Uddrag af min rejsebeskrivelse, hvor jeg rejste med busser og tog fra Torridon over Achnasheen til Garve og senere til Inchnadamph, Scourie og Durness. Alle lokaliteterne ligger i det miderste, vestlige og nordlige del af Skotland. Jeg har sprunget nogle datoer over af pladshensyn.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Der er mange flere fotos fra opholdet i området Sutherland, som ligger i den nordvestlige del af Skotland på de 3 underliggende siders fotoalbum, hvor man kan klikke på det valgte foto og forstørre det og læse den tilhørende tekstbeskrivelse.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Links til hjemmesider med interessant stof, billeder og oplysninger.

Garve/Rogie Falls:

http://tinyurl.com/ydvnw4

http://www.rampantscotland.com/visit/bldev_visit_skye.htm

http://www.scotland-info.co.uk/caithnes.htm

http://www.scotland-inverness.co.uk/Chatelaine/ARDVRECK.HTM

Link til mange hoteller i "The Highlands":

http://tinyurl.com/tpbjk 

Link til skotsk links s amling:

http://www.dwrobertson-photography.com/tourscotlandlinks.html

Link til Scourie-området:

http://www.scourie.co.uk/

http://tinyurl.com/y2ekap

Link til hjemmeside omkring John Lennons ungdomstid i Durness:

http://www.lennon.net/durness/index.shtml

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Torsdag den 27. juni.

Opbrud fra SYHA Hostel og med postbussen til Achnasheen, hvorfra der går tog til Garve, hvor jeg vil blive hentet af Mr. Frost, fra Hazelbrae B&B. Postbussen afgår på samme tid som i går (10:35). Og da den endelig kommer, lidt forsinket er det den samme postwoman fra i går. Av! Endnu en tur med denne kvindelige galning bag et rat. Jeg behøver vel ikke fortælle at det regnede, heldigvis mest i byger. 
Nede ved busholdepladsen hvor jeg kunne stå i læ i skuret, var der denne formiddag et fantastisk lys ud over engene ved Torridon flodens udløb i Loch Torridon. Ovre på den anden side engen rejste Beinn Damph bjergene sig med bjerget Beinn na - h - Eaglaise i forgrunden. Lyset fra solen spillede i grønne og rødbrune farvefelter, på deres vej ind over bjerget. 

Turen med postbussen blev lige så vild og farlig som turen i går. Rystende oplevelse. Vi gjorde dog holdt i Kinlochewe ved posthuset der. Her var der 15 minutters pause, som jeg benyttede til at handle lidt ind. Der efter i fuldt fart til Achnasheen, som er en bitte by, der ligge alene og i et øde bakkelandskab, her er ikke høje bjerge. Derfor går der tog herfra. Jeg havde efter ankomsten ca. 1½ time inden toget skulle komme. 
I Achnasheen ligger der en berømt butik ejet af smykkekunstneren Susan Plowman, The Fine Art Jewellery. Her gik jeg ind for at se mig om. Jeg blev meget overrasket over de mange fine ting der blev lavet her. Alle mulige sølv og guldsmykker, billeder, glaskunst og skulpturer, ja en masse flotte ting. Jeg fik en god snak med Susan Plowman, som selv stod i butikken. Hun viste mig rundt og fortalte om sit virke, især da hun hørte at jeg også var kunstner.
 
Jeg besluttede, at det var her jeg ville købe de gaver jeg ville have med hjem til mine børn og min kone. Min kone fik et sølvhalssmykke med motiv af  2 svaner. Malene fik et elegant sølvsmykke, med et gælisk motiv af 2 hunde, der symboliserede udholdenhed, arbejdsomhed og styrke. Hun havde jo gennemført sin uddannelse her omkring den 20. juni. (Jeg huskede at ringe og sige tillykke!). Til min søn Henrik og jeg selv, blev det til en sølvslipsenål med et monolith og dolk motiv. Det hele kostede 122£. Så det blev et dyrt besøg, men det er dejligt, at købe sådanne kvalitetsprodukter. 
Jeg lovede Susan Plowman, at sende prøver af mine billeder op til hende når jeg kom hjem til Danmark igen. Der var også en cafe´. Her fik jeg lidt suppe og en lille ret, medens jeg ventede på toget mod Garve.

Vejret var nu blevet helt sommerligt, blå himmel og solskin, faktisk den første rigtige sommerdag. På stationen traf jeg på et par unge danske mænd. Vi fik en lille sludder om det de havde oplevet og jeg fortalte lidt om min tur. De fortalte bl.a. at de netop have gået op i et bjergterræn for nogle dage siden i kun t-shirt og korte bukser. De måtte skynde sig tilbage, for de blev også overrasket af dårligt vejr og havde ikke andet tøj med på turen op.
 
Toget kom og jeg fik en køn tur gennem landskabet til byen Garve. Ankomst kl. 13:29. Her skulle Mr. Frost holde og vente på mig. Men der var ingen på stationen og der kom ingen. Til sidst ringede jeg til dem, for at høre hvad der var sket. Men han var bare forsinket og undskylde mange gange og ville komme omgående. Det gjorde han så. Venlig og smilende og i deres flotte nyrestaurerede hus følte jeg mig meget velkommen. Selv om jeg kun skulle være der en nat, var der ingen grænser for deres hjælpsomhed og vilje til at snakke med mig. 
   
Hazelbrae B&B ligger meget smukt, ved bredden, på et af de skarpe hjørner som floden Black River har i Garve. Efter at være blevet anvist mit flotte værelse med udsigt ud over floden, engene og Ben Wyvis bjerget, bag ude på den anden side af Little Garve og dalen. Området er ikke så bjergrigt, selv om Ben Wyvis er over 700 meter højt. Det består mere af bløde bakker med store fyrreskove og grønne dale med enge og moser. Men også dette sceneri er smukt. 

Efter at have lavet te og spist lidt mad, besluttede jeg at gå en lang tur i området. Familien Frost anbefalede mig at tage turen op i Torr Breac skovene. Her er stier langs floden. Klokken var nu ca. 14:30, så min oprindelige plan med en tur op på Ben Wyvis, kunne ikke lade sig gøre, det ville kræve alt for mange timer. Ligeledes var jeg godt mør pga. min hårde tur i går i Torridon bjergene. Så det var faktisk helt fint med en vandretur i skovene og langs floden. 

Det er en ny type område at se, for mig. Jeg tog lidt kage, te og chokolade med og gik af sted. Vejret var jo fint stadigvæk, sommer og sol. Jeg kunne godt mærke mine fødder og ben oven på turen i går. Men da jeg først kom i gang gik det nu meget godt. Det var dejligt, at gå i en rigtig stor skov, med høje træer og den brusende flod på min venstre hånd. Man kunne gå ned til bredden flere steder og her så jeg en mudderklire stå og vippe med halen og sin gump. Men det var varmt at gå, jeg havde taget for meget tøj på. Oppe ved den gamle bro over floden, var der flere vandfald. Ben Wyvis bjerget liggende sydøst for Garve.

Efter floden gik turen ned gennem skoven indtil jeg kom ud til den flade dal med enge og græssende får, køer og heste. Garve er en lille hyggelig by, men uden store seværdigheder. På den sidste del af gåturen kom jeg forbi Garve Hotel, hvor jeg ville spise til aften bagefter. 
Da jeg kom tilbage til familien Frost, gik jeg i bad og tog rent tøj på og vi fik en snak om min tur og de fortalte mig, at de var englændere og for 2 år siden havde solgt deres farm med ænder og gæs i Sussex i det sydlige England og havde købt dette hus i elendig stand. Herefter havde de renoveret det og indrettet det til B&B. 

Aftenen var dejlig smuk og stille, en rigtig sommeraften! Nede i haven havde de en mårfamilie, der kom hver aften. Og pludselig kaldte Mr. Frost på mig, for nede på terrassen ved floden, kom mårfamilien hoppende, voksne og 2 unger. Som Mr. Frost sagde, så elskede mårene kiks og marmelade, så det fik de hver aften. Det var sjovt at stå og se på dem ud gennem vinduet, så tæt på. Familien Frost så af og til også en odder i floden.
 
Jeg var for øvrigt ved at flække af grin, men skulle passe på ikke at gøre det. For Mr. Frost opførte sig og så ud og talte ligesom en af de personer der var en del af 70érnes urkomiske gruppe Monty Pytons Flying Circus, hvor John Cleese var den bærende kraft. Mr. Frost havde dog mørkt hår, men han havde denne lyse pivende talemåde og accent og typiske engelske udtale. Det var som at høre ham tale som de gjorde i filmen The Life of Brian, hvor han til sidst i filmen hænger på korset og synger: Allways look on the bright side of life. Så når Mr. Frost talte, havde jeg svært ved ikke at grine hovedet af led. 

Men jeg hyggede mig i deres selskab og kunne mærke, at de kunne lide at have mig på besøg. Ud på aftenen, gik jeg ned på Garve Hotel og fik en ret Chili Concarne, dessert, øl, rødvin og kaffe. Det hele kostede kun £8,45. Utroligt billigt!! Men hovedretten var sågu´ stærk, næsten for meget chili i.
 
