIllaney og maskingeværskytten, Sergent Tester, blev begge såret af fragmenter fra beskydningen. ---- Sergent Grant gav dem førstehjælp for at stoppe blødningerne og derefter tog han fat i Vickers maskingeværet i rygtårnet for at afvide yderligere tyske jagerangreb. Deres fly var blevet ramt i hydraulikken, vinge-flaps, i dele af flyets hale og i rygtårnet med maskingeværet, men piloten Flyversergent Watlington, klarede at flyve flyet tilbage til basen i Luqa og lande sikkert.
Bristol Beaufighter.
På den fjernøstlige krigsskueplads, hvor De Allierede kæmpede mod Japan og deres ekspansionsplaner for hele Østen og Australien, anvendte det Australske luftvåben (RAAF) Bristol Beaufigterflyet, som angrebsvåben mod de japanske fragt, troppe - og krigskibe. ---- Japanerne var dødesens bange for dette fly og den virkning det havde på de mål flyet angreb. Japanerne gav dflyet øgenavnet "The Whispering Death", ("Den Viskende Død"), som til fulde illustrerede flyets hastighed når det pludselig dukkede op og angreb, ramte målet og hurtigte forsvandt væk igen. ---- Bristol Beaufighteflyet blev anvendt af RAF i England og Canada, på de krigsskuepladser hvor de kæmpede, Australien og New Zealand i Østen og ude i Stillehavet omkring de mange små øer og ø-stater og endelig i mindre antal i USAAF. ---- Englands mangel på langtrækkende sværtbevæbnede jagerfly, da 2. Verdenskrig startede, blev hurtigt synlig for Royal Air Force, da man stort set kun havde flytyper som en-motorede jagerfly Hawker Hurricane og Supermarine Spitfire, der kunne tage kampen op mod den tyske luftoverlegenhed i flyantal og flyvariationer. ---- Ligeledes fik man stort brug for at have mange fly, som kunne patruljere, jagte og angribe tyske fly, overfladeskibe og u-bådeomkring England og mange andre steder i verden f.eks. i Middelhavet. Englands rolle i 1940, som eneste frie demokratiske lande uden tysk herredømme, med havet hele vejen rundt, måtte i en vældig fart få bygget nogle fly, som kunne fylde de huller i luftforsvaret ud. Hurricane - og Spitfireflyet have ikke nogen stor aktionsradius og havde desuden en for stor fart, når man skulle patruljere lavt over havet på udkik efter fjender. ---- På grundlag af de lidt ældre Bristol Blenheimfly og Bristol Beaufortfly, blev der relativt hurtigt improviseret (noget som briterne gennem krigen, var meget bedre til end tyskerne) og udviket og påbegyndt seriefremstillingen af et, (skulle det vise sig fantastisk effektivt fly, som kunne udfylde flere flymilitære formål på bedste måde), solidt og for den tid et avanceret fly, nemlig Bristol Beaufighteren. ---- Flyet blev taget i operationel anvendelse i eftersommeren 1940, på et tidspunkt, som ikke kunne være mere velvalgt og nødvendigt. ---- Flyet, som skulle være en langtrækkende kamp - og angrebsflyvemaskine, blev udviklet og bygget af Bristolfabrikken i kompagniskab med andre industrideltagere, på grundlag af de vigtigste dele fra den tidligere Beaufort torpedo-bomber. ---- Prototypen "Beaufighter" fløj første gang den 17 juli 1939. Det kun godt 8 måneder efter at man påbegyndte at designe flyet! ---- Nøjagtig 14 dage før den første prototypes flyvning, var der indgået kontrakt om produktion af 300 fly iht. specification F. 17/39. Denne tilsyneladende desperate fremgangsmåde fra Luftfartsministeriet var i 1938 til 1939, ikke uanmindelig, da det var med til at fremskynde processen med, at fremstille de højst nødvendige kampfly. ---- At man havde en velbevæbnet 2-motores jagermaskine, som Beaufighteren, klar i efteråret 1940, var primært fordi fremsynethed og industrielt samarbejde med The Bristol Aeroplane Company, fik dem til at forudse, at England sandsynligvis ville få brug for et højtydende, langdistance jagerflyer, med egenskaber, som var meget mere aggresive og angrebsorienteret, end den forudseenhed, som de officielle specificationer indeholdt omkring design og anvendelse i de nye flytyper i det engelske luftvåben. ---- I slutningen af 1938 begyndte L. G. Frise på Bristolfabrikkerne, sammen med sit designerteam, at designe et jagerfly, der i virkeligheden var en variant af det almindelige ældre patrulje - og torpedofly, Bristol Beaufortflyet. ---- De første design og skabeloner omkring flyet, blev holdt så tæt som muligt på de ordrespecifikationer, som var i F.11/37 og tegnede et fremtidigt billede af flyet, ud fra anvendelsen af en meget stor del af komponenter fra Bristol Beaufortflyet, inklusive vingerne, halen - og understelskonstruktionen, 2 Hercules radial motorer og bevæbnet med et batteri af 4 20-mm. Hispano maskinkanoner. ---- Bristolfabrikkernes endelige flydesign og økonomiske tilbud, var af indlysende grunde på det tidspunkt, ikke til at sige nej til for den engelske regering og luftvåbnet RAF. ---- Man stod midt i det ubønhørlige krav om øjeblikkelig oprustning, da krigen var i gang og man hidtil ikke havde været særlig succesfuld - nærmest modsat og der blev bestil 4 prototyper nr. 156. ---- Et berømt angrebsfly var født! ---- Fakta vedrørende Bristol Beaufighter T.F.X.