Hjemme igen, slappede jeg af med lidt fjernsynskikkeri og te på værelset. Det var dejligt med en rolig og afslappet dag oven på de sidste dages hårde bjergvandringer på Skye  og i Torridon. I morgen går turen mod nord til Inchnadamph og Loch Assynt området.

Fredag den 28. juni.

I dag går turen mod nord med et langt stræk pr. bus. Jeg skal med N67 ruten, Tim Dearmann Coaches kl. 09,37 fra Garve Hotel. Mr. Frost vil igen køre mig derned. Vi var lidt usikre på hvor bussen holder, det fremgår ikke rigtig af køreplanen. Men først op og pakke ned, derefter et rigtig godt morgenmåltid, varieret udvalg og fin betjening. De er altså et par rare mennesker. Vi kørte derned i god tid og Mr. Frost sagde, at de ville holde øje med bussen, når den kom forbi deres hus (man kunne ikke stå på der), for at sikre sig, at jeg var kommet med den. Jeg sagde farvel og tusind tak for et kort men dejligt ophold. 

Jeg måtte nu stå et stykke tid inden bussen kom, jeg tror altid busserne er lidt forsinkede i Skotland. Der kom en gammel mand, der også skulle med til det nordligste Skotland. Han var også usikker på om man skulle stå der og vente, for der er ikke noget busskur. 
Jeg kunne stå og kikke over op Garve Hotel, hvor jeg spiste den meget stærke Chili Concarne i går. Hotellet lever primært af busselskaber, der kører rundt med turister, fortrinsvis pensionister. Inden jeg fik min mad, som jeg troede jeg skulle spise i baren, sad jeg i barlokalet, sammen med en flok metusalemmer og drak en fadøl. Jeg havde bestilt retten ved baren. Men så kom der en tjener og bød mig ind i restauranten. Her fik jeg så mit måltid, sammen med en enorm mængde andre turister, næsten alle gamle mennesker. 
Når jeg sad og kikkede mig omkring, fik jeg det indtryk, at de så meget slidte og hærgede ud, selv om mange bar præg af at have penge nok. Påklædningen var mildt sagt forfærdelig. Kvinderne var for manges vedkommende klædt i meget stærke farver, eller med tøjsammensætninger der var helt kikset. Forkerte farver sammen, lyse pastelfarver i overpyntede udgaver af jumpers, skjortebluser, sweatere, plisserede nederdele i mørkeblå og grønne farver. Mange var utroligt tykke og fede. Overdimensionerede briller og hår opsat, skulle man tro, af Salvador Dali!! Når de skulle op vraltede og vaklede de rundt. 
Engelske, for det var ikke skotter, kvinder er utroligt grimme, især når de bliver gamle, har penge og vil se fine ud!! Fjernsynsserien Mrs. Hyacinth er ramt lige i øjet, selv om hun dog har en del tøjsmag. 
Mændene, dem med pengene tror jeg, var enten nogle små visne mandslinger, i mørkt tøj, hvid skjorte og skoleslips. Eller også havde de totalt kikset tøj på. Nogle af mændene var også store og tykke, men ikke ret høje. Så de havde enormt besvære bare at sidde ned ved bordene. Det gjaldt nu også for kvinderne. Alle sad de og pustede og skovlede mad ind det bedste de havde lært. 
Det var både morsomt at følge dette skuespil og også lidt forargeligt. De så slet ikke glade ud. Flere så ud til at side og brokke sig over et eller andet, sandsynligvis ægtefællen eller maden. Nå, det var bare min udlægning af mine følelser, ved at side til bords med flere busfulde gamle engelske turister. 

Men så kom min bus og jeg hoppede ombord. Lidt efter, da jeg kørte forbi familien Frost´s hus, kunne jeg lige nå at se dem begge sidde ved vinduet og vinke til mig, jeg vinkede igen, glad for den varme omtanke for mit ve og vel, de udviste. 

På kortet over ruten nordpå, ville vejen og hermed bussen følge mange af de forskellige floder og vandløb Skotland er så rig på. Det er sikkert også det nemmeste at anlægge veje i det terræn, frem for at føre dem over de enorme mængder bakker, bakkedrag, bjergrygge og store bjerge, som ruten indeholder mange af, her i det vestlige og nordlige Skotland. Jeg glædede mig til turen, jeg var sikker på, at den ville give mig en række smukke oplevelser. 

Først gik vejen, som er en hovedvej og har nr. A835, i store slyngninger gennem et smukt bjerg og skovlandskab omkring Garbat Forrest og med udsigt til Ben Wyvis bjerget nordøst for Garve. Så drejer vejen mod nordvest og vi kører langs den store bjergsø Loch Glascarnoch, med bjergene Torn Ban Mor og Beinn Liath Mhor a Ghiubhais på hver sin side af søen. 
   
Efter flere kilometers kørsel langs søen, kommer vi ind i dalen Dirrie More, hvor jeg får et udsyn til Beinn Dearg bjerget, på ca. 1087 meters højde. Her fantastisk smukt, for vejret et solrigt og varmt, man kan dog se, at det har regnet ind imellem. Snart efter kommer vi til Braemore Junktion, som her sit navn, fordi her går der en anden lidt mindre hovedvej ud vest på til Dundonnel og Loch Little Broom. 
Her er jo ikke mange veje i det vestlige Skotland. Lige efter The Junktion, siger chaufføren, at vi tager en pause og holder ind på en p-plads ved Corrieshalloch Gorge og The Falls of Measach, et smukt vandfald. Hvad siger man så? En busrute der har sightseeing på ruteplanen. Prøv at forestille jer, at man foreslog DSB´s busser at indlægge pauser og sightseeing? Så tror jeg man var blevet kylet af bussen!  Man kan se vandfaldet fra metalbroen, der går over.

Her holdt vi ca. 20 minutters pause. Lidt efter gik turen videre mere nordpå og vi kom ud til bredden af Loch Broom, som er en langstrakt fjord, der bliver større og bred lige efter byen Ullapool, hvor vi også gør holdt i ca. 20 minutter. Også her er utroligt smukt. Ullapool er en gammel fiske - og færge by, opstået omkring 1780´erne. I dag bor der ca. 1500 mennesker. Her er en fiskerihavn, og en færge der sejler til Hebriderne, Lewis og hovedbyen Stornoway. Byen er karakteristisk med sine huse der ligger ud til molen ved Loch Broom.

Byen ernærer sig også af mange turister, der lægger vejen forbi. Byen og omegnen er et godt sted som udgangspunkt for ture i regionen. Her er ikke langt ud til Atlanten og de forrevne klippekyster på halvøen Coigach. Eller ture op i Inverpolly forrest med de berømte bjerge Stac Pollaidh, Cul Mor og Cul Beag. Vest for Ullapool er der et enorm øde bjergområde Rhidorroch Forest. Vejret var fint og jeg gik en tur ned på havnen, som ligger umiddelbart ved busholdepladsen. Her kunne man se de store trawlere  og mindre fiskerbåde i arbejde. Til venstre, hen ad molen ses den karakteristiske Shore Street, med byhusene liggende næsten helt ned til molens kant. Her og alle vegne, er der souvenirbutikker, med glas, keramik, smykker, læder og strikvarer.   

I bussen og da, jeg gik rundt på havnen i Ullapool, fulgtes jeg med en ung kvinde fra Canada, der rejse rundt på egen hånd ligesom jeg. Vi tale sammen om hendes tur, som også indbefattede turen til Lochinver og Assyntområdet, som jeg glædede mig meget til at besøge. I det hele taget, får man talt med mange forskellige mennesker, når man sådan rejser med bus og tog, cykler og går omkring. Det er alle tiders måde, når man er alene på tur. Hvis man er 2 eller flere, vil der altid være en der ikke gider vente, eller ikke er interesseret.
 
Da vi stiger i bussen igen, for den videre tur nordpå, bliver jeg meget overrasket. Jeg hører  det danske sprog. Og sørme om der ikke sætter sig 4 danskere bag mig. Så går snakken om min tur og deres tur og at de skal af i Elphin lidt syd og før vi når Inchnadamph, hvor jeg skal af. De skal bo på et B&B, hvor de bl.a. vil prøve at komme ud til nogle underjordiske huler der ligger ved Elphin. 
Jeg fortæller dem, at jeg også skal finde nogle huler, men ved Inchnadamph. Hyggeligt møde, hvor jeg ikke kan slippe for at høre lidt fra det gamle land, som jeg næsten har glemt eksisterer, selvom jeg af og til ringer hjem og sender postkort. Men nu bliver jeg jo mindet om landet, hvor jeg synes meget er ad helvede til, og hvor der snart er så røvsygt at leve, at det er til at brække sig af. Al den såkaldte danske velfærd, som er ved at kvæle alt og alle i love og regler og egoisme. Da de stiger af, ånder jeg på en eller anden måde op! 