Størrelse: ---- Vingefang: 17.64 m. ---- Længde: 12.59 m. ---- Højde: 4.84 m. ---- Vægt ulastet: 7.072 kg. ---- Vægt maksimum: 11.521 kg. ---- Lastevægt: 4.448 kg. ---- Ydeevne: ---- Hastighed: 490 km/timen ved havoverfladen. ---- 514 km/timen i 3048 meters højde. ---- Maksimum højde: 5.791 m. (uden torpedo). ---- Operationsradius: 2.253 km. (med torpedo og normal brændstofbeholdning). ---- Med brændstoftanke til langdistanceflyvning og med torpedo: 2.816 km. ---- Motorkraft: 2 Bristol Hercules XVII - 14-cylindrede 2-rækkes, glidende stjerneplacerede motorer, med en kraftfuld motoreffekt på hele 1.725 hp. med 2.900 rotationer pr. minut ved start og 1.395 hp. med 2.400 r.p.m. ved landingen i 457 meters højde. ---- Bevæbning: 4 20-mm. Hispano maskinkanoner foran i flykroppens næse og 6 styk 7,77 mm. maskingeværer i vingerne (2x3) og 1 7,77 mm. Vickers "K" eller Browning maskingevær i rygpositionen. ---- Desuden 1 styk 18 tommers torpedo monteret i et kasteaggregat under flykroppen. ---- 8 raketter kunne også monteres under vingerne (2x4), i stedet for de 6 maskingeværer.
14 Beaufighters fra 22. og 42. Eskadrille med baser i Skotland, her i angreb på det tyske slagskib Lutzow den 12/13 juni 1941 nær den norske kyst. Slagskibet var blev opdaget af et Blenheim let bombefly fra 114. Eskadrille og derfor blev de 14 fly fra de 2 eskadriller straks sendt afsted på togt. Lützow blev opdaget igen af Flyvesergent R.H.Loveitt fra 42. eskadrille, hvorefter flyene angreb med torpedoer hvorved Lützow blev torpederet og sank i løbet af natten.
Bristol Beaufighterflyet kunne også medføre 8 raketter, 4 i hver vinge, foruden de 4 uhyre effektive 20 mm. Hispano maskinkanoner i næsen - alt i alt et meget effektivt våben mod mål på jorden, tanks, køretøjer, kanonbatterier, skibe osv. ---- Flyet på fotoet er fra forsommeren 1944, enten dagen før eller selve D-dagen i Normandiet i Frankrig den 6. juni 1944, eller i dagene og ugerne efter. ---- Alle de Allierede fly, som deltog i invasionen og ugerne efter, engelske som amerikanske, havde disse specielle hvide bånd malet på flyets krop og vinger.
Bristol Beaufighter. Her en type udstyret med en torpedo, for angreb på skibe. ---- Da 2. Verdenskrig brød ud 1. september 1939, var Englands militære udrustning i de fleste tilfælde forældede, utilpassede til de krav man hurtigt kom til at stå over for, da Hitlers hære, flåde og flyvevåben gik i krig. Tyskerne havde opstillet helt andre strategier og planer for moderne krigsførelse. Det var ingen lande i Europa klar til at håndtere. Englænderne stolede på deres mægtige flåde, at de var en ø-stat og havde et uudtømmeligt skatkammer fra deres store emperium og commenworth-lande, hvor man kunne trække ressourcer fra. ---- Landene omkring Tyskland blev hurtigt besejret, 9 måneder og tyskerne kunne stå ved Den Engelske Kanal og se over mod Dover og England. ---- Men Hitler havde startet krigen for tidligt, i hvert fald efter flere betydningsfulde generalers og andre militære lederes mening, man havde ikke flådeenheder nok, for få og anvendelige u-både, de tyske hærenheder havde stadig ikke nok kampvogne og tanks og dem de havde flest af, var små og utilstrækkelige, men virkningen af dette våben skræmte de omliggende landes militære enheder fra vid og sans. Man var ikke forberedt på den taktik tyskerne anvendte. Tyskerne anvendte i de 2 første år af krigen, stadig mange hestetrukne køretøjer og kanoner. ---- Til gengælde havde man under Göerings ledelse opbygget et slagkraftig flyvevåben, med et varieret arsenal af flytyper, til mange militære formål. I maj/juni 1940 måtte tyskerne stoppe op og tænke sig om en ekstra gang - hvordan fik man slået England ud også, efter at det var lykkedes dem at få over 350.000 soldater, fra Det Engelske Ekspeditionskorps, over Den Engelske Kanal fra Dunkirkområdet tilbage til England i maj 1940. ---- Her braldrede Göering op om, at hans flyvevåben "Luftwaffe" kunne fjerne den sidste rest af modstand i Europa, hvis hans fly fik lov til at invadere England i angreb på angreb på flåde - og flyvebaser, militære anlæg og byerne. Bagefter var det en smal sag for de tyske hære, at invadere england og indtage øen uden større besvær. ---- englænderne ville hurtigt bede om fred og kapitulere. I sensommeren satte "Luftwaffe" så sine angreb ind på mange af de sydengelske flåde - og flyvebaser, faktisk med stor succes i starten - tyskerne havde rigtig mange fly til opgaven - Junkers 87 "Stuka" dykbombemaskiner, Junkers 88 jagerbombemaskiner, Messersmidt 109 og 110 jagermaskiner, Donier 17 bombefly, Heinkel 111 bombefly, foruden et stort antal andre flytyper. ---- England derimod havde ikke mange fly og dem de havde var langsomme og svagt bevæbnede og ikke egnede for en total krigs forsvarsopgaver i luften. ---- Man blev hurtigt klar over, at man måtte se at få nogle fly med større hastighed, flyveegenskaber, større aktionsradius og ikke mindst bevæbning og slagkraft. Tyskerne havde rigelige mængder af disse flytyper. ---- Men selv om det engelske luftvåben var stærkt underlegne i udstyr og kvantitet i forhold til tyskerne, kæmpede de som besatte i luften, i industrien, ja på alle fronter for at klare de skrigende behov for flyvemaskiner, våben og uddannede flybesætninger og frem for alt dygtige piloter. I Slaget om England, som den langvarige og udmattende luftkrig i sensommeren og efteråret 1940, forblødte det engelske luftvåben helt "ind til benet", men gav aldrig op. ---- Luftwaffe forblødte også, men i et omfang som chokerede tyskerne fælt. Godt nok kunne man flyve til England og bombe og skyde, men det kun i ganske få minutter, så måtte man vende om og flyve tilbage, hvis man ville undgå at løbe tøt for brændstof ude over Den engelske Kanal. ---- I det lange seje træk kunne tyskerne ikke knække det engelske luftvåben, da man mobiliserede alle kræfter og fik materiale hjælp fra USA i den berømte låne og leje aftalelov, som Den Amerikanske Præsident Roosevelt indførte, for at undgå, at blive trukket ind i den europæiske krig militært. ---- I takt med, at England fik styr på forsvaret af landet mod det tyske Luftwaffe, trods bombninger af civile i de engelske byer, udvikledes og byggedes der nye typer fly konstant. Avro - Bristol, De Havilland, Hawker, Supermarine, Sunderland, Armstrong, alle disse fabrikker producerede løs og opfandt fly og løsninger på alle niveauer, teknisk som taktisk. ---- Da man nåede ind i 1941 og især 1942 havde man nu flytyper til alle opgaver, fly som på mange områder var bedre end tyskernes, som havde bedre udstyr, bevæbning og tekniske finesser, radar f.eks. ---- Tyskerne tabte kapløbet, mest på grund af deres tro på ufejlbarlighed og deres hovmod og fordi "bukserne sprang", da man startede den anden front ved at angribe Sovjetunionen og herved vække en sovende kæmpe, samtidig med, at Japan den 7. december 1941 angreb USA og Tyskland derfor måtte erklære USA krig også. Man kom til at gabe over mere end man kunne sluge - men at det kom til at tage tid inden tyskerne blev slået - det viser bare hvor uhyggeligt tæt på Europa var, fra at forsvinde ind i mørket i nazimens vold! ---- De Allieredes mange ressourcer, betød en enorm stigning i produktionen af de millioner af dele og udrustning, til alle militære styrker over hele jorkloden - til sidst blev Aksemagterne for "tynde i toppen" og blev slidt op i materiel og mandskab. ---- Der skete på sin vis det samme, som i 1. Verdenskrig - tyskerne forblødte på slagmarkerne og undervejs begik de uhyrligheder, som kom dem til at koste dyrt til sidst. ---- Men alt dette kunne kun ske, hvis der ikke i 1940/41 var alle de engelske, canadiske og australske flyvere, som var villige til at tage kampen op mod overmagten i deres gamle, langsomme og ofte forældede fly - Skriften kom efter min mening til at stå på himlen over sydengland i eftersommeren 1940, da røgen fra de brændende styrtende tyske bombefly og jagere - skriften som forudsagde, at når Tyskland ikke kunne knække englænderne og invadere landet og ikke slå dem ud - ville det før eller siden gå galt for tyskerne - de skrev deres egen dødsdom, ved at ofre hovedparten af deres bedste fly og flybesætninger over England - det forvandt Luftwaffe aldrig - Hitler kaste sine tanker, onde øjne og kræfter ind på andre militære mål, u-bådskrigen, hæren og dens udrustning, angreb på hele Europa foruden Sovjetunionen, Nordafrika, Balkan, Grækenland osv. Besættelsen af alle disse lande, udryddelsen af anderledes tænkende befolkninger, jøder, handicappede osv. På en måde en enorm og fantastisk kraftanstrengelse for at land, sådan at prøve at knægte en hel verden - hvor kunne de dog tro på, at det ville kunne lykkes? Man fatter det ikke!