Efter området ved Elphin, er der ikke langt til Inchnadamph. Desværre ser vejret ikke for godt ud fremme i horisonten. Jeg kender nu udmærket, hvordan det ser ud når der er regn i vente. Endnu skinner solen, ud over den dejlige bustur  jeg har haft. Ude til venstre kan jeg se de berømte bjerge Canisp, Beinn Gharbh og Suilven (opkaldt efter norsk, som betyder søjlen), for bjerget er som en klippesøjle i landskabet, højt og meget stejlt, 731 meter. Jeg giver tegn til chaufføren om at jeg vil af ved Inchnadamp Hostel og lidt efter står jeg ved floden, der løber forbi hostellet og går i let regnvejr op mod et stort hvidt hus i 2 etager, der ligger smukt, her ude i de øde Inchnadamphbjerge.
   
I min planlægning inden turen, kunne jeg ikke få plads på dette hostel, da det var optaget af et selskab. Da jeg ligeledes oprindeligt, havde regnet med telt nogle steder på min tur, havde jeg aftalt med Chris på hostellet, at jeg kunne slå mit telt op ude på græsset ved hostellet. Da jeg allerede efter en uge, droppede mine planer for teltbrug på hele turen, var jeg nødt til at satse på, at jeg alligevel kunne få plads, hvis der var nogle afbud. Jeg havde tidligere på min tur ringet til Chris, og han havde oplyst, at der var afbud og at jeg godt kunne få en seng for 3 dage. 
Så jeg var spændt på om det stadig var muligt. Ellers ville jeg være på den, da jeg ikke kunne sove udendørs. Da jeg trådte ind ad døren var her mange unge mennesker i den fælles opholdstue, hvor også indskrivningskontoret var. Med lidt besvær fik jeg personalet overbevist om at jeg havde en aftale med Chris og jeg fik anvist mit værelse oppe undertaget. Jeg var meget heldig, for jeg fik et eneværelse, fedt! 

Bagefter gjorde jeg klar til den tur jeg ville gå over middag og om eftermiddagen sydpå langs floden Traligill og de spændende huler og grotter der gemmer på de underjordiske floder. Jeg fik også vasket lidt tøj. 

Vejret var heldigvis blevet bedre, regnen var stoppet og der så lidt blå himmel. Men så gik det også af sted ad grusvejen bag om hostellet, op langs River Traligill indtil vejen drejede til højre og krydsede bifloden til Traligill, Allt Poll an Droighain. Vejen slyngede sig i let stigning op langs Traligill. Til begge sider rejser der sig en mængde imponerende bjerge. På min højre hånd sås igen Suilven, Canisp, Beinn Reidh, Beinn Garbh. Bagude, ned mod Inchnadamph kunne jeg se Loch Assynt med de fjerne bjerge på den anden side, Spidean Cornich og Quinag. 
På min venstre hånd fulgte de prægtige bjerge Beinn Uidhe, Beinn an Fhurain, Conival og Ben More Assynt mig på vej, med deres toppe indhyllet i tåge og regn. Det utrolige regnfulde vejr, jeg hidtil havde måttet finde mig i, betød, at jeg som oftest ikke kunne se toppene på bjergene. De var altid indhyllet i skyer og tåge. Men det er der jo ikke noget at gøre ved, så det er med at nyde alle de andre fantastiske synsindtryk den mageløse skotske natur byder på.  

Et stykke oppe ad vejen, gik den over i en sti, der bugtede sig mellem de grønne dalsider og med de allesteds nærværende små kaniner fistrende rundt mellem der små huller i græsset. Et stykke fremme forsvinder floden pludselig af syne, eller man kan sige at den faktisk kommer frem fra klippegrunden, fra sit underjordiske løb over ca. en halv kilometer. Lige inden tilstrømmer der en anden mindre flod Allt na Glaic Moire, der har gravet sig ned i klippegrunden og formet et forrevet flodløb, der slynger sig malerisk mellem skæve spidse klippeformationer og store klippestykker.  
  
Jeg kom forbi en lille skov og så ca. 500 meter efter drejede stien ind mod grotterne, hvor floden Traligill kunne både ses og især høres. Hulerne var ikke så store men alligevel frygtindgydende, for der er ingen form for afspærringer, så hvis man ikke passer på, kan man let glide eller falde ned ad de stejle grottesider og styrte ned i det iskolde frådende flodvand nede i grotten. Så er man færdig, det ville betyde den visse død.

Jeg vovede mig ned ad de stejle glatte sider, med fugtige alger og lav der klæbede til klippen. Egentlig et hasarderet foretagende, men meget meget spændende!! Floden frådede og buldrede og brusede af sted med enorm hastighed nede i bunden af grotten. Huh! Det var noget der kunne isne mit blod, at stå så tæt på den visse død og mærke den uigenkaldelige skæbne, hvis man gled og røg på røven ned der. Man ville lynhurtigt forsvinde skrigende ned i det sorte gab i grotten og på få sekunder blive smadret mod de underjordiske klippekanter dernede. 
Man har dykket, hvis man kan sige det, ned i strømmen her, på et tidspunkt, da der ikke var ret meget vand i flodløbet. Ved hjælp af reb havde man kunnet undersøge flodløbet længere inde og fundet knogler af både mennesker, får og kronhjorte og sågar bjørneknogler, som dog er fra efter istiderne. Men spændende er det også bare at stå her og mærke suset.

Floden Traligill styrter altså her ned i klippegrunden under bulder og brag. Men længere oppe ad stien ligger der 3 andre grotter, hvor der også løber andre mindre underjordiske floder nede. Jeg gik op mod disse, der ligger oppe ad en stejl stigning. Vejret var nu blevet varm og dejligt, men ikke hvor vinden kunne blæse frit. Den føltes meget kold.
 
Efter at have kikket i disse grotter, besluttede jeg, efter at have kikket på mit kort, at jeg ville søge stik syd på og op til bjergsøen Loch Mhaolach-coire, som bl.a. giver vand til alle de underjordiske floder i grotterne. Det blev en lang anstrengende vandretur op ad en smattet ufarbar sti, der løb mellem små og store tørvebakker og klippeformationer og knæhøj lyng. Så stien var svær at følge og jeg måtte hele tiden søge den rette vej. Men på kortet kunne jeg se, at retningen bare skulle holdes i lige linie op mod bjerget Beinn nan Cnaimhseag, så ville jeg ramme søen. 

Endelig så jeg søen ligger der i solskinnet som en sort juvel mellem de grønne og sorte lyngplanter og de grå skyer og med udsigt vestpå mod bjerget Suilven. Ved søens nordlige ende, hvor vandløbet, der afvander søen, bryder igennem landskabet, fandt jeg et sted at sidde i dette øde og golde landskab. Jeg tog støvlerne af og satte mine varme fødder ned i det krystalklare vand. 
Her var rart at sidde og spise lidt mad og drikke varm te. Selv om jeg nu have rejst i ca. 22 dage gennem Skotland, følte jeg stadig en umådelig opdagelseslyst og følte mig slet ikke træt af at gå alene for mig selv og ofte ikke have nogen at dele mine oplevelser med. Ensomheden og stilheden, den grænseløse frihed til at gøre lige hvad jeg havde lyst til er noget som vi mennesker i vor hektiske hverdag ikke kommer til at opleve, hvis vi ikke tør gøre det jeg nu er i færd med. Finde sig selv i en naturlig forståelse med naturen og det at leve på dens præmisser, i alt fald et godt stykke hen ad vejen. 

Efter mit hvil, gik turen opad i et langt træk ad en rute uden stier og hvor jeg måtte hoppe over vandløb og vade gennem små moser og klavre over klipper og bakker. Det var en anstrengende tur og meget varmt selvom vinden stadig var iskold. Men en dejlig tur, bare det at gå og gå, ikke tænke på andet, end at finde den bedste og nemmeste vej op, føle sin krop arbejde, hjertet slå og glæden brede sig ud i hver en fiber af mine muskler. Jeg sang og nynnede af bar livsglæde. Det kan egentlig ikke beskrives bedre, tror jeg. Man skal prøve det, denne vidunderlige følelse af enkelhed og forudsigelighed i det at gå og gå og bare koncentrere sig om at bevæge ben og arme. Hjernen bliver dejligt afklaret. Ja, det giver en følelse, som at vandre op i himmeriget. 

Udsigten var helt fantastisk oppe nær toppen af bjergmassivet som også hedder Breabag. Oppe ad min rute stødte jeg på små vandhuller, der så bundløse ud og som flere steder havde forbindelse til de underjordiske floder. Nogle steder var der ikke vand i disse huller, så her sivede vandet ned i undergrunden. Klipperne her er af en blød art kaldet torridon sandsten og overfladen er mange steder forvitret af frost og vind og har dannet pudsige små klippefigurer og stenformer. Stenene er lagdelt og man kan være heldig at få skilt en sten ad, ved at banke den mod de andre klipper og måske finde et fossil. Jeg gik en del rundt og ledte efter nogle interessante sten, som måske kunne indeholde et fossil, men jeg fandt dog ikke noget. 