Den berømte britiske et-sædede - en-motorede kampfly, et ikon for dem engelske forsvarsvilje mod nazisterne i 1940 og fremover i hele 2. Verdenkrig, ses her i forgrunden af fotoet. --- Den blev i stort antal anvendt af Royal Air Force i England, Canada, Australien, New Zealand og i mange andre lande, som bekæmpede nazimen, facismen og det japanske kejserige gennem krigen. Efter krigen anvendtes det også til et stykke ind i 1950´erne. ---- Flyet blev produceret på Supermarinefabrikkerne og hos Vickers-Armstrong. ---- Spitfirejageren var designet af Supermarine´s chefdesigner R. J. Mitchell, som blev ved at finpudse designet indtil sin død af kræft i 1937. ---- Flyets ellipseformede vinge havde en tynd krydskonstruktion, som satte flyet i stand til, at opnå en højere hastighed end RAF´s anden primære jagerfly Hawker Hurricane og andre lignende fly. ---- Flyet havde også en bemærkelsesværdig fremtoning, med sit komplette strømlinede design. ---- Flyet var elsket af dets piloter og gjorde tjeneste i hele 2. Verdenskrig og i årene efter, udstyret og bevæbnet forskelligt, på alle krigens krigsskuepladser. ---- Data fra bogen: The Great Book of Fighters and Jane’s Fighting Aircraft of World War II. ---- Fakta: ---- Længde: 9.12 m. ---- Vingefang: 11.23 m. ---- Højde: 3.86 m. ---- Vingeareal: 22.48 m². ---- Vægt ulastet: 2309 kg. ---- Vægt lastet: 3000 kg. ---- Maksimum startvægt: 3071 kg. ---- Motorkraft: 1 Rolls-Royce Merlin 45 V12 kompressor motor. ---- Ydeevne: 1470 hp. i 2820 meters højde. ---- Tophastighed: 605 km/h. ---- Kamp aktionsradius: 760 km. ---- Langdistanceflyvning ("færgeflyvning"): 1840 km. ---- Maksimum højde: 11.300 m. ---- Stigningshastighed: 13.5 meter pr. sekund. ---- Vingernes bæreevne: 12.7 kg/m². ---- Bevæbning: 2 styk 20 mm. Hispano Mk II maskinkanoner med 60 (senere 120) granater pr. kanon. ---- 4 styk 7.7 mm. Browning maskingeværer med 350 projektiler pr. maskingevær. ---- Bombelast: 2 styk 110 kg. bomber under hver sin vinge. ---- ---- Flyet placeret i midten af fotoet er en Hawker Hurricane. Flyet med en mands besætning, var designet til at løse nogle af de samme opgaver som Spitfiren. ---- Flyet var Hawker Aircraft Ltd. altdominerende flyproduktion. Designet som var fra starten af 1930´erne, blev gennem ti-året stadigt udviklet og forbedret, sådan at dette resulterede i en serie af fly, som skulle anvendes til nærforsvarsfly, jagerbomber (kaldet "Hurribombers") og nærforsvar af landområder. ---- senere udvikledes modellen The Sea Hurricane, som havde udstyr og indretning, så det kunne katapulteres fra et almindeligt krigsskib og flybe videre på sin opgave. ---- Hawker Hurricaneflyet udgjorde hovedparten af de berømte jagerfly, som under Slaget om England i sensommeren 1940, satte Royal Air Force (RAF), sammen med Spitfiren i stand til at vinde over den tyske overmagt i flykvantitet. ---- Cirka 14.000 Hurricanfly blev produceret indtil 1944 (inklusiv ca. 1200 fly, som blev ombygget til Sea Hurricanefly og ca. 1400, som blev bygget i Canada. Flyet deltog ligesom Spitfiren overalt på krigsskuepladserne i 2. Verdenskrig. ---- Fotoet: Hawker Hurricane IIC. Hentet fra det amerikanske National Air and Space Museum of the Smithsonian Institution og fra The Hawker Hurricane Data from Jane’s Fighting Aircraft of World War II. ---- (Jeg var i 1978 i USA og inde i dette fantastiske amerikanske museum, der ligger som nabo til hovedkontoret for FBI, hvor jeg godt kan huske, at jeg på museet så Hawker Hurricaneflyet, tillige med en masse andre originale fly. Pudsigt, at se dette fly på et foto, medens det flyver sammen med de 2 andre berømte engelske fly fra 2. Verdenskrig. ---- Tekniske fakta: ---- Længde: 9.84 m. ---- Vingefang: 12.19 m. ---- Højde: 4.0 m. ---- Vingeareal: 23.92 m². ---- Vægt uden last: 2.605 kg. ---- Vægt lastet: 3.480 kg. ---- Startvægt maksimum: 3.950 kg. ---- Motorkraft: 1 Rolls-Royce Merlin XX vandkølet V-12 motor. ---- Ydeevne: 1.185 hp. ved 6.400 meters højde. ----
Tophastighed: 505 km/h. i 5.400 meters højde. ---- Aktionsradius: 965 km. ---- Maksimum højde: 10.970 m. ---- Stigningsevne: 14.1 meter pr. sekund. ---- Bevæbning model IIA: 8 styk 7.7 mm. Browning maskingeværer. ---- Model IIB: 12 styk 7.7 mm. Browning maskingeværer. ---- Model IIC: 4 styk 20 mm. Hispano Mk II maskinkanoner. Model IID: 2 styk 40 mm. Vickers Type S maskinkanon og 2 styk 7.7 mm. Browning maskingeværer. ---- Bombelast: Model IIC & IID: 2 styk 110 kg. bomber, eller 2 styk 250 kg. bomber. ---- I baggrunden på fotoet ses en Avro Lancaster 4-motores bombemaskine, som England anvendte i meget stort antal i deres intensiverede bombeangreb fra 1943 og frem til maj 1945, på utallige militære mål (minus Dresden i februar 1945, hvor man gik efter at stoppe krigen, med et gigantisk terrorbombeangreb på civilbefolkningen i det sydøstlige Tyskland på byen Dresden, der på den tid også var fuld af flygtninge fra østfronten og andre steder) i hele Tyskland og i de lande som tyskerne havde erobret. Flyet fløj og bombede næsten udelukkende om natten. ---- Foreløbig beskæftiger jeg mig ikke med at beskrive det historiske omkring krigen og dens bombetogter foretaget af tyskerne, englænderne og amerikanerne, så derfor ikke mere om Lancasterflyet her.
1
Det tyske slagskib Tirpitz, her opankret i den norske fjord Alta. Se kinket til den 10 minutter lange video ovenfor/før billederne, som viser og fortæller historien om slagskibet Tirpiz med originale "live" billeder m.m. ---- Men her en kort version af historien om Hitlers sidste større flådefartøj, som tyskerne havde tilbage efter 5 års krig på havet og englændernes gentagne angreb på skibet fra september til november 1944. ---- ----- Slagskibet Tirpitz, søsat i 1941, som det nyeste og mest moderne slagskib i verden, med en enorm vægt, for slagskibe iøvrigt, på 42.900 tons. ---- Tirpitz udstationereing i de norske fjorde, udgjorde en meget alvorlig trussel mod de Allierede konvojruter nord om Norge, til De russiske havne i Murmansk og Arkangelsk. Tirpitz var søsterskib til det berømte slagskib Bismarck og havde derfor en primær bevæbning på 8 styk 15 tommers kononer. ---- Tirpitz indledte sin sømilitære karriere i og omkring havet ved Norge, hvor skibet var en konstant trussel mod konvojerne til Rusland. Tirpitz tilstedeværelse, tvang De Allierede til at have en konstant og betydelig styrke af flådeenheder, som kunne matche Tirpitz i kampen om konvojernes beskyttelse. ---- Gentagne angreb mod Tirpitz, blev foretaget både af Royal Air Force (RAF) og Royal Navy for at sænke det. ---- Den 5. juli 1942 iværksatte tyskerne Operation "Rosselsprung" (Knight's Move). Tyske flådeenheder var blevet samlet i den norske fjord Alta, med den hensigt, at indlede en offensiv mod De Allierede konvojer til Murmansk. ---- 1 af de 2 flådeenheder sejlede ud i Atlanten, med Tirpitz, som leder af de 2 tunge krydsere Admiral Hipper og Admiral Scheer. --- Men inden historien skrives om denne offensiv, var Tirpitz allerede efterstæbt inden den kom ud at sejle. Læs og se videre på de næste fotos.
Slagskibet Tirpitz blev første gang angrebet og bombet af RAF i januar 1941 i Wilhelmshafen, medens skibet var i tørdok og endnu ikke operationsklar. Her var man i gang med at rigge skibet til med udstyr og gøre det klar til aktiv tjeneste. ---- Efter angrebet kunne dokarbejderne rapportere, at bomberne kun havde formået, at skyde sig ind på målet og ikke ramme noget vitalt. ---- Andre angreb på skibet blev foretaget sent i 1941 af 2-motores bombefly (antagelig Bristol Blenheims, Whitleys eller lignende fly) og i april 1942 blev Tirpitz opdaget og angrebet af Halifax - og Lancasterbombefly uden at nogen bomber traf Tirpitz. ---- Den Engelske Flåde (The Royal Navy) angreb Tirpitz ved flere lejligheder, med miniubåde og med torpedofly med base fra hangarskibe. ---- Angrebene var på en måde succesfulde, men havde lille effekt på slagskibets dobbelte lag af armeret stål - man kunne ikke slå hul på Tirpitz, med de bomber man havde til rådighed, noget nyt måtte ske! ---- Gennembruddet, om man så må sige kom, da den engelske opfinder Sir Barnes Wallis, byggede en special bombe til opgaven. ---- Wallis havde tidligere udviklet en bombe, som så at sige "slog smut" hen over vandoverfladen, hvis egenskaber blev anvendt, da man ville ødelægge Ruhrområdets landbrugs og industris meget vigtige betydning for tysklands muligheder for fortsat effektiv krigsførelse mod De Allierede. Man ville opnå dette, ved at smadre de 3 vigtigste dæmninger i Ruhr området, Möhne - og Sorpe Dæmningeren og Eder Dæmningen ved Eder floden, som løber ud i Weser floden. Ud over dette vigtige slag mod den tyske industri og "spisekammer", ville tabet af den store produktion af hydroelektrisk kraft fra dæmningskrafværkerne og tab af vandet til indistrien, byerne og kanalerne med deres pramsejlads, give en endnu større effekt. Angrebet på dæmningerne blev foretaget af de samme Lancasterfly, fra de samme seskadriller, som senere skulle bombe Tirpitz i Norge. ---- Angrebet udførtes med 19 fly fra 617. Eskadrille mod dæmningerne den 16. og 17. maj 1943 og blev trods store tab af fly og besætninger (40%), en stor succes, både militært og psykologisk for alle parter, ca. 1400 tyske civile langs floderne druknede og følgerne af dæmningernes brud var frygtelige og katastofale for tyskerne - endvidere blev succesbombningen udnyttet propagandistisk af De Allierede, da nogle flybesætninger med masser af udmærkelser og medaljer fra angrebet, rejste til USA, hvor de drog i sejrsoptog i gaderne i New York. ---- Angebet på dæmningerne blev og er stadig et meget berømt tema i krigshistorien fra 2. Verdenskrig med navnet: The Dambusters Raid. ---- Her et foto af de berømte 6 tons tunge "Tall Boy" bomber, som blev brugt til at sænke Tirpitz i Tromsøfjorden i Norge, november 1944.