Men her var meget koldt, da vinden her blæste kraftigt og afkølede min svedige krop, så det føltes iskoldt under jakken. Så lidt efter begyndte jeg min vandring i retning mod højre, ned af bjerget. Min agt var at gå over mod bjerget Conival og der neden for dets fod finde dalen Gleann Dubh´s udspring. Her ville jeg så følge floden Traligill tilbage mod Inchnadamp, nede i flodens dybe leje i slugterne. 
På kortet kunne jeg godt se, at det ville blive en meget lang tur og ad en rute, hvor der ingen stier er og hvor jeg ikke ville vide på forhånd hvor vanskeligt det ville blive. Retningen og at fare vild, var jeg slet ikke bange for, da terrænet og kortet er nemt at overskue og læse, så man kan finde den rette vej. 
Så af sted ned ad bjerget gik det, hvor jeg hele tiden skulle passe på ikke at falde eller glide i det våde græs, lyng og tørvejord eller en lumsk sten eller klippeknold, som jeg ikke kan se i lyngen. Mange gange må jeg jo hoppe fra bred til bred af små vandløb og huller og risikoen for at falde eller vride om på foden eller i knæet er stor. 
Flere gange måtte jeg gå små omveje for at finde et sted at kommer over et bredt vandløb, eller finde en bedre rute ind over små stejle bakkedrag og klippeformationer. Men det var en dejlig tur ned ad mod Cuil Dhubh, som er en lille smal sø med nogle små vandløb tilknyttet.
 
Jeg nærmede mig en stejl skråning i retning mod Beinn an Fhurain, som måtte være der bag, at dalen Gleann Dubh begyndte med floden Traligil i dens bund. Pludselig oppe til højre på de enorme skråninger af bjerget Conival, så jeg nogle store flokke af kronhjorte, der var ca. 40 – 50 stykker, de søgte føde i ro og mag, men alligevel, selv om der var stor afstand, så de mig gå længere nede ad skråningen og så gik det ellers i galop op ad bjerget mod højre, hannerne brølende deres advarsler ud. En prægtig naturoplevelse, at se disse stolte dyr løbe og hoppe elegant og ubesværet opad klipper og stenskråninger.
 
Jeg asede op ad skråningen og kom op til et flot syn ud over dalen og ned mod Inchnadamph. Men her på kanten var det alt for farligt at klatre ned, så jeg gik videre på den venstre kant af dalen, indtil jeg kom til et sted som jeg vurderede nok kunne lade sig gøre, at klatre ned ad. På mit kort kunne jeg se, at der på den højre side af dalen og nede ved floden gik en sti, som førte langs floden ned til Inchnadamph. Men det krævede at jeg kunne komme ned til floden og komme over et sted. Jeg klatrede ned til flodens bred og gik videre med noget besvær mellem klipper og sten på jagt efter et sted hvor jeg kunne kommer over floden. 

Endelig Kunne jeg kommer over, ved at balancerer og hoppe over nogle klippeblokke ude i floden. Stien lå lige på den anden side og nu gik det lidt nemmere ned ad langs floden. En vandstær fløj op og piskede ned af floden, få centimeter over det brusende vand. Her var utroligt dejligt, solen skinnede og sceneriet var betagende. De grønne flodbredder og græsskråninger op mod dalens øverste kant og de mange bugtninger og små vandfald i flodens løb. Klippefremspring og klippeknolde betød, at stien bugtede sig ind og ud, op og ned, så jeg hele tiden kunne få nye synsvinkler og udsyn over natursceneriet.
 
Vandreturen ned ad flodens bredder blev meget lang og stoppede først da jeg nåede stedet, hvor floden forsvinder ned i de underjordiske huler. Herfra gik det tilbage til mit hostel, ad samme rute som jeg kom op. Denne dag nød jeg i fulde drag, godt vejr og igen en dag med mange nye indtryk af Skotlands natur.

Tilbage på hostellet, fik jeg lavet lidt mad, selvom hele hostellet var fyldt op af unge mennesker, der havde undervisning i fællesrummene og også brugte køkkenfaciliteterne flittigt. 
Det viste sig at være studenter fra et privat universitet i Edingburg, der var på en ugelang ekspedition i Inchnadamphbjergene, hvor de studerede geologi. Men de var høflige og rare unge mennesker, der ikke larmede meget, selv om de spillede musik både på et stereoanlæg og med deres egne medbragte musikinstrumenter. 
En sjov ting var, at de næsten kun spillede Pink Floyd musik på anlægget. Nu elsker jeg selv den musik, så det var egentligt fedt, at sidde blandt disse livsglade og hyggelige unge mennesker i fælles opholdsstuen, når de ikke var til undervisning og høre god musik, læse lidt i de bøger og hæfter der lå, hvoraf mange bøger var flotte bogværker om naturen, bjergene og historien i Skotland. I morgen vil jeg tage en afslapningstur til Lochinver, med Tim Dearmann bussen, som jeg også kom her til Inchnadamph med.

Næste afsnit:

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg efter opholdet i Garve kommer med den eneste busrute nordpå, som "coaches" af Tim Dearmann Coaches (busoperatør). Målet er Loch Assynt og Inchnadamphområdets bjerge. Her skal jeg bo på Assynt Lodge Hotel, hvorfra mine vandringer i bjergene skal udgå. 

Fotos fra den del af rejsen er delt op i 3 fotoalbums.
Sutherland 1, Sutherland 2 og Sutherland 3.

Fotoalbum nr. 1 har fotos fra rejsen fra Torridon over Achnasheen til Garve og opholdet her. Desuden fra rejsen til Inchnadamph og fotos fra opholdet og bjergvandringerne her.

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der et afsnit af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i Inchnadamphområdet.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Link til side med oplysninger fra området Torridon og Achnasheen:

http://www.achnasheen.uk.com/

Link til The Studio, Susan Plougmann, sølvsmedie i Achnasheen:

http://www.studiojewellery.com/

Link til side fra Garve/Rogie Falls:

http://tinyurl.com/ydvnw4

Link til side med Vandring, klatring, vandreklupper m.m:

http://www.outdooraccess-scotland.com/default.asp?nPageID=198

http://www.mountaineering-scotland.org.uk/feature/assynt.html

Link til side om Ardwreck Castle/Loch Assynt:

http://www.scotland-inverness.co.uk/Chatelaine/ARDVRECK.HTM

Link til side fra Loch Assynt og Inchnadamph:

http://www.assynt.info/

http://tinyurl.com/y9voep

http://www.theclearances.org/clearances/parishes.php?parishid=3

Søndag morgen og ned i spisesalen, med breakfast sammen med studenterne fra Edinburg. Udenfor pladrer regnen ned, hele verden er våd, diset og overskyet, øv. Nå af sted gik jeg ved 10-tiden op ad hjulsporet, som jeg fulgte i går, men i stedet for at gå til højre over floden Traligill, tog jeg den venstre smalle sti op mod nordøst.
Stien stiger stejlt opad, på højre side af bjerget Cnoc an Droighinn, et stykke over floden Allt Poll an Droighinn, som kommer oppe fra bjergsøerne Loch nan Cuaran og Loch nan Caorach og bjergryggen bag bjergtoppen Beinn an Fhurain. Landskabet er meget vildt og øde her, selv om jeg  kun har gået ca. 1,5 km.
Stien stiger og stiger opad, de er en lang og anstrengende start, men jeg har det fint, ingen smerter eller træthed, kroppen arbejder fortrinligt. Men varmt er det inden under regntøjet, jeg sveder som et svin. Endelig kommer jeg op hvor det flader en smule ud ikke langt fra toppen af Cnoc an Droighinn bjerget.

Efter et stykke tid kommer jeg pludselig til et ”shelter”, et lille læskur, lavet af et par brædder med tørv og sten hen over. Her kan man lige få røven ind og sidde lidt i læ for vind og regn. Der er heldigvis ikke så meget vind i dag. Så jeg sætter mig ind og drikker lidt te, spiser lidt og nyder udsigten op på de disede og tågede bjergrygge, der fylder mit synsfelt hele vejen rundt. Kun mod nord, som er den vej jeg skal videre, er der lidt mere frit syn, mellem bjergene Beinn Uidhe til højre og Glas Bheinn til venstre.

Efter denne hvilepause, gik det videre ad stien, der lidt efter gik nedad mod Loch Fleodach Coire. På min højre hånd opdager jeg en sti der går skarpt til højre nedad. På kortet kan jeg se, at det er en lille sti, der fører ned til søen Loch nan Cuaran. Her skal jeg ikke, selv om stien kan ses langt ned og lidt op ad bjergryggen, inden den forsvinder bagved hvor søen ligger. Jeg kommer nu frem til et fladt bakket tørv  - og hedelandskab, der er meget mudret og glat og ufremkommeligt. Stien forsvinder næsten omgående, man kan ikke se den entydigt. Men langt fremme og ved at bruge kortet, kan jeg se og også regne ud, at søen Loch Fleodach Coire må ligge. På kortet er der aftegnet en bred flod, der løber ned fra en højereliggende sø, neden for toppen af bjerget Cnoc an Droighinn.