Slagskibet Tirpitz i skjul i Kaa fjorden i Nordnorge.
I 1944 fremviste opfinderen Sir Barnes Wallis sin bombe The "Tallboy", en 6 tons tung specialdesignet bombe, som ville kunne forcere Tirpitz's armerede stålflader. -- Den 11. september 1944, lettede 38 Lancastere fra 9. og 617. eskadriller (617. eskadrille var den samme enhed som udførte bombningerne af dæmningerne ved Ruhr i maj 1943, bombningerne af u-bådsbunkerne i Brest i Frankrig og andre steder, hvor "The Tallboy" bomben var uhyre effektiv mod svært beskyttede tyske anlæg), fra en luftbase i det nordlige Rusland, som blev brugt som base for angrebet på Tirpitz, som på det tidspunkt lå i Kaa Fjorden i det nordlige Norge. -- Adskillige af flyene blev tvunget til at nødlande og aktionen blev udsat, men genoptaget, sådan at kun 27 fly satte kursen mod Tirpitz den 15. september 1944, hvoraf 20 Lancasterfly havde bomben "Tallboy" med. -- Flyene var specielt ombygget ud fra Lancatertypen Avro Lancaster Mk III, kendt som B Mark III Special. For at reducere egenvægten på flyet, var det meste af armeringen fjernet, rygtårnet var fjernet. -- Den omfangsrige og usædvanlige form, som den 6 tons tunge bombe fremstod i, betød, at bombelemmene under flyet var fjernet og bomben hang delvis uden for flyet i 2 mekanisk aktiverbare kroge, og før bomben skulle slippes, blev dens fald aktiveret og øget via en lille elektrisk motor. -- Med de nordnorske bjerge som værn mod den tyske radardækning af Tirpitz (i 1944 havde tyskerne også opfundet radaren), fløj Lancasterflyene ned mod Tirpitz position i fjorden. -- Tirpitz besætning og de landbaserede luftforsvarsbatterier blev totalt overrasket over angrebet. Skibet forsøgte straks at udlægge røgslør. -- En "Tallboy" smadrede ned gennem Tirpitz's mandskabsbanje og eksploderede dybt nede i skibets skrog. Shocket over denne enorme bombes eksplosion eller tillige med de andre bombers eksplosioner klos op af skibet, var frygtelige og demoraliserende for besætningen på skibet og eksplosionen beskadigede også skibets motorer. Alle Lancasterflyene returnerede i sikkerhed tilbage til basen i Rusland. -- Efter angrebet da tyskerne fik beset og vurderet skaderne på skibet, besluttede man, at det i praksis ikke kunne lade sig gøre, at reparere Tirpitz og sætte det i operationsdygtig stand. Man slæbte så skibet længere ned mod syd til Tromsø Fjord. Her blev Tirpitz opankret og kunne nu kun bruges til et delvist tungt artilleribatteri.