Efter at have passeret nogle mindre søer og vandhuller, kan jeg nu se  søen Loch Fleodach Coire. Oppe til højre, tårner bjergmassivet Beinn Uidhe sig med sine stejle og forrevne skråninger op i regntågen og skyerne, der hænger lavt og bølgende som blafrende slørede gardiner. På billederne, kan man se tågen og skyerne vælte sig ind over bjergkammen ved Conivalbjerget og på få minutter indhylle alt i en uigennemsigtig tåge.
Men alligevel er her umådeligt smukt, men også gysende uhyggeligt. Her er helt øde, ikke en sjæl at se, kun de endeløse bjerge, regnen der siler ned og stilheden! Ikke en lyd, kun vandets rislen og pludren i vandløbene bryder stilheden, men denne lyd hører simpelt hen med til billedet af lydspektret jeg fornemmer og derfor opfattes det ikke som støj, men som en slags forstærkning af stilheden. Jeg føler mig meget meget lille og ydmyg, her helt alene, langt inde i disse barske og vilde Inchnadamph bjerge.

Min drøm om at kunne vandre i disse øde egne, alene og fri for alle verdslige bekymringer og tanker, er nu gået i opfyldelse, jeg er midt i virkeligheden og vinden, luften, regnen, vandet, fugten, tågen, kulden, lugten, friskheden, stilhedens lyde, ja, alt det suger jeg til mig og håber jeg aldrig vil glemme disse basale sanseindtryk, håber at de altid vil følge mig og give mig trøst og håb, når jeg er ked af det og sørgmodig, som jeg jo ofte er. Denne vidunderlige hårde tur i bjergene, er som medicin til min psyke og intellekt.

Når jeg kommer hjem til galeanstalten Danmark, kan jeg mindes og drømme og håbe på igen, at kunne finde mig selv, på en vandring i naturens øde men utroligt givende univers.

Jeg nærmer mig nu søen, hvor den brede flod mod venstre, afvander søen. Da jeg kommer derhen, kan jeg se, at det bliver utroligt svært, at komme over. Men jeg skal over her, det er eneste mulighed, ellers skal jeg gå en kæmpe omvej uden om søen, gennem mose og vand. 

Floden er omkring 20 meter bred og forbavsende dyb. Det må skyldes den rivende strøm. Der ligger nogel store klippestykker fra bred til bred, men de er helt overskyllet af vandet. Man har tømret en slags ”hønsestige” og lagt den over stenene, men den er knækket, brudt i stykker. Da jeg står nede ved den kan jeg se at træværket er fedtet og glat og jeg ved fra tidligere, at stenene også er som brun sæbe nede under vandet. Jeg går lidt frem og tilbage og vurderer om jeg tør gå over. Jeg er faktisk skræmt fra vid og sans.
På billedet ser det faktisk fint og idyllisk ud og ikke spor farligt. Men jeg kan godt sige jer, at da jeg stod og kikkede der, var jeg klar over, at her kunne det utroligt nemt gå galt. Men jeg ville opgive nu, jeg ville videre, så jeg tog godt fat i mine vandrestokke og brugte dem som en slags ekstra ben og arme. Jeg nærmest kravlede ud, ved at flytte en hånd og et ben ad gangen. Støvlerne gled hele tiden og jeg måtte flere gange tage fat med begge hænder og ned på knæ og jage et ben ned i vandet for ikke at trille ned i strømmen. Det står som et under, at jeg kom over, jeg blev kun lidt våd på benene, for mine goretex regnbukser og gode støvler holdt det meste vand ude.

Det tog lang tid at komme over og mine nerver skreg højt inde i hovedet hele vejen over. Hold kæft hvor var jeg bange! Hvis jeg røg i vandet, var der så dybt, at jeg ville blive gennemblødt og måske også slå mig eller forvride noget. Endvidere ville jeg have besvær med at komme op igen og måske drive med strømmen. Min rygsæk ville også blive våd og jeg ville stå ca. 10 km. alene inde i de øde bjerge, uden tørt tøj, i kulde og regn. Det ville virkeligt betyde en meget stor fare for, at jeg ville omkomme af kulde og udmattelse. Husk på, jeg er jo stadig en noget uerfaren bjergvandrer i den sammenhæng. Så mit forehavende var så absolut ultimativt.
Enten gik det godt eller også ville det se sort ud. Sikke et valg at tage, men jeg måtte gøre det, hvis jeg ville videre. Jeg kom endelig over og mine nerver kunne falde lidt til ro…puuha! For en oplevelse. Jeg tog mig noget at drikke medens jeg sundede mig lidt.

Da jeg kikkede op mod højre kunne jeg svagt ane en tynd sti op mod Beinn Uidhe bjergmassivet. Jeg begav mig på vej opad. Stien var meget glat og mudret og næsten umulig at følge og lidt efter mistede jeg orienteringen og kunne ikke finde stien igen. Men jeg kunne se på mit kort, at hvis jeg gik opad mod højre, kunne jeg senere følge en slags klippehylde, der gik oppe og hen langs skråningen af Beinn Uidhe bjerget.
På kortet ville den føre mig mod nord, hvor jeg på et tidspunkt burde kunne få øje på en sø på min venstre hånd, kaldet Loch Bealach ne h-Uidhe. Medens jeg stod og kikkede op mod den retning, kunne jeg se skyerne og tågen vælte ned oppe fra bjergryggen ved bjerget Glas Beinn ned mod bjergpasset og passagen.

Et øjeblik efter var hele sceneriet væk, forsvundet i en tyk tåge af dis og regn. Skrækindjagende og en af de værste ting der kunne ske mig. Tæt tåge i dette terræn, ville virkeligt betyde problemer. Stien var væk, jeg havde kun mulighed for at finde vej via synet og genkendelige punkter. Tågen ville ødelægge dette og jeg ville blive nødt til at finde tilbage, hvis jeg i det hele taget kunne det. Av!

Men gennem tågen og skyerne kunne jeg ane at der var noget lyst bagved, så måske ville det klare op eller tagen ville forsvinde længere ned bag mig og under mig, ned mod søen og floden jeg havde krydset. Jeg besluttede at gå videre opad. Det blev en lang udmarvende klatretur op ad den stejle smattede sti. Tågen drev ned mod mig, men svingede pludselig ved vindens hjælp op mod højre og drev op over bjergryggen foran bjerget Beinn Uidhe. Jeg kunne nu igen se fremad og opad.

Endelig kom jeg op til bjerghylden, der strakte sig hen langs skråningen. Her løb en grusom masse vand ned i hundredvis af strømme, små søer og vandhuller fulgte klippehylden som perler på en snor. Ved en lille sø, standsede jeg og fik lavet mig lidt te og spist lidt mad, medens jeg betragtede omgivelserne. Her var mageløst smukt! De grå og grønne klipper lå hulter til bulter alle vegne. De var dækket af lav og alger i alskens farver og mønstre, lyng, lav og mosser blomstrede i mange kulører, hele spektret af grønne nuancer bredte sig ud for mit blik. Det hele spejlede sig i det klare rene vand. Her var helt ubeskriveligt dejligt at være, trods lidt vind og regnen, der silede stille ned. Og igen stilheden og det rislende vand…ooooh, at være en vandringsmand!!
    
Efter denne dejlige oase på min vej, gik jeg videre opad langs skråningen og endelig kunne jeg se den sø der skulle ligge nede til venstre. Så vidste jeg hvor jeg var og gik nu opad skråningen for at finde stien igen, men der var den ikke. Så tilbage nedad igen og så kunne jeg pludselig ane den. Den var ikke tydelig, men jeg kunne se, at andre mennesker havde gået her før og der var nogle sten, som bar præg af, at de var lagt af menneskehånd. Desuden kunne jeg ud fra kortet se, at hvis jeg gik op mellem de to bjergrygge fra Glas Beinn og Beinn Uidhe, som mødtes i bjergpasset langt oppe, kunne jeg ikke gå helt galt.

Så nu begav jeg mig på vej opad denne stigning mod bjergpasset, som jeg kunne se på kortet måtte ligge mellem to store klippeknolde på hver sin side af passet. Jo længere jeg kom op, jo mere regnede det og vinden tog kraftigt til. Jeg var nu oppe i ca. 700 meters højde og her var helt bart og barskt. Vinden susede op bagfra og da jeg nåede et godt stykke op kunne jeg pludselig mærke, at jeg frøs frygteligt bag på benene og røven og det nederste af ryggen.
 
Jeg havde nu aset mig op ad det ene bjerg efter det andet i flere timer og mit svedtransporterende undertøj havde transporteret al  min sved ned i underbukserne og de lange underhylere, sådan at mine bukser var gennemblødte. Den iskolde stærke vind afkølede mit svedvåde tøj hurtigere end jeg kunne producere varme i kroppen på. Jeg var klar over, at jeg måtte se at få løst det problem med denne isnende kulde bag på. Det kunne give nyre og blæreproblemer senere, hvis jeg ikke fik noget tørt undertøj på inden under mit vinter/regntøj. Desuden var det stærkt ubehageligt at være pissevåd på røven og lårene, helt ned til knæene. Så jeg asede videre opad i fuld fart, jeg håbede jeg kunne finde læ, når jeg var kommet over passet. 