Briterne var ikke klar over, hvilke skader de havde påført Tirpitz og registrerede kun, at skibet nu lå i Tromsø. ---- Briterne angreb igen den 29. oktober med 37 Lancasterfly, denne gang fra Lossiemouth i Skotland. Ved fjernelse af det midterste og øverste maskingeværtårn og påmontering af ekstra brændstoftanke, kunne flyene nu nå Tromsø fjorden og Tirpitz fra engelsk territorium, selv om togtet ville strække sig over ca. 3300 kilometer. ---- Vejret var perfekt til angrebet, indtil uventede vinde rejse sig, kun et ½ minut før man nåede Tirpitz og skulle til at kaste bomberne, og fjorden blev dækket af skyer. 32 fly kastede deres "Tallboys" over den angivne position, men der var ikke nogen direkte træffere. ---- Tyskerne forstærkede forsvaret af fjorden og Tirpitz, ved at forflytte en deling jagerfly til Bardufoss, som var den nærmeste luftbase. ---- Det sidste angreb blev udført den 12. november 1944. ---- 40 Lancasterfly fra 9. Eskadrille, ledet af S/L A.G. Williams DFC og 617. Eskadrille, ledet af Wing Commander J.B. "Willie" Tait DSO DFC, lettede fra Skotland. ---- Vejret var fint, da bombemaskinerne i ca. 350 meters højde over havet, for at undgå den tyske radar, fløj til samlingspunktet over en sø ca. 160 km. sydøst for Tromsø. Den angrebsklare bombeformation steg derefter op i bombehøjden - mellem ca. 4000 og 5000 meters højde - hvor Tirpitz blev opdaget ca. 33 kilometer væk. ---- Af en eller anden grund og på trods af ihærdige opringninger til den tyske flybase Bardufoss, kom der ikke en eneste jagerfly til undsætning. ---- Der var ikke udlagt røgslør, da Lancasterflyene fløj over det sidste bjerg og kom ind over Tromsøfjorden, hvor Tirpitz var klart i sigte. Da bombeflyene var ca. 22 kilometer væk, begyndte antiluftværnskanonerne på Tirpitz at skyde og blev kort efter fulgt af kanonerne på land og kanonerne på de 2 flakskibe, som også lå nær Tirpitz. ---- Flyenes "Tallboy" bomber blev kastet efter tur og besætningerne i flyene ventede så i spænding 40 lange sekunder, inden man kunne opfatte resultatet af sin bombning. De første bomber ramte ikke Tirpitz, men så viste der sig et enormt gult glimt på fordækket af Tirpitz og skibet syntes at ryste sig, da det blev ramt af 2 yderlige bomber. En søjle af damp og røg skød over 100 meter op i vejret og i løbet af få minutter begyndte skibet at få kraftig slagside. Dernæst ramtes skibet af en enorm eksplosion da ammunitionslageret eksploderede. Skibet rullede over mod bagbord og vendt så bunden i vejret. ---- Cirka 10 minutter efter at den første bombe ramte, var det kun Tirpitz´s bund og skrog, man kunne se fra luften. Cirka 1000 mænd af skibets besætning blev dræbt. Ingen af flyene blev ramt eller skadet og alle kom tilbage i sikkerhed til deres base. ---- Med sænkningen af Tirpitz, mistede Hitler sit sidste indflydelsesrige overfladeskib og det var samtidig slut med, at tyskernes marine spillede nogen rolle i det nordlige Atlanterhav. ---- Vraget af Tirpitz blev skåret op og solgt som gammelt jern efter krigen. ---- Autentisk foto fra Tromsø Fjorden i Norge, da Tirpitz blev endegyldigt sænket.
Lancasterbesætningen med Guy Gibson, stående i flyets sideindgang, på vej til deres og eskadrillens berømte bombetogt mod dæmningerne ved Ruhr-området i Tyskland, med den specielle Dam-Buster bombe. Det er den 17. maj 1943 - og endnu et bevis på De Allieredes og englændernes stigende overlegenhed i opfindelser, som tyskerne ikke kunne matche eller forhindre succeerne af.
"The Dambusters" - foto af et specialombygget Lancasterfly fra 617. eskadrille, som i maj 1943, var den eskadrille, som udførte angrebene på de 3 tyske dæmninger i nærheden af Ruhrområdet på bl.a. dæmningen over floden Eder. Man havde opfundet en kraftig bombe, som kunne kastes fra ca. 20 meters højde over vandet på søen før dæmningen, hvorefter bomben så ville slå smut hen over vandet og ramme dæmningen, synke ned og detonere og sprænge dæmningen i stykker og oversvømme områder bag dæmningen, hvorved man kunne ødelægge el-forsyningen til industrien i Ruhrområdet + en lang række andre fordele, som sprængningen af dæmningerne ville give. ---- Det var de samme mænd og eskadrille, som var med i angrebene på Tirpitz i Norge - de havde erfaringen og dygtigheden i at flyve de ombyggede Lancasterfly med de specielle bomber designet kun til den givne opgave. Se oven for i links, hvor der kan ses og læses om hele historien, + der er en film om det også. I et af de foregående fotos er der også tekstomtale af denne begivenhed.