Endelig nåede jeg passet, her var ikke nogen egentlig sti men et bredt bælte af små klippeblokke og millioner af skærver og sten. Her var modbydeligt barskt at være, kraftig vind og regn, bølgende skyer og tåge og mørkt, så mørkt. Her var jeg virkeligt uden for al landsens lov og ret. Oppe i passet kunne jeg se ned ad de stejle klippeskråninger, se noget af en smal til længere nede. Men sceneriet var uhyggeligt skræmmende. Nede ad skråningerne var der et utal af store sten, klipper, klippeknolde, en mængde vandløb og frem for alt mørkt. Det var som at kikke ned i en sæk, som om sækken stod åben og sagde til mig: kom kun nærmere, kom nærmere, kom ned i min sæk… og haps! så ville sækken lukke sig om mig. Men det var herned jeg skulle.

Jeg kunne ikke rigtig se ud fra kort i hvilken retning jeg skulle gå, så jeg måtte håbe på at stien var til at følge og ikke forsvandt for mig. Jeg frøs ad helvede til bag på, så det satte skub i mig. Ned ad bjergskråningen måtte jeg. Langt fremme ude i disen kunne jeg se nogle bjerge, som jeg måske på kortet kunne tyde til at være Leitir Dhubh, Stack of Glencoul.

Turen ned ad bjerget var noget af det mest skræmmende jeg nogensinde har været ude for. Her var så mørkt, som om det var aften, terrænet uvejsomt og vanskeligt at gå i, glat og mudret og stien slog store bugter og gik op og ned. Da jeg kom ned for foden af bjergskråningen, skulle jeg ifølge kortet, følge stien hen langs bjergskråningen. Men der gik ikke lang tid før jeg tabte orienteringen igen, stien var væk, jeg kunne ikke finde den. Ned her i ”sækkens dyb” var det ikke til at se ret meget. Jeg kunne slet ikke genkende nogle træk i landskabet og sammenligne med kortets angivelser. Av, min arm! 
Nu følte jeg mig temmelig rådvild og meget nervøs, for her på dette sted var jeg virkeligt væk fra alting, vel omkring 15 kilometer bjergvandring fra alle de nærmeste steder med en vej eller mennesker. Jeg glemte helt at skifte til tørt undertøj. Jeg var nu meget bange, for jeg syntes ikke jeg kunne finde hoved og røv i retningen. Jeg standsede op og tog nogle dybe åndedrag og kikke mig om længe.
Jeg tog en beslutning om, at den mest sandsynlige retning ville være skråt ud mod højre, antagelig nordøstlig retning, i hvert fald i forhold til bjergskråningen og bjerget bag mig, som måtte være Glas Beinn bjerget. Jeg havde læst, at hvis man farer vild, skal man bare gå nedad mod dalene eller de laveste områder i bjergene. Men her var sgu´ ikke nogen dal og området var et sammensurium af klipper og slugter og vandløb og små og store søer, som ikke var til at genkende fra kortet. Jeg besluttede at prøve at finde stien igen.

Først gik jeg op ad skråningen, en øvelse, der var utrolig opslidende, for her var mudret og glat, fuldt af sten og klipper, klippesprækker og vandløb og vandhuller. Jeg skulle også passe på ikke at tabe den overordnede orientering jeg havde valgt at følge tidligere. Jeg gik og kravlede opad i lang tid, søgte lidt frem og tilbage, men ingen sti at se. Jeg gik videre fremad, men nu ikke længere opad, så langt oppe burde stien ikke ligge. Jeg valgte dog at klatre op på en høj klippeknold, hvor jeg håbede at kunne se stien, men nej intet at se. Ned igen og videre fremad, men nu en nedad søgende efter tegn på sti… ingenting, kun spor af kronhjorteveksler, som førte hid og did.

Der var ikke andet at gøre end fortsætte skråt nedad. En udmarvende klatretur som tog lang tid. Men jeg blev ved, stædig som jeg var. Og pludselig kunne jeg langt fremme og langt nede se en tynd sti kravle op langs en klippevæg, nærmest over på den anden side af den slugt jeg moslede rundt i. Ad store omveje kom jeg derover og fandt stien igen og så gik det ellers af sted et stykke tid.

Men pludselig ved område med tæt lyng og tørvemudder forsvandt stien igen for mig. Det var dog satans! Jeg blev nærmest gal i skralden. Det kunne da sgu´ ikke passe!! Men på den igen op og ned af skråningen, frem og tilbage et stykke tid. Men så opdagede jeg pludselig 2 søer der lå tæt sammen, på kortet kunne jeg finde dem, jeg troede helt sikkert det var disse 2 søer jeg kunne se visuelt. Mellem disse to søer, kunne jeg på kortet se, at stien skulle gå, for umiddelbart derefter at gå skarpt til venstre.

Så mig af sted i den retning. Da jeg nåede frem til søerne kunne jeg nu på kortet se at det måtte være dem jeg havde fundet og jeg fandt med det samme stien der gik ind mellem nogle kæmpe klippeblokke, der adskilte søerne fra hinanden. Bingo! Ligeledes kunne jeg ud fra kortet og det sted jeg stod ved, se, at jeg faktisk havde fuldt min beslutning om retningen fint. Den passede med kort og terræn. Jeg har for øvrigt altid været god til at finde vej, jeg har en indre retningssans, som sjældent svigter mig. Hold kæft hvor blev jeg glad og opstemt. Jeg kunne sgu´ finde vej, jeg var slet ikke så ringe endda!!
Her var en del læ for vinden og regnen, som stadig silede ned. Så jeg tog en rask beslutning, af med alt mit tøj, det hele, sokker underbukser… og så stod jeg der ude i nowhereland kun iført min regnhat og bar røv. Jeg må have været et syn for guder..!! Hurtigt fik jeg mit tørre undertøj på, tørre sokker og det øvrige kluns på igen. Men denne gang draperede jeg alt undertøj forneden uden på det yderste lag jakke og regntøj, sådan at sveden ville sive udvendigt ned bagpå. Det var lækkert at få tørt tøj på!

Dernæst drak jeg te og drak en tår whisky, spiste mere mad, bananer og chokolade. Her var dejligt, ved søerne. Regnen lavede en appelsinskalsoverflade på søernes vand. Men kors hvor man føler sig øde og forladt. Jeg pakkede sammen og begav mig ad stien, frisk og frejdig og i godt humør, jeg følte at jeg ligesom havde overvundet en krise og nu kunne der ikke ske mig noget. Men jeg skulle bare vide…. Mit mål var jo at finde op til det enorme vandfald Eas a Chual Aluinn.

Det var nu et stykke ud på eftermiddagen, og nu gik det  fremad i godt tempo, stien svingede ganske rigtigt skarpt til venstre og fortsatte op ad en bjergryg, hvor jeg havde et flot udsyn mod nordøst og bjergene omkring Glen Coul, bl.a. Leitir Dhubh og Stack of Glencoul. I det fjerne kan jeg se nogle tynde vandløb eller mindre floder der styrter ned i dalen ved Loch Beag og floden Abhainn an Loch Bhig. Jeg kan også ane vandspejlet af søen Loch nan Caorach omme bag bjergryggen, der går op til bjerget Stack of Glencoul. 
 
Regnen begyndte desværre, at blive værre og værre. Den væltede ned og de mørke skyer jog forbi lavt hen over hovedet, sådan føltes det, jeg var jo også højt oppe. Derfor tror jeg regnen var så kraftig. Heldigvis var stien nu lettere at følge. Men en syndflod af vand og tørvemudder måtte jeg vade igennem. Stien ville igen dreje skarpt mod højre og på kortet så det ud som om jeg skulle krydse den  brede flod som forsyner det mægtige vandfald, som er mit mål.
 
Store klippeknolde og stejle klippevægge skal nu pludselig forceres, jeg må nærmeste klatre nogle gange og stien er svær at følge, for man skal gå på klippegrund og så kan man ikke se fodspor eller stien. Men pludselig kom jeg rundt om en kæmpe klippeblok og så den store flod styrte sig ned højere oppe fra bjergmassivet. Her var store kræfter på spil. Vandet brølede og fossede ned mellem store klippeblokke, sprøjtede rundt i store kaskader.

Regnen styrtede ned og blæsten fløjtede rundt om klipperne. Jeg skulle nu passe på ikke at ryge i floden. Jeg klatrede over på en klippeblok ude i strømmen og herfra kunne jeg med støtte af mine vandrestokke få fodfæste på en stor sten og balancere over på den. Herfra hoppede jeg over på flodbredden, som bestod af skarpe klipper, der steg stejlt op mod en mere plan kant. Deroppe kunne jeg se ned ad floden og op og ned ad klippeskråningerne på begge sider. Jeg kunne ane stien et stykke oppe ad skråningen, den fulgte terrænet op og ned.
Jeg vidste nu, at der ville være ca. 1,6 kilometer ned til, hvor vandfaldet skulle være. Jeg gik af sted…dvs. gik og gik.. Nej jeg nærmest gled og sejlede af sted. Det var næsten umuligt at gå der. Terrænet bestod af dybe huller og klippesprækker, dybe slugter og stejle klipper man skulle klatre op ad eller uden om. Hele tiden var der også små moser med vandhuller og mudrede bredder og skrænter.

Det blev en hård tur, mine støvler og bukser blev smurt ind i sort tørvemudder alt medens regnen væltede ned og sammen med den stærke vind, var det også koldt, højst 7-8 grader. Men så pludselig hørte jeg barnestemmer? Heroppe i det terræn? Ja sørme, lidt fremme så jeg 2 voksne og 2 børn, der også kæmpede sig vej frem i terrænet. Jeg indhentede dem lidt efter og de fortalte, at de kom ude fra den vestlige side af bjergene, hvor hovedvejen A894 løber. Det er ca.12 – 13 kilometre væk.
Børnene lignede druknede mus og de så ret så sure ud eller også var de trætte. Det var da vist også noget af en tur de var på, for de skulle jo også tilbage igen. Jeg overhalede dem og fortsatte ned langs den mægtige brusende flod. Sceneriet var så enestående vildt og barskt, jeg gik flere gange ud på små klippeknolde ude i det brusende vand. Det var spændende og lidt farligt, men også utroligt flot, at stå og føle vandtes kræfter tordne forbi mig ganske få centimeter væk fra mine fødder og ben.
Her fik jeg de sidste varme te og lidt mad, siddende på en klippeblok med udsyn ud mod vest og havet. 

Jeg kunne nu både se og høre, at jeg nærmede mig vandfaldet, floden kastede sig vildere og vildere ned ad bjergskråningerne i store brusende vandkaskader. Men jeg skulle her passe endnu mere på ikke at glide og falde. Selv om jeg ikke røg i vandet, var terrænet så vanskeligt at gå i, at en forvridning af fødder og ben, sagtens kunne ske. Jeg kunne også slå mig frygteligt, hvis jeg faldt eller gled. Mine vandrestokke var simpelt hen uundværlige.

På billedet ses floden lige inden den styrter sig ud over klippekanten og falder ca. 225 meter ned i frit fald og rammer bunden nede i dalen. Billedet til venstre er fra internettet, hvor billedet her viser et tidspunkt på året, hvor der ikke er så meget vand i floden.

Jeg gik nu meget forsigtigt til værks, frem mod flodens vilde fald ud over klippekanterne. Her var ekstremt stejlt og glat ad helvede til. Her var også græs, som også var forræderisk smattet og glat. Tørvemudderet var ikke til at stå fast i, så jeg gyste af skræk, da jeg var ved at glide et par gange, da jeg steg ned ad det sidste stykke. Da jeg ikke turde gå længere frem, fik jeg kameraet frem og kunne her også få et enestående kik ud over afgrunden. Jeg er ellers ikke glad for højder, men jeg tog mod til mig og lænede mig ud over kanten og fotograferede ned i dalen og gik så længere til højre, hen til kanten af det brusende flodvand, der bankede ud over kanten. Hold kæft for en oplevelse!! Det var altså pisse farligt det jeg gjorde!! 
Det er svært at se på mine billeder, men i virkeligheden på stedet, var det skrækindjagende og blodet og pulsen galoperede af sted i mine blodårer. Jeg stod ikke ret længe der, det var simpelthen for farligt og skræmmende. Men sikken oplevelse, jeg kan stadig gyse af ubehag, når jeg tænker på dette sted i Inchnadamph bjergene, som så absolut var et af højdepunkterne på min tur til Skotland.

Jeg opholdt mig godt stykke tid på dette enestående sted og nød det overvældende sceneri med de rå og utæmmede bjerge og det skrækkelige vejr, der rasede omkring mig. Man kan måske undre sig over min betagelse af dette, men hvis man har kæmpet sig gennem dette landskab og så står og ser dette naturens skuespil, overgiver man sig til det og bliver på en eller anden måde opslugt deraf og føler sig i pagt med den.
 
Jeg listede forsigtigt rundt omkring flodens udfald ved klippekanten, lidt op ad floden igen. Jeg besluttede at jeg ville gå den store vej tilbage, som indebar, at jeg skulle gå ud mod hovedvejen, hvorfra familien jeg mødte også kom fra. Men der skulle jeg så gå uden om søen Loch na Gainmhich og sydpå ad en meget lang sti langs bjerget Glas Bheinns vestlige side, indtil jeg når Ardwreck Castle, som ligger ved hovedvejen mod Skiag Bridge og Lochinver.

Her er så nogle kilometers gang ad asfaltvejen til Inchnadamph Hostel. Det er en mægtig lang tur, men alternativet, med den uhyre vanskelige tur tilbage ad den rute jeg kom ad, hvor det igen ville indebære, at jeg skulle krydse den farlige flod ved søen inde midt i bjergene. Ruten ud mod hovedvejen, havde jeg også læst beskrevet som væsentligt bedre og tydeligere, end den sti som jeg havde fulgt med meget stort besvær tidligere på dagen.

Så jeg begav mig, stadig i regn og blæst op ad den 1,6 kilometer lange stigning til hvor stien skulle dele sig og jeg skulle holde mod højre og følge den nye sti opad mod søen Loch Bealach a´Bhuirich og bjergpasset mellem Glas Bheinn og Cnoc na Creige bjergene. Men det blev igen en hård tur tilbage opad stien. Ved forgreningen af stien fandt jeg let den højre gren, som allerede med det samme var tydeliger og afmærket med små stenvarder og i det hele taget var nem at følge. Terrænet var dog meget stejlt og stien slyngede sig mellem klipperne op og ned, så man skulle passe på ikke at falde.  

På billederne kan man se nogle af klippetyperne i Inchnadamph bjergene, Lewis Gneiss, Torridon Sandstone, Quartz, Fucoid Beds, Serpulite Grit og Durness Limestone. Efter at have gået opad og opad i lang tid og nydt det storslåede bjerglandskab, begyndte det at bedres i vejret, regnen holdt ind i mellem op, eller blev til let støvregn, vinden lagde sig lidt og turen ind over bjergpasset blev en dejlig gåtur, ja solen kikkede lige lidt frem, men skyer og dis tog hurtigt over igen.
Men regnen holdt stort set op her og jeg kunne bedre nyde udsigten fremad  og  ud mod vest, oppe fra passet. Man kunne, trods disen, se ud mod havet ved Eddrachillis Bay og de 2 mægtige bjerge Quinag og Sail Gorm. Efter passet gik stien stejlt nedad mod den nordlige side af søen Loch Bealach a´Bhuirich. Her var fantastisk smukt.

Stien gik lige ud til kanten af de stejle klippevægge, der brat falder ned i søens sorte vand. På den sydlige søside, rejser der sig direkte fra vandet, nogle enorme klippevægge. Disse sorte klipper knejsende op af det sorte vand, spejlingerne, den grå og blålige disede luft, gav et imponerede skue. Smuk tur ned mod og hen langs søen.
 
Lidt efter steg stien opad og hen langs foden af bjerget Cnoc na Creige og på det højeste punkt på den del af stien, var der læ for vinden og regnen var væk, så jeg fandt op på en klippeknold lidt oppe ad bjergsiden, hvor der var en fantastisk udsigt. Her fik jeg lavet te af det sidste vand på min gode termoflaske. Godt klaret at den kunne holde vandet varmt i så mange timer. Her var rart at sidde og slappe af, spise lidt mad og hvile de trætte ben. Jeg sad længe her og nød livet i fulde drag. Jeg spekulerede dog på, hvordan den sidste lange tur ville blive.

På kortet så stien ud til at være ok. Det var nu blevet allersidst på eftermiddagen og jeg begyndte min fortsatte tur fremad stien hvor jeg indhentede familien, jeg tidligere havde stødt på ved vandfaldet. De traskede af sted med faderen langt foran og børnene gående midt imellem og moderen noget bagude. Jeg håbede de nød turen, selv om det ikke umiddelbart så sådan ud.

Det sidste stykke langs floden Allt Loch Bealach a Bhuirich ned mod søen Loch na Gainmhich var noget uvejsomt, selv om stien var let at følge. To steder ved floden, måtte jeg sammen med familien, der nu var samlet, krydse floden. Det var ikke nemt for familien, især var børnene noget små til ar komme over med deres korte ben. Jeg der imod brugte mine vandrestokke og kom ret nemt over. Solen skinnede lidt her og der var helt læ. Stien gik helt ned til den sydlige ende af søen men var meget mudret og oversvømmet af vand.
Pludselig fløj der 2 vandstære op. De strøg ud over det blanke vand og satte sig på nogle sten lidt ude i søen. Her viste jeg familien disse fugle og forklarede lidt om deres levevis. Man kunne se dem stå ude på stenen og lave deres knæbøjninger og vip med halen, en adfærd der ser så sjov ud og som man altid kan kende dem på, hvis man ikke han se den brune fjerdragt med det højhvide brystparti.
Når man ser dem ved floderne, står de altid vippende og gyngende i benene, ude på en sten i det brusende flodvand, hvorpå de pludselig kaster sig ud i vandet og dykker ned og bruger vingerne som årer under vandet. Her fanger de små insekter og insektlarver. Det er utroligt at sådan en lille let fugl på størrelse med en solsort, kan svømme i disse rivende, brusende floder. I Danmark ser jeg dem hver vinter, vor de kommer på træk fra Sverige og Norge. De overvintrer så her i landet, for her fryser floderne sjældent til. Man kan altid finde dem ved BraheTrolleborg slotsmølle ved Korinth.