Sir Barnes Wallis, ved siden af sin opfundne "Dam-Buster" bombe. I forbindelse med hele opgaven, som havde dæknavnet Operation Chastise, hvor og hvordan man skulle ramme dæmningerne, med hvilken kraft osv. var englænderne nødt til at vide noget om dæmningernes konstruktion, materialer, tykkelser of størrelser m.m. Her var det af stor vigtighed, at skaffe intern viden om disse forhold f.eks. konstruktionstegninger og andre oplysninger af lignende art. Hvordan fik man så det? -- Her kommer russernes massemord på over 20.000 polske officerer og civile i og omkring Katyn-skoven ved Smolensk i marts-april 1940 og senere og en dansk læge og modstandsmand ved Retsmedicins Institut i København, ind i billedet! -- Den 28. april 1943, bliver Retsmedicineren Helge Tramsen udtaget til at rejse til Katyn-skoven, sammen med 11 andre udenlandske retsmedicinere og andre "vidner", som tyskerne (Goebbels) vil have til at obducere egne udvalgte lig fra de mange massegrave med polske officerer. Tyskerne var, efter fundet af de mange massegrave, første gang allerede i 1942 og senere i 1943, blevet beskyldt for, at det var dem, der havde myrdet alle disse mennesker - noget som de pure havde nægtet og i stedet havde søgt påvist, at det var russerne, som havde foretaget ugerningerne her. De 12 retsmedicinere kom fra både den frie verdens lande, men pga. verdenskrigen, i overvejende grad fra lande, som var erobret af Tyskland. Tramsen såvel som de øvrige retsmedicinere udvalgte hvert sit lig, som de ville obducere - vel at mærke uden at tyskerne blandede sig heri, eller kunne manipulere denne udvælgelse. Resultatet viste sig hurtigt og entydigt på, at det var russerne, som havde stået for denne massakre, som stod på i ca. 2 måneder. Rapporterne og undersøgelserne blev underskrevet af alle retsmedicinerne, ligesom tyskerne filmede og fotograferede hele forløbet. Man brugte alt dette i den tyske propaganda senere i 1943 - Men sovjetrusserne benægtede alt kendskab til henrettelserne. Helge Tramsen, som var aktiv modstandsmand, havde en opgave mere, nu han var "blevet udtaget" til at deltage i Katyn-obduktionerne og bevisførelsen. Om aftenen, antagelig den 4. maj 1943, havde Tramsen et ærinde i en lille sidegade i Berlin, inden han skulle flyve tilbage til København. Her fik han, efter et aftalt bankesignal på en dør, overrakt en lille pakke, som han skulle have med hjem til modstandsbevægelsen i København. Pakkens indhold viste sig, at indeholde de vigtige tegninger og oplysninger om de dæmninger, som englænderne skulle bombe senere i maj. Tramsen fik den gennem kontrollerne og afleverede dem til modstandsbevægelsen, som allerede dagen efter fik tegningerne via Sverige til England. Disse oplysninger blev af vital betydning for udførelsen af denne specielle bombemission, som ikke kunne udføres med almindelige bomber, men krævede denne "slå smut-bombe". -- Læs ovenfor med flere links, i det store tekstafsnit om Katyn-massakren, Helge Tramsen og de historiske ulykker, det kom til at betyde i alle årene efter verdenskrigen, hvor Stalin og senere, alle de andre kommunistiske massemordere fra Rusland, terroriserede en hel verden indtil 1989. Helge Tramsens skæbne i resten af krigen og efter blev meget traumatisk for ham, bl.a. mistede han sin datter i Polen ved en mystisk gaseksplosion i hendes lejlighed i 1971. Han og hans familie var genstand for sovjetisk forfølgelse efter krigen og betød også svære psykiske problemer for Helge Tramsen senere i livet. - Dam-Buster operationen mod de 3 dæmninger Mohne, Eder og Sorpe blev udført om natten den 16/17 maj 1943.
Ederdæmningen dagen efter angrebet af "The Dambusters" fra 617. eskadrille. Angrebet blev en stor succes for De Allierede - men ved angrebet dræbtes/druknede ca. 1400 civile, hvoraf hovedparten var udenlandske tvangsarbejdere og fanger, heraf mange kvinder, af vandmasserne fra bruddet i dæmningen.
Foto af jubilæumsforsamling efter krigen, af besætningsmedlemmer fra de Lancaster bombefly, som foretog de specielle bombeangreb mod dæmningerne.
Bomber Commands dræbte flyvere, hvis lig kunne findes og bjerges under og efter Anden Verdenskrig, ligger for ca. 80 % vedkommende på Berlin Krigskirkegården og 8 andre krigskirkegårde i Tyskland. På fotoe ses opgørelsen af antal dræbte pr. nationalitet. Og det er kun fra bombeflyeskadrillerne. Dertil kommer de titusinder fra Jagerkommandoen, Kystkommandoen og alle de andre flyenheder. Omkring 350.000 flyvere mistede livet under Anden Verdenskrig.
Statistik og oplysninger om tabstal blandt flybesætningerne i Bomber Command. Næsten 60 % af alle flyvere i Bomber Command blev dræbt eller sårede tilfangetagne: 55.500 dræbte og ca. 18.000 sårede og tilfangetagne.
Mere statistik: Fordeling af tabsprocenter mellem Bomber Command´s tre hovedrangopdelinger. Officerer, chefbefalingsmænd og befalingsmænd med standard rang og uden egentlig ansvarshavende ledelse (sergenter og korporaler) - Flyvere i bl.a. Bomber Command kunne ikke være menige - man måtte mindst have en rang som befalingsmand for at kunne være i luftvåbnet. Statistikken viser også noget om flugtforsøg og hvor mange flyvere, som det lykkedes for at flygte tilbage til sit land (primært England).
Oplysninger og statistik over Bomber Command´s tab af flytyper, årsager m.m.
1
Mere infoKan li'
| |
|
|
|
|