Efter at have ståen og betragtet fuglene lidt, gik jeg videre langs søen og op syd om den mod hovedvejen. Her skulle der gå en sti mod venstre, sydpå mod Ardwreck Castle. Det gjorde der også, og så var det ellers om at strække benene ud og komme af sted op ad en jævn stigning op mod foden af de stejle skråninger, der fører op til bjergryggen og bjerget Glas Bheinns vestlige side. Stien løber i ca. 200 til 300 meters højde og følger højdekurven ned sydpå langs bjerget.
På min højre hånd breder der sige et lavt bakket hedelandskab sig ud, med små søer, vandhuller, klipper og tæt lyng og græs. Men desværre begynder regnen her på den vestlige side af bjerget igen og endda i en hidsig udgave. Regnen pisker ned lige ind i ansigtet på mig.

Stien kan man nogenlunde se, men den er utrolig mudret og nærmest oversvømmet af vand. Det er altså utroligt hvad de støvler kan holde til. Jeg er stadig tør om fødderne, selvom jeg nu har gået i over 9 timer i ekstremt bjergterræn i et skrækkeligt vejr. Jeg aser og kæmper mig nu af sted ad denne meget vanskeligt passable sti op og ned af bakker og skråninger og utallige vandstrømme, små bække og vandhuller. Det er utroligt anstrengende og jeg kan nu mærke en stærk træthed og ømhed i hele kroppen. Jeg sveder som et svin, men føler mig alligevel klam og kold. Blæsten og regnen er altså streng og så er der ikke ret megen varme i luften. Men er her alligevel smukt på sin egen måde.

Stilheden en monumental, ud over mine våde schubbende skridt og lyngens huiitchh mod mine støvler og regnbukser, høres kun blæsten og vandets rislen. Pludselig hører jeg dette fine, men tydelige, sørgmodige og vemodige fløjt, som jeg også hørte på mine vandreture på især South Uist i Hebriderne.

Det er hjejlen. Men denne gang ses de tydeligt. To par voksne fugle flyver op mange gange og flyver 40 – 50 meter længere frem og sætter sig på en klippeblok eller en lille lyngknold. Alt imedens de udstøder denne lave sørgmodige tone dyyyyyyyyyy, hvis lydstyrke falder mod slutningen af fløjtet. I sær hannen, med sin grå og hvide spættede sommerfjerdragt og knaldsort brystparti, tager sig flot ud når han står på klippen og vipper og lader den ene vinge hænge, for at jeg skal tro, at den er såret og er et nemt bytte.
Det er dens adfærd for at lokke fjenden væk fra sin rede eller unger. Fjenden er jo lækatte, mår, ræve og rovfugle, og da hjejlen har sin rede på jorden, bruger den denne teknik for at lokke fjenden væk. Dette skuespil fortsætter en halv kilometer. Fuglen flyver op, flakser af sted og lander på en sten, hvorved den hvide fjerdragt på hver side af fuglen ses tydeligt og signalere, at her er jeg, kom så og tag mig. Samtidig vipper den, hopper lidt rundt, eller halter af sted med den ene vinge hængende, som om den er skadet. Når man så kommer næsten hen til den, flyver den let og elegant op igen og skuespillet fortsætter. 
Det var hyggeligt at have følgeskab af disse 4 fugle og et meget smukt og poetisk optrin, på min anstrengende tur hen ad stien.
Men turen var lang, utroligt lang. Omkring 12 kilometer ad en umulig rute. Jeg måtte virkelig tage mig sammen og bide træthed og smerter i kroppen i mig og tænke på, at jeg skulle klare det. Men hver gang jeg rundede en drejning på stien eller kom over en bakketop, forsvandt stien foran mig uendeligt. Det blev en vandring ad en rute, som jeg flere gange troede, jeg ikke ville kunne klare.

Jeg var fuldkommen udslidt og næsten grædefærdig af træthed og ømhed i knæ, hofter, ryg og skuldre. Her kom min medfødte vilje og stædighed til sin ret. Jeg ville ikke give op, for der var ikke noget alternativ, jeg var simpelthen nødt til at fuldføre resten af vandringen ned til hovedvejen og Ardwreck Castle.
 
Endelig kom jeg op ad en langs stigning og kunne se ud over en langs dalsskråning, der gik ned mod en lille gård, croft, som jeg på kortet kunne se, hedder Achmore Farm. Men for at nå derned, måtte jeg krydse en lille bæk flere gange, klavre over nogle pigtrådshegn. Klatre ned af et par stejle græsskråninger, hvor jeg bl.a. fandt et kronhjortgevir fra et ungt dyr. Men det var ”tabt” for nyligt, for der sad blod og kødrester på enden og der var også knækket noget af den ene spids, så det var ikke værd at gemme på.

Endelig kom jeg ned på engen og dens bløde græs, hvor jeg bedre kunne gå. Her myldrede det med kaniner. Hundredevis pilede rundt og styrtdykkede ned i deres huller. Det så sjovt ud. Gården var kun et stort hvidt hus med et par lave skure lidt derfra. Men på afstand så det malerisk ud, denne hvide bygning, med de grønne enge, de lyngklædte højdedrag, bjergene som baggrund og disen og tågen og regnen som kulisse. Ensomt men smukt. Jeg kom ud til grusvejen som gik op til huset, hvor der også løb en flod ned forbi. Her så jeg igen en vandstær.

Mit humør var igen i top. Min træthed og smerter var ikke så store nu. Det hjalp at komme ud noget beboet og med udsigten til at nå hovedvejen i løbet af nogle få hundrede meter. På den anden side af vejen og ude på en halvø der stikker ud i Loch Assynt, ligger Ardwreck Castle. Udsigten ned til borgen og med Loch Assynt som baggrund dukkede frem af disen, regne var igen ophørt, men her tidligt på aftenen bevirkede det overskyede vejr, at her var noget dunkelt. Jeg gik ned til halvøen og ud til borgen. Så egentligt passede det meget godt med denne type vejr, når man skulle besøge en skotsk borg. Dis og tåge, skummelt mørke og regn, kulde og blæst. Billederne er fra internettet, da mine egne billeder er meget mørke og ikke er gode til indscanning her.
  
Borgen blev opført i begyndelsen af 1500-tallet, Den har været selvforsynende med en mur omkring, hvor der også var en nyttehave. I midten af 1600- tallet var den residens for overhovedet for klanen MacLeods of Assynt. En af de sidste ejere fra denne klan, Neil, Sheriff-Depute of Assynt, fangede i 1650 James Graham, Marquisen af Montrose, som skulle være en meget kendt historisk person i Skotland.
På grund af økonomiske ulykker overtog klanen MacKenzies borgen og smed MacLeods på porten. I 1736 gik Mackenzies bankerot og solgte borgen. Men da var borgen forladt for længst til fordel for et andet hovedsæde Calda house. Dette hovedsæde, som ikke er en borg, ligger ikke langt fra selve borgen, men er i dag også en ruin, for 1736 blev det angrebet og brændt ned af mænd fra Kintail og Lochalsh, som var undersotter af Mackenzie of Seaforth. Man kunne dog ikke bevise noget dengang og tiltalen blev frafaldet.

Så i dag står begge ruiner og forfalder, selvom der er dannet en fond, der søger at bevare og genopbygge bygningerne. I det hele taget er den skotske historie fyldt med lokale fejder, borgerkrige og drab, angiveri, forræderi. Måske er det derfor, de aldrig gennem historien, fik gennemslagskraft til at danne deres egen stat, som de stadig så brændende ønsker sig. Deres enighed og fællesskab, kombineret med svig og forræderi, har altid betydet, at de som folk ikke har kunnet stå nok sammen, så de kunne slå englænderne helt og selv skabe sig en skotsk nation. På billedes ses Calda House også kaldet Edderchalter.

Efter at have kikket på Ardwreck Castle gik jeg op på hovedvejen igen og sydpå mod mit hostel. Vejen steg opad over lange stigninger og det var nu et stykke ud på aftenen og jeg havde været på tur siden kl. 10 om formiddagen. Jeg kunne nu igen mærke min træthed melde sig, så de sidste 3-4 kilometer til hostellet blev meget strenge at klare.

Så da jeg nåede hjem, var jeg helt smadret af træthed og smerter i fødder, ben og ryg. Men jeg måtte se at få tørret mit tøj, rygsæk og andet udstyr, for selv om alt var pakket i plastposer, så var meget blevet vådt og klamt. Hostellets vaskemaskine og tørretumbler klarede denne opgave. Efter lidt mad i køkkenet, pakkede jeg ned og gjorde klar til turen mod Scourie næste dag.

Så var det farvel til Inchnadamph Hostel og bjergene og de fantastiske dage i dette enestående område af Skotland. Ligeledes var den del af min tur, hvor jeg kunne vandre i høje bjerge også slut. Fremover ville det blive et anderledes og nyt terræn. Der ville godt nok være bjerge at se på, men jeg skulle kun vandre omkring i lave bakke - og klippeterræner. Men jeg glæder mig allerede til den videre færd i dette dejlige land.